H.C. Andersen

Oldingen

Foran den store Indgang nu jeg staaer

Ved Død og Grav.

Syv Gange ti er Støvets Leveaar,

Det Rum, Gud gav;

Mit Legem’ kastes hen, en udslidt Klud,

Og Sjælen – Sjælen, skal den slettes ud,

Alt, hvad jeg elsked’, stræbte, leved’, leed,

Gaae op i Glemsel? – Er det Evighed?

Er da det Hele kun et Spil af Kræfter,

Alt uden Meed?

Hvorfor fik vi da denne Længsel efter

En Evighed?

Har Jesus, som for os sit Liv hengav,

Kun fundet, vundet med os Død og Grav,

Da er vor Tro, vort Haab, vort Liv Bedrag,

Og ikke Kjærlighedens store Sag!

Den Kraft, som ordned’ alle Kloders Gang

Ved Ordet »bliv«,

Det Forsyn, hvorfra Kjærlighed udsprang,

Har evigt Liv.

– Den Sjæl, Gud i sit Billede har skabt,

Er uforkrænkelig, kan ei gaae tabt;

Vort Jordliv her er Evighedens Frø,

Vort Legem’ døer, men Sjælen kan ei døe!

Oldingen

Først kendte tryk i Julebog 1874, december 1874. BFN 1038

436
Syv Gange … Leveaarjf. Salmernes Bog 90,10.
Meedhensigt el. formål.
Ved Ordet »bliv«jf. 1. Mosebog 1,3 ff.

Del

[Sassy_Social_Share]