H.C. Andersen

Mulatten

Originalt romantisk Drama i fem Akter

1840

Opført første gang 3. februar 1840

Kong Christian den Ottende

allerunderdanigst

Forfatteren

Med Mildhed lytted’ Du til denne Sang,

Om Aandens Kamp og Seier høit den klinger;

Du hylder Aanden, som fra Gud udsprang,

Og derfor, Konge, Dig jeg Sangen bringer!

  • HORATIO, Mulat
    Hr. Holst
  • HERREN AF LA REBELLIERE, Eier af flere Plantager paa Martinique
    Hr. Kragh
  • ELEONORE, hans Kone
    Mad. Nielsen
  • CECILIE, Grevinde af Ratél, hans Myndling
    Fru Heiberg
  • PALÉME, Mulat, bortrømt fra La Rebellieres Plantager
    Hr. Nielsen
  • FEMI, sort Slavinde
    Jomf. Andersen
  • PELAGI, Bissekræmmerske
    Jomf. Petersen
  • KADU, Forvalter paa Grevindens Gods
    Hr. Schneider
  • Auctions-Herren
    Hr. Dr. Ryge
  • En Planter
    Hr. Petersen
  • Balgjæster. Plantere. Markedsfolk. Tjenere. Sorte Slaver og Slavinder

Scenen er paa Martinique.

Første Act

Horatios Bolig. En stor Sal, der har Udseende af en Art Gallerie; foruden to Portrætter ere Væggene behængte med tørrede Planter, Skind af vilde Dyr, Skeletter og udstoppede Fugle. Voxlys brænde i store Glasskaale. I Baggrunden til Høire skjules Sovestedet ved et Draperi. Det er et stormende Uveir.

Første Scene

ELEONORE og CECILIE, reiseklædte, HORATIO
HORATIO

Jeg ønsker, De maa Deres Uheld glemme!

Det stærke Uveir snart vil være endt,

Vær ganske i mit Huus, som De var hjemme.

ELEONORE

Min Mand, La Rebelliere, er Dem bekjendt.

peger paa Cecilie.

Hans Myndling, født Grevinde af Ratél.

Vi er paa Reisen til de varme Kilder

Og haabede at naae derhen i Qvel,

Men dette Uveir reent vort Haab forspilder;

Vi bede, for i Nat, om Gjæsteret.

HORATIO

De mig forunder just en sjelden Ære,

Hvad De befaler vil en Pligt mig være.

Behag! De er vist træt?

ELEONORE kaster sig i en Lænestol.

Ja, meget træt!

CECILIE

Uveir og Vei blev værre just og værre!

O Gud skee Lov vi kom til Eder, Herre!

HORATIO

Et simpelt Aftensmaaltid man bereder,

De vil det ei forsmaae.

ELEONORE

Jeg takker Eder!

HORATIO

Maaskee at Bordet dækkes skal herinde?

Kun tarvelige Retter vil De finde.

ELEONORE

Vi ønske helst vor egen Negerinde!

HORATIO

Som De befaler! strax jeg hende skikker;

Den store Hytte tæt herved stod tom,

I den med Deres andre Folk hun kom – –

ELEONORE

Jeg bringer mange med!

CECILIE

Vor Eiendom

Ved Kilderne saa eensomt ligger,

Med Fjelde og med Skove rundten om;

Man sagde, Ingen der var ganske sikker,

Naar ei han med en dygtig Livvagt kom;

Bortrømte Slaver skal i Skoven boe,

Og »Hævnerne«, især vi kunne frygte.

Thi er’ vi tredive, nu tør jeg troe

De ved det blotte Syn af os vil flygte.

HORATIO

O Egnen her er bedre end dens Rygte.

Bukker og gaaer.

Anden Scene

ELEONORE. CECILIE
CECILIE

Nei, jeg har intet Uveir seet saa haardt.

Dybt hang de kobberrøde Skyer med Lyn og Torden,

Et omvendt Bjergland var det, som gled bort,

Mens alle Floder styrtede mod Jorden.

Nu har Du da et Stof, som er piquant,

Nu kan Du Noget i Din Dagbog skrive.

Vort Eventyr er morsomt, ikke sandt?

Hvad Bedre kunde vel en Reise give.

ELEONORE

Jeg er saa træt, jeg sover vist til Natten!

Sædvanligt sige Øinene mig nei,

Men ei jeg lukked dem i Hængematten;

En Uro følte jeg; den slette Vei,

Alt greb mig saa. Dog jeg fortryder ei,

Jeg gjorde Reisen.

CECILIE

Heller ikke jeg.

ELEONORE

Min Mand skal ikke altid sige nei;

Jeg vil engang dog ogsaa have Stemme.

Der skulle vi taalmodigt sidde hjemme;

Mens han i Fort-Royal hos Gouverneuren

Tilbragte Tiden ret i Fryd og Lyst,

Vi skulde ikke turde aabne Døren,

Dag ud og ind see paa den samme Kyst,

Paa Sukkermøllen, Negerne og Sligt –

Det næsten blev lidt meer end kjedeligt.

Hvor findes den, der kunde Sligt udholde!

En større Sygdom turde det forvolde.

Syg er jeg, syg! Det veed jeg selv jo bedst,

Og derfor vil jeg til de varme Kilder,

Naturen er min Læge og min Præst,

Engang for alle det jeg mig indbilder.

CECILIE

I hvad han sagde var han ganske ærlig,

Dagsreisen, meente han, blev høist besværlig,

Og Skoven havde noget Vildt og Dødt.

ELEONORE

Jeg tænkte, han kun vilde os forskrække.

CECILIE

Os er jo ei det mindste Ondt tilstødt.

Orkanen kunde Ingen forudsige,

Bortrømte Slaver have vi ei mødt.

Dem frygter jeg! o, de Ulykkelige,

De grusomt under Pidsken have blødt,

Naturligt er det derfor, at de flygte.

ELEONORE

Der er kun Een, af hvem vi Alt kan frygte:

Paléme!

CECILIE

En Neger?

ELEONORE

Nei, han er Mulat;

Dog det er Eet! den africanske Nat,

Har Dumheds-Præget paa dem begge sat;

Men Legemskraft de fik, som Dyreslægten.

Paléme var stærk, han glemte lidt Respecten,

Blev derfor pidsket, muligt noget haardt;

Deri han ikke fandt sig og løb bort.

Ham frygter jeg, hans onde Sind jeg kjender,

Jeg veed, hans dorske Blod af Hævnlyst brænder;

En fredløs Slave er til Alt istand,

Derfor jeg strængt fraraadet har min Mand

At kjøbe nogen Herreløs. Saa kalde

Vi hver Mulat og Neger, hvem ei blev

Tildeelt lovformeligt hans Friheds-Brev.

Regjeringen de egentligt tilfalde.

Et farligt Folk!

CECILIE

O, det er Barbari.

ELEONORE

Husk paa, Du selv har Slaver, kjære Pige,

Og uden dem Din Rigdom var forbi.

CECILIE

O, i mit Fædreland er Alle fri.

Mit kjære, kjære, skjønne Frankerige!

ELEONORE

Jeg kan ei ret paa Landets Skjønhed troe.

Der er saa koldt, der gad jeg ikke boe!

CECILIE

Nei der er varmt! hvert Hjerte mægtigt brænder –!

ELEONORE smilende.

Vi vil ei skjændes, jeg Din Hjemvee kjender;

Desuden er jeg træt, ja meget træt.

CECILIE seer sig omkring.

Her er dog ganske hyggeligt og net!

Vi boe høit over alle Træers Toppe.

Det hvide Huus stod som et Fyr heroppe;

Det ledte os, da Storm og Uveir mødte,

Det i Skov-Ørknen var vor Moses-Støtte.

– See tørre Planter hænge ned af Muren,

Og sjeldne Fugle, Skind af vilde Dyr!

Vor Vært studerer sikkerlig Naturen.

Ah, to Portrætter! Dragten og Figuren

Er ikke gammeldags. Vort Eventyr

Mig morer nu; det kunde være værre.

Jeg synes godt om Huset og dets Herre!

ELEONORE

Kald ham ei Herre! han er en Mulat.

CECILIE

Det er umuligt! saa er Dagen Nat!

Han er jo næsten hvid, som Du og jeg,

En dannet Mand, saa høflig og elskværdig.

ELEONORE

Men dog er han ei Herre-Titlen værdig –

Nei, for Mulatten passer den sig ei.

Seer Du, skjøndt han er Vært, gik han sin Vei;

At spise med os Hovmod var og Trods,

Han veed, at han staaer dybt, dybt under os.

CECILIE

Ak, ukjærkomne Gjæster maae vi være.

Den høflige, den smukke unge Mand!

O, gid han leved’ i mit Fædreland!

Der holdes Aand og Skjønhed høit i Ære;

Her føler han sig dybt tilsidesat.

ELEONORE

O, tro ei det! han kjender intet Bedre.

At her vi overnatte, maa ham hædre.

CECILIE

Helst var jeg bleven udenfor inat!

ELEONORE

Du reent vanslægtet er fra dine Fædre!

Husk, her er Frankrig ei, men Martinique;

Vi følge anden Mening, Brug og Skik;

Et andet Clima fordrer andre Kræfter;

Du ogsaa kommer nok engang derefter!

CECILIE

Nei, Kjære! aldrig noget Øieblik!

Tredie Scene

DE FORRIGE. FEMI som dækker Bordet.
CECILIE

Hør, siig mig, for hvor Mange skal Du dække.

FEMI

For Eder og min Frue!

CECILIE

Kun os begge?

ELEONORE

Hvad hedder Eieren af Huset her?

FEMI

Horatio.

ELEONORE

Han har vel mange Sorte, kan jeg troe.

FEMI

Kun otte, ni! De rose ham saa meget,

At deres Tale ret gjør En bevæget!

ELEONORE, der med Cecilie har taget Plads ved Bordet.

Anretningen er smagfuld! slebne Glas,

Fiint Porcelain! det allermindst jeg vented’

Fra Hav og Luft er her det Bedste hentet:

Fisk, Fuglevildt, Pisang og Ananas!

til Femi

Hvad sige Slaverne om Husets Eier?

FEMI

Ja, kun om ham sig hele Talen dreier;

De har ham Alle, som en Fader, kjær;

Han er saa mild –!

ELEONORE

Nu stort vil det ei sige.

I Rang er de omtrent hinandens Lige;

Hvad har om Manden selv Du hørt især?

FEMI

Iblandt de Navne, som er’ her de største,

Var engang Navnet Enambuk det første;

Saa riig en Slægt ei fandtes andetsteds,

Den eied’ Land i mange Miles Kreds

Og Slaver, ja, som Skovens Træer har Bønner;

Af hele Slægten var tilsidst to Sønner,

De reiste til Europa; men paa Søen,

Før de kom did, den ene fandt sin Død;

Den anden ret sin Manddoms Lykke nød,

Og blev i mange Aar fra Fædre-Øen,

Først seent, da der kom Sygdom i hans Blod,

Det lystige Europa han forlod,

I Haab at Hjemmets Luft var mere god,

Men ei den havde Lindring for hans Liden,

Thi Døden holdt sin Snøre om hans Fod

Og trak ham ned i Graven; det var Tiden.

Det er omtrent halvandet Aar nu siden.

ELEONORE

Og han, som arved’ Eiendommen her?

FEMI

Han var den gamle, syge Mand saa kjær,

Har altid fulgt ham, var hans tredie Øie

Det Hele blev fortalt mig ganske nøie!

ELEONORE

Hans Moder var en Sort, en Trællefødt.

CECILIE

En Trællefødt?

ELEONORE

Som har for Pidsken blødt,

Sligt Uheld er Mulattens Moder mødt.

CECILIE

Og muligt dog, hun var en Kongedatter

Fra Løvens og fra Tig’rens Fædreland.

Jeg kan et lille Digt, jeg høit det skatter,

Jeg lærte det som Barn, og aldrig kan

Jeg glemme det; mig sært det gjennembæver,

En følt, en udtalt Smerte deri lever!

Nøgen, uden Guld og Brillanter

Kun om Skuld’ren Skindet af en Panther,

Kommer hjem fra Jagt paa Elephanter

Negerfyrsten; see, fra alle Kanter

Strømmer Folket til med Skrig og Sang.

Fetisch-Præsten høitidsfuld og stille

Bringer ham hans førstefødte Lille,

Øiet flammer, Smiil om Læben spille,

Neppe kan han sig fra Graven skille,

Trommen blander sig med Tubens Klang.

Kongens Datter! hvilken jordisk Lykke!

Purpurshawl skal hendes Skuldre smykke,

Strudsfjer i en Krands om Panden skygge,

Kun en Helt, en kongelig, tør trykke

Palmedalens Perle til sit Bryst!

Africa sin Aphrodite eier;

Svanen søger did, der hvor hun pleier

Sig at bade, og den dybt sig neier, Nattens Farve vandt jo Skjønheds Seier;

Ørknens Helt hun kaarer til sin Mand.

Svanen søger – Ak! hun er forsvundet.

Blod og Taarer er ved Stranden rundet,

Slave-Skibet har Passaten vundet,

Vei er til den nye Verden fundet,

Sorte Pige, glem dit Fædreland.

Her i Sukkermøllen skal Du bygge,

Purpur vil endnu din Skulder smykke

Pidskeslag vil Purpurbræmmen trykke,

Arbeid flittig – – dog Du gjør vist Lykke!

Kjøbmands Sønnen kneb Dig i din Kind.

Lad i Africa kun Mindet runge;

Kongen og hans Datter der de sjunge,

Medens paa hans Grav, med Fødder tunge,

Elephanten tramper med sin Unge,

Kongens Datter selv er Trælleqvind.

ELEONORE

Men græder ikke Femi! hvad skal Sligt?

Hun troer sig vist Heltinde i dit Digt.

Siig Eieren, dit Herskab seer ham gjerne.

FEMI

Lidt mere sort kun, og han var en Stjerne!

gaaer.

Fjerde Scene

DE FORRIGE, uden FEMI
ELEONORE

Jeg frygter, Din Beundring for Mulatten,

Knap holder sig een Time ud paa Natten;

Nu, tal I sammen, jeg vil høre til,

Udbyttet troer jeg ei sig lønne vil.

CECILIE

De tørre Planter, Bøgerne derhenne,

Som stumme Vidner træde op mod Dig!

ELEONORE

Den første Eier, muligt, ikke denne,

Har samlet dem, saa er det, tro Du mig!

Samtalen snart Dig Alt vil aabenbare,

Men meget længe maa den ikke vare!

Jeg er saa træt, jeg trænger ret til Hvile.

O, din Forventning faaer mig til at smile!

Femte Scene

DE FORRIGE. HORATIO
CECILIE

Vor inderligste Tak endnu en Gang,

For al den Gjæstfrihed, vi her modtage.

– Lidt eensomt boer De; jeg maa Dem beklage,

Imellem finder De vist Tiden lang?

HORATIO

Nei, ingenlunde! Sø og Skov og Dal

Er mig min store, rige Selskabs-Sal;

Hver Blomst fra Spiren til den sig udfolder,

Et eget Levnedsløb jo indeholder;

Jeg tænker over Fiskens Flugt i Bækken,

Jeg mig forstaaer paa Fuglens Sprog bag Hækken,

Selv Myretuen daglig mig fortæller

Interessante Hverdagslivs-Noveller.

CECILIE

Men denne Skovnaturens Poesie,

Faaer den tilsidst ei lidt Monotoni?

HORATIO

Nei, ei jeg seer kun paa den smukke Larve;

Jeg søger Sjælen i hver Duft og Farve;

Det er mig ingen Aandens rigtig Seier,

At jeg indseer, at Viseren sig dreier,

Nei, Mechanismen gjennem Uhrets Dele

Jeg kjende vil, for at forstaae det Hele.

ELEONORE

De har en Samling, seer jeg, der af Bøger!

HORATIO

Det er Historie, Philosophie,

Den bedste Deel af Frankrigs Poesie;

Een Digter er der, som man mindst vist søger,

Desværre! har jeg ham ei ganske samlet,

Af Shakspear’ findes kun Machbet og Hamlet,

Dog det er Kronjuveler, rige Skatte;

De flere Bind af Andre kan erstatte.

ELEONORE

Og Malerier!

peger paa det ene Portræt.

Dette der, er smukt!

En riig og fornem Mand, saavidt det lader.

HORATIO

Mig var han en Velgjører, ja en Fader,

Hans milde Øine har nu Døden lukt.

Familie-Navnet Enambuk gjenlyder

Endnu paa Martinique, men ei betyder

Hvad det betød i Slægtens første Dage.

Tilsidst var Lykken ikke Huset god;

Den Sidste af sin Slægt han var tilbage.

Plantagen her var Alt hvad han forlod

Da vi, jeg fulgte med, som ganske Lille,

Gik til Europa, Hjemmet for alt Snille.

CECILIE

Til hvilket Land?

HORATIO

Det skjønne Frankerige;

Til Byers By, det levende Paris.

CECILIE

Mit Hjem! mit elskte Hjem! det lykkelige!

Ja, det for Alle har den største Priis.

HORATIO

I een og tyve Aar vi der har levet;

Jeg var en femaars Dreng, blev strax indskrevet

I en Pension, studeerte og – som Mand,

Mig synes Frankrig’ er mit Fædreland.

CECILIE

O, Paris! det Liv, de Skatte

Barriererne omfatte,

Og Europa høit berømmer,

Seer jeg nu – kun naar jeg drømmer!

HORATIO

Tidt jeg gik i Slottets Sale,

Der hvor Malerier tale,

Oldtids Guder end befale

Nutids Børn at bøie Knæ.

Ringed’ Klokkerne til Ave,

Helst i Tuilleriets Have

Nød jeg Aftnens milde Luft;

Aandede Orangens Duft;

Saae fra Quaien Lyset spille,

Speile sig i Seinens Vand,

Da jeg drømte stolt og stille

Om Bedrifterne som Mand.

CECILIE

Ja, i sød, veemodig Drømmen,

Seiled’ tidt jeg der paa Strømmen.

Fjernt lød Orgelets Hendøen,

Kirken kaldte os til Øen, Notre Dame – –!

HORATIO

Paa Søiler slanke

Løfted’ Buerne sig stolt;

Org’lets Toner bar’ min Tanke,

Aldrig der blev Hjertet koldt.

CECILIE

Svagt jeg aanded Psalmetonen,

Naar jeg gik i Processionen,

Hvor de hvide Faner vaied’.

Under, over, rundtenom

Lød: her er Guds Helligdom!

Fred og Haab mit Hjerte eied.

HORATIO

O hvor tidt saa ungdomssvimmel,

Fulgte jeg den store Vrimmel

Under Boulevardens Træer,

Hørte Jub’len fjern og nær –!

CECILIE

Ja, der kom jeg mangen Gang;

Billeder og Toner talte.

Vrimlen der – saa broget lang Arabeske Ingen malte!

HORATIO

Langs Versailles skaarne Hække

Gjentog sig den samme Række,

Hver Gang Søndagsklokken klang.

Husker De den store Gang

Foran Slottet ved Fontainen,

Der hvor Kunsten lærte Seinen

At den knuses kan i Dunster,

Og som Hunden lære Kunster,

Springe høit i tykke Straaler,

Knuses imod Marmorskaaler.

CECILIE

Glade Timer der jeg leved’.

ELEONORE

Hoffets Pragt er mig beskrevet!

Martinique er dog en Grav!

HORATIO

Fest paa Fest, et Stjerne-Hav!

Meest er mig i Mindet blevet

Een, Fru Polignac os gav,

Der blev sjunget, musiceret,

Nogle Digte declameret, – –

CECILIE

Eet om Negerkongens Datter –?

HORATIO

– Vakte stor Opmærksomhed,

Thi et Barn, jeg seer det atter,

Intet skjønnere jeg veed!

O, en deilig tiaars Pige

Hørte vi det Digt fremsige

Med saa blød, bevæget Stemme,

Jeg kan aldrig Barnet glemme;

Hvert et Træk saa klart jeg seer –

CECILIE

– At De kjender det ei meer.

»Nøgen, uden Guld og Brillanter,

Kun om Skuldren Skindet af en Panther,

Kommer hjem fra Jagt paa Elephanter

Negerfyrsten. –«

HORATIO

Det var Dem den lille Pige?

CECILIE

Som er bleven nu saa stor!

HORATIO

Dette ubetydelige Digt endnu i Tanken boer?

Jeg en Nat var sært henrevet,

Og det lille Digt blev skrevet.

ELEONORE

De det skrev?

HORATIO

Enhver jo fik

Et poetisk Øieblik.

CECILIE

Dem forundtes sikkert mange!

De skrev flere slige Sange!

Lykkelige! De blev Skjald!

Hvilket stort og himmelsk Kald.

HORATIO

Et Hverdags Liv gaaer dagligt os forbi,

Skumbilledet for Mængdens Øie svæver,

Men Poesien, Perlen dybt deri,

Kun Digteren, som dristig Dykker hæver.

Mig gav Naturen, hvad den Mange gav,

At finde mellem Tang og Gruus lidt Rav,

Som Bølgerne henkastede paa Stranden.

CECILIE

Det var et Aandens Vink, at De var Manden,

Der skulde hæve Perlen frem af Havet.

HORATIO

Dertil har ikke Himlen mig begavet.

Hvert Land og hvert Aarhundrede knap eier

Eet stort Genie, der vinder ægte Seier;

Thi han maa eie meer end Døgnets Vid,

Han staaer i Grændselinien for sin Tid,

Er et Betegnings-Punkt for dennes Væren;

I denne Hædersplads er ene Æren!

At høre til den øvrige Hærskare

Af Sangere, der fødes Aar for Aar

Og Døgnets Nyt paa gamle Strænge slaaer,

Den Ære man maa allerhelst la’e fare!

CECILIE

Jeg finder herligt det, selv at indtræde

Som lille Led i Skjønheds store Kjæde!

HORATIO

At blive Hobens Guldkalv er saa let,

Snart troer den, at kun han har Digter-Flamme,

Der lapper Hverdags-Livets Scener sammen,

Den fade Hverdags-Deel, fornuftig net.

Snart troer den, at Geniet findes ret

Hos ham, der Æther vil i Æther male,

Ham, som ei klart kan tænke eller tale.

Det Dunkle synes Viisdoms dybe Rod,

Og de forstaae, hvad selv han ei forstod;

O, blive Hobens Guldkalv er saa let!

De troe hos ham Geniet straaler ret,

Hvor Folianter luftes under Fliden!

En Aabenbaring er hans Pensleri,

Et ægte Billede af Riddertiden!

Og tro mig, kom de Døde her tilbage,

Der var ei Een der kjendte sig deri,

End sige gjensaae Tiden hine Dage!

Ved Flid og ved Talent et Navn kan vindes,

Men ei i Tiden for ham Krandse bindes,

Hans Glorie taber sig i Fnug og Dunster.

Stor maa man være eller aldrig Kunstner!

Og troer De denne selv i Solskin staaer?

Tidsaldrens Plougjern over Manden gaaer.

Han spreder Lys og staaer dog selv i Skygge.

Hvad var Camoens og hvad var Tassos Lykke?

Fjeldtoppen strækker sig i Himlen ind,

Den synes at berøre Solens Kugle,

Og er saa langt derfra! I Nattens Vind

Den eier ingen Blomster, ingen Fugle! –

– Dog det er sildigt! Kunst maa være Kunst!

Her vil De finde Deres Hængematter!

Trygt, som i Hjemmet der De overnatter.

Jeg anbefaler mig i mine Damers Gunst!

gaaer.

Sjette Scene

DE FORRIGE uden HORATIO
CECILIE

Han gik! o, hvorfor lod Du ham dog gaae!

Et kort Minut mit Frank’rig jeg gjensaae.

Moskiters Summen hist bag Vindues Skjærmen

Forvandlet sig til Lyd af Folkesværmen;

For Cocus-Palmen og for Tamerinden,

Omsusede mig Egen der og Linden!

ELEONORE

Og for Sanct-Pierres stive Sammenkomster,

Der kaldes Selskab, stod ved Mandens Bliv

Paris, hvor Snillets og hvor Aandens Blomster

Gjør Rammen til det store Selskabs Liv.

CECILIE

Hans Blik og Tale havde Tryllemagt.

Din Mand Dig hylder, bliver aldrig færdig

Med sine Gaver, Modens rige Pragt,

Dog, bliv ei vred, saa smuk og saa elskværdig

Som –

ELEONORE

– Vor Mulat –!

CECILIE kysser hende.

Nei, jeg har Intet sagt.

ELEONORE

Og tænker ved det gjør Du ikke heller?

CECILIE

Hør paa Historien, jeg Dig fortæller.

En Indianer sad ved Themsens Bred;

Den tykke Steenkuls-Taage knuged’ ned.

Man viste ham en Blomst, hentørret, død:

En Lothus, eengang den paa Ganges flød,

Og skjøndt nu farveløs og uden Duft,

Fra Hindostan tilvifted’ den ham Luft.

Hans Fædreland for Øiet gled forbi

Med Palmer og med skjønne Colibri.

Har Blomsten tør og farveløs slig Magt,

Hvor megen større Kraft er ei nedlagt

I Læbens Kuhreih’n hos en Ven og Broder.

Husk: Frankerige er vor fælleds Moder!

God Nat! jeg drømmer om mit Frankerige!

ELEONORE

Sov sødt og drøm, Du lykkelige Pige!

Cecilie gaaer med Femi bag Gardinet.

Syvende Scene

ELEONORE ene.

Hvor Solen hersker, selv i Vindens Vift

Har Nattens Maane med sit Skin en Gift.

Du, som tør blunde i dens Straaler, vee!

Dig kysse vil den blege Hekate.

Ei Upastræet, ingen Urt i Skoven

Har mere Gift, end Straalerne fra oven,

De kolde Straaler! deres Gift man kjender.

En værre Gift i Blodet Solen sender,

Den virker langsomt, men den kraftigt brænder;

Det hede Blod har over Villien Magt, Laokoonsk den føler sig omfavnet,

O, der er Tanker i vort Bryst nedlagt,

Som selv vi ikke kjende ret af Navnet. –

– Fra Pulsens første Slag, fra Aarets Aar,

Dybt i vort Hjerte Paradiset staaer

Med Uskylds-Himlen og med Cherub-Sangen,

Med Kundskabstræet – ak, men og med Slangen.

O, denne Tanke har dog noget stygt!

Min Mand jeg elsker høit, som ingen Anden

Just med en slig Hengivenhed, en Frygt,

Som et afrettet Vilddyr elsker Manden,

Der tæmmed’ det med Hverdags-Aandens Kløgt.

– Jeg kjeder mig i Hjemmet, han mig gav,

Mit Blod er blevet dorsk i denne Grav!

Min smule Villie, Trods han kalder den,

Faaer Blodet til at flyde rask igjen!

Hvad er for Tanken Guld og Mousselin,

Den fordrer meer, en Draabe Aandens Viin!

Den bragte han mig ei! – O, Blik og Tale

Kan som en himmelsk Dugg vor Sjæl husvale.

CECILIE stikker Hovedet frem fra Gardinet.

Saa, nu er jeg i Seng! god Nat! god Nat!

ELEONORE

Nu kommer jeg! – Hvor snart gik denne Aften! Og han som talte –?

Hun lægger Haanden paa Hjertet, sukker dybt og siger derpaa pludselig i en foragtelig Tone.

Han er en Mulat!

Anden Act

Vild, tropisk Skovegn med en yppig Plante-Natur. Foran ved en dyb Bjergkløft beskygget af høie Palmer og Bananer snoer sig en Sti forbi Palémes Hytte.

Første Scene

PALÉME alene; han har nøgne Skuldre og Arme; hans Buxer ere korte og revne af ved Knæet; i Haanden holder han en Kokos-Nød, fyldt med Rum.

Hvorfor blev Løven Konge, gad jeg vide!

Der er’ jo flere Dyr, som sønderslide,

Og ellers ei den mindste Nytte gjør’.

Kald Elephanten Konge, Kjæmpeslangen,

Thi Løvens Ryg de sønderknuse tør.

O, mange Dyr har Ret til Konge-Rangen,

Meer Ret, end Løven! Hm! naragtigt nok!

Det afrikanske Dyr kom høit til Ære,

Blev Konge over Jordens Dyre-Flok,

Mens Landets Søn maa Trællenavnet bære,

Blev, blandt de Hvide, et foragtet Dyr.

– Vort Liv er dog et taab’ligt Eventyr!

Det hænger sammen kun ved Troldomskraften.

– I denne Nød jeg har af Tryllesaften,

Den gjør mig selv til Troldmand, naar jeg vil,

Ja, jeg det er! saadan jeg drømme vil!

Indbilde mig, jeg løse kan og binde.

Rundt om sees Sporet af mit Gjøglespil.

Hver Palme var en smuk Creolerinde!

Nu kysses hun kun af de friske Vinde,

Til Straf fordi hun før gik mig forbi!

Og dette stolte Træ, Gift boer deri,

Det er min fordums Herre, der behandled’

Mig som et ondt, et dybt foragtet Dyr;

Jeg har ham her i dette Træ forvandlet;

Det er det Bedste i mit Eventyr!

O, hvilken Vellyst bæver i mit Blod!

Ja, var jeg slig en Trold, og der han stod

Som Træet, strax fra Krone og til Rod,

Med Neglene jeg vilde sønderslide

Den seige Bark, og ret lee ud derved!

Min Øxe skulde kløve Led for Led!

Han afhugger een af Grenene

Det var for godt! nei, meer han skulde lide,

I magtløs Qval fortvivle ved mit Had!

Jeg vilde, Træet skulde herligt trives,

Og Seekraft sidde selv i mindste Blad,

I alle Traade Følelse gjengives.

Paa Mosset her jeg mine Lemmer strakte,

Mit Hoved til hans Kones Skuldre lagde,

Min hede Læbe kyssed’ Munden, Barmen,

Mens om det smækre Liv jeg slynged’ Armen.

O, hvilket Kys!

drikker af Kocos-Nødden

Liv strømmer fra din Mund!

Naar da hver Muskel svulmer kraftig rund,

Og Nerven bæver, saa vi Farve skifte,

Skal Træet kjøle med sin Blade-Vifte,

Ja, var jeg slig en Trold, ved Helveds-Magten,

Hvor høit den vilde, dog jeg indgik Pagten!

drikker igjen.

Anden Scene

HORATIO jagtklædt. PALÉME
HORATIO

Den Kocos-Mælk Dig smager, som det lader!

PALÉME

Slig Die fik jeg alt, som lille Purk;

God, ægte Rum; behager I en Slurk?

Jeg tænker, ei den Jægerlykken skader.

HORATIO

Nei, Tak!

PALÉME

Jeg aldrig Nogen nødte. –

I Nat var her Forsamling; her de mødte

De, som har gjort sig frie, skjøndt slavefødte,

De Sorte: »Hævnerne.« I Klipperiften

Kulhoben gløder, hvor de kogte Giften,

Den blev uddeelt, som var det Sacramentet.

Langt flere Slaver, end jeg havde ventet,

Indfandt sig her og qvæded’ Hexe-Sangen;

De krøb herhid paa Bugen, snildt, som Slangen,

Og bragte »Hævnerne« en blodig Klage.

Eet Jammers Skrig er Slavens Leve-Dage;

Hvad Qvaler finder ei den Hvide paa!

Derfor i Blod og Ild skal Alt forgaae!

Selv har de Minen lagt, og den vil springe,

Den røde Døds-Fugl ryste skal sin Vinge!

HORATIO

Og ved det Hele stod Du kold og stum?

PALÉME

Jeg præd’ked’ Friheds Evangelium,

Som Fuglen har den, førend Bøssen knalder,

Og Skovens Træ’r, før Øxeslaget falder.

Snart Friheds-Fanen vaie skal ved Stranden,

Fra hver Plantage og fra Klippens Sti!

Vil kun de Sorte dristigt hæve Panden,

Da er de Hvides Overmagt forbi.

Først Dag, saa Nat, det er Naturens Orden,

De skifte jo til at beherske Jorden.

Den hvide Dag har længe baaret Kronen,

Nu sætter sig den sorte Nat paa Tronen!

HORATIO

Det blive vil en blodig Kronings Fest.

PALÉME

Vi Helved’ selv indbyde vil til Gjæst;

Plantagerne, som Glædes-Blus vi tænde,

Skarlagens-Teppet af det røde Blod

Skal Toget træde paa med nøgne Fod.

Jeg i min Herres Bryst skal Kniven vende,

Men først, hvad ham er helligt, vil jeg skjænde,

Hvis ikke, Gud, mig selv og Alt forbande!

Vort Friheds-Raab, naaer til Europas Lande!

HORATIO

Og alle Hvide dræbes?

PALÉME

Alle Hvide.

HORATIO

Plantager, Eiendomme, Alt er Gruus.

Derved maa jo det nye Herskab lide.

Hvo skal opbygge det afbrændte Huus,

Hvo bliver Træl, naar der er ingen Hvide?

PALÉME

Ja, det er sandt! saa tør ei Alle døe!

HORATIO

De Sorte er’ da Herrer paa vor Ø,

Og Een er stærkest; hvis han bruger Kræfter,

Saa maae de Svage føie sig derefter.

Vi faae en Drot, en Sort naturligviis:

Vil for en Sort Du Dig i Støvet bøie?

PALÉME

Før vil jeg pidske mig med seige Riis,

Koldblodig rive ud mit eget Øie!

Nei, der maa være Billighed og Ret!

Skal der en Drot for Sorte og for Hvide,

Saa lad da Mellem-Farven blive det!

Til Konge kan de kun Mulatten tage,

Da kunde ingen Parter sig beklage!

HORATIO

Husk, i et tropisk Land blev ikke sat

En tredie Tid, een mellem Dag og Nat;

Der hersker ingen Dæmring! – Vær forsigtig!

Din stolte Tanke maa Du gjøre stum.

Har for de Sorte Du forkyndt oprigtig,

Som nu til mig, dit Evangelium?

PALÉME

De drømme ei, hvad I seer soleklart.

Bastard tør vel betroe sig til Bastard!

Vi er’ af samme Race, samme Art;

Forskjellen den: jeg er en bortrømt Slave,

Og I en Herreløs, der fik det godt;

Jeg kryber til min Lykke kun saa smaat.

– At der er Liv i mig, det er en Gave,

Jeg skylder Eder, og min Tak ei døer.

Derinde laae jeg paa de raadne Rør,

Forladt og syg, ja væmmelig, som Job,

Et Aadsel, som endnu forstod at tænke!

I tørred’ bort den fæle Myrehob,

I qvæged’ mig! hvad kan jeg Eder skjænke

Meer, end Fortrolighed fra sanddru Læber?

Har I en Fjende, nævn ham, jeg ham dræber!

HORATIO

Een har jeg, og han er min Overherre:

Mit Hjertes Hovmod; ei der gives værre!

Hans Aande lader Sundheds-Rosen falme,

Han til en Feberdrøm har Søvnen skabt,

Hans Seierssang er Hjertets Sørgepsalme,

Dræb denne Fjende, eller Alt er tabt.

stiger ned i Bjergkløften.

Tredie Scene

PALÉME alene.

Hans Hjertes Hovmod! Hm! han meente min!

Den skjænker Liigdragt eller Hermelin.

Den styrted’ Himlens Tjener fra Guds Trone,

Men lønned’ stolt med Helveds Konge-Krone!

stirrer tankefuld ned i Afgrunden.

Dernede,

Hvor ingen Fugl har Rede,

Hvor slimede Slange i Bugter

Jorden befugter.

Under det tjørnede Krat,

Hørte jeg »Hævnerne« bede

Forbandelsens Bønner i denne Nat.

Baalet lyste;

Henad Hækken Skjæret gyste,

Kjædelen kogte og dens tykke Damp,

Steeg, som Røgelsen foran et Alter,

I de sælsomste Gestalter:

Aander i Kamp.

drikker af Kocos-Nødden.

Denne Drik

Sin usynlige Flamme fik,

Saa Blodet maa koge.

Tanker, som glohede Taage,

Hvirvle til Panden,

Lyse evig Forbanden

Over de Hvide,

For hvad Slaven maa lide. –

Midt i Hadets Syner

Skjønheds Blikket lyner:

Qvinder

Deilige Creolerinder

Svæve for min Tanke

Nøgne og slanke; Skulder og Hofte fyldig og fast,

Brystet et svulmende rundt Alabast.

Stor er min Lykke!

Dem vil til Hjertet jeg trykke.

Kaster sig ned i Græsset.

Glæden er Guden, vi dyrke.

– Flammen skal vinde i Styrke!

drikker Resten ud

Baaden alt gynger, synker og stiger,

Glider med os til Lyksaligheds Landet.

Kulsorte Piger

Svømme paa Vandet,

Vise de faste, dreiede Lemmer;

Jublende Stemmer

Tone fra Træernes duftende Blade:

Elske og hade,

Dræbe og drikke,

Nei, for Andet skabtes vi ikke!

Træerne nikke.

falder i Søvn

Fjerde Scene

PALÉME. ELEONORE og CECILIE De komme fra den høiere liggende Bjergskrænt.
CECILIE

O, hvilken Hvælving flættet af Bananer,

Og Palmen smykker den med grønne Faner;

Saftfulde Ranker sig om Træet slynge,

Paa Grenen røde Papegøier gynge,

Insecter flyve om med gyldne Vinger,

Og hver en Pragt-Blomst Viraks Skaalen svinger.

Jeg drikker Luften ind i store Drag,

Ja, her er Solskin, her er Dagen Dag!

Der groer en Blomst, en Cactus! see hvor klare,

De blaae og hvide Farver i den staae.

Hun stiger ned af Bjergskrænten for at plukke den, men udstøder i det Samme et dæmpet Skrig.

En Slange!

ELEONORE

Gud i Himlen, tag Dig vare!

Der hvisler den! her er slet ingen Fare;

Den selv blev angst. Hvor er den Blomst, Du saae?

CECILIE

O, det var Slangen selv! som der den laae

I Knude slynget, skinte den saa blaa,

Ret, som en Pragtblomst. Jeg blev ganske heed.

ELEONORE

Hvor vi er’ komne dybt herind i Skoven!

Dig er det, troer jeg, som gjør mig forvoven.

Her stige vi bestandigt mere ned.

O hvilken Eensomhed! hvor her er dødt!

CECILIE

Vi gik vist langt og har dog Ingen mødt.

Dog hørte jeg et Skud. Han er paa Jagt!

ELEONORE

Paa Jagt! Hvem mener Du? Hvem vil Du møde?

CECILIE

O, Ingen! jeg beundrer Skovens Pragt,

Den rige Plante-Væxt i dette Øde.

ELEONORE

Og samme Tid Du gaaer og tænker paa – –

CECILIE

Nu ja, det vil jeg ærligt Dig tilstaae,

Jeg tænkte paa ham – men ei heller mere,

Vi kunne møde ham ved at spadsere – –

ELEONORE

Mulatten?

CECILIE

Ja, der er jo ingen Anden!

Det veed Du nok! vær ærlig kun, som jeg.

For hans Skyld gik Du ogsaa denne Vei;

Han spøger Dig i Hjertet og i Panden.

ELEONORE

En Negerindes Søn!

CECILIE

Alt flere Dage

Har vi nu boet i vor Skov-Eensomhed.

Han burde os besøge! og jeg veed,

Han indbudt blev, han lovede at komme!

Og nu er snart den hele Uge omme.

I Grunden har Du Ret, at være vred!

ELEONORE

Oprigtighed imod Oprigtighed!

Jeg tilstaaer dig, hiint Møde mig husvalte,

Den Aften hos ham, sært han mig tiltalte,

Han vakte nye Tanker i min Sjæl;

Min forrige Omgivning stod mig fæl,

Uhyggelig og tom; men siden mere fattet,

De Overseetes Værd jeg bedre skatted’.

Det var en Afglands kun af Selskabslivet,

Det større Selskabs Liv, som ham blev givet.

Hans Moder var en Sort, en Trællefødt!

I hendes Fædreland er Snillet dødt,

Der rørte Intet sig; dets Folkeskarer

Har ei Historie; de kom som Varer

Hertil; sig Resten let forklarer!

Til noget Større steeg de ingensinde.

Den Hvide sparker bort sin Negerinde;

Der blev ei Kjærlighed hos ham, som Fader,

For hendes Skyld sit eget Barn han hader,

Thi halvt er det dog Dyr, den Sortes Blod,

Det er det, som han træder med sin Fod.

CECILIE

Paa Sumpens Dynd det hede Solkys gives,

Og hvid og reen groer Lilien frem og trives.

Da ædle Dele inddrak den i Bladet,

Den Duft og Farve fik ved Straalebadet.

ELEONORE

Hans Adfærd mod os maa jeg høit berømme,

Hans hele Væsen ædelt var og stolt,

Det Larven var, som Intet indeholdt.

En Angst jeg føler mig igjennemstrømme – –

Den Nat hos ham – Jeg troer kun lidt paa Drømme,

Men hvad jeg drømte har mig Angst forvoldt;

Til hver Erindring om ham Drømmen hæfter,

Fra den min Afsky suger nye Kræfter.

CECILIE

Fortæl mig da hvad Drømmen indeholdt.

ELEONORE

Jeg smykket laae med Guld og Ædelstene,

Men rynket var min Hud og slap hver Seene,

Jeg var saa ene,

En Mumie i Ægyptens Pyramide.

Aartusinder jeg syntes at henglide.

Da revned Murens Side,

Den afrikanske Sol med Straaler hvide

Faldt paa mit Ansigt og paa mine Arme,

Men kunde mig dog ikke meer opvarme,

Ei Dødens Lænker bryde,

Faae Blodet til at flyde.

Til Pyramiden Ørknens Løve ilte

Og paa mit Bryst den lagde sig og hvilte;

Jeg troer jeg smilte,

Thi høit jeg hørte Dyrets Hjerte banke;

Mig gjennemsittred’ Straaler fra dens Manke,

Og sprængt var Dødens Skranke,

Dens Varme bragte Liv i Blod og Tanke;

Og Løvens Hoved var en Mands, jeg kjendte,

Horatios! hans stolte Øie brændte,

Jeg følte Lyst og Smerte

En Sphinx laae paa mit Hjerte!

Dens Liv og Varme havde jeg inddrukket;

Nu var den kun en Sphinx af Marmor hugget;

Saa dybt jeg sukked’,

Den tunge Steen jeg mægted’ ei at hæve,

Og kunde dog ei døe, jeg maatte leve!

Jeg hørte Toner bæve.

Trækfugle saae jeg over mig hensvæve,

Paa Murens Revne hvilte Stork og Svane,

Med Vingen vifted’ de, som med en Fane

Og fløi fra Pyramiden,

Fra mig – mig, Tantaliden.

Man hører Horatios Bøsse knalde nede i Dalen; Paléme vaagner derved og stirrer paa dem.
CECILIE

Det var hans Skud!

ELEONORE

Hvor dine Kinder gløde!

Kom, denne Vei, vi vil ham ikke møde.

CECILIE

Her er en Sti, Afgrunden ganske nær,

Men ei jeg svimler.

seer Paléme.

Hvo sidder der?

ELEONORE

Paléme!

PALÉME

Der staae de jo, to bange Duer!

Jeg drømmer ikke, klart mit Øie skuer,

Min Herres, ja min milde Herres Viv!

Kom nærmere! I sikkerligt mig kjender?

Jeg er Paléme, der tidt forbrød sit Liv,

Blot ved et Ord, en sagte Skæren-Tænder,

Men slap med lidt Tortur. See, mine Hænder!

Dybt ind i Kjødet Strikken skaaret har,

Min Ryg og Skulder skrumpen er af Ar.

I kjende mig vist nok, skjøndt ingensinde,

Jeg opreist stod, saa nær min Herskerinde.

ELEONORE samler al sin Kraft.

Du tør tiltale os?

PALÉME

Hvor det er smukt,

Ja, meer end smukt, saa sært det trøster,

At her I kom med Eders smukke Søster,

For at besøge mig. Kun Skovens Frugt,

Lidt Vildt og Vand har jeg at byde.

Træd ind i Hytten! noget maa I nyde!

I røbe mig jo ei, det tør jeg tro.

CECILIE

Du stakkels Mand! – nei, vi dig røbe ikke.

Kom til de varme Kilder, hvor vi boe,

Saa skal du faae at spise og at drikke.

PALÉME

Hvor I er god, og dog saa bleg om Kinden!

Der er dog aldrig Frygt hos Herskerinden?

ELEONORE griber Cecilies Haand.

Kom følg nu med mig!

PALÉME stiller sig iveien.

Nei! I bliver her!

CECILIE forfærdet.

Hvad vil du os?

ELEONORE

Du vil os dræbe?

PALÉME

Nei, kysse Eders friske Rosenlæbe,

Og vise, at min Christendom jeg veed, Jeg lønner Had og Spot med – Kjærlighed.

CECILIE og ELEONORE

O Gud!

HORATIO Som under Palémes sidste Ord er stegen op af Fjeldkløften, spænder Geværet imod ham.

Paléme! giv slip! hvis ei, jeg skyder!

PALÉME slipper dem.

Ha! raser I.

HORATIO

Et Skridt, dit Blod da flyder!

PALÉME

Og troer I, at jeg frygter Eders Kugle?

Seent eller tidlig bliver jeg dog Mad

For Skovens Rovdyr og de vilde Fugle!

– Endskjøndt mit Hierte opfyldt er med Had,

Jeg husker dog, I hos den Syge sad,

I gjorde godt mod mig i Trængsels Dage.

Og derfor kun jeg træder nu tilbage.

Men vi er qvit! – der kan I Lønnen tage.

peger paa Damerne, som have klynget sig til Horatio.
HORATIO

Du skal for mig ei aabne Naadens Kammer.

Min Arm er stærk, som din! min Bøsse rammer!

gaaer med Damerne.

Tredie Act

Have-Partie foran Fru La Rebellieres Bolig ved de varme Kilder; under en Teltkuppel, udspændt mellem Palmerne, staaer et Bord, som Femi er beskjæftiget med at dække. Bissekræmmersken Pelagi har sat sit Vare-Skrin paa Jorden; de ere begge i livlig Samtale.

Første Scene

FEMI. PELAGI
FEMI

Slig Mand i ham jeg vented ikke heller,

Men Pelagi, det er, som jeg fortæller:

Mulaten gjorde ingen Gjenvisit,

Endskjøndt vi hørte at han var her tidt,

Paa Jagt i Egnen om de varme Kilder.

En Dag mit Herskab vil spadsere lidt

Og gaaer i Skoven, der det sig forvilder;

Da, tænk Dig, hvilken Skræk, Paléme, som flygted’,

Som, ikke uden Grund, de altid frygted’,

Ham møder de; han viser sig forvoven,

Der staae de stakkels Damer midt i Skoven;

Men pludseligt Horatio springer frem,

Og de er frelst, han følger dem her hjem;

Der var en Tak, en Jubel og en Glæde!

Ja, Pelagi, de fik mig til at græde.

PELAGI

Og siden er han kommen her hver Dag?

FEMI

Hver Formiddag, men under Husets Tag

Han aldrig traadte, om de ogsaa nødte;

I Skoven og i Haven her han mødte.

Her spises, tales – – ja, hvor han kan tale!

Han veed om Alt, fra Hovede til Hale!

Man troer ham Herre, og han kun er Fri.

Med Fruen er der skeet en heel Forandring,

Hun er saa livlig som en Colibri.

Nu er’ de alle Tre igjen paa Vandring.

PELAGI

Mulatten og dit Herskab? Jeg gad vide,

Om Herren af La Rebellier vil lide

Ham halvt saa godt, som Damerne det gjør.

Jeg havde halvveis troet, han var indtruffet.

FEMI

I længer Tid vi ham ei vente tør.

PELAGI

Det troer Du? Ja, saa vil du blive skuffet!

Jeg var paa Fort Royal hos Gouverneuren,

Der har jeg god Afsætning kan Du troe!

Idet jeg staaer og vil gaae ud af Døren,

Kom Eders Herre; vi blev’ ene to;

Han spurgte, om jeg lagde Veien om

Af denne Kant, og strax et Brev blev skrevet,

Dog sagde han, det muligt var, han kom

Her selv, og det før jeg indtraf med Brevet;

Det kom kun an paa, om han kunde slippe

Endnu den Dag.

FEMI

Han er ei kommen her.

PELAGI

Jeg lagde Veien om den hvide Klippe,

Et Skib er strandet ved dens blinde Skjær;

Jeg gjorte et og andet Indkjøb der;

Paa flere Steder er jeg sinket lidt,

Dog førend Herren gjør jeg min Visit,

Hans Hilsen bringer jeg med Sort paa Hvidt.

See kun, hvor Solen har mit Ansigt barket!

Dens Straaler faldt paa mig med hele Kraften.

Paa Mandag veed Du er det Slave-Marked,

Er han her altsaa ei idag før Aften,

Saa kommer han imorgen skal Du see;

Monstro Mulatten ogsaa ham bedaarer?

FEMI

O, han kan tale, saa man fælder Taarer,

Og vil han, man skal lee, saa maa man lee!

PELAGI

Men vi kun sladre, det er ikke alt!

Jeg trænger til at spise og at drikke.

FEMI

Stegt Papegøiefisk med Løg og Salt,

Den kan Du faae, men Andet har jeg ikke.

PELAGI

Den er min Liv-Ret just! det var ei galt!

idet hun seer ud af Scenen.

Der er dit Herskab! Jeg vil retirere.

Det muligt var, jeg kunde dog genere.

Jeg gaaer i Kjøkkenet, og Du fortæller,

At jeg er her med Hilsen og med Brev.

Dog, ti kun stille! siig Du hende heller,

Kun det: jeg er her! nævn ei! at han skrev,

Det Glædes Budskab selv jeg overtager.

Siig jeg er her med nydelige Sager.

O, hvor Din Papegøiefisk mig smager!

gaaer ind i Huset.

Anden Scene

ELEONORE støttende sig paa Horatios Arm, de ere i levende Samtale. Cecilie med Haanden fuld af Grene og Blomster. FEMI.
ELEONORE

Hvor en stor Idee dog kan berige,

Vække i os det Guddommelige!

Ja, det skeer, som jeg dem hører sige:

Disse Øer, en Bouquet paa Vandet,

Er Lagunerne for Canaans Landet,

Det Columbus-Moses øine maatte,

Ak, men aldrig i sit Liv betraadte! –

HORATIO

– Canaanslandet for en Slægt i Tiden,

Paa hvis Vugge bliver lagt al Fliden,

Alt hvad i Aartusinder er fundet,

Hvad de Vise i et Liv udgrundet.

ELEONORE

Derfor vi de største Floder eie,

Ind i Landet bære disse Veie!

Og Skovørkner, grændseløse, store,

Vidt udstrakte, Landet overgroe,

Her er Planker, som kan Bølgen bore,

Tømmer til en dristig Flydebro

Mellem de amerikanske Strande

Og de andre Verdens-Deles Lande.

CECILIE spøgende.

Bliv nu lidt hos mig i vort Aarhundred’

Han har ikke seet og ei beundret

Dette Blomsterflor, han selv har skabt!

peger paa et stort Blomsterbed i Forgrunden
HORATIO

Jeg, min Frøken?

ELEONORE

Der gaaer ikke tabt

Nogen Lærdom. Naar en Blomst de priste,

De dens skjulte Skjønhed ogsaa viiste.

Deres Tale saa hun respectered’,

At hun Blomsten strax canonisered’

Tog den bort, der hvor den ei stod fredet,

Og i Dage skabtes Blomsterbedet.

CECILIE

Det er her min Fabelbog De seer!

Egentligt er’ Blomsterne Vignetter;

Jeg hos hver udfandt en Characteer

Liig med den, hvorom De os beretter.

– Denne Pragtblomst, jeg har før ei kjendt ‘en,

O den har en Duft af Orienten!

Sabas Dronning! stolt hun seer mod Solen,

Gyldne Hjeroglypher smykke Kjolen.

Yndigst er dog denne hvide Rose,

Med et Skjær af Rødt, det aandes hen!

See, den bæver jo, liig en Mimose, Beatrice Cenci var som den.

Hendes sidste Smiil paa Bladet bæver,

Hendes Hjertes Suk i Duften lever!

ELEONORE

Denne der, kun Nattens Dug udfolder,

Stængelen paa trende Blomster holder,

Lad den være – Østerlandets Vise,

Som i Natten Stjernen see og prise.

HORATIO

Jeg endnu kan Samlingen forøge,

Een, her sjelden Blomst, jeg fandt igaar:

Venus Fluefænger, man kan søge

Længe, før saa egen Blomst man faaer:

En Prindsesse Turandot tilvisse,

Deilig, men med Mord-Lyst i sit Sind,

Komme Beilere, hun dræber disse,

Naar de røre hendes Rosenkind.

CECILIE

Den er giftig altsaa, vil De sige?

HORATIO

Nei, dens Blade er’ saa pirrelige,

At naar et Insect i Blomsten leger,

Lukker sig dens hele Blomsterbæger;

Og jo meer den Fangne sig bevæger,

For at slippe, fastere det holder,

Knuser Dyret – og er Alt da tyst,

Blomsten atter sig i Pragt udfolder

Med den dræbte Beiler ved sit Bryst.

CECILIE

Den min Billed-Blomster-Bog vil zire; Overskriften lyde skal: Satire.

Blomsten, just den første, de mig bragte,

De Uqvind’lighedens Navn tillagde,

Turandot mig rinde skal i Minde,

Qvinden, som var ingensinde Qvinde.

HORATIO

Vel, saa vil jeg ikke Blomsten bringe!

Eller vi maae døbe Planten om.

Ret betænkt, saa bliver den for ringe

Til at staae i Duftens Helligdom.

Sjelden er den, som det er at finde,

Qvinden, som var ingensinde Qvinde!

ELEONORE

Giv mig den, jeg holder den i Ære,

Nævn, hvorpaa den skal Symbolet være! –

HORATIO

– Paa en Kraft, selv hos den skjøre Lillie,

At vi knuse kan med kraftig Villie

Hver en fjendtlig Magt, som os berører,

Ved vor egen Kraft vi os tilhører!

CECILIE

Bring mig den, Satiren jeg benaader,

Turandot den første Plads skal faae

Turandot jo talte helst i Gaader,

Snart jeg skal dens bedre Jeg forstaae.

HORATIO

Med et andet Navn den døbes maa!

CECILIE spøgende.

Vel Æsop!

HORATIO

Fy! Hæslighedens Larve!

CECILIE

Han os lærte, at ei Form, ei Farve

Udslag gjør i Skjønheds Blomsterbed;

Det Særegne, som en Gud tilhører,

Det, som dybt herindenfor sig rører,

Kort kun kues kan af Tid og Sted;

Form og Farve maa for Snillet vige,

Det fik første Rang i Skjønheds Rige!

HORATIO

Jeg den henter! plant De den i Bedet,

Og ved den staaer Deres Blomster fredet;

Hvert Insekt den for sin Domstol kalder,

Synderen paa egen Gjerning falder.

ELEONORE

Gaa ei nu!

HORATIO

Jeg hurtigt den skal tage!

Før De venter det, er jeg tilbage.

gaaer.

Tredie Scene

DE FORRIGE uden HORATIO
ELEONORE

Ja, »Form og Farve maa for Snillet vige,

Det fik den første Rang i Skjønheds Rige!«

Han er en Magus fra en fremmed Strand,

Han har berørt mit Øre og mit Øie,

Og Hverdags Verd’nen blev et Underland, Meer dybt det Dybe, mere høit det Høie.

CECILIE

Som Aandens Hjeroglyph, som Sjælens Billed’,

Det kraftigt skjønne Træ, han os fremstilled’;

Dets ene Krone vender mod det Høie,

Den drikker Lys og Luft, saa Blomster groe,

Dets anden Krone skjules for vort Øie,

Men just i den de største Kræfter boe,

De lange Rødder sælsomt sig fordele,

Og skjult de gribe ind i Verdens Hele.

FEMI

Tilgiv mig, Frue, tør jeg Eder sige,

At Pelagi er nyligt kommet her

Med smukke Sager, o, saa nydelige!

Befaler I? Hun er i Huset der.

ELEONORE

Nu, det er godt! – Cecilie, maaskee,

Ja, det er kun et Indfald, jeg vil see,

Om ei imellem Sagerne derinde

Et eller andet Stykke var at finde,

Der kunde glæde ham, vor nye Ven.

CECILIE

En ringe Tak –!

ELEONORE

Som givet af os begge.

Vor Lærer bør vi Honorar erlægge!

Gaa Du ei bort, han er her snart igjen.

gaaer med Femi ind i Huset.

Fjerde Scene

CECILIE alene.

Jeg fyldes af en Lykke, jeg ei begriber ret,

Gjenfødt er Barndoms Livet –! dog, det er ikke det!

Som ældre, midt i Glæden, jeg følte slig en Lyst,

Dog, her er noget Mere! det hæver sært mit Bryst.

Jeg Verden favne kunde, og favne den igjen,

O, havde jeg en Fjende, jeg gjorde ham til Ven!

Saa hjemligt er her blevet, jeg veed ei selv hvorved,

Det er, som om jeg leved’ altid paa dette Sted.

Gud er det i Naturen, som gjør mig sjælefro,

Hans Huus, hans hellige Kirke det er, hvori vi boe;

Den er et grækisk Tempel med Farver og med Guld,

Den er en gothisk Kirke med Dæmring høitidsfuld;

Min Vandring over Havet, der syntes mig saa lang,

Var kun et Skridt fra høire til venstre Sidegang!

Det er den samme Kirke, hvor Gud har til mig talt,

Kun andre Malerier paa Væggene staae malt. –

Ja, nu jeg mig begriber! jeg kunde knæle ned:

Det, som mit Hjerte føler, er Christen-Kjærlighed!

Den er den store Messe, Naturen toner ud;

Hvor end min Fod sig fløtter, jeg staaer tæt ved min Gud!

Et Altar er hvert Hjerte og Præst vor faste Tro,

Jeg føler Livets Lykke, jeg er saa sjælefro!

Femte Scene

CECILIE. LA REBELLIERE, fulgt af flere Slaver, som bære Reisetøi.
LA REBELLIERE

Bring Tøiet ind! slæb ei saa tungt derpaa!

Saa dyrisk dorsk, som Dig, jeg Ingen saae!

CECILIE med et Skrig.

La Rebelliere!

LA REBELLIERE

Ja, see, her er jeg atter!

Du blev jo angst! min kjære, smukke Datter!

Her har I mig igjen. Alt staaer dog vel?

CECILIE

Ja, meget vel!

LA REBELLIERE

Den falske, dumme Træl!

Jeg var saa oprømt, kom saa glad tilbage,

Men strax kun Ærgrelse, som alle Dage!

Jeg reed mit smukke Muuldyr og lod Sem,

Mulatten, føre det, thi hist og her lidt slem

Er Veien, ved nedfaldne, raadne Grene,

Ved Tidsler og de mange skarpe Stene.

Sem havde Øxe for at hugge Vei,

Barfodet gik han, som paa Palmeblade,

Ei han, det stakkels Muuldyr kom til Skade,

Det stolte Dyr, det glemmer jeg ham ei!

Sig selv, og ikke det, han helst tog vare.

CECILIE

Paa Hjemkomstdagen, lad al Straf da fare!

LA REBELLIERE

Jo, det var klogt! hvor falder Sligt Dig ind?

Lidt meer vi barke maa hans brune Skind.

– Nu, I er ikke døde reent af Længsel!

Hvor fik I Dagene dog til at gaae,

De fjorten lange Dage her i Fængsel?

Nu vel! I skal af mig Opreisning faae,

Et riigt, et prægtigt Bal jeg lader staae.

Imorgen tidlig reise vi tilbage!

CECILIE

Imorgen!

LA REBELLIERE

Ja, saa maa I Afsked tage,

Med Eensomheden, hvis I saa behage.

Min Frøken, det er just for Eders Sag,

At jeg er kommet her saa snart tilbage.

Husk, overmorgen er det jo den Dag,

Hvorpaa I bliver myndig, riig, som Faa,

Kan handle ganske efter egen Villie;

Den Dag vi med en Bal-Fest feire maae,

Og I er Festens kongelige Lillie.

CECILIE

I Overmorgen? Det jeg havde glemt!

LA REBELLIERE

Kan Sligt man glemme?

CECILIE adspredt.

Lad mig Eder føre

Til Eders Frue. Hun var lidt forstemt;

Vi fik fra Eder ei et Ord at høre!

LA REBELLIERE

Med Pelagi et Brev I fra mig fik!

CECILIE som før.

Med Pelagi! I dette Øieblik

Hun kom her til. Hun er hos Eders Frue!

De begge to er her i næste Stue!

hun ledsager Rebelliere, men kaster endnu engang et ængsteligt speidende Blik mod den Side, hvorfra Horatio kommer.

Sjette Scene

HORATIO han holder i Haanden Planten Venus’ Fluefænger, som han tankefuld betragter.

Forunderlige Blomst! Du Skov-Profeet!

Ja, min Casandra jeg i Dig har seet.

Insectet stiger ned i Blomstens Kalk,

I Duft og Sollys tør det frit sig bade,

Da folder Blomsten sine stærke Blade,

Og Glædens Bolstre er’ en Katafalk.

Staaer et Øieblik indesluttet i sig selv, seer derpaa hen imod Fjeldene, hvor hans Bolig findes.

Deroppe var jeg fri, men dette Steds

Sælsomme Kraft, beseired’ Friheds-Flammen;

Jeg her er indtraadt i en magisk Kreds,

Og om mig ruller Blomsterbladet sammen.

– O, bort! hos Manden Svaghed er en Skam!

Vor faste Villie er vor Fjederham,

Den hæver os fra Undergangens Elv.

Den største Kamp, bør Manden mandig kæmpe!

Naar ret man elsker, glemmer man sig selv;

Af Kjærlighed man Kjærlighed kan dæmpe!

Cecilie, jeg for Din Ro vil lide,

Min Kjærlighed Du aldrig her skal vide! –

Jeg har den Tro, at den man ret har kjær,

Ja, kjær med Sjæl, og Sind og al vor Tanke,

Hun bliver vor! Er Tidens Fylde nær,

Da falder hver en Taage, hver en Skranke.

Og lider jeg paa Jord den Sjæle-Vee,

En Anden hende tør til Altret føre,

Det er et Troldoms-Syn kun, jeg skal see,

En Prøvelse, Gud lader med mig skee,

Mig, mig alene skal hun dog tilhøre!

Min Kjærlighed er hellig, reen og skjær,

Hvad gjør det da, om de Minutter her

Ei min hun er! hos Gud jeg hende eier!

Min stærke Kjærlighed skal vinde Seier!

Syvende Scene

HORATIO. CECILIE
CECILIE

O, Horatio!

HORATIO

Var Gjenkomsten

Ikke hurtig? Her er Blomsten.

CECILIE

Blomsten? Tak, De mig den bringer.

Betragter den.

Paa de lette, fine Vinger,

Halv med Luft og Blad beslægtet,

Flyver sorgløst hid Insectet,

Duft og Farver sælsomt blænde, –

Samme Nu dets Liv har Ende!

HORATIO halv spøgende.

Straaler Lykkens Boble klarest,

Da den brister allersnarest!

CECILIE

Ja, den brister og maa briste,

Alt hvad kjært er maa vi miste.

Livets Hjerte Thema spilles

I de Toner: mødes, skilles!

Tak for Blomsten! over Bølge

Skal den mig til Hjemmet følge,

Der Dem et »Velkommen« sige

I vort kjære Frankerige!

HORATIO

Der, naar De er vendt tilbage

Til det levende Paris,

Som en Drøm staaer disse Dage

I vor Ørkens Paradiis.

De har Ungdom, Skjønhed, Snille,

Alle der dem hylde ville!

Hvad De saae, De vil gjengive,

Poesie maa Ordet blive.

Scener skildres, Sted og Egn,

Vore Skove, hvor sig flætter

Green i Green, fast, som et Hegn,

Vore skjønne Stjerne-Nætter

Ilden paa Insectets Vinger,

Pragten, som et Uveir bringer. –

Tropisk Skjønhed da man fatter!

CECILIE

Digtet: »Negerkongens Datter,«

Jeg fremsiger, sært det lykkes!

Og naar Alle da henrykkes,

Digteren jeg dem vil nævne,

Som min Lærer og min Ven,

Sige: Frank’rig’ er vort Stevne;

Her jeg møder ham igjen!

HORATIO

Tiden gjør hvert Indtryk mindre,

Dog De vil mig der erindre!

Halv en Fremmed her, i Hjemmet

Bliver jeg Dem dobbelt fremmed.

CECILIE

Der er’ Mennesker, vi leve

Sammen med, Aar ud, Aar ind,

Aldrig dog vi med dem blive

Venner ret i Sjæl og Sind;

Andre, kun vi mødte disse

Faa Minutter, og tilvisse

Vi dem kjendte, vi dem vandt,

Varigt Venskab os forbandt.

Dem saaledes jeg har fundet,

Siig, har jeg en Ven ei vundet?

Men vi skilles! det er Sorgen!

Skilles ad alt næste Morgen –

– For at mødes – langt herfra!

HORATIO

Skilles!? Og imorgen!?

CECILIE

Ja!

Medens denne Blomst De hented,

Kom, det var mig saa uventet,

Hr. La Rebelliere tilbage;

Endt er Mødets smukke Dage;

Her jeg sidste Gang dem seer!

Tak! jeg eier Intet meer.

Tak! jeg gjemmer tro i Mindet,

Hvad De vakte, hvad De gav!

Tak, for Tankens rige Hav!

Tak! ja Tak, for Brodersindet!

HORATIO

I Paris, i Festens Sale,

Bifalds-Smiil og Bifalds-Tale

Mødte mig, og her var Hjemmet,

Ei jeg følte mig en Fremmed;

Livet som en Pragtblomst brændte,

Klart jeg Form og Farve kjendte,

Duften, som fra Hjertet strømte,

O, om den jeg aldrig drømte,

Rosens Duft, som Livet vinder

Ved oplyste, ædle Qvinder;

Denne Duft for Sjæl og Hjerte,

Den først her hos Dem jeg lærte.

Manden styrker os til Handling,

Qvinden gjør en sød Forvandling,

Til det Bedre, til det Skjønne.

Dem den gode Gud vil lønne! –

Mindet er en Jacobs-Stige,

Som selv ind i Himlen naaer!

CECILIE

I mit skjønne Frankerige,

Er det, at vort Stævne staaer.

HORATIO

Hvor man mødes, er en Landen

I vort Livs Utopia;

CECILIE

Hvor man skilles fra hinanden,

Der er Smertens Golgatha!

Ottende Scene

DE FORRIGE. LA REBELLIERE
LA REBELLIERE

En Fremmed her! Mulat, hvem søger Du?

HORATIO

Jeg hørte, I var kommet hjem just nu.

Velkommen, Herre!

CECILIE

De vor Nabo seer,

Horatio! De maa ham takke meer,

End vi har kunnet. Da vi reiste, nødte

Et Uveir os at søge Tag, vi mødte

Da i hans Hjem saa megen Gjæstfrihed,

At derfor ingen Tak for stor jeg veed.

LA REBELLIERE til Horatio.

Og da Du vented’, jeg var her tilbage,

Saa kom Du, din Betaling at modtage.

Det billigt er! see, der! – det sjældent hender,

At Lykken Dig saa rige Gjæster sender.

HORATIO

Hvad vil I, Herre?

LA REBELLIERE rækker ham Pengene.

Tag Du dem og ti!

CECILIE

For Himlens Skyld! betænk, han er en Fri,

En Ædelbaaren –!

LA REBELLIERE

Han? Mulatten!

kaster Pengene til ham.

Gaa!

HORATIO

I vil fornærme mig!

LA REBELLIERE

Vil det jeg gjøre,

Da er det Noget, som Du taale maa.

Saa kilden var vist ei din Moders Øre!

HORATIO

Det er et Gode og vil altid blive,

At fødes i en Slægt, som kan os give,

Blot ved sit Navn, paa Vuggen Hæders-Baand.

Vort sande Værd dog kaldes først tillive

I Kampen under hiin useete Haand,

Der mægter Alt at tage, Alt at give!

Vi selv kun kan vort Adels-Brev os skrive,

Og stemple det ved Hjerte og ved Aand.

Bag Armods Dragt tidt Konge-Hjertet banker,

Mens Herskeren fik ikkun Trællens Tanker.

Gaaer hurtigt bort.

Niende Scene

DE FORRIGE uden HORATIO. Idet denne udtaler de sidste Ord, er ELEONORE ilet til.
ELEONORE

Hvad er der skeet! O alle Helgenskarer!

LA REBELLIERE

Jeg kun med Pidsken Negerynglen svarer.

ELEONORE

Han har os frelst. Vi kom fra Sti og Vei

I Skoven; der Paléme os traadt imøde;

O rædselsfulde Stund, vi halv var døde,

Horatio kom til, Du veed det ei! – –

LA REBELLIERE

I har vel takket ham! – jeg bød ham Penge,

Forlange Mere, kan han ei, saalænge

At der skal være nogen Billighed.

Men Knægtens Overmod mig gjorde vred.

ELEONORE

Jeg ynder ham! – det gjør vi begge to!

LA REBELLIERE

I Skoven, siger Du, var det Mulatten,

Som Eder hjalp.

Til Cecilie.

Og Du fortalte jo

Om Storm og Uveir og om Overnatten,

I Huset hos ham. Han blev sært beæret;

Han har saagodt som Eders Ridder været.

Til Eleonore.

Du ynder ham. Hans Raskhed Dig henrev.

Var han en Hvid, jeg sikkert skinsyg blev;

Men en Mulat –! jeg vil Dig ikke krænke!

Du lider ham! jeg vil Dig Slaven skjænke,

Hvis han er herreløs, han din skal være.

Jeg kjøber ham; din Kappe kan han bære,

Gaaer Du til Vogns, træd paa ham med din Fod!

Dog først lidt Skik jeg nok maa Knægten lære;

Jeg har min Cuur mod Trælle-Overmod!

ELEONORE

Du spøger, og din Spøg er ikke smuk!

CECILIE

I vil det ikke, og I kan det ikke!

LA REBELLIERE

Hvor varmt! – I skulde skjænke ham et Suk.

Til Eleonore

For Dig især det vilde ret sig skikke.

Bortrømte Slaver har os Angst forvoldt,

De herreløse slutte sig til disse,

Vor Ø de oversvømme vil tilvisse;

Derfor paa Fortet Ord’ren jeg erholdt,

Den kongelige Ordre, at opjage,

I mit Distrikt, hver Herreløs, hver Træl,

Der uden Friheds-Brev nød Friheds-Dage.

Ved mindste Modstand skydes de ihjel!

ELEONORE

Jesus Maria! nei, Du vil ei Sligt!

LA REBELLIERE

Jo, det vil jeg, og det er her min Pligt.

Han er vor næste Nabo; Huset der

Paa Bjergets Side, mellem Krat og Træer,

Er hans: I største Hast er Alt tilende.

Hans Friheds-Brev har jeg nok Lyst at kjende.

CECILIE

Det er et Overfald, en Grusomhed!

ELEONORE

For Himlens Skyld! Du vil det ikke gjøre!

O nei, min Hjerte-Angst Du ikke veed;

Lad ham i Fred! gaa ei der op! Du vil mig høre!

LA REBELLIERE

Gaa ei der op! hvorfor? Er der en Anden,

En Anden end Mulatten! Hævn og Skam!

Hvo? Nævn mig ham! I see saa paa hinanden.

En Hvid? En Fremmed? Du skal nævne ham!

ELEONORE holder Hænderne for Øinene.

O Gud! o Gud!

LA REBELLIERE

Hvo fleer var hos Mulatten

Den Gang, I der tilbragte Uveirsnatten?

ELEONORE holder sig afmægtig ved Bordet; seer et Øieblik fast paa ham og er derpaa ved at synke om.
CECILIE

O, hun faaer ondt!

LA REBELLIERE

Ha!

river Cecilie bort.

Rør mig ei ved hende!

Hvo kom i Huset her? Jeg vil ham kjende!

En Hvid! En Fremmed! – Ha, ved Himlens Gud,

Mulatten veed det, han var Mellem-Bud!

Han skal fortælle mig, hvo her har været.

CECILIE med Kraft.

I selv det er, som Eder har vanæret.

Kaster sig ned over Eleonore.

Fjerde Act

La Rebellieres Huus

Det er Aften. Gjennem de aabne Døre seer man Tjenere i Beskjæftigelse med at tænde Lysekronerne til Festen.

Første Scene

LA REBELLIERE ene

»Jeg ynder ham!« var hendes Ord. Hun ynder! –

Og jeg i hendes Blik saae skjulte Synder;

O, Kjærlighed er ei saa stærk som Had,

Thi Hadet er en Gift, som Alting dræber,

Mens Kjærlighed er Viin for Sjæl og Læber.

O, Taabe, som jeg er! hvad veed jeg? hvad

Kan mig den soleklare Vished skjænke? –

Det Taabligste jeg selv formaaer at tænke!

Hun kunde elske ham? Mulatten? – nei!

Det er Umulighed, det kan hun ei!

Naar jeg det vil, kan jeg hans Nakke bøie

Og pidske ham ihjel for hendes Øie!

Min onde Drøm jeg regner ham til Brøde,

For denne selv har han fortjent at bløde.

Ja liid, fordi jeg for Phantomet leed!

Liid for min Tro paa en Umulighed.

I min Magt er han og skal ei undløbe;

Ret over ham jeg vil og kan mig kjøbe

Imorgen. Gunstig er mig Tid og Sted.

Da skal han tale, nævne mig den Hvide,

For hvem jeg denne Helveds-Qval maa lide.

Jeg lide! – nei, jeg lider ei derved!

Den Hvide lide skal, hun og Mulatten!

I Dands og Glæde nyder nu jeg Natten.

Musikkens Toner, en usynlig Ranke,

Sin Slange-Arabesk snoer om min Tanke!

Anden Scene

LA REBELLIERE. ELEONORE og CECILIE balklædte.
LA REBELLIERE

O hvilken Glands og Pragt! I vil fordunkle

De andre Damer!

Til Eleonore

Aldrig før jeg fandt,

Du var saa smuk! det ærligt er og sandt!

seer paa Cecilie.

En Krands af Mos, Dugdraaberne som funkle

I den, er hver en prægtig Diamant!

ELEONORE

Du er tilfreds?

LA REBELLIERE

Det er jeg alletider,

Naar Du er glad; men lider, naar Du lider.

De Dages Ophold ved de varme Kilder

Har gjort Dig mere syg, men Fester, Gilder,

Adspredelse vil være Lægedom.

Du er ei længer vred?

ELEONORE

Tør jeg det blive?

LA REBELLIERE

Jeg var lidt heftig, det vil Du tilgive,

Just af min Kjærlighed til Dig det kom.

Regjeringen Dig nu sin Tak bør bringe,

Thi kun ved Dig – ved mig! – som Du det vil,

Expeditionen denne Nat blev til

Og vort Udbytte er just ei saa ringe.

Omtrent Dusinet fik vi! stærke Kroppe!

Ni Sorte med Mulatten var deroppe!

CECILIE

Horatio!

ELEONORE

Der var Du denne Nat?

REBELLIERE

Ja, efter Pligt og Ordre. Hiin Mulat,

Hvis Huus I med et kort Besøg har æret

I længer Tid et Tilflugtssted har været

For alle Herreløse; ja, jeg veed,

Paléme, det onde Dyr, han der har fundet

Beskyttelse og Pleie, da han led.

CECILIE

Hvad er der skeet?

ELEONORE

Horatio, grebet! bundet!

REBELLIERE

Ved Midnat vi en Kreds om Huset slog,

Saa bankede vi paa; han os modtog.

Jeg læste høit for ham og for de Sorte

Regjeringens Befaling, men de turde

Modsætte sig, derfor vi paa dem skjød!

CECILIE og ELEONORE

I skjød?

REBELLIERE vedbliver med samme Rolighed som før.

Ei Friheds-Brev ham fredet,

Som selvgjort Herre Livet der han nød.

Den sidste Enambuk har eiet Stedet,

Og uden Arving er den gamle død,

Nu Boet, og med det, hvad der sig rører

Regjeringen, ved Lov og Ret, tilhører.

CECILIE

De gjorde Modstand, og I paa dem skjød?

LA REBELLIERE

Det virkede! strax blev de Sorte bange;

De indsaae nok, vi var dem altfor Mange,

Og overgav’ sig, men Mulatten stred,

Stred med fortvivlet Mod og Taablighed;

Den vilde Oxe raser ikke værre,

Naar Slyngen viser sig, som Overherre,

Men han blev spag som den; naar Piggen trænger

Igjennem Skindet, som et Aadsel slænger

Den sig til Jorden, og kun aander svagt –

Saaledes ogsaa han laae der udstrakt.

Vi knebled’ ham, det gjordes her behov –

CECILIE

Men Himlens Gud! det er mod Ret og Lov.

LA REBELLIERE

Han er en Herreløs, er ung og stærk!

Man vil mig takke for mit gode Værk.

Imorgen sælges han paa Slave-Marked.

ELEONORE

Jeg døer af Skræk!

LA REBELLIERE

Hav ikke mindste Frygt!

Naar først hans Ryg er blevetgjennembarket

Saa vil det vilde Sind nok blive mygt. –

– De sorte Slaver lod vi foran drive,

Mulatten, Dyret, var jo ganske sygt

Af Tab paa Blod, men holdt sig dog ilive;

Han sad foran paa Hesten hos en Træl.

Glad’ drog’ vi hjemad, Alt var gaaet vel,

Da tænk, hvad skal om sligt et Sind man sige,

Et Selvmord vilde han, det Skrækkelige!

Sligt falder aldrig os blot ind i Tanken,

Men Trællens Sjæl er kun en Hjertebanken!

CECILIE

Han vilde dræbe sig?

LA REBELLIERE

Ja hør nu Resten.

Vi kom forbi en Flod, hvis Strøm er stærk;

Og strax, det var kun Øieblikkets Værk,

Mulatten styrtede sig ned fra Hesten

I Flodens Dybeste. Paa min Befaling

Sprang Flere til; et Øiebliks Forhaling,

Og han var druknet; men de fik ham op

Til Hesten bandt vi hans halvdøde Krop,

Og jog afsted; derved kom han tillive.

Nu ligger han i Feber, døer han ei,

Saa skal jeg hans fortjente Løn ham give.

CECILIE

Kjøb ham til mig!

LA REBELLIERE

Til Dig det kunde jeg,

Maaskee! Men han maa tæmmes, han maa lære!

Jeg kjøber ham, Dig vil jeg ham forære!

Dog ikke strax. Nu har jeg alt berettet,

Hvorfor inat jeg nød den friske Luft:

I Sukkermøllen, der i Lazarettet

Han sover sig til Sundhed og Fornuft.

Men nok herom! nu tænke vi paa Dandsen!

Selskabet samles snart. Jeg haaber, Glandsen

Af dette Bal hvert andet vil fordunkle.

Min Myndling skal som første Stjerne funkle.

Til Eleonore.

Men Du staaer drømmende og tankefuld? –

ELEONORE

Jeg tænker paa den Lykke, mig er givet!

LA REBELLIERE

Ja, vi fik Lykke! Lykkens Navn er Guld!

Det kaster Solglands over hele Livet.

gaaer.

Tredie Scene

ELEONORE. CECILIE
ELEONORE

Min Drøm hiin Nat opfyldes alt før Tiden;

Mit Hjem, det er en Grav i Pyramiden;

Og Liv og Varme har min Sjæl inddrukket,

Jeg bærer Sphinxen udaf Marmor hugget;

Den tunge Steen jeg mægter ei at hæve,

Jeg kan ei døe! nei jeg maa leve! leve!

CECILIE

Horatio! hun bryder i Graad og læner sit Hoved til Eleonore.

ELEONORE

Jeg elsker ei min Mand!

Den kolde, den beregnende Forstand

Er Alt for ham, den ham opfylder heel;

Og jeg? – mit Blod er varmt, jeg har et Hjerte!

Dog skal jeg regnes for hans halve Deel,

Af ham jeg mine onde Tanker lærte,

Og, som i Eventyrene, jeg fik

Den rige Pragt, de døde Diamanter

For Sjæl og Lykke. Kjender Du den Skik? –

Ja Mennesket er grumt, som Ørk’nens Panter!

Den Skik, som man paa store Skibe seer.

Naar to med hadfyldt Sind hinanden møde,

Saa Kniven blinker og et Mord der skeer,

Den Levende, fastbundet til den Døde,

Med Ansigt imod Ansigt, kastes da

I Havet. Skibet seiler bort derfra;

De sammenbundne To høit Bølgen hæver,

Den Myrdede og ham, som endnu lever.

Det er et Billed paa mit eget Liv,

Ja, til det kolde Liig jeg fast er bundet,

Og driver, som det villieløse Siv,

Med ham, hos ham, til jeg har Døden fundet!

CECILIE

O tal ei saa!

ELEONORE

Paa Jorden Ondt kun skeer!

CECILIE

Husk hvad vi læste om de gode Feer,

Der ned fra Himlen svævede saa smukke

Og dandsede i Kreds om Barnets Vugge,

Saa rige Gaver der de lagde ned!

Da kom een Fee endnu, men ond og vred,

Ulykke bragte hun, og Alle bæved’

Undtagen Een, sit Hovede hun hæved

Og saae mod Himlen med forklaret Blik!

»Af mig endnu jo Barnet Intet fik,«

Udbrød hun, »jeg min Gave holdt tilbage,

Jeg mægter ei det Onde at bortdrage,

Som hun har forudsagt, saa maa det gaae!

Men mildne kan jeg, skabe en Forsonen,

Selv af det Onde skal der Godt fremstaae!«

Og denne Fee – hun kaldtes Religionen.

ELEONORE

Jeg er ei god som Du! jeg kan ei bede

Med reen, uskyldig Tanke til min Gud.

Før var min Sjæl en stille Sø, dernede

Man saae hver Plante, hvert et Blomsterskud!

Nu er det anderledes! Had og Vrede!

Jeg veed ei Navnet selv; kun det jeg veed:

Min Mand er ikke værd min Kjærlighed.

Saae Du hans onde Blik, imens han talte?

Forstod Du Smilet, medens han udmalte

Det lumske Overfald, Horatios Nød,

Horatios! Gud give jeg var død!

CECILIE

Jeg lider ogsaa, som jeg aldrig leed.

ELEONORE seer drømmende hen for sig.

I Hindostan sig Qvinden styrter ned

Til Mandens Liig i Grubens stærke Luer!

I Blodet er den rige Kjærlighed,

Det brænder selv! – det brænder! jeg det veed!

Hun ham omfavner glad! – Jeg Baalet skuer!

De tørre Palmeblade knittre, lue!

Det røde Flammetelt mod Skyen naaer,

Og Sjælene, saa fri, som Skovens Due

Fra Jorden flyve til en evig Vaar!

Den Død er smuk, jeg ingen bedre kjender!

CECILIE

Du er ei vel! I Feber Øiet brænder.

ELEONORE

O lad mig gaae! den friske Aftenluft

Gjør mig vist godt, min eneste Veninde!

slynger sine Arme om hendes Hals.

Bed til Guds Moder, jeg maa Sundhed vinde;

Beed, – – at jeg maa beholde min Fornuft!

Fjerde Scene

CECILIE alene.

Hun lider, lider tungt! dog mere maa

Han lide! han! der ædel er som Faa!

I Sukkermøllen paa det nøgne Straa

Han ligger febersyg; ham Ingen trøster. –

O Gud! jeg holder af ham som en Søster.

O kunde jeg et Trøstens Ord ham sige!

Ham! – – Vi er’ Børn af samme Frankerige!

Under korte Mellemrum hører man, lige indtil Scenen forandres, Rullen af Vognene, som bringe Fremmede.

De komme alt! Balfesten nu begynder!

En Solglands straaler der, og Silke-Hynder

Indbyde os! – Hos ham er mørkt og koldt,

Syg og paa Straaet han sin Bøn har holdt.

Aabner Vinduet.

Nu sover Blomst og Blad, de mindste Fugle,

Hver Luftning har selv Søens Speil forladt,

Altid er Nat paa Jordens halve Kugle,

Det hele Hjerte tidt har evig Nat! – –

Send Fredens Drømme ned til hver, som lider,

Til Bjergets Hyrde i sin Fattigdom,

Til ham, som over Havets Dybde glider,

Til ham, som dybt i Bjergets Grube kom,

Og fattig der, sit trætte Hoved helder

Til Aaren, hvor det rige Guld fremvælder.

Fred for hvert Hjerte, som paa Hævn kun tænker,

Fred over Slaven i de tunge Lænker – –

O Gud, han døe! – Han træde frem paa Pladsen?

Som Trældyr føres frem for Folkemassen?

Horatio sælges! – ham Du tør vanære!

Indgiv mig Gud en Tanke! Du mig lære,

Hvordan jeg kan hans gode Skydsaand være!

Femte Scene

CECILIE. FEMI
FEMI

Man venter Eder Frøken!

CECILIE

Jeg skal komme!

O gid den lange, lange Nat var omme!

Fortæl, hvad har Du om Horatio hørt,

Jeg veed, han er herhid som Fange ført;

Han er i Sukkermøllen! –

FEMI

Som en Død

Han bragtes did; snart ender sig hans Nød!

CECILIE

O Gud! Du troer? –

FEMI

Til Eder tør jeg sige

Hvad jeg er vis paa, at I røber ei:

Han døer i Nat! O, den Ulykkelige!

CECILIE

Han døer!

FEMI

Han blive solgt imorgen! nei!

Den Skam han ei udholder.

CECILIE

Han sig dræber?

FEMI

Sligt tør ei komme over mine Læber!

CECILIE

Men Du det troer? Du veed det? Ja, det skeer!

Han styrtede sig jo i Flodens Strømme.

hun staaer et Øieblik grundende og udbryder da

Guds Moder! ja, en Frelsens Vei jeg seer!

Men først han maa den bittre Malurt tømme!

Han maa! han vil! Guds Moder styrk hans Hjerte,

Lad ei ham bukke under for sin Smerte.

hun skriver.
FEMI

I Verden er der Ondt og megen Nød!

Den Nat igaar jeg reiste mig fra Matten, Dødsfuglen sang derude hele Natten.

Jeg stod og tænkte: Gud er dog vist død!

Da saae jeg op mod Stjernerne de rene,

Som Millioner store Ædelstene

De lyste, og imens jeg paa dem saae,

Fløi Stjerneskud, utallige tilvisse,

En Ildregn, og jeg maatte tænke paa,

Hvad mig min Moder havde lært om disse.

»Hvert Stjerneskud det er en Piil, Gud sender

Ned paa det Onde her paa denne Jord!«

De faldt i Øst og Vest, i Syd og Nord;

Gud lever! – fromt jeg folded’ mine Hænder.

CECILIE

Ja Gud han lever! det er Livets Ord!

Gaae til Horatio, til den Syges Fængsel,

Der har Du Penge, brug dem som Du vil,

Her er et Brev, jeg ham har skrevet til.

Bed ham, han ei fortvivler i sin Trængsel,

Bed ham fra mig, han Alt udholde vil.

Ja bed! – jeg venter Dig med Sjæle-Længsel.

FEMI

O De er god! saa trøstende og mild,

Som Søvnen er det for den stakkels Sorte!

Alt vil jeg vove!

CECILIE

Du maa være snild.

Ved mig – ved Dig endnu han frelses turde!

FEMI

De hvide Penge skal mig aabne Vei!

CECILIE

I Dandsesalen hvisk hans Ja – (med dyb Smerte)

hans Nei!

De gaae til forskjellige Sider.

Sjette Scene

Et af Steen hvælvet Kammer i Sukkermøllen Til Høire sees over en Art Cloak en muret Bue, som dog kun hæver sig nogle faa Tommer over Gulvets Flade, til Venstre staaer en Brix bedækket med Halm.
HORATIO ene.

Det er vist Nat! nu lurer paa sit Rov

Vilddyret i det høie Græs ved Bækken.

Nu staaer Huronen i den døde Skov

Skalperer Fjendens Hoveder bag Hækken.

Det er vist Nat! Nu i den store Stad

Den lette Terning veirer, som et Blad,

Gulddynger bort og Ungdoms Hjerter skue

I Dyndets Løgtemænd en Elskovslue.

Det er vist Nat. Den kronede Tyran

Til Kundskab nu om egen Afmagt kommer;

Thi fæle Drømme, grusomme, som han,

Tør ham forfærde! Søvnen selv er Dommer.

Men for dem Alle vexler Tiden om,

Tyrannen vil sin onde Drøm forglemme,

Den store Stad, hvor Synd hver Nat har hjemme,

Ved Dagen aabner mangen Helligdom!

Huronen fløiter høit med lystigt Sind,

Sin Brud han bringer Bytte, som han loved’,

Vilddyret slikke vil sin Unges Skind

Og give den sin rige Deel af Rovet.

For mig alene vexler den ei om;

Kun Trællens Lod jeg Dag og Nat skal kjende,

Mit Liv, min hele Virken er tilende,

Først Døden aabner Friheds Helligdom! –

Musikken fra Balsalen lyder over til ham.

Musik! – jeg kjender denne Melodi,

O, i Paris den lød i Festens Sale.

Nu dandser hun! – der er et Trylleri

I disse Toner, Glæde de udtale,

Livsglæder!

udbryder smertefuldt

Alting er forbi! forbi! –

End løfter Notre Dame de stærke Arme,

Steen-Armene mod Himlen, som i Bøn;

Derinde lyder høit: Dig Gud forbarme!

Men Du har glemt paa fremmed Strand din Søn.

Ja Kirken stande vil med Bøn og Sange,

Naar jeg er Jord i Jorden. Tusind Gange

Mit Haab, min Liden sig gjentage vil!

Det Hele blev kun Drøm og Gøglespil!

kaster sig ned paa sit Leie.

Syvende Scene

HORATIO. FEMI
FEMI med en Lampe i Haanden.

Hvor her er koldt og fugtigt! der til Siden

Er en Kloak. – Imorgen, Middagstiden,

Naar Solen brænder hedest, er bestemt

Til, at i den han føres bort herfra.

Hvor haardt og ondt! Dog jeg har ikke glemt,

At Sønnen selv blev ført til Golgatha.

nærmer sig Horatio.

Horatio! han svarer ei. Han sover.

holder Lyset nærmere.

Hvor han er bleg, men smuk! ja altfor smuk!

Hans Aandedrag er som et sagte Suk.

Jeg faaer en Tanke! – sikkerligt han kjender

Sin Moders Navn. Den sidste Enambuk,

Var ham som Fader! Hvor min Pande brænder!

Var han Biscuyas Søn! – jeg mindes Alt,

Vist hundred Gange er det mig fortalt.

Vaagn op! min Frøken mig til Eder sender!

HORATIO

Hvo er Du?

FEMI

Jeg er Femi. Dette Brev

Er fra min Frøken.

HORATIO

Giv mig, hvad hun skrev.

Læser det. Hans hele Sjæl er i Bevægelse.
FEMI folder Hænderne og seer med et mildt Blik paa ham.
HORATIO lader Haanden synke og gjentager Brevets Slutning.

»Hold fast ved Gud, i hvad der skeer, Han vil os aldrig slippe.

Hvad Du ved Nat paa Sandgrund seer,

Ved Dag staaer paa en Klippe

FEMI

Jeg troer, jeg veed – jeg øiner Frelsens Havn,

O nævn mig, siig mig Eders Moders Navn!

HORATIO

Biscuya!

FEMI

Ja, Biscuya! Gud mig sendte.

HORATIO

Biscuya hedte hun. Du hende kjendte?

Min stakkels Moder!

FEMI

Jeg har kjendt Slavinden,

Der følte som en Kongedatter stolt.

O, hun var smuk, saa svævende som Vinden,

Saa slank som Palmen, sort som Ibenholt.

Jeg selv var kun et Barn, men dybt mig rørte,

Hvad jeg om hende af de Andre hørte.

I Africa om hendes Faders Telte

Stod tusind’ Sorte. Men den hvide Mand

Lod hendes Lykke, som et Sneebjerg, smelte;

Træl er den Sorte i et fremmed Land.

HORATIO

Min Moder var en solgt, en fattig Qvinde.

FEMI

Hun kjøbtes af den sidste Enambuk,

Hun vandt hans Hjerte, blev hans Elskerinde,

Men hun var stolt, som hun var ung og smuk.

Da første Gang han hende fra sig stødte,

Hun flygted fra ham, til et Skjul hun kom

I Skoven paa min Frøkens Eiendom,

I Klippehulen der sit Barn hun fødte.

Og Uger gik; da kom forbi ved Qvel

Min Frøkens Onkel, Herren af Ratél,

Han saae en Moder sad ved Palmetræet,

Med Hovedet op til det, hun bøied Knæet,

Og hun var død, det brustne Blik han saae –!

Et Barn, den Hvides Barn, ved Brystet laae.

HORATIO

Min stakkels Moder!

FEMI

Barnet tog han med,

I blev hos ham.

HORATIO

Jeg blev paa dette Sted!

FEMI

En Dag var Selskab, Sagen kom paa Tale,

Den sidste Enambuk drev Spøg dermed,

I var hans Søn –!

HORATIO

Hans Søn!

FEMI

I Husets Sale

Det gjenlød høit. Han fandt, at I var smuk!

I blev optaget der af Enambuk!

HORATIO

Min Fader han! jeg er saa sært bevæget!

Saa stræng som Herre viste han sig tidt.

O, som Velgjører gav han altfor meget,

Som Fader – o, som Fader, altfor lidt!

FEMI

Bag Bjerget er min Frøkens Eiendom,

Forvalteren der Bog og Liste eier,

Hvori nøiagtigt alle Navne kom,

Der staaer Biscuyas Søn! O Seier! Seier!

I kan ei sælges, Frøk’nen I tilhører.

Jeg henter ham!

HORATIO

O hvor Du dybt mig rører!

FEMI

Sti og Gjenvei Femi kjender,

Stjernelys paa Himlen brænder,

Vandre-Duens Flugt jeg eier,

Thi mit Hjerte spaaer mig Seier.

HORATIO

Gud Dig styrke. Gud Dig føre:

– Først til hende maa Du gaae.

Hende kan jeg her tilhøre,

Hendes her jeg være maa!

Siig –! Siig hvad Dig Gud indgiver.

FEMI

Næste Dag I hendes bliver!

gaaer.

Ottende Scene

HORATIO ene

O, at jeg fortvivle kunde,

Troe, jeg var af Gud forstødt,

At hans Øie kunde blunde!

Fjelde, Sletter, Mark og Lunde

Har mig sagt med tusind Munde,

Og i Toner bløde, runde,

Under Kampen bliver født

Godt af Ondt og Liv af Dødt!

Kjærlighed hos ham vi finde,

Som har Moder-Hjertet skabt!

Han har Viisdom, spørg den Blinde,

Han har Kraft, thi han kan binde

Hav og Ild og Hvirvelvinde,

Frelse hver, som er fortabt!

Han staaer et Øieblik med foldede Hænder, det begeistrede Blik er vendt mod Himlen, da lyder fra den lave Bue, til Høire, en dump Larm; Gruus og Stene vige til Side; han bliver opmærksom derpaa.

Ha! hvad er det? den tørre Skorpe sprænges!

En Alligator –!

PALÉME reiser sit Hoved.

Sover Du, Mulat!

HORATIO

Hvordan? Paléme!

PALÉME

Du efter Frihed længes!

Den bringer jeg!

HORATIO

Du her i denne Nat!

PALÉME

Lidt vaad og kold er Veien ind til Eder.

En dyb Cloak.

han træder ganske frem. See saa! nu er jeg her!

Jeg kjender, kan I troe, til disse Steder

Saa godt, som til min Hyttes Palmetræer.

HORATIO

Hvad vover Du! rundt om der passes paa.

PALÉME

Men jeg har Venner, hvor man mindst det tænker.

Kom! I med mig den samme Vei maa gaae;

De stolte Bjerge Eder Frihed skjænker!

HORATIO

Mig vil Du frelse!

PALÉME

Der, tag denne Kniv!

Selv har jeg een. Vi kjæmpe for vort Liv,

Hvis En os standse tør i dristigt Møde

Saa maa vi Kniven i hans Hjerte støde.

Den er Døds-Englens blanke Vingefjer,

Med Blod den skriver: han er Døden viet.

Afsted! før Dagen gryer, er I befriet!

HORATIO

Hvad har jeg gjort for Dig! Du vover Alt,

Dit Liv, din Frihed –

PALÉME

Villien er vor Vælde!

Saa lidt af Godt i Verden mig tilfaldt,

At hvad jeg fik jeg sagtens kan gjengjælde.

I var mig god! – See saa, nu har vi talt,

Nu maa der handles!

HORATIO

O dybt ind i Sjelen

Har Du mig rørt! hav Tak! Du er saa brav!

Men jeg vil blive, jeg mit Løfte gav –

PALÉME

I blive vil i denne aabne Grav!

Tro ei den Hvides Stemme! sød og kjælen

Kan Qvinden hvisle! – Følg mig! Husk paa Pælen,

Som Slaven bindes til tidt uden Brøde.

Kjend Rebelliere! Viid, hvad Du gaaer imøde!

Hos Dig vil meer end Ryg og Skuldre bløde,

Dit Hjerte bløde vil, som engang mit.

Vee Dig! Du lide skal, som jeg har lidt!

HORATIO

Farvel! Sin rige Løn Dig Gud vil give.

Min Villie den er fast: jeg her vil blive!

PALÉME

I bliver! Hvor I viser Taablighed.

HORATIO

O skynd Dig bort! Minuterne de haste!

PALÉME

Ifald I pines! da min Hævn jeg veed.

En antændt Spaan jeg vil paa Marken kaste,

Hvor Sukkerrøret groer, og Vindens Vift

Skal løfte Flammen. Jeg har kraftig Gift,

Den blander jeg i Vandet, som de drikke,

Saa døer hans Viv, hans Slægt, hans hele Huus!

HORATIO

Paléme! Ved Himlens Gud! nei, gjør det ikke!

PALÉME

Den rige Pragt skal styrte ned i Gruus!

Hvad jeg har forudsagt, det snart vil hænde,

De Sorte Oprørsfanen plante vil!

Plantagerne som Glædesblus vi tænde,

Og gaaer endnu der Dag og Uger til,

Jeg kan saa længe ei i Feber gløde,

La Rebelliere jeg vide skal at møde,

Nu er han undsagt! han for mig skal bløde!

I bliver her?

HORATIO

Jeg bliver! kaster sig ned paa Bænken.

PALÉME

Som I vil!

Jeg har gjort mit og gjort det uden Nytte.

stiger ned hvorfra han kom.
HORATIO

Guds Moder Dig ledsage og beskytte!

hans Blik hviler et Øieblik paa det Sted, hvor Paléme forsvinder.

Hvis jeg ham fulgte, og man greb os sammen,

Det hed: jeg havde blæst til Oprørsflammen;

Jeg bliver! – Jeg en sød Fortrøstning veed.

Der er en Gud, og der er – Kjærlighed.

Niende Scene

Balsalen

I Baggrunden er opreist to prægtige Trophæer, sammensatte af Faner og brændende Lamper, de forbindes ved Guirlander og en stor Krone af Lys. Alt er udsmykket paa det Rigeste; idet Scenen aabnes, er man midt i en livlig Contradands; der tales høit under den larmende Musik, som gaaer over i mere dæmpede Toner, hver Gang Hovedpersonerne sige deres Replikker. FEMI kommer, hendes Øie søger CECILIE, der dandser med LA REBELLIERE. Disse to standse i Forgrunden, de Andres Dands vedbliver. CECILIE seer sig urolig om.
LA REBELLIERE

De søger Nogen!

CECILIE peger til Baggrunden.

Jeg nys derinde

Har tabt min Vifte.

LA REBELLIERE

Jeg skal den finde.

gaaer,

saasnart La Rebelliere vender hende Ryggen, nærmer Femi sig.
CECILIE

Du med ham talte!

FEMI

I gav ham Livet!

CECILIE

Han leed af Feber.

FEMI

Der er os givet

En Vei til Frelse.

CECILIE

Hvad skal jeg gjøre?

FEMI

Slet Intet! Intet! De vil mig høre!

Hans hele Skjæbne kan sig forandre.

Endnu i Natten jeg bort maa vandre

Til Eders Godser –

CECILIE idet hun seer La Rebelliere.

Forsigtig! Stille.

LA REBELLIERE

Jeg bringer Viften!

CECILIE

bøier sig til Tak, rækker ham derpaa Armen. Vi dandse ville.

de dandse.
FEMI gaaer mod Udgangen, fæster der endnu engang sit Blik paa Cecilie og forlader Scenen. Dands
ELEONORE er standset mellem de forreste Par, hendes Tilstand synes somnambulisk, smerteligt udbryder hun for sig selv:

O disse Toner! O denne Glæde!

Ja Hjerteblodet jeg kunde græde!

hun staaer et Øieblik hensjunken i sig selv og føres da med i Dandsen, her mødes hun med Cecilie og La Rebelliere. De gjøre Kiæde.
LA REBELLIERE

Vi mødes!

ELEONORE

Skilles!

LA REBELLIERE

Ak! det er Sorgen!

ELEONORE til Cecilie.

Mit Hjerte brister!

CECILIE tilhvidsker hende i Dandsen

Stol paa imorgen!

Dands og Glæde blive mere støiende.

Femte Act

Eleonores Soveværelse

Det er Dag, men Vinduesskjærmene ere endnu for.

Første Scene

ELEONORE sidder balklædt paa Sophaen, hun reiser sig halv op og siger drømmende:

Vi dandse i Skoven af Palmer og høie Mimoser! –

– Det lufter saa frisk! – Hvilken Duft af Jasminer og Roser –!

Den spættede Tiger jeg fører ved Vedbende-Tømmen! –

– Mimosaen skjælver! – Jeg svæver! – Det sortner! Luftstrømmen

Fra Ørknen fremvælter med Sandet! saa fast jeg omslynger

Hans Skuldre! – mit Hoved til hans! – De glødende Dynger

Ei brænde, som Blodet kan brænde! – – En Sandpyramide

Er reist over os – – der blunde vi nu – Side ved Side!

Anden Scene

LA REBELLIERE. ELEONORE
LA REBELLIERE

Hvor her er trukket til og mørkt endnu!

Og hvor er Femi? Femi! sover Du?

trækker et af Gardinerne fra Vinduet.

See, Solen staaer jo høit, mig blænder Skjæret.

idet han opdager Eleonore.

Ha! hun er ei i Seng! har ikke været.

Balklædt hun sidder paa Divanen der,

Hvor hun er slumret ind. Et Rosenskjær

Gaaer over Skuldrens Snee; sig Brystet hæver!

Hun drømmer vel, at hun i Dandsen svæver;

Balsalens Gulv, som Palmebladet gynger,

Sin runde Arm hun let omkring mig slynger.

Om mig! Om ham maaskee! Og hvo er denne?

Kun Timer til, og jeg hans Navn skal kjende.

O snart! En altfor langsom Kræft er Tiden.

bøier sig over hende.

Hun stammer Ord, som ei jeg fatter ret!

Hun græder. Naar i Søvne bliver grædt,

Saa siger man, en Engel staaer ved Siden.

En Engel! Hm! hvad i mit Bryst sig rører,

Just ei saa ganske Himmelen tilhører!

Jeg hader –!

ELEONORE bestandigt drømmende.

Hader!

LA REBELLIERE

Hun mit Echo spiller.

Ud fra de lange Øienhaar Taaren triller.

Et Træk af Smerte rundt om Munden svæver,

Hun knuger Haanden – Øielaaget bæver!

ELEONORE

Jeg hader!

LA REBELLIERE

Du? Hvem hader Du?

ELEONORE

Min Mand!

REBELLIERE

Udtal kun høit hvad Hjertet slutter inde!

Til det har længst min Tanke fundet Vei.

Der er ei Kjærlighed hos Mand og Qvinde,

Undtagen Kjærligheden til sit Jeg.

Man elsker kun, fordi at Blodet brænder,

Og Qvinden staaer os som en Lædskedrik,

Man har en Ven, man trykker Vennens Hænder,

For hans Skyld ej, for vor vi Vennen fik.

Jeg gifted’ mig, fordi det saa er Skik,

De smukke Former til mit Hjerte gik,

Og hun var høi af Byrd, det giver Ære.

Ja, riig hun var! riig! da kan Hjertet lære

At elske! – elske! leende Ordet vil udtrykke

At virke for sig selv og for sin Lykke!

At elske –!

ELEONORE

Ja, jeg elsker!

LA REBELLIERE

Qvinde, ti!

Forhadte Echo til mit Hjertes Liden.

Hun smiler. Ja, Dæmonen staaer ved Siden!

ELEONORE

Horatio!

LA REBELLIERE

Mulatten! Staa mig bi,

I Hellige! Mulattens Navn hun nævner!

Ham elsker hun!

ELEONORE

Jeg elsker!

LA REBELLIERE

Jeg mig hævner!

O lær mig dine største Qvaler, Helved!

Mit Legem skjælver, som det aldrig skjælved’;

Til Skovens Fugle skjænker jeg hans Krop!

Eleonore! Det er Dag! vaagn op!

Vaagn op!

ELEONORE vaagner forskrækket.

Guds Moder!

LA REBELLIERE

Du har slemme Drømme!

Du er ei afklædt, har ei været det!

ELEONORE

Hvor er jeg! Hvor? Sælsomme Syner svømme

Endnu for Øiet. Jeg er syg og træt!

LA REBELLIERE

Cecilie Dig venter, ogsaa jeg;

Til Markedet vi skulle nu gaae sammen.

ELEONORE

Jeg har lidt Feber.

LA REBELLIERE

Giv Dig kun paa Vei!

Den friske Søluft dæmper Feber-Flammen.

ELEONORE

Gaa ei derhen! Kjøb ingen Slaver fleer!

LA REBELLIERE

Hvorfor!

ELEONORE

De hade Dig!

LA REBELLIERE

Deraf jeg leer!

ELEONORE

Du er forhadt! den Sortes Aftenbøn

Er den: at Du maa døe! Hans Drøm er skjøn,

Naar Du fortvivlet bider i Din Læbe;

Hans Morgenbøn er: Dig at kunne dræbe!

Plant ikke Upas-Træet om vor Bolig,

Det er hver Slave, og ved Dig! ved Dig!

Vær mere mild! – fatter sig. For Dig er jeg urolig.

LA REBELLIERE

Du drømmer nok endnu! hvo hader mig?

Det gjør ei Du, thi Alt jeg Dig jo bragte,

Hver Modens Klædning, Guld – jeg veed ei hvad

Hvert Ønske opfyldt blev. Jeg Alt nedlagde

For Dine Fødder, og Du smilte glad,

Din Kjærlighed erstatter hvert et Had.

ELEONORE

Hver Gang at Møllestenen Røret knuser,

Den Sorte ønsker, Du ved Røret laae!

Hver Gang i Skoven Ørnevingen suser

Bort fra Bananens Grene mod det Blaae,

Da spændes Bøssen, Trællens Øie flammer,

Paa Dig han tænker, og hans Kugle rammer.

LA REBELLIERE

Ja, Du er syg! Viis Villie og Fornuft.

Den Cuur er sikker! Vi med den maa haste;

Om Skuldrene Du kan Din Kappe kaste,

Tag Sløret, følg mig i den friske Luft;

Du altid jo paa Slavemarked mødte

Med Smiil om Læben. Du skal faae at see

Et Hold af Sorte, de er’ som opfødte

Ved Græskar. Øie-Æblet som en Snee;

Min Bisan-Oxe vil Du ogsaa finde, Mulatten –!

ELEONORE

Jeg det veed, og ingensinde

Jeg saae en Mand saa smuk! Hans Ørneblik

Forkynder, at en Kongesjæl han fik!

LA REBELLIERE

Og dog, som Dyret kan jeg ham nedstøde;

Jeg for Dit Øie pidsker ham tildøde.

– Gjør Dig nu færdig, kald paa dine Piger

Cecilie et Ord derom jeg siger,

Kun kort er Tiden. Jeg vil hende hente,

Naar jeg er her igjen, tør vi ei vente!

ELEONORE

Velan! den sande Grund jeg ikke Dig fordølger!

Fordi jeg selv nu vil, derfor jeg følger.

LA REBELLIERE

Min hele Tanke jeg til Slaven skjænker,

Du har jo sagt, han altid paa mig tænker,

I Sukkermøllen ved det knuste Rør,

I Skoven, naar for Kuglen Ørnen døer –!

Der laae et eget Udtryk i din Stemme!

Hav Tak! jeg skal det mindste Ord ei glemme!

Gaaer.

Tredie Scene

ELEONORE. Lidt efter hendes Piger
ELEONORE

Han holder Ord! de Ord, som her gjenløde:

Jeg for dit Øie pidsker ham tildøde.

Hun ringer. Pigerne komme.

Kald mig paa Pelagi, men snel, som Vinden!

Een af Pigerne gaaer.

Kom, klæd mig paa! – I Feber brænder Kinden!

Det bliver bedre i den friske Luft.

Han bad mig vise Villie og Fornuft;

Jeg vil! jeg kan! han skal dem hos mig finde.

Snart Seilet svulmer stolt for Østens Vinde,

Jeg har jo Slægt og Venner. Bort herfra!

Ja bort fra ham, fra Alt! – Og da? Og da?

skjuler sit Ansigt.

Fjerde Scene

DE FORRIGE. PELAGI
PELAGI

I lod mig kalde.

ELEONORE springer op og fører hende frem i Forgrunden.

Pelagi, kom hid!

Jeg kjender Dig, jeg sætter til Dig Lid!

Paa din Hengivenhed mit Haab jeg bygger!

Der har Du Guld og Perler – mine Smykker.

Gjør dem i Penge –!

PELAGI

Alting jeg forstaaer.

ELEONORE

Paa Pladsen mellem Kjøberne Du gaaer,

Af Dig og af Dit Snille Alt jeg haaber.

Horatio, Mulatten, man opraaber.

Du byder paa ham. Overbyde maa

Du selv min Mand og Alle. Du kan gaae

Saa høit i Kjøbe-Summen, som Du vil,

Men mig, mig maa Mulatten høre til!

PELAGI

I kjender Pelagi!

ELEONORE

Vor Tid er kort!

PELAGI

Hver Hindring skal mit Snille aande bort! gaaer.

Femte Scene

DE FORRIGE uden PELAGI
ELEONORE

Den rige Planters Frue, prægtig klædt

Jeg træder frem; misundes for min Lykke!

Og dog, – som jeg, har ei Slavinden grædt,

Om mig er Solglands, indenfor er Skygge.

Min Sorg – den vil mit Hjerte søndertrykke.

Femi kommer.
ELEONORE

Hvad bringer Du?

FEMI hurtig, med et Blik mod Udgangen.

Alt Held! O frygt kun ei!

Sig lønnet har min farefuld Vei!

Vi har Beviser, Alt hvad der er vigtigt!

lægger Fingeren paa Munden.

La Rebelliere.

ELEONORE

Min Mand! ha, tys! forsigtigt.

De gaae.

Sjette Scene

Et mindre Værelse Man hører Kirkeklokken ringe.
CECILIE ene.

Ja, han er adlet, adlet af Gud!

Oldtidens Stormænd ere hans Aner.

Hvad de har virket og høit sjunget ud,

Vaier som Ætens Banner og Faner.

Aanden alene hersker og raader,

Som en Oedip for Naturen den staaer.

Dristigen løser den Sphinxens Gaader,

Adelspatentet af Seiren fremgaaer.

Grevelig Krone paa Skjoldet jeg eier,

Ak, kun en Afglands af Fædres Bedrift!

Aanden tilkæmper sig kongelig Seier,

Indskriften der er uslettelig Skrift.

Alle de Taarer, som uforskyldt trille,

Engang som Perlekrands forme sig skal.

Ja, han er adlet ved Hjerte og Snille;

Aanden er Hersker, alt Andet Vasal!

Syvende Scene

CECILIE. FORVALTEREN KADU
KADU

Mit Herskab, vi maa gaae. Hør, høit forkynder

Taarnklokken, at Auctionen snart begynder.

CECILIE

Jeg er beredt.

KADU

De siden vil ei glemme

At see til Hjemmet. Alt staaer godt derhjemme.

De Sorte murre lidt. Der skeer Bortløben,

Bagud slaaer Dyret, men saa kommer Svøben.

CECILIE

Endnu i Dag, saasnart Auctionen ender,

Jeg følger med Dem hjem, thi knap jeg kjender

Min egen Eiendom.

KADU

De selv skal see,

Naar Tømmen holdes stramt kan Alting skee.

CECILIE

Der var en Fyrste i Grækenland,

Den Gang han besteeg sin Throne

Han svoer, at ville hævde, som Mand,

Retfærd, han svoer ved sin Krone.

Paa Torvet blev reist en Søile af Steen,

Høit paa den en Sølvklokke hængte,

Og der skulde ringes af Hver og Een,

Hvem Uret og Nød betrængte.

Og Klokken lød høit, hver skete sin Ret,

Aar gik, og Klokken hang stille,

Om Søilen stod Græs, den grønneste Plet,

Som Nogen sig tænke vilde;

Ja Laurbær og Cactus og Slyngplanter skjønt,

Sig fæstede rundtenom Stenen,

Saa Klokken var skjult af det tætteste Grønt,

Bag Ranken og Laurbærgrenen!

En Dag, da hørtes Klokken igjen,

Den reent var kommet af Tanker,

En udhungret Hest havde fundet derhen,

Den aad af de grønne Ranker;

Dens Ryg var i Blod, saa tungt den leed,

Og Fyrsten bød høit for dem Alle!

»Selv Dyret skal lide Retfærdighed,

Dets Herre for Dommen vi kalde!«

Jeg kjender en Qvinde fra Frank’rig’s Land,

Hun vil, som hiin Første handle.

Jeg Retfærd vil hævde, som var jeg en Mand,

Til Fryd skal sig Sorgen forvandle!

Hun giver Kadu et Vink, de gaae, og Scenen forandres.

Ottende Scene

En stor aaben Plads Hist og her ere opreiste Boutiker; et Blus brænder, hvorved Maden tillaves; Kokusnødder og Frugter ere opstillede; paa Jorden ligger Kasser og fyldte Sække; Faner vaie, et Gjøglerskilt er udhængt. Det hele Arangement frembyder et Billede af Livet i det tropiske Climat. Hvide, Sorte og Couleurte bevæge sig i broget Mængde, Auctionsherren sidder med sin Skriver ved et Bord; en sort Slave, opraabt til Salg, staaer paa et Bræt lagt mellem to Tønder; en Deel Sorte, alle uden Lænker, ligge i maleriske Grupper; forrest mellem disse er Horatio, hans Hoved og Fødder ere blottede. Idet Scenen aabnes er Alt i Bevægelse; Larm og Støi.
AUCTIONSHERREN

Til Orden!

EN PLANTER

Fire Hundred’ var mit Bud!

AUCTIONSHERREN

Den Sorte han er Eders! – Før ham ud

Af Kredsen her.

LA REBELLIERE

Minutterne de løbe!

Min Tid er kort, opraab Mulatten der.

Jeg kjøber ham!

PELAGI

Jeg ogsaa vil ham kjøbe!

LA REBELLIERE

Du Pelagi? For kostbar bliver her

Den Mand for Dig!

EN ANDEN PLANTER

Du Dig nok snart betænker!

LA REBELLIERE er traadt hen til Horatio.

Naa, reis Dig op! – Jeg vil, at det skal skee!

– Reis Dig og gaae! – Det er det, jeg vil see!

HORATIO seer foragtelig paa ham uden at svare.
LA REBELLIERE

Afmægtige! – Jeg Svøben snart skal svinge!

HORATIO

Fri er jeg, som min Tanke: fri og stolt!

Mit Legem, ei min Aand Du kan betvinge! –

Din Fader var Haandværker; kun det Ringe

I denne Stilling, ei hans Snilles Vinge

Blev givet Dig! Du Lavheds Præg beholdt!

LA REBELLIERE hæver Stokken for at slaae ham.

Ha! jeg skal dræbe Dig!

HORATIO bryder Stokken itu, og kaster Stykkerne paa Rebelliere.

Foragtelige!

Med mig skee, hvad der maa.

skjuler sit Ansigt.
LA REBELLIERE

Jeg skal udsige

Din Straf! Din Straf! den pinligste skal vælges!

AUCTIONSHERREN

Før Slaven frem!

HORATIO for sig selv.

Mit Haab, far evig vel!

Niende Scene

DE FORRIGE. CECILIE. KADU
CECILIE

Min Eiendom han er. Han kan ei sælges.

KADU

Han eies af Grevinden af Ratél.

Paa hendes Gods blev denne Slave født.

Her staaer hans Navn, hans Moders.

Peger paa Bogen.

Jeg er mødt,

At hævde Ret og Lov for min Grevinde.

AUCTIONSHERREN

Saa er det! ja!

LA REBELLIERE til Cecilie.

Du vil mig Slaven skjænke!

Det er min første Bøn. Siig ikke nei!

Og skal han kjøbes! vel! hans Slavelænke

Jeg veier op med Guld.

CECILIE

Jeg kan det ei.

ELEONORE

Guds Moder! ja, Du kjærlig er og viis!

LA REBELLIERE

Nævn mig en Sum!

CECILIE

O nei, for ingen Priis!

Hvor er en Lykke vel, som min, at finde.

Staae op Horatio! da jeg dennesinde,

Ved Loven kaldes Eders Herskerinde,

Saa hør mit første Bud, det er: vær fri!

Glem som en hæslig Drøm, der gleed forbi,

De mørke Timer, som nu evigt svinde.

Reis hjem til Frank’rig’, tænk paa – en Veninde!

HORATIO

Jeg Eders er! for Eder vil jeg leve,

Paa Gud og Verden grundfast staaer min Tro.

Hvad I har opreist, skal med Kraft sig hæve,

I vil faae Ære af Horatio!

LA REBELLIERE

Du gjør ham fri? det er dit Spøg! ei sandt?

CECILIE

Fri som hans Tanke, den I aldrig bandt!

ELEONORE til Cecilie, overvældet af sin Følelse.

For Dig i Støvet kunde jeg mig bøie,

Velsignet være Du!

til Rebelliere

Og for mit Øie,

Du svoer, at ville pidske ham ihjel?

LA REBELLIERE

Frit handle tør Grevinden af Ratél,

Hun har jo Loven for sig. Loven maa

Man lyde bogstavviis! i den skal staae,

Det veed jeg vist; det staaer fra gammel Tid:

Den Træl, som løfter Haanden mod en Hvid,

Skal under Svøben døe! Enhver jo saae,

Hvor haardt mig denne Slave har fornærmet!

For mig er Loven! Loven lydes maa!

Han døer, om selv en Engel ham beskjærmed’!

AUCTIONSHERREN gjentagende

»Den Træl, som løfter Haanden mod en Hvid,

Skal under Svøben døe!«

LA REBELLIERE

Er Lovens Ord!

CECILIE

I vil det ei!

LA REBELLIERE

Jeg tør ei Loven bøie!

til Eleonore

Hvad jeg har sagt skal jeg opfylde nøie:

Jeg vil ihjel ham pidske for dit Øie,

Saa er hans Aag jo brudt paa denne Jord.

ELEONORE

Jeg hader Dig! hvert Baand jeg sønderbryder,

Hvert Baand imellem os –!

LA REBELLIERE

Hvad Loven byder,

Udøves maa!

CECILIE

Det maa! der er mig sagt

En anden Lov, der har den stærke Magt,

At Liv og Død den sælsomt slutter inde,

Hver Dødsdom hæves! Naaden er at finde.

Og Loven er: at, naar en frifødt Qvinde

Af ædel Byrd sig gifter med en Træl,

Da er han fri; hver Straf, han gik imøde,

Maa falde bort, tilgivet er hans Brøde.

I Kirkens Skib hans Lænker man ophænger.

Fri er han! fri!

AUCTIONSHERREN

Saa lyder Loven!

CECILIE

Vel!

For mig er Loven! Loven lydes maa!

peger paa Horatio

Viid, denne Mand er ikke Slave længer,

Nei, min Gemal! Grevinden af Ratél

Ham rækker Haanden. Den blev aldrig Træl,

Hvis Sjæl har Adel! Aands-Udvikling seirer,

Den sjæleløse Form som Fnug henveirer!

til Horatio

Siig! vil Du være fri?

HORATIO

Cecilie!

ELEONORE strækker sin Haand velsignende mod dem.

Lev vel!

iler ud.
MÆNGDEN kaster jublende Hattene iveiret.

Viva! det unge Herskab af Ratél.

Teppet falder hurtigt.

Mulatten

Originalt romantisk Drama i fem Akter

Opført første gang 3. februar 1840 på Det Kongelige Teater; skulle have været opført 3. december 1839, Frederik 6.s dødsdag, men blev aflyst og udsat. Udkom første gang 5. februar 1840. BFN 368

Stykkets handling følger i hovedtræk en novelle, »Les épaves«, 1834, af den franske forfatterinde Mme Charles (egl. Fanny-Henriette) Reybaud (1802-1871); trykt i Revue de Paris, 1838. På dansk i Portefeuillen, 1840, II, s. 195-215, 218-258, 266-271. Épaves: (fransk) herreløst gods eller personer; her om omstrejfende herreløse, men ufri sorte eller mulatter, som guvernementet havde ret til at bemægtige sig.

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

286,6Horatio. < Horatio
288,22Skulder < Skuldre
292,23omfatte, < omfatte.
293,35De < Du
295,22hæver. < hæver
297,12Egen < Egnen
297,21sine < fine
309,37Seene < Scene
311,11Herres < Herrers
311,28nyde < nyde nyde
317,29Blomster. FEMI < Blomster FEMI
317,33hører < høre
319,17Natten Stjernen < Nattens Stjerner
323,10Gud! < Gud
324,13Dagene < Dagen
329,4Frankerige < Frankrige
335,14Taabligste < Taabeligste
340,22Ørk’nens < Ørkenens
342,23er’ < ere
343,10Indgiv < Indgive
345,28»Hvert < Hvert
345,31folded’ < foldede
346,23Vilddyret < Vildyret
347,25Jorden < Jord
349,30laae. < laae,
359,3for. < for,
365,22træder < trædet
367,23betrængte. < betrængte
369,11La Rebelliere < Horatio
371,30beskjærmed’! < beskjærmed’
276
Kong Christian den Ottendekonge 1839-1848.
278
Hr. HolstWilhelm Holst (1807-1898), kongelig skuespiller.
Martiniqueen af De små Antiller i Vestindien, fransk siden 1635, nu med status som lokalt styret departement. Øens økonomi var baseret på importerede afrikanske slaver. Et slaveoprør 1848 førte til deres frigivelse.
Hr. KraghChristian Kragh (1802-1884), kongelig skuespiller.
Mad. NielsenAnna Nielsen, f. Brenøe (1803-1856), kongelig skuespiller, g. 1. gang Wexschall, 2. gang Nielsen.
Myndlingperson under en værges formynderskab.
Fru HeibergJohanne Luise Heiberg, f. Pätges (1812-1890), kongelig skuespiller; periodens førende kvindelige skuespiller, g. m. Johan Ludvig Heiberg.
Hr. NielsenN.P. Nielsen (1795-1860), kongelig skuespiller.
Jomf. AndersenHenriette Andersen (1818-1881), kongelig skuespiller.
Jomf. PetersenLouise A.P. Phister, f. Petersen (1816-1914), kongelig skuespiller.
Hr. SchneiderJohan Ludvig Schneider (1809-1870), kongelig skuespiller.
Auctions-Herrende afrikanske slaver blev solgt på auktioner.
Hr. Dr. RygeJohan Christian Ryge (1780-1842), kongelig skuespiller, fremtrædende karakterskuespiller, læge.
Hr. Petersenej identificeret. Rollen udførtes ved premieren af kongelig skuespiller G.E. Gundersen (1817-1890).
280
varme Kilderøen er af vulkansk oprindelse og har mineralske kilder, der besøgtes af europæere, hvis helbred led under klimaet.
Gjæstereti ældre tid om de krav på sikkerhed og god behandling, en fremmed har som gæst.
281
skikkersender.
dygtigstærk, solid, ordentlig.
Hævnerneet organiseret slaveoprør forekommer ikke i novellen »Les épaves«.
Thiderfor.
282
piquantinteressant, pirrende.
visthelt sikkert.
Hængemattenhængekøjen; afledt af spansk: hamaca, egl. et vestindisk ord med betydningen »sovenet«.
saasådan.
engangfor en gangs skyld.
Fort-RoyalMartiniques hovedstad Fort de France hed tidligere Fort Royal.
Sukkermøllenøens vigtigste produkt var rørsukker.
turde det forvoldekunne det være årsag til.
283
I hvad hanhvad han end.
havde nogethavde noget over sig.
muligtmuligvis.
284
Alle fri … Frankerigei et brev til Henriette Hanck 27. april 1838 tidsfæster H.C. Andersen handlingen i Mulatten til 1720, altså til før den franske revolution 1789, hvad der svarer til det franske forlæg.
retrigtigt.
gadville, havde lyst til.
Moses-Støtte2. Mosebog 13,2122.
285
vanslægtetudartet.
kommer … dereftervil lære det.
286
Pisangbanan.
287
diddertil.
tredie Øieyndling, øjesten.
Sligt Uheld er … mødten sådan ulykke har ramt.
Løvens og … Tig’rens Fædrelandder findes ikke tigre i Afrika. Digtet er en fri variant af Ferdinand Freiligraths »Der Mohrenfürst«, Gedichte, 1838.
288
Tube(ns)blæseinstrument.
(Purpur)shawlsjal.
Aphroditei græsk mytologi kærlighedsgudinden.
sig neierbøjer sig ærbødigt.
Passaten vundetpassaten er en østlig vind, der mellem vendekredsene vedholdende blæser fra samme verdenshjørne og derfor har været gunstig for slaveskibenes hjemtransport.
byggebo.
sjungebesynge.
291
Hækkenher om vildtvoksende buskads af tornede vækster.
Hverdagslivs-Novellerhentyder til Thomasine Gyllembourgs »hverdagshistorier«, bl.a. En Hverdagshistorie, 1828, og Ægtestand, 1835. Søren Kierkegaard fremhæver i sin afhandling Af en endnu Levendes Papirer, 1838, den positive livsanskuelse, Gyllembourgs forfatterskab bæres af, og hævder, at H.C. Andersen til skade for sin roman Kun en Spillemand, 1837, mangler en sådan; se note til s. 391.
Larve(tysk) maske, overflade.
Sjælen … Mechanismen … det Helerefererer til romantikkens enhedsfilosofi, der ønskede at anskue kunst, videnskab, historie og natur i en sammenhængende helhed og har rødder hos Goethe; jf. hans Faust I, 1808, v. 543: »dasz ich erkenne, was die Welt / im innersten zusammenhält«, (tysk) så jeg erkender, hvad der inderst inde holder verden sammen. Denne tænkning blev introduceret af Henrich Steffens i Danmark 1802-1803. Man ville genopdage verden som en levende og besjælet organisme og var kritisk over for den nyere tids mekaniske verdensbillede med skarp adskillelse mellem ånd og materie. Jf. naturvidenskabsmanden H.C. Ørsted, som H.C. Andersen var nært knyttet til, og som senere udviklede disse tanker i sin filosofiske artikelsamling Aanden i Naturen, 1850; heraf var enkeltpartier blevet trykt o. 1800 og senere.
Machbet[egl. Macbeth] og Hamlet: tragedier, hhv. ca. 1605 og 1600-1601, af Shakespeare.
laderlader til.
292
Barriere(rne)byport, indkørsel til by.
endendnu.
Tuilleriets HaveJardin des Tuileries, parkanlæg på højre Seinebred, anlagt på Louis XIV’s tid af havearkitekten Lenôtre (1613-1700), der også skabte Versailles’ slotspark.
Quaienom kajerne langs Seinen.
293
Øen, Notre Damepå øen Ile de la Cité i Seinen ligger Paris’ hovedkirke Notre Dame de Paris (grundlagt 1163, fuldført i 1200-tallet).
hvide Fanerpavens (kirkestatens) hvide og gule fane er indstiftet 1808.
Arabeskearabesk, ornament af arabisk oprindelse, dannet af sammenslyngede figurer, stiliserede planteformer m.m.
Versaillesstort kongeslot med tilhørende haveanlæg ved forstaden Versailles uden for Paris; grundlagt 1623; i 1600-tallets anden halvdel udbygget i flere omgange.
294
Dunstertågeslør.
Fru Polignacforekommer ikke i novellen.
296
Guldkalvjf. 2. Mosebog 32.
Æther … i Æther malehentyder til den tyske digter Jean Paul: »Bei gleichen Anlagen wird sogar der unterwürfige Nachschreiber der Natur uns mehr geben ... als der regellose Maler, der den Ätherin den Äther mit Äther malt«, (tysk) med lige Anlæg vil endog Naturens slaviske Efterskriver give os mere end den regelløse Maler, som maler Aetheren i Aetheren med Aether (Vorschule der Aesthetik, 2. udg. 1812, 1. Abt., I. Programm, § 2), jf. C. Molbechs kritik af Ingemann i Athene, IV, 1816, s. 163.
Ætherom det uvirkelige, åndige; if. klassisk filosofi (Aristoteles, Empedokles) er himmelrummet, æteren, utilgængeligt for mennesket
Foliant(er)meget stor bog (formatet folio).
kjendtegenkendte.
Krandselaurbærkranse, symbol på ære.
Dunsterher: tåger.
Solskin … Camoens … Tassos Lykke»und in das Leben eines Camoens, Tassos, Miltons, Dantes, Homers fiel so wenig Sonnenlicht«, (tysk) og i en Camoens, en Tassos, en Miltons, en Dantes, en Homers liv faldt så lidt solskin (Vorschule der Ästhetik, 1. Abt., I. Programm, § 2 , note 1). De to digtere, portugiseren Luiz Vaz de Camões (1524 eller 1525-1580) og italieneren Torquato Tasso (1544-1595) havde begge et ulykkeligt livsforløb.
297
Tamerinde(n)Tamarindus indica, lavt træ med spiselige frugter, der vokser i det tropiske Amerika.
Og for Sanct-Pierres stive Sammenkomster … stod ved Mandens Blivdvs. i stedet for Sankt-Pierres stive Sammenkomster ... fremtrådte Paris ved mandens »Bliv til«.
Sanct-Pierre(s)by på Martinique.
298
Indianerinder.
Steenkuls-Taageden berygtede, tætte Londontåge, en blanding af røgpartikler og vanddamp.
Lothusbeslægtet med nøkkerosen; ægypterne betragtede den som hellig og som et symbol for opstandelsen, derfor også som den nyfødte sols, lotusbarnets, blomst; anses også i Indien for hellig.
GangesIndiens helligste flod.
Hindostanlandområde i Indien, syd for Himalaya.
Kuhreih’n(tysk) Kuhreien eller Kuhreigen, hyrdemusik (hos alpehyrder).
Gardinetforhænget.
Hekatei græsk mytologi gudinde for trolddom og hekseri, ofte opfattet som måne- og natgudinde, der bar nøglen til dødsriget.
Upastræetaf morbærfamilien med giftig mælkesaft, der bruges til forgiftning af pile.
LaokoonskLaokoongruppen er en statuegruppe i hellenistisk stil, fremstillende den trojanske præst Laokoon og hans to sønner, der kæmper mod store slanger; stammer muligvis fra 100-tallet f.Kr.
Cherub(-Sangen)vinget fabelvæsen med dyre- eller menneskeansigt. Keruber optræder i Det Gamle Testamente i forbindelse med Edens Have, jf. 1. Mosebog 3,24.
Kundskabstræet … Slangenjf. 1. Mosebog 2,17; 3,1-7.
299
Mousselinstof fra byen Mosul (Irak), tyndt, fint uld- eller bomuldsstof.
husvaletrøste, lindre.
snarthurtigt.
301
Rumrom.
Troldom(skraften)ældre form af: trolddom.
løse … bindejf. Matthæus 16,19 og 18,18.
Gjøglespilblændværk.
Creoler(inde)person af blandet vestindisk-europæisk herkomst, specielt efterkommer af en spanier/portugiser og en indianer.
302
Troldtroldmand.
303
Klipperiftenklippesprækken.
Bugen … Slangenjf. 1. Mosebog 3,14.
304
Hvohvem.
tørbør, må.
Billighedrimelighed.
305
kryberklatrer med besvær.
Rørstrå.
Jobjf. Jobs Bog 2.
qvæged’styrkede ved lindrende bade eller læskende drikke.
Hermelinrød kappe foret med hermelinskind.
Den styrted’ … fra Guds Troneden oprørske engel Lucifer (latin: lysbringeren) blev if. jødiske legender nedstyrtet fra himlen pga. hovmod.
306
Kjædelenkedelen.
Gestalterskikkelser.
Alabastsvagt gennemsigtig gips.
307
Virak(s)vellugt.
308
samme Tidsamtidig.
Alt flereallerede flere.
309
Omgivningomgivelser, omgangskreds.
Larvense note til s. 291.
310
revnetældre form af »revnede«.
Sphinxfabeldyr med menneskehoved og dyrekrop, her vel de ægyptiske fremstillinger af et (oftest mandligt) væsen med løvekrop og menneskehoved.
Tantalide(n)her person, hvis lidenskab og længsel ikke kan stilles; egl. efterkommer af den lydiske konge Tantalos, der ifølge græsk mytologi forsyndede sig mod Zeus og som i underverdenen som straf måtte stå i vand til hagen uden at kunne drikke; over hans hoved hang fristende frugter, han ikke kunne nå. Hans ulykke og lidenskab gik i arv til efterslægten.
311
Hvohvem.
aldrigvel ikke.
312
veeder mig bevidst om.
raserer vanvittig.
315
om … ogsaaselv om.
316
skuffetnarret.
317
bedaarerbetager.
retireretrække sig tilbage.
Papegøiefisktropisk fisk.
demDem.
318
Canaans Landet … Columbus-Mosesjf. 5. Mosebog 34, hvor Moses kort før sin død skuede ind i det forjættede land. At Columbus sammenlignes med Moses beror måske på, at Columbus på sin sidste, mislykkede rejse sejlede langs Cubas kyster uden at gå i land. Til sin død troede han, at øen var forbundet med Asiens fastland.
Skovørknervilde, uigennemtrængelige skove.
canonisered’erklærede for fredhellig.
i Dagepå få dage.
319
Sabas Dronning1. Kongebog 10.
Hjeroglypheroldægyptisk billedskrift, først sikkert tolket 1822 ff.; også om gådefuld, symbolsk skrift.
Beatrice Cenciromersk adelskvinde (1577-1599); henrettet, efter at hun havde ladet sin far myrde, ifølge overleveringen for at værne sin ære mod et blodskamsforhold, han påtvang hende. Siden har man påvist andre, mindre ædle motiver til mordet. Figuren er kendt bl.a. fra P.B. Shelleys tragedie The Cenci, 1819.
Denne … trende Blomsterformentlig aftenpragtstjerne, hvis hvide blomster sidder i en kvast og kun åbner sig om aftenen og natten; om dagen ser de halvvisne ud.
Venus FluefængerVenus fluefænger, plante med små rundagtige bladplader, udformet som insektfælder.
egenejendommelig.
Prindsesse Turandotfigur fra Tusind og én nats eventyr; kendt af H.C. Andersen fra Carlo Gozzis eventyrspil Turandotte, 1761, oversat af Simon Meisling, H.C. Andersens rektor i Slagelse Latinskole. Jf. Gozzi Italienske Maske-Comoedier, 1825. Turandot ville kun gifte sig med den af sine bejlere, der kunne gætte de tre gåder, hun stillede dem; kunne de ikke det, blev de henrettet.
320
zirepryde.
Æsop … Hæslighedens Larve … Snilletden græske digter Æsop (midten af 500-tallet f.Kr.) var ifølge overleveringen vanskabt. Hans livskloge fabler har den romerske digter Phædrus (ca. 15 f.Kr.-50 e.Kr.) videregivet ved sin gendigtning.
321
Magustroldmand.
Underlandeventyrland.
323
Altaralter.
Reisetøibagage.
325
Casandraden trojanske kong Priamos’ datter Kassandra havde spådomsevner og forudsagde Trojas ulykke.
Katafalkforhøjning, som kisten sættes på under begravelse.
Fjederhamif. gammel folketro fugleham, som satte mennesket i stand til at flyve.
327
Ørken(s)uigennemtrængelig skov.
Stevnemødested.
329
Jacobs-Stige1. Mosebog 28,12-16.
Utopia(græsk) intetsteds; i Thomas Mores filosofiske skrift fra 1516, Utopia, som er inspireret af Platons Staten, skildres en idealstat.
billigtrimeligt.
330
kildennærtagende, sart.
Hæders-Baandordensbånd, orden.
Alt at tage, Alt at givejf. Jobs Bog 1,21.
Adels-Brevdokument, der meddeler en person adelskab.
331
rædselsfuldeangstfulde.
332
næstenærmeste.
335
regner … til Brødegør ansvarlig for.
Phantom(et)fantasifigur, indbildt person.
336
(Slange-)Arabeskse note til s. 293.
340
Den Levende … den Døde … I Haveten noget lignende situation forekommer i 3. bog, kap. 2 af den franske forfatter Eugéne Sue’s roman Atar Gull, 1831, dansk 1833.
341
de gode Feer … bortdragejf. folkeeventyret »Tornerose«, optræder i Charles Perraults samling Contes de ma mère L’Oye, 1697, dansk Gaasemors Fortællinger, 1820; Brødrene Grimms senere, tyske version i Kinder- und Hausmärchen, 1812-1815, er mere idylliseret; jf. J.F. Lindencrones danske oversættelse Folke-Eventyr samlede af Brødrene Grimm ... udgivne efter anden forøgede og forbedrede Udgave, 1821, s. 231-235.
saa maa det gaaesådan må det gå.
Hindostanse note til s. 298.
Luerhinduerne praktiserede enkebrænding.
342
velrask.
343
Skydsaandskytsånd.
345
Malurtbilledligt om det, der smerter.
Dødsfuglenfugl, der varsler død.
346
Hækkenher om vildtvoksende buskads af tornede vækster, jf. det »tjørnede Krat«.
veirer … bortlader forsvinde.
Løgtemændlysfænomen, der kan vise sig over moser og enge, i folketroen opfattet som overnaturlige væsener, der lokker mennesker på vildspor; her brugt billedligt.
347
Huronenhuroner er et indiansk folkeslag; dengang udbredt i Nordamerika, men ikke i Vestindien.
Endendnu.
løfter Notre Dame de stærke Armeder hentydes til Notre Dame-kirkens to tårne.
Dig Gud forbarmepå græsk Kyrie eleison, Herre forbarm dig; menighedens svar på præstens bøn i den første del af den katolske messe (gudstjeneste).
Du har glemt … din Sønalluderer til Kristi ord på korset: »Min Gud! min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«, jf. Matthæus 27,46.
348
i hvad derhvad der end.
Sandgrund … Klippeallusion til Matthæus 7,24-27.
350
Vandre-Duen(s)nordamerikansk, nu uddød dueart, der færdedes i store flokke.
Thiderfor.
352
Døds-Englen(s)forstillingen om dødsengelen stammer fra Det gamle Testamente, ifølge hvilket han som den tiende plage gik gennem Ægypten og dræbte alle førstefødte; jf. 2. Mosebog 11 og 12, især 12,23, samt 1. Krønikebog 21,15-27.
Vældestyrke.
355
Trophæ(er)egl. sejrsmindesmærke, prydet med erobrede faner, våben m.v.; her nok prydelse med faner osv. samlet i bundt (som i ornamenter på bygninger fra 1700-tallet).
Contradandsdans fra sidst i 1600-tallet, i hvilken de dansende, opstillet i rækker, bevæger sig mod hinanden. Til kontradansen findes partitur i Det Kongelige Biblioteks Orkesterbibliotek (Frölich Contredands til »Mulatten«).
357
somnambulisksøvngængeragtigt.
359
Vinduesskjærm(ene)skærm, der blev stillet foran vinduet om aftenen.
Tiger … Vedbende-Tømmenden græske frugtbarheds- og vingud Dionysos, sindets befrier, havde som to af sine attributter vedbendranken og tigeren.
361
Byrdafstamning, herkomst.
362
Upas-Træetse note til s. 298.
363
Røretsukkerrøret.
Sorte … Ved Græskarforestillingen om, at man kan forbedre slavers udseende ved at opfodre dem med græskar, kan stamme fra Sue Atar Gull (se note til s. 340), 1. bog, kap. 3.
Bisan(-Oxe)fejl for Bison.
364
snelhurtigt.
365
Den rige Planters Fruesom den rige planters frue.
366
Oedipifølge et græsk sagn kom kong Ødipus til byen Theben, der plagedes af en sfinx (se note til s. 310) med kvindeansigt; hun sad på en klippe uden for byen og forelagde de forbigående en gåde. De, der ikke kunne løse den, blev af sfinxen styrtet ned fra klippen. Kun Ødipus havde gådens løsning, hvad der fik uhyret til at styrte sig selv ned fra klippen.
Adelspatent(et)adelsbrev, se note til s. 330.
367
Fyrste i Grækenlandtema fra et italiensk folkesagn, gendigtet i tyske aleksandrinere af den tyske lyriker Friedrich Rückert i hans Brahmanische Erzählungen, 1839, s. 256-258 (Abtheilung II, No. 50ab). Rückerts gendigtning afviger lidt fra H.C. Andersens version.
368
Førstefyrste.
369
pinligstepinefuldeste.
370
dennesindedenne gang.
371
bogstavviisefter bogstaven.
vistmed sikkerhed.
Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
Del/henvis til værket

Indhold

[tilegnelse] Første Act Første Scene Anden Scene Tredie Scene Fjerde Scene Femte Scene Sjette Scene Syvende Scene Anden Act Første Scene Anden Scene Tredie Scene Fjerde Scene Tredie Act Første Scene Anden Scene Tredie Scene Fjerde Scene Femte Scene Sjette Scene Syvende Scene Ottende Scene Niende Scene Fjerde Act. La Rebellieres Huus Første Scene Anden Scene Tredie Scene Fjerde Scene Femte Scene Sjette Scene Syvende Scene Ottende Scene Niende Scene. Balsalen Femte Act. Eleonores Soveværelse Første Scene Anden Scene Tredie Scene Fjerde Scene Femte Scene Sjette Scene Syvende Scene Ottende Scene Niende Scene

Del

[Sassy_Social_Share]