Ole Lukøie
Eventyr-Comedie i tre Acter
| BEDSTEMODER | |
| CHRISTIAN, hendes Dattersøn, Skorsteensfeiersvend | |
| MARIA, en fattig Slægtning | |
| BLAKE, Marskandiser | |
| OLE LUKØIE | |
| EN AFDØD DAGDRIVER | |
| ET |
|
| KONEN FOR SOT OG SYGER | |
| ET LILLE UHYRE | |
| DEN UBEKJENDTE | |
| DON HUBERTO DI |
|
SERAPHINE GABRIELE |
hans Sønnedøttre, berømte Dandserinder |
| AMANDA, ligesaa berømt Sangerinde | |
| HENDES MAMA | |
| GREVEN | |
| BARONEN | |
| Fru SVANEHALS | |
| MIKKE, hendes Datter | |
| TO VÆGTERE | |
| TO GJENBOER | |
| EEN PAA GADEN | |
| Balherrer og Baldamer, som tale; Skilderier og gamle Meubler,
Vægtere, Genier, |
Tiden er i disse Dage.
Første Act
En lille Stue i Kjælderen. Alt reent og pynteligt.Første Scene
BEDSTEMODER. MARIA. BLAKENei Nabo!
Nøisomhed
Har Hjertefred,
Hvor den er givet,
Der rummer Livet
Lyksalighed.
Nei, Penge, Penge!
De blanke Drenge,
Slaae alle Strænge
Paa Tid og Sted.
Ja det siger jeg: Penge det er Alt! Naar man har Penge nok, saa kan man faae enhver Ting i Verden.
Men ikke Sundhed og hele Lemmer!
Saa kan man faae
Ja det skal hjælpe stort! – Og Kjærlighed, oprigtig Kjærlighed –
– døer ikke af Penge, den trives endogsaa bedre! den skyder op!
Saa De troer, at enhver ung
Kommer med stor Fornøielse! jo de gjør! De unge Piger gaae med denne Længsel, dette de veed ikke selv. Den egentlige første Kjærlighed hos en ung Pige, det er altid til en Skuespiller, eller naar der ikke er Comedie i Byen, da til Religionslæreren; jo det er den! men det har ikke noget at betyde! men kommer der saa en Uniform, et Grevebarn eller rigtig Penge! bah! saa puster Pigebarnet saalænge paa sit Hjertes Kjærligheds Knop, saa at den springer ud og hun laver sig selv den sande Kjærlighed.
Fy! hvor det er afskyeligt tænkt og – sagt.
Det er med Kjærlighed, som med Skildpadde, de fleste kjende den kun forloren.
Ja, det er nu saadan lidt gammel Karls Tale, Nabo! I har aldrig været gift, aldrig været forlovet. Penge gjør rigtignok meget i Verden, men – –
Penge gjør Alt!
Der er nu min søde Dreng Christian, – fattig er han, Stakkel! men frisk og sund uden paa og inden i, – og det er jeg vis paa, at kom han – om et Par Aar – til en fattig, skikkelig Pige, og hun syntes om ham, saa tog hun ham uden at spørge om Penge.
Ja, det gjorde hun, Bedstemoder!
Mit eget kjære Barn!
Jo, de smak nok sammen! men en fornuftig Pige slaaer op igjen og tager ham med Grunkerne. Ja, hun gjør det! Christian bliver aldrig riig,
Jo, riig paa Guds Velsignelse og paa gode Menneskers Agtelse.
Ja, jeg veed det nok –! det er jo skjønt, som man siger, men han kunde anderledes have kommet til Skillingen. Jeg kjender Historien. Det brændte hos den rige Grosserer henne i Bredgaden; Luen stod lige ud af Vinduet, hvor de vigtige Papirer laae, Ingen turde gaae op ad Stigen uden Christian; han kom springende –
– Men saa skreg det fra Qvisten, fra fjerde Sal, det var den gamlefattige Kone, som boer der, en Stige blev sat til, og da Christian hørte Skriget, saa sprang han op der! o, det var grueligt at see paa; han maatte heelt op i Røg og Ild, og da han fik den gamle Kone paa Ryggen og vilde ned, blev hun saa angst ved at see Dybden underneden, saa hun nær havde styrtet ham fra Stigen; han maatte først vende hende deroppe, faae hendes Hoved ind imod Muren – –
– Og da han kom ned paa Gaden med hende, faldt han ogsaa be-svimet om af Anstrængelse; det var netop Dagen før han skulde blive Svend.
Det var en
Og den gamle Kone var brændt –
Saa havde hun ikke frosset til Vinteren.
Christian fik Medaillen for det; og hans velsignede Humeur det blev endnu mere velsignet, synes mig. Han er saa fornøiet med hele Verden, dandser og traller altid!
Ja det maa Nabolauget bekjende! Det naaer ind til mig i alle mine Stuer, det er værre end ti Canarifugle!
Det kjære Barn! – ja man hører ham altid langt borte naar han kommer.
Anden Scene
DE FORRIGE. CHRISTIAN iført sine Skorsteensfeierklæder, er ganske sagte traadt ind under Bedstemoders sidste Ord.God Aften Allesammen!
Hvad Christian! Du kommer saa at man slet ikke mærker det!
Er Du kommet noget til, min søde Dreng?
Nei, hvor
Du synger ikke, Du traller ikke, og det er det, Du altid gjør! jeg staaer netop og taler derom med Nabo;
Nei, Hr. Blake! saa seent Besøg paa Aftenen! – O, I kunne ikke tænke hvor nydeligt der var derhenne! Det var noget for Dig at see, Maria. (Til Blake.) Jeg har maattet see Skorstenen efter hos den unge Greve, der imorgen skal have Bryllup. – Nei, hvor der blev nydeligt at fløtte ind! Tæpper paa Gulvet, – ja der kunde skjæres ti
Ja, det var et fornuftigt Ord! og det var det, jeg stod her og indprædikede Bedstemoder og Maria.
Ja, man kan da ogsaa være lykkelig uden Penge.
Sundhed og godt Humeur tillige
Det er den bedste Skat Du kan faae,
Hvad hjalp hele Jordens Rige,
Kunde af Glæde Dit Hjerte ei slaae.
Hvad giver Livet først god Couleur,
Sundhed, min Ven, og et godt Humeur!
Det er min
Og Gud velsigne Dig for den, min Dreng.
Humeuret er en rar Ting, naar man har det! og Sundhed er ogsaa; men de kunne gaae begge to; og naar man saa ikke eier Skillingen, og ikke kan arbeide, – ja saa er det bedre at være afdød Vognmandshest. – Nei, har man Penge, saa har man Venner, i det mindste til Bords, man kan faae Fornøielse, Ære og Anseelse. Man veed, hvad man har, og det giver Humeur og næsten Sundhed med! jeg sagde, næsten –!
De er nu en holden Mand, Hr. Blake, De har Penge, og veed hvad disse betyde. Jeg har nu slet ingen Ting – jo jeg har fra Haanden og i Munden – og mere behøver jeg heller ikke! jeg er frisk og glad og har min søde rare Bedstemoder og min egen lille Maria! (Vil omfavne hende).
Rør ikke ved mig, Du er saa ækel sort!
Det er sandt, sort uden paa, men inden i er jeg hvid som en Svane. Det er prægtigt at være Skorsteensfeier! det er et bestemt Costume, Ridderkappe og bare Been, egentlig spansk Dragt; jeg holder meget af det Spanske, Kappe paa den ene Skulder. Som sort gjør man Indtryk paa Børnene og vadsket gjør man Lykke hos Pigerne.
Føle sig veltilfreds med Livet,
Glad i det som vor Herre os gav,
Deri er en Rigdom givet,
Den voxer ud over Tid, over Grav,
Eie et Hjerte, som glad kan slaae,
Det er langt meer end en Guldkrone paa!
Er han nu ikke det lykkeligste Menneske, Naboe! og jeg er det og Maria er det.
Nei! nei! for det kan ikke
O ja!
See paa Folk naar de er ude at svømme, og
Skade gjør de da ikke!
Er Christian ikke ligesaa god, som den Greve han feiede hos?
Jo det er han!
Og havde Christian Penge kunde han saa ikke være lige saa fiin, gjøre Bal og Maskerader, faae Landsted paa Strandveien, blive noget!
1.
Alt man for Penge kan faae!
Titler og Guldstjerne paa,
Venner hvert evige Sted, Kone og Herregaard med!
Alt, Alt, Alt, Alt,
Stort, og smaat, Slet, og godt, Alt!
Strax Du for Penge kan faae!
2.
Klodrian bliver Geni,
Pengene
Grimhedens skjæggede Buk
Bliver som
Alt, Alt, Alt, Alt,
Stort, og smaat,
Slet, og godt,
Alt,
Strax Du for Penge kan faae!
See, det er min Vise og Troesbekjendelse! Alle dandse om
Tredie Scene
DE FORRIGE uden BLAKENei, nei, det er ikke saa! det afskyelige Menneske.
Ja, veed Du hvad! Noget er der dog altid i hvad han sagde.
O ja saamænd! – Han siger det nu ogsaa lidt paa Dril! dertil kommer, at han er en gammel Karl og har vist ingen god Mave.
Nei, det sidder høiere oppe hos ham. (peger paa Hjertet.) Man kan mærke det i hans Øine; jeg bliver ganske underlig ved at see ind i dem, det er ligesom der var ingen Bund. Den gamle Vadskerkone, som eengang om Aaret vadsker Trapper hos ham, siger at der er ganske forskrækkeligt
Du kan jo din Danmarks Historie, lille Maria.
Du skal ikke gjøre Nar! – men at Hr. Blake laaner paa Pant, det er da vist nok! –
Ja! og jeg troer ogsaa at Hr. Blake egentlig er – ja, Vadskerkonen har hørt det rumle i hans Stue ved Juletid; de gamle Dragkister dandsede Balletdands og Kakkelovnen blæste paa Tromle – Hr. Blake er – Fanden!
Spøg ikke saaledes –
Paa denne Tid af Aftenen. (seer paa Stue-Uhret.) Hvad! Klokken er næsten ti! og Ole Lukøie har ikke været endnu hos Bedstemoder!
Jo, da jeg sad i Stolen, var han her og fik mig til at nikke, men saa kom Naboe –
Og jog lille Ole Lukøie bort! (tager sin Thee fra Kakkelovnen.) Men, min Thevand! ja jeg skal nok blive reen og net før jeg lægger mig, men Theen maa jeg have!
Og nu gaaer Bedstemoder til Sengs! (sagte til hende) vi skulle jo imorgen være de første oppe?
Ja, du har ret! God Nat mit velsignede Barn! imorgen veed vi nok, hvad Dag det er.
Ja, Bedstemoder, saa er jeg tyve Aar!
God Nat! god Nat!
Under Søvnens Vugge-Klæde
Trygt det fromme Hjerte slaaer,
Og maa Du i Drømme græde
Ved Din Seng en Engel staaer.
Gjennem Drømme Gud kan tale,
Rulle op en Verden stor!
Bort fra Jord til Himlens Sale
Bærer os vort »Fadervor.«
Fjerde Scene
God Nat Bedstemoder! god Nat Maria! – Tyve Aar er jeg imorgen, tyve Aar! det er i Grunden skrækkelig gammel! der er saa meget Barn i mig endnu, og det skikker sig ikke for saadan en lang Dreng! men fra imorgen vil jeg ogsaa være og blive saa sat og alvorlig. Men det er dog ogsaa deiligt at kunne strække Armene ud mod Vorherre, og som var man et Barn sige: o jeg er saa glad, saa glad! og saa har jeg dog ingen Ting! Hvor kunde det dog være velsignet, at skaffe Bedstemoder det rigtigt godt paa sine gamle Dage! give Maria en Stue, saa deilig, som den jeg saae iaften, med Silkegardiner og Gulvtæppe – ja, det er de Penge! Nabo Blake har igrunden ret, det er Penge, der gjør det Hele! Rigtignok siger man jo, at rige Folk ikke sove godt, at Ole Lukøie lader dem vente paa sig. O nei, der ere skikkelige Mennesker mellem de Rige, som mellem de Fattige, og saa kommer Ole nok. Han gaaer paa Hosesokker, har Bedstemoder sagt, har Nathue paa og en lille stumpet Skiorte, under hver Arm en stor Paraply, een med ingen Ting i, og een med de deiligste Billeder, og den spænder han ud over de gode Børn, og saa drømme de saa deiligt! han kommer saa sagte, saa sagte, man mærker det slet ikke!
Ja, naar han kommer! jo det gjør han og saa bliver han just hos de Rige til langt op ad Dagen, mange Timer efter at jeg har feiet Skorstenen. Feie! slide og slæbe! Andre behøve ikke det! – De have Selskaber, fine Fornøielser, Opvartning og stort Huus! det er de Penge! ja Penge! – imorgen er jeg tyve Aar! det er gammelt! – »Alt man for Penge kan faae!« – Penge – det er Alt! – o havde jeg dem! da var jeg meget lykkeligere! – Penge! –
Penge!
Nu skal Du drømme, drømme, Penge faae.
Mig seer Du med i Drømmen, pas nu paa!
Femte Scene
Østergadedel af Strøget (dengang »Routen«), hvor byens unge lapse promenerede.
(En Lygte er tændt foran et Hul ned til en Vandrende; Gruus og Stene ligge i Hob. Paa den fremspringende Hjørnegaard er en stor Steen man kan sidde paa; der klemtes, man hører Vægternes Piben og Brandraab.)
1.
VÆGTERNEBrand! Brand! Brand!
Hør, gode Mand!
Vægter! svar! hvor er der Brand!
Mon, hos Folk jeg kiender.
Hvilken Skræk jeg sættes i!
Det er fælt det Piberi.
Brand!
Siig, hvor det brænder!
2.
CHRISTIANBrand! Er det paa Christianshavn?
Jeg maa ud at gjøre Gavn.
Det er rigtig Røre!
Hvilket Skrig og Klokkeklang!
Er det i
Brand!
Det er fælt at høre.
Herre, lille Herre! hvor er Ilden?
Paa Bundtmagerens Loft!
Madam Larsen! hvor er det?
Gjenboe! jeg veed det ikke!
Rolig Nat og Drømmens Glæder
Det er det man trænger til,
Her ved Vinduet, uden Klæder
Let man sig forkiøle vil.
Sjette Scene
(En afdød Dagdriver, ganske hvid klædt, og med hvid Stok og Cigar, bevæger sig mellem Vrimmelen og bliver tilsidst ene tilbage paa Scenen med Christian, der kommer fra Baggrunden.)Slukt er Ilden, død er Flammen.
Hør mig
Er der ingen Ildløs længer?
Kan man stole vist derpaa!
Til sin Nattero man trænger.
Jeg vil strax til Hvile gaae!
God Nat, Nabo! god Nat, god Nat! Sov vel!
Sov vel! gid jeg kunde sige det samme! (
Slængkappe. (hoster og hiver.)
Syvende Scene
DAGDRIVEREN. CHRISTIAN (træder nærmere).Det var bare
Er det en Vaudeville Vittighed
Som Godtfolk lee af. Mig Du kiender ikke!
Det kan gjerne være, men derfor skal Du ikke staae i Veien! vi kunne let
Er det
Han er nok det gode Hovede i Familien. Tør jeg tillade mig at spørge: hvem er Du?
Jeg er en Aand, det var jeg aldrig før.
Ja, kom hen ved Lygten, saa skal jeg nok see Dig efter. Mig giør Du ikke bange med det!
Jeg var engang –! hvor Tiden dog gaaer!
Jeg var den gladeste blandt de Glade.
En Dagdriver var jeg i tredive Aar,
Drev Dag og Aften paa Østergade.
Min Livets Perle jeg tabte her,
Den kom under
Nu skal jeg som død, den Straf er svær,
Jeg skal ved Lygte og Maane-Skjær
Her drive hvor før jeg drev – med mere,
Til Perlen findes og vindes! – Naar?
Drive, og drive! tre hundrede Aar!
Naa, saa De har været en Dagdriver, og nu er De blevet en Natdriver.
1.
Man gaaer til Gadens Ende
Og vender om!
Og gaaer igjen for at vende,
Hvor man kom.
Ja i tørt Veir og vaadt,
Det er eet, lige godt!
Hei! – det er Vandre-Liv!
See det er nu altsammen om Dagen – –
2.
Bag en Conditor Rude
Nok saa fiin,
Man mønstrer dem derude,
Og gjør Griin.
Hvor tripper hun der,
I det sølede Veir.
Uh! sikke deilige Been!
Gamle Minder!
3.
Man gaaer i Aftenstunden,
Det man maa!
Cigar man har i Munden
Pas nu paa!
»Hvis jeg følge Dem maa –«
Det var Tante Du saae,
Uh! – Du tog Feil min Dreng.
See saa, skal man høre den gamle Musik,
Det evige, evige altid det samme!
Du hialp paa Humeuret et Øieblik!
Jeg troer jeg skal spøge hos den Madamme!
Det er ingen Madamme, det er en
Forklar Dig! tal! saa gaaer den Tid med det!
Seer De, det var ude i Tivoli, hvor
Og saa raabte Studenten: Nummer tre! og den lille Jomfru, Nummer tre, og den tykke Brygger: Nummer tre! og Bondemanden, Nummer tre og Gadedrengen, Nummer tre!
Kommer Alle! kommer sagte –
Det er moersomt at betragte –
Bravo! herligt! Nummer tre!
Tak! Du faaer mig til at lee!
He, he, he! –
Hvad er alt det der griner rundt om! det holder jeg ikke af! jeg vil nok kjende mit Publicum!
Jeg har lidt Humor, det er min Glorie!
Du morede mig med den Historie;
Thi forud var jeg et Øieblik,
Saa inderlig
Man faaer i – – ja det er det samme!
– Av, Gigten flyver paa kryds og paa tvers,
Det er den evige Natte-Kommers!
Ja, derfor skulde »død Mand« forholde sig rolig!
Du har fornøiet mig! Jeg vil Dig give
Til Tak, at tre af dine Ønsker strax opnaaes,
Men ønsk fornuftigt, og derved forstaaes,
At jeg faaer Fred og slipper for at drive.
Tre fornuftige Ønsker, lige strax! ja men det er vanskeligt! hør! jeg holder saa uendeligt meget af kogte Aal og Chokolade! maa jeg bede om ti Portioner.
Du Daare! – dog dit Ønske er alt opfyldt!
Hvor! – jeg seer ikke noget!
Men i Dit Hjem! –
Ja saa! tak skal De have, jeg tænkte det nok. Maa jeg saa bede om det andet Ønske her paa Stedet.
Vær klog! betænk Dig vel!
Naa, lad gaae! jeg veed da nok hvad jeg kan ønske! for det er det vigtigste i Verden. Penge! giv mig saa mange Penge, men det maa være Sølv! giv mig saa mange
hjem!
O, det er mere
Gjem nu det tredie til Du er i Nød!
Ottende Scene
Hvad behager! hvor blev han af! Saa jeg maa ikke faae Nummer tre! han gjorde nok Nar af mig! (støder med Foden mod en Pengepose.) Hvad er det!
1.
Men Posen her! tung er jo den!
Klingre det gjør! – hvad kan det være?
Jeg maa faae den til Løgten hen,
See
Det er vistnok Smaa-Søm og Sligt.
Kjende sin Byrde det er Eens Pligt.
Jo, jeg er narret, det er tydeligt!
:|: Det er Sølv! :|: uden Meen!
Hurra!
Species! Species! hver en een!
Tralla!
Nu skal jeg rigtignok leve!
2.
Men Du min Gud! jeg er vist gal!
Eier jeg virkelig alle de Penge?
Mon jeg dem fandt? Mon jeg dem stjal?
Nei denne Angest jeg taaler ei længe.
Saadan en Sum! Species hver!
Myntede nys; see dem dog nær!
Mine er ikke disse Penge her!
:|: Politiet! :|: skal dem faae!
Hurra!
Ja, til det vil jeg gaae!
Tralla!
Ærlighed er dog det Bedste.
Niende Scene
DAGDRIVEREN (staaer i blaat Lys foran ham). CHRISTIANDu er en ærlig Sjæl! føl ingen Gysning.
Saasandt, som her jeg staaer i blaa Belysning,
Du skal ei gaae og lide Hjerte-Pine,
De Penge ere Dine, Dine, Dine!
Jeg troer det, jeg veed det, jeg kan føle det paa mig! og kan jeg paa nogen Maade være til Tjeneste –
Giv ved Dit tredie Ønske mig den Ret,
At kun naar jeg vil, giver jeg Dig det!
Ja med største Fornøielse! nu har jeg saamæn nok!
Bring hjem Din Rigdom! Kan Du, brug den vel!
Og dog – jeg veed det jo – Lev vel! – Lev vel! Lev vel!
Farvel! Han vil nok jeg skal gaae siden han siger det tre Gange! Altid Nummer tre – Farvel!
Tiende Scene
TO VÆGTERE (komme til).En Vægter er et Menneske,
Han sover med, det skal Du see.
O, ja!
Hvis
O nei, den er til Ro.
Hist henne slides Dandse-Sko,
Jomfruen med sin Hjertenskjær.
De dandse der – vi sove her!
O, ja!
Hvad er det Hvide der?
Hvem er han?
Jeg spøger;
Hvem er han! Naa, skynd sig lidt.
Hvorfor gaaer han klædt i Hvidt?
Kridhvid Stok og hvid Cigar, –
Vil han holde Folk for Nar;
Jeg har sagt jeg gaaer og spøger,
Tydeligt har jeg jo talt.
Jeg min Livets Perle søger,
Som i Rendestenen faldt. Strax mit
Opholdskort, som Nattedriver.
Han sig begiver
Strax paa Kammeret med os to!
Gjør man Nar af Magistraten,
Og vor gode Stenebro!
Ellevte Scene
Stuen hos Bedstemoder
CHRISTIAN slæbende paa Pengene, strax derefter BEDSTEMODER og senere MARIA.Bedstemoder! Maria! – I sove dog ikke! her er jeg igjen! nei, hvor jeg slæber.
Naa, det var da Skorsteensild? Du maatte dog ikke op i den? Hvad er det Du har der?
Penge, Bedstemoder! Penge! flere end vi kunne spise op! det er Species.
Ih, Du forbarmende Gud! hvem høre de til?
Mig, Bedstemoder, og Dig og Maria! jeg har dem paa en ærlig Maade! jeg har faaet dem af et godt Spøgelse paa Østergade. Han havde baade Pas og Opholdskort.
Jeg forstaaer Dig slet ikke.
Han viiste det jo til Vægterne – jeg sad endnu i Kjælderskuret; det Hele er ganske Overnaturligt, ellers var det heller ikke til at forstaae.
Siig mig den rene Sandhed!
Det gjør jeg, Bedstemoder!
Der er ude i Kjøkkenet saa frygteligt mange Aal! og et heelt Bundt Chocolade fandt jeg!
Seer Du nu Bedstemoder, at det er rigtigt. Det var jo det første Ønske! See dog fornøiet ud! Det er jo en mageløs Lykke, og jeg kan faae opfyldt eet Ønske endnu. Det var en Aand, saadan en Geist, een der ikke er til, han har givet mig Penge, Aal og Chocolade –
Det er vore Penge!
Ja, hvor jeg nu skal kjøbe til Dig og til Bedstemoder!
Jeg er saa glad, jeg kunde dandse.
Jeg ogsaa!
Nu skal Du faae Kaabe og Langschawl og Hat,
Og more Dig rigtig fra Morgen til Nat.
La, la, la, la! (dandser.)
Til Roeskilde vil vi paa Jernbane gaae!
Ja Bedstemo’er, det skal Du prøve paa!
Og Bal og Comedie, Alt skal vi faae!
La, la, la, la!
Nei, hvor skal vi faae Ende paa alle de Penge!
O mit Barn, mit Barn! Ingen god Aand bringer
Men skulde jeg da kaste Pengene paa Gaden! nei det er kjedeligt, at Du nu begynder at græde! Det er ikke til at holde ud. Jeg siger Dig at det er mine Penge, og paa en ærlig Maade – Nu vil jeg tælle dem! O det
Fattig, men ærlig, har jeg altid sagt.
Nei, Bedstemoder dog! kan Du tvivle! imorgen bliver det nok begribeligt for os. Jeg troer paa ham, som paa mit »Fader vor«. Kom til Sengs Bedstemoder.
Tolvte Scene
CHRISTIAN (sidder og tæller Penge). OLE LUKØIE (der under forrige Scene alt stod i Døren og vinkede, men smuttede til Side idet de gik ind, træder heelt frem).Ja, gaae smukt til Sengs, saa kommer jeg med Paraplyen og I skal drømme saa deiligt, saa velsignet! – (seer paa Christian) Her har Du mig! Han tæller Penge! han mærker slet ikke til at jeg er i Stuen! han mærker det dog, – husk paa mig imorgen! – Du faaer ingen Søvn inat! Stakkels Christian. Skulde vi ikke slaae Slaa for Døren der? Jeg har dine Tanker;
Det var Hundrede!
Her er aabent Huus! nei, hvor lille Maria har travlt! det er til Christians Fødselsdag imorgen. Hun smiler, hun bliver rød! Tanker er toldfrie! Hun sover heller ikke inat! veed Du det, Christian! (nikker) – Og Bedstemoder! gamle Bedstemoder –! hun græder! græder for sin Dattersøn, for de mange Penges Skyld; hun faaer heller ikke Søvn! veed Du det! – – Han tæller og tæller! tæl bare rigtigt!
Det var ikke rigtigt!
Ingen Søvn der! (peger paa Bedstemoders Stue). Ingen Søvn her!
Anden Act
Et Hotel i Kjøbenhavn; stort prægtigt Værelse, rigt oplyst, tæt op til den egentlige Balsal.Første Scene
CHRISTIAN, GREVEN, BARONEN og flere unge Herrer, alle balklædte, juble med hverandre, drikke Champagne og klinke. Under Slutningen af Choret kommer BEDSTEMODER, godt klædt paa, med FRU SVANEHALS, som er særdeles udmaiet, de sætte sig i Sophaen til Venstre.Hvilket Bal! hvilken Fest! og Champagnen knalder.
Skaal min Ven! Hendes Skaal, som Du nævner ei,
Hun, Hjertets skjulte »Glem mig ei.«
Skjønne Nat, skjøn, som Ungdoms Alder!
Syng en Sang, og om dens klingende
Samles! – Glæden det er som kalder.
Skjønne Nat! Du er et deiligt Eventyr,
Som
Et Tone-Digt, et Blomster-Digt!
Ja min Ven, fast paa Dig jeg lider,
Din er jeg nu for alle Tider! –
Vi slutte Pagt paa dette Sted,
For evig og – imorgen med!
Skjønne Nat, skjøn som Ungdoms Alder.
Anden Scene
BEDSTEMODER, FRUEN, CHRISTIAN og GREVEN blive tilbage.Du er en
Halvtredsindstyve Species! jeg har ikke fem tilbage imorgen, naar Ballet er betalt, men de fem kan Du gjerne faae.
Saa, De har givet Alting ud!
Ja, det er mærkeligt med saa uhyre mange Penge, men vi have ogsaa levet høit og deelt med alle gode Venner, hele Ugen!
– Halvtreds iaften – og halvtreds imorgen, – saa besørger jeg Præsenterne til den elskværdige Sangerinde og de nydelige spanske Piger, – De husker nok (syngende): »
Tredie Scene
DE FORRIGE uden GREVENJa, det er da godt at jeg har et Ønske endnu, for ellers gik det som til
Ak det surrer i mit gamle Hoved!
Og i mit! – De kjender mig!
Ja, jeg har jo feiet Fruens Skorsteen!
Det er fabelagtigt, som de gamle Guder.
Ja, det er virkeligt kjønt af saa mange fine Folk, at de ville komme til os! Christian har inviteret alle dem han har feiet hos.
Ja, for det skulde være fiint!
Hvad mon Folk tænke derom i Byen, hvad mon de sige!
Hvad de tænke? Hvad de sige? Ja det hører man da! og det er
Nei, jeg er født paa Qvisten, siger Bedstemoder!
Hele Byen veed Historien med Rigdommen.
Det Overnaturlige?
Nei, meget Naturlige! først spurgte vel Byen: hvorfra har han Pengene? Og saa vidste Byen hvorfra; (med dæmpet Stemme) De er et rigt Ostindianer Barn! – Faderen brød sig aldrig om Moder og Barn, men paa Dødssengen testamenterede han Barnet hele Plantagen, alle de uhyre Rigdomme.
Hvad! var min Fader ikke min Fader! O, det er med Respect at sige en – fy!
Det kan ikke holdes hemmeligt.
Min Moder var en skikkelig Kone.
Hans Fader var ærlig Skorsteensfeier!
Planteren er død, Sønnen Millionær, Vi veed det! hele Kjøbenhavn veed det!
Hvor kan Kjøbenhavn vide det! – O, det er den største – fy! fy!
Seer De, Byen den veed
Løst og fast, op og ned,
Fra Kjelder til øverste Lofte;
Før man tænker en Ting,
Er den tidt rundt omkring,
Det er høist ubehageligt, ofte.
Man kan faae den
At man døer før man døer.
Tro mig Byen er klog,
Selv paa Potten i Kog,
Den veed Hjerternes Bund,
Den veed Tingenes Grund!
Hver Skandal her og hist, –
Ja, om Mænd er det vist,
Alle Mandfolk er grueligt fæle.
Tidt dog
Kun man Sladderen faaer!
Det er Synd for uskyldige Sjæle.
I min Dom er jeg mild,
Men
Og her veed man, at Rigdommen kommer fra den Afdøde.
Ja, fra et Spøgelse –! et rigtigt Spøgelse!
Det maa man ikke kalde sin Fader, ikke engang i Spøg!
Tak Frue! farvel! –
Nei, unge Herre! meget agtværdige, rige Mand! De maa ikke gaae vred bort! jeg maa have dem god igjen! – jeg interesserer mig for dem, og det gjør ogsaa min lille Venus-Unge Malene, jeg kalder hende ellers Mikke, det er saadant et nydeligt Navn. Dette er altsammen sagt i Parentesis! –
Jeg vil selv være deres Moder! deres lyksalige Moder! Dands nu med Mikke! – Men siig mig een Ting! hvad er Bestemmelsen!
At jeg vil dandse, Frue! –
Fjerde Scene
DE FORRIGE. GABRIELEHvor han er elskelig, Frue!
Kald mig ikke Frue, jeg er kun gamle Bedstemoder.
Naar man har saadanne Børn og gjør saadant Selskab, saa er man altid Frue!
De dandser ikke! heller ikke med mig! –
Reiser han over til Ostindien! – Havde jeg et Ord at sige, jeg sagde: bliv! man skal være patriotisk! bruge Pengene i Fædrenelandet og lade en Anden passe Landet derovre! han
Ved Magnetisme og Phrænologie,
Kjendes Tjenestefolk uden paa og inden i.
Det Vers er af min Mand.
Hvem er det at Christian taler saa meget med.
Een af de Spanske!
Spanske.
Sønnedøttre og Bedstefader. Her boer i Hotellet denne Don Salamanka, Spaniol-Emigrant; de er gaaet bag af Dandsen derovre og nu dandse de Theater-Dands!
Hun er nydelig!
O ja – af den Couleur, a la røget Meerskums Pibehovede! Den store Sangerinde, som ogsaa er her paa Ballet, finder jeg meget nettere! Og om hendes Sang har jeg læst, at da hun i Odense saae den store Raadstue-Sal tog hun bare een Lyd, men den kom strax i den fyenske Avis (neier).
Femte Scene
BEDSTEMODER. CHRISTIAN. GABRIELE. MARIAGud veed hvad Tungemaal han taler med den Spanske! jeg neier kun! Maria! – Nei! Du er dog det yndigste paa hele Ballet; men hvad feiler Dig? – Du skal dandse! med Christian!
La, la, la!
Dandse med mig. Nei!
La, la, la!
Mig han husker ei!
Jeg var saa sjæleglad,
Men han mig aldrig bad,
Ei en eneste Dands.
De to – et fremmed Lands,
Og Sangerinden, hun –
De har ham sødt henrevet.
Ja Høflighed har krævet,
De maatte æres saa;
Det vil Du nok forstaae!
Der atter, begge to.
Mit Barn, Du skjælver jo,
Hvad skal jeg om Dig troe!
Marias Sorg jeg vil ikke,
Ved den mit Hjerte før brast,
Dog Spaniens Skjønheds Nellike
Mig holder for evig fast.
Du lytted hvor Du sad,
Flyv hen da, Blad for Blad!
Vær glad!
Jeg glad!
En Dands!
Monsieur.
En eneste lille Dands! Saadan igjennem hele Livet! –
Sjette Scene
DE FORRIGE. HELE BALSELSKABETPrrr! min Ven! Alting er ude, alle Vinduer oppe, for at lufte! Beed! bøi Dig! knæl! og vor elskværdige Sangerinde giver os een af sine udødelige Romanzer!
En Romanze!
Her paa Ballet!
Det er Mikke! – Hold Dig rank, min Venus-Unge! – Hun ligner mig op ad Dage i den Alder. Kunstkjendere sige ogsaa, at jeg endnu har noget af Antiken, naar jeg holder Hovedet paa denne Maade! –
Jeg synger ikke! –
Min Datter synger kun plastisk-dramatisk! – og saa elsker hun dette det alleryndigste, sødeste Lille! Den har ogsaa Menneske-Tanke. (kjæler for Hunden; Amanda ligesaa).
De vil synge: »
Den af Norma, som De veed,
Eller een af
Vi er bar Lyksalighed.
Der er
Hendes
Og maa
»
Lønnes Festens
Beed de hende om at dandse –
Dands jo passer paa et Bal –
En
En fra Spanien.
Giv min Fest sin største Glands!
Husk! – paa Bal er som Champagnen
Just den skjønne spanske Dands.
Mine Damer! mine Herrer!
Slutter Kreds, vi haabe tør.
Du min Gud! – Det sig forværrer!
Hun er bleg, som aldrig før!
Alt for høit sin Sang hun sætter.
Mit Haab De veed!
De ta’er begge Castagnetter,
Der er ingen
Det er den spanske Dands,
Siger mig min danske Sands!
Hvilken Sveining,
Neining,
Dreining!
O, saa gratiøst.
Sødt henbævende,
Saligt svævende,
Frem de ile
Smile, –
Det er
Hjertet banker,
Fyldt af Tanker,
Saligt svulmende,
Smerte dulmende. –
Hvilke Blikke,
De ham
Dandsen trædende.
Jeg staaer grædende.
Ei jeg sandser!
Selv jeg dandser.
Hun forvolder det!
Dandsen trolder det! – ak!
Brave! brave! mageløst!
Monsieurs! Mesdames! –
Er det ikke med de Spanske ligesom med Italienerne, naar man raaber Kis! saa faaer man det nok engang?
Jeg veed det! men det er mig der gjør »
Gabriele! Jeg besørger
Det surrer i mit Hoved ligesom Fluer.
Ja,
Det er Midnat nu! og
Det var en meget upassende Dands paa det bare Stuegulv, det er min Mening.
Mine Herrer og Damer, nu begynder Dandsen, hvor Skjæbnen spiller »
Her staaer jeg udsat for Critik,
Og der er slemme Tunger.
Skytsenglen Du ved Siden fik,
Og Nattergalen sjunger.
Saa synger jo dog Nattergalen.
Efter Devise!
Jeg har ei meer min gamle Ro,
Mit Hjerte er i Pjalter.
Sæt til Auction det hele Bo
Og hold dem en Forvalter.
Jeg vælger Dem paa Dandsens Viis,
De lyser som min Stjerne.
Og jeg, jeg siger ikke nei,
Endskjøndt jeg vilde gjerne.
Uendeligt stort var Tabet,
Om ikke jeg traadte frem,
Jeg sværmer for Borgerskabet,
Derfor jeg dandser med Dem!
Ak!
Tak!
Jeg dandser langt, jeg dandser kort,
Til Dands er hele Skroget.
Forkjølelsen jeg dandser bort,
Og det er altid Noget.
Jeg er en Guldfugl, svær at naae,
Mig gribe ikke mange.
Men Dandse-Poesien, og det er noget bedre.
Til Orden!
En Graaspurv med lidt
Jeg dog for Spøg vil fange.
Jeg seer en Kind, saa frisk og rød, –
Vil hun en Dands mig skjænke?
Ja
Og jeg er blevet Enke.
Det er nydeligt med de Smaa-Digte. Jeg maa have nogle fra Conditoren, naar jeg skal have Bal. Mikke sagde sit yndigt! –
Dame! Vil De Haand mig give?
Og min Devise, den er: Penge nok! (iler ud.)
Syvende Scene
Gade udenfor
(Man hører Dandsemusikken lyde herned; lidt efter kommer)Det er en deilig Musik! og saa er der Illumination med røde og gule Gardiner. Det er et gentilt Bal. Det er hos mig der er Bal, og saa staaer jeg paa Gaden og seer op. Var jeg ikke saa vis paa, at jeg er vaagen, vilde jeg troe at jeg drømte, saa underligt gaaer det til, og er det for mig. Jeg er virkelig
Ottende Scene
Paa Strømmen jeg seer med Tankeblik,
Jeg synes at den har Stemme;
Der seiler et Blad med en Kunst-Critik,
Saa vaad, saa bred og saa hjemme!
Der flyder Haabet, lidt grønt Salat,
Og
Som Løfterne af en Valgkandidat,
Det bobler og bobler og – brister.
Altsammen i Rendestenen. – Turde jeg ikke tillade mig! – –
En Gadedriver, som bliver Aand,
Har mangen alvorlig Time,
Og blev jeg ei holdt af Midnattens Haand,
Saa troer jeg, jeg kunde besvime!
Deres Høiønskelighed! De havde fuldkommen Ret, da De sagde, at jeg ikke forstod at ønske.
Og nu hvad klogere, hvad bedre da?
Udtal dit Ønske – det som er vor Lykke.
Det klogeste og bedste et Menneske kan ønske: Penge nok!
Det er for lidt for Dig, for lidt for mig!
Ja saa bemærkede De nok ikke at jeg sagde: nok! Penge nok! uden dem er der ingen Effect, man lægges ikke Mærke til, kommer ikke op i Verden. Man har ikke det, der slaaer!
Til det behøves Penge ei som Ramme,
Dertil Du bruge den
Bengalske Flamme!
For den et Hurra gaaer i alle Havne,
Men jeg iaften nævner ingen Navne.
Ja saa! –
1.
Skaf den bengalske Flamme,
Saa gjør Du strax Effect
Hvad der gaaer over Stregen,
Det kommer bedst af Legen.
Ak, meget Bestialsk
Er deiligt – i Bengalsk.
2.
Ja den bengalske Flamme
Den slaaer, som
Saa
For den ta’er til Kasketten!
Ak, meget Bestialsk
Er deiligt – i Bengalsk!
Jeg vil ikke modsige Dem siden jeg er
Den bengalske Flamme, som gjør det Bedste,
Er tidt hos Doctoren Vogn og Heste
Og holde Munden, betænksom klog;
De klingende Vers i den hule Bog,
Den gamle Vane fra Top til Rod,
En
Ja Folkegunst og
Er ene og alene den bengalske Flamme.
Han har
Kortsynede, indbildske
Du løber efter den røde Effect;
Du Flamme stærk, som en Verdens-Aand,
I Dig dandse Halte og Lamme;
Du giver Stjerner, Du giver Baand – –
Ja luur den bengalske Flamme!
Vil De saa give mig mit tredie Ønske: Penge nok! –
1.
Gaae Din Vei! Hør Dandsen kalder Dig;
Træd den kjønt og frist ikke mig!
Dandse! ja bag af Dandsen jeg gaaer nok snart,
Faaer jeg ei Penge og det i en Fart.
Altsaa Rigdommen søger Du just,
Det som er Føde for
Jeg gik fra Ballet ud paa din Nattevei,
Og dog Du hører mig ei.
Nei!
2.
Naar jeg nu lover Dig at til hver Nattefest
Skal Du indbydes som Gjæst.
Saa maa jeg svare og sukkende give Svar:
Østergade til Eie mig har.
Du har lokket mig! Du har daaret mig!
Hvorfor hørte jeg Dig!
Jeg gaaer min Nattevei, gaae Du din Dandsevei!
Ønsket opfylder Du ei?
Nei!
Niende Scene
BLAKE staaer pludselig ved Christians Side og lægger Haanden paa hans Skulder.Men jeg!
Du! – hvo er Du! – Nabo! De her? hvad har De hørt?
Din Nød, din Trang –! og jeg hjælper.
De –! ja, for hvor store Procenter! – De kan ikke! jeg maa have
Den skal Du faae!
Hvad behager?
Paa eet Vilkaar.
Hr. Blake! – Saa har dog Maria Ret! De er – De er –?
Marskandiser! sælger gamle Møbler! bytter gamle for ny! Jeg vil bytte.
Hvad vil De bytte!
Følg med og Du skal forstaae mig.
Jeg tør ikke.
Giv mig Din Haand min Kjære,
Følg med et Øieblik!
Jeg dig til Hjælp vil være,
Træd ind i min Boutik.
Jeg vil –! nei! – jeg vil ikke!
Lad vær’ at friste mig! –
Jeg husker hendes Blikke,
Og jeg maa følge Dig!
Kom! jeg Dig Hjælp vil give.
Jeg kan mig ei løsrive!
Jeg Lykkens Vei Dig viser.
Nu vel, Hr. Marskandiser –!
Det kan ei andet være –!
Det briste eller bære –
Det er et Øieblik!
Saa kom, følg med, min Kjære!
Jeg Dig til Hjælp vil være,
Træd ind i min Boutik.
Tiende Scene
Stor Marskandiser Boutik
Paa Væggene Portrætter i fuld Størrelse, Mændene haveKom! og vent mig her! – om to Minuter er jeg igjen tilbage!
Ja, tak skal De have! men De husker jeg er Vært! jeg har Bal!
Ellevte Scene
Saa gaaer han, og jeg staaer midt i Boutikken! Lampen er da ved at sige god Nat. (den blusser pludseligt op og Alt er i stærk Belysning.) – Ja, saadan skal det være! God Morgen! nei! det var da en Forsamling, et heelt
Den Blaa!
Dragkisten dandser,
den blaa, den blaa!
Kakkelovn med Tromle
kan gaae, kan gaae!
Gamle Portrætter
saa graa, saa graa,
Træde Menuetter
til den blaa, den blaa!
Tolvte Scene
BLAKE, med Viin og Glas. CHRISTIANHvad feiler Dig! Du ryster! – frygter Du for at være alene?
Nei, naar man bare maa være det
Denne Viin skal gjøre Dig godt.
Jeg har nok allerede drukket formeget paa Ballet! – Ballet! – Det var om Penge jeg kom! hvor dyre ere de?
Drik!
De vil skaffe mig for alle Tider Penge nok, men hvad forlanger De af mig?
Tag dit Glas! – Gabrieles Skaal!
Gabriele! – ja jeg maa være riig, uhyre riig! men hvad skal jeg give igjen! Hvad skal jeg love –?
At Du aldrig vil synge! aldrig tralle lystigt op! – ikke andet.
Aldrig synge –! hvad vinder De derved?
Lad mig om det!
Aldrig tralle! Men det kan jeg ikke –, det sidder mig her
Men det
Det traller dog op! »dik! dik!« og det maa dikke derinde!
Dette giør det bedre! – ved hvert »dik, dik!« forstaaer Du, falder der en Guld-Skilling i Din Lomme, – Penge! altid Penge! Din Lomme er Fortunati Pung!
Men om jeg glemte nu mit Løfte og sang – ja, nynnede bare en lille bitte een –!
Det gjør Du ikke! derfor sørger jeg.
Dette Glas Du nu skal tage,
Denne Drue skal Du smage,
Sol fra Paradisets Dage
Giver den dit unge Blod.
Aldrig synge, aldrig tralle.
Gaae saa stille blandt dem Alle,
Fordrer Du, jeg Dig forstod!
Hjerteslaget standser ikke,
Mekanismen den vil dikke,
Paa Din Lykke vil jeg drikke,
Penge nok er Lykkens Rod.
Rigt som Blad paa Vinens Ranker
Fyldes jeg med lyse Tanker,
Hver en Puls i Livslyst banker,
Jeg har Villie, jeg har Mod!
Nu vel, saa læg da Haanden paa mit Hjerte –!
Kom op til mit!
Din Haand er kold! – Det sortner for mit Øie!
Rosentræ, Du friske, smukke,
Med din rige Blomster-Pragt,
Graven skal sig om Dig lukke,
Du er
Solens Lys saa varmt og herligt
Kyssede Dig broderkjærligt!
Nu Du sænkes skal i Muld,
Døden kjøbte Dig for Guld!
Det er for mig, som om de begravede mit glade Ungdoms Sind.
Tag nu det kostelige Kunstværk! dik! dik! – hør hvor det gaaer. Kjæden er tung, tung, fineste Guld! den holder fast, saa fast!
See fra Guldhornet strømmer
Penge nok, Penge nok,
Ned af Guld-Floden svømmer
Verdens Svane, Fuglen »
Tredie Act
Strandveien
(i Forgrunden den fremspringende Fløi af en prægtig italiensk bygget ny Villa; øverst i Verandaen sidder Gabriele i rigt chinesisk Costume og leger med Guldfiske i et Glas; paa den modsatte Side er en Brønd, i Baggrunden Havet. Aften Belysning.)Første Scene
CHRISTIAN, GREVEN, BARONEN, DON HUBERTO og FLERE VENNER i prægtige chinesiske Dragter; de sidde om et Bord hvorpaa staaer en brændendeHer ved Søen blank og blaa,
I en Sommer Aften, smuk, som faa,
Ellevild vi juble hver
Om Bollens Blus, under Havens Træer.
:|: Drik ud hver Taar,
Deiligt da Verden staaer! :|:
Venner dog! denne Sang passer ikke,
Chinesisk Sang og nikke, nikke – –!
Stille, mine Herrer! det er reent udenfor Costumet! vi ere jo Chinesere iaften! vi maa blive i
Men Ballonen der (peger paa Bollen.) har baaret os ud over den chinesiske Muur! nei, ikke ham!
Nu har vi hele Ugen havt Fest paa Fest og hver Aften en ny Characteerdragt, det er just det moersomme! igaar vare vi Alle Amagere og sang: »
Stig ned og leeg med den store Guldfisk her! ved
Drik! syng!
Tsing – pe!
Af Porceleen er vore Taarne,
Med
Meer høi er Du høibaarne
Og langt mere skjør.
Bim! bim! bim! bim!
Tsangt schu i Atlask,
Du store Chineser,
Hør paa vor Sang.
Lad mig i Ro!
Elskværdigste af alle Mennesker! see dog paa hende! (peger paa Gabriele.) hvor hun er smuk i denne Dragt! altid smuk! det var hun igaar som
Bryd Dig ikke om mig!
Min Ven!
Jeg er syg.
Ja, ja! –
Du lider af formegen Lykke! den vælter over Dig. Penge nok, Venner nok, Rigdommene styrte ind. Du arver, Du vinder i Lotteriet, selv naar Du ikke spille i det, og
Men den passer ikke til Costumet!
Det er det samme, naar bare Visen er god!
1.
Hvor Skoven dog er frisk og stor,
Kukkuk
Skovmærker der, og Jordbær groer.
Kukkuk!
I Træets Bark er Mærke sat,
Der fik jeg Kys en maanklar Nat,
Kukkuk! faldera! kukkuk!
2.
I Maaneskin er smukt at gaae,
Kukkuk!
I Skov ved Solskin ligesaa,
Kukkuk!
Af Kukkeren jeg vide faaer,
Hvor mange Kys og Leveaar,
Kukkuk! faldera! Kukkuk!
3.
Gjør ikke Verden Dig for tung,
Kukkuk!
Husk paa Du er kun eengang ung,
Kukkuk!
Skovmærker groer og Jordbær groer,
Og Kukkeren veed naar og hvor.
Kukkuk! faldera! kukkuk!
»Gjør ikke Verden Dig for tung, husk paa Du er kun eengang ung!« det er Moralen, min Ven. (en Tjener bringer en ny Bolle.) »
Ved Stranden!
Ved Stranden, væk! skal vi alle Mand væk!
Hil Dig Flamme!
Under Skrænten! føi mig!
Føie Dig! i Alt! skjøndt vi sidde jo deiligt! naa! Lykkens Yndling, hvad feiler Dig! Du bliver mere og mere trist! man kan ogsaa være lystig som Chineser! hvad mangler! har Du ikke Magt over Alting! Har Du ikke faaet mig til at elske Strandveien, siden vi selv have faaet Landsted herude! rumler jeg ikke med Glæde den halve brolagte Miil og seer Kjøbenhavn forsvinde bag en Stikkelsbærbusk! vilde jeg ikke rumle herud, selv paa Længselsvogn, hvor man sidder og venter paa Een – og saa paa een, – og een endnu – til Vognen er fuld og Kudsken kjører. – O Længselsvogn.
Kjør!
Hvad forlanger Du! Vil Du til Regimentet, Du kan
Gaae dog!
Og Du kommer efter –
Livets Blomst er Ungdomsalder,
Gjør ikke den Fortræd,
Tage Verden som den falder,
Du falder ellers med.
Sang i Huset,
Viin i Kruset!
Viid og Lune,
Øine brune,
Elskovs Glorier,
Smaa Historier,
Det er Ungdoms
Af Porcelain er vore Taarne,
Med Tippen i Skyens Slør!
Bim, bim, bim!
Anden Scene
Som chinesiske Dukker nikke de til Alt hvad jeg siger. Jeg selv er blevet een af Dukkerne paa Bedstemoders Dragkiste. Chinesere! de
Tredie Scene
CHRISTIAN. MARIA. BEDSTEMODERChristian! ja, saaledes seer jeg Dig helst!
Hvorfor ere I ikke pyntede?
Disse Klæder vare engang vore bedste Søndagsklæder, som Du saae os saa gjerne i. Det var i de gode Dage.
Gode! Har I kjendt dem bedre før nu.
Ja, bedre, lykkeligere! – Men Du er jo ogsaa i dine rigtige, rare Klæder, hvori Du var vor egen velsignede Christian.
Naar var jeg bedre end nu?
Dengang, da Du ikke talte saaledes til Maria og Din gamle Bedstemoder! Hvad er al Din Rigdom nu mod den i vor lille Stue i Kjælderen. Vi vare saa glade ved Dig og Du ved os. Da var Du ogsaa let at fornøie; en Smule Aal var Din Livret og paa Fødselsdagen fik Du Din Chocolade, det var en Fest, saa stor, saa riig! og vore skikkelige Naboer kom – O, der kan være saa megen Lykke i den Fattiges Stue og ogsaa der ere prøvede Venner! O Christian, see paa Din gamle Bedstemoder, see, som Du dengang saae.
Vi sad i vor lille Stue, Du pegede paa Bog-Hylden og sagde: »der har jeg en Skat i hvad de tænkte og skrev!« Du tog min og Bedstemoders Haand: »jeg har en Skat i Eders Kjærlighed!« sagde Du. »Jeg har en Skat, en Rigdom i Gud!« og Dine Øine lyste.
Ja, da var Du riig!
Der stod paa Bordet foran os et Rosentræ saa fuldt af Blomster, »det er ligesom Christians Hjerte!« sagde vi.
Begravet!
Glade Sange, o saa mange
Sang Du naar vi sammen sad,
O den Tid og disse Sange!
Mindet gjør mig barneglad.
Aldrig da om Rigdom bad vi,
Bedre var der ingensteds,
Rundt om Kakkelovnen sad vi,
Alle tre saa veltilfreds.
Det var Lykke, det var Glæde,
Munter Skjæmt fløi hid og did!
Kunde jeg tilbage græde
Dog hiin lykkelige Tid!
Penge nok!
Du er syg Christian, og Du bliver det meer! dette forstyrrede Liv med Gilder og Vildskab, det kan Ingen holde ud. Dag og Nat slaae hinanden ihjel og tage Din Søvn og Sundhed. Du er ikke mere Dig selv. Du er saa stille, kold, vred!
Ja, ja, Bedstemoder! Du er en gammel Kone! jeg har ogsaa tænkt paa det, tænkt paa Dig! mine lystige Venner, Tummelen i mit Huus er ikke for Dig! Du trænger til Ro; jeg vil sørge for Dig! jeg har sørget for Dig! – Jeg har leiet Dig ind hos Fiskeren iSkovshoved. Du faaer Dit eget Kammer, Maria faaer sit – hun kan være hos Dig! jeg har glemt at sige Dig det. Imorgen er Alt istand!
Christian! vil Du jage Din gamle Bedstemoder bort! støde mig ud af Dit Huus! miste Maria! vi to, som af alle Mennesker meest holde af Dig?
Nei, nei, Bedstemoder! det vil han ikke.
Mine Dage er ikke mange Christian! lad mig blive hos Dig! og synes Du, at jeg skjænder, at jeg ikke er
Gaae nu til Sengs! faae hende til at sove, Maria! og imorgen –!
Imorgen vil Du jage mig fra Dig!
Det bliver Bedstemoders Død!
Mange Dage
Har tilbage
Ei Din gamle Bedstemo’er
Du mig give
Jeg maa blive
Her hvor mit hele Hjerte boer.
Jeg kan det ei udholde!
Maatte see, hun i Taarer staaer,
Hende Smerte forvolde
I Livets sidste Aar,
Staae som den Hjertekolde,
Der hvor et Hjerte slaaer.
Ei Du hører!
Ei Dig rører
Min Graad, min Angst! Du veed ei den.
Jeg maa Dig savne
Jeg skal Dig favne
Hos Gud deroppe! vi sees igjen.
Fjerde Scene
I gamle Tider vilde hun have gjort mig blød, da brast jeg strax i Graad, barnagtig var jeg! Jeg vil ikke plages! – more mig vil jeg – og kan jeg – jeg er jo riig! – Baller, Udklædninger, Venner! – jeg er træt! – tom! – Verden er dog ikke rigtig! den har ikke Glæde nok! – dik! dik! Mekanismen gaaer – men Tiden kryber Sneglegang. – Jeg pidsker den afsted! Penge nok! med dem er jeg Verdens Herre! – (man hører Musik, et lille Huus stiger op af Jorden tæt ved ham) Hvad er det for et Muldvarpe-Skud! –
Femte Scene
CHRISTIAN,Din lede Unge, jeg skal lære Dig at lyde! (kaster den ind i Huset). Læs ordenlig derinde.
A, A, A!
Snart flyve vi herfra
Den lille
Hans
Der han Trommehvirvel slaae,
Tram, tram, tram!
Til Graven gaaer det da,
Den lille Podagra
Ta’er Manden med. Hurra!
E, E, E!
Snart skal min Flugt I see!
En Gigt med Av og Vee.
Han føle skal mit Vingeslag,
Jeg
Tram, tram, tram!
I Ryg og Lænd er mit District,
Der jager jeg og gjør min Pligt,
Hurra for
I, I, I –!
Hvem er hun?
Læremoer!
Hvad er det for et Huus!
Det lille
Hvad skal det her!
At de Smaa strax kunne være ved Haanden.
Hvilke Smaa.
Gigt, lille Forstoppelse, Podagra,
Hvor er de! hvad vil De!
De er der i Huset! De vil varte Dig op, – een ad Gangen, een ad Gangen, men siden skal Du nok faae to à tre! naar
Viig fra mig – der er Penge! gaae!
Penge! ha, ha, ha! hjælper ikke! (raaber ind i Huset) han vil give os Penge!
Jeg river ned den hele Øglerede!
Saa løber den op og bliver til Dueslag, tag Dig iagt for Duerne.
Nu gik jeg løs, Mama! farvel! (flyver ind i Villaen).
Ak, Sot og Syge! der fløi han det lille Fæ! (løber jamrende om) ak ja! ak ja! lille Fæhoved! –
Penge skal Du faae, Penge nok! jeg deler med Dig!
Vi bruge ingen Penge Farlille; men vi bruge Dig!
Jeg flytter bort, bliv Du, og lad Skarntyden voxe til Skov omkring dit lede Huus. –
Flytter Du! – Pas vel paa Padehattene! hvor de skyde op, der kommer ogsaa mit Huus! ha! ha! – boer Du paa det høie Taarn, hvor Vinden blæser, der
Sjette Scene
Du lede Tudse! – ja det var ei andet, der hopper den i Græsset, og Huset sank! – det var et Febersyn, Indbildning kun –! jeg vil gaae til Vennerne! men først i andre Klæder! – Til Vennerne! det banker i mit Hoved! jeg trænger til at sove! min bedste Ven bliver Barndoms-Vennen, Ole Lukøie.
Syvende Scene
CHRISTIAN. DEN UBEKJENDTEDin Seng staaer redt, Natlampen tændt,
Men han – han kommer ikke.
Hvo kommer ikke?
Den gamle og dog evig ung,
Med Hvile og med Drømme!
Ole Lukøie!
Fra Dør til Dør, fra Seng til Seng,
Han gaaer ved Aftenbønnen,
Og skinner Middagssolen varm,
Høstfolkene han gjæster,
De strække sig ved Aaens Bred,
Hvor sprukne Piil sig hælder,
Hvor Fiskene i Stimer staae,
Og af Lukøie seete paa
De ogsaa lukke Øine.
Hvorfor siger Du mig det?
Fordi jeg bedst dog kjender ham,
Og han og jeg er Brødre!
Seer Du, ved Stranden sidder han,
Til Dig han kommer ikke.
Maanen skinner saa klar og stor,
Havfladen er som et udstrakt Flor;
Luften stille, sødt bragt i Blund,
Ganske som dybt paa Havsens Bund.
Høit vi synge
Det lyder smukt!
See vi gynge
Med Bølge Flugt!
Hver Fugl, hver Blomst han gav et Kys,
Kun Nattergal og Natviol,
Dem bad han være vaagne.
Let gaaer han hen ad Havets Speil
Til Skibene der ude,
Ned i Kahyt og op i
Veed han at finde Veien.
Han dandser paa den blanke Søe,
Til Dig han kommer ikke!
Hvem er Du Fremmede!
Hans Broder er jeg, har jeg sagt,
Og jeg – jeg kommer altid!
Ti Tusind længes efter mig,
Naar hundrede mig frygte. –
Døden!
Jeg kommer fra dit rige Huus,
Der er saa tyst derinde,
Du hører kun Marias Graad,
Den Anden græder ikke!
Hvo græder ikke!
Du hørte nylig Ravnen skreeg.
Du saae han fløi fra Huset
Dødsfuglen. Død er Bedstemoder! –
Men Du vil nok Dig trøste,
Hun var jo gammel! – hører Du
Hvor lystig hist ved Stranden,
Chinesisk Sang og Klokkespil,
Din glade Maskerade –!
Der dandser hun, Din Kjærlighed,
Og Bollen staaer i Flamme!
Træd Dandsen der og det Du vil,
Imidlertid Maria
Forladt af Dig, forglemt af Dig,
Gaaer hen til Bedstemoders Grav,
Og græder – luger Græsset af –
Og vandrer saa sin tause Gang,
Til mig – hvor Pilen hælder!
Viig fra mig! Skræk og Rædsel! – jeg frygter Dig! – men jeg er stærk, og mit Hjerte slaaer!
Dit Hjerte blev begravet i
En Strøm af Guld – dødt er det, dødt.
Bort!
Kun Rædsel kan Dit Hjerte naae,
Da føler Du det skjælver,
Men Himlens Pragt og Havets Blaa,
Og Skoven, som sig hvælver
Til Kirke, hellig underfuld,
Ja Blomstens Duft og Skyens Guld,
Er Dig et Intet – lagt i Muld
Er Ungdoms Sind og Munterhed –
Og Du – Du selv skal med »derned!«
Ottende Scene
Derned! døe! døe! fra alt mit Guld – fra mine Penge nok! – Hvad hjælpe de mod ham, mod alle Onder! hvad skaffe de mig? Tomhed, Angst og Skræk. Jeg vil ei være her! – jeg tør ei være her! snart voxer op den vaade Padehat, et Dueslag for alle Piner, i Mængde som Fluer om den Riges Bord! – er det min Magt, min Rigdoms Magt! (Paa Muren viser sig i Skyggebillede en lille Skorsteensfeier, der dandser efter Melodien: Sundhed og godt Humeur). En Melodi, en gammel Sang gaaer gjennem mine Tanker
Graven Dig vil kalde,
Til Støv skal Støvet falde,
Vorde til Muld – Ha!
Hvad er dit Guld da! –
(Han slipper i Forfærdelse Guldkjæden, den falder i Brønden; man hører en dyb Raslen). Den faldt, – min gode eller onde Stjerne faldt! –
Under Søvnens Vuggeklæde
Trygt det fromme Hjerte slaaer,
Og maa Du i Drømme græde,
Ved din Seng en Engel staaer;
Gjennem Drømme Gud kan tale,
Rulle op en Verden stor.
Bort fra Jord til Himlens Sale
Bære os vort Fadervor!
Niende Scene
CHRISTIAN. DEN HVIDE SKIKKELSE staaer der.Du søger mig!
Du her? Jeg her! saa er jeg ei forladt! mit tredie Ønske har jeg! Fri mig fra min Hjerteangst og Skræk! Tag Guld og Rigdomme fra mig! det trykker her! – og lad mig blive som jeg var, tilfreds og glad! – giv mig mit deilige Humeur, min lille Stue, Bedstemoder, Maria, Alt som det var før! det var velsignet godt! – Men det kan Du ikke!
Det er Dit sidste Ønske!
Mit sidste, mit eneste! – Som mangen fattig Mand jeg troede, at Penge nok var det Bedste; nei det er det ikke! Tilfredshed med sin Lod, Sundhed og godt Humeur, det er den bedste Rigdom! Det havde jeg. O giv mig det igjen! –
Seer Du der skyder op en Rosenhæk
Saa fuld af Blomster, og en deilig Stjerne,
Min Livets Perle straaler allerøverst.
Og jeg – Det løsner om mit Bryst! jeg aander lettere! Men Tiderne, som gik og hvad de bragte, de komme ei tilbage – Mit Hjerte det var dødt – og jeg var ikke god –! Maria! Bedstemoder! –
Min Livets Perle har jeg atter fundet,
Og Du, Du gav mig den! tag Blomsterne,
Det unge, glade Hjertes friske Roser,
Der boer en Skat i hver, og den er Din!
O, jeg kan græde! græde gjør saa godt!
I denne Rose ligger Ungdoms Sindet!
I denne Rose Sundheds dyre Skat!
I denne Dit lyksalige Humeur!
Og her er Nøisomhedens rige Rose,
Og her har Du en Rose i Maria,
Og her i Bedstemoders Kjærlighed!
I denne Rose see den store Rigdom,
Bog-Hylden gjemmer, kys den Blad for Blad!
Og her er Roser for hver Ven saa tro.
Hos Fattig som hos Riig kan Roser groe!
Men disse er som mine, uden Rod! –
Bedstemoders Stue
(Christian ligger uforandret, med Hænderne for Ansigtet og med Skjødet fuldt af Blomster, men det er i Bedstemoders Lænestol han ligger, Maria knæler foran og kaster den ene Rose efter den anden i hans Skjød; Bedstemoder staaer hos ham med Kaffe og Presenter; de ere begge i deres Søndagsklæder. Øverst paa Stoleryggen sees Ole Lukøie med den udspændte Paraplui.)God Morgen, Christian, jeg gratulerer!
God Morgen, min søde Dreng, jeg gratulerer!
God Morgen, jeg gratulerer!
Hvad er det! hvad var det! Bedstemoder! Maria! jeg har drømt det Hele! – (jublende fra 1ste Act).
Sundhed og godt Humeur tillige,
Det er den bedste Skat Du kan faae,
Hvad hialp hele Jorderige,
Kunde af Glæde Dit Hjerte ei slaae!
Hvad giver Livet først god Couleur,
Sundhed og rigtig et godt Humeur!
Hvad gaaer der af Dig? Du er jo
Og Du er sovet ind iaftes i den gamle Lænestol! – i dine Skorsteensfeierklæder.
O Bedstemoder, og Maria! jeg har jer begge to.
Og her er
Lad mig kysse dine Hænder, Bedstemoder! om Forladelse, jeg var ikke god! – men det var Ole Lukøie! – og Dig Maria kunde jeg saadan lade staae! men det var Ole Lukøie! – jeg bar mig rigtig nok godt ad; men det var Ole Lukøie! – Godt Humeur og være et skikkeligt Menneske, det er rigtignok mere end at have Penge nok og være en Greve-Ven! – det lærte jeg da af Ole Lukøie!
Hvad har Du drømt Christian? –
At jeg slet ikke holdt af Dig og at jeg slet ikke var lykkelig! men nu er jeg vaagen og nu kan jeg sige Dig, at jeg holder af Dig, Maria! søde Maria! min egen lille Maria! og Bedstemoer!
Hans Øine lyse, det er fordi det er hans Fødselsdag.
Ja, jeg er rigtignok født paa ny! jeg har lært at være glad i hvad jeg har. Ole Lukøie er min Ven og hans Broder vil ogsaa være det, naar han kommer paa den store Fødselsdag, i det andet Hjem, hvor ogsaa milde Øine hilse os! Hurra! det er deiligt at leve! det er deiligt at døe! at troe paa Verden og vor Herre! – Tak skal Du have lille Ole Lukøie.
Nøisomhed
Har Hjertefred,
Hvor den er givet,
Der rummer Livet
Lyksalighed!
Henvis til værket
H.C. Andersen: Ole Lukøie. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 13: Skuespil IV 1850-1876. 2005. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-04-01
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.