XIII

Ni Aar ere gaaet siden, rige Aar i Tidshistorien, alvorlige og store Dage for Danmark, sorgfulde og ogsaa glade for mig, de have bragt mig al Erkjendelse i mit Fædreland, de have gjort mig ældre og dog bevaret mig ung, de have bragt mig Ro og Klarhed, de nye Afsnit, de danne, ville vi her rulle op!

Fra Vernet, hvor Bjergluften havde styrket mig, og jeg troede at have gjenvunden Kræfter til Hjemreisen, vilde jeg gaae til Schweiz; men uagtet jeg indrettede det saaledes, at kun Natten blev anvendt til Diligencefarten, og jeg den varme Dag blev i Perpignan og Narbonne, var det dog, som jeg fra den livsnærende Luft var kommet ind i et Element, hvor Livsstoffet manglede; en tung, stille glohed Luft omgav mig, det var en Qval, og snart var jeg som gjennembrændt i hver Nerve! Natten selv bragte ingen Friskhed, undtagen for Fluerne, som nu fik Kræfter til deres Runddands. – Et Par Dage, eller rettere et Par Nætters Ro i Cette, hvor jeg ude paa Husets Altan lod lægge min Madrats og sov under stjerneklar Himmel, gav mig Luft nok til at holde ud; af Montpelliers Skjønhed veed jeg kun, at den laae i Solstraaler, som gjennembrændte mig. I min Stue, med tæt tillukkede Vinduesskodder, klædt paa som til at gaae i Bad, holdt de Fremmede sig. Paa Jernbanen, midt i dens piilsnare Flugt, bragtes Efterretningen om den skrækkelige Ulykke, der var indtruffet paa Frankrigs Nordbane, det vilde, havde jeg været frisk og sund, paa enhver anden Tid have sat min Phantasie i Bevægelse, men jeg var saa betaget af Sydfrankrigs Sol, at jeg, som den Søsyge ombord, synker hen i en Tilstand, saa at man er ligegyldig for hvad der skeer. Ved Nimes endte da Banen, og man maatte i den fuldproppede støvslugende Diligence for at naae Avignon.

Mandeltræerne stode med modne Frugter, Mandler og Figen bleve næsten det eneste, jeg ret nød; hvile og altid hvile bag tillukte Vinduesskodder er et daarligt Reiseliv! Pavernes Slot her saae ud som en Fæstning, det var forvandlet til Caserne, Domkirken ligger som en lille Fløi deraf. I Musæet stod Vernets Buste af Thorvaldsen, Ordet »danois« ved hans Navn havde et kløgtigt Hoved streget over med Blyant; to Billeder forestillende Mazeppa, noget forskjellige fra Kobberstikkene, hang her af Vernet og »given den gode Stad Avignon«; om Aftenen blev der Liv og Røre i Gaderne, en Markskriger til Hest, med Trommen foran, udraabte som en anden Dulcamare sine Varer. – Ud over Vinduet hang fyldigt og stort Viinløvet som udspændte Marquiser mod Solstraalerne.

Jeg var Vaucluse saa nær, men havde til denne lille Reise ikke Kræfter, alle dem, jeg eiede, maatte jeg, som den Forsigtige, gjemme for at vinde til Schweiz, hvor Bjergene havde Køling. – Det besjungne Vaucluse skulde jeg ikke see, Strømmen, der har baaret Lauras Billede, det Petrarcas Vers beholder og bærer evigt om i Verden. – Rhonefloden har en saadan rivende Fart, at Dampskibet med Strømmen bruger kun een Dag mellem Lyon og Marseille, derimod, omvendt mod Strømmen op til Lyon hele fire Dage. – Jeg foretrak for det smudsige Dampskib den rask rullende Diligence, der isandhed her foer som med Leonore-Balladens vilde Heste. Det antike romerske Theater i Orange løftede sig frit over alle de andre nye Bygninger! Triumphbuen for Septimius Severus, alle de rige Romerherligheder, hvormed Rhonens Bredder er besaaet, førte Tanken til Italien; ikke havde jeg vidst og kjendt til al den Storhed af romerske Levninger, Sydfrankrig her frembyder.

Flodbredden blev altid mere afvexlende, jeg saae Byer med smukke gothiske Kirker og paa Bjergene gamle Borge, de laae som uhyre Flagermuus deroppe; smukke svævende Hængebroer hang udspændt over den piilsnare Strøm, som vort skidne Fartøi arbeidede sig op imod.

Endelig var jeg i Lyon, hvor Rhonefloden optager Saonen i sig; der, fra en af de høistliggende Gader, øinede jeg mange, mange Mile borte mod Nordost, at der hæve sig over den flade grønne Sletteenhvidskinnende-Sky,detvarMontblanc,derlaaeSchweiz, saa nær var jeg nu det Sted, hvor jeg igjen haabede at kunne drikke Luft og friere løfte Legeme og Sjæl, – men den schweizerske Consul vilde ikke visere mit Pas, før Politiet i Lyon havde givet sin Visa, og Politiet erklærede, at Passet ikke var i Orden. Jeg, som paa Reise lever næsten for meget for Pas og Visa, saa at det grændser til det Komiske med min Ængstelighed for at have Alt i Orden, jeg er af tusinde Reisende altid Den, der møder det værste Pasvrøvleri, snart kan man ikke læse, snart skriver en underordnet Skriver et galt Nummer paa det, saa at det ikke er at finde, snart opholder en italiensk Grændsebetjent sig over Navnet Christian og troer, det er en Religionssect, der kalder sig særegent den Christne, i Lyon var det ikke mindre eller meer, end at Passet, som de sagde, fra Grændsen skulde være sendt til Paris og der af Indenrigsministeren viseret. Hele Dagen maatte jeg løbe til og fra Préfectur de Police, til jeg kastede mig i Armene paa en af de høiere Politiembedsmænd, hvem jeg erklærede, at Ingen havde forlangt eller sagt før, at jeg for at reise fra Pyrenæerne til Schweiz over Lyon skulde sende Pas til Paris, hvorhen jeg ikke vilde; det var nødvendigt, at jeg gik tilbage til Marseille, blev der sagt mig, for der af den danske Consul at faae Passet i Orden for Schweiz, jeg erklærede, at jeg ikke taalte at gjøre Reisen, ikke heller kunde ligge i det glohede Lyon, jeg maatte til Bjergene! det var en høflig dannet Mand, jeg havde henvendt mig til; med Passet i Haanden examinerede han mig om Tid og Sted, jeg havde været paa de forskjellige Steder, hvor hver Visa var sat, og han kom snart efter, at her Intet kunde være til Hinder for min videre Afreise, ordnede Alt paa det Bedste, og næste Dag kunde jeg flyve afsted. Om Aftenen sad jeg da med roligt Sind i Operaen, denne var for Øieblikket tydsk, et Selskab fra Zürich var her og gav, som man siger, Smæk for Skillingen, paa een Aften Flotows: »Stradella« og Webers »Der Freischütz«; med Hensyn til Tiden kunde det vel bæres, thi af »Freischütz« fik man ene og alene Musiken, Dialogen blev sprunget over, Franskmændene forstode den jo dog ikke, meente de, men komisk tog det sig ud, lige efter Caspars Drikkevise, at see Max tage sin Hat, nikke og gaae, og Caspar synge Triumph ligesom om han havde vundet Spillet ene og alene ved den Vise.

Jeg naaede Schweiz, ogsaa her trykkede Varmen, Sneen paa Jomfruen, selv paa Montblanc var mindre end i mange Aar, lange, sorte Fjeldstriber viste sig; men her var dog friskere Luft og Køling om Aftenen; jeg søgte strax til Vevay; her ved Søen, med Savoyens sneebedækkede Bjerge, var det en Velsignelse at aande og leve! som røde Stjerner paa den sorte Bjerggrund skinnede om Aftenen de store Blus, som Hyrder og Kulbrændere tændte hiin Side Søen. Jeg var igjen i Chillon; Byrons Navn, som han selv havde hugget ind i Søilen, havde siden jeg var her sidst, lidt Overlast, der var kradset stærkt hen over det for at faae det bort. En Englænder havde gjort det, men var blevet forhindret deri; havde han ogsaa udslettet her Byrons Navn, i Verden var det dog ikke blevet udslettet. To nye Navne vare her komne til, det var Victor Hugo og Robert Peel.

I Freiburg saae jeg den dristigste, meest mægtige Hængebro, jeg endnu har seet, høit over Dal og Flod svæver den i Luften og gynger med den tunge Vogn; i Middelalderen havde Sligt hørt til Eventyrenes Verden, Videnskaben har løftet vor Tid ind i det før Overnaturlige. Endelig naaede vi Bern, der hvor Baggesen har levet saa længe, hentet sig en Hustru og været lykkelig. Som han saae det, saaledes lyste Alperne med samme Ildglands, idet Solen gik ned! Jeg tilbragte nogle Dage her og i Interlaken; jeg gjorde Udflugter til Lauterbrunnen og Grindelwald; den forfriskende Støvregn, som Vinden bar fra Staubbachs-Fald, den iiskolde Luft i Grindelwalds Gletschehuler var Paradisisk efter en Skjærsildsreise. De brune Schweizerhuse paa de fløielsartede grønne Enge op ad Bjergsiden, den venligste og rigeste Natur op til den meest storartede og vilde, er det Eiendommelige ved Schweiz.»Wetterhorn«, »Silberhorn« og »Jomfruen« lyste i Aftenens Ildglands, der kunde være saa helligt, stille og godt, men overalt forfulgtes man af Tiggere, de jodlede og jodlede, det var deres Præludium til Tiggeriet; men frisk og livsbringende var Opholdet i det kjære Bjergland; jeg gik til Basel og her paa Jernbanen gjennem Frankrig til Strassburg. Rhindampskibsfarten begyndte først her; Luften laae tung og varm over Floden, hele Dagen varede Farten, Skibet blev tilsidst overfyldt, meest af Turnere, de sang og jubilerede; mod Danmark og alt Dansk var Stemningen: Christian den Ottende havde udstedt det aabne Brev. Jeg erfarede det først her; i det Badenske var slet ikke behageligt for en Dansk at reise; Ingen kjendte mig, jeg indlod mig med Ingen, men sad syg og lidende paa den hele Flodfart.

Hartmanns Opera »Liden Kirsten«, hvortil jeg havde leveret Texten, var under min Fraværelse bragt paa Scenen og havde vundet stort Bifald, skrev man mig til; Musiken var erkjendt, som den fortjener det, en ægte dansk Bouquet, saa eiendommelig, saa gribende; Texten havde selv Heiberg syntes godt om, jeg glædede mig til at høre og see det lille Arbeide og det traf sig saa, at netop den Dag, jeg kom hjem, opførtes »Liden Kirsten«. »Ja, nu skal Du faae Fornøielse!« sagde Hartmann, »Folk er meget veltilfreds med Musik og Text!« Jeg kom i Theatret, man bemærkede mig, jeg saae det, og da »Liden Kirsten« var endt, blev der klappet, men tillige meget stærkt hysset. »Det er aldrig skeet før!« sagde Hartmann, »jeg begriber det ikke!« – »Men jeg forstaaer det nok,« svarede jeg, »bryd Du Dig ikke derom, Dig gjaldt det ikke, det var mine Landsmænd, som saae, at jeg var kommet hjem, og nu hilsede de paa mig!«

Jeg var forresten endnu legemligt lidende, Sommeropholdet i Syden kunde jeg ikke forvinde, kun den forfriskende Vinterkulde holdt mig sammen, jeg var i en nerveus kraftløs Tilstand, medens Sjælen derimod var virksom i høi Grad; jeg fuldendte paa den Tid Digtningen Ahasverus. H. C. Ørsted, for hvem jeg i de sidste Aaringer læste Alt, hvad jeg skrev, virkede ved sin levende Deeltagelse, sin aandfulde Tale, meer og meer mægtig ind paa mig. Saa stærkt som hans Hjerte slog for det Skjønne og det Gode, saa gjennemtrængt søgte hans Tanke altid deri det Sande. Klart og bestemt udtalte han dette og i ethvert Digt var Sandheden Digtningens Sjæl. En Dag bragte jeg til ham en dansk Oversættelse jeg havde leveret af Byrons Digt »Mørket«; jeg var da ganske opfyldt af det store Phantasie-Maleri, Digteren har givet her og overraskedes derfor, da Ørsted erklærede det for et aldeles forfeilet Digt, thi det var heelt igjennem Usandhed, den ene Tilsætning blev taabeligere end den anden. Ørsted beviste det, og jeg forstod og erkjender hans sande Ord. »Digteren tør nok tænke sig«, sagde han, »at Solen forsvandt fra Himlen, men han maa vide, at der kommer da ganske andre Resultater, end dette Mørke, end denne Kulde, disse Begivenheder, dette er en Vanvittigs Phantasie!« Og jeg følte Rigtigheden deri, optog i min Anskuelse allerede da de Sandheder, han i »Aanden i Naturen« udtaler for sin Tidsalders Digtere. At hvor de selv, som Høidepunkter i deres Tid, udtalte sig, skulde de fra Videnskaben og ikke fra en forsvunden Tids poetiske Rustkammer bringe Billeder og Udtryk; skildrer Digteren derimod en svunden Tid, naturligviis da er dens Forestillinger og Begreber om Verden de, som der maa bruges af de fremtrædende Characterer; dette saa Sande og Rigtige, som Ørsted siden i sit Værk udtalte, blev til min Forundring ikke forstaaet, selv af en Mynster. Flere af de tankerige Afhandlinger vi finde i det omtalte Værk, læste han da for mig; vi samtalede siden derom, og med sin uendelige Kjærlighed og Beskedenhed hørte han endogsaa paa en Indvending af mig, den eneste jeg havde at gjøre, at Dialogformen, der minder om Campes Robinson var nu forældet, den blev her, hvor der ikke var Leilighed til Characteer-Tegning, kun Navne-Overskrift, og man vilde uden denne kunne forstaae det Hele ligesaa klart. – »De har maaskee Ret!« svarede han med al sin milde Inderlighed; – »men jeg kan ikke strax ret bestemme mig til en Forandring med hvad der nu i Aaringer hos mig har stillet sig frem under denne Form, men jeg vil overveie Deres Ord og tænke derpaa, naar jeg nedskriver noget Mere.«

Det var et Væld af Kundskab, Erfaring og Snille, der udstrømmede fra ham og dertil en elskelig Naivetet, noget uskyldigt, ubevidst, som hos Barnet; en sjelden Natur, med Guddoms-Præget af hvad den var, aabenbarede sig her, og dertil kom hans store Religiøsitet; gjennem Videnskabens Glas saae han den Guds Storhed, det er christeligt smukt at erkjende selv med tillukte Øine. – Om Religionens dybe, velsignende Sandheder talte vi oftere; første Mose-Bog gjennemlæste vi saaledes sammen, og jeg hørte den barnlig religiøse og dertil som Mand udviklede Tænkers Afspeiling i sig om Oldtids Mythe og Sagn om Verdens Skabelse. Jeg vendte altid saa klar i Tanken, saa rig i Sindet fra den elskelige og herlige Ørsted og i Miskjendelsens og Mismodets tungeste Timer var han, som jeg maa gjentage, Den der holdt mig oppe og forjettede en bedre Tid. – En Dag jeg sjælelig lidende, ved Uret og Haardhed mod mig udenfra, var gaaet bort, havde han ingen Ro, før han, den ældre Mand, endnu engang og det seent paa Aftenen havde søgt mig i mit Hjem, og der igjen udtalt Deeltagelse og Trøst; det greb mig saa dybt, at jeg glemte al min Sorg, min Smerte, ret græd mig ud i Tak og Velsignelse over hans uendelige Godhed; jeg vandt igjen Kræfter og Mod til Digtning og Arbeide.

I Tydskland blev ved »Gesammelte Werke« og de forskjellige Oplag af mine enkelte Skrifter, jeg mere og mere kjendt og mødte megen Velvillie; »Eventyrene« og »Billedbog uden Billeder« læstes meest, de første fandt endogsaa Efterlignere. Mangen Bog og Digtning sendtes mig og smukt og venligt lød især »Herzlicher Gruß deutscher Kinder dem lieben Kinderfreunde in Dänemark H. C. Andersen«.

Udefra kom Solstraaler, ogsaa i Hjemmet lyste fleer og fleer, – Tanken var frisk, Hjertet blev ungt – med sine Erindringer og Stemninger. I Livets store Cirkel, den man gjennemgaaer, har Glæden og Smerten hver deres Radier, den sidste har tidt forskjellige og mange, dem Verden ikke faaer at kjende.

Der er i det menneskelige Hjerte Aflukker, som Ingen, selv vore Kjæreste, faae Lov at see ind i, hos en Digter klinge tidt dybe Toner derfra; man veed ikke, om det er Digtning eller Virkelighed; ogsaa gjennem mit Livs Eventyr tone saadanne Melodier, de tilhøre mig selv saa lidt, at kun Poesien har her Ord om, hvad der maaskee bevægede uendeligt dybt og var Dage og Nætters Liv og Tanke.

I Aarets Løb var flere af mine Skrifter, saaledes »Bazaren«, »Eventyr« og »Billedbog uden Billeder« udkomne i England og havde der nydt samme venlige Modtagelse hos Publicum og Critiken, som tidligere »Improvisatoren«. Breve fra mangen ubekjendt Ven og Veninde, jeg der havde vundet, sendtes mig. Kong Christian den Ottende havde, fra den bekjendte londonske Boghandler Richard Bentley, modtaget mine Skrifter, smukt indbundne; der er fortalt mig af en af vore betydende Mænd, at Kongen ved denne Leilighed har udtalt sin Glæde over min Erkjendelse, men tillige sin Forundring over, at medens jeg saaledes paaskjønnedes ude, blev jeg saa ofte her hjemme angrebet og nedsat. Den Velvillie, Kongen følte for mig, blev endnu større, da han læste: »das Märchen meines Lebens!« – »Nu kjender jeg Dem først ret!« sagde han hjerteligt til mig, idet jeg just traadte ind i Audiensværelset, for at bringe ham mine nyeste Bog. »Jeg seer Dem saa sjeldent!« vedblev han, »vi maae oftere tale lidt sammen!« »Det beroer paa Deres Majestæt!« svarede jeg. »Ja, ja, De har Ret!« svarede han og nu udtalte han sin Glæde over min Erkjendelse i Tydskland og især i England, talte om mit Livs Historie, smukt og kjærligt opfattede han den, og før vi skiltes spurgte han: »hvor spiser De til Middag imorgen?« – »Paa Restauration!« svarede jeg. »Saa kom heller til os! spiis med mig og min Kone, vi spise Klokken Fire!«

Jeg havde, som før er omtalt, fra Prindsessen af Preussen et smukt Album, hvori var flere interessante Haandskrifter, Majestæterne saae det, og da jeg fik det tilbage, havde Kong Christian den Ottende selv skrevet deri de betydningsfulde Ord:

Det var dateret »den anden April«, Kongen vidste, den var min Fødselsdag. Ogsaa Dronning Caroline Amalie havde skrevet hædrende, dyrebare Ord – ingen Gaver kunne glæde mig mere end netop denne Skat i Aand og Ord.

En Dag spurgte Kongen mig, om jeg dog ikke ogsaa skulde see England. Jeg svarede: jo, og at jeg netop i den tilstundende Sommer tænkte paa at komme der. »De kan jo faae Penge hos mig!« sagde Hans Majestæt.

Jeg takkede og sagde: »jeg behøver det ikke! jeg har for den tydske Udgave af mine Skrifter faaet 800 Rdlr., de Penge vil jeg anvende!«

»Men,« vedblev Kongen smilende, »De representerer nu i England den danske Literatur, og De maa derfor leve nogenlunde smukt og godt!«

»O, det vil jeg ogsaa kunne, og naar Pengene ikke længere strække til, reiser jeg hjem!«

»De kan skrive directe til mig om, hvad De behøver!« sagde Kongen.

»O nei, Deres Majestæt, nu behøver jeg det ikke, jeg kunde en anden Gang maaskee bedre trænge til Deres Majestæts Naade, nu maa jeg ikke tage Sligt, man skal ikke altid plage! og det er mig saa ukjært at tale om Penge! men tør jeg skrive Deres Majestæt til, uden at bede om Noget, skrive – ikke som til Kongen – for saa bliver det jo et formelt Brev, men tør jeg skrive som til En, jeg ret har kjær!«

Kongen tillod det, og syntes glad ved den vistnok rigtige Maade, jeg havde mødt hans Vevillie paa.

Midt i Mai 1847 gik jeg over Land fra Kjøbenhavn, det var deiligt Foraar, Storken saae jeg flyve med udbredte Vinger fra Reden. Pintsedagene feirede jeg paa det gamle Glorup, saae i Odense Skyttelaugs-Glæden, som i min Barndom var den deiligste Dag; en ny Drenge-Slægt kom, som i hiin Tid, da jeg var lille, bærende den gjennemskudte Skive; hele Vrimlen svingede grønne Grene, som Birnams Skov, der nærmede sig Macbeths Borg; den samme Jublen, den samme Trængsel – hvor ganske anderledes saae jeg det nu. – Dybt Indtryk gjorde paa mig en stakkels halvfjollet Knøs, udenfor mine Vinduer; hans Ansigt var ædelt formet, Øinene glandsfulde, men der var noget Forstyrret i den hele Person, og Drengene drillede og jagede ham. Jeg tænkte derved paa mig selv, min Barndomstid, min sindssvage Bedstefader, om jeg var bleven i Odense, sat der i Lære, om ikke Tid og Forhold havde sløvet de Phantasiens Kræfter, som da saa mægtig fyldte mig, eller jeg ikke havde lært at smelte sammen med hele min Omgivelse, hvorledes var jeg maaskee da blevet betragtet? – Jeg veed ikke, men Synet af denne ulykkelige, jagede Fjollede udenfor mit Vindue, fik mit Hjerte til at banke stærkt, min Tanke og Tak fløi mod Gud for hans Naade og Kjærlighed mod mig.

Reisen gik over Hamborg, der gjorde jeg Bekjendtskab med Forfatteren Glaßbrenner og hans geniale Hustru, den fortræffe lige Skuespillerinde Peroni-Glaßbrenner; et kjøbenhavnsk Blad har sagt, at den lystige Satiriker Glaßbrenner, har givet mig et Hip som Eventyr-Digter, jeg har ikke kunnet finde det, derimod har jeg fra ham et Digt:

Dette tyder ikke paa, at Manden har saa meget imod mig!

Efter et Besøg hos kjære Venner i Oldenburg, gik Reisen ind i Holland. Hen ad den murede Landevei, glat og reen som Gulvet i en Melkestue, rullede Diligencen med os. Huse og Byer frembød et Billed af Velstand og Reenlighed. I Fæstningen Deventer var just Marked, der var en Vrimmel af Mennesker i deres pyntelige Dragter; paa Torvet stod Vaffelboutiker, som jeg fra gamle Dage saae dem herhjemme paa Dyrehavsbakken, Klokkespillene klang fra Kirketaarnene, det hollandske Flag vaiede.

Fra Utrecht naaede jeg, paa Jernbanen, i en Time Amsterdam

saa slemt er det da ikke, og det minder aldeles ikke om Venedig, Bæverbyen med de døde Paladser. Den første Mand, jeg traf paa Gaden og spurgte om Vei, svarede saa forstaaeligt, at jeg tænkte som saa, det hollandske Sprog er da let at forstaae! men det var Dansk, han talte, det var en fransk Haarskjærersvend, der længere Tid havde været hos Friseur Causse i Kjøbenhavn, lært noget Dansk, kjendte mig igjen, og paa min franske Tiltale svarede mig i det Danske, han kunde.

Skyggefulde Træer heldede ud over Canalerne, brogedmalede, klodsede Træk-Baade, med Mand og Kone, hele Familien, gled stille forbi, Konen stod ved Roret, Fatter sad med sin lange Pibe. I Folkemængden var det mig paafaldende at see et Par ganske smaa Drenge, hvis Klæder vare deelte ved to Farver, det halve Rygstykke sort, det andet halve rødt, og ligeledes Beenklæderne, hver Been havde sin Farve; nu kom nogle Smaapiger, de vare ogsaa saaledes farvedeelte, ganske som det er Brug med Slaverne herhjemme; jeg spurgte hvad det betød og hørte, det var Waisenhuusbørn, saaledes blive de her klædte paa. I Theatrene blev given Comedie paa Fransk; Nationaltheatret var desværre under mit Ophold lukket, ellers havde jeg der faaet at see ægte hollandsk Skik: under hele Forestillingen smøges, og Jan, som alle Opvartere i Holland altid kaldes, gaaer om, tænder Piberne og bringer Thee, der drikkes af store Skaaler; Comedien gaaer imidlertid lige fort endda, Coupletterne synges og Tobakspiberne dampe, saa Røgen breder sig ud over Tilskuerplads og Scene. Flere Hollændere fortalte mig det, og jeg tør troe, at det ikke var Overdrivelse.

Min første Indtrædelse i Amsterdam var i en Boglade, hvor jeg vilde kjøbe en Bog med hollandske og flamske Digte; Manden, jeg talte med, saae forundret paa mig, gjorde en hurtig Undskyldning og løb bort, jeg vidste ikke, hvad det skulde betyde og vilde gaae, da kom to Mænd fra nærmeste Værelse, saae ligeledes stift paa mig og den Ene spurgte, om jeg ikke var den danske Digter Andersen! mit Portrait, der hang i Stuen, viste de mig, efter dette havde man kjendt mig; de hollandske Blade havde alt længe sagt, at jeg var ivente. En dansk Mand, Hr. Nyegaard, der mange Aar har levet i Holland og der nævnes van Niewenhuis, havde alt længe oversat paa Hollandsk alle mine Romaner; kort før jeg kom, var »das Märchen meines Lebens« og flere af Eventyrene: »Sprookjes« gjengivne og udkomne i Amsterdam. Udgiveren af »de Tijd«, den nylig afdøde van der Vliet havde med stor Kjærlighed og Interesse fremhævet og omtalt min Virksomhed, mit Portrait var fulgt med Ugeskriftet.

Jeg hørte og fornam saaledes snart, at jeg havde mange Venner i Holland. H. C. Ørsted havde givet mig et Brev med til Professor Frøhlich i Amsterdam, og ved ham indførtes jeg hos den bekjendte hollandske Digter van Lennep, Forfatter til »De Roos van Dekama« og »Haarlems Verlossing«, der regnes til de fortræffeligste Romaner i den hollandske Literatur. Jeg fandt i van Lennep en smuk, venlig Mand i et hyggeligt, velhavende Hjem; jeg var ikke der som en Fremmed, men en kjærkommen Gjest i Familien; smukke, venlige Børn flokkede sig om mig, de kjend te Eventyrene, især »de roode schoentjes« havde gjort et dybt Indtryk paa een af Drengene, dette havde saa forunderlig opfyldt ham, ganske taus stod han længe og betragtede mig, senere viste han mig Bogen, hvori det stod, der var et Billede til, hvorpaa Skoene vare malede røde, hele det øvrige Billede var derimod uillumineret. Den ældste Datter, Sara, en voxen Pige, høist elskværdig og livlig, spurgte strax om de kjøbenhavnske Damer vare smukke, og jeg svarede hende, »ja, de ligne Hollænderinderne!« hun vilde høre mig tale Dansk og jeg maatte opskrive hende et Par Ord af dem, som behagede hende bedst. Ved Middagsbordet spurgte Van Lennep mig, om jeg troede at kunne læse Hollandsk, han leverede mig da et beskrevet Blad. Det var af ham et Digt til mig; han læste det høit i Kredsen, det begyndte saaledes:

det findes, troer jeg, aftrykt i »de Tijd«.

Fra Amsterdam gik det til Harlem paa Jernbanen, den løber her et Sted, som var den Dæmningen mellem den aabne Nordsøe og Harlemmer-Havet, og jeg saae det driftige Foretagende, den store Virken der med at udpumpe et Hav; det var allerede sjunket betydeligt. Harlems mægtige Orgel, det største i Verden, lod just sine 8000 Metalpiber lyde under den smukke bjælkesatte Hvælving, idet jeg traadte ind under denne mægtige omvendte Skibskjøl. Underligt, halv tydsk, halv dansk, klang Sproget rundt om, og Indskriften paa flere Huse: »hier gaat man uit porren!« stod der; man gik ud at purre op, vække Folk. Altid klang Klokkespillene fra Kirkerne; det hele Land syntes mig en stor engelsk Park. Dette det første Indtryk af Holland nedlagde jeg i et lille Vers, det jeg skrev, da i Leyden Professor Schlegels Hustru bragte mig sin Stambog:

Fru Schlegel forstod det danske Sprog og kjendte Danmark, hun havde været i Kjøbenhavn og var netop hos Oehlenschläger, idet jeg der en Dag traadte ind i Stuen, hun huskede det saa godt; med hende, hendes Mand og Professor Geel, gik nu Veien til Leidens Seeværdigheder, hvortil da hører Skandsen, der reistes af Angelsaxerne, da de under Hengist og Horse droge til England.

I Ventesalen paa Banegaarden hang endeel Billeder og Placater, den største af disse var een, der anmeldte van der Vliets »de Tijd«, mit Navn og mit Portrait var tilfældigviis derpaa; Folk lagde Mærke til Billedet og mig, jeg følte mig ganske forlegen derved, skyndte mig at komme i en Vogn, jeg havde taget Billet til Haag og læste nu paa Papiret, man havde givet mig, »s’Gravenhage«, det hollandske Navn for Byen, jeg kjendte det ikke, Toget foer afsted, og jeg troede at komme et ganske andet Sted, end jeg vilde.

Det første Menneske, jeg fra mit Vindue i Haag opdagede nede paa Gaden, var en Bekjendt, en Ven fra Rom, den hollandske Componist Verhulst, hvem jeg, om ikke i Ansigts-Form, saa dog i Gang og Bevægelser, gjalt for at ligne; jeg nikkede ned til ham, han kjendte mig ikke, drømte ikke om, at jeg var i Haag; da jeg derpaa en Timestid efter gik ud for at see mig om i den fremmede By, var igjen mit første Møde Verhulst, det var en Glæde! der blev en Tale om Rom, om Kjøbenhavn, jeg maatte fortælle om Hartmann og Gade, hvis Musik Verhulst kjendte. Han priste Danmark, der havde en dansk Opera. Hollænderne, troer jeg, have kun fransk og italiensk Musik. Jeg fulgte ham til hans Hjem i en Udkant af Byen; fra Vinduerne saae man ud over frodige, grønne Marker og Enge, saa ægte hollandsk, og Klokkespillene i de nære Kirker klang i det samme – en Flok Storke, og her høre de hjemme, en Stork er endog Haags Vaaben, fløi i hilsende Flugt forbi.

Van der Vliet, kjendte jeg ikke personlig, men han havde tidligere flere Gange skrevet mig til, sendt mig Oversættelser og Anmeldelser af mine Skrifter; jeg traadte ind i hans Stue, han var en ung, godmodig Mand, med Præg af et sandt Naturbarn, der med varmt Hjerte omfattede Alt, hvad jeg havde skrevet, han blev ved mit uventede Besøg saa overrasket, næsten overvældet; han havde ventet forud at faae at vide, naar jeg kom, havde indrettet det saaledes i sit Huus, at jeg skulde boe hos ham; hans unge Kone kaldte han til, hun var ligesaa glad og hjertelig, men hun talte kun Hollandsk, dog hvor vi ikke forstode hinanden, nikkede vi venligt og trykkede hinanden i Hænderne. De gode Mennesker vidste ikke alt det Gode, de vilde gjøre mig; deres eneste Barn, en ganske lille Dreng endnu, var, sagde Faderen, kaldt op efter mig og efter den stakkels Spillemand: »Christian«. Den overordenlige Glæde, min Nærværelse syntes at volde dem, rørte mig, det var et lille Hjem fuldt af Kjærlighed, dog, da jeg kun blev faa Dage i Haag, og Hjemmet her laae meget afsides, foretrak jeg hellere at blive i Hotellet, der laae midt i Byen; Mand og Kone fulgte mig til min Dør, for at vi endnu saameget længere kunde være sammen. Det gjør godt i fremmed Land saaledes at finde Hengivenhed og Inderlighed. Mit Komme var dem, som Overbringelsen af det glædeligste Bud og i livlig Stemning, leende og sladdrende, gik det afsted. Vi skiltes og paa Trappen i Hotellet, hvor jeg boede, stod foran mig en sørgeklædt Mand, han nævnede mit Navn, jeg kjendte ham, hvor forskjelligt fra de leende Glade, jeg nylig forlod. Taarerne kom i Mandens Øine, det var Hensel, Svoger til Mendelssohn-Bartholdy; han var nylig taget fra Berlin, Lægerne vilde, at han skulde reise for at lede Tankerne fra sin Sorg; den syntes han at synke under. Hans herlige, geniale Hustru, Mendelssohns Søster, der i saa Meget lignede Broderen, et sandt Musik-Genie og i sit Ydre eiede hans beslægtede Træk og Udtryk var pludselig død. I Berlin havde jeg mødt hende og Manden i Selskaber, hun var Genialitet og Livlighed, havde Broderens Aand og Kjækhed, spillede som han med en Færdighed, et Udtryk, der henrev. Nylig, da hun frisk og munter, efter Middagsbordet, havde sat sig i Lysthuset, udstødte hun et Skrig og var i det samme død; hendes Mand, der er berømt som Portraitmaler, tidligere var han Officeer, havde malet hendes Billede, som hun saae ud i Døden, han førte det store Stykke med, det var opstillet paa Bordet inde i hans Værelse, det greb mig, som kom fra Glæden og de Glade, at se den kraftige Mand saa dybt rystet og i Taarer.

Aaret efter, som vi nu veed, døde Mendelssohn ligesaa pludselig og fulgte sin aandfulde, herlige Søster.

Jeg havde været i Haag fire Dage, det var Søndag, jeg vilde besøge den franske Opera, men mine Venner bad mig opgive det, og komme i en Kreds, der havde samlet sig i Hôtel de l’Europe. »Her er nok Bal iaften!« sagde jeg, da vi gik op ad Trappen, »hvad Stads er her?« spurgte jeg, »her seer saa festligt ud!« Min Ledsager smiilte og svarede: »her er en Fest for Dem!« Jeg traadte ind i den store Sal og overraskedes ved den forsamlede Mængde. »Det er,« blev der sagt, »nogle af Deres hollandske Venner, som glæde sig ved at være sammen med Dem i Aften!«

I den korte Tid, jeg havde været i Haag, var der sendt Breve rundt om i Landet til min Musas Venner, med hvilke van der Vliet og Flere havde aftalt, at der skulde gives dem Underretning om, naar jeg kom; selv høit oppe fra Zuydersøen indtraf, alene for min Skyld, den lange Reise uagtet, Forfatteren til »Opuscules de jeunesse«, van Kneppelhout, en rig Mand. Jeg fandt her en Mængde Kunstnere, saavel literaire Personligheder, som Malere og Skuespillere. Under Maaltidet, ved det blomstersmykkede, store Bord udbragtes Skaaler og holdtes Taler. Især greb mig en Skaal van der Vliet udbragte for: »Faderen Collin i Kjøbenhavn, den ædle Mand, der havde optaget Andersen som Søn.« »To Konger,« sagde han og vendte sig dernæst mod mig, »Kong Christian den Ottende og Frederik Wilhelm af Preussen, have hver givet Dem en Orden, naar disse engang blive lagte paa Deres Kiste, da give Gud Dem, for Deres fromme Eventyr, den skjønneste Orden, det udødelige Livs Hæderskrone.«1

En talte om Hollands og Danmarks Forbindelse i sproglig og historisk Betydning. En af Malerne, der havde tegnet smukke Billeder til min »Billedbog«, udbragte en Skaal for mig som Maler. Kneppelhout gav paa Fransk en Skaal for Frihed i Form og Phantasie. Der blev sunget Sange, reciteret humoristiske Digte, og da jeg endnu ikke havde Begreb om hollandske Skuespil og Tragedier, gav Haags berømte Tragiker Peeters hele Fængsels-Scenen af Schrawenwerths »Tasso«. Jeg forstod ikke et Ord, men jeg følte Sandheden, hvormed den blev given, og jeg har ikke hos nogen seet en fortræffeligere Mimik; det var som om Kunstneren blegnede og blussede rød; selv over Blodet i sine Kinder syntes han at have Magt; hele Forsamlingen brød ud i et jublende Bifald. Deilige Sange bleve afsungne, især greb mig Melodie og Begeistring ved National-Sangen: »Wien Neérlands bloed!« Det var en af de mig meest hædrende Aftener i mit Liv. I Sverrig og Holland culminerede, syntes mig, Udtrykket af den største Hyldest, jeg har mødt; Gud, som kjender Hjerterne, veed, hvor ydmygt mit var. Det er en Velsignelse at kunne græde ud af Tak og Glæde. Næste Dag tilbragtes i det Frie; Kneppelhout førte mig »in Bosch«, hvor der var Promenade og Musik; forbi smukke, grønne Engpartier, ad idylliske Veie ved rige Landhuse kom vi og saae »Leyden« udstrakt for os. Vi nærmede os den og kjørte saa til Landsbyen Scheveningen, der bag høie Sanddyner og Dæmninger beskjærmes mod Nordsøen. Her ved Table d’hôte i Badehuset udbragte igjen en lille Vennekreds Skaaler for Kunst og Poesie, for Danmark og Holland. Fiskerskibe laae langs med Kysten, Musiken klang, Søen rullede, her var saa hjemligt, det var en deilig Aften.

Da jeg næste Morgen skulde forlade Haag, bragte Vertinden mig en Mængde Aviser, hvori allerede Festen for mig stod omtalt. Til Jernbanen fulgte mig et Par af Vennerne, jeg her havde faaet kjær, og som jeg med Veemod skiltes fra, uvis om vi nogensinde oftere i denne Verden mødtes.

Rotterdam var mig den første ret levende hollandske By, langt mere, end Amsterdam er det. Mange og store Fartøier laae i de brede Canaler; smaa hollandske brogetmalede Jagter, hvor Konen stod ved Roret, om ikke med Tøfler og Sporer, ligesom i Visen om »den unge Hr. Pedersen«, men dog ved Roret og Fatter laae og røg sin Pibe. Alt syntes her Handel og Vandel. Et af de ældste hollandske Dampskibe, en sand Dampsnegl, »Batavier«, gik næste Morgen til London, jeg tog Plads med; Skibet var stærkt ladet og høit op over Relingen stod opstablet store Kurve fulde af Kirsebær; en Mængde Udvandrende til Amerika vare Dækspassagerer, Børnene legede nok saa glade; her gik en Tydsker, tyk som Falstaff op og ned med sin tynde, allerede saagodt som søsyge Kone, der gruede for det Øieblik, vi skulde udaf Maasfloden i den store Nordsøe, hendes Mynde skjælvede ligesom hun og havde dog et Dækken over sig, bundet fast med store Sløifer; Ebben var indtraadt, der gik hele otte Timer, før vi kom ud i Nordsøen; det lave Holland syntes at synke dybere og dybere i den graagule Sø, og idet Solen sank, gik ogsaa jeg til Køis. Da jeg i Morgenstunden kom op paa Dækket igjen, kunde jeg øine den engelske Kyst; ud for Themsens Munding laae i Tusindeviis Fiskerbaade som en uhyre Kyllingeflok, som sønderrevne Papirstykker, som et heelt Marked eller en Leir med Telte. Themsen forkynder rigtignok, at England er Havets Behersker, her flyve dets Tjenere ud, hele Skarer af talløse Skibe; hvert Minut kommer der som Staffet, Dampskib paa Dampskib, en Løber var det med tungt Røg-Flor i Hatten, hvor øverst den røde Ildblomst blussede. Brystende sig som en Svane gled det ene store Seilskib os forbi efter det andet; Lystjagter med rige, unge Gentlemen viste sig, Fartøi fulgte paa Fartøi, jo høiere vi kom op paa Themsen, tog Vrimlen til; jeg havde begyndt at tælle, hvormange Dampskibe vi kunde møde, men jeg blev træt af at tælle Mængden. Ved Gravesend saae det ud, op ad Themsen, som skulde vi ind i en stor rygende Mosebrand, og det var kun Damp af Dampskibe og Skorstene, som laae foran os. Et stærkt Tordenveir stod over Landet, det blaa Lyn gnistrede mod den begsorte Skygrund, et Jernbanetog jog forbi, dets blaa Røg bølgede og som en Salve af Kanoner rungede Tordenbraget.

»Man veed, De er her og hilser Dem Velkommen!« sagde i Spøg en ung Englænder til mig. »Ja,« tænkte jeg, »vor Herre veed det!«

Themsen blev, man skulde ikke troe, det var muligt, endnu mere et Røre af Dampskibe, Baade, Seilfartøier, en med Trængsel overfyldt Gade, jeg begreb ikke, hvorledes disse Masser bevægede sig mellem hverandre uden at støde paa; snart sporedes Ebben, den dyndede, slimede Bund kom frem ved Bredderne, jeg tænkte paa Quilp i Dickens »Nelly and his grandfather«, tænkte paa Marryats Skildringer af Livet her paa Floden.

En ung Billedhugger, Durham, ønskede at modelere hendes og min Buste, Ingen af os havde Tid at sidde længe for ham; ved et Par Ord fra mig fik den unge Mand imidlertid Tilladelse, en halv Time at komme til hende og omforme den Leerbuste, han, efterat have seet hende i Theatret, alt havde udkastet; jeg gav ham dobbelt saa lang Tid, og i denne ene Time frembragte han en, efter Tiden, mærkelig god Buste. Den har, med Jenny Linds, været paa Udstillingen i Kjøbenhavn, hvor begge bleve meget for strengt bedømte; thi der var Lighed og aandelig Opfatten i begge, og hvilken dansk Kunstner havde vel i saa kort Tid som Durham kunnet frembringe mere, end hvad her er givet. Siden ere Aaringer gaaede, før jeg igjen saae Jenny-Lind, hun forlod, som vi vide, under Triumph og Jubel, England og gik til Amerika.

Grev Reventlow førte mig til Lady Morgan; han havde alt et Par Dage forud sagt mig, at den gamle Dame ventede os, men at hun havde udsat det til en bestemt Dag, da hun, betroede han mig, nok kjendte mig af Navn, men aldrig havde læst Noget af mig, og nu i Hast først vilde gjøre sig bekjendt med Improvisatoren, Eventyrene o. s. v. Hun beboede et Huus med smaa, brogede Værelser, fulde af Rococo, Alt havde et fransk Anstrøg, og især den gamle Dame, hun var Liv og Munterhed, talte Fransk, var selv ganske Fransk og uhyre sminket; hun citerede af mine Bøger, som jeg vidste, hun havde læst i Hast, men altid dog af en stor Høflighed mod mig; paa Væggen hang en Haandtegning af Thorvaldsen, det var »Natten og Dagen«, som vi have dem i Basrelief, og som hun i Rom havde faaet af ham. Hun sagde, at hun til Ære for mig vilde indbyde alle Londons berømte Forfattere, da skulde jeg lære at kjende Dickens, Bulwer o. s. v.; og strax om Aftenen førte hun mig til Lady Duff Gordon, der havde oversat mit Eventyr »den lille Havfrue«, og er en Datter af Forfatterinden Fru Austen; her skulde jeg træffe en Mængde Berømtheder, og det var ogsaa Tilfældet; men en endnu større udvalgt Kreds modtoges jeg i hos en anden engelsk Forfatterinde, til hvem min Ven Jerdan, Udgiver af »Literary Gazette« førte mig, nemlig til Lady Blessington. Hun boede i en Udkant af London i sit Palais »Gore house«. Hun var en blomstrende, noget corpulent Dame, særdeles elegant klædt og med glimrende Ringe paa Fingrene. Hun tog saa hjertelig imod mig, som var jeg en gammel Bekjendt, trykkede min Haand, talte om »en Digters Bazar«, og sagde, at deri var en Skat af Poesie, som der ikke fandtes i mange Bøger tilsammen, at hun i sin sidste Roman havde nævnet den; vi gik ud paa den store Altan til Haven, den var rigt omvoxet med Epheu og Viinløv, en stor sort Fugl fra van Diemens Land og to hvide Papegøier gyngede derude, den sorte Fugl blev klappet og maatte slaae sine Triller for mig; under Altanen voxte mange Roser, der var deilig Grønsvær, og to prægtige hængende Grædepile, lidt længere henne paa et Stykke Eng, græssede til Stads en Ko, det Hele saae saa landligt ud. Vi gik sammen ned i Haven, hun var den første engelske Dame, jeg ret forstod, men hun talte ogsaa med Flid saa langsomt, holdt mig dertil fast om Haandledet, saae mig bestandigt ved hvert Ord lige ind i Øinene, og spurgte da, om jeg nu forstod hende. Hun fortalte mig Ideen til en Bog, den hun gjerne vilde, at jeg skulde skrive, en Idee, hun syntes voxte ind i mit Rige. Det var om en fattig Mand, som kun eiede Haabet, og en rig, som eiede det Reelle, men ikke Haabet, og da vise hvor ulykkelig han var, medens den Fattige var lykkelig. Hendes Svigersøn Grev d’Orsay kom til, Londons eleganteste Herre, der, som man sagde mig, ved sit Toilet bestemte Englands Modedragt. Vi traadte ind i hans Atelier, hvor i Leer stod forfærdiget af ham en næsten færdig Buste af Lady Blessington, ligesom der ogsaa var et Oliemaleri af Jenny Lind, som »Norma«, malet af Grev d’Orsay efter Hukommelsen. Han syntes en meget talentfuld Mand, ligesom han ogsaa var høist høflig og elskværdig. Lady Blessington førte mig derpaa gjennem alle sine Værelser, Napoleons Buste eller Portrait fandtes næsten i de fleste. Tilsidst kom vi i hendes Arbeidsværelse, her laae paa Bordet en Mængde Bøger opslagne, og, som jeg saae, alle om Anna Bollyn. Vi talte om Poesie og Kunst, og med Kjendskab og stor Kjærlighed berørte hun mine Arbeider, i hvilke, sagde hun, fandtes Meget af det, der især greb hende hos Jenny Lind, en hvis Inderlighed og Natur. Hun talte om denne Kunstnerindes Fremstilling af »la Sonnambula«, den Reenhed og Jomfruelighed, som her aabenbarede sig, og Taarerne stod hende i Øinene ved Talen derom. To unge Piger, jeg troer hendes Døttre, bragte mig en Haandfuld af de deiligste Roser; Jerdan og jeg indbødes til een Dag at tilbringe en Middag her, da vilde hun føre mig sammen med Dickens og Bulwer. Da vi til den Tid kom, fandt jeg det hele Huus i festlig Pragt; Tjenere i Silkestrømper og med puddret Haar stode paa Gangen, Lady Blessington selv var i Glands og Herlighed, men med det samme milde, straalende Ansigt, hun sagde mig, at Bulwer ikke kom, han levede i denne Tid kun for Valgene og var ude at samle Stemmer; hun syntes ikke særlig stemt for denne Digter som Menneske, sagde ogsaa, at han stødte fra sig ved sin Forfængelighed, og var dertil temmelig døv og meget vanskelig at underholde sig med; om hun saae gjennem et falskt Glas, veed jeg ikke, anderledes varmt talte hun, og det gjorde Alle, om Charles Dickens; ogsaa han havde lovet at komme, ham skulde jeg lære at kjende. Jeg sad just og skrev mit Navn og et Par Ord foran i »True story of my life«, da Dickens traadte ind, ungdommelig, smuk, med et klogt, venligt Udtryk og et stort kjønt Haar, der faldt til begge Sider. Vi trykkede hinanden Hænder, saae hinanden dybt ind i Øinene, talte og forstod hinanden. Vi vare komne ud paa Verandaen, jeg var saa bevæget glad ved at see og tale med den af Englands nu levende Digtere, jeg elskede høiest, Taarerne traadte mig i Øinene. Dickens forstod min Kjærlighed og Beundring. Blandt mine Eventyr nævnede han »den lille Havfrue«, som Lady Duff Gordon havde oversat i Bentleys Magazine, ogsaa »Bazaren« og »Improvisatoren« kjendte han; ved Bordet fik jeg Plads nær ved Dickens, kun Lady Blessingtons unge Datter sad imellem os. Han drak et Glas med mig, det gjorde ogsaa den nuværende Hertug af Wellington, dengang Marquis af Duero; for Enden af Bordet var et stort Billed, Napoleon i Legemsstørrelse, det hang stærkt belyst af mange Lamper. Her var Digteren Milnes, her var Postchefen for hele England, Forfattere, Journalister og Adelsmænd, men for mig var Dickens den Fornemste. En stor rig Kreds af de hæderligste Mænd saae jeg, men foruden de to Døttre kun Mænd; ingen Andre kom i Lady Blessingtons Huus, disse søgte det ubetinget, mig blev det af Grev Reventlow og Flere indpræget, at jeg i de store Saloner ikke maatte sige, at jeg kom til Lady Blessington, det var ikke Fashion, hun var i høieste Grad der i Miscredit. Grunden man gav, om den er sand veed jeg ikke, var den, at Svigersønnen Grev d’Orsay fandt sig hellere i sin Svigermoders, end i sin Kones Selskab, og at den unge Kone, iøvrigt Steddatter af Lady Blessington, derfor havde forladt Mand, Huus og Hjem, og levede hos en Veninde, medens Gemalen blev tilbage. Paa mig havde Lady Blessington gjort et høist behageligt Indtryk, og jeg kunde ikke lade være i de store Kredse, naar om Aftenen en Flok af de høie Damer spurgte mig, om hvem jeg havde besøgt, jeg da nævnede Lady Blessington; da blev der altid en Pause, spurgte jeg saa om Grunden, hvorfor man ikke kunde komme der, eller hvad der ikke var, som det skulde hos hende, fik jeg kun en kort Affærdigelse, som ikke god; en Dag talte jeg om hendes personlige Elskværdighed og om hendes Gemyt, fortalte, hvorledes hun var grebet ved at omtale Jenny Linds Fremstilling af »Sonnambula«, hele den Qvindelighed, hun derved aabenbarede; jeg havde seet hende fælde Taarer derved! »Skabning!« udbrød indigneret en gammel Dame, »Lady Blessington græde ved Jenny Linds Uskyld!« Et Par Aar efter læste jeg om Lady Blessingtons Død i Paris, Grev d’Orsay var den, som sad ved hendes Dødsleie. Blandt andre literaire Damer i London maa jeg nævne Qvækerinden Mary Howitt, ved hvis Oversættelse af »Improvisatoren« jeg blev indført og kjendt i England. Ogsaa hendes Mand, Charles Howitt, er bekjendt som Forfatter, de udgav paa den Tid i London »Howitts Journal«; netop i Nummeret, der udkom Ugen før min Ankomst her, var leveret en Slags Berømmelses-Tale over mig, samt mit Portrait, der stod rundt om i Vinduerne i flere Bogudsalg. Jeg blev strax den første Dag, jeg kom, opmærksom herpaa og gik ind i en lille Boutik og kjøbte det; »ligner det nu Andersen?« spurgte jeg Madamen, som solgte det; »o, det er ganske frappant!« sagde hun, »De vil kjende ham efter Billedet!« – Men hun kjendte mig ikke, uagtet vi længe talte sammen om Ligheden. – »True story of my life«, en Oversættelse af »das Märchen meines Lebens«, havde Mary Howitt nylig udgivet paa Brødrene Longmanns Forlag, Bogen var som sagt dediceret Jenny Lind og er ogsaa senere udkommet i Boston. Strax ved min Ankomst havde Mary Howitt med sin Datter besøgt mig og bedet mig ud til sig i Clapton udenfor London; det var vistnok to danske Miil derud, jeg foer med Omnibus, den var belæsset ude og inde, Veien fik aldrig Ende. Howitts boede godt, her var Malerier og Statuer, en net Have. Alle toge venligt imod mig. Nogle Huse derfra boede Freiligrath, den tydske Digter, som jeg engang havde besøgt i St. Goar ved Rhinen, da sang han de varme, malende Sange; Kongen af Preussen havde givet ham en aarlig Livrente, og den stødte han igjen tilbage, da Herwegh spottede ham som pensioneret Digter; skrev derpaa Friheds-Sange, gik til Schweiz og derfra til England, hvor han ernærede sin Familie ved at være paa et Handelscontoir; en Dag inde i London havde jeg mødt ham i Trængselen, han kjendte mig, jeg ikke ham, thi det tykke sorte Skjæg, jeg før havde seet ham med, var raget af. – »Vil De ikke kjendes ved mig?« sagde han og loe, »jeg er Freiligrath!« og da jeg havde draget ham fra Trængselen hen mod en Dør, sagde han i Spøg: »De vil ikke tale i Mængden med en som mig, De, Konge-Ven!« – Der var venligt i den lille Stue, mit Portrait hang paa Væggen, Maleren Hartmann, der engang paa Gravensteen havde tegnet det, traadte just ind i Stuen, vi talte om Rhinen, om Poesie, men jeg var lidende af Livet i London, af Touren herud, imidlertid stolede jeg paa, at Aftenen blev kjølig og tog igjen Plads i Omnibus’en, men før jeg var vel ude af Clapton, sank alle mine Lemmer sammen, jeg følte mig syg, mat i en Grad, som jeg havde været det i Neapel, jeg var nær ved at besvime og altid blev Omnibus’en fuldere og mere varm, hvert Øieblik holdt den og fyldtes nu ogsaa ovenpaa; bestøvlede Been hang ned for de aabne Vinduer. Flere Gange var jeg ved at sige til Conducteuren: »Før mig ind i Huus, hvor jeg kan blive, thi jeg holder det ikke ud.« Vandet sprang mig ud af alle Porer. Det var rædsomt! og altid langsomt fremad, mig forekom det tilsidst, som Alt flød bort omkring mig. Da jeg endelig naaede Banken, steg jeg ud i en Drosche og nu, jeg sad ene og fik det mere luftig, kom jeg til mig selv og naaede Hjemmet, men en mere qvalfuld Fart, end den fra Clapton, har jeg sjelden prøvet. – Imidlertid havde jeg dog lovet at komme derud igjen og blive der et Par Dage, det var dette længere Ophold der, som gav mig Mod til at begynde samme Reise igjen og i Omnibus. Det skulde være stille, nydende Dage derude, men Venner ville tidt gjøre det mere end godt. Man skal altid føres fra det Nære til det, der er længere borte, og saaledes allerede den første Dag gik det efter Middag afsted i en Eenspænder, fem Personer indeni, tre udenpaa, vi skulde til et Landsted hos en gammel Frøken; det var en rædsom Hede, den hele Udflugt var complet til et Capitel af Dickens Romaner.

Endelig naaede vi da til den gamle Frøken, der nok var literair; midt paa Græsplainen foran Huset legede en Mængde Børn, det saae ud som en heel Skole eller Pensionsanstalt, de dandsede rundt om en stor Bøg midt paa Marken og havde Alle Krandse af Bøg eller Epheu om Hovedet. De sang og sprang. Man kaldte dem hen til mig, sagde dem, at jeg var den Hans Christian Andersen, der havde skrevet Eventyrene, som de kjendte, og de trængte dem Alle omkring mig og rakte mig Haanden; sprang og sang saa igjen paa den grønne Mark. Der var rundtom smukke Høie og store Træpartier, der kastede deilig Slagskygge; jeg skottede derhen, for vi maatte sidde i den lille Have i et solhedt Lyshuus; her kom en døv Forfatterinde, som skrev politisk, en Mængde Digtere, hvis Navne jeg ikke kjendte, jeg blev mere og mere udmattet og maatte tilsidst søge Hvile, hele Eftermiddagen ligge stille hen i en eensom Stue, jeg mægtede ikke at røre mig. – Da Solen gik ned og det luftede lidt, blev jeg glad ved at kunne igjen aande; paa Hjemtouren til Clapton saae vi det belyste London udstrakt under os, det var som en storartet Illumination, som et transparent Grundrids i det Gigantiske; man saae i Ildcontour ved de mange Gaslygter flere bugtede Gader, nogle strakte sig lige ud mod den fjerne Horizont, et phosphorisk Hav med tusinde Ildfyr. – Næste Dag var jeg igjen i London. –

»High life« har jeg her seet og – »Armod«, disse ere de to Poler i min Erindring. – »Armod« saae jeg personificeret i en bleg, udhungret ung Pige, i slidte, elendige Klæder, skjule sig i Hjørnet af en Omnibus, »Elendigheden« saae jeg, og dog sagde den ikke et Ord i al sin Jammer, det var den forbudt; jeg husker Tiggerne, Mænd og Qvinder, de bare paa Brystet et stort, stivt Papir med de skrevne Ord: »Jeg døer af Sult! Forbarmelse!« De tør ikke tale, det er dem ikke tilladt at betle, og saa glide de som Skygger forbi. De stille sig foran En, og stirre med Hungerens og Sørgmodets Udtryk i det blege, magre Ansigt; de stille sig udenfor Cafféer og Conditorier, vælge een mellem Gjæsterne, som de uafladelig stirre paa med et Blik, o et Blik, som Elendigheden kan have det; hun peger paa sit syge Barn og paa det skrevne Blad paa sit Bryst, der staaer: »Jeg har ikke spiist i to Dage.« Jeg saae Mange, og man sagde mig, at i mit Qvarteer var kun Faa, i de Riges aldeles Ingen, det var lukket for den stakkels Parias Slægt. Alt i London bliver Industri, ogsaa Betleriet, det gjælder om bedst at kunne drage Opmærksomheden hen paa sig, og jeg saae et Arrangement, hvorved det tilfulde opnaaedes. Her stod midt i Rendestenen, thi paa Gade og Fortog vilde han have spærret Passagen, altsaa midt i Rendestenen, en reenligklædt Mand med fem Børn, det ene Barn mindre end det andet, alle i Sorg, med et langt Sørgeflor fra Hat og Kaskjet, alle reenligklædte i Rendestenen, og hver holdt et Knippe Svovlstikker til Salg, betle maatte de jo ikke. – En anden meget hæderligere og høist indbringende Industri er at være Gadefeier, og paa de fleste Hjørner seer man en saadan med sin Kost; han feier stadigt Overgangsstedet fra Gade til Gade eller en vis Deel af Fortoget, og hvem der vil, giver ham en Penny; der skal være Qvarterer, hvor disse i Ugens Løb opsummere sig til en Formue; det er Bulwer, troer jeg, som har skrevet en lille Fortælling om en saadan Mand, hvis Haandtering Ingen i hans Qvarteer kjender, han forlover og gifter sig med en hæderlig ung Pige, hver Dag er han borte fra sit Huus, Ingen veed hvor, og derpaa hver Løverdag bringer blanke Sølvstykker hjem; Familien er i Angest og Uro, troer han er Falskmyntner, passer ham op og opdager da, at han er Gadefeier. Jeg saae selv et af Afrikas Børn, en Neger med Turban paa, øve her den ædle Feiekunst. – Det var Livet i London, jeg saae; jeg fik et Indblik i »high life«, i de rige Sale og Trængselen paa Gaderne, Jubelen i Theatrene og, hvad der er en Deel af Nationen, Kirkerne; dog Kirker skal man see i Italien. Paulskirken i London seer betydeligere ud udenfra end indeni; den er lille imod Peterskirken, har ikke det Høitidelige som Maria Maggiore og Del Angeli i Rom. Den gjorde det Indtryk paa mig, som et herligt Pantheon, med rige, marmorne Monumenter. Over dem alle, over hver Statue herinde laae ligesom et sort Flor, det var et Slør af Kulrøgen, der var trængt herind og gav hver Statue et eget silkeagtigt Overtræk. – Paa Nelsons Monument staaer en ung Figur, den strækker Haanden hen mod een af de fire Seiersindskrifter, netop mod »Kjøbenhavn«; som Dansk havde jeg den Følelse, at det var, som om han vilde slette den ud af sin Triumph. – Westminster gjorde paa mig et ganske anderledes storartet Indtryk, og det i sit Ydre, som i sit Indre, det er en Kirke! Skade, at der, for Englændernes Comfort, inden i den store Kirke er bygget en mindre, hvor Gudstjenesten holdes. Da jeg første Gang, gjennem en Sidedør, traadte ind i Westminster, stod jeg netop i »the poets corner«, det første Monument, mit Øie faldt paa, var Shakspeares; øieblikkelig glemte jeg, at hans Støv ikke hvilte her, en Andagt, en Alvor fyldte mig og jeg heldede Panden mod det kolde Marmor, ved Siden er Monument eller Grav for Thomson, til Venstre for Southey, og under Gulvets brede Stene ligge Garrick, Sheridan og Samuel Johnson. – Som bekjendt har Geistligheden ikke tilladt, at Byrons Monument fik Plads herinde. »Jeg savnede det her!« sagde jeg en Aften til een af Englands Bisper og lod, som jeg ikke vidste Grunden, »hvor kan det være, at et Monument af Thorvaldsen gjort for Englands største Digter ikke opstilles der?« – »Det har andetsteds en fortræffelig Plads!« svarede han undvigende. – Mellem de mange andre Monumenter i Westminster over Konger og Mægtige var der især eet, jeg altid maatte standse ved, idet jeg der paa een af Marmorskikkelserne, saae, forunderligt ligt, bedre end endnu nogen Billedhugger eller Maler har givet det, mit eget Ansigt. Ja, det var mærkeligt ligt min Buste. En Skare Fremmede, som en Dag tilfældigviis, da jeg ogsaa stod der, saae paa den og mig, studsede og betragtede mig med Forundring; det var dem, som om den høie Herre i Marmoret gik levende i Kjød og Blod gjennem Kirkens Gange i min Skikkelse.

Allerede tidligere har jeg sagt, at det netop var i Valgtiden, at jeg opholdt mig i London, den var Skyld i, at jeg ikke traf sammen med Bulwer, Valgtiden, med alle dens Arrangementer og Udskeielser, dem vi i vort Land nok ogsaa komme efter, er første Gang seet ganske folkelig og broget. – Paa flere Pladser og Gader vare Tribuner for Talerne opreiste. I Trængselen gik Folk med Valglister paa Bryst og Ryg, for at man kunde læse Navnene; Faner vaiede, Faner bares i Tog omkring; fra Vogne, opfyldte med Vælgere, vaiede Tørklæder og store Flag med Indskrifter. Syngende og skrigende kom mange daarligtklædte Folk i elegante Vogne, tidt med meget pynteligt Tjenerskab; det var, som Herskaberne havde ladet deres ringeste Tyende hente, som var det den gamle hedenske Festtid, hvor Herskabet selv opvarter sine Slaver. Om Tribunen er der en Trængsel, en Murren, her flyve stundom fordærvede Appelsiner, ja endogsaa Aadsler i Hovedet paa Taleren. – Jeg saae i et af de elegantere Qvarterer to unge, velklædte Mænd nærme sig Tribunen, men idet den Ene vilde stige op, sprang der Nogle til, trykkede dem begge hver Hatten ned over Øinene, dreiede dem om og nu bleve de af hele Folkemassen, fra den Ene til den Anden, puffet og stødt fra Tribunen, ja ud af hele Gaden, saa at de slet ikke fik Lov at stille sig. – Ude i Londons Omegn, flere Mile bort, hvor jeg til Vogns gjorte et Par Udflugter, var dette Øieblikkets Opgave endnu mere fremtrædende og ene raadende. I hele Optog, saae jeg, kom de forskjellige Candidat-Partier, med stor Fane foran sig og paa hver de meest stærke Indskrifter. De Fleste vare for en Hr. Hodges, hans Navn især prangede rundtom; det ene Partie havde mørkeblaae Faner med Orange, det andet lyseblaae, og Indskrifter som: »Hodges for evig!«, »Rothschild, de Fattiges Ven!« o. s. v. Der var Musik med hvert Tog og al mulig Pøbel. En gammel syg, rystende Mand blev kjørt paa en Trillebør hen for at give sin Stemme. Paa Torvet samledes Stemmer; der var ved denne Leilighed ligesom et heelt Marked, med Træog Lærredstelte, hvori fandtes alskens Ting tilkjøbs; et heelt Theater blev reist op, jeg saae dem bære Skov-Coulisserne over Gaden ind i den store Thespis-Halle. – Hvad her imidlertid tog sig pynteligt ud og var som Hjem til en heel Digtning, var de nydelige vandrende, eller rettere kjørende Bissekræmmer-Huse. Den hele Huusholdning paa en Karre, med to Hjul, trukket af een Hest. Det var complet et Huus med Tag og Skorsteen; det Hele deelt i to Rum, hvoraf det bageste dannede en Slags Stue eller Kjøkken, med Talerkener og Kasseroller; her midt i Døren, udad, som paa en Omnibus, sad Konen og spandt paa sin Rok; for det aabne Vindue hang et lille rødt Gardin. Manden og Sønnen red, men styrede tillige Hesten foran det vandrende Huus.

Nuværende Baron Hambro havde udenfor Edinburgh ved Stirling-Bugten leiet et Landsted, hvor han tilbragte Sommeren, for at hans syge Kone kunde nyde Strandbade; han skrev til sin Fader, at han maatte overtale mig til at komme til ham, da jeg i Skotland eiede saa mange Venner, som der glædede sig til at see mig; jeg frygtede for at gjøre den lange Reise, da jeg ikke talte godt nok Engelsk til saaledes ene at vove mig ud i Landet; en fornyet Indbydelse og Brev til Faderen om, at han skulde følge med, bestemte mig, og i gamle Hambros Selskab gik det nu paa Jernbanen fra London til Edinburgh; vi deelte Reisen i to Dage og gjorde York til vort Natteqvarteer. Det var »expres train«; i flyvende Flugt, uden Rast eller Hvile, der var ikke paa hele Farten Tid at komme ud af Vognen. Før sang man: »Gjennem Dale, over Bjerge«, her maatte man synge: Over Dale, gjennem Bjerge! vi fløi som den vilde Hær; Landskaberne rullede sig ud om os og under os, Egnene ligne Fyen og Als, stundom gik det ind i Jorden, i uendelige, milelange Tunnel’er, hvor der for Lufts Skyld flere Steder ovenover var gjort Aabning; vi mødte uendelig mange Tog, der susede som Raketter forbi, og atter kom nye Landskaber, af mere Bjergnatur, med Teglbrænderier, hvor Ilden lyste ud af Skorstenene. – Paa Banegaarden i York hilste en Herre paa mig og presenterede to Damer, det var nuværende Hertug af Wellington, som kjendte mig, han kom med sin Brud. – I »Black Swane« i York blev overnattet; jeg saae den gamle By med sin prægtige Kirke; saadanne maleriske Huse, med udskaaret Bjælkeværk i Gavle og Karnapper, som her, havde jeg endnu ikke seet. – Svalerne fløi i store Skarer omkring i Gaderne og over mit Hoved min egen Fugl, Storken. – Fra York gik vi med Banetog næste Dag til Newcastle, der laae nede i en Dybde i Røg og Damp. Viaduct og Bro ved Byen vare ikke færdige endnu, vi maatte derfor Alle i Omnibus og gjennem Staden til Jernbanen hiinsides Byen. – Her var en Trængsel og Uorden. – Man faaer ikke i England, som i andre Lande, et Tegn for sit Tøi, dette maa man selv passe paa, og det var ved de forskjellige Steder, hvor der skulde ompakkes, en heel Plage. – Trængselen her var netop den Dag meget stor, vi vare saa mange Reisende og tidligt om Morgenen var her just gaaet et Expres-Tog for Gentlemen, der med deres Hunde droge paa Jagt i Skotland; alle Vogne til første Classe vare tagne, vi kom Een og Hver ind i anden Classe, der er saa slet den kan være, med Træbænke og Træskodder, som man i andre Lande har dem for fjerde Classe. Over to forskjellige dybe Dale var Veien ikke færdig, men dog istand til at kjøres paa, her var Broernes Bjælkeværk lagt paa de mægtige Colonner, og Skinnerne slaaet paa, men for Øiet var det, da al Brædeværket manglede, som foer vi hen ad et Bro-Gelænder, man saae gjennem hele det aabne Bjælkeværk ned i Dybet under sig, hvor Folk gik og arbeidede ved Flodbredden. – Endelig var vi ved Floden, der gjør Grændsen mellem England og Skotland, Walter Scotts og Burns Rige laae for os, Landet begyndte at blive bjergigt, vi saae Havet, Jernbanen løber langs Kysten, en Mængde Baade laae derude og endelig naaede vi Edinburgh. Ved en smal dyb Dal, som var det en udtørret Voldgrav i stor Stiil, deles den i den gamle og den ny Stad og nede i denne Dal gaaer Jernbanen fra London lige til Glasgow. Det nye Edinburgh har lige Gader, moderne kjedelige Bygninger, den ene Linie skjærer den anden eller løber parallel med den, den har intet andet skotsk, end at den som Skottens Plaid har sine regelmæssige Qvadrater, men det gamle Edinburgh er en Stad saa malerisk prægtig, saa gammel, saa skummel, saa eien dommelig. Husene, som i Hovedgaden have en to à tre Etager, vende Bagsiden ud til den Dybde, der skiller den gamle og den ny By og her faae de samme Huse ni til elleve Etager; naar nu om Aftenen Lysene der ere tændte hos de forskjellige Beboere, Etage over Etage, og de og det stærke Gaslys straaler over Tagryggen af de andre Huse i den høitliggende Gade, da er det et eget, næsten festligt Skue, med Lys høit op i Luften, der just maa sees nede fra Jernbanevognen idet man ruller ind under Edinburgh. Ud paa Aftenen kom jeg med gamle Hambro hertil; Sønnen holdt med sin Vogn i Banegaarden; glad og jublende var Modtagelsen, og i Gallop gik det igjen ud af Staden til det Lyststed i »Mount Triniti«, hvor jeg nu hos Hambros Familie skulde finde mit Hjem i Walter Scotts Land, i Burns Bjerge! en Mængde Breve laae som Bouquet til mig, Alt var rigt, hyggeligt og med den Comfort et engelsk godt Hjem kan byde; kjære, venlige Mennesker saae jeg, deeltagende og hjertelige stemte for mig. Det var en lykkelig Aften i mit Liv.

Vort Huus laae midt i en Have, omgivet med lave Mure; Jernbanen fra Edinburgh løb tæt derved ud til Havbugten. Fiskerleiet her er en anselig By, men meget lig de sjællandske Fiskeres. De skotske Fruentimmers Klædning var endmere malerisk end de Danskes; et bredstribet Skjørt var nok saa pynteligt altid heftet op og man saae det brogede Underskjørt.

Alt næste Dag var jeg som levet ind i Familien; hvor man veed, man er en kjær, velkommen Gjest, der bliver man snart hjemme. – Livlige, elskværdige Børn fandt jeg der, den gamle Bedstefader var glad i dem; atter var jeg igjen traadt ind i et lykkeligt Familieliv, var imellem kjærlige, dygtige Mennesker. Husets Skik og Brug var i Alt ganske engelsk; om Aftenen samledes Familie og Tyende til Huusandagt, en Bøn blev holdt, et Stykke af Bibelen læst for, som jeg siden saae det overalt i Familier, hvor jeg kom; det gjorde et smukt og godt Indtryk paa mig.

Hver Dag var rig paa Afvexling paa Nyheder for mig; allerede den første Formiddag begyndte det med Besøg og med at see og kjende Alt rundt om; jeg trængte vel til legemlig Ro og Hvile, men hvor kunde man hengive sig til den her, hvor der var en saadan Mængde at tilegne sig.

Med Banetoget gik vi i nogle faa Minuter til Edinburgh; Toget standsede foran en Tunnel under Bjerget opad hvilket ligge flere af ny Edinburghs Gader, de Fleste steg ud, »er vi alt ved Maalet«, spurgte jeg. »Nei«, sagde min Ledsager, idet vi alt sattes i Bevægelse igjen, »men kun Faa gaae længere med, man har Frygt for, at Tunnel’en her ikke er stærk, at den med hele Gaden ovenpaa kan styrte sammen, og saa stige de Fleste hellere ud her; den styrter ikke, medens vi kjøre, tænker jeg!« og vi foer ind i den lange, mørke Hvælving – og den styrtede ikke dengang, men hyggeligt var det ikke; dog gjorde jeg altid Farten med frem og tilbage, hvergang jeg med Banetog besøgte Edinburgh.

Udsigten fra den nye By til den gamle er imposant og prægtig, og frembyder et Skue, der stiller Edinburgh i malerisk Gruppering sammen med Constantinopel og Stockholm; den lange Gade, næsten kan den kaldes Quai, hvis Kløften, hvor Jernbanen løber, betragtes som et Flodleie, har hele Panoramaet af den gamle By, med sit Castel og Heriots Hospital; hvor Byen helder ned mod Havet, staae Bjerget: »Arthur’s Seat« bekjendt fra Walter Scotts Roman »Fængslet i Edinburgh«; den hele gamle By selv er som en stor Commentar til disse mægtige Digtninger for alle Lande; derfor staaer ogsaa Walter Scotts Monument smukt, her hvor man fra den nye Deel af Byen seer Panoramaet af det gamle Edinburgh, det er i Form af et mægtigt gothisk Taarn, under dette sees Digterens siddende Portrait-Statue, hans Hund Maida ligger ved hans Fødder og i Taarnets øverste Buer vise sig de nu verdenskjendte Skikkelser fra hans Skrifter, Meg Merillees, the last Minstrel, o. s. v.

Hen over Kløften, hvor dybt nede Jernbanen er lagt mellem den gamle og nye Stad, fører en mægtig Bro, der mod Gaden berører de øverste Etager af de dybt nedefra reiste Bygninger. – Den berømte Læge, Dr. Simpson, var min Fører herinde; Hovedgaden løber hen ad en Bjergryg; de mange Sidegader fra den ere smalle, skidne og med sex Etages Huse; af svære Kampestene synes de ældste reist; man maa tænke paa de italienske smudsige Byers mægtige Bygninger; Fattigdom og Elendighed syntes at kige ud ad de aabne Luger, der som oftest tjene som Vinduer, Laser og Klude hang ud for at tørres; i eet af disse Stræder viste man en mørk, skummel, en Hestestald lignende Gaard, det havde eengang været Edinburghs eneste og betydelige Hotel, hvor Konger toge ind, og hvor Samuel Johnson lang Tid havde boet. – Jeg saae Huset, hvor Burke havde levet, hvor de ulykkelige Offere bleve lokkede ind og qvalte for at sælges som Cadavere. – I Hovedgaden stod endnu, men faldefærdig, Knox’s lille Huus, hans Billed udhugget, talende fra en Prædikestol pranger paa dets Hjørne. – Forbi det gamle »Fængsel i Edinburgh«, der ikke ved sit Ydre men ved Walter Scotts Digtning drager Øinene til sig, gaaer det ned mod Holyrood House, der lig ger i den vestlige Udkant af Byen. – En lang Riddersal med slette Portraiter, kjedelige Værelser at gaae igjennem, og hvor Carl den Tiende har boet, saae jeg her; først i Maria Stuarts Sovekammer blev det mig »Holyrood House«; Betrækket derinde viste »Phaetons Fald«, det har hun altsaa stadigt havt for Øie, som var det en Forudmindelse om hendes eget. Ind i det lille Værelse tætved var den ulykkelige Rizzio blevet slæbt for at myrdes, Blodpletter sees endnu paa Gulvet; paa hver Side var et skummelt Taarnkammer; udenfor laae Kirken, nu en deilig Ruin; Epheu, der i England og Skotland udvælder med en Fylde, som jeg kun har seet det i Italien, dækker her Kirkens Mure, det seer ud som et heelt rigt Tapet; det evige Grønne snoer sig her op om Vinduer og Søiler; Græs og Blomster skyde op om Liigstenene.

Man kalde ikke disse Billeder fra Edinburgh Stykker af en Reisebeskrivelse, de ere virkeligt Dele af mit Livs Historie, de have saa levende afspeilet sig i mit Sind og Tanke, at de kun der saa ganske for mig høre hjemme; de ere ligesom Resultatet af de Dage, jeg der henlevede.

Under denne Beskuen af By og Bygninger, knytter sig dertil en Scene, der overraskede og fyldte mig. – Vi vare et heelt Selskab komne op i »George Heriots Hospital«, en storartet, slotsmæssig Bygning, hvis Stifter, Guldsmeden, vi ved Walter Scotts Roman »The Fortunes of Nigel« Alle kjende. Den Fremmede maa medbringe en skriftlig Tilladelse og derpaa hos Portneren selv nedskrive sit Navn, jeg skrev mit heelt ud »Hans Christian Andersen«, saaledes som jeg i England og Skotland altid nævnes. Den gamle Portner læste det og fulgte med egen Velvillie stadigt den gamle Hambro, der havde et godt, jovialt Ansigt og sølvhvide Haar, og spurgte da: om han ikke var den danske Digter. – »Saaledes har jeg netop tænkt mig ham, dette milde Ansigt, disse ærværdige Haar!« – »Nei!« svarede man og pegede paa mig, »der er Digteren!« – »Saa ung!« udbrød den Gamle, »ham har jeg læst og ham læse Drengene her! Det er mærkeligt at see en saadan Mand, ellers ere de altid gamle eller døde, naar man hører om dem!«

Man fortalte mig det, og jeg gik hen til den gamle Mand, trykkede hans Haand; han og et Par af Drengene, der kom til og bleve udspurgt, vidste godt Besked om the ugly duck og the red shoe! – Det overraskede mig, bevægede mig, at jeg her oppe var kjendt og havde Venner hos de fattige Børn og deres Omgivelse. Jeg maatte træde tilside for at skjule mine Taarer, Gud kjender mit Hjertes Tanker.

»This is indeed popularity!« siger den engelske Forfatter Boner, som i Fortalen til »the dream of little Tuk and other tales« omtaler dette Træk.

Redacteuren til »Literary Gazette«, Jerdan, havde givet mig Brev med til den bekjendte Medarbeider af »Edinbourgh Review«, Lord Jeffrey, hvem Dickens har dediceret sin »the cricket on the hearth«; han boede udenfor Edinburgh paa sin Landeiendom, et sandt gammel, romantisk Slot, hvis Mure og Vægge næsten skjultes af Evigtgrønt. Der brændte en mægtig Ild paa Kaminen i den store Sal, hvor Familien snart samledes, hvor Unge og Gamle kjærligt sluttede sig om mig. Børn og Børnebørn kom; jeg maatte skrive mit Navn foran i hver af de forskjellige af mine Bøger, de eiede; vi vandrede om i den store Park hen til et Punkt, hvorfra man oversaae Edinburgh, der herfra ikke er ulig Athen, her var ogsaa et Lykabettos at see, og et Akropolis. – Et Par Dage efter gjengjældte hele Familien mit Besøg, de kom til »Mount Triniti«. Ved Afskeden sagde Lord Jeffrey: »Kom snart til Skotland, at vi kunne mødes, jeg har ikke mange Aar at leve i!« Døden har alt kaldt ham, vi mødtes ikke mere paa denne Jord.

Flere berømte Personligheder samledes jeg med i Selskabs-Livet hos Forfatterinden Miss Righby, som har besøgt Kjøbenhavn og skrevet om den, og hos den udmærkede Læge Simpson; – jeg lærte at kjende de meest forskjellige Personligheder. – Jeg mødtes med den joviale Critiker Wilson; han var Liv og Lune, kaldte mig spøgende »Broder«; de meest forskjellige critiske Partier mødtes i at vise Velvillie mod mig. »Den danske Walter Scott« var det Æresnavn, Mange beærede mig uværdigt med. Forfatterinden Mrs. Crowne bragte mig sin ogsaa paa Dansk oversatte Roman »Susan Hopley«. Vi mødtes hos Dr. Simpson, hvor i den store Aftencirkel blev gjort flere Forsøg med Æther-Indaanding; det var for mig uskjønt, især at see Damer komme i denne Drømme-Ruus, de loe med aabne, døde Øine, der var noget Uhyggeligt deri, og jeg udtalte det, erkjendende, at det var en ypperlig og velsignet Opfindelse, til at benytte ved en smertelig Operation, men ikke til at lege med; gjøre Spørgsmaal, det var en Uret, var som at friste Gud; en gammel, værdig Mand sluttede sig til mig, udtalte det samme; jeg syntes ved min Paastand at have vundet hans Hjerte; og da vi nu et Par Dage efter, tilfældigviis mødtes paa Gaden, hvor jeg, meest for at eie en Erindring fra Edinburgh, havde kjøbt den hele hellige Bibel, en billig, smuk Udgave, blev han mig endnu mere god, klappede mig paa Kinden og udtalte sig saa varmt om mit fromme Sind, som jeg slet ikke fortjente det. – Tilfældigheder stillede mig i det Lys, han fandt smukt.

En otte Dages Tid var gaaet, jeg vilde see noget af Høilandet; Hambro, der med sin Familie skulde til et Bad paa den skotske Vestkyst, foreslog mig at være deres Gjest med paa Reisen gjennem en Deel af Høilandet og med dem see de Steder, Walter Scott har malet os i »Lady of the Lake« og i »Rob Roy«; først i Dumbarton skulde vi skilles.

Paa modsatte Side af Stirling Fjord ligger den lille By Kirkaldi, hvor der paa det skovbegroede Fjeld ligger en mægtig gammel Ruin, Strandmaager omflagrede den og dykkede skrigende Vingerne i Vandet, man sagde mig først, at det var Ruinen af Slottet Ravenswood, men en gammel Herre fra Byen kom til og forklarede, at det var Noget, man havde fundet paa at sige Fremmede, fordi det Navn ved »Bruden fra Lammermoor« havde faaet en mere almindelig Interesse, men i og for sig var Navnet Ravenswood et Phantasienavn af Digteren, det virkelige Sted for Begivenheden laae længere oppe i Skotland, ogsaa Navnet Ashton var et opdigtet Navn, idet den virkelige Familie levede endnu og hed Star.

Ruinen selv med sine skumle Fængsels-Hvælvinger, sit yppige Eviggrønt, der som et fast Tæppe laae hen over Muurresterne, hang sig fast ned over den ved Havet fremspringende Klippe, var saa malerisk, saa eiendommelig her, netop idet Havet ved Ebben var traadt bort, Skuet herfra over til Edinburgh saa storartet, saa uforglemmelig.

Med Dampskib seilede vi op ad Stirlingfjord, en Nutids Ministrel sang skotske Ballader og spillede dertil paa sin Violin, det klang saa sørgeligt, og under disse Toner nærmede vi os Høilandet, hvor Klipperne laae som Forposter, Taagen lagde sig over dem, løftede sig igjen, det var som et Arrangement i Hast for at vise os Ossians Land i dets rette Belysning. Stirlings mægtige Castel høit paa en Klippe, der synes som en gigantisk Steenfigur at være skudt ud fra den flade Slette, behersker Byen, hvis ældste Gader ere smudsige, slet brolagte og ganske som om de vare fra gammel Tid. Skotterne fortælle gjerne af deres Lands Historie, siger man; her kom ogsaa virkelig strax i Gaden, hvor Darnley’ House ligger, en Skomager med Skjødskind for og gav os Oplysninger og Forklaringer om Darnley og Maria Stuart, om gamle Tider og Skotternes Bedrift. Det er en ganske storartet Udsigt, man har fra Castellet ud over den historisk berømte Slette, hvor Slaget stod under Eduard den Anden og Robert Bruce; vi kjørte hen til Høien der, hvor Kong Eduard plantede sin Standart; Efterkommerne have hugget saa mange Stumper og Stykker af Stenene, mellem hvilke den stod, at der nu, for at forhindre Fortsættelsen heraf, er lagt et Jerngitter over Resten af Stenene. – Nær derved ligger en fattig Smedie, vi traadte herind, det var her Jacob den Fjerde flygtede ind, sendte Bud efter en Præst og skriftede, og da Præsten hørte, at det var Kongen, stødte han ham en Kniv i Hjertet. Smedens Kone viste os i sin lille Stue, at der i Hjørnet, hvor hendes Seng stod, var det netop, at Mordet var skeet. – Den hele Egn saae iøvrigt dansk ud, men mere fattig, og som i en koldere Aarstid end egentlig Tiden var. Lindetræet blomstrede nu her, medens det hjemme har store Frøknopper.

Det er dyrt at reise i England og Skotland, men her faaer man Noget for sine Penge, Alt er fortræffeligt, her er sørget for En, her er comfort, selv i den mindste Landsbyes Vertshuus, saaledes viste det sig for mig. – Calander er ikke stort andet end en Flekke, men man boede her som paa et greveligt Slot, bløde Tæpper laae op ad Trappen og hen ad Gangene, Ilden blussede saa lysteligt i Kaminen og den trængte man til, skjøndt Solen skinnede ude og man saae alle Skotterne gaae med de bare Knæ, der jo rigtignok ogsaa er deres Vintercostume; de svøbte sig i deres brogede Plaid, selv de fattige Drenge havde en saadan, om kun en Las; udenfor mit Vindue bugtede sig en Flod om en gammel Høi som vore Kjæmpegrave, der var en hvælvet Bro med det yppigste Eviggrønt, og tætved løftede sig Klipperne, Bjerglandet aabnede sig for os. I den tidlige Morgen kjørte vi afsted for at komme betids nok med Dampskibet over Loch Katrine; Veien blev mere og mere vild, Lyngen kom frem, den stod i Blomster, enkelte eensomme Huse, opførte af Steen kom vi forbi; Loch Katrine, lang og smal, med et dybt mørkt Vand, strakte sig mellem bruungrønne Bjerghøider; Lyng- og Kratskov dannede Kysterne og saa langt jeg saae, var Indtrykket det: er Jyllands Hede et Hav i Blikstille, saa er denne Egn Heden i Storm! Dødgjorte staae de store Bjergbølger, men alle grønne, med Kratskov og Græs; til Venstre for os i Søen laae en lille, tæt skovbegroet Ø, det var Ellens Ø, hvorfra »the Lady of the Lake« havde styret sin Baad, Øen, som Walter Scott ved sin Digtning har gjort os kjendt og interessant.

Ved Søens modsatte yderste Pynt, hvor vi steg i Land, laae et fattigt Vertshuus, en Slags improviseret Natteqvarteer, stort og udstrakt vel, med Seng ved Seng, vist et halvt Hundrede Stykker, men lavt til Loftet, Rørmaatter paa Gulvet, smaa bitte Vinduer, som et Græstørvs-Huus saae dette Natteqvarteer ud, hvor de Reisende der kom over Loch Lomond fra »røde Robins« Land, kunde finde Ly til den følgende Morgen, at Dampskibet gik over Katrinasøen. – Vi blev her ikke længe; alle Passagerer begave sig afsted, de fleste til Fods, nogle til Hest; Hambro havde skaffet en lille Vogn for mig og for sin Kone, idet vi begge vare for svage til at gjøre den anstrengende Fodvandring gjennem Hedelandet. Her var ingen ordenlig Vei, kun en Sti, vi kjørte, hvor Vognen bedst kunde, over Høider og Dybder, over Knolder og Steen, der ved Mærker var antydet, som en tilkommende Landevei; Kudsken gik ved Hesten; i svinglende, vild Fart rullede vi snart nedad, snart slæbtes vi langsomt opad, det var en egen Fart. Ikke et Huus var at see, ikke et Menneske mødte vi, rundtom laae stille, mørke Bjerge, svøbt i Taage; eensformigt altid det samme; en eenlig Faarehyrde, som forfrossen svøbte sig i sin graa Plaid, var den første og eneste levende Gjenstand, vi milevidt saae. Stilhed hvilede over det hele Landskab. Ben Lomond, det høieste Bjergpunkt, brød endelig gjennem Taagerne, og snart nede under os saae vi Lomond-Søen. Nedfarten til den var, uagtet her løb en Slags Vei, saa steil, at det var et halsbrækkende Arbeide at komme her med Vogn, denne maatte blive og til Fods nærmede vi os det vel indrettede Vertshuus, hvor en Mængde Mennesker afventede Dampskibet; ombord paa dette var den Første, jeg mødte, en Landsmand, Møens geologiske, fortræffelige Fremstiller: R. Puggaard. Alle ombord vare vi svøbte i vor Plaid; i Regn og Rusk, Taage og Blæst gik Dampskibet heelt op til den nordligste Pynt af Søen, der her ender i Udløbet af en lille Flod, Passagerer kom og gik; vi vare i Landet for hele Sceneriet i »Røde Robin«,

som det klinger fra »the last Minstrel«; her til Høire, idet vi seilede ned ad Søen tilbage, passerede vi »røde Robins« Hule, store Klippestykker laae styrtede ned; en Baad bragte os her et heelt Selskab, i dette var en ung Dame, som saae stift og gjennemtrængende paa mig, kort efter traadte en af Herrerne hen til mig og sagde, at der var en ung Lady, som troede at kjende mig efter et Portrait, om jeg ikke var den danske Digter Hans Christian Andersen? jeg sagde Jo, og den unge Dame fløi hen imod mig, glad og inderlig, med en Tillid, som til en gammel Bekjendt, trykkede min Haand og udtalte naturligt og smukt sin Glæde ved at see mig; jeg bad hende om een af de mange Bjergblomster, hun bragte fra »røde Robins« Fjeld, og hun udsøgte de bedste og smukkeste, hendes Fader og hele Familie omringede mig, bad mig følge med dem til deres Hjem, være deres Gjest, men jeg hverken kunde eller vilde forlade mit Selskab; Hambro morede den Hyldest, der vistes mig, snart var alle Passagerers Opmærksomhed henvendt paa mig, og det var overraskende, hvor stor Vennekredsen blev. Det er en forunderlig glad Følelse, saaledes langt fra Hjemmet at føle sig vel seet og modtaget, at ligesom tilhøre saa mange venligt stemte Mennesker.

I Balloch steg vi i Land, rullede afsted forbi Smollets Monument i hans lille Fødeby, og var mod Aften i Dumbarton, en ægte skotsk By tæt ved Clyde. Om Natten rasede en Storm med lange kjæmpestærke Stød, det var som om man under den ideligt hørte Havets Rullen, Alting knagede, Vinduerne klapprede, en syg Kat mjavede i et Væk, det var ikke til at lukke et Øie, i Morgenstunden blev det stille, gravstille just oven paa en saadan Nat, det var en Søndag, og det vil sige Noget i Skotland, Alt hviler da, selv Jernbanetogene tør ikke gaae, det fra London alene til Edinburgh standser ikke til Forargelse for de strengt hellige Skotter. – Alle Huse ere lukkede, Folk sidde inde og læse Bibelen eller drikke sig fulde – det har man almindelig sagt mig.

Det var min Natur ganske imod at sidde inde en heel Dag, slet Intet at see af Byen, jeg foreslog en Spadseretour, man sagde mig, at det gik aldeles ikke an, det vilde forarge; hen imod Aften gik vi dog Alle en Tour ud af Byen, men der var en Stilhed, en Speiden fra Vinduerne, en Seen ud efter os, saa at vi snart vendte om. – En ung Franskmand, jeg talte med, forsikkrede, at han med to Englændere fornylig havde en Søndageftermiddag været ude med en Medestang, en gammel Herre kom forbi og havde med de allerhaardeste og vrede Ord bebreidet dem deres »Ugudelighed«, at more sig paa en Søndag, ikke at sidde ved Bibelen, idetmindste skulde de dog ikke forarge og oprøre Andre! En saadan Søndagsfromhed kan ikke være almindelig sand; hvor den er det, agter jeg den, men som nedarvet Vane bliver den Maske og giver kun Anledning til Hykleri! –

Med Hambro traadte jeg ind i en lille Boglade, for at kjøbe Bøger og Landkort. – »Har De den danske Digter Hans Christian Andersens Portrait?« spurgte Hambro i Spøg; »Ja!« svarede Manden og tilføiede: »Digteren selv skal være her i Skotland!« – »Vilde De kunne kjende ham?« – Manden saae paa Hambro, hentede mit Portrait, saae stift paa ham og sagde: »det er nok Dem!« – saa godt lignede Billedet! Jeg fik ikke Lov at være ukjendt, og da den gode Mand i Dumbarton hørte, at jeg var Forfatteren, glemte han Alt, bad, om han maatte kalde sin Kone og sine Børn ind for at see mig og tale med mig; de kom, de syntes lykkelige ved at møde mig, jeg maatte trykke dem Alle i Haanden. Jeg følte og forstod, at jeg virkelig, idetmindste mit Navn, var kjendt her oppe i Skotland. »Det troer nu Ingen hjemme!« sagde jeg til Hambro, og tilføiede: »nu lad saa være, det er ogsaa mere, end jeg fortjener!« – Jeg blev blød, jeg fældede Taarer, som altid, naar jeg overraskedes ved noget Uventet, noget altfor Meget man saae i mig som Digter. – Det Hele overgik jo mine dristigste Ungdoms-Drømme og Forhaabninger; tidt syntes jeg selv, er det ikke kun en Drøm, en forfængelig Drøm, jeg ikke engang tør fortælle mine Venner, naar jeg vaagner.

I Dumbarton tog jeg Afsked med Hambro, hans Kone og Børn gik til et Badested ved Havet, jeg med Dampskibet op ad Clyde til Glasgow; Afskeden stemte mig inderlig veemodig, jeg havde hele min Tid i Skotland levet med de kjære Mennesker; Hambro selv havde været som en hjertelig omhyggelig Broder for mig, Alt hvad han troede kunde glæde mig, erholdt jeg, mine Ønsker ligesom aflurede han mig, og hans fortræffelige Kone var fuld af Aand og Følelse, saa inderlig deeltagende, Børnene saa fortrolige, saa livlige.

Jeg har siden Ingen af dem seet, Moderen vil jeg først see hos Gud, hvorhen hun gik fra sine Kjære her paa Jorden; med taknemmeligt Sind flyver min Tanke mod hende. Det er trøstende og godt, at have Venner og Kjære paa Jorden og – i Himlen.

En Kamp havde jeg endnu med mig selv, før jeg forlod Dumbarton, den, om jeg skulde gaae tilbage til London og hjem, eller forlænge Opholdet i Skotland, altsaa gaae endnu nordligere op til »Loch Laggan«, hvor Dronning Victoria og Prinds Albert opholdt sig, og af hvem, som der i Brev var sagt mig, jeg vilde blive naadigt seet.

Da jeg under Slutningen af mit Ophold i London i høieste Grad var lidende og angrebet ved det overanstrengende Selskabsliv, modtog jeg en naadig Indbydelse at komme til Dronningen og Prindsen paa Øen Wight, jeg var da saa lidende og udpiint, at jeg aldeles ikke følte mig istand til at gjøre Reisen derhen for at fremstille mig; og ligesaa smigret jeg var ved den usædvanlige Naade, ligesaa fortvivlet var jeg over ikke at have Sundhed og Kræfter til at kunne modtage den, jeg raadførte mig med vor danske Gesandt, Grev Reventlow, og han, der vidste hvor afficeret og ilde jeg følte mig, sagde, at det blev bedst, jeg ligefrem udtalte det i et Brev, og da jeg gik til de skotske Bjerge, for der at hvile og aande friere, og Dronningen netop ogsaa kom til Skotland, da udbede mig den Naade, om jeg der kom i hendes Nærhed og var rask og vel, jeg da turde forestille mig. Fra en af Hoffets Herrer fik jeg et privat Brev, hvori blev sagt mig, at de høie Herskaber vare mig naadige og gode, og at kom jeg til Loch Laggan, vilde Hendes Majestæt der modtage mig.

Opholdet i Skotland blev ikke en saadan Udhvilen, som jeg havde troet, jeg var ikke meget mere styrket nu efter tre Ugers Ophold her, end da jeg reiste herop, og dertil kom hvad Folk, som jeg troede velunderrettede, sagde mig, at jeg der i Miles Afstand ikke fandt noget vel indrettet Vertshuus, at jeg nødvendigviis maatte træde op med Tjener, kort sagt, vise mig lidt rigere, end min Kasse tillod det; skrive til Kong Christian den Ottende, der velvillig havde tilbudt selv at understøtte mig, kunde jeg efter min Følelse ikke, da jeg mundtligt havde vægret mig for at modtage denne Naade, desuden vilde der gaae Uger hen, før jeg kunde have Svar tilbage. Det var mig en Lidelse! jeg skrev derfor Brev igjen, sagde, hvorledes jeg havde det, og at jeg troede det bedst for mig, at vende hjem, som jeg da strax gjorde, men opgav derved tillige de forskjellige Indbydelser, jeg havde fra et Par af Skotlands rige og høie Herrer til at komme i deres Hjem, og jeg mistede at see Abbotsford, hvorhen jeg havde Anbefalingsbrev. Walter Scotts Svigersøn, Lockhart, hvis Gjest jeg i London havde været, havde saa hjerteligt og deeltagende modtaget mig, hans Datter, Bedstefaderens Yndling, havde fortalt mig om den kjære Bedstefader, med hende havde jeg seet Vaaben og andre Erindringer, der havde tilhørt den store Digter, hans herligt lignende Billede, hvor han sad med Hunden Maida, saae lyslevende paa mig, og af Miss Lockhart fik jeg en Haandskrift af ham, den eengang kaldte: store Ubekjendte. Abbotsford maatte opgives, som »Loch Laggan«, og nedslaaet herover foer jeg med Banetoget hjemad, fra Glasgow først til Edinburgh.

En Begivenhed, i sig selv saa ganske lille, men for mig et nyt Fingerpeg paa min Lykkestjerne i Stort og Smaat, maa jeg dog fortælle. Jeg havde under mit sidste Ophold i Neapel kjøbt en simpel Palmestok, den var fulgt mig paa et Par Reiser og saaledes ogsaa til Skotland; da jeg med Hambros Familie kjørte over Heden mellem Loch Catrina og Loch Lomond, havde en af Sønnerne den at lege med og da vi øinede Ben Lomond, løftede han den iveiret og raabte: »Palme, kan Du see det høieste skotske Bjerg? Kan Du see der den store Sø?« og saaledes fort, og jeg lovede, at Stokken, naar den igjen kom til Neapel med mig, skulde den fortælle Kammeraterne der om Taagelandet, hvor Ossians Aander boede, om Landet, hvor den røde Tidselblomst var den hædrede, idet den prangede i Vaabenet for Folk og Rige. Dampskibet kom hurtigere, end vi havde ventet, vi bleve i Hast kaldte ombord. »Hvor er min Stok!« spurgte jeg. Den var glemt oppe i Vertshuset; da Skibet, efter at have med os været ved Søens nordligste Bred, vendte tilbage, og Puggaard steg i Land, bad jeg ham, at tage Stokken med til Danmark. Jeg kom til Edinburgh, og den Morgen jeg stod paa Banegaarden, for at gaae derfra til London, kom faa Minuter før vort Togs Afgang, Trainet fra Skotland; Conducteuren steeg ned, kom hen mod mig, syntes at kjende mig og overrakte mig min Palmestok, idet han med et Smiil sagde, »den har reist ganske godt alene!« En lille Seddel var heftet ved den med Paaskrift »den danske Digter, Hans Christian Andersen!« og en saadan Orden og Omhu havde der været, at Stokken var gaaet fra Haand til Haand, først med Dampskibet paa Loch Lomond, saa med Omnibusfører, derpaa med Dampskib igjen og nu med Banetog, blot ved sin lille Anbefaling; den kom i mine Hænder, idet Signalet lød til at flyve fra Skotland; Stokkens Eventyr skylder jeg endnu at fortælle, gid jeg engang maa gjøre det saa godt, som den alene gjorde sin Reise!

Over Newcastle og York gik det sydpaa. – I Vognen traf jeg den engelske Forfatter Hook med sin Kone, de kjendte mig og fortalte, at der i alle de skotske Aviser havde været talt om mig og mit Ophold hos Dronningen! – jeg, som slet ikke havde været der; Aviserne vidste Besked, et Blad saae jeg senere, som meddeelte, at jeg havde læst høit af mine Eventyr, og ikke eet Ord var sandt. Jeg kjøbte paa et af Holdestederne det nyeste Nummer af »Punch«; jeg stod omtalt deri; det var et Udfald, en lille Bemærkning over, at jeg den Fremmede, en Digter fra Udlandet, hædredes af Englands Dronning med en Indbydelse, som ikke var tildeelt nogen engelsk Forfatter. Dette og den forskjellige Omtale af et Besøg, der slet ikke var blevet realiseret, piinte mig; hvad Vittighedsbladet »Punch« angik, da sagde mine Medreisende, »det er et Tegn paa at være populair, naar man kommer i det Blad, mangen Englænder vilde give mange Pund for at opnaae det!« – jeg vilde dog helst være fri; forstemt og trykket ved denne Omtale, dette saaledes at tilhøre Offentligheden, kom jeg ganske syg til London. Grev Reventlow lovede paa det Bedste at udtale sig for mig hos den høie, ædle Dronning og Prinds Albert.

Jeg blev et Par Dage i London; endnu havde jeg Intet der seet, uden »high life« og nogle af Landets udmærkede Mænd og Qvinder, derimod Gallerier, Museer, alt Sligt var mig fremmed, ikke engang Tunnel’n havde jeg faaet Tid til at besøge, til at see denne blev en Morgenstund bestemt, man havde raadet mig at gaae med et af de mange smaa Dampskibe der fare op og ned ad Themsen inde i London, men jeg følte mig saa stærkt angrebet, saa ilde just idet jeg vilde afsted, at jeg opgav den lange Fart ud til Tunnel’n, og maaskee herved – reddede Livet, thi netop samme Dag og Time, som jeg vilde have gaaet ombord paa et af disse smaa Skibe, sprang eet af dem »Criquet« i Luften med 100 Mennesker; Rygtet om Ulykken lød øieblikkelig gjennem hele London, og uagtet det slet ikke var afgjort, at jeg netop var kommet paa dette Skib, Muligheden, ja Rimeligheden var dog saa nær, at jeg blev høitideligt, taknemlig stemt og takkede min Gud for den Sygelighed, der i en tiltagende Grad, virkelig kort før det afgjørende Øieblik til at komme ombord, havde overvældet mig.

London var nu forladt af hele den fornemme Verden, Operaen ophørt, de fleste af mine Omgangs-Venner vare gaaede til forskjellige Badesteder eller over til Fastlandet. Jeg længtes efter Danmark, efter mine Kjære der, men før jeg forlod England, var jeg indbudt at tilbringe endnu nogle Dage paa Landet i »Seven-Oaks« hos min Forlægger Richard Bentley; den lille By, tæt op til Knole berømte Park, ligger kun en kort Vei fra Jernbanen til Canalen; det var altsaa et for mig beqvemt og kjært Besøg paa Hjemtouren. – Jeg havde tidligere været i Seven-Oaks, der er en heel lille Stad. Denne Gang gik det paa Jernbane til Tunbridge, hvor Bentleys Vogn afhentede mig. Dansk Natur omgav mig; Markerne vare saa grønne med smukke Høider og spredt paa disse stode flere gamle Træer, der gav det hele Landskab noget Parkmæssigt; skaarne Hækker eller et Jernstakit dannede oftest Skjelnet. – Prægtige og solid comfortable Stuer, Roser og Eviggrønt i Haven og tæt op til den bekjendte Knole-Park, hvis gamle Slot tilhører Earlen af Amhorst. Een af de tidligere Besidderes Forfædre har været Digter, og til Ære for ham pranger der een Sal under Navnet Digtersalen; der hænger den gamle, høiadelige Herre, Digteren, øverst og i heel Størrelse, alle berømte Poeters Portraiter pynte de andre Vægge som Selskab for den her regjerende Poet. – I et af Nabohusene var en Marschandiserbod, saa complet the old curiosity shops, som Dickens maler den i »Master Humphrys Clock«. Som en Fest gik Dagen her hos de mange kjære Mennesker; jeg blev hjemme i dette ægte gammelengelske, fortræffelige Familieliv, hvor der fandtes al Comfort og Hyggelighed, som Formue og Elskværdighed kan skabe; paa de mange Stambogsblade, jeg her maatte nedskrive, udtaler et til Bentley selv ganske min Tanke og Stemning.

I hvor meget jeg trængte til Ro og Hvile efter de store Anstrængelser, Opholdet havde foraarsaget i England og Skotland, denne Tid stod dog for mig som mit Livs rigeste Solskins-Dage, Hæderens og Erkjendelsens fuldeste Maal; om end træt og udmattet heraf, var det saa naturligt, at jeg med Veemod forlod saa Mange, der kun havde gjort mig Glæde og alt Godt, og mellem de Mange jeg elskede og ikke mere, idetmindste for lang Tid, skulde see, var Charles Dickens; han havde siden vort Bekjendtskab hos Lady Blessington besøgt mig uden at træffe mig, vi mødtes ikke mere i London, jeg havde der modtaget et Par Breve fra ham, og selv bragte han mig alle sine Værker, den smukke illustrerede Udgave, og foran i hvert Bind hædret mig ved at skrive: Hans Christian Andersen from his friend and admirer Charles Dickens. Jeg hørte, at han med sin Kone og Børn brugte Søbadene et Sted ved Canalen, men hvor vidste man ikke; jeg vilde fra Ramsgate gaae over Ostende hjemad; i Haab om at et Brev med Dickens’s Adresse fandt ham, skrev jeg ham til og sagde Dag og Time, jeg vilde indtræffe i Ramsgate, om han da i Hotellet, hvor jeg steg af, vilde have afgivet sin Adresse, boede han ikke for langt derfra, vilde jeg opsøge ham for endnu engang at samles med ham. I Royal Oaks laae Brev fra Dickens, han boede omtrent en dansk Miil derfra i Broadstaer, og han og hans Kone ventede mig til Middag; jeg tog en Vogn og jog afsted til den lille Stad, tæt ved Havet. Et smalt lille Huus, men nydelig og net, blev heelt beboet af Dickens, der med sin Kone paa det Hjerteligste og Gladeste kom mig imøde; der var saa prægtigt hos dem, at jeg lang Tid ikke lagde Mærke til, hvor smukt Skuet var fra Spisestuen, hvor vi sad; Vinduerne vendte ud til Canalen, det aabne Hav rullede næsten lige ind under dem; medens vi spiste, blev det Ebbe, Vandet veg forunderligt hurtigt, den store Sandbanke der, hvor saa mangen strandet Sømands Been hvile, hævede sig mægtig fremad, Fyrtaarnet tændtes. Vi talte om Danmark og dansk Literatur, om Tydskland og Sproget, det Dickens vilde lære; en italiensk Liremand kom tilfældig og spillede udenfor til vort Maaltid; Dickens talte Italiensk med Manden, hvis Ansigt straalede af Glæde ved at høre sit Modersmaal. – Efter Maaltidet kom Børnene ind. »Dem have vi fuldt op af!« sagde Dickens, der var ikke færre end fem, den sjette var ikke hjemme, Alle Børnene kyssede mig, og den Mindste kyssede sig selv i den flade Haand og rakte mig saa den. Ved Kaffen kom en ung Dame som Gjest, en af mine Beundrerinder, sagde mig Dickens; det var et Løfte, at hun skulde indbydes, naar jeg engang kom. Aftenen fløi hen. Mistress Dickens syntes omtrent paa Alder med sin Mand, lidt corpulent, og med et saa inderligt ærligt godt Ansigt at man strax fik Tiltro til hende. Hun var i høi Grad opfyldt af Jenny Lind, ønskede saa gjerne at eie hendes Haandskrift, men denne var det saare vanskeligt at erholde, jeg havde det lille Brev, hvormed Jenny Lind havde hilset mig velkommen i London, og sagt mig sin Bopæl, det fik nu Mistress Dickens. Seent paa Aftenen skiltes vi, og Dickens lovede mig Brev i Danmark.

Men endnu engang før min Afreise skulde vi mødes, Dickens overraskede mig med at være taget til Ramsgate næste Morgen og stod paa Skibsbroen i det jeg kom for at gaae ombord. »Jeg maatte sige Dem endnu et Lev vel!« sagde han, fulgte mig om Bord og blev der hos mig, til Skibsklokken gav Signal til Afreisen. – Vi trykkede hinandens Hænder, han saae mig med de kloge, hjertefulde Øine saa venligt ind i mine, og idet Skibet gik, stod han yderst ved Fyrtaarnets Rand; saa kjæk, saa ungdommelig og smuk! han svingede med Hatten, Dickens var den Sidste, der sendte mig Hilsen fra det kjære Englands Kyst.

Jeg steg i Land ved Ostende, de Første, jeg her mødte, var Kongen af Belgien og hans Gemalinde, de fik paa Fastlandet min første Hilsen og gjengjældte den venligt, ikke eet Menneske ellers kjendte jeg, de To vidste jeg dog hvem var – samme Dag gik jeg paa Jernbanen til Gent. Der, i Morgenstunden, medens jeg paa Banegaarden ventede Toget, der gik til Cøln, kom flere af de Reisende, som vilde med, de presenterede sig, de sagde de kjendte mig efter mit Portrait; en engelsk Familie nærmede sig, een af Damerne kom hen til mig, hun var Forfatterinde, sagde hun, og havde et Par Gange i London været i Selskab med mig, men jeg var da, sagde hun, saa omringet og søgt, hun havde henvendt sig til Reventlow om at presenteres for mig, men han havde svaret: »De seer, det er mig umuligt!« – Jeg loe, det havde virkeligt været Tilfældet, jeg var jo i Mode, saalænge det stod paa, nu var jeg ganske til hendes Tjeneste. Hun var naturlig og venlig, priste min Lykke-Stjerne at være saa berømt! – »Hvor lidet er det!« sagde jeg og tilføiede: »hvorlænge vel! – men fornøiet mig har det dog, uagtet det er ængsteligt saaledes at løftes, uden maaskee at kunne holde sig oppe!« – Jeg var saa taknemlig, saa opfyldt af den Hæder og Lykke jeg havde vundet; – gjennem Tydskland, hvor der fra England var læst om den Ære, jeg havde fundet, viste man mig saa megen Venlighed og Agtelse. I Hamborg traf jeg Landsmænd og Landsmændinder: –

»Gud! Andersen! er De her!« var Modtagelsen, »nei, De skulde see, hvor morsomt Corsaren har gjort Løier med Deres Ophold i England, De er tegnet af med Laurbærkrands og Pengeposer! Gud, hvor det er morsomt!«

Jeg kom til Kjøbenhavn, faa Timer efter stod jeg ved mit Vindue og saae ud, da kom to velklædte Herrer forbi, de saae mig, standsede, loe og den Ene pegede op og sagde saa høit, at jeg kunde høre hvert Ord:

»Vil Du see, der staaer vor udenlandske berømte Ourangoutang!« –

Det var Raat – det var Ondt – det naaede mit Hjerte – det glemmes ikke!

Ogsaa deeltagende Venner traf jeg, Mange, der glædede sig over den Hæder, der var forundt mig og i mig den danske Nation, i det dygtige Holland og det mægtige England. En af vore ikke unge Forfattere rakte mig venlig Haanden og sagde aabenhjertigt og smukt: »jeg har ikke rigtig læst Dem før, nu vil jeg gjøre det; Folk har talt ondt og nedsættende om Dem, men De er Noget, maa være Noget, mere end De her hjemme ville indrømme; saaledes som De er blevet modtaget og optaget i England, bliver man ikke, er man et ubetydeligt Menneske! Jeg tilstaaer Dem ærligt, jeg har ganske skiftet Tanker om Dem!«

Anderledes lød, hvad en af mine kjæreste Venner sagde mig ogvistemigskriftlig.–Han havde sendt til en af vore første Bladredacteurer et Par engelske Aviser og i hvilke stod om al den Hæder, jeg nød i London, dertil omtalte særdeles rosende »true story of my Life.« Men Manden havde ikke villet optage, hvad der stod om mig, thi, sagde han: »Folk vilde jo troe, at de gjorde Nar af Andersen derovre!« Det var ham utroligt, og han vidste, at det ogsaa vilde være det for Massen af – Landsmændene.

I eet Blad, hed det at jeg havde Penge af Staten til denne Reise, og det tydede hen paa, at jeg aarligt reiste, – jeg sagde Kong Christian den Ottende, hvad der stod skrevet.

»De har, hvad nok Faa vilde have gjort«, sagde han, »afslaaet mit velmeente Tilbud! Man er uretfærdig mod Dem herhjemme! man kjender Dem ikke!«

Den første lille Bog, jeg skrev efter min Hjemkomst, et Hefte »Eventyr«, sendte jeg til England, de udkom der ved Juletid: A christmas greeting to my english friends, dedicerede:

Den lille Bog blev særdeles vel optaget og for mig høist smigrende anmeldt, dog, som en sand Solstraale lyste mig ind i Sjæl og Hjerte det første Brev fra Dickens selv, det bragte mig hans Tak og Hilsen. – Hele hans kjærlige Sind lyser ud derfra, det aander en Godhed for mig, der gjør mig rig. Jeg har forud viist alle mine bedste Skatte, hvorfor da ikke vise denne! Dickens vil ikke misforstaae mig.

Ved denne Juletid udkom paa Dansk og Tydsk min Digtning: Ahasverus.

Allerede Aaringer forud, da Ideen hertil opfyldte mig, talte Oehlenschläger til mig herom. »Hvad er det!« sagde han, »man siger, at De skriver paa et Verdens-Drama, med alle Tiders Historie! Det forstaaer jeg ikke?« Jeg udviklede Ideen, som jeg tidligere her har udtalt den2. »Men i hvilken Form kan De magte alt det?« spurgte han.

»Jeg vexler med dem alle, lyrisk, episk, dramatisk, snart i Vers og snart i Prosa!«

»Det kan man ikke!« udbrød den store Digter ivrig, »jeg veed ogsaa, hvad det er at digte! der er Noget, som hedder Form og Grændse, og det skal man agte! det Grønne for sig og det brændte Kul for sig! – Ja, kan De svare mig herpaa!«

»Svare kunde jeg nok!« sagde jeg ganske godmodigt, uagtet en lille Lystigheds-Djævel kildrede mig, og jeg maatte lyde ham; »svare kunde jeg nok! men De bliver vred, om jeg svarer, hvad jeg nu kunde sige!«

»Ved Gud i Himlen, jeg tager Dem det ikke ilde op!« sagde han.

»Nu, det er ogsaa meest kun for at vise, jeg har virkeligt et Svar, jeg holder mig til Deres Ord, det Grønne for sig og det brændte Kul for sig! – Det er nu saadan lignelsesviis sagt: det brændte Kul for sig! De kunde ogsaa blive ved og sige Svovlet for sig og Salpeteret for sig, men saa kan der jo komme Een, der slaaer alle tre Dele sammen, og – saa har han opfundet Krudtet!«

»Andersen! Det er skrækkeligt at høre, opfinde Krudtet! – De er et godt Menneske, men De er, som ogsaa Alle sige, altfor forfængelig!«

»Men hører det ikke til Haandværket!« lod Lunets overgivne Dæmon mig svare!

»Haandværket! Haandværket!« gjentog den kjære, herlige Digter, som her slet ikke forstod mig.

Da nu »Ahasverus« udkom, læste han den og efter mit Ønske at vide, om han nu havde forandret sin tidligere Mening, tilskrev han mig et Brev saa velmeent og ærligt, sagde mig aabenhjertig, hvor lidet denne Digtning tiltalte ham, og da hans Ord til alle Tider ville have Interesse og Flere vistnok opfattede mit Digt paa samme Maade, vil jeg ikke skjule hans Dom.

Der er saa meget Sandt og Rigtigt i dette Brev om min Digtning, men jeg seer og stiller den dog anderledes end den ædle, store Digter gjorde det. »Ahasverus« er af mig ikke kaldt et dramatisk Digt, skal slet ikke stilles paa denne Digtarts Plads; her er ikke og kan ikke være den dramatiske Forvikling, ikke heller dennes Farve i Characteertegning. »Ahasverus« er en Digtning, der i vexlende Form skal vise og klare den Idee: Menneskeslægten forstøder det Guddommelige, men dog skrider frem mod Fuldkommenhed og Erkjendelse. Dette har jeg villet give kort, klart, rigt, og troede at opnaae det i den vexlende Form; Bjergspidserne af Historien have tjent mig som Scenerie. – Man maa ikke stille det sammen med et Drama af Scribe eller et Epos af Milton, man maa gjennem min Digternatur see, hvorvidt Ideen gjennem den valgte Form er bleven beskuelig. De aphoristiske Enkeltheder er som Mosaikstykkerne, der saaledes danne det hele Billede. – Man kan sige om enhver Bygning, det er Steen paa Steen jeg seer, hver kan tages enkelt for sig, men saaledes maa man ikke see, men derimod Heelheden, som deres Sammenstillen bevirker.

I de senere Aar have imidlertid hævet sig flere Stemmer, mere sammensmeltende med de Forhaabninger, jeg havde og tildeels endnu har om denne Digtning, der vistnok altid betegner et fremtrædende Overgangspunkt i mit Digterliv.

Den Første, og næsten kan jeg sige den Eneste, der strax og i høi Grad følte sig tiltalt af min Digtning, var Historikeren Ludvig Müller, han betragtede »Ahasverus« og »Eventyr«, som de to af mine Bøger, der udgjorde min Betydning i dansk Literatur.

Fra Udlandet er naaet til mig en lignende Erkjendelse. I »Bildersaal der Weltliteratur«, hvori der fra den ældste Tid til vor, gives et betydende Udvalg af den lyriske og dramatiske Poesie i alle Lande, fra Indiens Drama, fra Hebræernes Psalmer, Arabiens Folkedigtere til Troubadourerne og vore Dages Digtere, optoges under Afdelingen: »Skandinavien« af danske Forfattere foruden Scener af »Hakon Jarl«, »Kong René’s Datter« og »Tiber« ogsaa et Par Scener af »Ahasverus.«

Her hjemme netop idet disse Blade sluttes, altsaa otte Aar efter at Digtningen første Gang udkom, er det i »Dansk Maanedskrift«, i en mig velmeent og grundig Anmeldelse af: samlede Skrifter, at ogsaa »Ahasverus« forundes en større Opmærksomhed end før; den erkjendes, for hvad jeg selv anseer den, et Tilløb, en Henpegen til en fremtidig Udvikling hos mig som Digter.