Odense
Du kjære gamle Fødeby
Er altid i min Tanke.
Paa Næsbyhoved Banke
Da voxte Huse, først to, tre,
Saa flere – der man havned’.
Og
Derfra fik Byen Navnet
I »
Idet han hørte første Gang
De Kirkeklokker mange.
Fra
Man endnu lytter efter,
Nu Odense har Alders Rang
Og alle Ungdoms Kræfter.
Det er en Roes og ingen Spot
Paa Vittighedens Fløite,
At Du i Dygtighed og Godt
Er altid »
Du gamle, ungdomsfriske By
Engang for mig den største,
Rul op min Barndoms Tid paa ny,
Og da er Du den første!
Her løb jeg om med Træskoe paa
Og gik i Fattigskole,
Men hele Verden for mig laa,
Som bar jeg Greve-Kjole;
Nei, jeg var ingen fattig Fyr,
Og Fader ikke heller,
Han læste for mig Eventyr,
Saa jeg blev selv Fortæller.
Til »
Hen over »
Der var en Glands, en Romantik,
Hver Blomst blev til en Rose;
»Aamanden« sang, som aldrig før
For Elverkongens Kone,
Med Glorie og med Krone!
Jeg havde Barnets stærke Tro,
Og
Og jeg fandt Frøkorn, som nu groe
I Eventyrets Rige,
Der naaer ind i vort Barndoms Land
Og Paradisets Have,
Til Lysets, Evighedens Strand
Hinsides Jordens Grave.
Henvis til værket
H.C. Andersen: Odense. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 8: Digte II 1840-1875. 2005. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-04-01
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.