Nürnberg

En Reise-Erindring fra Foraaret 1872

Vil Du se en Stad, der endnu har sit Udseende som for over hundred Aar siden, saa rejs til Nürnberg.

Mægtig løfter sig den gamle By med sine rødtagede, gavlede Huse, sine Kirker og den paa Klippegrund knejsende Kongeborg.

Du kjører over den dybe Voldgrav, der ikke længer er fyldt med Vand, men forvandlet til Kjøkkenhave, og det allerede for saa lang Tid siden, at Valdnød- og Akasietræer gro saa højt, at de med Toppen naa op over de mægtige Stenmure.

Gjennem de jernbeslaaede, aabne Porte kjører Du i den kroget lagte Hvælving ind i Gaderne og ser tilbage paa de kanonformede mægtige Taarne ved Portene, der ind mod Staden forbindes med et Bjælke-Galleri, hvorpaa i gammel Tid Stridsmændene øvede deres Skyden paa Fjenden.

Gamle Huse med fremspringende Karnapper staa alvorsfulde Side ved Side; de gamle Tagrender stikke deres Dragehoveder frem, helt ud over Gaderne.

Du er i Borgerstandens By, hvor Haandværket blev til Kunst. Kirkernes malmstøbte Døre og farvefyldte, billedmalede Ruder mæle herom. De prægtige Springvands-Brønde med deres Malmskikkelser fortælle Dig om deres Mestere. Rundt om i Gader, paa Pladser og i Kirkerne mindes Du om Snillet hos de Nürnberg-Mænd, Peter Vischer og Adam Kraft.

Du er i Mestersangernes By, hvor Skomageren Hans Sachs digtede sine vidtberømte Dramer og Sange, Byen, hvor Dürer levede og malede.

Som i hin Tid, og fra endnu ældre Dage, løfter sig paa Klippegrund »Borgen«, det gamle Slot, i al sin Herlighed, med Sagn og Minder. Der maa Du op, se ud over de rødbrune Tage, de bugtede Gader, det kaffegule Vand i Floden, som Træer og Altaner helde sig ud over.

Du træder ind i »Borgen« og staar i gammel Tid, dens Røst hører Du i Lyden af dine Fodtrin gjennem de store Stuer med deres udskaarne Bjælkelofter; de vævede Betræk og det forgyldte Læder hen over Væggen, selv de broget farvede Lerkakkelovne med deres eventyrlige Figurer holde endnu paa den gamle Tid, den suser i Grenene fra det mægtige Lindetræ ude i Borggaarden.

Træd hen til Brønden, hvorfra man heroppe henter det friske, iskolde Vand, og maal dens Dybde. Den sorte Nat ruger altid dernede. Du kaster en Skaal Vand hen over Brøndkanten, lytter saa for at høre Plasket, længe venter Du, endnu hører Du Intet, og Du vil gaa; endelig fornemmer Du Lyden, Dybden er langt større, end Du tænkte den; det skal dit Syn erkjende. En Træplade med en halv Snes Lys sænkes ned; Brøndens Sider belyses, dybere, altid dybere; Du svimler ved at følge med Øjnene de brændende Lys, der synes kun at være Gnister, idet Træpladen naar Vandets Flade; Svimmelen griber Dig gjennem Synsnerven, uvilkaarlig gjør Du et Skridt tilbage, for ikke, som Du troer, at maatte følge efter i Dybet. – Fra Borgens Kjældere ned gjennem mørke, fugtige Gange, dem Hornløgten eller den brændende Fakkel en Gang belyste, førtes i gammel Tid den til Pinsler dømte Ulykkelige, tidt Uskyldige. – Marterkamrene er Navnet for de Rædsels-Hvælvinger, til hvilke han blev bragt ned. – Derhen gaa vi; men ikke hin mørke, forfærdelige Vei. Vi træde ud fra det lille Hus, hvor Slottets Brønd ved sit mørke Dyb har rystet os, vi staa i det varme Solskin, gaa under skyggefulde Træer ned fra Borgen til dens lavtliggende Udhuse, jevnsides Byens Gader; Porten aabnes, den stejle Trappe fører ned til Marter-Kjælderen, hvor nu er anbragt Lysaabninger i Murene; før trængte aldrig Dagskjæret herind.

Stig ned, vi følge med. Her staar en bundløs svær Tønde af Træ, som den Dømte maatte bære, hans Arme struttede ud af Hullerne paa Siden, Hovedet ragede frem ovenfor; saaledes førtes han gjennem Gaderne. Det var at gaa i »den spanske Kappe«. Her hænger »Fiddelen«, et stort Træ-Aag, som blev lagt om Skuldrene paa den Kvinde, som havde ført løgnagtig Sladder, en Jernstang med klingende Bjælder rager op til Hovedpynt, Rævehalen, som hang bag i, har Tidens Tand bidt af. Her staar et stort Træbur; det puttede man Bageren i, naar Brødet, han solgte, ikke havde den lovbestemte Vægt, dyppede saa Bur og Bager ned i det kolde Flodvand. Her staar en Vugge, indvendig besat med Pigge, i den blev Mennesket lagt, klædt af til sin Nøgenhed og vugget, saa han blev brun, blaa og blodig. Det var Altsammen kun smaa Pinsler!

Her tæt ved gik det haardere til! – Her staar den spanske Støvle; den spændtes om Fod og Ben, saa at den kvasede Kjød og Muskler. Her hænger Instrumentet, hvormed de rev Tungen ud af Halsen paa den Ulykkelige, og her ses Tragten, der blev sat Synderen i Munden, og de fyldte ham med lunkent Vand eller hed Olie, til han i Kval og Pine bekjendte, hvad han aldrig havde gjort, men som de troede eller vilde, han skulde have gjort.

Det var i Borgerstandens frie og lysende Dage, i den højt besjungne gamle Tid!

Vi have endnu et Kammer at se! Vi stige op ad to tre stejle Trappetrin ind i en natsort, fugtig Hvælving, hvor vi ved Lampelyset se en Skikkelse lig Hylstret om en ægyptisk Mumie, det er Jernjomfruen. – Det klodset formede Ansigt, Bryst og Nederdel er flækket og til at aabne, som var det et Foderal, og et saadant var det en Gang for det levende dødsdømte Menneske, derind blev det klemt, og Bøddelen lukkede langsomt til. Jernspigerne derinde gjennemstak Menneskets Øine, de skarpe Knive skar ind i Bryst og Mave; saa brugtes Skruen, at Foderalet ret kunde lukkes og kvase Kroppen.

Forfærdelige Minder! det er som om man endnu fornam Fortvivlelsens Skrig, det jager os fra Dybet, ud i den friske Luft og det varme Solskin til Erkjendelse af vor Tids Velsignelse.

I Sten og Malm, som for Aarhundreder siden, staar Borgerstandens gamle mægtige Stad, Mestersangernes By, den løfter os ind i den besjungne romantiske Tid, men i dens Luftning fornemme vi et Gys, et Smertens Skrig.

Vi, paa vor Vandring herinde, fornam det. En gammel fattig Kvinde førte os om, viste og forklarede hvert Pinsels-Redskab fra Nürnbergs Blomstrings Tid: »Vorherre være lovet, vi ere ude over den!« sagde hun; og vi sagde og sige det Samme.