Nøkkenifølge folketroen et overnaturligt væsen i menneske- eller hesteskikkelse, der holder til i elve, åer eller søer, hvor han lokker mennesker til sig med sit spil.
Opera i een Akt
| Fru SPARRE, | |
| JÖRAN ARVEDSON, riig Landmand | |
| HEDDA, hans Datter | |
| OLUF, Spillemand | |
| PEHR LAURIN, Slotsfoged hos Fru Sparre | |
| EN FREMMED | |
| Chor af HOFFOLK og BRYLLUPSGJÆSTER |
(Scenen er i Sverrig).
Dandse vakkert, dandse vakkert,
Dandse vakkert som jeg,
Sæt Haanden i Siden,
Sæt Haanden som jeg.
Jeg har lært
Let og Svært,
Men det Raad jeg fik af Moster:
»Dandser Du,
Sandser Du,
At paa Kræfterne det koster,
Sindig Dandsen være maa.«
Pas paa!
Dandse vakkert, dandse vakkert,
Dandse vakkert, som jeg!
Gaa i Dandsen, som Moster,
Som Moster og jeg!
Dandse vakkert, o. s. v.
Jeg har lært
Let og Svært
Af den
Neie sig,
Dreie sig,
Saa at Øster gaaer i Vester,
Kan I Andre gjøre saa:
Pas paa!
Dandse vakkert, dandse vakkert,
Dandse vakkert, som jeg;
Gjøre Hanebeen, som jeg!
Dandse vakkert, o. s. v.
Det er slemt,
Jeg har glemt,
Hvordan Touren skulde være:
Svinge om,
Springe om,
Det skal næste Gang jeg lære,
Nu – ja, Noget gjøres maa:
Pas paa!
Dandse vakkert, dandse vakkert,
Dandse vakkert, som jeg,
Kladsk Nabo paa Kinden,
Kladsk Nabo, som jeg!
Dandse vakkert o. s. v.
Det kildrer i Kinden! O, slaae dog igjen!
Den Leg kan jeg lide!
Men bedre dog den,
Hvor Frieren kommer: »God Aften min Ven!
En Vugge paa Gulvet gjør deilige Sving,
En Lille i Vuggen og femten omkring!«
Pehr Laurin!
Pehr Laurin!
Man binder mangen deilig Krands,
Men deiligst er dog Brudekrandsen!
Man dandser mangen deilig Dands,
Men deiligst er dog Brudedandsen!
Ak, denne Krands,
Ak, denne Dands,
De glemmes aldrig, aldrig siden!
Man leve kan, som eenlig Mand,
Man leve kan, som eenlig Pige,
Men Himlen er i Ægtestand,
Og Hvo vil ei i Himmerige!
Ak Ægtestand
Er Himlens Land,
Det har jeg hørt fra ganske liden!
En saadan Hjerte-Angst jeg faaer.
Nu veed jeg nok, hvad Gildet spaaer:
»Roser og Lillier ville trives iaar!«
God Aften herude, see her kommer jeg!
Der kommer Musiken, nu løber jeg ei!
Ja, nu skal vi dandse saa lystigt,
Saa Støvler- og Sko-Saaler gaae deres Vei.
En Fremmed, jeg mødte, bringer jeg her.
I Sverrig er gjæstfrit –!
Velkommen vær!
Velkommen!
Godt seer jeg! og dette jeg seer:
Den Skrælling er
Jeg skulde sidde ved Døren
Som ubuden Gjæst.
Men Herren i Huset har rakt mig sin Haand:
»Velkommen vær!«
Og Datteren er jo en
Jeg er hjemme her.
Ham mangler ei Tale, ham fattes ei Svar.
Og nydelig er han, hvilke Øine han har!
Han dreier og sveier! det er jo en Nar!
Hvo er den Fremmede?
Jeg veed det ei.
Jeg fik dit Bud, strax tog jeg Violinen,
Og gik herhid i egne mørke Tanker –
O, smiil dog ei saa sært!
Jeg smiler ikke!
Jeg stod et Øieblik, hvor Fossen falder,
Hvor man har sagt, min Fader mødte Nøkken,
Der lærte ham at spille Violin.
Jeg tænkte paa min Sorg! – hver har jo sin! –
O, smiil dog ei saa sært!
Jeg smiler ikke.
Jeg saae ei Nøkken, men da jeg gik bort,
Kom denne unge Knøs – vi fulgtes ad.
Han har et lystigt Sind, og da han hørte
Om Gilde og om Dands, og det hos Eder,
Saa sagde han: »der maa jeg være med!
Hos Jöran Arvedson er man velkommen!«
Vel talt, det er han! Spil nu lystig for os.
Droslens søde Slag.
Din Violin har en sælsom Klang,
Din Fader lærte af Nøkken engang.
Et Suk i Naturen er Nøkkens Sang.
Nøkkens Sang!
O syng den engang!
Skal jeg! – jeg gjør det gjerne,
Især paa dette Sted.
Men De, min Skjønheds Stjerne,
Maa synge Visen med.
Jeg synger – (peger paa den Fremmede)
– med Eder!
O syng den engang!
Jeg husker Nøkkens Sang.
Jeg med, til Punkt og Prikke! –
Men jeg, – jeg synger ikke
Ved hver en Leilighed.
Ved Aften-Flammen
Saa lysteligt,
Vi synge sammen
Det gamle Digt.
Ved Aften-Flammen
Saa lysteligt,
De synge sammen,
Det gamle Digt.
1.
Det er saa høi en Luft,
Der er en sød Forfriskning
I Birkeskovens Duft!
Saa stille glider Baaden
Henad det dybe Vand,
Ung Elskovs Sjæl og Tanke
Er, som i Drømmenes Land.
Hør, Fjeldfossen bruser! – –
Dog – hvor i Tugt og Ære,
To gav hinanden Tro,
Der, vil en Skytsaand være
Beskjærmende de To.
– Lykken er med!
Lykken er med!
Nøkken sidder i Regnbue-Pragt,
Græder i al sin Glands og Magt.
Ham er sagt:
»Du
Aldrig salig!
2.
Ung Elskov, Du gjør Verden
Saa deilig lys og klar,
Du har saa mange Tanker,
Som Himlen Stjerner har.
Som sød Musik i Natten
Gaaer Talens søde Strøm,
Ved Drossel-Sang og Maaneskin,
Det er en deilig Drøm!
Hør, Fjeldfossen bruser! – –
Dog – hvor i Tugt og Ære,
To gav hinanden Tro,
Der vil en Skytsaand være,
Beskjærmende de To!
– Lykken er med!
Lykken er med!
Nøkken sidder i Regnbue-Pragt,
Græder i al sin Glands og Magt
Ham er sagt:
»Du bliver dog aldrig salig!«
Aldrig salig!
Aldrig, aldrig salig! Fortvivlelsens Vee!
Kjærligheds Lykke, kun den vil vi see!
Kun den vil vi
Den Dands vil vi træde.
Glæde! Glæde! Dandsens Glæde!
Vi svæve hen i Dandsens Rad,
Os Toner gjennemstrømme,
Det Hjerte føler sig saa glad,
Som kun har Ungdoms Drømme!
Hans Øie og hans Stemme
Har Noget, jeg ei veed!
Blandt os har han ei hjemme.
Jeg bliver lueheed! –
Han sang to Vers og ikke meer,
Dem sang han meget ilde!
Han har ei
Er Fremmed ved vort Gilde.
Han skulde vise til sin Sang,
Med Øine og med Arme,
Hvorledes Baaden gik sin Gang,
Og Bølgerne kan larme,
Og Fossens Fald og Nøkkens Suk, –
Men han forstaaer jo ei et Muk!
To Roser til Kys sig bøie
Over den stride Flod!
Hvad lyser i hans Øie!
Det isner i mit Blod.
Hvor stirrer han paa hende!
Hvad kan, hvad skal jeg troe!
Jeg seer de Roser brænde. –
Floden skiller de to!
Blandt os har han ei hjemme!
Et Ord – vort Herskab, Ridder Sparres Enke
Vil hædre os iaften med Besøg.
Fru Sparre!
Hvad vil skee!
Hun kommer her?
For min, for hans Skyld.
Skjøndt hun har Besøg.
Vor unge Dronning, Gustav Adolphs
Datter Kom hid i Dag.
Christine, Sverrigs Dronning!
Jeg skjælver! jeg!
Hun er her hemmeligt!
Selv jeg saae hende ei, saae hende aldrig!
Men kjender hende dog – den høie Dronning:
1.
Vor store Gustav Adolphs Datter,
Til hvem jeg
Og allerunderdanigst skatter, Hun lider Løier og Spillop!
De Lærde dreier hun en Næse,
Nys
Dens Ælde strax de kunde læse,
De stred om den, skrev Bog paa Bog,
Saa sagde hun: »jeg Mynten slog!«
2.
Hun finder paa hvad Ingen vente,
Ja gaaer forklædt hvor Ingen troer,
Altid hun har en Spads in mente,
En lille
Den store Gustav Adolphs Datter,
Til hvem jeg Orm seer ydmyg op,
Og allerunderdanigst skatter,
Paa Landevei og Tronens Top,
Er selv et lille sødt Spillop!
Træd ind hver Gjæst
I Stuen, næst!
Snart hæver jeg det blanke Kruus,
Et Brudepar er i mit Huus.
Og det er Brudgom! Det er Brud!
Alt er forbi! o Naadens Gud!
Jeg elsker Dig, og Du det veed,
jeg kunde det ei dølge.
Jeg skjærmer deres Kjærlighed,
Paa Nat skal Solskin følge.
Aldrig! Nei!
Du vil det ei?!
Jeg har Villie, jeg har Magt!
Det skal skee, hvad jeg har sagt!
Unge Hjerters første Flamme
Den er altid
Selv I sige vil det samme,
Naar I vide, hvad jeg veed.
Ei af Kjærlighed man lever,
Den os ingen Klæder væver,
Sorg og Savn den bringer ind,
Sætter Taarer paa vor Kind.
Derfor skee, hvad jeg har sagt!
Jeg har Villie, jeg har Magt.
Hvorledes vil det ende!
Alt er forbi! forbi!
Mig rører deres Smerte, –
Ung-Elskovs Sværmeri!
Du skal sidde i din Stue
Nyde Ære, bære Guld.
O, jeg kan min Fremtid skue! –
Oluf, staae ei sorrigfuld,
Dig jeg elsker, Dig jeg tænker,
Dig jeg er og bliver tro!
Ei Du kan din Fremtid skue,
Staae dog ei saa sorrigfuld.
Jeg paa Eders Lykke tænker,
Jeg vil Eder blive huld.
Ingen Hjælp og Trøst dem skjænker,
O, de arme, stakkels To!
Du mit Ord, min Villie krænker.
Det er Døden!
Sligt man tænker.
Ei man sørger sig ihjel!
Ti! – Til Bords!
Til Bords!
Lev vel!
Sol staaer op før næste Qvæl!
Hvor vil Du hen?
Hvor en Fortvivlet gaaer.
Fortvivlet! – Du, i dine Ungdoms-Aar.
O, Alt er tabt!
Husk, hvad i Sangen staaer!
Husk: – »hvor i Tugt og Ære
To gav hinanden Tro,
Der vil en Skytsaand være,
Beskjærmende de To!«
1.
Mit Hjem er et fattigt Kammer!
Ved Vinduet sidder jeg mangen Nat
Og tænker paa, om jeg havde en Skat.
Ret selsomt mit Hjerte flammer!
En Skat – en Skat! – Du gode Gud!
Da spiller der tidt et Stjerneskud,
Som Svar paa hvad Læben stammer!
2.
Ak, aldrig i Verden bliver hun min,
Hvor kunde vel Sligt jeg haabe!
O, der er en Gift i Elskovs Viin!
Jeg drak din Skaal, Du min Rose fiin;
Jeg føler den dræbende Draabe!
Jeg eier Intet! jeg er forladt! –
Der faldt en Stjerne, saa brat, saa brat,
Den faldt! – jeg tør ikke haabe!
Husk: – »hvor i Tugt og Ære
To gav hinanden Tro,
Der vil en Skytsaand være,
Beskjærmende de To!«
Jeg sneg mig bort!
Vort Møde her er kort,
Men see Dig maatte jeg og Trøst Dig bringe.
Min Hedda, Du!
O, ingen Trøst er nu.
Din Fader jeg for fattig er og ringe!
For Altrets Fod,
Med helligt, freidigt Mod,
Skal lydeligt mit Nei fra Læben klinge.
Ei sorgfuld vær!
Skytsaanden staaer jo nær,
Og Hjælp og Lykke vil han Eder bringe.
O, ingen høie Magter staaer os bi!
Hvo veed!
Ha! Nøkken!
Nøkken!
– Ham, som lærte
Min Fader spille, saa hvert Hjerte svulmed!
Ham søger jeg, ham trygler jeg om Hjælp,
Jeg glad mig styrter i hans vaade Favn!
O ti, min Oluf!
Alt for Dig jeg vover!
Og tør Du høit udraabe Nøkkens Navn?
Tør Du hans underfulde Rige kjende?
Om Dybets Planter! Skjælver ei dit Mod?
Der snoe sig Slanger i mit Bryst herinde,
De drikke af mit varme Hjerteblod.
Du tør ei gaae! mit Kys Dig fast skal binde,
Der er en Gud, som naadig er og god!
Du frygter ei! Du vil Dig ham hengive?
Jeg frygter ei!
Mit Hjerte veed en Vei!
Christine, Sverrigs Dronning!
– Uden Nytte
Gaaer did vor Vei! hun vil os ei beskytte;
Nei, Nøkken!
Nøkken –
– røres ved vor Smerte,
I Fossen græder han, – han har et Hjerte! –
Ham vil jeg mig hengive!
Du vil Dig – mig hengive! min vil Du blive?
Ha! – Du er!
Nøkken!
Nøkken!
Du!
Nøkken!
1.
Hvor Jøklen skinner i den kolde Zone,
Hvor Fossen styrter ned med Stormens Tone,
Der staaer min Trone.
Der sidder jeg i Maanens Straale-Glands,
Med Regnbue-Skjæret, som min Blomsterkrands;
Der spiller jeg paa Harpens gyldne Strænge,
De tone Haab og Trøst,
Ja, Fjeldet selv faaer Røst,
Og Eccho svulmer sødt og dybt og længe.
Dig jeg mig hengiver!
Din
Du er ei ond, Du røres ved vor Smerte,
Naturen har et Hjerte!
Han er ei ond, han røres ved vor Smerte,
Naturen har et Hjerte!
2.
Hvor ned mod Elven Birke-Grenen hænger,
Jeg gjennem Vandets klare Dybde trænger,
Dens Glar jeg sprænger!
Jeg gaaer i Skovens dybe Eensomhed,
Der hvor de unge Hjerter mødes, jeg det veed.
Der spiller jeg paa Harpens gyldne Strænge,
o. s. v.
Dig jeg mig hengiver! o. s. v.
Tag denne Ring! jeg veed: iaften silde
Fru Sparre komme vil til Ja-Ords Gilde,
Og naar da Festens Bæger gaaer omkring,
Træd frem og siig: »i Kraft af denne Ring,
Det kan ei skee!«
I Kraft af denne Ring!
Husk: – »hvor i Tugt og Ære
To gav hinanden Tro,
Der vil en Skytsaand være,
Beskjærmende de To!
Lykken er med!«
»I Kraft af denne Ring!« – –
– O kast den bort!
Dit Liv, din Salighed vil han forlange!
Vor Elskovs tunge Prøve bliver kort!
Husk! – »Hvor i Tugt og Ære
To gav hinanden Tro,
Der vil en Skytsaand være,
Beskjærmende de To!«
Lykken er med!«
Jeg af mit hele Hjerte paa ham troer.
O, bed med Barnets Sind dit »Fader vor!«
Du her!
I Olufs Arme!
For Gud er Hedda min!
Det vække kan hans Harme,
Det næsten vækker min!
Oluf! – spil Violin!
Spil til mit glade Gilde,
Derfor har jeg Dig kaldt.
Ja spil! vi dandse ville!
Ja, Spillemand spil paa Strænge,
Den Rigdom er jo din,
Du kan jo spille Penge
Ud af din Violin.
Du er saa riig paa Toner,
Paa Dandse og paa Sang,
Du har de blanke Kroner
Ved Violinens Klang.
Du spille kan saa længe
At Verden bliver din!
Der sidde store Penge
I Spillemands Violin!
Ja jeg er riig og riig paa Glæde,
Nys stod jeg modløs og kunde græde,
Nu traller jeg: la, la, la, la!
Hvad betyder denne Glæde?
O, jeg er riig som Kongen selv.
Syng med min Violin!
Min Lykke er stærk, som den svulmende Elv!
Hedda er min!
Er han gal! – ha, ha, ha!
Ganske
Ak hvor mørkt denne Qvel!
Hvordan ender det vel!
Hun holder fast, hun bliver tro!
Kun Dig hun giver Prisen.
Hun er den »Fløite piccolo«,
Og Du er »Contrabassen«. Jo!
Jeg kjender
»Contrabas og Piccolo!«
Det var den Fløite piccolo,
Saa frøkenfiin, saa sjælefro;
– Dog, hun blev Contrabassen tro,
Til Døden!
Som Beiler kom hvert Instrument.
Valdhornet sværmed excellent,
»Duidu! Duidu! siig dog jo!«
»Nei!« sagde piccolo!
Trompeten stormed fremad da,
Og sang sit Seirens tra ra, ra!
Høit Pauken slog et Elskovs »Bum!«
Fagotten klang sit stille Brum!
Det var et Bruus, en Larm, en Klang,
De Alle gik jo Frier-Gang,
Men liden Fløite piccolo,
Saa frøkenfiin, saa sjælefro,
Blev tro – blev Contrabassen tro
Til Døden!
Blev tro o. s. v.
Du spotter med min Smerte!
Du har ei Hjerte! –
– »Lykken vender sig ofte om!« –
– Og førend Dødens bittre Suk,
Vor Elskovs Rose blomstrer smuk,
Med Duft og Skjønhed fauer og fiin,
Fortæl Du det min Violin,
I Dig boer et Menneske-Hjerte.
Hvilken Glæde og Vee!
Jeg maa græde og lee,
De Toner har Fryd og Smerte.
Vær hilset Alle!
Hurra! Lad Hat og Hue
I Veiret flyve! hil vor vennesæle Frue!
Jeg ogsaa min Lykønskning her maa bringe,
Min tro Slotsfoged vandt en
I hædrer mig! – Mit Huus er altfor ringe –
Det er en Aften for mit hele Liv!
Til Gilde med den adelige Frue! –
Ved Kirkens Daab mit Navn Du fik,
Og jeg har baaret Dig, som liden;
Min Tanke mangt et Øieblik
Har moderligt besøgt Dig siden.
Jeg slipper ei, skjøndt nu Du gaaer
Ved Mandens Side frem i Lykke!
Med Moder-Sind jeg hos Dig staaer
I Livets Solskin og dets Skygge.
Til Eder sætter jeg min Lid,
I er mig god! forstaaer min Smerte!
Mit Hjerte alt fra Barndoms Tid
Er voxet fast til Olufs Hjerte!
Hvad er det Barn! tal ikke saa!
Til Fryd I denne Stund forvandle!
Naar ei dit Vel Du kan forstaae,
Saa maae vi Ældre for Dig handle!
Hun har en Villie stiv og fast,
Tal hende til høiædle Frue!
Er ikke Egensind en Last,
Et Ukrudt, som man strax skal kue!
Bort med det unge Sværmeri!
Husk paa, hvad Livets Alvor byder.
Pehr Laurin er et godt Parti,
Husk hvad et godt Parti betyder!
Idet jeg om det gamle Sølvkruus fatter,
Et Løfte gjør jeg! – vidtom Rygtet naaer:
Slotsfogeden Pehr Laurin og min Datter
Troloves nu! – paa Søndag Bryllup staaer.
I Kraft af denne Ring det tør ei skee!
Hvad denne Ring! – Hvad maa jeg see! –
Min faste Tro hver Hindring flytter!
I denne Ring er Frelse lagt!
Hvo gav den? hvo har sagt dens Magt!
En Ring! hvorfra! hvo har den bragt?
En mægtig Aand er vor Beskytter!
Hvad nye Paafund! tag sig iagt!
Betragt dog hende!
Fik Ringen Kræfter!
Hun bøier Hoved, –
Hun tænker efter!
De træde sammen!
De tale sagte.
Hvo kan det være,
Som Hjælp ham bragte!
Til Spot og Smerte
Man hid mig kaldte,
Da kom vor Skytsaand
Og Trøst han talte!
Den milde, stærke!
Ham trodser Ingen.
Viid det var Nøkken,
Som gav mig Ringen!
Ha, Nøkken! Nøkken!
I bange Tanker
Mit Hoved svimler,
Mit Hjerte banker!
Jeg kan ei løse denne Gaade,
Men Dronningens er Ringen her.
Vor Dronnings Ring er denne der?
Han staaer hos hende høit i Naade,
Som bærer den – og han den fik!
Hvad sang vi
»Hun finder paa hvad Ingen vente,
Ja gaaer forklædt hvor Ingen troer;
Altid hun har en Spads in mente,
En lille Lux bag Øret boer.« –
Siig hvad hun siger! og hvad I siger!
Siig hvad hun troer! og hvad I vil!
Snart Tanken synker, snart den stiger,
Jeg fatter ei hvor det gik til! –
Mod slig en Villie høit fra oven
Min Modstand være vil forvoven! –
Jeg har en Angst, en Hjerte-Gru!
Den Fremmede – hvor er han nu. –
I Øie og i Stemme
Var Noget jeg ei veed,
Han havde her ei hjemme!
Ha, snart herude!
vil Vinden suse,
Og Elven svulme,
høit vil den bruse.
Den overskyller
de grønne Dale!
Ha! Nøkken kommer
med Torden-Tale!
Ha, snart herude! – o. s. v.
Stor er hans Vælde
Blandt disse Fjelde,
Han reise kan og han kan fælde!
Jeg er saa bange, saa rædsom bange,
Men det er Blodet og ikke jeg!
Jeg dirrer, dirrer! tusind Gange!
Ak gid jeg, Mile, mange, mange,
Nu kunde løbe bort min Vei!
Jeg er saa bange! saa rædsomt bange!
Rundt om, og forfra og ned af Ryggen!
Nøkken! Nøkken!
Nøkken!
Ha hvor det skinner!
See Blus og Kjærter!
Vor gode Skytsaand
Du vil fremtrine!
Der er en Rædsel
I alle Hjerter!
Dronning Christine!
Ha, Dronningen! hun leve, leve!
1.
Fra Vinduet saae jeg Stjernernes Pragt,
Granerne suste!
Mig drog det, som en unævnelig Magt,
Ud hvor Fjeldfossen bruste.
Vi kom gjennem Skoven til dette Sted –
»Kjærlighed!«
En lille Fugl har sjunget om den.
Giv kun Agt!
Kjærlighed!
En lille Fugl har sjunget om den.
Nøkkens Magt!
2.
Der skinned et Lys mellem Skovens Træer,
Hid det os førte;
Det havde et festligt, forunderligt Skjær,
Deilig Sang med vi hørte.
Vor Skov-Vandring førte til dette Sted:
»Kjærlighed!«
En lille Fugl har sjunget om den.
Giv kun Agt!
Kjærlighed!
En lille Fugl har sjunget om den.
Nøkkens Magt!
En Ja-Ords-Fest er her med Sang og Dands,
– Forhøiet nu ved Majestætens Glands.
To Hjerter her trolovet bleve,
Tør Dronningen vel være Gjæst.
Med Stjerne-Pragt staaer denne Fest.
– Min gode Hilsen bringes Eder Alle!
Underdanighed! – Taknemlighed! – –
– – Ikke Ord – jeg veed – –!
Og nu den unge Kjærlighed? –
O Dronning, mægtig, mild og god! –
I Sorg og Nød vi synke for din Fod! –
Men Deres Majestæt maa vide,
At jeg har ja paa Faders Side! –
Men han har mig en Guld-Ring bragt,
Ham Nøkken gav den, har han sagt,
Den bøie skal en Faders Magt.
Nu vil det briste eller bære!
Dog troer jeg Nøkken vinder Spil.
Min Dronnings Villie min vil være! –
Hun mild og naadig være vil!
– »Dit Hjerte veed en Vei!
Christine, Sverrigs Dronning! –«
»Uden Nytte
Gaaer did din Vei! hun vil Dig ei beskytte,
Nei Nøkken –!« –
Min Gud! – Hvor Hjertet banker!
Forunderlige Tanker! –
En Sjæleangst!
Ak! ingen Gange
Var jeg saa bange,
Som denne Stund!
Nu vil det briste eller o. s. v.
Paa Nøkken ikke stort jeg troer.
Men derimod jeg troer paa Flammen,
Som der og der i Øiet boer!
Jeg Eder naadigt huske vil,
Her er jo ældre, smukke Piger!
Jeg siger hvad min Dronning siger.
Saa har dog Nøkken vundet Spil!
Ja, – »hvor i Tugt og Ære
To gav hinanden Tro,
Der vil en Skytsaand være,
Beskjærmende de to!«
Ha! Nøkkens Trøstesang!
Ja nu jeg Nøkken kan forstaae!
Jeg ham i disse Øine saae!
»Ja hvor i Tugt og Ære
To gav hinanden Tro,
Der vil en Skytsaand være
Beskjærmende de to!«
Gud glæde Sverrigs Dronning!
Henvis til værket
H.C. Andersen: Nøkken. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 13: Skuespil IV 1850-1876. 2005. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-04-01
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.