H.C. Andersen

Mörket

Efter Byrons: »Darkness«1

Jeg drømte – dog en Drøm var det ei ganske!

Udslukt var Solens Glands, og Stjernerne

Gik uden Straaler, uden fastsat Vei

I Mørket i det grændseløse Rum,

Hvor Jorden, som en død og sortgraa Klump

Hang i en Luft, hvor ingen Maane lyste.

Og Morgenstunden kom, gik – kom, men uden Dag.

I denne Jammer glemte Mennesket

Hver Lidenskab, og hvert et Hjerte bad

Allene kun om Eet: om Lyset atter.

Man levede ved tændte Blus – og Throner,

Selv Fyrsternes Paladser, Hytterne,

Hvert lille Skuur, hvor Dyrene fandt Ly,

I Flammer lyste; Byerne blev’ Aske,

Men mens de brændte stod man rundt omkring,

For dog endnu engang at see hinanden.

Man tændte Skovene – men Stund for Stund

De styrtede og svandt – og Stammerne

I Gnister slukkedes – og Alt var sort.

Paa Mandens Pande, hvor hiint Rædselsblus

Som Lynglimt zittred’, læste man kun Rædsel. –

En Deel laae tause, skjulte deres Ansigt

Og græd – en Deel krampagtigt knytted’ Haanden,

Og hviled’ Kinden paa den mens de loe;

Her sværmed nogle om og nærede,

Med hvad de fandt, de sidste Flammebaal,

Vanvittig’ saae de til den mørke Himmel,

Liiglagnet for en uddød Verden her,

Og kasted’ sig igjen i Støvet, bandte

Og hylede i deres Tænders Gnidsel.

Rovfugle skreg’og flagred’, slog’ med Vingen;

De vilde Dyr kom bævende og tamme,

Og Slangerne i Hobe samled’ sig,

Kom, hvislede, men uden Braad og Gift.

Man dræbte dem til Spise. Snart igjen

Brød Krigen ud, der for en Stund var ophørt;

Sin Føde kjøbte man for Blod, og hver,

Imens han mætted’ sig, sad mørk og harmfuld,

Der var ei Kjærlighed; een Tanke kun

Beherskede den hele Jord og den var: »Død«,

Død uden Hæder. Hung’rens vilde Qval

Aad Alles Indre; Menneskene døde;

Ujordet henlaae deres Kjød og Been;

Den Magre blev et Bytte for den Magre,

Og Hunde anfaldt’ deres egne Herrer;

Kun een blev troe et Liig og afholdt Fugle

Og Dyr og Mennesker fra dette ene,

Til Hungeren afkræftede den selv

Og Liget blev et Aadsel. Dog endnu

Den Intet aad, men under dybe Hyl

Og Jammersskrig den slikkede den Haand,

Der ei gjengjældede med Klap – og døde.

Snart dræbte Hung’ren alle. Ikkun to,

Fra een og samme mægtig Stad, var’ til;

Men de var’ Fjender. Begge traf hinanden

Ved Al’trets halvudslukte Kul,

Hvor det Indviede var til vanhellig Brug

Lagt i en Hob. De greb’ deri;

De nøgne, knokkelmagre, tunge Hænder

Med Zittren rørte kraftesløse i

Den tynde Aske, deres svage Aande

Oplivede den halv udslukte Flamme,

Der spottende belyste dem; og da

Det nu blev klart, de hæved’ Øiet,

Og saae hinanden Ansigt imod Ansigt –

De saae – der lød et Skriig og de var’ døde.

Af Afsky mod hinanden døde de,

Uvidende om hvem af dem det var,

Hvem, paa hvis Pande Døden ridsed: »Djævel.«

– Død, øde, laae den folkerige Verden,

En mægtig Klump, der eied ingen Aarstid,

Og ingen Urter, Træer, Mennesker!

Nei, intet Levende; Alt her var dødt;

Et Chaos af et tørt, et livløst Leer.

Søe, Flod og Verdens-Hav, Alt stod nu stille,

Og intet rørte sig i Dybets Afgrund;

De stolte Skibe raadnede dernede,

Og stykkeviis faldt Masten ned og laae

I Dybet, hvor der nu var ingen Bølger;

De vare døde; Draaben selv var død,

Og Vindene, thi Luften var et Stille;

Og der var’ ingen Skyer meer – thi Mørket

Ei mere brugte dem, – det var nu Alt.

Originalen har samme riimfrie Versemaal.

1

Originalen har samme riimfrie Versemaal.

Mörket. Efter Byrons: »Darkness«

Først kendte tryk i Valkyrien, bind 1, februarhæftet, udkom marts 1832.

BFN 180

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

347,31igjen i Støvet < igjen Støvet
347,35riimfrie < riinfrie
347
Byrons: »Darkness«H.C. Andersens digt er en gendigtning af G.G. Byrons »Darkness«, 1816.
Liiglagnetegentlig det klæde, der lægges over den afdøde, specielt ansigtet.
bandtebandede.
Tænders Gnidselegentlig tænderskæren; stor klage og smerte; jf. fx Matthæus 8,12, og Lukas 13,28.
348
Ujordet(endnu) ikke begravet.
Ikkunkun.
knokkel(magre)knogle.
Leerjord.
349
Stillestilhed, uden støj fra blæst e.l.

Del

[Sassy_Social_Share]