Mit eget Eventyr uden Digtning
(en Skizze)
1846
I
Mit Liv er et smukt Eventyr, saa rigt og lykkeligt, havde jeg, som Dreng, da jeg fattig og ene gik ud i Verden, mødt en mægtig Fee og denne havde sagt: vælg din Bane og dit Maal! og da efter din Aands Udvikling, og som det fornuftigviis maa være i denne Verden beskytter og fører jeg Dig! min Skjæbne kunde da ikke have været lykkeligere, klogere og bedre ledet, end den er. Mit Livshistorie vil sige Verden hvad den siger mig, der er en kjærlig Gud, der fører Alt til det Bedste.
Mit Fædreland Danmark er et poetisk Land, fuldt af Folkesagn, gamle Viser og en riig Historie sammenvoxet med Sverrig og Norges. De danske Øer have herlige Bøgeskove, Korn og Kløvermarker, de see ud, som Haver i stor Stiil, paa een af disse grønne Øer Fyen ligger min Fødeby , der, som Sagnet mælder, levede her; denne By er Provindsens Hovedstad og ligger 22 Mile fra Kjøbenhavn.
1805 levede her i en lille, fattig Stue , der holdt uendelig meget af hinanden, en ung Skomager neppe 22 Aar, et forunderligt begavet Menneske, en ægte poetisk Natur, Konen nogle Aar ældre, uvidende om Verden og Livet, men fuld af Hjerte. Den unge Mand havde selv tømret sammen og sin Brudeseng og til denne sidste havde han brugt Træstilladset der kort forud havde baaret en afdød Liigkiste, da denne stod , de sorte Klædes Liste, der endnu sad fast paa Bræderne mindede derom; istedet for det grevelige Liig omgivet af Flor og Kandelabrer, laae her den anden April 1805 et levende grædende Barn, det var mig Hans Christian Andersen. Min Fader skal de første Dage have siddet ved Sengen og læst høit af Holberg, men jeg skreeg himmelhøit. »Vil Du sove eller rolig høre efter!« skal han i Spøg have sagt; men jeg skreeg fort, ogsaa i Kirken, da jeg blev døbt og Præsten der var en Mand, sagde: »den Unge skriger jo, som en Kat!« hvilke Ord min Moder aldrig kunde glemme ham; en fattig Emigrant , som stod Fadder, trøstede hende imidlertid med at jo høiere jeg, som Barn skreeg, des smukkere vilde jeg synge, naar jeg blev ældre.
Een eneste lille Stue, der næsten var opfyldt med Skomagerværkstedet, Sengen og den hvori jeg sov, var Barndoms Hjemmet; men Væggene var fulde af Billeder og over Værkstedet var en Hylde med Bøger og Viser; det lille Kjøkken var fuldt af skinnende Talerkner og Kar og paa en Stige kunde man herfra komme op paa Loftet, hvor der i Tagrenden ind imod Naboens Huus stod en stor Kasse med Jord og Kjøkkenurter, min Moders hele Have; i mit Eventyr: , blomstrer den endnu.
Jeg var og blev i høi Grad forkjælet, men høre maatte jeg af min Moder, at jeg var ganske anderledes lykkelig end hun havde været det, at jeg jo havde det, som et Grevebarn, hun var, som Lille jaget ud af sine Forældre for at og da hun ikke kunde det, havde hun en heel Dag siddet og grædt under en Bro ved Odense Aae, i gamle Domenica i og som Moder har jeg givet hendes Personlighed i to forskjellige Opfatninger.
Min Fader lod mig i Alt have min Villie, jeg havde hele hans Kjærlighed! for mig levede han; om Søndagen gjorde han for mig Theater, , Billeder, som kunde forvandle sig; han læste for af Holbergs Comedier og ; kun da husker jeg ret at have seet ham smile; thi i sit Liv og som Haandværker følte han sig ikke lykkelig; havde været velhavende Bønderfolk, men mange Ulykkestilfælde indtraf for dem, Qvæget døde, Gaarden brændte, og tilsidst mistede Manden Forstanden; Konen fløttede da med ham til Odense og her satte hun den opvakte Dreng i Skomagerlære, det kunde ikke være anderledes, uagtet hans brændende Ønske var at komme i den latinske Skole; et Par velhavende Borgere havde engang talt om at skillinge sammen, give ham fri Kost og hjælpe ham frem paa den Vei, men det blev ved Talen. Min stakkels Fader saae ikke sit kjæreste Ønske opfyldt; det kom aldrig af hans Erindring. Jeg husker at jeg som Lille, en Gang saae Taarer i hans Øine, da een af Latinskolens havde været hos os, bestilt nye Støvler og da viist sine Bøger og talt om Alt hvad han lærte. »Den Vei skulde jeg ogsaa have gaaet!« sagde han, og da kyssede han mig hæftig og var stille hele Aftenen.
Sjælden kom han sammen med sine Lige, men om Søndagen gik han ud til Skoven og da tog han mig med; han talte ikke meget derude, sad stille i Tanker, mens jeg sprang omkring og samlede Jordbær paa et Straa eller bandt Krandse; kun eengang i Aaret og det i Mai naar Skoven nys var udsprunget gik min Moder med og da bar hun en , som kun blev taget paa den Dag og til , og som saaledes blev den eneste Kjole jeg i alle Aaringer erindrer at have været hendes Fest-Kjole; hun tog da altid hjem med en heel Mængde friske Bøgegrene og de bleve plantede bag den polerede Kakkelovn, blev siden stukne ind i Bjælkesprækkerne og af disse, eftersom de voxte kunde vi see om vi skulde leve længe eller kort. Grønt og Billeder pyntede vor lille Stue, som min Moder holdt reen og næt, hendes Stolthed var at Lagnerne og Vinduesgardinerne vare saa hvide.
Min Faders Moder kom daglig, om kun nogle Øieblikke i vort Hjem, og det var for at see sin lille Sønnesøn, jeg var hendes Glæde og Lykke; hun var en stille, høist elskelig gammel Kone, med milde blaa Øine og af fiin Bygning; hun havde prøvet Livet tungt, fra en velhavende Landmands Kone var hun nu i stor Fattigdom og boede med den sindssvage Mand i et lille Huus de havde kjøbt sig for den sidste lille Formues Rest hun bragte med til Byen. Dog saae jeg hende aldrig græde, men desdybere Indtryk gjorte det paa mig, naar hun stille sukkede og fortalte om sin Moders Moder, at hun havde været i en stor tydsk By, Cassel og der ægtet en »Comediantspiller«, som hun udtrykte sig, løbet bort fra Forældre og Hjem, og nu gik alt dette ud over Slægten; jeg veed aldrig at have hørt hende nævne Mormoderens Familie-Navn, selv var hun en født Nommesen. Hun havde ved en , og herfra bragte hun hver aften nogle Blomster, man tillod hende at tage hjem, de pyntede paa min Moders , men vare mine Blomster, jeg fik Lov til at sætte dem i Vandglasset, hvor riig var ikke denne Glæde. Alt bragte hun mig, hun elskede mig med hele sin Sjæl, jeg vidste det, og jeg forstod det. –
To Gange om Aaret brændte hun det grønne Affald fra Haven, og da var jeg inde i Hospitalet hos hende, laae i de store Bundter Grønt og Ærteranker, havde mange Blomster at lege med og hvad jeg især satte Priis paa, bedre Mad, end jeg troede at faae hjemme. Alle de Vanvittige, der ingen Skade gjorde, gik frit om her i Gaarden, de kom tidt ind til os og med Nysgjerrighed og Skræk hørte jeg dem og fulgte dem; ja jeg vovede mig endogsaa med Vogterne ind til de ; en lang Gang førte mellem deres Celler; eengang var Vogteren gaaet bort og jeg laae paa Gulvet og kigede gjennem Dørsprækken; der sat et nøgent Fruentimmer paa en Mængde Straae, hendes Haar hang ned om Skuldrene, hun sang med en ganske deilig Stemme, med eet sprang hun op, styrtede mod Døren hvor jeg laae, den lille Laage hvorigjennem Maden raktes hende, gik op, hun stirrede ned paa mig, strakte sine lange Arme efter mig; jeg skreeg af Rædsel, endnu, som ældre er dette Syn og dette Indtryk ikke udslettet af min Sjæl; jeg følte hendes Fingerspids røre ved mine Klæder, jeg var halv død da Vogteren kom.
Tæt ved hvor det Grønne blev brændt havde gamle fattige Qvinder deres , herind kom jeg tidt og blev snart deres Yndling; jeg havde ogsaa for denne Forsamling en Veltalenhed, der endnu foresvæver mig; jeg havde tilfældigviis hørt fortælle om Menneskenes indvortes Bygning, naturligviis uden at forstaae noget deraf, men just dette Hemmelighedsfulde opfyldte mig og med Kridt paa Døren malede jeg for de gamle Qvinder, en Mængde Krimskrams, der skulde forestille Indvolde, min Fortælling om Hjerte og Lunge, gjorde det dybeste Indtryk, jeg gjalt for et mærkeligt klogt Barn, som ikke kunde leve længe; man belønnede min Veltalenhed med at fortælle mig Eventyr; en Verden, riig som i »tusind og een Nat«, rullede her op for mig. De gamle Koners Fortællinger, de vanvittige Skikkelser jeg i Hospitalet saae rundt om mig virkede imidlertid i en Grad ind paa mig, saa at naar det mørknedes turde jeg neppe vove mig ud af Huset, jeg fik sædvanligviis ogsaa Lov ved Solnedgang at gaae i Seng og det ikke i min Slagbænk, thi det var fortidligt at den blev slaaet ned og fyldte Stuen, men i mine Forældres Seng, omhvilke der var lange Gardiner, her laae jeg i vaagne Drømme, som om den virkelige Verden ikke vedkom mig.
For den sindssvage Faerfader havde jeg en stor Angest, kun een eneste Gang havde han talt til mig og da brugt den mig fremmede Tiltale De; han snittede i Træ underlige Billeder Mennesker med Dyrehoveder, Dyr med Vinger; disse pakkede han i en Kurv og gik saa ud paa Landet, hvor Bønderkonerne overalt trakterede ham, thi han forærede dem og deres Børn det underlige Legetøi; een Dag han kom hjem til Odense hørte jeg Gadedrengene skrige høit efter ham og af Skræk skjulte jeg mig bag en Trappe, thi jeg vidste jeg var af hans Kjød og Blod. –
Alt det Nærmeste om mig tjente kun til at fylde min Phantasie; Odense selv var den Gang, da endnu ikke Dampskib existerede, da Postforbindelsen var ringere, en ganske anden By, end i vore Dage, man kunde troe den hundrede Aar tilbage; da herskede her en Mængde Skikke og Brug, som hørte en ældre Tid til. og havde deres og Bjælder løbende foran. Fastelavnsmandag førte Slagterne gjennem Gaden den fedeste Oxe, pyntet med Blomster, en Dreng i hvid Skjorte og med store Vinger reed paa den. – Søefolkene gik med Musik og alle deres Flag gjennem Byen, og tilsidst brødes paa et Brædt mellem to Baade, de to kjækkeste, den, som ikke faldt i Vandet, var Seierherren. Men hvad som især indpræntedes i min Erindring og ved den senere gjentagne Fortælling derom, idelig opfriskedes var ; vel var jeg den Gang ikke mere end tre Aar, men tydeligt husker jeg endnu, de brune, fremmede Mennesker, der larmede i Gaderne, Kanonerne der blev skudt af og at jeg saae dem sove paa Halm i en ved Hospitalet; en spansk Soldat tog mig en Dag paa sin Arm og trykkede mod mine Læber et Sølv-Billed han bar paa sit Bryst; jeg husker min Moder blev vred derover, thi det var noget Catolsk, sagde hun, men jeg syntes saa godt om Billedet og den fremmede Mand, der dandsede med mig kyssede og græd, han havde vidst selv Børn hjemme i Spanien. – Jeg saae een af hans Kammerater blive ført til Retterstædet, han havde myrdet en Franskmand; mange Aar herefter, indvirket herved, skrev jeg mit lille Digt: . –
Saa godt, som aldrig kom jeg sammen med andre Drenge, selv i Skolen tog jeg ikke Deel i deres Lege, men blev siddende inde; hjemme havde jeg Legetøi nok, som min Fader havde gjort til mig; min største Glæde var at sye Dukkeklæder, eller at spænde et af min Moders Forklæder ud mellem Muren og to Stænger foran en eneste Ripsbusk jeg havde faaet plantet i Gaarden og der see ind i de solbelyste Blade; jeg var et underligt drømmende Barn, der saa tidt gik med Øinene næsten tillukkede, at man tilsidst troede jeg havde et daarligt Syn, uagtet dette just var og er mærkeligt skarpt hos mig.
Enkelte Dage i Høsten gik min Moder ud paa Marken og samlede Ax, jeg var da med, og gik, som gik paa Boas’s rige Ager; een Dag gik vi paa et Sted hvor der var en bekjendt ond Forvalter, vi saae ham komme med en frygtelig stor Pidsk; min Moder og alle de Andre løb, jeg havde nøgne Fødder i Træskoe og tabte disse; Kornstubbene stak mig og jeg kunde derfor ikke løbe, og blev alene tilbage, allerede løftede han Pidsken, jeg saae ham op i Ansigtet og sagde uvilkaarlig »hvor tør Du slaae mig da Gud kan see det!« – og den strænge Mand saae med eet ganske mildt til mig, klappede mig paa Kinden, spurgte hvad jeg hedte og gav mig Penge; da jeg viiste min Moder disse, sagde hun til de Andre Folk: »det er et mærkeligt Barn, min Hans-Christian, alle Mennesker er ham gode; og see selv den onde Karl har givet ham Penge.« –
From og overtroisk voxte jeg op, jeg havde ikke Tanke om Savn eller Mangel, vel havde mine Forældre kun fra den ene Dag til den anden, men jeg i detmindste fik Alt rigeligt, en gammel Kone syede min Faders Klæder om til mig, jeg fulgte imellem med mine Forældre , hvor de første Forestillinger jeg saae vare i det tydske Sprog; Operaer og Comedier bleve givne, og »« var hele Byens Yndlings Stykke; det første jeg imidlertid saae var behandlet, som Opera. Det første Indtryk et Theater gjorte paa mig og Mængden der, var ingenlunde Tegn paa at der slumrede noget Poetisk i mig! mit første Udbrud, da jeg saae de mange Mennesker var det: »Havde vi bare saa mange Smør, som her er Folk, saa skulde jeg rigtignok spise!« – Theatret blev imidlertid snart mit kjæreste Sted, men da jeg kun imellem kunde komme der, gjorte jeg mig gode Venner med , han gav mig da daglig Placaten, og med den sat jeg da i en Krog og tænkte mig sammen en heel Comedie efter Stykkets Navn og Personerne deri; det var min ubevidste første Digtning. –
Det var ikke blot Comedier og Fortællinger min Fader gjerne læste, men ogsaa Historien og den hellige Bibel; i sit stille Sind tænkte han over det Læste, men min Moder forstod ham ikke, naar han udtalte sig til hende derom, og derfor blev han mindre og mindre snaksom; een Dag lukkede han Bibelen sammen med de Ord: »Christus har været et Menneske, som vi, men et usædvanligt Menneske!« min Moder forfærdedes over disse Ord og brast i Graad, og i Skræk bad jeg til »vor Herre«, at han vilde tilgive min Fader denne skrækkelige Gudsbespottelse. »Der er ingen anden Djævel til end den vi have i vort eget Hjerte!« hørte jeg min Fader sige; og jeg fik Angest for ham og hans Sjæl, og var ganske af min Moders og Mening, da han en Morgen, formodentligt revet paa et Søm, havde tre dybe Rift i Armen, at det var Djævelen, som havde været der om Natten og vilde vise at han var til. Min Faders Vandringer til Skoven blev hyppigere, han havde ingen Ro paa sig. Krigsbegivenhederne i Tydskland, som han med Begjærlighed fulgte i Aviserne, opfyldte ham; Napoleon var hans Helt, hans Stigen forekom ham, som det skjønneste Exempel! Danmark allierede sig da med Frankerige, Talen var kun om Krig, og min Fader , i Haab om at komme hjem, som Lieutenant; min Moder græd, Naboerne trak paa Skuldrene og sagde at det var Galskab saaledes at gaae ud for at lade sig skyde, naar man ikke havde det nødigt.
Den Morgen Korpset brød op hørte jeg min Fader synge og tale lystigt, men hans Hjerte var i dyb Bevægelse, det forstod jeg paa den vilde Heftighed hvor med han kyssede mig i Afskeden. Jeg laae da syg af , laae ene i Stuen, da Trommerne lød og min Moder grædende fulgte ham ud af Porten. Da de vare borte kom min gamle Faermoder, og saae med sine milde Øine paa mig og sagde at det var godt om jeg maatte døe nu, men at Guds Villie var altid den Bedste! det var een af de første Morgener fuld af Smerte, jeg erindrer mig.
Regimentet kom imidlertid ikke længer end til Holstein, der blev sluttet og den frivillige Kriger sad igjen paa sit Værksted, Alt syntes igjen at komme i det Gamle; jeg legede med mine Dukker, spillede Comedie og altid paa Tydsk, thi kun i dette Sprog havde jeg seet Sligt, men min Tysk var et Kaudervelsk jeg selv satte sammen og hvori kun eet eneste ægte tydsk Ord: »Besen«, (Kost) forekom; eet Ord jeg havde opsnappet af de forskjellige Benævnelser min Fader havde bragt os hjem fra Holsteen. »Du har jo godt af min Reise!« sagde han i Spøg. »Gud veed om Du kommer saa langt ud, men det maa Du! husk paa det Hans Christian!« – Men min Moder sagde at »saalænge hun raadede over mig skulde jeg nok faae Lov at blive hjemme, ikke sætte mit Helbred til, som han!« –
Det var ogsaa saaledes. Hans Sundhed havde lidt; een Morgen vaagnede han i vilde Phantasier, talte om Feldtog og om Napoleon; han troede at tage Ordre af ham, at kommandere selv. Min Moder sendte mig strax, ikke til Lægen, men til en saakaldet »«, en halv Miil fra Odense; jeg kom derhen, hun spurgte mig ud, maalte derpaa mine Arme med en ulden Traad, gjorde underlige Tegn og lagde til sidst en grøn Green paa mit Bryst, den var, sagde hun, et Stykke af den Slags Træ, hvorpaa vor Herre var blevet korsfæstet. »Gaae nu langs med Aaen hjem, skal din Fader døe denne Gang, saa møder Du hans Gjenfærd.«
Man kan tænke sig min Angest, jeg som var saa opfyldt af Overtroe og hos hvem Phantasien var saa let bevægelig; »og Du har ikke mødt noget?« Spurgte min Moder mig da jeg kom hjem; jeg forsikkrede med bankende Hjerte nei, han døde tredie Dagen derefter; hans Liig hvilte i Sengen, jeg laae med min Moder udenfor og hele Natten . »Han er død!« sagde min Moder til den, »Du behøver ikke at synge efter ham; Iisjomfruen har taget ham!« og jeg forstod hvad hun meente, jeg huskede fra Vinteren, da vore Ruder vare frosne, havde min Fader viist os at der var frosset ligesom en Jomfru der strakte Armene ud; »hun vil nok have mig!« sagde han i Spøg. Nu da han laae død i Sengen, kom det min Moder i Sindet og beskjæftigede min Tanke.
Paa , ud for den venstre Sidedør for Altret begravede de ham, Faermoder plantede Roser paa Graven, nu er Sted to Grave, og Græsset voxer ogsaa hen over dem.
Fra min Faders Død var jeg ganske overladt til mig selv; min Moder gik ud at vadske for Folk, jeg sad alene hjemme, med det lille Theater min Fader havde gjort til mig; jeg syede paa Dukketøi og læste Comediebøger; man har fortalt mig at jeg var altid reenlig og net klædt paa, men lang og opløben, havde et stort lyst Haar, næsten guult og gik barhoved; i vort Nabolag boede en Præste-Enke sammen med sin afdøde Mands Søster, de aabnede mig venligt deres Dør og her var det første dannede Huus hvor jeg fandt et Hjem. Den afdøde Præst havde skrevet Digte, havde den Gang et Navn i dansk Litteratur, hans vare da i Folkemunde, i mine til »danske Digtere« sang jeg om ham, som mine Jevnaldrende havde glemt:
»Rokken snurrer, Hjulet gaaer, Spindevisen tier,
Ungdoms Sangen bliver snart gamle Melodier!«
Her hørte jeg første Gang Navnet »Digter« blive udtalt, og med en Høiagtelse som noget Helligt. Holbergs Comedier havde min Fader jo tidt læst for mig, men her talte man ikke om disse, men om Vers, om Poesie; »min Broder, Digteren!« sagde Bunkeflods Søster og hendes Øine lyste; af hende lærte jeg at det var noget Herligt, noget lykkeligt at være en Digter, her læste jeg ogsaa første Gang , rigtignok i en , men de kjække Skildringer, de blodige Begivenheder, Hexe og Spøgelser, faldt just i min Smag; strax spillede jeg Schackspear paa mit Dukketheater; saae Hamlets Aand og levede med Lear paa Heden. Jo flere der døde i et Stykke des interessantere forekom det mig; paa den Tid skrev jeg mit første Stykke, det var ikke mindre end en Tragedie, hvori de naturligviis Alle døde; Indholdet havde jeg efter en gammel Vise om , men jeg havde forøget Begivenheden med en Eremit og hans Søn, der begge elskede Tisbe og begge toge Livet af sig da hun døde; mange af Eremittens Replikker vare bibelske Steder skrevne ud af , især af Pligterne imod Næsten, Stykket førte Navnet . »Det skulde hedde Aborrer og Torsk!« sagde vor Nabokone vittig, da jeg med stor Veltilfredshed og Lykke havde læst det for alle Mennesker i Gaden og nu ogsaa kom til hende. – Jeg blev aldeles nedslaaet derved, jeg følte hun gjorte Nar af mig og mit Digt, som alle de Andre havde roest, bedrøvet fortalte jeg det til min Moder; »det siger hun bare fordi hendes Søn ikke har gjordt det!« sagde hun og jeg var trøstet og begyndte et nyt Stykke, hvori en Konge og en Dronning skulde optræde; at disse hos Schackspear talte ligesom andre Mennesker fandt jeg ikke kunde være rigtig! jeg spurgte min Moder og flere Folk om hvorledes en Konge egenlig talte, men man vidste ingen ret Besked; de sagde at det var saa mange Aar siden der havde været en Konge i Odense, men at han nok talte fremmede Sprog. Jeg fik da fat paa et Slags Lexicon, hvori stod tydske, franske og engelske Ord med dansk Oversættelse og nu var jeg hjulpet; jeg tog et Ord af hvert Sprog og lagde ind i mit Stykke i Kongens og Dronningens Tale; det blev et heelt babelsk Tungemaal, som jeg troede at være det ene rigtige for saa høie Personer. Alle Mennesker maatte høre mit Stykke, det var mig en Lyksalighed at læse det op og aldrig faldt det mig ind, at Andre ikke skulde have samme Glæde ved at høre det. –
Nabokonens Søn var anbragt paa en og bragte hver Uge en Penge-Sum hjem; jeg gik, som man sagde og bestilte ingen Ting, jeg skulde ogsaa paa Fabriken; »ikke for Pengenes Skyld,« sagde min Moder, »men saa veed jeg dog hvad han bestiller og hvor han er.« Gamle Fadermoder førte mig derhen og var inderlig bedrøvet, »thi det havde hun ikke tænkt at opleve,« sagde hun, »at jeg skulde gaae der sammen med alle disse Drenge.« Her arbeidede en Mængde tydske Svende, de sang, talte lystigt, mangen raa Spads vakte den største Jubel; jeg hørte den og har lært deraf at Barnet kan høre Sligt med uskyldigt Øre, det fandt ikke fodfæste i mit Hjerte. – Den Gang havde jeg en mærkelig smuk og høi Sopranstemme og jeg vidste det, thi naar jeg sang i , der stødte op til vor stode med Ørene op mod Plankeværket, da man derfor paa Fabrikken spurgte mig om jeg kunde synge, begyndte jeg strax, og alle Vævene stode stille, Alle Svendene hørte paa mig, jeg maatte synge og atter synge, de andre Drenge blev det overdraget at gjøre mit Arbeide, og nu fortalte jeg at jeg ogsaa kunde spille Comedie, jeg huskede hele Scener af Holberg og Schackspear; de bleve mig alle gode og jeg fandt paa den Maade, de første Dage paa Fabriquen meget moersomme; men een Dag, som jeg bedst sang og de Alle talte om min Stemmes mærkelige Høide, udbrød een af Svendene, »det er bestemt ingen Dreng men en lille Jomfrue!« – Han tog fat paa mig, jeg skreeg og jamrede mig; de andre Svende fandt den raa Spøg moersom, de holdt mig ved Arme og Been, jeg jamrede høit, og , som en Pige styrtede jeg ud af Huset, hen til min Moder, der strax lovede mig at jeg aldrig skulde komme der mere; jeg søgte igjen hen til Madam Bunkeflod, til hvis jeg selv opfandt og syede en hvid silke Naalepude som endnu opbevares; med en anden gammel der i Naboelaget, gjorte jeg ogsaa Bekjendtskab, hun lod mig læse for sig af de Romaner hun fik fra ; een af disse begyndte omtrent saa; »det var en stormfuld Nat, Regnen pladskede paa Ruderne!« – »Det er en udmærket Bog!« sagde den Gamle, og jeg spurgte ganske uskyldigt hvoraf hun vidste det. »Jeg hører det paa Begyndelsen!« sagde hun, »denne bliver udmærket«; og jeg saae med en Slags Ærbødighed op til hendes Indsigt.
I Høsten tog min Moder engang med mig flere Miil fra Odense til en i Nærheden af hendes ; Fruen der, hvis Forældre hun havde tjent, havde sagt hun skulde engang besøge hende; det var mig en stor Reise, vi gik den meeste Vei og brugte, troer jeg to Dage. Her gjorte Landet et saa mægtig Indtryk paa mig at det var mit høieste Ønske at blive der; det var just Humlehøsten, og i Laden omkring et stort Kar sad jeg hos min Moder og med en heel Mængde Bønderfolk og hjalp med at pille Humle; der blev fortalt Historier og meget Vidunderligt hver havde oplevet og seet. Een Eftermiddag hørte jeg her en gammel Mand sige at Gud vidste alt hvad der skete og skulde skee, det opfyldte ganske min Tanke og da jeg henimod Aften, gik alene noget borte fra Gaarden hvor der var et dybt Gadekjær, og jeg der var krøbet ud paa de store Steen deri; gik det mig underligt gjennem Hovedet, om Gud dog virkelig skulde vide alt hvad der vilde skee; ja nu har han bestemt at jeg skal leve og blive mange Aar tænkte jeg, men dersom jeg nu springer ud her i Vandet og drukner mig, saa bliver det dog ikke som han vil; og jeg var øieblikkelig fuld og fast bestemt paa at drukne mig, jeg løb hen mod det dybeste Sted; da gik en ny Tanke gjennem min Sjæl, »det er Djævelen, som vil have Magt over mig!« og jeg udstødte et Skrig, løb, som jeg var forfulgt og styrtede grædende i Armene paa min Moder; men hverken hun eller nogen fik ud af mig hvad jeg feilede. »Han har vist seet noget Spøgeri!« sagde een af Konerne, og jeg troede det næsten selv. –
Min Moder , hans Familie, der ogsaa hørte til Haandværkstanden, fandt at det var et alfor ringe Parti han havde gjort og hverken min Moder eller jeg fik Lov at komme til den. Min Stiffader var en ung, stille Mand, der slet ikke vilde blande sig i min Opdragelse, han lod mig være og blive, som jeg vilde; jeg levede derfor ganske for mit Perspectiv og lille Dukketheater, og det var min største Lykke at faae samlet brogede Klude, som jeg da selv tilskar og syede; min Moder betragtede det, som en god Øvelse for at blive Skræder, og at jeg ganske vist var født der til; jeg sagde derimod at jeg vilde til , være Skuespiller, noget min Moder paa det bestemteste satte sig imod, i det hun ikke kjendte noget andet Theater end omreisende Skuespilleres og Liniedandseres; nei Skræder maatte og skulde jeg være, og det eneste, som ved denne Bestemmelse nogenlunde trøstede mig, var at da kunde jeg ret faae Lappe til mit lille Theater.
Min Læselyst, de mange dramatiske Scener jeg kunde uden ad, min særdeles smukke Stemme, Alt vakte en Slags Opmærksomhed hos flere fornemme Familier i Odense, jeg blev kaldt til dem, min hele forunderlige Personlighed vakte Interesse, og blandt de Mange hos hvem jeg nu kom var , den der med sin Familie-Kreds viiste den sandeste Deeltagelse, ja han førte mig endogsaa en Gang til , vor nuværende Konge.
Jeg skjød op og blev en lang Dreng, som min Moder sagde, som hun ikke godt længer kunde lade gaae saaledes og drive om, jeg gik i , lærte kun Religion, Skrivning og Regning, og det sidste var daarligt nok, jeg bogstaverede neppe eet Ord rigtigt; hver Gang det var Geburtsdag flættede jeg en Krands og skrev et Digt til ham, han tog det halv med Smiil, halv med Spot, den sidste Gang skjændte han derfor;Gadedrengene havde ogsaa af deres Forældre, hørt om mit sære Væsen, og hvorledes jeg kom omkring, og derfor blev jeg een Dag forfulgt af en heel vild Skare der spottende raabte: »Der løber Comedieskriveren!« – Jeg skjulte mig hjemme i en Krog, græd og bad til Gud; min Moder sagde at jeg skulde comfirmeres, at jeg kunde komme i Skræderlære og bestille noget fornuftigt. Med hele sit Hjerte holdt hun af mig, men forstod ikke min Higen og Tragten, som jeg selv da heller ikke forstod; hendes Omgivelse talte altid mod min Maade at være paa, og opholdt sig over mig. – Vi hørte til St Knuds Sognekirke og her kunde Confirmanterne tegne sig enten hos eller hos , hos den første gik kun de saa kaldte fornemme Familiers Børn, samt Latinskolens , hos den sidste gik de fattigere; jeg mældte mig hos Stiftsprovsten, der maatte tage mod mig, men vistnok kun saae Forfængelighed deri hos mig, i det jeg med hans Confirmanter, om jeg end ogsaa stilledes nederst, kom ovenfor alle de der gik hos Capelanen; jeg tør imidlertid troe, at det ikke ganske var Forfængelighed der drev mig; jeg havde en Angest for de fattige Drenge der havde spottet mig, jeg følte altid en inderlig Drift til at nærme mig Latinskolens Diciple, som jeg den Gang betragtede for meget bedre end de Andre; naar de legede inde paa Kirkegaarden, stod jeg udenfor Gitteret, tittede ind og ønskede at jeg var i blandt de Lykkelige, ikke for Legens Skyld, men for de mange Bøgers, og for hvad de kunde blive i denne Verden. Hos Stiftsprovsten kunde jeg saaledes komme sammen med dem, være som De; – men jeg husker ikke en eneste fra den Tid, saalidt maa de der have givet sig af med mig; jeg havde daglig Følelsen af at have trængt mig ind, hvor man ikke fandt jeg hørte hjemme; kun , der galt for den fornemste der, og som jeg senere endnu engang kommer til at omtale; saae altid saa mildt og hjerteligt til mig, gav mig endogsaa en Gang en Rose, og jeg gik hjem lyksalig, fordi der dog var een, som ikke oversaae og forskjød mig.
En gammel Skræderske forandrede min afdøde Faders til en Confirmations Dragt for mig, aldrig havde jeg baaret en saadan Kjole, og for første Gang i mit Liv fik jeg Støvler, min Glæde var overordenlig, kun frygtede jeg at ikke Alle skulde see dem, og derfor trak jeg Skafterne op over Beenklæderne og gik saaledes , Støvlerne knirkede og det frydede mig i mit Inderste at Menigheden nu kunde høre de var ny, al min Andagt var forstyrret, og jeg følte det og havde tillige en gruelig Samvittigheds Qval over, at min Tanke var ligesaa meget hos mine Støvler, som hos den gode Gud; jeg bad ham ret i mit Hjerte tilgive mig og tænkte saa igjen paa de nye Støvler.
I det sidste Aar havde jeg sparet en lille Pengesum sammen, da jeg talte den efter bestod den i 13 Rbdlr, (omtrent 10 Thaler preusisk), jeg var overvældet ved Besiddelsen af saa stor en Rigdom, og da min Moder nu paa det bestemteste vilde at jeg skulde i Skræderlære, bad og plagede jeg hende om dog at maatte reise til Kjøbenhavn, for mig den Gang Verdens største Stad. »Hvad skal Du blive der?« spurgte min Moder. »Jeg vil være berømt!« svarede jeg og fortalte hende hvad jeg havde læst om mærkelige Mænd, »man gaaer først saa grueligt meget ondt igjennem og saa bliver man berømt!« – Det var en aldeles uforklarlig Drift, som førte mig! jeg græd jeg bad, og tilsidst gav min Moder efter, men lod dog først en gammel, saakaldet klog Kone fra Hospitalet hente og denne i Kort og Caffe spaae min Fremtids Skjæbne.
»Hendes Søn bliver en stor Mand!« sagde den Gamle, »og til Ære for ham skal engang Odenseby blive !« min Moder græd da hun hørte det og jeg havde Lov at reise; alle Naboer og hver, som hørte derom talte min Moder til og sagde at det var jo forfærdeligt at lade mig, der kun var 14 Aar gammel løbe til Kjøbenhavn, der laae saa langt borte og var en stor og By, hvor jeg ingen kjendte. »Ja han lader mig ikke have Ro!« svarede min Moder, »jeg har maattet give ham Lov, men jeg er vis paa at han ikke kommer længer end til Nyborg, naar han seer den vilde , bliver han nok bange og vender om igjen!« –
, hele Byen havde været opfyldt der af; og jeg, ved det at jeg stod mig godt med Placatbæreren, ikke blot seet bag fra Couliserne alle deres Forestillinger, men endog optraadt, som , Hyrde & – ja endogsaa sagt et Par Replikker; min Iver var saa stor at naar de Spillende kom i Garderoben før Forestillingen stod jeg allerede paaklædt; herved blev de opmærksom paa mig, min Barnlighed og Begeistring morede dem, de talte mig venligt til og jeg saae op til dem og deres Stand, som til jordiske Guder; alt hvad jeg havde hørt om min Sangstemme, om min Fremsigelse af Vers bragtes nu til Klarhed hos mig; det var Theatret jeg var født for, det var her jeg vilde blive en berømt Mand og derfor var Kjøbenhavn, Maalet for min Stræben, jeg hørte endnu Skuespillernes Ophold i Odense omtale som skjønne, herlige Dage, hørte Sværmeriet for dem og megen Tale om det store Theater i Kjøbenhavn, og at der var noget man kaldte Ballet, der skulde endnu overgaae Opera og Comedie, især omtaltes Dandserinde , som den første af Alt; hun forekom mig da som Dronningen for det Hele og i min Phantasie betragtede jeg hende som den der kunde udrette alt for mig, naar jeg kun fik hendes Beskyttelse. Opfyldt heraf gik jeg hen til den gamle , een af Odense Byes anseeligste Borgere, der som jeg vidste havde været meget bekjendt med Skuespillerne da de vare i Odense, han meente jeg, maatte ogsaa kjende Dandserinden, ham vilde jeg bede om et Brev til hende, og saa vilde Gud nok gjøre det øvrige.
Den gamle Mand saae mig for første Gang, hørte med megen Venlighed paa mit Andragende, men raadede mig paa det bestemteste fra at gjøre sligt, sagde mig at jeg skulde lære et Haandværk. »Det vilde virkeligt være en stor Synd!« svarede jeg, og han studsede over Maaden jeg skal have sagt det paa, og det indtog ham for mig; endnu i Dag huskes denne min Tale til ham af hans Familie; han sagde at han ikke personlig kjendte Dandserinden, men at han aligevel nok skulde give mig et Brev til hende; jeg fik det og syntes alt jeg var ved mit Maal.
Min Moder pakkede en lille Byldt Klæder sammen, talte med Postkarlen om at jeg kunde følge med ham som til Kjøbenhavn, det kostede 3 Rdlr dansk; kom, min Moder fulgte mig bedrøvet ud af Porten; her stod gamle Faermoder, i den sidste Tid var hendes smukke Haar blevet graat, hun tog mig om Halsen, græd uden at kunde sige et Ord, jeg var selv inderlig bedrøvet; saa skildtes vi ad, jeg saae hende aldrig mere, , – jeg veed ikke hendes Grav, hun ligger paa de Fattiges Kirkegaard.
blæste, det var en deilig Solskins Eftermiddag, og snart skinnede Solen ind i mit lette barnlige Sind, jeg glædede mig over Alt det Nye jeg saae og reiste jo mine Længslers Maal imøde; men da jeg ved Nyborg kom paa det store Belt og Skibet seilede fra min Fødeø, følte jeg ret hvor ene og forladt jeg var; at jeg ingen anden havde end Gud i Himlen; saa snart jeg traadte i Land paa Sjælland, gik jeg om bag et Skuur der stod ved Stranden, faldt paa mine Knæ og bad Gud hjælpe og ledsage mig; jeg følte mig trøstet derved, stolede saa fast paa Gud og min Lykke og saa kjørte jeg hele Dagen og den næste Nat gjennem Stæder og Landsbyer; stod eensom ved Vognen og spiiste mit Stykke Brød, medens Ompakningerne skede; Alt var mig saa fremmed, jeg syntes jeg var langt ude i den vide Verden.
II
Mandagmorgen 1819 saae jeg fra første Gang Kjøbenhavn, derude steeg jeg af og med min lille Byldt gik jeg gjennem Haven, den lange Alee og Forstaden ind i Byen. Aftenen før jeg kom var just udbrudt den saa kaldte »«, der strakte sig gjennem flere af Europas Lande; hele Byen var i Bevægelse, alle Mennesker paa Gaden, og Kjøbenhavns Larm og Tummel svarede derfor til det Billed min Phantasie havde dannet sig om denne for mig den Gang største Stad; med neppe ti danske Daler i Lommen tog jeg Logie i en af de mindre Gjæstgivergaarde: »«, nær ved hvor jeg var kommet ind. Min første Vandring var til ; jeg gik flere Gange omkring det, saae op ad Murene, betragtede det næsten, som et Hjem, Een af , der her daglig vandre om, blev opmærksom paa mig og spurgte om jeg vilde have en Billet, jeg var saa aldeles uvidende om Verden at jeg troede at Mennesket vilde forære mig den; jeg takkede paa det hjerteligste; han troede jeg vilde gjøre Nar af ham og blev vred, saa at jeg forskrækket trak mig bort, fra det Sted, som her var mig det Kjæreste; ikke anede jeg da at 10 Aar efter skulde der mit blive opført og at jeg saaledes her skulde træde frem for det danske Publicum. – Dagen efter tog jeg Confirmationsklæderne paa, Støvlerne blev ikke glemte, og de kom naturligviis uden paa Beenklæderne, saaledes i min største Pynt, med en Hat der sank mig halv ned over Øinene; gik jeg til Dandserinden Mad: Schall for at overrække hende mit Anbefalings Brev. – Før jeg ringede paa, faldt jeg paa mine Knæ udenfor Døren og bad til Gud at jeg her maatte finde Hjælp og Beskyttelse; i det samme kom, med sin Kurv paa Armen, en Tjenestepige op ad Trappen, hun smilede venlig til mig, gav mig en Skilling og hoppede afsted; jeg saae forundret paa hende og Skillingen, jeg havde jo mine Comfirmationsklæder paa, maatte jo see meget fiin ud syntes jeg, hvor kunde hun troe jeg vilde betle, jeg kaldte paa hende: »behold den kun!« raabte hun ned til mig og var borte. Endelig blev jeg indladt til Dandserinden, der med stor Forundring saae og hørte paa mig, hun kjendte aldeles ikke ham, fra hvem Brevet var og min hele Personlighed og Optræden var hende høist besønderlig. Jeg udtalte min inderlige Lyst til Theatret og paa hendes Spørgsmaal om hvilke Partier jeg troede at kunde udføre svarede jeg »«, det Stykke var af de kongelige Skuespillere givet i Odense og Hovedrollen havde i den Grad opfyldt mig at jeg efter Erindringen spillede den heel og holdende. Jeg udbad mig imidlertid om jeg maatte tage Støvlerne af, da jeg ellers ikke var let nok for denne Rolle, og nu tog jeg min store Hat, som Tambourin og begyndte at synge og dandse »Hvad vil Rigdom vel sige, hvad er Glands og Herlighed!« – Mine sælsomme Gebærder, min hele Bevægelighed, gjorde at Dandserinden, troede at jeg var vanvittig og skyndte sig med at faae mig bort. Nu gik jeg til , for at søge Ansættelse, han saae paa mig og sagde at jeg var »for mager for Theatret!« – »O« svarede jeg, »naar jeg kun maa blive ansat med 100 Rdlr Gage, vil jeg nok blive feed!« – Chefen viiste mig alvorlig bort og tilføiede at man kun engagerede Mennesker som havde Dannelse.
Inderlig bedrøvet stod jeg der; intet Menneske havde jeg der kunde give mig Trøst eller Raad; da tænkte jeg paa at døe, som det eneste bedste for mig og min Tanke fløj mod Gud, med hele Barnets Tillid til en Fader, klyngede min Tanke sig til ham, jeg græd ret ud og sagde da til mig selv, »naar først Alt gaaer ret ulykkeligt, saa sender han Hjælp, det har jeg jo læst! man skal lide meget og saa bliver man til noget!« – Jeg gik nu hen og kjøbte mig en Gallerie-Billet til Operaen . De Elskendes Adskillelse greb mig i den Grad at jeg brød ud i en heftig Graad, et Par Madammer der sad ved Siden af mig trøstede mig paa det Bedste at det var kun Comedie, det havde slet ikke noget at betyde og den ene gav mig et stort Stykke Smørrebrød med Rullepølse paa. – Jeg havde den største Tillid til alle Mennesker og med fuld Aabenhed fortalte jeg, at det egentligt ikke var for Poul og Virginie jeg græd, men fordi jeg betragtede Theatret som min Viginie, og at naar jeg skulde skilles fra det maatte jeg ogsaa blive ligesaa ulykkelig, som Poul. De saae Alle paa mig, syntes ikke at forstaae mig, og jeg fortalte dem hvorfor jeg var kommet til Kjøbenhavn, hvor ene jeg var, og Madammerne gav mig mere Smørrebrød, Frugt og Kage. –
Næste Morgen betalte jeg min Regning og til min Sorg saae jeg at hele min Formue bestod nu af een Rdlr; jeg maatte derfor see til, enten strax at komme hjem igjen med en Skipper eller see at komme i Lære her hos en Haandværker; det sidste fandt jeg at være det klogeste, thi kom jeg hjem til Odense skulde jeg jo ogsaa der i Lære og jeg forudsaae at Folk vilde der lee af mig, naar jeg saaledes kom hjem igjen. Det var mig aldeles ligegyldig hvilket Haandværk jeg lærte, jeg valgte det jo alene for at opholde Livet i Kjøbenhavn. Jeg kjøbte en , søgte der og fandt at en Snedker, vilde modtage en ; jeg gik der hen; Manden tog venligt mod mig, men sagde at han maatte, før han fast antog mig, have Attest fra Odense, samt min , til disse kom kunde jeg imidlertid gjerne fløtte ind hos ham, og forsøge hvorledes Professionen stod mig an. Den næste Morgen Klokken 6 kom jeg allerede paa Værkstedet; der var flere Svende og endnu nogle Drenge, de førte lystigt Sprog, Mesteren var der ikke, deres Tale var meget letfærdig, jeg var jomfruelig Blyfærdig og da de mærkede det, blev jeg altsaa dygtig drillet, ja opad Dagen, gik Drengenes raa Spads saa vidt at jeg i Erindring om Scenen paa Fabrikken, fattede den bestemte Beslutning, ikke at blive Dagen over paa Værkstedet, jeg gik ned til Mesteren, og tog med Taarer Afsked fra ham, i det jeg sagde jeg kunde ikke holde det ud; han trøstede og opmuntrede mig, det hjalp ikke, jeg var altfor bevæget og skyndte mig afsted.
Der gik jeg nu ude paa Gaden; Ingen kjendte mig; jeg var ganske forladt. Da huskede jeg paa, at jeg i Odense havde læst i Aviserne, om en Italiener . Alle Mennesker havde jo roest min Stemme, maaskee han vilde tage sig af mig, ellers maatte jeg endnu samme Aften see at finde en Skipper med hvem jeg kunde komme hjem. Ved Tanken om Hjemreisen, blev jeg endnu hæftigere bevæget og i denne Liden, søgte jeg Siboni op! – Han havde just stort Middags Selskab, vor berømte Componist Professor , Digteren og flere vare der. Til Huusjomfruen der lukkede op for mig fortalte jeg ikke blot mit Ærinde om at blive ansat, som Sanger, men endogsaa mit hele Levnetsløb; hun hørte med stor Deeltagelse og maa have fortalt igjen største Delen af hvad hun hørte af mig, thi jeg ventede længe, men da Døren aabnede sig, kom hele Selskabet ud og betragtede mig; jeg maatte synge, Siboni hørte opmærksom til, jeg declamerede Scener af Holberg og et Par Digte, i hvilke Følelsen af min egen ulykkelige Stilling saaledes overvældede mig at jeg brød ud i virkelige Taarer og hele Selskabet aplauderede. »Jeg forudsiger,« sagde Baggesen, »at der engang bliver noget af ham! men bliv nu ikke forfængelig naar engang hele Publicum tilklapper Dig Bifald!« og nu sagde han noget om den rene sande Natur og at den gik til Grunde med Alderen og mellem Menneskene! jeg forstod ikke alt, men et eiendommeligt ægte Natur Barn maa jeg have været, hvert Træk hos mig Enkelte fra den Tid senere have fortalt mig, er til at smile over. Jeg troede hvert Menneskes Ord, og at Alle vare mig gode; ikke en Tanke havde jeg, uden jeg udtalte den. Siboni lovede at han vilde uddanne min Stemme, og at jeg som Sanger skulde komme til at paa det Kongelige Theater; jeg var lykkelig, græd og loe, og da Jomfruen lukkede mig ud og saae den Bevægelse jeg var i, klappede hun mig paa Kinden, og sagde at jeg næste Dag skulde gaae op til Professor Weyse, han meente mig det godt og ham kunde jeg stole paa; jeg kom til Weyse, der selv, som fattig, havde arbeidet sig frem, han havde dybt følt og forstaaet min ulykkelige Stilling og ved en indsamlet 70 Rdlr til mig. Jeg skrev da mit første Brev til Hjemmet, et jublende Brev, al Verdens Lykke var strømmet til mig; min Moder viiste i sin Glæde Brevet til alle Mennesker, nogle hørte forundret derpaa, Andre trak paa Smilebaandet, hvad skulde der vel komme ud af det Hele. For at forstaae Siboni var det nødvendigt at jeg i detmindste lærte lidt Tydsk; , med hvem jeg havde reist fra Odense til Kjøbenhavn, og som efter sine Omstændigheder gjerne vilde gjøre mig noget godt, fik een af sine Bekjendtere, i Sprog til at give mig frit nogle tydske Timer; jeg lærte en Deel Gloser og Siboni aabnede mig sit Huus, gav mig Føde og Underviisning – men efter et halvt Aar var min Stemme i Overgang eller fordærvet ved at jeg hele Vinteren gik med daarligt Fodtøi, og ingen Overklæder havde. – Der var ikke Udsigt længer at jeg skulde blive en udmærket Sanger. Siboni sagde mig det ærligt og raadede mig at reise hjem til Odense og der lære et Haandværk. Jeg, som med Phantasiens rige Farver havde skildret for min Moder den Lykke jeg virkelig følte, skulde nu vende tilbage til Hjemmet og der blive til Spot; jeg vidste det, jeg følte det og stod som sønderknuust. – Dog just her i denne tilsyneladende store Ulykke, laae et Trin opad til det Bedre. Som jeg stod der igjen forladt og ene, grublede over hvad jeg skulde gjøre, til hvem jeg skulde vende mig, huskede jeg paa, at i Kjøbenhavn boede , en Broder til Obersten i Odense, der havde viist mig saamegen Venlighed. – Han boede da ved »Asistenskirkegaarden« det Sted han saa smukt i har besjunget, jeg skrev ham til, fortalte ham Alt; jeg var forlegen ved, som tidligere, frit at fortælle min Lyst og min Stilling, siden gik jeg til ham og fandt ham mellem Bøger og Tobakspiber; den kraftige, hjertelige Mand tog venligt mod mig, og da han af mit Brev havde seet hvor slet jeg bogstaverede lovede han at give mig Underviisning i det danske Sprog, han prøvede mig lidt i det Tydske og meente at det var ogsaa godt at han heri tog sig af mig. Indtægten af Guldberg da udgav, skjænkede han mig, man vidste og jeg troer det var over 100 Rdlr der indkom; den fortræffelige Weyse, rakte mig med Flere hjælpsom Haand. –
At boe paa Gjæstgivergaarden vilde blive mig for dyrt, jeg skulde søge et privat Logie, og min Uvidenhed med Verden førte mig til ; Enken var villig til at modtage mig, og jeg havde ikke Tanke, ikke Anelse om den Verden der her rørte sig om mig; hun var en haard, men driftig Kone, hun forlangte paa det bestemteste af mig 20 Rdlr maanedlig, jeg havde jo fortalt hende om de Penge Weyse og Guldberg havde skaffet mig; hun skildrede mig de andre Mennesker rundt om i Byen saa skrækkelige, at jeg syntes jeg ene hos hende var i en sikker Havn, imidlertid var det Værelse jeg skulde have ikke andet end et tomt Spisekammer, uden Vindue, uden Lys, men jeg havde Lov at sidde i hendes Stue; hun sagde jeg kunde fløtte ind, prøve hvor godt jeg havde det og da om to Dage tage Bestemmelse. Den anden Dag, efter Bordet gik hun ud og sagde mig, at naar hun kom tilbage maatte jeg sige ja til de 20 Rdlr eller strax gaae. Jeg som saa let sluttede mig til Menneskene havde i de to Dage faaet hende kjær, som en Moder, følt mig saa hjemme, men mere end 16 Rdlr havde Weyse sagt mig jeg ikke kunde eller maatte betale; og tilsammen fik jeg ikke mere af ham og Guldberg, der var altsaa ikke engang en eneste Skilling til øvrigt Brug; jeg var derfor meget bedrøvet da hun var gaaet; jeg sad i Sophaen og saae op paa hendes afdøde Mands Portræt, og saa ganske Barn var jeg at da Taarerne løb mig ned over Kinderne, smurte jeg Billedets Øine med mine Taarer, for, som jeg meente at den døde Mand kunde føle hvor bedrøvet jeg var og virke ind paa sin Kones Hjerte at hun stemtes til at beholde mig maanedlig for 16 Daler. Hun maa have indseet at der ikke var flere at præsse ud af mig, thi da hun kom tilbage, sagde hun at hun vilde beholde mig for de 16rd, jeg takkede Gud og den døde Mand. –
Jeg var midt i men jeg forstod ikke at læse dem; i Huset hvor jeg boede var, en ung venlig Dame, der levede alene og imellem græd; hver Aften kom hendes gamle Fader og gjorte hende Vesit, jeg lukkede ham tidt op, han var i en simpel stor Frakke, meget hyllet til om Halsen og Hatten ned i Øinene; han drak altid sin Thee med hende og da kunde ingen være tilstæde thi han var menneskesky og hun syntes aldrig ret at blive glad naar han kom. – – Mange Aar efter, da jeg var kommet paa et andet Trin i Livet, da den fornemmere Verden og hvad man kalder Salonlivet aabnedes for mig; saae jeg en Aften, midt i den oplyste Sal, en decoreret fornem gammel Herre træde ind; – det var den gamle Fader, i den tarvelige Frakke, ham jeg havde lukket ind; vi kjendte ikke hinanden, han idet mindste anede nok neppe at jeg havde aabnet ham Døren, da han gav sin Gjæsterolle. Jeg saae den Gang kun den værdige Fader i ham, og havde alene Tanke paa mit eget Comediespil; ja endnu var jeg saa barnagtig at jeg legede med Dukketheater, syede Dukketøi og for at faae brogede Lapper her til gik jeg i Boutikerne og bad om Prøver paa forskjellige og Silkebaand. Jeg eiede selv ikke en eneste Skilling, Madammen fik dem Alle Maaneden forud, kun imellem naar jeg havde besørget et Ærinde for hende gav hun mig lidt og det var da til at kjøbe Papir eller gamle Comediebøger for. – Jeg var meget glad, og dobbelt derved at Professor Guldberg havde faaet Theatrets første Comiker , et godt og dannet Menneske, til at instruere mig; han lod mig lære flere af Holbergs: og dumme Knøse Roller; hvilke jeg skal have viist et Slags Talent for, men min Lyst var at spille: ; jeg fik ogsaa Lov paa egen Haand at lære denne Rolle, skjønt Lindgreen med comisk Alvor spurgte om jeg kunde komme til at ligne den store Maler; imidlertid sagde jeg Monologen i Billedgalleriet med saa megen Følelse at den gamle Mand klappede mig paa Kinden og sagde: »Følelse har De, men det er ikke Skuespiller De skal være, vor Herre veed hvad det er! tal med Guldberg om at faae lære noget Latin, det fører altid paa Veien til Studenten!« – Jeg studere! det var nu ikke længe kommet i min Tanke, Theatret var mig nærmere og kjærere, men Latin kunde jeg jo gjerne lære! det klang mig ogsaa noget stort at kunne sige: »jeg lære Latin!« først talte jeg derom til Madammen, der havde skaffet mig den fri Underviisning i Tydsken. Men hun sagde mig, at Latin var det kostbareste Sprog i Verden, at det var ikke mueligt at faae det lært frit! Guldberg arangerede det imidlertid saa at , af Velvillie læste nogle Timer om Ugen Latin med mig.
Solodandseren , hvis Hustru den Tid var een af den danske Scenes første Kunstnerinder, der af og flere danske Digtere da blev besjunget, aabnede mig deres hyggelige Hjem, mangen Aften tyede jeg her hen, og den milde, hjertelige Kone var mig god; Manden tog mig paa sin Dandseskole og det var mig dog eet Skridt Theatret nærmere. Der stod jeg den hele Formiddag ved den lange Stok og strakte Been, men uagtet min bedste Villie, sagde Dahlén troede han ikke at jeg drev det videre, end til at blive ; een Fordeel havde jeg dog opnaaet, jeg om Aftenen komme bag Couliserne, ja endog sidde paa bageste Bænk i Figurantindernes Loge; det forekom mig nu, som havde jeg allerede Foden paa Theatret; endnu havde jeg aldrig været inde paa Scenen. En Aften gav man Operetten de »«; i Markeds Scenen, kunde enhver, Statister, selv Maskinfolk gaae ind for at fylde Scenen; jeg hørte det, fik lidt Sminke paa Kinderne og gik lyksalig ind med de Andre; jeg var i mine sædvanlige Klæder, jeg troer confirmations Kjolen, der holdt endnu; men ihvor meget de bleve børstet og syet paa, saae dog høist tarvelige ud; Hatten var stor og faldt mig ned over Ansigtet; jeg vidste alle Manglerne og for at skjule disse bleve mine Bevægelser endnu mere kantede; jeg turde ikke holde mig rank for at Vesten ei altfor meget skulde vise sin Korthed; jeg var lang og mager, jeg havde Følelsen af at man kunde gjøre sig lystig over mig; dog i dette Øieblik var jeg kun opfyldt af den Lykke, første Gang at træde frem foran Lamperækken; mit Hjerte bankede! – jeg traadte ind, da kom , som den Gang førte et stort Ord, og nu er glemt, han tog mig i Haanden og lykønskede mig spottende, til min Debut; »maa jeg præsentere Dem for det danske Folk!« sagde han og trak mig frem mod Lamperne; man skulde lee af min , jeg følte det, Taarerne kom mig i Øinene, jeg vred mig løs fra ham og forlod bedrøvet Scenen. Dog snart komponerede Dahlén en Ballet, , jeg fik et lille Partie deri; jeg var en Trold, mit eget Ansigt sad i Gabet paa en stor Maske; , Digterens Hustrue, nu den danske Scenes høithædrede Kunstnerinde, var ogsaa som lille Pige med i denne Ballet, jeg husker hende første Gang herfra; og i Programmet staaer første Gang her hendes Navn trykt ligesom ogsaa mit. – Det var et Moment i mit Liv, at mit Navn var trykket; en af Udødelighed syntes jeg laae deri; altid maatte jeg see paa det trykte Navn, jeg tog Balletprogrammet med i Seng om Aftenen, laae ved Lyset og saae paa mit Navn, lagde det hen, for at tage det igjen; jeg var lyksalig! –
Det var allerede det andet Aar jeg var i Kjøbenhavn, den Penge-Sum der var samlet til mig var optaget, en Blyfærdighed for at blotte mine Savn og min Trang opfyldte mig; jeg var fløttet ind til en , men hvor jeg kun havde Logie og min Caffe om Morgenen; det var tunge, mørke Dage; Konen troede jeg gik ud at spise hos Familier, og da sad jeg paa en Bænk i Kongens Have og spiiste et lille Brød; en enkelt Gang vovede jeg mig ind i eet af de simplere og valgte det meest afsides Bord. Jeg var i Grunden meget forladt, men følte ikke hele Vægten der af; ethvert Menneske der talte mig venligt til, troede jeg var mig en ærlig Ven; Gud var hos mig i min lille Stue og mangen Aften naar jeg havde læst min Aftenbøn, kunde jeg barnligt spørge ham: »Det bliver jo snart godt?« – jeg havde den Tro, at som det gik Een Nytaarsdag, vilde det gaae ham hele Aaret; min høieste Stræben var at faae en Rolle i en Comedie, da vilde jo ogsaa Gagen komme. – Det var just , Theatret var lukket, kun en gammel halvblind Portner sad ved Opgangen til Scenen, hvor intet Menneske var, med bankende Hjerte smuttede jeg forbi ham; kom ind mellem Couliser og Tepper og gik lige hen mod den aabne Tilskuerplads, jeg faldt her paa mine Knæ, men ikke et eneste Vers til at fremsige vilde falde mig ind, da læste jeg høit mit »Fader vor«, og gik bort i den Forvisning, at da jeg Nytaarsdag havde talt fra Scenen, vilde jeg i Aarets Løb komme til at tale endmere her fra og altsaa faae en Rolle.
Siden jeg kom til Kjøbenhavn havde jeg i de to Aar ikke været i Skoven, kun een Dag var jeg gaaet til Dyrehaven og her havde jeg aldeles tabt mig i Beskuelsen af Folkelivet paa Bakken, den brogede Trængsel og Tummel her var; paa det tredie Aar kom jeg første Gang en Foraarsmorgen i det Grønne, det var i ; Frederik den Sjettes . – Jeg stod pludselig under de første store udsprungne Bøge, Solen gjorte Bladene , der var en Duft, en Friskhed, Græsset var saa høit, Fuglene Sang, jeg blev overvældet der af og jublede høit, slyngede mine Arme om et af Træerne, kyssede Barken, jeg var i det Øieblik ganske Naturmenneske. »Er han gal!« sagde en Mand tæt ved mig, det var een af Slotsbetjentene, og jeg løb forskrækket derfra og gik saa besindig og stille til Byen.
Min Syngestemme havde imidlertid begyndt igjen at vinde i Fylde; hørte den, tilbød mig Plads paa Skolen og meente at jeg ved at synge med i Chor kunde faae lidt Frihed i at være paa Scenen og efterhaanden nogle ; en ny Muelighedens Vei til at komme fremad syntes jeg at aabne sig for mig; fra Dandseskolen gik jeg nu over til Syngeskolen, og traadte med op i Chorene, snart som Hyrde, snart, som Kriger; i Parterret havde jeg Lov at gaae, naar der ikke var udsolgt, Theatret var ganske min Verden, og da gik det daarligt med Latinen; jeg hørte flere sige: »for at synge i Chor behøver man ikke at kunne Latin, og uden den kan man blive en stor Skuespiller!« – Jeg fandt det rigtigt sagt, og med Grund og uden Grund undskyldte jeg mig flere Gange ved de latinske Aftentimer, jeg vilde hellere være i Parterret ved eet og andet Stykke; Guldberg erfarede det og med Ret, men første Gang i mit Liv fik jeg en ordenlig Bebreidelse, der næsten knuste mig til Jorden, jeg troer ingen Forbryder kunde lide mere ved at høre sin Dødsdom; det maa have udtrykt sig i mit Ansigt, thi han sagde: »spil bare ikke Comedie!!« men det var ikke Comediespil. Jeg skulde nu ikke læse Latin længer. – Jeg følte i en Grad, som aldrig før min Afhængighed af Menneskenes Godhed! enkelte Øieblikke kom mørke alvorlige Tanker om min Fremtid, jeg savnede det Nødvendigste; til andre Tider havde jeg hele Barnets Sorgløshed. –
, vare de to første af den høiere Stand, som toge hjerteligt mod den fattige Dreng; som hørte paa mig med Deeltagelse og jevnlig saae mig. – Fru Colbjørnsen boede om Sommeren paa , hvor Digteren Rahbek og hans interessante Hustrue levede; han talte aldrig til mig, Fru Rahbek med sin Livlighed og venlige Characteer indlod sig med mig; jeg havde da begyndt igjen at skrive en Slags Tragedie, jeg læste den for hende og strax ved de første Scener udbrød hun, »men der er jo hele Stykker De har skrevet ud af Øehlenschlæger og Ingemann.« »Ja men de ere saa deilige!« svarede jeg ganske uskyldig og læste videre, een Dag, da jeg fra hende vilde gaae op til Fru Colbjørnsen rakte hun mig en Haandfuld Roser og sagde: »vil De tage dem med op, det vil vist fornøie at faae dem af en Digters Haand!« Det var halv i Spøg disse Ord bleve sagte, men det var første Gang nogen satte Digternavnet i Forbindelse med mit, det gik mig gjennem Blod og Sjæl, jeg fik Taarer i Øinene og veed at fra dette Øieblik af var min Tanke vakt for at skrive og digte; det havde før kun været mig en Leeg, til Afvexling med Dukketheatret. – Paa Bakkehuset laae ogsaa Justitsraad , dengang ung Student, men allerede Udgiver af »« berømt for at have Løst og skrevet ; han havde Følelse, Begeistring og Deeltagelse, stille, opmærksom har han fulgt mig, indtil vi nu staae, som Venner; han var een af de Faae som da ogsaa sagde mig Sandheden, naar Andre kun gjorde sig Lystig paa min Bekostning og kun havde Øie for det Pudseerlige i min Naturtilstand, man havde i Spøg givet mig Navnet: »,«, og som saadan var jeg ogsaa en Curiositet; man morede sig over mig og jeg saae i hvert Smiil et Bifaldssmiil! Een af mine senere Venner har fortalt mig at han omtrent paa den Tid saae mig første Gang, det var i en riig Groserers Salon, hvor man for at gjøre sig lystig over mig bad mig fremsige et af mine egne Digte, og jeg skal have sagt det med en Følelse, udtalt mig i Digtet saa ubevidst, at Spotten forvandlede sig til Deeltagelse. Daglig hørte jeg sige hvor godt og rigtigt det vilde være for mig om jeg kom til at studere, man opmuntrede mig til at lægge mig efter Videnskaberne, men Ingen gjorde et Skridt for mig, jeg havde det tungt nok ved at kunde opholde Livet. Da faldt det mig ind at skrive en Tragedie, indlevere den til det kongelige Teater og naar da Stykket blev spillet, vilde jeg for Pengene begynde at studere; medens Guldberg endnu læste Dansk med mig havde jeg, efter en tydsk Fortælling: »« skrevet en Tragedie, men den blev betragtet som en dansk Stiil, en Øvelse i Sproget, og af ham paa det bestemteste da forbudt mig at indlevere – heller ikke nu vilde jeg tage den, men strax skrive en ny, Ingen skulde kjende Forfatteren, selv opfandt jeg mit Stof, det var fædrenelandsk, Tragedien hedte: , en lille Landsby i Fyen, i Løb af neppe 14 Dage var Tragedien færdig, men hvori neppe eet Ord var bogstaveret rigtig; thi Ingen havde hjulpet mig. Anonymt skulde Stykket indleveres, dog Een blev indviet i min Hemmelighed, jeg i Odense havde truffet ved Forberedelsen til Confirmationen, hun den eneste der da havde været mig venlig og god; hende havde jeg opsøgt; ved hende var jeg blevet nævnt for den colbjørnske Familie, og saaledes egenlig ved hende kjendt og optaget i alle disse Kredse hvor den ene førte til den anden. Hun betalte Een for at afskrive et læseligt Exemplar af mit Stykke, besørgede det . Efter 6 Uger fik jeg det forkastet tilbage, og Brevet som fulgte med sagde mig at Stykker der i den Grad, som dette, forraadte Mangel paa al elementar Dannelse, ønskede man ikke oftere. – Det var just ved Theater-Saissonens Slutning i Mai 1823, da fik jeg et Brev fra Directionen hvor i blev sagt mig, at man mig fra Chor- og Dandseskolen, der ikke kunde føre til Noget for mig, men man ønskede at mine mange Venner vilde tage sig af mig og skaffe mig den Dannelse og de Kundskaber, der hørte til for at blive noget dygtig i Verden, uden hvilke det ikke hjalp at have noget Slags Talent. – Jeg følte mig atter, som stødt ud i den vide Verden, uden Hjælp og uden Tilhold; jeg maatte skrive et Stykke for Theatret, det maatte antages, det var den eneste Vei, den eneste Rædning for mig og jeg skrev, efter en historisk Fortælling: Tragedien ; jeg var selv henrykt over de første Acter og med disse introducerede jeg mig strax hos , der med Jovialitet og Godmodighed hørte mig læse det og i jeg siden fandt et sandt Hjem. – Hos vor berømte Physiker havde jeg da ogsaa selv indført mig og dette kjærlige Hjem er blevet, indtil disse Dage eet Sted hvor mit Hjerte er voxet fast, hvor jeg har mine ældste, uforandrede Venner; en yndet Taler levede den Gang og var Den, som udtalte sig meest varmt og begeistret for min Tragedie, der nu var fuldendt, han indsendte den med en Anbefaling til og jeg svævede mellem Haab og Frygt. Jeg havde i Sommerens Løb prøved bitter Nød, men jeg udtalte den aldrig, ellers vilde de mange Deeltagende jeg havde ganske vist afhjulpet den; jeg havde en falsk for at sige hvorledes jeg havde det, mit Ansigt straalede af Glæde naar man talte venlig til mig og een Lykke opfyldte mig den Gang, jeg læste da første Gang , hans Romaner var et nyt Liv, en Verden der rullede op for mig, jeg glemte Virkeligheden over den, og gav til Læsebibliothek hvad jeg skulde kjøbe Middagsspise for. –
, een af Danmarks betydeligste Mænd, een af de dygtigste i Forretninger, det ædleste og bedste Hjerte; een til hvem jeg i Alt seer op ad, der er blevet mig en kjærlig Fader og i jeg har fundet mine Sødskende, saae jeg da første Gang. – Han var ved det kongelige Theater og Alle sagde mig at hans Interesse var den bedste af Alle; det var Ørsted eller Gutfeld, der først omtalte mig for ham og første Gang gik jeg op i der blev mig Hjemmets Hjem. var dette Huus uden for Porten og Sommer-Ophold for ; nu det skjævt og kantet, en Bindingsværk Bygning i den anseelige Gade; den gammeldags Træ-Altan fører til Indgangen, og et stort Træ breder sine grønne Grene hen over Gaarden og den spidse Gavl. Det skulde blive mig et Fædrenehjem, hvo dvæler ikke gjerne ved at skildre Hjemmet. – Jeg saae kun Forretningsmanden i Collin, hans Tale var alvorlig og ikke med mange Ord; jeg gik bort uden at vente fra denne Side Deeltagelse; og just Collin var det da, som inderligst tænkte paa mit Vel, i Stilhed virkede derfor, som han i hele sit virksomme Liv har viist sig for Alle. – Da forstod jeg ikke den Rolighed hvormed han synes at høre, medens hans Hjerte kan bløde ved hvad den Trængende siger ham, og naar denne er borte, Taarerne komme i hans Øine og han med Iver og Held altid veed at virke og hjælpe. – Mit indsendte Stykke, som saa Mange overvældede mig med Lovtaler for, berørte han saa let og løst, at jeg mere betragtede ham, som en Uven, end, som en Beskytter. – Men faae Dage gik og jeg blev , hvor ; for nu at kunne leve og tilegne mig denne Underviisning var det Conferentsraad Collin, der havde talt min Sag for Kong Frederik den Sjette, der for nogle Aar, havde bestemt for mig af Finantserne en Sum til min Underholdning, ligesom ogsaa ved Collins Indvirkning, Directionen for de lærde Skoler havde givet mig fri Underviisning i Slagelse Latinskole, hvor just var ansat. – Jeg var næsten stum af Overraskelse, aldrig hade jeg tænkt mit Liv skulde tage denne Retning, jeg havde ingen ret Forestilling om den Bane jeg nu skulde betræde. Med den første afgaaende Post skulde jeg reise til Slagelse, der ligger 12 Mile fra Kjøbenhavn, det Sted hvor ogsaa havde deres Skolegang; Af Collin skulde jeg qvartalsviis modtage Penge, ham skulde jeg holde mig til, ham var det der skulde vide min Flid og Fremgang; jeg gik anden Gang op til ham, sagde min Tak og mildt og hjerteligt sagde han: »skriv uforbeholdent til mig om Alt hvad De trænger til og hvorledes det gaaer Dem!« og fra denne Time, voxte jeg fast til hans Hjerte, ingen Fader har kunnet været mig mere end han var og er; Ingen have inderligere glædet sig over min senere og Lykke, Ingen hjerteligere deelt hver af mine Sorger, end han, og jeg er Stolthed ved at sige at een af de dygtigste Mænd Danmark eier, lever og føler for mig, som var jeg hans eget Barn.
Hans Velgjerning blev givet, uden at et Ord eller et Blik gjorte mig den tung; det var ikke Tilfældet hos alle, som jeg ved denne min Forandring i Skjæbne maatte bringe min Tak, man bad mig huske min ubegribelige Lykke, min Armod, paalagte mig strængt at være flittig; i Collins Tale laae en Faders Hjertelighed, og ham var det dog jeg egentligt skyldte det Hele. – Afreisen var saa hurtig bestemt, og endnu havde jeg selv et Anliggende at ordne; jeg havde paa samme Tid Stykket Alfsol blev indleveret, talt med en Bekjendt fra Odense, som bestyrede et lille Bogtrykkerie for en Enke, om og derved ogsaa at fortjene Penge, men for at faae Stykket trykt skulde jeg først , disse vare endnu ikke fundne, Stykket laae i Bogtrykkeriet, og dette var lukket, da jeg vilde afhente Manuscriptet, som jeg nu ved min Afreise ikke ventede at see mere; men kom det pludselig i Trykken uden mit Vidende og min Villie, udkom i sin uforandrede Skikkelse, dog uden mit Navn. – , reiste jeg med fra Kjøbenhavn, for at begynde Skolelivet i Slagelse; en ung Student, der en Maaned forud havde taget sin og nu reiste hjem til Jylland for at vise sig som Student og see Forældre og Venner, sad ved min Side og jublede af Glæde over det nye Liv der laae ham aabent, han forsikkrede mig at han vilde være det ulykkeligste Menneske, var han i mit Sted og nu skulde begynde at gaae i Latinskole igjen; men jeg reiste med godt Mod til den gamle, lille By, inde i Sjælland. Min Moder fik fra mig et lyksaligt Brev, jeg ønskede kun at min Fader og gamle Faermoder havde levet og hørt at nu kom jeg i den latinske Skole.
III
Da jeg seent om Aftenen kom paa i Slagelse, spurgte jeg Madammen hvad her var i Staden: » og «; og det var omtrent ogsaa Mærkelighederne; et Par Officerer udgjorde den finere Herre-Verden; i hvert Huus vidste man om en i sidste Maaned var fløttet op eller ned; hvortil latin Skolens Deciple og Byens Tjenestepiger, havde fri Adgang ved Generalprøverne, var rigt Stof for Conversation; der var langt til Skoven dog endnu længer til Stranden, men Hovedlandeveien gik gjennem Byen, og Posthornet klang fra de rullende Vogne; jeg kom i Kost hos en skikkelig , havde min lille Stue ud til Haven og Marken; i Skolen fik jeg Plads imellem smaa Drenge, i Skolens næst nederste Classe, jeg vidste jo aldeles ingen Ting. –
Jeg var virkelig, som en vild Fugl, der var sat i Buur! den bedste Villie havde jeg til at lære; men øieblikkelig famlede jeg deri, som om jeg var kastet i Havet, den ene Bølge kom efter den anden, og hver var Gramatik, Geographie og Mathematik! jeg følte mig overvældet deraf og frygtede at jeg aldrig kunde tilegne mig dette meget! Rectoren der havde en egen Lyst til at spotte os Allesammen, lod naturligviis ikke mig gaae fri! – Han var mig som en Guddom, hvert Ord han sagde troede jeg ubetinget; og da jeg en Dag svarede forkeert paa hans Spørgsmaal og han sagde at jeg var dum, mældte jeg Collin det og min Angest for ikke at fortjene hvad man havde gjort for mig; han beroligede mig; jeg begyndte ogsaa i enkelte Videnskaber at faae gode Characterer, Lærerne især , vare mig hjertelig gode, men uagtet det gik fremad, mistede jeg dog meer og meer Tilliden til mig selv. Ved een af de første Examener fik jeg imidlertid Rectorens Roes, han nedskrev den endogsaa i min Characteerbog; og jeg kom lykkelig nogle faae Dage til Kjøbenhavn. Guldberg der saae min Fremgang tog venligt mod mig, roste min Stræben, og derefter gav hans Broder i Odense mig Midler til at see min Fødeby, hvor jeg ikke havde været siden jeg gik ud paa mit Eventyr. – Jeg kom over Beltet og gik paa min Fod til Odense! altsom jeg kom Byen nærmere saae det gamle høie blev jeg mere og mere blød om Hjertet, jeg følte dybt Guds Omsorg for mig og brast i Graad. Min Moder var lykkelig over mig, Iversens og Guldbergs Familie tog hjerteligt imod mig, i de mindre Gader saae jeg Folk aabne Vinduerne for at see efter mig, thi der vidste de Alle at det var gaaet mig saa mærkeligt vel, at jeg nu studerede, ja da e, der havde bygget sig et høit Taarn paa sin Gaard, førte mig derop og jeg saae ud over Byen og Engene, og nedenfor paa Pladsen nogle fattige Koner fra Hospitalet pegede op og vise mig, som de huskede, fra lille Dreng stod jeg virkelig der, som paa Lykkens høie Tinde. – Saasnart jeg kom hjem til Slagelse, svandt hver Tanke om Nimbus; jeg tør sige jeg var meget flittig, og man lod mig ogsaa der saasnart det lod sig gjøre altid rykke op i en høiere Classe, men just derved følte jeg Trykket større, Anstrængelsen ikke nok frugtbringende; mangen Aften naar Søvnen overvældede mig badede jeg Hovedet med koldt Vand, eller sprang om i den lille eensomme Have, til jeg igjen var oplivet og kunde tage fat paa Bogen. Med Spot, Øgenavne og ikke de heldigste Vittigheder udfyldte Rectoren en Deel af sine Læsetimer; jeg var som lammet af Angest naar han traadte ind; og derfor bleve mine Svar ofte det modsatte af hvad jeg vilde sige, min Skræk derover endnu større. Hvad skulde der blive af mig! i et mismodigt Øieblik skrev jeg et Brev til den , jeg ansaae mig selv for et saa lidt begavet Menneske at jeg ikke troede at kunde studere, at man i Kjøbenhavn kastede de Penge bort der anvendtes paa mig; jeg bad ham om Raad i hvad jeg burde gjøre. Og den fortræffelige Mand styrkede mig med milde Ord, skrev mig saa hjerteligt og trøstende til, at Rectoren meente mig det godt, det var nu hans Maade at være paa, at jeg gjorde den Fremgang man kunde forlange, at jeg ikke maatte tvivle paa mine Evner og han fortalte mig, at han selv, endnu ældre end jeg, som 23 Aars Bondeknøs havde begyndt sine Studier, han vidste hvorledes det maatte gaae; at Feilen for mig laae i at jeg skulde behandles anderledes end de andre Deciple, men det lod sig ikke gjøre i en Skole. – Det gik virkeligt fremad, jeg stod mig godt med Lærer og Kammerater; hver Søndag maatte vi i Kirke og høre , de andre Deciple lærte deres Historie og Mathematik Lexie medens han prædikede; jeg troede at handle mindre syndig, i det jeg i Kirken lærte min Religions Lexie. Som Lyspunct i mit Skoleliv var Generalprøverne paa privat Comedien, der spilledes i en Bagbygning hvorfra man kunde høre Køerne brøle; Byens Torv var malet som Gadedecoration, hvor ved alle Scener der foregik paa en Gade, fik noget hjemlig, foregik i Slagelse, hvor det morede Beboerne at see deres egne Huse; det var min Glæde at vandre til det dengang kun halv nedbrutte , eengang et Kloster, hvor jeg fulgte Opgravningen af de gamle , som var det et ; jeg vandrede ud til , eet af de faae Trækors, der endnu fra Catholicismens Tid i Danmark staae paa een af Slagelse høie. Hellig Anders var Præst i Slagelse og reiste til det hellige Land, den sidste Dag der bad han forlænge ved Graven, saa at Skibet seilede fra ham; mismodig gik han ved Stranden; da kom en Mand ridende og tog Anders med paa sit Æsel, han faldt strax i Søvn og da han vaagnede hørte han Slagelse Klokker klinge, han laae paa »Hvilehøi« hvor Korset nu staaer; Aar og Dag var han kommet hjem før Skibet der seilede fra ham; en Engel havde baaret ham til Hjemmet. – Sagnet og Stedet hvor han vaagnede blev mig kjært; herfra kunde jeg see Havet og Fyen, her levede jeg ind i mine Phantasier, hjemme bøiede min Pligtfølelse Tanken kun mod mine Bøger. – Dog det lykkeligste for mig, var en enkelt Søndag, naar Skoven var grøn at gaae til den to Miil fra Slagelse liggende By: Sorø; der ligger midt Skoven omgivet af Søe; her er som Digteren Holberg har stiftet. Alt laae der i Klosterlig Eensomhed. Her besøgte jeg ; han havde i Kjøbenhavn venligt modtaget mig, her var, om det kan siges, Modtagelsen endnu hjerteligere. – Som et deiligt Eventyr forekom mig hans Liv derude; hans fortræffelige, elskelige Kone, behandlede mig, som var hun en ældre Søster for mig; der var saa mange Blomster, Viinranker op om Vinduerne, Stuerne pyntede med Billeder og næsten alle udmærkede Digteres Portrætter hang paa Væggene. Vi seilede paa Søen, en , den første jeg havde hørt var bundet i Masten, Ingemann fortalte saa livligt, jeg elskede disse Mennesker, og vort Venskab er voxet i Aarene, næsten hver Sommer har jeg siden været der en velkommen Gjæst og følt at der gives Mennesker i hvis Omgang man ligesom bliver bedre; det Bittre fordunster, og hele Verden faaer en Solglands, der egenlig udgaaer fra det hyggelige Hjem.
Mellem Eleverne ved det ridderlige Academie, var to der begge skreve Vers, de vidste at jeg gjorde det samme og sluttede sig til mig, den ene var , den anden Digteren Carl Bagger, Een af de meest begavede der er traadt op i dansk Litteratur, men bedømt; hans Digte er fulde af Friskhed og Originalitet, hans Fortælling: »min Broders Levnet«, en genialskrevet Bog, som det danske Maanedskrift for Litteratur viiste at det ikke forstod at bedømme; begge disse Academister vare høist forskjellige fra mig; Livet sprudlede dem gjennem Aarene, jeg var blød og barnlig; det stille Sorøe med sin Skov-Eensomhed var mig Venskabs Hjemmet. –
For min Opførsel var det en staaende Characteer, at jeg hver Maaned fik hos Lærerne mit , een Gang traf det sig at man gav mig eet , og saa ængstelig var jeg, saa barnagtig at jeg skrev et tragisk-komisk Brev derom til Collin og i fuld Alvor forsikkrede at jeg var aldeles uskyldig i at have faaet meget godt.
Rectoren var kjed af at være i Slagelse, han søgte om den ledige Rector-Plads ved og fik den; han fortalte mig det, sagde nogle venlige Ord til mig, at jeg skulde skrive til Collin om at jeg kunde følge med ham, jeg kunde boe hos ham, allerede de faae Uger han endnu var i Slagelse flytte ind i hans Familie, jeg skulde da kunde blive Student om halvandet Aar, hvilket ikke kunde blive Tilfældet om jeg blev tilbage, selv vilde han privat Læse nogle Timer med mig Latin og Græsk; han skrev derom , jeg senere har seet, det indeholdte den største Roes om min Flid, Fremgang og gode Evner, just disse jeg troede han aldeles frakjendte mig og som jeg selv saatidt begræd; jeg havde ikke Anelse om han dømte saa vel om mig; sligt vilde have styrket og hævet mig, hvorimod den idelige Dadel gjorte mig lidende og uklar i at fremsætte mine Ord. Jeg fik naturligviis strax Collins Tilladelse og fløttede ind i Rectorens Huus. Det var et ulykkelig Huus – – –.
Jeg , eet af de smukkeste Punkter i Danmark, tæt ved Øresund, der her er een Miil bred og synes en blaae svulmende Flod, mellem Danmark og Sverrig; alle Natjoners Skibe i hundredviis seile daglig forbi, om Vinteren lægger Isen sin faste Bro mellem Landene og naar den da i Foraaret brydes synes den en seilende Gletsche! – Naturen her gjorde et levende Indtryk paa mig, men jeg turde kun skotte til den; naar Skoletiden var forbi blev sædvanlig dens Port lukket jeg maatte blive i den lumre Skolestue og lære min Lexie, lege med Børnene eller sidde paa mit lille Kammer; ingen Mennesker kom jeg til. – Mit Liv i dette Huus dykker endnu i Erindringen frem i mine værste Drømme; jeg var ved at bukke under og min Bøn til Gud, hver Aften, var at , at skjænke mig Døden! jeg havde ikke Gran af Tillid til mig selv; det var Rectoren en Moerskab at spotte mig, latterliggjøre min Følelse; aldrig udtalte jeg i Breve hvor haardt jeg havde det; jeg vidste vel man vilde sige: »han har ikke Lyst at bestille noget! det phantastiske Væsen kan ikke finde sig i Virkeligheden!« jeg beklagede mig aldrig over Nogen, uden over mig selv; mine Breve til Collin dengang skulle have viist en saa mørk, fortvivlet Stemning, at de rørte dybt; men der var Intet at gjøre, det syntes at ligge i Sindet og ikke, som Tilfældet var, at komme udenfra om mig; mit Sind var just elastisk, modtageligt for hvert Solskin men kun de enkelte Feriedage i Aaret, naar jeg turde reise op til Kjøbenhavn, inddrak jeg dette.
Hvilken Overgang i faae Dage, at komme fra Rectorens Stue til eet Hjem i Kjøbenhavn, hvor Alt var Elegance, Reenhed, hele den dannede Verdens Behagelighed; det var ; jeg fik mit Værelse ud til Pladsen; og jeg husker her, gik mig gjennem Tankerne hvor han fra sit rige Slot seer ned paa Pladsen og siger: »Dernede gik jeg, som en fattig Dreng!« – min Sjæl var fuld af Taknemlighed. Under hele mit Ophold , to af disse: og , findes trykt i mine samlede Digte, i Helsingøer blev kun eet eneste Digt skrevet, i min Skoletid: det var »«, et Digt der senere er blevet det meest erkjendte og meest udbredte af alle mine Digte; jeg læste det for Bekjendter i Kjøbenhavn, man blev opmærksom derpaa, skjøndt mange ligesaa meget paa min fyenske Udtale, der slugte hvert d i Sproget; jeg fik hos Mange Roes og hos de Fleste altid et Foredrag over Beskedenhed, og ikke at faae for store Tanker om mig selv, jeg som just da aldeles ingen havde. I det wulffske Huus saae jeg flere af de betydeligste Talenter, og mellem Alle bøiede min Tanke sig dybest for Een, det var Digteren Adam Øehlenschlæger. Hans Glorie klang fra alle Munde om mig, ham saae jeg i from Troe op til og var salig da han en Aften, i den store oplyste Salon, hvor jeg dybt følte at min Kjole var den fattigste og jeg derfor trak mig hen mellem de lange Gardiner, han kom til mig, rakte mig Haanden; jeg kunde have sjunket paa Knæ for ham. Jeg saae igjen Weyse, hørte ham phantasere paa Fortepjano, Wulff selv læste høit sine og Øehlenschlægers unge Datter overraskede mig ved sin Livsglæde, sit friske Lune.
Fra et saadant Hjem, vendte jeg efter faae Dage igjen tilbage til Rectoren og følte dybt Forskjellen; han kom fra Kjøbenhavn havde der hørt tale om at jeg havde ; med gjennemborende Blik saae han paa mig; befalede mig at bringe Digtet; og fandt han en Gnist af Poesie deri vilde han tilgive mig, jeg bragte skjælvende: Det døende Barn, han læste det, loe og ærklærede det for Følerie og Vrøvl; hele sin Vrede udtalte han. Havde han gjort det i den Troe at jeg spildte min Tid med at skrive Vers, og at jeg var en Characteer der maatte behandles haardt, da havde hans Mening været god, men han kunde ikke troe det! Dag for Dag blev min Stilling ulykkeligere, jeg var i en saa aandelig Lidelse, at jeg var ikke langtfra at gaae til Grunde, det var den mørkeste, den ulykkeligste Tid i mit Liv; da reiste op til Kjøbenhavn og fortalte Collin hvorledes jeg egenlig havde det og og Rectorens Huus; da jeg ved Afskeden takkede for hvad godt jeg havde modtaget, lyste den heftige Mand sin Fordømmelse over mig! og sluttede med at aldrig vilde jeg blive Student, at de Vers jeg skrev skulde raadne paa Boghandlerens Loft og at jeg selv skulde ende i Galehuset! – rystet til det Inderste forlod jeg ham. – Flere Aar efter, da mine Skrifter bleve læste, , i Kjøbenhavn, han rakte mig forsoenlig Haanden sagde han havde taget feil af mig, behandlet mig galt! men nu kunde jeg lykkelig lade ham seile sin egen Søe! – De tunge mørke Dage har ogsaa bragt deres Velsignelse ind i mit Liv.
, senere i Danmark hæderlig bekjendt for sin Iver for nordisk Sprog og Historie, blev min ; jeg leiede mig , det er i »« beskrevet og i »« vil man see jeg tidt tog mod Maanens Besøg. Jeg havde til min Understøttelse, nu skulde Underviisningen ogsaa betales, der maatte altsaa sees at spares paa andre Maader; Et Par Familier gave mig Plads ved deres Bord, , jeg var en Slags Kostgjænger, som mangen fattig Student endnu er det i Kjøbenhavn. Der var en Afvexling deri, et Indblik i forskjelligt Familieliv, som senere har været ikke uden Indflydelse paa mig; jeg læste flittig; i enkelte Videnskaber havde jeg i Helsingøer Skole selv udmærket mig, saaledes i Mathematik, disse bleve derfor mere overladt til mig selv, Alt gik ud paa At ophjælpes i Græsk og Latin; men endnu i een Retning, mindst skulde man troe det, fandt min ellers fortræffelige Manuducteur at der var meget at hjælpe paa: Religion. Han holdt sig strængt til Bibelens Ord, dem jeg kjendte, thi fra min første Indtrædelse i Skolen havde jeg levende opfattet Alt hvad der om denne blev sagt og lært, jeg opfattede den med Følelsen og Begreb at Gud var Kjærlighed; Alt hvad som stred mod denne: et brændende Helved, hvor Ilden er evig, erkjendte jeg ikke, og fra et forkuet Væsen paa Skolebænken, traadte jeg nu som fri, modsigende op; jeg udtalte mig som et , og min Lærer, der var et af de ædleste og elskværdigste Mennesker, men fast ved Ordet, blev tidt ganske ængstelig over mig; vi disputerede, medens den samme hellige Flamme brændte ligereent i vore Hjerter. Men godt havde jeg af at komme til denne ufordærvede, begavede unge Mand, der var en ligesaa eiendommelig Natur, som jeg var det; hvad der derimod var en Feil hos mig og som levende traadte frem, var en Lyst, ikke til at spotte, men til at lege med mine bedste Følelser, betragte Forstanden, som det Betydeligste i Verden. Rectoren havde saa aldeles misforstaaet min uforbeholdne, bløde Natur, min overstrømmende Følelse var blevet latterliggjort og trængt tilbage, nu jeg friere skulde gaae Veien til mit Maal, viiste sig denne Forandring hos mig; fra Sønderknuselse gik det, ikke til Overgivenhed, men til en forfeilet Stræben efter at synes noget andet end jeg var; jeg spøgte over Følelsen og troede at have ganske bortkastet den, og saa kunde jeg en heel Dag være ulykkelig over at have mødt et suurt Ansigt hvor jeg ventede et venligt. Alle de Digte jeg før under Taarer havde skrevet, gav jeg nu paroderende Overskrifter, latterlige Omqvæd, eet hedte , en anden ; de meget faae Digte, som da bleve til vare alle humoristiske; en heel Forandring var foregaaet med mig; den forkuede Plante var blevet fløttet og begyndte at skyde friske Skud. –
, en , livlig Pige, forstod og opmuntrede den Humor, som kom tilsyne i mine enkelte Digte, hun fik hele min Fortrolighed, beskyttede mig, som en god Søster og var af stor Indvirkning paa mig i at vække min Sands for det komiske.
Paa den Tid gik ogsaa en frisk Strømning i dansk Litteratur, og Interessen for den var hos Folk, Poletikken spillede da ingen Rolle, end sige havde Herredømmet. – , der ved sine fortræffelige Arbeider: »« og »« havde et erkjendt Digternavn, havde da indført paa den danske Scene; det var en dansk Vaudeville, Blod af vort Blod, og den var derfor med Jubel optaget og fortrængte næsten Alt andet, holdt Carneval paa den danske Skueplads og Heiberg var hendes Secretair. Hos Ørsted gjorde jeg første Gang, ved et Middagsbord hans Bekjendtskab, fiin, veltalende og Øieblikkets Helt, tiltalte han mig i høi Grad, han indlod sig venligt med mig, jeg besøgte ham og han fandt mine humoristiske Digte værd at optages i hans høist fortræffelige Ugeblad: ; kort forud havde jeg med Nød og Neppe faaet mit i Skolen skrevne Digt: det døende Barn trykt i ; ingen af de mange Blad Udgivere havde Mod til, uagtet de ellers optog de jammerligste Ting at trykke første Gang et Digt af en ; mit bekjendteste Digt, der er blevet høit skattet, optog man første Gang, med en Undskyldning, Heiberg fandt det der og gav det en hæderlig Plads hos sig; to humoristiske Digte af mig, var hos ham , men uden Navn, kun Mærket h – – stod der under, det skulde sige H. C. A; men Folk troede at det var Navnet Heiberg og det var vistnok til Gavn for Digtene, de gjorde stor Lykke. Jeg erindrer »Flyveposten« kom med mine Vers, jeg var i et Huus hvor man var mig god, men hvor mit Talent, som Digter betragtedes, som noget aldeles ubetydeligt, hvor man vidste at udsætte paa hver Linie; Manden traadte ind med Flyveposten: »i aften staaer her to ypperlige Digte! de ere af Heiberg, ingen anden kan skrive Sligt! han er en Karl!« og nu bleve mine Digte med Henrykkelse oplæste! – , der var indviet i min Hemmelighed udbrød i sin Glæde at jeg var Forfatteren, og der blev Taushed, man blev vred! – Det smertede mig dybt. , men af Rang og som , gav mig en Dag Plads ved sit Bord, han fortalte der at en ny vilde udkomme, og at han var anmodet om Bidrag, jeg fortalte i min Glæde, at det eneste lille Digt jeg endnu havde og som man syntes godt om skulde i samme Nytaarsgave, Udgiveren havde bedet mig derom: »Der skal altsaa af alle Folk i den Bog!« sagde Manden vred; »ja saa behøver han ikke af mig! – Jeg giver neppe noget!« –
Min Manuducteur boede paa Christianshavn, en By, der ved en Træbroe er forbundet med Kjøbenhavn; daglig gik jeg to Gange derud, og da var min Tanke kun opfyldt af mine , paa Hjemveien aandede jeg friere og da gik alleslags brogede poetiske Ideer mig gjennem Hovedet, men ikke een bragtes paa Papiret, , kun i Aarets Løb bleve synlige, og disse forstyrred mig mindre ved at de bragtes til Ro paa Papiret, end om de havde blevet og levet i Tankerne. – , og da Examen var taget, fløi, som en Bisværm de tusinde Ideer og Tanker jeg paa min Vandring fra Manuducteuren ligesom havde været forfulgt af, ud i Verden i min første Bog: , en humoristisk underlig Bog der dog ganske antyder min hele Personlighed da; min Lyst til at lege med Alt, spotte i Taarer over mine egne Følelser, phantastisk og broget, et heelt , men , jeg vovede det selv og faae Dage efter at den var kommet ud blev den udsolgt, Boghandler afkjøbte mig , har senere gjort et tredie og Bogen har fundet , noget der kun har fundet Sted med . Alle læste min Bog, jeg hørte kun Jubelen, jeg ! og Student! jeg havde opnaaet mit høieste; mine Venner lykønskede mig jeg gik i en Glæde Ruus og i samme skrev jeg paa rimede Vers mit : , eller hvad siger Parterret, det var forfeilet i det der satiriseredes med hvad der ikke existerede hos os, dog mine Medstuderende tog imod det med Jubel da det kom paa Scenen; de vare stolte af mig! og jeg var den anden Kammerat der dette Aar havde vort Stykke paa den danske Scene; en Student med mig «, der senere endog har holdt sig der længe, vi vare October Examens unge Forfattere, to af de 16 Poeter, man sagde der dette Aar blev Student, og som man i Spøg deelte i . Det var de af Mode gaaede jeg i mit Stykke vilde satirisere og tildeels ogsaa lege lidt med Begeistringen for Vaudevillen. – Indholdet var korteligt i min Digtning at Vægteren paa , der altid talte som Borgridder, vilde give sin Datter til Vægteren paa Nabo-Kirketaarnet, men hun elskede en ung Skræder der var reist til , men netop nu kom hjem, da Punschebollen dampede og Jaordet skulde drikkes; de Elskende flygtede til Skræderherberget, hvor der var Dands og Lystighed, men hvorfra Vægteren igjen førte hende tilbage, men hun var vanvittig og forsikkrede at hun ikke blev klog før hun fik sin Skræder.
Den gamle Fader besluttede at Skjæbnen skulde afgjøre Sagen, men hvor var Skjæbnen, da opgik den Tanke, at Publicum var denne , Publicum skulde afgjøre om hun skulde have Skræderen eller Vægteren, man besluttede at henvende sig til een af de yngste Poeter bede ham sætte Historien i Stiil, som Vaudeville, den Digteart der jo nu gjorde meest Lykke og naar da Vaudevillen kom paa Theatret og Publicum peeb eller hyssede, betød det ingenlunde at det var et uheldig Arbejde af en ung Forfatter, men det var Skjæbnens Stemme, som sagde, hun skal ægte Vægteren; gjorte Vaudevillen derimod Lykke, da betød det, hun skal have sin Skrædder; dette sidste sagde Faderen skulde siges i Prosa, at Publicum kunde forstaae det og ikke paa Vers og nu tænkte hver af Personerne sig paa Scenen, hvor da i Slutnings Sangen, de Elskende bad Publicum endelig give Bifald, men den anden Beiler bad om man vilde pibe Stykket ud, eller idet mindste hysse! – Jeg var et lykkelig Menneske, troede saa godt om Alle, havde Digter Mod, Ungdoms Sind, alle Huse begyndte at aabnes mig jeg fløi fra Kreds til Kreds, men læste dog saaledes og med saa godt Mod at jeg samme Aar min Vaudeville var givet (1829) tog i September min , med Universitetets og udgav der vandt stort Bifald og Livet laae solbestraalt for mig!
IV
Endnu havde jeg kun seet en lille Deel af mit Fædreland, , rigtignok eet af vore smukkeste Stæder. Bøgeskoven hænger som en Krands henover de hvide Kridtklinter, hvorfra man seer langt ud over Østersøen. Jeg vilde nu i Sommeren 1830, anvende en Sum af min første litteraire Indtægt til at . Mindst tænkte jeg paa hvor meget Alvor denne Sommer-Udflugt skulde bringe mig, hvilken Overgang i mit indre Liv der forestod; Jylland der strækker sig mellem Nord- og Østersøen til den ved Skagens Rev ender med Vrag og Flyvesand har en eiendommelig Characteer; mod Østersøen store Skove over bakkede Enge ved Nordsøen høie Bjerge af Flyvesand, et storartet eensomt Liv mellem begge disse Naturer den uendelige brune Lynghede, med sine vandrende , sine klynkende Fugle sin stille Eensomhed. Den danske Digter har skildret Landet i sine Noveller; det var den første fremmede Natur jeg her saae og Indtrykket var derfor stærkt; i Byerne, hvor Alle kjendte »Fodreisen« og de humoristiske Digte blev jeg vel modtaget; Fyen aabnede mig , og ved min Fødeby – Odense tilbragte jeg paa den , som en velkommen Gjæst flere Uger; Digte skjød frem paa Papiret, men de humoristiske bleve færre og færre, en Følelse jeg saa ofte havde spøgt over, vilde hævne sig. – Jeg kom paa min Reise til , i her opgik saa pludselig, saa heftigt for mig, saa stor og dog rummes den i fire Linier jeg da skrev:
jeg nylig saae,
I dem mit Hjem og min Verden laae,
Der flammede og Barnets Fred, –
Jeg glemmer det aldrig i Evighed.
Ny Planer for Livet fyldte mig; jeg vilde opgive at skrive Vers, hvad skulde de kunde føre til; jeg vilde læse for at blive Præst,jeg havde kun een Tanke og det var hende – men det var Selvskuffelse; – hun ham; først mange Aar efter har jeg erkjendt og følt, at ogsaa her skete det Bedste for mig, det Bedste for hende; hun anede maaskee ikke engang hvor dyb min Følelse var, hvilken Indvirkning den havde paa mig. – Hun blev en brav Mands fortræffelige Hustru, . Guds Velsignelse over dem! –
I min Fodreise og i det meeste jeg havde skrevet var det paroderende Element det Fremtrædende og Flere misbilligede dette og meente at denne Retning i Aanden ikke vilde føre til noget godt. Critiken lod mig det høre, just nu da en dybere Følelse ganske havde udslettet i mit Bryst, det man angreb. En ny Digt Samling: der udkom ved Nytaarstid vidnede nok som om hvad der trykkede mit Hjerte, en Omdigtning af mit eget Hjertes Historie kom frem i en alvorlig Vaudeville, » paa Theatret.
Mellem mine unge Venner i Kjøbenhavn var den Gang , der senere i det politiske Liv i Danmark, er blevet baaret høiest paa Folkegunsten, fuld af sprudlende Liv, Veltalenhed og Kjækhed tiltalte han mig, og han viiste saa meget ; , dette Sprog læstes meget der i Huset, og her var kommet og henrykte den unge Orla; han nær Frederiksbergslot, jeg kom derud og han jublede høit eet af Heines Vers: »!« – , Eftermiddagen og Aftenen gik, jeg maatte blive der Natten over, saa silde var det; men jeg havde denne Aften lært at kjende en Digter, der syntes sang ud af min Sjæl; han fortrængte , der som man seer af Fodreisen betydeligst da virkede ind paa mig. – Der bliver i mit Ungdoms Liv saaledes kun tre Forfattere der ligesom aandelig er gaaet mig over i Blodet, som jeg en Tid ganske har levet i og det er Walter , Hofmann og Heine.
Jeg kom meer og meer i en sygelig Stemning, følte Hang til at søge det Sørgelige i Livet, dvæle ved Skyggesiderne; jeg blev og gjemte mere Daddel jeg fik, end Roes. Min Skolegang i en Alder der forceredes fremad, min Trang til øieblikkelig at optræde som Forfatter i det jeg blev Student lader forklare at der kom nogle gramatikalske Feil i min første Bog »Fodreisen«, jeg behøvede kun at have betalt Een for at corrigere Arkene, et Arbeide der var nyt for mig og man vilde i denHenseende Intet kunde have sagt, nu holdt man sig til disse enkelte Feil, spottede og dvælede længe ved disse, medens man gleed let og snart hen over det Bedre; jeg veed Mennesker der gjennemlæste mine Digte blot for at finde Feil og det ældre Mænd, man noterede sig f Ex hvor ofte jeg havde brugt Udtrykket »smukt« eller et lignende Ord. – der da leverede os Vaudeviller og Critiker undsaa sig ikke ved i et Selskab hvor jeg var, saaledes at gjennemgaae enkelte af mine Digte, at paa sex Aar, der med Forundring hørte hvorledes Alt var ham galt, hvert Ord forkasteligt, da han lagde Bogen og der blev en kort Pause, tog Bogen og pegede paa Ordet »og«, »Der staaer et lille Ord endnu« sagde hun, »det har Du ikke skjændt paa!« – han følte hvad der laae i Barnets Tale, blev rød og kyssede den Lille. Jeg leed ved Alt dette, men havde endnu fra min Skoletid noget forkuet, der gjorte at jeg stille bøiede mig ved hvert Tryk; jeg var for blød, for utilgivelig godmodig, Enhver vidste det og Enkelte bleve derfor næsten grusomme. – Alle lærte de paa mig, næsten Alle sagde at jeg blev fordærvet af Roes og derfor vilde de sige mig Sandheden, saaledes hørte jeg idelig kun mine Feil, de virkelige og beskyldte Svagheder! En enkelt Gang blussede vel min Følelse op og da udbrød jeg, at »jeg vilde blive en Digter man skulde faae Ære af!« et saadant Ord blev grebet, som Blomsten af den utaaleligste Forfængelighed, det blev fortalt fra Huus til Huus. Jeg var et godt Menneske hedte det overalt, men eet af de forfængeligste der var til; og paa samme Tid var jeg ofte ved at segne af Mistillid til mine egne Evner; jeg gjemte hver Daddel og havde, som i Skolens mørkeste Dage, en Følelse af at mit hele Talent var en Selvskuffelse; jeg var ved at troe det, men af Andre, haardt og tirrende at høre det, kunde jeg ikke altid taale og sagde jeg da et stolt, uoverveiet Ord blev det til Svøber, hvor med man slog mig, og naar da ogsaa de slaae, hvem man holder af, blive . Jeg følte mig halv sjælesyg.
Collin meente derfor jeg skulde gjøre en lille Tour f Ex til Nordtydskland, adsprede mig, modtage nye Indtryk. reiste jeg første Gang fra Danmark; jeg saae Lübeck og Hamborg, Alt overraskede og opfyldte mig; jeg saae første Gang Bjerge, Harzbjergene, Verden udvidede sig saa forunderligt for mig; mit Humor kom igjen, som Trækfugle, men Sorgen er en Spurvesværm, den bliver dog tilbage og bygger i Trækfuglenes Rede; ganske styrket følte jeg mig ikke. – I Dresden gjorde jeg Bekjendtskab, til ham, jeg hørte ham en Aften læse et af Stykker; ved min Afreise skrev han , ønskede mig Digter Lykke, trykkede mig i sine Arme og kyssede mig, det gjorde det dybeste Indtryk paa mig, Udtrykket i hans Øine har jeg aldrig siden glemt! grædende gik jeg bort og bad til Gud paa det Inderligste om Kraft til den Vei min hele Sjæl stræbte efter, Kraft til at udtale hvad jeg følte i mit Bryst og naar jeg atter saae Tieck, jeg da maatte kjendes og skattes af ham. – Først da mine senere Skrifter bleve og godt optagne i Tydskland gjensaaes vi, jeg følte hans trofaste Haandtryk, han som i mit andet Fædreland gav mig Indvielses Kysset. – I Berlin skulde et Brev fra Ørsted skaffe mig Bekjendtskab; den alvorlige Mand med de lange Lokker og ærlige Øine aabnede mig selv Døren, læste Brevet og jeg veed ikke selv, vi forstode strax saa godt hinanden, jeg fik saamegen Tillid til ham, udtalte mig ret, om vel paa daarlig Tydsk. Chamisso kunde læse Dansk, jeg forærede ham mine Digte, og han blev den første der , den første der indførte mig i Tydskland, i »« udtalte han sig den Gang saaledes om mig: »« –.
Chamisso blev mig siden en Ven for hele Livet; hans Glæde over mine senere Skrifter seer man i ». –
Den lille Reise i Tydskland var af stor Indflydelse paa mig, erkjendte mine kjøbenhavnske Venner; Reise-Indtrykkene bleve strax nedskrevne og jeg udgav dem under Tittel af »«; havde jeg virkeligt bedret mig som man sagde; der var dog hjemme den samme smaalige Lyst til at pille mine Feil ud den samme Opdragen, og jeg var svag nok til at taale det af aldeles Uvedkommende. En Dag, kort efter at mine »Skyggebilleder« vare udkomne fandt jeg med et Exemplar i Haanden, han havde fundet nederst hvor et Ark endte staae med smaae Bogstaver »hun« og øverst paa det følgende Ark, med Bindetegn »den«, det skulde være Substantivet »Hunden«, men dette Ord var ved Afbrydelsen med de forskjellige Ark overseet og han spurgte strængt: »hvad staaer der? Skriver De Hunden med et lille Bogstav!« – jeg var i Lune og ærgret mig ogsaa over at han kunde troe det var en Uvidenheds Feil, svarede derfor spøgende: »Her er det en lille Hund!« – Men mit Spøg kaldtes Overmod, Forfængelighed, aldrig at vilde høre fornuftige Folk! – Det var smaa Plager vil man maaskee sige, men det er . – Jeg omtaler det her og jeg føler Trang til her at protestere mod den Forfængeligheds Beskyldning, som man, da ingen anden Feil i mit private Liv kunde , blev baaret om og endnu som en gammel Mynt, stundom kastes paa mit Skuebord. –
Fra Slutningen af 1828 til maatte jeg ernære mig ved mine Skrifter alene; man vil huske hvorlidet Danmark er og at til Sverrig og Norge gik den Gang meget faae Bøger; Honoraret kunde ikke være stort; det var mig haardt at hjælpe mig igjennem og doppelt haardt, da jeg maatte nogenlunde i Klæder være efter de Kredse hvori jeg kom; Bladlitteraturen gav da intet Honorar for Bidrag; producere og altid producere, var ødelæggende, ja umueligt! jeg oversatte da et Par Stykker for Theatret: » og »«, og da just en ung Componist , en af ham der componerede den danske Nationalsang: » stod ved høien Mast,« ønskede sig en Operatext, var jeg naturligviis strax villig. Ved Hofmanns Skrifter var jeg blevet opmærksom paa , og at blandt disse navnlig , var et fortrinlig Sujet til en Operatext; jeg læste en Oversættelse deraf, var ganske henrykt og faae Uger efter havde jeg Operatexten færdig; og komisk klinger det nu for Danske, at jeg anbefalede Hartmann, at jeg i mit Brev til Directionen da indestod for at det var en Mand med Talent, der vilde præstere Noget; han er af dansklevende Componister nu betragtet, som den første. For en anden ung Componist behandlede jeg Walter Skotts Roman , begge Operaer kom paa Scenen, men jeg udsattes for den meest skaanselsløse Critik; man kunde ikke billige at jeg havde , det blev sagt i de strængeste Udtryk, hvad godt man før havde fundet hos mig syntes glemt og alt Talent frakjendtes mig. Componisten Weyse, min første Velgjører, hvem jeg tidligere har omtalt, saae første Forestilling af Bruden fra Lammermoor og var i høi Grad tilfreds med min Behandling, hankom til mig, fortalte mig at han i lang Tid havde følt Lyst til at componere som Opera, Stoffet i Walter Skotts , han havde bedet Heiberg behandle dette, men fra ham fik han Intet, nu kunde jeg jo gjøre det, vi to kunde arbeide sammen! jeg havde endnu ikke Anelse om hvorledes man ganske vilde bryde Staven over mig fordi jeg tilskjar for Componisten en bekjendt Roman, jeg trængte til Penge at leve for og hvad der var mere til at bestemme mig, jeg følte mig smigret ved at arbeide sammen med Weyse, vor berømte, dygtigste Componist! det interesserede mig at han som først havde følt og talt for mig, kom nu som Kunstner i et Slags ædlere Forhold til mig; jeg lovede Texten tog strax fat paa den; og først halv færdig hørte jeg de mange skaanselløse Domme over at bruge Walter-Skotts Romaner, jeg ønskede at jeg kunde træde tilbage, men Weyse trøstede mig. Texten blev ganske, som han vilde det, og da jeg senere før han fik den færdig, reiste til Udlandet, gav jeg ham saa aldeles Haand over den at han selv skrev hele Vers deri, ligesom den forandrede Slutning ganske er Weyses. Det var den mærkelige Mand eiendommeligt, ikke at ynde en Bog der endte sørgeligt; sige: »!« jeg i Begyndelsen derimod, gav derpaa efter, Stykket blev jo til for Weyses Skyld; det er bragt paa Scenen, men aldrig har jeg ladet mere end de . – Anonyme Angreb, , med Fodposten tilsendte Breve, hvor de ubekjendte Skrivere forhaanede og spottede, fulgte; imidlertid leverede jeg dog samme Aar, en ny Digt-Samling, »«, der , men den Gang blev forkastet.
Paa den Tid var i sin Blomstren et nu hendødt »«, der i sin første Fremtræden talte en Deel af de betydeligste Medarbeidere, hvad det imidlertid skortede paa var Mænd, som kunde udtale sig dygtigt over æstetiske Arbeider, desværre tro Alle at kunne have en Mening over disse, men fordi man kan skrive fortræffeligt over Lægevidenskab, eller Pædagogik og i dette have et agtet Navn, kan man i Poesien være en Stymper, her saae man Prøver derpaa; lidt efter lidt blev det Bestyrelsen vanskeligere at finde en Anmælder til en Digters Arbeide, den, som imidlertid blev altid beredt, ved sin mærkelige Iver for at skrive og tale, om al Ting, var Historikeren Justitsraad , der i den danske Critiks Historie i vor Tid spiller en saa stor Rolle, at jeg maa omtale ham lidt nøiere. Han er en flittig Samler, skriver høist correct Dansk og hans , hvad mangler man endogsaa bebreider den er et høist fortjenstfuldt Værk, men som Dommer over æstetiske Værker, er han phanatisk partisk og eensidig, han hører ulykkeligviis til de Videnskabs Mænd der ere en fireogtredsindstyvendedeels Poeter, og det er de værste Æstetikere; han har f Exempel ved sine , viist hvor langt han stod under det Poetiske han bedømte; selv har han leveret , der hører til det Almindelige; , skrevet i den Tids fade blomstrende Sprog og , der synes øst af Bøger og ikke af Livet; Han sad i sin Studerestue og paa det kongelige Bibliothek hvor han er ansat og havde, over i 12 Aar ikke været i Theatret, da han pludselig blev over alle indleverede Stykker; sygelig, Eensidig og vred kan man tænke sig resultatet; , men snart sank min Stjerne for en anden opgaaende, en ung Lyriker , og da han ikke længer elskede mig saa hadede han mig, det er den korte Historie; ja i samme »Maanedskrift« , blev de samme Digte i en ny forøget Udgave, forkastede af samme Mand, der først havde roest dem. – »Aarets 12 Maaneder« har, med Hensyn til det Gode i denne Samling, som sagt først i de senere Aar faaet ; Man har et dansk Ordsprog: »naar Vognen hælder skyde Alle efter.« Jeg prøvede det her, overalt kun mine Feil, og det er menneskelig, jeg da ømmede mig; efter min Natur, udtalte jeg mig for hvad man kalder Venner, og den store Stad, der er tidt saa lille, vidste det. Da var det en ny Stjerne gik op i den danske Litteratur, «; Det var en Slags alt det Urene! Den afdøde Baggesen sendte polemiske Breve fra Paradis; de vare ham saa ypperligt , at man maatte sige, »Det er jo Baggesen der virkelig har skrevet dem!« Det var en Slags for Heiberg og Angreb paa Øehlenschlæger og Hauch. – der, og jeg blev spottet eller om man vil: revset! – Hertzs Bog opfyldte Danmark, man talte kun om den og det at man ikke kunde udfinde Forfatteren, gjorte Sagen piquantere, man var henrykt og med Ret, , et Par æstetisk Ubetydelige, ikke mig; jeg følte dybt Vunden af den skarpe Kniv og mine Modstandere betragtede mig nu, som aldeles udslettet af Aandens Verden. Imidlertid udgav jeg kort efter en lille Bog: , hvor jeg i to eller fire Linier, characteriserede afdøde og levende Forfattere, men kun det Gode hos disse; Bogen vakte Opmærksomhed, man betragter den endnu, som een af mine bedste, , men kom; som ogsaa det har viist sig, at mine bedste Sager, da, ikke omtaltes, men Mangelfulde bragte mig tre fire forskjellige Irettesættelser, Critiker var det ikke. – Da stod mine Sager slettest og netop det Aar, , skulde have om det samme. – ; skulde jeg komme til at reise maatte det være nu. Jeg følte, hvad siden er erkjendt, at Reiselivet har været mig den bedste Skole; – for imidlertid at kunne blive taget i Betragtning, blev der sagt mig jeg maatte see at skaffe fra vore betydeligste Digtere og Videnskabs Mænd, som Digter, thi det Aar just, jeg følte ret Udtrykkene, var der saa mange udmærkede unge Mennesker som søgte Reisestipendium, det vilde være vanskeligt at jeg mellem disse kunde tages i Betænkning. Jeg skaffede Attester, og jeg er den eneste af alle tidligere og senere danske Poeter, der i Hjemmet har leveret Attest paa at jeg var en Digter; det Eiendommelige kom imidlertid her ud, at de Mænd som anbefalede mig, fremhævede hver høist forskjellige Egenskaber hos mig. Øehlenschlæger saaledes mit lyriske Talent, det Alvorligere hos mig; Ingemann, min Opfatten af Folkelivet, og Heiberg erklærede at siden levede, een af Danmarks erkjendte Vittigheds Forfattere, havde han Ingen truffet blandt de Unge, der havde mere Lune end jeg. Ørsted erklærede at Alle som vare imod mig og de, som vare for mig mødtes dog i eet Punkt, nemlig det, at jeg var en sand Digter. Thiele udtalte sig varmt og begeistret om den han saae hos mig, kjæmpe mod Livets Trang og Elendighed. – Jeg fik Reise-Stipendium, , og det var rigtigt. –
»Vær nu glad!« sagde Vennerne, »føl Deres mageløse Lykke! nyd Øieblikket, thi det bliver rimeligviis den eneste Gang De kommer ud! – De skulde høre hvad Folk siger, fordi De skal reise! De skulde vide hvorledes vi maa forsvare Dem, og somme Tider kunne vi det ikke!« Det var blodigt at høre. Jeg følte Sjæle-Trang efter at komme bort, om mueligt at aande frit, men . Meer, end een Sorg tyngede mit Hjerte; og skjønt jeg jo lukker alle Stuer her op forVerden, een eller to holdes dog lukket. Ved var min Bøn til Gud at jeg maatte døe langt fra Danmark, eller vende tilbage styrket til Virksomhed og istand til at levere Arbeider der kunde skaffe mig og mine Kjæreste Glæde og Ære. – Ved Afreisen just dykkede disse frem i mit Hjerte, og mellem de Enkelte nævnte, stode to, der have virket betydeligt ind paa mit Liv og min Digtning, og som jeg maa omtale. – En kjærlig Moder, en usædvanlig fleersidig dannet Kone , havde aabnet mig sit hyggelige Hjem; hun deelte tidt med sin dybe Følelse mine Sorger, vendte altid mit Blik end mere paa Naturskjønheder og det Poetiske i Livets Enkeltheder og da næsten Alle opgav mig, som Digter, holdt hun min Tanke over de tunge , ja dersom i noget af hvad jeg har skrevet findes Qvindelighed og Reenhed, da er hun Een af dem jeg især skylder dette. – En anden Characteer af stor Betydning for mig var den ene af Collins Sønner, ; opvoxet i fri og lykkelige Forhold var der hos ham en Kjækhed, en Bestemthed, jeg savnede; jeg havde Følelsen af hans Inderlighed for mig; blød og med hele min Sjæl fløi jeg ham imøde; han stod besindigere, mere practisk i Livet, og ofte misforstod jeg ham, der just følte dybest for mig, og gjerne ønskede at bibringe mig en Deel af sin Characteer, jeg der var . I det Practiske Livet stillede han den yngere sig virksom ved min Side, lige fra Hjælp med de latinske Stile, til med Forlæggere og Bogtrykkere. – I alle Aar er han blevet den samme, og kan man nummerere Venner, da maa han kaldes den første, thi han var den Første; – Som man fjerner sig fra Bjergene samler man dem først ret i deres hele Contur, saaledes jeg Vennerne. – Over Cassel og Rhinen kom jeg til ; intet levende Indtryk beholdt jeg af det seete, Ideen til voxte mig fastere og fastere i Tanken, og , som den blev mig klarere haabede jeg ved den, at vinde mine Uvenner; det var om Agnete og Havmanden, der i mig blev beslægtet med min egen Stemning, og som jeg følte Trang til at behandle. – Visen mælder at Agnete gik eensom ved Stranden, da skjød en Havmand op og lokkede hende ved sin Tale; hun fulgte med til Havsens Bund, blev der i 7 Aar og fødte ham syv Børn, da sad hun en Dag ved Vuggen, Kirkeklokkerne lød gjennem Havet ned til hende og hun følte Længsel efter at holde sin Kirkegang. Ved Taarer og Bønner bevægede hun Havmanden til at føre hende derop, hun vilde strax vende tilbage; han bad hende ikke at glemme sine Børn, især den mindste i Vuggen, stoppede derpaa hendes Øre og Mund og førte hende op til Havbreden, men da hun kom ind i Kirken, vendte alle Billederne sig paa Væggen, ved at see Syndens Datter, fra Havsens Dyb, hun forfærdedes og vilde ikke vende om, skjøndt de Smaa græd dernede! – Jeg behandlede Sangen frit, lyrisk og dramatisk; jeg tør sige det Hele voxte ud af mit Hjerte, og hver Erindring om vore Bøgeskove, om det aabne Hav smæltede sammen deri; en Taknemligheds Følelse mod Gud, saa inderlig og sand opfyldte mig, thi jeg troede og syntes, han gav mig det Hele. Midt i det bevægelige Paris, levede jeg i de danske Folketoner men modtog ogsaa et levende Indtryk af Hvad der rørte sig om mig, jeg saae een af i deres Friskhed, det var 1833; , jeg stod nær ved den, da Sløret faldt. – Jeg saae denne verdensprøvede , hvem den synlige Gud, Dag for Dag beskytter; dandsede blomstrende og glad paa det muntre Folkebal i ; Et Tilfælde førte mig i Paris første Gang sammen med , den Digter, som den Gang sad paa Thronen i min Digterverden; jeg sagde ham hvor lykkelig jeg var over Mødet og hans venlige Tiltale, hvor høit jeg skattede ham og da han yttrede at det vel ikke var saa, ellers havde jeg nok opsøgt ham; svarede jeg: »Just fordi jeg holder af Dem kunde jeg ikke taale at De maaskee vilde have leet af mig eller kun opfattet det Comiske deri om jeg havde mældt mig hos Dem, som en dansk, ubekjendt Forfatter; jeg veed ogsaa nok at der i min Personlighed er noget keitet; De vilde have smilet – Og Deres Smiil havde bedrøvet mig dybt!« – han sagde mig noget Venligt herpaa; og da vi atter mødtes i Paris, fandt jeg Hjertelighed hos ham, saae ind i den lyse poetiske Deel af hans Sjæl. – kom mig ogsaa med Velvillie imøde, og modtog mig. Men under hele Reisen til Paris, og hele den første Maaned der, hørte jeg ikke et Ord fra Hjemmet; forgjæves spurgte jeg efter Brev paa Posthuset, der kom Intet; kunde mine Venner maaskee intet Glædeligt mælde mig fra Hjemmet, var jeg endnu misundt for min Reise-Understøttelse? – Een Dag endelig kom et Brev, et dyrt Brev, men stort var det! mit Hjerte bankede af Glæde og Længsel, det var det første Brev hjemmefra; jeg aabnede det og ikke et skrevet Ord saae jeg, men en trykt Avis, laae deri, med et Skamdigt over mig; det havde Forfatteren selv, der ei stod nævnet, ufrankeret sendt mig den lange Vei fra Kjøbenhavn til Paris; det var blodigt ondt, jeg følte mig dybt rystet, bedrøvet i mit Inderste; aldrig har jeg siden faaet at vide hvem Forfatteren var, men Versene synes af en øvet Pen; maaskee Een af de, som siden kaldte mig Ven, trykkede min Haand, skrev Digtet og sendte mig det. – Menneskene have onde Tanker, jeg har ogsaa mine!
Det er en Svaghed hos mine Landsmænd, at de Fleste i Udlandet, under Ophold i de større Byer, næsten meest leve i hinandens Selskab, de skulle spise sammen, mødes i Theatret, see Mærkværdigheder sammen, Breve meddeles, Historier hjemme fra høres; og man veed tilsidst neppe om man er ude eller hjemme; jeg havde samme Svaghed i Paris og besluttede derfor ved Afreisen, at sætte mig selv en Maanedstid i Pension et stille Sted i Schweitz, kun leve med Franske, være nødt til at tale deres Sprog, noget jeg i høi Grad ogsaa trængte til; i en lille Stad i en Dal oppe paa Jurabjergene, hvor der faldt i August, hvor Skyerne laae til Ro under os, blev jeg modtaget af , en Uhrfabrikants; som en Slægtning blev jeg i deres Kreds, og der var ikke tale om Betalning; »det er en Indbydelse!« sagde Mand og Kone, de trykkede venligt mine Hænder, og da vi skulde skilles, græd Børnene; vi vare ogsaa blevne Venner, uagtet jeg ikke forstod deres ; de skreeg det høit ind i mine Øre, i den Tanke at jeg maatte være døv da jeg ikke forstod dem. – Deroppe var om Aftenen en Ro, en Stilhed i Naturen; over fra den franske Grændse lød Aftenklokkerne til os; et Stykke fra Byen laae et eensomt Huus, hvidtmalet og venlig, man gik derind, steeg gjennem to Kjældere og nu brusede Vand og Møllehjul; herinde gik , skjult for Verden; jeg besøgte tidt dette Sted, gjorte Vandringer og paa disse blev mit i Paris begyndte Digt, , fuldendt; , og aldrig ved noget jeg før og senere har skrevet, var mit Haab større end ved dette, – og dette blev , der engang havde sendt Mesterværker hjem, jeg nu ogsaa skulde sende noget!« sagde man, først i de sidste Aar troer jeg Digtet er blevet mere læst, har faaet sine Venner; det var et Skridt fremad! dette Digt, ligesom sluttede, mig ubevidst, mit reent lyriske Stadium. Man har ogsaa , at uagtet det ved sin Fremtræden vakte langt ringere Opmærksomhed, end tidligere, mindre fuldkomne Arbeider af mig, klang min Poesi dog her i: »dybere, fuldere og kraftigere Toner, end før«. – For mig slutter dette Digt et Afsnit i mit Liv. –
V
1833 gik jeg over Simplon, ind i Italien. Netop den Dag jeg for 14 Aar siden, fattig og hjælpeløs kom til Kjøbenhavn, skulde jeg betræde dette Land for min Længsel og Digter Lykke; det var ikke arangeret saa af mig; det traf sig saa! det har flere Gange været, som havde jeg bestemte Lykke Dage i Aaret; dog Lykken er kommet saa ofte, at jeg maaskee kun paa mine egne selvvalgte Dage har ret erindret Besøgene. Alt var Solskin, Alt var Farver! Druerne hang i de lange Guirlander fra Træ til Træ, aldrig har jeg senere seet Italien saa smuk. – Jeg seilede paa Lago magiore, besteeg , levede nogle Dage i Genua og gjorte derfra den naturskjønne Reise langs Kysten til Carara. I Paris havde jeg seet Statuer, men mine Øine vare lukkede for disse; i først, foran , var det som et Sløer faldt fra mine Øine, en ny Kunstverden gik op for mig; det var for mig den første Frugt af min Reise! – Her lærte og forstod jeg Form-Skjønheden, Aanden som aabenbarer sig i Formen, den jeg ikke havde forstaaet i . Folkelivet, Naturen, Alt var mig nyt og dog saa forunderlig bekjendt, som var jeg kommet til et Hjem hvor min Barndom var henlevet! med forunderlig Hurtighed opfattet jeg Alt, levede ind deri, medens en dyb nordisk Veemod, det var ikke Hjemvee, men en tung ulykkelig Følelse, der fyldte mit Bryst! – fandt jeg om hvor Lidt man hjemme syntes om min hjemsendte Digtning Agnete; i Rom bragte det næste Brev mig Efterretning at ; jeg stod nu i hver Betydning ganske ene i Verden. – Paa denne Tid var det jeg i Rom ; i et Brev til mig havde Collin yttret at det vilde glæde ham at høre om Hertz og jeg omgikkes venligt med hinanden, selv uden dette Ønske, vilde det have skeet, thi Hertz rakte mig venlig Haanden, yttrede Deeltagelse i ; vi gik ofte sammen, udtalte os, han var den meest fleersidig dannede af Alle de jeg der omgikkes; selv med Hensyn til de enkelte Angreb hjemme paa mig som Digter, talte han og just hans Ord, han der selv havde slaaet migen , hæftede sig dybt i min Erindring. »Deres Ulykke«, sagde han, »er at De har maattet ladet Alt trykke, Publicum har kunnet følge med Dem Skridt for Skridt! jeg troer at selv en vilde i Deres Stilling, have maatte lide det samme!« og nu roeste han et Talent hos mig, det at opfatte Naturen, give i faae og Træk. Hans Omgang var mig til Lære, og jeg følte jeg havde een mildere Dommer mere! I hans Selskab reiste jeg til Neapel, hvor .
Ogsaa i Rom var det jeg første Gang lærte at kjende og vinde , mange Aar tidligere, da jeg nyelig var kommet til Kjøbenhavn, gik som fattig Dreng i Gaderne, var Thorvaldsen ogsaa der; det var hans første Hjemkomst, vi mødte hinanden paa Gaden, og jeg vidste det var en betydelig Mand i Kunsten, jeg betragtede ham, hilsede og han gik forbi, men vendte pludselig om, kom hen til mig og sagde: »hvor har jeg seet Dem før? Jeg synes vi kjende hinanden!« – Og jeg svarede da, »nei vi kjende slet ikke hinanden!« – Jeg fortalte ham nu i Rom denne Historie og han smilede, trykkede min Haand og sagde: »vi have nok følt den Gang, at vi dog skulde blive gode Venner!« – Jeg læste Agnete for ham, og hvad der i hans Dom glædede mig var hans Yttring: »Det er jo som jeg gik i Skoven hjemme og hørte de danske Søer!« – han kyssede mig og da han een Dag følte hvor bedrøvet jeg var og jeg fortalte ham om det Brev jeg fik i Paris med den danske , beed han hæftig Tænderne sammen og sagde i Øieblikkelig Vrede: »ja, ja, jeg kjender dem hjemme! mig var det ikke gaaet bedre om jeg var blevet der! jeg havde maaskee ikke faaet Lov engang til at sætte en Modelfigur! Gud skee Lov jeg ikke trænger til dem, gjør man det, da veed de at pine og plage!« og han bad mig have Mod, »det vilde, det maatte blive godt!« – og da fortalte han mig Skyggesidder af sit Liv og sin Ungdom, hvor han var krænket og dømt. –
, hvorfra jeg gik over Florentz og Venedig tog til München og Wien, men jeg havde da hverken Sind eller Tanke for Tydskland og naar jeg tænkte paa Danmark følte jeg Skræk og Angest ved hvad Ondt jeg der ventede at møde; Italien med sin Natur og sit Folkeliv fyldte min hele Tanke, efter det Land følte jeg Hjemvee; mit tidligere Liv og hvad jeg nu havde seet, gik sammen i et eget Billed, i en Digtning, som jeg maatte nedskrive, uagtet jeg var overtydet om at den vilde bringe mig mere Sorg end Glæde, naar Nøden hjemme bragte mig til at lade den trykke; Alt i Rom havde jeg skrevet de første Capitler, det var min Roman: ».« –
Da jeg som lille Dreng i Odense, een af de første Gange kom i Theatret, var som jeg alt har sagt, Forestillingerne der, tydske: jeg saae nogle Gange »«, og Publicum jublede for ; hun blev hyldet og hædret, jeg tænkte mig ret hvor Lykkelig hun maatte være. Da jeg senere, mange Aar efter, som Student kom i Besøg til Odense og der ind, i det gamle Hospital, saae jeg i en Stue hvor fattige Enker boede, hvor Seng stod ved Seng, med et Lille Skab, en Stol eller Bord, som hele Boehavet, var ophængt over een af Sengene et qvindelig Portræt i en stor forgyldt Ramme: Lessings der plukkede Rosen itu; men Billedet var Portræt, det stak sælsomt af til al den Fattigdom rundt om. »Hvem forestiller det?« Spurgte jeg. »O,« sagde een af de gamle Koner, »det er den tydske Madammes Ansigt! Stakkel, det er hende, som har været Comediantspillerske!« og nu kom en mager, lille fiin Qvinde, med rynkede Kinder og i en fattig Silkekjole, der eengang havde været sort, det var den hædrede Sangerinde, hende jeg havde seet som Das Donauweibchen, hvem Alle jublede til. Det gjorde et uforglemmeligt Indtryk paa mig og kom ofte i mine Tanker. I Neapel hørte jeg første Gang ; hendes Sang og Spil stod over Alt hvad jeg havde hørt og dog huskede jeg i det samme paa min, stakkels fattige Sangerinde i Odense-Hospital; begge Skikkelser smæltede sammen til Anunziata i Romanen jeg skrev og Italien var Baggrunden for det Oplevede og Digtede. –
Jeg kom i tilbage til Danmark og hos Ingemann i Sorø, paa et lille Qvistkammer mellem duftende Linde endte jeg første Deel af Bogen, den sidste Deel, i Kjøbenhavn. Selv mine bedste Venner vare ved at opgive mig, som Digter; »Man havde taget Feil af mit Talent!« hvorofte var ikke, i den sidste Tid, dette lyst over mig. Nær havde jeg ikke faaet en , og Improvisatoren udkom, blev læst, udsolgt og . Critikken taug, , Digteren, der da var Redacteur for et Blad den første Anmældelse og begyndte denne ironisk, med den almindelige Tirade over mig, »at nu var det forbi med denne Forfatter, at han havde culmineret!« kort gjennemgik den lange Tobaks og Theevands Critik, for pludselig at slaae om og udtale sin hele, varme Begeistring for mig og Bogen; man lee nu af mig, men det er nu saa, jeg græd mig glad, jeg græd mig ud og følte Taknemlighed mod Gud og Menneskene! »Conferentsraad Collin og hans ædle Hustru, i hvem jeg fandt Forældre, hans Børn i hvem jeg fandt Sødskende, Hjemmets Hjem, bringer jeg her det Bedste jeg eier.« Det var Tilegnelsen. Mange, som før havde været mine Modstandere skiftede nu Anskuelser og mellem disse vandt jeg een, som jeg haaber for hele Livet. Det var Digteren , een af de ædleste Characterer jeg kjender; han var efter flere Aars Ophold i Udlandet vendt hjem fra Italien, da Kjøbenhavnerne vare berusede af , og gjorde saa stor Lykke; han traadte polemisk op mod Heiberg og ; Ingen gjorde ham opmærksom paa mine bedre lyriske Sager, man omtalte mig for ham, som et forkjælet overgivent Lykkebarn; han læste nu min »Improvisator« følte at noget Bedre rørte sig i mig, end han havde troet og den ædle Characteer viiste sig, han skrev mig til, sagde han havde gjort mig Uret, rakte mig Haanden til Forsoning og fra den Tid ere vi blevne Venner. – med Iver har han søgt at virke for mig, med Inderlighed har han fulgt hvert af mine Skridt fremad; men saa lidt have Flere villet forstaaet det Fortræffelige hos ham, det ædle Forhold mellem os at da han senest skrev og i den skildrede et Vrangbillede af en sand Digter, der gaaer til Galehuset af Forfængelighed, fandt man i Danmark, han havde handlet høist uretfærdig mod mig ved at fremstille mine Svagheder; man troe ikke at dette er en Enkelts Yttring, en Misforstaaelse af mig, nei , som Digter, for at vise paa hvilken anden Plads han stillede mig. Men til »Improvisatoren« igjen! Denne Bog reiste mit faldne Huus, samlede igjen Vennerne, ja gav mig fleer end før; første Gang følte jeg sand, tilkjæmpet Erkjendelse. Bogen blev af oversat paa Tydsk under den lange Tittel: »Jugendleben und Traume eines italienischen Dichters.« Jeg yttrede mig derimod, men han paastod, hvad jeg nu aldeles betvivler, at en saadan Tittel var nødvendig for at vække Opmærksomhed, hvilket den simplere: »Improvisatoren« ikke vilde kunde. – Bagger havde som sagt anmældt Bogen, egentlig Critik udeblev til der var talt og atter talt, da endelig kom een, vel høfligere, end jeg før var vant til, men man gleed hen over det Gode, »det var jo noksom bekjendt,« men holdt sig til Manglerne og opsumerede alle de feilskrevne italienske Ord og Udtryk; ja da «, just da kom til os, bragtes denne omkring og der blev høit talt om, at nu kunde man see hvad det var for Noget Andersen havde skrevet, nei Nicolai var ganske anderledes, der fik man det sande Begreb om Italien. , der hørte til den fornemme Verden holdt, i Forgemak, hvor mange hørte det, et lille Foredrag over , end i min »Improvisator«, den jeg stod med for at overrække Prindsen; jeg beviiste mit var correct skrevet og ikke s og trak med Smiil paa Skuldren og beklagede Feilen i »den smukt indbundne Bog.«
Fra Tydskland lød den første stærke , eller maaskee Overvurdering af min Bog og jeg bøiede mig, som en Syg efter Solskinnet, taknemlig glad, thi mit Hjerte er taknemligt; jeg er ikke hvad det danske , et utaknemlig Menneske, der i min Bog viiste ; – jeg var jo selv den fattige Antonio, der ømmede sig ved Trykket, det jeg skulde taale! burde taale, jeg den fattige Dreng de havde givet Naadsens Brød. Fra Sverrig gjenlød senere min Roes, alle svenske Blade, der kom mig for Øie vare i Lovtale over mit Arbeide, der ligesaa varmt er optaget i Engeland oversat af Digterinden . Som man har fortalt og skrevet mig til, er det samme Held tilfaldet mig , hvor i disse Landes Sprog Bogen er oversat. Udefra kom den lydelige Erkjendelse.
Der er imidlertid en Magt i Publicum stærkere end alle Critikker og de enkelte Partier; jeg følte jeg stod fastere hjemme end før; mit Liv havde igjen Øieblikke, hvori det løftede Vingerne. I denne Vexel mellem Munterhed og Mismod skrev jeg min næste Bog, Romanen der af Flere i Danmark holdes for min bedste, en Rang jeg ikke tildeler den. – Men Kjøbstedlivet, characteristiske Træk grebne i dette, ere her gjengivne. Før O. T. kom , men, som jeg troer det endnu her er ikke Stedet at omtale. Det var den Tid just jeg følte stor aandelig Trang efter at producere, og troede i Romanen at have fundet mit Element. Hvert Aar udkom en; »« fulgte 1837, den jeg ligesaa dybt havde gjennemtænkt, som den i sine Enkeltheder sprang frisk paa Papiret; jeg vilde vise, at Talent er ikke Geni, og naar ogsaa Lykkens Solskin udebliver, da gaaer det her paa Jorden til Grunde, men ikke den ædlere, bedreNatur. Ogsaa denne Bog blev læst og atter læst, mit Publicum tiltog, men viiste mig endnu ikke stor Opmuntring, ja de glemte at med Aarene bliver Drengen Mand, og at man mere end paa den almindelige Vei kan erhverve sig Kundskaber, man hang ved gamle Meninger, som her et Exempel vil oplyse; da »O. T.« skulde udkomme tilbød sig , at han vilde læse Correctur: »jeg er øvet deri og erholder altid Roes for min Corecthed, saa skal man ikke have den mindre betydelige Ting Bogstavering at dvæle ved naar man dem.« – Han læste Ark for Ark, to dygtige Mænd, foruden saae ogsaa disse nøiagtig igjennem; Bogen kom ud og i Maanedskriftet for Literatur, – endte Anmældelsen med: »!« – »Nei, nu er det for galt!« sagde Professoren, »jeg har været correct, som i mine egne Bøger! man gjør Dem virkelig Uret!« – Hvad der i Danmark ogsaa lod Romaner komme i Skygge, var de af »Heiberg« udgivne »«, der ere skrevne i et fortræffeligt Dansk og med Smag og Sandhed. Deres eget Værd og meget Heibergs Anbefaling, Heiberg der var Litteraturens lysende Stjerne, Ufeilbarlighedens Dommer gav dem den høieste Rang. Jeg havde imidlertid dog bragt det saa vidt at man nu ikke længer hjemme tvivlede paa min poetiske Evne, den man før min Reise til Italien aldeles frakjendte mig. – Men ingen dansk Anmældelse udtalte sig om Ideen, om Friskheden, om hvad der kunde være eiendommelig i mine Romaner, først da de udkom paa Svensk, gik et Par svenske Blade dybere ind, læste og opfattede med god og ærlig Villie; i Tydskland var det samme Tilfældet, og herfra styrkedes mit Mod til at vedblive. Først nu, forrige Aar har i Danmark en Mand af Betydning, Digteren Hauch i sin omtalte Afhandling over mig, som Digter, udtalt sig om Romanerne og i faae Træk fremhævet det Characteristiske. –
»Hovedgjenstanden«, siger han, »i Andersens bedste og meest gjennemarbeidede Skrifter, i dem hvori den rigeste Phantasie, den dybeste Følelse, den meest bevægede Digtersjæl kommer frem, er et Talent eller i det mindste en ædlere Natur, der vil kjæmpe sig frem af snevre og trykkende Kaar. Det er saaledes Tilfældet i hans tre Romaner, og i denne Retning har han jo ogsaa virkelig et betydningsfuldt Liv at fremstille, en indre Verden, som Ingen bedre kjender end den, der selv har drukket af den bittre Kalk; Lidelser og Savn, smertelige og dybe Følelser, som ere nær beslægtede med dem, han selv har gjennemgaaet,og hvori Erindringen der, efter den gamle betydningsfulde Mythe er Musernes Moder, Haand i Haand med disse træder ham imøde. Hvad han her kan fortælle Verden, fortjener da sikkert med Opmærksomhed at høres; thi uagtet det paa den ene Side kun er den Enkeltes inderste personligste Liv, saa er det dog tillige Talentets og Geniets almindelige Lod, i detmindste naar det befinder sig i ringe Kaar, der her føres os for Øie. Forsaavidt han nemlig i sin »Improvisator«, i »O T« og i »Kun en Spillemand« ikke blot fremstiller sig selv i sin afsondrede Particularitet, men tillige den betydningsfulde Kamp, som Mange have gjennemgaaet, og som ogsaa han kjender, fordi hans Liv har udviklet sig derigjennem, saa gjengiver han jo slet ikke Noget der tilhører Illusionernes Verden, men kun det, der vidner om Sandheden, og der, som ethvert sligt Vidnesbyrd, har en almindelig og varig Gyldighed. Ja, han forfægter saaledes ikke blot Talentets og Geniets, men, somsagt tillige den krænkede og uretfærdigt behandlede Menneskeheds Sag; og da han selv saa smerteligt har følt denne svare Kamp, hvori knuge de opadstræbende Hænder, da han selv har været nødt til at drikke af det malurtfyldte Bæger, som den ligegyldige og overmodige Verden saa tidt rækker den, der befinder sig i en undertrykt Stilling, saa er han ogsaa istand til at give sin Fremstilling i denne Henseende en Sandhed og Alvor, ja en tragisk og smertevækkende Pathos, der vanskeligt paa det følende Menneskehjerte forfeiler sin Virkning. – – Hvo kan i hans »Spillemand« læse hiint Optrin hvori den »fornemme Hund«, som Digteren udtrykker sig, med Foragt vender sig bort fra den Føde, hvormed den fattige Dreng maa tage til Takke, uden tillige at erkjende, at dette ikke er en Leeg, hvori Forfængeligheden søger sin Triumph, men at det tvertimod er den i sit inderste Dyb krænkede Menneskenatur, der her udtaler sin Smerte –« – Saaledes lyder det nu i Hjemmet 9 a 10 Aar senere; saaledes lyder en Mands, en ædel hædret Stemme. Det er for mig med mine Critikkere, som med Vinen, jo flere Aar der gaaer før den skjænkes des fortræffeligere smager den. –
Samme Aar som »Spillemanden« udkom (1837) besøgte jeg første Gang Nabolandet, gjorte . Da kjendte man ikke, hvad man nu kalder . – Fra gamle Krige med Naboen, var endnu nedarvet en Slags Mistillid; de kjøbenhavnske Gadedrenge glemte ikke om Vinteren naar Isen bandt Landene sammen og Svenske kom i Kane over til os paa en raa, pøbelagtig Maade at skrige efter dem; meget lidt kjendtes af svensk Litteratur og det faldt kun faae Danske ind at man med en ringe Øvelse let kunde læse og forstaae det svenske Sprog. Kun kjendtes og det var i Oversættelse. Tiderne forandres. – Jeg havde endnu læst et Par andre svenske Forfattere og den afdøde, ulykkelige opfyldte mig med sine Digtninger endnu meer end Tegnér, der repræsenterede Digtekunsten i Sverrig. – Jeg som kun havde reist i Tydskland og sydligere Lande hvor altsaa Afskeden fra Kjøbenhavn er Afsked med Fædre-Sproget, følte mig, i den Henseende, halv som hjemme gjennem hele Sverrig; Sprogene ere saa beslægtede, saa liig med hinanden, hver kan tale sit Fædrelands Tunge og man forstaaer hinanden; jeg syntes, som Dansk, at Danmark udvidede sig; i Meget andet traadte det beslægtede i Folket frem; jeg begreb levende hvor nær Svensk, Dansk og Norsk staae til hinanden. Jeg mødte hjertelige venlige Mennesker, jeg slutter mig saa let til disse, og regner denne Reise med til een af mine gladeste. Da vidste jeg saa lidt om svensk Natur og Folkeliv; havde intet Billed af Trolhätta Farten og Stokholms høist maleriske at jeg i høi Grad blev overrasket og beriget. – Det klinger halv eventyrligt for den Uindviede, naar man fortæller, at Dampskibet der seiler fra Søerne, op over Bjergene, hvorfra man seer de udstrakte Gran- og Birke-Skove under sig. – Dristige Sluser løfte og sænke Skibene, mens den Reisende gjør sine Skovvandringer. Intet af Schweitzes Vandfald, ikke Italiens, iberegnet har noget mere imponerende end Trolhätta, saaledes er i det mindste det tilbageblevne Indtryk. – Fra denne Reise, og navnlig fra dette Sted knøtter sig et Bekjendtskab af stor Interesse og ikke uden Indflydelse paa mig, det er med den svenske Forfatterinde, »«. –
Jeg havde just talt med Capitainen ombord og nogle af de Medreisende om hvilke svenske Forfattere der levede i Stokholm, og udtalt min Lyst til at see og tale med Frøken Bremer. »Ja hende træffer De ikke,« sagde Capitainen, »hun er for Øieblikket i Besøg i Norge!« – »Hun kommer vel, maa komme mens jeg er der!« sagde jeg i Spøg, »paa Reise har jeg altid Lykke, og det Meste jeg ønsker, bliver opfyldt!« »Men neppe dette denne Gang!« sagde Capitainen; tre Timer efter kom han leende med Listen over de ny tiltraadte Passagerer og raabte høit: »Lykkemenneske! ja De har Lykken, og seiler med os til Stokholm«; jeg antog det for Spøg, han viiste mig Navnet paa sin Liste, men jeg var dog uvis; mellem dem jegopdagede komme, saae jeg ingen der saae ud til at være Forfatterinden. Aftenen faldt paa og ved Midnat var vi paa den store Søe der strækker sig, som var den uden Kyster langt til alle Sider. Klokken 3 a 4 om Morgenen var det Solopgang, jeg vilde see den, og fra Kahytten, kom endnu een, det var en Dame, ikke ung, ikke gammel, indhyllet i Schavls og Kaabe; jeg tænkte, er Frøken Bræmer her om bord, saa maa det være hende, jeg indlod mig i Samtale, hun svarede høflig men fremmed, vilde ikke ret svare mig om hun var Forfatterinden til , hun spurgte om mit Navn, kjendte det, men tilstod at hun ingen af mine Skrifter havde seet, spurgte om jeg intet Exemplar af disse havde hos mig, jeg havde just Improvisatoren, som jeg havde bestemt for »«, jeg laante hende den og hun forsvandt, kom ikke frem hele Formiddagen, men da jeg saae hende igjen, var hendes Ansigt klart og fuldt af Hjertelighed, hun trykkede min Haand, sagde hun havde læst det Meeste af første Deel af Bogen, og nu kjendte hun mig. Skibet fløi med os over Bjerge, gjennem stille Indsøer og Skove, ud i Østersøen; hvor et af Øer ligge strøede, og danne de mærkeligste Overgange, fra den nøgne Klippe, til Grønsværs Øen og den hvor Træer og Huse fæste sig; Brænding og gjør her en dygtig Lods fornøden, der er et Par Steder hvor hver stille maa sidde paa sin Plads medens Lodsens Øie er heftet paa et Punkt, man føler i Skibet Naturkraftens Haand der et Secund griber og slipper det. Frøken Bremer fortalte mangt et Sagn, mangen en Historie der knøttede sig til den Ø, til den Gaard oppe i Landet. Reisen blev rigere, glædeligere; i Stockholm fortsattes Bekjendtskabet og Aar for Aar har Breve gjensidigt gjort det fastere; hun er en ædel Qvinde, Religionens store, trøstende Sandheder, det poetiske i Livets stille Enkeltheder har dybt gjennemtrængt hende. – Først efter mit Besøg i Stockholm var det at udkom, kun mine lyriske Digte og Fodreisen var bekjendt af enkelte Forfattere, men disse modtoge mig paa det hjerteligste, og den for sine humoristiske Digte bekjendte, afdøde Geistlige , skrev en Sang til mig! jeg fandt Gjæstfrihed, Ansigter med Søndags-Solskin, Sverrig og de Svenske bleve mig kjære. Staden selv forekom mig i sin Beliggenhed, i hele sin pitoreske Aabenbarelse at kappes med Neapel, naturligviis har den sidste Sydens Luft, Sydens Solskin, men Skuet af Stockholm er lige saa imponerende, den har noget beslægtet med Constantinopel seet fra , kun at Minareterne manglede. Der er en Brogethed i Sverrigs Hovedstad, hvidkalkede Bygninger, rødmalede Træhuse, Brakker af Græstørv og blomstrende Planter; Graner og Birke titte frem mellem Husene, Kirker med Kupler og Taarne afvexle; og Gaderne i Sødermalmen stiger med Bjælketrapper høit fra Mælaren der vrimler med Baade roede af brogetklædte Qvinder og med rygende Dampskibe. – Af var jeg anbefalet til den berømte , der skaffede mig god Modtagelse i det gamle , som jeg siden besøgte og atter vendte igjen tilbage til Stockholm; By, Land og Folk fik jeg kjær, jeg syntes, som sagt, at mit Hjems Grændser var voxet i det jeg nu først ret forstod hvor beslægtet Svensk Dansk og Norsk vare, og i denne Følelse skrev jeg en »«, som jeg kaldte den, et Hæders Vers for hver Nation og hvad der hos den fremstraalede eiendommeligst og meest herligt, og hvor hjemligt, hvor beslægtet der var hos dem alle tre. »Man kan se Svenskerne have ham!« var den første Dom jeg hørte hjemme om denne Sang; Aar gik; Naboerne forstode bedre hinanden, Øehlenschlæger, Frøken Bremer og Tegner, bragte dem gjensidig til at læse deres Forfattere; de følte deres Slægtskab, fik hinanden kjære og den taabelige gamle Rest af Uvenskab, fordi de ikke kjendte det gjensidige Gode hos hver, forsvandt. Der er et smukt, hjerteligt Forhold mellem Svensk og Dansk. – I Kjøbenhavn kom en , og min Sang kom til Ære, nu sagdes der, denne Sang overlever Alt hvad Andersen har skrevet! – Det er nu ligesaa urigtigt, som da man sagde, den var kun Productet af smigret Forfængelighed. Den fremsprang i Følelsen af det Beslægtede hos de tre Folk, den Kjærlighed jeg følte og ønskede de i Aand og Hjerte maatte føle for hinanden, ikke uvenligt og misforstaaende staae skilte ved de stride Strømme. Nu synges min Vise, componeret saa vel i Sverrig, som Danmark.
Efter min Hjemkomst begyndte jeg flittig at læse Historie, gjorde mig end mere bekjendt med fremmed Litteratur; dog den Bog, som meest gjennemtrængte mig var Naturens; og ved Sommerlivet paa fyenske Herregaarde, især det i Skoven romantisk liggende , og det grevelige Gods , hos hvis Besiddere jeg fandt den venligste Modtagelse, det lykkeligste Hjem, læste jeg paa mine stille Vandringer vistnok mere end Skolen kunde give mig af Reflexions Viisdom; i Kjøbenhavn var allerede da, som til den seneste Tid, Collins Huus blevet mit fædrene Hjem, her havde jeg Forældre og Sødskende; Selskabslivet, de bedste Kredses stod mig aabent og Studenterlivet interesserede mig, her levede jeg end i de Unges Interesser. – Kjøbenhavns Studenterliv er imidlertid forskjelligt fra de tydske og var den Tid just eiendommeligt og livligt. For mig culminerede det i »«, hvor Studenter og Professorer mødes, ingen Grændse er draget mellem disse, det er den yngre og den ældre Videnskabsmand, som mødes. Foreningen var et Slags hvor man havde forskjellige Landes Blade og Bøger; eengang om Ugen oplæste her en Forfatter sit nyeste Værk, en Consert var , eller en , eiendommelig Forestilling; her opstod, saa at sige, de første danske Folkecomedier, hvor Dagens Historier, paa en uskyldig, men altid vittig og moersom Maade blev benyttet. – udførte i Marmor. Professorer og Studenter udførte Rollerne, ogsaa et Par Gange og overtydedes om, at min Frygt for at vise mig paa Scenen er langt større end det Talent jeg maaskee kan have for den. Jeg skrev og arangerede et Par Stykker her, ydede min Deel af Kræfter. Et Par Billeder fra den Tid, navnlig Livet i »Studenterforeningen« har jeg givet i Romanen »O T«. – Det Lune, den Livs Munterhed, der i enkelte Stæder i denne Bog og i et Par paa den Tid skrevne, dramatiske Stykker, har sin Kilde fra det collinske Huus, hvor der i den Retning virkedes godt ind paa mig, saa at mit Sjæle-sygelige ikke fik Herredømmet. var med sit kjække Lune, sit Vid, især af stor Indvirkning. Naar Sindet er blødt og elastisk, som Havfladen, da afspeiler det, som den sin Omgivelse. – Mine Skrifter hørte til de hjemme, som altid bleve kjøbte og læste, for hver ny Roman havde jeg faaet et høiere Honorar, men naar man husker hvor langt danske Bøger læses, vil man indsee at Honoraret ikke kunde blive det rigeste; imidlertid jeg levede! – , hvis originale Eiendommelighed, lettere kunde opfattes af Enhver, end det Menneskekjærlige og Gode der rørte sig i hende, fandt Glæde i at læse mine Skrifter og til Tak, søgte med moderligt Sind at vise sin Velvillie; det vilde være utaknemlig i mit Livs Eventyr at forbigaae hende. – der hører til de Mennesker, der gjør mere end de lover, var min Hjælper min Trøst, min Støtte. –
Paa den Tid var Holsteneren den afdøde Geheimestatsminister i Danmark; han var en ædel, elskelig Natur, en fiint dannet Mand, med ægte ridderligt Sind; han fulgte nøie Bevægelserne i tydsk og dansk Litteratur; i sin Ungdom havde han reist og opholdt sig længe i Spanien og Italien; han læste i Original-Sproget min »Improvisator«, følte sig levende opfyldt af den, erklærede sig ved Hoffet og i hans Kredse paa det varmeste for denne Bog; det blev ikke derved, han opsøgte mig blev mig en Velgjører, en Ven. – En Formiddag jeg sad ene i min lille Stue, stod den venlige Mand for mig første Gang; han var af de Mennesker man strax fatter Tillid til, han bad mig besøge sig, spurgte mig uforbeholdent om der Intet var hvori, han kunde virke til Gavn for mig. Jeg antydede hvor tungt det var at maatte skrive for at leve; altid at maatte tænke paa den Dag i Morgen og ikke, mindre sorgløs, kunde udvikle sig og virke! han trykkede kjærligt min Haand og lovede at blive mig en virksom Ven. Collin og Ørsted sluttede sig vist nok stille til ham og bleve mine Talsmænd. –
Alt i flere Aar under Kong Frederik den Sjette var indrettet, hvad der gjør den danske Regjering stor Ære, at en Sum af Finantzerne anvendes til Reise-Understøttelse for unge Videnskabsmænd og Kunstnere; ja enkelte der endnu ikke ere i fast Embede hæve , saaledes blandt Digterne Øehlenschlæger, tidligere Ingemann, Heiberg & – , hans Fremtid saaledes blevet mere sikkret, det var mit Haab og Ønske at samme Held maatte forundes mig og det skete, Frederik den Sjette, tilstod mig aarlig for min hele Fremtid . – Jeg var opfyldt af Taknemlighed, af Glæde; jeg behøvede nu ikke at maatte skrive for at leve; jeg havde i muelig Sygdoms Tilfælde en sikker Støtte, jeg var mindre afhængig af Menneskene om mig! et nyt Afsnit i mit Liv begyndte. –
VI
Det var fra den Dag, som et stadigere Foraars Solskin kom ind i mit Liv; jeg følte selv mere Ro, mere Sikkerhed, det blev mig klart ved at see tilbage over mine Livs Dage, at et kjærligt Forsyn vaagede over mig, at Alt som ved en høiere Styrelse var ledet for mig, og jo fastere en saadan Overbeviisning bliver, des mere sikker føler man sig. Et Barndoms Liv havde jeg levet, et Ungdoms Liv begyndte egentligt først fra denne Tid, før var det kun en tung Svømmen mod Bølgerne. Et Livs Foraar begyndte, men Foraaret har ogsaa sine graae Dage, sine Storme før det bliver klar Sommer, de maa til for at udvikle hvad der skal modnes.
Hvad skrev til mig paa i Udlandet, kan tjene til Indledning for hvad jeg her maa fortælle, han skrev i sin eiendommelige Stiil: »Det er Deres udsøgte Indbildningskraft der strax laver Historier at De er foragtet i Danmark, det er jo Usandhed! De og Danmark forliges fortræffeligt og vilde forliges endnu bedre, dersom der ikke var et Theater i Danmark: ! dette forbandede Theater! er det da Danmark, og er De ikke andet end Theaterscribent? –« – Der ligger en Kjerne-Sandhed heri, Theatret har været den Hule hvor fra de fleste onde Vinde er udgaaede over mig. Det er et eget Folk Theaterfolket, ligesaa forskjellige fra andre, som Beduinere og Tydskere; sædvanligviis fra første Statist til første Elsker, sætte hver Enkelt sig i den ene Vægtskaal og lægger hele den øvrige Verden i den anden; – det danske Theater er et godt Theater og kan stilles sammen i Tydskland med i Wien, men Theatret i Kjøbenhavn, spiller i Conversationen for stor en Rolle, Theatret har i de fleste Kredse en for stor Betydning! jeg kjender ikke nøie nok andre store Byers Scene og Kunstnere i deres Leven, kan ikke sammenligne dem med vort, men det kjøbenhavnske Theater har for lidt militair , og denne hører til hvor mange Individer skulle danne et Hele, selv et kunstnerisk Hele; de betydeligste dramatiske Digtere have i Danmark, det vil sige i Kjøbenhavn, thi vi have kun der vort Theater, deres Plage. DeSkuespillere og Skuespillerinder, som ved Talent, eller Folkegunst ere de første, stille sig som oftest over Directionen og over Forfatteren, han maa bringe dem sin Tak, see at staae sig godt med dem; da de kunne forkaste en Rolle, eller hvad der tidt er ligesaa slemt, før Stykket kommer paa Scenen, udbrede i Publicum een Mening derom; man har Caffehuus-Critik før Nogen endnu skulde vide et Ord om Arbeidet. Det er ogsaa characteristisk for Kjøbenhavneren selv at naar et nyt Stykke skal spilles, siger man ikke: »jeg glæder mig dertil!« men: »det duer nok ikke! skal der pibes!« – spiller en stor Rolle, det er en Moerskab, som giver fuldt Huus, og ikke bliver en slet Skuespiller udpebet, nei kun Digter og Componist ere de to Syndere for hvem Skafottet reises. Ti Minutter er den Tid og da Piberne og de smukke Damer smile og glæde sig, som Spanierinderne ved deres blodige Tyrefægtninger. Alle vore betydeligste dramatiske Forfattere, Øehlenschlæger, Heiberg, have været udpebne; ikke at tale om fremmede f Ex . Theatret er imidlertid den Virkeplads, der for en dansk Forfatter, hvis Publicum ikke strækker sig langt over Grændsen, bliver meest indbringende. Dette havde bragt mig til at levere , for hvilke jeg blev saa , en indre Trang drev mig senere endnu til at levere et Par andre Arbeider; havde faaet hans Plads, og det , som her begyndte gik til det Comiske, at i Tidens Løb, de skrevne Censor-Bøger, som Theatret opbevarer og hvori vistnok Molbech har udtalt sig over antagne og forkastede Stykker, vil give det mærkeligste Characteristik. Staven blev brudt over alt hvad jeg skrev! Een Maade for mig at faae mine Stykker paa Scenen, var at skjænke dem til de Skuespillere der, som det var Tilfældet, i Forening give paa egen Regning . – Til en Decoration, der var malet til , som faldt, skrev jeg saaledes i Sommeren 1839 Vaudevillen: »« – Den overgivne Lystighed i Stykket tiltalte. Det vandt saaledes Publicums Yndest at jeg opnaaede at faae det af den kongelige Theaterdirection og endnu flyver det let skizzerede Arbeide over Scenen, har opnaaet en Række Forestillinger jeg ikke havde anet. Dette Bifald talte idet mindste slet ikke min Sag; hvert nyt dramatisk Arbeide skaffede mig Forkastelse og Ærgrelse, desuagtet, opfyldt af Ideen og grebet af Sujettet i den lille franske Fortælling: »« besluttede jeg at behandle det dramatisk, og da jeg saa ofte havde hørt at jeg ikke eiede Stadighed til at gjennemarbeide et Stof, give et heelt Arbeide i rimede Vers, der da var en Slags Modesag, besluttede jeg at dette ny Drama, »Mulatten«, skulde fra først til sidst blive paa det flittigste gjennemført og i afvexlende og altid rimede Vers; ja , i lyrisk Flugt skulde man faae tre fire Riim; jeg troede ogsaa det kunne som en Fugl i Luften, boltre i Sproget; det var et fremmed Stof, men dersom Vers er Musik, forsøgte jeg i det mindste at underlægge Texten min Musik og at lade en Andens Digtning gaae over i mit aandelige Blod, man skulde ikke paa den Maade, kunne sige at det var tilskaaret, eller forskaaret for Scenen. Stykket blev færdig og af dygtige Mænd, ældre Venner, og af et Par af de Skuespillere der skulde optræde deri, erklæret for fortræffeligt! en riig, dramatisk Handling laae i Stoffet og min Lyrik behang det saaledes med friskt Grønt at man syntes fyldestgjort. – Stykket blev indleveret og – ; det var bekjendt nok at hvad han vilde opelske for Scenen, visnede allerede der den første Aften, men hvad han smeed, som Ukrudt i Gangen, blev en Blomst for Haven; Altid en Trøst; Meddirecteuren , en Mand med Smag og , blev mit Arbeides Beskytter; og da der allerede var en særdeles gunstig Dom derom i Publicum, ved de Flere der havde hørt det forelæse, blev det bestemt til Opførelse; to Aftener før den nød jeg den Ære at forelæse det for , der milde og elskelige modtoge mig og hos hvem jeg fra den Tid har modtaget Beviser paa Naade og Hjertelighed. – Dagen kom, Placaten var udhængt, hele Natten havde jeg af Uro og Forventning ikke lukket et Øie; Folk stode alt i Række foran Theatret for at Billet; da joge Staffetter gjennem Gaderne, alvorlige Grupper samledes, Sørgebudskabet lød, at denne Morgen var Kong .
I to Maaneder var Theatret lukket og under Christian den ottendes Regjering med mit Drama »Mulatten«, der blev modtaget med det meest jublende Bifald; men jeg kunde ikke strax rumme Glæden derover, jeg følte mig kun befriet fra en Spænding og aandede lettere. Mit Stykke modtoges med samme Bifald i en Række af Forestillinger; Mange stillede dette Arbeide høit over alle mine tidligere, meente at fra dette begyndte min egentlige Digterbane. Det blev snart og opført, med Bifald paa det kongelige Theater i Stockholm; reisende Skuespillere gave det i demindre Stæder i Naboelandet, opførte det i Original Sproget i den svenske Stad Malmøe, og en Skare af Studenter fra Universitets Staden Lund modtog det med Jubel; jeg var just en Uge forud i , hvor de svenske Naboer modtoge mig saa hjerteligt, saa inderligt velvilligt, at Erindringen herom aldrig udslettes af mit Bryst; da modtog jeg ude den første offentlige Hæders Beviisning der har gjort et dybt, uforglemmelig Indtryk paa mig. i Lund blev jeg indbudt at komme til deres gamle By; her var et Festmaaltid arangeret for mig, Taler blev holdte, Skaaler udbragte og da jeg om Aftenen var , blev jeg underrettet om at de Studerende vilde bringe mig en Serenade; jeg følte mig formelig afficeret ved Efterretningen; mit Hjerte bankede feberagtig, da jeg saae den tætte Skare, alle med deres blaa , Arm i Arm nærme sig Huset; jeg havde en Ydmygheds Følelse, en saa levende Tanke om mine Mangler, at jeg ligesom følte mig trykket til Jorden i det man hævede mig; da de Alle blottede deres Hoveder i det jeg traadte frem, havde jeg min hele Kraft nødig for ikke at briste i Graad. I Følelsen af at være uværdig speidede mit Øie om ikke hos Nogen et Smiil gik over Læberne, men jeg saae intet, det vilde i dette Øieblik have slaaet mig den dybeste , man gav mig Hurra og af Talen der blev holdt husker jeg levende at der sagdes: »Naar Deres eget Fædreland og Europas Lande bringer Dem Hyldest, vil De ikke glemme, at den første der bragtes Dem var af de svenske Studenter!« – Naar Hjertet er varmt veies ikke det stærke Udtryk, jeg følte det dybt og svarede at fra dette Øieblik følte jeg, at jeg maatte hævde et Navn for at gjøre mig værdig til denne Hædersbeviisning! – Jeg trykkede de Nærmestes Hænder, takkede dem, saa dybt, saa inderligt som vist nogen Tak er givet og da jeg kom ned i Stuen, søgte jeg Krogen for at græde ud denne Spænding, denne Overvælden af Følelsen. »Tænk ikke mere paa det! vær glad med os!« sagde et Par af de svenske Venner; de vare Alle saa muntre, men der var kommet en Alvor i min Sjæl; tidt er Erindringen om denne Time vendt tilbage, og intet ædelt Menneske der læser disse Blade, vil see en Forfængelighed i at jeg har dvælet saa længe ved dette Livs Moment, det udbrændte mere Hovmodens Rødder end nærede dem. – Mit Drama skulde nu opføres i Malmøe, Studenterne vilde see det, men jeg ilede med min Afreise for ikke at være i Theateret da; med Tak og Glæde flyver min Tanke til den svenske Universitets Stad, men jeg selv har ikke siden været der.
omtaltes den mig viiste Hæder og dertil føiedes, »at man var ikke uvidende om, de enkelte der i mit Fædreneland forfulgte mig, men at dette ikke skulde hindre Naboesønnerne fra at bringe mig en Hyldest og Erkjendelse, som den jeg havde faaet.« –
Da jeg kom til Kjøbenhavn, og først ret følte hvor hjertelige de Svenske havde været mod mig, mødte jeg hos enkelte af mine ældre prøvede Venner den inderligste Deeltagelse, jeg saae i deres Øine og især sagde de at de glædedes over Maaden jeg optog den nydte Hæder paa. Der er for mig kun een Maade, i Glæden just, flyver jeg med Tak til Gud. – Enkelte smiilte over Entusiasmen; ; den franske Fortælling blev nøiagtig gaaet igjennem; den alfor store Roes jeg havde faaet gjorde mig nu ømskindet for Daddel, jeg kunde mindre taale den end før, og jeg saae jo det var ikke af Interesse for Sagen, men kun for at ærgre mig man saaledes altid tog fat; mit Sind var iøvrigt frisk og elastisk jeg fik just den Tid Ideen til »« og udførte den; en lille Bog der i Tydskland, efter Anmældelser og Oplag, synes at have der gjort usædvanlig Lykke, ogsaa ; hjemme, blev den mindre bemærket; man talte om Mulatten og tilsidst meest om det laante Stof, da besluttede jeg at levere , hvor Begivenhed og Udvikling, Alt skulde være egen Opfindelse, jeg havde alt Ideen og skrev nu Tragedien: Maurerpigen i det jeg haabede ved denne at stoppe alle ukjærlige Munde og ret hævde min Plads, som dramatisk Digter; jeg haabede tillige ved Indtægten for dette Stykke, i Forening med hvad mit Drama havde indbragt mig at kunne for egne Penge gjøre en ny Reise i Udlandet, ikke alene til Italien, men til Grækenland og Tyrkiet; min første Reise havde mere end alt andet virket til min aandelige Udvikling og »Improvisatoren« var jo et Slags Product af den; jeg var fuld af Reise-Lyst, fuld af Stræben efter at tilegne mig mere Kjendskab til Naturen og Menneskelivet. –
Heiberg syntes ikke om mit nye Stykke, og i det hele ikke om min dramatiske Færd, den; og da vidste jeg, at i hvor godt den endogsaa blev givet, spilte Fru Heiberg ikke, kom der ingen Folk i Theatret; jeg sagde hende det, jeg udtalte mig for hende, sagde hvor gavnlig for min hele aandelige Udvikling jeg troede denne større Reise vilde være, men at jeg ikke kunde foretage den dersom mit Stykke faldt eller gav en ringe Indtægt; jeg vilde betragte det som en god Gjerning mod mig om hun overtog dette Partie, der ikke behagede hende, lovede, at jeg aldrig skulde glemme denne Godhed, at jeg vilde erkjende at hun derved havde givet mig Midler i Hænde til min aandelige Udvikling og at jeg hele mit Liv vilde være hende taknemlig. Hun afslog det! – Og det var ikke et mildt Afslag, dybt saaret gik jeg bort og beklagede mig for Enkelte. Hvorledes nu denne Beklagelse er gjengivet, eller om en Beklagelse mod Publicums Yndling er en Forbrydelse, nok, fra dette Øieblik af blev Heiberg min Angriber, ham hvis aandelige Værd jeg skattede høit, ham hvem jeg saa gjerne havde sluttet mig til og flere Gange, jeg tør sige det, med min Naturs Inderlighed nærmet mig. – Fru Heiberg var og er mig, en saa udmærket Kunstnerinde, at var det danske Sprog udbredt, som det Tydske eller Franske hun vilde have et europæisk Navn. I Tragedien bliver hun ved den Forstand og Genialitet hvormed hun opfatter hver Rolle, et høist interessant Syn og i Lystspillet staaer hun, ved Sandhed og Natur, uovertræffelig. Uretten være nu paa min Side eller ei, et Partie var mod mig jeg stod krænket, , ved de flere sammenstødende Ubehageligheder; følte mig uhyggelig i Hjemmet, jeg var halv syg, og lidende og forstemt ilede jeg med at komme bort. I denne Stemning skrev jeg til Maurerpigen, , der altfor tydeligt viser mit syge Sind; det hører til at trænge ind i Theatrets Mysterier, en Sætten ud fra hinanden, de æstetiske Clique vi have og maaskee formeget at fremhæve enkelte Personer der ikke hører til Offentligheden, skulde jeg, gjøre dette Afsnit mere klart og ; Mange i mit Sted vilde være blevet sygelig, som jeg eller rasende vred, det sidste havde været det fornuftigste.
Ved min Afreise en Deel af mine unge Venner blandt Studenterne hjemme, for mig; mellem ældre der modtoge mig her var foruden min , ogsaa Collin, Øehlenschlæger og Ørsted; det var lidt Solskin i min Forstemthed; Sange af Øehlenschlæger og bleve afsjungne og jeg fandt Hjertelighed og Venskab, i det jeg bedrøvet forlod Hjemmet. 1840.
Jeg gik for anden Gang , en Reise jeg paa min Maade har givet i: .
Paa Udreisen blev jeg nogle Dage i Holsten hos Rantzau Breitenburg, der tidligere havde indbudt mig og hvis Fædreneborg jeg , saae den rige holstenske Natur, Hede og Marskland, og ilte saa afsted over Nürnberg til München, hvor jeg , blev venlig modtaget af og ; tittede ind i Münchens Kunstnerliv men gik dog meest min egen eensomme Gang, stundom fuld af Livslyst, oftere mistvivlende igjen om mine Kræfter; jeg eiede et eget Talent til at dvæle ved Livets Skyggesider, opsøge det Bittre og just smage derpaa. Ganske udsøgt vidste jeg at plage mig selv.
Ved Vintertid tog jeg over , var nogle Dage i , som jeg tidligere i længere Tid havde besøgt og kom til Rom; jeg saae atter de herlige Kunstskatte, traf gamle Venner og oplevede igjen et Carneval og ; men ikke blot var jeg legemlig syg, Naturen om mig syntes ogsaa skrante, der var ikke den Ro, den Friskhed, som da jeg første Gang levede i Rom. Jorden rystede, Tiberen løb op i Gaderne, Feber og rykkede Mange bort; i faae Dage mistede saaledes , Hustrue og tre Sønner. Det var Slud og Blæst; der var ikke hyggeligt og fra Hjemmet sendtes ogsaa kun aandelige kolde Omslag! man skrev at Maurerpigen var opført, og stille gaaet nogle Gange, men som jeg havde forudseet, der kom ingen Folk og Directionen havde derfor lagt Stykket hen; andre kjøbenhavnske Breve til Landsmænd i Rom udtalte Begeistring for et nyt Værk af Heiberg, en satirisk Digtning: »«, det var i disse Dage udkommet, skrev man, hele Kjøbenhavn var fuld deraf og »Andersen blev deri ypperligt kjørt til Vands!« – Bogen var fortræffelig og jeg til Latter, det var Alt hvad jeg hørte, Alt hvad jeg vidste, Ingen satte ud fra hinanden, hvad han egentligt havde sagt om mig, hvori det Moersomme, det Latterlige laae. Det er doppelt pinligt at spottes, naar man ikke veed hvad det er hos os vi ere til Spot for. At jeg ikke vidste det, ikke kunde udgrunde det, piinte mig haardt. Efterretningerne bleve mig som smæltet Bly tildryppet i en aaben Vunde. – Hele min Reise, kom til at ligge imellem før jeg fik Bogen at see, læste jeg den og fandt at , var i sig selv Intet at tage sig nær; det var en Spadsen over min Berømthed fra »Skaane til Hundsrück«, den Heiberg ikke syntes om; og nu lod han min Mulat og Maurerpige spille i Helvede, hvor, og det var det Vittigste, de Fordømte maatte see begge Stykker paa een Aften og da rolig kunde gaae at lægge sig o s v. Efter hvad jeg imidlertid senere hørte af , hvem Heiberg henved et Aar tidligere læste sin satiriske Digtning for, var jeg den Gang aldeles ikke deri, nu han var blevet vred paa mig, var jeg blevet lyst ned i hans Helved. Digtningen fandt jeg imidlertid saa fortræffelig at jeg nær havde skrevet Heiberg til og bragt ham min Tak; men jeg sov paa denne Beslutning, og da jeg vaagnede og var roligere, frygtede jeg for at slig Tak kunde blive misforstaaet og lod derfor være.
I Rom, som sagt, kjendte jeg ikke Bogen, hørte kun Pilene suse og saare, men vidste ikke hvor de traf, vidste ikke Giftens Magt der kunde være lagt i dem. – Det var for mig, som om Rom var ingen Lykkebringende By; ogsaa første Gang jeg var her følte jeg mørke, bittre Dage. – Jeg var syg, egentlig første Gang i mit Liv legemlig syg, og .
I Rom var da den danske Digter han havde skrevet over den afdøde Konge Frederik den Sjette; det havde erholdt en Interesse i Danmark, og gik fra Mund til Mund, beslægtet med Entusiasmen paa samme Tid i Tydskland for . – Holst boede med mig i Rom, og viiste mig megen Deeltagelse, med ham gjorde jeg Reisen , hvor, uagtet det var i Martz, Foraarssolen ikke ret vilde skinne, Sneen laae rundt om paa Bjergene, der var Feber i mit Blod, jeg leed aandelig og legemlig og snart laae jeg saa hæftig angrebet at vistnok kun en hurtig Aareladning, som min fortræffelige, nødte mig til at underkaste mig, ræddede mit Liv; til Danmark kom Rygtet at jeg var død. –
I faae Dage blev jeg bedre og foer nu med fra Neapel til Grækenland. – Holst fulgte mig ombord, det var, som et nyt Liv skulde gaae op for mig, og i Sandhed det skete, staaer det ikke læseligt i mine senere Skrifter, det rører sig da i mine Livs Anskuelser, i min hele indre Udvikling. Jeg følte mig ikke længer sygelig i Følelserne. Det var, idet jeg saae, om jeg saa kan kalde det, mit europæiske Hjem ligge bag ved mig, som gik der en Forglemmelses Strøm over alle bittre og sygelige Erindringer, jeg følte Sundhed i mit Blod, Sundhed i min Tanke, karsk og modig løftede jeg igjen Hovedet.
Som et Schweitz med en høiere og klarere Himmel end Italien, laae Grækenland for mig; Naturen gjorde et dybt alvorligt Indtryk paa mig; jeg havde Følelsen af at gaae paa Verdens store , hvor Nationer havde kjæmpet og gaaet til Grunde. Ingen enkelt Digtning kan omfatte en saadan Storhed; hvert udbrændt Flodleie, hver Høi, hver Steen havde store Erindringer at fortælle; hvor smaat bliver ikke paa et saadant Sted, Hverdags Livets Ujevnheder. En Riigdom af Ideer gjennemstrømmede mig, og i en saadan Fylde at ingen hæftedes paa Papiret. Den Tanke at det Gudommelige har paa Jorden sin Kamp at modstaae, at det her forstødes; men at det dog gaaer seirende frem gjennem alle Secler, havde jeg Lyst at udtale og fandt i Sagnet om Motiv derfor. havde denne Digtning saaledes dykket op i min Tanke, ofte ganske opfyldt mig; jeg troede imellem, som Skattegraveren, ret at have hævet min Skat og da sank den igjen pludselig og jeg tvivlede om nogensinde at kunne bringe dette Guld for Lyset. Jeg følte hvilken Masse Kundskaber, i forskjellig Retning jeg maatte først tilegne mig; ofte naar jeg hjemme maatte høre Bebreidelser for hvad de kaldte Mangel paa Studium, havde jeg siddet til ud paa Natten forud og læst Historie og der Geschichte. – Jeg fortalte det ikke, man havde da maaskee søgt Studium i en anden Retning, saaledes som en belærende Dame gjorde, der sagde mig at Folk havde Ret i at beklage, jeg ikke studerede nok! »De har jo ingen Mytologie!« sagde hun, »der er i alle Deres Digte, ikke en eneste Gud eller Gudinde! De skal læse Mythologie og !« det kaldte hun Studium og saaledes havde vist hver et eget at anbefale mig. Jeg havde læst og optegnet en Deel til min Digtning , men jeg haaber den vil blive det til min Hæder og at det gaaer med Aandens Børn, som med de jordiske Børn, medens de sove, voxe de. Holsteneren Professor og modtoge mig hjerteligt i Athen, jeg fandt Gjæstfrihed og venskabeligt Sind hos den herlige ; modtoge mig høist naadige. Min Fødselsdag feirede jeg paa .
Fra Athen seilede jeg til Smyrna, og det var mig ikke en barnagtig Fornøielse at kunne betræde en anden Verdensdeel, jeg følte en Andagt derved, som da jeg som Barn kom ind i Odense gamle Kirke; jeg tænkte paa Christus, der blødte paa denne Jordbund, jeg tænkte paa hvis Sange herfra lyde evigt ud over Verden. – Asiens Kyst holdt sin Prædiken til mig, maaskee mere gribende end nogen Prædiken har gjordt det i den murede Kirke!
I opholdt jeg mig elleve interessante Dage; Jeg har altid et eget Reiseheld, jeg var just her og saae den store , der ganske føre ind i tusind og een Nat. boer flere Mile fra Constantinopel, jeg netop kun saae ham, men jeg havde Tilhold og hjertelig Modtagelse hos den østeriske , hvor jeg fandt et tydsk Hjem og tydske Venner. Hjemreisen havde jeg tænkt at gjøre over det sorte Hav og opad Donau. Men Landet var i , det hedte at flere tusinde Christne vare myrdede og deres Hoveder ophængte. Alle mine Medreisende i Hotellet, hvor jeg boede opgave deres Reiseplan paa Donauen, den jeg havde den inderligste Lyst til at gjøre, de raadte mig Alle derfra, men da maatte jeg igjen tilbage til Grækenland, igjen over Italien hjem eller fra Patras til Triest; det var en svær Kamp; jeg hører ikke til de modige, jeg føler Angest især ved smaa Farer, men i større naar der er et Udbytte, da har jeg en Villie, der Aar for Aar er blevet fastere, jeg skjælver, jeg frygter, men jeg gjør dog det jeg anseer at være rigtigt og bedst; jeg skammer mig ikke ved at blotte denne Svaghed, jeg troer at naar man har medfødt Feighed og dog af egen Drift gaaer tvertimod denne, saa har man gjort sit. Jeg havde Lyst at kjende lidt af det indre Land, kjende Donau i sin Udstrækning, jeg kjæmpede med mig selv, min Phantasie udmalede mig de frygteligste Begivenheder, det var en svær Nat, men om Morgenen tog jeg Baron Stürmer med paa Raad og da han meente at jeg vel kunde gaae, bestemte jeg mig der til, og fra det Øieblik min Bestemmelse er fattet har jeg en fatalistisk Tro paa Gud og hengiver mig i min Skjæbne. Der mødte Intet, Reisen gik heldig og efter den for mig dræbende , paa den , naaede jeg paa den 21 Reisedag Wien. Synet af dens Taarne, Mødet med mange Danske der vakte Tanken om snart at være hjemme Phantasien bøiede mit Hoved og de tunge Erindringer og Krænkelser dykkede frem.
I August 1841 var jeg igjen i Kjøbenhavn og skrev der mine Reise-Erindringer: en Digters Bazar. Min Bog er, som bekjendt deelt i , Tydskland, Italien, Grækenland o s v; paa de forskjellige Steder, saavel som i Hjemmet, havde jeg Enkelte jeg følte mig taknemlig forbunden; en Digter er jo som Fuglen, han giver hvad han har, han giver en Sang; jeg vilde gjerne give hver af disse Kjære een, det var en flygtig Idee, født tør jeg sige af et taknemligt Sind. – , der havde levet i Italien elskede dette Land og var blevet mig en Velgjører og Ven, maatte have den Deeli Bogen der handler om Italien. og , der begge med stor Venlighed havde mødt mig, gav jeg, da den ene var Ungarer og den anden Østeriger, den Deel, som handlede om »Donau Reisen«, og saaledes havde jeg en bestemt Tanke med hver , man vil efter at have læst dette, let af hver Dedication udfinde min Tanke til den. – Men disse Tilegnelser bleve i mit Fædreland betragtet, som et fornyet , jeg vilde prale med Navne, nævne betydelige Personer som Venner. Min Bog er nu oversat i flere Sprog og Tilegnelserne med, jeg veed ikke hvorledes man ude har dømt disse; er jeg dømt, som paa Dansk, jeg haaber da at denne min Tilstaaelse vil bringe en forandret Mening. I Danmark skaffede min Bazar mig det anstændigste Honorar, jeg endnu havde faaet, et Beviis paa at jeg læstes der, kom der egentligt ikke uden i et Par Dagblade, og senere i et poetisk Forsøg af , der Aaret forud skriftligt havde bevidnet mig sin Kjærlighed og Trang til at hædre mig, men nu i sin første Optrædelse kastede, jeg vil ikke sige Skarn men sine satiriske Digte paa – Vennen. – Jeg holdt personlig af dette Menneske og har ham endnu kjær; han har vist mere tænkt paa den Lykke han skulde gjøre ved at gaae i Heibergs Kjølvand, end paa at han saarede mig. – Blad Critikken i Kjøbenhavn var uendelig dum; man fandt det overspændt og skrækkeligt at jeg kunde sige , da Nyet var tændt, den hele runde blaa Maane-Kugle; man kaldte det Phantasie Overdrivelse, hvad Enhver i Norden naar man lukker Øinene op kan see Nyet og den mørkeblaa halvrunde Maane. – De danske Critikere have sædvanlig ikke aabent Blik for Naturen, selv det høist fornemme , dadlede mig engang fordi jeg i et Digt havde beskrevet en Regnbue ved Maaneskin, det var ogsaa min Phantasie sagde man der førte mig for vidt! – Naar jeg i »Bazaren« , brugte for at bringe Variation i Stilen, saadanne Taler som: »var jeg Maler vilde jeg tegne denne Broe, dette Taarn, o s v men jeg er ikke Maler, jeg er Digter, jeg maa derfor sige –« og, nu kom en anden Skildring der skulde gjøre det Hele mere beskueligt! saa hedte det: »han er saa forfængelig at han selv fortæller os at han er en Digter!« – Der er noget saa jammerligt saa pjaltet i slig Critik, at man ikke saares men føler Lyst om man ogsaa er det fredeligste Menneske, at banke saadanne vaade Hunde der træder ind i vor Stue og lægge sig der paa de bedste Steder, som de ikke vide Bestemmelsen for. – Der kunde skrives en heel »« over alt det Taabelige og Uforskammede jeg havde maatte høre fra min første Optræden indtil da. – »Bazaren« blev imidlertid meget læst og gjorde hvad man kalder Lykke; jeg fik just ved denne Bog megen Opmuntring megen Erkjendelse af Enkelte, af de Betydeligste i Aandens Rige i mit Fædreland. –
Reisen havde styrket mig aandelig og Legemlig, jeg begyndte at faae en fastere Villie, en mere sikker Dom; jeg var kommet paa det Klare med mig selv og Menneskene omkring mig. –
var i Danmark i en høiere Udvikling med sine gode og sine onde Frugter. – Veltalenheden der før halv ubevidst havde øvet sig paa Philosophens viis med at tage , Hverdagslivets Smaastene, bevægede sig nu friere med de større Interessers! – Jeg følte imidlertid ingen Evne og ingen Nødvendighed til at blande mig i sligt; som jeg troer at i vor Tidsalder, Politiken er en stor Ulykke for mange Digtere, Fru Politica er den hvor de gaae til Grunde. – Det gaaer med disse Digteres Sange, som med Dagbladene, de gribes, læses, opløftes og – glemmes – de have som disse i Tiden, kun historisk Interesse. – I vor Tidsalder ville Alle regjere, Subjectiviteten gjør sin Magt gjældende; men de Fleste huske ikke paa at Meget der lader sig theoretisk tænke, lader sig derfor ikke practisk udføre; man glemmer at det seer anderledes ud seet oppe fra Træets Top, end nedenfra dets Rod. – Hvo, som drives af ædel Overbeviisning, , som Manden af Folket, hvo, som kun vil det Bedste, for ham bøier jeg mig. – Politik er ikke min Sag, Gud har givet mig en anden Opgave; jeg følte og føler det; jeg mødte, hos hvad man kalder Landets Familier, en Deel venlige, hjertelige Mennesker, der skattede det Gode hos mig, optog mig i deres Kreds, lod mig i deres rige Sommerliv tage Deel i deres Lykke og der uafhængig, at kunde overgive mig til Naturen, til Skov-Eensomhed, og Herregaards Liv. Der levede jeg først ret ind i dansk Natur; der digtede jeg de fleste af mine Eventyr. – Ved de stille Søer inde i Skovene, paa de grønne Græsmarker der, hvor Vildet sprang forbi og Storken gik paa sine røde Been, hørte jeg ingen Politik eller Polemik, hørte Ingen tale efter Hegel, Naturen om mig og inden i mig prædikede mig min Mission. – Paa det gamle , før et Kloster, midt i den dybeste Skov-Eensomhed, med Søer og Bakker levede jeg lykkelige Dage, Eierinden den gamle , Moder til Hertuginden af Augustenborg, var en kjærlig, fortræffelig Dame; jeg var ikke der et fattig Barn af Folket, nei en venlig modtaget Gjæst; nu skygge Bøgetræerne over i den venlige Natur, hvormed hendes Hjerte var beslægtet. – Endnu med mere rige Anlæg, end Gisselfeldt, endnu mere udstrakt, ligger tæt derved: , der tilhører den danske Finantsminister , et af vort Lands rigeste og smukkeste Besiddelser. Den Gjæstfrihed jeg her har fundet og finder, det Lykkelige Huusliv jeg her har levet ind i, har kastet Solskin i mit Liv; det seer maaskee ud, som jeg vilde fremdrage Navne og enten prange med disse eller vise Vedkommende derved en Slags Tak, De behøve den ikke saaledes, og jeg maatte nævne Flere skulde jeg have en saadan Hensigt; jeg nævner kun disse to og det ved , der tilhører , med den store Kunstner, her sluttede sig til mig een af mine kjærest blevne unge Venner, . –
Denne Leven i Livets forskjellige Kredse har været af stor Indvirken paa mig. Hos Førsterne, hos Adelen og hos den Fattigste i Folket, har jeg fundet det ædle Menneskelige beslægtet; i det Gode, i det Bedste, ligne vi Alle hverandre!
Vinterlivet i Danmark har ogsaa sin Skjønhed sin rige Afvexling; ogsaa da søgte jeg enkelte Dage ud paa Landet og nød og opfattede det Eiendommelige Naturen viiste mig; den meeste Tid var jeg dog i Kjøbenhavn; hos Collins gifte Sønner og Døttre, hvor en elskværdig Børnekreds opvoxte, følte jeg mig hyggelig; med den geniale Componist , ved ethvert nyt Værk; Theatret blev, om jeg kan kalde det saa, min Klubsal, hvor jeg hver Aften søgte; jeg havde dette Aar min Plads i Hofparquettet. – En Forfatter maa naturligviis arbeide sig op til den. – Den, som i Danmark har leveret eet Stykke for Scenen, faaer Adgang til Parterret, leverer han to større Arbeider, faaer han sin fri Plads i det saa kaldte andet Parquet, hvor Skuespillerne komme, efter tre dramatiske Arbeider, der have fyldt en Aften og flere Gange ere gaaet over Scenen, eller et større Antal mindre Stykker, der medtage samme Tidslænge, avancerer Digteren ind i de numererede første Plads, i den aflukkede Deel hvor Kongen giver Hoffets Cavalerer, Diplomater og de første Embedsmænd Plads; her var Thorvaldsen, her er Øehlenschlæger, & Jeg havde 1840 leveret 7 Stykker for Scenen og erholdt nu samme Plads; Thorvaldsen vilde gjerne jeg skulde sidde hos ham, tale med ham og jeg var, mens han levede gjerne der ved hans Side; Øehlenschlæger var ogsaa min Naboe, og mangen Aftenstund, Ingen drømte vist derom, gik just hos disse Store, en from Ydmyghed gjennem min Sjæl, mit Livs forskjellige Perioder foresvævede mig, fra jeg sad paa bageste Bænk i Figurantindernes Loge, fra jeg barnagtig overtroisk og læste mit »Fadervor« netop ud for den Plads hvor jeg nu sad, blandt de første, de betydeligste Mænd. – Dersom nogen Landsmand da fra sit Sæde har tænkt og dømt, der staaer han med de to Store, hovmodig og stolt, han vil nu af min Bekjendelse see hvor urigtig han har dømt mig. Ydmyghed, Bøn til Gud om Kraft til at fortjene min Lykke har fyldt mit Hjerte, han lade mig altid beholde disse Følelser. – Thorvaldsen og Øehlenschlæger saae jeg hver Aften her; begge have viist mig Venskab, begge høre jo til de betydeligste Stjerner paa Nordens Horizont; deres Afspeiling i og om mig kan jeg her fremhæve.
Der er i Øehlenschlægers Personlighed, naar man ikke møder ham i en stor Kreds hvor han er stille og tilbagetrædende, Noget saa aabent, saa barnligt, at man maa slutte sig til ham; som Digter er han for Norden, af samme , som for Tydskland, han er i sine bedste nordiske Værker saa gjennemtrængt af nordisk Aand, at den ved ham ligesom er gaaet op for Nationerne der. – Han er ikke saaledes forstaaet i Udlandet; hvad man meest kjender af ham er , men vistnok en langt høiere Plads har hans mesterlige Digt »«, det er en »« for os; her er Kraft, Friskhed, ja mit Udtryk er for fattigt, her er Storhed, her er Digteren Øehlenschlæger i sin Aandens Blomst! – , vil gjennem Slægter, leve ved Øehlenschlægers Digtning. – Danmark, Norge og Sverrig har givet deres Digter og giver ham den høieste Erkjendelse, og dersom der skal Tales om Rang i Aandens Rige, erkjendes han der som den første; han er den ægte fødte Digter evig ung synes han i det han som Ældre dog overgaaer Alle hjemme i Productivitet. Med sit venlige Sind lyttede han til mine første lyriske Udbrud, med Alvor og Hjerte erkjendte han Digteren der fortalte Eventyr. har givet mig et Berørelses Punct med Øehlenschlæger, han siger i Indledningen der: »Det bliver i vore Dage meer og meer et Særsyn at Nogen fremtræder, som Kunstner eller Digter alene ifølge en medfødt Drift, som yttrer sig tidlig og med uimodstaaelig Kraft. Oftere dannes de ved Skjæbne og Forholde, end de synes af selve Naturen fødte og baarne til denne Virksomhed. – Hos de fleste af vore Digtere træde ofte et med Lidenskaberne, tidligere indre Erfaringer, eller ydre Anledning, istedenfor det primitive Naturkald, og et saadant kan i vor egen Litteratur neppe med den afgjorte Bestemthed paavises hos Nogen, som hos Øehlenschlæger og Andersen. Heraf kan man forklare den Kjendsgjerning, at den Første saa ofte her hjemme har været Gjenstand for kritiske Angreb, og at den Sidste egentlig først har vundet fuldstændig Anerkjendelse som Digter i Udlandet, hvor en ældre Civilisation allerede har hidført Afsmag for Skoletvangen, og en Reaction tilbage mod det Naturlige og Friske, medens vi Danske endnu nære en from Respekt for Skolens nedarvede Aag og udlevede Reflexions Viisdom.« –
, og store festlige Forberedelser gjordtes; et Flag paa skulde vaie, naar Skibet der bragte ham, var under Opseiling; det var, en National-Fest; Baade pyntede med Blomster og Flag fyldte Havbredden; Malere, Billedhuggere, hver havde deres i Flaget, Studenterne førte en , Digterne havde man givet en gylden . – Det var taaget Veir, og man øinede først Skibet, i det samme var ganske nær Byen, Signalerne lød, Folk strømmede afsted; og de indbudte, jeg troer af udpegede, Digtere, stode ved deres Baad; de to Øehlenschlæger og Heiberg vare ikke indtrufne; Skud lød fra Fartøiet der allerede ankrede, Thorvaldsen vilde stige i Land før vi kom derud, Vinden bar til os, den festlige Modtagelse var begyndt, jeg vilde see den og raabte derfor til de Andre, »Lad os roe afsted!« – »Uden Øehlenschlæger og Heiberg!« spurgte man! – »Men de komme jo ikke, og Alt er snart forbi!« – yttrede, at naar disse to ikke var med, vilde jeg vel ikke seile under dette Flag! og pegede paa Pegasussen. – »Den kaster vi ned i Baaden!« sagde jeg tog den af Stagen, de Andre fulgte nu med og vi kom netop derud i det Thorvaldsen seilede mod Land; Heiberg og Øehlenschlæger mødte vi i en anden Baad, de kom nu over til os, medens Jubelen lød paa Strandbreden, hvor Folket trak Thorvaldsen gjennem Gaderne til , hvor Alle der havde mindste Bekjendtskab selv eller ved Vens Ven, trængte sig om ham. Om Aftenen bragte Kunstnerne ham en Serenade, Fakkelblusset lyste i under de store Træer; der var en Jubel, en Glæde, og den var følt og sand. – Unge og Gamle iilte ind af de aabne Døre og den fornøiede Gubbe, trykkede dem han kjendte til sit Bryst, gav dem sit Kys og Haandtryk. Der var for Alle da en om Thorwaldsen der holdt mig sky tilbage, mit Hjerte bankede af Glæde ved at see ham, som trøstende og mild havde mødt mig i Udlandet, som der havde trykket mig til sit Hjerte og sagt vi skulde altid blive Venner; men her, i denne Jubel, hvor tusinder betragtede hver Bevægelse af ham, hvor jeg af alle disse ville blive bemærket og dømt – ja dømt, som et forfængeligt Menneske der kun vilde vise dem, at ogsaa jeg kjendte Thorvaldsen at han var mig kjærlig og god; stillede jeg mig tilbage i den tætte Skare, undgik at blive opdaget af ham. Først flere Dage efter, en tidlig Morgen da Ingen saae det søgte jeg ham og fandt Vennen der undrede sig over endnu ikke at have seet mig. Der var arangeret til Thorwaldsens Ære og de Digtere, Heiberg havde samlet skreve hver et Digt til den hjemkomnes Ære; hver oplæste sit eget, jeg havde skrevet om der gik at hente det gyldne Skind, Jason-Thorwaldsen der gik at vinde den gyldne Kunst. Et Festmaaltid og lidt Dands endte den smukke Fest, hvori første Gang hjemme, et Folkeliv, een stor Interesse i Kunstens Rige aabenbarede sig. – Fra denne Aften saae jeg næsten daglig Thorvaldsen i Selskabs Livet og i hans Værksted; jeg levede oftere med ham flere Uger ad Gangen hos , hvor han syntes at voxe fast og hvor de fleste af hans i Danmark skabte Værker ere fremsprungne. Han var en sund ligefrem Natur og ikke uden Humor, derfor var Holberg den Digter han holdt meest af. Verdens Smerte, Sønderrivelse gik han slet ikke ind paa. Een Morgen paa Nysøe, han arbeidede paa , traadte jeg ind og hilsede god Morgen, han syntes ikke at ville bemærke mig og jeg listede mig atter bort; ved Frokostbordet var han ordknap, og da man bad ham dog tale lidt, sagde han paa sin tøre Maade, »jeg har talt hele Morgenstunden, meer end i flere Dage, men Ingen har hørt paa mig! – Der troer jeg Andersen staaer bag ved mig, thi han sagde god Morgen, og saa fortæller jeg ham en lang Historie jeg havde havt med ; jeg troede at der dog var et Ord at sige der til, jeg dreier mig om, og saa har jeg staaet over en Time og snakket høit for tomme Vægge!« – Vi bad ham Alle fortælle Historien igjen, men nu fik vi den meget kort: »O det var i Rom,« sagde han, »da jeg skulde gjøre Byrons Statue, satte han sig for mig, men begyndte strax at sætte et ganske andet Ansigt op end han pleiede. »Nei vil De ikke sidde stille!« sagde jeg, »De maa ikke gjøre de Miner!« – »Det er mit Udtryk!« sagde Byron, »saa!« sagde jeg og saa gjorde jeg ham, som jeg vilde, og alle Mennesker sagde da det var færdigt at det lignede, men Byron saae paa det: »Det ligner slet ikke!« sagde han, »jeg seer mere ulykkelig ud!« – »Han skulde nu altid være saa ulykkelig!« tilføiede Thorvaldsen med humoristisk Ansigt. – Det var den store Kunstner en Nydelse efter Bordet, med halvtillukkede Øine at høre Musik, og hans største Glæde, naar Baronessen om Aftenen tog frem, og Lotterispillet begyndte; hele Omegnen af Nysøe lærte Lotterispil; det var kun Glasstykker der spiltes om og derfor kan jeg fortælle det, han vilde vinde, det kunde have den ellers store Mands hele Interesse. – Med Varme og Hæftighed kunde han tage Partie for den han troede leed Uret; , i det Onde overgaaende Drilleri oponerede han imod, selv mod den naadige Frue i Huset; der iøvrigt havde det meest datterlige Sind for ham, og hvis hele Tankekreds gik om at gjøre ham det hyggeligt. – I hans Selskab, paa Nysø skrev jeg et Par af mine Eventyr, f Ex »«, og han hørte med Lyst og Interesse; tidt i Tudsmørket, naar Familiekredsen sad i den aabne Havestue, kom »Thorwaldsen« stille og klappede mig paa Skulderen: »faae vi Smaa et lille Eventyr!« – Med sin egne Naturlighed gav han mig den skjønneste Roes over »Sandheden« i mine Digtninge. Det morede ham at høre og atter høre de samme Eventyr. – Tidt under eet af hans meest poetiske Arbeider stod han med Smiil om Munden og lyttede til Historien om Jeg har et Slags Talent for i mit Modersmaal, at kunne improvisere, selv til Klaver-Acompagnement, smaa Digte og Sange, dette Talent morede Thorvaldsen meget og da han paa Nysøe havde formet i Leer og man stod henrykt om den, blev det overdraget mig at for sit Arbeide, han fik da følgende Impromtue:
»Nei, Danmark skal ei have Holberg meer,
Jeg bryder Leeret, som hans Aand omfatter!«
Saa talte Døden. »Af det kolde Leer!«
Bød Thorvaldsen, »skal Holberg fødes atter!«
En Morgen da han formede i Leret : »Gangen til Golgatha« traadte jeg ind i Attelliet. »Siig mig,« sagde han, »finder De at jeg har klædt rigtig paa!« – »De maa ikke sige noget til ham,« raabte , som stadig var hos ham, »det er rigtigt, det er fortræffeligt, gaae Deres Vei!« – Thorvaldsen gjentog sit Spørgsmaal; »Nu vel!« svarede jeg, »da De spørger mig, saa synes jeg rigtignok at Pilatus der, mere er klædt paa, som en Ægypter, end, som en Romer!« – »Synes jeg det ikke selv!« sagde Thorwaldsen, og greb med Haanden ind i Leeret og sønderreev Figuren! — »Nu er De Skyld i han har ødelagt et udødeligt Værk!« raabte Baronessen hæftig mod mig. »Saa kan vi gjøre et nyt udødeligt Værk!« sagde han i muntert Lune og formede Pilatus, saaledes, som han nu staaer paa fet i Kjøbenhavns Frue-Kirke. feiredes derude paa Landet; jeg havde skrevet , den stod endnu vaad paa Papiret da vi i Morgenstunden afsang den udenfor hans Dør, ledsaget med en Musik af raslende , Gongong og Flasker der bleve gnedne med Korken; Thorvaldsen selv i , Tøfler og Underbuxer aabnede Døren og dandsede rundt i Stuen, svingende sin og sang Omqvædet med. – Liv og Humor var der i den kraftige Gamle. – Jeg sad ved hans Side ved , han var usædvanlig oprømt, gjentog nogle Vittigheder han just havde læst i , et bekjendt kjøbenhavnsk Blad, talte om den Reise han i Sommeren vilde gjøre til Italien; vi skildtes, han gik i Theatret, jeg hjem. Om Morgenen sagde Opvarteren i hvor jeg boede: »Det var dog mærkelig med Thorwaldsen, der saaledes døde igaar!« »Thorvaldsen!« raabte jeg forbauset; »han er ikke død, jeg spiiste med ham igaar!«– »Man siger han er død iaftes ovre i Theatret!« sagde Karlen. »Han er blevet syg!« sagde jeg og troede det saa, men følte dog en sælsom Angest, tog strax min Hat og ilede over i hans Bolig. Der laae hans Liig udstrakt paa Sengen, Værelset var opfyldt af fremmede Mennesker der var trængt ind, Gulvet var vaadt af Sneevandet deres Fodtøi havde bragt med, Luften qvalm, Ingen sagde et Ord, Baronesse Stampe sad ved Sengekanten og græd dybt. – Jeg stod rystet og bevæget. – jeg skrev, og som Hartmann componerede blev ved hans Kiste afsjunget af danske Studenter. –
I Sommeren 1842 gav jeg til et lille Stykke: »«, hvori et Par Scener spille oppe i et Pæretræ, jeg havde kaldt det »en dramatisk Ubetydelighed«, for at man ikke skulde vente stor Handling, meget udførte Characterer, det var en lille Skizze, der i et Par Forestillinger blev optaget med meget Bifald, saa at Theater Directionen , Ja , Publicums Yndling, valgte selv at udføre en Rolle deri. – Man havde moret sig fundet Musikvalget fortræffeligt, jeg vidste Stykket havde udstaaet sin Prøve, og pludselig blev det udpebet. – , og de skulde selv have sagt, til andre der spurgte dem om Grunden: »at den Bagatel gjorte for meget Lykke, og at Andersen fik da for meget Mod!« – Jeg var den Aften ikke selv i Theatret, havde ikke Anelse om hvad der foregik, Dagen efter kom jeg , jeg havde Hovedpine, saae noget alvorlig ud og Husets Frue der var fuldkommen vis paa at Udtrykket i mit Ansigt hidrørte fra Aftenens Begivenhed traadte mig imøde, tog deeltagende min Haand og sagde; »er det at tage Dem det nær der var ikke uden to Piber og hele Huset tog jo Deres Parti!« – »Piber! mit Partie!« raabte jeg. »Er jeg udpebet!« – og nu blev der en stor Skræk over at være den første der bragte mig Efterretningen derom. – Ganske komisk tog det sig ud i min Stue hvor Een forsikrede at denne Pibning havde været, som han kaldte det, »en Triumph for mig«, Alle havde jublet Bifald, »der var kun een eneste Pibe!« nu kom en anden Mand til, jeg spurgte ham om Pibernes Antal, »to!« sagde han; den næste sagde »tre og bestemt ikke flere!« – Da kom , en aaben Natur; han vidste ikke hvad der var sagt af de Andre og da jeg paa Samvittighed forlangte at vide hvormange han havde hørt, lagde han Haanden paa Brystet og sagde: »i det allerhøieste var der fem!« – »Nei nu spørger jeg ingen flere! ! her staaer Een, der endogsaa paastaaer at der var kun een eneste Pibe!« – Forskrækket, og med Lyst til at gjøre det godt, sagde da den sidste! »– Ja, det kan gjerne være, men det var een forbandet!«
Ved de sidste Arbeider og en fornuftig Oeconomie havde jeg samlet , som jeg bestemte at anvende paa en ny ; over Dysseldorf gjennem Belgien, kom jeg her til i Vinteren 1843.
. havde oversat paa fransk et Par af mine Digte, ja beæret mig med et Digt der stod trykt i ovennævnte Revue, mit Navn var altsaa, som en Klang, gaaet forbi nogle af den litteraire Verdens Øre, og jeg fandt derfor hos disse en overraskende, venlig Modtagelse. Paa . aabnede for mig deres Huus hvor jeg mødte og andre Tidens Mærkelige. forekom mig i sit Hjem og i hele sin personlige Fremtræden, som Fyrstenblandt dem Alle. Smukt og høfligt svarede han paa min Undskyldning for at jeg talte slet fransk: at han burde dadles fordi han ikke forstod de nordiske Sprog, i hvilke der, som han i den sidste Tid havde lært, var en Litteratur frisk og fremblomstrende, hvor den poetiske Jordbund var saa mærkelig at man kun behøvede at bøie sig ned, saa tog man et gammelt Guldhorn op! – Han spurgte om , udtalte sin Lyst til, over Danmark, at besøge Stockholm; han erindrede sig min regjerende Konge, hvem han, da denne var Prinds, havde gjordt sin Opvartning i , han viiste i øvrigt et Navnebekjendtskab til Personer og Stæder i Danmark, som hos en Franskmand overraskede mig. – syntes een af de Mennesker man let slutter sig til, trofast og klog; det var i detmindste Indtrykket hun gjorte paa mig; ved min Afreise skrev Lamartine til mig, som jeg gjemmer mellem mine kjæreste Erindringer. Den joviale ; een Dag fandt jeg ham saaledes, han nikkede venlig, og sagde: »sid eet Minut!«, sagde han »jeg har Vesit af min Musa, hun gaaer strax!« og han skrev og talte høit! raabte derpaa et »Viva!«, sprang ud af Sengen og sagde »tredie Act er færdig!« Een Aften førte han mig om paa forskjellige Theatre at see Livet der bag Couliserne; vi vandrede Arm i Arm den brogede Boulevard; ham skyldte jeg ; jeg havde endnu ikke seet hende spille, da Alexander Dumas spurgte mig om jeg havde Lyst at gjøre hendes Bekjendtskab. En Aften, hun optraadte, som »Phædra« førte han mig op paa Scenen i Theater français; Forestillingen var begyndt. Bag Couliserne, hvor et Skjærmbrædt dannede et Slags Værelse hvor man fandt et Bord med Forfriskninger og nogle Taboretter, sad den unge Pige, der, som en Forfatter har sagt, veed at hugge levende Statuer ud af Marmor-Blokke; hun var særdeles mager, fiint bygget og saae meget ung ud; der og især senere i sit Hjem, forekom hun mig et Billede paa Sorgen, hun syntes en ung Pige der netop havde udgrædt sin Smerte og nu lod Tanken stille hvile over den. Hun tiltalte os venligt, det var en dyb mandig Stemme. I Samtalens Løb med A. Dumas glemte hun mig, jeg stod ganske tilovers; Dumas mærkede det, sagde noget godt om mig og jeg vovede da paa at blande mig i Samtalen, uagtet jeg havde den trykkende Følelse at jeg stod for den, som maaskee talte smukkest fransk i hele Frankerige. – Jeg sagde at jeg havde seet meget Interessant og Herligt i denne Verden, men at jeg aldrig endnu havde seet og meget for hendes Skyld havde anvendt Indtægten af et af mine seneste Arbeider til at komme til Paris. Jeg imidlertid mit franske Sprog og hun smilede og sagde, »naar De siger en fransk Dame noget saa galant, som De der siger mig, saa finder hun altid De taler vel!« – Jeg fortalte hende om hvorledes hendes Navn lød til Norden, og hun ventede sagde hun da engang at besøge Petersborg og Kjøbenhavn; »kommer jeg til Deres By, da maa De være min Beskytter, De er nu den Eneste jeg kjender der; dog for at kunne kjendes og da, som De siger, De meget er kommet til Paris for min Skyld, saa maa vi oftere sees, De vil være velkommen hos mig, jeg seer altid mine Venner hver Torsdag! Men Pligterne kalder!« sagde hun, rakte os Haanden, nikkede venlig og stod nu nogle Skridt fra os inde paa Scenen, større, ganske anderledes, med et Udtryk, som selv; det jublende Bifald lød op til os. – Jeg kan, som Nordboe ikke vænne mig til den franske Maade at spille Tragedie paa, Rachel spiller ligesom de Andre der, men hos hende, synes denne Maade at være Natur, det er som om Alle de Andre kun stræbte at efterligne hende! hun er den franske tragiske Musa selv, de andre kun stakkels Mennesker. Naar Rachel spiller, troer man at al Tragediespil maa være saa; der er Sandhed, der er Natur, men i en anden Aabenbarelse end vi mod Norden kjende den. I hendes Bolig fandt jeg Alt nyt og prægtigt, maaskee lidt for ; det forreste Værelse var blaagrønt, med matte Lamper og Statuetter af franske Skribenter, i den egentlige Salon spillede Purpuret i Betræk, Gardiner og Bogskabe Hovedrollen, selv var hun sortklædt, omtrent som paa det bekjendte engelske af hende. – Cirkelen bestod af Herrer, meest Kunstnere og Videnskabsmænd, ogsaa et Par Titler hørte jeg! rigtklædte Tjenere raabte de Fremmedes Navne; der blev drukket Thee, givet Forfriskninger, mere paa Tydsk end paa fransk Maade; jeg hørte hende ogsaa tale Tydsk; Victor Hugo havde sagt mig at han troede hun forstod dette Sprog, jeg spurgte hende ad og hun svarede paa Tydsk; »jeg kan læse det, , jeg har tydske Bøger, see her!« og hun viiste mig , men fortsatte derpaa strax Samtalen paa Fransk. Hun yttrede Lyst til at spille Saphos Rolle; talte derpaa om havde udført; jeg saae hende deri og især sidste Act gav hun med en Ro, en sand Følelse, som var hun een af Tydsklands bedste tragiske Skuespillerinder, men just i denne Act behagede hun mindre Franskmændene. – »Mine Landsmænd,« sagde hun til mig, »ere ikke vante til denne Maade, og paa denne alene kan Rollen gives! man kan ikke være en Rasende, i det Hjertet er ved at briste af Sorg og man tager for evig Afsked med sine Venner!« – Hendes Salon var meest decoreret med Bøger, men disse vare prægtigt indbundne, opstillede i rige Glasskabe. – Paa Væggen hang et Maleri der forestillede det Indre af hvor hun stod forrest paa Scenen og Blomster og Krandse fløi over Orchestret; under dette Billede hang et smukt lille Bogskab med, hvad jeg kalder den »høie Adel« blandt Digterne: der var Göthe, Schiller, , Schackspear & – Hun mig mange Spørgsmaal om Tydskland og Danmark, om Kunst og Theater og med et venligt Smiil om den alvorlige Mund og et hjerteligt Nikken opmuntrede mig, naar jeg i min Klattren i det franske Sprog et Øieblik holdt op for at samle mig og ikke ganske falde. »Tal kun De!« sagde hun. »De taler ikke godt Fransk, jeg har hørt Fremmede tale mit Sprog bedre, men det har tidt ikke interesseret mig saa meget som her! jeg forstaaer fuldkommen Sjælen og den er Hovedsagen, den interesserer mig just hos dem!« Da vi sidste Gang skildtes skrev hun i mit Album:
L’Art c’est le vrai!
J’espere que cette aphorisme ne semblera pas paradoxal a un ecrivain ausi distingue comme Monsieur Andersen.
En elskelig Personlighed aabenbarede sig for mig i ; , syntes hans Hjem og hos ham Alt det Bedste fra begge Nationer at aabenbare sig; den sidste Aften jeg var i Paris, næsten ud i mod Midnat kom han der ved aandelig Rang og jordisk Formue kun synes vant til Beqvemmelighed, selv til min Bolig i rue Richelieu, steeg de mange Trapper op og bar under Armen sine Skrifter til mig. – Der lyste saa megen Hjertelighed ud af hans Øine, han syntes at mene mig det saa vel! jeg følte mig bevæget ved Skilsmissen. Ogsaa saae og talte jeg med flere Gange; der var noget i hans Natur og Ligefremhed, der mindede mig om Thorwaldsen og , især den sidste; det var i den sidste Tid under mit Ophold i Paris vi mødtes, og han beklagede det, sagde at kunde jeg blive der længer vilde han gjøre min Buste i Medallion, »men De kjender mig ikke, som Digter! veed ikke om jeg fortjener det!« sagde jeg, han saae mig stift ind i Ansigtet, klappede mig paa Skulderen: »jeg har læst Dem selv før Deres Bøger!« sagde han smilende, »De er en Digter!« Hos **, hvor jeg traf sammen med Balzac, saae jeg første Gang en ældre Dame, hvis Udtryk tiltrak sig min Opmærksomhed; der var noget saa opvakt, saa hjerteligt, og Alle sluttede sig om hende, Grevinden presenterede mig for Damen og jeg hørte at det var , Forfatterinden netop til »les epaves«, den lille Fortælling jeg havde benyttet til mit Drama Mulatten, jeg fortalte hende det, fortalte hende om hvad Virkning Stykket havde gjort og det interesserede hende saa meget at hun fra den Aften blev min Beskytterinde; vi gik en Aften sammen og udvexlede Ideer for hinanden, hun corrigerede mig i min Fransk, lod mig gjentage, hvad der ikke klang hende correct, var mig ganske moderlig god; hun synes en høit begavet Dame med et klart Blik for Verden. – , siden jeg var her sidst, jeg fandt ham noget lidende, men dog fuld af Energi, og saa hjertelig mod mig, saa naturlig, at jeg ikke følte nogen Frygt for ham, ved at være, som jeg er; han havde en Dag fortalt paa Fransk sin Kone mit Eventyr om »« og ved at sige jeg var Forfatteren til denne Historie førte han mig for hende; hun var en livlig, net fransk ung Kone; en Børneflok, den tilhørte Naboen, sagde Heine, legede i hendes Stue. Vi legede begge to med, medens Heyne i Sideværelset afskrev til mig; jeg saae intet saarende bittert Smiil, jeg hørte kun Pulseslaget af det tydske Hjerte, der evigt høres, i de Sange, som maa leve! –
Ved de mange jeg her har nævnet og hvortil endnu en Række kunde føies, , o s v blev Opholdet i Paris mig rigt og opmuntrende; jeg følte mig ikke som en Fremmed her; jeg fandt hos de Største og Bedste den venligste Modtagelse, det var, som en Forudbetaling paa en Aand der boede i mig og som de ventede engang at see de ikke havde taget feil af. Fra Tydskland hvor da allerede flere af mine Skrifter vare oversatte og læste modtog jeg ogsaa her i Paris, et glædeligt opmuntrende Beviis. – der hørte til een af de meest dannede og elskværdigste jeg har lært at kjende, havde med Interesse læst mine Skrifter, læst min korte Biographie foran i »« og fattet den hjerteligste Velvillie for mig, hvem de personlig ikke kjendte, skrev mig til, udtalte deres Tak og Glæde over mine Arbeider og bød mig at være velkommen i deresHjem, i deres Huus, naar jeg paa Hjemreisen . Der var noget saa inderligt, saa naturligt i dette Brev, der i Paris var det første jeg paa denne Reise fik og altsaa en mærkelig Modsætning til det jeg modtog fra mit Fædreland, da jeg 1833 første Gang var her. Jeg fandt ved mine Skrifter i Tydskland mig ligesom adopteret i et Huus, hvor jeg siden gjerne flyver hen, og hvor jeg veed at det nu ikke blot er Digteren, men ogsaa Mennesket de har faaet kjær. Hvor mange lignende Beviser har jeg ikke siden ude modtaget! eet, for sin Eiendommelighed, vil jeg fremhæve; der lever i Sachsen ; Husets Frue læste min Roman: »nur ein Geiger«, og Indtrykket af denne Bog var at hun lovede, at traf hun paa sin Livs Vei, et fattigt Barn med stort musikalsk Anlæg, det skulde ikke gaae til Grunde, som hos den »stakkels Spillemand«. der havde hørt hendes Ord, bragte hende kort Tid efter, ikke een men to fattige Drenge, udpegede deres Talent og erindrede hende om hendes Løfte, hun talte med sin Mand derom – hun holdt sit Ord, begge Drengene kom i hendes Huus, fik Opdragelse og ere nu i Conservatoiriet, den yngste har spillet for mig, jeg har seet et glad, et lykkeligt Ansigt. – Det samme var maaskee blevet gjort for disse Børn, og det af samme fortræffelige Dame, alt uden min Bog, men den staaer dog nu med som et Led i Kjæden, det er af hende selv jeg har Historien. – Paa Hjemreisen fra Paris , jeg vidste at i een af Byerne der boede Digteren , hvem Kongen af Preusen havde givet en Pension. Det Malende i hans Digte havde levende tiltalt mig, jeg ønskede at tale med ham Ansigt til Ansigt; jeg steeg af ved et Par Rhinbyer og spurgte efter ham; i St Goar viiste man mig et Huus, der boede han. – Han sad ved sit Arbeidsbord, syntes at blive utilfreds ved at forstyrres af en Fremmed. Jeg sagde ikke mit Navn, sagde kun, »at jeg kunde ikke tage forbi St Goar uden at have hilset paa Freiligrath«. – »Det er meget venligt af Dem!« sagde han i en noget kold Tone, spurgte hvem jeg var, og da jeg svarede: »vi havde begge een og samme Ven, Chamisso!« – Sprang han jublende i Veiret! »Andersen!« raabte han, »det er Dem!« og han fløi mig om Halsen, hans ærlige Øine lyste. – »Nu bliver De nogle Dage hos os!« sagde han; jeg fortalte at jeg kun blev to Timer, i det jeg var i Selskab med Landsmænd der ventede paa mig! – »De har mange Venner i det lille St Goar!« sagde han; »jeg har nyelig for en stor Kreds læst Deres O T; een af Vennerne maa jeg dog have her hen og maa ! ja De veed nok ikke at De har nogen Deel i vort Giftermaal!«; og han fortalte hvorledes min Roman: »Nur ein Geiger« havde bragt dem i Brevvexling og hvorledes de tilsidst virkelig vare blevne Mand og Kone. – Han kaldte paa hende, nævnede mit Navn og jeg var som en gammel Ven hos dem! Slige Øieblikke er en Velsignelse, en Naade af Gud, en Lykke, o hvor megen og hvor forskjellig har jeg ikke modtaget den. – Jeg fortæller alt dette Glædelige for mig, det er facta i mit Liv, jeg fortæller dette, som jeg tidligere har fortalt om det Fattige, det Ydmygende, det Trykkende; og har jeg givet det, som det ligger i min Sjæl, man vil ikke kalde det Hovmod, Forfængelighed! det er ikke Navnene. Men, vil man maaskee i mit Hjem spørge, er Andersen da aldrig blevet angrebet i Udlandet; og jeg maa svare, nei, et egentligt Angreb er jeg endnu aldrig truffet paa, man har hjemme intet viist mig, og saa maa der vist endnu intet findes, eet eneste undtagen, eet givet i Tydskland, men født i Danmark, netop født medens jeg denne Gang var i Paris. bereiste da Scandinavien og skrev en Bog derom, han gav i den en Slags over dansk Litteratur, og lod samme ogsaa optage i »Grenzbothen«. Deri er jeg som Digter og som Menneske bleven meget haardt medtaget. Flere danske Forfattere, f Ex have ogsaa stor Ret til at beklage sig; af Smaalivets Jammerlighed har Hr Boas øst; hans Bog vakte Opmærksomhed i Kjøbenhavn, og ingen vilde der være hans Meddeler; ja Digteren Holst med hvem man af hans Bog seer han har reist i Sverrig og som i Kjøbenhavn har modtaget ham, gav i denne Anledning i eet af vore meest læste Blade: Fædrelandet, at han ikke havde nogen Forbindelse med Hr Boas; – han har i Kjøbenhavn sluttet sig til et Par yngere Mennesker af en bestemt Clique og saaledes som de i muntert Lag har snakket løst og fast om danske Digtere, og deres Skrifter, er Hr Boas gaaet hjem og har opskrevet hvad han havde hørt og saa udgivet samme. – Det er ubetænksomt, mildest talt. At han ikke synes om min Improvisator, »Kun en Spillemand« &, er en Smags Sag, som jeg maa finde mig i, men at han for Tydskland, hvor man maaskee kunde troe Sandhed i det Skrevne, naar han som Tilfældet er giver det som en almindelig Dom over mig fra mit Fædreland; fremstiller mig som det hovmodigste Menneske, da slaaer han mig en dybere Vunde end han troer, han bærer et tidligere Parties Stemme mod mig over til fremmede Stæder, og selv i sin Fremstilling bliver han ikke sand, han nedskriver selv som Facta, Handlinger der ikke have existeret. I Danmark har det Skrevne ikke kunnet skade mig, man har spøgt over Hr Boas og Mange udtalt sin Frygt for nogensinde at komme i Berørelse med Een der saaledes strax lader trykke Alt hvad han hører. Hans Bog læses i Tydskland, hvis Publicum nu ogsaa er mit; jeg troer at jeg derfor her bør udtale, hvor hans Opfattelse af dansk Litteratur og danske Digtere er, hvorledes i mit Fædreland hans Bog er modtaget og hvorledes man veed den er blevet sammenskrevet. Og efter at dette er sagt rækker jeg gjerne Hr Boas Haanden, dersom ingen anden Digter ved hans næste Besøg i Danmark vil modtage ham, skal jeg være til hans Tjeneste, jeg veed at han ikke vil kunne dømme mig haardere, naar vi kjendes, end da han ikke kjendte mig. – Hans Dom, vilde ogsaa have lydt anderledes, var han kommet et Aar senere til Danmark, i eet Aar vexler meget, da steeg min Bølge, da udgav jeg 1843 gik al Erkjendelse og Gunst op for mig i Danmark, fra denne Tid har jeg ingen Grund til Klage, jeg har faaet og faaer hjemme hvad jeg fortjente, ja maaskee meget Mere. Jeg vender mig til disse Digtninger, som ubetinget af de Danske sættes øverst af Alt hvad jeg endnu har leveret.
Allerede et Par Maaneder efter at »Improvisatoren« 1835 udkom, leverede jeg , der i Almindelighed da ikke blev stort anseet; beklagede endogsaa, at det var Skade, at en Forfatter der nyelig havde leveret et Arbeide, som »Improvisatoren«, strax bag efter kom med noget saa barnagtigt, som Eventyr! hvor man just skulde have erkjendt det Gode, min Productivitet i en ny Retning, fik jeg Daddel; flere af mine Venner, hvis Dom jeg satte Priis paa, raadede mig ogsaa aldeles fra at skrive Eventyr, sagde mig jeg havde ikke Talent derfor, Andre meente at jeg først burde studere mig ind i ; jeg holdt da heller op, men Eventyrene paatrængte sig mig. I det første udkomne Hefte havde jeg, som , men paa min Maade, givet gamle Eventyr, jeg havde hørt, som Barn, Heftet sluttedes med , dette syntes at have tiltalt meest, uagtet det temmeligt er beslægtet med . I min tiltagende Tilbøielighed for Eventyret fulgte jeg derfor min Drift til selv at opfinde de Fleste; udkom et nyt Hefte, og snart , hvori var det større af mig selv opfundne: Den lille Havfrue. Ved dette Eventyr især blev Interessen vakt, denne tiltog ved de følgende Hefter, hver Juletid udkom eet og snart hørte det næsten til at paa et Juletræ maatte mine Eventyr ikke savnes. Et Par af vore gjorte Forsøg paa at fortælle enkelte af Eventyrene fra Theatret, det var noget nyt og en Afvexling for de til Overmættelse hørte Declamationsdigte; det tog sig ud, ogsaa her bleve Eventyrene vel optagne, flere: »Den standhaftige Tinsoldat«, »«, »«, ere saaledes fortalte fra den kongelige Skueplads og fra danske privat Theatre. For at stille Læseren paa det rette Standpunkt, med Hensyn til Maaden hvorpaa jeg havde fortalt Eventyrene, havde jeg betitlet de første Hefter: »Eventyr fortalte for Børn«; jeg havde sat min Fortælling paa Papiret ganske i det Sprog, med de Udtryk, i hvilke jeg selv mundtligt havde fortalt dem for de Smaa, og var kommet til den Erkjendelse at de meest forskjellige Aldere gik ind derpaa; Børnene morede sig meest ved, hvad jeg vil kalde , den Ældre intereserede sig derimod især ved den dybere Idee. Eventyrene bleve en Læsning for Børn og Voxne, hvilket jeg troer, i vor Tid er Opgaven for den der vil skrive Eventyr. De fandt i Danmark aabne Døre og aabne Hjerter. Enhver læste dem, og nu udslettede jeg: »fortalt for Børn« og lod følge : »nye Eventyr«, hvilke jeg alle selv havde opfundet og som bleve optagne i mit Fædreland med den allerstørste Erkjendelse, jeg kunde ikke ønske nogen større, følte ordenlig en Angest derved, en Frygt for ikke at kunne i Tiden hævde saa hædrende Domme. Der strømmede et Solskin ind i mit Hjerte; jeg følte Mod og Glæde, opfyldtes af en levende Trang efter endnu mere at udvikle mig i denne Retning, trænge ind i Eventyrets Natur, endmere lægge mærke til den rige Kilde Naturen, jeg havde at øse af; og man vil vist, følger man den Orden hvori mine Eventyr ere skrevne, føle en Fremadskriden, see en mere klar fremtrædende Idee, en større i at benytte Midlerne og om jeg tør sige det, mere Sundhed og Naturfriskhed.
Som naar man Skridt for Skridt hugger sig en Vei op ad en steil Klippe, havde jeg i Hjemmet, fra een Side hugget mig fremad og saae mig nu indrømmet og erkjendt en bestemt, sikkret Plads i mit Fædrelands Litteratur. Denne Erkjendelse og Mildhed hjemme udrettede mere hos mig, end al skaanselsløs Critik. Udenfra opgik saaledes en Slags vederqvægende, styrkende Solskin, inden i mig selv blev det ogsaa klar Dag, der kom en Ro, en Erkjendelse af, at Alt, selv det Bittre i Livet havde været nødvendigt for mig til min Uddannelse og Lykke.
Fra dette Tidspunkt knøtter sig et Venskab af stor aandelig Betydning; tidligere har jeg alt omtalt enkelte Personer og offentlige Characterer, som have været af Indvirkning paa mig som Digter, ingen have i ædlere Betydning været det mere end den jeg her vil vende til, den ved hvem jeg lærte ligesom end mere at glemme mit eget jeg og føle det Hellige i Kunsten, erkjende den Mission Gud har givet Talentet.
Jeg vender tilbage til 1840. En Dag, i Hotellet i Kjøbenhavn hvor jeg boede, saae jeg antegnet mellem de Fremmede fra Sverrig: »«. Jeg vidste alt da, at hun var Stokholms første Sangerinde; jeg havde samme Aar været i Nabolandet, nydt Hæder og Velvillie der, de Svenske interesserede mig, jeg troede at det ikke var upassende at gjøre den unge Kunstnerinde min Opvartning. Hun var den Gang udenfor Sverrig aldeles ubekjendt, ja jeg tør tro at selv i Kjøbenhavn kun Faae kjendte hendes Navn. Hun modtog mig meget høflig men dog fremmed, næsten koldt. Hun var, sagde hun, paa Reise i Sydsverrig med , taget et Par Dage over til Kjøbenhavn for at see denne Stad; vi skildtes igjen fremmede fra hinanden og jeg havde Indtrykket af en ganske almindelig Personlighed, der snart udslettedes. 1843 i kom Jenny Lind igjen til Kjøbenhavn, een af mine Venner, vor geniale , Veninde af Jenny Lind, underrettede mig om hendes Nærværelse, fortalte at hun venligt erindrede sig mig og nu havde læst mine Skrifter; han bad mig følge med sig til hende og da ogsaa anvende min Overtalelse til at hun gav nogle Gjæsteroller paa det kjøbenhavnske Theater, og jeg vilde, sagde han, blive henrykt ved hvad jeg fik at høre. Ikke som en Fremmed blev jeg nu modtaget, hjerteligt rakte hun mig Haanden, talte om mine Skrifter og om Frøken , ogsaa hendes deeltagende Veninde; Talen kom snart paa Optrædelse i Kjøbenhavn, og Jenny Lind yttrede en stor Angest derfor: »Udenfor Sverrig er jeg aldrig optraadt!« sagde hun, »i mit Hjem ere de Alle saa milde og gode mod mig og om jeg nu optraadte i Kjøbenhavn og blev pebet ud! – Jeg tør ikke!« – Jeg sagde at jeg kunde ikke dømme om hendes Sang, den jeg aldrig havde hørt, vidste heller ikke hvorledes hun spillede, men det var jeg forvisset om, at saaledes, som Stemningen for Øieblikket var i Kjøbenhavn, vilde hun med en nogenlunde Stemme og lidt Spil gjøre Lykke! jeg troede at hun vove det. Bournonvilles Overtalelse bragte Kjøbenhavnerne een af de største Nydelser de have erholdt. Jenny Lind traadte op som Alice i »«, det var som en ny Aabenbarelse i Kunstens Rige; den ungdomsfriske, deilige Stemme trængte til alle Hjerter! – Her var Sandhed og Natur, Alt fik Betydning og Klarhed. I gav Jenny Lind sine svenske Sange! det var noget saa Eiendommeligt, saa henrivende, man tænkte ikke paa Concertsalen, Folkemelodierne øvede deres Almagt frembaarne af en saa reen Qvindelighed, med Geniets udødelige Præg; hele Kjøbenhavn var i een Henrykkelse. – Jenny Lind blev den første Kunstnerinde de danske Studenter bragte en ; Faklerne lyste rundtom hvor Sangen bragtes, hun udtalte sin Tak ved atter at synge et Par af hendes Sange og jeg saa hende da ile hen i den mørkeste Krog og græde sit Hjerte ud. »Ja, ja!« sagde hun, »jeg skal arbeide, jeg skal stræbe! jeg skal blive dygtigere end jeg er, til jeg atter kommer til Kjøbenhavn. Paa Scenen var hun den store Kunstnerinde der overragede hele sin Omgivelse, hjemme i sin Stue en bly ung Pige med hele Barnets Sind og Fromhed. Hendes Optrædelse i Kjøbenhavn gjorde Epoke i vor Operas Historie, hendes Optræden og Personlighed viiste mig Kunsten i sin Hellighed; Jeg havde seet . Hun reiste til Stockholm og derfra til mig om hende: »som Kunstnerinde ere vi fuldkommen enig om Jenny Lind, hun staaer saa høit, som nogen Kunstnerinde i vor Tid kan staae, men De kjender hende dog ikke nok i hendes hele Betydning; tal med hende om hendes Kunst og De skal forstaae hendes Forstand, see hendes Ansigt straale af Begeistring, tal dernæst med hende om Gud og Religionens Hellighed og De skal see Taarer i de uskyldige Øine, hun er stor som Kunstnerinde, men endnu større, som Menneske!« –
Aaret efter var jeg , med Meyerbeer kom Samtalen paa Jenny Lind, han havde hørt hende synge de svenske Sange, og var forbauset derover: »Men hvorledes spiller hun?« Spurgte han mig, og jeg udtalte min Henrykkelse, fortalte ham et Par Træk i hendes »Alice« og han sagde mig, at det maaskee var mueligt at han fik hende til Berlin, men at Alt endnu stod . Det er bekjendt nok at hun optraadte og har forbauset og henrykt Alle, vundet i Tydskland et europæisk Navn. kom hun igjen til Kjøbenhavn og Entusiasmen var utrolig; Rygtets Glorie gjør jo at Geniet bliver anskueligt for Alle. Folk formeligt udenfor Theatret for at faae en enkelt Billet. Jenny Lind forekom endnu større end før i sin Kunst, thi man fik Leilighed at see hende i flere og høist forskjellige Partier. Hendes »Norma« er ! hver Stilling kunde være den skjønneste Model for en Billedhugger og dog føler man at det er Øieblikkets Indskydelse og ikke det . – »Norma« er ingen rasende Italienerinde, hun er den krænkede Qvinde, Qvinden der har Hjerte til at opoffre sig for en ulykkelig Medbeilerinde; Qvinden, hos hvem i Øieblikkets Heftighed Tanken kan opstaae at dræbe en troløs Elskers Børn, men naar hun seer de Uskyldige ind i Øiet, er afvæbnet. »Norma, Du hellige Præstinde!« synger Choret og dette »hellige Præstinde« har Jenny Lind opfattet og viser os i Sangen »!« – I Kjøbenhavn udførte Jenny Lind alle sine Partier paa svensk, de øvrige Syngende gave deres paa Dansk og de to beslægtede Sprog smæltede smukt sammen, der føltes Intet som forstyrrede, selv i , hvor der er megen Dialog, fik det Svenske noget Characteristisk, noget yndigt Klædeligt; og hvilket Spil! ja Ordet selv er en Modsigelse! det var Naturen. Noget mere sandt er aldrig gaaet over en Scene! hun viser os ganske det ægte Naturbarn opvoxet i Leiren, dog den medfødte Ynde, den medfødte Adel gaaer gjennem hver Bevægelse! Regimentets Datter og ere vist nok Jenny Linds uovertræffeligste Partier, ingen anden vil i disse kunne stilles ved Siden af hende. Man leer, man græder, man har godt deraf som en Kirkegang, man bliver et bedre Menneske! man føler at Gud er i Kunsten, og hvor Gud staaer Ansigt til Ansigt for os, der er en hellig Kirke. I Aarhundreder sagde, til mig om Jenny Lind fødes ikke en Personlighed som hendes og hans Ord er min Overbeviisning; man føler ved hendes Fremtrædelse paa Scenen at det er et reent Kar hvori den hellige Drik rækkes os. Intet kan udslette Indtrykket af Jenny Linds Storhed paa Scenen uden hendes egen Personlighed hjemme; et klogt, et barnligt Sind øver her sin forunderlige Magt, hun er lykkelig ved ikke længer, ligesom at tilhøre Verden! et fredeligt eensomt Hjem er hendes Tankers Maal og dog, med hele sin Sjæl elsker hun Kunsten, føler sin Mission i den. Et ædelt, fromt Sind, som hendes bliver ikke fordærvet ved Hyldest! Een eneste Gang hørte jeg hende udtale sig glad over sit Talent, Følelsen deraf. Det var i Kjøbenhavn, der. Næsten hver Aften optraadte hun i Operaen eller i Concerter, hver Time var optaget; da hørte hun om , sammentraadt for at hjælpe ulykkelige Børn, der af deres Forældre bleve mishandlede eller af disse tvungne til at stjæle og ved dette Selskab blive givne i bedre Hænder og sørget for. – Aarlig gav Deeltagerne en lille Sum til Børnenes Understøttelse, Midlerne vare imidlertid endnu ringe: »menhar jeg dog ikke een fri Aften!« sagde hun »lad mig give en til Indtægt for disse Børn, men saa ville vi have dobbelte Priser!« – En Forestilling blev givet, en betydelig Indtægt kom ind, hun hørte hvor stor den var, hørte at i et Par Aar vare de stakkels Børn hjulpne, da lyste hendes Ansigt, Taarerne stode i hendes Øine: »Det er dog deiligt at jeg saaledes kan synge!« udbrød hun.
Med en Broders hele Sind skatter jeg hende, priser mig lykkelig ved at kjende og forstaae en saadan Sjæl! Gud skjænke hende den Fred, den stille Lykke hun ønsker sig! – Ved Jenny Lind har jeg først forstaaet Kunstens Hellighed, ved hende har jeg lært at man maa glemme sig selv i det Høieres Tjeneste! Ingen Bøger, ingen Personer have bedre og mere forædlende virket ind paa mig, som Digter end Jenny Lind og derfor er det jeg her saa længe og levende har dvælet ved hende. –
Den lykkelige Erfaring har jeg gjort, at altsom Kunsten og Livet er blevet mig klarere, desmere Solskin er der udenfra strømmet ind i mit Bryst, hvilken Velsignelse er ikke opgaaet for mig efter tidligere mørke Dage. Ro og Forvisning er kommet i min Sjæl; en saadan Ro lader sig imidlertid godt forene med det vexlende Reiseliv; jeg føler mig strax hjemme, slutter mig saalet til Menneskene, og de give mig igjen Tillid og Hjertelighed.
I besøgte jeg igjen Nordtydskland, i Oldenburg, havde paa det venligste indbudt mig at tilbringe nogen Tid i deres Huus, gjentog i sine Breve hvor velkommen jeg var ham, at jeg dog maatte komme til ham i det smukke Holsteen og jeg reiste; det blev mig, om ikke een af mine længste, saa vistnok meest interesante Reiser.
Jeg saae det rige Marskland i sin Sommerfylde, gjorde med Rantzau flere interessante smaa Udflugter og lærte at kjende holstensk Natur; Breitenburg ligger midt i Skoven ved Floden Stør, Dampskibsfarten til Hamborg gav Liv paa den lille Flod, Stedet selv havde udenom saa meget malerisk, og i Slottet selv var hjemligt og godt, jeg kunde ret hengive mig til at læse og digte, var fri som Fuglen i Luften og sørget for, som for en kjær Slægtning der kunde være Gjæst. – Det var sidste Gang jeg kom her, Rantzau havde alt Forudfølelsen af . Een Dag vi mødtes i Haven, greb han min Haand, trykkede den hjerteligt, udtalte sin Glæde over min Erkjendelse i Udlandet, som Digter, sit Venskab for mig og sagde tilsidst: »ja min unge Ven, Gud vil vide det, men jeg har den visse Tro, det er i Aar sidste Gang vi to samles her! min Tid vil snart være omme!« han saae paa mig med et saa alvorligt Øie, det gik mig dybt til Hjertet, jeg havde ingen Ord at sige; vi vare just nær ved Capellet; han aabnede en Laage mellem nogle tætte Hække og vi stode i en lille Have med en græsbegroet Grav foran en Bænk. »Her vil De finde mig, naar De næste Gang kommer til Breitenburg!« sagde han, og hans sørgelige Ord bleve sande, han døde Vinteren efter i Wisbaden, jeg mistede en Ven, en Beskytter, et ædelt fortræffeligt Hjerte.
reiste til Tydskland og besøgte Harzen og det sachsiske Schweitz, levede endnu Gøthe, det var mit inderligste Ønske at see ham. Fra Harzen var ikke langt til Weimar, men jeg havde intet Anbefalings Brev til ham, den Gang var endnu ikke en Strophe af mig oversat, Flere havde beskrevet mig Göthe, som en meget fornem Mand, mon han vel vilde modtage mig? Jeg betvivlede det og besluttede først at komme til Weimar, naar jeg havde leveret et eller andet Arbeide, der kunde bære mit Navn ind i Tydskland, – det lykkedes, men da var Gøthe død! født Pogewitsch havde jeg senere paa Hjemreisen fra Constantinopel lært at kjende hos Mendelsohn-Bartholdy i Leipzig, med Hjertelighed var den aandfulde Kone kommet mig imøde, ja havde fortalt at hendes Søn havde i flere Aar været min Ven, at han, som Dreng havde gjort en heel Comedie af min »Improvisator« og at dette Stykke var spillet i Göthes Huus; at Walter een Tid havde vilde reist til Kjøbenhavn for at kjende mig; jeg havde altsaa nu Venner i Weimar; En forunderlig Lyst drev mig til at see denne By, hvor Gøthe, Schiller, og havde levet; hvorfra saa meget Lys var strømmet ud over Verden. Jeg kom ind i der er helliget ved , ved , ved ædle og store Erindringer; den 24 Juni, Fødselsdag kom jeg fremmed til den venlige By; Alt den Fest det var, og i Theatret hvor en ny Opera blev givet, modtoges den unge Første med stor Jubel. Mindst tænkte jeg da paa hvor fast alt det Herligste og Bedste jeg her saae for mig, skulde voxe fast til mit Hjerte, hvor mange tilkommende Venner, her sad omkring mig, hvor kjær denne By skulde blive mig; ja i Tydskland mit andet Hjem. — Anbefalet Gøthes værdige Ven, den fortræffelige gamle , fandt jeg den hjerteligste Modtagelse; tilfældig, ved første Besøg mødtes jeg her med Kammerherre , hvem jeg kjendte fra Oldenborg, han var ansat nu i Weimar, og indbød mig, hellerend at boe i Hotel, at fløtte ind til ham; faae Timer efter var jeg hans blivende Gjæst, og følte at der var godt at være; der er Mennesker man ikke behøver uden Dage til at kjende og elske; en Ven, jeg tør troe det, for hele Livet, vandt jeg i disse Dage i Beaullieu. Han førte mig omkring i Familien, den elskværdige Cancler Müller, tog sig ligesaa hjertelig af mig, og jeg der ved min Ankomst troede mig ganske forladt i det Fru Gøthe og vare i Wien, stod nu bekjendt og vel optaget i alle Kredse i Weimar. – Den regjerende modtoge mig med en Naade, en Hjertelighed, der gjorde et dybt Indtryk paa mig, efter at være forestilt blev jeg tilsagt til Taffels, og snart efter af Arvestorhertugen kaldet til ham og hans Gemalinde paa Jagdslottet Ettersburg, der ligger frit tæt ved den udstrakte Skov; de Meubler indenfor, den udstrakte Udsigt fra Parken til selve Harzbjergene, gjorde strax et ejendommeligt Indtryk; alle Landsbyens unge Folk havde samlet sig ved Slottet for at feire deres kjære Arvestorhertugs Fødselsdag, til Ettersburg. med Tørklæder og flagrende Baand vare opreiste; Violinerne klang og Dandsen gik lystig under det store blomstrende Lindetræ. Der var en Søndags Glands over det Hele, en Tilfredshed, en Lykke, syntes ved sand inderlig Følelse at være forbundne. Stjernen paa Brystet maa glemmes for Hjertet der slaaer bagved, skal man i længere Tid føle sig fri og lykkelig ved et Hof, og et saadant Hjerte, vist eet af de ædleste og bedste der slaaer, eier Carl Alexander af Sachsen Weimar. Aar og Dage har forundt mig den Lykke at grundfæste denne min Tro; Jeg kom under dette mit første Ophold et Par Gange til det lykkelige Ettersburg; Arvestorhertugen viiste mig Haven, viiste mig det Træ i hvis Stamme Göthe, Schiller og Wieland havde skreven deres Navne, ja selv havde vilde tilføiet sit; hans Tordenkile havde kløvet det i een af Grenene. Den aandrige (Amalie Winther) den elskelige gamle Canzler Müller, der levende vidste at oprulle os Gøthes Tid, udvikle os hans Faust, den barnligtsindede, grundtrofaste , hørte til Kredsen paa Ettersburg; hvor Aftnerne gik som en aandfuld Drøm, skifteviis forelæste hver, ogsaa jeg vovede her første Gang i et mig fremmed Sprog at læse eet af mine Eventyr: den standhaftige Tinsoldat, – Canzler Müller førte mig til »«, Karl August hviler ved Siden af sin herlige Gemalinde, ikke mellem Schiller og Gøthe, som jeg troede da jeg sang: Førsten har skabt sig en Regnbue Glorie, i det han staaer mellem Solen og den brusende Fos. – Tæt ved det Førstepar der forstode og skattede det Store, hviler deres udødelige Venner; visne Laurbærkrandse laae paa de simple brune Kister, hvis hele Pragt er de udødelige Navne Göthe og Schiller. I Livet gik Førsten og Digteren med hinanden, i Døden blunde de under samme Hvælving. Et saadant Sted udslettes ikke af Tanken, paa et saadant Sted holder man sin stille Bøn, som kun Gud alene faaer at vide! – blev jeg i Weimar, det var mig, som om jeg tidligere havde levet i denne By, som var det et kjært Hjem jeg nu skulde fra; da jeg kjørte ud af Porten, hen over Broen ved Møllen og sidste Gang saae tilbage paa Byen og Slottet, greb en dyb Veemod min Sjæl, det var som et smukt Afsnit i mit Liv her var sluttet; jeg syntes ved at forlade Weimar at Reisen ingen Glæde mere kunde bringe mig. Hvor tidt er ikke siden Brevduen flyvet til dette Sted og endnu oftere Tanken. Fra Weimar er Solskin strømmet ind i mit Digterliv! –
Fra Weimar kom jeg til Leipzig, hvor hos ventede mig; den geniale Componist havde Aaret forud overrasket mig med den Hæder at dedicere mig sin Musik til ; disse sang , hvis sjælfulde Sang har glædet og henrevet saa mange Tusinde, acompagnerede, og kun Componist og Digter vare Tilhørere, et lille festligt Maaltid og gjensidig Udvexling af Ideer gjorte Aftenen altfor kort; – jeg fandt den gamle hjertelige Modtagelse i Huus, som jeg ved tidligere Besøg næsten var blevet vant til; Vennekredsen voxer for mig i de tydske Byer, men det første Hjem er dog det man helst søger igjen. –
I Dresden fandt jeg gamle Venner, med Ungdoms Sind; min geniale, halve Landsmand, Normanden , der forstaaer paa Lærredet at lade Fossen bruse og Birken voxe, som i Norges Dale! , der hædrede mig med at i den kongelige Samling af Portrætter. – Theaterintendanten gav mig Plads hver Aften i Directions Logen, og een af de ædleste Damer i Dresdens første Kredse den værdige modtog mig, som en Moder modtager sin Søn, og i denne Erkjendelse er jeg senere og altid vendt tilbage til hendes Huus og hendes elskelige Kreds. – Hvor dog Verden er lys og smuk! hvor Menneskene ere gode! det er en Lyst at leve! – Dette er meer og meer blevet mig klart og bevidst. – Beaullieus yngre Broder, , Officeer i Armeen, kom en Dag fra hvor han tilbragte nogle Sommermaaneder, jeg fulgte med ham derud, tilbragte i den milde Bjergnatur, fandt strax Adgang i flere Familier, man saae kun mine gode Sider og holdt af mig. – Med Baronesse Decken besøgte jeg første Gang den berømte geniale Tegner , der har givet de kjække Omrids til Gøthe og Schackspear; han boer idyllisk imellem de lave Viinbjerge ud mod Meisen! hvert Aar bringer han sin Kone paa hendes Fødselsdag en ny Tegning, og altid een af hans bedste, Samlingen er i en Række af Aar voxet til et rigt Album, som hun, naar han døer før hende, skal give ud og have Indtægten af. – Af de mange herlige Ideer heri greb mig forunderlig een: det var : det var Nat, Alt sov paa dette Billede, Maria, Joseph, Træer og Buske, selv der bar hende, kun Jesubarnet, med det aabne, runde Ansigt vaagede og lyste over det Hele. – For et Eventyr jeg fortalte ham fik jeg , en deilig ung Pige der skjulte sig bag en gammel Qvindes Maske; saaledes skal den evig unge Sjæl med blomstrende Skjønhed titte frem bag Eventyrets gamle Maske! – Retsches Billeder ere alle Tankefigurer, fødte af Skjønhed og Genialitet. – Hos nød jeg det tydske Landliv i deres rige Eiendom Maxen i det saxiske Schweitz; faae i Verden kunne vise mere Gjæstfrihed end disse to hjertelige Mennesker; en Kreds af aandfulde interessante Personer samlede sig her, hvor jeg blev over otte Dage, lærte at kjende der har skrevet de beskuelige, levende Reiser, og den aandfulde Forfatterinde Grevinde , i hvem jeg fandt et qvindeligt Gemyt, en Personlighed, man fatter Tillid til. – Hvor man optages vel der bliver man gjerne, jeg følte mig usigelig lykkelig paa denne lille Reise i Tydskland, overtydedes om at jeg var ingen Fremmed der; det var Hjertet og Natur-Sandheden i mine Skrifter man skattede, og i hvor fortræffelig og anpriselig Form-Skjønheden er, hvor imponerende Reflexions Klogskab er i denne Verden, Hjerte og Natur bliver dog gjennem Aar det som mindst forandrer sig og bedst forstaaes af Alle. Hjemveien lagde jeg over Berlin hvor jeg ikke i flere Aar havde været; men den kjæreste af Vennerne der, var død.
»Den vilde Svane, som fløi vidt om Jorden
Og lagde Hoved i den Vildes Skjød,«
var flyvet til en herligere Verdens Deel; jeg saae hans Børn, der staae uden Fader og Moder; – det er paa Ungdommen om mig, jeg seer, at jeg selv ældes, inden i mig føler jeg det ikke. Chamisso Sønner, jeg sidst saae som Drenge, barhalsede lege i den lille Have, kom nu med Hjelm og Sabel og vare Officerer i preusisk Tjeneste. – Jeg følte et Øieblik hvor Aarene rulle hen, hvor Alt forandres, og hvor man mister,
» – Dog det er ei saa tungt, som man har sagt,
At miste hvad man elsker her i Vrimlen,
Hos Gud vi vinde Kjære, der blev lagt
Ved dem en Bro imellem os og Himlen!« –
Den hjerteligste Modtagelse fandt jeg og har siden altid fundet i Ministeren Huus, hvor jeg lærte at kjende den geniale, eiendommeligt begavede , og ; een Times Samtale med Bettina, hvor hun førte Ordet var saa riig, saa interessant, at jeg blev næsten stum ved at lytte til denne Veltalenhed, dette Fyrværkeri af Ideer; kjende Verden, men eet Talent af hende er mindre kjendt, det er for Tegning, det vil sige det er atter Ideen her, som overrasker os; saaledes havde hun i en Skizze givet, hvad nyelig var skeet, en ung Mand var dræbt af ; halv nøgen lod hun ham stige ned i Hvælvingen, hvor rundt om Viinfadene laae, som Uhyrer; dandsede frem, greb deres Offer, omslyngede og dræbte ham. – Jeg veed det at , hvem hun viiste engang alle sine Tegninger, var i høieste Grad overrasket: »jeg troede ikke,« sagde han, »hun havde fundet paa saadant, men da jeg saae den Mængde, den samme Aand i Alle, – hvor skulde hun faae saadan en Samling fra af Een Eneste! hun har selv gjort dem, men det er mærkværdigt i Ideen!« – Det gjør saa vel ude naar man finder et Huus, hvor Øinene lyser som Festlamper naar man træder ind, et Huus hvor man kan see ind i et stille lykkeligt Huusliv og et saadant Huus havde jeg hos Professor , de kjære hjertelige Mennesker! – Dog hvormange maatte jeg ikke nævne af nye Bekjendtskaber der sluttedes, af ældre der fornyedes, jeg traf igjen fra Rom, fra München, min halve Landsmand, Normanden , fra Dresden, ham hvem jeg ikke havde seet siden min første Udflugt til Tydskland, hvor forandret var han dog, men de kloge, milde Øine vare de samme, Haandtrykket var det samme, jeg følte han var mig kjærlig og god! – Jeg maatte søge ham i Potsdam, hvor han boede smukt og rigt; ved Middagsbordet lærte jeg at kjende, af Tieck erfarede jeg hvor naadige vare mig, at de havde læst min Roman: »kun en Spillemand« og spurgt Tieck om mig. – Majestæterne vare imidlertid borte, jeg var netop kommet til Berlin Aftenen før deres Afreise, da forsøgtes; Tieck sagde mig saa meget Venligt og Glædeligt at det var en Lyst; – Over gik det i et stormende Veir til Kjøbenhavn; livsglad saae jeg alle mine Kjære og reiste atter nogle Dage efter til Grev i Fyen for der endnu at nyde nogle smukke Sommerdage; her fik jeg Brev fra Ministeren Rantzau-Breitenburg der med af Dannemark var ved Badet paa Föhr, at han havde den Glæde at mælde mig at han havde en allernaadigst Indbydelse til mig, at komme til Föhr, Denne Øe ligger, som bekjendt i Nordsøen ved den slesvigske Kyst, nær de interessante Øer »«, som saa har skildret i sine Noveller; jeg skulde ganske uventet see een i Hjemmet for mig fremmet Natur, jeg var lykkelig over min Konge og Dronnings Naade, glædede mig til endnu engang at være sammen med Rantzau, det blev den sidste Gang vi mødtes. –
Det var netop fem og tyve Aar siden jeg som fattig Dreng, ene og hjælpeløs reiste til Kjøbenhavn, netop fem og tyve Aars Dagen, skulde saaledes feires, jeg skulde være hos min Konge og Dronning, hvem jeg trofast hænger ved og som jeg just da af min hele Sjæl kom til at holde af; den hele Omgivning, Menneskene og Naturen, afspeilede sig uforglemmeligt i mig; jeg følte mig ligesom ført hen paa et Punkt hvorfra jeg endklarere kunde skue tilbage over de fem og tyve Aar, med al den Lykke og Glæde der i dem havde udfoldet sig for mig og hvorledes Alt var skeet og gaaet til det Bedste for mig. Virkeligheden overgaaer tidt de smukkeste Drømme. – til Flensborg, der ligger med Skove og Banker høist malerisk ved den store Fjord, men strax herved aabner sig den udstrakte eensomme Hede; jeg reiste i den maaneklare Nat hen over den; men Reisen gaaer langsomt paa Heden, kun Skyerne havde Flugt; eensformigt gik det i det dybe Sand, eensformigt peeb en Fugl i Lyngen; og dog var det her at sige, man kommer frem! – skrækkeligere blev det, da Heden laae bagved og Marsklandet udbredte sig; den vedvarende Regn havde forvandlet Enge og Kornmarker til store Søer, Digerne man kjører paa, vare som Mosegrund, Hestene sank dybt i; flere Steder maatte den lille Vogn understøttes af Bønderne, for ikke at styrte ned paa de lave Huse nedenfor Digerne, flere Timer gik for hver Miil, endelig laae Nordsøen med sine Øer foran; den hele Kyst er en Dige, belagt med milelange Halmfletninger mod hvilke Bølgerne brydes. – Jeg indtraf til Flodtid, Vinden selv var gunstig og i neppe en Time, kom jeg over til Føhr, der efter den besværlige Reise, syntes et heelt Feeland. – Byen Wick den største, hvor Badene findes, er ganske hollandsk Bygget, alle Huse kun een Etage med straa Tag og Gavlen ud ad, men de mange Fremmede, det hele Hof gav Hovedgaden en egen Livlighed, fra hvert Huus næsten tittede bekjendte Ansigter ud; de danske Flag vaiede, Musikken klang; jeg blev snart indqvarteret, og hver Dag under hele mit Ophold, der varede , nød jeg den Ære at være tilsagt til Taffels, samt hver Aften at være i deres Kreds; flere Aftener forelæste jeg for Kongen og Dronningen mine Eventyr og de vare saa naadige, saa elskelige mod mig. Det gjør saa vel at see det ædle Menneskelige aabenbare sig der, hvor man ellers kun seer Kongekrone og Purpurkaabe. – Faae Mennesker kunne i det private Liv være elskeligere end det regjerende danske Kongepar. Gud glæde og velsigne dem, som de have kastet Glæde og Sol i mit Bryst. – Jeg gjorde i deres Følge Touren med til den største af Haligerne; disse græs Runer i Havet, der mælder om ; de stærke Bølger have forvandlet Fastlandet til Øer, igjen sønderrevet disse og begravet Mennesker og Byer, Aar for Aar rives Stykker bort og vist er det at om neppe halvtredsindstyve Aar er her kun Havet. – Haligerne ere nu flade Holme, med en mørk skarp Grønsvær, hvor nogle Faarehjorder græsse; stiger Havet, da drives disse op paa Husets Loft, Bølgerne vælte over det lille Land, der ligger milevidt fra Kysten. Oland, som vi besøgte har en lille By; Husene staae tæt op til hinanden, som ville ogsaa disse i Nøden slutte sig til hinanden; de ere alle reiste paa et Bjelkelag, have smaa Vinduer, som i Skibskahytter, her i den lille Stue, ved deres Spinderok sidder det halve Aar eensomt Koner og Døttre; der er altid en lille Bogsamling, jeg fandt tydske, danske og frisiske Bøger; de læse, de arbeide og Havet stiger rundt om Husene, der ligge som Vrag i Søen; stundom driver et Skib i Natten herhen troer at see Lys fra et andet Fartøi og det er inde fra Huset, mod hvis Muur Skibet støder og strander. I Stormfloden 1825 bortskylledes Huse og Mennesker, halvnøgne sad de i Nætter og Dage paa Tagene, til disse sank, Ingen fra Føhr eller Fastlandet kunde bringe Hjælp; Kirkegaarden er halv bortskyllet, Kister og Liig stikke ud i Brændingen, det er et rystende Syn og dog elske Halligebeboerne deres lille Hjem, kunne ikke udholde at blive paa Fastlandet, de drives tilbage af Hjemvee; vi fandt kun eet eneste Mandfolk paa Øen, og han var nyelig kommet op af Sygeleiet, de andre vare paa Søefart til Grønland og Holland, ikkun Piger og Koner modtoge os. – Foran Kirken havde de reist en Æreport af Blomster hentet fra Føhr, men den var saa lille og lav at man maatte gaae uden om den; men den gode Villie saae man; det rørte Dronningen dybt at de havde afskaaret deres eneste Træ, en Rosenhæk for at lægge den over et sumpet Sted hvor hun skulde gaae; smukke ere Pigerne, halv orientalsk klædte, de regne sig ogsaa ned fra Grækerne; Ansigterne næsten tilhyllede og under en rød græsk hvorom Haaret er lagt i en Fletning. – Paa Tilbagetouren var Taffel ombord paa det kongelige Dampskib og efter Taffelet, mens vi ved deilig Solnedgang seilede mellem dette blev Skibsdækket forvandlet til Dandsesal. Unge og Gamle dandsede, Laqeierne bevægede sig med Forfriskninger mellem de Dandsende, Matroserne stode paa og loddede, raabte monoton hvor mange Fod dybt; Maanen gik op saa rund og stor og Klitterne paa Amrom, syntes en sneebedækt Alperække.
Disse øde Sandbjerge besøgte jeg senere; Kongen tog paa Jagt der efter Kaniner; for flere Aar siden strandede her et Skib med to Kaniner og fra disse »Adam og Eva« er nu i tusindviis Amrom opfyldt med deres Afkom. – I Ebbetiden gaaer Havet ganske bort mellem Amrom og Føhr, da kjører man fra den ene Øe til den anden, men Tiden maa vel iagttages, Retningen vel kjendes, thi kommer Floden, da er de Kjørende uden Rædning fortabte; faae Minutter kun og hvor der var tørt Land kunne de største Skibe seile; ved Overfarten til Amrom saae vi en heel Række Vogne, de syntes paa det hvide Sand, mod den blaa Horizont dobbelt store, det var som gleed de gjennem Luften; de kjørte fra Føhr til Amrum, men rundt om spændte sig som et tyndt Næt Vandrevnerne, som holde de fast paa Sandbunden, der tilhørte Havet og snart skulle overskylles af det. – Ved Klitterne kommer man til at tænke paa Vesuvs Asketop, ogsaa her synker man ved hvert Skridt, det stride Marehalm kan ikke holde de løse Lag sammen. – Solen brændte mellem de hvide Banker, det var som en Vandring i Africas Sand, i Dalene mellem Klitterne voxte en egen Slags Roser, Lyngen blomstrede, andre Steder var aldeles ingen Vegetation kun det vaade Sand, som Bølgerne havde efterladt Aftryk i; Havet havde skrevet ved sin Bortgang sælsomme ; fra een af de høie Klitter saae jeg ud over Nordsøen, den var i Ebben gaaet over een Miil endnu længer ud og Skibene laae, som døde Fiske paa Sandet og ventede paa Floden; enkelte Matroser vare stegne ned paa Sandbunden og bevægede sig der langt ude, som sorte Punkter; hvor Havet selv endnu stille rørte den hvide Sandflade, hævede sig en lang Banke, som i Flodtiden er skjult, men paa hvilken mange Strandinger skee, jeg saae de her opreiste høie Bjælketaarne, der hænger en Tønde med Vand, en Kurv med Brød og Brændeviin, de Ulykkelige, som strande her kunne da her midt i den svulmende Søe friste Livet nogle Dage til det bliver mueligt at bringe dem Hjælp. – At vende fra en saadan Natur tilbage til et kongeligt Taffel, en smuk Hofconsert og Bade Salonens smaa Baller, gaae i Maaneskinnet paa den med Badegjæster opfyldte Promenade, en Boulewarde i det Smaa, havde noget eventyrligt sælsomt afvexlende. – Rantzau-Breitenburg vidste hvilken Betydning den havde for mig, at just denne Dag jeg oplevede her, var som sagt, fem og tyve Aars Dagen efter at jeg første Gang kom til Kjøbenhavn. Da jeg sad ved det kongelige Taffel om Middagen, rullede i mine Tanker hele mit Liv op for mig, jeg maatte samle al min Kraft for ei at bryde i Taarer; der er Øieblikke fulde af Taknemlighed i hvilke vi ligesom have Trang til at trykke Gud til vort Hjerte! hvor dybt følte jeg mit Intet at Alt, Alt var fra ham. Efter Taffelet lykønskede Majestæterne mig – naadigt er for fattigt et Ord, – saa hjerteligt, saa deeltagende – Kongen lykønskede mig til hvad jeg havde overstaaet og vundet; spurgte mig om min første Optræden, og jeg fortalte ham et Par characteristiske Træk; i Samtalens Løb spurgte han mig, om jeg ikke havde noget Bestemt aarligt; jeg sagde ham denne Sum, »det er ikke meget!« sagde Kongen. »Men jeg behøver heller ikke meget!« svarede jeg »og mine Skrifter forskaffe mig ogsaa noget.« – Kongen gik deeltagende ind i min Leven og Virken og endte med: »Kan jeg nogen Tid være Dem til Gavn ved at fremme Deres litteraire Virksomhed, saa kom til mig!« – Om Aftenen, ved Hofconserten fortsattes samme Samtale, mit Hjerte var dybt bevæget. Et Par af de som havde staaet mig nærmest bebreidede mig, at jeg uklog ikke havde benyttet Øieblikket; »Kongen lagde Dem det jo lige i Munden,« sagde de, »at De skulde have udbedet Dem noget mere aarligt at leve af! – han sagde at det var kun lidt, hvad De havde og at De nu skulde have det lidt beqvemt!« – »Hvor kunde jeg!« svarede jeg dem, »i det Øieblik jeg behandles, om jeg tør sige det Udtryk, som en Gjæst, i det Øieblik Kongen og Dronningen ere saa deeltagende, saa hjertelige mod mig, skulde jeg gribe et deeltagende Ord og benytte mig deraf! – Det er maaskee ikke klogt, som jeg bærer mig ad, men jeg kan ikke handle anderledes! finder Kongen jeg kunde behøve lidt mere, saa vil han af sig selv give mig det!« – Og jeg bedrog mig ikke, forøgede Christian den ottende min aarlige Indtægt, saa at jeg ved den og hvad mine Skrifter nu indbringe mig kan leve hæderligt og sorgfrit. Af sit Hjertes rene, gode Villie gav min Konge mig det! Oplyst, indsigtsfuld, videnskabelig dannet er Kong Christian den Ottende, hans naadige Deeltagelse i min Skjæbne er derfor dobbelt hædrende og oplivende. – Det var mig en Festdag den 5 September; ogsaa Tydske gav mig den Dag Beviis paa broderligt Sind; de tydske Badegjæster udbragte i Badesalonen Skaal for den danske Konge og Dronning og efter denne Skaal udbragte de een for den danske Digter, hvis Skrifter de kjendte fra deres Hjem, men ham selv de her havde lært at kjende. reiste sig og udbragte Tak i mit Navn. – Saa meget kan let fordærve et Menneske! – gjøre ham forfængelig – men nei! man fordærves ikke derved, bliver ikke forfængelig, sligt gjør just god og bedre, luttrer Tanken, og man maa jo faae Trang og Villie efter at blive Alt sligt værd! Ved Afskeds Audientsen skjænkede hendes Majestæt Dronningen mig til en naadig Erindring om disse Dage paa Føhr, en kostbar Ring, Kongen udtalte sig atter saa velvilligt, ædelt og deeltagende, Gud velsigne og bevare de ophøiede To. –
Hertuginden af , med sine to ældste Døttre, vare samme Tid paa Føhr, daglig havde jeg nydt den Lykke at være sammen med disse, og paa det naadigste faaet en gjentagen Indbydelse om at lægge Veien hjem over Slottet Augustenborg og blive der nogle Dage; jeg reiste derfor fra Føhr til Als een af de smukkeste Øer i Østersøen; det lille Land er som en blomstrende Have. – De frodige Korn- og Kløvermarker staae indhegnede med Nøddehække og vilde Roser; ved Bøndernes huus strækker sig store Æblehaver, hvor Frugten tynger Grenene, Skove og Banker vexle; snart har man det aabne Hav med Angelens Skovhøider, snart det smalle, en Flod lignende lille Belt. Slottet selv er storartet med en blomsterfyldt Have ned til den bugtede Fjord. – Jeg fandt den hjerteligste Modtagelse, det behageligste Hjem, det elskeligste Familie-Liv i den Hertugelige Kreds; hele 14 Dage blev jeg der, begyndte paa , som jeg haaber snart at fuldende, arbeidede paa den under Afvexling af Kjøretoure og Vandringer i den rige Natur; hyggelige Aftener, hvor Kunstneren spillede sine bløde vuggende Phantasier; feiredes; »« bragte under Fakkeltog deres Sang; paa Slottet var Bal og Festlighed; de augustenborgske , der ere henlagte til denne Fest, varede tre Dage, By og Slot var opfyldt med Mennesker. Ved Taffelet overraskedes jeg ved Hertugen naadigst udbragte min: den danske Digters Skaal, lige saa smukt, som hjerteligt, og Viva lød gjennem Salen. I et lykkeligt Familieliv er man, som i en smuk Sommeraften, man opfyldes af dens Fred og Alt rundt om faaer en egen Glands, man siger af fuldt Hjerte: her er godt at være! og det følte jeg paa Augustenborg.
VII
I Foraaret (1844) havde jeg fuldendt et dramatisk Eventyr, »« i hvilket Ideen var at det er ikke Kunstnerens udødelige Navn, ikke Kongekronens Glands der gjør Mennesket Lykkelig, Lykken findes hvor man glad i Lidet elsker og er gjenelsket. – Scenen var ganske Dansk, et idyllisk solbelyst Liv, paa hvis Himmel, som i en Drøm to mørke Billeder afspeilede sig, den ulykkelige danske Digter Liv, og den i vore tragisk besjungne ; den Tidsalder mange Digtere stille os i kun det skjønne Lys, vilde jeg til Ære for vor Tid, vise mørk og elendig, som den var. – Professor , jeg var i de sidste Aar altid blevet stødt til fra denne Side, jeg betragtede det, som en personlig Uvillie, men denne var mig pinligere, end at Stykket skulde blive forkastet, det piinte mig at staae i et spændt Forhold til en Digter jeg i saa meget saae op til, og hvem jeg, efter min Overbeviisning havde gjordt Alt for at staae mig vel med. Endnu et Forsøg maatte gjøres, udtalte mig aabent og jeg tør troe hjerteligt, jeg bad ham erklære mig tydeligt Grunden for sin Forkastelse af Stykket sin Uvillie mod mig; han aflagde mig strax et venligt Besøg, som da jeg ikke var hjemme, jeg Dagen efter gjengjældte, og blev paa det venligste modtaget i hans Sommerbolig; hører vistnok til det Eiendommelige, men det bragte en Forklaring og jeg haaber en tilkommende bedre Forstaaen. – Han satte mig klart sine Grunde frem hvorfor han forkastede dette Stykke, de vare fra hans Standpunkt rigtige, men de vare aldeles ikke mine; vi kunne altsaa ikke mødes. Han erklærede at han aldeles ingen Uvillie nærede imod mig, at han erkjendte mit Talent; jeg pegede tilbage paa hans forskjellige Angreb mod mig, f Ex. i hans , at han nægtede mig ganske og meente at denne vistnok viiste sig i mine Romaner: »men dem har De ingen af læst!« sagde jeg, »De har selv sagt mig det!« – »Ja det er Sandhed,« sagde han, »jeg har ikke endnu læst dem, men nu vil jeg!« – »De har senere,« vedblev jeg, »: »Danmark«, spottet over mig i min »Bazar« og talt om mit Sværmeri for de deilige Dardaneller, men jeg har just i min Bog omtalt Dardanellerne, som ikke smukke, det er Bosperus jeg har fundet deiligt, men De synes ikke heller ret at have lagt mærke der til maaskee heller ikke læst den endnu?« – »Naa det er Bosperus!« sagde han med sit egne Smiil, »ja, det huskede jeg ikke og seer De, det husker Folk ikke heller, og her var det kun om at jeg vilde give Dem et Hip!« – Tilstaaelsen klang saa naturlig, saa eiendommelig for ham, at jeg maatte smile; jeg saae ham ind i de kloge Øine, huskede paa hvor meget smukt han havde skrevet! – jeg kunde ikke være Uven! – Samtalen blev livligere, friere, han sagde mig venlige Ord, stillede f Ex mine Eventyr meget høit, bad mig oftere besøge sig, jeg skulde være velkommen; jeg har meer og meer forstaaet denne Digternatur, jeg tør troe han vil forstaae min, vi ere høist forskjellige, men gaae dog mod det samme Maal. – Før vi skildtes førte han mig op i sit lille Observatorium, hans kjæreste Verden for Øieblikket; han synes at leve for Poesien, snart for Philosophien og – hvad jeg troer han udretter mindst ved – for Astronomien; her kunde jeg næsten sukke og synge:
og oplevede i Saissonens Løb .
Alt som man bliver ældre, i hvor meget man tumler sig om i Verden, bliver dog eet Sted det egentlige Hjem, selv Trækfuglen har sit bestemte Sted, hvorhen den søger, mit var og bliver som sagt, det collinske Huus; behandlet, som Søn, næsten opvoxet med Sønnerne og Døttrene, er jeg blevet et Led i Familien; et inderligere Sammenhold, et bedre Hjem har jeg aldrig kjendt; eet Led brast i denne Kjæde; og just i Tabets Time følte jeg hvor fast jeg var voxet her, at jeg blev betragtet, som een af Børnene. – Skulde jeg nævne et Exempel paa en Huusmoder, der ganske tabte sit eget jeg i sin Mand og sine Børn, da maa jeg nævne , med en Moders Deeltagelse fulgte hun mig i Sorg og Glæde. – I de sidste Aar var hendes Hørelse aftaget, og hun havde den Ulykke snart at blive næsten Blind; en Øien-Operation blev foretaget, den faldt lykkelig ud, hun kunde alt i Vinteren begynde at læse en Bog og var taknemlig glad derover; længtes forunderlig efter at see det første Foraarsgrønne, og hun saae det i sin lille Have; forlod jeg hende glad og sund; om Natten blev jeg kaldt op, Collins Tjener bragte mig et Brev, Collin skrev: »min Kone er meget syg, alle Børnene ere samlede herude!« – Jeg forstod det, jeg fløi afsted, hun sov stille, uden Smerte, uden, som det syntes at drømme, det var den Godes Søvn; det var Døden, som nærmede sig saa stille saa venligt, laae hun endnu saaledes i uafbrudt rolig Slummer, da gik der en Bleghed henover Ansigtet og hun var død.
Du lukked Øiet for at samle ret
Med Tanken i een Sum Din hele Lykke,
Vi saae et Blund, som Barnets blød og let,
O Død, Du er jo Glands og ikke Skygge!
Aldrig havde jeg tænkt mig det at forlade denne Verden kunde være saa smertefrit, saa lyksaligt! – Der kom en Andagt i min Sjæl, en Forvisning om Gud og Evigheden, som opløftede dette Øieblik til et Moment i mit Liv, det var den første Døds Seng, jeg som ældre havde staaet ved. Børn og Børnebørn vare samlede; i et saadant Øieblik er det Helligt rundt omkring os! – Hendes Sjæl var Kjærlighed, hun gik til Kjærlighed og Gud! –
I Slutningen af Juli skulde ved Skanderborg, midt i Jylland, afsløres, jeg havde efter Comiteens Anmodning skrevet , Hartmann sat den i Musik, danske Studenter (Sangforeningen) skulde afsynge den; indbudt til Festen, var denne Maalet for min Sommer Udflugt. Skanderborg er een af Danmarks skjønneste Egne, som i et Bjergland hæver sig her anseelige Banker, med store Bøgeskove, og i smukke Former strækker sig en stor Indsøe mellem disse. Udenfor Byen, tæt ved Kirken, der er reist paa Ruiner af et gammelt Slot staaer nu Monumentet, et Arbeide af Thorvaldsen. Som det smukkeste Øieblik for mig, ved denne Fest var Aftenen efter Monumentets afslørelse, rundt om dette var Beegkrandse tændte der kastede deres vaklende Skjær ud over Søen, inde i Skoven glimrede tusinde Lys og Dandsemusikken klang fra Teltene. – Rundt om paa alle Banker, mellem Skovene og høit over disse bleve i et Nu Festblus tændte, der lyste i Natten som røde Stjerner; der laae over Søe og Land en Fred, en Sommerduft, som Norden i sine deiligste Sommernætter eie; Skyggerne af de Enkelte som gik mellem Monument og Kirke glede svævende store hen ad dens røde Muur, som var det Aander der toge Deel med i Festen. –
Jeg vendte hjem igjen til litterair Virksomhed. I Begyndelsen af Aaret var min Roman »« blevet oversat paa Engelsk af den bekjendte Forfatterinde Mary Howit, og optaget med et overordentlig Bifald, O T og Spillemanden fulgte strax efter og fandt, som det synes samme Modtagelse; tydsk og Svensk var tidligere de eneste Oversættelser af mine Skrifter, nu fulgte foruden den engelske ogsaa af flere af mine Arbeider og fra Petersborg mældtes mig at »Improvisatoren« var i de samme Dage udkommet . Hvad jeg aldrig havde vovet at drømme opfyldtes, mine Skrifter synes at staae under en Lykkestjerne, jeg kan ikke forklare det anderledes, de flyve ud over Landene. Der er noget opløftende, men tillige skrækkeligt i at see sine Tanker gaae vidt omkring og ind i Menneskene. Det er næsten ængsteligt saaledes at tilhøre saa Mange. Det Ædle og Gode bliver en Velsignelse, men vore Vildfarelser, det Onde have ogsaa deres Spirer i sig; og uvilkaarlig paatrænger sig Tanken, Gud lad mig aldrig nedskrive et Ord, hvorfor jeg ei hos Dig kan gjøre Regnskab. En egen Følelse blandet af Glæde og Angst fylder mig ved hver Gang min bærer min Digtning til et fremmed Folk. –
Som et styrkende Bad for Aanden, som den der altid forynger igjen er for mig det at reise. Jeg føler en Trang der til, ikke for at søge Stof, som en har troet, og sagt da han omtalte min: , der ligger en Rigdom af Stof i mit eget Indre, dette Liv er for kort til at tømme dette Væld, men der hører en Aands Friskhed til at bringe det sundt og modent paa Papiret, og for mig er Reiselivet, som sagt dette forfriskende Bad, hvorfra jeg ligesom yngere og stærkere vender tilbage. – Ved fornuftig Oeconomie og ved Indtægten af mine Skrifter har jeg i de sidste Aaringer flere Gange været paa Reise, den for mig meest solbelyste, er ; Erkjendelse, maaskee Overvurderelse, men især Hjertelighed, Lykke og Glæde i fuldt Maal er strømmet til mig. I den fuldeste Erkjendelse af min Lykke, af den Gud der fulgte og følger mig kan jeg med et kort Omrids af dette sidste Aar slutte dette Afsnit af mit Liv.
Jeg vilde besøge Italien, være her noget ind i Sommeren for at kjende Syden i sin varme Tid og maaskee derfra over Spanien og Frankerige vende hjem. –
Sidst i October 1845 forlod jeg Kjøbenhavn. Altid før, naar jeg reiste ud tænkte jeg: »Gud hvad vil Du paa denne Reise lade skee for mig!« – denne Gang var min Tanke: »Gud, hvad skeer med mine Venner her hjemme i den lange Tid!« Og jeg følte en Angest: i eet Aar kan Liigvognen mange Gange kjøre ud af Porten, og hvilke Navne skulle skinne fra Kisterne! det er en dansk Talemaade, naar man pludselig føler en kold Gysen: »!« det er et koldere Gys, naar Tanken gaaer over vore bedste Venners Grave. –
Jeg blev nogle Dage hos paa Glorup; i den nærmeste Kjøbstad spillede reisende Skuespillere et Par af mine dramatiske Arbeider, jeg saae dem ikke, Landlivet holdt mig fast og det har selv i det Efteraar noget poetisk smukt; naar Løvet er af Træerne, men Solen skinner paa det grønne Græs og Fuglene qviddre, kan man tidt bilde sig ind det er en Foraarsdag; saaledes har vist den ældre Mand Øieblikke i sin Høst hvor hans Hjerte endnu drømmer Foraar. – blev jeg kun een Dag, jeg føler mig mere fremmed der end i Tydsklands store Byer; som Barn var jeg eensom, har derfor ingen Barndomsvenner; de fleste Familier jeg kjendte ere døde, ganske nye Slægter gaae om i Gaderne der ogsaa ere forandrede. Mine Forældres fattige Grave gjemme senere jordede, Alt er forandret. – Jeg gik een af mine Barndoms Vandringer ud til der havde tilhørt den iversenske Familie; denne er spredt ad, ubekjendte Ansigter saae ud gjennem Ruderne; hvor mange Ungdoms Tanker bleve ikke vexlede her. , som stille, med lysende Øine den Gang sad og lyttede her til mine første Digte, da jeg som fra Slagelse kom her i Sommertiden, og har derfra som ældre sendt ud i Verden; fra mig kunde være dem til Gavn og jeg, den Fremmede, næsten altfor vel modtagne har indført den beskedne Piges Skrifter i Tydskland. Det er Jette Hanck, Forfatterinden til Tante Ana og til 1. Hendes Barndoms Hjem, hvor den første lille Kreds havde givet mig Hyldest og Glæde besøgte jeg. – Alt var fremmet der, jeg selv en Fremmed! –
af Augustenborg opholdt sig paa Jagtslottet Gravensteen, man vidste mit Komme og al den Naade og Hjertelighed jeg nød paa Augustenborg, fornyedes her i riig Fylde. – Jeg blev her og det var, som om disse var en Forbebudelse paa al den Lykke og Velsignelse der skulde møde mig naar jeg kom ind i Tydskland. – Egnen herom hører til een af de meest maleriske; Store Skove, Bjergagtige Høider og altid Afvexling med den bugtede salte Fjord og de mange stille Ferskvands Søer. – Selv Efteraarets svævende Taager gav Landskabet noget endmere malerisk, noget fremmed for Øeboeren; Alt er her i større Maalestok end Øerne frembyde det. – Der var smukt ude, der var velsignet inde! – Et nyt Eventyr blev digtet her, det eneste der er fremsprunget paa denne Reise. – Med Indbydelse til oftere at vende tilbage til Gravensteen og Augustenborg, forlod jeg med taknemligt Hjerte, et Sted hvor jeg havde nydt saa smukke, lykkelige Dage. Nu gaaer det ikke Snegle Gang i det dybe Sand over Heden, fra Rendsborg bærer den Reisende i faae Timer til Altona og Hamburg. – Vennekredsen der er voxet i de sidste Aar, Den meeste Tid, som levnedes mig blev tilbragt hos de ældste Venner, Grev og og hos mine Eventyrs fortræffelige Oversætter . Den geniale overraskede mig med sine kjække herlige Tegninger til disse; han havde gjort en heel Samling, hvoraf kun 6 endnu vare kjendte; det samme kjække Naturfriske der aabenbarer sig i hvert af hans Arbeider og gjør det til et lille Kunstværk udtaler sig i hele hans Personlighed; han synes at eie et patriarkalsk Hjem, en hjertelig gammel Fader og begavede Søstre, som med hele deres Sjæl elske ham. – Speckter syntes opfyldt af mine Eventyr, syntes mig hjertelig god. – Jeg vilde om Aftenen i Theatret, der var neppe meer end et Qvarteerstid før Operaen begyndte; Speckter fulgte mig, vi kom forbi . »Der maa vi først op, kjære Ven! – Der boer en riig Familie, Venner af mig, Venner af Deres Eventyr, Børnene ville blive lykkelige!« – »men Operaen!« sagde jeg! – »Kun to Minutter!« svarede han og trak mig ind i det rige Huus, nævnede mit Navn, Børnekredsen flokkede sig om mig. – »Og nu fortæller De eet Eventyr, kun et eneste!« – Jeg fortalte eet og ilede saa afsted for at naae Theatret. »Det var et underligt Besøg!« sagde jeg. »Fortræffeligt!« jublede han, »ganske udmærket. Børnene ere opfyldte af Andersen og hans Eventyr, pludselig staaer han midt i Kredsen, fortæller selv eet og – er borte, forsvundet! – Det er selv for de Smaae som et Eventyr! Det vil just staae levende i deres Erindring!« – Jeg morede mig selv derover. Hos Speckter gjorde jeg (?) Bekjendtskab, Forfatterinden til o s v; han malede hendes Portræt, hun har et talende Øie og noget høist Behageligt i Samtalen. –
I , ventede mig min egen lille Stue, Alt gjort hjemligt og hyggeligt for mig; Hofraad von , hvem jeg blandt alle Venner i Udlandet kan regne blandt de meest deeltagende, ventede mig, hos dem havde jeg lovet at blive en 14 Dage, og Tiden drog længere ud. Et Huus hvor alle de Bedste og Aandfuldeste i en Stad mødes, bliver altid et behageligt Opholdsted og et saadant fandt jeg her. – Der er stor Selskabelighed i den lille Stad og Theatret, hvor der hverken gives Opera eller Ballet, hører til et af de allerfortrinligste i Tydskland, Theaterintendanten Dygtighed er nok som bekjendt og en stor fortræffelig Virkning har vist nok ogsaa Digteren Kaldelse her til været, ham skylder jeg at jeg fik eet af Tydsklands classiske Stykker at see: , hvis Tittelrolle udførtes af , en ligesaa tænkende og fortræffelig Skuespiller, som Forelæser. Mosen, der noget ligner , et halv africansk Ansigt med brune funklende Øine, var uagtet han endnu var legemlig lidende, Liv og Aand og snart forstod vi hinanden! Et Træk af hans lille Søn rørte mig, han havde med stor Andagt hørt mig læse et Eventyr og da jeg den sidste Dag sagde Farvel og sagde han skulde give mig Haanden, »der gaaer maaskee mange Tider før Du seer ham igjen!« brast Drengen i Graad og om Aftenen da Mosen kom i Theatret sagde han: »min lille eier to Tinsoldater, han har givet mig den ene til Dem at tage med paa Reisen!« Tinsoldaten har troligt fulgt med mig, det er en Maurer, maaskee fortæller han engang sin Reise. – Mosen skrev foran i sin »« til mig:
Kam ein Vogel einst herüber
Von der Nordsee wüsten Strand,
Singend zog er mir vorüber
Mährchen singend durch das Land;
Fahre wohl! bring deine Lieder
Und dein Herz den Freunden wieder.
der saa interessant har skrevet om »Neapel og Neapolitanerne« traf jeg her atter, mine Eventyr opfyldte ham saa meget at han for Tydskland nedskrev over disse; Capelmesteren og min Landsmand Maleren hører til de tidligere Venner, hver Dag knøttedes nye Bekjendtskaber; ved den Familie hvori jeg levede aabnedes mig alle Huse; Storhertugen var saa naadig alt Dagen efter minAnkomst at lade mig indbyde til , senere havde jeg den Ære at kaldes , modtog saa uventet og hjerteligt megen Naade ved dette fremmede Hof. – Hjemme hos Eisendeckers og hos min Ven , den i Oldenborg værende Geheimeraad Beaullieu de Marconnay, havde jeg flere Gange læst paa Tydsk mine Eventyr; paa Dansk kan jeg vel læse dem som de skulle læses, give dem den Belysning, en skal give, paa Dansk har de selv i Sproget en Magt der ikke kan gives ved Oversættelse; det danske Sprog egner sig saa fortræffeligt for denne Digtart, ikke blot Historien, men ogsaa Formen er noget væsentligt. Paa Tydsk have Eventyrene for mig allerede noget Fremmed, det er mig vanskeligere ved Læsningen at lægge min Danske Sjæl i dem, min Udtale af det tydske er for blød og enkelte Ord, maa jeg formelig ligesom tage Anløb til for at sætte frem; og dog her i Oldenborg og overalt hos Venner i Tydskland følte man, tør jeg tro Interesse ved at høre mig selv forelæse dem; jeg vil troe at den fremmede Udtale meest tillades ved at læse et Eventyr, det Fremmede grændser her til det Barnlige, det giver Forelæsningen en naturligere Collerit. Jeg saae overalt de betydeligste Mænd, de meest aandfulde Qvinder med Interesse følge mig, man bad mig læse og jeg gjorde det gjerne. For Storhertugen af Oldenborg i en lille udvalgt Kreds læste jeg første Gang ved et fremmet Hof, i et fremmed Sprog, mine Eventyr. – Det var allerede blevet Vinter; Engene, der stode under Vand og dannede store Søer om Staden, bar tyk Iis, Skøiteløberne fløi hen over den; og jeg blev endnu fast i Oldenborg hos de gjæstfrie Venner; Dage og Aftner glede saa hurtig hen; Julen nærmede sig og til den Tid vilde jeg være i Berlin; men hvad ere Afstande i vor Tid; Fra Hanover til Berlin gaaer Dampvognen i een Dag! – Jeg maatte afsted fra alle de Kjære, fra Børn og Gamle, der ligesom vare rykkede mit Hjerte nærmere; ved Afskeden overraskedes jeg i høi Grad ved fra Storhertugen at modtage som et Tegn paa hans Naade, som en Erindring om Oldenborg en meget kostbar Ring, jeg skal gjemme den, som hver Erindring fra dette Land, hvor jeg har fundet og eier trofaste Venner. –
Da jeg var i Berlin blev jeg, som Forfatter til »Improvisatoren« indbudt i »det italienske Selskab«, hvor kun de som have været i Italien kunne komme, her saae jeg første Gang , der med sit hvide Haar og sin kraftige, mandlige Skikkelse, er ikke ulig , Ingen forestilte mig for ham og jeg vovede ikke selv at præsentere mig; i hans Attellier gik jeg ene om som de andre Fremmede, senere havde jeg i Kjøbenhavn, hos lært ham personlig at kjende; jeg ilede nu til ham, han var i høi grad stemt for mine Eventyr, han trykkede mig til sit Bryst, udtalte en alfor høi Roes, men ærligt meent, et saadant Øiebliks Vurdering eller Overvurdering hos Geniet, udsletter mange mørke Skygger i Sindet. – Hos Rauch fandt jeg den første Velkomst i Berlin; han sagde mig hvilken stor Kreds af Venner jeg havde i Preusens Hovedstad, og jeg maatte erkjende det! ydmyges og opløftes, thi det var de ædleste i Sindet, som de første i Rang, Kunst og Videnskab; , Fürst , og saa mange Uforglemmelige. havde jeg søgt , men var den Gang ikke kommet vidt med Bekjendtskab; jeg havde da intet Anbefalings Brev bragt med, i det man sagde mig og jeg selv troede, at kjendte Nogen mig i Berlin, da var det vist Brødrene Grimm; jeg opsøgte da deres Bopæl; en Tjenestepige spurgte mig hvem jeg af de to Brødre vilde tale med. – »Den, som har skrevet meest!« sagde jeg, thi jeg var da uvidende om hvem der havde været meest virksom med Eventyrene. »Jacob er den lærdeste!« sagde Pigen, »ja saa før mig til ham!« – Jeg kom ind i Stuen; og Jacob Grimm med det kloge, characteristiske Ansigt stod for mig. »Jeg kommer til Dem uden Anbefalings Brev, i det jeg haaber mit Navn ikke er Dem ganske fremmed!« – »Hvem er De?« spurgte han. Jeg sagde det og Jakop Grim sagde halvforlegen, »jeg veed ikke jeg har hørt Deres Navn. Hvad har De skrevet?« – Jeg blev nu i høi Grad forlegen, nævnede mine Eventyr! – »Jeg kjender dem ikke,« sagde han, »men siig mig et andet af Deres Skrifter, saa har jeg vist hørt det nævne!« Jeg sagde nogle Navne; han rystede med Hovedet, jeg følte mig ganske ulykkelig. »Men hvad maa De troe om mig,« sagde jeg, »saaledes som vildfremmed at komme ind til Dem! saaledes selv at regne op hvad jeg har skrevet! – men De maa kjende mig; jeg veed af alle Nationer, dediceret Dem, i den staaer i det mindste eet Eventyr af mig!« – Godmodig, forlegen som jeg selv, sagde han: »ja det har jeg ikke læst! men det glæder mig at kjende Dem, maa jeg føre Dem til min Broder Wilhelm –!« »Nei tak!« sagde jeg, ønskede bare at komme bort, det var jo gaaet mig galt nok hos den ene Broder! jeg trykkede hans Haand og – var afsted. – kom Jakop Grim til Kjøbenhavn og i Reiseklædning, strax ved Ankomsten ilede den elskværdige, hjertelige Mand op til mig, nu kjendte han mig, han kom med saa megen Inderlighed og – jeg stod i det Øieblik han kom, og indpakkede min Kuffert for at reise til Provindserne, det var det sidste Øieblik – jeg havde kun faae Minutter og min Modtagelse blev saaledes ligesaa lakonisk, som hans i Berlin, – nu mødtes vi som gamle Bekjendtere, Jacob Grim er een af de Personligheder man maa elske og slutte sig til. – En Aften hos Grevinde læste jeg , blandt den lille Kreds, lyttede Een især med synlig Deeltagelse, udtalte sig klogt og eiendommeligt; det var Broderen Wilhelm Grim. »Jeg havde dog nok kjendt Dem, dersom De var kommet ind til mig, sidst De var her!« sagde han! – Jeg saae næsten daglig begge disse to begavede, elskelige Brødre; de Kredse hvor jeg indbødes, syntes ogsaa at være deres, og det var mig en Lyst, en Glæde, at de lyttede til mine Eventyr, at de med Deeltagelse fulgte mig, de hvis Navne ville evig staae saalænge »tydske Folke-Eventyr« læses. Det havde under mit forrige Ophold i Berlin, forstemt mig, at Grim slet ikke kjendte mig og naar Nogen derfor dengang stærk udtalte: hvor kjendt og veloptaget jeg var i Berlin, rystede jeg med Hovedet og gav min Tvivl med de Ord: »Grimm kjendte mig aldeles ikke!« – var syg, kunde Ingen see, sagde man mig og jeg aflagde derfor kun mit Kort; nogle Dage efter, i en Familiekreds hvor man feirede , traf jeg . »Min Broder ventede forleden paa Dem to Timer med Middagsmaden!« sagde han, »vi var en ganske lille Kreds, og det var første Gang han i lang Tid havde indbudt Nogen!« – Jeg vidste aldeles intet om Indbydelse, havde endogsaa opgivet at see Digteren; jeg gik til ham, blev strax modtaget og han fortalte at han efter at jeg havde aflagt mit Kort, strax havde skrevet mig til, indbudt mig til en lille Dinée, for at vi dog lidt kunde være sammen, Brevet var sendt til Hotellet hvor jeg boede sagde han. Det var imidlertid ikke Tilfælde. Tjeneren havde bragt det til et andet Hotel. En ny Indbydelse fulgte og med Historikeren , , tilbragtes et Par glade, levende Timer, der er en Musik i Tiecks Tale, der er en Inderlighed i hans kloge Øine, som Alderen ikke forringer, men næsten hæver. – »«, maaskee det skjønneste Eventyr der er digtet i vor Tid, formaaer, om Tieck ikke havde skrevet andet, at bære hans Navn til Udødeligheden! – Som Eventyr-Fortæller bøier jeg mig for ham den Ældre: Mesteren, tydske Digter, for mange Aaringer tilbage, der først trykkede mig til sit Bryst. – Som var det en Indvielse at vi skulde vandre de samme Veie. – De ældre Venner maatte alle besøges, Antallet af de nye voxte hver Dag, Indbydelse fulgte; der hører ordenlig legemlige Kræfter til at udholde saa megen Velvillie! blev jeg i Berlin og Tiden syntes ligesom at flyve hurtigere ved hver Dag der gik! jeg var tilsidst legemlig og næsten aandelig træt. Jeg var som overvældet af Godhed, jeg kunde tilsidst kun see for mig den første Hvile ved at komme paa Jernbanen igjen og flyve hen over Landet. Og dog i denne festlige Travlhed, i denne kjærlige Iver, og Interesse for mig, stod een Aften tom, aldeles ubesat, een Aften hvor jeg pludselig følte Eensomheden i sin trykkende Skikkelse: . Just den Aften hvor jeg endnu barnagtig hænger ved at see Noget festligt, at være med ved et Juletræ, glæde mig over Børnenes Glæde, see de Ældre blive Børn igjen. Alle de mange Familiekredse, hvor jeg i Sandhed følte mig, som en Beslægtet optaget, troede hver, som de siden sagde mig, at jeg naturligviis havde den Aften taget Indbydelse og netop der hvor jeg helst vilde være, og jeg sad ganske alene i min Stue i Hotellet, tænkte paa Hjemmet i Kjøbenhavn; jeg satte mig ved det aabne Vindue og saae op i Stjernehimlen, det var det Juletræe der var tændt for mig, »Fader i Himlen«, bad jeg, som Børnene bede, »hvad giver Du mig!« – Da Vennerne hørte om min eensomme Juul, blev flere Juletræer, de næste Aftener tændte; og den sidste Aften i Aaret, stod for mig alene, eet lille Træ, med Lys og Stads; det var hos , kun hun, og jeg var hele Kredsen; vi tre Børn fra Norden, var samlet ; jeg var Barnet for hvem Juletræet var tændt. – Med søsterligt Sind glædede hun sig over min Lykke i Berlin, min Modtagelse der, og jeg kunde næsten føle mig stolt ved en saa reen, ædel Qvindes Deeltagelse; Overalt lød hendes Roes, ikke blot Kunstnerindens, men Qvindens, begge i Een forenet vakte en Begeistring, en Entusiasme, Theatret formeligt bestormedes; det gjør Sind og Hjerte godt at see det Herlige forstaaet og elsket. – En lille Historie, som Bidrag til hendes Triumph blev jeg indviet i. – En Morgenstund jeg seer fra mit Vindue ud »,« opdager jeg under eet af Træerne, halv skjult, en Mand, noget fattigt klædt, tage en Kam op af Lommen, sætte sit Haar, glatte Halsdugen, og børste Kjolen med Haanden. – Jeg kjender den ædle Armod, der trykkes af de fattige Klæder, – et Øieblik efter bankede det paa min Dør, og samme Mand traadte ind, det var —, der kun er en fattig Skrædder, men et ægte poetisk Gemyt; , og flere Forfattere i Berlin have hæderligt omtalt ham; der er noget sundt i hans Digte, noget religiøst, Inderligt.
Han havde læst at jeg var i Berlin og kom at besøge mig. Vi sad i Sophaen sammen og han udtalte en saa elskelig Nøisomhed, et saa ufordærvet godt Gemyt, at det gjorde mig ondt at jeg ikke var riig for at kunne gjøre Noget for ham. Penge skulde han have, men det Lidet jeg kunde give, skammede jeg mig ved at byde, det maatte i det mindste derfor komme under en modtagelig Skikkelse; jeg spurgte ham om jeg turde indvitere ham til at høre Jenny Lind. »Jeg har hørt hende!« sagde han med et Smiil. »Ja, jeg havde jo ikke Penge til at kjøbe Billet, men saa gik jeg hen til Formanden for Statisterne og spurgte om jeg ikke en Aften kunde blive Statist i , og man antog mig, jeg blev klædt, som romersk Kriger, fik et stort Sværd ved Siden og kom ind paa Theatret, hørte hende bedre end alle Andre, jeg stod tæt ved hende, ak hvor sang hun! hvor spillede hun! jeg kunde ikke lade være, jeg maatte græde derved; men det blev man vred over, Formanden forbød det og vil ikke oftere lade mig komme med, thi man tør ikke græde paa Theatret!« – En anden Historie med mig selv faldt ogsaa ganske eiendommelig, jeg var i Operahuset og hørte: »«, sad bag ved mig; hun laante Placaten af mig, hørte mig tale, og ved min fremmede Udtale, udbrød hun, »De er vistnok en Landsmand til den guddommelige Lind!« – »Nei, kun en halv!« svarede jeg. »De er altsaa en Russer?« Spurgte hun. »Nei en Dansk!« – »Dansk!? Kjender De Deres Landsmand Digteren Andersen?« – »Ja noget!« svarede jeg. Den fremmede unge Dame udtalte sig nu saa varmt og begeistret for Digteren Andersen, at jeg følte Blodet steeg mig op i Kinderne, jeg svarede lidt keitet, hun saae stift paa mig, blev blodrød og udbrød, »det er dog ikke Dem selv!« »Hvoraf troer De det?« – »Jo, thi De er ganske forandret!« – Og jeg sagde hende, hvem jeg var. – Nu blandede Manden sig i Samtalen, de vare begge fra en langt bortliggende Stad, syntes at glæde sig over vort Sammentræf og gav mig Navn og Adresse, for at besøge dem, førte Tilfældet mig til Byen hvor de boe. – Foruden Theatret levnedes mig kun ringe Tid til denne Gang at besøge Samlinger og Kunstskatte; kun ved Directeuren den dygtige, elskværdige Omhue for mig, ham hvem jeg under dette Ophold skylder uendelig Tak, blev mig forundt en hurtig men høist interesant Vandring gjennem Musæet, Olfers var min Fører, vi dvælede kun ved de betydeligste Gjenstande, der her ikke ere faae, Olfers belyste mig dem aandeligt med Ordet, og det giver et endnu interessantere Liv, end den bedste . –
Jeg nød den Lykke flere Gange at modtages af ; der var saa hyggeligt, og dog som i et Feepalads i Slotsfløien hvor hun boede; den blomstrende Vinterhave hvor Kilden pladskede mellem Mosset foran Statuens Fod, sluttede sig tæt op til Stuen, hvor de venlige Børn smilede med milde, trofaste Øine, Aand og Hjerte udtalte sig hos den ædle Fyrstinde; gav hun mig hvori hun under det Billede der fremstillede Slottet hvor hun boede, havde ; jeg skal vaage over denne Bog, som over en Aandens Rigdom; det er ikke blot det Givne man faaer, der har en Betydning, men det er Maaden hvorpaa det gives. En Formiddag læste jeg hos hende et Par af mine Eventyr, hendes kongelige Gemal lyttede venlig dertil, ogsaa var tilstæde.
Faae Dage efter min Ankomst til Berlin nød jeg den Ære at blive tilsagt til det kongelige Taffel; da jeg af dem Alle der kjendte Humboldt bedst, og han med saa megen Venlighed tog sig af mig, fik jeg Plads ved hans Side; ikke blot ved hans aandelige Betydning, ved hans elskelige jevne Væsen, men ved hans uendelige Velvillie mod mig under hele Opholdet i Berlin er han blevet mig kjær og uforglemmelig.
Kongen modtog mig høist naadig, sagde at han havde spurgt efter mig, og hørt at jeg var bortreist, han udtalte en stor Interesse for min Roman: Kun en Spillemand; ogsaa hendes Majestæt Dronningen udtalte sig med saa megen Mildhed og Naade; senere havde jeg den Lykke at blive indbudt til Slottet i Potsdam, en Aften for mig saa riig og uforglemmelig; foruden de to opvartende Hofdamer og Kammerherrer, var her alene Kongen, Dronningen og Humboldt; ved samme lille Bord hvor de sad fik jeg Plads, netop den samme, sagde Dronningen, ; jeg læste fire Eventyr: , , og ; Kongen var saa livlig, saa deeltagende, udtalte sig saa klogt og aandfuld; fortalte ogsaa hvor smuk han havde fundet den danske Skov-Natur, hvor fortræffelig han havde fundet Udførelsen af . Der blev saa gemytligt, saa godt i den kongelige Stue, milde Øine saae paa mig, jeg følte man var mig god, ja alfor god! Da jeg ud paa Natten kom til mit eget Kammer var min Tanke saa opfyldt af denne Aften, mit Sind saa bevæget at jeg ikke kunde sove, Alt forekom mig eventyrligt; hele Natten klang fra Taarnet Klokkespillet, den luftige Musiksluttede sig til mine Tanker; i Lykke bliver man god og from.
Endnu et Beviis paa Kongen af Preusens Naade og Godhed mod mig modtog jeg Aftenen før min Afreise: jeg modtog af den røde Ørn, tredie Classe. Sligt Hædertegn glæder Enhver der faaer det, jeg tilstaaer ærlig at jeg i høi Grad følte mig glad derved; jeg saae deri et tydeligt Tegn paa den ædle oplyste Konges Godhed for mig; mit Hjerte er opfyldt af Taknemlighed. Det er den første Orden jeg har faaet og jeg fik den just paa min Velgjører Fødselsdag, den sjette Januar; denne Dag har nu en dobbelt festlig Betydning for mig, Gud glæde det kongelige Sind, der saaledes vilde glæde mig.
, meest af unge Venner og Veninder tilbragtes den sidste Aften, min Skaal blev drukket, et Digt: fremsagt, seent paa Natten kom jeg hjem for i den tidlige Morgen at være paa Jernbanen. –
Jeg har fortalt her en Deel af de utallige Beviser paa Naade og Godhed her i Berlin, i det jeg føler mig som den der fra en stor Forsamling modtager til et vist Øiemed rige Summer, han lægger Regnskab af for det Modtagne, siger hvad han har faaet; mange Navne fra den litteraire Verden, , , og flere, som fra de huuslige Kredse kunde tilføies, Regnskabet er meget stort, Gud give mig Kraft til at kunne aflægge det for hvad jeg herefter bør virke efter at have modtaget Opmuntringens Sum i saa rig Fylde.
Efter en Dags og Nats Reise var jeg alt i Weimar hos . Hvilken inderlig Modtagelse! et rigt Hjerte, en ædel Stræben lever i denne unge Fyrste. Den uendelige Naade jeg under dette mit Ophold daglig modtog af det weimarske storhertugelige Huus har jeg ikke Ord for at udtale, men mit hele Hjerte er fuldt af Hengivenhed. Ved Hoffesterne, ved det hyggelige Familieliv lærte jeg at skatte det ædleste Sind mod mig. Det var mig en . hyggede om mig med en Broders Sind; uforglemmelig bliver mig de stille Aftentimer hos ham hvor Vennen udtalte sig for Vennen, hans Værd blev mig klarere, han mig mere umistelig. De ældre Venner vare ogsaa de samme, den kloge, dygtige ; som ogsaa sluttede sig til disse; Jenny Lind kom til Weimar jeg hørte hende , besøgte med hende ; vi stode ved disses Kister, hvor hen havde ført os, den østeriske Digter , som her første Gang mødte os skrev siden et smukt Digt der bliver mig et synligt Tegn om denne Time og dette Sted; man lægger jo kjære og smukke Blomster ind i sine Bøger, som en saadan lægger jeg her hans Digt:
Mährchenrose die Du oftmal
mich entzückt mit süßem Duft,
Sah Dich ranken um die Särge
in der Dichterfürstengruft!
Und mit dir an jedem Sarge
in der totenstillen Hall,
Sah ich eine schmerzentzückte
traumerische Nachtigall.
Und ich freute mich im Stillen
war in tiefster Brust entzückt,
Daß die duncklen Dichtersärge
spät noch solcher Zauber smückt.
Und das Duften deiner Rose
wogte durch die Totenhall
Mit der Vehmut der in Trauer,
stumgewordnen Nachtigal!
I en Aftenkreds hos den aandfulde mødtes jeg første Gang med , som just paa denne Tid opholdt sig i Weimar. Hans »« have i høieste Grad opfyldt mig, jeg betragter dem som det meest Poetiske, det Sundeste og Glædeligste den nyere tydske Literatur har frembragt. Hans Personlighed gjorde det samme velsignede Indtryk paa mig; der er noget saa aabent, saa klogt og ligefremt i Auerbachs hele Fremtræden, han seer ud, næsten kunde jeg sige, selv som en Dorphgeschichte, kjernesund paa Sjæl og Legeme, Ærligheden lyser ud af hans Øine; vi bleve snart Venner og jeg haaber for altid. – Mit Ophold i Weimar trak bestandig længer ud, det blev mig næsten vanskeligt at rive mig løs. , efter at have overværet alle Festlighederne hvor til jeg naadigst blev indbudt, reiste jeg, jeg maatte og vilde være i Rom til Paasken. Endnu engang i den tidligste Morgenstund saae jeg Arvestorhertugen og med bevæget Hjerte sagde ham mit Farvel; aldrig vil jeg for Verden glemme den ophøiede Stilling hans Fødsel giver ham, men sige tør jeg, som jo den Fattigste tør sige om Førsten: jeg har ham kjær, som dem der er mit Hjerte kjærest! Gud glæde og velsigne ham i hans ædle Stræben, et ægte Hjerte banker her bag den førstelige Stjerne. –
Beaulieu fulgte mig til Jena og her ventede mig gjæstfrit et Huus, der fra Gøthes Tid har kjære Erindringer; jeg blev hos Boghandler , hvis geniale, gemytfulde under Opholdet i Berlin havde viist mig saa megen Deeltagelse. Broderen viiste mig den ikke mindre. – der er ansat i Jena, samlede hos sig i en festlig Aften en Skare Venner og i en smuk hjertelig for mig udtalte han den danske Literaturs Betydning, det Sunde og Naturlige der trivedes i den. I Michelsens Huus lærte jeg at kjende, den berømte Lærde, Professor , der ved mine Eventyr, som han en Aften hørte mig forelæse enkelte af, syntes at fatte stor Hjertens Godhed for mig; hvad han i Hjertets og Interessens varme Øieblik om mine Eventyr nedskrev paa et Erindrings Blad til mig vidner derom:
»« –
Hvad jeg som Eventyr Digter har at stræbe efter, ligger i disse sidste Linier! – Det var ogsaa Hase og den geniale Improvisator Professor i Jena, jeg for en stor Deel skylder, at en tydsk Udgave af mine Skrifter, denne som nu udkommer, bringer mig en Indtægt. – , Reiselivet fik et Par Forretnings Timer, Boghandelens By, bragte mig ogsaa sin Bouquet, et Honorar, dog den bragte mig ogsaa mere; jeg samledes igjen hos Brockhauss, tilbragte lykkelige Timer hos den herlige, geniale , jeg hørte ham atter og atter spille; hans sjælfulde Øie saae mig ind i Sjælen, syntes jeg; faae Mennesker have mere Præget af den indre Flamme, som Mendelsohn. – og deilige Børn gjør hans rige, velindrettede Huus, velsignet og godt at være i; naar han drillede mig med »Storken« og dennes hyppige Fremtrædelse i mine Skrifter, aabenbarede der sig noget saa barnligt, saa Elskeligt hos den kloge, geniale Kunstner. – Jeg traf igjen min dygtige Landsmand , hvis Compositioner har fundet saa stor Erkjendelse i Tydskland, jeg bragte ham en ny Text til jeg har skrevet og som jeg haaber at see bragt paa Tydsklands Skuepladse; det er ikke første Gang Gade og jeg arbeide sammen, den første dramatiske Digtning han i Danmark har leveret Musik til og som er bragt der paa Scenen er mit Drama »«, hans Composition gjorde overordenlig Lykke. – Auerbach som jeg atter traf her førte mig i flere behagelige Familiekredse, jeg mødtes med Componisten , med hvis prægtige lille Søn ganske vandt mit Hjerte.
Strax ved min Ankomst til Dresden ilede jeg hen til min moderlige Veninde Baronesse ; det var en jublende, hjertelig Velkomst, en ligesaa inderlig fandt jeg hos ; jeg gjensaae min romerske Ven Digteren med Ord og Farver, , samledes med den geniale , Maleren malede mit Billed, der vist nok er det smukkest opfattede af mine Portrætter; blandt ældre Venner savnedes dog een Digteren , med Liv og Inderlighed modtog han mig sidst i Stuen hvor de smukke Blomster stode, nu voxte disse over hans Grav. Det vækker en egen Følelse saaledes paa Livets Reise at mødes een eneste Gang, forstaae hinanden, faae hinanden kjær og da skilles for altid; – ind til Reisen er endt for begge. –
Een for mig høist interesant Aften tilbragte jeg i der med overordenlig Naade modtoge mig; ogsaa her syntes at herske det meest lykkelige Familieliv; en Skare velsignede, elskværdige Børn, alle vare tilstede; , en lille Pige, som vidste jeg havde skrevet Historien om Grantræet, begyndte fortrolig sin Tale til mig med: »vi havde ogsaa et Grantræ sidste Juul og det stod her i denne Stue!« da hun tidligere, end de Andre Børn blev fulgt bort og havde sagt god Nat til Forældrene, og til Kongen og , vendte hun sig endnu engang i den halv tillukkede Dør, nikkede saa venlig og bekjendt til mig, gav mig den sidste Hilsen; jeg var hende nok der Mährchenprinds; – mit Eventyr førte Conversationen over paa den rige Skat af Sagn Norden eier; jeg fortalte et Par, fremhævede det Eiendommelige i vor Natur-Skjønhed; heller ikke i dette kongelige Slot følt jeg Tryk af det Ceremonielle, milde, venlige Øine saae paa mig; i høi Grad fraperede mig den Lighed har med sin Tvillingsøster Dronningen af Preusen. Denne er saa stor at jeg i første Øieblik troede at see hiin for mig, jeg udtalte det og Prindsessen sagde at det var gaaet mange som mig, især i tidligere Tid, da begge vare endnu i Bayern og gik eens klædte. Min sidste Middag i Dresden tilbragtes hos Ministeren , hvor jeg paa det venligste følte mig optaget; bragte mig de sidste Blomster, Solen skinnede varmt, det var Foraaret som holdt sit Indtog i det jeg rullede ud af den kjære Stad; endnu engang fløi Øie og Tanke hen over Elben til det hvide Huus med Viinløvet hvor boe, hvor een deilig Aften var henrundet hos disse fortræffelige Damer, Tanken samlede i en Sum alle de Mange, som havde gjordt mig Opholdet saa rigt og lykkeligt; det var Foraar uden om mig, og Foraar inde i Hjertet.
I Prag eiede jeg kun een Bekjendt, Professor ; et Brev fra i Dresden aabnede mig gjæstfrit Huus; modtog mig paa det naadigste, jeg fandt i ham en ung aandfuld og hjertelig Mand. – Det var i øvrigt et ret jeg afreiste fra Prag; det Militair, som i en Række af Aar havde ligget her, reiste paa Jernbanen bort for at begive sig til Polen hvor Uroligheder var udbrudt; den hele By syntes i Bevægelse for at tage Afsked med deres militaire Venner; Gaden ud til Banegaarden var besværlig at trænge sig igjennem; flere tusinde Soldater skulde paa Vognene; endelig sattes Toget i Bevægelse! rundt om var hele Bjergsiden besat med Mennesker, det saae ud som de rigeste tyrkiske Tepper, men Vævning var Mænd, Qvinder og Børn; Hoved bevægede sig ved Hoved, Hatte og Tørklæder svingede; en saadan Menneskemasse har jeg aldrig før seet, eller rettere overseet, det var et storartet Skue, Sligt lader sig ikke arangere paa Scenen eller i sin Udstrækning og Storhed male paa Lærrede, det var her Masserne, som imponerede; overalt, milevidt saae vi Folk samlede langs Veien for at see de Bortreisende. Vi foer hele Natten gjennem det store Bøhmerland, ved hver By stode Grupper af Mennesker; det var som om hele Folket havde samlet sig; de brune Ansigter, de lasede Klæder, Fakkelbelysningen og det for mig uforstaaelige bøhmiske Sprog gav det Hele et eget Præg; og fremad fløi vi, gjennem Tunneler og over Viaducter, Vinduerne raslede, Signalpiben lød, Damphesten pustede – jeg hældede til sidst mit Hoved mod Vognen og sov under den beskyttende Gud.
Ved Olmütz hvor vi fik nye Vogne nævnede en Stemme mit Navn, det var , vi havde reist sammen den hele Nat, uden at vide det. – I Wien mødtes vi oftere, ædle Kræfter sandt Geni lever i Gøthes Sønnesønner, hos , men det er som om Storheden af deres Bedstefader trykkede dem for dybt til Jorden, et smukt Skrivetøi som Walther Gøthe skjænkede mig har fulgt mig paa hele Reisen og skal i Danmark erindre mig om hans kjærlige Sind og Mødet i . – var her, han indbød mig til sin Consert, det havde ellers været umueligt at erholde en Plads; jeg hørte igjen hans , hørte ham som en Storm-Aand lege med Strengene. Han er en Tone-Jongleur der forbauser Phantasien; ogsaa var her, hans Concert var først ansat efter min Afreise, men da han hørte derom, greb han ved mit Besøg hos ham Violinen og den sang gjennem Taarer et Menneskehjertes Hemmelighed. Jeg saae igjen den herlige , var sammen oftere med den gemytfulde , som just i de Dage af Kongen af Danmark var udnævnt til Ridder af Dannebrogen; han var fuld af Glæde derover, bad mig sige mine Landsmænd at hver af dem, hos ham, naar de sagde jeg er Dansk, skulde paa det hjerteligste være velkommen; der er hos Castelli noget saa aabent, saa ærligt, blandet med en godmodig Humor, man maa holde af ham; han er mig Billedet paa en ægte Wiener, saaledes som de bedste der fødes og trives! han har ved sine Skrifter kjøbt sig et ret storartet Landsted, hvorhen en kommende Sommer han indbød mig som Gjæst, under sit Billed, det han gav mig improviserede han følgende lille Vers, der er ham ganske eiendommelig:
»Dieß Bild soll dir stets mit liebendem Sehnen
Von Ferne zuruffen des Freundes Gruß,
Den Du lieber Däne bist Einer von denen
Die man immer achten und lieben muß!«
Castelli førte mig til og , hos vor danske Gesandt Grev mødtes jeg med . De fleste lysende Stjerner i østerisk Literatur saae jeg glide mig forbi, som man paa Jernbanen seer Kirketaarnene, man kan sige man har seet dem; og for at blive i Billedet af Stjerner kan jeg sige at i Selskabet Concordia, saae jeg den hele Melkevei: her var en Skare af unge Kræfter, som voxe! her var Mænd af Dygtighed og Betydning. Hos Grev , der gjæstfrit indbød mig, saae jeg fra Pesth, hvis ædle Virksomhed i Ungarn Alle kjende; dette korte Sammentræf regner jeg til de interesanteste, denne Gang i Wien; Manden aabenbarede sig i den hele Personlighed, hans Øie sagde man kunde have Tillid til ham.
Ved Afskeden i Dresden havde hendes Majestæt Dronningen af Sachsen spurgt mig om jeg var anbefalet til Nogen ved Hoffet i Wien og da jeg ikke var det, var Dronningen saa naadig at skrive et Brev og give mig til sin Søster ; hendes keiserlige Høihed lod mig kalde en Aften, og modtog mig paa det naadigste, ogsaa Keiserinde Moderen, var tilstæde; mild og venlig; jeg saae , saae og flere Prindser. En smagfuld Ring jeg før min Afreise erholdt vil med Erindringen om denne Aften blive mig kjær og interesant. Efter Theebordet læste jeg et Par af mine Eventyr, Toppen og Boldten, den grimme Ælling, ; da jeg skrev disse drømte jeg mindst om at skulle læse dem høit i Keiserborgen; den høieste Velvillie og Naade mødte jeg her. Fra Keiserens Slot til Bondens Stue kan jeg sige man har været hjertelig og god mod mig! – Endnu før Afreisen maatte eet Besøg gjøres; den aandfulde Forfatterinde Fru von var nylig steget op af Sygesengen, endnu noget lidende, mig vilde hun see, men som stod hun alt paa Tærskelen til de Dødes Rige trykkede hun min Haand, udtalte at vi aldrig mere mødtes, at dette var sidste Gang. Moderligt mildt saae hun mig ind i Øiet og hendes fulgte mig gjennemtrængende til Døren da vi skildtes, som var det i Sandhed for sidste Gang. Maaskee? Men den Yngere kan ogsaa være den, som døer først, hendes Afsked kastede Alvor i min Sjæl, det var mig som om jeg, den bortgaaende ogsaa skulde være den Døden først kaldte. Din Villie skee, o Gud! –
Paa Jernbane og med Deligense gik det , Med Dampen flyver man i det lange Vogntog den snevre Klippevei, og gjør alle de Bugter med som Floden gjør, man undrer sig i de dristige Vendinger ikke at blive slynget mod Klipperne eller kastet ned i den brusende Strøm, og man er glad naar Farten vel er forbi! men i den langsomme Deligense ønsker man dog at den atter begyndte og priser vor Tids Alders Kræfter. – Endelig laae Triest og Adriaterhavet under os; det italienske Sprog klangfor Øret, men Italien var det mig dog endnu ikke; Landet for min Længsel! Jeg stod imidlertid kun faae Timer her som Fremmed, , til hvilke jeg var anbefalet modtoge mig paa det Bedste; flere interessante Bekjendtskaber knøttedes, Grev , Gouverneuren , Grev , hvilken sidste for mig som Dansk havde en egen Interesse, som af den ulykkelige og Christian den Fjerdes Datter , denne den ædleste af alle danske Qvinder. Deres Portrætter hang i hans Stue, danske Erindringer fra hiin Tid viistes mig; det var første Gang jeg saae Eleonore Uhlfeldts Billed, det veemodige Smiil om Munden syntes jeg sige: »syng de Skygger bort en haard Tidsalder kastet over ham for hvem det var min Lykke at leve og lide!« – , jeg vilde bringe det paa Theatret, men den Gang troede man det ikke vilde tillades og jeg opgav det, om Ulfeldt er kun fire Linier senere skrevne af mig. –
»Man blotted dine Feil, din Dyd man dulgte,
Din bedste Storhed Verden ikke veed.
Den ædleste af Qvinder tro dig fulgte,
Dit Monument er hendes Kjærlighed!«
Ved Adriaterhavet, levede min Tanke ganske tilbage i Uhlfeldts Tid og paa de danske Øer; Mødet med Grev Waldstein, Stammoderens Billed, bragte mig ind i min Digterverden og jeg næsten glemte at næste Dag kunde jeg være midt i Italien.
I smukt mildt Veir gik jeg , det var en stille stjerneklar Nat, næsten urigtigt at sove den bort; i Morgenstunden laae Italiens Kyster for os, de deilige blaae Bjerge med den skinnende Snee, Solen var varm, Græs og Træer saa deiligt grønne, i Aftes i Triest, nu i Ancona, midt inde i Italien, pludselig i , det var som en Troldom. – Igjen laae Italien i hele sin maleriske Herlighed for mig; Foraaret havde kysset alle Frugttræerne saa at de vare sprungne i Blomster, hvert Straae i Kornmarkerne var fyldt med Solskin. stode som med opbundne Viinranker der skjøde de grønne Blade; og over Fylden af de grønne hævede sig de bølgeformige blaa Bjerge med deres Sneelag. – Med Grev fra Wien, een af de Fortræffeligste til at reise med, jeg endnu er mødt og fra Ungarn gik det med i fem Dage , eensomme, mere maleriske end just hyggelige Vertshuse inde i Appeninerne gav os Natteqvarteer, endelig laae med sit tankevækkende Øde for os. Det var den 31 Marts 1846 jeg skulde gjensee Rom; for tredie Gang i mit Liv komme til denne rige Verdens By, jeg følte mig saa lykkelig, saa gjennemtrængt af Tak og Glæde, hvor meget gav ikke Gud mig frem for Tusinde og atter Tusinde og selv i at føle dette, ligger en Velsignelse, naar Glæden er ret stor, har man som i den dybeste Sorg kun Gud ret at holde sig fast ved! – Det første Indtryk, jeg veed intet andet Ord der for, var Andagt, og alt som Dagene oprullede for mit kjære Rom, følte jeg, hvad jeg ikke kortere og bedre her kan sige, end jeg skrev til en af mine Venner:
»Jeg voxer her fast i Ruinerne, jeg lever med de forstenede Guder og altid blomstre Roserne, og altid ringe Kirkeklokkerne, og dog er Rom ikke Rom, som for tretten Aar siden da jeg første Gang var her, det er som om Alt var moderniseret, selv Ruinerne; Græs og Buske ere lugede bort, Alt er gjort saa nydeligt, Folkelivet synes traadt tilbage, jeg hører ikke klinge i Gaden og seer de unge Piger dandse der deres ; selv paa Campagnen er Forstanden paa usynlige Jernbaner flyvet ind, Bonden troer ikke længer saaledes som før; ved Paaskefesten saae jeg store Skarer af Folket fra Campagnen staae foran Peterskirken, staae, som den protestantiske Fremmede, da Paven gav sin Velsignelse. Det var min Følelse imod, jeg følte Trang at knæle for det usynlige Hellige. Da jeg var her for tretten Aar siden knælede de Alle, nu har Forstanden overvundet Troen. Om ti Aar naar Jernbanerne rykke Byerne endnu nærmere sammen, vil Rom være endnu mere forandret! Dog det Bedste kommer ud af Alt hvad skeer, man maa og vil altid elske Rom; Rom er som en Eventyr-Bog man opdager der altid nye Under og lever i Phantasien og Virkeligheden –!« – –
Da jeg første Gang reiste til Italien, havde jeg endnu ikke Øie for Billedhuggerkunsten; i Paris drog de rige Billeder mig fra Statuerne, først da jeg kom til , foran gik det mig, jeg kan sige med Ord: »Sneen tøede mig bort fra Øinene!« en ny Kunstverden gik op for mig, og nu, ved det tredie Ophold i Rom ved de gjentagne Vandringer i Vatikanet elsker jeg Statuerne langt høiere end Malerierne; men i hvilke andre Steder end Rom, og tildeels, træder denne Kunst mere storartet ind i Livet, man bliver revet med; man lærer i Kunstværket at beundre Naturen, Formskjønheden bliver sjælelig! – Blandt det meget Dygtige og Skjønne jeg saae paa Udstillingen i de unge Kunstneres Værksted, blev ogsaa i Sculptur et Par Arbeider de som meest fæstede sig i min Erindring, det var hos min Landsmand , jeg saae hans i »algemeine Zeitung« og senere i mange tydske Blade, med Begeistring omtalte Gruppe , der greb mig ved Antikkens Ro, ved sin herlige Skjønhed, jeg var opfyldt deraf og dog maa jeg endnu stille høiere Jerichaus seneste Gruppe: , den er skabt efter Modellen, fremsprunget af Naturen, der er en Sandhed, en Skjønhed, en Storhed deri, at jeg er forvisset om, dens Navn vil klinge over Landene! – Jerichaus Geni og Erkjendelsen deraf har opfyldt mig med Glæde; jeg seer i ham en ny Hæder for det lille Danmark. fra han næsten var Dreng; begge fødtes vi paa samme Ø, han er fra den lille By Assens i Fyen; i Kjøbenhavn mødtes vi. Ingen, han selv ikke heller, vidste hvad der rørte sig i ham, og halv i Spøg, halv i Alvor talte han om sin Kamp med sig selv, enten at gaae til America for at blive en Vild eller reise til Rom og blive Kunstner; Maler eller Billedhugger det vidste han ikke ret; Penselen var imidlertid lagt hen, han formede i Leeret, og saa vidt jeg veed er , i et endnu existerende eneste Exemplar, den første han har gjort. – Han havde ingen Reisestipendium fra Academiet, saa vidt jeg veed var det ældre Kunstnerinde, der selv ikke havde Midler, men af Interesse for den hun saae i ham, understøttede ham saa at han naaede Italien. Jeg gav ham et Brev med til Thorvaldsen; i hans Attellier arbeidede han i Begyndelsen; har i en Række af Aar vist prøvet Geniets Kampe og Trangens skjærende Strikker, nu lyser ham hans Lykkestjerner. – Da jeg kom til Rom fandt jeg ham , og vist en Deel herved høist melankolsk; han taalte ikke Italiens varme Sommer; flere sagde mig at det var at frygte at han, kom han ikke dette Aar til Norden og aandede Luft, tog Søebade, vilde han ikke holde det ud; hans Roes lød i Aviserne, herlige Værker stode i hans Attellier, men – man lever ikke af det himmelske Brød alene; da kom en Dag, jeg troer bestilte »Jægeren«, samme Dag fulgte ; Jerichau kom jublende og fortalte mig det; faae Dage efter reiste han med sin Kone, til Danmark, hvorfra han styrket paa Legeme og i Sindet vender imod Vinteren til Rom, hvor Meiselslagene skal lyde, haaber jeg, saa Verden hører det, og jeg veed det mit Hjerte vil banke glad derved! – En anden dansk Billedhugger, endnu kun bekjendt i Danmark, men der stillet særdeles høit , Elev af Thorwaldsen, og en Yndling af den store Mester, traf jeg i Rom han hædrede mig med at gjøre , den første der er gjort siden Jerichau gjorde sit første Forsøg. – Jeg sad igjen hos den gemytfulde og saae de naturfriske Billeder springe frem paa Lærredet; de tydske Kunstnere modtoge mig hjerteligt, som Landsmænd og Svenske; jeg sad igjen med Romerfolket i og hørte Børnenes Jubel. – Min Fødselsdag blev smukt feiret; som var i Rom, og tilfældigviis boede i det Huus, hvor jeg har ladet min »Improvisator« føde og tilbringe sine Barndoms Aar, sendte mig derfra en stor ægte romersk Bouquet, som Romerne binde den, et heelt duftende Mosaik. Danske, Svenske og Norske indbød mig om Aftenen og drak min Skaal, som den svenske Maler, udbragte. Jeg fik et Par smukke Billeder og venlige Erindringer fra Venner i Rom; bestandig i Bevægelse, altid higende efter at benytte hver Time, see Alt, følte jeg mig under den idelige tilsidst meget angrebet; den romerske Luft var mig ikke god, og derfor strax efter Paaskefesten da var seet, over Terrazina til Neapel! Grev Paar gjorde Reisen med, vi fløttede ind paa , Havet laae foran, Vesuv lyste. Det var deilige Aftener, maaneklare Nætter! det var som Himlen var løftet høiere og Stjernerne veget bort derved. – Hvilken Lys-Efect! I Norden strøer Maanen Sølv paa Vandet her var det Guld; Fyrtaarnets dreiende Lanterne viiste snart sit blændende Lys, snart udslukte det ganske; Fiskerbaadenes Blus kastede deres Skjær hen over Vandfladen, eller ogsaa skjulte Baaden dem som en sort Skygge, under hvilken da Vand-Dybet blev belyst, man troede at see til Bunden hvor Fiske og Planter rørte sig. Paa Gaden selv brændte tusinde Lys foran Fiske- og Frugt-handlernes Boutiker; nu kom en Skare Børn med Lys og gik i Procession til St Luzias Kirke, et Par af de mindste væltede om med deres Lys, men over det Hele, som Helten i det store Lysdrama, stod Vesuv med sit blodrøde Blus og de belyste Røgskyer. –
Capri og Iscia og da Solvarmen og den stærke Scirocco gjorde mig det trykkende at blive i Neapel søgte jeg til Sorrent, By, hvor Viinløvet skyggede, hvor Luften syntes lettere, her skrev jeg paa disse Blade, i Rom, ved Neapels Bugt og inde i Pyrenæerne har jeg bragt mit Livs Eventyr paa Papiret. –
Den bekjendte neapolitanske , kaldte mig igjen til Neapel, hvor jeg fløttede ind i et Hotel midt i Byen, nær , Vert og Vertinde vare de fortræffeligste Mennesker, jeg havde tidligere, men i Vintertiden, boet her, nu fik jeg Neapel i al sin Sommer Hede og vilde Larm, i den Grad havde jeg ikke forestilt mig den. Solen skinnede med sine brændende Straaler ned i den snevre Gade, ind af Balkondøren, Alt maatte lukkes til, ikke en Luftning kom; hvert lille Hjørne, hver Plet i Gaden hvor der faldt Skygge var overfyldt med Arbeidende der sladdrede lystigt høit, Vognene rullede forbi, Udraaberne skreeg, Folkelarmen brusede som et Hav fra de andre Gader, Kirkeklokkerne ringede hvert Minut, min Gjenboe, Gud veed hvem det var spillede fra Morgen til Aften Scala, det var til at blive gal over! – Sciroccoen blæste sin koghede Luft, og jeg var aldeles ødelagt; paa St Luzia var intet Værelse at faae, Søebadene syntes mere at svække end at styrke, jeg søgte igjen ud paa Landet, men Solen brændte med samme Straaler, og om Luften end var mere elastisk den var mig dog en , der ligesom drak Kraft og Marv ud af mig; jeg, som havde troet at jeg just var et Solbarn, saa fast hang mit Hjerte altid ved Syden, maatte erkjende at der var Nordens Snee i mit Legeme, at Sneen smæltede og jeg blev mere og mere elendig. De fleste Fremmede gik det som mig i denne usædvanlige hede Sommer, Neapolitanerne sagde at i mange Aaringer havde de ikke kjendt en saadan, de fleste Fremmede reiste derfor bort, jeg vilde det samme, men maatte vente paa et Brev med , Dag for Dag blev forgjæves spurgt derom, og saa laae det glemt hos ; der var endnu saa meget at see, saa meget man kunde see og atter taale at see, flere Huse stod mig aabne, jeg meente at »Villie« formaaer mere end neapolitansk Sol-Varme og fulgte Villien, men kom derved i en saa nerveus Tilstand at jeg næsten til min Afreise stille maatte ligge hen, i den hede Stue; ikke engang Natten bragte Kjøling; og fra Daggry til Midnat brusede Larmen, Kirkeklokkerne ringede, Folk skreg, Droske Hestene udenfor, som Fluerne omsurrede sloge ideligt med Foden i Brostenene og Gjenboen spillede Scala, det var en Pinebænk og paa den opgav jeg min Reise til Spanien, hvor man trøstende forsikkrede mig jeg vilde i det mindste finde det ligesaa varmt. Lægen sagde: jeg paa denne Aarstid ikke kunde udholde Reisen.
tog jeg Plads til Marseille; Skibet var aldeles overfyldt med Reisende; hele Dækket, selv første Plads besat med Reisevogne; under een af disse lod jeg min Seng gjøre istand, i Kahytten var det mig umueligt at være; flere fulgte mit Exempel og snart var Dækket skjult med Tepper og Madratser; det luftede stærk, Vinden tog til og den anden og tredie Nat blæste fuldkommen en Storm, Skibet gik til alle Sider som en Tønde i aaben Søe, Bølgerne kom os paa Siden og løftede deres brede Hoved op over Reelingen, som om de vilde see ind til os; det var som Vognen vi laae under skulde synke og knuse os eller skylles bort af Søerne. Der var en Jamren, jeg laae stille og saae op i de drivende Skyer, tænkte paa Gud og mine Kjære! – Da vi endelig naaede Genua gik de fleste Pasagerer der i Land og jeg var gjerne fulgt Exemplet at gaae over Milano til Schweitz, men mit Creditiv lød paa Marseille og nogle spanske Havne, jeg maatte igjen ombord; Søen blev stille, Luften saa frisk, det gik i den deiligste Fart langs den smukke sardinske Kyst, styrket og oplivet kom jeg til Marseille og alt som jeg her aandede lettere kom Længselen igjen efter at see Spanien; jeg havde lagt den Plan at besøge dette Land sidst, som Bouquetten af min Reise, i min lidende Tilstand havde jeg maatte opgive det, nu jeg var mere vel, betragtede jeg det, at have været nødt til at seile til Marseille, som en Tilskikkelse, et Fingerpeg paa »Du skal dog denne Gang til Spanien!« og jeg bestemte mig til at vove Reisen. Dampskibet til Barzelona, var imidlertid nylig afseilet, der vilde gaae ti Dage før et nyt fulgte, det blev mig forlænge, og jeg besluttede i Smaa-Reiser at gaae gjennem Syd-Frankerige over Pyrenæerne. Før jeg forlod Marseille bragte Tilfældet mig et kjært Møde, een af mine Venner fra Norden, , han kom fra Amerika og var i Frankerige blevet modtaget med Jubel og Serenader, ud paa Natten var jeg selv Vidne til hans Hyldest i Marseille; vi boede begge i Hotel des Empereurs; ved mødtes vi, fløi hinanden i Møde og han fortalte mig hvad jeg mindst tænkte, at jeg i Amerika havde mange Venner, at man paa det meest deeltagende havde spurgt ham om mig, at de engelske Oversættelser af mine Romaner vare eftertrykte i Amerika og ved Godkjøbs Udgaver vidt udbredte i Landet! – Mit Navn flyvet over det store Verdens Hav! jeg følte mig ganske lille derved! men glad, lykkelig! hvorfor fik dog jeg fremfor saa mange Tusinde saa meget Held! – Jeg havde og har en Følelse derved, som var jeg en fattig Bondeknøs man kastede en Konge-Kaabe omkring. – Men lykkelig derved var jeg, er jeg! mon det er Forfængelighed, eller ligger denne i, at jeg udtaler min Glæde! –
Ole Bull gik til Algier, jeg ! – Gjennem Provence der saae mig ganske dansk ud, naaede jeg Nimes hvor Storheden af det prægtige førte mig med eet tilbage til Italien, syd-Frankeriges Oldtids Minder har jeg aldrig hørt omtale som de i deres Storhed og Mængde fortjene; , staaer i sin Pragt, som Theseus Templet ved Athen, Rom har ikke noget saa vel bevaret. – I Nimes boer der skriver de smukke Digte, hvo som ikke kjender ham af disse, kjende ham vel fra . Jeg fandt Huset, traadte ind i Bageriet; jeg henvendte mig til en Mand i Skjorte-Ærmer, der satte Brød ind i Ovnen, det var Reboul selv, et ædelt Ansigt, der udtrykkede Characteren af en Mand hilste mig; da jeg sagde mit Navn var han høflig nok til at sige at han kjendte det fra Revue de Paris, bad mig, hvis min Tid tillod det at besøge ham i Middagsstunden saa skulde han bedre kunde modtage mig; da jeg siden kom fandt jeg ham i et næsten elegant lille Værelse, pyntet med Malerier, Statuer og Bøger, blandt disse ikke blot den franske Litteratur, men Oversættelser af de græske Clasikere; et Par Billeder paa Væggen vare Presenter til ham og forestillede hans berømteste Digt: , han vidste af at jeg havde behandlet det samme Thema og jeg fortalte ham at det var alt skeet i min Skoletid. Havde jeg i Morgenstunden seet ham som den driftige Bager, nu var han ganske Poeten, talte livlig om sit Fædrelands Litteratur, udtalte sin Lyst til at see Norden, hvis Natur og aandige Liv syntes at interessere ham. – Med stor Agtelse forlod jeg en Mand, hvem Muserne har givet en ikke ringe Gave og som havde Forstand til, under den Hyldest der bragtes ham, at blive ved sit hæderlige Haandværk, foretrække at være den Bager i Nimes for en kort Hyldest og derpaa at tabe sig i Paris mellem hundrede Poeter. –
Paa Jernbane gik det over med den Flugt et Jernbanetog har i Frankerige; man flyver, som gik det omkap med ; jeg huskede uvilkaarlig paa paa Gadehjørnet til Jernbanen; netop paa Pladsen hvor eengang den berømte var malet paa Muren, staaer med store Bogstaver skrevet: Dødningdands, men lige over denne Indskrift, staaer en anden: »Vei til Jernbanen«, disse to, netop paa Grændsen af Frankerige, giver Spil for Phantasien, i den susende Flugt kom den mig i Tanke, »Dødninge Dands og Jernbane«, det var, som Signalpiben, gav Tegn til Dandsen! paa de tydske Jernbaner har man ikke saa vilde Phantasier. –
Øeboeren elsker Havet, som Bjergboen sine Bjerge! det veed jeg fra mig selv! – Hver Søestad, den være nok saa lille, faaer for mig, ved Havet, en egen . Var det Havet i Forening maaskee med det danske Sprog, som klang mig imøde i Cette, der gjorde mig i denne By saa hjemlig? Jeg veed det ikke, men jeg havde mere Følelsen af at være i Danmark, end i Syd-Frankerige. Naar man langt fra sit Fædreland træder ind i et Huus, hvor Alle, fra Herskabet til Tyendet taler vort Lands Sprog, som Tilfældet var for mig i Cette, da har disse hjemlige Toner en Trolddoms Kraft, de bærer, som en , os med Huus og Alt derinde i et Nu til Hjemmet; dog Nordens Sommer var her ikke, men Neapels hede Sol, der mægtede at forbrænde Faust-Kappen; Varmen væltede ned, Solstraalerne lammede alle Kræfter, i Aaringer havde man heller ikke her kjendt en saadan Sommer, rundt om fra Landet lød Efterretninger om Folk der af Heden faldt døde om; Natten selv var heed, det var kun en solløs Tid. Man forudsagde mig at jeg ikke holdt Reisen ud i Spanien, jeg følte det selv, men Spanien skulde jo være Bouquetten af min Reise, jeg øinede jo alt Pyrenæerne, de blaa Bjerge lokkede – og en tidlig Morgen var jeg paa Dampskibet og foer over . Solen kom høiere, den brændte fra oven, den brændte fra Vandfladen, Myriader af de geleeagtige kom vi Alle fra Dampskibet over i et stort Trækfartøi, der mere syntes indrettet for Gods, end for Pasagerer. Dækket blev overfyldt med Kufferter og Kister, disse igjen besat med Mennesker, som under udspændte Paraplyer søgte Skygge; det var ikke mueligt at bevæge sig heroppe og intet Rækværk omgav denne Kuffert og Menneske Stabel, som tre fire Heste ved lange Toug slæbte afsted; nede i begge Kahytterne saae det ligesaa bepakket ud; Side ved Side sad man som Fluer i en Sukkerkop; eet af Hede og Tobaksrøg afmægtigt Fruentimmer blev baaret ind til os i første Kahyt og lagt paa Gulvet, den eneste Plet der var fri; hun skulde trække Luft, den var der ikke, ihvor mange Vifter der end bevægede sig. Ingen Forfriskninger fandtes, ikke engang en Drik Vand var det mueligt at bringe tilveie, uden det gule lunkne Vand Canalen frembød. Ned over Lugerne, hang fra Dækket bestøvlede Been, der ved Lyset de lukkede ude, ligesom gav den trykkende Luft Legeme og indelukket i dette Rum havde man endnu den Qval at maatte høre paa en Mand, der bestandigt vilde sige noget vittigt, bestandig synes interessant, Ordstrømmen sqvulpede ham om Munden, som den eensformige Kløven af Vandet sqvulpede ved Fartøiet forude. Det var ikke til at døie. Jeg brød mig Vei op mellem Kufferter, Mennesker og Paraplyer og stod i en kogheed Luft; og til begge Sider, fremad og tilbage, Time for Time, var det evige eet og det samme at see: grønt Græs, grønt Træ, en Sluse – grønt Græs, grønt Træ en Sluse, og saa igjen det samme. Det var til at blive vanvittig over.
En halv Times Vei fra Béziers bleve vi satte i Land; jeg følte mig næsten afmægtig, og ingen Vogne var her; havde ikke ventet os saa tidlig. Solen brændte dæmonisk, de smaa Træer stode saa godt som uden Skygge. Man siger at Sydfrankerige er et Stykke Land fra Paradiset, mig forekom det, under de Omstændigheder jeg saae det, et Stykke skudt op fra Helved selv, med al sin infernalske Hede. ventede Deligensen. Alle de bedre Pladse vare optagne, jeg kom for første og jeg vil haabe for sidste Gang, ind i det bageste Aflukke af en saadan Vogn, en skrækkelig Madam i Tøfler og alenhøit Hovedtøi der blev ophængt derinde, tog Plads ved Siden, nu kom en syngende Matros, der vist havde drukket for mange Skaaler, saa et Par smudsige Karle &. Den første Maneuver var at de trak deres Støvler og Kjole af og sad der hede og skidne medens de tykke Støvskyer væltede ind, og Solen brændte og blændede, det var umueligt at holde dette længer ud end ; syg og lidende søgte jeg her hvile; nu kom Gensdarmer og spurgte om Pas, nu skulde der just, ved den begyndende Nat bryde Ild ud i den nærmeste Landsby, Alarmen lød, Sprøiterne rullede afsted; det var som alle Plage-Aander vare slupne ud. Herfra til ind i Pyrenæerne fulgte en gjentagen trættende Pasvisitation, som man ikke en Gang kjender den i Italien, man angav, som Grund hertil, den nære spanske Grændse, de mange Flygtninge derfra og nogle i Egnen her stedfundne Mord. Alt var til at gjøre Reisen til en Plage; og kun for hvad der var en saadan havde jeg Tanke og Nærve. –
, Solen havde her ligesom feiet alle Mennesker af Gaderne, først ved Natten kom de frem, men som en brusende Strøm, som om et heelt Oprør vilde ødelægge Staden; Menneskemassen bølgede under mine Vinduer, høie Skrig lød, det gik gjennem mit syge Legeme; hvad var det? Hvad betød det! »God Aften Hr !« lød den stærkeste Stemme og tusinde gjentog det, og Musiken klang; det var den berømte Arago som var min Stue-Naboe, Folket bragte ham en Serenade; jeg havde været Vidne til paa denne Reise! denne Tummel, disse Skriig, var en fornyet Qval, jeg kjender faae Aftner i mit Liv jeg som da har følt mig legemlig lidende. Den smukke Sang som fulgte kunde ikke husvale. Arago holdt Tale fra det aabne Balkonvindue, Folke-Jublen fyldte Gaden, rislede mig gjennem alle Nærver. – Jeg var syg; hver Tanke om at reise ind i Spanien var opgivet; jeg følte det blev mig umueligt; kunde jeg kun vinde Kræfter til at naae til Schweitz, jeg gruede for Tilbageveien, indsaae ikke hvorledes jeg skulde kunde gjøre den. Man raadede mig til paa det hurtigste først at søge ind i Pyrenæerne og der indaande den styrkende Bjergluft, hiin Side Prades, anbefaledes, som kjøligt og godt; man gav mig Anbefaling til Comandanten i Etablisementet og her, efter en Nat og nogle Morgentimers angribende Reise er jeg naaet hen, herfra er det at disse sidste Blade sendes. Luften er saa frisk, saa styrkende, som jeg i Maaneder ikke har aandet den. Et Par Dage her har fuldkommen gjort mig sund; Pennen flyver igjen hen over Papiret og Tanken ind i det underfulde Spanien. og seer Landet for mig, men skal ikke betræde det. Dog vil Gud, en Vintertid flyver jeg igjen fra Norden herhid, ind i det rige, skjønne Land hvorfra nu Solen holder mig med sit Flammesværd. — Vernet hører endnu ikke til de bekjendteste Badesteder, uagtet det har det Særegne at det besøges hele Aaret igjennem, den berømteste Gjæst her sidste Vinter var , hans Navn er endnu Etablissementets Glands paa Læben af Vertinden og Opvarterne; hans Værelser er det første der som en Herlighed fremvises, de to franske Ord han kunde sige: »merci« og »tres bjen«, i deres forkeerte Udtale er staaende Anecdoter; Vernet er endnu i Smaat og Stort blandt Bade i en Slags Uskyldigheds Tilstand; kun, det sagde man mig, i at skrive Regninger skal Comandanten have hævet Etablisementet liigt med de første i Europa. Man lever her i en Eensomhed, en Afsondren fra Verden som ved intet andet Bad. Her er aldeles Intet gjort til Gjæsternes Underholdning, denne maa søges til Fods og til Æsels i Vandring i Bjergene, men denne er ogsaa saa eiendommelig, saa afvexlende, at man mindre føler Savn af det Arangerte. Det er her, som om de meest forskjellige Naturer vare kastede mellem hinanden, Norden og Syden, Bjerg og Dal Vegetation. Fra eet Punkt seer man ud over Vinhaver op ad et Bjerg der synes et Prøvemønster paa Kornmarker og grønne Enge, hvor Høet staaer i Stakker; fra et andet har mankun de nøgne metalagtige Klipper, med sælsomt fremspringende Steenblokke, smalle og lange, som vare de sønderbrudte Statuer eller Søiler; snart gaaer man under Poppeltræer i smaa Enge, hvor Krusemynterne groe, en saa ægte dansk Natur, som var den skaaret ud af Sjælland selv, snart staaer man i Læ af Klippen hvor Cypresser og Figen skyde frem mellem Viinløvet, det er et heelt Stykke af Italien. Dog Sjælen i det Hele her, de Pulse, som i utallige Milioner banke lydeligt i Pyrenæerne, ere Kilderne; der er et Liv, en Sladdren i det evigt fortbrusende Vand. Overalt vælder det frem, pipler i Mosset, bruser over de store Stene; der er en Flugt, et Liv deri, som Ordet ikke kan gjengive; man hører en evig brusende Accord fra de milioner Strænge; over, under, rundt omkring sladdrer Flodnymphen.
Høit paa Klippesiden, ved den steile Afgrund, ligger Ruinerne af et Slot, Skyerne hænge hvor Balkonen hang, Gangestien hvor Æselet gaaer fører gjennem Riddersalen; heroppe fra og paa Veien som fører til Badestedet, har man Skuet over hele Dalen, der lang og smal, synes en Flod af Træer der bugter sig mellem de røde, udbrændte Klipper; og midt i denne grønne Dal, hæver sig paa et Bjerg terasseformigt, den lille By Vernet, der kun mangler Minareterne for at synes en bulgarisk Tyrkeby; en ussel Kirke med to lange Huller, som Vinduer og tætved et forfaldet Taarn, danner den øverste Deel, neden under komme de mørkebrune Tage, de smudsiggraa Huse med aabne Træluger istedetfor Vinduer; men malerisk er det! kommer man imidlertid ind i selve Byen, hvis Apothek tillige er dens Boghandel, er Usselhed Totalindtrykket. Næsten alle Husene ere opførte af Brostene, saaledes som de ere fundne, de synes stablede paa hinanden og et Par mørke Huller danner Dør og Vinduer, Svalerne flyve ud og ind, de har deres Reder under Bjælkerne, gjør man selv en Vesit, i det mindste hvor jeg traadte ind, da har man fra første Stokværk transperante Gulve under sig; gjennem de slidte Bræder seer man ned i chaotisk Mørke. Paa Væggen hænger sædvanlig et Stykke fedt Kjød med haaret Side; man forklarede mig at det brugtes til at gnide Støvler og Skoe med, naar disse skulde pudses. – Sovekammeret er paa det grelleste malet med Helgenbilleder, Engle, Krandse og Kroner, som i Malerkunstens aller ufuldkomneste Tider. Menneskene selv usædvanlig stygge, endogsaa Børnene, sande Dverge Ansigter, det Barnlige Udtryk mildner ikke de plumpe Træk og kun faae Timers Vandring, paa Bjergenes modsatte Side ned i Spanien, blomstrer Skjønheden, lyser de kloge brune Øine. Som det eneste poetiske Billed Vernet endnu har viist mig var et Skue igaar: paa Torvet, under et prægtigt stort Træ, havde en vandrende udbredt alle sine Varer, Tørklæder, Bøger og Billeder, en heel Bazar; men Jorden selv var Disken; hele Byens uskjønne Ungdom, gjennembarket af Solen, stod forsamlet om disse Herligheder; et Par gamle Morliller skottede der hen fra deres aabne Luge, til Hest og Æsels drog en lang Skare af Badegjæster, Herrer og Damer, forbi, medens to Smaabørn, halv skjult bag en Brædestabbel agerede Haner og idelig raabte »Kykkeliky!«
Langt mere Kjøbstad, beboelig og velindrettet, er den, et Par Timer herfra liggende Festning Villefranche, med sit Slot fra Tid; Veien fører her igjennem, over Olette ind i Spanien og her er altsaa nogen Færdsel; flere Huse frapere ved deres smukke mauriske Vinduer hugne i Marmor; Kirken selv halv maurisk bygget, Altrene som i de spanske Kirker, Gudsmoderen staaer med Barnet, heelt i Guld og Sølv. Jeg besøgte Willefranche allerede een af de første Dage her, alle Gjæster fra Etablissementet vare med paa dette Tog, til hvilket Eseler og Heste maatte drives sammen fra alle Kanter, Comandantens ærværdige blev forspændt og uden og inden fyldt, som var den et fransk Trækfartøi; en , den bedste Rytter af dem Alle og Alexander Dumas Ven, den bekjendte Maler førte Toget an; Fort, og Klippehuler bleve seete, den lille Stad Cornelia med sin interessante Kirke ikke forbigaaet; overalt Spoer af Maurernes Magt og Kunst. Alt i disse Egne tyde mere paa Spanien end Frankerige, Sproget selv svæver mellem begge. –
Og her i den friske Bjergnatur, ved Grændsen af et Land, hvis Skjønhed og Savn jeg ikke nu skal kjende, er det , der i mit Liv ogsaa ville danne en Grændse for kommende Aar med deres Skjønhed og Savn. Før jeg forlader Pyrenæerne flyver dette Skrevne til Tydskland, dette et stort Afsnit af mit Liv; jeg selv følger efter og et nyt et ubekjendt Afsnit begynder. Hvad mon ruller op? Hvad skal jeg udrette? Mon den virksomste Deel af mit Liv endnu ligger for mig? Jeg veed det ikke! men taknemlig, trøstig seer jeg fremad. Hele mit Liv, de lyse og de mørke Dage førte til det Bedste. Det er som en Søereise mod et bestemt Maal, jeg staaer ved Roret, jeg har valgt min Vei, jeg gjør mit, men Gud raader for Storm og Hav, han kan styre det anderledes og skeer det, da er dette det Bedste for mig. Den Tro er fast i mit Bryst, og den gjør lykkelig.
Mit Livs Eventyr, til denne Time, ligger oprullet, for mig saa rigt og smukt, jeg kunde ikke digte det saa. Jeg føler mig at være et Lykkens Barn; næsten Alle komme mig kjærligt og aabent imøde, sjældent er min Tillid til Menneskene bleven skuffet. Fra Fyrsten til den fattigste Bonde har jeg følt det ædle Menneske-Hjerte banke. Det er en Lyst at leve, at troe paa Gud og Mennesker! – Ogsaa her, aabent og tillidsfuld, som sad jeg blandt kjære Venner har jeg fortalt mit eget Eventyr, udtalt min Sorg, som min Lykke; jeg har udtalt min Glæde over hver Hæder og Erkjendelse, som jeg troer at jeg for Gud selv kunde sige den; mon det er Forfængelighed? Jeg troer det ikke! mit Sind var bevæget og bøiet derved, min Tanke var Tak til Gud. At jeg vilde fortælle det, er ikke blot fordi Opfordringen kom, at levere en saadan Livs Skizze til den samlede Udgave af mine Skrifter, men fordi, som tidligere er sagt, mit Liv vil være den bedste Belysning over alle mine Arbeider. –
siger jeg Farvel til Pyrenæerne og gaaer over Schweitz til det kjære, gemytlige Tydskland, hvorfra saamegen Glæde er strømmet ind i mit Liv! hvor jeg eier deeltagende Venner, hvor man mildt og opmuntrende har modtaget mine Skrifter, hvor man mildt vil dømme disse Blade og blive mig god.
Naar Juletræet tændes, naar som man siger, de hvide Bier sværme, er jeg, vil Gud i Danmark, hos mine Kjære der, med Hjertet fuldt af Reiselivets Blomsterflor, med styrket Legem og Sjæl, da springe ny Arbeider paa Papiret, Gud lægge sin Velsignelse i dem! han vil det! En Lykkestjerne lyser over mig, Tusinde fortjente den vel bedre end jeg, selv begriber jeg tidt ikke hvorfor just jeg fik saa megen Glæde frem for Utallige! den lyse! men gaaer den ned, maaskee i det jeg her slutter disse Linier, den har lyst, jeg har modtaget min rige Deel, den gaae ned – ogsaa her af fremspringer det Bedste. Gud og Menneskene min Tak, min Kjærlighed!
H. C. Andersen.
Vernet (Pyrenées orientales) Juli 1846.