Det er kun føie Dages korte Tid,

Og død er Du, hvis Livslyst ei vi glemme;

Ja, livsglad var Du, og saa rig paa Vid,

Du gjorde Alt saa hyggeligt der hjemme.

Du sad med Brudedragten paa Dit Skjød,

Og kun for Glæde skulde Hjertet banke,

Nu ligger Du i Kisten kold og død,

Vi kan ei ret os vænne til den Tanke!

Syv lange Aar Du ei Din Brudgom saae,

Han var, hvor Palmen groer – langt over Vandet;

Han bød Dig til en bedre Himmel gaae,

Med ham Du skulde bort til Palmelandet.

Og Veemod sad i Smilet paa Din Kind,

Skjøndt Hjertets Stemme folded’ Eders Hænder;

Du gik – ja, til en bedre Himmel ind,

Hvor Palmen groer, som ikke Jorden kjender.

Du gik fra os, fra ham – Gud vilde det! –

I Ungdoms Friskhed, midt i Kjærligheden.

– Din Død er kun en Blunden, Du blev træt,

Og sover. Sjælen er i Evigheden.

Gud Herre, hør Du hver Bedrøvets Røst,

Vi veed, at Modgang styrke skal og hæve,

Men Sorgens første Stund ei kjender Trøst,

Godt har den Døde det, men ikke vi, som leve!