Odense

Du kjære gamle Fødeby

Er altid i min Tanke.

▶Stolt bygged’ Odin Slot mod Sky

Paa Næsbyhoved Banke◀;

Da voxte Huse, først to, tre,

Saa flere – der man havned’.

Og ▶Frigge raabte: »Odin see!«

Derfra fik Byen Navnet◀.

I »▶Klokkedybet« ned sig svang

Aamanden◀ ganske bange,

Idet han hørte første Gang

De Kirkeklokker mange.

Fra Klostrets Celle lød der Sang,

Man endnu lytter efter,

Nu Odense har Alders Rang

Og alle Ungdoms Kræfter.

Det er en Roes og ingen Spot

Paa Vittighedens Fløite,

At Du i Dygtighed og Godt

Er altid »første Sprøite!«

Du gamle, ungdomsfriske By

Engang for mig den største,

Rul op min Barndoms Tid paa ny,

Og da er Du den første!

Her løb jeg om med Træskoe paa

Og gik i Fattigskole,

Men hele Verden for mig laa,

Som bar jeg Greve-Kjole;

Nei, jeg var ingen fattig Fyr,

Og Fader ikke heller,

Han læste for mig Eventyr,

Saa jeg blev selv Fortæller.

Til »Nonnebakken« tidt jeg gik,

Hen over »Munkemose«,

Der var en Glands, en Romantik,

Hver Blomst blev til en Rose;

»Aamanden« sang, som aldrig før

For Elverkongens Kone,

Sanct Knud jeg saae i Kirkens Dør

Med Glorie og med Krone!

Jeg havde Barnets stærke Tro,

Og Jakobs Himmelstige,

Og jeg fandt Frøkorn, som nu groe

I Eventyrets Rige,

Der naaer ind i vort Barndoms Land

Og Paradisets Have,

Til Lysets, Evighedens Strand

Hinsides Jordens Grave.