H.C. Andersen

Nøkken

Opera i een Akt

1853 Opført første gang 12. februar 1853
  • Fru SPARRE, Overhofmesterinde hos Dronning Christine
    Mad. Rung
  • JÖRAN ARVEDSON, riig Landmand
    Hr. Ferslev
  • HEDDA, hans Datter
    Mad. Sahlgren
  • OLUF, Spillemand
    Hr. Hansen
  • PEHR LAURIN, Slotsfoged hos Fru Sparre
    Hr. Schram
  • EN FREMMED
    Mad. Fossum
  • Chor af HOFFOLK og BRYLLUPSGJÆSTER

(Scenen er i Sverrig).

En aaben Plads udenfor Jöran Arvedsons Gaard ikke langt fra hvor Elven danner et stort Vandfald; en mægtig Hængebirk hælder sine Grene ud over Strømmen. Baggrunden lukkes ved skovgroede Fjelde, mellem hvilke fremrager en Fløi af Fru Sparres Gaard; denne er opført af røde Steen, har takket Gavl og et høit Taarn, Arvedsons Gaard er derimod af Bjelker, der langs med den fremspringende Svale og det brede lave Vindue ere kunstigt udskaarne. Det er snart ved Sol-Nedgang. JÖRAN ARVEDSON, HEDDA og en Mængde Gjæster, hvoriblandt PEHR LAURIN, ere samlede og midt i Folkelegen: »Dandse vakkert«, der bestaaer i, at Een indenfor Kredsen dandser i en bestemt særegen Stilling, hvilken de Andre gjentage, alt som Legen og Sangen mælder.
CHOR

Dandse vakkert, dandse vakkert,

Dandse vakkert som jeg,

Sæt Haanden i Siden,

Sæt Haanden som jeg.

JÖRAN ARVEDSON

Jeg har lært

Let og Svært,

Men det Raad jeg fik af Moster:

»Dandser Du,

Sandser Du,

At paa Kræfterne det koster,

Sindig Dandsen være maa.«

Pas paa!

Dandse vakkert, dandse vakkert,

Dandse vakkert, som jeg!

Gaa i Dandsen, som Moster,

Som Moster og jeg!

(viser det paa en comisk Maade).
CHOR (efterabende ham).

Dandse vakkert, o. s. v.

PEHR LAURIN

Jeg har lært

Let og Svært

Af den første Dandsemester,

Neie sig,

Dreie sig,

Saa at Øster gaaer i Vester,

Kan I Andre gjøre saa:

Pas paa!

Dandse vakkert, dandse vakkert,

Dandse vakkert, som jeg;

Gjøre Hanebeen i Dandsen,

Gjøre Hanebeen, som jeg!

(viser det).
CHOR

Dandse vakkert, o. s. v.

HEDDA

Det er slemt,

Jeg har glemt,

Hvordan Touren skulde være:

Svinge om,

Springe om,

Det skal næste Gang jeg lære,

Nu – ja, Noget gjøres maa:

Pas paa!

Dandse vakkert, dandse vakkert,

Dandse vakkert, som jeg,

Kladsk Nabo paa Kinden,

Kladsk Nabo, som jeg!

(slaaer Pehr Laurin).
CHOR

Dandse vakkert o. s. v.

(hver af de unge Piger kladsker sin Dandser paa Kinden).
PEHR LAURIN

Det kildrer i Kinden! O, slaae dog igjen!

ARVEDSON

Den Leg kan jeg lide!

PEHR LAURIN

Men bedre dog den,

Hvor Frieren kommer: »God Aften min Ven!

En Vugge paa Gulvet gjør deilige Sving,

En Lille i Vuggen og femten omkring!«

JÖRAN ARVEDSON

Pehr Laurin!

CHOR

Pehr Laurin!

PEHR LAURIN

Man binder mangen deilig Krands,

Men deiligst er dog Brudekrandsen!

Man dandser mangen deilig Dands,

Men deiligst er dog Brudedandsen!

Ak, denne Krands,

Ak, denne Dands,

De glemmes aldrig, aldrig siden!

Man leve kan, som eenlig Mand,

Man leve kan, som eenlig Pige,

Men Himlen er i Ægtestand,

Og Hvo vil ei i Himmerige!

Ak Ægtestand

Er Himlens Land,

Det har jeg hørt fra ganske liden!

HEDDA

En saadan Hjerte-Angst jeg faaer.

CHOR

Nu veed jeg nok, hvad Gildet spaaer:

»Roser og Lillier ville trives iaar!«

OLUF SPILLEMAND (med Violinen under Armen kommer ledsaget af en ubekjendt Knøs).

God Aften herude, see her kommer jeg!

CHOR

Der kommer Musiken, nu løber jeg ei!

PEHR LAURIN

Ja, nu skal vi dandse saa lystigt, Juchhei!

Saa Støvler- og Sko-Saaler gaae deres Vei.

OLUF

En Fremmed, jeg mødte, bringer jeg her.

DEN FREMMEDE

I Sverrig er gjæstfrit –!

JÖRAN ARVEDSON

Velkommen vær!

CHOR

Velkommen!

PEHR LAURIN

Godt seer jeg! og dette jeg seer:

Den Skrælling er fiin og har daarlig Maneer.

DEN FREMMEDE

Jeg skulde sidde ved Døren næst

Som ubuden Gjæst.

Men Herren i Huset har rakt mig sin Haand:

»Velkommen vær!«

Og Datteren er jo en Lillievaand, –

Jeg er hjemme her.

MÆNDENE

Ham mangler ei Tale, ham fattes ei Svar.

QVINDERNE

Og nydelig er han, hvilke Øine han har!

PEHR LAURIN

Han dreier og sveier! det er jo en Nar!

JÖRAN ARVEDSON (er med Oluf traadt hen i Forgrunden).

Hvo er den Fremmede?

OLUF

Jeg veed det ei.

Jeg fik dit Bud, strax tog jeg Violinen,

Og gik herhid i egne mørke Tanker –

O, smiil dog ei saa sært!

JÖRAN ARVEDSON

Jeg smiler ikke!

OLUF

Jeg stod et Øieblik, hvor Fossen falder,

Hvor man har sagt, min Fader mødte Nøkken,

Der lærte ham at spille Violin.

Jeg tænkte paa min Sorg! – hver har jo sin! –

O, smiil dog ei saa sært!

JÖRAN ARVEDSON

Jeg smiler ikke.

OLUF

Jeg saae ei Nøkken, men da jeg gik bort,

Kom denne unge Knøs – vi fulgtes ad.

Han har et lystigt Sind, og da han hørte

Om Gilde og om Dands, og det hos Eder,

Saa sagde han: »der maa jeg være med!

Hos Jöran Arvedson er man velkommen!«

JÖRAN ARVEDSON

Vel talt, det er han! Spil nu lystig for os.

PEHR LAURIN

Spillemand, spil paa Strænge

Droslens søde Slag.

HEDDA

Haabet gaaer i Enge Livets Sommerdag.

OLUF (spiller).
CHOR

Din Violin har en sælsom Klang,

Din Fader lærte af Nøkken engang.

DEN FREMMEDE

Et Suk i Naturen er Nøkkens Sang.

CHOR

Nøkkens Sang!

O syng den engang!

PEHR LAURIN

Skal jeg! – jeg gjør det gjerne,

Især paa dette Sted.

(til Hedda)

Men De, min Skjønheds Stjerne,

Maa synge Visen med.

HEDDA

Jeg synger – (peger paa den Fremmede)

– med Eder!

CHOR

O syng den engang!

DEN FREMMEDE

Jeg husker Nøkkens Sang.

PEHR LAURIN

Jeg med, til Punkt og Prikke! –

Men jeg, – jeg synger ikke

Ved hver en Leilighed.

DEN FREMMEDE (til Hedda).

Ved Aften-Flammen

Saa lysteligt,

Vi synge sammen

Det gamle Digt.

CHOR

Ved Aften-Flammen

Saa lysteligt,

De synge sammen,

Det gamle Digt.

HEDDA

1.

Det er et deiligt Maaneskin,

Det er saa høi en Luft,

Der er en sød Forfriskning

I Birkeskovens Duft!

Saa stille glider Baaden

Henad det dybe Vand,

Ung Elskovs Sjæl og Tanke

Er, som i Drømmenes Land.

Hør, Fjeldfossen bruser! – –

Dog – hvor i Tugt og Ære,

To gav hinanden Tro,

Der, vil en Skytsaand være

Beskjærmende de To.

– Lykken er med!

CHOR

Lykken er med!

DEN FREMMEDE

Nøkken sidder i Regnbue-Pragt,

Græder i al sin Glands og Magt.

Ham er sagt:

»Du bliver dog aldrig salig

CHOR

Aldrig salig!

HEDDA og DEN FREMMEDE

2.

Ung Elskov, Du gjør Verden

Saa deilig lys og klar,

Du har saa mange Tanker,

Som Himlen Stjerner har.

Som sød Musik i Natten

Gaaer Talens søde Strøm,

Ved Drossel-Sang og Maaneskin,

Det er en deilig Drøm!

Hør, Fjeldfossen bruser! – –

Dog – hvor i Tugt og Ære,

To gav hinanden Tro,

Der vil en Skytsaand være,

Beskjærmende de To!

– Lykken er med!

CHOR

Lykken er med!

DEN FREMMEDE

Nøkken sidder i Regnbue-Pragt,

Græder i al sin Glands og Magt

Ham er sagt:

»Du bliver dog aldrig salig!«

CHOR

Aldrig salig!

DEN FREMMEDE (idet Oluf paa Violinen udtrykker forunderlige smertelige Toner).

Aldrig, aldrig salig! Fortvivlelsens Vee!

(udbryder i det samme spøgende)

Kjærligheds Lykke, kun den vil vi see!

Kun den vil vi qvæde,

Den Dands vil vi træde.

Glæde! Glæde! Dandsens Glæde!

(jublende)

Vi svæve hen i Dandsens Rad,

Os Toner gjennemstrømme,

Det Hjerte føler sig saa glad,

Som kun har Ungdoms Drømme!

(Olufs Violin gaaer her over i en beslægtet Dandsemelodi, medens Dandsen begynder og Choret synger).
CHOR

Hans Øie og hans Stemme

Har Noget, jeg ei veed!

Blandt os har han ei hjemme.

PIGERNE

Jeg bliver lueheed! –

PEHR LAURIN

Han sang to Vers og ikke meer,

Dem sang han meget ilde!

Han har ei Pli og ei Maneer,

Er Fremmed ved vort Gilde.

Han skulde vise til sin Sang,

Med Øine og med Arme,

Hvorledes Baaden gik sin Gang,

Og Bølgerne kan larme,

Og Fossens Fald og Nøkkens Suk, –

Men han forstaaer jo ei et Muk!

DEN FREMMEDE (har ordnet til Dandsen, som han tager Deel i med Hedda, idet han synger under Dandsen).

To Roser til Kys sig bøie

Over den stride Flod!

HEDDA (angest).

Hvad lyser i hans Øie!

Det isner i mit Blod.

OLUF. ARVEDSON. PEHR LAURIN

Hvor stirrer han paa hende!

Hvad kan, hvad skal jeg troe!

DEN FREMMEDE

Jeg seer de Roser brænde. –

Floden skiller de to!

CHOR

Blandt os har han ei hjemme!

(under hele denne Scene og Dands høres ogsaa Oluf’s Violin).
JÖRAN ARVEDSON

Et Ord – vort Herskab, Ridder Sparres Enke

Vil hædre os iaften med Besøg.

CHOR

Fru Sparre!

OLUF og HEDDA

Hvad vil skee!

CHOR

Hun kommer her?

JÖRAN ARVEDSON

For min, for hans Skyld.

(peger paa Pehr Laurin)

Skjøndt hun har Besøg.

Vor unge Dronning, Gustav Adolphs

Datter Kom hid i Dag.

CHOR

Christine, Sverrigs Dronning!

DEN FREMMEDE

Jeg skjælver! jeg!

PEHR LAURIN

Hun er her hemmeligt!

Selv jeg saae hende ei, saae hende aldrig!

Men kjender hende dog – den høie Dronning:

1.

Vor store Gustav Adolphs Datter,

Til hvem jeg Orm seer ydmyg op,

Og allerunderdanigst skatter, Hun lider Løier og Spillop!

De Lærde dreier hun en Næse,

Nys hun en Mynt af Jorden tog,

Dens Ælde strax de kunde læse,

De stred om den, skrev Bog paa Bog,

Saa sagde hun: »jeg Mynten slog!«

2.

Hun finder paa hvad Ingen vente,

Ja gaaer forklædt hvor Ingen troer,

Altid hun har en Spads in mente,

En lille Lux bag Øret boer.

Den store Gustav Adolphs Datter,

Til hvem jeg Orm seer ydmyg op,

Og allerunderdanigst skatter,

Paa Landevei og Tronens Top,

Er selv et lille sødt Spillop!

JÖRAN ARVEDSON (idet han afbryder).

Træd ind hver Gjæst

I Stuen, næst!

Snart hæver jeg det blanke Kruus,

Et Brudepar er i mit Huus.

CHOR

Og det er Brudgom! Det er Brud!

OLUF og HEDDA

Alt er forbi! o Naadens Gud!

PEHR LAURIN (til Hedda).

Jeg elsker Dig, og Du det veed,

jeg kunde det ei dølge.

DEN FREMMEDE (afsides).

Jeg skjærmer deres Kjærlighed,

Paa Nat skal Solskin følge.

HEDDA

Aldrig! Nei!

JÖRAN ARVEDSON

Du vil det ei?!

Jeg har Villie, jeg har Magt!

Det skal skee, hvad jeg har sagt!

Unge Hjerters første Flamme

Den er altid Daarlighed,

Selv I sige vil det samme,

Naar I vide, hvad jeg veed.

Ei af Kjærlighed man lever,

Den os ingen Klæder væver,

Sorg og Savn den bringer ind,

Sætter Taarer paa vor Kind.

Derfor skee, hvad jeg har sagt!

Jeg har Villie, jeg har Magt.

CHOR

Hvorledes vil det ende!

HEDDA og OLUF

Alt er forbi! forbi!

DEN FREMMEDE

Mig rører deres Smerte, –

Ung-Elskovs Sværmeri!

PEHR LAURIN (til Hedda).

Du skal sidde i din Stue

Nyde Ære, bære Guld.

HEDDA

O, jeg kan min Fremtid skue! –

Oluf, staae ei sorrigfuld,

Dig jeg elsker, Dig jeg tænker,

Dig jeg er og bliver tro!

DEN FREMMEDE

Ei Du kan din Fremtid skue,

Staae dog ei saa sorrigfuld.

Jeg paa Eders Lykke tænker,

Jeg vil Eder blive huld.

CHOR

Ingen Hjælp og Trøst dem skjænker,

O, de arme, stakkels To!

JÖRAN ARVEDSON(til Hedda).

Du mit Ord, min Villie krænker.

OLUF

Det er Døden!

PEHR LAURIN (klapper ham paa Skulderen).

Sligt man tænker.

Ei man sørger sig ihjel!

PAA ENGANG
JÖRAN ARVEDSON

Ti! – Til Bords!

CHOR

Til Bords!

HEDDA og OLUF

Lev vel!

DEN FREMMEDE

Sol staaer op før næste Qvæl!

(De gaae Alle ind i Huset; Hedda ført af Faderen. Oluf iler hen mod Elven, hvor Hængebirken hælder sine Grene; den Fremmede holder ham tilbage).
DEN FREMMEDE

Hvor vil Du hen?

OLUF

Hvor en Fortvivlet gaaer.

DEN FREMMEDE

Fortvivlet! – Du, i dine Ungdoms-Aar.

OLUF

O, Alt er tabt!

DEN FREMMEDE

Husk, hvad i Sangen staaer!

Husk: – »hvor i Tugt og Ære

To gav hinanden Tro,

Der vil en Skytsaand være,

Beskjærmende de To!«

OLUF

1.

Jeg eier Intet, er saa forladt,

Mit Hjem er et fattigt Kammer!

Ved Vinduet sidder jeg mangen Nat

Og tænker paa, om jeg havde en Skat.

Ret selsomt mit Hjerte flammer!

En Skat – en Skat! – Du gode Gud!

Da spiller der tidt et Stjerneskud,

Som Svar paa hvad Læben stammer!

2.

Ak, aldrig i Verden bliver hun min,

Hvor kunde vel Sligt jeg haabe!

O, der er en Gift i Elskovs Viin!

Jeg drak din Skaal, Du min Rose fiin;

Jeg føler den dræbende Draabe!

Jeg eier Intet! jeg er forladt! –

Der faldt en Stjerne, saa brat, saa brat,

Den faldt! – jeg tør ikke haabe!

DEN FREMMEDE

Husk: – »hvor i Tugt og Ære

To gav hinanden Tro,

Der vil en Skytsaand være,

Beskjærmende de To!«

HEDDA (kommer sagte ud fra Gaarden).

Jeg sneg mig bort!

Vort Møde her er kort,

Men see Dig maatte jeg og Trøst Dig bringe.

OLUF

Min Hedda, Du!

O, ingen Trøst er nu.

Din Fader jeg for fattig er og ringe!

HEDDA

For Altrets Fod,

Med helligt, freidigt Mod,

Skal lydeligt mit Nei fra Læben klinge.

DEN FREMMEDE

Ei sorgfuld vær!

Skytsaanden staaer jo nær,

Og Hjælp og Lykke vil han Eder bringe.

OLUF

O, ingen høie Magter staaer os bi!

DEN FREMMEDE

Hvo veed!

OLUF (faaer pludselig en Tanke).

Ha! Nøkken!

HEDDA og DEN FREMMEDE

Nøkken!

OLUF

– Ham, som lærte

Min Fader spille, saa hvert Hjerte svulmed!

Ham søger jeg, ham trygler jeg om Hjælp,

Jeg glad mig styrter i hans vaade Favn!

HEDDA

O ti, min Oluf!

OLUF

Alt for Dig jeg vover!

DEN FREMMEDE

Og tør Du høit udraabe Nøkkens Navn?

Tør Du hans underfulde Rige kjende?

Vandslangerne dernede sært sig vinde

Om Dybets Planter! Skjælver ei dit Mod?

OLUF

Der snoe sig Slanger i mit Bryst herinde,

De drikke af mit varme Hjerteblod.

HEDDA

Du tør ei gaae! mit Kys Dig fast skal binde,

Der er en Gud, som naadig er og god!

DEN FREMMEDE

Du frygter ei! Du vil Dig ham hengive?

OLUF

Jeg frygter ei!

HEDDA

Mit Hjerte veed en Vei!

Christine, Sverrigs Dronning!

OLUF

– Uden Nytte

Gaaer did vor Vei! hun vil os ei beskytte;

Nei, Nøkken!

DEN FREMMEDE

Nøkken

OLUF

– røres ved vor Smerte,

I Fossen græder han, – han har et Hjerte! –

Ham vil jeg mig hengive!

DEN FREMMEDE (hæver sig med Majestæt).

Du vil Dig – mig hengive! min vil Du blive?

OLUF og HEDDA

Ha! – Du er!

DEN FREMMEDE

Nøkken!

HEDDA

Nøkken!

OLUF

Du!

DEN FREMMEDE

Nøkken!

1.

Hvor Jøklen skinner i den kolde Zone,

Hvor Fossen styrter ned med Stormens Tone,

Der staaer min Trone.

Der sidder jeg i Maanens Straale-Glands,

Med Regnbue-Skjæret, som min Blomsterkrands;

Der spiller jeg paa Harpens gyldne Strænge,

De tone Haab og Trøst,

Ja, Fjeldet selv faaer Røst,

Og Eccho svulmer sødt og dybt og længe.

OLUF

Dig jeg mig hengiver!

Din jeg bliver!

Du er ei ond, Du røres ved vor Smerte,

Naturen har et Hjerte!

HEDDA

Han er ei ond, han røres ved vor Smerte,

Naturen har et Hjerte!

DEN FREMMEDE

2.

Hvor ned mod Elven Birke-Grenen hænger,

Jeg gjennem Vandets klare Dybde trænger,

Dens Glar jeg sprænger!

Jeg gaaer i Skovens dybe Eensomhed,

Der hvor de unge Hjerter mødes, jeg det veed.

Der spiller jeg paa Harpens gyldne Strænge,

o. s. v.

OLUF

Dig jeg mig hengiver! o. s. v.

DEN FREMMEDE

Tag denne Ring! jeg veed: iaften silde

Fru Sparre komme vil til Ja-Ords Gilde,

Og naar da Festens Bæger gaaer omkring,

Træd frem og siig: »i Kraft af denne Ring,

Det kan ei skee!«

OLUF og HEDDA

I Kraft af denne Ring!

DEN FREMMEDE

Husk: – »hvor i Tugt og Ære

To gav hinanden Tro,

Der vil en Skytsaand være,

Beskjærmende de To!

Lykken er med!«

(iler ud).
OLUF (stirrer paa Ringen).

»I Kraft af denne Ring!« – –

HEDDA

– O kast den bort!

Dit Liv, din Salighed vil han forlange!

OLUF

Vor Elskovs tunge Prøve bliver kort!

DEN FREMMEDE (bestiger Bjergstien og forsvinder under Sangen):

Husk! – »Hvor i Tugt og Ære

To gav hinanden Tro,

Der vil en Skytsaand være,

Beskjærmende de To!«

Lykken er med!«

(det er blevet mørkt men deiligt stjerneklart).
OLUF

Jeg af mit hele Hjerte paa ham troer.

HEDDA

O, bed med Barnets Sind dit »Fader vor!«

JÖRAN ARVEDSON, PEHR LAURIN og GJÆSTERNE
JÖRAN ARVEDSON

Du her!

PEHR LAURIN

I Olufs Arme!

OLUF

For Gud er Hedda min!

CHOR

Det vække kan hans Harme,

Det næsten vækker min!

JÖRAN ARVEDSON(til Oluf).

Oluf! – spil Violin!

Spil til mit glade Gilde,

Derfor har jeg Dig kaldt.

CHOR

Ja spil! vi dandse ville!

PEHR LAURIN (spottende).

Ja, Spillemand spil paa Strænge,

Den Rigdom er jo din,

Du kan jo spille Penge

Ud af din Violin.

Du er saa riig paa Toner,

Paa Dandse og paa Sang,

Du har de blanke Kroner

Ved Violinens Klang.

Du spille kan saa længe

At Verden bliver din!

Der sidde store Penge

I Spillemands Violin!

OLUF

Ja jeg er riig og riig paa Glæde,

Nys stod jeg modløs og kunde græde,

Nu traller jeg: la, la, la, la!

CHOR

Hvad betyder denne Glæde?

OLUF (med stærke Strøg paa Violinen).

O, jeg er riig som Kongen selv.

Syng med min Violin!

Min Lykke er stærk, som den svulmende Elv!

Hedda er min!

CHOR

Er han gal! – ha, ha, ha!

Ganske artigt han spiller endda!

HEDDA

Ak hvor mørkt denne Qvel!

Hvordan ender det vel!

PEHR LAURIN (træder henimod Oluf idet han med Spot og Drilleri synger):

Hun holder fast, hun bliver tro!

Kun Dig hun giver Prisen.

Hun er den »Fløite piccolo«,

Og Du er »Contrabassen«. Jo!

Jeg kjender Folke-Visen.

CHOR

»Contrabas og Piccolo!«

PEHR LAURIN

Det var den Fløite piccolo,

Saa frøkenfiin, saa sjælefro;

– Dog, hun blev Contrabassen tro,

Til Døden!

Som Beiler kom hvert Instrument.

Valdhornet sværmed excellent,

»Duidu! Duidu! siig dog jo!«

»Nei!« sagde piccolo!

Trompeten stormed fremad da,

Og sang sit Seirens tra ra, ra!

Høit Pauken slog et Elskovs »Bum!«

Fagotten klang sit stille Brum!

Det var et Bruus, en Larm, en Klang,

De Alle gik jo Frier-Gang,

Men liden Fløite piccolo,

Saa frøkenfiin, saa sjælefro,

Blev tro – blev Contrabassen tro

Til Døden!

CHOR

Blev tro o. s. v.

OLUF (synger paa samme Tid til Pehr Laurin).

Du spotter med min Smerte!

Du har ei Hjerte! –

– »Lykken vender sig ofte om!« –

– Og førend Dødens bittre Suk,

Vor Elskovs Rose blomstrer smuk,

Med Duft og Skjønhed fauer og fiin,

Fortæl Du det min Violin,

I Dig boer et Menneske-Hjerte.

(han spiller nogle veemodige gribende Toner; Alle lytte dertil).
CHOR

Hvilken Glæde og Vee!

Jeg maa græde og lee,

De Toner har Fryd og Smerte.

(De omringe ham; i det samme træder Fru Sparre op, ledsaget af Tjenere).
FRU SPARRE

Vær hilset Alle!

CHORET (i glad Ærbødighed).

Hurra! Lad Hat og Hue

I Veiret flyve! hil vor vennesæle Frue!

FRU SPARRE

Jeg ogsaa min Lykønskning her maa bringe,

Min tro Slotsfoged vandt en Venneviv!

JÖRAN ARVEDSON

I hædrer mig! – Mit Huus er altfor ringe –

PEHR LAURIN

Det er en Aften for mit hele Liv!

CHOR

Til Gilde med den adelige Frue! –

FRU SPARRE (til Hedda).

Ved Kirkens Daab mit Navn Du fik,

Og jeg har baaret Dig, som liden;

Min Tanke mangt et Øieblik

Har moderligt besøgt Dig siden.

Jeg slipper ei, skjøndt nu Du gaaer

Ved Mandens Side frem i Lykke!

Med Moder-Sind jeg hos Dig staaer

I Livets Solskin og dets Skygge.

HEDDA

Til Eder sætter jeg min Lid,

I er mig god! forstaaer min Smerte!

Mit Hjerte alt fra Barndoms Tid

Er voxet fast til Olufs Hjerte!

FRU SPARRE

Hvad er det Barn! tal ikke saa!

HEDDA

Til Fryd I denne Stund forvandle!

FRU SPARRE

Naar ei dit Vel Du kan forstaae,

Saa maae vi Ældre for Dig handle!

JÖRAN ARVEDSON og PEHR LAURIN

Hun har en Villie stiv og fast,

Tal hende til høiædle Frue!

Er ikke Egensind en Last,

Et Ukrudt, som man strax skal kue!

FRU SPARRE

Bort med det unge Sværmeri!

Husk paa, hvad Livets Alvor byder.

CHOR

Pehr Laurin er et godt Parti,

Husk hvad et godt Parti betyder!

JÖRAN ARVEDSON (træder frem).

Idet jeg om det gamle Sølvkruus fatter,

Et Løfte gjør jeg! – vidtom Rygtet naaer:

Slotsfogeden Pehr Laurin og min Datter

Troloves nu! – paa Søndag Bryllup staaer.

OLUF (træder frem mod Fru Sparre).

I Kraft af denne Ring det tør ei skee!

FRU SPARRE

Hvad denne Ring! – Hvad maa jeg see! –

OLUF

Min faste Tro hver Hindring flytter!

I denne Ring er Frelse lagt!

FRU SPARRE

Hvo gav den? hvo har sagt dens Magt!

CHOR

En Ring! hvorfra! hvo har den bragt?

HEDDA og OLUF

En mægtig Aand er vor Beskytter!

PEHR LAURIN

Hvad nye Paafund! tag sig iagt!

CHORET (betragtende Fru Sparre, til hvem Arvedson og Pehr Laurin er traadt hen).

Betragt dog hende!

Fik Ringen Kræfter!

Hun bøier Hoved, –

Hun tænker efter!

De træde sammen!

De tale sagte.

Hvo kan det være,

Som Hjælp ham bragte!

OLUF

Til Spot og Smerte

Man hid mig kaldte,

Da kom vor Skytsaand

Og Trøst han talte!

Den milde, stærke!

Ham trodser Ingen.

Viid det var Nøkken,

Som gav mig Ringen!

CHOR

Ha, Nøkken! Nøkken!

I bange Tanker

Mit Hoved svimler,

Mit Hjerte banker!

FRU SPARRE

Jeg kan ei løse denne Gaade,

Men Dronningens er Ringen her.

JÖRAN ARVEDSON

Vor Dronnings Ring er denne der?

FRU SPARRE

Han staaer hos hende høit i Naade,

Som bærer den – og han den fik!

JÖRAN ARVEDSON (idet en Tanke gaaer op for ham).

Hvad sang vi for et Øieblik:

(gjentager af Visen om Gustav Adolphs Datter).

»Hun finder paa hvad Ingen vente,

Ja gaaer forklædt hvor Ingen troer;

Altid hun har en Spads in mente,

En lille Lux bag Øret boer.« –

PEHR LAURIN (trækker Arvedson i Kjolen).

Siig hvad hun siger! og hvad I siger!

Siig hvad hun troer! og hvad I vil!

FRU SPARRE

Snart Tanken synker, snart den stiger,

Jeg fatter ei hvor det gik til! –

JÖRAN ARVEDSON

Mod slig en Villie høit fra oven

Min Modstand være vil forvoven! –

Jeg har en Angst, en Hjerte-Gru!

Den Fremmede – hvor er han nu. –

CHOR (til Melodien, de sang om den Fremmede »Hans Øie og hans Stemme har Noget jeg ei veed«).

I Øie og i Stemme

Var Noget jeg ei veed,

Han havde her ei hjemme!

OLUF

Ha, snart herude!

vil Vinden suse,

Og Elven svulme,

høit vil den bruse.

Den overskyller

de grønne Dale!

Ha! Nøkken kommer

med Torden-Tale!

CHORET (gjentager).

Ha, snart herude! – o. s. v.

HEDDA og OLUF

Stor er hans Vælde

Blandt disse Fjelde,

Han reise kan og han kan fælde!

PEHR LAURIN

Jeg er saa bange, saa rædsom bange,

Men det er Blodet og ikke jeg!

Jeg dirrer, dirrer! tusind Gange!

Ak gid jeg, Mile, mange, mange,

Nu kunde løbe bort min Vei!

Jeg er saa bange! saa rædsomt bange!

Rundt om, og forfra og ned af Ryggen!

Nøkken! Nøkken!

CHOR

Nøkken!

FRU SPARRE og JÖRAN ARVEDSON (see mod Baggrunden, der stærkt oplyses).

Ha hvor det skinner!

See Blus og Kjærter!

OLUF og HEDDA

Vor gode Skytsaand

Du vil fremtrine!

CHOR

Der er en Rædsel

I alle Hjerter!

FRU SPARRE

Dronning Christine!

(Dronningen med Følge træder ind).
CHOR

Ha, Dronningen! hun leve, leve!

DRONNING CHRISTINE

1.

Fra Vinduet saae jeg Stjernernes Pragt,

Granerne suste!

Mig drog det, som en unævnelig Magt,

Ud hvor Fjeldfossen bruste.

Vi kom gjennem Skoven til dette Sted –

»Kjærlighed!«

En lille Fugl har sjunget om den.

Giv kun Agt!

CHOR

Kjærlighed!

En lille Fugl har sjunget om den.

(sagte til hverandre):

Nøkkens Magt!

DRONNINGEN

2.

Der skinned et Lys mellem Skovens Træer,

Hid det os førte;

Det havde et festligt, forunderligt Skjær,

Deilig Sang med vi hørte.

Vor Skov-Vandring førte til dette Sted:

»Kjærlighed!«

En lille Fugl har sjunget om den.

Giv kun Agt!

CHOR

Kjærlighed!

En lille Fugl har sjunget om den.

(indbyrdes, halvhøit):

Nøkkens Magt!

FRU SPARRE (træder frem for Dronningen).

En Ja-Ords-Fest er her med Sang og Dands,

– Forhøiet nu ved Majestætens Glands.

DRONNINGEN (afbryder, idet hun træder midt ind i Kredsen)

To Hjerter her trolovet bleve,

Tør Dronningen vel være Gjæst.

(peger mod Himlen)

Med Stjerne-Pragt staaer denne Fest.

(Til Forsamlingen)

– Min gode Hilsen bringes Eder Alle!

JÖRAN ARVEDSON (skjælvende).

Underdanighed! – Taknemlighed! – –

– – Ikke Ord – jeg veed – –!

DRONNINGEN

Og nu den unge Kjærlighed? –

OLUF, HEDDA og PEHR LAURIN (knæle alle tre).

O Dronning, mægtig, mild og god! –

OLUF og HEDDA

I Sorg og Nød vi synke for din Fod! –

PEHR LAURIN

Men Deres Majestæt maa vide,

At jeg har ja paa Faders Side! –

FRU SPARRE (peger paa Oluf).

Men han har mig en Guld-Ring bragt,

Ham Nøkken gav den, har han sagt,

Den bøie skal en Faders Magt.

CHOR

Nu vil det briste eller bære!

Dog troer jeg Nøkken vinder Spil.

JÖRAN ARVEDSON

Min Dronnings Villie min vil være! –

OLUF, HEDDA, PEHR LAURIN

Hun mild og naadig være vil!

DRONNINGEN (gjentagende Heddas og Olufs tidligere Ord).

– »Dit Hjerte veed en Vei!

Christine, Sverrigs Dronning! –«

(mod Oluf)

»Uden Nytte

Gaaer did din Vei! hun vil Dig ei beskytte,

Nei Nøkken –!« –

OLUF og HEDDA

Min Gud! – Hvor Hjertet banker!

Forunderlige Tanker! –

En Sjæleangst!

PEHR LAURIN

Ak! ingen Gange

Var jeg saa bange,

Som denne Stund!

CHOR

Nu vil det briste eller o. s. v.

DRONNINGEN

Paa Nøkken ikke stort jeg troer.

Men derimod jeg troer paa Flammen,

Som der og der i Øiet boer!

(peger paa Oluf og Hedda; vender sig derpaa mod Pehr Laurin).

Jeg Eder naadigt huske vil,

Her er jo ældre, smukke Piger!

JÖRAN ARVEDSON og PEHR LAURIN

Jeg siger hvad min Dronning siger.

CHOR

Saa har dog Nøkken vundet Spil!

DRONNINGEN (fører Oluf og Hedda frem i Forgrunden).

Ja, – »hvor i Tugt og Ære

To gav hinanden Tro,

Der vil en Skytsaand være,

Beskjærmende de to!«

OLUF og HEDDA

Ha! Nøkkens Trøstesang!

DRONNINGEN (lægger Fingeren paa Munden).
OLUF og HEDDA

Ja nu jeg Nøkken kan forstaae!

Jeg ham i disse Øine saae!

(rundt om ved Elven blive Blus festligt tændte).
CHOR

»Ja hvor i Tugt og Ære

To gav hinanden Tro,

Der vil en Skytsaand være

Beskjærmende de to!«

Gud glæde Sverrigs Dronning!

(under det jublende Hurra, hvor en Skare flokker sig om Dronningen, andre om de Elskende, medens Ungdommen dandser i lystig Kreds, falder Tæppet hurtigt).

Nøkken

Opera i een Akt

Opført første gang 12. februar 1853 på Det Kongelige Teater. Udkom første gang 23. februar 1853. BFN 623

Partitur: KT-A 0450. Orkesterbiblioteket.

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

153,30bringe. < bringe
164,15jeg ei < jeg
166,7den. < den
166,18den. < den:
167,28Dronning! –« < Dronning! –
167,30»Uden < Uden
137
Nøkkenifølge folketroen et overnaturligt væsen i menneske- eller hesteskikkelse, der holder til i elve, åer eller søer, hvor han lokker mennesker til sig med sit spil.
GläserFranz Joseph Gläser (1798-1861), bøhmiskfødt komponist, kapelmester ved Det Kongelige Teater 1842, hofkapelmester 1845.
138
Overhofmesterindehofdame, der havde overopsyn med hoffet.
Dronning ChristineKristina (1626-1689), den svenske konge Gustav Adolfs datter, regerende dronning fra 1632; frasagde sig 1654 den svenske trone og gik over til katolicismen.
Mad. RungPauline Charlotte Frederikke Rung, f. Lichtenstein (1818-1890), kongelig skuespiller.
Hr. FerslevChristian Ferslev (1817-1883), kongelig skuespiller.
Mad. SahlgrenLouise Sahlgreen, f. Marcher (1818-1891), kongelig skuespiller, operasanger.
Hr. HansenChristian Hansen (1812-1880), kongelig skuespiller.
Hr. SchramPeter Schram (1819-1895), kongelig skuespiller, operasanger.
Mad. FossumLeocadie Fossum (1827-1919), f. Bergnehr, g. Fossum 1852, g. Gerlach 1861, kendt under dette efternavn, kongelig skuespiller, operasanger.
140
Svalesvalegang.
kunstigtkunstfærdigt.
Dandse vakkertsvensk sangleg, der var udbredt i bl.a. Östergötland og Småland. Jf. Adolf Iwar Arwidson Svenska fornsånger, Stockholm, 1842, bd. III.
141
førstefornemste, bedste.
Gjøre Hanebeengøre kur. Når hanen gør kur til hønen, cirkler han rundt om hende, eller han står på ét ben efter at have bragt hende føde og ser til, mens hun spiser.
143
Juchhei(tysk) hurra, hejsa.
fiinfin på den.
Maneer(god) opførsel.
næstnærmest.
Lilievaand(folkevisesprog) ung, rank og slank kvinde.
144
Spillemand, spil paa Strængedel af børnerim, jf. ODS XXI, sp. 303, også brugt af B.S. Ingemann i digtet »Omløberens Sang ved Forældrenes Dør«, 1836, senere »Spillemanden«, 1845.
145
Haabet gaaer … Sommerdagalluderer til sanglegen »Munken går i enge / den lange sommerdag«, jf. S. Tvermose Thyregod, Danmarks Sanglege, 1931, s. 96ff.
146
Det er et deiligt Maaneskintrykte noder: Musikalsk Anthologie, 1. årg., 4. hft., 1856. E-noder: Nøkken.
bliver … saligkommer i himlen, får et evigt liv.
147
qvædesynge.
148
Plidannet optræden, levemåde.
149
Ormusselt væsen.
hun en Mynt … togKristina havde ladet fremstille en medalje med teksten »makelos«, skrevet med græske bogstaver. I Rom bad hun for spøg alkymisten og jesuitten Athanasius Kircher, der var kyndig i kodetydning, om at tyde teksten. Det lykkedes ham ikke, hvorefter hun forklarede ham, at den spillede på to betydninger: »Makalös« var navnet på hendes yndlingspalads i Stockholm; ordet hentydede desuden til hendes ugifte stand.
150
Luxgavtyv.
Daarligheddårskab.
153
Jeg eier Intettrykte noder: Musikalsk Anthologie, 1. årg., 4. hft., 1856. E-noder: Nøkken.
154
Vandslangernesnogene.
156
jeg bliverher nok: jeg forbliver.
159
artigtpænt; ikke dårligt.
Folke-Vise(n)populær sang. Visen er skrevet af H.C. Andersen.
160
Vennevivkærlig viv.
163
for et Øieblikfor et øjeblik siden.

Del

[Sassy_Social_Share]