I
Mit Liv er et smukt Eventyr, saa rigt og lyksaligt! havde jeg, som Dreng, da jeg fattig og ene gik ud i Verden, mødt en mægtig Fee og hun havde sagt: »vælg din Bane og dit Maal, og da, efter din Aands Udvikling, og som det fornuftigviis maa gaae til i denne Verden, beskytter og fører jeg Dig!« min Skjebne kunde da ikke have været lykkeligere, klogere og bedre ledet, end den er. Mit Livs Historie vil sige Verden hvad den siger mig: der er en kjærlig Gud, der fører Alt til det Bedste.
1805 levede i Odense i en lille, fattig Stue , der holdt uendeligt meget af hinanden, en ung Skomager med sin Kone, han, neppe to og tyve Aar, et forunderligt begavet Menneske, en ægte poetisk Natur, hun, nogle Aar ældre, uvidende om Verden og Livet, men fuld af Hjerte. Nylig var Manden blevet »« og havde selv tømret sammen sit Skomagerværksted og sin Brudeseng; til denne havde han brugt Træ-Stilladset, der kort forud havde baaret Liigkisten med en afdød , som laae udstillet ; de sorte , der siden endnu altid sad paa Sengestedet, var en Erindring herom. Istedetfor det grevelige Liig, omgivet af og Candelabrer, laae her den anden April 1805, et levende, grædende Barn, det var mig Hans Christian Andersen.
Min Fader skal de første Dage have siddet ved Sengen hos min Moder og læst høit for hende af Holberg, mens jeg skreg himmelhøit. »Vil Du sove, eller rolig høre efter!« har man fortalt mig, at han i Spøg har sagt, men jeg vedblev at være en Skrighals, og som en saadan skal jeg især have viist mig i , hvorover Præsten, der senere af min Moder omtaltes som en meget ærgerlig Mand, sagde: »den Unge skriger jo som en Kat!« hvilke Ord hun aldrig kunde glemme ham; en fattig fransk Emigrant Gomard, som stod Fadder til mig, trøstede hende imidlertid med, at jo høiere jeg som Barn skreg, des smukkere vilde jeg synge, naar jeg blev ældre.
Een eneste lille Stue, der næsten var opfyldt med Skomagerværkstedet, Sengen og den , hvori jeg sov, var Barndoms-Hjemmet, men Væggene vare behængte med Billeder, paa stod smukke Kopper, Glas og Nipserier og henne over Værkstedet, ved Vinduet, var en Hylde med Bøger og Viser. I det lille Kjøkken hang over Madskabet fuldt af Tallerkener, det lille Rum syntes mig stort og rigt, Døren selv, der i stod malet med Landskab, var mig dengang lige saa betydende som nu et heelt Billedgalleri!
Fra Kjøkkenet kom man ad en Stige op paa Loftet, hvor der i Tagrenden, mellem vort og Naboens Huus stod en Kasse Jord med Purløg og Persille, min Moders hele Have; i mit Eventyr: Sneedronningen .
og blev i høi Grad forkjælet, men høre maatte jeg det af min Moder, at jeg var ganske anderledes lykkelig, end hun havde været, jeg havde det som et Grevebarn! – hun var som Lille jaget ud af sine Forældre for at , og da hun ikke kunde det, havde hun en heel Dag siddet og grædt under en Bro ved Odense Aa; min Barne-Tanke saae det saa tydeligt og jeg græd derover; i gamle Domenica i Improvisatoren og som Spillemandens Moder i: »Kun en Spillemand« har jeg givet hendes Personlighed i to forskjellige .
Min Fader, Hans Andersen, lod mig i Alt have min Villie; jeg havde hele hans Kjærlighed; for mig levede han! og derfor anvendte han hele sin Fritid, Søndagen, til at lave Legetøi og Billeder til mig; tidt om Aftenen læste han høit for os af Lafontaines »«, af Holberg og af »«; kun da, naar han læste, husker jeg at have seet ham smile; thi i sit Liv og som Haandværker følte han sig ikke lykkelig.
havde været velhavende Bønderfolk, men Ulykken var ligesom væltet ind paa dem; Qvæget døde, Gaarden brændte og tilsidst mistede Manden sin Forstand; , og her satte hun den opvakte Dreng i Skomagerlære, det kunde ikke være anderledes, uagtet hans inderligste Ønske var at komme i den latinske Skole; et Par velhavende Borgere havde engang talt om at skillinge sammen, give ham fri Kost og saaledes faae ham frem paa den Vei, han saa gjerne vilde, men der blev ikke Noget deraf; min stakkels Fader saae ikke sit kjæreste Ønske opfyldt; det kom aldrig af hans Erindring. Jeg husker at jeg, som Lille, engang saae Taarer i hans Øine, da en af Latinskolens Disciple havde været hos ham og bestilt Støvler og da viist sine Bøger og talt om Alt hvad han lærte. »Den Vei skulde jeg ogsaa have gaaet!« sagde han, og da kyssede han mig heftig og var stille hele Aftenen.
Sjelden kom han sammen med sin Lige, hans Slægtninge og Bekjendte kom til os; i Vinter-Aftenerne hjemme læste han som sagt høit eller gjorde Legetøi til mig; om Sommeren gik han næsten hver Søndag ud til Skoven, og jeg var med ham; han talte ikke meget derude, sad stille i Tanker, mens jeg sprang omkring og samlede Jordbær paa et Straa eller bandt Krandse; kun eengang i Aaret og det i Mai, naar Skoven lige var sprunget ud, fulgte min Moder med, det var hendes aarlige, eneste Lyst-Vandring, og da bar hun en bruun, blomstret , der blev kun taget paa den Dag, og naar hun gik til Alters, og som saaledes blev den eneste Kjole jeg, i alle , erindrer var hendes Fest-Kjole; naar vi saa vendte hjem fra Skovtouren, tog hun altid en heel Mængde friske Birkegrene med, og de bleve plantede bag den polerede Kakkelovn; . Grønt og Billeder pyntede vor lille Stue, som min Moder holdt reen og net; hendes Stolthed var, at Lagnerne og de smaa, korte Vinduesgardiner vare sneehvide.
Een af mine første Erindringer, i sig selv saa ringe, men for mig af Betydning ved den Styrke, hvormed Barne-Phantasien har ligesom brændt den fast i min Sjæl, var en Familie-Fest og hvor? – Paa det Sted i Odense, i den Bygning, som jeg udenfra saae op til med Skræk og Angest, som Pariserdrengen, tænker jeg mig, har seet til – det var . Mine Forældre kjendte Portneren her og bleve af ham indbudne til en Familie-Fest, jeg skulde med; jeg var dengang endnu saa lille, at jeg, som man vil høre, blev baaret, da jeg skulde hjem. Odense Tugthuus var for mig ligesom Gjemmestedet for Tyve- og Røver-Historier; tidt stod jeg, naturligviis i stor Afstand, udenfor og hørte til, hvor Karle og Qvinder derinde sang, medens de spandt paa .
Jeg kom med mine Forældre til Portnerens Familie-Fest; den store, jernbeslaaede Port blev aabnet og lukket igjen med Nøglen i det raslende Nøgleknippe, vi kom op ad en steil Trappe; – der blev spiist og drukket, to af Fangerne vartede op ved Bordet, – jeg var ikke at bevæge til at smage paa Noget, selv de sødeste Sager skjød jeg bort – min Moder sagde, jeg var syg og jeg blev lagt paa en Seng, men jeg hørte Skotrokken snurre tæt ved og lystige Viser, om det var i min Phantasie eller i Virkeligheden, kan jeg nu ikke sige, men det veed jeg, at jeg var i en Angest, i en Spænding og dog behagelig Stemning som om jeg var traadt ind i Røverhistoriernes Slot. – Seent paa Aftenen gik mine Forældre hjem, jeg blev baaret, det var et raat Veir, Regnen pidskede mig i Ansigtet.
og Gud veed hvad! den Gang var man der, troer jeg, hundred Aar tilbage; da herskede her endnu en Mængde Skikke og Brug, som allerede længst vare forsvundne i Hovedstaden. Naar , kom de i Procession med vaiende Faner, med Citroner og Silkebaand paa Kaarderne. En løb lysteligt foran; en af disse, en gammel Karl: , der ved sin lystige Snak og sit Ansigt, der var malet sort, paa Næsen nær, som havde sin naturlige, stærke røde Farve, gjorde stor Lykke. Min Moder var saa fornøiet over ham, at hun gjerne vilde faae ud, at han var af vor Familie, rigtig nok meget langt ude, men det erindrer jeg endnu tydeligt, at jeg med den stærkeste Følelse af Aristokratie protesterede imod at være i Familie med »Narren.«
Fastelavnsmandag førte Slagterne gjennem Gaderne en fed Oxe, pyntet med Blomsterguirlander; en Dreng i hvid Skjorte og med Vinger red paa den. Søfolkene gik samme Fastetid gjennem Gaderne med Musik og alle deres Flag, og tilsidst de to Kjækkeste paa et Bræt, der var lagt mellem to Baade, Den, som ikke faldt i Vandet blev Seierherre. Men hvad, som især indprentedes i min Erindring og ved den senere gjentagne Fortælling herom, ideligt opfriskedes, var . Danmark havde sluttet sig til Napoleon, hvem Sverrig havde erklæret Krig, og før man vidste det, stod en fransk Hær og spanske Hjelpetropper midt i Fyen, for under Bernadotte, , at gaae over til Sverrig. Jeg var paa den Tid ikke mere end tre Aar, men dog husker jeg endnu ret vel, de næsten sortbrune Mennesker, der larmede i Gaderne, Kanonerne, der bleve skudte af paa Torvet og foran Bispegaarden; jeg saae de fremmede Krigsmænd ligge og strække sig hen ad Gadens Fortog og paa Halmknipper inde i den halvnedbrudte St. Hans Kirke. af og Pontecorvo kom til Odense, hvor opholdt sig. I Landet rundt om var Skoler blevet indrettet til Vagtstuer; under de store Træer paa Mark og ved Veie holdtes . De franske Soldater omtales som overmodige og befalende, de Spanske som godmodige og venlige, mellem begge var Hadet blodigt; de stakkels Spanier vakte mest Deeltagelse. – En Dag tog en spansk Soldat mig paa sin Arm, trykkede mod mine Læber et Sølvbilled, han havde ved sit bare Bryst. Jeg husker, at min Moder blev vred derover, thi det var noget Katholsk, sagde hun, men jeg syntes godt om Billedet og den fremmede Mand, der dandsede rundt med mig, kyssede mig og græd, han havde vist selv Børn hjemme i Spanien. Jeg saae en af hans Kammerater blive ført til Retterstedet, han havde myrdet en Franskmand; mange Aar herefter, ved Erindringen herom, skrev jeg mit lille Digt: »Soldaten«, der som tydsk Original.
Ligesaa levende som Indtrykket af Spanierne har været hos mig som treaars Barn, blev en senere Begivenhed i mit sjette Aar, nemlig ; min Moder havde sagt mig, at den vilde slaae Jorden i Stykker, eller at gruelige Ting forestod, som der kunde læses om i »«; jeg lyttede til Alt hvad Overtro rundt om fortalte, den var for mig i Række med den helligste Tro. Paa Pladsen ud for St. Knuds Kirkegaard stod jeg med min Moder og nogle Nabokoner og saae den frygtede, mægtige Ildkugle med sin store, skinnende Hale. Alle talte de om det onde Varsel og om Dommens Dag, min Fader kom til, han var slet ikke af de Andres Mening og gav vistnok en sund, rigtig Forklaring, men min Moder sukkede, Naboerne rystede med Hovedet, min Fader loe og gik. Da fik jeg en inderlig Skræk, fordi han ikke var af vor Tro! om Aftenen talte min Moder med gamle Fa’ermo’er derom, jeg veed ikke, hvorledes hun tydede det, men jeg sad paa hendes Skjød, saae hende ind i de milde Øine og ventede, nu slaaer Kometen ned og saa er det Dommedag.
Daglig, om kun nogle Øieblikke, kom Fa’ermo’er i mine Forældres Huus, og det var især for at see sin Sønnesøn den lille Hans Christian; jeg var hendes Glæde og Lykke. Hun var en stille og høist elskelig gammel Kone, med milde, blaa Øine og fiin Bygning; hun havde prøvet Livet tungt; fra at være en velhavende Landmands Kone var hun nu sat i stor Fattigdom; hun boede med den sindssvage Mand i , de havde kjøbt sig for den sidste lille Rest af deres Formue. Dog saae jeg hende aldrig græde, men des dybere Indtryk gjorde det paa mig, naar hun stille sukkede og fortalte om , at denne havde været en adelig Dame i en stor tydsk By, »Cassel« og der ægtet »en Comediantspiller«, som hun udtrykte sig, og var løbet bort fra Forældre og Hjem og nu gik alt dette ud over Slægten. Aldrig veed jeg at have hørt hende nævne Mo’ermoderens Familienavn, men selv var hun en født . Hun havde ved en Have at passe, hvorfra hun hver Løverdagaften bragte nogle Blomster, man tillod hende at tage hjem; de pyntede paa min Moders Dragkiste, men vare mine Blomster; jeg fik Lov til at sætte dem i Vandglasset; hvor rig var ikke denne Glæde. Alt bragte hun mig; hun elskede mig med hele sin Sjæl; jeg vidste det, jeg forstod det.
To Gange om Aaret brændte hun det grønne Affald fra Haven; det brændtes til Aske i en stor Ovn inde i Hospitalet og da var jeg den meste Tid af de Dage inde hos hende og laae i de store Dynger Grønt og Ærteranker, havde Blomster at lege med og hvad jeg især satte Priis paa, bedre Mad, end jeg troede at faae hjemme. Alle de Sindssvage, som ingen Fortræd gjorde og derfor havde Frihed til at gaae omkring i Hospitalets Gaard, kom tidt ind til os og med Nysgjerrighed og Skræk hørte jeg paa deres Sang og Tale; tidt fulgte jeg endogsaa et Stykke med dem ud i »Grøngaarden«, under Træerne, ja jeg vovede endogsaa, naar Vogterne vare med, at gaae ind i Huset, hvor de opholdt sig. En lang Gang førte mellem Cellerne; i denne laae jeg en Dag paa Hug og kigede gjennem Dørsprækken; indenfor sad et nøgent Fruentimmer paa en Mængde Straa, hendes Haar hang ned over Skuldrene, og hun sang med en ganske deilig Stemme; pludseligt sprang hun op, styrtede med et Skrig henimod Døren, hvor jeg laae udenfor, Vogteren var gaaet bort, jeg ganske alene, hun slog saa voldsomt mod Døren, at lige oven over mig den lille Laage, igjennem hvilken Maden blev rakt hende, sprang op, hun saae derfra ned paa mig, strakte en af sine Arme ud efter mig; jeg skreg af Rædsel og knugede mig fastere til Gulvet. Som Ældre er dette Syn og dette Indtryk ikke udslettet af min Sjæl; jeg følte hendes Fingerspidser røre ved mine Klæder; jeg var halv død, da Vogteren kom.
Tæt ved Bryggerset, hvor det Grønne blev brændt, havde gamle fattige Qvinder deres Spindestue; herind kom jeg tidt og blev snart deres Yndling, thi jeg havde hos denne Forsamling en Veltalenhed, der tydede paa, som de sagde, at »et saa klogt Barn ikke kunde leve længe«, hvilket i høi Grad smigrede mig. Jeg havde tilfældigviis hørt tale om Lægernes Kjendskab til Menneskets indre Bygning, hørt tale om Hjerte, Lunge og Tarme og det var mig nok til strax at holde derover et Foredrag for de gamle Koner! dristig malede jeg med Kridt paa Døren en Mængde Krimskrams, det skulde forestille Indvoldene; jeg talte om Hjerte og Nyre, Alt hvad jeg sagde, gjorde et dybt Indtryk paa hele Forsamlingen; jeg gjaldt for et mærkeligt klogt Barn, og min Snaksomhed belønnedes med, at man fortalte mig Eventyr; en Verden, rig, som i »Tusind og een Nat« rullede op for mig. De gamle Koners Historier, Skikkelserne af de Sindssvage, som jeg i Hospitalet saae rundt omkring mig, Alt tilsammen, herinde fra, virkede i den Grad ind paa mig, der ganske var fyldt med Overtro, at jeg naar det mørknedes, neppe turde vove mig udenfor mine Forældres Huus; sædvanligviis fik jeg ogsaa Lov, ved Solnedgang at gaae i Seng, rigtignok ikke i min Slagbænk, thi det var for tidlig at slaae den ned, det tog for megen Plads op i vor lille Stue, men jeg blev lagt i mine Forældres store Seng, de Kattuns Gardiner hang ned tæt omkring, Lyset brændte udenfor, jeg kunde høre Alt i Stuen og var dog saa ene i mine Tanker og Drømmerier, som om den virkelige Verden slet ikke var til. »Han ligger saa deiligt stille, det velsignede Barn!« sagde min Moder; »han er saa rart og kommer ikke Noget til!«
For den sindssvage Fa’erfa’er havde jeg en stor Angest; kun een eneste Gang havde han talt til mig og da brugt den mig uvante Tiltale »De«; han snittede i Træ selsomme Billeder, Mennesker med Dyrehoveder, Dyr med Vinger og forunderlige Fugle; disse pakkede han i en Kurv og gik saa ud paa Landet, hvor Bønderkonerne overalt trakterede ham, ja gav ham Gryn og Skinke hjem med, fordi han forærede dem og deres Børn det ; een Dag, han kom hjem igjen til Odense, hørte jeg Gadedrengene skrige høit efter ham; af Skræk skjulte jeg mig bag en Trappe, mens de stimlede forbi; jeg vidste, jeg var af hans Kjød og Blod.
Saagodt som aldrig kom jeg sammen med de andre Drenge; selv i Skolen tog jeg ikke Deel i deres Lege, men blev siddende inde; hjemme havde jeg nok af Legetøi, som min Fader havde gjort til mig; jeg havde Billeder, som kunde forvandle sig, naar man trak i en Traad, en , der, naar den sattes i Bevægelse, lod Mølleren dandse rundt; jeg havde og Nikkedukker. Iøvrigt var det min store Glæde at sye Dukketøi eller at sidde i Gaarden ved den eneste Stikkelsbærbusk, der stod og at have udspændt fra Muren, ved Hjelp af et Kosteskaft, min Moders Forklæde. Det var mit Telt i Skylregn og Solskin, der sad jeg og saae ind i Stikkelsbærbuskens Blade, hvilke jeg hver Dag fulgte i deres Udvikling fra de vare smaa, grønne Knopper, til de som store, gule Blade løsnede sig; jeg var et underligt drømmende Barn, og naar jeg gik omkring, brugte jeg som oftest at lukke Øinene, saa at man tilsidst troede, at jeg havde et daarligt Syn, uagtet just dette var og er hos mig.
En gammel , der holdt »«, som det kaldtes, lærte mig at , stave og »«. Hun sad i en høirygget Lænestol tæt op til Uhret, hvori der ved hvert fuldt Slag viiste sig nogle Kunststykker med bevægelige Figurer; et stort Riis havde hun hos sig, og det blev brugt rundt om i Kredsen, der mest bestod af Smaapiger. Det var , at vi Alle paa eengang stavede med lydelige Stemmer, saa høit vi kunde. Mig turde Læremo’er ikke slaae, det havde min Moder, da jeg sattes i Skolen, udtrykkeligt betinget, og da jeg derfor en Dag ogsaa fik et Rap af Riset, reiste jeg mig øieblikkelig, tog min Bog og gik uden videre bort, hjem til min Moder, forlangte at komme i en anden Skole, og det kom jeg. Min Moder satte mig i Hr. , hvor der dog befandtes , en ganske lille, men noget ældre end jeg; vi To sluttede os strax til hinanden, hun talte om det Nyttige og Gavnlige, om at komme i en god Tjeneste, og at hun gik i Skole især for at lære godt at regne, thi saa sagde hendes Moder, at hun kunde blive paa en stor Herregaard. »Det skal Du blive paa mit Slot, naar jeg bliver fornem!« sagde jeg, og hun loe ad mig og sagde, at jeg var en fattig Dreng. En Dag havde jeg tegnet Noget, som jeg kaldte mit Slot og forsikkrede hende ved den Leilighed, at jeg var et forbyttet, meget fornemt Barn, og at Guds Engle kom og talte med mig; jeg vilde forbause hende ligesom de gamle Koner, omme i Hospitalet, men hun tog det ikke som disse, hun saae ganske underlig paa mig og sagde til en af de andre Drenge, der stod nær ved: »Han er gal ligesom hans Fa’erfa’er!« – og det isnede igjennem mig; jeg havde sagt det Hele for ret at gjælde for Noget og nu slog det om til at de troede, at jeg var sindssvag som Fa’erfa’er. Aldrig talte jeg mere til hende om Sligt, men vi var heller ikke mere Legekammerater, som før. Jeg var den Mindste i Skolen og derfor altid, naar de andre Drenge legede, gik Læreren Hr. Carstens med mig ved Haanden, for at jeg ikke skulde løbes omkuld; han holdt meget af mig, gav mig Kage og Blomster, klappede mig paa Kinderne, og da engang en af de større Drenge ikke kunde sin Lexie og derfor til Straf, med sin Bog i Haanden, blev stillet op paa Skolebordet, hvorom vi sad og jeg derover var ganske utrøstelig, fik Synderen Benaadning. – Den kjære, gamle Lærer blev siden Telegraphbestyrer paa ; der levede han endnu for nogle Aar tilbage; man har fortalt, at den gamle Mand der, idet han viste de Besøgende om, har med fornøiet Smiil sagt; »ja, ja, det troer De nok ikke, jeg gamle, fattige Mand, jeg har været den første Lærer for en af vore mest bekjendte Digtere! hos mig gik i Skole H. C. Andersen.«
Enkelte Dage i Høsten tog min Moder ud paa Marken og samlede , jeg var da med og gik der som den . En Dag kom vi paa et Sted, hvor der var en bekjendt ond Forvalter; vi saae ham komme med en frygtelig stor Hundepidsk; min Moder og alle de Andre løb, jeg havde nøgne Fødder i Træskoe og tabte disse; Kornstubbene stak mig, jeg kunde derfor ikke komme rask nok afsted, og blev tilbage alene; allerede løftede han Pidsken, jeg saae ham op i Ansigtet og sagde uvilkaarligt: »hvor tør Du slaae mig, da Gud kan see det!« – og den strenge Mand blev med Eet ganske mild, klappede mig paa Kinden, spurgte hvad jeg hed og gav mig Penge; da jeg viste min Moder disse, sagde hun til de andre Folk: »det er et mærkeligt Barn, min Hans Christian! alle Mennesker er ham god, og selv den onde Karl har givet ham Penge!«
From og overtroisk voxte jeg op; jeg havde ikke Tanke om Savn eller Mangel, vel havde mine Forældre kun fra Haand og i Mund, som man siger, men for mig var der overflødigt og rigeligt; i Klæderne selv kunde jeg synes at være pyntelig; en gammel Kone syede min Faders aflagte Tøi om til mig; tre, fire store Silkestumper, som min Moder havde, bleve med Knappenaale, skifteviis, heftede mig tvers over Brystet og forestillede Veste, et stort Klæde blev bundet mig om Halsen og givet en mægtig Sløife, mit Hoved vasket med Sæbe, og Haaret kæmmet til Side, og saa var jeg i Stads; saaledes kom jeg med mine Forældre første Gang ; Odense havde allerede da , ; de første Forestillinger, jeg kom til, bleve givne i det tydske Sprog. , han gav Operaer og Comedier, »« var Byens Yndlings-Stykke; den første Forestilling, jeg imidlertid saae, var bearbeidet som Opera. Jeg er senere ikke , af hvem Musiken kan have været, men vist er det, at denne Text var behandlet paa Tydsk som Syngestykke. Det første Indtryk iøvrigt et Theater og Mængden der gjorde paa mig, var ingenlunde det, at man derfra skulde kunne slutte sig til, at der stak en Poet i mig. Mit første Udbrud ved at see Theatret og de mange Tilskuere der, var, som mine Forældre have fortalt mig: »Naa, havde vi bare saa mange Smør, som her er Folk, da skulde jeg rigtignok spise!« – Theatret blev imidlertid snart mit kjæreste Sted, men da jeg kun en enkelt Gang om Vinteren kunde komme der, saa gjorde jeg mig gode Venner med Placatbæreren , og han gav mig daglig Placaten, imod at jeg besørgede en lille Rest af disse uddeelt i mit Qvarteer, hvilket jeg samvittighedsfuld opfyldte. Kunde jeg vel ikke komme i Theatret, saa kunde jeg nu hjemme i en Krog sidde med Placaten og efter Stykkets Navn og Personerne deri, tænkte jeg mig sammen en heel Comedie; dette var min ubevidste, første Digtning.
Det var ikke blot Comedier og Fortællinger, min Fader gjerne læste, men ogsaa Historier og den hellige Bibel; i sit stille Sind tænkte han over det Læste, men min Moder forstod ham ikke naar han udtalte sig til hende derom, og derfor blev han mere og mere indesluttet i sig selv. En Dag lukkede han Bibelen sammen med de Ord: »Christus har været et Menneske, som vi, men et usædvanligt Menneske!« – min Moder forfærdedes over disse Ord og brast i Graad; i min Skræk bad jeg til vor Herre, at han vilde tilgive min Fader denne skrækkelige Gudsbespottelse.
»Der er ingen anden Djævel til, end den, vi have i vort eget Hjerte!« hørte jeg min Fader sige; og jeg fik en Angest for ham og hans Sjæl og var ganske af min Moders og Nabokonernes Mening, da han en Morgen, formodentlig revet paa et Søm i Sengen, havde tre dybe Rifter i Armen, at det var Djævelen, som havde været der om Natten, og vilde vise ham sin . Min Fader havde ikke Mange, han omgikkes med, sin Fritid tilbragte han helst ene og med mig ude i Skoven, hans høieste Ønske var at kunne leve paa Landet, og nu traf det sig just, at søgtes en Skomager, denne skulde nedsætte sig i Landsbyen tæt ved og der have frit Huus, en lille Have og Græsning til en Ko; ved dette og ved sikkert Arbeide fra Gaarden vilde han kunde slaae sig igjennem; min Fader og Moder vare opfyldte af den mulige Lykke at komme der; et Prøvearbeide blev givet min Fader: der sendtes ham fra Gaarden et Stykke Silketøi, selv skulde han levere Læderet og sye et Par Dandseskoe; om disse vare i et Par Dage al vor Tanke og Tale; jeg glædede mig saa usigelig til den lille Have, vi skulde have med Blomster og Buske, der kunde jeg sidde i Solskinnet og høre paa ; jeg bad saa inderligt vor Herre opfylde mit og mine Forældres Ønske, det var den høieste Lykke, der kunde os. – Endelig bleve Skoene færdige; vi saae paa dem hjemme ret med høitidelig Følelse, de skulde afgjøre hele vor Fremtid. Fader tog dem i sit Lommetørklæde og gik; vi sad og ventede ham komme hjem med glædestraalende Ansigt; han kom, bleg og forbittret; den naadige Frue, sagde han, havde ikke engang prøvet Skoene, men strax seet ilde paa dem, sagt, at Silketøiet var spoleret og at han ikke kunde antages; »har De spildt Deres Silketøi!« sagde min Fader »saa kan jeg finde mig i at spilde mit Læder!« og han havde taget sin Kniv og skaaret Saalerne fra! – Der blev saaledes ikke Noget af vort Haab om at boe paa Landet. Vi græd alle Tre og jeg syntes, at Gud kunde dog sagtens have bønhørt os, havde han det – da var jeg blevet Bonde, hele min Fremtid anderledes, end den blev; tidt har jeg siden tænkt: mon vor Herre, for min Fremtids Skyld, lod mine Forældre miste deres Lykkens Dage? –
Min Faders Vandringer til Skoven bleve snart hyppigere; han havde ingen Ro paa sig. , som han med Begjerlighed fulgte i Aviserne, opfyldte ham. Napoleon var hans Helt, hans Stigen forekom ham som det skjønneste Exempel til Efterlignelse. , Talen var da kun om Krig, og , min Moder græd, Naboerne trak paa Skuldren og sagde, at det var Galskab saaledes at gaae ud for at lade sig skyde, naar man ikke . Soldaten hørte i den Tid til , først i vore senere Dage, under , saae og opfattede vi ham ret; han er den høire Arm, som fører Sværdet.
Den Morgen, Compagniet, hvori min Fader var, brød op, hørte jeg ham synge og tale lystigt, men hans Hjerte var i stærk Bevægelse, det forstod jeg, paa den vilde Heftighed, hvormed han kyssede mig ved Afskeden. Jeg laae da syg af Mæslinger, laae ene i Stuen, da Trommerne lød, og min Moder grædende fulgte ham ud af Byens Port. Da de vare bortmarscherede, kom min gamle Fa’ermo’er og saae med sine milde Øine paa mig og sagde, at det var godt, om jeg maatte døe nu, men at Guds Villie var altid den bedste. Det var en af de første Morgener fuld af Smerte, jeg erindrer mig.
Det Regiment, min Fader stod ved, kom imidlertid ikke længer, end til Holsteen; der og den frivillige Kriger sad igjen paa sit Værksted, og Alt syntes at komme tilbage til det Gamle.
Jeg legede med mine Dukker, spillede Comedie og altid paa Tydsk, thi kun i dette Sprog kjendte jeg Sligt, men mit Tydsk var et Kaudervælsk, som jeg selv opfandt, og hvori kun eet eneste tydsk Ord: »« forekom, et Ord, jeg havde opsnappet af de forskjellige Benævnelser, min Fader bragte os hjem fra Holsteen. »Du har jo godt af min Reise!« sagde han i Spøg. »Gud veed, om Du kommer saa langt ud, men det maa Du, husk paa det, Hans Christian!« – Men min Moder sagde: at saalænge hun raadede over mig, skulde jeg nok faae Lov til at blive hjemme, for ikke at sætte mit Helbred til som han.
Med hans Sundhed var det forbi, den havde lidt ved de ham uvante Marscher og Krigslivet. En Morgen vaagnede han i vilde Phantasier, talte om Felttog og om Napoleon; han troede at tage Ordre af ham og at commandere selv. Min Moder sendte mig strax ud om Hjelp, men ikke hos Lægen, nei, hos en saakaldet »klog Kone«, der boede en halv Miil fra Odense. Jeg kom derud, Konen gjorde mig flere Spørgsmaal, tog derpaa en ulden Traad, maalte mine Arme, gjorde underlige Tegn over mig og lagde tilsidst, paa mit Bryst, en grøn Green, den var et Stykke af , sagde hun og tilføiede: »Gaa nu langs med Aaen! skal din Fader døe denne Gang, saa møder du hans Gjenfærd!«
Man kan tænke sig min Angest, jeg, som var saa opfyldt af Overtro og levede under Phantasiens Magt. »Og Du har ikke mødt Noget?« spurgte min Moder mig, da jeg kom hjem; med bankende Hjerte forsikkrede jeg, »Nei!« . Hans Liig blev liggende i Sengen, jeg laae med min Moder udenfor, og hele Natten . »Han er død!« sagde min Moder til den: »Du behøver ikke at synge efter ham, Iisjomfruen har taget ham!« og jeg forstod hvad hun meente; jeg huskede fra Vinteren forud, at da vore Vinduer stode tilfrosne, havde min Fader viist os, at der var frosset paa Ruden, ligesom en Jomfru, der strakte begge sine Arme ud. »Hun vil nok have mig!« sagde han i Spøg; nu, da han laae død i Sengen, kom det min Moder i Sindet, og hvad han udtalte, beskjeftigede min Tanke.
Paa St. Knuds Kirkegaard, udfor den venstre Sidedør fra Altret, begravede de ham, Fa’ermo’er plantede Roser paa Graven; i senere Aar ere andre Liig blevne lagte paa samme Sted, nu voxer Græsset høit ogsaa hen over disse.
Fra min Faders Død var jeg saagodtsom ganske overladt til mig selv; min Moder gik ud at vaske for Folk, jeg sad alene hjemme med det lille Theater, som min Fader havde gjort til mig; jeg syede Dukketøi og læste Comediebøger. – Man har fortalt mig, at jeg da var , havde et stort, lyseguult Haar, gik barhovedet og som oftest med Træskoe paa Fødderne.
I vort Nabolav boede sammen Præste-Enken ; de lode mig komme ind til sig, fik Godhed for mig, og jeg var hos dem den meste Tid af Dagen; dette var det første dannede Huus, hvori jeg havde et Hjem. Den afdøde Præst havde skrevet Digte, havde dengang et Navn i den danske Literatur; hans : i mine »Vignetter til danske Digtere« sang jeg siden om ham, som mine Jevnaldrende havde glemt.
Traaden brister, Rokken staaer, Spindevisen tier,
Ungdoms-Sangen bliver snart gamle Melodier.
Her hørte jeg første Gang Navnet »Digter« blive udtalt og nævnet med en Høiagtelse, som noget Helligt; Holbergs Comedier havde min Fader læst for mig, men her talte man ikke om disse, men om Vers, om Poesie. »Min Broder, Digteren!« sagde Bunkeflods gamle Søster og hendes Øine lyste. Af hende lærte jeg, at det var noget Herligt, noget Lykkeligt at være en Digter; her læste jeg ogsaa første Gang , rigtignok i en ; men de kjække Skildringer, de blodige Begivenheder, Hexe og Spøgelser der traadte op, vare just efter min Smag; strax spillede jeg de shakespearske Tragedier paa mit Dukketheater; levende saae jeg i Tankerne og paa Heden. Jo Flere der døde i et Stykke, desto interessantere forekom det mig. Paa den Tid skrev jeg mit første Stykke, det var ikke mindre end en Tragedie, og hvori de naturligviis Alle døde. Indholdet havde jeg taget af en , men jeg havde forøget Begivenheden med en Eremit og hans Søn, der begge elskede Thisbe, og begge toge Livet af sig, da hun døde; til de fleste af Eremitens Repliker havde jeg laant Bibelens Ord, udskrevet Bibelsteder af ; Stykkets Navn var »«. Det skulde hedde »Aborre og Torsk!« sagde vittig, da jeg med stor Veltilfredshed og Lykke havde læst det for alle Mennesker og nu ogsaa kom til hende. Jeg blev aldeles nedslaaet ved hendes Ord, jeg følte, at hun gjorde Nar af mig og mit Digt, som alle de Andre havde rost; bedrøvet fortalte jeg det til min Moder. »Det siger hun kun, fordi hendes Søn ikke har gjort det!« sagde hun og jeg var trøstet og begyndte paa et nyt Stykke; dette skulde være i en høiere Stiil; en Konge og en Prindsesse skulde træde op deri, vel saae jeg, at hos Shakspeare talte disse ligesom andre Mennesker, men dette forekom mig at være ikke ganske rigtigt. Jeg spurgte min Moder og flere Folk i Nabolavet om, hvorledes egentlig en Konge talte, men de vidste ikke ret at give Besked herom, de sagde, at det var saa , men at han nok talte fremmede Sprog. Jeg fik da fat paa et Slags Lexicon, hvori stode tydske, franske og engelske Ord med dansk Oversættelse ved, og nu var jeg hjulpet; jeg tog nogle Ord af de forskjellige Sprog og lagde dem ind i hver Sætning, som Kongen og Prindsessen talte. » ! har De godt ?« var een af Replikkerne; det blev et heelt , som jeg ansaae for at være det ene rigtige hos saa høie Personer. Alle Mennesker maatte høre mit Stykke, det var mig en Lyksalighed at læse det op, og aldrig faldt der mig Andet ind, end at det maatte være dem Alle en stor Glæde at høre det.
var anbragt paa en , og derved ugentlig en lille Sum; jeg derimod drev om, som man sagde, og bestilte ingen Ting, min Moder bestemte derfor, at jeg ogsaa skulde paa Fabriken; »det er ikke for Fortjenestens Skyld,« sagde hun, »men det er, for saa veed jeg, hvor han er.« Gamle Fa’ermo’er førte mig derhen og var inderlig bedrøvet; det havde hun ikke tænkt at opleve, sagde hun, at jeg skulde gaae saaledes sammen med alle de usselige Drenge. Her arbeidede en Mængde tydske Svende, de sang og talte lystigt; mangen raa Spas vakte stor Jubel, jeg hørte paa den, og har lært deraf, at Barnet kan høre Sligt med uskyldigt Øre, det naaede ikke ind til mit Hjerte. Jeg havde den Gang en mærkelig smuk og høi Sopranstemme, som jeg beholdt til ind i mit femtende Aar; jeg vidste, at Folk holdt af at høre mig synge, og da man paa Fabriken spurgte mig, om jeg kunde nogle Viser, begyndte jeg strax min Sang og den gjorde stor Lykke; de andre Drenge blev det overdraget at gjøre mit Arbeide. Da jeg saa havde sjunget, fortalte jeg, at jeg ogsaa kunde spille Comedie; jeg huskede hele Scener af Holberg og af Shakspeare og dem fremsagde jeg. Svende og Koner nikkede venligt til mig, loe og klappede i Hænderne. Paa den Maade fandt jeg de første Dage paa Fabriken meget morsomme; men en Dag, som jeg bedst stod og sang og der taltes om min Stemmes Klarhed og mærkelige Høide, udbrød en af Svendene: »det er bestemt ingen Dreng, men en lille Jomfru!« han tog fat paa mig, jeg skreg og jamrede mig, de andre Svende fandt den raa Spøg morsom, de holdt mig ved Arme og Been, jeg hvinede i vilden Sky, og bly som en Pige, styrtede jeg ud af Huset og hjem til min Moder, der strax lovede mig, at jeg aldrig skulde komme derhen mere.
Jeg søgte nu igjen til Madam Bunkeflod, hørte der læse høit, læste selv og øvede mig tillige i – at sye, det var mig af stor Nødvendighed for mit Dukketheater, jeg syede ogsaa som en Festgave til Madamens Fødselsdag en hvid Silkenaalepude, den, jeg mange mange Aar efter, som Ældre, der har seet opbevaret. der i Nabolavet gjorde jeg ogsaa Bekjendtskab med, hun lod mig læse for sig, Romaner fra ; en af disse begyndte omtrent saaledes: »det var en stormfuld Nat, Regnen pladskede paa Ruderne!« – »Det er en ypperlig Bog«, sagde Madamen, og jeg spurgte i Uskyldighed hvoraf hun vidste det. »Jeg hører det strax paa Begyndelsen!« sagde hun, »denne bliver udmærket!« og jeg saae med en Slags Ærbødighed op til hende, der var saa klog.
I Høsten engang tog min Moder mig med fra Odense til en Herregaard i Nærheden af hendes ; der, hvis Forældre min Moder havde tjent, havde sagt, at vi dog engang skulde komme der i Besøg; dette havde jeg i Aaringer glædet mig til og nu skulde det opfyldes; min Moder og jeg brugte to hele Dage til at naae derhen, thi vi maatte gjøre Reisen tilfods, det var en deilig Gaard og deilig Mad fik vi, men foruden dette gjorde ogsaa Landet selv et saa mægtigt Indtryk paa mig, at mit høieste Ønske var altid at blive her. Det var i , nede i Laden omkring et stort Kar sad jeg hos min Moder og en heel Mængde Bønderfolk og pillede Humle; der blev fortalt Historier og mange vidunderlige Ting, der var oplevet og seet. Djævelen med Hestefod, Gjengangere og Varsler, kjendte de Alle saa godt til. Der var en gammel Bonde, som blandt Andet sagde, at Gud vidste Alt hvad der skete og skulde skee! de Ord gjorde et dybt Indtryk paa mig, de laae mig bestandig i Tanke, og da jeg henimod Aften gik ene, noget borte fra Gaarden og kom til et dybt Gadekjær, hvor jeg krøb ud paa en af de store Steen ude i Vandet, gik det mig underligt gjennem Hovedet, om Gud dog virkeligt skulde vide Alt hvad der vilde skee! – ja, nu har han bestemt, at jeg skal leve og blive mange Aar gammel, tænkte jeg, men dersom jeg nu springer ud i Vandet og drukner mig, saa skeer det dog ikke, som han vil. Og jeg var øieblikkelig fuldt og fast bestemt paa at drukne mig; jeg vendte mig mod det dybeste Sted – da gik en ny Tanke gjennem min Sjæl: »det er Djævelen, som vil have Magt over mig!« og jeg udstødte et Skrig, løb alt hvad jeg kunde og styrtede grædende i Armene paa min Moder; men hverken hun eller Nogen fik ud af mig, hvad jeg feilede. »Han har vist seet noget Spøgeri!« sagde en af Konerne, og jeg troede det næsten selv.
Min Moder , fandt at det var et altfor ringe Parti, han gjorde, og hverken min Moder eller jeg fik Lov til at komme i deres Huus. Min var en ung, stille Mand med livlige, brune Øine og af et jevnt godt Humeur; min Opdragelse vilde han slet ikke blande sig i, sagde han, og lod mig ogsaa være og blive, som jeg selv vilde. – Jeg levede derfor ganske for min Perspectiv-Kasse og mit lille Dukketheater, og det var min største Lykke at have samlet ret mange brogede Klude, som jeg da tilskar og syede i Dragter; min Moder betragtede det som en god Øvelse for mig til at blive Skrædder, thi det var jeg født til, meente hun; jeg derimod sagde, at jeg vilde til Comedien, Noget, min Moder paa det bestemteste satte sig imod, idet hun kun kjendte som Comedie, Liniedandsere og omreisende Skuespillere, som hun regnede for eet. »Ja, saa vil Du faae ordenlig Bank!« sagde hun da, »saa kommer Du til at sulte, at Du kan være let, og Du faaer Olie at spise for at blive lind i Lemmerne!« nei, Skrædder skulde jeg være. »See bare, hvor fiint , har store Ruder i Vinduerne og ; ja, kan Du bare blive en af dem!«
Hvad der i denne min Bestemmelse for Skrædderiet var min eneste Trøst og Glæde, var det, at da vilde jeg ret kunde faae Klude og Lapper til mit lille Theaters Garderobe.
Mine Forældre vare flyttede hen i , og vi havde der faaet en Have; den var meget lille og smal, den var egentlig kun et langt Bed med Rips- og Stikkelsbær-Hækker og saa Gangen, der tog ligesaa stor Plads op, men denne førte ned til Odense-Aa, lige bag Munkemølle; tre store Vandhjul dreiede sig under det styrtende Vand og stode pludselig stille, naar Sluseportene bleve satte for; alt Vandet løb da af Aaen, der blev tør Bund, hvor i Vandhullerne Fiskene sprællede, jeg kunde tage dem med Hænderne, og under de store Vandhjul kom, ud fra Møllen, Vandrotter, for at drikke; pludseligt løftedes Sluse-Portene, Vandet styrtede skummende og brusende, der var ingen Rotter mere at see, AaLeiet fyldtes og jeg, som stod der ude, løb pjaskende gjennem Vandet henimod Bredden, forskrækket som Ravsamleren paa Vesterhavets Kyst, naar han er langt ude og Floden kommer. Paa en af de store Stene, som min Moder brugte til i Aaen, stod jeg og sang i vilden Sky alle de Viser, jeg kunde, og tidt var der hverken Mening eller Melodie, men egen selvlavet Sangklang, som den bedst vilde komme; Nabohaven tilhørte . Jeg vidste, at naar i Haven derinde vare Fremmede, hørte de altid efter min Sang. Alle Folk sagde mig, at jeg havde en deilig Stemme, og at jeg vist med den vilde gjøre min Lykke i Verden. Tidt tænkte jeg over, hvorledes denne Lykke skulde komme, og da det Eventyrlige for mig var Sandhed, saa ventede jeg de forunderligste Ting. Jeg havde hørt af en gammel Kone, som skyllede Tøi i Aaen, at Keiserriget China laae lige her under Odense-Aa, og nu ansaae jeg det for slet ikke umuligt, at en maaneklar Aften, som jeg der sad, kunde en chinesisk Prinds grave sig igjennem Jorden op til os, høre mig synge og saa tage mig ned til sit Kongerige, og gjøre mig rig og fornem, men saa igjen lade mig faae Lov til at besøge Odense, hvor jeg vilde boe og bygge et Slot; hele Aftener kunde jeg sidde og gjøre Tegninger og Grundrids deraf. Jeg var ganske Barn – og siden, længe efter – da var jeg det ligesaameget, naar jeg i Kjøbenhavn traadte declamerende op og læste Digte; jeg ventede og troede endnu paa en saadan Slags Prinds i Kredsen, der skulde høre mig, forstaae mig og hjelpe mig frem; men det skulde nu ikke skee paa den Maade og dog skee!
Min Læselyst, de mange dramatiske Scener, jeg kunde udenad og min særdeles klangfulde høie Stemme, Alt tilsammen vakte en Slags Opmærksomhed for mig hos flere fornemme Familier i Odense; jeg blev kaldt til dem, min hele forunderlige Personlighed vakte Interesse, og blandt de Mange til hvem jeg kom, var den, der med sin Familiekreds viste mig den meest sande Deeltagelse; ja han talte om mig endog saa til Prinds Christian, senere Christian den Ottende, som da boede paa Odense Slot, og derop tog Guldberg mig med sig en Dag.
»Dersom Prindsen spørger Dem, hvad De har Lyst til«, sagde han, »saa svarer De, at det er Deres høieste Ønske at komme i Latinskole!« og det sagde jeg ogsaa strax, da Prindsen virkeligt gjorde mig Spørgsmaalet, men han svarede, at det at synge, at kunne sige livlig en Digters Ord, var meget godt, men derfor ikke Genie, og at jeg maatte huske paa, at det at studere var en lang og kostbar Vei! at han imidlertid vilde tage sig af mig, dersom jeg lagde mig efter en smuk Profession, for Exempel at blive . Dertil havde jeg nu slet ikke Lyst og gik ikke ganske glad bort, skjøndt den ædle Fyrste havde talt aldeles naturligt og rigtigt; siden da Tiden udfoldede mine Evner, ; med den inderligste Følelse hænger min Tanke ved Erindringen om ham.
Jeg gik nu hjemme, skød op og blev en lang Dreng, som min Moder sagde, hun ikke godt længere kunde lade gaae saaledes og drive om; jeg gik i ,« lærte kun Religion, Skrivning og Regning, og dette sidste daarligt nok; neppe et Ord forstod jeg at rigtigt; hjemme læste jeg aldrig paa mine Lectier, de bleve saa temmeligt lærte paa Veien fra Hjemmet til Skolen, og min Moder roste mit store paa Nabosønnens Bekostning: »Han læser, saa det snurrer efter Morgen og Aften, min Hans Christian seer aldrig i sin Skolebog, og dog kan han den.«
Hver gang det var Lærerens Fødselsdag, flettede jeg en Krands til ham og skrev et Digt, som fulgte med, sædvanlig tog han det med et Smiil, men et Par Gange skjendte han derfor; han var fra Norge og hed , sikkert var han et ædelt Menneske, men af en heftig Natur og slet ikke lykkelig; ud af sit Hjerte talte han til os om Religionen, og naar han gjennemgik Bibelhistorien, vidste han at give den saa levende, at imedens jeg hørte, blev mig alle de malede Billeder paa Skolevæggens , der viste Scener af det gamle Testament, lyslevende, fik for mig en Skjønhed, Sandhed og Friskhed, som jeg senere saae den i de herlige Stykker af og . Tidt sad jeg drømmende og stirrende paa den brogede Væg og fik da en lille Irettesættelse af ham, fordi jeg var »borte igjen«; saa fortalte jeg de andre Drenge kurieuse Historier, men hvori jeg naturligviis ikke glemte at gjøre mig selv til Hovedpersonen, stundom blev jeg leet af. Gadedrengene havde af deres Forældre ogsaa hørt om mit sære Væsen, og hvorledes jeg kom omkring i »fornemme Familier«, og derfor blev jeg en Dag forfulgt igjennem Gaden af en heel vild Skare, der spottende raabte: »der løber Comedieskriveren!« Jeg skjulte mig hjemme i en Krog, græd og bad til Gud.
Jeg gik i mit fjortende Aar, min Moder tænkte paa at faae mig confirmeret, for at jeg kunde komme i Skrædderlære og bestille noget Fornuftigt. Med hele sit Hjerte holdt hun af mig, men forstod ikke min Higen og Tragten, som jeg da selv heller ikke forstod den. Hendes Omgivelse talte altid mod min Maade at være paa og opholdt sig over mig, det bedrøvede og piinte hende.
Vi hørte til St. Knuds Sognekirke, og her kunde Confirmanterne tegne sig, enten hos ; hos den første gik kun de saakaldte fornemme Familiers Børn, samt Latinskolens Diciple, hos den sidste gik de fattigere; jeg meldte mig hos Stiftsprovsten, der maatte tage imod mig, men vistnok kun saae Forfængelighed deri, at jeg vilde gaae med hans Confirmanter; disse stilledes øverst paa Kirkegulvet, Capellanens kom derimod nedenfor; jeg tør imidlertid troe, at det ikke ganske var Forfængelighed, der drev mig, jeg havde en Angest for de fattige Drenge, som havde spottet mig, jeg følte altid en inderlig Drift til at nærme mig Latinskolens Disciple, som jeg den Gang betragtede for meget bedre end de andre; naar de legede inde paa Kirkegaarden, stod jeg uden for Træ-Gitteret, kigede ind og ønskede, at jeg var iblandt de Lykkelige, ikke for Legens Skyld, men for de mange Bøger, de havde, og for hvad de kunde blive i denne Verden. Hos Stiftsprovsten kunde jeg saaledes komme sammen med dem, være som de; – men jeg husker ikke en Eneste fra den Tid, saa lidt maae de der have givet sig af med mig; jeg havde daglig Følelsen af, at jeg havde trængt mig ind, hvor jeg ikke hørte hjemme; ogsaa Stiftsprovsten selv lod mig føle det, og da jeg engang hos nogle af hans Bekjendtskab havde declameret Scener af en Comedie, kaldte han mig for sig, udtalte det Upassende i at gjøre Sligt paa en Tid, jeg forberedte mig til Confirmationen, og at naar han hørte Sligt om mig igjen, vilde jeg blive viist bort; jeg blev meget angest og fortrykt i Sindet, endnu mere en forvildet Fugl i den fremmede Stue; dog Een her var mig venlig og god, det var en ung Pige, af Confirmanterne, en , hun blev anseet for den fornemste af dem Alle, – om hende kommer jeg senere til at tale – hun alene saae mildt til mig, sagde mig et venligt Goddag, og gav mig endogsaa engang en Rose, og jeg gik hjem, lyksalig, fordi der dog var Een, som ikke oversaae og forskød mig.
En gammel Skrædderske forandrede min afdøde Faders Overkjole til en for mig; jeg syntes, at jeg aldrig havde baaret en saadan Stadskjole, og for første Gang i mit Liv fik jeg Støvler; min Glæde over disse var overordenlig, kun frygtede jeg, at ikke Alle skulde see, at det var Støvler, og derfor trak jeg Skafterne op over Beenklæderne og gik saaledes opad Kirkegulvet; Støvlerne knirkede, og det frydede mig i mit Inderste, at Menigheden nu kunde høre, at de vare nye; men min Andagt var forstyrret, jeg følte det og havde tillige en gruelig Samvittighedsqval over, at min Tanke var ligesaa meget hos mine Støvler, som hos den gode Gud; jeg bad ham ret i mit Hjerte tilgive mig, og tænkte saa igjen paa mine nye Støvler.
I de sidste Aar havde jeg sparet sammen i een Sum alle de Skillinger, jeg ved forskjellige Leiligheder fik, og da jeg talte dem efter, havde jeg tretten Rigsdaler; jeg var overvældet ved Besiddelsen af en saa stor Rigdom, og da min Moder nu paa det meest Bestemte holdt ved, at jeg skulde i Skrædderlære, bad og plagede jeg hende om, dog hellere at lade mig forsøge min Lykke i at reise til Kjøbenhavn, som da var mig Verdens største Stad.
»Hvad skal der blive af Dig der?« spurgte min Moder.
»Jeg vil være berømt!« svarede jeg og fortalte hende, hvad jeg havde læst om mærkelige Mænd, der vare fødte i Fattigdom. »Man gaaer først saa gruelig meget Ondt igjennem,« sagde jeg, – »og saa bliver man berømt!« Det var en aldeles uforklarlig Drift, som drog mig. Jeg græd, jeg bad, og tilsidst gav min Moder efter, men lod dog først en gammel, saakaldet »klog Kone« fra Hospitalet hente, og denne i Kort og Kaffe spaae mig min Fremtids Skjæbne.
»Hendes Søn bliver en stor Mand!« sagde den Gamle, »til Ære for ham skal engang Odense By blive !« Min Moder græd, da hun hørte det, og havde nu Intet imod, at jeg reiste. Alle Naboer, Enhver, som hørte derom, talte til min Moder og sagde, at det var reent forfærdeligt at lade mig, der kun var fjorten Aar gammel og i Alting saa ganske Barn, løbe til Kjøbenhavn, der laae saa mange Mile borte, og var en stor, vildsom By, hvor jeg Ingen kjendte. »Ja, han lader mig ikke have Ro!« svarede hun; »jeg har maattet give ham Lov til at tage afsted, men det gjør ikke Noget, jeg er vis paa, at han ikke kommer længer end til Nyborg; naar han seer den vilde Søe der, bliver han nok bange og vender om igjen, og saa skal han i Skrædderlære!«
»Kunde vi bare faae ham her i Byen paa en Skriverstue!« sagde Fa’rmoder, »det var dog noget Fiint, og det har Hans Christian Tanke til!«
»Kan han blive en Skrædder som , saa forlanger jeg det ikke finere!« sagde min Moder. »Lad ham nu kun reise til Nyborg!«
; hele Byen var endnu opfyldt deraf. Jeg, idet jeg stod mig godt med , havde ikke blot fra Coulisserne seet alle de givne Forestillinger, men var selv traadt op baade som og som Hyrde, ja jeg havde endogsaa sagt et Par Repliker i »«; min Iver var saa stor, at naar de Spillende kom i Garderoben før Forestillingen, stod jeg allerede paaklædt; herved bleve de opmærksomme paa mig; min Barnlighed og Begeistring morede dem; de talte venligt til mig, især Haack og Enholm, og jeg saae op til dem som til jordiske Guder. Alt hvad jeg havde hørt om min Sangstemme og om min Fremsigelse af Vers og Monologer bragte nu til Klarhed hos mig den Tanke, at det var Theatret, jeg var født for, og at det var her jeg vilde blive en berømt Mand, og derfor var Theatret i Kjøbenhavn Maalet for min Stræben. Skuespillernes Ophold i Odense var hos Mange, og hos mig især, en Livsbegivenhed; der taltes derom med sandt Sværmeri, og Talen endte altid med: »hvem der dog var i Kjøbenhavn og paa Comedie der«. Dette var der nu Enkelte der havde været, og disse omtalte da Noget, de kaldte Ballet, der skulde endnu overgaae Opera og Comedie; Dandserinden Madame Schall, sagde de, var der den første og mægtigste; hun forekom mig altsaa som Dronningen for det Hele, og i min Phantasie svævede hun som Den, der, naar jeg vandt hendes Godhed og Beskyttelse, kunde hjelpe mig frem til Hæder og Lykke.
Opfyldt heraf gik jeg hen til den gamle Bogtrykker Iversen, en af Odenses meest ansete Borgere, hvem, som jeg vidste, Skuespillerne under deres Ophold i Odense daglig havde besøgt, han kjendte dem Alle og maatte vistnok ogsaa kjende Dandserinden; ham vilde jeg bede om et Brev til hende, og saa vilde Gud nok gjøre det Øvrige.
Den gamle Mand saae mig for første Gang, hørte med stor Venlighed paa mit Andragende, men raadede mig paa det meest Bestemte fra at vove slig Reise. Jeg skulde lære et Haandværk, sagde han. »Det vilde virkeligt være en stor Synd!« svarede jeg, og han studsede over Maaden, jeg skal have sagt det paa, og det for mig, som senere har fortalt mig. Personlig kjendte han vel ikke Dandserinden, sagde han, men han skulde alligevel nok give mig Brev til hende. Jeg fik det og syntes nu alt at have Lykkens Dør aaben.
Min Moder pakkede en lille Bylt Klæder sammen, talte med Postkarlen, om jeg kunde følge med som blind Passageer til Kjøbenhavn; det lod sig gjøre, jeg skulde kun betale tre Rigsdaler for hele Reisen. , kom endelig; min Moder fulgte mig bedrøvet ud af Porten; her stod gamle Fa’rmoder; i den sidste Tid var hendes smukke Haar blevet graat, hun tog mig om Halsen, græd, uden at kunne sige et Ord; jeg var selv inderlig bedrøvet – saa skiltes vi ad; jeg saae hende aldrig mere; hun døde Aaret efter, – jeg veed ikke hendes Grav, hun ligger paa de Fattiges Kirkegaard.
blæste, det var en deilig Solskins Eftermiddag, og snart skinnede Solen ind i mit lette, barnlige Sind; jeg glædede mig over alt det Nye, jeg saae, og jeg reiste jo mine Længslers Maal imøde; men da jeg ved Nyborg kom ud paa det store Belt, og Skibet seilede fra min Fødeø, følte jeg ret hvor ene og forladt jeg var, og at jeg ingen Anden havde end Gud i Himlen. – Saasnart jeg betraadte Land i Sjælland, gik jeg om bag et Skuur ved Strandbredden, faldt paa mine Knæ og bad Gud at hjelpe og ledsage mig; jeg følte mig trøstet derved, stolede saa fast paa Gud og min Lykke – og saa kjørte jeg hele Dagen og den næste Nat gjennem Stæder og Landsbyer; eensom stod jeg ved Vognen og spiste mit Stykke Brød, medens Ompakningen skete; Alt var mig saa fremmed, jeg syntes, at jeg var langt ude i den vide Verden.
II
Mandagmorgen den sjette September 1819 saae jeg fra Frederiksberg Banke første Gang Kjøbenhavn; derude steg jeg af med min lille Bylt og gik igjennem , den og Forstaden ind i Byen. Aftenen før jeg kom var just udbrudt den saakaldte »«, der da strakte sig gjennem flere af Europas Lande; hele Byen var i Bevægelse, stor Menneske-Stimmel paa Gaderne; dog al den Larm og Tummel overraskede mig ikke, den svarede just til det Røre, jeg havde tænkt mig, der altid maatte være i Kjøbenhavn, min Verdens Stad. Med neppe ti Rigsbankdaler i Lommen tog jeg Logis i en af de mindre Gjestgivergaarde »«, nær ved Vesterport, gjennem hvilken jeg var kommet ind.
Min første Vandring i Byen var hen til Theatret; jeg gik flere Gange omkring det, saae op ad Murene og betragtede den hele Bygning som et Hjem, der endnu ikke var aabnet for mig. En af paa Hjørnet standsede mig og spurgte, om jeg vilde have en Billet; jeg var saa aldeles uvidende om Verden og om Skik og Brug i Kjøbenhavn, at jeg troede Mennesket vilde forære mig Billetten; jeg takkede paa det Hjerteligste, han troede, jeg gjorde Nar af ham og blev vred, saa at jeg forskrækket løb bort fra det Sted, der var mig det kjæreste; mindst tænkte jeg da, at , og at jeg saaledes dog i dette Huus skulde træde frem for det danske Publicum. Dagen efter tog jeg Confirmationsklæderne paa, Støvlerne bleve naturligviis ikke glemte, og Skafterne kom heelt op uden paa Beenklæderne; saaledes i min største Pynt og med en Hat, der gled mig heelt ned over Øinene, , for at overrække hende mit Anbefalingsbrev. Før jeg trak i Klokkestrængen, faldt jeg paa mine Knæ udenfor Døren, og bad til Gud, at jeg her maatte finde Hjelp og Beskyttelse; i det samme kom, med sin Torvekurv paa Armen, en Tjenestepige op af Trappen, hun smilede venligt, stak en Sexskilling til mig og hoppede afsted; jeg saae paa hende og paa Skillingen, jeg havde jo mine Confirmationsklæder paa, maatte jo see meget fiin ud, syntes jeg, hvor kunde hun troe, at jeg vilde betle; jeg kaldte paa hende; »Behold den kun!« raabte hun ned til mig og var borte.
Endelig Dandserinden, der med stor Forundring saae og hørte paa mig; hun kjendte aldeles Intet til den gamle Iversen, hvem Brevet var fra; min hele Personlighed og Optræden var hende høist besynderlig. Jeg udtalte paa min Maade den inderlige Lyst, jeg følte efter at komme til Theatret, og paa hendes Spørgsmaal, hvilke Partier jeg troede, at jeg kunde udføre, svarede jeg: »Cendrillon! den holder jeg saa meget af!« Dette Stykke var af de kongelige Skuespillere givet i Odense, og Hovedrollen deri havde i den Grad opfyldt mig, at jeg efter Erindringen kunde spille den heel og holden. Jeg vilde vise hende en Prøve deraf, og da hun var Dandserinde, fandt jeg det rimeligviis interessantest for hende, at hun fik Scenen, hvor Cendrillon dandser; jeg udbad mig imidlertid Tilladelse til at tage mine Støvler af, da jeg ellers ikke var let nok for den Rolle; og nu tog jeg min store Hat som Tambourin, slog paa den, begyndte at dandse og synge:
»Hvad vil Rigdom vel sige,
Hvad er Glands og Herlighed!« –
Mine selsomme Gebærder, min hele forunderlige Bevægelighed, gjorde, at Dandserinden, som hun selv mange Tider efter har sagt mig, troede, at jeg var gal og skyndte sig med at faae mig bort.
Nu gik jeg til Theaterchefen, Kammerherre Holstein, for at søge Ansættelse; han saae paa mig og sagde, at jeg var for mager for Theatret. »O«, svarede jeg, »naar jeg kun maa blive ansat med hundred Rigsdalers Gage, vil jeg nok blive fed!« Kammerherren viste mig alvorlig bort og tilføiede, at man kun engagerede Mennesker, som havde Dannelse.
Inderlig bedrøvet stod jeg der, intet Menneske havde jeg, som kunde give mig Trøst og Raad; da tænkte jeg paa at døe, som det eneste Bedste for mig, og min Tanke fløi mod Gud; med hele Barnets Tillid til en Fader klyngede min Tanke sig til ham; jeg græd ret ud og sagde da til mig selv: »naar først Alt gaaer ret ulykkeligt, saa sender han Hjelp, det har jeg læst; man skal lide Meget, og saa bliver man til Noget!« – Jeg gik nu hen og kjøbte mig en til Syngestykket »«. De Elskendes Adskillelse greb mig i den Grad, at jeg brød ud i heftig Graad; et Par Madamer, der sad ved Siden af mig, trøstede mig paa det Bedste og sagde, at det var kun Comedie, det havde slet ikke Noget at betyde, og den ene gav mig et stort Stykke Smørrebrød med Rullepølse paa. Vi sad nu der saa selskabeligt sammen og vare Alle gode Mennesker; jeg havde den største Tillid til Alle, og med fuld Aabenhjertighed fortalte jeg dem nu i Galleri-Logen, hvor vi sad, at det egentlig ikke var for Paul og Virginie at jeg græd, men fordi jeg betragtede Theatret som min Virginie, og at naar jeg skulde skilles fra det, maatte jeg ogsaa blive lige saa ulykkelig som Paul. De saae paa mig, syntes ikke at forstaae mig, og jeg fortalte dem nu, hvorfor jeg var kommet til Kjøbenhavn, hvor ene jeg var – og Madamen gav mig mere Smørrebrød, Frugt og Kage.
Næste Morgen betalte jeg, i Vertshuset, min Regning og saae da, at hele min Formue nu kun bestod i een Rigsdaler; jeg maatte derfor see til, enten strax at komme hjem igjen med en Skipper, eller i Kjøbenhavn at gaae i Lære hos en Haandværker; det Sidste fandt jeg at være det Klogeste; kom jeg hjem til Odense, da skulde jeg jo dog ogsaa i Lære, og jeg forudsaae, at naar jeg saaledes kom hjem igjen, efterat det var gaaet mig saa daarligt, vilde Folk lee af mig og ; altsaa, jeg maatte helst blive Læredreng i Kjøbenhavn. Det var mig aldeles ligegyldigt, hvilket Haandværk jeg lærte, jeg valgte det jo alene for her.
, der, som jeg, havde reist som med Posten til Kjøbenhavn, gav mig Huusly og Mad, ja hun gik med mig hen at kjøbe en , der vilde tage en Dreng i Lære, og der gik jeg hen. Manden tog venlig imod mig, men sagde, at han maatte, før han fast antog mig, have Attest fra Odense om, at jeg var en skikkelig Dreng og dernæst høre noget mere om mig og om mine Forældre; jeg skulde skaffe ham min ; dog indtil alle disse Efterretninger kom, kunde jeg, dersom jeg ikke havde andet Sted at være, flytte ind til ham og strax forsøge paa, hvorledes Professionen stod mig an.
Allerede Klokken Sex næste Morgen kom jeg paa Værkstedet. Der traf jeg flere Svende og Drenge; de førte et lystigt Sprog; Mesteren var endnu ikke oppe; deres Tale var noget , og jeg var jomfruelig bly; da de mærkede det, blev jeg altsaa drillet, ja opad Dagen gik Drengenes Spas mig for vidt, saa at jeg i Erindring om Scenen paa Fabriken fik stor Forskrækkelse, jeg brast i Graad og tog den Beslutning at opgive Haandværk og Værksted. Jeg gik ned til Mesteren og sagde, at jeg kunde ikke taale den Tale og den Spøg, at jeg ikke havde Lyst til Haandværket og at jeg nu vilde sige ham Farvel og Tak; forundret hørte han paa mig, han trøstede og opmuntrede mig; det hjalp ikke, jeg var saa bevæget, saa betaget og skyndte mig afsted.
Der gik jeg nu ude paa Gaden; Ingen kjendte mig; jeg var ganske forladt. Da huskede jeg paa, at i Odense havde jeg læst i Aviserne om en Italiener, ; alle Mennesker havde jo rost min Stemme, maaskee at denne Mand vilde tage sig af mig; gjorde han det ikke, da maatte jeg endnu samme Aften see at finde en Skipper, med hvem jeg kunde komme hjem igjen til Fyen. Ved Tanken om Hjemreisen blev jeg endnu heftigere bevæget, og i denne lidende Stemning søgte jeg Siboni op! Han havde just stort Middags-Selskab, vor berømte Componist, Professor Weyse, Digteren Baggesen og Flere vare der. Til , der lukkede op for mig, fortalte jeg ikke blot mit Ærinde, om at blive ansat som Sanger, men endogsaa mit hele Levnetsløb; hun hørte med stor Deeltagelse paa mig og maa have fortalt igjen en Deel deraf, thi jeg ventede længe, før hun kom tilbage, og da hun saa kom, fulgte hele Selskabet med. De betragtede mig Allesammen. Siboni fik mig ind i Stuen, hvor Claveret stod, jeg maatte synge; han hørte opmærksomt til; jeg declamerede Scener af Holberg og et Par Digte, i hvilke Følelsen af min egen ulykkelige Stilling saaledes overvældede mig, at jeg brød ud i virkelige Taarer, og hele Selskabet applauderede.
»Jeg forudsiger«, sagde Baggesen, »at der engang bliver Noget af ham! men bliv nu ikke forfængelig, naar hele Publicum tilklapper Dig Bifald!« og nu sagde han Noget om den rene, sande Naturlighed, og at den gik til Grunde med Alderen og mellem Mennesker. Jeg forstod ikke Alt, men et eiendommeligt Naturbarn maa jeg have været, en ganske , for ikke at sige »Fremtoning.« Jeg troede ubetinget ethvert Menneskes Ord, og at Alle meente mig det godt; ikke en Tanke havde jeg, uden at jeg ogsaa strax udtalte den. Siboni lovede, at han vilde uddanne min Stemme og meente, at jeg som Sanger vilde kunne komme til at optræde paa det kongelige Theater. Jeg var saa lyksalig, græd og loe, og da Jomfruen lukkede mig ud, og saae den Bevægelse, jeg var i, klappede hun mig paa Kinden og raadede mig til næste Dag at gaae op til Professor Weyse, han meente mig det godt, sagde hun, og ham kunde jeg stole paa.
Jeg kom til Weyse, der selv fra fattig Dreng havde arbeidet sig frem; dybt havde han følt og forstaaet min ulykkelige Stilling, og idet han benyttede Øieblikkets Stemning, indsamlet 70 Rdlr. til mig; det var en heel Rigdom! hver Maaned kunde jeg, sagde han, afhente hos ham indtil videre, ti Rdlr. Jeg skrev da strax mit første Brev til Hjemmet, et jublende Brev, al Verdens Lykke var strømmet til mig, meldte jeg. Min Moder viste i sin Glæde Brevet til alle Mennesker; Nogle hørte forundrede efter, Andre trak paa Smilebaandet, thi hvad skulde der vel komme ud af det Hele!
Siboni talte ikke Dansk; for at jeg nu kunde forstaaes og igjen forstaae ham, blev det nødvendigt, at jeg lærte idetmindste lidt Tydsk. Den Kjøbenhavnerinde, med hvem jeg havde reist fra Odense til Kjøbenhavn, og som gjerne vilde gjøre mig noget Godt, fik en Sproglærer til at give mig frit nogle tydske Timer, jeg lærte en Deel Gloser, og Siboni aabnede mig nu sit Huus, gav mig Føde og sang nogle Gange Scala med mig. Han havde en italiensk Kok og to livlige Tjenestepiger, den ene havde tjent hos Casorti og talte Italiensk; hos disse tilbragte jeg Dagen, løb med Glæde deres Ærinder, hørte paa deres Historier, men da de en Dag ved Middagsbordet sendte mig ind med et af Fadene, reiste Siboni sig, gik ud i Kjøkkenet, sagde Tyendet, at jeg ikke var »«, og fra den Tid kom jeg lidt mere ind i Stuen, hvor Søsterdatteren , en talentfuld Pige, anvendte en Deel af sin Tid paa Tegning, det var Sibonis Billed som ; jeg stod Model, iført den store Tunica og Toga, der passede til den svære, stærke Siboni og ikke til mig, der var mager og opløben; men denne Uovereensstemmelse morede just den muntre Italienerinde, der loe himmelhøit og tegnede saa .
Opera-Personalet kom daglig til Sangøvelse, imellem blev sagt mig, at jeg kunde høre derpaa, og naar da under Sangen blev utilfreds, saa at det italienske Blod kom ham op i Kinderne, og han i Heftighed brød ud snart paa Tydsk, snart paa curiøst Dansk, saa, uagtet det ikke angik mig, skjælvede jeg over alle Lemmer, og meer og meer fik jeg Angest for ham, af hvem syntes jeg, min hele Fremtid afhang; skulde jeg saa synge Scala, da kunde hans alvorlige Blik bringe min Stemme til at skjælve, og faae Taarer op i Øinene: »!« sagde han da, og naar han saa lod mig slippe, og jeg kom til Døren, kaldte han mig tilbage igjen, stak mig nogle Penge i Haanden, »!« sagde han, og smilte hjertensgod til mig.
Siboni var, efter Alt hvad jeg senere har forstaaet og erfaret, en ganske fortræffelig Syngelærer og skabte en god Skole og dramatisk Sang, men blev af Publicum i det Hele ikke vurderet efter Fortjeneste. Mængden saae i ham kun en Udlænding, der fortærede en Gage, som en Indfødt kunde have godt af, uden at tænke paa, at her ikke blandt de Indfødte, var Een saa god og dygtig, som han var det; de italienske Operaer, som da tonede gjennem Europa og ved Siboni førtes paa Scenen hos os, bleve hadefuldt modtagne, ene og alene, fordi de vare italienske og Siboni en Italiener. »« blev udpebet, »« ligesaa, og da Siboni, der efter sin Contract skulde have en Benefice-Forestilling og dertil valgte paa Tydsk Paers Opera: »die Rache des Achilles,« i hvilken han selv optraadte i Hovedrollen, engang hans Glandsrolle i Italien, blev her pebet af ham. Denne Uret, og Sibonis særdeles Fortjeneste, er efter hans Død blevet erkjendt af Mange, som dengang foragtede og oversaae Compositioner af Rossini og Bellini, men efter bøiede sig for Verdi og Ricci, og det kom til den Yderlighed, at ingen Musik, ingen Sang var af Værd uden den italienske, men dette Omsving oplevede ikke Siboni. Med Sjæl og Ild søgte han ikke blot at lære sine Elever Sangen, men han vilde, at de skulde forstaae og opfatte Characteren, de fremstillede; der manglede ham Ord i det tydske Sprog, det danske havde han endnu mindre i sin Magt, og kun i eet af disse to forstode de fleste af Sangerne ham, kom han nu til at udtrykke sig comisk, blev dette naturligviis hurtigt opfattet og gjengivet.
Fra tidlig Morgen til om Aftenen var jeg i Sibonis Huus, om Natten derimod et Sted, hvorhen min Uvidenhed med Verden havde ført mig; det vil sige, det var i et ganske skikkeligt Huus, men ikke i en saadan Gade. Jeg kunde med de ti Rdlr. jeg maanedlig afhentede hos Weyse, ikke boe paa en Gjestgivergaard, jeg maatte see mig om efter et billigt Logis, og kom da til at boe hos en . Det klinger forunderligt, men saaledes er det, jeg havde i Sandhed ikke Tanke om den Verden, som her rørte sig om mig, og var saa ganske det uskyldige Barn, at der ikke faldt en ureen Skygge i min Sjæl.
I omtrent kom og gik jeg saaledes hos Siboni; da mistede jeg min Stemme, den var i Overgang og jeg havde hele Vinteren og Foraaret været nødt til at gaae med daarligt Fodtøi, dagligt havt vaade Fødder; Stemmen svandt, og der var ikke længer Udsigt til, at jeg skulde, som man havde sagt, blive en udmærket Sanger. Siboni kaldte mig ind til sig, sagde mig det ærligt og raadede mig, nu Sommeren begyndte, at reise hjem til Odense og der lære et Haandværk.
Jeg, som med Henrykkelsens Ord havde beskrevet for min Moder den Lykke, jeg virkelig følte var mig, skulde nu vende tilbage til Hjemmet og der blive til Spot, jeg vidste det vilde skee, jeg følte det og stod som sønderknust. Dog, just i denne tilsyneladende Ulykke laae et Trin opad til det Bedre.
Som jeg stod der igjen forladt og ene, grublende paa, hvad jeg nu skulde gjøre, til hvem jeg skulde vende mig, huskede jeg paa, at jo her i Kjøbenhavn levede Digteren , en Broder til , ham, der havde viist mig saa megen Venlighed. Snart fik jeg at vide, at han ; jeg skrev ham til, idet jeg var forlegen ved som tidligere, Ansigt til Ansigt, at tale om min Stilling og Trang; efter at Brevet var kommet i hans Hænder, gik jeg til ham og fandt ham mellem Bøger og Tobakspiber; han var da endnu en kraftig Mand; hjerteligt og venligt tog han imod mig, og da han af mit Brev havde seet, hvor slet jeg bogstaverede, lovede han at give mig Underviisning i det danske Sprog; og da han derpaa forsøgte mig lidt i det tydske, som jeg sagde, at jeg havde talt hos Siboni, fandt han med Rette, at jeg kunde trænge betydeligt til ogsaa at hjelpes heri, og det vilde han. Indtægten af , han udgav, jeg troer en Tale paa Frederik den Sjettes Fødselsdag, lod han tilfalde mig, man vidste Øiemedet og jeg troer, der indkom over hundrede Rigsdaler; ogsaa Weyse vedblev at vise sin Interesse for mig, han og Flere tegnede sig for en lille Sum til mig, og det samme, det maa jeg især fremhæve, gjorde af eget gode Hjerte de to Tjenestepiger hos Siboni, de kom og tegnede sig hver, at de qvartalsviis vilde give ni Mark af deres Løn; det blev jo rigtignok kun ved det første Qvartal, men den gode Villie var der; de ere begge siden slupne mig af Syne. Ogsaa Componisten Kuhlau, hvem jeg ikke da eller nogensinde talte med, tegnede sig paa den Guldbergske Liste mellem dem, der i et Aar vilde give deres Skjerv; Kuhlau havde ogsaa kjendt det at være et fattigt Barn, i Armodens Huus var han voxet op, der er fortalt mig, at i Vinterens Kulde maatte han løbe Ærinder, og en Aften faldt han med Ølflasken, han havde hentet; Glasstykker af den berøvede ham hans ene Øie.
Da Huuseierinden, hos hvem jeg boede i den omtalte Gade, hørte om de Penge, jeg ved Guldberg og Weyse havde sikkert, var hun villig til at tage mig i Kost og Logis, og da hun derpaa forklarede mig, hvor godt hun kunde sørge for mig, og hvor slemme de var de fleste andre Mennesker omme i Byen, syntes jeg, at hos hende alene var mig et sikkert Hjem. Det Værelse, hun overlod mig, var iøvrigt ikke andet end et tomt Spiiskammer, uden Vindue, uden al anden Dagslys end det, der fra Kjøkkenet kom ind ad den aabne Dør, men jeg skulde have Lov, sagde hun, at sidde i hendes Stue saa meget jeg vilde, og nu kunde jeg prøve hvor god Mad og Drikke jeg fik, og da om to Dage tage Bestemmelse, men det maatte hun sige mig, at for ringere end tyve Rigsdaler om Maaneden kunde hun ikke have mig. Det var jo en slem Betingelse, især da alle Hjelpekilder tilsammen, ikke bragte det til en høiere Sum om Maaneden, end til sexten Rigsdaler, for hvilke jeg ikke blot skulde leve, men klæde mig og tage alle andre Fornødenheder.
»Ja, jeg maa have tyve Rigsdaler!« sagde Madamen, og næste Dag efter Middagsbordet gjentog hun det samme, talte om de onde, fæle Mennesker, jeg let kunde komme imellem, og bad mig nu, til hun om et Par Timer kom tilbage, at give et bestemt Svar paa, om jeg vilde betale de tyve Rigsdaler eller strax at gaae min Vei.
Jeg, som saa let sluttede mig til Menneskene, havde i de to Dage, jeg var her i Huset, faaet hende kjær som en Moder, følte mig saa hjemme; det var en Hjertesorg at skulde bort, og hvorhen og til hvem? Men jeg kunde ikke skaffe flere Dalere end de sexten, jeg havde, dem vilde jeg gjerne give hende allesammen, men det var og blev for lidt! der stod jeg saa inderlig bedrøvet, Madamen var gaaet, Taarerne randt mig ned over Kinderne; jeg saae henne over Sophaen hang Portrait, og jeg var saa ganske Barn, at jeg gik hen og smurte Billedets Øine med mine Taarer, for, som jeg meente, at den døde Mand kunde føle hvor bedrøvet jeg var og maaskee da virke ind paa sin Kones Hjerte, saa at hun bestemte sig til at beholde mig for de sexten. Hun maa have indseet, at der ikke var flere Penge at presse ud af mig, thi da hun kom tilbage, sagde hun, at jeg kunde da blive for de sexten maanedlig; og jeg blev glad, takkede Gud og den døde Mand. Næste Dag bragte jeg hende alle Pengene, usigelig lykkelig, fordi jeg nu havde et Hjem; men selv eiede jeg ikke een eneste Skilling til Skoe, Klæder eller nogen lignende Slags Fornødenheder.
Jeg var midt i Kjøbenhavns Mysterier, men jeg forstod ikke at læse dem. Hos Madamen var, foruden mig, i Kost en ung, venlig Dame, der havde Værelser ud til Gaarden, levede alene, og græd sommetider. Ingen kom til hende uden hendes gamle Fader og han kom kun om Aftenen naar det var mørkt; jeg lukkede ham ind gjennem Kjøkkendøren, han var i simpel Frakke, meget hyllet til op om Halsen og med Hatten ned i Øinene. Sin Aftenthee drak han hos Datteren, hed det, og da maatte Ingen komme derind, for han var menneskesky. Hun blev altid saa alvorlig henimod den Tid, han skulde komme og syntes ikke glad.
Mange Aar efter, da jeg var kommet paa et andet Livstrin, da den fornemme Verden, og hvad man kalder Salonlivet aabnedes for mig, saae jeg en Aften, midt i den oplyste Sal, en decoreret, fornem, ældre Herre træde ind, det var den gamle, menneskesky Fader, ham, jeg havde lukket ind ad Kjøkkendøren, da han kom i den tarvelige Frakke; vi kjendte ikke hinanden, ham idetmindste faldt det vist ikke ind, at jeg, som fattig Dreng, i hiint Huus, havde aabnet ham Døren, naar han gav sin Gjesterolle; jeg saae den Gang kun den værdige Fader i ham, og havde alene Tanke for mit eget Comediespil. Ja, jeg var dengang endnu saa ganske Barn og dog sexten Aar, at jeg, ligesom hjemme i Odense, endnu legede med Dukker og Dukketheater, som jeg selv gjorde; daglig sad jeg og syede Dukkeklæder, og for at faae brogede Lapper dertil, gik jeg ind i Boutikerne paa og , og bad om de vilde forære mig Prøver paa Tøier og Silkebaand. Min Phantasie bevægede sig saa ganske i denne Dukkestads, at jeg ofte stod stille paa Gaden og betragtede de rige Damer i Silke og Fløiel, og i Tankerne forestillede mig alle de Kongekaaber, Slæb og Ridderdragter, jeg kunde lave ud af deres Klæder. Med Phantasien saae jeg al deres Pynt og Stads under min Sax, det var hele Timers Tanke-Øvelse.
Jeg eiede, som sagt, ikke een Skilling, Madamen fik dem alle, men naar jeg saa engang imellem maatte besørge et langveis Byærinde for hende, gav hun mig altid en otte Skilling derfor; det havde jeg fortjent, sagde hun, og hun vilde Ingen gjøre Uret; for Pengene kjøbte jeg da Papir til at skrive paa eller gamle Comediebøger. Morskabslæsning fik jeg snart en heel Deel af og det fra Universitets-Bibliotheket; Regentsprovsten, gamle Rasmus , var jeg en Dag gaaet op til, fortalt, at ogsaa jeg var fra Odense; min Eiendommelighed tiltalte den gamle Mand, han fik Godhed for mig og paa Bibliotheket over Rundekirke lod han mig gaae om og see i Bøgerne, kun at »de sættes paa rette Sted,« og dermed var jeg i høieste Grad samvittighedsfuld, som med de mange Bøger med Billeder, han lod mig laane hjem. Jeg var meget glad! een stor Glæde til havde jeg, ved at Guldberg Skuespilleren Lindgreen til at instruere mig som vordende Skuespiller; jeg maatte lære flere af og dumme Knøse, saaledes »Jacquinot« i »«, et Rollefag, jeg skal have viist Talent for, men min Lyst var at spille »«; jeg fik ogsaa Lov, at lære denne Rolle udenad. Lindgreen lod mig sige for sig , og uagtet han loe og spurgte mig, før jeg begyndte, om jeg virkelig troede, at jeg kunde komme til at ligne den store , hørte han med meer og meer Alvor paa mig, og da jeg endte, klappede han mig paa Kinden og sagde: »Følelse har De! men det er ikke Skuespiller, De skal være. Vor Herre veed, hvad det er! tal med Guldberg om at faae lært noget Latin! det fører altid paa Vei til Studenten!«
Jeg studere! det var nu ikke længe kommet i min Tanke; Theatret var mig nærmere og kjærere. Men Latin kunde jeg jo gjerne lære, det klang mig ogsaa saa stort, at kunne sige: »jeg lærer Latin!« Først talte jeg til ; men hun sagde mig, at Latin var det kostbareste Sprog i Verden, at det var ikke muligt at faae det lært frit! Guldberg fik imidlertid en af sine Venner, nuværende Provst Bentzien, til velvilligt at give mig ugentlig et Par Timers Underviisning deri.
Solodandseren , hun især, en Kunstnerinde dengang af Betydenhed, hvem Rahbek og flere af den Tids Digtere besang, aabnede for mig deres hyggelige Hjem, og det var paa den Tid det eneste, jeg havde; de fleste Aftener tilbragte jeg her, og den milde hjertelige Kone var mig som en god Moder. Manden tog mig med paa , det var dog et Skridt Theatret nærmere. Der stod jeg den hele Formiddag ved den lange Stok og strakte Been, lærte at gjøre , men uagtet al min Flid og gode Villie lovede jeg ikke meget for Dandsen; Hr. Dahlén erklærede, at jeg neppe drev det videre end til at blive . Det havde jeg imidlertid opnaaet, at jeg turde om Aftenen komme bag Coulisserne, hvor der i den Tid ikke herskede Nutidens Orden, her var opfyldt med alskens Mennesker, ligesom selve , disse betalte der et Par Skilling til Maskinkarlene, og her var altid fuldt og tidt det »bedste Selskab«; man vilde saa gjerne see Theatrets Mysterier, jeg veed høifornemme Fruer og Frøkener, som incognito der tog til Takke med at sidde ved Siden af , bare for at vide, hvorledes det gik til deroppe. Bag Coulisserne altsaa kom jeg, ja jeg fik endogsaa fri Adgang til Figurantinde-Logen i tredie Etage, turde der sidde paa den bageste Bænk, og jeg blev uagtet min Længde aldeles betragtet som Barn. Hvor var jeg dog lykkelig, det forekom mig, som om jeg allerede havde Foden heelt inde paa Scenen og hørte med til Personalet, men endnu havde jeg ingen Aften været inde »paa Bræderne«, dog ogsaa dette forventede Øieblik kom. En Aften gav man Operetten »«. Ida Wulff, nuværende Kammerherinde Holstein, var da Sang-Elev, jeg kjendte hende fra Siboni, hvor hun altid talte mildt og venligt til mig; kort før Operetten skulde begynde, mødtes vi bag Coulisserne, og hun sagde mig, at i Markeds-Scenen, som forekom i Stykket, kunde Enhver, selv Maskinfolkene, gaae ind for at fylde Scenen, kun maatte man først faae lidt Sminke paa Kinderne; det fik jeg snart og lyksalig traadte jeg ind med de Andre. Jeg saae Lamperækken, Souffleuren og hele det mørke Tilskuer-Rum. Jeg var i mine sædvanlige Klæder, jeg troer i Confirmations-Kjolen, der holdt endnu, men i hvor meget jeg selv altid børstede paa den og syede paa den, var den, ligesom Snittet den havde, temmelig daarlig; min Hat var mig altfor stor og faldt mig næsten ned over Øinene. Jeg vidste alle disse Mangler og for at skjule disse gjorde jeg mange høist keitede Bevægelser. Jeg turde ikke holde mig rank, for da vilde Vesten vise at den var mig altfor kort, Støvlehælene havde jeg slidt temmelig skjæve og det hjalp ikke paa Holdningen; lang og mager var jeg, og jeg havde erfaret og vidste, at man nok kunde gjøre sig lystig over mig. Dog i dette Øieblik var jeg kun opfyldt af den Lykke første Gang at træde frem foran Lamperækken. Mit Hjerte bankede stærkt, idet jeg traadte ind – da kom , som den Gang førte et stort Ord og nu er glemt, han tog mig derinde i Haanden, og spottende lykønskede han mig til min Debut. »Maa jeg præsentere Dem for det danske Folk!« sagde han og trak mig hen imod Lamperne; man skulde lee af min Personlighed, vilde han, jeg følte det, Taarerne kom mig i Øinene, jeg vred mig løs fra ham og forlod Scenen.
Paa den Tid componerede Hr. Dahlén en Ballet »«, jeg skulde her med og være en Trold, mit eget Ansigt sad i Gabet paa en frygtelig Maske. Fru Heiberg, var som ganske lille Pige ogsaa med i samme Ballet; fra denne er det første Gang, jeg erindrer hende, og i Programmet til Armida staaer ogsaa første Gang hendes Navn trykt ligesom mit. Det var et Moment i mit Liv, at mit Navn nu stod trykt, en af Udødelighed syntes jeg laae deri; hele Dagen hjemme maatte jeg see paa de trykte Bogstaver, jeg tog Ballet-Programmet med i Seng om Aftenen, laae ved Lyset og stirrede paa mit Navn, lagde det hen for at tage det igjen; det var en Lyksalighed!
Allerede gik jeg nu paa andet Aar i Kjøbenhavn, Pengene jeg havde fra Guldberg og Weyse var optagne; jeg var i et Aar blevet ældre, idetmindste i Undseelighed, jeg led ved at tale til Nogen om mine Savn og min Trang. , hvor jeg foruden Logiet kun havde en Kop Kaffe om Morgenen. Det var tunge, mørke Dage; Konen troede, at jeg om Middagen gik ud at spise hos Familier, og da sad jeg paa en Bænk i Kongenshave og spiste et lille Hvedebrød; en enkelt Gang vovede jeg mig ind i og valgte der det meest afsides Bord. Mine Støvler vare itu, i vaadt Veir gik jeg altid med vaade Fødder, havde intet varmt Tøi paa i den kolde Aarstid, jeg var i Grunden meget forladt, men følte ikke hele Vægten heraf; ethvert Menneske, der talte venligt til mig, troede jeg, var mig en ærlig Ven; Gud var hos mig i min lille Stue, og mangen Aften, naar jeg havde læst min Aftenbøn, kunde jeg barnligt vende mig til ham og sige: »det bliver jo snart godt!« Jeg havde den faste Tro, at det maatte og vilde blive det, Gud kunde ikke slippe.
Fra min tidligste Barndom havde jeg den Forestilling, at saaledes som det gik os Nytaarsdag, vilde det gaae os hele Aaret. Mit høieste Ønske var, at jeg i maatte faae en Rolle i et Stykke og træde frem paa Scenen, da kom siden nok Gagen. Det var just Nytaarsdag, Theatret var lukket, men ikke Opgangen til selve Scenen, her sad en gammel, halvblind Portner, ham smuttede jeg med bankende Hjerte forbi, kom ind mellem Coulisser og Tæpper, gik lige hen over Scenen mod Orchesteret, faldt paa mine Knæ, men ikke et Vers kunde komme mig i Tanke, og Noget maatte jeg jo sige høit, skulde jeg i dette Aar komme til at tale paa Scenen; da læste jeg med lydelig Stemme mit »Fader vor« og gik bort i den trygge Forvisning, at jeg nu nok i Aarets Løb kom frem i en Rolle.
Der gik Maaneder, men jeg fik ingen Rolle; det blev Foraar og det var nu alt paa tredie Aar jeg drev om her i Kjøbenhavn; i al den lange Tid havde jeg kun een eneste Gang været ude i Skoven, jeg var gaaet til og havde der aldeles tabt mig i Beskuelsen af Folke-Lystigheden, som den Gang aandede her, som i Oehlenschlägers »«. Menneskevrimmel paa , Beridere, vilde Dyr, Gynger og Kunster, , , alt det var der dengang; skjærende Violiner, Sang og Klang, alt dette henrev mig langt mere end hele Skovnaturen. Alt var saa levende, saa broget, saa nyt.
En Dag i Foraaret var jeg gaaet ud til Frederiksberg; der i Haven stod jeg pludselig under de første udsprungne, store Bøge, Solen gjorde Bladene transparente, der var en Duft, en Friskhed, Græsset var saa høit, Fuglene sang, jeg blev overvældet deraf og begyndte at juble med, jeg slyngede mine Arme om et af Træerne, kyssede Barken, jeg var i dette Øieblik ganske Natur-Menneske. »Er han gal!« sagde en Mand tæt ved mig, det var en af Slotsbetjentene og jeg løb forskrækket derfra og gik saa besindig og stille til Byen.
Min Syngestemme havde imidlertid begyndt at vinde i Klang og Fylde; Hr. Krossing, en Broder til Digteren, var da Chor-Skolens Syngemester, han hørte mig synge og tilbød mig Plads paa Skolen, idet han meente, at jeg ved at gaae med i Chor kunde faae Stemmen sjunget ud og dertil vinde Frihed i at bevæge mig paa Scenen, efterhaanden fik jeg maaskee da nok nogle smaa Roller. En ny Mulighedens Vei til at komme fremad, der hvor jeg helst vilde, syntes at aabne sig; fra Dandseskolen gik jeg nu til Syngeskolen og traadte med op i Chorene, snart som Hyrde, saaledes i »« og i »«, og Sligt. I havde jeg nu Lov at gaae ind, naar der ikke var udsolgt, og jeg forsømte det aldrig. Theatret var ganske min Verden, i den levede jeg og i den drømte jeg, og da var det saa rimeligt, at jeg glemte at læse min latinske Grammatik, jeg hørte ogsaa Flere sige: at for at synge i Chor behøvede man ikke at kunne Latin, og uden den kunde man ogsaa nok blive en stor Skuespiller. Jeg fandt dette overmaade rigtigt, var kjed af latinsk Grammatik og derfor, med eller uden Grund, undskyldte jeg mig flere Gange ved de latinske Aftentimer og gik heller i Parterret. Guldberg fik det at vide, blev vred derover, og med Ret, og for første Gang i mit Liv, fik jeg en alvorlig streng Bebreidelse, den næsten knuste mig til Jorden; jeg troer ingen Forbryder ved at høre forkynde sin Dødsdom kan rystes mere, end jeg blev det ved Guldbergs Ord. Det maa have udtrykt sig i mit Ansigt, thi han sagde: »spil bare ikke Comedie!« men det var ikke Comediespil. Jeg skulde nu ikke læse Latin længer. Jeg følte, i en Grad som aldrig før, min Afhængighed af Menneskenes Godhed; jeg savnede det Nødvendigste; enkelte Øieblikke kom mørke, alvorlige Tanker om min Fremtid, til andre Tider havde jeg igjen hele Barnets Sorgløshed.
Fru van der Maase, da Hofdame hos Kronprindsesse Caroline, vare de to Første af den høiere Stand, som toge venligt mod den fattige Dreng; de hørte paa mig med Deeltagelse og saae mig jevnligt hos sig. Fru Colbjørnsen boede om Sommeren paa , der eiedes af Digteren Rahbek og hans Hustru: »« som de i et Digt bleve kaldte; jeg kom under deres Tag og snart i deres Stue; Rahbek selv talte aldrig nogensinde til mig, den eneste Tilnærmelse var en Gang i Haven, hvor han styrede lige hen imod mig, som om han vilde sige et Par Ord, men i det han var mig nær og fæstede Øinene paa mig, vendte han pludselig om igjen og gik. Fru Rahbek, med sin Livlighed og venlige Characteer, indlod sig derimod en Deel med mig; jeg havde da begyndt at skrive en Slags Comedie og læste den for hende; strax ved de første Scener udbrød hun: »men der er jo hele Stykker deri, De har skrevet ud af Oehlenschläger og Ingemann!« – »Ja, men de ere ogsaa saa deilige!« svarede jeg ganske uskyldig og læste videre. En Dag, da jeg fra hende vilde gaae op til Fru Colbjørnsen, rakte hun mig en Haandfuld Roser og sagde: »Vil De tage dem med op, det vil vist fornøie Conferentsraadinden at faae dem af en Digters Haand!« det var halv i Spøg, disse Ord bleve sagte, men det var første Gang, at Nogen satte Digternavnet i Forbindelse med mit, det gik mig gjennem Blod og Sjæl, Vandet kom mig i Øinene og jeg veed, at fra dette Øieblik af var min Tanke vakt for at skrive og digte, det havde før kun været mig en Leg til Afveksling med Dukketheatret, nu stod det høiere – nu var det Maalet.
En Dag kom jeg herud, og som jeg syntes, meget pyntelig; jeg havde af faaet en meget god, , en saa god havde jeg aldrig før eiet, men den var mig altfor stor og vid, især over Brystet; jeg havde ikke Raad til at faae den omsyet, og saa knappede jeg den til heelt op mod Halsen; Tøiet saae nyt ud, Knapperne skinnede blanke, men over Brystet hang den vel meget i Pose; for nu at hjelpe paa det, fyldte jeg det tomme Rum med en Mængde af de gamle Comedie-Placater jeg havde; de laae løse paa hinanden mellem Brystet og Kjolen, denne kom nu til at slutte, det vil sige, jeg fik et puklet Bryst og med det viste jeg mig for Fru Colbjørnsen og for Fru Rahbek; de spurgte mig strax om hvad alt det var, jeg havde paa Brystet, jeg skulde aabne Kjolen, det var jo saa hedt Veir, men jeg tog mig nok iagt, Ingen fik mig til at lukke op, da vilde alle Placaterne have væltet ud.
Foruden Rahbeks og Colbjørnsens boede om Sommeren herude nuværende , han var dengang ung Student, men allerede hæderlig kjendt, som Den, der havde løst , skrevet og udgivet »«, paa det kongelige Theater havde jeg seet opført hans Tragedie ».« Jeg var lykkelig ved at tale med ham. Han havde Følelse, Begeistring og Deeltagelse; stille, opmærksom har han fulgt mig, indtil vi nu staae som Venner. Han var Een af de Faa dengang, som sagde mig Sandheden, naar Andre kun gjorde sig lystige paa min Bekostning og kun havde Øie for det Pudseerlige i min Naturtilstand. Rahbeks Yndling, Skuespillerinden , som ogsaa boede paa Bakkehuset, havde i Spøg givet mig Navnet: »«, og som saadan blev jeg bekjendt, jeg var en Curiositet; man morede sig over mig, og jeg, ja, jeg saae i hvert Smiil kun Bifaldssmilet. En af mine senere Venner har fortalt mig, at han, omtrent paa den Tid, saae mig første Gang, det var i en rig bekjendt Grosserers Salon, hvor man, for at gjøre sig lystig over mig, bad mig fremsige et af mine egne Digte, og jeg skal have sagt det med en Følelse, udtalt mig i Digtet saa ubevidst, saa inderligt, at Spotten forvandledes til Deeltagelse.
Et Tilholdssted, om jeg saa kan kalde det, en hyggelig lille Stue, hvorfra ligesom Fortids Røster klang ind i min let modtagelige Sjæl, fandt jeg og maa ikke glemme at omtale; det var hos en værdig, gammel Kone, ; hun havde en lys Forstand og megen Dannelse, men tilhørte ganske en forsvunden Tid, levede i Erindringen om dens Mennesker. Hendes Fader havde været !« Hun, der dengang var et lille Barn, sad nu som gammel, gammel Kone og fortalte mig alt dette; i hendes Huus var Digteren Wessel kommet og havde drevet lystigt Spil med den pertentlige vi Alle kjende, han havde ladet den arme Mand i Skoe og Silkestrømper vandre hjem gjennem de sølede Gader; hun læste daglig sine Classikere: , om disse talte hun til mig, om deres store Tanker og fremstillede Characterer; hun kunde saaledes ikke let gaae over i Beundring for den nyere romantiske Digtning. Med en Moders varme Sind talte hun om , som dette Ølands Konge, og hvorfor han nu aldrig mere turde vende tilbage til Danmark; Træk af hans Characteer og Villie, der alt i Drengeaarene viiste sig, vidste hun at fremhæve; man vil forstaae, hvor tiltrækkende den gamle Kones Selskab blev mig ved Alt hvad hun havde oplevet, tænkt og læst; og jeg var hos hende et kjært Barn hun gjerne saae. Hun hørte mine første Vers og min Tragedie: »« og sagde en Dag med en Alvor der betog mig: »De er en Digter, maaskee som Oehlenschläger! om ti Aar – ja, saa er jeg død og borte, – men tænk saa paa mig!« – jeg husker, at Taarerne med Eet trængte sig frem i mine Øine, jeg blev saa høitidelig, saa særlig grebet ved hvad hun sagde, men veed tillige, at jeg slet ikke troede, at det var muligt, at jeg kunde blive en Digter, som man erkjendte en saadan, mindst nævnet, naar man nævnede Oehlenschläger.
»Egentlig skulde De studere!« sagde hun, »men der er mange Veie til Rom! De kommer vel af Deres Vei derhen!«
»Studere skulde De!« gjentog Folk; daglig hørte jeg, hvor godt og vigtigt, ja hvor aldeles nødvendigt det vilde være for mig, man opmuntrede mig til at lægge mig efter Videnskaberne, ja der vare de, som skjendte fordi jeg ikke gjorde det, og sagde mig, at det var min Pligt at studere, ellers vilde der aldrig blive Noget af mig, men jeg gad nok helst gaae at drive! Det var alvorligt meent, men Ingen gjorde et Skridt for at hjelpe mig. Jeg havde det i Grunden kummerligt, det var tungt for mig at opholde Livet. Da faldt det mig ind at skrive en Tragedie, indlevere den til det kongelige Theater, og naar da Stykket blev spillet, vilde jeg for Pengene, jeg fik derfor, begynde at studere. Medens Guldberg endnu læste Dansk med mig, havde jeg efter « skrevet en Tragedie paa riimfri Vers, den blev af Guldberg betragtet som en dansk Stiil, en Øvelse i Sproget, og paa det meest Bestemte havde han forbudt mig, at indlevere til Theatret dette Arbeide; jeg skrev altsaa et nyt, en anden Tragedie. Ingen skulde kjende Forfatteren; selv opfandt jeg Handlingen; det blev »en fædrelandsk Tragedie« kaldet »«; i Løbet af fjorten Dage var den færdig og reenskrevet, men der var neppe et Ord i den rigtig bogstaveret, thi Ingen havde hjulpet mig. Anonymt skulde , dog Een blev indviet i Hemmeligheden, Frøken , den unge Dame, jeg i Odense gik til Confirmation med, hun, den eneste, som der havde været venlig og god mod mig og foræret mig en Rose, hende havde jeg opsøgt i Kjøbenhavn, af hende var jeg blevet deeltagende omtalt i den , hvor det ene Bekjendtskab førte til det andet. Hun betalte En for at skrive et læseligere Exemplar end mit var, min Haandskrift turde jo heller ikke kjendes, meente vi, og nu blev Tragedien indleveret.
Efter sex Ugers Forløb, i hvilke jeg levede i store, dristige Forhaabninger, kom Stykket forkastet tilbage og Brevet, som fulgte med, sagde at Stykker, der i den Grad, som dette, forraadte Mangel paa al Dannelse, ønskede man ikke oftere at modtage.
Det var just ved Skuespil-Saisonens Slutning i Mai 1822, da fik jeg fra Theaterdirectionen et andet Brev, til Underretning om, at man »« mig fra Chor- og Dandseskolen, der ikke kunde føre til Noget for mig, men man ønskede, at mine mange Venner vilde tage sig af mig og skaffe mig den Dannelse og de Kundskaber, der hørte til, for at blive noget Dygtigt i Verden, uden hvilke det ikke hjalp at have noget Slags Talent.
Jeg følte mig atter, som stødt ud i rum Sø, uden Hjelp og uden Tilhold; jeg maatte skrive et Stykke for Theatret, det maatte antages, det var den eneste Frelse, den eneste Redning endnu for mig, og nu skrev jeg efter en Tragedie: »Alfsol.« Jeg var selv henrykt over de første Acter og med disse introducerede jeg mig strax hos , . Han fortalte Aaringer derefter i Spøg og med lidt Overdrivelse om vort første Bekjendtskab; at idet jeg kom ind ad Døren, skal jeg strax have begyndt: »De har oversat Shakspeare, ham holder jeg saa meget af, men jeg har ogsaa skrevet en Tragedie, vil de bare høre!« – Wulff bød mig først at spise Frokost med sig, men jeg vilde ikke nyde Noget men læste i Galop, og da jeg var færdig, skal jeg have sagt: »kan der ikke nok blive Noget af mig, for det vilde jeg saa gjerne!« – Jeg stak nu Papirerne i Lommen, og efter hans Fortælling svarede jeg, da han bad mig om at besøge sig snart igjen: »Ja, det skal jeg, naar jeg har skrevet en ny Tragedie!« »Ja saa vil det jo da vare temmelig længe!« svarede han. »Nei, jeg tænker nok,« sagde jeg, »at jeg har een færdig igjen om fjorten Dage!« – og med de Ord var jeg ude ad Døren.
Fortællingen er vistnok lidt , men Farven er der af min Personlighed, som den da var. Hos H. C. ; hans Huus blev mig tidligt et Hjem, hans Børn, som Smaa, har jeg leget med, seet dem voxe op og bevare deres Kjærlighed til mig; i hans Huus har jeg fundet mine ældste, uforandrede Venner. Ogsaa i , der da levede og var en yndet Taler, fandt jeg en venlig, deeltagende Mand, han var Den, som da udtalte sig om mig meest varmt og med meest Forhaabning, og da han havde læst min ungdommelige Tragedie: »Alfsol,« indsendte den for mig med en Anbefaling til Theater-Directionen. Jeg levede mellem Haab og Frygt; blev ogsaa dette Arbeide forkastet, da vidste jeg ikke mere, hvad jeg skulde gribe til! – Jeg havde i Sommerens Løb prøvet den bittre Nød, men jeg udtalte den aldrig, ellers vilde de Mange, der nu kjendte til mig, vist have afhjulpet den; en falsk Undseelse forbød mig at sige, hvor tungt jeg havde det; mit Ansigt straalede af Glæde, naar man venligt talte til mig, og een Lykke opfyldte mig saa uendeligt: jeg læste da for første Gang »Walter Scott;« hans Romaner var et Aandens Liv der opgik for mig, en ny Verden jeg saae ind i; jeg glemte her Virkelighedens Trang omkring mig og gav til , hvad jeg skulde kjøbe Middagsspise for.
Fra den Tid netop skriver sig mit første Bekjendtskab med den Mand, der siden gjennem Aarene er blevet mig en kjærlig Fader, og i hvis Børn jeg har fundet mine Sødskende; den Familie, jeg ligesom er voxet ind i; jeg behøver kun at nævne Mandens Navn, og hele den ældre Slægt veed, hvad han har virket og gjort i Statens Tjeneste til Gavn for det Hele og for Enkelte; een af de Dygtigste i Forretningslivet, det ædleste og bedste Hjerte, forenet med den meest bestemte kraftige Villie, . – Imellem hans mange, høistforskjellige Virkekredse, var ogsaa den at være . Enhver sagde mig, at var jeg saa lykkelig at vinde denne Mands Interesse, da vilde der blive gjort Noget for mig. Det var Provst Gutfeldt, som først omtalte mig for ham, og første Gang gik jeg op i det Huus, der siden blev mig Hjemmets Hjem.
«, omtalt den gamle Gaard fra dens Fortid indtil dens sidste Betydning ved Collin. – Da stod for Enden af Østergade, og det nuværende var aaben Mark, laae der, henimod , et Landsted, hvor boede om Sommeren; det var dette Huus, der siden længe, lige til det sidste Aar, laae skjævt og kantet, en Bindingsværks Bygning i den anseelige Gade; en gammeldags Træ-Altan førte op til Indgangen i første Stokværk; det indre, snevrere Gaardsrum havde sit kluntede Trægalleri under det fremspringende Tag, men ud til Gaden selv bredte et gammelt Lindetræ sine Grene hen over Gaarden mod den spidse Gavl. Dette Huus skulde blive mig et forældreligt Hjem, og dvæler ikke gjerne ved at skildre Hjemmet? Nu pranger her en ny pyntelig Gaard, Haandværkere sang, da de reiste den:
Du nye Gaard, gid Lykke maa
Boe her som i den gamle;
men denne – ja den selv –
Nu er den »gamle Minder.« –
Jeg kom herhen, Collin talte til mig, jeg saae kun Forretningsmanden i ham; han sagde ikke mange Ord, og hans Tale var alvorlig og næsten streng forekom det mig; jeg gik bort uden at vente fra denne Mand nogen Deeltagelse; og just Collin var det da, som inderligst tænkte paa mit Vel, i Stilhed virkede derfor, som han i hele sit Liv har gjort det for mange af Landets nu virksomme Mænd. Da forstod jeg ikke den Rolighed, hvormed han syntes at høre, medens hans Hjerte kunde bløde ved hvad den Trængende sagde ham, og naar denne var borte, Taarerne kom i hans Øine, og han med Iver og Held altid vidste at virke og hjelpe. – Mit indsendte Stykke, som saa Mange overvældede mig med Lovtaler for, berørte han let og løst, saa at jeg betragtede ham mere som en Uven end som en Beskytter. Men efter nogle faa Dages Forløb blev jeg kaldet op til Theaterdirectionen. Rahbek førte Ordet, overgav mig Manuscriptet til »Alfsol« og sagde, at dette Stykke var ubrugeligt for Scenen, men at man dog havde fundet deri »saa mange Guldkorn«, at man havde det Haab, at jeg ved alvorlige Studier, ved at komme i en Skole og forfra lære hvad der hørte til, vilde maaskee eengang kunde levere den danske Scene Arbeider, som der vare værdige at opføres; for at jeg nu kunde leve og tilegne mig den nødvendige Underviisning, var det at , hvor just var blevet ansat. Jeg var næsten stum af Overraskelse, aldrig havde jeg tænkt, at mit Liv skulde tage denne Retning; jeg var forunderlig betaget og havde egentlig ingen rigtig Forestilling om den Vei, jeg nu skulde gaae. Med den førstafgaaende skulde jeg reise ud til Slagelse. Fra Collin kunde jeg qvartalsviis modtage Penge til mit Underhold, ham maatte jeg holde mig til, og han skulde vide om min Flid og Fremgang.
Jeg gik anden Gang op til ham og sagde min Tak. Denne Gang indlod han sig lidt mere med mig, talte saa mildt og hjerteligt, sagde: »skriv mig til uforbeholdent om, hvad De behøver, og hvorledes det gaaer Dem«! og fra denne Time voxte jeg fast til hans Hjerte, ingen Fader har kunnet være mig mere, end han var og er det. Ingen har mere inderligt glædet sig over min senere Fremgang og Erkjendelse, Ingen har mere hjerteligt deelt hver af mine Sorger, end han og følt for mig, som var jeg et af hans egne Børn. Hans Velgjerning blev givet, uden at et Ord eller et Blik gjorde mig den tung, , som jeg ved denne min Forandring i Skjæbne maatte bringe min Tak, man bad mig huske min ubegribelige Lykke, min Armod, og paalagde mig strengt at være flittig.
Afreisen var saa hurtig bestemt, og endnu havde jeg selv eet Anliggende at ordne paa samme Tid, nemlig, som jeg indleverede »«, skulde blive trykte; Manuskriptet fik han, det skulde imidlertid ligge urørt i Trykkeriet, indtil jeg skaffede et vist Antal Subscribenter, men disse vare endnu ikke bragte tilveie. Før Afreisen løb jeg til Trykkeriet, her var lukket og saa lod jeg Sagen blive derved, rimeligviis da ikke utilfreds ved Muligheden, at det dog kunde blive trykt og læst – desværre skete dette, og det Aaringer efter, idet at Manden, som havde modtaget Manuskriptet var død, og jeg troede det Hele henkastet og glemt. Bogen udkom uden mit Vidende og min Villie, udkom i sin uforandrede Skikkelse, med et pseudonymt Forfatternavn, jeg havde givet mig eet, der ved første Øiekast tyder paa den meest colossale Forfængelighed, og dog ikke var det, men meget mere Kjærlighed, som Barnet kan have den og derfor giver sin Dukke Navn efter hvem det holder meest af. Jeg elskede William og Walter Scott, og saa elskede jeg naturligviis ogsaa mig selv, jeg tog derfor mit Navn Christian, og saa havde jeg Pseudonym-Navnet: William Christian Walter. Bogen findes endnu, i den staaer Tragedien »Alfsol« og en Fortælling: »Gjenfærdet ved Palnatokes Grav«, i hvilken hverken Gjenfærd eller Palnatoke spiller nogen Rolle; det er en meget raa Efterligning af det Markerede hos Walter Scott. er i Prologen den Ordførende, hun siger, at jeg er »«, og at jeg her bringer
det Hele er, som det jo maatte være, et høist umodent Arbeide.
reiste jeg med Posten fra Kjøbenhavn for at begynde Skolelivet i ogsaa havde gaaet deres Skolegang. En ung Student, som en Maaned forud havde taget sin og nu reiste hjem til Jylland for at vise sig som Student og see Forældre og Venner, sad ved min Side og jublede af Glæde over det ny Liv, der laae ham aabent; han forsikkrede mig, at han vilde være det ulykkeligste Menneske, var han i mit Sted og nu skulde begynde at gaae i Latinskole igjen! det var noget ganske Rædsomt; men jeg reiste med godt Mod til den gamle By. Min Moder fik fra mig et lyksaligt Brev, og inderligt ønskede jeg, at dog min Fader og gamle Fa’ermo’er havde levet og hørt, »at nu kom jeg i den latinske Skole!«
III
Da jeg seent om Aftenen naaede Slagelse og steg af i , spurgte jeg Madamen der, hvad Mærkeligt her var i Byen.
» og !« svarede hun, og det var omtrent ogsaa alle Mærkelighederne. Et Par udgjorde den finere Herreverden. I hvert Huus vidste man om en i sidste Maaned var ; Skolen var i Byen et stort Conversationsthema, der vexlede med Talen om ; til Generalprøverne her havde Skolens Disciple og Byens Tjenestepiger fri Adgang, hvorved det bevirkedes, at de Spillende vænnede sig til at træde op for fuldt Huus. – I »Billedbog uden Billeder«, fjerde Aften, har jeg givet en Skizze heraf.
Jeg kom i Kost hos , havde min lille Stue ud til Haven og Marken, Viinløvet hang om de grønne, solbrændte Ruder. – I Skolen fik jeg Plads mellem smaa Drenge i den næst nederste Classe; thi jeg vidste aldeles Ingenting.
Jeg var virkelig som en vild Fugl, der er sat i Buur. Den bedste Villie havde jeg til at lære, men øieblikkelig famlede jeg deri; jeg bar mig ad som En, der, uden at kunne svømme, er kastet i Havet: det gjaldt for mig Liv eller Død at komme frem, den ene Bølge kom efter den anden, een hed Mathematik, en anden Grammatik, Geographie o. s. v. – jeg følte mig overvældet, og frygtede, at jeg aldrig kunde svømme igjennem. Snart udtalte jeg et Navn reent galt, snart blandede jeg det Ene i det Andet, eller jeg gjorde et Phantasi-Spørgsmaal, som ingen dannet Skoledreng turde gjøre. , der havde en egen Lyst til at spotte os Allesammen, fik naturligviis stor Anledning dertil hos mig, og jeg blev angest og forknyt. Alt Verseskriveri havde jeg fornuftigviis opgivet, og dog blev jeg strax sat til at gjøre Tjeneste deri; , naar kom til , overdrog mig at skrive ; jeg skrev den, og den blev sjungen; men uagtet jeg i en tidligere Tid vilde have følt mig glad ved, at jeg blev en af de Virkende ved en saadan Leilighed, fornam jeg her just første Gang ret den sygelige Sørgmodighed, som siden i en Række af Aar fulgte mig. Under Festen gik jeg udenfor , jeg standsede ved en forfalden Grav, Navnet paa den kjendte jeg, her hvilede Lægen, Digteren Frankenau, der havde sjunget om »« og »«; jeg var forunderlig veemodig og bad Gud, at jeg dog maatte blive en Digter som Frankenau eller snart ligge i Jorden som han. Rectoren talte ikke et Ord til mig om min Festsang; jeg syntes endogsaa, han betragtede mig med et strengere Blik. I Alt saae jeg op til ham som til en høiere Magt, hvert Ord, han sagde, selv Spottens, troede jeg ubetinget paa, og da han strax en af de første Dage, idet jeg gav et forkeert Svar paa hvad han spurgte om, sagde, jeg var dum, meldte jeg samvittighedsfuld dette til Collin, idet jeg udtalte min Angest for ikke at fortjene, hvad man havde gjort for mig; Collin skrev mig et Par beroligende Ord til, og snart begyndte jeg ogsaa i enkelte Videnskaber at faae ret gode Characterer; men uagtet det gik jevnt fremad, tabte jeg dog meer og meer Tilliden til mig selv. Ved een af de første Examiner fik jeg imidlertid , og lykkelig herover nød jeg et Par Ferie-Dage i Kjøbenhavn. Guldberg, der saae min Fremgang og min alvorlige gode Villie, tog venlig imod mig og roste min Stræben. »Skriv bare ingen Vers!« sagde han. Det Samme gjentog de Alle, og jeg skrev ingen Vers, tænkte strengt paa min Pligt og det fjerne uvisse Haab at blive Student.
Den lærde Bastholm i Slagelse, , levede afsluttet fra Selskabslivet, hengivende sig ganske til sine Studier; ham havde jeg aflagt et Besøg, givet ham et Par af mine tidligere skrevne Smaating, og ved disse fik han Interesse for mig, og hans Raad var fornuftigviis ogsaa, at jeg skulde holde mig kun til mine Skolebøger; et Brev han i den Anledning skrev mig til, er i sine velmeente og rigtige Raad af en Sandhed, at det vist kan i alle Tider lægges Mange paa Hjertet. Han skrev:
»Jeg har læst , min unge Ven! og jeg maa tilstaae, at Gud har begavet Dem med en levende Indbildningskraft og et varmt Hjerte; der mangler Dem blot endnu paa Aandsdannelse; men den kan komme, da De nu har Leilighed til at forskaffe Dem den; det maa derfor være Deres faste Formaal at arbeide med yderste Flid paa at fuldende Deres Studier og at sætte derfor alt Andet til Side. Jeg vilde ønske, at Deres Ungdoms-Forsøg ikke vare blevne trykte; thi hvorfor skal man bebyrde Publicum med det Ufuldkomne; det har man nok af; dog er det forsaavidt godt, at det kan tjene til at retfærdiggjøre den offentlige Understøttelse, De nyder. Den unge Digter har blot at vogte sig for Forfængelighedens Smitte og at vaage over sine Følelsers Reenhed og Styrke – skriv kun i denne Deres Studiers Tid sjeldent Poesi og kun for at skaffe Deres Følelser Luft – skriv Intet, hvorved Ord og Tanker skulle søges, men kun naar Sjælen er oplivet af en Idee og Hjertet opvarmet af Følelser. Betragt Naturen, Menneskelivet og Dem selv med et opmærksomt Øie, for at skaffe Dem et originalt Stof til Skildringer; vælg Dem smaa Æmner af de Ting, som omgive Dem, betragt alt hvad De seer fra alle Synspunkter, inden De griber til Pennen, – bliv Digter, som ingen Digter havde levet i Verden førend dem, og som De ikke skulde lære af Nogen – og bevar altid det Ædelsind, den Sjælens Reenhed og Høihed, uden hvilken Digterkrandsen aldrig kan tilkomme en Dødelig.
Slagelse, 1ste Februar 1823.
Deres hengivne
Bastholm.«
Ligesaa deeltagende fulgte mig den tidligere nævnte Oberst Guldberg i Odense, ; hans Glæde over det Skridt fremad, jeg havde gjort ved at komme i den lærde Skole var stor og inderlig; jevnlig skrev han mig til, og altid opmuntrende og styrkende; da for mig nærmede sig, indbød han mig at komme over til sig, ja sendte mig endogsaa Penge til Reisen.
Jeg havde ikke været i min Fødeby, siden jeg drog ud fra den paa Eventyr; i den Mellemtid var gamle , ogsaa min . Min Moder havde saa tidt sagt til mig, da jeg var lille, at jeg havde rigtignok Lykken i Vente, jeg skulde arve Fa’erfa’er, han havde eget Huus; det var en lille fattig Bindingsværks-Bygning, der ved hans Død blev solgt og strax revet ned, og de fleste Penge gik til at betale resterende Skatter; for disse havde Øvrigheden , taget »den store Kakkelovn med Messingtromle!« et Stykke, der nok var værd at arve, som man sagde, den var sat paa Raadstuen; og Penge var der saa mange, at der kunde laves et heelt Vognsæde deraf, men det var de , som Regjeringen ikke længer modtog; da de 1813 skulde indløses, blev der sagt den sindssvage Mand, at de gamle Penge ikke duede mere. »Ingen kan cassere Kongens Penge!« sagde han; »og Kongen casserer ikke sit!« Det var hele Svaret. Nu blev »den store Arv«, saavidt jeg husker, var den nogle og tyve Rigsdaler, tilstillet mig; men det maa jeg aabent sige, den Rigdom laae mig slet ikke paa Hjertet; ved Tanken om Besøget stod Fortid og Fremtid saa solbelyst; jeg følte mig saa rig, saa lykkelig, mit Sind løftede sig i Glæde og Længsel!
Jeg kom over og gik saa paa min Fod fra Nyborg til Odense; mit Tøi bar jeg i en lille Bylt. jeg kom Byen nærmere, saae det gamle, høie , blev jeg mere og mere blød om Hjertet, jeg følte dybt Guds Omsorg for mig og brast i Graad. Min Moder var lyksalig over at see mig igjen, og der vare, sagde hun, saa mange af hendes Bekjendte og »fornemme Folk«, baade Kjøbmandens og Skriverens, som jeg nødvendigviis maatte gaae til. Iversens og Guldbergs Familier toge hjertelig imod mig; i de smaa Stræder saae jeg Folk aabne Vinduerne for at see efter mig; thi Alle der vidste, at det var gaaet mig saa mærkelig vel, ja at jeg nu studerede for Kongens Penge. »Marie Skomagers Hans Christian var ikke saa »»«« endda!« sagde min Moder, at der blev sagt. Ja da Boghandleren, Cancelliraad til astronomisk Fornøielse, førte mig derop, og jeg saae ud over Byen og Engen, og nedenfor paa Graabrødre Plads nogle fattige Koner fra pegede op og viste, at jeg, som de havde kjendt, da jeg var en lille Dreng, nu stod der, da stod jeg virkelig der som paa Lykkens høie Tinde. En Eftermiddag seilede jeg med Guldbergs og Familier paa Aaen mellem Haverne, og min Moder græd af Glæde over, at jeg blev »hædret som om jeg var et Grevebarn«. – Dog al den Glands og Glorie var slukt og borte hos mig, da jeg igjen stod i Slagelse.
sige, at jeg var meget flittig, og man lod mig ogsaa derfor, saasnart det nogenlunde kunde skee, rykke op i en høiere Classe; men da jeg altid kom der ikke moden nok, blev det en vedvarende Anstrengelse, en næsten for stor aandelig Byrde; mangen Aften i min lille Stue, naar Søvnen var ved at overvælde mig ved Bogen, badede jeg Hovedet med koldt Vand eller sprang om i den lille eensomme Have, til jeg igjen var bleven aarvaagen og kunde tage fat paa Læsningen. , var med alt dette, , slet ikke skikket til at opdrage unge Mennesker. Underviisningen var ham vistnok en Plage, og os blev den det ikke mindre under ham; de fleste af Disciplene vare bange for ham, jeg allermeest, ikke for hans Strenghed, men for den Maade, han spottede os paa, og de Øgenavne, han gav os hver. Blev en ført gjennem Gaden, medens han læste med os og en enkelt Discipel kunde blive opmærksom derpaa, saa faldt det let Rectoren ind at befale os Alle at staae op og gaae hen til Vinduerne for at see vore »Brødre drage forbi!« – svaredes der under ikke flinkt og livligt nok, da brød han stundom af, reiste sig fra Cathedret og kunde henvende sig til Kakkelovnen. Det at blive gjort latterlig var mig det Skrækkeligste; jeg var derfor ved Timens Begyndelse, naar Rector traadte ind, tidt aldeles lammet af Angest, og da bleve mine Svar det Modsatte af det, de skulde, saa at Manden havde Ret, naar han da sagde, at jeg ikke gav ham et fornuftigt Ord. Jeg fortvivlede over mig selv, og en Aften, i en mørk, forkuet Stemning skrev jeg til Overlærer Qvistgaard og bad om hans Raad og Bistand, idet jeg ansaae mig for at være et saa lidt begavet Menneske, at jeg umuligt kunde studere; jeg var om, at man i Kjøbenhavn aldeles havde taget Feil af mig, og at de Penge, her anvendtes paa mig, bleve reent som kastede bort, – og det troede jeg at burde melde Collin, spurgte dernæst Qvistgaard, hvad jeg iøvrigt skulde gribe til. – Den fortræffelige, hjertensgode Mand skrev mig til et langt, et kjærligt Brev, styrkede mig med milde Ord og bad mig ikke at tabe Modet, sagde, at Rectoren meente mig det godt, at det var nu hans Maade at være paa, og at jeg i Sandhed gjorde al den Fremgang, man kunde forlange, at jeg ikke maatte tvivle om mine Evner, og han fortalte, at han selv som tre og tyveaarig Bondeknøs, altsaa , han vidste hvorledes det maatte gaae, og at den væsentlige Feil med mig laae i, at jeg skulde behandles og opdrages paa en ganske anden Maade end de andre Disciple, men det lod sig nu ikke godt gjøre i en Skole. Imidlertid fremad gik det og i enkelte Ting fortræffeligt. I Religion, Bibelhistorie og dansk Stiil fik jeg altid Udmærkelse, ja fra alle Klasser, selv fra øverste, kom een og anden af Disciplene hjem til mig for at faae Hjelp i dansk Stiil, »men bare ikke altfor godt, at det kan mærkes!« , og jeg blev igjen af dem hjulpet i Latinen. For min »Opførsel« var det en staaende Characteer, at jeg hver Maaned fik hos alle Lærerne »«, og jeg blev saa inderlig bedrøvet over denne Forringelse, at jeg skrev strax til Collin et tragicomisk Brev, hvori jeg forsikkrede, at jeg var aldeles uskyldig i at have faaet »Meget Godt«.
At Rectoren iøvrigt havde en anden Dom om mig end han udtalte og udviste, ville vi senere see; et enkelt Glimt af Velvillie lyste frem hos ham, og jeg var sædvanligviis altid mellem de af Disciplene, han om Søndagen bød hjem til sig, – og da var han en ganske Anden end paa Skolen, han var fuld af Spøg og Morsomheder, fortalte Pudsigheder, stillede Tinsoldater op, og legede med os og sine Børn. Paa Helligdagen maatte iøvrigt altid een af Skolens Classer, fulgt af en Lærer, gaae til Høimesse, og da jeg af Væxt var stor og lang lod Rectoren mig, fra første Færd altid følge med øverste Classe; alle Disciplene i denne brugte at lære deres historiske eller mathematiske Lectier, medens de sad i Kirken; Ingen af dem hørte paa den gamle Præst, Exemplet smittede, men da jeg fandt det mindst syndigt, at lære der min Religions-Lectie, saa læste jeg den her; det var min Kirkegang.
Som Lyspunkter i Skolelivet var især det, at vi Disciple havde Adgang til det dramatiske Selskabs Generalprøver; , og man kunde herfra høre Køerne brøle paa Marken. Byens Torv var malet som Gade-Decoration, hvorved alle Stykker fik noget Hjemligt, Scenen var da altid i Slagelse, og det morede Folk at see deres egne og Bekjendtes Huse. Løverdagaften styrede jeg sædvanligviis til det allerede da , hvorom Frankenau i sin Tid sang:
»For Klostret staaer et Herresæde der,
I Bakkens Muld de fromme Munke hvile.«
Med stor Begjerlighed fulgte jeg Opgravningerne af de gamle Kjælder-Ruiner, for mig et heelt rigt . I et lille Havehuus her boede af fornem Familie, jeg troer, de havde giftet sig imod dennes Villie, de vare vistnok fattige, men de syntes saa lykkelige; og i den lave Stue med de hvidkalkede Vægge, var der udbredt en Slags Comfort, en Skjønhed; der stod altid friske Blomster paa Bordet, der laae smukt indbundne Bøger, en Harpe var Husets Instrument. Jeg havde tilfældigt gjort det unge Ægtepars Bekjendtskab, og de toge altid saa glade og venligt mod mig; der var en idyllisk Deilighed over dette lille Hjem, der laae nedenfor den eensomme Fløi af Slottet paa Bakken.
Fra Antvorskov gik Vandringen til , et af de faa Trækors, der endnu fra Catholicismens Tid findes her i Danmark; det staaer ikke langt fra Slagelse til Venstre nær ved Corsøer-Landevei. Sagnet melder, at Hellig Anders var Præst i Slagelse og reiste til det hellige Land, den sidste Dag han var der, drog han det saa længe ud med sin Andagt ved Graven, at Skibet seilede fra ham; mismodig gik han ved Stranden, da kom der en Mand ridende paa et Æsel, han bød Slagelse Præst sætte sig op hos sig, og denne gjorde det, faldt isøvn og da han vaagnede hørte han Slagelse-Klokker ringe, han laae paa »Hvilehøi«, som Høien nu kaldes og til hans Minde staaer Korset der med den korsfæstede Jesus. Aar og Dag var han kommet hjem før Skibet, der seilede fra ham; thi en Herrens Engel havde baaret ham hjem til Danmark. Sagnet og Stedet blev mig kjært; her paa Høien sad jeg mangen Aften og saae ud over Eng og Kornmark, ned til Corsøer hvor , havde vist tidt siddet her og seet ud over Beltet til Fyen; paa Hellig Anders-Høi levede jeg ind i min Phantasie og senere, naar jeg fra Diligencen saae Høien med Korset, tænkte jeg paa det Afsnit i mit Livs-Eventyr, der knyttede sig til dette Sted.
Lykkeligst var jeg, naar jeg en enkelt Søndag i Sommertiden kunde gjøre en Vandring til . Han havde i Kjøbenhavn venligt modtaget mig, i Sorø blev Modtagelsen om mulig endnu hjerteligere, idet hans Interesse for mig var bleven større; hans aandfulde, hjertensgode Kone kom mig imøde, som var hun mig en ældre, god Søster; der var saa godt og velsignet at være hos dem, det hele Hjem her syntes mig saa ægte digterisk; Huset laae i stille Hyggelighed tæt ved Sø og Skov, Viinranker hang op om Vinduerne, Stuerne vare pyntede med Malerier og Billeder; næsten alle Europas berømte og Danmarks kjendte Digtere hang i Portrait i den lille Havestue; Haven selv prangede med smukke Blomster, Skovens og Markens Urter fik der ogsaa Lov at groe, som de vilde. Vi seilede paa Søen, en var bundet i Masten; Ingemann fortalte saa livligt, saa levendegjørende; jeg fandt hos ham og hans Kone en saa elskelig Naturlighed, og fik disse Mennesker saa kjære; vort Venskab er voxet gjennem Aarene. Mangen Sommertid har jeg siden i Uger været der en velkommen Gjest og følt, at der gives Mennesker, i hvis Omgivelse man ligesom bliver bedre; det Bittre fordunster og hele Verden faaer en Solglands, der egenlig udgaaer fra det hyggelige Hjem.
Mellem Eleverne ved Sorø »e« var to der skrev Vers, de vidste at jeg gjorde det Samme og sluttede sig til mig; den Ene var af mig, hvori blandt Andet mine Forældres Huus synes beskrevet efter Hytten i den grimme Ælling, min Moder giver han Madonna-Skikkelse og jeg løber med rosenrøde Fødder i Aftensolen og mere af den Slags. Petit var iøvrigt ikke uden Talent, havde et varmt, ædelt Hjerte; Livet bragte ham tunge Dage, nu er han mellem de Døde, hans levende Aand i større Klarhed og Fred.
Den anden soranske Poet var Carl Bagger, en af de meest begavede, sunde Digter-Naturer, der er traadt op i min Tid i dansk Literatur, men ubillig og haardt bedømt; hans Digte ere fulde af Friskhed og Originalitet, hans Fortælling: »« en genial skrevet Bog, som »Maanedsskrift for Litteratur« altfor haardt og eensidigt bedømte; jeg veed det bittre, tunge Indtryk, denne Anmeldelse gjorde paa Digteren. Begge de nævnte Academister vare høist forskjellige fra mig, Livet sprudlede dem gjennem Aarerne; begge kjække og med en Fremtid, jeg derimod blød, ganske Barn, uagtet jeg stod som den længste og meest af os alle Tre. Det stille Sorø med sin Skov-Eensomhed blev mig saaledes et Poesiens og Venskabets Hjem.
En Begivenhed, som satte hele vor lille By i Bevægelse, var , nede ved Skjelskjør. En rig Gaardmands unge Datter havde faaet sin Kjæreste til at myrde hendes Fader, der var imod ; som Medhjelp stod Tjenestekarlen, der havde tænkt paa at gifte sig med Enken; Alle vilde til denne Henrettelse, den Dag var som en Festdag. Rectoren gav øverste Classe fri, vi skulde tage derhen, det kunde være godt for os at kjende , meente han.
Hele Natten kjørte vi afsted paa aabne Vogne, ved Sol-Opgang var vi udenfor Skjelskjør. Det gjorde et rystende Indtryk paa mig, som jeg aldrig glemmer, at see de Dømte komme kjørende til Stedet, den unge, dødblege Pige heldende sit Hoved op til den stærktbyggede Kjærestes Bryst; bag ved dem sad, guulbleg med det sorte Haar i Tjavser og med skelende Blik, Tjenestekarlen, der nikkede til de enkelte Bekjendte, som tilraabte ham »Farvel!« Paa Retterstedet, hvor de stod ved deres Liigkister, sang de med Præsten en Psalme, Pigens Stemme klang høit over de Andres. Mine Fødder kunde neppe bære mig! disse Minuter vare mig mere rystende end Dødsmomentet. Jeg saae der en stakkels Syg, hvis overtroiske Forældre, for at han kunde helbredes for , lod ham drikke en Skaal af de Henrettedes Blod og saa løb de afsted med ham i vild Flugt, til han sank til Jorden. En Versemager solgte der sin »sørgelige Arie«, Ordene vare lagte Forbryderne i Munden og komisk lød det, at Melodien var: ».«
Den hele Begivenhed virkede imidlertid saa stærkt ind paa min Phantasie, at jeg i lang Tid idelig forfulgtes af Erindringen herom, denne voxte ind i mine Drømme og efter mange nu hensvundne Aar er det Hele mig endnu levende, som var det skeet igaar.
Begivenheder af den Magt, eller iøvrigt nogen Slags betydelig Hændelse fandt forresten ikke Sted; den ene Dag gled hen som den anden; men, jo mindre man oplever, jo mere stille eensformigt Eens Liv glider hen, des snarere falder man paa at optegne og bevare det Oplevede, holde Dagbog, som det kaldes; jeg fik mig paa den Tid en saadan, af hvilken endnu er i Behold et Par Blade, i hvilke ganske afspeiler sig min hele forunderlige Barne-Natur dengang. fra denne Periode; jeg var da i næstøverste Classe, og hele min Lykke og Tilværelse var beroende paa at opnaae ved den forestaaende Hoved-Examen en Opflyttelse i den øverste. Jeg nedskrev
»Onsdag.« – »Mismodig greb jeg Bibelen, som laae foran mig, jeg vilde see, om den ei kunde være mig et Orakel, jeg slog op, pegede iblinde paa et Sted og læste: »Din Fordærvelse er af Dig selv, o Israel! men i mig er din Hjelp!« (.) – Ja Fader, jeg er svag, men Du seer jo mit Indre og vil være min Hjelp, saa at jeg kommer op i fjerde Classe. Stod mig godt i Hebraisk.«
»Torsdag.« »Kom til at rive Benet af en Edderkop! stod mig godt i Mathematik. Gud, Gud! mit Hjertes hele Tak.«
»Fredag.« »Gud! hjelp mig! – Aftenen derude er saa vinterlig klar. Examen er lykkelig endt; imorgen kommer dens Udfald. Maane! imorgen beskuer Du enten en Bleg og Fortvivlet eller den Lykkeligste! Læst .«
»Løverdag.« »Gud, nu er min Skjæbne afgjort, men endnu skjult for mig; hvad mon der venter? – Gud! min Gud! forlad mig ikke! mit Blod løber saa skarpt gjennem mine Aarer, mine Nerver bæve, o Gud! almægtige Gud! hjelp mig – jeg fortjener det ei, men vær naadig, o Gud, Gud – (senere) – Jeg kom der. Det er underligt, Glæden herover er mig ikke saa voldsom, som jeg troede. Kl. 11 skrev jeg til Guldberg og til min Moder.«
Paa denne Tid var det ogsaa, at jeg i min stille Tanke gjorde vor Herre det Løfte, at lod han mig komme op i fjerde Classe, saa vilde jeg den første Søndag derefter gaae til Alters; og det gjorde jeg ogsaa. Man vil see heraf det Uklare hos mig i mit virkeligt fromme Sind, hvad Udviklingspunkt jeg stod paa, og jeg var dengang allerede tyve Aar. Hvor langt er ikke alle andre unge Mennesker i den Alder over at skrive slige Dagbøger!
Rectoren var kjed af at være i Slagelse, han søgte om den ledige Rector-Plads ved og fik den; han fortalte mig dette, og til min Overraskelse foreslog mig at følge med sig, han vilde, sagde han, læse privat med mig, og jeg kunde da om en halvandet Aar blive Student, hvilket der ikke var Udsigt til, blev jeg i Slagelse Skole; jeg maatte nu strax, tilføiede han, flytte ind i hans Huus, han vilde der modtage mig for at de samme Kostpenge, jeg gav andetsteds, om alt dette skulde jeg skrive til Collin og hans Tilladelse, denne fik jeg og flyttede ind til Rectorens.
Jeg skulde forlade Slagelse! det var mig tungt at sige Lev vel til Kammeraterne og de enkelte Familier, jeg havde lært at kjende; naturligviis fik jeg mig ved denne Leilighed en , i hvilken blandt Andre ogsaa min gamle , han, der ogsaa havde været vare dens Disciple. Carl Bagger skrev et Digt til mig, der lød, som om jeg nu gik bort, for at optræde som Digter og ikke, for at sidde paa Skolebænk og derhen gik det, til tunge, svære Dage.
fra hans Ven
Carl Bagger
Du træder paa en farlig Bane,
Som Middelveien taaler ei,
Tidt naar Du Roser ,
Seer Du henvisne Livets Mai.
At være Digter er vist herligt,
Han drømmer mangen gylden Drøm,
Men sjeldent vil hans Veie kjærligt
Indslynge sig i Verdens Strøm.
Tidt har han ei, hvortil han helde
Kan Hovedet i Sorgens Stund,
Orkanen i sin blinde Vælde,
Nedslaaer hans sidste Haab til Grund,
Da maa ei modløs Taaren rinde,
Ei maa hans Digter-Sands,
Men i sig selv han kraftfuld finde
Sin Trøst, sit Haab, sin Laurbærkrands.
Kæmp mandigt ud de tunge Kampe,
Og vær dog stedse Barnet lig,
Thi spinkelt sender
Sin Straaleflod ei hen til Dig,
Og sidst skal jeg mig vist ei glæde,
Naar, Yngling, jeg at skue faaer,
Dig paa det høie Digtersæde,
Som Mange ønske, Faa kun naar!
( i Mai 1826.)
Jeg fulgte Rectoren til Helsingør, Reisen derhen og det første Skue af Sundet med sine mange Skibe, Bjerge, hele den skjønne Natur opfyldte mig i høi Grad; jeg udtalte mig derom i et Brev til Rasmus og naturligviis, da jeg fandt det var godt skrevet, fik Flere ganske det samme Brev stilet til dem; uheldigviis syntes Nyrup saa godt om Skrivelsen, at han lod den indrykke i »«, saa at Enhver, der havde faaet Brevet, eller rettere Afskriften, troede, at det var deres der stod trykt.
Afvexlingerne, den nye Omgivelse og Virksomhed virkede oplivende ind paa Rectorens Humeur, men kun en kort Tid, og snart følte jeg mig forladt, forkuet og aandelig lidende; og dog paa samme Tid havde Rectoren skrevet om mig til Collin, et Vidnesbyrd, som jeg er i Besiddelse af, hvori udtales om mig og mine Evner en ganske anden Dom, end den, jeg og min Omgivelse hørte af ham, eller kunde tænke sig ham sige; havde jeg kunnet troe Sligt, det vilde have styrket mig, gjort mig aandelig sund og virket velgjørende paa hele mit Væsen. Daglig hørte jeg mig af ham frakjende næsten enhver aandelig Evne, blive tiltalt som en Idiot, en aldeles dyriskdum Dreng og paa samme Tid skrev han i Alvor om mig til min høieste Foresatte Collin, der ved min stadige Beretning, om hvor utilfreds Rectoren var med mig og mine ringe Evner, havde forlangt en Erklæring.
»H. C. Andersen blev i Enden af Aaret 1822 sat i Slagelse lærde Skole, og af Mangel paa de nødvendigste Forkundskaber, indsat, uagtet sin temmelig fremrykkede Alder, i Skolens næstnederste Classe. Begavet af Naturen med en livlig Indbildningskraft og varm Følelse, opfattede og tilegnede han sig, med større eller mindre Held, de forskjellige Underviisningsfag, alt som de tiltalede hine, men fremrykkede i det Hele dog saaledes, at man med Føie kunde tilstæde, at han efterhaanden rykkede op fra de lavere Classer til den øverste, i hvilken han for Øieblikket befinder sig, kun med den Forskjel, at han, med Undertegnede, ombyttede Slagelse med Helsingøer.
Fremmed Velgjørenhed har hidtil holdt ham vedlige paa de Studerendes Bane, og jeg kan ikke fordølge, at han er denne fuldkommen værdig. Hans Anlæg ere særdeles gode, ja med Hensyn paa enkelt Aandsretning endog udmærkede; hans Flid uafbrudt, og hans Opførsel, grundet paa en elskelig Godmodighed, af den Art, at den kan tjene til Mønster for en Skoles Disciple. Hertil kommer, at han ved uafbrudt at vise den rosværdige Anstrængelse, som han nu lægger for Dagen, vil i October 1828 kunne afsendes til Academiet.
Eftersom altsaa de trende Egenskaber, som en Skolemand saa gjerne ønsker, men sjelden finder forenede hos en Elev, umiskjendeligen antræffes hos H. C. Andersen, nemlig Anlæg, Flid og fortrinlig Opførsel, kan jeg ikke andet, end anbefale ham som særdeles værdig til enhver Understøttelse, der maatte kunde tilflyde ham, for at sætte ham istand til at fortsætte sin begyndte Bane, fra hvilken hans fremrykkede Alder ikke vel tillader ham at træde tilbage. Ikke blot hans redelige Sindelag, men ogsaa hans troe Vedholdenhed og umiskjendelige Talent ere Borgen for, at det som anvendes til hans Vel, vil ingenlunde være tabt.
Helsingøer den 18. Juli 1826.
S. Meisling,
Doctor i Philosophien og Rector
for Helsingøers lærde Skole.«
Om dette Vidnesbyrd, der aander saa megen Godhed mod mig, at det bør kjendes, havde jeg, som sagt, ikke Anelse, jeg var aldeles forkuet, havde ikke Tro eller Tillid til mig selv; fra Collin fik jeg nogle kjærlige Linier:
»Tab ikke Modet, kjære Andersen, – fat Dem, vær rolig og besindig, saa skal De see, det gaaer nok. Rectoren mener Dem det godt. Hans Maade at gaae frem paa, er maaskee noget forskjellig fra Andres, men derfor fører den ligefuldt til Maalet. Mere maaskee en anden Gang, thi nu har jeg kun lidt Tid.
Gud styrke Dem!
Deres
Collin.«
Den smukke Natur rundt om gjorde vel et levende Indtryk paa mig, men jeg turde kun skotte til den; jeg kom saa godt som aldrig ud; saasnart Skoletiden var forbi, blev sædvanlig Gaardens Port lukket, jeg maatte blive i den lumre Skolestue, der var god Varme endnu, sagde man, der kunde jeg lære mine Lectier; siden legede jeg med Rectorens Børn, eller sad paa mit lille Kammer; en lang Tid var Skolens Bibliothek min Stue og mit Soveværelse; her aandede jeg mellem de gamle og Skoleprogrammer. Ingen kom til mig, Kammeraterne turde det ikke, de ønskede ikke at træffe paa Rectoren. Mit Liv i de Dage i fæle Drømme. Jeg sidder da igjen febril paa Skolebænken, kan ikke svare, tør det ikke, og vrede Øine stirre paa mig, Spot og Latter lyder rundt om. Det var tunge, bittre Tider; var jeg i Rectorens Huus i Helsingør; nær havde jeg bukket under for en Behandling, som altid blev mere og mere haard, altfor haard. Min Bøn til Gud hver Aften var, at , eller at jeg ikke maatte opleve næste Dag! I Skolen var det Rectoren en Morskab at spotte mig, latterliggjøre min Person og tale om min Mangel paa Aands-Evner. Og naar Skoletiden var endt, var jeg der i Huset.
, havde han kjendt de Tider, jeg gjennemlevede, hvad jeg følte og led, han vilde ikke have fundet det mindre tungt, eller humoristisk til at fortælle. Der er visse Ting i Eens Liv, der griber saaledes ind i Andres, at man ikke har Ret over det, som sit eget; jeg har herfor Intet herfra at meddele, ligesom jeg selv hiin Tid aldrig udtalte mig derom, aldrig beklagede mig over Nogen i min Omgivelse, men kun over mig selv, der, som jeg fuldt og fast troede, var kommet paa en aldeles feil Vei, idet jeg der syntes kun til Spot og Ynk. Mine Breve til Collin dengang vise en saa mørk, fortvivlet Stemning, at de dybt rørte ham, dette veed jeg fra ham selv, men her var Intet at gjøre, han antog og maatte antage, at det egentlige Tryk laae i mit Sind, i en nerveus Overanstrengelse og ikke kom udenfra, som dog Tilfældet var; mit Sind var just elastisk, modtageligt for hvert Solskin, men dette kjendte jeg kun i de faa Dage, i hvilke det engang om Aaret, i Ferietiden, tillodes mig at reise til Kjøbenhavn.
Der laae noget saa Eiendommeligt i Modsætningen, noget næsten Eventyrligt, at flyttes fra Skole-Hjemmet til det Familieliv i Kjøbenhavn der aabnedes mig, det Hjem her, hvor Alt var i høieste Grad Modsætningens Pol! Det var hos hjerteligt og fortroligt kom mig imøde. Denne Familie var den første af Alle, der optog mig, som var jeg deres egen; jeg havde her et lykkeligt Hjem. Det var i et , Søcadetacademiet da var, og for hvilket Wulff blev Chef. Jeg fik mit Værelse ud til Pladsen, og jeg husker, at , idet jeg stod ved Vinduet og saae ned, kom !« Jeg følte, at Gud naadig og kjærlig havde ført mig; hele min Sjæl var fuld af Taknemlighed.
I al den Tid, jeg var ; to af disse: »Sjælen« og »til min Moder«, findes aftrykt i »samlede Digte« og høre til de ældste, jeg har; i Helsingør bleve kun to Digte skrevne i min Skoletid, »Nytaarsnat« og »det døende Barn«, dette, der først af alle mine Digte vandt Opmærksomhed og blev erkjendt og tidligst udbredt og oversat. Jeg bragte det med til Kjøbenhavn, og her læste jeg det op for mine Bekjendte, Nogle hørte paa det for Digtets Skyld, Andre for at more sig over mig og min fyenske Udtale, jeg fik hos Mange Roes og hos de Fleste et Foredrag over Beskedenhed og Mindelsen om, ikke at faae for store Tanker om mig selv. Ja Men det var slet ikke min Tro, den vilde imidlertid have været mig en , en Trøst, havde jeg eiet den. Mine keitede Manerer var iøvrigt det jeg meest, under Opholdet i Kjøbenhavn, maatte høre for, dernæst, at jeg sagde Alt hvad jeg tænkte. Dog Dagene i Kjøbenhavn vare mine Livsens Dage, her saae og samledes jeg med ham, Den af Alle, jeg dengang, i Tankerne bøiede mig dybest for, og i Alt saae op til: det var Digteren Adam Oehlenschläger. Hans Roes lød fra alle Munde rundt om mig, han var mig mere, end alle andre Mennesker; stor var min Lyksalighed, da han , i den store oplyste Salon, hvor jeg dybt følte, at min Kjole var den fattigste og jeg i Fornemmelse heraf havde trukket mig hen imellem de lange, nedhængende Gardiner, han kom hen til mig og rakte mig Haanden, jeg kunde have sunket paa mine Knæ for ham. Vi saaes ofte i Wulffs Huus, her kom Weyse ogsaa, som venlig talte til mig, jeg hørte ham paa ; , bragte Liv ved sin Veltalenhed, ; den fine, dannede Verdensmand , sluttede Kredsen, hvor Oehlenschlägers unge Datter Charlotte overraskede mig ved sin Livsglæde og sit friske, overgivne Lune. Det var deilige Dage og Aftener, alle i Kjøbenhavn.
Fra et saadant Hjem kom jeg efter Ferie-Dagene til Rectorens Huus; selv under mildere Forhold der, det vilde dog have været en stor Overgang, nu var det som til en aandelig Pinebænk. En Dag kom Rectoren ind til mig, han havde i Kjøbenhavn hørt tale om, jeg troer hos Oehlenschläger, at jeg havde oplæst et Digt, jeg havde skrevet, nemlig »det døende Barn«; jeg saae paa Mandens Ansigt hvad der forestod, han fæstede gjennemtrængende sit Blik paa mig, forlangte at see Digtet, idet han tilføiede, at fandt han en Gnist af Poesi deri, vilde han tilgive mig. Skjælvende bragte jeg Digtet, han læste det, loe, erklærede det for Føleri og Vaas, og udtalte nu i haarde Ord hele sin Vrede; havde han gjort det i den Tro, at jeg gik og spildte min Tid med at skrive Vers, eller at jeg var en Characteer, der maatte behandles haardt, hvilket hans Vidnesbyrd om mig benegter, da havde Meningen dog været god, men her var det vistnok kun hans Lune, hans Stemning jeg led under. Dag for Dag blev min Stilling ulykkeligere, jeg var i en saa aandelig Lidelse, at jeg maatte gaae tilgrunde, skete der ikke snart en Forandring med mig, det var ikke blot i Skoletimerne, nei paa mit Kammer, i Familiestuen, at jeg følte mig som en jaget, vild Fugl; det var den mørkeste, den bittreste Tid i hele mit Liv; det saae og erkjendte mine andre Lærere; en af disse, nuværende Pastor Werliin, der da læste Hebraisk med os, reiste til Kjøbenhavn og gik til Collin, hvem han fortalte, hvorledes jeg havde det i Rectorens Huus og i Skolen. Øieblikkelig tog Collin den Bestemmelse, at jeg skulde strax til Kjøbenhavn og læse privat. Efterretningen herom forbittrede høiligt Rectoren; i Afskeden, da jeg takkede ham for hvad Godt jeg havde modtaget af ham, var hans sidste Ord til mig at jeg aldrig vilde blive Student, at de Vers jeg skrev, om de end bleve trykte, vilde som Makulatur ligge og raadne paa Bogkræmmerens Loft og at jeg selv vilde ende paa Galehuset. Rystet til det Inderste forlod jeg ham.
; han rakte mig forsonende Haanden, sagde deeltagende og venligt, at han havde taget feil af mig, behandlet mig galt, men nu havde jeg lykkelig fast Fod og kunde lade ham seile sin egen Sø.
Det var Forsoningens milde Ord; de tunge, mørke tilbagelagte Dage have ogsaa bragt Velsignelse ind i mit Liv.
Den ved sin Iver for nordisk Sprog og Historie saa hæderlig kjendte, nu afdøde Pastor Ludvig Müller, , blev min . Jeg leiede ; den lille Stue der, med den skraae Væg hen under Taget, er beskrevet i Romanen »kun en Spillemand«; og i »Billedbog uden Billeder« aflægger Maanen der sine Besøg, som da den her for mig gled hen over , der den Gang ikke skjultes ved høie Huse, thi da var der ingen . Jeg havde endnu fra en bestemt , men Underviisningen maatte betales, der maatte altsaa paa alle andre Maader sees til at spares. i Ugen besatte, jeg blev en Slags Kostgjænger, som mangen fattig Student endnu er det i Kjøbenhavn. Der var en Afvexling heri, og jeg fik et Indblik i Familielivet, i forskjellige Kredse, ogsaa det var mig til Gavn. Jeg læste flittig og da jeg i Helsingørsskole havde udmærket mig i enkelte Videnskaber, f. Ex. Arithmetik og Geometri, blev disse saa temmelig overladte til mig selv, den meeste Tid maatte anvendes paa Græsk og Latin; hvad man i Slagelse og Helsingørs-Skole, altid gav mig Udmærkelse for – men her fandt mig svagest i, var – Religion, paa den maatte der ogsaa hjelpes, meente min ellers høist fortræffelige Manuducteur. Mine Religionskundskaber, der selv da jeg gik i Fattigskole bleve fremhævede som fortrinlige, de, i hvilke Latin-Skolen altid nævnede mig som en udmærket Discipel, fandt han – svage, altfor svage. Han holdt sig strengt til Bibelens Ord, dem jeg kjendte, thi fra min første Indtrædelse i Skolen, havde jeg levende opfattet Alt, hvad der om denne blev sagt eller lært; jeg opfattede den igjennem Følelsen og begreb, at Gud var uendelig Kjærlighed; Alt hvad som stred imod en saadan, et brændende Helvede, hvor Ilden er evig, erkjendte jeg ikke og med min fulde Overbeviisning udtalte jeg det; fra et forkuet Væsen paa Skolebænken, traadte jeg fri, selvstændig op med disse mine Troes-Meninger, jeg udtalte mig som et Naturmenneske, og min Lærer, der var et af de ædleste og elskværdigste Mennesker, men fast ved Skriftens bogstavelige Ord, blev tidt ganske ængstelig for mig; vi disputerede, medens den samme hellige Flamme brændte lige reent i vore Hjerter. Men inderligt godt havde jeg af at komme til denne ufordærvede, begavede unge Mand, der var en ligesaa eiendommelig Natur, som jeg var det; hvad der derimod var mig ikke naturligt, men i den Tid en Deel af mig, var Lysten til, ikke at spotte, men snarere at lege med mine bedste Følelser, og at betragte Forstanden som det Betydeligste i Verden; denne ny Maneer hos mig, var et Sving jeg maatte faae; i Skolen havde Rectoren, saa aldeles misforstaaet min uforbeholdne bløde Natur, min overstrømmende Følelse var blevet latterliggjort og trængt tilbage; idet jeg nu pludselig følte mig fri fra dette Tryk, slog jeg over i en Retning, der kun var paatagen Maneer; min Forkuethed slog om, ikke til Overgivenhed, men til en forfeilet Stræben efter at synes anderledes end jeg var; jeg spøgte over Følelsen, vilde bilde mig selv ind, at jeg havde bortkastet den, og saa kunde jeg dog en heel Dag gaae i mismodig Stemning, være reent ulykkelig over at have mødt et suurt Ansigt hvor jeg søgte et venligt. Alle de Digte jeg før, under Taarer, havde skrevet ud af min bedrøvede Sjæl, gav jeg nu parodierende Overskrifter, latterlige Omqvæd; et heelt saadant, med faa Forandringer: »«, staaer i »Fodreisen«; et andet inderligt følt Digt, kaldte jeg ».« I denne Periode skrev jeg kun nogle faa Vers, men alle humoristiske, saaledes: »Aftenen,« »den rædselsfulde Time,« »Hjertesuk til Maanen,« »Svinene«. En heel Forandring var foregaaet med mig; den forkuede Plante var blevet flyttet og begyndte at skyde friske Skud.
Wulffs ældste Datter Henriette, en genial, livfuld Pige, der indtil de sidste Dage, under alle Tidens Omskiftelser, endnu er bleven mig en trofast, søsterlig Veninde, var den eneste dengang, der forstod mig; hun opmuntrede hos mig den Humor, som kom tilsyne i de nye Digte; hun fik hele min Fortrolighed, beskyttede mig kjækt mod de mange smaa Angreb, jeg i hendes Kredse var udsat for, især ved min Personlighed; hun var mig en god Søster og af stor Indvirkning paa mit Lune.
Paa den Tid gik ogsaa en frisk ny Strømning i den danske Literatur, og for den havde Folk Interesse. Politiken spillede en ringe Rolle; det var Literatur og Theater, som var Dagens Thema. Johan Ludvig Heiberg, der ved sine fortræffelige Arbeider: »« og »«, indtog en høi Rang mellem danske Digtere, havde da nylig, under Collins Beskyttelse mod de øvrige Directeurer, der vare imod »Kong Salomons« Opførelse, indført paa den danske Scene. Det var en dansk Vaudeville, Blod af vort Blod, fandt man, og den blev derfor med Jubel optaget og fortrængte næsten alt Andet. holdt Carneval paa den danske Scene, og Heiberg var hendes Udkaarne. Hos H. C. Ørsted, ved et Middagsbord, gjorde jeg første Gang Heibergs Bekjendtskab; fiin, veltalende og Øieblikkets Yndling, behagede han mig i høi Grad, han indlod sig venligt med mig, jeg kom siden hjem til ham, og han fandt mine humoristiske Digte, som han hørte, værdige at optages i hans fortræffelige Ugeblad: »«; »Aftenen« og »den rædselsfulde Time« var her min Debut, men uden Navn, kun Mærket h – – det skulde sige: H. C. A.; men Folk troede, at det var Navnet Heiberg, og denne Tro var vistnok til stor Gavn for Digtene, de gjorde særdeles Lykke. Jeg erindrer tydeligt , hvor man gjorde mig meget Godt, men betragtede min hele Digten kun som Versemageri og ofte sagde mig det, naturligviis i den bedste Mening. , der var tilstede, som vidste at jeg havde skrevet Digtene, kunde ikke skjule sin Glæde over den Fornøielse, de vakte og sagde derfor: »de ere af Andersen!« der blev en stor Pause – en almindelig Taushed, Huusfaderen sagde ikke et Ord, saae paa mig og gik ud af Stuen; – Ingen talte mere om Digtene, jeg stod bedrøvet. «; og det var alene ved , jeg opnaaede det, Ingen vilde optage et Digt, skrevet af en Skolediscipel; Hr. Søeborg, Forfatter til Visen: »!« fik det af mig i min Skoletid og lovede at skaffe det optaget i , men Redacteuren der, vilde ikke havde Vers af En, der endnu gik i Skole; endelig fik Digtet Plads i »Kjøbenhavnsposten«, og , med den Bemærkning, at han optog det gjerne, uagtet det tilforn havde været trykt i et andet Blad. Det var den første Slags smukke Erkjendelse; men den almindelige Mening i hele min Omgivelse var og blev, at mit Talent som Digter var kun ubetydeligt. Een af vore mindre høitstaaende Forfattere, men som i Rang og Stand stod høit i Byen, indbød mig til Middag hos sig; han fortalte, at en »« vilde udkomme, og at han var anmodet om Bidrag; jeg sagde, at ogsaa jeg var anmodet og havde lovet Udgiveren et lille Digt. »Der skal altsaa af alle Folk i den Bog!« sagde Manden vred, »ja, saa behøver han ikke af mig! nu giver jeg neppe Noget!«
En Yttring af den Slags er vel i og for sig selv ikke betydelig, synes ikke at burde nævnes, men den var paa den Tid af en inderlig, smertegjørende Betydning og nok til at forstemme mig i flere Dage.
Min , daglig gik jeg to Gange derud og da var min Tanke kun opfyldt af mine Lectier, paa Hjemveien aandede jeg frit, tænkte hverken paa Lectier eller Lærdom, der gik alle Slags brogede poetiske Billeder gjennem Hovedet, men ikke eet bragtes paa Papiret; hele Aaret igjennem var Alt, hvad jeg skrev; det var, som Bastholm, i hans , siger: »kun for at give Følelsen Luft;« de forstyrrede mig mindre ved at de bragtes til Ro paa Papiret, end om de havde blevet og levet i Tankerne.
; og rakte mig venligt Haanden til Velkomst, som ; det opfyldte og bevægede mig som en stor, betydningsfuld Handling. Jeg var allerede 23 Aar, men meget Barn endnu og det i hele mit Væsen og min Tale; en lille Historie fra de Dage vil maaskee give et Begreb herom. Kort før Examens-Dagen saae jeg ved Middagsbordet hos H. C. Ørsted en ung Mand, der var forlegen og stille; jeg havde ikke seet ham før, troede, at han var kommet lige ind fra Landet; jeg spurgte ham ugeneert: »Skal De med til Examen iaar!« – »Jo!« sagde han med et lille Smiil, »jeg skal derop!« – »Ja jeg skal ogsaa!« sagde jeg og talte nu rask en heel Deel om denne, mig store Begivenhed, talte som til en Kammerat, og saa var det Professoren, der skulde examinere mig i Mathematik, den dygtige, fortræffelige von Schmidten, der i sit Ydre, som bekjendt, var Napoleon saa lig, at Folk i Paris skulle have taget feil af de To. Da vi ved Examensbordet mødtes, vare vi begge meget forlegne; han var saa hjertensgod, som han var rigt aandeligt begavet; saa gjerne vilde han give mig Mod, og vidste nu ikke selv ret, hvorledes han skulde gjøre det; han bøiede sig heelt over mod mig og hviskede: »Hvad bliver nu det første poetiske Arbeide De giver os, naar De har taget Examen?« jeg saae forundret paa ham og svarede ængsteligt: »det veed jeg ikke! – men vil De ikke spørge mig i Mathematik, men ikke for svært!« – »De kan vel Noget?« sagde han igjen ligesaa sagte. »Ja, Mathematik kan jeg ganske godt; i Helsingør Skole maatte jeg tidt gaae selv Tillægene igjennem for de Andre, og jeg fik »Udmærket godt«; men nu er jeg bange.« Saaledes samtalede Professor og , og da jeg under Examinationen, i Ivrighed, rev alle hans Penne itu, sagde han Intet dertil, men lagde een af dem stille til Siden for at kunne skrive Characteer.
Da var taget, fløi som en Bisværm de brogede Phantasier og Indfald, jeg paa min Vandring fra Manuducteuren, ligesom havde været forfulgt af, ud i Verden i mit første Skrift: »,« en humoristisk, underlig Bog, en Slags phantastisk , der dog ganske antyder min hele Personlighed og mit Standpunkt dengang, der viste sig især i Lyst til at lege med Alt, spotte i Taarer over mine egne Følelser; broget vexlende, et heelt Tapet, var denne digteriske Improvisation; men , jeg vovede det da selv, og faa Dage efterat Bogen var udkommet, afkjøbte mig Forlagsret til et andet Oplag, ja gjorde senere et tredie; oppe i , noget, der kun er skeet med . er i de sidste Aar udkommet i Hamborg. Hele Kjøbenhavn læste min Bog, jeg hørte kun Henrykkelse over den, vel fik jeg en streng Irettesættelse af en fornem Velynder, men den faldt i det comiske; Manden fandt, at der i Fodreisen satiriseredes over det kongelige Theater; dette fandt han ikke blot upassende, men utaknemlig; upassende, fordi det var et kongeligt Theater og da, sagde han, Kongens Huus, utaknemligt, fordi jeg der havde . Denne i sig selv comiske Dadel af en ellers fornuftig Mand, overdøvedes af Jubel og Lovtaler, dem, som sagt, jeg kun hørte; jeg var paa Bølge, jeg var Student, jeg var Digter, mit høieste Ønske opfyldt!
venligt og smukt i »Maanedsskrift for Litteratur«; i hans optagne, der, som man seer i Poul Møllers Skrifter, , blev læst, ja slidt op af Læsere oppe i Norge, hvilket forargede Poul Møller, der udtaler sig uden Skaansel over Bogen, men det vidste jeg dengang Intet om; det faldt mig ikke ind, at der var Nogen, som ikke var glad over »Fodreise til Amager.«
Omtrent to hundrede unge Mennesker bleve i det Aar Studenter, mellem disse fandtes Flere, som skrev Vers, ja havde ladet disse trykke; det blev som en Spas sagt, at i det Aar gjordes til Studenter fire store og , og virkeligt, ved ikke at tage det altfor nøie, kunde man faae dette Antal ud; til de fire store regnedes: Arnesen, hvis første Vaudeville »« blev i hans Rusaar opført paa det kongelige Theater, F. J. Hansen, som netop paa den Tid udgav »«, , og endelig, som den fjerde Poet, H. C. Andersen. Mellem de tolv smaa var imidlertid Een, som senere ubetinget er blevet en af de store i dansk Literatur, det er Digter: Paludan-Müller. Af ham var dengang endnu Intet trykt eller kjendt, kun mellem Kammerater var det i Omtale, at han skrev Vers. En Dag fik jeg fra ham, han foreslog mig, om vi To ikke skulde tilsammen udgive et Ugeblad.
»De vil maaskee forundre Dem over, at dette kommer fra min Haand,« skriver han, »fra hvilken De endnu intet Product har seet, som kunde lade Dem formode Dygtighed til sligt et Foretagendes Udførelse, dog troer jeg, at jeg med et vist Slags Selvbevidsthed tør forsikkre, at jeg ikke aldeles er Musernes Stedbarn, hvorpaa jeg mener at have Beviis, i den Samling af Digte, jeg for min egen Fornøielses Skyld har udarbejdet og som befinder sig hjemme i min Skuffe.« Og nu fulgte Planen og Betingelserne, at det ikke maatte være Oversættelser eller Udskriven af andre Blade, det Hele skulde være Originalt o. s. v. Et lille Digt, »«, fulgte som Prøve med til mig. Men jeg havde ikke Lyst til at binde mig til et Blad, og der blev altsaa ikke noget af det Hele. Carl Bagger og jeg havde før »Fodreisen« udkom aftalt med hinanden, at vi begge i eet Bind vilde udgive tilsammen vore Digte, men da min Bog vakte Opmærksomhed og fandt saa mange Læsere, erklærede Bagger med Bestemthed og Selvfølelse, at nu kunde ikke vore Digte følges ad, det vilde være for ham, som om hans skulde bæres frem ved mine; Planen blev altsaa opgivet, men ikke vort venskabelige Forhold, derimod kom jeg ikke i et saadant til Paludan-Müller, der senere brød sin egen straalende Bane. Hos mine Medstudenter, Kammeraterne, havde jeg stor Erkjendelse, og jeg gik i ungdommelig Digter-Beruselse, loe og søgte Vrangbilledet i Alt; i min Lystighed skrev jeg i de Dage, paa rimede Vers, mit første dramatiske Arbeide, den heroiske Vaudeville: »Kjærlighed paa Nicolai-Taarn eller hvad siger Parterret«, som havde, , den væsentlige Feil, at den satiriserede hvad vi allerede vare komne ud over, nemlig Skjæbne-Tragedierne; dog da Stykket kom paa Scenen, blev det af mine Medstuderende modtaget med Jubel, de udbragte et »Leve Forfatteren!« jeg tænkte og saae ikke videre frem, jeg var overvældet af Glæde, lagde saa megen Betydning deri, den det slet ikke havde; jeg kunde ikke rumme min Lykke, jeg styrtede ud fra Theatret, ud paa Gaden ind i Collins Huus, hvor alene var hjemme, næsten afmægtig sank jeg om paa en Stol og hulkede, krampagtig i Graad; den deeltagende Kone vidste slet ikke, hvad det betød og begyndte derfor at trøste mig med: »tag Dem det ikke saa nær, man har ogsaa pebet af Oehlenschläger og af mange store Digtere!« – »Ja, men man har slet ikke pebet!« udbrød jeg hulkende, »man har klappet og raabt længe leve!«
O, hvor jeg da var et lyksaligt Menneske, troede saa godt om Alle, havde Digter-Mod, Ungdoms-Sind; alle Huse begyndte at aabnes for mig, jeg fløi fra Kreds til Kreds i lyksalig Selvtilfredshed; men under alle disse ydre og indre stærke Bevægelser var jeg meget flittig ved mine Studeringer og læste uden Hjelp af Manuducteur alt til den da saakaldte anden Examen: , hvilken jeg tog med . En ganske egen Scene indtraf ved Examensbordet hos H. C. Ørsted; jeg havde godt besvaret alle hans Spørgsmaal, han glædede sig derover og idet jeg var færdig, standsede han mig ved Bortgangen og sagde: »jeg maa dog endnu gjøre Dem et lille Spørgsmaal!« hans hele Ansigt var saa straalende mildt: »Siig mig hvad De veed om .« »Det Ord kjender jeg slet ikke!« svarede jeg. »Husk Dem om! De har forud besvaret Alt saa fortræffeligt, og De maa vide Noget om Electro-Magnetismen!« »Derom staaer der ikke Noget i Deres !« sagde jeg med Bestemthed. »Det er sandt!« svarede han, »men jeg har talt om den paa mine Forelæsninger!« »Dem har jeg været paa allesammen, undtagen een eneste, saa maa De just den Time have talt herom, for jeg veed ikke det allermindste om det, jeg kjender ikke engang Navnet!« Ørsted smilede ved denne usædvanlige Tilstaaelse, nikkede og sagde: »det var Skade, at De ikke vidste det, for ellers vilde jeg have givet Dem – nu faaer De laud – for De har svaret meget godt!«
Da jeg siden kom hjem til Ørsted, bad jeg ham fortælle mig lidt om Electro-Magnetismen, nu hørte jeg første Gang om den, og i hvad Betydning han stod til den. Ti Aar efter, da den electro-magnetiske Traad første Gang fremvistes hos os i den polytechniske Læreanstalt, var jeg den, der, efter en skriftlig Opfordring fra Ørsted selv, , jeg troer i »Kjøbenhavnsposten«, den electro-magnetiske Telegraph, der i den polytechniske Læreanstalt gik fra Baghuset til Forhuset og jeg gjorde Kjøbenhavnerne opmærksom paa at see og kjende den »Opfindelse, Videnskaben skylder en Dansk.«
Examen var nu vel overstaaet, jeg havde bedste Characteer; mod Julen udkom min første Samling Digte, der vandt, saavidt jeg hørte og forstod, stort Bifald hos Publicum og Critiken. Jeg hørte helst og kun, den rosende, klingende Bjælde, jeg var uendelig ung, uendelig glad, Livet laae solbestraalet for mig.
IV
Endnu havde jeg kun seet en lille Deel af mit Fædreland; jeg havde været enkelte Steder i Fyen og Sjælland . Denne svarede aldeles ikke til mine overdrevne og ved . Alt der var mig for Smaat. , jeg vilde see Jylland lige til Vesterhavet og dernæst kjende hele min Fødeø, Fyen. Mindst tænkte jeg paa, hvor meget Alvor denne Sommer-Udflugt skulde bringe mig; hvilken Overgang i mit indre Liv der forestod. – Det var især de jydske Heder, jeg glædede mig til at see og til der mulig at møde en . Af mundtlige Fortællinger og af var min Interesse vakt. Landet selv var dengang ikke saaledes besøgt som nu; først i de Dage var en Dampskibsfart bragt istand; et daarligt, langsomt seilende Skib »« gjorde Reisen i henved eet Døgn, men dog for den Tids Fordringer en utrolig hurtig Fart. Dampskibene ; havde jeg gjort Reisen paa et saadant Fartøi, »«, det første Dampskib, vi saae i vore Farvande; det blev svarlig haanet af alle Besætning og benævnedes »«. H. C. Ørsted var naturligviis glad og høilig opfyldt af denne verdensherlige Opfindelse, og det var ganske morsomt at høre, at just hos ham en Middag, hvor jeg var tilstede, ivrede mod »disse forbandede Røgskibe!« »Nu havde man fra Verdens Skabelse«, sagde han »kunnet nøies med fornuftige Fartøier, der gik ved Vind, men saa skulde man makke om; der gaaer aldrig een af disse Røghætter forbi, uden at jeg tager min og skjelder dem saa langt de kan høre mig!« – Det var en heel Begivenhed dengang at skulle afsted med Dampskib; i vore Dage klinger det halv utroligt, hos os høre Dampfartøierne saaledes til Tiden, at deres Opfindelse synes os ganske fjern, og vi glemme, at den er saa nær, at det ikke engang er vist, men kun fortælles som et Sagn, at .
En heel Nat i Kattegattet paa det nye Slags Fartøi var noget Mægtigt for min Phantasie, jeg glædede mig dertil, – men vi fik slet Veir, jeg blev søsyg – først mod Aften naaede vi Aarhuus. Der og overalt i de jydske Byer kjendte man »Fodreisen« og mine humoristiske Digte, og jeg blev vel modtaget. Jeg kjørte over Heden; alt det Fremmede her gjorde et stærkt Indtryk paa mig. Men Veiret var ikke godt, Reisetøi havde jeg ikke stort af, den vaade, skarpe angreb mig stærkt, saa at jeg fra Viborg, hvor jeg opholdt mig nogle Dage, maatte vende om igjen, dragende sydost nedad, opgivende ganske Vestkysten; men det forhindrede mig ikke i, at jeg jo skrev »Phantasie ved Vesterhavet« og »Maleri af Jyllands Vestkyst«, som jeg aldrig havde seet, men kun kjendte af Andres mundtlige Skildring. Jeg saae nu Egnene om Skanderborg, Veile og Kolding og drog derfra aabnede sig for mig, og hvor jeg ved Odense tilbragte, som en velkommen Gjest, flere Uger ude paa Landstedet . Dette Sted var mig i min tidligste Barndom Idealet af et Landsted. Den lille Have var overlæsset med Indskrifter og Vers, der sagde hvad man paa hvert Sted skulde tænke og føle! Ud til Canalen, hvor Skibene gik forbi, var anlagt et lille Batteri med Trækanoner, der var en Vagtbygning og Skilderhuus med Træ-Soldat, ganske barnagtigt smukt. Her boede jeg nu hos denne forstandige, kjærlige gamle Kone, der var omgivet af en Skare opvakte elskværdige Børnebørn, alle ganske unge Piger. Den ældste af disse, , optraadte siden i en ældre Alder med de to Noveller »Tante Anna« og »en Skribentindes Datter«, . I Munterhed og Glæde gik her Ugerne; jeg skrev et Par humoristiske Digte, imellem disse: »Hjertetyven«, og beskjæftigede mig iøvrigt med en Roman: »«, til hvilken jeg fik en Deel historiske Notitser og Bidrag om hiin Tid ved den lærde Oldgrandsker . Omtrent sexten skrevne Ark bleve færdige, jeg læste disse for Ingemann, og de tiltalte ham særdeles; paa disse støtte sig han siden nedskrev over mig ved min Reise-Ansøgning; men med de humoristiske Digte var det, idetmindste for en Tid, forbi; ogsaa Romanen blev lagt hen, – en ny, een af de dybeste Strænge var slaaet an hos mig, en Følelse, jeg saa ofte havde spøgt over, vilde hevne sig.
Jeg kom paa min Sommerreise til ; her opgik pludselig saa heftig en ny Verden for mig, saa stor, og dog rummes den i fire Linier, jeg da skrev:
»To brune Øine jeg nylig saae,
I dem mit Hjem og min Verden laae,
Der flammede Snillet og Barnets Fred, –
Jeg glemmer det aldrig i Evighed.«
. Først mange Aar efter har jeg følt og erkjendt, at ogsaa her skete det Bedste for mig, det Bedste for hende. Hun anede maaskee ikke engang, hvor dyb min Følelse var, hvilken Indvirkning den havde paa mig. Hun blev en brav Mands fortræffelige Hustru, . Guds Velsignelse over dem!
I min »Fodreise« og i det Meste jeg havde skrevet var det parodierende Element det fremtrædende, og Flere misbilligede dette og meente, at denne Aandsretning ikke vilde føre til noget Godt. Critiken udtalte det og gjentog det just nu, da en dybere Følelse ganske havde udslettet i mit Bryst det, man angreb. En ny Digtsamling: »Phantasier og Skizzer«, der udkom ved Nytaarstid, vidnede om hvad der trykkede mit Hjerte; en Omdigtning af mit eget Hjertes Historie kom frem i en alvorlig Vaudeville: »Skilles og mødes«, der blev bragt paa Papiret, kun med den Forandring, at her var gjensidig Kjærlighed; .
Mellem mine ; hans sprudlende Liv og Veltalenhed drog mig til ham, jeg følte mig deraf tiltalt i høi Grad, og idet han tillige viste saa meget Gemyt, saa stærk en Inderlighed, var jeg saa gjerne hos ham. , det tydske Sprog taltes og læstes meget der i Huset; , hans Digte henrev og løftede det unge Sind; jeg kom en Dag ud til Lehmann, der med sin Familie , han jublede mig imøde et Vers af Heine:
Og nu læste vi Heine sammen; Eftermiddagen og Aftenen gik; det blev ud paa Natten, jeg maatte blive der til næste Morgen, men jeg havde der lært at kjende en Digter, der sang ud af min Sjæl og greb i den de stærkest der vibrerende Strænge; han fortrængte Hoffmann, der, som man seer i »Fodreisen«, betydeligt i hiin Periode indvirkede paa mig. Der bliver i mit Ungdomsliv saaledes kun tre Forfattere, der ligesom aandelig ere gaaede mig over i Blodet, Forfattere, som jeg for en Tid ganske har levet i, og det er Walter Scott, Hoffmann og Heine.
Dag for Dag sank jeg hen i en sygelig Stemning, følte Hang til at søge det Sørgelige i Livet, dvæle ved Skyggesiderne; jeg blev pirrelig og gjemte mere paa Dadel end paa Roes; Spiren hertil laae i min Skolegang i en sildig Alder, den Tvingen fremad, den indre og ydre Trang, der drev mig til at producere og give Offentligheden Arbeider, som endnu ikke vare modne dertil; det Drivhuusmæssige i min Underviisning, det Forcerende, hvorved jeg var gaaet fra Classe til Classe og bragt til at blive Student, havde ladet mig i flere Retninger tilbage i Eet og Andet, og meest viste det sig i Grammatik, det vil sige at skrive conseqvent den Tids antagne . I »Fodreisen« fandtes saaledes enkelte, ikke Tryk- men Skrivfeil, saadanne, der stred imod den almindelige Maade at skrive Ordene paa. Jeg kunde have undgaaet enhver Ubehagelighed, havde jeg betalt een eller anden Student for at læse Correctur for mig, Noget, jeg ikke forstod mig paa; men det gjorde jeg ikke, og hvad enhver kunde have gjort bedre end jeg, det blev man nu staaende ved, opholdt sig over, udpegede og spottede; derimod det Bedre, det Digteriske gled man let hen over. Jeg veed Mennesker, der gjennemlæste mine Digte blot for at finde Sprogfeil, eller hvor ofte jeg brugte eet og samme Udtryk, f. Ex. »smukt«, »derved blev det ikke smukt«, sagde man. , der da var Candidat og leverede Vaudeviller og Critiker, undsaae sig ikke ved i , der med Forbauselse hørte paa, hvorledes Alt var ham galt, hvert Ord i min Digtning forkasteligt, at da han lagde Bogen og der blev et kort Ophold, tog hun den, idet hun i sin Uskyldighed pegede paa et Blad og viste Ordet og, »der staaer et lille Ord endnu!« sagde hun, »det har Du ikke skjendt paa!« – Han følte det Slaaende i Barnets Tale, blev rød og kyssede den Lille. Jeg led under alt dette, og hertil kom, at det jeg havde lidt i min Skoletid endnu virkede tilbage og syntes at vinde meer og meer sin gamle Magt, saa at jeg stille bøiede mig og taalte med en ubegribelig Godmodighed, »og . Jeg var for blød, for utilgivelig godmodig. Enhver vidste det, og Enkelte bleve derfor næsten grusomme. Afhængigheds Forhold, Taknemmeligheds Baand bleve ofte tankeløst eller ubevidst strammet haardt. Alle lærte de paa mig, næsten Alle sagde, at jeg blev fordærvet af Roes, og derfor vilde de sige mig Sandhed; saaledes hørte jeg idelig kun mine Feil, de virkelige og de mulige Svagheder. Ved enkelte Leiligheder blussede vel min Følelse op, og naar da mangen i Aandens Rige Lavtstaaende i sin rige Stue udtalte en tom, aldeles forkuende Dom over mig, da glemte jeg at være besindig og udbrød i Taarer og Heftighed: at jeg vilde blive en Digter, der skulde staae nævnt og hædret! Saadanne Ord af mig greb man og lod flyve om som en ond Sæd, der strax blev til fulde Blomster, Forfængelighedens, Taabelighedens onde Urter; herom vidste man fra Huus til Huus. – »Han er det meest forfængelige af alle Mennesker!« hed det overalt, dog tilføiede man »et inderligt godt Barn!« Og paa denne Tid var jeg ofte i min Eensomhed nær ved at segne og gaae til Grunde i Mistillid til mig selv og mine Evner; jeg gjemte hver Dadel og havde, som i Skolens mørkeste Dage, en Følelse af, at mit hele Talent var en Selvskuffelse; jeg var ved at troe det, men at Andre haardt og tirrende udtalte det til mig, kunde jeg ikke altid taale, og sagde jeg da et stolt, uoverveiet Ord, da blev dette til , hvormed man slog mig, og naar ogsaa de slaae, hvem man kalder sine Kjæreste, da blive Svøberne til Skorpioner.
Collin meente, at det vilde være mig godt, om jeg gjorde en lille Reise, om jeg, selv kun for nogle faa Uger, fik Leilighed til at tumle mig mellem Fremmede, rives løs fra mit Sædvanlige og modtage nye Indtryk. En lille Pengesum havde jeg ved Flid og Sparsomhed lagt hen, ved den vilde jeg paa et Par Uger kunde gjøre en Tour til Nordtydskland.
Det var , jeg første Gang reiste fra Danmark; jeg saae Lübeck og Hamborg. Alt overraskede og opfyldte mig; her var endnu ingen Jernbaner; den brede, dybe, sandede Vei gik over Lyneborg Hede, der saae ud som jeg havde læst om den i . Jeg kom til Braunschweig, jeg saae første Gang Bjerge, det var Harzen, og der til Fods gik jeg fra Goslar over Brocken indtil Halle. Verden udvidede sig forunderligt for mig. Mit Humeur kom igjen, som Trækfugle, men Sorgen er en Spurvesværm, den bliver tilbage og bygger i Trækfuglenes Rede. – Oppe paa Brocken havde jeg i Bogen, hvori de mange Reisende skreve deres Navne, Stemninger og Tilstande, ogsaa skrevet mine i det lille Vers:
»,
Dog Hjertet maa bekjende,
Jeg var dog Himlen mere nær
Dengang jeg var hos hende!«
Aaret efter meldte mig en Ven, der havde besøgt Brocken, at han havde fundet mit Vers, og under det stod skrevet af en Landsmand: »Lille Andersen, gjem dine Vers til , og plag os ikke med dem udenfor Landet, hvor de aldrig komme, uden Du selv reiser ud og skriver dem op.«
I gjorde jeg havde givet mig et Brev med til ham; jeg hørte ham en Aften læse .; ved min Afreise skrev han , ønskede mig Digterlykke, trykkede mig i sine Arme og kyssede mig; det gjorde det dybeste Indtryk paa mig. Hans milde, store, blaa Øine fæstede sig paa mig, jeg har aldrig glemt det siden; grædende gik jeg bort og bad til Gud paa det Inderligste om Kraft til at vandre den Vei, som min Sjæl og Tanke , Kraft til at udtale, hvad jeg følte i mit Bryst, og at naar jeg atter saae Tieck, jeg da maatte kjendes og skattes af ham. – Først , da mine senere Skrifter bleve oversatte og godt optagne i Tydskland, gjensaaes vi, jeg følte hans trofaste Haandtryk, han, som udenfor mit Fødeland gav mig blandt Fremmede, syntes jeg, Indvielses-Kysset. – I .«
Chamisso blev mig siden altid en trofast, deeltagende Ven; hans Glæde over mine senere Skrifter sees i »« af hans Værker i de der aftrykte Breve til mig.
Den lille Reise i Tydskland var af stor Indflydelse paa mig, erkjendte mine kjøbenhavnske Venner. Reise-Indtrykkene bleve strax nedskrevne, og jeg udgav dem under Titel af: »Skyggebilleder af en Reise til Harzen og det sachsiske Schweitz«, der senere er udkommet i forskjellige Oversættelser paa Tydsk, ligesom ogsaa paa Engelsk. Her hjemme blev det almindeligt sagt, at man i denne Bog sporede Fremgang og Udvikling hos mig, men at sligt erkjendtes, følte jeg ikke i den Maade, man var og blev imod mig. Altid samme smaalige Lyst til at udpille mine Feil og Svagheder, kun dvæle ved disse, samme idelige Opdragen, den jeg var svag nok til at taale og det af aldeles Uvedkommende. En Dag, kort efter at mine »Skyggebilleder« vare udkomne, fandt jeg med et Exemplar i Haanden; han havde fundet nederst, hvor et Ark endte, staae med ; det skulde være Substantivet »Hunden«, men dette Ord var ved Afbrydelsen i de forskjellige Ark blevet overseet, og Manden spurgte strængt: »Hvad staaer der? Skriver De Hunden med et lille Bogstav!« Jeg var i Lune og ærgrede mig ogsaa over, at han kunde troe, det var en Uvidenhedsfeil, svarede derfor spøgende: »Det er en lille Hund, derfor har jeg kun givet ham et lille h«. Men min Spøg kaldtes Overmod, Forfængelighed, aldrig at ville høre fornuftige Folk. – Det var smaa Plager, vil man maaskee sige, men det er Draaberne, der hule Stenen, Jeg omtaler det for at protestere mod den idelige og tankeløse Forfængeligheds-Beskyldning, om man, da ingen anden Feil i mit private Liv kunde udpeges, blev baaret om og i mange, mange som en gammel Mynt stundom endnu kastedes paa mit .
Gjerne læste jeg op for Enhver, hvor jeg kom; læste hvad jeg senest havde skrevet; thi jeg levede og var glad deri, jeg havde ikke Erfaring nok til at vide, hvor sjeldent en Forfatter bør gjøre det, idetmindste her til Lands. – Enhver Herre eller Dame, der kan paa Claveer eller synge nogle Sange, tør nok i hver Kreds, de komme, føre deres Noder med og sætte sig til Claveret – derover gjøres sjelden Bemærkninger; en Forfatter kan ogsaa læse Andres Digterværker høit, kun ikke sine egne, da er det Forfængelighed; det har man udtalt noksom om Oehlenschlæger, der gjerne og smukt læste sine Arbeider i de forskjellige Kredse, hvor han kom. Hvilke Bemærkninger har jeg ikke i den Anledning hørt af Folk, som derved troede at gjøre sig interessante eller Digteren overlegen; kunde man tillade sig det med en Oehlenschläger og tillade sig det i den Grad man gjorde det, hvorvidt turde man da ikke gaae med kun en Andersen.
Enkelte Gange løftede Lunet mig over det Bittre i Omgivelsen, jeg saae dennes Svagheder og ogsaa mine egne; i et saadant Øieblik fremsprang det lille Digt , der blev opfattet som en Pamphlet, og jeg derfor i en Mængde Blade og Aviser overstænket med Godtfolks Vers og Prosa, ja , i hvis Huus jeg kom, kaldte mig for sig og spurgte strengt inqvisitorisk »om jeg kom i Huse, hvor dette Digt kunde passe; det kunde det ikke paa hendes Kreds, men at Mennesker nu let, fordi jeg var Gjest der, kunde falde paa ogsaa at nævne det Sted som det, jeg sigtede til!« og nu fik jeg en ordenlig Straffeprædiken. I Theatrets Forsal traadte en Aften en velklædt, mig ubekjendt, Dame lige hen imod mig, og med et Udtryk af Forbittrelse saae hun mig ind i Ansigtet og sagde »Pjat!« – Jeg tog Hatten af, – Høflighed er ogsaa et Svar!
Fra Slutningen af 1828 til 1839 maatte jeg ernære mig ene og alene ved hvad jeg kunde fortjene ved at skrive; Honoraret var ikke stort, det var mig haardt at hjelpe mig igjennem, og dobbelt haardt, da jeg maatte see til, nogenlunde at være i Klæder efter de Kredse, hvori jeg kom. Bladliteraturen gav da intet Honorar for Bidrag; producere og altid producere var ødelæggende, ja umuligt; jeg oversatte da et Par Stykker for det kongelige Theater: »« og »«, og skrev et Par Operatexter. Jeg var ved bleven opmærksom paa heraf, blev ganske henrykt, og faa Uger efter havde jeg færdig Operatexten »Ravnen«, som jeg gav til en ung Componist, dengang aldeles ubekjendt, men af Kunstnerkuld og Aand, Sønnesønnen af ham, som componerede »«. Min unge Componist var nuværende Professor J. P. E. Hartmann, nu, som sig hør og bør, kjendt og hædret. Nu vil vist Mange smile ved at høre, at jeg dengang i mit Brev til Theaterdirectionen maatte ligesom paatage mig Ansvaret for Hartmanns Musik, jeg maatte anbefale som Componist ham, der dog nu er den betydeligste Danmark har og det betydelig til at være stolt af. Jeg maatte saa at sige skrive hans , at han var en Mand med Talent, at han vilde præstere noget Godt og Dygtigt. Min Text til »; kun et Chor og en Vise, der siden ved Afbenyttelse i Concerter blev af mig omskrevet, er indlagt mellem »Digte«. Sujettet er som bekjendt en gammel , smukt behandlet af Gozzi, hvem jeg især afbenyttede. Imidlertid har Hartmann skabt et musikalsk Værk, fuldt af Genialitet og Skjønhed, som vistnok i Tiden igjen vil indtage sin berettigede Plads i det danske Opera-Repertoire, hvorfra det i mange Aar har været udelukket og er kun derfor nu kjendt stykkeviis ved Concerter i med tilhørende underlagt Text udgive.
For en anden ung Componist, Concertmester I. Bredal, behandlede jeg Walter Scotts Roman: »«. , men jeg udsattes, især ved den sidstnævnte, uagtet den i sin lyriske Deel fra min Side neppe kan kaldes uheldig, for den meest , og det blev sagt mig med Haan og Spot i de strengeste Udtryk. Fra den Tid har jeg en Erindring om Oehlenschläger, der vel viser hans Pirrelighed, men tillige i høi Grad hans Inderlighed og Hjerte. »Bruden fra Lammermoor« var opført og havde i Theatret vundet Bifald; jeg bragte den trykte Text til Oehlenschläger, der smilede og gratulerede til det store Bifald, jeg havde faaet min Deel af; jeg var nemt kommen til det ved at tage Walter Scott og blive understøttet af Componisten. Det bedrøvede mig at høre ham sige det; der kom Taarer i mine Øine; men i det Øieblik han saae det, faldt han mig om Halsen, kyssede mig og sagde: »det er de andre Mennesker, der gjør mig ond!« og nu var han Hjerteligheden selv, forærede mig en af sine Bøger og skrev sit og mit Navn deri.
Weyse, der først af Alle meest levende havde viist mig Deeltagelse, og hvem jeg jevnlig mødte i Admiral Wulffs Huus, saae første Forestilling af »Bruden fra Lammermoor« og var i høi Grad tilfreds med min Behandling af Sujettet, kom til mig, fortalte mig, at han i lang Tid havde følt Lyst til at componere, som Opera, Sujettet i ; han havde for længe siden anmodet Heiberg om at give ham denne Text, men det var blevet kun ved Løftet. Nu kunde jo jeg gjøre det, sagde han; vi To kunde jo arbeide sammen. – Ikke anede jeg da, hvilket Uveir der vilde drage op over mig ved at føie Componistens Ønske. – Jeg behøvede Penge for at kunne leve; men det var sandelig ikke det forventede Honorar, som , tør jeg nok sige; nei, jeg følte mig glad og smigret ved at kunne arbeide sammen med Weyse, vor største og herligste Componist; det opfyldte mig med Glæde at tænke paa, at jeg til ham, der i Sibonis Huus først havde følt Deeltagelse for mig, den fattige Dreng, nu traadte i et Slags høiere Forhold, og jeg tog strax fat; men jeg var ikke halv færdig, før det var omtalt i Byen, og der lød haard og skaanselløs Tale mod mig; «. Mismodig opgav jeg derfor at fuldende dette; men Weyse talte med Spøg og Alvor derimod, yttrede en stor Tilfredshed med hvad jeg bragt ham; bad mig endelig blive ved, og hans Ønske var mig mere end Mængdens Haardhed og Dadel; han tog selv strax fat og componerede først den lille Romance i anden Act: »Hyrden græsser sine Faar«. Snart havde han fra mig den hele Operatext, og da den i al Betydning af Ordet var skrevet for ham, gav jeg ham, da jeg , fri Haand over den; selv skrev han hele Vers ind, eller forandrede, eftersom han vilde det, hvad jeg alt havde givet; saaledes stod hos mig:
»Gjennem disse dunkle Gange
Snoer sig Dødens Slange!«
Weyse skrev det om:
»Fra denne sorte Krog
Snoer sig Dødens Snog!«
Og da jeg siden gjorde nogle Bemærkninger derimod, svarede han paa sin comiske Maade: »I dunkle Gange er der altid en sort Krog, og en Snog er en lille Slange – De seer altsaa, at jeg her slet ikke har forandret Deres Billede, men faaet det bedre til at passe for Musiken!« Det var denne udmærkede Mand eiendommeligt, at han ikke kunde slutte Læsningen af en Bog, naar han kom efter, at den endte sørgeligt. i »Kenilworth« skulde derfor ægte Leicester. »Hvorfor gjøre dem ulykkelige, naar man med et Par Pennestrøg kan gjøre dem det saa godt!« sagde han. »Men det er imod Historien!« yttrede jeg; »hvad gjør vi desuden da ved Dronning Elisabeth?« »Hun kan sige: !« svarede han – og saa lod jeg hende ogsaa ende Operaen med disse hans Ord; »Festen paa Kenilworth« kom ; to af disse ere ved Musiken blevne meget kjendte i Hjemmet, nemlig: »Brødre, meget langt herfra!« og »Hyrden græsser sine Faar«.
Anonyme Angreb, , i hvilke ubekjendte Størrelser forhaanede og spottede mig paa den meest raa og drengeagtige Maade, hørte til denne min Livs-Periode. Imidlertid vovede jeg dog «, der senere , men .
Da var i sin Blomstren ; det talte , det var en Aandens Domstol af Betydenhed, dog, som ogsaa Ørsted indrømmede, skortede det dem i det æsthetiske Gebeet; her maatte de ofte tage, hvem de kunde faae; desværre troe de fleste Mennesker, at om æsthetiske Arbeider kan deres Mening være lige saa berettiget som Andres; det paastaaer man ikke om at sye Støvler og lave Mad; dog er og bliver det vist, at om man end kan skrive en fortræffelig latinsk Skolebog, eller flittigt samle til et Lexicon, kan man dog være en udygtig Dommer i det Skjønnes Rige; derpaa er givet Beviser af »Maanedsskrift for Litteratur«, dengang, medens det strengt rettede Stiil hos mig.
Lidt efter lidt blev det Bestyrelsen mere og mere vanskeligt at finde en Anmelder til en Digters Arbeide; Den, som imidlertid altid var beredt ved sin mærkelige Iver for at skrive og tale om enhver Ting, var Historikeren . Han har saa tidt udtalt sin Mening om mig, jeg maa nu ogsaa engang udtale mig om ham: Jeg erkjender, at han er en flittig Samler, og at han ved har særlig bidraget til, som man kalder det, »at afhjelpe et Savn i Literaturen«, uagtet dette hans betydeligste Værk er temmelig ufuldstændigt og besidder en stor Eensidighed; han viser ikke der, hvorledes de dygtigste Danskskrivende skrive, men hvorledes hans eget Lune vil, at der skal bogstaveres. Som Dommer over æsthetiske Arbeider er han tidt optraadt partisk og eensidig, medens hans egen skabende nok alene har bragt i Ungdomstiden: , skrevet i den Tids Blomster-Sprog, og , der synes øst af Bøger og ikke af Livet. Han sad i sin Studeerstue og paa det kongelige Bibliothek og havde, som det almindelig hed, i mange Aar ikke været i Theatret, da han pludselig blev Theaterdirecteur og Censor over indleverede Stykker; – sygelig, eensidig og gnaven, man kan da tænke sig Resultatet. – , men snart sank min Stjerne for en anden opgaaende; det var Paludan-Müller, der fremtraadte med »«; og da Molbech ikke længer elskede mig, saa hadede han mig – det er den korte Historie. – Nu er det sagt, og jeg har ingen Vrede mod den gamle Mand.
Det er et Ordsprog: »Naar Vognen helder, skyde Alle efter«, og jeg prøvede det dengang; overalt talte man kun om mine Feil; det er menneskeligt, at man under et altfor haardt Tryk ømmer sig, og det gjorde jeg og efter min Natur udtalte det for hvad man kalder Venner, og fra disse bragtes det om i den store Stad, der tidt kan være saa lille. Selv velklædte Folk traf jeg paa, der i Forbigaaende med grinende Ansigt gjorde en forhaanende Bemærkning til mig. Der er hos os Danske et stort Element til at spotte, eller smukkere sagt: vi have Sands for det Comiske, og derfor eie vi saa mange Lystspildigtere.
Da var det en ny Stjerne gik op i den danske Literatur, .« Det var, hed det, en Jagen ud af Templet alt det Urene! den afdøde Baggesen sendte polemiske Breve fra Paradiis, og de vare ham saa ypperligt afcopierede i Aand og Form, at man maatte sige: »det er Baggesen, der virkeligt har skrevet dem!« Heiberg stod her i Glands og Glorie; Øehlenschläger og Hauch bleve angrebne, den gamle Historie om kom frem, mit Navn og min Skolegang i Slagelse bragtes i Forbindelse med »Hellig Anders« der, og saa var Vittigheden istand: »Hellig Andersen«, der red paa »Musens nattegamle Føl.« Holberg havde vist sagt det bedre –! Jeg blev ordenligt revset. – De anonyme Gjengangerbreve optog Alles Tanke og Interesse; der rullede en Begeistringens Sø over det hele Land og Rige – alt Andet var glemt. Jeg har ikke senere oplevet, at nogen Digtning saaledes har betaget Folk; det skulde da være »« ved Heibergs Fortale. Det, at man ei kunde udfinde, hvem Forfatteren var, gjorde det endnu mere piqvant; man var henrykt, og med Rette! En saadan Digtning kommer ikke hvert Aar. Heiberg undskyldte eller, om man vil, klarede i »« for et Par af sine Venner, der vare blevne critisk berørte; for mig havde han ikke et Ord.
Det saaledes offentligt i et Skrift at være udstillet haanende havde da en ganske anden Latterliggjørelse end nu, da lignende er skeet med saa Mange. Forgænger, »«, som Mathias Winther udgav, var formeligt da en Slags Gabestok, der kastede over den Udstillede en Skygge af Betydning hos Publicum, som dengang i Alt, hvad der var trykt, troede maatte være nogen Sandhed. Ingen, uden en Pseudonym, , Broder til Botanikeren, nu begge døde, et begavet Menneske, hvis med Biographie er udkommet, uden at der nævnes Dennes større Digtning: »Riimbrev til Knud Sjællandsfar« – den, han skrev til mit Forsvar.
Der var forresten Intet for mig at sige, jeg maatte lade den store, gaae hen over mig; at den aldeles vilde bortskylle mig, var en almindelig Mening. Jeg følte dybt Saaret af den skarpe Kniv, og var nærved at opgive mig selv, som jeg nu blev det næsten af Alle. – .
Netop i de Dage udkom min Digtsamling: »Phantasier og Skizzer«; paa Titelbladet her satte jeg som Motto nogle Ord af selve Gjengangerbrevene; ! Jeg :
»Dom maa der til; men den, der dømmer,
Bør mindes vel, Geniets Frugt
Er kun et Product,
Der, født af Tiden, med den svømmer,
Han Critikens Sag,
Hvis han et enkelt Værk berømmer;
Men overveie Nat og Dag
Før han – – fordømmer.
Thi det er let at rive ned;
Det er ei heller svært at tage;
Men vanskeligt i Tabets Sted
At give det Forglemtes Mage,
Og frelse hvad der bli’er tilbage.«
Den første roligere Stemme, forskjelligt fra Jubelens, der lød, var Digteren, Professor Wilsters i Maanedsskriftet »«:
»Hertz’s Gjengangerbreve er intet Kunstværk, men et Kunststykke, og man kan ikke let tænke sig, at en original, begeistret Digteraand kan falde paa at skrive et saadant Arbeide af saa stort Omfang; neppe vilde en sand Digter befatte sig med Sligt, uden parodisk eller ironisk. Den paafaldende Maade, hvorpaa han forstod at eftertale Baggesens Sprog i lignende polemiske Arbeider, et Sprog, som i sin Tid havde henrevet en stor Deel af Folket, skaffede dem ualmindeligt Bifald, hvortil ogsaa Anonymitetens Kryderi bidrog en Deel. De gjorde Lykke ved en Form, som ikke blot i og for sig var , men som tillige havde den Fortjeneste at være en skuffende Eftergjørelse; derfor var den Glæde, de vakte, beslægtet med den, som vi føle, naar vi høre En efterligne en Andens Stemme; i slige Tilfælde spørger man heller ikke meget om hvad der siges, men kun om hvordan det siges; derfor bragtes Forfatteren saa at sige af Selvforsvarsdriften til at anprise Formen, som Poesiens eneste lyksaliggjørende Egenskab, da Formen er et saadan Digts ligesom enhver forsætlig og erklæret Efterlignings fornemste Dyd. Men egentlig Poesie, Begeistring, Dybde, Tankefylde finde vi ikke i hine Breve, og fandtes de, da lignede jo Digtet ikke, men var forfeilet; thi disse Egenskaber savnes selv i Baggesens Satirer.«
Efter »Phantasier og Skizzer« fulgte fra mig endnu en ny lille Bog: »Vignetter til danske Digtere«, hvori jeg i nogle faa Linier søgte at characterisere det Dygtige hos hver af de levende og afdøde Forfattere, den vakte Opmærksomhed, ; det lød saaledes:
»Til Forfatteren af Digter-Vignetterne i Digternes Navn.«
En værdig Plads Du Dig berede i vor Hal,
Mens høie Kald Du freidig lyde! –
Laurbærgrenen ved Din Pjedestal,
Som engang skal Din Tinding herlig pryde –
Frygt ,
Ei Haan! Ondt kan kun Ondt fordrive!
Ved Ild, ved Slag maa Guldet luttret blive,
Og dobbelt kostbar er den slebne Ædelsteen! –
Det var underskrevet »Knud Fyenbo«; man spottede over denne Beundrer og Sanger, jeg havde faaet; men det vilde man vist neppe have gjort, havde man vidst, som jeg senere fik det at vide af Forfatteren selv, at denne var den hæderlige , Forstander ved Skoleseminariet paa Jonstrup, Udgiver af »Huusvennen«; han var almindelig agtet og hædret. Mine »Vignetter« bleve efterlignede, men , ikke et venligt Ord, ikke een eneste mild Draabe sendtes mig, men oftere og senere gav man derimod Opkog af tidligere Dadel. Jeg fik ikke Critiker, men Irettesættelser – og det endnu langt fremme i Aarene; dog paa denne Tid stod mine Sager allerslettest.
som Forfatter til »Gjengangerbrevene« og skulde have Reise-Stipendium; om et saadant havde jeg netop . Med sand Ærefrygt og inderlig Taknemmelighed saae jeg op til Kong Frederik den Sjette, jeg var opvoxet i denne Følelse, det var mig en Trang at udtale dette Sindelag, og jeg kunde det ikke anderledes end ved at bringe ham en Bog, han tillod mig at dedicere sig, »Aarets tolv Maaneder«, og nu sagde og nøie kjendte alle Forhold, at for at virke selv lidt til at erholde Reisestipendium, skulde jeg, naar jeg overrakte Kongen min Bog, fortælle ham kort og klart, hvem jeg var, at jeg efter at have taget Artium selv havde uden al Understøttelse hjulpet mig frem, men at en Reise meer end alt Andet vist vilde bidrage til min Uddannelse; da vilde vistnok Kongen svare, at jeg kunde bringe ham en Ansøgning; denne skulde jeg da allerede have hos mig og overrække ham. Dette fandt jeg ganske forfærdeligt, at jeg, idet jeg bragte Kongen min Bog, skulde strax bede om Noget for den! »Det er nu engang saa!« blev der svaret mig; »Kongen veed godt, at De giver Bogen for at opnaae Noget!« Men dette gjorde mig ganske fortvivlet; imidlertid jeg maatte gjøre det, »det var Veien!« sagde man. – Høist comisk har vist min Indtrædelse været; mit Hjerte slog af Angest, og da Kongen paa sin eiendommelige Maade rask traadte hen imod mig og spurgte mig, hvad det var for en Bog, jeg bragte, svarede jeg: »en Cyclus af Digte!« »Cyclus! Cyclus! hvad mener De?« Da blev jeg aldeles forknyt og sagde: »Det er nogle Vers om Danmark!« Han smilede: »Naa, naa, det kan jo være meget godt! Tak! Tak!« og nu bukkede han til Afsked; men jeg, der slet ikke havde begyndt paa mit egentlige Ærinde, sagde, at jeg havde saa Meget endnu, jeg skulde sige, og uden videre fortalte jeg om mine Studier, og hvorledes jeg havde slaaet mig igjennem. »Det er meget roesværdigt!« sagde Kongen – og da jeg kom til det, at jeg ønskede at faae Reisestipendium, svarede han, som der var sagt mig: »Nu, saa bring en Ansøgning!« – »Ja, Deres Majestæt!« udbrød jeg nu i hele min Naturlighed, »den har jeg allerede med! og det er det, jeg finder selv saa skrækkeligt, at jeg skal bringe den tilligemed Bogen; men det har man sagt til mig, at jeg skulde, at det var Maaden; men jeg finder det saa fælt, det er mig saa imod –!« Taarerne kom mig i Øinene.
Den gode Konge loe ganske høit, nikkede venligt og tog Ansøgningen; jeg bukkede og foer afsted i største Hast.
Den almindelige Mening var, at jeg havde culmineret; skulde jeg derfor komme til at reise, da maatte det skee nu; jeg følte, hvad siden er blevet erkjendt, at Reiselivet har været mig den bedste Dannelsens Skole; for at jeg imidlertid kunde blive tagen i Betragtning, blev der sagt mig, at jeg maatte see til at skaffe Anbefalinger fra vore betydeligste Digtere og kyndige Mænd, skaffe en Slags Attest paa, at jeg var Digter; thi i dette Aar just – jeg følte ret Betydningen – var der saa mange udmærkede unge Mennesker, som søgte Reisestipendium; det vilde være vanskeligt, at jeg mellem disse kunde komme i Betragtning, havde jeg ikke særdeles Anbefaling.
Jeg forskaffede disse Attester, og jeg tør troe, at jeg er den Eneste af alle tidligere og maaskee senere danske Poeter, der her i Hjemmet maatte give Andres skriftlige Vidnesbyrd, at jeg virkelig var Digter. H. P. Holst, Paludan-Müller, Thisted, Chr. Molbech, Alle have de , saavidt jeg veed, Reise-Understøttelse uden et saadant Vidnesbyrd, og som disse heller ikke trængte til. For mig kom imidlertid det Eiendommelige, at de Mænd, som anbefalede mig, hver fremhævede særegne Egenskaber hos mig, saaledes Oehlenschläger mit lyriske Talent, Ingemann min Opfatten af Folkelivet, og Heiberg erklærede, at han i mine forskjellige Frembringelser troede at see et Lune, som var nær beslægtet med vor berømte Wessel. H. C. Ørsted gjorde opmærksom paa, at hvor forskjellig Meningen end var i Publicum om mine Arbeider, Alle dog mødtes i det Punct, at jeg virkelig var en Digter. Thiele udtalte sig varmt og begeistret for den Genius hos mig, han saae kjæmpe med Livets Trang og Elendighed; ønskede mine ydre Forhold beseirede, »ikke alene for Digteren, men for Digtekunsten i Danmark«.
1 havde god Virkning, jeg fik Reise-Stipendium. Hertz et større, jeg et mindre.
»Vær nu glad!« sagde Vennerne, »føl Deres mageløse Lykke! nyd Øieblikket! thi det bliver rimeligviis den eneste Gang, der gives Dem Leilighed til saaledes at komme ud! De skulde høre, hvad Folk sige, fordi De skal reise! De skulde vide, hvorledes vi maae forsvare Dem, og sommetider kunne vi desværre ikke og maae give de Mennesker Ret!« Det var Ord, som skar mig gjennem Hjertet. Jeg følte Sjæle-Trang efter at komme bort; jeg huskede ikke paa de . Meer end een Sorg tyngede mit Hjerte. Der staaer i »Agnete og Havmanden« en Sang:
En heel Menneskesjæl kan tidt afspeile sig i et lille Digt. Ved Afreisen just løftede sig Vennerne frem i mit Hjerte, og mellem de enkelte tidligere nævnte stode To, der den Tid virkede betydeligt ind paa min hele Udvikling, paa mit Liv og min Digtning, og som jeg maa omtale.
Den Ene var Fru Læssøe, Datter af den Abrahamson, som sang os: »!« og hvis smukke følte Qvad ved de Faldnes Grave: »!« engang naaede Folkets Hjerter, Moderen til ; hun, den kjærligste Moder, hun, en af de meest fleersidig aandeligt udviklede Qvinder, havde aabnet mig sit hyggelige Hjem; hun deelte tidt med sin dybe Følelse mine Sorger, dem jeg fandt Trøst i at betroe hende alle; deeltagende, hjelpende, fuld af Opmuntring var hun; mit Blik vendte hun meer og meer mod Natur-Skjønheder og det Poetiske i Livets Enkeltheder, i det saakaldte Smaa, og da næsten Alle opgav mig som Digter, holdt hun min Tanke op over de tunge Søer, og dersom der i Noget af hvad jeg har skrevet findes Qvindelighed og Reenhed, da er hun en af dem, jeg især skylder dette.
Den Anden, ogsaa en Characteer af stor Indvirkning hos mig, var en af Collins Sønner, nuværende Etatsraad E. Collin; opvoxet i frie og lykkelige Forhold, Søn af en høit agtet indflydelsesrig Fader, var der hos ham en Kjækhed, en Bestemthed, som ganske manglede hos mig; jeg havde en Bevidsthed om hans inderlige Deeltagelse for mig; jeg havde endnu aldrig havt en Ungdomsven; blød og med hele min Sjæl bøiede jeg mig mod ham. Det næsten Pigeagtige hos mig stillede han sig imod; han var den Besindige, den Practiske, og skjøndt , var han den Ældre i Forstand, den Ledende, den Afgjørende, som det ganske laae i Forholdene. Hvor tidt misforstod jeg ham ikke og følte mig bedrøvet og forkuet, ligesom hans velmeente Iver blev misforstaaet af Andre; det var min Lyst og Lyksalighed at declamere enten egne eller fremmede Digte; , hvor jeg med min unge Ven traf sammen og blev opfordret og var beredt dertil, men hvor han bedre end jeg kjendte Stemningen og Selskabets Forstaaen af mig – jeg var dem unegtelig kun en comisk Figur, – traadte han hen til mig med de Ord: at declamerede jeg eet eneste Stykke, da gik han bort! Jeg blev forknyt, og og Damer overvældede ham med Bebreidelser for hans Opførsel. Først senere har jeg forstaaet, hvorledes fra hans Standpunct og med hans Anskuelse af Øieblikket han just viste sig som den ærlige Ven; men dengang kostede det mig Taarer, uagtet jeg havde en dyb Erkjendelse af hans Interesse for mig. Hans Ønske og Stræben var at bibringe mig, der var bøielig som et Siv, noget af hans Selvstændighed og Villie. I det practiske Liv stillede han sig virksom ved min Side, lige fra Hjelpen i de latinske Stile før til igjennem Aaringer, al Ordnen med Forlægger og Bogtrykker, ja selv Correcturlæsningen. Igjennem alle Aar under hele min Udviklingstid, fra jeg taalmodig maatte bøie mig og taale Alt, til jeg selv fik en fri Sjæl, Villie og Mening, blev han min sande Ven.
Idet man fjerner sig fra Bjergene seer man dem først ret i deres sande Skikkelse, saaledes gik det mig med mine Kjære, idet jeg drog bort.
Et lille Album med Vers fra Mange, hvis Navne lyste for mig, var min lille Skat; de fulgte mig og ere siden voxede til en Rigdom.
Flyv over Rhinen til Paris
Ned til Neapels Paradis,
Og hør de hulde Toner,
Som bæve der i Aftnens Luft,
Og blandes med Duft
Høit under Piniens Kroner.
Tilbed Natur og Kunst og Gud,
Men sluk ei Længslen ganske ud;
Den er en hellig ;
Den flammer evig underfuld
I Elskovs Perle, Venskabs Guld,
En trofast, venlig Smerte;
Da veed jeg, kommer Du engang
Til her paa Sjællands
Med Rigdom for din smukke Sang,
Med uforandret Hjerte.
Christian Winther.
Kjøbenhavn, 19 April 1833.
————
Lad nu din Digterphantasie
Omsvæve som en flittig Bi
Og bringe dygtig Honning frem,
Imidlertid os ikke glem!
A. Oehlenschläger.
Kjøbenhavn, 19 April 1833.
————
– – Det Dybe skal det Høie bære,
Det største Skib kan ei paa Fladen staae,
Det dybt maa vandre, hvis det høit skal svinge,
I Storm og Sky, mod Stjernerne sin Vinge.
Til venlig Erindring
B. S. Ingemann.
————
og glem ei Danmarks Land
hist under Sydens varme Himmel,
glem ikke Danmark, bliv ei svimmel
ved !
modtag et Raad fra den, der ærlig
har yndet Dem og Deres ,
tro ei, jeg falde vil besværlig
ved Reisens sidste Afskedsstund.
Phantasien som en Digter,
men brug Forstanden som en Mand;
hvor høit man end til Maalet sigter,
man vandrer som i Taagers Land,
naar Flid og Kundskab ei ledsage,
paa Livets Vandring al vor Daad.
Lev vel, min Ven! reis! kom tilbage
tilfreds og glad – antag som Plage
ei mit velmeente lille Raad.
Wulff.
Søcadetacademiet, 20 April 1833.
————
Eines schickt sich nicht für Alle;
Sehe jeder, wie er treibe,
Sehe jeder, wo er bleibe,
Und wer steht, daß er nicht falle!
Med disse Ord af Göthe ønsker jeg Dem et heldigt Udbytte af den forestaaende Reise.
Kjøbenhavn, den 22 April 1833.
J. L. Heiberg.
————
Reis ikke saa langt, at De glemmer Molbechs Ordbog.
Deres
J. L. Heiberg.2
————
Fornuften i Fornuften = det Sande,
Fornuften i Villien = det Gode,
Fornuften i Phantasien = det Skjønne.
Mind ved denne Text til mangen Samtale.
Deres hengivne
H. C. Ørsted.
Kjøbenhavn, 21 April 1833.
————
Hils i
Fra hendes Ven ved Øresund
Og siig, at jeg – skjøndt her paa Grund –
Er sydlig munter, nordisk sund,
Og at jeg tænker mangenstund
(Helst naar jeg faaer et lille Blund)
Paa !
Saa vil hun studse lidt, men smile,
Og bryde ud: Aah!
Fra
Just Thiele.
————
Reis og nyd med Appetit
Glæden under Palmebuer!
Men forglem ei hvad Du skuer!
Thi Du seer det paa Credit –
Hvad Du saae i Aar og Dage,
– Som Jurist jeg maa , –
Giver Du os smukt tilbage
I et Bind af smukke Digte.
Din Ven
F. J. Hansen.
Mandagen den 22de April 1833 reiste jeg fra Kjøbenhavn. Jeg var uendelig dybt bevæget ved Afskeden, og min Bøn til Gud var saa inderlig den, at jeg ude maatte vinde i Udvikling og Dygtighed, saa at jeg kunde levere et hæderligt sandt Digterværk, eller at jeg aldrig meer maatte vende tilbage, men døe i fremmed Land, langt fra Danmark.
Jeg saae Kjøbenhavns Taarne forsvinde; vi nærmede os Møens Klint, da bragte Capitainen mig et Brev og sagde spøgende: »det kom netop nu ned gjennem Luften!« Det var endnu et Par Ord, en kjærlig Hilsen fra Eduard Collin. Under Falster kom et nyt Brev fra en anden af mine Venner, ved Sengetid indtraf et tredie, og i Morgenstunden, foran Travemünde, kom endnu et fjerde, »alle gjennem Luften!« sagde Capitainen; Vennerne havde venligt og deeltagende forsynet ham til mig med Lommen fuld. »!«
V
I , Forfatter til Tragedierne: »«, »«, »«, hvilke jeg havde seet givne paa det kongelige Theater; hans Roman »« var en læst og velomtalt Bog; Tydsklands prangede aarligt med hans Fortællinger. Nu er han der, som her, saa temmelig glemt. Jeg fandt i ham en venlig, velvillig Mand af et godmodigt, triveligt Udseende; han udtalte sin Kjærlighed til Hjemmet og i mit Album skrev han:
Bliv hvad De er, Natur og Sandhed tro,
Hold Sjælen reen og Hjertet stedse fro,
Bliv Dansk, hvor Danskes Sprog ei tales meer,
Og Europæisk, naar De atter Danmark seer.
Hamborg den 25 April 1833.
Det var den første Digtnings-Hilsen, jeg fik i fremmed Land og altsaa heftede den sig i Tanken; det næste ret levende Reise-Indtryk var Synet af et Navn i halv udslettede Bogstaver, det var ; der paa et Gadehjørne trængte gjennem den overstrøgne Farve ; det greb mig mere end al Pragten paa med dens kunstige Ruiner og Vande. Napoleon var jo min Barndoms, mit Hjertes Helt.
Her i og blev venligt modtaget af ham; mange Spørgsmaal gjorde han om Musiken i Danmark og Componisterne der; Noget kjendte han til Weyses og Kuhlaus Compositioner. Et lille Thema af », tiltalte ham særdeles, og jeg veed, at han . Om sine egne Arbeider spurgte han, hvilke der gaves paa det kjøbenhavnske Theater, og jeg maatte svare »slet ingen« og kan desværre sige det endnu. Hans Opera »« syntes meest at opfylde ham, denne især anbefalede han. Af dansk Literatur kjendte han kun lidt af Baggesen, Oehlenschläger og Kruse. Stor Erkjendelse ydede han iøvrigt mit Fædreland, for det meget aandeligt Dygtige, som her paa en lille Plet aabenbarede sig. Thorvaldsen havde hans høieste Beundring. – Da vi skiltes, blev jeg ganske blød stemt ved, som jeg troede, at sige Levvel for altid, til en Mand, der ved sine Værker vil beundres gjennem Slægter; jeg tænkte, vi aldrig mere mødtes, og , mødes som ældre Venner, men derom senere.
I vore Dage gaaer det let afsted gjennem Tydskland til Paris, men saaledes gik det ikke 1833, da var der , langsomt slentrede det fremad; trættende, støvende Nat og Dag; der sad man stuvet ind i tunge, klodsede Postvogne. Oven paa denne Reise-Prosa, fandt jeg et heelt Stykke Poesi i at komme til , Goethes Fødeby, Barndomshjem, hvor de rige, mægtige , hvor hun havde født og opdraget de rige, lykkelige Sønner. De gothiske, gamle, gavlede Huse, det middelalderlige Raadhuus, dannede et heelt Billed-Blad for mig. Componisten Aloys Schmitt, hvis Opera »« er bekjendt, var her den Første i Udlandet, som ; thi mine Smaadigte, dem , gav ham Forvisning om, som han udtrykkede sig, at jeg var den Digter han behøvede. Jeg saae Rhinen! dens Bredder tage sig mindst godt ud ved Foraarstid, Viinstokkene staae lave op mod Borgruinerne. Jeg havde tænkt mig det Hele langt mere storartet, hvad jeg saae, var under min Forventning, og som det gik mig, gaaer det vist Mange, som komme her, det smukkeste Punkt er unegtelig ved St. Goar. Donaufloden har mere romantiske Bredder, selv Rhonen har Punkter, der overgaaer Rhinens; er Rhinens største Smykke! Sagn og Sange, de deilige Sange, Tydsklands Digtere her have sunget om den havgrønne, herlige Strøm, er dennes bedste Skjønhed.
; jeg stirrede saa længe efter denne »Byernes By«, som jeg dengang kaldte den, spurgte saa længe, om vi dog ikke snart var der, at jeg tilsidst opgav at spørge og foer da over selve Boulevarden, før jeg endnu vidste, at jeg havde naaet den mægtige Stad.
Alle Reise-Indtryk fra Kjøbenhavn hertil ere givne i hvad ovenfor er skrevet, saa lidet mægtede jeg at gribe paa denne Flyve-Fart, og dog var der Mennesker hjemme, som allerede af disse faa Reise-Dage ventede en Udvikling hos mig; tænkte ikke paa, at fordi Forhænget ruller op, har man ikke strax Skuet optaget og klaret inden i sig. Jeg var altsaa nu i Paris, men træt, udaset og søvnig, selv Det at komme vel under Tag havde været en Anstrengelse; endelig var jeg , nærved , at komme i Seng for at sove, var den første og kjæreste Herlighed, jeg søgte og fandt; men længe sov jeg ikke der, et frygteligt Bulder mig, Alt lyste rundtomkring, jeg sprang til Vinduet; ligeoverfor i den snevre Gade laae en stor Bygning, jeg saae gjennem Vinduerne der, en Stimmel af Mennesker stormede ned ad Trapperne, udenfor var en Raaben og Skrigen; det buldrede, rullede og blinkede og jeg, som endnu halvt sov, troede naturligviis, at hele Paris var i Oprør, jeg ringede paa Opvarteren: »hvad er det?« »« sagde Pigen og da de paa mit forundrede Ansigt saae, at jeg ikke forstod dem, rullede de med Tungen »tonnerre–re–rrrr!« og viste, hvorledes Lynet slog ned og imidlertid lynede, buldrede og larmede det. Torden var det, og Huset lige overfor var , hvor netop Forestillingen var forbi, og Folk myldrede ned ad Trappen. Det var min første Opvaagnen i Paris.
Nu skulde jeg see dens Herligheder.
, men glimrede med rige Kræfter, Md. og sang; han var da og Parisernes Yndling, han der i , saa at de Kjæmpendes Begeistring tog til, ham hørte jeg, og Alt var Jubel for ham; lød det til mig om hans Fortvivlelse og Død. Han reiste 1837 til Neapel, Modtagelsen der var ikke den forventede, ja endogsaa lod sig høre, det rystede den altid hyldede Sanger, sjælesyg traadte han endnu engang op i »«, den ene Pibe lød igjen, trods hele det øvrige Publicums stormende Bifald; Nourrit var dybt rystet, han blev oppe den hele Nat og i Morgenstunden, den 8de Marts, styrtede han sig ud fra Vinduet i tredie Etage; Enken og sex Børn begræde ham. Det var i hans Glands og Livslykke under Beundringens Jubel, som sagt i Paris, at jeg hørte ham som »«. Denne Opera opfyldte da Alle. levede her og var en gammel Kone; , at det Kjærlighedsforhold, hvori Scribe stiller Kong Gustav til hende, var aldeles falsk, at hun kun een eneste Gang havde seet Kongen.
I saae jeg Tragedien »«; den gamle spillede de unge Sønners Moder, og uagtet jeg kun lidt forstod det franske Sprog, blev ved hendes Spil Alt mig forstaaeligt, saa at Taarerne kom mig i Øinene; et skjønnere qvindeligt Organ har jeg aldrig hørt før eller senere. Hjemme i Kjøbenhavn, i de første Aar jeg der var, optraadte endnu paa den danske Scene, den da høitfeirede Jomfru Astrup, hos hvem Kjøbenhavnerne beundrede og særdeles fremhævede en evig Ungdom! jeg saae hende , hun optraadte i Tragedien »,« hvor hun gav Moderen, men for mig var hun , stiv som en Pind, med et ubehageligt, skrattende Organ, om Spillet kunde jeg ikke dømme. I Paris, hos Mademoiselle Mars, saae jeg , den bestod ikke i Snørliv og Kneisning, her var ungdommelige Bevægelser, Musik i Stemmen, jeg forstod selv, uden at det behøvede at fortælles: hun er en sand Kunstnerinde!
Vi vare en Deel Danske sammen den Sommertid i Paris, vi boede i sammen, gik paa Restauration, Caffé, i Theater sammen, altid taltes det kjære Hjemmets Sprog, og helst om hvad Enhvers Breve meldte; det var hjerteligt, det var godt – men dog ikke den at tumle sig ude paa. – Dog dengang syntes jeg inderligt vel derom og ved een af vore danske Festmiddage, frembar jeg Følelser af de Danskes Stemninger dengang i Paris:
Da Danmarks Bøgeskov sprang ud,
Saa sprang vi med, men over Søen,
Og hvor vi kom stod Vaaren Brud,
Saa skjøn, som i vort Hjem paa Øen.
og nu lød om Møde og Samliv og dette sidste holdt stadigt ud. Alt blev seet og maatte sees, derfor var man jo taget hjemme fra; jeg erindrer endnu een af de kjære Venner, som i Alvor takkede sin Gud, da han en Aften aldeles udaset kom fra nogle Musæer og Slotte, hvor han særdeles havde kjedet sig, men »det maa s’gu sees!« sagde han, »det vilde jo være en Skam, naar man kom hjem og blev spurgt af de Andre derom, da ikke at have været der; nu har jeg da kun det og det tilbage at see, men naar det er gjort, saa skal jeg ogsaa rigtig more mig!« Det var Talen, og den vil rimeligviis endnu ofte gjentages.
Jeg var paa denne min første Reise med som de Andre, saae og saae, men det Meeste er udvisket igjen af Erindringen. Det mægtige med dets rige Sale, store Billeder, blev hos mig strax fortrængt af ; med en from hellig Følelse betraadte jeg Napoleons Soveværelse, Alt stod endnu der som da han levede; Væggene vare med guult Betræk, gule Omhæng hang om Sengen, til hvilken en lille Trappe førte op, jeg lagde min Haand paa et af Trinene, som hans Fod havde berørt, og paa hans Hovedpude, havde jeg været alene, jeg havde vistnok knælet ned; Napoleon var jo min Barndoms og min Faders Helt, jeg saae op til ham, som Catholiken til sin Helgen. I besøgte jeg Meieriet, hvor Maria Antoniette havde, klædt som Bondepige, bestyret Melkestue og Alt dertil hørende; jeg tog herfra en Caprifolie-Blomst, der heldede sig op mod Ruden til den ulykkelige Dronnings Værelse; en lille i sin Ringhed blev, for Contrastens Skyld, gjemt fra det mægtige Versailles.
Af berømte Personer i Paris saae, eller rettere, talte jeg kun med Faa; een af disse, til hvem jeg ved et Brev fra Balletmester Bournonville fik Adgang, var Vaudeville-Digteren Paul Duport; hans Drama »« havde vi paa vort Theater, det var der fortræffeligt udført og havde gjort stor Lykke; dette fornøiede ret at høre; ved Meddelelsen herom og ved Brevet, jeg bragte, syntes jeg ham en velkommen Gjest; der opstod imidlertid strax en ret komisk Scene med os, jeg talte daarligt Fransk, han troede at kunne tale Tydsk, men saaledes, som han udtalte det, blev det mig aldeles uforstaaeligt; nu troede han, at det laae i Valget af Ordene og fik frem et tydsk Lexicon, det laae paa hans Skjød, der søgte han stadigt Ordene, men at tale med Lexicon gaaer noget langsomt, og var hverken for en Franskmand eller for mig.
Et andet Besøg var hos . Mange ville endnu erindre, hvor ringe den almene Erkjendelse var herhjemme for den geniale Weyses Opera-Compositioner, og mellem disse var dog de melodirige Værker »«; udelukkende levede og componerede han dog kun for Hjemmet, hvor han ikke kunde komme i Mode; kun som Kirkecomponist indrømmede man ham en betydende Plads, og især skattede og omtalte man hans »ambrosianske Lovsang«; denne var det, i Klaveerudtog, han havde overdraget mig at bringe Cherubini, »« udødelige Componist og Mesteren for saa mange herlige »Reqvier«. Netop i de Dage var Parisernes Opmærksomhed henvendt paa ham; han havde da, « eller »de fyrgetyve Røvere«; Lykke gjorde det ikke, men blev modtaget med Pietetens Hyldest.
Jeg kom til Cherubini; den gamle Mand var meget lig de Portraiter, jeg havde seet af ham; han sad ved sit Klaveer og havde en Kat paa hver Skulder. Om Weyse havde han aldrig hørt, ikke engang hans Navn og bad mig sige sig Noget om den medbragte Musik; den eneste danske Componist, han vidste existerede, var . , han interesserede ham. Weyse hørte aldrig fra Cherubini og jeg saae ham ikke siden.
En Dag traadte jeg ind i »«, et Slags Pariser »«, hvor Paul Duport havde indført mig; der kom en lille Mand, af israelitisk Udseende, mig venligt imøde. »Jeg hører, at De er Dansk,« sagde han, »jeg er Tydsk! Danske og Tydske ere Brødre, derfor rækker jeg Dem Haanden!«
Jeg spurgte ham om hans Navn, og han sagde:»Heinrich-Heine!«
Den Digter altsaa, der for nylig i den unge erotiske Periode af mit Liv saa ganske havde fyldt mig, saa ganske havde udsunget mine Følelser og Stemninger. Ingen vilde jeg hellere see og møde, end ham; og Alt dette sagde jeg ham.
»Det er Talemaader!« smiilte han, »havde jeg interesseret Dem saaledes, som De siger, da havde De besøgt mig!«
»Det kunde jeg ikke!« svarede jeg, »De har saa megen Sands for det Komiske og maatte have fundet det komisk, om jeg, der er Dem en aldeles ubekjendt Digter, fra det lidet kjendte Danmark, kom og presenterede mig selv, som en dansk Poet! jeg veed ogsaa, at jeg vilde have teet mig keitet, og havde De da leet, eller maaskee spottet derover, da, just fordi jeg sætter Dem saa høit, det vilde have bedrøvet mig uendeligt, og jeg vilde da heller miste det at see Dem!«
Mine Ord gjorde et godt Indtryk paa ham, han var særdeles venlig og elskværdig; strax Dagen efter besøgte han mig i , hvor jeg boede, vi mødtes oftere, spadserede nogle Gange paa Boulevarden, men jeg havde dengang endnu ikke ret Tillid til ham, følte heller ikke den hjerteligere Tilnærmelse, som han siden efter, ved et følgende Møde, da han kjendte »Improvisatoren« og nogle af mine Eventyr, viste mig; nu ved Skilsmissen, da jeg fra Paris drog til Italien, skrev han til mig:
» Ich möchte Ihnen gar, werthester Collega, einige Verse hier auf’s Papier kritzeln, aber ich kann heute kaum leidlich in Prosa schreiben.
Leben Sie wohl und heiter. Amusiren Sie sich recht hübsch in Italien; lernen Sie recht gut Deutsch in Deutschland, und schreiben Sie dann in Dänemark auf Deutsch, was Sie in Italien gefühlt haben. Das wäre mir das Erfreulichste.
Paris den 10ten August 1833.
H. Heine.«
Den første franske Bog, jeg i Original-Sproget forsøgte at læse, var i Paris Victor Hugos Roman: »«; jeg kunde daglig besøge Kirken selv og hele Sceneriet for den givne Digtning; jeg var opfyldt af disse effectfulde Skildringer, disse dramatiske Characterer, og hvad blev altsaa rimeligere, end at opsøge Digteren, han boede i et Hjørne af ; der var gammeldags Stuer og rundt om i disse hang Kobberstik, Træsnit og ; selv var han i Slobrok, Underbeenklæder og elegante Morgenstøvler, da han modtog mig, og da jeg, ved Afskeden bad ham, den vistnok af Reisende plagede Digter, at skrive til mig, opfyldte han ogsaa mit Ønske, men satte Navnet saaledes øverst i Randen, at den Tanke strax faldt mig ind, han kjender dig ikke og er forsigtig, at der ikke skal være Plads ovenfor til at skrive een eneste Linie, som hans Navn da staaer som Underskrift for, og det gjorde et ilde Indtryk paa mig. Først i Paris kom jeg bedre til at kjende Digteren, men derom siden.
Under hele Reisen til Paris og hele den første Maaned her, hørte jeg ikke et Ord fra Hjemmet. Ingen skrev mig til. Forgjæves spurgte jeg efter Brev paa Posthuset, der kom intet; kunde mine Venner maaskee intet Glædeligt melde mig fra Hjemmet, var jeg endnu misundt for , havde forskaffet mig. Det laae mig tungt paa Hjertet. Endelig kom da et Brev, et tykt, stort ufrankeret Brev, det var noget dyrt, men det var saa deiligt stort, mit Hjerte bankede af Glæde og Længsel efter Indholdet, det var det første Brev hjemme fra; jeg aabnede det, men ikke et skrevet Ord saae jeg, kun en trykt Avis, en »« med et Smædedigt over mig3:
!
»Saa Du vil bort fra Danelund,«
Hvor dog saa Mange for Dig dægged,
Før Du har lagt en varig Grund,
Før ret Du krøbet er af Ægget.
»Det er ei godt, at Sønnen gaaer
Fra Hjemmet bort til fjerne Lande,«
Før han sit Modersmaal forstaaer
Og saa lidt meer, det vil Du sande.
Det er ei heller ret, at Du
Det lille Danmark vil forlade,
Hvor dog man kjender lidt endnu
Til dine versbemalte Blade.
Det var jo dog din største Lyst
For Folk at læse dine Sange:
Hvem skal nu lytte til din Røst? –
Jo, Du vil længes tusind Gange.
Og husker Du, hvormangen Sang
Du trak af Lommen op og læste
Paa gammel Torv, i ,
Paa Gadehjørner, hvor der blæste.
Og husker Du, hvor mangen Thee
Du hjalp at gjøre mere vandet,
Naar Du opramsed’, een, to, tre,
, og Andet!
Og Du vil bort fra Danelund,
Nu har jeg aldrig før hørt Mage!
Jeg , at om stakket Stund
Du kommer med Protest tilbage.
Du kan ei Tydsk, Du kan ei Dansk,
Og endnu meget mindre Engelsk,
Og aabner Munden Du paa Fransk,
Troer en Pariser, det er . o. s. v. o. s. v.
Trykt sendtes det mig, vistnok af ; ufrankeret kom det den lange Vei fra Kjøbenhavn til Paris. Det skulde være . Jeg stod dybt rystet, bedrøvet i mit Inderste, det var blodigt ondt! Aldrig har jeg siden faaet at vide hvem Forfatteren var, men hans Vers synes at være fra en øvet Pen; maaskee en af dem, som siden kaldte mig »Ven« og trykkede min Haand, skrev Digtet. Menneskene have onde Tanker, jeg har ogsaa mine!
I Paris blev jeg over; denne var da i sin Friskhed, og jeg var den første Festdag Øievidne til . Aftenen forud, medens Arbeiderne endnu vare deroppe og Statuen skjultes af Tæpper, Folk stod i Klynger paa Pladsen, hvor ogsaa jeg stod, kom en underlig, spinkel, gammel Kone hen til mig, og med Latter og et Udtryk af Vanvid, sagde hun til mig: »der har de sat ham op! imorgen rive de ham ned igjen, ha, ha, ha! jeg kjender de Franske!« uhyggelig stemt gik jeg bort. Dagen efter sad jeg i Folkevrimlen, høit paa et Stillads ved Hjørnet; med sine Sønner og Generaler holdt foran, Borgergarden drog forbi med Musik og havde Blomsterkoste i Geværpiberne; der blev raabt Hurra, men ogsaa mangt et vredt »« I var et Folkebal i stor Stiil; alle Classer samlede, fra Kongehuset til Fiskerkonerne. Trængselen var saa stor, at Louis Philippe med besværligt naaede hen til de for dem bestemte Pladser; og hvad der gjorde et eget uhyggeligt Indtryk paa mig var, at netop idet den kongelige Familie traadte ind, spillede Orchesteret den Dandse-Musik af Operaen Gustav den Tredie i Scenen hvor Kong Gustav bliver skudt; jeg troede at see paa Ansigt et lignende Indtryk derved, som det jeg følte; hun var dertil dødbleg og knugede sig op til Louis Philippe, der med et jovialt Smiil hilste rundt om og trykkede flere Personer i Hænderne. , ung og blomstrende, høist indtagende, dandsede med en fattigklædt ung Pige, vist en af de allerringeste Classer. I flere Dage var det Fest og Herlighed; om Aftenen brændte Sørgeblus paa de Faldnes Grave, som stode smykkede med ; Tourneringer i Baade gaves paa Seinen; dansk Dyrehavslystighed i stor Stiil saae man i . Alle Theatre i Paris vare aabnede og det midt om Dagen; der gaves Forestillinger for aabne Døre, Enhver kunde komme og gaae, som de vilde; midt under Tragedie og Opera faldt Folket pludseligt ind og sang »« og »« ved Aftentid flammede i Luften Raketter og Ildsole; der var stor Illumination, i dens Straaleglands saae man Kirker og offentlige Bygninger. Saaledes endte mit første Pariser-Besøg, Finalen kunde ikke være mere glimrende og festlig end den var.
Hvad mit Fransk angik, da havde jeg under dette her, ikke gjort noget stort Fremskridt; thi som sagt, vi Danske vare formeget sammen; jeg følte imidlertid, at det var nødvendigt at lære lidt mere af dette Sprog og besluttede derfor at tilbringe nogen Tid i en Pension i Schweiz, hvor jeg nødtes til at tale kun Fransk, men et saadant Ophold vilde blive dyrt, sagde man.
»Kunde De beqvemme Dem til at besøge en lille Stad, høit oppe paa Jurabjergene, hvor der allerede i August falder Snee, da er der ikke dyrt og De vil der finde Venner!« sagde mig , hvem jeg af hans Slægt i Kjøbenhavn var blevet bekjendt med. Ovenpaa Paris vilde just Eensomheden i Bjergene være mig dobbelt behageligt; jeg ønskede der i Ro at kunne fuldende , som opfyldte mig. Reiseplanen blev altsaa lagt, Reisen bestemt over Geneve og Lausanne til den lille Stad Le Locle paa Jurabjergene.
Mellem Landsmændene jeg forlod i Paris, var To, der hørte til Danmarks navnkundige Mænd; begge vare venligt og hjerteligt komne mig imøde; jeg maa dvæle nogle Øieblikke ved de To; den Ene var Forfatter til de »«, til »«, Digteren Peter Andreas Heiberg, der i en Tid, saa forskjellig fra vor, var og havde valgt Paris til sit nye Hjem; hans Historie kjender alle Danske. Jeg søgte ham op, han boede i et af de mindre Hoteller og var en gammel, næsten blind Mand. Sønnen, Johan Ludvig Heiberg, vor nuværende Theaterdirecteur, havde da , Danmarks, ja, man kan vistnok sige, en af Tidsalderens meest hædrede og vurderede Skuespillerinder; den gamle Heiberg var levende interesseret for at høre om hende, men jeg forstod, at han levede endnu i gammeldags, eller maaskee parisiske Anskuelser om en scenisk Kunstnerinde. Det, som var ham meest imod, sagde han, var, at hans Søns Kone skulde kunne ; en saadan lod det til, at han betragtede som et Stykke Tyran, imidlertid var han glad ved af mig og, som han sagde, af alle Danske at høre, det var en saadan høist respectabel Pige og et virkeligt Talent. Skade, at han aldrig lærte at kjende hendes Genie, hendes Betydning for den danske Scene, hendes høie aandelige Rang! Han følte sig iøvrigt eensom, og det var sørgeligt at see ham hjelpe sig halv blind frem, i Palais royals bekjendte Buegange. Ved min Afsked skrev han i mit Album:
» Modtag en blind Mands venskabelige Afskedshilsen!
Paris den 10de August 1833.
P. A. Heiberg.«
Min anden navnkundige Landsmand var ; han kom fra London til Paris, her læste han »Aarets tolv Maaneder«, han havde ikke før læst Noget af mig, mine Vers tiltalte ham, han fik Godhed for mig og blev mig en aandfuld Leder og Omgangsven; en Morgen, kort før jeg tog bort, gav han mig efterfølgende Digt, han havde skrevet til mig.
» Hav Tak for Maaneders smukke Digt!
Jeg seer, at under hjemlig Himmels Bue,
Kjærminder fandt den kjære Hjemmets Due
Et nordisk saa rigt.
Den flyver nu mod Romas Zone hen
I Alba, Nemis Speile sig at skue,
At hæve sig ved Ætnakæmpens Lue:
Og naar vi hilse den med Fryd igjen,
Naar den i Mnemosynes Lund har blundet,
Naar den har Sydens Ild og Klarhed fundet,
Den bringer Laurens Krands til Dem, min Ven!
Paris, Skærsommer 1833.
Brøndsted.«
, klemt inde i den propfulde Diligence. Reiselivets Smaa-Eventyr i Arabesk rullede op, som vi rullede frem, et Par ere blevne i Erindringen, og af disse vil jeg give eet.
Vi vare komne ud af det flade Frankrig og ind i Jurabjergene; her i en lille Landsby, det var seent paa Aftenen, og jeg var den eneste Passageer inde i Vognen, lod Conducteuren to unge Forpagterdøttre stige ind til mig. »Lod vi dem ikke kjøre med os,« sagde han, »da maatte de saa seent gaae over to Timers øde Vei!« der blev en Hvisken, en Fnisen mellem dem, en Nysgjerrighed; de vidste at en Herre var i Vognen, men de kunde ikke see mig; endelig tog de Mod til sig og spurgte, om jeg var Fransk, og da de hørte at jeg var fra Danmark, vidste de Besked. Danmark var huskede de fra Geopgraphien; kunde de ikke udtale, men sagde altid og nu gik de videre i Texten, spurgte, om jeg var ung eller gammel, om jeg var gift, og hvorledes jeg saae ud; jeg holdt mig knuget ind i den mørke Krog og gav dem en Beskrivelse, saa ideal jeg kunde give, og de forstode Spøgen, og da jeg saa spurgte om deres Ydre, skildrede de sande Skjønheder. De bad paa det Indstændigste, at de maatte see mit Ansigt ved næste Station, jeg indlod mig ikke derpaa og hver af dem, med Lommetørklædet hængt over deres, steg de ud, leende og lystige rakte de mig Haanden; de vare meget unge, Figurerne smukke. Som et leende Billede i mit Reiseliv staae de to ubekjendte, aldrig seete, lystige Piger.
Veien gik langs dybe Afgrunde, Bønderhusene dernede syntes smaa som Legetøi, Skovene som Kartoffel-Agere; med Eet aabnede sig mellem to Fjelde en Udsigt til – ja mig forekom det som et , svømmende Skybjerge – det var Alperne med Montblanc, jeg for første Gang saae; Veien dreiede nedad, bestandig ved Afgrunden, det var, som fløi vi ned igjennem Luften, Alt saaes i Fugleperspectiv; der steg en stærk Røg, jeg troede, at det var fra en , men det var en Sky, som løftede sig op til os, og da den var over os, laae foran Genf med , hele Alperækken, dens nederste Deel i en blaalig Taage, de øverste Bjergformer skarpe og mørke; Gletscherne skinnede i Solglandsen; det var Søndag-Morgen, en hellig Søndags-Andagt fyldte mit Bryst her i Naturens store Kirke.
I Genf, vidste jeg, levede med sin Familie den gamle , og længere Tid der opholdt sig; alle Danske vare hos ham kjærkomne Gjester; jeg spurgte en Mand paa Gaden om Puraris Huus, det var just en af hans Venner og denne bragte mig strax til de hjertelige, venlige Mennesker. Døttrene talte Dansk, kun om Danmark talte vi, om Henrik Hertz, der havde været Puraris Discipel, blev spurgt og talt, om den særdeles Lykke og Opsigt »« havde gjort hjemme. Purari fortalte om sit Ophold i Kjøbenhavn, hvor han havde ernæret sig ved at og give i Fransk, talte om der hos Grosserer de Coninck, under Navn af Hr. Müller, der som reisende Botaniker gik til Nordcap; Purari blev en Dag, , indbudt af ham til Middag i , ingen Tjener var i Stuen, Louis Philippe arrangerede Alt selv med hele Anretningen.
Alperne syntes mig at ligge saa nær ved Byen, jeg vilde gjøre mig en Morgenvandring derhen; altid var det, som Bjergene veg tilbage, jeg gik og gik, det blev Middag, før jeg naaede til Foden af de første Klippehøider, og Aften, før jeg igjen kom tilbage til Genf.
Over Lausanne og Vevai naaede jeg , det gamle maleriske Mord-Slot, som ved «, alt forud havde vakt min Interesse. Den hele Egn her gjorde et Indtryk paa mig af Syden, uagtet Savoyens Bjerge foran skinnede med Snee; men nede ved den dybe grønne Søe, hvor Slottet laae, strakte sig Viinagere og Maismarker, prægtige gamle Kastanietræer kastede Skygge og enkelte heldede i rig Fylde Grenene heelt ud over Søen. Jeg traadte over Vindelbroen ind i den skumle Gaard, saae oppe i Muren de smalle Aabninger, hvorfra fordum blev heldet Olie og kogende Vand ned over de Angribende. Inde i Kamrene var Faldgruber, som, idet de bleve betraadte, vippede omkring, og det ulykkelige Offer styrtede ned i den dybe Søe eller spiddedes paa Jernspiger, der nedenunder var slaaet fast i Klippen. I Kjælderen rustnede nu Jernringene, hvori Fangernes Kjæder havde været gjorte fast; en flad Steen havde været Sovestedet. , Konen, som førte mig om, fortalte, at hun havde ikke kjendt den Mand og vilde have hindret ham deri, men det kunde hun ikke, og nu saae alle Mennesker paa disse Bogstaver, for »det var en usædvanlig Person, den Herre!« sagde hun og nikkede med Betydning.
Fra Chillon gik det til Jurabjergene, bestandigt opad og jeg naaede mit nye Hjem, den lille : Le Locle.
Den ligger høit paa Jura i en Dal, som i Forverdenens Tid har været Sø, og endnu fremvises der Forsteninger af Fiske; tidt ligge Skyerne under denne Høide, her var en Ro, en Stilhed mellem de mørke Graner, Græsset saa friskt grønt og rundt om fra det skinnede de saftige, violetfarvede Crocus. Bønderhusene vare saa hvide og nette og hvert af dem opfyldt med Uhre, dem Folkene her forarbeide; Rønnebærtræerne med deres røde Klaser mindede om Billederne i – og Bærrene selv vare smukke røde og mindede om Hjemmet. Le Locle selv er en ret anseelig Kjøbstad. Og her var det, jeg fandt et velsignet Hjem hos gode, kjære Mennesker, Familien Houriet; Manden var . Som en kjær Slægtning blev jeg modtaget, her var ikke Tale om at være i Pension, være paa et Sted, hvor jeg kunde betale, »det er en Indbydelse!« sagde Mand og Kone, de trykkede venligt mine Hænder, Børnene, selv de smaa, sluttede sig snart til mig, vi bleve just gode Venner. var der i Huset, Rosalie og Lydia; det blev mig en god Øvelse i det Franske at maatte fortælle dem om Danmark, om deres kjære Søster der, som de ikke havde seet, siden hun, som ganske ung, drog bort med sin Mand. Man talte heroppe kun Fransk, kunde kun Fransk, og jeg talte det slet, dog forstod man mig godt og jeg dem. Vi vare i August Maaned, men her blev allerede Morgen og Aften lagt i min Kakkelovn, enkelte Dage faldt der Snee, men jeg vidste, at nedenfor Jurabjergene var der endnu varm og deilig Sommer, jeg kunde om et Par Timer komme ind i den. Her var om Aftenen saadan festlig Ro i Naturen, og ovre fra den franske Grændse, Floden, lød Aftenklokkerne op til os. Et Stykke fra Byen stod et eensomt Huus, hvidmalet og venligt; man gik derind, steg gjennem to Kældere og stod da, hvor en for Verden usynlig Flod, skjød gjennem Bjerget og her dreiede Hjulene for en Mølle. Jeg besøgte oftere dette Sted og det længere derfra smukke . , om hele det smukke Ophold i Le Locle.
Dog ogsaa til den lille By, saa høit paa Bjergene, saa omsluttet af Skove, midt i Stilhedens-Hjem, var det politiske Røre naaet hen; staaer som bekjendt under Preussen, og nu var der Preussisksindede og Schweizisksindede, der fra gamle, gode Naboer med eet stode ivrige mod hinanden, undgik at mødes, og hver sang sine Sange; det gik op i smaa Drillerier, og som et saadant hørte jeg af en ægte Schweizer her, at han i sin Stue havde, under Glas og Ramme, Billedet af , dette var blevet ødelagt af een af de Preussisksindede; denne havde ved et Besøg trykket Albuen mod Glasset, der var gaaet itu og havde ødelagt Billedet; »det var med ilde Sind, det gjordes!« sagde han. Alle disse politiske Luftninger gik imidlertid let hen over mig, jeg var i et lykkeligt Familieliv og der en velkommen Gjest, jeg fik Indblik i Huuslivet og Landets Skik og Sæder, bedre end Reisende ellers almindeligviis faae det; foruden dette havde jeg endnu Beskjæftigelse med .
Paa Reisen hjemme fra og under hele mit Ophold i Paris opfyldte mig Ideen til en saadan, og alt som den voxte fastere og fastere i Tanken, som alle Enkelthederne klaredes, haabede jeg ved dette Arbeide at vinde mine Uvenner, og af disse at maatte erkjendes som en sand Digter. « vilde jeg behandle. I Paris fuldendte jeg første Deel, i Le Locle den anden Deel og begge sendtes herfra hjem med et Par Forord, dem jeg nu ikke vilde have skrevet saaledes, men heller ikke Behandlingen af Agnete vilde nu være fremtraadt som dengang; ere mig characteristiske for den Tid.
» Barn greb mig den gamle Sang om »Agnete og Havmanden«, dens dobbelte Verden: Jorden og Havet; som Ældre seer jeg det store Livsbillede deri, med Hjertets aldrig tilfredsstillede Længsel, dets forunderlige Higen efter en ny, en anden Væren. Længe var det min Tanke at udtale det, som det lever i min Sjæl. Den gamle Vise fra Hjemmet klang for mit Øre midt i det livsfrodige Paris, den fulgte mig paa den lystige Boulevard og mellem Louvres Kunstskatte. Barnet voxte under mit Hjerte, før jeg selv ret vidste det.
Langt fra Paris, høit oppe paa Jurabjergene, i en nordisk Natur, mellem sorte, dødstille Granskove er Agnete født, men Dansk i Sjæl og Sind. Jeg sender det kjære Barn til mit Fædreland, hvor det har hjemme. Tag venligt mod hende, hun bringer min Hilsen til Eder Alle; ude bliver hver Dansk os en Ven og Broder, hun gaaer altsaa til Slægt og Venner.
Sneen falder ved mit Vindue, tunge Vinterskyer ligge paa Skoven, men nedenfor Bjergene er Sommer, Druer og Maisfrugt. Imorgen flyver jeg over Alperne ind i Italien; maaskee drømmer jeg der en smuk Drøm, den sender jeg da til mit Danmark; thi Sønnen maa jo fortælle Moderen sine Drømme. Lev vel!«
Le Locle paa Jurabjergene, den 14de September 1833.
H. C. Andersen.
Min Digtning naaede Kjøbenhavn, blev trykt og kom ud, man loe af Fortalen, af den om Agnete: »Barnet voxte under mit Hjerte, før jeg selv ret vidste det!« Det Hele blev koldt modtaget og , nu ogsaa uheldigviis vilde efterligne ham. I de samme Dage Agnete udkom, var det netop, at Paludan-Müller udgav sin »«, en Digtning, der henrev og opfyldte Alle. Svaghederne i min Bog bleve herved ligesom end mere følte; den «, roest blev den ikke. Heller ikke paa H. C. Ørsted gjorde Digtet den Virkning, jeg dengang troede at det maatte; i et længere, venskabeligt Brev, dateret den 8de Marts 1834, som jeg modtog i Italien, udtalte han sig aabent og rigtigt, som jeg ikke dengang, men Aaringer efter har erkjendt4.
Min Digtning »Agnete« med alle dens Feil, var dog et Skridt fremad; min reent subjective Digternatur stræbte her efter at aabenbare sig objectiv; jeg stod i en Overgangs-Periode og dette Digt ligesom sluttede mit reent lyriske Stadium. sig anderledes erkjendende, og sagde, at uagtet dette Digt ved sin Fremtræden vakte ringere Opmærksomhed, end tidligere mindre fuldkomne Arbeider, klang dog Poesien her i dybere, fuldere, kraftigere Toner. At det senere i Forkortning og med enkelte Forandringer, , var et Forsøg til at bringe Huus, som man kalder det, ved en Sommerforestilling, det blev derpaa givet et Par Gange, jeg var ogsaa da i Udlandet; men uagtet, som man har sagt, at Fru Heiberg gav genialt og rørende Agnetes Rolle, og Niels Gade havde componeret en deilig Musik til de enkelte Sange og Chor, kunde det ikke holdes oppe.
Dog alt det her Sagte og Givne laae da i min og min Digtnings Fremtid. »Agnete« blev sendt hjem, for mig dengang en deilig Statue, kun seet af mig og Gud! Haab og Drømme knyttede sig til denne Digtning, den gik mod Norden, jeg mod Syden, ind i Italien, hvor ligesom et nyt Afsnit i mit Liv skulde begynde.
Ved Afreisen fra de kjære Mennesker i Le Locle var Sorg, Børnene græd, vi vare jo ogsaa blevne Venner, uagtet jeg ikke forstod deres ; de skreg det høit ind i mine Øren i den Tanke, at jeg maatte være døv, naar jeg ikke strax forstod dem. Selv Tyendet rakte mig med Taarer Haanden, og de gamle Tanter havde strikket mig uldne Muffediser, til at have paa i Kulden over .
For mig slutter »Agnete« og Opholdet i Le Locle et Afsnit af mit Digterliv.
VI
Netop paa samme Tid, men , skulde jeg træde ind i Italien, Landet for min Længsel og Lykke. – Jeg gik gjennem Rhonedalen over her er sprængt gjennem Jordens Rygrad; Gletscherne, glasgrønne, skinnede lige over os; det blev mere og mere koldt; Hyrdedrengene kom, svøbte i Kohuder, og i Vertshuset var ordenlig fyret i Kakkelovnen; det var streng Vinter udenfor, men faa Timer efter rullede Vognen nede under Kastanietræerne, hvis lange, grønne Blade glindsede i det varme Solskin; og Gader frembød Billedet af Italien med sit Folkeliv paa Gaden; lyste mellem de sorteblaa Bjerge; deilige Øer laae som Bouquetter paa Vandet, men Himlen var ikke klar, den havde som i Danmark, først om Aftenen var det viftet bort, og Luften skinnede gjennemsigtig og klar, den syntes tre Gange saa høi som hjemme; Druerne hang i Guirlander langs Veien, som var det til en Fest; aldrig har jeg seet Italien skjønnere.
Domkirke var det første Underværk Italien viste mig. Jeg saae , som Kunsten har hulet og formet i Buer, Taarne og Billedstøtter, løfte sig i det klare Maaneskin; jeg saae deroppe fra Alperækken med sine Gletscher og hele det frodigt grønne . – . – gav Operaer og Balletter, Alt blev besøgt og seet, men Milanos var dog Hjertestedet, dér, under Kirkemusiken og i Andagtens Stilhed var opløftende at være.
Med forlod jeg den herlige By, vi lod styre gjennem , der laae fladt som Hjemmets grønne Øer, men ogsaa frodigt og herligt som det. De rige Maismarker, de smukke Hængepile var noget Nyt, Bjergene, vi skulde over, syntes derimod smaa, efterat vi havde seet Alperne; endelig laae foran os og Havet, det, jeg ikke havde seet, siden jeg forlod Danmark.
Den Kjærlighed, Bjergbeboeren har til sine Bjerge, have vi Danske unægtelig til Havet. Fra min Balcon saae jeg ud over denne nye og dog gamle kjendte, mørkeblaa Flade. Om Aftenen skulde , den eneste store, Genua har, det maatte jo, som en stor offentlig Bygning, være let at finde, men det var ikke Tilfældet; det ene Palads prægtigere end det andet laae her Side ved Side; endelig viste en mægtig , skinnende hvid som Snee frit i den blaa Luft, at det var Stedet. Der blev givet en ny Opera, og for første Gang, det var , efter denne fulgte en komisk Ballet »«; ved Fløitens Lyd kom Alt til at dandse, selv tilsidst det høie Raad, ja alle de gamle Billeder paa Væggen i Raadstuesalen. En Idee, jeg senere har indlagt i Eventyr-Comedien Ole Lukøie.
En skriftlig Tilladelse fra aabnede for os , hvor Galeislaverne, den Gang 600 i Tallet, levede og arbeidede. Vi besaae de indre Fængsler, Sovesalen med store Brixer langs med Væggene, Jernbøiler i Kjæder hang her, hvortil Fangerne lænkedes, naar de om Aftenen skulde til Hvile. Selv i Sygeværelser laae Enkelte i Jern. Tre Døende, med guulbrune Ansigter, , gjorde et rystende Indtryk paa mig, man har kunnet see det, thi en af Forbryderne herinde betragtede mig med et ondt Blik, jeg forstod ham, jeg var jo dog kun kommet af Nysgjerrighed, for at see deres Liden, og han brød ud i en fæl Latter, idet han halv reiste sig i Sengen og ret djævelsk fæstede sine onde Øine paa mig. Her laae, ganske betynget af Lænker, en blind Olding med sølvhvidt Haar. Nede i Gaarden vare forskjellige Arbeidsstuer; flere af Galeislaverne vare, maaskee for hele Livet, smedet sammen To og To. Jeg saae en af Fangerne, der vel var klædt ganske som de andre, i hvide Buxer og rød Trøie, men Stoffet deri var særdeles fiint, han var ung og uden Lænker, man sagde os, at det var en Mand der fra Byen, som havde ført et stort Huus, men stjaalet uhyre Summer og bedraget Staden, nu var han dømt til to Aar paa Galeierne, vel arbeidede han ikke, gik heller ikke om Dagen med Jern, men om Natten blev han lukket inde med de Andre, og som de lænket til Brixen. Fra sin Kone fik han jevnligt sendt store Summer, han levede rigt og overdaadigt herinde, men hvad var det mod dette, altid at være imellem disse Forbrydere og om Natten lænkes i deres Kreds og høre deres Haan og Ondskab?
Den første Dagsreise fra Genua langs , syd paa, er en af de smukkeste, man kan gjøre. Genua selv løfter sig paa Bjergene frem mellem blaagrønne Olieskove. Apelsiner og hang i Haverne, græsgrønne skinnende Citroner tydede paa Foraar, nu Nordboen Vinter. Det ene smukke Motiv til et Billede fulgte efter det andet; Alt var mig nyt og blev mig uforglemmeligt; jeg seer endnu de gamle Broer omvoxede med Vedbende, kom paa Veien og en Skare af genuesiske Fiskere med deres røde Huer paa Hovedet. Den hele Kyststrækning med sine smukke Villaer og Havet med hvide og rygende Dampskibe skinnede klart; senere øinedes derude blaanende Bjerge, det var Corsica, Napoelons Vugge. – Ved et gammelt Taarn sad under et mægtigt stort Træ tre gamle Koner, med langt sølvhvidt Haar over de guulbrune Skuldre og spandt paa Haandteen. Uhyre Aloer voxte tætved Veien.
Min Tankedvælen her ved Italiens Natur, idet jeg fortæller et Levnetsløb, vil maaskee bebreides mig, ja man vil maaskee med Ret frygte for, at af mange følgende Reiser maa disse Blade udskeie i Beskrivelser, men det vil vise sig, i den følgende Tid var det Menneskene, jeg kom i Samvirken med, der afspeilede sig dybest; derimod ved dette mit første Besøg i Italien var det ene og alene Naturen og Kunsten der blev det Overvældende, det egentligt Oplevede i denne Periode, og derfor kan dette Livs Afsnit ikke andet end foraarsage en længere Dvælen ved Indtrykkene udenfra. Jeg ligesom svælgede i denne Naturyppighed, som Landet her frembød! Hvilken feeagtig Skjønheds-Aften i . Vertshuset ligger tæt ved Havet, der rullede i store Døninger. Himlen straalede med ildrøde Skyer, Bjergene vexlede i stærke Farver. Træerne selv dannede her ligesom store Frugtkurve, overfyldte med mægtige, tunge Druer, som Viinranken løftede herop, og pludseligt her forandrede sig Scenen idet vi kom ind i Bjergene. Alt blev tørt, hæsligt, og det en lang Strækning. Det var, som om da Phantasien dannede Italien til en stor, deilig Have, netop paa dette Strøg havde henkastet al dens Ukrud og Affald; de enkelte Træer stode bladløse, her var ikke Klippeland og ikke Muldjord, nei Grums og Gruus og Steenbrokker, – og atter som ved et Trylleslag, laae Alt i Deilighed, det var , vi saae foran os. Deilige blaa Bjerge omsluttede den frodigste, skjønneste Dal, den syntes et fyldt Overflødigheds-Horn; Vinen hang tung og saftig om de bladfulde Træer, og slyngede sig frem imellem dem, Ranken hang fra Træ til Træ: saa tunge, saa frodige, og sorte, blankhudede Grise uden Børster sprang som lystige Kid og fik Æselet til at slaae bag ud, skjøndt Kapucineren red det og bar sin kolossale, græsgrønne Paraply.
Netop paa ; Husene vare pyntede med Guirlander, Soldaterne bare Myrtegrene i deres , og Kanonskuddene dundrede. Men det var Marmorbruddene vi vilde besøge, de ligge udenfor Byen, en lille, klar Flod tæt ved Veien løb hen over de skinnende, sneehvide Marmorbrokker. Det var et stort Steenbrud, med hvidt og graat Marmor, som der findes Krystaller i. Det syntes mig et fortryllet Bjerg, hvori Oldtids Guder og Gudinder sad bundne i Steenblokkene og ventede nu paa en mægtig , en Thorvaldsen eller Canova, der kunde løse dem og give dem atter til Verden.
Uagtet alt det Nye og al den Deilighed i Naturen, var jeg og mit Selskab dog som oftest mod Italien; Reisemaaden her var saa forskjelligt fra hvad vi før kjendte, den evige i Vertshusene, den idelige Spørgen om Pas, i faa Dage bleve disse efterseete og beskrevne over en halv Snees Gange, vor kjendte ikke til Veien, vi forfeilede den og istedetfor ved Dag at naae Pisa kom vi først her i den sorte Nat. Efter lang Visitation og Plage kjørte vi ind i de mørke, lygteløse Gader; vor eneste Belysning var et stort, brændende Lys, vor Kudsk havde kjøbt sig ved Byens Port og som han nu holdt foran sig, endelig naaede vi da Maalet: . »Den ene Dag ligge vi som !« , her var det Baronens Slot. Vi trængte til Hvile, ret til et , før vi drog ud at see Stadens Mærkværdigheder, , , og . Det er Campo Santo, Theatermaleren sædvanlig giver os i Decorationen til Klosterhallen i ».« I Buegangen her staae Monumenter og Basreliefs, et af disse er af Thorvaldsen, det forestiller , og Kunstneren har her i Portraitlighed givet sig selv som den unge Tobias. Det skjæve Taarn var just ikke indbydende at bestige, dog gik vi derop. Det er en Cylinder med uden om og øverst oppe er slet intet Rækværk; den Side der vender ud mod Havet, virker Søvinden opløsende paa, Jernet smuldrer, Stenene tabe deres Fasthed; det Hele er skident guult. Jeg saae herfra ud over en flad Egn til ; nu er derhen kun en kort paa Jernbanen, en saadan var der ikke dengang, det gik med Veturin og Udbyttet der syntes os ikke Reisen værd, vor Fører vidste Intet og viste os Intet, uden hvad vi kunde undvære at vide. »Der« sagde han »boer en tyrkisk Kjøbmand, men i Dag er Boden lukket! der er en Kirke med et smukt Malerie, men det er taget bort. Den Mand, der gik forbi, er een af de rigeste i Byen!« og dette var noget af det Interessanteste han meddeelte os, saa førte han os til , »den smukkeste og rigeste i Europa;« den gjorde det Modsatte af et religiøst Indtryk paa os, den lignede indeni aldeles en Børs, og det mig uvante at de Alle her gik med Hatten paa, at de talte høit i Munden paa hinanden, var mig uhyggeligt. Jødebørn stode op paa Stolene, nogle Rabbi grinede fra en Slags Prædikestol og morede sig over et Par gamle Hebræer; oppe ved puffede og skjød den Ene til den Anden, det var en Trængsel og Bestormelse. Her var ikke Tanke til Andagt og kunde ikke være det. Oven over os Alle, paa et stort Gallerie, sad bag et tæt Gitter Qvinderne næsten skjulte. – Det Skjønne i Livorno, det var en Solnedgang, som Ildflammer lyste Skyerne, Havet skinnede, Bjergene skinnede, det var Rammen om den skidne Stad, Indfatningen der gav italiensk Pragt. – Dog snart udfoldede denne sig i sin Kunstherlighed, vi naaede .
Jeg havde ikke tidligere havt Øie eller Sands for , saagodt som Intet heraf havde jeg seet hjemme, og i Paris var jeg som de Fleste gaaet stirrende forbi; intet Malerie havde endnu ret fyldt og grebet mig, det var i Florents ved Besøgene i de herlige Gallerier, i Kirkerne mellem Monumenter og Herligheder, at med Eet min Kunstsands ligesom blev vakt. Jeg stod foran »«, det var, som Marmor-Øiet havde Seekraft, jeg følte mig forunderlig andægtig betaget og jeg kunde ikke rive mig løs:
Af Havets Skum, saa hvid og let,
Skjøn, som en Gud kun tænker det,
Hun evig ung sig hæver;
Slægt jorder Slægt paa Verdens Ø,
Men Kjærlighed kan aldrig døe,
Gudinden evig lever!
Daglig besøgte jeg , og her var det altid »den medicæiske Venus« og »«, der længst holdt mig. – Der er en Sandhed, en uendelig Skjønhed i denne store Gruppe; og just ved dens enkelt fritstaaende Statuer, som man gaaer ind imellem, er man ligesom midt paa Skuepladsen selv. Den forstenede Moder udbreder sit over den sidste endnu levende Datter, man seer paa Barnets Hoved at Pilen kommer, og paa Haandens Stilling, at Pilen maa ramme.
Hvilken Skat af herlige Billeder lod ikke her en ny Aandens Verden rulle op for mig; jeg saae Raphaels »« og »«; den ene Herlighed aabenbarede sig efter den anden; tidligere havde jeg vel ved Kobberstik og Gipsafstøbninger lært at kjende en Deel af hvad jeg her fandt, men jeg havde intet stort Indtryk modtaget, Intet deraf var aandeligt gaaet over i min Sjæl, jeg følte mig derfor som et nyt Menneske. – De betydeligste Kirker bleve besøgte og oftest med sine mægtige Marmormonumenter. Sculptur, Malerkunst og Architectur personificerede sidde om Kiste. Dantes Liig gjemmes i , men Santa Croce har , peger paa Digterens colossale Statue, medens Poesien græder over hans . Fra , Maske, og Laurbærkrands pranger her, Italien græder over Graven; mindre storartet er Graven over Galilei og , men Stedet selv lige helligt.
En Dag, vi tre Landsmænd gik for at søge en fjerde, Kobberstikkeren Sonne, og i Qvarteret, hvor han skulde boe, talte vi høit med hverandre, da kom der en Mand i Skjorteærmer og med Skjødskind, han spurgte os paa Dansk: »Mine Herrer, hvem søge De efter?« – Det var en kjøbenhavnsk Kleinsmed, han havde nedsat sig her, giftet sig med en fransk Pige og nu været ni Aar borte fra Danmark. Vi fik hans Historie og fortalte ham igjen om Hjemmet; i det rige Florents gik han og længtes efter ».«
Afreisen kom, vi vilde over der og da til Rom; det var en heel Lidelsesreise, om Dagen brændende Sol, om Aftenen og Natten giftige Fluer og Myg, dertil havde vi en mindre heldig Veturin og alle Plager som knytte sig hertil; de Beundrings-Phraser om Italiens Deilighed og Herlighed, som rundt om i Vertshusene vare skrevne paa Ruder og Vægge, fandt vi at være som ; mindst tænkte jeg da, med hvilken Kjærlighed mit Hjerte siden skulde slutte sig til dette Skjønhedens og Mindernes Land.
Florents idet vi vare stegne ind i den iøvrigt gode Karreet, Veturinen bragte, begyndte vor Qval; ved Vogndøren stillede sig en Skikkelse, der saae ud som Job, da han skrabede sig med Potteskaar, vi rystede med Hovedet, idet han rørte ved Vogndøren, han gik om paa den anden Side, der fik han samme Mindelse om at fjerne sig, og da han igjen kom og igjen bortvistes, traadte Veturinen frem og sagde os, at det var en fjerde Passageer, en fra Rom; det imponerede, og han kom ind, men den Skidenhed, der var i Krop og Klæder ved Mennesket, bestemte os ved første Holdested til at erklære Veturinen, at vi ikke gjorde Reisen med ham til Rom, dersom denne Herre skulde sidde inde hos os; efter en megen Snakken og Gestikuleren saae vi Nobile krybe op hos Kudsken. – Det blev en skyllende Regn, jeg havde ondt af Stakkelen, men han var rigtig nok ikke til at være i Stue med, mindre i Karreet, og saa lod vi Regnen vaske ham. Veien var romantisk deilig, men Solen brændte, Fluerne omsusede os, vi forsvarede os med Myrtegrene, Hestene saae ud som Aadsler, saa besatte vare de af Fluemasser. Vi overnattede i et rædsomt Hul i . Vor Nobile saae jeg der og tørre sig ved Ilden, medens han hjalp Vertinden med at plukke Hønsene, vi skulde spise, og imidlertid udtale sin Vrede over os kjætterske Englændere, hvem Straffen nok vilde komme over, og det gjorde den ogsaa allerede samme Nat. Vi lod, for at faae frisk Luft, alle Vinduer staae aabne og bleve da om Natten saa aldeles ødelagte paa Ansigt og Hænder af Myg og Fluer, at vi hovnede og blødte; min ene Haand fremviste alene syv og halvtredsindstyve Stik; jeg følte Smerte og Feber derved. Næste Dag gik det over gjennem frodige deilige Landskaber med og Druer; smukke, halvnøgne Børn og gamle Matroner med sølvhvidt Haar gik og vogtede kulsorte, hudblanke Grise; ved Søen , saae jeg ved Veien det første fritvoxende Laurbærtræ; vi kom nu ind paa det og efter at have overstaaet ved Visitationen af vore Pas og Kofferter gik det frem under den deiligste Solnedgang. Jeg saae en Farvepragt, jeg aldrig glemmer, men Vertshuset var skrækkeligt; Gulvet sønderbrudt, Krøblinger udenfor Døren, Vertinden, i en skiden Blouse, grinende som en fæl Hex, spyttede hver Gang efter at have bragt en Ret Mad til os og gik saa ud ad Døren.
Jeg har tænkt paa dette Sted, da jeg i » af, hvor ilde der ogsaa kan være i ».« Næste Formiddag naaede vi Perugia, Byen, hvor Raphael var i Lære hos Perugino, vi saae Billeder af Eleven og af Mesteren; saae fra Høiden ud over de udstrakte Olieskove det samme smukke Landskab, der afspeilede sig i Raphaels Øine, som engang i Keiser Augustus, da af her reistes for ham og endnu staaer, som var den fuldendt igaar. Mod Aften var vi i der frembød Skuet af en faldefærdig By. Næsten alle Huse i Hovedgaden var fra Gjenboe til Gjenboe understøttet ved Bjælker. Her havde kort forud været Jordskjælv; store Revner saae man i Murene, enkelte Huse laae ganske i Gruus; det begyndte at regne og storme; hyggeligt var det slet ikke i Vertshuset, og Maden selv var ikke engang spiselig for os, som led af Sult.
sang en ung Tydsker parodierende, mens Vind og Regn ruskede paa de skrøbelige Vinduer. Nu kommer nok et til, tænkte vi, saa falder da den hele Herlighed! men den faldt ikke, og vi sov godt – og næste Eftermiddag var vi ved Terni foran det herlige Vandfald, mellem Laurbær og Rosmarin, høit over udstrakte Olieskove i al Italiens Deilighed; en lille Flod styrter sig fra Fjeldet, det er det Hele, men det er saa uendelig deiligt at see, Vandstøvet stod som en Damp høit op i Luften; Solen belyste Alt med stærke røde Straaler og sank, og det blev pludseligt mørkt; fuldkommen Nat var det, da jeg kom gjennem den sorte Olieskov, som jeg, skilt fra mit Selskab lagde tilbage med en ung livlig Amerikaner, der imens fortalte om , om og de store Stepper.
Den følgende Dag var regnfuld, Veien slet, Omgivelserne frembød intet Nyt, vi følte kun Træthed og Besværlighed; det smudsige bød os et skident Hotel; kun Aftenvandringen her, hvor Tilfældet førte mig udenfor Byen til nogle Ruiner, hvor et Vandfald bruste ned i en Afgrund, frembød en smuk Erindring, der er voxet ind i Romanen »Improvisatoren«; . Endelig kom Dagen, da vi skulde naae Rom; vi rullede afsted i Regn og Rusk, kom forbi det af Horats besjungne »Monte Soracte« og ind paa , men Ingen af os følte dens Skjønhed eller grebes ved Bjergenes Farver og deilige Bølgelinier, vi tænkte kun paa Maalet, paa Hvilen der, og jeg bekjender, at da vi ved stode paa den Høi, hvor de, som komme Nordfra, første Gang øine Rom, hvor Pilgrimen knæler i Andagt, og mangen Reisebeskriver fortæller os sin Henrykkelse og Opløftelse af Skuet, var jeg ogsaa glad, men mit Udraab tydede slet ikke paa en Digter: ved første Gang at øine Rom og raabte jeg høit: »Gud skee Lov! nu kan vi snart faae Noget at spise!«
————
Rom!
Det var den 18de October, midt paa Dagen jeg kom til Rom, den By af alle Byer i Verden, hvor jeg snart følte mig som fød og hjemme. Jeg kom betids netop den Dag til en af de sjeldneste Begivenheder, Raphaels anden Begravelse. – Paa gjemte man i mange Aar et Dødninghoved, der udgaves og fremvistes som hans, men da der i de sidste Aar var vakt Tvivl om dets Ægthed, gav Paven, Gregor den Sextende Tilladelse til at Graven i , eller som dette Sted nu som Kirke nævnes: , maatte aabnes; man fandt den Døde heel og holdende. Nu skulde Liget igjen bisættes. Da Gravstedet blev aabnet og Benene taget frem, havde Maleren Camuccini faaet Eneret til at male det hele Billed. Horace Vernet, som da levede paa i Rom, vidste Intet herom, tog sin Blyant og gjorde en Skizze; det , som var tilstede forbød ham det, forundret saae han paa dem, og sagde ganske roligt: »men efter Hukommelsen tør man dog hjemme gjøre sig en Erindring derom?« det kunde man Intet sige til, og nu, fra Kl. 12 om Middagen til 6 om Aftenen, malede han sig et smukt lignende Oliemalerie og lod derpaa gjøre en Plade til at give det i Aftryk, men denne blev strax af Politiet lagt under Beslag, hvorover Horace Vernet skrev et heftigt Brev og forlangte, at man inden fire og tyve Timer skulde levere ham Pladen tilbage, da Kunsten ikke som Salt og Tobak kunde lægges under Monopol; han erholdt den ogsaa, men han brød den itu og sendte Stykkerne af den med et i en bestemt Tone ildfuldt skrevet Brev til Hr. Camuccini, og sagde, at han heri vilde vise ham, at det ikke var hans Hensigt at benytte sig af den til hans Skade. – Camuccini lod Pladen sætte sammen igjen og sendte den med et høist venligt Brev tilbage til Horace Vernet, i det han erklærede, at han opgav ganske at udgive sin Tegning; nu fik Enhver Lov til at tegne Graven, det vrimlede derfor med Afbildninger.
Vore Landsmænd skaffede os Billetter til Festen, og vor første Indtrædelse i Rom blev saaledes at tage Deel i Raphaels Jordefærd. Paa en sortklædt Forhøining stod den Mahognikiste, bedækket med et gyldent Klæde. Præsterne sang et , Kisten aabnedes, og de oplæste Efterretninger bleve nedlagte der; et usynligt Chor klang forunderligt smukt, idet Processionen satte sig i Bevægelse Kirken rundt. Alle de betydeligste Kunstnere og Fornemme fulgte; her saae jeg i Rom første Gang igjen Thorvaldsen, der som de Andre i Processionen skred langsomt frem med sin . – Det høitidelige Indtryk forstyrredes imidlertid hos mig ved det jordiske Uskjønne, da man for at faae Kisten ind i den smalle Aabning maatte løfte den saaledes , at de i Orden lagte Been og Knokler atter faldt sammen. Man hørte, hvorledes de ramlede.
Jeg var altsaa nu i Rom, og følte mig saa vel der; af alle Landsmænd tog hjerteligst og med meest ungdommelig Glæde Medailleur Christensen mod mig; vi havde før ikke personligt kjendt hinanden, men gjennem mine lyriske Digte var jeg blevet ham kjær, han førte mig strax til Thorvaldsen, der boede paa sit ; han sad just og arbeidede paa sit Basrelief »«; Denne siddende paa Ruiner, hvor der i Basrelief sees og ; han tegner efter Naturen, holder Tavlen for ham, medens den tillige rækker ham Valmuen, en billedlig Hentydning paa Kunstnerens tidlige Død; med Faklen seer veemodig paa ham, og holder sin Krands over hans Hoved. – Thorvaldsen udtalte saa levende og livlig sin Idee, fortalte om Gaarsdagens Fest, og om Raphael, Camuccini og Vernet; en Mængde herlige Billeder, kjøbte af nulevende Mestere, og som han vilde efter sin Død skjænke Danmark, maatte jeg see. Den jevne Ligefremhed, det milde Hjertelige hos den store Kunstner greb mig, der var forunderlig blød, saa at jeg næsten i Taarer forlod ham, uagtet vi nu hver Dag, som han sagde, skulde sees. – Af andre Landsmænd, der smukt og inderligt strax sluttede sig til mig, var Ludvig Bödtcher, af hvem vi have ; han levede som privat Mand i Rom for Kunst, Natur og et aandfuldt ; som gammel Romer havde han tilbragt her mange Aar, vidste Besked om alt Interessant og Smukt, i ham fandt jeg en Fører med Aand og Kjendskab. Endnu Een sluttede sig ligesaa varm og trofast til mig, det var Maleren Küchler, dengang endnu legemlig og sjælelig ung, og ikke uden Humor, altid vidste han at sige et spøgende Ord; da anede jeg ikke hvad nu er skeet, at han skulde slutte som Tiggermunk i et lille Kloster i Schlesien; han, den spøgende, hjertensgode, og som jeg da syntes aandelig friske Ungersvend, der malede de skjønne italienske Billeder med altid lidt erotisk Skjælmeri ved. Da jeg, flere Aar efter, anden Gang kom til Rom, var Ungdomssindet borte, kun enkelte Gange, slog Lunet lidt op, og 1841, da jeg tredie Gang saae Rom, var han blevet Catholik, malede kun Altertavler og fromme Billeder. – Nu som vi veed, blev han for et Par Aar siden indviet af til Tiggermunk, og drog saaledes barfodet gjennem Tydskland op til et fattigt Kloster i de preussiske Stater, ikke længere Maleren Albert Küchler, men Franciskaneren . – Gud give ham her den Fred og Lykke, han vistnok, misforstaaende den alkjærlige Gud, paa en forvildet Vei søger og – vil finde! – Han var i vort Mødes Uger og Maaneder den oplivende, kjærlige Ven; jeg husker ham helst fra disse første Tider, der dog, uagtet jeg var i Rom, Stedet for mine Ønskers Maal, bragte mig ogsaa tunge, haarde Timer; men før vi oprulle disse, ligge endnu et Par smukke Dage, med Bjergluftning i den deiligste Natur. Det var endnu som paa den smukkeste Sommertid hjemme, og uagtet Rom var ny for mig, med al sin Herlighed maatte dog det deilige Veir benyttes; blev bestemt, Küchler, Blunck, Fearnley og Bödtcher, der vare som hjemme der, førte os an; deres Kjendskab til det italienske Folk og Landets Skik og Brug gjorde det ikke blot saare billigt, men jeg fik Alt saa grundigt, saa klart, jeg blev ligesom aandigt climatiseret her, og der nedlagdes hos mig de fleste Spirer til Skildringer af den italienske Natur og Folke-Livet, dem jeg siden har givet i »Improvisatoren«; om en saadan Bog var der endnu ikke Tanke hos mig, ikke engang Tanke om at levere Reiseskildringer; denne Uges Vandretid var ubetinget min lykkeligste, min meest ublandede nydende Tid i dette deilige Land.
Over Campagnen, forbi Oldtids Grave, maleriske Vandledninger, Grupper af Hyrder og deres Hjorde, gik det til Albanerbjergene, hvis blaa og deilige Bølgelinier syntes saa nær i den gjennemsigtige Luft; i , hvor vi tog Frokost, saae jeg første Gang et rigtig folkeligt »«, opfyldt af Bønder og Geistlige. Høns og Kyllinger løb om paa Gulvet, Ilden brændte herinde paa Skorstenen og lige ind til den trak de pjaltede Unger vore Æsler, som vi satte os op paa, og som nu gik i Trav og i Stadighed, som det selv behagede dem, altid ind i Bjergene forbi Ruiner af , der nu kun frembød brolagte Gader men ingen Huse, Muurstykker, mellem Laurbær og Kastanier; vi besøgte , hvor der fra en dyb Brønd var en saadan Resonants, som gjemtes der Tonernes Væld, det Tonedyb, Rossini leende og jublende øste fra, og hvor Bellini lod sine Taarer falde, og kun veemodige Melodier klang ud over Verden. Om Aftenen vare vi igjen i Frascati. Maanen lyste straalende over de fløielssorte Cypresser om Borgen Cenci, hvor Beatrice levede og forsvarede sig mod sin dyriske Fader. Mellem ». I Frascati var Fyrværkeri, Raketterne steg over de mørke Træer, og Byen gjenlød af Jubel.
Tidlig næste Morgen gik vi til Fods op ad Bjergene, Campagnen laae under os, vi øinede Middelhavet, snart naaede vi ; Veien, vi gik, førte tæt forbi et mægtigt Træ, der med sin store Krone hvælvede sig til et Kapel, den øverste Deel af det var tillukket i Form af et Kors med en Krands omkring, de nedre større Grene dannede en mægtig Kuppel, inde i den hule Stamme var ophængt et Skab, bag hvis Glasruder man saae Billede. Den hele Vandring var som igjennem en rig, overfyldt Have, og altid vexlede Udsigten og Billederne. Vi gik over til , og først om Aftenen naaede vi , hvor de store og groe hen ad Bjergskrænten, der engang var Krater og nu er et blomstrende Gjerde om den klare og dybe . Hvor deiligt at dvæle her, aande Italiens Luft, høre fortælle om Festen her og Folkelivet; hver Vandredag var et deiligt Natur-Eventyr. En Morgen i graanende Veir red vi paa Æsler langs Skrænten af Albanersøen og kom der forbi en stor malerisk Hule; dens Vægge vare bedækkede med et Tæppe af det deiligste Grønne, de fine friske Venus-Haar, en Bregneart af uendelig Fiinhed og Skjønhed, dannede ligesom et hængende inde i Hulen selv, et eget feeagtigt Lysskjær faldt herind, det turde ikke males, om end Maleren kunde det, Den, som ikke saae det i Virkelighed, vilde ikke troe paa dets Sandhed. Vort Maal var den Dag , her var ganske efteraarsagtigt koldt; Klosterhaven, indhegnet med prægtige Laurbær, strækker sig over Grunden, hvor stod, og hvor endnu enkelte mægtige Steenblokke findes. En stor udstrakt Sky skjulte under os det Meeste af Campagnen og Rom, men pludselig løftede Skyen sig og foran os laae Rom, Campagnen og Bjergene; vi saae tæt under os Albaner- og Nemisøen straale saa klare blaa, som to deilige Pigeøine. Hvilke Aftener, hvilke drømmende skjønne Vandringer under Spøg og Sang i disse Bjerglande, i denne friske Frodighed. Flere Scener i Folkelivet, som der nu blive sjeldnere, blev ligesom af Tilfældet forundt os; vi saae den complette selv paa sine Medicament-Vogne, med maskerade-udstafferet Tjenerskab, holde sin . Vi mødte Røvere lænkede til den af Oxer trukne Vogn og omgivne af ; vi saae Begravelse, med Liget ubedækket paa Baaren, hvor Aftenrøden skinnede paa de hvide Kinder, og Drengene løb med Kræmmerhuse, i hvilke de opsamlede Voxet, der dryppede fra Munkenes Kjerter. Klokkerne klang, Sangen lød, Karlene spillede , og Pigerne dandsede til Tambourinens Klang; saa festlig, saa smuk saae jeg aldrig siden Italien, det var lyslevende; jeg saae disse Blade i Natur og Virkelighed.
Vi vendte igjen tilbage til Rom, til Kirkernes Storhed, de herlige Gallerier og alle Kunstskattene, men den vedvarende deilige Sommertid, skjøndt vi vare inde i November, kaldte os igjen til Bjergene, og denne Gang var det til .
Morgenstunden begyndte dog at aande Efteraarskulde over Campagnen; Bønderne tændte Blus, som de varmede sig ved; vi mødte ridende Landsbyfolk i store sorte Faareskinds Pelse, som var det i ; men da Solen kom høit, straalede den varm; Alt var grønt og friskt om Tivoli, Byen, ovenover styrtende Vande, mellem Olivenskovene, der prangede med Bouquetter af Cypresser og rødt Viinløv. De store Vandfald styrtede sig som hvide Skymasser ned i det Grønne; det blev en varm Dag, og vi kunde Alle have Lyst og Trang til at tage Styrtebade under Fontainen i . – Her trives Italiens største Cypresser, mægtige som de i Orienten. – ved Foden af det steile Vandfald; vore Fakler lyste forvirrende ind i de tætte Laurbærhækker; Dybden tæt ved, hvor vi hørte det tordnende, styrtende Vand, syntes langt dybere, langt nærmere. Nogle Knipper Halm blev paa et Signal antændt over os, og belyste det gamle , der i den bævende Flamme traadte frem med sin Søilerække.
Vi vendte atter igjen tilbage til Rom, hvor endnu Folkelivet rørte og viste sig som i , og hvor Kunstnerne sluttede sig saa beslægtede, saa smukt sammen, som jeg ikke siden har seet det.
Skandinaver og Tydskere dannede een Kreds, Franskmændene, der havde deres eget Academie under Forsæde af Horace Vernet, dannede et andet Hold. Ved Middagen i havde hvert Landsmandskab sit eget Bord; om Aftenen kom Svenske, Norske, Danske og Tydskere sammen til eet Lag, og her traf man endnu Størrelser fra en ældre Tid; her kom de to gamle Landskabsmalere Reinhard og Koch, ligesom ogsaa Thorvaldsen. Reinhard, der med Digterøie havde opfattet Italiens Natur, var voxet fast til dette Land, det han for altid havde ombyttet med »«; gammel og dog saa ung sad han her med funklende Øine og sølvhvidt Haar; han loe, saa det rungede; en Fløiels Trøie, en rød Uldhue paa Hovedet var det Characteristiske i hans Klædning; Thorvaldsen bar en gammel Frakke, hvori hang , den man her erholdt ved at træde ind i Forsamlingens »«. – Den Indtrædende gav som oftest eengang for alle en Aften Drikkevarer til hele Forsamlingen; det kaldtes at gjøre »«, og den Indtrædende fik Bajokordenen, en Kobberskilling, som altid ved lignende Leiligheder blev baaret i Knaphullet. Der var da stor Udklædning og dramatiske Scener; den valgte , dengang en ung tydsk Kunstner, mødte i en Slags Militair-Uniform, med Guldpapirs-Stjerne paa Brystet, ledsaget af Skarpretteren, som bar en Øxe og et Bundt Pile; et Tigerskind hang ham ned over Ryggen; dernæst kom Minnesangeren, der til Guitarren sang tidt en extemporeret Vise om Aftenens »Ponte molle«. I tidligere Tider havde det været Skik, naar en Landsmand første Gang kom til Rom, at modtage ham ude ved , der i daglig Tale kaldes »Ponte molle«, og da i Vertshuset derude at drikke Velkomst; nu var dette ført over i Kneipe-Livet, og inde i Rom selv var Modtagelsens Fest.
Der bankedes paa Døren, som banker; den forventede Gjest kom, og nu begyndtes en Duet imellem Generalen indenfor og Solo med Chor udenfor. Den Fremmede fik derpaa Lov til at træde ind, og var da iført et Slags Blouse, bar lange Lokker og store Papirs-Negle, dertil malet og udstafferet paa det meest Forvildede; de lange Haar og Negle bleve nu skaarne bort, den forrevne Blouse trukket af, og han blev pudset og pyntet til at træde i Kreds med deAndre, men først læstes op for ham Lovens 10 Bud, blandt hvilke var, at »han maatte ikke begjære sin næstes Viin, og at han skulde elske sin General og tjene ham alene«. En stor, hvid Fane med en Viinflaske paa og Indskrift »« Ordspil paa Lafayette, vaiede over ham. Nu gik Processionen, altid med den samme , rundt om Bordene, og saa fulgte Sange i alle Nationers Sprog, en lystig »«, der begyndte med »Monte Cavo« og »«, blev givet; stundom fulgte en og anden aftalt lystig Spas, som den, at en af Bønderne ude fra Gaden kom ridende paa sit Æsel midt ind i Stuen, til stor Forstyrrelse for det Hele, – eller at de virkelige Gensdarmer, efter Aftale, brød ind og lod som de vilde arrestere en eller anden Hædersmand, hvorved der blev Forvirring og lystige Grupper, der endte med, at Soldaterne ogsaa fik deres Fogliette.
Julen var vor smukkeste Fest; jeg har omtalt samme, men saa festlig, saa frisk og lys som 1833 var den neppe nogensinde siden; vi maatte ikke paa denne hellige Aften juble og gjøre Løier inde i Staden, men vel udenfor, og vi fik dertil i et stort Huus tæt ved Amphitheatret. Blomstermaler Jensen, Medailleur Christensen og jeg vare derude fra den tidlige Morgen, og i varmt Solskin gik vi i Skjorteærmer og bandt Krandse og Guirlander. Et stort med Frugterne paa var vort Juletræ; den største Gevinst, et Sølvbæger, med Indskrift: »Juleaften i Rom 1833«, var jeg den Heldige, der vandt. Hver af Gjesterne gav en Present, og det var en Betingelse, at vælge et eller andet Morsomt eller ved Indpakning og Devise see at gjøre det dertil. Jeg havde fra Paris et Par grelle, gule Flipper, der kun var at bruge til Carnevals-Spas; disse vilde jeg anvende, men det tog en Vending, som man vil see, der kunde have endt Aftenen med Strid og Vrede. Det faldt mig ikke ind, at der kunde være anden Mening, end den, at Thorvaldsen her var den Betydeligste, og at jeg altsaa nok kunde give ham, fremfor Nogen, Krandsen. Flipperne, der bar Misundelsens Farve, kom altsaa med i Spøg; jeg vidste ikke, hvad vi nu kan læse i Thieles »«, at der mellem Bystrøm og Thorvaldsen engang havde været en Strid om deres gjensidige Dygtighed. Bystrøm meente, at Thorvaldsen overgik ham i Basreliefs, men ikke i Grupper; da blev Thorvaldsen heftig og udbrød: »«
Ved vor Julefest var baade Thorvaldsen og Bystrøm tilstede; jeg havde for min store Landsmand bundet en Krands og skrevet et lille Vers med den; Foræringen gjaldt ham, men ved Siden laae de gule Flipper, og dem skulde Den have, der tilfældigviis ved Lodtrækning fik Pakken; Loddet vilde, at den tilfaldt Bystrøm, og Indholdet af Verset til den Vindende var: »Du kan beholde Misundelsens gule Flipper, Krandsen skal Du række Thorvaldsen!« Øieblikkelig kom Alt i Bevægelse over denne Mangel paa Tact eller daarlige Vittighed, men snart, da man indsaae, at det jo ganske tilfældigt var faldet i Bystrøms Hænder, og man hørte, det kom fra mig, hvem man ikke tiltroede nogen Braad, jevnede sig Alt, og det gode Lune kom igjen.
Jeg havde skrevet en Sang – den var min egentlige første skandinaviske Vise. I Rom var Julen en naturlig skandinavisk Fest, men skandinaviske Sympathier var der ikke Spor af. Til Overskrift havde jeg sat: »«; den var skrevet til Melodien: »«.
Sødt dufter Juletræets Blad,
Det stod igaar i Laurbærlunden!
Lad os, som Barnet, være glad,
Vi er’ jo Alle Børn i Grunden,
Den ene Forskjel kun jeg seer,
Een veed lidt mindre, Een lidt meer.
Husk, hvor det hjemme dog var smukt
Ved Juletid, da vi var mindre,
Vi stod ved Døren, der var lukt,
Saae gjennem Sprækken Lyset tindre,
Tidt Nabobørnene var med –
Her finder nu det samme Sted.
Dansk, Svensk og Norsk, et Kløverblad,
Med Sundheds-Kraften, Troskabs-Flammen,
De Brødre tre, der skiltes ad,
I Roma knyttes atter sammen!
Eet Sprog, eet Hjem os Himlen gav,
Og Broder er hver Skandinav!
Ei og Hjem vor Sjæl forlod,
Hvad Hjertet elsker, maa det prise,
,
Held Sverrigs ,
Den Skaal gjensidigt tømmes maa,
Thi Brødre her hos Brødre staae!
Saa selsomt skifter Livet om,
Saa mangt et deiligt Billed svinder,
Dog denne Julefest i Rom,
Vil staae blandt vore skjønne Minder,
og nyd med Barnets Sjæl
Vor lykkelige Juleqvæl!
Sangen var sjungen, der blev en Pause, Enhver vilde have sin Konges Skaal først udbragt; endelig bleve de forenede udbragte. Jeg havde af en naturlig Tact, uden Tanke om Politik, valgt det Rette; men jeg fik over Bordet Bebreidelse for »de mange Konger«, og siden lød det til mig fra Kjøbenhavn, at høitstaaende Folk havde fundet det underligt, at jeg, der reiste for danske Penge, besang den svenske Konge. Det forekom mig, at det vilde have været høist upassende, om ikke i en Kreds af Danske, Svenske og Norske, begge Konger, ligesom de tre Folk her, ogsaa stilledes sammen; vi vare Nabobørn fra Norden, og hver af Gjesterne var tillige Vært. – Men min Mening var, som sagt, dengang ikke alle de Andres; det har siden rigtigt og smukt forandret sig, men jeg fik mine Skjend – fordi jeg kom for tidlig, og dog i rette Tid, paa rette Sted.
Da jeg med Thorvaldsen og nogle af Selskabet ved Midnat forlod Festen, og vi bankede paa Roms Port, var det for mig som i »; »?« spurgte de; »« svarede vi, og nu aabnedes en saa lille Laage, at vi næsten maatte krybe igjennem den. – Det var et deiligt Veir, som en Sommernat i Norden. »Det er anderledes end hjemme!« sagde Thorvaldsen, »Kappen bliver mig ordenlig for tung!«
Fra Hjemmet modtog jeg sjeldent Breve, og de, der kom, paa et Par Undtagelser nær, vare altid opdragende, smaalige, ubetænksomt skrevne; de maatte bedrøve mig, og Virkningen af disse var altid saa stærk paa mig, at de af Landsmændene, jeg her i Rom holdt af og holdt mig til, altid udbrød: »Har De nu igjen faaet Brev hjemmefra? Jeg vilde ikke læse de Breve, og jeg vilde kaste saadanne Venner fra mig, der kun pine og plage!« Jeg trængte jo til at opdrages, og man opdrog mig, men haardt, ukjærligt; man tænkte ikke over, hvor tungt det døde Ord kan fra det Skrevne lægge sig paa Hjertet. .
Om »Agnete« havde jeg endnu Intet hørt; den første Udtalelse om den var fra . Hans Dom over Digtet giver os et Billede af den Andersen, jeg dengang var.
»Du veed din, jeg kunde næsten sige unaturlige, Følsomhed og Barnlighed er meget forskjellig fra mig – – og jeg maa sige Dig, at jeg havde ventet noget Andet her – en anden Aand, andre Ideer og Billeder, allermindst en Characteer som Henning; kort sagt: Agnete synes mig aldeles lig dine Digte (NB. de bedste af dine Digte), skjøndt jeg havde haabet i Eet og Andet at see Spor af en aandelig Forandring hos Dig, som en Virkning af Reisen; herom har jeg , og han er enig med mig, og da han, som baade er din Ven og paa en Maade Mentor, har skrevet Dig en Deel til desangaaende, skal Du blive fri for Raad og Paamindelser fra min Side; – – – Kjære Ven, jag de Pengbekymringer og hjemlige Tanker paa Døren, og drag den fulde Nytte af Din Reise! lidt mere Mandighed og Kraft, lidt mindre Barnlighed, Overspændthed og Sentimentalitet, lidt mere Studeren og Trængen til Bunds – og jeg skal gratulere Andersens Venner til hans Hjemkomst og Danmark til sin Digter!« –
Det var fra et Menneske, jeg holdt af, En af dem, som var mine sande Venner, yngre i Aar, men i lykkelige Forhold og af Dygtighed, En af dem, som mildest vilde udtale sin Mening, da jeg jo var »saa følsom, saa barnlig«. Forunderlig, at han og andre fornuftige Folk kunde tænke at see en stor Forandring hos mig i »Agnete«, indvirket af Reisen, der, som tidligere er sagt, bestod i at seile med Dampskib til Kiel, gaae med Diligence til Paris og senere til Schweiz, og derfra alt i den fjerde Maaned at hjemsende Digtet. Reisens Resultat kunde ikke vise sig før efter Aar og Dag, og da bragte jeg »Improvisatoren«.
Men dybere rystede mig, hvad , en af de, jeg meest kunde stole paa, skrev:
»Jeg har ikke Haab om, at der ved denne Subscription vil tilfalde Dem nogen ordentlig Fordeel. De veed ikke, Andersen, saaledes som jeg og de Andre, der mene Dem det godt og holde oprigtigt af Dem, hvorledes Folk, – ja næsten Alle – det er forskrækkeligt med hvor faa Undtagelser – hvorledes Folk yttre sig: »Har han nu igjen smurt Noget sammen?« – »jeg er for længe siden kjed af ham« – »det er altid det samme, han skriver!« – kort sagt: det er utroligt, hvor faa Venner Deres nu har. Hvad er Grunden dertil: De skriver formeget! Naar det ene Arbeide er under Trykken, er De halv færdig med Manuskriptet til det andet; ved denne rasende, denne beklagelige Productivitet nedsætter De Deres Arbeider i den Grad, at ingen Boghandler tilsidst vil have dem for Intet. Tænker De nu ikke – efter Deres Brev til .... – igjen at skrive en Reise« – ( det var »Improvisatoren«, der begyndtes i Rom) – »hvem, troer De, vil kjøbe en Bog i flere Bind, som handler om Deres Reise, en Reise, som Tusinde have gjort, og to tusinde Øine have vel ikke forbigaaet saa Meget, at De kan fortælle to Bind Nyt og Interessant. Det er dog i Grunden en umaadelig Egoisme af Dem at tiltroe Folk den Interesse for Dem. Skylden maa være Deres egen; thi Publicum, idetmindste , have sandelig ikke givet Dem Anledning dertil. Dersom jeg kjender Dem ret, Andersen, saa vil De ganske rolig og med Selvtilfredshed svare mig: »Ja! men naar Folk nu faae min »Agnete« at læse, saa vil de nok forandre deres Tanker, saa vil de see, hvorledes min Reise har virket til det Bedre, gjort mig modnere o. s. v.« Dette er omtrent Indholdet af Deres sidste Brev. Men De tager Feil, Andersen, De tager sørgeligt Feil. »Agnete« er saa aldeles den gamle Andersens, saavel i de smukt barnlige Steder, som i hvad vi kjende fra hans tidligere Arbeider; jeg har tidt været grædefærdig over de mange Bekjendte, jeg traf i »Agnete« og som jeg ikke ønskede at træffe; som oftest qvaltes min Graad af Ærgrelse. Naar De har læst dette, siger De, at jeg er urimelig o. s. v. Jeg vil derfor meddele Dem Følgende: , og som De har megen Agtelse for, hvis Dom De stoler meget paa, betroede jeg mine Sorger med Hensyn til Correcturen, og anmodede ham om tilligemed mig at gjennemsee Manuskriptet til foreløbig Gjennemlæsning, og erholdt følgende Svar fra ham: »»Jeg havde havt i Sinde at tilbringe denne Aften med Andersens »Agnete«, men kan ikke døie det! det piner mig at læse et saa Product af ham, og jeg beder Dem om ; thi det er mig ikke muligt ved Gjennemlæsningen at tænke paa at rette Smaafeil, hvor det, jeg endnu har læst, kun yderst sjeldent frembyder et enkelt Lyspunct. Er Talen om at gavne vor fraværende Ven, saa er der intet Andet at gjøre, end at holde det Hele tilbage; det vil efter min Mening være et sandt Venskabsstykke mod ham. Ulykken er, at Oehlenschlæger engang har sendt Mesterværker hjem fra Paris; derfor er formodentlig dette over Hals og Hoved smurt sammen. Jeg sender Dem Manuskriptet tilbage og vasker mine Hænder; gjør De ligesaa! Det vilde maaskee angre os engang i Tiden at have staaet Fadder til det Barn.«« – Deraf vil De for det Første see, at det Foranførte ikke er min Mening alene; De vil desværre tidsnok faae at see, at det er næsten Alles. For Guds Skyld, for Deres Digteræres Skyld, lad være at skrive i nogen Tid, i det mindste i et halvt Aar; tilbring den ene Halvdeel af Deres Reise med at studere og more Dem, og den anden Halvdeel med det Samme. Derved mener jeg ikke, at De skal studere Historie efter , som De skriver, at De gjør. De svarer mig, at De maa skrive, for at leve, for at have Penge. , det indrømmer jeg, hvor tungt det end er; men er der nogen Tid, at De kan undvære at skrive, da er det dog vistnok i de to rimeligviis eneste Aar, at De har en Understøttelse af 600 Rbd., skjøndt jeg vel indseer, at De kun med Nød kan komme ud af det med disse!«
Nu meldes om, at jeg ikke kan vente nogen yderligere Understøttelse af Fonden og heller ikke haabe at erholde det saakaldte »«, og Brevets Slutning lyder:
»Hermed ende Ubehagelighederne. I næste Brev, De faaer fra mig, skal jeg beflitte mig paa en venligere og roligere Tone; thi i dette har jeg været lidt arrig. Derfor vil jeg ikke meddele Dem noget Vidtløftigt om en om Deres »Samlede Digte«, som for nylig har staaet i , hvor De i Sammenligning med Hertz, Hansen, Holst, Christian Winther og »«, bliver noget nedrigt behandlet; den er vel af Molbech; den er foruden, som sædvanlig, arrig, tillige vittig paa hans Maneer. Men, i Sandhed, De taber ikke ved at critiseres paa den Maade!« – Critiken var af Molbech.
Man vil forstaae, hvilken Smerte dette Brev vakte hos mig; nu, mange Aar efter, hvor Alt er klaret, og jeg selv roligt seer paa det og det Hele, forstaaer jeg saa godt den inderlige Deeltagelse for mig! Man seer, hvorledes selv Den, der helst holdt paa mig, blev betaget af den almindelige Haan og Forkastelse, hele Hjemmet kastede paa mig. Jeg blev saa overvældet af dette Brev, at jeg i Fortvivlelse nær havde glemt min Gud, opgivet ham og Menneskene. Jeg tænkte paa Døden, som en Christen ikke bør gjøre det. Men, spørger man maaskee, var der ikke en Eneste, som alt dengang sagde et venligere, mere opmuntrende Ord om »Agnete«, den Digtning, der var sprunget ud af mit Hjerte og ikke, som man skrev, »over Hals og Hoved smurt sammen«. Jo, Een, og det var fra hende vil jeg anføre:
– – »Jeg tilstaaer, »Agnete« har vel ikke gjort stor Lykke, men at den skulde nedrives saadan, som De har hørt, det er vist kun Ondskab, der kan sige det. Der er store Skjønheder, men jeg troer, det var Feil at behandle dette Stof; jeg troer ogsaa, jeg meente det, før De begyndte. »Agnete« er en Sommerfugl for os Danske, som vel maa sees paa, men ikke røres ved. De har behandlet hende selv saa luftig, men De har givet hende tunge Omgivelser og gjort hendes Kreds for lille til at flagre bort i.«
Rystet i Sjæl og Sind af Sorg ved Hjemmets Dom over mig, samt Forkastelsen af hele min Virken, kom Efterretningen om . Collin meldte mig det, og mit første Udbrud var: »Gud, jeg takker Dig! nu har hun Ende paa sin Nød, som jeg ikke kunde lindre!« Jeg græd, men kunde dog ikke ret vænne mig til den Tanke, nu ikke at eie en Eneste i Verden, der efter Blodet og Naturen maatte elske mig. Dette nye Indtryk gav mig Taarer; jeg kom ret til at græde ud, og havde en Fornemmelse af, at hende var skeet det Bedste; jeg vilde jo aldrig kunde komme til at gjøre hendes sidste Dage sorgfrie og lyse; hun var død under en glad Tro om min Lykke, og at jeg var Noget. – Fru Læssøe skrev derom:
»Det maa have været haardt, blandt Fremmede at faae en saadan sørgelig Efterretning: – Deres Moders Død! – Med Guds Hjelp er hun nu et bedre Sted, et Sted, hvor Hjertets Ret faaer sin fortjente Plads, og da vil hun sikkert, saavidt jeg kjendte til hende, komme til at staae om ikke høit, (det er et fælt jordisk Udtryk) saa dog godt og sikkert, det fortjente hendes Kjærlighed. Fred med ! Men at »her Ingen er, der meer holder af Dem«, er ikke sandt, jeg maa holde moderligt af Dem; jeg kan ikke andet end regne Dem blandt Sønnerne. Det !«
Hvor velsignede jeg ikke disse trøstende, kjærlige Ord, hvor holdt de mig ikke oppe i min uendelig bittre Liden; ogsaa Landsmændene vare alle saa hjertelige, saa deeltagende, dog meest med Hensyn til, at min Moder var død; det forstod de bedst. Mellem de senest Indtrufne var Digteren Henrik Hertz, min strenge Angriber i »«. Collin havde skrevet mig til, at Hertz kom, og at det vilde glæde ham at høre, at vi venligt mødtes. Jeg sad i , da Hertz første Dag traadte ind; han rakte mig venlig Haanden; jeg havde stor Glæde af at omgaaes ham, og snart, da han saae min Sorg, hørte og forstod, hvad jeg led, talte han trøstende og beroligende. Han talte til mig om mine Arbeider, om sine Anskuelser, berørte »Gjengangerbreve« og – forunderlig nok – bad mig ikke lægge ubillig Critik paa Hjertet, meente, at det romantiske Gebeet, hvori jeg bevægede mig, forledede mig til Udskeielser, syntes derimod, at mine Skildringer af Naturen, hvor mit Gemyt eiendommeligt aabenbarede sig, vare meget gode og havde tiltalt ham meest; iøvrigt meente han, at det maatte være mig en Trøst, at vist alle sande Digtere havde gjennemgaaet den samme Crisis, som jeg, men at deres Arbeider da ikke vare blevne bekjendte, og at jeg efter denne Skjærsild vilde komme til Sandhedens Erkjendelse i Kunstens Rige!
Med Thorvaldsen havde Hertz et Par Dage forud, hjemme hos mig selv, hørt »Agnete«, og da yttrede han, at ved at høre den læse kunde han ikke ret samle den hele Digtning, men fandt de lyriske Steder vellykkede, og troede, at hvad man hjemme kaldte Feil her i Formen, bestod i, at Romancen tabte ved at behandles dramatisk; saaledes havde Oehlenschläger slaaet »Aage og Else« ihjel i sin »blege Ridder«. Vel kunde jeg indvende, at »« dog var en smuk Tragedie; men denne gik ogsaa, ved sin uhyre Længde, udenfor Romancernes Gebeet. – Thorvaldsen udtalte sig ikke meget her, men med alvorligt klogt Ansigt sad han og hørte opmærksomt til, medens jeg læste; mødte mit Øie hans, da nikkede han venligt og glad. Han trykkede min Haand, roste Harmonien, Musiken i det Enkelte og Hele – »og saa er det saa Dansk«, sagde han; »det er fra Skoven og Søen derhjemme«.
Her i Rom var det saaledes, at jeg først lærte at kjende Thorvaldsen. Da jeg som Dreng 1819 kom til Kjøbenhavn, var Thorvaldsen just der; ; vi mødte hinanden paa Gaden; jeg vidste, at det var en for Kunsten betydelig Mand; jeg betragtede ham, hilsede, og han gik forbi, men vendte pludselig om, kom hen til mig og sagde: »Hvor har jeg seet Dem før? Jeg synes, at vi To skulle kjende hinanden!« og jeg svarede da: »Nei, vi kjende slet ikke hinanden!« Jeg fortalte ham nu her i Rom denne Historie, og han smilede, trykkede min Haand og sagde: »Ja, jeg har maattet kunne mærke det paa mig dengang, at vi skulde blive Venner!« Hvad der i hans Dom over »Agnete« glædede mig, var hans Yttring: »det er fra Skoven og Søen derhjemme!« Da han en Dag mærkede, hvor bedrøvet jeg var, tog han mig om Halsen, kyssede mig og bad mig samle Mod, og da jeg fortalte om det Smædedigt, der sendtes mig i Paris, da Dommen der lød til mig i Breve, bed han heftig Tænderne sammen og sagde i øieblikkelig Vrede: »Ja, ja, jeg kjender dem hjemme! mig var det ikke gaaet bedre, om jeg var bleven der! Jeg havde maaskee ikke engang faaet Lov til at sætte en Modelfigur! Gud skee Lov, at jeg ikke trænger til dem! gjør man det, da veed de at pine og plage!« og han bad mig have Mod; det vilde og maatte blive godt, og da fortalte han mig Skyggesider af sit Liv og sin Ungdom, hvorledes han .
begyndte i sin hele Herlighed; i tre Aar havde det ikke været saa folkeligt og frit; denne Gang var atter Festen med Lysene: »«, blevet tilladt; jeg saae det i Glands og Pragt, som jeg i »Improvisatoren« har gjengivet det, men selv nød jeg det ikke; mit Humeur var ødelagt, mit Ungdoms-Sind ligesom skyllet hen ved de tunge Søer hjemmefra. Under Carnevals-Jubel og Glæde ligger min Stemning udtalt i nedskrevne Digt.
Du er i Rom, i Verdens gamle Stad,
Hvor Oldtids Skatte, Oldtids Guder bygge,
Du drikker Sydens Luft i Skygge;
O, vær dog glad! – – – –
Husk, denne Tid gjenkommer aldrig meer,
Dog smerteknuust jeg mod mit Norden seer,
Et Brev fra Vennerne! – kom dog et Brev! –
Men intet Ondt, ret modent Ondt, som dræber,
Er sendt og samlet end fra Vennelæber,
Man ellers skrev!
Her er saa smukt – o skræm ei Drømmen bort,
Forund mig den – den er jo dog saa kort!
Jeg vandrer snart jo til mit Fødested,
Og om ei mine Fjender jeg forsoner,
De sikkert dog vil lægge ned,
Thi Vennerne – de slaae med Skorpioner!
Efter Carnevalet gik Reisen . Hertz og jeg reiste sammen. Hans Omgang havde været mig til Lære, og jeg turde troe i ham nu at have en mildere Dommer, han var det før.
Over Albanerbjergene og , i deiligt Foraarsveir, naaede vi , hvor groe, hvor de første Palmetræer sees i Haverne nær ved Veien; den indiske Figen vælter sine tunge Blade hen over Fjeldet, der bærer Ruinerne af ; , Laurbær og Myrter blev snart Hverdags-Skue; aabne Have viste sig fra ! Jeg gik i den varme Luft under de store Citron- og , kastede den gule, skinnende Frugt ud i det deilige, blaa Hav, der straalede og gyngede. Et heelt Døgn blev vi her og kom til Neapel, just som Vesuv var i fuld Virksomhed; som lange Ildrødder fra Røg-Pinien flød Lavaen ned om det mørke Bjerg. Med Hertz og et Par andre Nordboer ; Veien op gaaer igjennem Viinhaver og udenom eensomme Bygninger; snart svandt Vegetationen ind i sivagtige Væxter, Aftenen var saa uendelig smuk, henrivende at see;
Mellem lilla Bjerge drømmer,
Klædt i Hvidt, Neapels By,
paa Havet svømmer
Som en purpurfarvet Sky.
Sneen mellem Bjergets Kløfter
Ligger som en Svaneflok;
Sort Vesuv sit Hoved løfter
Med den røde Flammelok5.
Fra Eremithytten gik det til Fods op ad Bjerget i dyb Aske, jeg var i et lyksaligt Humeur, sang høit en af Weyses Melodier og var den Første der naaede øverst op; Maanen stod pludselig lige over Krateret, hvorfra steg en kulsort Røg, gloende Stene kastedes i Høiden og faldt næsten lodret tilbage igjen; Bjerget rystede under os. Ved hver Eruption blev Maanen skjult af Røg, og da var det den mørke Nat, saa vi maatte staae stille og holde os ved de store Lavablokke; efterhaanden mærkede vi Varmen, som kom op under os. Den nye Lavastrøm brød hen af Bjerget ud mod Havet, derhen vilde vi og for at kunne det maatte vi gaae over en nylig størknet Lavastrøm; kun den øverste Skorpe af den var ved Luften hærdet; fra Revnerne, der vare sprungne i den, skinnede den røde Ild; vi traadte, med Føreren foran, ud paa denne Flade, den varmede os gjennem Støvlesaalerne, var Skorpen bristet, da vare vi sunkne ned i et Ilddynd; lydløse skred vi frem og naaede de henslængte Lavablokke, hvor vi traf en Mængde Fremmede, og med dem saae ud over den frembrydende, nedadvæltende, grødede Ildstrøm. Svovldampen var meget stærk, Heden under vore Fødder neppe til at udholde og kun faa Minuter holdt vi ud at blive her; men Skuet i disse var ligesom brændt os for alle Tider ind i Tanken. Rundt om saae vi Ild-Svælg, det susede fra Krateret som naar en mægtig Skare Fugle flyve op fra en Skov. selv kunde vi ikke bestige, da de gloende Stene bestandigt regnede ned over den. Omtrent en Time havde vi brugt til den korte, men tunge Vandring opad Askekedelen til det Sted, hvor vi stod, Nedfarten varede neppe ti Minuter, vi fløi afsted, maatte bestandig sætte Hælene imod for ikke at styrte paa Ansigtet, men heller paa Ryggen i den bløde Aske; Nedfarten var en lystig Falden gjennem Luften. Det var deiligt stille Veir; Lavaen skinnede fra den sorte Grund som kolossale Stjerner; det var ved Maaneskin langt lysere, end det er hjemme i Norden ved Middagstid paa en graa Efteraarsdag. Huse og Døre vare lukte i , da vi kom derned, ingen Mennesker saae vi, ingen Vogn var at faae og saa gik, i det smukke Veir, hele Selskabet tilfods hjemad, men i hurtigere Marsch, end at Hertz, der ved Bjergstigningen havde stødt sin Fod, kunde følge med, jeg blev da hos ham, vi gik langsomt, og snart vare vi To ganske ene. De fladtagede, hvide Huse skinnede i det klare Maaneskin, ikke et Menneske mødte eller saae vi, Hertz sagde, »at det var ham, som om vi gik i den .« Vi talte om Poesie og om – Mad; ja vi vare saa inderlig sultne, og hvert var lukket, vi maatte holde det ud, til . De store Bølgelinier brødes i Maaneskinnet som en blaa Ild, Vesuv kastede sin Ildsøile, Lavaen afspeilede en mørkerød Stribe i det rolige Hav. Flere Gange stode vi stille i Beundring, men altid vendte vor Samtale tilbage til at faae et godt Maaltid, det var i den sildige Nat Bouquetten af den hele Herlighed.
; der saae jeg en fattig, blind Pige, hun var i Pjalter, men et Skjønheds-Billede, en levendegjort Billedstøtte, næsten Barn endnu; hun heftede nogle blaa Violer i sit kulsorte Haar, det var hendes eneste Pynt; hun gjorde et Indtryk paa mig, som var det en Aabenbarelse fra Skjønhedsverdenen, jeg kunde ikke give hende Penge, stod forunderlig ærbødig og beskuede hende, som var det Gudinden selv for det Tempel, paa hvis Trin hun sad mellem de vilde Figen. I lever Erindringen om hende.
Det var som smukke Sommerdage i Norden, og vi vare i Marts Maaned. Søen laae saa indbydende, og jeg med Selskab seilede i aaben Baad lige , hvor da , nogle Aar forud, var blevet opdaget, eller rettere besøgt og nu Maalet for alle Reisende her. Hexehullet, som den kaldtes, var blevet en Feernes underfulde Grotte. Jeg er Een af de første, der har beskrevet den; ere gaaede siden; Italien og har jeg igjen besøgt, men Storm og Bølgegang har siden altid hindret mig fra at gjensee atter denne Herlighed, dog eengang seet, glemmes den aldrig.
Ischia var den af Øerne, som greb mig mindst; gjentagne Besøg har ikke kunnet hæve den i Rang med , det træskoformede Capri.
Malibran var i Neapel, jeg hørte hende i »«, »« og »«. Ogsaa fra Toneverdenen aabenbarede Italien mig et Under; jeg græd og loe, følte mig opløftet og revet med; midt i Henrykkelsen, midt i Jubelen hørte jeg ogsaa mod hende hvislede en Pibe, een eneste Pibe. Lablache traadte op, sang selv »Zampas« Partie i , men uforglemmeligst blev han som , uforglemmelig denne Livlighed, denne Munterhed.
Den tyvende Marts reiste vi , for Skyld. Bjergene laae med Snee, det var med Eet blevet vinterlig; vi gik over , for at see det store kongelige Slot der, med sine Pragtsale og Billeder fra , see , med dets Hvælvinger under Gulvet, de mægtige store Aabninger, der have været brugt til Maskineri, saa at der kunde stiges op og ned; Alt blev seet.
Paaskefesten holdt os i Rom. Ved kom jeg i Trængselen fra mit Selskab, den store Folkemasse rev mig med sig over , midt paa den følte jeg mig en Afmagt nær, en Gysen gik gjennem mig, mine Fødder vaklede og kunde ikke bære mig; Mængden trængte paa, det sortnede for mine Øine, jeg fornam, at jeg maatte blive traadt ned og med Sjæls og Legems Anstrengelse holdt jeg mig oppe, det var skrækkelige Secunder, de leve mere i min Tanke, end Festens Glands og Herlighed.
Jeg naaede imidlertid over Broen, og følte mig mere vel; laae tæt herved og derfra, med lige for, saae jeg, som til Afsked, det herlige storartede , der overgik alt andet Fyrværkeri, jeg nogensinde havde seet; vare ringe mod Roms glimrende Ildcascader. I Osteriet drak Landsmændene min Skaal til Afsked og sang Reisevisen; Thorvaldsen trykkede mig i sine Arme og sagde, at vi saaes igjen i Danmark eller – i Rom.
Ludvig Bødtcher, Vennen, Digteren, sang til mig:
Har Sydens Flamme ei Dit Bryst med Sødhed tændt,
Saa digt og syng til Straf en Serenade hjemme,
Faa Kys om Dagen af en iiskold
Og Vægterfavnetag om Natten for Din Stemme!
feirede jeg i , hvor jeg drak . var mit Reiseselskab, den unge Kone var meget bange for Røvere, Egnen usikker; de afbrændte Skovstrækninger, med deres sorte Stubbe, livede just ikke op, Bjergveiene vare snevre, med sorte, dybe Huler; og snart blev det en Orkan, saa voldsom, at vi flere Timer maatte holde i et lille Vertshuus ved .
Stormen susede, Regnen pidskede, hele Sceneriet var indrettet til en Røverhistorie, men Røverne manglede, og Historien er, vi naaede og siden i god Behold , der jo nu var mig en gammel Bekjendt, med Alt hvad den eiede, lige fra til Kirker og Gallerier.
Digteren Philippo Berti, der har skrevet Lystspillet »«, førte mig til sine Venner mellem de betydeligste Kunstnere; Billedhuggeren Bartolini havde da netop fuldendt sin »«, der nu eies af . Udstrakt paa sin Marmorpude ligger den kraftige Qvinde, holdende Tambourinen i Haanden, en Slange snoer sig om hendes Arm, og fra Hovedet hænge Epheuranker; vi besøgte Santarelli, saa hans skjønne Basreliefs med og med Triumph.
I Directeuren for , fandt jeg en Mand, der for sexten Aar siden havde været i Danmark, og dér i Forfatterinden Fru Bruns Huus; han kjendte Oehlenschläger og Baggensen, om disse To talte han, om Kjøbenhavn og Livet der; man føler ret ude, naar der tales om Hjemmet, at man der er groet fast; Hjertet hænger ved Fødelandet; dog Hjemvee følte jeg ikke, havde ikke under hele Reisen kjendt den, jeg havde en Angest for Hjemkomstens Tid, som om jeg skulde vaagne op fra en smuk Drøm til en tung Virkelighed, til at døie og at lide.
Og hjemad gik det. Foraaret fulgte med, det prangede her ved Florents med Laurbærtræer i Blomster; Foraaret fulgte rundt om, men det turde ikke aande ret indeni mig. , over Bjergene til Bologna; Malibran sang her, Raphaels hellige »« skulde jeg see og da, da igjen paa over Ferrara til Venedig, Havfladernes afblomstrede Lotus. Har man seet Genua med sine Pragtpaladser, Rom med sine Mindesmærker og vandret i det solbelyste, leende Neapel, da bliver Venedig Stedbarn; og dog er den By saa eiendommelig, saa forskjellig fra alle andre Byer i Italien, den bør sees, men først, ikke som et ved Udgangen af Italien. Allerede det Begravelselsessyn, den venetianske Gondol frembyder, det er en , svømmende Dødningbaare, kulsort med sorte Fryndser, sorte Qvaster og nedhængende sorte Gardiner; ved steg vi i en saadan og mellem en eviglang Pælerække, mellem dyndet Vand og klarere Vand, kom vi ind i den lydløse Stad; kun og det eventyrlige , var levende. Græker og Tyrker sad med deres lange Piber og dampede, Duer i hundredviis fløi om Seiersstængerne, hvor de mægtige Flag vaie. Jeg følte mig som paa Vraget af det spøgelseagtige Kjæmpeskib, især ved Dagen; det maa være Aften, Maanen skinne, da synes først den hele By at leve op; Paladserne træde mægtigere og mere frem; , Venezia, ved Dagen en død Svane paa det muddrede Vand, faaer Liv og Skjønhed. Et Skorpionstik i Haanden gjorde mig her Opholdet legemlig pinefuldt, alle Aarer heelt op ad Armen svulmede paa mig, jeg var i Feber, heldigviis var Veiret koldt, Stikket mindre giftigt og i den sorte, liigbaareudseende Gondol forlod jeg uden Bedrøvelse Venedig, for at naae en anden Gravenes By, der hvor . Min Landsmand Maleren , hans Talent erkjendtes der, han eiede en , lykkelig fløi han mod Italien, kom over Alperne, Kunstens laae foran ham og pludseligt døde han i Vicenza. Jeg søgte hans Grav, Ingen kunde give mig Besked om den. Hvor levende trængte sig her frem hver Erindring om denne Byes-Broder, om jeg tør kalde ham saa. Jeg fandt hans Lod saa lykkelig: jeg kunde ønske mig den! mit Sind blev mere og mere tungt, som jeg kjørte op ad Alperne, mod Norden, hjemad. En ung Skotlænder Jameson fra Edinburgh, reiste jeg med, han fandt i Tyrols Bjerge stor Lighed med sit Hjemlands Høider, han fik Taarer i Øinene derved, følte Hjemvee; jeg kjendte den ikke, jeg følte kun en tiltagende Angest for, idet jeg tænkte mig al den bittre Kalk, jeg vistnok gik at tømme, hvor meget Tungt jeg skulde og maatte bære. Jeg var dertil forvisset om, at jeg aldrig mere gjensaae disse skjønne Lande, jeg nu forlod, og i denne Stemning skrev jeg paa Alperne:
Jeg saae det Land, hvis Luft har himmelsk Lyst,
Hvor under Pinien Skjønheds Børn os møde,
Hvor Ilden sprudler frem af Bjergets Bryst,
Og Oldtids Byer opstaae fra de Døde.
Der klædt i Marmor høie Guder staae,
Der Duft og Toner i hver Luftning vifte,
Mens Havet er en Olie, azurblaa,
Og Bjergene med tusind Farver skifte.
Der Alt er Maleri ved Maleri,
Der klart Guds Skaber-Kjærlighed man skuer,
See Bondens Gjerde: Laurbær groer deri,
Den høie Cactus, Ranken tung med Druer.
Der blev mit Hjerte Barn, men Tanken Mand,
Der lærte jeg Natur og Kunst at kjende.
Du Farvernes og Formens skjønne Land,
Farvel – min smukke Drøm er nu tilende.
Alperne laae bag ved, og den udstrakte baierske Høislette foran mig. Den sidste Mai kom jeg .
Hos en skikkelig Kammager paa fik jeg et Værelse. Bekjendte havde jeg ingen af, men disse kom snart som af sig selv. Paa Gaden , gift med den, som Forfatterinde og Skuespillerinde, bekjendte Charlotte Birch-Pfeiffer; hun var paa den Tid i Zürich Directrice for det derværende »«, jeg lærte saaledes ikke dengang at kjende hende. Birch havde jeg tidligere og ofte seet i Sibonis Huus, han kjendte mig, og var i høi Grad opmærksom og venlig imod mig. Vi mødtes nu oftere og han var aaben og meddelelig. Philosophen Schelling levede da i München; af H. C. Ørsted havde jeg hørt om ham. Endnu en Slags Tilknytningspunkt kan jeg tilføie, idet havde fortalt mig, at Schelling, under sit Ophold der, havde boet hos hende, og at den Seng jeg sov i, havde været hans. Jeg havde i München intet Anbefalingsbrev, Ingen, der kunde føre mig til ham, saa gik jeg uden videre til hans Huus, lod mig melde og blev meget venlig modtaget af den gamle Mand, der længe underholdt sig med mig om Italien; jeg talte ikke godt Tydsk, den ene fulgte paa den anden, men just det især interesserede ham, det danske Element skinnede igjennem, sagde han, det klang ham saa fremmed og dog saa gammelt beslægtet. Velvilligt indbød han mig i sin Familiekreds og indlod sig smukt og hjerteligt med mig. Flere Aar efter, som gamle Venner.
I mit Album nedskrev han de Ord:
Was sich stets und immer hat begeben,
Das allein veraltet nie!
Opholdet i München var lidt efter lidt blevet hjemlig godt, men imod det virkelige Hjem: Kjøbenhavn, pegede Dagene meer og meer: jeg søgte ved streng Oeconomi at drage Tiden ud, idet jeg følte Angest ved, igjen at voxe fast hjemme og de rullende . Breve sagde mig, hvor aldeles jeg som Digter var opgivet og udslettet; »« havde givet derpaa, skrevet af Molbech. Det var mine samlede Digte, udkomne under min Fraværelse, og som tidligere spredte ad havde vundet stort Bifald, der nu, ligesom »Aarets tolv Maaneder«, fremlagdes til Beviis paa min aandelige Død. En reisende Ven bragte mig Maanedsskriftet, det var jo godt, at jeg selv læste Sligt.
Der stod deri en Anmeldelse om »den nyeste danske Poesie«; jeg stilledes sammen med de andre unge Digtere, nemlig F. J. Hansen, H. P. Holst, Christian Winther og Paludan-Müller; som et Ukrud reves jeg fra disse sunde Planter, og kastedes hen; ved »Aarets tolv Maaneder« udbryder Anmelderen, at det er ham »umuligt at fatte, hvad Resultat for Kunst og Poesi, der skulde komme ud af en saa formløs og hensigtsløs Sammenblanding af umodne Elementer.« Det er en »Riimgrød, som man snart bliver kjed af!« det er et – »Nonsens« – »det mangler den ordnende Fornuft«, og at det »overgaaer al Taalmodighed, Aar ud og ind, at maatte see dette Sprogjaskeri«; der tales om, at jeg har »staaet Skoleret« i Gjengangerbrevene, og at det vilde blive et aandsfortærende Arbeide, paa denne Maade, at gjennemgaae mine lyriske Poesier; han siger, at jeg har ladet mig skuffe ved det Bifald, have vundet i min »Omgangskreds«; om det jeg har vovet at benævne »humoristisk«, siger han, »her maa tages i en mere physisk Betydning, end den Ordet pleier at have i Æsthetik,« og ender saa med det Raad til mig: »herefter at studere mere, at klakke mindre« &c.
Nu omtales de andre Forfattere. Hos F. J. Hansen erkjendes dog »en vis Art Vittighed og Lune«, der gives Prøver herpaa, han »er en Digter, med Spor af et umiskjendeligt Talent.«
H. P. Holst er – »mere alvorlig i sin poetiske Virken, og viser en, hos den unge Begynder i Kunsten, roesværdig Bestræbelse for idetmindste at danne og polere den ydre Form.«
Derpaa gaaer Anmelderen over til en »sprogdannet, correct og urbanlyrisk «: Christian Winther, men kommer i sand Flugt ved Paludan-Müller, det er der omtales; Molbech gjør en lang Undskyldning, for at han nu ikke kan være kold nok, og fortæller: »da jeg første Gang læste dette Digt, virkede det paa mig, som om jeg, ved Phantasiens Magt, blev henført til en Himmelegn, hvor sydlige Blomsters Duft blandede sig med vore Bøgelundes friske Morgenluftninger, og med den styrkende Kjøling fra de danske Strandbredder, og medens jeg følte denne Styrkelse udgyde sig over min Aand, hørte jeg bekjendte Toner, der, fra den pludseligt fremtryllede poetiske Verden uden om mig, fandt Veien til mit inderste Væsen. Det var en Klang, som Vaarens og Sommerens Sangere blandede deres smeltende Triller med klagende Naturtoner, som man undertiden hører dem i Skovene ved Høstvindens Susen i afløvede Trætoppe. Snart igjen lød det, som en fjern, dæmpet Brusen af Havets Vrede, naar Stormen med Latter pidsker det til at løfte sig i høie Bølger« o. s. v. o. s. v.! Her har man en Prøve paa Molbechs Stiil og Critik, den søde og den bittre, jeg fik den sidste, fik Skaalen saa den strømmede over, og dog havde den samme Critiker, omtrent to, tre Aar før, skrevet netop om mine »Digte« – at her var »«
Det var Dommen dengang, Manden havde glemt den, min Omgivelse glemt den; nedtraadt, udvisket var jeg blandt danske Digtere; – som en rusten, Kniv gik hvert nedskrevet Ord gjennem mit Sind, gjennem Sjæl og Nerver, man vil da forstaae min Angest for Hjemkomstens Time, at jeg , og lod Reiselivets Afvexling, saavidt det kunde, sprede Tankerne fra den Fremtid, der snart vilde komme, endnu een Maaned kunde jeg blive ude; fra München vilde jeg over Salzburg gaae til Wien og derfra endelig hjem.
. Jeg havde faaet Plads med en »«; i Vognen var en livlig Mand, der skulde til Badet ; ved Porten kom Digteren Saphir og rakte ham Haanden, og sagde Vittigheder om ; Badegjesten var høist underholdende, snart kom vi paa Tale om Theatret og om den seneste Forestilling af »«, hvor Eßlair spillede Hovedrollen og var flere Gange kaldt frem; mig behagede han ikke, jeg udtalte det og sagde, at den, jeg af Dem Alle syntes bedst om, var ham, der udførte »« Rolle, nemlig Hr. ! »jeg takker for Complimenten!« udbrød den Fremmede i Vognen, det var Wespermann selv, jeg havde ikke kjendt ham, og min Glæde over at være sammen med den dygtige Kunstner drog ham nærmere til mig, Reisen gjorde os til Venner.
Vi naaede den østerrigske Grændse. Mit Pas fra Kjøbenhavn var paa Fransk, Grændse-Soldaten saae deri, spurgte om mit Navn, og jeg svarede: »Hans Christian Andersen!« Det staaer der ikke i Deres Pas, der hedder De Jean Chretien Andersen; De reiser altsaa under et andet Navn, end Deres eget? Nu blev der en Examineren, som faldt ud i det Komiske, jeg alene, som hverken førte Cigarrer eller nogen Slags hos mig, fik hele min Koffert vendt, og jeg selv blev strengt undersøgt; alle mine Breve hjemmefra saae man igjennem, og spurgte mig paa Samvittighed, om de indeholdt Andet end Familieanliggender; dernæst hvad min var for en Ting, jeg svarede: en Selskabshat, »hvad Slags Selskab?« spurgte de, »dog intet hemmeligt?« min Vedbende-Krands fra Julefesten i Rom var saare mistænkelig. »Har De været i Paris?« spurgte man, »Ja!« og nu lod man mig vide, at Alt var, som det skulde være i Østerrige, at man ikke der skulde have Revolutioner og man var tilfreds med ; jeg forsikkrede dem, at det var jeg ogsaa, at de kunde være aldeles rolige, jeg var en Hader af Revolutioner og i høieste Grad en god Undersaat; det hjalp ikke, jeg fremfor alle de Andre blev paa det Strengeste undersøgt og det ene og alene, fordi det kjøbenhavnske Politi havde oversat det danske Hans Christian ved Jean Chretien.
I , tæt ved hvor jeg boede, laae et gammelt Huus med Billeder og Indskrift paa, det havde tilhørt Doctor , derinde var han død. Den gamle Pige i Vertshuset fortalte, at hun ogsaa var født i det Huus og vidste om Paracelsus, at det var en Mand, der kunde helbrede for den Sygdom, som kun de Fornemme have og som kaldes ; men derover bleve de andre Doctores vrede og gav ham Gift, men han mærkede det og var klog nok til at kunne drive den ud, lukkede sig derfor inde, efter at have befalet sin Tjener ikke at aabne Døren, før han hørte ham kalde, men Tjeneren var gruelig nysgjerrig, aabnede Døren før Tiden, og da havde hans Herre endnu ikke faaet Giften høiere op end til Halsen og da saa Døren gik op, styrtede Paracelsus død om. Det var den folkelige Fortælling, jeg fik. For mig har Paracelsus altid været en romantisk tiltrækkende Personlighed, og maatte kunne benyttes i en dansk Digtning, idet hans Vandreliv fører ham her til Danmark. Vi høre om ham, som Felt-Læge for de fremmede Tropper her; han nævnes under Christian den Anden, hvor han i Kjøbenhavn giver Mo’er Sigbrith en Slags i en Flaske, der, da denne gaaer itu, flyver ud under et stort Tordenbulder.
Stakkels Paracelsus! han kaldtes en Charlatan, var dog et Genie, gik i sin Kunst forud for sin Tid; men hver, som gaaer foran Tidens Vogn, bliver sparket eller nedtraadt af dens Heste.
Er man i Salzburg maa man til der, gaae hen over Laaget paa den saltkogende, uhyre Jernpande. bruser over Steenblokkene, men jeg har glemt Indtrykket deraf og kun beholdt et Barnesmiil: det var en ganske lille Dreng jeg havde faaet til Fører, han havde i forunderlig høi Grad den Ældres Alvor, den enkelte Børn tidt kunne have; der var en Forstandighed, en ganske egen Alvor udbredt over Fyren, ikke et Smiil kom over hans Ansigt; først da vi stod lige foran det skummende, styrtende Vand, der gav sine Drøn, da lyste hans Øine, da smilede den Lille saa lyksalig, saa stolt: »det er Golling-Fald!« Vandet bruser og bruser endnu, jeg har glemt det, men ikke Drengens Smiil.
Som her, saaledes andre Steder, er det ofte Noget, Mange vil kalde uvæsentligt eller tilfældigt, man opfatter og Erindringen gjemmer; det prægtige har af al sin Marmorpragt, af sin ophøiede Udsigt, hos mig kun eet vedvarende friskt Minde og det er en stor, sort, brændt Plet i Gulvet. Det var i Krigen 1809, Østerrigerne laae paa den nordlige Donau-Bred, Napoleon havde taget sit Qvarteer i Klosteret; en , som han i Harme tændte og kastede hen, har brændt et Hul i Gulvet.
Endelig øinede jeg , og snart stod jeg i ; her var i den Tid, for alle Danske, det et sandt Hjem og Tilhold, her traf man Landsmændene og denne Gang var her en Deel dygtige Folk, Capitain Tscherning, Lægerne Bendz og Thune, Nordmanden Schweigaard; om Aftenen samledes Kredsen, jeg voxte ikke fast her, da Theatret drog mig til sig. »« var saa ganske fortræffeligt, jeg saae Anschütz som »Götz von Berlichingen,« Fru von Weissenthurn som »Madam Herb« i »«, det var Comediespil! I de Dage debuterede en ung Pige, der senere har faaet et Kunstnernavn, Mathilde Wildauer, jeg saae hendes Debut som »Gurli« i »«. Flere af Kotzebues Stykker bleve her fortræffeligt givne. Kotzebue havde Forstand, men ikke stor Phantasie, han var , han kunde skrive udigteriske Stykker, men hans Forstand gav dem alle en glimrende Dialog. I saae og hørte jeg , han stod der midt i sit Orchester, som Hjertet i det hele Valse-Positiv, det var, som om Melodierne strømmede gjennem ham ud af alle Lemmer, hans Øine lyste, han var Livet og Lederen her, det var tydeligt. I Hitzing var det Fru von Weissenthurn havde sin Sommerbolig, her gjorde jeg denne interessante Kones Bekjendtskab; jeg har senere af denne elskværdige, begavede Dame. Paa den danske Scene er med stort Bifald optaget hendes Lystspil: »« og »«. Den yngre Slægt hos os troer jeg ikke kjender Johanne von Weissenthurn, hun var Datter af og . 1809 spillede hun for Napoleon i , »«, og fik af ham en Gave af 3000 Francs. 25 Aar gammel, foranlediget ved et Veddemaal, skrev hun i 8 Dage Sørgespillet »«, senere har hun leveret henved 60 dramatiske Stykker, «, som endnu ingen Skuespillerinde her havde faaet, denne forskaffede hende den preussiske gyldne Medaille for Kunst og Videnskab, hun , døde i Hitzing den . .
Ude i Hitzing, paa hendes Landsted, talte vi første Gang sammen; hun var en stor Beundrer af Oehlenschläger: »«, kaldte hun ham altid; da han, som Yngre, var i Wien, havde hun lært at kjende og skatte ham. Hun kunde ikke blive træt af at høre mig fortælle om Italien. Hun syntes, at mine Ord gjorde hende dette Land beskueligt og levende, hun var der med mig, sagde hun; i mit Album skrev hun:
Länder hast Du geschaut, erforscht die Tiefen der Menschen!
Doch aus dem eigenen Born, schöpfe jetzt Weisheit und Licht.
Hitzing, 6ten Juli 1834.
Weissenthurn.
, der havde skrevet »« og »«, paa ærlig Wienerviis rakte han mig Haanden og hilsede mig som Digter med:
Gleiches Stam erkennt sich wieder,
Läg in Mitten eine Welt;
Gleiche Treue, gleiche Lieder,
Nännen Dän’ und Teutsche Brüder,
Leugnet’s murrend gleich der Belt.
Castelli saae jeg oftest. Han er unegtelig en Typ for en ægte Wiener, alle dennes fortræffelige, særegne Egenskaber findes forenede her: Godmodighed, en fornøielig Humor, Trofasthed og Kjærlighed til sin Keiser. »Den gode Franz!« sagde han, »jeg har skrevet et Bønskrift til ham, et lille Vers, om, at naar vi Wienere møde ham og hilse, han da vil lade være igjen at tage Hatten af i det kolde Veir!« Jeg saae alle Castellis , hans Samlinger af Snuustobaksdaaser, en af dem, i Form af en Snegl, har været Voltaires! »bøi Dem og kys den!« sagde han. Jeg har i »kun en Spillemand« , ladet Castelli være en af de deeltagende Personer, Verset, som indleder Capitlet, skrev Digteren til mig før vi skiltes ad.
Es ist eine seltsame Sache:
Ich sprach Deutsch und Dänisch Du,
Und doch verstanden wir uns im Nu.
Ja Freund! im Aug’ liegt die Sprache
Und im Herzen der Schlüssel dazu.
Efterat have været , gik Reisen hjemad over Prag; og her manglede ikke »Reise-Livets Poesie«, som man kalder det, seet i Afstand og vel overstaaet. Vi vare stuvede sammen en Mængde Mennesker, Vognen stødte og skrumplede, men Tilfældet havde gjort sit til at hjelpe herpaa, bragt Humor i Vognen, det vil sige endeel komiske Personligheder. Saaledes havde vi en gammel Herre, misfornøiet med Alt, et Offer for og i stadig Regnen efter, hvormeget han havde givet ud, og altid for Meget, snart for en Kop Kaffe, som ikke var det værd, snart i Ærgrelse over Nutidens fordærvede Ungdom og den altfor store Rolle, den nu spillede i Alt, selv i Verdens Skjæbne. En skiden sad hos ham og sladdrede i et Væk, en sand , han fortalte over ti Gange sin Reise til ! han vilde ikke, sagde han, være Konge, det var saa svært, men nok en Konges Kammertjener, ligesom En han havde kjendt, der var blevet saa tyk, at han ikke kunde gaae, men maatte atter holde sig igjen en Kammertjener. Som sagt, han saae temmelig grisset ud, lige til Neglene, og talte dog om Reenlighed; det oprørte ham at vide, at i Ungarn hedede man Bagerovnene med Komøg! han opvartede os med gamle Anecdoter; pludselig blev han tankefuld, trak et Papir op af Lommen, vendte Øinene i Hovedet og skrev. Det var Ideer han fik! sagde han og bad mig læse det Skrevne op.
I Vognen var ikke bestemte Pladser, man maatte selv enes om disse, de to bedste bleve imidlertid ranede fra os, af to nye Reisende, som traadte til i og klogelig steg ind, imedens alle vi Andre, trætte og sultne, søgte Aftensbordet. Det var en ung Dame med sin Mand, han sov allerede, da vi kom og steg ind igjen, hun var vaagen for dem begge og Snaksomheden selv, talte om Kunst og Literatur, om en fiin Dannelse, om at læse en Digter og forstaae ham, om Musik og , om , imellem standsede hun med Suk til Manden, der hvilede sit Hoved paa hende: »Løft dit Englehoved, det knuser mit Bryst!« sagde hun. Og nu talte hun om sin Faders Bibliothek, om Gjensynet hos ham, og da jeg spurgte om bøhmisk Literatur, stod hun i Bekjendtskab med alle Landets dygtige Forfattere, de kom til hendes Fader, i hans Bibliothek fandtes al den nyere Literatur o. s. v. – Ved Daggry saae jeg, at hun og Manden var et blondt Jødepar, han vaagnede, drak Kaffe og sov igjen, lagde sit Englehoved til Konens Bryst og aabnede der kun eengang Munden, for at sige en ældgammel Vittighed, saa sov han, den Engel! Hun vilde af os Alle vide vor Stilling og Vilkaar og da hun hørte, jeg var Forfatter, blev jeg hende saare interessant, men ikke længere, end til vi ved Prags Porte opgav vore Navne og en gammel, døv Herre der sagde sit »!« da gav hun et Skrig »! Er De Zimmermann?« Hun tænkte ikke paa, at Forfatteren, hun meente, længst var død, den Døve gjentog sit Navn, nu brød hun ud i Beklagelse over, at hun først i Skilsmissens Stund hørte, hvem hun havde kjørt med. Jeg havde sagt, at jeg strax næste Morgen reiste videre ad Dresden til, hun beklagede det, thi ellers vilde hun have indbudt mig til at besøge sig hos hendes Fader, see hans Bibliothek og maaskee »træffe en Aandsbeslægtet!« »Vi boe i den største Gaard paa Pladsen!« hun viste mig den, jeg saae hende og Manden gaae derind, og ved Afskeden fik jeg hans Kort. Næste Morgen tog jeg den Bestemmelse at blive to hele Dage i Prag, da vilde jeg ogsaa kunne gjøre mit Reiseselskab Visit, og see Bibliotheket der med den bøhmiske Literatur. Jeg gik til den store Gaard, hvor jeg havde seet Ægteparret træde ind. I Stuen vidste Ingen om denne Familie, paa første Sal ikke heller; da jeg kom op paa anden talte jeg om det store Bibliothek, Faderen skulde eie! nei, Ingen kjendte det! jeg kom op paa tredie, men heller ikke der, og man sagde, at der fandtes ingen flere Familier end dem, jeg nu alt havde været hos; rigtignok levede her en gammel Jøde, der havde et Par smaa Tagkamre øverst oppe, men ham kunde det jo aldeles ikke være, imidlertid gik jeg derop; Væggene ud til Trappen havde høvlede Bræder, der var en lav Dør med en Lap Papir paa, jeg bankede, en gammel Mand i en snavset Slobrok aabnede Døren til en lav Stue, midt paa Gulvet stod en stor Klædekurv, fuld af gamle Bøger. »Her boer ikke,« sagde jeg, »denne Familie!« og jeg viste Kortet. »!« raabte det fra et lille Sidekammer, det var Damens Stemme, jeg saae derhen og , balancerende med sin fine, sorte Silke-Reisekjole høit paa Hænderne over Hovedet, for at faae den paa, stod hun der, og i Kamret ligeoverfor gabede Manden saa søvnigt, og heldede med sit »Englehoved.« Jeg stod forbauset, Damen kom ind med aaben Kjole i Ryggen, løs Kappe paa Hovedet, blussende rød ved Overraskelsen. »Von Andersen!« sagde hun og bad om Undskyldning, Alt var i Uorden, hendes Faders Bibliothek – hun pegede paa Klædekurven – saaledes opløste sig den hele Skvalder fra Reisevognen, et »Tagkammer og en Sæk fuld af Bøger!«
Fra Prag gik det over og Dresden hjem til Kjøbenhavn.
Det var en blandet Følelse jeg steg i Land med, og ikke alle mine Taarer vare Glædestaarer. Men Gud var med mig.
Egentligt havde jeg ikke havt Sind og Øie for Tydskland; mit Hjerte hang ved Italien, som et for mig tabt Paradiis, hvorhen jeg aldrig mere skulde komme; med Skræk og Angest saae jeg imøde den kommende Tid hjemme. Jeg ligesom drev afsted, altid nærmere Kjøbenhavn. Min Sjæl var opfyldt af Italiens Natur og dets Folkeliv, efter det Land følte jeg Hjemvee. Det ligesom smeltede sammen med mit eget Jeg, og ganske improvisatorisk fremskød en Digtning, der voxte og voxte, jeg maatte nedskrive den, uagtet jeg var overtydet om, at den vilde bringe mig mere Sorg end Glæde, dersom Nøden hjemme engang bragte mig til at lade den trykke. var skrevet de første Capitler og senere i München havde jeg fortsat disse, det var min Roman »Improvisatoren«. I , han betragtede mig som en Slags »Improvisator«, de Ord var den Gnist, der gav mit nye Digt Navn og Person.
Da jeg, som lille Dreng, i Odense en af de første Gange kom i Theatret, var, som jeg , Forestillingerne der tydske: jeg saae »«, Publicum jublede for hende, der udførte Hovedrollen; hun blev hyldet og hædret, og syntes for mig at være det lykkeligste Væsen paa Jorden. Da jeg senere, mange Aar efter, som Student, kom i Besøg til Odense og der ind i , saae jeg i en Stue, hvor fattige Enker boede, hvor, som i Vartou, Seng stod ved Seng med et lille Skab, et Bord eller en Stol, som hele Bohavet, var ophængt over een af Sengene et qvindeligt Portrait i en forgyldt Ramme: Lessings »Emilie Gallotti«, der plukker Rosen itu; men Billedet var Portrait, det stak selsomt af til al den Fattigdom rundt om. »Hvem forestiller det?« spurgte jeg. »O,« svarede en af de gamle Koner, »det er den tydske Madames Ansigt!« og nu kom en mager, lille, fiin Qvinde, med rynkede Kinder og i en fattig Silkekjole, der engang havde været sort, det var , hende jeg havde seet som »das Donauweibchen«, hvem dengang Alle tiljublede. Det gjorde et uforglemmeligt Indtryk paa mig, og kom ofte i mine Tanker. I Neapel hørte jeg første Gang Malibran; hendes Stemme og Spil stod over Alt, hvad jeg før havde hørt, og dog huskede jeg i det samme paa min stakkels Sangerinde i Odense Hospital; begge Skikkelser smeltede sammen til i Romanen jeg skrev; Italien var Baggrunden for det Oplevede og det Digtede.
Min Reise var endt; det var , og snart, under et Besøg hos , paa et lille Qvistværelse, mellem duftende Linde, med Udsigt til Søe og Skov endte jeg første Deel, sidste Deel sluttedes i Kjøbenhavn.
Selv mine bedste Venner vare ved at opgive mig som Digter: »Man havde taget Feil af mit Talent!« hvor almindelig var ikke denne Talemaade blevet. Nær havde jeg ikke faaet en Forlægger til min Bog; endelig af Godhed mod mig, vovede Boghandler Reitzel det, men der maatte indbydes til Subscription, og jeg maatte selv see, at faae mine Venner til at tegne sig; fortaltes, at det ikke var om min Reise, hvortil jeg bød Læseren, men et Slags aandigt Resultat af en saadan; naturligviis jeg , thi der var aldeles ingen Udsigt til, at Bogen vilde blive kjøbt og læst.
»« Det var Tilegnelsen.
Bogen blev læst, ; Critiken taug, Bladene sagde Intet, men rundt om hørte jeg, at der var Interesse for min Digtning, og at Mange glædede sig over den; endelig skrev Digteren Carl Bagger, der da var Redacteur for en Anmeldelse der, den begyndte med:
»»»Digteren Andersen skriver nu ikke mere saa godt som før: han er udtømt, ja, det har jeg saamænd længe ventet!«« saaledes er Digteren bleven omtalt hist og her i nogle af Hovedstadens Cirkler, netop maaskee der, hvor han ved sin første Fremtræden allermeest forkjæledes og næsten forgudedes. Men at han ikke er udtømt, og at han nu tvertimod har svunget sig til en før ukjendt Høide, har han ved sin »Improvisator« nylig paa en glimrende Maade lagt for Dagen:« – –
Man lee nu af mig, men det er saa, jeg , jeg græd mig glad og følte Taknemlighed mod Gud og Menneskene.
VII
Mange, som før havde været mine Modstandere, skiftede nu Mening, og mellem disse vandt jeg Een, som jeg tør troe, for hele Livet. Det var Digteren Hauch, en af de ædleste Naturer, jeg kjender. Han var vendt hjem fra Italien, netop da Kjøbenhavnerne levede og aandede kun i . Min »Fodreise« gjorde Lykke, og han og ; Ingen havde da, som han senere har sagt mig, gjort ham opmærksom paa mine lyriske bedre Sager; man omtalte mig for ham som et forkjælet, overgivent Lykkebarn; han fandt i »Fodreisen« en huul, tom Legen; nu havde han læst »Improvisatoren« og fornam, at der var Poesie og Dybde hos mig, som han ikke havde troet; han følte, at noget Bedre rørte sig i mig, end han havde tænkt, og det var ham derfor naturligt, at han strax skrev mig til, sagde, at han havde gjort mig Uret, rakte mig Haanden til Forsoning, og fra den Tid bleve vi Venner; med Iver søgte han at virke for mig, med Inderlighed har han fulgt hvert af mine Skridt fremad; men saa lidt have Flere villet forstaae det Fortræffelige hos ham, det ædle Forhold mellem os, at da han senere skrev sin Roman »« og i den skildrede et Vrængbillede af en sand Digter, der gaaer til Galehuset af Forfængelighed, fandt man her hjemme, at han havde handlet høist uretfærdigt og haardt mod mig ved saaledes at fremstille mig i alle mine Svagheder; man troe ikke, at det var en Enkelts Yttring, nei, det gik saa vidt, var saa almindelig antaget, ja udtalt, at Hauch selv følte sig kaldet til i denne Anledning at skrive en Afhandling over mig som Digter, for at vise, paa hvilken Aandens Plads han stillede mig. .
Om Sibbern, hvem Alle skattede og hvis Henrykkelse over lagdes til Beviserne for dette Digts Fortræffelighed, var sagt mig, at han strengt dadlede hele min Virksomhed, som Digter; jeg var derfor blevet glad overrasket ved at see , han skrev til Forsvar for Ingemann, at han just var mig godt sindet, idet han udtalte det Ønske, at Nogen ogsaa maatte sige mig et venligt Ord. Han læste »Improvisatoren«, og ud af sit Hjerte skrev han mig et Brev til, det eneste Skrevne, med Undtagelse af Carl Baggers korte Anmeldelse, der var givet i Erkjendelse og Kjærlighed; det var ham saa ligt, som hørte man ham tale. Sibbern skrev:
»Jeg har læst Deres »Improvisator« og har læst den med sand og stor baade Fornøielse og Glæde – Fornøielse over den selv, Glæde over, at De netop havde skrevet den. Atter et opfyldt Haab, atter en sand ! Sammenlignede jeg den i Tankerne med hvad jeg kjendte af Deres tidligere Poesie, da forekom Forskjellen mig liig Forskjellen imellem hiin unge , vi saae lure bag Søilen og tumle sig paa Torvene, og den Aladdin, der, ældet og forynget paa eengang, træder ud af Badet. Jeg læste Deres »Improvisator« til Enden med det Samme: »det er godt, det er meget godt!« hvormed jeg læste de første 24 Sider. Og Dagen efter, jeg var kommen til Ende, gad jeg intet Andet læse. De maa vide, hvad det vil sige. Det viser, at man har følt sig fyldt.
Og hvad der fyldte mig var baade Glæde over Bogen og over Dem. Vi kjende Dem som, hvad Tydsken kalder: »«; med Glæde vidste jeg nu, at De ogsaa er en grundig Sjæl. De er i Selskabskredse hos Andre aaben, godmodig, velvillig, livlig, let bevægelig. Jeg seer, at De hjemme formaaer at være dyb, varm, inderlig og af en fast kjærnefuld Phantasie. Bevar Dem selv i begge Henseender. Og for at kunne det, fæst ikke Sind og Hjerte til Critik, eller hvad der kalder sig saa. Læs helst ingen. Lad Ingen komme Dem nær. De har en , en Guddom, som er Dem nær. Skræm hende ikke bort, og lad det ikke skee, at Andre gjøre det.
De har været i Italien; De har levet i Italien for at være deri, ei for at male det. Maleriet kom siden af sig selv, og i stor Stiil er det Maleri, De lader træde frem for os.
Der vil komme en Tid – eller er den maaskee kommen? – da De vil begive Dem ud i en anden stor Region – Historien. Jeg glæder mig ved Tanken om, hvad De da vil bringe hjem og bringe os.
Da vil der senere endnu komme en anden Tid, da De vil drages ud i et andet stort Rige og leve i det – Philosophiens. Ogsaa da haaber jeg, De vil bringe os Gjenbilleder, vidnende om, at Musen har været Dem nær.
Jeg skriver disse Linier af et oprigtigt Hjerte. Jeg vil Dem inderlig vel, og vil det ei ved andet, end ved Oprigtighed. Men skulde disse Linier just komme til Dem i det Øieblik, da det er helligt i Deres Sind og i Deres Stue, da lad mit Brev ei anfægte Dem, men læg det stille hen. Og er det nu saa, da gid det snart maa blive helligt i Deres Sind og i Deres Hjem; og kommer da Noget, som vil indgribe forstyrrende eller forlokkende, da siig: .
Og nu hilses De af Hjertet af Deres hengivne
Sibbern.
Kjøbenhavn, d. 12 Sept. 1835.
Til Digteren Andersen.«
Men til »Improvisatoren« igjen. Denne Bog reiste mit faldne Huus, samlede igjen Vennerne, ja forøgede endogsaa disses Antal. Første Gang følte jeg nogen sand tilkjæmpet Erkjendelse.
Bogen blev strax af Professor Kruse under den lange Titel: »Jugendleben und Träume eines italienischen Dichters«. Jeg yttrede mig imod denne Titel; men han paastod, hvad jeg nu veed, han havde Uret i, at en saadan Titel var nødvendig for at vække Opmærksomhed, hvilket den simplere, »Improvisatoren«, ikke vilde kunde. – Carl Bagger havde, som vi veed, anmeldt Bogen; egentlig Critik udeblev, til der var talt og atter talt; da endelig kom En, jeg troer i , vel høfligere end jeg her var vant til, men man gled hen over det Gode: »Det var jo noksom bekjendt«, hed det, og holdt sig til Manglerne, opsummerede alle de italienske feilskrevne Ord og Udtryk; ja, da paa samme Tid udkom, der stiller Italiens Natur under Tydsklands og i Capri kun seer et »« og forkaster al Skjønhed Alperne, paa den nær, som eier, hvis Skjønhedsformer Nicolai derpaa opgiver efter egen Opmaaling med Seglgarn, saa blev der her hjemme høit talt om, at nu kunde man see, hvad det var for Noget Andersen havde skrevet, – nei, Nicolai var en ganske Anden, hos ham fik man det sande Begreb om Italien.
Jeg bragte Christian den Ottende, dengang Prinds Christian, min Bog; i traf jeg , der i staaer som en meget fornem Mand; han var saa naadig at tale til mig; vi dreve jo Haandværket, vi vare begge Poeter, og nu holdt han for mig til en høitstaaende Herre et Foredrag over det Ord »«; det stod i Bogen stavet anderledes end hos Byron, hvor det feilagtig skrives »Colisæum«, – det var forfærdeligt! det var igjen dette Sprogjaskeri, man glemte over det, hvad Talent der ellers viste sig i Bogen. Foredraget blev lydeligt holdt for den hele Forsamling. Jeg søgte at bevise, at jeg just havde skrevet det rigtig, men det havde Byron ikke, og den ophøiede Herre trak med Smiil paa Skuldrene, rakte mig min Bog og beklagede »den slemme Trykfeil i den smukt indbundne Bog!« – »O, den handler jo bare om Dem selv!« hed det rundt om i de mange Kredse, hvor »man fordærvede Andersen med evige Lovtaler«. »«, det, hvilket alle for intelligent ansete Ledere saae op til, og som var det Skjønnes Høiesteret, talte om mangen lille, nu glemt Brochure og Comedie, men værdigede ikke »Improvisatoren« et Ord, maaskee fordi den havde vundet et stort Publicum, ; jeg havde, styrket ved det Fodfæste, jeg havde fundet, skrevet en ny Roman »O.T.«, og da først, denne og »Improvisatoren«; men hvorledes jeg blev revset, – derom siden.
den første stærke Erkjendelse eller maaskee Overvurderen af min Digtning, og jeg bøiede mig, som en Syg, efter Solskinnet, taknemmelig glad – thi mit Hjerte var taknemmeligt! jeg var ikke, hvad det danske Maanedsskrift nedlod sig til at underskrive og saa omtrent sagde i dets Critik over »Improvisatoren«: et utaknemmeligt Menneske, der i min Bog viste Mangel paa Tak mod Velgjørere; jeg var jo selv den fattige , der ømmede sig ved Trykket, det jeg skulde taale, burde taale! jeg, den fattige Dreng, man havde givet !
, og i alle svenske Blade, der kom mig for Øie, gjenlød Roes og Lovtale over mit Arbeide; fra Svensk kom en ; ogsaa , og hvad der var af Betydning blev bemærket og yndet.
»« – saaledes anmeldtes den der, og da jeg , hørte jeg om en hædrende Critik i »«, den man tillagde Walter Scotts Svigersøn, den dygtige, critisk strenge Lockhart. Jeg vidste Intet om den; tidligere læste jeg ikke Engelsk, og uagtet den stod i et af de meest læste og i London udbredte , der kom her til Kjøbenhavn, omtaltes det ikke af et eneste dansk Blad, der ellers om enhver anden dansk Digter melder, naar i England Navnet paa hans Bog nævnes. :
»»Improvisatoren« er et dansk Værk, digtet i det danske Sprog, det, i hvilket Hamlet, den sorgfulde Prinds af Danmark, talte og tænkte. En Ven har sagt, at Corinna var Improvisatorens Bedstemoder; maaskee, der ere Træk, men Improvisatoren er en elskeligere Ledsager.«
har sagt om Improvisatoren:
»
»Dansk Maanedsskrift for Litteratur« nævnede ogsaa »«, men her klang det anderledes:
»Det er sandsynligt, at Fru Staël-Holsteins Roman »Corinna« har været Forfatteren et vildledende Forbillede o. s. v.«
Hvor forskjellig seer man lyder ikke saaledes tydsk og engelsk Sammenstilling af »Corinna« og »Improvisatoren« mod den Affærdigelse i samme Punct, det danske Maanedsskrift giver mig.
, og efter det Svenske fulgte i Petersborg, dog først 1844, en russisk Oversættelse, ; ogsaa vakte denne Bog stor Opmærksomhed; i det der meget udbredte Tidskrift »« stod en anbefalende Critik over den. , oversat af og blev , og hvor især dens »Reenhed« fremhævedes. – ; jeg maa derhos henvise til den bekjendte , hvor, i et af dennes aftrykte Breve til mig, Digteren udtaler sin Glæde over min Bog, den, han fremhæver for Værker, som: , , o. s. v.6
Udenfra kom saaledes strax og gjennem Aaringer, som sagt er, den Erkjendelse, der aandeligt holdt mig oppe. Har Danmark i mig en Digter, da har man ikke herhjemme opelsket mig dertil. Medens Forældre tidt kjæle for og sætte i Drivhuus enhver lille antydende Spire af hvad de troe der kan føre til et Slags Talent, have de Fleste saa godt som gjort Alt for at qvæle det hos mig; men saaledes vilde nu Vorherre det til min Udvikling, og derfor sendte han Solstraaler ude fra og lod hvad jeg havde skrevet selv bane sig Vei. Der er derhos en Magt i Publicum, stærkere end alle Critiker og de enkelte Partier, – jeg havde dog ved »Improvisatoren« vundet Fodfæste herhjemme, jeg havde hos Nogle her tilkjæmpet mig en hæderlig Plads; mit Lune følte Øieblikke, hvori det løftede Vingerne; ; men man maa ikke troe, at disse bleve øieblikkelig vel modtagne; Folk, der sagde sig at mene mig det godt, beklagede, at jeg, der nylig i »Improvisatoren« havde givet Haab om at levere »Noget«, pludseligt faldt tilbage i »Barnagtighed«. »Maanedsskrift for Litteratur« værdigede aldrig at omtale disse, og i . Man savnede hos mig den sædvanlige Form for denne Digteart, og man opgav mig Mønstre at studere; det vilde jeg jo ikke, sagde de – og saa opgav jeg at skrive Eventyr, og bragte , vexlende mellem Mismod og Lune, min anden Roman »O. T.« Der var hos mig en aandelig Trang til at producere, og jeg troede i Romanen at have fundet mit rette Element. Lige efter hinanden udkom saaledes »Improvisatoren« 1835, »O. T.« 1836 og »Kun en Spillemand« 1837. Mange syntes godt om »O. T.«, især H. C. Ørsted, der havde stor Sands for det komiske Element. Han opmuntrede mig til at vedblive i denne Retning, og hos ham og i hans Kreds fik jeg Glæde og Erkjendelse.
Hos Sibbern, med hvem jeg efter at have modtaget Brevet om »Improvisatoren« havde gjort personligt Bekjendtskab, læste jeg »O. T.« «, var tilstede ved en af disse mine Aftenlæsninger og hørte til med stor Deeltagelse; Scenerne ovre i Jylland, paa Heden og ved Vesterhavet interesserede ham, og han udtalte sig varmt og inderligt. Et Par Oversættelser af »O. T.« paa Tydsk bleve senere gjengivne paa Svensk, Hollandsk og Engelsk. Mine kjøbenhavnske Landsmænd havde ved »Improvisatoren« opholdt sig over og Correcturfeil. For at fjerne en lignende Anke, tilbød mig, da »O. T.« skulde udkomme, at læse Correctur; »jeg er øvet deri«, sagde han, »og har altid erholdt Roes for min Correcthed, saa skal man ikke have den mindre betydelige Ting, Bogstavering, at dvæle ved, naar man Dem!« – Han læste Ark for Ark; foruden ham saae ogsaa disse nøiagtigt igjennem; Bogen kom ud, og Critiken, jeg fik herhjemme, endte med, at », som altid hos Andersen, findes ogsaa i denne Bog«. – »Nei, nu er det for galt!« sagde Professoren, »jeg har anvendt samme Flid, som i mine egne Bøger! man gjør Dem virkelig Uret!«
»O. T.« blev læst og atter læst, mit Publicum tog til, men Bladog Journal-Critik viste mig endnu ikke stor Opmuntring; ja man glemte, at med Aarene bliver Drengen til Mand, og at man ogsaa udenfor den almindelige Vei kan erhverve sig Kundskaber; man hang ved gamle Paastande og Beskyldninger; Mange, der maaskee aldrig havde læst mine senere større Arbeider, udtalte sig allerstrengest, men vare ikke saa ærlige som Heiberg, der, da jeg spurgte ham, om han havde læst disse Romaner, spøgende svarede: »jeg læser aldrig store Bøger!« – Hvorledes den Tone var, man tillod sig i Maanedsskriftet, sees benyttet som Anke mod dette Selskab af Paludan-Müller, der, da han, den erkjendte og skattede unge Digter, fik af samme Maanedsskrift ogsaa en streng Dom, skrev sit polemiske Digt: »«, og anførte der i en Note, hvorvidt Maanedsskriftet vovede at gaae mod en Digter; jeg giver Paludan-Müllers Ord:
»I hvilken agtværdig Journal – den være sig inden- eller udenlandsk – har man seet en tillade sig slige Friheder mod den recenserede Forfatters Person? Forfatterens Mangel paa Forstand, høiere Dannelse og egentlige Studium gjøres nemlig ikke alene til Gjenstand for Omtale, men hans Ulyst til det sidste ; gode Raad gives til fremtidig Flid og Studering; Trudsel med Critik anvendes, og endelig gives der Forfatteren Haab om at kunne præstere noget Tilfredsstillende, naar han vil lægge Recensentens Raad paa Hjerte. Disse og mange flere de anmeldte Skrifter (»Improvisatoren« og »O. T.«) uvedkommende og derimod deres Forfatter høist graverende Yttringer, hvoriblandt endog en indirecte Beskyldning for Utaknemmelighed mod Velgjørere, tilsteder Redactionen af Maanedsskriftet en navnløs Recensent aldeles ugeneert at fremføre og unddrager ham paa samme Tid, ved at kaste Anonymitetens Slør over ham, den fortjente Revselse af den Fornærmede!«
Characteristisk er det, da senere af Maanedsskriftet største Delen af Anmelderne til de forskjellige Critiker bleve opgivne, Forfatteren siden ikke har vovet at navngive sig.
Aaret efter (1837) kom Romanen »Kun en Spillemand«, der saa ganske er en Blomst, fremsprungen af det Tryk, jeg led i denne mægtige Kamp mellem min Digternatur og den blodig haarde Omgivning, og dog var jeg kommet et Skridt fremad, forstod mere mig selv og Verden, men jeg var ved at opgive Tanken om nogen Slags sand Erkjendelse her af Det, Gud havde givet mig; i en anden Verden maatte det komme til Klarhed, deri søgte jeg min Trøst. Var »Improvisatoren« en virkelig Improvisator, da var »Kun en Spillemand« den forstaaede Kamp og Liden; denne Digtning var i sin Heelhed gjennemtænkt og, seet udenfra, som den i hver Enkelthed var født og næsten oplevet; den gjærende Opposition mod , Taabeligheden, Prosaen og Trykket af den hele Omgivelse gav Stemninger, der aabenbarer sig i Charactererne Naomi, Ladislaus og Gudfaderen i »Hulgaden«.
Ogsaa denne Bog brød sig Vei herhjemme; men ingen Tak eller Opmuntring lød; Critiken indrømmede kun, at jeg tidt blev forunderlig , – man valgte det Udtryk, man bruger for Dyret, men som i Menneskeverdenen, i Poesiens Verden ellers kaldes Genialiteten; hos mig skulde den stemples som Instinct. Det var en vedvarende Træden ned af alt Godt hos mig. En enkelt Begavet yttrede vel mundtligt til mig, at jeg blev for haardt og ubilligt behandlet, men Ingen traadte op og udtalte det. Romanen »Kun en Spillemand« opfyldte en kort Tid en af vort Lands unge, høitbegavede Mænd, det var Søren Kierkegaard; paa Gaden, hvor vi mødtes, sagde han mig, at han vilde skrive en Critik over den, og at jeg vilde vist blive mere tilfreds med den, end de tidligere, thi, indrømmede han, man opfattede mig ganske urigtigt! – der gik lang Tid hen, han læste Bogen om igjen, og det første gode Indtryk udviskedes; og jeg maa troe, at jo alvorligere han drøftede Digtningen, des feilfuldere blev den, og da Critiken kom, kunde jeg ikke være glad ved den; den kom som en heel Bog; den første, troer jeg, Kierkegaard skrev, noget besværlig at læse, med den hegelske Tunghed i Udtrykkene; man sagde ogsaa i Spøg, at kun Kierkegaard og Andersen havde læst Bogen ud; det var »«. Jeg fik dengang det ud af den, at jeg var ingen Digter, men en , der var løbet ud af min Gruppe, og at det var en tilkommende Digter givet at stille mig i den, eller at benytte mig som Figur i en Digtning, hvori han skabte mit Supplement! Senere forstod jeg bedre denne Forfatter, der i min Fremskriden er kommet mig imøde med Venlighed og Skjønsomhed.
Jeg fandt ikke og vandt ikke hjemme nogen offentlig Beskytter eller Anmelder for mine Romaner, og hvad dertil satte dem i Skygge var den almindelige Begeistring for netop de af Heiberg udgivne beundrede »«. Sproget i disse, Indholdet og fremfor Alt den Heibergske Anbefaling og Beundring for disse Værker, gav dem hos den danske Læseverden den høieste Rang i Nutidens Literatur.
Dog, i hvor haanligt jeg end blev affærdiget, jeg blev læst, og saavidt havde jeg imidlertid bragt det, at Mange herhjemme nu ikke tvivlede om min poetiske Evne, den man før min Reise til Italien aldeles opgav hos mig. Men ingen dansk Anmeldelse udtalte sig om Ideen, om Friskheden, om Lunet, om hvad der kunde være eiendommeligt i mine Romaner; først da de udkom paa Svensk, gik med godt Sind lidt dybere ind, læste og opfattede med god og ærlig Villie, og ; herfra styrkedes mit Mod til at vedblive.
Om »O. T.« og »« udtalte sig »«:
»Dette er et af de interessanteste Værker, som i en Række af Aar har forladt Pressen; dets Skildringer af det danske Liv er naturlig og beundringsværdig, dets Skildring af Scenen, hvor det foregaaer, er sand og træffende, dets udmærkede Fremstilling af Børn og Børns Tanker, dets Naivetet og livlige Sprog, dets Verdenskundskab og Indbildningskraft, kort, Alt er sat saa klart i Lyset for os og besidder en saadan Ynde, at vi ikke tage i Betænkning at sige, at dette er en Bog, som vil tiltale enhver Classe af Læsere og fortjener Plads blandt de meest udmærkede romantiske Værker, som nogensinde er fremkommet.«
Først flere Aar efter udtalte i Danmark en Mand af Betydning, Digteren Hauch, i sin tidligere nævnte Afhandling i sig hjerteligt over mig som Digter, udtalte sig om Romanerne og i faa Træk fremhævede der det Characteristiske:
»Hovedgjenstanden«, siger han, »i Andersens bedste og meest gjennemarbeidede Skrifter, i dem, hvori den rigeste Phantasie, den dybeste Følelse, den meest bevægede Digtersjæl kommer frem, er et Talent eller idetmindste en ædlere Natur, der vil kjæmpe sig frem af snevre og trykkende Kaar. Det er saaledes Tilfældet i hans tre Romaner, og i denne Retning har han jo ogsaa virkelig et betydningsfuldt Liv at fremstille, en indre Verden, som Ingen bedre kjender, end den, der selv har drukket af den : Lidelser og Savn, smertelige og dybe Følelser, som ere nær beslægtede med dem, han selv har gjennemgaaet, og hvori , Haand i Haand med disse træder ham imøde. Hvad han her kan fortælle Verden, fortjener da sikkert med Opmærksomhed at høres; thi uagtet det paa den ene Side kun er den Enkeltes inderste personlige Liv, saa er det dog tillige Talentets og Geniets almindelige Lod, idetmindste naar det befinder sig i ringe Kaar, der her føres os for Øie. Forsaavidt han nemlig i sin »Improvisator«, »O. T.« og »Kun en Spillemand« ikke blot fremstiller sig selv i sin afsondrede , men tillige den betydningsfulde Kamp, som Mange have gjennemgaaet, og som ogsaa han kjender, fordi hans Liv har udviklet sig der igjennem, saa gjengiver han jo slet ikke Noget, der tilhører Illusionernes Verden, men kun det, der vidner om Sandheden, og der, som ethvert sligt Vidnesbyrd, har en almindelig og varig Gyldighed. Ja, han forfægter saaledes ikke blot Talentets og Geniets, men, som sagt, tillige den krænkede og uretfærdigt behandlede Menneskeheds Sag; og da han selv saa smerteligt har følt denne svære Kamp, hvori knuge de opadstræbende Hænder, da han selv har været nødt til at drikke af det malurtfyldte Bæger, som den ligegyldige og overmodige Verden saatidt rækker den, der befinder sig i en undertrykt Stilling, saa er han ogsaa istand til at give sin Fremstilling i denne Henseende en Sandhed og Alvor, ja en tragisk og smertevækkende , der vanskeligt paa det følende Menneskehjerte forfeiler sin Virkning. – – – Hvo kan i hans »Spillemand« læse hiint Optrin, hvori den , med Foragt vender sig bort fra den Føde, hvormed den fattige Dreng maa tage til Takke, uden tillige at erkjende at dette ikke er en Leeg, hvori Forfængeligheden søger sin Triumph, men at det tvertimod er den i sit Inderste dybt krænkede Menneskenatur, der her udtaler sin Smerte.«
Saaledes lød det en ni à ti Aar senere om mig i Danmark: saaledes lyder en Mands, en ædel hædret Stemme. Det er gaaet mig med Critiken, som det gaaer med Vinen, jo flere Aar, der gaae, før den skjænkes, desto fortræffeligere smager den. , gjorde . Da kjendte man ikke, hvad man nu kalder skandinaviske Symphatier; fra gamle Krige med Naboen var endnu nedarvet en Slags Mistillid; de kjøbenhavnske Gadedrenge glemte ikke om Vinteren, naar Isen bandt Landene sammen, og Svenske kom i Kane over til os, paa en raa og kaad Maade at skrige efter dem; meget lidt kjendtes af svensk Literatur, og det faldt kun faa Danske ind, at man med ringe Øvelse let kunde læse og forstaa det svenske Sprog. var kjendt og det kun i Oversættelse. Tiderne forandres.
Jeg havde læst et Par svenske Forfattere og af disse tiltalte mig især den afdøde, ulykkelige Stagnelius; hans Digtninger fyldte mig endnu mere end Tegnér, der da repræsenterede Digtekunsten i Sverrig. Jeg, som kun havde reist syd paa, hvor altsaa Afskeden fra Kjøbenhavn er Afsked med Modersmaalet, følte mig nu halvt som hjemme gjennem hele Sverrig, kunde tale mit danske Sprog, og hørte i Landets Tunge kun som en Dialect af det Danske; jeg syntes, at Danmark udvidede sig, det Beslægtede i Folket traadte mig saa levende frem, jeg begreb, hvor nær Svensk, Norsk og Dansk stod til hinanden. Jeg mødte hjertelige, venlige Mennesker, og det er min Natur at slutte mig snart til disse. Denne Reise var og er mig endnu een af mine gladeste. – Det maleriske svenske Land, med sine udstrakte Skove, store Søer, den brusende, storartede , de maleriske Skjærgaarde, hele denne Natur var mig ny, og nu Stockholm selv hvis Beliggenhed næsten nærmer sig og maaler sig med Edinburghs, overraskede mig i høi Grad. – Canalfarten selv klinger jo halv eventyrlig for den Uindviede, naar man fortæller, at Dampskibet seiler der fra Søerne op over Bjerghøiderne, hvorfra man seer under sig de udstrakte Granog Birkeskove. Gjennem dristige Sluser løfte og sænke sig Skibene, mens den Reisende gjør sine Skovvandringer. Fra denne Reise, og navnlig fra den mægtige , knytter sig et Bekjendtskab af stor Interesse og ikke uden Indflydelse paa mig, det er med den svenske Romanforfatterinde Fredrika Bremer.
Paa havde jeg just spurgt Capitainen ombord og nogle af de Medreisende, om hvilke svenske Forfattere der levede i Stockholm, og udtalte min Lyst til at see og tale med Frøken Bremer. »Ja, hende træffer De ikke!« sagde Capitainen, »hun er for Øieblikket i Besøg i Norge!« – »Hun kommer vel, maa komme tilbage, medens jeg er her!« sagde jeg i Spøg og tilføiede: »paa Reise har jeg altid Lykken med, saa at det Meeste, jeg ønsker, bliver opfyldt.« – »Men neppe denne Gang!« sagde Capitainen. Tre Timer efter, da vi skulde bort fra Venersborg, hvor vi laae og tog Varer og Passagerer ombord, kom han leende med Listen over de ny tiltraadte Reisende og raabte høit: »Lykkelige Menneske! jo De har Lykken, og seiler med til Stockholm!« jeg antog det for Spøg, han viste mig Navnet paa sin Liste, men jeg var dog ikke , om det var Forfatterinden selv. Mellem dem, jeg opdagede gaae ombord, saae jeg Ingen, der forekom mig at kunne være hende. Aftenen faldt paa og ved Midnat vare vi paa den store vidtudstrakte Venersøe.
Klokken Tre om Morgenen stod jeg op for at see Solopgangen, foruden mig kom endnu fra Kahytterne Een, det var en Dame, ikke ung, ikke gammel, indhyllet i Shawl og Kaabe, – ogsaa hun vilde see Solen staae op. Jeg tænkte: er Frøken Bremer her ombord, saa maa det være hende! jeg begyndte en Samtale, hun svarede høfligt men fremmed, og da jeg spurgte hende, om hun ikke var Forfatterinde til de bekjendte Romaner, gav hun et undvigende Svar og spurgte nu om mit Navn, hun kjendte det, men tilstod, at hun ingen af mine Skrifter havde læst, spurgte, om jeg intet Exemplar af disse eiede hos mig, jeg havde just »Improvisatoren«, som jeg havde bestemt for Beskow, jeg laante hende den og hun gik ned i sin Kahyt og kom ikke frem hele Formiddagen, men da jeg igjen saae hende, var hendes Ansigt klart og fuldt af Hjertelighed, hun trykkede min Haand, sagde, at hun havde læst det Meeste af første Deel af Bogen, og nu kjendte hun mig. Skibet fløi med os over Bjerge, gjennem stille Indsøer og Skove ud i Østersøens Skjærgaarde, hvor Klippeøerne ligge strøede og danne de mærkeligste Overgange fra den nøgne Steen til Grønsværs Øen og den, hvor Træer og Huse fæste sig; det gik gjennem Brænding og over , to Steder matte alle Passagerer stille sidde paa sin Plads, medens Lodsens hele Opmærksomhed var heftet paa eet Punkt, man følte i Fartøiet Naturkraftens Haand, der et Secund greb og slap det. Frøken Bremer fortalte mangt et Sagn, mangen Historie, der knyttede sig til een og anden Ø og til den og den Gaard oppe i Landet. Reisen blev rigere og glædeligere.
I fortsattes Bekjendtskabet, og Aar have knyttet det fastere ved Breve; hun er en ædel Qvinde, Religionens store trøstende Sandheder, det Poetiske i Livets stille Enkeltheder have dybt gjennemtrængt hende, og hun eier en til at udtale det.
, jeg var i Stockholm som Digter kun kjendt af Enkelte, der havde læst »Fodreisen« og mine lyriske Digte, og disse Enkelte vare meest literaire Folk, hvilke ogsaa paa det hjerteligste og med svensk og Opmærksomhed modtoge mig; den for sine humoristiske Digte kjendte og hædrede Geistlige, ; jeg fandt Gjestfrihed og Venlighed, Sverrig og de Svenske fik jeg kjær. Af H. C. Ørsted var jeg anbefalet til den berømte Berzelius, hvis Bekjendtskab jeg nu første Gang gjorde, ved ham fik jeg en god Modtagelse i Upsala, hvorhen jeg drog nogle Dage og af den da levende Professor Rudberg førtes til , hvor vi af det store Sølvhorn, der havde givet, drak i Champagne Nordens Skaal. – Land og Folk fik jeg kjær og syntes, som sagt, at mit Hjems Grændse voxte, først nu forstod jeg ret, hvor beslægtet Svensk, Dansk og Norsk vare, og i denne Følelse skrev jeg strax efter min Hjemkomst Sangen:
»Vi er eet Folk, vi kaldes Skandinaver!«
Ved dette Digt var ikke Tanke af Politik, den er mig fremmed, – Digteren skal ikke arbeide i Politikens Tjeneste, men rolig gaae foran Bevægelserne, som en Seer. Den skandinaviske Sang blev til, da der ikke taltes om Skandinaver; den fremsprang i Følelsen af det Beslægtede hos de tre Folk, den Kjærlighed, jeg følte og ønskede de i Aand og Hjerte med mig maae eie for hinanden, og ikke uvenligt og misforstaaende staae skilte som de stride Strømme.
»Man kan see, at de Svenske have gjort af ham!« var det Første, jeg hørte hjemme om min Sang. Et Par Aar gik, Naboerne forstode bedre hinanden; Oehlenschläger, Tegnér og Fredrika Bremer bragte dem gjensidig til at læse hinandens Literatur, og Slægtskabet blev følt og forstaaet; den taabelige gamle Rest af Uvenskab, fordi de ikke kjendte det gjensidige Gode hos hinanden, forsvandt, der kom et smukt og hjerteligt Forhold mellem Svensk og Dansk.
Skandinavismen satte imidletid Blomst i Kjøbenhavn, maaskee ogsaa i Sverrig, i Norge troer jeg ikke det ret er skeet, vi fik et »«, det vil sige en Forening i Kjøbenhavn, hvor man holder broderlige Taler om Nordens tre Folk, giver historiske Foredrag og faaer skandinaviske Concerter, med Sange af Bellman og Rung, Lindblad og Gade, og det er jo ganske fortræffeligt! – nu kom min Sang til Ære, og man sagde mig, at denne Sang vilde overleve Alt af hvad jeg havde skrevet! ja , forsikkrede og i Alvor, at dette var det eneste Digt, der gjorde mig til dansk Digter. Nu sattes det saa høit, for eet Aar tilbage var det kun Productet af smigret Forfængelighed.
, men den er ikke bleven populair.
Efter min Hjemkomst fra den svenske Tour begyndte jeg flittig at læse Historie, gjorde mig mere bekjendt med fremmed Literatur; dog den Bog, jeg læste meest i, og fra hvilken jeg fik de stærkeste Indtryk, var, som altid, Naturens. Ved Sommerlivet paa fyenske Herregaarde, især det tæt ved Skoven romantisk beliggende »«, gamle Gaard, og paa det grevelige , hvor den mægtige , havde boet, og hvor nu den ædle gamle Grev Moltke-Hvitfeldt levede, fandt jeg den venligste Modtagelse, det hyggeligste Hjem og læste her paa mine stille Vandringer vistnok mere, end Skolen kunde give mig af Reflexions Viisdom.
I Kjøbenhavn var allerede da, som til den seneste Tid, Collins Huus blevet mig »Hjemmets Hjem«, som jeg ; her fandt jeg Forældre og Sødskende. Det Lune, den Livsmunterhed der findes i Romanen »O. T.«, og i de i disse skrevne dramatiske Arbeider, f. Ex. den Usynlige paa Sprogø, har sin Kilde fra det Collinske Huus, der i denne Retning virkede sundt ind paa mig, saa at mit Sjæle-Sygelige ikke fik Herredømmet; Collins ældste Datter, Fru Ingeborg Drewsen, var med sit kjække Lune, sit Vid og Humor, især af en stor Indvirkning; naar Sindet er blødt og elastisk, som Havfladen, og det var mit, da afspeiler det, som den, sin Omgivning.
Jeg var ret productiv, og mine Skrifter hørte til dem hjemme, som altid bleve kjøbte og læste; for hver ny Roman et høiere Honorar, men man vil huske paa, hvor langt danske Bøger kjøbes, og at jeg ikke fra Heibergs og Maanedsskriftets Slotsaltan var erklæret for Tidens Digter, saa blev Honoraret ringe, – imidlertid jeg levede – naturligviis ikke som man i England tænkte sig det, naar man der nævnede Improvisatorens Digter; – jeg erindrer Charles Dickens Forbauselse senere ved at høre mit Honorar for denne Bog. »Hvad har De faaet«, spurgte han; jeg svarede, »19 £!« »for Arket?« gjentog han. »Nei«, sagde jeg, »for hele Bogen.« »Ja, vi misforstaae vist hinanden«, blev han ved, »De kan ikke for det hele Værk, Improvisatoren, have faaet 19 £, det har De erholdt for Arket!« – jeg maatte beklage at det ikke var Tilfældet, Arket blev omtrent kun 1⁄2 £ »Du min Gud!« udbrød han »det er jo ikke til at troe, fortalte De det ikke selv.« – Vistnok kjendte Dickens ikke danske Forhold, maalte Indtægten efter den, han fik i England; men rimeligt er det, at min Oversætterinde der vandt mere, end jeg som Forfatter, men nok om det, jeg levede – rigtignok under en Deel Savn.
Producere og altid producere, følte jeg, vilde være ødelæggende, de Forsøg, jeg gjorde for at skaffe mig en Slags Stilling eller andet hæderligt Hverv mislykkedes. Jeg , H. C. Ørsted understøttede paa det varmeste min Ansøgning hos Bibliothekets Chef, Overkammerherre Hauch; Ørsted sluttede sit skriftlige Vidnesbyrd efter at have omtalt H. C. Andersens »Fortjenester som Digter« – »at han ogsaa udmærker sig ved Retsindighed og ved en Orden og Nøiagtighed, som Mange ikke troe, at man kan vente af Digteren, men som man unægtelig, naar man kjender ham, maa tilstaae ham!« Disse Ord om mig af Ørsted udrettede dog Intet, Overkammerherren affærdigede mig med den største Artighed, idet han sagde, at jeg var for talentfuld til at han kunde anstille mig ved et saa trivielt Arbeide, som Bibliothekets var. – Jeg søgte at sætte mig i Forbindelse med Trykkefriheds-Selskabet idet jeg havde lagt Plan og givet Udkast til en dansk Folkekalender, lig den meget udbredte tydske af Gubitz, den Gang fandtes endnu ingen dansk. Jeg troede ved Naturskildringerne i »Improvisatoren« at have viist Dygtighed for Fremstillinger af denne Art, et Par Smaa-Hefter af mine Eventyr var da allerede ude, de maatte vise, at jeg nok kunde fortælle. Ørsted var meget tilfreds med den givne Plan, og ogsaa denne understøttede han paa det Bedste, men Skriftcomiteens Medlemmer fandt, at dette Arbeide vilde være forbundet med for mange og store Vanskeligheder til, at Selskabet kunde indlade sig paa samme. Det vil sige, man tiltroede mig ikke Dygtighed dertil; senere udkom under en saadan Kalender, understøttet af Selskabet.
Altid maatte jeg saaledes, for at leve, tænke paa den Dag i Morgen; eet gjestfrit Huus endnu var paa den Tid aabnet mig; en gammel Dame, hvis Eiendommelighed lettere opfattedes af Enhver end hendes mange andre fortræffelige Egenskaber. Hun fandt Glæde i at læse mine Skrifter, og med moderligt Sind , det var den gamle, nu afdøde, Enkefru Bügel fød Adzer. Conferentsraad Collin var iøvrigt i den Tid min Hjelp, min Trøst og Støtte, som jeg dog beskedent, kun i de tungeste Tilfælde tyede til. Jeg prøvede Trang og Armod – som det her ikke lyster mig at fortælle om. Dog, som jeg tænkte det i Barndoms-Aarene, naar det er ret haardt, da hjelper vor Herre! Jeg har en Lykkestjerne, og den er Gud.
En Dag, jeg sad , bankede det paa Døren, en fremmed Mand, med et fiint, venligt Ansigt, jeg havde aldrig seet ham før, traadte ind, det var nu afdøde Grev Conrad Rantzau-Breitenburg, en Holstener og daværende Statsminister, han elskede Poesie, var opfyldt af Italien og vilde aflægge et Besøg hos Improvisatorens Forfatter. – Min Bog havde han læst i Originalsproget, og følte sig levende opfyldt af den; han havde ved Hoffet og i sin Kreds paa det varmeste erklæret sig for den; han stod i stor Anseelse, var erkjendt som en Mand med Smag og Kjendskab til Literatur, et ægte ridderligt Sind; i sin Ungdom havde han reist meget, opholdt sig længe i Spanien og Italien, hans Dom blev saaledes af stor Betydning; ham var det, der opsøgte Digteren, stille traadte han ind i min lille Stue, udtalte sin Tak og Kjærlighed for min Bog, bad mig besøge sig, spurgte mig uforbeholdent, om der Intet var, hvori han kunde virke til Gavn for mig. Jeg antydede, hvor tungt det var at maatte skrive for at leve, ikke at kunne, sorgløs for det Nødvendige, udvikle sig og virke, og han trykkede kjærligt min Haand, lovede at blive mig en virksom Ven, og det blev han. Collin og H. C. Ørsted troer jeg, have vistnok ogsaa i Stilhed virket med som mine Talsmænd hos Kong Frederik den Sjette.
under denne Konges Regjering var anordnet, at en Sum af Finantserne anvendtes til Reise-Understøttelse for unge Videnskabsmænd og Kunstnere, ja Enkelte, der endnu ikke var i fast Embede, havde en Slags aarlig Gage, eller om man vil »Understøttelse«, saaledes mellem Digterne, Oehlenschläger, tidligere Ingemann, Heiberg etc. erholdt en aarlig tilstaaet Sum, hans Fremtid var derved nogenlunde blevet betrygget, det var mit Haab og Ønske at samme Held maatte forundes mig, og det skete, Kong Frederik den Sjette .
Jeg var opfyldt af Taknemlighed og Glæde! jeg behøvede nu ikke, som jeg saa tidt tidligere nødtes til, at maatte skrive for at leve; jeg havde nu, i mulige Sygdoms Tilfælde en sikker Hjelp; jeg var mindre afhængig af Menneskene om mig!
Et nyt Afsnit i mit Liv begyndte!
VIII
Det var fra denne Dag, som om der kom et mere stadigt Foraars-Solskin ind i mit Liv; jeg følte en større Sikkerhed, idet jeg, ved at see tilbage over mine Livs Dage, saae mere klart, at et kjærligt Forsyn vaagede over mig, at Alt, som ved en høiere Styrelse var ledet til det Bedste for mig, og jo fastere en saadan Overbeviisning bliver, des mere sikker føler man sig.
».« Denne Overbeviisning, som jeg har følt og nedskrevet i Romanen: »de to Baronesser«, er og lever hos mig, jeg er gjennemtrængt af den.
Et Barndoms-Liv havde jeg levet, et Ungdoms-Liv begyndte egentligt nu først fra denne Tid, før var det kun en Svømmen mod Bølgerne, en Kjæmpen mod tunge, store Søer, i mit fire og tredivte Aar begyndte mit rette Livs Foraar, men Foraaret har ogsaa sine graa Dage, sine Storme, før det bliver klar, varm Sommer, og de maa til, for at udvikle, hvad der skal modnes.
Vi ville see lidt hen til de saakaldte graa Dage og Storme, der jo rigtignok bagefter, i en lysere, stille Tid, vække et Smiil hos os, at vi ogsaa let kunne gyse. – Men til Sagen!
Hvad skrev til mig, paa en senere Reise i Udlandet, kan tjene til Indledning for hvad jeg her vil fremføre. Han skrev i sin eiendommelige Stiil:
»Det er Deres udsøgte Indbildningskraft, der strax laver Historier, at De er foragtet i Danmark, det er jo Usandhed. De og Danmark forliges fortræffeligt, og vilde forliges endnu bedre, dersom der ikke var et Theater i Danmark: dette forbandede Theater! er det da Danmark, og er De ikke andet end Theaterskribent?« – –
Der ligger en Kjerne-Sandhed heri, Theatret var i en Række af Aar det Sted, hvorfra mit Liv i høi Grad blev mig forbittret. Det er, siger man, almindeligt i hele Verden, at Theater-Folket er et eget vanskeligt Folkefærd; som oftest, fra første Statist op til , sætter hver Enkelt sig i den ene Vægtskaal og lægger hele den øvrige Verden i den anden. Væg er denne Verdens Grændse, Blad-Critiken er Fixstjerner i Universet, lyder nu fra hele dette Rum kun Bravo og Beundring, ofte kun sødt Eftersnakken og tankeløs, nedarvet Beundring, saa er det menneskeligt at svimle udover sin sande Betydning.
Paa den Tid da Politiken aldeles ingen Rolle spillede hos os, var Theatret »det Offentlige«, det som var Dagens og Aftenens betydeligste Conversationsthema; den kongelige danske Skueplads kunde da vistnok ogsaa henregnes til een af de første i Europa, den eiede da betydelige Talenter; var i ungdommelig Kraft, og foruden sin Tænksomhed som Kunstner eiede han et Organ, der, som en sand Musik bar Ordene og kunde bedaare. Den danske Scene havde da Dr. Ryge, der ved Person, Geni og Organ var født til at være Bæreren for Oehlenschlägers Tragedier. Scenen havde i Frydendal en sjelden Repræsentant for Lunet og Humoren, gjennemstraalet af Dannelse og Fiinhed; Stage var en complet Cavaleer, en for Øiet sand Gentleman, og havde dertil i det komiske Rollefag et dristigt Lune. Desuden var allerede da Talenter, som vi endnu besidde, Fru Heiberg, , og Phister. Vi eiede dengang en Opera, og Balletten begyndte under Bournonville sin Blomstren.
Som sagt, vort Theater var da eet af de første i Europa, men at derfor alle udøvende Kræfter der skulde være Tidsalderens Bærere, gaaer ikke an at paastaae, men som saadanne optraadte nogle, idetmindste for mig, da de ikke stort vurderede Forfatteren. Jeg troer, at det danske Theater altid formeget har manglet Disciplin og den hører til, hvor mange Individer skulle danne et Hele, og netop just et kunstnerisk Hele. I det Par Generationer, jeg , har jeg gjort den Erfaring, at der altid har været omtrent den samme paa Directionen fra Publicums Side, især med Valg af Stykker og samme bølgende Stemning mellem Direction og Personale; det ligger vist saaledes i hvad der menneskeligt ikke kan være anderledes, og altsaa vil maaskee rimeligviis enhver ung Forfatter, der ikke har Øieblikkets Gunst, anderledes end jeg da havde den, have det samme at lide under og kjæmpe mod. Selv Oehlenschläger led ofte i høi Grad, blev overseet, eller i det Mindste ikke altid, synes mig, værdigt nok behandlet, Skuespillerne fik Bifaldsklap, var en Erfaring, ham peeb man ud. Hvorledes har jeg dog hørt mine Landsmænd tale om ! dog det er vel saa i alle Lande, men hvor sørgeligt! , at hans Børn, i Skolen, maatte fordi de havde en Fader som han, høre Ondt af de andre Drenge, der talte, som de hørte deres Forældre tale.
De Skuespillere eller Skuespillerinder, der ved Talent, ved Blad-Venskab eller Folkegunst, staae som de Første, stille sig som oftest over Directionen7 og over Forfatteren, denne maa see at staae sig godt med dem, da de kunde forkaste en Rolle, eller hvad der tidt er ligesaa slemt, før Stykket kommer paa Scenen, udbrede i Publicum deres mindre gode Mening derom; man har Kaffehuuscritik før Nogen endnu skulde vide et Ord om det nye Arbeide. Det er ogsaa characteristisk for Kjøbenhavneren, at naar et nyt Stykke skal spilles, siger han ikke: »jeg glæder mig dertil!« – men han siger: »det duer nok ikke! skal der pibes?« Pibning spiller en stor Rolle, det er en Morskab, som giver fuldt Huus! aldrig er endnu en slet Skuespiller blevet udpebet, nei, kun Digter og Componist ere de to Syndere, for hvem Skafottet reises. Og i de fem Minuter, Piberne tør risle gjennem hele Rummet, seer man Damerne, de smukke og de stygge, smile og glæde sig ligesom Spanierinderne ved deres blodige Tyrefægtninger. I en Række af Aar var det altid den farligste Tid for et nyt Stykke, at komme i November og December; thi i Maaneden forud blev de unge Skoledisciple gjort til Studenter, slap over og var meget strenge Dommere.
Alle vore betydeligste dramatiske Forfattere ere, som bekjendt, pebne ud, Oehlenschläger, Heiberg, Hertz etc. have været udpebne, ikke at tale om fremmede Classikere, f. Ex. Molière.
Theatret er og var imidlertid den Virkeplads, der for enhver dansk Forfatter er den meest indbringende; da jeg stod aldeles uden Hjelp og Understøttelse, havde jeg søgt at bringe mit Talent til Virksomhed paa denne Vei, , som bleve saa strengt bedømte, og . Forfatter-Honoraret, der dengang ikke var af den Betydning, som senere fik bragt det til, blev dengang, næsten maa jeg sige, sat komisk tilbage; jeg maa berøre det, der er Noget som hedder Facta, de kunne ikke udslettes. Der var , som blev gjort til Theater-Directeur, man ventede god Orden i Tingene, thi han var en god Regnskabsfører, man glædede sig ogsaa til Operaens Fremgang, han havde Sands for Musik, sang selv i musikalske Kredse, man ventede energiske Forandringer, og disse kom ogsaa, i Regulativet for at betale Stykkerne; disses Værd var vanskelige at afgjøre, det blev nu bestemt, at de skulde betales efter deres Længde, skulde afmaales i Qvarteer. Ved første Forestilling stod altsaa Regisseuren med Uhret, og opskrev hvormange Qvarteer; disse adderedes sammen, og efter deres Sum bestemtes Honoraret; det der manglede i det sidste Qvarteer, Stykket endte, tilfaldt Theatret, og dette er jo meget embedsdygtigt og vel udtænkt; Enhver er sig selv nærmest, det var ogsaa Tilfældet med mig og da jeg trængte høilig til hver Skilling, saa følte jeg ret Tabet, idet min Vaudeville: »Skilles og mødes«, der var i to Afdelinger, med særskilte Titler, blev betragtet som to Vaudeviller, der – efter Directionens Mening – ogsaa kunde gives hver for sig. Men »,« og Theaterdirectionen er den dramatiske Digters Øvrighed, derimod et Par af Personalet – ja, dem vil jeg lade selv tale!
»Det er ingen Sag at faae sine Arbeider til at gjøre Lykke, naar de første Talenter skal forgylde dem!« sagde til mig Een af de første Talenter, der da ikke havde Lyst til at give sin Rolle. »Jeg spiller ikke Karle-Roller!« blev jeg mindet om af , jeg vovede at tildele en Rolle, hun fandt for mandhaftig. »Siig mig een eneste morsom Replik jeg har!« tordnede høit paa Prøven, ved et af mine første Stykker, ; da jeg bedrøvet herover siden stod i en Krog, kom samme Stormagt og sagde: »tager De Dem det saa nær! troer De jeg finder Rollen daarlig? Nei, saa spillede jeg den ikke! men jo mindre jeg gjør den fra Deres Haand, des større bliver den fra min! men siger De til Nogen, jeg har sagt det, saa siger jeg, det er Løgn!« denne Replik sagde Kunstneren fortræffelig, uden at tænke paa Publicum, der nu hører den; man leer deraf, siger maaskee: det er Stof for Humor, men som ganske ung Forfatter tager man det ikke saaledes. Til Skibs gjelder jo de stærke Udtryk under Commandoen ikke bogstavelig, saaledes skal man heller ikke tage det paa Theaterskibet, men det gjorde nu jeg. Men hvorfor gav jeg mig da derhen; fordi Theatret var det Sted, hvor det betalte sig bedst at faae en Digtning frem, og uden Penge kan man ikke leve, dernæst er Scenen en mægtig Talerstol, hvorfra, som Carl Bagger siger: »der forkyndes for Hundrede, hvad der neppe læses af Ti!«
Collin var ikke længer Theaterdirecteur; Molbech var af Censor-Magten den meest skrivende, meest haarde; jeg vil troe, at i Tidens Løb, de skrevne Censur-Bøger, som Theatret opbevarer og hvori Molbech har udtalt sig over forkastede og antagne Stykker, vil give den mærkeligste Characteristik, og læser man saa, hvad han senere skrev og lod trykke, da han ikke længer selv var Theaterdirecteur og , hans Yttringer der om Pligter mod det unge Talent, saa har man den Stemme, der i høieste Grad kunde og burde have lydt til ham selv, i hans Vilkaarligheds Dage. At han brød Staven over Alt, hvad jeg skrev, maatte jeg vente, kun at det skete paa den sædvanlige, og vistnok fra Theaterdirectionens Side rigtige Maade; naar et Arbeide forkastes, er den Form, at Directionen »ikke finder sig foranlediget til at antage vedlagte Arbeide!« den indlader sig ikke paa Grunde, og det vilde ogsaa i mange Tilfælde blive høist vidtløftig; jeg derimod fik et langt Brev, der umuligt andet end maatte være dicteret af Molbech, ret, , sat sammen for at sige mig – ikke Venligheder, som han kunde det; for nu at faae et Stykke paa Scenen, var der ikke andet for, end at give dette til . Til en Decoration, malet til , som ikke gjorde Lykke, skrev jeg i Sommeren 1839 Vaudevillen »den Usynlige paa Sprogø«. Den overgivne Lystighed i Stykket tiltalte, det vandt saaledes Publicums Yndest, at det foranledigede Directionen til at optage det i Repertoiret, og det let skizzerede Arbeide fløi med Bifald over Scenen, og opnaaede en Række Forestillinger, jeg aldrig havde anet8, men dette Bifald hjalp mig ikke det mindste hos Directionen, og jeg havde den Ærgrelse, at hvert nyt dramatisk Arbeide blev forkastet; desuagtet opfyldt af Ideen og Handlingen i den , besluttede jeg at behandle samme dramatisk, og da tillige at vise, hvad man saa ofte havde villet negte mig, at jeg dog besad Stadighed til med Flid at gjennemarbeide et Stof; jeg skrev derfor et fem Acts Stykke paa rimede Vers, ja enkelte Steder deri paa Paludan-Müllers Maade i lyrisk tre fire Riim; jeg troede ogsaa nok at kunne, som en Fugl i Luften, bevæge mig i Sproget. Det var et fremmed Stof, en rig dramatisk Handling laae deri, og min Lyrik behang det saaledes med friskt Grønt, at det næsten ganske syntes fra min Urtegaard, og kan der i Vers lægges Musik, saa idetmindste forsøgte jeg her at underlægge Stoffet Sprogets Musik, og lade en Andens Digtning ved denne i ny Form omplante paa Scenen; jeg følte, at den givne Fortælling var gaaet over i mit aandelige Blod, før jeg gav den for Scenen, jeg antog, at man skulde ikke paa den Maade, som før, , kunne sige, at det kun var »tilskaaret« eller »forskaaret« for Scenen. Stykket blev skrevet, og læst for flere ældre Venner, dygtige Mænd, som gav det stort Bifald, et Par af de Skuespillere, som jeg ønskede skulde optræde i det, hørte mig læse det og fik stor Interesse derfor, især Hr. , hvem jeg ønskede skulde udføre Hovedrollen; han var en af de Scenens Kunstnere, som venlig og deeltagende kom mig imøde, og som jeg skylder at udtale min Tak og Erkjendelse.
I Frederik den Sjettes Forgemak udtalte en af vore høiere Embedsmænd fra Vestindien sig mod Stykket, hvis Indhold han havde hørt om, at det var ikke af dem, man burde give paa et kongeligt Theater, da det vilde være af skadelig Indflydelse paa de Sorte paa vore vestindiske Øer; »men det skal heller ikke opføres paa de vestindiske Øer!« svarede man ham.
Stykket blev nu indleveret og naturligviis forkastet af Molbech; vel var det bekjendt nok i Publicum, at hvad han opelskede for Scenen, visnede snart, men hvad han smed som Ukrud hen i Gangen, tidt blev en Blomst for Haven; hans Forkastelse havde saaledes ingen skadelig Betydning, det var altid en Trøst. Meddirecteuren Geheime-Etatsraad Adler, en Mand med Smag og blev mit Arbeides Beskytter, og da der, ved de Flere der havde hørt mig forelæse det, allerede var en særdeles gunstig Dom om det i Publicum, blev det efter nogen Talen frem og tilbage, bestemt til Opførelse. Dog før dets fuldkomne Antagelse kom, var en lille Scene, ligesaa characteristisk som komisk, og som jeg her vil opbevare.
Der var , dog, hans Dom over Stykket vilde betydeligt gjøre Udslaget – han sagde mig, at han meente mig det Godt, men havde endnu ikke læst mit Stykke, der ere saa Mange, der tale for det, men Molbech har skrevet et heelt Ark imod det – og nu maa jeg ogsaa sige Dem, det er jo skrevet efter en Roman, De skriver selv Romaner, hvorfor opfinder De da ikke selv en Historie til Deres Stykke. Dernæst maa jeg sige, at Eet er at skrive Romaner, et Andet Comedier, i dem maa der være Theater-Effect, er der nogen i Mulatten og nogen, som er ny. Jeg søgte at gaae ind i Mandens Fordringer og Ideer, og svarede, »der er et Bal!« »Ja, det er meget godt, men det har vi i »«, er der noget ganske Nyt?« – »Der er et Slave-Marked!« sagde jeg, »Slave-Marked, det har vi nok ikke! ja det er Noget, jeg skal være retfærdig mod Dem. Det Slave-Marked tiltaler mig!« – og jeg troer, at dette Slavemarked lagde det sidste nødvendige Ja til Mulattens Antagelse.
Efter Læseprøven paa Scenen sendte Skuespiller Holst mig efterfølgende smukke Digt til Taksigelse.
Jeg hørte – og endnu for Øret toner
En sælsom Raslen, som da hist jeg sad,
Hvor lette Luftstrøm gjennem Palmens Kroner,
Kun løfte kan af brede Blad.
Jeg saae den yppige Natur i Skovens Skygge,
Paa Marken det af Solen brændte Straa,
Jeg Papegøien at bygge,
Og her Kaninen, som bag Sukkerrøret laae.
Jeg Hytten saae, som sorte Brødre huser,
I Pjalter laae de – – dog, for Hytten Døren luk! –
Jeg hørte Møllens Klappren, naar den Røret knuser,
Pidskeslag og Slavens Suk.
Jeg følte hvad jeg ikke kan forklare,
Mit Hjerte blødte ved de Armes Nød,
Mens et usynligt Vingepar mig bare,
Og Harpetoner for mit Øre lød;
Hvad var det da? – Kan man med Vellyst dvæle
Paa Steder, som kun Rædsler kalde frem?
Hvor Solens Hede maa hver Livslyst qvæle,
Hvor Skovens Skygge er kun Slangens Hjem?
Jo – thi hvor Poesiens Almagt troner,
Der vige maa det Grelle i Natur,
Der hæves Sjælen op til Palmens ,
Og skjønne Taager er selv Fængslets Muur!
Du gode Digter! her et Værk fremtrylte,
Ved Kraften Gud har nedlagt i din Barm,
Med gamle Minder det min Sjæl her fyldte
Og atter tropisk Sol mig gjorde varm.
Men Solen var din Digter-Ild, som flammed,
Var din , som slog ned,
Og hvad af Hverdags-Livets var lammet,
Nyt Liv, nyt Lys og Næring fik derved.
Hvad Livets Vexlen mig har viist, Du tænkte,
Og stolt og djærv og sand var Tankens Flugt.
Og skjøn og saftfuld er den modne Frugt,
Som Du dit Fødeland til Smykke skjænkte.
W. Holst.
To Aftener før Opførelsen var bestemt, nød jeg den Ære at forelæse Stykket for daværende , der milde og elskelige modtoge mig, og hos hvem jeg fra den Tid har modtaget Beviser paa Naade og Hjertelighed.
Dagen kom, det var den tredie December 1839. Placaten var udhængt, hele Natten havde jeg af Uro og i Forventning ikke lukket et Øie. Folk i Række foran Theatret for at Billet. Da joge Stafetter gjennem Gaderne, alvorlige Grupper samlede sig, Sørgebudskabet lød, at denne Morgen var Kong Frederik den Sjette død. Fra Amalienborg Slots Altan forkyndtes det og for Christian den Ottende lød et Hurra; Byens Porte bleve lukkede, Armeen toges i Ed. Frederik den Sjette hørte endnu til Folkenes patriarchalske Tid; den opvoxede Slægt havde ikke endnu mistet en Konge, Sorgen og Alvoret var stor og stærkt .
I to Maaneder var Alt som i et Sørgehuus, først efter den Tid første Gang under Kong Christian den Ottendes Regjering med mit Drama »Mulatten«. Min Bog havde jeg tilegnet Kongen, der jo alt kjendte den og havde givet den sit Bifald:
Med Mildhed lytted Du til denne Sang,
Om Aandens Kamp og Seier høit den klinger;
Du hylder Aanden, som fra Gud udsprang,
Og derfor, Konge, Dig jeg Sangen bringer.
Stykket blev godt spilt og modtaget med det meest jublende Bifald, men jeg kunde ikke strax rumme Glæden derover, jeg følte mig kun befriet fra den Spænding hvori jeg havde gaaet og lidt, jeg aandede lettere. Mit Stykke modtoges med samme Bifald i en Række af Forestillinger. De Fleste stillede dette Arbeide høit over Alt, hvad jeg nogensinde havde skrevet, og meente, at fra nu af begyndte min egentlige Digterbane; ingen af mine Digte, eller »Improvisatoren«, »Spillemanden« o. s. v. havde Betydning mod dette Værk, kort, det fik af en stor Mængde Mennesker en Roes, stor som jeg kun havde faaet ved min første Optræden med »Fodreisen«. Denne og »Mulatten«, var indtil da de to første Vurderings, vistnok Overvurderings, Momenter i mit Digterliv. og opført med Bifald paa det kongelige Theater i Stockholm; den svenske Digter dertil, i hvilket Paléme søger Hevn over sin Herre. Reisende Skuespillere gav mit Drama i de mindre Stæder i Nabolandet, en dansk Troupe, , spillede det paa Dansk ovre i Malmø, og en stor Skare af Studenter fra Lund modtog det med Jubel. Over Sundet klang til mig venlige Hilsener i Vers og Prosa:
Du Danmarks unge svan, du Nordens ,
I velljud dränk en rå forbistrings tid,
Bygg åter upp ett ljusande ,
Men på – fullt af sol och frid.
Fyll oss med skönhet! Likasom du ville
Från mörkrets makter återföra oss;
Och bada dig i morgonrodnan, !
Och skrif i den vår Nords .
C. Adlersparre.
Jeg var just i Skaane; de svenske Naboer modtog mig saa hjerteligt, saa inderligt velvilligt, at Erindringen herom aldrig er udslettet i mit Bryst, da modtog jeg ude den første offentlige Hædersbeviisning, der har gjort et dybt, uforglemmeligt Indtryk paa mig. Fra de Studerende i Lund blev jeg indbudt at komme til deres gamle By, her var et Festmaaltid arrangeret for mig, Taler bleve holdte, Skaaler udbragte, og da jeg ud paa Aftenen var i en Familiekreds, underrettede man mig om, at . Efterretningen alene overraskede mig i den Grad, at jeg skjelvede over alle Lemmer. Jeg kom ganske i Feber-Tilstand, da jeg saae den tætte Skare, Alle med deres blaa paa Hovedet, Arm i Arm at nærme sig Huset; ja, jeg for ikke at briste i Graad. I Følelse af at være en saadan Hyldest uværdig, speidede mit Øie, om ikke hos Nogen gik Smiil om Munden, men jeg saae kun velvillige Ansigter, ellers vilde i dette Øieblik et tvivlsomt Smiil have slaaet mig den dybeste . Man gav mig Hurra og af Talen der blev holdt, husker jeg levende, at der sagdes:
»Naar Deres eget Fædreland og Europas Lande bringer Dem Hyldest, vil De ikke glemme, at den første der bragtes Dem var af de lundske Studenter.« Naar Hjertet er varmt, veies ikke det stærke Udtryk, det erkjendte jeg dybt og svarede, at fra dette Øieblik følte jeg, at jeg maatte hævde et Navn, for at gjøre mig værdig til den Hædersbeviisning. Jeg trykkede de Nærmeste i Hænderne, takkede dem saa dybt, saa inderligt, som vist nogen Tak er givet, og da jeg kom ind igjen i Stuen, søgte jeg hen i en Krog for at græde ud denne Spænding, denne Overvælden af Følelsen.
»Tænk ikke mere paa det! vær glad med os!« sagde et Par af de svenske Venner; de vare Alle saa muntre, men der var kommet en Alvor i min Sjæl; tidt er Erindringen om denne Aften vendt tilbage, og intet ædelt Menneske, der læser disse Blade, vil see Forfængelighed i, at jeg har dvælet saalænge ved dette Livs-Moment, der mere udbrændte Hovmodens Rødder, end nærede dem. Mit Drama »Mulatten« skulde derpaa opføres i Malmø, Studenterne vilde see det, men jeg ilede med min Afreise for ikke at være i Theatret da. Med Tak og Glæde flyver min Tanke til den svenske Universitetsstad, men ; de unge, fra hiin Festdag for mig begeistrede Venner, ere nu spredte over hele Landet, min Hilsen naaer til dem, som min smukkeste Hyldest knytter sig til den gamle Universitetsstad.
I svenske Aviser omtales den mig viste Hæder, og »« om Andersen, der paa en for ham og den danske Nation smigrende Maade blev modtaget af de Studerende i Lund, Langfredag, om den paa Raadhuussalen arrangerede . Den svenske Anmeldelse slutter med:
»Vi kjende vel de hæse Stemmer, som af Misundelse og Kammeratskab hæve sig i det gode Naboriges Hovedstad mod en af dets ypperste Sønner; men disse Røster maae forstumme, Europa lægger sin Opinion i Vægtskaalen, og dets Dom er endnu aldrig forkastet. Andersen tilhører som Digter ikke blot Danmark, men hele Europa, og den Hylding, som den svenske Ungdom, ved Sverrigs søndre Universitet, bragte ham, turde vel – saa haabe vi – gjøre den Braad uskadelig, hvormed Smaalighed og Misundelse i hans eget Fædreland søger at gjøre hans Laurbær til en Tornekrands. Og hermed sige vi den elskelige Skjald et hjerteligt Farvel, og forsikkre ham om, at sand Beundring og broderlig Trofasthed altid skal komme ham imøde, hvorsomhelst han sætter sin Fod paa vort Fædreland, det gamle Sverrigs, Jordbund.«
Da jeg kom hjem igjen til Kjøbenhavn, mødte jeg hos enkelte af mine ældre, prøvede Venner, den inderligste Deeltagelse, jeg saae Taarer i deres Øine; de sagde mig, at især glædede det dem, at see Maaden jeg optog den nydte Hæder paa; for mig er der kun een Maade, netop i Glæden flyver jeg med Tak til Gud, blød og ydmyg, bedende ham om Kraft og Dygtighed til at fortjene Sligt.
Enkelte smiilte over Enthusiasmen, Een og Anden vilde gjerne have draget det over til den lystige Side. Digteren Heiberg sagde ironiserende til mig: »naar jeg reiser til Sverrig, maa De være med mig, for at ogsaa jeg kan faae lidt saadan Hyldest!« jeg syntes ikke om Spøgen og svarede: »Reis derover med Deres Kone! og De vil komme til det meget lettere.«
Fra Sverrig lød kun Enthusiasme for Mulatten, medens her hjemme et Par Stemmer hævede sig mod den; Stoffet var laant, hvilket ikke stod nævnt paa det trykte Titelblad; Tilfælde var Skyld heri; , men da Dramaet selv sluttede et trykt Ark, maatte et nyt begyndes for at give denne Note, man spurgte mig fra Trykkeriet, om den ikke kunde falde bort; en af vore Digtere, jeg raadførte mig med herom meente, at det var aldeles overflødigt, da Novellen »les epaves« var meget læst; Heiberg selv havde, da han omdigtede , ikke med et eneste Ord omtalt sin rige Kilde. Paa mig tog man nu fat her; den franske Fortælling blev nøiagtig gjennemgaaet og sammenlignet med Stykket; en Oversættelse af »« med paatrængende Forlangende, om at den optoges, Redacteuren lod mig det vide, jeg bad ham naturligviis om at optage den. Paa Scenen vedblev Stykket at gjøre stor Virkning, men Critiken forringede mit Arbeides tildeelte Værd; den altfor store Roes, jeg havde faaet, gjorde mig ømskindet for den, som jeg ansaae, ubillige Dadel, jeg kunde mindre taale den end før, og meente, at det ikke var Interesse i det Skjønnes Tjeneste, men kun Lyst til at ærgre mig, og at sætte mig som Forfatter ned igjen i Middelmaadighedens Digter-Sump. Ogsaa i , var Begeistringen for »Mulatten« gjort latterlig, Ideen om Aandens Seier, som jeg havde udtalt der, betragtet som Pjat. Det var som bekjendt J. L. Heiberg, der besørgede Udgivelsen af disse Noveller, næsten Alle antog, at de bleve til i hans Huus, og i nær Forhold maatte han staae til Forfatteren; vi saae, at ved første Forestilling af Dramaet », satte Heiberg paa Placaten sit Navn som Forfatter, men da Stykket ikke behagede, traadte han tilbage og erklærede at det var Forfatteren til en Hverdagshistorie, ; det Sidehug, her var gjort imod mig, optog jeg da, som om det udgik eller idetmindste adopteredes af Heiberg; meer og meer blev det mig en Vished, at han slet ikke syntes om mig, og jeg tog mig det nær; jeg, som saa gjerne sluttede mig til ham, erkjendte det Dygtige hos ham og desuden i den Omgivning, jeg levede, ofte førtes sammen med ham. Beskeden og med Inderlighed nærmede jeg mig ham, der var Dagens Stjerne her hjemme, men jeg følte mig koldt stødt tilbage. Det forekom mig i det Mindste saa, og da jeg eengang var blevet mistænkelig, hvor let sammensætter man da ikke hvert let henkastet umildt Ord, seer det med det vrede Øies Mikroskop; maaskee var jeg den, der gjorde meest Uret. Den Beundring, min nærmeste Omgivning nærede for Heiberg som Digter og Smagsdommer, havde naturligviis Indvirkning paa deres Dom over mig, – og jeg var tidt nær ved at slippe mig selv, idet jeg troede, saa godt som Ingen holdt paa mig. Det er ikke Misundelse og Forfængelighed, men det er et Saar, der bløder, naar kun Eens Uvenner stadigt citeres og opløftes.
Mit Sind var iøvrigt friskt og elastisk, jeg fik just den Tid Ideen til: »Billedbog uden Billeder« og udførte den; en lille Bog kun, men dog vistnok den af alle mine Bøger, ja selv mere end Eventyrene, der efter Anmeldelser og , synes meest at have gjort Lykke og faaet en utrolig Udbredelse. Een af dem, som der først omtalte den, tilføiede: »;« en saadan er senere virkelig hentet herfra, idet den aandfulde Fru von Göhren, har til : »die Adoptivtochter« laant, som hun selv vedkjender sig, Stoffet fra »Billedbog uden Billeder«, den tredie Aften, hvor Maanen fortæller om sin »Rose fra Præstegaardens Have«.
; her hjemme blev den mindre bemærket, og saavidt jeg erindrer, var det alene Hr. Siesby, der i »Kjøbenhavns Morgenblad« forundte den nogle venlige Ord.
, og den engelske Kritik hævede den lille Bog meget, kaldte den
Fra England har jeg seet et Prøveblad paa , den blev derved rigtignok, ligesom senere i Tydskland, »Billedbog uden Billeder« med Billeder.
Her hjemme, som sagt, lagde man ikke stort Mærke til den lille Bog, derimod talte man endnu om »Mulatten«, dog meest derom, at Stoffet var laant, Noget, som jo ogsaa er Tilfældet baade med « og Heibergs »Alferne« efter Tiecks Eventyr, men Tieck kjendte man meget lidet til, og Heiberg critiserede man dengang ikke.
Den bestandige Pegen paa, at jeg ikke havde selv opfundet Stoffet, fik mig til at udtænke et, og nu skrev jeg Tragedien »Maurerpigen«, idet jeg haabede, ved denne, at bringe alle mig ondtvillende Tunger til Taushed, og hævde min Plads som dramatisk Digter. Det var tillige min Plan, at jeg da ved Indtægten for dette nye Arbeide, i Forening med den lille Sum, jeg havde samlet og holdt paa, af Honoraret for »Mulatten«, vilde gjøre mig det muligt endnu en Gang at komme til Udlandet, ja gjøre der en større Reise, ikke blot til Italien, men til Grækenland og Tyrkiet; min første Reise havde jo, mere end alt Andet, virket til min aandelige Udvikling, det var saa temmeligt blevet erkjendt; jeg følte, at Livet og Verden var min bedste Skole; jeg var fuld af Reise-Lyst, fuld af Stræben efter at tilegne mig mere Kjendskab til Naturen og Menneskene. I Tanker og Følelser var jeg endnu aldeles ung.
Heiberg, der var blevet Theater-Censor, syntes ikke om mit nye Stykke, og i det Hele slet ikke om min dramatiske Færd. Fru Heiberg, hvem jeg troede at have skrevet Rollen for, afslog at spille den; og jeg vidste, at Publicum ikke brød sig om at komme i Theatret, naar hun ikke optraadte, Honoraret vilde altsaa blive ringe, og jeg ikke kunde udvide min Reise. Jeg udtalte det, tænkte ikke paa høiere Kunsthensyn, hun kunde have – hun afslog det, og ikke mildt. – Dybt saaret gik jeg bort og beklagede mig for Enkelte; hvorledes nu denne Beklagelse er gjengivet, eller en Beklagelse mod Publicums Yndling er en Forbrydelse, nok, fra dette Øieblik i en Række af Aar – nu troer og haaber jeg, Forholdet er anderledes – blev Heiberg min Angriber, naturligviis kun i smaa Smæk, jeg var jo, i det danske Publicums Øine, ham ingen værdig Kjæmper; saaledes optog og bar jeg det; snart fik jeg tydelige Tegn paa hans uvillige Stemning imod mig, hos Fru Heiberg derimod aldrig, og har jeg paa dette Sted udtalt, at jeg eengang var mindre glad ved hende, saa er det mig en Trang, en Pligt, her ikke at misforstaaes af hende eller af Nogen, ogsaa at udtale min levende, vedvarende Erkjendelse, at jeg anseer hende for en saa udmærket Kunstnerinde, at var det danske Sprog udbredt som det tydske eller franske, hun vilde have et europæisk Navn. I Tragedien bliver hun ved den Forstand og Genialitet, hvormed hun opfatter hver Rolle, høist interessant, og i Lystspillet er hun ved Sandhed og Natur uovertræffelig. I en senere Tid har jeg tillige lært at skatte i hende een af de ædleste og bedste Qvinder, og hun er kommet mig saa hjertelig og deeltagende imøde, at jeg kun, da Ovenanførte og det hører saa ganske til det »Oplevede og Prøvede«, her har givet det. Men nu tilbage igjen i min Stemning hiin Tid.
Uretten være nu paa min Side eller ei; et Parti var imod mig, Publicum ikke for mig, jeg var i Bevidstheden om stadig at oversees og behandles ilde, jeg følte mig krænket, der mødte flere sammenstødende Ubehageligheder; Hjemmet blev mig uhyggeligt, jeg var halv syg – kunde ikke længer udholde det – og overgav mit Stykke til sin Skjebne, lidende og nedstemt ilede jeg med at komme bort. I denne Stemning , der altfor tydeligt viser mit syge Sind; og den blev der naturligviis gjort Nar af! Satte jeg her ud fra hinanden de æsthetiske Cliquer, vi da havde, det vilde være at rulle op for mange Mysterier, jeg maatte fremhæve enkelte Personer, der ikke høre Offentligheden til, skulde jeg gjøre dette Afsnit mere klart og beskueligt. Mangen En i mit Sted vilde være bleven syg, som jeg, eller rasende vred, det Sidste havde nu været det Fornuftigste. Det Bedste var at komme afsted, mine Venner ønskede mig det.
»Vær ved godt Mod og see at kom snart ud af det Vrøvl,« skrev Thorvaldsen mig til fra . »Jeg seer Dem nok her, før De reiser, hvis ikke saa sees vi i Rom!«
»I Guds Navn, reis bort!« sagde ærlige deeltagende Venner, der følte, hvad jeg led; ogsaa H. C. Ørsted og Collin styrkede mig i mit Forsæt, Oehlenschläger sendte mig i et Digt sin Hilsen til Reise:
Den gamle Kleist har ofte sagt:
Han gik paa »poetisk Billedjagt«.
Paa slig en Jagt Du Dig ogsaa begiver,
Jeg haaber, at Byttet rigeligt bliver;
At, naar Du kommer til Grækenland,
Af græske Himmel og Jord og Vand,
Du bringer en mægtig Ladning fuld.
Men glem dog ei, Du er dansk af Kuld
Du gjerne som bort maa drage,
Hvis Du som Væring kommer tilbage,
Du ei behøver, hvis Kampen bli’er haard,
At slaae for i ;
En Digter Laurbær faaer om sin Tinding
Uden legemlig Seiervinding;
Han kæmper aandeligt for sin Sag:
Den høie Følelse, skjønne Smag.
Saa viis Din Kraft! og staae Livet bi
Med vederqvægende Poesi!
Min Ven, Digteren H. P. Holst, skulde ogsaa til Udlandet; hans Digt »!« opfyldte Alle, der var i faae hjertelige, simple Ord sagt, hvad Alle følte; Kong Frederik den Sjettes Død var en Landesorg, en Familiesorg, og det første naturlige, smukke Qvad, der udtalte den, greb derfor Alle. Holst var Øieblikkets lykkelige Digter, uden Vanskelighed, uden Attester – dette er ikke sagt med Bitterhed mod ham, – erholdt han Reisestipendium; hans mange Venner i arrangerede for ham, dette gav Anledning til, at et Par af mine yngre Venner samlede en Kreds for mig, og ; det var unge Studenter og nogle ældre Mænd, mellem disse var min Forlægger, Boghandler Reitzel, Conferentsraad Collin, Adam Oehlenschläger og H. C. Ørsted; det var lidt Solskin i mit mørke, fattige Digterliv; Sange af Oehlenschläger og Hillerup bleve afsjungne og jeg fandt Hjertelighed og Venskab her, idet jeg bedrøvet forlod Hjemmet. Det var i October 1840. Jeg vilde for anden Gang til Italien og derfra til Grækenland og , en Reise, jeg paa min Maade fortalte i: »en Digters Bazar.«
Paa Udreisen blev jeg nogle Dage i Holsteen hos Grev jeg nu første Gang besøgte; jeg saae den rige holsteenske Natur, Hede og Marskland. Skjøndt seent paa Høsten var det smukke Dage, paa en af disse besøgte vi den nærliggende Landsbye, Kirkegaard, hvor Forfatter ligger begravet, Müller von Itzehoe, som han ogsaa kaldtes, Tydsklands meest læste Romandigter i det forrige Aarhundrede, der skrev: ; eengang den meest læste Romandigter og dog som Ældre næsten glemt af sin Tidsalder, han havde imidlertid fra Kongen af Danmark en Pension til sin Død (den 23de Juni 1828), kunde altsaa leve og – lide, dersom han var, hvad vi kalde: »af en følsom Natur.«
Mellem , det var første Gang, jeg saae og prøvede en saadan, det var mig en Livsbegivenhed at see og kjende denne Flugt, man vil i »Bazaren« læse om det mægtige Indtryk, den gjorde paa mig.
I Leipzig levede Mendelssohn-Bartholdy, jeg skyldte ham et Besøg. Etatsraad Drewsen havde netop Aaret forud hjembragt fra Mendelssohn en Hilsen til mig; paa Rhintouren hørte de, at han var ombord, og da de kjendte og elskede ham som Componist, talte de til ham, han hørte, at de vare fra Danmark, og da var et af hans første Spørgsmaal, om de kjendte den danske Digter Andersen? »Jeg betragter ham som min Broder!« sagde Fru Drewsen, og nu var der et Tilknytningspunkt. Mendelssohn fortalte dem, at da han laae syg, havde man læst høit for ham: »Kun en Spillemand«, Bogen havde høilig interesseret ham og vakt hans Interesse for Forfatteren, han bad dem bringe mig en hjertelig Hilsen og tilføiede, at jeg endelig, naar jeg engang kom gjennem Leipzig, maatte besøge ham. – Nu kom jeg her, men kun for at blive et Døgn. Jeg , han var paa Prøve i »«, jeg sagde ikke mit Navn, men at en Reisende særdeles ønskede at hilse paa ham, og han kom, men ærgerlig saae jeg nok, fordi han blev forstyrret i sine Forretninger. »Jeg har megen lidt Tid, og kan egentligt her ikke tale med Fremmede!« sagde han. »De har selv indbudt mig!« svarede jeg, »jeg maatte ikke reise gjennem Deres By uden at fremstille mig for Dem – !«
»Andersen!« raabte han nu, »Dem er det!« og hele hans Ansigt straalede, han omfavnede mig, drog mig ind i Salen, jeg maatte høre Prøven med, det var Beethovens syvende Symphonie. Mendelssohn vilde beholde mig til Middag, men jeg skulde til min ældre Ven Brockhaus, og strax efter Middag gik Diligencen til Nürnberg, hvorhen jeg vilde. – Jeg maatte da give det Løfte, at jeg paa Tilbageveien vilde blive et Par Dage her i Leipzig, og jeg holdt, hvad jeg lovede. Nu gav Mendelssohn mig Papir og Blæk, bad mig om min Haandskrift og jeg skrev:
Gjennem Kirken Orgeltoner runged:
Et Barn var født og blev det kaldt,
Ja »Felix« havde Herrens Engle sjunget,
Thi Tonekunstens Scepter ham tilfaldt.
I Nürnberg saae jeg første Gang , i ti Minuter, sagde man, blev disse Portraiter til, det forekom mig, som en Trolddom, Kunsten vare ny og endnu langt fra, hvad den er i vore Dage. Daguerreotyp og Jernbane, disse Tidsalderens to nye Blomster vare allerede et Udbytte for mig af Reisen; med Banetoget til gamle Bekjendte og Venner.
En Mængde Landsmænd var her, Blunck, Kiellerup, , Dyrmaler Holm, Marstrand, Storch, Holbech og Digteren Holst, med hvem jeg herfra skulde gjøre Reisen ind i Italien; vi To bleve nu et Par Uger i München og boede sammen; han var en sand god Kammerat, omgængelig og deeltagende; jeg besøgte med ham nogle Gange Kunstner-Kneipen, en Afspeiling af Romerlivet, men det var Øl og ikke Viin, der skummede, jeg følte mig heller ikke ret i Stemning ved denne Munterhed, og af Landsmændene var der Ingen, der ret drog mig til sig; og hvad mig som Digter angik, da holdt deres Dom over mig nok kjøbenhavnsk . For Holst derimod var man anderledes velvillig stemt, jeg gik derfor meest min egen eensomme Gang, stundom fuld af Livslyst, oftere mistvivlende igjen om mine Kræfter. Jeg havde et eget Talent til at dvæle ved Livets Skyggesider, opsøge det Bittre og just smage derpaa, ganske udsøgt vidste jeg at pine mig selv. – Et Par Uger blev jeg i München, og mødte jeg ikke Interesse hos Landsmændene, saa fandt jeg den i høiere Grad hos Fremmede; »Improvisatoren« og »Kun en Spillemand« vare kjendte af Flere; den berømte Portraitmaler Stieler opsøgte mig, aabnede mig sit Huus, og jeg traf i Kredsen her Cornelius, Lachner og Schelling, hvem jeg tidligere kjendte. Snart stode flere Familiers Huse mig aabne. Mit Navn naaede Øre, og jeg fik en fri Plads i Theatret, netop ved Siden af Thalberg. I »« har jeg omtalt mit Besøg hos Kaulbach, den Kunstner, som andre Kunstnere dengang satte saa lavt, og hvem Verden nu med Rette har lært at skatte som stor. Jeg saae da i Carton hans herlige »«, Skizzer til »«; han viste mig de deilige Tegninger – dem vi senere Alle have seet – til hans »« og til .«
Jeg glædede mig som et Barn over at jeg skulde med min Ven H. P. Holst reise ind i Italien, vise ham det deilige Land og al den Herlighed der, men Landsmændene i München, især Blunck og Storck, vilde ikke slippe ham, , Tiden drog bestandig ud, og da han selv tilsidst ikke endnu kunde bestemme Afreisen, maatte jeg afsted alene, og opgive den Glæde at reise med Digteren i det Land, jeg elskede og kjendte som Kunstens skjønne Land; imidlertid aftalte vi at boe sammen i Rom, naar han kom der, og at vi derfra vilde følges ad til Neapel.
og gik gjennem Tyrol over Innsbruck og Brenner ind i Italien, min Længsels og kjæreste Tankes Land. Jeg skulde altsaa dog komme her igjen, det skulde altsaa ikke blive ». Jeg var glad bevæget, et Øieblik fortrængte det ganske de Sorger, som knugede mit Sind, og jeg bad med Alvor og Inderlighed til Gud om aandelig Sundhed og Kraft til som Digter at virke.
, Reisen er i Billeder og Begivenheder givet ; strax samme Dag, jeg kom, fik jeg et godt Logis hos skikkelige Folk omme i , en stor Leilighed, en heel Etage til mig og Holst, snart vilde han jo komme.
Men der gik lang Tid, før det skete; jeg maatte længe vandre ene om i den store, tomme Bopæl, den, jeg havde faaet billig, da der denne Vinter opholdt sig kun faa Fremmede i Rom, hvor Veiret var slet, og ond Feber grasserede.
Til min Leilighed hørte en lille Have med et mægtigt , der hang fuldt af Frugt; op til Muren blomstrede i rig Fylde, og festlig lød her over til mig Munkenes Sang fra , just det, hvor jeg har henlagt »Improvisatorens« Barndoms Aar.
Jeg besøgte igjen Kirker og Gallerier, gjensaae alle Kunstskatte; traf flere gamle Venner og tilbragte igjen en Juleaften, om ikke saa festlig, som den første, dog en Juul i Rom; og fulgte, men ikke blot var jeg legemlig syg, det laae i mig, det laae ogsaa i Luften, her var ikke den Ro, den Friskhed, som da jeg første Gang levede her. , man seilede der med Baade, Feber rykkede mange Mennesker bort; ; det var Slud og Blæst, der var ikke hyggeligt; mangen Aften sad jeg i min store Stue hvor det trak fra Vinduer og Døre, de tynde Qviste blussede i Kaminen, og Heden fra dem brændte min ene Side, mens den anden følte den kolde Luft, halv i Kappe og med varme Reisestøvler inden Døre, og dertil i Nætter og Uger den voldsomste Tandpine, den, jeg siden har søgt at spøge over i Fortællingen ».«
kom Holst, kort før Carneval, jeg var legemlig og sjælelig syg; hvor var han dog en hjertelig Kammerat, godmodig og mild, det var en Velgjerning, thi jeg var lidende; og i den Sjæls-Tilstand dukke tidt gamle Minder op, mangt et lille Digt fra de Dage er veiret hen, jeg eier kun faa af disse:
Jeg gav mit Hjerte, mit Ungdoms-Blod,
Saa sagde hun: »O, han er saa god!«
Men smuk nok var jeg dog ikke!
Tungt var det vist for min bedste Ven,
Han samled’ al Gift og gav mig den,
»Det styrker! Det maa Du drikke!«
Jeg sang hvad jeg følte, naturligt og sandt,
Men alle de critiske Dannede fandt:
»O, det har han taget fra Heine! – –«
Raat og vaadt var det hver Dag, nu kom Brevene hjemme fra, – ikke stort forskjellige fra dem, jeg fik under mit forrige Romertog. – Det var ikke glædeligt, hvad man havde at melde: »Maurerpigen« var opført og stille gaaet nogle Gange, men, som jeg havde forudseet, da Fru Heiberg ikke udførte Hovedrollen, kom der ingen Folk, og Directionen havde derfor lagt Stykket hen; Honoraret for de Aftener, det var blevet givet, vilde rimeligviis blive forringet, efter , at kun et Stykke, der heelt fyldte tre Timer, var et . , hvilket var aldeles Usandhed, men Efterretningen fik jeg, og den gjorde sin ubehagelige Virkning paa mig, saa var jo det udrettet; senere hørte jeg for vist, at Stykket var blevet vel optaget, men som sagt, havde ikke skaffet Huus. – Hovedrollen var smukt og varmt givet af Madam Holst, Hartmanns Musik høist characteristisk, men at Scenearrangementet havde været til reent at slaae Alt ihjel; slet, smagløst og forstyrrende; ja aldeles klodset og latterlig, hvilket Mængden naturligviis lod gaae paa Forfatteren. Hr. , meldte man mig, havde været saa udmærket kunstnerisk, saa overstrømmende af Lune, at Alt maatte drages ned i Latterens Strøm. Man maatte lee til det Yderste.
Værst af Alt for mig var imidlertid, at Heiberg vilde mig til Livs, han, der da i Kjøbenhavn var baade Allah og Propheten i dansk Literatur, og i de Dage havde han netop udgivet et nyt Værk, der opfyldte ganske og aldeles Alle. Det var: »«, og deri, , blev »Andersen ordenligt kjørt til Vands.« Selv meldte : Bogen var fortræffelig og jeg til Latter; det var Alt hvad jeg hørte, Alt hvad jeg vidste; Ingen , hvad Satiren egentligt havde sagt om mig, og hvori det Morsomme og Latterlige laae. »Andersen bliver ordenligt kjørt til Vands!« hed det. – Det er dobbelt piinligt at spottes, naar man ikke veed, hvad det er hos os, vi er til Spot for. Efterretningerne bleve som smeltet Bly tildryppede i en aaben .
Hele min Reise kom til at ligge imellem, før jeg fik Bogen at see, først ved min Hjemkomst til Kjøbenhavn læste jeg den, og fandt da, at det Sagte mod mig var i sig selv Intet at tage sig saa nær. Det var en Spasen over, at jeg fra »Skaane til « var berømt, det Heiberg slet ikke syntes om; fra »Skaane til Hundsrück«, altsaa omtrent saa langt som Heibergs Reiser gik, havde han erfaret, at jeg var berømt – det og lod saa mig gaae ad Helvede til. Digtningen selv fandt jeg imidlertid saa fortræffelig, at da jeg havde læst den, jeg nær havde strax skrevet ham til og bragt min Tak for Nydelsen af dette Digterværk; men jeg sov paa den gode Stemning, og da jeg vaagnede, var jeg reflecterende og frygtede for, at min Tak kunde misforstaaes af ham. Hvad iøvrigt min Nedstigning i Heibergs Helvede angaaer, da er der sagt mig af Folk, som tidligere hørte ham læse Digtet, at jeg dengang ikke fandtes deri, jeg maa altsaa senere være blevet fordømt af ham og stukket derind.
I Rom, som sagt, kjendte jeg endnu ikke Bogen, jeg hørte kun Pilene suste og følte dem saare uden at kjende Giftens Magt, der kunde være lagt i dem. – Og saaledes blev ogsaa dette mit andet Besøg i Rom forbittret mig; jeg havde en Tanke om, at Verdens-Byen, som jeg saa inderligt elskede, og hvor saa Meget tiltalte og opfyldte mig, var ingen lykkebringende Grund for mig. Mørke og bittre vare Dagene, som kom og gik, ingen af dem stort bedre end under Besøget i 1833. Jeg følte mig legemlig syg og ilede med at komme bort.
Ved Carnevals-Tiden var Holst indtruffet og med ham vor fælles Ven Conrad Rothe, nu Præst ved Fruekirke, vi Tre tilsammen reiste til Neapel. Det er et Sagn, en Folketro hos de Fremmede i Rom, at man Aftenen før sin Afreise derfra skal gaae til Fontane del Trevi og drikke af dens Vand, saa er man sikker paa endnu engang at komme til Rom igjen. Da jeg første Gang reiste herfra, blev jeg om Aftenen hindret i at komme til Kilden, jeg tænkte paa det hele Natten, og nu kom et Bud at hente mit Tøi, jeg fulgte med og tilfældigviis kom vi forbi Fontane del Trevi, jeg dyppede Fingeren i Vandet, smagte derpaa og troede: »jeg kommer her igjen!« og jeg kom; denne Gang før Afreisen opgav jeg denne Overtro, vi kjørte afsted, pludselig dreiede Vognen fra , vi skulde fra et Munkekloster afhente en Geistlig, og vi kom til Fontane del Trevi, og tredie Gang kom jeg ogsaa til Rom. – Den Geistlige vi tog med var Capelmester, en lystig Mand, der ved kastede den geistlige Dragt og blev en morsom syngende og beleven Herre; H. P. Holst har i sine »« indført ham fra dette vort Bekjendtskab.
Det var koldt i Neapel, Vesuv og Bjergene rundtom laae med Snee; der var Feber i mit Blod, jeg led aandelig og legemlig; en flere Uger vedvarende Tandpine havde dertil bragt mig i høi nerveus Tilstand; jeg tog mig sammen, saa godt jeg kunde, kjørte med Landsmændene til , men, medens de vandrede om i den opgravede By, sad jeg febersyg og det var mig et af Lykkens Tilfælde, man tog Feil af Banetogene, saa at vi istedetfor at gaae til Pompeji foer afsted hjem til Neapel, dødssyg kom jeg her, kun ved en hurtig , som min neapolitanske, omhyggelige Vert nødte mig til ufortøvet at underkaste mig, undgik jeg Døden. følte jeg mig bedre og afgik med et fransk Krigsdampskib »Leonidas« fra Neapel til Grækenland. Ved Strandbredden sang Folket »« Ja, Glæden leve! kunde man kun gribe den.
Et nyt Liv skulde gaae op for mig, og i Sandhed det skete, staaer det ikke læseligt i mine senere Skrifter, det rører sig da i mine Livs Anskuelser, i min hele indre Udvikling. Det var om Eftermiddagen den femtende Marts, jeg forlod Neapel, Byen jeg kjendte, hvor jeg havde Venner, og det var mig, som om jeg nu lod mit europæiske Hjem bagved mig; jeg følte mig ung og let i Sindet, det var, som gik der en Forglemmelsesstrøm mellem mig og alle bittre, sygelige Minder; jeg følte Sundhed i mit Blod, Sundhed i min Tanke, karsk og modig løftede jeg mit Hoved.
Neapel laae solbelyst, Skyerne hang om Vesuv ned til Eremittens Hytte, Havet var næsten blikstille; Natten som fulgte blev jeg kaldt op at see give Ild, Vandet lyste derved; om Morgenen passerede vi , Sicilien med sine lave Klipper, og det rygende med sin Snee løftede sig foran os.
Jeg har i »Bazaren« talt om Kystreisen, om det korte Ophold paa Malta og de deilige Nætter og Dage paa det blikstille Middelhav, der om Natten lyste i sin Døning, og Stjernernes Pragt, hvis Glands forbausede mig: Straalerne fra Venus var som Maanens i Norden, den lod Gjenstandene kaste Skygge; i Havfladen tumlede sig store Delphiner; paa Skibet selv var Selskabs- og Salon-Liv, der blev musiceret, sjunget, dandset, spillet Kort og livligt ført Conversation; Amerikanere, Italienere, Asiater, mellem hverandre. Biskopper og Munke, Officerer og Tourister. – Faa Dages Samliv paa Havet knytter saaledes hverandre fast; jeg var blevet som hjemme, og det var derfor en heel tung Skilsmisse ved at forlade dette Fartøi. Den franske Dampskibslinie fra Marseille til Constantinopel, skjærer ved Øen Syra Dampskibslinien mellem Alexandrien og Piræus, jeg maatte altsaa her paa et Skib fra Ægypten og var, med Undtagelse af en , den Eneste der paa Syra forlod »Leonidas.«
Byen her, saae ud som en Stad af Telte, som en heel Leir, idet her fra Huus til Huus mod Solstraalerne vare spændte store Seil. Strandbredden skinnede hvid og rød, det var en Menneskemasse der stod, Grækere i røde Trøier og hvide . Det græske Dampskib der sædvanligviis gik herfra til Piræus var under Reparation, og jeg tog derfor Plads i det fra , som netop var indtruffet og kun skulde tilbringe et Par Dage med os i , naar vi naaede Piræus, iøvrigt henviser jeg til »Bazaren«, hvor jeg har givet Reisens Billedrække og kan altsaa her hurtigere gjennemflyve Landene.
I Havnen ved Piræus, hvor vi laae for Anker og holdt vor Qvarantaine, kom strax op ad Dagen en Baad med Landsmænd og Tydskere, »« havde sagt dem, jeg kom, de lagde an foran Skibet for at hilse paa mig, og da Qvarantainen var endt, afhentede de mig i Piræus, hvorfra vi med en græsk klædt Leietjener rullede afsted gjennem op til Athen, hvis og jeg havde øinet. – Den hollandske Consul Travers var ogsaa dansk Consul og talte Dansk. Hofpræsten Lüth, en Holstener, gift med var mellem de nye Venner. Lüth sagde mig, at han havde lært Dansk ved at læse i Originalsproget min »Improvisator.« Vor Landsmand Køppen, Architecterne, og Holsteneren, Professor Ross mødte jeg her; det danske Sprog klang i Grækernes Kongeby, Champagnen knaldede for Danmark og for mig.
Een Maaned blev jeg i Athen; man havde villet arrangere det saa, at jeg paa min Fødselsdag den anden April skulde have besøgt , men Vintertiden kom, der faldt megen Snee, og jeg tilbragte min Fest meest oppe paa Akropolis. – Blandt de kjæreste og interessanteste Bekjendtskaber, jeg gjorde i Athen, var , den derværende østerrigske Minister, alt den Gang os bekjendt ved hans og hans ».«
Consul Travers forestillede mig for . – Flere høist interessante Udflugter bleve gjorte. Jeg var her netop til og til »«, af hvilke jeg har søgt at give et Billede.
Som et Schweiz med en høiere og klarere Himmel end Italien, laae Grækenland for mig. Naturen gjorde et dybt alvorligt Indtryk paa mig; jeg havde Følelsen af at gaae paa Verdens store , hvor Nationer havde kjæmpet og var gaaet til Grunde. Ingen enkelt Digtning kan omfatte en saadan Storhed; hvert udbrændt Flodleie, hver Høi, hver Steen havde store Erindringer at fortælle, hvor smaat bliver ikke paa et saadant Sted Hverdagslivets Ujevnheder? En Rigdom af Ideer gjennemstrømmede mig og i en saadan Fylde, at ingen heftedes paa Papiret. Den Tanke, at det Guddommelige har paa Jorden sin Kamp at kjæmpe, at det her forkastes og forstødes men dog gjennem gaaer seirende frem, havde jeg Lyst at udtale og fandt i Motiv herfor. I den Betydning han da optraadte forekom mig Sandhed og det Hele blev dog forskjellig fra de mange andre Digteres Behandling af samme Stof, idet de ikke, afskrækket af, at Goethe, som han fortæller det i »«, opgav det. Den tydske Digter Mosen, Hollænderen Ten Kate, Franskmanden Eugen Sue, og hos os Ingemann have alle behandlet Sagnet; i mindre Digtninger har vi det af Schubart, Lenau, Karl Witte, Paludan-Müller etc. I et Par Aar havde dette Stof opfyldt mig, men jeg mægtede aldrig ret at forme det i Digtning; det gik mig tidt, som man fortæller om Skattegraverne, at de troe at have hævet Skatten og da pludselig synker den dybere; jeg tvivlede om nogensinde at hæve Guldet frem for Lyset. Jeg følte hvilken Mængde Kundskaber jeg i forskjellige Retninger maatte tilegne mig og læste virkelig flittig og med Valg.
Paa en Tid da der almindelig af Critiken tilraabtes mig Mangel paa Studium, var jeg just flittig, men den Ene skrev og snakkede efter den Anden og hver havde nok Sit at kalde Studium, saaledes som jeg erfarede det hos en belærende Dame, der engang sagde til mig, at Folk havde Ret i at jeg ikke studerede nok. »De har jo ingen Mythologie!« sagde hun, »der er i alle Deres Digte ikke en eneste Gud eller Gudinde! De skal læse Mythologie, !«
Jeg havde læst og optegnet en Deel til min Digtning »Ahasverus«, den samlede sig først her i Athen, hvor jeg begyndte den. Snart lagde jeg den igjen hen, men altid kom Lysten tilbage, og jeg trøstede mig med, naar den noget længe hvilede, at det gik med Aandens Børn som med de jordiske, medens de sove, voxe de!
Den een og tyvende April seilede jeg igjen fra Piræus til Syra, hvor jeg med det franske tog Plads til Constantinopel; vi havde et stormende Veir i , jeg tænkte paa Skibbrud og Død, og da jeg naaede den Overbeviisning, at det nu var forbi, følte jeg mig forunderlig rolig, lagde mig i min Køie, medens Folk rundt om jamrede og bad, Alt knagede og bragede, men jeg faldt i Søvn, og da jeg vaagnede, vare vi i god Behold i Bugten ved Smyrna. – En anden Verdensdeel laae for mig. Og i Sandhed, ved at betræde den følte jeg en Andagt, som da jeg som Barn kom ind i Odense gamle St. Knuds Kirke. Jeg tænkte paa Jesus Christus, der blødte paa denne Jordbund, jeg tænkte paa . Asiens Kyst holdt sin Prædiken til mig, maaskee mere gribende, end nogen Prædiken har gjort det i den murede Kirke.
Smyrna tog sig storartet ud, men med spidse røde, nordiske Tage og kun enkelte , Gaderne selv ere smalle som Venedigs; her kom just en Struds og en Kameel forbi, for begge maatte Folk træde afveien ind i de aabne Huse. – Paa Gaderne var en vrimlende Folkemasse, Tyrkinder, som man kun saae Øinene paa og Næsetippen; Jøder og Armenianere med hvide og sorte Hatte, nogle i Form af en omvendt . Foran alle Consulernes Huse vaiede deres Landes respective Flag; i Bugten laae et rygende tyrkisk Dampskib, med Halvmaanen i sit .
Mod Aften forlod vi Smyrna, over . – Klokken Sex om Morgenen seilede vi ind i ; paa den europæiske Side laae en rødtaget By med sine Veirmøller og en smuk Fæstning, paa asiatisk Side en mindre Fæstning, Afstanden mellem de to Verdensdele forekom mig, at være som Sundet mellem Helsingør og Helsingborg, Capitainen opgav den for . , ved hvilken By vi kom ud i , har ganske et nordisk sort Udseende, gamle Huse var der med Karnapper og Træaltaner, Klipperne rundt om, lave, men af et nøgent, vildt Udseende; vi havde stærk Søgang, og mod Aften Regn. Det blev et graat nordisk Veir og i det laae foran os næste Morgen det herlige Constantinopel, et Venedig, som Phantasien kan lade det reise sig af Havet; den ene Moskee traadte frem herligere end den anden; laae lyst og svømmende foran. Solen brød frem og beskinnede Asiens Kyst, de første Cypresskove og Minareter; det var et underdeiligt Syn! der var et Raaben og Skrigen med Folk i de smaa gyngende Baade, som her vrimlede med; Tyrker bar Tøiet for os.
I Constantinopel opholdt jeg mig elleve interessante Dage; vor Minister boede paa sit Landsted i Bujukdereh, flere Mile fra Constantinopel, han indbød mig at komme der, men jeg blev hellere i Staden, hvor Italieneren , dansk Consul, tog sig af mig; mit sædvanlige Reiseheld forlod mig ikke, just under mit Ophold her indtraf ; jeg saae drage til Moskeen, Tropperne paraderede, alle Gader og Pladser vare opfyldte med Mennesker i deres østerlandske brogede Dragt og den Aften var der stor , alle Constantinopels Minareter belyste, og over dem og hele Staden spændte sig ligesom et Næt med Lamper, der straalede omkap med de blanke, blinkende Stjerner; alle Skibe, alle Baade laae i Ildcontourer. Det var en orientalsk stjerneklar Aften, glødede i den nedgaaede Sol, det var den meest feeagtige Stund, jeg har oplevet.
Hos den græske Minister , til hvem jeg fra Athen var anbefalet og hos den østerrigske Baron Stürmer blev jeg paa det Hjerteligste modtaget, hos denne herlige Mand fandt jeg et tydsk Hjem og tydske Venner.
Hjemreisen havde jeg tænkt at gjøre over det sorte Hav og op ad Donau, men en Deel af og Bulgarien var , det hed, at flere tusinde Christne vare myrdede; alle mine Medreisende i Hotellet, hvor jeg boede, opgav aldeles deres Reiseplan paa Donau, som jeg havde den inderligste Lyst til at prøve; Alle raadede mig at gjøre som de og gaae tilbage igjen over Grækenland og Italien. Jeg var i en svær Kamp med mig selv. Jeg hører ikke til de Modige, det er tidt sagt mig og jeg troer det selv, dog maa jeg erklære, at det kun er smaa Farer, som ret ængste mig, derimod under de større, og naar der virkeligt er et Udbytte, da har jeg en Villie, der trænger igjennem, en Villie, der Aar for Aar er blevet fastere, jeg skjælver, jeg frygter, men jeg gjør dog det, jeg anseer for at være det Rigtige; og jeg skulde tro
