I
Mit Liv er et smukt Eventyr, saa rigt og lyksaligt! havde jeg, som Dreng, da jeg fattig og ene gik ud i Verden, mødt en mægtig Fee og hun havde sagt: »vælg din Bane og dit Maal, og da, efter din Aands Udvikling, og som det fornuftigviis maa gaae til i denne Verden, beskytter og fører jeg Dig!« min Skjebne kunde da ikke have været lykkeligere, klogere og bedre ledet, end den er. Mit Livs Historie vil sige Verden hvad den siger mig: der er en kjærlig Gud, der fører Alt til det Bedste.
1805 levede i Odense i en lille, fattig Stue , der holdt uendeligt meget af hinanden, en ung Skomager med sin Kone, han, neppe to og tyve Aar, et forunderligt begavet Menneske, en ægte poetisk Natur, hun, nogle Aar ældre, uvidende om Verden og Livet, men fuld af Hjerte. Nylig var Manden blevet »« og havde selv tømret sammen sit Skomagerværksted og sin Brudeseng; til denne havde han brugt Træ-Stilladset, der kort forud havde baaret Liigkisten med en afdød , som laae udstillet ; de sorte , der siden endnu altid sad paa Sengestedet, var en Erindring herom. Istedetfor det grevelige Liig, omgivet af og Candelabrer, laae her den anden April 1805, et levende, grædende Barn, det var mig Hans Christian Andersen.
Min Fader skal de første Dage have siddet ved Sengen hos min Moder og læst høit for hende af Holberg, mens jeg skreg himmelhøit. »Vil Du sove, eller rolig høre efter!« har man fortalt mig, at han i Spøg har sagt, men jeg vedblev at være en Skrighals, og som en saadan skal jeg især have viist mig i , hvorover Præsten, der senere af min Moder omtaltes som en meget ærgerlig Mand, sagde: »den Unge skriger jo som en Kat!« hvilke Ord hun aldrig kunde glemme ham; en fattig fransk Emigrant Gomard, som stod Fadder til mig, trøstede hende imidlertid med, at jo høiere jeg som Barn skreg, des smukkere vilde jeg synge, naar jeg blev ældre.
Een eneste lille Stue, der næsten var opfyldt med Skomagerværkstedet, Sengen og den , hvori jeg sov, var Barndoms-Hjemmet, men Væggene vare behængte med Billeder, paa stod smukke Kopper, Glas og Nipserier og henne over Værkstedet, ved Vinduet, var en Hylde med Bøger og Viser. I det lille Kjøkken hang over Madskabet fuldt af Tallerkener, det lille Rum syntes mig stort og rigt, Døren selv, der i stod malet med Landskab, var mig dengang lige saa betydende som nu et heelt Billedgalleri!
Fra Kjøkkenet kom man ad en Stige op paa Loftet, hvor der i Tagrenden, mellem vort og Naboens Huus stod en Kasse Jord med Purløg og Persille, min Moders hele Have; i mit Eventyr: Sneedronningen .
og blev i høi Grad forkjælet, men høre maatte jeg det af min Moder, at jeg var ganske anderledes lykkelig, end hun havde været, jeg havde det som et Grevebarn! – hun var som Lille jaget ud af sine Forældre for at , og da hun ikke kunde det, havde hun en heel Dag siddet og grædt under en Bro ved Odense Aa; min Barne-Tanke saae det saa tydeligt og jeg græd derover; i gamle Domenica i Improvisatoren og som Spillemandens Moder i: »Kun en Spillemand« har jeg givet hendes Personlighed i to forskjellige .
Min Fader, Hans Andersen, lod mig i Alt have min Villie; jeg havde hele hans Kjærlighed; for mig levede han! og derfor anvendte han hele sin Fritid, Søndagen, til at lave Legetøi og Billeder til mig; tidt om Aftenen læste han høit for os af Lafontaines »«, af Holberg og af »«; kun da, naar han læste, husker jeg at have seet ham smile; thi i sit Liv og som Haandværker følte han sig ikke lykkelig.
havde været velhavende Bønderfolk, men Ulykken var ligesom væltet ind paa dem; Qvæget døde, Gaarden brændte og tilsidst mistede Manden sin Forstand; , og her satte hun den opvakte Dreng i Skomagerlære, det kunde ikke være anderledes, uagtet hans inderligste Ønske var at komme i den latinske Skole; et Par velhavende Borgere havde engang talt om at skillinge sammen, give ham fri Kost og saaledes faae ham frem paa den Vei, han saa gjerne vilde, men der blev ikke Noget deraf; min stakkels Fader saae ikke sit kjæreste Ønske opfyldt; det kom aldrig af hans Erindring. Jeg husker at jeg, som Lille, engang saae Taarer i hans Øine, da en af Latinskolens Disciple havde været hos ham og bestilt Støvler og da viist sine Bøger og talt om Alt hvad han lærte. »Den Vei skulde jeg ogsaa have gaaet!« sagde han, og da kyssede han mig heftig og var stille hele Aftenen.
Sjelden kom han sammen med sin Lige, hans Slægtninge og Bekjendte kom til os; i Vinter-Aftenerne hjemme læste han som sagt høit eller gjorde Legetøi til mig; om Sommeren gik han næsten hver Søndag ud til Skoven, og jeg var med ham; han talte ikke meget derude, sad stille i Tanker, mens jeg sprang omkring og samlede Jordbær paa et Straa eller bandt Krandse; kun eengang i Aaret og det i Mai, naar Skoven lige var sprunget ud, fulgte min Moder med, det var hendes aarlige, eneste Lyst-Vandring, og da bar hun en bruun, blomstret , der blev kun taget paa den Dag, og naar hun gik til Alters, og som saaledes blev den eneste Kjole jeg, i alle , erindrer var hendes Fest-Kjole; naar vi saa vendte hjem fra Skovtouren, tog hun altid en heel Mængde friske Birkegrene med, og de bleve plantede bag den polerede Kakkelovn; . Grønt og Billeder pyntede vor lille Stue, som min Moder holdt reen og net; hendes Stolthed var, at Lagnerne og de smaa, korte Vinduesgardiner vare sneehvide.
Een af mine første Erindringer, i sig selv saa ringe, men for mig af Betydning ved den Styrke, hvormed Barne-Phantasien har ligesom brændt den fast i min Sjæl, var en Familie-Fest og hvor? – Paa det Sted i Odense, i den Bygning, som jeg udenfra saae op til med Skræk og Angest, som Pariserdrengen, tænker jeg mig, har seet til – det var . Mine Forældre kjendte Portneren her og bleve af ham indbudne til en Familie-Fest, jeg skulde med; jeg var dengang endnu saa lille, at jeg, som man vil høre, blev baaret, da jeg skulde hjem. Odense Tugthuus var for mig ligesom Gjemmestedet for Tyve- og Røver-Historier; tidt stod jeg, naturligviis i stor Afstand, udenfor og hørte til, hvor Karle og Qvinder derinde sang, medens de spandt paa .
Jeg kom med mine Forældre til Portnerens Familie-Fest; den store, jernbeslaaede Port blev aabnet og lukket igjen med Nøglen i det raslende Nøgleknippe, vi kom op ad en steil Trappe; – der blev spiist og drukket, to af Fangerne vartede op ved Bordet, – jeg var ikke at bevæge til at smage paa Noget, selv de sødeste Sager skjød jeg bort – min Moder sagde, jeg var syg og jeg blev lagt paa en Seng, men jeg hørte Skotrokken snurre tæt ved og lystige Viser, om det var i min Phantasie eller i Virkeligheden, kan jeg nu ikke sige, men det veed jeg, at jeg var i en Angest, i en Spænding og dog behagelig Stemning som om jeg var traadt ind i Røverhistoriernes Slot. – Seent paa Aftenen gik mine Forældre hjem, jeg blev baaret, det var et raat Veir, Regnen pidskede mig i Ansigtet.
og Gud veed hvad! den Gang var man der, troer jeg, hundred Aar tilbage; da herskede her endnu en Mængde Skikke og Brug, som allerede længst vare forsvundne i Hovedstaden. Naar , kom de i Procession med vaiende Faner, med Citroner og Silkebaand paa Kaarderne. En løb lysteligt foran; en af disse, en gammel Karl: , der ved sin lystige Snak og sit Ansigt, der var malet sort, paa Næsen nær, som havde sin naturlige, stærke røde Farve, gjorde stor Lykke. Min Moder var saa fornøiet over ham, at hun gjerne vilde faae ud, at han var af vor Familie, rigtig nok meget langt ude, men det erindrer jeg endnu tydeligt, at jeg med den stærkeste Følelse af Aristokratie protesterede imod at være i Familie med »Narren.«
Fastelavnsmandag førte Slagterne gjennem Gaderne en fed Oxe, pyntet med Blomsterguirlander; en Dreng i hvid Skjorte og med Vinger red paa den. Søfolkene gik samme Fastetid gjennem Gaderne med Musik og alle deres Flag, og tilsidst de to Kjækkeste paa et Bræt, der var lagt mellem to Baade, Den, som ikke faldt i Vandet blev Seierherre. Men hvad, som især indprentedes i min Erindring og ved den senere gjentagne Fortælling herom, ideligt opfriskedes, var . Danmark havde sluttet sig til Napoleon, hvem Sverrig havde erklæret Krig, og før man vidste det, stod en fransk Hær og spanske Hjelpetropper midt i Fyen, for under Bernadotte, , at gaae over til Sverrig. Jeg var paa den Tid ikke mere end tre Aar, men dog husker jeg endnu ret vel, de næsten sortbrune Mennesker, der larmede i Gaderne, Kanonerne, der bleve skudte af paa Torvet og foran Bispegaarden; jeg saae de fremmede Krigsmænd ligge og strække sig hen ad Gadens Fortog og paa Halmknipper inde i den halvnedbrudte St. Hans Kirke. af og Pontecorvo kom til Odense, hvor opholdt sig. I Landet rundt om var Skoler blevet indrettet til Vagtstuer; under de store Træer paa Mark og ved Veie holdtes . De franske Soldater omtales som overmodige og befalende, de Spanske som godmodige og venlige, mellem begge var Hadet blodigt; de stakkels Spanier vakte mest Deeltagelse. – En Dag tog en spansk Soldat mig paa sin Arm, trykkede mod mine Læber et Sølvbilled, han havde ved sit bare Bryst. Jeg husker, at min Moder blev vred derover, thi det var noget Katholsk, sagde hun, men jeg syntes godt om Billedet og den fremmede Mand, der dandsede rundt med mig, kyssede mig og græd, han havde vist selv Børn hjemme i Spanien. Jeg saae en af hans Kammerater blive ført til Retterstedet, han havde myrdet en Franskmand; mange Aar herefter, ved Erindringen herom, skrev jeg mit lille Digt: »Soldaten«, der som tydsk Original.
Ligesaa levende som Indtrykket af Spanierne har været hos mig som treaars Barn, blev en senere Begivenhed i mit sjette Aar, nemlig ; min Moder havde sagt mig, at den vilde slaae Jorden i Stykker, eller at gruelige Ting forestod, som der kunde læses om i »«; jeg lyttede til Alt hvad Overtro rundt om fortalte, den var for mig i Række med den helligste Tro. Paa Pladsen ud for St. Knuds Kirkegaard stod jeg med min Moder og nogle Nabokoner og saae den frygtede, mægtige Ildkugle med sin store, skinnende Hale. Alle talte de om det onde Varsel og om Dommens Dag, min Fader kom til, han var slet ikke af de Andres Mening og gav vistnok en sund, rigtig Forklaring, men min Moder sukkede, Naboerne rystede med Hovedet, min Fader loe og gik. Da fik jeg en inderlig Skræk, fordi han ikke var af vor Tro! om Aftenen talte min Moder med gamle Fa’ermo’er derom, jeg veed ikke, hvorledes hun tydede det, men jeg sad paa hendes Skjød, saae hende ind i de milde Øine og ventede, nu slaaer Kometen ned og saa er det Dommedag.
Daglig, om kun nogle Øieblikke, kom Fa’ermo’er i mine Forældres Huus, og det var især for at see sin Sønnesøn den lille Hans Christian; jeg var hendes Glæde og Lykke. Hun var en stille og høist elskelig gammel Kone, med milde, blaa Øine og fiin Bygning; hun havde prøvet Livet tungt; fra at være en velhavende Landmands Kone var hun nu sat i stor Fattigdom; hun boede med den sindssvage Mand i , de havde kjøbt sig for den sidste lille Rest af deres Formue. Dog saae jeg hende aldrig græde, men des dybere Indtryk gjorde det paa mig, naar hun stille sukkede og fortalte om , at denne havde været en adelig Dame i en stor tydsk By, »Cassel« og der ægtet »en Comediantspiller«, som hun udtrykte sig, og var løbet bort fra Forældre og Hjem og nu gik alt dette ud over Slægten. Aldrig veed jeg at have hørt hende nævne Mo’ermoderens Familienavn, men selv var hun en født . Hun havde ved en Have at passe, hvorfra hun hver Løverdagaften bragte nogle Blomster, man tillod hende at tage hjem; de pyntede paa min Moders Dragkiste, men vare mine Blomster; jeg fik Lov til at sætte dem i Vandglasset; hvor rig var ikke denne Glæde. Alt bragte hun mig; hun elskede mig med hele sin Sjæl; jeg vidste det, jeg forstod det.
To Gange om Aaret brændte hun det grønne Affald fra Haven; det brændtes til Aske i en stor Ovn inde i Hospitalet og da var jeg den meste Tid af de Dage inde hos hende og laae i de store Dynger Grønt og Ærteranker, havde Blomster at lege med og hvad jeg især satte Priis paa, bedre Mad, end jeg troede at faae hjemme. Alle de Sindssvage, som ingen Fortræd gjorde og derfor havde Frihed til at gaae omkring i Hospitalets Gaard, kom tidt ind til os og med Nysgjerrighed og Skræk hørte jeg paa deres Sang og Tale; tidt fulgte jeg endogsaa et Stykke med dem ud i »Grøngaarden«, under Træerne, ja jeg vovede endogsaa, naar Vogterne vare med, at gaae ind i Huset, hvor de opholdt sig. En lang Gang førte mellem Cellerne; i denne laae jeg en Dag paa Hug og kigede gjennem Dørsprækken; indenfor sad et nøgent Fruentimmer paa en Mængde Straa, hendes Haar hang ned over Skuldrene, og hun sang med en ganske deilig Stemme; pludseligt sprang hun op, styrtede med et Skrig henimod Døren, hvor jeg laae udenfor, Vogteren var gaaet bort, jeg ganske alene, hun slog saa voldsomt mod Døren, at lige oven over mig den lille Laage, igjennem hvilken Maden blev rakt hende, sprang op, hun saae derfra ned paa mig, strakte en af sine Arme ud efter mig; jeg skreg af Rædsel og knugede mig fastere til Gulvet. Som Ældre er dette Syn og dette Indtryk ikke udslettet af min Sjæl; jeg følte hendes Fingerspidser røre ved mine Klæder; jeg var halv død, da Vogteren kom.
Tæt ved Bryggerset, hvor det Grønne blev brændt, havde gamle fattige Qvinder deres Spindestue; herind kom jeg tidt og blev snart deres Yndling, thi jeg havde hos denne Forsamling en Veltalenhed, der tydede paa, som de sagde, at »et saa klogt Barn ikke kunde leve længe«, hvilket i høi Grad smigrede mig. Jeg havde tilfældigviis hørt tale om Lægernes Kjendskab til Menneskets indre Bygning, hørt tale om Hjerte, Lunge og Tarme og det var mig nok til strax at holde derover et Foredrag for de gamle Koner! dristig malede jeg med Kridt paa Døren en Mængde Krimskrams, det skulde forestille Indvoldene; jeg talte om Hjerte og Nyre, Alt hvad jeg sagde, gjorde et dybt Indtryk paa hele Forsamlingen; jeg gjaldt for et mærkeligt klogt Barn, og min Snaksomhed belønnedes med, at man fortalte mig Eventyr; en Verden, rig, som i »Tusind og een Nat« rullede op for mig. De gamle Koners Historier, Skikkelserne af de Sindssvage, som jeg i Hospitalet saae rundt omkring mig, Alt tilsammen, herinde fra, virkede i den Grad ind paa mig, der ganske var fyldt med Overtro, at jeg naar det mørknedes, neppe turde vove mig udenfor mine Forældres Huus; sædvanligviis fik jeg ogsaa Lov, ved Solnedgang at gaae i Seng, rigtignok ikke i min Slagbænk, thi det var for tidlig at slaae den ned, det tog for megen Plads op i vor lille Stue, men jeg blev lagt i mine Forældres store Seng, de Kattuns Gardiner hang ned tæt omkring, Lyset brændte udenfor, jeg kunde høre Alt i Stuen og var dog saa ene i mine Tanker og Drømmerier, som om den virkelige Verden slet ikke var til. »Han ligger saa deiligt stille, det velsignede Barn!« sagde min Moder; »han er saa rart og kommer ikke Noget til!«
For den sindssvage Fa’erfa’er havde jeg en stor Angest; kun een eneste Gang havde han talt til mig og da brugt den mig uvante Tiltale »De«; han snittede i Træ selsomme Billeder, Mennesker med Dyrehoveder, Dyr med Vinger og forunderlige Fugle; disse pakkede han i en Kurv og gik saa ud paa Landet, hvor Bønderkonerne overalt trakterede ham, ja gav ham Gryn og Skinke hjem med, fordi han forærede dem og deres Børn det ; een Dag, han kom hjem igjen til Odense, hørte jeg Gadedrengene skrige høit efter ham; af Skræk skjulte jeg mig bag en Trappe, mens de stimlede forbi; jeg vidste, jeg var af hans Kjød og Blod.
Saagodt som aldrig kom jeg sammen med de andre Drenge; selv i Skolen tog jeg ikke Deel i deres Lege, men blev siddende inde; hjemme havde jeg nok af Legetøi, som min Fader havde gjort til mig; jeg havde Billeder, som kunde forvandle sig, naar man trak i en Traad, en , der, naar den sattes i Bevægelse, lod Mølleren dandse rundt; jeg havde og Nikkedukker. Iøvrigt var det min store Glæde at sye Dukketøi eller at sidde i Gaarden ved den eneste Stikkelsbærbusk, der stod og at have udspændt fra Muren, ved Hjelp af et Kosteskaft, min Moders Forklæde. Det var mit Telt i Skylregn og Solskin, der sad jeg og saae ind i Stikkelsbærbuskens Blade, hvilke jeg hver Dag fulgte i deres Udvikling fra de vare smaa, grønne Knopper, til de som store, gule Blade løsnede sig; jeg var et underligt drømmende Barn, og naar jeg gik omkring, brugte jeg som oftest at lukke Øinene, saa at man tilsidst troede, at jeg havde et daarligt Syn, uagtet just dette var og er hos mig.
En gammel , der holdt »«, som det kaldtes, lærte mig at , stave og »«. Hun sad i en høirygget Lænestol tæt op til Uhret, hvori der ved hvert fuldt Slag viiste sig nogle Kunststykker med bevægelige Figurer; et stort Riis havde hun hos sig, og det blev brugt rundt om i Kredsen, der mest bestod af Smaapiger. Det var , at vi Alle paa eengang stavede med lydelige Stemmer, saa høit vi kunde. Mig turde Læremo’er ikke slaae, det havde min Moder, da jeg sattes i Skolen, udtrykkeligt betinget, og da jeg derfor en Dag ogsaa fik et Rap af Riset, reiste jeg mig øieblikkelig, tog min Bog og gik uden videre bort, hjem til min Moder, forlangte at komme i en anden Skole, og det kom jeg. Min Moder satte mig i Hr. , hvor der dog befandtes , en ganske lille, men noget ældre end jeg; vi To sluttede os strax til hinanden, hun talte om det Nyttige og Gavnlige, om at komme i en god Tjeneste, og at hun gik i Skole især for at lære godt at regne, thi saa sagde hendes Moder, at hun kunde blive paa en stor Herregaard. »Det skal Du blive paa mit Slot, naar jeg bliver fornem!« sagde jeg, og hun loe ad mig og sagde, at jeg var en fattig Dreng. En Dag havde jeg tegnet Noget, som jeg kaldte mit Slot og forsikkrede hende ved den Leilighed, at jeg var et forbyttet, meget fornemt Barn, og at Guds Engle kom og talte med mig; jeg vilde forbause hende ligesom de gamle Koner, omme i Hospitalet, men hun tog det ikke som disse, hun saae ganske underlig paa mig og sagde til en af de andre Drenge, der stod nær ved: »Han er gal ligesom hans Fa’erfa’er!« – og det isnede igjennem mig; jeg havde sagt det Hele for ret at gjælde for Noget og nu slog det om til at de troede, at jeg var sindssvag som Fa’erfa’er. Aldrig talte jeg mere til hende om Sligt, men vi var heller ikke mere Legekammerater, som før. Jeg var den Mindste i Skolen og derfor altid, naar de andre Drenge legede, gik Læreren Hr. Carstens med mig ved Haanden, for at jeg ikke skulde løbes omkuld; han holdt meget af mig, gav mig Kage og Blomster, klappede mig paa Kinderne, og da engang en af de større Drenge ikke kunde sin Lexie og derfor til Straf, med sin Bog i Haanden, blev stillet op paa Skolebordet, hvorom vi sad og jeg derover var ganske utrøstelig, fik Synderen Benaadning. – Den kjære, gamle Lærer blev siden Telegraphbestyrer paa ; der levede han endnu for nogle Aar tilbage; man har fortalt, at den gamle Mand der, idet han viste de Besøgende om, har med fornøiet Smiil sagt; »ja, ja, det troer De nok ikke, jeg gamle, fattige Mand, jeg har været den første Lærer for en af vore mest bekjendte Digtere! hos mig gik i Skole H. C. Andersen.«
Enkelte Dage i Høsten tog min Moder ud paa Marken og samlede , jeg var da med og gik der som den . En Dag kom vi paa et Sted, hvor der var en bekjendt ond Forvalter; vi saae ham komme med en frygtelig stor Hundepidsk; min Moder og alle de Andre løb, jeg havde nøgne Fødder i Træskoe og tabte disse; Kornstubbene stak mig, jeg kunde derfor ikke komme rask nok afsted, og blev tilbage alene; allerede løftede han Pidsken, jeg saae ham op i Ansigtet og sagde uvilkaarligt: »hvor tør Du slaae mig, da Gud kan see det!« – og den strenge Mand blev med Eet ganske mild, klappede mig paa Kinden, spurgte hvad jeg hed og gav mig Penge; da jeg viste min Moder disse, sagde hun til de andre Folk: »det er et mærkeligt Barn, min Hans Christian! alle Mennesker er ham god, og selv den onde Karl har givet ham Penge!«
From og overtroisk voxte jeg op; jeg havde ikke Tanke om Savn eller Mangel, vel havde mine Forældre kun fra Haand og i Mund, som man siger, men for mig var der overflødigt og rigeligt; i Klæderne selv kunde jeg synes at være pyntelig; en gammel Kone syede min Faders aflagte Tøi om til mig; tre, fire store Silkestumper, som min Moder havde, bleve med Knappenaale, skifteviis, heftede mig tvers over Brystet og forestillede Veste, et stort Klæde blev bundet mig om Halsen og givet en mægtig Sløife, mit Hoved vasket med Sæbe, og Haaret kæmmet til Side, og saa var jeg i Stads; saaledes kom jeg med mine Forældre første Gang ; Odense havde allerede da , ; de første Forestillinger, jeg kom til, bleve givne i det tydske Sprog. , han gav Operaer og Comedier, »« var Byens Yndlings-Stykke; den første Forestilling, jeg imidlertid saae, var bearbeidet som Opera. Jeg er senere ikke , af hvem Musiken kan have været, men vist er det, at denne Text var behandlet paa Tydsk som Syngestykke. Det første Indtryk iøvrigt et Theater og Mængden der gjorde paa mig, var ingenlunde det, at man derfra skulde kunne slutte sig til, at der stak en Poet i mig. Mit første Udbrud ved at see Theatret og de mange Tilskuere der, var, som mine Forældre have fortalt mig: »Naa, havde vi bare saa mange Smør, som her er Folk, da skulde jeg rigtignok spise!« – Theatret blev imidlertid snart mit kjæreste Sted, men da jeg kun en enkelt Gang om Vinteren kunde komme der, saa gjorde jeg mig gode Venner med Placatbæreren , og han gav mig daglig Placaten, imod at jeg besørgede en lille Rest af disse uddeelt i mit Qvarteer, hvilket jeg samvittighedsfuld opfyldte. Kunde jeg vel ikke komme i Theatret, saa kunde jeg nu hjemme i en Krog sidde med Placaten og efter Stykkets Navn og Personerne deri, tænkte jeg mig sammen en heel Comedie; dette var min ubevidste, første Digtning.
Det var ikke blot Comedier og Fortællinger, min Fader gjerne læste, men ogsaa Historier og den hellige Bibel; i sit stille Sind tænkte han over det Læste, men min Moder forstod ham ikke naar han udtalte sig til hende derom, og derfor blev han mere og mere indesluttet i sig selv. En Dag lukkede han Bibelen sammen med de Ord: »Christus har været et Menneske, som vi, men et usædvanligt Menneske!« – min Moder forfærdedes over disse Ord og brast i Graad; i min Skræk bad jeg til vor Herre, at han vilde tilgive min Fader denne skrækkelige Gudsbespottelse.
»Der er ingen anden Djævel til, end den, vi have i vort eget Hjerte!« hørte jeg min Fader sige; og jeg fik en Angest for ham og hans Sjæl og var ganske af min Moders og Nabokonernes Mening, da han en Morgen, formodentlig revet paa et Søm i Sengen, havde tre dybe Rifter i Armen, at det var Djævelen, som havde været der om Natten, og vilde vise ham sin . Min Fader havde ikke Mange, han omgikkes med, sin Fritid tilbragte han helst ene og med mig ude i Skoven, hans høieste Ønske var at kunne leve paa Landet, og nu traf det sig just, at søgtes en Skomager, denne skulde nedsætte sig i Landsbyen tæt ved og der have frit Huus, en lille Have og Græsning til en Ko; ved dette og ved sikkert Arbeide fra Gaarden vilde han kunde slaae sig igjennem; min Fader og Moder vare opfyldte af den mulige Lykke at komme der; et Prøvearbeide blev givet min Fader: der sendtes ham fra Gaarden et Stykke Silketøi, selv skulde han levere Læderet og sye et Par Dandseskoe; om disse vare i et Par Dage al vor Tanke og Tale; jeg glædede mig saa usigelig til den lille Have, vi skulde have med Blomster og Buske, der kunde jeg sidde i Solskinnet og høre paa ; jeg bad saa inderligt vor Herre opfylde mit og mine Forældres Ønske, det var den høieste Lykke, der kunde os. – Endelig bleve Skoene færdige; vi saae paa dem hjemme ret med høitidelig Følelse, de skulde afgjøre hele vor Fremtid. Fader tog dem i sit Lommetørklæde og gik; vi sad og ventede ham komme hjem med glædestraalende Ansigt; han kom, bleg og forbittret; den naadige Frue, sagde han, havde ikke engang prøvet Skoene, men strax seet ilde paa dem, sagt, at Silketøiet var spoleret og at han ikke kunde antages; »har De spildt Deres Silketøi!« sagde min Fader »saa kan jeg finde mig i at spilde mit Læder!« og han havde taget sin Kniv og skaaret Saalerne fra! – Der blev saaledes ikke Noget af vort Haab om at boe paa Landet. Vi græd alle Tre og jeg syntes, at Gud kunde dog sagtens have bønhørt os, havde han det – da var jeg blevet Bonde, hele min Fremtid anderledes, end den blev; tidt har jeg siden tænkt: mon vor Herre, for min Fremtids Skyld, lod mine Forældre miste deres Lykkens Dage? –
Min Faders Vandringer til Skoven bleve snart hyppigere; han havde ingen Ro paa sig. , som han med Begjerlighed fulgte i Aviserne, opfyldte ham. Napoleon var hans Helt, hans Stigen forekom ham som det skjønneste Exempel til Efterlignelse. , Talen var da kun om Krig, og , min Moder græd, Naboerne trak paa Skuldren og sagde, at det var Galskab saaledes at gaae ud for at lade sig skyde, naar man ikke . Soldaten hørte i den Tid til , først i vore senere Dage, under , saae og opfattede vi ham ret; han er den høire Arm, som fører Sværdet.
Den Morgen, Compagniet, hvori min Fader var, brød op, hørte jeg ham synge og tale lystigt, men hans Hjerte var i stærk Bevægelse, det forstod jeg, paa den vilde Heftighed, hvormed han kyssede mig ved Afskeden. Jeg laae da syg af Mæslinger, laae ene i Stuen, da Trommerne lød, og min Moder grædende fulgte ham ud af Byens Port. Da de vare bortmarscherede, kom min gamle Fa’ermo’er og saae med sine milde Øine paa mig og sagde, at det var godt, om jeg maatte døe nu, men at Guds Villie var altid den bedste. Det var en af de første Morgener fuld af Smerte, jeg erindrer mig.
Det Regiment, min Fader stod ved, kom imidlertid ikke længer, end til Holsteen; der og den frivillige Kriger sad igjen paa sit Værksted, og Alt syntes at komme tilbage til det Gamle.
Jeg legede med mine Dukker, spillede Comedie og altid paa Tydsk, thi kun i dette Sprog kjendte jeg Sligt, men mit Tydsk var et Kaudervælsk, som jeg selv opfandt, og hvori kun eet eneste tydsk Ord: »« forekom, et Ord, jeg havde opsnappet af de forskjellige Benævnelser, min Fader bragte os hjem fra Holsteen. »Du har jo godt af min Reise!« sagde han i Spøg. »Gud veed, om Du kommer saa langt ud, men det maa Du, husk paa det, Hans Christian!« – Men min Moder sagde: at saalænge hun raadede over mig, skulde jeg nok faae Lov til at blive hjemme, for ikke at sætte mit Helbred til som han.
Med hans Sundhed var det forbi, den havde lidt ved de ham uvante Marscher og Krigslivet. En Morgen vaagnede han i vilde Phantasier, talte om Felttog og om Napoleon; han troede at tage Ordre af ham og at commandere selv. Min Moder sendte mig strax ud om Hjelp, men ikke hos Lægen, nei, hos en saakaldet »klog Kone«, der boede en halv Miil fra Odense. Jeg kom derud, Konen gjorde mig flere Spørgsmaal, tog derpaa en ulden Traad, maalte mine Arme, gjorde underlige Tegn over mig og lagde tilsidst, paa mit Bryst, en grøn Green, den var et Stykke af , sagde hun og tilføiede: »Gaa nu langs med Aaen! skal din Fader døe denne Gang, saa møder du hans Gjenfærd!«
Man kan tænke sig min Angest, jeg, som var saa opfyldt af Overtro og levede under Phantasiens Magt. »Og Du har ikke mødt Noget?« spurgte min Moder mig, da jeg kom hjem; med bankende Hjerte forsikkrede jeg, »Nei!« . Hans Liig blev liggende i Sengen, jeg laae med min Moder udenfor, og hele Natten . »Han er død!« sagde min Moder til den: »Du behøver ikke at synge efter ham, Iisjomfruen har taget ham!« og jeg forstod hvad hun meente; jeg huskede fra Vinteren forud, at da vore Vinduer stode tilfrosne, havde min Fader viist os, at der var frosset paa Ruden, ligesom en Jomfru, der strakte begge sine Arme ud. »Hun vil nok have mig!« sagde han i Spøg; nu, da han laae død i Sengen, kom det min Moder i Sindet, og hvad han udtalte, beskjeftigede min Tanke.
Paa St. Knuds Kirkegaard, udfor den venstre Sidedør fra Altret, begravede de ham, Fa’ermo’er plantede Roser paa Graven; i senere Aar ere andre Liig blevne lagte paa samme Sted, nu voxer Græsset høit ogsaa hen over disse.
Fra min Faders Død var jeg saagodtsom ganske overladt til mig selv; min Moder gik ud at vaske for Folk, jeg sad alene hjemme med det lille Theater, som min Fader havde gjort til mig; jeg syede Dukketøi og læste Comediebøger. – Man har fortalt mig, at jeg da var , havde et stort, lyseguult Haar, gik barhovedet og som oftest med Træskoe paa Fødderne.
I vort Nabolav boede sammen Præste-Enken ; de lode mig komme ind til sig, fik Godhed for mig, og jeg var hos dem den meste Tid af Dagen; dette var det første dannede Huus, hvori jeg havde et Hjem. Den afdøde Præst havde skrevet Digte, havde dengang et Navn i den danske Literatur; hans : i mine »Vignetter til danske Digtere« sang jeg siden om ham, som mine Jevnaldrende havde glemt.
Traaden brister, Rokken staaer, Spindevisen tier,
Ungdoms-Sangen bliver snart gamle Melodier.
Her hørte jeg første Gang Navnet »Digter« blive udtalt og nævnet med en Høiagtelse, som noget Helligt; Holbergs Comedier havde min Fader læst for mig, men her talte man ikke om disse, men om Vers, om Poesie. »Min Broder, Digteren!« sagde Bunkeflods gamle Søster og hendes Øine lyste. Af hende lærte jeg, at det var noget Herligt, noget Lykkeligt at være en Digter; her læste jeg ogsaa første Gang , rigtignok i en ; men de kjække Skildringer, de blodige Begivenheder, Hexe og Spøgelser der traadte op, vare just efter min Smag; strax spillede jeg de shakespearske Tragedier paa mit Dukketheater; levende saae jeg i Tankerne og paa Heden. Jo Flere der døde i et Stykke, desto interessantere forekom det mig. Paa den Tid skrev jeg mit første Stykke, det var ikke mindre end en Tragedie, og hvori de naturligviis Alle døde. Indholdet havde jeg taget af en , men jeg havde forøget Begivenheden med en Eremit og hans Søn, der begge elskede Thisbe, og begge toge Livet af sig, da hun døde; til de fleste af Eremitens Repliker havde jeg laant Bibelens Ord, udskrevet Bibelsteder af ; Stykkets Navn var »«. Det skulde hedde »Aborre og Torsk!« sagde vittig, da jeg med stor Veltilfredshed og Lykke havde læst det for alle Mennesker og nu ogsaa kom til hende. Jeg blev aldeles nedslaaet ved hendes Ord, jeg følte, at hun gjorde Nar af mig og mit Digt, som alle de Andre havde rost; bedrøvet fortalte jeg det til min Moder. »Det siger hun kun, fordi hendes Søn ikke har gjort det!« sagde hun og jeg var trøstet og begyndte paa et nyt Stykke; dette skulde være i en høiere Stiil; en Konge og en Prindsesse skulde træde op deri, vel saae jeg, at hos Shakspeare talte disse ligesom andre Mennesker, men dette forekom mig at være ikke ganske rigtigt. Jeg spurgte min Moder og flere Folk i Nabolavet om, hvorledes egentlig en Konge talte, men de vidste ikke ret at give Besked herom, de sagde, at det var saa , men at han nok talte fremmede Sprog. Jeg fik da fat paa et Slags Lexicon, hvori stode tydske, franske og engelske Ord med dansk Oversættelse ved, og nu var jeg hjulpet; jeg tog nogle Ord af de forskjellige Sprog og lagde dem ind i hver Sætning, som Kongen og Prindsessen talte. » ! har De godt ?« var een af Replikkerne; det blev et heelt , som jeg ansaae for at være det ene rigtige hos saa høie Personer. Alle Mennesker maatte høre mit Stykke, det var mig en Lyksalighed at læse det op, og aldrig faldt der mig Andet ind, end at det maatte være dem Alle en stor Glæde at høre det.
var anbragt paa en , og derved ugentlig en lille Sum; jeg derimod drev om, som man sagde, og bestilte ingen Ting, min Moder bestemte derfor, at jeg ogsaa skulde paa Fabriken; »det er ikke for Fortjenestens Skyld,« sagde hun, »men det er, for saa veed jeg, hvor han er.« Gamle Fa’ermo’er førte mig derhen og var inderlig bedrøvet; det havde hun ikke tænkt at opleve, sagde hun, at jeg skulde gaae saaledes sammen med alle de usselige Drenge. Her arbeidede en Mængde tydske Svende, de sang og talte lystigt; mangen raa Spas vakte stor Jubel, jeg hørte paa den, og har lært deraf, at Barnet kan høre Sligt med uskyldigt Øre, det naaede ikke ind til mit Hjerte. Jeg havde den Gang en mærkelig smuk og høi Sopranstemme, som jeg beholdt til ind i mit femtende Aar; jeg vidste, at Folk holdt af at høre mig synge, og da man paa Fabriken spurgte mig, om jeg kunde nogle Viser, begyndte jeg strax min Sang og den gjorde stor Lykke; de andre Drenge blev det overdraget at gjøre mit Arbeide. Da jeg saa havde sjunget, fortalte jeg, at jeg ogsaa kunde spille Comedie; jeg huskede hele Scener af Holberg og af Shakspeare og dem fremsagde jeg. Svende og Koner nikkede venligt til mig, loe og klappede i Hænderne. Paa den Maade fandt jeg de første Dage paa Fabriken meget morsomme; men en Dag, som jeg bedst stod og sang og der taltes om min Stemmes Klarhed og mærkelige Høide, udbrød en af Svendene: »det er bestemt ingen Dreng, men en lille Jomfru!« han tog fat paa mig, jeg skreg og jamrede mig, de andre Svende fandt den raa Spøg morsom, de holdt mig ved Arme og Been, jeg hvinede i vilden Sky, og bly som en Pige, styrtede jeg ud af Huset og hjem til min Moder, der strax lovede mig, at jeg aldrig skulde komme derhen mere.
Jeg søgte nu igjen til Madam Bunkeflod, hørte der læse høit, læste selv og øvede mig tillige i – at sye, det var mig af stor Nødvendighed for mit Dukketheater, jeg syede ogsaa som en Festgave til Madamens Fødselsdag en hvid Silkenaalepude, den, jeg mange mange Aar efter, som Ældre, der har seet opbevaret. der i Nabolavet gjorde jeg ogsaa Bekjendtskab med, hun lod mig læse for sig, Romaner fra ; en af disse begyndte omtrent saaledes: »det var en stormfuld Nat, Regnen pladskede paa Ruderne!« – »Det er en ypperlig Bog«, sagde Madamen, og jeg spurgte i Uskyldighed hvoraf hun vidste det. »Jeg hører det strax paa Begyndelsen!« sagde hun, »denne bliver udmærket!« og jeg saae med en Slags Ærbødighed op til hende, der var saa klog.
I Høsten engang tog min Moder mig med fra Odense til en Herregaard i Nærheden af hendes ; der, hvis Forældre min Moder havde tjent, havde sagt, at vi dog engang skulde komme der i Besøg; dette havde jeg i Aaringer glædet mig til og nu skulde det opfyldes; min Moder og jeg brugte to hele Dage til at naae derhen, thi vi maatte gjøre Reisen tilfods, det var en deilig Gaard og deilig Mad fik vi, men foruden dette gjorde ogsaa Landet selv et saa mægtigt Indtryk paa mig, at mit høieste Ønske var altid at blive her. Det var i , nede i Laden omkring et stort Kar sad jeg hos min Moder og en heel Mængde Bønderfolk og pillede Humle; der blev fortalt Historier og mange vidunderlige Ting, der var oplevet og seet. Djævelen med Hestefod, Gjengangere og Varsler, kjendte de Alle saa godt til. Der var en gammel Bonde, som blandt Andet sagde, at Gud vidste Alt hvad der skete og skulde skee! de Ord gjorde et dybt Indtryk paa mig, de laae mig bestandig i Tanke, og da jeg henimod Aften gik ene, noget borte fra Gaarden og kom til et dybt Gadekjær, hvor jeg krøb ud paa en af de store Steen ude i Vandet, gik det mig underligt gjennem Hovedet, om Gud dog virkeligt skulde vide Alt hvad der vilde skee! – ja, nu har han bestemt, at jeg skal leve og blive mange Aar gammel, tænkte jeg, men dersom jeg nu springer ud i Vandet og drukner mig, saa skeer det dog ikke, som han vil. Og jeg var øieblikkelig fuldt og fast bestemt paa at drukne mig; jeg vendte mig mod det dybeste Sted – da gik en ny Tanke gjennem min Sjæl: »det er Djævelen, som vil have Magt over mig!« og jeg udstødte et Skrig, løb alt hvad jeg kunde og styrtede grædende i Armene paa min Moder; men hverken hun eller Nogen fik ud af mig, hvad jeg feilede. »Han har vist seet noget Spøgeri!« sagde en af Konerne, og jeg troede det næsten selv.
Min Moder , fandt at det var et altfor ringe Parti, han gjorde, og hverken min Moder eller jeg fik Lov til at komme i deres Huus. Min var en ung, stille Mand med livlige, brune Øine og af et jevnt godt Humeur; min Opdragelse vilde han slet ikke blande sig i, sagde han, og lod mig ogsaa være og blive, som jeg selv vilde. – Jeg levede derfor ganske for min Perspectiv-Kasse og mit lille Dukketheater, og det var min største Lykke at have samlet ret mange brogede Klude, som jeg da tilskar og syede i Dragter; min Moder betragtede det som en god Øvelse for mig til at blive Skrædder, thi det var jeg født til, meente hun; jeg derimod sagde, at jeg vilde til Comedien, Noget, min Moder paa det bestemteste satte sig imod, idet hun kun kjendte som Comedie, Liniedandsere og omreisende Skuespillere, som hun regnede for eet. »Ja, saa vil Du faae ordenlig Bank!« sagde hun da, »saa kommer Du til at sulte, at Du kan være let, og Du faaer Olie at spise for at blive lind i Lemmerne!« nei, Skrædder skulde jeg være. »See bare, hvor fiint , har store Ruder i Vinduerne og ; ja, kan Du bare blive en af dem!«
Hvad der i denne min Bestemmelse for Skrædderiet var min eneste Trøst og Glæde, var det, at da vilde jeg ret kunde faae Klude og Lapper til mit lille Theaters Garderobe.
Mine Forældre vare flyttede hen i , og vi havde der faaet en Have; den var meget lille og smal, den var egentlig kun et langt Bed med Rips- og Stikkelsbær-Hækker og saa Gangen, der tog ligesaa stor Plads op, men denne førte ned til Odense-Aa, lige bag Munkemølle; tre store Vandhjul dreiede sig under det styrtende Vand og stode pludselig stille, naar Sluseportene bleve satte for; alt Vandet løb da af Aaen, der blev tør Bund, hvor i Vandhullerne Fiskene sprællede, jeg kunde tage dem med Hænderne, og under de store Vandhjul kom, ud fra Møllen, Vandrotter, for at drikke; pludseligt løftedes Sluse-Portene, Vandet styrtede skummende og brusende, der var ingen Rotter mere at see, AaLeiet fyldtes og jeg, som stod der ude, løb pjaskende gjennem Vandet henimod Bredden, forskrækket som Ravsamleren paa Vesterhavets Kyst, naar han er langt ude og Floden kommer. Paa en af de store Stene, som min Moder brugte til i Aaen, stod jeg og sang i vilden Sky alle de Viser, jeg kunde, og tidt var der hverken Mening eller Melodie, men egen selvlavet Sangklang, som den bedst vilde komme; Nabohaven tilhørte . Jeg vidste, at naar i Haven derinde vare Fremmede, hørte de altid efter min Sang. Alle Folk sagde mig, at jeg havde en deilig Stemme, og at jeg vist med den vilde gjøre min Lykke i Verden. Tidt tænkte jeg over, hvorledes denne Lykke skulde komme, og da det Eventyrlige for mig var Sandhed, saa ventede jeg de forunderligste Ting. Jeg havde hørt af en gammel Kone, som skyllede Tøi i Aaen, at Keiserriget China laae lige her under Odense-Aa, og nu ansaae jeg det for slet ikke umuligt, at en maaneklar Aften, som jeg der sad, kunde en chinesisk Prinds grave sig igjennem Jorden op til os, høre mig synge og saa tage mig ned til sit Kongerige, og gjøre mig rig og fornem, men saa igjen lade mig faae Lov til at besøge Odense, hvor jeg vilde boe og bygge et Slot; hele Aftener kunde jeg sidde og gjøre Tegninger og Grundrids deraf. Jeg var ganske Barn – og siden, længe efter – da var jeg det ligesaameget, naar jeg i Kjøbenhavn traadte declamerende op og læste Digte; jeg ventede og troede endnu paa en saadan Slags Prinds i Kredsen, der skulde høre mig, forstaae mig og hjelpe mig frem; men det skulde nu ikke skee paa den Maade og dog skee!
Min Læselyst, de mange dramatiske Scener, jeg kunde udenad og min særdeles klangfulde høie Stemme, Alt tilsammen vakte en Slags Opmærksomhed for mig hos flere fornemme Familier i Odense; jeg blev kaldt til dem, min hele forunderlige Personlighed vakte Interesse, og blandt de Mange til hvem jeg kom, var den, der med sin Familiekreds viste mig den meest sande Deeltagelse; ja han talte om mig endog saa til Prinds Christian, senere Christian den Ottende, som da boede paa Odense Slot, og derop tog Guldberg mig med sig en Dag.
»Dersom Prindsen spørger Dem, hvad De har Lyst til«, sagde han, »saa svarer De, at det er Deres høieste Ønske at komme i Latinskole!« og det sagde jeg ogsaa strax, da Prindsen virkeligt gjorde mig Spørgsmaalet, men han svarede, at det at synge, at kunne sige livlig en Digters Ord, var meget godt, men derfor ikke Genie, og at jeg maatte huske paa, at det at studere var en lang og kostbar Vei! at han imidlertid vilde tage sig af mig, dersom jeg lagde mig efter en smuk Profession, for Exempel at blive . Dertil havde jeg nu slet ikke Lyst og gik ikke ganske glad bort, skjøndt den ædle Fyrste havde talt aldeles naturligt og rigtigt; siden da Tiden udfoldede mine Evner, ; med den inderligste Følelse hænger min Tanke ved Erindringen om ham.
Jeg gik nu hjemme, skød op og blev en lang Dreng, som min Moder sagde, hun ikke godt længere kunde lade gaae saaledes og drive om; jeg gik i ,« lærte kun Religion, Skrivning og Regning, og dette sidste daarligt nok; neppe et Ord forstod jeg at rigtigt; hjemme læste jeg aldrig paa mine Lectier, de bleve saa temmeligt lærte paa Veien fra Hjemmet til Skolen, og min Moder roste mit store paa Nabosønnens Bekostning: »Han læser, saa det snurrer efter Morgen og Aften, min Hans Christian seer aldrig i sin Skolebog, og dog kan han den.«
Hver gang det var Lærerens Fødselsdag, flettede jeg en Krands til ham og skrev et Digt, som fulgte med, sædvanlig tog han det med et Smiil, men et Par Gange skjendte han derfor; han var fra Norge og hed , sikkert var han et ædelt Menneske, men af en heftig Natur og slet ikke lykkelig; ud af sit Hjerte talte han til os om Religionen, og naar han gjennemgik Bibelhistorien, vidste han at give den saa levende, at imedens jeg hørte, blev mig alle de malede Billeder paa Skolevæggens , der viste Scener af det gamle Testament, lyslevende, fik for mig en Skjønhed, Sandhed og Friskhed, som jeg senere saae den i de herlige Stykker af og . Tidt sad jeg drømmende og stirrende paa den brogede Væg og fik da en lille Irettesættelse af ham, fordi jeg var »borte igjen«; saa fortalte jeg de andre Drenge kurieuse Historier, men hvori jeg naturligviis ikke glemte at gjøre mig selv til Hovedpersonen, stundom blev jeg leet af. Gadedrengene havde af deres Forældre ogsaa hørt om mit sære Væsen, og hvorledes jeg kom omkring i »fornemme Familier«, og derfor blev jeg en Dag forfulgt igjennem Gaden af en heel vild Skare, der spottende raabte: »der løber Comedieskriveren!« Jeg skjulte mig hjemme i en Krog, græd og bad til Gud.
Jeg gik i mit fjortende Aar, min Moder tænkte paa at faae mig confirmeret, for at jeg kunde komme i Skrædderlære og bestille noget Fornuftigt. Med hele sit Hjerte holdt hun af mig, men forstod ikke min Higen og Tragten, som jeg da selv heller ikke forstod den. Hendes Omgivelse talte altid mod min Maade at være paa og opholdt sig over mig, det bedrøvede og piinte hende.
Vi hørte til St. Knuds Sognekirke, og her kunde Confirmanterne tegne sig, enten hos ; hos den første gik kun de saakaldte fornemme Familiers Børn, samt Latinskolens Diciple, hos den sidste gik de fattigere; jeg meldte mig hos Stiftsprovsten, der maatte tage imod mig, men vistnok kun saae Forfængelighed deri, at jeg vilde gaae med hans Confirmanter; disse stilledes øverst paa Kirkegulvet, Capellanens kom derimod nedenfor; jeg tør imidlertid troe, at det ikke ganske var Forfængelighed, der drev mig, jeg havde en Angest for de fattige Drenge, som havde spottet mig, jeg følte altid en inderlig Drift til at nærme mig Latinskolens Disciple, som jeg den Gang betragtede for meget bedre end de andre; naar de legede inde paa Kirkegaarden, stod jeg uden for Træ-Gitteret, kigede ind og ønskede, at jeg var iblandt de Lykkelige, ikke for Legens Skyld, men for de mange Bøger, de havde, og for hvad de kunde blive i denne Verden. Hos Stiftsprovsten kunde jeg saaledes komme sammen med dem, være som de; – men jeg husker ikke en Eneste fra den Tid, saa lidt maae de der have givet sig af med mig; jeg havde daglig Følelsen af, at jeg havde trængt mig ind, hvor jeg ikke hørte hjemme; ogsaa Stiftsprovsten selv lod mig føle det, og da jeg engang hos nogle af hans Bekjendtskab havde declameret Scener af en Comedie, kaldte han mig for sig, udtalte det Upassende i at gjøre Sligt paa en Tid, jeg forberedte mig til Confirmationen, og at naar han hørte Sligt om mig igjen, vilde jeg blive viist bort; jeg blev meget angest og fortrykt i Sindet, endnu mere en forvildet Fugl i den fremmede Stue; dog Een her var mig venlig og god, det var en ung Pige, af Confirmanterne, en , hun blev anseet for den fornemste af dem Alle, – om hende kommer jeg senere til at tale – hun alene saae mildt til mig, sagde mig et venligt Goddag, og gav mig endogsaa engang en Rose, og jeg gik hjem, lyksalig, fordi der dog var Een, som ikke oversaae og forskød mig.
En gammel Skrædderske forandrede min afdøde Faders Overkjole til en for mig; jeg syntes, at jeg aldrig havde baaret en saadan Stadskjole, og for første Gang i mit Liv fik jeg Støvler; min Glæde over disse var overordenlig, kun frygtede jeg, at ikke Alle skulde see, at det var Støvler, og derfor trak jeg Skafterne op over Beenklæderne og gik saaledes opad Kirkegulvet; Støvlerne knirkede, og det frydede mig i mit Inderste, at Menigheden nu kunde høre, at de vare nye; men min Andagt var forstyrret, jeg følte det og havde tillige en gruelig Samvittighedsqval over, at min Tanke var ligesaa meget hos mine Støvler, som hos den gode Gud; jeg bad ham ret i mit Hjerte tilgive mig, og tænkte saa igjen paa mine nye Støvler.
I de sidste Aar havde jeg sparet sammen i een Sum alle de Skillinger, jeg ved forskjellige Leiligheder fik, og da jeg talte dem efter, havde jeg tretten Rigsdaler; jeg var overvældet ved Besiddelsen af en saa stor Rigdom, og da min Moder nu paa det meest Bestemte holdt ved, at jeg skulde i Skrædderlære, bad og plagede jeg hende om, dog hellere at lade mig forsøge min Lykke i at reise til Kjøbenhavn, som da var mig Verdens største Stad.
»Hvad skal der blive af Dig der?« spurgte min Moder.
»Jeg vil være berømt!« svarede jeg og fortalte hende, hvad jeg havde læst om mærkelige Mænd, der vare fødte i Fattigdom. »Man gaaer først saa gruelig meget Ondt igjennem,« sagde jeg, – »og saa bliver man berømt!« Det var en aldeles uforklarlig Drift, som drog mig. Jeg græd, jeg bad, og tilsidst gav min Moder efter, men lod dog først en gammel, saakaldet »klog Kone« fra Hospitalet hente, og denne i Kort og Kaffe spaae mig min Fremtids Skjæbne.
»Hendes Søn bliver en stor Mand!« sagde den Gamle, »til Ære for ham skal engang Odense By blive !« Min Moder græd, da hun hørte det, og havde nu Intet imod, at jeg reiste. Alle Naboer, Enhver, som hørte derom, talte til min Moder og sagde, at det var reent forfærdeligt at lade mig, der kun var fjorten Aar gammel og i Alting saa ganske Barn, løbe til Kjøbenhavn, der laae saa mange Mile borte, og var en stor, vildsom By, hvor jeg Ingen kjendte. »Ja, han lader mig ikke have Ro!« svarede hun; »jeg har maattet give ham Lov til at tage afsted, men det gjør ikke Noget, jeg er vis paa, at han ikke kommer længer end til Nyborg; naar han seer den vilde Søe der, bliver han nok bange og vender om igjen, og saa skal han i Skrædderlære!«
»Kunde vi bare faae ham her i Byen paa en Skriverstue!« sagde Fa’rmoder, »det var dog noget Fiint, og det har Hans Christian Tanke til!«
»Kan han blive en Skrædder som , saa forlanger jeg det ikke finere!« sagde min Moder. »Lad ham nu kun reise til Nyborg!«
; hele Byen var endnu opfyldt deraf. Jeg, idet jeg stod mig godt med , havde ikke blot fra Coulisserne seet alle de givne Forestillinger, men var selv traadt op baade som og som Hyrde, ja jeg havde endogsaa sagt et Par Repliker i »«; min Iver var saa stor, at naar de Spillende kom i Garderoben før Forestillingen, stod jeg allerede paaklædt; herved bleve de opmærksomme paa mig; min Barnlighed og Begeistring morede dem; de talte venligt til mig, især Haack og Enholm, og jeg saae op til dem som til jordiske Guder. Alt hvad jeg havde hørt om min Sangstemme og om min Fremsigelse af Vers og Monologer bragte nu til Klarhed hos mig den Tanke, at det var Theatret, jeg var født for, og at det var her jeg vilde blive en berømt Mand, og derfor var Theatret i Kjøbenhavn Maalet for min Stræben. Skuespillernes Ophold i Odense var hos Mange, og hos mig især, en Livsbegivenhed; der taltes derom med sandt Sværmeri, og Talen endte altid med: »hvem der dog var i Kjøbenhavn og paa Comedie der«. Dette var der nu Enkelte der havde været, og disse omtalte da Noget, de kaldte Ballet, der skulde endnu overgaae Opera og Comedie; Dandserinden Madame Schall, sagde de, var der den første og mægtigste; hun forekom mig altsaa som Dronningen for det Hele, og i min Phantasie svævede hun som Den, der, naar jeg vandt hendes Godhed og Beskyttelse, kunde hjelpe mig frem til Hæder og Lykke.
Opfyldt heraf gik jeg hen til den gamle Bogtrykker Iversen, en af Odenses meest ansete Borgere, hvem, som jeg vidste, Skuespillerne under deres Ophold i Odense daglig havde besøgt, han kjendte dem Alle og maatte vistnok ogsaa kjende Dandserinden; ham vilde jeg bede om et Brev til hende, og saa vilde Gud nok gjøre det Øvrige.
Den gamle Mand saae mig for første Gang, hørte med stor Venlighed paa mit Andragende, men raadede mig paa det meest Bestemte fra at vove slig Reise. Jeg skulde lære et Haandværk, sagde han. »Det vilde virkeligt være en stor Synd!« svarede jeg, og han studsede over Maaden, jeg skal have sagt det paa, og det for mig, som senere har fortalt mig. Personlig kjendte han vel ikke Dandserinden, sagde han, men han skulde alligevel nok give mig Brev til hende. Jeg fik det og syntes nu alt at have Lykkens Dør aaben.
Min Moder pakkede en lille Bylt Klæder sammen, talte med Postkarlen, om jeg kunde følge med som blind Passageer til Kjøbenhavn; det lod sig gjøre, jeg skulde kun betale tre Rigsdaler for hele Reisen. , kom endelig; min Moder fulgte mig bedrøvet ud af Porten; her stod gamle Fa’rmoder; i den sidste Tid var hendes smukke Haar blevet graat, hun tog mig om Halsen, græd, uden at kunne sige et Ord; jeg var selv inderlig bedrøvet – saa skiltes vi ad; jeg saae hende aldrig mere; hun døde Aaret efter, – jeg veed ikke hendes Grav, hun ligger paa de Fattiges Kirkegaard.
blæste, det var en deilig Solskins Eftermiddag, og snart skinnede Solen ind i mit lette, barnlige Sind; jeg glædede mig over alt det Nye, jeg saae, og jeg reiste jo mine Længslers Maal imøde; men da jeg ved Nyborg kom ud paa det store Belt, og Skibet seilede fra min Fødeø, følte jeg ret hvor ene og forladt jeg var, og at jeg ingen Anden havde end Gud i Himlen. – Saasnart jeg betraadte Land i Sjælland, gik jeg om bag et Skuur ved Strandbredden, faldt paa mine Knæ og bad Gud at hjelpe og ledsage mig; jeg følte mig trøstet derved, stolede saa fast paa Gud og min Lykke – og saa kjørte jeg hele Dagen og den næste Nat gjennem Stæder og Landsbyer; eensom stod jeg ved Vognen og spiste mit Stykke Brød, medens Ompakningen skete; Alt var mig saa fremmed, jeg syntes, at jeg var langt ude i den vide Verden.
II
Mandagmorgen den sjette September 1819 saae jeg fra Frederiksberg Banke første Gang Kjøbenhavn; derude steg jeg af med min lille Bylt og gik igjennem , den og Forstaden ind i Byen. Aftenen før jeg kom var just udbrudt den saakaldte »«, der da strakte sig gjennem flere af Europas Lande; hele Byen var i Bevægelse, stor Menneske-Stimmel paa Gaderne; dog al den Larm og Tummel overraskede mig ikke, den svarede just til det Røre, jeg havde tænkt mig, der altid maatte være i Kjøbenhavn, min Verdens Stad. Med neppe ti Rigsbankdaler i Lommen tog jeg Logis i en af de mindre Gjestgivergaarde »«, nær ved Vesterport, gjennem hvilken jeg var kommet ind.
Min første Vandring i Byen var hen til Theatret; jeg gik flere Gange omkring det, saae op ad Murene og betragtede den hele Bygning som et Hjem, der endnu ikke var aabnet for mig. En af paa Hjørnet standsede mig og spurgte, om jeg vilde have en Billet; jeg var saa aldeles uvidende om Verden og om Skik og Brug i Kjøbenhavn, at jeg troede Mennesket vilde forære mig Billetten; jeg takkede paa det Hjerteligste, han troede, jeg gjorde Nar af ham og blev vred, saa at jeg forskrækket løb bort fra det Sted, der var mig det kjæreste; mindst tænkte jeg da, at , og at jeg saaledes dog i dette Huus skulde træde frem for det danske Publicum. Dagen efter tog jeg Confirmationsklæderne paa, Støvlerne bleve naturligviis ikke glemte, og Skafterne kom heelt op uden paa Beenklæderne; saaledes i min største Pynt og med en Hat, der gled mig heelt ned over Øinene, , for at overrække hende mit Anbefalingsbrev. Før jeg trak i Klokkestrængen, faldt jeg paa mine Knæ udenfor Døren, og bad til Gud, at jeg her maatte finde Hjelp og Beskyttelse; i det samme kom, med sin Torvekurv paa Armen, en Tjenestepige op af Trappen, hun smilede venligt, stak en Sexskilling til mig og hoppede afsted; jeg saae paa hende og paa Skillingen, jeg havde jo mine Confirmationsklæder paa, maatte jo see meget fiin ud, syntes jeg, hvor kunde hun troe, at jeg vilde betle; jeg kaldte paa hende; »Behold den kun!« raabte hun ned til mig og var borte.
Endelig Dandserinden, der med stor Forundring saae og hørte paa mig; hun kjendte aldeles Intet til den gamle Iversen, hvem Brevet var fra; min hele Personlighed og Optræden var hende høist besynderlig. Jeg udtalte paa min Maade den inderlige Lyst, jeg følte efter at komme til Theatret, og paa hendes Spørgsmaal, hvilke Partier jeg troede, at jeg kunde udføre, svarede jeg: »Cendrillon! den holder jeg saa meget af!« Dette Stykke var af de kongelige Skuespillere givet i Odense, og Hovedrollen deri havde i den Grad opfyldt mig, at jeg efter Erindringen kunde spille den heel og holden. Jeg vilde vise hende en Prøve deraf, og da hun var Dandserinde, fandt jeg det rimeligviis interessantest for hende, at hun fik Scenen, hvor Cendrillon dandser; jeg udbad mig imidlertid Tilladelse til at tage mine Støvler af, da jeg ellers ikke var let nok for den Rolle; og nu tog jeg min store Hat som Tambourin, slog paa den, begyndte at dandse og synge:
»Hvad vil Rigdom vel sige,
Hvad er Glands og Herlighed!« –
Mine selsomme Gebærder, min hele forunderlige Bevægelighed, gjorde, at Dandserinden, som hun selv mange Tider efter har sagt mig, troede, at jeg var gal og skyndte sig med at faae mig bort.
Nu gik jeg til Theaterchefen, Kammerherre Holstein, for at søge Ansættelse; han saae paa mig og sagde, at jeg var for mager for Theatret. »O«, svarede jeg, »naar jeg kun maa blive ansat med hundred Rigsdalers Gage, vil jeg nok blive fed!« Kammerherren viste mig alvorlig bort og tilføiede, at man kun engagerede Mennesker, som havde Dannelse.
Inderlig bedrøvet stod jeg der, intet Menneske havde jeg, som kunde give mig Trøst og Raad; da tænkte jeg paa at døe, som det eneste Bedste for mig, og min Tanke fløi mod Gud; med hele Barnets Tillid til en Fader klyngede min Tanke sig til ham; jeg græd ret ud og sagde da til mig selv: »naar først Alt gaaer ret ulykkeligt, saa sender han Hjelp, det har jeg læst; man skal lide Meget, og saa bliver man til Noget!« – Jeg gik nu hen og kjøbte mig en til Syngestykket »«. De Elskendes Adskillelse greb mig i den Grad, at jeg brød ud i heftig Graad; et Par Madamer, der sad ved Siden af mig, trøstede mig paa det Bedste og sagde, at det var kun Comedie, det havde slet ikke Noget at betyde, og den ene gav mig et stort Stykke Smørrebrød med Rullepølse paa. Vi sad nu der saa selskabeligt sammen og vare Alle gode Mennesker; jeg havde den største Tillid til Alle, og med fuld Aabenhjertighed fortalte jeg dem nu i Galleri-Logen, hvor vi sad, at det egentlig ikke var for Paul og Virginie at jeg græd, men fordi jeg betragtede Theatret som min Virginie, og at naar jeg skulde skilles fra det, maatte jeg ogsaa blive lige saa ulykkelig som Paul. De saae paa mig, syntes ikke at forstaae mig, og jeg fortalte dem nu, hvorfor jeg var kommet til Kjøbenhavn, hvor ene jeg var – og Madamen gav mig mere Smørrebrød, Frugt og Kage.
Næste Morgen betalte jeg, i Vertshuset, min Regning og saae da, at hele min Formue nu kun bestod i een Rigsdaler; jeg maatte derfor see til, enten strax at komme hjem igjen med en Skipper, eller i Kjøbenhavn at gaae i Lære hos en Haandværker; det Sidste fandt jeg at være det Klogeste; kom jeg hjem til Odense, da skulde jeg jo dog ogsaa i Lære, og jeg forudsaae, at naar jeg saaledes kom hjem igjen, efterat det var gaaet mig saa daarligt, vilde Folk lee af mig og ; altsaa, jeg maatte helst blive Læredreng i Kjøbenhavn. Det var mig aldeles ligegyldigt, hvilket Haandværk jeg lærte, jeg valgte det jo alene for her.
, der, som jeg, havde reist som med Posten til Kjøbenhavn, gav mig Huusly og Mad, ja hun gik med mig hen at kjøbe en , der vilde tage en Dreng i Lære, og der gik jeg hen. Manden tog venlig imod mig, men sagde, at han maatte, før han fast antog mig, have Attest fra Odense om, at jeg var en skikkelig Dreng og dernæst høre noget mere om mig og om mine Forældre; jeg skulde skaffe ham min ; dog indtil alle disse Efterretninger kom, kunde jeg, dersom jeg ikke havde andet Sted at være, flytte ind til ham og strax forsøge paa, hvorledes Professionen stod mig an.
Allerede Klokken Sex næste Morgen kom jeg paa Værkstedet. Der traf jeg flere Svende og Drenge; de førte et lystigt Sprog; Mesteren var endnu ikke oppe; deres Tale var noget , og jeg var jomfruelig bly; da de mærkede det, blev jeg altsaa drillet, ja opad Dagen gik Drengenes Spas mig for vidt, saa at jeg i Erindring om Scenen paa Fabriken fik stor Forskrækkelse, jeg brast i Graad og tog den Beslutning at opgive Haandværk og Værksted. Jeg gik ned til Mesteren og sagde, at jeg kunde ikke taale den Tale og den Spøg, at jeg ikke havde Lyst til Haandværket og at jeg nu vilde sige ham Farvel og Tak; forundret hørte han paa mig, han trøstede og opmuntrede mig; det hjalp ikke, jeg var saa bevæget, saa betaget og skyndte mig afsted.
Der gik jeg nu ude paa Gaden; Ingen kjendte mig; jeg var ganske forladt. Da huskede jeg paa, at i Odense havde jeg læst i Aviserne om en Italiener, ; alle Mennesker havde jo rost min Stemme, maaskee at denne Mand vilde tage sig af mig; gjorde han det ikke, da maatte jeg endnu samme Aften see at finde en Skipper, med hvem jeg kunde komme hjem igjen til Fyen. Ved Tanken om Hjemreisen blev jeg endnu heftigere bevæget, og i denne lidende Stemning søgte jeg Siboni op! Han havde just stort Middags-Selskab, vor berømte Componist, Professor Weyse, Digteren Baggesen og Flere vare der. Til , der lukkede op for mig, fortalte jeg ikke blot mit Ærinde, om at blive ansat som Sanger, men endogsaa mit hele Levnetsløb; hun hørte med stor Deeltagelse paa mig og maa have fortalt igjen en Deel deraf, thi jeg ventede længe, før hun kom tilbage, og da hun saa kom, fulgte hele Selskabet med. De betragtede mig Allesammen. Siboni fik mig ind i Stuen, hvor Claveret stod, jeg maatte synge; han hørte opmærksomt til; jeg declamerede Scener af Holberg og et Par Digte, i hvilke Følelsen af min egen ulykkelige Stilling saaledes overvældede mig, at jeg brød ud i virkelige Taarer, og hele Selskabet applauderede.
»Jeg forudsiger«, sagde Baggesen, »at der engang bliver Noget af ham! men bliv nu ikke forfængelig, naar hele Publicum tilklapper Dig Bifald!« og nu sagde han Noget om den rene, sande Naturlighed, og at den gik til Grunde med Alderen og mellem Mennesker. Jeg forstod ikke Alt, men et eiendommeligt Naturbarn maa jeg have været, en ganske , for ikke at sige »Fremtoning.« Jeg troede ubetinget ethvert Menneskes Ord, og at Alle meente mig det godt; ikke en Tanke havde jeg, uden at jeg ogsaa strax udtalte den. Siboni lovede, at han vilde uddanne min Stemme og meente, at jeg som Sanger vilde kunne komme til at optræde paa det kongelige Theater. Jeg var saa lyksalig, græd og loe, og da Jomfruen lukkede mig ud, og saae den Bevægelse, jeg var i, klappede hun mig paa Kinden og raadede mig til næste Dag at gaae op til Professor Weyse, han meente mig det godt, sagde hun, og ham kunde jeg stole paa.
Jeg kom til Weyse, der selv fra fattig Dreng havde arbeidet sig frem; dybt havde han følt og forstaaet min ulykkelige Stilling, og idet han benyttede Øieblikkets Stemning, indsamlet 70 Rdlr. til mig; det var en heel Rigdom! hver Maaned kunde jeg, sagde han, afhente hos ham indtil videre, ti Rdlr. Jeg skrev da strax mit første Brev til Hjemmet, et jublende Brev, al Verdens Lykke var strømmet til mig, meldte jeg. Min Moder viste i sin Glæde Brevet til alle Mennesker; Nogle hørte forundrede efter, Andre trak paa Smilebaandet, thi hvad skulde der vel komme ud af det Hele!
Siboni talte ikke Dansk; for at jeg nu kunde forstaaes og igjen forstaae ham, blev det nødvendigt, at jeg lærte idetmindste lidt Tydsk. Den Kjøbenhavnerinde, med hvem jeg havde reist fra Odense til Kjøbenhavn, og som gjerne vilde gjøre mig noget Godt, fik en Sproglærer til at give mig frit nogle tydske Timer, jeg lærte en Deel Gloser, og Siboni aabnede mig nu sit Huus, gav mig Føde og sang nogle Gange Scala med mig. Han havde en italiensk Kok og to livlige Tjenestepiger, den ene havde tjent hos Casorti og talte Italiensk; hos disse tilbragte jeg Dagen, løb med Glæde deres Ærinder, hørte paa deres Historier, men da de en Dag ved Middagsbordet sendte mig ind med et af Fadene, reiste Siboni sig, gik ud i Kjøkkenet, sagde Tyendet, at jeg ikke var »«, og fra den Tid kom jeg lidt mere ind i Stuen, hvor Søsterdatteren , en talentfuld Pige, anvendte en Deel af sin Tid paa Tegning, det var Sibonis Billed som ; jeg stod Model, iført den store Tunica og Toga, der passede til den svære, stærke Siboni og ikke til mig, der var mager og opløben; men denne Uovereensstemmelse morede just den muntre Italienerinde, der loe himmelhøit og tegnede saa .
Opera-Personalet kom daglig til Sangøvelse, imellem blev sagt mig, at jeg kunde høre derpaa, og naar da under Sangen blev utilfreds, saa at det italienske Blod kom ham op i Kinderne, og han i Heftighed brød ud snart paa Tydsk, snart paa curiøst Dansk, saa, uagtet det ikke angik mig, skjælvede jeg over alle Lemmer, og meer og meer fik jeg Angest for ham, af hvem syntes jeg, min hele Fremtid afhang; skulde jeg saa synge Scala, da kunde hans alvorlige Blik bringe min Stemme til at skjælve, og faae Taarer op i Øinene: »!« sagde han da, og naar han saa lod mig slippe, og jeg kom til Døren, kaldte han mig tilbage igjen, stak mig nogle Penge i Haanden, »!« sagde han, og smilte hjertensgod til mig.
Siboni var, efter Alt hvad jeg senere har forstaaet og erfaret, en ganske fortræffelig Syngelærer og skabte en god Skole og dramatisk Sang, men blev af Publicum i det Hele ikke vurderet efter Fortjeneste. Mængden saae i ham kun en Udlænding, der fortærede en Gage, som en Indfødt kunde have godt af, uden at tænke paa, at her ikke blandt de Indfødte, var Een saa god og dygtig, som han var det; de italienske Operaer, som da tonede gjennem Europa og ved Siboni førtes paa Scenen hos os, bleve hadefuldt modtagne, ene og alene, fordi de vare italienske og Siboni en Italiener. »« blev udpebet, »« ligesaa, og da Siboni, der efter sin Contract skulde have en Benefice-Forestilling og dertil valgte paa Tydsk Paers Opera: »die Rache des Achilles,« i hvilken han selv optraadte i Hovedrollen, engang hans Glandsrolle i Italien, blev her pebet af ham. Denne Uret, og Sibonis særdeles Fortjeneste, er efter hans Død blevet erkjendt af Mange, som dengang foragtede og oversaae Compositioner af Rossini og Bellini, men efter bøiede sig for Verdi og Ricci, og det kom til den Yderlighed, at ingen Musik, ingen Sang var af Værd uden den italienske, men dette Omsving oplevede ikke Siboni. Med Sjæl og Ild søgte han ikke blot at lære sine Elever Sangen, men han vilde, at de skulde forstaae og opfatte Characteren, de fremstillede; der manglede ham Ord i det tydske Sprog, det danske havde han endnu mindre i sin Magt, og kun i eet af disse to forstode de fleste af Sangerne ham, kom han nu til at udtrykke sig comisk, blev dette naturligviis hurtigt opfattet og gjengivet.
Fra tidlig Morgen til om Aftenen var jeg i Sibonis Huus, om Natten derimod et Sted, hvorhen min Uvidenhed med Verden havde ført mig; det vil sige, det var i et ganske skikkeligt Huus, men ikke i en saadan Gade. Jeg kunde med de ti Rdlr. jeg maanedlig afhentede hos Weyse, ikke boe paa en Gjestgivergaard, jeg maatte see mig om efter et billigt Logis, og kom da til at boe hos en . Det klinger forunderligt, men saaledes er det, jeg havde i Sandhed ikke Tanke om den Verden, som her rørte sig om mig, og var saa ganske det uskyldige Barn, at der ikke faldt en ureen Skygge i min Sjæl.
I omtrent kom og gik jeg saaledes hos Siboni; da mistede jeg min Stemme, den var i Overgang og jeg havde hele Vinteren og Foraaret været nødt til at gaae med daarligt Fodtøi, dagligt havt vaade Fødder; Stemmen svandt, og der var ikke længer Udsigt til, at jeg skulde, som man havde sagt, blive en udmærket Sanger. Siboni kaldte mig ind til sig, sagde mig det ærligt og raadede mig, nu Sommeren begyndte, at reise hjem til Odense og der lære et Haandværk.
Jeg, som med Henrykkelsens Ord havde beskrevet for min Moder den Lykke, jeg virkelig følte var mig, skulde nu vende tilbage til Hjemmet og der blive til Spot, jeg vidste det vilde skee, jeg følte det og stod som sønderknust. Dog, just i denne tilsyneladende Ulykke laae et Trin opad til det Bedre.
Som jeg stod der igjen forladt og ene, grublende paa, hvad jeg nu skulde gjøre, til hvem jeg skulde vende mig, huskede jeg paa, at jo her i Kjøbenhavn levede Digteren , en Broder til , ham, der havde viist mig saa megen Venlighed. Snart fik jeg at vide, at han ; jeg skrev ham til, idet jeg var forlegen ved som tidligere, Ansigt til Ansigt, at tale om min Stilling og Trang; efter at Brevet var kommet i hans Hænder, gik jeg til ham og fandt ham mellem Bøger og Tobakspiber; han var da endnu en kraftig Mand; hjerteligt og venligt tog han imod mig, og da han af mit Brev havde seet, hvor slet jeg bogstaverede, lovede han at give mig Underviisning i det danske Sprog; og da han derpaa forsøgte mig lidt i det tydske, som jeg sagde, at jeg havde talt hos Siboni, fandt han med Rette, at jeg kunde trænge betydeligt til ogsaa at hjelpes heri, og det vilde han. Indtægten af , han udgav, jeg troer en Tale paa Frederik den Sjettes Fødselsdag, lod han tilfalde mig, man vidste Øiemedet og jeg troer, der indkom over hundrede Rigsdaler; ogsaa Weyse vedblev at vise sin Interesse for mig, han og Flere tegnede sig for en lille Sum til mig, og det samme, det maa jeg især fremhæve, gjorde af eget gode Hjerte de to Tjenestepiger hos Siboni, de kom og tegnede sig hver, at de qvartalsviis vilde give ni Mark af deres Løn; det blev jo rigtignok kun ved det første Qvartal, men den gode Villie var der; de ere begge siden slupne mig af Syne. Ogsaa Componisten Kuhlau, hvem jeg ikke da eller nogensinde talte med, tegnede sig paa den Guldbergske Liste mellem dem, der i et Aar vilde give deres Skjerv; Kuhlau havde ogsaa kjendt det at være et fattigt Barn, i Armodens Huus var han voxet op, der er fortalt mig, at i Vinterens Kulde maatte han løbe Ærinder, og en Aften faldt han med Ølflasken, han havde hentet; Glasstykker af den berøvede ham hans ene Øie.
Da Huuseierinden, hos hvem jeg boede i den omtalte Gade, hørte om de Penge, jeg ved Guldberg og Weyse havde sikkert, var hun villig til at tage mig i Kost og Logis, og da hun derpaa forklarede mig, hvor godt hun kunde sørge for mig, og hvor slemme de var de fleste andre Mennesker omme i Byen, syntes jeg, at hos hende alene var mig et sikkert Hjem. Det Værelse, hun overlod mig, var iøvrigt ikke andet end et tomt Spiiskammer, uden Vindue, uden al anden Dagslys end det, der fra Kjøkkenet kom ind ad den aabne Dør, men jeg skulde have Lov, sagde hun, at sidde i hendes Stue saa meget jeg vilde, og nu kunde jeg prøve hvor god Mad og Drikke jeg fik, og da om to Dage tage Bestemmelse, men det maatte hun sige mig, at for ringere end tyve Rigsdaler om Maaneden kunde hun ikke have mig. Det var jo en slem Betingelse, især da alle Hjelpekilder tilsammen, ikke bragte det til en høiere Sum om Maaneden, end til sexten Rigsdaler, for hvilke jeg ikke blot skulde leve, men klæde mig og tage alle andre Fornødenheder.
»Ja, jeg maa have tyve Rigsdaler!« sagde Madamen, og næste Dag efter Middagsbordet gjentog hun det samme, talte om de onde, fæle Mennesker, jeg let kunde komme imellem, og bad mig nu, til hun om et Par Timer kom tilbage, at give et bestemt Svar paa, om jeg vilde betale de tyve Rigsdaler eller strax at gaae min Vei.
Jeg, som saa let sluttede mig til Menneskene, havde i de to Dage, jeg var her i Huset, faaet hende kjær som en Moder, følte mig saa hjemme; det var en Hjertesorg at skulde bort, og hvorhen og til hvem? Men jeg kunde ikke skaffe flere Dalere end de sexten, jeg havde, dem vilde jeg gjerne give hende allesammen, men det var og blev for lidt! der stod jeg saa inderlig bedrøvet, Madamen var gaaet, Taarerne randt mig ned over Kinderne; jeg saae henne over Sophaen hang Portrait, og jeg var saa ganske Barn, at jeg gik hen og smurte Billedets Øine med mine Taarer, for, som jeg meente, at den døde Mand kunde føle hvor bedrøvet jeg var og maaskee da virke ind paa sin Kones Hjerte, saa at hun bestemte sig til at beholde mig for de sexten. Hun maa have indseet, at der ikke var flere Penge at presse ud af mig, thi da hun kom tilbage, sagde hun, at jeg kunde da blive for de sexten maanedlig; og jeg blev glad, takkede Gud og den døde Mand. Næste Dag bragte jeg hende alle Pengene, usigelig lykkelig, fordi jeg nu havde et Hjem; men selv eiede jeg ikke een eneste Skilling til Skoe, Klæder eller nogen lignende Slags Fornødenheder.
Jeg var midt i Kjøbenhavns Mysterier, men jeg forstod ikke at læse dem. Hos Madamen var, foruden mig, i Kost en ung, venlig Dame, der havde Værelser ud til Gaarden, levede alene, og græd sommetider. Ingen kom til hende uden hendes gamle Fader og han kom kun om Aftenen naar det var mørkt; jeg lukkede ham ind gjennem Kjøkkendøren, han var i simpel Frakke, meget hyllet til op om Halsen og med Hatten ned i Øinene. Sin Aftenthee drak han hos Datteren, hed det, og da maatte Ingen komme derind, for han var menneskesky. Hun blev altid saa alvorlig henimod den Tid, han skulde komme og syntes ikke glad.
Mange Aar efter, da jeg var kommet paa et andet Livstrin, da den fornemme Verden, og hvad man kalder Salonlivet aabnedes for mig, saae jeg en Aften, midt i den oplyste Sal, en decoreret, fornem, ældre Herre træde ind, det var den gamle, menneskesky Fader, ham, jeg havde lukket ind ad Kjøkkendøren, da han kom i den tarvelige Frakke; vi kjendte ikke hinanden, ham idetmindste faldt det vist ikke ind, at jeg, som fattig Dreng, i hiint Huus, havde aabnet ham Døren, naar han gav sin Gjesterolle; jeg saae den Gang kun den værdige Fader i ham, og havde alene Tanke for mit eget Comediespil. Ja, jeg var dengang endnu saa ganske Barn og dog sexten Aar, at jeg, ligesom hjemme i Odense, endnu legede med Dukker og Dukketheater, som jeg selv gjorde; daglig sad jeg og syede Dukkeklæder, og for at faae brogede Lapper dertil, gik jeg ind i Boutikerne paa og , og bad om de vilde forære mig Prøver paa Tøier og Silkebaand. Min Phantasie bevægede sig saa ganske i denne Dukkestads, at jeg ofte stod stille paa Gaden og betragtede de rige Damer i Silke og Fløiel, og i Tankerne forestillede mig alle de Kongekaaber, Slæb og Ridderdragter, jeg kunde lave ud af deres Klæder. Med Phantasien saae jeg al deres Pynt og Stads under min Sax, det var hele Timers Tanke-Øvelse.
Jeg eiede, som sagt, ikke een Skilling, Madamen fik dem alle, men naar jeg saa engang imellem maatte besørge et langveis Byærinde for hende, gav hun mig altid en otte Skilling derfor; det havde jeg fortjent, sagde hun, og hun vilde Ingen gjøre Uret; for Pengene kjøbte jeg da Papir til at skrive paa eller gamle Comediebøger. Morskabslæsning fik jeg snart en heel Deel af og det fra Universitets-Bibliotheket; Regentsprovsten, gamle Rasmus , var jeg en Dag gaaet op til, fortalt, at ogsaa jeg var fra Odense; min Eiendommelighed tiltalte den gamle Mand, han fik Godhed for mig og paa Bibliotheket over Rundekirke lod han mig gaae om og see i Bøgerne, kun at »de sættes paa rette Sted,« og dermed var jeg i høieste Grad samvittighedsfuld, som med de mange Bøger med Billeder, han lod mig laane hjem. Jeg var meget glad! een stor Glæde til havde jeg, ved at Guldberg Skuespilleren Lindgreen til at instruere mig som vordende Skuespiller; jeg maatte lære flere af og dumme Knøse, saaledes »Jacquinot« i »«, et Rollefag, jeg skal have viist Talent for, men min Lyst var at spille »«; jeg fik ogsaa Lov, at lære denne Rolle udenad. Lindgreen lod mig sige for sig , og uagtet han loe og spurgte mig, før jeg begyndte, om jeg virkelig troede, at jeg kunde komme til at ligne den store , hørte han med meer og meer Alvor paa mig, og da jeg endte, klappede han mig paa Kinden og sagde: »Følelse har De! men det er ikke Skuespiller, De skal være. Vor Herre veed, hvad det er! tal med Guldberg om at faae lært noget Latin! det fører altid paa Vei til Studenten!«
Jeg studere! det var nu ikke længe kommet i min Tanke; Theatret var mig nærmere og kjærere. Men Latin kunde jeg jo gjerne lære, det klang mig ogsaa saa stort, at kunne sige: »jeg lærer Latin!« Først talte jeg til ; men hun sagde mig, at Latin var det kostbareste Sprog i Verden, at det var ikke muligt at faae det lært frit! Guldberg fik imidlertid en af sine Venner, nuværende Provst Bentzien, til velvilligt at give mig ugentlig et Par Timers Underviisning deri.
Solodandseren , hun især, en Kunstnerinde dengang af Betydenhed, hvem Rahbek og flere af den Tids Digtere besang, aabnede for mig deres hyggelige Hjem, og det var paa den Tid det eneste, jeg havde; de fleste Aftener tilbragte jeg her, og den milde hjertelige Kone var mig som en god Moder. Manden tog mig med paa , det var dog et Skridt Theatret nærmere. Der stod jeg den hele Formiddag ved den lange Stok og strakte Been, lærte at gjøre , men uagtet al min Flid og gode Villie lovede jeg ikke meget for Dandsen; Hr. Dahlén erklærede, at jeg neppe drev det videre end til at blive . Det havde jeg imidlertid opnaaet, at jeg turde om Aftenen komme bag Coulisserne, hvor der i den Tid ikke herskede Nutidens Orden, her var opfyldt med alskens Mennesker, ligesom selve , disse betalte der et Par Skilling til Maskinkarlene, og her var altid fuldt og tidt det »bedste Selskab«; man vilde saa gjerne see Theatrets Mysterier, jeg veed høifornemme Fruer og Frøkener, som incognito der tog til Takke med at sidde ved Siden af , bare for at vide, hvorledes det gik til deroppe. Bag Coulisserne altsaa kom jeg, ja jeg fik endogsaa fri Adgang til Figurantinde-Logen i tredie Etage, turde der sidde paa den bageste Bænk, og jeg blev uagtet min Længde aldeles betragtet som Barn. Hvor var jeg dog lykkelig, det forekom mig, som om jeg allerede havde Foden heelt inde paa Scenen og hørte med til Personalet, men endnu havde jeg ingen Aften været inde »paa Bræderne«, dog ogsaa dette forventede Øieblik kom. En Aften gav man Operetten »«. Ida Wulff, nuværende Kammerherinde Holstein, var da Sang-Elev, jeg kjendte hende fra Siboni, hvor hun altid talte mildt og venligt til mig; kort før Operetten skulde begynde, mødtes vi bag Coulisserne, og hun sagde mig, at i Markeds-Scenen, som forekom i Stykket, kunde Enhver, selv Maskinfolkene, gaae ind for at fylde Scenen, kun maatte man først faae lidt Sminke paa Kinderne; det fik jeg snart og lyksalig traadte jeg ind med de Andre. Jeg saae Lamperækken, Souffleuren og hele det mørke Tilskuer-Rum. Jeg var i mine sædvanlige Klæder, jeg troer i Confirmations-Kjolen, der holdt endnu, men i hvor meget jeg selv altid børstede paa den og syede paa den, var den, ligesom Snittet den havde, temmelig daarlig; min Hat var mig altfor stor og faldt mig næsten ned over Øinene. Jeg vidste alle disse Mangler og for at skjule disse gjorde jeg mange høist keitede Bevægelser. Jeg turde ikke holde mig rank, for da vilde Vesten vise at den var mig altfor kort, Støvlehælene havde jeg slidt temmelig skjæve og det hjalp ikke paa Holdningen; lang og mager var jeg, og jeg havde erfaret og vidste, at man nok kunde gjøre sig lystig over mig. Dog i dette Øieblik var jeg kun opfyldt af den Lykke første Gang at træde frem foran Lamperækken. Mit Hjerte bankede stærkt, idet jeg traadte ind – da kom , som den Gang førte et stort Ord og nu er glemt, han tog mig derinde i Haanden, og spottende lykønskede han mig til min Debut. »Maa jeg præsentere Dem for det danske Folk!« sagde han og trak mig hen imod Lamperne; man skulde lee af min Personlighed, vilde han, jeg følte det, Taarerne kom mig i Øinene, jeg vred mig løs fra ham og forlod Scenen.
Paa den Tid componerede Hr. Dahlén en Ballet »«, jeg skulde her med og være en Trold, mit eget Ansigt sad i Gabet paa en frygtelig Maske. Fru Heiberg, var som ganske lille Pige ogsaa med i samme Ballet; fra denne er det første Gang, jeg erindrer hende, og i Programmet til Armida staaer ogsaa første Gang hendes Navn trykt ligesom mit. Det var et Moment i mit Liv, at mit Navn nu stod trykt, en af Udødelighed syntes jeg laae deri; hele Dagen hjemme maatte jeg see paa de trykte Bogstaver, jeg tog Ballet-Programmet med i Seng om Aftenen, laae ved Lyset og stirrede paa mit Navn, lagde det hen for at tage det igjen; det var en Lyksalighed!
Allerede gik jeg nu paa andet Aar i Kjøbenhavn, Pengene jeg havde fra Guldberg og Weyse var optagne; jeg var i et Aar blevet ældre, idetmindste i Undseelighed, jeg led ved at tale til Nogen om mine Savn og min Trang. , hvor jeg foruden Logiet kun havde en Kop Kaffe om Morgenen. Det var tunge, mørke Dage; Konen troede, at jeg om Middagen gik ud at spise hos Familier, og da sad jeg paa en Bænk i Kongenshave og spiste et lille Hvedebrød; en enkelt Gang vovede jeg mig ind i og valgte der det meest afsides Bord. Mine Støvler vare itu, i vaadt Veir gik jeg altid med vaade Fødder, havde intet varmt Tøi paa i den kolde Aarstid, jeg var i Grunden meget forladt, men følte ikke hele Vægten heraf; ethvert Menneske, der talte venligt til mig, troede jeg, var mig en ærlig Ven; Gud var hos mig i min lille Stue, og mangen Aften, naar jeg havde læst min Aftenbøn, kunde jeg barnligt vende mig til ham og sige: »det bliver jo snart godt!« Jeg havde den faste Tro, at det maatte og vilde blive det, Gud kunde ikke slippe.
Fra min tidligste Barndom havde jeg den Forestilling, at saaledes som det gik os Nytaarsdag, vilde det gaae os hele Aaret. Mit høieste Ønske var, at jeg i maatte faae en Rolle i et Stykke og træde frem paa Scenen, da kom siden nok Gagen. Det var just Nytaarsdag, Theatret var lukket, men ikke Opgangen til selve Scenen, her sad en gammel, halvblind Portner, ham smuttede jeg med bankende Hjerte forbi, kom ind mellem Coulisser og Tæpper, gik lige hen over Scenen mod Orchesteret, faldt paa mine Knæ, men ikke et Vers kunde komme mig i Tanke, og Noget maatte jeg jo sige høit, skulde jeg i dette Aar komme til at tale paa Scenen; da læste jeg med lydelig Stemme mit »Fader vor« og gik bort i den trygge Forvisning, at jeg nu nok i Aarets Løb kom frem i en Rolle.
Der gik Maaneder, men jeg fik ingen Rolle; det blev Foraar og det var nu alt paa tredie Aar jeg drev om her i Kjøbenhavn; i al den lange Tid havde jeg kun een eneste Gang været ude i Skoven, jeg var gaaet til og havde der aldeles tabt mig i Beskuelsen af Folke-Lystigheden, som den Gang aandede her, som i Oehlenschlägers »«. Menneskevrimmel paa , Beridere, vilde Dyr, Gynger og Kunster, , , alt det var der dengang; skjærende Violiner, Sang og Klang, alt dette henrev mig langt mere end hele Skovnaturen. Alt var saa levende, saa broget, saa nyt.
En Dag i Foraaret var jeg gaaet ud til Frederiksberg; der i Haven stod jeg pludselig under de første udsprungne, store Bøge, Solen gjorde Bladene transparente, der var en Duft, en Friskhed, Græsset var saa høit, Fuglene sang, jeg blev overvældet deraf og begyndte at juble med, jeg slyngede mine Arme om et af Træerne, kyssede Barken, jeg var i dette Øieblik ganske Natur-Menneske. »Er han gal!« sagde en Mand tæt ved mig, det var en af Slotsbetjentene og jeg løb forskrækket derfra og gik saa besindig og stille til Byen.
Min Syngestemme havde imidlertid begyndt at vinde i Klang og Fylde; Hr. Krossing, en Broder til Digteren, var da Chor-Skolens Syngemester, han hørte mig synge og tilbød mig Plads paa Skolen, idet han meente, at jeg ved at gaae med i Chor kunde faae Stemmen sjunget ud og dertil vinde Frihed i at bevæge mig paa Scenen, efterhaanden fik jeg maaskee da nok nogle smaa Roller. En ny Mulighedens Vei til at komme fremad, der hvor jeg helst vilde, syntes at aabne sig; fra Dandseskolen gik jeg nu til Syngeskolen og traadte med op i Chorene, snart som Hyrde, saaledes i »« og i »«, og Sligt. I havde jeg nu Lov at gaae ind, naar der ikke var udsolgt, og jeg forsømte det aldrig. Theatret var ganske min Verden, i den levede jeg og i den drømte jeg, og da var det saa rimeligt, at jeg glemte at læse min latinske Grammatik, jeg hørte ogsaa Flere sige: at for at synge i Chor behøvede man ikke at kunne Latin, og uden den kunde man ogsaa nok blive en stor Skuespiller. Jeg fandt dette overmaade rigtigt, var kjed af latinsk Grammatik og derfor, med eller uden Grund, undskyldte jeg mig flere Gange ved de latinske Aftentimer og gik heller i Parterret. Guldberg fik det at vide, blev vred derover, og med Ret, og for første Gang i mit Liv, fik jeg en alvorlig streng Bebreidelse, den næsten knuste mig til Jorden; jeg troer ingen Forbryder ved at høre forkynde sin Dødsdom kan rystes mere, end jeg blev det ved Guldbergs Ord. Det maa have udtrykt sig i mit Ansigt, thi han sagde: »spil bare ikke Comedie!« men det var ikke Comediespil. Jeg skulde nu ikke læse Latin længer. Jeg følte, i en Grad som aldrig før, min Afhængighed af Menneskenes Godhed; jeg savnede det Nødvendigste; enkelte Øieblikke kom mørke, alvorlige Tanker om min Fremtid, til andre Tider havde jeg igjen hele Barnets Sorgløshed.
Fru van der Maase, da Hofdame hos Kronprindsesse Caroline, vare de to Første af den høiere Stand, som toge venligt mod den fattige Dreng; de hørte paa mig med Deeltagelse og saae mig jevnligt hos sig. Fru Colbjørnsen boede om Sommeren paa , der eiedes af Digteren Rahbek og hans Hustru: »« som de i et Digt bleve kaldte; jeg kom under deres Tag og snart i deres Stue; Rahbek selv talte aldrig nogensinde til mig, den eneste Tilnærmelse var en Gang i Haven, hvor han styrede lige hen imod mig, som om han vilde sige et Par Ord, men i det han var mig nær og fæstede Øinene paa mig, vendte han pludselig om igjen og gik. Fru Rahbek, med sin Livlighed og venlige Characteer, indlod sig derimod en Deel med mig; jeg havde da begyndt at skrive en Slags Comedie og læste den for hende; strax ved de første Scener udbrød hun: »men der er jo hele Stykker deri, De har skrevet ud af Oehlenschläger og Ingemann!« – »Ja, men de ere ogsaa saa deilige!« svarede jeg ganske uskyldig og læste videre. En Dag, da jeg fra hende vilde gaae op til Fru Colbjørnsen, rakte hun mig en Haandfuld Roser og sagde: »Vil De tage dem med op, det vil vist fornøie Conferentsraadinden at faae dem af en Digters Haand!« det var halv i Spøg, disse Ord bleve sagte, men det var første Gang, at Nogen satte Digternavnet i Forbindelse med mit, det gik mig gjennem Blod og Sjæl, Vandet kom mig i Øinene og jeg veed, at fra dette Øieblik af var min Tanke vakt for at skrive og digte, det havde før kun været mig en Leg til Afveksling med Dukketheatret, nu stod det høiere – nu var det Maalet.
En Dag kom jeg herud, og som jeg syntes, meget pyntelig; jeg havde af faaet en meget god, , en saa god havde jeg aldrig før eiet, men den var mig altfor stor og vid, især over Brystet; jeg havde ikke Raad til at faae den omsyet, og saa knappede jeg den til heelt op mod Halsen; Tøiet saae nyt ud, Knapperne skinnede blanke, men over Brystet hang den vel meget i Pose; for nu at hjelpe paa det, fyldte jeg det tomme Rum med en Mængde af de gamle Comedie-Placater jeg havde; de laae løse paa hinanden mellem Brystet og Kjolen, denne kom nu til at slutte, det vil sige, jeg fik et puklet Bryst og med det viste jeg mig for Fru Colbjørnsen og for Fru Rahbek; de spurgte mig strax om hvad alt det var, jeg havde paa Brystet, jeg skulde aabne Kjolen, det var jo saa hedt Veir, men jeg tog mig nok iagt, Ingen fik mig til at lukke op, da vilde alle Placaterne have væltet ud.
Foruden Rahbeks og Colbjørnsens boede om Sommeren herude nuværende , han var dengang ung Student, men allerede hæderlig kjendt, som Den, der havde løst , skrevet og udgivet »«, paa det kongelige Theater havde jeg seet opført hans Tragedie ».« Jeg var lykkelig ved at tale med ham. Han havde Følelse, Begeistring og Deeltagelse; stille, opmærksom har han fulgt mig, indtil vi nu staae som Venner. Han var Een af de Faa dengang, som sagde mig Sandheden, naar Andre kun gjorde sig lystige paa min Bekostning og kun havde Øie for det Pudseerlige i min Naturtilstand. Rahbeks Yndling, Skuespillerinden , som ogsaa boede paa Bakkehuset, havde i Spøg givet mig Navnet: »«, og som saadan blev jeg bekjendt, jeg var en Curiositet; man morede sig over mig, og jeg, ja, jeg saae i hvert Smiil kun Bifaldssmilet. En af mine senere Venner har fortalt mig, at han, omtrent paa den Tid, saae mig første Gang, det var i en rig bekjendt Grosserers Salon, hvor man, for at gjøre sig lystig over mig, bad mig fremsige et af mine egne Digte, og jeg skal have sagt det med en Følelse, udtalt mig i Digtet saa ubevidst, saa inderligt, at Spotten forvandledes til Deeltagelse.
Et Tilholdssted, om jeg saa kan kalde det, en hyggelig lille Stue, hvorfra ligesom Fortids Røster klang ind i min let modtagelige Sjæl, fandt jeg og maa ikke glemme at omtale; det var hos en værdig, gammel Kone, ; hun havde en lys Forstand og megen Dannelse, men tilhørte ganske en forsvunden Tid, levede i Erindringen om dens Mennesker. Hendes Fader havde været !« Hun, der dengang var et lille Barn, sad nu som gammel, gammel Kone og fortalte mig alt dette; i hendes Huus var Digteren Wessel kommet og havde drevet lystigt Spil med den pertentlige vi Alle kjende, han havde ladet den arme Mand i Skoe og Silkestrømper vandre hjem gjennem de sølede Gader; hun læste daglig sine Classikere: , om disse talte hun til mig, om deres store Tanker og fremstillede Characterer; hun kunde saaledes ikke let gaae over i Beundring for den nyere romantiske Digtning. Med en Moders varme Sind talte hun om , som dette Ølands Konge, og hvorfor han nu aldrig mere turde vende tilbage til Danmark; Træk af hans Characteer og Villie, der alt i Drengeaarene viiste sig, vidste hun at fremhæve; man vil forstaae, hvor tiltrækkende den gamle Kones Selskab blev mig ved Alt hvad hun havde oplevet, tænkt og læst; og jeg var hos hende et kjært Barn hun gjerne saae. Hun hørte mine første Vers og min Tragedie: »« og sagde en Dag med en Alvor der betog mig: »De er en Digter, maaskee som Oehlenschläger! om ti Aar – ja, saa er jeg død og borte, – men tænk saa paa mig!« – jeg husker, at Taarerne med Eet trængte sig frem i mine Øine, jeg blev saa høitidelig, saa særlig grebet ved hvad hun sagde, men veed tillige, at jeg slet ikke troede, at det var muligt, at jeg kunde blive en Digter, som man erkjendte en saadan, mindst nævnet, naar man nævnede Oehlenschläger.
»Egentlig skulde De studere!« sagde hun, »men der er mange Veie til Rom! De kommer vel af Deres Vei derhen!«
»Studere skulde De!« gjentog Folk; daglig hørte jeg, hvor godt og vigtigt, ja hvor aldeles nødvendigt det vilde være for mig, man opmuntrede mig til at lægge mig efter Videnskaberne, ja der vare de, som skjendte fordi jeg ikke gjorde det, og sagde mig, at det var min Pligt at studere, ellers vilde der aldrig blive Noget af mig, men jeg gad nok helst gaae at drive! Det var alvorligt meent, men Ingen gjorde et Skridt for at hjelpe mig. Jeg havde det i Grunden kummerligt, det var tungt for mig at opholde Livet. Da faldt det mig ind at skrive en Tragedie, indlevere den til det kongelige Theater, og naar da Stykket blev spillet, vilde jeg for Pengene, jeg fik derfor, begynde at studere. Medens Guldberg endnu læste Dansk med mig, havde jeg efter « skrevet en Tragedie paa riimfri Vers, den blev af Guldberg betragtet som en dansk Stiil, en Øvelse i Sproget, og paa det meest Bestemte havde han forbudt mig, at indlevere til Theatret dette Arbeide; jeg skrev altsaa et nyt, en anden Tragedie. Ingen skulde kjende Forfatteren; selv opfandt jeg Handlingen; det blev »en fædrelandsk Tragedie« kaldet »«; i Løbet af fjorten Dage var den færdig og reenskrevet, men der var neppe et Ord i den rigtig bogstaveret, thi Ingen havde hjulpet mig. Anonymt skulde , dog Een blev indviet i Hemmeligheden, Frøken , den unge Dame, jeg i Odense gik til Confirmation med, hun, den eneste, som der havde været venlig og god mod mig og foræret mig en Rose, hende havde jeg opsøgt i Kjøbenhavn, af hende var jeg blevet deeltagende omtalt i den , hvor det ene Bekjendtskab førte til det andet. Hun betalte En for at skrive et læseligere Exemplar end mit var, min Haandskrift turde jo heller ikke kjendes, meente vi, og nu blev Tragedien indleveret.
Efter sex Ugers Forløb, i hvilke jeg levede i store, dristige Forhaabninger, kom Stykket forkastet tilbage og Brevet, som fulgte med, sagde at Stykker, der i den Grad, som dette, forraadte Mangel paa al Dannelse, ønskede man ikke oftere at modtage.
Det var just ved Skuespil-Saisonens Slutning i Mai 1822, da fik jeg fra Theaterdirectionen et andet Brev, til Underretning om, at man »« mig fra Chor- og Dandseskolen, der ikke kunde føre til Noget for mig, men man ønskede, at mine mange Venner vilde tage sig af mig og skaffe mig den Dannelse og de Kundskaber, der hørte til, for at blive noget Dygtigt i Verden, uden hvilke det ikke hjalp at have noget Slags Talent.
Jeg følte mig atter, som stødt ud i rum Sø, uden Hjelp og uden Tilhold; jeg maatte skrive et Stykke for Theatret, det maatte antages, det var den eneste Frelse, den eneste Redning endnu for mig, og nu skrev jeg efter en Tragedie: »Alfsol.« Jeg var selv henrykt over de første Acter og med disse introducerede jeg mig strax hos , . Han fortalte Aaringer derefter i Spøg og med lidt Overdrivelse om vort første Bekjendtskab; at idet jeg kom ind ad Døren, skal jeg strax have begyndt: »De har oversat Shakspeare, ham holder jeg saa meget af, men jeg har ogsaa skrevet en Tragedie, vil de bare høre!« – Wulff bød mig først at spise Frokost med sig, men jeg vilde ikke nyde Noget men læste i Galop, og da jeg var færdig, skal jeg have sagt: »kan der ikke nok blive Noget af mig, for det vilde jeg saa gjerne!« – Jeg stak nu Papirerne i Lommen, og efter hans Fortælling svarede jeg, da han bad mig om at besøge sig snart igjen: »Ja, det skal jeg, naar jeg har skrevet en ny Tragedie!« »Ja saa vil det jo da vare temmelig længe!« svarede han. »Nei, jeg tænker nok,« sagde jeg, »at jeg har een færdig igjen om fjorten Dage!« – og med de Ord var jeg ude ad Døren.
Fortællingen er vistnok lidt , men Farven er der af min Personlighed, som den da var. Hos H. C. ; hans Huus blev mig tidligt et Hjem, hans Børn, som Smaa, har jeg leget med, seet dem voxe op og bevare deres Kjærlighed til mig; i hans Huus har jeg fundet mine ældste, uforandrede Venner. Ogsaa i , der da levede og var en yndet Taler, fandt jeg en venlig, deeltagende Mand, han var Den, som da udtalte sig om mig meest varmt og med meest Forhaabning, og da han havde læst min ungdommelige Tragedie: »Alfsol,« indsendte den for mig med en Anbefaling til Theater-Directionen. Jeg levede mellem Haab og Frygt; blev ogsaa dette Arbeide forkastet, da vidste jeg ikke mere, hvad jeg skulde gribe til! – Jeg havde i Sommerens Løb prøvet den bittre Nød, men jeg udtalte den aldrig, ellers vilde de Mange, der nu kjendte til mig, vist have afhjulpet den; en falsk Undseelse forbød mig at sige, hvor tungt jeg havde det; mit Ansigt straalede af Glæde, naar man venligt talte til mig, og een Lykke opfyldte mig saa uendeligt: jeg læste da for første Gang »Walter Scott;« hans Romaner var et Aandens Liv der opgik for mig, en ny Verden jeg saae ind i; jeg glemte her Virkelighedens Trang omkring mig og gav til , hvad jeg skulde kjøbe Middagsspise for.
Fra den Tid netop skriver sig mit første Bekjendtskab med den Mand, der siden gjennem Aarene er blevet mig en kjærlig Fader, og i hvis Børn jeg har fundet mine Sødskende; den Familie, jeg ligesom er voxet ind i; jeg behøver kun at nævne Mandens Navn, og hele den ældre Slægt veed, hvad han har virket og gjort i Statens Tjeneste til Gavn for det Hele og for Enkelte; een af de Dygtigste i Forretningslivet, det ædleste og bedste Hjerte, forenet med den meest bestemte kraftige Villie, . – Imellem hans mange, høistforskjellige Virkekredse, var ogsaa den at være . Enhver sagde mig, at var jeg saa lykkelig at vinde denne Mands Interesse, da vilde der blive gjort Noget for mig. Det var Provst Gutfeldt, som først omtalte mig for ham, og første Gang gik jeg op i det Huus, der siden blev mig Hjemmets Hjem.
«, omtalt den gamle Gaard fra dens Fortid indtil dens sidste Betydning ved Collin. – Da stod for Enden af Østergade, og det nuværende var aaben Mark, laae der, henimod , et Landsted, hvor boede om Sommeren; det var dette Huus, der siden længe, lige til det sidste Aar, laae skjævt og kantet, en Bindingsværks Bygning i den anseelige Gade; en gammeldags Træ-Altan førte op til Indgangen i første Stokværk; det indre, snevrere Gaardsrum havde sit kluntede Trægalleri under det fremspringende Tag, men ud til Gaden selv bredte et gammelt Lindetræ sine Grene hen over Gaarden mod den spidse Gavl. Dette Huus skulde blive mig et forældreligt Hjem, og dvæler ikke gjerne ved at skildre Hjemmet? Nu pranger her en ny pyntelig Gaard, Haandværkere sang, da de reiste den:
Du nye Gaard, gid Lykke maa
Boe her som i den gamle;
men denne – ja den selv –
Nu er den »gamle Minder.« –
Jeg kom herhen, Collin talte til mig, jeg saae kun Forretningsmanden i ham; han sagde ikke mange Ord, og hans Tale var alvorlig og næsten streng forekom det mig; jeg gik bort uden at vente fra denne Mand nogen Deeltagelse; og just Collin var det da, som inderligst tænkte paa mit Vel, i Stilhed virkede derfor, som han i hele sit Liv har gjort det for mange af Landets nu virksomme Mænd. Da forstod jeg ikke den Rolighed, hvormed han syntes at høre, medens hans Hjerte kunde bløde ved hvad den Trængende sagde ham, og naar denne var borte, Taarerne kom i hans Øine, og han med Iver og Held altid vidste at virke og hjelpe. – Mit indsendte Stykke, som saa Mange overvældede mig med Lovtaler for, berørte han let og løst, saa at jeg betragtede ham mere som en Uven end som en Beskytter. Men efter nogle faa Dages Forløb blev jeg kaldet op til Theaterdirectionen. Rahbek førte Ordet, overgav mig Manuscriptet til »Alfsol« og sagde, at dette Stykke var ubrugeligt for Scenen, men at man dog havde fundet deri »saa mange Guldkorn«, at man havde det Haab, at jeg ved alvorlige Studier, ved at komme i en Skole og forfra lære hvad der hørte til, vilde maaskee eengang kunde levere den danske Scene Arbeider, som der vare værdige at opføres; for at jeg nu kunde leve og tilegne mig den nødvendige Underviisning, var det at , hvor just var blevet ansat. Jeg var næsten stum af Overraskelse, aldrig havde jeg tænkt, at mit Liv skulde tage denne Retning; jeg var forunderlig betaget og havde egentlig ingen rigtig Forestilling om den Vei, jeg nu skulde gaae. Med den førstafgaaende skulde jeg reise ud til Slagelse. Fra Collin kunde jeg qvartalsviis modtage Penge til mit Underhold, ham maatte jeg holde mig til, og han skulde vide om min Flid og Fremgang.
Jeg gik anden Gang op til ham og sagde min Tak. Denne Gang indlod han sig lidt mere med mig, talte saa mildt og hjerteligt, sagde: »skriv mig til uforbeholdent om, hvad De behøver, og hvorledes det gaaer Dem«! og fra denne Time voxte jeg fast til hans Hjerte, ingen Fader har kunnet være mig mere, end han var og er det. Ingen har mere inderligt glædet sig over min senere Fremgang og Erkjendelse, Ingen har mere hjerteligt deelt hver af mine Sorger, end han og følt for mig, som var jeg et af hans egne Børn. Hans Velgjerning blev givet, uden at et Ord eller et Blik gjorde mig den tung, , som jeg ved denne min Forandring i Skjæbne maatte bringe min Tak, man bad mig huske min ubegribelige Lykke, min Armod, og paalagde mig strengt at være flittig.
Afreisen var saa hurtig bestemt, og endnu havde jeg selv eet Anliggende at ordne paa samme Tid, nemlig, som jeg indleverede »«, skulde blive trykte; Manuskriptet fik han, det skulde imidlertid ligge urørt i Trykkeriet, indtil jeg skaffede et vist Antal Subscribenter, men disse vare endnu ikke bragte tilveie. Før Afreisen løb jeg til Trykkeriet, her var lukket og saa lod jeg Sagen blive derved, rimeligviis da ikke utilfreds ved Muligheden, at det dog kunde blive trykt og læst – desværre skete dette, og det Aaringer efter, idet at Manden, som havde modtaget Manuskriptet var død, og jeg troede det Hele henkastet og glemt. Bogen udkom uden mit Vidende og min Villie, udkom i sin uforandrede Skikkelse, med et pseudonymt Forfatternavn, jeg havde givet mig eet, der ved første Øiekast tyder paa den meest colossale Forfængelighed, og dog ikke var det, men meget mere Kjærlighed, som Barnet kan have den og derfor giver sin Dukke Navn efter hvem det holder meest af. Jeg elskede William og Walter Scott, og saa elskede jeg naturligviis ogsaa mig selv, jeg tog derfor mit Navn Christian, og saa havde jeg Pseudonym-Navnet: William Christian Walter. Bogen findes endnu, i den staaer Tragedien »Alfsol« og en Fortælling: »Gjenfærdet ved Palnatokes Grav«, i hvilken hverken Gjenfærd eller Palnatoke spiller nogen Rolle; det er en meget raa Efterligning af det Markerede hos Walter Scott. er i Prologen den Ordførende, hun siger, at jeg er »«, og at jeg her bringer
det Hele er, som det jo maatte være, et høist umodent Arbeide.
reiste jeg med Posten fra Kjøbenhavn for at begynde Skolelivet i ogsaa havde gaaet deres Skolegang. En ung Student, som en Maaned forud havde taget sin og nu reiste hjem til Jylland for at vise sig som Student og see Forældre og Venner, sad ved min Side og jublede af Glæde over det ny Liv, der laae ham aabent; han forsikkrede mig, at han vilde være det ulykkeligste Menneske, var han i mit Sted og nu skulde begynde at gaae i Latinskole igjen! det var noget ganske Rædsomt; men jeg reiste med godt Mod til den gamle By. Min Moder fik fra mig et lyksaligt Brev, og inderligt ønskede jeg, at dog min Fader og gamle Fa’ermo’er havde levet og hørt, »at nu kom jeg i den latinske Skole!«
III
Da jeg seent om Aftenen naaede Slagelse og steg af i , spurgte jeg Madamen der, hvad Mærkeligt her var i Byen.
» og !« svarede hun, og det var omtrent ogsaa alle Mærkelighederne. Et Par udgjorde den finere Herreverden. I hvert Huus vidste man om en i sidste Maaned var ; Skolen var i Byen et stort Conversationsthema, der vexlede med Talen om ; til Generalprøverne her havde Skolens Disciple og Byens Tjenestepiger fri Adgang, hvorved det bevirkedes, at de Spillende vænnede sig til at træde op for fuldt Huus. – I »Billedbog uden Billeder«, fjerde Aften, har jeg givet en Skizze heraf.
Jeg kom i Kost hos , havde min lille Stue ud til Haven og Marken, Viinløvet hang om de grønne, solbrændte Ruder. – I Skolen fik jeg Plads mellem smaa Drenge i den næst nederste Classe; thi jeg vidste aldeles Ingenting.
Jeg var virkelig som en vild Fugl, der er sat i Buur. Den bedste Villie havde jeg til at lære, men øieblikkelig famlede jeg deri; jeg bar mig ad som En, der, uden at kunne svømme, er kastet i Havet: det gjaldt for mig Liv eller Død at komme frem, den ene Bølge kom efter den anden, een hed Mathematik, en anden Grammatik, Geographie o. s. v. – jeg følte mig overvældet, og frygtede, at jeg aldrig kunde svømme igjennem. Snart udtalte jeg et Navn reent galt, snart blandede jeg det Ene i det Andet, eller jeg gjorde et Phantasi-Spørgsmaal, som ingen dannet Skoledreng turde gjøre. , der havde en egen Lyst til at spotte os Allesammen, fik naturligviis stor Anledning dertil hos mig, og jeg blev angest og forknyt. Alt Verseskriveri havde jeg fornuftigviis opgivet, og dog blev jeg strax sat til at gjøre Tjeneste deri; , naar kom til , overdrog mig at skrive ; jeg skrev den, og den blev sjungen; men uagtet jeg i en tidligere Tid vilde have følt mig glad ved, at jeg blev en af de Virkende ved en saadan Leilighed, fornam jeg her just første Gang ret den sygelige Sørgmodighed, som siden i en Række af Aar fulgte mig. Under Festen gik jeg udenfor , jeg standsede ved en forfalden Grav, Navnet paa den kjendte jeg, her hvilede Lægen, Digteren Frankenau, der havde sjunget om »« og »«; jeg var forunderlig veemodig og bad Gud, at jeg dog maatte blive en Digter som Frankenau eller snart ligge i Jorden som han. Rectoren talte ikke et Ord til mig om min Festsang; jeg syntes endogsaa, han betragtede mig med et strengere Blik. I Alt saae jeg op til ham som til en høiere Magt, hvert Ord, han sagde, selv Spottens, troede jeg ubetinget paa, og da han strax en af de første Dage, idet jeg gav et forkeert Svar paa hvad han spurgte om, sagde, jeg var dum, meldte jeg samvittighedsfuld dette til Collin, idet jeg udtalte min Angest for ikke at fortjene, hvad man havde gjort for mig; Collin skrev mig et Par beroligende Ord til, og snart begyndte jeg ogsaa i enkelte Videnskaber at faae ret gode Characterer; men uagtet det gik jevnt fremad, tabte jeg dog meer og meer Tilliden til mig selv. Ved een af de første Examiner fik jeg imidlertid , og lykkelig herover nød jeg et Par Ferie-Dage i Kjøbenhavn. Guldberg, der saae min Fremgang og min alvorlige gode Villie, tog venlig imod mig og roste min Stræben. »Skriv bare ingen Vers!« sagde han. Det Samme gjentog de Alle, og jeg skrev ingen Vers, tænkte strengt paa min Pligt og det fjerne uvisse Haab at blive Student.
Den lærde Bastholm i Slagelse, , levede afsluttet fra Selskabslivet, hengivende sig ganske til sine Studier; ham havde jeg aflagt et Besøg, givet ham et Par af mine tidligere skrevne Smaating, og ved disse fik han Interesse for mig, og hans Raad var fornuftigviis ogsaa, at jeg skulde holde mig kun til mine Skolebøger; et Brev han i den Anledning skrev mig til, er i sine velmeente og rigtige Raad af en Sandhed, at det vist kan i alle Tider lægges Mange paa Hjertet. Han skrev:
»Jeg har læst , min unge Ven! og jeg maa tilstaae, at Gud har begavet Dem med en levende Indbildningskraft og et varmt Hjerte; der mangler Dem blot endnu paa Aandsdannelse; men den kan komme, da De nu har Leilighed til at forskaffe Dem den; det maa derfor være Deres faste Formaal at arbeide med yderste Flid paa at fuldende Deres Studier og at sætte derfor alt Andet til Side. Jeg vilde ønske, at Deres Ungdoms-Forsøg ikke vare blevne trykte; thi hvorfor skal man bebyrde Publicum med det Ufuldkomne; det har man nok af; dog er det forsaavidt godt, at det kan tjene til at retfærdiggjøre den offentlige Understøttelse, De nyder. Den unge Digter har blot at vogte sig for Forfængelighedens Smitte og at vaage over sine Følelsers Reenhed og Styrke – skriv kun i denne Deres Studiers Tid sjeldent Poesi og kun for at skaffe Deres Følelser Luft – skriv Intet, hvorved Ord og Tanker skulle søges, men kun naar Sjælen er oplivet af en Idee og Hjertet opvarmet af Følelser. Betragt Naturen, Menneskelivet og Dem selv med et opmærksomt Øie, for at skaffe Dem et originalt Stof til Skildringer; vælg Dem smaa Æmner af de Ting, som omgive Dem, betragt alt hvad De seer fra alle Synspunkter, inden De griber til Pennen, – bliv Digter, som ingen Digter havde levet i Verden førend dem, og som De ikke skulde lære af Nogen – og bevar altid det Ædelsind, den Sjælens Reenhed og Høihed, uden hvilken Digterkrandsen aldrig kan tilkomme en Dødelig.
Slagelse, 1ste Februar 1823.
Deres hengivne
Bastholm.«
Ligesaa deeltagende fulgte mig den tidligere nævnte Oberst Guldberg i Odense, ; hans Glæde over det Skridt fremad, jeg havde gjort ved at komme i den lærde Skole var stor og inderlig; jevnlig skrev han mig til, og altid opmuntrende og styrkende; da for mig nærmede sig, indbød han mig at komme over til sig, ja sendte mig endogsaa Penge til Reisen.
Jeg havde ikke været i min Fødeby, siden jeg drog ud fra den paa Eventyr; i den Mellemtid var gamle , ogsaa min . Min Moder havde saa tidt sagt til mig, da jeg var lille, at jeg havde rigtignok Lykken i Vente, jeg skulde arve Fa’erfa’er, han havde eget Huus; det var en lille fattig Bindingsværks-Bygning, der ved hans Død blev solgt og strax revet ned, og de fleste Penge gik til at betale resterende Skatter; for disse havde Øvrigheden , taget »den store Kakkelovn med Messingtromle!« et Stykke, der nok var værd at arve, som man sagde, den var sat paa Raadstuen; og Penge var der saa mange, at der kunde laves et heelt Vognsæde deraf, men det var de , som Regjeringen ikke længer modtog; da de 1813 skulde indløses, blev der sagt den sindssvage Mand, at de gamle Penge ikke duede mere. »Ingen kan cassere Kongens Penge!« sagde han; »og Kongen casserer ikke sit!« Det var hele Svaret. Nu blev »den store Arv«, saavidt jeg husker, var den nogle og tyve Rigsdaler, tilstillet mig; men det maa jeg aabent sige, den Rigdom laae mig slet ikke paa Hjertet; ved Tanken om Besøget stod Fortid og Fremtid saa solbelyst; jeg følte mig saa rig, saa lykkelig, mit Sind løftede sig i Glæde og Længsel!
Jeg kom over og gik saa paa min Fod fra Nyborg til Odense; mit Tøi bar jeg i en lille Bylt. jeg kom Byen nærmere, saae det gamle, høie , blev jeg mere og mere blød om Hjertet, jeg følte dybt Guds Omsorg for mig og brast i Graad. Min Moder var lyksalig over at see mig igjen, og der vare, sagde hun, saa mange af hendes Bekjendte og »fornemme Folk«, baade Kjøbmandens og Skriverens, som jeg nødvendigviis maatte gaae til. Iversens og Guldbergs Familier toge hjertelig imod mig; i de smaa Stræder saae jeg Folk aabne Vinduerne for at see efter mig; thi Alle der vidste, at det var gaaet mig saa mærkelig vel, ja at jeg nu studerede for Kongens Penge. »Marie Skomagers Hans Christian var ikke saa »»«« endda!« sagde min Moder, at der blev sagt. Ja da Boghandleren, Cancelliraad til astronomisk Fornøielse, førte mig derop, og jeg saae ud over Byen og Engen, og nedenfor paa Graabrødre Plads nogle fattige Koner fra pegede op og viste, at jeg, som de havde kjendt, da jeg var en lille Dreng, nu stod der, da stod jeg virkelig der som paa Lykkens høie Tinde. En Eftermiddag seilede jeg med Guldbergs og Familier paa Aaen mellem Haverne, og min Moder græd af Glæde over, at jeg blev »hædret som om jeg var et Grevebarn«. – Dog al den Glands og Glorie var slukt og borte hos mig, da jeg igjen stod i Slagelse.
sige, at jeg var meget flittig, og man lod mig ogsaa derfor, saasnart det nogenlunde kunde skee, rykke op i en høiere Classe; men da jeg altid kom der ikke moden nok, blev det en vedvarende Anstrengelse, en næsten for stor aandelig Byrde; mangen Aften i min lille Stue, naar Søvnen var ved at overvælde mig ved Bogen, badede jeg Hovedet med koldt Vand eller sprang om i den lille eensomme Have, til jeg igjen var bleven aarvaagen og kunde tage fat paa Læsningen. , var med alt dette, , slet ikke skikket til at opdrage unge Mennesker. Underviisningen var ham vistnok en Plage, og os blev den det ikke mindre under ham; de fleste af Disciplene vare bange for ham, jeg allermeest, ikke for hans Strenghed, men for den Maade, han spottede os paa, og de Øgenavne, han gav os hver. Blev en ført gjennem Gaden, medens han læste med os og en enkelt Discipel kunde blive opmærksom derpaa, saa faldt det let Rectoren ind at befale os Alle at staae op og gaae hen til Vinduerne for at see vore »Brødre drage forbi!« – svaredes der under ikke flinkt og livligt nok, da brød han stundom af, reiste sig fra Cathedret og kunde henvende sig til Kakkelovnen. Det at blive gjort latterlig var mig det Skrækkeligste; jeg var derfor ved Timens Begyndelse, naar Rector traadte ind, tidt aldeles lammet af Angest, og da bleve mine Svar det Modsatte af det, de skulde, saa at Manden havde Ret, naar han da sagde, at jeg ikke gav ham et fornuftigt Ord. Jeg fortvivlede over mig selv, og en Aften, i en mørk, forkuet Stemning skrev jeg til Overlærer Qvistgaard og bad om hans Raad og Bistand, idet jeg ansaae mig for at være et saa lidt begavet Menneske, at jeg umuligt kunde studere; jeg var om, at man i Kjøbenhavn aldeles havde taget Feil af mig, og at de Penge, her anvendtes paa mig, bleve reent som kastede bort, – og det troede jeg at burde melde Collin, spurgte dernæst Qvistgaard, hvad jeg iøvrigt skulde gribe til. – Den fortræffelige, hjertensgode Mand skrev mig til et langt, et kjærligt Brev, styrkede mig med milde Ord og bad mig ikke at tabe Modet, sagde, at Rectoren meente mig det godt, at det var nu hans Maade at være paa, og at jeg i Sandhed gjorde al den Fremgang, man kunde forlange, at jeg ikke maatte tvivle om mine Evner, og han fortalte, at han selv som tre og tyveaarig Bondeknøs, altsaa , han vidste hvorledes det maatte gaae, og at den væsentlige Feil med mig laae i, at jeg skulde behandles og opdrages paa en ganske anden Maade end de andre Disciple, men det lod sig nu ikke godt gjøre i en Skole. Imidlertid fremad gik det og i enkelte Ting fortræffeligt. I Religion, Bibelhistorie og dansk Stiil fik jeg altid Udmærkelse, ja fra alle Klasser, selv fra øverste, kom een og anden af Disciplene hjem til mig for at faae Hjelp i dansk Stiil, »men bare ikke altfor godt, at det kan mærkes!« , og jeg blev igjen af dem hjulpet i Latinen. For min »Opførsel« var det en staaende Characteer, at jeg hver Maaned fik hos alle Lærerne »«, og jeg blev saa inderlig bedrøvet over denne Forringelse, at jeg skrev strax til Collin et tragicomisk Brev, hvori jeg forsikkrede, at jeg var aldeles uskyldig i at have faaet »Meget Godt«.
At Rectoren iøvrigt havde en anden Dom om mig end han udtalte og udviste, ville vi senere see; et enkelt Glimt af Velvillie lyste frem hos ham, og jeg var sædvanligviis altid mellem de af Disciplene, han om Søndagen bød hjem til sig, – og da var han en ganske Anden end paa Skolen, han var fuld af Spøg og Morsomheder, fortalte Pudsigheder, stillede Tinsoldater op, og legede med os og sine Børn. Paa Helligdagen maatte iøvrigt altid een af Skolens Classer, fulgt af en Lærer, gaae til Høimesse, og da jeg af Væxt var stor og lang lod Rectoren mig, fra første Færd altid følge med øverste Classe; alle Disciplene i denne brugte at lære deres historiske eller mathematiske Lectier, medens de sad i Kirken; Ingen af dem hørte paa den gamle Præst, Exemplet smittede, men da jeg fandt det mindst syndigt, at lære der min Religions-Lectie, saa læste jeg den her; det var min Kirkegang.
Som Lyspunkter i Skolelivet var især det, at vi Disciple havde Adgang til det dramatiske Selskabs Generalprøver; , og man kunde herfra høre Køerne brøle paa Marken. Byens Torv var malet som Gade-Decoration, hvorved alle Stykker fik noget Hjemligt, Scenen var da altid i Slagelse, og det morede Folk at see deres egne og Bekjendtes Huse. Løverdagaften styrede jeg sædvanligviis til det allerede da , hvorom Frankenau i sin Tid sang:
»For Klostret staaer et Herresæde der,
I Bakkens Muld de fromme Munke hvile.«
Med stor Begjerlighed fulgte jeg Opgravningerne af de gamle Kjælder-Ruiner, for mig et heelt rigt . I et lille Havehuus her boede af fornem Familie, jeg troer, de havde giftet sig imod dennes Villie, de vare vistnok fattige, men de syntes saa lykkelige; og i den lave Stue med de hvidkalkede Vægge, var der udbredt en Slags Comfort, en Skjønhed; der stod altid friske Blomster paa Bordet, der laae smukt indbundne Bøger, en Harpe var Husets Instrument. Jeg havde tilfældigt gjort det unge Ægtepars Bekjendtskab, og de toge altid saa glade og venligt mod mig; der var en idyllisk Deilighed over dette lille Hjem, der laae nedenfor den eensomme Fløi af Slottet paa Bakken.
Fra Antvorskov gik Vandringen til , et af de faa Trækors, der endnu fra Catholicismens Tid findes her i Danmark; det staaer ikke langt fra Slagelse til Venstre nær ved Corsøer-Landevei. Sagnet melder, at Hellig Anders var Præst i Slagelse og reiste til det hellige Land, den sidste Dag han var der, drog han det saa længe ud med sin Andagt ved Graven, at Skibet seilede fra ham; mismodig gik han ved Stranden, da kom der en Mand ridende paa et Æsel, han bød Slagelse Præst sætte sig op hos sig, og denne gjorde det, faldt isøvn og da han vaagnede hørte han Slagelse-Klokker ringe, han laae paa »Hvilehøi«, som Høien nu kaldes og til hans Minde staaer Korset der med den korsfæstede Jesus. Aar og Dag var han kommet hjem før Skibet, der seilede fra ham; thi en Herrens Engel havde baaret ham hjem til Danmark. Sagnet og Stedet blev mig kjært; her paa Høien sad jeg mangen Aften og saae ud over Eng og Kornmark, ned til Corsøer hvor , havde vist tidt siddet her og seet ud over Beltet til Fyen; paa Hellig Anders-Høi levede jeg ind i min Phantasie og senere, naar jeg fra Diligencen saae Høien med Korset, tænkte jeg paa det Afsnit i mit Livs-Eventyr, der knyttede sig til dette Sted.
Lykkeligst var jeg, naar jeg en enkelt Søndag i Sommertiden kunde gjøre en Vandring til . Han havde i Kjøbenhavn venligt modtaget mig, i Sorø blev Modtagelsen om mulig endnu hjerteligere, idet hans Interesse for mig var bleven større; hans aandfulde, hjertensgode Kone kom mig imøde, som var hun mig en ældre, god Søster; der var saa godt og velsignet at være hos dem, det hele Hjem her syntes mig saa ægte digterisk; Huset laae i stille Hyggelighed tæt ved Sø og Skov, Viinranker hang op om Vinduerne, Stuerne vare pyntede med Malerier og Billeder; næsten alle Europas berømte og Danmarks kjendte Digtere hang i Portrait i den lille Havestue; Haven selv prangede med smukke Blomster, Skovens og Markens Urter fik der ogsaa Lov at groe, som de vilde. Vi seilede paa Søen, en var bundet i Masten; Ingemann fortalte saa livligt, saa levendegjørende; jeg fandt hos ham og hans Kone en saa elskelig Naturlighed, og fik disse Mennesker saa kjære; vort Venskab er voxet gjennem Aarene. Mangen Sommertid har jeg siden i Uger været der en velkommen Gjest og følt, at der gives Mennesker, i hvis Omgivelse man ligesom bliver bedre; det Bittre fordunster og hele Verden faaer en Solglands, der egenlig udgaaer fra det hyggelige Hjem.
Mellem Eleverne ved Sorø »e« var to der skrev Vers, de vidste at jeg gjorde det Samme og sluttede sig til mig; den Ene var af mig, hvori blandt Andet mine Forældres Huus synes beskrevet efter Hytten i den grimme Ælling, min Moder giver han Madonna-Skikkelse og jeg løber med rosenrøde Fødder i Aftensolen og mere af den Slags. Petit var iøvrigt ikke uden Talent, havde et varmt, ædelt Hjerte; Livet bragte ham tunge Dage, nu er han mellem de Døde, hans levende Aand i større Klarhed og Fred.
Den anden soranske Poet var Carl Bagger, en af de meest begavede, sunde Digter-Naturer, der er traadt op i min Tid i dansk Literatur, men ubillig og haardt bedømt; hans Digte ere fulde af Friskhed og Originalitet, hans Fortælling: »« en genial skrevet Bog, som »Maanedsskrift for Litteratur« altfor haardt og eensidigt bedømte; jeg veed det bittre, tunge Indtryk, denne Anmeldelse gjorde paa Digteren. Begge de nævnte Academister vare høist forskjellige fra mig, Livet sprudlede dem gjennem Aarerne; begge kjække og med en Fremtid, jeg derimod blød, ganske Barn, uagtet jeg stod som den længste og meest af os alle Tre. Det stille Sorø med sin Skov-Eensomhed blev mig saaledes et Poesiens og Venskabets Hjem.
En Begivenhed, som satte hele vor lille By i Bevægelse, var , nede ved Skjelskjør. En rig Gaardmands unge Datter havde faaet sin Kjæreste til at myrde hendes Fader, der var imod ; som Medhjelp stod Tjenestekarlen, der havde tænkt paa at gifte sig med Enken; Alle vilde til denne Henrettelse, den Dag var som en Festdag. Rectoren gav øverste Classe fri, vi skulde tage derhen, det kunde være godt for os at kjende , meente han.
Hele Natten kjørte vi afsted paa aabne Vogne, ved Sol-Opgang var vi udenfor Skjelskjør. Det gjorde et rystende Indtryk paa mig, som jeg aldrig glemmer, at see de Dømte komme kjørende til Stedet, den unge, dødblege Pige heldende sit Hoved op til den stærktbyggede Kjærestes Bryst; bag ved dem sad, guulbleg med det sorte Haar i Tjavser og med skelende Blik, Tjenestekarlen, der nikkede til de enkelte Bekjendte, som tilraabte ham »Farvel!« Paa Retterstedet, hvor de stod ved deres Liigkister, sang de med Præsten en Psalme, Pigens Stemme klang høit over de Andres. Mine Fødder kunde neppe bære mig! disse Minuter vare mig mere rystende end Dødsmomentet. Jeg saae der en stakkels Syg, hvis overtroiske Forældre, for at han kunde helbredes for , lod ham drikke en Skaal af de Henrettedes Blod og saa løb de afsted med ham i vild Flugt, til han sank til Jorden. En Versemager solgte der sin »sørgelige Arie«, Ordene vare lagte Forbryderne i Munden og komisk lød det, at Melodien var: ».«
Den hele Begivenhed virkede imidlertid saa stærkt ind paa min Phantasie, at jeg i lang Tid idelig forfulgtes af Erindringen herom, denne voxte ind i mine Drømme og efter mange nu hensvundne Aar er det Hele mig endnu levende, som var det skeet igaar.
Begivenheder af den Magt, eller iøvrigt nogen Slags betydelig Hændelse fandt forresten ikke Sted; den ene Dag gled hen som den anden; men, jo mindre man oplever, jo mere stille eensformigt Eens Liv glider hen, des snarere falder man paa at optegne og bevare det Oplevede, holde Dagbog, som det kaldes; jeg fik mig paa den Tid en saadan, af hvilken endnu er i Behold et Par Blade, i hvilke ganske afspeiler sig min hele forunderlige Barne-Natur dengang. fra denne Periode; jeg var da i næstøverste Classe, og hele min Lykke og Tilværelse var beroende paa at opnaae ved den forestaaende Hoved-Examen en Opflyttelse i den øverste. Jeg nedskrev
»Onsdag.« – »Mismodig greb jeg Bibelen, som laae foran mig, jeg vilde see, om den ei kunde være mig et Orakel, jeg slog op, pegede iblinde paa et Sted og læste: »Din Fordærvelse er af Dig selv, o Israel! men i mig er din Hjelp!« (.) – Ja Fader, jeg er svag, men Du seer jo mit Indre og vil være min Hjelp, saa at jeg kommer op i fjerde Classe. Stod mig godt i Hebraisk.«
»Torsdag.« »Kom til at rive Benet af en Edderkop! stod mig godt i Mathematik. Gud, Gud! mit Hjertes hele Tak.«
»Fredag.« »Gud! hjelp mig! – Aftenen derude er saa vinterlig klar. Examen er lykkelig endt; imorgen kommer dens Udfald. Maane! imorgen beskuer Du enten en Bleg og Fortvivlet eller den Lykkeligste! Læst .«
»Løverdag.« »Gud, nu er min Skjæbne afgjort, men endnu skjult for mig; hvad mon der venter? – Gud! min Gud! forlad mig ikke! mit Blod løber saa skarpt gjennem mine Aarer, mine Nerver bæve, o Gud! almægtige Gud! hjelp mig – jeg fortjener det ei, men vær naadig, o Gud, Gud – (senere) – Jeg kom der. Det er underligt, Glæden herover er mig ikke saa voldsom, som jeg troede. Kl. 11 skrev jeg til Guldberg og til min Moder.«
Paa denne Tid var det ogsaa, at jeg i min stille Tanke gjorde vor Herre det Løfte, at lod han mig komme op i fjerde Classe, saa vilde jeg den første Søndag derefter gaae til Alters; og det gjorde jeg ogsaa. Man vil see heraf det Uklare hos mig i mit virkeligt fromme Sind, hvad Udviklingspunkt jeg stod paa, og jeg var dengang allerede tyve Aar. Hvor langt er ikke alle andre unge Mennesker i den Alder over at skrive slige Dagbøger!
Rectoren var kjed af at være i Slagelse, han søgte om den ledige Rector-Plads ved og fik den; han fortalte mig dette, og til min Overraskelse foreslog mig at følge med sig, han vilde, sagde han, læse privat med mig, og jeg kunde da om en halvandet Aar blive Student, hvilket der ikke var Udsigt til, blev jeg i Slagelse Skole; jeg maatte nu strax, tilføiede han, flytte ind i hans Huus, han vilde der modtage mig for at de samme Kostpenge, jeg gav andetsteds, om alt dette skulde jeg skrive til Collin og hans Tilladelse, denne fik jeg og flyttede ind til Rectorens.
Jeg skulde forlade Slagelse! det var mig tungt at sige Lev vel til Kammeraterne og de enkelte Familier, jeg havde lært at kjende; naturligviis fik jeg mig ved denne Leilighed en , i hvilken blandt Andre ogsaa min gamle , han, der ogsaa havde været vare dens Disciple. Carl Bagger skrev et Digt til mig, der lød, som om jeg nu gik bort, for at optræde som Digter og ikke, for at sidde paa Skolebænk og derhen gik det, til tunge, svære Dage.
fra hans Ven
Carl Bagger
Du træder paa en farlig Bane,
Som Middelveien taaler ei,
Tidt naar Du Roser ,
Seer Du henvisne Livets Mai.
At være Digter er vist herligt,
Han drømmer mangen gylden Drøm,
Men sjeldent vil hans Veie kjærligt
Indslynge sig i Verdens Strøm.
Tidt har han ei, hvortil han helde
Kan Hovedet i Sorgens Stund,
Orkanen i sin blinde Vælde,
Nedslaaer hans sidste Haab til Grund,
Da maa ei modløs Taaren rinde,
Ei maa hans Digter-Sands,
Men i sig selv han kraftfuld finde
Sin Trøst, sit Haab, sin Laurbærkrands.
Kæmp mandigt ud de tunge Kampe,
Og vær dog stedse Barnet lig,
Thi spinkelt sender
Sin Straaleflod ei hen til Dig,
Og sidst skal jeg mig vist ei glæde,
Naar, Yngling, jeg at skue faaer,
Dig paa det høie Digtersæde,
Som Mange ønske, Faa kun naar!
( i Mai 1826.)
Jeg fulgte Rectoren til Helsingør, Reisen derhen og det første Skue af Sundet med sine mange Skibe, Bjerge, hele den skjønne Natur opfyldte mig i høi Grad; jeg udtalte mig derom i et Brev til Rasmus og naturligviis, da jeg fandt det var godt skrevet, fik Flere ganske det samme Brev stilet til dem; uheldigviis syntes Nyrup saa godt om Skrivelsen, at han lod den indrykke i »«, saa at Enhver, der havde faaet Brevet, eller rettere Afskriften, troede, at det var deres der stod trykt.
Afvexlingerne, den nye Omgivelse og Virksomhed virkede oplivende ind paa Rectorens Humeur, men kun en kort Tid, og snart følte jeg mig forladt, forkuet og aandelig lidende; og dog paa samme Tid havde Rectoren skrevet om mig til Collin, et Vidnesbyrd, som jeg er i Besiddelse af, hvori udtales om mig og mine Evner en ganske anden Dom, end den, jeg og min Omgivelse hørte af ham, eller kunde tænke sig ham sige; havde jeg kunnet troe Sligt, det vilde have styrket mig, gjort mig aandelig sund og virket velgjørende paa hele mit Væsen. Daglig hørte jeg mig af ham frakjende næsten enhver aandelig Evne, blive tiltalt som en Idiot, en aldeles dyriskdum Dreng og paa samme Tid skrev han i Alvor om mig til min høieste Foresatte Collin, der ved min stadige Beretning, om hvor utilfreds Rectoren var med mig og mine ringe Evner, havde forlangt en Erklæring.
»H. C. Andersen blev i Enden af Aaret 1822 sat i Slagelse lærde Skole, og af Mangel paa de nødvendigste Forkundskaber, indsat, uagtet sin temmelig fremrykkede Alder, i Skolens næstnederste Classe. Begavet af Naturen med en livlig Indbildningskraft og varm Følelse, opfattede og tilegnede han sig, med større eller mindre Held, de forskjellige Underviisningsfag, alt som de tiltalede hine, men fremrykkede i det Hele dog saaledes, at man med Føie kunde tilstæde, at han efterhaanden rykkede op fra de lavere Classer til den øverste, i hvilken han for Øieblikket befinder sig, kun med den Forskjel, at han, med Undertegnede, ombyttede Slagelse med Helsingøer.
Fremmed Velgjørenhed har hidtil holdt ham vedlige paa de Studerendes Bane, og jeg kan ikke fordølge, at han er denne fuldkommen værdig. Hans Anlæg ere særdeles gode, ja med Hensyn paa enkelt Aandsretning endog udmærkede; hans Flid uafbrudt, og hans Opførsel, grundet paa en elskelig Godmodighed, af den Art, at den kan tjene til Mønster for en Skoles Disciple. Hertil kommer, at han ved uafbrudt at vise den rosværdige Anstrængelse, som han nu lægger for Dagen, vil i October 1828 kunne afsendes til Academiet.
Eftersom altsaa de trende Egenskaber, som en Skolemand saa gjerne ønsker, men sjelden finder forenede hos en Elev, umiskjendeligen antræffes hos H. C. Andersen, nemlig Anlæg, Flid og fortrinlig Opførsel, kan jeg ikke andet, end anbefale ham som særdeles værdig til enhver Understøttelse, der maatte kunde tilflyde ham, for at sætte ham istand til at fortsætte sin begyndte Bane, fra hvilken hans fremrykkede Alder ikke vel tillader ham at træde tilbage. Ikke blot hans redelige Sindelag, men ogsaa hans troe Vedholdenhed og umiskjendelige Talent ere Borgen for, at det som anvendes til hans Vel, vil ingenlunde være tabt.
Helsingøer den 18. Juli 1826.
S. Meisling,
Doctor i Philosophien og Rector
for Helsingøers lærde Skole.«
Om dette Vidnesbyrd, der aander saa megen Godhed mod mig, at det bør kjendes, havde jeg, som sagt, ikke Anelse, jeg var aldeles forkuet, havde ikke Tro eller Tillid til mig selv; fra Collin fik jeg nogle kjærlige Linier:
»Tab ikke Modet, kjære Andersen, – fat Dem, vær rolig og besindig, saa skal De see, det gaaer nok. Rectoren mener Dem det godt. Hans Maade at gaae frem paa, er maaskee noget forskjellig fra Andres, men derfor fører den ligefuldt til Maalet. Mere maaskee en anden Gang, thi nu har jeg kun lidt Tid.
Gud styrke Dem!
Deres
Collin.«
Den smukke Natur rundt om gjorde vel et levende Indtryk paa mig, men jeg turde kun skotte til den; jeg kom saa godt som aldrig ud; saasnart Skoletiden var forbi, blev sædvanlig Gaardens Port lukket, jeg maatte blive i den lumre Skolestue, der var god Varme endnu, sagde man, der kunde jeg lære mine Lectier; siden legede jeg med Rectorens Børn, eller sad paa mit lille Kammer; en lang Tid var Skolens Bibliothek min Stue og mit Soveværelse; her aandede jeg mellem de gamle og Skoleprogrammer. Ingen kom til mig, Kammeraterne turde det ikke, de ønskede ikke at træffe paa Rectoren. Mit Liv i de Dage i fæle Drømme. Jeg sidder da igjen febril paa Skolebænken, kan ikke svare, tør det ikke, og vrede Øine stirre paa mig, Spot og Latter lyder rundt om. Det var tunge, bittre Tider; var jeg i Rectorens Huus i Helsingør; nær havde jeg bukket under for en Behandling, som altid blev mere og mere haard, altfor haard. Min Bøn til Gud hver Aften var, at , eller at jeg ikke maatte opleve næste Dag! I Skolen var det Rectoren en Morskab at spotte mig, latterliggjøre min Person og tale om min Mangel paa Aands-Evner. Og naar Skoletiden var endt, var jeg der i Huset.
, havde han kjendt de Tider, jeg gjennemlevede, hvad jeg følte og led, han vilde ikke have fundet det mindre tungt, eller humoristisk til at fortælle. Der er visse Ting i Eens Liv, der griber saaledes ind i Andres, at man ikke har Ret over det, som sit eget; jeg har herfor Intet herfra at meddele, ligesom jeg selv hiin Tid aldrig udtalte mig derom, aldrig beklagede mig over Nogen i min Omgivelse, men kun over mig selv, der, som jeg fuldt og fast troede, var kommet paa en aldeles feil Vei, idet jeg der syntes kun til Spot og Ynk. Mine Breve til Collin dengang vise en saa mørk, fortvivlet Stemning, at de dybt rørte ham, dette veed jeg fra ham selv, men her var Intet at gjøre, han antog og maatte antage, at det egentlige Tryk laae i mit Sind, i en nerveus Overanstrengelse og ikke kom udenfra, som dog Tilfældet var; mit Sind var just elastisk, modtageligt for hvert Solskin, men dette kjendte jeg kun i de faa Dage, i hvilke det engang om Aaret, i Ferietiden, tillodes mig at reise til Kjøbenhavn.
Der laae noget saa Eiendommeligt i Modsætningen, noget næsten Eventyrligt, at flyttes fra Skole-Hjemmet til det Familieliv i Kjøbenhavn der aabnedes mig, det Hjem her, hvor Alt var i høieste Grad Modsætningens Pol! Det var hos hjerteligt og fortroligt kom mig imøde. Denne Familie var den første af Alle, der optog mig, som var jeg deres egen; jeg havde her et lykkeligt Hjem. Det var i et , Søcadetacademiet da var, og for hvilket Wulff blev Chef. Jeg fik mit Værelse ud til Pladsen, og jeg husker, at , idet jeg stod ved Vinduet og saae ned, kom !« Jeg følte, at Gud naadig og kjærlig havde ført mig; hele min Sjæl var fuld af Taknemlighed.
I al den Tid, jeg var ; to af disse: »Sjælen« og »til min Moder«, findes aftrykt i »samlede Digte« og høre til de ældste, jeg har; i Helsingør bleve kun to Digte skrevne i min Skoletid, »Nytaarsnat« og »det døende Barn«, dette, der først af alle mine Digte vandt Opmærksomhed og blev erkjendt og tidligst udbredt og oversat. Jeg bragte det med til Kjøbenhavn, og her læste jeg det op for mine Bekjendte, Nogle hørte paa det for Digtets Skyld, Andre for at more sig over mig og min fyenske Udtale, jeg fik hos Mange Roes og hos de Fleste et Foredrag over Beskedenhed og Mindelsen om, ikke at faae for store Tanker om mig selv. Ja Men det var slet ikke min Tro, den vilde imidlertid have været mig en , en Trøst, havde jeg eiet den. Mine keitede Manerer var iøvrigt det jeg meest, under Opholdet i Kjøbenhavn, maatte høre for, dernæst, at jeg sagde Alt hvad jeg tænkte. Dog Dagene i Kjøbenhavn vare mine Livsens Dage, her saae og samledes jeg med ham, Den af Alle, jeg dengang, i Tankerne bøiede mig dybest for, og i Alt saae op til: det var Digteren Adam Oehlenschläger. Hans Roes lød fra alle Munde rundt om mig, han var mig mere, end alle andre Mennesker; stor var min Lyksalighed, da han , i den store oplyste Salon, hvor jeg dybt følte, at min Kjole var den fattigste og jeg i Fornemmelse heraf havde trukket mig hen imellem de lange, nedhængende Gardiner, han kom hen til mig og rakte mig Haanden, jeg kunde have sunket paa mine Knæ for ham. Vi saaes ofte i Wulffs Huus, her kom Weyse ogsaa, som venlig talte til mig, jeg hørte ham paa ; , bragte Liv ved sin Veltalenhed, ; den fine, dannede Verdensmand , sluttede Kredsen, hvor Oehlenschlägers unge Datter Charlotte overraskede mig ved sin Livsglæde og sit friske, overgivne Lune. Det var deilige Dage og Aftener, alle i Kjøbenhavn.
Fra et saadant Hjem kom jeg efter Ferie-Dagene til Rectorens Huus; selv under mildere Forhold der, det vilde dog have været en stor Overgang, nu var det som til en aandelig Pinebænk. En Dag kom Rectoren ind til mig, han havde i Kjøbenhavn hørt tale om, jeg troer hos Oehlenschläger, at jeg havde oplæst et Digt, jeg havde skrevet, nemlig »det døende Barn«; jeg saae paa Mandens Ansigt hvad der forestod, han fæstede gjennemtrængende sit Blik paa mig, forlangte at see Digtet, idet han tilføiede, at fandt han en Gnist af Poesi deri, vilde han tilgive mig. Skjælvende bragte jeg Digtet, han læste det, loe, erklærede det for Føleri og Vaas, og udtalte nu i haarde Ord hele sin Vrede; havde han gjort det i den Tro, at jeg gik og spildte min Tid med at skrive Vers, eller at jeg var en Characteer, der maatte behandles haardt, hvilket hans Vidnesbyrd om mig benegter, da havde Meningen dog været god, men her var det vistnok kun hans Lune, hans Stemning jeg led under. Dag for Dag blev min Stilling ulykkeligere, jeg var i en saa aandelig Lidelse, at jeg maatte gaae tilgrunde, skete der ikke snart en Forandring med mig, det var ikke blot i Skoletimerne, nei paa mit Kammer, i Familiestuen, at jeg følte mig som en jaget, vild Fugl; det var den mørkeste, den bittreste Tid i hele mit Liv; det saae og erkjendte mine andre Lærere; en af disse, nuværende Pastor Werliin, der da læste Hebraisk med os, reiste til Kjøbenhavn og gik til Collin, hvem han fortalte, hvorledes jeg havde det i Rectorens Huus og i Skolen. Øieblikkelig tog Collin den Bestemmelse, at jeg skulde strax til Kjøbenhavn og læse privat. Efterretningen herom forbittrede høiligt Rectoren; i Afskeden, da jeg takkede ham for hvad Godt jeg havde modtaget af ham, var hans sidste Ord til mig at jeg aldrig vilde blive Student, at de Vers jeg skrev, om de end bleve trykte, vilde som Makulatur ligge og raadne paa Bogkræmmerens Loft og at jeg selv vilde ende paa Galehuset. Rystet til det Inderste forlod jeg ham.
; han rakte mig forsonende Haanden, sagde deeltagende og venligt, at han havde taget feil af mig, behandlet mig galt, men nu havde jeg lykkelig fast Fod og kunde lade ham seile sin egen Sø.
Det var Forsoningens milde Ord; de tunge, mørke tilbagelagte Dage have ogsaa bragt Velsignelse ind i mit Liv.
Den ved sin Iver for nordisk Sprog og Historie saa hæderlig kjendte, nu afdøde Pastor Ludvig Müller, , blev min . Jeg leiede ; den lille Stue der, med den skraae Væg hen under Taget, er beskrevet i Romanen »kun en Spillemand«; og i »Billedbog uden Billeder« aflægger Maanen der sine Besøg, som da den her for mig gled hen over , der den Gang ikke skjultes ved høie Huse, thi da var der ingen . Jeg havde endnu fra en bestemt , men Underviisningen maatte betales, der maatte altsaa paa alle andre Maader sees til at spares. i Ugen besatte, jeg blev en Slags Kostgjænger, som mangen fattig Student endnu er det i Kjøbenhavn. Der var en Afvexling heri, og jeg fik et Indblik i Familielivet, i forskjellige Kredse, ogsaa det var mig til Gavn. Jeg læste flittig og da jeg i Helsingørsskole havde udmærket mig i enkelte Videnskaber, f. Ex. Arithmetik og Geometri, blev disse saa temmelig overladte til mig selv, den meeste Tid maatte anvendes paa Græsk og Latin; hvad man i Slagelse og Helsingørs-Skole, altid gav mig Udmærkelse for – men her fandt mig svagest i, var – Religion, paa den maatte der ogsaa hjelpes, meente min ellers høist fortræffelige Manuducteur. Mine Religionskundskaber, der selv da jeg gik i Fattigskole bleve fremhævede som fortrinlige, de, i hvilke Latin-Skolen altid nævnede mig som en udmærket Discipel, fandt han – svage, altfor svage. Han holdt sig strengt til Bibelens Ord, dem jeg kjendte, thi fra min første Indtrædelse i Skolen, havde jeg levende opfattet Alt, hvad der om denne blev sagt eller lært; jeg opfattede den igjennem Følelsen og begreb, at Gud var uendelig Kjærlighed; Alt hvad som stred imod en saadan, et brændende Helvede, hvor Ilden er evig, erkjendte jeg ikke og med min fulde Overbeviisning udtalte jeg det; fra et forkuet Væsen paa Skolebænken, traadte jeg fri, selvstændig op med disse mine Troes-Meninger, jeg udtalte mig som et Naturmenneske, og min Lærer, der var et af de ædleste og elskværdigste Mennesker, men fast ved Skriftens bogstavelige Ord, blev tidt ganske ængstelig for mig; vi disputerede, medens den samme hellige Flamme brændte lige reent i vore Hjerter. Men inderligt godt havde jeg af at komme til denne ufordærvede, begavede unge Mand, der var en ligesaa eiendommelig Natur, som jeg var det; hvad der derimod var mig ikke naturligt, men i den Tid en Deel af mig, var Lysten til, ikke at spotte, men snarere at lege med mine bedste Følelser, og at betragte Forstanden som det Betydeligste i Verden; denne ny Maneer hos mig, var et Sving jeg maatte faae; i Skolen havde Rectoren, saa aldeles misforstaaet min uforbeholdne bløde Natur, min overstrømmende Følelse var blevet latterliggjort og trængt tilbage; idet jeg nu pludselig følte mig fri fra dette Tryk, slog jeg over i en Retning, der kun var paatagen Maneer; min Forkuethed slog om, ikke til Overgivenhed, men til en forfeilet Stræben efter at synes anderledes end jeg var; jeg spøgte over Følelsen, vilde bilde mig selv ind, at jeg havde bortkastet den, og saa kunde jeg dog en heel Dag gaae i mismodig Stemning, være reent ulykkelig over at have mødt et suurt Ansigt hvor jeg søgte et venligt. Alle de Digte jeg før, under Taarer, havde skrevet ud af min bedrøvede Sjæl, gav jeg nu parodierende Overskrifter, latterlige Omqvæd; et heelt saadant, med faa Forandringer: »«, staaer i »Fodreisen«; et andet inderligt følt Digt, kaldte jeg ».« I denne Periode skrev jeg kun nogle faa Vers, men alle humoristiske, saaledes: »Aftenen,« »den rædselsfulde Time,« »Hjertesuk til Maanen,« »Svinene«. En heel Forandring var foregaaet med mig; den forkuede Plante var blevet flyttet og begyndte at skyde friske Skud.
Wulffs ældste Datter Henriette, en genial, livfuld Pige, der indtil de sidste Dage, under alle Tidens Omskiftelser, endnu er bleven mig en trofast, søsterlig Veninde, var den eneste dengang, der forstod mig; hun opmuntrede hos mig den Humor, som kom tilsyne i de nye Digte; hun fik hele min Fortrolighed, beskyttede mig kjækt mod de mange smaa Angreb, jeg i hendes Kredse var udsat for, især ved min Personlighed; hun var mig en god Søster og af stor Indvirkning paa mit Lune.
Paa den Tid gik ogsaa en frisk ny Strømning i den danske Literatur, og for den havde Folk Interesse. Politiken spillede en ringe Rolle; det var Literatur og Theater, som var Dagens Thema. Johan Ludvig Heiberg, der ved sine fortræffelige Arbeider: »« og »«, indtog en høi Rang mellem danske Digtere, havde da nylig, under Collins Beskyttelse mod de øvrige Directeurer, der vare imod »Kong Salomons« Opførelse, indført paa den danske Scene. Det var en dansk Vaudeville, Blod af vort Blod, fandt man, og den blev derfor med Jubel optaget og fortrængte næsten alt Andet. holdt Carneval paa den danske Scene, og Heiberg var hendes Udkaarne. Hos H. C. Ørsted, ved et Middagsbord, gjorde jeg første Gang Heibergs Bekjendtskab; fiin, veltalende og Øieblikkets Yndling, behagede han mig i høi Grad, han indlod sig venligt med mig, jeg kom siden hjem til ham, og han fandt mine humoristiske Digte, som han hørte, værdige at optages i hans fortræffelige Ugeblad: »«; »Aftenen« og »den rædselsfulde Time« var her min Debut, men uden Navn, kun Mærket h – – det skulde sige: H. C. A.; men Folk troede, at det var Navnet Heiberg, og denne Tro var vistnok til stor Gavn for Digtene, de gjorde særdeles Lykke. Jeg erindrer tydeligt , hvor man gjorde mig meget Godt, men betragtede min hele Digten kun som Versemageri og ofte sagde mig det, naturligviis i den bedste Mening. , der var tilstede, som vidste at jeg havde skrevet Digtene, kunde ikke skjule sin Glæde over den Fornøielse, de vakte og sagde derfor: »de ere af Andersen!« der blev en stor Pause – en almindelig Taushed, Huusfaderen sagde ikke et Ord, saae paa mig og gik ud af Stuen; – Ingen talte mere om Digtene, jeg stod bedrøvet. «; og det var alene ved , jeg opnaaede det, Ingen vilde optage et Digt, skrevet af en Skolediscipel; Hr. Søeborg, Forfatter til Visen: »!« fik det af mig i min Skoletid og lovede at skaffe det optaget i , men Redacteuren der, vilde ikke havde Vers af En, der endnu gik i Skole; endelig fik Digtet Plads i »Kjøbenhavnsposten«, og , med den Bemærkning, at han optog det gjerne, uagtet det tilforn havde været trykt i et andet Blad. Det var den første Slags smukke Erkjendelse; men den almindelige Mening i hele min Omgivelse var og blev, at mit Talent som Digter var kun ubetydeligt. Een af vore mindre høitstaaende Forfattere, men som i Rang og Stand stod høit i Byen, indbød mig til Middag hos sig; han fortalte, at en »« vilde udkomme, og at han var anmodet om Bidrag; jeg sagde, at ogsaa jeg var anmodet og havde lovet Udgiveren et lille Digt. »Der skal altsaa af alle Folk i den Bog!« sagde Manden vred, »ja, saa behøver han ikke af mig! nu giver jeg neppe Noget!«
En Yttring af den Slags er vel i og for sig selv ikke betydelig, synes ikke at burde nævnes, men den var paa den Tid af en inderlig, smertegjørende Betydning og nok til at forstemme mig i flere Dage.
Min , daglig gik jeg to Gange derud og da var min Tanke kun opfyldt af mine Lectier, paa Hjemveien aandede jeg frit, tænkte hverken paa Lectier eller Lærdom, der gik alle Slags brogede poetiske Billeder gjennem Hovedet, men ikke eet bragtes paa Papiret; hele Aaret igjennem var Alt, hvad jeg skrev; det var, som Bastholm, i hans , siger: »kun for at give Følelsen Luft;« de forstyrrede mig mindre ved at de bragtes til Ro paa Papiret, end om de havde blevet og levet i Tankerne.
; og rakte mig venligt Haanden til Velkomst, som ; det opfyldte og bevægede mig som en stor, betydningsfuld Handling. Jeg var allerede 23 Aar, men meget Barn endnu og det i hele mit Væsen og min Tale; en lille Historie fra de Dage vil maaskee give et Begreb herom. Kort før Examens-Dagen saae jeg ved Middagsbordet hos H. C. Ørsted en ung Mand, der var forlegen og stille; jeg havde ikke seet ham før, troede, at han var kommet lige ind fra Landet; jeg spurgte ham ugeneert: »Skal De med til Examen iaar!« – »Jo!« sagde han med et lille Smiil, »jeg skal derop!« – »Ja jeg skal ogsaa!« sagde jeg og talte nu rask en heel Deel om denne, mig store Begivenhed, talte som til en Kammerat, og saa var det Professoren, der skulde examinere mig i Mathematik, den dygtige, fortræffelige von Schmidten, der i sit Ydre, som bekjendt, var Napoleon saa lig, at Folk i Paris skulle have taget feil af de To. Da vi ved Examensbordet mødtes, vare vi begge meget forlegne; han var saa hjertensgod, som han var rigt aandeligt begavet; saa gjerne vilde han give mig Mod, og vidste nu ikke selv ret, hvorledes han skulde gjøre det; han bøiede sig heelt over mod mig og hviskede: »Hvad bliver nu det første poetiske Arbeide De giver os, naar De har taget Examen?« jeg saae forundret paa ham og svarede ængsteligt: »det veed jeg ikke! – men vil De ikke spørge mig i Mathematik, men ikke for svært!« – »De kan vel Noget?« sagde han igjen ligesaa sagte. »Ja, Mathematik kan jeg ganske godt; i Helsingør Skole maatte jeg tidt gaae selv Tillægene igjennem for de Andre, og jeg fik »Udmærket godt«; men nu er jeg bange.« Saaledes samtalede Professor og , og da jeg under Examinationen, i Ivrighed, rev alle hans Penne itu, sagde han Intet dertil, men lagde een af dem stille til Siden for at kunne skrive Characteer.
Da var taget, fløi som en Bisværm de brogede Phantasier og Indfald, jeg paa min Vandring fra Manuducteuren, ligesom havde været forfulgt af, ud i Verden i mit første Skrift: »,« en humoristisk, underlig Bog, en Slags phantastisk , der dog ganske antyder min hele Personlighed og mit Standpunkt dengang, der viste sig især i Lyst til at lege med Alt, spotte i Taarer over mine egne Følelser; broget vexlende, et heelt Tapet, var denne digteriske Improvisation; men , jeg vovede det da selv, og faa Dage efterat Bogen var udkommet, afkjøbte mig Forlagsret til et andet Oplag, ja gjorde senere et tredie; oppe i , noget, der kun er skeet med . er i de sidste Aar udkommet i Hamborg. Hele Kjøbenhavn læste min Bog, jeg hørte kun Henrykkelse over den, vel fik jeg en streng Irettesættelse af en fornem Velynder, men den faldt i det comiske; Manden fandt, at der i Fodreisen satiriseredes over det kongelige Theater; dette fandt han ikke blot upassende, men utaknemlig; upassende, fordi det var et kongeligt Theater og da, sagde han, Kongens Huus, utaknemligt, fordi jeg der havde . Denne i sig selv comiske Dadel af en ellers fornuftig Mand, overdøvedes af Jubel og Lovtaler, dem, som sagt, jeg kun hørte; jeg var paa Bølge, jeg var Student, jeg var Digter, mit høieste Ønske opfyldt!
venligt og smukt i »Maanedsskrift for Litteratur«; i hans optagne, der, som man seer i Poul Møllers Skrifter, , blev læst, ja slidt op af Læsere oppe i Norge, hvilket forargede Poul Møller, der udtaler sig uden Skaansel over Bogen, men det vidste jeg dengang Intet om; det faldt mig ikke ind, at der var Nogen, som ikke var glad over »Fodreise til Amager.«
Omtrent to hundrede unge Mennesker bleve i det Aar Studenter, mellem disse fandtes Flere, som skrev Vers, ja havde ladet disse trykke; det blev som en Spas sagt, at i det Aar gjordes til Studenter fire store og , og virkeligt, ved ikke at tage det altfor nøie, kunde man faae dette Antal ud; til de fire store regnedes: Arnesen, hvis første Vaudeville »« blev i hans Rusaar opført paa det kongelige Theater, F. J. Hansen, som netop paa den Tid udgav »«, , og endelig, som den fjerde Poet, H. C. Andersen. Mellem de tolv smaa var imidlertid Een, som senere ubetinget er blevet en af de store i dansk Literatur, det er Digter: Paludan-Müller. Af ham var dengang endnu Intet trykt eller kjendt, kun mellem Kammerater var det i Omtale, at han skrev Vers. En Dag fik jeg fra ham, han foreslog mig, om vi To ikke skulde tilsammen udgive et Ugeblad.
»De vil maaskee forundre Dem over, at dette kommer fra min Haand,« skriver han, »fra hvilken De endnu intet Product har seet, som kunde lade Dem formode Dygtighed til sligt et Foretagendes Udførelse, dog troer jeg, at jeg med et vist Slags Selvbevidsthed tør forsikkre, at jeg ikke aldeles er Musernes Stedbarn, hvorpaa jeg mener at have Beviis, i den Samling af Digte, jeg for min egen Fornøielses Skyld har udarbejdet og som befinder sig hjemme i min Skuffe.« Og nu fulgte Planen og Betingelserne, at det ikke maatte være Oversættelser eller Udskriven af andre Blade, det Hele skulde være Originalt o. s. v. Et lille Digt, »«, fulgte som Prøve med til mig. Men jeg havde ikke Lyst til at binde mig til et Blad, og der blev altsaa ikke noget af det Hele. Carl Bagger og jeg havde før »Fodreisen« udkom aftalt med hinanden, at vi begge i eet Bind vilde udgive tilsammen vore Digte, men da min Bog vakte Opmærksomhed og fandt saa mange Læsere, erklærede Bagger med Bestemthed og Selvfølelse, at nu kunde ikke vore Digte følges ad, det vilde være for ham, som om hans skulde bæres frem ved mine; Planen blev altsaa opgivet, men ikke vort venskabelige Forhold, derimod kom jeg ikke i et saadant til Paludan-Müller, der senere brød sin egen straalende Bane. Hos mine Medstudenter, Kammeraterne, havde jeg stor Erkjendelse, og jeg gik i ungdommelig Digter-Beruselse, loe og søgte Vrangbilledet i Alt; i min Lystighed skrev jeg i de Dage, paa rimede Vers, mit første dramatiske Arbeide, den heroiske Vaudeville: »Kjærlighed paa Nicolai-Taarn eller hvad siger Parterret«, som havde, , den væsentlige Feil, at den satiriserede hvad vi allerede vare komne ud over, nemlig Skjæbne-Tragedierne; dog da Stykket kom paa Scenen, blev det af mine Medstuderende modtaget med Jubel, de udbragte et »Leve Forfatteren!« jeg tænkte og saae ikke videre frem, jeg var overvældet af Glæde, lagde saa megen Betydning deri, den det slet ikke havde; jeg kunde ikke rumme min Lykke, jeg styrtede ud fra Theatret, ud paa Gaden ind i Collins Huus, hvor alene var hjemme, næsten afmægtig sank jeg om paa en Stol og hulkede, krampagtig i Graad; den deeltagende Kone vidste slet ikke, hvad det betød og begyndte derfor at trøste mig med: »tag Dem det ikke saa nær, man har ogsaa pebet af Oehlenschläger og af mange store Digtere!« – »Ja, men man har slet ikke pebet!« udbrød jeg hulkende, »man har klappet og raabt længe leve!«
O, hvor jeg da var et lyksaligt Menneske, troede saa godt om Alle, havde Digter-Mod, Ungdoms-Sind; alle Huse begyndte at aabnes for mig, jeg fløi fra Kreds til Kreds i lyksalig Selvtilfredshed; men under alle disse ydre og indre stærke Bevægelser var jeg meget flittig ved mine Studeringer og læste uden Hjelp af Manuducteur alt til den da saakaldte anden Examen: , hvilken jeg tog med . En ganske egen Scene indtraf ved Examensbordet hos H. C. Ørsted; jeg havde godt besvaret alle hans Spørgsmaal, han glædede sig derover og idet jeg var færdig, standsede han mig ved Bortgangen og sagde: »jeg maa dog endnu gjøre Dem et lille Spørgsmaal!« hans hele Ansigt var saa straalende mildt: »Siig mig hvad De veed om .« »Det Ord kjender jeg slet ikke!« svarede jeg. »Husk Dem om! De har forud besvaret Alt saa fortræffeligt, og De maa vide Noget om Electro-Magnetismen!« »Derom staaer der ikke Noget i Deres !« sagde jeg med Bestemthed. »Det er sandt!« svarede han, »men jeg har talt om den paa mine Forelæsninger!« »Dem har jeg været paa allesammen, undtagen een eneste, saa maa De just den Time have talt herom, for jeg veed ikke det allermindste om det, jeg kjender ikke engang Navnet!« Ørsted smilede ved denne usædvanlige Tilstaaelse, nikkede og sagde: »det var Skade, at De ikke vidste det, for ellers vilde jeg have givet Dem – nu faaer De laud – for De har svaret meget godt!«
Da jeg siden kom hjem til Ørsted, bad jeg ham fortælle mig lidt om Electro-Magnetismen, nu hørte jeg første Gang om den, og i hvad Betydning han stod til den. Ti Aar efter, da den electro-magnetiske Traad første Gang fremvistes hos os i den polytechniske Læreanstalt, var jeg den, der, efter en skriftlig Opfordring fra Ørsted selv, , jeg troer i »Kjøbenhavnsposten«, den electro-magnetiske Telegraph, der i den polytechniske Læreanstalt gik fra Baghuset til Forhuset og jeg gjorde Kjøbenhavnerne opmærksom paa at see og kjende den »Opfindelse, Videnskaben skylder en Dansk.«
Examen var nu vel overstaaet, jeg havde bedste Characteer; mod Julen udkom min første Samling Digte, der vandt, saavidt jeg hørte og forstod, stort Bifald hos Publicum og Critiken. Jeg hørte helst og kun, den rosende, klingende Bjælde, jeg var uendelig ung, uendelig glad, Livet laae solbestraalet for mig.
IV
Endnu havde jeg kun seet en lille Deel af mit Fædreland; jeg havde været enkelte Steder i Fyen og Sjælland . Denne svarede aldeles ikke til mine overdrevne og ved . Alt der var mig for Smaat. , jeg vilde see Jylland lige til Vesterhavet og dernæst kjende hele min Fødeø, Fyen. Mindst tænkte jeg paa, hvor meget Alvor denne Sommer-Udflugt skulde bringe mig; hvilken Overgang i mit indre Liv der forestod. – Det var især de jydske Heder, jeg glædede mig til at see og til der mulig at møde en . Af mundtlige Fortællinger og af var min Interesse vakt. Landet selv var dengang ikke saaledes besøgt som nu; først i de Dage var en Dampskibsfart bragt istand; et daarligt, langsomt seilende Skib »« gjorde Reisen i henved eet Døgn, men dog for den Tids Fordringer en utrolig hurtig Fart. Dampskibene ; havde jeg gjort Reisen paa et saadant Fartøi, »«, det første Dampskib, vi saae i vore Farvande; det blev svarlig haanet af alle Besætning og benævnedes »«. H. C. Ørsted var naturligviis glad og høilig opfyldt af denne verdensherlige Opfindelse, og det var ganske morsomt at høre, at just hos ham en Middag, hvor jeg var tilstede, ivrede mod »disse forbandede Røgskibe!« »Nu havde man fra Verdens Skabelse«, sagde han »kunnet nøies med fornuftige Fartøier, der gik ved Vind, men saa skulde man makke om; der gaaer aldrig een af disse Røghætter forbi, uden at jeg tager min og skjelder dem saa langt de kan høre mig!« – Det var en heel Begivenhed dengang at skulle afsted med Dampskib; i vore Dage klinger det halv utroligt, hos os høre Dampfartøierne saaledes til Tiden, at deres Opfindelse synes os ganske fjern, og vi glemme, at den er saa nær, at det ikke engang er vist, men kun fortælles som et Sagn, at .
En heel Nat i Kattegattet paa det nye Slags Fartøi var noget Mægtigt for min Phantasie, jeg glædede mig dertil, – men vi fik slet Veir, jeg blev søsyg – først mod Aften naaede vi Aarhuus. Der og overalt i de jydske Byer kjendte man »Fodreisen« og mine humoristiske Digte, og jeg blev vel modtaget. Jeg kjørte over Heden; alt det Fremmede her gjorde et stærkt Indtryk paa mig. Men Veiret var ikke godt, Reisetøi havde jeg ikke stort af, den vaade, skarpe angreb mig stærkt, saa at jeg fra Viborg, hvor jeg opholdt mig nogle Dage, maatte vende om igjen, dragende sydost nedad, opgivende ganske Vestkysten; men det forhindrede mig ikke i, at jeg jo skrev »Phantasie ved Vesterhavet« og »Maleri af Jyllands Vestkyst«, som jeg aldrig havde seet, men kun kjendte af Andres mundtlige Skildring. Jeg saae nu Egnene om Skanderborg, Veile og Kolding og drog derfra aabnede sig for mig, og hvor jeg ved Odense tilbragte, som en velkommen Gjest, flere Uger ude paa Landstedet . Dette Sted var mig i min tidligste Barndom Idealet af et Landsted. Den lille Have var overlæsset med Indskrifter og Vers, der sagde hvad man paa hvert Sted skulde tænke og føle! Ud til Canalen, hvor Skibene gik forbi, var anlagt et lille Batteri med Trækanoner, der var en Vagtbygning og Skilderhuus med Træ-Soldat, ganske barnagtigt smukt. Her boede jeg nu hos denne forstandige, kjærlige gamle Kone, der var omgivet af en Skare opvakte elskværdige Børnebørn, alle ganske unge Piger. Den ældste af disse, , optraadte siden i en ældre Alder med de to Noveller »Tante Anna« og »en Skribentindes Datter«, . I Munterhed og Glæde gik her Ugerne; jeg skrev et Par humoristiske Digte, imellem disse: »Hjertetyven«, og beskjæftigede mig iøvrigt med en Roman: »«, til hvilken jeg fik en Deel historiske Notitser og Bidrag om hiin Tid ved den lærde Oldgrandsker . Omtrent sexten skrevne Ark bleve færdige, jeg læste disse for Ingemann, og de tiltalte ham særdeles; paa disse støtte sig han siden nedskrev over mig ved min Reise-Ansøgning; men med de humoristiske Digte var det, idetmindste for en Tid, forbi; ogsaa Romanen blev lagt hen, – en ny, een af de dybeste Strænge var slaaet an hos mig, en Følelse, jeg saa ofte havde spøgt over, vilde hevne sig.
Jeg kom paa min Sommerreise til ; her opgik pludselig saa heftig en ny Verden for mig, saa stor, og dog rummes den i fire Linier, jeg da skrev:
»To brune Øine jeg nylig saae,
I dem mit Hjem og min Verden laae,
Der flammede Snillet og Barnets Fred, –
Jeg glemmer det aldrig i Evighed.«
. Først mange Aar efter har jeg følt og erkjendt, at ogsaa her skete det Bedste for mig, det Bedste for hende. Hun anede maaskee ikke engang, hvor dyb min Følelse var, hvilken Indvirkning den havde paa mig. Hun blev en brav Mands fortræffelige Hustru, . Guds Velsignelse over dem!
I min »Fodreise« og i det Meste jeg havde skrevet var det parodierende Element det fremtrædende, og Flere misbilligede dette og meente, at denne Aandsretning ikke vilde føre til noget Godt. Critiken udtalte det og gjentog det just nu, da en dybere Følelse ganske havde udslettet i mit Bryst det, man angreb. En ny Digtsamling: »Phantasier og Skizzer«, der udkom ved Nytaarstid, vidnede om hvad der trykkede mit Hjerte; en Omdigtning af mit eget Hjertes Historie kom frem i en alvorlig Vaudeville: »Skilles og mødes«, der blev bragt paa Papiret, kun med den Forandring, at her var gjensidig Kjærlighed; .
Mellem mine ; hans sprudlende Liv og Veltalenhed drog mig til ham, jeg følte mig deraf tiltalt i høi Grad, og idet han tillige viste saa meget Gemyt, saa stærk en Inderlighed, var jeg saa gjerne hos ham. , det tydske Sprog taltes og læstes meget der i Huset; , hans Digte henrev og løftede det unge Sind; jeg kom en Dag ud til Lehmann, der med sin Familie , han jublede mig imøde et Vers af Heine:
Og nu læste vi Heine sammen; Eftermiddagen og Aftenen gik; det blev ud paa Natten, jeg maatte blive der til næste Morgen, men jeg havde der lært at kjende en Digter, der sang ud af min Sjæl og greb i den de stærkest der vibrerende Strænge; han fortrængte Hoffmann, der, som man seer i »Fodreisen«, betydeligt i hiin Periode indvirkede paa mig. Der bliver i mit Ungdomsliv saaledes kun tre Forfattere, der ligesom aandelig ere gaaede mig over i Blodet, Forfattere, som jeg for en Tid ganske har levet i, og det er Walter Scott, Hoffmann og Heine.
Dag for Dag sank jeg hen i en sygelig Stemning, følte Hang til at søge det Sørgelige i Livet, dvæle ved Skyggesiderne; jeg blev pirrelig og gjemte mere paa Dadel end paa Roes; Spiren hertil laae i min Skolegang i en sildig Alder, den Tvingen fremad, den indre og ydre Trang, der drev mig til at producere og give Offentligheden Arbeider, som endnu ikke vare modne dertil; det Drivhuusmæssige i min Underviisning, det Forcerende, hvorved jeg var gaaet fra Classe til Classe og bragt til at blive Student, havde ladet mig i flere Retninger tilbage i Eet og Andet, og meest viste det sig i Grammatik, det vil sige at skrive conseqvent den Tids antagne . I »Fodreisen« fandtes saaledes enkelte, ikke Tryk- men Skrivfeil, saadanne, der stred imod den almindelige Maade at skrive Ordene paa. Jeg kunde have undgaaet enhver Ubehagelighed, havde jeg betalt een eller anden Student for at læse Correctur for mig, Noget, jeg ikke forstod mig paa; men det gjorde jeg ikke, og hvad enhver kunde have gjort bedre end jeg, det blev man nu staaende ved, opholdt sig over, udpegede og spottede; derimod det Bedre, det Digteriske gled man let hen over. Jeg veed Mennesker, der gjennemlæste mine Digte blot for at finde Sprogfeil, eller hvor ofte jeg brugte eet og samme Udtryk, f. Ex. »smukt«, »derved blev det ikke smukt«, sagde man. , der da var Candidat og leverede Vaudeviller og Critiker, undsaae sig ikke ved i , der med Forbauselse hørte paa, hvorledes Alt var ham galt, hvert Ord i min Digtning forkasteligt, at da han lagde Bogen og der blev et kort Ophold, tog hun den, idet hun i sin Uskyldighed pegede paa et Blad og viste Ordet og, »der staaer et lille Ord endnu!« sagde hun, »det har Du ikke skjendt paa!« – Han følte det Slaaende i Barnets Tale, blev rød og kyssede den Lille. Jeg led under alt dette, og hertil kom, at det jeg havde lidt i min Skoletid endnu virkede tilbage og syntes at vinde meer og meer sin gamle Magt, saa at jeg stille bøiede mig og taalte med en ubegribelig Godmodighed, »og . Jeg var for blød, for utilgivelig godmodig. Enhver vidste det, og Enkelte bleve derfor næsten grusomme. Afhængigheds Forhold, Taknemmeligheds Baand bleve ofte tankeløst eller ubevidst strammet haardt. Alle lærte de paa mig, næsten Alle sagde, at jeg blev fordærvet af Roes, og derfor vilde de sige mig Sandhed; saaledes hørte jeg idelig kun mine Feil, de virkelige og de mulige Svagheder. Ved enkelte Leiligheder blussede vel min Følelse op, og naar da mangen i Aandens Rige Lavtstaaende i sin rige Stue udtalte en tom, aldeles forkuende Dom over mig, da glemte jeg at være besindig og udbrød i Taarer og Heftighed: at jeg vilde blive en Digter, der skulde staae nævnt og hædret! Saadanne Ord af mig greb man og lod flyve om som en ond Sæd, der strax blev til fulde Blomster, Forfængelighedens, Taabelighedens onde Urter; herom vidste man fra Huus til Huus. – »Han er det meest forfængelige af alle Mennesker!« hed det overalt, dog tilføiede man »et inderligt godt Barn!« Og paa denne Tid var jeg ofte i min Eensomhed nær ved at segne og gaae til Grunde i Mistillid til mig selv og mine Evner; jeg gjemte hver Dadel og havde, som i Skolens mørkeste Dage, en Følelse af, at mit hele Talent var en Selvskuffelse; jeg var ved at troe det, men at Andre haardt og tirrende udtalte det til mig, kunde jeg ikke altid taale, og sagde jeg da et stolt, uoverveiet Ord, da blev dette til , hvormed man slog mig, og naar ogsaa de slaae, hvem man kalder sine Kjæreste, da blive Svøberne til Skorpioner.
Collin meente, at det vilde være mig godt, om jeg gjorde en lille Reise, om jeg, selv kun for nogle faa Uger, fik Leilighed til at tumle mig mellem Fremmede, rives løs fra mit Sædvanlige og modtage nye Indtryk. En lille Pengesum havde jeg ved Flid og Sparsomhed lagt hen, ved den vilde jeg paa et Par Uger kunde gjøre en Tour til Nordtydskland.
Det var , jeg første Gang reiste fra Danmark; jeg saae Lübeck og Hamborg. Alt overraskede og opfyldte mig; her var endnu ingen Jernbaner; den brede, dybe, sandede Vei gik over Lyneborg Hede, der saae ud som jeg havde læst om den i . Jeg kom til Braunschweig, jeg saae første Gang Bjerge, det var Harzen, og der til Fods gik jeg fra Goslar over Brocken indtil Halle. Verden udvidede sig forunderligt for mig. Mit Humeur kom igjen, som Trækfugle, men Sorgen er en Spurvesværm, den bliver tilbage og bygger i Trækfuglenes Rede. – Oppe paa Brocken havde jeg i Bogen, hvori de mange Reisende skreve deres Navne, Stemninger og Tilstande, ogsaa skrevet mine i det lille Vers:
»,
Dog Hjertet maa bekjende,
Jeg var dog Himlen mere nær
Dengang jeg var hos hende!«
Aaret efter meldte mig en Ven, der havde besøgt Brocken, at han havde fundet mit Vers, og under det stod skrevet af en Landsmand: »Lille Andersen, gjem dine Vers til , og plag os ikke med dem udenfor Landet, hvor de aldrig komme, uden Du selv reiser ud og skriver dem op.«
I gjorde jeg havde givet mig et Brev med til ham; jeg hørte ham en Aften læse .; ved min Afreise skrev han , ønskede mig Digterlykke, trykkede mig i sine Arme og kyssede mig; det gjorde det dybeste Indtryk paa mig. Hans milde, store, blaa Øine fæstede sig paa mig, jeg har aldrig glemt det siden; grædende gik jeg bort og bad til Gud paa det Inderligste om Kraft til at vandre den Vei, som min Sjæl og Tanke , Kraft til at udtale, hvad jeg følte i mit Bryst, og at naar jeg atter saae Tieck, jeg da maatte kjendes og skattes af ham. – Først , da mine senere Skrifter bleve oversatte og godt optagne i Tydskland, gjensaaes vi, jeg følte hans trofaste Haandtryk, han, som udenfor mit Fødeland gav mig blandt Fremmede, syntes jeg, Indvielses-Kysset. – I .«
Chamisso blev mig siden altid en trofast, deeltagende Ven; hans Glæde over mine senere Skrifter sees i »« af hans Værker i de der aftrykte Breve til mig.
Den lille Reise i Tydskland var af stor Indflydelse paa mig, erkjendte mine kjøbenhavnske Venner. Reise-Indtrykkene bleve strax nedskrevne, og jeg udgav dem under Titel af: »Skyggebilleder af en Reise til Harzen og det sachsiske Schweitz«, der senere er udkommet i forskjellige Oversættelser paa Tydsk, ligesom ogsaa paa Engelsk. Her hjemme blev det almindeligt sagt, at man i denne Bog sporede Fremgang og Udvikling hos mig, men at sligt erkjendtes, følte jeg ikke i den Maade, man var og blev imod mig. Altid samme smaalige Lyst til at udpille mine Feil og Svagheder, kun dvæle ved disse, samme idelige Opdragen, den jeg var svag nok til at taale og det af aldeles Uvedkommende. En Dag, kort efter at mine »Skyggebilleder« vare udkomne, fandt jeg med et Exemplar i Haanden; han havde fundet nederst, hvor et Ark endte, staae med ; det skulde være Substantivet »Hunden«, men dette Ord var ved Afbrydelsen i de forskjellige Ark blevet overseet, og Manden spurgte strængt: »Hvad staaer der? Skriver De Hunden med et lille Bogstav!« Jeg var i Lune og ærgrede mig ogsaa over, at han kunde troe, det var en Uvidenhedsfeil, svarede derfor spøgende: »Det er en lille Hund, derfor har jeg kun givet ham et lille h«. Men min Spøg kaldtes Overmod, Forfængelighed, aldrig at ville høre fornuftige Folk. – Det var smaa Plager, vil man maaskee sige, men det er Draaberne, der hule Stenen, Jeg omtaler det for at protestere mod den idelige og tankeløse Forfængeligheds-Beskyldning, om man, da ingen anden Feil i mit private Liv kunde udpeges, blev baaret om og i mange, mange som en gammel Mynt stundom endnu kastedes paa mit .
Gjerne læste jeg op for Enhver, hvor jeg kom; læste hvad jeg senest havde skrevet; thi jeg levede og var glad deri, jeg havde ikke Erfaring nok til at vide, hvor sjeldent en Forfatter bør gjøre det, idetmindste her til Lands. – Enhver Herre eller Dame, der kan paa Claveer eller synge nogle Sange, tør nok i hver Kreds, de komme, føre deres Noder med og sætte sig til Claveret – derover gjøres sjelden Bemærkninger; en Forfatter kan ogsaa læse Andres Digterværker høit, kun ikke sine egne, da er det Forfængelighed; det har man udtalt noksom om Oehlenschlæger, der gjerne og smukt læste sine Arbeider i de forskjellige Kredse, hvor han kom. Hvilke Bemærkninger har jeg ikke i den Anledning hørt af Folk, som derved troede at gjøre sig interessante eller Digteren overlegen; kunde man tillade sig det med en Oehlenschläger og tillade sig det i den Grad man gjorde det, hvorvidt turde man da ikke gaae med kun en Andersen.
Enkelte Gange løftede Lunet mig over det Bittre i Omgivelsen, jeg saae dennes Svagheder og ogsaa mine egne; i et saadant Øieblik fremsprang det lille Digt , der blev opfattet som en Pamphlet, og jeg derfor i en Mængde Blade og Aviser overstænket med Godtfolks Vers og Prosa, ja , i hvis Huus jeg kom, kaldte mig for sig og spurgte strengt inqvisitorisk »om jeg kom i Huse, hvor dette Digt kunde passe; det kunde det ikke paa hendes Kreds, men at Mennesker nu let, fordi jeg var Gjest der, kunde falde paa ogsaa at nævne det Sted som det, jeg sigtede til!« og nu fik jeg en ordenlig Straffeprædiken. I Theatrets Forsal traadte en Aften en velklædt, mig ubekjendt, Dame lige hen imod mig, og med et Udtryk af Forbittrelse saae hun mig ind i Ansigtet og sagde »Pjat!« – Jeg tog Hatten af, – Høflighed er ogsaa et Svar!
Fra Slutningen af 1828 til 1839 maatte jeg ernære mig ene og alene ved hvad jeg kunde fortjene ved at skrive; Honoraret var ikke stort, det var mig haardt at hjelpe mig igjennem, og dobbelt haardt, da jeg maatte see til, nogenlunde at være i Klæder efter de Kredse, hvori jeg kom. Bladliteraturen gav da intet Honorar for Bidrag; producere og altid producere var ødelæggende, ja umuligt; jeg oversatte da et Par Stykker for det kongelige Theater: »« og »«, og skrev et Par Operatexter. Jeg var ved bleven opmærksom paa heraf, blev ganske henrykt, og faa Uger efter havde jeg færdig Operatexten »Ravnen«, som jeg gav til en ung Componist, dengang aldeles ubekjendt, men af Kunstnerkuld og Aand, Sønnesønnen af ham, som componerede »«. Min unge Componist var nuværende Professor J. P. E. Hartmann, nu, som sig hør og bør, kjendt og hædret. Nu vil vist Mange smile ved at høre, at jeg dengang i mit Brev til Theaterdirectionen maatte ligesom paatage mig Ansvaret for Hartmanns Musik, jeg maatte anbefale som Componist ham, der dog nu er den betydeligste Danmark har og det betydelig til at være stolt af. Jeg maatte saa at sige skrive hans , at han var en Mand med Talent, at han vilde præstere noget Godt og Dygtigt. Min Text til »; kun et Chor og en Vise, der siden ved Afbenyttelse i Concerter blev af mig omskrevet, er indlagt mellem »Digte«. Sujettet er som bekjendt en gammel , smukt behandlet af Gozzi, hvem jeg især afbenyttede. Imidlertid har Hartmann skabt et musikalsk Værk, fuldt af Genialitet og Skjønhed, som vistnok i Tiden igjen vil indtage sin berettigede Plads i det danske Opera-Repertoire, hvorfra det i mange Aar har været udelukket og er kun derfor nu kjendt stykkeviis ved Concerter i med tilhørende underlagt Text udgive.
For en anden ung Componist, Concertmester I. Bredal, behandlede jeg Walter Scotts Roman: »«. , men jeg udsattes, især ved den sidstnævnte, uagtet den i sin lyriske Deel fra min Side neppe kan kaldes uheldig, for den meest , og det blev sagt mig med Haan og Spot i de strengeste Udtryk. Fra den Tid har jeg en Erindring om Oehlenschläger, der vel viser hans Pirrelighed, men tillige i høi Grad hans Inderlighed og Hjerte. »Bruden fra Lammermoor« var opført og havde i Theatret vundet Bifald; jeg bragte den trykte Text til Oehlenschläger, der smilede og gratulerede til det store Bifald, jeg havde faaet min Deel af; jeg var nemt kommen til det ved at tage Walter Scott og blive understøttet af Componisten. Det bedrøvede mig at høre ham sige det; der kom Taarer i mine Øine; men i det Øieblik han saae det, faldt han mig om Halsen, kyssede mig og sagde: »det er de andre Mennesker, der gjør mig ond!« og nu var han Hjerteligheden selv, forærede mig en af sine Bøger og skrev sit og mit Navn deri.
Weyse, der først af Alle meest levende havde viist mig Deeltagelse, og hvem jeg jevnlig mødte i Admiral Wulffs Huus, saae første Forestilling af »Bruden fra Lammermoor« og var i høi Grad tilfreds med min Behandling af Sujettet, kom til mig, fortalte mig, at han i lang Tid havde følt Lyst til at componere, som Opera, Sujettet i ; han havde for længe siden anmodet Heiberg om at give ham denne Text, men det var blevet kun ved Løftet. Nu kunde jo jeg gjøre det, sagde han; vi To kunde jo arbeide sammen. – Ikke anede jeg da, hvilket Uveir der vilde drage op over mig ved at føie Componistens Ønske. – Jeg behøvede Penge for at kunne leve; men det var sandelig ikke det forventede Honorar, som , tør jeg nok sige; nei, jeg følte mig glad og smigret ved at kunne arbeide sammen med Weyse, vor største og herligste Componist; det opfyldte mig med Glæde at tænke paa, at jeg til ham, der i Sibonis Huus først havde følt Deeltagelse for mig, den fattige Dreng, nu traadte i et Slags høiere Forhold, og jeg tog strax fat; men jeg var ikke halv færdig, før det var omtalt i Byen, og der lød haard og skaanselløs Tale mod mig; «. Mismodig opgav jeg derfor at fuldende dette; men Weyse talte med Spøg og Alvor derimod, yttrede en stor Tilfredshed med hvad jeg bragt ham; bad mig endelig blive ved, og hans Ønske var mig mere end Mængdens Haardhed og Dadel; han tog selv strax fat og componerede først den lille Romance i anden Act: »Hyrden græsser sine Faar«. Snart havde han fra mig den hele Operatext, og da den i al Betydning af Ordet var skrevet for ham, gav jeg ham, da jeg , fri Haand over den; selv skrev han hele Vers ind, eller forandrede, eftersom han vilde det, hvad jeg alt havde givet; saaledes stod hos mig:
»Gjennem disse dunkle Gange
Snoer sig Dødens Slange!«
Weyse skrev det om:
»Fra denne sorte Krog
Snoer sig Dødens Snog!«
Og da jeg siden gjorde nogle Bemærkninger derimod, svarede han paa sin comiske Maade: »I dunkle Gange er der altid en sort Krog, og en Snog er en lille Slange – De seer altsaa, at jeg her slet ikke har forandret Deres Billede, men faaet det bedre til at passe for Musiken!« Det var denne udmærkede Mand eiendommeligt, at han ikke kunde slutte Læsningen af en Bog, naar han kom efter, at den endte sørgeligt. i »Kenilworth« skulde derfor ægte Leicester. »Hvorfor gjøre dem ulykkelige, naar man med et Par Pennestrøg kan gjøre dem det saa godt!« sagde han. »Men det er imod Historien!« yttrede jeg; »hvad gjør vi desuden da ved Dronning Elisabeth?« »Hun kan sige: !« svarede han – og saa lod jeg hende ogsaa ende Operaen med disse hans Ord; »Festen paa Kenilworth« kom ; to af disse ere ved Musiken blevne meget kjendte i Hjemmet, nemlig: »Brødre, meget langt herfra!« og »Hyrden græsser sine Faar«.
Anonyme Angreb, , i hvilke ubekjendte Størrelser forhaanede og spottede mig paa den meest raa og drengeagtige Maade, hørte til denne min Livs-Periode. Imidlertid vovede jeg dog «, der senere , men .
Da var i sin Blomstren ; det talte , det var en Aandens Domstol af Betydenhed, dog, som ogsaa Ørsted indrømmede, skortede det dem i det æsthetiske Gebeet; her maatte de ofte tage, hvem de kunde faae; desværre troe de fleste Mennesker, at om æsthetiske Arbeider kan deres Mening være lige saa berettiget som Andres; det paastaaer man ikke om at sye Støvler og lave Mad; dog er og bliver det vist, at om man end kan skrive en fortræffelig latinsk Skolebog, eller flittigt samle til et Lexicon, kan man dog være en udygtig Dommer i det Skjønnes Rige; derpaa er givet Beviser af »Maanedsskrift for Litteratur«, dengang, medens det strengt rettede Stiil hos mig.
Lidt efter lidt blev det Bestyrelsen mere og mere vanskeligt at finde en Anmelder til en Digters Arbeide; Den, som imidlertid altid var beredt ved sin mærkelige Iver for at skrive og tale om enhver Ting, var Historikeren . Han har saa tidt udtalt sin Mening om mig, jeg maa nu ogsaa engang udtale mig om ham: Jeg erkjender, at han er en flittig Samler, og at han ved har særlig bidraget til, som man kalder det, »at afhjelpe et Savn i Literaturen«, uagtet dette hans betydeligste Værk er temmelig ufuldstændigt og besidder en stor Eensidighed; han viser ikke der, hvorledes de dygtigste Danskskrivende skrive, men hvorledes hans eget Lune vil, at der skal bogstaveres. Som Dommer over æsthetiske Arbeider er han tidt optraadt partisk og eensidig, medens hans egen skabende nok alene har bragt i Ungdomstiden: , skrevet i den Tids Blomster-Sprog, og , der synes øst af Bøger og ikke af Livet. Han sad i sin Studeerstue og paa det kongelige Bibliothek og havde, som det almindelig hed, i mange Aar ikke været i Theatret, da han pludselig blev Theaterdirecteur og Censor over indleverede Stykker; – sygelig, eensidig og gnaven, man kan da tænke sig Resultatet. – , men snart sank min Stjerne for en anden opgaaende; det var Paludan-Müller, der fremtraadte med »«; og da Molbech ikke længer elskede mig, saa hadede han mig – det er den korte Historie. – Nu er det sagt, og jeg har ingen Vrede mod den gamle Mand.
Det er et Ordsprog: »Naar Vognen helder, skyde Alle efter«, og jeg prøvede det dengang; overalt talte man kun om mine Feil; det er menneskeligt, at man under et altfor haardt Tryk ømmer sig, og det gjorde jeg og efter min Natur udtalte det for hvad man kalder Venner, og fra disse bragtes det om i den store Stad, der tidt kan være saa lille. Selv velklædte Folk traf jeg paa, der i Forbigaaende med grinende Ansigt gjorde en forhaanende Bemærkning til mig. Der er hos os Danske et stort Element til at spotte, eller smukkere sagt: vi have Sands for det Comiske, og derfor eie vi saa mange Lystspildigtere.
Da var det en ny Stjerne gik op i den danske Literatur, .« Det var, hed det, en Jagen ud af Templet alt det Urene! den afdøde Baggesen sendte polemiske Breve fra Paradiis, og de vare ham saa ypperligt afcopierede i Aand og Form, at man maatte sige: »det er Baggesen, der virkeligt har skrevet dem!« Heiberg stod her i Glands og Glorie; Øehlenschläger og Hauch bleve angrebne, den gamle Historie om kom frem, mit Navn og min Skolegang i Slagelse bragtes i Forbindelse med »Hellig Anders« der, og saa var Vittigheden istand: »Hellig Andersen«, der red paa »Musens nattegamle Føl.« Holberg havde vist sagt det bedre –! Jeg blev ordenligt revset. – De anonyme Gjengangerbreve optog Alles Tanke og Interesse; der rullede en Begeistringens Sø over det hele Land og Rige – alt Andet var glemt. Jeg har ikke senere oplevet, at nogen Digtning saaledes har betaget Folk; det skulde da være »« ved Heibergs Fortale. Det, at man ei kunde udfinde, hvem Forfatteren var, gjorde det endnu mere piqvant; man var henrykt, og med Rette! En saadan Digtning kommer ikke hvert Aar. Heiberg undskyldte eller, om man vil, klarede i »« for et Par af sine Venner, der vare blevne critisk berørte; for mig havde han ikke et Ord.
Det saaledes offentligt i et Skrift at være udstillet haanende havde da en ganske anden Latterliggjørelse end nu, da lignende er skeet med saa Mange. Forgænger, »«, som Mathias Winther udgav, var formeligt da en Slags Gabestok, der kastede over den Udstillede en Skygge af Betydning hos Publicum, som dengang i Alt, hvad der var trykt, troede maatte være nogen Sandhed. Ingen, uden en Pseudonym, , Broder til Botanikeren, nu begge døde, et begavet Menneske, hvis med Biographie er udkommet, uden at der nævnes Dennes større Digtning: »Riimbrev til Knud Sjællandsfar« – den, han skrev til mit Forsvar.
Der var forresten Intet for mig at sige, jeg maatte lade den store, gaae hen over mig; at den aldeles vilde bortskylle mig, var en almindelig Mening. Jeg følte dybt Saaret af den skarpe Kniv, og var nærved at opgive mig selv, som jeg nu blev det næsten af Alle. – .
Netop i de Dage udkom min Digtsamling: »Phantasier og Skizzer«; paa Titelbladet her satte jeg som Motto nogle Ord af selve Gjengangerbrevene; ! Jeg :
»Dom maa der til; men den, der dømmer,
Bør mindes vel, Geniets Frugt
Er kun et Product,
Der, født af Tiden, med den svømmer,
Han Critikens Sag,
Hvis han et enkelt Værk berømmer;
Men overveie Nat og Dag
Før han – – fordømmer.
Thi det er let at rive ned;
Det er ei heller svært at tage;
Men vanskeligt i Tabets Sted
At give det Forglemtes Mage,
Og frelse hvad der bli’er tilbage.«
Den første roligere Stemme, forskjelligt fra Jubelens, der lød, var Digteren, Professor Wilsters i Maanedsskriftet »«:
»Hertz’s Gjengangerbreve er intet Kunstværk, men et Kunststykke, og man kan ikke let tænke sig, at en original, begeistret Digteraand kan falde paa at skrive et saadant Arbeide af saa stort Omfang; neppe vilde en sand Digter befatte sig med Sligt, uden parodisk eller ironisk. Den paafaldende Maade, hvorpaa han forstod at eftertale Baggesens Sprog i lignende polemiske Arbeider, et Sprog, som i sin Tid havde henrevet en stor Deel af Folket, skaffede dem ualmindeligt Bifald, hvortil ogsaa Anonymitetens Kryderi bidrog en Deel. De gjorde Lykke ved en Form, som ikke blot i og for sig var , men som tillige havde den Fortjeneste at være en skuffende Eftergjørelse; derfor var den Glæde, de vakte, beslægtet med den, som vi føle, naar vi høre En efterligne en Andens Stemme; i slige Tilfælde spørger man heller ikke meget om hvad der siges, men kun om hvordan det siges; derfor bragtes Forfatteren saa at sige af Selvforsvarsdriften til at anprise Formen, som Poesiens eneste lyksaliggjørende Egenskab, da Formen er et saadan Digts ligesom enhver forsætlig og erklæret Efterlignings fornemste Dyd. Men egentlig Poesie, Begeistring, Dybde, Tankefylde finde vi ikke i hine Breve, og fandtes de, da lignede jo Digtet ikke, men var forfeilet; thi disse Egenskaber savnes selv i Baggesens Satirer.«
Efter »Phantasier og Skizzer« fulgte fra mig endnu en ny lille Bog: »Vignetter til danske Digtere«, hvori jeg i nogle faa Linier søgte at characterisere det Dygtige hos hver af de levende og afdøde Forfattere, den vakte Opmærksomhed, ; det lød saaledes:
»Til Forfatteren af Digter-Vignetterne i Digternes Navn.«
En værdig Plads Du Dig berede i vor Hal,
Mens høie Kald Du freidig lyde! –
Laurbærgrenen ved Din Pjedestal,
Som engang skal Din Tinding herlig pryde –
Frygt ,
Ei Haan! Ondt kan kun Ondt fordrive!
Ved Ild, ved Slag maa Guldet luttret blive,
Og dobbelt kostbar er den slebne Ædelsteen! –
Det var underskrevet »Knud Fyenbo«; man spottede over denne Beundrer og Sanger, jeg havde faaet; men det vilde man vist neppe have gjort, havde man vidst, som jeg senere fik det at vide af Forfatteren selv, at denne var den hæderlige , Forstander ved Skoleseminariet paa Jonstrup, Udgiver af »Huusvennen«; han var almindelig agtet og hædret. Mine »Vignetter« bleve efterlignede, men , ikke et venligt Ord, ikke een eneste mild Draabe sendtes mig, men oftere og senere gav man derimod Opkog af tidligere Dadel. Jeg fik ikke Critiker, men Irettesættelser – og det endnu langt fremme i Aarene; dog paa denne Tid stod mine Sager allerslettest.
som Forfatter til »Gjengangerbrevene« og skulde have Reise-Stipendium; om et saadant havde jeg netop . Med sand Ærefrygt og inderlig Taknemmelighed saae jeg op til Kong Frederik den Sjette, jeg var opvoxet i denne Følelse, det var mig en Trang at udtale dette Sindelag, og jeg kunde det ikke anderledes end ved at bringe ham en Bog, han tillod mig at dedicere sig, »Aarets tolv Maaneder«, og nu sagde og nøie kjendte alle Forhold, at for at virke selv lidt til at erholde Reisestipendium, skulde jeg, naar jeg overrakte Kongen min Bog, fortælle ham kort og klart, hvem jeg var, at jeg efter at have taget Artium selv havde uden al Understøttelse hjulpet mig frem, men at en Reise meer end alt Andet vist vilde bidrage til min Uddannelse; da vilde vistnok Kongen svare, at jeg kunde bringe ham en Ansøgning; denne skulde jeg da allerede have hos mig og overrække ham. Dette fandt jeg ganske forfærdeligt, at jeg, idet jeg bragte Kongen min Bog, skulde strax bede om Noget for den! »Det er nu engang saa!« blev der svaret mig; »Kongen veed godt, at De giver Bogen for at opnaae Noget!« Men dette gjorde mig ganske fortvivlet; imidlertid jeg maatte gjøre det, »det var Veien!« sagde man. – Høist comisk har vist min Indtrædelse været; mit Hjerte slog af Angest, og da Kongen paa sin eiendommelige Maade rask traadte hen imod mig og spurgte mig, hvad det var for en Bog, jeg bragte, svarede jeg: »en Cyclus af Digte!« »Cyclus! Cyclus! hvad mener De?« Da blev jeg aldeles forknyt og sagde: »Det er nogle Vers om Danmark!« Han smilede: »Naa, naa, det kan jo være meget godt! Tak! Tak!« og nu bukkede han til Afsked; men jeg, der slet ikke havde begyndt paa mit egentlige Ærinde, sagde, at jeg havde saa Meget endnu, jeg skulde sige, og uden videre fortalte jeg om mine Studier, og hvorledes jeg havde slaaet mig igjennem. »Det er meget roesværdigt!« sagde Kongen – og da jeg kom til det, at jeg ønskede at faae Reisestipendium, svarede han, som der var sagt mig: »Nu, saa bring en Ansøgning!« – »Ja, Deres Majestæt!« udbrød jeg nu i hele min Naturlighed, »den har jeg allerede med! og det er det, jeg finder selv saa skrækkeligt, at jeg skal bringe den tilligemed Bogen; men det har man sagt til mig, at jeg skulde, at det var Maaden; men jeg finder det saa fælt, det er mig saa imod –!« Taarerne kom mig i Øinene.
Den gode Konge loe ganske høit, nikkede venligt og tog Ansøgningen; jeg bukkede og foer afsted i største Hast.
Den almindelige Mening var, at jeg havde culmineret; skulde jeg derfor komme til at reise, da maatte det skee nu; jeg følte, hvad siden er blevet erkjendt, at Reiselivet har været mig den bedste Dannelsens Skole; for at jeg imidlertid kunde blive tagen i Betragtning, blev der sagt mig, at jeg maatte see til at skaffe Anbefalinger fra vore betydeligste Digtere og kyndige Mænd, skaffe en Slags Attest paa, at jeg var Digter; thi i dette Aar just – jeg følte ret Betydningen – var der saa mange udmærkede unge Mennesker, som søgte Reisestipendium; det vilde være vanskeligt, at jeg mellem disse kunde komme i Betragtning, havde jeg ikke særdeles Anbefaling.
Jeg forskaffede disse Attester, og jeg tør troe, at jeg er den Eneste af alle tidligere og maaskee senere danske Poeter, der her i Hjemmet maatte give Andres skriftlige Vidnesbyrd, at jeg virkelig var Digter. H. P. Holst, Paludan-Müller, Thisted, Chr. Molbech, Alle have de , saavidt jeg veed, Reise-Understøttelse uden et saadant Vidnesbyrd, og som disse heller ikke trængte til. For mig kom imidlertid det Eiendommelige, at de Mænd, som anbefalede mig, hver fremhævede særegne Egenskaber hos mig, saaledes Oehlenschläger mit lyriske Talent, Ingemann min Opfatten af Folkelivet, og Heiberg erklærede, at han i mine forskjellige Frembringelser troede at see et Lune, som var nær beslægtet med vor berømte Wessel. H. C. Ørsted gjorde opmærksom paa, at hvor forskjellig Meningen end var i Publicum om mine Arbeider, Alle dog mødtes i det Punct, at jeg virkelig var en Digter. Thiele udtalte sig varmt og begeistret for den Genius hos mig, han saae kjæmpe med Livets Trang og Elendighed; ønskede mine ydre Forhold beseirede, »ikke alene for Digteren, men for Digtekunsten i Danmark«.
1 havde god Virkning, jeg fik Reise-Stipendium. Hertz et større, jeg et mindre.
»Vær nu glad!« sagde Vennerne, »føl Deres mageløse Lykke! nyd Øieblikket! thi det bliver rimeligviis den eneste Gang, der gives Dem Leilighed til saaledes at komme ud! De skulde høre, hvad Folk sige, fordi De skal reise! De skulde vide, hvorledes vi maae forsvare Dem, og sommetider kunne vi desværre ikke og maae give de Mennesker Ret!« Det var Ord, som skar mig gjennem Hjertet. Jeg følte Sjæle-Trang efter at komme bort; jeg huskede ikke paa de . Meer end een Sorg tyngede mit Hjerte. Der staaer i »Agnete og Havmanden« en Sang:
En heel Menneskesjæl kan tidt afspeile sig i et lille Digt. Ved Afreisen just løftede sig Vennerne frem i mit Hjerte, og mellem de enkelte tidligere nævnte stode To, der den Tid virkede betydeligt ind paa min hele Udvikling, paa mit Liv og min Digtning, og som jeg maa omtale.
Den Ene var Fru Læssøe, Datter af den Abrahamson, som sang os: »!« og hvis smukke følte Qvad ved de Faldnes Grave: »!« engang naaede Folkets Hjerter, Moderen til ; hun, den kjærligste Moder, hun, en af de meest fleersidig aandeligt udviklede Qvinder, havde aabnet mig sit hyggelige Hjem; hun deelte tidt med sin dybe Følelse mine Sorger, dem jeg fandt Trøst i at betroe hende alle; deeltagende, hjelpende, fuld af Opmuntring var hun; mit Blik vendte hun meer og meer mod Natur-Skjønheder og det Poetiske i Livets Enkeltheder, i det saakaldte Smaa, og da næsten Alle opgav mig som Digter, holdt hun min Tanke op over de tunge Søer, og dersom der i Noget af hvad jeg har skrevet findes Qvindelighed og Reenhed, da er hun en af dem, jeg især skylder dette.
Den Anden, ogsaa en Characteer af stor Indvirkning hos mig, var en af Collins Sønner, nuværende Etatsraad E. Collin; opvoxet i frie og lykkelige Forhold, Søn af en høit agtet indflydelsesrig Fader, var der hos ham en Kjækhed, en Bestemthed, som ganske manglede hos mig; jeg havde en Bevidsthed om hans inderlige Deeltagelse for mig; jeg havde endnu aldrig havt en Ungdomsven; blød og med hele min Sjæl bøiede jeg mig mod ham. Det næsten Pigeagtige hos mig stillede han sig imod; han var den Besindige, den Practiske, og skjøndt , var han den Ældre i Forstand, den Ledende, den Afgjørende, som det ganske laae i Forholdene. Hvor tidt misforstod jeg ham ikke og følte mig bedrøvet og forkuet, ligesom hans velmeente Iver blev misforstaaet af Andre; det var min Lyst og Lyksalighed at declamere enten egne eller fremmede Digte; , hvor jeg med min unge Ven traf sammen og blev opfordret og var beredt dertil, men hvor han bedre end jeg kjendte Stemningen og Selskabets Forstaaen af mig – jeg var dem unegtelig kun en comisk Figur, – traadte han hen til mig med de Ord: at declamerede jeg eet eneste Stykke, da gik han bort! Jeg blev forknyt, og og Damer overvældede ham med Bebreidelser for hans Opførsel. Først senere har jeg forstaaet, hvorledes fra hans Standpunct og med hans Anskuelse af Øieblikket han just viste sig som den ærlige Ven; men dengang kostede det mig Taarer, uagtet jeg havde en dyb Erkjendelse af hans Interesse for mig. Hans Ønske og Stræben var at bibringe mig, der var bøielig som et Siv, noget af hans Selvstændighed og Villie. I det practiske Liv stillede han sig virksom ved min Side, lige fra Hjelpen i de latinske Stile før til igjennem Aaringer, al Ordnen med Forlægger og Bogtrykker, ja selv Correcturlæsningen. Igjennem alle Aar under hele min Udviklingstid, fra jeg taalmodig maatte bøie mig og taale Alt, til jeg selv fik en fri Sjæl, Villie og Mening, blev han min sande Ven.
Idet man fjerner sig fra Bjergene seer man dem først ret i deres sande Skikkelse, saaledes gik det mig med mine Kjære, idet jeg drog bort.
Et lille Album med Vers fra Mange, hvis Navne lyste for mig, var min lille Skat; de fulgte mig og ere siden voxede til en Rigdom.
Flyv over Rhinen til Paris
Ned til Neapels Paradis,
Og hør de hulde Toner,
Som bæve der i Aftnens Luft,
Og blandes med Duft
Høit under Piniens Kroner.
Tilbed Natur og Kunst og Gud,
Men sluk ei Længslen ganske ud;
Den er en hellig ;
Den flammer evig underfuld
I Elskovs Perle, Venskabs Guld,
En trofast, venlig Smerte;
Da veed jeg, kommer Du engang
Til her paa Sjællands
Med Rigdom for din smukke Sang,
Med uforandret Hjerte.
Christian Winther.
Kjøbenhavn, 19 April 1833.
————
Lad nu din Digterphantasie
Omsvæve som en flittig Bi
Og bringe dygtig Honning frem,
Imidlertid os ikke glem!
A. Oehlenschläger.
Kjøbenhavn, 19 April 1833.
————
– – Det Dybe skal det Høie bære,
Det største Skib kan ei paa Fladen staae,
Det dybt maa vandre, hvis det høit skal svinge,
I Storm og Sky, mod Stjernerne sin Vinge.
Til venlig Erindring
B. S. Ingemann.
————
og glem ei Danmarks Land
hist under Sydens varme Himmel,
glem ikke Danmark, bliv ei svimmel
ved !
modtag et Raad fra den, der ærlig
har yndet Dem og Deres ,
tro ei, jeg falde vil besværlig
ved Reisens sidste Afskedsstund.
Phantasien som en Digter,
men brug Forstanden som en Mand;
hvor høit man end til Maalet sigter,
man vandrer som i Taagers Land,
naar Flid og Kundskab ei ledsage,
paa Livets Vandring al vor Daad.
Lev vel, min Ven! reis! kom tilbage
tilfreds og glad – antag som Plage
ei mit velmeente lille Raad.
Wulff.
Søcadetacademiet, 20 April 1833.
————
Eines schickt sich nicht für Alle;
Sehe jeder, wie er treibe,
Sehe jeder, wo er bleibe,
Und wer steht, daß er nicht falle!
Med disse Ord af Göthe ønsker jeg Dem et heldigt Udbytte af den forestaaende Reise.
Kjøbenhavn, den 22 April 1833.
J. L. Heiberg.
————
Reis ikke saa langt, at De glemmer Molbechs Ordbog.
Deres
J. L. Heiberg.2
————
Fornuften i Fornuften = det Sande,
Fornuften i Villien = det Gode,
Fornuften i Phantasien = det Skjønne.
Mind ved denne Text til mangen Samtale.
Deres hengivne
H. C. Ørsted.
Kjøbenhavn, 21 April 1833.
————
Hils i
Fra hendes Ven ved Øresund
Og siig, at jeg – skjøndt her paa Grund –
Er sydlig munter, nordisk sund,
Og at jeg tænker mangenstund
(Helst naar jeg faaer et lille Blund)
Paa !
Saa vil hun studse lidt, men smile,
Og bryde ud: Aah!
Fra
Just Thiele.
————
Reis og nyd med Appetit
Glæden under Palmebuer!
Men forglem ei hvad Du skuer!
Thi Du seer det paa Credit –
Hvad Du saae i Aar og Dage,
– Som Jurist jeg maa , –
Giver Du os smukt tilbage
I et Bind af smukke Digte.
Din Ven
F. J. Hansen.
Mandagen den 22de April 1833 reiste jeg fra Kjøbenhavn. Jeg var uendelig dybt bevæget ved Afskeden, og min Bøn til Gud var saa inderlig den, at jeg ude maatte vinde i Udvikling og Dygtighed, saa at jeg kunde levere et hæderligt sandt Digterværk, eller at jeg aldrig meer maatte vende tilbage, men døe i fremmed Land, langt fra Danmark.
Jeg saae Kjøbenhavns Taarne forsvinde; vi nærmede os Møens Klint, da bragte Capitainen mig et Brev og sagde spøgende: »det kom netop nu ned gjennem Luften!« Det var endnu et Par Ord, en kjærlig Hilsen fra Eduard Collin. Under Falster kom et nyt Brev fra en anden af mine Venner, ved Sengetid indtraf et tredie, og i Morgenstunden, foran Travemünde, kom endnu et fjerde, »alle gjennem Luften!« sagde Capitainen; Vennerne havde venligt og deeltagende forsynet ham til mig med Lommen fuld. »!«
V
I , Forfatter til Tragedierne: »«, »«, »«, hvilke jeg havde seet givne paa det kongelige Theater; hans Roman »« var en læst og velomtalt Bog; Tydsklands prangede aarligt med hans Fortællinger. Nu er han der, som her, saa temmelig glemt. Jeg fandt i ham en venlig, velvillig Mand af et godmodigt, triveligt Udseende; han udtalte sin Kjærlighed til Hjemmet og i mit Album skrev han:
Bliv hvad De er, Natur og Sandhed tro,
Hold Sjælen reen og Hjertet stedse fro,
Bliv Dansk, hvor Danskes Sprog ei tales meer,
Og Europæisk, naar De atter Danmark seer.
Hamborg den 25 April 1833.
Det var den første Digtnings-Hilsen, jeg fik i fremmed Land og altsaa heftede den sig i Tanken; det næste ret levende Reise-Indtryk var Synet af et Navn i halv udslettede Bogstaver, det var ; der paa et Gadehjørne trængte gjennem den overstrøgne Farve ; det greb mig mere end al Pragten paa med dens kunstige Ruiner og Vande. Napoleon var jo min Barndoms, mit Hjertes Helt.
Her i og blev venligt modtaget af ham; mange Spørgsmaal gjorde han om Musiken i Danmark og Componisterne der; Noget kjendte han til Weyses og Kuhlaus Compositioner. Et lille Thema af », tiltalte ham særdeles, og jeg veed, at han . Om sine egne Arbeider spurgte han, hvilke der gaves paa det kjøbenhavnske Theater, og jeg maatte svare »slet ingen« og kan desværre sige det endnu. Hans Opera »« syntes meest at opfylde ham, denne især anbefalede han. Af dansk Literatur kjendte han kun lidt af Baggesen, Oehlenschläger og Kruse. Stor Erkjendelse ydede han iøvrigt mit Fædreland, for det meget aandeligt Dygtige, som her paa en lille Plet aabenbarede sig. Thorvaldsen havde hans høieste Beundring. – Da vi skiltes, blev jeg ganske blød stemt ved, som jeg troede, at sige Levvel for altid, til en Mand, der ved sine Værker vil beundres gjennem Slægter; jeg tænkte, vi aldrig mere mødtes, og , mødes som ældre Venner, men derom senere.
I vore Dage gaaer det let afsted gjennem Tydskland til Paris, men saaledes gik det ikke 1833, da var der , langsomt slentrede det fremad; trættende, støvende Nat og Dag; der sad man stuvet ind i tunge, klodsede Postvogne. Oven paa denne Reise-Prosa, fandt jeg et heelt Stykke Poesi i at komme til , Goethes Fødeby, Barndomshjem, hvor de rige, mægtige , hvor hun havde født og opdraget de rige, lykkelige Sønner. De gothiske, gamle, gavlede Huse, det middelalderlige Raadhuus, dannede et heelt Billed-Blad for mig. Componisten Aloys Schmitt, hvis Opera »« er bekjendt, var her den Første i Udlandet, som ; thi mine Smaadigte, dem , gav ham Forvisning om, som han udtrykkede sig, at jeg var den Digter han behøvede. Jeg saae Rhinen! dens Bredder tage sig mindst godt ud ved Foraarstid, Viinstokkene staae lave op mod Borgruinerne. Jeg havde tænkt mig det Hele langt mere storartet, hvad jeg saae, var under min Forventning, og som det gik mig, gaaer det vist Mange, som komme her, det smukkeste Punkt er unegtelig ved St. Goar. Donaufloden har mere romantiske Bredder, selv Rhonen har Punkter, der overgaaer Rhinens; er Rhinens største Smykke! Sagn og Sange, de deilige Sange, Tydsklands Digtere her have sunget om den havgrønne, herlige Strøm, er dennes bedste Skjønhed.
; jeg stirrede saa længe efter denne »Byernes By«, som jeg dengang kaldte den, spurgte saa længe, om vi dog ikke snart var der, at jeg tilsidst opgav at spørge og foer da over selve Boulevarden, før jeg endnu vidste, at jeg havde naaet den mægtige Stad.
Alle Reise-Indtryk fra Kjøbenhavn hertil ere givne i hvad ovenfor er skrevet, saa lidet mægtede jeg at gribe paa denne Flyve-Fart, og dog var der Mennesker hjemme, som allerede af disse faa Reise-Dage ventede en Udvikling hos mig; tænkte ikke paa, at fordi Forhænget ruller op, har man ikke strax Skuet optaget og klaret inden i sig. Jeg var altsaa nu i Paris, men træt, udaset og søvnig, selv Det at komme vel under Tag havde været en Anstrengelse; endelig var jeg , nærved , at komme i Seng for at sove, var den første og kjæreste Herlighed, jeg søgte og fandt; men længe sov jeg ikke der, et frygteligt Bulder mig, Alt lyste rundtomkring, jeg sprang til Vinduet; ligeoverfor i den snevre Gade laae en stor Bygning, jeg saae gjennem Vinduerne der, en Stimmel af Mennesker stormede ned ad Trapperne, udenfor var en Raaben og Skrigen; det buldrede, rullede og blinkede og jeg, som endnu halvt sov, troede naturligviis, at hele Paris var i Oprør, jeg ringede paa Opvarteren: »hvad er det?« »« sagde Pigen og da de paa mit forundrede Ansigt saae, at jeg ikke forstod dem, rullede de med Tungen »tonnerre–re–rrrr!« og viste, hvorledes Lynet slog ned og imidlertid lynede, buldrede og larmede det. Torden var det, og Huset lige overfor var , hvor netop Forestillingen var forbi, og Folk myldrede ned ad Trappen. Det var min første Opvaagnen i Paris.
Nu skulde jeg see dens Herligheder.
, men glimrede med rige Kræfter, Md. og sang; han var da og Parisernes Yndling, han der i , saa at de Kjæmpendes Begeistring tog til, ham hørte jeg, og Alt var Jubel for ham; lød det til mig om hans Fortvivlelse og Død. Han reiste 1837 til Neapel, Modtagelsen der var ikke den forventede, ja endogsaa lod sig høre, det rystede den altid hyldede Sanger, sjælesyg traadte han endnu engang op i »«, den ene Pibe lød igjen, trods hele det øvrige Publicums stormende Bifald; Nourrit var dybt rystet, han blev oppe den hele Nat og i Morgenstunden, den 8de Marts, styrtede han sig ud fra Vinduet i tredie Etage; Enken og sex Børn begræde ham. Det var i hans Glands og Livslykke under Beundringens Jubel, som sagt i Paris, at jeg hørte ham som »«. Denne Opera opfyldte da Alle. levede her og var en gammel Kone; , at det Kjærlighedsforhold, hvori Scribe stiller Kong Gustav til hende, var aldeles falsk, at hun kun een eneste Gang havde seet Kongen.
I saae jeg Tragedien »«; den gamle spillede de unge Sønners Moder, og uagtet jeg kun lidt forstod det franske Sprog, blev ved hendes Spil Alt mig forstaaeligt, saa at Taarerne kom mig i Øinene; et skjønnere qvindeligt Organ har jeg aldrig hørt før eller senere. Hjemme i Kjøbenhavn, i de første Aar jeg der var, optraadte endnu paa den danske Scene, den da høitfeirede Jomfru Astrup, hos hvem Kjøbenhavnerne beundrede og særdeles fremhævede en evig Ungdom! jeg saae hende , hun optraadte i Tragedien »,« hvor hun gav Moderen, men for mig var hun , stiv som en Pind, med et ubehageligt, skrattende Organ, om Spillet kunde jeg ikke dømme. I Paris, hos Mademoiselle Mars, saae jeg , den bestod ikke i Snørliv og Kneisning, her var ungdommelige Bevægelser, Musik i Stemmen, jeg forstod selv, uden at det behøvede at fortælles: hun er en sand Kunstnerinde!
Vi vare en Deel Danske sammen den Sommertid i Paris, vi boede i sammen, gik paa Restauration, Caffé, i Theater sammen, altid taltes det kjære Hjemmets Sprog, og helst om hvad Enhvers Breve meldte; det var hjerteligt, det var godt – men dog ikke den at tumle sig ude paa. – Dog dengang syntes jeg inderligt vel derom og ved een af vore danske Festmiddage, frembar jeg Følelser af de Danskes Stemninger dengang i Paris:
Da Danmarks Bøgeskov sprang ud,
Saa sprang vi med, men over Søen,
Og hvor vi kom stod Vaaren Brud,
Saa skjøn, som i vort Hjem paa Øen.
og nu lød om Møde og Samliv og dette sidste holdt stadigt ud. Alt blev seet og maatte sees, derfor var man jo taget hjemme fra; jeg erindrer endnu een af de kjære Venner, som i Alvor takkede sin Gud, da han en Aften aldeles udaset kom fra nogle Musæer og Slotte, hvor han særdeles havde kjedet sig, men »det maa s’gu sees!« sagde han, »det vilde jo være en Skam, naar man kom hjem og blev spurgt af de Andre derom, da ikke at have været der; nu har jeg da kun det og det tilbage at see, men naar det er gjort, saa skal jeg ogsaa rigtig more mig!« Det var Talen, og den vil rimeligviis endnu ofte gjentages.
Jeg var paa denne min første Reise med som de Andre, saae og saae, men det Meeste er udvisket igjen af Erindringen. Det mægtige med dets rige Sale, store Billeder, blev hos mig strax fortrængt af ; med en from hellig Følelse betraadte jeg Napoleons Soveværelse, Alt stod endnu der som da han levede; Væggene vare med guult Betræk, gule Omhæng hang om Sengen, til hvilken en lille Trappe førte op, jeg lagde min Haand paa et af Trinene, som hans Fod havde berørt, og paa hans Hovedpude, havde jeg været alene, jeg havde vistnok knælet ned; Napoleon var jo min Barndoms og min Faders Helt, jeg saae op til ham, som Catholiken til sin Helgen. I besøgte jeg Meieriet, hvor Maria Antoniette havde, klædt som Bondepige, bestyret Melkestue og Alt dertil hørende; jeg tog herfra en Caprifolie-Blomst, der heldede sig op mod Ruden til den ulykkelige Dronnings Værelse; en lille i sin Ringhed blev, for Contrastens Skyld, gjemt fra det mægtige Versailles.
Af berømte Personer i Paris saae, eller rettere, talte jeg kun med Faa; een af disse, til hvem jeg ved et Brev fra Balletmester Bournonville fik Adgang, var Vaudeville-Digteren Paul Duport; hans Drama »« havde vi paa vort Theater, det var der fortræffeligt udført og havde gjort stor Lykke; dette fornøiede ret at høre; ved Meddelelsen herom og ved Brevet, jeg bragte, syntes jeg ham en velkommen Gjest; der opstod imidlertid strax en ret komisk Scene med os, jeg talte daarligt Fransk, han troede at kunne tale Tydsk, men saaledes, som han udtalte det, blev det mig aldeles uforstaaeligt; nu troede han, at det laae i Valget af Ordene og fik frem et tydsk Lexicon, det laae paa hans Skjød, der søgte han stadigt Ordene, men at tale med Lexicon gaaer noget langsomt, og var hverken for en Franskmand eller for mig.
Et andet Besøg var hos . Mange ville endnu erindre, hvor ringe den almene Erkjendelse var herhjemme for den geniale Weyses Opera-Compositioner, og mellem disse var dog de melodirige Værker »«; udelukkende levede og componerede han dog kun for Hjemmet, hvor han ikke kunde komme i Mode; kun som Kirkecomponist indrømmede man ham en betydende Plads, og især skattede og omtalte man hans »ambrosianske Lovsang«; denne var det, i Klaveerudtog, han havde overdraget mig at bringe Cherubini, »« udødelige Componist og Mesteren for saa mange herlige »Reqvier«. Netop i de Dage var Parisernes Opmærksomhed henvendt paa ham; han havde da, « eller »de fyrgetyve Røvere«; Lykke gjorde det ikke, men blev modtaget med Pietetens Hyldest.
Jeg kom til Cherubini; den gamle Mand var meget lig de Portraiter, jeg havde seet af ham; han sad ved sit Klaveer og havde en Kat paa hver Skulder. Om Weyse havde han aldrig hørt, ikke engang hans Navn og bad mig sige sig Noget om den medbragte Musik; den eneste danske Componist, han vidste existerede, var . , han interesserede ham. Weyse hørte aldrig fra Cherubini og jeg saae ham ikke siden.
En Dag traadte jeg ind i »«, et Slags Pariser »«, hvor Paul Duport havde indført mig; der kom en lille Mand, af israelitisk Udseende, mig venligt imøde. »Jeg hører, at De er Dansk,« sagde han, »jeg er Tydsk! Danske og Tydske ere Brødre, derfor rækker jeg Dem Haanden!«
Jeg spurgte ham om hans Navn, og han sagde:»Heinrich-Heine!«
Den Digter altsaa, der for nylig i den unge erotiske Periode af mit Liv saa ganske havde fyldt mig, saa ganske havde udsunget mine Følelser og Stemninger. Ingen vilde jeg hellere see og møde, end ham; og Alt dette sagde jeg ham.
»Det er Talemaader!« smiilte han, »havde jeg interesseret Dem saaledes, som De siger, da havde De besøgt mig!«
»Det kunde jeg ikke!« svarede jeg, »De har saa megen Sands for det Komiske og maatte have fundet det komisk, om jeg, der er Dem en aldeles ubekjendt Digter, fra det lidet kjendte Danmark, kom og presenterede mig selv, som en dansk Poet! jeg veed ogsaa, at jeg vilde have teet mig keitet, og havde De da leet, eller maaskee spottet derover, da, just fordi jeg sætter Dem saa høit, det vilde have bedrøvet mig uendeligt, og jeg vilde da heller miste det at see Dem!«
Mine Ord gjorde et godt Indtryk paa ham, han var særdeles venlig og elskværdig; strax Dagen efter besøgte han mig i , hvor jeg boede, vi mødtes oftere, spadserede nogle Gange paa Boulevarden, men jeg havde dengang endnu ikke ret Tillid til ham, følte heller ikke den hjerteligere Tilnærmelse, som han siden efter, ved et følgende Møde, da han kjendte »Improvisatoren« og nogle af mine Eventyr, viste mig; nu ved Skilsmissen, da jeg fra Paris drog til Italien, skrev han til mig:
» Ich möchte Ihnen gar, werthester Collega, einige Verse hier auf’s Papier kritzeln, aber ich kann heute kaum leidlich in Prosa schreiben.
Leben Sie wohl und heiter. Amusiren Sie sich recht hübsch in Italien; lernen Sie recht gut Deutsch in Deutschland, und schreiben Sie dann in Dänemark auf Deutsch, was Sie in Italien gefühlt haben. Das wäre mir das Erfreulichste.
Paris den 10ten August 1833.
H. Heine.«
Den første franske Bog, jeg i Original-Sproget forsøgte at læse, var i Paris Victor Hugos Roman: »«; jeg kunde daglig besøge Kirken selv og hele Sceneriet for den givne Digtning; jeg var opfyldt af disse effectfulde Skildringer, disse dramatiske Characterer, og hvad blev altsaa rimeligere, end at opsøge Digteren, han boede i et Hjørne af ; der var gammeldags Stuer og rundt om i disse hang Kobberstik, Træsnit og ; selv var han i Slobrok, Underbeenklæder og elegante Morgenstøvler, da han modtog mig, og da jeg, ved Afskeden bad ham, den vistnok af Reisende plagede Digter, at skrive til mig, opfyldte han ogsaa mit Ønske, men satte Navnet saaledes øverst i Randen, at den Tanke strax faldt mig ind, han kjender dig ikke og er forsigtig, at der ikke skal være Plads ovenfor til at skrive een eneste Linie, som hans Navn da staaer som Underskrift for, og det gjorde et ilde Indtryk paa mig. Først i Paris kom jeg bedre til at kjende Digteren, men derom siden.
Under hele Reisen til Paris og hele den første Maaned her, hørte jeg ikke et Ord fra Hjemmet. Ingen skrev mig til. Forgjæves spurgte jeg efter Brev paa Posthuset, der kom intet; kunde mine Venner maaskee intet Glædeligt melde mig fra Hjemmet, var jeg endnu misundt for , havde forskaffet mig. Det laae mig tungt paa Hjertet. Endelig kom da et Brev, et tykt, stort ufrankeret Brev, det var noget dyrt, men det var saa deiligt stort, mit Hjerte bankede af Glæde og Længsel efter Indholdet, det var det første Brev hjemme fra; jeg aabnede det, men ikke et skrevet Ord saae jeg, kun en trykt Avis, en »« med et Smædedigt over mig3:
!
»Saa Du vil bort fra Danelund,«
Hvor dog saa Mange for Dig dægged,
Før Du har lagt en varig Grund,
Før ret Du krøbet er af Ægget.
»Det er ei godt, at Sønnen gaaer
Fra Hjemmet bort til fjerne Lande,«
Før han sit Modersmaal forstaaer
Og saa lidt meer, det vil Du sande.
Det er ei heller ret, at Du
Det lille Danmark vil forlade,
Hvor dog man kjender lidt endnu
Til dine versbemalte Blade.
Det var jo dog din største Lyst
For Folk at læse dine Sange:
Hvem skal nu lytte til din Røst? –
Jo, Du vil længes tusind Gange.
Og husker Du, hvormangen Sang
Du trak af Lommen op og læste
Paa gammel Torv, i ,
Paa Gadehjørner, hvor der blæste.
Og husker Du, hvor mangen Thee
Du hjalp at gjøre mere vandet,
Naar Du opramsed’, een, to, tre,
, og Andet!
Og Du vil bort fra Danelund,
Nu har jeg aldrig før hørt Mage!
Jeg , at om stakket Stund
Du kommer med Protest tilbage.
Du kan ei Tydsk, Du kan ei Dansk,
Og endnu meget mindre Engelsk,
Og aabner Munden Du paa Fransk,
Troer en Pariser, det er . o. s. v. o. s. v.
Trykt sendtes det mig, vistnok af ; ufrankeret kom det den lange Vei fra Kjøbenhavn til Paris. Det skulde være . Jeg stod dybt rystet, bedrøvet i mit Inderste, det var blodigt ondt! Aldrig har jeg siden faaet at vide hvem Forfatteren var, men hans Vers synes at være fra en øvet Pen; maaskee en af dem, som siden kaldte mig »Ven« og trykkede min Haand, skrev Digtet. Menneskene have onde Tanker, jeg har ogsaa mine!
I Paris blev jeg over; denne var da i sin Friskhed, og jeg var den første Festdag Øievidne til . Aftenen forud, medens Arbeiderne endnu vare deroppe og Statuen skjultes af Tæpper, Folk stod i Klynger paa Pladsen, hvor ogsaa jeg stod, kom en underlig, spinkel, gammel Kone hen til mig, og med Latter og et Udtryk af Vanvid, sagde hun til mig: »der har de sat ham op! imorgen rive de ham ned igjen, ha, ha, ha! jeg kjender de Franske!« uhyggelig stemt gik jeg bort. Dagen efter sad jeg i Folkevrimlen, høit paa et Stillads ved Hjørnet; med sine Sønner og Generaler holdt foran, Borgergarden drog forbi med Musik og havde Blomsterkoste i Geværpiberne; der blev raabt Hurra, men ogsaa mangt et vredt »« I var et Folkebal i stor Stiil; alle Classer samlede, fra Kongehuset til Fiskerkonerne. Trængselen var saa stor, at Louis Philippe med besværligt naaede hen til de for dem bestemte Pladser; og hvad der gjorde et eget uhyggeligt Indtryk paa mig var, at netop idet den kongelige Familie traadte ind, spillede Orchesteret den Dandse-Musik af Operaen Gustav den Tredie i Scenen hvor Kong Gustav bliver skudt; jeg troede at see paa Ansigt et lignende Indtryk derved, som det jeg følte; hun var dertil dødbleg og knugede sig op til Louis Philippe, der med et jovialt Smiil hilste rundt om og trykkede flere Personer i Hænderne. , ung og blomstrende, høist indtagende, dandsede med en fattigklædt ung Pige, vist en af de allerringeste Classer. I flere Dage var det Fest og Herlighed; om Aftenen brændte Sørgeblus paa de Faldnes Grave, som stode smykkede med ; Tourneringer i Baade gaves paa Seinen; dansk Dyrehavslystighed i stor Stiil saae man i . Alle Theatre i Paris vare aabnede og det midt om Dagen; der gaves Forestillinger for aabne Døre, Enhver kunde komme og gaae, som de vilde; midt under Tragedie og Opera faldt Folket pludseligt ind og sang »« og »« ved Aftentid flammede i Luften Raketter og Ildsole; der var stor Illumination, i dens Straaleglands saae man Kirker og offentlige Bygninger. Saaledes endte mit første Pariser-Besøg, Finalen kunde ikke være mere glimrende og festlig end den var.
Hvad mit Fransk angik, da havde jeg under dette her, ikke gjort noget stort Fremskridt; thi som sagt, vi Danske vare formeget sammen; jeg følte imidlertid, at det var nødvendigt at lære lidt mere af dette Sprog og besluttede derfor at tilbringe nogen Tid i en Pension i Schweiz, hvor jeg nødtes til at tale kun Fransk, men et saadant Ophold vilde blive dyrt, sagde man.
»Kunde De beqvemme Dem til at besøge en lille Stad, høit oppe paa Jurabjergene, hvor der allerede i August falder Snee, da er der ikke dyrt og De vil der finde Venner!« sagde mig , hvem jeg af hans Slægt i Kjøbenhavn var blevet bekjendt med. Ovenpaa Paris vilde just Eensomheden i Bjergene være mig dobbelt behageligt; jeg ønskede der i Ro at kunne fuldende , som opfyldte mig. Reiseplanen blev altsaa lagt, Reisen bestemt over Geneve og Lausanne til den lille Stad Le Locle paa Jurabjergene.
Mellem Landsmændene jeg forlod i Paris, var To, der hørte til Danmarks navnkundige Mænd; begge vare venligt og hjerteligt komne mig imøde; jeg maa dvæle nogle Øieblikke ved de To; den Ene var Forfatter til de »«, til »«, Digteren Peter Andreas Heiberg, der i en Tid, saa forskjellig fra vor, var og havde valgt Paris til sit nye Hjem; hans Historie kjender alle Danske. Jeg søgte ham op, han boede i et af de mindre Hoteller og var en gammel, næsten blind Mand. Sønnen, Johan Ludvig Heiberg, vor nuværende Theaterdirecteur, havde da , Danmarks, ja, man kan vistnok sige, en af Tidsalderens meest hædrede og vurderede Skuespillerinder; den gamle Heiberg var levende interesseret for at høre om hende, men jeg forstod, at han levede endnu i gammeldags, eller maaskee parisiske Anskuelser om en scenisk Kunstnerinde. Det, som var ham meest imod, sagde han, var, at hans Søns Kone skulde kunne ; en saadan lod det til, at han betragtede som et Stykke Tyran, imidlertid var han glad ved af mig og, som han sagde, af alle Danske at høre, det var en saadan høist respectabel Pige og et virkeligt Talent. Skade, at han aldrig lærte at kjende hendes Genie, hendes Betydning for den danske Scene, hendes høie aandelige Rang! Han følte sig iøvrigt eensom, og det var sørgeligt at see ham hjelpe sig halv blind frem, i Palais royals bekjendte Buegange. Ved min Afsked skrev han i mit Album:
» Modtag en blind Mands venskabelige Afskedshilsen!
Paris den 10de August 1833.
P. A. Heiberg.«
Min anden navnkundige Landsmand var ; han kom fra London til Paris, her læste han »Aarets tolv Maaneder«, han havde ikke før læst Noget af mig, mine Vers tiltalte ham, han fik Godhed for mig og blev mig en aandfuld Leder og Omgangsven; en Morgen, kort før jeg tog bort, gav han mig efterfølgende Digt, han havde skrevet til mig.
» Hav Tak for Maaneders smukke Digt!
Jeg seer, at under hjemlig Himmels Bue,
Kjærminder fandt den kjære Hjemmets Due
Et nordisk saa rigt.
Den flyver nu mod Romas Zone hen
I Alba, Nemis Speile sig at skue,
At hæve sig ved Ætnakæmpens Lue:
Og naar vi hilse den med Fryd igjen,
Naar den i Mnemosynes Lund har blundet,
Naar den har Sydens Ild og Klarhed fundet,
Den bringer Laurens Krands til Dem, min Ven!
Paris, Skærsommer 1833.
Brøndsted.«
, klemt inde i den propfulde Diligence. Reiselivets Smaa-Eventyr i Arabesk rullede op, som vi rullede frem, et Par ere blevne i Erindringen, og af disse vil jeg give eet.
Vi vare komne ud af det flade Frankrig og ind i Jurabjergene; her i en lille Landsby, det var seent paa Aftenen, og jeg var den eneste Passageer inde i Vognen, lod Conducteuren to unge Forpagterdøttre stige ind til mig. »Lod vi dem ikke kjøre med os,« sagde han, »da maatte de saa seent gaae over to Timers øde Vei!« der blev en Hvisken, en Fnisen mellem dem, en Nysgjerrighed; de vidste at en Herre var i Vognen, men de kunde ikke see mig; endelig tog de Mod til sig og spurgte, om jeg var Fransk, og da de hørte at jeg var fra Danmark, vidste de Besked. Danmark var huskede de fra Geopgraphien; kunde de ikke udtale, men sagde altid og nu gik de videre i Texten, spurgte, om jeg var ung eller gammel, om jeg var gift, og hvorledes jeg saae ud; jeg holdt mig knuget ind i den mørke Krog og gav dem en Beskrivelse, saa ideal jeg kunde give, og de forstode Spøgen, og da jeg saa spurgte om deres Ydre, skildrede de sande Skjønheder. De bad paa det Indstændigste, at de maatte see mit Ansigt ved næste Station, jeg indlod mig ikke derpaa og hver af dem, med Lommetørklædet hængt over deres, steg de ud, leende og lystige rakte de mig Haanden; de vare meget unge, Figurerne smukke. Som et leende Billede i mit Reiseliv staae de to ubekjendte, aldrig seete, lystige Piger.
Veien gik langs dybe Afgrunde, Bønderhusene dernede syntes smaa som Legetøi, Skovene som Kartoffel-Agere; med Eet aabnede sig mellem to Fjelde en Udsigt til – ja mig forekom det som et , svømmende Skybjerge – det var Alperne med Montblanc, jeg for første Gang saae; Veien dreiede nedad, bestandig ved Afgrunden, det var, som fløi vi ned igjennem Luften, Alt saaes i Fugleperspectiv; der steg en stærk Røg, jeg troede, at det var fra en , men det var en Sky, som løftede sig op til os, og da den var over os, laae foran Genf med , hele Alperækken, dens nederste Deel i en blaalig Taage, de øverste Bjergformer skarpe og mørke; Gletscherne skinnede i Solglandsen; det var Søndag-Morgen, en hellig Søndags-Andagt fyldte mit Bryst her i Naturens store Kirke.
I Genf, vidste jeg, levede med sin Familie den gamle , og længere Tid der opholdt sig; alle Danske vare hos ham kjærkomne Gjester; jeg spurgte en Mand paa Gaden om Puraris Huus, det var just en af hans Venner og denne bragte mig strax til de hjertelige, venlige Mennesker. Døttrene talte Dansk, kun om Danmark talte vi, om Henrik Hertz, der havde været Puraris Discipel, blev spurgt og talt, om den særdeles Lykke og Opsigt »« havde gjort hjemme. Purari fortalte om sit Ophold i Kjøbenhavn, hvor han havde ernæret sig ved at og give i Fransk, talte om der hos Grosserer de Coninck, under Navn af Hr. Müller, der som reisende Botaniker gik til Nordcap; Purari blev en Dag, , indbudt af ham til Middag i , ingen Tjener var i Stuen, Louis Philippe arrangerede Alt selv med hele Anretningen.
Alperne syntes mig at ligge saa nær ved Byen, jeg vilde gjøre mig en Morgenvandring derhen; altid var det, som Bjergene veg tilbage, jeg gik og gik, det blev Middag, før jeg naaede til Foden af de første Klippehøider, og Aften, før jeg igjen kom tilbage til Genf.
Over Lausanne og Vevai naaede jeg , det gamle maleriske Mord-Slot, som ved «, alt forud havde vakt min Interesse. Den hele Egn her gjorde et Indtryk paa mig af Syden, uagtet Savoyens Bjerge foran skinnede med Snee; men nede ved den dybe grønne Søe, hvor Slottet laae, strakte sig Viinagere og Maismarker, prægtige gamle Kastanietræer kastede Skygge og enkelte heldede i rig Fylde Grenene heelt ud over Søen. Jeg traadte over Vindelbroen ind i den skumle Gaard, saae oppe i Muren de smalle Aabninger, hvorfra fordum blev heldet Olie og kogende Vand ned over de Angribende. Inde i Kamrene var Faldgruber, som, idet de bleve betraadte, vippede omkring, og det ulykkelige Offer styrtede ned i den dybe Søe eller spiddedes paa Jernspiger, der nedenunder var slaaet fast i Klippen. I Kjælderen rustnede nu Jernringene, hvori Fangernes Kjæder havde været gjorte fast; en flad Steen havde været Sovestedet. , Konen, som førte mig om, fortalte, at hun havde ikke kjendt den Mand og vilde have hindret ham deri, men det kunde hun ikke, og nu saae alle Mennesker paa disse Bogstaver, for »det var en usædvanlig Person, den Herre!« sagde hun og nikkede med Betydning.
Fra Chillon gik det til Jurabjergene, bestandigt opad og jeg naaede mit nye Hjem, den lille : Le Locle.
Den ligger høit paa Jura i en Dal, som i Forverdenens Tid har været Sø, og endnu fremvises der Forsteninger af Fiske; tidt ligge Skyerne under denne Høide, her var en Ro, en Stilhed mellem de mørke Graner, Græsset saa friskt grønt og rundt om fra det skinnede de saftige, violetfarvede Crocus. Bønderhusene vare saa hvide og nette og hvert af dem opfyldt med Uhre, dem Folkene her forarbeide; Rønnebærtræerne med deres røde Klaser mindede om Billederne i – og Bærrene selv vare smukke røde og mindede om Hjemmet. Le Locle selv er en ret anseelig Kjøbstad. Og her var det, jeg fandt et velsignet Hjem hos gode, kjære Mennesker, Familien Houriet; Manden var . Som en kjær Slægtning blev jeg modtaget, her var ikke Tale om at være i Pension, være paa et Sted, hvor jeg kunde betale, »det er en Indbydelse!« sagde Mand og Kone, de trykkede venligt mine Hænder, Børnene, selv de smaa, sluttede sig snart til mig, vi bleve just gode Venner. var der i Huset, Rosalie og Lydia; det blev mig en god Øvelse i det Franske at maatte fortælle dem om Danmark, om deres kjære Søster der, som de ikke havde seet, siden hun, som ganske ung, drog bort med sin Mand. Man talte heroppe kun Fransk, kunde kun Fransk, og jeg talte det slet, dog forstod man mig godt og jeg dem. Vi vare i August Maaned, men her blev allerede Morgen og Aften lagt i min Kakkelovn, enkelte Dage faldt der Snee, men jeg vidste, at nedenfor Jurabjergene var der endnu varm og deilig Sommer, jeg kunde om et Par Timer komme ind i den. Her var om Aftenen saadan festlig Ro i Naturen, og ovre fra den franske Grændse, Floden, lød Aftenklokkerne op til os. Et Stykke fra Byen stod et eensomt Huus, hvidmalet og venligt; man gik derind, steg gjennem to Kældere og stod da, hvor en for Verden usynlig Flod, skjød gjennem Bjerget og her dreiede Hjulene for en Mølle. Jeg besøgte oftere dette Sted og det længere derfra smukke . , om hele det smukke Ophold i Le Locle.
Dog ogsaa til den lille By, saa høit paa Bjergene, saa omsluttet af Skove, midt i Stilhedens-Hjem, var det politiske Røre naaet hen; staaer som bekjendt under Preussen, og nu var der Preussisksindede og Schweizisksindede, der fra gamle, gode Naboer med eet stode ivrige mod hinanden, undgik at mødes, og hver sang sine Sange; det gik op i smaa Drillerier, og som et saadant hørte jeg af en ægte Schweizer her, at han i sin Stue havde, under Glas og Ramme, Billedet af , dette var blevet ødelagt af een af de Preussisksindede; denne havde ved et Besøg trykket Albuen mod Glasset, der var gaaet itu og havde ødelagt Billedet; »det var med ilde Sind, det gjordes!« sagde han. Alle disse politiske Luftninger gik imidlertid let hen over mig, jeg var i et lykkeligt Familieliv og der en velkommen Gjest, jeg fik Indblik i Huuslivet og Landets Skik og Sæder, bedre end Reisende ellers almindeligviis faae det; foruden dette havde jeg endnu Beskjæftigelse med .
Paa Reisen hjemme fra og under hele mit Ophold i Paris opfyldte mig Ideen til en saadan, og alt som den voxte fastere og fastere i Tanken, som alle Enkelthederne klaredes, haabede jeg ved dette Arbeide at vinde mine Uvenner, og af disse at maatte erkjendes som en sand Digter. « vilde jeg behandle. I Paris fuldendte jeg første Deel, i Le Locle den anden Deel og begge sendtes herfra hjem med et Par Forord, dem jeg nu ikke vilde have skrevet saaledes, men heller ikke Behandlingen af Agnete vilde nu være fremtraadt som dengang; ere mig characteristiske for den Tid.
» Barn greb mig den gamle Sang om »Agnete og Havmanden«, dens dobbelte Verden: Jorden og Havet; som Ældre seer jeg det store Livsbillede deri, med Hjertets aldrig tilfredsstillede Længsel, dets forunderlige Higen efter en ny, en anden Væren. Længe var det min Tanke at udtale det, som det lever i min Sjæl. Den gamle Vise fra Hjemmet klang for mit Øre midt i det livsfrodige Paris, den fulgte mig paa den lystige Boulevard og mellem Louvres Kunstskatte. Barnet voxte under mit Hjerte, før jeg selv ret vidste det.
Langt fra Paris, høit oppe paa Jurabjergene, i en nordisk Natur, mellem sorte, dødstille Granskove er Agnete født, men Dansk i Sjæl og Sind. Jeg sender det kjære Barn til mit Fædreland, hvor det har hjemme. Tag venligt mod hende, hun bringer min Hilsen til Eder Alle; ude bliver hver Dansk os en Ven og Broder, hun gaaer altsaa til Slægt og Venner.
Sneen falder ved mit Vindue, tunge Vinterskyer ligge paa Skoven, men nedenfor Bjergene er Sommer, Druer og Maisfrugt. Imorgen flyver jeg over Alperne ind i Italien; maaskee drømmer jeg der en smuk Drøm, den sender jeg da til mit Danmark; thi Sønnen maa jo fortælle Moderen sine Drømme. Lev vel!«
Le Locle paa Jurabjergene, den 14de September 1833.
H. C. Andersen.
Min Digtning naaede Kjøbenhavn, blev trykt og kom ud, man loe af Fortalen, af den om Agnete: »Barnet voxte under mit Hjerte, før jeg selv ret vidste det!« Det Hele blev koldt modtaget og , nu ogsaa uheldigviis vilde efterligne ham. I de samme Dage Agnete udkom, var det netop, at Paludan-Müller udgav sin »«, en Digtning, der henrev og opfyldte Alle. Svaghederne i min Bog bleve herved ligesom end mere følte; den «, roest blev den ikke. Heller ikke paa H. C. Ørsted gjorde Digtet den Virkning, jeg dengang troede at det maatte; i et længere, venskabeligt Brev, dateret den 8de Marts 1834, som jeg modtog i Italien, udtalte han sig aabent og rigtigt, som jeg ikke dengang, men Aaringer efter har erkjendt4.
Min Digtning »Agnete« med alle dens Feil, var dog et Skridt fremad; min reent subjective Digternatur stræbte her efter at aabenbare sig objectiv; jeg stod i en Overgangs-Periode og dette Digt ligesom sluttede mit reent lyriske Stadium. sig anderledes erkjendende, og sagde, at uagtet dette Digt ved sin Fremtræden vakte ringere Opmærksomhed, end tidligere mindre fuldkomne Arbeider, klang dog Poesien her i dybere, fuldere, kraftigere Toner. At det senere i Forkortning og med enkelte Forandringer, , var et Forsøg til at bringe Huus, som man kalder det, ved en Sommerforestilling, det blev derpaa givet et Par Gange, jeg var ogsaa da i Udlandet; men uagtet, som man har sagt, at Fru Heiberg gav genialt og rørende Agnetes Rolle, og Niels Gade havde componeret en deilig Musik til de enkelte Sange og Chor, kunde det ikke holdes oppe.
Dog alt det her Sagte og Givne laae da i min og min Digtnings Fremtid. »Agnete« blev sendt hjem, for mig dengang en deilig Statue, kun seet af mig og Gud! Haab og Drømme knyttede sig til denne Digtning, den gik mod Norden, jeg mod Syden, ind i Italien, hvor ligesom et nyt Afsnit i mit Liv skulde begynde.
Ved Afreisen fra de kjære Mennesker i Le Locle var Sorg, Børnene græd, vi vare jo ogsaa blevne Venner, uagtet jeg ikke forstod deres ; de skreg det høit ind i mine Øren i den Tanke, at jeg maatte være døv, naar jeg ikke strax forstod dem. Selv Tyendet rakte mig med Taarer Haanden, og de gamle Tanter havde strikket mig uldne Muffediser, til at have paa i Kulden over .
For mig slutter »Agnete« og Opholdet i Le Locle et Afsnit af mit Digterliv.
VI
Netop paa samme Tid, men , skulde jeg træde ind i Italien, Landet for min Længsel og Lykke. – Jeg gik gjennem Rhonedalen over her er sprængt gjennem Jordens Rygrad; Gletscherne, glasgrønne, skinnede lige over os; det blev mere og mere koldt; Hyrdedrengene kom, svøbte i Kohuder, og i Vertshuset var ordenlig fyret i Kakkelovnen; det var streng Vinter udenfor, men faa Timer efter rullede Vognen nede under Kastanietræerne, hvis lange, grønne Blade glindsede i det varme Solskin; og Gader frembød Billedet af Italien med sit Folkeliv paa Gaden; lyste mellem de sorteblaa Bjerge; deilige Øer laae som Bouquetter paa Vandet, men Himlen var ikke klar, den havde som i Danmark, først om Aftenen var det viftet bort, og Luften skinnede gjennemsigtig og klar, den syntes tre Gange saa høi som hjemme; Druerne hang i Guirlander langs Veien, som var det til en Fest; aldrig har jeg seet Italien skjønnere.
Domkirke var det første Underværk Italien viste mig. Jeg saae , som Kunsten har hulet og formet i Buer, Taarne og Billedstøtter, løfte sig i det klare Maaneskin; jeg saae deroppe fra Alperækken med sine Gletscher og hele det frodigt grønne . – . – gav Operaer og Balletter, Alt blev besøgt og seet, men Milanos var dog Hjertestedet, dér, under Kirkemusiken og i Andagtens Stilhed var opløftende at være.
Med forlod jeg den herlige By, vi lod styre gjennem , der laae fladt som Hjemmets grønne Øer, men ogsaa frodigt og herligt som det. De rige Maismarker, de smukke Hængepile var noget Nyt, Bjergene, vi skulde over, syntes derimod smaa, efterat vi havde seet Alperne; endelig laae foran os og Havet, det, jeg ikke havde seet, siden jeg forlod Danmark.
Den Kjærlighed, Bjergbeboeren har til sine Bjerge, have vi Danske unægtelig til Havet. Fra min Balcon saae jeg ud over denne nye og dog gamle kjendte, mørkeblaa Flade. Om Aftenen skulde , den eneste store, Genua har, det maatte jo, som en stor offentlig Bygning, være let at finde, men det var ikke Tilfældet; det ene Palads prægtigere end det andet laae her Side ved Side; endelig viste en mægtig , skinnende hvid som Snee frit i den blaa Luft, at det var Stedet. Der blev givet en ny Opera, og for første Gang, det var , efter denne fulgte en komisk Ballet »«; ved Fløitens Lyd kom Alt til at dandse, selv tilsidst det høie Raad, ja alle de gamle Billeder paa Væggen i Raadstuesalen. En Idee, jeg senere har indlagt i Eventyr-Comedien Ole Lukøie.
En skriftlig Tilladelse fra aabnede for os , hvor Galeislaverne, den Gang 600 i Tallet, levede og arbeidede. Vi besaae de indre Fængsler, Sovesalen med store Brixer langs med Væggene, Jernbøiler i Kjæder hang her, hvortil Fangerne lænkedes, naar de om Aftenen skulde til Hvile. Selv i Sygeværelser laae Enkelte i Jern. Tre Døende, med guulbrune Ansigter, , gjorde et rystende Indtryk paa mig, man har kunnet see det, thi en af Forbryderne herinde betragtede mig med et ondt Blik, jeg forstod ham, jeg var jo dog kun kommet af Nysgjerrighed, for at see deres Liden, og han brød ud i en fæl Latter, idet han halv reiste sig i Sengen og ret djævelsk fæstede sine onde Øine paa mig. Her laae, ganske betynget af Lænker, en blind Olding med sølvhvidt Haar. Nede i Gaarden vare forskjellige Arbeidsstuer; flere af Galeislaverne vare, maaskee for hele Livet, smedet sammen To og To. Jeg saae en af Fangerne, der vel var klædt ganske som de andre, i hvide Buxer og rød Trøie, men Stoffet deri var særdeles fiint, han var ung og uden Lænker, man sagde os, at det var en Mand der fra Byen, som havde ført et stort Huus, men stjaalet uhyre Summer og bedraget Staden, nu var han dømt til to Aar paa Galeierne, vel arbeidede han ikke, gik heller ikke om Dagen med Jern, men om Natten blev han lukket inde med de Andre, og som de lænket til Brixen. Fra sin Kone fik han jevnligt sendt store Summer, han levede rigt og overdaadigt herinde, men hvad var det mod dette, altid at være imellem disse Forbrydere og om Natten lænkes i deres Kreds og høre deres Haan og Ondskab?
Den første Dagsreise fra Genua langs , syd paa, er en af de smukkeste, man kan gjøre. Genua selv løfter sig paa Bjergene frem mellem blaagrønne Olieskove. Apelsiner og hang i Haverne, græsgrønne skinnende Citroner tydede paa Foraar, nu Nordboen Vinter. Det ene smukke Motiv til et Billede fulgte efter det andet; Alt var mig nyt og blev mig uforglemmeligt; jeg seer endnu de gamle Broer omvoxede med Vedbende, kom paa Veien og en Skare af genuesiske Fiskere med deres røde Huer paa Hovedet. Den hele Kyststrækning med sine smukke Villaer og Havet med hvide og rygende Dampskibe skinnede klart; senere øinedes derude blaanende Bjerge, det var Corsica, Napoelons Vugge. – Ved et gammelt Taarn sad under et mægtigt stort Træ tre gamle Koner, med langt sølvhvidt Haar over de guulbrune Skuldre og spandt paa Haandteen. Uhyre Aloer voxte tætved Veien.
Min Tankedvælen her ved Italiens Natur, idet jeg fortæller et Levnetsløb, vil maaskee bebreides mig, ja man vil maaskee med Ret frygte for, at af mange følgende Reiser maa disse Blade udskeie i Beskrivelser, men det vil vise sig, i den følgende Tid var det Menneskene, jeg kom i Samvirken med, der afspeilede sig dybest; derimod ved dette mit første Besøg i Italien var det ene og alene Naturen og Kunsten der blev det Overvældende, det egentligt Oplevede i denne Periode, og derfor kan dette Livs Afsnit ikke andet end foraarsage en længere Dvælen ved Indtrykkene udenfra. Jeg ligesom svælgede i denne Naturyppighed, som Landet her frembød! Hvilken feeagtig Skjønheds-Aften i . Vertshuset ligger tæt ved Havet, der rullede i store Døninger. Himlen straalede med ildrøde Skyer, Bjergene vexlede i stærke Farver. Træerne selv dannede her ligesom store Frugtkurve, overfyldte med mægtige, tunge Druer, som Viinranken løftede herop, og pludseligt her forandrede sig Scenen idet vi kom ind i Bjergene. Alt blev tørt, hæsligt, og det en lang Strækning. Det var, som om da Phantasien dannede Italien til en stor, deilig Have, netop paa dette Strøg havde henkastet al dens Ukrud og Affald; de enkelte Træer stode bladløse, her var ikke Klippeland og ikke Muldjord, nei Grums og Gruus og Steenbrokker, – og atter som ved et Trylleslag, laae Alt i Deilighed, det var , vi saae foran os. Deilige blaa Bjerge omsluttede den frodigste, skjønneste Dal, den syntes et fyldt Overflødigheds-Horn; Vinen hang tung og saftig om de bladfulde Træer, og slyngede sig frem imellem dem, Ranken hang fra Træ til Træ: saa tunge, saa frodige, og sorte, blankhudede Grise uden Børster sprang som lystige Kid og fik Æselet til at slaae bag ud, skjøndt Kapucineren red det og bar sin kolossale, græsgrønne Paraply.
Netop paa ; Husene vare pyntede med Guirlander, Soldaterne bare Myrtegrene i deres , og Kanonskuddene dundrede. Men det var Marmorbruddene vi vilde besøge, de ligge udenfor Byen, en lille, klar Flod tæt ved Veien løb hen over de skinnende, sneehvide Marmorbrokker. Det var et stort Steenbrud, med hvidt og graat Marmor, som der findes Krystaller i. Det syntes mig et fortryllet Bjerg, hvori Oldtids Guder og Gudinder sad bundne i Steenblokkene og ventede nu paa en mægtig , en Thorvaldsen eller Canova, der kunde løse dem og give dem atter til Verden.
Uagtet alt det Nye og al den Deilighed i Naturen, var jeg og mit Selskab dog som oftest mod Italien; Reisemaaden her var saa forskjelligt fra hvad vi før kjendte, den evige i Vertshusene, den idelige Spørgen om Pas, i faa Dage bleve disse efterseete og beskrevne over en halv Snees Gange, vor kjendte ikke til Veien, vi forfeilede den og istedetfor ved Dag at naae Pisa kom vi først her i den sorte Nat. Efter lang Visitation og Plage kjørte vi ind i de mørke, lygteløse Gader; vor eneste Belysning var et stort, brændende Lys, vor Kudsk havde kjøbt sig ved Byens Port og som han nu holdt foran sig, endelig naaede vi da Maalet: . »Den ene Dag ligge vi som !« , her var det Baronens Slot. Vi trængte til Hvile, ret til et , før vi drog ud at see Stadens Mærkværdigheder, , , og . Det er Campo Santo, Theatermaleren sædvanlig giver os i Decorationen til Klosterhallen i ».« I Buegangen her staae Monumenter og Basreliefs, et af disse er af Thorvaldsen, det forestiller , og Kunstneren har her i Portraitlighed givet sig selv som den unge Tobias. Det skjæve Taarn var just ikke indbydende at bestige, dog gik vi derop. Det er en Cylinder med uden om og øverst oppe er slet intet Rækværk; den Side der vender ud mod Havet, virker Søvinden opløsende paa, Jernet smuldrer, Stenene tabe deres Fasthed; det Hele er skident guult. Jeg saae herfra ud over en flad Egn til ; nu er derhen kun en kort paa Jernbanen, en saadan var der ikke dengang, det gik med Veturin og Udbyttet der syntes os ikke Reisen værd, vor Fører vidste Intet og viste os Intet, uden hvad vi kunde undvære at vide. »Der« sagde han »boer en tyrkisk Kjøbmand, men i Dag er Boden lukket! der er en Kirke med et smukt Malerie, men det er taget bort. Den Mand, der gik forbi, er een af de rigeste i Byen!« og dette var noget af det Interessanteste han meddeelte os, saa førte han os til , »den smukkeste og rigeste i Europa;« den gjorde det Modsatte af et religiøst Indtryk paa os, den lignede indeni aldeles en Børs, og det mig uvante at de Alle her gik med Hatten paa, at de talte høit i Munden paa hinanden, var mig uhyggeligt. Jødebørn stode op paa Stolene, nogle Rabbi grinede fra en Slags Prædikestol og morede sig over et Par gamle Hebræer; oppe ved puffede og skjød den Ene til den Anden, det var en Trængsel og Bestormelse. Her var ikke Tanke til Andagt og kunde ikke være det. Oven over os Alle, paa et stort Gallerie, sad bag et tæt Gitter Qvinderne næsten skjulte. – Det Skjønne i Livorno, det var en Solnedgang, som Ildflammer lyste Skyerne, Havet skinnede, Bjergene skinnede, det var Rammen om den skidne Stad, Indfatningen der gav italiensk Pragt. – Dog snart udfoldede denne sig i sin Kunstherlighed, vi naaede .
Jeg havde ikke tidligere havt Øie eller Sands for , saagodt som Intet heraf havde jeg seet hjemme, og i Paris var jeg som de Fleste gaaet stirrende forbi; intet Malerie havde endnu ret fyldt og grebet mig, det var i Florents ved Besøgene i de herlige Gallerier, i Kirkerne mellem Monumenter og Herligheder, at med Eet min Kunstsands ligesom blev vakt. Jeg stod foran »«, det var, som Marmor-Øiet havde Seekraft, jeg følte mig forunderlig andægtig betaget og jeg kunde ikke rive mig løs:
Af Havets Skum, saa hvid og let,
Skjøn, som en Gud kun tænker det,
Hun evig ung sig hæver;
Slægt jorder Slægt paa Verdens Ø,
Men Kjærlighed kan aldrig døe,
Gudinden evig lever!
Daglig besøgte jeg , og her var det altid »den medicæiske Venus« og »«, der længst holdt mig. – Der er en Sandhed, en uendelig Skjønhed i denne store Gruppe; og just ved dens enkelt fritstaaende Statuer, som man gaaer ind imellem, er man ligesom midt paa Skuepladsen selv. Den forstenede Moder udbreder sit over den sidste endnu levende Datter, man seer paa Barnets Hoved at Pilen kommer, og paa Haandens Stilling, at Pilen maa ramme.
Hvilken Skat af herlige Billeder lod ikke her en ny Aandens Verden rulle op for mig; jeg saae Raphaels »« og »«; den ene Herlighed aabenbarede sig efter den anden; tidligere havde jeg vel ved Kobberstik og Gipsafstøbninger lært at kjende en Deel af hvad jeg her fandt, men jeg havde intet stort Indtryk modtaget, Intet deraf var aandeligt gaaet over i min Sjæl, jeg følte mig derfor som et nyt Menneske. – De betydeligste Kirker bleve besøgte og oftest med sine mægtige Marmormonumenter. Sculptur, Malerkunst og Architectur personificerede sidde om Kiste. Dantes Liig gjemmes i , men Santa Croce har , peger paa Digterens colossale Statue, medens Poesien græder over hans . Fra , Maske, og Laurbærkrands pranger her, Italien græder over Graven; mindre storartet er Graven over Galilei og , men Stedet selv lige helligt.
En Dag, vi tre Landsmænd gik for at søge en fjerde, Kobberstikkeren Sonne, og i Qvarteret, hvor han skulde boe, talte vi høit med hverandre, da kom der en Mand i Skjorteærmer og med Skjødskind, han spurgte os paa Dansk: »Mine Herrer, hvem søge De efter?« – Det var en kjøbenhavnsk Kleinsmed, han havde nedsat sig her, giftet sig med en fransk Pige og nu været ni Aar borte fra Danmark. Vi fik hans Historie og fortalte ham igjen om Hjemmet; i det rige Florents gik han og længtes efter ».«
Afreisen kom, vi vilde over der og da til Rom; det var en heel Lidelsesreise, om Dagen brændende Sol, om Aftenen og Natten giftige Fluer og Myg, dertil havde vi en mindre heldig Veturin og alle Plager som knytte sig hertil; de Beundrings-Phraser om Italiens Deilighed og Herlighed, som rundt om i Vertshusene vare skrevne paa Ruder og Vægge, fandt vi at være som ; mindst tænkte jeg da, med hvilken Kjærlighed mit Hjerte siden skulde slutte sig til dette Skjønhedens og Mindernes Land.
Florents idet vi vare stegne ind i den iøvrigt gode Karreet, Veturinen bragte, begyndte vor Qval; ved Vogndøren stillede sig en Skikkelse, der saae ud som Job, da han skrabede sig med Potteskaar, vi rystede med Hovedet, idet han rørte ved Vogndøren, han gik om paa den anden Side, der fik han samme Mindelse om at fjerne sig, og da han igjen kom og igjen bortvistes, traadte Veturinen frem og sagde os, at det var en fjerde Passageer, en fra Rom; det imponerede, og han kom ind, men den Skidenhed, der var i Krop og Klæder ved Mennesket, bestemte os ved første Holdested til at erklære Veturinen, at vi ikke gjorde Reisen med ham til Rom, dersom denne Herre skulde sidde inde hos os; efter en megen Snakken og Gestikuleren saae vi Nobile krybe op hos Kudsken. – Det blev en skyllende Regn, jeg havde ondt af Stakkelen, men han var rigtig nok ikke til at være i Stue med, mindre i Karreet, og saa lod vi Regnen vaske ham. Veien var romantisk deilig, men Solen brændte, Fluerne omsusede os, vi forsvarede os med Myrtegrene, Hestene saae ud som Aadsler, saa besatte vare de af Fluemasser. Vi overnattede i et rædsomt Hul i . Vor Nobile saae jeg der og tørre sig ved Ilden, medens han hjalp Vertinden med at plukke Hønsene, vi skulde spise, og imidlertid udtale sin Vrede over os kjætterske Englændere, hvem Straffen nok vilde komme over, og det gjorde den ogsaa allerede samme Nat. Vi lod, for at faae frisk Luft, alle Vinduer staae aabne og bleve da om Natten saa aldeles ødelagte paa Ansigt og Hænder af Myg og Fluer, at vi hovnede og blødte; min ene Haand fremviste alene syv og halvtredsindstyve Stik; jeg følte Smerte og Feber derved. Næste Dag gik det over gjennem frodige deilige Landskaber med og Druer; smukke, halvnøgne Børn og gamle Matroner med sølvhvidt Haar gik og vogtede kulsorte, hudblanke Grise; ved Søen , saae jeg ved Veien det første fritvoxende Laurbærtræ; vi kom nu ind paa det og efter at have overstaaet ved Visitationen af vore Pas og Kofferter gik det frem under den deiligste Solnedgang. Jeg saae en Farvepragt, jeg aldrig glemmer, men Vertshuset var skrækkeligt; Gulvet sønderbrudt, Krøblinger udenfor Døren, Vertinden, i en skiden Blouse, grinende som en fæl Hex, spyttede hver Gang efter at have bragt en Ret Mad til os og gik saa ud ad Døren.
Jeg har tænkt paa dette Sted, da jeg i » af, hvor ilde der ogsaa kan være i ».« Næste Formiddag naaede vi Perugia, Byen, hvor Raphael var i Lære hos Perugino, vi saae Billeder af Eleven og af Mesteren; saae fra Høiden ud over de udstrakte Olieskove det samme smukke Landskab, der afspeilede sig i Raphaels Øine, som engang i Keiser Augustus, da af her reistes for ham og endnu staaer, som var den fuldendt igaar. Mod Aften var vi i der frembød Skuet af en faldefærdig By. Næsten alle Huse i Hovedgaden var fra Gjenboe til Gjenboe understøttet ved Bjælker. Her havde kort forud været Jordskjælv; store Revner saae man i Murene, enkelte Huse laae ganske i Gruus; det begyndte at regne og storme; hyggeligt var det slet ikke i Vertshuset, og Maden selv var ikke engang spiselig for os, som led af Sult.
sang en ung Tydsker parodierende, mens Vind og Regn ruskede paa de skrøbelige Vinduer. Nu kommer nok et til, tænkte vi, saa falder da den hele Herlighed! men den faldt ikke, og vi sov godt – og næste Eftermiddag var vi ved Terni foran det herlige Vandfald, mellem Laurbær og Rosmarin, høit over udstrakte Olieskove i al Italiens Deilighed; en lille Flod styrter sig fra Fjeldet, det er det Hele, men det er saa uendelig deiligt at see, Vandstøvet stod som en Damp høit op i Luften; Solen belyste Alt med stærke røde Straaler og sank, og det blev pludseligt mørkt; fuldkommen Nat var det, da jeg kom gjennem den sorte Olieskov, som jeg, skilt fra mit Selskab lagde tilbage med en ung livlig Amerikaner, der imens fortalte om , om og de store Stepper.
Den følgende Dag var regnfuld, Veien slet, Omgivelserne frembød intet Nyt, vi følte kun Træthed og Besværlighed; det smudsige bød os et skident Hotel; kun Aftenvandringen her, hvor Tilfældet førte mig udenfor Byen til nogle Ruiner, hvor et Vandfald bruste ned i en Afgrund, frembød en smuk Erindring, der er voxet ind i Romanen »Improvisatoren«; . Endelig kom Dagen, da vi skulde naae Rom; vi rullede afsted i Regn og Rusk, kom forbi det af Horats besjungne »Monte Soracte« og ind paa , men Ingen af os følte dens Skjønhed eller grebes ved Bjergenes Farver og deilige Bølgelinier, vi tænkte kun paa Maalet, paa Hvilen der, og jeg bekjender, at da vi ved stode paa den Høi, hvor de, som komme Nordfra, første Gang øine Rom, hvor Pilgrimen knæler i Andagt, og mangen Reisebeskriver fortæller os sin Henrykkelse og Opløftelse af Skuet, var jeg ogsaa glad, men mit Udraab tydede slet ikke paa en Digter: ved første Gang at øine Rom og raabte jeg høit: »Gud skee Lov! nu kan vi snart faae Noget at spise!«
————
Rom!
Det var den 18de October, midt paa Dagen jeg kom til Rom, den By af alle Byer i Verden, hvor jeg snart følte mig som fød og hjemme. Jeg kom betids netop den Dag til en af de sjeldneste Begivenheder, Raphaels anden Begravelse. – Paa gjemte man i mange Aar et Dødninghoved, der udgaves og fremvistes som hans, men da der i de sidste Aar var vakt Tvivl om dets Ægthed, gav Paven, Gregor den Sextende Tilladelse til at Graven i , eller som dette Sted nu som Kirke nævnes: , maatte aabnes; man fandt den Døde heel og holdende. Nu skulde Liget igjen bisættes. Da Gravstedet blev aabnet og Benene taget frem, havde Maleren Camuccini faaet Eneret til at male det hele Billed. Horace Vernet, som da levede paa i Rom, vidste Intet herom, tog sin Blyant og gjorde en Skizze; det , som var tilstede forbød ham det, forundret saae han paa dem, og sagde ganske roligt: »men efter Hukommelsen tør man dog hjemme gjøre sig en Erindring derom?« det kunde man Intet sige til, og nu, fra Kl. 12 om Middagen til 6 om Aftenen, malede han sig et smukt lignende Oliemalerie og lod derpaa gjøre en Plade til at give det i Aftryk, men denne blev strax af Politiet lagt under Beslag, hvorover Horace Vernet skrev et heftigt Brev og forlangte, at man inden fire og tyve Timer skulde levere ham Pladen tilbage, da Kunsten ikke som Salt og Tobak kunde lægges under Monopol; han erholdt den ogsaa, men han brød den itu og sendte Stykkerne af den med et i en bestemt Tone ildfuldt skrevet Brev til Hr. Camuccini, og sagde, at han heri vilde vise ham, at det ikke var hans Hensigt at benytte sig af den til hans Skade. – Camuccini lod Pladen sætte sammen igjen og sendte den med et høist venligt Brev tilbage til Horace Vernet, i det han erklærede, at han opgav ganske at udgive sin Tegning; nu fik Enhver Lov til at tegne Graven, det vrimlede derfor med Afbildninger.
Vore Landsmænd skaffede os Billetter til Festen, og vor første Indtrædelse i Rom blev saaledes at tage Deel i Raphaels Jordefærd. Paa en sortklædt Forhøining stod den Mahognikiste, bedækket med et gyldent Klæde. Præsterne sang et , Kisten aabnedes, og de oplæste Efterretninger bleve nedlagte der; et usynligt Chor klang forunderligt smukt, idet Processionen satte sig i Bevægelse Kirken rundt. Alle de betydeligste Kunstnere og Fornemme fulgte; her saae jeg i Rom første Gang igjen Thorvaldsen, der som de Andre i Processionen skred langsomt frem med sin . – Det høitidelige Indtryk forstyrredes imidlertid hos mig ved det jordiske Uskjønne, da man for at faae Kisten ind i den smalle Aabning maatte løfte den saaledes , at de i Orden lagte Been og Knokler atter faldt sammen. Man hørte, hvorledes de ramlede.
Jeg var altsaa nu i Rom, og følte mig saa vel der; af alle Landsmænd tog hjerteligst og med meest ungdommelig Glæde Medailleur Christensen mod mig; vi havde før ikke personligt kjendt hinanden, men gjennem mine lyriske Digte var jeg blevet ham kjær, han førte mig strax til Thorvaldsen, der boede paa sit ; han sad just og arbeidede paa sit Basrelief »«; Denne siddende paa Ruiner, hvor der i Basrelief sees og ; han tegner efter Naturen, holder Tavlen for ham, medens den tillige rækker ham Valmuen, en billedlig Hentydning paa Kunstnerens tidlige Død; med Faklen seer veemodig paa ham, og holder sin Krands over hans Hoved. – Thorvaldsen udtalte saa levende og livlig sin Idee, fortalte om Gaarsdagens Fest, og om Raphael, Camuccini og Vernet; en Mængde herlige Billeder, kjøbte af nulevende Mestere, og som han vilde efter sin Død skjænke Danmark, maatte jeg see. Den jevne Ligefremhed, det milde Hjertelige hos den store Kunstner greb mig, der var forunderlig blød, saa at jeg næsten i Taarer forlod ham, uagtet vi nu hver Dag, som han sagde, skulde sees. – Af andre Landsmænd, der smukt og inderligt strax sluttede sig til mig, var Ludvig Bödtcher, af hvem vi have ; han levede som privat Mand i Rom for Kunst, Natur og et aandfuldt ; som gammel Romer havde han tilbragt her mange Aar, vidste Besked om alt Interessant og Smukt, i ham fandt jeg en Fører med Aand og Kjendskab. Endnu Een sluttede sig ligesaa varm og trofast til mig, det var Maleren Küchler, dengang endnu legemlig og sjælelig ung, og ikke uden Humor, altid vidste han at sige et spøgende Ord; da anede jeg ikke hvad nu er skeet, at han skulde slutte som Tiggermunk i et lille Kloster i Schlesien; han, den spøgende, hjertensgode, og som jeg da syntes aandelig friske Ungersvend, der malede de skjønne italienske Billeder med altid lidt erotisk Skjælmeri ved. Da jeg, flere Aar efter, anden Gang kom til Rom, var Ungdomssindet borte, kun enkelte Gange, slog Lunet lidt op, og 1841, da jeg tredie Gang saae Rom, var han blevet Catholik, malede kun Altertavler og fromme Billeder. – Nu som vi veed, blev han for et Par Aar siden indviet af til Tiggermunk, og drog saaledes barfodet gjennem Tydskland op til et fattigt Kloster i de preussiske Stater, ikke længere Maleren Albert Küchler, men Franciskaneren . – Gud give ham her den Fred og Lykke, han vistnok, misforstaaende den alkjærlige Gud, paa en forvildet Vei søger og – vil finde! – Han var i vort Mødes Uger og Maaneder den oplivende, kjærlige Ven; jeg husker ham helst fra disse første Tider, der dog, uagtet jeg var i Rom, Stedet for mine Ønskers Maal, bragte mig ogsaa tunge, haarde Timer; men før vi oprulle disse, ligge endnu et Par smukke Dage, med Bjergluftning i den deiligste Natur. Det var endnu som paa den smukkeste Sommertid hjemme, og uagtet Rom var ny for mig, med al sin Herlighed maatte dog det deilige Veir benyttes; blev bestemt, Küchler, Blunck, Fearnley og Bödtcher, der vare som hjemme der, førte os an; deres Kjendskab til det italienske Folk og Landets Skik og Brug gjorde det ikke blot saare billigt, men jeg fik Alt saa grundigt, saa klart, jeg blev ligesom aandigt climatiseret her, og der nedlagdes hos mig de fleste Spirer til Skildringer af den italienske Natur og Folke-Livet, dem jeg siden har givet i »Improvisatoren«; om en saadan Bog var der endnu ikke Tanke hos mig, ikke engang Tanke om at levere Reiseskildringer; denne Uges Vandretid var ubetinget min lykkeligste, min meest ublandede nydende Tid i dette deilige Land.
Over Campagnen, forbi Oldtids Grave, maleriske Vandledninger, Grupper af Hyrder og deres Hjorde, gik det til Albanerbjergene, hvis blaa og deilige Bølgelinier syntes saa nær i den gjennemsigtige Luft; i , hvor vi tog Frokost, saae jeg første Gang et rigtig folkeligt »«, opfyldt af Bønder og Geistlige. Høns og Kyllinger løb om paa Gulvet, Ilden brændte herinde paa Skorstenen og lige ind til den trak de pjaltede Unger vore Æsler, som vi satte os op paa, og som nu gik i Trav og i Stadighed, som det selv behagede dem, altid ind i Bjergene forbi Ruiner af , der nu kun frembød brolagte Gader men ingen Huse, Muurstykker, mellem Laurbær og Kastanier; vi besøgte , hvor der fra en dyb Brønd var en saadan Resonants, som gjemtes der Tonernes Væld, det Tonedyb, Rossini leende og jublende øste fra, og hvor Bellini lod sine Taarer falde, og kun veemodige Melodier klang ud over Verden. Om Aftenen vare vi igjen i Frascati. Maanen lyste straalende over de fløielssorte Cypresser om Borgen Cenci, hvor Beatrice levede og forsvarede sig mod sin dyriske Fader. Mellem ». I Frascati var Fyrværkeri, Raketterne steg over de mørke Træer, og Byen gjenlød af Jubel.
Tidlig næste Morgen gik vi til Fods op ad Bjergene, Campagnen laae under os, vi øinede Middelhavet, snart naaede vi ; Veien, vi gik, førte tæt forbi et mægtigt Træ, der med sin store Krone hvælvede sig til et Kapel, den øverste Deel af det var tillukket i Form af et Kors med en Krands omkring, de nedre større Grene dannede en mægtig Kuppel, inde i den hule Stamme var ophængt et Skab, bag hvis Glasruder man saae Billede. Den hele Vandring var som igjennem en rig, overfyldt Have, og altid vexlede Udsigten og Billederne. Vi gik over til , og først om Aftenen naaede vi , hvor de store og groe hen ad Bjergskrænten, der engang var Krater og nu er et blomstrende Gjerde om den klare og dybe . Hvor deiligt at dvæle her, aande Italiens Luft, høre fortælle om Festen her og Folkelivet; hver Vandredag var et deiligt Natur-Eventyr. En Morgen i graanende Veir red vi paa Æsler langs Skrænten af Albanersøen og kom der forbi en stor malerisk Hule; dens Vægge vare bedækkede med et Tæppe af det deiligste Grønne, de fine friske Venus-Haar, en Bregneart af uendelig Fiinhed og Skjønhed, dannede ligesom et hængende inde i Hulen selv, et eget feeagtigt Lysskjær faldt herind, det turde ikke males, om end Maleren kunde det, Den, som ikke saae det i Virkelighed, vilde ikke troe paa dets Sandhed. Vort Maal var den Dag , her var ganske efteraarsagtigt koldt; Klosterhaven, indhegnet med prægtige Laurbær, strækker sig over Grunden, hvor stod, og hvor endnu enkelte mægtige Steenblokke findes. En stor udstrakt Sky skjulte under os det Meeste af Campagnen og Rom, men pludselig løftede Skyen sig og foran os laae Rom, Campagnen og Bjergene; vi saae tæt under os Albaner- og Nemisøen straale saa klare blaa, som to deilige Pigeøine. Hvilke Aftener, hvilke drømmende skjønne Vandringer under Spøg og Sang i disse Bjerglande, i denne friske Frodighed. Flere Scener i Folkelivet, som der nu blive sjeldnere, blev ligesom af Tilfældet forundt os; vi saae den complette selv paa sine Medicament-Vogne, med maskerade-udstafferet Tjenerskab, holde sin . Vi mødte Røvere lænkede til den af Oxer trukne Vogn og omgivne af ; vi saae Begravelse, med Liget ubedækket paa Baaren, hvor Aftenrøden skinnede paa de hvide Kinder, og Drengene løb med Kræmmerhuse, i hvilke de opsamlede Voxet, der dryppede fra Munkenes Kjerter. Klokkerne klang, Sangen lød, Karlene spillede , og Pigerne dandsede til Tambourinens Klang; saa festlig, saa smuk saae jeg aldrig siden Italien, det var lyslevende; jeg saae disse Blade i Natur og Virkelighed.
Vi vendte igjen tilbage til Rom, til Kirkernes Storhed, de herlige Gallerier og alle Kunstskattene, men den vedvarende deilige Sommertid, skjøndt vi vare inde i November, kaldte os igjen til Bjergene, og denne Gang var det til .
Morgenstunden begyndte dog at aande Efteraarskulde over Campagnen; Bønderne tændte Blus, som de varmede sig ved; vi mødte ridende Landsbyfolk i store sorte Faareskinds Pelse, som var det i ; men da Solen kom høit, straalede den varm; Alt var grønt og friskt om Tivoli, Byen, ovenover styrtende Vande, mellem Olivenskovene, der prangede med Bouquetter af Cypresser og rødt Viinløv. De store Vandfald styrtede sig som hvide Skymasser ned i det Grønne; det blev en varm Dag, og vi kunde Alle have Lyst og Trang til at tage Styrtebade under Fontainen i . – Her trives Italiens største Cypresser, mægtige som de i Orienten. – ved Foden af det steile Vandfald; vore Fakler lyste forvirrende ind i de tætte Laurbærhækker; Dybden tæt ved, hvor vi hørte det tordnende, styrtende Vand, syntes langt dybere, langt nærmere. Nogle Knipper Halm blev paa et Signal antændt over os, og belyste det gamle , der i den bævende Flamme traadte frem med sin Søilerække.
Vi vendte atter igjen tilbage til Rom, hvor endnu Folkelivet rørte og viste sig som i , og hvor Kunstnerne sluttede sig saa beslægtede, saa smukt sammen, som jeg ikke siden har seet det.
Skandinaver og Tydskere dannede een Kreds, Franskmændene, der havde deres eget Academie under Forsæde af Horace Vernet, dannede et andet Hold. Ved Middagen i havde hvert Landsmandskab sit eget Bord; om Aftenen kom Svenske, Norske, Danske og Tydskere sammen til eet Lag, og her traf man endnu Størrelser fra en ældre Tid; her kom de to gamle Landskabsmalere Reinhard og Koch, ligesom ogsaa Thorvaldsen. Reinhard, der med Digterøie havde opfattet Italiens Natur, var voxet fast til dette Land, det han for altid havde ombyttet med »«; gammel og dog saa ung sad han her med funklende Øine og sølvhvidt Haar; han loe, saa det rungede; en Fløiels Trøie, en rød Uldhue paa Hovedet var det Characteristiske i hans Klædning; Thorvaldsen bar en gammel Frakke, hvori hang , den man her erholdt ved at træde ind i Forsamlingens »«. – Den Indtrædende gav som oftest eengang for alle en Aften Drikkevarer til hele Forsamlingen; det kaldtes at gjøre »«, og den Indtrædende fik Bajokordenen, en Kobberskilling, som altid ved lignende Leiligheder blev baaret i Knaphullet. Der var da stor Udklædning og dramatiske Scener; den valgte , dengang en ung tydsk Kunstner, mødte i en Slags Militair-Uniform, med Guldpapirs-Stjerne paa Brystet, ledsaget af Skarpretteren, som bar en Øxe og et Bundt Pile; et Tigerskind hang ham ned over Ryggen; dernæst kom Minnesangeren, der til Guitarren sang tidt en extemporeret Vise om Aftenens »Ponte molle«. I tidligere Tider havde det været Skik, naar en Landsmand første Gang kom til Rom, at modtage ham ude ved , der i daglig Tale kaldes »Ponte molle«, og da i Vertshuset derude at drikke Velkomst; nu var dette ført over i Kneipe-Livet, og inde i Rom selv var Modtagelsens Fest.
Der bankedes paa Døren, som banker; den forventede Gjest kom, og nu begyndtes en Duet imellem Generalen indenfor og Solo med Chor udenfor. Den Fremmede fik derpaa Lov til at træde ind, og var da iført et Slags Blouse, bar lange Lokker og store Papirs-Negle, dertil malet og udstafferet paa det meest Forvildede; de lange Haar og Negle bleve nu skaarne bort, den forrevne Blouse trukket af, og han blev pudset og pyntet til at træde i Kreds med deAndre, men først læstes op for ham Lovens 10 Bud, blandt hvilke var, at »han maatte ikke begjære sin næstes Viin, og at han skulde elske sin General og tjene ham alene«. En stor, hvid Fane med en Viinflaske paa og Indskrift »« Ordspil paa Lafayette, vaiede over ham. Nu gik Processionen, altid med den samme , rundt om Bordene, og saa fulgte Sange i alle Nationers Sprog, en lystig »«, der begyndte med »Monte Cavo« og »«, blev givet; stundom fulgte en og anden aftalt lystig Spas, som den, at en af Bønderne ude fra Gaden kom ridende paa sit Æsel midt ind i Stuen, til stor Forstyrrelse for det Hele, – eller at de virkelige Gensdarmer, efter Aftale, brød ind og lod som de vilde arrestere en eller anden Hædersmand, hvorved der blev Forvirring og lystige Grupper, der endte med, at Soldaterne ogsaa fik deres Fogliette.
Julen var vor smukkeste Fest; jeg har omtalt samme, men saa festlig, saa frisk og lys som 1833 var den neppe nogensinde siden; vi maatte ikke paa denne hellige Aften juble og gjøre Løier inde i Staden, men vel udenfor, og vi fik dertil i et stort Huus tæt ved Amphitheatret. Blomstermaler Jensen, Medailleur Christensen og jeg vare derude fra den tidlige Morgen, og i varmt Solskin gik vi i Skjorteærmer og bandt Krandse og Guirlander. Et stort med Frugterne paa var vort Juletræ; den største Gevinst, et Sølvbæger, med Indskrift: »Juleaften i Rom 1833«, var jeg den Heldige, der vandt. Hver af Gjesterne gav en Present, og det var en Betingelse, at vælge et eller andet Morsomt eller ved Indpakning og Devise see at gjøre det dertil. Jeg havde fra Paris et Par grelle, gule Flipper, der kun var at bruge til Carnevals-Spas; disse vilde jeg anvende, men det tog en Vending, som man vil see, der kunde have endt Aftenen med Strid og Vrede. Det faldt mig ikke ind, at der kunde være anden Mening, end den, at Thorvaldsen her var den Betydeligste, og at jeg altsaa nok kunde give ham, fremfor Nogen, Krandsen. Flipperne, der bar Misundelsens Farve, kom altsaa med i Spøg; jeg vidste ikke, hvad vi nu kan læse i Thieles »«, at der mellem Bystrøm og Thorvaldsen engang havde været en Strid om deres gjensidige Dygtighed. Bystrøm meente, at Thorvaldsen overgik ham i Basreliefs, men ikke i Grupper; da blev Thorvaldsen heftig og udbrød: »«
Ved vor Julefest var baade Thorvaldsen og Bystrøm tilstede; jeg havde for min store Landsmand bundet en Krands og skrevet et lille Vers med den; Foræringen gjaldt ham, men ved Siden laae de gule Flipper, og dem skulde Den have, der tilfældigviis ved Lodtrækning fik Pakken; Loddet vilde, at den tilfaldt Bystrøm, og Indholdet af Verset til den Vindende var: »Du kan beholde Misundelsens gule Flipper, Krandsen skal Du række Thorvaldsen!« Øieblikkelig kom Alt i Bevægelse over denne Mangel paa Tact eller daarlige Vittighed, men snart, da man indsaae, at det jo ganske tilfældigt var faldet i Bystrøms Hænder, og man hørte, det kom fra mig, hvem man ikke tiltroede nogen Braad, jevnede sig Alt, og det gode Lune kom igjen.
Jeg havde skrevet en Sang – den var min egentlige første skandinaviske Vise. I Rom var Julen en naturlig skandinavisk Fest, men skandinaviske Sympathier var der ikke Spor af. Til Overskrift havde jeg sat: »«; den var skrevet til Melodien: »«.
Sødt dufter Juletræets Blad,
Det stod igaar i Laurbærlunden!
Lad os, som Barnet, være glad,
Vi er’ jo Alle Børn i Grunden,
Den ene Forskjel kun jeg seer,
Een veed lidt mindre, Een lidt meer.
Husk, hvor det hjemme dog var smukt
Ved Juletid, da vi var mindre,
Vi stod ved Døren, der var lukt,
Saae gjennem Sprækken Lyset tindre,
Tidt Nabobørnene var med –
Her finder nu det samme Sted.
Dansk, Svensk og Norsk, et Kløverblad,
Med Sundheds-Kraften, Troskabs-Flammen,
De Brødre tre, der skiltes ad,
I Roma knyttes atter sammen!
Eet Sprog, eet Hjem os Himlen gav,
Og Broder er hver Skandinav!
Ei og Hjem vor Sjæl forlod,
Hvad Hjertet elsker, maa det prise,
,
Held Sverrigs ,
Den Skaal gjensidigt tømmes maa,
Thi Brødre her hos Brødre staae!
Saa selsomt skifter Livet om,
Saa mangt et deiligt Billed svinder,
Dog denne Julefest i Rom,
Vil staae blandt vore skjønne Minder,
og nyd med Barnets Sjæl
Vor lykkelige Juleqvæl!
Sangen var sjungen, der blev en Pause, Enhver vilde have sin Konges Skaal først udbragt; endelig bleve de forenede udbragte. Jeg havde af en naturlig Tact, uden Tanke om Politik, valgt det Rette; men jeg fik over Bordet Bebreidelse for »de mange Konger«, og siden lød det til mig fra Kjøbenhavn, at høitstaaende Folk havde fundet det underligt, at jeg, der reiste for danske Penge, besang den svenske Konge. Det forekom mig, at det vilde have været høist upassende, om ikke i en Kreds af Danske, Svenske og Norske, begge Konger, ligesom de tre Folk her, ogsaa stilledes sammen; vi vare Nabobørn fra Norden, og hver af Gjesterne var tillige Vært. – Men min Mening var, som sagt, dengang ikke alle de Andres; det har siden rigtigt og smukt forandret sig, men jeg fik mine Skjend – fordi jeg kom for tidlig, og dog i rette Tid, paa rette Sted.
Da jeg med Thorvaldsen og nogle af Selskabet ved Midnat forlod Festen, og vi bankede paa Roms Port, var det for mig som i »; »?« spurgte de; »« svarede vi, og nu aabnedes en saa lille Laage, at vi næsten maatte krybe igjennem den. – Det var et deiligt Veir, som en Sommernat i Norden. »Det er anderledes end hjemme!« sagde Thorvaldsen, »Kappen bliver mig ordenlig for tung!«
Fra Hjemmet modtog jeg sjeldent Breve, og de, der kom, paa et Par Undtagelser nær, vare altid opdragende, smaalige, ubetænksomt skrevne; de maatte bedrøve mig, og Virkningen af disse var altid saa stærk paa mig, at de af Landsmændene, jeg her i Rom holdt af og holdt mig til, altid udbrød: »Har De nu igjen faaet Brev hjemmefra? Jeg vilde ikke læse de Breve, og jeg vilde kaste saadanne Venner fra mig, der kun pine og plage!« Jeg trængte jo til at opdrages, og man opdrog mig, men haardt, ukjærligt; man tænkte ikke over, hvor tungt det døde Ord kan fra det Skrevne lægge sig paa Hjertet. .
Om »Agnete« havde jeg endnu Intet hørt; den første Udtalelse om den var fra . Hans Dom over Digtet giver os et Billede af den Andersen, jeg dengang var.
»Du veed din, jeg kunde næsten sige unaturlige, Følsomhed og Barnlighed er meget forskjellig fra mig – – og jeg maa sige Dig, at jeg havde ventet noget Andet her – en anden Aand, andre Ideer og Billeder, allermindst en Characteer som Henning; kort sagt: Agnete synes mig aldeles lig dine Digte (NB. de bedste af dine Digte), skjøndt jeg havde haabet i Eet og Andet at see Spor af en aandelig Forandring hos Dig, som en Virkning af Reisen; herom har jeg , og han er enig med mig, og da han, som baade er din Ven og paa en Maade Mentor, har skrevet Dig en Deel til desangaaende, skal Du blive fri for Raad og Paamindelser fra min Side; – – – Kjære Ven, jag de Pengbekymringer og hjemlige Tanker paa Døren, og drag den fulde Nytte af Din Reise! lidt mere Mandighed og Kraft, lidt mindre Barnlighed, Overspændthed og Sentimentalitet, lidt mere Studeren og Trængen til Bunds – og jeg skal gratulere Andersens Venner til hans Hjemkomst og Danmark til sin Digter!« –
Det var fra et Menneske, jeg holdt af, En af dem, som var mine sande Venner, yngre i Aar, men i lykkelige Forhold og af Dygtighed, En af dem, som mildest vilde udtale sin Mening, da jeg jo var »saa følsom, saa barnlig«. Forunderlig, at han og andre fornuftige Folk kunde tænke at see en stor Forandring hos mig i »Agnete«, indvirket af Reisen, der, som tidligere er sagt, bestod i at seile med Dampskib til Kiel, gaae med Diligence til Paris og senere til Schweiz, og derfra alt i den fjerde Maaned at hjemsende Digtet. Reisens Resultat kunde ikke vise sig før efter Aar og Dag, og da bragte jeg »Improvisatoren«.
Men dybere rystede mig, hvad , en af de, jeg meest kunde stole paa, skrev:
»Jeg har ikke Haab om, at der ved denne Subscription vil tilfalde Dem nogen ordentlig Fordeel. De veed ikke, Andersen, saaledes som jeg og de Andre, der mene Dem det godt og holde oprigtigt af Dem, hvorledes Folk, – ja næsten Alle – det er forskrækkeligt med hvor faa Undtagelser – hvorledes Folk yttre sig: »Har han nu igjen smurt Noget sammen?« – »jeg er for længe siden kjed af ham« – »det er altid det samme, han skriver!« – kort sagt: det er utroligt, hvor faa Venner Deres nu har. Hvad er Grunden dertil: De skriver formeget! Naar det ene Arbeide er under Trykken, er De halv færdig med Manuskriptet til det andet; ved denne rasende, denne beklagelige Productivitet nedsætter De Deres Arbeider i den Grad, at ingen Boghandler tilsidst vil have dem for Intet. Tænker De nu ikke – efter Deres Brev til .... – igjen at skrive en Reise« – ( det var »Improvisatoren«, der begyndtes i Rom) – »hvem, troer De, vil kjøbe en Bog i flere Bind, som handler om Deres Reise, en Reise, som Tusinde have gjort, og to tusinde Øine have vel ikke forbigaaet saa Meget, at De kan fortælle to Bind Nyt og Interessant. Det er dog i Grunden en umaadelig Egoisme af Dem at tiltroe Folk den Interesse for Dem. Skylden maa være Deres egen; thi Publicum, idetmindste , have sandelig ikke givet Dem Anledning dertil. Dersom jeg kjender Dem ret, Andersen, saa vil De ganske rolig og med Selvtilfredshed svare mig: »Ja! men naar Folk nu faae min »Agnete« at læse, saa vil de nok forandre deres Tanker, saa vil de see, hvorledes min Reise har virket til det Bedre, gjort mig modnere o. s. v.« Dette er omtrent Indholdet af Deres sidste Brev. Men De tager Feil, Andersen, De tager sørgeligt Feil. »Agnete« er saa aldeles den gamle Andersens, saavel i de smukt barnlige Steder, som i hvad vi kjende fra hans tidligere Arbeider; jeg har tidt været grædefærdig over de mange Bekjendte, jeg traf i »Agnete« og som jeg ikke ønskede at træffe; som oftest qvaltes min Graad af Ærgrelse. Naar De har læst dette, siger De, at jeg er urimelig o. s. v. Jeg vil derfor meddele Dem Følgende: , og som De har megen Agtelse for, hvis Dom De stoler meget paa, betroede jeg mine Sorger med Hensyn til Correcturen, og anmodede ham om tilligemed mig at gjennemsee Manuskriptet til foreløbig Gjennemlæsning, og erholdt følgende Svar fra ham: »»Jeg havde havt i Sinde at tilbringe denne Aften med Andersens »Agnete«, men kan ikke døie det! det piner mig at læse et saa Product af ham, og jeg beder Dem om ; thi det er mig ikke muligt ved Gjennemlæsningen at tænke paa at rette Smaafeil, hvor det, jeg endnu har læst, kun yderst sjeldent frembyder et enkelt Lyspunct. Er Talen om at gavne vor fraværende Ven, saa er der intet Andet at gjøre, end at holde det Hele tilbage; det vil efter min Mening være et sandt Venskabsstykke mod ham. Ulykken er, at Oehlenschlæger engang har sendt Mesterværker hjem fra Paris; derfor er formodentlig dette over Hals og Hoved smurt sammen. Jeg sender Dem Manuskriptet tilbage og vasker mine Hænder; gjør De ligesaa! Det vilde maaskee angre os engang i Tiden at have staaet Fadder til det Barn.«« – Deraf vil De for det Første see, at det Foranførte ikke er min Mening alene; De vil desværre tidsnok faae at see, at det er næsten Alles. For Guds Skyld, for Deres Digteræres Skyld, lad være at skrive i nogen Tid, i det mindste i et halvt Aar; tilbring den ene Halvdeel af Deres Reise med at studere og more Dem, og den anden Halvdeel med det Samme. Derved mener jeg ikke, at De skal studere Historie efter , som De skriver, at De gjør. De svarer mig, at De maa skrive, for at leve, for at have Penge. , det indrømmer jeg, hvor tungt det end er; men er der nogen Tid, at De kan undvære at skrive, da er det dog vistnok i de to rimeligviis eneste Aar, at De har en Understøttelse af 600 Rbd., skjøndt jeg vel indseer, at De kun med Nød kan komme ud af det med disse!«
Nu meldes om, at jeg ikke kan vente nogen yderligere Understøttelse af Fonden og heller ikke haabe at erholde det saakaldte »«, og Brevets Slutning lyder:
»Hermed ende Ubehagelighederne. I næste Brev, De faaer fra mig, skal jeg beflitte mig paa en venligere og roligere Tone; thi i dette har jeg været lidt arrig. Derfor vil jeg ikke meddele Dem noget Vidtløftigt om en om Deres »Samlede Digte«, som for nylig har staaet i , hvor De i Sammenligning med Hertz, Hansen, Holst, Christian Winther og »«, bliver noget nedrigt behandlet; den er vel af Molbech; den er foruden, som sædvanlig, arrig, tillige vittig paa hans Maneer. Men, i Sandhed, De taber ikke ved at critiseres paa den Maade!« – Critiken var af Molbech.
Man vil forstaae, hvilken Smerte dette Brev vakte hos mig; nu, mange Aar efter, hvor Alt er klaret, og jeg selv roligt seer paa det og det Hele, forstaaer jeg saa godt den inderlige Deeltagelse for mig! Man seer, hvorledes selv Den, der helst holdt paa mig, blev betaget af den almindelige Haan og Forkastelse, hele Hjemmet kastede paa mig. Jeg blev saa overvældet af dette Brev, at jeg i Fortvivlelse nær havde glemt min Gud, opgivet ham og Menneskene. Jeg tænkte paa Døden, som en Christen ikke bør gjøre det. Men, spørger man maaskee, var der ikke en Eneste, som alt dengang sagde et venligere, mere opmuntrende Ord om »Agnete«, den Digtning, der var sprunget ud af mit Hjerte og ikke, som man skrev, »over Hals og Hoved smurt sammen«. Jo, Een, og det var fra hende vil jeg anføre:
– – »Jeg tilstaaer, »Agnete« har vel ikke gjort stor Lykke, men at den skulde nedrives saadan, som De har hørt, det er vist kun Ondskab, der kan sige det. Der er store Skjønheder, men jeg troer, det var Feil at behandle dette Stof; jeg troer ogsaa, jeg meente det, før De begyndte. »Agnete« er en Sommerfugl for os Danske, som vel maa sees paa, men ikke røres ved. De har behandlet hende selv saa luftig, men De har givet hende tunge Omgivelser og gjort hendes Kreds for lille til at flagre bort i.«
Rystet i Sjæl og Sind af Sorg ved Hjemmets Dom over mig, samt Forkastelsen af hele min Virken, kom Efterretningen om . Collin meldte mig det, og mit første Udbrud var: »Gud, jeg takker Dig! nu har hun Ende paa sin Nød, som jeg ikke kunde lindre!« Jeg græd, men kunde dog ikke ret vænne mig til den Tanke, nu ikke at eie en Eneste i Verden, der efter Blodet og Naturen maatte elske mig. Dette nye Indtryk gav mig Taarer; jeg kom ret til at græde ud, og havde en Fornemmelse af, at hende var skeet det Bedste; jeg vilde jo aldrig kunde komme til at gjøre hendes sidste Dage sorgfrie og lyse; hun var død under en glad Tro om min Lykke, og at jeg var Noget. – Fru Læssøe skrev derom:
»Det maa have været haardt, blandt Fremmede at faae en saadan sørgelig Efterretning: – Deres Moders Død! – Med Guds Hjelp er hun nu et bedre Sted, et Sted, hvor Hjertets Ret faaer sin fortjente Plads, og da vil hun sikkert, saavidt jeg kjendte til hende, komme til at staae om ikke høit, (det er et fælt jordisk Udtryk) saa dog godt og sikkert, det fortjente hendes Kjærlighed. Fred med ! Men at »her Ingen er, der meer holder af Dem«, er ikke sandt, jeg maa holde moderligt af Dem; jeg kan ikke andet end regne Dem blandt Sønnerne. Det !«
Hvor velsignede jeg ikke disse trøstende, kjærlige Ord, hvor holdt de mig ikke oppe i min uendelig bittre Liden; ogsaa Landsmændene vare alle saa hjertelige, saa deeltagende, dog meest med Hensyn til, at min Moder var død; det forstod de bedst. Mellem de senest Indtrufne var Digteren Henrik Hertz, min strenge Angriber i »«. Collin havde skrevet mig til, at Hertz kom, og at det vilde glæde ham at høre, at vi venligt mødtes. Jeg sad i , da Hertz første Dag traadte ind; han rakte mig venlig Haanden; jeg havde stor Glæde af at omgaaes ham, og snart, da han saae min Sorg, hørte og forstod, hvad jeg led, talte han trøstende og beroligende. Han talte til mig om mine Arbeider, om sine Anskuelser, berørte »Gjengangerbreve« og – forunderlig nok – bad mig ikke lægge ubillig Critik paa Hjertet, meente, at det romantiske Gebeet, hvori jeg bevægede mig, forledede mig til Udskeielser, syntes derimod, at mine Skildringer af Naturen, hvor mit Gemyt eiendommeligt aabenbarede sig, vare meget gode og havde tiltalt ham meest; iøvrigt meente han, at det maatte være mig en Trøst, at vist alle sande Digtere havde gjennemgaaet den samme Crisis, som jeg, men at deres Arbeider da ikke vare blevne bekjendte, og at jeg efter denne Skjærsild vilde komme til Sandhedens Erkjendelse i Kunstens Rige!
Med Thorvaldsen havde Hertz et Par Dage forud, hjemme hos mig selv, hørt »Agnete«, og da yttrede han, at ved at høre den læse kunde han ikke ret samle den hele Digtning, men fandt de lyriske Steder vellykkede, og troede, at hvad man hjemme kaldte Feil her i Formen, bestod i, at Romancen tabte ved at behandles dramatisk; saaledes havde Oehlenschläger slaaet »Aage og Else« ihjel i sin »blege Ridder«. Vel kunde jeg indvende, at »« dog var en smuk Tragedie; men denne gik ogsaa, ved sin uhyre Længde, udenfor Romancernes Gebeet. – Thorvaldsen udtalte sig ikke meget her, men med alvorligt klogt Ansigt sad han og hørte opmærksomt til, medens jeg læste; mødte mit Øie hans, da nikkede han venligt og glad. Han trykkede min Haand, roste Harmonien, Musiken i det Enkelte og Hele – »og saa er det saa Dansk«, sagde han; »det er fra Skoven og Søen derhjemme«.
Her i Rom var det saaledes, at jeg først lærte at kjende Thorvaldsen. Da jeg som Dreng 1819 kom til Kjøbenhavn, var Thorvaldsen just der; ; vi mødte hinanden paa Gaden; jeg vidste, at det var en for Kunsten betydelig Mand; jeg betragtede ham, hilsede, og han gik forbi, men vendte pludselig om, kom hen til mig og sagde: »Hvor har jeg seet Dem før? Jeg synes, at vi To skulle kjende hinanden!« og jeg svarede da: »Nei, vi kjende slet ikke hinanden!« Jeg fortalte ham nu her i Rom denne Historie, og han smilede, trykkede min Haand og sagde: »Ja, jeg har maattet kunne mærke det paa mig dengang, at vi skulde blive Venner!« Hvad der i hans Dom over »Agnete« glædede mig, var hans Yttring: »det er fra Skoven og Søen derhjemme!« Da han en Dag mærkede, hvor bedrøvet jeg var, tog han mig om Halsen, kyssede mig og bad mig samle Mod, og da jeg fortalte om det Smædedigt, der sendtes mig i Paris, da Dommen der lød til mig i Breve, bed han heftig Tænderne sammen og sagde i øieblikkelig Vrede: »Ja, ja, jeg kjender dem hjemme! mig var det ikke gaaet bedre, om jeg var bleven der! Jeg havde maaskee ikke engang faaet Lov til at sætte en Modelfigur! Gud skee Lov, at jeg ikke trænger til dem! gjør man det, da veed de at pine og plage!« og han bad mig have Mod; det vilde og maatte blive godt, og da fortalte han mig Skyggesider af sit Liv og sin Ungdom, hvorledes han .
begyndte i sin hele Herlighed; i tre Aar havde det ikke været saa folkeligt og frit; denne Gang var atter Festen med Lysene: »«, blevet tilladt; jeg saae det i Glands og Pragt, som jeg i »Improvisatoren« har gjengivet det, men selv nød jeg det ikke; mit Humeur var ødelagt, mit Ungdoms-Sind ligesom skyllet hen ved de tunge Søer hjemmefra. Under Carnevals-Jubel og Glæde ligger min Stemning udtalt i nedskrevne Digt.
Du er i Rom, i Verdens gamle Stad,
Hvor Oldtids Skatte, Oldtids Guder bygge,
Du drikker Sydens Luft i Skygge;
O, vær dog glad! – – – –
Husk, denne Tid gjenkommer aldrig meer,
Dog smerteknuust jeg mod mit Norden seer,
Et Brev fra Vennerne! – kom dog et Brev! –
Men intet Ondt, ret modent Ondt, som dræber,
Er sendt og samlet end fra Vennelæber,
Man ellers skrev!
Her er saa smukt – o skræm ei Drømmen bort,
Forund mig den – den er jo dog saa kort!
Jeg vandrer snart jo til mit Fødested,
Og om ei mine Fjender jeg forsoner,
De sikkert dog vil lægge ned,
Thi Vennerne – de slaae med Skorpioner!
Efter Carnevalet gik Reisen . Hertz og jeg reiste sammen. Hans Omgang havde været mig til Lære, og jeg turde troe i ham nu at have en mildere Dommer, han var det før.
Over Albanerbjergene og , i deiligt Foraarsveir, naaede vi , hvor groe, hvor de første Palmetræer sees i Haverne nær ved Veien; den indiske Figen vælter sine tunge Blade hen over Fjeldet, der bærer Ruinerne af ; , Laurbær og Myrter blev snart Hverdags-Skue; aabne Have viste sig fra ! Jeg gik i den varme Luft under de store Citron- og , kastede den gule, skinnende Frugt ud i det deilige, blaa Hav, der straalede og gyngede. Et heelt Døgn blev vi her og kom til Neapel, just som Vesuv var i fuld Virksomhed; som lange Ildrødder fra Røg-Pinien flød Lavaen ned om det mørke Bjerg. Med Hertz og et Par andre Nordboer ; Veien op gaaer igjennem Viinhaver og udenom eensomme Bygninger; snart svandt Vegetationen ind i sivagtige Væxter, Aftenen var saa uendelig smuk, henrivende at see;
Mellem lilla Bjerge drømmer,
Klædt i Hvidt, Neapels By,
paa Havet svømmer
Som en purpurfarvet Sky.
Sneen mellem Bjergets Kløfter
Ligger som en Svaneflok;
Sort Vesuv sit Hoved løfter
Med den røde Flammelok5.
Fra Eremithytten gik det til Fods op ad Bjerget i dyb Aske, jeg var i et lyksaligt Humeur, sang høit en af Weyses Melodier og var den Første der naaede øverst op; Maanen stod pludselig lige over Krateret, hvorfra steg en kulsort Røg, gloende Stene kastedes i Høiden og faldt næsten lodret tilbage igjen; Bjerget rystede under os. Ved hver Eruption blev Maanen skjult af Røg, og da var det den mørke Nat, saa vi maatte staae stille og holde os ved de store Lavablokke; efterhaanden mærkede vi Varmen, som kom op under os. Den nye Lavastrøm brød hen af Bjerget ud mod Havet, derhen vilde vi og for at kunne det maatte vi gaae over en nylig størknet Lavastrøm; kun den øverste Skorpe af den var ved Luften hærdet; fra Revnerne, der vare sprungne i den, skinnede den røde Ild; vi traadte, med Føreren foran, ud paa denne Flade, den varmede os gjennem Støvlesaalerne, var Skorpen bristet, da vare vi sunkne ned i et Ilddynd; lydløse skred vi frem og naaede de henslængte Lavablokke, hvor vi traf en Mængde Fremmede, og med dem saae ud over den frembrydende, nedadvæltende, grødede Ildstrøm. Svovldampen var meget stærk, Heden under vore Fødder neppe til at udholde og kun faa Minuter holdt vi ud at blive her; men Skuet i disse var ligesom brændt os for alle Tider ind i Tanken. Rundt om saae vi Ild-Svælg, det susede fra Krateret som naar en mægtig Skare Fugle flyve op fra en Skov. selv kunde vi ikke bestige, da de gloende Stene bestandigt regnede ned over den. Omtrent en Time havde vi brugt til den korte, men tunge Vandring opad Askekedelen til det Sted, hvor vi stod, Nedfarten varede neppe ti Minuter, vi fløi afsted, maatte bestandig sætte Hælene imod for ikke at styrte paa Ansigtet, men heller paa Ryggen i den bløde Aske; Nedfarten var en lystig Falden gjennem Luften. Det var deiligt stille Veir; Lavaen skinnede fra den sorte Grund som kolossale Stjerner; det var ved Maaneskin langt lysere, end det er hjemme i Norden ved Middagstid paa en graa Efteraarsdag. Huse og Døre vare lukte i , da vi kom derned, ingen Mennesker saae vi, ingen Vogn var at faae og saa gik, i det smukke Veir, hele Selskabet tilfods hjemad, men i hurtigere Marsch, end at Hertz, der ved Bjergstigningen havde stødt sin Fod, kunde følge med, jeg blev da hos ham, vi gik langsomt, og snart vare vi To ganske ene. De fladtagede, hvide Huse skinnede i det klare Maaneskin, ikke et Menneske mødte eller saae vi, Hertz sagde, »at det var ham, som om vi gik i den .« Vi talte om Poesie og om – Mad; ja vi vare saa inderlig sultne, og hvert var lukket, vi maatte holde det ud, til . De store Bølgelinier brødes i Maaneskinnet som en blaa Ild, Vesuv kastede sin Ildsøile, Lavaen afspeilede en mørkerød Stribe i det rolige Hav. Flere Gange stode vi stille i Beundring, men altid vendte vor Samtale tilbage til at faae et godt Maaltid, det var i den sildige Nat Bouquetten af den hele Herlighed.
; der saae jeg en fattig, blind Pige, hun var i Pjalter, men et Skjønheds-Billede, en levendegjort Billedstøtte, næsten Barn endnu; hun heftede nogle blaa Violer i sit kulsorte Haar, det var hendes eneste Pynt; hun gjorde et Indtryk paa mig, som var det en Aabenbarelse fra Skjønhedsverdenen, jeg kunde ikke give hende Penge, stod forunderlig ærbødig og beskuede hende, som var det Gudinden selv for det Tempel, paa hvis Trin hun sad mellem de vilde Figen. I lever Erindringen om hende.
Det var som smukke Sommerdage i Norden, og vi vare i Marts Maaned. Søen laae saa indbydende, og jeg med Selskab seilede i aaben Baad lige , hvor da , nogle Aar forud, var blevet opdaget, eller rettere besøgt og nu Maalet for alle Reisende her. Hexehullet, som den kaldtes, var blevet en Feernes underfulde Grotte. Jeg er Een af de første, der har beskrevet den; ere gaaede siden; Italien og har jeg igjen besøgt, men Storm og Bølgegang har siden altid hindret mig fra at gjensee atter denne Herlighed, dog eengang seet, glemmes den aldrig.
Ischia var den af Øerne, som greb mig mindst; gjentagne Besøg har ikke kunnet hæve den i Rang med , det træskoformede Capri.
Malibran var i Neapel, jeg hørte hende i »«, »« og »«. Ogsaa fra Toneverdenen aabenbarede Italien mig et Under; jeg græd og loe, følte mig opløftet og revet med; midt i Henrykkelsen, midt i Jubelen hørte jeg ogsaa mod hende hvislede en Pibe, een eneste Pibe. Lablache traadte op, sang selv »Zampas« Partie i , men uforglemmeligst blev han som , uforglemmelig denne Livlighed, denne Munterhed.
Den tyvende Marts reiste vi , for Skyld. Bjergene laae med Snee, det var med Eet blevet vinterlig; vi gik over , for at see det store kongelige Slot der, med sine Pragtsale og Billeder fra , see , med dets Hvælvinger under Gulvet, de mægtige store Aabninger, der have været brugt til Maskineri, saa at der kunde stiges op og ned; Alt blev seet.
Paaskefesten holdt os i Rom. Ved kom jeg i Trængselen fra mit Selskab, den store Folkemasse rev mig med sig over , midt paa den følte jeg mig en Afmagt nær, en Gysen gik gjennem mig, mine Fødder vaklede og kunde ikke bære mig; Mængden trængte paa, det sortnede for mine Øine, jeg fornam, at jeg maatte blive traadt ned og med Sjæls og Legems Anstrengelse holdt jeg mig oppe, det var skrækkelige Secunder, de leve mere i min Tanke, end Festens Glands og Herlighed.
Jeg naaede imidlertid over Broen, og følte mig mere vel; laae tæt herved og derfra, med lige for, saae jeg, som til Afsked, det herlige storartede , der overgik alt andet Fyrværkeri, jeg nogensinde havde seet; vare ringe mod Roms glimrende Ildcascader. I Osteriet drak Landsmændene min Skaal til Afsked og sang Reisevisen; Thorvaldsen trykkede mig i sine Arme og sagde, at vi saaes igjen i Danmark eller – i Rom.
Ludvig Bødtcher, Vennen, Digteren, sang til mig:
Har Sydens Flamme ei Dit Bryst med Sødhed tændt,
Saa digt og syng til Straf en Serenade hjemme,
Faa Kys om Dagen af en iiskold
Og Vægterfavnetag om Natten for Din Stemme!
feirede jeg i , hvor jeg drak . var mit Reiseselskab, den unge Kone var meget bange for Røvere, Egnen usikker; de afbrændte Skovstrækninger, med deres sorte Stubbe, livede just ikke op, Bjergveiene vare snevre, med sorte, dybe Huler; og snart blev det en Orkan, saa voldsom, at vi flere Timer maatte holde i et lille Vertshuus ved .
Stormen susede, Regnen pidskede, hele Sceneriet var indrettet til en Røverhistorie, men Røverne manglede, og Historien er, vi naaede og siden i god Behold , der jo nu var mig en gammel Bekjendt, med Alt hvad den eiede, lige fra til Kirker og Gallerier.
Digteren Philippo Berti, der har skrevet Lystspillet »«, førte mig til sine Venner mellem de betydeligste Kunstnere; Billedhuggeren Bartolini havde da netop fuldendt sin »«, der nu eies af . Udstrakt paa sin Marmorpude ligger den kraftige Qvinde, holdende Tambourinen i Haanden, en Slange snoer sig om hendes Arm, og fra Hovedet hænge Epheuranker; vi besøgte Santarelli, saa hans skjønne Basreliefs med og med Triumph.
I Directeuren for , fandt jeg en Mand, der for sexten Aar siden havde været i Danmark, og dér i Forfatterinden Fru Bruns Huus; han kjendte Oehlenschläger og Baggensen, om disse To talte han, om Kjøbenhavn og Livet der; man føler ret ude, naar der tales om Hjemmet, at man der er groet fast; Hjertet hænger ved Fødelandet; dog Hjemvee følte jeg ikke, havde ikke under hele Reisen kjendt den, jeg havde en Angest for Hjemkomstens Tid, som om jeg skulde vaagne op fra en smuk Drøm til en tung Virkelighed, til at døie og at lide.
Og hjemad gik det. Foraaret fulgte med, det prangede her ved Florents med Laurbærtræer i Blomster; Foraaret fulgte rundt om, men det turde ikke aande ret indeni mig. , over Bjergene til Bologna; Malibran sang her, Raphaels hellige »« skulde jeg see og da, da igjen paa over Ferrara til Venedig, Havfladernes afblomstrede Lotus. Har man seet Genua med sine Pragtpaladser, Rom med sine Mindesmærker og vandret i det solbelyste, leende Neapel, da bliver Venedig Stedbarn; og dog er den By saa eiendommelig, saa forskjellig fra alle andre Byer i Italien, den bør sees, men først, ikke som et ved Udgangen af Italien. Allerede det Begravelselsessyn, den venetianske Gondol frembyder, det er en , svømmende Dødningbaare, kulsort med sorte Fryndser, sorte Qvaster og nedhængende sorte Gardiner; ved steg vi i en saadan og mellem en eviglang Pælerække, mellem dyndet Vand og klarere Vand, kom vi ind i den lydløse Stad; kun og det eventyrlige , var levende. Græker og Tyrker sad med deres lange Piber og dampede, Duer i hundredviis fløi om Seiersstængerne, hvor de mægtige Flag vaie. Jeg følte mig som paa Vraget af det spøgelseagtige Kjæmpeskib, især ved Dagen; det maa være Aften, Maanen skinne, da synes først den hele By at leve op; Paladserne træde mægtigere og mere frem; , Venezia, ved Dagen en død Svane paa det muddrede Vand, faaer Liv og Skjønhed. Et Skorpionstik i Haanden gjorde mig her Opholdet legemlig pinefuldt, alle Aarer heelt op ad Armen svulmede paa mig, jeg var i Feber, heldigviis var Veiret koldt, Stikket mindre giftigt og i den sorte, liigbaareudseende Gondol forlod jeg uden Bedrøvelse Venedig, for at naae en anden Gravenes By, der hvor . Min Landsmand Maleren , hans Talent erkjendtes der, han eiede en , lykkelig fløi han mod Italien, kom over Alperne, Kunstens laae foran ham og pludseligt døde han i Vicenza. Jeg søgte hans Grav, Ingen kunde give mig Besked om den. Hvor levende trængte sig her frem hver Erindring om denne Byes-Broder, om jeg tør kalde ham saa. Jeg fandt hans Lod saa lykkelig: jeg kunde ønske mig den! mit Sind blev mere og mere tungt, som jeg kjørte op ad Alperne, mod Norden, hjemad. En ung Skotlænder Jameson fra Edinburgh, reiste jeg med, han fandt i Tyrols Bjerge stor Lighed med sit Hjemlands Høider, han fik Taarer i Øinene derved, følte Hjemvee; jeg kjendte den ikke, jeg følte kun en tiltagende Angest for, idet jeg tænkte mig al den bittre Kalk, jeg vistnok gik at tømme, hvor meget Tungt jeg skulde og maatte bære. Jeg var dertil forvisset om, at jeg aldrig mere gjensaae disse skjønne Lande, jeg nu forlod, og i denne Stemning skrev jeg paa Alperne:
Jeg saae det Land, hvis Luft har himmelsk Lyst,
Hvor under Pinien Skjønheds Børn os møde,
Hvor Ilden sprudler frem af Bjergets Bryst,
Og Oldtids Byer opstaae fra de Døde.
Der klædt i Marmor høie Guder staae,
Der Duft og Toner i hver Luftning vifte,
Mens Havet er en Olie, azurblaa,
Og Bjergene med tusind Farver skifte.
Der Alt er Maleri ved Maleri,
Der klart Guds Skaber-Kjærlighed man skuer,
See Bondens Gjerde: Laurbær groer deri,
Den høie Cactus, Ranken tung med Druer.
Der blev mit Hjerte Barn, men Tanken Mand,
Der lærte jeg Natur og Kunst at kjende.
Du Farvernes og Formens skjønne Land,
Farvel – min smukke Drøm er nu tilende.
Alperne laae bag ved, og den udstrakte baierske Høislette foran mig. Den sidste Mai kom jeg .
Hos en skikkelig Kammager paa fik jeg et Værelse. Bekjendte havde jeg ingen af, men disse kom snart som af sig selv. Paa Gaden , gift med den, som Forfatterinde og Skuespillerinde, bekjendte Charlotte Birch-Pfeiffer; hun var paa den Tid i Zürich Directrice for det derværende »«, jeg lærte saaledes ikke dengang at kjende hende. Birch havde jeg tidligere og ofte seet i Sibonis Huus, han kjendte mig, og var i høi Grad opmærksom og venlig imod mig. Vi mødtes nu oftere og han var aaben og meddelelig. Philosophen Schelling levede da i München; af H. C. Ørsted havde jeg hørt om ham. Endnu en Slags Tilknytningspunkt kan jeg tilføie, idet havde fortalt mig, at Schelling, under sit Ophold der, havde boet hos hende, og at den Seng jeg sov i, havde været hans. Jeg havde i München intet Anbefalingsbrev, Ingen, der kunde føre mig til ham, saa gik jeg uden videre til hans Huus, lod mig melde og blev meget venlig modtaget af den gamle Mand, der længe underholdt sig med mig om Italien; jeg talte ikke godt Tydsk, den ene fulgte paa den anden, men just det især interesserede ham, det danske Element skinnede igjennem, sagde han, det klang ham saa fremmed og dog saa gammelt beslægtet. Velvilligt indbød han mig i sin Familiekreds og indlod sig smukt og hjerteligt med mig. Flere Aar efter, som gamle Venner.
I mit Album nedskrev han de Ord:
Was sich stets und immer hat begeben,
Das allein veraltet nie!
Opholdet i München var lidt efter lidt blevet hjemlig godt, men imod det virkelige Hjem: Kjøbenhavn, pegede Dagene meer og meer: jeg søgte ved streng Oeconomi at drage Tiden ud, idet jeg følte Angest ved, igjen at voxe fast hjemme og de rullende . Breve sagde mig, hvor aldeles jeg som Digter var opgivet og udslettet; »« havde givet derpaa, skrevet af Molbech. Det var mine samlede Digte, udkomne under min Fraværelse, og som tidligere spredte ad havde vundet stort Bifald, der nu, ligesom »Aarets tolv Maaneder«, fremlagdes til Beviis paa min aandelige Død. En reisende Ven bragte mig Maanedsskriftet, det var jo godt, at jeg selv læste Sligt.
Der stod deri en Anmeldelse om »den nyeste danske Poesie«; jeg stilledes sammen med de andre unge Digtere, nemlig F. J. Hansen, H. P. Holst, Christian Winther og Paludan-Müller; som et Ukrud reves jeg fra disse sunde Planter, og kastedes hen; ved »Aarets tolv Maaneder« udbryder Anmelderen, at det er ham »umuligt at fatte, hvad Resultat for Kunst og Poesi, der skulde komme ud af en saa formløs og hensigtsløs Sammenblanding af umodne Elementer.« Det er en »Riimgrød, som man snart bliver kjed af!« det er et – »Nonsens« – »det mangler den ordnende Fornuft«, og at det »overgaaer al Taalmodighed, Aar ud og ind, at maatte see dette Sprogjaskeri«; der tales om, at jeg har »staaet Skoleret« i Gjengangerbrevene, og at det vilde blive et aandsfortærende Arbeide, paa denne Maade, at gjennemgaae mine lyriske Poesier; han siger, at jeg har ladet mig skuffe ved det Bifald, have vundet i min »Omgangskreds«; om det jeg har vovet at benævne »humoristisk«, siger han, »her maa tages i en mere physisk Betydning, end den Ordet pleier at have i Æsthetik,« og ender saa med det Raad til mig: »herefter at studere mere, at klakke mindre« &c.
Nu omtales de andre Forfattere. Hos F. J. Hansen erkjendes dog »en vis Art Vittighed og Lune«, der gives Prøver herpaa, han »er en Digter, med Spor af et umiskjendeligt Talent.«
H. P. Holst er – »mere alvorlig i sin poetiske Virken, og viser en, hos den unge Begynder i Kunsten, roesværdig Bestræbelse for idetmindste at danne og polere den ydre Form.«
Derpaa gaaer Anmelderen over til en »sprogdannet, correct og urbanlyrisk «: Christian Winther, men kommer i sand Flugt ved Paludan-Müller, det er der omtales; Molbech gjør en lang Undskyldning, for at han nu ikke kan være kold nok, og fortæller: »da jeg første Gang læste dette Digt, virkede det paa mig, som om jeg, ved Phantasiens Magt, blev henført til en Himmelegn, hvor sydlige Blomsters Duft blandede sig med vore Bøgelundes friske Morgenluftninger, og med den styrkende Kjøling fra de danske Strandbredder, og medens jeg følte denne Styrkelse udgyde sig over min Aand, hørte jeg bekjendte Toner, der, fra den pludseligt fremtryllede poetiske Verden uden om mig, fandt Veien til mit inderste Væsen. Det var en Klang, som Vaarens og Sommerens Sangere blandede deres smeltende Triller med klagende Naturtoner, som man undertiden hører dem i Skovene ved Høstvindens Susen i afløvede Trætoppe. Snart igjen lød det, som en fjern, dæmpet Brusen af Havets Vrede, naar Stormen med Latter pidsker det til at løfte sig i høie Bølger« o. s. v. o. s. v.! Her har man en Prøve paa Molbechs Stiil og Critik, den søde og den bittre, jeg fik den sidste, fik Skaalen saa den strømmede over, og dog havde den samme Critiker, omtrent to, tre Aar før, skrevet netop om mine »Digte« – at her var »«
Det var Dommen dengang, Manden havde glemt den, min Omgivelse glemt den; nedtraadt, udvisket var jeg blandt danske Digtere; – som en rusten, Kniv gik hvert nedskrevet Ord gjennem mit Sind, gjennem Sjæl og Nerver, man vil da forstaae min Angest for Hjemkomstens Time, at jeg , og lod Reiselivets Afvexling, saavidt det kunde, sprede Tankerne fra den Fremtid, der snart vilde komme, endnu een Maaned kunde jeg blive ude; fra München vilde jeg over Salzburg gaae til Wien og derfra endelig hjem.
. Jeg havde faaet Plads med en »«; i Vognen var en livlig Mand, der skulde til Badet ; ved Porten kom Digteren Saphir og rakte ham Haanden, og sagde Vittigheder om ; Badegjesten var høist underholdende, snart kom vi paa Tale om Theatret og om den seneste Forestilling af »«, hvor Eßlair spillede Hovedrollen og var flere Gange kaldt frem; mig behagede han ikke, jeg udtalte det og sagde, at den, jeg af Dem Alle syntes bedst om, var ham, der udførte »« Rolle, nemlig Hr. ! »jeg takker for Complimenten!« udbrød den Fremmede i Vognen, det var Wespermann selv, jeg havde ikke kjendt ham, og min Glæde over at være sammen med den dygtige Kunstner drog ham nærmere til mig, Reisen gjorde os til Venner.
Vi naaede den østerrigske Grændse. Mit Pas fra Kjøbenhavn var paa Fransk, Grændse-Soldaten saae deri, spurgte om mit Navn, og jeg svarede: »Hans Christian Andersen!« Det staaer der ikke i Deres Pas, der hedder De Jean Chretien Andersen; De reiser altsaa under et andet Navn, end Deres eget? Nu blev der en Examineren, som faldt ud i det Komiske, jeg alene, som hverken førte Cigarrer eller nogen Slags hos mig, fik hele min Koffert vendt, og jeg selv blev strengt undersøgt; alle mine Breve hjemmefra saae man igjennem, og spurgte mig paa Samvittighed, om de indeholdt Andet end Familieanliggender; dernæst hvad min var for en Ting, jeg svarede: en Selskabshat, »hvad Slags Selskab?« spurgte de, »dog intet hemmeligt?« min Vedbende-Krands fra Julefesten i Rom var saare mistænkelig. »Har De været i Paris?« spurgte man, »Ja!« og nu lod man mig vide, at Alt var, som det skulde være i Østerrige, at man ikke der skulde have Revolutioner og man var tilfreds med ; jeg forsikkrede dem, at det var jeg ogsaa, at de kunde være aldeles rolige, jeg var en Hader af Revolutioner og i høieste Grad en god Undersaat; det hjalp ikke, jeg fremfor alle de Andre blev paa det Strengeste undersøgt og det ene og alene, fordi det kjøbenhavnske Politi havde oversat det danske Hans Christian ved Jean Chretien.
I , tæt ved hvor jeg boede, laae et gammelt Huus med Billeder og Indskrift paa, det havde tilhørt Doctor , derinde var han død. Den gamle Pige i Vertshuset fortalte, at hun ogsaa var født i det Huus og vidste om Paracelsus, at det var en Mand, der kunde helbrede for den Sygdom, som kun de Fornemme have og som kaldes ; men derover bleve de andre Doctores vrede og gav ham Gift, men han mærkede det og var klog nok til at kunne drive den ud, lukkede sig derfor inde, efter at have befalet sin Tjener ikke at aabne Døren, før han hørte ham kalde, men Tjeneren var gruelig nysgjerrig, aabnede Døren før Tiden, og da havde hans Herre endnu ikke faaet Giften høiere op end til Halsen og da saa Døren gik op, styrtede Paracelsus død om. Det var den folkelige Fortælling, jeg fik. For mig har Paracelsus altid været en romantisk tiltrækkende Personlighed, og maatte kunne benyttes i en dansk Digtning, idet hans Vandreliv fører ham her til Danmark. Vi høre om ham, som Felt-Læge for de fremmede Tropper her; han nævnes under Christian den Anden, hvor han i Kjøbenhavn giver Mo’er Sigbrith en Slags i en Flaske, der, da denne gaaer itu, flyver ud under et stort Tordenbulder.
Stakkels Paracelsus! han kaldtes en Charlatan, var dog et Genie, gik i sin Kunst forud for sin Tid; men hver, som gaaer foran Tidens Vogn, bliver sparket eller nedtraadt af dens Heste.
Er man i Salzburg maa man til der, gaae hen over Laaget paa den saltkogende, uhyre Jernpande. bruser over Steenblokkene, men jeg har glemt Indtrykket deraf og kun beholdt et Barnesmiil: det var en ganske lille Dreng jeg havde faaet til Fører, han havde i forunderlig høi Grad den Ældres Alvor, den enkelte Børn tidt kunne have; der var en Forstandighed, en ganske egen Alvor udbredt over Fyren, ikke et Smiil kom over hans Ansigt; først da vi stod lige foran det skummende, styrtende Vand, der gav sine Drøn, da lyste hans Øine, da smilede den Lille saa lyksalig, saa stolt: »det er Golling-Fald!« Vandet bruser og bruser endnu, jeg har glemt det, men ikke Drengens Smiil.
Som her, saaledes andre Steder, er det ofte Noget, Mange vil kalde uvæsentligt eller tilfældigt, man opfatter og Erindringen gjemmer; det prægtige har af al sin Marmorpragt, af sin ophøiede Udsigt, hos mig kun eet vedvarende friskt Minde og det er en stor, sort, brændt Plet i Gulvet. Det var i Krigen 1809, Østerrigerne laae paa den nordlige Donau-Bred, Napoleon havde taget sit Qvarteer i Klosteret; en , som han i Harme tændte og kastede hen, har brændt et Hul i Gulvet.
Endelig øinede jeg , og snart stod jeg i ; her var i den Tid, for alle Danske, det et sandt Hjem og Tilhold, her traf man Landsmændene og denne Gang var her en Deel dygtige Folk, Capitain Tscherning, Lægerne Bendz og Thune, Nordmanden Schweigaard; om Aftenen samledes Kredsen, jeg voxte ikke fast her, da Theatret drog mig til sig. »« var saa ganske fortræffeligt, jeg saae Anschütz som »Götz von Berlichingen,« Fru von Weissenthurn som »Madam Herb« i »«, det var Comediespil! I de Dage debuterede en ung Pige, der senere har faaet et Kunstnernavn, Mathilde Wildauer, jeg saae hendes Debut som »Gurli« i »«. Flere af Kotzebues Stykker bleve her fortræffeligt givne. Kotzebue havde Forstand, men ikke stor Phantasie, han var , han kunde skrive udigteriske Stykker, men hans Forstand gav dem alle en glimrende Dialog. I saae og hørte jeg , han stod der midt i sit Orchester, som Hjertet i det hele Valse-Positiv, det var, som om Melodierne strømmede gjennem ham ud af alle Lemmer, hans Øine lyste, han var Livet og Lederen her, det var tydeligt. I Hitzing var det Fru von Weissenthurn havde sin Sommerbolig, her gjorde jeg denne interessante Kones Bekjendtskab; jeg har senere af denne elskværdige, begavede Dame. Paa den danske Scene er med stort Bifald optaget hendes Lystspil: »« og »«. Den yngre Slægt hos os troer jeg ikke kjender Johanne von Weissenthurn, hun var Datter af og . 1809 spillede hun for Napoleon i , »«, og fik af ham en Gave af 3000 Francs. 25 Aar gammel, foranlediget ved et Veddemaal, skrev hun i 8 Dage Sørgespillet »«, senere har hun leveret henved 60 dramatiske Stykker, «, som endnu ingen Skuespillerinde her havde faaet, denne forskaffede hende den preussiske gyldne Medaille for Kunst og Videnskab, hun , døde i Hitzing den . .
Ude i Hitzing, paa hendes Landsted, talte vi første Gang sammen; hun var en stor Beundrer af Oehlenschläger: »«, kaldte hun ham altid; da han, som Yngre, var i Wien, havde hun lært at kjende og skatte ham. Hun kunde ikke blive træt af at høre mig fortælle om Italien. Hun syntes, at mine Ord gjorde hende dette Land beskueligt og levende, hun var der med mig, sagde hun; i mit Album skrev hun:
Länder hast Du geschaut, erforscht die Tiefen der Menschen!
Doch aus dem eigenen Born, schöpfe jetzt Weisheit und Licht.
Hitzing, 6ten Juli 1834.
Weissenthurn.
, der havde skrevet »« og »«, paa ærlig Wienerviis rakte han mig Haanden og hilsede mig som Digter med:
Gleiches Stam erkennt sich wieder,
Läg in Mitten eine Welt;
Gleiche Treue, gleiche Lieder,
Nännen Dän’ und Teutsche Brüder,
Leugnet’s murrend gleich der Belt.
Castelli saae jeg oftest. Han er unegtelig en Typ for en ægte Wiener, alle dennes fortræffelige, særegne Egenskaber findes forenede her: Godmodighed, en fornøielig Humor, Trofasthed og Kjærlighed til sin Keiser. »Den gode Franz!« sagde han, »jeg har skrevet et Bønskrift til ham, et lille Vers, om, at naar vi Wienere møde ham og hilse, han da vil lade være igjen at tage Hatten af i det kolde Veir!« Jeg saae alle Castellis , hans Samlinger af Snuustobaksdaaser, en af dem, i Form af en Snegl, har været Voltaires! »bøi Dem og kys den!« sagde han. Jeg har i »kun en Spillemand« , ladet Castelli være en af de deeltagende Personer, Verset, som indleder Capitlet, skrev Digteren til mig før vi skiltes ad.
Es ist eine seltsame Sache:
Ich sprach Deutsch und Dänisch Du,
Und doch verstanden wir uns im Nu.
Ja Freund! im Aug’ liegt die Sprache
Und im Herzen der Schlüssel dazu.
Efterat have været , gik Reisen hjemad over Prag; og her manglede ikke »Reise-Livets Poesie«, som man kalder det, seet i Afstand og vel overstaaet. Vi vare stuvede sammen en Mængde Mennesker, Vognen stødte og skrumplede, men Tilfældet havde gjort sit til at hjelpe herpaa, bragt Humor i Vognen, det vil sige endeel komiske Personligheder. Saaledes havde vi en gammel Herre, misfornøiet med Alt, et Offer for og i stadig Regnen efter, hvormeget han havde givet ud, og altid for Meget, snart for en Kop Kaffe, som ikke var det værd, snart i Ærgrelse over Nutidens fordærvede Ungdom og den altfor store Rolle, den nu spillede i Alt, selv i Verdens Skjæbne. En skiden sad hos ham og sladdrede i et Væk, en sand , han fortalte over ti Gange sin Reise til ! han vilde ikke, sagde han, være Konge, det var saa svært, men nok en Konges Kammertjener, ligesom En han havde kjendt, der var blevet saa tyk, at han ikke kunde gaae, men maatte atter holde sig igjen en Kammertjener. Som sagt, han saae temmelig grisset ud, lige til Neglene, og talte dog om Reenlighed; det oprørte ham at vide, at i Ungarn hedede man Bagerovnene med Komøg! han opvartede os med gamle Anecdoter; pludselig blev han tankefuld, trak et Papir op af Lommen, vendte Øinene i Hovedet og skrev. Det var Ideer han fik! sagde han og bad mig læse det Skrevne op.
I Vognen var ikke bestemte Pladser, man maatte selv enes om disse, de to bedste bleve imidlertid ranede fra os, af to nye Reisende, som traadte til i og klogelig steg ind, imedens alle vi Andre, trætte og sultne, søgte Aftensbordet. Det var en ung Dame med sin Mand, han sov allerede, da vi kom og steg ind igjen, hun var vaagen for dem begge og Snaksomheden selv, talte om Kunst og Literatur, om en fiin Dannelse, om at læse en Digter og forstaae ham, om Musik og , om , imellem standsede hun med Suk til Manden, der hvilede sit Hoved paa hende: »Løft dit Englehoved, det knuser mit Bryst!« sagde hun. Og nu talte hun om sin Faders Bibliothek, om Gjensynet hos ham, og da jeg spurgte om bøhmisk Literatur, stod hun i Bekjendtskab med alle Landets dygtige Forfattere, de kom til hendes Fader, i hans Bibliothek fandtes al den nyere Literatur o. s. v. – Ved Daggry saae jeg, at hun og Manden var et blondt Jødepar, han vaagnede, drak Kaffe og sov igjen, lagde sit Englehoved til Konens Bryst og aabnede der kun eengang Munden, for at sige en ældgammel Vittighed, saa sov han, den Engel! Hun vilde af os Alle vide vor Stilling og Vilkaar og da hun hørte, jeg var Forfatter, blev jeg hende saare interessant, men ikke længere, end til vi ved Prags Porte opgav vore Navne og en gammel, døv Herre der sagde sit »!« da gav hun et Skrig »! Er De Zimmermann?« Hun tænkte ikke paa, at Forfatteren, hun meente, længst var død, den Døve gjentog sit Navn, nu brød hun ud i Beklagelse over, at hun først i Skilsmissens Stund hørte, hvem hun havde kjørt med. Jeg havde sagt, at jeg strax næste Morgen reiste videre ad Dresden til, hun beklagede det, thi ellers vilde hun have indbudt mig til at besøge sig hos hendes Fader, see hans Bibliothek og maaskee »træffe en Aandsbeslægtet!« »Vi boe i den største Gaard paa Pladsen!« hun viste mig den, jeg saae hende og Manden gaae derind, og ved Afskeden fik jeg hans Kort. Næste Morgen tog jeg den Bestemmelse at blive to hele Dage i Prag, da vilde jeg ogsaa kunne gjøre mit Reiseselskab Visit, og see Bibliotheket der med den bøhmiske Literatur. Jeg gik til den store Gaard, hvor jeg havde seet Ægteparret træde ind. I Stuen vidste Ingen om denne Familie, paa første Sal ikke heller; da jeg kom op paa anden talte jeg om det store Bibliothek, Faderen skulde eie! nei, Ingen kjendte det! jeg kom op paa tredie, men heller ikke der, og man sagde, at der fandtes ingen flere Familier end dem, jeg nu alt havde været hos; rigtignok levede her en gammel Jøde, der havde et Par smaa Tagkamre øverst oppe, men ham kunde det jo aldeles ikke være, imidlertid gik jeg derop; Væggene ud til Trappen havde høvlede Bræder, der var en lav Dør med en Lap Papir paa, jeg bankede, en gammel Mand i en snavset Slobrok aabnede Døren til en lav Stue, midt paa Gulvet stod en stor Klædekurv, fuld af gamle Bøger. »Her boer ikke,« sagde jeg, »denne Familie!« og jeg viste Kortet. »!« raabte det fra et lille Sidekammer, det var Damens Stemme, jeg saae derhen og , balancerende med sin fine, sorte Silke-Reisekjole høit paa Hænderne over Hovedet, for at faae den paa, stod hun der, og i Kamret ligeoverfor gabede Manden saa søvnigt, og heldede med sit »Englehoved.« Jeg stod forbauset, Damen kom ind med aaben Kjole i Ryggen, løs Kappe paa Hovedet, blussende rød ved Overraskelsen. »Von Andersen!« sagde hun og bad om Undskyldning, Alt var i Uorden, hendes Faders Bibliothek – hun pegede paa Klædekurven – saaledes opløste sig den hele Skvalder fra Reisevognen, et »Tagkammer og en Sæk fuld af Bøger!«
Fra Prag gik det over og Dresden hjem til Kjøbenhavn.
Det var en blandet Følelse jeg steg i Land med, og ikke alle mine Taarer vare Glædestaarer. Men Gud var med mig.
Egentligt havde jeg ikke havt Sind og Øie for Tydskland; mit Hjerte hang ved Italien, som et for mig tabt Paradiis, hvorhen jeg aldrig mere skulde komme; med Skræk og Angest saae jeg imøde den kommende Tid hjemme. Jeg ligesom drev afsted, altid nærmere Kjøbenhavn. Min Sjæl var opfyldt af Italiens Natur og dets Folkeliv, efter det Land følte jeg Hjemvee. Det ligesom smeltede sammen med mit eget Jeg, og ganske improvisatorisk fremskød en Digtning, der voxte og voxte, jeg maatte nedskrive den, uagtet jeg var overtydet om, at den vilde bringe mig mere Sorg end Glæde, dersom Nøden hjemme engang bragte mig til at lade den trykke. var skrevet de første Capitler og senere i München havde jeg fortsat disse, det var min Roman »Improvisatoren«. I , han betragtede mig som en Slags »Improvisator«, de Ord var den Gnist, der gav mit nye Digt Navn og Person.
Da jeg, som lille Dreng, i Odense en af de første Gange kom i Theatret, var, som jeg , Forestillingerne der tydske: jeg saae »«, Publicum jublede for hende, der udførte Hovedrollen; hun blev hyldet og hædret, og syntes for mig at være det lykkeligste Væsen paa Jorden. Da jeg senere, mange Aar efter, som Student, kom i Besøg til Odense og der ind i , saae jeg i en Stue, hvor fattige Enker boede, hvor, som i Vartou, Seng stod ved Seng med et lille Skab, et Bord eller en Stol, som hele Bohavet, var ophængt over een af Sengene et qvindeligt Portrait i en forgyldt Ramme: Lessings »Emilie Gallotti«, der plukker Rosen itu; men Billedet var Portrait, det stak selsomt af til al den Fattigdom rundt om. »Hvem forestiller det?« spurgte jeg. »O,« svarede en af de gamle Koner, »det er den tydske Madames Ansigt!« og nu kom en mager, lille, fiin Qvinde, med rynkede Kinder og i en fattig Silkekjole, der engang havde været sort, det var , hende jeg havde seet som »das Donauweibchen«, hvem dengang Alle tiljublede. Det gjorde et uforglemmeligt Indtryk paa mig, og kom ofte i mine Tanker. I Neapel hørte jeg første Gang Malibran; hendes Stemme og Spil stod over Alt, hvad jeg før havde hørt, og dog huskede jeg i det samme paa min stakkels Sangerinde i Odense Hospital; begge Skikkelser smeltede sammen til i Romanen jeg skrev; Italien var Baggrunden for det Oplevede og det Digtede.
Min Reise var endt; det var , og snart, under et Besøg hos , paa et lille Qvistværelse, mellem duftende Linde, med Udsigt til Søe og Skov endte jeg første Deel, sidste Deel sluttedes i Kjøbenhavn.
Selv mine bedste Venner vare ved at opgive mig som Digter: »Man havde taget Feil af mit Talent!« hvor almindelig var ikke denne Talemaade blevet. Nær havde jeg ikke faaet en Forlægger til min Bog; endelig af Godhed mod mig, vovede Boghandler Reitzel det, men der maatte indbydes til Subscription, og jeg maatte selv see, at faae mine Venner til at tegne sig; fortaltes, at det ikke var om min Reise, hvortil jeg bød Læseren, men et Slags aandigt Resultat af en saadan; naturligviis jeg , thi der var aldeles ingen Udsigt til, at Bogen vilde blive kjøbt og læst.
»« Det var Tilegnelsen.
Bogen blev læst, ; Critiken taug, Bladene sagde Intet, men rundt om hørte jeg, at der var Interesse for min Digtning, og at Mange glædede sig over den; endelig skrev Digteren Carl Bagger, der da var Redacteur for en Anmeldelse der, den begyndte med:
»»»Digteren Andersen skriver nu ikke mere saa godt som før: han er udtømt, ja, det har jeg saamænd længe ventet!«« saaledes er Digteren bleven omtalt hist og her i nogle af Hovedstadens Cirkler, netop maaskee der, hvor han ved sin første Fremtræden allermeest forkjæledes og næsten forgudedes. Men at han ikke er udtømt, og at han nu tvertimod har svunget sig til en før ukjendt Høide, har han ved sin »Improvisator« nylig paa en glimrende Maade lagt for Dagen:« – –
Man lee nu af mig, men det er saa, jeg , jeg græd mig glad og følte Taknemlighed mod Gud og Menneskene.
VII
Mange, som før havde været mine Modstandere, skiftede nu Mening, og mellem disse vandt jeg Een, som jeg tør troe, for hele Livet. Det var Digteren Hauch, en af de ædleste Naturer, jeg kjender. Han var vendt hjem fra Italien, netop da Kjøbenhavnerne levede og aandede kun i . Min »Fodreise« gjorde Lykke, og han og ; Ingen havde da, som han senere har sagt mig, gjort ham opmærksom paa mine lyriske bedre Sager; man omtalte mig for ham som et forkjælet, overgivent Lykkebarn; han fandt i »Fodreisen« en huul, tom Legen; nu havde han læst »Improvisatoren« og fornam, at der var Poesie og Dybde hos mig, som han ikke havde troet; han følte, at noget Bedre rørte sig i mig, end han havde tænkt, og det var ham derfor naturligt, at han strax skrev mig til, sagde, at han havde gjort mig Uret, rakte mig Haanden til Forsoning, og fra den Tid bleve vi Venner; med Iver søgte han at virke for mig, med Inderlighed har han fulgt hvert af mine Skridt fremad; men saa lidt have Flere villet forstaae det Fortræffelige hos ham, det ædle Forhold mellem os, at da han senere skrev sin Roman »« og i den skildrede et Vrængbillede af en sand Digter, der gaaer til Galehuset af Forfængelighed, fandt man her hjemme, at han havde handlet høist uretfærdigt og haardt mod mig ved saaledes at fremstille mig i alle mine Svagheder; man troe ikke, at det var en Enkelts Yttring, nei, det gik saa vidt, var saa almindelig antaget, ja udtalt, at Hauch selv følte sig kaldet til i denne Anledning at skrive en Afhandling over mig som Digter, for at vise, paa hvilken Aandens Plads han stillede mig. .
Om Sibbern, hvem Alle skattede og hvis Henrykkelse over lagdes til Beviserne for dette Digts Fortræffelighed, var sagt mig, at han strengt dadlede hele min Virksomhed, som Digter; jeg var derfor blevet glad overrasket ved at see , han skrev til Forsvar for Ingemann, at han just var mig godt sindet, idet han udtalte det Ønske, at Nogen ogsaa maatte sige mig et venligt Ord. Han læste »Improvisatoren«, og ud af sit Hjerte skrev han mig et Brev til, det eneste Skrevne, med Undtagelse af Carl Baggers korte Anmeldelse, der var givet i Erkjendelse og Kjærlighed; det var ham saa ligt, som hørte man ham tale. Sibbern skrev:
»Jeg har læst Deres »Improvisator« og har læst den med sand og stor baade Fornøielse og Glæde – Fornøielse over den selv, Glæde over, at De netop havde skrevet den. Atter et opfyldt Haab, atter en sand ! Sammenlignede jeg den i Tankerne med hvad jeg kjendte af Deres tidligere Poesie, da forekom Forskjellen mig liig Forskjellen imellem hiin unge , vi saae lure bag Søilen og tumle sig paa Torvene, og den Aladdin, der, ældet og forynget paa eengang, træder ud af Badet. Jeg læste Deres »Improvisator« til Enden med det Samme: »det er godt, det er meget godt!« hvormed jeg læste de første 24 Sider. Og Dagen efter, jeg var kommen til Ende, gad jeg intet Andet læse. De maa vide, hvad det vil sige. Det viser, at man har følt sig fyldt.
Og hvad der fyldte mig var baade Glæde over Bogen og over Dem. Vi kjende Dem som, hvad Tydsken kalder: »«; med Glæde vidste jeg nu, at De ogsaa er en grundig Sjæl. De er i Selskabskredse hos Andre aaben, godmodig, velvillig, livlig, let bevægelig. Jeg seer, at De hjemme formaaer at være dyb, varm, inderlig og af en fast kjærnefuld Phantasie. Bevar Dem selv i begge Henseender. Og for at kunne det, fæst ikke Sind og Hjerte til Critik, eller hvad der kalder sig saa. Læs helst ingen. Lad Ingen komme Dem nær. De har en , en Guddom, som er Dem nær. Skræm hende ikke bort, og lad det ikke skee, at Andre gjøre det.
De har været i Italien; De har levet i Italien for at være deri, ei for at male det. Maleriet kom siden af sig selv, og i stor Stiil er det Maleri, De lader træde frem for os.
Der vil komme en Tid – eller er den maaskee kommen? – da De vil begive Dem ud i en anden stor Region – Historien. Jeg glæder mig ved Tanken om, hvad De da vil bringe hjem og bringe os.
Da vil der senere endnu komme en anden Tid, da De vil drages ud i et andet stort Rige og leve i det – Philosophiens. Ogsaa da haaber jeg, De vil bringe os Gjenbilleder, vidnende om, at Musen har været Dem nær.
Jeg skriver disse Linier af et oprigtigt Hjerte. Jeg vil Dem inderlig vel, og vil det ei ved andet, end ved Oprigtighed. Men skulde disse Linier just komme til Dem i det Øieblik, da det er helligt i Deres Sind og i Deres Stue, da lad mit Brev ei anfægte Dem, men læg det stille hen. Og er det nu saa, da gid det snart maa blive helligt i Deres Sind og i Deres Hjem; og kommer da Noget, som vil indgribe forstyrrende eller forlokkende, da siig: .
Og nu hilses De af Hjertet af Deres hengivne
Sibbern.
Kjøbenhavn, d. 12 Sept. 1835.
Til Digteren Andersen.«
Men til »Improvisatoren« igjen. Denne Bog reiste mit faldne Huus, samlede igjen Vennerne, ja forøgede endogsaa disses Antal. Første Gang følte jeg nogen sand tilkjæmpet Erkjendelse.
Bogen blev strax af Professor Kruse under den lange Titel: »Jugendleben und Träume eines italienischen Dichters«. Jeg yttrede mig imod denne Titel; men han paastod, hvad jeg nu veed, han havde Uret i, at en saadan Titel var nødvendig for at vække Opmærksomhed, hvilket den simplere, »Improvisatoren«, ikke vilde kunde. – Carl Bagger havde, som vi veed, anmeldt Bogen; egentlig Critik udeblev, til der var talt og atter talt; da endelig kom En, jeg troer i , vel høfligere end jeg her var vant til, men man gled hen over det Gode: »Det var jo noksom bekjendt«, hed det, og holdt sig til Manglerne, opsummerede alle de italienske feilskrevne Ord og Udtryk; ja, da paa samme Tid udkom, der stiller Italiens Natur under Tydsklands og i Capri kun seer et »« og forkaster al Skjønhed Alperne, paa den nær, som eier, hvis Skjønhedsformer Nicolai derpaa opgiver efter egen Opmaaling med Seglgarn, saa blev der her hjemme høit talt om, at nu kunde man see, hvad det var for Noget Andersen havde skrevet, – nei, Nicolai var en ganske Anden, hos ham fik man det sande Begreb om Italien.
Jeg bragte Christian den Ottende, dengang Prinds Christian, min Bog; i traf jeg , der i staaer som en meget fornem Mand; han var saa naadig at tale til mig; vi dreve jo Haandværket, vi vare begge Poeter, og nu holdt han for mig til en høitstaaende Herre et Foredrag over det Ord »«; det stod i Bogen stavet anderledes end hos Byron, hvor det feilagtig skrives »Colisæum«, – det var forfærdeligt! det var igjen dette Sprogjaskeri, man glemte over det, hvad Talent der ellers viste sig i Bogen. Foredraget blev lydeligt holdt for den hele Forsamling. Jeg søgte at bevise, at jeg just havde skrevet det rigtig, men det havde Byron ikke, og den ophøiede Herre trak med Smiil paa Skuldrene, rakte mig min Bog og beklagede »den slemme Trykfeil i den smukt indbundne Bog!« – »O, den handler jo bare om Dem selv!« hed det rundt om i de mange Kredse, hvor »man fordærvede Andersen med evige Lovtaler«. »«, det, hvilket alle for intelligent ansete Ledere saae op til, og som var det Skjønnes Høiesteret, talte om mangen lille, nu glemt Brochure og Comedie, men værdigede ikke »Improvisatoren« et Ord, maaskee fordi den havde vundet et stort Publicum, ; jeg havde, styrket ved det Fodfæste, jeg havde fundet, skrevet en ny Roman »O.T.«, og da først, denne og »Improvisatoren«; men hvorledes jeg blev revset, – derom siden.
den første stærke Erkjendelse eller maaskee Overvurderen af min Digtning, og jeg bøiede mig, som en Syg, efter Solskinnet, taknemmelig glad – thi mit Hjerte var taknemmeligt! jeg var ikke, hvad det danske Maanedsskrift nedlod sig til at underskrive og saa omtrent sagde i dets Critik over »Improvisatoren«: et utaknemmeligt Menneske, der i min Bog viste Mangel paa Tak mod Velgjørere; jeg var jo selv den fattige , der ømmede sig ved Trykket, det jeg skulde taale, burde taale! jeg, den fattige Dreng, man havde givet !
, og i alle svenske Blade, der kom mig for Øie, gjenlød Roes og Lovtale over mit Arbeide; fra Svensk kom en ; ogsaa , og hvad der var af Betydning blev bemærket og yndet.
»« – saaledes anmeldtes den der, og da jeg , hørte jeg om en hædrende Critik i »«, den man tillagde Walter Scotts Svigersøn, den dygtige, critisk strenge Lockhart. Jeg vidste Intet om den; tidligere læste jeg ikke Engelsk, og uagtet den stod i et af de meest læste og i London udbredte , der kom her til Kjøbenhavn, omtaltes det ikke af et eneste dansk Blad, der ellers om enhver anden dansk Digter melder, naar i England Navnet paa hans Bog nævnes. :
»»Improvisatoren« er et dansk Værk, digtet i det danske Sprog, det, i hvilket Hamlet, den sorgfulde Prinds af Danmark, talte og tænkte. En Ven har sagt, at Corinna var Improvisatorens Bedstemoder; maaskee, der ere Træk, men Improvisatoren er en elskeligere Ledsager.«
har sagt om Improvisatoren:
»
»Dansk Maanedsskrift for Litteratur« nævnede ogsaa »«, men her klang det anderledes:
»Det er sandsynligt, at Fru Staël-Holsteins Roman »Corinna« har været Forfatteren et vildledende Forbillede o. s. v.«
Hvor forskjellig seer man lyder ikke saaledes tydsk og engelsk Sammenstilling af »Corinna« og »Improvisatoren« mod den Affærdigelse i samme Punct, det danske Maanedsskrift giver mig.
, og efter det Svenske fulgte i Petersborg, dog først 1844, en russisk Oversættelse, ; ogsaa vakte denne Bog stor Opmærksomhed; i det der meget udbredte Tidskrift »« stod en anbefalende Critik over den. , oversat af og blev , og hvor især dens »Reenhed« fremhævedes. – ; jeg maa derhos henvise til den bekjendte , hvor, i et af dennes aftrykte Breve til mig, Digteren udtaler sin Glæde over min Bog, den, han fremhæver for Værker, som: , , o. s. v.6
Udenfra kom saaledes strax og gjennem Aaringer, som sagt er, den Erkjendelse, der aandeligt holdt mig oppe. Har Danmark i mig en Digter, da har man ikke herhjemme opelsket mig dertil. Medens Forældre tidt kjæle for og sætte i Drivhuus enhver lille antydende Spire af hvad de troe der kan føre til et Slags Talent, have de Fleste saa godt som gjort Alt for at qvæle det hos mig; men saaledes vilde nu Vorherre det til min Udvikling, og derfor sendte han Solstraaler ude fra og lod hvad jeg havde skrevet selv bane sig Vei. Der er derhos en Magt i Publicum, stærkere end alle Critiker og de enkelte Partier, – jeg havde dog ved »Improvisatoren« vundet Fodfæste herhjemme, jeg havde hos Nogle her tilkjæmpet mig en hæderlig Plads; mit Lune følte Øieblikke, hvori det løftede Vingerne; ; men man maa ikke troe, at disse bleve øieblikkelig vel modtagne; Folk, der sagde sig at mene mig det godt, beklagede, at jeg, der nylig i »Improvisatoren« havde givet Haab om at levere »Noget«, pludseligt faldt tilbage i »Barnagtighed«. »Maanedsskrift for Litteratur« værdigede aldrig at omtale disse, og i . Man savnede hos mig den sædvanlige Form for denne Digteart, og man opgav mig Mønstre at studere; det vilde jeg jo ikke, sagde de – og saa opgav jeg at skrive Eventyr, og bragte , vexlende mellem Mismod og Lune, min anden Roman »O. T.« Der var hos mig en aandelig Trang til at producere, og jeg troede i Romanen at have fundet mit rette Element. Lige efter hinanden udkom saaledes »Improvisatoren« 1835, »O. T.« 1836 og »Kun en Spillemand« 1837. Mange syntes godt om »O. T.«, især H. C. Ørsted, der havde stor Sands for det komiske Element. Han opmuntrede mig til at vedblive i denne Retning, og hos ham og i hans Kreds fik jeg Glæde og Erkjendelse.
Hos Sibbern, med hvem jeg efter at have modtaget Brevet om »Improvisatoren« havde gjort personligt Bekjendtskab, læste jeg »O. T.« «, var tilstede ved en af disse mine Aftenlæsninger og hørte til med stor Deeltagelse; Scenerne ovre i Jylland, paa Heden og ved Vesterhavet interesserede ham, og han udtalte sig varmt og inderligt. Et Par Oversættelser af »O. T.« paa Tydsk bleve senere gjengivne paa Svensk, Hollandsk og Engelsk. Mine kjøbenhavnske Landsmænd havde ved »Improvisatoren« opholdt sig over og Correcturfeil. For at fjerne en lignende Anke, tilbød mig, da »O. T.« skulde udkomme, at læse Correctur; »jeg er øvet deri«, sagde han, »og har altid erholdt Roes for min Correcthed, saa skal man ikke have den mindre betydelige Ting, Bogstavering, at dvæle ved, naar man Dem!« – Han læste Ark for Ark; foruden ham saae ogsaa disse nøiagtigt igjennem; Bogen kom ud, og Critiken, jeg fik herhjemme, endte med, at », som altid hos Andersen, findes ogsaa i denne Bog«. – »Nei, nu er det for galt!« sagde Professoren, »jeg har anvendt samme Flid, som i mine egne Bøger! man gjør Dem virkelig Uret!«
»O. T.« blev læst og atter læst, mit Publicum tog til, men Bladog Journal-Critik viste mig endnu ikke stor Opmuntring; ja man glemte, at med Aarene bliver Drengen til Mand, og at man ogsaa udenfor den almindelige Vei kan erhverve sig Kundskaber; man hang ved gamle Paastande og Beskyldninger; Mange, der maaskee aldrig havde læst mine senere større Arbeider, udtalte sig allerstrengest, men vare ikke saa ærlige som Heiberg, der, da jeg spurgte ham, om han havde læst disse Romaner, spøgende svarede: »jeg læser aldrig store Bøger!« – Hvorledes den Tone var, man tillod sig i Maanedsskriftet, sees benyttet som Anke mod dette Selskab af Paludan-Müller, der, da han, den erkjendte og skattede unge Digter, fik af samme Maanedsskrift ogsaa en streng Dom, skrev sit polemiske Digt: »«, og anførte der i en Note, hvorvidt Maanedsskriftet vovede at gaae mod en Digter; jeg giver Paludan-Müllers Ord:
»I hvilken agtværdig Journal – den være sig inden- eller udenlandsk – har man seet en tillade sig slige Friheder mod den recenserede Forfatters Person? Forfatterens Mangel paa Forstand, høiere Dannelse og egentlige Studium gjøres nemlig ikke alene til Gjenstand for Omtale, men hans Ulyst til det sidste ; gode Raad gives til fremtidig Flid og Studering; Trudsel med Critik anvendes, og endelig gives der Forfatteren Haab om at kunne præstere noget Tilfredsstillende, naar han vil lægge Recensentens Raad paa Hjerte. Disse og mange flere de anmeldte Skrifter (»Improvisatoren« og »O. T.«) uvedkommende og derimod deres Forfatter høist graverende Yttringer, hvoriblandt endog en indirecte Beskyldning for Utaknemmelighed mod Velgjørere, tilsteder Redactionen af Maanedsskriftet en navnløs Recensent aldeles ugeneert at fremføre og unddrager ham paa samme Tid, ved at kaste Anonymitetens Slør over ham, den fortjente Revselse af den Fornærmede!«
Characteristisk er det, da senere af Maanedsskriftet største Delen af Anmelderne til de forskjellige Critiker bleve opgivne, Forfatteren siden ikke har vovet at navngive sig.
Aaret efter (1837) kom Romanen »Kun en Spillemand«, der saa ganske er en Blomst, fremsprungen af det Tryk, jeg led i denne mægtige Kamp mellem min Digternatur og den blodig haarde Omgivning, og dog var jeg kommet et Skridt fremad, forstod mere mig selv og Verden, men jeg var ved at opgive Tanken om nogen Slags sand Erkjendelse her af Det, Gud havde givet mig; i en anden Verden maatte det komme til Klarhed, deri søgte jeg min Trøst. Var »Improvisatoren« en virkelig Improvisator, da var »Kun en Spillemand« den forstaaede Kamp og Liden; denne Digtning var i sin Heelhed gjennemtænkt og, seet udenfra, som den i hver Enkelthed var født og næsten oplevet; den gjærende Opposition mod , Taabeligheden, Prosaen og Trykket af den hele Omgivelse gav Stemninger, der aabenbarer sig i Charactererne Naomi, Ladislaus og Gudfaderen i »Hulgaden«.
Ogsaa denne Bog brød sig Vei herhjemme; men ingen Tak eller Opmuntring lød; Critiken indrømmede kun, at jeg tidt blev forunderlig , – man valgte det Udtryk, man bruger for Dyret, men som i Menneskeverdenen, i Poesiens Verden ellers kaldes Genialiteten; hos mig skulde den stemples som Instinct. Det var en vedvarende Træden ned af alt Godt hos mig. En enkelt Begavet yttrede vel mundtligt til mig, at jeg blev for haardt og ubilligt behandlet, men Ingen traadte op og udtalte det. Romanen »Kun en Spillemand« opfyldte en kort Tid en af vort Lands unge, høitbegavede Mænd, det var Søren Kierkegaard; paa Gaden, hvor vi mødtes, sagde han mig, at han vilde skrive en Critik over den, og at jeg vilde vist blive mere tilfreds med den, end de tidligere, thi, indrømmede han, man opfattede mig ganske urigtigt! – der gik lang Tid hen, han læste Bogen om igjen, og det første gode Indtryk udviskedes; og jeg maa troe, at jo alvorligere han drøftede Digtningen, des feilfuldere blev den, og da Critiken kom, kunde jeg ikke være glad ved den; den kom som en heel Bog; den første, troer jeg, Kierkegaard skrev, noget besværlig at læse, med den hegelske Tunghed i Udtrykkene; man sagde ogsaa i Spøg, at kun Kierkegaard og Andersen havde læst Bogen ud; det var »«. Jeg fik dengang det ud af den, at jeg var ingen Digter, men en , der var løbet ud af min Gruppe, og at det var en tilkommende Digter givet at stille mig i den, eller at benytte mig som Figur i en Digtning, hvori han skabte mit Supplement! Senere forstod jeg bedre denne Forfatter, der i min Fremskriden er kommet mig imøde med Venlighed og Skjønsomhed.
Jeg fandt ikke og vandt ikke hjemme nogen offentlig Beskytter eller Anmelder for mine Romaner, og hvad dertil satte dem i Skygge var den almindelige Begeistring for netop de af Heiberg udgivne beundrede »«. Sproget i disse, Indholdet og fremfor Alt den Heibergske Anbefaling og Beundring for disse Værker, gav dem hos den danske Læseverden den høieste Rang i Nutidens Literatur.
Dog, i hvor haanligt jeg end blev affærdiget, jeg blev læst, og saavidt havde jeg imidlertid bragt det, at Mange herhjemme nu ikke tvivlede om min poetiske Evne, den man før min Reise til Italien aldeles opgav hos mig. Men ingen dansk Anmeldelse udtalte sig om Ideen, om Friskheden, om Lunet, om hvad der kunde være eiendommeligt i mine Romaner; først da de udkom paa Svensk, gik med godt Sind lidt dybere ind, læste og opfattede med god og ærlig Villie, og ; herfra styrkedes mit Mod til at vedblive.
Om »O. T.« og »« udtalte sig »«:
»Dette er et af de interessanteste Værker, som i en Række af Aar har forladt Pressen; dets Skildringer af det danske Liv er naturlig og beundringsværdig, dets Skildring af Scenen, hvor det foregaaer, er sand og træffende, dets udmærkede Fremstilling af Børn og Børns Tanker, dets Naivetet og livlige Sprog, dets Verdenskundskab og Indbildningskraft, kort, Alt er sat saa klart i Lyset for os og besidder en saadan Ynde, at vi ikke tage i Betænkning at sige, at dette er en Bog, som vil tiltale enhver Classe af Læsere og fortjener Plads blandt de meest udmærkede romantiske Værker, som nogensinde er fremkommet.«
Først flere Aar efter udtalte i Danmark en Mand af Betydning, Digteren Hauch, i sin tidligere nævnte Afhandling i sig hjerteligt over mig som Digter, udtalte sig om Romanerne og i faa Træk fremhævede der det Characteristiske:
»Hovedgjenstanden«, siger han, »i Andersens bedste og meest gjennemarbeidede Skrifter, i dem, hvori den rigeste Phantasie, den dybeste Følelse, den meest bevægede Digtersjæl kommer frem, er et Talent eller idetmindste en ædlere Natur, der vil kjæmpe sig frem af snevre og trykkende Kaar. Det er saaledes Tilfældet i hans tre Romaner, og i denne Retning har han jo ogsaa virkelig et betydningsfuldt Liv at fremstille, en indre Verden, som Ingen bedre kjender, end den, der selv har drukket af den : Lidelser og Savn, smertelige og dybe Følelser, som ere nær beslægtede med dem, han selv har gjennemgaaet, og hvori , Haand i Haand med disse træder ham imøde. Hvad han her kan fortælle Verden, fortjener da sikkert med Opmærksomhed at høres; thi uagtet det paa den ene Side kun er den Enkeltes inderste personlige Liv, saa er det dog tillige Talentets og Geniets almindelige Lod, idetmindste naar det befinder sig i ringe Kaar, der her føres os for Øie. Forsaavidt han nemlig i sin »Improvisator«, »O. T.« og »Kun en Spillemand« ikke blot fremstiller sig selv i sin afsondrede , men tillige den betydningsfulde Kamp, som Mange have gjennemgaaet, og som ogsaa han kjender, fordi hans Liv har udviklet sig der igjennem, saa gjengiver han jo slet ikke Noget, der tilhører Illusionernes Verden, men kun det, der vidner om Sandheden, og der, som ethvert sligt Vidnesbyrd, har en almindelig og varig Gyldighed. Ja, han forfægter saaledes ikke blot Talentets og Geniets, men, som sagt, tillige den krænkede og uretfærdigt behandlede Menneskeheds Sag; og da han selv saa smerteligt har følt denne svære Kamp, hvori knuge de opadstræbende Hænder, da han selv har været nødt til at drikke af det malurtfyldte Bæger, som den ligegyldige og overmodige Verden saatidt rækker den, der befinder sig i en undertrykt Stilling, saa er han ogsaa istand til at give sin Fremstilling i denne Henseende en Sandhed og Alvor, ja en tragisk og smertevækkende , der vanskeligt paa det følende Menneskehjerte forfeiler sin Virkning. – – – Hvo kan i hans »Spillemand« læse hiint Optrin, hvori den , med Foragt vender sig bort fra den Føde, hvormed den fattige Dreng maa tage til Takke, uden tillige at erkjende at dette ikke er en Leeg, hvori Forfængeligheden søger sin Triumph, men at det tvertimod er den i sit Inderste dybt krænkede Menneskenatur, der her udtaler sin Smerte.«
Saaledes lød det en ni à ti Aar senere om mig i Danmark: saaledes lyder en Mands, en ædel hædret Stemme. Det er gaaet mig med Critiken, som det gaaer med Vinen, jo flere Aar, der gaae, før den skjænkes, desto fortræffeligere smager den. , gjorde . Da kjendte man ikke, hvad man nu kalder skandinaviske Symphatier; fra gamle Krige med Naboen var endnu nedarvet en Slags Mistillid; de kjøbenhavnske Gadedrenge glemte ikke om Vinteren, naar Isen bandt Landene sammen, og Svenske kom i Kane over til os, paa en raa og kaad Maade at skrige efter dem; meget lidt kjendtes af svensk Literatur, og det faldt kun faa Danske ind, at man med ringe Øvelse let kunde læse og forstaa det svenske Sprog. var kjendt og det kun i Oversættelse. Tiderne forandres.
Jeg havde læst et Par svenske Forfattere og af disse tiltalte mig især den afdøde, ulykkelige Stagnelius; hans Digtninger fyldte mig endnu mere end Tegnér, der da repræsenterede Digtekunsten i Sverrig. Jeg, som kun havde reist syd paa, hvor altsaa Afskeden fra Kjøbenhavn er Afsked med Modersmaalet, følte mig nu halvt som hjemme gjennem hele Sverrig, kunde tale mit danske Sprog, og hørte i Landets Tunge kun som en Dialect af det Danske; jeg syntes, at Danmark udvidede sig, det Beslægtede i Folket traadte mig saa levende frem, jeg begreb, hvor nær Svensk, Norsk og Dansk stod til hinanden. Jeg mødte hjertelige, venlige Mennesker, og det er min Natur at slutte mig snart til disse. Denne Reise var og er mig endnu een af mine gladeste. – Det maleriske svenske Land, med sine udstrakte Skove, store Søer, den brusende, storartede , de maleriske Skjærgaarde, hele denne Natur var mig ny, og nu Stockholm selv hvis Beliggenhed næsten nærmer sig og maaler sig med Edinburghs, overraskede mig i høi Grad. – Canalfarten selv klinger jo halv eventyrlig for den Uindviede, naar man fortæller, at Dampskibet seiler der fra Søerne op over Bjerghøiderne, hvorfra man seer under sig de udstrakte Granog Birkeskove. Gjennem dristige Sluser løfte og sænke sig Skibene, mens den Reisende gjør sine Skovvandringer. Fra denne Reise, og navnlig fra den mægtige , knytter sig et Bekjendtskab af stor Interesse og ikke uden Indflydelse paa mig, det er med den svenske Romanforfatterinde Fredrika Bremer.
Paa havde jeg just spurgt Capitainen ombord og nogle af de Medreisende, om hvilke svenske Forfattere der levede i Stockholm, og udtalte min Lyst til at see og tale med Frøken Bremer. »Ja, hende træffer De ikke!« sagde Capitainen, »hun er for Øieblikket i Besøg i Norge!« – »Hun kommer vel, maa komme tilbage, medens jeg er her!« sagde jeg i Spøg og tilføiede: »paa Reise har jeg altid Lykken med, saa at det Meeste, jeg ønsker, bliver opfyldt.« – »Men neppe denne Gang!« sagde Capitainen. Tre Timer efter, da vi skulde bort fra Venersborg, hvor vi laae og tog Varer og Passagerer ombord, kom han leende med Listen over de ny tiltraadte Reisende og raabte høit: »Lykkelige Menneske! jo De har Lykken, og seiler med til Stockholm!« jeg antog det for Spøg, han viste mig Navnet paa sin Liste, men jeg var dog ikke , om det var Forfatterinden selv. Mellem dem, jeg opdagede gaae ombord, saae jeg Ingen, der forekom mig at kunne være hende. Aftenen faldt paa og ved Midnat vare vi paa den store vidtudstrakte Venersøe.
Klokken Tre om Morgenen stod jeg op for at see Solopgangen, foruden mig kom endnu fra Kahytterne Een, det var en Dame, ikke ung, ikke gammel, indhyllet i Shawl og Kaabe, – ogsaa hun vilde see Solen staae op. Jeg tænkte: er Frøken Bremer her ombord, saa maa det være hende! jeg begyndte en Samtale, hun svarede høfligt men fremmed, og da jeg spurgte hende, om hun ikke var Forfatterinde til de bekjendte Romaner, gav hun et undvigende Svar og spurgte nu om mit Navn, hun kjendte det, men tilstod, at hun ingen af mine Skrifter havde læst, spurgte, om jeg intet Exemplar af disse eiede hos mig, jeg havde just »Improvisatoren«, som jeg havde bestemt for Beskow, jeg laante hende den og hun gik ned i sin Kahyt og kom ikke frem hele Formiddagen, men da jeg igjen saae hende, var hendes Ansigt klart og fuldt af Hjertelighed, hun trykkede min Haand, sagde, at hun havde læst det Meeste af første Deel af Bogen, og nu kjendte hun mig. Skibet fløi med os over Bjerge, gjennem stille Indsøer og Skove ud i Østersøens Skjærgaarde, hvor Klippeøerne ligge strøede og danne de mærkeligste Overgange fra den nøgne Steen til Grønsværs Øen og den, hvor Træer og Huse fæste sig; det gik gjennem Brænding og over , to Steder matte alle Passagerer stille sidde paa sin Plads, medens Lodsens hele Opmærksomhed var heftet paa eet Punkt, man følte i Fartøiet Naturkraftens Haand, der et Secund greb og slap det. Frøken Bremer fortalte mangt et Sagn, mangen Historie, der knyttede sig til een og anden Ø og til den og den Gaard oppe i Landet. Reisen blev rigere og glædeligere.
I fortsattes Bekjendtskabet, og Aar have knyttet det fastere ved Breve; hun er en ædel Qvinde, Religionens store trøstende Sandheder, det Poetiske i Livets stille Enkeltheder have dybt gjennemtrængt hende, og hun eier en til at udtale det.
, jeg var i Stockholm som Digter kun kjendt af Enkelte, der havde læst »Fodreisen« og mine lyriske Digte, og disse Enkelte vare meest literaire Folk, hvilke ogsaa paa det hjerteligste og med svensk og Opmærksomhed modtoge mig; den for sine humoristiske Digte kjendte og hædrede Geistlige, ; jeg fandt Gjestfrihed og Venlighed, Sverrig og de Svenske fik jeg kjær. Af H. C. Ørsted var jeg anbefalet til den berømte Berzelius, hvis Bekjendtskab jeg nu første Gang gjorde, ved ham fik jeg en god Modtagelse i Upsala, hvorhen jeg drog nogle Dage og af den da levende Professor Rudberg førtes til , hvor vi af det store Sølvhorn, der havde givet, drak i Champagne Nordens Skaal. – Land og Folk fik jeg kjær og syntes, som sagt, at mit Hjems Grændse voxte, først nu forstod jeg ret, hvor beslægtet Svensk, Dansk og Norsk vare, og i denne Følelse skrev jeg strax efter min Hjemkomst Sangen:
»Vi er eet Folk, vi kaldes Skandinaver!«
Ved dette Digt var ikke Tanke af Politik, den er mig fremmed, – Digteren skal ikke arbeide i Politikens Tjeneste, men rolig gaae foran Bevægelserne, som en Seer. Den skandinaviske Sang blev til, da der ikke taltes om Skandinaver; den fremsprang i Følelsen af det Beslægtede hos de tre Folk, den Kjærlighed, jeg følte og ønskede de i Aand og Hjerte med mig maae eie for hinanden, og ikke uvenligt og misforstaaende staae skilte som de stride Strømme.
»Man kan see, at de Svenske have gjort af ham!« var det Første, jeg hørte hjemme om min Sang. Et Par Aar gik, Naboerne forstode bedre hinanden; Oehlenschläger, Tegnér og Fredrika Bremer bragte dem gjensidig til at læse hinandens Literatur, og Slægtskabet blev følt og forstaaet; den taabelige gamle Rest af Uvenskab, fordi de ikke kjendte det gjensidige Gode hos hinanden, forsvandt, der kom et smukt og hjerteligt Forhold mellem Svensk og Dansk.
Skandinavismen satte imidletid Blomst i Kjøbenhavn, maaskee ogsaa i Sverrig, i Norge troer jeg ikke det ret er skeet, vi fik et »«, det vil sige en Forening i Kjøbenhavn, hvor man holder broderlige Taler om Nordens tre Folk, giver historiske Foredrag og faaer skandinaviske Concerter, med Sange af Bellman og Rung, Lindblad og Gade, og det er jo ganske fortræffeligt! – nu kom min Sang til Ære, og man sagde mig, at denne Sang vilde overleve Alt af hvad jeg havde skrevet! ja , forsikkrede og i Alvor, at dette var det eneste Digt, der gjorde mig til dansk Digter. Nu sattes det saa høit, for eet Aar tilbage var det kun Productet af smigret Forfængelighed.
, men den er ikke bleven populair.
Efter min Hjemkomst fra den svenske Tour begyndte jeg flittig at læse Historie, gjorde mig mere bekjendt med fremmed Literatur; dog den Bog, jeg læste meest i, og fra hvilken jeg fik de stærkeste Indtryk, var, som altid, Naturens. Ved Sommerlivet paa fyenske Herregaarde, især det tæt ved Skoven romantisk beliggende »«, gamle Gaard, og paa det grevelige , hvor den mægtige , havde boet, og hvor nu den ædle gamle Grev Moltke-Hvitfeldt levede, fandt jeg den venligste Modtagelse, det hyggeligste Hjem og læste her paa mine stille Vandringer vistnok mere, end Skolen kunde give mig af Reflexions Viisdom.
I Kjøbenhavn var allerede da, som til den seneste Tid, Collins Huus blevet mig »Hjemmets Hjem«, som jeg ; her fandt jeg Forældre og Sødskende. Det Lune, den Livsmunterhed der findes i Romanen »O. T.«, og i de i disse skrevne dramatiske Arbeider, f. Ex. den Usynlige paa Sprogø, har sin Kilde fra det Collinske Huus, der i denne Retning virkede sundt ind paa mig, saa at mit Sjæle-Sygelige ikke fik Herredømmet; Collins ældste Datter, Fru Ingeborg Drewsen, var med sit kjække Lune, sit Vid og Humor, især af en stor Indvirkning; naar Sindet er blødt og elastisk, som Havfladen, og det var mit, da afspeiler det, som den, sin Omgivning.
Jeg var ret productiv, og mine Skrifter hørte til dem hjemme, som altid bleve kjøbte og læste; for hver ny Roman et høiere Honorar, men man vil huske paa, hvor langt danske Bøger kjøbes, og at jeg ikke fra Heibergs og Maanedsskriftets Slotsaltan var erklæret for Tidens Digter, saa blev Honoraret ringe, – imidlertid jeg levede – naturligviis ikke som man i England tænkte sig det, naar man der nævnede Improvisatorens Digter; – jeg erindrer Charles Dickens Forbauselse senere ved at høre mit Honorar for denne Bog. »Hvad har De faaet«, spurgte han; jeg svarede, »19 £!« »for Arket?« gjentog han. »Nei«, sagde jeg, »for hele Bogen.« »Ja, vi misforstaae vist hinanden«, blev han ved, »De kan ikke for det hele Værk, Improvisatoren, have faaet 19 £, det har De erholdt for Arket!« – jeg maatte beklage at det ikke var Tilfældet, Arket blev omtrent kun 1⁄2 £ »Du min Gud!« udbrød han »det er jo ikke til at troe, fortalte De det ikke selv.« – Vistnok kjendte Dickens ikke danske Forhold, maalte Indtægten efter den, han fik i England; men rimeligt er det, at min Oversætterinde der vandt mere, end jeg som Forfatter, men nok om det, jeg levede – rigtignok under en Deel Savn.
Producere og altid producere, følte jeg, vilde være ødelæggende, de Forsøg, jeg gjorde for at skaffe mig en Slags Stilling eller andet hæderligt Hverv mislykkedes. Jeg , H. C. Ørsted understøttede paa det varmeste min Ansøgning hos Bibliothekets Chef, Overkammerherre Hauch; Ørsted sluttede sit skriftlige Vidnesbyrd efter at have omtalt H. C. Andersens »Fortjenester som Digter« – »at han ogsaa udmærker sig ved Retsindighed og ved en Orden og Nøiagtighed, som Mange ikke troe, at man kan vente af Digteren, men som man unægtelig, naar man kjender ham, maa tilstaae ham!« Disse Ord om mig af Ørsted udrettede dog Intet, Overkammerherren affærdigede mig med den største Artighed, idet han sagde, at jeg var for talentfuld til at han kunde anstille mig ved et saa trivielt Arbeide, som Bibliothekets var. – Jeg søgte at sætte mig i Forbindelse med Trykkefriheds-Selskabet idet jeg havde lagt Plan og givet Udkast til en dansk Folkekalender, lig den meget udbredte tydske af Gubitz, den Gang fandtes endnu ingen dansk. Jeg troede ved Naturskildringerne i »Improvisatoren« at have viist Dygtighed for Fremstillinger af denne Art, et Par Smaa-Hefter af mine Eventyr var da allerede ude, de maatte vise, at jeg nok kunde fortælle. Ørsted var meget tilfreds med den givne Plan, og ogsaa denne understøttede han paa det Bedste, men Skriftcomiteens Medlemmer fandt, at dette Arbeide vilde være forbundet med for mange og store Vanskeligheder til, at Selskabet kunde indlade sig paa samme. Det vil sige, man tiltroede mig ikke Dygtighed dertil; senere udkom under en saadan Kalender, understøttet af Selskabet.
Altid maatte jeg saaledes, for at leve, tænke paa den Dag i Morgen; eet gjestfrit Huus endnu var paa den Tid aabnet mig; en gammel Dame, hvis Eiendommelighed lettere opfattedes af Enhver end hendes mange andre fortræffelige Egenskaber. Hun fandt Glæde i at læse mine Skrifter, og med moderligt Sind , det var den gamle, nu afdøde, Enkefru Bügel fød Adzer. Conferentsraad Collin var iøvrigt i den Tid min Hjelp, min Trøst og Støtte, som jeg dog beskedent, kun i de tungeste Tilfælde tyede til. Jeg prøvede Trang og Armod – som det her ikke lyster mig at fortælle om. Dog, som jeg tænkte det i Barndoms-Aarene, naar det er ret haardt, da hjelper vor Herre! Jeg har en Lykkestjerne, og den er Gud.
En Dag, jeg sad , bankede det paa Døren, en fremmed Mand, med et fiint, venligt Ansigt, jeg havde aldrig seet ham før, traadte ind, det var nu afdøde Grev Conrad Rantzau-Breitenburg, en Holstener og daværende Statsminister, han elskede Poesie, var opfyldt af Italien og vilde aflægge et Besøg hos Improvisatorens Forfatter. – Min Bog havde han læst i Originalsproget, og følte sig levende opfyldt af den; han havde ved Hoffet og i sin Kreds paa det varmeste erklæret sig for den; han stod i stor Anseelse, var erkjendt som en Mand med Smag og Kjendskab til Literatur, et ægte ridderligt Sind; i sin Ungdom havde han reist meget, opholdt sig længe i Spanien og Italien, hans Dom blev saaledes af stor Betydning; ham var det, der opsøgte Digteren, stille traadte han ind i min lille Stue, udtalte sin Tak og Kjærlighed for min Bog, bad mig besøge sig, spurgte mig uforbeholdent, om der Intet var, hvori han kunde virke til Gavn for mig. Jeg antydede, hvor tungt det var at maatte skrive for at leve, ikke at kunne, sorgløs for det Nødvendige, udvikle sig og virke, og han trykkede kjærligt min Haand, lovede at blive mig en virksom Ven, og det blev han. Collin og H. C. Ørsted troer jeg, have vistnok ogsaa i Stilhed virket med som mine Talsmænd hos Kong Frederik den Sjette.
under denne Konges Regjering var anordnet, at en Sum af Finantserne anvendtes til Reise-Understøttelse for unge Videnskabsmænd og Kunstnere, ja Enkelte, der endnu ikke var i fast Embede, havde en Slags aarlig Gage, eller om man vil »Understøttelse«, saaledes mellem Digterne, Oehlenschläger, tidligere Ingemann, Heiberg etc. erholdt en aarlig tilstaaet Sum, hans Fremtid var derved nogenlunde blevet betrygget, det var mit Haab og Ønske at samme Held maatte forundes mig, og det skete, Kong Frederik den Sjette .
Jeg var opfyldt af Taknemlighed og Glæde! jeg behøvede nu ikke, som jeg saa tidt tidligere nødtes til, at maatte skrive for at leve; jeg havde nu, i mulige Sygdoms Tilfælde en sikker Hjelp; jeg var mindre afhængig af Menneskene om mig!
Et nyt Afsnit i mit Liv begyndte!
VIII
Det var fra denne Dag, som om der kom et mere stadigt Foraars-Solskin ind i mit Liv; jeg følte en større Sikkerhed, idet jeg, ved at see tilbage over mine Livs Dage, saae mere klart, at et kjærligt Forsyn vaagede over mig, at Alt, som ved en høiere Styrelse var ledet til det Bedste for mig, og jo fastere en saadan Overbeviisning bliver, des mere sikker føler man sig.
».« Denne Overbeviisning, som jeg har følt og nedskrevet i Romanen: »de to Baronesser«, er og lever hos mig, jeg er gjennemtrængt af den.
Et Barndoms-Liv havde jeg levet, et Ungdoms-Liv begyndte egentligt nu først fra denne Tid, før var det kun en Svømmen mod Bølgerne, en Kjæmpen mod tunge, store Søer, i mit fire og tredivte Aar begyndte mit rette Livs Foraar, men Foraaret har ogsaa sine graa Dage, sine Storme, før det bliver klar, varm Sommer, og de maa til, for at udvikle, hvad der skal modnes.
Vi ville see lidt hen til de saakaldte graa Dage og Storme, der jo rigtignok bagefter, i en lysere, stille Tid, vække et Smiil hos os, at vi ogsaa let kunne gyse. – Men til Sagen!
Hvad skrev til mig, paa en senere Reise i Udlandet, kan tjene til Indledning for hvad jeg her vil fremføre. Han skrev i sin eiendommelige Stiil:
»Det er Deres udsøgte Indbildningskraft, der strax laver Historier, at De er foragtet i Danmark, det er jo Usandhed. De og Danmark forliges fortræffeligt, og vilde forliges endnu bedre, dersom der ikke var et Theater i Danmark: dette forbandede Theater! er det da Danmark, og er De ikke andet end Theaterskribent?« – –
Der ligger en Kjerne-Sandhed heri, Theatret var i en Række af Aar det Sted, hvorfra mit Liv i høi Grad blev mig forbittret. Det er, siger man, almindeligt i hele Verden, at Theater-Folket er et eget vanskeligt Folkefærd; som oftest, fra første Statist op til , sætter hver Enkelt sig i den ene Vægtskaal og lægger hele den øvrige Verden i den anden. Væg er denne Verdens Grændse, Blad-Critiken er Fixstjerner i Universet, lyder nu fra hele dette Rum kun Bravo og Beundring, ofte kun sødt Eftersnakken og tankeløs, nedarvet Beundring, saa er det menneskeligt at svimle udover sin sande Betydning.
Paa den Tid da Politiken aldeles ingen Rolle spillede hos os, var Theatret »det Offentlige«, det som var Dagens og Aftenens betydeligste Conversationsthema; den kongelige danske Skueplads kunde da vistnok ogsaa henregnes til een af de første i Europa, den eiede da betydelige Talenter; var i ungdommelig Kraft, og foruden sin Tænksomhed som Kunstner eiede han et Organ, der, som en sand Musik bar Ordene og kunde bedaare. Den danske Scene havde da Dr. Ryge, der ved Person, Geni og Organ var født til at være Bæreren for Oehlenschlägers Tragedier. Scenen havde i Frydendal en sjelden Repræsentant for Lunet og Humoren, gjennemstraalet af Dannelse og Fiinhed; Stage var en complet Cavaleer, en for Øiet sand Gentleman, og havde dertil i det komiske Rollefag et dristigt Lune. Desuden var allerede da Talenter, som vi endnu besidde, Fru Heiberg, , og Phister. Vi eiede dengang en Opera, og Balletten begyndte under Bournonville sin Blomstren.
Som sagt, vort Theater var da eet af de første i Europa, men at derfor alle udøvende Kræfter der skulde være Tidsalderens Bærere, gaaer ikke an at paastaae, men som saadanne optraadte nogle, idetmindste for mig, da de ikke stort vurderede Forfatteren. Jeg troer, at det danske Theater altid formeget har manglet Disciplin og den hører til, hvor mange Individer skulle danne et Hele, og netop just et kunstnerisk Hele. I det Par Generationer, jeg , har jeg gjort den Erfaring, at der altid har været omtrent den samme paa Directionen fra Publicums Side, især med Valg af Stykker og samme bølgende Stemning mellem Direction og Personale; det ligger vist saaledes i hvad der menneskeligt ikke kan være anderledes, og altsaa vil maaskee rimeligviis enhver ung Forfatter, der ikke har Øieblikkets Gunst, anderledes end jeg da havde den, have det samme at lide under og kjæmpe mod. Selv Oehlenschläger led ofte i høi Grad, blev overseet, eller i det Mindste ikke altid, synes mig, værdigt nok behandlet, Skuespillerne fik Bifaldsklap, var en Erfaring, ham peeb man ud. Hvorledes har jeg dog hørt mine Landsmænd tale om ! dog det er vel saa i alle Lande, men hvor sørgeligt! , at hans Børn, i Skolen, maatte fordi de havde en Fader som han, høre Ondt af de andre Drenge, der talte, som de hørte deres Forældre tale.
De Skuespillere eller Skuespillerinder, der ved Talent, ved Blad-Venskab eller Folkegunst, staae som de Første, stille sig som oftest over Directionen7 og over Forfatteren, denne maa see at staae sig godt med dem, da de kunde forkaste en Rolle, eller hvad der tidt er ligesaa slemt, før Stykket kommer paa Scenen, udbrede i Publicum deres mindre gode Mening derom; man har Kaffehuuscritik før Nogen endnu skulde vide et Ord om det nye Arbeide. Det er ogsaa characteristisk for Kjøbenhavneren, at naar et nyt Stykke skal spilles, siger han ikke: »jeg glæder mig dertil!« – men han siger: »det duer nok ikke! skal der pibes?« Pibning spiller en stor Rolle, det er en Morskab, som giver fuldt Huus! aldrig er endnu en slet Skuespiller blevet udpebet, nei, kun Digter og Componist ere de to Syndere, for hvem Skafottet reises. Og i de fem Minuter, Piberne tør risle gjennem hele Rummet, seer man Damerne, de smukke og de stygge, smile og glæde sig ligesom Spanierinderne ved deres blodige Tyrefægtninger. I en Række af Aar var det altid den farligste Tid for et nyt Stykke, at komme i November og December; thi i Maaneden forud blev de unge Skoledisciple gjort til Studenter, slap over og var meget strenge Dommere.
Alle vore betydeligste dramatiske Forfattere ere, som bekjendt, pebne ud, Oehlenschläger, Heiberg, Hertz etc. have været udpebne, ikke at tale om fremmede Classikere, f. Ex. Molière.
Theatret er og var imidlertid den Virkeplads, der for enhver dansk Forfatter er den meest indbringende; da jeg stod aldeles uden Hjelp og Understøttelse, havde jeg søgt at bringe mit Talent til Virksomhed paa denne Vei, , som bleve saa strengt bedømte, og . Forfatter-Honoraret, der dengang ikke var af den Betydning, som senere fik bragt det til, blev dengang, næsten maa jeg sige, sat komisk tilbage; jeg maa berøre det, der er Noget som hedder Facta, de kunne ikke udslettes. Der var , som blev gjort til Theater-Directeur, man ventede god Orden i Tingene, thi han var en god Regnskabsfører, man glædede sig ogsaa til Operaens Fremgang, han havde Sands for Musik, sang selv i musikalske Kredse, man ventede energiske Forandringer, og disse kom ogsaa, i Regulativet for at betale Stykkerne; disses Værd var vanskelige at afgjøre, det blev nu bestemt, at de skulde betales efter deres Længde, skulde afmaales i Qvarteer. Ved første Forestilling stod altsaa Regisseuren med Uhret, og opskrev hvormange Qvarteer; disse adderedes sammen, og efter deres Sum bestemtes Honoraret; det der manglede i det sidste Qvarteer, Stykket endte, tilfaldt Theatret, og dette er jo meget embedsdygtigt og vel udtænkt; Enhver er sig selv nærmest, det var ogsaa Tilfældet med mig og da jeg trængte høilig til hver Skilling, saa følte jeg ret Tabet, idet min Vaudeville: »Skilles og mødes«, der var i to Afdelinger, med særskilte Titler, blev betragtet som to Vaudeviller, der – efter Directionens Mening – ogsaa kunde gives hver for sig. Men »,« og Theaterdirectionen er den dramatiske Digters Øvrighed, derimod et Par af Personalet – ja, dem vil jeg lade selv tale!
»Det er ingen Sag at faae sine Arbeider til at gjøre Lykke, naar de første Talenter skal forgylde dem!« sagde til mig Een af de første Talenter, der da ikke havde Lyst til at give sin Rolle. »Jeg spiller ikke Karle-Roller!« blev jeg mindet om af , jeg vovede at tildele en Rolle, hun fandt for mandhaftig. »Siig mig een eneste morsom Replik jeg har!« tordnede høit paa Prøven, ved et af mine første Stykker, ; da jeg bedrøvet herover siden stod i en Krog, kom samme Stormagt og sagde: »tager De Dem det saa nær! troer De jeg finder Rollen daarlig? Nei, saa spillede jeg den ikke! men jo mindre jeg gjør den fra Deres Haand, des større bliver den fra min! men siger De til Nogen, jeg har sagt det, saa siger jeg, det er Løgn!« denne Replik sagde Kunstneren fortræffelig, uden at tænke paa Publicum, der nu hører den; man leer deraf, siger maaskee: det er Stof for Humor, men som ganske ung Forfatter tager man det ikke saaledes. Til Skibs gjelder jo de stærke Udtryk under Commandoen ikke bogstavelig, saaledes skal man heller ikke tage det paa Theaterskibet, men det gjorde nu jeg. Men hvorfor gav jeg mig da derhen; fordi Theatret var det Sted, hvor det betalte sig bedst at faae en Digtning frem, og uden Penge kan man ikke leve, dernæst er Scenen en mægtig Talerstol, hvorfra, som Carl Bagger siger: »der forkyndes for Hundrede, hvad der neppe læses af Ti!«
Collin var ikke længer Theaterdirecteur; Molbech var af Censor-Magten den meest skrivende, meest haarde; jeg vil troe, at i Tidens Løb, de skrevne Censur-Bøger, som Theatret opbevarer og hvori Molbech har udtalt sig over forkastede og antagne Stykker, vil give den mærkeligste Characteristik, og læser man saa, hvad han senere skrev og lod trykke, da han ikke længer selv var Theaterdirecteur og , hans Yttringer der om Pligter mod det unge Talent, saa har man den Stemme, der i høieste Grad kunde og burde have lydt til ham selv, i hans Vilkaarligheds Dage. At han brød Staven over Alt, hvad jeg skrev, maatte jeg vente, kun at det skete paa den sædvanlige, og vistnok fra Theaterdirectionens Side rigtige Maade; naar et Arbeide forkastes, er den Form, at Directionen »ikke finder sig foranlediget til at antage vedlagte Arbeide!« den indlader sig ikke paa Grunde, og det vilde ogsaa i mange Tilfælde blive høist vidtløftig; jeg derimod fik et langt Brev, der umuligt andet end maatte være dicteret af Molbech, ret, , sat sammen for at sige mig – ikke Venligheder, som han kunde det; for nu at faae et Stykke paa Scenen, var der ikke andet for, end at give dette til . Til en Decoration, malet til , som ikke gjorde Lykke, skrev jeg i Sommeren 1839 Vaudevillen »den Usynlige paa Sprogø«. Den overgivne Lystighed i Stykket tiltalte, det vandt saaledes Publicums Yndest, at det foranledigede Directionen til at optage det i Repertoiret, og det let skizzerede Arbeide fløi med Bifald over Scenen, og opnaaede en Række Forestillinger, jeg aldrig havde anet8, men dette Bifald hjalp mig ikke det mindste hos Directionen, og jeg havde den Ærgrelse, at hvert nyt dramatisk Arbeide blev forkastet; desuagtet opfyldt af Ideen og Handlingen i den , besluttede jeg at behandle samme dramatisk, og da tillige at vise, hvad man saa ofte havde villet negte mig, at jeg dog besad Stadighed til med Flid at gjennemarbeide et Stof; jeg skrev derfor et fem Acts Stykke paa rimede Vers, ja enkelte Steder deri paa Paludan-Müllers Maade i lyrisk tre fire Riim; jeg troede ogsaa nok at kunne, som en Fugl i Luften, bevæge mig i Sproget. Det var et fremmed Stof, en rig dramatisk Handling laae deri, og min Lyrik behang det saaledes med friskt Grønt, at det næsten ganske syntes fra min Urtegaard, og kan der i Vers lægges Musik, saa idetmindste forsøgte jeg her at underlægge Stoffet Sprogets Musik, og lade en Andens Digtning ved denne i ny Form omplante paa Scenen; jeg følte, at den givne Fortælling var gaaet over i mit aandelige Blod, før jeg gav den for Scenen, jeg antog, at man skulde ikke paa den Maade, som før, , kunne sige, at det kun var »tilskaaret« eller »forskaaret« for Scenen. Stykket blev skrevet, og læst for flere ældre Venner, dygtige Mænd, som gav det stort Bifald, et Par af de Skuespillere, som jeg ønskede skulde optræde i det, hørte mig læse det og fik stor Interesse derfor, især Hr. , hvem jeg ønskede skulde udføre Hovedrollen; han var en af de Scenens Kunstnere, som venlig og deeltagende kom mig imøde, og som jeg skylder at udtale min Tak og Erkjendelse.
I Frederik den Sjettes Forgemak udtalte en af vore høiere Embedsmænd fra Vestindien sig mod Stykket, hvis Indhold han havde hørt om, at det var ikke af dem, man burde give paa et kongeligt Theater, da det vilde være af skadelig Indflydelse paa de Sorte paa vore vestindiske Øer; »men det skal heller ikke opføres paa de vestindiske Øer!« svarede man ham.
Stykket blev nu indleveret og naturligviis forkastet af Molbech; vel var det bekjendt nok i Publicum, at hvad han opelskede for Scenen, visnede snart, men hvad han smed som Ukrud hen i Gangen, tidt blev en Blomst for Haven; hans Forkastelse havde saaledes ingen skadelig Betydning, det var altid en Trøst. Meddirecteuren Geheime-Etatsraad Adler, en Mand med Smag og blev mit Arbeides Beskytter, og da der, ved de Flere der havde hørt mig forelæse det, allerede var en særdeles gunstig Dom om det i Publicum, blev det efter nogen Talen frem og tilbage, bestemt til Opførelse. Dog før dets fuldkomne Antagelse kom, var en lille Scene, ligesaa characteristisk som komisk, og som jeg her vil opbevare.
Der var , dog, hans Dom over Stykket vilde betydeligt gjøre Udslaget – han sagde mig, at han meente mig det Godt, men havde endnu ikke læst mit Stykke, der ere saa Mange, der tale for det, men Molbech har skrevet et heelt Ark imod det – og nu maa jeg ogsaa sige Dem, det er jo skrevet efter en Roman, De skriver selv Romaner, hvorfor opfinder De da ikke selv en Historie til Deres Stykke. Dernæst maa jeg sige, at Eet er at skrive Romaner, et Andet Comedier, i dem maa der være Theater-Effect, er der nogen i Mulatten og nogen, som er ny. Jeg søgte at gaae ind i Mandens Fordringer og Ideer, og svarede, »der er et Bal!« »Ja, det er meget godt, men det har vi i »«, er der noget ganske Nyt?« – »Der er et Slave-Marked!« sagde jeg, »Slave-Marked, det har vi nok ikke! ja det er Noget, jeg skal være retfærdig mod Dem. Det Slave-Marked tiltaler mig!« – og jeg troer, at dette Slavemarked lagde det sidste nødvendige Ja til Mulattens Antagelse.
Efter Læseprøven paa Scenen sendte Skuespiller Holst mig efterfølgende smukke Digt til Taksigelse.
Jeg hørte – og endnu for Øret toner
En sælsom Raslen, som da hist jeg sad,
Hvor lette Luftstrøm gjennem Palmens Kroner,
Kun løfte kan af brede Blad.
Jeg saae den yppige Natur i Skovens Skygge,
Paa Marken det af Solen brændte Straa,
Jeg Papegøien at bygge,
Og her Kaninen, som bag Sukkerrøret laae.
Jeg Hytten saae, som sorte Brødre huser,
I Pjalter laae de – – dog, for Hytten Døren luk! –
Jeg hørte Møllens Klappren, naar den Røret knuser,
Pidskeslag og Slavens Suk.
Jeg følte hvad jeg ikke kan forklare,
Mit Hjerte blødte ved de Armes Nød,
Mens et usynligt Vingepar mig bare,
Og Harpetoner for mit Øre lød;
Hvad var det da? – Kan man med Vellyst dvæle
Paa Steder, som kun Rædsler kalde frem?
Hvor Solens Hede maa hver Livslyst qvæle,
Hvor Skovens Skygge er kun Slangens Hjem?
Jo – thi hvor Poesiens Almagt troner,
Der vige maa det Grelle i Natur,
Der hæves Sjælen op til Palmens ,
Og skjønne Taager er selv Fængslets Muur!
Du gode Digter! her et Værk fremtrylte,
Ved Kraften Gud har nedlagt i din Barm,
Med gamle Minder det min Sjæl her fyldte
Og atter tropisk Sol mig gjorde varm.
Men Solen var din Digter-Ild, som flammed,
Var din , som slog ned,
Og hvad af Hverdags-Livets var lammet,
Nyt Liv, nyt Lys og Næring fik derved.
Hvad Livets Vexlen mig har viist, Du tænkte,
Og stolt og djærv og sand var Tankens Flugt.
Og skjøn og saftfuld er den modne Frugt,
Som Du dit Fødeland til Smykke skjænkte.
W. Holst.
To Aftener før Opførelsen var bestemt, nød jeg den Ære at forelæse Stykket for daværende , der milde og elskelige modtoge mig, og hos hvem jeg fra den Tid har modtaget Beviser paa Naade og Hjertelighed.
Dagen kom, det var den tredie December 1839. Placaten var udhængt, hele Natten havde jeg af Uro og i Forventning ikke lukket et Øie. Folk i Række foran Theatret for at Billet. Da joge Stafetter gjennem Gaderne, alvorlige Grupper samlede sig, Sørgebudskabet lød, at denne Morgen var Kong Frederik den Sjette død. Fra Amalienborg Slots Altan forkyndtes det og for Christian den Ottende lød et Hurra; Byens Porte bleve lukkede, Armeen toges i Ed. Frederik den Sjette hørte endnu til Folkenes patriarchalske Tid; den opvoxede Slægt havde ikke endnu mistet en Konge, Sorgen og Alvoret var stor og stærkt .
I to Maaneder var Alt som i et Sørgehuus, først efter den Tid første Gang under Kong Christian den Ottendes Regjering med mit Drama »Mulatten«. Min Bog havde jeg tilegnet Kongen, der jo alt kjendte den og havde givet den sit Bifald:
Med Mildhed lytted Du til denne Sang,
Om Aandens Kamp og Seier høit den klinger;
Du hylder Aanden, som fra Gud udsprang,
Og derfor, Konge, Dig jeg Sangen bringer.
Stykket blev godt spilt og modtaget med det meest jublende Bifald, men jeg kunde ikke strax rumme Glæden derover, jeg følte mig kun befriet fra den Spænding hvori jeg havde gaaet og lidt, jeg aandede lettere. Mit Stykke modtoges med samme Bifald i en Række af Forestillinger. De Fleste stillede dette Arbeide høit over Alt, hvad jeg nogensinde havde skrevet, og meente, at fra nu af begyndte min egentlige Digterbane; ingen af mine Digte, eller »Improvisatoren«, »Spillemanden« o. s. v. havde Betydning mod dette Værk, kort, det fik af en stor Mængde Mennesker en Roes, stor som jeg kun havde faaet ved min første Optræden med »Fodreisen«. Denne og »Mulatten«, var indtil da de to første Vurderings, vistnok Overvurderings, Momenter i mit Digterliv. og opført med Bifald paa det kongelige Theater i Stockholm; den svenske Digter dertil, i hvilket Paléme søger Hevn over sin Herre. Reisende Skuespillere gav mit Drama i de mindre Stæder i Nabolandet, en dansk Troupe, , spillede det paa Dansk ovre i Malmø, og en stor Skare af Studenter fra Lund modtog det med Jubel. Over Sundet klang til mig venlige Hilsener i Vers og Prosa:
Du Danmarks unge svan, du Nordens ,
I velljud dränk en rå forbistrings tid,
Bygg åter upp ett ljusande ,
Men på – fullt af sol och frid.
Fyll oss med skönhet! Likasom du ville
Från mörkrets makter återföra oss;
Och bada dig i morgonrodnan, !
Och skrif i den vår Nords .
C. Adlersparre.
Jeg var just i Skaane; de svenske Naboer modtog mig saa hjerteligt, saa inderligt velvilligt, at Erindringen herom aldrig er udslettet i mit Bryst, da modtog jeg ude den første offentlige Hædersbeviisning, der har gjort et dybt, uforglemmeligt Indtryk paa mig. Fra de Studerende i Lund blev jeg indbudt at komme til deres gamle By, her var et Festmaaltid arrangeret for mig, Taler bleve holdte, Skaaler udbragte, og da jeg ud paa Aftenen var i en Familiekreds, underrettede man mig om, at . Efterretningen alene overraskede mig i den Grad, at jeg skjelvede over alle Lemmer. Jeg kom ganske i Feber-Tilstand, da jeg saae den tætte Skare, Alle med deres blaa paa Hovedet, Arm i Arm at nærme sig Huset; ja, jeg for ikke at briste i Graad. I Følelse af at være en saadan Hyldest uværdig, speidede mit Øie, om ikke hos Nogen gik Smiil om Munden, men jeg saae kun velvillige Ansigter, ellers vilde i dette Øieblik et tvivlsomt Smiil have slaaet mig den dybeste . Man gav mig Hurra og af Talen der blev holdt, husker jeg levende, at der sagdes:
»Naar Deres eget Fædreland og Europas Lande bringer Dem Hyldest, vil De ikke glemme, at den første der bragtes Dem var af de lundske Studenter.« Naar Hjertet er varmt, veies ikke det stærke Udtryk, det erkjendte jeg dybt og svarede, at fra dette Øieblik følte jeg, at jeg maatte hævde et Navn, for at gjøre mig værdig til den Hædersbeviisning. Jeg trykkede de Nærmeste i Hænderne, takkede dem saa dybt, saa inderligt, som vist nogen Tak er givet, og da jeg kom ind igjen i Stuen, søgte jeg hen i en Krog for at græde ud denne Spænding, denne Overvælden af Følelsen.
»Tænk ikke mere paa det! vær glad med os!« sagde et Par af de svenske Venner; de vare Alle saa muntre, men der var kommet en Alvor i min Sjæl; tidt er Erindringen om denne Aften vendt tilbage, og intet ædelt Menneske, der læser disse Blade, vil see Forfængelighed i, at jeg har dvælet saalænge ved dette Livs-Moment, der mere udbrændte Hovmodens Rødder, end nærede dem. Mit Drama »Mulatten« skulde derpaa opføres i Malmø, Studenterne vilde see det, men jeg ilede med min Afreise for ikke at være i Theatret da. Med Tak og Glæde flyver min Tanke til den svenske Universitetsstad, men ; de unge, fra hiin Festdag for mig begeistrede Venner, ere nu spredte over hele Landet, min Hilsen naaer til dem, som min smukkeste Hyldest knytter sig til den gamle Universitetsstad.
I svenske Aviser omtales den mig viste Hæder, og »« om Andersen, der paa en for ham og den danske Nation smigrende Maade blev modtaget af de Studerende i Lund, Langfredag, om den paa Raadhuussalen arrangerede . Den svenske Anmeldelse slutter med:
»Vi kjende vel de hæse Stemmer, som af Misundelse og Kammeratskab hæve sig i det gode Naboriges Hovedstad mod en af dets ypperste Sønner; men disse Røster maae forstumme, Europa lægger sin Opinion i Vægtskaalen, og dets Dom er endnu aldrig forkastet. Andersen tilhører som Digter ikke blot Danmark, men hele Europa, og den Hylding, som den svenske Ungdom, ved Sverrigs søndre Universitet, bragte ham, turde vel – saa haabe vi – gjøre den Braad uskadelig, hvormed Smaalighed og Misundelse i hans eget Fædreland søger at gjøre hans Laurbær til en Tornekrands. Og hermed sige vi den elskelige Skjald et hjerteligt Farvel, og forsikkre ham om, at sand Beundring og broderlig Trofasthed altid skal komme ham imøde, hvorsomhelst han sætter sin Fod paa vort Fædreland, det gamle Sverrigs, Jordbund.«
Da jeg kom hjem igjen til Kjøbenhavn, mødte jeg hos enkelte af mine ældre, prøvede Venner, den inderligste Deeltagelse, jeg saae Taarer i deres Øine; de sagde mig, at især glædede det dem, at see Maaden jeg optog den nydte Hæder paa; for mig er der kun een Maade, netop i Glæden flyver jeg med Tak til Gud, blød og ydmyg, bedende ham om Kraft og Dygtighed til at fortjene Sligt.
Enkelte smiilte over Enthusiasmen, Een og Anden vilde gjerne have draget det over til den lystige Side. Digteren Heiberg sagde ironiserende til mig: »naar jeg reiser til Sverrig, maa De være med mig, for at ogsaa jeg kan faae lidt saadan Hyldest!« jeg syntes ikke om Spøgen og svarede: »Reis derover med Deres Kone! og De vil komme til det meget lettere.«
Fra Sverrig lød kun Enthusiasme for Mulatten, medens her hjemme et Par Stemmer hævede sig mod den; Stoffet var laant, hvilket ikke stod nævnt paa det trykte Titelblad; Tilfælde var Skyld heri; , men da Dramaet selv sluttede et trykt Ark, maatte et nyt begyndes for at give denne Note, man spurgte mig fra Trykkeriet, om den ikke kunde falde bort; en af vore Digtere, jeg raadførte mig med herom meente, at det var aldeles overflødigt, da Novellen »les epaves« var meget læst; Heiberg selv havde, da han omdigtede , ikke med et eneste Ord omtalt sin rige Kilde. Paa mig tog man nu fat her; den franske Fortælling blev nøiagtig gjennemgaaet og sammenlignet med Stykket; en Oversættelse af »« med paatrængende Forlangende, om at den optoges, Redacteuren lod mig det vide, jeg bad ham naturligviis om at optage den. Paa Scenen vedblev Stykket at gjøre stor Virkning, men Critiken forringede mit Arbeides tildeelte Værd; den altfor store Roes, jeg havde faaet, gjorde mig ømskindet for den, som jeg ansaae, ubillige Dadel, jeg kunde mindre taale den end før, og meente, at det ikke var Interesse i det Skjønnes Tjeneste, men kun Lyst til at ærgre mig, og at sætte mig som Forfatter ned igjen i Middelmaadighedens Digter-Sump. Ogsaa i , var Begeistringen for »Mulatten« gjort latterlig, Ideen om Aandens Seier, som jeg havde udtalt der, betragtet som Pjat. Det var som bekjendt J. L. Heiberg, der besørgede Udgivelsen af disse Noveller, næsten Alle antog, at de bleve til i hans Huus, og i nær Forhold maatte han staae til Forfatteren; vi saae, at ved første Forestilling af Dramaet », satte Heiberg paa Placaten sit Navn som Forfatter, men da Stykket ikke behagede, traadte han tilbage og erklærede at det var Forfatteren til en Hverdagshistorie, ; det Sidehug, her var gjort imod mig, optog jeg da, som om det udgik eller idetmindste adopteredes af Heiberg; meer og meer blev det mig en Vished, at han slet ikke syntes om mig, og jeg tog mig det nær; jeg, som saa gjerne sluttede mig til ham, erkjendte det Dygtige hos ham og desuden i den Omgivning, jeg levede, ofte førtes sammen med ham. Beskeden og med Inderlighed nærmede jeg mig ham, der var Dagens Stjerne her hjemme, men jeg følte mig koldt stødt tilbage. Det forekom mig i det Mindste saa, og da jeg eengang var blevet mistænkelig, hvor let sammensætter man da ikke hvert let henkastet umildt Ord, seer det med det vrede Øies Mikroskop; maaskee var jeg den, der gjorde meest Uret. Den Beundring, min nærmeste Omgivning nærede for Heiberg som Digter og Smagsdommer, havde naturligviis Indvirkning paa deres Dom over mig, – og jeg var tidt nær ved at slippe mig selv, idet jeg troede, saa godt som Ingen holdt paa mig. Det er ikke Misundelse og Forfængelighed, men det er et Saar, der bløder, naar kun Eens Uvenner stadigt citeres og opløftes.
Mit Sind var iøvrigt friskt og elastisk, jeg fik just den Tid Ideen til: »Billedbog uden Billeder« og udførte den; en lille Bog kun, men dog vistnok den af alle mine Bøger, ja selv mere end Eventyrene, der efter Anmeldelser og , synes meest at have gjort Lykke og faaet en utrolig Udbredelse. Een af dem, som der først omtalte den, tilføiede: »;« en saadan er senere virkelig hentet herfra, idet den aandfulde Fru von Göhren, har til : »die Adoptivtochter« laant, som hun selv vedkjender sig, Stoffet fra »Billedbog uden Billeder«, den tredie Aften, hvor Maanen fortæller om sin »Rose fra Præstegaardens Have«.
; her hjemme blev den mindre bemærket, og saavidt jeg erindrer, var det alene Hr. Siesby, der i »Kjøbenhavns Morgenblad« forundte den nogle venlige Ord.
, og den engelske Kritik hævede den lille Bog meget, kaldte den
Fra England har jeg seet et Prøveblad paa , den blev derved rigtignok, ligesom senere i Tydskland, »Billedbog uden Billeder« med Billeder.
Her hjemme, som sagt, lagde man ikke stort Mærke til den lille Bog, derimod talte man endnu om »Mulatten«, dog meest derom, at Stoffet var laant, Noget, som jo ogsaa er Tilfældet baade med « og Heibergs »Alferne« efter Tiecks Eventyr, men Tieck kjendte man meget lidet til, og Heiberg critiserede man dengang ikke.
Den bestandige Pegen paa, at jeg ikke havde selv opfundet Stoffet, fik mig til at udtænke et, og nu skrev jeg Tragedien »Maurerpigen«, idet jeg haabede, ved denne, at bringe alle mig ondtvillende Tunger til Taushed, og hævde min Plads som dramatisk Digter. Det var tillige min Plan, at jeg da ved Indtægten for dette nye Arbeide, i Forening med den lille Sum, jeg havde samlet og holdt paa, af Honoraret for »Mulatten«, vilde gjøre mig det muligt endnu en Gang at komme til Udlandet, ja gjøre der en større Reise, ikke blot til Italien, men til Grækenland og Tyrkiet; min første Reise havde jo, mere end alt Andet, virket til min aandelige Udvikling, det var saa temmeligt blevet erkjendt; jeg følte, at Livet og Verden var min bedste Skole; jeg var fuld af Reise-Lyst, fuld af Stræben efter at tilegne mig mere Kjendskab til Naturen og Menneskene. I Tanker og Følelser var jeg endnu aldeles ung.
Heiberg, der var blevet Theater-Censor, syntes ikke om mit nye Stykke, og i det Hele slet ikke om min dramatiske Færd. Fru Heiberg, hvem jeg troede at have skrevet Rollen for, afslog at spille den; og jeg vidste, at Publicum ikke brød sig om at komme i Theatret, naar hun ikke optraadte, Honoraret vilde altsaa blive ringe, og jeg ikke kunde udvide min Reise. Jeg udtalte det, tænkte ikke paa høiere Kunsthensyn, hun kunde have – hun afslog det, og ikke mildt. – Dybt saaret gik jeg bort og beklagede mig for Enkelte; hvorledes nu denne Beklagelse er gjengivet, eller en Beklagelse mod Publicums Yndling er en Forbrydelse, nok, fra dette Øieblik i en Række af Aar – nu troer og haaber jeg, Forholdet er anderledes – blev Heiberg min Angriber, naturligviis kun i smaa Smæk, jeg var jo, i det danske Publicums Øine, ham ingen værdig Kjæmper; saaledes optog og bar jeg det; snart fik jeg tydelige Tegn paa hans uvillige Stemning imod mig, hos Fru Heiberg derimod aldrig, og har jeg paa dette Sted udtalt, at jeg eengang var mindre glad ved hende, saa er det mig en Trang, en Pligt, her ikke at misforstaaes af hende eller af Nogen, ogsaa at udtale min levende, vedvarende Erkjendelse, at jeg anseer hende for en saa udmærket Kunstnerinde, at var det danske Sprog udbredt som det tydske eller franske, hun vilde have et europæisk Navn. I Tragedien bliver hun ved den Forstand og Genialitet, hvormed hun opfatter hver Rolle, høist interessant, og i Lystspillet er hun ved Sandhed og Natur uovertræffelig. I en senere Tid har jeg tillige lært at skatte i hende een af de ædleste og bedste Qvinder, og hun er kommet mig saa hjertelig og deeltagende imøde, at jeg kun, da Ovenanførte og det hører saa ganske til det »Oplevede og Prøvede«, her har givet det. Men nu tilbage igjen i min Stemning hiin Tid.
Uretten være nu paa min Side eller ei; et Parti var imod mig, Publicum ikke for mig, jeg var i Bevidstheden om stadig at oversees og behandles ilde, jeg følte mig krænket, der mødte flere sammenstødende Ubehageligheder; Hjemmet blev mig uhyggeligt, jeg var halv syg – kunde ikke længer udholde det – og overgav mit Stykke til sin Skjebne, lidende og nedstemt ilede jeg med at komme bort. I denne Stemning , der altfor tydeligt viser mit syge Sind; og den blev der naturligviis gjort Nar af! Satte jeg her ud fra hinanden de æsthetiske Cliquer, vi da havde, det vilde være at rulle op for mange Mysterier, jeg maatte fremhæve enkelte Personer, der ikke høre Offentligheden til, skulde jeg gjøre dette Afsnit mere klart og beskueligt. Mangen En i mit Sted vilde være bleven syg, som jeg, eller rasende vred, det Sidste havde nu været det Fornuftigste. Det Bedste var at komme afsted, mine Venner ønskede mig det.
»Vær ved godt Mod og see at kom snart ud af det Vrøvl,« skrev Thorvaldsen mig til fra . »Jeg seer Dem nok her, før De reiser, hvis ikke saa sees vi i Rom!«
»I Guds Navn, reis bort!« sagde ærlige deeltagende Venner, der følte, hvad jeg led; ogsaa H. C. Ørsted og Collin styrkede mig i mit Forsæt, Oehlenschläger sendte mig i et Digt sin Hilsen til Reise:
Den gamle Kleist har ofte sagt:
Han gik paa »poetisk Billedjagt«.
Paa slig en Jagt Du Dig ogsaa begiver,
Jeg haaber, at Byttet rigeligt bliver;
At, naar Du kommer til Grækenland,
Af græske Himmel og Jord og Vand,
Du bringer en mægtig Ladning fuld.
Men glem dog ei, Du er dansk af Kuld
Du gjerne som bort maa drage,
Hvis Du som Væring kommer tilbage,
Du ei behøver, hvis Kampen bli’er haard,
At slaae for i ;
En Digter Laurbær faaer om sin Tinding
Uden legemlig Seiervinding;
Han kæmper aandeligt for sin Sag:
Den høie Følelse, skjønne Smag.
Saa viis Din Kraft! og staae Livet bi
Med vederqvægende Poesi!
Min Ven, Digteren H. P. Holst, skulde ogsaa til Udlandet; hans Digt »!« opfyldte Alle, der var i faae hjertelige, simple Ord sagt, hvad Alle følte; Kong Frederik den Sjettes Død var en Landesorg, en Familiesorg, og det første naturlige, smukke Qvad, der udtalte den, greb derfor Alle. Holst var Øieblikkets lykkelige Digter, uden Vanskelighed, uden Attester – dette er ikke sagt med Bitterhed mod ham, – erholdt han Reisestipendium; hans mange Venner i arrangerede for ham, dette gav Anledning til, at et Par af mine yngre Venner samlede en Kreds for mig, og ; det var unge Studenter og nogle ældre Mænd, mellem disse var min Forlægger, Boghandler Reitzel, Conferentsraad Collin, Adam Oehlenschläger og H. C. Ørsted; det var lidt Solskin i mit mørke, fattige Digterliv; Sange af Oehlenschläger og Hillerup bleve afsjungne og jeg fandt Hjertelighed og Venskab her, idet jeg bedrøvet forlod Hjemmet. Det var i October 1840. Jeg vilde for anden Gang til Italien og derfra til Grækenland og , en Reise, jeg paa min Maade fortalte i: »en Digters Bazar.«
Paa Udreisen blev jeg nogle Dage i Holsteen hos Grev jeg nu første Gang besøgte; jeg saae den rige holsteenske Natur, Hede og Marskland. Skjøndt seent paa Høsten var det smukke Dage, paa en af disse besøgte vi den nærliggende Landsbye, Kirkegaard, hvor Forfatter ligger begravet, Müller von Itzehoe, som han ogsaa kaldtes, Tydsklands meest læste Romandigter i det forrige Aarhundrede, der skrev: ; eengang den meest læste Romandigter og dog som Ældre næsten glemt af sin Tidsalder, han havde imidlertid fra Kongen af Danmark en Pension til sin Død (den 23de Juni 1828), kunde altsaa leve og – lide, dersom han var, hvad vi kalde: »af en følsom Natur.«
Mellem , det var første Gang, jeg saae og prøvede en saadan, det var mig en Livsbegivenhed at see og kjende denne Flugt, man vil i »Bazaren« læse om det mægtige Indtryk, den gjorde paa mig.
I Leipzig levede Mendelssohn-Bartholdy, jeg skyldte ham et Besøg. Etatsraad Drewsen havde netop Aaret forud hjembragt fra Mendelssohn en Hilsen til mig; paa Rhintouren hørte de, at han var ombord, og da de kjendte og elskede ham som Componist, talte de til ham, han hørte, at de vare fra Danmark, og da var et af hans første Spørgsmaal, om de kjendte den danske Digter Andersen? »Jeg betragter ham som min Broder!« sagde Fru Drewsen, og nu var der et Tilknytningspunkt. Mendelssohn fortalte dem, at da han laae syg, havde man læst høit for ham: »Kun en Spillemand«, Bogen havde høilig interesseret ham og vakt hans Interesse for Forfatteren, han bad dem bringe mig en hjertelig Hilsen og tilføiede, at jeg endelig, naar jeg engang kom gjennem Leipzig, maatte besøge ham. – Nu kom jeg her, men kun for at blive et Døgn. Jeg , han var paa Prøve i »«, jeg sagde ikke mit Navn, men at en Reisende særdeles ønskede at hilse paa ham, og han kom, men ærgerlig saae jeg nok, fordi han blev forstyrret i sine Forretninger. »Jeg har megen lidt Tid, og kan egentligt her ikke tale med Fremmede!« sagde han. »De har selv indbudt mig!« svarede jeg, »jeg maatte ikke reise gjennem Deres By uden at fremstille mig for Dem – !«
»Andersen!« raabte han nu, »Dem er det!« og hele hans Ansigt straalede, han omfavnede mig, drog mig ind i Salen, jeg maatte høre Prøven med, det var Beethovens syvende Symphonie. Mendelssohn vilde beholde mig til Middag, men jeg skulde til min ældre Ven Brockhaus, og strax efter Middag gik Diligencen til Nürnberg, hvorhen jeg vilde. – Jeg maatte da give det Løfte, at jeg paa Tilbageveien vilde blive et Par Dage her i Leipzig, og jeg holdt, hvad jeg lovede. Nu gav Mendelssohn mig Papir og Blæk, bad mig om min Haandskrift og jeg skrev:
Gjennem Kirken Orgeltoner runged:
Et Barn var født og blev det kaldt,
Ja »Felix« havde Herrens Engle sjunget,
Thi Tonekunstens Scepter ham tilfaldt.
I Nürnberg saae jeg første Gang , i ti Minuter, sagde man, blev disse Portraiter til, det forekom mig, som en Trolddom, Kunsten vare ny og endnu langt fra, hvad den er i vore Dage. Daguerreotyp og Jernbane, disse Tidsalderens to nye Blomster vare allerede et Udbytte for mig af Reisen; med Banetoget til gamle Bekjendte og Venner.
En Mængde Landsmænd var her, Blunck, Kiellerup, , Dyrmaler Holm, Marstrand, Storch, Holbech og Digteren Holst, med hvem jeg herfra skulde gjøre Reisen ind i Italien; vi To bleve nu et Par Uger i München og boede sammen; han var en sand god Kammerat, omgængelig og deeltagende; jeg besøgte med ham nogle Gange Kunstner-Kneipen, en Afspeiling af Romerlivet, men det var Øl og ikke Viin, der skummede, jeg følte mig heller ikke ret i Stemning ved denne Munterhed, og af Landsmændene var der Ingen, der ret drog mig til sig; og hvad mig som Digter angik, da holdt deres Dom over mig nok kjøbenhavnsk . For Holst derimod var man anderledes velvillig stemt, jeg gik derfor meest min egen eensomme Gang, stundom fuld af Livslyst, oftere mistvivlende igjen om mine Kræfter. Jeg havde et eget Talent til at dvæle ved Livets Skyggesider, opsøge det Bittre og just smage derpaa, ganske udsøgt vidste jeg at pine mig selv. – Et Par Uger blev jeg i München, og mødte jeg ikke Interesse hos Landsmændene, saa fandt jeg den i høiere Grad hos Fremmede; »Improvisatoren« og »Kun en Spillemand« vare kjendte af Flere; den berømte Portraitmaler Stieler opsøgte mig, aabnede mig sit Huus, og jeg traf i Kredsen her Cornelius, Lachner og Schelling, hvem jeg tidligere kjendte. Snart stode flere Familiers Huse mig aabne. Mit Navn naaede Øre, og jeg fik en fri Plads i Theatret, netop ved Siden af Thalberg. I »« har jeg omtalt mit Besøg hos Kaulbach, den Kunstner, som andre Kunstnere dengang satte saa lavt, og hvem Verden nu med Rette har lært at skatte som stor. Jeg saae da i Carton hans herlige »«, Skizzer til »«; han viste mig de deilige Tegninger – dem vi senere Alle have seet – til hans »« og til .«
Jeg glædede mig som et Barn over at jeg skulde med min Ven H. P. Holst reise ind i Italien, vise ham det deilige Land og al den Herlighed der, men Landsmændene i München, især Blunck og Storck, vilde ikke slippe ham, , Tiden drog bestandig ud, og da han selv tilsidst ikke endnu kunde bestemme Afreisen, maatte jeg afsted alene, og opgive den Glæde at reise med Digteren i det Land, jeg elskede og kjendte som Kunstens skjønne Land; imidlertid aftalte vi at boe sammen i Rom, naar han kom der, og at vi derfra vilde følges ad til Neapel.
og gik gjennem Tyrol over Innsbruck og Brenner ind i Italien, min Længsels og kjæreste Tankes Land. Jeg skulde altsaa dog komme her igjen, det skulde altsaa ikke blive ». Jeg var glad bevæget, et Øieblik fortrængte det ganske de Sorger, som knugede mit Sind, og jeg bad med Alvor og Inderlighed til Gud om aandelig Sundhed og Kraft til som Digter at virke.
, Reisen er i Billeder og Begivenheder givet ; strax samme Dag, jeg kom, fik jeg et godt Logis hos skikkelige Folk omme i , en stor Leilighed, en heel Etage til mig og Holst, snart vilde han jo komme.
Men der gik lang Tid, før det skete; jeg maatte længe vandre ene om i den store, tomme Bopæl, den, jeg havde faaet billig, da der denne Vinter opholdt sig kun faa Fremmede i Rom, hvor Veiret var slet, og ond Feber grasserede.
Til min Leilighed hørte en lille Have med et mægtigt , der hang fuldt af Frugt; op til Muren blomstrede i rig Fylde, og festlig lød her over til mig Munkenes Sang fra , just det, hvor jeg har henlagt »Improvisatorens« Barndoms Aar.
Jeg besøgte igjen Kirker og Gallerier, gjensaae alle Kunstskatte; traf flere gamle Venner og tilbragte igjen en Juleaften, om ikke saa festlig, som den første, dog en Juul i Rom; og fulgte, men ikke blot var jeg legemlig syg, det laae i mig, det laae ogsaa i Luften, her var ikke den Ro, den Friskhed, som da jeg første Gang levede her. , man seilede der med Baade, Feber rykkede mange Mennesker bort; ; det var Slud og Blæst, der var ikke hyggeligt; mangen Aften sad jeg i min store Stue hvor det trak fra Vinduer og Døre, de tynde Qviste blussede i Kaminen, og Heden fra dem brændte min ene Side, mens den anden følte den kolde Luft, halv i Kappe og med varme Reisestøvler inden Døre, og dertil i Nætter og Uger den voldsomste Tandpine, den, jeg siden har søgt at spøge over i Fortællingen ».«
kom Holst, kort før Carneval, jeg var legemlig og sjælelig syg; hvor var han dog en hjertelig Kammerat, godmodig og mild, det var en Velgjerning, thi jeg var lidende; og i den Sjæls-Tilstand dukke tidt gamle Minder op, mangt et lille Digt fra de Dage er veiret hen, jeg eier kun faa af disse:
Jeg gav mit Hjerte, mit Ungdoms-Blod,
Saa sagde hun: »O, han er saa god!«
Men smuk nok var jeg dog ikke!
Tungt var det vist for min bedste Ven,
Han samled’ al Gift og gav mig den,
»Det styrker! Det maa Du drikke!«
Jeg sang hvad jeg følte, naturligt og sandt,
Men alle de critiske Dannede fandt:
»O, det har han taget fra Heine! – –«
Raat og vaadt var det hver Dag, nu kom Brevene hjemme fra, – ikke stort forskjellige fra dem, jeg fik under mit forrige Romertog. – Det var ikke glædeligt, hvad man havde at melde: »Maurerpigen« var opført og stille gaaet nogle Gange, men, som jeg havde forudseet, da Fru Heiberg ikke udførte Hovedrollen, kom der ingen Folk, og Directionen havde derfor lagt Stykket hen; Honoraret for de Aftener, det var blevet givet, vilde rimeligviis blive forringet, efter , at kun et Stykke, der heelt fyldte tre Timer, var et . , hvilket var aldeles Usandhed, men Efterretningen fik jeg, og den gjorde sin ubehagelige Virkning paa mig, saa var jo det udrettet; senere hørte jeg for vist, at Stykket var blevet vel optaget, men som sagt, havde ikke skaffet Huus. – Hovedrollen var smukt og varmt givet af Madam Holst, Hartmanns Musik høist characteristisk, men at Scenearrangementet havde været til reent at slaae Alt ihjel; slet, smagløst og forstyrrende; ja aldeles klodset og latterlig, hvilket Mængden naturligviis lod gaae paa Forfatteren. Hr. , meldte man mig, havde været saa udmærket kunstnerisk, saa overstrømmende af Lune, at Alt maatte drages ned i Latterens Strøm. Man maatte lee til det Yderste.
Værst af Alt for mig var imidlertid, at Heiberg vilde mig til Livs, han, der da i Kjøbenhavn var baade Allah og Propheten i dansk Literatur, og i de Dage havde han netop udgivet et nyt Værk, der opfyldte ganske og aldeles Alle. Det var: »«, og deri, , blev »Andersen ordenligt kjørt til Vands.« Selv meldte : Bogen var fortræffelig og jeg til Latter; det var Alt hvad jeg hørte, Alt hvad jeg vidste; Ingen , hvad Satiren egentligt havde sagt om mig, og hvori det Morsomme og Latterlige laae. »Andersen bliver ordenligt kjørt til Vands!« hed det. – Det er dobbelt piinligt at spottes, naar man ikke veed, hvad det er hos os, vi er til Spot for. Efterretningerne bleve som smeltet Bly tildryppede i en aaben .
Hele min Reise kom til at ligge imellem, før jeg fik Bogen at see, først ved min Hjemkomst til Kjøbenhavn læste jeg den, og fandt da, at det Sagte mod mig var i sig selv Intet at tage sig saa nær. Det var en Spasen over, at jeg fra »Skaane til « var berømt, det Heiberg slet ikke syntes om; fra »Skaane til Hundsrück«, altsaa omtrent saa langt som Heibergs Reiser gik, havde han erfaret, at jeg var berømt – det og lod saa mig gaae ad Helvede til. Digtningen selv fandt jeg imidlertid saa fortræffelig, at da jeg havde læst den, jeg nær havde strax skrevet ham til og bragt min Tak for Nydelsen af dette Digterværk; men jeg sov paa den gode Stemning, og da jeg vaagnede, var jeg reflecterende og frygtede for, at min Tak kunde misforstaaes af ham. Hvad iøvrigt min Nedstigning i Heibergs Helvede angaaer, da er der sagt mig af Folk, som tidligere hørte ham læse Digtet, at jeg dengang ikke fandtes deri, jeg maa altsaa senere være blevet fordømt af ham og stukket derind.
I Rom, som sagt, kjendte jeg endnu ikke Bogen, jeg hørte kun Pilene suste og følte dem saare uden at kjende Giftens Magt, der kunde være lagt i dem. – Og saaledes blev ogsaa dette mit andet Besøg i Rom forbittret mig; jeg havde en Tanke om, at Verdens-Byen, som jeg saa inderligt elskede, og hvor saa Meget tiltalte og opfyldte mig, var ingen lykkebringende Grund for mig. Mørke og bittre vare Dagene, som kom og gik, ingen af dem stort bedre end under Besøget i 1833. Jeg følte mig legemlig syg og ilede med at komme bort.
Ved Carnevals-Tiden var Holst indtruffet og med ham vor fælles Ven Conrad Rothe, nu Præst ved Fruekirke, vi Tre tilsammen reiste til Neapel. Det er et Sagn, en Folketro hos de Fremmede i Rom, at man Aftenen før sin Afreise derfra skal gaae til Fontane del Trevi og drikke af dens Vand, saa er man sikker paa endnu engang at komme til Rom igjen. Da jeg første Gang reiste herfra, blev jeg om Aftenen hindret i at komme til Kilden, jeg tænkte paa det hele Natten, og nu kom et Bud at hente mit Tøi, jeg fulgte med og tilfældigviis kom vi forbi Fontane del Trevi, jeg dyppede Fingeren i Vandet, smagte derpaa og troede: »jeg kommer her igjen!« og jeg kom; denne Gang før Afreisen opgav jeg denne Overtro, vi kjørte afsted, pludselig dreiede Vognen fra , vi skulde fra et Munkekloster afhente en Geistlig, og vi kom til Fontane del Trevi, og tredie Gang kom jeg ogsaa til Rom. – Den Geistlige vi tog med var Capelmester, en lystig Mand, der ved kastede den geistlige Dragt og blev en morsom syngende og beleven Herre; H. P. Holst har i sine »« indført ham fra dette vort Bekjendtskab.
Det var koldt i Neapel, Vesuv og Bjergene rundtom laae med Snee; der var Feber i mit Blod, jeg led aandelig og legemlig; en flere Uger vedvarende Tandpine havde dertil bragt mig i høi nerveus Tilstand; jeg tog mig sammen, saa godt jeg kunde, kjørte med Landsmændene til , men, medens de vandrede om i den opgravede By, sad jeg febersyg og det var mig et af Lykkens Tilfælde, man tog Feil af Banetogene, saa at vi istedetfor at gaae til Pompeji foer afsted hjem til Neapel, dødssyg kom jeg her, kun ved en hurtig , som min neapolitanske, omhyggelige Vert nødte mig til ufortøvet at underkaste mig, undgik jeg Døden. følte jeg mig bedre og afgik med et fransk Krigsdampskib »Leonidas« fra Neapel til Grækenland. Ved Strandbredden sang Folket »« Ja, Glæden leve! kunde man kun gribe den.
Et nyt Liv skulde gaae op for mig, og i Sandhed det skete, staaer det ikke læseligt i mine senere Skrifter, det rører sig da i mine Livs Anskuelser, i min hele indre Udvikling. Det var om Eftermiddagen den femtende Marts, jeg forlod Neapel, Byen jeg kjendte, hvor jeg havde Venner, og det var mig, som om jeg nu lod mit europæiske Hjem bagved mig; jeg følte mig ung og let i Sindet, det var, som gik der en Forglemmelsesstrøm mellem mig og alle bittre, sygelige Minder; jeg følte Sundhed i mit Blod, Sundhed i min Tanke, karsk og modig løftede jeg mit Hoved.
Neapel laae solbelyst, Skyerne hang om Vesuv ned til Eremittens Hytte, Havet var næsten blikstille; Natten som fulgte blev jeg kaldt op at see give Ild, Vandet lyste derved; om Morgenen passerede vi , Sicilien med sine lave Klipper, og det rygende med sin Snee løftede sig foran os.
Jeg har i »Bazaren« talt om Kystreisen, om det korte Ophold paa Malta og de deilige Nætter og Dage paa det blikstille Middelhav, der om Natten lyste i sin Døning, og Stjernernes Pragt, hvis Glands forbausede mig: Straalerne fra Venus var som Maanens i Norden, den lod Gjenstandene kaste Skygge; i Havfladen tumlede sig store Delphiner; paa Skibet selv var Selskabs- og Salon-Liv, der blev musiceret, sjunget, dandset, spillet Kort og livligt ført Conversation; Amerikanere, Italienere, Asiater, mellem hverandre. Biskopper og Munke, Officerer og Tourister. – Faa Dages Samliv paa Havet knytter saaledes hverandre fast; jeg var blevet som hjemme, og det var derfor en heel tung Skilsmisse ved at forlade dette Fartøi. Den franske Dampskibslinie fra Marseille til Constantinopel, skjærer ved Øen Syra Dampskibslinien mellem Alexandrien og Piræus, jeg maatte altsaa her paa et Skib fra Ægypten og var, med Undtagelse af en , den Eneste der paa Syra forlod »Leonidas.«
Byen her, saae ud som en Stad af Telte, som en heel Leir, idet her fra Huus til Huus mod Solstraalerne vare spændte store Seil. Strandbredden skinnede hvid og rød, det var en Menneskemasse der stod, Grækere i røde Trøier og hvide . Det græske Dampskib der sædvanligviis gik herfra til Piræus var under Reparation, og jeg tog derfor Plads i det fra , som netop var indtruffet og kun skulde tilbringe et Par Dage med os i , naar vi naaede Piræus, iøvrigt henviser jeg til »Bazaren«, hvor jeg har givet Reisens Billedrække og kan altsaa her hurtigere gjennemflyve Landene.
I Havnen ved Piræus, hvor vi laae for Anker og holdt vor Qvarantaine, kom strax op ad Dagen en Baad med Landsmænd og Tydskere, »« havde sagt dem, jeg kom, de lagde an foran Skibet for at hilse paa mig, og da Qvarantainen var endt, afhentede de mig i Piræus, hvorfra vi med en græsk klædt Leietjener rullede afsted gjennem op til Athen, hvis og jeg havde øinet. – Den hollandske Consul Travers var ogsaa dansk Consul og talte Dansk. Hofpræsten Lüth, en Holstener, gift med var mellem de nye Venner. Lüth sagde mig, at han havde lært Dansk ved at læse i Originalsproget min »Improvisator.« Vor Landsmand Køppen, Architecterne, og Holsteneren, Professor Ross mødte jeg her; det danske Sprog klang i Grækernes Kongeby, Champagnen knaldede for Danmark og for mig.
Een Maaned blev jeg i Athen; man havde villet arrangere det saa, at jeg paa min Fødselsdag den anden April skulde have besøgt , men Vintertiden kom, der faldt megen Snee, og jeg tilbragte min Fest meest oppe paa Akropolis. – Blandt de kjæreste og interessanteste Bekjendtskaber, jeg gjorde i Athen, var , den derværende østerrigske Minister, alt den Gang os bekjendt ved hans og hans ».«
Consul Travers forestillede mig for . – Flere høist interessante Udflugter bleve gjorte. Jeg var her netop til og til »«, af hvilke jeg har søgt at give et Billede.
Som et Schweiz med en høiere og klarere Himmel end Italien, laae Grækenland for mig. Naturen gjorde et dybt alvorligt Indtryk paa mig; jeg havde Følelsen af at gaae paa Verdens store , hvor Nationer havde kjæmpet og var gaaet til Grunde. Ingen enkelt Digtning kan omfatte en saadan Storhed; hvert udbrændt Flodleie, hver Høi, hver Steen havde store Erindringer at fortælle, hvor smaat bliver ikke paa et saadant Sted Hverdagslivets Ujevnheder? En Rigdom af Ideer gjennemstrømmede mig og i en saadan Fylde, at ingen heftedes paa Papiret. Den Tanke, at det Guddommelige har paa Jorden sin Kamp at kjæmpe, at det her forkastes og forstødes men dog gjennem gaaer seirende frem, havde jeg Lyst at udtale og fandt i Motiv herfor. I den Betydning han da optraadte forekom mig Sandhed og det Hele blev dog forskjellig fra de mange andre Digteres Behandling af samme Stof, idet de ikke, afskrækket af, at Goethe, som han fortæller det i »«, opgav det. Den tydske Digter Mosen, Hollænderen Ten Kate, Franskmanden Eugen Sue, og hos os Ingemann have alle behandlet Sagnet; i mindre Digtninger har vi det af Schubart, Lenau, Karl Witte, Paludan-Müller etc. I et Par Aar havde dette Stof opfyldt mig, men jeg mægtede aldrig ret at forme det i Digtning; det gik mig tidt, som man fortæller om Skattegraverne, at de troe at have hævet Skatten og da pludselig synker den dybere; jeg tvivlede om nogensinde at hæve Guldet frem for Lyset. Jeg følte hvilken Mængde Kundskaber jeg i forskjellige Retninger maatte tilegne mig og læste virkelig flittig og med Valg.
Paa en Tid da der almindelig af Critiken tilraabtes mig Mangel paa Studium, var jeg just flittig, men den Ene skrev og snakkede efter den Anden og hver havde nok Sit at kalde Studium, saaledes som jeg erfarede det hos en belærende Dame, der engang sagde til mig, at Folk havde Ret i at jeg ikke studerede nok. »De har jo ingen Mythologie!« sagde hun, »der er i alle Deres Digte ikke en eneste Gud eller Gudinde! De skal læse Mythologie, !«
Jeg havde læst og optegnet en Deel til min Digtning »Ahasverus«, den samlede sig først her i Athen, hvor jeg begyndte den. Snart lagde jeg den igjen hen, men altid kom Lysten tilbage, og jeg trøstede mig med, naar den noget længe hvilede, at det gik med Aandens Børn som med de jordiske, medens de sove, voxe de!
Den een og tyvende April seilede jeg igjen fra Piræus til Syra, hvor jeg med det franske tog Plads til Constantinopel; vi havde et stormende Veir i , jeg tænkte paa Skibbrud og Død, og da jeg naaede den Overbeviisning, at det nu var forbi, følte jeg mig forunderlig rolig, lagde mig i min Køie, medens Folk rundt om jamrede og bad, Alt knagede og bragede, men jeg faldt i Søvn, og da jeg vaagnede, vare vi i god Behold i Bugten ved Smyrna. – En anden Verdensdeel laae for mig. Og i Sandhed, ved at betræde den følte jeg en Andagt, som da jeg som Barn kom ind i Odense gamle St. Knuds Kirke. Jeg tænkte paa Jesus Christus, der blødte paa denne Jordbund, jeg tænkte paa . Asiens Kyst holdt sin Prædiken til mig, maaskee mere gribende, end nogen Prædiken har gjort det i den murede Kirke.
Smyrna tog sig storartet ud, men med spidse røde, nordiske Tage og kun enkelte , Gaderne selv ere smalle som Venedigs; her kom just en Struds og en Kameel forbi, for begge maatte Folk træde afveien ind i de aabne Huse. – Paa Gaderne var en vrimlende Folkemasse, Tyrkinder, som man kun saae Øinene paa og Næsetippen; Jøder og Armenianere med hvide og sorte Hatte, nogle i Form af en omvendt . Foran alle Consulernes Huse vaiede deres Landes respective Flag; i Bugten laae et rygende tyrkisk Dampskib, med Halvmaanen i sit .
Mod Aften forlod vi Smyrna, over . – Klokken Sex om Morgenen seilede vi ind i ; paa den europæiske Side laae en rødtaget By med sine Veirmøller og en smuk Fæstning, paa asiatisk Side en mindre Fæstning, Afstanden mellem de to Verdensdele forekom mig, at være som Sundet mellem Helsingør og Helsingborg, Capitainen opgav den for . , ved hvilken By vi kom ud i , har ganske et nordisk sort Udseende, gamle Huse var der med Karnapper og Træaltaner, Klipperne rundt om, lave, men af et nøgent, vildt Udseende; vi havde stærk Søgang, og mod Aften Regn. Det blev et graat nordisk Veir og i det laae foran os næste Morgen det herlige Constantinopel, et Venedig, som Phantasien kan lade det reise sig af Havet; den ene Moskee traadte frem herligere end den anden; laae lyst og svømmende foran. Solen brød frem og beskinnede Asiens Kyst, de første Cypresskove og Minareter; det var et underdeiligt Syn! der var et Raaben og Skrigen med Folk i de smaa gyngende Baade, som her vrimlede med; Tyrker bar Tøiet for os.
I Constantinopel opholdt jeg mig elleve interessante Dage; vor Minister boede paa sit Landsted i Bujukdereh, flere Mile fra Constantinopel, han indbød mig at komme der, men jeg blev hellere i Staden, hvor Italieneren , dansk Consul, tog sig af mig; mit sædvanlige Reiseheld forlod mig ikke, just under mit Ophold her indtraf ; jeg saae drage til Moskeen, Tropperne paraderede, alle Gader og Pladser vare opfyldte med Mennesker i deres østerlandske brogede Dragt og den Aften var der stor , alle Constantinopels Minareter belyste, og over dem og hele Staden spændte sig ligesom et Næt med Lamper, der straalede omkap med de blanke, blinkende Stjerner; alle Skibe, alle Baade laae i Ildcontourer. Det var en orientalsk stjerneklar Aften, glødede i den nedgaaede Sol, det var den meest feeagtige Stund, jeg har oplevet.
Hos den græske Minister , til hvem jeg fra Athen var anbefalet og hos den østerrigske Baron Stürmer blev jeg paa det Hjerteligste modtaget, hos denne herlige Mand fandt jeg et tydsk Hjem og tydske Venner.
Hjemreisen havde jeg tænkt at gjøre over det sorte Hav og op ad Donau, men en Deel af og Bulgarien var , det hed, at flere tusinde Christne vare myrdede; alle mine Medreisende i Hotellet, hvor jeg boede, opgav aldeles deres Reiseplan paa Donau, som jeg havde den inderligste Lyst til at prøve; Alle raadede mig at gjøre som de og gaae tilbage igjen over Grækenland og Italien. Jeg var i en svær Kamp med mig selv. Jeg hører ikke til de Modige, det er tidt sagt mig og jeg troer det selv, dog maa jeg erklære, at det kun er smaa Farer, som ret ængste mig, derimod under de større, og naar der virkeligt er et Udbytte, da har jeg en Villie, der trænger igjennem, en Villie, der Aar for Aar er blevet fastere, jeg skjælver, jeg frygter, men jeg gjør dog det, jeg anseer for at være det Rigtige; og jeg skulde troe, at naar man har medfødt Feighed, og dog af egen Drift bekjæmper denne, saa har man gjort Sit og kan nok være sin medfødte Svaghed bekjendt. – Det var min inderligste Lyst at kjende lidt til det Indre af Landet, see i hele sin Udstrækning Donaufloden og dens af Fremmede dengang saa lidt seete Kyster. Jeg var virkelig i en stor Sjæle-Kamp; min Phantasie udmalede mig de frygteligste Begivenheder, jeg tilbragte en tung, søvnløs Nat, men om Mogenen gik jeg til Baron Stürmer, bad ham raade mig, og da nu han meente, at jeg kunde vove det, især da , der, da de toge alle med sig til Wien, vilde paa Veien selv, om det gjordes nødvendig, kunne og Eskorte, besluttede jeg mig til Donaureisen og fra det Øieblik, jeg havde bestemt mig, var ogsaa Frygten borte og min Tro og Hengivelse i Guds Villie aldeles Betryggelse.
, der laae ud for Serailets Have; da vi i den tidlige Mogenstund løftede Anker, fik vi den sørgelige Efterretning, at det forventede store østerrigske Dampskib, som skulde møde os, netop i denne Nat, i taaget Veir var stødt paa en Klippe i det sorte Hav og totalt forliist; derud gjennem fløi vi nu afsted, prøvede Sø og Taage, laae et Døgn i Byen tæt ved , og kjørte saa i store trukne af hvide Oxer, hen over den øde Landstrækning, hvor vilde Hunde drev om, og hvor kun de omstyrtede Gravstene af to Kirkegaarde viste her havde staaet Byer, dem, . Det var . Den hele nu mærkelige Krigs Skueplads for Russerne og Tyrkerne tilbagelagdes i et Par Dage. I mine Tanker har jeg saaledes det bedste Kort over Donaustrækningen, den klareste Forestilling om de usle Smaabyer, de forfaldne Fæstninger, idetmindste viste de sig saaledes dengang, jeg saae hele Ruiner eller Fæstningsværker af Jord med Kurvefletning. – Til Urolighederne i Landet hørte vi først, da vi nærmede os med dets mange Minareter. Strandbredden var opfyldt med Mennesker, to unge Mænd bleve kastede ud i Donau, de svømmede mod Land, den Ene kom op, den Anden, som Mængden kastede Stene paa, svømmede ud mod os og raabte: »Hjelp, de myrde mig!« vi laae stille midt i Floden, fik ham op, Signaler med Skud bleve givne ombord og besvaredes i Land, kom ombord og tog den stakkels Franker under sin Beskyttelse. – Næste Dag saae vi fra Skibet de snebedækkede Balkanbjerge, mellem dem og os rasede Oprøret; vi hørte derom i den paafølgende Nat, en der fra gjennem Landet førte Breve og Depescher til Constantinopel var blevet overfaldet og dræbt, en anden, troer jeg, var det ikke gaaet bedre. Den Tredie havde seet sin Eskorte splittet og dræbt, selv var han undsluppet, og kommet ned til Donau, hvor han skjult i Rørene havde vort Dampskibs Komme; Mennesket, i sine Faareskinds Klæder, kommende op af Dyndet, og dernæst væbnet, som man siger til Tænderne, saae ganske forfærdelig ud, da vi ved Lampelys saae ham hos os ombord, han fulgte omtrent en Dagsreise med os op ad Donau. I Widdin, Tyrkernes stærke Fæstning, var vi i Land, efter først at blive vel gjennemrøgede for ikke at bringe dem Pestsmitte fra Constantinopel. , som residerede her, sendte os alle de nyeste Nummere af »Allgemeine Zeitung«, saa at vi fra tydsk Side fik vore bedste Meddelelser om Landets Forfatning.
Som et Ur-Skovland aabnede sig ; vi passerede, paa smaa Baade, den mange Mile styrtende og brusende Donau, det var gjennem som den et Par Dagsreiser lange Strækning kaldes; jeg har søgt at give et Billede heraf i »Bazaren.« Ved forestod Qvarantainen; Bygningen var kun indrettet til at tage mod Bønder og ikke bedre vante Reisende, næsten alle Stuer var med Brolægning; Føden aldeles forfærdelig, Vinen endnu værre, om den kunde det; jeg deelte Stue med , der da vendte hjem fra sin Reise i Kurdistan.
Da senere »En Digters Bazar« udkom i London, skrev Ainsworth i »« af tiende Octbr. 1846, paa Opfordring af Redacteuren, en Notice om vort Samliv i Qvarantainen, hvor hans Opfatten af min Personlighed viser det hjertelige Sindelag, der sætter mig i et altfor godt Lys; han fortæller dernæst, at jeg var »– .«
Efter endt Qvarantaine gik det gjennem Militairgrændsen, under prægtige Castanietræer, forbi Minder fra Romernes Tider, Ruiner af Broer, Taarne og den storartede ; maleriske Grupper af wallachiske Bønderfolk vexlede med østerrigske Soldater i Mængde og Zigeuner-Bander leirede i Klippehuler, Billed paa Billed fulgte, men da Dampskibet igjen optog os, overfyldtes dette i en saadan Grad, at man neppe kunde røre sig; det var det største Marked i , Alle strømmede derhen; det var en besværlig, søvnløs lang Tour, men frembød Skuet af det ungarske Folkeliv; Egnen blev imidlertid mere og mere flad og havde ikke længer sin tidligere rige Afvexling eller som den siden igjen frembød op imod . Byen , da vi seilede forbi. , da vi ved steg i Land og kjørte ind i Keiserstaden. Gamle Venner besøgtes, og snart over Prag og Dresden gik det mod Hjemmet. Characteristisk forekom det mig, at medens paa den hele Reise fra Italien over Grækenland og Tyrkiet til Hamborg min Koffert kun to Gange var efterseet, nemlig ved den østerrigske og ved den tydske Toldgrændse, blev den det ikke mindre end fem Gange før jeg kom i min Stue i Kjøbenhavn, først eftersaae man den ved Indtrædelsen i Holsteen, derpaa ved , og nu igjen da jeg steg i Land i Fyen, derpaa i Slagelse, idet jeg forlod Diligencen, og endelig, da jeg med Dagvognen kom til Kjøbenhavn; det var den Tids Skik og Brug.
Ved min Ankomst til var just ; en Mængde Landsmænd traf jeg ved , idet jeg der til Vennerne ved Siden af mig talte om det deilige Grækenland, om det rige Orient, henvendte sig en gammel kjøbenhavnsk Dame til mig med de Ord: »Har De nu, Hr. Andersen, paa Deres lange og mange Reiser seet Noget ude, der er saa deiligt, som vort lille Danmark?« – »Ja, det veed Gud jeg har!« svarede jeg, »jeg har seet meget smukkere!« – »Fy!« udbrød hun, »De er ikke Patriot!«
Jeg kom netop ved . »Det var kjønt af Dem«, sagde en skikkelig fyensk Dame, »at De har indrettet Deres store Reise saaledes, at De ogsaa fik Markedet med; ja De holder dog af Odense, det har jeg altid sagt!« – See der saae jeg ud som Patriot!
Sært greb det mig, da jeg udenfor Slagelse, min gamle Skoleby, overraskedes ved et gammelt Møde. , saae jeg den værdige Pastor Bastholm med sin Kone stadigt hver Aften gaae samme Vandring; fra Baglaagen af deres Have hen ad Stien over Kornmarken og hjem ad Landeveien. Nu kom jeg, flere Aar efter, fra Grækenland og Tyrkiet, og idet jeg kjører paa Slagelseveien seer jeg det gamle Ægtepar gaae den sædvanlige lille Vandring gjennem Kornmarken; det greb mig forunderligt; de gik endnu der Aar ud og Aar ind den lille Vei, og jeg havde fløiet saa langt, saa vidt omkring; den store Modsætning mellem os lagde sig forunderlig i min Tanke.
Det var midt i August, jeg kom til Kjøbenhavn, og denne Gang uden Angest og Liden, som Tilfældet var ved min første Hjemkomst fra Italien; jeg glædede mig ved at see alle mine Kjære, og det var mig et naturligt Udbrud: »«
»En Digters Bazar«, som snart udkom, er deelt i forskjellige Afdelinger: Tydskland, Italien, Grækenland o. s. v.; paa de forskjellige Steder, saavelsom i Hjemmet, havde jeg Enkelte, jeg følte mig taknemlig forbundne, og hvis Navne særlig knyttede sig til disse Egne. En Digter er som en Fugl, han giver hvad han har, den giver en Sang, jeg vilde give en saadan til hver af disse Kjære; det var en pludselig opstaaet Tanke, født ene og alene af et taknemmeligt Sind. – har jeg udeladt alle tidligere Dedicationer, og saaledes ogsaa de mange i »Bazaren«, uagtet disse, som man vil forstaae, havde deres Betydning.
; den Lærde, Digteren, Minister i Grækenland . Til hvad jeg havde givet «. «.« «.
Man vil vistnok nu let forstaae min Tanke med disse Dedicationer, men da Bogen kom ud, vilde man det ikke; disse Tilegnelser dvælede man især ved og havde her et fornyet Beviis paa Forfængelighed; jeg vilde, sagde man, prale med Navne og Forbindelser, nævne betydelige Personer som Venner. Bogen blev imidlertid læst, men nogen egentlig Critik over den kom der ikke; kun et Par Dagblade udtalte sig; man havde iøvrigt meest at anke over, at Bogen var for rig; »den Bog skulde have udgaaet i mindre Afdelinger, saa at den langsommere kunde fordøies!« sagde en klog, beregnende Forfatter til mig, »den vilde da anderledes have behaget«.
Med Hensyn til »En Digters Bazar« var Blad-Critiken i Kjøbenhavn uendelig dum; man fandt det og skrækkeligt, at jeg kunde sige, at jeg . Vore danske Critikere have sædvanlig ikke aabent Øie for Naturen; selv det høist fornemme »« dadlede mig engang, fordi jeg i et Digt havde talt om en ; det skulde ogsaa være min Phantasie, som drev mig saa vidt; jeg beklagede mig herover for Ørsted; , hvem jeg antager havde skrevet Critiken, hørte til og udbrød: »Det er ogsaa dristigt af Dem at skabe saadan en Maaneregnbue!« – »Ja, men jeg har jo selv seet den!« – »Hvor?« spurgte han. – »En Aften ude paa !« svarede jeg. – »Paa Vesterbroe!« loe han høit, »ja paa det Theater med Pantomimer og Trylleri!« – Mennesket tænkte sig, at jeg meente . – »Nei, oppe paa Himlen selv, paa Vor Herres Himmel, har jeg seet den!« – og nu tog Ørsted mit Parti.
Hvor har jeg maattet høre megen Dumheds-Klogskab, mundtlig og paa Tryk; jeg alene var Syndebukken, hvor man ikke kunde eller vilde forstaae. Naar jeg i » sagde, for at bringe Afvexling i Stilen: »var jeg Maler, vilde jeg tegne denne Broe, dette Taarn«, og derved tog Anledning til at give Billedet, og derpaa, for at have ligesom en ny Tilknytningstraad, vedblev: »men jeg er ikke Maler, jeg er Digter«, og søgte nu mere lyrisk at variere Stilen, saa hed det: »« – Der er noget saa Jammerligt, saa Pjaltet i slig Critik, at man ikke saares, men føler Lyst til, selv om man er det meest fredsommelige Menneske, at banke saadanne vaade Hunde, der træde ind i vor Stue og lægge sig der paa de bedste Steder. Der kunde skrives en heel »« over alt det Taabelige og Uforskammede, jeg har maattet høre fra min første Optræden indtil da.
»Bazaren« blev imidlertid meget læst og gjorde hvad man kalder Lykke. Kun en eneste Gang i mit Liv har jeg talt med den historisk dygtige «, som han stillede høit, og som, sagde han, det ærgrede ham, at Publicum ikke gav mig Paaskjønnelse nok for. Og han var ikke den Eneste; Flere af Landets Dygtige, blandt Andre H. C. Ørsted og Oehlenschläger, udtalte sig med Varme og Glæde over dette Arbeide og gav mig al Tak og Opmuntring.
, ligesom den ogsaa findes og i særdeles , hvor Critiken med stor Erkjendelse har omtalt den. Den engelske Udgave i tre Bind med mit Portrait udkom hos Richard Bentley i London, og blev meget rosende anmeldt i engelske Blade og Tidsskrifter. Fra den engelske Forlægger sendtes til Christian den Ottende et smukt udstyret Exemplar af denne Bog og mine tidligere udkomne Skrifter; lignende var skeet fra Tydskland, og Kongen glædede sig over den store Erkjendelse, jeg nød ude; han udtalte den, veed jeg, for H. C. Ørsted og Flere, idet han tillige yttrede sin Forundring over den Modstand, jeg endnu mødte herhjemme, denne Stræben, der vistes i at fremhæve mine svage Sider og udviske Indtrykket af det Dygtige; den Lyst, der var til at spotte og forringe min Virksomhed. Det gjorde mig vel at høre det, og det af H. C. Ørsted, den eneste Mand i hele min nærmere, deeltagende Omgivelse, som klart og bestemt udtalte Erkjendelsen af mine digteriske Evner og med Overbeviisning gav mig Mod, idet han dertil forudsagde, at der maatte og vilde komme en bedre Tid for mig herhjemme, hvor jeg vilde blive erkjendt og føle mig tilfreds med Hjemmets Dom, som jeg nu kunde være det med Udlandets; vi samtalede oftere om, hvori det egentlig kunde ligge, at jeg maatte kjæmpe saa meget og saa længe, og vi mødtes i Erkjendelse af flere sandsynlige Aarsager. Nogen Skyld kom vel fra min første , min Afhængighed af Menneskene; de kunde ikke, det der ogsaa i Udlandet er blevet bemærket, glemme, at de havde seet mig som fattig Dreng løbe om og skyde op; nogen Skyld laae vel ogsaa i, som min bemærker, at jeg ikke vidste og ikke brugte de Midler, flere Forfattere tidt benytte, for at vinde ved Kammeratskab; dernæst, hvad H. C. Ørsted beklagende indrømmede, det meget ansete Maanedsskrifts Strenghed og Mangel paa al Velvillie mod mig, endelig , Bladcritiken, der fulgte Tidens Strømninger, kort sagt, den trykte offentlige Dom, som øvede endnu sin Magt hos os, der bøiede os for Authoriteter; til alt dette kom ogsaa det, at vi have Alle stor Modtagelighed for det Morsomme, Latterlige, og jeg havde den Skjæbne ved flere keitede, ellers høist velmeente Artikler at blive udstillet saaledes; der var en Tid, at , min Fødeby, altid nævnede mig: »vort Byes Barn« og gav om mig Efterretninger, der aldeles ikke kunde være af nogen Interesse for Publicum. Af mine private Breve fra Udlandet udreves Steder, som, stillede ind i Avisen, bleve latterlige; saaledes, da jeg en Gang , at jeg der i det sixtinske Capel havde seet og tilføiede, at hun i sit Ydre mindede mig om Componisten , refereredes det !« Heraf maatte man lee. – Hvor tidt prøvede jeg ikke, at keitet Venskab gjør Fortræd.
Jeg fik fra den Tid indtil nu en Angest for at tale om nogen Slags Ting med en tankeløs Bladudgiver, og dog undgik jeg det ikke. – Her var jeg nu, uden min Brøde, igjen latterliggjort.
Paa en Reise, idet jeg med Diligencen en halv Time opholdt mig paa Odense Postgaard, spurgte mig der: »Reiser De nu udenlands?«
»Nei!« svarede jeg.
»Tænker De slet ikke derpaa?«
»Det afhænger af, om jeg faaer Penge. Jeg skriver nu ; gjør det Lykke, saa først kan jeg tænke paa at komme afsted.«
»Hvor vil De saa hen?«
»Det veed jeg ikke endnu! Jeg tager enten til Spanien eller Grækenland.«
Og
Heraf loe man naturligviis, og i skrev man meget rigtigt, at det havde lange Udsigter med den Reise: Stykket skulde skrives, antages, gjøre Lykke, og saa vidste man endnu ikke, om min Reise blev til Spanien eller Grækenland. Man loe, og Den, man leer af, har tabt sin Sag. Jeg var blevet aandelig ømskindet og brugte ikke den Forsigtighed at skjule det. Naar Drengene kaste Stene efter en stakkels Hund, der svømmer mod Strømmen, da er det ikke reent af Ondskab, nei, det morer dem, og man havde en lignende Morskab med mig. Ingen tog mig i Forsvar, til ingen Clique hørte jeg, ingen bladskrivende Venner havde jeg, og saa maatte jeg prøve det, som jeg gjorde; og imidlertid blev der sagt og skrevet, og det er senere gjentaget: at jeg levede i et Par Kredse af kun Beundrere af mig! hvorlidt veed man Besked. Hvad jeg her maa fremsætte, er ingen Beklagelse; jeg vil ikke, at der falder Spor af Skygge over de Mange, jeg inderlig holder af, forvisset om, at var jeg i en stor Nød og Ulykke, man havde sat Alt i Bevægelse for, at jeg ikke skulde forkomme, men der er en Deeltagelse af en anden Art, der er en Digters Natur nødvendig, og den har jeg saa temmelig savnet; man har i min kjæreste Omgivnings Kredse ligesaa høit udtalt sin Forundring over Udlandets Erkjendelse over mine Arbeider som nogen streng Critiker. paa ; hun troede her at sige noget Behageligt idet hun fortalte: »Det er ganske overordenligt, hvor elsket Andersen er i Sverrig fra Skaane og heelt op i Nordland; næsten i hvert Huus findes af hans Bøger!« – »Bild ham dog ikke Noget ind!« blev der svaret hende, og det i Alvor.
Der siges og tales saa meget om, at det at være af Adel, af Fødsel, ikke længer har Betydning, den Tale er ; den dygtige, fattige Student har oftest i gode Huse, som de kaldes, ikke den Høflighed, den Modtagelse, som ydes et godtklædt Adelsbarn eller en mægtig Embedsmands Søn. Jeg kunde belyse det med mange Exempler, men vil kun give eet, der maa gaae for dem alle, eet ud af mit eget Liv. Den Skyldige er det ikke her om at nævne, han er eller var – for at skyde det mere tilbage – en høist hædret Personlighed.
Da «; jeg sad i Parquettet ved Siden af Thorvaldsen, der ved Tæppets Fald tilhviskede mig: »Kongen hilser ned til Dem!« – »Det maa være til Dem!« svarede jeg, »mig kan det umuligt gjælde!« Jeg saae op til den kongelige Loge, Kongen hilsede igjen, og det var til mig; men jeg følte, at en mulig Misforstaaelse fra min Side vilde hos Folk skrækkeligt lade det gaae ud over mig; jeg blev derfor roligt siddende, og næste Dag gik jeg til Hans Majestæt for at bringe min Tak for den usædvanlige Naade, og han spøgte over, at jeg ikke paa Stedet havde taget imod den. – Nogle Dage efter skulde paa Christiansborg Slot være et stort for alle Classer af Samfundet; jeg havde Indbydelseskort.
»Hvad skal De der?« spurgte mig , idet jeg i hans egen Stue talte om denne Fest. – »Hvad skal De paa saadanne Steder!« gjentog han.
Jeg svarede i Spøg: »Det er jo i den Kreds, jeg er meest vel optaget!«
»Men der hører De ikke hjemme!« sagde han vred.
Der var for mig kun at svare let og leende, som om jeg ikke følte nogen Braad derved:
»Kongen selv har i Theatret hilset fra sin Loge ned til mig, saa kan jeg ogsaa nok komme paa Bal parée!«
»Hilset fra sin Loge!« udbrød han, »men det giver Dem ikke Ret til at trænge Dem frem!«
»Men paa dette Bal komme jo Mennesker af den Classe, hvortil jeg hører!« tilføiede jeg nu alvorligere; »der komme Studenter!«
»Ja, hvilke?« spurgte han.
Jeg nævnede .
»Ja !« svarede han da, »det er jo en Søn af en Etatsraad! Hvad var Deres Fader!«
Da brændte det mig i Blodet. – »Min Fader var en Haandværksmand!« sagde jeg, »jeg har med Gud og ved mig selv skaffet mig den Plads, jeg nu har, og det troede jeg, at De maatte agte –!«
Der blev mig aldrig siden gjort nogen Undskyldning for det Sagte.
Det er meget vanskeligt, naar man ugjerne vil gjøre Nogen Uret, eller saare en Anden, der vel kan have saaret os, men ikke med ond Villie, da at omgaae eller opgive at fortælle, hvad der er gaaet bittert En gjennem Hjertet; jeg har i disse, i hele denne Bog følt det Vanskelige, og derfor bortkastet mangen og kun ladet blive her enkelte Draaber. Denne Stillestaaen paa disse Blade vil tjene til at belyse Eet og Andet i mine Skrifter, som her bør have Plads, fordi der netop efter Hjemkomsten fra hiin større Reise og »Bazarens« Udgivelse var, om ikke en Slags Stillestaaen i Critikens , dog en Slaaen om i de udtalte Domme over mig. Der fulgte endnu tunge Søer, men det gik fra den Tid dog stadigt frem mod , frem mod den Erkjendelse, jeg kunde ønske og forlange herhjemme, saaledes som Ørsted fortrøstende forudsagde.
IX
Det politiske Liv var paa den Tid i Danmark i en høiere Udvikling med sine gode og sine slemme Sider. Veltalenheden, der før halv ubevidst havde øvet sig paa , Hverdagslivets Smaasteen, bevægede sig nu friere med de større Interessers. Jeg følte imidlertid ingen Evner og ingen Nødvendighed til at blande mig i Sligt, ligesom jeg troer, at i vor Tidsalder Politiken er en stor Ulykke for mange Digtere. Fru Politica er , hvor de gaae til Grunde. Det gaaer med disse Digteres Sange som med Døgnblade, de gribes, læses, opløftes og – glemmes. I vor Tidsalder ville Alle regjere, Subjectiviteten gjør sin Magt gjældende; men de Fleste huske ikke paa, at Meget, der lader sig theoretisk tænke, lader sig derfor ikke practisk udføre; man glemmer, at det seer anderledes ud seet oppe fra Træets Top, end nedenfra dets Rod. , som drives af en ædel Overbeviisning, Fyrsten saavelsom Manden af Folket, hvo, som kun vil det Bedste og har Evnen dertil, for ham bøier jeg mig. Politik er ikke min Sag, der kan jeg Intet udrette; Gud har givet mig en anden Opgave; jeg følte og føler det.
Jeg mødte hos, hvad man kalder Landets , endeel venlige, hjertelige Mennesker, der skattede det Gode hos mig og toge mig i deres Kreds, lod mig i deres rige Sommerliv tage Deel i deres Lykke; jeg kunde der uafhængig ret overgive mig til Naturen, til Skov-Eensomhed og Herregaards-Liv; der levede jeg først ret ind i dansk Natur, der digtede jeg de fleste af mine Eventyr og senere Romanen »De to Baronesser«. Ved de stille Søer inde i Skovene, paa de grønne Græsmarker der, hvor Vildtet sprang forbi og Storken gik paa sine røde Been, hørte jeg ingen Politik eller Polemik, hørte Ingen ; Naturen om mig og indeni mig prædikede mig min Mission. Ved Baronesse Stampe paa blev jeg indført hos . – her paa den gamle, klosterlige Gaard var saa nordisk herlig, en kjærlig, fortræffelig Dame; jeg var ikke her et fattigt Barn af Folket, nei, en venlig modtaget Gjest; – nu skygge Bøgetræerne over derude ved Skoven i den venlige Natur, hvormed hendes Hjerte var beslægtet. Fra Gisselfeld kom jeg til det prægtige, hyggelige , hvor daværende Finantsminister Grev Wilhelm Moltke og hans afdøde kjærlige, velsignede Hustru indbød mig. Den Gjestfrihed, jeg her har fundet, det lykkelige Huusliv, jeg her har levet ind i, har kastet Solskin i mit Liv. Under forskjellige og længere Besøg paa Nysøe førte jeg et lykkeligt Samliv med ; jeg lærte ret at kjende ham som Kunstner og Menneske; det var mig en høist interessant Tid, den, jeg nærmere vil komme til at omtale.
Hele denne Leven ind i forskjellige Kredse blev af stor Indvirken paa mig; hos Fyrsterne, hos Adelen og hos den Fattigste i Folket har jeg fundet det ædle Menneskelige beslægtet; i det Gode, i det Bedste ligne vi Alle hverandre.
Den meste Tid tilbragtes imidlertid i Kjøbenhavn i Huus; hos hans , groede jeg ogsaa fast; med den geniale blev Venskabet fastere, tryllede et Hjem der, saa velsignet, saa solbelyst; selv var hun en ildfuld, genial og dertil forunderlig naiv elskelig Natur. Excellencen Collin var i det practiske Liv min Raadgiver, blev det ved ethvert nyt Arbeide, og meer og meer nærmede vi os og forstode hinanden; hans Indflydelse paa min Natur og hans Betydning for mig vil jeg senere faae Leilighed til endnu mere at udtale. Imidlertid var Theatret hver Aften, om jeg tør kalde det saa, min Klubsal; der søgte jeg stadigt hen. Netop dette Aar havde jeg faaet min Plads i det da saakaldte »Hofparquet«, der da kun ved en Jernstang skiltes fra det øvrige første Parquet; dengang var den Lov, at hver Forfatter, som gav eet Stykke for Scenen, fik derved Friplads i Parterret, to Stykker gav ham andet Parquet, og tre førte ind i Hofparquettet, naturligviis maatte det være tre hele Aftenstykker eller saa mange smaa, at de, lagt sammen, kunde udfylde hele tre Aften-Forestillinger; og saa fik man Adgang til den Deel i Parquettet, hvor Kongen gav Pladser til sine Cavalerer, Diplomater og første Embedsmænd. Man fortæller, at !« – Jeg opnaaede ogsaa denne Ære; her var dengang Thorvaldsen, Weyse, Oehlenschläger og Flere. Thorvaldsen vilde gjerne, at jeg skulde sidde hos ham, tale med ham og give ham Besked om Eet og Andet, og jeg var, medens han levede, gjerne der ved hans Side; ogsaa Oehlenschläger blev tidt min Naboe, og mangen Aftenstund – Ingen drømte vist derom – gik, naar jeg sad hos disse Store, en from Ydmyghed gjennem min Sjæl; mit Livs forskjellige Perioder foresvævede mig, fra den Tid, jeg sad paa bageste Bænk oppe i Loge i tredie Etage, fra den Tid, jeg barnagtig overtroisk knælede i Mørket deroppe paa Scenen og læste mit »Fadervor«, netop ud for den Plads, hvor jeg nu sad blandt de første, de betydeligste Mænd. Dersom nogen Landsmand da fra sit Sæde har tænkt og dømt, »der staaer han tæt ved de to Store og er hovmodig og stolt«, han vil nu af min Bekjendelse see, hvor urigtig han har dømt mig. Ydmyghed gjennemtrængte mig, og fra mit Hjerte løftede sig til Gud Bønnen om Kraft til at fortjene min Lykke; Gud, lad mig altid beholde disse Følelser! Thorvaldsen og Oehlenschläger saae jeg her hver Aften, begge have viist mig Venskab, begge høre til de betydeligste Stjerner paa Nordens Horizont; deres Afspeiling i og om mig kan jeg her fremhæve.
Der var i Oehlenschlägers Personlighed, naar man ikke mødte ham i en stor Kreds, hvor han var stille og tilbagetrædende, noget saa Aabent, saa Barnligt, at man maatte slutte sig til ham. Hans Betydning for Nationen, for hele Norden, er bekjendt; han var en af de ægte fødte Digtere, evig ung syntes han og overgik selv som Ældre alle de Unge i Productivitet. Med venligt Sind lyttede han til mine første lyriske Udbrud, fulgte mig med Deeltagelse, og om han end i lang Tid aldrig udtalte sig som henrevet, naar Critiken og Mængden haardt og skaanselløs dømte mig, saa var han den, som da, med Eet heftig og inderlig udtalte sig herimod. En Dag, han fandt mig dybt bøiet over altfor streng og bitter Behandling, trykkede han mig til sit Hjerte. »Bryd Dem ikke om de Skraalere!« sagde han, »jeg siger Dem, De er en sand Digter!« Da udtalte han sin Dom heftig og varmt om Poesie og Poeter, om Dommene herhjemme, idet han gav mig sin fulde . Med Alvor og Hjerte erkjendte han høit Digteren, der fortalte Eventyr, og jeg veed, at da En en Dag vilde nedsætte mig ved at tale om hvad han ansaae for orthographiske Synder, han havde fundet i en Bog af mig, udbrød Oehlenschläger levende: »Men de skal være deri, det er characteristiske Smaating, som nu hører ham til; det er jo ikke Hovedsagen. En saadan lille Synd: », og vilde ikke engang rette den!« Jeg vil senere endnu komme til at give et Par Træk af hans Personlighed og vort Samliv i hans sidste Leveaar, hvor vi endmere nærmede os hinanden. Min Biograph i »Dansk Pantheon« har givet mig et Berørelsespunkt med Oehlenschläger; han siger der i sin Indledning:
»Det bliver i vore Dage meer og meer et Særsyn, at Nogen fremtræder som Kunstner eller Digter alene ifølge en medfødt Drift, som yttrer sig tidlig og med uimodstaaelig Kraft. Oftere dannes de ved Skjæbnen eller Forhold, end de synes af selve Naturen fødte og baarne til denne Virksomhed. Hos de fleste af vore Digtere træde ofte et tidligere Bekjendtskab med Lidenskaberne, tidligere indre Erfaringer eller ydre Anledning istedetfor det primitive Naturkald, og et saadant kan i vor Literatur neppe med den afgjorte Bestemthed paavises Nogen som hos Oehlenschläger og Andersen. Heraf kan man forklare den Kjendsgjerning, at den Første saa ofte her hjemme har været Gjenstand for critiske Angreb, og at den Sidste egenligt først har vundet fuldstændig Anerkjendelse som Digter i Udlandet, hvor en ældre Civilisation allerede har hidført Afsmag for Skoletvangen og en Reaction tilbage mod det Naturlige og Friske, medens vi Danske endnu nære en from Respect for Skolens nedarvede Aag og udlevede Reflections-Viisdom.«
Thorvaldsen, hvem jeg, som tidligere er fortalt, første Gang lærte at kjende i Rom 1833 og 34, ventedes i Efteraaret 1838 til Danmark, og store Forberedelser gjordes; paa Nicolai Taarn skulde vaie et Flag, naar . Det var en Nationalfest. Baade, pyntede med Blomster og Flag, gyngede mellem og . Malere, Billedhuggere, hver havde deres Emblemer i Flaget, Studenterne førte en , Digterne havde en gylden . Det sees endnu antydet i ; i Digterbaaden der, kjendes Oehlenschläger, Heiberg, Hertz og Grundtvig; jeg staaer op paa Roerbænken, holder mig til Masten og svinger med Hatten. – Paa Ankomstens Dag var det et taaget Veir, og man øinede først Skibet, da det var ganske nær Byen. Signalerne lød, Folk strømmede ud til Toldboden; og de indbudte Digtere, der vare sammenkaldte af Heiberg, som da var den Ledende og Afgjørende, stode ved deres Baad, der laae ved , men endnu var Oehlenschläger og Heiberg selv ikke komne, Poeterne ventede, Kanonskuddene lød fra Fartøiet, der allerede kastede Anker; Thorvaldsen vilde været steget i Land, før vi kom, indsaae jeg; allerede bar Vinden Sangtonerne til os, den festlige Modtagelse var begyndt, jeg vilde være med og sagde derfor til de Andre: »Lad os roe afsted!« – »Uden Oehlenschläger og Heiberg?« udbrød de Andre. – »Men de komme jo ikke, og Alt er snart forbi!« – , at naar disse To ikke vare med, vilde jeg vel ikke seile ud under dette Flag? og han pegede paa Pegasus. – »Den kaste vi ned i Baaden!« sagde jeg og tog Flaget af Stangen; de Andre fulgte nu med mig, og vi kom netop derud, idet Thorvaldsen seilede mod Land. Heiberg og Oehlenschläger mødte vi derude i en Baad, de havde taget sig; nu kom de ombord til os. Solen skinnede, der stod en deilig Regnbue spændt over Sundet:
og det var isandhed et ! prægtigere end det i »« staaer beskrevet. Jubelen lød fra Strandbredden, hvor Folket spændte sig selv for Thorvaldsens Vogn og trak ham over Amalienborg til ; derhen strømmede Alle, og ind til ham trængte da Alle og Enhver, der havde om kun det fjerneste Bekjendtskab til ham eller en Vens Ven, der kunde føre dem. Paa Torvet stod Dag og Aften beskuende Grupper, ene og alene for at see paa de kjendte røde Mure af Charlottenborg, thi derinde var Thorvaldsen. Om Aftenen bragte Kunstnerne ham en Serenade; Fakkelbaalet lyste i botanisk Have under de store Træer. Unge og Gamle strømmede ind ad de aabne Døre, og den hyldede, venlige Gubbe trykkede dem han kjendte til sit Bryst og gav dem Kys og Haandtryk. Der var for Alle da en om Thorvaldsen, der holdt mig sky tilbage. Mit Hjerte bankede af Glæde ved at see ham, som trøstende og mild havde mødt mig i Udlandet, som der havde trykket mig til sit Hjerte og sagt: »Vi To skulle altid blive Venner«. Men her i denne Hyldest, denne Jubel, hvor Tusinder betragtede hver Bevægelse af ham, hvor jeg af alle disse vilde blive bemærket og dømt – ja dømt, som et forfængeligt Menneske, der vilde vise: »jeg er ogsaa kjendt af Thorvaldsen! – mig er han ogsaa venlig og god!« – jeg traadte klogelig og stille tilbage, holdt mig skjult i den tætte Skare, undgik at blive seet af ham. – og fandt i ham den uforandrede jevne, kjærlige, aabne Natur, Vennen, der glad trykkede mig i sine Arme og udtalte sin Forundring over, at han først nu saae mig.
Der var til Thorvaldsens Ære arrangeret et Slags , hvor hver af Digterne havde skrevet og oplæste et Digt til den Hjemkomnes Hæder; hver Forfatter, paa Heiberg nær, oplæste Sit, jeg havde skrevet om , Jason-Thorvaldsen, der gik at vinde den gyldne Kunst. Et Festmaaltid og lidt Dands endte den smukke Fest, der var livlig og folkelig; med straalende Ansigt traadte Thorvaldsen selv i med den unge , der siden blev gift med Orla Lehmann og nu er død. Aftenen her var en Fest hvori første Gang her hjemme jeg saae et Folkeliv, en stor Interesse i Kunstens Rige afspeile sig.
I , ogsaa jeg skrev ved denne Leilighed en Sang, der blev optaget med Jubel og hører nu til de af mine Digte, man synes at erindre:
Du blev Student og Du kan troe,
Just i October maa det være.
Du hugged’ Dig igjennem jo,
Saa Talemaaden kom til Ære.
»Hvad giver op Du af Homer?«
Blev spurgt, og man jo vented’ Blade;
Da formed’ Du til Liv i Leer
Den hele Iliade!«11
Fra denne Tid saae jeg daglig Thorvaldsen i Selskabs-Livet og i hans Atelier. Flere Uger ad Gangen levede jeg ganske med ham ude hos Baron Stampes paa Nysø, hvor han ligesom voxede fast og som en kjær Gjest, ja som en nær Beslægtet, blev pleiet, moret og drevet til Virksomhed; de fleste af hans Værker her i Danmark ere der blevne til. Han var en sund Natur, og ikke uden Humor, derfor var Holberg den Digter, han holdt meest af. Verdens Smerte og Sønderrivelse gik han slet ikke ind paa, og derfor syntes han heller ikke ret om Byrons Personlighed. En Morgen paa Nysø, han arbeidede just paa , traadte jeg ind til ham i det lille Atelier, Baronesse Stampe havde ladet opføre for ham nede i Haven, tæt ved den gamle Slotsgrav. Jeg hilsede god Morgen, han syntes ikke at ville bemærke mig, han var saa ivrig i sit Arbeide, traadte imellem et Skridt tilbage og bed sine friske, kraftige Tænder sammen, som hans Maade var, naar han ret saae paa sit Værk; jeg listede mig stille bort. Ved Frokostbordet var han endnu mere ordknap end sædvanlig, og da man bad ham dog tale lidt, sagde han paa sin tørre Maade: »Jeg har talt hele Morgenstunden, meer end i flere Dage, men Ingen har hørt paa mig. Der mærker jeg Andersen staaer bag ved mig, thi han sagde god Morgen, og saa fortæller jeg ham en lang Historie jeg havde med Byron; jeg troede, at det nok var et Ord værd igjen, jeg dreier mig om, og saa har jeg staaet over en Time og snakket høit for tomme Vægge.« Vi bad Thorvaldsen Alle at fortælle Historien igjen, men nu fik vi den meget kort: »O, det var i Rom«, sagde han, »da jeg skulde gjøre , satte han sig for mig, men begyndte strax at stille et ganske andet Ansigt op end han pleiede; »Nu, vil De ikke sidde rolig!« sagde jeg, »De maa ikke gjøre de Miner.« »Det er mit Udtryk!« sagde Byron, »saa!« sagde jeg og saa gjorde jeg ham, som jeg vilde, og alle Mennesker sagde, da det var færdigt, at det lignede, men Byron saae paa det: »Det ligner slet ikke«! sagde han, »jeg seer mere ulykkelig ud!«« – »Han skulde nu altid være saa ulykkelig!« tilføiede Thorvaldsen med humoristisk Udtryk.
Det var den store Kunstner en Nydelse efter Bordet med halv tillukkede Øine at høre Musik, og hans største Glæde, naar Baronessen om Aftenen tog frem, og Lotterispillet begyndte; hele Nysø Omegn lærte Lotterispil; det var kun Glasstykker, der spilledes om, og derfor kan jeg fortælle det, han vilde vinde, man lod ham vinde, og dette kunde have den store Mands hele Interesse. Mig kjedede i Længden dette Lotterispil, og mangen en maaneklar Aften løb jeg ad Skoven til, uagtet jeg hørte dem raabe paa mig til Lotterispillet.
Med Varme og Heftighed kunde Thorvaldsen tage Partie for dem, han troede led Uret; , Drilleri, naar det spillede over i det Ondskabsfulde, var Noget han opponerede imod, uden Persons Anseelse. Baronesse Stampe, født Dalgas, var det, som ved datterlig Sind for den store Kunstner gjorde ham det godt og hyggeligt der; hele hendes Tanke og Stræben gik ud derpaa.
I hans Selskab paa Nysø skrev jeg et Par af mine Eventyr, saaledes: »Ole Lukøie« og han hørte til med Lyst og Interesse; dengang havde iøvrigt Eventyrene endnu ikke synderlig Betydning her hjemme. Tidt i Tusmørke, naar Familien sad i den aabne Havestue, kom Thorvaldsen stille og klappede mig paa Skulderen: »faae vi Smaa et lille Eventyr!« – Med sin egne Naturlighed gav han mig den skjønneste Roes over Sandheden i mine Digtninge. Det morede ham at høre og atter at høre de samme Eventyr, tidt under et af hans meest poetiske Arbeider stod han med Smiil om Munden og lyttede til Historien om »« »den grimme Ælling« o. s. v.
Jeg har et Slags Talent for at kunne improvisere smaa Digte og Sange, dette Talent morede Thorvaldsen meget, og da han paa Nysø havde formet i Leer og man stod henrykt om den, blev det overdraget mig at sige ham paa Vers nogle Ord for hans Arbeide, og jeg gav ham da følgende Impromptu:
– »Nei Danmark skal ei have Holberg meer,
Jeg bryder Leret, som hans Aand omfatter!«
Saa talte Døden. »Af det kolde Leer«,
Bød Thorvaldsen, »skal Holberg fødes atter«.
En Morgen, da han formede i Leret sit store »«, som nu smykker Frue Kirke, traadte jeg ind i hans Atelier. »Siig mig«, sagde han, »finder De, at jeg har klædt Pilatus rigtig paa!« »De maa ikke sige Noget til ham!« raabte Baronesse Stampe, som stadig var hos ham. »Det er rigtigt, det er fortræffeligt! gaae Deres Vei!« Thorvaldsen gjentog sit Spørgsmaal; »nu vel!« svarede jeg, »da De spørger mig, saa maa jeg sige Dem, at jeg rigtignok synes, at Pilatus der, mere er klædt paa som en Ægypter, end som en Romer!« »Synes jeg det ikke selv!« sagde Thorvaldsen, og greb med Haanden ind i Leret og sønderrev Figuren. »Nu er De Skyld i, at han har ødelagt et udødeligt Værk!« raabte Baronessen. »Saa kan vi gjøre et nyt udødeligt Værk!« sagde han i muntert Lune og formede Pilatus, saaledes som han nu staaer paa Basreliefet i Frue Kirke.
I Sommertiden derude gik han daglig til det et Stykke fra Gaarden og langt ude i Stranden liggende Badehuus; »Idag kunde jeg nær være blevet borte!« sagde han muntert, da jeg paa Hjemveien derfra mødte ham, og han fortalte, at han havde dukket sig ned under Vandet, derpaa reist sig, men netop lige under Badehuusdøren, saa at han med sit Hoved næsten løftede den fra Hængslerne, »det sortnede lidt!« sagde han, »men det gik strax over, var jeg besvimet, saa kunde De maaskee have fundet mig derude drive om paa Vandet!«
blev feiret ude paa Nysø, Heibergs Vaudeville blev opført, jeg havde skrevet , men foruden denne endnu improviseret en anden; alt i den tidligste Morgenstund lod Baronessen mig kalde, sagde, at Thorvaldsen endnu ikke var oppe, men at det kunde være ham morsomt, om vi med Gongon, Ildklemme, Flasker, Gafler og Knive bragte ham en Morgen-Musik, men at der hørte en Vise til, det var det samme, hvordan den var, kun lystig; og som sagt, jeg maatte bogstavelig improvisere ned paa Papiret, fra hvis vaade Skrift jeg sang Solo og alle de Andre i Chor til det støiende Accompagnement under Melodien: »«.
En lille Sang, – o hør dog den!
Thi nu er vi saa glade!
Det ere vi for Thorvaldsen,
Og saa for – Chocolade.
Hæver nu Stemmen,
At han kan fornem’en!
Som paa Svanevinge
Den klinge!
Alverden sang om hans Genie,
Det har han hørt saa ofte,
Thi vil vi gjøre Narreri,
Men i anstændig !
Klinke med Koppen,
Synge os rød i Toppen,
Dersom det kan more
Den Store!
Før Visen bliver altfor mat
Vi standse vil vor ,
Gid Skjæbnen aldrig slaae en Klat
Paa Thorvaldsens Papire!
Dandse og trampe,
Saa vi Alle dampe,
Thorvaldsen skal leve,
Den Gjæve!
Og vi trampede, slog med Ildklemmen og gned opad Flasken. Thorvaldsen, i Slobrok, Tøfler og Underbuxer, kom frem, svingende sin , dandsede rundt i Stuen og sang med Omqvædet:
Dandse og trampe,
Saa vi Alle dampe!
Liv og Humor var der i den kraftige Gamle. –
Jeg sad ved hans Side ved Middagsbordet, . Stampes havde Vinterværelser i Kjøbenhavn, omme i Kronprindsessegaden; foruden Thorvaldsen var her Oehlenschläger, Sonne og Constantin Hansen. Thorvaldsen var usædvanlig oprømt og fortalte nogle Vittigheder af »«, der havde moret ham; talte om den Reise han i Sommeren vilde gjøre til Italien. Det var netop Søndag og om Aftenen skulde, i det kongelige Theater, første Gang gives Halms Tragedie: »«; Oehlenschläger vilde blive hos Stampes og forelæse Noget, Thorvaldsen havde mere Lyst til at gaae i Theatret og spurgte mig om vi skulde følges ad, men da jeg den Aften ikke havde min fri Entrée, og Stykket, troer jeg, alt var ansat til Opførelse næste Dag, sagde jeg ham, at jeg vilde vente saa længe; jeg rakte ham Haanden til Afsked; da jeg gik ud ad Døren, sad han i en Lænestol, tæt op til Sophaen, havde lukket Øinene for at blunde lidt, jeg listede mig sagte, men da jeg vendte mig om, slog han Øinene op, smilede og nikkede til mig, det var det sidste Farvel.
Jeg blev hjemme hele Aftenen, om Morgenen sagde Opvarteren i , hvor jeg boede: »det var dog mærkeligt med Thorvaldsen, der saaledes lige med Eet døde igaar!«
»Thorvaldsen!« raabte jeg forbauset; »han er ikke død, jeg spiste med ham igaar!« – »Man siger, han er død iaftes ovre i Theatret!« sagde Karlen. »Han er blevet syg!« sagde jeg og troede, at dette maatte være Tilfældet, men følte dog en selsom Angest, tog strax min Hat og ilede over i hans Bolig. Der laae hans Liig udstrakt paa Sengen, Værelset var opfyldt af fremmede Mennesker, der havde trængt sig ind; Gulvet var vaadt af Sneevandet deres Fodtøi havde bragt med, Luften qvalm, Ingen sagde et eneste Ord; Baronesse Stampe sad ved Sengekanten og græd dybt. Jeg stod rystet og bevæget.
var en Landets Sørgefest; sortklædte stode Mænd og Qvinder i Vinduer og paa Gader, alle blottede uvilkaarlig Hovedet, da Kisten bares forbi; der var en Stilhed, selv de vildeste Drenge, de fattigste Børn stode og holdt hinanden i Hænderne og dannede Rækker, som det store Tog gik igjennem fra Charlottenborg til Frue Kirke, her kom Kong Christian den Ottende Toget imøde. Fra Orgelet bruste en , det var saa mægtige Toner, at man ligesom fornam de usynlige store Aander slutte sig til Toget. Et »sov vel« jeg havde skrevet, og som ogsaa Hartmann havde givet Musik, blev af Studenter afsjunget ved Thorvaldsens Kiste.
Træd hen til Kisten her! kom, fattig Mand!
I din Kreds fødtes han, og Du tør sige:
Han blev en Stolthed for vort Folk og Land,
En Glands han kasted over Danmarks Rige!12
Opløs Dig Sorg i Sang ved Kistens Fjel!
I Jesu Navn, sov vel!
X
I Sommeren 1842 gav jeg til de danske Sommerskuespil et lille Stykke: »«, det blev der modtaget med saa meget Bifald, at Theaterdirectionen optog det i det kongelige Theaters Repertoire, ja . Man havde moret sig, fundet Musik-Valget fortræffeligt, jeg vidste Stykket havde udstaaet sin Prøve, da pludselig . Nogle unge Mennesker, som dengang førte Ordet, pebe; de skulle selv have sagt til Andre, der spurgte dem om Grunden: »at den Bagatel gjorde for megen Lykke, og at Andersen fik for meget Mod!« – Jeg var ikke selv i Theatret den Aften, de peb, og havde ikke Anelse derom; Dagen efter kom jeg i en Familiekreds, jeg havde Hovedpine, saae noget alvorlig ud, og da Husets Frue var fuldkommen vis paa, at Udtrykket i mit Ansigt hidrørte fra Aftenens Begivenhed, traadte hun mig imøde, tog deeltagende min Haand og sagde: »er det at tage Dem det nær! der var jo ikke uden to Piber, og hele Huset tog deres Partie!« – »Piber! mit Partie!« raabte jeg. »Er jeg udpebet!« og nu blev der en stor Skræk over at være den Første, som bragte mig Efterretningen derom.
Ved næste Forestilling blev jeg hjemme, og da Stykket var ude, havde jeg i min Stue en ganske morsom Scene med deeltagende Venner. – Den Første, som indfandt sig, forsikkrede at den Pibning, der havde været iaften, havde, som han udtrykkede sig, været en sand Triumph for mig! Alle havde de jublet Bifald, og der havde kun været een eneste Pibe. Nu kom en anden Mand til, jeg spurgte ham om Pibernes Antal. »To!« sagde han; den næste sagde: »Tre, bestemt ikke flere!« da kom en af mine ærligste Venner, den dygtige, naive, prægtige Hartmann; han vidste slet ikke hvad de Andre havde sagt, og da jeg nu paa Samvittighed bad ham sige mig hvormange Piber, han havde hørt, lagde han Haanden paa Brystet og sagde: »I det allerhøieste var der fem!« – »Nei, nei!« udbrød jeg, »nu spørger jeg ikke Flere, ! her staaer En, der endogsaa paastaaer, at der kun var een eneste Pibe!«
For nu at gjøre Sit godt igjen, sagde Hartmann ganske pudsig i al Ærlighed: »Ja det kan gjerne være at det ogsaa kun var een – men det var een forbandet Pibe.«
Balletmester Bournonville sendte mig Dagen efter et smukt Digt af ham selv, »Digterens Træ«, der staaer aftrykt i Bilaget til hans Erindringer, Digtets Slutning lyder saaledes om mit Digtertræ.
– I Somrens Hede lædsked’ dine Pærer,
Nu kastes de, som overmodne hen,
Ad Aare maaskee Træet Druer bærer,
Og qvæger ved sin Frugt os mildt igjen.
Derfor lad Mismod ei Dit Hjerte nage,
Lad Sorgen ei aftvinge Dig et Ak!
Hvormange troer Du, som Guds Gaver smage,
Betænke sin Velgjører vel med Tak?
Vær selv ei utaknemlig mod din Skaber!
Du har modtaget Meget af hans Haand,
For Digteren sig ingen Idræt taber,
Han kan ei døe, thi alt hans Værk er Aand!
Riimbrev til min Ven H. C. Andersen fra hans
hengivne og oprigtige
August Bournonville.
Kjøbenhavn den 13de November 1842.
; ved den Leilighed erindrer jeg, at Oehlenschläger da hjerteligt roste og hævede begge. Heiberg derimod skrev i sit Intelligentsblad om min dramatiske Bagatel.
– »Den hører til den Art af Smaakreature, hvis Indlemmelse i vort Theaterbuur det vilde være pedantisk at modsætte sig, thi man kan sige om den, at gjør den ikke Godt, saa gjør den heller ikke Ondt; dertil er den for lille, for ubetydelig og for uskyldig. Som en Aftens Fyldekalk, hvortil et Theater ofte trænger, kan den maaskee more Mange, men visselig ikke forbittre Nogen. Ja, den er endog ikke aldeles blottet for enkelte naive og lyriske Skjønheder!«
Uagtet Heiberg dengang ikke var en Ven hverken af mig eller mit Arbeide, kom der dog som hos hver Angriber, der er af Dygtighed, Noget han lod , og det var, at jeg dog egentlig led kun ved Partiesag: han skrev i samme sin Anmeldelse, »Fuglen i Pæretræet«, mod hvilken ».«
gav , hvis Eiendom det henlagte Stykke var, Casino Tilladelse til at opføre det, jeg var da voxet ind i en mig velvilligere Slægt end før. Det lille Arbeide blev optaget med stort og levende Bifald, og er siden tidt og ofte der blevet givet.
Den ottende October 1842 døde Weyse, han, min første ædle Beskytter, vi mødtes vel i tidlig Tid ofte hos Wulffs, arbeidede sammen med »Kenilworth«, men vi bleve dog ikke ret fortrolige Omgangsvenner; hans Liv var eensomt som mit, og dog saae man ham gjerne, som jeg tør troe, Mange saae mig; men jeg har Trækfuglenes Natur og flyver ud over Europa, hans længste Udflugt var til , hvor han paa Domkirkens Orgel kunde phantasere, . Det at tage længere bort kunde han slet ikke gaae ind paa, jeg husker hans Humor, da jeg efter min Hjemkomst fra Grækenland og Constantinopel besøgte ham. »See nu er De dog ikke længer end jeg!« sagde han. »De er kommet til Kronprindsessegaden og seer ud over Kongenshave, det gjør jeg ogsaa, og De har kastet de mange, mange Penge ud. Vil De reise, saa reis til Roeskilde, det er nok, vent til der reises til Maaner og Planeter!« – Fra den første Tid at »Kenilworth« blev opført, har jeg endnu et characteristisk Brev fra ham, det begynder:
»Carissime domine poeta!
De tungnemme Kjøbenhavnere kunne ikke forstaae, hvorledes det hænger sammen med anden Acts Finale i vor Opera etc.«
Til blev bestemt, at ; det var Weyses sidste og maaskee derfor kjæreste Arbeide, selv havde han jo valgt sig , selv skrevet enkelte Stykker ind i Texten, jeg er forvisset om, at dersom hans udødelige Sjæl endnu i en anden Verden havde sit Jordlivs Tanke som før for sine Compositioner, den vilde have følt meest Glæde ved at see dette i hans Liv noget tilsidesatte Værk bragt ham som Hædersblomst, men det blev opgivet og man valgte Shakespeares Tragedie »Macbeth«, hvortil Weyse har leveret en Musik, der idetmindste forekommer mig ikke at være den meest characteristiske af hans Compositioner.
Paa Begravelsesdagen var, forunderlig nok, Liget endnu ikke ganske koldt i Hjertekulen; da jeg med Følget kom til Sørgehuset, hørte jeg dette og bad Lægerne for Himlens Skyld undersøge og gjøre Alt til hans , men man forsikkrede efter den nøieste Undersøgelse, at han var og blev død; denne Slags Varme var intet Ualmindeligt, jeg bad dem da endelig hellere overskjære hans Pulsaarer, før Kisten blev slaaet til; det skete ikke; Oehlenschläger hørte derom og kom hen imod mig: »hvad er det, vil De have ham sønderlemmet!« sagde han med sin i enkelte Tilfælde egne Heftighed. »Ja, det er da bedre end at han skal vaagne i Graven, og det vil De vel ogsaa have, naar De døer!« – »Jeg!« udbrød Oehlenschläger og traadte tilbage. Desværre Weyse var død. Ved hans Grav lød min Sang:
Hans trætte Støv er bragt til Gravens Ro,
Hans stærke Aand i Kraft ophøiet –
Han stod i denne Verden eensom jo,
Og eensom lukked’ han i Døden Øiet,
Alene var han; naar da Hjertet led,
Med Melodier Smerten han indlulled’,
I Toner staaer hans Ungdoms Kjærlighed,
Den lyder i: »!«
Han sad ved Orglet, og en egen Magt
Da løftede vor Tanke høit fra Jorden;
En Skat af Sange har han Folket bragt,
I Toner udtalt Aandens Dyb i Norden.
Hans Tale var et Væld, saa sundt og rigt,
Hans Sjæl var ung; nu har han Himlens Glæde!
Ak, død er Weyse! Hvilket Sørgedigt
Har Kraft som disse Ord! og dybt vi græde!
Ved de sidste Arbeider og en fornuftig Oeconomie havde jeg samlet en lille Sum, som jeg bestemte at anvende til en Reise til Paris; .
For Aarstidens Skyld gik Veien over Fyen, gjennem Slesvig og Holsteen. Vinterreise, slette Landeveie og deres Poesie, som man saa meget beklager at have tabt ved de velsignede Jernbaner, fik jeg meer af, end jeg ynder; det var en trættende besværlig Fart, før jeg naaede Itzehoe og derfra det kjære . – Excellensen Rantzau tog saa glad, saa kjærligt mod mig, jeg tilbragte igjen nogle deilige Dage hos ham i det gamle Slot; Foraarsstormene ruskede, men Solen brød frem med varme Straaler, Lærkerne sang over Marskens Grønne, jeg besøgte alle mig bekjendte Stæder i Omegnen. Middag og Aften gik som en Fest.
Jeg, som altid levede uden at tænke paa Politik og politiske Forhold, mærkede nu første Gang og det her hos Enkelte ; jeg havde saa lidt tænkt over disse Landes Forhold til hinanden, at jeg uden videre i »Bazaren« skrev Dedicationen: »min Landsmand Holsteneren «; men med dette Landsmandskab, mærkede jeg nu, var det ikke, som jeg havde tænkt mig. »« hørte jeg en Dame sige, idet hun meente Kongen. »Hvorfor kalder De ham ikke Konge!« spurgte jeg i politisk Uvidenhed. »Han er ikke vor Konge, men vor Hertug!« svarede hun; der kom smaa politiske Rivninger, Grev Rantzau, der elskede Kongen, Danmark og de Danske, dertil var den opmærksomste Vert, gled spøgende og venligt hen over hvad der blev sagt. – »« hviskede han til mig og jeg tænkte, det var et Par Originaler, jeg var stødt paa og ikke den sig udbredende Stemning, jeg fornam.
, den hele Strækning af Byen henimod var brændt ned til Grunden; enkelte nye Bygninger begyndte vel at reise sig, men det Meeste laae endnu i Gruus, med forkullede Bjælker, Taarnene vare i Ruiner. Paa stod opført Rækker af smaa murede Boutiker, hvor de mange Handlende, det var brændt for, nu havde deres Udsalg. – Det blev vanskeligt for Fremmede at komme under Tag. Jeg kom imidlertid just derved under det hyggeligste og bedste; , som var dansk Postmester, modtog mig i sin Familie som en .
Jeg levede smukke Timer med den geniale Speckter. Til mine Eventyr begyndte han just paa Billeder saa ypperlige, saa geniale, saa fulde af Humor, de findes i og i og derfra spadseret over i fransk Oversættelse, som ».«
Der var endnu ingen Jernbane over Lyneborg-Hede, Nat og Dag gik det, i den langsomme Postvogn, ad daarlige Veie , hvor jeg netop kom den sidste Carnevals-Dag og saaledes saae i tydsk Skikkelse, hvad jeg før kun kjendte i romersk; imidlertid skal Cöln, blandt tydske Steder, være den Stad, hvor man har de meest pragtfulde arrangerede i Gaderne; i Düsseldorf blev Lystigheden, som det vilde hedde i Avis-Anmeldelsen, begunstiget af det skjønneste Veir; jeg saae et morsomt Optog, et Cavalerie af Drenge, der, paa deres egne Been, førte Hesten, de syntes at ride paa; en komisk »Narhalle«, Modsætning til »«, der stod aaben for Besøgende, man sagde at Fest-Arrangementet var af Maleren Achenbach, hvem jeg ogsaa lærte at kjende og skatte; mellem Mestere gjenkjendte jeg flere gamle Bekjendte fra mit første Ophold i Rom.
Jeg traf en Landsmand, et Byesbarn fra Odense, det var ; hjemme hos os, strax da han begyndte at male, havde han gjort mit Portrait, , men dette første var ganske skrækkeligt, det saae ud som Skyggen af et Menneske stærkt illumineret, eller En der Aar og Dag har ligget i Presse mellem Folianter, og nu mumietør er taget ud og stillet op; ; her i Düsseldorf havde Benzon hævet sig til Kunstner, og nylig fuldendt et smukt Billede, ; jeg savnede imidlertid deri een Figur der characteristisk hører til og maa kunne give en malerisk Skygge, nemlig »«, forunderlig nok at han ikke kjendte den i selv det fyenske Sprog til Talemaade blevne Person, men nu var det for seent at anbringe ham.
, hvor jeg hørte i , kjedede mig , følte mig søndagsstemt i de herlige Kirker, og dvælede i Skue og Erindringer foran , i hvis Skygge her paa Pladsen blev halshugget. – Taarnet løfter sig med Snirkler og Spidser, en eventyrlig storartet .
heldede jeg mig op til Dørvinduet for at see ud, Døren var ikke lukket, den sprang op, og havde ikke min Naboe seet det og øieblikkelig grebet mig og med al Kraft holdt fast, da var jeg styrtet paa Hovedet ud, nu slap jeg med Skrækken; der var Foraar inde i Frankrig, Markerne grønne, Solen varm; jeg øinede St. Denis, kom forbi , og snart sad jeg i min egen Stue i i Rue Richelieu, ligeover for Bibliotheket.
; , ja beæret mig med et Digt, der stod trykt i ovennævnte Revue, mit Navn var altsaa, som en Klang, gaaet forbi nogle af den literaire Verdens Øren, og jeg fandt derfor denne Gang i Paris hos disse en overraskende venlig Modtagelse. og nød Venlighed, den, beklager sig over ikke at have fundet her, jeg maa altsaa være smigret; paa Victor Hugos Indbydelse og Billet saae jeg i Theater français hans da nyeste og særdeles forfulgte Tragedie »«, der hver Aften blev pebet og ; var meget smuk, havde dertil den franske Dames Elskværdighed, der er saa vel for den Fremmede; af mig, skrevet paa Dansk og oversat, jeg troer af Marmier, var dengang endnu det eneste hun kjendte af mig, som Digter.
Til Digteren Victor Hugos Kone
En lille Flugt herfra, kun nogle Dage,
Der ligger Danmark, Bøgens, Kornets Land,
Som lod en Tycho Brahe fra sig jage,
Som eier Thorvaldsen og – Skov og Strand;
Det er for Skandinaviens Riger; –
Der blev jeg født, det danske Sprog er mit,
Der sang jeg tidt for unge danske Piger,
Der svang min sig mod Himlen frit,
Der kom som Gjest tidt i min lille Stue,
Din Victors Sange, »« jeg saae,
, og »«;13
Jeg elsker ham, han er mig stor og kjær,
Hans Musa kjender jeg paa Blik og Tale,
Hun, som min egen, er mit Hjerte nær.
For Dig, hans Viv, hans unge Kjærlighed,
For Dig jeg lægger Sang-Bouquetten ned,
Igjennem den og Dig han smukt erfare,
At han i Nord vandt mig – og vist en Skare!
aabnede mig deres Huus, hvor jeg traf ikke blot franske Kunstnere og Forfattere, saaledes Louis Blanc, men ogsaa fremmede, den tydske Forfatter og Critiker Rellstab, og Spanieren Martinez de la Rosas; med denne Sidste havde jeg længe talt uden at vide, hvem han var, hele hans Personlighed og det Indtryk, hans Conversation havde gjort paa mig, bragte mig til at spørge Madame Ancelot hvem denne Herre var; »har jeg ikke presenteret dem for hinanden,« sagde hun, »det er Statsmanden, Digteren Martinez de la Rosas!« hun førte os igjen sammen, sagde hvem jeg var, og han spurgte til gamle i Kjøbenhavn og fortalte for Kredsen her, hvor smukt og deeltagende Kong Frederik den Sjette havde taget sig af Spanieren, da Denne havde bedet ham om Raad, til hvilket Partie hjemme han skulde slutte sig, og da det, han da holdt sig til, blev det tabende, fandt han Ansættelse og Hjem hos den danske Konge. Snart dreiede Samtalen sig ganske om Danmark, og da her just nu var en ung Diplomat, der havde været hos os i Ærinde ved , fik vi en, for mig som Dansk, eiendommelig, men velmeent, begeistret Skildring af Frederiksborg og Festen der; han talte om de mægtige Egeskove, det gamle gothiske Slot midt i Vandet, den lueforgyldte Kirke og – hvad der klang komisk, da det syntes, som om han antog det for daglig Skik og Brug – at alle høie Embedsmænd gik i gule og hvide Silkeklæder, med Fjer i Baretten og med lange slæbende Fløielskaaber, dem, de i Gaderne maatte kaste over Armen. Han havde selv seet det! og jeg maatte tilstaae, at ved Kroningstiden var det Tilfældet.
forekom mig i sit Hjem og i hele sin personlige Fremtræden, som Fyrsten blandt dem Alle; og da jeg undskyldte, at jeg talte hans Modersmaal saa daarligt, svarede han smukt og med fransk Høflighed: at han burde dadles, fordi han ikke forstod de nordiske Sprog, i hvilke der, som han havde lært, var en Literatur frisk og fremblomstrende, hvor den poetiske Jordbund var saa mærkelig, at man kun behøvede at bøie sig ned, saa tog man et gammelt Guldhorn op. Han spurgte mig om »«, udtalte sin Lyst til, over Danmark, at besøge Stockholm; han erindrede sig vor da regjerende Konge, ; han viste iøvrigt et Navne-Bekjendtskab til Personer og Stæder i Danmark, som hos en Franskmand overraskede mig. syntes en af disse hjertelige og dog bestemte Characterer, man snart og tillidsfuldt slutter sig til; der var noget trofast og klogt i hendes Øine. Før min Afreise fra Paris skrev Lamartine til mig, efterfølgende lille Digt.
Cachez vous quelquefois dans les pages d’un livre
une fleur du matin cueillie aux rameaux verds
quand vous rouvrez la page après de longs hyvers,
aussi pur qu’au printemps son parfum vous ennyvre,
apres les jours bornés qu’ici mon nom doit vivre
qu’un heureux souvenir sorte encore de ces vers!
Paris 3 Mai 1843.
Lamartine.
Den joviale fandt jeg sædvanlig i Sengen, om det endogsaa var langt over Middag, her laae han med Papir, Pen og Blæk og skrev paa sit nyeste Drama: »«; Han boede i Hôtel des Princes i Rue Richelieu, var i Florents, Sønnen, , der senere er traadt i Faderens literaire Fodspor, havde sin egen Leilighed i Byen. »Jeg lever ganske som ,« sagde Dumas, »saaledes maa De tage tiltakke med mig!« Een Aften førte han mig om paa forskjellige Theatre, for at jeg kunde see der Livet bag Coulisserne; vi vare i Palais Royal, talte med og , vandrede saa Arm i Arm ad den brogede Boulevard hen til théâtre St. Martin; »nu er de just i de korte Skjørter!« sagde Dumas, »skal vi gaae derop!« det gjorde vi, og bag Coulisser og Tæpper, skrede vi igjennem Havet i »«; der var en Vrimmel af Mennesker, Maskinfolk, Choristinder og Dandserinder, Dumas førte mig midt ind i den surrende Mængde. Paa Boulevarden, da vi gik hjem igjen, mødte vi en ganske ung Mand, som standsede os, »det er min Søn!« sagde Alexander Dumas, ham havde jeg alt, da jeg var atten Aar, og han er nu i samme Alder og har ingen Søn!« Det var den senere noksom bekjendte »Dumas fils«.
Alexander Dumas skyldte jeg mit Bekjendtskab med ; jeg havde endnu ikke seet hende spille, da han en Dag spurgte mig, om jeg havde Lyst til at gjøre hendes Bekjendtskab. Det var mit høieste Ønske. En Aften, hun optraadte i »Phædra«, førte han mig op paa Scenen i theâtre francais. Paa de andre Theatre havde han uden videre strax taget mig med ind bag Coulisserne, her bad han mig vente lidt udenfor, og kom derpaa tilbage for at føre mig til Scenens Dronning. Stykket var begyndt; han gik med mig frem til en af de første Coulisser, bag hvilke var, ved et Skjærmbræt, indrettet ligesom et Værelse, hvor der stod et Bord med Forfriskninger og nogle Tabouretter, her sad den unge Pige, der, som ; hun var særdeles mager, fiint bygget og saae meget ung ud; her, og senere i sit Hjem, forekom hun mig et Billede paa Sorgen, hun syntes en ung Pige, der netop har udgrædt sin Smerte og nu lod Tanken stille hvile over det Forbigangne. Hun tiltalte os venligt; det var en dyb, mandig Stemme. I Samtalens Løb med Alexander Dumas glemte hun mig, det var, som om han følte det og vendte sig mod mig, idet han sagde til hende: »det er en sand Digter og en sand Beundrer af Dem! veed De, hvad han sagde til mig, da vi gik opad Trappen: »»jeg er ved at faae ondt, saaledes banker mit Hjerte, ved at jeg nu skal tale med Den, som taler smukkest Fransk i Frankrig!««« hun smilede, sagde nogle venlige Ord, og jeg tog Mod til at blande mig i Samtalen, jeg sagde, at jeg havde seet meget Interessant og Herligt i denne Verden, men at jeg ikke havde seet Rachel! og at det meget var for hendes Skyld, jeg havde foretaget Reisen her til Paris, den, jeg anvendte hele Indtægten til af et af mine seneste Arbeider. Jeg undskyldte imidlertid mit daarlige franske Sprog – hun smilede og sagde: »naar De siger en fransk Dame noget saa Galant, som det De der siger mig, saa finder hun altid, De taler vel!« Jeg fortalte hende, hvorledes hendes Navn lød til Norden. »Kommer jeg engang«, sagde hun, »til Petersborg og Kjøbenhavn, til Deres By, da maa De være min Beskytter, De er nu den Eneste, jeg kjender der, dog for at vi mere kunne kjendes, og da De, som De siger, meget er kommet til Paris for min Skyld, saa maae vi oftere sees! De vil være velkommen hos mig! jeg seer altid mine Venner hver Torsdag! men – Pligten kalder!« udbrød hun, rakte os Haanden, nikkede venligt og stod nu nogle Skridt fra os inde paa Scenen, større, ganske anderledes, med et Udtryk, som den tragiske Musa selv. Det jublende Bifald for hende lød op til os.
Jeg kan, som Nordboe, ikke vænne mig til den franske Maade at spille Tragedie paa; Rachel spiller ligesom de Andre der, men hos hende synes denne Maade at være Natur, det er, som om de Øvrige kun stræbte at efterligne hende! hun er den franske tragiske Musa selv, de Andre ere kun stakkels Mennesker. Naar man seer Rachel spille, troer man, at al Tragediespil maa være som hendes. Der er Sandhed, der er Natur, men i en anden Aabenbarelse, end vi oppe i Norden kjende den.
fandt jeg Alt rigt og prægtigt, maaskee lidt for arrangeret; det forreste Værelse var blaagrønt med matte Lamper og Statuetter af franske Skribenter; i den egentlige Salon var Purpuret det fremherskende i Betræk, Gardiner og Bogskabe; selv var hun klædt i Sort, omtrent som paa hendes Billede i . Selskabet bestod af Herrer, meest Kunstnere og Videnskabsmænd, ogsaa et Par Titler hørte jeg; rigklædte Tjenere opraabte de Fremmedes Navne. Der blev drukket Thee, givet Forfriskninger, mere paa tydsk end paa fransk Maade. Jeg hørte hende ogsaa tale Tydsk; Victor Hugo havde sagt mig, at han havde hørt hende tale det med , jeg spurgte hende ad, og hun svarede paa Tydsk: »jeg kan læse det! , jeg har tydske Bøger; see her!« og hun viste mig , men fortsatte derpaa strax Samtalen paa Fransk. Hun yttrede Lyst til at spille Sapphos Rolle; talte derpaa om , hvilken Rolle hun havde udført. Jeg saae hende deri og uforglemmelig er mig især den kongelige Storhed, hun næsten blev høiere og mægtigere derved, idet hun i Scenen med Elisabeth sagde:
»« den Haan, der laae i Betoningen af Ordet Elisabeth, var mere end lange Vers og Ord kunne udmale. Iøvrigt var det især hendes Fremstilling i sidste Act, som overraskede mig, hun gav denne med en Sandhed, en Ro, som en nordisk eller germanisk ægte Kunstnerinde vil give den, men just i denne Act behagede hun mindre Franskmændene. »Mine Landsmænd,« sagde hun til mig, »ere ikke vante til denne Maade, og dog kun paa den alene kan den gives; man kan ikke være en Rasende, idet Hjertet er ved at briste af Sorg, og man for evig tager Afsked med sine Venner!«
Hendes Salon var meest decoreret med Bøger, og disse vare alle prægtigt indbundne opstillede i rige Glasskabe. Paa Væggen hang et Maleri, der forestillede det Indre af ; under dette Maleri hang et smukt lille Bogskab med, hvad jeg kalder »den høie Adel blandt Digterne«, der var Goethe, Schiller, , Shakespeare etc. Hun gjorde mig mange Spørgsmaal om Tydskland og Danmark, om Kunst og Theater, og med et venligt Smiil omkring den alvorlige Mund og et hjerteligt Nikken, opmuntrede mig, naar jeg i min Klattren i det franske Sprog, et Øieblik holdt op for at samle mig og finde Udtrykket. »Bliv kun ved!« sagde hun. »De taler ikke godt Fransk! jeg har hørt Fremmede tale mit Sprog bedre, men det har tidt ikke interesseret mig saameget som her; jeg forstaaer hos Dem fuldkommen Sjælen, og den er Hovedsagen, den interesserer mig just hos Dem.«
Da vi sidste Gang skiltes, skrev hun i mit Album:
L’art c’est le vrai.
J’espère que cet aphorisme ne semblera pas paradoxal à un écrivain aussi distingué que Monsieur Andersen.
Rachel.
Paris le 28 Avril 1843.
En elskelig Personlighed aabenbarede sig for mig i ; gift med en , syntes i hans Hjem og hos ham alt det Bedste fra begge Nationer at aabenbare sig. , jeg var i Paris, kom næsten ud mod Midnat han, der ved aandelig Rang og jordisk Formue bedst maatte paa den Tid være at søge i de rige Saloner, hen til mig, op ad de mange Trapper i Hotellet Valois, heelt op under Taget, selv bærende underArmen alle sine Værker, som han bragte mig til Afsked og Erindring. Der laae saa megen Inderlighed i hans Ord, lyste saa megen Hjertelighed ud af hans Øine, at jeg ved Skilsmissen kom i Taarer.
Ogsaa saae og talte jeg oftere med, der var Noget i hans Natur og Ligefremhed, der mindede mig om Thorvaldsen og Bissen. Det var i den sidste Tid, under mit daværende Ophold i Paris, at vi lærte at kjende hinanden, han beklagede, at det var skeet saa seent og spurgte, om jeg ikke kunde blive længere, han vilde da gjøre min Buste i Medaillon. »Men De kjender mig ikke som Digter, veed ikke, om jeg fortjener en saadan Ære!« Han saae mig stift ind i Ansigtet, klappede mig paa Skulderen: »Jeg har læst Dem selv, før jeg læste Deres Bøger!« sagde han smilende: »De er en Digter!«
, Forfatterinden til »les epaves«, den lille Fortælling, jeg netop havde benyttet til mit Drama »Mulatten«, jeg fortalte hende det, fortalte hende om, hvad Virkning Stykket havde gjort, det interesserede hende saameget, at hun fra den Aften blev min særdeles Beskytterinde. Vi gik en Aften sammen og udvexlede Ideer for hinanden, hun rettede mig i Fransk, lod mig gjentage, hvad der ikke klang hende correct, og var mig ganske moderlig god; hun er en høit begavet Dame med et klart Blik for Verden.
Balzac hvem jeg, som sagt, samtidigen gjorde Bekjendtskab med, saae jeg i Grevinde Bocarmés Salon, som elegant, fiinklædt Herre, de forreste Tænder skinnede hvide frem mellem de røde Læber, han syntes jovial, men kun lidet talende, i det mindste i denne Kreds; , hang sig fast ved ham og mig, drog os hen til en Sopha og satte sig imellem os, idet hun balancerende i Beskedenhed talte om, hvor lille hun blev mellem os To, jeg vendte Hovedet tilbage og mødte nu bag hendes Ryg, Balzacs satiriske, leende Ansigt, med halv aaben Mund, som han kunstigt fordreiede mod mig, det var egentligt vort første Møde.
En Dag gaaer jeg igjennem Louvre og møder her en Mand, der i Figur, Gang og Ansigtstræk ganske er Balzac, men Manden er i aldeles daarlige, forslidte Klæder, ja disse ere endogsaa ganske skidne, Støvlerne ubørstede, Beenklæderne med tørt Gadesnavs neden om, og Hatten bulet og slidt, jeg studsede, Manden smilede til mig, jeg gik forbi, men det var mig altfor utrolig en Lighed, jeg vendte om, løb efter ham og sagde: »De er dog ikke Hr. Balzac!« han loe, viste de hvide Tænder, og sagde blot: »imorgen reiser Monsieur Balzac til Petersborg!« han trykkede min Haand, hans var blød og fiin, han nikkede og gik. Det maatte være Balzac, maaskee havde han i denne Klædning været paa Forfatter-Opdagelser i Paris’s Mysterier, eller var Manden jeg saae en ganske anden, der, da han i saa høi Grad lignede Balzac, oftere var blevet antaget for ham og nu morede sig ved denne Mystification for den Fremmede. Da jeg et Par Dage efter talte med Grevinde Bocarmé, bragte hun mig en Hilsen fra Balzac – han var reist til Petersborg.
Med traf jeg igjen sammen, han var blevet gift her i Paris, siden jeg var her sidst; jeg fandt ham noget lidende, men saa fuld af Energi, og saa hjertelig mod mig, saa naturlig, at jeg denne Gang ikke følte Frygt for, hos ham, at være som jeg er. En Dag havde han fortalt paa Fransk, for , mit Eventyr: »den standhaftige Tinsoldat,« og ved at sige, at jeg var Forfatteren, førte han mig til hende. »Udgiver De Deres Reise hertil?« spurgte han først, og da jeg sagde Nei, vedblev han, »ja, saa skal jeg vise Dem min Kone!« hun var en livlig, net, ung Pariserinde; en Børneflok, »vi have laant den hos Naboens, for vi have selv ingen!« sagde Heine, legede om hende i Stuen. Hun og jeg legede med, medens Heine i Sideværelset skrev:
Ein Lachen und Singen! Es blitzen und gaukeln
Die Sonnenlichter. Die Wellen schaukeln
Den lustigen Kahn. Ich saß darinn
Mit lieben Freunden und leichtem Sinn.
Der Kahn zerbrach in eitel Trümmer,
Die Freunde waren schlechte Schwimmer,
Sie gingen unter im Vaterland;
Mich warf der Sturm an den Seinestrand.
Ich hab’ ein neues Schiff bestiegen,
Mit neuen Genossen; es wogen und wiegen
Die fremden Fluthen mich hin und her –
Wie fern die Heimath! Mein Herz wie schwer.
Und das ist wieder ein Singen und Lachen –
Es pfeift der Wind, die Planken krachen –
Am Himmel erlischt der letzte Stern –
Mein Herz wie schwer! die Heimath wie fern!
Diese Verke die ich hier, in das Album meines lieben Freundes Andersen, schreibe, habe ich den 4ten Mai 1843 zu Paris gedichtet.
Heinrich Heine.
Ved de Mange, jeg her har nævnet, og hvortil endnu en Række kunde føies, som Componisten Kalkbrenner og Gathy, Medudgivere af , , der har bereist Danmark, Norge og Sverrig, blev Opholdet i Paris mig rigt og opmuntrende, jeg følte mig der ikke som en Fremmed; jeg fandt hos de Største og Bedste den venligste Modtagelse, det var som gav man en Forudbetaling paa Værker af mig, man ventede paa, og i disse at see, at man ikke havde taget feil af mig. Hertil kom, at jeg, under dette Ophold, levede sammen med en Kreds af høitbegavede, unge Landsmænd, hvem jeg Alle forud kjendte, saaledes , (der siden faldt ved Idsted) Orla Lehmann, Krieger, Buntzen, Schiern, og een af de daglige kjære Omgangs-Venner fra Hjemmet .
Fra Tydskland, hvor allerede da flere af mine Skrifter vare oversatte og læste, modtog jeg ogsaa her i Paris et glædeligt, opmuntrende Beviis paa Interesse for mig som Digter. , og der en Tid finde et Hjem, dersom jeg fandt mig vel i det. Der var noget saa inderligt, saa naturligt i dette Brev, det første jeg paa denne Reise fik, og som i Paris, og strax ved min Ankomst naaede mig, og en mærkelig Modsætning er det til hiint Brev, jeg her modtog 1833, som det første fra mit Fædreland. Hertil var ogsaa hentydet i Brevet, man kjendte Hjemmets første Hilsen til mig den Gang ude, og skrev, »denne Gang haabe vi, at denne hjertelige og velmeente Skrivelse skal, fra tydsk Grund, bringe Dem en glædeligere Hilsen.« Jeg modtog Indbydelsen, og fandt saaledes ved mine Skrifter, i Tydskland, mig ligesom adopteret i et Huus, hvor jeg siden gjerne flyver hen, og hvor jeg veed, at det nu ikke blot er Digteren, men Mennesket de have faaet kjær.
Hvor mange lignende Beviser har jeg ikke siden ude modtaget! Eet vil jeg fremhæve formedelst dets Eiendommelighed: der lever i Sachsen . Jeg troer, at de nu ere i Theatrets Orchester i en af Tydsklands største . Man kan vel med Ret sige, at det samme vistnok var blevet gjort for disse to Børn, og det af samme fortræffelige Dame, uden at min Bog behøvede at have været til, eller blive læst af hende, men det er dog nu skeet, og saaledes et Factum, og altsaa et Led med i Kjæden af hvad der har voldt mig Glæde.
; jeg vidste, at i en af Byerne der boede , hvem Kongen af Preussen dengang havde givet en Pension. Det Malende i hans Digte havde levende tiltalt mig, jeg ønskede at tale med ham Ansigt til Ansigt; jeg standsede derfor ved et Par af Rhinbyerne og spurgte efter ham. I St. Goar viste man mig et Huus, hvor man sagde mig, at han boede. Jeg traadte derind, han sad ved sit Arbeidsbord og syntes at blive utilfreds ved at forstyrres af en Fremmed. Jeg sagde ikke mit Navn, sagde kun, at jeg kunde ikke tage forbi St. Goar, uden at have hilset paa Freiligrath. »Det er meget venligt af Dem!« sagde han i en noget kold Tone, spurgte, hvem jeg var, og da jeg svarede: »vi have begge een og samme Ven, Chamisso!« sprang han jublende i Veiret: »Andersen!« raabte han, »det er Dem!« og han fløi mig om Halsen, hans ærlige Øine lyste. »Nu bliver De nogle Dage hos os!« sagde han; jeg fortalte, at jeg kun blev to Timer, idet jeg var , som reiste videre. »De har mange Venner i det lille St. Goar!« sagde han, »jeg har nylig her for en stor Kreds læst Deres »O. T.«; een af Vennerne maa jeg dog have herhen, og maa De see! ja, De veed nok ikke, at De har nogen Deel i vort Giftermaal!« og han fortalte nu, hvorledes min Roman »nur ein Geiger« havde bragt dem i Brevvexling, og hvorledes de tilsidst da virkelig vare blevne Mand og Kone. Han kaldte paa hende, nævnede mit Navn, og jeg var som en gammel Ven hos dem; før vi skiltes, tog han frem et Manuskript; »det var bestemt for Dem, før vi saae hinanden!« sagde han, »jeg hørte dengang, De var paa Reise, og jeg vilde havde sendt Dem det, men der kom Forhindringer, og Digtet lagdes hen!« nu skrev han deraf paa et Blad:
( Erste Strophe eines unvollendeten Gedichtes an H. C. Andersen, als er am Ende 1840 seine Reise in der Orient antrat.)
St. Goar 18. Mai 1843.
F. Freiligrath.
Du bist gewiß die Storche nachgegangen;
Daß Du sie liebst, ich wußt’es lange schon.
Sie schwirrten auf, sie sind davon geflogen;
Auf und davon – das ist ein lust’ger Ton!
Du sahst empor: die weißen Federn wallten;
Sie blitzten flockig in der Sonne Strahl;
Da stand es fest! »Was laß ich hier mich halten?
Fort in den Süden wiederum einmal!«
I Bonn, hvor jeg overnattede, besøgte jeg næste Morgen den gamle ; jeg kjendte ham da kun som Digteren til den skjønne kraftige Sang:
Jeg traf en kraftig, rødmusset Gubbe med sølvhvidt Haar, han talte Svensk med mig, det svenske Sprog havde han lært, da han, som Flygtning for Napoleon, gjestede vort Naboland; der var Ungdom og Raskhed i Gubben; jeg var ham ikke ubekjendt, og det lod til, at det, at jeg var fra et af de skandinaviske Lande, gav ham større Interesse for mig. Under Samtalens Løb blev en Fremmed meldt, Ingen af os hørte ret Navnet; det var en ung, smuk Mand med et solbrændt, kjækt Ansigt, han satte sig stille ned indenfor Døren, og først idet Arndt fulgte mig ud, og Manden reiste sig, udbrød den Gamle fornøiet: ! – ja, det var ham, den unge Digter fra Lübeck, hvis friske, deilige Sange i kort Tid klang gjennem de tydske Lande, og hvem ogsaa Kongen af Preussen havde givet en Slags Pension ligesom Freiligrath; til ham, i St. Goar, vilde just Geibel, og der tilbringe flere Maaneder. Nu kom jeg ikke strax bort, det nye Digterbekjendtskab blev gjort. Geibel var saa smuk, kraftfuld og frisk; saaledes som han der stod, ved Siden af den kjernesunde Digtergubbe, saae jeg i de To, den unge og gamle lige friske Poesie. blev hentet fra Kjelderen, den grønne svømmede deri, det var »« og til Mai, til Vaarens Priis, gav den gamle Skjald mig et Vers med paa Veien.
Drum mein Lenz sollst Du nicht schweigen,
Klinge, Mai, mit Freudenschall!
Klingt mit Pfeifen, Flöten, Geigen,
Kukuk, Lerch und Nachtigall!
Deutschlands Frühling, er wird kommen!
Für die Wälschen klingt Schaßab!
Allen Guten, Tapfern, Frommen,
Leg’ ich diesem Wunsch auf’s Grab.
Mit diesen meinen letzten Vers grabe ich einem frommen, kindlichen, nordischen Mann meine Erinnerung ein.
E. M. Arndt aus Rügen.
Bonn den 19. Mai 1843.
»«, har engang en engelsk Forfatter kaldt mig, og taknemlig maa jeg erkjende det meget Glædelige, jeg har modtaget i mit Liv; det Held at mødes med og kjende til de Ædleste og Bedste i min Tid; jeg fortæller dette, som jeg tidligere har fortalt om det Fattige, det Ydmygende, det Trykkende jeg har prøvet; denne Meddelen om Glæde og Hæder have Nogle kaldt hos mig Hovmod, Forfængelighed, hvor aldeles urigtig er det at lægge det hen under disse Benævnelser.
Det er udefra, at al den omtalte og Hæder er bragt mig, man vil maaskee spørge herhjemme, om jeg da aldrig blev angrebet i Udlandet? Og jeg maa svare »Nei!« egentligt Angreb havde jeg dengang endnu aldrig truffet paa, man havde herhjemme Intet viist mig, og saa maa der vist endnu Intet have været, et eneste undtagen, vel givet i Tydskland, men født i Danmark, netop født, medens jeg dennegang var i Paris. En Tydsker, Hr. Boas, bereiste da Skandinavien og skrev en Bog derom, han gav i den en Slags Udsigt over dansk Literatur og lod samme ogsaa aftrykke i »Grenzboten«, deri er jeg som Digter og Menneske blevet, syntes det mig, temmelig haardt medtaget. Flere danske Forfattere, f. Ex. , havde ogsaa Ret til at beklage sig. Af Smaalivets Snik-Snak i Kjøbenhavn havde Hr. Boas øst; hans Bog vakte Opmærksomhed her, men Ingen vilde gjælde for at have været hans Meddeler; ja, Digteren . Denne unge Mand skal her i Kjøbenhavn, er der sagt mig, have sluttet sig til nogle af de unge Mennesker, som dengang hørte til en bestemt Clique, og hvad de i muntert Lag snakkede, Løst og Fast, om danske Digtere og deres Skrifter, har gaaet hjem, skrevet op og fortalt i sin Bog; imidlertid er der dog nogen Sandhed heri, han giver et Udtryk af, om ikke alle Danskes, saa dog Mængdens Dom over mig dengang, den er noget ukjærlig og haard, ikke blot over mig som Digter, men som Menneske. , er jo ganske characteristisk; Tydske, mellem disse Ludwig Tieck, søgte derimod at udviske den ilde Stemning det Skrevne satte mig i: man forsikkrede, at jeg alt havde et stort Publicum i Tydskland, og at den opfattede gode Mening om mig ikke kunde lide ved at Hr. Boas nedsatte mig med Attester fra Kjøbenhavn. Jeg har . I et Aar vexler Meget, just Aaret efter steg min Bølge, da udgav jeg »nye Eventyr«, der bragte en, indtil dette Øieblik, fast og hædrende Mening om mig i mit Fædreland, ja fra den Tid at regne, har jeg Intet særligt at beklage mig over, jeg har efterhaanden faaet og faaer al den Erkjendelse og Gunst, jeg kan fortjene, ja maaskee lidt Mere endda.
Det er mine »Eventyr«, der ubetinget i Danmark sættes øverst af Alt, hvad jeg har leveret. Jeg maa derfor dvæle lidt ved disse Digtninger, der ved deres første Fremtrædelse slet ikke her blev opmuntrende modtaget, men først siden, som sagt, erholdt deres store Erkjendelse.
, hvor det fremtræder ironiserende med Dramaet »«; i samme Bog sees ligeledes ; Beskrivelsen af »Alferne paa Lyneborghede« hører ganske til Eventyrdigtningen, Noget .
Kun et Par Maaneder efter at »Improvisatoren« 1835 udkom, fulgte , der ikke blev stort anseet, ja man, som sagt, beklagede endogsaa, at en Forfatter der nylig havde gjort endog et Slags Skridt fremad i »Improvisatoren«, strax igjen sank tilbage og kom med Noget saa barnagtigt som disse Eventyr. Her hvor jeg vistnok fortjente Roes, Erkjendelse og Opmuntring, idet min Productivitet brød frem i en ny Retning, fik jeg kun Dadel; Flere af mine Venner, hvis Dom jeg satte Priis paa, raadede mig ogsaa aldeles fra at skrive Eventyr, man sagde almindeligt, at jeg ikke havde Talent derfor, og at det ikke var Noget for vor Tid, Andre meente, at vilde jeg forsøge mig deri, burde jeg studere de franske Eventyr-Mønstre. »« omtaler aldeles ikke mine Eventyr og har aldrig nogensinde gjort det, Tidsskriftet »Dannora«, for Critic og Anticritik, redigeret og udgivet af , var 1836 det eneste, som gav en Anmeldelse, der nu lyder ganske morsom, men dengang naturligviis bedrøvede mig; Anmelderen siger, »at disse Eventyr ville kunne more Børn, men det er saa langt fra, at disse deri ville kunne finde nogen Opbyggelse, at Anmelderen end ikke tør indestaae for denne Læsnings Uskadelighed. Idetmindste vil vist ingen paastaae, at Barnets Tact for Sømmelighed skærpes, naar det læser om en Prindsesse, der sovende rider paa en Hunds Ryg hen til en Soldat, som kysser hende, hvorefter hun selv, lysvaagen, fortæller denne smukke Tildragelse som – en underlig Drøm; o. s. v.« Eventyret »Prindsessen paa Ærten« finder Anmelderen savner Saltet og det forekommer ham, – »ikke blot udelicat, men endog uforsvarlig, forsaavidt Barnet deraf kan indsuge den falske Forestilling, at saa høi en Dame altid maa være forskrækkelig ømskindet.« Anmelderen slutter med det Ønske, at Forfatteren »ikke fremdeles vil spilde Tid paa at skrive Eventyr for Børn.« Disse paatrængte sig mig imidlertid saa levende, at jeg ikke kunde opgive det. Jeg havde i det først udkomne Hefte ligesom , men paa min Maade, givet gamle Eventyr, hvilke jeg havde hørt som Barn; den Tone, hvori de endnu klang for mig, var mig den naturligste, men jeg vidste nok, at den lærde Critik vilde dadle dette Sprog; for altsaa at stille disse paa et Standpunkt, kaldte jeg dem »Eventyr, fortalte for Børn«, uagtet min Mening var, at de skulde være baade for Børn og Ældre; det første Hefte sluttedes med eet originalt: »«, dette havde man mindst at udsætte paa, uagtet det dog er temmelig beslægtet med , og har allerede ogsaa sin Rod i »«.
Min Lyst og Trang til at skrive Eventyr tog til, jeg kunde ikke lade det være; det lille Glimt Venlighed, Enkelte viste ovennævnte selvopfundne Eventyr, fik mig til at forsøge mine Kræfter i saaledes at digte flere; og snart , hvori var det største endnu af de opfundne, nemlig den »den lille Havfrue«. Ved dette Eventyr især blev Opmærksomheden vakt, denne tiltog ved , hver Juletid udkom eet og snart hørte det næsten til, at paa et Juletræ maatte mine Eventyr ikke savnes. gjorde endogsaa Forsøg paa at fortælle enkelte af Eventyrene fra Theatret, det var noget Nyt og en Afvexling for de til Overmættelse hørte Declamationsnumere. Det tog sig ud, og blev især i den seneste Tid særdeles vel optagen, derimod ikke strax. ; jeg kunde have svaret, men gjorde det ikke: det er neppe Eventyrene, man der giver Bifald, men den høitskattede Kunstner eller Kunstnerinde, der fortæller dem.
For at stille Læserne paa deres rette Sted havde jeg, som sagt, betitlet de første Hefter: »Eventyr, fortalte for Børn«; jeg havde sat mine Smaafortællinger paa Papiret ganske i det Sprog, med de Udtryk, i hvilke jeg selv mundtlig havde fortalt dem for de Smaa og var kommet til den Erkjendelse, at de meest forskjellige Aldere gik ind herpaa; Børnene morede sig meest ved, hvad jeg vil kalde Staffagen, den Ældre interesserede sig derimod ved den dybere Idee. Eventyrene bleve en Læsning for Børn og Voxne, hvilket jeg troer, i vor Tid, er Opgaven for Den, der vil skrive Eventyr. De begyndte at finde aabne Døre og aabne Hjerter; og nu udslettede jeg: »fortalte for Børn« og lod følge , hvilke jeg alle selv havde opfundet og som bleve optagne herhjemme med al , jeg kunde ikke ønske en større, og følte ordenlig Angest derved, en Frygt for, ikke at kunne ved hvert nyt Hefte hævde en saa opmuntrende Dom. Det var »Fædrelandet«, der først af alle danske Blade og Skrifter, gav mig en hædrende, erkjendende Anmeldelse, idet første Hefte af nye Eventyr, med »den grimme Ælling«, »Nattergalen« etc. udkom, det var »Fædrelandet« som senere drog frem Udlandets store Velvillie for disse mine Digtninger; saaledes meddeelte det 1846 – »I det londonske Blad, »The Atheneum«, der er bekjendt for Upartiskheden af sine Critiker over engelske Skrifter, anmeldes Oversættelsen af Andersens Eventyr paa følgende Maade: Skjøndt det vel vilde synes en Grille, kunde vi dog nok forsvare den Paastand, at den meest passende Form for en Anmældelse af dette Værk vilde være en Alfemelodi, saadan som , eller som improviserende kan hviske i en mild, begeistret Stemning. En almindelig er for fiirkantet, for skarp, for ugracieus, til at indbyde fiintfølende Læsere til Blade, der ere saa fulde af Fortryllelse, som disse. Kan Verden blive gammel, kan Digteren (som nogle klage over) være udartet til et Maaneskinsvæsen, der spilder sin Tid med at rode i Forfædrenes Grave efter deres skjulte Rigdomme, naar Skatte, der ere saa udsøgte som disse, endnu fra Tid til anden komme frem for Dagens Lys.« o. s. v.
Hvilken Modsætning, mellem den første Dom hjemme og den første Dom ude! Det var den dygtige , hvortil han skrev de fleste Biographier, stillede han mig høit og hæderlig; men hans Dom i det Hele, og over mig, var ikke dengang stort respecteret, man var ham imod, som han i mange Anskuelser slet ikke fulgte Øieblikkets Strømning; imidlertid, det var en offentlig Stemme for og ikke imod! om mine »Eventyr« taltes godt hjemme og ude, og derved efterhaanden vandt jeg Kraft til at modstaae de Saar, der kunde komme, jeg havde faaet fast Fod. Der strømmede et Solskin ind i mit Hjerte; jeg følte Mod og Glæde, opfyldtes af en levende Trang efter endnu mere at udvikle mig i denne Retning, trænge ind i Eventyrets Natur, end mere at lægge Mærke til den rige Kilde i Naturen, jeg havde at øse af, og man vil vist, følger man den Orden, hvori mine Eventyr ere skrevne, føle en Fremadskriden, see en mere klar fremtrædende Idee, en større Maadehold i at benytte Midlerne, og om jeg tør sige det, mere Sundhed og Natur-Friskhed.
Som naar man Skridt for Skridt hugger sig en Vei opad en steil Klippe, havde jeg i Hjemmet fra en Side hugget mig fremad, og saae mig nu indrømmet og erkjendt en bestemt, sikker Plads i mit Fædrelands Literatur. Denne Erkjendelse og Mildhed hjemme udrettede mere hos mig end al haard skaanselløs Critik. Inden i mig selv blev det klar Dag, der kom en Ro, en Erkjendelse af at Alt, selv det Bittre i Livet, havde været nødvendigt for mig til min Uddannelse og Lykke.
Eventyrene gik over i de fleste europæiske Sprog, flere Udgaver og Oplag paa Tydsk, ligesom ogsaa paa Engelsk og Fransk, fulgte og ere vedblevne indtil den sidste Tid; Oversættelser ere udkomne ogsaa paa Svensk, Flamsk, Hollandsk o. s. v., og det har saaledes viist sig, at jeg ved at gaae den mig af vor Herre viiste Vei, er gaaet rigtigere end ad den Critiken anviste mig, »at studere franske Mønstre«; havde jeg fulgt disse, var jeg neppe blevet oversat paa Fransk og som Tilfældet er, ; »– ;« heller ikke vilde jeg have opnaaet i det mindste i een Retning, at øve nogen Indflydelse paa mit Fædrelands Literatur, hvilket jeg haaber at have gjort; Udlandet selv tillægger mine Digtninger et saadant Værd for dets Literatur, jeg sigter her fornemlig til den dygtige Critiker . Ved den nyere Tids Stræben efter – siger han – at gjengive den reelle Verden i bestemte og tiltrækkende Omrids, var det naturligt, at Poesien kastede sig i den phantastiske Verden, for i den at finde en Natur, man kunde have Glæde af og fordybede sig i Detaillen, i Det, der var Smaat i Naturen og Menneskene. » Diese Freude am Detail, dieses sinnige und geistvolle Auge für das Kleinleben der Natur und der Seele ist es, was Andersen eine berechtigte und werthvolle Stellung in der Entwickelung der neueren Literatur giebt. In der Regel finden Dichter, deren Virtuosität in’s Kleine geht, bei einer fremden Nation schwer Eingang, weil in ihrem Detail eine Menge von Beziehungen vorkommen müssen, die dem Fremden nicht verständlich sind. Andersen aber hat in Deutschland so viel Wohlwollen gefunden, daß er hier fast ebenso zu Hause ist, wie in seinem Vaterland, Dänemark. Seine Poesie kam gerade zur rechten Zeit für Deutschland, um zu zeigen, daß man noch Freude an den Gegenständen haben könne. Seine Märchen sind mit Recht in alle Kreise des Volks eingedrungen. Ihre humoristisch-phantastische Färbung ist ganz frei von aller Geziertheit, und nur sehr selten wird der Dichter sentimental, die Einfälle sind überall ebenso zierlich als überraschend; seine zahlreichen, bunt ausgeführten Figuren haben ebensowenig von dem bittern Ernst der wirklichen Lebens, als von dem farblosen Idealismus eines aus Modejournalen copirten Märchenbildes. Allerliebst ist es, wie der Dichter mit dem Pantheismus einer gemüthwollen Kinderseele die ganze Welt humanisirt, von der Sonne und den Planeten bis herab zu einem Pantoffel und einer schmutzigen Gaslaterne. Es ist nicht die bequeme Manier, einem beliebigen, belebten oder unbelebten Gegenstand, Worte in den Mund zu legen und wohl oder übel einen Dialog zwischen vernunftlosen Wesen hervorzuspinnen; wir werden ernstlich in die Seele der Tische, Stühle, Violinen, Elfen, Kobolde versetzt, wir fühlen der Dichters psychologischen Blick bis in die alte abgebrochene Stopfnadel hinein; wir empfinden lebhaft, wenn dieser Kater, dieser Contrabaß, dieses Immergrün Gedanken hätte, so müßten sie so, und nicht anders denken. Selbst dem alten und seinem verloren gegangenen Schatten weiß Andersen eine neue humoristische Seite abzugewinnen. Andersen ist eine ächte Dichternatur, welche die verkehrte Welt der Romantik mit Anmuth und Grazie zu einem harmonischen Bilde umschafft.« o. s. v.
Fra 1834 til 1852 fulgte »Eventyr« i forskjellige Hefter og flere Oplag, da , den senere nye Række er fremtraadt under Benævnelsen »Historier«, et Navn, der ikke vilkaarligt er valgt, men herom, ligesom om »Historier« og »Eventyr«, senere endnu nogle Ord.
Forfatteren til »Neapel und die Neapolitaner«, Dr. C. A. Mayer har, allerede 1846, i en temmelig omfangsrig Anmeldelse i »Jahrbücher der Gegenwart«, September og October Heftet, under Overskrift: »Andersen und seine Werke,« med stor Interesse udtalt sig om mine Eventyr; denne Afhandling, der i alle Tilfælde er hædrende for dansk Literatur, synes ikke bemærket eller kjendt herhjemme, den slutter med at stille mine Eventyr-Digtninger paa deres Plads i den tydske Literatur.
»«
Den Plads, Anmelderen her saaledes indrømmer mine Eventyr, er saa stor, saa hædrende, at jeg kunde ønske, at den i Tiden maatte hævde sig som sand, dog det tør jeg troe, man vil altid indrømme, at der, hvor han peger hen, stræbte jeg efter.14
XI
Fra dette Tidspunkt knytter sig et Venskab af stor aandelig Betydning; tidligere har jeg alt omtalt enkelte Personer af offentlig Characteer, som have været af Indvirkning paa mig som Digter, Ingen har i ædlere Betydning været det mere end Den, jeg her vil vende til, Den, ved hvem jeg lærte ligesom end mere at glemme mit eget Jeg og føle det Hellige i Kunsten, erkjende den Mission, Gud har givet mig som Digter.
Jeg gaaer tilbage til 1840. En Dag, i Hotellet i Kjøbenhavn, hvor jeg boede, saae jeg paa Tavlen antegnet mellem Fremmede fra Sverrig: . Jeg vidste allerede dengang, at hun var Stockholms ; jeg havde samme Aar været i Nabolandet, nydt Hæder og Velvillie, jeg troede, at det ikke var upassende at gjøre den unge Kunstnerinde min Opvartning. Hun var dengang udenfor Sverrig aldeles ubekjendt, ja jeg tør troe, at selv i Kjøbenhavn kun meget Faa kjendte hendes Navn; hun modtog mig høfligt men dog fremmed, næsten koldt; hun var, sagde hun, paa Reisen i den sydlige Deel af Sverrig med taget et Par Dage herover til Kjøbenhavn for at see denne Stad. Vi skiltes igjen fremmede for hinanden, og jeg havde Indtrykket af en ganske almindelig Personlighed, der snart igjen udslettedes. 1843 i Høsten kom Jenny Lind igjen til Kjøbenhavn, min Ven Balletmester Bournonville, hvis og Veninde med Jenny Lind, fortalte mig at Denne var her i Byen, at hun venligt erindrede sig mig, og at hun nu havde læst mine Skrifter, det vilde fornøie hende at see mig; han bad mig følge med sig til hende og da, med ham, anvende min Overtalelse til, at hun gav nogle Gjesteroller paa det kongelige Theater; jeg vilde, sagde han, blive ganske henrykt ved hendes Sang.
Vi kom op til Jenny Lind, og ikke som en Fremmed blev jeg nu modtaget, hjerteligt rakte hun mig Haanden, talte om mine Skrifter og om Fredrika Bremer, ogsaa hendes deeltagende Veninde; Talen kom snart paa Optrædelse i Kjøbenhavn, og Jenny Lind yttrede en stor Angest derfor: »udenfor Sverrig har jeg endnu aldrig sunget«, sagde hun, »i mit Hjem ere de Alle saa milde og gode mod mig, og om jeg nu optraadte i Kjøbenhavn og blev pebet ud! – jeg tør ikke!« – Jeg sagde, at jeg naturligviis ikke kunde dømme om hendes Sang, den jeg aldrig havde hørt, vidste heller ikke, hvorledes hendes dramatiske Fremstilling var, men det var jeg forvisset om, at saaledes som for Øieblikket Stemningen var i Kjøbenhavn, vilde hun med en nogenlunde Stemme og lidt dramatisk Spil gjøre Lykke! jeg troede, at hun turde vove det!
Bournonvilles Overtalelse bragte Kjøbenhavnerne en af de største Nydelser de . Jenny Lind ; det var en Aabenbarelse i Kunstens Rige! den ungdomsfriske deilige Stemme trængte til alle Hjerter! her var Sandhed og Natur, Alt fik Betydning og Klarhed. . Det var noget saa eiendommeligt, saa henrivende, man tænkte ikke paa Concert-Salen, Folkemelodierne øvede deres Magt, frembaarne af en saa reen Qvindelighed med Geniets udødelige Præg; der var stor Henrykkelse i Kjøbenhavn; at mange fornemme Kredse forsømte Jenny Lind for at besøge , der var i Mode, og ikke gik til hende, der ingen Berømmelse endnu havde, var jo ganske menneskeligt; men stor Begeistring vakte hun dog hos Alle, som hørte hende. Jenny Lind blev den første Kunstnerinde, hvem de . Fra Hotellet flyttede hun hjem til Bournonvilles, hvor hun som en kjær Slægtning og Veninde levede i Familien, med denne var hun en Eftermiddag fulgt ud til , der dengang boede i Frederiksberg Allee, og her i den dæmrende Aften overraskedes hun ved Fakkelskjær og Sange, . – Hun udtalte sin Tak ved atter at synge et Par af sine Sange, og jeg saae hende da skynde sig hen i den mørkeste Krog og græde sit Hjerte ud: »Ja, ja!« sagde hun, »jeg skal arbeide, jeg skal stræbe! jeg skal blive dygtigere, end jeg er, til jeg atter kommer til Kjøbenhavn!«
Paa Scenen var hun den store Kunstnerinde, der overstraalede hele sin Omgivning, hjemme i sin Stue en bly, ung Pige med hele Barnets Sind og Fromhed. Hendes Optrædelse i Kjøbenhavn gjorde Epoke i vor Operas Historie, hendes Optræden og Personlighed viste mig Kunsten i sin Hellighed; jeg havde seet en af dens . og derfra skrev kort efter Fredrika Bremer til mig om hende: »«
Aaret efter var jeg i Berlin; en Dag da Componisten besøgte mig, kom vi til at tale om Jenny Lind; han havde hørt hende synge de svenske Sange og var forbauset derved, »Men hvorledes spiller hun, hvorledes siger hun en Replik?« spurgte han mig, og jeg udtalte min Henrykkelse, fortalte ham et Par Træk i hendes »Alice«, og han sagde mig, at det maaskee var muligt at han fik hende til Berlin, men at Sagen endnu stod under Forhandling. Det er bekjendt nok, at hun optraadte der, forbausede og henrykkede Alle, vandt i Tydskland først et europæisk Navn.
kom hun igjen til Kjøbenhavn og Enthusiasmen var utrolig og almindelig, Rygtets Glorie gjør jo, at Geniet bliver anskueligt for Alle, Folk bivouaquerede udenfor Theatret for at faae en enkelt Billet, Noget, som gjentog sig siden gjennem Europas og Amerikas Stæder. Jenny Lind traadte op hos os, og forekom selv hendes tidligere Beundrere endnu større end før, thi man fik Leilighed at see hende i flere og høist forskjellige Partier. Hendes »Norma« er ! hver Stilling kunde være den skjønneste Model for en Billedhugger, hvad der kunde synes et dybt tænkt Studium er her Øieblikkets Indflydelse, og ikke det studerede for Speilet, altid nyt og altid sandt. – Jeg har seet , , give »Norma«, og ihvor genial og gribende Enhver vidste at fremstille samme, Jenny Linds har dog meest fyldt og henrevet mig. Hendes Opfatning forekommer mig gribende og sand. Norma er ingen rasende Italienerinde, hun er den krænkede Qvinde, Qvinden, der har Hjerte til at opoffre sig for en uskyldig Medbeilerinde; Qvinden, hos hvem i Øieblikkets Heftighed Tanken kan opstaae at dræbe en troløs Elskers Børn, men naar hun seer de Uskyldige ind i Øiet er afvæbnet. – I Kjøbenhavn udførte Jenny Lind alle sine Partier paa Svensk, de øvrige Syngende gave deres paa Dansk og de to beslægtede Sprog smeltede smukt sammen, der føltes Intet, som forstyrrede, selv i »Regimentets Datter«, hvor der er megen Dialog, fik det Svenske noget Characteristiskt, noget yndigt Klædeligt; og hvilket Spil! ja, Ordet selv er en Modsigelse! det var Natur! Noget mere Sandt er aldrig gaaet over en Scene! hun viser os ganske det ægte Naturbarn opvoxet i Leiren, dog den medfødte Ynde, den medfødte Adel gaaer gjennem hver Bevægelse. »Regimentets Datter« og »« ere vistnok Jenny Linds uovertræffeligste Partier, ingen Anden vil i disse kunne stilles ved Siden af hende. Man leer, man græder, man har godt deraf som af en Kirkegang, man bliver et bedre Menneske! man føler, at Gud er i Kunsten, og hvor Gud staaer Ansigt til Ansigt for os, der er en hellig Kirke. »I Aarhundreder«, sagde til mig om Jenny Lind, »fødtes ikke en Personlighed som hendes!« og hans Ord er min Overbeviisning; man føler ved hendes Fremtrædelse paa Scenen, at den hellige Drik rækkes os i et reent Kar. »Hun vilde være en Fremstillerinde for min !« udbrød Oehlenschläger med lysende Øine, og skrev . Thorvaldsen erkjendte Geniets Glorie hos hende alt ved første Optræden, og da jeg i Parquettet dengang presenterede dem for hinanden, bøiede han sig ned og kyssede hendes Haand, hun blev som et Blod, og vilde kysse hans igjen, og jeg stod forskrækket, da jeg kjendte Publikum, det har mere Critik end Gemyt.
Intet kan udslette Jenny Linds Storhed paa Scenen, uden – hendes egen Personlighed hjemme; et klogt, et barnligt Sind øvede her sin forunderlige Magt; hun var lykkelig ved ikke længere ligesom at tilhøre Verden! et fredeligt eensomt Hjem var dengang hendes Tankers Maal og dog elskende med hele sin Sjæl Kunsten, følte hun sin Mission i den og var beredt at følge den. Et ædelt fromt Sind som hendes bliver ikke fordærvet ved Hyldest! – Een eneste Gang hørte jeg hende udtale Følelsen af sit Talent, og Glæden over det. Det var under dette hendes sidste Ophold i Kjøbenhavn. Næsten hver Aften optraadte hun i Operaen eller Balletten, hver Time var optaget; da hørte hun om »«, dens Virken og Fremgang, Midlerne vare da endnu meget ringe; jeg var Een af dem der talte med hende herom: »Men har jeg da ikke een fri Aften!« sagde hun, »lad mig give en Forestilling til Indtægt for disse Børn, men saa ville vi have dobbelte Priser!« – Dette var Noget, hun dengang ellers holdt strengt paa, der ikke maatte skee, naar hun her sang. , hun gav Scener af og af , den sidste især var noget saa mægtigt gribende, at selv Walter Scott neppe i sin Tanke har seet et skjønnere, mere tro Billede af den ulykkelige Lucia. En betydelig Indtægt kom ind ved denne Forestilling, jeg nævnede hende denne Sum, sagde hende, at ved den var nu et Par Aar de stakkels Børn hjulpne. Da lyste hendes Ansigt, Taarerne stode i hendes Øine: »det er dog deiligt, at jeg saaledes kan synge!« udbrød hun.
Med en Broders hele Sind skattede jeg hende, var lykkelig ved at kjende og forstaae en saadan Sjæl. Under hele hendes Ophold her saae jeg hende daglig; hun var i Bournonvilles Huus, og der kom jeg min meeste Tid. Før sin Afreise gav hun i Hôtel Royal , hvortil Alle, som havde, hvad hun kaldte, gjort hende Tjenester, vare indbudne, og jeg troer Alle, paa mig nær, fik en lille Erindring om hende; Bournonville overrakte hun et Sølvbæger med Indskrift: Til Balletmester Bournonville, der har viist sig som en Fader imod mig, i Danmark mit andet Fædreland; i de Taksigelsens Ord Bournonville udtalte lød det, at nu vilde alle Danske være hans Børn for at blive Jenny Linds Broder! »Det blev mig for Mange!« svarede hun spøgende, »jeg vil saa hellere vælge een for dem Alle som Broder! vil De, Andersen! være min Broder?« og hun nærmede sig mig, klinkede med det fulde Champagnerglas, og Broderens Skaal blev drukket. Hun forlod Kjøbenhavn, Brevduen fløi stundom mellem os, hun var mig uendelig kjær – og vi mødtes igjen, som de følgende Blade ville fortælle; i Tydskland og England saae vi hinanden – der kunde skrives derom en Digtning, en Hjertets Bog, jeg mener mit, og det tør jeg udsige: at ved Jenny Lind har jeg først forstaaet Kunstens Hellighed, ved hende har jeg lært, at man maa glemme sig selv i det Høieres Tjeneste! Ingen Bøger, ingen Personer have bedre og mere forædlende, for en Tid, virket ind paa mig som Digter end Jenny Lind, og det er derfor naturligt, at jeg saa længe og levende maa dvæle ved Erindringen om hende.
Den lykkelige Erfaring har jeg gjort, at alt, eftersom Kunsten og Livet er blevet mig klarere, desmere Solskin er der udenfra strømmet ind i mit Bryst; hvilken Velsignelse er ikke opgaaet for mig efter tidligere mørke Dage. Ro og Forvisning er kommet i min Sjæl; en saadan Ro lader sig imidlertid godt forene med det vexlende Reiseliv; der var en Tid, jeg følte mig saa haardt trykket og forpiint herhjemme, at det at være ude var idetmindste en Ophør af at lide – det Fremmede fik herved en Fredens Glands, jeg fik det kjært, og da min Natur er at slutte sig let til Menneskene, der da igjen give Tillid og Hjertelighed, saa følte jeg mig ude vel og kom der gjerne.
I Sommeren 1844 , en aandrig, elskværdig Familie i Oldenburg, den havde bedet mig tilbringe nogen Tid i deres Huus; gjentog i sine Breve, hvor velkommen jeg var ham, at jeg dog maatte komme til ham i det smukke Holsteen, og jeg reiste; det blev om ikke en af mine længste, saa vistnok meest interessante Reiser.
i sin Sommerfylde; til høit op paa Boven gik i Græs Køerne med Klokker om Halsen, som i Schweizes Dale. Alt var en Idyl. Breitenburg selv ligger midt i Skoven ved Floden Stør, før den løber forbi Itzehoe; Dampskibsfarten herfra til Hamborg gav Liv paa den lille Flod; Stedet selv havde udenom saa meget malerisk og i Slottet var hjemligt og godt, jeg kunde her ret hengive mig til at læse og digte, jeg var fri som Fuglen i Luften og her var sørget for mig, som for en kjær Slægtning, der var til Gjest. Med Grev Rantzau gjorde jeg flere interessante smaa Udflugter og lærte at kjende den holsteenske Natur. Hans Sundhedstilstand var imidlertid meget aftaget, det var hans sidste Sommer, der rullede op; det var sidste Gang, jeg skulde komme til det hyggelige, venlige Breitenburg. Selv havde han Forudfølelsen om sin nære Død. Een Dag, vi mødtes i Haven, greb han min Haand, trykkede den hjerteligt, udtalte sin Glæde over min Erkjendelse i Udlandet som Digter, sit Venskab for mig, og sagde tilsidst: »ja, min unge Ven, Gud vil vide det, men jeg har den visse Tro, det er i Aar sidste Gang, vi To samles her! min Tid vil snart være omme!« Han saae paa mig med et saa alvorligt Blik, det gik mig til Hjertet, jeg havde intet Ord at sige; vi vare just nær ved Kapellet; han aabnede en Laage mellem nogle tætte Hækker, og vi stode i en lille Have med en græsbegroet Grav foran en Bænk. »Her vil De finde mig, naar De næste Gang kommer til Breitenburg!« sagde han, og hans sørgelige Ord bleve sande, i Wiesbaden; jeg mistede en Ven, en Beskytter, et ædelt, fortræffeligt Hjerte.
Da jeg 1831 første Gang reiste til Tydskland og besøgte Harzen og det sachsiske Schweiz, levede endnu Goethe; det var mit inderligste Ønske at see ham. Fra Harzen var ikke langt til Weimar, men jeg havde intet Anbefalingsbrev til ham, dengang var endnu ikke en Strophe af mig oversat. Flere havde beskrevet mig Goethe som en meget fornem Mand, mon han vel vilde modtage mig? Jeg betvivlede det og besluttede først at komme til Weimar, naar jeg havde leveret et eller andet Arbeide, der kunde bære mit Navn ind i Tydskland, – det lykkedes ved »Improvisatoren«, – men da var Goethe død; Fru Goethe, født Pogwisch, havde jeg senere paa Hjemreisen fra Constantinopel lært at kjende hos Mendelssohns, hun var, som hun sagde, for min Skyld taget med Jernbanetoget fra Dresden herhen, og med stor Hjertelighed kom denne aandfulde, hædrede Dame mig imøde: hun fortalte mig derhos, at hendes Søn havde i flere Aar været min Ven, at han som Dreng havde gjort et heelt Drama af min Roman Improvisatoren, og at dette Stykke var spillet i Goethes Huus, at Walther een Tid var aldeles opfyldt af den Tanke at reise til Kjøbenhavn for at besøge mig; en dansk Reisende, han havde truffet i det sachsiske Schweiz havde endogsaa givet ham Brev til mig, men ikke videre varmt talt om mig og været forbauset over den Betydning, den unge Goethe gav mig som dansk Digter.
I Weimar altsaa havde jeg jo nu Venner! En forunderlig Lyst drev mig til at see denne By, hvor Goethe, , og havde levet, hvorfra saa meget Lys var strømmet ud over Verden. Jeg kom ind i , ved , ved ædle og store Erindringer. Den 24de Juni, Fødselsdag, kom jeg til den venlige By. Alt tydede paa den Fest, der var, og i Theatret, hvor , modtoges den unge Fyrste, Arvestorhertugen, med sand Jubel. Mindst tænkte jeg da paa, hvor fast alt det Herligste og Bedste, jeg her saae for mig, skulde voxe fast til mit Hjerte, hvor mange tilkommende Venner her sad omkring mig, hvor kjær denne By skulde blive mig, ja i Tydskland mit andet Hjem. – Anbefalet Goethes værdige Ven, den fortræffelige gamle , fandt jeg hos ham den hjerteligste Modtagelse; tilfældigt, ved første Besøg her, mødtes jeg med , hvem jeg kjendte fra Oldenborg, han var for nylig ansat i Weimar og levede ugift; han indbød mig, at jeg hellere end at boe i Hotellet, skulde flytte ind hos ham og være hans Gjest under hele mit Ophold her, og faa Timer efter var jeg indlogeret hyggeligt og godt. – Der er Mennesker, man ikke behøver uden Dage til at kjende og elske; en Ven, jeg vil troe det, for alle Tider, vandt jeg i disse Dage i Beaulieu. Han førte mig omkring i alle de første og bedste Familier; den elskværdige Cantsler Müller tog sig ligesaa hjertelig af mig, og jeg, der ved min Ankomst troede mig ganske forladt, idet at Fru von Goethe og vare i Wien, stod nu bekjendt og vel optaget i alle Kredse i Weimar.
modtoge mig med en Naade og Hjertelighed, der gjorde et dybt Indtryk paa mig; efter at jeg var forestilt, blev jeg tilsagt til Taffels og snart efter af Arvestorhertugen kaldet til ham og , født Prindsesse af Nederlandene; de opholdt sig paa Jagtslottet , der ligger høit tæt op til den udstrakte Skov. – Jeg kjørte derud med Cantsler Müller og Goethes Biograph ; lidt fra Slottet standsede Vognen, en ung Mand med et aabent Ansigt og prægtige, milde Øine standsede os og talte ind til os; »bringer De Andersen med?« spurgte han, og da han blev glad ved at see mig, trykkede jeg hans Haand; »det var prægtigt, at De kom!« sagde han, »jeg skal snart være hos Dem deroppe!« – »Hvem var den unge Mand?« spurgte jeg, da vi igjen kjørte. »Det var Arvestorhertugen!« sagde Cantsler Müller, jeg var altsaa allerede presenteret. – Paa Slottet mødtes vi snart, her var og er saa hjemligt godt; milde Øine, Glæde og Livlighed lyste rundtom. – Efter Taffelet gik det hertugelige Par og alle Gjester ud i Landsbyen tæt ved Slottet; Byens og den nærmeste Omegns unge Folk havde samlet sig her, for at feire den kjære Arvestorhertugs Fødselsdag, nu han var vendt til Ettersburg. med Tørklæder og flagrende Baand vare opreiste; Violinerne klang og Dandsen gik lystigt under det store Lindetræ. Der var en Søndagsglands over det Hele, en Tilfredshed, en Lykke. Det unge nygifte Fyrstepar syntes ved sand inderlig Følelse at være forbunden. Skal man i længere Tid føle sig lykkelig ved et Hof, da maa Stjernen glemmes for Hjertet, der slaaer bag ved den; eet af de ædleste og bedste, der slaaer, eier Carl Alexander af Sachsen-Weimar. Aar og Dage, glade og alvorsfulde Tider have forundt mig den Lykke at grundfæste denne min Tro. Jeg kom, under dette mit første Ophold, allerede ; i Parken her, hvorfra man øiner Harzbjergene, viste Arvestorhertugen mig et gammelt Træ, i hvis Stamme Goethe, Schiller og Wieland havde skaaret deres Navne; ja, selv havde villet tilføie sit, hans Tordenkile havde kløvet det i een af Grenene. Den aandrige (som Forfatterinde bekjendt under Navnet Amalie Winter), den elskværdige gamle Cantsler Müller, der levende vidste at oprulle for os Goethes Tid, og udvikle os hans med lysende Commentarer, den barnligtsindede, grundtrofaste Eckermann, hørte til Kredsen paa Ettersburg, hvor Aftenerne gik som en aandfuld Drøm; skifteviis forelæste Enhver, ogsaa jeg vovede her i det tydske Sprog at læse et af mine Eventyr: »den standhaftige Tinsoldat«. Cantsler Müller førte mig til »«, hvor Carl August hviler ved Siden af sin herlige Gemalinde, ikke imellem Schiller og Goethe, som jeg troede, da jeg skrev: »«. Tæt ved Kisterne, som indeslutte Carl August og Gemalinde, det Fyrstepar, der forstode og skattede det Store, hvile de udødelige Venner; visne Laurbærkrandse laae paa de simple brune Kister, hvis hele Pragt er de udødelige Navne: »Goethe« og »Schiller«. I Livet gik Fyrsten og Digterne med hinanden, i Døden hviler deres Støv under samme Hvælving. Et saadant Sted udslettes ikke af Tanken, men et saadant Sted holder man sin stille Bøn, som kun Gud alene faaer at vide!
Før min Afreise skrev jeg foran i et Album til :
(Weimar.)
I Thüringerskoven ligger et Slot,
Derinde Hjerterne bygge,
Der er saa hjemligt, der er saa godt,
Der saae jeg Huuslivets Lykke!
Rundtom var Marmor og Farve-Pragt,
Dog husker jeg bedst en Stue,
Et Thronkammer just for Hjertets Magt,
Der saae jeg det yndigste Skue.
Fyrstinden, Moderen, uskyldsglad,
I Legen sprang med sin Lille,
Som Rytter paa hendes Ryg han sad,
I Galop, i Galop han vilde.
Saa yndig, saa mild, saa moderglad,
Hun smiilte; det var en Glæde! –
Hvad stille et trofast Hjerte bad,
Vil eengang Englene qvæde.
Du venlige Barn med de Øine blaa,
Med det yndige Smiil om Læben,
Din Faders kjærlige Hjerte Du faae,
Hans aabne Sind og hans Stræben.
Dig Videnskabens straalende Fyr
Skal lyse med evige ;
Naturen sin Bog med Eventyr
Dig aabnes og alle Hjerter.
O Thüringerskov! dit Navn har en Klang,
I den er en Verdens-Stemme,
Hvor Luther talte, hvor Goethe sang,
Der hører det Herlige hjemme!
Gud signe den Slægt, som i Stort og Godt
Vil fremad til Held og Lykke,
I Thüringerskoven ligger et Slot,
Derinde Hjerterne !
Det var mig, , som om jeg tidligere havde levet i denne By, som var det et kjært Hjem, jeg nu skulde fra. Idet jeg kjørte ud af Porten, hen over Broen ved Vandmøllen og sidste Gang saae tilbage paa Byen og Slottet, greb en dyb Veemod min Sjæl, det var, som et smukt Afsnit i mit Liv her var sluttet; jeg syntes, ved at forlade Weimar, at Reisen ingen Blomst mere kunde bringe mig. Hvor tidt er ikke siden Brevduen fløiet til dette Sted og endnu oftere Tanken. Fra Weimar, Digterbyen, er Solskin strømmet ind i mit Digterliv.
; den geniale Componist havde Aaret forud overrasket mig med den Hæder, at ; disse bleve her om Aftenen sungne af , hvis sjælfulde Sang har glædet og henrevet saa mange Tusinde; Clara Schumann accompagnerede, og kun Componist og Digter vare Tilhørere; et lille festligt Maaltid og gjensidig Udvexling af Ideer gjorde, at Aftenen var altfor kort.
I , i April 1845, gjenkalder ogsaa han hiin for mig saa smukke Aften:
»– Ein Zusammentreffen, wie das an dem Abend, wo Sie bei uns waren, – Dichter, Sängerinn, Spielerinn und Componist zusammen – wird es sobald wieder kommen? Kennen Sie »das Schifflein« von Uhland:
»– wann treffen wir
An einem Ort uns wieder – ?«
Jener Abend wird mir unvergeßlich sein.«
I Dresden fandt jeg gamle Venner med Ungdomssind; min geniale, halve Landsmand, , der forstaaer paa Lærredet at lade Fossen bruse og Birken voxe, som i Norges Dale. . gav mig Plads hver Aften i Directions-Logen og hos den høithædrede Fru , en af de ædleste Damer i Dresdens første Kredse, blev jeg modtaget, som en Søn modtages af en Moder, og i denne Erkjendelse er jeg altid senere vendt tilbage til hendes Huus og hendes elskelige Børnekreds. Hvor dog Verden er lys og smuk! hvor Menneskene ere gode! det er en Lyst at leve! Det følte og erkjendte jeg her. – , Officeer i Armeen, kom en Dag fra Tharand, hvor han tilbragte nogle Sommermaaneder; paa hans Indbydelse fulgte jeg med ham derud, og tilbragte lykkelige Dage i den milde Bjergnatur. – Overalt knyttedes nye Bekjendtskaber, man saae kun mine gode Sider og holdt af mig. Hos den berømte geniale Tegner , der har givet de kjække Omrids til Goethe og Shakespeare, indførtes jeg ved Baronesse Decken. Ud , mellem de lave Viinbjerge, idyllisk smukt, har Retsch sit hyggelige, venlige . Hvert Aar bringer han paa hendes Fødselsdag en ny Tegning, og altid en af hans bedste. Samlingen er i en Række af Aar voxet til et rigt Album, som hun, hvis han døer før hende, skal give ud og have Indtægt af. Mellem de mange herlige Ideer her, greb mig især een, det var . For et af mine Eventyr jeg fortalte ham, fik jeg ; en ung Pige, der skjulte sig bag en gammel Qvindes Maske; saaledes skal den evig unge Sjæl med blomstrende Skjønhed titte frem bag Eventyrets gamle Maske. Retschs Billeder ere alle Tanke-Figurer, fødte af Skjønhed og Genialitet.
i deres rige Eiendom i Maxen ved det sachsiske Schweiz; her er Steenbrud, Kalkovne, stor Drift og Virken, gjestfrit og godt; Faa i Verden kunne vise mere Gjestfrihed, end disse to hjertelige Mennesker, der altid samle om sig en Kreds af interessante aandfulde Personligheder; jeg blev her i over otte Dage, lærte at kjende , der har skrevet de beskuelige, levende Reiser; ogsaa i Besøg var her Forfatterinden, Grevinde , hvis Romaner og Reiser den Tid var meget læste, hun selv er siden, ved sin Overgang til Catholicismen og hendes: »Von Babylon nach Jerusalem«, igjen kommet meget i Omtale; , saa at han tilsidst næsten altid var borte fra sine Godser og fulgte sit Skuespiller-Selskab omkring; hun giftede sig med sin Fætter, den rige Grev Hahn-Hahn, men der fulgte Skilsmisse, og fra den Tid optraadte hun med Digte, Romaner og Reiser; der er fremhævet, dadlet og talt nok om det fremherskende aristocratiske Element i hendes Romaner, om den der fremtrædende Fornemhed; man har beskyldt hendes Personlighed for det samme, men det Indtryk gjorde den aldeles ikke paa mig. I de Dage vi vare sammen i Maxen, aabenbarede sig for mig hos hende sand Qvindelighed, Gemytlighed og i det Hele en Natur, der indgjød Tillid. Hun reiste og boede altid i Huus med , en høist elskværdig Mand; Alle erklærede høit og vare forvissede om, at de vare gifte, og saaledes bleve de optagne i alle og de allerhøieste Selskaber. Da jeg engang spurgte Nogen om Grunden, hvorfor dette Giftermaal skulde holdes skjult, anførte man den Rimelighed, at naar hun giftede sig, vilde hun miste den store Pension, hun nu havde fra sin første Mand, og uden denne Sum kunde hun ikke leve. – Hun er som Forfatterinde blevet haardt og spottende angrebet, hendes Fremtræden som skrivende Nonne, eller om man vil catholsk propaganda-virkende Qvinde har meget Usandt og Usundt, men en ædel Natur er hun, og en sjelden begavet Qvinde, Skade, at de Evner hun fik fra Gud, ikke her paa Jorden alt have bragt de Blomster og Frugter, som de maaskee under andre Forhold kunde have bragt. Mig var hun deeltagende og god; det var gjennem det mørke Glas i »Kun en Spillemand« og Eventyr-Verdenen hun betragtede mig som Digter, og det har hun udtalt i nedenstaaende Strophe, hun en Morgenstund skrev til mig.
Andersen
Solch ein Gewimmel von Elfen und Feen
Blumen und Genien im fröhlichen Scherz,
Aber darüber viel – geistiges Wehen,
Aber darunter – ein trauriges Herz.
Ida Hahn-Hahn.
Dresden, den 14ten Juli 1844.
Hvor man optages vel, der bliver man gjerne; jeg følte mig usigelig lykkelig paa denne lille Reise i Tydskland, og jeg overtydedes om, at jeg der var ingen Fremmed; det var Hjertet og Natur-Sandheden i min Skrifter man skattede, og i hvor fortræffelig og anpriselig Form-Skjønheden er, hvor imponerende Reflexions-Klogskab er i denne Verden, Hjerte og Natur blive dog gjennem Aar det, som mindst forandrer sig og bedst forstaaes af Alle.
, hvor jeg ikke i flere Aar havde været; men den kjæreste af Vennerne der, Chamisso, var død;
»Den vilde Svane, som fløi vidt om Jorden,
Og lagde Hoved i den Vildes Skjød,« –
var fløiet til en herligere Verdensdeel. Jeg saae . Det er paa Ungdommen om mig, jeg seer, at jeg selv ældes, inden i mig føler jeg det ikke; Chamissos Sønner, dem jeg sidst saae som Drenge, barhalsede, legende i den lille Have, kom nu med Hjelm og Sabel, de vare Officerer i preussisk Tjeneste. Jeg følte et Øieblik, hvor Aarene rulle hen, hvor Alt forandres og hvor man mister:
– »Dog det er ei saa tungt, som man har sagt,
At miste hvad man elsker her i Vrimlen,
Hos Gud vi vinde Kjære, der blev lagt
Ved dem en Bro imellem os og Himlen.«
En ny Familiekreds blev aabnet mig, det var hos ; her fandt jeg den hjerteligste Modtagelse og lærte at kjende den geniale, eiendommeligt begavede Fru von Arnim, eller for at nævne hendes mere bekjendte Navn: Bettina, Goethes Bettina, hun og Fru Savigny ere Søstre til Clemens Brentano. , den yngste har skrevet det poetiske Eventyr »Mondkönigs Tochter«, gjorde jeg først Bekjendtskab med, de førte i Salonen Moderen til mig: »nu, hvad siger Du om ham!« var deres Spørgen? Bettina betragtede mig, lod sin Haand glide over mit Ansigt: »« sagde hun, gik snart bort, men kom igjen original og elskværdig tilbage; een Times Samtale med Bettina, hvor hun førte Ordet, var saa rig, saa interessant, at jeg blev stum ved at lytte til denne Veltalenhed, dette Fyrværkeri af Ideer.
Da Selskabet om Aftenen brød op, lod hun sin Vogn kjøre tom hjem, vi fulgtes ad »«, havde rakt hende Armen, jeg gik med de unge Piger; ved Meinhardts Hotel, hvor jeg boede, bleve vi staaende, Bettina stillede sig foran Trappen, satte paa militairviis Haanden til Panden og sagde: ».« , aabenbarede hun sig anderledes, her ligesaa aandfuld vel, men ikke overfladisk spøgende, dyb og hjertelig forekom hun mig.
Hendes Bøger kjender Verden, men eet Talent af hende er mindre kjendt, det er hendes Genialitet i Tegning, det vil sige, det er atter Ideen her, som overrasker os; saaledes havde hun i en Skizze givet, hvad nyligt var skeet, en ung Mand var dræbt af Viinaand. Halv nøgen lod hun ham stige ned i Hvælvingen, hvor rundtom Viinfadene laae, som Uhyrer; dandsede frem, greb deres Offer, omslyngede og dræbte det. Jeg veed, at Thorvaldsen, hvem hun viste engang alle sine Tegninger, var i høieste Grad overrasket.
»!« skrev hun foran i »« og gav mig med paa Reisen.
Det gjør saa vel ude, naar man finder et Huus, hvor idet man træder ind, Øinene lyse som Festlamper, et Huus, hvor man seer ind i et stille, lykkeligt Familieliv, og et saadant Huus fandt jeg hos , hos hvem et Brev fra H. C. Ørsted havde indført mig; det var kjære, hjertelige Mennesker; dog hvor mange maa jeg ikke nævne af nye Bekjendtskaber, der sluttedes, af ældre, der fornyedes: jeg traf igjen fra Rom, fra München, min norske Landsmand , fra Dresden, ham, hvem jeg ikke havde seet siden min første Udflugt til Tydskland; forandret var han blevet, men de kloge, milde Øine vare de samme, Haandtrykket var det samme, jeg følte, han var mig kjærlig og god. Jeg maatte søge ham ude i Potsdam, hvor han boede smukt og rigt; ved Middagsbordet der lærte jeg at kjende , Billedhuggeren; jeg erfarede, hvor naadig og god vare mig, at de havde læst min Roman: »Kun en Spillemand«, der ret havde tiltalt dem, og at de derfor havde spurgt Tieck om mig; Majestæterne vare i disse Dage afreiste; jeg var netop kommet til Berlin Aftenen før deres Afreise, da var øvet.
I Afreisens sidste Øieblik klang som tydske Venners Hilsen til mig en Sang, en Digtning; det var fra den barnesindede, folkelige Digter , der alt Aaret forud havde hædret mig med at dedicere til mig anden Deel af »«, medens første Deel var bragt Tieck; jeg gjemmer den givne Sang her som en Erindringsblomst fra Berlin.
An H. C. Andersen
Dir haben liebliche Elfen zur Nacht
Ihr schönstes Lied gesungen;
Der Berg, der Strom und die Waldespracht
Sind Dir in Luft erklungen.
Wie schimmert die goldne Märchenwelt!
Palläste, marmorne, steigen
Aus dunklem Grunde – am Königszelt
Tanzen die Elfen den Reigen.
Du bist der Zauberer, der sie ruft,
Dir müssen sie alle dienen;
Du bist ihr König, in Wald und Kluft,
In Gold und Silberminen.
Ich stehe von fern und lausche bang
In die duftige Welt der Träume,
Kaum daß ein leiser Sehnsuchtklang
Durchzittert die rauschenden Bäume.
Und weht zu dir solch einsamer Klang,
Mit den Blättern, sturmgetrieben;
So nimm es als ein deutschen Dank
Vom Herzen, die Dich lieben!
. Livsglad saae jeg alle mine Kjære og reiste atter nogle Dage efter til Grev Moltke-Hvidtfeldt i Fyen, for paa det kjære Glorup endnu at nyde nogle smukke Sommerdage, her fik jeg Brev fra Ministeren Rantzau-Breitenburg, der med Kong Christian den Ottende og Dronning Caroline Amalie var ved Badet paa Föhr. – Han havde hos Majestæterne talt om mit lykkelige Ophold i Tydskland, om den høist naadige Modtagelse, jeg havde fundet ved Hoffet i Weimar, og da min Konge og Dronning vare mig venlige og gode, vilde de ogsaa forunde mig nogle lyse, afvexlende Dage i deres Omgivelse paa det eiendommelige Föhr; det var Rantzau overdraget at melde mig deres allernaadigste Indbydelse.
Den fremmede Natur der og paa de lave , som saa beskueligt har skildret i sine Noveller, ligesom ogsaa med sine Sandklitter, har jeg søgt at male i Romanen: »De to Baronesser«, den Bog hvis bedste og meest særegne Naturskildringer saaledes skyldes min Konge og Dronnings Indbydelse. Jeg var meget lykkelig over den Naade, der vistes mig, og glædede mig til at være sammen igjen med den kjære, humane Grev Rantzau-Breitenburg, det blev den sidste Gang, vi mødtes.
Det var netop fem og tyve Aar siden, at jeg som en Dreng, ene og hjelpeløs reiste til Kjøbenhavn, netop fem og tyve Aars-Dagen skulde saaledes feires, jeg skulde være hos min Konge og Dronning, hvem jeg trofast hænger ved, og som jeg da fik Leilighed til end mere at kjende, og just da ret med hele min Sjæl at holde af. Den hele Omgivning, Menneskene og Naturen, afspeilede sig uforglemmeligt i mig, jeg følte mig ligesom ført hen paa et Høidepunkt, hvorfra jeg end klarere kunde skue tilbage over de fem og tyve Aar, med al den Lykke og Glæde, der i dem havde udfoldet sig for mig, og hvorledes Alt var skeet og gaaet frem til det Bedste. Virkeligheden overgaaer tidt de smukkeste Drømme.
, hvis Skove og Banker med den maleriske Fjord jeg første Gang saae, jeg prøvede den langsomme Fart paa Heden, hvor kun Skyerne have Flugt; eensformigt gik det i det dybe Sand, eensformigt peb en enkelt Fugl i Lyngen, det var til at sove ind ved; og dog blev det langsommeligere og besværligere endnu, ja næsten halsbrækkende, idet Heden slap, og det ved Regnen dyndbløde Marskland tog fat. Det vedvarende Regnskyl havde forvandlet Enge og Kornmarker til store Søer; Digerne vare som Mosegrund, Hestene sank dybt i, og paa flere Steder maatte den lette Vogn understøttes af Bønderne, for ikke at vælte ned paa de lave Huse nedenfor Digerne; hver Miil tog et Par Timer, endelig naaede jeg Dagebüll og foran laae Vesterhavet med dets Øer langs Kysten her, denne er selv et Dige, kunstigt gjort, belagt milelangt med Halmfletninger, over hvilke Bølgerne brydes. Jeg indtraf til Flodtid, Vinden selv var gunstig, og neppe en Time var gaaet, før vi naaede Föhr, der efter den besværlige Reise syntes at være et heelt Feeland. Byen Wyck, den største paa Øen, hvor Badene findes, er ganske hollandsk bygget, alle Husene kun een Etage med Straatag og Gavlen udad, det Hele saaledes smaat og ringe kun, men de mange Fremmede her i Badetiden, det hele kongelige Hof med Alt hvad der sluttede sig hertil, gav en Livlighed, en Søndags-Festlighed, der især pulserede i Hovedgaden. Næsten i hvert Huus vare Fremmede indqvarterede, fra alle Vinduer i Stuen og i Gavlen tittede bekjendte Ansigter; de danske Flag vaiede, Musiken klang; det var, som jeg kom midt under en Fest; Matroserne fra Skibet bar mit Tøi til Bade-Hotellet; ikke langt fra Landingsstedet, i Nærheden af den een Etages Bolig, hvor Kongeparret boede, saae vi i et stort Plankehuus ved de aabne Vinduer, Damer bevæge sig, de saae ud og raabte: »Andersen! Velkommen! Velkommen!« Matroserne bøiede sig dybt, tog Huerne af, jeg havde længe været dem en ubekjendt Gjest, de havde sluttet paa deres Viis om Stand og Vilkaar, nu blev jeg dem en Person af Betydning, thi de mig velkommen bydende Damer var og Hertuginden. Jeg havde netop i Hotellet faaet min Plads ved , og var som ny Gjest Gjenstand for Nysgjerrigheden, da en kongelig Laquai kom og kaldte mig til Taffelet, der var begyndt, men Kongen og Dronningen havde hørt om min Ankomst, og en Plads ventede mig. »Nu blev jeg først interessant!« sagde en Landsmand mig, som ogsaa var ved Bordet i Hotellet. Paa det kongelige Herskabs Befaling var der blevet sørget for mig med Bopæl; Frokosttiden, Middag og Aften tilbragte jeg under hele Opholdet sammen med det høie Herskab og Rantzau-Breitenburg. Det var deilige, lyse digteriske Dage, som aldrig saaledes kunne komme igjen. – Det gjør saa vel at see ædle Mennesker aabenbare sig der, hvor man ellers kun seer Kongekrone og Purpurkaabe. Faa Mennesker kunne i deres private Liv være elskeligere, end det da regjerende danske Kongepar; Gud unde dem Glæde for det Solskin, de kastede i mit Hjerte!
Om Aftenen læste jeg sædvanligt et Par Eventyr; syntes at være Kongen de to kjæreste og bleve derfor flere Aftener gjentagne; mit Talent til at improvisere kom frem ved, at en Aften en af Hofcavalererne i Spøg sagde et Slags Tanke-Riim for de unge Prindsesser af Augustenborg; jeg stod derved, og tilføiede i Spøg: De siger ikke Deres Vers rigtig, jeg kjender det bedre, De maa sige: og nu lavede jeg et ; man spøgte og loe, det hørtes ind i Stuen tæt ved, hvor Kongen sad ved Spillebordet, han spurgte, hvad det var, og jeg gjentog mit Impromptu jeg havde tillagt en Anden. Nu vilde de Alle improvisere, og jeg skulde hjelpe dem, jeg forsøgte det, eftersom jeg havde opfattet hver. – »Og har da jeg alene ikke gjort et Digt!« spurgte , der spillede Kort med Kongen; »vil De ikke sige for mig eet af mine bedste?« »Ewalds Digte kjender Kongen og hele Landet!« sagde jeg og snoede mig derfra, da sagde Dronning Caroline Amalie, »husker De Intet, jeg har tænkt og følt!« – Jeg ønskede at sige nogle værdige Linier og svarede, »jo, Deres Majestæt! jeg har det opskrevet, gjemmer det og skal i Morgen bringe Afskriften«; »De erindrer det vist!« gjentog hun – man trængte ind paa mig, og jeg improviserede efterfølgende Strophe, der er aftrykt mellem Smaaversene i mine Digte:
Bøn
Han, som i Stormen er vor faste Borg,
Hvis Sollys spreder dette Jordlivs Skygge,
Han styrke Kongens Hjerte i hver Sorg,
Han give altid Danmark Fred og Lykke!
Han hænge Seierskrandsen om vort Flag,
Om Kjærligheden, om hver ædel Villie;
Naar alle Riger dømmes paa hiin Dag,
Gid Danmark staae i Havet, som en Lilie!
Jeg gjorde i Kongens og Dronningens Følge , disse Græsruner i Havet, der melde om et sjunket Land; de stærke Bølger have forvandlet Fastlandet til Øer, igjen sønderrevet disse og begravet Mennesker og Byer; Aar for Aar rives Stykker bort og vist er det, at om neppe halvtredsindstyve Aar er her kun Havet. Halligerne ere nu flade Holme med en mørk, skarp Grønsvær, hvor nogle Faarehjorder græsse; stiger Havet, da drives disse op paa Husets Loft, Bølgerne vælte over det lille Land, der ligger milevidt fra Kysten.
Biernatzki har i sine Fortællinger fortræffeligt gjengivet denne Natur; her paa selve Stedet læste jeg hans Skildringer, de vare saa troe, saa sande, de syntes næsten Stykker af mine egne Optegnelser her, af hvad jeg havde for Øie. Det vil ikke kunne gjøres bedre eller sandere; at jeg imidlertid i Romanen: »De to Baronesser« har tegnet samme Sted og Natur, er at betragte som et Bilag kun, den samme Naturafspeiling hos en anden Digter.
Oland, som vi besøgte, har en lille By; Husene staae tæt op til hinanden, som ville ogsaa disse i Nøden slutte sig sammen, de ere alle reiste paa et Bjælkelag, og have smaa Vinduer som Skibskahytter; her i den panelede, lille Stue sidder halvaarsviis eensomt ved deres Spinderok Koner og Døttre; her er altid en lille Bogsamling, jeg fandt tydske, danske og frisiske Bøger; og medens de herinde læse og arbeide, stiger tidt Havet rundt om Husene, der da ligge som henkastede Vrag; stundom, i Natten, driver et Skib herhen, støder paa og strander. I bortskylledes Huse og Mennesker, halvnøgne sad de i Nætter og Dage paa Tagene, til disse sank; Ingen fra Föhr eller Fastlandet kunde bringe Hjelp; Kirkegaarden er halv bortskyllet, Kister og Liig stikke nu i Brændingen, det er et rystende Syn, og dog elske Halligebeboerne deres lille Hjem, kunne ikke udholde at blive paa Fastlandet, de drives derfra tilbage, lidende af Hjemvee.
Med de kongelige Herskaber besøgte jeg Øen; Dampskibet, som førte os, blev liggende langt ude, kun et Par Baade var der at føre os i Land; jeg havde beskedent holdt mig saa længe tilbage, at jeg nær ikke selv var kommet med den sidste Baad, og naaede saaledes netop Oland, idet Kongen vendte tilbage. »Først nu kommer De?« sagde han venligt, »men iil ikke, see Dem ret omkring, lad Baaden kun vente! see den gamle Kirkegaard og gaae ind i Huset der og see en smuk, ung Kone.« – Alle Beboerne vare netop da paa Søfart til Grønland og Holland, ikkun Piger og Koner modtoge os; det eneste Mandfolk paa Øen var nylig steget fra Sygeleiet. Foran Kirken havde de reist en Æreport af Blomster, hentede fra Föhr, men den var saa lille og lav, at man maatte gaae uden om den; men den gode Villie saae man. Øens eneste Træ, en Rosenhæk, havde de skaaret af for at lægge den over et sumpet Sted, hvor Dronningen skulde gaae; det rørte den gode Dronning dybt. – Smukke ere Pigerne, og halv orientalske klædte; de regne sig ogsaa i Slægtlinie fra Grækerne. Ansigterne ere næsten halvt tilhyllede og under Linet bære de en rød græsk , om hvilket Haaret er lagt i Fletning.
Jeg saae Kirkegaarden, saae den smukke Kone i sit Huus, og da jeg igjen naaede Dampskibet, gik vi til Taffelet; da det var endt, og vor Seilads gik mellem et af Øer, blev, ved den deilige Sol-Nedgang, Skibsdækket ihast indrettet til Dandsesal. Gamle og Unge dandsede; Lakaierne bevægede sig med Forfriskninger mellem de Dandsende, Matroser stode paa Hjulkassen og loddede, og raabte, i eensformigt Raab, hvor mange Fod dybt Vandet var; Maanen gik op saa rund og stor, Sandklitterne paa Amrom syntes at løfte sig som en sneebedækt Alperække.
. Kongen tog derover paa Jagt efter Kaniner, der i tusindeviis opfylde Øen, og det kun nogle efter at denne Slægts Adam og Eva kom her, de to eneste fra et strandet Skib. – var foruden mig den Eneste, som slet ikke tog Deel i Jagten, vi To vandrede om mellem Klitterne, ved hvis Udseende man kommer til at tænke paa Asketop; ogsaa her synker man ved hvert Skridt; det stride Marehalm mægter ikke at holde sammen det løse Lag. Solen brændte mellem de hvide Banker, det var som en Vandring i Afrikas Sand; i Dalene mellem Klitterne voxte en egen Slags Roser; Lyngen blomstrede; andre Steder vare aldeles uden Vegetation, og tæt ved i det vaade Sand havde Bølgerne efterladt Aftryk, Havet havde, ved sin Bortgang, skrevet selsomme .
Prindsen og jeg sad paa en af de høieste Klitter, det var i Ebbetiden; vi saae ud over Nordsøen, den var i Ebben gaaet over en Miil længer ud, og Skibene laae som døde Fisk paa Sandet og ventede Floden; enkelte Matroser gik langt derude paa Sandbunden, bevægelige sorte Punkter syntes de; hvor Havet selv endnu stille rørte den hvide Sandflade, hævede sig en lang Banke, »« melder om den, vi øinede dens opreiste høie Bjælketaarn, der giver den Strandede et Rum at være i, og gjemmer til ham en Tønde med Vand, en Kurv med Brød og Brændeviin, saa at han dog i nogle Dage midt i den svulmende Sø kan friste Livet til det bliver muligt at bringe ham Hjelp. – Ind mod Amrom og Föhr var nu ganske landfast, fra den ene Ø til den anden kjørte Folk over den vaade Sandbund; en heel Række Vogne saae vi, de fremtonede paa det hvide Sand og mod den blaa Horizont meer end dobbelt saa store; det var som om de gled gjennem Luften. – Men rundt om i Sandet viste sig, som Traadene i et Net, smalle Vandrevner, det var, som om de holdt fast paa Sandbunden, der tilhørte Havet og snart skulde overskylles af dette.
At vende fra en saadan Natur tilbage til et kongeligt Taffel, en smuk Hofconcert og Bade-Salonens smaa Baller, gaae i Maaneskinnet paa den med Badegjester opfyldte Promenade, en Boulevard i det Smaa, havde noget eventyrligt, selsomt afvexlende.
Rantzau-Breitenburg vidste, hvilken Betydning den sjette September havde for mig, at just denne Dag, jeg oplevede her, var, som sagt, fem og tyve Aars-Dagen efter at jeg første Gang kom til Kjøbenhavn. Da jeg sad ved det kongelige Taffel om Middagen, rullede i mine Tanker hele mit Liv op for mig, jeg maatte samle al min Kraft, for ei at briste i Taarer; der ere Øieblikke fulde af Taknemlighed, i hvilke vi ligesom have Trang til at trykke Gud til vort Hjerte; hvor dybt følte jeg ikke mit Intet, at Alt, Alt var fra ham.
Efter Taffelet lykønskede Majestæterne mig – naadigt er for fattigt et Ord – saa hjerteligt, saa deeltagende. – Kongen lykønskede mig til, hvad jeg havde overstaaet og vundet, spurgte mig om min første Optræden, og jeg fortalte ham et Par characteristiske Træk fra hiin Tid; i Samtalens Løb spurgte han mig, om jeg ikke havde noget Vist aarligt; jeg sagde ham denne Sum: 200 .
»Det er ikke Meget!« udbrød han.
»Men jeg behøver heller ikke Meget!« svarede jeg, »og mine Skrifter forskaffe mig jo ogsaa Noget!«
Kongen gik deeltagende ind i min Leven og Virken. »De skulde nu have det lidt bedre end før!« var hans Ord, og han endte Samtalen med: »Kan jeg nogen Tid være Dem til Gavn ved at fremme Deres literaire Virksomhed, saa kom til mig!«
Om Aftenen ved Hofconcerten fortsatte Kongen denne Samtale, mit Hjerte var dybt bevæget.
Siden var der et Par af dem, som havde hørt Kongens Yttringer denne Dag til mig, som bebreidede mig, at jeg uklog ikke havde benyttet det mig gunstige Øieblik, »Kongen lagde dem jo lige i Munden«, sagde de, »at De skulde udbede Dem af ham noget Mere at leve af; han sagde jo selv tydeligt, at det var for Lidet, De havde, og at De nu skulde have det mere godt og beqvemt.«
»Hvor kunde jeg«, svarede jeg dem, »i det Øieblik, jeg her behandles, om jeg tør bruge det Udtryk, som Gjest, i det Øieblik Kongen og Dronningen ere saa deeltagende, saa hjertelige mod mig, hvor kunde jeg da gribe et venligt sagt Ord og benytte mig deraf! det er maaskee ikke klogt, jeg bærer mig ad, men jeg kan ikke handle anderledes! finder Kongen, jeg behøver lidt mere, end jeg har, !«
Det var mig en Festdag den sjette September, og foruden min Konge var det de tydske Badegjester, der den Dag gav Beviis paa Deeltagelse. I Badesalen, ved Middagsbordet, medens jeg sad ved Kongens Taffel, udbragte de en Skaal for den danske Digter, hvis Skrifter de kjendte fra deres Hjem, men nu ogsaa selv havde lært at kjende; en af mine Landsmænd reiste sig og takkede i mit Navn for Skaalen. Saa Meget kan let fordærve et Menneske, gjøre ham forfængelig – men nei, man fordærves ei derved, bliver ikke forfængelig, Sligt gjør just god og bedre, det Tanken, og man føler Trang og Villie til at blive det værd.
Ved Afskeds-Audiensen skjænkede hendes Majestæt Dronningen mig, til en naadig Erindring om disse Dage paa Föhr, en kostbar Ring, Kongen udtalte sig atter saa velvilligt, ædelt og deeltagende. – Med hele mit Hjerte sluttede jeg mig til de ophøiede To.
Hertuginden af Augustenborg hvem jeg daglig saae og talte med i det kongelige Hjem, indbød mig paa det Naadigste og Hjerteligste at lægge min Vei hjem over Augustenborg og blive der nogle Dage. Selv Kongen og Dronningen gjentoge det for mig.
Jeg , vist en af de smukkeste Øer i Østersøen, det lille Land er som en blomstrende Have; de frodige Korn- og Kløvermarker staae indhegnede med Nøddehækker og vilde Roser; ved Bønderhusene strække sig store Æblehaver, Skov og Banker vexle; snart har man det aabne Hav med Angelns Skovhøider, snart det smalle, en Flod lignende lille Belt, og fra det smukke Slot strækker sig Haven ned til den bugtede Fjord. Jeg fandt den hjerteligste Modtagelse, fandt et smukt Familie-Liv; der taltes kun Dansk og det med dansk Tunge, ikke en Tanke om de kommende onde, mørke Tider, der skulde opgaae, vaktes hos mig. Hele fjorten Dage, under Afvexling af Kjøretoure og Vandringer i den rige Natur, blev jeg der og begyndte paa Romanen: »De to Baronesser«. Hyggelige Aftener tilbragtes, de fleste ved Musik; opholdt sig her i flere Dage og spillede sine bløde, vuggende Phantasier, og Alpemelodier. ; de , der altid vare satte i Forbindelse hermed og varede tre Dage, havde samlet, i Slot og By, en Mængde Mennesker; saa godt som hele den holsteenske Adel var her; ved Taffelet reiste Hertugen sig og udtalte den danske Literaturs Betydning for Øieblikket, den Dygtighed og Sundhed, som viste sig der ligeover for den nyere tydske, og tog derved Anledning til at udbringe min, den tilstædeværende danske Digters Skaal. – Jeg saae da paa Augustenborg kun venlige, glade Mennesker, et lykkeligt Familieliv, fandt alt saa dansk og syntes her hvilede en Fredens Aand over dette smukke Sted, og det var i Høsten 1844. – Hvor snart saae jeg ikke Alt anderledes!
XII
I Foraaret 1844 havde jeg fuldendt det dramatiske Eventyr »Lykkens Blomst«, i hvilket jeg vilde vise, at det er ikke Kunstnerens udødelige Navn, ikke Kongekronens Glands, der gjør Mennesket lykkelig, Lykken findes, hvor man glad i Lidet elsker og er gjenelsket. . – Jeg vilde, i Sandhedens Navn og til Ære for vor Tid, vise, at den Tidsalder, som mange Digtere fremstille os i kun det skjønne Lys, var mørk og elendig. –
Jeg . Her var og vist med Rette Een af største Betydning; men jeg var, som man veed, slet ikke dengang i hans Gunst. Efter at han i med, fik jeg i hans poetiske og »Intelligensblade« endnu et Par Snert, og da jeg, , for at skaffe denne et Stykke til en Sommerforestilling, efter hans Ønske indrettede »Agnete og Havmanden« for Scenen, som: »transporteret umiddelbart fra Bogladen op paa Scenen, dette Arbeide, hvorpaa Gade har ødslet sin følelsesfulde Musik!« – og vedblev dernæst at tale om Forfatterens »sædvanlige Mangel paa egen og paa Evne til at bringe fornuftig Sammenhæng i sine Characterer og Klarhed i den fremstillede Idee (?). Alle Modsætninger, som skulle staae i organisk Bestemthed imod hinanden, røres her sammen til en jevn Vælling, hvori hverken den ene eller den anden er kjendelig.« –
Jeg tør troe, at den Ugunst, jeg da stod i hos denne Digter og Smagsdommer, stillede mine Arbeider i et strengere Lys, end det vist ellers havde været Tilfældet; jeg troede, at personlig Uvillie ledede ham, og dette var mig piinligere, end at, som jeg snart erfarede, ogsaa dette Stykke blev forkastet; at staae i et spændt Forhold til en Digter, hvem jeg i saa Meget saae op til, og mod hvem jeg, efter min Overbeviisning, havde gjort Alt for at blive i venligt Forhold til, var mig uhyggelig. Ikke for at faae mit Arbeide frem, men for at komme i det Klare med vort Forhold, at nærme mig ham, skrev jeg Heiberg til, udtalte mig aabent og jeg tør troe hjerteligt, jeg bad ham erklære mig tydeligt Grunden, hvorfor han maatte forkaste mit Stykke »Lykkens Blomst«, og om han bar Uvillie mod mig; efter at have modtaget mit Brev, aflagde han mig strax et venligt Besøg, som, da han ikke traf mig hjemme, jeg Dagen efter gjengjældte. Han boede paa Frederiksberg, jeg blev der paa det allervenligste modtaget. Besøget og Samtalen hører vistnok til det Eiendommelige, men den bragte en Forklaring og, som det viste sig, en bedre Forstaaen; han fremsatte mig klart sine Grunde, hvorfor han forkastede dette Stykke, og disse vare fra hans Udgangspunkt meget rigtige, men ganske forskjellige fra mine, og vi kunde altsaa deri ikke mødes. Han erklærede, at han aldeles ingen Uvillie nærede mod mig, at han erkjendte mit Talent; jeg pegede tilbage paa hans tidligere Angreb paa mig, f. Ex. i hans Intelligensblade, at han nægtede mig »Opfindelse« og jeg meente, at denne dog viste sig i Romanerne. »Men af dem har De ingen læst!« sagde jeg, »De har selv sagt mig det.« – »Ja, det er Sandhed«, sagde han, »jeg har endnu ikke læst dem, men nu vil jeg!« – »De har senere«, vedblev jeg, »i Deres »Dansk Atlas« spottet over mig i og talt om mit Sværmeri for de deilige Dardaneller15 – men jeg har just i min Bog omtalt ne som ikke smukke; det er derimod »« jeg var henrykt ved at see, men det synes De ikke at have lagt Mærke til, eller maaskee har De heller ikke læst den, De læser jo ikke store Bøger, sagde De engang til mig!« – »Naa, det er Bosporus!« sagde han med sit særegne Smiil, »ja det huskede jeg ikke, og seer De, det husker Folk ikke heller, og her var det kun om, at jeg vilde give Dem et Hip!« – Tilstaaelsen klang saa naturlig, saa eiendommelig for ham, jeg maatte smile, og da jeg saa saae ham ind i de kloge Øine, huskede paa, hvormeget Smukt han havde skrevet – kunde jeg ikke bære Nag eller Vrede. Samtalen blev nu livligere og friere; han sagde mig nogle venlige Ord, stillede mine Eventyr høit, bad mig oftere besøge sig, jeg skulde være velkommen. – Jeg har mere og mere forstaaet denne Digter-Natur, jeg vil troe, at han forstaaer min, vi ere høist forskjellige, men gaae dog mod samme Maal.
De sidste , i hvilke jeg har vundet og opnaaet saa meget Godt, har endmere bragt mig venlig Anerkjendelse af denne begavede ; men for at blive i Tidsfølge: og oplevede i Saisonens Løb syv Forestillinger og lagdes derpaa hen til Hvile, i det mindste .
Tidt gjorde jeg mig det Spørgsmaal, er det mine dramatiske Arbeiders særdeles Svaghed, eller er det fordi jeg er Forfatter til dem, at de bedømmes saa haardt og angribes ved hver Leilighed; for at komme efter dette, kunde jeg jo indlevere anonymt et Arbeide og lade dette gaae sin egen Gang; men var jeg istand til at tie stille? Nei, det var Alle enige om, at jeg ikke kunde, og den Mening kom mig til Gavn. Ved et kort Besøg paa Nysøe skrev jeg: »«, Ingen uden vidste, at jeg var Forfatteren; Heiberg, som netop paa den Tid i Intelligensbladene var streng mod mig, hørte jeg, interesserede sig særligt for det anonyme Stykke, ja, saa vidt jeg mindes, satte han det i Scene, dog maa jeg tilføie, at senere gav han det ogsaa i de nysnævnte Intelligensblade, og det efter at han, som det synes, , Noget, næsten Alle betvivlede.
Et nyt Forsøg skaffede mig endnu en større Glæde og Morskab ved de Situationer, jeg kom i, de Domme og Udtalelser, jeg hørte; netop paa samme Tid som jeg havde min Nød med at faae »Lykkens Blomst« paa Scenen, skrev og indleverede jeg: »«. – Dette lille Lystspil blev dengang ganske udmærket spillet; Fru Heiberg var som »Christine« fuld af Liv og Lune, der gik en Friskhed, en Ynde ud over det Hele; det gjorde, som bekjendt, særdeles megen Lykke. Her var det ogsaa Collin der var indviet i Hemmeligheden, og ligesaa H. C. Ørsted, for ham, hjemme hos mig selv, læste jeg Stykket, og han glædede sig da og siden over den Roes, den, i sig selv for stærke Beundring, dette lille Arbeide vandt; ingen Mennesker anede, at det var af mig. ; jeg var i stærk Bevægelse og frygtede ved Ord eller Mine at forraade mig, derfor sagde jeg strax: »jeg veed, hvem Forfatteren er!« – »Hvem er det!« spurgte han. »Det er Dem!« sagde jeg, »De er i saadan en Bevægelse, og Meget hvad De siger, forraader Dem! gaae ikke til Nogen i Aften og tal, som De taler nu, saa er De røbet!« – Han blev ganske rød og overrasket, lagde Haanden paa Hjertet og forsikkrede, at han ikke var Forfatteren. »Jeg veed, hvad jeg veed!« sagde jeg leende, og undskyldte nu, at jeg maatte afsted; det var mig virkelig umuligt, længere at holde det ud, jeg maatte derfor tale, som jeg talte, og han anede ingen Svig. Hos Theaterdirecteur, kom jeg just i de Dage for at høre om »Lykkens Blomst«; »ja«, sagde han, »det er et meget poetisk Arbeide, men det er ikke af den Slags vi ret kunne have Gavn af, nei, kunde De skrive et Stykke som: »Den nye Barselstue«, det er fortræffeligt, men det er nu ganske udenfor Deres Talent, De er Lyriker, og har ikke det Lune, den Mand har!«
»Nei desværre, det har jeg ikke!« svarede jeg, og nu roste ogsaa jeg »Den nye Barselstue«. Aar og Dag gik det lille Stykke med samme levende Bifald, Ingen vidste Forfatteren, der blev gjættet paa Hostrup, og det var mig ikke til Skade, senere nævnte Een og Anden ogsaa mig, men det blev ikke troet; jeg har selv været Vidne til, hvorledes de, som sagde Sligt, bleve viste til Rette, og eet af de Argumenter, man kom med, var: »Andersen kunde ikke tie stille, da Stykket gjør saa megen Lykke!« – »Nei, det vilde være mig umuligt!« sagde jeg og gjorde stille det Løfte, at jeg ikke vilde nævne mig som Forfatter, før det efter Aaringer var udspilt og ikke længere havde den Interesse, et saadant lille Arbeide i sin Nyhed kan have, og jeg har holdt Ord, , ved at optage det i de samlede Skrifter, ligesom ogsaa »Kongen drømmer«. Flere Charakterer i Romanen »O. T.« ligesom enkelte i »Kun en Spillemand«, f. Ex. Peter Wik, maatte kunde ledet paa Spor, at jeg var Forfatteren; i selve mine »Eventyr« troede jeg, man maatte finde nogen Humor, men det har man da ikke gjort, man fandt denne kun i »Den nye Barselstue«. Det morede især H. C. Ørsted, der iøvrigt af Alle var Den, som først udtalte og gjorde mig selv opmærksom paa Humorets Evne hos mig; han saae det i flere af mine tidligste Arbeider og i enkelte Træk ved min Personlighed. Da jeg 1830 fremtraadte første Gang med en Samling »Digte«, af hvilke flere før havde været trykte spredte ad, vilde jeg give hele Samlingen et Motto, men jeg kunde intet ret betegnende finde, saa lavede jeg selv et:
Og siden havde jeg den Morskab, at see andre Forfattere, Mænd af Læsning, citere samme af Jean Paul; jeg vidste, hvorfra de havde det, og Ørsted vidste det ogsaa. – Paa en Tid, hvor jeg virkelig led bitterlig under en altfor haard og næsten personlig Critik, saa jeg tidt var ved at opgive mig selv, kom der Øieblikke, hvor Lunet, om jeg tør kalde det saa, løftede mig over den Bedrøvelse og Ynkelighed, jeg sank ned i, jeg saae vel mine egne Svagheder og Mangler, men ogsaa det stundom Taabelige og Komiske i den ofte fade Heglen og Hovmestereren; i et saadant Øieblik skrev jeg en Critik over H. C. Andersen som Forfatter, den var meget skarp og endte med Opfordring til Studium og Taknemlighed mod mine Opdragere; jeg havde ikke blot gjengivet de sædvanlige Indvendinger mod mine Arbeider, men tillige omtalt et Par endnu, som jeg selv følte nok kunde gjøres, naar man vilde mig ret til Livs. Jeg tog det Skrevne med til H. C. Ørsteds en Middag, en Kreds var der samlet, jeg sagde, at jeg bragte med en Afskrift af en uforskammet haard og læste den op; man kunde ikke begribe, at jeg vilde skrive Sligt af, men man indrømmede, at den ogsaa var haard. – »Det er den«, sagde Ørsted, »man er for streng mod Andersen, men dog, jeg sidder og tænker paa, der er Noget i denne, et Par Indvendinger, som virkelig ere ganske slaaende, de vise et Blik ind i Dem!« – »Ja!« svarede jeg, »for den er ogsaa af mig selv!« og nu blev der en Overraskelse, en Latter og Spøg, de Fleste undrede sig over, at jeg selv kunde skrive Sligt. – »Han er en sand Humoristiker!« sagde H. C. Ørsted, og det var første Gang, at det gik op for mig selv, at jeg havde Noget af denne Evne.
Alt som man bliver ældre, ihvor meget man end tumler sig om i Verden, bliver dog eet Sted det egentlige Hjem, selv Trækfuglen har sit bestemte Sted, hvorhen den altid søger, mit var, foruden hos H. C. Ørsted, Wulffs og Fru Læssøe, det Collinske Huus, det var og bliver det egentlige Hjem i Hjemmet. Behandlet som Søn, næsten opvoxen med Sønnerne og Døttrene, er jeg blevet et Led i Familien; et inderligere Sammenhold, end i dette Huus har jeg aldrig kjendt; eet Led brast i denne Kjæde, og just i Tabets Time følte jeg, hvor fast jeg var voxet her, at jeg blev betragtet som een af Børnene. Skulde jeg nævne et Exempel paa en Huusmoder, der ganske hengav sit eget Jeg i sin Mand og sine Børn, da maa jeg nævne .
I de sidste Leveaar var hendes Hørelse aftaget, og hun havde den Ulykke, snart at blive næsten blind; en Øienoperation blev foretaget, den faldt lykkelig ud, hun kunde alt i Vinteren begynde igjen at læse en Bog og var taknemmelig glad derover, længtes forunderlig efter at see det første Foraarsgrønne, og hun saae det i sin lille Have. ; paa tredie Dag laae hun endnu saaledes i uafbrudt rolig Slummer, da gik der en Bleghed hen over Ansigtet og hun var død.
Du lukked’ Øiet for at samle ret
Med Tanken i een Sum din hele Lykke
Vi saae et Blund, som Barnets blød og let,
O Død, Du er jo Glands og ikke Skygge!
Aldrig havde jeg tænkt mig at det at forlade denne Verden kunde være saa smertefrit, saa lyksaligt. Der kom en Andagt i min Sjæl, en Forvisning om Gud og Evigheden, som løftede dette Øieblik til et Moment i mit Liv; det var den første Dødsseng, jeg som Ældre havde staaet ved. Børn og Børnebørn vare samlede; i et saadant Øieblik er det helligt rundt omkring os. Hendes Sjæl var Kjærlighed, hun gik til Kjærlighed og Gud!
I Slutningen af Juli skulde ved Skanderborg afsløres, jeg havde efter Comiteens Anmodning skrevet 16, Hartmann satte den i Musik, og Studenter-Sangforeningen vilde udføre den; de Syngende ligesom Componist og Digter bleve naturligviis indbudne.
I smukke Bugter mellem de høie Banker med høie Bøge strækker sig , paa Slots-Ruinen er Kirken reist og foran den staaer Monumentet, et Arbeide af Thorvaldsen. Der var meget , vil jeg troe, i det Hele, men meget lidt Orden, Folk brød ind over for bedre at høre, ingen Ting hørte man, Vinden bar Musik og Sang bort fra det egentlige Centrum, Talerens Stemme forsvandt i Luften; det egentlige, for mig, smukkeste Moment var om Aftenen efter Afslørelsen af Monumentet; rundt om dette vare tændte, de kastede deres vaklende Skjær ud over Søen; inde i Skoven glimrede tusinde Lys, og Dandse-Musiken klang fra Teltene; rundtom paa alle Banker, mellem Skovene og høit over disse bleve i et Nu Festblus tændte, der lyste i Natten, som røde Stjerner. Der laae over Sø og Land en Fred, en Sommerduft, som Norden i sine deiligste Sommernætter eier. Skyggerne af hver, som gik mellem Monumentet og Kirke, glede svævende, store, hen ad dens røde Muur, som var det Aander, der toge Deel med i Festen.
var givet til at hjemføre Studenterne, og før Afreisen beredte Aarhuus Borgere os, hjerteligt og velmeent, en Balfest, vi kom i lang Vognrække til deres By, men tidligere end de havde ventet os, og da vi skulde festligt modtages, bleve vi varede ad om at vente lidt; vi maatte i den hede Sol holde lang Tid udenfor Byen, Alt for Ærens Skyld, og da vi saa kom ind og paa Torvet, opstilledes vi i Rækker; de gode Borgere toge hver sin Student for at beværte ham og give ham et Hjem, Hartmann havde alt tidligt en Indbydelse, jeg stod mellem de Opstillede, et Par Borgere, een efter anden, kom, bukkede, vilde vide mit Navn, og da jeg sagde det, spurgte de: »det er dog ikke Digteren?« jeg sagde »jo!« de bukkede igjen og gik, de gik Allesammen, ikke en eneste vilde have Digteren, eller maaskee, skal jeg tro, som man bagefter høflig har sagt, de undte mig saa god en Vært, den allerbedste, saa at jeg tilsidst fik slet ingen; jeg stod forladt og ene, som paa Slavemarkedet en Sort, hvem Ingen vil kjøbe; jeg alene maatte tye til et Hotel udi den gode Stad Aarhuus.
Hjem over Kattegattet gik det med Sang og Klang, Ungdoms Sind og Ungdoms Mod; løftede sine sorte Klipper, de danske Kyster stode saa friske og grønne med deres Bøgeskove, det var en Sangfart, en Vennefart for Componist og Digter. – Jeg vandrer hjem igjen til literair Virksomhed.
I Begyndelsen af Aaret var min Roman af den bekjendte Forfatterinde Mary Howitt og, som før sagt, optaget med stort Bifald; , jeg var blevet en læst Forfatter i det store England; . Paa Tydsk og Svensk var tidligere de eneste Oversættelser af mine Skrifter; nu fulgte foruden disse nævnte ogsaa , og i Petersborg . Hvad jeg aldrig dristigt havde vovet at tænke mig muligt opfyldtes, mine Skrifter syntes at staae under en Lykkestjerne, jeg kan ikke forklare det anderledes; de toge Flugt ud over Landene og fandt overalt Venner og mildere Dommere end i mit eget Fædreland, hvor de dog vare skrevne og læstes i Originalsproget. – Der er noget Opløftende og tillige i, at see sine Tanker gaae vidt omkring og ind i Menneskene; det er næsten ængsteligt saaledes at tilhøre Mange. Det Ædle og Gode bliver en Velsignelse, men vore Vildfarelser, det Onde, have ogsaa deres Spirer i sig, og uvilkaarligt paatrænger sig Tanken: Gud, lad mig aldrig nedskrive et Ord, hvorfor jeg ikke hos Dig kan gjøre Regnskab. En egen Følelse, blandet af Glæde og Angest, fylder mig ved hver Gang min Lykke-Genius bærer min Digtning til et fremmed Folk.
Som et styrkende Bad for Aanden, som den , der altid forynger igjen, er for mig Det at reise. Jeg føler en Trang dertil, ikke for at søge Stof, som en har troet og sagt, ; der ligger en Rigdom af Stof i mit eget Indre, dette Liv er for kort til at tømme dette Væld, men der hører Aands-Friskhed til at bringe det sundt og modent paa Papiret, og for mig er Reiselivet, som sagt, dette forfriskende Bad, hvorfra jeg ligesom yngre og stærkere vender tilbage. Ved fornuftig Oeconomie og ved Indtægten af mine Skrifter har jeg i de sidste Aaringer flere Gange været paa Reise. , maaske Overvurdering, men især Hjertelighed, Lykke og Glæde er i fuldeste Maal strømmet til mig derude, det kunde jeg dengang desværre ikke sige om Hjemmet, og ved det hænger Hjertet; derude fik jeg et Solskin, som kun i enkelte Straaler kom til mig i mit Fædreland, hvor man meest havde Øie for mine Svagheder, tillod sig at opdrage mig og forkuede mangen dygtig Spire hos mig, ja havde ødelagt den om ikke fremmed Kjærlighed havde pleiet den, givet mig Selvstændighed og endelig, ved sin Udtalelse, Medfølelse og Vurdering overrasket og tiltvunget Hjemmets Folk til at agte min Digternatur. – Det er gaaet mig som Den, der i Hjemmet er og Syndebuk, ude et forkjælet afholdt Barn, der løftede sig vel Sindet lidt, men indenfor Hjemmets Mure følte det da Haardheden og Lidelsen større.
Dog til Reisen igjen; den jeg her omtaler hører til een af de, paa hvilke Gud forundte mig den største Erkjendelse og Glæde.
Jeg vilde igjen besøge Italien, det var for tredie Gang; jeg vilde kjende Syden ogsaa i sin varme Tid og det var min Plan, dernæst at gaae til Spanien og hjem over Frankrig.
; altid før naar jeg reiste ud, tænkte jeg: »Gud, hvad vil Du paa denne Reise lade skee for mig!« Denne Gang var min Tanke: »Gud, hvad skeer med mine Venner her hjemme i den lange Tid, jeg er borte?« Og jeg følte en Angest: i eet Aar kan Liigvognen mange Gange kjøre ud af Porten, og hvilke Navne skulle skinne fra Kisterne! – Vi have den Talemaade, naar man pludselig føler en kold Gysen: »nu gik Døden over min Grav!« – Det er et koldere Gys, naar Tanken gaaer over vore bedste Venners Grave.
Jeg blev nogle Dage hos paa Glorup; Landlivet her holdt mig fast, og dette har selv i det sildige Efteraar noget poetisk smukt; naar Løvet er af Træerne, men Solen skinner paa det grønne Græs, og Fuglene qviddre, kan man tidt bilde sig ind, at det er en Foraarsdag; saaledes har vist den ældre Mand Øieblikke i sin Høst, hvor hans Hjerte endnu drømmer Foraar.
I min Fødeby, det gamle Odense, blev jeg kun een Dag, jeg føler mig mere fremmed der, end i nogen af Tydsklands store Byer; som Barn var jeg eensom, har derfor ingen Barndomsvenner her; de fleste Familier, jeg her havde kjendt, ere døde, ganske nye Slægter gaae om i Gaderne, der ogsaa ere forandrede. Mine Forældres fattige Grave findes ikke mere, andre Døde ere igjen her nedlagte; Alt er forandret. – Jeg gik en af mine Barndoms-Vandringer ud til , der havde tilhørt den Iversenske Familie, denne selv var spredt ad, ubekjendte Ansigter viste sig for mig bag Ruderne. Hvor mange Ungdoms-Tanker bleve ikke vexlede her; en af de unge Piger, , som stille med lysende Øine dengang lyttede her til mine første Digte, da jeg som Discipel fra Slagelse og senere som ung Student kom her, sad nu langt mere stille i det larmende Kjøbenhavn og havde derfra alt sendt sine første Skrifter ud i Verden, Romanerne »Tante Anna« og »En Skribentindes Datter«. Begge vare alt ; den tydske Forlægger troede, at et Par Ord fra mig kunde være dem til Gavn og jeg, den Fremmede, den maaskee alt for vel Modtagne, har indført den beskedne Piges Skrifter i Tydskland17. Hendes Barndoms Hjem ved Odense Canal, her hvor den første lille Kreds havde givet mig Hyldest og Glæde, besøgte jeg; Alt var mig nu der fremmed, jeg selv en Fremmed; heller ikke hende skulde jeg mere see, da jeg Aaret efter vendte hjem fra Reisen naaede mig Efterretningen, at hun i Juli (1846) var død; hun blev sine Forældre en kjærlig Datter, var et dybt poetisk Gemyt, og jeg har i hende mistet en trofast Veninde fra Barndomsaarene, som med Interesse og søsterligt Sind fulgte mig i onde og gode Dage.
, mellem de flere Danske man hædrede med Indbydelse var ogsaa jeg; der havde imidlertid da tydeligt viist sig en Gjæring, en Spænding, der stillede det hertugelige Huus i en Slags vaklende Stilling til dansk Interesse; uagtet min hele Virken laae og er udenfor det politiske Liv vilde jeg dog helst undgaae at være Vidne til mulige Ord eller Yttringer, der kunde komme i Collision med min Danskhed, det laae mig ogsaa beqvemmere paa min Reise-Udflugt senere at tage over og udtale min Tak for den venlige naadige Indbydelse, end at reise hen, atter tilbage og senere ud igjen. Jeg kom saaledes nu for første Gang til det smukt beliggende Jagtslot Gravensteen, og blev som tidligere naadigst og hjerteligt modtaget, , at de om Aftenen mellem andre Sange istemte »«, antog jeg betydningsløst; i Familielivet taltes kun Dansk og der udtaltes og fremhævedes for mig, hvor dansk just Hertugen var, hvilken Uret Kjøbenhavnerne i deres feilagtige Dom gjorde ham. – Mindst anede jeg da, hvor snart Uveiret vilde bryde løs. – Jeg blev her hele fjorten Dage, det var, som om disse vare en Forberedelse paa al den Lykke og Velsignelse, der skulde møde mig, naar jeg kom til Tydskland. Egnen ved Flensborg Fjord er unegtelig en af de meest maleriske i det Slevigske; her er store Skove, bjergagtige Høider og altid Afvexling med den bugtede Fjord og de mange stille Ferskvands-Søer. Selv Efteraarets svævende Taager gav Landskabet noget end mere malerisk, noget fremmed for Øboeren, der kun i mindre Maalestok seer hos sig en saadan Natur. Der var smukt ude, der var velsignet inde; og her i festlig og fyrstelig Overflødighed blev til et af Eventyrene, der skildrer Savn og Nød: »«. Udgiveren af en dansk Folkekalender sendte mig tre forskjellige Træsnit og bad mig om jeg til eet af disse vilde skrive ham en lille Historie og jeg valgte Billedet med og holder et Bundt i Haanden.
Med Indbydelse til oftere at vende tilbage til Gravensteen og Augustenborg forlod jeg et Sted, hvor jeg havde nydt lykkelige Dage; en tung, blodig Tid skulde gaae op herover; jeg har ikke haft Hjerte til at see disse Egne igjen – de sidste Toner der klang for mig derfra, vare »!« – Prindsesserne af Augustenborg spillede den i ungdommelig Munterhed, Erindringen om hiin Tid og dens Efterklang er et smerteligt Echo – »todt! – todt!« – Men igjen til Reisen.
Til de gamle Venner , der besøgtes, sluttede sig en ny, det var Maleren den geniale ; han overraskede mig med sine kjække, herlige Tegninger til mine Eventyr, han havde alt en heel Samling, og de ere ; disse ere unegtelig de genialeste Billeder til Eventyrene. Det samme kjække Naturfriske, der aabenbarer sig i hvert af hans Arbeider og gjør det til et lille Kunstværk, udtaler sig i hele hans Personlighed. Han var da ikke gift, men Familiehjemmet, han var i, syntes mig et patriarchalsk Hjem; her var , og begavede Søstre, som med hele deres Sjæl elskede Broderen. Speckter syntes opfyldt af mine Eventyr og gjennem disse at være mig inderlig god. Fuld af Liv og Spøg gik han en Aften med mig, jeg vilde i Theatret, og der var neppe meer end et Qvarteerstid til, at Forestillingen skulde begynde, vi kom forbi et rigt Huus. »Der maae vi først op, kjære Ven«, sagde han, »der boer !« – »Men Forestillingen begynder i Theatret!« sagde jeg. »Kun to Minuter!« svarede han og trak mig ind i Huset, nævnede mit Navn, Børnekredsen flokkede sig om mig. »Og nu fortæller De et Eventyr, kun et eneste!« Jeg fortalte eet og skyndte mig afsted for endnu betids at naae Theatret. »Det var et underligt Besøg!« sagde jeg. »Fortræffeligt!« jublede han, »ganske udmærket. Børnene ere opfyldte af Andersen og hans Eventyr, pludseligt staaer han midt i Kredsen, fortæller selv eet og – er borte, forsvundet! det er for de Smaa som et Eventyr selv! det vil just blive levende i deres Erindring!«
, Storhertugdømmet, ventede mig min egen lille Stue, hvor Alt var gjort hjemligt og hyggeligt for mig. Den nuværende Minister von Eisendecher og hans aandfulde Kone, hvem jeg blandt alle Vennerne i Udlandet kunde regne blandt de meest deeltagende, ventede mig, hos dem havde jeg lovet at blive en fjorten Dage, men Opholdet her drog endnu lidt længere ud. Et Huus, hvori alle de bedste og meest Aandfulde i en Stad mødes, bliver altid et behageligt Opholdssted, og et saadant fandt jeg her. I den lille Stad er en stor Selskabelighed, og Theatret, hvor der da hverken gaves Opera eller Ballet, hørte idetmindste dengang til de allerfortræffeligste i Tydskland. var da Theaterintendant, hans Dygtighed er noksom bekjendt og af en stor og heldig Indflydelse viste sig Digteren . Mosen, der for endeel ligner , har et noget afrikansk Ansigt med brune, funklende Øine, var, uagtet hans legemlige Liden, Liv og Aand; snart forstode vi hinanden og mødtes tidt. Ham skylder jeg, at jeg fik eet af Tydsklands classiske Stykker at see: , hvis Titelrolle udførtes af Kaiser, en lige saa tænkende og fortræffelig Skuespiller, .
Ogsaa , der saa interessant har skrevet om »Neapel und die Neapolitaner« traf jeg her atter, at han gjorde sig bekjendt med mine øvrige paa Tydsk udkomne Skrifter og skrev Aaret efter i: »Jahrbücher der Gegenwart«, September og October Hefterne, en udførlig gjennemgaaende Artikel: »Andersen und seine Werke«, der aander Kjærlighed, og viser Indsigt og Tænkning ved det Læste; det Hele tør vistnok kaldes en Roes for dansk Literatur, som det var af en stor Betydning for mig, men det synes ikke, at Nogen her hjemme har lagt Mærke til dette ellers meget læste Skrift; aldrig er Anmeldelsen blevet nævnet, og jeg skulde troe, alene for Sammenligning der mellem Heine, der havde den høieste Erkjendelse og mig, der kun havde den i ringe Grad, det kunde her have været nævnet, som Forunderligt, og saaledes har det vist ogsaa klinget for Læseren her om Heine og Andersen, at nævne de To sammen, men det var nu Tilfældet: »Beide Dichter haben ein Verhältniß zur deutschen Romantik; aber Heine steckt aus der Romantik, in deren Kranz er in guten Stunden mit den schönsten Blüthen geflochten, in der Prosa des Witzes herab; Andersen dagegen nimmt der substantiellen Inhalt, den die neueste Schule, im Gegensatze zu der selbstsüchtigen Romantik fordert, in die beiden Dichtungsarten die er vorzugsweise kultivirt, in den Romanen und das Märchen, auf, ohne jedoch die kranke Seite dieser Schule: das philosophische Construiren und den politische Tendenz zu adoptiren; er weiß nicht von Hegel, will auch Nichts von ihm wissen, weil die graue Theorie, seiner kindlichen, ächten Dichternatur widerstrebt;« – –
og min Landsmand, , hørte til mine tidligere Venner, hver Dag knyttedes iøvrigt nye Bekjendtskaber; ved den nuværende Minister v. Eisendecher, i hvis Kreds jeg havde mit Hjem, aabnedes mig alle Huse; modtog mig med Deeltagelse og Naade, alt Dagen efter min Ankomst blev jeg indbudt her til Hofconcert og senere flere Gange til Taffels.
I v. Eisendechers Huus og hos havde jeg et Par Gange læst paa Tydsk mine Eventyr, og idet jeg lagde min danske Sjæl i Udtrykket, og ved Eventyret den bløde Udtale i min Mund maaskee bidrog til at forhøie det Naive, som idetmindste er søgt at gjengives i Oversættelserne, fandt man en særegen Interesse i at høre mig selv foredrage disse. ; og overalt siden hos Vennerne i Tydskland vovede jeg det oftere og altid følte man, tør jeg troe, Interesse ved at høre mig selv forelæse disse smaa Historier. Den fremmede Udtale kan bedst tillades ved Læsningen af et Eventyr, det Fremmede grændser her til det Barnlige, der giver Forelæsningen en for denne Digtning naturlig Colorit. Jeg saae overalt de betydeligste Mænd, de meest aandfulde Qvinder med Interesse følge mig.
Anmelderen i »Jahrbücher der Gegenwart« siger:
»Man hat Andersen Eitelkeit vorgeworfen, weil er nicht müde wird dieselben Märchen immer wieder vorzulesen und von seinen Poesien zu sprechen. Allein gutmüthig, wie er ist, mag er einerseits den vielfachen Bitten, die allerwärts an ihn ergehen, selbst auf Gefahr großer Ermüdung nicht entgegen sein; ein Märchen erzählen oder lesen ist ja ein so Kleines und Leichtes; wie ein artiges Lied immer wieder zu singen wird, will ein Märchen immer wieder erzählt sein und kommt erst eins an die Reihe, so folgen leicht noch ein Paar nach. Andererseits hören andere Dichter sich auch gern lesen, zumal wenn sie, wie Andersen, gut vortragen und Beifall finden; dichleibige Manuscripte finden aber nicht leicht ein so williges Publicum. Auch andere Dichter reden sehr gern von ihren Werken, und für Alles, was außer ihrem Kreise liegt, nur wenig Sinn zeigend, kehren sie gern im Gespräch zu ihrem Ich zurück; sie sind nur klüger und wissen besser den Schein der Eitelkeit zu meiden.«
Jeg var endnu i Oldenburg, og det var allerede blevet Vinter. Engene der stode under Vand og dannede store Søer om Staden, bar tyk Iis, Skøiteløberne fløi hen over den, og jeg var som voxet fast i den kjære Stad Oldenburg hos de gjestfrie Venner, Dage og Aftner glede saa hurtigt hen i aandfuldt Selskabsliv, ved Læsning, Musik, Skuespil og Samtaler; en lille Anecdote, vist ikke før optegnet, jeg hørte her og som rørte mig og knytter sig til den ulykkelige danske Dronning Caroline Mathildes Historie, maa jeg vedlægge disse Blade. fortalte, at hendes Fader havde været med i Ambassaden, der afhentede fra England Caroline Mathilde, Christian den Syvendes Dronning; ombord paa Skibet fik de i Nordsøen en Storm; det danske og engelske Flag der forenet i eet vaiede paa Skibet blev ved et Vindstød revet af Stangen og flenget i to Stykker, hvert Flag for sig; det var som et ondt Varsel, og Taarerne kom Caroline Mathilde i Øinene, men saa greb hun i Hast de adskilte Stykker, fik Naal og Traad og satte sig ned paa Dækket, medens Søen sprøitede derop og selv syede hun Flagene sammen til eet.
Et Træk af rørte mig; han havde med stor Opmærksomhed hørt mig læse et Eventyr, og da jeg derfor Dagen før min Afreise kom at sige Levvel, og Moderen sagde, at han skulde give mig Haanden: »der gaae maaskee mange Tider, før Du seer ham igjen!« brast Drengen i Graad, og om Aftenen da Mosen kom i Theatret til mig, sagde han: »min lille Erik eier to Tinsoldater, han har givet mig den ene til Dem at tage med paa Reisen!« og den fulgte med; i Historien om »det gamle Huus« har jeg tænkt paa lille Eriks Tinsoldat. Mosen skrev til mig, foran i sin: »:«
Kam ein Vogel einst herüber,
Von der Nordsee wüsten Strand,
Singend zog er mir vorüber,
Märchen singen durch das Land;
Fahre wohl! bring deine Lieder
Und dein Herz den Freunden wieder.
Afreisen kunde nu ikke længere udsættes, Julen nærmede sig og denne vilde jeg i Aar tilbringe i Berlin; men hvad er Afstanden i vor Tid, fra Hannover til Berlin gik jo Dampvognen i een Dag! , fra alle Kjære der.
Da jeg forrige Gang var i Berlin blev jeg, som Forfatter til »Improvisatoren«, indbudt i »det italienske Selskab«, hvor kun de, som havde været i Italien kunde faae Adgang, her saae jeg første Gang , der ved sin kraftige, mandige Skikkelse og sit sølvhvide Haar ligner noget Thorvaldsen, dengang blev jeg ikke forestillet ham, og jeg vovede ikke selv at presentere mig; heller ikke i hans Atelier, hvilket jeg som andre Fremmede besøgte, fik jeg talt med ham; men da han, i Selskab med Musæets Directeur Olfers, gjestede Kjøbenhavn, og lærte at kjende hinanden; nu altsaa i Berlin gik jeg strax til ham, han havde siden vort Møde læst de fleste af mine Skrifter og var især opfyldt af mine Eventyr; han trykkede mig i sine Arme, udtalte en altfor høi Roes over mig som Digter, men ærligt meent, tør jeg troe; et saadant Øiebliks Vurdering eller Overvurdering hos Geniet udsletter mange mørke Skygger i Sindet. Af Rauch fik jeg mit første Velkommen i Berlin, han sagde mig, hvilken stor Kreds af Venner jeg havde i Preussens Hovedstad, og jeg maatte snart erkjende Sandheden; det var de ædleste i Sindet, som de første af Rang i Kunst og Videnskab der kom mig imøde: , , og saa mange Uforglemmelige. Alt forrige Gang jeg var her, havde jeg søgt , men var dengang ikke kommet vidt med Bekjendtskab; jeg havde da intet Anbefalingsbrev bragt med, idet man sagde mig, og jeg selv troede det, at kjendte Nogen mig i Berlin, saa maatte det være Brødrene Grimm; jeg opsøgte deres Bopæl; en Tjenestepige spurgte mig, hvem af de To jeg vilde tale med. »Den, som har skrevet meest!« sagde jeg, idet jeg dengang var uvidende om, hvem af dem der havde været meest virksom ved Udgivelsen af Folke-Eventyrene. »Jacob er den Lærdeste!« sagde Pigen; »ja, saa før mig til ham!« – Jeg kom ind i Stuen; og Jacob Grimm med det kloge, charakteristiske Ansigt stod for mig.
»Jeg kommer til Dem uden Anbefalingsbrev, idet jeg haaber, at mit Navn er Dem ikke ganske fremmed!«
»Hvem er De?« spurgte han. Jeg sagde det og Jacob Grimm sagde halv forlegen: »Jeg veed ikke, at jeg har hørt Deres Navn. Hvad har De skrevet?«
Nu blev jeg forlegen, nævnede mine Eventyr.
»Jeg kjender dem ikke!« sagde han; »men siig mig et andet af deres Skrifter, saa har jeg vist hørt det nævne!«
Jeg nævnede »Improvisatoren« og endnu et Par af mine Bøger, han rystede med Hovedet, jeg følte mig ganske ilde ved det. »Hvad maa De troe om mig!« begyndte jeg, »saaledes, som vildfremmed at komme ind til Dem, saaledes selv at regne op, hvad jeg har skrevet! – men De maa kjende mig! jeg veed , udgivet af Molbech og dediceret Dem, i den staaer i det mindste eet Eventyr af mig!« Godmodig, men forlegen, som jeg selv var det, sagde han: »Ja, den Bog har jeg ikke læst! Men det glæder mig at kjende Dem; maa jeg føre Dem til min Broder Wilhelm!«
»Nei, Tak!« sagde jeg og ønskede bare at komme bort, det var gaaet mig galt nok hos den ene Broder, saa jeg ikke havde Lyst at prøve det samme hos den anden; jeg trykkede hans Haand og skyndte mig afsted; nogle Uger efter i Kjøbenhavn, idet jeg der netop pakkede ind i min Koffert for at reise til Provindserne, traadte Jacob Grimm i Reiseklæder ind til mig, han var kommet til Kjøbenhavn, netop steget i Land og paa Veien til Hotellet, da han kom forbi min Bopæl, var han strax gaaet op til mig, for: »nu kjendte han mig!« sagde han; hjerteligt trykkede han min Haand og saae mildt paa mig med sine kloge Øine; Postkarlen, der skulde hente mit Tøi, traadte i det samme ind, jeg havde kun faa Minuter og Sammentræffet i Kjøbenhavn blev saaledes lige saa kort, som det i Berlin; men nu kjendte vi hinanden, nu vare vi gamle Bekjendte, der atter mødtes.
Jacob Grimm er een af de Personligheder, man maa elske og slutte sig til; ogsaa hans Broder lærte jeg nu at kjende og skatte. En Aften hos Grevinde Bismark-Bohlen læste jeg eet af mine Eventyr; i Kredsen her lyttede Een især med synlig Deeltagelse, udtalte sig klogt og eiendommeligt, det var Wilhelm Grimm.
»Jeg havde dog nok kjendt Dem, dersom De var kommet ind til mig, sidst De var her!« sagde han.
Senere samledes jeg næsten daglig med begge disse to begavede, elskværdige Brødre; de Kredse, i hvilke jeg kom, syntes ogsaa at være deres, og det var mig en Lyst og en Glæde, at de lyttede til mine Eventyr, at de med Deeltagelse fulgte mig, de, hvis Navne ville evigt staae, saalænge »tydske Folke-Eventyr« læses. – Det havde under mit forrige Ophold i Berlin forstemt mig, at Grimm slet ikke kjendte mig, og naar derfor den Tid Nogen stærk udtalte, hvor kjendt og vel optaget jeg var i Berlin, rystede jeg med Hovedet og gav min Tvivl med de Ord: »Grimm kjendte mig aldeles ikke!« – Nu var det opnaaet!
var syg, kunde Ingen see hos sig, sagde man, men da han fik mit Kort, sendte han mig strax Brev og ordnede , hans Broder, Billedhuggeren Tieck, samt vare med mig de eneste Gjester. Det var sidste Gang, vi samledes; et Par glade, levende Timer fløi; aldrig glemmer jeg siden den Musik, der laae i hans Tale, den Inderlighed, der straalede ud af hans kloge Øine, hvis Ild ikke ved Alderen slukkedes, men vandt i Glands. – »Alferne«, et af de skjønneste Eventyr, der er digtet i vor Tid, formaaer, om Tieck ikke havde skrevet Andet, at bære hans Navn til Udødeligheden. – Som Eventyrfortæller bøiede jeg mig for ham, den Ældre, Mesteren, han, som var den første tydske Digter, for mange Aar tilbage, der først trykkede mig til sit Bryst, som var det en Indvielse, at vi skulde vandre de samme Veie.
De ældre Venner maatte alle besøges, Antallet af de nye voxte hver Dag, Indbydelser fulgte; der hører ordenligt legemlige Kræfter til at udholde saa megen Velvillie! Henved tre Uger blev jeg i Berlin, og Tiden syntes ligesom at flyve hurtigere ved hver Dag, der gik, men jeg overanstrengedes, jeg var tilsidst legemlig og aandelig træt; jeg kunde kun vente Ro og Hvile ved igjen at komme paa Jernbanen, idet jeg fløi gjennem Landene. –
Og dog midt i denne Suus og Tummel, i al dette Overmaal af Godhed og Interesse for at gjøre mig mit Ophold her behageligt, stod een Aften tom, ubesat, een Aften, hvor jeg pludseligt følte Eensomheden i sin trykkende Skikkelse. Det var Juleaften. Netop den Aften, jeg med Barnets Sind saae i Festglands, hvor det hører til, at jeg maa see Juletræet, glæde mig over Børnenes Glæde, see de Ældre blive Børn igjen. – Netop denne Aften, som jeg siden hørte af de Mange, der gjestfrit og gjerne saae mig, troede Enhver, at jeg forlængst havde taget Indbydelse, hvor jeg helst vilde være, i Hotellet og tænkte paa Hjemmet i Kjøbenhavn. , Meyerbeer havde, som han tidligere udtalte for mig, sat igjennem, at hun var optraadt her, hyldet og beundret, lød overalt hendes Roes, ikke blot Kunstnerindens men Qvindens, begge i een forenet vakte en Begeistring, en Enthusiasme, saa Theatret bestormedes, naar hun sang. I alle Byer, paa alle Steder, hvor jeg kom, taltes om hende, dog denne Tale behøvedes ikke, hun var dybt i min Tanke, og det havde længe været min deiligste Phantasie, at tænke mig Juleaften tilbragt hos hende, jeg var forvisset om, at var jeg paa den Tid i Berlin, skulde jeg denne Festaften være i hendes Selskab. Det var mig en saadan fix Overbeviisning, at jeg afslog alle Indbydelser af Vennerne i Berlin, og da saa Aftenen kom, – var jeg ikke indbudt af Jenny Lind, og sad ganske eensom i Hotellet, følte mig saa forladt, aabnede Vinduet, saae op i Stjernehimlen, den var mit Juletræ; jeg var saa blød i Sindet, Andre ville maaskee kalde det sentimental, de kjende Navnet, jeg kjender Stemningen. Morgenen derpaa var jeg ærgerlig, barnagtig ærgerlig over min spildte Juleaften, og jeg sagde Jenny Lind, hvor trist jeg havde tilbragt den. »Jeg troede, De var hos Prindser og Prindsesser!« sagde hun; da fortalte jeg hende, at jeg havde afslaaet alle Indbydelser for at være hos hende, og at Det havde jeg glædet mig til i lang, lang Tid, ja derfor var jeg netop i Julen kommet til Berlin.
»!« sagde hun smilende, strøg sin Haand hen over min Pande, loe af mig og sagde, »det faldt mig aldrig ind, jeg var desuden budet ud, men nu maae vi gjøre Juleaften om, nu skal jeg lade Træet tænde for Barnet! !« Og netop Aarets sidste Aften stod for mig alene hos hende et lille Træ med Lys og Stads; Jenny Lind, og jeg vare hele Kredsen. Vi tre Børn fra Norden vare samlede . Jeg var Barnet, for hvem Juletræet var tændt; det var som Børns Legen »«, vi fik alle Anretninger som ved stort Selskab, Thee, Iis og endelig Aftens-Bord; Jenny Lind gav en stor Arie og et Par svenske Sange, det var en ganske festlig Soirée, og jeg fik alle Juletræets Presenter. Vor stille festlige Aften rygtedes og blev omtalt i Avisen, de to Børn fra Norden, Jenny Lind og Andersen, begge under Juletræet, stod der omtrent.
En lille Historie, et Bidrag til hendes Triumph, blev jeg indviet i. En Morgenstund saae jeg fra mit Vindue, »«, stod, halv skjult af Træet nærmest Huset, en Mand, noget fattigt klædt, han tog en Kam op af Lommen, satte sit Haar, glattede Halsdugen og børstede Kjolen med Haanden. Jeg kjender den undseelige Armod, der trykkes af de fattige Klæder; min Interesse var vakt for ham. Et Øieblik efter bankede det paa min Dør, og samme Mand traadte ind til mig; det var , der kun er en fattig Skrædder men et ægte poetiskt Gemyt; Rellstab, Kletke og flere Forfattere i Berlin havde i Bladene hæderligt omtalt ham, sagt, at der i hans Digte var noget Sundt og religiøst Inderligt. Han havde læst, at jeg var i Berlin og kom derfor at besøge mig. Vi sad i Sophaen sammen og han udtalte en saa elskværdig Nøisomhed, et saa ufordærvet godt Gemyt, at det gjorde mig ondt at jeg ikke var rig, for ret at kunne gjøre Noget for ham. At han i al sin Nøisomhed var trængende, saae jeg, Penge skulde han have, men det Lidet, jeg kunde give, skammede jeg mig ved at byde ham, det maatte idetmindste derfor komme under en modtagelig Form. Jeg spurgte ham, om jeg turde indbyde ham til at høre Jenny Lind.
»Jeg har hørt hende!« sagde han med et Smiil. »Ja, jeg havde jo ikke Penge til at kjøbe Billet, men saa gik jeg hen til Formanden for Statisterne og spurgte, om jeg ikke en Aften kunde blive Statist i , og man antog mig; jeg blev klædt som romersk Kriger, fik et stort Sværd ved Siden og kom ind paa Theatret, hørte hende bedre end alle Andre, jeg stod tæt ved hende, ak, hvor sang hun! hvor spillede hun! jeg kunde ikke lade være, jeg maatte græde derved, men det maatte man ikke, Formanden forbød det, han blev vred og vil ikke oftere lade mig komme med, thi man tør ikke græde paa Theatret.«
Jenny Lind førte mig til Madam Birch-Pfeiffer. »Hun har lært mig Tydsk«, sagde hun, »hun er mig som en god Moder! De skal lære at kjende hende!« Jeg glædede mig dertil. Paa Gaden satte vi os op i en Droschke; den verdensberømte Jenny Lind i en Droschke, vil Enkelte sige som det blev sagt i Kjøbenhavn, da man engang mødte hende saaledes kjørende med en ældre Veninde; »det er upassende for Jenny Lind at kjøre i Droschke, det Ene maa dog svare til det Andet!« Hvor underligt tidt Begrebet om det Passende fremstiller sig, saadanne Hverdagslivets Smaaligheder falde aldrig den sande Storhed ind. – Thorvaldsen sagde engang paa Nysøe, da jeg derfra vilde tage ind til Byen med Dagvognen: »jeg tager med Dem!« og nu lød: »det passede sig ikke, Thorvaldsen med Dagvogn!« – »Men Andersen kjører jo ind med den!« sagde han uskyldig i sin Tanke; »det er noget Andet!« maatte jeg sige ham, Thorvaldsen med Dagvogn, det vilde forarge; det havde det allerede, at Jenny Lind sad i en Droschke; dog nu i Berlin kjørte hun med mig i en saadan, som vi tog paa Gaden, og kom til . Jeg vidste om denne Kunstnerindes Dygtighed som Skuespillerinde, kjendte hendes næsten Scribeske Talent til at , vidste den Haardhed, Critiken havde næsten altid øvet mod den høitbegavede Kone, det forekom mig ogsaa i det første Øieblik, som om dette – og ganske naturlig – havde givet hende et lille Bitterheds-Smiil, jeg fornam det i hendes Hilsen. – »Jeg har endnu ikke læst Deres Bøger, men jeg veed Critiken er altid Dem saare gunstig! det kan jeg ikke glæde mig ved!«
»Han er mig som en god Broder!« sagde Jenny Lind, og lagde min Haand i hendes, og Madame Birch-Pfeiffer bød mig hjertelig og ærligt velkommen, hun var Liv og Lune, da jeg næste Gang kom til hende sad hun midt i Læsningen af »Improvisatoren«, og jeg følte, at jeg havde een Veninde mere.
Under mit Ophold i Berlin nød jeg den Lykke flere Gange at modtages af , Søster til den nuregjerende Storhertug af Weimar, hun ; den blomstrende Vinterhave, hvor Kilden pladskede mellem Mosset foran Statuens Fod, førte ind til Værelserne, hvor de venlige Børn og den aand- og hjertefulde Fyrstinde tidt modtog mig. .
; det er ikke blot det Givne, der har en Betydning, men det er Maaden, det gives paa, som hæver dens Værd.
Strax ved min Ankomst til Berlin, nød jeg den Ære at blive ; jeg fik Plads ved Siden af Humboldt, hvem jeg kjendte bedst, og ikke blot ved hans aandelige Betydning og hans elskelige jevne Væsen, men ved hans uendelige Velvillie mod mig, fik endnu mere kjær; Kongen modtog mig høist naadig, sagde, at han under havde spurgt efter mig og hørt, at jeg var bortreist; han udtalte en stor Interesse for min Roman: »Kun en Spillemand« og tilføiede, at han, efter at have læst denne Bog, altid naar han saae Storken, tænkte paa den stakkels Christian; havde dybt rørt ham; ogsaa Dronningen udtalte sig med samme Mildhed og Naade; senere havde jeg den Lykke en Aften at blive , en Aften for mig saa rig og uforglemmelig; her var, med Undtagelse af de to opvartende Hofdamer og Kammerherrer, alene Kongen, , Humboldt og jeg; ved samme lille Bord, hvor de sad, fik jeg Plads, netop den samme, sagde Dronningen, og forelæst sin Tragedie ; jeg læste fire Eventyr: Grantræet, den grimme Ælling, og Svinedrengen; Kongen var saa livlig, saa deeltagende, udtalte sig saa klogt og aandfuldt; fortalte ogsaa, hvor smuk han havde fundet den danske Skov-Natur, hvor fortræffelig i Kjøbenhavn Udførelsen havde været af Holbergs . Der blev saa gemytligt, saa godt i den kongelige Stue, milde Øine saae paa mig, jeg følte, man var mig god, ja alt for god! – Da jeg ud paa Natten kom til mit eget Kammer, var min Tanke saa opfyldt af denne Aften, mit Sind saa bevæget, at jeg ikke kunde sove; Alt forekom mig eventyrligt; hele Natten klang fra Taarnet Klokkespillet, den liflige Musik sluttede sig til mine Tanker; i Lykke bliver man god og from.
Endnu et Beviis paa Kongen af Preussens Naade og Godhed mod mig modtog jeg Aftenen før min Afreise. Jeg Ridderordenen af den røde Ørn, tredie Classe. Sligt Hæderstegn glæder Enhver, der faaer det, jeg tilstaaer ærligt, at jeg i høi Grad følte mig glad derved; jeg saae deri et tydeligt Tegn paa den ædle, oplyste Konges Godhed for mig; mit Hjerte var opfyldt af Taknemmelighed. Det var den første Orden, der tildeeltes mig, og jeg fik den just paa min Velgjører Collins Fødselsdag, den sjette Januar; denne Dag har nu en dobbelt festlig Betydning for mig. Jeg var usigelig glad og bad: Gud glæde det kongelige Sind, der saaledes vilde glæde mig.
, min Skaal blev drukket, et Digt: »« fremsagt; seent paa Natten kom jeg hjem for i den tidlige Morgen at være paa Jernbanen. – I Weimar skulde jeg igjen samles med Jenny Lind.
I »das Mährchen meines Lebens«, der blev skrevet og sluttet paa denne Reise, hvor altsaa Indtrykkene vare friske, min Følelse endnu stærkt vibrerende, siger jeg ved Afreisen herfra, og jeg maa gjentage Ordene: .
Efter et Døgns Reise var jeg alt hos den . Den uendelige Naade, jeg under dette mit Ophold daglig modtog af det weimarske storhertugelige Huus, har jeg ikke Ord for at udtale, men hele mit Hjerte er fuldt af Hengivenhed. Ved Hoffesterne, ved det hyggelige Familieliv, lærte jeg at skatte det ædleste Sind mod mig, det var en maanedlang Søndagsfest; hyggede om mig med en Broders Sind; uforglemmelig bliver mig de stille Aftentimer hos ham, hvor Vennen udtalte sig for Vennen; den kloge, dygtige som ogsaa Schober sluttede sig til disse. Den aandsfriske, værdige, gamle , en trofast Veninde af Jean Paul fra hans Ungdomstid, mødte mig med Deeltagelse, moderlig Hjertelighed og de kjære Ord: at jeg mindede hende om denne store Digter! Hun fortalte saa Meget om ham, der for mig var fremmed og nyt; Jean Paul, eller, som han egentlig hed Friederich Richter, var i de unge Aar saa fattig, at han for at faae Papir til at skrive sit første Værk paa, maatte fortjene Pengene til det ved at afskrive Exemplarer af »Dorfzeitung« for Bønderne i Landsbyen, hvor han boede; det var Digteren Gleim, sagde hun, der først blev opmærksom paa ham og skrev til hende om denne unge, begavede Mand, som han havde indbudt til sig og sendt 500 Thaler, som han nok kunde behøve. – Fru von Schwindler havde levet her i Weimar i dets Glories Dage; ved Hoffet her om Aftenen samledes hun da med Wieland, Herder og Musäus; om disse, om Goethe og Schiller i Samlivet her havde hun en Rigdom at fortælle. – Eet af Jean Pauls Breve til hende, forærede hun mig og tilføiede de Ord:
»– .« – –
, jeg hørte hende ved Hofconcert og i Theatret, besøgte med hende de Steder, der ved Schiller og Goethe ere blevne hellige; vi stode ved deres Kister, hvorhen havde ført os; den østerrigske Digter , som her første Gang mødte os, skrev siden et smukt Digt herom, der bliver mig et synligt Tegn om denne Time og dette Sted; man lægger jo kjære og smukke Blomster ind i sine Bøger, som en saadan lægger jeg her hans Vers.
Weimar am 29. Juni 1846
Mährchenrose, die Du oftmal
mich entzückt mit süßem Duft,
Sah Dich ranken um die Särge
in der Dichterfürstengruft!
Und mit Dir an jedem Sarge
in der todtenstillen Hall,
Sah ich eine schmerzentzückte
träumerische Nachtigall.
Und ich freute mich im Stillen
war in tiefster Brust entzückt,
Daß die dunklen Dichtersärge
spät noch solcher Zauber schmückt.
Und das Duften deiner Rose
wogte durch die Todtenhall,
Mit der Wehmuth, der in Trauer,
stummgewordnen Nachtigall.
I en Aftenkreds hos den aandfulde , Forfatteren til »Schwarzwälder Dorfgeschichten«; han opholdt sig just paa den Tid i Weimar. Hans »Dorfgeschichten« havde i høieste Grad opfyldt mig, jeg betragter dem som det meest Poetiske, det Sundeste og Glædeligste, den nyere Literatur har frembragt. Hans Personlighed gjorde det samme velsignede Indtryk paa mig; der er Noget saa aabent, saa klogt og ligefremt i Auerbachs hele Fremtræden, han seer ud, næsten kunde jeg sige, selv som en »Dorfgeschichte«, kjernesund paa Sjæl og Legeme, Ærligheden lyser ud af hans Øine; vi bleve snart Venner, han var aaben og fortrolig, foreslog mig, om vi skulde sige Du til hinanden, og smilende tilføiede han: »Men De veed, jeg er en Jøde!« – Jeg loe, som om det at høre til det ældste Folk, eet af de interessanteste, kunde gjøre nogen Forandring.
Mit Ophold i Weimar drog bestandig længere ud, det blev mig næsten vanskeligt at rive mig løs. Efter , efter at have overværet alle Festlighederne, hvortil jeg naadigst blev indbudt, reiste jeg; jeg maatte og vilde være i Rom før Paasken. Endnu engang i den tidligste Morgenstund saae jeg Arvestorhertugen og med bevæget Hjerte sagde jeg ham mit Farvel; aldrig vil jeg for Verden glemme den ophøiede Stilling, hans Fødsel giver ham, men sige tør jeg, som jo den Fattigste tør sige om Fyrsten: jeg har ham kjær, som dem, der ere mit Hjerte kjærest. Gud glæde og velsigne ham i hans ædle Stræben! et ægte Hjerte banker her bag den fyrstelige Stjerne.
Beaulieu fulgte mig til Jena og her ventede mig et gjestfrit Huus, der fra Goethes Tid har kjære Erindringer; jeg blev et Par Dage hos , hvis geniale, gemytfulde Søster, under mit Ophold i Berlin, havde viist mig megen Deeltagelse. Ogsaa , han kom til Jena, vi mødtes til Afsked hos Schillers Svigerinde, , den aandfulde Forfatterinde til Romanen »Agnes von Lilien«.
Holsteneren samlede hos sig i en festlig Aften en stor Skare af min Muses Venner, og i en smuk, hjertelig Toast for mig, udtalte han den danske Literaturs Betydning i dette Øieblik, det Sunde og Naturlige der trivedes i den. Mellem de Indbudne interesserede mig især den berømte Theolog , Forfatteren til »Jesu Liv« og »Kirkehistorien«. Han havde ved en Aften forud at høre mig læse et Par af mine Eventyr fattet stor Godhed for mig; hvad han i Hjertets og Interessens varme Øieblik, om mine Eventyr, nedskrev paa et Erindringsblad til mig, vidner derom.
»Was Schelling, nicht der jetzt in Berlin wohnt, sondern der ein unsterblicher Heros lebt im Reiche des Geistes, einst sagte: »»Die Natur ist der sichtbare Geist««, der Geist, die unsichtbare Natur ist mir gestern Abend wieder recht anschaulich geworden über Ihren Mährchen. Wie die auf der einen Seite so tief hineinlauschen in die Heimlichkeit der Natur, die Sprache der Vögel verstehen und wissen wie’s einem Tannenbaum oder einem Gänseblümchen zu Muthe ist, so daß Alles um seiner selbst willen da zu sein scheint, und wir sammt unsern Kindern in Freude und Sorge daran Theil nehmen, so ist auf der andern Seite doch alles nur des Geistes Bild und das Menschenherz in seiner Unendlichkeit zittert und schlägt durch alles hindurch. Mag dieser Quell aus dem Dichterherzen, das Gott Ihnen verliehen hat, noch eine Weile so erquicklich fortsprudeln, und diese Mährchen werden in der Erinnerung der germanischen Völker zu Volkssagen werden!«
Hvad jeg som Eventyr-Digter har at stræbe efter, ligger i disse sidste Linier! Det var ogsaa Hase og den geniale Improvisator i Jena, jeg for en Deel skylder, at en tydsk Udgave af mine Skrifter bragte mig en Indtægt. De overraskedes ved at høre, at jeg endnu af de mange Oversættelser, der alt fandtes i Tydskland, ikke havde erholdt mindste Honorar, jeg havde været glad ved, at mine Bøger fik Oversættere og Læsere og følt mig Udgiveren forbunden, naar han sendte mig et Par Exemplarer. Hase og Wolff udtalte, at jeg burde og maatte gjøre lidt indbringende for mig den Plads, mine Skrifter alt indtog i Tydskland, og de viste hertil virksomt Sind; ved min Ankomst til Leipzig fik jeg saaledes og i Leipzig selv foreslog Brockhaus, ligesom ogsaa Härtel og dernæst min Landsmand, Boghandler Lorck, at de vilde være Forlæggere og eengang for alle, for de alt udkomne Skrifter, give mig et Par hundrede Daler i Honorar; jeg sluttede mig til min Landsmand og vi have begge havt Gavn og Glæde af dette Foretagende. Under mit Ophold i Leipzig blev det bragt i Orden, Reiselivet fik et Par Forretningstimer, Boghandlernes By bragte mig ogsaa sin Bouquet, et Honorar, dog den bragte mig ogsaa mere, jeg samledes igjen med Familien Brockhaus, tilbragte lykkelige Timer hos den herlige, geniale ; jeg hørte ham atter og atter spille; hans sjælfulde Øie saae mig ind i Sjælen, syntes jeg; faa Mennesker havde mere Præget af den indre Flamme end netop Mendelssohn; og deilige Børn gjorde hans rige, velindrettede Huus velsignet og godt at være i. Det morede ham at skjemte med mig over Storken og dennes hyppige Fremtræden i mine Skrifter; i »kun en Spillemand«, havde han faaet den kjær, glædede sig over den i Eventyrene og derfor skjemtende nikkede han tidt over Bordet: »fortæl os nu et Eventyr om Storken!« »skriv mig en Sang om Storken!« der lyste da et Skjelmeri ud af hans kloge, geniale Øine, noget barnligt overgivent! Efter min endte Reise mødtes vi igjen og da aldrig meer paa Jorden; ogsaa hans Hustru er fulgt ham, de smukke Børn, sande Modeller til de raphaelske Drenge ved , ere spredte om i Verden.
Auerbach, som jeg atter traf her, førte mig i flere behagelige Kredse, jeg mødtes med , med min dygtige Landsmand , Mendelssohns Yndling, som rundt om i Leipzig var som Barn i Huset.
Strax ilede jeg hen til den elskværdige, gamle , der alt med moderligt Sind tog Deel i min Lykke; det var en jublende, hjertelig Modtagelse; en ikke mindre inderlig fandt jeg hos og gjensaae min romerske Ven, Digteren med Ord og Farver, , som ogsaa nu er mellem mine Døde: »Schwanenlied« var hans sidste Sang; jeg samledes med den geniale , hvis »sørgende Jøder«, er en sand Digtning i Farver; Psalmens Ord: , er her levendegjort for Øiet, værdigt alle Tider.
, et af de smukkest opfattede, og som er givet i Staalstik foran i »Gesammt-Ausgabe«.
Blandt ældre Venner savnedes een, Graven gjemte ham, det var : »Troubadourens« Forfatter. Med Liv og Inderlighed modtog han mig sidst i sin Stue, hvor de smukke Blomster stode, nu vare de plantede paa hans Grav. Det vækker en egen Følelse, saaledes paa Livets Reise at mødes een eneste Gang, forstaae hinanden, faae hinanden kjær, og da skilles for altid – indtil Reisen er endt for begge.
, der med overordenlig Naade modtog mig; ogsaa her syntes at herske det meest lykkelige Familieliv. En Skare elskværdige Børn, alle , vare tilstede; , en lille Pige, som vidste jeg havde skrevet Historien om »Grantræet«, begyndte fortrolig sin Tale til mig med: »vi havde ogsaa et Grantræ sidste Juul, og det stod her i denne Stue!« da hun, tidligere end de andre Børn skulde til Sengs, blev fulgt bort og havde sagt god Nat til Forældrene og til Kongen og , vendte hun sig endnu engang i den halv tillukkede Dør, hvor kun jeg kunde see hende, nikkede saa venlig, bekjendt til mig, kyssede paa Fingeren og gav mig den sidste Hilsen, jeg var hende »!«
Jeg læste et Par af mine Eventyr, eet af disse, »Holger Danske,« førte Conversationen over paa den rige Skat af Sagn, Norden eier; jeg fortalte et Par, fremhævede det Eiendommelige i den danske Naturskjønhed; hvorledes Bøgeskovene saagodtsom i een Nat sprang ud og stod i deres friske Deilighed; de duftende Kløvermarker med Kjæmpehøie og Bautastene ved det aabne Hav. Heller ikke i dette kongelige Slot følte jeg Tryk af det Ceremonielle; milde, venlige Øine saae paa mig.
Min sidste Middag i Dresden tilbragtes hos , hvor jeg paa det venligste følte mig optaget. Et Par Timer efter sad jeg i Diligencen, der, da Jernbane endnu ikke fandtes fra Dresden til , skulde bringe mig afsted; Venner og Veninder vare paa Posthuset, Fru v. Serre bragte mig deilige Blomster; »Herren har stor Familie her!« sagde Conducteuren, da vi rullede afsted; min Tanke samlede i een Sum alle de Mange, som havde gjort mig Opholdet saa rigt og lykkeligt. Solen skinnede varmt; det var Foraar uden om mig og Foraar inde i Hjertet!
I Prag havde jeg ingen Bekjendte, et Brev fra i Dresden aabnede mig gjestfrit Huus; Arvestorhertugen af Weimar havde givet mig Brev med til , i hvem jeg fandt en aandfuld og hjertelig Mand. Jeg besøgte og , men disse Herligheder fortrængtes alle af – Jødeqvarteret – det var skrækkeligt: her vrimlede med Qvinder, gamle Mænd og Børn, leende, skrigende, handlende, og ved hvert Skridt herinde blev Gaden mere snever, , i Form af Jerusalems Tempel, ligger der indknebet mellem Husene, Tiden havde lagt et Jordlag op om dens Muur, jeg maatte nogle Trin ned for at træde derind og her var Loft, Vinduer og Vægge sorte af Røg; en Stank af Løg og fæle Dunster kom mig imøde, saa at jeg maatte ud derfra, paa en aaben Plads, det var Kirkegaarden, der løfter sig paa Slægter af Døde; Steen ved Steen med hebraiske Indskrifter staae og ligge chaotisk her under en Skov af Hyldetræer, saa pygmæiske lave, saa sygelige, næsten saftløse; Ædderkoppens Spind hang som Sørgeflors Pjalter mellem de døde, sorte Grave.
var just paa et interessant Tidspunkt; det Militair, som i en Række af Aar havde ligget her, reiste paa Jernbanen bort for at komme til Polen, hvor Uroligheder vare udbrudte; den hele Stad syntes i Bevægelse for at tage Afsked med deres militaire Venner; Gaden ud mod Banegaarden var opfyldt med Mennesker, det var en heel Besværlighed at trænge sig derhen, flere tusinde Soldater skulde afsted; endelig satte Toget sig i Bevægelse. Det var et storartet Skue at see denne Menneskevrimmel, der opfyldte hele Bjergsiden, den syntes som belagt med et af de rigeste, brogede Tæpper, men Vævningen var Mænd, Qvinder og Børn; Hoved bevægede sig ved Hoved, Hatte og Tørklæder svingedes; en saadan Menneskemasse har jeg aldrig overskuet før, det var en storartet Gruppering, Sligt lader sig ikke arrangere paa Scenen eller i sin Udstrækning fremstille paa Lærredet; det var her Masserne, som imponerede; overalt, Mile vidt, langs Jernbanen, saae vi Folk samlede for at see og hilse paa de Bortdragende. Vi fore hele Natten gjennem det store Bøhmerland; udenfor alle Byer og Stæder havde store Skarer af Mennesker flokket sig; det var, som om hele Omegnens Folkemængde havde samlet sig; de brune Ansigter, de lasede Klæder hos Mange, Fakkelbelysningen og det for mig uforstaaelige bøhmiske Sprog gav det Hele et eget Præg, og fremad fløi vi, gjennem Tunneler og over Viaducter, Vinduerne raslede, Signalpiben lød, Damphesten pustede – jeg heldede mit Hoved mod Vognen og sov under den beskyttende Gud.
Ved , hvor vi fik nye Vogne, nævnede Nogen mit Navn, det var Walther Goethe, vi havde reist sammen den hele Nat uden at vide det. I Wien mødtes vi oftere; ædle Kræfter, sandt Genie lever i Goethes Sønnesønner, hos , men det er, som om Storheden af deres Bedstefader trykkede dem.
, hørte ham igjen som en Storm-Aand lege med Strængene. Han er en Tone-Jongleur, der forbauser Phantasien. Ogsaa var her, hans Concert var først ansat til en af Dagene efter min Afreise, jeg havde aldrig endnu hørt ham, og det var uvist, om vi oftere mødtes; ved et Besøg hos ham greb han Violinen, og den sang gjennem Taarer et Menneskehjertes Hemmelighed. . Det var især »das Märchen meines Lebens« som drog ham til mig, og Læsningen af »Billedbog uden Billeder«: »!« – skrev han en Dag til mig.
Jeg saae igjen den herlige Grillparzer, var oftere sammen med den gemytlige , som just i de Dage af Kong Christian den Ottende var udnævnt til Ridder af Danebrogen; han var fuld af Glæde derover, og bad mig sige mine Landsmænd, at hver af dem, der vilde komme til ham, og sige: »jeg er Dansk!« skulde paa det hjerteligste være velkommen. Der er hos Castelli noget saa aabent, saa ærligt, blandet med en godmodig Humor, man maa holde af ham; han er mig Billedet paa en ægte Wiener, saaledes, som de Bedste der fødes og trives; han har ved sine Skrifter skaffet sig en Formue, kjøbt sig et Landsted; jeg fik af ham, til en Erindring, hans veltrufne Billed og neden under skrev han følgende lille Vers, der er ham ganske eiendommelig.
»Dieß Bild soll Dir stets mit liebendem Sehnen
Von ferne zurufen des Freundes Gruß,
Denn Du, lieber Däne! bist Einer von denen
Die man immer achten und lieben muß!«
Castelli førte mig til , Ingen af dem er bekjendt i Danmark, uagtet den Første fortjente at være det for sine ægte og hjertelige Digte, den Sidste for sine gode Lystspil, af hvilke flere burde bringes paa den danske Scene, saaledes Lystspillet: »Bürgerlich und Romantisch«, »das Liebesprotokoll« etc.; følgende lunefulde Linier skrev han i mit Album:
»Der Eine treibt’s
Der And’re schreibt’s.
So leben wir ein Jeder:
Der von der Gans, der von Feder.«
De fleste lysende Stjerner i østerrigsk Literatur saae jeg glide mig forbi, som man paa Jernbanen seer Kirketaarne; man kan sige, at man har seet dem, og for at blive i Billedet af Stjerner, kan jeg sige, at i Selskabet Concordia saae jeg den hele Melkevei, her var en Skare af unge Kræfter, som voxe, her var Mænd af Dygtighed og Betydning.
Hos , der gjestfrit indbød mig, mødtes jeg med i Ungarn Alle kjende; dette korte Sammentræf regner jeg til de interessanteste dengang i Wien; i hele hans Personlighed aabenbarede sig Manden, hans Øine sagde, at man kunde have Tillid til ham.18
Da jeg forlod Dresden, havde Hendes Majestæt Dronningen af Sachsen spurgt mig, om jeg var anbefalet Nogen ved Hoffet i Wien, og da jeg maatte svare: Nei, var Dronningen saa naadig at skrive et Brev og give mig til Erkehertuginde Sophie af Østerrig. , og modtog mig paa det Naadigste; ogsaa , Franz den Førstes Enke, var tilstede, mild og venlig; jeg fandt her , saae og flere Prindser; en af disse, som indlod sig venligt i Samtale med mig, Erkehertuginde Sophies ældste Søn, var .
Prindsens Hovmester spurgte til sin danske Familie Bruns, det var jeg talte med, hvis Broder blev gift med Ida Brun, og hvem Baggesen og Oehlenschläger i deres Skrifter oftere omtale. Efterat have drukket Thee, læste jeg et Par Eventyr: », »den grimme Ælling« og »de røde Skoe«; da jeg skrev disse, drømte jeg mindst om at skulle læse dem her. Fra Keiserens Slot til Bondens Stue, kan jeg sige, man har været hjertensgod imod mig.
En smagfuld Brystnaal, som jeg før min Afreise fik af Erkehertuginde Sophie, vil, med Erindringen om denne Aften i Keiserborgen, blive mig kjær og interessant.
Endnu før jeg forlod Wien, havde jeg et Besøg at aflægge hos den aandfulde Fru von Weissenthurn, hun var nylig kommet op fra Sygesengen, endnu noget lidende, mig vilde hun see, men, som stod hun alt paa Tærskelen til de Dødes Rige, trykkede hun min Haand, udtalte, at vi aldrig mere mødtes, at det var sidste Gang her, vi saae hinanden. Moderligt mildt saae hun mig ind i Øiet, hendes Blik fulgte mig gjennemtrængende til Døren, da vi skiltes, som var det isandhed for sidste Gang.
Og det blev det.
gik endnu kun til Grätz, og over Simringen maatte der kjøres; hvor skrækkeligt efter en Dags Jernbaneflugt at snegle frem Nat og Dag og atter Nat, før vi naaede Triest; endelig laae Byen og Adriaterhavet under os; det italienske Sprog klang for Øret, men Italien, Landet for min Længsel, havde jeg dog endnu ikke naaet. Kun faa Timer stod jeg i Triest som en Fremmed, vor danske , , til hvem jeg ligeledes var anbefalet, modtoge mig paa det Bedste, flere interessante Bekjendtskaber knyttedes, , , , hvilken Sidste for mig som Dansk havde en særegen Interesse, da han er af Corfitz Ulfeldt og Eleonore; deres Portraiter hang i hans Stue, danske Erindringer, fra hiin Tid, vistes mig. Det var første Gang, jeg saae Eleonore Ulfeldts Billede, det veemodige Smiil om Munden syntes at sige til mig: »syng de Skygger bort, en haard Tidsalder kastede over ham, for hvem det var min Lykke at leve og lide!« , da der blev sagt mig, at det laae vor Tid for nær, og at Kong Frederik den Sjette ikke tillod, at nogen af hans Forfædre, senere end Christian den Fjerde turde bringes paa Theatret; ved Grev Rantzau-Breitenburg fik jeg Vished om, at det forholdt sig saaledes, Christian den Ottende, som da var Prinds, opmuntrede mig imidlertid til at udarbeide Digtningen, »den kan jo læses!« sagde han, men jeg opgav den. Da Kong Christian den Ottende kom paa Thronen, faldt disse Hensyn bort, og en Dag sagde Oehlenschläger til mig: »Nu har jeg skrevet en Dina, som De jo engang tænkte paa!« Hans Drama var i Planen og Characteren ganske forskjellig fra mit. Man vil heraf forstaae, at Alt om Ulfeldt og hans Slægt maatte opfylde og interessere mig. Grev Waldstein fortalte, at paa hans Faders Slot, i Ungarn eller Bøhmen, det erindrer jeg ikke nøie, fandtes en Mængde Breve og Papirer endnu Corfitz og Eleonore vedkommende. En anden Green af Ulfeldts Slægt har jeg lært at kjende i Skaane, nemlig ; Billedet af Christian den Fjerde, som Familiens Stamfader, hænger der i Spisesalen. Om denne Familie og om alle Erindringerne i Kjøbenhavn lige fra »«, til paa Ulfeldtsplads, maatte jeg fortælle; netop i de sidste Dage var Støtten herhjemme, paa Kongens Bud blevet skaffet bort, Noget som man veed der tidligere strengt var holdt paa ikke maatte skee. Jeg skrev:
Til Danmarks ædle, oplyste Konge,
Christian den Ottende,
da han lod Ulfeldts Skamstøtte tage ned
Man opskrev Ulfeldts Feil, hans Dyd man ,
Om denne dog de danske Hjerter veed;
tro ham fulgte,
Hans Monument er hendes Kjærlighed,
Det stande vil –! hvad Jordens er, maa svinde,
Hiint mørke Tegn sees ikke meer i Nord;
Fred i sin Grav fik hun, den bedste Qvinde,
Du gav den, Konge! ved dit milde Ord.
Hav Tak for det! – nu sees kun Troskabs Minde.
Ved Adriaterhavet levede min Tanke ganske tilbage i Ulfeldts Tid og paa de danske Øer. Mødet med Grev Waldstein, Stammoderens Portrait her, bragte mig ind i min Digterverden, saaat jeg næsten glemte, at næste Dag skulde jeg være midt i Italien.
I smukt, mildt Veir med Dampskibet Maria-Dorothea; paa sexten Timer fløi vi over det klare, svulmende Vand, det var en stille, stjerneklar Nat; i den tidlige Morgenstund laae Italiens Kyster for os, de deilige, blaa Bjerge med den skinnende Snee, Solen var varm, Græs og Træer saa lifligt grønne at see; iaftes i Triest, nu i Ancona, midt inde i Italien, pludselig i en af Pavestatens Byer, det var en Trolddom, som vor Tid mægter den.
Igjen aabnede Italien hele sin maleriske Herlighed for mig; Foraaret havde kysset alle Frugttræerne, saa at de vare sprungne i Blomster, hvert Straa i Kornmarkerne vare fyldte med Solskin, Elmetræerne stode som med opbundne Viinranker, der skjøde de grønne Blade, og over Fylden af det Grønne hævede sig de bølgeformede, blaa Bjerge med deres hvide Sneelag. Med fra Wien, en af de fortræffeligste Reisekammerater, jeg endnu er truffet paa, og en anden ung Adelsmand fra Bøhmen gik det med i faa Dage fort. Bøhmeren, der som alle Reisende, naar de første Gang komme til Italien, vente Overfald, hvilket jeg ogsaa tidligere havde frygtet, førte Vaaben og Pistoler med: »Jeg har dem dobbelt ladte!« sagde han, og »hvor« spurgte jeg, da jeg ikke kunde opdage dem. »Jeg har dem i min Vadsæk!« og denne laae under mig, hvor jeg sad; da jeg ikke holdt af det, og tillige kunde forsikkre, at Røverne neppe ventede, til jeg havde reist mig, havde han faaet Vadsækken aabnet og de morderiske Vaaben frem, saa bleve de nu tagne op og heftedes oven over os i Vognen, og foran os i alle Vertshuse paa Veien. Vi besøgte , som Engle skulle have baaret gjennem Luften; vi kom gjennem vilde, romantiske Egne, her midt inde i Apeninerne; Røvere saae vi ikke til, uden lænkede paa en Vogn og eskorterede af Soldater.
Endelig laae foran os Campagnen med sit tankevækkende Øde. Det var den 31te Marts 1846, jeg skulde gjensee Rom; for tredie Gang i mit Liv komme til den rige Verdensby; jeg følte mig saa lykkelig, saa gjennemtrængt af Tak og Glæde; hvor Meget gav ikke Gud mig, fremfor Tusinde og atter Tusinde! og selv i at føle dette ligger en Velsignelse; naar Glæden er uendelig stor, har man, som i sin dybeste Sorg, kun Gud ret at holde sig fast ved! det første Indtryk, jeg veed intet andet Ord derfor, var Andagt, og alt som Dagene oprullede i mit kjære Rom, følte jeg, hvad jeg ikke kortere og bedre kan sige, end jeg skrev i et Brev til en af mine Venner:
»!«
Da jeg første Gang reiste til Italien, havde jeg endnu ikke Øie for Billedhuggerkunsten; i Paris drog de rige Billeder mig fra Statuerne; først, som tidligere er sagt, da jeg kom til Florents, foran gik der en ny Kunstverden op for mig, jeg kan bruge Thorvaldsens Ord: » Sneen tøede mig fra Øinene!« og nu ved det tredie Ophold i Rom, ved de gjentagne Vandringer i Vaticanet, kom jeg til at elske Statuerne langt høiere end Malerierne; men i hvilke andre Stæder end i Rom og tildeels Neapel træder denne Kunst mere storartet ind i Livet! man bliver revet med, man lærer i Kunstværket at beundre Naturen, Formskjønheden bliver sjælelig.
Iblandt det meget Dygtige og Skjønne jeg saae paa den romerske Udstilling og i de unge Kunstneres Værksteder, blev ogsaa i Sculptur et Par Arbeider de, som meest fæstede sig i min Erindring, og det var hos vor Landsmand ; da jeg forrige Gang var her i Rom, sygnede han hen, det var hans tungeste Tid, Ingen kjendte ham, han kjendte sig ikke selv, nu var han i sin Opgang, jeg saae hos ham Gruppen , paa disse fik han netop, i de Dage jeg var her, Bestilling af en russisk Fyrste. ; Erkjendelsen deraf opfyldte mig, jeg saae i ham en ny Hæder for vort Fædreland; jeg havde , vi bleve begge fødte i Fyen, vi mødtes i Kjøbenhavn i Fru Læssøes Huus, Ingen, ikke engang han selv, vidste da, hvad der rørte sig i ham, og halv i Spøg halv i Alvor talte han om sin Kamp med sig selv, enten at gaae til Amerika for at leve mellem eller reise til Rom og blive Kunstner; Penselen havde han lagt hen og formede i Leret; var det sidste Arbeide af ham her i Kjøbenhavn, han vilde have en Fortjeneste af den, jeg skulde sende ham Pengene, men det gik ikke, Ingen brød sig naturligviis dengang om, at have et Arbeide af Jerichau, dertil en Buste af Andersen.
Nu, som sagt, var hans Sol i Opgang, og han var lykkelig, idet han var , den hjertefulde, geniale Kunstnerinde, hvis kjække Billeder erkjendtes og beundredes; netop i de Dage arbeidede hun paa sit store Stykke i London kjøbte. Bestillingen paa »Pantherjægeren« satte Jerichau istand til med sin Kone at tilbringe Sommermaanederne i Danmark; hans Sundhed trængte dertil, og faa Dage efter vare de paa Reisen derhen.
Jeg sad igjen hos , og saae de naturtroe Billeder springe frem fra Lærredet; jeg levede ikke blot med Landsmænd og Svenske, men ogsaa med de tydske Kunstnere, der hjertelig modtog mig, som en halv Landsmand. Jeg sad igjen med Romerfolket i og hørte Børnenes Jubel; der var Balletdands med Been-Spræt, som svarede til Personerne. Min Fødselsdag, den anden April, blev smukt feiret; , med Tilskrift: »fra Improvisatorens Have.« Danske, Svenske og Norske indbød mig om Aftenen til et muntert Lag, hvor man drak min Skaal, som den svenske Maler Sødermark smukt og hjerteligt udbragte. En af mine Landsmænd viste ved denne Leilighed Forundring og Uvenlighed over, at man gjorde saameget af Andersen, det kunde han ikke forstaae, og Sødermark, som hørte det, svarede høit, at han som Svensk forstod, hvorfor man gjorde af den danske Digter; jeg fik et Par smukke Billeder og venlige Erindringer fra Vennerne i Rom; ; der blev gjort , men som sædvanlig uden Held, kun og Photographien ere de eneste, som give det rette Udseende.
Bestandig i Bevægelse, altid higende efter at benytte hver Time, see Alt, følte jeg mig under den idelige tilsidst meget angrebet; den romerske Luft var mig ikke god og derfor strax efter Paaske, da var seet, skyndte jeg mig afsted over Terracina til Neapel; Grev Paar gjorde Reisen med, vi flyttede ind paa , Havet laae foran, Vesuv lyste; det var deilige Aftener, maaneklare Nætter, det var, som Himlen var løftet høiere, Stjernerne gaaet endnu længere bort. Hvilken Lys-Effect! – I Norden strøer Maanen Sølv paa Vandet, her var det Guld; Fyrtaarnets dreiende viste snart sit brændende Lys, snart syntes det ganske at være slukt. Fiskerbaadenes Blus kastede deres Skjær hen over Vandfladen, eller ogsaa skjulte Baaden dem, som en sort Skygge, under hvilken da Vanddybet blev belyst, man troede at see til Bunden, hvor Fiske og Planter rørte sig. Paa Gaden selv brændte tusinde Lys foran de Handlendes Boutiker; nu kom en Skare Børn med Lys og gik i til St. Lucias Kirke; et Par af de mindste faldt over deres egne Been og laae og væltede om med Lyset og imedens, over det Hele, som en i det store Lys-Drama, stod Vesuv med sit blodrøde Blus og de belyste Røgskyer.
Solvarmen blev meer og meer trykkende, Sciroccoen blæste tørre, hede Luftbølger; jeg tænkte som Nordbo at kunne for kommende Tider have godt af al Varme, kjendte ikke til dens Magt, og naar Neapolitaneren klogeligt holdt sig inde eller sneg sig langs Husets smalle Skygge, løb jeg dristig omkring til , til , , jeg var som lammet i alle Lemmer, og fra den Tid vovede jeg mig kun om Aftenen ud, den mindste Anstrengelse angreb mig, kun Aftnerne hos den preussiske Gesandt, , paa hvis store, luftige Terasser ved Søen, eller en Promenade til Vogns op paa kunde jeg udholde; havde jeg besøgt; min Landsmandinde, Dandserinden , besøgte der Badene og var ved disse bleven saa vel, at hun om Aftenen under Orangetræerne med de unge Piger dandsede Saltarello, til saadan Henrykkelse for Ungdommen at den bragte hende en Serenade; Ischia har imidlertid aldrig i den Grad tiltalt mig, som andre Reisende, her brændte Solen ogsaa altfor hedt, Alle raadede mig til at søge Hvile og Skygge i Sorrent, . Med , jeg havde lært at kjende i Rom, leiede jeg et Par Værelser udenfor Sorrent i , tæt ved Havet, der rullede sine Bølger ind i Hulerne under vor lille Have. Hele Dagen maatte jeg for Varmens Skyld være inde, her skrev jeg flittigt paa »«; i Rom, ved Neapels Bugt og inde i Pyrenæerne skrev og endte jeg de første Gang nedskrevne Livsbilleder, der skulde belyse mine Skrifter i den tydske Udgave; i Breve gik Ark for Ark til Kjøbenhavn, hvor en af mine dygtigste Venner havde fri Haand over det Nedskrevne og efter at have læst samme, sendte det til min Boghandler i Leipzig, og ikke et Blad forkom paa den lange Reise.
Opholdet i Calmella var hyggeligt og Udsigten smuk fra Vinduer og , jeg saae Vesuv og hele Havet foran, men der var ingen anden Spadseregang end den lange, smalle Vei mellem høie Mure, der indeslutte og saa godt som skjule Steenhaverne; man maatte i Solvarmen der, være en Fiirbeen for at kunne aande vel, og man maatte anskaffe sig Stylter, skulde man see sig lidt om over Murene, jeg flyttede derfor ind i Sorrent selv, hvor Componisterne, den svenske Josephson og den hollandske Verhulst, begge To mine Venner, levede og holdt deres . – . Kirken var paa det meest brogede pyntet, et Orchester herinde opførte Musik, og det , vi fik og imedens knaldede Kanonerne udenfor. Det overveiende Grelle forstyrrede den fromme Stemning, jeg havde medbragt! en gammel, komisk Officeer, der havde saa besværligt ved at knæle, gjorde mig ikke høitideligere; først da Messen læstes af en af de unge Piger, og Stemmen klang skjælvende og blød, kom jeg igjen i Kirke-Stemning.
Hos Josephson var der, foruden hans personlige Elskværdighed, endnu Eet, som drog os nærmere, vort fælles Venskab for Jenny Lind; hun havde, , staaet Fadder til ham, og siden altid viist ham sand Deeltagelse og Venskab; paa hans Reise til Udlandet havde han i Berlin besøgt hende og var daglig kommet i hendes Huus; han blev kaldet »en svensk theologisk Candidat« og snart fik man deraf »«; Rygtet forlovede ham med den svenske Nattergal; hvem har ikke læst og hørt den Historie! det var ham, den var om, reent grebet ud af Luften; vi spøgte tidt over Rygtets Geni og Opfindsomhed.
Et Par Uger gik og den bekjendte neapolitanske ,« den, Bournonville forskjønnet har givet os i sin Ballet »Napoli« kaldte mig igjen til Neapel; det var tillige min Bestemmelse, nu jeg følte mig lidt stærkere, at gaae herfra over Marseille til Barcelona, besøge og Sevilla; om et derhen havde jeg alt skrevet hjem og kunde hver Dag vente det i Neapel. Jeg kom hertil og flyttede ind i et Hotel midt i Byen, nær ; jeg havde tidligere, men i Vintertiden, boet her, nu fik jeg Neapel i al sin Sommerhede og i al sin Larmen, Noget saaledes over al Grændse Skrækkeligt havde jeg ikke tænkt mig! Solen skinnede med sine brændende Straaler ned i den snevre Gade, ind ad alle Vinduer og Døre; Alt maatte lukkes til, ikke en Luftning fornam man. Hvert lille Hjørne, hver Plet i Gaden, hvor der faldt Skygge, blev overfyldt med Arbeidere, der sladdrede lystigt og høit; Vognene rullede forbi, Udraaberne skreg stærkere, end det var til at udholde, Folkelarmen i Gaderne brusede som et oprørt Hav, Kirkeklokkerne ringede uden Hvile! min Gjenbo, Gud veed hvem det var, spillede fra Morgen til Aften Scala, det var til at blive gal over! Sciroccoen blæste sin koghede Luft, jeg var ødelagt. Paa St. Lucia, i mit gamle Logis, vare alle Værelser optagne, jeg maatte altsaa blive, hvor jeg var. Søebadene gave ingen Kjøling, de syntes mere at svække end at styrke; hvad fik jeg ud af alt dette, – et Eventyr! jeg digtede her Historien om Skyggen, men jeg var saa dvask, saa mat, at jeg først hjemme i Norden bragte den paa Papiret. – Sollyset laae som en paa mit Bryst, en Vampyr, der vilde dræbe mig. Jeg søgte igjen ud paa Landet, men de samme Solstraaler brændte, og de brændte med samme Kraft som inde i Byen; vel var Luften herude mere elastisk, den var mig dog en , der ligesom sugede Kraft og Marv ud af mig; jeg, som havde troet, at jeg just var et Solbarn, saa fast hang mit Hjerte ved Syden, maatte erkjende, at der var Nordens Snee i mit Legeme, at Sneen smeltede, og jeg blev mere og mere elendig. De fleste Fremmede gik det som mig i denne usædvanlige hede Sommer, Neapolitanerne sagde ogsaa, at i mange havde de ikke kjendt en saadan, som denne. De fleste Fremmede reiste derfor bort, jeg vilde gjøre det samme, men ; Dag for Dag spurgte jeg forgjæves derom. Ingen Breve vare nogensinde, paa alle mine Reiser, gaaede feil, den af mine Venner i Kjøbenhavn, som skulde besørge Creditivet, var en af de meest practiske og nøiagtigste, men der kom intet Creditiv, og tre Uger var allerede gaaet over den Tid det maatte indtræffe.
»Her er intet Brev!« sagde altid den mægtige Rothschild, til hvem det først skulde komme, og en Dag, kjed af min stadige Spørgen, trak han noget heftig Skuffen ud, i hvilken laae alle Breve til de Fremmede, som havde Creditiv der til Huset. »Her er intet Brev!« og i det han halv ærgerligt stødte igjen Skuffen tilbage, faldt et Brev til Gulvet, det var forseglet med Lak, der i denne varme Tid var smeltet og havde klæbet sig fast bagest ved Skuffen, Brevet var til mig og med Creditiv, alt i en heel Maaned havde det ligget her og maaskee havde det kommet til at ligge endnu længere, var det ikke voldsomt blevet rystet fra sit Bræt; – jeg kunde altsaa nu reise!
. Da jeg gik ombord, lod man fra Hotellet følge med ned til Havnen, hvor jeg ud til Skibet skulde leie Baad, og hvor Roerkarlene gjaldt for paa det allergroveste at de Reisende; omtrent to bleve vi enige om, men da Camerieren var borte og jeg med Karlene et godt Stykke fra Land, lagde de Aarerne og spurgte, om jeg vilde give en Scudo, ellers gjorde de ikke et Slag i Vandet, Dampskibet kunde seile, naar det vilde! – jeg erklærede det for uærligt, vi havde jo sluttet Accord, de svarede ikke; den yngste Roerkarl var særdeles smuk, han loe og det klædte ham prægtigt, men bedre end den anden var han dog ikke; jeg var i deres Vold, og maatte love dem det Forlangte; de vilde have Pengene strax, det sagde jeg nei til paa det Bestemteste. Da vi saa kom til Skibet, fortalte jeg høit deres Færd, men gav dem den belovede Scudo, jeg havde givet dem mit Ord derpaa. – Det var den sidste neapolitanske Erindring.
Dampskibet var aldeles overfyldt med Reisende, hele Dækket besat med Reisevogne og under en af disse lod jeg min Seng gjøre istand, thi nede i Kahytten var der allerede ikke til at aande, Flere fulgte mit Exempel og snart var Dækket til begge Sider saa godt som een eneste lang . – En af Englands første Adelsmænd, , formælet med Prindsessen af Baden, var med sin Gemalinde ombord, vi kom i Samtale, han hørte jeg var Dansk, men vidste ikke mit Navn, vi talte om Italien, og hvad der var skrevet om dette Land, jeg nævnte , han afbrød mig med: »De har en Landsmand, som endnu fortræffeligere har skildret os Italien!« »Det troe ikke vi Danske!« svarede jeg. Han talte høist rosende om »Improvisatoren« og dens Forfatter. »Det er Skade«, sagde jeg, »at Andersen havde været der saa kort, da han skrev den Bog!« – »Han har været der i mange Aar!« svarede Marquis Douglas, »o nei«, forsikkrede jeg, », jeg veed det vist!« »Jeg gad kjende den Mand!« sagde han; »det kan let skee!« vedblev jeg, »han er her ombord!« og nu sagde jeg, hvem jeg var.
Veiret blev imidlertid haardt, Vinden tog til, jeg maatte til Køis; det blev i Nætter og Dage Regn og Storm, Marquien og jeg mødtes ikke mere; den anden og tredie Nat blæste det fuldkommen en Storm, Skibet kastedes til alle Sider som en Tønde i aaben Sø; Bølgerne kom os paa Siden, løftede deres brede, skummende Top op, høiere end Relingen, ligesom om de vilde see ind til os. Der var en Knagen og Bevægelse i Skibet selv og i Vognene, vi laae under, som om disse skulde synke og knuse os. Der var en Jamren; jeg laae stille og saae op paa de drivende Skyer, tænkte paa Gud og mine Kjære. , gik de fleste Passagerer videre over Land, og jeg havde gjerne fulgt den almindelige Bestemmelse at holde sig til Landjorden, gaae over Milano til Schweiz og denne Gang opgive Spanien, men mit Creditiv lød paa Marseille og nogle spanske Havne; jeg opsøgte , for hos ham at løse en Sum af mit Creditiv, men han kjendte ikke til det kjøbenhavnske , han kjendte ikke mit Navn, kunde ikke indlade sig paa Pengesager, og saa blev jeg nødt til, at seile idetmindste til Marseille. Veiret blev særdeles smukt; Luften var saa forfriskende, og alt, som jeg aandede lettere, kom igjen Længselen efter at see Spanien. Dette Land, skulde som min første Reiseplan var, blive Bouquetten af Reisen; dette, at jeg maatte med Skibet til Marseille, betragtede jeg som et Fingerpeg: Du skal dog denne Gang see Spaniernes Hjem! og jeg optog igjen Villien at reise derhen. – Vi naaede Marseille, men een Dag senere end Bestemmelsen, og kom saaledes for sildigt til at kunne gaae til Barcelona med Dampskibet, det gik kun hver tiende Dag, det blev mig for længe at vente. Søreisen havde styrket mig noget, jeg meente at have Kræfter nok til at kunne gjøre Reisen over Land, gjennem Syd-Frankerige, saa fik jeg dog det at see tilligemed de pyrenæiske Bjerge.
Før jeg forlod Marseille bragte Tilfældet mig et kjært Møde, en af mine Venner fra Norden, ; han kom fra Amerika og var i Frankrige blevet modtaget med Jubel og Serenader. Vi boede i Marseille begge i Hôtel des Empereurs; ved mødtes vi, fløi hinanden imøde, vi talte om hvad vi havde seet og oplevet; han fortalte mig, hvad jeg da ikke vidste, ja ikke engang tænkte, at jeg i Amerika havde mange Venner, at disse paa det meest deeltagende havde spurgt ham om mig, at de engelske Oversættelser af mine Romaner vare eftertrykte der og ved Godtkjøbs-Udgaver vidt udbredte i Landet. Mit Navn var fløiet over det store Verdenshav! – jeg følte mig ganske lille ved Tanken herom, men glad, inderlig lykkelig! hvorfor fik dog jeg fremfor saa mange Tusinde saa meget Held. Jeg havde en Følelse herved, som var jeg en fattig Bondeknøs, man kastede en Kongekaabe omkring; men lykkelig derved var jeg og er jeg. Mon dette er Forfængelighed, eller ligger denne i, at jeg udtaler min Glæde?
Om Aftenen efter at jeg var til Ro, hørte jeg Musik udenfor, det var en , Dagen derpaa reiste han til Algier, jeg gik til Pyrenæerne.
Veien førte gjennem Provence; Roser saae jeg ikke mange af, men blomstrende Granattræer, forresten havde Landskabet i sin grønne Friskhed, i sine bakkede Høider, noget beslægtet med Danmark; i Reisebogen staaer, at Qvinderne i Arles høre til de skjønneste, og er Afkom fra Romerne, og Bogen har Ret; til Overraskelse vare her selv de fattigste Piger deilige; de havde ædle Skikkelser, deilige Former, Øine, som straalede med Sjæl og Udtryk; hele Reiseselskabet i Diligencen var i Overraskelse og Henrykkelse og Pigebørnene forstode det meget godt, de flygtede ikke som Gazellen, men de havde dennes lette Bevægelser, dennes straalende Øine. Ja Mennesket er rigtignok det Skjønneste, der er skabt.
I Nimes var mit første Besøg det prægtige romerske Amphitheater, dets Storhed mindede om, hvad Italien frembyder. Om Syd-Frankrigs Oldtids Minder havde jeg saa godt som slet Intet hørt, og blev derhos i høi Grad overrasket; alene »« staaer i en Pragt som ; Rom har ikke Noget saa vel bevaret. – I Nimes boer , der skriver de smukke Digte; , som ikke kjender ham fra disse, kjender ham vel fra Lamartines Reise til Orienten. – Jeg fandt Huset, traadte ind i Bageriet, der stod en Mand, med Skjorte-Ærmer, han satte Brød ind i Ovnen, det var Reboul selv. Et ædelt Ansigt, der udtrykker Characteren af en Mand, hilsede mig; jeg sagde ham mit Navn og han var saa høflig at sige, at han kjendte det fra , det, den franske Digter Martin der havde skrevet, bad mig dernæst, dersom min Tid tillod det, at besøge sig i Middagsstunden, saa skulde han bedre modtage mig. Da jeg paa den bestemte Time kom til ham igjen, modtog han mig i et lille, næsten elegant Værelse; det var pyntet med Malerier, Statuer og Bøger, blandt disse ikke blot den franske Literaturs, men ogsaa Oversættelser af de græske Classiker. – Et Par Billeder paa Væggen vare Foræringer, sagde han, de forestillede hans berømteste Digt: det døende Barn; han vidste af Marmiers Bog: »«, at jeg havde behandlet det samme Thema og jeg fortalte ham, at jeg havde skrevet det, da jeg endnu gik i Skole. – Havde jeg i Morgenstunden seet ham, som den driftige Bager, var han nu ganske Poeten; han talte livligt om sit Fædrelands Literatur, yttrede det Ønske at see Norden, hvis Natur og aandrige Liv særdeles interesserede ham.
Med stor Agtelse forlod jeg en Mand, hvem Muserne havde givet en ikke ringe Gave og som havde Forstand til, under den Hyldest, der bragtes ham, at blive ved sit hæderlige Haandværk, foretrække at være den Bager i Nimes, for en kold Hyldest og derpaa Forsvinden i Paris mellem hundrede Poeter.
med den Flugt et Jernbanetog har i Frankrige! man flyver som gik det omkap med »den vilde Hær«; jeg huskede uvilkaarlig paa ; netop paa Pladsen, hvor eengang var malet paa Muren, staaer med store Bogstaver skrevet: »Dødningdands«, men lige over denne Indskrift staaer en anden: »Vei til Jernbanen«; disse to, netop paa Grændsen af Frankrige giver Spil for Phantasien; i den susende Flugt kom den mig i Tanken, »Dødningdands og Jernbane«, det var som Signalpiben gav Tegn til Dandsen! paa de tydske Jernbaner og paa har man ikke saa vilde Phantasier.
Øboeren elsker Havet, som Bjergboeren sine Bjerge, det veed jeg fra mig selv! hver Søstad, den være nok saa lille, faaer for mig, ved Havet, en egen . Var det Havet i Forening maaskee med det danske Sprog, som fra to Huse klang mig imøde i Cette, der gjorde mig denne By saa hjemlig; jeg veed ikke, men jeg havde mere Følelsen af at være i Danmark, end i Syd-Frankerige. Naar man langt fra sit Fædreland træder ind i , som Tilfældet var for mig i Cette hos Casalis-Tutein, da har disse hjemlige Toner en Trolddoms Kraft, de bære, som en , os med Huus og Alt derinde, i et Nu til Hjemmet; ogsaa , Jansen, var et Kjøbenhavns Byesbarn; Cette blev mig med Eet som et Stykke Danmark. Dog Nordens Sommer var her ikke, men Neapels Sol-Døning, Luften at forbrænde Faustkappen; Varmen væltede ned, Solstraalerne lammede alle Kræfter; i Aaringer havde man heller ikke her kjendt en saadan Sommer; rundt om fra Landet lød Efterretninger om Folk, der af Heden faldt døde om; Natten selv var heed. Man forudsagde mig, at jeg ikke holdt Reisen ud i Spanien, jeg følte det selv, men Spanien var nu eengang Maalet, jeg øinede jo alt Pyrenæerne, de blaa Bjerge lokkede – og og foer over l’étang de Thau. Solen kom høiere, den brændte fra oven, den brændte fra Vandfladen; , i deres geléeagtige Bævren, fyldte Vandet rundt om; det var som om Solstraalerne fordunstede Søvandet og efterlod kun en gyngende Dyreverden; aldrig før eller siden har jeg seet Sligt. , der mere syntes indrettet for Gods, end for Passagerer; Dækket blev overfyldt med Kofferter og Kister, disse igjen besat med Mennesker, som under udspændte Paraplyer søgte Skygge; det var ikke muligt at bevæge sig heroppe, og intet Rækværk omgav denne Koffertog Menneske-Stabel, som tre, fire Heste, ved lange Touge slæbte afsted; nede i begge Kahytter saae det ligesaa bepakket ud; Side ved Side sad man som Fluer i en Sukkerskaal; et af Hede og Tobaksrøg afmægtigt Fruentimmer blev baaret ind til os i første Kahyt og lagt paa Gulvet, den eneste Plet der for et Øieblik var tom; hun skulde trække Luft, dog den syntes ikke at være der, i hvor mange Vifter, der end bevægede sig. Ingen Forfriskninger fandtes, ikke engang en Drik Vand var det muligt at bringe tilveie uden det gule, lunkne Vand, Canalen frembød. Ned over Lugerne hang fra Dækket bestøvlede Been, der ved Lyset, de lukkede ude, ligesom gav den trykkende Luft Legeme; indelukket i dette Rum havde man endnu den Qval at maatte høre paa en Mand, der bestandigt vilde sige noget vittigt, bestandigt synes interessant, Ordstrømmen sqvulpede ham om Munden, som den eensformige Kløven af Vandet sqvulpede om Fartøiet forude. Det var ikke til at døie. Jeg brød mig Vei op mellem Kofferter, Mennesker og Paraplyer og stod i en koghed Luft; og til begge Sider, fremad og tilbage, Time for Time, var der evig eet og det samme at see: grønt Græs, grønt Træ, en Sluse – grønt Græs, grønt Træ, en Sluse, og saa igjen det samme. Det var til at blive vanvittig over.
En halv Times Vei fra Béziers bleve vi satte i Land; jeg følte mig næsten afmægtig, og ingen Vogne var her, . Solen brændte ganske forfærdeligt, de smaa Træer havde vist solgt deres Skygge, der var ikke engang Contur af den. Man siger, at Sydfrankrige er et Stykke Land fra Paradiset, mig forekom det, under de Omstændigheder hvori jeg saae det, at være et Stykke skudt op fra Helvede selv med al sin infernalske Hede.
I Béziers ventede Diligencen. Alle de bedre Pladser vare optagne, jeg kom, for første og jeg vil haabe for sidste Gang, ind i det bageste Aflukke af en saadan Vogn; ved Siden af mig derinde tog Plads en skrækkelig tyk Madame i Tøfler og med et alenhøit Hovedtøi, det hun imidlertid strax tog af og hængte lige foran mig; nu kom en lystig Matros, der vist forud havde drukket for mange Skaaler, saa et Par skidne Karle, hvis første Manoeuvre var, at de trak deres Støvler og Trøier af og sad der hede og stinkende af Løg, medens de tykke Støvskyer væltede ind og Solen brændte og blendede; det var ikke muligt at holde dette længere ud, end til Narbonne; syg og lidende søgte jeg Hvile; nu kom og spurgte om Pas; nu skulde der just ved den begyndende Nat bryde Ild ud i den nærmeste Landsby, Alarmen lød, Sprøiterne rullede afsted; det var, som om alle Plageaander vare slupne ud. Herfra og til Pyrenæerne fulgte en gjentagen trættende Pasvisitation, som jeg ikke engang i Italien har kjendt; der blev som Grund hertil angivet den nære spanske Grændse, de mange Flygtninge derfra og nogle i Egnen her stedfundne Mord. Alt var til at gjøre Reisen til en Plage; og kun for hvad der var en saadan havde jeg Tanke og Nerve.
, Solen havde her ligesom feiet alle Mennesker af Gaderne, først ved Natten kom de frem, men de kom som en brusende Strøm, som et heelt Oprør, der vilde ødelægge Staden. Menneskemassen bølgede under mine Vinduer, høie Skrig lød, det gik gjennem mit syge Legeme. Hvad var det! Hvad betød det. Kunde Feberen saaledes brænde i mit Hoved, jeg vaklede hen til Altandøren, aabnede den, og Pladsen var sort af Mennesker, de saae lige op, hvor jeg stod, de skrege, svingede med Hattene, raabte: Leve! Leve! »Min Gud«, tænkte jeg, »det er Vanvid! det er Altsammen Noget, jeg bilder mig ind, her er slet intet Menneske, jeg hører slet Ingen skrige, men jeg phantaserer det Altsammen; det er jo frygteligt!« jeg var nær ved at segne, jeg bøiede Hovedet til Siden, tæt ved paa Altanen stod en Mand, han talte ned til Folket, ham var det, Hilsener bragtes, idet han traadte ud. »God Aften, !« lød den stærkeste Stemme, tusinde gjentoge det, og Musiken klang. Det var den berømte Arago, som var min Nabo, Folket bragte ham en Serenade. Feberen fremgjøglede det altsaa ikke, det var dog en Trøst; men denne Tummel, disse Skrig, var en fornyet Qval; jeg kjender faa Aftener i mit Liv, jeg som da har følt mig saa legemlig lidende. Den smukke Sang, som fulgte, kunde ikke husvale. Arago holdt igjen Tale; det var hans Fødebye, han efter mange Aar besøgte; Folkejublen rungede gjennem Gaderne; den rislede mig igjennem alle Nerver. Jeg var syg; hver Tanke om at reise til Spanien blev opgivet; jeg følte, det var mig umuligt at reise længere; og selv denne Luft her, denne Varme, hvorledes skulde jeg udholde den, kunde jeg dog naae tilbage til Schweiz! jeg gruede for den lange Tilbagevei derop, indsaae ikke hvorledes jeg skulde kunne udholde den. Man raadede mig paa det hurtigste først at søge ind i Pyrenæerne og der indaande den styrkende Bjergluft; , hiin Side Prades, anbefaledes som kjøligt og godt; man gav mig Anbefaling til Commandanten i Etablissementet, og jeg bestemte mig til dette Ophold, der var intet Andet at gjøre; Natten, som den eneste kjølige Tid, blev bestemt til Fart og i en Nat og nogle Morgentimers angribende Reise naaede jeg derhen. Vernet ligger paa den franske Side, lidt inde i Bjergene. Luften var saa frisk, saa styrkende, som jeg i Maaneder ikke havde aandet den. Efter et Par Dages Ophold her, syntes jeg at føle mig igjen frisk og vel.
Tankerne fløi igjen ind i Spanien, som jeg var saa nær, kun nogle Timer fra; en lille Bjergtour kun, jeg gjorde den, og , som jeg ikke skulde betræde. – Min Tanke, mit Haab var, Gud vil forunde mig, at jeg en Vintertid flyver fra Norden herhid igjen og da ind i det rige, skjønne Land, hvorfra nu Solen holder mig borte ved sit Flammesværd.
Vernet hører endnu ikke til de bekjendteste Badesteder, uagtet det har det særegne, at det besøges hele Aaret; den Tid var den berømteste Gjest, Stedet havde havt, , Vinteren forud havde han været der. Hans Navn var da endnu Etablissementets Glands og Glorie, Ibrahim Paschas Navn var paa Læberne af Vertinden og af alle Opvarterne; hans Værelse blev strax, som noget høist interessant viist frem; de to franske Ord, han kunde sige: »merci og très-bien!« i deres forkeerte Udtale vare staaende Anecdoter. – Vernet gjorde i Smaat og Stort det Indtryk, at det mellem Badesteder endnu var i en Slags Uskyldigheds Tilstand; kun i at skrive Regninger, det fortalte Gjesterne mig strax, havde Commandanten hævet Etablissementet i Række med de første i Europa.
Man lever her i en Eensomhed, en Afsondren, som ved intet andet Bad, og det kan være ganske fortræffeligt; forlanger man derimod Adspredelse, ja, saa er her aldeles Intet gjort til Gjesternes Underhold, jeg taler naturligviis om den Tid, jeg var der, jeg veed ikke hvad der i senere Aar kan være skeet. – Ved mit Ophold var Gjæsternes eneste Underholdning den, enten til Fods eller paa et Æsel at gjøre Vandring i Bjergene; men en saadan frembød ogsaa noget saa eiendommeligt, saa afvexlende, at man slet ikke savnede de sædvanlige arrangerede Badesteders Forlystelser. – Det er rundt om Vernet, som om de meest forskjellige Naturer laae kastede mellem hverandre, Norden og Syden, Bjerg- og Dal-Vegetation. – Fra eet Punkt seer man ud over Viinhaver op ad et Bjerg, der synes at vise et Prøvemønster paa Kornmarker og grønne Enge, hvor Høet staaer i Stakker; fra et andet har man kun de nøgne, metalagtige Klipper, med selsomme fremspringende Steenblokke, smalle og lange, som vare de sønderbrudte Statuer eller Søiler; snart gaaer man under Poppeltræer i smaa Enge, hvor Krusemynterne groe, en saa ægte dansk Natur, som var den skaaret ud af Sjælland selv, snart staaer man i Læ af Klippen, hvor Cypresser og Figen skyde frem mellem Viinløvet, det er et heelt Stykke af Italien. Dog Sjælen i det Hele her, de Pulse, som utallig banke lydeligt i Pyrenæerne, ere Kilderne; der er et Liv, en Sladdren i det evigt fortbrusende Vand. Overalt vælder det frem, pipler i Mosset, bruser over de store Stene; der er en Flugt, et Liv deri, som Ordet ikke kan gjengive, man hører en evig brusende Accord fra de Millioner Strænge; over, under og rundt omkring sladdrer Flodnymphen.
Høit paa Klippesiden, ved den steile Afgrund ligger Ruiner af et Slot, Skyerne hænge, hvor Balconen hang; Gangstien, hvor Æselet traver, fører gjennem Riddersalen; heroppe fra og paa Veien, som leder til Badestedet, har man Skuet over hele Dalen, der lang og smal synes en Flod af Træer, der bugter sig mellem de røde, udbrændte Klipper; og midt i denne grønne Dal, hæver sig paa et Bjerg terrasseformigt den lille By, Vernet, der kun mangler for at synes en bulgarisk-tyrkisk By; en ussel Kirke med to lange Huller som Vinduer og tætved et forfaldet Taarn, danner den øverste Deel, nedenunder komme de mørkebrune Tage, de smudsiggraa Huse med aabne Træluger istedetfor Vinduer, men malerisk er det! kommer man imidlertid ind i selve Byen, hvis Apothek tillige er dens Boghandel, da er Totalindtrykket: Usselhed. Næsten alle Husene ere opført af Kampestene, men ikke store og tilhugne Steen, nei allesammen ligesom de kunde være samlede op fra en gammel Brolægning, de synes stablede op paa hinanden; et Par mørke Huller danne Dør og Vinduer; Svalerne flyve ud og ind, de have deres Rede i Stuen under Bjælkerne; gjør man selv en Visit derinde, i det mindste, hvor jeg gjorde det, da har man fra første transparente Gulve under sig; gjennem de slidte Bræder seer man ned i chaotisk Mørke. Paa Væggen hænger sædvanlig et Stykke fedt Kjød med haaret Side; man forklarede mig, at det brugtes til at gnide Støvler og Skoe med, naar disse skulde pudses. Sovekammeret er paa det Grelleste malet med Helgenbilleder, Engle, Krandse og Kroner, som i Malerkunstens allerufuldkomneste Tider. Menneskene selv usædvanlig stygge, endogsaa Børnene, sande Dverge-Ansigter, det barnlige Udtryk mildner ikke de plumpe Træk og kun faa Timers Vandring paa Bjergenes modsatte Side ned i Spanien, da blomstrer Skjønheden, lyse de kloge, brune Øine. Som det eneste poetiske Billede, Vernet frembød for mig, var et Skue paa Torvet: under et prægtigt, stort Træ havde en vandrende udbredt alle sine Varer, Tørklæder, Bøger og Billeder, en heel Bazar, men Jorden selv var Disken; hele Byens uskjønne Ungdom, gjennembarket af Solen, stod forsamlet om disse Herligheder; et Par gamle Mo’rliller skottede derhen fra deres aabne Luge; til Hest og til Æsel drog en lang Skare af Badegjester, Herrer og Damer, forbi, medens to Smaabørn halvskjulte bag en Brædestabel agerede Haner og ideligt raabte »Kykkeliky!«
Langt mere Kjøbstad, beboelig og vel indrettet, er den et Par Timer herfra liggende Fæstning Villefranche med sit Slot fra Ludvig den Fjortendes Tid. Landeveien fører her igjennem Olette ind i Spanien og her er altsaa nogen Færdsel; flere Huse ved deres smukke mauriske Vinduer hugne i Marmor; Kirken selv er halv maurisk bygget, Altrene som i de spanske Kirker; Gudsmoderen staaer med Barnet heelt i Guld og Sølv. Jeg besøgte Villefranche allerede en af de første Dage under mit Ophold; alle Gjester fra Etablissementet vare med paa dette Tog, til hvilket Æseler og Heste maatte drives sammen fra alle Kanter; Commandantens ærværdige blev forspændt, og uden og inden fyldt, som var det et fransk Trækfartøi; , den bedste Rytter af dem Alle og Alexander Dumas Ven, den bekjendte Maler Dauzats førte Toget an; Fort, Casematter og Klippehuler bleve seete, den lille Stad Cornelia med sin interessante Kirke blev ikke forbigaaet; overalt Spor af Maurernes Magt og Kunst. Alt i disse Egne tyde mere paa Spanien end Frankrige, Sproget selv svæver mellem begge. Og der i den friske Bjergnatur, ved Grændsen af et Land, hvis Skjønhed jeg ikke da skulde kjende, : »Das Märchen meines Lebens«, »« kalde Englænderne denne Bog. Slutningsordene der lyde saaledes: »Før jeg forlader Pyrenæerne, flyver dette Skrevne til Tydskland, dette, et stort Afsnit af mit Liv, jeg selv følger efter og et nyt, et ubekjendt Afsnit begynder. Hvad mon ruller op? Hvad skal jeg udrette? Mon den virksomste Deel af mit Liv endnu ligger for mig? Jeg veed det ikke! men taknemlig, trøstig seer jeg fremad. Hele mit Liv, de lyse og de mørke Dage førte til det Bedste. Det er som en Søreise, mod et bestemt Maal, jeg staaer ved Roret, jeg har valgt min Vei, jeg gjør mit, men Gud raader for Storm og Hav, han styre det anderledes og skeer det, da er dette det Bedste for mig, den Tro er fast i mit Bryst, og den gjør lykkelig! Naar Juletræet tændes, naar som man siger: de hvide Bier sværme, er jeg, vil Gud, i Danmark, hos mine Kjære der, med Hjertet fuldt af Reiselivets Blomsterflor, med styrket Legem og Sjæl, da springe nye Arbeider paa Papiret, Gud lægge sin Velsignelse i dem! han vil det! – En Lykkestjerne lyser over mig, Tusinde fortjente den vel bedre end jeg, selv begriber jeg tidt ikke, hvorfor just jeg fik saa megen Glæde fremfor Utallige! den lyse! men gaaer den ned, maaskee idet jeg her slutter disse Linier, den har lyst, jeg har modtaget min rige Deel, den gaae ned – ogsaa her fremspringer det Bedste. Gud og Menneskene min Tak, min Kjærlighed!«
Vernet, (Øst-Pyrenæerne) i Juli 1846.
XIII
Ni Aar ere gaaet siden, rige Aar i Tidshistorien, alvorlige og store Dage for Danmark, sorgfulde og ogsaa glade for mig, de have bragt mig al Erkjendelse i mit Fædreland, de have gjort mig ældre og dog bevaret mig ung, de have bragt mig Ro og Klarhed, de nye Afsnit, de danne, ville vi her rulle op!
, hvor Bjergluften havde styrket mig, og jeg troede at have gjenvunden Kræfter til Hjemreisen, vilde jeg gaae til Schweiz; men uagtet jeg indrettede det saaledes, at kun Natten blev anvendt til Diligencefarten, og jeg den varme Dag blev i Perpignan og Narbonne, var det dog, som jeg fra den livsnærende Luft var kommet ind i et Element, hvor Livsstoffet manglede; en tung, stille glohed Luft omgav mig, det var en Qval, og snart var jeg som gjennembrændt i hver Nerve! Natten selv bragte ingen Friskhed, undtagen for Fluerne, som nu fik Kræfter til deres Runddands. – Et Par Dage, eller rettere et Par Nætters Ro i Cette, hvor jeg ude paa Husets Altan lod lægge min Madrats og sov under stjerneklar Himmel, gav mig Luft nok til at holde ud; af Montpelliers Skjønhed veed jeg kun, at den laae i Solstraaler, som gjennembrændte mig. I min Stue, med tæt tillukkede Vinduesskodder, klædt paa som til at gaae i Bad, holdt de Fremmede sig. Paa Jernbanen, midt i dens piilsnare Flugt, bragtes Efterretningen om , det vilde, havde jeg været frisk og sund, paa enhver anden Tid have sat min Phantasie i Bevægelse, men jeg var saa betaget af Sydfrankrigs Sol, at jeg, som den Søsyge ombord, synker hen i en Tilstand, saa at man er ligegyldig for hvad der skeer. Ved Nimes endte da Banen, og man maatte i den fuldproppede støvslugende Diligence for at naae Avignon.
Mandeltræerne stode med modne Frugter, Mandler og Figen bleve næsten det eneste, jeg ret nød; hvile og altid hvile bag tillukte Vinduesskodder er et daarligt Reiseliv! her saae ud som en Fæstning, det var forvandlet til Caserne, ligger som en lille Fløi deraf. I Musæet stod , Ordet »« ved hans Navn havde et kløgtigt Hoved streget over med Blyant; to Billeder forestillende , noget forskjellige fra Kobberstikkene, hang her af Vernet og »given den gode Stad Avignon«; om Aftenen blev der Liv og Røre i Gaderne, en Markskriger til Hest, med Trommen foran, udraabte som en anden sine Varer. – Ud over Vinduet hang fyldigt og stort Viinløvet som udspændte Marquiser mod Solstraalerne.
Jeg var Vaucluse saa nær, men havde til denne lille Reise ikke Kræfter, alle dem, jeg eiede, maatte jeg, som den Forsigtige, gjemme for at vinde til Schweiz, hvor Bjergene havde Køling. – . – Rhonefloden har en saadan rivende Fart, at Dampskibet med Strømmen bruger kun een Dag mellem Lyon og Marseille, derimod, omvendt mod Strømmen op til Lyon hele fire Dage. – Jeg foretrak for det smudsige Dampskib . Det antike romerske Theater i Orange løftede sig frit over alle de andre nye Bygninger! , alle de rige Romerherligheder, hvormed Rhonens Bredder er besaaet, førte Tanken til Italien; ikke havde jeg vidst og kjendt til al den Storhed af romerske Levninger, Sydfrankrig her frembyder.
Flodbredden blev altid mere afvexlende, jeg saae Byer med smukke gothiske Kirker og paa Bjergene gamle Borge, de laae som uhyre Flagermuus deroppe; smukke svævende Hængebroer hang udspændt over den piilsnare Strøm, som vort skidne Fartøi arbeidede sig op imod.
Endelig var jeg i Lyon, hvor Rhonefloden optager Saonen i sig; der, fra en af de høistliggende Gader, øinede jeg mange, mange Mile borte mod Nordost, at der hæve sig over den flade grønne Sletteenhvidskinnende-Sky,detvarMontblanc,derlaaeSchweiz, saa nær var jeg nu det Sted, hvor jeg igjen haabede at kunne drikke Luft og friere løfte Legeme og Sjæl, – men den schweizerske Consul vilde ikke visere mit Pas, før Politiet i Lyon havde givet sin Visa, og Politiet erklærede, at Passet ikke var i Orden. Jeg, som paa Reise lever næsten for meget for Pas og Visa, saa at det grændser til det Komiske med min Ængstelighed for at have Alt i Orden, jeg er af tusinde Reisende altid Den, der møder det værste Pasvrøvleri, snart kan man ikke læse, snart skriver en underordnet Skriver et galt Nummer paa det, saa at det ikke er at finde, snart Navnet Christian og troer, det er en Religionssect, der kalder sig særegent den Christne, i Lyon var det ikke mindre eller meer, end at Passet, som de sagde, fra Grændsen skulde være sendt til Paris og der af Indenrigsministeren viseret. Hele Dagen maatte jeg løbe til og fra , til jeg kastede mig i Armene paa en af de høiere Politiembedsmænd, hvem jeg erklærede, at Ingen havde forlangt eller sagt før, at jeg for at reise fra Pyrenæerne til Schweiz over Lyon skulde sende Pas til Paris, hvorhen jeg ikke vilde; det var nødvendigt, at jeg gik tilbage til Marseille, blev der sagt mig, for der af den danske Consul at faae Passet i Orden for Schweiz, jeg erklærede, at jeg ikke taalte at gjøre Reisen, ikke heller kunde ligge i det glohede Lyon, jeg maatte til Bjergene! det var en høflig dannet Mand, jeg havde henvendt mig til; med Passet i Haanden examinerede han mig om Tid og Sted, jeg havde været paa de forskjellige Steder, hvor hver Visa var sat, og han kom snart efter, at her Intet kunde være til Hinder for min videre Afreise, ordnede Alt paa det Bedste, og næste Dag kunde jeg flyve afsted. Om Aftenen sad jeg da med roligt Sind i Operaen, denne var for Øieblikket tydsk, et Selskab fra Zürich var her og gav, som man siger, Smæk for Skillingen, paa een Aften : »Stradella« og ; med Hensyn til Tiden kunde det vel bæres, thi af »Freischütz« fik man ene og alene Musiken, Dialogen blev sprunget over, Franskmændene forstode den jo dog ikke, meente de, men komisk tog det sig ud, lige .
, ogsaa her trykkede Varmen, Sneen paa , selv paa Montblanc var mindre end i mange Aar, lange, sorte Fjeldstriber viste sig; men her var dog friskere Luft og Køling om Aftenen; jeg søgte strax til Vevay; her ved Søen, med sneebedækkede Bjerge, var det en Velsignelse at aande og leve! som røde Stjerner paa den sorte Bjerggrund skinnede om Aftenen de store Blus, som Hyrder og Kulbrændere tændte hiin Side Søen. Jeg var igjen i ; Byrons Navn, som han selv havde hugget ind i Søilen, havde siden jeg var her sidst, lidt Overlast, der var kradset stærkt hen over det for at faae det bort. En Englænder havde gjort det, men var blevet forhindret deri; havde han ogsaa udslettet her Byrons Navn, i Verden var det dog ikke blevet udslettet. To nye Navne vare her komne til, det var Victor Hugo og Robert Peel.
I Freiburg saae jeg den dristigste, meest mægtige , jeg endnu har seet, høit over Dal og Flod svæver den i Luften og gynger med den tunge Vogn; i Middelalderen havde Sligt hørt til Eventyrenes Verden, Videnskaben har løftet vor Tid ind i det før Overnaturlige. Endelig naaede vi Bern, der hvor og været lykkelig. Som han saae det, saaledes lyste Alperne med samme Ildglands, idet Solen gik ned! Jeg tilbragte nogle Dage her og i Interlaken; jeg gjorde Udflugter til Lauterbrunnen og Grindelwald; den forfriskende Støvregn, som Vinden bar fra Staubbachs-Fald, den iiskolde Luft i Grindelwalds Gletschehuler var Paradisisk efter en Skjærsildsreise. De brune Schweizerhuse paa de fløielsartede grønne Enge op ad Bjergsiden, den venligste og rigeste Natur op til den meest storartede og vilde, er det Eiendommelige ved Schweiz. og »Jomfruen« lyste i Aftenens Ildglands, der kunde være saa helligt, stille og godt, men overalt forfulgtes man af Tiggere, de jodlede og jodlede, det var deres Præludium til Tiggeriet; men frisk og livsbringende var Opholdet i det kjære Bjergland; jeg gik til Basel og her paa Jernbanen gjennem Frankrig til Strassburg. Rhindampskibsfarten begyndte først her; Luften laae tung og varm over Floden, hele Dagen varede Farten, Skibet blev tilsidst overfyldt, meest af , de sang og ; mod Danmark og alt Dansk var Stemningen: Christian den Ottende havde udstedt . Jeg erfarede det først her; i det Badenske var slet ikke behageligt for en Dansk at reise; Ingen kjendte mig, jeg indlod mig med Ingen, men sad syg og lidende paa den hele Flodfart.
, og her hos blev jeg pleiet og fik udhvilet; hvorhen indbød mig; selv arbeidede jeg sammen med Professor Wolff for at bringe istand en tydsk Oversættelse af flere af mine lyriske Digte; men min Sundhed var stærkt angrebet; jeg, som elsker Syden, maatte erkjende, at jeg var en Nordens Søn, hvis Kjød, Blod og Nerver har Rod i Snee og kolde Vinde; med langsom Fart vendte jeg hjemad. modtog jeg fra Kong Christian den Ottende Dannebrogsordenen, , sagde man, og derfor skulde jeg have den, før jeg igjen naaede Fædrelandet, . I Kiel mødte jeg samt Prinds Christian, siden Prinds til Danmark og Gemalinde, et kongeligt Dampskib afhentede de høie Herskaber, man forundte mig den Behagelighed og Beqvemmelighed at følge ombord med hjem, men
Søreisen blev høist besværlig, først efter to Nætters Fart, i Taage og Storm, traadte jeg i Land ved Kjøbenhavns Toldbod.
Hartmanns Opera »«, hvortil jeg havde leveret Texten, var under min Fraværelse bragt paa Scenen og havde vundet stort Bifald, skrev man mig til; Musiken var erkjendt, som den fortjener det, en ægte dansk Bouquet, saa eiendommelig, saa gribende; Texten havde selv Heiberg syntes godt om, jeg glædede mig til at høre og see det lille Arbeide og det traf sig saa, at netop , opførtes »Liden Kirsten«. »Ja, nu skal Du faae Fornøielse!« sagde Hartmann, »Folk er meget veltilfreds med Musik og Text!« Jeg kom i Theatret, man bemærkede mig, jeg saae det, og da »Liden Kirsten« var endt, blev der klappet, men tillige meget stærkt hysset. »Det er aldrig skeet før!« sagde Hartmann, »jeg begriber det ikke!« – »Men jeg forstaaer det nok,« svarede jeg, »bryd Du Dig ikke derom, Dig gjaldt det ikke, det var mine Landsmænd, som saae, at jeg var kommet hjem, og nu hilsede de paa mig!«
Jeg var forresten endnu legemligt lidende, Sommeropholdet i Syden kunde jeg ikke forvinde, kun den forfriskende Vinterkulde holdt mig sammen, jeg var i en nerveus kraftløs Tilstand, medens Sjælen derimod var virksom i høi Grad; jeg fuldendte paa den Tid . H. C. Ørsted, for hvem jeg i de sidste Aaringer læste Alt, hvad jeg skrev, virkede ved sin levende Deeltagelse, sin aandfulde Tale, meer og meer mægtig ind paa mig. Saa stærkt som hans Hjerte slog for det Skjønne og det Gode, saa gjennemtrængt søgte hans Tanke altid deri det Sande. Klart og bestemt udtalte han dette og i ethvert Digt var Sandheden Digtningens Sjæl. En Dag bragte jeg til ham ; jeg var da ganske opfyldt af det store Phantasie-Maleri, Digteren har givet her og overraskedes derfor, da Ørsted erklærede det for et aldeles forfeilet Digt, thi det var heelt igjennem Usandhed, den ene Tilsætning blev taabeligere end den anden. Ørsted beviste det, og jeg forstod og erkjender hans sande Ord. »Digteren tør nok tænke sig«, sagde han, »at Solen forsvandt fra Himlen, men han maa vide, at der kommer da ganske andre Resultater, end dette Mørke, end denne Kulde, disse Begivenheder, dette er en Vanvittigs Phantasie!« Og jeg følte Rigtigheden deri, optog i min Anskuelse allerede da . At hvor de selv, som Høidepunkter i deres Tid, udtalte sig, skulde de fra Videnskaben og ikke fra en forsvunden Tids poetiske bringe Billeder og Udtryk; skildrer Digteren derimod en svunden Tid, naturligviis da er dens Forestillinger og Begreber om Verden de, som der maa bruges af de fremtrædende Characterer; dette saa Sande og Rigtige, som Ørsted siden i sit Værk udtalte, blev til min Forundring ikke forstaaet, selv af en Mynster. Flere af de tankerige Afhandlinger vi finde i det omtalte Værk, læste han da for mig; vi samtalede siden derom, og med sin uendelige Kjærlighed og Beskedenhed hørte han endogsaa paa en Indvending af mig, den eneste jeg havde at gjøre, at Dialogformen, der minder om var nu forældet, den blev her, hvor der ikke var Leilighed til Characteer-Tegning, kun Navne-Overskrift, og man vilde uden denne kunne forstaae det Hele ligesaa klart. – »De har maaskee Ret!« svarede han med al sin milde Inderlighed; – »men jeg kan ikke strax ret bestemme mig til en Forandring med hvad der nu i Aaringer hos mig har stillet sig frem under denne Form, men jeg vil overveie Deres Ord og tænke derpaa, naar jeg nedskriver noget Mere.«
Det var et Væld af Kundskab, Erfaring og , der udstrømmede fra ham og dertil en elskelig Naivetet, noget uskyldigt, ubevidst, som hos Barnet; en sjelden Natur, med Guddoms-Præget af hvad den var, aabenbarede sig her, og dertil kom hans store Religiøsitet; gjennem Videnskabens Glas saae han den Guds Storhed, det er christeligt smukt at erkjende selv med tillukte Øine. – Om Religionens dybe, velsignende Sandheder talte vi oftere; første Mose-Bog gjennemlæste vi saaledes sammen, og jeg hørte den barnlig religiøse og dertil som Mand udviklede Tænkers Afspeiling i sig om Oldtids Mythe og Sagn om Verdens Skabelse. Jeg vendte altid saa klar i Tanken, saa rig i Sindet fra den elskelige og herlige Ørsted og i Miskjendelsens og Mismodets tungeste Timer var han, som jeg maa gjentage, Den der holdt mig oppe og forjettede en bedre Tid. – En Dag jeg sjælelig lidende, ved Uret og Haardhed mod mig udenfra, var gaaet bort, havde han ingen Ro, før han, den ældre Mand, endnu engang og det seent paa Aftenen havde søgt mig i mit Hjem, og der igjen udtalt Deeltagelse og Trøst; det greb mig saa dybt, at jeg glemte al min Sorg, min Smerte, ret græd mig ud i Tak og Velsignelse over hans uendelige Godhed; jeg vandt igjen Kræfter og Mod til Digtning og Arbeide.
I Tydskland blev ved »« og de forskjellige Oplag af mine enkelte Skrifter, jeg mere og mere kjendt og mødte megen Velvillie; »Eventyrene« og »Billedbog uden Billeder«
læstes meest, de første fandt endogsaa Efterlignere. Mangen Bog og Digtning sendtes mig og smukt og venligt lød især »«.
Udefra kom Solstraaler, ogsaa i Hjemmet lyste fleer og fleer, – Tanken var frisk, Hjertet blev ungt – med sine Erindringer og Stemninger. I Livets store Cirkel, den man gjennemgaaer, har Glæden og Smerten hver deres Radier, den sidste har tidt forskjellige og mange, dem Verden ikke faaer at kjende.
Der er i det menneskelige Hjerte Aflukker, som Ingen, selv vore Kjæreste, faae Lov at see ind i, hos en Digter klinge tidt dybe Toner derfra; man veed ikke, om det er Digtning eller Virkelighed; ogsaa gjennem mit Livs Eventyr tone saadanne Melodier, de tilhøre mig selv saa lidt, at kun Poesien har her Ord om, hvad der maaskee bevægede uendeligt dybt og var Dage og Nætters Liv og Tanke.
I.
I Aarets Løb var flere af mine Skrifter, saaledes »Bazaren«, »Eventyr« og »Billedbog uden Billeder« udkomne i England og havde der nydt samme venlige Modtagelse hos Publicum og Critiken, som tidligere »Improvisatoren«. Breve fra mangen ubekjendt Ven og Veninde, jeg der havde vundet, sendtes mig. Kong Christian den Ottende havde, fra den bekjendte londonske Boghandler , modtaget mine Skrifter, smukt indbundne; der er fortalt mig af en af vore betydende Mænd, at Kongen ved denne Leilighed har udtalt sin Glæde over min , men tillige sin Forundring over, at medens jeg saaledes paaskjønnedes ude, blev jeg saa ofte her hjemme angrebet og nedsat. Den Velvillie, Kongen følte for mig, blev endnu større, da han læste: »das Märchen meines Lebens!« – »Nu kjender jeg Dem først ret!« sagde han hjerteligt til mig, idet jeg just traadte ind i Audiensværelset, for at bringe ham mine nyeste Bog. »Jeg seer Dem saa sjeldent!« vedblev han, »vi maae oftere tale lidt sammen!« »Det beroer paa Deres Majestæt!« svarede jeg. »Ja, ja, De har Ret!« svarede han og nu udtalte han sin Glæde over min Erkjendelse i Tydskland og især i England, talte om mit Livs Historie, smukt og kjærligt opfattede han den, og før vi skiltes spurgte han: »hvor spiser De til Middag imorgen?« – »Paa Restauration!« svarede jeg. »Saa kom heller til os! spiis med mig og min Kone, vi spise Klokken Fire!«
Jeg havde, som før er omtalt, , Majestæterne saae det, og da jeg fik det tilbage, havde Kong Christian den Ottende selv skrevet deri de betydningsfulde Ord:
»Ved sit velanvendte Talent at skaffe sig selv en hædret Stilling er bedre end Gunst og Gave.
Disse Linier skulle minde Dem om Deres
Det var dateret »den anden April«, Kongen vidste, den var min Fødselsdag. – ingen Gaver kunne glæde mig mere end netop denne Skat i Aand og Ord.
En Dag spurgte Kongen mig, om jeg dog ikke ogsaa skulde see England. Jeg svarede: jo, og at jeg netop i den tilstundende Sommer tænkte paa at komme der. »De kan jo faae Penge hos mig!« sagde Hans Majestæt.
Jeg takkede og sagde: »jeg behøver det ikke! jeg har for den tydske Udgave af mine Skrifter faaet 800 Rdlr., de Penge vil jeg anvende!«
»Men,« vedblev Kongen smilende, »De representerer nu i England den danske Literatur, og De maa derfor leve nogenlunde smukt og godt!«
»O, det vil jeg ogsaa kunne, og naar Pengene ikke længere strække til, reiser jeg hjem!«
»De kan skrive directe til mig om, hvad De behøver!« sagde Kongen.
»O nei, Deres Majestæt, nu behøver jeg det ikke, jeg kunde en anden Gang maaskee bedre trænge til Deres Majestæts Naade, nu maa jeg ikke tage Sligt, man skal ikke altid plage! og det er mig saa ukjært at tale om Penge! men tør jeg skrive Deres Majestæt til, uden at bede om Noget, skrive – ikke som til Kongen – for saa bliver det jo et formelt Brev, men tør jeg skrive som til En, jeg ret har kjær!«
Kongen tillod det, og syntes glad ved den vistnok rigtige Maade, jeg havde mødt hans Vevillie paa.
gik jeg over Land fra Kjøbenhavn, det var deiligt Foraar, Storken saae jeg flyve med udbredte Vinger fra Reden. Pintsedagene feirede jeg paa det gamle Glorup, saae i Odense , som i min Barndom var den deiligste Dag; en ny Drenge-Slægt kom, som i hiin Tid, da jeg var lille, bærende den gjennemskudte Skive; hele Vrimlen svingede grønne Grene, som , der nærmede sig Macbeths Borg; den samme Jublen, den samme Trængsel – hvor ganske anderledes saae jeg det nu. – Dybt Indtryk gjorde paa mig en stakkels halvfjollet Knøs, udenfor mine Vinduer; hans Ansigt var ædelt formet, Øinene glandsfulde, men der var noget Forstyrret i den hele Person, og Drengene drillede og jagede ham. Jeg tænkte derved paa mig selv, min Barndomstid, min sindssvage Bedstefader, om jeg var bleven i Odense, sat der i Lære, om ikke Tid og Forhold havde sløvet de Phantasiens Kræfter, som da saa mægtig fyldte mig, eller jeg ikke havde lært at smelte sammen med hele min Omgivelse, hvorledes var jeg maaskee da blevet betragtet? – Jeg veed ikke, men Synet af denne ulykkelige, jagede Fjollede udenfor mit Vindue, fik mit Hjerte til at banke stærkt, min Tanke og Tak fløi mod Gud for hans Naade og Kjærlighed mod mig.
, der gjorde jeg Bekjendtskab med , den fortræffe
lige Skuespillerinde Peroni-Glaßbrenner; , jeg har ikke kunnet finde det, derimod har jeg fra ham et Digt:
Dette tyder ikke paa, at Manden har saa meget imod mig!
Efter , gik Reisen . Hen ad den murede Landevei, glat og reen som Gulvet i en Melkestue, rullede Diligencen med os. Huse og Byer frembød et Billed af Velstand og Reenlighed. I Fæstningen Deventer var just Marked, der var en Vrimmel af Mennesker i deres pyntelige Dragter; paa Torvet stod Vaffelboutiker, som jeg fra gamle Dage saae dem herhjemme paa Dyrehavsbakken, Klokkespillene klang fra Kirketaarnene, det hollandske Flag vaiede. Fra Utrecht naaede jeg, paa Jernbanen, i en Time Amsterdam
saa slemt er det da ikke, og det minder aldeles ikke om Venedig, Bæverbyen med de døde Paladser. Den første Mand, jeg traf paa Gaden og spurgte om Vei, svarede saa forstaaeligt, at jeg tænkte som saa, det hollandske Sprog er da let at forstaae! men det var Dansk, han talte, det var en fransk Haarskjærersvend, der længere Tid havde været hos i Kjøbenhavn, lært noget Dansk, kjendte mig igjen, og paa min franske Tiltale svarede mig i det Danske, han kunde.
Skyggefulde Træer heldede ud over Canalerne, brogedmalede, klodsede Træk-Baade, med Mand og Kone, hele Familien, gled stille forbi, Konen stod ved Roret, Fatter sad med sin lange Pibe. I Folkemængden var det mig paafaldende at see et Par ganske smaa Drenge, hvis Klæder vare deelte ved to Farver, det halve Rygstykke sort, det andet halve rødt, og ligeledes Beenklæderne, hver Been havde sin Farve; nu kom nogle Smaapiger, de vare ogsaa saaledes farvedeelte, ganske ; jeg spurgte hvad det betød og hørte, det var , saaledes blive de her klædte paa. I Theatrene blev given ; Nationaltheatret var desværre under mit Ophold lukket, ellers havde jeg der faaet at see ægte hollandsk Skik: under hele Forestillingen smøges, og Jan, som alle Opvartere i Holland altid kaldes, gaaer om, tænder Piberne og bringer Thee, der drikkes af store Skaaler; Comedien gaaer imidlertid lige fort endda, synges og Tobakspiberne dampe, saa Røgen breder sig ud over Tilskuerplads og Scene. Flere Hollændere fortalte mig det, og jeg tør troe, at det ikke var Overdrivelse.
Min første Indtrædelse i Amsterdam var i ; Manden, jeg talte med, saae forundret paa mig, gjorde en hurtig Undskyldning og løb bort, jeg vidste ikke, hvad det skulde betyde og vilde gaae, da kom to Mænd fra nærmeste Værelse, saae ligeledes stift paa mig og den Ene spurgte, om jeg ikke var den danske Digter Andersen! mit Portrait, der hang i Stuen, viste de mig, efter dette havde man kjendt mig; . En dansk Mand, , der mange Aar har levet i Holland og der nævnes van Niewenhuis, havde alt længe ; kort før jeg kom, var »« og : »« gjengivne og udkomne i Amsterdam. Udgiveren af »de Tijd«, den nylig afdøde van der Vliet havde med stor Kjærlighed og Interesse fremhævet og omtalt min Virksomhed, .
Jeg hørte og fornam saaledes snart, at jeg havde mange Venner i Holland. H. C. Ørsted havde givet mig et Brev med til , Forfatter til »De Roos van Dekama« og »Haarlems Verlossing«, der regnes til de fortræffeligste Romaner i den hollandske Literatur. Jeg fandt i van Lennep en smuk, venlig Mand i et hyggeligt, velhavende Hjem; jeg var ikke der som en Fremmed, men en kjærkommen Gjest i Familien; smukke, venlige Børn flokkede sig om mig, de kjend
te Eventyrene, især »« havde gjort et dybt Indtryk paa een af Drengene, dette havde saa forunderlig opfyldt ham, ganske taus stod han længe og betragtede mig, senere viste han mig Bogen, hvori det stod, der var et Billede til, hvorpaa Skoene vare malede røde, hele det øvrige Billede var derimod uillumineret. Den ældste Datter, Sara, en voxen Pige, høist elskværdig og livlig, spurgte strax om de kjøbenhavnske Damer vare smukke, og jeg svarede hende, »ja, de ligne Hollænderinderne!« hun vilde høre mig tale Dansk og jeg maatte opskrive hende et Par Ord af dem, som behagede hende bedst. Ved Middagsbordet spurgte Van Lennep mig, om jeg troede at kunne læse Hollandsk, han leverede mig da et beskrevet Blad. Det var af ham et Digt til mig; han læste det høit i Kredsen, det begyndte saaledes:
det findes, troer jeg, aftrykt i »de Tijd«.
Fra Amsterdam gik det , den løber her et Sted, som var den Dæmningen mellem den aabne Nordsøe og Harlemmer-Havet, og jeg saae det driftige Foretagende, den store Virken der med at udpumpe et Hav; det var allerede sjunket betydeligt. , det største i Verden, lod just sine 8000 Metalpiber lyde under den smukke bjælkesatte Hvælving, idet jeg traadte ind under denne mægtige omvendte Skibskjøl. Underligt, halv tydsk, halv dansk, klang Sproget rundt om, og Indskriften paa flere Huse: »« stod der; man gik ud at , vække Folk. Altid klang Klokkespillene fra Kirkerne; det hele Land syntes mig en stor engelsk Park. Dette det første Indtryk af Holland nedlagde jeg i et lille Vers, det jeg skrev, da i Leyden Hustru bragte mig sin Stambog:
Saa Søndags-festligt hele Landet staaer!
Saa Søndags-festligt lød for mig Din Stemme!
En Have Holland er, let Hjertet slaaer,
Og her man strax sig føler glad og hjemme.
Fru Schlegel forstod det danske Sprog og kjendte Danmark, hun havde været i Kjøbenhavn og var netop hos Oehlenschläger, idet jeg der en Dag traadte ind i Stuen, hun huskede det saa godt; med hende, hendes Mand og , gik nu Veien til Leidens Seeværdigheder, hvortil da hører Skandsen, der reistes af Angelsaxerne, da de under droge til England.
I Ventesalen paa Banegaarden hang endeel Billeder og Placater, den største af disse var een, der anmeldte van der Vliets »de Tijd«, mit Navn og mit Portrait var tilfældigviis derpaa; Folk lagde Mærke til Billedet og mig, jeg følte mig ganske forlegen derved, skyndte mig at komme i en Vogn, jeg havde taget Billet og læste nu paa Papiret, man havde givet mig, »s’Gravenhage«, det hollandske Navn for Byen, jeg kjendte det ikke, Toget foer afsted, og jeg troede at komme et ganske andet Sted, end jeg vilde.
Det første Menneske, jeg fra mit Vindue i Haag opdagede nede paa Gaden, var en Bekjendt, en Ven fra Rom, den hollandske Componist , hvem jeg, om ikke i Ansigts-Form, saa dog i Gang og Bevægelser, gjalt for at ligne; jeg nikkede ned til ham, han kjendte mig ikke, drømte ikke om, at jeg var i Haag; da jeg derpaa en Timestid efter gik ud for at see mig om i den fremmede By, var igjen mit første Møde Verhulst, det var en Glæde! der blev en Tale om Rom, om Kjøbenhavn, jeg maatte fortælle om Hartmann og Gade, hvis Musik Verhulst kjendte. Han priste Danmark, der havde en dansk Opera. Hollænderne, troer jeg, have kun fransk og italiensk Musik. Jeg fulgte ham til hans Hjem i en Udkant af Byen; fra Vinduerne saae man ud over frodige, grønne Marker og Enge, saa ægte hollandsk, og Klokkespillene i de nære Kirker klang i det samme – en Flok Storke, og her høre de hjemme, en Stork er endog Haags Vaaben, fløi i hilsende Flugt forbi.
Van der Vliet, kjendte jeg ikke personlig, men han havde tidligere flere Gange skrevet mig til, sendt mig Oversættelser og Anmeldelser af mine Skrifter; jeg traadte ind i hans Stue, han var en ung, godmodig Mand, med Præg af et sandt Naturbarn, der med varmt Hjerte omfattede Alt, hvad jeg havde skrevet, han blev ved mit uventede Besøg saa overrasket, næsten overvældet; han havde ventet forud at faae at vide, naar jeg kom, havde indrettet det saaledes i sit Huus, at jeg skulde boe hos ham; kaldte han til, hun var ligesaa glad og hjertelig, men hun talte kun Hollandsk, dog hvor vi ikke forstode hinanden, nikkede vi venligt og trykkede hinanden i Hænderne. De gode Mennesker vidste ikke alt det Gode, de vilde gjøre mig; , en ganske lille Dreng endnu, var, sagde Faderen, kaldt op efter mig og efter : »Christian«. Den overordenlige Glæde, min Nærværelse syntes at volde dem, rørte mig, det var et lille Hjem fuldt af Kjærlighed, dog, da jeg kun blev faa Dage i Haag, og Hjemmet her laae meget afsides, foretrak jeg hellere at blive i Hotellet, der laae midt i Byen; Mand og Kone fulgte mig til min Dør, for at vi endnu saameget længere kunde være sammen. Det gjør godt i fremmed Land saaledes at finde Hengivenhed og Inderlighed. Mit Komme var dem, som Overbringelsen af det glædeligste Bud og i livlig Stemning, leende og sladdrende, gik det afsted. Vi skiltes og paa Trappen i Hotellet, hvor jeg boede, stod foran mig en sørgeklædt Mand, han nævnede mit Navn, jeg kjendte ham, hvor forskjelligt fra de leende Glade, jeg nylig forlod. Taarerne kom i Mandens Øine, det var , Svoger til Mendelssohn-Bartholdy; han var nylig taget fra Berlin, Lægerne vilde, at han skulde reise for at lede Tankerne fra sin Sorg; den syntes han at synke under. Hans herlige, geniale Hustru, Mendelssohns Søster, der i saa Meget lignede Broderen, et sandt Musik-Genie og i sit Ydre eiede hans beslægtede Træk og Udtryk var pludselig død. I Berlin havde jeg mødt hende og Manden i Selskaber, hun var Genialitet og Livlighed, havde Broderens Aand og Kjækhed, spillede som han med en Færdighed, et Udtryk, der henrev. Nylig, da hun frisk og munter, efter Middagsbordet, havde sat sig i Lysthuset, udstødte hun et Skrig og var i det samme død; hendes Mand, der er berømt som Portraitmaler, , havde malet hendes Billede, som hun saae ud i Døden, han førte det store Stykke med, det var opstillet paa Bordet inde i hans Værelse, det greb mig, som kom fra Glæden og de Glade, at se den kraftige Mand saa dybt rystet og i Taarer.
og fulgte sin aandfulde, herlige Søster.
Jeg havde været i Haag fire Dage, . »Her er nok Bal iaften!« sagde jeg, da vi gik op ad Trappen, »hvad Stads er her?« spurgte jeg, »her seer saa festligt ud!« Min Ledsager smiilte og svarede: »her er en Fest for Dem!« Jeg traadte ind i den store Sal og overraskedes ved den forsamlede Mængde. »Det er,« blev der sagt, »nogle af Deres hollandske Venner, som glæde sig ved at være sammen med Dem i Aften!«
I den korte Tid, jeg havde været i Haag, var der sendt Breve rundt om i Landet til min Musas Venner, med hvilke van der Vliet og Flere havde aftalt, at der skulde gives dem Underretning om, naar jeg kom; selv høit oppe fra Zuydersøen indtraf, alene for min Skyld, den lange Reise uagtet, Forfatteren til »Opuscules de jeunesse«, , en rig Mand. Jeg fandt her en Mængde Kunstnere, saavel literaire Personligheder, som Malere og Skuespillere. , ved det blomstersmykkede, store Bord udbragtes Skaaler og holdtes Taler. Især greb mig en Skaal van der Vliet udbragte for: » i Kjøbenhavn, den ædle Mand, der havde optaget Andersen som Søn.« »To Konger,« sagde han og vendte sig dernæst mod mig, »Kong Christian den Ottende og Frederik Wilhelm af Preussen, have hver givet Dem en Orden, naar disse engang blive lagte paa Deres Kiste, da give Gud Dem, for Deres fromme Eventyr, den skjønneste Orden, det udødelige Livs Hæderskrone.«19
En talte om Hollands og Danmarks Forbindelse i sproglig og historisk Betydning. En af Malerne, der havde tegnet smukke Billeder til min »Billedbog«, udbragte en Skaal for mig som Maler. Kneppelhout gav paa Fransk en Skaal for Frihed i Form og Phantasie. Der blev sunget Sange, reciteret humoristiske Digte, og da jeg endnu ikke havde Begreb om hollandske Skuespil og Tragedier, gav Haags berømte Tragiker Peeters hele . Jeg forstod ikke et Ord, men jeg følte Sandheden, hvormed den blev given, og jeg har ikke hos nogen seet en fortræffeligere Mimik; det var som om Kunstneren blegnede og blussede rød; selv over Blodet i sine Kinder syntes han at have Magt; hele Forsamlingen brød ud i et jublende Bifald. Deilige Sange bleve afsungne, især greb mig Melodie og Begeistring ved : »Wien Neérlands bloed!« Det var en af de mig meest hædrende Aftener i mit Liv. I Sverrig og Holland culminerede, syntes mig, Udtrykket af den
største Hyldest, jeg har mødt; Gud, som kjender Hjerterne, veed, hvor ydmygt mit var. Det er en Velsignelse at kunne græde ud af Tak og Glæde. Næste Dag tilbragtes i det Frie; Kneppelhout førte mig »«, hvor der var Promenade og Musik; forbi smukke, grønne Engpartier, ad idylliske Veie ved rige Landhuse kom vi og saae »Leyden« udstrakt for os. Vi nærmede os den og kjørte saa til Landsbyen , der bag høie Sanddyner og Dæmninger beskjærmes mod Nordsøen. Her ved i Badehuset udbragte igjen en lille Vennekreds Skaaler for Kunst og Poesie, for Danmark og Holland. Fiskerskibe laae langs med Kysten, Musiken klang, Søen rullede, her var saa hjemligt, det var en deilig Aften.
Da jeg næste Morgen skulde forlade Haag, bragte Vertinden mig en Mængde Aviser, hvori allerede Festen for mig stod omtalt. Til Jernbanen fulgte mig , jeg her havde faaet kjær, og som jeg med Veemod skiltes fra, uvis om vi nogensinde oftere i denne Verden mødtes.
Rotterdam var mig den første ret levende hollandske By, langt mere, end Amsterdam er det. Mange og store Fartøier laae i de brede Canaler; smaa hollandske brogetmalede , hvor Konen stod ved Roret, om ikke med Tøfler og Sporer, ligesom i , men dog ved Roret og Fatter laae og røg sin Pibe. Alt syntes her . Et af de ældste hollandske Dampskibe, en sand Dampsnegl, »Batavier«, gik til London, jeg tog Plads med; Skibet var stærkt ladet og høit op over Relingen stod opstablet store Kurve fulde af Kirsebær; en Mængde Udvandrende til Amerika vare Dækspassagerer, Børnene legede nok saa glade; her gik en Tydsker, tyk som op og ned med sin tynde, allerede saagodt som søsyge Kone, der gruede for det Øieblik, vi skulde udaf Maasfloden i den store Nordsøe, hendes Mynde skjælvede ligesom hun og havde dog et Dækken over sig, bundet fast med store Sløifer; Ebben var indtraadt, der gik hele otte Timer, før vi kom ud i Nordsøen; det lave Holland syntes at synke dybere og dybere i den graagule Sø, og idet Solen sank, gik ogsaa jeg til Køis. Da jeg i Morgenstunden kom op paa Dækket igjen, kunde jeg øine den engelske Kyst; ud for Themsens Munding laae i Tusindeviis Fiskerbaade som en uhyre Kyllingeflok, som sønderrevne Papirstykker, som et heelt Marked eller en Leir med Telte. Themsen forkynder rigtignok, at England er Havets Behersker, her flyve dets Tjenere ud, hele Skarer af talløse Skibe; hvert Minut kommer der som Staffet, Dampskib paa Dampskib,
en Løber var det med tungt i Hatten, hvor øverst den røde blussede. Brystende sig som en Svane gled det ene store Seilskib os forbi efter det andet; Lystjagter med rige, unge Gentlemen viste sig, Fartøi fulgte paa Fartøi, jo høiere vi kom op paa Themsen, tog Vrimlen til; jeg havde begyndt at tælle, hvormange Dampskibe vi kunde møde, men jeg blev træt af at tælle Mængden. Ved Gravesend saae det ud, op ad Themsen, som skulde vi ind i en stor rygende Mosebrand, og det var kun Damp af Dampskibe og Skorstene, som laae foran os. Et stærkt Tordenveir stod over Landet, det blaa Lyn gnistrede mod den begsorte Skygrund, et Jernbanetog jog forbi, dets blaa Røg bølgede og som en Salve af Kanoner rungede Tordenbraget.
»Man veed, De er her og hilser Dem Velkommen!« sagde i Spøg en ung Englænder til mig. »Ja,« tænkte jeg, »vor Herre veed det!«
Themsen blev, man skulde ikke troe, det var muligt, endnu mere et Røre af Dampskibe, Baade, Seilfartøier, en med Trængsel overfyldt Gade, jeg begreb ikke, hvorledes disse Masser bevægede sig mellem hverandre uden at støde paa; snart sporedes Ebben, den dyndede, slimede Bund kom frem ved Bredderne, jeg tænkte paa Quilp i Dickens , tænkte paa .
Ved »«, hvor vi landede, tog jeg en og kjørte og blev ved at kjøre, det holdt ikke op i denne uendelige By; større og større blev Trængselen, Vogn ved Vogn i to Rækker op og ned, alle Kjørearter: Omnibusser fyldte uden paa og indeni, store Vogne, egentlig Kasser kun til at fremvise paaklinede Placater med Dagens Nyheder, Mænd med store Skilte paa Stænger, som de løftede over Vrimlen, og hvorpaa man kunde læse sig til Eet og Andet, der var at see eller tilkjøbs. Alle vare i Bevægelse, som strømmede det halve London til den ene Side af Byen, det andet til den anden Side. Hvor Gader krydse hinanden er midt imellem disse et ophøiet Sted, med store Stene om, derhen styrtede Folk fra det ene Fortog ind imellem den nærmeste Vognrække og ventede saa paa Fristedet, til der paa den anden Side var Leilighed til at slippe mellem Vognene der og op paa det modsatte Fortog. London, Byernes By! ja, det følte jeg øieblikkelig den var, det lærte jeg Dag for Dag siden at erkjende. Her er Paris i en høiere Potens, her er Neapels Liv, men ikke dets Larm. Alt suser travlt, halvt stille, forbi, Omnibus paa Omnibus, 4000 siger man der er, Arbeidsvogne, Pakvogne, Caps, Droscher og stadselige rumle, slæbe, rulle og jage afsted, som var der en vigtig Begivenhed i hver Ende af Staden, de alle maatte til. Og altid gaaer denne Sø! Altid! naar engang alle disse Mennesker, vi nu see færdes, ere i deres Grave, rører sig endnu her den samme Travlhed, altid de samme Bølger med Omnibus, Caps, , de vandrende Mænd med Skilter for og bag, Skilter paa Stænger, Skilter paa Vogne med Annoncerne, Luftballonerne, Buskmænd, , Panoramaer og Jenny Lind. i Leicester Square, som H. C. Ørsted havde anbefalet mig, og fik et Værelse, hvor Solen skinnede lige ind paa min Seng, for ligesom strax at vise mig, at der nok kan være Solskin i London, men det var lidt rødguult, som faldt det gjennem Glasset af en Ølflaske, men da siden Solen var nede, blev Luften deilig klar, og Stjernerne blinkede ned i de ved Gas straalende Gader, hvor Vrimlen stadigt bølgede, brusede og stille summede. Træt sov jeg ind uden endnu at have seet nogen Bekjendt. Aldeles uden Anbefalingsbrev var jeg kommet til London, den Eneste, jeg havde henvendt mig til her hjemme om et saadant, , der havde engelske Forbindelser, og ved hvem jeg ønskede, for en enkelt Gang at gjøre et Indblik i Londons high life, havde intet sendt mig. »De behøver ikke noget Anbefalingsbrev her!« sagde vor danske Gesandt, , som jeg strax næste Morgen besøgte, »De er kjendt og anbefalet i England ved Deres Skrifter. Netop iaften er en lille udsøgt Kreds hos , jeg vil skrive til Lady Palmerston, at De er her, og jeg tør troe, at De vil faae en Indbydelse!« en saadan jeg faa Timer efter, og med Grev Reventlow kjørte jeg da om Aftenen derhen. Englands høieste Adel var samlet, Damer i de rigeste , der var at see Silke med Blonder, funklende Diamanter, og deilige Blomster-Bouquetter; saavel Lord Palmerston som Lady Palmerston tog meget venligt imod mig, og da den unge , som var her med sin unge Gemalinde, hjertelig hilsede mig, og førte mig frem for, jeg troer, , der udtalte sig levende om »Improvisatoren«: »Den første Bog over Italien!« som hun behagede at udtrykke sig, blev jeg snart omringet af Englands høifornemme Ladys, alle vidste de om den danske Digter, kjendte »«, »den grimme Ælling« o. s. v.. Mange venlige Ord bleve sagt mig. Jeg syntes ingen Fremmed. talte til mig om Christian den Ottende; den preussiske Gesandt , der i en tidligere Tid har viist de Danske i Rom mange Tjenester og var Reventlows Ven, kom mig med sin Gemalinde saa hjerteligt imøde; Mange gave mig deres Kort, de Fleste indbøde mig. »De har iaften,« sagde Grev Reventlow, »gjort et Spring ind i den høie Verden, som Mange bruge Aaringer til! kun vær ikke altfor beskeden, her maa man træde frem, vil man frem!« og nu med denne Mands kjække Humor, vedblev han paa Dansk, som jo ingen af Selskabet forstod, »imorgen see vi Kortene efter og vælge de bedste!« – »Nu har De talt rigeligt med Denne, herhenne er en Anden, De vil have endnu mere Gavn af at føres til; hos Denne finder De et godt Bord, hos Denne et udsøgt Selskab, ja her give endogsaa Mange Ansøgninger om at faae en Indbydelse!« og saaledes gik Talen fremdeles; jeg var tilsidst saa udmattet af at bevæge mig paa det blanke bonede Gulv, klattre aandelig i forskjellige Tungemaal, jeg ikke kunde; Heden var trykkende, jeg maatte tilsidst rive mig løs og søge ud paa Gangen, for at aande og hvile, idetmindste støtte mig op til Rækværket – og som denne Aften gik det nu fremdeles i hele tre Uger, det var Saison, den varme Sommer-Selskabstid, som vi kun kjende om Vinteren; indbudt blev jeg til hver Middag, til hver Aften, og efter dem til Baller om Natten; overalt Trængsel i Sale og paa Trapper, og da hele Ugen forud var besat med Udvalg af Inbydelserne, maatte jeg ud ogsaa til Frokost; det var ikke til at holde ud, en festlig Summen, Surren og Brusen, een eneste lang Nat og Dag fast i tre Uger; jeg har derfra kun endnu Momenter, enkelte Partier klart i Erindringen. Næsten overalt var det de samme Hoved-Figurer, som traadte frem i vexlende Guld, , Blonder og Blomster. Smukt til Decoration i Værelserne var især Roser anvendt, med disse vare som bedækkede hele Vinduer, Borde, Trapper og Nicher; de stode alle i Vand, baade i Glas, Skaaler og Kopper, men det saae man ikke uden ved Undersøgelse, for Øiet dannede de hele Tæpper, saa duftende og friske. Jeg boede, som sagt, i Leicester Square i Hôtel de Sablonière, og anbefalet mig Stedet, men det var, sagde Grev Reventlow, ikke fashionabelt nok, og her gik alt efter Fashion; han paalagde mig ikke at nævne Leicester Square, det vilde være, sagde han, som om en Fremmed i Kjøbenhavn vilde sige i fornemt Selskab, »jeg boer i ,« jeg skulde svare, at jeg boede hos ham. Og dog boede jeg tæt ved Piccadilly, paa en stor Plads, hvor stod mellem grønne Træer, ligeud for mine Vinduer; for sex à otte Aar siden havde her ogsaa været Fashion at boe, nu var det ikke. »Ritter« Bunsen, Grev Reventlow og flere af Gesandterne
besøgte mig dog her, men det var ikke Fashion. Alt er i England Etikette, selv er bundet til den i sit eget Huus. . I Frihedens Land kan man være nærved at døe af Etikette; dog det er en ringe Sag kun, her hvor saa meget Ypperligt findes. Her er man hos en Nation, der i vor Tid maaskee er den eneste ret religiøse; her er en Agtelse for Sæderne, her er Moral, der kan ikke dvæles ved enkelte Udvæxter og Afstrømninger, som altid findes i en stor By. – London er Høflighedens By, og Politiet foregaaer den med sit Exempel, man behøver kun at henvende sig paa Gaden til en af dets Betjente, de ledsage En, vise En til rette; i hver Boutik faaer man det venligste Svar. Og hvad det angaaer, om Londons evige graa Luft og Steenkulsdamp, da har man overdrevet dette; vel findes deraf i enkelte tæt beboede gamle Qvarterer, men den meest udstrakte Deel er luftig og fri, saa godt som Paris er det. Jeg har i London seet flere smukke Solskinsdage og mange stjerneklare Nætter. Det er iøvrigt høist vanskeligt, naar man er Fremmed i et Land og i en By, at give et sandt, tro Billede af den, efterat have været der en kort Tid. Det erkjender man bedst ved at læse andre Forfatteres Skildringer og Opfatten af vort eget Hjem, hvor vi ere inde i det Meeste og fortrolige dermed. Touristen nedskriver, hvad enkelte Individer fortælle, opfattet fra deres interesserede Standpunkt, selv seer han igjennem Reiselivets zittrende Briller; han tegner Landskaber, og Figurer som paa Jernbane-Flugt og ikke engang Enkelthederne saa tro. ; Rom er et af Natten, hvori selv Carnevalets Lyst dog kun er en brusende, lystig Drøm, Pius den Niende selv kun en stor Tanke i Drømmen, London er Verdens-Basrelief af Dagen, den travle Virksomhed, den lynflyvende Livets Væverspole. Dagens Thema her var iøvrigt: og kun Jenny Lind. For nogenlunde at undgaae hyppigt Besøg og for at boe i den meest friske Luft i London havde hun leiet sig et Huus i ; det var Alt, hvad jeg kunde erfare i Hotellet, hvor jeg boede, og hvor jeg strax spurgte om hende. For at finde Stedet søgte jeg strax hen til »den italienske Opera«, hvor hun sang, ogsaa her var Gadepolitiet min sikkreste Hjelp, det førte mig til Theaterkassereren, men hverken han eller de forskiellige Portiers der, vilde eller kunde give mig Oplysning, jeg skrev da paa et af
mine Visitkort nogle Ord til Jenny Lind, skrev, at jeg var kommet til London, sagde hvor jeg boede, og bad hende ufortøvet om hendes Adresse, og havde jeg en glad, hjertelig Skrivelse til »Broderen«. Jeg orienterede mig paa Kortet, saae i hvilket Qvarteer af London Old Bromton laae, og satte mig saa i en Omnibus, hvor Conducteuren gav mig god Besked om, hvor langt jeg kunde kjøre med ham, hvor jeg skulde dreie af, og hvilket Huus jeg da havde at gaae til, for at finde »den svenske Nattergal«, som han med et Smiil kaldte hende. Et Par Dage efter kom jeg, mellem de Tusinder af Omnibusser London har, ind i een, det var netop den samme, jeg kjendte ikke Conducteuren igjen, men han kjendte mig og spurgte, om jeg saa fandt »Nattergalen Jenny Lind.« Det var langt ude i et Hjørne af Byen, hun boede i et lille, nysseligt Huus, med en lav Hække foran ud til Gaden, her stod udenfor, og det næsten altid, en Flok Mennesker og saae paa Huset, i Haab om at faae Jenny Lind at see; i Dag vare de heldige, thi da jeg ringede paa, og hun fra Vinduerne kjendte mig, løb hun ud til Vognen, trykkede begge mine Hænder, saae med søsterligt Sind og Glæde paa mig, og glemte de mange Mennesker rundt om, der trængte paa; vi maatte skynde os ind i Huset, og der var nydeligt, rigt og hyggeligt; en lille Have aabnede sig med en stor Græsplet og mange Løvtræer, her boltrede sig en lille bruun, langhaaret Hund, der sprang op paa sin Herskerindes Skjød, blev klappet og kysset. Paa Bordet laae elegant indbundne Bøger, hun viste mig min »true story of my life«, som Mary Howitt havde dediceret hende; der laae paa Bordet et stort Blad, det var en Caricatur over Jenny Lind, en stor Nattergal med et Pigeansigt, stod og strøede hende paa Halen, for at hun skulde synge. Vi talte om Hjemmet, om Bournonvilles og Collins, og da jeg fortalte hende om Hollændernes Fest for mig, hvorledes de der havde udbragt den gamle Collins Skaal, klappede hun i Hænderne og raabte: »det var bra!« hun lovede mig derpaa, at jeg skulde faae Billet til Operaen, hver Gang hun sang, men jeg maatte ikke tale om at betale den, det var for naragtigt dyrt, sagde hun, »lad mig der synge for Dem, De kan siden hjemme læse et Eventyr for mig igjen!« Kun to Gange tillod mine mange Indbydelser mig at benytte den tilsendte Billet, jeg saae hende først i , der vistnok er hendes Pragtrolle. Den Jomfruelighed, den Reenhed, der ligesom gjennemstraalede hende, gav Scenen noget Helligt. Den Maade, hvorpaa hun i sin Søvnvandring, i sidste Act, tager Rosen af sit Bryst, løfter den i Veiret og uvilkaarligt taber den, havde en Ynde, en Skjønhed, noget saa forunderligt Gribende, at man fik Taarer i Øinene; der var ogsaa en Jubel, et Bifald, som jeg ikke har hørt stærkere hos de heftige Neapolitanere. Blomster regnede ned til hende; Alt saae saa festligt ud; man veed, hvor pyntelig Enhver maa være i den store Opera i London; alle Herrerne paa Gulvet og i første Rang møde med hvide Halstørklæder; Damerne sidde der i største Selskabs-Pynt, hver med en stor Bouquet i Haanden. Dronningen og Prinds Albert vare her, ligesom ogsaa Arvestorhertugen af Weimar og . Det italienske Sprog klang mig fremmed fra Jenny Linds Læber, og dog sagde man, at hun heri, ligesom i Tydsk, var correctere end mangen Italiener selv, dog Aanden var den samme, som naar hun sang i sit smukke Modersmaal. Af Componisten Verdi var for denne Saison og for Jenny Lind componeret en ny Opera »«, Texten efter Schillers »die Räuber«; jeg hørte den engang, men selv Jenny Linds Spil og Sang kunde ikke løfte denne døde Tonedigtning. Amalies Partie ender med, at hun tilsidst i Skoven dræbes af Carl Moor, idet Røverbanden er omsluttet. Lablache udførte den gamle Moor, og det blev i høieste Grad komisk at see den colossale, tykke Mand komme ud af Taarnet og sige, at han segnede af Sult, hele Huset loe da ogsaa deraf. Ved samme Forestilling var det, at jeg for første Gang saae den berømte Dandserinde ; før hun traadte ind, havde jeg formelig Hjertebanken af Forventning, som jeg altid faaer det, naar Forventningen hos mig er stærkt spændt efter noget Herligt og Stort. Hun kom, – det var en ældre, noget stærkt bygget, ret smuk Kone, hun vilde være en nydelig Frue i en Selskabssal, men som ung Gudinde – – tænkte jeg og sad kold og ligegyldig ved denne gratiøse, ældre Dames Dands. Ungdom maa der være, og denne havde Cerrito! det var mageløst skjønt, det var Svaleflugt i Dandsen, , Flyven! den saae man ikke hos Taglioni; fuimus Troes! Vor Landsmandinde, , var ogsaa her i London, og af Alle høit beundret, men hun dandsede ikke, hun var syg i Foden. En Aften under »« lod hun mig kalde op til sig i sin lille Loge, hvor hun med Liv og Lystighed udviklede for mig Verden bag Coulisserne, fortalte om hver især; ; naturligviis, under Dagens Jubel for denne Ene, blandede sig ogsaa lidt Modstand, den alt Stort og Godt maa prøve. Jenny Linds Fremstilling af , den krænkede, ædle Qvinde, som i høi Grad tiltalte mig, og som jeg har udtalt mig tidligere om, behagede i Almindelighed ikke Englænderne, der tidligere ved og hendes Efterlignerinder, havde opfattet den som en lidenskabelig ; Forfatteren til »Oberon« og flere Textbøger, , var en ivrig ; men disse smaa Pust forsvandt i Jubelens og Erkjendelsens Herlighed, og lykkelig var hun i sit stille Hjem under de skyggefulde Træer; , træt og ødelagt af de idelige Indbydelser, den overvældende Hyldest! »Ja, nu kan De prøve, hvad det er at !« sagde hun, »man bliver som slidt op! og hvor tomt, hvor uendelig tomt er det med alle de Talemaader, som siges En!« Da jeg siden kjørte hjem i hendes Vogn, trængte Folk sig tæt op til den, de troede, at Jenny Lind sad deri, og de fandt kun mig, der var dem en fremmed, ubekjendt Herre. havde ved mig indbudt Kunstnerinden til en Dinée paa sit Landsted, men hun var ikke at bevæge til at tage derimod, ikke engang, da det overlodes hende at bestemme de Indbudnes Antal, ja selv at være sammen kun med den gamle Mand og mig, hun vilde ikke forandre sin Maade at leve paa, men tillod mig at bringe den gamle, hæderlige Mand ud til sig, det gjorde jeg, og de To kom ypperligt ud af det sammen, de talte endogsaa om Penge og loe af mig, der forstod mig saa lidt paa disse og paa at omsætte mit Talent i Guld.
En ung Billedhugger, , ønskede at modelere hendes og min Buste, Ingen af os havde Tid at sidde længe for ham; ved et Par Ord fra mig fik den unge Mand imidlertid Tilladelse, en halv Time at komme til hende og omforme den Leerbuste, han, efterat have seet hende i Theatret, alt havde udkastet; jeg gav ham dobbelt saa lang Tid, og i denne ene Time frembragte han en, efter Tiden, mærkelig god Buste. Den har, med Jenny Linds, været paa Udstillingen i Kjøbenhavn, hvor begge bleve meget for strengt bedømte; thi der var Lighed og aandelig Opfatten i begge, og hvilken dansk Kunstner havde vel i saa kort Tid som Durham kunnet frembringe mere, end hvad her er givet. .
Grev Reventlow førte mig til ; han havde alt et Par Dage forud sagt mig, at den gamle Dame ventede os, men at hun havde udsat det til en bestemt Dag, da hun, betroede han mig, nok kjendte mig af Navn, men aldrig havde læst Noget af mig, og nu i Hast først vilde gjøre sig bekjendt med Improvisatoren, Eventyrene o. s. v. Hun beboede et Huus med smaa, brogede Værelser, fulde af Rococo, Alt havde et fransk Anstrøg, og især den gamle Dame, hun var Liv og Munterhed, talte Fransk, var selv ganske Fransk og uhyre sminket; hun citerede af mine Bøger, som jeg vidste, hun havde læst i Hast, men altid dog af en stor Høflighed mod mig; paa Væggen hang en Haandtegning af Thorvaldsen, det var , som vi have dem i Basrelief, og som hun i Rom havde faaet af ham. Hun sagde, at hun til Ære for mig vilde indbyde alle Londons berømte Forfattere, da skulde jeg lære at kjende Dickens, o. s. v.; og førte hun mig til , der havde oversat mit Eventyr »den lille Havfrue«, og er en Datter af Forfatterinden Fru Austen; her skulde jeg træffe en Mængde Berømtheder, og det var ogsaa Tilfældet; men en endnu større udvalgt Kreds modtoges jeg i hos en anden engelsk Forfatterinde, til hvem , Udgiver af »Literary Gazette« førte mig, nemlig til . Hun boede i en Udkant af London i sit Palais »Gore house«. Hun var en blomstrende, noget corpulent Dame, særdeles elegant klædt og med glimrende Ringe paa Fingrene. Hun tog saa hjertelig imod mig, som var jeg en gammel Bekjendt, trykkede min Haand, talte om »en Digters Bazar«, og sagde, at deri var en Skat af Poesie, som der ikke fandtes i mange Bøger tilsammen, at hun i havde nævnet den; vi gik ud paa den store Altan til Haven, den var rigt omvoxet med Epheu og Viinløv, en stor sort Fugl fra og to hvide Papegøier gyngede derude, den sorte Fugl blev klappet og maatte slaae sine Triller for mig; under Altanen voxte mange Roser, der var deilig Grønsvær, og to prægtige hængende Grædepile, lidt længere henne paa et Stykke Eng, græssede til Stads en Ko, det Hele saae saa landligt ud. Vi gik sammen ned i Haven, hun var den første engelske Dame, jeg ret forstod, men hun talte ogsaa med Flid saa langsomt, holdt mig dertil fast om Haandledet, saae mig bestandigt ved hvert Ord lige ind i Øinene, og spurgte da, om jeg nu forstod hende. Hun fortalte mig Ideen til en Bog, den hun gjerne vilde, at jeg skulde skrive, en Idee, hun syntes voxte ind i mit Rige. Det var om en fattig Mand, som kun eiede Haabet, og en rig, som eiede det Reelle, men ikke Haabet, og da vise hvor ulykkelig han var, medens den Fattige var lykkelig. Hendes Svigersøn kom til, Londons eleganteste Herre, der, som man sagde mig, ved sit Toilet bestemte Englands Modedragt. Vi traadte ind i hans Atelier, hvor i Leer stod forfærdiget af ham en næsten færdig Buste af Lady Blessington, ligesom der ogsaa var et Oliemaleri af Jenny Lind, som »Norma«, malet af
Grev d’Orsay efter Hukommelsen. Han syntes en meget talentfuld Mand, ligesom han ogsaa var høist høflig og elskværdig. Lady Blessington førte mig derpaa gjennem alle sine Værelser, Napoleons Buste eller Portrait fandtes næsten i de fleste. Tilsidst kom vi i hendes Arbeidsværelse, her laae paa Bordet en Mængde Bøger opslagne, og, som jeg saae, alle om . Vi talte om Poesie og Kunst, og med Kjendskab og stor Kjærlighed berørte hun mine Arbeider, i hvilke, sagde hun, fandtes Meget af det, der især greb hende hos Jenny Lind, og Natur. Hun talte om denne Kunstnerindes Fremstilling af »la Sonnambula«, den Reenhed og Jomfruelighed, som her aabenbarede sig, og Taarerne stod hende i Øinene ved Talen derom. To unge Piger, jeg troer , bragte mig en Haandfuld af de deiligste Roser; Jerdan og jeg indbødes til een Dag , da vilde hun føre mig sammen med Dickens og Bulwer. Da vi til den Tid kom, fandt jeg det hele Huus i festlig Pragt; Tjenere i Silkestrømper og med puddret Haar stode paa Gangen, Lady Blessington selv var i Glands og Herlighed, men med det samme milde, straalende Ansigt, hun sagde mig, at Bulwer ikke kom, han og var ude at samle Stemmer; hun syntes ikke særlig stemt for denne Digter som Menneske, sagde ogsaa, at han stødte fra sig ved sin Forfængelighed, og var dertil temmelig døv og meget vanskelig at underholde sig med; om hun saae gjennem et falskt Glas, veed jeg ikke, anderledes varmt talte hun, og det gjorde Alle, om Charles Dickens; ogsaa han havde lovet at komme, ham skulde jeg lære at kjende. Jeg sad just og skrev mit Navn og et Par Ord foran i »True story of my life«, da Dickens traadte ind, ungdommelig, smuk, med et klogt, venligt Udtryk og et stort kjønt Haar, der faldt til begge Sider. Vi trykkede hinanden Hænder, saae hinanden dybt ind i Øinene, talte og forstod hinanden. Vi vare komne ud paa Verandaen, jeg var saa bevæget glad ved at see og tale med den af Englands nu levende Digtere, jeg elskede høiest, Taarerne traadte mig i Øinene. Dickens forstod min Kjærlighed og Beundring. Blandt mine Eventyr nævnede han »den lille Havfrue«, som Lady Duff Gordon havde oversat i Bentleys Magazine, ogsaa »Bazaren« og »Improvisatoren« kjendte han; ved Bordet fik jeg Plads nær ved Dickens, kun Lady Blessingtons unge Datter sad imellem os. Han drak et Glas med mig, det gjorde ogsaa , dengang Marquis af Duero; for Enden af Bordet var et stort Billed, Napoleon i Legemsstørrelse, det hang stærkt belyst af mange Lamper. Her var Digteren Milnes, her var , Forfattere, Journalister og Adelsmænd, men for mig var Dickens den Fornemste. En stor rig Kreds af de hæderligste Mænd saae jeg, men foruden de to Døttre kun Mænd; ingen Andre kom i Lady Blessingtons Huus, disse søgte det ubetinget, mig blev det af Grev Reventlow og Flere indpræget, at jeg i de store Saloner ikke maatte sige, at jeg kom til Lady Blessington, det var ikke Fashion, hun var i høieste Grad der i Miscredit. Grunden man gav, om den er sand veed jeg ikke, var den, at Svigersønnen Grev d’Orsay fandt sig hellere i sin Svigermoders, end i sin Kones Selskab, og at den unge Kone, iøvrigt Steddatter af Lady Blessington, derfor havde forladt Mand, Huus og Hjem, og , medens Gemalen blev tilbage. Paa mig havde Lady Blessington gjort et høist behageligt Indtryk, og jeg kunde ikke lade være i de store Kredse, naar om Aftenen en Flok af de høie Damer spurgte mig, om hvem jeg havde besøgt, jeg da nævnede Lady Blessington; da blev der altid en Pause, spurgte jeg saa om Grunden, hvorfor man ikke kunde komme der, eller hvad der ikke var, som det skulde hos hende, fik jeg kun en kort Affærdigelse, som ikke god; en Dag talte jeg om hendes personlige Elskværdighed og om hendes Gemyt, fortalte, hvorledes hun var grebet ved at omtale Jenny Linds Fremstilling af »Sonnambula«, hele den Qvindelighed, hun derved aabenbarede; jeg havde seet hende fælde Taarer derved! »Skabning!« udbrød indigneret , »Lady Blessington græde ved Jenny Linds Uskyld!« Et Par Aar efter læste jeg om , Grev d’Orsay var den, som sad ved hendes Dødsleie. Blandt andre literaire Damer i London maa jeg nævne , ved hvis Oversættelse af »Improvisatoren« jeg blev indført og kjendt i England. Ogsaa hendes Mand, , er bekjendt som Forfatter, de udgav paa den Tid i London »Howitts Journal«; netop i Nummeret, der udkom Ugen før min Ankomst her, var leveret , samt mit Portrait, der stod rundt om i Vinduerne i flere Bogudsalg. Jeg blev , jeg kom, opmærksom herpaa og gik ind i en lille Boutik og kjøbte det; »ligner det nu Andersen?« spurgte jeg Madamen, som solgte det; »o, det er ganske frappant!« sagde hun, »De vil kjende ham efter Billedet!« – Men hun kjendte mig ikke, uagtet vi længe talte sammen om Ligheden. – , Bogen var som sagt dediceret Jenny Lind og er ogsaa senere udkommet i Boston. og bedet mig ud til sig i udenfor London; det var vistnok to danske Miil derud, jeg foer med Omnibus, den var belæsset ude og inde, Veien fik aldrig Ende. Howitts boede godt, her var Malerier og Statuer, en net Have. Alle toge venligt imod mig. Nogle Huse derfra boede som pensioneret Digter; skrev derpaa Friheds-Sange, gik til Schweiz og derfra til England, hvor han ernærede sin Familie ved at være paa et Handelscontoir; havde jeg mødt ham i Trængselen, han kjendte mig, jeg ikke ham, thi det tykke sorte Skjæg, jeg før havde seet ham med, var raget af. – »Vil De ikke kjendes ved mig?« sagde han og loe, »jeg er Freiligrath!« og da jeg havde draget ham fra Trængselen hen mod en Dør, sagde han i Spøg: »De vil ikke tale i Mængden med en som mig, De, Konge-Ven!« – Der var venligt i den lille Stue, mit Portrait hang paa Væggen, Maleren Hartmann, der engang paa havde tegnet det, traadte just ind i Stuen, vi talte om Rhinen, om Poesie, men jeg var lidende af Livet i London, af Touren herud, imidlertid stolede jeg paa, at Aftenen blev kjølig og tog igjen Plads i Omnibus’en, men før jeg var vel ude af Clapton, sank alle mine Lemmer sammen, jeg følte mig syg, mat i en Grad, som jeg havde været det i Neapel, jeg var nær ved at besvime og altid blev Omnibus’en fuldere og mere varm, hvert Øieblik holdt den og fyldtes nu ogsaa ovenpaa; bestøvlede Been hang ned for de aabne Vinduer. Flere Gange var jeg ved at sige til Conducteuren: »Før mig ind i Huus, hvor jeg kan blive, thi jeg holder det ikke ud.« Vandet sprang mig ud af alle Porer. Det var rædsomt! og altid langsomt fremad, mig forekom det tilsidst, som Alt flød bort omkring mig. Da jeg endelig naaede Banken, steg jeg ud i en Drosche og nu, jeg sad ene og fik det mere luftig, kom jeg til mig selv og naaede Hjemmet, men en mere qvalfuld Fart, end den fra Clapton, har jeg sjelden prøvet. – Imidlertid havde jeg dog lovet og blive der et Par Dage, det var dette længere Ophold der, som gav mig Mod til at begynde samme Reise igjen og i Omnibus. Det skulde være stille, nydende Dage derude, men Venner ville tidt gjøre det mere end godt. Man skal altid føres fra det Nære til det, der er længere borte, og saaledes allerede den første Dag gik det efter Middag afsted i en Eenspænder, fem Personer indeni, tre udenpaa, vi skulde til ; det var en rædsom Hede, den hele Udflugt var complet til et Capitel af Dickens Romaner.
Endelig naaede vi da til den gamle Frøken, der nok var literair; midt paa Græsplainen foran Huset legede en Mængde Børn, det saae ud som en heel Skole eller Pensionsanstalt, de dandsede rundt om en stor Bøg midt paa Marken og havde Alle Krandse af Bøg eller Epheu om Hovedet. De sang og sprang. Man kaldte dem hen til mig, sagde dem, at jeg var den Hans Christian Andersen, der havde skrevet Eventyrene, som de kjendte, og de trængte dem Alle omkring mig og rakte mig Haanden; sprang og sang saa igjen paa den grønne Mark. Der var rundtom smukke Høie og store Træpartier, der kastede deilig Slagskygge; jeg skottede derhen, for vi maatte sidde i den lille Have i et solhedt Lyshuus; her kom en døv Forfatterinde, som skrev politisk, , jeg blev mere og mere udmattet og maatte tilsidst søge Hvile, hele Eftermiddagen ligge stille hen i en eensom Stue, jeg mægtede ikke at røre mig. – Da Solen gik ned og det luftede lidt, blev jeg glad ved at kunne igjen aande; paa Hjemtouren til Clapton saae vi det belyste London udstrakt under os, det var som en storartet Illumination, som et transparent Grundrids i det Gigantiske; man saae i Ildcontour ved de mange Gaslygter flere bugtede Gader, nogle strakte sig lige ud mod den fjerne Horizont, et Hav med tusinde Ildfyr. – Næste Dag var jeg igjen i London. –
»« har jeg her seet og – »Armod«, disse ere de to Poler i min Erindring. – »Armod« saae jeg personificeret i en bleg, udhungret ung Pige, i slidte, elendige Klæder, skjule sig i Hjørnet af en Omnibus, »Elendigheden« saae jeg, og dog sagde den ikke et Ord i al sin Jammer, det var den forbudt; jeg husker Tiggerne, Mænd og Qvinder, de bare paa Brystet et stort, stivt Papir med de skrevne Ord: »Jeg døer af Sult! Forbarmelse!« De tør ikke tale, det er dem ikke tilladt at , og saa glide de som Skygger forbi. De stille sig foran En, og stirre med Hungerens og Sørgmodets Udtryk i det blege, magre Ansigt; de stille sig udenfor Cafféer og Conditorier, vælge een mellem Gjæsterne, som de uafladelig stirre paa med et Blik, o et Blik, som Elendigheden kan have det; hun peger paa sit syge Barn og paa det skrevne Blad paa sit Bryst, der staaer: »Jeg har ikke spiist i to Dage.« Jeg saae Mange, og man sagde mig, at i mit Qvarteer var kun Faa, i de Riges aldeles Ingen, det var lukket for den stakkels Parias Slægt. Alt i London bliver Industri, ogsaa Betleriet, det gjælder om bedst at kunne drage Opmærksomheden hen paa sig, og jeg saae et Arrangement, hvorved det tilfulde opnaaedes. Her stod midt i Rendestenen, thi paa Gade og Fortog vilde han have spærret Passagen, altsaa midt i Rendestenen, en reenligklædt Mand med fem Børn, det ene Barn mindre end det andet, alle i Sorg, med et langt Sørgeflor fra Hat og Kaskjet, alle reenligklædte i Rendestenen, og hver holdt et Knippe Svovlstikker til Salg, betle maatte de jo ikke. – En anden meget hæderligere og høist indbringende Industri er at være Gadefeier, og paa de fleste Hjørner seer man en saadan med sin Kost; han feier stadigt Overgangsstedet fra Gade til Gade eller en vis Deel af Fortoget, og hvem der vil, giver ham en Penny; der skal være Qvarterer, hvor disse i Ugens Løb opsummere sig til en Formue; det er Bulwer, troer jeg, som har skrevet , hvis Haandtering Ingen i hans Qvarteer kjender, han forlover og gifter sig med en hæderlig ung Pige, hver Dag er han borte fra sit Huus, Ingen veed hvor, og derpaa hver Løverdag bringer blanke Sølvstykker hjem; Familien er i Angest og Uro, troer han er Falskmyntner, passer ham op og opdager da, at han er Gadefeier. Jeg saae selv et af Afrikas Børn, en Neger med Turban paa, øve her den ædle Feiekunst. – Det var Livet i London, jeg saae; jeg fik et Indblik i »high life«, i de rige Sale og Trængselen paa Gaderne, Jubelen i Theatrene og, hvad der er en Deel af Nationen, Kirkerne; dog Kirker skal man see i Italien. i London seer betydeligere ud udenfra end indeni; den er lille imod Peterskirken, har ikke det Høitidelige som i Rom. Den gjorde det Indtryk paa mig, som et herligt Pantheon, med rige, marmorne Monumenter. Over dem alle, over hver Statue herinde laae ligesom et sort Flor, det var et Slør af Kulrøgen, der var trængt herind og gav hver Statue et eget silkeagtigt Overtræk. – Paa staaer en ung Figur, den strækker Haanden hen mod een af de fire Seiersindskrifter, netop mod »Kjøbenhavn«; som Dansk havde jeg den Følelse, at det var, som om han vilde slette den ud af sin Triumph. – gjorde paa mig et ganske anderledes storartet Indtryk, og det i sit Ydre, som i sit Indre, det er en Kirke! Skade, at der, for Englændernes Comfort, inden i den store Kirke er bygget en mindre, hvor Gudstjenesten holdes. Da jeg første Gang, gjennem en Sidedør, traadte ind i Westminster, stod jeg netop i »«, det første Monument, mit Øie faldt paa, var Shakspeares; øieblikkelig glemte jeg, at hans Støv ikke hvilte her, en Andagt, en Alvor fyldte mig og jeg heldede Panden mod det kolde Marmor, ved Siden er Monument eller Grav for Thomson, til Venstre for Southey, og under Gulvets brede Stene ligge Garrick, Sheridan og Samuel Johnson. – Som bekjendt har Geistligheden ikke tilladt, at fik Plads herinde. »Jeg savnede det her!« sagde jeg en Aften til een af Englands Bisper og lod, som jeg ikke vidste Grunden, »hvor kan det være, at et Monument af Thorvaldsen gjort for Englands største Digter ikke opstilles der?« – »Det har andetsteds en fortræffelig Plads!« svarede han undvigende. – Mellem de mange andre Monumenter i Westminster over Konger og Mægtige var der især eet, jeg altid maatte standse ved, idet jeg der paa een af Marmorskikkelserne, saae, forunderligt ligt, bedre end endnu nogen Billedhugger eller Maler har givet det, mit eget Ansigt. Ja, det var mærkeligt ligt min Buste. En Skare Fremmede, som en Dag tilfældigviis, da jeg ogsaa stod der, saae paa den og mig, studsede og betragtede mig med Forundring; det var dem, som om den høie Herre i Marmoret gik levende i Kjød og Blod gjennem Kirkens Gange i min Skikkelse.
Allerede tidligere har jeg sagt, at det netop var i Valgtiden, at jeg opholdt mig i London, den var Skyld i, at jeg ikke traf sammen med Bulwer, Valgtiden, med alle dens Arrangementer og Udskeielser, dem vi i vort Land nok ogsaa komme efter, er første Gang seet ganske folkelig og broget. – Paa flere Pladser og Gader vare Tribuner for Talerne opreiste. I Trængselen gik Folk med Valglister paa Bryst og Ryg, for at man kunde læse Navnene; Faner vaiede, Faner bares i Tog omkring; fra Vogne, opfyldte med Vælgere, vaiede Tørklæder og store Flag med Indskrifter. Syngende og skrigende kom mange daarligtklædte Folk i elegante Vogne, tidt med meget pynteligt Tjenerskab; det var, som Herskaberne havde ladet deres ringeste Tyende hente, som var det den . Om Tribunen er der en Trængsel, en Murren, her flyve stundom fordærvede Appelsiner, ja endogsaa Aadsler i Hovedet paa Taleren. – Jeg saae i et af de elegantere Qvarterer to unge, velklædte Mænd nærme sig Tribunen, men idet den Ene vilde stige op, sprang der Nogle til, trykkede dem begge hver Hatten ned over Øinene, dreiede dem om og nu bleve de af hele Folkemassen, fra den Ene til den Anden, puffet og stødt fra Tribunen, ja ud af hele Gaden, saa at de slet ikke fik Lov at stille sig. – Ude , flere Mile bort, hvor jeg til Vogns gjorte et Par Udflugter, var dette Øieblikkets Opgave endnu mere fremtrædende og ene raadende. I hele Optog, saae jeg, kom de forskjellige Candidat-Partier, med stor Fane foran sig og paa hver de meest stærke Indskrifter. De Fleste vare for en Hr. Hodges, hans Navn især prangede rundtom; det ene Partie havde mørkeblaae Faner med Orange, det andet lyseblaae, og Indskrifter som: »Hodges for evig!«, », de Fattiges Ven!« o. s. v. Der var Musik med hvert Tog og al mulig Pøbel. En gammel syg, rystende Mand blev kjørt paa en Trillebør hen for at give sin Stemme. Paa Torvet samledes Stemmer; der var ved denne Leilighed ligesom et heelt Marked, med Træog Lærredstelte, hvori fandtes alskens Ting tilkjøbs; et heelt Theater blev reist op, jeg saae dem bære Skov-Coulisserne over Gaden ind i den store . – Hvad her imidlertid tog sig pynteligt ud og var som Hjem til en heel Digtning, var de nydelige vandrende, eller rettere kjørende . Den hele Huusholdning paa en Karre, med to Hjul, trukket af een Hest. Det var complet et Huus med Tag og Skorsteen; det Hele deelt i to Rum, hvoraf det bageste dannede en Slags Stue eller Kjøkken, med Talerkener og Kasseroller; her midt i Døren, udad, som paa en Omnibus, sad Konen og spandt paa sin Rok; for det aabne Vindue hang et lille rødt Gardin. Manden og Sønnen red, men styrede tillige Hesten foran det vandrende Huus.
havde udenfor Edinburgh ved Stirling-Bugten leiet , hvor han tilbragte Sommeren, for at kunde nyde Strandbade; han skrev til sin Fader, at han maatte overtale mig til at komme til ham, da jeg i Skotland eiede saa mange Venner, som der glædede sig til at see mig; jeg frygtede for at gjøre den lange Reise, da jeg ikke talte godt nok Engelsk til saaledes ene at vove mig ud i Landet; en fornyet Indbydelse og Brev til Faderen om, at han skulde følge med, bestemte mig, og ; vi deelte Reisen i to Dage og gjorde York til vort Natteqvarteer. Det var »expres train«; i flyvende Flugt, uden Rast eller Hvile, der var ikke paa hele Farten Tid at komme ud af Vognen. Før sang man: , her maatte man synge: Over Dale, gjennem Bjerge! vi fløi som den vilde Hær; Landskaberne rullede sig ud om os og under os, Egnene ligne Fyen og Als, stundom gik det ind i Jorden, i uendelige, milelange Tunnel’er, hvor der for Lufts Skyld flere Steder ovenover var gjort Aabning; vi mødte uendelig mange Tog, der susede som Raketter forbi, og atter kom nye Landskaber, af mere Bjergnatur, med Teglbrænderier, hvor Ilden lyste ud af Skorstenene. – Paa Banegaarden i York hilste en Herre paa mig og presenterede to Damer, det var . – I »Black Swane« i York blev overnattet; jeg saae den gamle By med sin prægtige Kirke; saadanne maleriske Huse, med udskaaret Bjælkeværk i Gavle og Karnapper, som her, havde jeg endnu ikke seet. – Svalerne fløi i store Skarer omkring i Gaderne og over mit Hoved min egen Fugl, Storken. – Fra York gik vi med Banetog næste Dag til Newcastle, der laae nede i en Dybde i Røg og Damp. Viaduct og Bro ved Byen vare ikke færdige endnu, vi maatte derfor Alle i Omnibus og gjennem Staden til Jernbanen hiinsides Byen. – Her var en Trængsel og Uorden. – Man faaer ikke i England, som i andre Lande, et Tegn for sit Tøi, dette maa man selv passe paa, og det var ved de forskjellige Steder, hvor der skulde ompakkes, en heel Plage. – Trængselen her var netop den Dag meget stor, vi vare saa mange Reisende og tidligt om Morgenen var her just gaaet et Expres-Tog for Gentlemen, der med deres Hunde droge paa Jagt i Skotland; alle Vogne til første Classe vare tagne, vi kom Een og Hver ind i anden Classe, der er saa slet den kan være, med Træbænke og Træskodder, som man i andre Lande har dem for fjerde Classe. Over to forskjellige dybe Dale var Veien ikke færdig, men dog istand til at kjøres paa, her var Broernes Bjælkeværk lagt paa de mægtige , og Skinnerne slaaet paa, men for Øiet var det, da al Brædeværket manglede, som foer vi hen ad et Bro-Gelænder, man saae gjennem hele det aabne Bjælkeværk ned i Dybet under sig, hvor Folk gik og arbeidede ved Flodbredden. – Endelig var vi ved , Walter Scotts og Burns Rige laae for os, Landet begyndte at blive bjergigt, vi saae Havet, Jernbanen løber langs Kysten, en Mængde Baade laae derude og endelig naaede vi Edinburgh. Ved en smal dyb Dal, som var det en udtørret Voldgrav i stor Stiil, deles den i den gamle og den ny Stad og nede i denne Dal gaaer Jernbanen fra London lige til Glasgow. Det nye Edinburgh har lige Gader, moderne kjedelige Bygninger, den ene Linie skjærer den anden eller løber parallel med den, den har intet andet skotsk, end at den som Skottens Plaid har sine regelmæssige Qvadrater, men det gamle Edinburgh er en Stad saa malerisk prægtig, saa gammel, saa skummel, saa eien
dommelig. Husene, som i Hovedgaden have en to à tre Etager, vende Bagsiden ud til den Dybde, der skiller den gamle og den ny By og her faae de samme Huse ni til elleve Etager; naar nu om Aftenen Lysene der ere tændte hos de forskjellige Beboere, Etage over Etage, og de og det stærke Gaslys straaler over Tagryggen af de andre Huse i den høitliggende Gade, da er det et eget, næsten festligt Skue, med Lys høit op i Luften, der just maa sees nede fra Jernbanevognen idet man ruller ind under Edinburgh. Ud paa Aftenen kom jeg med gamle Hambro hertil; Sønnen holdt med sin Vogn i Banegaarden; glad og jublende var Modtagelsen, og i Gallop gik det igjen ud af Staden til det Lyststed i »Mount Triniti«, hvor jeg nu hos Hambros Familie skulde finde mit Hjem i Walter Scotts Land, i Burns Bjerge! en Mængde Breve laae som Bouquet til mig, Alt var rigt, hyggeligt og med den Comfort et engelsk godt Hjem kan byde; kjære, venlige Mennesker saae jeg, deeltagende og hjertelige stemte for mig. Det var en lykkelig Aften i mit Liv.
Vort Huus laae midt i en Have, omgivet med lave Mure; Jernbanen fra Edinburgh løb tæt derved ud til Havbugten. Fiskerleiet her er en anselig By, men meget lig de sjællandske Fiskeres. De skotske Fruentimmers Klædning var endmere malerisk end de Danskes; et bredstribet Skjørt var nok saa pynteligt altid heftet op og man saae det brogede Underskjørt.
Alt næste Dag var jeg som levet ind i Familien; hvor man veed, man er en kjær, velkommen Gjest, der bliver man snart hjemme. – Livlige, elskværdige Børn fandt jeg der, den gamle Bedstefader var glad i dem; atter var jeg igjen traadt ind i et lykkeligt Familieliv, var imellem kjærlige, dygtige Mennesker. Husets Skik og Brug var i Alt ganske engelsk; om Aftenen samledes Familie og Tyende til Huusandagt, en Bøn blev holdt, et Stykke af Bibelen læst for, som jeg siden saae det overalt i Familier, hvor jeg kom; det gjorde et smukt og godt Indtryk paa mig.
Hver Dag var rig paa Afvexling paa Nyheder for mig; allerede den første Formiddag begyndte det med Besøg og med at see og kjende Alt rundt om; jeg trængte vel til legemlig Ro og Hvile, men hvor kunde man hengive sig til den her, hvor der var en saadan Mængde at tilegne sig.
Med Banetoget gik vi i nogle faa Minuter til Edinburgh; Toget standsede foran en Tunnel under Bjerget opad hvilket ligge flere af ny Edinburghs Gader, de Fleste steg ud, »er vi alt ved Maalet«, spurgte jeg. »Nei«, sagde min Ledsager, idet vi alt sattes i Bevægelse igjen, »men kun Faa gaae længere med, man har Frygt for, at Tunnel’en her ikke er stærk, at den med hele Gaden ovenpaa kan styrte sammen, og saa stige de Fleste hellere ud her; den styrter ikke, medens vi kjøre, tænker jeg!« og vi foer ind i den lange, mørke Hvælving – og den styrtede ikke dengang, men hyggeligt var det ikke; dog gjorde jeg altid Farten med frem og tilbage, hvergang jeg med Banetog besøgte Edinburgh.
Udsigten fra den nye By til den gamle er og prægtig, og frembyder et Skue, der stiller Edinburgh i malerisk Gruppering sammen med Constantinopel og Stockholm; , næsten kan den kaldes Quai, hvis Kløften, hvor Jernbanen løber, betragtes som et Flodleie, har hele Panoramaet af den gamle By, med sit og ; hvor Byen helder ned mod Havet, staae Bjerget: »Arthur’s Seat« bekjendt fra Walter Scotts Roman »«; den hele gamle By selv er som en stor Commentar til disse mægtige Digtninger for alle Lande; derfor staaer ogsaa smukt, her hvor man fra den nye Deel af Byen seer Panoramaet af det gamle Edinburgh, det er i Form af et mægtigt gothisk Taarn, under dette sees Digterens siddende Portrait-Statue, hans Hund Maida ligger ved hans Fødder og i Taarnets øverste Buer vise sig de nu verdenskjendte Skikkelser fra hans Skrifter, , , o. s. v.
Hen over Kløften, hvor dybt nede Jernbanen er lagt mellem den gamle og nye Stad, fører , der mod Gaden berører de øverste Etager af de dybt nedefra reiste Bygninger. – Den berømte Læge, , var min Fører herinde; Hovedgaden løber hen ad en Bjergryg; de mange Sidegader fra den ere smalle, skidne og med sex Etages Huse; af svære Kampestene synes de ældste reist; man maa tænke paa de italienske smudsige Byers mægtige Bygninger; Fattigdom og Elendighed syntes at kige ud ad de aabne Luger, der som oftest tjene som Vinduer, Laser og Klude hang ud for at tørres; i eet af disse Stræder viste man en mørk, skummel, , hvor Konger toge ind, og hvor Samuel Johnson lang Tid havde boet. – Jeg saae Huset, hvor havde levet, hvor de ulykkelige Offere bleve lokkede ind og qvalte for at sælges som Cadavere. – I Hovedgaden stod endnu, men faldefærdig, , hans Billed udhugget, talende fra en Prædikestol pranger paa dets Hjørne. – Forbi det gamle »Fængsel i Edinburgh«, der ikke ved sit Ydre men ved Walter Scotts Digtning drager Øinene til sig, gaaer det ned mod , der lig
ger i den vestlige Udkant af Byen. – En lang , kjedelige Værelser at gaae igjennem, og hvor har boet, saae jeg her; først i Maria Stuarts Sovekammer blev det mig »Holyrood House«; Betrækket derinde viste , det har hun altsaa stadigt havt for Øie, som var det en Forudmindelse om hendes eget. Ind i det lille Værelse tætved var blevet slæbt for at myrdes, Blodpletter sees endnu paa Gulvet; paa hver Side var et skummelt Taarnkammer; udenfor laae , nu en deilig Ruin; Epheu, der i England og Skotland udvælder med en Fylde, som jeg kun har seet det i Italien, dækker her Kirkens Mure, det seer ud som et heelt rigt Tapet; det evige Grønne snoer sig her op om Vinduer og Søiler; Græs og Blomster skyde op om Liigstenene.
Man kalde ikke disse Billeder fra Edinburgh Stykker af en Reisebeskrivelse, de ere virkeligt Dele af mit Livs Historie, de have saa levende afspeilet sig i mit Sind og Tanke, at de kun der saa ganske for mig høre hjemme; de ere ligesom Resultatet af de Dage, jeg der henlevede.
Under denne Beskuen af By og Bygninger, knytter sig dertil en Scene, der overraskede og fyldte mig. – Vi vare et heelt Selskab komne op i »George Heriots Hospital«, en storartet, slotsmæssig Bygning, hvis Stifter, Guldsmeden, vi ved Walter Scotts Roman »« Alle kjende. Den Fremmede maa medbringe en skriftlig Tilladelse og derpaa hos Portneren selv nedskrive sit Navn, jeg skrev mit heelt ud »Hans Christian Andersen«, saaledes som jeg i England og Skotland altid nævnes. Den gamle Portner læste det og fulgte med egen Velvillie stadigt den gamle Hambro, der havde et godt, jovialt Ansigt og sølvhvide Haar, og spurgte da: om han ikke var den danske Digter. – »Saaledes har jeg netop tænkt mig ham, dette milde Ansigt, disse ærværdige Haar!« – »Nei!« svarede man og pegede paa mig, »der er Digteren!« – »Saa ung!« udbrød den Gamle, »ham har jeg læst og ham læse Drengene her! Det er mærkeligt at see en saadan Mand, ellers ere de altid gamle eller døde, naar man hører om dem!«
Man fortalte mig det, og jeg gik hen til den gamle Mand, trykkede hans Haand; han og et Par af Drengene, der kom til og bleve udspurgt, vidste godt Besked om ! – Det overraskede mig, bevægede mig, at jeg her oppe var kjendt og havde Venner hos de fattige Børn og deres Omgivelse. Jeg maatte træde tilside for at skjule mine Taarer, Gud kjender mit Hjertes Tanker.
»« siger den engelske Forfatter Boner, som i Fortalen til »the dream of little Tuk and other tales« omtaler dette Træk.
Redacteuren til »Literary Gazette«, Jerdan, havde givet mig Brev med til den bekjendte Medarbeider af »Edinbourgh Review«, , hvem Dickens har dediceret sin »«; han boede udenfor Edinburgh paa sin Landeiendom, et sandt gammel, romantisk Slot, hvis Mure og Vægge næsten skjultes af Evigtgrønt. Der brændte en mægtig Ild paa Kaminen i den store Sal, hvor Familien snart samledes, hvor Unge og Gamle kjærligt sluttede sig om mig. Børn og Børnebørn kom; jeg maatte skrive mit Navn foran i hver af de forskjellige af mine Bøger, de eiede; vi vandrede om i den store Park hen til et Punkt, hvorfra man oversaae Edinburgh, der herfra ikke er ulig Athen, her var ogsaa et at see, og et Akropolis. – gjengjældte hele Familien mit Besøg, de kom til »Mount Triniti«. Ved Afskeden sagde Lord Jeffrey: »Kom snart til Skotland, at vi kunne mødes, jeg har ikke mange Aar at leve i!« Døden har alt kaldt ham, vi mødtes ikke mere paa denne Jord.
Flere berømte Personligheder samledes jeg med i Selskabs-Livet hos Forfatterinden , som har besøgt Kjøbenhavn og skrevet om den, og hos den udmærkede Læge ; – jeg lærte at kjende de meest forskjellige Personligheder. – Jeg mødtes med ; han var Liv og Lune, kaldte mig spøgende »Broder«; de meest forskjellige critiske Partier mødtes i at vise Velvillie mod mig. »Den danske Walter Scott« var det Æresnavn, Mange beærede mig uværdigt med. Forfatterinden . ; det var for mig uskjønt, især at see Damer komme i denne Drømme-Ruus, de loe med aabne, døde Øine, der var noget Uhyggeligt deri, og jeg udtalte det, erkjendende, at det var en ypperlig og velsignet Opfindelse, til at benytte ved en smertelig Operation, men ikke til at lege med; gjøre Spørgsmaal, det var en Uret, var som at friste Gud; en gammel, værdig Mand sluttede sig til mig, udtalte det samme; jeg syntes ved min Paastand at have vundet hans Hjerte; og da vi nu et Par Dage efter, tilfældigviis mødtes paa Gaden, hvor jeg, meest for at eie en Erindring fra Edinburgh, havde kjøbt den hele hellige Bibel, en billig, smuk Udgave, blev han mig endnu mere god, klappede mig paa Kinden og udtalte sig saa varmt om mit fromme Sind, som jeg slet ikke fortjente det. – Tilfældigheder stillede mig i det Lys, han fandt smukt.
En otte Dages Tid var gaaet, jeg vilde see noget af Høilandet; Hambro, der med sin Familie skulde til et Bad paa den skotske Vestkyst, foreslog mig at være deres Gjest med paa Reisen gjennem en Deel af Høilandet og med dem see de Steder, Walter Scott har malet os i ; først i Dumbarton skulde vi skilles.
Paa modsatte Side af Stirling Fjord ligger den lille By , hvor der paa det skovbegroede Fjeld ligger en mægtig gammel Ruin, Strandmaager omflagrede den og dykkede skrigende Vingerne i Vandet, man sagde mig først, at det var Ruinen af , men en gammel Herre fra Byen kom til og forklarede, at det var Noget, man havde fundet paa at sige Fremmede, fordi det Navn ved »Bruden fra Lammermoor« havde faaet en mere almindelig Interesse, men i og for sig var Navnet Ravenswood et Phantasienavn af Digteren, det virkelige Sted for Begivenheden laae længere oppe i Skotland, ogsaa Navnet Ashton var et opdigtet Navn, idet den virkelige Familie levede endnu og hed Star.
Ruinen selv med sine skumle Fængsels-Hvælvinger, sit yppige Eviggrønt, der som et fast Tæppe laae hen over Muurresterne, hang sig fast ned over den ved Havet fremspringende Klippe, var saa malerisk, saa eiendommelig her, netop idet Havet ved Ebben var traadt bort, Skuet herfra over til Edinburgh saa storartet, saa uforglemmelig.
, en Nutids sang skotske Ballader og spillede dertil paa sin Violin, det klang saa sørgeligt, og under disse Toner nærmede vi os Høilandet, hvor Klipperne laae som Forposter, Taagen lagde sig over dem, løftede sig igjen, det var som et Arrangement i Hast for at vise os i dets rette Belysning. Stirlings mægtige Castel høit paa en Klippe, der synes som en gigantisk Steenfigur at være skudt ud fra den flade Slette, behersker Byen, hvis ældste Gader ere smudsige, slet brolagte og ganske som om de vare fra gammel Tid. Skotterne fortælle gjerne af deres Lands Historie, siger man; her kom ogsaa virkelig strax i Gaden, hvor Darnley’ House ligger, en Skomager med Skjødskind for og gav os Oplysninger og Forklaringer om Darnley og Maria Stuart, om gamle Tider og Skotternes Bedrift. Det er en ganske storartet Udsigt, man har fra Castellet ud over den historisk berømte Slette, hvor stod under Eduard den Anden og Robert Bruce; vi kjørte hen til der, hvor Kong Eduard plantede sin Standart; Efterkommerne have hugget saa mange Stumper og Stykker af Stenene, mellem hvilke den stod, at der nu, for at forhindre Fortsættelsen heraf, er lagt et Jerngitter over Resten af Stenene. – Nær derved ligger en fattig Smedie, vi traadte herind, det var her flygtede ind, sendte Bud efter en Præst og skriftede, og da Præsten hørte, at det var Kongen, stødte han ham en Kniv i Hjertet. Smedens Kone viste os i sin lille Stue, at der i Hjørnet, hvor hendes Seng stod, var det netop, at Mordet var skeet. – Den hele Egn saae iøvrigt dansk ud, men mere fattig, og som i en koldere Aarstid end egentlig Tiden var. Lindetræet blomstrede nu her, medens det hjemme har store Frøknopper.
Det er dyrt at reise i England og Skotland, men her faaer man Noget for sine Penge, Alt er fortræffeligt, her er sørget for En, her er comfort, selv i den mindste Landsbyes Vertshuus, saaledes viste det sig for mig. – er ikke stort andet end en Flekke, men man boede her som paa et greveligt Slot, bløde Tæpper laae op ad Trappen og hen ad Gangene, Ilden blussede saa lysteligt i Kaminen og den trængte man til, skjøndt Solen skinnede ude og man saae alle Skotterne gaae med de bare Knæ, der jo rigtignok ogsaa er deres Vintercostume; de svøbte sig i deres brogede Plaid, selv de fattige Drenge havde en saadan, om kun en Las; udenfor mit Vindue bugtede sig en Flod om en gammel Høi som vore Kjæmpegrave, der var en hvælvet Bro med det yppigste Eviggrønt, og tætved løftede sig Klipperne, Bjerglandet aabnede sig for os. I den tidlige Morgen kjørte vi afsted for at komme betids nok med Dampskibet over Loch Katrine; Veien blev mere og mere vild, Lyngen kom frem, den stod i Blomster, enkelte eensomme Huse, opførte af Steen kom vi forbi; Loch Katrine, lang og smal, med et dybt mørkt Vand, strakte sig mellem bruungrønne Bjerghøider; Lyng- og Kratskov dannede Kysterne og saa langt jeg saae, var Indtrykket det: er Jyllands Hede et Hav i Blikstille, saa er denne Egn Heden i Storm! Dødgjorte staae de store Bjergbølger, men alle grønne, med Kratskov og Græs; til Venstre for os i Søen laae en lille, tæt skovbegroet Ø, det var Ellens Ø, hvorfra »the Lady of the Lake« havde styret sin Baad, Øen, som Walter Scott ved sin Digtning har gjort os kjendt og interessant.
Ved Søens modsatte yderste Pynt, hvor vi steg i Land, laae et fattigt Vertshuus, en Slags improviseret Natteqvarteer, stort og udstrakt vel, med Seng ved Seng, vist et halvt Hundrede Stykker, men lavt til Loftet, Rørmaatter paa Gulvet, smaa bitte Vinduer, som et Græstørvs-Huus saae dette Natteqvarteer ud, hvor de Reisende der kom over Loch Lomond fra , kunde finde Ly til den følgende Morgen, at Dampskibet gik over Katrinasøen. – Vi blev her ikke længe; alle Passagerer begave sig afsted, de fleste til Fods, nogle til Hest; Hambro havde skaffet en lille Vogn for mig og for sin Kone, idet vi begge vare for svage til at gjøre den anstrengende Fodvandring gjennem Hedelandet. Her var ingen ordenlig Vei, kun en Sti, vi kjørte, hvor Vognen bedst kunde, over Høider og Dybder, over Knolder og Steen, der ved Mærker var antydet, som en tilkommende Landevei; Kudsken gik ved Hesten; i svinglende, vild Fart rullede vi snart nedad, snart slæbtes vi langsomt opad, det var en egen Fart. Ikke et Huus var at see, ikke et Menneske mødte vi, rundtom laae stille, mørke Bjerge, svøbt i Taage; eensformigt altid det samme; en eenlig Faarehyrde, som forfrossen svøbte sig i sin graa Plaid, var den første og eneste levende Gjenstand, vi milevidt saae. Stilhed hvilede over det hele Landskab. , det høieste Bjergpunkt, brød endelig gjennem Taagerne, og snart nede under os saae vi Lomond-Søen. Nedfarten til den var, uagtet her løb en Slags Vei, saa steil, at det var et halsbrækkende Arbeide at komme her med Vogn, denne maatte blive og til Fods nærmede vi os det vel indrettede Vertshuus, hvor en Mængde Mennesker afventede Dampskibet; ombord paa dette var den Første, jeg mødte, en Landsmand, Møens geologiske, fortræffelige Fremstiller: . Alle ombord vare vi svøbte i vor Plaid; i Regn og Rusk, Taage og Blæst gik Dampskibet heelt op til den nordligste Pynt af Søen, der her ender i Udløbet af en lille Flod, Passagerer kom og gik; vi vare i Landet for hele Sceneriet i »Røde Robin«,
»Land of brown heath and shaggy wood,
Land of the mountain and the flood!«
som det klinger fra »the last Minstrel«; her til Høire, idet vi seilede ned ad Søen tilbage, passerede vi »røde Robins« Hule, store Klippestykker laae styrtede ned; en Baad bragte os her et heelt Selskab, i dette var en ung Dame, som saae stift og gjennemtrængende paa mig, kort efter traadte en af Herrerne hen til mig og sagde, at der var en ung Lady, som troede at kjende mig efter et Portrait, om jeg ikke var den danske Digter Hans Christian Andersen? jeg sagde Jo, og den unge Dame fløi hen imod mig, glad og inderlig, med en Tillid, som til en gammel Bekjendt, trykkede min Haand og udtalte naturligt og smukt sin Glæde ved at see mig; jeg bad hende om een af de mange Bjergblomster, hun bragte fra »røde Robins« Fjeld, og hun udsøgte de bedste og smukkeste, hendes Fader og hele Familie omringede mig, bad mig følge med dem til deres Hjem, være deres Gjest, men jeg hverken kunde eller vilde forlade mit Selskab; Hambro morede den Hyldest, der vistes mig, snart var alle Passagerers Opmærksomhed henvendt paa mig, og det var overraskende, hvor stor Vennekredsen blev. Det er en forunderlig glad Følelse, saaledes langt fra Hjemmet at føle sig vel seet og modtaget, at ligesom tilhøre saa mange venligt stemte Mennesker.
I Balloch steg vi i Land, rullede afsted forbi i hans lille Fødeby, og var mod Aften i Dumbarton, en ægte skotsk By tæt ved Clyde. Om Natten rasede en Storm med lange kjæmpestærke Stød, det var som om man under den ideligt hørte Havets Rullen, Alting knagede, Vinduerne klapprede, en syg Kat mjavede i et Væk, det var ikke til at lukke et Øie, i Morgenstunden blev det stille, gravstille just oven paa en saadan Nat, , og det vil sige Noget i Skotland, Alt hviler da, selv Jernbanetogene tør ikke gaae, det fra London alene til Edinburgh standser ikke til Forargelse for de strengt hellige Skotter. – Alle Huse ere lukkede, Folk sidde inde og læse Bibelen eller drikke sig fulde – det har man almindelig sagt mig.
Det var min Natur ganske imod at sidde inde en heel Dag, slet Intet at see af Byen, jeg foreslog en Spadseretour, man sagde mig, at det gik aldeles ikke an, det vilde forarge; hen imod Aften gik vi dog Alle en Tour ud af Byen, men der var en Stilhed, en Speiden fra Vinduerne, en Seen ud efter os, saa at vi snart vendte om. – En ung Franskmand, jeg talte med, forsikkrede, at han med to Englændere fornylig havde en Søndageftermiddag været ude med en , en gammel Herre kom forbi og havde med de allerhaardeste og vrede Ord bebreidet dem deres »Ugudelighed«, at more sig paa en Søndag, ikke at sidde ved Bibelen, idetmindste skulde de dog ikke forarge og oprøre Andre! En saadan Søndagsfromhed kan ikke være almindelig sand; hvor den er det, agter jeg den, men som nedarvet Vane bliver den Maske og giver kun Anledning til Hykleri! –
Med Hambro traadte jeg ind i , for at kjøbe Bøger og Landkort. – »Har De den danske Digter Hans Christian Andersens Portrait?« spurgte Hambro i Spøg; »Ja!« svarede Manden og tilføiede: »Digteren selv skal være her i Skotland!« – »Vilde De kunne kjende ham?« – Manden saae paa Hambro, hentede mit Portrait, saae stift paa ham og sagde: »det er nok Dem!« – saa godt lignede Billedet! Jeg fik ikke Lov at være ukjendt, og da den gode Mand i Dumbarton hørte, at jeg var Forfatteren, glemte han Alt, bad, om han maatte kalde sin Kone og sine Børn ind for at see mig og tale med mig; de kom, de syntes lykkelige ved at møde mig, jeg maatte trykke dem Alle i Haanden. Jeg følte og forstod, at jeg virkelig, idetmindste mit Navn, var kjendt her oppe i Skotland. »Det troer nu Ingen hjemme!« sagde jeg til Hambro, og tilføiede: »nu lad saa være, det er ogsaa mere, end jeg fortjener!« – Jeg blev blød, jeg fældede Taarer, som altid, naar jeg overraskedes ved noget Uventet, noget altfor Meget man saae i mig som Digter. – Det Hele overgik jo mine dristigste Ungdoms-Drømme og Forhaabninger; tidt syntes jeg selv, er det ikke kun en Drøm, en forfængelig Drøm, jeg ikke engang tør fortælle mine Venner, naar jeg vaagner.
I Dumbarton tog jeg Afsked med Hambro, hans Kone og Børn gik til et Badested ved Havet, jeg med Dampskibet op ad Clyde til Glasgow; Afskeden stemte mig inderlig veemodig, jeg havde hele min Tid i Skotland levet med de kjære Mennesker; Hambro selv havde været som en hjertelig omhyggelig Broder for mig, Alt hvad han troede kunde glæde mig, erholdt jeg, mine Ønsker ligesom aflurede han mig, og hans fortræffelige Kone var fuld af Aand og Følelse, saa inderlig deeltagende, Børnene saa fortrolige, saa livlige.
Jeg har siden Ingen af dem seet, , hvorhen hun gik fra sine Kjære her paa Jorden; med taknemmeligt Sind flyver min Tanke mod hende. Det er trøstende og godt, at have Venner og Kjære paa Jorden og – i Himlen.
En Kamp havde jeg endnu med mig selv, før jeg forlod Dumbarton, den, om jeg skulde gaae tilbage til London og hjem, eller forlænge Opholdet i Skotland, altsaa gaae endnu nordligere op til »«, hvor Dronning Victoria og Prinds Albert opholdt sig, og af hvem, som der i Brev var sagt mig, jeg vilde blive naadigt seet.
Da jeg under Slutningen af mit Ophold i London i høieste Grad var lidende og angrebet ved det overanstrengende Selskabsliv, modtog jeg en naadig Indbydelse at komme til Dronningen og Prindsen paa Øen Wight, jeg var da saa lidende og udpiint, at jeg aldeles ikke følte mig istand til at gjøre Reisen derhen for at fremstille mig; og ligesaa smigret jeg var ved den usædvanlige Naade, ligesaa fortvivlet var jeg over ikke at have Sundhed og Kræfter til at kunne modtage den, jeg raadførte mig med vor danske Gesandt, Grev Reventlow, og han, der vidste hvor afficeret og ilde jeg følte mig, sagde, at det blev bedst, jeg ligefrem udtalte det i et Brev, og da jeg gik til de skotske Bjerge, for der at hvile og aande friere, og Dronningen netop ogsaa kom til Skotland, da udbede mig den Naade, om jeg der kom i hendes Nærhed og var rask og vel, jeg da turde forestille mig. Fra en af Hoffets Herrer fik jeg et privat Brev, hvori blev sagt mig, at de høie Herskaber vare mig naadige og gode, og at kom jeg til Loch Laggan, vilde Hendes Majestæt der modtage mig.
Opholdet i Skotland blev ikke en saadan Udhvilen, som jeg havde troet, jeg var ikke meget mere styrket nu efter tre Ugers Ophold her, end da jeg reiste herop, og dertil kom hvad Folk, som jeg troede velunderrettede, sagde mig, at jeg der i Miles Afstand ikke fandt noget vel indrettet Vertshuus, at jeg nødvendigviis maatte træde op med Tjener, kort sagt, vise mig lidt rigere, end min Kasse tillod det; skrive til Kong Christian den Ottende, der velvillig havde tilbudt selv at understøtte mig, kunde jeg efter min Følelse ikke, da jeg mundtligt havde vægret mig for at modtage denne Naade, desuden vilde der gaae Uger hen, før jeg kunde have Svar tilbage. Det var mig en Lidelse! jeg skrev derfor Brev igjen, sagde, hvorledes jeg havde det, og at jeg troede det bedst for mig, at vende hjem, som jeg da strax gjorde, men opgav derved tillige de forskjellige til at komme i deres Hjem, og jeg mistede at see , hvorhen jeg havde Anbefalingsbrev. Walter Scotts Svigersøn, , hvis Gjest jeg i London havde været, havde saa hjerteligt og deeltagende modtaget mig, , Bedstefaderens Yndling, havde fortalt mig om den kjære Bedstefader, med hende havde jeg seet Vaaben og andre Erindringer, der havde tilhørt den store Digter, , saae lyslevende paa mig, og af Miss Lockhart fik jeg en Haandskrift af ham, . Abbotsford maatte opgives, som »Loch Laggan«, og nedslaaet herover foer jeg med Banetoget hjemad, fra Glasgow først til Edinburgh.
, i sig selv saa ganske lille, men for mig et nyt Fingerpeg paa min Lykkestjerne i Stort og Smaat, maa jeg dog fortælle. Jeg havde under mit sidste Ophold i Neapel kjøbt en simpel Palmestok, den var fulgt mig paa et Par Reiser og saaledes ogsaa til Skotland; da jeg med Hambros Familie kjørte over Heden mellem Loch Catrina og Loch Lomond, havde den at lege med og da vi øinede Ben Lomond, løftede han den iveiret og raabte: »Palme, kan Du see det høieste skotske Bjerg? Kan Du see der den store Sø?« og saaledes fort, og jeg lovede, at Stokken, naar den igjen kom til Neapel med mig, skulde den fortælle Kammeraterne der om Taagelandet, hvor Ossians Aander boede, om Landet, hvor den røde Tidselblomst var den hædrede, idet den prangede i Vaabenet for Folk og Rige. Dampskibet kom hurtigere, end vi havde ventet, vi bleve i Hast kaldte ombord. »Hvor er min Stok!« spurgte jeg. Den var glemt oppe i Vertshuset; da Skibet, efter at have med os været ved Søens nordligste Bred, vendte tilbage, og Puggaard steg i Land, bad jeg ham, at tage Stokken med til Danmark. skylder jeg endnu at fortælle, gid jeg engang maa gjøre det saa godt, som den alene gjorde sin Reise!
. – I Vognen traf jeg , de kjendte mig og fortalte, at der i alle de skotske Aviser havde været talt om mig og mit Ophold hos Dronningen! – jeg, som slet ikke havde været der; Aviserne vidste Besked, et Blad saae jeg senere, som meddeelte, at jeg havde læst høit af mine Eventyr, og ikke eet Ord var sandt. Jeg kjøbte paa et af Holdestederne det nyeste Nummer af »«; jeg stod omtalt deri; det var et Udfald, en lille Bemærkning over, at jeg den Fremmede, en Digter fra Udlandet, hædredes af Englands Dronning med en Indbydelse, som ikke var tildeelt nogen engelsk Forfatter. Dette og den forskjellige Omtale af et Besøg, der slet ikke var blevet realiseret, piinte mig; hvad Vittighedsbladet »Punch« angik, da sagde mine Medreisende, »det er et Tegn paa at være populair, naar man kommer i det Blad, mangen Englænder vilde give mange Pund for at opnaae det!« – jeg vilde dog helst være fri; forstemt
og trykket ved denne Omtale, dette saaledes at tilhøre Offentligheden, kom jeg ganske syg til London. Grev Reventlow lovede paa det Bedste at udtale sig for mig hos den høie, ædle Dronning og Prinds Albert.
; endnu havde jeg Intet der seet, uden »high life« og nogle af Landets udmærkede Mænd og Qvinder, derimod Gallerier, Museer, alt Sligt var mig fremmed, ikke engang havde jeg faaet Tid til at besøge, til at see denne blev en Morgenstund bestemt, man havde raadet mig at gaae med et af de mange smaa Dampskibe der fare op og ned ad Themsen inde i London, men jeg følte mig saa stærkt angrebet, saa ilde just idet jeg vilde afsted, at jeg opgav den lange Fart ud til Tunnel’n, og maaskee herved – reddede Livet, thi netop samme Dag og Time, som jeg vilde have gaaet ombord paa et af disse smaa Skibe, sprang eet af dem »« i Luften med 100 Mennesker; Rygtet om Ulykken lød øieblikkelig gjennem hele London, og uagtet det slet ikke var afgjort, at jeg netop var kommet paa dette Skib, Muligheden, ja Rimeligheden var dog saa nær, at jeg blev høitideligt, taknemlig stemt og takkede min Gud for den Sygelighed, der i en tiltagende Grad, virkelig kort før det afgjørende Øieblik til at komme ombord, havde overvældet mig.
London var nu forladt af hele den fornemme Verden, Operaen ophørt, de fleste af mine Omgangs-Venner vare gaaede til forskjellige Badesteder eller over til Fastlandet. Jeg længtes efter Danmark, efter mine Kjære der, men før jeg forlod England, var jeg indbudt at tilbringe endnu nogle Dage paa Landet i ; den lille By, tæt op til , ligger kun en kort Vei fra Jernbanen til Canalen; det var altsaa et for mig beqvemt og kjært Besøg paa Hjemtouren. – Jeg havde tidligere været i Seven-Oaks, der er en heel lille Stad. Denne Gang gik det paa Jernbane til Tunbridge, hvor Bentleys Vogn afhentede mig. Dansk Natur omgav mig; Markerne vare saa grønne med smukke Høider og spredt paa disse stode flere gamle Træer, der gav det hele Landskab noget Parkmæssigt; skaarne Hækker eller et Jernstakit dannede oftest Skjelnet. – Prægtige og solid comfortable Stuer, Roser og Eviggrønt i Haven og tæt op til den bekjendte Knole-Park, hvis gamle Slot tilhører Earlen af Amhorst. , og til Ære for ham pranger der een Sal under Navnet Digtersalen; der hænger den gamle, høiadelige Herre, Digteren, øverst og i heel Størrelse, alle berømte Poeters Portraiter pynte de andre Vægge som Selskab for den her regjerende Poet. – I et af Nabohusene var en Marschandiserbod, saa complet the old curiosity shops, som Dickens maler den i »«. Som en Fest gik Dagen her hos de mange kjære Mennesker; jeg blev hjemme i dette ægte gammelengelske, fortræffelige Familieliv, hvor der fandtes al Comfort og Hyggelighed, som Formue og Elskværdighed kan skabe; paa de mange , jeg her maatte nedskrive, udtaler et til Bentley selv ganske min Tanke og Stemning.
Med Længsel, hvori dog sig Angest blandet,
Jeg gik til Shakspears Land, min Barndoms ,
Og dansk, med Mark og Skov, sig hæved’ Landet,
Jeg var som hjemme, strax i første Nu;
Og om mig Sproget ei for Læben føied’,
Jeg Hjertets Sprog forstod igjennem Øiet,
En Solskins-Dag saa rig mig England gav,
I Blomst sprang Hverdagslivets .
I hvor meget jeg trængte til Ro og Hvile efter de store Anstrængelser, Opholdet havde foraarsaget i England og Skotland, denne Tid stod dog for mig som mit Livs rigeste Solskins-Dage, Hæderens og Erkjendelsens fuldeste Maal; om end træt og udmattet heraf, var det saa naturligt, at jeg med Veemod forlod saa Mange, der kun havde gjort mig Glæde og alt Godt, og mellem de Mange jeg elskede og ikke mere, idetmindste for lang Tid, skulde see, var Charles Dickens; han havde siden vort Bekjendtskab hos Lady Blessington besøgt mig uden at træffe mig, vi mødtes ikke mere i London, jeg havde der modtaget et Par Breve fra ham, og , den smukke illustrerede Udgave, og foran i hvert Bind hædret mig ved at skrive: Hans Christian Andersen from his friend and admirer Charles Dickens. Jeg hørte, at han med brugte Søbadene et Sted ved Canalen, men hvor vidste man ikke; jeg vilde fra Ramsgate gaae over Ostende hjemad; i Haab om at et Brev med Dickens’s Adresse fandt ham, skrev jeg ham til og sagde Dag og Time, jeg vilde indtræffe i Ramsgate, om han da i Hotellet, hvor jeg steg af, vilde have afgivet sin Adresse, boede han ikke for langt derfra, vilde jeg opsøge ham for endnu engang at samles med ham. I laae Brev fra Dickens, han boede omtrent en dansk Miil derfra i Broadstaer, og han og hans Kone ventede mig til Middag; jeg tog en Vogn og jog afsted til den lille Stad, tæt ved Havet. Et smalt lille Huus, men nydelig og net, blev heelt beboet af Dickens, der med sin Kone paa det Hjerteligste og Gladeste kom mig imøde; der var saa prægtigt hos dem, at jeg lang Tid ikke lagde Mærke til, hvor smukt Skuet var fra Spisestuen, hvor vi sad; Vinduerne vendte ud til Canalen, det aabne Hav rullede næsten lige ind under dem; medens vi spiste, blev det Ebbe, Vandet veg forunderligt hurtigt, den store Sandbanke der, hvor saa mangen strandet Sømands Been hvile, hævede sig mægtig fremad, Fyrtaarnet tændtes. Vi talte om Danmark og dansk Literatur, om Tydskland og Sproget, det Dickens vilde lære; en italiensk Liremand kom tilfældig og spillede udenfor til vort Maaltid; Dickens talte Italiensk med Manden, hvis Ansigt straalede af Glæde ved at høre sit Modersmaal. – Efter Maaltidet kom Børnene ind. »Dem have vi fuldt op af!« sagde Dickens, der var ikke færre end fem, den sjette var ikke hjemme, Alle Børnene kyssede mig, og den Mindste kyssede sig selv i den flade Haand og rakte mig saa den. Ved Kaffen kom en ung Dame som Gjest, en af mine Beundrerinder, sagde mig Dickens; det var et Løfte, at hun skulde indbydes, naar jeg engang kom. Aftenen fløi hen. Mistress Dickens syntes omtrent paa Alder med sin Mand, lidt corpulent, og med et saa inderligt ærligt godt Ansigt at man strax fik Tiltro til hende. Hun var i høi Grad opfyldt af Jenny Lind, ønskede saa gjerne at eie hendes Haandskrift, men denne var det saare vanskeligt at erholde, jeg havde , og sagt mig sin Bopæl, det fik nu Mistress Dickens. Seent paa Aftenen skiltes vi, og Dickens lovede mig Brev i Danmark.
Men endnu engang før min Afreise skulde vi mødes, Dickens overraskede mig med at være taget til Ramsgate næste Morgen og stod paa Skibsbroen i det jeg kom for at gaae ombord. »Jeg maatte sige Dem endnu et Lev vel!« sagde han, fulgte mig om Bord og blev der hos mig, til Skibsklokken gav Signal til Afreisen. – Vi trykkede hinandens Hænder, han saae mig med de kloge, hjertefulde Øine saa venligt ind i mine, og idet Skibet gik, stod han yderst ved Fyrtaarnets Rand; saa kjæk, saa ungdommelig og smuk! han svingede med Hatten, Dickens var den Sidste, der sendte mig Hilsen fra det kjære Englands Kyst.
, de Første, jeg her mødte, var , de fik paa Fastlandet min første Hilsen og gjengjældte den venligt, ikke eet Menneske ellers kjendte jeg, de To vidste jeg dog hvem var – samme Dag gik jeg paa Jernbanen til Gent. Der, i Morgenstunden, medens jeg paa Banegaarden ventede Toget, der gik til Cøln, kom flere af de Reisende, som vilde med, de presenterede sig, de sagde de kjendte mig efter mit Portrait; en engelsk Familie nærmede sig, een af Damerne kom hen til mig, hun var Forfatterinde, sagde hun, og , men jeg var da, sagde hun, saa omringet og søgt, hun havde henvendt sig til Reventlow om at presenteres for mig, men han havde svaret: »De seer, det er mig umuligt!« – Jeg loe, det havde virkeligt været Tilfældet, jeg var jo i Mode, saalænge det stod paa, nu var jeg ganske til hendes Tjeneste. Hun var naturlig og venlig, priste min Lykke-Stjerne at være saa berømt! – »Hvor lidet er det!« sagde jeg og tilføiede: »hvorlænge vel! – men fornøiet mig har det dog, uagtet det er ængsteligt saaledes at løftes, uden maaskee at kunne holde sig oppe!« – Jeg var saa taknemlig, saa opfyldt af den Hæder og Lykke jeg havde vundet; – gjennem Tydskland, hvor der fra England var læst om den Ære, jeg havde fundet, viste man mig saa megen Venlighed og Agtelse. I Hamborg traf jeg Landsmænd og Landsmændinder: –
»Gud! Andersen! er De her!« var Modtagelsen, »nei, De skulde see, , De er tegnet af med Laurbærkrands og Pengeposer! Gud, hvor det er morsomt!«
Jeg kom til Kjøbenhavn, faa Timer efter stod jeg ved mit Vindue og saae ud, da kom to velklædte Herrer forbi, de saae mig, standsede, loe og den Ene pegede op og sagde saa høit, at jeg kunde høre hvert Ord:
»Vil Du see, der staaer vor udenlandske berømte Ourangoutang!« –
Det var Raat – det var Ondt – det naaede mit Hjerte – det glemmes ikke!
Ogsaa deeltagende Venner traf jeg, Mange, der glædede sig over den Hæder, der var forundt mig og i mig den danske Nation, i det dygtige Holland og det mægtige England. En af vore ikke unge Forfattere rakte mig venlig Haanden og sagde aabenhjertigt og smukt: »jeg har ikke rigtig læst Dem før, nu vil jeg gjøre det; Folk har talt ondt og nedsættende om Dem, men De er Noget, maa være Noget, mere end De her hjemme ville indrømme; saaledes som De er blevet modtaget og optaget i England, bliver man ikke, er man et ubetydeligt Menneske! Jeg tilstaaer Dem ærligt, jeg har ganske skiftet Tanker om Dem!«
Anderledes lød, hvad sagde mig ogvistemigskriftlig.–Han havde sendt til en af vore første Bladredacteurer et Par engelske Aviser og i hvilke stod om al den Hæder, jeg nød i London, dertil omtalte særdeles rosende »true story of my Life.« Men Manden havde ikke villet optage, hvad der stod om mig, thi, sagde han: »!« Det var ham utroligt, og han vidste, at det ogsaa vilde være det for Massen af – Landsmændene.
I eet Blad, hed det at jeg havde Penge af Staten til denne Reise, og det tydede hen paa, at jeg aarligt reiste, – .
»De har, hvad nok Faa vilde have gjort«, sagde han, »afslaaet mit velmeente Tilbud! Man er uretfærdig mod Dem herhjemme! man kjender Dem ikke!«
, dedicerede:
Charles Dickens:
»Jeg er igjen i min stille danske Stue, men min Tanke daglig i det kjære England, hvor for faa Maaneder siden Vennerne der forvandlede for mig Virkeligheden til et smukt Eventyr.
, fremsprang, som Blomster springe frem i Skoven, . Jeg føler en Lyst, en Trang til at bringe i England som Julehilsen det første Fremsprungne fra min Digterhave, og jeg bringer det til Dem, hvem jeg alt i Deres Værker havde faaet kjær, og som efter at vi mødtes er voxet for altid fast i mit Hjerte, min kjære, ædle Charles Dickens. De gav mig det sidste Haandtryk paa Englands Kyst, De tilraabte mig fra denne det sidste Levvel, det er saa naturligt at jeg sender Dem fra Danmark min første Hilsen igjen, saa inderlig, som et hengivent Hjerte kan bringe den.
Hans Christian Andersen.
Kjøbenhavn, 6. Decbr. 1847.«
Den lille Bog blev særdeles vel optaget og for mig høist smigrende anmeldt, dog, som en sand Solstraale lyste mig ind i Sjæl og Hjerte , det bragte mig hans Tak og Hilsen. – Hele hans kjærlige Sind lyser ud derfra, det aander en Godhed for mig, der gjør mig rig. Jeg har forud viist alle mine bedste Skatte, hvorfor da ikke vise denne! Dickens vil ikke misforstaae mig.
»Tusind Tak, min kjære Andersen! for Deres venlige og høist skattede Erindring om mig i Deres Jule-Bog. Jeg er meget stolt deraf, føler mig dybt æret derved, og jeg kan ikke nok sige Dem hvor høit jeg sætter et saa hjerteligt Tegn paa Erkjendelse af en Mand, med den Genius, De besidder.
Deres Bog gjorde min Jule-Arne lykkeligere. Vi ere Alle henrevne af den. Den lille Dreng, og den gamle Mand, og Tinsoldaten ere især mine Yndlinger. Jeg læste dette Eventyr gjentagne Gange, og læste det med den meest uudsigelige Glæde.
Jeg var for nogle Dage siden i Edinburgh, hvor jeg saae nogle af Deres Venner, der talede meget om Dem. Kom til England igjen, – snart! Men hvad De end gjør, hold ikke op med at skrive, for vi kunne ikke taale at miste en eeneste af Deres Tanker. De ere altfor sandt og simpelt skjønne, til at De maa beholde Dem i Deres eget Hoved.
Vi ere for længe siden komne tilbage fra den Søkyst, hvor jeg sagde Farvel til Dem, og ere igjen i vort eget Huus. Min Kone siger, jeg skal hilse Dem kjærligt fra hende. Det samme siger hendes Søster. Det samme sige alle mine Børn. Og da vi Alle have det samme Sindelag, beder jeg Dem modtage Summen, i en kjærlig Hilsen fra Deres oprigtige og
beundrende Ven.
Charles Dickens.
Til Hans Christian Andersen.«
Ved denne Juletid udkom paa Dansk og Tydsk min Digtning: Ahasverus.
Allerede . »Hvad er det!« sagde han, »man siger, at De skriver paa et Verdens-Drama, med alle Tiders Historie! Det forstaaer jeg ikke?« Jeg udviklede Ideen, som jeg tidligere her har udtalt den20. »Men i hvilken Form kan De magte alt det?« spurgte han.
»Jeg vexler med dem alle, lyrisk, episk, dramatisk, snart i Vers og snart i Prosa!«
»Det kan man ikke!« udbrød den store Digter ivrig, »jeg veed ogsaa, hvad det er at digte! der er Noget, som hedder Form og Grændse, og det skal man agte! det Grønne for sig og det brændte Kul for sig! – Ja, kan De svare mig herpaa!«
»Svare kunde jeg nok!« sagde jeg ganske godmodigt, uagtet en lille Lystigheds-Djævel kildrede mig, og jeg maatte lyde ham; »svare kunde jeg nok! men De bliver vred, om jeg svarer, hvad jeg nu kunde sige!«
»Ved Gud i Himlen, jeg tager Dem det ikke ilde op!« sagde han.
»Nu, det er ogsaa meest kun for at vise, jeg har virkeligt et Svar, jeg holder mig til Deres Ord, det Grønne for sig og det brændte Kul for sig! – Det er nu saadan lignelsesviis sagt: det brændte Kul for sig! De kunde ogsaa blive ved og sige Svovlet for sig og Salpeteret for sig, men saa kan der jo komme Een, der slaaer alle tre Dele sammen, og – saa har han opfundet Krudtet!«
»Andersen! Det er skrækkeligt at høre, opfinde Krudtet! – De er et godt Menneske, men De er, som ogsaa Alle sige, altfor forfængelig!«
»Men hører det ikke til Haandværket!« lod Lunets overgivne Dæmon mig svare!
»Haandværket! Haandværket!« gjentog den kjære, herlige Digter, som her slet ikke forstod mig.
Da nu »Ahasverus« udkom, læste han den og efter mit Ønske at vide, om han nu havde forandret sin tidligere Mening, saa velmeent og ærligt, sagde mig aabenhjertig, hvor lidet denne Digtning tiltalte ham, og da hans Ord til alle Tider ville have Interesse og Flere vistnok opfattede mit Digt paa samme Maade, vil jeg ikke skjule hans Dom.
»Min gode Andersen!
– – Deres skjønne Talent til naivt og aandfuldt at fortælle Eventyr med Originalitet, som at skildre det Liv, der møder Dem, i Novellen og Reisebeskrivelsen, har jeg altid erkjendt og paaskjønnet. Ogsaa i Dramaet har jeg glædet mig over Deres Talent, f. Ex. i og allerede digterisk bearbeidet og Skjønhederne mest vare lyriske. Men allerede for et Par Aar siden da De forelæste mig Noget, yttrede jeg Dem ærligt, at denne Plan og Form i Digtet ikke huede mig. – Ikke desmindre syntes De høist ubehageligt overrasket, da jeg, , gjentog Dem det, med den Bemærkning, at jeg endnu kun havde læst mig lidt ind i Bogen. Jeg har gjennemlæst den med Opmærksomhed heelt igjennem og kan ikke forandre min Mening. Bogen gjør et uhyggeligt og forvirret Indtryk paa mig, De maa tilgive, at jeg siger Dem det reent ud! De forlanger jo at vide min Mening, og jeg er nødt til
at sige Dem den, naar jeg ikke falsk vil afspise Dem med høflige Talemaader. Dersom jeg forstaaer mig paa dramatisk Composition, saa er »Ahasverus« intet Stof til Drama, . Den eventyrlige, barokke Legende maatte vel behandles paa en humoristisk Maade, som et Eventyr. Skomager maatte han blive; det er Skomageren, der ikke vilde blive ved sin Læst, og som var for hovmodig til ei at ville troe, hvad han ikke kunde begribe. At gjøre ham til et abstract Begreb for speculativ Poesie – derved bliver han ingen Gjenstand for sand Poesie, mindre for et Drama. Til et Drama udfordres nødvendig en sammentrængt, fuldstændig, overskuelig Handling, der yttrer og udfolder sig i Characteer. Dette er i Deres Stykke ikke Tilfældet. »Ahasverus« fremtræder hele Stykket igjennem som tilbagetrædende, betragtende Tilskuer. De andre Personer handle ligesaalidet, det hele Digt bestaaer af lyriske , Fragmenter, undertiden Fortælling, Alt løseligt sammenholdt. Der forekommer mig at være lidt formegen Prætension og liden Præstation i dette Digt. Det indbefatter hverken meer eller mindre, end hele Verdenshistorien fra Christi Fødsel til vore Tider. For Den, som grundigt og troligt har studeret Historien, med dens store Scener og herlige Characterer, kan det ikke være at see disse lyriske Aphorismer ofte af Nisser, Svaler, Nattergale, Havfruer etc. Det forstaaer sig, at der undertiden ere smukke lyriske eller beskrivende Steder, f. Ex. om Gladiatorerne, Hunnerne, de Vilde; men det er ikke nok. Det var nu fra Formens og Stoffets Side; men fra den digteriske Aands Side savnes ogsaa den ægte Dybde og Høihed, som hører til det Store og Sublime. Det Hele er som en Drøm; Deres naturlige Tilbøielighed at skrive Eventyr viser sig ogsaa her; thi alle Billederne fremtræde næsten som eventyrlige Drømmebilleder. Historiens Genius fremtræder ikke i sine store Forskjelligheder; Tanken beskjeftiger for lidet; Billederne ere ikke nye og originale nok, der er Intet, som rører Hjertet; tvertimod har Barnabas noget Oprørende; paa den Maade, han efter sin Forbrydelse kommer til Ære og Værdighed; thi uden at vi siden see ham i Handling og Charakteerudvikling, høre vi kun fortalt, han først myrder en gammel Qvinde, og at der siden er Glæde i Himlen over hans Omvendelse.
Dette var nu min Mening! maaskee jeg feiler, men jeg taler ærligt efter min Overbeviisning og kan ikke forandre den af Høflighed eller Smiger!
Tilgiv altsaa, hvis jeg uskyldig har krænket Dem og vær forsikkret om, at jeg forresten i Dem erkjender og agter en genial og original Digter i andre Retninger.«
Deres hengivneste
A. Oehlenschläger.
Den 23de December 1847.
Der er saa meget Sandt og Rigtigt i dette Brev om min Digtning, men jeg seer og stiller den dog anderledes end den ædle, store Digter gjorde det. »Ahasverus« er af mig ikke kaldt et dramatisk Digt, skal slet ikke stilles paa denne Digtarts Plads; her er ikke og kan ikke være den dramatiske Forvikling, ikke heller dennes Farve i Characteertegning. »Ahasverus« er en Digtning, der i vexlende Form skal vise og klare den Idee: Menneskeslægten forstøder det Guddommelige, men dog skrider frem mod Fuldkommenhed og Erkjendelse. Dette har jeg villet give kort, klart, rigt, og troede at opnaae det i den vexlende Form; Bjergspidserne af Historien have tjent mig som Scenerie. – Man maa ikke stille det sammen med et Drama af Scribe eller et Epos af Milton, man maa gjennem min Digternatur see, hvorvidt Ideen gjennem den valgte Form er bleven beskuelig. , der saaledes danne det hele Billede. – Man kan sige om enhver Bygning, det er Steen paa Steen jeg seer, hver kan tages enkelt for sig, men saaledes maa man ikke see, men derimod Heelheden, som deres Sammenstillen bevirker.
I de senere Aar have imidlertid hævet sig flere Stemmer, mere sammensmeltende med de Forhaabninger, jeg havde og tildeels endnu har om denne Digtning, der vistnok altid betegner et fremtrædende Overgangspunkt i mit Digterliv.
Den Første, og næsten kan jeg sige den Eneste, der strax og i høi Grad følte sig tiltalt af min Digtning, var Historikeren Ludvig Müller, han betragtede »Ahasverus« og »Eventyr«, som de to af mine Bøger, der udgjorde min Betydning i dansk Literatur.
Fra Udlandet er naaet til mig en lignende Erkjendelse. I »«, hvori der fra den ældste Tid til vor, gives et betydende Udvalg af den lyriske og dramatiske Poesie i alle Lande, fra Indiens Drama, fra Hebræernes Psalmer, Arabiens Folkedigtere til Troubadourerne og vore Dages Digtere, optoges under Afdelingen: »Skandinavien« af danske Forfattere foruden Scener af »«, »« og »« ogsaa et Par Scener af »Ahasverus.«
Her hjemme netop idet disse Blade sluttes, altsaa otte Aar efter at Digtningen første Gang udkom, er det : samlede Skrifter, at ogsaa »Ahasverus« forundes en større Opmærksomhed end før; den erkjendes, for hvad jeg selv anseer den, et Tilløb, en Henpegen til en fremtidig Udvikling hos mig som Digter.
XIV
Aaret 1848 rullede op, et mærkeligt Aar, et Vulkan-Aar, hvori de store Tidsbølger ogsaa skyllede blodigt hen over vort Fædreland.
; , var en Aften, jeg ved en Skrivelse blev tilsagt hos ham til Thee, og at medbringe Eet eller Andet at læse for Hans Majestæt. Foruden Høistsamme fandt jeg her Dronningen, en Hofdame og en Cavaleer. Kongen hilsede saa hjertensmild og god, men maatte ligge paa Sophaen; jeg forelæste et Par Capitler af min da endnu ikke fuldendte Roman »De to Baronesser«, jeg læste desuden to à tre Eventyr; Kongen syntes saa oplivet, loe og talte livligt og inderligt. Da jeg siden gik bort, tilnikkede Kongen mig saa glad og venligt fra sit Leie og de sidste Ord, jeg hørte ham sige, vare: »Vi sees snart igjen.« Men det skete ikke. Han blev meget syg, jeg følte en Uro, en Angest for at miste ham og gik daglig ud til Amalienborg for at høre om hans Befindende; snart lød den Vished, at det vilde blive hans Død, jeg kom med denne Efterretning inderlig bedrøvet til Oehlenschläger, der, forunderlig nok, endnu ikke vidste, at Kongens Liv var i Fare, han saae min Bedrøvelse og brast i Graad! hans Hjerte hang saa inderligt ved Kongen. Næste Formiddag mødte jeg paa Amalienborgs Trapper Oehlenschläger støttende sig paa Christiani, de kom ud fra Forværelset. Oehlenschläger var bleg, sagde ikke et Ord, trykkede i Forbigaaende min Haand, og Taarerne stode i hans Øine. Kongen var saa godt som opgivet.
Den tyvende Januar var jeg flere Gange derude, jeg stod om Aftenen i Sneen paa Pladsen og saae op til Vinduerne, hvor indenfor min Konge laae døende. Klokken 101⁄4 var han hensovet.
Næste Morgen stode Folk udenfor Palaiet, derinde laae Christian den Ottende død! jeg gik hjem og græd dybt og inderligt for ham, jeg saa usigelig holdt af og nu havde mistet i denne Verden!
I Sorg og ret ud af mit Hjerte skrev jeg over ham nogle Stropher, den Linie i disse:
blev lagt mig for Had, det skulde være en Hentydning paa mig selv. Hele Kjøbenhavn var i Bevægelse, den nye Tingenes Orden rullede op. Den 28de Januar blev forkyndt.
Christian den Ottende laae paa Lit de parade; jeg kom der hen, jeg saae ham og blev saa smerteligt bevæget, at jeg syg maatte føres ind i et af de tilstødende Værelser.
Den fem og tyvende Februar blev Kongens Liig bragt til Roeskilde; jeg sad her hjemme og hørte Klokkerne ringe.
, Revolutionen brød ud i Paris, Louis Philippe med Familie forlod Frankrig; som mægtige Søer gik Oprøret gjennem Tydsklands Byer; her hjemme læste vi endnu kun herom. – Her alene var et Fredens Hjem! her kunde man endnu aande frit, tænke paa at besøge Kunst, Theater og alt det Skjønne.
Men Freden varede kun kort, de store Døninger naaede allerede op til os. Oprøret brød nu ud i Holsteen. Rygtet slog ned som en Lynstraale og .
En utrolig Menneskemasse samlede sig i Casinos store Sal og næste Morgen drog Deputationen til Kongen, jeg stod paa Slotspladsen og saae den store Skare. – Snart var bekjendt i Staden, Kongens Svar og Ministeriets Afskedigelse.
Jeg var i forskjellige Kredse Vidne til de høist forskjellige Indtryk af Begivenhederne. Gjennem Gaderne droge Dag og Aften store Folkeskarer syngende fædrelandske Sange; der skete ingen , men der var noget Uhyggeligt i at møde disse næsten fremmede Horder, disse mig ubekjendte Ansigter, det var, som om en heel anden Slægt var traadt frem. Flere Venner af Orden og Ro sluttede sig derfor til Folkestimlen og ledte den fra Afveie. Jeg selv blev af Ordens-Comiteen optaget til at virke med for at holde god Orden og der behøvedes kun, naar Hoben raabte Navnet paa et Sted, hvor den maaskee vilde have skeiet ud, at en Enkelt gjentog »lige frem!« og saa gik den hele Stimmel ligefrem! – I Theatret sang Publikum, Orchestret maatte spille fædrelandske Sange. – Rundt om forkyndtes, at Byen skulde illumineres, og komisk nok, de, der vare dette nye Ministerium mindst velsindede, satte Lys i Vinduerne, for ikke at faae deres Ruder slagne ind.
De slevigske Deputerede kom til Kjøbenhavn, Forbittrelsen var stor imod dem, men Kongen bød i sin Proclamation: »De slesvig-holsteenske Afsendinges Sikkerhed betroe Vi vort danske Folks Ære!«
, idet de gik om i Folkehoben og talte til paa det Bedste, Soldater opstilledes i Gaderne, gjennem hvilke de Afsendte skulde til Dampskibet, Folkemassen ventede her og imidlertid førtes de , og derfra til Toldboden, hvor de saaledes, uden at bemærkes, kom ombord.
Rustninger skete til Lands og Vands. Hver hjalp efter sine Kræfter. En af vore dygtige Embedsmænd kom hjem til mig og udtalte, at det vilde være godt om jeg gjennem Pressen i England, hvor jeg var kjendt og læstes, vilde tale vor Sag. Jeg skrev strax til Hr. Jerdan, Redacteur af , der giver et tro Billed af Stemning og Tilstand her hjemme, øieblikkelig blev optaget:
Kjøbenhavn, den trettende April 1848.
Kjære Ven!
Det er kun faa Uger siden jeg skrev Dem til, og i Tidshistorien ligger en Række Begivenheder, som om Aar vare hengaaede. Politik har aldrig været min Sag, Digteren har en anden Mission, men nu, da Bevægelser gaae gjennem Landene, saa at man ikke kan staae paa Jordbunden uden at føle disse i sine Fingerspidser, maa man tale derom. De veed, hvorledes det øieblikkelig staaer til i Danmark: ! men en Krig, der føres af det hele begeistrede danske Folk, en Krig, hvor Adelsbaaren og Bonde, fuld af sin retfærdige Sag, stiller sig frivillig i Slagrækken; det er denne Begeistring, jeg maa fortælle Dem, dette Fædrelands-Sind, som opfylder og opløfter hele den danske Nation.
Det falske Lys, hvori de partiførende Slesvigholstenere, i en Række af Aar, gjennem tydske Blade, have sat os for det ærlige, dygtige tydske Folk, den Maade, hvorved har taget Rendsborg, idet han sagde, at den danske Konge ikke var fri, og at det var i Dennes kongelige Interesse, han handlede, har oprørt de Danske, og som een Mand har dette Folk reist sig; alt Hverdagslivets Smaaligheder forsvinde for store, ædle Træk. Alt er i Bevægelse, men med Orden og Enighed; Pengebidrag i rigt Maal strømme til fra alle Stænder og Classer, selv den fattige Haandværkssvend og Tjenestepigen bringer sin Skjærv; man hørte, at der var Trang paa Heste og i faa Dage sendtes fra Byerne og fra Landet en saadan Mængde, at Krigsministeren nu har bekjendtgjort, at der ikke haves Brug for flere. I alle Huse ; i Skolernes øverste Classe arbeide Drengene med at lave Patroner; de Fleste, som kunne bære Vaaben, øve sig i at bruge disse. Unge Grever og Baroner stille sig som Menigmand i Soldaternes Række, og dette, at Alle staae lige i Kjærlighed og Forsvar for Fædrelandet, begriber De, styrker Soldatens Mod og Begeistring.
Blandt de Frivillige er , en ung Mand, der hører til de ; han var her i Besøg denne Vinter og ønskede, henrevet for vor ærlige Sag at tage Deel i Kampen, men kunde, som Udlænding ikke optages; da kjøbte han sig øieblikkelig en dansk Gaard, meldte sig nu som dansk Borger, trak Soldatertrøien paa og gik som Menig ind i et af de bortmarscherende Regimenter, bestemt paa at leve kun af sit og sine tolv Skilling om Dagen, dele Kammeraternes Lod. Og som han have danske Mænd af alle Stænder gjort; Herremanden og Studenten, Rige og Fattige gaae med, og det er med Sang og Jubel, som til en Fest! Vor Konge er selv draget til Hærens Hovedqvarteer, dansk, ærlig i Sind og Villie for sin gode Sag; hans Livgarde er om ham; en Deel af denne ere Holstenere, og disse bleve ved Afmarschen fritagne for at gaae imod deres Landsmænd, men Enhver udbad sig det, som en Naade at gaae med og erholdt den.
Indtil dette Øieblik, og vi haabe fremdeles, er vor Herre med os. Hæren gaaer rask seirende fremad, Øen Als er taget, ligesom ogsaa Byerne Flensborg og Slesvig, vi staae ved den holsteenske Grændse og have gjort over tusinde Fanger; de Fleste af disse ere bragte her til Kjøbenhavn og høilig opbragte paa Prindsen af Noer, der, uagtet hans Løfte at opoffre Liv og Blod med dem, forlod dem i det første Slag, forlod dem, da de Danske med Skud og Bajonetter trængte ind i Flensborg.
I vor Tid gaae Omskiftelsens Storme gjennem Landene, men Een over dem Alle, omskiftes ikke, det er Gud, den Retfærdige! han er for Danmark, som kun vil sin Ret, og den skal og maa blive erkjendt; Sandheden er den seirende Magt hos Folk og Nationer.
»Nationaliteterne deres Ret, det Dygtige og Gode al Fremgang!« Det er og maa være Europas Løsen og ved dette seer jeg fortrøstende fremad. Tydskerne ere et ærligt, sandhedskjærligt Folk, de ville komme til Klarhed om Forholdene heroppe, og deres Forbittrelse vil og maa forvandle sig til Høiagtelse og Venskab; gid denne Tanke komme snart! Gud lade sit Ansigt lyse over Landene!
Hans Christian Andersen.
Dette Brev var eet af de faa herhjemme fra, der gik igjennem flere udenlandske Blade.
Meer end de Fleste led jeg sjælelig under denne ulykkelig os paaførte Krig; jeg følte i en Grad som aldrig før, hvor fast jeg var voxet til Hjemmets Jordbund, hvor dansk mit Hjerte var; jeg kunde have stillet mig i Slagrækken og glad givet mit Liv for at bidrage til Seier og Fred, men paa samme Tid gik mig ogsaa levende gjennem Tanken alt det Gode, jeg havde nydt i Tydskland, den store , man der havde viist mit Talent, og de mange Enkelte, jeg der maatte elske og være taknemlig, jeg led uendelig! og naar da mangt et stærkt bevæget Sind, ligesom i Fornemmelsen heraf just mod mig udtalte sig i Vrede og Bitterhed, da var det ofte mere, end jeg mægtede at bære! Exempler herpaa vil jeg ikke give; bedst at alle bittre Ord fra hiin Tid svinde, og at Vunden læges mellem de beslægtede Folk! – Her var det ogsaa H. C. Ørsted, der løftede mit Sind og talte om Erkjendelsens bedre Tid, der nu er kommen.
Der var Sammenhold, der var Kjærlighed; flere af mine unge Venner gik med som Frivillige, mellem disse og Baron . : »Kampen«, »Seiren« og »Freden.«
»Dybt føle vi, Fjenden vor Broder dog er,
Aarhundreder med os forbunden;
Men selv han os tvang til den blodige Færd;
Nu gjælder kun tabt eller vunden.«
Det var Grund-Accorden.
At tage paa var tidligere et sandt Fortvivlelsens Skridt; Landsoldaten var da kun en sølle Karl, nu kom pludselig den røde Trøie til Agt og Ære; med den rødtrøiede Soldat under Armen gik Damer i Silke og Flor. En af de Første af de høiere Stænder, jeg saaledes saae, var Løvenskjold, den norske Statholders Søn, og ligesaa den unge Grev , som ganske nyligt var bleven confirmeret. Han mistede sit ene Been ved en Spidskugle. Løvenskjold faldt, ligesom , men denne Sidstes Død var ved Vaadeskud; jeg hørte derom af et Øienvidne. Lundbye stod melancholsk og lænede sig til sit Gevær, nogle Bønder gik forbi, hvor de andre Geværer tæt foran ham stode opstillede og kom til at støde dem om; man hørte et Skud og saae Lundbye styrte til Jorden; han var skudt nedenfra Kjæben opad, Munden flenget og et Stykke Kjød med Skægget bortskudt; han udstødte et Par svage Suk; blev svøbt i et Dannebrogsflag og lagt i Jorden.
Mig greb til Taarer de unge Menneskers Begeistring, og da jeg en Dag hørte en lystigtgjørende Fortælling om unge Herrer, der før havde gaaet med glacée Handsker paa, men nu stod og gjorde Skandsegravning med røde vablede Hænder, foer jeg op og raabte ud af mit Hjerte: »Jeg kunde kysse dem paa disse Hænder!« – Næsten daglig drog unge Skarer bort, jeg fulgte en ung Ven, og da jeg kom hjem, skrev jeg Visen:
der snart kom paa Mængdens Læber og havde Hjerteklang.
»« – opgik. Den fjendtlige Styrke splittede vor; tung Sorg laae over Landet; men Modet var ikke tabt, Kraften samlede sig mere, den Ene sluttede sig tættere til den Anden; det viste sig i det Store, som i det Smaa.
Preusserne droge ind i Jylland, vore Tropper til Als. og fandt hele Glorup opfyldt med vore Tropper, hvis Hovedqvarteer var Odense; paa Glorup laae fyrretyve Mand foruden flere høie Officerer; holdt Manoeuvre udenfor Gaarden.
Alle Frivillige blandt de Menige bleve af behandlede som Officerer og havde daglig Plads ved hans Bord.
De Fleste af Officererne havde gjort Campagnen med derovre og fortalte levende om det der Oplevede. Snart havde Natteqvarteret været den aabne Gade i en Landsby, hvor de med Tornisteren under Hovedet sov langs Husene, i Regn og Blæst, eller der var en Sammenstuvning i smaa Kamre, hvor Leiet tidt var en høi Dragkiste med Messingbeslag, der trykkede ind i Kjødet, men den overanstrengte Trætte sov dog. fortalte om sin Marsch med Soldaterne over de nøgne Hedestrækninger, her fik han en Kirke til Lazaret, Alterlysene bleve tændte, men halvmørkt blev her dog; langt borte lød Signalskud: Fjenderne kom; den hele natlige spændende Scene, Alt fornam jeg, som om jeg selv havde oplevet det.
, de forlangte i Brandskat fire Millioner, snart lød .
Alt Tanke og Haab vendte sig mod , der vilde komme os til Hjelp; i Nyborg skulde de lande; Alt var der tilberedt til festlig Modtagelse.
Herresædet Glorup fik sexten svenske Officerer med deres Opvartere, dertil tyve Spillemænd og Underofficerer; imellem de Svenske vare fire Mand, , eller rettere hans Gods i Sverrig maatte levere imod dets Herre.
Alle jublede Svenskerne imøde! Charakteristisk og smukt var den ægte Iver, Huusholdersken paa Glorup, viste; den store Indqvartering, som Gaarden her skulde skaffe Plads til, gav hende nok at tænke paa; »der maa redes en stor Seng til dem i Loen!« blev der sagt. »De ligge i Loen, paa Halm!« sagde hun, »nei, de skal have Senge! Komme de her at hjelpe os, skal de ogsaa have en Seng!« og hun lod tømre og save og fik af Bræder og Døre i Hast lavet Sengestæder i ti à tolv Værelser. Dyner skaffedes ogsaa tilveie, grove, men hvide Lagener skinnede i hendes »Caserne« som hun kaldte det. Om de svenske Soldaters Ophold i Fyen, som jeg saae det paa Glorup, gav jeg senere og som et sammentrængt Billede vil det her være paa sin Plads.
De Svenske i Fyen 1848
»Jeg maa fortælle dem lidt om de Svenske i Fyen! deres Ophold her staaer imellem de smukkeste lyse Billeder fra denne Sommer. Jeg saae deres festlige Modtagelse i Smaabyerne, de vaiende Flag, de glade Ansigter; milevidt ind i Landet stode paa Veiene Skarer af Bønder, gamle og unge, og spurgte forventningsfulde: komme nu de Svenske? og med Spise og Drikke, med Blomster og Haandtryk modtoges de. Det var hjertelige Mennesker, vel disciplinerede Soldater; høist gribende var deres Morgen- og Aftenandagt, Kirketjenesten hver Søndag, Alt under aaben Himmel, efter gammel krigerisk Brug fra Gustav Adolphs Tider. Paa den gamle Gaard, hvor een af de øverst Commanderende med Officerer og hele Musikchoret laae, fandt Søndagens Gudstjeneste Sted; med fuld Musik marscherede Tropperne ind i den store fiirkantede Borggaard, stillede sig her, Officererne forrest; Psalmesangen begyndte ledsaget af Musiken. Nu traadte Præsten frem paa den store Trappe, hvis høie Steengelænder var belagt med et stort Tæppe. Jeg husker levende den sidste Søndag her: Under Gudstjenesten, der var begyndt i et graat stormende Veir, talte Præsten om Fredens Engel, der steg ned som Guds milde oplivende Solskin, og netop i det han talte dette, brød tilfældigviis Solen frem og belyste de blanke Hjelme og de andægtige Ansigter. Dog meest høitideligt af Alt var Morgen- og Aftenandagten. Paa den aabne Landevei opstilledes Compagnierne, en Underofficeer læste en kort Bøn og nu istemte de Alle Psalmesangen uden Ledsagelse af Musik; naar Sangen var endt, lød gjennem den hele Række et dybt: »Gud bevare Kongen!« Jeg saae mange af vore gamle Bønder staae ved Grøften og bag Gjerdet, med blottede Hoveder og foldede Hænder, stille holdt de Gudstjeneste med.
Efter den daglige Vaabenøvelse saae man den svenske Soldat, paa Gaarden hvor han var indqvarteret, troligt hjelpe til paa Marken i dette Aars rige Kornhøst. Der var et Liv, en Travlhed. Paa Herregaarden, hvor vi havde Regimentsmusiken, spillede denne hver Eftermiddag indtil Solnedgang, Havens lange Lindealleer fyldtes med Folk fra hele Omegnen, det var en daglig Fest; ud paa Aftenen i Folkestuen klang den svenske Violin og saa gik Dandsen til fælles Fornøielse. Den fyenske Bonde og den svenske Soldat forstode i sproglig Henseende snart hinanden. Det var en Lyst at see, hvorledes Hjertelaget gjensidigt kom frem, hvorledes Enhver efter sin Evne gav med god Villie. »Men den svenske Hær gik ikke over at slaaes?« siger maaskee Een og Anden. Ligger da alt Øieblikkets dygtige Virkninger alene i Sværdets Slag. er nu ved Svenskens Ophold i Fyen opgaaet for Tusinder af Folket selv; hvad vidste den fyenske Bonde, hvad den svenske om hvor beslægtede vi stode hinanden; Erindringer om de gamle fjendtlige Tider levede, disse ere adsplittede, nu ere de nabolige Folk rykkede hinanden nærmere, en god Sæd til Forstaaen er nedlagt og god Forstaaelse er en Fredens Urt og kun den bærer Velsignelse. I Bondens Huus, i Præsteboligen som paa Herregaarden stod mangt et Øie i Graad ved Afskeden. Paa Nyborg Skibsbro, hvor det svenske og danske Flag vaiede ved Venners Indskibning, aftaltes mangt et gjensidigt Besøg et kommende Fredens Aar. Dansken glemmer ikke den Svenske, hans Hjerteslag have vi hørt og følt; mangen svensk lille By, der neppe er rig, sammenskjød Penge, »«, til den danske Broder. Da Rygtet gik over Land om de Danskes Nederlag ved Slesvig, sad høit oppe i Sverrig Menigheden i deres Kirke, Præsten bad for Konge og Fædreland, da reiste en gammel Bonde sig og sagde: Fader, vil I ikke ogsaa bede en Bøn for de Danske! det er et af disse smaa Træk, som opløfter fra Jorden det Guddommelige i os.
Nationerne i Norden forstaae, skatte og elske hinanden; gid denne Enighedens, Kjærlighedens Aand svæve over alle Riger!«
, var der i Vaar og Høst, og blev saaledes Vidne til Svenskernes Ankomst og senere Bortreise. Selv kom jeg ikke til Krigsskuepladsen, jeg blev paa Glorup, hvor der daglig indtraf Folk, som kom derovre fra, Nysgjerrige og Slægtninge, som saae til deres Kjære. Men som en Duft kom det Skjønne fra Krigsskuepladsen og gik op i min Tanke; jeg hørte om en gammel Bedstemoder, der med sine Børnebørn stode paa Veien, da vore Tropper kom, hun havde strøet Sand og Blomster for dem og raabte med de Smaa: »Gud velsigne de Danske!« jeg hørte om det Naturspil, at der i Slesvig i en Bondes Have voxte røde Valmuer med hvide Kors, fuldkommeligt Dannebrog. besøgte Als og tog derfra over til , hvor alle Huse stode med Revner og Huller af Kanonkugler og , og dog stod endnu paa eet af Husene Fredens Symbol: en Storkerede med hele dens Familie; den stærke Skyden, Ild og Røg havde ikke jaget Forældrene bort fra Ungerne, da de endnu ikke kunde flyve.
Seent paa Sommeren bragte Posten fra Udlandet mig , fra en mig ubekjendt Haand, dets Indhold bevægede mig stærk, og kastede tillige et Lys over, hvorledes tidt Begivenhederne erfaredes ude. Brevet var fra en høi Embedsmand, en fremmed Undersaat; han skrev, at uagtet han aldrig havde seet mig, ikke havde fjerneste Bekjendtskab til mig, troede han dog gjennem mine Skrifter, især: »Das Märchen meines Lebens« at vide, at han kunde have Tiltro til mig, og nu fortalte han, at en Morgenstund var det Rygte naaet til Staden, hvori han boede, at de Danske havde gjort et Angreb paa Kiel og skudt den i Brand; hele Ungdommen kom derved i Bevægelse, og i Øieblikkets Opflammen drog ogsaa hans yngste Søn med andre unge Mennesker afsted for at hjelpe de Betrængte; i Slaget ved Bau blev den unge Mand gjort til Fange og førtes til Kjøbenhavn ombord paa ; efter et længere Ophold der var han imellem de Flere, det forundtes at forlade Skibet; men efter at være komne i Land var der Nogle, som , saa at det senere ikke kunde tillades Andre Frihed, end dem, som kunde skaffe for sig en Kjøbenhavns Borger, der vilde indestaae for deres Opførsel. Brevskriveren kjendte ikke en Eneste i Kjøbenhavn; jeg var den, han gjennem mine Skrifter vidste om og havde Tillid og Haab til, og derfor vilde han bede mig at gaae i Caution for Sønnen, der var et brav hjertensgodt Menneske! bad mig tillige om, jeg vilde skaffe Denne i Kost hos en kjøbenhavnsk Familie »der ikke for meget hadede de Tydske!«
Denne Tillid rørte mig, og jeg skrev øieblikkelig derom til i Kjøbenhavn, lagde det tydske Brev ved, for at man deraf kunde see klart den hele Sag, saaledes som den var givet mig og spurgte nu, om man efter dette kunde paa mit Ansvar opfylde det Forlangte og være den unge Mand til Gavn. Hver Time det , vidste jeg var en Fængsels Time og derfor sendte jeg strax et ridende Bud med min Brevpakke til næste Kjøbstad. Postdagen efter erholdt jeg Svar, at der behøvedes ikke at gjøres Noget, alle Fanger vare netop i disse Dage udleverede og med Dampskibet i Kiel. Jeg blev glad paa den sørgende Faders Vegne, glad ved strax at have gjort, hvad jeg følte Hjerte til at gjøre, men jeg besvarede ikke Brevet, det behøvedes da ikke, Manden har aldrig erfaret om min Deeltagelse, først her i Fredens velsignede Dage sender jeg ham nu min Hilsen, den jeg tidt har tænkt paa at burde bringe, og det tør jeg tilføie, jeg følte dybt ved hans Brev og handlede, som vistnok mange af mine Landsmænd, beæret med samme Tillid, vilde have handlet.
. , den tilsyneladende Ro vendte Tanker og Virken ligesom mere tilbage for en Tid til de vante Beskjæftigelser; jeg havde paa Glorup fuldendt i Sommerens Løb min Roman: »«, der ved dette Sommer-Ophold vist vandt i Friskhed og Sandhed, hvad ØNaturen angaaer.
Den engelske Udgave dedicerede jeg min engelske Forlægger, den hædrede og kjendte Richard Bentley.
Bogen udkom og blev efter Tid og Omstændigheder ret vel optaget; .
, skrev mig et Par venlige Ord til og indbød mig hos sig sammen med flere Venner og Bekjendte, og udbragte da smukt min Skaal: ».« Det var den første ret hjertelige Imødekommen, jeg i mange Aar havde fundet hos denne Digter, det gjorde mig godt og »det Bittre glemtes, det nye Gode gjemtes.«
Det danske Theaters hundredaarige Fest skulde feires den attende December; vare enige om at overdrage mig at skrive Forspillet til denne Fest. Bournonville skulde give en Ballet i samme Anledning og han gav »«; man saae som i en alle de meest malende Scener i Repertoirets Balletter. Min Plan til Forspillet havde vundet Directionens Bifald, da de ganske billigede min Idee, der hvilede heelt paa Tidsøieblikket. Jeg vidste med hvilken Stemning Folk den Tid kom i Theatret, vidste hvor ringe Betydning, at det just nu havde for dem, thi Tanken var derovre, Tanken var hos Soldaterne i Krigen, jeg maatte altsaa lade min Digtning følge med dem og da derovre fra see at bære den tilbage til den danske Skueplads, min Overbeviisning sagde mig, , men i Aandens Dygtighed, og jeg skrev »Kunstens Dannevirke«, som man kjender det og som det nu findes i mine samlede Skrifter. Det blev Festaftenen optaget med stærkt Bifald; men det blev givet Abonnenterne rundt, det var et Misgreb; det benyttedes som et Trækmiddel en heel Uges Aftener. Paa Festen selv blev det, som sagt, optaget med stort Bifald; – Folk vare grebne – men nu kom Bladene, og bebreidede mig især, at det i Forspillet var en væmmelig evig Snakken om Danmark og Dannebrog, at vi skulde lade Andre rose os og ikke rose os selv, da det ellers klang som o. s. v. – . Ved var det alt en gammel Historie, man klappede ikke længere, og fra denne Forestilling gaves , hvis Redacteur ikke var fornøiet med min Digtning; den gjorde imidlertid sin Virkning, da den skulde, og jeg anseer endnu Ideen og hele Formen for heldig og den eneste Rigtige i de Dage og under den Folkestemning.
I Januar kom »« paa Scenen, og nu blev Componisten, Gläser, hvem man længe havde viist Ligegyldighed, ja Uretfærdighed, høilig paaskjønnet, og hans Musik modtaget med stormende Bifald. lød varmt og erkjendende for ham, hans Musik og Bournonvilles Arrangement blev særdeles rost, jeg derimod ikke nævnet. Derimod udtalte Gläser sig varmt og inderligt for den Hæder, jeg havde medvirket til.
Omtrent ved Juletid var for første Gang kommet her til Kjøbenhavn, jeg var den Eneste, hun personlig kjendte, og hendes øvrige Bekjendtskab indskrænkede sig til Brevvexling med nuværende Biskop Martensen; jeg havde saaledes den Glæde at tage imod hende, være hende til Tjeneste og føre hende om her i Kjøbenhavn, Noget, der var ligesaa let, som behageligt med en Qvinde af den Betydning, som hun er; hun blev her hele Vinteren over og langt ind i Sommeren, i hvilken hun besøgte Ingemann i Sorø, samt reiste til Svendborg og Møens Klint; hendes Hjerte voxte fast til den danske Sag, og det lyser fra hendes lille Bog, den synlige Blomst af hendes Ophold her, og som er udkommen paa Svensk, Engelsk, Tydsk og Dansk: »«. Hendes Hjerte og Tanke var for de Danske.
Dette lille Vers skrev hun her i Kjøbenhavn, og det var et Udtryk af hendes dybe, varme Sjæl, som den omfattede Dansken.
Hendes lille Bog vandt imidlertid ikke den Erkjendelse, ja man kan sige slet ikke den Tak, hun her med Rette fortjente, vi critisere altid, især hvor vi see, Hjertet spiller en Rolle; man opholdt sig og dvælede ved den lidt for overdrevne Skildring af , som vi vare vante til, men ikke hun, der da . Hendes lille Bog, der viser et stort Hjerte for Danmark, fik, som sagt, ikke her den Erkjendelse, vi skyldte den, og dog lyser fra dens Blade den Deeltagelse, de Taarer, jeg saa tidt saae i hendes Øine, idet hun dybt følte for det danske Folks og Riges Skjæbne. – Hun var her i de tunge Dage, de levende Dage.
I April, om Aftenen, kom Efterretningen om, at med Besætning, Folk vare i Theatret, Rygtet naaede herind, der gik en Mumlen gjennem Mængden, de Fleste gik naturligvis strax bort, der blev tomt inde, der blev opfyldt paa Gaderne, et Sorgens Vee gjenlød saa rystende, saa stort. – Alle Theatrene bleve lukkede, det var en Landesorg. – Jeg følte mig, som stod jeg paa et synkende Vrag. – Et eneste frelst Menneskeliv fra Skibet var som en Seier, en vundet Rigdom. Paa Gaden mødte jeg min Ven Capitain-Lieutenant Chr. Wulff, hans Øine straalede, han trykkede min Haand, »veed Du, hvem jeg bringer hjem?« sagde han, »! han er ikke sprunget i Luften, han er reddet, flygtet, har naaet vore Forposter, og jeg bringer ham hjem!« – Jeg kjendte slet ikke Lieutenant Ulrich, men jeg brast i Graad af Glæde. »Hvor er han? Jeg maa see ham!« – »Han gik til og derfra til sin Moder, der troer, han er død!«
Jeg søgte ind i den første Urtekræmmerbod, fik en Veiviser og fandt, hvor boede; da jeg imidlertid kom derhen, fik jeg Ængstelighed for, at hun endnu var uvidende om det Hele, jeg spurgte derfor Pigen, som lukkede op, »ere de bedrøvede eller glade her i Huset!« – Da straalede Pigens Ansigt: »De ere glade, Sønnen er jo faldet ned ligesom fra Himlen!« – og nu gik jeg uden videre ind i Stuen, hvor hele Familien sad i Sørgeklæder; netop denne Morgen havde de faaet disse paa og den formeente afdøde Søn stod frisk og glad midt imellem dem! – Jeg fløi ham om Halsen, jeg kunde ikke Andet, jeg maatte græde og man følte og forstod, jeg ikke kom som en Fremmed; da jeg fortalte Frøken Bremer denne Historie, , blev hun ligesaa betaget, som jeg havde været det. Hendes Sjæl var blød, som den er ædel og stor.
Mit Sind var sygt, jeg led aandeligt og legemligt; jeg trængte til en anden Omgivelse, Frøken Bremer talte om sit smukke Fædreland, ogsaa der havde jeg Venner, jeg bestemte mig til en Reise enten op i Dalarne eller maaskee til Haparanda, Midsommersdagen; havde givet mig Lyst dertil; hun var utrættelig i at skrive Breve for mig til sine mange Venner rundt om i hele Sverrigs Rige, thi i det Land behøver man saadanne, man finder der ikke overalt Vertshuse at tage ind i, men maa søge sit Hjem hos Præsten eller paa Herregaarden. paa svensk Maade, som vi i vort reflecterende Kjøbenhavn ikke kjender eller ynder; der var Udklædning, Declamation, mange Gjester og mellem disse H. C. Ørsted, Martensen og Hartmann. Jeg fik et smukt Sølvbæger med Indskrift: »et Minde om Fredrika Bremer.« – Et lille Digt fulgte:
over til Helsingborg; det var deiligt Foraar, de unge Birketræer duftede saa forfriskende, Solen skinnede varm; den hele Reise blev som en Digtning og saaledes klinger den fra de givne Billeder og Stemninger: »I Sverrig.«
Som en halv engelsk-hollandsk By laae med lysende Gasflammer, storartet og levende: Gøthaborg, ganske anderledes, som det syntes, frem med Tiden end de andre svenske Byer, kun var ikke ganske gaaet frem, og det originale Stykke man gav, var hæsligt – raat vil jeg hellere kalde det – Hovedrollen deri, sagde man, udførtes af Forfatteren selv. Det, som oprørte mig, var, at den hele Handling dreiede sig bogstavelig om een endnu levende virkelig Person: en gammel lærd Magister, som i Spøg kaldtes Arab, for sin Kjendskab til de østerlandske Sprog, vilde i Stykket saa gjerne gifte sig; det var Anecdoter af Mandens Liv, der vare optagne; Stykket selv vare ogsaa kun løse Scener uden Handling og Characteer, men Hovedpersonen selv levede, og var, sagde man, paa Fattighuset i Stockholm, Fremstilleren gav hans Person, hans sande Portrait, hvorefter der stormende applauderedes. Jeg gik efter anden Act; det oprører mig at latterliggjøre Personen, hvor der kun udrettes derved, at man gjør Løier.
Byens Havn og prægtige Badehuus med Marmorbadekar, troer jeg, skyldes den driftige og fortjenstfulde , i hvem jeg tillige fandt en høist elskværdig Vert, og i hvis rige hyggelige Hjem jeg i faa Timer sluttede Bekjendtskab med Gøthaborgs betydeligste Personer, mellem disse maa jeg af Damer nævne den aandfulde Romanforfatterinde .
Jeg , og har siden med Ord forsøgt at male det; Indtrykket af det bliver altid nyt og stort, dog ligesaa levende gjemmer min Tanke det nye Indtryk, som fulgte, nemlig et Møde udenfor Wenersborg, hvor Dampskibet lagde til for Passagerernes Skyld. Ved Landingsstedet her stod en lille , som jeg Aaret forud havde seet med de svenske Tropper i Fyen; han hilsede mig saa glad, saa bekjendt, ganske overrasket ved at gjensee mig i sit Fædreland. Da han med de svenske Soldater laae paa Glorup, skulde de en Dag paa Øvelse, Drengen havde lidt ondt i Maven, og den brave gamle Huusbestyrerinde tillod ikke, at han gik med, Barnet skulde have Havresuppe! Officeren sagde, det var Intet, han feilede. »Her er jeg hans Moder!« sagde hun, »Barnet er sygt, og han kommer ikke ud at pibe i Dag!« Han spurgte til Jomfruen og til den gamle Greve, men Jomfruen var dog for ham Herskerinden.
og klædte mig om for strax at søge vor Gesandt, hos hvem jeg haabede at høre om Krigen, som ganske opfyldte mig, paa Veien derhen havde jeg det Uheld at møde , en dansktalende Tydsker, som jeg kjendte fra Kjøbenhavn, hvor jeg venligt var kommet ham imøde, og havde ført ham til Frøken Bremer, der da var i Besøg hos os; om hende og mig fortalte han siden ikke smukt i sine: »«, aftrykt som Feuilleton i »Novellen-Zeitung«; han giver et Slags Caricatur-Portrait af mig fra Mødet her paa Gaden i Stockholm, hvor jeg, strax efter at have forladt Dampskibet, kom, som han siger, i festligt Toilet, med hvide og viste mig paa Promenaden, for at blive seet, og at min Ankomst kunde Dagen efter komme i Aviserne. Han har gjort mig Uret heri, bedrøvet mig, – men det vil jeg huske paa, han har ogsaa oversat smukt flere af mine Bøger – har talt venligt og godt om mig andre Tider og Steder – jeg rækker ham Haanden igjen – og uden »Glacéehandsker.«
, hvis skjønne Melodier Jenny Lind har bragt ud i Verden, var een af de Første, jeg mødte, han ligner hende, som en Broder kan ligne sin Søster, det samme Præg af Melancholie, men hos ham er kraftigere Træk; en Opera-Text, som han bad
mig skrive for sig, kunde jeg endnu have Lyst til at bringe, for at den ved hans Magt kunde bæres paa Folkesangens Vinger.
I Theatret gav en her i Stockholm af dets italienske Capelmester Foroni componeret Opera: »Dronning Christine«, Texten af Sangeren Casanova; det forekom mig mere at være storartede Harmonier, end just Melodier; Acten med de Sammensvorne havde størst Virkning; smukke Decorationer og gode Costumer savnedes ikke, og hos »Christine« og »Oxenstjerna« var søgt at give Portrait-Lighed; det Eiendommeligste ved det Hele var iøvrigt det, i Christines svenske Hovedstad, at see Christine selv som Sang-Figur paa Scenen.
Ved Boghandler, var jeg blevet indført i Literatur-Selskabet, og fik ved en Fest her min Plads hos Digteren, Kammerherre Beskow; ogsaa Dr. Leo var Gjest og Præsidenten tog Anledning til at udbringe en Skaal for »de to udmærkede Fremmede, Hr. Andersen fra Kjøbenhavn, Forfatteren til »Improvisatoren« og »Eventyr fortalte for Børn« og Dr. Leo fra Leipzig, Red. af »Nordischer Telegraph«.« Senere udbragte Magister Bagge smukt og hjerteligt en Skaal for mig og for mit Fædreland, bad mig sige mine Landsmænd det hele svenske Folks Begeistring og Deeltagelse for os.
Jeg svarede med Ord af een af mine Sange:
Skarpt som et Sværd laae Øresund
Imellem Nabostrande,
En Rosengreen en Morgenstund
Forened disse Lande,
Hver Rose aanded Poesie
Den slagne Vunder læger,
Hvo mægted’ dette Trylleri?
Tegner og Oehlenschläger
!
og tilføiede: at flere Skjalde var siden komne til paa svensk og dansk Side og ved disse havde Folkene mere og mere lært at forstaae hinanden, følte Hjerteslaget, og det svenske Hjerteslag havde vi just i den sidste Tid dybt og inderligt fornummet, som jeg fornam det i dette Øieblik! Taarene kom mig i Øinene, rundt om lød Hurra!
, han kom mig saa hjerteligt imøde, det var mig næsten, som om vi oftere havde talt med hinanden, og dog var dette første Gang, vi mødtes. Jeg takkede Hans Majestæt for Nordstjerne-Ordenen, han tidligere allernaadigst havde hædret mig med; talte om Stockholms Lighed med Constantinopel, om Søen Roxen med den sydlige Deel af Loch Lomond; om de svenske Soldaters Diciplin og Gudsfrygt, og Kongen sagde, at han havde læst, hvad jeg havde skrevet om Svenskernes Ophold i Fyen; udtalte sin varme, deeltagende Følelse for det danske Folk, sit Venskab for Kongen. . Jeg sagde, at det laae i Nationens Characteer, at hvor den følte, at den havde Ret, holdt den fast derpaa, og glemte, at den var lille. Jeg forstod den ædle Konges hele smukke Sindelag.
Jeg sagde, at hvad Godt Dansken saae han gjorde for dem, vilde bringe ham hele dette Folks Taknemlighed. Vi talte om , som han ogsaa holdt meget af; Hans Majestæt spurgte mig dernæst, om jeg kom snart igjen tilbage fra Upsala, hvor jeg nu tog hen, han vilde see mig hos sig en Middag, ogsaa »,« sagde han, »kjender Deres Skrifter og vil gjerne personligt kjende Dem.«
Efter min Tilbagekomst var jeg . Dronningen, som personlig ligner meget sin Moder, , hvem jeg havde seet i Rom, kom mig hjerteligt imøde og sagde, at hun alt kjendte mig længe af mine Skrifter og af »das Märchen meines Lebens«; ved Taffelet havde jeg Plads ved Siden af Beskow, ligeover for Dronningen. især talte der levende og livligt med mig. Efter Bordet læste jeg »Hørren«, »den grimme Ælling«, »« og »Flipperne«. Ved Læsningen af »en Moder« saae jeg Taarer i Øinene hos det ædle Kongepar; de udtalte sig saa varmt, saa deeltagende, hvor vare de dog begge elskelige, saa ligefremme og velsignede; ved Bortgangen rakte Dronningen mig sin Haand, som jeg trykkede til mine Læber; hun saavel som Kongen hædrede mig med en fornyet Indbydelse og at høre mig endnu engang at læse. En Følelse, om jeg her tør bruge dette Ord, drog mig særlig til den unge, elskværdige Prinds Gustav, hans store blaa, sjælfulde Øine havde en Inderlighed, som øvede en stor Magt, hans usædvanlige Talent for Musik interesserede mig, der var noget saa tilnærmeligt, trofast i hans Personlighed, og vi mødtes begge i vort Hjertelag for Hertugen af Weimar, om ham talte vi, om Krigen, om Musik og Poesie.
Ved det næste Besøg paa Slottet var jeg med Beskow tilsagt i Dronningens Værelser, en Time før Taffelet; , , samt Prindserne Gustav og vare der, snart kom ogsaa Kongen; »Poesien kaldte ham fra !« sagde han. Jeg læste »Grantræet«, »Stoppenaalen,« »den lille Pige med Svovlstikkerne« og paa Forlangende »Hørren«. Kongen fulgte med stor Opmærksomhed; »den dybe Poesie, der laae i disse Smaadigtninger«, saaledes behagede han at udtrykke sig, tiltalte ham, og han sagde, at han paa sin Reise til Norge havde læst Eventyrene, blandt Andre: »Grantræet«. Alle tre Prindser trykkede min Haand og Kongen indbød mig at komme til hans Fødselsdag den fjerde Juli, da Beskow vilde være min !
Man vilde i Stockholm offentlig vise mig ; jeg vidste, hvorledes Sligt vilde blive misundt mig hjemme og give Stof til ond Snak; det forstemte mig, jeg var febril ved Tanken om at være Aftenens Festkonge; jeg følte mig som en , gruede for de mange Skaaler og den lange Aften.
Her var den aandfulde, berømte ; den under det pseudonyme Navn »« mindre bekjendte, men fortræffelige Roman-Forfatterinde, ogsaa Skuespillerinden Fru Strandberg og flere Damer tog Deel i denne festligt arrangerede Aften. Fru Carlén indbød mig til en Spadseretour og tog min Arm, men vi ikke gaae i Haven, hvor jeg vilde, nemlig hvor jeg ikke saae mange Tilskuere, vi skulde og maatte vandre en bestemt Vei, Publicum vilde ogsaa see Hr. Andersen, sagde man; det var et Arrangement, velmeent, men mig lidt piinlig, jeg saae i Tanken det Hele i Træsnit hjemme i »Corsaren«, . Foran mig i Alleen saae jeg en heel Skare Børn, med en umaadelig Blomsterguirlande komme os imøde, de strøede Blomster for mig og omringede mig, medens Trængselen af Folk rundt om var stor, og man tog hædrende Hatten af, og hvad var min Tanke? »I Kjøbenhavn vil man da gjøre Nar af mig derfor, hvor jeg vil faae ilde at høre!« Jeg var aldeles forstemt, men maatte see glad ud mellem de venlige, gode Mennesker; jeg slog det Hele hen i Spøg, kyssede en af Børnene, sladdrede lidt med en anden. Ved Aftensbordet udbragte Digteren, Pastor Mellin en Skaal for mig, efter at have min digteriske Virksomhed, derpaa fremsagdes nogle festlige Vers, skrevet af Romanforfatterinden Wilhelmina; og nu fulgte et smukt Digt af Hr. Carlén:
Jeg gensvarede, at jeg vilde betragte denne Hjertelighed, man viste mig, som en Forudbetaling, jeg haabede, Gud gav mig Kraft til at give tilbage, ved et Arbeide, der udtalte min Kjærlighed til Sverrig. Og . Lystspildigteren, Skuespiller Jolin, sagde i Dialect: »en «; Sangerne fra det kongelige Theater sang svenske Viser, Orchesteret spillede og begyndte med den danske Melodie: ».« Klokken Elleve om Aftenen kjørte jeg hjem; glad i Hjertet over de venlige Mennesker, glad over at komme til Ro.
Snart var jeg paa Veien til »Dalarne«; et af Fredrika Bremers Breve førte mig i til , Broder til den berømte Landskabsmaler, og selv hædrende kjendt ved sine Digtninge »Ansgar« og »Noahs Ark«; jeg mødtes med Vennen, , gift med Tegnérs Datter Disa, to lykkelige Mennesker, hvis Hjem var som opfyldt af Huuslivets Solskin og Poesie.
Mit Værelse i Hotellet stødte op til en stor Sal, derinde holdt just Studenterne , og da de erfarede jeg var Naboe, kom en Deputation og bad mig, om jeg vilde høre dem synge, der var Munterhed og Glæde, deilig Sang; jeg søgte strax, efter Ansigterne at dømme, at finde Een, jeg kunde slutte mig til; en høi, bleg Mand behagede mig, og det var, lærte jeg snart, rigtigt valgt; han sang saa smukt, declamerede saa rigtig sin Sang; han var den Genialeste af dem Alle, det var, lærte jeg siden, Gluntarnes Componist og Digter . Siden hørte jeg ham med Veronius synge sine Nutids bellmanske Sange; det var , i hvis Kreds jeg samledes med Upsalas betydeligste Mænd og Qvinder og fandt den hjerteligste Modtagelse. Første Gang mødtes jeg her med : »Blommornas« Skjald, han, som sang om »Lyksalighedens Ø«; der er, , et Slags mellem Digterne, de kjende og forstaae hinanden, det følte og erkjendte jeg Sandheden af hos denne elskværdige, gamle Skjald.
For at reise i Sverrig maa man have egen Vogn, jeg havde været nødsaget til at kjøbe en saadan, havde ikke Landshøvdingen venskabeligst tilbudt mig sin til den hele lange Reise, forsynede mig med og Pidsk, Fahlcranz skrev Reiserouten, og en for mig og paa mit Reiseliv egen Fart begyndte, ikke ulig dem, man gjør i Amerika, hvor endnu ikke Jernbanenettet naaer. Det var saa ganske som Reiselivet for et hundrede Aar tilbage, imod hvad jeg ellers var vant til.
Man bandt Krandse paa til Midsommeraften, da jeg naaede , hvor Siljansøen, udstrakt og stor, skinnede foran mig; mægtige Piletræer heldede sig ud over den hurtigtflydende Dal-Elv, hvor de vilde Svaner svømmede; hiin Side Mora op mod den norske Grændse fortonede Bjergene saa blaa; det hele Liv og Røre, de maleriske Dragter, Sommervarmen, Alt var saa forskjelligt fra hvad jeg havde tænkt mig det heroppe i det stille, kolde Norden; og nu ved Midsommerfesten hvilken Livlighed! Baade i Mængde kom overfyldte med de pyntelige Kirkefolk, Gamle og Unge, selv smaa Pattebørn, det var et Malerie saa levende, saa storartet, jeg kan med Ord kun fattigt gjengive det. , hvem min Skildring heraf og min mundtlige Fortælling siden indvirkede paa, gjorde i to Aaringer, netop til Midsommerfesten, en Reise herop og gav os i Aand og Farver det rige Billede paa Lærredet.
I Leksand var endnu et Vertshuus at finde for den Reisende, men ikke høiere oppe; i Rättvek maatte jeg derfor følge Landets Skik, stige af hos og faae Natteqvarteer; men før han hørte mit Navn var jeg ham allerede velkommen, siden blev det som en Fest, og da jeg den følgende Dag med ham gik til den nærliggende Vandanstalt, stod ved Broen en heel Flok Børn, de svingede med Huen, de kjendte ham, der havde skrevet Eventyrene. »Andersen er her oppe i Dalarne!« var igaar Nyheden, en af de Smaa jublende var kommet at fortælle! Jeg tænkte i denne Stund paa mine smaa, fattige Venner i , tænkte paa Skotlands Ungdom, nu jeg stod i den glade Barnekreds oppa i Dalarne, og mit Hjerte blev ydmygt og blødt, Gud taknemmelig, jeg bad ham tilgive mig de Suk, den Smerte jeg kunde udtale for ham i tunge Timer, i krænkede, bittre Øieblikke.
Det er de gamle Minder, det er den Solglands, Sagn og Historie kaster over en Egn, der har Magt og Betydning, tidt større end den maleriske Skjønhed. Her oppe er det Dalkarlefolkets Trofasthed, og hele Optræden, der fæster sig til Tanken; her er og saagodtsom uforandret Scenen for denne romantiske Deel af hans Liv i hele dens Storhed og Eensomhed. I den Billedrække, jeg har givet: »I Sverrig«, vil man see, saavidt jeg mægtede det, Indtrykket paa mig. Den uendelige store, udstrakte Skovstrækning, med sine eenlige Miler, sine dybe, klare Skovsøer, hvor Lineaen blomstrer over Klippestenene, og hvor de vilde Svaner bygge, var noget Nyt, næsten fremmed for mig, jeg følte mig ligesom flyttet Aarhundreder tilbage i Tiden. Fahlun med dens Kobbergruber og hele dens smukke Omegn blev besøgt, og herfra gjemmer Erindringen en lille Begivenhed, af dem man maa regne til Tilfældigheder, men Mange dog stille paa et høiere Trin. Jeg har mellem mine svenske Billeder givet den Overskriften: »«. Det er ingen Digtning, det er noget Oplevet.
I Haven hos sad en Kreds af unge Piger, de toge spøgende fire Græsstraa i Haanden og bandt paa disse Enderne to og to sammen; hvor det da lykkes, at alle fire Straa danne et sammenhængende Heelt, der, efter Folketroen, bliver det opfyldt, hvad Den tænkte paa, som bandt dem. Det vilde ikke lykkes for Nogen af dem, og nu vilde de, at jeg skulde forsøge det. »Men jeg troer ikke derpaa!« forsikkrede jeg, men tog dog fire Straa og lovede, at jeg i Tilfælde af at have Held med mig, skulde sige dem mit Ønske derved. Jeg bandt, aabnede Haanden og mine Straa hang sammen; uvilkaarlig steg Blodet mig op i Kinderne, jeg blev overtroisk, og tvertimod min fornuftige Tanke, troede jeg paa det, fordi jeg gjerne vilde det; og hvad var Ønsket! spurgte man, jeg sagde det: »at Danmark maa vinde en stor Seier og snart faae en hæderlig Fred!« – »Gud give det!« udbrød de Alle; og Straaenes Prophetie den Dag var – tilfældig – en Sandhed – snart lød den til Sverrig: »«
til Upsala og Dannemora, hvis svimlende Gruber jeg saae ovenfra; jeg har tidligere besøgt i Harzen, , og Katakomberne under Rom og paa Malta, det var ingen Steder nogen Fornøielse, uhyggeligt, trykkende, et fælt Mareridt – jeg skal ikke gjerne under Jorden, før man bringer kun mit døde Legeme der.
Ved Gammel-Upsala steg jeg af Vognen for at see . Da jeg for tretten Aar tilbage var her, laae de endnu i Aartusinder tillukkede. Den Gamle, som havde Nøglen til Høiens Indgang, og hvis afdøde Faster dengang skjænkede i Mjødhornet for mig, blev glad ved at høre mit Navn og nu vilde hun ogsaa, sagde hun, illuminere for mig, som for de høie Herrer, der havde været her fra Stockholm. Medens hun begyndte dermed, steg jeg ene op paa Høien med Bøn og Tak til Gud for alt Godt i den hengaaede Tid, siden jeg sidst var her, fløi mig fra Læberne med de Ord »!« saaledes har jeg min ubevidste Kirkegang, snart i Skov-Naturen, snart paa Oldtids Grave og snart i den lille eensomme Stue. Da jeg kom ned, var der sat smaa Voxlys rundt om inde i Gangen, og jeg saae den gamle Urne med hvad hun kaldte Odins Been, det vil sige hans Afkoms, Ynglingaslægtens. Rundtom laae Aske af brændte Dyr.
Efterat have gjenhilset Vennerne i Upsala naaede jeg Stockholm, hvor jeg hos modtoges som Barn af Huset, da levede der endnu den aandfulde, meget syge , Søster til Fredrika Bremer, til hvem alle Brevene fra Amerika ere skrevne og som siden ved Fredrikas Hjemkomst var død. Der var hyggeligt, rigt og godt i den gamle Moders Huus, hvor jeg nogle Gange samledes med en stor Kreds af Familien, der hører til de bedste i det gode Sverrig; det var saaledes ganske interessant at see Virkelighedens Forskjel imod alle de Historier i Danmark og Udlandet om denne Forfatterindes Slægt og Vilkaar; da hun først traadte frem, hed det, at hun var Gouvernante hos en adelig Familie, og saa var hun Eierinde af , fri og selvstændig.
Det er ikke blot de levende Dygtige og Herlige, der i en fremmed Stad er mig en Trang at komme nær, men de kjendte kjære Dødes Grave maa jeg besøge, bringe dem en Blomst eller hente mig en fra deres Grave; i Upsala havde jeg været ved ; Monumentet var da endnu ikke reist; var overgroet med Græs og Nelder. I Stockholm gik jeg til ; kjørte ud til ved Stockholm, paa den lille Kirkegaard ligger Berzelius, Choræus, og Crusell, paa den større har Wallin sin Grav.
Mit egentlige Hjem i Stockholm var og blev forøvrigt hos Digteren ; han hører til disse elskværdige Personligheder, fra hvem der ligesom udstraaler et mildt Lys over Livet og Verden; hjertelig og talentfuld er han, derom vidner hans Tegninger, hans Musik; Stemmen selv er i Sang her hos den ældre Mand, saa blød og frisk; hans Betydning som Digter kjendes; og ved Oehlenschlägers Oversættelser er ogsaa for Tydskland hans Tragedier blevne kjendte; elsket af sin Konge og sin Omgivelse er han hædret, dertil en Mand af sjelden høi Dannelse, en trofast kjærlig Ven.
Du Kjærlige, du Milde, med et Hjerte som Faa,
Bramfri, som altid den sande Aand man saae,
Beskeden og saa rig dog paa Digtekunstens Skatte,
– I disse fattige Ord dit Billede jeg satte.
i Stockholm var det Kong
Oscars Fødselsdag, jeg var hædret med Indbydelse til Festen; Kongen, Dronningen og alle Prindserne vare ved Afskeden saa milde og hjertefulde; jeg var dybt bevæget, som naar man skilles fra sine Kjære.
, og man bliver nysgjerrig efter ret at vide, hvem Manden er, men kommer ikke til Kundskab derom; Oehlenschläger siger:
.« En Vaudevilledigter, tænkte jeg nu, som ogsaa er Theolog. »Münter er ogsaa Frimurer,« vedblev han, »alt sit Frimureri har han lært af mig; thi jeg er .« Jeg blev ved hemmelig at regne sammen: Vaudevilledigter, Theolog, Mester af Stolen. Nu begyndte han at tale om , som han roste meget og sagde: »Jeg kjender ham godt! jeg har drukket mangt et godt Glas med ham.« Jeg sagde: »Vaudevilledigter, Theolog, Mester af Stolen, intim Ven af Carl Johan«. Han vedblev: »Her i Danmark gaae Folk ikke med deres Ordener; imorgen gaaer jeg i Kirke, saa tager jeg mine paa.« Det kan De ogsaa gjerne! svarede jeg; og han vedblev: »Jeg har dem Allesammen!« Jeg sagde: Vaudevilledigter, Theolog, Mester af Stolen, Carl Johans intime Ven, . Endelig begyndte den Fremmede at tale om , som han havde formaaet til at huske paa, at deres Stamfader havde været mellem de Første paa Muren, da Jerusalem blev erobret. Nu blev det mig klart, at det maatte være Grev von Saltza. Og det var han ogsaa.«
Saavidt Oehlenschläger.
I Forværelset hos Kong Oscar var jeg af Beskow presenteret for den gamle Grev Saltza, der strax venlig med svensk Gjestfrihed indbød mig paa Hjemreisen at besøge sig paa ved Linkøping, der videre frem paa min Reise ikke laae langt fra Canalen. Jeg tog det for de almindelige venlige Ord, man saa tidt hører og tænkte ikke at gjøre Brug af Indbydelsen; men paa Hjemreisen om Morgenen, idet vi forlode og skulde op gjennem de tretten Sluser ved , traadte pludselig Componisten Josephson ombord, med hvem jeg, som tidligere er fortalt, havde levet i Sorent og paa Capri, og senest truffet i Upsala; han var Grev Saltzas Gjest paa Sæby, og da man havde beregnet, hvilket Dampskib jeg maatte komme med paa Canalveien, afsendtes han til Sluserne her, for med Vogn at afhente mig; det viste et venligt Sind af den gamle Mand, i Hast fik jeg mit Tøi samlet og i en skyllende Regn kjørte jeg til Sæby, til det i italiensk Stiil byggede Slot, hvor den gamle Grev Saltza boede, med sin aandfulde, elskværdige Datter .
»Der er et aandeligt Slægtskab mellem os To!« sagde den gamle Mand; »det følte jeg strax, da jeg saae Dem! vi vare ikke hinanden fremmede!« han tog saa glad imod mig, og Gubben med de mange Egenheder blev mig snart kjær ved Aand og Elskværdighed; han fortalte om sit Bekjendtskab med Konger og Fyrster; havde han staaet i Brevvexling. Han fortalte, at hans Forfædre havde været norske Bønder og Fiskere, de kom til Venedig, reddede christne Fanger og bleve af Karl den Store gjorte til Fyrster af Saltza. Det Fiskerleie, der laae, hvor nu Petersborg ligger, havde tilhørt , og jeg hørte fortælle, at Saltza skal engang, da Keiseren af Rusland var i Stockholm, have sagt i en Slags Spøg til Keiseren: »det er egentlig mine Forfædres Grund den store Keiser-Stad ligger paa!« og Keiseren skal spøgende have svaret: »nu, saa kom og tag den!« Der gaaer et Sagn om, at Keiserinde Katharina den Første var Svensk, og stadfæstes dette, han drager hendes Barndoms-Historie ind i hans Faders Bedstefaders Liv; ganske interessant ere de Optegnelser herom, han har gjort og som han fortalte:
En Dag læste Faderen et Sammendrag af den russiske Historie, men lagde snart Bogen hen og sagde, at det ikke forholdt sig, som det stod der om Keiserinde Katharina, han vidste det bedre, og nu fortalte han ham: »Min Faders Mo’erfa’er var General , Oberst for de grønne Dragoner; da han var Oberstlieutenant for disse og boede paa Oberstlieutenants-Eiendommen Bråten, skete det, at hans Kammertjener Jean Rabe ønskede at gifte sig med hans Frues Kammerjomfru Katharina Almpaph; Fru Kruse, født Annike Sinclair, lod gjøre et prægtigt Bryllup og paa Brudesengen kom Guldgaloner, hvilke Fru Annicke, som Hoffrøken hos havde baaret paa sin ; det blev siden et Ordsprog i Familien: »det er stadseligt som Jean Rabes Brudeseng!« Jean blev siden Regiments ved Elfsborgs-Regiment, men døde ligesom Hustruen meget tidlig og efterlod en eneste Datter Katharina, som blev bragt til den gamle Generalinde Kruse paa Hökälla, hvor hun forblev i to Aar, da kom Fru Annickes Cousine, Grevinde Tisenhusen i Besøg, hun fandt den otteaarige Katharina at være et smukt og klogt Barn, hvorfor hun tog hende til sig; de tilbragte sammen Vinteren i Stockholm og reiste saa i Vaaren til Pommern, hvor Grevinden skulde modtage en stor Arv; men da de kom ved Rügen, laae der et Vagtskib, det forbød dem at stige i Land, da Pesten var udbrudt der; nu vendte de altsaa om igjen til Stockholm og tilbragte der den kommende Vinter i Regjeringsgatan i det saakaldte Ankarcronske Huus. I Reval døde en Moster til Grevinden, som derfor i Mai reiste derover, uagtet Russerne just da stundom faldt ind og hærgede Esthland, der var Grevindens egentlige Fødeland, hvorfor hun ogsaa talte Tydsk og havde tydske Tjenestefolk; Katharina maatte naturligviis ogsaa lære dette Sprog. Reisen gik vel af, og efter tre Dages Ophold derovre sendtes Katharina i et Ærinde ud af Staden; da hun kom tilbage igjen, stod skrevet paa Husets Dør, at Ingen maatte træde ind, der var Pest-Smitte. Katharina skreg høit; Portneren svarede indenfor, at Grevinden og ni Personer allerede vare døde, og han selv afspærret. Katharina løb i Graad og Fortvivlelse op ad Gaden, da hun mødte Præsten, Pastor Glück fra , som var kommet til Byen for at faae en Barnepige til sin lille Søn, der skulde vænnes fra; Præsten saae den velvoxne, blomstrende Piges Fortvivlelse, spurgte, hvad der var skeet, og da han hørte det, og at hun ikke havde været inde i Huset, tog han hende i Tjeneste som Barnepige, og hun i sin Forladthed gik ind derpaa, uagtet hun tidligere var bedre vant. Snart blev hun meget afholdt i Præstegaarden; Præstens Kone kunde tilsidst slet ikke undvære hende. Grev Saltzas Fa’erfaders Fader, naar han var paa Jagt der i Egnen, overnattede i Præstegaarden. Efter , under Karl den Tolvte, var det at Russerne hærgede Esthland; de anførtes af (?); han afbrændte Majam Kirke, tog den hele Besætning paa Farfaders Saltzas Eiendom, og sendte de tro Vasaller afsted til Siberien; idet Præstegaarden stod i lys Lue, saae han første Gang Katharina, og selv beholdt han hende som Bytte. var blevet Fyrste og Czarens Yndling, han yttrede, da han ved et Besøg hos Laputschin saae Katharina, som opvartede dem, at hun var smuk; Dagen derpaa blev hun sendt ham som hans ; han brød sig ikke stort om Qvinder og saae i hende kun en net Opvarterske. En Dag laae hun og skurede hans Gulv, Keiseren traadte ind, men da Menzikow ikke var hjemme, vendte han om for at gaae igjen, da saae han paa Bordet staae den Tallerken Confect, der altid sattes frem for ham, naar han kom, han tog af den; Katharina kjendte ham ikke, blev ved at skure Gulvet, han saae paa hende, strøg med sin Haand Haaret tilside paa hendes Pande: »Du er en smuk Pige!« sagde han; hun rødmede, han klappede hende, gav hende et Kys og gik. Katharina fortalte med stor Fortrydelse Menzikow om den fremmede Officeer, der var kommet, havde spiist af Confecten og tilladt sig at kysse hende; da hun beskrev ham, forstod Menzikow, at det var Keiseren, og benyttede sig heraf; der var just givet Befaling til at bære nye Klædninger af en anden Art end før, een af disse for Qvinderne blev Katharina iført, den var meget klædelig, dertil pragtfuld, Huetøiet lignede de hollandske Landbeboeres. Keiseren maatte hun overbringe en Tallerken Confect af kogt Frugt med en underdanig, indsmigrende Skrivelse, at Czaren ikke maatte forsmaae Confecten og hende, som bragte den. Hvorledes hun siden blev Czarens Gemalinde, melder Historien:
tilbage fra siberisk Fangenskab, hvor han havde været i sexten Aar; en stor Fest var just anstillet i Moskov i den keiserlige Have; han blev indbudt og kom i Følgeskab med , der i Fangenskabet havde været Saltzas sande Ven; den gamle Gagarin kunde ikke taale Menschikow og da ved Indtrædelsen Denne ikke gjengjældte hans Hilsen, sagde han: »Saae Du ikke, jeg hilsede?« Menschikow svarede ham ikke, men smiilte haanligt og blev nu af den Gamle udskjældt; Menschikow kaldte paa sine Folk, overvældede Gubben og traadte paa ham; Saltza, der vilde forsvare sin Ven, blev nu ogsaa angrebet, Katharina saae det fra den ophøiede Plads, hvor hun stod, hun kjendte paa Stemmen sin fordums Ven og raabte til Menschikow: »Rører Du et Haar paa Saltzas Hoved, saa sidder Dit imorgen den Dag paa Kreml!« Og Striden endtes.
Siden blev Saltza Præsident i og altid i Keiserindens Gunst; hans Familie findes endnu i Rusland.
; Carl Johan, der var spaaet af , at han skulde blive Konge, havde Venskab og Tillid til ham, og forunderlig nok, , fortæller man, traf ind paa den Dato, Saltza forud havde sagt. Her paa Sæby i den store Riddersal, hvor nu Saltza og jeg sad, havde Carl Johan og ofte spiist; rundt om hang Billeder af Saltzas ridderlige Fædre, Rococo-Stole og Meubler udgjorde Bohavet, det store Rum opvarmedes ved to Kaminer. Her sad jeg med den værdige gamle Herre, vi talte om Aandelivet, og han fortalte med stor Alvor og Sandhed, hvorledes hans Oldefader havde viist sig for ham om Natten, spurgt ham, om han vilde gaae med at see Guds Himmel og tilføiet: »men saa maa Du først prøve at døe!« »Han rørte ved mig«, sagde den gamle, værdige Mand, »og jeg sank som i Besvimelse! »er Døden ikke Andet?« »Nei«, sagde Oldefader, og saa stod jeg i Forgaarden til Guds Himmel! Det var den deiligste Have!« Beskrivelsen af denne var, saaledes som Saltza gav den, ganske som her paa Jorden, jeg erkjendte intet Nyt; han traf der ; denne var, da hun døde et ganske lille Barn, han kjendte hende ikke, før hun sagde, hvem hun var. »Det er godt, Du kommer nu«, sagde hun, »det er idag Christi Navnedag, og da skal jeg fra Barnehimlen ind i den store Guds Himmel!« –
»Men«, indvendte jeg, »hvorfor kommer Barnet ikke strax i Guds store Himmel, det siger jo Bibelen!« – »Ja vel, men jeg har nu seet det!« sagde han. – Smukt var imidlertid, hvad han sagde om Gud. »Jeg stod der i Himlen, da kom en Glands, jeg ikke kunde udholde, jeg kastede mig ned, det klang ligesom Musik, en saadan har jeg aldrig hørt, og jeg følte mig saa glad, saa usigelig vel! – Hvad er det dog! sagde jeg. Det var Gud, som gik os forbi! svarede min Oldefader.«
Alt dette fortalte den gamle Mand med en Alvor, en Overbeviisning, der gjorte et eget Indtryk paa mig; »der oppe fik jeg at vide Alt, hvad der vil hænde!« sagde han. »Jeg veed om enhver Ting, hvad Udgang den faaer! – .«
Under mit Ophold paa Sæby var det »«, den gamle Greves Navnedag, og det var ret interessant her at see den svenske Maade, den feiredes paa.
Nede i een af Stuerne var reist en Bue af Egeløv og over hans Navnetræk sad en smuk Egeløvs Krone med Roser i for Ædelstene. Da vi sad ved Kaffebordet, hørtes Skud ude fra Indsøen, Tjeneren traadte ind og med høi Stemme, næsten som med udenad lærte Ord, meldte han, medens han paa samme Tid ikke kunde lade være med et Smiil at forraade, at det Hele var Comedie: »Et Skib, Nordstjernen, ligger udenfor til Ankers med fremmede Søfarere!« Disse bleve nu indbudne; der lød Skud fra Skibet, og Inspecteuren, hans Hustru og to Døttre traadte ind. Dem var det, som fra Godset paa hiin Side Søen vare indtrufne. – Ved Middagsbordet vare flere Inspecteurer og en Mængde af Godsets Embedsmænd, siden kom fra Nabogodserne Familierne til Lykønskning. Udenfor opmarscherede og stode i Rækker alle Godsets Skolebørn, Piger og Drenge, hver med en lille grøn Green i Haanden, de bleve anførte af Skolemesteren, der holdt en Tale paa Vers til den gamle Greve, der traadte ud til dem og modtoges med skingrende Hurra. Skolemesteren fik Penge, saae jeg, Børnene Kaffe og Mad og dernæst Lov til at dandse i den store Forstue, hvor en Bonde spillede Violin; Friherrinden gik venligt om mellem dem, viste Bønderfolkene Slottets Sale og Stuer og gav dem rigelig Mad og Drikke; der var festligt og fornøieligt. Nu kom tilfældigt Posten med Breve og Aviser. »Nyt fra Danmark, Seier ved Fredericia!« lød det jublende; det var de første fuldstændige trykte Efterretninger herom, Alle vare interesserede herfor; jeg greb Listen over Døde og Saarede.
Til Ære for Danskens Seier lod den gamle Saltza Champagnen knalde; i en Hast havde Datteren faaet et Dannebrogsflag istand, det blev stillet op; den Gamle, der tidligere havde talt om Hadet i gammel Tid mellem Svensk og Dansk og gjemte , af hvilke den ene havde saaret hans Fader, den anden han Farfader, den tredie dræbt Farfaders Fader, løftede nu i Nabofolkets Brodertid det fyldte Glas for gamle Danmark, og talte saa hjerteligt og smukt Danskens Hæder og Seier, at Taarerne trængte mig frem i Øinene.
Der var i Selskabet en tydsk ældre Gouvernante, jeg troer fra Braunschweig; i flere Aar havde hun levet her i Sverrig og hørte nu, hvad der i Saltzas Tale kom mod Tydskerne, hun brast i Graad, og sagde uskyldig til mig: »Jeg kan ikke gjøre for det!« og da jeg havde udtalt min Tak for Saltzas Skaal, var det Første jeg havde at gjøre, at række den tydske Pige Haanden og sige, »der komme gode Dage, Tydske og Danske ville igjen række hinanden Haanden, som vi To nu og drikke Fredens velsignede Skaal«; og saa klinkede vi To.
Der var hjemligt og godt at være, en smuk Natur, Skov, Klipper og Søe; , den eiendommelige Gamle, og skrev til Afsked i hans Album:
Den Begeistring for Danmark og Dansken, jeg her fandt, klang gjennem hele Landet, og jeg som Dansk hørte Udtrykket deraf.
I Linkøping steg jeg af hos , og overraskedes her i Haven ved at en Mængde unge Mænd havde samlet sig her til festlig Modtagelse; Digteren Ridderstad havde skrevet tre smukke Sange, den første bragtes mig paa Melodien »der er et yndigt Land«, derpaa en Hilsning til Danmark:
Kämpande land!
Skandiens förpost mot söder,
Manligt du strider och blöder;
Kämpande land!
Segrande land!
Lagrar din klinga har skurit,
Skölden med ära du burit;
Segrande land!
Bröderneland!
Trofasta handslag vi trycka,
Samdrägt är kraft och är lycka,
Bröderneland!
Härliga land!
Sköldmön dig följer med seger,
Frihed och framtid du äger;
Härliga land!
og idet de istemte Sangen lyste med Eet den deiligste Regnbue paa Himlen, som et Fredens Tegn, jeg blev sært bevæget derved, nu lød en Sang til Danebrogen; og mellem hver af disse holdtes hjertelige Taler om Sverrigs Kjærlighed til Danmark og Glæde over Seiren; mellem Festens Skaaler var en for de Faldne ved Fredericia; jeg blev bevæget til Taarer: følte mig »saa dansk i Sind«; svenske og danske Flag vaiede og da jeg drog til Berg, for derfra næste Morgen at gaae med Dampskib, fulgte Ridderstad og en Skare Venner mig med Sang og Hilsen:
Ved vilde jeg blive et Par Dage, hele Strækningen hertil kan med Ret kaldes Götha-Canalens Have, her er en deilig Sammensmeltning af svensk og dansk Natur, rige Bøgeskove udover Søerne, Klipper og brusende Strømme; i det lille Vertshuus oppe ved Fabriken indrømmede en ung ugift Mand, , mig sin hyggelige Stue og flyttede selv hen til en Ven, at jeg kunde have det godt, og det var første Gang vi To mødtes, det var den nu afdøde C. D. Nygren, en poetisk Natur, en Ven af Fredrika Bremer og mine Digtningers Beundrer; udenfor mit Vindue mellem Løvtræer og Graner flød Motala saa hurtigtilende, saa glasgrøn og gjennemsigtig, at jeg kunde see paa Dybet hver Steen, hver Fisk; den modsatte Bred af Canalen, har Grav, der af alle Dampskibene hilses med Kanonskud. I denne Natur fik jeg et hjerteligt, friskt, velsignet , der havde modtaget og læst »de to Baronesser«, det var mig en Festens Dag, de deiligste Roser, bragt mig, prangede paa mit Bord.
Herfra gjorde jeg , hvis rige Slot nu kun er et stort Kornloft, hvis mægtige Kloster er Galehuus. Ved Afreisen fra Motala boede jeg i det lille Vertshuus nede ved Broen; jeg skulde afsted før Dag, var derfor tidlig gaaet tilsengs, faldt strax i Søvn, men vaagnede ved smuk Sang af mange Stemmer; jeg stod op; det lød deiligt; jeg aabnede Døren og spurgte Pigen, om her var nogle høie Gjester, man bragte denne Serenade. »Det er jo for Dem, Herre!« sagde hun, »for mig!« udbrød jeg forundret og begreb det slet ikke. Man sang endnu: »Der er et yndigt Land!« Sangen var for mig, jeg vil ikke sige Digteren, men for den danske Andersen; det var Kjærligheden til de Danske, som ogsaa her slog ud i Blomst for mig. Fabrikarbeiderne paa Motala havde hørt, jeg var kommet her tilbage igjen fra Vadstena, og at jeg næste Morgen vilde videre; de brave Mennesker vare gaaede herned for at vise mig Tegn paa deres Høiagtelse og Deeltagelse. Jeg gik nu ud til dem, trykkede Haanden paa de Nærmeste; jeg var dybt bevæget og taknemlig; naturligviis sov jeg siden ikke hele Natten.
Hvert Sted jeg kom, hver Dag var som en Fest! Overalt klang Deeltagelse for Danmark saa , saa trofast, Dansken har ikke Begreb derom. Venner og Gjestfrihed mødte jeg, selv det lille lod mig ikke savne disse; overalt fik jeg Indbydelse at flytte i Huset til Familien og være deres Gjest; man tilbød mig Vogn og Heste, kort sagt alle tænkelige Opmærksomheder. – Paa Kreds, deels paa Blomberg, hvor en af Sønnerne er gift med Gejers Datter, der forunderlig meget ligner Jenny Lind, havde dertil en Klang af hendes Stemme; smukt sang hun alle sin Faders Sange. Den , Husets eneste Barn, ellers sky ved alle Fremmede, kom hun strax til mig, vi syntes strax at kjende hinanden.
Ogsaa frembød en Vennekreds, der førte mig til den smukke Omegn, og forlængedes Opholdet i flere Dage; her i Skoven ved Sluserne fandt jeg et velsignet Hjem hos Oberstlieutenant Warberg og hans Frue; saa hyggeligt, saa kjærligt blev der sørget for mig, saa godt, som Fremmede ude altid vilde gjøre mig det.
Fra gjorde jeg Udflugt til Øen Marstrand, hvor Fredrika Bremer var i Besøg hos sin Søster Agathe, der her brugte Badene; storartede Havne med dybe Vande danne Skjærgaarden her; den vilde Rose blomstrede om de solophedede Klipper; den italienske Operatroupe fra Stockholm gav Formiddags-Concert; jeg fandt et sydligt Badesteds Livlighed. Fredrika Bremer vilde til Amerika, hun fulgte mig til Göthaborg; paa Skibet samlede sig snart en Kreds om os og sang svenske og danske Sange. »Der er et yndigt Land, det staaer med brede Bøge!« syntes Svenskens Yndlingssang, den lød igjen, lød som Farvel til mig.
Et Par Dage efter var jeg i Danmark.
Min vistnok meest gjennemarbeidede Bog »I Sverrig« giver det aandige Resultat af denne Reise, og jeg tør troe, at fremfor noget andet enkelt af mine Arbeider aabenbarer sig her det Eiendommeligste hos mig: Naturskildringer, det Eventyrlige, Humor og Lyrik, som denne sidste kan gives i Prosaen. Det svenske Blad »Bore« udtalte sig først herom: »«
Ogsaa her hjemme, hvor Critiken i de sidste Aar ikke alene havde taget en sømmeligere Tone, naar den talte om mine Arbeider, men viist disse større Opmærksomhed og sand Erkjendelse, ; særlig fremhævedes deri »«: »Det er en deilig Digtning besjælet af Poesiens og den skjønne, rene Menneskelighedens Aand og derved forlenet med en opløftende Kraft; det gjør godt at læse dette Afsnit, det er ogsaa fortalt med rolig Høihed, undtagen det første Blad, der er holdt i den bekjendte Eventyrsmaneer, der her ikke er paa sin Plads!« – Og deri kan Anmelderen have Ret. – »« bliver særlig erkjendt: »Den tegner os i træffende Billeder Overtroen og Videnskaben, disse to Poler, som den med Rette betegner som Grundlaget for de to Retninger i Digtekunsten, den sygelige Romantik og den klare, livsfriske, humane Digtning. Vor Forfatter udtaler sig med Energi mod Romantiken og bortkaster med Stolthed alle dens brogede Pjalter, der kun tilhylle og vanzire den classiske nøgne Skjønhed. I dette Afsnit, som overhovedet i hele Værket, viser Andersen sig besjælet af en sund og smuk Stolthed og Glæde over Menneskeaanden, en velgjørende, stille Tilfredshed over alt det Gode og Skjønne i Tilværelsen og overhovedet en mild og human Verdensanskuelse.«
, samme hædrende Udtalelser, og som jeg maa sige næsten altid har været Tilfældet, indtil jeg mødte et Angreb, og det fra den af Alle, jeg mindst ventede det, fra hende, som indførte mine Skrifter i England, som med saa stor Venlighed der modtog mig: Mary Howitt; det overraskede mig, det bedrøvede mig, det var mig saa uventet, saa utænkeligt. Jeg har tidligere omtalt vor Sammentræffen i London, hvorledes under mit Ophold der, Venner, som interesserede sig for mig, fik bragt i Orden, at den Yndest, mine Skrifter vandt i det store England, ogsaa kom mig lidt til Gode i pecuniair Henseende.
Den høiagtede, dygtige Boghandler Richard Bentley vedblev at være min Forlægger, jeg skulde fra Kjøbenhavn tilsende ham et engelsk Manuskript; dette skete, og Mary Howitt kom saaledes ikke til at oversætte hverken »De to Baronesser« eller »I Sverrig«, men at hun skulde blive mig vred derfor, og i de haardeste Udtryk nu dømme om mig, som Tilfældet er i det af hende og William Howitt udgivne Værk: »the literature and romance of northern Europe«, ventede jeg ikke. Alle danske Digtere, store og smaa, omtales deri venligt og smukt, men ikke jeg, der eengang syntes at være hendes Yndling; hun skriver efter først at have erkjendende omtalt de af mine Bøger, hun har oversat:
»Men Andersens senere Frembringelser have været mislykkede Forsøg; de, der ere udkomne i England, ere næsten faldne døde fra Pressen, og Grunden dertil ligger klart for Dagen. Andersen er en besynderlig Blanding af Naturlighed og Verdslighed. Det barnlige Hjerte, som giver hans bedste Arbeider deres Liv, viser sig til din Forbauselse i Virkeligheden under Skikkelse af en , der sukker efter at blive lagt Mærke til af Fyrster. Digteren i ham gaaer tabt for Dig, og Du beholder kun Egoisten tilbage; og naar Du engang har faaet Øinene op herfor, saa veed Du ogsaa, hvorfor Du finder saa stort Behag i een eller to af hans Romaner, medens de Øvrige forekomme Dig høist ubetydelige; thi han skildrer altid sig selv – sin egen Aand, Historie og Følelse. Dette henriver os den første Gang, mindre den anden og aldeles ikke den tredie; thi det er kun .«
»Maaskee er Andersens Berømmelse hos os for en stor Deel begrundet i den Kjendsgjerning, at vi vare fuldkommen uvidende om, at Danmark besad en Skare af virkeligen store og originale Skribenter. Andersen fremstod som et Vidunder fra et Land, til hvis literaire Rigdom det engelske Publicum kun kjendte meget lidet, medens han i Virkeligheden kun tilhørte en talrig og gigantisk Slægt som et af dennes middelgode Medlemmer.«
Hvor ganske anderledes opfattede og omtalte den samme begavede Dame mig, nogle Aar forud, da jeg besøgte London; :
»I dette Øieblik, da Hans Christian Andersen er i vort Land, troe vi ikke at kunne byde vore Læsere nogen mere velkommen Gave end et fortræffeligt Portrait og en Livsskildring af denne ualmindelige Mand. Hvad enten vi betragte ham som Menneske, der i sin egen Personlighed lægger sand Aandsadel og moralsk Værd for Dagen, eller som den geniale Mand, hvis Værker alene have hævet ham fra den dybeste Fattigdom og Ringhed til at være en hædret Gjest hos Konger og Dronninger, saa er Hans Christian Andersen en af sin Tids mærkeligste og interessanteste Mænd.«
»Ligesom de fleste Mænd af stort originalt Talent tilhører han aldeles Folket; og i hans Skrifter, som fornemmeligen ere grebne ud af Folkelivet, beskriver han, hvad han selv har lidt og seet. Dog have aldrig Fattigdom og Modgang forbittret hans Sind, tvertimod, Alt hvad han har skrevet, er særdeles livligt og rigt paa den mildeste menneskekjærlige Medfølelse. Det menneskelige Liv med alle dets Prøvelser, Savn og Taarer er ham en hellig Ting; han gjør os bekjendt med Hjertets Dybder, ikke for at fremstille skjulte og oprørende Lidenskaber eller Forbrydelser, men for at vise os, hvor elskeligt det er i sin Naturlighed og Sandhed; hvor rørende i dets Svaghed og dets Mangler; hvormeget det maa elskes og beklages, vises Overbærenhed imod og bekæmpes. Kort sagt, denne store Skribent, med al en stærk poetisk Naturs brændende Iver og med sin store Evne til at skildre Lidenskaber, er i høi Grad gjennemtrængt af en christelig Aand.«
Hvorledes skal jeg kunde sammenstille disse tidligere og senere nedskrevne Domme, af en Dame med Aand, og som det syntes Hjertelag for mig og min Musa? Da Frøken Bremer kom her tilbage fra Amerika og havde lagt Reisen over London, spurgte jeg hende om Mary Howitt, hvem jeg vidste hun havde besøgt.
»Den gode Mary Howitt«, sagde hun, »talte saa vel om Dem, talte med Taarer og sagde: »»han vil ikke have med mig at gjøre!««« Hvorledes forstaaes saa venlig sagte Ord og saa haarde skrevne, nu, disse ere vel blevne til i et Øiebliks umilde Stemning, den kan vi alle have, hun kan maaskee ogsaa have skiftet Mening om mig, som hun eengang har gjort det. – Der er ikke Vrede i mit Sind, venligt rækker jeg hende over Havet, gjennem disse Blade min Haand til Forsoning.
Romanen» De to Baronesser« blev imidlertid hædrende optagen, »I Sverrig« ikke mindre, ja denne Bog opnaaede netop samme Aar, som Mary Howitts strenge Dom udtaltes, den Hæder, at blive gjort ret folkelig, idet den i Forening med »The story of my life« , der almindelig kjendes under Benævnelsen: Udgaver til one shilling, hvilke udbredes i tusindeviis. – Oversættelsen her er fortræffelig og i et Postscript21 udtaler sig Oversætteren,Kenneth-Mackenzie,saavarmt,saahædrende,atMary-Howitts skarpe Ord overtones, ogsaa , som man benævner mine »Historier«, tyder paa samme Deeltagelse og Gunst.
Det nye Aar 1850 gik op med en Sorg for mig, en Sorg, ogsaa for Danmark og det Skjønne, meldte det:
»Oehlenschläger er død den tyvende Januar, netop Kong Christian den Ottendes Dødsdag, ja næsten samme Dødstime; jeg gik sildigt om Aftenen to Gange forbi Slottet ud til Oehlenschläger, jeg vidste af Lægerne, at Døden var ham nær, og underlig var det mig ved Amalienborg at see op til de mørke Slotsvinduer og tænke, for to Aar siden gik jeg her i Angest for min kjære Konge, og nu gik jeg atter i lignende Stemning for en Konge – en Digter-Konge. Hans Død var uden Smerte; sine Børn havde han om sig og bad dem læse høit en Scene af hans Tragedie ; han var saa rolig, bad, at Dødskampen ikke maatte blive haard, lagde saa Hovedet ned og var hensovet. Jeg saae hans Liig, Guulsotten havde givet det Udseende af en Bronze-Statue, der var Intet, som viste kun den Døde, Panden var saa deilig, Udtrykket saa ædelt. Den sex og tyvende Januar blev han af Folket baaret til Graven; Folket i Ordets Betydning, thi det var Embedsmænd, Studenter, Matroser, Soldater, alle Classer, som af sig selv skiftedes til at bære Kisten den lange Vei til Frederiksberg, derude hvor han fødtes, og hvor han ønskede sin Grav. Den . Af Sørgecomiteen vare to Digtere opfordrede til at skrive Cantaten, den Ene var gamle Grundtvig, den Anden var jeg. Talen holdtes af . Til blev bestemt Tragedien »Hakon Jarl« og den Scene af »Socrates« som læstes for Oehlenschläger i hans Dødsstund!«
I de sidste Aaringer var Oehlenschläger til min Glæde blevet saa mild og hjertelig mod mig, han udtalte varmt sin ; en Dag da jeg ved et af Bladenes Spot over mig var afficeret, , jeg havde netop paa Christian den Ottendes Begravelsesdag modtaget fra Kongen af Sverrig denne Orden. »Denne har jeg baaret!« sagde Oehlenschläger, »jeg giver Dem den til en Erindring om mig! De er en sand Digter! det siger jeg, lad dem saa snakke, de Andre!« og han rakte mig Nordstjerne-Ordenen, .
Den fjortende November 1849 havde ; nu saa kort efter skulde følge hans Sørgefest. Vi veed, at Digteren selv havde til denne forlangt opført sit Sørgespil »Socrates«; det skete imidlertid ikke. Forunderligt, at den store Digter i Døden kunde tænke paa den ringe Hæders Arrangement; jeg havde ønsket, at han som , der, da man nævner ham hans store Minde her paa Jorden, svarer: »hvad troer Du Svanen, der flyver mod Solen, tænker paa den lille Skygge, dens Vingeslag kaster paa Bølgerne.« –
Ved Festen var Theatret opfyldt af Mennesker og Alle sortklædte, Logerne i første Række behængt med Sørgeflor og Oehlenschlägers Plads i Parquettet udhævet ved Flor og Laurbærkrands. – »Hvor det er smukt af Heiberg!« sagde en Dame, »det vilde røre Oehlenschläger selv, om han saae det!« – og jeg maatte svare: »ja, det vilde glæde ham at see, han dog havde en Plads!« – for Digtere, Componister, forrige Directeurer og forskjellige Embedsmænd reducerede til den yderste Plads og Klappen paa hver af de faa Bænke, man har i første Parquet og hertil fik saa godt som det hele Sang-, Skuespil- og Balletpersonale samme Adgang, kom Alle, da kunde ikke Trediedelen selv staaende rummes; Oehlenschläger, medens han levede, gik i Theatret hver Aften, men kom han nu ikke betids og een af de alt Siddende ikke viste ham den Opmærksomhed at lade ham faae sin Plads, saa maatte han staae; et Par Gange henvendte han sig til mig, der da selv var staaende, og spurgte i spøgende, ynkelig Tone: »hvor tør jeg her være«. I Aften havde han dog en Plads! Det var netop den, han under den tidligere Direction havde bestemt for sig, ligesom ogsaa Thorvaldsen havde sig en saadan. Man kan undskylde Heiberg med, at Rigsdagen bød ham indskrænke Fripladserne, men for en Oehlenschläger, Scenens første dramatiske Digter synes mig dog skulde der have været en Plads. – Ved Sørgefesten gik saaledes en Bitterheds Draabe gjennem min Sjæl, men det var ikke første Gang i den danske Skueplads.
Jeg vender mig nu til en anden, som har udtrykt sig om:
Kjøbenhavnerne havde i de to sidste Aar faaet et Folketheater, det var skudt op, kan man sige, uden at man selv vidste det, Ingen tænkte derpaa, i det mindste ikke, at det der skulde faae Fremgang. – Flere, blandt Andre , havde tænkt over, talt og skrevet om et saadant Theater, men det blev kun paa Papiret. Vi havde da , begavet med et mærkværdigt Talent til, uden selv at have Midler, dog at bringe disse tilveie, naar det gjaldt om at gjennemføre en Idee, et virkeligt Genie i sin Virken, han vidste at skaffe Kjøbenhavnerne et »Tivoli«, der kan maale sig med, om det ikke overgaaer i Anlæg og Plan, alle andre lignende Forlystelsessteder; han skaffede os ogsaa »Casino«, hvor Mængden for en billig Priis fik Musik og Skuespil, og Staden selv et Sted, stort og smagfuldt, til dets meest besøgte Concerter og Maskerader, kort sagt, et Locale til egentlige Folkeforlystelser. Denne Mand var Georg Carstensen! fra Amerika lyder senest han Navn og Dygtighed høist erkjendt, som Den, der i Forening med Ch. Gildemeister har reist det ved Architectur og Brugbarhed udmærkede Glaspalads i New-York. Carstensen var af en sjelden Godmodighed, den antager jeg for hans største Feil; han blev tidt spottet, udleet, kaldt »« og dog var hans Virksomhed af vedvarende Nytte, til Gavn og Glæde og er det endnu.
Selve Theatret i »Casino« blev, da Bygningen reistes, ikke betragtet som Hovedsagen her, det var først under den driftige Skuespildirecteur Lange, at det lidt efter lidt voxte i Publicums Gunst og i sin egen Styrke. Een Tid stode Casino-Actierne saa lavt, at man fortæller, at en enkelt solgtes for et Glas Punsch, men snart tog det Hele her et stort Opsving.
Repertoiret var meget begrændset; ingen dansk Forfatter af nogenlunde Navn havde viist Lyst eller Villie til at skrive eller give et Arbeide til denne Scene. Hr. Lange anmodede mig om min Deeltagelse, og mit Forsøg blev optaget over al Forventning. I »Tusind og een Nat« havde jeg læst et Eventyr: »«,
der særdeles egnede sig til en Opera-Text, men i hvor meget Stoffet endogsaa interesserede mig opgav jeg det, da Trylle-Operaen blev saa lidt forstaaet og vurderet her til Lands, selv med den bedste Musik, jeg havde jo Exemplet for mig i »Ravnen«. – Ved at læse Gozzi fandt jeg hos ham , dog endnu bedre end denne, mere egnet til Opførelse var det . Jeg havde tidligere, som man veed, forsøgt mine Kræfter i Eventyr-Comedien, skrevet for det kongelige Theater »Lykkens Blomst«, der rigtignok var blevet lagt hen efter den syvende Forestilling, men den havde vundet Bifald, og hos mig selv var den Overbeviisning, at det Talent, Verden erkjendte hos mig som Eventyr-Digter, ogsaa maatte kunne bære nogen Blomst i denne Retning; jeg gjengav da Raimund i »Meer end Perler og Guld«, og dette Stykke, tør jeg sige, bragte Casino-Theatret i Credit, alle Classer fra de Fornemste til de Fattigste kom at see det, 2,500 Mennesker rummedes i Casino og i en Række Forestillinger, den ene strax efter den anden, vare alle Billetter udsolgte. Jeg havde saaledes stor Erkjendelse og Glæde heraf. Hundrede Rigsdaler var mit betingede Honorar; man vil erindre, at paa den Tid intet Theater her til Lands, uden det kongelige, betalte en Forfatter for sine Arbeider, dette var altsaa allerede Noget, og et Tillæg endnu af hundrede Daler tilsendtes mig, da Stykket stadigt »gav Huus«, som man kalder det; siden fulgte andre unge Forfattere mit Exempel. Hostrup, Overskou, Erik Bøgh, Recke og Chievitz gave talentfulde Arbeider; Personalet selv hævede sig Aar for Aar, Publicums Fordringer bleve altid større og altid overtrufne; den agtværdige Omhu og Stræben, der her viste sig, er naturligviis af Enkelte blevet overseet. – »Kun Casino« er der blevet sagt, men naar Folk af Dygtighed sige det, uagtet de ikke komme der, eller f. Ex. , saa er det en Uret.
Jeg havde skrevet et nyt Stykke for dette Theater, en Eventyr-Comedie »Ole Lukøie«; denne nordiske Drømmegud, som jeg alt tidligere i et af mine Eventyr havde søgt at legemliggjøre, give Form og Characteer, vilde jeg bringe levende for Øiet paa Scenen selv og ved ham lade udtale den Sandhed, at Sundhed, godt Humeur og Sjælefred var meer end Penge nok. – Jeg gjennemtænkte min Digtning og nedskrev den. – Directeur Lange viste den største Omhu, ja Kjærlighed for, saa værdigt som muligt, paa i Casino at give dette Stykke, der fordrede en stor Scene; det var mig en Glæde at have med Personalet at gjøre, de vare interesserede for Digtningen, de viste Agtelse for Forfatteren, de vare ikke de Almægtige, Digtningens bærende Aander, som jeg havde mødt dem i det »rigtige« Theater. »Ole Lukøie« kom paa Scenen i Casino, der var propfuldt.
, og jeg oplevede i nogle faa Timer den bølgende Sø, et Publicum kan vise i sin Dom, ellers bruger den Uger dertil, men, som sagt, jeg fik Storm og Havblik paa een Aften. Man forstod ikke min Digtning, ved første Act blev leet og støiet, ved anden Acts Slutning haanede man det Hele, Flere gik bort ved tredie Acts Begyndelse, de sagde oppe i Clubben: »Det er Vrøvl det Hele! Nu ere de for Øieblikket i China! Gud veed, hvor hans Phantasie fører videre!«
Men strax i tredie Act blev et Øiebliks Ro, tidligere havde man talt med, nu hørte man efter, det blev mere og mere stille, med Eet lyste Ideen for dem og der gik et jublende Bifald stormende gjennem Huset. Da Tæppet faldt, vare Alle grebne, klappede og udtalte deres Erkjendelse. Jeg havde under Mishaget, under den Haan og Spot, der tidligere lød, ikke følt Bedrøvelse, det var første Gang i mit Liv, jeg havde en levende Bevidsthed om den Uret, jeg led, jeg følte mig ligeoverfor den haanende Mængde fornærmet, jeg var krænket og det Bifald, som nu stormede mig imøde, var mig tomt og intet. Da jeg gik bort, kom Flere til mig og udtalte deres Tak, jeg kunde ikke modtage den: »Man har spottet og haanet mig, det maa jeg først see at glemme!«
Stykket gik mange Aftener med stort Tilløb og megen Erkjendelse; af selve Folket, af Menigmand, som man kalder den Fattigere, fik jeg den; jeg høstede en Tak, som ingen Blad-Critik, ingen Dialectisk-Interessant i de forskjellige har kunnet give større. En fattig Haandværksmand stod med Taarer i Øinene en Aften ved Slutningen af Stykket, og idet vi gik ud af Døren sammen, greb han min Haand og sagde: »Tak Hr. Digter Andersen, det var en velsignet Comedie!« De Ord vare mig mere end den meest glimrende Anmeldelse. – Eet Træk maa jeg endnu meddele; i en Familie af Embedsklassen, et Huus hvor jeg ofte kom, fortalte mig Fruen, at hun denne Morgen var blevet forundret over det usædvanlig fornøiede Ansigt, Staldkarlen havde, da hun talte til ham. – »Er der mødt Hans noget særdeles Godt, siden han i Dag er saa usædvanlig fornøiet?« spurgte hun en af Pigerne, og denne fortalte, at den ene af de Billeter, der igaar blev foræret dem, var nær ved ikke at blive benyttet, men saa havde man givet den til Hans i Stalden; samme Hans var ganske, hvad man kalder en Bondeknold, der gik og døsede hen. »Der er foregaaet en heel Forandring med ham!« sagde Pigen, »da han i Aftes kom hjem fra den Comedie om Ole Lukøie, var han saa glad over Alt, hvad han havde hørt og seet. »Jeg har altid troet, at de, der havde Penge og de Fornemme, vare saa lykkelige i det, nei, nu seer jeg nok, at vi Andre have det lige saa godt; det har jeg lært derude; det var ligesom en Prædiken det Hele, men man saae den, og det var yndigt!«« Ingens Dom har glædet og smigret mig meer end den fattige, udannede Karls!
, der ikke ofte besøgte Theatrene, saae en Forestilling af Ole Lukøie og skrev saa sandt og hædrende om Fremstillingen af Christians Rolle: »– – Hvad der henrev mig, og hvad jeg aldrig glemmer, var , nei, det er Synd at kalde det Spil, det var Natur, den elskeligste, yndigste Natur, man kan tænke sig! jeg gamle Bedstemoder græd af Glæde over hans usigelige, søde, barnlige Kjærlighed. Hils ham fra en gammel Bedstemoder, siig ham, at jeg fulgte hvert Ord han udtalte, hver Bevægelse han gjorde, med bævende, lyksaligt Hjerte, jeg var Bedstemoderen, han var mit Barnebarn. Gid han aldrig blev een Dag ældre, end han nu er – den Rolle kan ikke spilles eller rettere sagt, udføres af en Ældre.« – –
Stykket opnaaede en Række af Forestillinger for godt Huus, men snart hed det, at , og at samme var bestemt til at opføres paa Provinds-Theatrene eller idetmindste paa . – Det smertede mig, at idet jeg erkjendte denne Forfatters Talent, lod dette vederfares al Erkjendelse, han saa aldeles kunde lukke Øinene for det Digteriske, der var i mit Arbeide, og vilde, som jeg da forstod, endogsaa personlig fremstille og spotte mig; jeg ventede Alt, hvad der kunde krænke og saare mig, jeg havde jo saa tidt prøvet det her hjemme og led smertelig derunder. I en saadan nedslaaet forkuet Stemning, før jeg havde læst Parodien, fik jeg under , fra H. C. Ørsted et Brev, der viser hans Opfattelse af mig som Digter, viser vort kjærlige Forhold og vist, som et Indlæg i Sagen, her er paa sin Plads, idet Brevet selv har sin Betydning og Interesse ved Brevskriveren.
»Kjøbenhavn den 18de Juli 1850.
Kjære Ven.
– – Det Mismod, hvorom de skriver til , bør De rive Dem løs fra, dersom De ikke allerede har gjort det, førend dette Brev kommer Dem til Hænde. De har beriget Literaturen med saa mange fortræffelige Arbeider, at Ingen uden De selv, kan beskylde Dem for, at have udrettet altfor Lidet. Ja ikke engang at Deres Modstandere nu mere tør have en saadan Mening. Men lad ogsaa en eller anden Modstander være grov, saa maa De trøste Dem med, at næsten alle Mænd have været saadanne Angreb underkastede. Jeg har tidt seet engelske Journalister behandle deres Lands meest udmærkede Mænd med Haan; blandt Andet mindes jeg, at have seet den store Statsmand Pitt kaldet et Dummerhoved. Pope i forrige Aarhundrede, Byron i dette, have havt sig at beklage over bittre Angreb. Goethe og Schiller er det ikke gaaet bedre i Tydskland. Oehlenschläger og Baggesen, saa forskjellige de end vare, og saa fjendtlige de stode mod hinanden, havde dog det tilfælles at de ofte ere blevne meget haardt angrebne. Gaaer De udenfor Digternes Række kan jeg nævne Dem og Mynster, som have været udsatte for saa bittre Angreb.
Bryd Dem saalidet som muligt om Angreb; det staaer nu for altid fast, at De har leveret udmærkede Digterværker, som ville bevare Deres Navn baade her og udenlands i uforgjængelig Berømmelse.
De skriver, at De har udarbeidet Ole Lukøie, ligesom Deres andre eventyrlige Digte, med tænksom Overveielse. Herom tvivler jeg ikke, angaaende det Meste i Deres Digte kan jeg gjøre mig selv saa fuldkommen Rede, som der tør gjøres for et eventyrligt Digt. Det samme gjælder paa een Undtagelse nær om Ole Lukøie. Det Tankebilled, som deri fremstilles, synes mig klart nok; men det vedbliver at være mig en, om jeg saa maa sige practisk Vanskelighed, at see en saa omfattende Drøm, hvori saa mange Personer skulle handle og lide, fremstille saaledes, at de samme, som til een Tid i Stykket skulle være Drømmebilleder, til en anden skulle være virkelige Personer. Maaskee er min Mening urigtig; men sæt, at den var rigtig, vilde Ole Lukøie dog ikke ophøre at være et Digt fuldt af Aand og Kunst. Jeg vil endnu gaae videre og sætte, at man ikke kunde tillægge det denne Roes, men at det stod langt under Deres andre Værker, burde dette ikke længe græmme dem, om det ogsaa kunde ærgre Dem lidt; thi hvo veed ikke, at Goethe, Øehlenschläger, Bag
gesen og saa mange andre berømte Digtere have ladet trykke Værker, som stode langt under deres Mesterværker.
Jeg haaber, at De, ligesom hidindtil, ikke vil forsvare Dem mod Deres Angribere; jeg vil endog raade Dem, ikke at tage Hevn ved et eller andet, om ogsaa nok saa godt anbragt ; derimod mener jeg, at De muligt gjorde vel, om De engang skrev en Afhandling over det Eventyrliges Aesthetik. . – – –
Stedse Deres
H. C. Ørsted.«
I denne Sommer fuldendte jeg paa Falster min maaskee meest gjennemarbeidede Bog »I Sverrig«; denne var det sidste Skrevne, H. C. Ørsted hørte, og i høieste Grad tiltalte den ham; de to Afdelinger: »« samt »Poesiens Californien«, begge fremsprungne ved hans aandfulde, indvirkende Samtaler, og ved Opfattelsen af »«, blev Stof for os til mangen Samtale. »Man har beskyldt Dem saa tidt for Mangel paa Studium«, sagde han en Dag paa sin milde, spøgende Maade, »maaskee bliver De Den af Digterne, der vil udrette meest for Videnskaben!« – Beslægtet med denne Klang, lød siden , der følger den engelske Udgave i Routledge’s popular library22. Man vil ikke misforstaae mig, som om jeg tænkte at virke for Videnskaben i Videnskabens Betydning, nei som Digter at hente Stof fra de der lidet søgte Gruber, fra en saadan derinde er f. Ex. Eventyret »Vanddraaben«, , idet han fremhæver videnskabelige Opdagelser, der alt have fundet Indgang i Digterverdenen.
Han forstod og glædede sig over den Inderlighed og Kjærlighed, hvormed jeg omfattede alle de nyere Opdagelser, alle disse mægtige Aandens materielle Bærere i vor Tid. – »Og dog har De«, sagde han en Dag i Spøg, »forsyndet Dem mod Videnskaben, glemt hvad De skylder den, – ikke med et Ord har De omtalt den i Deres smukke Digt: »Danmark, mit Fædreland!«23 Nu har jeg derfor søgt at erstatte det!« og han bragte mig et Vers, han havde skrevet og føiet til mit Digt mellem tredie og fjerde Vers, og som lyder saaledes:
»See Tankelyn gik ud fra danske Hjerner,
Og lyste for den hele vide Jord,
De vendte Øiet op mod Himlens Stjerner,
Og ned i Løndomskraftens dunkle Spor;
Du danske friske Strand,
Hvor Øiet frit omsvæver,
Og frie Blik til Tankeflugt os hæver,
Dig elsker jeg, Danmark, mit Fædreland!«
Da jeg en Dag gjentog for ham: »Tro og Videnskab« og »Poesiens Californien«, trykkede han venlig min Haand og sagde, jeg havde her gjort det godt igjen.
Under mit Sommerophold paa Glorup tilsendte han mig anden Deel af »Aanden i Naturen«, og : »Jeg tør ikke haabe, at den skal gjøre det samme gunstige Indtryk paa Dem, som jeg havde den Glæde at erfare, at den første havde gjort, thi denne nye Bog har det Øiemed, nærmere at belyse den tidligere; dog vil den ikke savne al Nyhed, og at Tænkemaade og Tone er den samme, tør jeg selv forsikkre!« –
Bogen opfyldte mig, og jeg udtalte min Tak og Glæde derover i ; heraf Følgende:
»– – De meente, at denne Bog ikke vilde gjøre det Indtryk paa mig, som første Deel, jeg kan ikke skille dem fra hinanden, det er som een rig Strøm; og hvad der især gjør mig glad, er, at jeg her synes kun at see min egen Tanke, den jeg tidligere ikke saaledes har gjort mig klar selv. Det er min Tro, min Overbeviisning, der ligger i tydelige Ord for mig. Jeg kan ikke forstaae mig paa , jeg synes dog, at han maa indsee og forstaae, hvad jeg har som den solklare Dag. Jeg har ikke blot for mig selv, men senere for enkelte Andre læst høit: »Naturvidenskabens Forhold til adskillige vigtige Religionsgjenstande.« Dette Stykke især er saa skikket til at forelæse, og jeg vilde ønske, at jeg kunde give alle Mennesker det. Jeg skatter hos den fromme Mængde det: blindt hen at troe, men jeg finder det langt mere velsignet, i sin Tro, ogsaa at vide. Vor Herre kan godt taale, at han sees gjennem den Forstand, han selv gav os; jeg vil ikke med tilbundne Øine gaae til Gud, jeg vil have dem aabne, see og vide, og kommer jeg vel ikke til andet Maal end Den, som kun troer, saa er min Tanke dog blevet rigere. Jeg er glad i Deres Bog, glad ogsaa over mig selv, at den er mig saa let læselig, at den ligesom forekommer mig at være et Resultat af min egen Tænkning; jeg synes ved Læsningen at kunne sige: »ja, det vilde jeg ogsaa have sagt!« – Sandheden i den er gaaet over i mig og er blevet en Deel af mig selv. Imidlertid har jeg endnu kun læst den halve Bog, jeg blev revet fra den ved , og siden har jeg kun havt Tanke for Begivenhederne der; dog kunde jeg ikke udsætte det ganske med at skrive og med, ud af min hele Sjæl, at takke Dem. – – – I hele otte Dage har jeg Intet kundet bestille, jeg er saa betaget, jeg glemmer vore brave Soldaters Seir, ved Tanken om de mange unge Mennesker, der have offret Livet, jeg kjendte jo Flere af de Faldne. , veed De, var en Ven af mig; jeg har kjendt ham, fra han var ung Cadet, og altid følt, der maatte blive noget Dygtigt af ham; hans Forstand var uendelig klar, hans Villie saa fast, og dertil kom Kundskaber og høi Dannelse. Jeg havde ham, saa kjær! Hvor tidt har han ikke, skjøndt yngre end jeg, overfløiet mig med kjække, modige Tanker, han drillede mig saa spøgende, naar der kom sygelige Skud i min Phantasie. Vi have tidt, , saa levende talt om Øieblikket, om Verden og om Fremtiden – nu er han borte! hans stakkels gamle Moder er vist dybt nedbøiet, jeg veed ikke, hvorledes hun bærer sin Sorg. Han faldt samme Dag, som , faldt i en lille By, nær Idsted; de af vore Soldater, som først kom ind i Byen, bleve af Beboerne, , trakterede med Mad og Drikke; de Efterfølgende bleve derved gjorte trygge, og da de vare midt derinde, aabnede sig Døre og Porte, Insurgenterne og Beboerne, Mænd og Qvinder, styrtede væbnede ud og skjød ned for Fode. Vore Soldaters Udholdenhed er mageløs, gjennem en dyb Mose gik de fremad mod den fjendtlige Ild, sprang fra Knold til Knold, og uagtet de for faldt som Fluer, fulgte Kammeraterne og forjog Fjenden fra sin sikkre Position. Var nu kun dette Slag det sidste, men vi veed ikke, hvad der endnu kan forestaae, om ikke de Manges dyre Liv er henkastet. – Gud lad dog Sandhed blive Sandhed, lad Freden igjen lyse over Landene! Sorgen seer i denne Tid ind til de fleste Familier, det er bittre alvorlige Dage. En Slags Lyst føler jeg til at reise derover, og see det rige Liv, som rører sig, men jeg bekjæmper denne Lyst, jeg veed, jeg vil gribes altfor stærkt ved Synet af den Elendighed, som der møder mig. Ja, kunde jeg gjøre Noget, blot alene vederqvæge og oplive nogle af de Lidende, men jeg kan ikke! – –
Lev hjertelig vel!
Deres sønlig hengivne
H. C. Andersen.«
Da Efterretningen kom om Slaget ved Idsted, kunde jeg ikke juble op i Seiren, jeg var betaget og opfyldt af Læssøes Død; , jeg vidste ikke, hvad Kraft Gud gav hende til at bære dette tunge Tab.
Oberst Læssøe
Paa Valdpladsen faldt Du for Danmarks Sag,
Der brast dit ildfulde Hjerte,
Din Aand var klar som den lyse Dag,
Med »fremad!« den steg i det blodige Slag,
Saae Danskens Seier og – Smerte.
Græd stakkels Moder, nedbøiet tungt,
»Hans Liv var saa ungt!« – men evigt ungt
Staaer ogsaa hans Eftermæle.
Efter Kampen og Seiren lyste – den, jeg med jublende Hjerte hørte om.
vare Festdage, der straalede ind i mit Liv, og blive der altid i Erindring og Skjønhed. – For de svenske og norske Frivillige , som de ude ved Jernporten til Frederiksberg-Allee modtoge Dansken med. Over Vesterport prangede som Hilsen den Indskrift:
Alle Laugene mødte med deres Faner og Emblemer, som vi før kun var vant til at see paa Theatret i ; det greb mangen ringe Mand at see den Betydning, hans Stand havde i Staden, at et eget Banner var hans; Musiken klang; , som ellers kun paa Kongens Fødselsdag.
Fra alle Huse vaiede danske, norske og svenske Flag, mange Indskrifter vare sindrige smukke: »«, stod der eet Sted. Alt var saa festligt, man følte sig »saa dansk i Sind.« – Da de første Soldater kom, strømmede Taarerne mig ned over Kinderne.
– – »Nu komme de! hør fra Voldene Skud!
Saa sunde, saa prægtige see de ud!«
Hurra! Hurra! I herlige, brave Soldater!
De komme med Blomster paa Hat og Gevær,
Et vandrende Foraar de ligne;
Gaae ind imellem dem, tal med hver,
Det er de Mænd, vi velsigne.
De stred og døied og udholdt, som Faa,
Og vide selv ikke, hvor store de staae.
Den fineste Frøkens Rosenmund
Kunde kysse Soldaten i denne Stund.
Hurra! Hurra! I herlige, brave Soldater!
var forvandlet til en Seiers-Hal med vaiende Flag og Guirlander. – Officerernes Bord var dækket under tre, med gyldne Frugter, prangende Palmer; de Menige sad ved lange Borde, Studenter og andre unge Mennesker agerede , Musik, Sang og Taler vexlede i festligt Lag, Bouquetter og Krandse regnede ned. Det var en Lyst at være her, en Glæde for mig at tale med de jævne, brave Karle, der ikke vidste, at de vare Helte.
Jeg spurgte En, om de nu havde det lidt godt i Casernerne og han, det var en Slesviger fra Angeln, svarede: »Vi have det velsignet! Vi kunde ikke sove den første Nat, saa godt var det, vi laae paa Madratser med Tæppe til! derovre vare vi i tre Maaneder ikke af Klæderne, og det værste var i Barakkerne den slemme Røg af det vaade Brænde. Her er bare Fornøielse, og det er et galant Folk i Kjøbenhavn.« Flensborg roste han, som en rigtig dansk Stad; »de varme Dage kjørte Folk derfra lige ned til Slesvig og bragte os Viin og Vand! Det var en Velsignelse!«
Der var en Beskedenhed udbredt over Soldaterne, især Fodfolket, hver udpegede selv de Tappreste af Kammeraterne og den Krands der tilfældig kastedes i Vrimlen, satte de paa Den, de fandt værdigst. Inde i Ridehuset, hvor sexten hundrede Mennesker bevertedes, Fodfolk og Husarer, hvor mange Taler holdtes, sagde en af Officererne til en Menig: »Du skulde ogsaa staae op og tale, Du taler saa godt!« »Det skikker sig ikke her!« svarede han! »Jo, det vilde just være kjønt, at ogsaa en Menig talte!« – »Ja, saa maatte det være en Husar!« sagde Soldaten i stor Beskedenhed.
Indskydelsens levendegjørende Ord blev rigeligen talte, og ligesaa inderligt modtaget, der traadte vel ogsaa en Enkelt op, der ikke magtede Ordet efter Hjertelaget, saaledes beholdt jeg af det Noget, sagde, kun dette: »I er fra Jylland og jeg er fra Jylland, og vi døiede meget og I har døiet meget. Og nu er vi her! Nogen af Jer er fra den By og Andre fra den By, jeg er nu fra den!«
Hr. Directeur Lange i Casino havde givet et stort Antal Billetter til hver Aften-Forestilling, saa at en Mængde af Soldaterne frit kunde komme der, og det var mig en usigelig Glæde at være dem lidt til Tjeneste, skaffe dem Pladser, tale med dem, give dem Besked; meget Eiendommeligt hørte og saae jeg ved denne Leilighed, de Fleste havde aldrig været paa Comedie, og havde ikke Begreb om Sligt. – Vestibulen og Gangene vare festligt smykkede med Grønt og Flag. Under en Mellemact . »Naa, faae De Noget at see!« spurgte jeg? – »O Alting, det er deiligt at see paa!« – »men Comedien derinde!« »er her mere endnu!« sagde de begge To, de vare blevne paa Gangen og havde seet paa Gasflammer og Flag, seet Kammerater og Folk gaae op og ned ad Trapperne.
Under disse Jubelens Dage feiredes dertil i Privatlivet endnu en anden Fest – en Familiefest kan den kaldes. To Aar forud var under Tidsbevægelsernes Omskiftelser Geheimeraad Collin ; hans Jubilæum indtraf den attende Februar 1851; i Stilhed feiredes den i Familie-Kredsen.
Med Seirens Grønt Soldaterne hjemdrage,
En Jubel gjennem hele Danmark gaaer,
Og sindrigt, smukt, just mellem disse Dage
Det være maa, din Hæders Festdag staaer;
Du ogsaa ærligt kjæmped’ for det Sande,
Alt Godt og Herligt tjente Du saa tro,
Velsignet er rundtom i Kongens Lande
Din Virken i halvtredsindstyve Aar.
Din Daad er gjemt i Frugter, der vil trives,
Dit Navn det staaer i Slægters Kjærlighed,
Men ingen Kjærlighed dog større gives
Til Dig, end den, Du i vort Hjerte veed;
Vi, dine Nærmeste, vi Lykkelige,
Som dagligt see Dig, dagligt staae Dig nær.
Tæl os, som Sjæle i dit Hjerte-Rige,
Saa inderligt vi holde af Dig hver.
See med os mange Aar det Foraars-Grønne,
Der opad Muren groer til Spurvens Ly,
Hør med os Fredens Klokker for det Skjønne,
Pluk Frugter af det Gode i det Ny.
Med Seiers Blomst staaer ,
Du ogsaa, , evig ung;
Du leve med os, leve for os længe,
Hurra! da er os ingen Sorg for tung!
I de samme Dage netop under Soldaternes festlige Hjemkomst, medens Sang og Glædesskud lød rundt om, kom tunge Mindedage, Fru Emma Hartmann og H. C. Ørsted døde begge i samme Uge.
Der var hos hende, denne forunderligt rigtbegavede Qvinde, et Lune, en Livsglæde, der aabenbarede sig i en Naturlighed, der ikke kjendte til Fold eller Skygge; Alt stod her i en Skjønheds-Harmonie, som Genialiteten giver den. Hun er et af de Mennesker, der har draget mig ind i sin Aandens, Lunets og Hjertets Kreds og altsaa har virket paa mig, som Sollyset virker paa Planten! Det er umuligt at gjengive det Væld af Glæde og Spøg, denne Inderlighed, der udstrømmede fra hende. Det er saa sandt, hvad Præsten, Digteren Boye sagde ved hendes Kiste: »Hendes Hjerte var et Gudstempel, hun fyldte det ganske med Kjærlighed og af den tog hun saa rundelig og meddeelte rigeligt deraf, ikke til sine Egne alene, men til Mange udenfor, til de Fattige og Syge og Sorrigfulde, saalangt som den kunde række hen!« – og altid med et venligt Ord, en Spøg, blev det Bedste givet og bragt dem Alle. Ja sandt er det Vidnesbyrd ved Graven, at »glade Tanker og lystige Følelser boede derinde, og gjerne lod hun dem alle flagre ud, ret ligesom vingede Fugle med Sang og Munterhed, at det blev som en venlig Vaardag i Huset for dem, der vare samlede om hende!« ja, de qviddrede som de vilde, og Alle bleve glade derved. Det var, som om Ordene bleve forædlede, naar hun brugte dem; hun kunde sige enhver Ting, som
Barnet kan det, man føler, det er i et reent Kar, det frembæres. Mangen Spøg, mangt et morsomt Indfald lød fra hendes Læber, men at man kunde bringe paa Papiret, ja fra Scenen lade sige saadan , sagde hun, som hun hver Dag kunde give, fandt hun comisk forfærdeligt, saaledes Alt hvad der blev sagt af Aandernes Konge, i »Meer end Perler og Guld,« og staae i Storketanker, at Sligt turde bydes det hele strenge Publicum! Vel gik hun at see ovennævnte Stykke ligesom ogsaa Ole Lukøie, men det havde sin særegne Aarsag. – En Dag i haardt kom hjem fra , langt ude paa Christianshavn, , var paa Veien hjem blevet borte for dem, og nu sad hun i Angst og Skræk; jeg kom just derind og lovede at gaae og opsøge den Bortkomne; jeg var ikke vel, det vidste hun, og holdt ikke meget af at løbe til Christianshavn, men hvor kunde det falde mig ind at tænke paa Andet end at hjelpe. Det rørte hende, og da jeg var afsted, gik hun, fortalte man mig, op og ned ad Gulvet, i Angst og Taknemmelighed tillige, udbrød hun: »Det er mageløst af ham! jeg skal ogsaa gaae hen at see hans Meer end Perler og Guld! – Bringer han min søde Dreng, saa vil jeg ogsaa see: Ole Lukøie!« – »Ja, det har jeg lovet!« sagde hun, da jeg kom igjen;–»jegvilseedet–skjøndtdeterrædsomt!«oghunsaaedet, og hun loe og var morsommere derved, end begge Stykkerne ere det. Meget musikalsk var hun, . Med hele sin geniale Sjæl opfattede og forstod hun Hartmann, forudsaae den Erkjendelse, og Betydning, han ogsaa maatte faae i Udlandet, da blev hun dyb alvorlig, der lyste en Klarhed fra hendes Tanke, hun, som de Fleste ellers kun saae leende og fuld af Spøg.
Om Ørsteds Aanden i Naturen, og særligt om Sjælens Udødelighed var en af vore sidste Samtaler. »Det er saa svimlende stort, det er næsten for Meget for os Mennesker!« udbrød hun; »men jeg vil troe det! maa troe det!« og hendes Øine lyste; idet samme kom en Spøg igjen over hendes Læber. Humorets Ord over os usle Mennesker, der kunde tænke os en »heel Kommen op til vor Herre!«
Det var en Sorgens Morgen! Hartmann slyngede sine Arme om min Hals og sagde i Taarer! »!« – ».« –
I samme Time, som Moderen døde, blev pludselig den mindste af Børnene, , syg; i et af mine Eventyr: »Det gamle Huus«, har jeg opbevaret et Træk af hende; det var denne lille Pige som to Aars Barn, der altid naar hun hørte Musik og Sang, maatte dandse til den, og da hun ved de ældre Søskendes Psalmesang en Søndag kom ind i Stuen, begyndte hun sin Dands, men hendes musikalske Sands tillod hende ikke at komme ud af Tact og Tone og saa blev hun staaende ved hver, saa længe den varede, først paa eet Been og saa paa det andet, det var complet i Psalmetact, hun uvilkaarlig dandsede. – I Moderens Dødstime bøiede sig det lille Hoved; det var, som om hun kunde have bedet vor Herre: giv mig een af Børnene med, den Mindste, som ikke kan undvære mig! og Gud hørte denne Bøn. Den Aften, da Moderens Kiste blev baaret til Kirken, døde den lille Pige og blev efter nogle Dage lagt , fra hvis Kiste endnu een af Krandsene frisk og grøn strakte sig ind imod den Ventede.
Paa Liigbaaren var det lille Barn ligesom bleven til en voxen Pige, aldrig har jeg seet mere Billedet af en Engel, og dets Uskyldighed klinger endnu for mig i de for denne Verden næsten for barnlige Ord, da hun kun nogle Aar gammel en Aften skulde i Bad, og jeg i Spøg spurgte: »maa jeg gaae med Dig!« – »Nei«, svarede hun, »for jeg er saa lille, men naar jeg bliver stor, saa maa Du!«
Døden udsletter ikke Skjønhedspræget i Menneskets Aasyn, ofte forhøier den det, kun Legemets Opløsning er det Uskjønne. Aldrig saae jeg Nogen i Døden saa smuk, saa ædel som Moderen her, der var en ophøiet Ro udbredt over hendes Ansigt, en hellig Alvor, som stod hun foran sin Gud; hun var den skjønneste Døde, jeg har seet. – Rundt om var udbredt en Duft af Blomster.
»Blomster elsked hun og Blomster være
Som et Tæppe over Kisten lagt,
Toner elsked hun og Toner bære
Vort Farvel, igjennem Taarer bragt!«
sang vi ved hendes Kiste og over den gjenlød Sandhedens Ord: ».«
Op til Gadens Huse paa Garnisonskirkegaarden sees tæt indenfor Jerngitteret een Grav, altid mere smykket end de andre, fredet og værnet, – derinde hviler Støvet af Emma Hartmann og den lille Maria.
var det, at jeg mistede H. C. Ørsted. Det var mig næsten for tungt at bære. Jeg tabte i de To saa uendeligt Meget: Først Emma Hartmann, som ved Lune og Liv, Spøg og Munterhed løftede mit Sind, naar jeg var forkuet og bedrøvet, hende, hos hvem jeg ligesom kunde søge ind i Solskin, og nu Ørsted, hvem jeg saa godt som alle Aaringer, jeg var i Kjøbenhavn, havde kjendt og faaet kjær, han, Een af de meest Deeltagende i mit Livs Vel og Vee. I de sidste Dage gik jeg skifteviis fra Hartmanns til Ørsteds; Vennen, som i mine Aandens Kampe og dens Prøvelser aandelig meest havde holdt mig oppe, skulde jeg sidste Gang her mødes med; dog endnu kom det ikke i min Tanke. Ørsted var saa sjæleung, glædede sig til og talte om i Frederiksberghave. Aaret forud, seent paa Høsten stod hans Jubilæum, og Staden havde skjænket ham og hans Familie, medens han levede, den Sommerbolig, Oehlenschläger senest beboede: »Naar Træerne skyde Knopper, og Solen kommer lidt frem, tage vi der ud!« sagde han, men allerede de første Dage i Marts laae han syg; men havde selv godt Mod. Fru Hartmann døde den sjette Marts, dybt bedrøvet kom jeg hen til Ørsted, da hørte jeg, at hans Sygdom var farlig, han havde i den ene Lunge. »Det bliver hans Død!« den Sorgens Tanke fyldte mig, selv troede han at være i Bedring. »Paa Søndag vil jeg staae op!« sagde han; og Søndagen stod han op for sin Gud!
Da jeg kom derhen, droges han med Døden, hans Kone og Børn stode om Sengen, jeg satte mig i Stuen udenfor og græd, – jeg var ved at synke om. – Der var en Ro, en Christens stille Ro der i Hjemmet!
Den attende Marts var Begravelsen, jeg led legemlig, det var en Kamp og Anstrengelse for mig at gaae den korte Vei fra Universitetet til Kirken, den langsommelige Gang droges ud hele to Timer. holdt Talen, ikke Biskop Mynster, han var ikke blevet anmodet derom! sagde man, undskyldende, men skulde Vennen bedes om at tale over Vennen! Jeg trængte til at græde, jeg kunde det ikke; det var, som om mit Hjerte skulde gaae itu!
I Sørgehjemmet sad og den yngste Datter Mathilde, de hørte Klokkerne ringe, altid ringe, de mange lange Begravelses-Timer. Basunernes Toner gjorde Hjerterne godt. Jeg kom senere derhen, vi talte om det særegne Tilfælde, at i Kirken lød netop ; da vi sidst hørte den var Ørsted med os, Hartmann spillede den. – Det var hos Frøken Bremer, da hun ved min Afreise til Sverrig gjorde en lille Fest. Den lille Maria Hartmann, som , var dengang klædt ud som en Engel, skulde række mig en Krands og et Sølvbæger, Hartmann spillede nogle Stykker for os, Frøken Bremer reiste sig og bad om »Sørgemarschen« men idet denne brusede fra Strængene, blev hun sært grebet, som om der laae en Forudbetydning deri, et Varsel for mig, og hun greb min Haand, bad mig ikke at see noget Sørgeligt deri, »det betyder at gaae frem til Storhed!« sagde hun. – Nu lød den over Ørsted, ham, hvem jeg dengang først troede, at Festen var for, ham klang Sørgemarschen, over hans Kiste klang den »frem til Storhed!«
Han var saa sand, han var saa eiegod,
Et Barne-Sind og dog den dybe Tænker,
For ham i denne Verden klart det stod,
Hvad Gud til Mængden først bag Døden skjænker.
Han var et Fjeld i Danmark, seet vidt om,
i dette Fjeld var inde!
Hvor var han kjærlig, ligefrem og from,
Og dog saa stor! han glemmes ingensinde,
Thi ved hans et Lys blev tændt,
Der viser Skatte, saa umaalelige!
Og han var Danmarks Søn, fra Ringhed sendt,
En Konge dog, og det i Aandens Rige.
Hans Liv er sluttet her, saa godt og smukt,
Hans Navn, den Stjerne bliver aldrig slukt!
– For os, som stod ham nær, ham voxed` fast,
En Deel af Verden med hans Hjerte brast.
XV
Fred hvilede over Landene, Foraarssolen skinnede, jeg følte Reise-Længsel, Trang til at leve op igjen og derfor fløi jeg ud fra Byen, ud til den lysegrønne Skov, til kjære Venner ved Præstø-Bugt, . De unge Folk derude vilde have Storken til at bygge Rede paa deres Huus; et Hjul var lagt paa Gavlen, som Grundlag for Reden, men der kom ingen Stork. »Vent til jeg kommer!« skrev jeg, »da kommer Storken!« og netop, som jeg havde sagt det, i den tidlige Morgenstund, da man op ad Dagen ventede mig, kom to Storke, Han og Hun, de var i fuld Arbeide med at bygge, da jeg rullede ind i Gaarden; jeg saae iaar Storken flyvende, det betyder, siger gammel Tro, at man selv skal flyve afsted, komme paa Vandring, min Flugt denne Sommer blev imidlertid kun kort; Prags Taarne var de sydligste jeg saae; Aarets Reise-Capitel havde kun faa Blade, men paa det første, som man seer, er Vignetten her de flyvende Storke, som bygge paa Taget i Læ af den nys udsprungne Bøgeskov.
Ved Christinelund havde iøvrigt Foraaret selv sat sin Vignet: en blomstrende Æblegreen, den groede paa en Markgrøft: den var Foraaret selv i sin deiligste Aabenbarelse! ved Synet af den fremsprang den lille Historie: der er Forskjel! – De fleste af mine Digtninge have saaledes udenfra en Rod; Enhver vil, ved med Digterøie at betragte Livet og Naturen rundt om, see og fornemme saadanne Skjønhedsaabenbarelser, der kunne benævnes ; jeg vil nævne et Par Exempler: – netop den Dag Kong Christian den Ottende døde, veed vi, fløi mod Roskilde Doms Kirkespir og knuste sit Bryst; Oehlenschläger har i opbevaret dette Særegne. Da man vilde hænge friske Krandse og derfor tog de visne bort, fandt man, at i een af disse havde en lille Sangfugl bygget Rede. Da jeg en mild Juletid var paa Bregentved, laae der en Morgen et tyndt Sneelag hen over de brede Stene ved Obelisken i Haven; tankeløst skrev jeg med min Stok i Sneen de Ord:
»Udødelighed er som Sneen,
Imorgen kan man ikke see’en!«
Jeg gik bort, det blev Tøeveir og efter nogle Dage igjen Frost, da kommer jeg hen til Stedet, al Sneen er smeltet paa en lille Plet nær og i den stod alene tilbage Ordet: Udødelighed! – Jeg blev dybt grebet ved dette Tilfældige, og min levende Tanke var: Gud, min Gud, jeg har aldrig tvivlet!
Mit egentlige hos Vennen, den ædle gamle Grev Gebhardt Moltke-Hvitfeldt. Det blev det sidste Aar, vi To samledes her; ; men dette Sommerophold ligesom satte Krandsen paa alle de kjære Dage, jeg havde tilbragt her. Han gav en Fest for de Soldater, som fra hans Godser havde været med i Krigen. Jeg har tidligere talt om den ædle Gamles fædrelandske Sind, den levende Deeltagelse, han tog i Tidsbevægelserne, jeg har talt om de danske og svenske Troppers Ophold paa Glorup; nu havde Seirens Klokker ringet, nu skulde Soldaterne her have en rigtig glad Dag og Nat; Fest-Arrangementet blev overdraget mig, det opfyldte mig, det lykkedes og forskaffede mig stor Glæde.
Paa begge Sider af et stort Bassin i Haven strække sig to lange Lindealleer, i den ene lod jeg reise paa halvtredsindstyve Alen i Længden, sexten i Breden og ti i Høiden; Gulvet var med høvlede Bræder, her var Plads til at dandse. Alleens Træer tjente som Colonner, Stammerne bleve omviklede med skinnende rødt Damask, der eengang havde været Tapeter, og nu længe ligget henkastet i en Krog; dannedes af brogede Skjolde og store Blomsterkoste. Et tjente til Tag, men under det svævede fra Salens Midtpunkt til alle Sider et Loft, virket af Guirlander og Dannebrogs-Skjolde; tolv Lysekroner med Danskens Farver lyste i det store Rum. Fra Væggens røde Grund prangede i Blomster Kongens Navnetræk og paa broget malede Skjolde stode alle Generalernes Navne. – Mellem Salens to Indgange løftede sig et stort Orchester under en Vifte af Dannebrogs-Flag, ophøiede Loger var anbragt paa Siderne, og øverst i Salen, mellem blomstrende Forglemmigei, to Vaser med Blus og Sørgeflor, smaa sorte Skjolde bare Navnene paa den først- og sidstfaldne af Officererne ; to andre havde Indskriften Landsoldaten; ovenover mellem Skjolde der nævnede Seiersstederne prangede et mægtigt Skjold med Verset:
Til Landsoldaten
En Krands af Blodbøg svævede ovenover med Guldkrone og gyldne Laurbærgrene. Det Hele var af en stor forunderlig Virkning paa dem, det var gjort for. – »Det kunde selv Kongen see«! sagde en Bonde. »Det har kostet over tusind Daler!« sagde en Anden, »Du kan sige en Million!« sagde hans Kone. – »Det er Himmeriges Rige!« sagde en gammel værkbrudden Mand, der var baaret derhen til Festen: »Den Deilighed, den Musik og den Levemaade! det er Himmeriges Rige!« – For intet Digterværk har jeg faaet en saa eenstemmig Erkjendelse og Roes, som her for mit Byggetalent, Noget, der maatte være let for mig, der havde seet saa meget af festligt Storartet i denne Slags, indrettet og tidligere .
Den syvende Juli i smukt Veir stod Festen. Om Middagen Klokken Eet kom Soldaterne opmarscherende, og bleve i Borggaarden af modtaget med en Velkomsttale; nu spilledes »« og Toget drog til Dandsesalen, hvor Bordene stode rigelig dækkede, Kanonskud lød fra den lille Ø, hvor Flag vaiede, Orchesteret spillede, Glæde og Fornøielse lyste ud af alle Øine. – Den gamle Excellence udbragte Kongens Skaal, jeg læste derpaa et Vers til Landsoldaten, fulgte strax efter. – Mellem de mange hjertelige Skaaler udbragte en Soldat een for den Mand, der havde bygget den deilige Sal, og en anden af dem meente i sin Uskyldighed, at det fik jeg vist ogsaa en god Skilling for.
Mod Aften først kom Pigerne, hver Karl var det overladt selv at indbyde Een, og Dandsen begyndte i den straalende Dandsesal; Alleen langs Bassinet var illumineret; en lille Tremaster med brogede Lygter laae ude paa Vandet; de fleste Udklipninger til Lamper og Lygter havde jeg selv gjort.
»Jeg giver næste Aar saadan en Fest igjen!« sagde Excellencen, »det er deiligt at kunne glæde saa mange Mennesker, og de ere saa brave, saa hæderlige!« – Men det blev den sidste Fest han gav. Gud kaldte ham til sig i det næstkommende Foraar. Dog feiredes ogsaa i det Aar en Fest, det var og til den blev kun indbudt Bønderne fra Godset, i hele deres Mængde.
Soldaternes Fest var imidlertid Glandspunktet i Sommerdagene her, og al min Iver og Deeltagelse havde i sig selv en Løn: den Glæde at disse Timer staae som et straalende Blad i mit Livs-Eventyr.
Krigsaarene laae imellem, siden jeg sidst havde været i Tydskland; Krigsskuepladsen havde jeg endnu ikke besøgt, thi alene af Nysgjerrighed at komme der, medens de Andre virkede, var min Følelse imod; nu var Freden sluttet; nu skulde vi igjen venligt mødes og samles; men i min Tanke var levende de blodige Begivenheder, de Egne, hvor der var stridt og lidt, derhen maatte jeg først.
gjorde Reisen med mig, , og snart førte Dampskibet os til Als, hvor endnu saaes Forskandsninger og Jordhytter; paa Opseilingen af Fjorden frembød hvert Teglværk, hver fremspringende Odde en Fortælling om Krigen. I Flensborg selv var det især »de Faldnes Grave«, Besøget gjaldt. Høit over By og Fjord løfter sig de Dødes Have, og her var det især een Grav, jeg søgte og fandt: det var Frederik Læssøes, han hviler imellem Schleppegrell og Trepka; jeg plukkede der eet grønt Blad til hans Moder og eet til mig, tænkte paa hans korte, daadrige Liv, hans venlige Tanke for mig.
Snart nærmede vi os den egentlige Kampplads, nye Huse istedenfor de afbrændte stode under Bygning, men rundtom viiste endnu den nøgne Jord, hvorledes Kugleregnen havde ligesom afskrællet Græstørven. En Alvor, en Veemod fyldte min Sjæl, paa Læssøe tænkte jeg, hans sidste Øieblik, tænkte paa de Mange, her havde udaandet. Det var mig en hellig Jordbund, jeg kjørte hen over.
Endnu var i Beleiringstilstand, Helgesen var Commandant, jeg havde aldrig seet ham før, og netop han skulde være den Første, jeg mødte, idet jeg traadte ind i Hotellet hos ; den kraftige Skikkelse tildrog sig strax min Opmærksomhed, hans Træk mindede ogsaa noget om det Portrait af ham, jeg havde seet; det maatte være Helten fra Frederikstad, jeg traadte hen til ham, spurgte, om det var Commandanten: han svarede Ja, og da jeg derpaa nævnede mit Navn, tog han sig strax venligt af mig, een af hans Officerer førte mig til Dannevirke og gav livlig og god Besked; Dronning Thyras mægtige Jordvold syntes at have løftet sig igjen, jeg saae med Pæle og Huller; en heel Barakby stod endnu, Officerernes Huse der prangede med Glasvinduer, i et af disse havde nu Soldater deres Vagtstue.
Aftenen tilbragte jeg hos Helgesen, han var venlig, jævn og ligefrem, mindede mig i sit Væsen om Thorvaldsen; han nævnede eet af mine Eventyr, der ret havde moret ham, og ganske characteristisk, det var netop: »den standhaftige Tinsoldat«.
Ved Kronværket, foran , stode danske Soldater, jeg nikkede til dem, og de ærlige jævne Karle forstod, at det var Danske, der sad i Vognen, de smilede og nikkede igjen; men Farten selv i Rendsborg og gjennem Byen var mig uhyggelig, det var, som jeg kjørte igjennem en Dødsgrube, her hvor Oprøret havde sin Kjerne. Alle fæle Minder kom mig i Tanke; Byen selv har altid seet mig skimlet og trykkende ud, nu var det en smertelig, uhyggelig Følelse som Dansk at komme her. Paa Jernbanen fik jeg Plads hos en gammel Herre, han tog mig an for en Østerriger, roste disse, som han kaldte mine Landsmænd, talte derpaa ondt om de Danske; jeg sagde ham, at jeg var Dansk, og vor Samtale var forbi; ilde Blik troede jeg rundt om at see; jeg aandede først friere da hele Holsteen og Hamburg med laae bag ved mig.
Paa den hannoveranske Jernbane i Vognen tæt op til min lød dansk Sang, danske Pige-Stemmer, en Blomsterbouquet fløi ind til mig; min Bouquet igjen var kun i Ord.
Danmark og det Danske fyldte mig, omtonede mig saaledes hiin Side Elben. Saa Dansk var jeg ikke før fløiet ind i det tydske Land.
, de vare uforandrede, hjertelige og velsignede, Mødets Stund var glad og inderlig; det gjorde Sindet vel, at den tunge blodige Mellemtid var lagt tilbage. Næsten Alle erkjendte smukt det danske Folks Kraft og Sammenhold, den Styrke, der laae deri, og Enkelte udtalte: »de Danske havde Ret«. At der ogsaa vare dem, som havde en modsat Mening, er meget sandt, men disse udtalte det ikke. Jeg havde ingen Aarsag til at beklage mig, jeg saae og fornam et venligt Sind og en hjertensgod Stemning; ja »Tilfældets Poesie«, om jeg tør gjentage dette Ord, gav selv sin Digtning til Ære for den Danske. Jeg maa fortælle den lille Begivenhed.
I det smukke Maxen, nogle Miil fra Dresden, hos den gjestfrie Familie v. Serre, hvem jeg tidligere taknemligt har nævnt og omtalt, havde jeg ikke været i syv Aar; dengang, netop Aftenen før jeg reiste, fandt jeg paa en Spadseretour med Godsets Frue et lille Lærketræ, ikke større, end at jeg kunde gjemme det i Lommen, det laae henkastet paa Veien, jeg tog det op, det var knækket. »Det stakkels Træ«! sagde jeg, »det maa ikke døe«! og nu søgte jeg rundt om os paa en Klippegrund en Kløft med en Plet Jord, hvori jeg kunde plante Træet! – »Man siger, jeg har en lykkelig Haand«! sagde jeg, »maaskee groer det«. Kun heelt ude paa Klippeskrænten fandt jeg lidt Jord i en Steenrevne, her stak jeg Træet ned, gik og glemte saa den Begivenhed.
»Deres Træ i Maxen groer ganske fortræffeligt«! fortalte mig i Kjøbenhavn nogle Aar efter Maleren Dahl, der lige kom fra Dresden. I Maxen hørte jeg nu Begivenheden med: , som det kaldtes og som det i Aaringer havde baaret til Indskrift.
Træet havde fæstet Rødder, skudt Grene og var voxet stort, thi det blev pleiet og passet, Fru v. Serre have ladet lægge Jord rundt om det, senere faaet der et Stykke af Steenklippen sprængt, i den sidste Tid var en Sti anlagt tæt forbi og foran Træet stod den Indskrift: »den Danske Digters Træ«; under Krigen med Danmark havde det ingen Overlast lidt, det vilde af sig selv gaae ud, sagde man, aldrig kunde der blive Noget af det Træ, en mægtig Birk groede tæt ved, dens store Grene bredte sig hen over Lærketræet, der alene derved maatte standses og forkomme. – Men en Dag, midt under Krigen, blev det et haardt Veir, Lynet slog ned, splintrede Birketræet ned fra Klippen og – »den Danske Digters Træ« stod frit og urørt.
Jeg kom til Maxen, saae mit frodige Træ, og tæt ved Stubben af den splintrede Birk. En ny Tavle prangede med Indskriften. Det var netop Major v. Serres Fødselsdag, alt Intelligent fra Dresden var der festligt samlet. Arbeiderne fra Godsets Marmorbrud og Kalkovne kom med Sange og Blomster.
Paa enhver af mine Reiser har jeg et eget Held til at noget Særegent, noget Interessant møder, og det var ogsaa Tilfældet ; der sad i Vognen hos mig en gammel Dame med en stor Madkurv paa Skjødet, ved Siden af hende en tolv Aars Knøs, Henry, der træt af at have reist Nat og Dag længselsfuld saae efter Dresdens Taarne; til Gjenboe havde jeg en ung livlig Dame, der kjækt udtalte sig om Kunst, Literatur og Musik, om hvilke hun syntes at vide god Besked; i flere Aar havde hun været i England, de kom Alle fra Breda. – Under Togets Standsning, da jeg med to andre Reisende var traadt ud, gjættede vi paa, hvem hun kunde være, jeg antog hende først for en Skuespillerinde, en Anden meente, hun var Gouvernante i en meget fornem engelsk Familie. Under Farten stødte den gamle Dame sagte til mig og sagde: »det er en mærkværdig Person!« »Hvem er hun?« spurgte jeg hurtigt. »Demoiselle –!« pludselig holdt hun inde, thi den unge Dame, der havde heldet sig ud af Vognen, talte igjen med os. Min Nysgjerrighed var betydelig spændt. »Antoinette!« raabte Broderen til hende, »der har vi Dresden! – Antoinette!« – Da vi steg ud af Vognen, hviskede jeg til den Gamle, » er den unge Dame,« og hemmelighedsfuldt hviskede hun, idet vi skiltes, »Demoiselle Bourbon.« Og hvo er , spurgte jeg i Dresden, og man fortalte, at saaledes kaldtes Datteren af den bekjendte Uhrmager i Genf, der fremtraadte som Søn af den ulykkelige Ludvig den Sextende og Marie Antoinette, at Børnene havde levet en Tid i England, opholdt sig nu i Breda, men kom imellem incognito til Dresden. En gammel fransk Dame, der følte sig forvisset om, at det var den virkelige Dauphins Børn, levede med dem og for dem. Det fortalte man mig, det svarede til mit Reiseselskab, og vist er det, at Antoinettes Ansigt var kongeligt kjækt, hun kunde nok ansees for at være Datter af Dauphinen, eller idetmindste af en Mand, der havde Bourbonernes Ansigtstræk.
, vidste jeg, alle Vennerne vare spredte omkring, Besøget her og en Udvidelse af Reisen, gjemte jeg derfor til det næste Aar.
erholdt jeg, 1851, Titel som .
Ved Foraarets Komme, saasnart Skoven sprang ud, sprang jeg med, for at knytte Reisetraaden fast, hvor den sidst slap, og det var ved ; og Vennerne der hilsede mig saa trofast, Modtagelsen var saa inderlig, som altid, lige fra det storhertugelige Huus til de mange Bekjendte og Venner overalt i Staden. , havde et lykkeligt Hjem, hvori jeg, som i gamle Dage, optoges som Ven, som en Broder kunde jeg næsten sige; legede allerede i Stuen, strakte deres smaa Hænder mod mig; og Huusmoderen selv stod som Husets gode beskyttende Aand; Lykke og Velsignelse boede herinde.
Hvad der iøvrigt under dette mit Besøg i Weimar traadte frem som en ny Erindrings-Bouquet, var , der, som bekjendt, er her ansat som Capelmester og af stor Indvirkning paa hele Theatrets musikalske Element. Den Opgave, han især har stillet sig, er, at bringe frem dramatiske Compositioner af Betydning, der ellers maaskee vanskelig vilde komme paa de tydske Theatre, Weimar har saaledes givet : »Benvenuto Cellini«, der ved Hovedpersonen har for Weimaranerne en Slags Interesse ved . Det er imidlertid Wagners Musik, der i høi Grad tiltaler Lißt, og for dens Udbredelse og Erkjendelse virker han af alle Kræfter, deels ved at bringe den paa Scenen, deels ved det skrevne Ord; han har udgivet paa Fransk »« og »Lohengrin«; den første har allerede ved sit Sujet Betydning i det Weimarske, idet den slutter sig til Rækken af Thüringer-Sagnene, Scenen er paa og ved Wartburg. Wagner nævnes som vor Nutids betydeligste Componist, Noget, jeg efter min jævne naturlige Følelse ikke kan erkjende, det forekommer mig, at al hans Musik er componeret gjennem Forstanden; jeg maa i Tannhäuser beundre det mageløse vel declamerede , saaledes og fortæller sin Pilegrimsfart, det er henrivende! jeg erkjender det Storartede, det Malende i hele Tonedigtningen, men for mig mangler her Musikens Blomst: Melodie. Wagner har selv skrevet Texten til sine Operaer, og som Digter i denne Retning indtager han en høi Plads; der er Afvexling, der er Situationer, Musiken selv var, jeg hørte den første Gang, en stor Tone-Søe, der rullede over mig, betog mig aandelig og legemlig! Da seent paa Aftenen, , Lißt kom i Logen til mig, selv Liv og Flamme endnu, sad jeg træt og betaget. »Hvad siger De nu!« spurgte han; og jeg svarede: »jeg er halv død!« »Lohengrin« synes mig et underfuldt susende Træ, uden Blomst og Frugt. Man misforstaae mig ikke, min Dom over Musiken er desuden af ringe Betydning, men jeg forlanger i denne Kunst, ligesom i Poesien, de tre Elementer, Forstand, Phantasie og Følelse, og denne sidste aabenbarer sig i Melodier! Jeg seer i Wagner en Nutids tænkende Componist, stor gjennem Forstand og Villie, en mægtig Nedbryder af forkasteligt Gammelt, men jeg savner hos ham det Guddommelige, som en Mozart og en Beethoven fik. Et stort, et dygtigt Partie taler som Lißt, Mængden slutter sig i enkelte Steder til disse, jeg troer i Leipzig har Wagner en saadan Erkjendelse, men det var ikke saaledes tidligere; en Aften i »Gewandt
haus« for flere Aar tilbage, da jeg var der, gav man efter flere Nummere af forskjellige Componister, der blev stærkt applauderet, Ouverturen til »Tannhäuser«, det var første Gang jeg hørte den, første Gang jeg hørte Navnet: 24; det Malende i hele denne Tonedigtning greb mig, og jeg brød ud i Bifald – men jeg var saa godt som den Eneste, rundt om saae man paa mig, man hyssede, men jeg blev mit Indtryk af Musiken tro, klappede endnu engang og raabte »Bravo!« men indvendig følte jeg Forlegenhed, Blodet kom mig op i Kinderne. Nu derimod klappede Alle der for Wagners »Tannhäuser«; jeg fortalte det til Lißt og han og hele hans musikalske Omgivelse lønnede mig med et »Bravo!«, fordi jeg havde fulgt den rigtige Følelse.
! den electro-magnetiske Traad er ledet langs Banen! – mit Hjerte er dansk, som Nogens! det slaaer med stærkere Slag ved mit Fædrelands Hæder! . Der sad i Vognen hos mig en Fader med sin Søn, Faderen pegede ud paa den electro-magnetiske Traad. »Det er,« sagde han »en Opfindelse af en Dansk: Ørsted!« Jeg var lykkelig ved at høre til en Nation, der fødte ham.
Nürnberg laae foran, jeg har i een af mine Historier: »Under Piletræet«, givet en Afspeiling af den gamle prægtige Stad, ligesom ogsaa Reisen gjennem Schweiz og over Alperne har laant mig Baggrunden til denne Digtning. München havde jeg ikke besøgt siden 1840, og da stod den, : som en Rosenstok, hvorfra aarligt nye Grene skyde ud, men hver Green er en Gade, hvert Blad er et Palais, en Kirke eller et Monument, nu var Rosenstokken bleven et mægtigt Træ, fuldt udsprunget, een Blomst kaldtes , en anden , og saaledes maatte jeg igjen udtale mig, da jeg af blev spurgt om Indtrykket af München. »Danmark har mistet en stor Kunstner og jeg en Ven!« udtalte han, og vor Samtale var om Thorvaldsen.
München er for mig Tydsklands interessanteste By, og det er Kong Ludvig især, som ved sin Kunst-Sands og en uendelig Virksomhed har bevirket dette. Ogsaa Theatret er i Blomstren; det eier en af Tydsklands dygtigste Theater-Intendanter, Digteren ; aarlig gjør han Reiser til de betydeligste tydske Skuepladser og lærer at kjende de sig der udviklende Talenter, besøger Paris og kjender Repertoirer, Theatrenes og Publicums Tarv. Det vil snart blive et Mønster-Repertoire, der frembydes paa Konge-Theatret i München; her er dertil »Sætten i Scene«, en Opmærksomhed for denne selv, der er aldeles ukjendt hjemme hos os, hvor man f. Ex. tager til »«, hvor Scenen er i Tyrol, Coulisser med Palmer og Cacter, lader »« i den ene Act boe i Socrates’s græske Stue og i anden Act i Robinsons Palmehytte; man byder os Dag-Coulisser hvor Solen skinner ind ad, medens vi i Baggrunden har aaben Altan ud til mørkeblaa Stjernehimmel! – Alt uden Tanke eller Opmærksomhed og det i det Uendelige. Men hvem lægger Mærke til Sligt, hvem bryder sig om Sligt, siges der, intet Blad anker derpaa! Münchens Repertoire har Afvexling, her er Iver for at kjende Tidens betydeligste Frembringelse i de forskjellige Lande; med de der meest bekjendte Forfattere sætter Theaterintendanten sig i Forbindelse; et hædrende Brev, jeg modtog fra ham, , han ønskede Underretning om det danske Theater-Repertoire, med Hensyn til originale Stykker, omtalte i samme Brev Kjendskab til mine Skrifter og hans naadige Interesse for mig. Intendanten Dingelstedt blev saaledes , han tildeelte mig øieblikkelig en af de første Loger i Theatret, den var under hele mit Ophold her til Afbenyttelse for mig og min Reisefælle; han underrettede Kong Max om min Ankomst og Dagen efter fik jeg , hvor hans Majestæt da opholdt sig. Geheimelegationsraad v. Dönniges afhentede mig; vi fløi med Jernbane-Flugt og indtraf før Taffelets Tid til det lille Slot der ligger smukt ved en Søe, som begrændses af Alperne. Kong Max er en ung, høist elskværdig Mand; paa det allernaadigste og venligste blev jeg modtaget af ham, han sagde mig, at mine Skrifter, navnlig »Improvisatoren«, »Bazaren«, »den lille Havfrue« og »Paradisets Have« havde gjort et dybt Indtryk paa ham. Han talte om andre danske Forfattere, kjendte til Oehlenschlägers og H. C. Ørsteds Skrifter, han skattede det aandelige friske Liv i Kunst og Videnskab, der rørte sig i mit Fædreland; af v. Dønniges, der havde bereist Norge og Sjælland, vidste han især om Sundets Pragt og vore skjønne Bøgeskove; vidste om den Skat, vi fremfor Andre eie i .
Ved Taffelet hædrede Kongen mig med at udbringe en Skaal for min , og da vi reiste os, indbød han mig til en Seiltour; det var graat Veir, men Skyerne i Flugt; ved Søen laae en stor lukket Baad, pyntelige Roerkarle presenterede med Aarerne og snart og let glede vi hen over Vandet; jeg læste ombord Eventyret: »den grimme Ælling« og under livlig Samtale om Poesie og Natur kom vi til en Ø, hvor just paa Kongens Befaling en smuk Villa blev bygget; tæt ved var gjennemgravet en stor Høi, man antog den for en Kjæmpegrav, som de hos os i Norden, her var funden Knokler og en Flintesteens Kniv. Følget holdt sig noget tilbage, Kongen bød mig tage Plads hos sig paa en Bænk tæt ved Søen, han talte om mine Digtninger, om Alt hvad Gud havde givet mig, talte om, hvor forunderlig Menneskenes Lod i Verden blev, og den Fortrøstning, der laae i at holde sig til vor Herre. I Nærheden af, hvor vi sad, stod et stort blomstrende Hyldetræ, det gav Anledning til at omtale den danske deri, som den aabenbarer sig i Eventyret »Hyldemoer«, jeg fortalte om min seneste Digtning, , og da vi gik Træet forbi, bad jeg om Tilladelse til at plukke een af dets Blomster til en Erindring om denne Stund; Kongen brød selv een af og rakte mig, den gjemmes nu mellem kjære Minder og fortæller om Aftenen her.
»Vilde dog Solen skinne!« sagde Kongen, »De skulde see, hvor smukt Bjergene her kunne lyse!«
»Jeg har altid Lykken med mig!« uddbrød jeg, »den vil vist skinne!« og i samme Øieblik kom virkelig Solen frem, Alperne skinnede i deiligt rosenrødt. Da vi siden seilede hjem, læste jeg paa Søen Historierne om »«, »Hørren« og »Stoppenaalen.«
Det var en deilig Aften, Vandfladen blikstille, Bjergene bleve saa blaa, Sneetoppene glødede, det Hele var som et Eventyr.
Ved Midnat naaede jeg München. : »König Max und der dänische Dichter.«
Fra München gik jeg , denne By var endnu erklæret i Beleiringstilstand; da jeg skulde bort derfra, kunde man i »Politiet« ikke finde , jeg blev kaldet derop, en saadan Begivenhed var nok til at fordærve mig hele min Reiseglæde. En aaben Skrivelse fra den østerrigske Gesandt i Kjøbenhavn, der anbefalede mig til de civile og militaire Embedsmænd kom mig nu til Nytte, man var meget forekommende, men mit Pas var ikke at finde; nu bragtes frem alle de, der vare modtagne, og jeg opdagede mit, ganske rigtigt henlagt efter sit Nummer, men dette var af nedskrevet urigtigt, svarede ikke til det, han havde sat paa mit Modtagelsesbeviis, Alt kom igjen i god Orden; men, som sædvanlig, jeg skulde fremfor Andre have Plageri med mit Pas, det jeg paa Reisen, næsten til det Komiske, vaager over.
Tilbageveien gik over St. Gothard og Vierwaldstäter-Søen, i hvis deilige Omgivelse jeg blev nogle Dage. Ved Schaffhausen sagde jeg Schweiz Farvel og tog igjennem , det romantiske »Schwarzwald«. Sorte Kulmiler udsendte her deres blaalige Røg, deilige Mennesker kom forbi, var et sandt Alpepartie.
blev jeg Vidne til paa en Jernbane-Station imellem Freiburg og Heidelberg; en stor Skare Udvandrere til Amerika, Gamle og Unge, steg ind i Vognene, deres Slægt og Venner toge Afsked med dem, det var en Fortvivlelse, de græd høit og jamrede. Jeg saae en gammel Kone klamre sig fast til en af Vognene, hun maatte rives løs. Toget gik, hun kastede sig paa Jorden. Vi fløi afsted fra denne Jammer, dette Hurraraab; altid vexlede Egnen for dem, som foer afsted, men de, som bleve tilbage, have kun Savnet og Sorgerne, hver Ting, der minde dem om de Bortdragne.
besøgte jeg paa den friske varme Sommerdag. Inde i Ruinens Stuer og Sale voxede Kirsebærtræer og Hyld, Fuglene fløi qviddrende omkring, med Eet raabte en Stemme mit Navn; det var Kestner, den hanoveranske Gesandt i Rom, ; han var i Besøg i Tydskland, det var vort sidste Møde, han døde Aaret efter.
, Hendes Majestæt Enkedronning Caroline Amalie hædrede mig med en naadig Indbydelse ud til Sorgenfri, , boede i afdøde Geheimeraad Adlers Værelser; mange Livserindringer fra Barndomstiden til disse lysere og bedre Dage gik gjennem min Sjæl, der bøiede sig taknemlig mod den kjærlige Gud.
Egnen rundt herom, den jeg tidligere kun flygtigt havde seet, blev jeg nu mere kjendt med; jeg lærte endmere at skatte det fromme hjertenskjærlige Gemyt hos den i Sorg prøvede ædle Dronning.
Jeg havde for Casino skrevet Eventyr-Comedien: »Hyldemoer«; og alle Spillende lovede sig særdeles meget af denne Digtning; den blev ved første Forestilling modtaget med stort Bifald, hvori dog blandede sig , men saadant fandt i den sidste Tid altid Sted ved ethvert nyt Arbeide, »« udtalte sig venligt og erkjendende, derom, men der ellers altid var meget mildtdømmende ogsaa mod mig, dette Arbeide og kunde aldeles ikke finde Sammenhæng deri;
, der danner en ganske vel udtænkt lille Historie. Derimod fandt jeg Paaskjønnelse hos de Fleste af vore Digtere. tilskrev mig hver et meget smukt anerkjendende Brev, Pastor Boye udtalte sig saa varmt, saa inderligt, og jeg troer, at »Hyldemoer« var det eneste Stykke, han nogensinde gik at see i Casino. Men Bladcritiken i Almindelighed øvede sin Magt og kjølnede Folkets Interesse; jeg kom ved denne Leilighed til den Overbeviisning, at mine fleste Landsmænd ikke have stor Sands for det Phantastiske, de vilde ikke stige for høit, men blive paa Jorden og ernære sig redelig ved tarvelige dramatiske Retter, lige efter Kogebogen. Directeur Lange vedblev imidlertid at give Stykket, og lidt efter lidt klaredes det og blev tilsidst optaget med udeelt Bifald. Ved een af Forestillingerne kom jeg til at sidde i Nærheden af en gammel, brav Mand fra Landet, allerede i første Scene af Stykket, hvor Elementaanderne optræde, vendte han sig om til mig, som han ikke kjendte, og indledende sagde han, »det er da noget forbandet Tøi at hitte Rede i!« – »Ja, det er jo lidt svært,« svarede jeg, »men siden bliver det tydeligere, saa kommer der en Barbeerstue, hvor der barberes og en heel Deel om Kjærlighed!« »Naa, saa det gjør der!« sagde han. Da Stykket var endt, havde det tiltalt ham særligt, eller ogsaa var han kommet efter, at jeg var Forfatteren, thi nu vendte han sig om mod mig og forsikkrede: »det er et overmaade rart Stykke, og meget forstaaeligt, det er bare Begyndelsen, der har sine Vanskeligheder til man kommer ind i dem!«
Paa det kongelige Theater opførtes i Februar 1853 »Nøkken«; Professor Gläser havde over denne Digtning udgydt en Fylde af Melodier, en nordisk Tone klang i disse, og det erkjendtes.
, tog ud til Ingemanns i den friske Skovnatur, til det Hjem, hvorhen mit Hjerte, lige fra Skoletiden i Slagelse, stadigt hver Sommer drog mig. Alt der, og Hjerterne med, var uforandret, – Vandre-Svanen, hvor vidt den flyver om, flyver altid igjen til det gamle kjendte Sted ved Skovsøen, og jeg har dens Natur.
Ingemann er vist vor meest folkelige Digter, hans Romaner, dem Critiken strax vilde gnave Livet af, staae levende og læste; de ere trængte ind hos Høie og Lave i de nordiske Riger, dem læser den danske Bonde og faaer derved kjær sit Land og dets historiske Minder, en dyb Accord klinger her fra hver Digtning, selv fra de mindre af disse og for at nævne en saadan, der sjeldnere omtales: »«, det er her, som om Digtningens Træ gjennemsusedes af Øieblikkets store Bevægelser, dem vi Alle have fornummet, og som vore Børnebørn ville høre dem af de Gamles Mund. Ingemann har dertil Humor og Digterens evige unge Hjerte! Det er lykkeligt at kjende en Natur som hans, og endnu lykkeligere at vide, at have i ham en prøvet, trofast Ven!
I den billedsmykkede Stue, her, hvor Lindetræerne skygge udenfor og Søen skinner blank og blaa, hvor Alt næsten endnu er, som da jeg fra Slagelse Skole, som Discipel, kom her en deilig Sommerdag, bøier sig nu til en heel broget Krands en Digtning for mig herinde, Erindringen om Alt hvad jeg saae, levede og vandt i den lange Mellemtid, det Meeste af mit Livs Eventyr.
Foraaret begyndte saa smukt dette Aar, hilsede mig med grønne Skove og Nattergale-Sang, – og snart var Alt dette kun en tom Herlighed; – tunge, angstfulde Dage ventede. , , men hørte om alle Sygdommens Rædsler og Dødsbud, det første for mig nære, smertelige, var om Digteren, . I de sidste Aar kom han mig saa inderlig, saa erkjendende imøde, jeg havde faaet ham inderlig kjær.
Een af de piinligste, smerteligste Dage i denne bittre Tid var netop en Dag, der skulde være viet til Glæde og Munterhed. Jeg var paa Glorup, , jeg var den eneste Fremmede, der var indbudt, og det alt for Aar og Dag siden; alle Godsets Bønder vare Gjester, jeg troer her var samlede over sexten Hundrede, Alt var rigt og festligt med Dands og Lystighed, Musiken klang, Flagene vaiede, Raketterne steg og midt under denne Jubel fik jeg . ; nu sidste Aften standsede den ved Hjemmets Hjem for mig, Collins Gaard. »Vi ere, idag Alle, flyttede andetsteds hen!« skrev man, »Gud veed, hvad der forestaaer i næste Døgn!« Det var, som fornam jeg Budskab om, at Alle, hvem mit Hjerte var voxet fast til, skulde rives bort; jeg laae i Graad paa mit Kammer, udenfor klang lystig Dandsemusik og Hurra, Raketterne lyste, det var ikke til at udholde. Daglig lød nye Sørgebudskaber; ogsaa i Svendborg udbrød Cholera, , mine Venner, Alle raadede de mig at blive paa Landet; i Jylland stod mere end et gjestfrit Huus mig aabent.
En stor Deel af Sommeren tilbragtes nu hos Michael Drewsen ; , der
minder om Schwarzwalds Skov-Fylde og Skotlands storartede Hede-Eensomhed, har jeg givet med alle dens Minder og Sagn.
Hvor Klostret stod ved Søens Siv,
Bag Hedens Lyng og tunge Veie,
Nu rører sig et ,
De store Møllehjul sig dreie.
En lille Kjøbstad alt her groer,
Mod Aaen Ellene sig bøie,
I Danskens Høiland Ørnen boer,
Nær Hedens tusind’ Kjæmpehøie.
Et Stykke Danmarks Deilighed
Er Silkeborg, det maa man love,
Der Guden-Aa faaer Leilighed,
At see sig om i dybe Skove.
Nær Aaen Himmelbjerget staaer,
Det staaer saa fast som Norges Dovre;
I Mosen Storken kulsort gaaer.
Her er saa smukt og godt herovre.
Midt i denne deilige Natur, og i et gjestfrit Hjem, gik jeg dybt sørgmodig om, mit Hjerte var inderligt bedrøvet; jeg kom i en nerveus, lidende Tilstand, i Uvishedens Qval. Naar Posthornet klang, løb jeg afsted for strax at faae Breve og Aviser, jeg var ved at synke i de Minuter, jeg maatte vente; jeg var forpiint, trykket, sjælesyg, og saasnart derfor Sygdommen i Kjøbenhavn tog saaledes af, at man meente, at jeg kunde komme tilbage, , hvem jeg havde tænkt aldrig mere at gjensee.
I Foraaret, kort før Epidemien udbrød, var min brave Forlægger død; med sand Deeltagelse, der gik over til Venskab, havde vi under hele min Forfattervirksomhed sluttet os til hinanden; hans sidste Foretagende blev Bestemmelsen om at levere i en billig Udgave ; i Tydskland var allerede syv Aar tidligere givet, og med denne fulgte: »das Märchen meines Lebens«, en Skizze kun, men som i Udlandet blev optaget med udeelt Interesse og Deeltagelse; »Magazin für die Literatur des Auslandes25« giver en gjennemgaaende høit hædrende Anmel
delse: »«. Det er med hver af de to sidstnævnte Forfatteres Selvbiographie, at min Bog sammenstilles og hjertelig erkjendes. Det samme har jeg erfaret fra England og Amerika, hvorhen den er baaret ved Oversættelser af Mary Howitt og ; paa Dansk skulde nu ogsaa den Lykke tildeles mig, endnu ung og frisk i Sindet, at udgive mine samlede Skrifter; et Ønske af Betydning, idet jeg da kunde ordne og tillige bortkaste een og anden altfor bladløs Green; min Selvbiographie vilde dertil stille det Hele i sit rette Lys. Jeg vilde give ikke den tidligere Skizze, men den hele friske fulde Erindring af hvad jeg levende følte og vandt! En Slags Fremstilling af de mange Betydelige, mit Livs Vei førte mig sammen med, Indtrykkene fra min Tid og hele Omgivelse, vilde jeg troe, som optegnede for en kommende Slægt, maatte have en Slags tidshistorisk Interesse, ligesom ogsaa en simpel Fremstilling af, hvad Gud lod mig prøve og overvinde, vilde styrke mangt et kjæmpende Talent.
, netop i de Dage i October Maaned var det fem og tyve Aar, siden jeg blev Student; det var blevet Skik og Brug i de sidste Aaringer, at hvert Hold feirede sin , om jeg saaledes tør kalde den. Det Interessanteste ved hele Festen var det første Møde i Forsamlings-Salen, det, at gjensees med Mange, man i saa lang Tid ikke havde mødt; Nogle vare blevne tykke og ukjendelige, Andre gamle og graahaarede, men Ungdomssind lyste i dette Øieblik ud af alle Øine, dette Møde var for mig egentlig ; ved Bordet blev holdt Taler og flere Sange sungne, een, jeg havde skrevet, udtaler ganske min Stemning, og som det viste sig ogsaa de Andres; her er den:
Vel mødes vi i Ny og Næ paa Gaden,
At sige, naar i samme By vi boe,
Men de, som leve langt fra Vagtparaden,
Kan knap paa Møde og paa Venskab troe,
Derfor lød Opraab, derfor skete Manen
Om Møde her, som der i Brevet staaer,
Champagnen knalder nu paa ,
Her er vi efter fem og tyve Aar!
Historien har faaet rige Blade,
Fra den Gang vi til gik,
Erindringer, de tunge og de glade,
For Verden og os selv, staae for vort Blik:
Saa rig en Tid, at vi kan kaldes Gamle,
Og i vort Hjem, hvor Brødfrugts-Træet staaer,
Vi kan i Kredsen, som vi om os samle,
Fortælle om de fem og tyve Aar!
De Fleste af os fik en lille Kone,
Maaskee en stor, og det er ogsaa godt,
Og saa en Børneflok omkring sin Throne,
Og man er rig, selv om man har det smaat;
Og man har Aands og Legems Mad og Drikke,
Man har sin egen Kraft, hvordan det gaaer,
Og saa har man en Ven, man veed det ikke,
Vi er saa mange fra det samme Aar!
Mens Tidens Aand er gjennem Verden draget,
Vi voxte meer til Hjemmets Jordbund fast,
Det bruste om os under Vingeslaget,
Hver Gang det Gamle for det Nye brast;
Men Eet ei brast, og derom vil vi sjunge,
Vort Baand, der fra Examens-Bordet naaer.
Og nu er vi iaften Alle unge,
Studenter kun paa fem og tyve Aar!
En smuk aandfuld Skaal udbragtes derpaa af for Paludan-Müller og mig, de to Digtere, der af Aarets Studenter havde hævdet sig en fremtrædende hæderlig Plads i Literaturen.
Nogle Dage efter underrettedes jeg om ved en trykt Placat:
»Mellem dem af Studenterne fra 1828, som bleve længst samlede ved Festen den 22de October yttredes Ønsker om et fælleds Foretagende, som kunde bevare Mindet om det Aar der havde forenet os. Efter nogen Overveielse bleve vi enige om at gaae ud fra Tanken om , og stifte et Legat, under Navn af det Andersen-Paludan-Müllerske Legat, som i Tiden, naar det ved aarlige Bidrag havde naaet en passende Størrelse, skulde anvendes til Understøttelse for en dansk Digter, som ikke havde offentlig Ansættelse.«26
, ligger i Fremtiden, men Glæden har jeg over Tanken derved, den er en Erkjendelse, en Hyldest af danske Studenter, af Kammerater fra eet og samme Studenter-Aar.
Reiselivet er mig som et forfriskende Bad for Aand og Legem; , for i Wien, Triest og Venedig at nyde Foraaret i sin Friskhed; kun tre, fire Livsbilleder herfra af Betydning ere nedtegnede.
Kirsebærtræerne blomstrede i det kjære sachsiske Hjem i Maxen, Kalkovnene dampede, Königstein, Lilienstein og alle disse Bjerge i det Smaa løftede sig og vinkede; det var igjen, som der kun laae en lang Vinternat – men med en fæl Choleradrøm imellem, – siden jeg stod her sidst; jeg troede at see den samme Blomstren, de samme Skyer og Skygger, det samme gjestfrie Hjem og de kjære Venner. – Paa Dampens Vinger gik det i Flugt gjennem Bjerge, over Dale, , efter mange Aar, skulde jeg mødes igjen med . Hendes Mand, som jeg første Gang her saae, kom mig hjertelig imøde, en kraftig lille Søn stirrede paa mig med store Øine. Jeg hørte hende igjen synge; det var den samme Sjæl, det samme Tonevæld! Tauberts lille Sang: »«, er som blevet til paa hendes Læber, det var den jublende qviddrende Fugl, saaledes kan ikke Nattergalen fløite, Droslen ikke trille, der maa en Barnesjæl deri, en Tanke-Sjæl, den maa synges af Jenny Goldschmidt. Det er det dramatiske Foredrag, det dramatiske Sande, der udgjør hendes Magt, hendes Storhed, og kun i Concert-Salen, i den der foredragne Arie og Vise lader hun os høre det, – – det er en Synd mod Aanden, det er at opgive sin Mission – det Gud vil!
Bedrøvet og dog glad, underlig tankefuld – , Landet hvor .
Det er et overraskende deiligt Skue ved Solnedgang, som jeg saae det, pludseligt fra den høie Fjeldrand at see dybt under sig det rødstraalende Adriaterhav; Triest laae ved denne Belysning end mere mørk, Gaslamperne vare netop blevne tændte, Gaderne straalede i Ildcontour, det var fra Vognen et Skue ned, som fra en Luftballon i sin langsomme Dalen; det skinnende Hav, de straalende Gader, seet i disse faa Minutter, beholdes gjennem Aaringer.
Fra Triest er man .
»Et sørgende Vrag paa Vandet« var Indtrykket, det gjorde paa mig, da jeg første Gang var her, nu kom jeg her igjen, søsyg fra Døningerne paa Adriaterhavet, det forekom mig, som jeg slet ikke slap i Land, men kun fra et mindre over i et større Fartøi, det eneste Hyggelige syntes mig kun det, at nu ved Jernbane-Moloen var den tause By bleven forenet med det levende Fastland. – Venedig, seet i Maaneskin, er et deiligt Skue, en underlig Drøm, værd at kjende, de lydløse Gondoler glide som mellem de høie Paladser, der speile sig i Vandet, men ved Dagen er her uskjønt, Canalerne have et smudsigt Vand, hvori flyder Kaalstokke, Salatblade og alskens Ting, Vandrotterne komme fra Husenes Revner, Solen brænder hedt ned mellem Murene.
fra den vaade Grav, henover det uendelige Dige omgiven af skimlet grønne Vandstriber og Sandflader; paa Fastlandet hang Viinløvet i festlige Guirlander, den sorte Cypres pegede mod den blaa Luft, Verona var Reisens Maal den Dag. I det varme Solskin sad her paa Amphitheatrets Trin nogle hundrede Mennesker, de fyldte ikke stort, de saae Skuespil, der opførtes paa et midt herinde opreist Theater, med malede Coulisser, seet ved italiensk Solskin. Orchestret spillede Dandse-Musik, det Hele havde noget saa , noget saa ynkeligt Nutids her paa Rest af den svundne romerske Old.
Under mit første Besøg i Venedig fik jeg der et Skorpionsstik i Haanden, nu i Nabobyen, som Verona er blevet det ved Jernbanen, skulde jeg friste samme Skjæbne, jeg fik , det brændte, det hovnede, jeg var meget lidende, og saaledes saae jeg med sin frodige Viinløvsdal, men Smerte og Feber drev mig afsted. Vi kjørte om Natten i det klareste Maaneskin en vild romantisk Vei, en af de skjønneste, jeg har seet, et Natur-Maleri, som ikke en Salvator Rosas Phantasie kunde skabe paa Lærredet. Jeg har Indtrykket deraf, som af en deilig Drøm midt i en Smertens Nat.
Lidt over Midnat naaede vi Trient der frembød hele Italiens Uhyggelighed for de Reisende. Venten ved Porten til en Gend’arm langsomt kom og affordrede Pas, det man i den mørke Nat maatte give ud i fremmed Haand, med Løfte om at erholde det igjen næste Morgen tidlig, uden Billet, uden Beviis, ganske uden al Tilhold i det passtrenge Østerrigske; saa slæbede man hen ad store bælmørke Gader til et palaisagtigt, men som uddødt Hotel, hvor efter lang Banken og Larmen kom en dvask halvklædt , der førte os op ad kolde, brede Trapper, ad lange Gange og skumle Corridorer ind i en stor, høi gammel Sal med to opredte Senge, hver til en heel Familie med Børn; en søvnig Lampe stod paa det støvede Marmorbord, Dørene kunde ikke lukkes, man saae gjennem dem ind i store Sale ogsaa med Senge til hele Familier; der var Blinddøre i Tapeterne, Løntrapper og rød Viin spildt paa Gulvet, livagtig at see som Blodpletter. Det var Omgivelsen, det var Stedet den sidste Nat i Italien. Saarene brændte, Blodet brændte, der var ikke Tanke om Søvn og Hvile, endelig blev det Morgen, Bjælderne klang paa Heste og vi fløi fra Trient og dets nøgne Morbærtræer, Bladene vare plukkede af og bragt til Torvs. Over Brenner, gjennem Innsbruck naaede vi München.
Her fandt jeg Venner, Omhu, Hjelp. Kongens Læge, den elskværdige gamle Geheimeraad Gietl tog sig paa det Hjerteligste og meest deeltagende af mig; og efter fjorten noget pinefulde Dage var jeg istand til at modtage den kongelige Indbydelse til , hvor tilbragte Sommertiden.
Der kunde digtes et Eventyr om Alperosens Alf, der fra sin Blomst flyver gjennem Hohenschwangaus billedmalede Sale, hvor han seer Noget, som er endnu skjønnere end hans Blomst.
Mellem Alperne og Floden Lech i en aaben frodig Dal, mellem to klare mørkegrønne Søer, den ene noget høiere end den anden, hæver sig paa et Marmorbjerg Slottet Hohenschwangau, før stod her Borgen vare engang dets Herrer, deres Bedrifter leve endnu her i Billeder, malede paa Slottets Vægge. – Kong Max har, som Kronprinds, ladet Slottet restaurere og blive til den Pragtbolig, det nu er.
Ingen af Slottene ved Rhinen er deiligt som Hohenschwangau, og ingen har der en Omgivelse som dette, den udstrakte Dal og de sneebedækkede Alper. Prægtigt løfter sig den høit hvælvede Port, hvor to Ridderskikkelser staae med Baierns og Schwangaus Vaabenbillede, Rude og Svane. I Slotsgaarden, hvor Vandstraalen springer fra Muren, der pranger med Madonnas Billed malet , skygge tre mægtige Lindetræer, og i Haven, mellem en Fylde af Blomster, hvor de deiligste Roser svulme i det Grønne, troer man at gjenfinde ; det iiskolde friske Væld løfter endnu paa denne Høide sin Straale fyrretyve Fod i Veiret.
Digtningens levende Ord udtaler over Slottets Indgang sin Hilsen:
»
Willkommen Wandrer, holde Frauen,
Die Sorge giebt dahin,
Laßt eure Seele sich vertrau’n
Des Dichtungs heiteren Sinn.«
En Vaabenhal, hvor gamle Rustninger med Hjelm og med Landse synes levende Ridder-Skikkelser, er det første Sted, man træder ind i, og nu aabne sig en Række rigtmalede Sale, hvor selv Vinduernes brogede Glas fortælle Legender og Historier, hvor hver Væg er som en heel Bog, der melder om forsvundne Tider og Mennesker.
»Hohenschwangau er den smukkeste Alperose, jeg saae her i Bjergene; gid den ogsaa altid her blive Lykkens Blomst.«
Disse Ord paa Tydsk nedskrev jeg der i et Album, de ere og blive ogsaa i mit Hjerte.
Her tilbragte jeg ! Kong Max modtog mig, om jeg tør sige det, som en kjær Gjest, den ædle, aandfulde Konge viste mig saa stor Deeltagelse og Naade; her var godt og velsignet. Dronningen, en født Prindsesse af Baiern, af sjelden Skjønhed og elskelig Qvindelighed, blev jeg af Hans Majestæt selv forestillet for. Efter Taffelet, den første Dag, kjørte jeg med Kongen i en lille aaben Vogn en ganske deilig Tour, vist et Par Mile, heelt ind i det østerrigske Tyrol, og denne Gang var jeg fri for Spørgen om Pas, der er mig en Plage, ingen Standsning mødte; deilig malerisk vexlede Egnen, Landboere stode paa Veiene, hilsende Kongen; de Kjørende, vi mødte, holdt, imedens Hans Majestæt tog forbi. Et Par Timer varede denne deilige Fart mellem de solbelyste høie Bjerge, og i al den Tid talte med mig Kongen, saa deeltagende, om »Das Märchen meines Lebens«, det han nylig havde læst, og spurgte om flere af de deri nævnte danske Personer, udtalte dertil, hvor smukt og godt nu Alt var for mig, hvilken glad Følelse, jeg maatte have, efterat have overvundet saa Meget og endelig tilkjæmpet mig al Erkjendelse.
Jeg sagde, at mit Liv virkeligt tidt forekom mig som et Eventyr, saa rigt, saa forunderlig vexlende, jeg havde prøvet det at være snart fattig og eensom, snart i rige Sale; jeg kjendte at være haanet og at være hædret, – selv denne Stund, nu jeg ved en Konges Side fløi mellem de solbelyste Alper, var et Eventyr-Capitel i mit Liv!
Vi talte om Skandinaviens nyeste Literatur, jeg nævnede , og , hvorledes Digtekunsten i vor Tid drog frem disse Tidens Løftere. Aand, Hjerte og Gudsfrygt lyste i al den ædle Konges Tale; det var og er mig een af de uforglemmelige Timer her.
Om Aftenen læste jeg for det kjære Kongepar Historierne: »Under Piletræet« og »Det er ganske vist.« Med v. Dönniges besteg jeg et af de nære Bjerge; saae den deilige storartede Natur. – Altfor hurtig henfløi Tiden.
Dronningen forundte mig at skrive nogle Ord i sit Album; Keisere og Kongers Navne prangede der, og mellem disse et fra Videnskabernes Rige, , hvis hjertelige, indtagende Personlighed jeg i München havde lært at kjende og faae kjær.
Blød om Hjertet, dybt taknemlig mod det elskelige Kongepar, forlod jeg Hohenschwangau, hvor der er sagt mig, jeg atter skulde være velkommen. En stor Bouquet af Alperoser og Forglemmigei førte jeg med mig i Vognen, som kjørte mig til Füssen.
.
Carl Alexander var tiltraadt Regjeringen; han opholdt sig just paa Slottet »Wilhelmsthal« ved Eisenach, hvorhen jeg tog og tilbragte rige lykkelige Dage hos den ædle Fyrste i denne uendelig deilige Natur midt i Thüringerskoven.
Det gamle , paa hvis Opbyggelse ganske i dets oprindelige Stiil den nu regjerende Storhertug i en Række af Aar har anvendt store Summer af sin egen Formue, stod nu saagodt som fuldendt, med der melde Slottets Sagn og Historie. Minnesangersalen i sin Fortids Storhed prangede allerede med Søilerækkerne, og hvilken Udsigt her over Skov og Bjerge, hele Sceneriet fra Minnesangertiden: , , selv Skoveensomheden, som og kjendte den. – Sagn og Historie har her hele sit uforandrede Grundrids.
Paa det lille Slot nede i Byen Eisenach boer , med sine to Sønner Greven af Paris og Hertugen af Nemours; jeg hørte af de meest Forskjellige, hvor afholdt hun og Børnene vare af Alle der, hvor uendeligt meget Godt hun efter sine Kræfter udøvede; hvor hjertensgod og deeltagende hun viste sig, en sand Velsignelse for den lille Stad. Paa Gaden mødte jeg de unge Prindser med deres Lærere, de vare tarveligt klædte, men saae opvakte og gode ud; – Storhertugen af Weimar presenterede mig selv for Hertuginden. – Det gik mig saa levende gjennem Tankerne, hvad hun havde prøvet, lidt og gaaet igjennem, den hele Omvexling i hendes Liv, uvilkaarlig kom Taarerne mig i Øinene, før jeg endnu ret havde begyndt at tale, hun saae det, rakte mig venligt Haanden, og da jeg paa Væggen betragtede Billedet af hendes afdøde Gemal, ung og blomstrende, som jeg havde seet ham i Paris , og omtalte den Tid, kom Taarerne i hendes Øine; hun talte om ham, om sine Børn, sagde mig venligt, at de kjendte mine Eventyr; der var en Hjertelighed, en Inderlighed, en Sorg og dog noget qvindeligt Kjækt, som jeg havde tænkt mig det hos Helene af Orleans. Hun stod netop reiseklædt for med Banetoget at gaae nogle Mile bort; »vil De spise hos mig imorgen?« spurgte hun. Jeg maatte svare, at jeg var i Begreb med Afreisen endnu i Dag: »om et Aar kommer jeg her tilbage!« – »Et Aar«, gjentog hun: »hvormeget kan der ikke skee i et Aar, der skeer saa meget i faa Timer!« – Og Taarer og Alvor lyste fra hendes Øine.
Hun rakte mig venligt Haanden til Afsked og sært bevæget forlod jeg den ædle Fyrstinde, hvis Skjæbne har været tung, men hvis Hjerte er kongeligt stort og stærkt i Tillid til Gud.
Snart var jeg i Danmark, og i travl Virksomhed ikke blot med Udgaven af »samlede Skrifter«, men med Gjengivelsen af : »Der Sonnwendhof«; jeg havde under mit Ophold i Wien seet det paa »Burgtheater«, det tiltalte mig særdeles, jeg gjorde opmærksom paa det, han tog ikke Notits deraf, det gjorde derimod Hr. Directeur Lange, han bad mig at skaffe sig det for Casino, og ved Intendanten for »Burgtheater« erholdt jeg fra Mosenthal Stykket og »fri Haand over det.« Beslægtet med , valgte jeg dette os forstaaelige Navn: En Landsbyhistorie, og bragt paa Scenen, vandt det som man veed, stort Bifald og er saaledes gjentagne Gange givet. Foruden de tilføiede Sange, der ere nødvendige ved Opførelsen paa Casino-Theatret, havde jeg
foreskrevet, at i sidste Act »Anna« oppe i Sennhytten griber en Brand og ved Skinnet af den gjenkjender »Mathias«, som hun saae ham, da Ilsang Smedie brændte. – og skrev mig strax derpaa et Brev til fuldt af Tak og Inderlighed, og tilføiede med Hensyn til mine faa Forandringer: »«
Mine »Eventyr«27 var, som tidligere er sagt, ved at fremtræde i den større ved V. Pedersen smukt illustrerede Udgave ligesom afsluttede, de nye, som fulgte og endnu kunde komme, fik jeg her Leilighed til at bringe sammen under Benævnelsen »«, det Navn jeg i vort Sprog anseer at være meest betegnende for mine »Eventyr« i al deres Udstrækning og Natur; Folkesproget stiller den simple Fortælling og den meest dristige Phantasie-Skildring hen under denne Benævnelse; Ammehistorien, Fabelen og Fortællingen betegnes hos Barnet, hos Bonden, i det Folkelige, ved det korte Navn: Historier.
Et Par Hefter fremtraadte paa Dansk og Tydsk, de bleve høist erkjendende modtagne; en engelsk Udgave betitlet: »« udkom hos Richard Bentley; Anmeldelsen i »the Athenæum« 1853 viser, at Mary Howitts forandrede Dom over mig ikke havde nogen Indvirkning paa den engelske Critiks hædrende Dom om mig; den siger: »Denne lille Bog, som er tilegnet Charles Dickens, synes nærmest at være bestemt til en Juleeller Nytaarsgave, men den vil være ligesaa velkommen i hvilkensomhelst Blomster- eller Høstmaaned, som i den hellige Tid, »»««, eftersom den kan læses og vil erindres af Digtere længe efter det travle Aars Udløb, og efter at dets travle Mennesker have været samlede med deres Fædre. Vi behøve ikke at yttre os om vor Modbydelighed for Sentimentalitet i dette Ords sædvanlige Betydning. For det, der er usandt og sygeligt, om det end er nok saa yndefuldt, nok saa tiltrækkende, have vi hverken Øie, Øre eller Hjerte; men for den Følelse, der er mindre dyb end den lidenskabelige Bevægelse, mindre høi end den begeistrede Tro, mindre vild end Geniets meteoragtige Udskeielser, nære vi en sær eiendommelig Kjærlighed, og dem, der ikke nære den, yder Phantasien kun en halv Tilfredsstillelse. I Henseende til Originalitet, Lune og Inderlighed ere Andersens Fortællinger enestaaende i deres Slags. Hvem der ønsker Beviis for vor Paastand, behøver blot at læse: »Hun duede ikke«, »Hjertesorg«, »Under Piletræet«, og »Det er ganske vist« i dette Bind; og lad Nogen af dem, der mulig synes, at de ere for »smaa«, forsøge paa at frembringe Noget saa fuldendt, fiint og let. Rigtignok behandle de i Almindelighed ikkun ubetydelige Gjenstande og almindelige Følelser, men derfor ere de ikke desto mindre sande Kunstværker, og som saadanne fortjene de varm Modtagelse hos Enhver, der elsker Kunsten og dens Frembringelser!«
Netop i disse Dage, idet jeg fylder mit halvtredsindstyvende Aar og de »samlede Skrifter« udsendes, . Den Dybde og Varme, denne Forfatter allerede tidlig viste i , aabenbarer sig ogsaa her i dette mindre Skrift, der afslører sig en Kjendskab, en Inderlighed til og for de Arbeider, han omtaler; det er mig næsten, som om vor Herre vilde, at jeg skulde slutte dette Livs Capitel med at have seet opfyldt H. C. Ørsteds fortrøstende Ord til mig i mine tunge Miskjendelsens Dage! Hjemmet har bragt mig Erkjendelsens, Opmuntringens rige Bouquet!
I Hr. Grimur Thomsens Anmeldelse er netop ved Eventyrene i faa Ord anslaaet den rette Stræng, der giver Klangen fra denne min Digtnings Dybde; det er vistnok ikke tilfældigt, at de givne Exempler paa det Heles Kjerne og Betydning just hentes fra »Historier«, altsaa fra det senest Skrevne: »«
Hvad jeg vilde og stræbte at opnaae, er her klarlig udtalt!
Mit Livs Eventyr indtil denne Time ligger saaledes nu oprullet for mig saa rigt, saa smukt, saa fortrøstende! – selv af Ondt kom Godt, af Smerte kom Glæde, en tankedyb Digtning, jeg kunde ikke digte den saa. Jeg føler mig at være et Lykkens Barn! saa Mange af min Tids Ædleste og Bedste ere komne mig kjærligt og aabent imøde, sjelden er min Tillid til Menneskene bleven skuffet! de bittre, tunge Dage have ogsaa i sig Spiren til Velsignelse! hvad Uret jeg troede at lide, hver Haand som greb tungt ind i min Udvikling, bragte dog sit Gode.
I vor Fremskriden mod Gud fordunster det Bittre og Smertelige, det Skjønne bliver tilbage, man seer det som Regnbuen paa den mørke Sky. Menneskene dømme mig mildt, som jeg i mit Hjerte dømmer dem, og de ville det! et Livs Bekjendelser har for alle Ædle og Gode en Magt af Skriftemaalets Hellighed; trygt giver jeg mig hen. Aabent og tillidsfuldt, som sad jeg blandt kjære Venner, har jeg her fortalt mit Livs Eventyr.
Kjøbenhavn,
H. C. Andersen.
Mit Livs Eventyr
Fortsat fra den anden April 1855 til den sjette December 1867
1869
Med den danske Udgave af fulgte »«, sluttet paa min halvtredsindstyvende Fødselsdag, den 2den April 1855; henved tretten rige, alvorsfulde Aar ere gaaede siden med lyse og mørke Dage. – Hvad jeg har at fortælle om disse bliver bragt, for at ledsage af mine Skrifter, hos Hurd & Houghton i New-York.
Fra mit danske Hjem Kjøbenhavn, fra denne Side Verdenshavet, hvor Afstanden nu ved er en smal Nabovæg, fortæller jeg for Vennerne i det store Verdens Land, fortæller som var det for mine Kjære i Danmark og man vil velvilligt høre, mildt dømme og forstaae at det ikke er Forfængelighed naar jeg udbryder, at jeg er et Lykkens Barn, der af ydmygt Hjerte tidt undres over hvorfor Vorherre just forunder mig saa megen Glæde og Velsignelse.
Det er langt lettere at skrive sit Ungdoms Liv end at fortælle det Oplevede i de senere Aar; ligesom med Alderen næsten Alle blive langsynede og bedst see de fjerne Gjenstande, saaledes gaaer det ogsaa med det Sjælelige, hele Erindrings Synet af hvad der levede og rørte sig i os, det er ikke ganske let at bevare Billederne i den Tidsorden de fulgte, dog ogsaa her til blev jeg begunstiget.
Da Digteren sendte mig alle de Breve jeg fra min Skoletid og til hans Død, havde skrevet til ham; ved disse og enkelte Optegnelser har jeg her kunnet give hvad Aar for Aar oprullede for mig fra jeg i 1855 den anden April sluttede mit Livs Eventyr.
Og jeg maa begynde med Ingemann og hans Hustru, »« som han skrev paa et Billed af deres , og sendte mig.
Aldrig noget Aar reiste jeg der forbi uden at blive nogle Dage hos de elskelige Mennesker; ogsaa var min første Udflugt til det ingemanske Hjem, hvor jeg og hver som kom maatte føle, her blev man god og bedre. Der var et lykkeligt Huusliv, to kjærlige Sjæle; den skjønneste Gjenleven af . Alt gik sin stille, glade Gang. Ingemans troer jeg aldrig gjorte Selskab, Folk kom om Aftenen gjerne af sig selv og tidt voxte det op til en heel Kreds, men det var som Bordet dækkede sig selv, Alt blev som ordnet og baaret frem af usynlige Smaa-Alfer. Der var ingen Travlhed at mærke, Alt gled hen under livlig Tale. Her var Ingemann især den meest livlige og underholdende; helst fortalte han da Spøgelsehistorier der sædvanligviis knøttede sig til og Omgivelsen her, han fortalte med et saa humoristisk Smiil at naar man kjendte ham forstod man strax at Historierne øieblikkeligt bleve skabte, fremsprungne ved Eet eller Andet i Samtalen. Tidt laante han, i al Uskyldighed, virkelige Personer til sin Fortælling.
Øieblikkets Hverdagssladder og tomme Mening slog han Knips af; de daarlige og ubarmhjertige Critikkere var han stærkt paa Nakken. , ogsaa jeg kunde beklage mig; Samtalen en Aften dreiede sig herom og nu fortalte Ingemann en skjemtefuld Historie, fuld af Trøst og Moral for os begge to. Academiets gamle brave Gartner Nissen, havde det Høfligheds Mundheld at sige: »Det har I Ret i! tak skal I have!« men forandrede derhos slet ikke sin Mening, han gjordte som han vilde. »Veed De,« sagde Ingemann, »hvorfra det Mundheld hidrørte? ja det er ganske mærkeligt. Da Gartner Nissen blev ansat ved Academiet og viste megen Dygtighed, maatte han dog døie en Deel Snak, Een sagde at det burde være saaledes, en Anden saaledes, det tog han sig nær, var i daarligt Humeur og gik og græmmede sig. Da møder han en Dag, ude i Haven en lille graa Mand med en rød Hue paa, den Lille spurgte hvem han var. »Jeg er Nissen« svarede Gartneren. »Nissen!« sagde den lille Mand, »Ja Du kalder Dig Nissen, men jeg er Nissen ved Academiet. Huus-Nissen. Hvorfor seer Du saa forknøt ud?«
»O,« sagde , »Alt hvad jeg gjør med bedste Villie faaer jeg Utak for, Een siger Dit og Een siger Dat. Jeg kan ikke gjøre dem tilpas og det piner mig, det lider jeg af!«
»Det skal jeg hjælpe Dig for!« sagde den lille Nisse, »men Du maa tjene hos mig i hele otte Dage; jeg boer derovre bag Søen, der har jeg en Have, Du skal passe; jeg vil imidlertid sige Dig forud, der ere mange underlige Dyr der ovre, de sidde i Buur, Abekatte, Poppegøier og Kakkaduer, de gjøre en Støi, men de bide ikke!«
»Det er godt!« sagde Gartner Nissen og saa gik han med Academie Nissen og passede hans Have i otte Dage. Altid derovre skreeg det Kræ omkring ham. Da Ugen var tilende kom den Lille og spurgte ham hvorledes det gik, han saae jo nu ganske vel og glad ud; »kommer Du saa godt ud af det med Skriighalsene?«
»O det Skraal,« sagde Gartner-Nissen, »lader jeg gaae ind af det ene Øre og ud af det Andet, de skjælde mig ud og sige at Alt hvad jeg gjør er galt gjort! saa leer jeg, nikker til dem og siger: »Det have I Ret i, tak skal I have!« og saa gjør jeg min Dont, det Skraal er ikke Noget at lægge paa Hjertet!«
»Saaledes skal Du ogsaa bære Dig ad ovre i Academi-Haven, og gjøre Din Gjerning! –«
Det Raad fulgte Gartner Nissen beholdt sit gode Humeur og den Talemaade, »Det have I Ret i! Tak skal I have!« –
Skulle vi bære os ligesaadan ad?,« sluttede Ingemann med et skjæmtesom Smiil. Paa lignende Smaahistorier var han riig og opfindsom! hans Dom var iøvrig mild, Kjærlighed til Fædreland, det Skjønne og Gode, groede og trivedes her i dette ægte digteriske Hjem. Hvor jeg altid havde den deilige sikkre Følelse her er jeg en kjær, velkommen Gjæst. Hurtigt fløi Timerne hen hos de to kjære gamle ved Skovsøen. Jeg kunde ret nyde dette Idylliv, men saa kom igjen Krillen i Vingerne, jeg maatte afsted. Det gjæstfrie og aabnede mig Herregaards Livet rigt og velsignet, derfra gik det ved Sommertid først til det smukke ved Dresden hvor , skjærmet og hygget om, løftede sig i Frodighed og Friskhed. Et Egetræ, ikke større end at jeg kunde skjule det mellem begge Hænder plantede jeg i Haven foran Huset, det groer nu med store Skud og Grene. Mit Brev til Ingemann vil fyldiggjøre Billedet af Reisen hertil og Opholdet her.
Maxen ved Dresden den 12 Juli 1855.
»Kjæreste Ingemann!
De erindrer fra: mit Livs Eventyr, mit Træ i Maxen hos . De vil da kjende lidt til Stedet hvor jeg nu er. Det ligger nær det sachsiske Schveiz. Her er meget smukt. Mit Træ staaer frodigt og stort lige ved Dybden; fra Bænken heroppe under Træet seer jeg, som Fuglen i Luften, ned paa en stor Landsby, og Engen hvor Høet staaer i Stakker. Bøhmens blaanende Bjerge har jeg for mig og rundt om, paa den Grund jeg er, voxe Kirsebærtræer og Kastanier. Faarene gaae med Klokker, der klinge som var jeg i et Alpeland. Serres Eiendom er dertil en prægtig gammel Gaard med hvælvede Gange og et mægtigt Taarn. Fru Serre saa hjertensgod, saa uendelig opmærksom mod mig. Smuk Musik hører jeg, Foredrag af Digte; Berømtheder, Bekjendtheder og andre skikkelige Folk, flyve ud og ind, her i Gjæstfrihedens Hjem, det er som et aabent Herberg. Jeg har ganske min Frihed, det man ikke altid har, naar man skal være behagelig Gjæst, derfor føler jeg mig her saa vel. Føler iøvrigt paa denne Reise, meer end før, at jeg trænger til, om ikke Familieliv, saa dog Mennesker jeg holder af at være sammen med. Derfor bliver min Lyst til denne Gang at besøge Italien daglig mindre; jeg kommer rimeligviis heller hjem til Vinter. Nu flyver jeg til München og da ind i Schveiz, hvor jeg ret glæder mig til at leve ind i Alpenaturen, giver kun Gud mig Sundhed og et fornøiet Sind, dette har jeg endnu savnet paa hele Reisen hertil. Denne var jo rigtignok kun Dage, men disse vare mig næsten piinlige. Hamborg syntes mig en tom Børs, paa den hede Sommerdag, Veien til Berlin en støvet heed Bagerovn. Jeg havde ikke Lyst at besøge Nogen i Berlin og fløi derfra til Dresden, til Maxen, ud i Guds Natur, til venlige Mennesker! At reise er at leve! tænk nu selv paa at flyve ud med Deres Kone! i fire Timer er De fra Stettin i Berlin, og da efter fem Timer i Dresden, hvorhen Deres Kone længes og glæder sig til Billedgalleriet! Glem den tidligere Tid, den lange Vei det da var ned til Sachsens Kongeby! nu flyve vi paa . Jernbane Flugten er den meest poetiske Flugt, vi legemstunge Mennesker heel og holden kunne gjøre.« –
I München hvor hen jeg reiste fandt jeg Brev fra den kjære Ingemann der meddeelte mig hans og mange Venners Glæde over min da udkomne nyeste Bog »Mit Livs Eventyr«. Brevet sluttede saaledes:
– »De har sagtens nu forladt Deres frodige Træ i Maxen og Deres gode Venner omkring det; men hvor Deres Eventyrfugl har fløiet om i Verden vil De jo finde et frisk grønt Træ med venlig Skygge og milde Øine i Nærheden. At opsøge slige Træer og slige Øine paa den Faustkappe De vil lokke mig op paa, (og som mere ligner ) – er jeg for gammel og stiv til. Nu kommer jo Verden til at snurre rundt om mig og vor lille Klostersø med , og naar Bjergene komme til os, behøve vi ligesaa
lidt som at løbe om efter dem. Nu skulle Poeternes Huse have Hjul for at kunne trilles hen hvor der ingen Jernbaner komme. Dog hver sin Lyst! Deres Huus staaer nu engang paa Locomotiv-Uhyrets Dragehale –«
Jeg blev dog og ikke saa kort, i det kunstrige München, tilbragte uforglemmelige Timer hos og hans Familie. Hos Professor hørte jeg ; mellem de udvalgte Tilhørere var den udmærkede Skuespillerinde Frøken , der skulde udføre Hovedrollen i hans Digtning. Jeg havde med stor Glæde seet hende i flere Skuespil og erkjendte tilfulde at hun var berettiget den store Hyldest der viistes hende. Eet laae mig paa Hjertet at sige: Det er en Uvane af Publicum at fremkalde efter Tragedien den dræbte Heltinde, og endnu værre at see hende komme frem smile og neie. En stor Kunstnerinde skulde bryde Uskik, ikke træde frem om hun nok saa levende kaldtes paa. Frøken Seebach gav mig aldeles Ret og jeg bad hende gjøre Begyndelsen.
opførtes »«, hvori hun optraadte som Louise og efter at have taget Giften kaldes hun frem. Hun kom ikke. Jeg blev ganske glad derved. Fremkaldelsen steeg lydeligere, endnu holdt hun Stand, men da Raab og Skriig løftede sig til en heel Storm, viiste hun sig og jeg havde Intet udrettet mod denne Uskik.
Det er deiligt og mig en heel Nødvendighed at flyve lidt ud og om i Verden; god Oeconomi og et tarveligt Liv hjemme har gjort mig det mueligt, men hvor prægtigere tænkte jeg tidt at være saa riig at man kan tage en Ven med, ogsaa dette er et Par Gange forundt mig, uagtet smaa Kaar; jeg har flere Gange fra modtaget Brystnaale og Guldringe, disse, mine høihjertede Givere ville tilgive, og glæde sig med mig, jeg sendte disse Kostbarheder til Juveleren, fik Penge og kunde sige til en ung, kjær Ven, der endnu ikke havde seet noget udenfor sit Hjem: »flyv med ud, en Maaned eller to, som Pengene strække til!« De lysende glade Øine jeg da saae vare mere fornøielige at see end de blinkende Stene i Brystnaal og Guldring. Denne Gang fulgte mig fra München , der ved sin Interesse for hvad han saae, det glade Ungdoms Sind og sin venlige Opmærksomhed for mig, gjorte Reisen høist behagelig. Vi gik over Ulm og Würtenberg til Wildbad-Gastein hvor min Ven Etatsraad med Familie opholdt sig i Badetiden. Schwarzwalds Skove, skulde jeg første Gang besøge. Deiligt Solskins Veir var det, et Samlivs smukke Dage
rullede op. Da igjen gik det paa Dampdragens Ryg, som Ingemann kaldte Banetoget, til en større Natur, til Schweiz med de dybe Søer og de høie Bjerge. Fra Luzern vilde jeg og min unge Reiseven med Dampskibet , han blev syg ombord følte sig mere og mere ilde og jeg besluttede ved næste By Skibet lagde til, at gaae i Land, det var den lille By Brunnen. Min unge Ven blev i Hotellet , og allerede næste Dag var han saa vel at han ønskede Bøger at læse, bragte forskjellige og mellem disse ; i den stod et Portræt af , som Representant for Videnskaben og tæt ved et Portrait af H. C. Andersen ɔ: »Eventyr Digteren«. »Her er Deres Portræt!« raabte Edgar, Verten betragtede det og mig, trykkede venligt min Haand, jeg havde en Ven i ham, Veninder i , som styrede Huset. Den ene af disse Agathe var ligesom Broderen meget musikalsk. De vilde glæde mig og forundte mig en heel kunstnerisk Aften. Altid naar jeg senere kom til Schweiz besøgte jeg disse kjære Venner. De leve endnu, ere af gammel Schweizer-Slægt; i nævnes Navnet: »Aufdermauer«.
Reise Uheldet, Collins Ildebefinden og derved Afbrydelsen af Reisen heelt op ad Søen skulde just blive Spiren til megen Glæde for os begge og for mig ikke blot øieblikkelig, men frem i Aarene. forundtes mig her endogsaa en Hyldest jeg mindst drømte om.
En Aften, før jeg vilde reise i den tidlige Morgen gleed paa Søen hen ud for Hotellet et Fartøi med Fakler og Musik; det lød smukt op til os. Alle Gjesterne kom til Balkon Vinduerne. »Hvad betyder det?« spurgte jeg Agathe; »Det er en Hilsen til Dem,« sagde hun, »O bild mig ikke Sligt ind!« svarede jeg, »Musik for min Skyld!« »Det er det dog!« svarede hun. »Siig ikke sligt!« sagde jeg; »var det Tilfældet burde jeg gaae ned at takke, og hvor forfængeligt latterlig stod jeg, naar det slet ikke gjalt mig!« »Det er for Dem!« gjentog hun. Jeg følte mig i en tvivlsom Stilling, gik imidlertid ud ved Strandbreden hvor en Mængde Mennesker havde samlet sig og hvor Fartøiet nu lagde til. Den Første, der steeg i land standsede jeg og sagde: »Det var en smuk Musik! hvem var det for?« – »Dem« svarede han! og nu trykkede jeg hans og et Par Hænder. Om den hele Festlighed var en Opmærksomhed forundt mig ved Agathe auf der Mauer, eller virkeligt jeg i Brunnen havde flere musikalske Venner af , er mig ikke klart. Men vist er det at Brunnen er blevet mig en uforglemmelig Eventyr By.
I Zürich levede Componisten i Landflygtighed. Jeg kjendte hans Musik, som jeg tidligere har omtalt. havde varmt og levende fortalt mig om Manden selv. Jeg gik til hans Bopæl, og blev venligt modtaget, af danske Componisters Arbeider kjendte han kun ret til talte om hans Betydning og dernæst om Compositioner for Fløite; ingen af hans Operaer kjendte han, var ham kun bekjendt af Navn. Jeg kom der ved til at fortælle om det store Repertoire af danske Operaer og Syngestykker vi eiede lige fra , og den ældre Hartmann til , Kuhlau Hartmann og Gade. Jeg nævnede flere af disse Componisters Operaer omtalte Ballet-Compositioner, og Wagner hørte paa mig med stor Opmærksomhed: »Det er som om De fortalte mig et heelt Eventyr fra Musikkens Verden, ruller et heelt Forhæng op for mig hiin Side Elben«. Jeg fortalte ham da om Sverrigs , beslægtet med Wagner deri at de begge selv digtede Texten til deres Musik, men forresten hinanden aldeles modsatte. Wagner gjorte tilfulde Indtryk paa mig af den store geniale Natur han er! Det var en uforglemmelig lykkelig Time, som jeg ikke senere har gjenlevet.
Paa Hjemreisen over Cassel besøgte jeg , han boede i sin gamle Gaard i Gaden som nu bærer hans Navn. Siden 1847, da vi oftere mødtes i London, havde jeg ikke seet ham, nu blev det sidste Gang: klang gjennem Landene Døds Klokken: Spohr er død.
Hvor var han livlig ved dette mit sidste Besøg hos ham. Vi talte om , den han satte stor Priis paa og ønskede at bringe paa Scenen i Cassel; han havde endogsaa skrevet til Hartmann derom men det kom ikke istand af Mangel paa en Sangerinde for Parti.
fløi jeg til Weimar, til Venner, og hjerteligt blev jeg som altid modtaget ved . Hartmanns Opera »«, hvor til jeg har leveret Texten, var til Indstudering under Tittel af »Klein Karin« og vandt alle Musikkyndiges særdeles Erkjendelse.
I Efteraaret var jeg igjen i Kjøbenhavn, der bearbeidede jeg for Folke-Comedie: »Der Sonnwendhoff« som jeg gav det hos os bedre forstaaede Navn: ; jeg tildigtede Chor og Sange og Stykket gjorde Lykke.
Med et Par Ord af vil jeg her afslutte 1855.
»– Udenfor er det ikke vinterligt, men raat, efteraarsagtig, Regn og Rusk, sølede Gader, der nok bilde sig ind at de ligge ved Nilen fordi de staae med fedt Dynd. Jeg føler derved Lyst til Stuelivet og bliver denne Stemning ved, da faaer jeg maaskee Noget bestilt, gid jeg nu »mit Livs Eventyr« er udkommet, maa begynde »et nyt Liv«, med et Værk der fortjener Navnet af »et Værk«, gid jeg som De maa bevare Friskhed og som De bestille Noget.«
1856
Allerede kom Ingemanns Hilsen og Tak for Brevet.
– »Det er smukt og kjærligt af Dem netop Nytaarsaften at strække Haanden ud mod Sorø, saaledes at vi her Nytaarsmorgen maatte fornemme det aandelige . De er en trofast og kjærlig Sjæl, og vi paaskjønne det.«
Aaret blev dog ikke saa lyst og lykkeligt som Ingemann ønskede mig det.
Man kan have Dage paa hvilke ligesom alle Uheld strømme sammen, men tilvisse man kan ogsaa have slige Aaringer, et saadant blev mig 1856. Aarets Vanddraabe var, syntes jeg, fuld af smaa pinende Infusions Dyr, Uheld, Plager, Krænkelser, jeg vil ikke sætte dem under Glas og Ramme, seete der ere de nu saa smaae, som det Sandkorn, eller lille Insect der kan flyve os i Øiet og piner og brænder saa længe det sidder der, men taget bort og seet paa siger man, »den Smule!«
Min hele Tanke og Stræben var at levere noget Dygtigt. Jeg var ikke som har troet og udtalt et fromt drømmende Barnesind, mangen religieus Kamp havde jeg i mig selv gjennemgaaet. Tro og Viden vare tidt mødtes i mit Hjertes Lønkammer; jeg skrev en Roman paa dansk Grund . Jeg gjorde , alfor mange, læste en stor Deel af hvad der er skrevet om .
Det interesserede Ingemann at høre derom, jeg fik ham til at læse den i de Dage udkomne mærkelige Bog: . Jeg besøgte Professor Esrichts Forelæsninger over Materialismen, , charakteristisk for ham og hans Anskuelse i denne Sag.
»– Naar De fornøier mig igjen med et Brev, saa lad mig vide hvad Esricht opstiller mod den Materialisme han bekjæmper, om det er en personlig levende Gud eller en Naturkræfternes Urkraft, en høieste Verdenslovens Lovgiver eller en abstract Ideernes Idee hvoraf hine Love bevidstløst udvikle sig, og som først i Menneskenaturen kommer til Bevidsthed, en død . I sidste Tilfælde har De jo selv i Deres fromme, inderlige Tro paa en Gud, man kan bede til, langt meer end hvad Naturvidenskaben peger paa. Forresten kan vi vidst altid have godt af at gaae i Skole hos Naturforskerne hvor gamle vi saa blive.«
I Sommertiden var jeg igjen paa Fart, igjen i Maxen hos Familien herfra .
»Kjære Ven!
, sendte jeg Dem en Hilsen i det jeg foer forbi, Sorø havde sit venligste Ansigt, Søen skinnede med Guld og Purpur; jeg er nu i Maxen hvor Alt staaer i Sommer Frodighed, Kirsebærrene modne, Roserne udfoldede og mit Træ løfter sig i Kraft høit paa Klippeskrænten. Vi have her i Besøg Forfatteren , hans nyeste Lystspil: »« gjør Lykke. De kjender vel hans meget omtalte Roman: »,« var den ikke i ni Dele, saa havde jeg læst den. er det min Plan at aflægge Vesit i Veimar. feirer sin Fødselsdag den . , bliver opført. Jeg er indbudt og glæder mig til at komme.«
var jeg igjen i Kjøbenhavn, al min Tanke, al min Tid gik op i Digtningen: »At være eller ikke være.« Den jeg selv ventede mig stor Glæde af. Det viiste sig imidlertid senere at Alt det jeg havde slidt for at samle og tilegne mig, mindre tiltalte end det af Gud Givne, det Digteriske i Bogen.
1857
skrev jeg Ingemann til:
– »Fra har jeg nyeligt faaet . Han skriver at han mod denne Maaneds Slutning ender sin Roman »«, og er da en »fri Mand«. Han har mellem Rochester og London, der fløtter han ud med sin Familie i Begyndelsen af Juni og venter mig; jeg skal faae en smuk Udsigt og kjærlige Venner. Jeg er lykkelig over Tilbudet om at komme der. Jeg vil see om jeg kan lægge Udreisen over Sorø sidst i Mai for at være hos Dem Deres Fødselsdag den 28 Mai. En Uges tid tidligere vil min Roman, »at være eller ikke være«, udkomme, jeg har tilladt mig at dedicere den til »Digteren Ingemann og Philosophen Sibern«, De vil forstaae min Tanke dermed.« –
Een af de første jeg forelæste min nye Bog i det den udkom, var hendes Majestæt Enkedronningen, , altid havde hun og været mig naadig og god. Jeg tilbragte denne Gang flere Dage paa det skjønne skovrige Sorgenfri, Skoven sprang net op ud i de Dage jeg var der; hver Aften læste jeg nogle Capitler af Romanen der berører den første, tunge men dog løftende Krig; under Læsningen saae jeg ofte den ædle Dronning dybt bevæget og ved Bogens Slutning udtalte hun inderligt og smukt sin Tak. Hun hører til de ædle, veltænkende Qvinder, hos hvem man glemmer hendes høie Rang og glæder sig ved det ædle Menneskelige. En Aften kjørte hendes Majestæt en Tour gjennem Skovene og ud langs Strandveien, jeg var i en anden Vogn med to af Hoffets Damer; i det hendes Majestæt kjørte forbi et Sted paa Veien hvor en Deel Børn legede, kjendte disse hende, stillede sig i Række og raabte Hurra! Lidt efter kom Vognen hvori jeg sad, »der er Andersen!« raabte de Smaa, »Hurra!« Efter Hjemkomsten igjen til Sorgenfri, sagde Dronningen smilende: »Jeg troer alle Børn kjende os to, jeg hørte Hurraraabet!« –
Paa Gaden og fra Vinduerne nikke tidt et venligt Barneansigt ned til mig. Jeg mødte en Dag en rigklædt Dame spadserende med sine Børn, den mindste lille Dreng rev sig løs, løb over til mig og rakte mig Haanden. Moderen kaldte paa ham og sagde som jeg siden hørte fortælle »hvor tør Du tiltale en fremmed Herre!« men den Lille svarede. »Det var ingen Fremmed, det var Andersen, ham kjender jo alle Drenge!«
Det var i dette Foraar netop jeg havde været i Engeland, i den Mellemtid havde Dickens oftere glædet mig med Brev, nu fulgte jeg hans venlige Indbydelse.
Jeg var Lyksalig! Opholdet hos Dickens maatte blive og blev et Glandspunkt i mit Liv. . I mine samlede Skrifter findes af dette mig saa dyrebare Ophold, hvor Mennesket Dickens blev mig saa uendelig kjær som Digteren var og er det. Her følger et kort Uddrag af det Givne.
I Morgenstunden naaede jeg med Banetoget London, og søgte strax Nordbanen for at naae Stationen Higham. Her var ingen Vogn at erholde, tilfods, ledsaget af Banebetjenten, som bar mit , naaede jeg hvor Dickens havde sin smukke Villa. Dickens traadte mig imøde saa glad, saa hjertefuld, lidt ældre at see til end da vi sidst mødtes, men dette Ældre laae for en Deel i han havde lagt sig til. Øinene lyste, som før, det samme Smiil om Munden, den samme kjærlige Røst lød saa hjertelig, ja om det var mueligt endnu inderligere end før. Dickens var nu i sin Mandoms bedste Alder, sit fem og fyrgetyvende Aar, saa ungdommelig, livfuld, veltalende og rig paa Humor, der gjennemstraaledes af den varmeste Hjertelighed. Jeg veed ikke at sige Noget ham mere Betegnende, end de Ord, jeg i et af de første Breve derfra skrev om ham: »Tag det Bedste ud af alle Dickens Skrifter, dan Dig deraf Billedet af en Mand, og Du har Charles Dickens.« Og saaledes som han i den første Time stod for mig, var og blev han uforandret alle de Uger, jeg blev der, altid livssund, glad og deeltagende.
Nogle Dage før min Ankomst var en Ven af Dickens, Lystspildigteren død, for at samle et Par tusinde Pund til Enken var Dickens traadt sammen med , og Skuespilleren ; en dramatisk Forestilling og flere Oplæsninger hørte med til Programmet; al den Virksomhed og Travlhed forvoldte at han oftere, end ellers havde blevet Tilfældet, maatte tage til London og blive der hele Dage. Et Par Gange fulgte jeg med og blev hos ham i hans velindrettede i London. Med ham og hans Familie var jeg til i ; Vi saae begge, for første Gang, den uopnaaelige tragiske Skuespillerinde ; det var især i denne sidste Rolle hun mægtigt greb os; der var i hele hendes Fremstilling en psychologisk rystende Sandhed, forfærdelig og dog indenfor Skjønhedslinien; det er umueligt, at nogensinde før eller senere i Tiden et mere sandt og gribende Billede kan gives af den i Sjæl og Legeme gjennemrystede Qvinde.
Jeg saae den storartede og phantastiske Pragt hvor med Directeuren , Søn af den berømte Skuespiller Kean bragte Shakspears Stykker paa Scenen, saae første Forestilling af »«, hvor det at sætte i Scene var løftet til Overdrivelse. Den dristige Digtning forstenedes i Illustrationer, det levende Ord , man fik ikke den aandelige Ret – man glemte den for Guldfadet, den blev baaren frem paa.
Et Værk af Shakspear, konstnerisk fremstillet, selv kun mellem tre Skjermbrædter, er for mig en større Nydelse, end her hvor det var forsvindende i Skjønheds Staffage.
Af de Forestillinger der blev givet til Indtægt for Jerrolds Enke, stod som Glandspunkt den hvori Dickens med nogle af sin Familie optraadte, et nyt romantisk Drama: »« af Digteren , denne selvudførte den ene Elskers Rolle, Dickens den anden. –
I Dickens Huus blev jevnlig for gode Venner givet dramatiske Forestillinger. havde længe ønsket at see en af disse og vilde nu med sin Nærværelse beære denne i det lille Theater: . Som Tilskuere var alene Dronningen, , de kongelige Børn og ligesom ogsaa Hans Maj: , foruden denne høie Kreds var kun et Udvalg af de Spillendes Allernærmeste forundt Adgang. Fra Dickens Huus kom kun , og jeg.
Dickens udførte i Dramaet sin Rolle med gribende Sandhed og stor dramatisk Genialitet. Den lille Farce »«, blev givet med mageløs Livlighed af Charles Dickens og af Udgiveren af »«, Mr , der, som vi høre, i den senere Tid offentligt er optraadt med stor Held som »«.
Efter Forestillingen tilbragte jeg til ud paa Natten med alle de Spillende og Medvirkende, muntre Timer i »«, en Fest der senere fornyedes i det Grønne hos , Bestigeren af Montblanc. –
Paa Landet hos Dickens saae jeg Engelands rigeste Dame, Miss , der af Alle omtales som en af de ædleste og meest velgjørende Qvinder; det er ikke nok at hun har bygget flere Kirker, men hun sørger fornuftig og christeligt for de Fattige, de Syge og Trængende. Hun tilbød mig at boe i hendes Huus i London, jeg kom der og saae et i al Rigdom indrettet engelsk Huus, hvor dog den ædle, qvindelige, høist elskværdige Miss Coutt, blev mig den meest Uforglemmelige.
Hvor afvexlende og rigt end Livet var inde i London, jeg var dog altid glad ved at naae igjen det egenlige Hjem i Gadshill, der var saa hyggelig i den lille Stue, om Claveret, hvor Dickens med Hustru og Gjæster sad i Kreds. Det var lykkelige Timer og dog komme saa tidt i disse tunge mørke Øieblikke, ikke indenfra men udenfra. Denne Gang var det, erindrer jeg særligt, over min sidste Bog: »At være eller ikke at være,« som satte mig i daarligt Humeur, det den ikke skulde; dog just i denne min Sorg og Forstemthed maatte jeg erkjende hvorledes selv denne Prøvelse skulde føde Glæde, forunde mig en Udtalelse af Dickens uendelige Hjertelighed. Da han af sin Familie hørte hvor forstemt jeg var, lod han et heelt Fyrværkeri af Spøg og Lune lyse og da det endnu ikke trængte heelt ind i mit Humeurs mørke Kroge kom der Alvor i al Hjertelighedens Glands, en saa varm Erkjendelse, at jeg følte mig løftet, styrket og fyldt af Lyst og Trang til at fortjene Sligt. Jeg saae ind i Vennens milde, straalende Øine og følte, at jeg burde takke »en streng Critik« for at have vundet et af de deiligste Øieblik i mit Liv. –
Altfor snart henfløi de lykkelige Dage hos Dickens; kom, jeg skulde før jeg endnu naaede Danmark see for Tydsklands digteriske Storhed. Jeg var indbudt til ved Afsløringen af Göethes, Schillers og Wielands Statuer.
I den tidlige Morgen lod Dickens spænde for sin lille Vogn, satte sig selv op som Kudsk og kjørte mig til Maidstone hvorfra jeg skulde tage med Banetoget til Folkestone, han tegnede til mig et Kort over alle Stationerne, Dickens var saa livlig, saa hjertelig den hele Vei, jeg sad næsten taus, forstemt ved at Afskeds Øieblikket nærmede sig. Paa Banegaarden omfavnede vi hinanden; jeg saae ind i hans sjælfulde Øine, saae maaskee for sidste Gang ham i hvem jeg beundrer Digteren og elsker Mennesket. Et Haandtryk endnu og han kjørte bort; jeg brusede afsted med Toget.
»!«
Fra Maxen ved Dresden sendte jeg
Kjære, bedste Ven.
Endelig kan jeg skrive! det har da ogsaa varet længe nok, alt for længe! men alle Dage, næsten hver Time var De i min Tanke. De og Deres Hjem er blevet som et Stykke af mit sjælelige Liv og hvorledes kunde det være anderledes. I Aaringer elskede og beundrede jeg Dem, det var gjennem Deres Skrifter, men nu kjender jeg Dem selv; Ingen af Deres Venner kunne inderligere hænge fast ved Dem end jeg. Dette Besøg i Engeland, Opholdet hos Dem er et Glandspunkt i mit Liv, derfor blev jeg saa længe; derfor var det mig saa tungt at sige Farvel; tilvisse, da vi kjørte sammen fra Gadshill til Maidston, havde jeg det saa tungt, det var mig næsten ikke mueligt at føre en Samtale, jeg var ved at græde. Siden, naar jeg tænker paa Afskeden, føler jeg ret levende hvor tungt det har maatte være Dem nogle Dage derefter at følge ombord og vide at De ikke skulde see ham igjen før om syv Aar. Jeg har ikke Udtryk, selv om jeg kunde skrive mit Brev paa Dansk, ret at sige hvor lykkelig jeg var hos Dem, hvor taknemlig jeg er! jeg forstod ved hvert Minut at De var mig god, at De gjerne saae mig og var mig en Ven! De kan tro, jeg skatter hvad det vil sige! ogsaa Deres Kone modtog saa hjertensgod mig den Fremmede. Jeg indseer at det kan slet ikke have været saa behageligt for den hele Kreds at have i Uger om sig en saadan, der talte Engelsk saa daarligt, Een der syntes faldet ned fra Skyerne. Dog hvor lidet lod man mig føle dette. Bring min Tak til dem Alle. sagde til mig den første Dag jeg kom: »I will put you out of the window«, men senere sagde han at han vilde »put« mig »in of the window«, og jeg gjør hans sidste Ord til hele Kredsens. Efter at have levet i et saadant Hjem, været saa glad opfyldt af det som jeg, kunde, naturligviis, intet Ophold være for mig, jeg følte mig der som i en heed Bikube, hvor der ingen Honning fandtes. Varmen var trykkende, jeg maatte afsted, men i korte Dagreiser. Hele fem Dage hengik før jeg naaede Frankfurt; først den syv og tyvende var jeg i Dresden, hvor Familien Serre ventede mig, Dagen derpaa var det Huusherrens Fødselsdag og denne skulde feires hos een af Vennerne, den berømte Pjanist og Componist Henselt, der lever den længste Tid af Aaret , men i Sommertiden paa sit Gods i Slesien; der hen kom vi til Glæde og Festlighed. Først igaar ere vi her tilbage paa Serres Eiendom i Maxen. I den tidlige Morgen skriver jeg dette Brev. Det er som om jeg selv bragte det. Jeg staaer i Deres Stue paa Gadshill, seer, som første Dag jeg kom, Roserne blomstre om Vinduerne, de grønne Marker løfte sig ned mod Rochester; jeg fornemmer Æbleduften af de vilde Rosenhækker ud til Marken hvor Sønnerne spille Criquet, o hvor Meget vil der ligge imellem før jeg igjen fornemmer og seer det i Virkeligheden, om det nogensinde skeer! men hvad end Tiden opruller, mit Hjerte vil trofast, kjærligt og taknemmeligt hænge ved Dem min store herlige Ven! Glæd mig snart med et Brev, siig mig saa naar De har læst »« hvad De dømmer om den. Glem kjærligt hvad Skyggesider maaskee Samlivet har viist Dem hos mig, jeg vil saa gjerne leve i god Erindring hos den jeg elsker som en Ven og Broder.
Deres trofaste
Hans Christian Andersen
Snart efter modtog jeg fra den ædle herlige Dickens med Hilsener fra hver især, selv fra og Hyrdehunden deroppe. Senere kom sjeldnere Breve, og i de sidste Aar slet ingen.
»Forbi, forbi og det blive alle Historier!«
Men nu til Begivenhederne igjen.
I Weimar stod Alt i festlig Glands; fra alle tydske Lande strømmede Folk til; jeg havde imidlertid det bedste hyggeligste Hjem hos min Ven Overhofmarschal ; vare hidkaldte for paa den Scene hvor Goethe havde virket, at hævde dennes Betydning; Scener af Goethes »Faust« anden Deel, blev givet, ligesom et tidssvarende Forspil skrevet af som da var Theaterintendant. Ved Hoffet vare rige, interessante Feste, Fyrster og Kunstnere mødtes. Indvielsen af Wielands ligesom af Gothe og Schillers Statuer fandt Sted i deiligt Solskins Veir; i det Sløret faldt fra disse to Mesteres Skikkelser, saae jeg et af disse Tilfældets poetiske Momenter: en hvid Sommerfugl omflagrede Göthe og Schillers Hoveder, som om den var uvis paa hvem af disse den skulde sætte sig som Udødelighedens Symbol; efter kort Omflaggen løftede den sig i det klare Sollys og forsvandt. Jeg fortalte denne lille Begivenhed til Storhertugen og til og . Denne Sidste spurgte jeg en Dag om der var nogen Sandhed i, hvad saa Mange i Weimar sagde, at jeg skulde have Liighed med hans Fader og han svarede at det var Tilfældet, men Liigheden laae meest i min Skikkelse, Holdning og Gang, »min Fader,« sagde han, »havde et noget anderledes Ansigt end Deres og rødt Haar!« Det sidste havde jeg ikke før hørt.
Til Festligheden i Theatret havde , den vandt stormende Bifald og Fremkaldelse, mig tiltalte den ikke, Feilen være nu min, det var som Bølger af Dissonanser der vel løstes i Harmoni, men ikke bar mig, jeg følte mig forstemt ved ikke at kunne være med som de Andre, følte mig særlig forlegen over for Lißt, hvem jeg som Konstner beundrer og i Tankeflugt og Verdens Mod seer op til. Næste Dag var jeg indbudt af ham til Middag, han saae en Kreds af sine Venner, alle tilvisse Beundrere, jeg følte at jeg ikke kunde stemme ærligt i med Begeistringen, det piinte mig, jeg tog en hurtig Beslutning, fra Veimar, men er endnu bedrøvet ved at tænke tilbage derpaa, beklager at jeg gav efter for en Stemning hos mig og ikke fik sagt Lev vel til Pjanoets Fyrste, har senere aldrig mødt ham, der i sin Kunst hører til een af vor Tids store Phænomener.
, der var Kolera; jeg naaede Kiel og hørte at Sygdommen ogsaa var i Danmark og stærkest i Corsøer, hvorhen jeg netop skulde med Dampskibet. Veiret var godt, Overfarten alfor kort, vi kom til den kolerabefængte By flere Timer før Banetogets Afgang og traf der i Ventesalen sammen med en Deel af Byens Folk. De vare meget .
I Kjøbenhavn modtog mig med Spørgsmaalet, hvad jeg vilde her, nu da flere Kolera-Tilfælde havde viist sig. Jeg skyndte mig igjen ud paa Landet, først til Ingemann og derfra til det gjestfrie Basnæs, men i den lille Stad Skjelskjør tæt der ved var ogsaa Kolera, jeg vidste det ikke, men følte mig forunderlig betaget.
Sindet kom imidlertid atter i Ligevægt, og da udviklede sig Planen til en ny Eventyr-Comedie: Lygtemanden, Ingemann syntes godt om den, men den kom dog kun i løst Udkast paa Papiret, og flere Aar efter blev den givet i ganske forandret Form og Skikkelse, Eventyret .
for det kongelige Theater overdrog mig at skrive til ; skulde fremsige den, men han havde i de sidste Aar vanskeligt ved at lære udenad, han glemte og han . Jeg frygtede at det vilde ogsaa blive Tilfældet her og det blev Tilfældet.
Med sit prægtige klangfulde Organ sagde han Prologen men saa hullet at den for mig ikke vaiede som en Festfane men som en pjaltet Las. Critikken omtalte den hædrede Kunstners smukke Fremsigelse, men det Sagte hang ikke rigtigt sammen. Det var naturligviis Digterens Skyld og ikke den høitskattede Kunstners. , for at man kunde læse og forstaae den, men det var rigtignok .
Forlængst er dette hendunstet, men Ingemanns Skrivelse til mig staaer som en digterisk tegnet henover det Udslettede.
.
En glædelig og velsignet Jule og Nytaarstid! ingen i det nye Aar og ingen Strammen i Humeuret af de kjøbenhavnske eller nogensomhelst af Yderverdenens Spindelvæve! see paa Mælkeveien, tænk paa det store, rige Livs Eventyr gjennem alle Tilværelsens høiere og høiere Steder til den sidste store Verdensdags Ende, og lad os takke Vorherre for Uendeligheden i den Herlighed, han har beredt os baade her og hiinsides, medens vi puste alle Smaaplaneternes Spindelvæve bort med et frit og glad Aandepust! Poesien er dog, Gud skee Lov, et bedre Luftskib, end alle de brogede , hvormed Virtuoserne daglig stige op og dratte ned, eftersom den ustadige og ofte udspiler eller forlader Døgnballonerne. Naar De nu faaer fat i Deres »Lygtemand« saa lad ham ogsaa optage i sig og befrie Dem fra den Ædderkop-Dæmon, der spinder og omsnoer os med alle Lilleput-Verdnernes aandelige Spindelvæve! jeg forsøgte det i mine »«, men Ideen fik neppe Anskuelighed nok. Naar man bliver gammel, blive selv de poetiske Ideer let for magre og mangle det Kjød og Blod, man dog ikke kan undvære i denne Verden. –
– Hjertelig Hilsen fra min Lucie; en Nisse der har bragt hende Tandpine og en hoven Mund har søgt at forpurre vor Juleglæde. Her staaer ellers et smukt Juletræ i vor Dagligstue hvor med Pigen og Havekonen har overrasket os Juleaften. Fra har jeg faaet Medallion-Portræt af ham selv og i Æskelaaget har hun en smuk Jule-Engel. Der er dog megen smuk Venlighed og Kjærlighed i Verden og vi vare skammelig utaknemlige, naar vi vilde være vrantne eller kleinmodige. Det er De jo igrunden heller ikke, men det Prolog-Pilleri havde utilbørligt forstemt Dem. Glæd os snart med Efterretning om at De flyver frisk og freidig i en poetisk Himmel.
Deres hjertelig hengivne
Ingemann.
1858
I de senere Aar er det saa ofte blevet sagt mig, at jeg tilsidst maa troe der paa, at naar jeg selv foredrage mine Eventyr, komme disse i deres bedste Lys. Jo større Forsamling jeg staaer for, desbedre lykkes Oplæsningen. Og dog gaaer jeg altid til en saadan med en utrolig Angest. I den første Tid havde jeg forud en søvnløs Nat og naar Aftenen kom var jeg som i Feber.
Det er ikke den Enkelte, selv den betydeligste Mand, som Tilhører, der vækker denne Angst, nei, det er Mængden, Massen, den ligesom omtaager og betager mig. Og dog er jeg altid blevet modtaget med Glæde og lydelig Taksigelse.
I de sidste Aar havde i Kjøbenhavn dannet sig en , tidligere end . To af de Mænd som særligt interresserede sig for ved Foredrag og Oplæsninger af almeennyttig Art at virke her, var Professor Doctor og Redacteur . De henvendte sig til mig om at læse i Foreningen nogle af mine Eventyr.
Det var paa i Kjøbenhavn. , udenfor trængte Mængden sig tæt op til Vinduerne og forlangte disse aabnede, det var for et nerveust, frygtsomt Gemyt, ganske overvældende, dog saa snart jeg stod paa Talerstolen forsvandt al Frygt.
Jeg indledede med følgende Ord, som vist dengang var nødvendigt:
»Mellem de lærerige Foredrag som ere holdte i Arbeider Foreningen er der eet, man har troet ikke burde savnes og det er eet fra Digtekunsten, den Kunst der aabner vore Øine og vort Hjerte for det Skjønne, det Sande og det Gode.
I Engeland, i den kongelige Marine, er der gjennem alt Tougværket, i Smaat og Stort, , der antyder at det tilhører Kronen, gjennem alle Menneskers Liv og Levnet gaaer ogsaa en Traad, en usynlig Traad, der viser at vi tilhøre Gud.
At finde denne Traad i Smaat og Stort, i vort eget Liv og i Alt uden om os, det skal Digtekunsten hjelpe os til og den kommer frem i mange Skikkelser, lod den komme i sine Comedier, viiste os sin Tids Mennesker med deres Skrøbeligheder og Moersomheder og det kunne vi lære meget af.
I de ældste Tider virkede Digtekunsten meest ved hvad man kalder Eventyr; selv Bibelen er indklædt Sandheder og Viisdom i hvad vi kalde Parabler og Lignelser. Nu veed vi Allesammen at Lignelsen ikke skal tages lige efter Ordene, men efter Betydningen der er lagt i disse, efter den usynlige Traad, som ogsaa løber der!
Vi veed, at naar vi høre Eccho fra Muren, fra Mark og Høider, saa er det ikke Muren, ikke Mark og Høider som taler, men en Gjenklang af os selv, og saaledes skal man ogsaa i Eventyret, i Lignelsen see at finde os selv, finde den Betydning, Lærdom og Glæde vi kunne faae ud der af.
Saaledes stiller sig Digtekunsten ved Siden af Videnskaben og aabner vort Øie for det Skjønne, Sande og Gode, derfor læse vi nu her et Par Eventyr.«
Og jeg læste og blev fulgt med Opmærksomhed; enkelte naive, hjertefulde Udbrud hørtes. Jeg var glad og tilfreds ved at have læst. Senere holdt jeg og andre Forfattere fulgte mit Exempel.
, hvori jeg jevnlig alle Vintre har læst og mødt stor hjertelig Deeltagelse og Paaskjønnelse, flere af vore danske Digtere og Forfattere ligesom de meest betydende Skuespillere have der foredraget Digte og dramatiske Værker. Ved paa Foreningens Stiftelsesdag hvortil jeg var indbudt, udbragtes en varm følt Skaal for den danske Scenes Prydelse, nu afdøde , han blev nævnet som den første der havde brudt Isen, den første der havde bragt Poesiens Gaver til Arbeiderforeningen, og da han havde lagt Veien . I »Arbeiderforeningen af 1860« havde vistnok Hr Wiehe været , men Aar forud da første Gang Arbeiderklassen samledes i Forening var jeg 1858 den som »brød Isen« og det er en Ære jeg ikke vil give slip paa.
læst mine første Eventyr. Aaringer vare hengaaede siden. læste jeg igjen og blev saa hjertelig modtaget saa glad hilset at tilvisse om min Frygt for at læse op for en stor Kreds vel ikke hævedes, jeg dog her og hos Arbeiderne følte og forstod at jeg læste for unge varme Hjerter, natursunde Mennesker, der gjorde de overstaaede Aftener til henfarne smukke Fest-Øieblikke.
I de sidste Aaringer udkom ved Juletid, eller tidligt paa Foraaret, et lille Hefte Eventyr paa hvis gule Omslag prangede Billedet af Storken som kommer flyvende med Foraaret paa sin Ryg, indeholdt det større Eventyr: Dyndkongens Datter. Her om skrev Ingemann.
Kjære Ven!
De er et lykkeligt Menneske! og nu har De jo fundet en Ædelsteen i – Dyndet. Det er en velgjørende , der saaledes holder os Roser for Næsen hvor det stinker værst i Verden og viser os nu kongelig Herlighed i Dyndet, at hun er smuk har jeg allerede hørt af Andre. Det skal fornøie mig at see hende efter den Storvask og de sex Skyllinger De har foretaget med hende. Jeg har saa megen Kjærlighed til hendes ældre Søskende og saa megen Tillid til hendes Afvaskers Smag og fine æsthetiske Løgte at der hverken ved hende eller det halve Kongerige hun sagtens medbringer, klæber mindste Plet fra hendes Faders Heelstat. . Gid nu Deres Prindsesse kunde vise os hvad Godt og Skjønt der kan komme ud af et saadant Rige. Lykke og Velsignelse i det Livsaar, De har begyndt. Det er maaskee inconsequent, men i hvor høi Priis jeg end sætter paa at man er født, som Betingelse for alt Liv og Begyndelsen paa det der er værd at leve for, bryder jeg mig dog ikke meget om Fødselsdage. Den anden April huskede vi desuagtet paa med Hensyn til den fredelige anden Aprils Helt paa Storkeryggen, som jo er Vignet paa Deres Eventyr og Historier. var nær kommet den Dag. Den Paaskjønnelse fandt vi kjøn og i sin Orden. Hjerteligst Hilsen fra os begge. –
At Theatret ikke slaaer ihjel, var mig en glædelig Tidende. Mig vilde denne Post ødelægge og Dem maaskee med, hvorvel De jo, naar det skal være, kan være practisk som Pokker. Jeg var ogsaa practisk i , men det tog paa Kræfterne og eet Aar til havde jeg ikke udholdt det. Nu et fremdeles lykkeligt Privatliv og Digterliv, med friskfarvede , hvad enten disse flagrer over Blomster eller løber i sin gjennem Dyndriget for atter at flyve hen over Verden i Solskin og Sommerluft.
Deres hjerteligt hengivne
B. S. Ingemann.
I Juni var jeg allerede , i Besøg og hos . Reiselivets Glæde var endt, i Hjemmet forestod mig at høre om en Begivenhed, der rystede mig, fyldte mig med stor Sorg og som altid træder smærtelig og afskrækkende frem for mig naar Venner fra Amerika kalde mig til deres Hjemland, hiin Side Verdenshavet. Jeg har i de første Blade af mit Livs Eventyr fortalt om Huus i Kjøbenhavn, hans , om den ældste Datter Henriette, som altid i tunge og glade Dage tog saa inderlig Deel i Alt hvad som mødte mig; boede hun sammen med sin yngste Broder Christian Wulff, Lieutenant i Marinen. En mere kjærlig og opofrende Broder end han var, har ingen eiet. For hende var det en Trang, ja om man vil en Sundheds Sag at reise og særligt elskede hun Havet; paa flere større Reiser fulgte Broderen hende; med ham besøgte hun Italien, med ham var hun paa og i America, paa den for hende næst sidste større Reise kom de begge paa et Fartøi hvor der var Smitte af den gule Feber; Broderen blev angrebet og hun den svage Pige var hans Pleierske, sad ved den Febersyges Seng, tørrede med sit Lommetørklæde hans hede vaade Pande, tørrede saa sine Øine med det samme Klæde, men hun blev den stærke, hun slap for Sygdommen, mens Broderen bukkede under, og blev jordet. Dybt overvældet af Smerte fandt hun et kjærligt Hjem paa Eaglevood ved Nev York hos den ædle og hans fortræffelige Hustrue Rebecca, hvis Bekjendtskab hun havde gjort ved Forfatterinden Frederika Bremer. Efter et Aarstid kom Henriette Wulff igjen til Danmark, vi saae hinanden saa godt som daglig. Savnet af Broderen var i mange Henseender umaadelig; hendes Tanker fløi tidt til det Land hvor Broderens Støv hvilede; hun maatte engang endnu derhen, og bestemte sig i Sommeren til denne Reise. I Septembermaaned gik hun med det hamborgske Dampskib Austria; fra Engeland kom det sidste Brev fra hende til Søsteren; hun fortalte at de vare saa særdeles Mange ombord paa Skibet, men der var Ingen hun følte sig draget til, ja da de kom i Land i Engeland følte hun en saa stor Ulyst til Reisen, at hun helst havde vendt om igjen, men skammede sig over denne Svaghed og blev.
Ikke længe efter læste vi i Avisen at paa Atlanterhavet, jeg var overvældet, hendes Søster og ældre Broder, Slægt og Venner gik i en Angest og Uvished; snart fulgte Skildringer af skrækkelige Scener i Undergangens Øieblik, fra de Enkelte der vare frelste, men hvem vare disse, var hun, den lille, svage Skikkelse mellem de Levende? Ingen Efterretning kom for Visheden at hun var paa Havets Bund. Kan Smerten lægges i Ord, da ligger den tilvisse i hvad jeg i Sorgens første Øieblik nedskrev.
(Død paa Dampskibet »Austria« den 13 September 1858)
I det brændende Skib, paa det rullende Hav,
I Rædsler, som ei vi udholde at høre,
Har Du lidt, har Du endt, har Du fundet Din Grav,
Dødsmaaden og Kampen, naae aldrig vort Øre.
Du dristige, kraftfulde Sjæl, Du Dig holdt
I et skrøbeligt Legem’; høit stod Du i Vrimlen,
Og aldrig Dit ildfulde Hjerte blev koldt,
Her faae kun forstod Dig, men flere i Himlen!
Du var mig en Søster deeltagende stærk,
Min Sjæl holdt Du oppe, naar Verden mig traadte,
Du kjendte, forstod mig, og det er Dit Værk,
At tidt jeg ei sank, naar synke jeg maatte.
Det Falske, det Tomme, det Bjældeklangs Smaa
Har Hobens Beskyttelse, bæres af Strømmen,
Dens Løb ei forandres, Skumbølgerne gaae,
Og Jordlivet gaaer, – det er endt snart som Drømmen!
Farvel min Veninde fra Barndommens Aar,
Du var mig meer god, end jeg det fortjente,
Nu har Du stridt ud; – hos en Broder Du staaer
Med hvem alt paa Jorden Dig Længsel foreente.
Din Kiste blev Havet, det rullende Hav,
Og Indskriften over Dig staaer i vort Hjerte,
Din Sjæl er i Himlen, der Herren Dig gav
Lyksalighed tifold for Dødsstundens Smerte.
I det brændende Skib, paa det rullende Hav,
I Rædsler, som ei vi udholde at høre,
Har Du lidt, har Du endt, har Du fundet Din Grav,
Dødsmaaden og Kampen naae aldrig vort Øre.
Min Tanke var i Nætter og Dage opfyldt af denne Begivenhed, jeg kunde ikke tænke paa Andet, og mangen Nat, i Uvishedens Tid, bad jeg i mit Hjerte Gud, er der en muelig Forbindelse mellem Aande- og Legemverden, da forund mig et Vink, et Tegn derfra om selv en Drøm kun om hende; men uagtet vaagen min Tanke heelt omsluttede Ungdoms Veninden, naar Søvnen med Drømme kom, aldrig viiste eller rørte sig Noget min Phantasi kunde sætte i Forbindelse dermed. Den stadige Tanke om det Skeete angreb mig saaledes at en Dag jeg gik paa Gaden, forekom mig pludselig Husene som uhyre Bølger, der rullede mod hinanden, jeg saae Bevægelsen, men i samme Øieblik blev jeg i den Grad forfærdet over mig selv, at jeg med al min Villies Kraft brød denne stadige Tænken paa Eet og det Samme jeg følte det maatte føre til Vanvid. Der kom en pludselig Ro i mit Sind, en Fortrøstning til Gud og Sorgen løste sig i Veemod.
Ingeman skrev til mig:
.
– »Jo større hiin Sjæl i det lille, svage Legeme har været, jo lettere har Flugten været fra det brændende til det slukkende Element og jo friere Flugten til det store Aanderigets Element hvori vi først dog ret skulle drage Aande. Dog »,« og »« Digter behøver jeg ikke at udmale Lyssiden selv i det jordiske Undergangs Billede, der et Øieblik maa kunne overvælde os, som det Rædsomste. Det har De selv vist allerede gjort og har De da tillige givet Smerten og Kjærligheden Luft i en Afskedssang til den befriede Aand, saa har Smerten tabt sin Braad inden dette lille Brev naaer Dem. Baade min Lucie og jeg har hjertelig følt og deelt Deres Smerte ved Tanken og Udmalingen af det sandsynlig indtrufne Forfærdelige, men vi vide, Gud skee Lov, ogsaa hvor og hvorledes De vil søge og finde ikke alene Trøst, men selv Opløftelse i hvad den høieste Kjærlighed dog kun tilskikker. Gud velsigne Dem og give Dem Kraft til ikke blot selv at finde Trøst, men ogsaa at kunne meddele den til Søsteren.«
Frøken Wulffs ældste Broder Capitain i Marinen skrev til een af de fra Skibet frelste Søofficerer og Alt hvad der erfaredes var at Jette Wulff var seet ved Frokostbordet, efter dette pleiede hun altid, vidste man at gaae til sin Kahyt og først komme igjen til Middagsbordet; i denne Mellemtid var det Ulykken skeete; Skibet skulde udluftes ved at brænde Tjære, Tjæretønden væltede og det brændbare Stof udbredte Røg og Flammer, der snart omspændte hele Skibet; man antog at hun qvalt af Røgen var død i Kahytten, den er nu hendes Gravkammer paa Atlanterhavets Bund.
1859
melodierige folketonende »« hvor til jeg har skrevet Texten, blev efter igjen bragt paa Scenen og fik stor Erkjendelse, selv min Text blev fremhævet, i »Fædrelandet« kaldte den »et virkeligt Digt en Inspiration: . Skjønne, venlige Billeder glide forbi, de tale saa naivt og uskyldigt til Een, og Udarbeidelsen i Sproget er saa phantasiriig og plastisk, at man ikke læser dette Digt uden at røres. Der staaer en Verden skreven sammen paa disse Blade, saaledes som den maaskee aldrig har været til, og som den maaskee aldrig vil blive, men det er det Samme, den har noget Skjønt i sig og lægger sig om vort Hjerte, som Noget vi længes efter.« – En saa velvillig Udtalelse forundtes nu mit Digt, ligesom ogsaa »Hartmanns overordenlige deilige Musik«, som Anmælderen udtrykker sig vandt største Erkjendelse.
I det tidlige Foraar udkom : »Eventyr og Historier«. Mellem disse: »Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre«. Skoven var sprunget ud, Veiret varmt og smukt, Kong Frederik den Syvende opholdt sig da paa det gamle prægtige i den deilige Skovnatur, for at høre mig selv forelæse den nye Digtning. Jeg blev modtaget med den jevne hjertelige Ligefremhed Kongen altid viiste, og tilbragte to smukke Dage i Christian den Fjerdes stolte Bygning, som vi har levendegjordt bevaret i , hvoraf jeg her vil indlægge et Par Stropher:
Deilige Slot med de glimtende Fløie,
Aldrig i Norden Din Lige man saae,
Issen Du strakte mod Himlen den høie
Foden Du vasked’ i Bølgen den blaa.
Kløgtig med Konst har en kongelig Mester
Manet Dig frem over Vandenes Strøm,
Hvælvet Dit Tag over tusinde Gjester,
Fængslet i Stenen sin deiligste Drøm.
Skjøn som en Rose fra Feernes Riger,
Fast som det Ord, der blev talt af en Helt,
Stolt som et Fjeld, der mod Lyset opstiger,
Blinked Dit Taarn under Stjernernes Telt.
Jeg saae al den Pragt og gamle Herlighed, gik i disse Sale, sad ved Kongens Bord der, den smukke Solskins Dag var dækket nede i Haven. Da Taffelet var hævet fulgte en Seiltour paa Søen rundt om Slottet. Kongen meente at just herude i det Frie maatte læses Historien som Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre. Hans Majestæt med Gemalinde toge Sæde i Kongebaaden hvor jeg ogsaa fik Plads; et Par Baade med andre Gjester fulgte. Vi glede hen over det blanke Vand, hvori de ildrøde Skyer ved Solnedgangen speilede sig. Og jeg læste Historien om Rigdoms og Lykkens Henfaren, læste Vindens Susen: »hu – u – ud! fare hen!« Der blev et Øiebliks Stilhed i det jeg havde endt Læsningen, selv følte jeg mig forunderlig veemodig, og man vil forstaae at Erindringen om disse Minutter i Kongebaaden hvor Søen, Luften og Slottet selv straalede som i Glød, levende kom mig i Tanke, da i Aaret som fulgte, det Sorgens Budskab lød Frederiksborg . –
Sommertiden kaldte mig , Danmarks meest maleriske Deel. Erindringen herfra er nedlagt i »En Historie fra Klitterne« og en Skildring af »«.
, Eieren af det gamle Nørre-Wosborg, hvor engang stod nær Nisum Fjord, havde indbudt mig; et Billede af Stedet, Gaarden og Menneskene der er indlagt i .
» reiste jeg fra Silkeborg, vesterpaa. Jeg tænkte at komme i øde, næsten ubeboede Egne og finder overalt dyrkede Marker, smukke Haver op til Præstegaardene, hvor Hyld og Roser blomstre; her er meget beboet og et prægtigt Folkefærd, Nørre-Wosborg er en rigtig gammel Gaard med dybe Grave og høie Volde tæt op til Vinduerne, det skjærmende Krat rundt om Haven har Vestens Storme klippet som havde det været under Gartnerens Sax. Gaardens Capel er forandret til Gjesteværelse; her sover jeg; en hvid Dame viser sig paa dette Sted, men hun har endnu ikke besøgt mig, hun veed vel, at jeg lider Spøg, men ikke Spøgeri. I Onsdags, den sjette Juli, feiredes her paa Gaarden ; sex Bønderkarle som havde været med, bleve indbudne. Der blev spiist, drukket og holdt Taler, Danebrogen vaiede og da man bad mig om at læse et Eventyr, læste jeg »Holger Danske.« Etatsraad Tang ynder smukt og meget Bondestanden, og denne have vi besøgt; hvor her er rige, pyntelige Gaarde! Kjøkkenerne saae ud som vare de og hele Loftet var skjult ved et Mosaik af Skinker og Pølser. De gode Mennesker overvældede mig med Kage, Syltetøi og Drikkevare; de bøde Snaps og flere Slags Viin, og Liquerer, og da jeg, naturligviis, kun kunde nippe til al den Overflødighed, kom de med Chocolade: den kunde jeg vel drikke! sagde de og saa bragte de gammelt Øl ovenpaa. De meente det saa godt. kjørte vi til Huusby-Klitterne ved Vesterhavet, tre Mile herfra. Vi vare flere Vogne, alle med Danebrogs Flag, disse plantedes paa Klitterne, et Telt blev reist, Havet rullede, vi sang fædrelandske Sange. Omtrent to Bøsseskud fra Klitterne, ligger Huusby Præstegaard med store lyse Stuer; et godt Bibliothek og Deres Portræt. I Haven groer mægtige Træer og her er en Mylder af Roser. Men hvor var Vinden skarp da vi om Aftenen kjørte hjem, den skar mig Rifter i Læberne og skurede Huden af mit Ansigt. var stort Selskab paa Nørre-Wosborg, for min Skyld; her var over hundrede Mennesker, meest af Bondestanden; vi drak Thee i Haven og sad siden tilbord ud paa Natten i den store Sal, hvor der lød Sange og Taler; – det er et prægtigt Folkefærd, Bønder med Dannelse og Lyst til at vide og forstaae. De ønske særligt her vesterpaa en Jernbane, den kommer nok. Landet selv bliver engang et Korn- og Skovland er jeg forvisset om; men da er den romantiske lynggroede Hede borte med sin Eensomhed, sit og al sit Præg af en gammel Tid. Mange Sagn har jeg hørt herovre; flere knøtte sig til Nørre-Wosborg. Her i Kjælderen er det at sad; hun havde revet Fosteret ud af fem frugtsommelige Koner for at spise det varme Barnehjerte, og meente at naar hun havde ædt det syvende, kunde hun gjøre sig usynlig. I Dag tuder Vinden som ved Efteraars Tid og Havet høres!
Bring Deres Kone min hjertelige Hilsen!
Deres inderlig hengivne
H. C. Andersen
Nørre-Wosborg den 11 Juli 1859.«
Det var et deiligt Ophold her og ikke just saa kort. fulgte hele Familien mig til Lemvig. Her, nær Limfjorden er , ikke ved Helsingør hvor Shakspear har henlagt sin storartede dramatiske Digtning. »Amlets Grav« siger Vesterjyden. Den eensomme Faarehyrde sidder tidt paa Høien og blæser sin eensformige Melodi paa den lille Fløite han har skaaret af en Hyldegreen eller et Faarebeen.
Vi naaede Lemvig, tog ind i Gjestgivergaarden; snart saae jeg Dannebrog stukket ud fra Taget og lidt efter kom ogsaa hos Gjenboen et Dannebrogs Flag.
»Er her noget Festligt?« spurgte jeg. »Det er til Ære for Dem« sagde Etatsraad Tang.
Vi gik sammen ud for at see Byen; milde Øine hilsede mig, og fra flere Huse vaiede Flag, jeg kunde ikke ret tro, at det gjalt mig, men da jeg i den tidlige Morgen kom til Dampskibet maatte jeg forstaae at jeg havde Venner i Lemvig, og det fra de Store til de Smaa.
I Folkestimlen stod en lille, vel indpakket Dreng.
»Stakkels lille Fyr!« sagde jeg; »saa tidligt oppe for at komme med Dampskibet?«
»Han skal ikke med!« svarede Moderen, »han havde ikke Rist eller Ro før jeg lovede ham at komme her tilmorgen for at see Andersen reise; han kjender alle hans Eventyr!« Jeg kyssede den lille Dreng og sagde »gaa dog hjem og iseng, min lille Ven! Lev vel! lev vel!« Jeg var ganske Barneglad, blev varm der ved og frøs ikke som den Lille i den kolde friske Vestkysts Morgen. Skibet gled gjennem Ottesund hvor engang plantede sin Fane, og vilde at Danskheden skulde døe. Vi kom til Thisted, By, som os. Vi vare ved Landingsbroen, jeg sad i Kahytten, Dampen susede, pibede og peeb; da kom man og kaldte mig op paa Dækket, Venner af mine Digtninger stode paa Broen for at bringe mig et rungende Hurra. Ud paa Dagen naaede jeg Aalborg, milde Øine hilsede mig, venlige Haandtryk følte jeg. Min Ven fra Studentertiden, Kammerhere , gift med elskværdige Datter Sophie, førte mig til sit Hjem, det gamle Aalborghuus. Anders Sandøe Ørsted, Broderen til Electromagnetismens Opdager var her i Besøg; han Retsvidenskabens Stjerne af første Rang, og den betydende Statsmand. Som vi efter Middagsbordet sad i Skumringen, fortalte Tjeneren at der strømmede saa mange Mennesker ind i Gaarden, og snart kom en Deputation op i Stuen. Aalborg Sangforening vilde bringe mig en Sang
Hilsen. Jeg følte mig forlegen ved at den gjalt mig og ikke Ørsted, jeg kunde ikke stille mig ved det aabne Vindue hvor han for et Par Aar siden havde staaet og modtaget en lignende Hyldest. Jeg gik ned i Gaarden til de Syngende, Sangen begyndte og jeg trykkede saa Mange jeg kunde glad og taknemmelig i Haanden. Det var den første Serenade i Hjemmet. havde tidligere paa mit første Besøg i Lund 1840 bragt mig en saadan.
Fra Aalborg gik Reisen mod Skagen, Danmarks nordligste Pynt hvor Nordsøen og Østersøen mødes.
Det gamle , hvor eengang Kirkemagten raadede meer end Kongen selv i eget Rige, er nu Herresæde. Propretair dets Besidder af ham var jeg hjerteligt indbudt at at see Egnen og maaskee een af Vesterhavets Storme. Jeg har i min historiske Fortælling »« givet Billedet af Stedet:
»Nu ere vi oppe i Jylland, heelt ovenfor ; vi kunne høre Vesterhavet rulle; det er ganske nær ved; men foran os løfter sig en stor Sandhøide, den have vi længe seet, og vi kjøre endnu henimod den, langsommeligt kjøre vi i det dybe Sand. Oppe paa Sandhøiden ligger en stor, gammel Gaard, det er Børglum Kloster, den største Fløi er Kirken; derop komme vi nu i den sildige Aften, men Veiret er klart, det er lyse Nætter; man seer saa langt, saa langt vidt omkring, over Mark og Mose ned til Aalborg Fjord, over Hede og Eng, lige ud over det mørkeblaa Hav.
Nu ere vi deroppe, nu rumle vi ind mellem Lo og Lade og svinge om, ind ad Porten til den gamle Borggaard, hvor Lindetræerne staae i Række langs Muren; der have de Ly for Vind og Veir, derfor groe de, saa Grenene næsten skjule Vinduerne.
Vi gaae op ad den steenlagte Vindeltrappe, vi gaae hen ad de lange Gange under det Bjælkeværks Loft, Vinden suser her underlig, ude eller inde, man veed ikke rigtig hvor det er, og saa fortæller man – ja man fortæller saa Meget, naar man er bange eller vil gjøre Andre bange. De gamle, afdøde , siger man, glide stille forbi os ind i Kirken, hvor Messen synges, man kan høre det i Vindens Suus; man bliver saa underlig stemt der ved, man tænker paa de gamle Tider – tænker, saa at man er i den gamle Tid.« –
Nu følger Fortællingen, der i sin historiske Sandhed belærer og løfter i Lys vor Tidsalder over den af Poeten besjungne, lykkeligt forsvundne, forvundne Middelalder.
»Det spøger paa Børglum!« havde man sagt mig i Aalborg. I en bestemt Stue, viiste sig de afdøde Kaniker, man forsikkrede at selv havde seet dem. Jeg vover ikke at benægte Mueligheden af en Forbindelse mellem Aand og Legemverdenen, men jeg troer ikke med Forvisning paa den. Vor Tilværelse, Verden i og om os er et heelt Underværk, men vi ere saa vante dertil, at vi kalde det »naturligt«. Alt holdes og bæres ved store Natur-Love, Fornuft Love, Love der ligger i Guds Almagt Viisdom og Godhed, og jeg troer ikke paa Afvigelser fra disse.
Efterat jeg den første Nat havde sovet paa Børglom Kloster, kunde jeg ved Frokostbordet ikke undlade at spørge i hvilket Værelse her paa Gaarden Biskoppen havde sovet og Spøgelserne viiste sig.
Man spurgte om jeg havde Frygt og tilføiede at det var netop i mit Værelse de afdøde Kanniker havde viist sig. Det første jeg nu havde at gjøre var at gaae derhen og undersøge fra Gulv til Loft, ja jeg gik ud i Gaarden, betragtede nøie alle Omgivelser, kravlede op til Vinduer, for at komme efter om Stedet var indrettet til at arangere Spøgelse Scener; jeg vidste ikke om man her, som paa andre Herregaarde, rigtignok i min tidligste Ungdom, havde Morskab med at arangere spøgefulde Natte-Scener. Men jeg opdagede Intet og sov til Natten og i flere Nætter i Ro og Tryghed.
kom jeg tidligere tilsengs end sædvanlig og vaagnede nu kort efter Midnat, med et underligt Kulde-Gys, jeg følte mig uhyggelig, tænkte paa de omtalte Spøgelser, men sagde til mig selv hvor taabelig dog denne Frygt var, hvorfor og til hvad skulde her de hvide Kanniker vise sig for mig. Havde jeg ikke da jeg endnu levede i Uvished om Henriette Wulffs Død, bedet inderligt til Gud om det maatte forundes mig, om Sligt var mueligt at erholde et synligt eller hørligt Tegn, at hun var mellem de Henfarne; men Intet viiste sig, Intet fornam jeg.
Disse Tanker løftede mig ud af min Betagethed, men i samme Øieblik saae jeg i den bageste meest mørke Deel af Værelset en Taageskikkelse, som et Menneske. Jeg saae og saae, det isnede gjennem mig; det var ikke til at holde ud; jeg har en dobbelt Natur, Frygtsomhed og Trang til at vide og forstaae, jeg sprang ud af Sengen løb mod Taagebilledet og saae nu nærved, at den blank ferniserede Dør, hvis tre fremspringende Afsatser bleve belyste fra et Speil der igjen gjennem Vinduet fik Lys fra den klare Sommernat, formede nogenlunde en Menneskeskikkelse. Det var Spøgeriet jeg saae paa Børglum.
Senere har jeg endnu oplevet et Par Spøgelsehistorier, det vil vist her bedst være Stedet til at meddele disse; det var et Aarstid senere jeg var paa . Jeg gik ved høilys Dag gjennem een af de store Sale, og hører pludseligt at der bliver ringet stærkt som med en Bordklokke, Lyden kom fra den modsatte Fløi af Gaarden, hvor jeg vidste at Værelserne ikke vare beboede. Jeg spurgte Husets Frue hvad det var for en Klokke jeg havde hørt. Hun saae alvorlig paa mig. »De har ogsaa hørt den!« sagde hun, »og hørt den ved høilys Dag!« og hun fortalte at den oftere var hørt, især seent paa Aftenen, naar de forføiede sig til Ro, ja at Lyden da var saa stærk at den kunde høres af Folkene nede i Kjælderen.
»Lad os dog undersøge!« sagde jeg.
Vi gik gjennem Salen hvor jeg havde hørt den hemmelighedsfulde Klokke og mødte Husets Herre og Stedets Præst. Jeg fortalte om Klokkelyden og forsikkrede i det jeg traadte hen mod Vinduet. »Der er ikke Spøgeri!« og i det Ordene vare udtalte, ringede Klokken endnu stærkere; da rislede det mig koldt ned ad Ryggen og jeg sagde med mere spag Stemme; »jeg tør vel ikke benægte det, men jeg troer ikke ret paa det!« –
Før vi forlod Salen klang endnu en Gang Klokken men i samme Øieblik faldt tilfældigt mit Øie op paa den store Lysekrone under Loftet, jeg saae at de mange smaa hængende Glasstykker vare i Bevægelse; jeg greb en Stol, sprang op paa den med Hovedet mod Kronen, »Gaae hurtigt og stærkt hen over Gulvet!« bad jeg. Det gjorde man og nu hørte vi alle den stærke Klokkelyd, den havde Klang, som lød den langt borte fra; og Spøgeriet var opdaget.
En ældre Præste-Enke som hørte derom sagde senere til mig: »Det var saa interesant med den Klokke! hvor kunde dog De, som er en Digter nænne at løse Saadant op til Ingenting!«
Endnu en Spøgelsehistorie; den sidste.
Jeg var i Kjøbenhavn; jeg vaagnede midt om Natten og seer for Enden af Sengen staaer paa Kakkelovnen en kridhvid Buste, den jeg ikke tidligere havde lagt Mærke til. »Vistnok en Foræring,« tænkte jeg. »Hvem forestiller den?«, jeg reiser mig op i Sengen, stirrer paa den hvide Skikkelse; der i samme Øieblik forsvinder! det jog igjennem mig; men jeg stod op, tændte Lys, saae paa Uhret, Klokken var netop eet! i samme Øieblik hørte jeg Vægteren raabe Tiden. Jeg skrev den lille Begivenhed op og lagde mig igjen, men kunde ikke hvile, da kom det mig i Tanke, »det kan være Maanelyset der gjennem Vinduet har skinnet ind paa den hvide Muur;« jeg stod igjen op og saae ud. Luften var skyet, Nymaanen maatte ogsaa forlængst være nede; alle Løgter vare slukkede, altsaa heller ikke fra een af disse kunde Lysbilledet have viist sig.
Næste Morgen undersøgte jeg nøie Værelset og saae ud over Gaden; ovre ved Gjenboens Huus var en Lygte, skinnet fra den kunde ved det halvnedhængende Gardin og et Segl paa Fartøiet ude i Canalen forme paa Væggen Skikkelsen af et menneskeligt Hoved. Jeg gik derfor, da det blev Aften, ned paa Gaden og spurgte Vægteren: paa hvilken Tid han slukkede Lygterne.
»Klokken eet!« sagde han, »lige før jeg raaber!« Lysskjæret paa Muren havde jeg seet og stirret paa, Vægteren havde i det samme slukket Lygten og med den Spøgelset.
Men igjen til Børglum-Kloster, hvor flere end Een fortalte om natlige Syner; dem jeg havde den Lykke ikke at see; men saasnart jeg paa Hjemveien , maatte jeg tale om Spøgeriet og tale med den høierværdige Herre der havde seet de hvide Kannikkeskikkelser. Jeg tillod mig at yttre om Synet af disse ikke laae i en Feil i Øinene og han svarede alvorligt, »Det ligger maaskee i en Feil i Deres, at De ikke kan see Sligt.«
tilbragte jeg paa Børglum, hvor Flyvesandet laae i Gaderne høit op om flere Huse; men det vilde jeg faae endnu mægtigere at see naar jeg naaede op til Skagen, sagde man; Veien derhen førte mig over ; træt om Aftenen vilde jeg tidlig tilsengs, men Verten i Gjestgivergaarden betroede mig i al Hemmelighed, at jeg vilde faae Besøg ud paa Aftenen, flere Damer og Herrer kom at hilse paa mig, Haven skulde illumineres. –
Ud paa Aftenen kom virkelig ; jeg blev ført ned i Haven, hvor jeg modtoges med en smuk Sang, hvis Slutning jeg her vil gjengive.
Smaablomsterne i Hedens Lyng
Fortalte Dig vist Eet og Andet,
Selv Marehalmen raabte: syng!
Og gav Dig Nyt fra Flyvesandet.
Og hist ved Vesterhavets Kyst
Forstod Du Bølgens vilde Røst;
Imens for Andre Alt var tyst,
Du fik saa meget Smukt at vide.
Syng for os Alt hvad Du har hørt,
Og lad Din Tone lyde længe;
Som før vi skulle lytte rørt’
Og glade til Din Harpes Strænge. –
Provst Djørup holdt en hjertelig Tale til mig; det var en stemningsfuld Aften, Stjernerne blinkede saa klare; og jeg følte mig saa løftet og glad. –
Ogsaa i hvorfra skulde begynde, fandt jeg et hyggeligt Hjem hos Venner, der søgte at gjøre mig Opholdet og Reisen saa behageligt som mueligt; man sørgede for at jeg fik , der kunde kjøre mig langs Havstokken, det vil sige Strandbreden hvor Bølgerne rullede; det var en velhavende fortræffelig Bonde, der vidste Beskeed med hvor der var sikker Grund og hvor der var det slugende Qviksand. Man havde forud viist ham mit Portræt og sagt: »Det er en stor Digter!« og Bonden lo saa smaat og sagde: »naa det er en stor Løgner!«, han vilde paa hele Veien heller ikke ret indlade sig med mig, ikke fortælle, men lo kløgtigt af hvad jeg sagde ham. Men godt kjørte han, god og gjestfri var han, jeg fik love ikke at forlade hans Gaard før jeg der havde faaet rigt Traktement, stegte Kyllinger Pandekager Viin og Mjød.
Vi kjørte over Mark, Hede og Mosegrund vi kjørte i Havstokken, paa det faste Sand i Brændingen. Snart naaede vi Klitterne der laae som store Sneedriver ved Vintertid. Strandbreden var som belagt med bævrende rødbrune , Concyllier og afrundede Smaasteen; Vrag laae ved Vrag, vi kjørte midt igjennem et stort engang tremastet Skib. Skrigende Fugleskarer omkredsede os; Taarnet af den i Sandflugt begravne Kirke vinkede og viiste her ligger Skagens By. Denne selv er tredeelt og den ældste Deel ligger en halv Miil fra de to andre. Hen mod disse kjørte vi. Gaderne her ere omskiftelige de antydes ogsaa ved Toug spændt fra Stang til Stang, alt som Flyvesandet vil det; her ligger et Huus halv skjult af en Sandklit, der et andet; her en mørk tjæret Træ Bygning med Straatag, her et Par Huse med røde Tage; i en lille Kartoffelhave saae jeg en Griis tøiret til en : Haabet støttende sig paa et Anker. Her kigger fra Husets Gavl en kolosal Skikkelse: , Gallion Figur fra et strandet Fartøi. Ørkenlandet heroppe har ogsaa sin Oase en frisk frodig Plantage, med Bøg, Piil, Poppel, Fyr og Gran. Grønsvær dækker i Gangene Sandgrunden der ellers snart ved Vinden vilde faae Overmagt. Jeg besøgte Skagens yderste Pynt, der ikke er større end at kun et Menneske kan staae der og prøve at Bølgerne fra Nordsøen slaae henover den ene Fod og Bølgerne fra Kattegattet slaae over den anden. Talløse Søefugle fyldte Luften med Skriig, og fra det umaadelige Havsvælg lød en dyb Summen, Døningens Rullen og Bryden; Skuet ud over Havets i Luft hensvindende Flade virker svimlende, man uvilkaarligt vender sig herude paa Pynten for at see om man har fast Land endnu bag ved sig og ikke ere ude paa Havfladen, en Orm kun for disse Skysværme af skrigende Fugle. Vragstumper og Skrog af Skibe, staae som Mamuths Knokler nede i det klare gjennemsigtige Vand, der naar Stormene farer hen over det, forvandles til skummende Vandfald der vælte sig over Kystens Revler mod de opfygede Sandbjerge.
Fra Skagens Green kjørte jeg over Klitternes dybe Sand til Gammel-Skagen, der gjennem Aaringer altid fløttedes op i Landet, de tunge Bølger vælte hvor det tidligste Gammel Skagen laae; vi naaede den i Sandflugt begravne gamle Kirke, som hollandske og skotske Skippere her lod bygge og indvie for St Laurentius. – I Aaringers Løb lagde Sandet sig om Kirkegaardens Muur og snart over den og over Grave og Liigstene, heelt op mod Kirkens Vægge og Vinduer; endnu søgte dog Menigheden herhen og holdt deres Guds-Tjeneste; men snart kunde man ikke skovle sig frem; da Skagboerne og Præsten kom, havde en mægtig Sandmile lagt sig for Kirkedøren, Præsten læste da en kort Bøn og sagde: »Vorherre har nu lukket dette sit Huus, vi maa reise ham et nyt, andetsteds!«
Den 5 Juni 1795 blev Kirken ved kongelig Resolution nedlagt, men Taarnet skulde vedligeholdes som Sømærke, og er det endnu. Den gamle Kirkegaard vilde Skagboerne dog ikke give Slip paa, de Gamle ønskede at hvile hos deres Forudgangne, med stor Besværlighed skete det indtil Aaret 1810 da Sandet saa aldeles var gaaet over Kirkegaarden at en ny maatte anlægges. –
Jeg arbeidede mig op til den tilfygede gjemte Kirke, og gjengiver her Indtrykket som dette er nedskrevet .
»Med en Følelse som ved Askehøiderne over staaer man her ved den begravne Kirke. Blytaget er brækket af; det hvide Sandmeel, glødende i den hede Sol, ligger skjulende hen over Kirkens Hvælvinger; i Gravnat derinde er Alt skjult, gjemt og af Slægter glemt, til engang Vestens Storme maaskee bortfyge de tunge Sanddynger og Solstraalen igjen lyser ind gjennem de aabne Vinduesbuer, hen paa Billederne i Choret, den lange Række Portrætter af Skagens Raadmænd og Borgemestre med deres Bomærker. Maaskee en fjerntkommende Slægt træder ind i dette Skagens Pompeji og igjen beundres den gamle udskaarne Altertavle med dens bibelske Billeder. Det varme Solskin bestraaler igjen Maria med Barnet der i sin Haand holder den gyldne Verdenskugle. Nu ligge de døde Sandbølger hen over Kirken, et Vildnis af Klittjørn med dens gule Bær voxer i Sandet, vilde roser sætte her Blomst og Hyben; man kommer til at tænke paa Eventyret om »«, hvor Slottet skjules af et uigjennemtrængeligt Krat. Det mægtige Kirketaarn løfter endnu to Trediedele af sin Høide over Sandklitterne; Ravnene bygge deroppe, en Vrimmel omsusede det, deres Skrig og de knasende Grene af Klittjørnen, jeg traadte paa for at komme frem, var den eneste Lyd jeg fornam i denne Sandørken.«
Efter et Par Dages Ophold heroppe i den storartede vilde Natur, der med sin skrigende Fuglevrimmel frembød et Sceneri for : »Fuglene«, vendte jeg igjen Syd paa, hjem ad. og en til Præsten fulgte med. Bølgeslagene vare for stærke til at vi kunde kjøre i Havstokken vi maatte over det dybe Sand, kom langsommeligt fremad. Jeg talte og fortalte om fremmede Lande jeg havde seet, fortalte om Italien og Grækenland, om Sverrig og Schweiz. Den gamle Postkarl lyttede til og sagde med en Slags Forundring: »Men hvor kan det fornøie saadant et gammelt Menneske, som De, saaledes at tridse om?«
Jeg spurgte næsten lige saa forundret »finder De mig saa gammel?« »De er jo en Olding!« sagde han. »Hvad Alder troer De da?« spurgte jeg »Han er saadan oppe i Fiirs!« »Fiirs!« udbrød jeg »Reisen har vel anstrænget mig! seer jeg daarlig ud!«
»Ja han seer fæl ilde ud!« sagde han.
paa Skagen talte jeg om; »ja det skulde Kongen see!« og jeg svarede: »Jeg skal fortælle ham derom naar jeg taler med Kongen!«
Da smilede den gamle Karl til mine Medkjørende. »Naar han taler med Kongen.«
»Ja jeg har talt med Kongen«, svarede jeg, »og jeg har spiist med Kongen!«
Da lagde den Gamle Haanden paa sin Pande rystede med Hovedet og smilede saa klogeligt: »Han har spiist med Kongen!« Han troede jeg var lidt smaatosset.
Fra Frederikshavn, hvis Omegn er et Stykke Danmarks Deilighed, med Lynghede, Bøgeskov, Kornmarker og aaben Strand kom jeg igjen til Aalborg, boede igjen paa Aalborghuus, hædredes atter med Hilsen og Sang, det var som en Drøm, en deilig Drøm; som jeg blev glad ved og takkede Vorherre for. Overalt milde Øine, varme Hjerter, og deiligt Solskins Veir i den vexlende jydske Natur; her, , medens jeg kjørte, sprang frem Sangen: »« som vor dygtige Componist Heise har givet Toner og klinger ud over Danmark.
Jylland mellem tvende Have
Som en Runesteen er lagt,
Runerne er Kjæmpegrave
Inde midt i Skovens Pragt
Og paa Heden alvorsstor,
Her hvor Ørknens Luftsyn boer.
Jylland Du er Hovedlandet,
Høiland med Skov-Eensomhed!
Vildt i Vest med Klittag Sandet
Løfter sig i Bjerges Sted.
Østersø og Nordhavs Vand
Favnes over Skagens Strand.
Paa ved Viborg oprandt hos kjære Venner atter Festdage, men deiligst dog, meest uventet blev Hilsenen paa , jeg var allerede en Miils Vei fra Viborg da saae jeg paa Veien en ung Dame, jeg havde seet paa Asmild-Kloster, og atter saae jeg een; nu holdt min Kudsk stille og jeg saae sex unge, smukke Piger, barnesindede, mig hjertensgode, staae tæt ved med Blomster-Bouquetter til mig. De vare i den tidlige Morgen gaaede en heel dansk Miil for at sige mig Levvel, det de ikke vilde saa nær Kjøbstaden. Jeg blev høiligt overrasket, dybt bevæget, takkede slet ikke saaledes som jeg burde, i min Overraskelse sagde jeg kun: »Men kjære Børn, at gaae saa langt for min Skyld! Gud velsigne Eder! tak! tak!« og nu raabte jeg i det samme til Kudsken: »Kjør dog! kjør dog!« jeg var betaget og vilde ud derover. Det var ikke at vise den Glæde og Taknemlighed jeg følte; det var en keitet Forlegenhed.
Udbyttet af Jyllands Reisen viiste sig ved Juletid, jeg bragte: , som blev særdeles vel modtaget, dog meente af denne Bog at man vistnok vilde føle sig meget skuffet om man efterat have læst disse Skildringer nu reiste derop og troede at finde en saa poetisk Natur, som den af mig givne. Jeg havde imidlertid den Glæde at Conferensraad , den Mand, som bedst kunde dømme om Sandheden, og som selv har givet i sin Hjørrings Amtsbeskrivelse, kom til mig og paa det Varmeste udtalte sin Tak for den Troskab og Sandhed hvormed jeg havde tegnet hele Naturen derovre. Fra Skagens Præst , ogsaa han glædede sig over Naturskildringerne særdeles fordi de vare saa sande. Han tilføiede, »vi ville nu ogsaa troe paa og fortælle, naar Fremmede komme paa Høiden af den i Sandflugt begravne Kirke: ligger derinde.«
sendtes mig deroppe fra.
Du kjære Digter tag imod min Tak
Der kun er fattig mod Din rige Gave.
Hvor Sandet hvirvler vildt ved Skagerak
Du plukked’ Blomster for Din Digterhave;
Du bar dem ved Dit Bryst en stakket Stund,
Saa slog de Rod i Digterhjertets Grund.
Saa skjød de frem med Yppighed og Glands,
Med Duft som Blomster fra et himmelsk Eden,
Og dog det var den lille simple Krands
Du samlede i Klitten og paa Heden –
Kun Lyngens Blomst og Sandets vilde Tjørn
Som fra dit Hjerte skjød, liig Englebørn!
Saa flagrede de ud i Verden om
Ved Vintertid, som Sneen hvide Flager,
Og dog med Vaarens Farvepragt de kom,
Med Øiet mildt og Kinden rosenfager;
Fra Dig de kom med Kjærlighedens Bud,
Det var Dit Hjertes Børn Du sendte ud.
Jeg har fornummet deres Englerøst
Og deres Toner kan jeg ei forglemme,
Her hørte jeg dem, her ved Havets Kyst,
I selve Klitten hvor de høre hjemme;
Her hvor de vilde Bølger for Dig sang,
Her hvor Du nylig gik Din Digtergang.
Hvor Sandet længst har dækket Kirkens Muur;
Og Taarnet rager frem fra Klittens Banker,
Du blev begeistret af en vild Natur,
Et deiligt Syn gik op for Dine Tanker,
Da var det, at Dit Seerøie saae
.
Da var det at Du hørte Psalmesang,
Og Orgeltoner under Kirkens Bue,
Da var det, at Din ædle Digtertrang
Brød frem i Phantasiens høie Lue,
Da var det Lyngens Blomst og Klittens Tjørn
Skjød fra Dit Hjerte ud, liig Englebørn.
Hjørring December 1859.
Camillo Bruun.
Juletiden skulde tilbringes paa det kjære, hjemlige , men som altid maatte jeg først besøge Ingemanns; jeg reiste derud tidlig om Morgenen den 17 December; alt paa Banegaarden lød det Sorgens Bud staaer i Flammer. Erindringen om her kom mig betydningsfuldt i Tanke, da, som jeg her fortalte, jeg seilede her i Kongebaaden og under den ved Solnedgang ildrøde Himmel, læste »hvad Vinden fortæller om Waldemar Daae«, Riigdom og Høihed der farer hen! Hos Ingemann modtog jeg han skrev at paa Sternbergsøen i den kongelige Baad læste nogle af mine Eventyr, bestemte han at jeg skulde være . De Hindringer som den Gang stode i Veien vare nu hævede og han sendte mig denne høie Orden, der var stiftet af denne Kunst og Videnskaben bevaagne Konge. I Ordenen er afbildet en , naar den tildeles Digtere og Kunstnere, derimod har den en naar den gives til Videnskabsmænd. Jeg vidste at den i München var tildeelt Digteren , Maleren og Videnskabsmanden ; man har fortalt mig at de to første Udlændinger den tilsendtes var Franskmanden og den danske Digter Andersen.
Jeg var meget glad over den ædle konstelskende Konges Deeltagelse, Ingemann og hans Hustru toge ret Deel i min Glæde og før jeg forlod deres Hjem kom endnu et Tegn paa Deeltagelse, en dansk storartet Erkjendelse, den Ingemann just elskværdigt havde pukket paa fordi den ikke kom. Nu havde jeg den.
Strax efter min Hjemkomst fra Jylland gik jeg en Dag ud til Badehuset ved Kjøbenhavn, paa Veien, mødte jeg Biskop , som da var . I en lang Aarrække havde vi kjendt hinanden; som ung Student boede vi i Huus sammen, og han besøgte mig; senere og jeg kom fra det smukke Herresæde , men ved Stormveir ikke kunde slippe fra Øen, tilbragte jeg et Par smukke aandsfriske Dage hos ham og hans Familie. Senere omgikkes vi ikke. Den kjære Ingemann udbragte med Lune og Hjerte en humoristisk Skaal for mig; mine Venner sendte mig Lykønskninger, og jeg følte dybt bøiet at jeg var et Lykkens Barn! altid beskyttet, altid baaret, og jeg fik derved en Angst, som jeg oftere har kjendt, at saadan Lykke, dog aldrig kunde vare ved, der vilde og maatte komme snart Prøvelsens Søer, tunge Dage!
Juleaften var jeg paa hvor Juletræet tændtes ikke blot for Husets Gjester men ogsaa et for Godsets fattige Børn. Deres Træ stod ligesaa rigt og straalende som vort, havde selv pyntet og tændt hvert Lys, jeg havde klippet og klistret Figurerne der hang paa Grenene. De dækkede Borde rundt om bare Julegaver som de fattige Mødre særligt glædede sig til, til Skjørter Lærred til Særker og mangt et andet nyttigt Stykke. – De Fattige bleve vel , havde en glad Aften, vi havde flere; Sneen fygede, Kanebjælderne klang, de vilde Svaner sang ude fra Stranden. Der var deiligt ude, der var hyggeligt inde. Ungdommen dandsede til den lyse Morgen. Fra Nabogaardene og milevidt borte fra vare Slægtninge og Bekjendte indbudne. Fra det nære , Waldemar Daas ridderlige Gaard, kom og deres Gjester; mellem disse var Een, jeg særligt glædede mig til at samles med, Noveldigteren , hvis pseudonyme Navn som Forfatter Carl Bernhard er vidtbekjendt. Hans friske, livlige Skildringer og det naturtro dansk charakteristiske, giver ham Betydning. Han var dertil elskværdig, hjelpsom og opoffrende; ikke skulde man troe at han var oppe i de treds, saa ungdommelig var han af Udseende. Han var mellem de dandsende, han var mellem de converserende, og mod mig aaben, hjertelig og leende af Verdens Smaalighed, glad ved alt det Velsignede der ogsaa fandtes.
1860
Den sjette Januar stod jeg igjen i Kjøbenhavn, det var Fødselsdag, en Mærke-Dag for mig og tilvisse for utallige Mange, hvem han havde hjulpet og baaret et Stykke frem paa Livets trange Veie.
Ved dette Aars Begyndelse opstod Ideen at opreise for H. C. Ørsted, Electromagnetismens Opdager. Ideen udgik fra , ligesom Ideen til for Digteren Øehlenschlæger udgik fra Henriette Wulff, der gjennem sin Broder og andre dygtige Mænd førte det igjennem. Som Indbydere til Ørsteds Monument, blev stillet Statsmanden Geheimeraad , Videnskabsmanden , Handelens Representant Etatsraad og Digteren H. C. Andersen. Monumentets Fuldførelse overdroges Professor Jerichau, for en bestemt Sum, til en bestemt Tid skal Statuen være fuldført støbt i Bronce og da opstilles paa . –
Foraaret kom, Reiselysten kom. Skoven var grøn skrev Ingemann og bad mig komme. og faae Dage efter i . Capitain og hans Frue havde indbudt mig. Jeg tilbragte et Par deilige Dage her, fornam kun Luftning af Danskhed, saae Danebroget vaie, følte Intet til den Modvillie der rørte sig mod Dansken. Der laae meget Militair, Officererne hædrede mig med og da der blev yttret om jeg vilde lægge en Dag til og da glæde Soldaterne med , var jeg naturligviis strax beredt. Et stort Locale, jeg troer Harmonien, blev valgt til Foredraget, Salen var smykket med Blomster og danske Flag, Kongens Buste stod øverst omgivet af Danebrog. Officerer og Underofficerer, dertil en Mængde Damer, og enkelte af Byens Borgere der forstode Dansk vare tilstede. Rekrutterne fyldte Galleriet; og Musikkorpset spillede mellem hver Oplæsning af et Eventyr.
Solen skinnede endnu da jeg vendte hjem til Lønborgs Huus og hvor flere Venner samledes; det var en deilig dansk Dag! sagde de Alle.
Da jeg ved Midnat var i seng, hørte jeg Stimmel udenfor, jeg blev urolig, tænkte strax, nu gaaer det løs, nu følger en Demonstration fra de Tydske; min Vert og hans Frue troede det samme. Jeg laae lyttende nogle Secunder da lød Sang, smukke Stemmer, jeg hørte Ordene »schlafe wohl!«, det var en ganske venlig Hilsen de Tydske bragte den danske Digter hvis Eventyr og Historier de kjendte i Oversættelse.
Om Morgenen mødte den danske Militair Musik og spillede udenfor vort Huus og da jeg ud paa Dagen kom til Banegaarden veiede rundt om Danebrog. En Deputation fra Soldaterne bragte mig Tak for Oplæsningen Dagen forud, stillede sig derpaa i Række og sang danske Sange, og da Toget foer afsted udbragtes et rungende Hurra til Afskeds Hilsen.
Det var min Tanke at flyve endnu engang i mit Liv ned til Rom, overvintre i Italien. Veien gjennem Tydskland lagde jeg , besøgte for første Gang den gamle Stad Regensburg og gjorte Udflugt til det prægtige , som Kong Ludvig her har tryllet frem paa Fjeldranden. –
I München ventede mig kjære Venner. Deilige stemningsrige Timer tilbragte jeg hos den geniale Maler , i hans Huus var saa aandsfriskt, saa hjemligt; flere af Münchens Betydenheder samledes jeg med; , , og .
og hans ædle viiste mig stor Naade og Godhed. Det var ikke let at forlade det kunstrige, hjertelige München.
Men en Udflugt af særligt Interesse kaldte mig et Par Dage ud i Bjergene, til Passions Skuespillet i .
Hver tiende Aar gjentages her disse Folkeskuespil, en Levning af Middelalderens Mysterier. Den berømte Eduard saae disse i Aaret 1850 og herom. Nu i 1860 havde de taget Begyndelse den 28 Mai og skulde vedvare, eengang ugenligt indtil den 16 September.
Ammergaus Beboere leve meest af at skære i Træ, nu hvilede dette Arbeide, det var Tiaarsfesten, Fremmede langt borte fra, kom for at tage Deel i den. Tilstrømningen var stadigt i Tiltagende. Hver modtoges som en kjær Gjest, ikke som en Fremmed, hver blev for en ringe Betaling herbergeret paa det Bedste, efter Omstændigheder og Evne. Jeg fik det nu ganske fortræffeligt, det havde mine Venner i München sørget for; Stedets Præst Hr , der har skrevet og udgivet Oberammergaus Historie modtog mig med stor Gjestfrihed. Der var et Liv og Røre i Husene og udenfor; Kjøbstad Folk og Bønder tumlede sig mellem hinanden, Klokkerne ringede, Geværskud lød, »Valfart-Vandrende« kom syngende og bedende. Hele Natten lød Sang og Musik, der var stor Bevægelse, men ingen Vildskab.
førte Pastor Daisenberger mig til Theatret der af Bjælker og Bræder var reist paa den grønne Slette udenfor Byen. Klokken otte vilde Passions Skuespillet begynde og kun afbrudt ved een Times Hvile, vedvare indtil Klokken fem om Eftermiddagen.
Vi sad under aaben Himmel, Vinden susede hen over os, Fuglene kom og fløi igjen jeg maatte tænke paa de gamle indiske Skuespil i det Frie hvor »« blev opført. Jeg maatte tænke paa ; jeg saae foran mig Scenen for Choret og Chorførerne der traadte op og med Sang, Recitativ og Tale forbandt den storartede Handling: hele Lidelses Historien, illustreret ved Paralelsteder fra det gamle Testamente, givne i levende Billeder. Bag Chorets og Chorførernes Scene, var reist det egenlige Theater med bevægeligt Forhæng, Couliser, Bagtæpper og . Theatret selv begrændsedes paa hver Side af en smal Bygning med Altan, i den ene Bygning boede Ypperstepræsten, i den anden boede Pilatus. Den dramatiske Handling hos hver foregik paa Altanen. Fra hver af de to nævnte Bygninger hvælvede sig en Port gjennem hvilken man saae ind i Jerusalems Gader. Den hele tidt tredobbelte Handling var forbausende godt sat i Scene. Man var hos Ypperstepræsten, man var hos Pilatus, man stod hos Folket da det svingede Palmegrene og da det raabte »korsfæst!« Der var dertil en Ro, en Skjønhed, der maatte gribe Enhver. Man fortalte, at de Personer, som Menigheden eenstemmigt overdroge de hellige Roller, maatte være af pletfri Vandel og at Fremstilleren af Christus altid, førend Passions-Skuespillets Begyndelse, nød Alterens Sacramente; iaar var det en ung Billedskjærer Schauer; man sagde at den aandelige Anstrængelse i den Grad betog ham, at han efter Forestillingen ikke mægtede at nyde Noget eller tale med Nogen førend han i Eensomhed havde samlet sig. –
Det hele Skuespil var som en Kirkegang, hvor Prædiken ikke blot hørtes men blev seet levendegjort; opbygget gik vist Enhver herfra, opfyldt af den Kjærligheds Sjæl, der gav sig selv hen for ufødte Slægter.
I Aaret 1870 gjentages Passions Skuespillene i Oberammergau.
Min hjertensgode, velbelæste Vert, sagde mig ganske aabent at han aldrig havde læst Noget af mig, men vidste, at jeg skrev »Eventyr«, jeg saae ligesom et Smiil om hans Mund. Han læste ikke Eventyr. Jeg havde hos mig et lille Hefte af Eventyrene oversat paa Tydsk, jeg gav ham det, og bad at han ved Leilighed vilde læse lidt deri; han tog venligt mod Bogen og forærede mig strax Efter sin Oberammergaus Beskrivelse. Allerede Dagen derpaa, da vi gik ud til Passions Skuespillet sagde den geistlige Herre til mig: »Jeg har allerede læst den lille Bog De gav mig igaar. Kald den ikke Eventyr, det er jo langt over Sligt. »Historien om en Moder« vil jeg kunde fortælle ved et Barns Grav og bringe Trøst til de Bedrøvede!«
tog jeg over Lindau til Schweiz op i Jurabjergene, til den lille Urmagerby Locle, hvor jeg i 1833 fuldendte min Digtning »Agnete og Havmanden.«
Dengang var Reisen herop besværlig, flere Timer med Diligence, nu gik det med Damp, paa Jernbane: den skraaner opad et langt Stykke, saa er man paa Holdeplads, Locomotivet tages fra forude, et nyt spændes fast bag til, de sidste Vogne blive nu de første opad en ny Skraaplan, op til næste Afsats, hvor der igjen venter Locomotiv til ny Afskraaning. – Det er en virkelig »«.
Øverst gaaer Banetoget gjennem een af de største Tuneler, 4,200 Metre lang og efterat, man netop har seet Daglys og aandet den friske Luft, farer man øieblikkelig ind i en mindre Tunel, halv saa lang kun og man naaer den smukke Bjergby Chaux de Fonds, og snart, i en dyb Dal oppe paa Bjerghøiden, Locle. Her lever og virker min Landsmand og Ven, fra hvem en Sendelse af Uhre aarligt udgaae til Amerika.
var her i Egnen ikke een Uhrmager; nu beskjæftige sig i og om Locle 20000 Mennesker med denne Kunst. Den Gang kom her hændelsesviis en engelsk Hestepranger, hans Uhr gik itu, man viiste ham hen til Smeden Daniel Jean Richard, en behændig Mand, der rigtignok aldrig før havde taget et Uhr fra hinanden, men han vovede det nu, satte det igjen sammen saa at det var helet og gik. Han fik da Lyst til at gjøre et Uhr til sig selv; det lykkedes ham, og fra den Time dreiede sig al hans Tanke om Uhrmagerkunsten; han lod sine syv Sønner oplære i den og grundede snart i Locle det første Uhrmagerværksted; Locle vil reise et Monument for Smeden Daniel Jean Richard.
Min Ven Jules Jürgensen boede under dette mit Besøg endnu i samme gamle Gaard hvor jeg havde været hos hans . Jeg kom i min gamle Stue, besøgte igjen den underjordiske Vandmølle, saae , kjørte gjennem Gran- og
Birkeskov ind paa fransk Side hvor Bøgene groe, hvor Solen skinner langt varmere end om Locle. Men varme Hjerter vare her, deeltagende Venner. , der med sin er dygtige Medvirkere i Faderens Kunst, har tillige et ikke ringe literairt Talent. De enkelte franske Oversættelser af mine Skrifter ansees ikke for at være gode, min unge Ven vilde forsøge at gjøre det Bedre.
Med min Medvirken, blev ogsaa under Opholdet her en Oversættelse begyndt; jeg lærte og saae til min Forundring hvor rigt paa Udtryk for Følelser og Stemninger det danske Sprog er fremfor det franske; dette har tidt kun eet Ord hvor vi have et heelt Udvalg. Det franske Sprog vil jeg kalde plastisk, tilnærmer sig Billedhuggerkunsten hvor Alt er bestemt, klart og afrundet, men vort Modersmaal har en Farve-Rigdom, en Afvexling i Udtryk der betegner de forskjellige Stemninger. Jeg var glad ved mit Modersmaals Rigdom, hvor er det blødt og klangfuldt, naar det tales som det skal tales. I Locle paa Jurabjergene kom jeg til denne Erkjendelse.
Jules Jürgensens Oversættelse af »Dyndkongens Datter« og endnu et Par af mine Eventyr udkom paa Joel Cherbuliez Forlag i og Paris 1861 under Tittel »Fantasies danoises«.
I Genf vilde jeg tilbringe nogen Tid, Veien derhen fra Locle førte over St Croix til Yverdun gjennem de smukkeste Partier af Jurabjergene og hvor man fra Bjerghøiden har det meest storartede Skue af Alperækken, Neuchateller- og Genfersøen. Jeg saae det i deilig Aftenbelysning med Alpegløden og stemningsriig Stilhed. En god Pension hos i Genf var anbefalet mig, jeg fik Værelse ud til Søen, havde elskværdig Omgang af Franske og Amerikanere, Venner og Bekjendtere havde jeg snart i Byen, man førte mig til Schweizer Digteren en høist elskværdig gammel Mand, Schweitzes . Han havde en smuk landlig Bopæl udenfor Byen. Jeg var hos ham, Han var saa ungdommelig glad, saa sprudlende livlig. – Maaltidet var endt, Kaffen drukket, da tog han Guitaren, og som en Nordens sang han flere af sine Sange.
Een af de første Dage jeg var fløttet ind hos Madam Achard og vilde besøge een af de Familier jeg var anbefalet til, tog jeg udenfor min Dør en Droske og viiste Kudsken Brevets Adresse, hvilken Gaden og Huus jeg vilde til; jeg satte mig i Vognen; kjørte og kjørte, det var en lang Vei, ned ad Gader og op ad Gader, hen over den gamle nedlagte Vold; endeligt var jeg ved Stedet, jeg steeg ud af Vognen, saae mig om og var i en Gade der stødte tæt op til Pladsen hvorfra jeg var kjørt den lange Vei; jeg saae Madam Achards Huus hvor jeg traadt ud fra.
»Er De en Schweizer!« spurgte jeg Kudsken, han svarede »ja!« – »Det kan ikke være sandt!« sagte jeg. »Jeg kommer langveis fra, høit oppe fra Norden, og der have vi læst om Schweiz, hørt om og det ærlige brave Schweizerfolk, det staaer høit i Ære hos os; og nu kommer jeg her ned, for ret at kunne fortælle hjemme om de brave Folk, og saa: derovre paa den anden Side af Pladsen sætter jeg mig op i Vognen, viser Adressen hvor hen jeg skal, det var kun et Par Skridt at kjøre og saa føres jeg vidtomkring i Byen, en halv-Timelang Tour. Det er Bedrag! det kan en Schweizer ikke gjøre. De er ingen Schweizer!«
Da blev Mennesket ganske forknøt, ung var han, godt saae han ud.
»De skal slet ikke betale!« sagde han, »eller kun betale hvad De selv vil. Schweizerne ere brave Folk!« Hans Ord og Stemning rørte mig, og vi skiltes som gode Venner.
Under Opholdet i Genf kom Efterretningen til mig om Digteren . Jeg har i: »Mit Livs Eventyr« omtalt hans Betydning og mit Forhold til ham. Han havde i sin hos Publicum høit erkjendte »« ført frem , han havde, da jeg som ung Forfatter søgte Reisestipendium givet mig et betydende , at jeg i Humor var beslægtet med vor høitskattede Wessel, i Danmark Lunets meest erkjendte Digter. Der kom vel siden en Tid hvor Heiberg var mig imod, skrev sit Digt »«, men snart igjen kom Tilnærmelse, Forstaaen og Erkjendelse af hvad Gud havde forundt mig.
Efterretningen om Heibergs Død kom mig saa uventet og betog mig. Alle de Aandsdygtige og Store jeg havde kjendt og levet med fore hen Een efter Anden.
Til langt ind i September blev jeg i Genf; Vinden blæste allerede vinterlig kold fra Jurabjergene og hvirvlede det gule Løv af Træerne. lød ikke indbydende og fredelige, jeg tvivlede om at finde et hyggeligt Vinter Ophold i Rom og i Spanien var Colera. Jeg besluttede da at overvintre i Danmark. Allerede blæste Vinterkulde her i Genf; dog før jeg naaede Hjemmet skulde jeg komme ind i Sommeren, til al dens Yppighed og Frugtfylde. Dette blev Tilfældet idet jeg over hvor en stor feiredes. Fra Stad og Land blev valfartet her hen. Frugter af alle Arter smykkede Festbygningen, Korn-Neeg og Humleranker, Æbler, Pærer og Druer, Rødder og Frugter prangede i bugnende Arabesker; siden, altid naar jeg tænker tilbage paa Landet Würtemberg, staaer denne Eftersommers Frugtfylde i min Tanke.
Med min unge Ven Maleren fra Basel kom jeg til Stuttgard; han modtoges paa Banegaarden af den betydende, driftige Boghandler der strax paa det hjerteligste indbød ogsaa mig at boe i hans Huus. gav mig Plads i sin Loge.
»Ja De kan sagtens reise!« sagde Vennerne i Kjøbenhavn da jeg kom hjem og fortalte om al den Gjestfrihed og al min Lykke. »Een gjæstfri Arne i Jurabjergene, ligesaa i Stuttgard, i München, i Maxen, allevegne!«
»De har Deres Huus paa Locomotiv-Dragens Hale,« skrev engang Ingemann; næsten var og er det saa.
Juleaften sad jeg ikke i Rom, som jeg havde tænkt, men jeg sad godt og glædeligt paa Basnæs.
havde Dickens samlet en Deel arabiske Ordsprog og Talemaader, mellem disse fremhævede han i en Note:
»
Jeg følte stor Lyst til at give Eventyret, men det kom ikke, først nu ni Aar efter netop paa Aarets næstsidste Dag, under Besøget paa Basnæs hvor jeg tilfældigt læste Dickens Ord, sprang pludseligt frem Eventyret: »«. Dagen derpaa skrev jeg »«. Dette sluttede min Digter Virksomhed i 1860.
1861
Strax i April kriblede og krablede det i mig. Trækfuglenaturen kom med de første varme Solstraaler; jeg vilde og maatte endnu engang i mit Liv see Rom, fuldføre Reisen som jeg opgav i Aaret forud. Denne Gang fulgte med mig min unge Ven , Søn af Etatsraad Collin; over Genf og Lyon naaede vi , her var Hvile og herfra begyndte for mig det egenlige nye af Reisen, den maleriske, smukke Vei: via della cornice, Veien mellem Nizza og Genua; her skulde man helst gaae paa sine Fødder eller i langsom Ridt nyde det deilige Skue mellem Klipper og Skovstrækninger ud over det rullende Middelhav, her var Palmetræer af en Rigdom som jeg intet Sted i Italien har seet dem; her fra føres aarligt til Rom de mange Palmegrene som der og uddeles.
Klippeøen, det lille Fyrstendømme Monaco ligger med Stad og Land som et tegnet Landkort nede i Vandet, det laae i deiligt Solskin som et lille Legetøis Rige, man fik Lyst til at slippe der ind.
Reisen fra Nizza tager med Diligense et Døgn, men Veien er for malerisk smuk til at lade Halvdelen af den befares ved Nattetid, vi toge den derfor i to Reiser, overnattede og havde næste Morgen for sikkrede Plads i Diligensen for ved Dag at flyve videre.
Gamle Erindringer fornyedes i Genua, hvor jeg ikke havde været siden mit første Besøg her 1833. Med Dampskib i godt Veir naaede Collin og jeg . Paa Hele Reisen hertil havde ikke et Menneske spurgt os om Pas, nu i Pavestaten begyndte Pas-Plagen i storartet Stiil. Ingen fik Lov at stige i Land før Passene bleve affordrede og hver Pasageer maatte strax ved Landstigningen, begive sig, den just ikke korte Vei til Raadhuset, der fik man ikke sit Pas, men en Slags Qvitering for dette, en Tilladelses Seddel at gaae med Banetoget til Rom, midtveis under Farten, maatte Tilladelsen fremvises, udfor Rom erholdtes Passet og nu maatte gjennem den danske Consul søges om at erholde Opholdskort, der gik før dette kom istand. Rom, hvem just de Fremmedes Besøg er en stor Erhvervskilde, synes aldeles ikke tænke paa at her skulde just Alt gjøres for at lette Besøget for den Fremmede. –
I den gamle , hvor Consulen for Danmark, Sverrig og Norge, min Ven Consul boer fik jeg et Par Værelser for mig og min unge Reisefælle og nu gik vi ud i den store Stad, som var mig saa kjendt og hjemlig; Jeg gjensaae og kunde vise ham alle de kjendte Herligheder. Ikke Meget havde forandret sig siden jeg var her sidst, man talte imidlertid meget om usikkerheden paa Gaden, om Plyndring og Mord, heller ikke denne Gang fornam jeg i Virkeligheden Noget her til. Ruiner Kunstskatte, Kirker og Haver bleve besøgte, Venner og Bekjendte opsøgte. Een af de allerførste var min Landsmand , Munk i oppe paa Ruiner. Med og i sin grove brune Munkedragt kom han mig imøde, omfavnede og kyssede mig; det fortrolige Du lød; han førte mig til sit Attelier, et stort Værelse med den deiligste Udsigt over Orangetræer og Roser, ud mod Colloseum, ud over Campagnen til de maleriske Bjerge. Jeg var glad ved at samles med Vennen, henrykt over Udsigten. »Her er mageløst deiligt!« udbrød jeg.
»Ja her skulde Du ogsaa blive! leve i Fred og Gud!« sagde han med et stille venligt Smiil hvori laae Alvor.
Men jeg svarede raskt og bestemt. »Et Par Dage kunde jeg blive her, men saa maatte jeg afsted, ud i Verden igjen, leve i den, være i den!« –
Han arbeidede paa en Copie efter bestilt af Groserer Puggaard i Kjøbenhavn. Pengene derfor tilfaldt naturligviis Klosteret.
Den norske Digter Bjørnstjerne Bjørnson var i Rom her skulde jeg gjøre hans Bekjendtskab, jeg havde ikke seet ham ikke været sammen med ham før. Der var gaaet en Tid hjemme i Kjøbenhavn før jeg endnu havde læst denne begavede Digters Arbeider, Flere havde sagt at hans Bøger slet ikke vilde falde i min Smag. Det er bedst meente jeg, selv at prøve det og jeg læste hans Fortælling: »«; det var som jeg stod paa Fjeldet i den friske Luft, i duftende Birkeskov, jeg var henrykt og foer strax i alle dem som havde sagt til mig at Bjørnson ikke vilde falde i min Smag; jeg sagde dem at det var en Fornærmelse mod mig, at jeg var forundret over at man kunde tro at jeg ikke skulde have Tanke og Hjerte for en virkelig Digter.
Nu meente og udtalte Een og Anden at Bjørnson og jeg i vore Personligheder vare saa modsatte, at vi strax vilde støde mod hinanden. –
Da traf det sig ved min Afreise fra Kjøbenhavn at jeg, paa anden Haand, blev anmodet om at tage nogle Bøger med til ham fra . Jeg gjorde det gjerne og ved mit Besøg hos hende, udtalte jeg hvor kjær hendes Mand var mig som Digter og jeg bad hende skrive til ham at han maatte være elskværdig mod mig naar vi mødtes, thi jeg vilde holde af ham, vi maatte være Venner. Og fra det første møde i Rom og til denne Time var han mig deeltagende og god; han var »elskværdig« som jeg bad og ønskede.
Skandinaverne havde bestemt for vor Consul Bravo, i en landlig Udkant af Rom, jeg har givet et Billed af Stedet i mit Eventyr »«. Festen var tildeels ogsaa for mig, som nu fjerde Gang kom fra Norden og besøgte Romerstaten.
En smuk Sang af Bjørnstjerne Bjørnson blev bragt mig.
Vor Luft er meget mindre lys,
Vort Hav har meget mere Gys,
Vor Skov har ei den Palmepragt
Som Sydens er der sagt.
Men Nordlys over Natten flyr
Og Skoven hvisker Eventyr
I Havets Gang
Er Efterklang
Af Fædres Seierssang.
Fra fine Eventyrets Land
Du bærer Bud, Du Vandringsmand
Om Vinter Drøm med Nordlys i
Og Skovens Spøgeri.
Ja, om et Sted saa høit mod Nord
At Folk og Dyr tilsammen bor,
Og mindste Straa
Kan tale saa
At Børn det godt forstaae.
Hvor Himlen selv i Venlighed
Som Juletræ sig bøier ned,
Og Alt gaaer sammen som i Gud –
Derfra Du bærer Bud!
Du kom i Roms
»Med Bøgeskov og Birkeduft«,
Med Melodi
Og Trylleri
Fra Nordens Fantasi.
Du vilde see om vi har gjemt
Den Barnelyre, Du har stemt,
Og om den toner sødt, selv naar
Antiken Takten slaaer!
Ja selv i Steen den klinge maa
Og skal som Du rundt Verden gaae
Med Trylleslag
Og hvælve Dag
For Kjærlighedens Sag.
Kun blev jeg denne Gang i Rom; mellem kjære Bekjendtskaber jeg her sluttede staaer særligt det med Amerikaneren, Billedhuggeren , han førte mig til sit Atellier; jeg var henrykt over Portrætstatuen af »Beethoven«, og en Fremstilling af »Amerika«; han førte mig til sin Hustru og Børn, de boede i en Etage i Palazzo Barbarini. samlede han her flere amerikanske og engelske Venner, med hele deres Børneflok, jeg sad midt i Barnekredsen og læste, med utilgivelig Dristighed paa Engelsk, som jeg ikke kan godt nok, men jeg læste efter Opfordring, »den grimme Ælling«, de Smaa bragte mig en Krands!
Billedhuggeren Stori førte mig til den engelske Digterinde ; hun var syg, meget lidende, men med lysende milde Øine saae hun paa mig, trykkede min Haand, takkede mig for mine Skrifter. To Aar efter hørte jeg af , hvor varmt og inderligt Elisabeth Brovning havde tænkt paa mig, , the north and the South, skrevet i Rom Mai 1861, altsaa netop i Dagene ved mit Besøg sluttede Digtsamlingen »Last Poems« udkommet efter hendes Død. Jeg lægger den duftende Blomst ind her mellem disse Blade
I
»Now give us lands where the olives grow,«
Cried the North to the South,
»Where the sun with a golden mouth can blow
Blue bubbles of grapes down a vineyard-row«!
Cried the North to the South.
»Now give us men from the sunless plain«,
Cried the South to the Nord,
»By need of work in the snow and rain,
Made strong, and brave by familiar pain!«
Cried the South to the North.
II
»Give lucider hills and intenser seas«,
Said the Nord to the South,
»Since ever by symbols and bright degrees
Art, childlike, climbs to the dear Lord’s knees,«
Said the North to the South.
»Give strenuos souls for belief and prayer,«
Said the South to the North,
»That stand in the dark on the lowest stair,
While affirming of God, »He is certainlly there«,«
Said the South to the North.
III
»Yet oh, for the skies that are softer and higher!«
Sighed the North to the South;
»For the flowers that blaze, and the trees that aspire,
And the insects made of a song or a fire!«
Sighed the North to the South.
»And oh, for a seer to discerne the same!«
Sighed the South to the North;
»For a poet’s tongue of baptismal flame,
To call the tree or the flower by its name!«
Sighed the South to the North.
IV
The North sent therefore a man of men
As a grace to the South;
And thus to Rome came Andersen.
»Alas, but must you take him again?«
Said the South to the North.
Solen brændte allerede med hede Straaler, Folk tog ud i Bjergene, Collin og jeg begav os paa , besøgte og tilbragte en Uges Tid i . vilde vi med Dampskibet til Genua. Det blev et stormende Veir, Søen rullede svært, alle bleve vi søsyge. Mod Morgenstunden skyllede Regnen ned. Jeg følte mig saa lidende, saa udmattet, at da vi naaede Genua, var der ikke Tanke om at følge min Bestemmelse opad Dagen at gaae .
Neppe komne i Land løde stærke Kanon-Salver: Sørgebudskabet at var død. Endnu den følgende Dag følte jeg mig uskikket til Reisen men haabede dog ved at afreise Morgenen derpaa at indtræffe betids nok til Cavours Begravelse. Vi kom ud paa Eftermiddagen til Turin og hørte at Aftenen forud var allerede den store Statsmand begravet. I alle Billed-Udsalg hang hans Portræt, jeg fik eet af disse, det meest lignende, sagde man.
Sidst i Ugen naaede vi , saae fra Domkirkens Tag mellem de skjønne Helgens-Skikkelser hukne i Marmor, de solbelyste Alper, og før Diligensen bar os tilbragtes et Par smukke Solskinsdage og maaneklare Aftner paa i Lago magiore.
blev længst i . Her voxte frem og udfoldede sig Eventyret: »«. Den sørgelige Begivenhed med det unge Brudepar som paa deres Bryllups Dag besøgte den lille Ø udfor Villeneuve og Brudgommen omkom, blev lagt som Virkeligheds Rod for den Digtning hvori jeg vilde vise Schweizer Naturen, saaledes som den under flere Besøg i dette herlige Land havde afspeilet sig i min Tanke.
I fik vi Budskab fra Hjemmet at den gamle Collin laae for Døden, man antog at Gud allerede havde kaldt ham naar vi modtog Brevet og bad os derfor ikke ile med Hjemreisen. Denne gik jevnt og stille nordpaa; vi blev et Par Dage hos Vennerne Aufdermauer i ; mødtes her med Bibliothekaren ved Klostret i , , en elskværdig geistlig Herre. Klostret selv er det meest anseete i Schweiz og besøges af Pilgrime og Fromme fra Tydskland og Frankerige. Einsiedeln ligger neppe mere end en Miil fra Landeveien mellem Brunnen og Zürichsøen, Collin og jeg vilde ikke flyve det forbi, og indtraf her just paa Klostrets tusindaarige Stiftelses Dag. Den lille By var opfyldt af Fremmede, de trængte sig til den pragtfulde, med Blomster, Lys og Indskriptioner smykkede Kirke. Mange Fromme samlede sig udenfor paa Pladsen foran den sprudlende Kilde og drak af hvert Væld, thi Sagnet mælder at Christus har engang været i Einsiedeln og drukket af Vandet, men af hvilket Væld veed man ikke, derfor drikkes nu af dem alle.
Vi besøgte min Bekjendte Bibliothekaren, der paa det venlig
ste, med flere yngere, geistlige Herrer tog mod os, viiste os Klostrets Mærkværdigheder, og førte os til Kirken hvor den blomstersmykkede bestraalede Sarcophag for , stod med smukke Mindevers skrevne af vor lærde Ledsager. Vi saae Bibliothekets Skatte, ogsaa en gammel Bibel i dansk Oversættelse saae vi, og da der ønskedes en nyere lovede jeg at skaffe den og den er kommet der.
Fra det festligt smykkede Einsiedeln kom vi til ogsaa her var Fest. Flag og Faner vaiede i alle Gader, her var Sangerfest, ikke , nei vor Tids Sangere. Sangforeninger fra alle Bayerns Byer vare komne her og gav en storartet Sang-Fest; Folk rundt om fra strømmede til, det var ikke let at finde Plads i Hotellerne; men jeg var som altid den Heldige jeg fik Vertens egen hyggelige lille Stue. Fra Nürnberg kom vi til fra alle Huse vaiede Flag, rundt om hang Guirlander, Gaderne vare bestrøede med Blomster og Sand. Byen feirede sin Tilblivelse, for uendelig lang Tid tilbage, jeg troer dens .
Det var som om vor Hjemreise kun skulde have at mælde om Festbyer. ved Sorø skildtes Collin og jeg, han gik til Kjøbenhavn . Her fik jeg om den kjære gamle Collins Død, de sidste Dage havde han ligget aldeles stille hen, kjendte Ingen, jeg vilde heller ikke have kjendt ham, skrev man.
Strax reiste jeg ind til Byen; for at samles med de Bedrøvede:
sang jeg; mange og bedre Sange lød, men tilvisse ingen mere dybtfølt end min. Saa mange Minder i Gjerninger og Ord glede mig gjennem Tankerne.
Jeg kjørte ind til Byen, vilde helst være ene, men alle Vogne vare opfyldte, kun i een sad to Damer, der tog jeg Plads. Den ældre sad stille halv sovende i et Hjørne, den yngere havde strakt sig ud paa Sæderne i hele Vognsbreden og nød Frugt og Forfriskninger, hun saae ud som en Spanierinde, de sorte Øine lyste en heel Samtale, før hun begyndte at tale. »Jeg troer at kjende Dem!« sagde hun paa Fransk. Jeg gjentog det samme til hende og spurgte om hendes ærede Navn. »« svarede hun. Det var den paa Casino Theatret Aaret forud med Blomster overhyldede spanske Dandserinde. Jeg sagde hende mit Navn og hun fortalte da sin ældre Ledsagerinde, at jeg var en Poet og at hun paa Casino havde udført en Rolle i hvori hun talte Fransk, og udførte spanske Dandse. Det var Eventyr Comedien »Ole Lukøie«. Hun fortalte sin Ledsagerinde hele Indholdet, med de faae Ord: »Det er en ung Skorsteensfeier som forelsker sig i en spansk Dandserinde og saa er det Hele en Drøm!« – »Charmant!« sagde den gamle Dame; men jeg var ikke i Stemning til at føre livlig Samtale. Ved første Station søgte jeg Plads i en anden, den første den bedste Vogn, og undskyldte min Bortgang med at jeg havde fundet Venner hos hvem jeg maatte tage Plads.
Jeg naaede Kjøbenhavn gik til , hvor Børn og Børnebørn af den dybtsavnede Fader og Bedstefader vare samlede, snart var Begravelses Dagen; og jeg .
– »Jeg fandt hele Collins Familie i det gamle Hjem, de vare alle rolige men dybt veemodige. Min gamle Ven var lagt i Kiste, han saae mild og sovende ud, der var en deilig Ro udbredt over hans Ansigt. Begravelses Dagen gruede jeg meget for, frygtede at faae ondt , men jeg følte mig dog der stærkere end jeg turde have troet. Biskop Tale fyldestgjorde mig ikke, den dvælede forlænge ved det politiske Liv og ved Kong Frederik den Sjette; Pastor sagde senere nogle Ord ved Graven, de dannede et smukt Suplement til Bispens Tale; forenede bleve de det, som skulde siges. Resten af Dagen som jeg tilbragte aldeles ene, var mig bitterlig tung. Jeg savner hvad jeg i en Række af Aar var vant til, daglig at see den gamle Collin og tale med ham. Huset er nu saa underligt eensomt. Siden jeg kom hjem er endnu to Bekjendtere døde, Componisten og Fabrikanten ; det er underligt at see Rækkerne saaledes svinde bort; nu er jeg selv i forreste Række til Afmarsch.« –
Tiden nærmede sig mod Juul; jeg havde paa Reisen og senere efter Hjemkomsten, arbeidet flittigt. Ved Juletid kom deri Iisjomfruen, ligeledes Sommerfuglen, begge Skrevne i Schweiz. Psychen blev derimod digtet under Opholdet i Rom. En Begivenhed fra mit første Ophold her 1833-34, kom mig i Tanke og gav den første Spire: en ung Nonne skulde jordes, man gravede hendes Grav og fandt i den en prægtig Bacchus Skikkelse. »Sneglen og Rosenhækken« blev ogsaa til i Rom og hører til de oplevede Eventyr. Bogen tilegnede jeg Bjørnstjerne Bjørnson.
Juleaften blev tilbragt paa derfra fløi .
Holsteinborg Juledag 1861.
Kjære Ven!
Min Stue støder lige op til Kirken, jeg kan gjennem Døren træde der ind paa Pulpituret. Orgelet spiller, Psalmesangen lyder ind til mig i det jeg skriver dette Brev. Her er saa julefestligt og iaftes var her Barneglæde. Alle de Smaa vare saa lykkelige ved Juletræet og dets Herligheder. Jeg fik ogsaa mit Julebord med mange Sager, der tydede hen paa mine Eventyr. sad paa , dandsede med , fløi i florentisk Mosaik paa , og min lille Pige med Svovlstikkerne havde ogsaa indfundet sig. Jeg tænkte ellers meget igaar paa min Juletid i Barndommen, den var dog den rigeste jeg har oplevet, uagtet Stuen var saa lille og jeg intet Juletræ havde; men Grøden, Gaasen og Æbleskiverne manglede aldrig, og den Aften stod der to Lys paa Bordet. Et halvthundred Aar tilbage har jeg Jule-Erindring. Hvor forunderligt er jeg dog baaret frem! Tak for de to hyggelige Dage hos Dem og Deres Kone. Bring ogsaa min Hilsen, hun havde vist for Dem pyntet et Juletræ, smukke Blomster havde hun skjult nede i Kjælderen, de skulde frem til Juleaften, sagde hun mig.
Gud veed om jeg er i Sorø næste Juletid, min Lyst er i det nye Aar at flyve til Spanien. Jeg maa altid have mine Juledrømme og disse ere om Reiseliv! – Jeg tænker paa Italien, eller Spanien. Juleveiret er mildt men hellere saae jeg klar Luft og sneehvide Marker; ifjor havde vi det saaledes med skinnende Snee og riimfrosne Træer, da digtede jeg »Sneemanden,« iaar vil min ikke komme til mig. Gid et godt og glædeligt Nytaar rulle op for os Allesammen! ingen Krig, ingen Colera! Fred og Sundhed raade!
Nu lev hjertelig vel!
Deres trofast hengivne
H. C. Andersen.
1862
Strax i de første Dage af Aaret, medens jeg endnu var ude paa Landet modtog jeg fuldt af Hjertelighed og Humor. Ingemann og H. C. Ørsted som begge holdt af mig stod i deres digteriske Anskuelser lidt paa Kant mod hinanden, Ørsted forlangte med Ret stræng Sandhed selv i Phantasiens Raaderum.
havde han engang skrevet til mig og holdt fast paa. havde Ørsted taget stærkt fat paa Ingemanns phantastiske Digtning Ole Navnløs, saa haard-fast at den hjertevarme Philosoph tog til Forsvar. Ørsted og Ingemann, de to elskeligste, barnehjertede Personligheder kom ikke til at mødes, ikke til at kjende hinanden, de havde ellers, tilvisse, snart følt deres Hjerte-Slægtskab. Jeg fortalte gjensidigt til de to, saa mangt et smukt Træk, saa mangen Udtalelse af hver, der tiltalte dem gjensidigt. Nu var H. C. Ørsted . I Brevet jeg fik fra Ingemann, herude paa Landet, stod: » vil? Traaden dirrede og talte. Hvad er det dog? da faldt det mig ind: Ørsted veed at jeg i Dag vil skrive til Andersen og nu siger han: hils fra mig! jeg har altsaa en Hilsen til Dem fra H. C. Ørsted.«
Det var det sidste Brev jeg fik fra den kjære Ingemann og i Hilsenen han sendte saae jeg Forstaaen og kjærligt Gjensyn mellem de to kjærligste Sjæle. Snart vilde Gud at de skulde mødes.
Aaret begyndte iøvrigt med megen Glæde for mig; .
Kong Frederik den Syvende hørte mig altid helst selv læse Eventyrene, ikke blot paa Frederiksborg, som jeg har omtalt, men flere Gange kaldtes jeg til Christiansborg. læste jeg saaledes for Kongen og en ganske lille Kreds han havde samlet om sig, de fire seneste Eventyr; især tiltalte og opfyldte ham »Iisjomfruen«, selv havde han tilbragt længere Tid i Schweiz.
Nogle Dage efter Læsningen modtog jeg følgende fra Hans Majestæt.
Min gode Andersen
Det er mig en Fornøielse at sende Dem min Tak for den Glæde De forskaffede mig ved Forelæsningen af Deres , forleden Aften, og jeg kan kun sige saameget, at jeg lykønsker mit Land og dets Konge til, at eie en Digter som Dem.
Deres velvilligste
Frederik R.
Christiansborg den 13 Februar 1862.
Jeg blev uendelig glad ved dette kjære kongelige Brev som jeg gjemmer mellem de bedste Erindringer.
Med den kongelige Skrivelse fulgte tillige en Gulddaase med Hans Majestæts Navnetræk.
. Han var glad ved Tilegnelsen, glad for hvert enkelt Eventyr, særligt for »Iisjomfruen«. Han skrev:
»Iisjomfruen har en Begyndelse, saadan at det jublede og sang i Luften, lo med Grønt og Blaat og Schweizerhuse. De har der skildret en Gut, saadan som jeg kunde have Lyst til at have en Broder, og hele Sceneriet, Babette, Mølleren, Rotterne, hun som fulgte med over Fjeldet og saae ham ind i Øiet. Jeg blev begeistret til Udraab og maatte gjøre flere Standsninger. Men kjære, milde Mand, at De havde Hjerte til at slaae dette Billede istykker for os. Den Tanke som danner sidste Afdeling har Noget af Gud i sig, den imponerer mig, denne Tanke, at to Mennesker skilles paa Toppunktet af deres Lykke; endnu mere at de forinden klart, som naar en pludselig Kastevind kruser det stille Vand, har ladet os ane at der boede i Begges Sjæle hvad der kunde have kuldkastet denne Lykke, Men at De nænnede at gjøre det med disse to Mennesker –«.
Brevet slutter: »kjære, kjære Andersen! hvor jeg holder af Dem! jeg troede saa fuldt og fast at De hverken ret forstod mig eller ret holdt af mig, skjønt De gjerne med Deres gode Hjerte vilde begge Dele, men nu seer jeg at jeg tog behagelig Feil og det har jo bidraget til at fordoble den Kjærlighed jeg har for Dem!« –
Jeg var uendelig glad over Bjørnsons Brev, lykkelig ved det Venskab og Hjertelag for mig det saa levende udtalte.
Et andet Brev fra en mig ubekjendt ung Student i een af Provindserne maa jeg ogsaa her berøre, for den Poesi, den Naturlighed der laae i hans Meddelelse. I Brevet var lagt en Fiirkløver tør og præsset. Om den skrev han, at da han var en lille Dreng læste han første Gang mine Eventyr og var lyksalig ved dem, da havde hans Moder fortalt ham, at Andersen havde prøvet tunge Dage, gaaet meget igjennem og den lille Dreng følte sig ganske sørgmodig ved hvad han hørte og da han strax derpaa fandt i Marken en Fiirkløver og havde hørt en saadan bragte Lykke, bad han sin Moder om at maatte sende den til Andersen at han kunde blive lykkelig. Fiirkløveren blev ikke sendt, Moderen gjemte den i sin Psalmebog. »Nu ere flere Aar gaaede,« stod der i Brevet, »jeg er blevet Student, Moder døde ifjor og jeg fandt i hendes Psalmebog Fiirkløveren. I disse Dage læste jeg Deres nye Eventyr »Iisjomfruen« og læste den med den samme Glæde, som da jeg som lille læste Eventyrene. Nu er Lykken med Dem og for Dem, De behøver intet Fiirkløver, dog sender jeg Dem det og fortæller dets lille Historie.« – Det var omtrent Indholdet af Brevet, som er blevet borte for mig; jeg husker ikke den unge Mands Navn, har ikke kunnet takke ham, men nu, efter Aaringer læser han maaskee her min Hilsen og Tak.
Jeg sad i Læsning og Digtning, da kom sidst i Februar Aften-Avisen og jeg læste:
Bernhard Severin . Det overvældede mig; mit Brev fløi afsted:
!
I denne Aften først hørte jeg og saae af Avisen hvad Gud har villet. Jeg er bedrøvet, men kun bedrøvet for Dem. De er saa ene, han er borte fra Dem! Det maa være Dem som en tung Drøm og De længes efter at vaagne, at see ham igjen, være hos ham. Vorherre er saa god, kun hvad der er det Bedste for os skeer, det troer jeg, det kan jeg ikke slippe! Jeg vilde saa gjerne endnu en Gang have seet ham, talt med ham. Vi vare saa unge begge to! og dog er jeg snart, efter Aarene, gammel nok til at følge ham. Jeg længes efter ham. Der er et Liv efter dette! der maa være det, som Gud er Gud! Det er en Lyksalighed for Tanken, saa at jeg ikke kan være bedrøvet, uden for Dem, kjære, ædle Veninde! tør jeg nævne Dem saaledes. Bryd Dem ikke om at svare paa dette Brev, De har ikke Stemning dertil, jeg veed De tænker venligt paa mig. Hils Sophie, Deres Pige hedder jo saaledes; hun ogsaa er bedrøvet, jeg veed det, hun holdt af ham, som hun holder af Dem. Gud give Dem Styrke og løfte Dem, gjennem milde Dage, til ham, den kjære; milde, uforglemmelige.
Med den inderligste Deeltagelse
H. C. Andersen.
I de første Dage af Marts laae Markerne med Snee, men Luften var deilig klar, Solen skinnede; Jeg foer med Banetoget ud til Sorø; det var . Jeg stod i det Hjem hvor jeg fra min Skoletid i Slagelse indtil nu som ældre havde tilbragt lykkelige Timer, hvor Samtalerne havde skiftet i Alvor og Skjemt; Fru Ingemann sad stille, from i sin Sorg, den gamle trofaste Pige Sophie brast i Graad da vi mødtes, talte og fortalte om hans »yndige Død«, hans kjærlige Ord og milde Tale. –
Fra bragtes Kisten til Kirken, en stor Sørgeskare fulgte, og i den var Representanter for alle Samfunds Classer. Mange Bønderfolk fulgte, han havde aabnet just for dem, Danmarks Historie, ladet Skikkelser derfra handle og fortælle, saa Hjertet blev varmt derved.
Da Kisten sænkedes i Graven qviddrede alle Smaafuglene i Solskinnet over den. Vi have hans Jordefærd, jeg skrev dertil :
Bernhard Severin Ingemann
»Ved hans Vugge stod Danmarks og Poesiens Engel, de saae gjennem Barnets milde blaae Øine ind i et Hjerte, der ikke kunde ældes i Aaringer, Barnesindet vilde aldrig forsvinde, han skulde blive en sjelden Urtegaardsmand i Poesiens Have i det danske Land og de gave ham Hilsen og Indvielse ved et Kys.
Hvorhen han saae, faldt en Solstraale; den tørre Green, som han berørte, satte Blade og Blomster; han brød ud i Sang, som Himlens Fugle synge i Glæde og Uskyldighed.
Fra Folketroens Ager, fra svundne Tiders mosgroede Grave tog han Frøkorn, lagde dem ved sit Hjerte, lagde dem paa sin Pande, plantede dem og lod dem groe, og de trivedes, de voxte ind i Bondens lave Hytte, slyngede sig som hen under Loftet og bredte ud de friske Blade; hvert Blad var for Bonden et , der susede i den tankerige Vinteraften hen over den lyttende Kreds; den hørte om gammel Tid i Danmark og om Danskens Sind, de danske Hjerter løftedes derved i Glæde og Kjærlighed.
Han lagde Frøkorn bag de brusende Orgelpiber, og Cherubernes syngende Træ viftede sine Grene, susede ! Fred i Hjertet, Glæde i Gud!
I Hverdagslivets tørre Jordbund lagde han , og det skød frem, udfoldede sig i broget Pragt og gribende Sælsomhed.
Han førte ind til de Smaa fra Kong Pharaos Land; han lærte dem , og de forstode hos ham hvert eneste Ord.
Hvad han plantede groer, thi det har slaaet Rødder i Folkets Hjerter. Hans Tale lagde Toner i det danske Sprog, hans Fædrelands Sind lægger Kraft i Sværdet, hans rene Tanke er som den forfriskende Søvind!
Det var nu sidste Juul. Hvad vi melde er ikke Digtning, selv fortalte han til Vennen sin Drøm: hans Jordeliv var endt, Legemet en henkastet Støvklædning, han løftedes bort, men fast holdt han endnu paa en Haand, han kunde ikke slippe den, hans trofaste Hustrues Haand; og han fornam, at den blev vaad af Taarer, og i dette Øieblik fulgte hun ham – da vaagnede han.
Vakt er han i denne Stund, men hun sidder ene tilbage i det Hjem, hvor hver, som traadte ind, blev mildere og bedre; hun sidder i Længsel og Savn; for ham er til Mødets Stund Tiden, som Minutet for os, det veed hun; »Tak og Kjærlighed!« lyder fra hendes Mund, lyder fra Barnehjertet og det danske Folk.
Hvad der maa forsvinde og veire hen er nu lagt i Graven under Kirkeklokkers Klang, Psalmetoner og Kjærlighedens Taarer; hvad der aldrig døer er hos Gud; hvad han plantede er hos os til Glæde og Velsignelse.«
Allerede i Mai begyndte for mig Foraarstiden og med den . Jeg var paa det hjemlige Basnæs, det kjære Holsteinborg, det musikrige Lerchenborg; store Reiseplaner var iøvrigt lagt, jeg følte Længsel og Lyst efter ; een Gang før havde jeg staaet ved Indgangen dertil, men Sommervarmen, og Sygelighed holdt mig tilbage. Nu valgte jeg en bedre Aarstid, Jeg havde i Spøg sagt til min unge Ven Jonas Collin: »vinder jeg den store Lod i Lotteriet, saa reise vi sammen til Spanien, ja smutter over til Africa«; men jeg vandt ikke den store Lod, vinder den aldrig, men skal have den i mindre Portioner paa anden Maade. Min danske Boghandler Reitzel sagde mig en Dag at vare udsolgte, han vilde give , for den første havde jeg erholdt kun 300 Rdlr, nu tilbødes mig 3000 Rdlr. Det kom uventet som en Lotterilod; den var altsaa vundet og Collin og jeg reiste.
Med Morgentoget kom jeg forud til Sorø for at være et Par Timer der hos Fru Ingemann. Hun saae usædvanlig rask ud, følte sig styrket, fortalte hun mig, ved en deilig Drøm Gud havde forundt hende Natten forud. Hun havde i den seet Ingemann, saa ung, saa smuk, saa uendelig glad; de havde ret udtalt sig for hinanden. Hendes Øine lyste derved. Alt i Stuerne var iøvrigt ved det Gamle, det var som om Ingemann var gaaet kun en Spadseretour og hvert Øieblik kunde ventes hjem igjen. Hun talte til mig om af hans Skrifter, til Studenteraarene, den jeg for en Deel havde virket ind paa at skrive; hun spurgte mig til Raads i et og andet, men da vi talte om Samlivets henrundne Dage fik Taarerne frit Løb.
Jeg gik over paa Kirkegaarden; strax ved Indtrædelsen er hvor paa Stenen er skrevet et Navn velbekjendt i dansk Literatur: over mine Bøger og over de meget læste ingemannske Romaner. Tiden al Bitterhed, vi gaae alle frem til Forstaaen. En lille Historie Ingemann havde fortalt, kom mig her i Tanke. Kort efter Molbechs Død gik Ingemann en Aften i Sorø, seent hjem fra Selskab Kirkedøren var aaben og i den stod Præsten i fuld Ornat. – »Jeg venter,« sagde han, »paa gamle Molbechs Liig, der om nogle Øieblikke kommer her til Kirken!« Idet samme holdt en Rustvogn der, og to unge Mænd, svøbte i deres Kapper fulgte; det var . Kisten blev baaret ind i Kirken. Zeuthen og Ingemann sluttede sig til Sønnerne, det var det hele Følge. Zeuthen talte et Par Ord over Kisten og Ingemann følte sig glad og mild stemt. Med samme Følelse stod jeg her og gik saa til mit egentlige Besøg her paa Kirkegaarden, Ingemanns Grav. Paa Mindestenen er hans anbragt. Ofte seer man, blev der sagt, Smaabørn løfte hinanden op for at kysse Digterens Mund. En Maler kunde bringe Noget smukt ud af dette Oplevede.
Fra Corsøer begyndte Reisen med Jonas Collin. Vi vilde lægge Veien over , thi næste Dag, den fem og tyvende Juli skulde Krigere reises der paa Kirkegaarden: den af Bissen formede Løve. Der var en stor Mængde Mennesker under vaiende Danebrogsflag. Tidligere havde jeg besøgt de Faldnes Grave, nu vare disse jevnede med Jorden men ikke Ligene fløttede; en stor Høi stod reist midtveis, med Bautastene der bar de Faldnes Navne, her foran denne stod Bissens Løve, men endnu ikke afsløret. Jeg satte mig mellem Gravstenene. Eleverne fra den danske vare samlede og istemte en Sang. Veiret var smukt, Solen skinnede men det blæste næsten en Storm. Det var for mig som de henfarne Aander susede gjennem Træerne. Der lød fem og tyve Skud, Sløret faldt og Løven stod der opreist seende ud over Gravene. Hvad vil skee hvis en Fjende engang her beseirer os! gik anelsesfuldt gjennem min Tanke.
Over Frankfurth naaede vi , hvor vi skulde træffe sammen med Jonas , som opholdt sig her paa Reise til Italien. overraskedes vi ved en af disse mægtige schweitzer Storme. Fra Bjergene blæste en som løftede Søen i høie Bølger, Capitainen kunde ikke lægge Fartøiet op til Skibsbroen, Brændingerne sprøitede der hen over Bolværket; en meget stor pramagtig Baad, roet af flere Mænd kom ud for at sætte os i Land, et Stykke fra Byen, hvor en Aa mundede ud i Søen og hvor der var Læ; men før vi naaede der hen havde vi en heel lang Strækning hvor Brændingen brødes mod Klippestykkerne; Søerne bare mod Land, vi turde ikke nærme os dette, før vi vare ud for Aamundingen; Mændene arbeidede med Aarerne, dog nærmere og nærmere dreves vi mod Brændingen, da maatte alle Mand tage fat i Aarene, det knagede og vippede men vi fik Magten og et Par Minutter efter vare vi paa stille Vand og inde i Aaen og hilsedes af Venner, Bekjendte og ikke Bekjendte.
Afrikanske solhede Dage ventede os i det ellers saa luftfriske smukke Brunnen. havde overgivet sit Hotel til en Fremmed, og boede selv med Søsteren smukt og landligt nær ved Byen. Jeg hørte igjen Agathe synge; hendes Broder med; Pater Gall-Morel, Bibliothekaren fra Einsiedeln, . –
Med Collins Familie fortsattes Reisen over Brünich . – Alt som vi kom op paa Bjergene blev Luften mere let og frisk, Bøgen stod grøn som i det tidlige Foraar. . I Bern lever som Geistlig og Sophie Haller, ; hver Gang jeg er reist gjennem Bern, maatte jeg besøge den venlige gamle Mand, som har stor Sympati for Danmark, men ikke kan tale det danske Sprog hvori hans Fader sang de smukke og spøgende Sange. Vort længste Ophold i Schweitz skulde imidlertid være ved . Stemning og Naturomgivelser her fra Montreux har jeg gjemt i et Digt, rettere et , der agtede at udgive en Nytaarsgave fra danske Digtere og i den ønskede ogsaa Bidrag fra mig.
Montreux den 30 August 1862.
! jeg eier intet,
Jeg ellers bragte Dem mit allerbedste.
Her i Montreux groe Laurbær, men ei Digte;
Det sidste her var .
Naturen rundt om er vel selv et Digt,
Mit Hjerte rummer det, men ei Papiret;
Jeg kan ei tegne Aftnen her ved Søen,
Hvor Vandet skifter om med Blaat og Purpur,
Et luftigt Rosenblad mod Himlens Guldgrund.
Liig mægtige Chorstole i en Kirke
Staaer Klippe sælsomt stillet op ved Klippe;
Der hænge Skovene som Drapperier,
Og fjernest løfter sig Høialteret,
Et Bjerg med evig Snee til Alterdug29.
Her er en Fred, en Deilighed i Aftnen,
Et Farvespil, som ingen Maler giver.
Og dog i al den Glands og Deilighed
Min Harpe hænger uden Klang og Toner,
Den lette Bjergluft lader den ei zittre,
Mit Hjertes stærke Slag ei virke vil;
Det er som Strængene i Slummer laae,
Som om de samled’ Kræfter for at klinge
Med større Fylde og med nye Toner,
Snart i det Skjønheds Land, der aabnes for mig,
Hvor brændende Granatblomst mellem Laurbær
Vildt groer paa Gjerdet i det stærke Sollys,
I .
Der sende Naadens Gud mig Digtergaven,
Den bruse gjennem de nu tause Strænge
Og bære hjem til vore grønne Øer,
Hvor Bøgen skygger over Kjæmpegrave,
fra Granadas Have.
Spanien var Maalet. Strax indenfor den franske Grændse Jonas Collin og jeg fra hans Forældre og Søster, de gik over Chambery ind i Italien, vi foer over ind i Spanien.
Den sjette September, netop den Dag jeg første Gang kom til Kjøbenhavn, den Dag jeg første Gang kom ind i Italien, skulde jeg komme til Spanien; jeg havde ikke bestemt det, Omstændighederne ordnede det saaledes, og sjette September er blevet mig en af mit Livs Mærkedage.
Hvad jeg saae, følte og fornam, har jeg nedskrevet, givet og betitlet: »«, derfor kun her faae og korte Uddrag.
Fra Gerona naaede vi paa Jernbane seent paa Aftenen Barcellona, med de straalende Cafeer der overgaa hvad Paris i denne Art har at fremvise; laae i Gruus, forvandlede, som overalt i Spanien til Oplagssteder eller Hospitaler. Jeg saae for første Gang , ikke blodig, som den senere syd paa frembød sig, hvor Tyren stødte sine spidse Horn ind i Bugen paa Hesten, rev den op saa Indvoldene styrtede ud, jeg blev nerveus ilde ved dette gjentagne Syn. I Barcelona var jeg Vidne til ; Bjergstrømmene svulmede til en rivende Flod der brød hvert Hegn, skyllede over Jernbaner og Kjøreveie, trængte ind af Byens Port og fyldte Barcellonas Hovedgade med brusende Vandhvirvler der trængte ind i Husene og rev Alt med sig; i Kirken stode Præsterne i Vand til midt paa Livet og sang Messe.
Over en Miil ud i Havet saae jeg Vandet caffeguult fra Flod Oversvømmelsen. I deiligt Solskinsveir paa Havets blikstille Flade, bar Dampskibet os Grao. – Vi vare som i en stor Frugthave, hele Sletten om Valencia dufter og pranger med Lunde af Citron- og Apelsintræer; tykke Viinstokke med saftige tunge Druer, voxe hen over den varme, rødlige Jordbund. Nogle Dages Ophold her og ligesaa længe i og vi fløi vi til Palmernes By det romantiske ; saae første Gang Zigeunerfolket som Spanien har det, og som det frembyder sig i Murcias Forstad.
Det var de sidste Dage i September og dog brændte Solen som om den vilde have Blodet ikog. I hvorhen vi naaede for at indskibe os til var ingen Brice, Luften glødede, Vinen glødede, Regnvandet vi havde at blande deri var blødt, lunkent. Men den hele Natur, Menneskene, Alt var Skjønhed – og Glød. Min Balkon hang ud over den smalle Gade saa nær Gjenboens at den næsten berørte den og jeg ufrivillig saae lige derind, og satte strax Synet i Sang.
,
i Cartagena jeg boer,
I den smalle, snevre Gade,
saa snever, Du knap det troer;
Jeg naaer med Haanden Balconen
derovre hos Gjenbomo’er,
Hvor den deilige Datter sidder
i Ungdommens Skjønhedsflor,
Saa fyldig, kraftig og ildfuld;
det lange, kulsorte Haar
Nu Moderen løser af Fletning;
det ned til Fødderne naaer.
Og Skuldren er som Antikens,
og Øinene som et Lyn;
Det er næsten ikke mueligt
at udholde dette Syn.
Fra Africa brænder Luften,
og Blodet er Ild som den;
Nu vil jeg slukke Lampen
og hvert et Ord med den.
Natten forinden vi med Dampskib skulde tage herfra til Malaga blæste en Storm saa Træer rykkedes op med Rod, jeg havde en Angst for at komme ud paa Søen, men Dampskibenes Komme og Affart var ubestemt, jeg havde intet Valg, gik med Collin ombord, og jeg Lykkens Barn, saae før vi forlod Havnen, Bølgerne lægge sig, Søen hvile som et udspændt Silkeklæde, i den deiligste stille Nat, glede vi over det lysende Vand og saae i den tidlige Morgen Malaga med sine hvide Huse, sin mægtige og det høitliggende , engang stærke Fæstning. I Byerne ved Havet føler jeg mig altid strax saa hjemlig og hvor Meget fyldte og greb mig just her. De skjønne mauriske Minder, den evig unge, deilige Natur og al den Skjønhed hos Andalusiens Qvinder. Vi kunne blive henrykte ved en herlig Statue, et deiligt Billede hvor meget mere da ved det guddommelige Billede i Qvinden. Jeg var overrasket stod tidt stille paa Gaden for at see disse svævende, kongelige Skjønheds Døttre, disse Øine lyse under de lange mørke Øienhaar, den fine Haand og de yndige Bevægelser med Viften. Der kom frem saameget af Guds Skjønhed i Mennesket; det var deiligere at see end Statuer og Billeder.
førte Collin og mig ud paa den protestantiske Kirkegaard ved Malaga; her var paradisisk Deiligt. Dog vilde jeg ikke igjen have fremhævet dette Besøg, naar ikke Skildringen som jeg gav i min Bog »I Spanien,« havde bragt mig en overraskende Tilrettevisen:
Jeg skrev:
»Her stode Myrtehækker i Blomster til tusinde Brudekrandse; høie Geraniehække omhegnede Mindetavler med Indskrift paa Dansk, Norsk kan det ogsaa kaldes, forsaa vidt det var Indskrift over en Nordmand; her var Engelsk, Tydsk og Hollandsk at læse. Passionsblomster slyngede deres Ranker over mange Gravstene, Pebertræerne sænkede deres grædepiilshængende Grene ned over Hvilestedet. Her stod en enkelt Palme, der et Gumitræ, og midt i det Grønne et venligt, lille Huus, ; herinde var Forfriskninger at faae; smukke Børn med straalende Livsens Øine, lege der.«
For dette Skrevne var det at efter at min Bog var udkommet og jeg fik en Tilretteviisning, der i høi Grad overraskede mig. En Dame i London havde læst Bogen og følt sig ubehageligt berørt, ved det ikke korect valgte Udtryk: »herinde var Forfriskninger at faae«, hun havde skrevet til en Slægtning i Malaga om Oplysning herom, den Tilskrevne havde henvendt sig til een af de Herrer jeg havde været anbefalet til, denne henvendte sig til den danske Consul, der var blevet talt til Familien i det smukke lille Huus paa Kirkegaarden, spurgt om man her havde for Betaling leveret Forfriskninger til nogen Fremmed, og da det ikke var Tilfældet blev jeg af den naadige Dame opfordret til i næste Udgave af min Bog »I Spanien« at berigtige hvad jeg tidligere havde skrevet; »herinde var Forfriskninger at faae!« – De Ord flød fra Pennen, ikke tænkte jeg at de skulde blive til Forargelse for Nogen. Jeg husker tydeligt Besøget paa Kirkegaarden; Luften var varm, jeg var træt og tørstig og spurgte derfor vor Ledsager, den danske Consul om det ikke var mueligt her at faae lidt . Han førte mig da ind i det lille Huus og de venlige Mennesker gav mig Frugt eller Iisvand, det erindrer jeg ikke, men der blev tilvisse ikke betalt, dette skulde jeg have tilføiet i min Bog og havde da ikke forarget den fromme skrivende Dame ikke heller hvad der særligt ligger mig paa Hjertet været Skyld i at de brave Mennesker som ikke vilde lade mig vansmægte, maatte plages med en afæsket Erklæring.
En Uges Tid bleve vi i Malaga, hvorhen vi igjen vilde vende tilbage for at indskibe os til Gibraltar men først skulde besøges hvor man med store Festligheder ventede , der for første Gang begav sig til Andalusien.
Granada med sit skulde være Glandspunktet i vor spanske Reise. , vi sad i Diligensen, den jog afsted, trukket af ti Muuldyr med klingende Bjelder, Pidsken smældede, vi foer henad »«, gjennem Flodleiet og opad Bjergene hvorfra vi saae ned paa det med Løgter stærkt belyste Malaga. Luften blev tyk, stærke Lyn fulgte; et Par bevæbnede Mænd med stort Skjæg kigede ind i Vognen, jeg tænkte allerede paa Overfald, men det var vore Beskyttere mod Røverne, Vei-Gendarmer som ledsagede os paa de farefulde Steder; over Loja naaede vi næste Formiddag Granada, hvor allerede var bestilt Værelser for os i denne for Huusly trange Tid.
Fra min Landsmand i Barcellona bragte jeg Brev til hans spanske Svoger Oberst Don , en livlig, elskværdig Mand, utrættelig i at være Collin og mig til Tjeneste, vi fik ved ham at see og forstaae saa meget Interessant og Smukt, som neppe ellers var blevet os forundt. Alhambra gjalt vort første Besøg og vi kom netop en Dag tidsnok derop før det ved ophængte Fløiels Tepper og smagløs Udpyntning i Anledning af Dronningens nære Besøg tabte sin egenlige Skjønhed. –
October holdt Dronningen sit Intog i Granada; her har neppe siden Tid udfoldet sig en Pragt som denne; sex Nætter og Dage var Granada tilvisse Eventyrets By. Kirkeklokkerne ringede, Zigeunerne dandsede med Castagnetter og underlige Strænge-Instrumenter gjennem Gaderne, Musikchor spillede rundt om, Fanfare lød: ; Roser bleve plukkede Blad for Blad og faldt fra Balkonerne som en Blomstersnee ned over Dronningen, der strax af et hvert Barn selv kunne kjendes som Dronning, hun bar Guldkrone og Purpurkaabe. Aften og Nat hang hen over Gaderne som et Teppe af brogede Lamper eller en Sky af brogede Colibri.
Efter til Malaga og Festlighederne var forbi flyttede Collin og jeg op til Alhambra i »«, der ligger op til Alhambras Mure, netop ved den tilmu
rede Port gjennem hvilken Mauererkongen Boabdil red ud i Kamp mod Ferdinand og Isabella, der beseirede og udjog ham og Maurerfolket. læste jeg heroppe, læste den for tredie Gang, det Døde blev levende, det Henfarne kom igjen; jeg kunde dagligen besøge de Mauriske Haller, vandre i Sultanernes ; her var en Rosenduft som i Digtningerne fra hiin gamle Tid, de klare Vande styrtede endnu med den samme Rislen og Brusen; de gamle, mægtige Cypresser, stumme Vidner til hvad Sagn og Sange melde, stode med friske Grene i den solbelyste Luft jeg aandede. Gjennem Taarer, som da jeg første Gang forlod Rom, saae jeg ved Afreisen hvor jeg havde været glad og dybt bedrøvet, prøvet mange Svingninger i min Sjæl, følt mig betaget og lidende, og hvorover? – – ja, nu ere disse Mindelser farne hen, det er godt at glemme, tidt bedre end at erindre; deiligst dog at komme til at forstaae.
Ved Afskeden tegnede jeg i Ord:
Alhambra
Som en brudt itu,
Men endnu ophængt ved Bjergkant
Seer jeg Dig, Alhambra, billedsmykket,
Rigt udskaaret; dog Din største Skjønhed
Ligger i Erindringen om Klangen,
Tonerne fra Dine brudte Strænge!
Klang som Sværdet gav, som Snillet har den,
Dertil Elskovs Toner bløde, søde,
Svulmende til stormende .
Brudt itu er Harpen, Resten hænger
Af den mellem sørgende Cypresser,
Kostbar rigt indlagt – det er Alhambra.
Ved Afreisen var vor Landsmand og Oberst Laramendi paa Pletten; mine smaa Venner Laramendis Børn ligesaa for at raabe: »«
Vi vare , og da jeg der ordnede mine Sager til Afreisen fik jeg en Overraskelse, en Sorg. Mine Ordensdecorationer i ganske lille Efterligning, førte jeg med, mellem disse, var , netop den Øehlenschlæger havde baaret og engang, da jeg var dybt bedrøvet over en for stræng Critik, gav mig med de meest anekjendende fortrøstende Ord, »Nord
stjernen gaaer aldrig ned« sagde han, »De skal bære den naar jeg er kaldet bort.« Nu var den røvet mig, alle mine Ordner, jeg fik dem ikke, uagtet de efterlystes saavel i Malaga som i Granada.
gik Collin og jeg ombord; ved Dagningen saae vi Klippen Gibraltar og snart vare vi da paa engelsk Grund, i hvor den danske Consul allerede havde bestilt Værelser til os. Hos ham og med ham tilbragte vi ; besøgte de uindtagelige Festningsværker, besteeg Klippens Høidepunkt og saae mod Vest Teneriffa, Europas sydligste Punkt og syd ud Ceuta paa Afrikas Kyst.
Den anden November en deilig Solskins Dag, Søen rullede ind fra Atlanterhavet, gik Collin og jeg over . Den engelske Ministerresident , gift med , havde gjestfrit tilbudt os deres Huus. Mit Brev der mældte vor Ankomst var flere Dage forud givet til en Fisker, men denne var endnu ikke kommet da vi naaede der over, aldeles fremmede i den fremmede By i en anden Verdensdeel. Vi fandt imidlertid gjennem de snevre Menneskefyldte Gader, til Ministerens Hotel. Hele Familien var paa Landet, et Par Mile fra Tanger paa deres Landsted: Ravensrok. Gesandtskabets Secretair var heldigviis i Legationen, han skaffede snart Heste til os og Muuldyr til at bære vort Tøi; med ham, en heel Caravane, droge vi gjennem Byens snevre Hovedgade, der var opfyldt af marokanske Jøder, Arabere, tættilhyllede Qvinder og nøgne Børn. Udenfor Festningsporten kom vi midt ind i en heel Leir af Beduiner og Arabere med deres Kameler.
Gjennem en vild, frodig Natur naaede vi , et stort Slot midt i det Grønne. Drummond-Hay, hans Kone og Døttre modtoge os saa hjertelig; det danske Sprog klang; Alt var Solskin og Deilighed rundt om; fra min Stue saae jeg ud over Tanger til de blaanende Bjerge, jeg saae over til Europa, øinede Gibraltarklippen, Byen Teneriffe og i Aftenen Trafalgars Fyr.
Her var en Eensomhed og dog et storartet Naturliv ved det rullende Verdenshav. – Ogsaa Bylivet skulde vi kjende og derfor fløttede hele Familien, efter en Ugestid, med os ind til deres store, velindrettede Bolig i Tanger.
Sir Drumond Hay , der venligt modtog os i Slottets fliselagte Gaard, der mindede om Alhambra. Man bragte Thee, vi fik hver to store Kopper, vi skulde have en tredie, men jeg forhindrede det ved at sige at det var mod vor Religion at drikke tre Kopper og vi slap. Han fulgte os senere til Slottets yderste Port, hvor han rakte os Haanden med megen Hjertelighed. –
I Drumond-Hays Huus var engelsk Comfort, hyggeligt og vel indrettet, og deiligst af Alt: elskelige Mennesker. Fra Husets Balkon saae man ud over Oleanderbuske og Palmer, heelt op i Middelhavet. Alfor snart fløi Tiden hen.
Et fransk ventedes fra Algier med dette vilde vi gaae til . Det var tungt at sige Farvel til de kjære Venner i det hyggelige africanske Hjem, Besøget her var unægteligt det interesanteste af hele Reisen.
gik vi ombord. Midt om Natten da vi laae i vor søde Søvn, stødte Fartøiet mod en Sandbanke i Trafalgarbugten; jeg skyndte mig op paa Dækket, Fartøiet laae om paa den ene Side. Min Phantasie forestillede mig den største Fare, dog neppe et Qvarteer varede det før Skibet igjen kom ud af Sandet og vi glede hen over den rullende Sø i det klare Maaneskin. Da Solen brød frem kastede vi Anker paa ud for Cadiz, Reenlighedens By. Den prangede med Flag og paa Rheden laae alle Nationers Fartøier, det var en Pragt den frembød. Forøvrigt er her ikke Stort at see, her ere ingen Kirker, ingen Ruiner, eller Gallerier. Romantikken maae man søge i Skuet ud over Havet og i andalusiske Øine, de lyste praktfuldt hos de mantilleklædte Skjønheder paa Alameda.
Jernbanen over Xeres de la Frontera fører til , een af Spaniens meest romantiske Byer, prangende med praktfulde Kirker og udødelige Billeder. Fortidsminder og store Navne knøtte sig til denne Stad. Daglig besøgte vi den mægtige Domkirke paa hvis mauriske Klokketaarn det høieste i Landet Troen staaer bevinget, straalende i Solskinnet. Vi besøgte Maurerkongernes Slot det prægtige der prangede med Guld og Farver som i dets Herligheds Tid; Haven stod overfyldt af Oranger og Roser, Sydens Sommer havde endnu Hvile herinde. I Fødeby, foran en Rigdom af hans skjønne Billeder, gik det ret op for mig, hvor stor han var; ja ofte udbrød jeg: »han er dog den største af dem Alle!« Man maa reise til Spanien særligt til Sevilla og Madrid, see hvad han har vidst at fæste til Lærredet. –
Med den bekjendte engelske Genremaler , som nu er død og den svenske Maler , saae vi første Gang Murillo Salen, som paa Kunstacademiet i Sevilla omslutter de Rigeste af alle disse Herligheder. Vi saae dernæst hans skjønne Fremstilling af Moses i Ørknen, der findes i Kirken , der med Klostret, som nu er Hospital for gamle, svagelige Mænd er stiftet af Don , der døde som Munk her i Klostret og selv har skrevet sin
»Her ligger det sletteste Menneske i Verden«.
Sagnet om Don Juan Tenorio blev første Gang dramatiseret af den spanske Digter Tirso de Molina; Stykket blev benyttet af , og omskrevet til Text for , bæres det ved udødelig Musik gjennem Tider og Slægter.
Paa Jernbane kom vi i nogle Timer til , eengang Maurernes Hovedsæde, hvor da var i fulde Virksomhed, Sang-Academiet blomstrede; Maurernes prakfuldeste Moskee, med Reliqvier af selv havdes; nu en stille, folketom Stad; hvor Ødelæggelsens Aand synes at have hærget og bredt Forglemmelsens Dække over saameget Stort og Herligt. Cordobas mægtigste Moskee, nu , er nu alene Cordobas Herlighed. Tusinde og atten Marmor-Søiler bære Loftet; det er som en Søileplantage at see, og midt derinde reiser sig en rigforgyldt Kirke, hvor Høisangen lyder for Jesu og Jomfru Maria medens Væggene rundt om, i de mauriske Buer, endnu forkynde i arabiske Skrifttegn: »Der er kun een Gud og Mahomed er hans Prophet.«
var endnu ikke den største Deel af Jernbanen fuldendt, vi maatte atter prøve Besværlighederne i en spansk Diligense. Mod Aftnen kom vi til Andujar og ud paa Natten til den tydske Coloniby Carolina, hvorfra Naturen rundt om tog til i vild Skjønhed. Sjerra Morena fremviiste stor Afvexling og Deilighed. Ogsaa her i denne udskregne Egn, hvor hveranden Reisebeskriver fortæller om Røvere, Overfald og Mord, var jeg den Lykkelige, jeg troer jeg kunde have reist med aaben fyldt Pengepung i Haanden, ikke Een vi mødte saa ud til at vilde gjøre Fortræd.
Barakbyer, tækkede med friske Cactusblade vare reiste for Jernbanearbeiderne, her var Liv og Røre. Efter omtrent fire og tyve Timers vildt jagende Kjørsel naaede vi den lille Stad Santa Cruz de Mudela; en By med fattige, daarlige Huse, Gaderne ubrolagte og aldeles belagte med et stinkende Dynd, den anbefalede ved Jernbanen var en stor, snavset Kro, med Halm strøet paa Gulvet; Soveværelserne havde ikke Ruder men Trælaager. I hvor træt jeg var, her vilde jeg ikke blive. Banetoget til Madrid gik øieblikkelig afsted, og efter ti Timers Fart, kom vi ved Midnat, aldeles overanstrængte til Madrid, paa hvis bekjendte Plads Puerta del Sol, vi i et godt Hotel Fonda del oriente, fik god Mad og Viin ved den blusende Kamin, gode Senge og god Hvile. Her var koldt, Sneen faldt, Byen tiltalte mig aldeles ikke; den har intet characteristisk Spansk, ingen store Minder fra Maurertiden. Dog Eet eier Madrid frem for alle Hovedstæder, sit prægtige Gallerie, med Malerier af Europas største Mestre, særligt af Murillo og . Her tilbragte jeg Timer, de lykkeligste Timer og for at opfriske spanske Minder, og eiendommelig spansk Natur reiste Collin og jeg et Par Dage til det maleriske, interessante . Veien derhen fører over , hvis nærmeste Omgivelse minder om dansk Natur og Skovskygge. Toledo gjør Indtrykket af en stor mindevækkende Ruin, og er ved sin nøgne klippefulde Omgivelse, hvor Tejofloden i Fald paa Fald, bruser afsted og driver de smaa Vandmøller, saa uforglemmelig malerisk. Alcazar med sine stolte Søilerækker, styrtede Buer, og Forladthed, gjør et stort Indtryk og løfter sig kongelig over al den rundtom ødelagte og dog endnu synlige Herlighed. En enkelt Fløi af er beboelig, Soldater af Regimentet Cordoba var indqvarteret der. Domkirken og Kirken San Juan de los Reyes, ja det er spanske Kirker at see, selv efter at have seet Malagas Domkirke, Carthagenas, Sevillas og Cordobas. Med Pragt staae, som begravne og aflukkede de to jødiske Synagoger, nu kristnede med Navnene Nuestra Señora del Transito og Santa Maria la Blanca. I Væggenes Udhugninger, der ligne et Broderi i Tyl, slynge sig hebraiske Skriftsprog; Salomons Templerne staae her endnu men Israels Folk ere borte. Folket der havde Loven: »Der er kun een eneste sand Gud.«
Eensomt og stille er her i Byen, og endnu mere i hele dens Omgivelse; der er kun tre Livstegn, Kirkeklokkernes Lyd til Messe, Hammerslag i Fabrik, det eneste levende Minde fra gammel Tid og nu:
– »
Som kommer og bruser herfra; –
Og saa er igjen det stille,
Alt rundt om øde og stort.«
I , hvor vi igjen kom for at blive endnu nogle Uger, maaskee Julen over, havde Forfatteren , tidligere spansk Gesandt i China, ordnet i een af Madrids Fondaer et Festmaaltid for mig, ved dette skulde jeg lære at kjende nogle af Nutids Poeterne. Jeg mødtes her med Don Rafael Garcia y , Forfatter til »« og flere . Jeg havde i Spaniens Hovedstad flere Betydende, der hjerteligt og erkjendende kom mig imøde, hvor lidet de end kjendte af mig, ja var »Den lille Pige med Svovlstikkerne« og »Holger Danske«. Kjær blev mig Digteren , af tydsk Slægt men spansk født, udmærket dramatisk Forfatter og Eventyrdigter, hans »Quentos y fabulas« vare paa Alles Tunge, man var saa høflig at sige vi lignede hinanden i at skrive Eventyr. Hjerteligt kom han mig imøde og skrev mig hædrende venlige Ord i det Exemplar af hans »Qvintos y fabulas« som han gav mig til Erindring om sig. Endnu et Navn berømt i Spaniens Politik og nyere Literatur, maa jeg nævne, jeg blev og vel modtaget; vi vare gamle Bekjendte, han erindrede mig derom, vi mødtes da han der var Gesandt.
Julen over blev jeg dog ikke i Madrid, Climaet var utaaleligt, her var Snee, Regn, Rusk, som naar det paa denne Aarstid er værst hjemme i Danmark, saa høit i Norden; enkelte Dage kom en Forandring i Temperaturen, men det var en Vind tør og gjennemtrængende, nervepirrende, ikke til at holde ud; jeg maatte afsted nordpaa, ind i Frankrig, op mod Danmark, men ved Afreisen i den kolde Aften da Sneen faldt blev jeg ret varm om Hjertet ved at see i den kolde Ventesal saa Mange der havde forundt mig Velvillie og jeg faaet kjær, nu være mødte til Afsked. Den gamle Exellense, Sverrigs Minister , flere unge spanske Digtere og en af de elskværdigste, utrættelig, under mit Ophold her, i at være mig til Tjeneste: fra Manilla; jeg sender ham her, om han seer dette Skrevne min Hilsen og Tak.
Jernbanetoget brusede afsted, det blev et stormende Veir; Vinden hylede og bragte en Sneestorm under , og allerede her holdt Jernbanen op, vi bleve puttede ind i den snevre Diligence, maatte blive i den til Morgengry. En Medreisende stødte med Albuen Vinduesruden ud, Sneen fygede ind, et lille Barn græd ideligt, Vognen truede med at vælte, der var ikke at tænke paa Søvn eller Hvile men paa at brække Arme og Been. I kom vi atter til Jernbane, men Toget gik først flere Timer efter vor Ankomst, vi maatte vente saa længe, sidde i et koldt, uordenligt Træskuur. Endeligt slog Timen og ved Middags Tid vare vi i , hvor Spaniens Helt, den besjungne hviler i Benedictinerklostret San Pedro de Cordoña. – Vi saae i Domkirken med hvilken han bedrog Jøderne, saa characteristisk for hans Tid, saa lidt hædrende i vor.
Collin og jeg boede her i Fonda del Rafaello, det var aldeles stræng Vinter. Ruderne frøs til, Sneen fygede, man gav os en Gryde med glødende Trækul, vi satte den udenfor Døren før vi gik til Sengs, men Døren hang med saa store Sprækker paa sine Hængsler, at al trængte ind og da jeg om Natten vaagnede fornam jeg Kuldampens Mareridt, det var som havde jeg en knugende Hætte om mit Hoved. Jeg raabte paa Jonas Collin, han svarede forunderligt drømmende; jeg gjentog: »jeg er syg!« han svarede ikke; jeg sprang ud af Sengen, ravede, svimlede, fik Balkondøren op, Vinden blæste ind paa mig. Der gik en Times Tid i det kolde Lufttræk før Collin og jeg kom ret til Besindelse, nær var Natten i Burgos blevet vor sidste Nat i denne Verden. Fra Burgos var Jernbane til Olazagoitia, her kom vi atter i Diligense, rundt om laae høi Snee; Natten var mørk, i Dagningen naaede vi over Pyrenæerne til , der ligger malerisk ved den baskiske Havbugt; her var Vintertid men da vi nogle Timer op ad Dagen naaede den franske Grændse, skinnede Solen, Foraaret var her, Træerne stode med Knopper, Violerne blomstrede; snart naaede vi , og tilbragte her vor Juleaften; en snoet om Champagneflasken blev tændt, som Julelys, og Skaaler tømtes for Danmark og alle de Kjære.
Det berømte Badested ved den biskaiske Havbugt ligger, som bekjendt ganske nær ved Bajonne, der vilde vi tilbringe nogle Dage, fra Høiderne her endnu engang see Spaniens sneebedækkede Bjerge. Som Kanonskud lød Havets Brænding ind i de store Huler der gabe i den porøse Klippekyst; Søen sprøitede som en Flok Hvaler hen over de fremragende sælsomt formede Steenblokke. Øiet saae ud over det vidtstrakte Verdenshav, hvor Gjenbo-Kysten er Amerika. Nytaarsaften var v, hvor Landsmænd og franske Venner, hjerteligt modtoge os.
1863
Bordeaux behagede mig; især følte jeg mig draget til Theatret hvor Operaen var i sin Blomst. Her hørte jeg første Gang : Faust, jeg gjentog Besøget, her var Stemmer her var dramatisk Sang, og skjønne Decorationer; jeg har glemt de Syngendes Navne, men ikke det fortræffelige Indtryk jeg havde, heller ikke min Ærgrelse over den ellers nydelige Fremstillerinde af , at see hvor tankeløs en Kunstnerinde tidt kan være. I tredie Act hvor Margrethe jomfruelig og from kommer med sin Psalmebog i Haanden hjem fra Kirken, tager hun Rokken frem, sætter sig og synger ; Margrethe satte sig, men nu havde hun ikke længer Brug for Psalmebogen og kastede den derfor som var den en Klud, ind i Coulisen, saaledes vilde den fromme Margrethe neppe i Virkeligheden end sige i det Skjønnes Rige have handlet med den kirkelige Bog. Hver Gang jeg saae Faust, skete det og jeg maatte have Tid, gjennemtones af Melodierne og Foredraget, før jeg igjen var inde i Characteren.
blev seet, Resterne af , Byens gamle Bygninger. Veiret vedblev at være varmt og smukt. Violer i Mængde var at faae paa Torvene, Frugttræerne satte Blomst. førte os til sin smukke Villa ude paa Landet tæt ved Flodbreden. Her saae vi det friske unge Foraar, som jo ei vilde følge os paa vor Fart mod Norden.
I standsede vi en Dagstid, men forlængede Opholdet i hvor Collin havde en Ven Concylliologen ; han førte os om i Staden, der er stor, ligger høit, har en praktfuld der fører tilbage i Maurernes Tid; her er flere ældgamle Bygninger og ikke færre end to og tredive Klostre. Veiret var imidlertid ikke længere foraarsmildt som i Bordeaux, vi maatte atter lade Brændestykkerne knistre i Kaminen. Et Par smaa Skildpader Collin førte med fra Tanger, frøs som vi og søgte hen til Ilden saa de nær havde forbrændt sig.
Fra det gamle Poitiers kom vi til det pyntelige med den storartede Hængebro, den mægtige Domkirke, de brede Gader og velbelyste Boutikker; her var igjen Solskin og Foraar med Blomster og Grønt. Vi besøgte og saae det gamle Huus hvor Ludvig den Ellevtes berygtede Skarpretter har boet, Gaarden Udhugninger og Indskrifter; fra dens Taarn sees ud over By og Flod heelt ind i Landet. En Deel Kirker laae i Ruin, enkelte derimod benyttede til profant Brug, saaledes een til Stald, en anden til Theater.
Fra Tours gik Reisen til ; hver By har som Mennesket sit Ansigt, de vise Slægtlighed og ere dog forskjellige, man et Minde eller Træk; saaledes har jeg Sydfrankerigs Byer, de staae som smaa til Reise Dagene her, og ikke mindst levende har jeg beholdt det gamle Blois, med de krogede snevre Gader, den skyggefulde Promenade langs den brede Flod, jeg husker levende Vandringen op til Domkirken hvor Gaden løfter sig saa steil at man har reist Rækværk at holde sig ved, idet man stiger, uforglemmeligst er mig , nu forvandlet til Kaserne, men godt holdt istand. Den hele Bygning og Erindringen som knøtter sig til denne gjør et uhyggeligt, hemmelighedsfuldt Indtryk. De rødmalede aabne Altanbuer foran hvert Vindue synes at være en Mund man har skaaret Tungen ud af for at den ikke skulde fortælle hvad der inde er skeet og oplevet. , vi saae Værelset og Hullet i Tapetet, gjennem hvilket Henrik den Tredie var Øienvidne dertil.
To Dage bleve tilbragt i , en alfor kort Tid til ret at see dets herlige Bygninger og Monumenter. Af stor Skjønhed og digterisk Tanke er paa Pladsen det af Napoleon den Tredie skjænkede ; hun er afbildet til Hest og rundt om paa Fodstykket pranger i Bronze, der fremstille, næsten som var det efter , fra hvor hun som vogtende sin Faarehjord seer Gudsmoder aabenbare sig og til det sidste Moment hvor hun staaer i Flammerne paa Baalet. En mindre Statue, modeleret af Kong , og skjænket Staden har Plads i Raadhuusgaarden; ogsaa ved Flodbreden saa vi en ældre Statue reist for Johanne af Orleans. Vi saae det Huus hun har beboet, saae Bolig og det prægtige Huus lod reise for sin Elskede: Agnes Sorel.
Fra Orleans er man snart i , hvor vi vilde blive i to Maaneder; de første i Aaret, de meest riigholdige for den Fremmede, hvor Mange kunne ikke ønske sig en Lykke som den, og det var ikke første Gang i mit Liv det forundtes mig at være her,
jeg vilde nyde dette Livsens Solskin, og jeg nød det – som jeg havde nydt den hele romantiske Reise gjennem Spanien til Africas Kyst og tilbage: store, deilige Erindrings Billeder forundtes mig, men Dagene, Maanederne de mindede om bære ikke Silke, men Hverdags Livets stikkende . Der er en gammel Sentens: »Menneskene ere ikke saa gode som de burde være!« men jeg hører jo med til Menneske-Rækken. »Forlad os som vi forlade vore Skyldnere,« staaer der i Herrens Bøn.
Bjørnstjerne Bjørnson var i Paris paa sin Hjemreise fra Italien. Fra ham udgik det at Skandinaverne foranstaltede for mig hos en Restaurateur i Palais royal. Bordet prangede med Blomster og i Salens Dybde var opstillet der forestillede H. C. Andersen omgivet af mine Eventyr. »Engelen« svævede i Høiden »de vilde Svaner« drog forbi, her var »Tommelise«, her »Sommerfuglen«. »Nabofamilierne«, »den lille Havfrue«, »den standhaftige Tinsoldat«; ikke engang Musene der fortælle om »Suppe paa en Pølsepind« savnedes.
Bjørnson holdt en hjertevarm Tale og i sin velvillige Stemning for mig satte han mig over Baggesen, og i folkelig Vittighed og Satire.
Jeg svarede der til, at det var for mig som om jeg var død og laae i min Kiste og der da taltes over mig det Smukkeste og Bedste man kunde sige og Alt sat i den stærkeste Belysning, men jeg var ikke død, jeg haabede at der endnu laae en Fremtid for mig, og at jeg vilde ønske at der i den maatte gives mig at jeg kunde vise mig det Sagte nogenlunde værdig.
En svensk Sang blev afsjunget og derpaa oplæstes til H. C. Andersen fra Digteren P. L. Møller, som levede nu , men ved Sygdom var forhindret i at tage Deel i Festen.
Jeg læste for Vennerne et Par af mine Eventyr: »Vinden fortæller om Valdemar Daae.« »Det er ganske vist.« og »Børnesnak«. Der var en hjertelig og glad Stemning. Det var en af mit Livs mange lysende Aftener.
Sidst i Marts forlod jeg Paris og lagde Hjemveien over hvor et Par smukke Dage tilbragtes med den norske Maler i hvis Atellier da stod under Arbeide hans fortræffelige Billede: »«; Kniven afgjør Striden; Een ligger henslængt dræbt; en Anden, dødeligt saaret, forbandes af den Dræbtes Bedstemoder. Det er et mægtigt Billede med stor Lysvirkning, den straaler fra Ilden og fra Dagskjæret gjennem det aabne Loft.
Til min Fødselsdag, den anden April var jeg igjen ; men neppe sprang Skoven ud, før jeg sprang med, ud til Vennerne paa . Paa disse Steder nedskreves efter de Optegnelser jeg hjembragte om Reisen selv den hele Bog »«. Næsten hele Juni blev jeg paa det prægtige Herresæde Glorup hos Grev Moltke-Hvitfeldt, hvor jeg altid havde fundet et Hjem. i Skjønhed siden sidst jeg var her. Den gamle franske Deel smykket med et Springvand som kastede sin tykke Straale i Høide med de store Træer, den nyere Deel var forvandlet til en engelsk Park med og herlige Trægrupper.
I Slutningen af August var jeg igjen tilbage i mine smaae Stuer i Kjøbenhavn. Man gav i min Eventyr Comedie »«. Den unge talentfulde udførte saa naturligt og smukt, den barnesindede unge Elskers Rolle, sang med en Inderlighed de smaa Sange; han og Stykket blev modtaget med stort Bifald, og er fra den Tid blevet eet af de Smaastykker som stadigt bliver seet med Velvillie, langt større end ved dets første Opførelse, den Gang, som jeg tidligere har mældt, var det kun Poeterne, som Heiberg, , , som da følte sig tiltalt, ikke Critikkerne; hvilket Omslag nu!
Jeg skrev i dette Efteraar for det kongelige Theater Lystspillet »« og for Casino-Theatret: . Jeg havde ved at gjennembladre Kotzebues dramatiske Værker fundet et Drama jeg ikke kjendte, det var skrevet efter den bekjendte smukke Fortælling . Jeg tog dette Stykke, lod Fortællingen selv, som Musæus giver den, opgaae i min Tanke og fordanskede Handlingen; Bremerbro blev Kjøbenhavns Langebro; den hele Digtning blev ganske hjemlig, de indlagte Sange tiltalte, jeg havde Glæde deraf.
Alt var Glæde og Solskin! nu kom Bygerne, nu kom mørke Dage, den tunge bittre Tid. Uveiret drog op, ikke over mig alene, men over Land og Rige: nu kom .
Kong Frederik den Syvende opholdt sig i Slesvig paa Slottet Glücksborg. Der gik foruroligende Rygter om hans Befindende. Det var Søndag den femtende November; jeg var hos , der var synlig forstemt. Veiret var raat og graat; den vaade Luft trykkede mig; jeg syntes at jeg gik i et Sørgehuus; jeg tænkte paa Kongen, følte en Angst, og da jeg faae Timer efter kom til Venner i det Huus hvor boede, mødte jeg , selv bragte han Telegrammet. Jeg ventede i bange Anelse paa Trappen til han kom tilbage og spurgte da om jeg turde vide hvad
der var mældt. Han svarede kun: »Vi maa være beredte paa det Værste.« Jeg gik ind til Ministeren, han sagde mig: »Kongen er død.« Jeg brast i Graad. Da jeg kom ud paa Gaden, stode Folk i Grupper, de vidste det Sorgens Bud. Jeg var betaget, maatte søge til Venner, jeg gik til Eduard Collins; her kom Folk, som havde været i Theatret, men i det Forestillingen skulde begynde, havde fra Parterret lydt en Stemme: at da Kongen laae for Døden, var det ikke passende at spille Comedie; man opfordrede Publicum til at gaae.
Snart rullede Teppet op og Skuespiller traadte frem og sagde at det var saa naturligt at Folk, under disse Omstændigheder ikke havde Lyst til at see Comedie, at Skuespillerne heller ikke havde Stemning til at spille. Forestillingen blev derfor opgivet. blev et Par Acter spillede, da kom Sørgebudskabet om Kongens Død; der lød et Suk gjennem Huset og Folk gik strax stille derfra, Forestillingen var afbrudt.
Næste Formiddag, Luften var graa og tung, som hele Stemningen, gik jeg hen til Christiansborg Slot, Pladsen var opfyldt med Mennesker. Conceillesprecidenten traadte frem paa Slottets Altan og forkyndte: »Kong Frederik den Syvende er død! leve Kong Christian den Niende.« Hurraraabene løde; Kongen viiste sig og da Jubelen vedblev kom han atter og atter frem.
Fra det lykkeligste Familielivs Ro og Glæde, løftedes han nu til at prøve tunge Dage, som Gud vilde skulde komme over os Alle.
Jeg følte mig syg, aandelig og legemlig betaget om Aftenen skrev jeg:
Et Sørgebudskab gjennem Landet lød:
»Kong FREDERIK DEN SYVENDE er død!«
Lyd Sørgesang ud over !
Et Konge-Hjerte brast i Danmarks Skjold,
Et Hjerte, sendt af Gud til Folk og Land,
end Kongen var der ingen Mand!
Fra og til vor Fremgang nu
Har Ingen elsket Danmark meer end Du!
Du er for Verden Kongemagtens Tolk,
I Kjærlighed velsignet af et Folk.
Tak for dit Hjertelag, Alt, hvad Du gav!
Taknemlighed nu græder ved Din Grav.
Om Aftenen Onsdag den anden December kom Kongens Liig til Kjøbenhavn. Fra min Bopæl i Nyhavn saae jeg Sarcophag-Skibet glide stille hen over Vandet, under Sørgemusik og Kirkeklokkernes Ringning.
var paa Christiansborg Slot. Alle strømmede derhen jeg frygtede for Trængselen og det at skride frem Fod for Fod, være lukket inde, ikke at kunne vende tilbage før den hele Vandring var endt; alene ved Tanken herom rislede det gjennem alle Nærver, jeg kunde ikke gaae denne Vei og opgav at komme der; men da Tiden til at erholde Adgang var forbi, fortrød jeg at jeg ikke havde været der. Jeg maatte og vilde endnu engang nærme mig den venlige gode Konge; staae ved hans Kiste. Det blev mig forundt. Jeg kom i god Mag der op. Endnu brændte matte Lamper i de sortbetrukne Stuer; Arbeidsfolk bare bort Sidestykker af med Indskrifter; endnu prangede i Paradesalen den hvide Atlaskes Baldaquin under Loftet, Lysene brændte i Stager og Candelabrer, Vaabenskjoldene vare endnu paa deres Plads, kun Tabouretterne med Ordener og vare borte. Jeg kom netop i det Laaget løftedes af den yderste Kiste for at smykkes til Bisættelsen. Jeg saae den indre sorte Trækiste som indvendig blyklædt omsluttede Liget. En Mængde Krandse fra Glücksborg laae paa Laaget. Jeg bøiede mig hen over Kisten, Liiglugten drev mig hen til det aabne Vindue. I Stuen tæt ved var henlagt Krandsene fra Slesvig; jeg havde i Haanden den blomsterløse Mos-Krands, som Fattiglemmerne havde bragt; jeg saae Guirlanden af Christtjørn fra Flensborg; alle Krandse skulde følge i Kongegraven.
Kjøbenhavns Sangforeninger vilde i Samklang bringe den henfarne Konge , naar hans Støv førtes til Roeskilde; mig blev det overdraget at skrive Ordene. kom; det var mod Aften, Toget standsede ved Vesterport medens Sangen lød; Faner vaiede; Kanonblinkene lysnede Røgen svulmede i lilla farvede Skyer ved Solnedgangen.
I Hjerte og Tanke boede Sorg og Angst. Krigens Blod-Bølge skulde igjen skylle hen over mit Fædreland, stod mod vort lille Land! En Digters Vei er ikke Politikkens, han har sin Missjon i det Skjønnes Tjeneste, men naar Jordbunden ryster under ham, saa at Alt truer med at styrte sammen, da har han kun Tanke for dette; det er en Livs Sag, en Velfærds Sag; han staaer ikke uden for Begivenhederne; han veed tilfulde deres Betydning og har sin Alvors Tanke derved. I sit Fædreland er han plantet som Træet, der sætter han sine Blomster og sin Frugt og om de end sendes vidt om i Verden Træets Rod bliver i Hjemmets Jordbund og fornemmer hvad der ryster den, hvad der isner den til Død.
Hertugen af Augustenborgs ældste Søn, stillede sig som Hertug af Holstein og det danske Hertugdømme Slesvig; Tydskland vilde forfægte hans Ret. – Den hele Verden kjender denne for Danmark tunge bitterlige Krig, Den danske Soldat er uopslidelig brav, jevn og ærlig! de »brave Jenser« kaldes Soldaterne i Folkesproget. Og Pigernes Jens siger man, betegnende om Een der ret er afholdt af Qvinden. Med Sang og Hurra droge de bort for at værne Danmark ved Danevirke, den gamle Vold, som Gorm den Gamles Gemalinde Thyra Danebod allerede for tusinde Aar reiste til Skjold for vort Land mod Tydskens Indtrængen. Denne har varet ved; nu skulde komme den store styrtende Overmagt.
I Daggry vaagnede jeg flere Morgener ved Sang og Fodtrin af de Bortmarschende. De kom fra Casernen forbi min Bopæl; jeg sprang ud af Sengen, aabnede Vinduet og med vaade Øine bad Gud velsigne og bevare de unge, livsfriske Forsvarere. I en saadan dybt bevæget Stemning skrev jeg:
Ei Nogen veed, hvad imorgen skeer,
Alene Gud Herren det veed og seer;
Men naar det for Danmark saae mørkest ud,
Kom altid Frelse og Hjælp fra Gud.
Da Landet laae splittet og reent faldet hen,
det blev ved ;
Gud Herren ledte vor Velfærds Sag,
Og hele Danmark saae .
Det er en Storm-Nat, høit Søen slaaer,
Vort lille Fartøi paa Dybet gaaer,
Men Gud, Vorherre ved Roret staaer,
Han raader, hvad ogsaa end Mennesket spaaer.
Ei Nogen veed, hvad imorgen skeer,
Alene Gud Herren det veed og seer;
Men naar det for Danmark saae mørkest ud,
Kom altid Frelse og Hjælp fra Gud.
Det blev trykt i »Dagbladet«, Aftenen derpaa fik jeg , underskrevet: kun en Qvinde. Den lød:
»Dersom oftere skulde føle sig oplagt til at trøste Folket i Anledning af det forestaaende Felttog, turde det være godt at vælge en anden Form til at begeistre vore bortdragende Brødre paa, end at stille dem vor nuværende Tilstand for Øie, som en Storm-Nat, hvori vort lille Fartøi gaaer mod Dybet; den danske Kriger, der stolt og glad gaaer bort for at stride for vor retfærdige Sag kan ikke forstaae at der er nogen Anledning til mørke Tanker over nu værende Tid.«
Endnu troede jeg paa Frelse fra Gud, men tidt slog Angst og Smerte ned i mit Hjerte; aldrig har jeg inderligere følt hvor fast jeg var groet til mit Fædreland. Ikke glemte jeg hvor megen Kjærlighed, og Venskab jeg havde modtaget i Tydskland, hvor kjære mange Venner og Veninder vare mig, men nu var et draget Sværd lagt imellem os. Jeg glemmer ikke Velgjerninger og Venner, men mit Fædreland er mig som min Moder, hun er og bliver den første.
Hvor laae dog Alt tungt paa mit Hjerte, jeg leed, troede ikke at jeg kunne bære det. Aldrig har Julen stillet sig saa mørk og tung, som i dette Aar.
Ved Aarets Skifte i Nytaars Nat stod jeg angstfyldt for hvad det nye Aar vilde bringe.
Gud var den Stormagt jeg stolede paa; han vilde ikke slippe Danmark.
1864
Nytaarsmorgen var det en klingrende Frostdag, jeg tænkte paa vore Soldater derovre paa Forpost og i de kolde Barakker. Jeg tænkte, nu slaaer Frosten Bro over Vandene for Fjenden; en heel Folkestrøm vælter mod os! hvad vil skee? Jeg havde ikke den styrkende Tro, som saa Mange i min Omgivelse, at Dannevirke ikke kunne tages. Jeg vidste jo at fra det store Tydskland kunde Jernbanetogene kaste mod os Soldater som Havet i Storm kaster Bølger mod Strandbreden. Jeg spurgte en af mine høihjertede Landsmænd: »Dersom Dannevirke tages, hvorledes kunne vore Soldater da naae og Als uden at blive afskaarne?« »Hvor kan en dansk Mand« udbrød han i Vrede »spørge om Sligt! have i sin Tanke at Dannevirke bliver taget!« Saa fast var Troen paa Gud vor Stormagt, og hvad vi sang og følte, .
Saagodt som hver Dag droge Soldater afsted til Kamppladsen; unge Mænd, livsglade syngende, som gik det til en munter Fest. Jeg følte mig i Uger og Maaneder ikke skikket til at bestille Noget, al min Tanke var derovre. Den første Februar lød Telegrammet at Tydskerne vare gaaede over Eideren; Fjendtlighederne begyndte. hørtes onde Rygter, at Dannevirke var opgivet, at General med vore Tropper havde uden Sværdslag forladt Grændsen og var draget nord paa. Jeg troede at drømme en forfærdelig Drøm. Hvor var jeg inderlig bedrøvet og Mange, Mange vare det som jeg. Skrigende Folkeskarer droge gjennem Gaderne; hvilken Aften, hvilken Tid! Det var Prøvelsens Dage for os Alle, men i disse var een stadig Tanke »Fædrelandet, Soldaterne, vort Forsvar.« Der viistes en Opfindsomhed til Indsamling af Pengemidler for Saarede og Syge, for de kjæmpende, for de Faldnes Efterladte. Hver gav Mere end sin Skjærv, gav Alt hvad han give kunde.
Theatrene stode alle Aftener saa godt som tomme, hvo havde Stemning til at komme der; mit tidligere nævnte Stykke for Casino: »«, troede man som Nyhed vilde drage nogle Tilskuere did og det blev ogsaa Tilfældet; det vandt meget Bifald, et Par Aftener kom Folk.
Februar gik Fjenden over Kongeaaen. Endnu havde vi Als og Dyppel. Gud vilde ikke slippe os var min stadige Tanke. Dronningens Moder døde netop i denne Tid, det blev mig af Kongen overdraget at skrive som skulde synges over hendes Kiste i Roeskilde Domkirke. Nogle Dage derefter kaldtes jeg til Dronningen som naadigst takkede mig for Ordene. Vi stode ved Vinduet, Musik lød op; Soldater drog afsted over til Hæren for at give deres Liv og Blod; store Taarer trængte frem i Dronningens Øine, Afskeds Taarer for de Danske Børn. Forrige Krig havde noget Opløftende, havde Seire, lysende Momenter, nu stode vi ene mod Overmagten! og havde kun Fortrøstningen:
Collins Dattersøn, , ham jeg havde dandset med paa mine Arme da han var Barn og sjunget til een af mine nu meest kjendte Sange »Lille Viggo« var med som Officeer-Aspirant. Han blev haardt saaret ved Dyppel, laae der mellem de Saarede og Døde til Kampen var endt og Preuserne førte ham til deres Lazareth; hvo i Landet havde ikke en Slægtning med, en kjær Ven, for hvem de gik, som jeg her, i bange Uro.
Den anden April blev Sønderborg af Fjenden skudt i Brand. Hele Jylland blev snart besat, over Liimfjorden, naaede til Skagens Green. Jeg havde i Troe og Forvisning sjunget medens Soldaterne kjæmpede fra de halv nedskudte Skandser:
Men hvad mægter en lille Flok mod vel udrustede, dygtige Hære? Jeg havde Fornemmelsen af at mit Fædreland stykkeviis vilde blive amputeret og forbløde; mit Modersmaal skylles hen, kun lyde som et Eccho fra Norges Kyster. Selv vore gamle Sange, vilde ikke mere komme paa Læben, de klang som en Skuffelse.
Skal vi ei mere synge igjen
» Vang og Vænge!«
Hjertet bløder, synge vi den,
Vinterens Storm har jaget den hen. –
Kommer da ikke en eneste Ven?
Ham har vi ventet saa længe.
Sommeren blæser sin milde ,
Hvidtjørnen blomstrer og Gjøgen kukker,
Alt er saa smilende friskt som før,
Fuglene qviddre i vante Humeur,
Hver en Blomst har sin gode Couleur
Kun Menneskets Hjerte sukker.
Ikke det hjælper græd selv Du Blod,
Jamre og klage ikke Dig ,
Det som skal skee, fra Evighed stod,
Skrevet hos ham, som er alviis og god,
Han, som aldrig sin Skabning forlod,
Kongernes Konge, som raader.
Ikke endnu er vort Fartøi et Skrog,
Alle Mand være paa Dækket!
Stykker af Rælingen Søen tog,
Søen slaaer, som den sjelden slog
Sprøiter sin Fraade mod Danebrog,
Gud hold den !
Aldrig Fortrøstningen heelt ,
Før brister Hjertet af Sorgen,
Altid Folketroen var den:
Danmark har i Vorherre en Ven,
Holde vi fast, Han holder igjen,
Og Solen vil skinne imorgen.
Men ingen Solstraale skinnede. Skibe bragte Saarede og Læmlæstede til Kjøbenhavn; de kjørte, de bares gjennem Gaderne, til Lazarettet; Nogle, saaledes Capitain , døde paa Veien derhen.
Flere af de dræbte Officeres Liig vare førte til Kjøbenhavn; jeg saae et Par af Vennerne mellem de Døde; de Fleste laae i deres Uniform; der var en Ro, en Mildhed udbredt over deres Ansigt, som havde de, trætte af Kampen, lagt sig hen at hvile, for at vaagne styrket og glade.
Saa lang og dødstung hengik Tiden. Solen skinnede varmt, Træer og Buske stode i Foraarets Friskhed, jeg følte ligesom en Bitterhed over at Alt kunde see saa fornøieligt ud, som om Alt i Verden var i gammel god Orden. Jeg havde ikke Tanke mere for Glæde eller en lys Fremtid. Under denne Lidelse skulde just paa det kongelige Theater opføres mit nyeste Lystspil: »«, som jeg havde skrevet og indleveret før Krigens Udbrud; nu havde jeg ikke Tanke derfor, ikke Sands til at overvære Prøverne. Den Dag da Stykket skulde opføres om Aftenen var just stor Begravelse. Tretten Liig af vore Faldne bleve jordede; der var ti Officerer og tre Menige. Fra Garnisonskirken der prangede med Flag og Flor, bares de blomstersmykkede Kister. Et storartet Følge, Kongen og fulgte til Fods, jeg sluttede mig med i Rækken, men var saa overvældet at jeg snart maatte forlade den og søge ind til en Ven. Saaledes betaget maatte jeg dog om Aftenen til Forestillingen af mit Stykke, det var en . Men jeg kunde ikke som tidligere, bede Vorherre om et godt Udfald, der var langt Vigtigere at bede om. – Stykket blev imidlertid modtaget med stort Bifald. Publicums Yndling, vor betydende Skuespiller Michael Wiehe udførte , med en Sandhed, en Inderlighed der rev Alle med sig. Det blev hans sidste Rolle, nogle Maaneder efter kaldte Gud ham bort, og Ingen har siden villet vove at gjengive denne Rolle, som han havde løftet og gjennemlyst. Critiken var velstemt mod mit Arbeide, men jeg følte ingen Glæde, den havde intet Hjem hos mig for Øieblikket; jeg troede ikke mere paa en lykkelig Fremtid.
Min Omgivelse, Venner og Bekjendte vare betagne og lidende som jeg; hvers hele Personlighed blev gjennemlyst deraf. I Eet mødtes vi dog alle: Kjærlighed til Fædrelandet.
Daglig endnu drog vor Ungdom bort. Als blev angrebet, snart kom det ene uhyggelige Telegram efter det andet, Frankrige og Engeland stode neutrale; ! »forbi! forbi!« jeg kunde ikke græde. Det værste var jo skeet. Fra Middelfart flygtede Folk, i Fyen kunde man vente Fjenden. Jeg slap et Øieblik min Gud og følte mig saa ulykkelig som et Menneske kan blive. Der fulgte Dage, jeg brød mig om Ingen og jeg troede Ingen brød sig om mig. Jeg fandt ikke Trøst i at udtale mig for Nogen, det førte jo til Intet. Mild forstaaende og hjertensgod kom da Een mig imøde ; hun gik ind paa min Smerte, havde deeltagende Ord, bad mig vende Tankerne paa et Arbeide. En anden, ældre trofast Veninde fik mig ud til sit hyggelige Hjem i det skovrige Søllerød, ved den stille, blanke Indsøe. Milde Øine lyste, folkelige Melodier klang derinde; hun havde en Moders Sind for mig som Digter og Menneske. , da Gud kaldte hende lagde jeg i et Par Stropher hendes Billed:
Tilvisse, hendes første Bøn i Himlen vilde være »vær Danmark naadig og god!«
Der var en heel Fest da jeg kom, den lille Have belystes af Blus og brogede Lygter; man ret kjælede for den Hjertesyge. Jeg havde det saa godt; en elskværdig og aandfuld Kreds sluttede sig om hende, fra dette Hjem har jeg særligt lært at kjende den sjelden begavede Philosoph Rasmus Nielsen. Fru Neergaard opfordrede mig til at vende Tankerne mod en ny Digtning, min kjære geniale Ven Professor bad mig om en saadan og jeg skrev Ordene til en fem Acts Opera: .
Senere tilbragte jeg nogen Tid paa ved Helsingør. Det var min Bestemmelse at bragte , der nu skulde sluttes, en trøstelig Tid for Danmark, da vilde og maatte jeg til Norge, hvor jeg aldrig har været; see de brusende Fosser, de stille, dybe Søer, Landet hvor mit Modersmaal klinger med Malmklang fra Fjeldet, hos os bølger det frem som fra Bøgens bløde Blad. Jeg vilde besøge og Bjørnstjerne Bjørnson. Kjære Breve, fulde af Hjertelag og Fortrøstning bleve sendt til mig i Prøvelsens tunge Dage.
Hvor venligt Bjørnson skattede mig, var lagt i et Par Strofer han nedskrev foran i sin og sendte mig.
»Fantasien gav Du Vinger
mod det Fremmede og Store,
men mit Hjerte Poesien
af det Kjendte og det Mindre!
Da min Sjæl var barnehungrig,
mættet Du med voxne Tanker,
siden den blev mæt og voxen
ammer Du paa Barnet i den.«
Freden klang ikke trøstelig og jeg kom ikke til Norge, veed kun Gud.
Lille Juleaften var jeg i Sorø. Inde i Stuerne var Alt paa den vante Plads, men udenfor, hvor forandret! havde gjort vistnok store Forskjønnelser, Academiehaven var sat i aaben Flugt med Pladsen udenfor Academiet men Halvdelen af Ingemanns Have var derved taget bort. Det ham kjæreste Parti, en lille Høi under mægtige Træer, var nu forsvundet, den store Søilecollos der tjente som Bord laae henkastet paa den flade Jord. – Fru Ingemann havde livsvarig Ret, at Intet her skulde forandres før efter hendes Død, der spurgtes hende om Tilladelse, og den beskedne, gamle Kone svarede strax ja. »Det er jo en Venlighed at jeg spørges« sagde hun »en Godhed at jeg maa blive boende her!« – Ved Afreisen fik jeg en stor Bouquet, saa vel af Fru Ingemann som af Pigen Sophie, der havde skaaret den af sine egne Blomsterpotter i sit lille Vindue.
Paa sluttede for mig Aaret, det tungeste, meest bitterfulte Aar i mit Liv.
1865
Nytaars Dag var det stille klart Frostveir, Solen skinnede, Alle fra Basnæs kjørte til Kirke, jeg havde mere Trang til at være ene; kirkestemt gik jeg i Haven. Der var en Fred i Naturen, en hellig Stilhed; jeg følte ingen Angst for hvad Aaret vilde bringe, men heller ingen Forhaabninger. Denne Nytaarsmorgen er den eneste jeg veed, at jeg ikke med Barnetro havde et Ønske at bede om. Som en tung Skræk-Nat laae det henrundne Aar bag ved mig. Vi vare alle kaldte til Middag paa Nabo Herresædet , jeg bad om at turde blive hjemme, og da pludselig i Eensomheden fik Tankerne Flugt, der udfoldede sig en heel dramatisk Digtning, »«, et romantisk Lystspil i tre Acter. Jeg kunde, da de Andre seent paa Aftenen kom hjem have fortalt Handlingens Gang, Scene for Scene.
Tankerne havde igjen faaet Elasticitet, jeg var sat i aandelig Virksomhed og Sindet blev lettere, Første Act af mit nye romantiske Lystspil blev fuldført paa Basnæs, de to efterfølgende snart hjemme i Kjøbenhavn. Jeg havde stillet mig den Opgave at Hovedpersonen, den unge Spanier ikke kom synlig frem, jeg kunde ikke lade ham tale Dansk som de Andre i Stykket, man hørte hans spanske Sang bag Scenen, hørte Castagnetterne; hans hele Personlighed skulde staae klar, skjøn og ædel, uden at han synligt viste sig, man skulde følge ham i hans Kjærlighed, Flugt og Fare, forvissede om at om Aar og Dag kom Mødets Stund i Kjærlighed og Lykke.
Stykket blev indleveret til det kongelige Theater, hvis da værende Chef Etatsraad varmt og ivrigt intereserede sig for det. Min Ven Professor , som havde stor Indflydelse i Theatrets Virksomhed viiste en lignende Deeltagelse. Forestillingsaftenen kom, der var aldeles fuldt Huus, Hans Majestæt Kongen og Dronningen overværede Forestillingen. Men fra første Øieblik hvilede uforklarlig Tunghed, og uhyggelig Stille over Tilskuerne at jeg havde en Følelse som ved en Sørgefest. Den unge talentfulde Skuespilerinde Frøken , som udførte den romantiske Elskerinde blev fremfor al Sædvane meget strængt bedømt, det man ellers ikke pleiede. Fru , Publicums erklærede Yndling, havde af den gamle Hofpige Jomfru Hagenau, skabt et lille mesterligt Billed, men ikke ved første Forestilling, først senere, blev hun tilfulde vurderet og denne Rolle nævnes endnu mellem hendes uforglemmelige. sang de spanske Romanzer, udmærket, men ogsaa han, hvis Sang ellers hilsedes med jublende Bifald maatte aldeles savne dette. Ved Teppets Fald blandede sig Klap og Hyssen.
Ved anden Forestilling og senere altid, fulgte udeelt Bifald; de Spillende fortjene al Roes og særligt den uforglemmelige Fru Sødring. Publicum er tidt som vaadt Brænde det vil ikke fænge. Skylden kan ogsaa være det dramatiske Arbeides? Det er vanskeligt at afgive Dom, naar man selv er Part i Sagen, men en Erfaring er det, at flere af mine dramatiske Arbeider bleve strængest bedømt ved første Forestilling.
Operaen , Hartmanns første Værk for Scenen, havde i mange Aar været lagt hen, men enkelte Nummere hørtes stundom i Musikforeningen og bleve altid modtagne med lydelig Glæde. Hartmann og jeg bleve enige i at og rundtom lød Musik Venners Glæde derover. De italienske Masker som jeg havde beholdt fra , vare ikke blevne forstaaede, jeg gav dem , omarbeidede en Deel af første Act og særdeles meget af anden, saaledes som Hartmann ønskede det.
havde jeg intet Eventyr skrevet, mit Sind var saa overvældet, nu saasnart jeg kom ud paa Landet, til det venlige Basnæs, til den friske Skov, ved den aabne Strand skrev jeg: » ere i Byen«, hvori fortælles hvorfor Eventyrene saalænge ikke have banket paa: ».« Sceneriet for dette Eventyr er Basnæs, hver som har været her vil erindre de store Aleer, den gamle som engang har ligget i Skjelskjør over en Raadmand og hans sex Fruer.
Endnu et nyt Eventyr sprang frem faae Uger efter paa det prægtige, skovrige . Siden mit forige Besøg havde Fjenden været her, nu stod det igjen i Ro og Hygge, hele Slottet, den nye Fløi og den gamle Deel blev afbenyttet. I disse selskabelige Stuer, den blomstrende Have, hos hjertensgode Mennesker, i al den Lykke, som Velværen og Velvillie kan forunde et Menneske fløi flere Uger hen og jeg digtede her Eventyret , ligesom ogsaa .
Min Sommerudflugt sluttede i Sjælland hos , hvor jeg nedskrev Eventyret: »«, det stod endnu vaadt paa Papiret da jeg læste det for Familien og lige i det jeg sluttede Læsningen, kom et voldsom Vindstød, Støvet hvirvlede, Blade bleve revne af, det blev et Stormveir, som om Naturen vilde phantasere over det nys skrevne Eventyr. Da jeg et Par Dage senere forlod Christinelund laae endnu ved Landeveien store Træer rykkede op med Rod; det var en Storm der nok kunde fløtte Skildt. Digteren er jo forud for sin Tid, siger man, jeg var tilvisse her forud for Stormen. –
Snart var jeg i mine smaa Stuer, mellem Billeder, Bøger og Blomster. af Huset en fortreffelig, praktisk og meget dannet Kone havde jeg nu boet hos i atten Aar, og tænkte aldrig paa at fløtte og dog var jeg dette nærmere end jeg tænkte. Jeg havde netop i de Dage faaet , der med sin , da de begge vare Børn, bleve opdragne i Danmark i Admiral Huus hvor jeg daglig kom, Georg O’Neill og jeg stode i den sidste Tid i Brevvexling, han indbød mig at besøge sig see hans skjønne Fædreland, boe hos ham og hans Brødre, have det saa godt som de formaaede det. Jeg følte Lyst til Besøget, Lyst til at samles med Ungdoms Vennerne; men Erindringen om Besværlighederne jeg havde prøvet paa Reisen i Spanien gjorte mig vaklende. Da kom en Morgenstund , ganske mismodig, og fortalte at vi maatte skilles og det allerede om en Maaned; var blevet Student, hun havde lovet ham at tog han en god Examen, skulde han erholde et bedre Værelse end før, hun havde dernæst givet Løfte at optage en ung Pensjonær, og behøvede saaledes mine Værelser. Det var mig ukjært jeg havde tilbragt atten vexlende Aar hos de venlige Mennesker, jeg var her Nabo til min gamle Ven Componisten , som jeg da daglig saae; alt dette skulde nu forandres. Jeg betragtede det som et Fingerpeg af Gud, at jeg skulde reise til Portugal, det var en Bestemmelse. Imidlertid mældtes i Aviserne at der i Spanien var Cholera, og at den trængte ind i Portugal. Jeg udtalte mig i et Brev derom til Georg O Neill; hans venlige Svar var, at han ikke vilde overtale mig, men blive særdeles glad om jeg bestemte mig til at komme og bliver der saa længe jeg lystede. Coleraen var i Tiltagende i Spanien, men kun et eneste Tilfælde havde viist sig i Portugal.
Jeg besluttede imidlertid at reise, men ikke strax syd paa, jeg vilde see Tiden an, begynde med et Besøg i Stokholm, hvor jeg ikke længe havde været og hvor de kjære Venner Forfatterinden Frederika Bremer og Digteren, Baron endnu levede. Det var i den deiligste Eftersommer jeg reiste. Da jeg for en Deel Aar tilbage første Gang besøgte Stockholm varede Reisen med Diligense en heel Uge, nu havde Sverrig Jernbane, Klokken to om Eftermiddagen gaaer Toget , og man er ud paa Aftenen i Jönkjöpping, der har et Hotel saa prægtigt og vel indrettet som var det i Schweiz; næste Morgen sætter man sig i Vognen og er ud paa Eftermiddagen i Stockholm! Hvor forandret! hvilken Flugt. Vore Børn og Børnebørn leve i Beqvemmelighedernes Tid, vi Gamle have oplevet Brydningen mellem de to Tidsaldere, vi staae, saa at sige med det ene Been i den ene og det andet Been ind i den anden, men det er det Interessante!
Beskov var paa Landet da jeg kom, ogsaa Frøken Bremer, men begge lovede snarest, i Løbet af et Par Dage at komme til Stockholm, i Mellemtiden vilde jeg gaae til Upsala.
Jeg kom ikke alene; en elskværdig dansk Familie , hvem jeg i de sidste Aar havde lært at kjende og følte mig hjemme hos, var i Stockholm. De fulgte med til Upsala.
Her gjensaae jeg Vennen , gift med , Forfatter til mange af de skjønne Sange som paa Melodier blev af Jenny Lind baarne ud i Europas Sang-Verden. Jeg samledes igjen med Grev og , Digteren Datter, han var nu Landshøvding, og boede paa det romantisk liggende gamle Slot; jeg gjensaae igjen Componisten , Jenny Linds Daabsbarn da han blev christnet, hans Sange klinge melodisk som Drossel Slag i Nordens Birkeskove. Jeg kom til ham, han boede i ; Sverrigs verdensberømte Botanist havde i Aaringer boet her. Jeg tilbragte hos Josephson , og den meest hyldede, var den beskedne musikalsk rigt begavede Fru Henriques. Da vi ud paa Aftenen kom hjem i Hotellet, Henriques havde deres Soveværelse tæt op til mit, jeg havde allerede lagt mig, da hørte jeg Røre paa Gaden, deilig Sang, en Serenade, var det for mig, jeg kjendte mine unge svenske Venners Velvillie for mig, eller gjaldt det Fru Henriques, jeg sprang ud af Sengen gik hen til Vinduet og tittede ud bag Gardinet. De Syngende vendte alle Ansigterne mod mine Naboers Vinduer. Som rimeligt, Fru Henriques gjaldt det.
Fra Upsalas Studenter fik jeg Indbydelse til , samme Dag samledes jeg med Upsalas ældre betydende Mænd, Videnskabsmanden , , Digteren , Docent og Flere og herfra i Aftenen førtes jeg til Studenternes der prangede med Flag især danske. Her var stor , Landshøvdingen og flere Ældre toge Deel; Digteren , Søn af i Gøtheborg, en sand Digter af stor Begavelse, Gud har alt kaldt ham til sig, hilsede mig med et smukt, altfor .
Sång till H. C. Andersen
Vid festen i Upsala
af E. Björck
Fred för i qväll! Och fjerran vike
Hvar tidens storm, hvar dagens strid.
Ty upp slår porten till ett rike,
Der allt är rosor, sol och frid,
Der inga hjertats vintrar snöga,
Ej tviflet qväfver någon bön,
Men tron med öppet barnaöga
Ser himmelen och jorden skön.
Der kommer han, der kommer kungen,
Vår barndoms, våra drömmars kung!
Se, dikten, ur hans hjerta sprungen,
Går vid hans sida evigt ung;
Hon är hans brud, han har ej annan,
Än den af himlen sjelf han fick,
Den mö med lagerhöljda pannan
Och barnets oskuld i sin blick!
Hell sagokungen! Ut med ringen
Kring honom och hans unga brud!
Hell, gode skald! Här finnes ingen,
Som ej med fröjd sin lexa skolkat
Att följa dig, när på din färd
Du för de unga hjertan tolkat
Din underbara sagoverld.
Och när vi fly från grammatiken,
Och när vi fly från luntors dam
Till vårens hem, till drömmens riken,
Der dina bilder skymta fram,
Den blomman under fina stängeln
Ett hjerta gömmer i sitt bröst,
Och lärkan är så god som engeln,
Ty hon har vingar och har röst.
Ännu när ingen fröjd står åter
För gubben på hans skumma stig,
Med dig han ler, med dig han gråter,
Då barnbarn läsa högt ur dig;
Ty meningen som sagan hade
Var ytterst denna, om du vill:
»Låt barnen komma – mästern sade –
Ty himmelriket hör dem till!«
Tack för den sagan! – Edens minne
Bortbleknar och dess bild blir skum,
Och barnatro och barnasinne
Ha knappt på jorden mer ett rum – –
Då är det godt till dig att blicka
Och lyss till dikten evigt ung.
Tack, gode skald! Din skål vi dricka
Och – lefve våra drömmars kung!
Sange bleve sjungne, Taler holdte, der var stor Livlighed og Hjertelag; jeg læste tre af mine Eventyr: »Sommerfuglen«, »Grantræet« og »den grimme Ælling« under lydeligt Bifald og blev derpaa med Sang af alle Studenterne ledsaget til mit Hjem. Stjernerne lyste, Nymaanen skinnede, det var en deilig blikstille Aften og op mod Nord lyste Horizonten med Nordlys Flammer.
Da jeg næste Dag kom til Stockholm fandt jeg i Hotellet Tilsigelse at spise hos paa Lystslottet , der ligger et Par Miil fra Stockholm, mellem Skov og Klipper ved en Bugt af Saltsøen.
Efter et stærkt Tordenveir og en styrtende Regn, blev det en heel Storm, saa at jeg strax maatte søge til Slottet uden at see mig om i den maleriske Omgivelse. Som jeg sad et Øieblik alene i den store smukke Sal, traadte en Herre ind, rakte mig Haanden og sagde mig velkommen, jeg gjengjældte Haandtrykket, men i det jeg talte, gik det med Eet op at det var Kongen selv, jeg havde øieblikkelig ikke kjendt ham; han førte mig nu selv om i Slottet, og før Taffelet præsenterede han mig for , der i sit Ydre mindede mig om den ædle, nu afdøde , af hvis Slægt hun er. Den unge endnu ikke confirmerede Kronprindsesse, rakte mig venligt Haanden og takkede mig for den Glæde hun havde ved at læse mine Eventyr. Hun gjorde et behageligt Indtryk ved Naturlighed, Forstandighed og barnlig Elskværdighed. Nu er hun den danske , snart vor Kronprindsesse. – Gud vil glæde og beskytte dette unge velsignede Par! –
Der førtes livlig Tale over Bordet, Kongen og Dronningen, Alle rundt om vare hjertelige og velvillige mod mig. Efter Caffen førte Kongen mig ind i sit Tobaksværelse, rakte mig Cigar og forærede mig Bøger, af hans egne Skrifter. Det var en deilig Dag, en lykkelig Dag hos min kongelige Velynder; jeg nedlagde Erindringen herom i et lille Vers som jeg skrev foran i mit »Livs Eventyr« som jeg før Afreisen fra Stockholm overrakte Kongen:
Hvor Harpen er op til Thronen lagt,
Og s Pensel i Kongens Hænder,
Hvor Gud gav meer end kongelig Magt,
Der hen min fattige Sang jeg sender;
Jeg glemmer Kronen for Hjertets Slag,
Men aldrig jeg glemmer den rige Dag
Paa Ulriksdal: Erindringens Fyr
Har Solskin ind i »mit Eventyr«.
Faae Dage efter blev jeg kaldet til Audiens og Taffel hos paa hvor ogsaa med Familie boede. Jeg tog derud, og overraskedes ved det praktfulde Slot og dets Haveanlæg, jeg maatte tænke paa Villa Albano ved Rom, men Drotningholm har en Skjønhed mere, det ligger ved en Arm af Melarn. Jeg havde ikke seet hendes Majestæt siden Hendes Gemal Kong Oscar levede; hvor Meget laae ikke i Verden mellem den Tid og nu. Hun kom mig som i hiin Tid, livlig og glad imøde, rakte mig Haanden; vi talte længe sammen. Hvor var hun mild og naadig! ligefrem og hjertelig. Før Taffelet viiste en af Hoffets Herre mig om i Haven; der var Noget saa solbelyst og sydligt var hele Drottningholm. Ved Taffelet var en ældre geistlig Herre, Enkedronningens Skriftefader, en aandfuld, elskværdig Mand, han var fra St Gallen og kjendte om hvem vi da talte og om Besøget der.
Da hendes Majestæt sagde mig Levvel, tilføiede hun: »De kom med Dampskibet, nu er det borte, men her er Vogn til Deres Afbenyttelse, naar De selv bestemmer det.« – En af Kammerherrerne overdrog hun at føre mig om i Slottets Sale; i det vi begyndte vor Vandring kom Prinds Oscar og viiste mig historiske og kunstneriske Minder, da Alt var seet førte han mig ned i sin egen aflukkede Have og viiste mig ; viiste mig ogsaa . Han fortalte mig at han ved Rhinen forlovede sig med sin »Fru«, og da de Aaret efter kom der igjen var et Olden groet op til et tobladet Træ, det toge de og satte i en lille Krukke og plantede det saa her i Haven. Det var nu høiere end jeg. Da jeg af et af de nærmeste Træer vilde tage et Blad til Erindring om Besøget paa Drotningholm gav Prindsen mig en Green af sit Træ. –
Udfor Slottet ved Mælaren, heelt ud over den, hen ad Jorden, voxer et gammelt . Det var da Drotningholm indrettedes under , af hende blevet taget i Beskyttelse da inddigedes og mange Buske og Træer bleve tagne bort. – Folketroen sagde alt da, at det levede og satte Blade med Kongeslægten. – Under Kong sygnede det gamle Træ og var ved at gaae ud, den gamle svenske Kongeslægt var gaaet ud, men da Carl Johans Sønnesøn , fødtes, grønnedes igjen det gamle Piletræ. –
Det var næsten mørk Aften da jeg forlod det venlige Drotningholm; i det jeg steeg i Vognen kom Gluntarnes Componist, Sverrigs Bellman i vor Tid, i Toner og Ord, vi trykkede hinandens Haand, og skiltes med den varme Følelse som er Sverrigs Skjalde og dens Ungdom saa naturlig.
da jeg i Stockholm besøgte »Strømparterren« som den lille Ø kaldes under Broen, som forbinder Slotsholmen med Nordholmen hvor der er Caffeer, Restauration og om Aftenen Illumination og Musik, samledes jeg med en Deel yngre og ældre Forfattere og Kunstnere. Der kom den rigtbegavede joviale Lystspildigter , han blev hilset paa med stor Glæde, hen mod mig styrede han »Er Du der min Broder!« raabte han med straalende Ansigt omfavnede og kyssede mig. Jeg nævner det, i det jeg overraskedes ved Tiltalen der særligt glædede mig, men jeg vidste bestemt at vi aldrig havde drukket Duus. I Sverrig er dette saa almindeligt, at jeg godt kan forstaae at naar unge eller ældre Mænd af fælles aandelige Interesser mødes da bortkastes Titulaturen og de udtale sig da naturligere ved det fortrolige Du, saa at efter et Festmaaltid eller muntert Møde, at man let efter en Aarrække ved at gjensees har Forvisningen, vi kjende hinanden, ere Venner, altsaa have vi ganske vist drukket Duus. Det troede nu den kjære livsfriske Blanche, og jeg gik stille ind paa det og svarede med Du, klinkede med min Duusbroder. Det skeer nu ikke meer, han hører ogsaa til de store Betydenheder, der har forladt os. 1868, .
Frøken var endnu paa Landet paa sin Eiendom ; strax da hun hørte om min Ankomst bød hun mig derud, til et længere Ophold, men da det ikke fra min Side dengang lod sig ordne kom hun til Stockholm. Jeg havde ikke seet hende og talt med hende siden hun med vore amerikanske Venner og hans elskværdige Frue Rebecca besøgte Danmark. Saa meget laae imellem den Tid og nu. Vi talte om Familien Spring og om i det brændende Skib paa Farten til Amerika; vi talte om og Prøvelse, Taarerne trillede ned af den dybtfølende, ædle Qvindes Kinder. Vi talte om Jenny Lind, om Meget lidt og levet, »Altid bliver jeg Andersen en trofast Veninde!« sagde hun og hendes fine Haand trykkede min, det var det sidste Haandtryk for dette Liv, i Julen som kom, lød Sørgebudskabet: . Hun havde i Kirken forkjølet sig, kom hjem og sov fromt stille ind.
Atter Een af de trofaste jeg havde tabt for mig i denne Verden. I hendes Breve har jeg en Skat, et Minde.
Digteren Baron Beskov var kommet til Byen og havde til Glæde for mig indbudt en udvalgt Kreds jeg skulde samles med, hans Brev har jeg, det giver Programmet:
Käre Vän!
Jag sökte Dig igår, för att nämna hwilka som komma att utgöre wårt lilla Middag-Sällskap i morgen, nemligen Kongl. Bibliotikarien (vår ), Riks-Antiquarien (vår ), Kongl. Arkivarien (vår ), Skalderna ( Ofwersättare), ( Ofwersättare), (som redan är Dig personligen bekante), och (som forfattat ett , hwilket gifvits 130 gånger, oversat , &). Du ser, gästerna äre ei manga, men utwalda. Altså wälkommen i morgen Kl. 4, till Din
Det var en hyglig Middagsfest med en Luftning af Aandsfriskhed og Hjertelighed.
Ude rundtom fornam jeg samme , gamle Bekjendskaber fornyedes, saaledes med Lystspildigteren, Skuespiller og , og .
kom.
I fem og tyve Aar havde jeg ikke været i Sverrigs Universitets By Lund. 1840 modtog jeg her den første offenlige , der blev mig tildelt, Studenterne kom med Fakler, Sang og hjertelig Tale; jeg har fortalt derom i »Mit Livs Eventyr«, fortalt hvor overvældet og betaget jeg var ved denne Æresbeviisning; jeg syntes at jeg i Aaringer ikke turde komme her igjen, en saadan Fest kunde aldrig gjentages. Siden den Tid var nu gaaet fem og tyve Aar; jeg vilde møde en heel ny, mig fremmed Slægt. Hjemveien førte tæt forbi, jeg havde Lyst til at blive et Døgn i den venlige , besøge den gamle Kirke, see , den jeg endnu ikke kjendte. havde givet mig Brev til et Par af Universitetets Professorer, da jeg sagde at nu var jeg en aldeles fremmed i Lund.
Langs Jernbanen dertil var endnu Farvespil i Skoven, Birken guul, Granerne mørkegrønne Ahornen . Træhuse med sorte Tage og hvide Skorstene, stenet Jord, Klippegrund og store alvorsfulde Søer, var den stadige Afvexling. Jeg kom mod Aften til Lund, Ingen kjendte jeg, Ingen troede jeg kjendte mig; jeg søgte Hotellet, og gik tidligt paa Aftenen tilsengs, træt af Reisen; snart hørte jeg Sang, nogle Studenter feirede i Hotellet en Afskeds Fest for en Bortreisende, Sangen lød smukt og snart klang den tæt udenfor min Dør, de unge Venner vidste jeg var her, men da de hørte at jeg havde lagt mig til Ro, drog de tilbage igjen.
Jeg var til Professor og , hos denne, i en aandfuld Vennekreds tilbragtes ; under denne indtraf fra Studenter, som ihast havde smykket Foreningens Sale til en Fest for mig, ungdoms ildfuld, som den Brødrene i Upsala havde forundt mig.
Klokken syv om Aftenen førte Professor Linngreen mig der hen. Her saae storartet festligt ud. Væggene vare decorerede med de forskjellige Provindsers Vaaben og over hvert vaiede en svensk og en dansk Fane. Paa Talerstolen var plantet og foræret de lundske Studenter. Sal og Stuer vare opfyldt af Universitetets Yngere og Ældre Mænd; efter Bespiisning, fulgte Sexaen og jeg hilsedes fra Talerstolen af Studenternes Ordfører. Jeg har beholdt Tanken af hvad der blev sagt men ikke de velvalgte Ord hvori den blev givet: For fem og tyve Aar siden havde Lunds Studenter bragt mig deres Hilsen og Hyldest; Strømmen var endnu den samme, men det var en anden Slægt, just en Slægt der var voxet op under mine Digtninger, der havde været dem en Aandens Føde, de skyldte mig langt større Tak og Kjærlighed!
Nu fulgte Sange; en ung Digter , læste til mig og jeg fornyede min Tak ved at oplæse tre Eventyr: »Sommerfuglen« »den lykkelige Familie« og »det er ganske vist.« Hvert blev modtaget med rungende Jubel, og nu fulgte i riig Afvexling danske og svenske Sange, der var saa fortroligt-godt, saa unghjertet varmt, det var igjen en Lykke-Aften, som lyser i Erindringen. Hele den store Skare fulgte mig til Hotellet hvor jeg boede; Arm i Arm, under liflig Sang skred Toget ud fra Studenterbygningen forbi den gamle Kirke, vi standsede et Øieblik ved og saa gik det videre med Sang gjennem de stille folketomme Gader. Da jeg stod ved min Dør lød ni Gange Hurra. Glad, dybt bevæget udtalte jeg min Tak og naaede ydmyg og dog saa løftet, min lille Stue, da klang endnu fra Gaden det var netop den Melodie som for fem og tyve Aar siden var sjunget ved min Glædesaften . Gud forunde hver af de kjære unge Venner Glæde i Livet, som jeg følte den i denne Aften.
Saa snart jeg kom til Kjøbenhavn tog jeg ind i , jeg var jo Reisende, vilde til Portugal, men Veien der hen tilsøes fra Frankerige, var ikke lokkende nu i det stormende Efteraar; i Spanien var uroligt. Aviserne mældte om , de havde draget sig hen mod Grændsen ved Badajos, netop den Vei jeg havde at reise tog jeg over Land. Jeg besluttede endnu nogen Tid at vente her hjemme og see Begivenhederne an.
Det smukkeste Erindringsbillede fra den Tid var et kort deiligt . Kongen var saa naadig at lade mig kalde. To Værelser paa Slottet bleve givne mig; jeg fandt som altid den hjerteligste, om jeg tør bruge Udtrykket, vennesæle Modtagelse. Kongefamilien vilde høre mig læse . Jeg har seet alle de kongelige Børn voxe op, og altid fra ganske Smaa rakte de mig venligt Haanden. At kjende den kongelige Familie, er at holde af den; der er et deiligt Huusliv, Hjertelighed og Jevnhed, Dronningen har dertil stor Sands og udøvende Talent for Maleri og Musik; om Kongens ædle Hjerte og elskelige Personlighed vides mange Træk.
Alle de kongelige Børn have hørt mig læse mine Eventyr.
Kronprinds Frederik og hans Broder, kom som Søstrene Prindsesse Alexandra og Dagmar, nu sad de to yngste Børn her, Prindsesse Thyra og den opvakte prægtige lille Valdemar; han havde denne Aften faaet Lov at blive en halv Time længere oppe for at høre en Deel af Læsningen, sagde Dronningen. Næste Dag aflagde jeg et Par kjære Besøg. Op til Slottets Have, i en af Tilbygningerne her boede min Ven Digteren , hvem jeg tidligere har omtalt. Han behersker det danske Sprog, som Byron og beherskede deres Modersmaal, det løftes til Musik. Hver Digtning af ham aabenbarer en dyb, digterisk Sjæl. , ville altid læses og beundres. Som Menneske har Paludan-Müller Noget saa naivt, aabent og godt at man strax føler sig draget til ham.
Endnu et andet lykkeligt Huus, var at besøge i Fredensborg, en Ven og sjælden Kunstner, Balletdigteren August Bournonville, der har hævdet sin Kunstart paa den danske Scene saa at den tager værdig Plads mellem de andre bedste Kunstarter. Man kan i Paris have flere udmærkede Dandserinder end vi, mere blændende Decorationer og storartede Arangementer, men en saadan Rigdom i virkelig poetisk Balletdigtning som Bournonville har givet, eier kun Kjøbenhavn, der er en Skjønhed, en ædel Reenhed, Noget folkeligt Characteristisk i den store Cirkel af Balletter han har skjænket os.
Det blev et heelt Repertoire, skulde vi fremhæve Alt hvad den eller den kalder fortræffeligt, men de Fleste ville tilvisse mødes i at nævne »«. Bournonville kan maaskee med Rette bebreide os om vi ikke ogsaa her nævne et Par af hans historiske Balletter, »« med en folkelig skjøn Musik af og »« der har den melodirige forædlende Musik af J. P. E. Hartmann. Bournonville, som er vor Nutids Skaber og Bærer af Ballettet paa den danske Scene, har tillige en Faders Sind og Hjerte for dem der virke i hans Digtninger; han er en varm ildfuld Natur, en god Kammerat. Træder man nu ind i hans huuslige Hjem, hvor fuldt af Solskin er, med en smuk, livfuld Hustru og herlige begavede Børn! –
Jeg saae Huuslivets Lykke i det kongelige Slot, jeg saae det i to mindre men ogsaa solfyldte Stuer, hos Vennerne Paludan Müller og Bournonville. Den sidste havde jeg netop denne Gang tilegnet de nyeste Eventyr som jeg læste for Kongefamilien; Bournonville trykkede mig til sit Bryst og udtalte saa hjertelig sin
Tak, som den tidt opmuntrende i Ord og Skrift, havde lydt for at trøste og løfte mig naar en og anden kold Vind blæste mig Mismod i Sindet.
I Kjøbenhavn blev jeg endnu stadigt som Reisende uden at kunne tage Bestemmelse. I Paris var Colera, hvorledes det stod til med Sundhed og Fredelighed i Spanien kunde jeg ikke ret faae Beskeed om, ud vilde jeg imidlertid strax i det nye Aar! Begivenhederne maatte bestemme Reisen, vise hvorlangt syd paa jeg skulde naae. Julen og de første Dage i det nye Aar tilbragte jeg paa ; der kom fyldt med duftende Violer, Georg O Neil sendte disse som Hilsen fra Foraaret der ventede mig i Lissabon.
1866
I Amsterdam har jeg to velstaaende, fortræffelige Landsmænd, , jeg fik fra hver af dem begge en hjertelig Skrivelse med det venlige Tilbud at boe og blive under hele mit Ophold der hos den ældste af Brødrene der ; og som jeg kom til at erkjende, med een af de ædleste, meest veltænkende Hollænderinder. Jeg havde kun een Gang før været i Holland, Aaret 1847, da jeg første Gang besøgte Engeland; jeg havde særligt i Haag mødt saa megen Velvillie og Opmærksomhed, en heel Fest var forundt mig, som tidligere er omtalt. Den første af Vennerne som da kom mig i møde, var nu død, Udgiveren af »de Tijd«, , men jeg erindrede kjære Navne, venlige mig imødekommende Mennesker; saaledes den gamle, høithædrede Digter , den udmærkede Componist , Forfatteren og den udmærkede tragiske Skuespiller . Nu kunde jeg i længere Tid færdes med disse, see det Eiendommelige Amsterdam frembyder og dertil nyde Familielivets Hygge.
forlod jeg med Aftentoget Kjøbenhavn. Det var Vintertid; aabent Vande vel, men koldt; jeg var, syntes mig, godt forsynet med det syntes imidlertid ikke var Tilfældet, han kom i Morgenstunden og lod en heel Samling af vel forede Reisestøvler brede ud paa Gulvet, det største og bedste Par, skulde være hans Afskeds Bouquet. Jeg nævner dette lille Træk og kunde i mit Liv nævne uendeligt mange lignende paa Opmærksomhed og Omhue hos enkelte Venner. De Deeltagelsens og Tjenstvillighedens Ord om at være mig til Gavn der udtaltes viiste klart hvilken Ven jeg besad og hvor stor en Hjerteplads jeg havde i hans ædle Huuskreds.
Fra Korsør, over Fyen, gjennem Hertugdømmerne gik det i hurtig Fart. I Haderslev saae jeg preusisk Militair; jeg følte mig forstemt, bedrøvet; jeg kom i Coupé med en ung preusisk Officeer og hans endnu yngere Kone, venlige Mennesker, jeg kjendte ikke dem de ikke mig; seent paa Aftenen paa Altona-Banegaard, i det jeg steeg ud af Vognen kom en ældre Mand med en lille Pige, han saae paa mig og sagde paa Tydsk til Barnet: »Ræk den Mand Haanden! det er Andersen, der har skrevet de smukke Eventyr!« han smiilte til mig, Barnet gav mig Haanden, jeg klappede hende paa Kinden, den lille Begivenhed satte mig i god Stemning og snart var jeg i mit gamle Hjem i Hamborg: Hotel de l’Europe.
Næste Dag naaede jeg hvor jeg kun paa min første Reise havde været; jeg vilde besøge den ulykkelige , og Slottet hvor hun har tilbragt sine sidste Leveaar. I »fransösischer Garten,« er reist hende , der var et Træskuur over det for Vintersneen, det saae ud som en Barak. I et af Slottets Værelser hang et stort af Dronning Mathilde, ganske forskjelligt fra de tidligere jeg havde seet i Danmark; Billedet jeg saae var smukt og Trækkene minde om . –
Over gjennem foer jeg afsted med Banetoget til for at naae den hollandske Grændse. Det blev mørk Aften og et stormfuldt Veir; saa godt som alle Lamper i Vognen slukkedes; det var den sorte Nat inde og ude, jeg tænkte: gaaer det godt, da kan Meget gaae godt! vi susede afsted som drevne af Stormen og da vi naaede Banegaarden ved Rheine, syntes det som om ogsaa her alle Løgter vare blæste ud; en Karl humpede afsted med en Lanterne, det var Belysningen mens vi gik over de krydsende Jernskinner og øinede Tog i Bevægelse baade foran os og bagved os. – Jeg naaede det anviiste Hotel, det saae ikke indbydende ud: høist tarvelige, ikke udluftede Stuer, langsommelig Opvartning, Brødet, sort og suurt; jeg følte mig som var jeg en tredive Aar tilbage paa Reise i en lille By. Det kalder Mange den romantiske Tid!, jeg foretrækker Beqvemmelighedernes Tid, vor Tid.
, inde i Holland, kom jeg i Vogn med en decoreret Herre, en Hollænder; i Samtalen hørte han at jeg var fra Danmark. »De vil i Amsterdam træffe en bekjendt Landsmand«, sagde han »Digteren Andersen er der!« jeg betvivlede det og sagde ham nu at jeg var Andersen. Ved Utrecht skiltes vi jeg vilde besøge Oversætteren af mine Skrifter, Hr . Hans er dansk født, jeg troer , Familienavnet Nygaard er blevet gjengivet i Hollandsk, Nygaard er blevet til Nievenhuis. Jeg fandt en fornøielig Modtagelse og i Stuerne mangt et Minde hjemme fra, Portrætter af Danske, mellem disse Ingemann; Nievenhuis førte mig til den hollandske Digter som forstaaer Dansk, har et Par af mine Eventyr og skrevet flere Romaner. Ogsaa Professor van talte Dansk; i et Par Boglader saae jeg nogle af mine Skrifter paa Hollandsk og mit Portræt stillet i Vinduet; jeg maatte saaledes føle mig ganske hjemlig ved min Indtrædelse i Holland. Digteren var netop kommet til Byen og boede i samme Hotel som jeg, men vi kjendte da ikke hinanden personlig, han var kommet om Eftermiddagen for at forelæse en Deel af sin nyeste Digtning: »« og gik med det tidlige Morgentog igjen . Den hædrede Forfatter, foredrager offentligt ligesom Dickens, sine Skrifter og gjør det ganske fortræffeligt.
Paa Banegaarden i Amsterdam modtoge mig Brødrene Brandt og førte mig til mit nye Hjem hos af Brødrene. Det var et stort smukt Huus, med Have og Træer udenfor mod Canalen i Heerengracht by de Huidenstraat, altsaa i den pynteligste Deel af Byen. Som en gammel Ven blev jeg modtaget af Mennesker jeg saae første Gang; Fruen og i Huset talte fortræffeligt Dansk, de gjorde begge et godt Indtryk paa mig, Huusherren selv var fuld af Livlighed og Opmærksomhed, jeg havde strax den deilige Fornemmelse jeg er velseet, jeg er hos Venner. – Her som i Engeland og Skottland, men ikke hjemme, var det smukke patriarkalske Forhold mellem Herskab og Tyende, i Andagts Timer, Morgen og Aften samledes det hele Huus til Bibellæsning, der sluttede med en Psalme, det stemte Sindet og tiltalte mig. Her var megen Selskabelighed; Aftnerne gik ved Musik, Sang og Oplæsning; langt Flere end jeg havde tænkt, forstode Dansk; jeg læste næsten hver Aften et Par af mine Eventyr og Historier; var Kredsen større bleve de givne i fransk, engelsk eller tydsk Oversættelse. Ganske fortræffeligt vidste den ældre Hr Brandt at gjengive paa Stedet i god hollandsk Oversættelse, den danske Bog, han havde foran sig.
Strax ved min Ankomst fik jeg Indbydelse fra Statstheatrets Direction, tre af de betydeligste Skuespillere, blandt hvilke den udmærkede Tragiker Hr Peters, indbøde mig at afbenytte een hvilken somhelst Plads jeg vilde under hele mit Ophold. Enkelte Bekjendter havde jeg fra tidligere Tid her i Amsterdam, de maatte besøges, Byen selv blive mig mere bekjendt end den var. Denne Gang var det ingen Flyven igjennem, men et Ophold af flere Uger.
Amsterdam er ikke Hollands Kongestad, men dens Hovedstad, Landets meest udstrakte og levendegjorte By, tilvisse Nordens Venedig; Staden bygget paa Pæle, i Dynd og Vand. Den lærde betegnede den i det han sagde: jeg kjender en Stad hvis boe som Krager paa Træstammer. – Mangt et overfyldt Kornmagasin er forsvundet da ikke Grundlaget mægtede at bære det, mange Huse hælde ængsteligt frem i Gaderne, som bleve de holdte af de stærkere Nabobygninger. Et heelt Næt af Canaler, som i Venedig, men vifteformigt lagt og med Gade paa begge Sider hvor Vognene rulle som Venedig ikke kjender det. Byens Hovedgade, Calverstreet, strækker sig smal og bugtet fra Amstel op til Pladsen hvor kneiser paa sit Pælegrundlag og hvor med græsk Søilerække, er Bymærke. Hvad der altid stødte mit Øie i Amsterdam er det udprægede Costume for Vaisenhuusbørnene, maaskee det Uhyggelige for mig ligger i at jeg fra Danmark kun er vant til at see noget Lignende hos vore Forbrydere der arbeide i ; den ene Side af deres Klædning er graae den anden Bruun; i Amsterdam gaae de stakkels Vaisenhuusbørn, Piger og Drenge, med den ene Side i rødt Tøi, den anden i sort; Drengenes Trøie og Buxer ligesom Pigernes og Skjørt, ere tvedeelt i Sort og Rødt.
Jeg besøgte et Par Fattigskoler og hørte Børnenes Sang, Jeg saae Jødeqvarteret, Kunstsamlinger og og hvad som særligt var mig nyt og storartet ; den er den interesanteste af alle jeg kjender. Om Sommeren er her Musik herude nu var her kun at høre de forskjellige Lyd Dyrene udstødte; skrigende Poppegøier og Kakaduer anstrængte sig; en lille sort Fugl havde lært at sige et Par hollandske Ord som den ideligt gjentog; her var rigt Udvalg af Ulve, Bjørne, Tigere, Hyæner; den kongelige Løve og den urtidsklodsede Elephant. Lamaerne kastede deres Spyt efter os, Ørnen saae med menneskeligt klogt, alfor klogt Blik paa os. Hvilken prægtig Fjedderklædning bar den! man kan i det Hele hos de fleste Fugle hvad Fjedrene angaae, danne sin Smag for Farvesammenstilling. Sorte Svaner svømmede i Dammene, Sælhundene kom frem og solede sig, men interesantest og for mig ganske nyt var , han og hun, i deres dybe Vandkumme; de løftede flere Gange over Vandet deres uhyre Hovede og viiste det store Gab med alenlange Tænder. Skindet mindede om Svinets børsteløse Hud. Der var nyligt en Unge. Vogteren havde Nat og Dag forud maatte vaage og passe paa, strax ved Ankomsten at faae den Lille bort, da han ellers blev dræbt af Faderen. Ungen havde sit eget Huus, indrettet som Forældrenes. Han havde dykket sig under Vandet, da jeg traadte ind. Vogteren forstod at lokke ham frem, han var stor som en Fedekalv og havde dvaske Øine, Huden rødgul, den lignede et Fiskeskind uden Skjæl. Hans Fremtid var allerede bestemt; han var solgt til den zoologiske Have i Cöln.
Altforhurtigt fløi Dagene i Amsterdam; her var saa Meget at see, saa mange Bekjendte at besøge, de tre Ældste fra mit første Ophold her var den hædrede gamle Digter van Lennep, Componisten Verhulst og Skuespilleren –
Den kjære var blevet en Deel ældre, Haaret sølvhvidt, som Thorvaldsens; han sagde spøgende om sit Ansigt, at det lignede Voltaires og gjorte det nu mere rynket, satyrudseende. Han fortalte at han arbeidede paa, den nu senere fuldførte, omfangsrige Roman: »«. Et Par af hans bekjendteste dramatiske Arbeider vare i den senere Tid bragte paa Scenen, og han lovede at jeg under mit Ophold her, skulde see opført hans Tragedie
Componisten Verhulst som jeg snarest besøgte kom mig jublende imøde, hans første Spørgsmaal var om vor fælles Ven Niels Gade, den af alle Nutidens Componister han sætter høiest. Han viiste mig hvor fuldtalligt han besad hans Compositioner; viiste mig disse, blandt andre Hamlet-Ouverturen, der i Ugen før jeg kom var blevet givet her i Amsterdams Musikforening hvor Verhulst var Dirigent. Han beklagede at Holland ikke, som Danmark havde nogen national Opera. I den følgende Uge skulde igjen gives stor Concert og han lovede, at uagtet der i de to seneste Concerter vare givne Musikstykker af Gade, nemlig og »,« skulde jeg endnu faae at høre een af Gades Compositioner.
, jeg overværede Concerten. Der blev givet og denne blev særdeles aplauderet, man saae hen til mig som vilde man sige: »fortæl vor Henrykkelse over Deres høitskattede Landsmand!« Her var et stort, elegantklædt Publicum, men det var mig paafaldende, ikke at see et Ansigt af det Folk hvis Mænd just i vor Tid ere Bærerne for berømte Toneværker, det Folk som gav os en . Jeg saae ingen Jøder og udtalte min Forundring og denne blev endnu større ved at høre, ja gid jeg maa have misforstaaet det, at disse ikke bleve optagne her. Jeg fik og beholdt som ved flere Leiligheder et Indtryk af, at der er stærke Adskillelser mellem Menneskene her, i Rigdommens, Kunstens og Religioners Stillinger.
I Danmark møder man Scenens udmærkede Kunstnerinder
og Kunstnere i de første og bedste Selskaber, men ikke her i Amsterdam, jeg udtalte det, ja nævnede en Enkelt jeg gjerne vilde samles med, og man svarede at det var her mod Skik og Brug, men det er ikke den rette Skik og Brug. Vi kjende den Gud være lovet ikke længere i Danmark. Paa Kongens Slot i festlige Aftner naar alt Betydende giver Møde, savnes ikke Scenens Ypperste. –
Stadt-Theatret i Amsterdam, som jeg hyppigt besøgte, gav næsten hver Aften en Forestilling i det hollandske Sprog, men eengang om Ugen kom fra det kongelige Theater i Haag, den franske Opera og Ballet, man gav Meyerbeers »« og Balletten: »«. Operaen havde gode Kræfter, smukke Stemmer var af Betydning, Balletten stod i Composition og Skjønhed langt under hvad den danske Scene eier. Jeg saae et Par Tragedier, saaledes Schillers: . Tittel-Rollen blev forstandigt og smukt givet af Scenens første Kunstnerinde Fru , dog af endnu større Interesse for mig var hendes Udførelse af: De wrouve van Wardenburg, Stykket er en dramatisk Digtning i tre forskjellige Levealdere. Først seer man hende som den kraftfulde, mandhaftige Borgfrue der selv leder Forsvaret da hendes Borg bestormes, senere træder hun op som ældre Kone og tilsidst er hun den ældgamle Matrone, i en Tid hvor alle tidligere Forhold og Anskuelser rundt om ere brudte, hvor hendes Dattersøn er Protestant og fører til Alteret Datteren af en Haandværker. Hun venter Brudeparret i Riddersalen, skal velsigne det, hendes Haand hviler paa Dattersønnens Hoved, men da hun skal lægge den paa den borgerligfødte, ringe Brud, brister hendes sidste Kraft og hun synker død om. Det Hele er et stort gribende Billed fra en tilbagelagt Tid. Ved mine Venner Brandts Forklaringer forstod jeg den hele Handling, og var særligt grebet ved Fru Kleines mesterlige Spil; jeg hørte senere at det var en Efterligning af , den jeg ikke har seet, men godt og genialt var den da tilvisse overført paa de vrouve van Wardenburg. –
Stykket saae jeg et Par Gange, det er tilvisse en Digtning af stor Betydning paa den hollandske Scene, men om det vil tiltale i fremmedt Land er jeg i Tvivl om. Her blev det givet vel udstyret og med stor Omhue; Mellemacterne derimod virkede forstyrrende; Orchestret spillede moderne Dandse-Melodier; jeg ivrede derimod for Verhulst og Petters. Galleriet var dertil opfyldt af et meget høirystet uroligt Publicum, der høit, raabte paa Musik og fløitede i Fingrene. For mig var det ogsaa en Uskik, at hen paa Aftenen drak flere af Tilskuerne deres Thee i Loger og Parquet; dog hvert Land sin Brug.
Ved mit tidligere Besøg i Holland, saae jeg ikke Ten-Kate, denne maaskee Landets betydeligste Digter, nu skulde vi mødes og blive Venner. Hans Svigersøn, Kjøbmand havde et Par Aar forud med sin unge Kone været i Danmark, der og bragte Hilsener fra Digteren. selv paa mig ved Svigersønnens Bord. Her var samlet en stor Kreds, og de Fleste i den forstode Dansk. Ten-Kate udbragte min Skaal og derpaa en Skaal for mit Fædreland Danmark, der skulde leve og blomstre ud over de tunge Prøvelser, det havde lidt. Han talte saa hjertelige Ord, de bleve baarne frem med en Inderlighed, saa at Taarerne kom mig i Øinene. Jeg udbragte Ten-Kates og derpaa Hollands Skaal, læste dernæst paa Dansk to af mine Eventyr, »Verdens deiligste Rose« og »Sommerfuglen,« dem han havde særdeles tro og digterisk og optaget i sine »samlede Værker.« Han improviserede paa Hollandsk et Digt til mig, det jeg paa Dansk i samme Versemaal. Her var saa livligt, saa hjerteligt; de smaa hyggelige Stuer saa festlige. Paa Bordet prangede en stor Kage, hvor var anbragt, hun holdt det danske Flag hvor mit Navn var indskrevet, hun holdt det hollandske Flag med Navnet Ten-Kate, jeg gjemmer endnu, som en Erindring, dette Flag, Ten-Kate gjemmer det danske. Den hele store Kage var aldeles besat med nydelige smaa Storke, min Yndlings Fugl og jeg troer ogsaa Staden Haags Vaaben.
Vor danske Consul gav en lignende Festmiddag hvor jeg var den hædrede Gjest, og hvor Ten-Kate smukt og veltalende bragte mig en Hilsen fra Børnene i Holland, læste derpaa sin vercificerede Oversættelse af mit Eventyr »Engelen«; jeg maatte paa Opfordring mundtlig fortælle paa Dansk Eventyret Svinedrengen.
i mit Hjem hos Familien Brandt, var en stor og udvalgt Kreds; i den hørte jeg for første Gang den gamle høitskattede Digter foredrage med stor Ungdommelighed og dramatisk Virkning et større Digt af , Hollands hyldede, store Digter.
Fem Uger havde jeg tilbragt i Gjestfrihed og Glæde, nu kom Afreisens Dag; Brødrene Brandt fulgte mig til Banegaarden, jeg skulde imidlertid ikke længere end til hvor kjære Bekjendte ventede mig. Solen skinnede varmt, hen over Jorden laae endnu et tyndt Sneelag, men ved sidste Station, var Sneen smeltet, og fra nu af gik det ind i Foraaret, ingen Snee og ingen Kulde. –
Paa Banegaarden i Leyden modtog mig min Ven Digteren van og førte mig til sit særdeles smukt indrettede Huus, her skulde jeg bo og blive et Par Dage. kaldte os til Middagsbordet og her fandt jeg samlet en stor Deel af Leydens Professorer og Fruer. Taler paa Fransk, Engelsk og Dansk bleve holdt. Et større trykt Eventyr »« af van Kneppelhout, uddeeltes mellem Gjæsterne til Erindring om . Jeg samledes igjen med en ældre Ven og Bekjendt Professor , lærte at kjende den berømte Astronom , var i hans storartede Observatorie og skulde see Solpletter, men Skyerne vilde ikke unde mig det Syn.
I aaben Vogn, en smuk Solskinsdag, kjørte jeg med van Kneppelhout og Frue ud til »« hvor et nyt storartet Sluseværk fører Rhinen ud i Havet, og altsaa ikke, som Geographien i min Skoletid lærte mig: »Rhinen taber sig og forsvinder i Sandet.« Veien førte gjennem pyntelige Landsbyer, paa Markerne stode lange Bede prangende med Krokus, Hyazinter og Tulipaner.
Foran Sanddynerne stege vi af Vognen og gik nu over det bløde Sand hvor Solen saalænge vi vare i Læ, brændte med hede Straaler; Havet laae udstrakt foran, men kun et eneste Skib var at øine. Nu steeg vi op til Sluserne der fører Rhinen ud i Nordsøen, det er et Værk, reist i vor Tid. Vinden blæste her isnende og fygede os det lette Sand om Ørene, først seent paa Eftermiddagen naaede vi vort indbydende Hjem i Leyden.
Mødes og atter skilles i hvor glad man er, hvor godt man har det, er Pulseslagene i Reiselivet. I hvorhen nu Reisen gik skulde jeg allerede om faae Dage gjensee min elskværdige Vert og Vertinde, træffe sammen med Venner og Bekjendte; jeg havde her vor danske Gesandt Baron , hvem jeg havde kjendt fra hans Studenter Dage, her var Slægtning, min Ven Baron , Sverrigs Gesandt.
I Vognen, det korte Stykke Vei til Haag, sad jeg hos et ungt Par, de spurgte om jeg ikke var den danske Digter Andersen de troede at kjende mig efter et Portræt de havde seet i Amsterdam. I Hotellet »oude Doolen,« hvor jeg tidligere havde boet, kjendte man mig strax og jeg fik et hjerteligt Haandtryk.
Hvor er det deiligt, en Velsignelse af Gud, at være ude i Verden, sidde i en stor Stad aldeles ukjendt, aldeles en Fremmet, og dog vide med Vished, at have Venner, sig ubekjendte, aldrig seete Venner, vide at mødte mig noget Uheld af Betydning, jeg var kjendt og tilvisse da ikke reent forladt.
Snart følte jeg mig ganske hjemme i Haag; saae, ved en stor Fest hos , hele den fornemme Verden, lærte at kjende mange elskværdige Mennesker, og saa gik det igjen afsted, syd paa.
Fra Haag gik Reisen over Rotterdam og opad Floden der var livlig vexlende og snart var jeg for første Gang i . Ilden knittrede i Kaminen, Solen skinnede ind i den hyggelige Stue. Et af mine første Besøg var hos den berømte Maler , Directeur for Academiet; han boer i Musæet; jeg fandt ham i hans Attelier og jeg blev modtaget, som var jeg en gammel Bekjendt; han viiste mig som for Øieblikket beskjæftigede ham og først efter flere Aar kunde være fuldendt, et Malerie der skal dække Væggene i en stor Sal i Musæet, en Fremstilling af hele den flamske Kunsthistorie; der blive over hundrede Portrætter i Legemsstørrelse, desuden allegoriske mindre Billeder, som Philosophien, Poesien, Historien, antydede ved Busterne af Plato, Homer og Herodot. –
Den elskværdige Mand førte mig derpaa selv om i Musæet der er rigt paa de bedste Malerier af , & –
Ogsaa i Antverpen havde jeg et gjestfrit dansk Hjem hos min Landsmand Kjøbmand . Med ham saae jeg en Deel af Staden, dens prægtige Kirker og Monumenter. Dog særligt følte jeg mig draget til et Sted, et Kunstnerminde, ikke var det Rubens og van Deyks Statue, nei en Gravsteen muret ind i Væggen ved Domtaarnets Indgang, Billedet af , død 1529. Indskriften mælder om ham: »«. Deri ligger en heel romantisk Historie. Af Kjærlighed til en Malers smukke Datter, slap han Amboldt og Hammer, tog Pensel og Palet, Kjærlighed fyldte ham, førte ham, og som erkjendt dygtig Maler fæstede han sin unge Brud, et af hans større Billeder har sit Plads paa Musæet og paa den indmurede Steen staaer paa Latin: Ved Kjærlighed blev Smeden en .
. Vor danske Kronprinds Frederik var her og boede i Hotel Bristol paa Vendome-Pladsen; hans elskværdige Personlighed tiltalte Alle, man hørte rundtom hvor velseet han var. Med sædvanlig Hjertens Godhed modtog han mig, og strax, , tilbragte jeg en lykkelig Dag i hans Omgivelse. Han indbød mig at følge sig til i Vincennes. Klokken eet foer vi afsted, tre Vogne, hver med fire Heste og Forridere; Veien gik hen ad Boulevarden, vi joge forbi alle andre Kjørende. Folk stode og saae med stor Opmærksomhed paa Kronprindsen: »! c’est lui!« raabte de. Ankomne til Banen, blev Prindsen modtaget af en keiserlig Staldmester der førte ham til den keiserlige Tribune hvorhen vi Andre fulgte. Her var op til Tribunen et stort Værelse, med Ild i Kaminen, bløde Stole og Sophaer. Lidt senere kom en ældre Mand, fulgte med, de vare de eneste her af den keiserlige Familie. Nedenfor bølgede Vrimlen, Alles Øine vare vendte mod den keiserlige Tribune, jeg sad her med lyse og dog alvorsfulde Tanker om Livets Omvexlinger, jeg tænkte paa min fattige Barndom i det lille Huus i Odense og nu her.
Paa Hjemfarten havde Folk stillet sig i Række for at see den danske Kronprinds. Ved Taffelet den Dag hos ham erindrede han at Dagen derpaa, den anden April var min Fødselsdag, han drak en Skaal for det nye Aar, som begyndte imorgen. –
Denne Festdag som altid Venner og Veninder, naar jeg er i Danmark, gjøre saa lysende; Blomster, Bøger og Billeder, ligesom skyde op rundt om mig i Stuen, maatte jo blive stille og høist forskjellig ude i et fremmet Land, men det var ikke Tilfældet; fra Hjemmet kom i den tidlige Morgenstund mange Breve og Telegram fra den collinske Familie i Kjøbenhavn. Alle Kjære vare med Tankerne hos mig og opad Dagen hædrede mig Danmarks Kronprinds med et Besøg. Middagen tilbragte jeg hos vor Consul hvor i hans Huuskreds, samlet med flere Landsmænd, min Skaal blev drukket.
Da jeg siden ud paa Aftenen kom hjem i mit Hotel, sad her og ventede mig en i Paris boesiddende Landsmand med en stor Blomsterbouquet fra i Kjøbenhavn. Han havde i denne Morgen faaet Brev om at bringe mig en saadan, men hele Dagen var gaaet hen med at spørge om min Bopæl, som han da først fandt seent paa Aftenen. Jeg var glad som et Barn og midt i Glæden kom, som saa ofte hos mig, den Tanke: jeg har for megen Lykke! den maa engang slippe, slaae om og tunge Prøvelser komme, hvorledes vil jeg da bære disse? Der er noget ængsteligt ved at løftes saa høit, forundes saa meget Godt. –
Jeg hørte for første Gang , hun traadte op som ; jeg var glad ved hendes dramatiske Begavelse, henrykt over hendes deilige Stemme. Jeg aflagde hende et Besøg, vi vare ikke fremmede for hinanden. Da jeg i Aviserne læste om hendes første Optrædelse, den Lykke som overstrømmede den unge svenske Pige, der var og dog saa riig, fik jeg stor Interesse for hende og skrev til een af mine Venner i Paris, at da han kjendte Mdms: Nielson maatte nævne mig for hende og sige at naar jeg engang kom derhen bad jeg om at aflægge et Besøg, for at see og tale med hende; hun svarede, at vi allerede vare gamle Bekjendte, hun havde hos hvor jeg kom en Dag med Bjørnstjerne Bjørnson hørt mig læse et Par af mine Eventyr, og at hun var blevet præsenteret for mig som en ung svensk Pige der studerede Sangen og skulde engang optræde paa Scenen, ja jeg havde givet hende en lille Klipning af Papir, da jeg klippede til nogle Børn som ogsaa var der i Stuen. Ved at høre dette, gik pludseligt op i min Erindring et Formiddags Selskab i Paris hvor jeg havde læst og klippet; jeg huskede at have talt der med en ung Dame som engang skulde optræde i Operaen, men det var igjen glemt af mig, jeg erindrede ikke mere hendes Udseende; nu stod jeg for hende, blev venlig og glad modtaget, hun gav mig sit Portræt og skrev paa Fransk nogle hædrende, forbindtlige Ord.
En Anbefalings Skrivelse førte mig til Componisten , hvem jeg ikke før havde seet eller talt med. Han var saa høflig at sige at han godt kjendte mit Navn, at jeg intet Anbefalings Brev behøvede; vi talte om dansk Musik, han havde hørt Gades Navn sagde han. havde han kjendt personlig og , Componisten havde besøgt ham. Han bad mig dernæst om jeg vilde oversætte for ham, et Stykke af en Avis, som den østeriske Gesandt havde sendt ham, deri stod at den 15 April gaves i Wien en Concert til Indtægt for Mozarts Monument og at der vilde blive opført to nye Musikstykker af Rosini: »Julen« og, om jeg erindrer ret, »«. Under vor Samtale kom et nyt Besøg, »« raabte han og talte nu Italiensk til denne, jeg hørte ham sige at jeg var »« – jeg rettede det strax til »«; da saae han paa mig og vedblev: »men Danmark hører jo til Tydskland!« Da faldt den Fremmede forklarende ind: »De to Lande have nyeligt ført Krig med hinanden«. Rosini smilede godmodig og bad mig tilgive sin Uvidenhed i Geographien! Han forærede mig sit Portrætkort, skrev sit Navn derpaa og bad mig skrive mit, og min Bopæl da han ved en musikalsk Leilighed vilde indbyde mig. Kongen af Danmarks Fødselsdag den 8 April, feirede jeg hos min Landsmandinde Fru Datter af den afdøde danske Marine-Minister . Jeg lærte paa Vandringen derud, hvor meget det kan have at betyde i en stor folkerig Stad, om
man strax gaaer til Høire eller til Venstre; Stedet, hvorhen jeg skulde laae forbi Port etoile paa venstre Side, jeg gik tilfods fra Concord Pladsen, en Time før Tiden for ret at see paa de mange Spadserende i Champ d’Elyssé. Mængden tog til; og henad den brede Vei foer Side om Side, den ene Vogn efter den anden, elegante fra Promenaden i Bois de Bologne. Der kom altid fleer og fleer og ud for Port-Etoile blev det mig indlysende at jeg umueligt, uden at blive overkjørt, kunde komme over til den modsatte Side hvorhen jeg skulde. I en heel Time søgte jeg forskjellige Overgang-Steder, enkelte Mennesker vovede Forsøget, det turde jeg ikke indlade mig paa. Huset hvor jeg skulde ind, saae jeg, men ikke Muelighed for at naae derhen; Klokken var allerede over den bestemte Spisetid, da kom igjen min , eller rettere den sendte en stor belæsset Arbeidsvogn forspændt med sex Heste, den skulde over, kjørte i jevn Gang og standsede som et Bolværk alle de fremjagende Eqvipager og jeg vandrede i Læ af den ganske sikker og roligt over og ind hvor jeg skulde. Medens vi sad ved Bordet trak et stærkt Uveir op, snart lyste Lynene saa alle Lys i Stuen ligesom tabte deres Magt. Det var et ganske storartet Skue at see ud over Paris, der snart laae som i et Mørke, snart skinnede som ved et Solblink. Regnen skyllede ned; det var umueligt at erholde en Vogn, Uveiret blev ved til midt paa Natten. Alle Omnibus vare fyldte, alle Vogne tagne, sagde Tjenere og Portnere. Der blev tilbudt mig et Gjesteværelse, men jeg troede nok selv at skulde finde Vogn, jeg løb hen over Pladsen, ned ad den brede Alée, ingen Vogn var at finde, paa alle Omnibus stod skrevet »«, Regnen skyllede ned. Klokken var halv to før jeg naaede mit Hotel, der var ikke tør Traad paa mig. Jeg var vaad som havde jeg gaaet gjennem Seinen.
Min dygtige Landsmand Maleren , der som Kunstner ogsaa i Frankerige har et kjendt og hædret Navn havde netop da . Han arbeidede med stor Lyst; havde et hyggeligt hjem, en ædel og en deilig , Originalen til »« i Billedbogen som hele Frankerige kjender. traf jeg Digteren , der sagde at han vilde behandle dramatisk Ideen i Eventyret »Lykkens Kalosker« og vise det Falske i den Paastand af Mange, at den gamle Tid var bedre end den ny. Han viiste mig han havde faaet fra hvori der stod: »De er lykkelig at De skal spise med Andersen, han er en Digter fuld af Ynde og Poesi. Han er som i Musik. Jeg er henrykt over hvad jeg kjender af ham, og for at nævne eet, da »den lille Havfrue.««
Før jeg forlod Paris, forundtes mig endnu en stor Glæde, en Hæder; jeg fik over Wien sendt fra Keiser Maximilian i Mexico, af Notre dame de Guadeloupe, den hædrende Skrivelse som medfulgte, sagte at Ordenen tildeeltes mig som en Erkjendelse af mine digteriske Arbeider. Den ædle, rigtbegavede, Keiser, havde erindret mig, villet glæde mig. Jeg huskede hiin Aften for mange Aar tilbage, da jeg i Keiserborgen i Wien hos hans Moder læste nogle af mine Eventyr; to unge Mænd kom der saa venligt hen og talte til mig, det var Prinds Maximilian og hans Broder nu .
Den trettende April forlod jeg Paris og naaede ud paa Eftermiddagen . Paa hele Farten hilsede Foraaret mig fra blomstrende Frugttræer, og da jeg Dagen derpaa naaede prangede det i hele sin Skjønhed i den bothaniske Have. Alle Træer, Sydens og Nordens, vare i deres Pragt; Blomsterne duftede, Guldfiskene, i hundredeviis, legede i Canalerne. Jeg var igjen i mit vante Hotel Richelleu saae igjen Landsmænd og franske Venner af hvilke jeg især nød stor Opmærksomhed og Velvillie af Literaten og Musikeren . Jeg tilbragte et Par livlige Aftener hos disse, Redon spillede af , Amée læste paa Fransk flere af mine Eventyr og hele »Billedbog uden Billeder«, en ung Franskmand som hørte til, blev saa bevæget, Taarerne løb ham ned over Kinderne og til min Overraskelse greb han min Haand og kyssede den.
Gjennem Georg Amée fik jeg en Indbydelse fra Gouvernements-Commendanten General , som tidligere var længe i Africa og har i interesant skrevet . Han talte varmt og erkjendende om de danske Soldaters Tapperhed, det gjorde mit Hjerte godt, som naar man hører rose sin egen Slægt. Han afhentede mig til sin Loge i Operaen, og nød den hædrede Mands særdeles Velvillie.
Den fem og tyvende i hver Maaned gaaer fra Bordeaux til Lissabon Dampskib, jeg havde allerede meldt O Neill min Ankomst med Fartøiet som skulde indtræffe der den otte og tyvende April.
Veiret blev imidlertid meget stormende, jeg vidste den spanske Sø er ingen Lystfart, men den var heller ikke gjennem det urolige Spanien hvor endnu Jernbanen mellem Madrid og Portugals Grændse laae ufuldendt. Da hørte jeg at Ristori var i Bordeaux og vilde een af de første Aftener optræde som og som »«, jeg har tidligere omtalt hvorledes hun opfyldt og henrev mig da jeg i London saae hende som . Jeg maatte gjensee hende, lægge et Par Dage til Opholdet i Bordeaux, opgive Søreisen, gaae gjennem Spanien til Portugal. Ristoris Medea var storartet, uforglemmelig, som hendes Lady Machbeth er og bliver det.
Afreisen forestod, Bladet La Giaronde, som senere kom mig ihænde, talte med stor Velvillie om mig og mit Ophold i Bordeaux:
– », a la prèmier representation de la Ristori, on remarquait la presence d’Andersen. – Andersen a recu a Bordeaux un chaleureux accueil dans toutes les maisons il est allé, et il a partout fait apprecier les qualités de son coeur, égales au moins aux dons brillants de l’inteligence que le ciel lui a departis. Le général Daumas avait gracieusement mis sa loge du Grand Theatre a sa disposition. Les Danois habitant Bordeaux ont ete flattés des egards prodigues a leur poéte national.«
Ved Afreisen modtog jeg af den Lærde , der havde kjendt mine berømte Landsmænd og , hans franske , som jeg nu kunde læse paa Farten gjennem Baskernes Land. Tunnel fulgte paa Tunnel; vildt og eensomt var her, med enkelte forfaldne Gaarde og smaa, sorte Byer. .
Under mit forrige Besøg behagede Byen mig ikke, og endnu mindre denne Gang, jeg følte mig ene og uhyggelig. Regjeringen havde vel faaet Magt over , men hvor let og snart kunde disse ikke igjen bryde frem, og dette viiste sig ogsaa nogle faae Uger efter at jeg havde naaet til Lissabon; Telegrammerne mældte om blodige Kampe i Gader og Stræder.
Inderligt længtes jeg efter at komme afsted, men Jernbanen til den portugisiske Grændse var endnu ikke aabnet; og for at erholde Plads med maatte jeg vente fem Dage.
Torsdag Aften, den tredie Mai kom jeg endelig afsted, fra Lissabon var min eneste Reisekammerat, han talte lidt Fransk, og var høist elskværdig og forekommende. Det var maaneklar Nat; vi foer hen over forbi enkelte een
somme Ruiner. Der var udbredt en uforglemmelig Romantik over det Hele. I den tidlige Morgenstund passerede vi Tejofloden og opad Dagen smukke Skovstrækninger, det blev mod Aften før vi naaede over Bjergene, og holdt vor Middag i Truxillo Fødeby; i Vertshusene kunde man ikke være sikker paa at erholde Andet end Chocolade, min Medreisende og jeg førte derfor Viin og Fødevarer med og leed saaledes intet Savn, men Hvile i Natten var der ikke at tænke paa saa halsbrækkende var Veien, Vognen stødte og slingrede, vi foer over store Stene og dybe Huller, først i naaede vi Jernbane; herhen naaede vi i Morgenstunden før Solen var oppe. –Min Reisekammerat førte mig om i nogle Gyder og Stræder for at see fra Romernes Tid. Jeg var saa træt, saa aldeles lidt begjærlig efter at kjende disse Herligheder, at jeg uvillig og humpende, med søvnige Øine saae paa de gamle Steen. Det var fornøieligere at høre Locomotivets Stønnen og see Dampen hvirvle ud; kun en kort Strækning havde vi at fare og vi vare i den spanske anseelige Grændseby Badajos.
Her i et godt Hotel og ved et upaaklageligt Maaltid kom jeg igjen til Kræfter og vi kunde efter et Par Timers Hvile fortsætte Reisen og da i Morgenstunden naae .
At komme fra Spanien ind i Portugal er som at flyve fra Middelalderen ind i Nutiden. Rundtom hvidtede, reenlige Huse, indhegnede Skovstrækninger, og ved de større Stationer vare Forfriskninger at faae og i Natten fandt vi i den magelige Vogn Søvn og Hvile. I Dagningen naaede vi Lissabon, min omhyggelige Reisekammerat skaffede mig en Vogn og bød Kudsken føre mig til Hotel Durand, hvor jeg da var lige over for Contoirbygning. Saa vidt var Alt fornøieligt, men ikke da jeg naaede Hotellet, her vare alle Værelser optagne og jeg hørte at O’Neills Huus og Contoir ikke blev beboet af ham, han havde sit Hjem en halv Miil udenfor Lissabon, paa Landstedet . Det var netop Søndag, Ingen kom da til Byen; – I hvor træt jeg var maatte jeg altsaa snarest faae en Vogn og kjøre derud. Det var paa een af Høiderne ved Dalen, nær ved den store Aqvæduct: . –
Jeg blev hjerteligt og jublende modtaget af , af . Man havde saa sikkert ventet mig med det franske Dampskib og var taget ud til det; de danske Skibe der laae paa Tejo havde heiset Danebroge til Hilsen for mig. Haven var endnu i sit bedste Flor, med Roser og Geranier; Slyngplanter og Passionsblomster hang som fyldige
Tepper hen over Mure og Hække. Hyldetræets hvide Blomster op mod de røde Granatblomster frembød for mig de danske Farver; i Kornet stod den røde Valmue og den blaae Chicorieblomst saa jeg kunde tænke mig at see et Stykke Mark hjemme fra, men her indhegnet af høie og mørke Cypresser. Vinden hylede næsten hver Nat saa efteraarshjemlig. »Det er den portugisiske Kystvind som blæser og gjør Portugals Climat velsignet og sundt,« sagde man.
Jeg havde tidligere læst om Lissabons snevre ureenlige Gader, hvor vilde Hunde aad de henkastede Aadsler; jeg saae en lys, smuk By med brede Gader og Huse hvor Væggene paa flere prangede med blanke Porcellains Fliser.
Een af de betydeligste nulevende Digtere i Portugal er Antonio Feliciano de Castilho; han er gift med en dansk Dame, . Jeg havde saaledes en Landsmandinde og en stor Digter at besøge. O Neill førte mig til dem.
Castilho er født ved dette Aarhundredes Begyndelse. I sit sjette Aar fik han Kopper og mistede ved disse Synet, men hans Lyst til at studere tog idelig til, hans rige Begavelse hjalp ham, han tilegnede sig særligt Grammatik, Historie, Philosophie og Græsk, ikke fjorten Aar gammel skrev han et latinsk Vers der vakte opsigt, snart fulgte Digte i Modersmaalet, men meest hengav han sig til Studiet af Botanik, med , der var Øinene for ham, vandrede han i s deilige Omegn, og opfattede den hele Natur Skjønhed, saa han maatte besynge den i et Digt . Ogsaa i Coimbra skrev han Hyrdedigtet , der i faae Aar oplevede flere Oplag. Han oversatte Ovid og udfoldede stor Digtervirksomhed.
En ung Dame, Maria Isabel de Buena-Coimbra blev opdraget hos Benedictiner-Nonnerne i et Kloster ved Oporto; hvor hun endnu blev nogen Tid efter at hendes Opdragelse her var endt; hun læste classiske og Nutids Forfattere; hun læste Digtet »Eccho og Narsis« og skrev, uden at nævne sig, de Ord til Forfatteren: »Dersom der fandtes en Eccho, vilde De da efterligne Narcis?«
Nu begyndte en Brevvexling mellem Castilho og den Ubekjendte. Efter en Tid bad han om at turde erfare hendes Navn. Hun skrev det; Brevvexlingen fortsattes og i Aaret 1834 bleve de forlovede og gifte. Tre Aar efter døde hun. Det Digt han skrev til hendes Minde, stilles af hans Landsmænd ved Siden af det Bedste i Literaturen.
Senere giftede han sig med Charlotte Vidal hvis Fader var Consul i Helsingør. Ved hendes Hjælp har Castilho oversat paa portugisisk , saaledes af Baggesen, Øehlenschlæger og Boye.
Jeg blev i Castilhos Huus modtaget som en gammel Bekjendt og Ven. Den kjære Digter talte saa livlig, saa ungdomsfrisk; han arbeidede nu paa at oversætte , der ogsaa er Digter hjalp den blinde Fader. .
Snart glædede Castilho og hans Familie mig med paa Pinieros. Jeg fik fra ham , dicterede paa Fransk, selv havde han skrevet sit Navn under. Mine Breve til ham skrev jeg paa Dansk; han siger derfor i et af sine: »Vi tale med hinanden som , min Hustru er Væggen.« Ved Fru Castilhos Hjælp bleve danske Breve og danske Digterværker paa Portugisisk meddeelte den blinde Digter.
Flere Uger havde jeg været paa »Pinieros«, jeg følte mig saa hjemme hos de kjære portugisiske Venner. Fru O’Neill fortalte interesante Barndomserindringer fra , den ældste af Sønnerne George, spillede godt Pjano, havde Læsning og stor Interesse for Naturen, den yngere Arthur, var en smuk livsglat Gut, flink i at og jage afsted paa sin Hest, begge sluttede sig snart til mig; Faderen min Ven Georg O’Neill, tilbragte hele Dagen paa sit Contoir, han var Chef for Huset Tolades O’Neill; Consul for Danmark og mange andre større Lande; mod Aften saae vi ham altid glad og livsfrisk; vi talte Dansk sammen, talte om gammel Tid hjemme; kom nu Guitaren ned af Væggen eller Sønnen George tog Plads ved Claveret, da sang Vennen med smuk fyldig Stemme af »Martha« og »«. Hvor følte jeg Fortroen til ham. Jeg havde en Følelse som vare vi Landsmænd og Brødre.
En Maanedstid havde vi her allerede været sammen, jeg skulde nu see en endnu frodigere og mere skjøn Deel af Landet. ventede mig paa sin smukke ved Setubal. Broderen Georg med sin Kone og Sønner . Vi gik med Dampskib over den brede Tejoflod og havde nu Jernbane lige til Setubal der ligger mellem og Bjerge ud mod Oceanet.
Carlo O Neills Vogn førte os fra Banegaarden til Villaen. Det var den gamle Hovedlandevei fra Lissabon til den sydligere Deel af Landet, vi havde at passere, den mindede aldeles om Veiene i Spanien, snart var den saa smal at kun een Vogn kunde færdes her, snart bred nok for fire Vogne, den løftede sig over nøgen Klippegrund og sænkede sig saa i længere Strækning ned i dybt Sand, indgjærdet af blomstrende Aloer. Foran os løftede sig , som en stor Ruin, nærmere under skyggefulde Træer viiste sig det øde, eensomme Munkekloster , og tæt ved dette Carlos O Neills Villa. Jeg traadte her ind i et velhavende, velsignet Hjem. Hvilket Skue fra mit Balcon-Vindue hvor den deilige Palme skyggede over Vandspringet. Haven laae paa Terrasser, hver frembød sin Farvepragt og Forskjellighed. Pebertræerne hældede sig som Grædepile over de store Vandkummer hvor Guldfiskene svømmede mellem blomstrende Aakander; dybere nede var en Orangelund, og nedenfor denne laae Viinhaven. Jeg saae ud over Byen Setubal, Bugten med Skibene, og de hvide Sandklitter mod det blaae Ocean. Efter hver solvarm Dag var det en at komme ud i Aftenens Ro og Skygge. Mørket sænkede sig, men Stjernerne funklede i et Nu frem saa uendeligt klare, og hen over Træer og Buske rundt om fløi utallige lysende Ildfluer. Det var elskværdige, hjertensgode Mennesker jeg var hos. viiste saa megen fiin Betænksomhed og Opmærksomhed mod mig. Sønnen den unge , en smuk Knøs med havblaae Øine og kulsort Haar, var min trofaste Ledsager og Fører paa alle Udflugter i Bjergene, han til Hest, jeg paa mit Æsel. En eneste Søster havde han havt; det var kun faae Maaneder siden Gud havde kaldt hende til sig, hun var da fjorten Aar, Husets Skat og Kjærlighed, Tabet af hende havde slukket Solskinnet i Forældrenes før saa glade Hjem.
Vi levede saaledes stille, men for mig dog saa afvexlende, rigt. Den unge Carlos og jeg reed gjennem Citron- og Apelsin Lundene hvor Granattræer og Magnolier prangede med Blomster, besøgte et Par forladte Klostre, og tog Skue fra Palmella ud over de store Korkskove til Tejo, Lissabon og Cintras Bjerge. Vi vare med Forældrene en Seiltour ude paa det aabne Hav mod og besøgte den i Sandflugt begravne By , Phønicerne have grundlagt den, siden have Romerne boet her og samlet Saltet paa samme Maade som det endnu samles, de store Beholdninger vidne herom. Sandklitterne vare begroede med Buske, Tidsler og Blomster værdige at prange i vore Drivhuse. Hvor vi stege i Land laae opstablede Steenhobe, fra Skibe, som her i Bugten havde hentet Ladning til Salt, Stene fra Danmark, Sverrig, Rusland, China, der kunde skrives et Eventyr derom. Vi vandrede om i dette Øde, steeg over Klitterne ned mod Oceanet. Jeg saae ud over Vandet, den nærmeste Kyst var America, jeg tænkte paa Vennerne der, Marcus Spring og hans ædle Hustru tænkte paa store Digter Longfellow, tænkte paa hvad America har givet ved og , Aandens Viin fra hiin anden Verdens Deel. Amerika! derhen kommer jeg aldrig; jeg har Vandskræk; men med al min Tanke var jeg der fra Dünerne ved Troja, det portugisiske
Jeg saae i Setubal , uskyldig og blodløs frem for den spanske; jeg saae den folkelige med Blus i Gaderne, Sang og Optog.
En heel deilig Maaned svandt hurtigt i det skjønne Setubal. Besøget her og paa Pinieros havde allerede optaget den halve Tid jeg havde bestemt til Ophold i Portugal, vilde jeg altsaa endnu før Afreisen besøge Coimbra og Cintra, maatte jeg afsted eller bestemme mig til at overvintre; Reise med Diligense gjennem det solhede urolige Spanien var ikke tilraadeligt, det var rigtigere at gaae med Dampskib fra Lissabon til Bordeaux, men da turde jeg ikke udsætte det til Jevndøgns Stormene kom. Hvorledes vilde Reisen fra Frankerige stille sig? Hvilke Dimensioner kunde tage? Vilde Frankerige komme ind i denne? Hjemreisen viiste sig saaledes meget besværlig; nær var jeg ved at blive Vinteren over i Portugal, men at flytte fra Vennerne, leve i et Hotel, var ikke lysteligt og at blive som Gjest flere Maaneder –? ja, da tænkte jeg paa det gamle Ordsprog: »« Jeg tog da den Bestemmelse, at prøve Søreisen og hvad en krigerisk bevæget Tid kunde bringe. Midt i August kom fra Rio Janeiro Dampskib til Lissabon og afgik strax til Bordeaux, jeg vilde tage med, efter et Besøg i Coimbra og et Par Ugers Ophold i det deilige Cintra.
Tungt var det at forlade det herlige Bonegos og de elskelige Mennesker der. Carlos O Neill, Fader og Søn, til Lissabon, og herfra med Brødrene George og gik nu Reisen først , og derpaa til det romantisk beliggende , Portugals Universitetsstad; den ligger op ad Bjergsiden, den ene Gade høiere end den anden; flere af Husene rage med tre, fire Etager hen over de andre; Gaderne ere snevre og krogede, høie Steentrapper føre gjennem enkelte Bygninger fra et Stræde op og ud i et andet. Boutiker og Boglader er her i Mængde. Overalt saae jeg Studenter, alle i en Slags Middelalderlig Dragt, en lang sort , en kort Kappe og nedhængende ; med Guitaren eller Geværet over Skulderen saae jeg en Flok af den muntre Ungdom jage afsted, ud fra den gamle By, ud i den friske Skov, til Bjergene.
Universitetet, en vidtstrakt Bygning, indtager Høidepunktet af Byen; herfra seer man ud over Havernes Oranger, Cypresser og Korktræer; dybt nede fører en stor muret Bro hen over Mondegofloden til Nonneklostret og ; halv i Ruin ligger derinde Slottet hvor den skjønne, ulykkelige . I en Marmorplade staaer de om Ines, som . Under mit Ophold i Coimbra var Festlighed ved Universitetet, en ung Mand fik »Doctorhatten«. , havde hørt at jeg var i Coimbra og hædrede mig med et Besøg, ved ham blev jeg ført til Festligheden og saae dernæst den hele vidtomfattende Bygning, det praktfulde Capel, Thronsalen og Bibliotheket.
Fra Coimbra kom jeg igjen til Lissabon, for at naae , den smukkeste, meest besjungne Deel af Portugal. »« blev det kaldt af Byron, »!«, synger Portugiseren Garret.
Veien derhen fra Lissabon fører over magre Jorder men pludselig løfter sig som et Stykke Cintra med sine skyggefulde, mægtige Træer, sine rislende Vande, sin romantiske Fjeldnatur.
Man siger med Ret, at enhver Nation finder her et Stykke af sit Fædreland. Jeg fandt dansk Skovnatur, Kløver og Forglemmigeier; jeg troede at gjenfinde mangen kjær Plet fra andre Landes Deilighed, det grønsværklædte England, vildt omkastede Steenblokke; jeg var igjen ved Setubals farverige Blomster og snart som oppe i Norden ved Birkeskove. Fra Landeveien seer man ud over den lille By, med dens hvor den regjerende Konge boer; man seer Campagnen og det fjerntliggende Kloster .
Smukt og malerisk løfter sig paa Bjerghøiden, , engang et Kloster. Veien derop begynder mellem Cacter, Castanier og Bananer og ender mellem Birk og Gran over vildt omkastede Klippeblokke; man seer saa vidt om til Bjergene hiin Side Tejo og ud over det store Ocean.
Min Ven José O Neil havde sit Landsted i det paradisiske Cintra, jeg var hans velkomne Gjest; jeg havde endnu en Ven her, den engelske Gesandt , Søn af Digteren Lytton Bulver; i Kjøbenhavn havde jeg gjort Bekjendtskab med den unge Lytton, der selv er yndet Forfatter; han kom mig der saa vænnesæl imøde, og her var det en heel Fest at mødes; jeg saae med ham og en Deel af Cintras uforglemmelige Deilighed. –
Ogsaa den Glæde havde jeg her at samles med min ædle Landsmandinde Fru Vicomtesse Roboredo født Zahrtman, hvem jeg paa Udreisen besøgte i Paris, hun indførte mig hos den elskværdige grevelige Familie , jeg følte mig i en Kreds af venlige, gode Mennesker og tungt var det at skilles fra dem og fra min kjære, hjertefulde José; men Tiden trængte paa, Dampskibet til Bordeaux vilde om faae Dage indtræffe i Lissabon. . Stormfuldt Veir sinkede Skibets Ankomst jeg maatte vente et Par Dage og var ikke just glad ved at skulde ud paa den oprørte Sø.
I den tidlige Morgen, Tirsdag den fjortende August, mældtes at Dampskibet »Navarro« var indtruffet og tog Gods og Pasagerer ombord. Det var et umaadeligt stort Fartøi, det største jeg nogensinde har været paa, et heelt svømmende Hôtel. Georg O’Neill presenterede mig for Capitainen og et Par af Officererne, anbefalede mig paa det Bedste, spøgte og loe, trykkede saa min Haand til Afsked, jeg var veemodig: mon vi oftere skulde gjensees! –
Nu lød Signalerne, Ankeret blev lettet, Dampen fik Lov at raade og snart vare vi ude paa Atlanterhavet; Skibet hævede sig Bølgerne løftede sig, større og større. Det stormende Veir havde vel lagt sig, men ikke Søen. Jeg havde netop sat mig ved Middagsbordet, for i samme Øieblik at reise mig, og søge ud i den friske Luft, hvor jeg sad lidende ved den stærke Søgang, som jeg maatte vente vilde blive endnu mægtigere i spansk Sø.
Det blev snart Aften, Stjernerne kom frem, Luften blev meget kold, jeg vovede mig ikke ned i min Kahyt men søgte ind i Spisesalen hvor jeg henimod Midnat var den Eneste der blev. Lysene bleve slukkede, jeg fornam de rullende Søer, Maskinernes Gang, Signalklokkens Slag og Svarene som fulgte. Jeg tænkte paa Søens Magt, Ildens Magt, alfor levende stillede sig for mig Erindringen om min Ungdoms Veninde paa Henreisen til America; Og som jeg laae slog en Sø voldsomt mod Fartøiet, det var som om det standsede derved, som om Dampen holdt sin Aande tilbage. Et Øieblik var det kun og Maskinen havde igjen sin vante Lyd og Bevægelse, men ufrivillig udmalede sig i min Tanke, og det stærkere og stærkere, et Skibbrud, hvorledes Vandet knuste Loftet og vi sank og sank, hvorlænge vilde Bevidstheden og Dødsangsten vare? Jeg leed hele dens Qval, saaledes var Phantasien mig med, jeg kunde ikke længere udholde det, sprang op og ud paa Dækket, rev tilside ved Relingen og saae ud: Hvilken Pragt, hvilken Storhed! hele det rullende Hav lyste som Ild; de store Bølger væltede med phosphorisk Glands. Det var som glede vi over et Ildhav. Jeg blev saa overvældet af den Herlighed at Dødsangesten i samme Nu forsvandt. Faren var ikke større, ikke mindre, end den altid kunde være, men nu tænkte jeg ikke paa den; Phantasien havde faaet en anden Retning. Er det vel saa vigtigt for mig at leve endnu nogle Aar? Kommer Døden i denne Nat, den kommer i Storhed og Herlighed! Jeg stod længe i den stjerneklare Nat og saae paa det stortrullende Verdenshav, og da jeg igjen søgte ind i Salonnen til Hvile var Sindet forfrisket og glad i Hengivelse til Gud.
Jeg fik Søvn og Hvile; og da jeg næste Morgen kom op fornam jeg ikke meer til Søesygen begyndte at vænne mig til at see paa de rullende Søer; mod Aften syntes disse at blive mindre og næste Morgen da vi vare heelt inde i spanske Sø, den jeg saa særligt havde frygtet, hvilede Vinden, Vandfladen laae som et stort udspændt Silketøi, det var som glede vi hen over en Indsøe. – Ja tilvisse jeg var et Lykkens Barn! en saadan Seilads havde jeg ikke troet eller vovet at tænke paa.
Næste Morgen, den fjerde Dag jeg var ombord, øinede vi Fyrtaarnet paa Klippegrunden ud for Girondefloden. Man havde i Lissabon sagt at der var Colera i , men betvivlede det dog; Lodsen, som kom ombord forsikkrede at Sundheds Tilstanden var god, det var den behagelige, første Hilsen.
Flodseiladsen tog flere Timer, Klokken blev syv om Aftenen før vi naaede Bordeaux. Leietjeneren fra Hotellet, hvor jeg tidligere havde boet, kjendte mig, Vognen ventede; snart skulde jeg see kjære Venner.
Hos den fortræffelige aandsfriske , samledes jeg atter med , og flere begavede franske Venner; Musik, Læsning, livlig Samtale løftede Tiden.
Med een af mine Landsmænd gik jeg en Dag gjennem een af Smaagaderne og saae der, hos en Bogkræmmer den franske . Jeg spurgte om Prisen. »En Frank!« svarede han. »Det er jo hvad et nyt Exemplar koster,« sagde jeg, »dette er gammelt og daarligt!« »Ja men denne Bog er udsolgt,« svarede Bogkræmmeren, »den er meget efterspurgt, den er ganske udmærket, den er af Andersen, som nu er i Spanien; der stod igaar i La Gironde et rosende Stykke om ham og denne Bog!« Da kunde min Landsmand ikke bare sig, han sagde at jeg var Andersen, Bogkræmmeren bøiede sig dybt og venligt, hans Kone ligesaa. Da kunde jeg ikke tinge om en saa godt omtalt Bog og gav min Frank for den.
Mine Venner overtalte mig til at forlænge mit Ophold her og bade mig opgive Paris hvor der var Colera, den vilde jeg ogsaa helst undgaae, men den korteste Hjemvei var over Paris, jeg tog ind i Grand Hôtel paa Boulevarden, der gjalt for det sundeste Qvarteer, blev der kun et Døgn, besøgte Ingen, var ikke i Theater, udhvilede mig kun og fløi saa næste Aften gjennem Frankerige hvor man sagde at der i de fleste Byer var Colera, jeg naaede Cøln, hvor man i det mindste ikke vilde tale om Colera, men var neppe aldeles fri for den. Jeg naaede Hamborg, nu troede jeg mig udenfor Smitsoten, slog mig et Par Dage til Ro, gik i Theatrene, var freidig og fro, men om Eftermiddagen netop før min til næste Morgen bestemte Reise hørte jeg tilfældigt og senere læste jeg det bekræftiget i Aviserne at netop i de Dage var Coleraen her paa sit Høidepunkt, der døde hundrede Mennesker om Dagen, derimod i det store Paris, som jeg havde skyndt mig fra talte man kun fyrretyve om Dagen. Jeg blev høist ubehageligt overrasket, blev strax , fik Mavepine og en urolig Nat, i Morgenstunden fløi jeg afsted gjennem Hertugdømmerne og var om Eftermiddagen og i min Fødeby Odense. Mit første Besøg var i Bispegaarden hos min ædle, lærde Ven Biskop , hvor jeg vidste jeg fandt, den hjerteligste Velkomst. Jeg saae med ham , det Huus hvor jeg havde tilbragt mine Barndoms Aar, var i St Knuds Kirke hvor jeg har staaet til Confirmation og hvor paa Kirkegaarden min Fader er begravet; En Mængde Venner i Fødebyen fulgte mig om Eftermiddagen til Banegaarden, jeg vilde i Sorø om Aftenen overraske den kjære Fru Ingemann med mit uventede Besøg, der vilde glæde hende, men paa Banegaarden hørte jeg at hun netop et Par Timer forud var kommet med Toget fra Kjøbenhavn hvor hun, den gamle, tunghørige og næsten blinde Kone, havde underkastet sig en og havde seet anstrængt og lidende ud. Jeg opgav da Besøget, tog ind i det lille Vertshuus ved Stationen. Man kjendte ikke der til Madrasser i Sengen men til bløde varme Dyner; jeg lagde disse paa Bunden, fik en Straasæk oven over, min Plaid lagt derpaa og sov velsignet, til jeg i Morgenstunden kom op og fløi med Banetoget til Roeskilde, til Vennen, . Dagen derpaa var jeg i Kjøbenhavn. Reiselivet var sluttet, nu skulde jeg igjen groe fast i Hjemmets Jordbund, drikke dets Solskin, føle dets skarpe Vinde, leve ind i Vrøvlet, ikke kunde baske, uden maaskee i et Eventyr, men ogsaa leve ind i og sammen med det meget Store af Sandt, Godt og Skjønt, Vorherre har forundt mit Livsland.
Mine trofaste Venner modtoge mig paa Banegaarden og førte mig til deres Landsted »« tæt uden for Byen. Over Døren slyngede Blomster sig til Ordet »Velkommen!« Danebrogs Flag vaiede. Fra Balkonen til min Stue saae jeg ud over Sundet der var opfyldt med Seil og Dampskibe; kjære Venner og Veninder samledes jeg med. Et Par Aftner vare saa sydlige milde og stille, at Lysene frit brændte paa Bordet under de høie Træer i Haven, her manglede kun Ildfluer og jeg kunde let have tænkt mig endnu at være i Haven ved Bonegos i Portugal. Al den Velværen, som Formue og godt Hjertelag kan forunde Een, forundtes mig her, det var deilige Dage, som senere have gjentaget sig.
Mellem de betydende Mænd jeg her samledes med, var en yngere, hvis geniale Dygtighed jeg skattede og beundrede, Maleren Carl Bloch, vi havde under mit sidste Besøg i Rom en enkelt Gang mødtes, her hjemme kom jeg ret til at skatte hans Betydning som Kunstner og Elskværdighed som Menneske. , som ved Aarets Slutning udkom bleve ham tilegnede, i det Exemplar jeg sendte ham skrev jeg:
Carl Bloch
Det var Udstillings Tiden paa Charlottenborg
Alt der var nyt og Meget godt og Deiligt.
Et Billed greb mig, ung og smuk stod
Og saae to unge Ægtefolk tilæsels
Reed hjem saa lykkelige begge to.
Og Munkens Ungdoms Sjæl og varme Tanke
Gjød Veemod over hele dette Skue,
Man følte, kun et Hjerte maler Sligt.
– Hvert Aar fremstod et nyt et herligt Billed
Vi saae iblandt Philisterne,
Vi saae , vi saae
Livs Smerten, Lunet just i sandt Humeur.
Nu kom »«, Sneen smæltet bort
Fra Mængdens Øine, hvilket Storheds Billed;
Hvor var jeg glad med hele Kjøbenhavn.
Da saa vi mødtes, Du var som jeg tænkte
En Barne-Sjæl og dog saa mandig klog,
Beskeden, tvivlende om egen Styrke
Og dog forvisset om Din Guds Mission
Thi ellers aldrig kunde den fuldføres
Da fik jeg Dig saa kjær, tag mine Blomster,
Som Tegn paa Glæden og paa Hjertelaget.
Een af de første Dage efter Hjemkomsten blev jeg naadigt og hjerteligt som altid ; netop ved Ugens Udgang skulde den ædle elskelige Kongedatter forlade Danmark og blive Ruslands Storfyrstinde, jeg talte med hende endnu engang i hendes Forældres Hjem, følte mig dybt bevæget og :
Farvel Prindsesse Dagmar, Du gaaer til Storhed og Glands,
En Keiserkrone groer der udi Din Brudekrands,
Gud lade sit Solskin lyse i Dig og Dit nye Hjem,
Da bliver til Perle hver Taare, som Skilsmissen kalder frem!
Ved Afreisen stod jeg i Menneskevrimlen paa Skibsbroen hvor hun med sine kongelige Forældre gik ombord. Hun saae mig, traadte hen til mig og rakte mig venligt Haanden; da brast Taarerne mig ud af mine Øine, jeg bad i mit Hjerte for den unge Fyrstinde. Alt tyder paa at hun er lykkelig; et elskeligt Familieliv som det hun her kom fra, er hun gaaet ind til. Et lykkeligt Ægtepar er hun og hendes ædle Husbond.
Endnu havde jeg siden Hjemkomsten ikke seet den kjære Fru Ingemann, ud til hende; hvor var hun oplivet ved at have faaet sit Syn igjen, hvor var hun glad i Tanken om et snarligt endnu bedre Syn, Gjensynet med Ingemann.
Fra Sorø tog jeg til . En Dag førte mig hen til , der boede nærved i et net lille Huus ved Landeveien, men til den var kun ringe Udsigt da Huset laae lavt og Grøften var kastet høit, Solen skinnede aldrig ind i Stuen, thi Vinduet vendte mod Nord. Det kunde afhjælpes tænkte Slottets venlige Frue. Hun fik en Dag den Værkbrudne bragt op paa Gaarden, sendte imidlertid Muurfolk ned til Huset og lod bryde Hul i Muren mod Syd, og sætte et Vindue i og nu skinnede Solen ind i Stuen. Den syge Pige kom til sit Hjem og sad der i Solskin, kunde see Skov og Strand, Verden blev stor og deilig og det ved et eneste Ord af Gaardens venlige Frue. »Det Ord var saa let, den Gjerning saa lille!« sagde hun, da ogsaa jeg udtalte min Glæde, thi som havde øvet denne og saamangen anden god christelig Gjerning. Jeg nedskrev den imellem de tre Smaahistorier jeg har kaldt: Gjemt er ikke glemt.
Ved paa Kongens Nytorv Kjøbenhavns største og smukkeste Plads, med det kongelige Theater, , lige udfor, men er Skallen ilde, Kjærnen er god og mange Minder for mig knøtter sig til det.
Maaskee kan det more Een og Anden af mine Venner og Veninder hin Side Oceanet at høre om mit kjøbenhavnske Hjem. Gaarden ligger som sagt paa Kongens Nytorv, i Stuen er e, paa første Sal , paa anden Sal og i Etagen med mig boer , oven over mig er Photograph Attelier, man seer altsaa at jeg har Mad og Drikke nær ved, kan ikke savne Selskab, ikke døe uden Lægehjælp og at Photographen kan bevare mit Billed for en Fremtid, det er jo at være godt stillet, mine smaa Stuer, jeg har kun to ere hyggelige, solbelyste og pranger med Billeder, Bøger, Statuetter og hvad især Veninder sørge for, altid Blomster og Grønt, i det kongelige Theater og i Casino Theatret har jeg hver Aften min gode Plads; alle Samfundsklasser ere elskværdige, venlige i at optage mig i deres Kreds.
I Kjøbenhavn er det Skik i flere Familier at de en bestemt Dag i Ugen see deres Venner til Middag eller Aften. Det er en Aftale, men man er dog fri og kan tage anden Indbydelse. Jeg har nu saaledes tilbragt mine Middage. Jeg vil her give en kort Skizze af mine vexlende syv Dage i Ugen, klippe i Silhuet et Par af de nærmeste Vennekredse.
Mandag kalder mig til Vennen gjennem mange Aaringer, Vennen i gode og tunge Dage Etatsraad Eduard Collin; om ham, hans Hustru og Børn har jeg oftere i mit Livs Eventyr talt, jeg vil kun tilføie hvad den fortræffelige Frederika Bremer har sagt med stor Sandhed. »Fru Collin var den første danske Dame jeg i Kjøbenhavn saae og talte med, og hun er og bliver mig som Typpen for de ædleste og bedste Qvinder Danmark eier.«
Tirsdagen kalder udenfor Byen i halv landlig Ro; nær ved Stranden boer Familien ; den afdøde Collins Svigersøn. Jeg har tidligere omtalt Sønnerne og sjunget om . Moderen Fru Ingeborg Drevsen var mig altid en trofast deeltagende Søster, fra første Gang hendes Fader aabnede mig sit Huus, ungdomsfrisk, sjælesund, et glimrende Humeur og dertil dyb Inderlighed er de Gaver hun fik af Vorherre.
Onsdag kalder mig til det Hjem som tidligst optog mig, alt før Studenteraarene og er vedblevet op til denne Tid, medens Een efter anden af dem jeg samledes med efterhaanden er kaldet bort af Gud. Hans Christian Ørsteds Huus, han selv, den lysende milde Sol derinde er borte, og rigt begavede yngste Datter Mathilde er nu ene tilbage; Fra den tidligste Tid læste jeg der altid et eller andet nyt skrevet, det skeer endnu, det er som en Mindeklang om de tidligere Dage.
Torsdag var Hjemmets Dag hos , med alle hans Børn samlede. Ogsaa han er borte, og denne Dag fører mig nu til et Hjem hvor Hjerteslaget for mig er lige saa inderligt og deeltagende, hvor Mand, Hustru og Børn betragte mig som hørte jeg med til Familien: Melchior.
Fredag fører ogsaa tilbage til et Hjem for de tidligste Erindringer, ved Huusmoderen her, Henriette Wulffs Søster, Fru Ida Koch; de samme Minder fra hendes Forældres Huus, jeg saae hende som Barn, som Hustru og nu som kjærlig Bedstemoder, og jeg har i Børn og Børnebørn hengivne Venner.
Løverdag var Mødets Dag hos ; hvor var hun ægte Dansk, Christen i Tanke og god Gjerning, det lyste ud over hendes Kreds, Gud har kaldt hende og gav mig et Hjem beslægtet med dette, hos
Søndag kan jeg illustrere her ved at pege tilbage paa Besøget i Upsala; Serenaden der som ikke gjalt mig men beskedne, rigtmusikalske ; hendes gjæstfrie aabner sit Huus for alt Godt og Dygtigt, Hjertelag og Toner indbyde her til Gjest.
Ja, det er de syv Ugedage; skulde det bemærkes at det i disse altid er Huusmoderen jeg meest fremhæver, da vil man forstaae min Tanke, det er just hende der dækker Bordet og breder Solskinnet i Stuen.
1867
blev i Studenterforeningen, hvor endnu kun jeg havde læst mine Eventyr, et Par af disse: »Sommerfuglen« og »den lykkelige Familie« foredraget af Professor Høedt, der vandt et overordentligt Bifald. Den Tænksomhed, det Humør og den dramatisk Maade hvorpaa han giver disse Smaahistorier er af stor Virkning. Da Professor Høedt endnu var ung Student, traadte han op paa den kongelige danske Skueplads, som , som , i min Erindring uforglemmeligst som i »de Deporterede« og som i Holbergs Lystspil: De Usynlige.
Ved det Aftensbord i Studenterforeningen da han havde foredraget de to nævnte Eventyr udbragte han et Leve for mig og sagde i Skaaltalen at hans første Optræden som Skuespiller havde egentlig været i Studenterforeningen og netop i af H. C. Andersen, derfor havde han iaften, da han, efter mange Aar, paa ny traadte op i Studenterforeningen villet foredrage et Eventyr af Andersen, der var vedblevet at være en Foreningens Student, frisk og ung, ja, maaskee nu mere ung, end ved sin Indtrædelse.
Vi fik nu frem de gamle Placater fra de forskjellige Studenterforestillinger; mellem disse fandtes min Comedie: »Langebroe«, der ikke maa forvexles med mit senere Drama »«. Det først skrevne er et Slags Revue over Alt hvad der i Aarets Løb hændedes i Kjøbenhavn paa Kunstens, Literaturens og Theatrets Omraade, Stykket er aldeles beslægtet med de franske Revü-Stykker, der senere med stor Dygtighed ere , men da jeg bragte det var det en Art man her hjemme ikke kjendte til, jeg selv kjendte heller ikke til den, det var en Idee som kom, en Ramme hvori jeg indlagde hvad der særligt havde rørt sig i det henfarne Aar og beskjæftiget Folk.
Professor Høedt var, som sagt, den første der med Undtagelse af jeg selv, læste mine Eventyr i Studenterforeningen. Men fra det kongelige Theater, som fra Casino og andre Privat-Theatre, var for lang Tid tilbage flere af mine Eventyr fortalte. Den første der vovede det var den høithædrede Skuespillerinde , hvis dramatiske Fremstillings Evne var saa mægtig at medens hun den ene Aften henrev ved tragisk Storhed, som Dronning Bera i Øehlenschlægers Tragedie , jublede man næste Aften ved hendes ægte komiske Fremstilling af Lærerinden Jomfru Trumphmeyer i Heibergs »«.
Den danske Scenes meest betydende Kunstner i Comedien og Lystspillet, Instruxteur , denne i mangfoldige Roller skabte en heel dramatisk Digtning, naar han fortalte »Keiserens nye Klæder«. Skuespiller , og Fremstiller, foredrog i private Kredse og paa sine Kunstreiser i Sverrig og Norge enkelte af mine Eventyr. Vor saa høit savnede Michael Wiehe, frembar med en Inderlighed, en Naivetet og Lune, som ingen Anden, »Det er ganske vist«, »Flipperne«, og »Klods Hans«, meest beslægtet med ham, og forhøiet ved Barnesindet, kom Casinos betydende Skuespiller Christian Schmidt. I den seneste Tid, og oftest, er det kongelig Skuespiller som har særligt bidraget til at udbrede og belyse ved sit betydende dramatiske Talent Eventyrene.
Philosophen den rigtbegavede Professor Rasmus Nielsen har i den allerseneste Tid ved sine paa Universitetet udviklet Betydningen i de to Eventyr: »Sneemanden« og »hvad Fatter gjør er altid det rigtige«.
Min Fødselsdag den anden April fyldte min Stue med duftende Blomster, Billeder og Bøger; hos de kjære Venner lød og Taler; ude skinnede Foraars Solen, inde i mit Hjerte skinnede den. Jeg saae tilbage over de henrundne Aar, hvor megen Lykke var ikke forundt mig, altid løfter sig en Angst, jeg maa tænke paa om Guderne der kunde blive misundelige paa Mennesker som bares for høit af Lykken og derfor styrtede dem, dog det var hedensk Tid, nu leve vi i den christne Tid: »Gud er Kjærlighed.«
var netop blevet aabnet; Folk fra alle Verdens Lande strømmede der hen; »« Slot var reist paa Sandslette, denne selv forvandlet i den skjønneste Have. Jeg maatte derhen, see Eventyr-Synet i vor Tid. Allerede den ellevte April var jeg i Banetoget over Fyen, gjennem Hertugdømmerne og Tydskland, .
Udstillings Paladset var reist, men endnu i stadig Fremvæxt; Bygningerne rundt om den, hele Have-Anlæget med Canaler, Grotter og Vandfald i travl Udvikling; hver Dag saae man de stærke Fremskridt. – Alt opfyldte og løftede mig; jeg kom her næsten daglig og mødtes med Bekjendter og Venner fra forskjellige Verdens Lande; det var som et stort Stævne var sat her. En Dag jeg gik herude kom en elegant klædt Dame med sin Mand, en Neger; hun tiltalte mig i et blandet Sprog, svensk-engelsktydsk. Hun var født i Sverrig men havde tilbragt sine senere Aar i Udlandet, hun kjendte mig efter mit Portræt sagde hun og presenterede mig sin Mand, den udmærkede Skuespiller, Negeren , der netop i disse Dage kaldte Pariserne til Odeon-Theateret hvor han var optraadt i Rolle. Jeg trykkede Kunstnerens Haand, vi vexlede paa Engelsk nogle venlige Ord. Jeg tilstaaer, det fornøiede mig at ogsaa een af Africas begavede Sønner hilsede mig som Ven. Der var en Tid jeg ikke havde vovet at udtale Sligt, men min Omgivelse er nu kommet ud over at det ikke er Forfængelighed, men Glæde over al det Gode der forundes mig, , og det vil mine Venner i en fjernere Kreds ogsaa snart forstaae.
Een af Herrerne for den engelske Afdeling i Udstillings Bygningen indbød mig en Dag til Middag hos sig i Grand Hotel du Louvre, her mødtes jeg med Engelænderen , Opdageren af Nilens Kilder; han var her med sin modige, trofaste , som paa den farefulde Reise havde fulgt ham, trøstet, opmuntret og styrket ham. Man tildeelte mig den Ære at føre Lady Backer tilbords.
Kong Georg af Grækenland var i Paris, Jeg havde den Glæde at gjensee den unge Konge som jeg havde kjendt fra han som Barn i sine kongelige Forældres Huus lyttede til mine Eventyr. Man ventede hans Besøg paa Udstillingen; den græske Afdeling stødte tilfældigviis op til den danske; i eet Skridt var man her fra Grækenland inde i Danmark. Gjennemgangen blev smykket med græske Flag paa Grækenlands Side og danske Flag ud mod den danske Afdeling, man bad mig skrive en Indskription og jeg skrev derude paa Stedet et lille Vers, som snart prangede med store Bogstaver mellem de vaiende Faner.
»Her Grækenlands Vaaben og Danmarks Flag
Dig hilse og føle Dit Hjerteslag.«
I den danske Afdeling var en Mængde Photographi-Portrætter fra Kjøbenhavn og en riig Samling Büster i Leer af bekjendte Danske. Mange Fremmede havde spurgt efter mit Billed eller min Buste, men her fandtes ingen. Det var imidlertid ikke Udstillings Comiteens Skyld. Presidenten Kammerherre fortalte mig at han gjentagne Gange havde skrevet til Kjøbenhavn og særligt forlangt to Buster, een af afdøde Conferentsraad, Oldgranskeren og een af H. C. Andersen. Hjemme fra blev svaret at de to forlangte Buster ikke existerede i Marmor; da bleve de forlangte i Gips, og der sendtes Thomsens Büste og den norske Digter Bjørnstjerne Bjørnsons, ikke H. C. Andersens.
Mellem Landsmændene i Paris var Robert Watt ung og livsglad og dog Een af dem der har prøvet i Ungdomsaar, dette havde særligt vakt min Interesse for ham. Hans Fader havde eiet en Gaard i Jylland, staaet sig godt at Børnene fik god Opdragelse. Omstændighederne forandrede sig og ved Faderens Død havde Børnene at sørge for sig selv. Den unge Robert var anbragt paa et Kjøbmandscontoir i Aarhuus, da kom Brev fra der levede i Melbourne i Ny-Holland, han vilde tage ham i Søns Sted og den ganske unge Mand reiste glad og tryg derhen, ved Ankomsten havde Onkelen mistet sin Formue var pludselig blevet fattig og Robert stod forladt overladt sig fremmed i den fremmede Verdensdeel, men Modet slap ham ikke, han prøvede mange vexlende Livs Stillinger, alle hæderlige men alle ringe, reiste som Coureer, arbeidede ved Guldgraveriet og da han havde samlet sig saa stor en Sum at han kunde naae hjem igjen til Danmark skyndte han sig derhen, om Australien, skrev Reiseskizzer som Feulieton til Dagbladet; alt dette forenet med Godmodighed og freidigt Ungdoms Mod maa vække Interesse; af mit Hjerte ønsker jeg ham en lys Fremtid.
Til den sex og tyvende Mai, det danske Kongepars Sølvbryllups Fest vilde jeg være i Kjøbenhavn, Hjemveien bestemte jeg at lægge over Locle i Schweits. Før jeg forlod Paris fik jeg en Indbydelse af Landsmænd og svenske og norske Venner at samles med dem i »«. Det var en Fornyelse af Festen, som Bjørnstjerne Bjørnson bragte istand for mig, da vi sidst samledes her. De nordiske Flag vaiede, Kong Christians og Kong Portrætter vare omslyngede med friske Blomster. Kammerherre Wolfhagen udbragte en Skaal for Nordens Konger; Sange bleve sjungne. Jeg og udbragte Skaalen for Nordens Poesi.
Fra Paris til er med Banetoget kun en Dagreise; jeg naaede ved Solnedgang Grændsen mod Schweiz, Jurabjergene med Ege, Bøge og Graner løftede sig. Veien fører nu gjennem Tunnel ved Tunnel, Skinnerne ligge mange Stæder tæt ved den bratte Afgrund, man seer i Dybden under sig Byer og Huse. Lysene blinkede dernede, Stjernerne blinkede for oven, ud paa Aftenen var jeg i Neuchatel og snart oppe paa Bjerghøiden hos min Ven , Bøgetræerne stode i deres friske Udspring, Buskene vare grønne, men Sneen faldt, hver Busk fik Udseende af en blomstrende Hvidtjørn; Kulden tog til jeg blev stærk forkjølet, kunde ikke reise, ikke naae Kjøbenhavn til Festen der. , ret skrevet ud af mit Hjerte, hjemsendte jeg i en Skrivelse til Kronprinds Frederik, som naadigst overrakte samme til sine kongelige Forældre. fløi Tankerne med Hjertets bedste Ønsker. Jules Jürgensen heisede Danebrogs Flag i skummende Champagne blev Skaalen udbragt for Sølvbryllupsparret Kong Christian den Niende og Dronning Louise.
Et Par Dage efter forlod jeg de kjære Venner i Lokle og var snart .
Ved den kongelige Sølvbryllupsfest bleve Mange hædrede ved Udnævnelser eller Ordener. Kongen havde naadigst tildeelt mig Tittelen: Etatsraad. .
Den kongelige Familie var paa Fredensborg, Prindsesse Dagmar, nu Ruslands Storfyrstinde var her i Besøg hos sine kongelige Forældre; jeg kom derud, det var , jeg blev imidlertid modtaget og det med saamegen Inderlighed og Godhed, Kongen bød mig blive til Middag hvor jeg da samledes og talte med den elskværdige, ædle Prindsesse Dagmar; hun fortalte mig, at hun læste af mine Eventyr, dem hun forud kjendte saa godt paa Dansk. En livsalig Dag blev saaledes atter tilbragt hos den kongelige Familie. –
Det var den varme Sommertid og slet ikke lysteligt inde i Byens solhede Gader, jeg blev modtaget som Gjest hos Vennerne Melchiors , og skrev der »Gudfaders Billedbog« og Eventyret »de smaa Grønne«, men altid rørte sig i mig Tanken at give i et Eventyr Indtrykket af Pariser Udstillingen, hele dette forunderlige Nutids Eventyr i vor saa kaldte materielle Tid; men jeg maatte faae en Tanke, finde et Udgangs Punkt dertil, og pludseligt kom en Erindring fra mit Besøg i Paris da jeg i Foraaret 1866 reiste til Lissabon. Jeg boede da i Hotel Louvois paa Place Louvoise, ud for det kongelige Bibliothek. Der er et lille indgittret Have-Anlæg omkring Vandspringet; et af de store Træer var gaaet ud og derfor rykket op af Jorden og kastet hen; tæt ved holdt en tung Vogn, med et stort, udsprunget Træ, hentet ude fra Landet for at plantes her. »Stakkels Træ! stakkels Dryade!« tænkte jeg, »Du kommer fra Din deilige friske Landluft for her at drikke Gasluft, Kalkstøv og finde Døden.« Tanken til Digtningen var her og fulgte mig under , jeg begyndte at nedskrive, men var ikke tilfreds dermed, jeg havde jo kun seet Udstillingen i dens Begyndelse, nu først var den at kjende i sin Heelhed, jeg følte stor Lyst til at komme der igjen, men to Gange i een Sommer at reise til Paris var lidt vel Meget, naar man ikke er formuende. Jeg vilde og maatte slaae en Streg herover. –
Mens jeg i August var paa Holsteinborg fik Kjøbenhavn Besøg af en Deel unge og ældre . Deres Modtagelse blev saa festlig, saa folkelig, det var som fornam man: det er tro Venner som komme, Børn af Frankerige, . Gjennem Aviserne hørte jeg om Jubel og Festligheder, rigtig smukke Dage, men da var det forseent at komme til Byen og tage Deel i disse. Netop da de sidste franske Gjester reiste fra Kjøbenhavn, indtraf jeg paa Banegaarden, og jeg talte med Edmond Tarbe nu for »«, og med Forfatteren Victor Fournel, der senere har skrevet interesant og velunderrettet: , han kjendte flere af mine Skrifter, jeg udtalte i Afskeden vi sees maaskee om ikke lang Tid i Paris.
; jeg kunde ikke modstaae Reiselysten, Trangen til at see Udstillings Herligheden i sin Pragt før den veirede hen, og da fuldføre mit Nutids Eventyr: . Den første September reiste jeg, Robert Watt vilde som jeg ogsaa gjensee Udstillingen, see den i sin fulde Blomstring, vi fulgtes ad; Tordenen rullede, Lynene knittrede, det var en ganske storartet Afreise; i Korsør kom vi ombord, Fartøiet var overlæsset med Gods. I Regn og Mørke ravede man hen over Dækket; endnu knittrede Lyn paa Lyn. I Dagningen kom vi til Kiel og fløi gjennem Tydskland for at naae Paris, men først hvile ud i . Vi kom der mod Aften. gik saa det rystede i det gamle Bindingsværks Huus hvor vi boede, den gamle Domkirke stod der udfor os og brød sig kun lidt om vort Besøg imorgen; den havde faaet Besøg af Alverdens Stormænd, Smaamænd og Koner, der havde ladet deres Navn hugge ind i de gamle Klokker at de kunde ringe det ud i Verden til evig Ihukommelse. – Aftenen var saa smuk, jeg følte mig saa glad ved at være i Frankerige følte mig saa ung, som jeg altid føler det paa Reise; to-og-tredsindstyve Aar gammel siger Døbesædelen, to-og-tredsindstyve Secunder gammel siger den store Evighed. –
Det var Markede i Strasburg og ikke let at trænge sig gjennem Vrimlen hen til Kirken, saa prægtig, med i Steen; det Hele er som støbt i een Gydning, et Skjønheds Billed af gothisk Kunst. »« røre sig derinde i det store Uhrværk. Klokken slog just ti og Skikkelserne bevægede sig; Døden slog Slagene; den gamle Time gik og den nye Time kom, stod stille og ventede til det sidste havde lydt, da begyndte den sin Vandring.
En Skare Fremmede om os saae til, mellem disse kjendte jeg min lærde Ven fra Bordeaux: .
Snart vare vi i Paris og igjen i Nutids Aladins Slot, den vidunderlige Udstillings Bygning med et i Virkelighed; den fremtryllede Have med Blomster fra Syd og Nord, de storartede Aqvarier hvor man, som i Glasklokke paa Havets eller de dybe Ferskvandssøers Bund stode midt i Fiskenes Salon. Jeg var opfyldt, overvældet af det Hele, da jeg i Café Regense hvor man sender danske Aviser, læste i een af disse, en jevn god Meddelelse om Udstillingen, hvori blev sagt, at Ingen uden Charles Dickens mægtede at levere et digterisk Billede af denne brogede Herlighed. Der var Sandhed deri og jeg begyndte at mistvivle over hvad jeg kunde formaae, ja snart, under Opholdet i Paris, opgav jeg ganske den hele Digtning. Det Udbytte jeg vilde vinde og hvorfor jeg anden Gang var reist hertil laae tabt, nu saa vilde jeg more mig; tidligere havde jeg ikke følt mig hjemlig i Paris, men i dette Aar havde Udstillings Herligheden kastet ligesom et Fortryllelsens Lys over det Hele, jeg følte mig revet med i Fornøielsernes By; ja saaledes kalde de Fleste den, jeg kalder den Byen med Glimmer Skal og Kundskabs og Snillets Kjerne; i Overfladen klinger Kankanen, i Dybden Alvor og Friskhed.
Den geniale , den aandrige indbød mig, til Meudon hvor han har et smukt Landsted med en lille venlig Have, jeg samledes her med et Par af de franske Journalister som havde besøgt Kjøbenhavn. Her var Aand og Livlighed! Skaaler bleve udbragte, den ene Tale efter den anden fløi som brogede Sommerfugle henover Bordet. – Philaret Chales har senere i Foredrag for Studenterne i Paris varmt og levende paa sin Viis omtalt mig og mine Eventyr. –
Flere af de franske Gjester i Kjøbenhavn indbød mig og et Par Danske til et , Her var og andre Betydeligheder i Pressen, her var Edmond Tarbé, Directeur-Gerant for »Le Gaulois«, foruden sin øvrige Journalist Dygtighed har han et betydeligt musikalsk Talent, tilvisse en Arv fra Moderen der maa regnes til Pariss yndede Componister. Edmond Tarbé spillede paa Claveret »«, dernæst den danske Folkevise: »«. – Festen fik her ved en Klang af Danskhed; der blev saa hjemlig mellem de franske Venner.
Jeg var denne Aften første Gang i hvor jeg aldrig før havde været, der var prægtig Ilumination, der afspeilede sig med de hængende Pile i de smaa Damme, dertil et ganske deiligt Maaneskin og en stor Mængde Mennesker. Een af mine unge Venner skjød en Mabille Skjønhed hen mod mig og spurgte: »hvad siger De om en saadan Poesi, et saadant Ansigt?« Jeg pegede paa Maanen som lyste i hele sin Glands »Jeg synes bedre om det gamle, evigtunge Ansigt!« »Monsieur!« udbrød den med rette fornærmede Skjønhed. Jeg blev her et Qvarteers Tid og har i »Dryaden« lagt det hele Indtryk af hvad jeg følte og fornam.
Afreisen fra Paris forestod, det var mod Slutningen af September. Paa Hjemfarten blev jeg et Par Dage i Spillehusenes By: . I Mabille var livlig og broget, jeg vidste hvad det var, i Baden-Baden, pynteligt i det Hele, men fra et Sted uhyggeligt, dæmoniskt, den store stille Spillebanks Sal, hvor Gulddynger rullede; det var mig som Satan selv her usynlig var tilstede her var Taushed, en Uhyggelighed. Saasnart jeg efter første Besøg kom hjem i Hotellet hvor jeg boede skrev jeg min Stemning ned i et lille Digt:
Spillehuset
Hvis Billeder og Lamper kunde tale
De vilde sige: kom til Fest, min Ven.
Men Taushed boede i de rige Sale,
Man hørte ikkun Guldet rulle hen.
Og unge Qvinder sad med Feber-Gløden,
Og kastet Guld og greb den vundne Skat,
Men ude lød et Skud, der griinte Døden:
»Jeg vandt et Liv i denne Spillenat.«
I Glands og Stilhed stod’ de tause Sale,
Der Guld og Pulseslag kun føre Tale.
Dog rundt om Spillehuus, om Bad og Sted, er Bjerg og Skov-Deilighed; en prægtig, mægtig Slotsruin, store Træer voxe inde i Riddersalen; man seer fra de hængende Balkoner ud over den bugtede Rhin ind i Frankerige til Vogesernes Bjerge.
gik i hurtig Flugt, først i Odense slog jeg mig et Døgn til Hvile. Danebrog vaiede fra Husene, skulde indtræffe, i »Ridehuset« var festligt indrettet til deres Modtagelse. Jeg blev indbudt. Den store, gamle Længe var smukt pyntet med Grønt og Danebrogsflag. Bordene stode overlæssede med Mad og Drikke. Byens Fruer og Frøkener viiste sig alle som travle Vertinder. Soldaterne kom, Hurra lød, Sange og Taler! – Hvor forandret til det Bedre, hvor lys og smuk stod vor Tid frem for den gamle Tid, den jeg kjendte: jeg udtalte det og bemærkede at da jeg sidst var her i Ridehuset, ja det var vel lang Tid tilbage, jeg var en ganske lille Dreng, saae jeg her en Soldat , nu kom jeg saae Soldaten, vort Forsvar og Værge, hilses med Sang og Tale, sidde under vaiende Flag, velsignet være vor Tid!
sagde mig at jeg endnu engang iaar maatte komme derover, ikke altid saaledes flyve gjennem min Fødeby, den vilde ogsaa en Gang gjøre en Fest for mig, og at jeg vistnok i November fik en Indbydelse; ikke anede jeg da hvor storartet, til hvilket Høidepunkt af Livs Lykke jeg skulde løftes. Jeg svarede at jeg ret af Hjertet skjønnede paa det venlige Sindelag, men bad jeg: »gjem det til 1869, da er det den fjerde September halvtredsindstyve Aar siden jeg forlod Odense og gik til Kjøbenhavn; den sjette September kom jeg der, den er mit Livs betydeligste Mærkedag, men det er at man der skulde tænke paa den; lad mig saa hellere komme herover til Odense paa Afreisens halvtredsindstyve aarige Dag.« »Til denne Dag er endnu hele to Aar!« svarede man »man skal ikke udsætte hvad der er glædeligt og godt. Vi sees i November.«
Og det skete. da jeg som fattigt Barn drog fra Barndoms Hjemmet at Odense engang skulle blive illumineret for mig blev opfyldt i den smukkeste Skikkelse.
modtog jeg i Kjøbenhavn en Skrivelse fra Communalbestyrelsen i Odense:
»I det Odense Comunalbestyrelse herved har den Ære at meddele Deres Høivelbaarenhed, at vi have valgt Dem til Æresborger i Deres Fødeby, tillade vi os at indbyde Dem til at samles med os her i Odense, Fredagen den sjette December førstkommende, paa hvilken Dag vi ønske at overrække Dem det i denne Anledning udfærdigede Borgerbrev.«
Nu fulgte Underskrifterne.
derpaa:
Iaftes modtog jeg den ærede Comunalbestyrelses Skrivelse og iler med at bringe min dybtfølte Tak. Min Fødeby forunder mig, ved Dem mine Herrer, en Erkjendelse, en Hæder, saa stor som jeg aldrig turde drømme den.
Det er iaar 48 Aar siden at jeg som en fattig Dreng forlod min Fødeby og nu, riig paa lykkelige Erindringer optages jeg i den som et kjært Barn i sit Fædrehuus. De ville forstaae mine Følelser. Jeg løftes, ikke op i Forfængelighed, men i Tak til Gud for de Prøvelsens tunge Timer og de mange Velsignelsens Dage han forundte mig. Modtag mit hele Hjertes Tak.
Jeg glæder mig til paa den bestemte Dag, den 6 December, om Gud forunder mig Sundhed at samles med mine ædle Venner i den kjære Fødeby.
Deres taknemlige, ærbødige
H. C. Andersen.
kom jeg til Odense, Veiret havde været koldt og stormfuldt, jeg var stærkt forkjølet og leed af Tandpine, nu skinnede Solen; det var blevet stille, deiligt Veir, Biskop Engelstoft tog mod mig paa Banegaarden og førte mig til mit Hjem hos sig i Bispegaarden, ved Odense Aae, som jeg har fortalt om i Eventyret: Klokkedybet. vare indbudte til Middag. Her var livligt, hjerteligt og godt.
Nu kom den betydningsfulde sjette December, mit Livs skjønneste Fest; jeg kunde ikke sove om Natten, jeg var betaget sjælelig og legemlig, jeg følte Smerter i Brystet, og i Tænderne, det var som skulde jeg huskes paa: Du er i al din Herlighed et Forkrænkelighedens Barn, en Orm i Støvet, og jeg følte det ikke blot ved Legems Smerter, men i Sjæle-Ydmyghed.
Hvor skulde og burde jeg have nydt min utrolige Lykke, jeg kunde det ikke, jeg bævede i den.
Jeg hørte om Morgenen den sjette December at Byen var festligt smykket, at alle Skolerne havde Frihed, fordi det var min Fest. Jeg følte mig saa betaget, ydmyget og ringe, som stod jeg for min Gud! Det lyste ind i mig, hver Svaghed, Feil og Synd i Tanke, Ord og Gjerning! Alt sprang forunderligt klart frem i min Sjæl, som var det Dommens Dag, og det var Hæderens Dag! Gud har fornummet hvor ringe jeg følte mig, da Menneskene saaledes løftede og hædrede mig.
Opad Formiddagen kom Politimesteren Etatsraad og Borgemester og afhentede mig til Raadhuset for der at modtage mit Æresborgerbrev. Næsten fra alle Huse i Gaderne hvor vi kjørte vaiede Danebrog; der var en Folkestimmel, fra Byen, fra Landet, Borgere og Landboere, jeg hørte Hurraraab, hørte foran Raadhuset Musik; paraderede og der blev spillet Melodierne til mine Sange, »Gurre« og »Jeg elsker Dig Danmark, mit Fædreland!« Jeg var overvældet og man vil forstaae at jeg sagde og maatte sige til mine to hædrende Ledsagere: »Hvor Den maa være til Mode som kjører til ! Jeg troer at jeg har hans Fornemmelse.«
Salen var opfyldt med festligtklædte Damer og Embedsmænd i Uniform og Ornat, Borgere og Bønder saae jeg.
gav samme Dag en Skildring af Festligheden saa lydende:
I Formiddags Kl. 10 overraktes Digteren paa Byens Raadhus Diplomet som Æresborger i Odense. Byraadet, fra hvem Ideen er udgaaet, afhentede ved tre Herrer af sin Midte Hædersmanden fra Bispegaarden, hvor han boer under sit Ophold hersteds. Foran Raadhuset var Politikoret opstillet, hvis Musik spillede: »I Danmark er jeg født«. De øvrige Medlemmer af Byraadet modtoge Digteren ved Indgangen til Salen, hvorpaa han af Borgmesteren førtes ind i den med Flag, Blomster og hans egen Buste smykkede Sal, hvor Damerne reiste sig ved hans Indtrædelse. Borgmesteren, Justitsraad Mourier, udtalte paa Raadets Vegne, i hvilken Anledning man her var samlet, bevidnede Digteren de Høiagtelses- og Taknemlighedsfølelser, som det danske Folk i Almindelighed, men Odense Byes Indbyggere i Særdeleshed nære for den Mand, der ved sine Eventyr, Sange og Historier har glædet og styrket Gamle og Unge saavel i Fredens som Krigens Dage samt bragt Danmarks Navn Hæder og Berømmelse til fjerne Lande. Han overrakte Diplomet med Ønske om, at Digteren endnu i mange Aar maa forundes Kraft til at forøge de Skatte, hvormed han har beriget den danske Literatur. Et kraftigt nifoldigt Hurra for Æresborgeren vidnede om, at dette Ønske fandt Anklang hos Alle.
I sit Svar udtalte Digteren sig omtrent saaledes:
»Den store Æresbeviisning, som min Fødeby forunder mig, overvælder og løfter mig. Jeg maa tænke paa . Ogsaa mig har Gud forundt en saadan Aandens Lampe, Poesien, og naar den lyste ud over Landene og naar man der glædede sig ved den og gav den Erkjendelse, sagde, at den lyste fra Danmark, da bankede mit Hjerte i Glæde: jeg vidste, at jeg i Hjemmet havde deltagende Venner, og tilvisse i den By, hvor min Vugge stod; og denne giver mig paa denne Dag et saa hædrende Bevis paa sin Deeltagelse, forunder mig en Ære, saa overvældende stor, at jeg dybtbevæget kun kan sige Dem min hjertelige Tak.«
Nær var jeg ved at segne overvældet af det Hele; først paa Tilbageveien til Bispegaarden havde jeg Øine for de venlige Ansigter som hilsede mig jeg fornam Mængdens Jubel, jeg saae de vaiende Flag; men i mit Hjerte knugede den Tanke, hvad sige vel Folk rundtom i Landet at en saadan Fest forundes mig? hvorledes ville Bladene omtale den, jeg følte at jeg nok kunde bære hver Udtalelse af at det var for stort hvad der forundtes mig, men jeg vilde ikke kunde bære at der udtaltes en ugunstig eller umild Dom over min Fødeby, fordi den saaledes hædrede mig. Det var derfor, jeg tilstaaer det, en uendelig Glæde for mig snart at see at alle »Bladene«, store og smaa, talte med varm Deeltagelse om min Fest i Fødebyen. Allerede strax ved da jeg fra Raadhuset vendte tilbage til Bispegaarden hørte jeg den første Stemme, eet af de meest betydende Blade i Kjøbenhavn, der netop i denne Morgen var kommet med Posten, bragte mig hjertelig Hilsen og min Fødeby rosende Erkjendelse. Det gjorte mig saa vel, gav mig Ro i Sindet og Modtagelighed for den store Deel af Festen som endnu i denne Dag og Aften ventede mig. I , den sjette September stod:
Etatsraad H. C. Andersen feirer idag en Hæders- og Glædesdag, idet der i Odense overrækkes ham Diplomet som Æresborger i denne hans Fødeby. Det er hertillands sjeldent, at en saadan Æresbeviisning bliver Nogen til Deel; men Odense By har havt god Føie til paa denne Maade at hædre den fattige Haandværkssvends Søn, som, udgaaet derfra, har skaffet sig et Navn, der nævnes med Ære langt ud over Fædrelandets snevre Grændser, og derved tillige har hædret det Land og den By, hvor han fødtes. Mange ere sikkert de, som idag i Tankerne dvæle ved Festen i Odense, der vil indtage en fremragende Plads i H. C. Andersens »Livs Eventyr«, og sende Digteren deres Hilsen og Tak for Alt, hvad han har givet dem og os Alle.
Med mere Freidighed end jeg havde den om Formiddagen, kjørte jeg nu med Festudvalgets Medlemmer til Raadhuset; nu først havde jeg Øine til at see den smagfulde Udsmykkelse. Musiken spillede Melodier som knøtte sig til mine Sange.
, som udkom Dagen derpaa fortæller om Festen og giver et sammentrængt, nøiagtigt Referat:
»I Raadhusets festligt smykkede Sal, hvor Æresgjæstens Brystbillede var anbragt paa et Fodstykke i Midten af Salen ud imod Gaarden og omgivet af Medailloner med Indskrifterne: »Den 2den April 1805« (Digterens Daabsdag), »Den 4de September 1819« (den Dag, da han forlod Odense) og »Den 6te December 1867«, samledes igaar Eftermiddags Kl. 4 saamange Mænd og Kvinder af de forskjellige Stænder, som Salen kunde rumme (ialt 250). Talernes Række aabnedes af Borgemester, Justitsraad Mourier, som udbragte et Leve for Hs. Maj. Kongen, idet han mindede om, at det her i Danmark var en god gammel Skik, at man ved festlige Sammenkomster først drak en Skaal for Kongen. Efterat følgende var afsungen:
Saa er Svanen da nu svævet hid til det Sted,
Hvor i Barndommens Rede den laae,
Mens de Andre med Medynk og Spot skued’ ned
Paa den Stakkel med Dunene graae;
Hvor den drømte saa ene bag Buskenes Skjul,
Fordi Ingen til den vilde see;
Kun en Vantrivning var dem den fremmede Fugl,
Fordi den var ikke som de.
De forstod ei dens Færd, og de anede ei,
At i Drømmen var Sandhed og Magt,
At den snart over Sky skulde søge sin Vei
I den lysende Sangsvanedragt;
At dens Flugt skulde stævne saa viden om Land,
Og end videre flyve dens Ry,
At dens Navn skulde trindtom ved fremmede Strand
Sprede Glands om dens Fædreneby;
At dens Sang skulde trænge til Hjerternes Grund
Lige mægtigt hos Store og Smaa,
Just fordi den saa godt kunde mindes den Stund,
Da den selv kun var lille og graa.
Tag vor Tak da, Du Sanger med tryllende Røst,
For Besøget i Barndommens Hjem!
Det er stolt af sin Søn, og fra jublende Bryst
Trænger Takken i Toner sig frem.
talte Grosserer for Æresgjæsten. For omtrent 50Aar siden – yttrede Taleren – forlod en fattig Dreng sin Fødeby for at begynde Kampen. Afreisen herfra gik stille og ubemærket hen, thi Ingen kjendte ham eller agtede paa ham; dog jo, to Kvinder, hans Moder og Bedstemoder, fulgte ham et Stykke paa Veien, men deres Ønsker og Bønner fulgte ham hele Veien. Det foreløbige Maal var Hovedstaden; der skulde og vilde han kæmpe for at naae sit store Maal. I den store Hovedstad stod han ene uden Venner eller Frænder; men han begyndte Kampen, og han havde dertil to kraftige Støtter: Tillid til Forsynet, at det nok vilde hjælpe ham, og Tillid til sine egne Kræfter. Kampen var haard og bitter, og mange Savn førte den med sig; men bestandig fremad førte hans stærke Villie ham, og maaskee netop denne Kamp og disse Savn fødte hans underfulde Phantasi med dens Rigdom og høie Flugt. Drengen er bleven Mand og staaer idag iblandt os; hans Navn har i disse Dage været paa Alles Læber her. Nu har Kampen ført til Seier; han staaer nu hædret af Konger og Fyrster, men hvad mere er, æret og agtet af sine Medborgere. Som et ringe Beviis herpaa har Communalbestyrelsen kaaret ham til Æresborger i hans Fødeby, og at den herved har truffet et almindeligt Ønske, fremgaaer af den sjeldne Eenstemmighed, hvormed Beslutningen toges, og den store Higen, der har viist sig efter at deeltage i denne Fest til hans Ære, men desværre kunde ikke Alle komme med. Men i Alles Navn kunde Taleren bringe Æresgjæsten en Tak for de varme, de levende Ord, som vare trængte til vore Hjerter, en Tak for Ordene, der løde ud i Verden og en Tak for Alt, hvad han havde skjænket sit Fædreland. Hvor han end havde færdedes, havde han aldrig glemt det, aldrig glemt, at han var dansk, og at hans Vugge stod her i vor By. Derfor et Leve for vor Æresborger, Digteren Hans Christian Andersen! (Jublende Hurraraab). Etatsraad H. C. Andersen takkede dybt bevæget; han kom uvilkaarligt til at tænke tilbage paa Barndommens Dage og Minderne derfra. Til denne Sal knyttede sig nu 3 Minder for ham: det første om, at han som en Dreng var kommen derop og havde seet et Voxcabinet; han følte sig da greben af en underlig Følelse ved at see Konger og Fyrster og Verdens berømte Mænd fremstillede; en anden Gang skulde han see en Fest i Salen; en gammel Stadsmusicus tog ham med derop; man feirede Kongens Fødselsdag og fra Orchestret i den oplyste Sal saae han paa de Dandsende blandt hvilke han kjendte Flere; det tredie Minde var fra idag, da han selv nu stod som Gjæst i Salen og mødtes med saa uendelig megen Hjertelighed. Det Hele forekom ham som et Eventyr, men det havde lært ham, at Livet selv dog er det skjønneste Eventyr. Efterat Dobbeltqvartetten havde afsunget Sangen »I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme«, tog Biskop Engelstoft Ordet: Digterens deilige Ord i denne Sang og mange andre af hans Sange, føre Tanken fra denne Forsamling ud i det større Samfund, hvoraf vor Kreds kun er en lille Deel; men Præget er det samme, den Aand, som giver det Eenhed udad og indad til. Al Historie lærer, at det er Aanden, der er Hoveddrivfjederen i Folkenes som den Enkeltes Liv. Det var netop denne Aand, der bar Danmarks Navn frem og gav det Ære, lige fra Tyge Brahe og Ole Rømer ned til H. C. Ørsted, fra Holberg til vor Tids store Mænd. Denne-Aand gav det lille Folk Kraft til at bære tunge Tilskikkelser og at staae imod Angrebene paa dets Tilværelse, Kraft til at holde ud og føre sammen igjen, hvad der med Vold var adskilt, men var præget med den samme Folkeaand. Ogsaa i den fredelige Kamp havde denne Aand skjænket Danmark Hæder. Saa give da Forsynet sin Velsignelse til, at vor Aand maa udvikle sig kraftigt og samdrægtigtideTider,somkomme.OgnaarvimindesmedTakalleFolkeaandens kraftige Styrkere, lader os da ønske, at vort Fædreland maa finde mange hæderkronede Sønner, der ville offre al deres Kraft og Id til dets Fremme. Held og Velsignelse hvile over gamle Danmark! Etatsraad Koch vilde foreslaae en Skaal for H. C. Andersens Kone. Ja, han saae nok man gjorde store Øine, da man jo vidste, at H. C.Andersen ikke var gift; men han havde alligevel en Kone, og spurgte man, hvorledes hun saa ud, ja saa maatte man jo rigtignok paa den Side svare, at hun egenlig kun existerede i hans Digterphantasi, men paa den anden Side var hun dog til i tusinde, ja hundredetusinde Exemplarer, og enhver Ægtemand troer, at han er i Besiddelse af den ene Rette; det er ogsaa sandt: thi alle Koner sige som Andersen i Eventyret: »Hvad Fatter gjør, er altid godt«. Hvor ofte gaaer det ikke os, som i Eventyret, at vi bytte en god Hest bort og tilsidst komme hjem til Mutter med en Sæk raadne Æbler, og saa spaaer man os »Knubs«, naar vi komme hjem; men Mutter er god, hun seer det Bedste ved Sagen. Derfor en Skaal for Andersens Kone, for hende, som skaber os et Paradiis for hele Livet og bliver stedse kjønnere. H. C. Andersen takkede for Skaalen, idet han hentydede til Oldtidens Skik at smykke Bægrene med Blomsterkrandse; ogsaa han kunde ønske at smykke sit Bæger med en Blomsterkrands, og den skulde paa Bladene bære Navnene paa alle de ædle Kvinder, som vare tilstede. Oberst tog derpaa Ordet: Det er vel sandt, som den foregaaende Taler yttrede, at en skjøn Rosenkrands af Kvinder omgiver vor Æresgjæst, men hvad skal man sige om Børnene; ogsaa de ere mange. Vi Soldater holde af Børn, og Børnene holde ogsaa af os, det see vi, naar vi komme i . Men Andersens Børn elske vi allermeest, de have altid vidst at lede os paa rette Vei. Da vi ikke vidste, hvorlangt vi turde gaae, saa sang Andersen: »Jeg kan ikke blive, jeg har ingen Ro, jeg maa med de Andre til Hæren«. Han kaldte paa os, han kaldte paa Vennerne i Nord, idet han kvad: »Vi er eet Folk, vi kaldes Skandinaver«. Andersen er Palnatokes Frænde fra den samme Ø og viser os hvad vi skulle kæmpe for; han fortæller os om Holger Danske, ja han er vor Reisekammerat overalt. Der er Glæde, naar han sender os en Julehilsen; som Barnet aabner en Æske med Tinsoldater, saaledes aabne vi hver ny Bog fra ham med Vished om at finde en ny »Tinsoldat«. Der er Glæde, hver Gang der er »« hos H. C. Andersen, og derfor en Skaal for hans Børn, der ere fødte, og for dem, som ville komme. Skoleinspecteur vilde bringe Digteren en Tak fra Børnene. Taleren bragte denne Tak, baade fordi han selv mægtigt var bleven greben af Andersens Digte, og fordi han var en naturlig Repræsentant for Børnene. Igaar var han gaaet omkring i Skolerne og havde fortalt de 1600 Børn, han fører Tilsyn med, om den Mand, for hvem vi idag feire en Æresfest. Han havde fortalt dem, at denne Mand havde siddet paa de samme Skolebænke som de, og han havde opmuntret dem til at følge dette lysende Exempel. I Børnenes Navn takkede Taleren, fordi Andersen havde skjænket os Tro paa Livet og lært os at see Aanden i Naturen og Aanden i Menneskelivet. Vor Tid var nivellerende, det Materielle herskede; men der kunde dog fødes en Mand, som fortalte os om Tommelise, om Havfruen, omAgnethe, og som derigjennem aabnede vort Øre for Naturens Toner. Andersen havde vel været streng; alt Snerperi havde han banlyst og tugtet Daarskab og Forfængelighed (hvilket Taleren paaviste ved at fremdrage flere afAndersens Eventyr), men han havde talt sandt; han havde viist, at Høiheden kunde være skjult i Ringheden (»Hun duede ikke« og »Tinsoldaten«), og derfor skulde nu Takken lyde fra Børnene, hvem han havde skjænket de skjønneste Gaver for Livet. Procurator, Cancelliraad til Ære for Andersen og henvendte sig derpaa til Digteren som hans Ungdomsven og Skolekammerat; han bragte ham en Tak for Bevarelsen af Venskabet og foreslog atter at tømme et Glas til Digterens Ære. Stiftsprovst vilde vende Tanken hen til det, som ligger os nærmest til os selv. Det gjør vor By Ære, at H. C.Andersen er udgaaet herfra, og han er nu knyttet til os med endnu fastere Baand. Det er en Ære for Byen, at den har en saadan Mand til Borger, men det er ogsaa en Ære for Byen, at den har kaaret ham dertil, og at Alle vilde være med til denne Fest; thi det viste, at man havde bevaret Aanden og Sandsen for det Gode og Skjønne. Det er en Ære at være Borger i Odense; der gaaer man altid fremad; Stilstand kjendes ikke. Gjennem en lang Aarrække har Taleren lært at kjende og skatte Odense; han ønsker, at denne Fremgang maa blive ved i Fremtiden, og udbringer i dette Haab et Leve for Odense Borgere. Andersen tog Ordet: Han kunde sammenligne sit Liv med en Bygning, og han burde da med Tak nævne to Mænd, Collin og H. C. Ørsted, som ret havde staaet ham bi og hjulpet ham frem. Nu kunde han sige, at Bygningen var færdig, og saa pleiede man jo at sætte en Krands paa den; hans Krands skulde være en Tak til Communalbestyrelsen og til Odense Commune, i hvilken han med Glæde saae ikke alene det Materielle, men ogsaa det Gode og Skjønne fremblomstre. Han vilde gjerne rette nogle smukke Ord til Alle, som havde forskaffet ham den store Glæde idag, og hans Tak skulde sammenfattes i et Leve for Odense By.
Derpaa hævedes Festmaaltidet, og kort efter begyndte Ungdommen at komme. Før Ballet tog sin Begyndelse afsang Børnene en Hilsen til Digteren H. C. Andersen:
Hist, hvor Gaden slaaer en Bugt,
Ligger Huset indelukt,
Der, har Skolemester sagt,
Storken Andersen har bragt.
Ole kom med lette Hop
Og slog Parapluien op;
Mens han sov med Drømme smukke,
Nissen gynged’ glad hans Vugge.
Her han gik ved Byens Aa,
Havfru, Aamand der han saae,
Og ved Aaens grønne Bred
Hyldemo’er han talte med;
Naar det føg ved Juletid,
Saae han Sneens Dronning hvid.
Og, hvad selv han deiligt tænkte,
Han os Allesammen skjænkte.
Tak for hver en Time glad,
Naar vi rundt om Bordet sad!
Lampen brænder, Moder syer,
Fa’er han læser Eventyr;
Prindser og Prindsesser smaa
See vi om paa Tæppet gaae,
Alfer dandse, Trolde buldre,
Tinsoldater staae og skuldre.
Feegaloscherne Du fik,
Op paa Kongens Slot Du gik;
Først og sidst Dit Navn dog staaer
Der, hvor Tuk og Ida gaaer.
Legestuens Digter tag
Mod de Yngstes Tak idag;
Større Haand vi ei kan række,
Men saa kan Du faae dem begge!
Ud vi skal, det veed vi godt,
Fra vort gyldne Barneslot;
Eventyrets Blomst dog groer,
Om man bliver nok saa stor. –
Nu Musik, spil rigtigt til!
Høit vi Hurra raabe vil!
Spurven vaagne skal og kviddre;
Og saa vil vi dandse vid’re.
I Aftenens Løb glædede H. C. Andersen de Tilstedeværende ved at oplæse . Under Ballet indløb fra Hs. Maj. Kongen nedenstaaende Telegram, der modtoges med almindelig Jubel.
Et stort Fakkeltog, hvori Byens samtlige med Faner deeltog, og som talte 150 Fakler, drog omtrent Kl. 8 til Raadhuset og bragte H. C. Andersen en Lykønskning fra samtlige Haandværkere i Anledning af hans Udnævnelse til Æresborger i vor By og udtalte det Haab, at han endnu i mange Aar maatte ligesom hidtil virke til Held for sig selv og til Hæder for gamle Danmark. H. C. Andersen bad Deputationen om at bringe Forsamlingen en hjertelig Hilsen og Tak fra ham for den Ære, den havde beviist ham. I hans Barndom var det blevet ham spaaet, at hans Fødeby engang vilde blive illumineret til Ære for ham, og naar han nu ved at kaste Blikket ud over Pladsen saae de mange lysende Fakler, maatte han heri see en Opfyldelse af Spaadommen. – Deputationen overrakte ham derpaa Sangen, som Haandværkerne ønskede at afsynge for ham paa Pladsen. Efterat denne var afsungen, udbragtes et længe Leve for Æresborgeren og Digteren, hvilket besvaredes med et nifoldigt Hurra. H. C. Andersen traadte derpaa hen til et aabent Vindue og bragte Haandværkerne en Tak for den ham viste Ære, idet han udtalte, at denne Dag og denne Aften vilde han bevare som et af sit Livs kjæreste Minder. – Derpaa henkastedes Faklerne i Baal paa Flakhaven, og Toget opløstes.
– Under Festmaaltidet indløb der en Mængde Lykønskningstelegrammer til H. C. Andersen; blandt disse skulle vi særligt nævne følgende:
Fra Hs. Majestæt Kongen: »Til den Dem idag beviste Udmærkelse af Deres Fødebyes Borgere bevidner jeg og min Familie vor oprigtigste Lykønskning. Christian R.«
Fra Studenterforeningens Seniorat: »Studenterforeningen sender Digteren H. C. Andersen sin Hilsen paa hans Hædersdag med Tak for Fortiden og de bedste Ønsker for Fremtiden.«
Fra Slagelse: »Slagelse Haandværker- og Industriforening, som netop iaften er samlet for at holde et Foredrag over de Mænd af Betydning, der ere udgaaede fra Slagelse Latinskole, sender Dem, kjæreste Hr. Etatsraad, som en af disse, den hjerteligste og venligste Hilsen.««
Saaledes lød det ud over Landet om min smukke, sjældne Fest, fyldigere maatte den lyde ind i mig med stærke Svingninger, Følelser og Stemninger. Hvad vil man dømme om at saa meget forundes mig, det var den Tanke som trykkede mig og kastede en Taageskygge over al den Glands og Glæde, den jeg skulde nyde i Minutterne. Da kom det første Telegram, det kom fra Studenterforeningen, det løftede og lyste! jeg fornam at den academiske Ungdom tog Deel i min Glæde og undte mig den, nu fulgte Telegram fra en privat Kreds af unge Studenter i Kjøbenhavn, nu fra Slagelse Industri og Haandværker Forening; man erindrede at jeg der havde gaaet i Skole, jeg var derved ligesom knøttet til deres By, snart fulgte Hilsener, fra deeltagende Venner i Aarhuus, i Stege, rundt om fra, Telegram paa Telegram. Eet af disse blev af Etatsraad Koch lydeligt oplæst det var Lykønskning fra Hans Majestæt Kongen og den kongelige Familie! – Forsamlingen brød ud i Jubel, »hvor det er smukt! hvor det er hjerteligt!« hver Sky og Skygge i min Sjæl var veiret hen; Nu begyndte Barnefesten, en Lehnstol blev ført til mig midt i Salen og Par for Par kom pyntede Børn og dandsede i Kreds om mig og sang deres Sang. Hvor var jeg lykkelig og dog – op til det reent Himmelske tør Mennesket ikke løftes, jeg skulde og maatte føle at jeg kun var et stakkels Menneskebarn bundet af Jordens Skrøbelighed: jeg leed af en voldsom Tandpine der ved Varmen heroppe og Sindsbevægelsen løftede sig til en ulidelig Grad; dog læste jeg et Eventyr for de smaa Venner, nu kom Deputationen fra Byens Corporationer, der med Fakler og vaiende Faner var gjennem Gaderne naaet Raadhuset. Jeg skulde opleve den Spaadom den gamle Kone gav da jeg som Dreng drog ud fra min Fødeby, Odense skulde blive illumineret for mig. Jeg traadte hen ved det aabne Vindue, Alt straalede i Fakkel-Glands, Pladsen var aldeles opfyldt af Mennesker, Sangen lød op til mig, jeg var sjælelig overvældet, jeg var legemlig betaget; kunde ikke nyde dette Høidepunktet af min Lykke i dette Liv. Tandpinen var saa utaalelig, den iiskolde Luft som strømmede mig imøde lod den blusse op i heftig Smerte og istedet for ret at nyde Lyksaligheden af disse Minutter som aldrig gjenkommer, saae jeg paa den trykte Sang hvor mange Vers der var at synge før jeg kunde slippe for den Tortur den kolde Luft lod mig lide gjennem mine Tænder. Dette var ogsaa Høidepunktet af Smerte, da Blusset af Faklerne som var lagt i Baal slukkedes slukkedes og Smerten! hvor var jeg Gud taknemlig; milde Øine hilsede mig rundt om, Alle vilde de tale med mig, række mig Haanden; meget træt naaede jeg Bispegaarden og søgte Hvile, men jeg fik ikke Søvn før hen mod Morgenstunden, saa opfyldt og overvældet var jeg.
Strax skrev jeg til Hans Majestæt Kongen og udtalte min dybtfølte Tak, skrev til Studenterforeningen og Haandværker Foreningen; og nu fik jeg mange Besøg; særligt maa jeg omtale , der som Barn havde været i Kost, en kort Tid, hos mine Forældre, hun græd af Glæde over mit Livs Fremgang og fortalte at hun iaftes ved Fakkeltoget havde staaet nede paa Pladsen og seet den Stads, »det var som for Kongen og Dronningen da de to vare her!« hun havde da tænkt paa mine Forældre, og paa mig som ganske lille Dreng, hun havde talt derom med flere Gamle der stod ved hende, hun havde grædt, og de havde grædt, at et fattigt Barn kunde opnaae Sligt, blive hædret som en Konge.
var stort Selskab i Bispegaarden, vist et Par hundred Mennesker, jeg læste Eventyr for dem og senere dandsede Ungdommen.
Dagen derpaa gik jeg til hver af Comunalbestyrelsens Medlemmer, opsøgte og fandt en Deel Bekjendte fra min Barndomstid; endnu levede een af Digteren Hans Christian Bunkeflods Døttre: ; var i hvor jeg havde tilbragt min Barndomstid; Billedet af dette blev kort efter Festen givet i »«. Jeg gik til , hvor jeg som lille Dreng fik min Lærdom.
Odense Musikforening indbød mig til , jeg fik Hæders Plads, Sang og Tale. I stod derom.
Den sidste offentlige Høitidelighed i Anledning af Digterens Optagelse som Æresborger i Odense fandt Sted i Lørdags Aftes paa Raadhussalen ved Musikforeningens første Koncert i denne Sæson. Bestyrelsen havde taget den smukke Beslutning at indbyde Digteren til denne Sammenkomst, og en mere passende Slutning kunde den for vor By saa smukt tænkte og veludførte Akt ikke have faaet. – Til Koncerten havde indfundet sig saa Mange, som Salen kunde rumme, vel henved 500. Kl. henved 8 indfandt Hædersgjæsten sig og blev modtaget med Fanfare, mens hele Forsamlingen reiste sig og Sangkoret afsang en Hilsen til Digteren.
indtraf den aarlige Fest i den saakaldte for fattige Børn, Piger og Drenge der her blive opdragne og opklædte indtil deres Confirmation, jeg var mellem de Indbudne. Salen var fyldt af Stiftelsens Børn og deres Mødre. Festen fik for mig et betydningsfuldt Tilknøtnings Punkt i Talen der blev holdt og Lahns Portræt hang blomstersmykket paa Væggen. Hvem var Lahn? spørge Mange. Han var barnfødt i Odense, en fattig Dreng der lærte at sye Handsker, gik om i Landet og solgte disse kom ned ogsaa til Hamborg, og de odenselahnske Handsker bleve snart en efterspurgt Vare; han kom i stor Virksomhed, blev en riig Mand, byggede sig sin egen Gaard i Odense paa Nedergade; aldrig giftede han sig, meget godt gjorde han og da han døde testamenterede han et Legat til fattige Børns Opdragelse og Opklædelse, gav sin store Gaard som Stiftelse. Han ligger begravet paa Frue Kirkegaard i Odense, Liigstenen mælder: »Her hviler Lahn, hans Minde staaer paa Nedergade!« Paa Væggen i Skolesalen, hang endnu et Billed ved Siden af Lahns, ; hun havde i mange Aar siddet paa Gaden og solgt Æbler og for nogle Aar siden døde hun, som Barn havde hun, indtil sin Confirmation været i Lahns Stiftelse og da hun ved sin Død efterlod sig sammensparet ved stor Nøisomhed og Sparsomhed, et Par hundrede Rigsdaler testamenterede hun disse til Lahns Stiftelse; derfor hang nu paa Væggen hendes Billede ved Siden af Lahns. –
En ung begavet Mand Skoleinspecteur Pastor Møller holdt Festtalen, omtalte i den dygtige Mænd og Qvinder i det danske Land, og vedblev omtrent med de Ord: »I vide Allesammen hvilken Fest vi have feiret her i de sidste Dage, I have seet hvorledes en Mand her fra Byen er blevet hilset og hædret; og han har siddet paa lige saa fattig en Skolebænk som I sidde, han er her mellem os!« Rundt om saae jeg vaade Øine og da jeg hilsede Kredsen strakte et Par af Mødrene Hænderne mod mig og jeg hørte ved min Bortgang flere udbryde: »Gud glæde og velsigne Dem!«
Det var en Fest for Lahn, det var en Velsignelsens Fest for mig! Det var som den ene Solstraale efter den anden lyste ind i mit Hjerte, jeg kunde ikke rumme det! i et saadant Øieblik klynger man sig til Gud som i Sorgens smerteligste Stund.
Nu kom Afreisens Dag den ellevte December, Folk strømmede til Banestationen, der var derude aldeles opfyldt af Mennesker, Veninder bragte mig Blomster. Nu kom Toget som jeg skulde med, det standsede kun nogle Minutter i disse talte Borgemesteren Hr Mourier til Afsked, jeg sagde mit Lev vel, gjentagende Hurraraab rungede, de tabte sig i Luften i det vi foer frem, men endnu fra enkelte Grupper af Folk, i Byen og nær ved Byen gjenlød Hurra. Nu først, nu jeg sad ganske alene opgik som i een Sum al den Hæder, Glæde og Herlighed der var blevet forundt mig af Gud ved min Fødeby. Det Største og Høieste jeg kunde opleve, var oplevet. Da kunde jeg først ret i Andagt takke min Gud og bede: »slip mig ikke naar nu Prøvelserne komme!«
(Kjøbenhavn 29 Marts 1869).
