H.C. Andersen

Ole Lukøie

Eventyr-Comedie i tre Acter

1850 Opført første gang 1. marts 1850

    Tiden er i disse Dage.

    Første Act

    En lille Stue i Kjælderen. Alt reent og pynteligt.

    Første Scene

    BEDSTEMODER. MARIA. BLAKE

    Mel. af Brylluppet ved Comosøen: »Himlen er i vort Bryst«.

    BEDSTEMODER og MARIA

    Nei Nabo!

    Nøisomhed

    Har Hjertefred,

    Hvor den er givet,

    Der rummer Livet

    Lyksalighed.

    BLAKE

    Nei, Penge, Penge!

    De blanke Drenge,

    Slaae alle Strænge

    Paa Tid og Sted.

    BLAKE

    Ja det siger jeg: Penge det er Alt! Naar man har Penge nok, saa kan man faae enhver Ting i Verden.

    BEDSTEMODER

    Men ikke Sundhed og hele Lemmer!

    BLAKE

    Saa kan man faae Doctore og Mekanik!

    MARIA

    Ja det skal hjælpe stort! – Og Kjærlighed, oprigtig Kjærlighed –

    BLAKE

    – døer ikke af Penge, den trives endogsaa bedre! den skyder op!

    MARIA

    Saa De troer, at enhver ung skikkelig Pige –

    BLAKE

    Kommer med stor Fornøielse! jo de gjør! De unge Piger gaae med denne Længsel, dette de veed ikke selv. Den egentlige første Kjærlighed hos en ung Pige, det er altid til en Skuespiller, eller naar der ikke er Comedie i Byen, da til Religionslæreren; jo det er den! men det har ikke noget at betyde! men kommer der saa en Uniform, et Grevebarn eller rigtig Penge! bah! saa puster Pigebarnet saalænge paa sit Hjertes Kjærligheds Knop, saa at den springer ud og hun laver sig selv den sande Kjærlighed.

    MARIA

    Fy! hvor det er afskyeligt tænkt og – sagt.

    BLAKE

    Det er med Kjærlighed, som med Skildpadde, de fleste kjende den kun forloren.

    BEDSTEMODER

    Ja, det er nu saadan lidt gammel Karls Tale, Nabo! I har aldrig været gift, aldrig været forlovet. Penge gjør rigtignok meget i Verden, men – –

    BLAKE

    Penge gjør Alt!

    BEDSTEMODER

    Der er nu min søde Dreng Christian, – fattig er han, Stakkel! men frisk og sund uden paa og inden i, – og det er jeg vis paa, at kom han – om et Par Aar – til en fattig, skikkelig Pige, og hun syntes om ham, saa tog hun ham uden at spørge om Penge.

    MARIA

    Ja, det gjorde hun, Bedstemoder!

    BEDSTEMODER (kysser hende).

    Mit eget kjære Barn!

    BLAKE

    Jo, de smak nok sammen! men en fornuftig Pige slaaer op igjen og tager ham med Grunkerne. Ja, hun gjør det! Christian bliver aldrig riig, som han begynder.

    BEDSTEMODER

    Jo, riig paa Guds Velsignelse og paa gode Menneskers Agtelse.

    MARIA

    Guldmedaillen har han faaet.

    BLAKE

    Ja, jeg veed det nok –! det er jo skjønt, som man siger, men han kunde anderledes have kommet til Skillingen. Jeg kjender Historien. Det brændte hos den rige Grosserer henne i Bredgaden; Luen stod lige ud af Vinduet, hvor de vigtige Papirer laae, Ingen turde gaae op ad Stigen uden Christian; han kom springende –

    MARIA

    – Men saa skreg det fra Qvisten, fra fjerde Sal, det var den gamlefattige Kone, som boer der, en Stige blev sat til, og da Christian hørte Skriget, saa sprang han op der! o, det var grueligt at see paa; han maatte heelt op i Røg og Ild, og da han fik den gamle Kone paa Ryggen og vilde ned, blev hun saa angst ved at see Dybden underneden, saa hun nær havde styrtet ham fra Stigen; han maatte først vende hende deroppe, faae hendes Hoved ind imod Muren – –

    BEDSTEMODER

    – Og da han kom ned paa Gaden med hende, faldt han ogsaa be-svimet om af Anstrængelse; det var netop Dagen før han skulde blive Svend.

    BLAKE

    Det var en rar Fornøielse – men uendeligt nydeligt, som man siger. Jo jeg veed det! og Grossererens Papirer brændte – det havde lønnet sig bedre at faae dem ud. Det havde givet ham Penge paa Lommen.

    MARIA

    Og den gamle Kone var brændt –

    BLAKE

    Saa havde hun ikke frosset til Vinteren.

    BEDSTEMODER

    Christian fik Medaillen for det; og hans velsignede Humeur det blev endnu mere velsignet, synes mig. Han er saa fornøiet med hele Verden, dandser og traller altid!

    BLAKE

    Ja det maa Nabolauget bekjende! Det naaer ind til mig i alle mine Stuer, det er værre end ti Canarifugle!

    BEDSTEMODER

    Det kjære Barn! – ja man hører ham altid langt borte naar han kommer.

    Anden Scene

    DE FORRIGE. CHRISTIAN iført sine Skorsteensfeierklæder, er ganske sagte traadt ind under Bedstemoders sidste Ord.
    CHRISTIAN

    God Aften Allesammen!

    MARIA

    Hvad Christian! Du kommer saa at man slet ikke mærker det!

    BEDSTEMODER

    Er Du kommet noget til, min søde Dreng?

    CHRISTIAN

    Nei, hvor falder Du paa det, Bedstemoder.

    BEDSTEMODER

    Du synger ikke, Du traller ikke, og det er det, Du altid gjør! jeg staaer netop og taler derom med Nabo; ogsaa kommer Du just saa stille, som Du aldrig er kommet før.

    CHRISTIAN

    Nei, Hr. Blake! saa seent Besøg paa Aftenen! – O, I kunne ikke tænke hvor nydeligt der var derhenne! Det var noget for Dig at see, Maria. (Til Blake.) Jeg har maattet see Skorstenen efter hos den unge Greve, der imorgen skal have Bryllup. – Nei, hvor der blev nydeligt at fløtte ind! Tæpper paa Gulvet, – ja der kunde skjæres ti Langshawl af hver for Maria og Bedstemoder! – og Gardiner af Silke, det deiligste Vestetøi! ogsaa Meublerne med Tridser under Benene, de løb af sig selv ved et lille Puf! det er noget andet Tøi, Hr. Blake, end deres gamle Comoder og Dragkister, de løfte ikke Benene, men tabe dem. Jeg stod i Døren og kigede ind; den unge Greve nikkede til mig og sagde: »naa, min Ven, har jeg pyntet smukt op!« »Deiligt!« raabte jeg, og saa stod han med Haanden fuld af Hundrededalers-Sedler, de var brune, jeg har seet een før; nei, hvor det maa være deiligt, at have saa mange Penge!

    BLAKE

    Ja, det var et fornuftigt Ord! og det var det, jeg stod her og indprædikede Bedstemoder og Maria.

    CHRISTIAN

    Ja, man kan da ogsaa være lykkelig uden Penge.

    Mel. af »De to Dage«.

    Sundhed og godt Humeur tillige

    Det er den bedste Skat Du kan faae,

    Hvad hjalp hele Jordens Rige,

    Kunde af Glæde Dit Hjerte ei slaae.

    Hvad giver Livet først god Couleur,

    Sundhed, min Ven, og et godt Humeur!

    Det er min Liv-Vise.

    BEDSTEMODER

    Og Gud velsigne Dig for den, min Dreng.

    BLAKE

    Humeuret er en rar Ting, naar man har det! og Sundhed er ogsaa; men de kunne gaae begge to; og naar man saa ikke eier Skillingen, og ikke kan arbeide, – ja saa er det bedre at være afdød Vognmandshest. – Nei, har man Penge, saa har man Venner, i det mindste til Bords, man kan faae Fornøielse, Ære og Anseelse. Man veed, hvad man har, og det giver Humeur og næsten Sundhed med! jeg sagde, næsten –!

    CHRISTIAN

    De er nu en holden Mand, Hr. Blake, De har Penge, og veed hvad disse betyde. Jeg har nu slet ingen Ting – jo jeg har fra Haanden og i Munden – og mere behøver jeg heller ikke! jeg er frisk og glad og har min søde rare Bedstemoder og min egen lille Maria! (Vil omfavne hende).

    MARIA

    Rør ikke ved mig, Du er saa ækel sort!

    CHRISTIAN

    Det er sandt, sort uden paa, men inden i er jeg hvid som en Svane. Det er prægtigt at være Skorsteensfeier! det er et bestemt Costume, Ridderkappe og bare Been, egentlig spansk Dragt; jeg holder meget af det Spanske, Kappe paa den ene Skulder. Som sort gjør man Indtryk paa Børnene og vadsket gjør man Lykke hos Pigerne. Ved Ildløs er Skorsteensfeieren Manden for det Hele: han slaaes med Ildkongen, sidder som Seiersherre øverst paa Skorstens-Thronen, svinger med Kosten, Hurra!

    Mel. som før.

    Føle sig veltilfreds med Livet,

    Glad i det som vor Herre os gav,

    Deri er en Rigdom givet,

    Den voxer ud over Tid, over Grav,

    Eie et Hjerte, som glad kan slaae,

    Det er langt meer end en Guldkrone paa!

    BEDSTEMODER

    Er han nu ikke det lykkeligste Menneske, Naboe! og jeg er det og Maria er det.

    BLAKE

    Nei! nei! for det kan ikke holde ud. See kun hvordan Andre har det! Gaae fra Kjælderen til første Sal. Det er underlig fordeelt i Verden. Een maa slide og slæbe, en Anden ligger paa Sofa og faaer Kalkunsteeg. Det er det gale!

    CHRISTIAN

    O ja!

    BLAKE

    See paa Folk naar de er ude at svømme, og kjend mig saa en Prinds fra en Skorsteensfeier! det hele er Foderal heroppe, og det faaer man for Penge. Penge gjør Alt!

    CHRISTIAN

    Skade gjør de da ikke!

    BLAKE

    Er Christian ikke ligesaa god, som den Greve han feiede hos?

    BEDSTEMODER

    Jo det er han!

    BLAKE

    Og havde Christian Penge kunde han saa ikke være lige saa fiin, gjøre Bal og Maskerader, faae Landsted paa Strandveien, blive noget!

    Mel. af Stradella.

    1.

    Alt man for Penge kan faae!

    Titler og Guldstjerne paa,

    Venner hvert evige Sted, Kone og Herregaard med!

    Alt, Alt, Alt, Alt,

    Stort, og smaat, Slet, og godt, Alt!

    Strax Du for Penge kan faae!

    2.

    Klodrian bliver Geni,

    Pengene stikke deri,

    Grimhedens skjæggede Buk

    Bliver som Absalon smuk.

    Alt, Alt, Alt, Alt,

    Stort, og smaat,

    Slet, og godt,

    Alt,

    Strax Du for Penge kan faae!

    See, det er min Vise og Troesbekjendelse! Alle dandse om Guldkalven, og kysse dens Pote! God Nat! mit første og sidste bliver: Penge er Alt! (gaaer.)

    Tredie Scene

    DE FORRIGE uden BLAKE
    MARIA

    Nei, nei, det er ikke saa! det afskyelige Menneske.

    CHRISTIAN

    Ja, veed Du hvad! Noget er der dog altid i hvad han sagde.

    BEDSTEMODER

    O ja saamænd! – Han siger det nu ogsaa lidt paa Dril! dertil kommer, at han er en gammel Karl og har vist ingen god Mave.

    MARIA

    Nei, det sidder høiere oppe hos ham. (peger paa Hjertet.) Man kan mærke det i hans Øine; jeg bliver ganske underlig ved at see ind i dem, det er ligesom der var ingen Bund. Den gamle Vadskerkone, som eengang om Aaret vadsker Trapper hos ham, siger at der er ganske forskrækkeligt Røre inde i hans Stue naar Boutiken er lukket! og han har ogsaa et fælt Navn; husker Du Historiebogen om den hellige Kong Knud, der, da Oprørerne forfulgte ham, flygtede ind i Kirken og skjulte sig ved Alteret, men hans Tjener Blake gik ud og forraadte ham, og Kongen blev slaaet ihjel; men fra den Tid siger man altid om et falsk Menneske, at han er »en falsk Blake

    CHRISTIAN

    Du kan jo din Danmarks Historie, lille Maria.

    MARIA

    Du skal ikke gjøre Nar! – men at Hr. Blake laaner paa Pant, det er da vist nok! –

    CHRISTIAN (spøgende).

    Ja! og jeg troer ogsaa at Hr. Blake egentlig er – ja, Vadskerkonen har hørt det rumle i hans Stue ved Juletid; de gamle Dragkister dandsede Balletdands og Kakkelovnen blæste paa Tromle – Hr. Blake er – Fanden!

    MARIA

    Spøg ikke saaledes –

    CHRISTIAN

    Paa denne Tid af Aftenen. (seer paa Stue-Uhret.) Hvad! Klokken er næsten ti! og Ole Lukøie har ikke været endnu hos Bedstemoder!

    BEDSTEMODER

    Jo, da jeg sad i Stolen, var han her og fik mig til at nikke, men saa kom Naboe –

    CHRISTIAN

    Og jog lille Ole Lukøie bort! (tager sin Thee fra Kakkelovnen.) Men, min Thevand! ja jeg skal nok blive reen og net før jeg lægger mig, men Theen maa jeg have!

    MARIA

    Og nu gaaer Bedstemoder til Sengs! (sagte til hende) vi skulle jo imorgen være de første oppe?

    BEDSTEMODER

    Ja, du har ret! God Nat mit velsignede Barn! imorgen veed vi nok, hvad Dag det er.

    CHRISTIAN

    Ja, Bedstemoder, saa er jeg tyve Aar!

    BEDSTEMODER og MARIA

    God Nat! god Nat!

    Mel. Frage nicht warum ich traure.

    BEDSTEMODER

    Under Søvnens Vugge-Klæde

    Trygt det fromme Hjerte slaaer,

    Og maa Du i Drømme græde

    Ved Din Seng en Engel staaer.

    CHRISTIAN, siden ALLE TRE

    Gjennem Drømme Gud kan tale,

    Rulle op en Verden stor!

    Bort fra Jord til Himlens Sale

    Bærer os vort »Fadervor.«

    (Bedstemoder og Maria gaae.)

    Fjerde Scene

    CHRISTIAN (alene).

    God Nat Bedstemoder! god Nat Maria! – Tyve Aar er jeg imorgen, tyve Aar! det er i Grunden skrækkelig gammel! der er saa meget Barn i mig endnu, og det skikker sig ikke for saadan en lang Dreng! men fra imorgen vil jeg ogsaa være og blive saa sat og alvorlig. Men det er dog ogsaa deiligt at kunne strække Armene ud mod Vorherre, og som var man et Barn sige: o jeg er saa glad, saa glad! og saa har jeg dog ingen Ting! Hvor kunde det dog være velsignet, at skaffe Bedstemoder det rigtigt godt paa sine gamle Dage! give Maria en Stue, saa deilig, som den jeg saae iaften, med Silkegardiner og Gulvtæppe – ja, det er de Penge! Nabo Blake har igrunden ret, det er Penge, der gjør det Hele! Rigtignok siger man jo, at rige Folk ikke sove godt, at Ole Lukøie lader dem vente paa sig. O nei, der ere skikkelige Mennesker mellem de Rige, som mellem de Fattige, og saa kommer Ole nok. Han gaaer paa Hosesokker, har Bedstemoder sagt, har Nathue paa og en lille stumpet Skiorte, under hver Arm en stor Paraply, een med ingen Ting i, og een med de deiligste Billeder, og den spænder han ud over de gode Børn, og saa drømme de saa deiligt! han kommer saa sagte, saa sagte, man mærker det slet ikke!

    (under denne Christians Tale aabner sig det gamle bornholmske Stue-Uhr og Ole Lukøie staaer der i Foderalet, klædt efter Beskrivelsen og peger paa hver enkelt Deel eftersom den nævnes. Musiken spiller ganske svagt Visen: »Sundhed og godt Humeur«, der gaaer over til Melodien: »Alt man for Penge kan faae«. Ole Lukøie lister sig hen bag Bedstemoders Stol, hvor Christian sidder og i kort Afbrydelse siger:)

    Ja, naar han kommer! jo det gjør han og saa bliver han just hos de Rige til langt op ad Dagen, mange Timer efter at jeg har feiet Skorstenen. Feie! slide og slæbe! Andre behøve ikke det! – De have Selskaber, fine Fornøielser, Opvartning og stort Huus! det er de Penge! ja Penge! – imorgen er jeg tyve Aar! det er gammelt! – »Alt man for Penge kan faae!« – Penge – det er Alt! – o havde jeg dem! da var jeg meget lykkeligere! – Penge! –

    OLE LUKØIE (er krøbet op paa Stoleryggen, bøier sig over ham og siger:)

    Penge!

    CHRISTIAN (sukker dybt).
    OLE LUKØIE

    Nu skal Du drømme, drømme, Penge faae.

    Mig seer Du med i Drømmen, pas nu paa!

    (spænder sin Paraply ud over ham; man hører en Vægterpibe og Scenen forvandles.)

    Femte Scene

    Østergade

    (En Lygte er tændt foran et Hul ned til en Vandrende; Gruus og Stene ligge i Hob. Paa den fremspringende Hjørnegaard er en stor Steen man kan sidde paa; der klemtes, man hører Vægternes Piben og Brandraab.)

    Mel. af Jægerbruden: »Her i Jordens Jammerdal.«

    1.

    VÆGTERNE

    Brand! Brand! Brand!

    NABOERNE (i Vinduerne).

    Hør, gode Mand!

    Vægter! svar! hvor er der Brand!

    Mon, hos Folk jeg kiender.

    Hvilken Skræk jeg sættes i!

    Det er fælt det Piberi.

    CHRISTIAN (kommer med sin Kost styrtende op fra Kjælderskuret).

    Brand!

    NABOERNE

    Siig, hvor det brænder!

    (Folk komme til paa Gaden, Brandtrommen gaaer.)

    2.

    CHRISTIAN

    Brand! Er det paa Christianshavn?

    Jeg maa ud at gjøre Gavn.

    Det er rigtig Røre!

    (løber ud og kommer tilbage og atter tilbage)
    NABOER og FOLK PAA GADEN

    Hvilket Skrig og Klokkeklang!

    Er det i Peer Madsens Gang?

    VÆGTEREN

    Brand!

    NABOER og FOLK

    Det er fælt at høre.

    EN MADAMME (taler fra Vinduet).

    Herre, lille Herre! hvor er Ilden?

    EEN PAA GADEN

    Paa Bundtmagerens Loft!

    GJENBOEN

    Madam Larsen! hvor er det?

    MADAMMEN

    Gjenboe! jeg veed det ikke!

    Mel. af Barberen: rolig Nat.

    NABOERNE

    Rolig Nat og Drømmens Glæder

    Det er det man trænger til,

    Her ved Vinduet, uden Klæder

    Let man sig forkiøle vil.

    Sjette Scene

    (En afdød Dagdriver, ganske hvid klædt, og med hvid Stok og Cigar, bevæger sig mellem Vrimmelen og bliver tilsidst ene tilbage paa Scenen med Christian, der kommer fra Baggrunden.)
    DAGDRIVEREN

    Slukt er Ilden, død er Flammen.

    Hør mig Husbond, Pige, Dreng. De kan roligt Allesammen Nu forføie sig i Seng.

    NABOERNE

    Er der ingen Ildløs længer?

    Kan man stole vist derpaa!

    Til sin Nattero man trænger.

    Jeg vil strax til Hvile gaae!

    (rundt om fra Vinduerne raabende:)

    God Nat, Nabo! god Nat, god Nat! Sov vel!

    DEN HVIDE HERRE

    Sov vel! gid jeg kunde sige det samme! (Melodrama af Hans Heiling.) nei hive og drive! hu, hvor jeg fryser! Det er ogsaa et Clima! Taage! raat og vaadt! det er som om man havde en Slamkiste til

    Slængkappe. (hoster og hiver.)

    Syvende Scene

    DAGDRIVEREN. CHRISTIAN (træder nærmere).
    CHRISTIAN

    Det var bare Fut i Skorstenen, og hvor var det! og saa gjøre de saadan en Alarm. (støder mod Dagdriveren.) Af Veien Møllersvend!

    DAGDRIVEREN

    Er det en Vaudeville Vittighed

    Som Godtfolk lee af. Mig Du kiender ikke!

    CHRISTIAN

    Det kan gjerne være, men derfor skal Du ikke staae i Veien! vi kunne let smøre hinanden.

    DAGDRIVEREN

    Er det figurligt talt, Du mener prygle!

    CHRISTIAN

    Han er nok det gode Hovede i Familien. Tør jeg tillade mig at spørge: hvem er Du?

    DAGDRIVEREN

    Jeg er en Aand, det var jeg aldrig før.

    CHRISTIAN

    Ja, kom hen ved Lygten, saa skal jeg nok see Dig efter. Mig giør Du ikke bange med det!

    DAGDRIVEREN

    Jeg var engang –! hvor Tiden dog gaaer!

    Jeg var den gladeste blandt de Glade.

    En Dagdriver var jeg i tredive Aar,

    Drev Dag og Aften paa Østergade.

    Min Livets Perle jeg tabte her,

    Den kom under Brettet, der ligge flere!

    Nu skal jeg som død, den Straf er svær,

    Jeg skal ved Lygte og Maane-Skjær

    Her drive hvor før jeg drev – med mere,

    Til Perlen findes og vindes! – Naar?

    Drive, og drive! tre hundrede Aar!

    CHRISTIAN

    Naa, saa De har været en Dagdriver, og nu er De blevet en Natdriver.

    (synger.)

    Mel. af Lulu: »Naar Møen bliver Kone.«

    1.

    Man gaaer til Gadens Ende

    Og vender om!

    Og gaaer igjen for at vende,

    Hvor man kom.

    Ja i tørt Veir og vaadt,

    Det er eet, lige godt!

    Hei! – det er Vandre-Liv!

    (talende.)

    See det er nu altsammen om Dagen – –

    DAGDRIVEREN

    2.

    Bag en Conditor Rude

    Nok saa fiin,

    Man mønstrer dem derude,

    Og gjør Griin.

    Hvor tripper hun der,

    I det sølede Veir.

    Uh! sikke deilige Been!

    (taler.)

    Gamle Minder!

    3.

    Man gaaer i Aftenstunden,

    Det man maa!

    Cigar man har i Munden

    Pas nu paa!

    »Hvis jeg følge Dem maa –«

    CHRISTIAN

    Det var Tante Du saae,

    Uh! – Du tog Feil min Dreng.

    (Fra et Huus tæt ved lyder Balmusik, der spilles Nummer tre.)
    DAGDRIVEREN (farer op).

    See saa, skal man høre den gamle Musik,

    Det evige, evige altid det samme!

    Du hialp paa Humeuret et Øieblik!

    (truende mod Huset.)

    Jeg troer jeg skal spøge hos den Madamme!

    CHRISTIAN

    Det er ingen Madamme, det er en Dandsebod og »Nummer tre« er det, gamle Nummer tre; det er den deiligste Melodi der kan være! den holde alle Mennesker af! det er jo sandt De er ikke – – om Forladelse! den holde vi levende Kjøbenhavnere af. Den er ude fra Tivoli. Kommer De ikke der? Der kan man spøge ude med Fornøielse og faae Fyrværkeri og Fut ovenikjøbet.

    DAGDRIVEREN

    Forklar Dig! tal! saa gaaer den Tid med det!

    CHRISTIAN

    Seer De, det var ude i Tivoli, hvor Lumbyes Selskab spiller, og der syntes alle Folk saa godt om det tredie Nummer og da det saa var ude, saa raabte alle Folk at de vilde have igjen »Nummer tre«, og saa fik de det; og saa vilde de igjen have Nummer tre og igjen have det, men det blev Spillemændene kjed af, men saa vilde Folk just! hele Tivoli over, vilde, – der er nu derude en lille Jernbane, som løber rundt, – den Gang havde vi ikke den frygtelige lange til Roeskilde, – og her sad den tykke Grosserer og raabte: »Nummer tre!« og saa maatte de spille den, for han har Penge, og Penge gjør Alt.

    (efterligner med forskjellig Stemme de Characterer han nævner og løber imidlertid i Cirkel, nikker ved hver, alt efter Melodien »Nummer tre« der høres fra Nabohuset.)

    Og saa raabte Studenten: Nummer tre! og den lille Jomfru, Nummer tre, og den tykke Brygger: Nummer tre! og Bondemanden, Nummer tre og Gadedrengen, Nummer tre! altid Nummer tre! for man vilde have sin Villie. Det var Komers! og alle Mennesker kom ud af Byen, og vilde have deres Villie, nogle paa Trods og nogle paa Fornøielse, og saa gik det! (forskjellige Stemmer.) Nummer tre! Nummer tre! altid Nummer tre!

    USYNLIGT CHOR (fra alle Sider af Gaden.)

    Mel. Af Jægerbruden: »Fuglekongen gratulerer!«

    Kommer Alle! kommer sagte –

    Det er moersomt at betragte –

    DAGDRIVEREN

    Bravo! herligt! Nummer tre!

    Tak! Du faaer mig til at lee!

    LATTER-CHOR AF USYNLIGE AANDER

    He, he, he! –

    CHRISTIAN

    Hvad er alt det der griner rundt om! det holder jeg ikke af! jeg vil nok kjende mit Publicum!

    DAGDRIVEREN

    Jeg har lidt Humor, det er min Glorie!

    Du morede mig med den Historie;

    Thi forud var jeg et Øieblik,

    Saa inderlig flau, som den Kunstkritik

    Man faaer i – – ja det er det samme!

    – Av, Gigten flyver paa kryds og paa tvers,

    Det er den evige Natte-Kommers!

    CHRISTIAN

    Ja, derfor skulde »død Mand« forholde sig rolig!

    DAGDRIVEREN

    Du har fornøiet mig! Jeg vil Dig give

    Til Tak, at tre af dine Ønsker strax opnaaes,

    Men ønsk fornuftigt, og derved forstaaes,

    At jeg faaer Fred og slipper for at drive.

    CHRISTIAN

    Tre fornuftige Ønsker, lige strax! ja men det er vanskeligt! hør! jeg holder saa uendeligt meget af kogte Aal og Chokolade! maa jeg bede om ti Portioner.

    DAGDRIVEREN

    Du Daare! – dog dit Ønske er alt opfyldt!

    CHRISTIAN

    Hvor! – jeg seer ikke noget!

    DAGDRIVEREN

    Men i Dit Hjem! –

    CHRISTIAN

    Ja saa! tak skal De have, jeg tænkte det nok. Maa jeg saa bede om det andet Ønske her paa Stedet.

    DAGDRIVEREN

    Vær klog! betænk Dig vel!

    CHRISTIAN

    Naa, lad gaae! jeg veed da nok hvad jeg kan ønske! for det er det vigtigste i Verden. Penge! giv mig saa mange Penge, men det maa være Sølv! giv mig saa mange Species som jeg kan slæbe

    hjem!

    DAGDRIVEREN

    O, det er mere daarligt, end det første,

    Gjem nu det tredie til Du er i Nød!

    (forsvinder.)

    Ottende Scene

    CHRISTIAN (ene).

    Hvad behager! hvor blev han af! Saa jeg maa ikke faae Nummer tre! han gjorde nok Nar af mig! (støder med Foden mod en Pengepose.) Hvad er det!

    Mel. af Regimentets Datter.

    1.

    Men Posen her! tung er jo den!

    Klingre det gjør! – hvad kan det være?

    Jeg maa faae den til Løgten hen,

    See om den og er værd at bære.

    Det er vistnok Smaa-Søm og Sligt.

    Kjende sin Byrde det er Eens Pligt.

    Jo, jeg er narret, det er tydeligt!

    (aabner Posen og udbryder jublende.)

    :|: Det er Sølv! :|: uden Meen!

    Hurra!

    Species! Species! hver en een!

    Tralla!

    Nu skal jeg rigtignok leve!

    2.

    Men Du min Gud! jeg er vist gal!

    Eier jeg virkelig alle de Penge?

    Mon jeg dem fandt? Mon jeg dem stjal?

    Nei denne Angest jeg taaler ei længe.

    Saadan en Sum! Species hver!

    Myntede nys; see dem dog nær!

    Mine er ikke disse Penge her!

    (faaer pludselig en Tanke og jubler.)

    :|: Politiet! :|: skal dem faae!

    Hurra!

    Ja, til det vil jeg gaae!

    Tralla!

    Ærlighed er dog det Bedste.

    Niende Scene

    DAGDRIVEREN (staaer i blaat Lys foran ham). CHRISTIAN
    DAGDRIVEREN

    Du er en ærlig Sjæl! føl ingen Gysning.

    Saasandt, som her jeg staaer i blaa Belysning,

    Du skal ei gaae og lide Hjerte-Pine,

    De Penge ere Dine, Dine, Dine!

    CHRISTIAN

    Jeg troer det, jeg veed det, jeg kan føle det paa mig! og kan jeg paa nogen Maade være til Tjeneste –

    DAGDRIVEREN

    Giv ved Dit tredie Ønske mig den Ret,

    At kun naar jeg vil, giver jeg Dig det!

    CHRISTIAN

    Ja med største Fornøielse! nu har jeg saamæn nok!

    DAGDRIVEREN

    Bring hjem Din Rigdom! Kan Du, brug den vel!

    Og dog – jeg veed det jo – Lev vel! – Lev vel! Lev vel!

    CHRISTIAN

    Farvel! Han vil nok jeg skal gaae siden han siger det tre Gange! Altid Nummer tre – Farvel!

    (løber hen mod Kjælderskuret, hvor han bliver Tilskuer til den følgende Scene.)

    Tiende Scene

    TO VÆGTERE (komme til).

    Mel. af Hugo og Adelhaid: »Til Sol gaaer op.«

    DE TO VÆGTERE

    En Vægter er et Menneske,

    Han sover med, det skal Du see.

    DAGDRIVEREN

    O, ja!

    DE TO VÆGTERE

    Hvis Magistraten kommer, da –

    O nei, den er til Ro.

    (de pege mod Huset hvor der er Dands.)

    Hist henne slides Dandse-Sko,

    Jomfruen med sin Hjertenskjær.

    De dandse der – vi sove her!

    DAGDRIVEREN

    O, ja!

    DE TO VÆGTERE

    Hvad er det Hvide der?

    (farer ind paa ham, talende.)

    Hvem er han?

    DAGDRIVEREN

    Jeg spøger;

    Mel. af Don Juan: »Sjelden Penge«.

    DE TO VÆGTERE

    Hvem er han! Naa, skynd sig lidt.

    Hvorfor gaaer han klædt i Hvidt?

    Kridhvid Stok og hvid Cigar, –

    Vil han holde Folk for Nar;

    DAGDRIVEREN

    Jeg har sagt jeg gaaer og spøger,

    Tydeligt har jeg jo talt.

    Jeg min Livets Perle søger,

    Som i Rendestenen faldt. Strax mit Opholdskort jeg giver,

    Opholdskort, som Nattedriver.

    (tager det frem med flere Papirer.)

    Aande-Pas!

    VÆGTERNE

    Han sig begiver

    Strax paa Kammeret med os to!

    (i det de trænge ind paa ham synker han pludselig i Jorden, Vægterne see sig forskrækket rundt om.)

    Gjør man Nar af Magistraten,

    Og vor gode Stenebro!

    Ellevte Scene

    Stuen hos Bedstemoder

    CHRISTIAN slæbende paa Pengene, strax derefter BEDSTEMODER og senere MARIA.
    CHRISTIAN

    Bedstemoder! Maria! – I sove dog ikke! her er jeg igjen! nei, hvor jeg slæber.

    BEDSTEMODER (kommer).

    Naa, det var da Skorsteensild? Du maatte dog ikke op i den? Hvad er det Du har der?

    CHRISTIAN

    Penge, Bedstemoder! Penge! flere end vi kunne spise op! det er Species.

    BEDSTEMODER

    Ih, Du forbarmende Gud! hvem høre de til?

    CHRISTIAN

    Mig, Bedstemoder, og Dig og Maria! jeg har dem paa en ærlig Maade! jeg har faaet dem af et godt Spøgelse paa Østergade. Han havde baade Pas og Opholdskort.

    BEDSTEMODER

    Jeg forstaaer Dig slet ikke.

    CHRISTIAN

    Han viiste det jo til Vægterne – jeg sad endnu i Kjælderskuret; det Hele er ganske Overnaturligt, ellers var det heller ikke til at forstaae.

    BEDSTEMODER

    Siig mig den rene Sandhed!

    CHRISTIAN

    Det gjør jeg, Bedstemoder!

    MARIA (kommer).

    Der er ude i Kjøkkenet saa frygteligt mange Aal! og et heelt Bundt Chocolade fandt jeg!

    CHRISTIAN

    Seer Du nu Bedstemoder, at det er rigtigt. Det var jo det første Ønske! See dog fornøiet ud! Det er jo en mageløs Lykke, og jeg kan faae opfyldt eet Ønske endnu. Det var en Aand, saadan en Geist, een der ikke er til, han har givet mig Penge, Aal og Chocolade –

    MARIA

    Det er vore Penge!

    CHRISTIAN

    Ja, hvor jeg nu skal kjøbe til Dig og til Bedstemoder!

    MARIA

    Jeg er saa glad, jeg kunde dandse.

    CHRISTIAN

    Jeg ogsaa!

    Mel. af Jeannot og Colin: »Hvor Fløiterne klinge.«

    Nu skal Du faae Kaabe og Langschawl og Hat,

    Og more Dig rigtig fra Morgen til Nat.

    La, la, la, la! (dandser.)

    MARIA (ligeledes).

    Til Roeskilde vil vi paa Jernbane gaae!

    Ja Bedstemo’er, det skal Du prøve paa!

    CHRISTIAN

    Og Bal og Comedie, Alt skal vi faae!

    La, la, la, la!

    CHRISTIAN

    Nei, hvor skal vi faae Ende paa alle de Penge!

    BEDSTEMODER (angst).

    O mit Barn, mit Barn! Ingen god Aand bringer Fristeren ind i den Fattiges Stue.

    CHRISTIAN

    Men skulde jeg da kaste Pengene paa Gaden! nei det er kjedeligt, at Du nu begynder at græde! Det er ikke til at holde ud. Jeg siger Dig at det er mine Penge, og paa en ærlig Maade – Nu vil jeg tælle dem! O det killer mig i Fingerspidserne. Sov Du kun roligt Bedstemoder! god Nat Maria.

    (sætter sig til et Bord i Forgrunden, og tager Pengeposen frem.)
    BEDSTEMODER

    Fattig, men ærlig, har jeg altid sagt.

    MARIA

    Nei, Bedstemoder dog! kan Du tvivle! imorgen bliver det nok begribeligt for os. Jeg troer paa ham, som paa mit »Fader vor«. Kom til Sengs Bedstemoder.

    (Bedstemoder folder Hænderne, seer mod Himlen og lader sig lede af Maria.)

    Tolvte Scene

    CHRISTIAN (sidder og tæller Penge). OLE LUKØIE (der under forrige Scene alt stod i Døren og vinkede, men smuttede til Side idet de gik ind, træder heelt frem).
    OLE LUKØIE

    Ja, gaae smukt til Sengs, saa kommer jeg med Paraplyen og I skal drømme saa deiligt, saa velsignet! – (seer paa Christian) Her har Du mig! Han tæller Penge! han mærker slet ikke til at jeg er i Stuen! han mærker det dog, – husk paa mig imorgen! – Du faaer ingen Søvn inat! Stakkels Christian. Skulde vi ikke slaae Slaa for Døren der? Jeg har dine Tanker; (med Skjælmeri:) vi er snart midt i Historien!

    CHRISTIAN (tællende).

    Det var Hundrede!

    OLE LUKØIE (er gaaet til Bedstemoders Dør).

    Her er aabent Huus! nei, hvor lille Maria har travlt! det er til Christians Fødselsdag imorgen. Hun smiler, hun bliver rød! Tanker er toldfrie! Hun sover heller ikke inat! veed Du det, Christian! (nikker) – Og Bedstemoder! gamle Bedstemoder –! hun græder! græder for sin Dattersøn, for de mange Penges Skyld; hun faaer heller ikke Søvn! veed Du det! – – Han tæller og tæller! tæl bare rigtigt!

    CHRISTIAN

    Det var ikke rigtigt!

    (tæller om igjen.)
    OLE LUKØIE

    Ingen Søvn der! (peger paa Bedstemoders Stue). Ingen Søvn her! (peger paa Christian). – Nu maa jeg nok see hvorledes det øvrige Kjøbenhavn har det. Jeg kan vende op og ned paa hele Huset og Byen med, han mærker dog ikke noget. (medens han siger dette har han gjort en magisk Bevægelse med Paraplyen, Scenens Baggrund aabnes og man seer fire Vægtere sidde paa Gadehjørnet og sove. Musiken spiller af den Stumme: »Dal hulde Søvn«). Døren lukt! Lyset slukt! De sove alle Mand! – (træder heelt frem). Jo, Kjøbenhavn er vel forvaret! – God Nat, siger Ole Lukøie! God Nat!

    Anden Act

    Et Hotel i Kjøbenhavn; stort prægtigt Værelse, rigt oplyst, tæt op til den egentlige Balsal.

    Første Scene

    CHRISTIAN, GREVEN, BARONEN og flere unge Herrer, alle balklædte, juble med hverandre, drikke Champagne og klinke. Under Slutningen af Choret kommer BEDSTEMODER, godt klædt paa, med FRU SVANEHALS, som er særdeles udmaiet, de sætte sig i Sophaen til Venstre.

    Mel. af den sorte Domino: »Paa jer Post.«

    CHOR

    Hvilket Bal! hvilken Fest! og Champagnen knalder.

    Skaal min Ven! Hendes Skaal, som Du nævner ei,

    Hun, Hjertets skjulte »Glem mig ei.«

    Skjønne Nat, skjøn, som Ungdoms Alder!

    Syng en Sang, og om dens klingende Fyr

    Samles! – Glæden det er som kalder.

    Skjønne Nat! Du er et deiligt Eventyr,

    Som Scherezades, svulmende, rigt,

    Et Tone-Digt, et Blomster-Digt!

    GREVEN (omfavner Christian).

    Ja min Ven, fast paa Dig jeg lider,

    Din er jeg nu for alle Tider! –

    CHRISTIAN

    Vi slutte Pagt paa dette Sted,

    For evig og – imorgen med!

    CHOR

    Skjønne Nat, skjøn som Ungdoms Alder.

    (De storme ind i Balsalen.)

    Anden Scene

    BEDSTEMODER, FRUEN, CHRISTIAN og GREVEN blive tilbage.
    GREVEN (har draget Christian heelt frem).

    Du er en gentil Ven! men Du maa endnu lade mig faae halvtredsindstyve Species, for at jeg kan tage Revange ved Spillebordet.

    CHRISTIAN

    Halvtredsindstyve Species! jeg har ikke fem tilbage imorgen, naar Ballet er betalt, men de fem kan Du gjerne faae.

    GREVEN (spøgende).

    Saa, De har givet Alting ud!

    CHRISTIAN

    Ja, det er mærkeligt med saa uhyre mange Penge, men vi have ogsaa levet høit og deelt med alle gode Venner, hele Ugen!

    GREVEN

    – Halvtreds iaften – og halvtreds imorgen, – saa besørger jeg Præsenterne til den elskværdige Sangerinde og de nydelige spanske Piger, – De husker nok (syngende): »om spanske Piger et Rygte siger –«. – Jeg er Ceremonimester!

    (iler ind i Balsalen.)

    Tredie Scene

    DE FORRIGE uden GREVEN
    CHRISTIAN

    Ja, det er da godt at jeg har et Ønske endnu, for ellers gik det som til Skræderens Gilde, hvor de aad Barnet med. (standser ved at see Bedstemoderen.) Hvad, Bedstemoder, sidder Du der!

    BEDSTEMODER

    Ak det surrer i mit gamle Hoved!

    FRU SVANEHALS

    Og i mit! – De kjender mig!

    CHRISTIAN

    Ja, jeg har jo feiet Fruens Skorsteen!

    FRUEN

    Det er fabelagtigt, som de gamle Guder.

    BEDSTEMODER

    Ja, det er virkeligt kjønt af saa mange fine Folk, at de ville komme til os! Christian har inviteret alle dem han har feiet hos.

    CHRISTIAN

    Ja, for det skulde være fiint!

    BEDSTEMODER

    Hvad mon Folk tænke derom i Byen, hvad mon de sige!

    FRUEN

    Hvad de tænke? Hvad de sige? Ja det hører man da! og det er vist nok! – der maa saa skrives nu om Adel og Borgerskab hvad der skrives vil – Blodet skinner igjennem! det seer man paa ham, han er ikke fra Kjælderen.

    CHRISTIAN

    Nei, jeg er født paa Qvisten, siger Bedstemoder!

    FRUEN

    Hele Byen veed Historien med Rigdommen.

    CHRISTIAN

    Det Overnaturlige?

    FRUEN

    Nei, meget Naturlige! først spurgte vel Byen: hvorfra har han Pengene? Og saa vidste Byen hvorfra; (med dæmpet Stemme) De er et rigt Ostindianer Barn! – Faderen brød sig aldrig om Moder og Barn, men paa Dødssengen testamenterede han Barnet hele Plantagen, alle de uhyre Rigdomme.

    CHRISTIAN

    Hvad! var min Fader ikke min Fader! O, det er med Respect at sige en – fy!

    FRUEN

    Det kan ikke holdes hemmeligt.

    CHRISTIAN

    Min Moder var en skikkelig Kone.

    BEDSTEMODER

    Hans Fader var ærlig Skorsteensfeier!

    FRUEN

    Planteren er død, Sønnen Millionær, Vi veed det! hele Kjøbenhavn veed det!

    CHRISTIAN

    Hvor kan Kjøbenhavn vide det! – O, det er den største – fy! fy!

    FRUEN

    Mel. af Bruden: »Hvilken Nød, hvilken Qval«.

    Seer De, Byen den veed

    Løst og fast, op og ned,

    Fra Kjelder til øverste Lofte;

    Før man tænker en Ting,

    Er den tidt rundt omkring,

    Det er høist ubehageligt, ofte.

    CHRISTIAN

    Man kan faae den Maleur

    At man døer før man døer.

    Tro mig Byen er klog,

    Selv paa Potten i Kog,

    Den veed Hjerternes Bund,

    Den veed Tingenes Grund!

    Hver Skandal her og hist, –

    FRUEN

    Ja, om Mænd er det vist,

    Alle Mandfolk er grueligt fæle.

    CHRISTIAN

    Tidt dog Tjadderen gaaer.

    Kun man Sladderen faaer!

    BEDSTEMODER

    Det er Synd for uskyldige Sjæle.

    FRUEN

    I min Dom er jeg mild,

    Men sees Røg er der Ild.

    Og her veed man, at Rigdommen kommer fra den Afdøde.

    CHRISTIAN

    Ja, fra et Spøgelse –! et rigtigt Spøgelse!

    FRUEN

    Det maa man ikke kalde sin Fader, ikke engang i Spøg!

    CHRISTIAN

    Tak Frue! farvel! –

    FRUEN (holder ham tilbage).

    Nei, unge Herre! meget agtværdige, rige Mand! De maa ikke gaae vred bort! jeg maa have dem god igjen! – jeg interesserer mig for dem, og det gjør ogsaa min lille Venus-Unge Malene, jeg kalder hende ellers Mikke, det er saadant et nydeligt Navn. Dette er altsammen sagt i Parentesis! –

    CHRISTIAN

    Naar de ikke siger noget mod min skikkelige salig Moder – saa maa De sige hvad De vil; men nu gaaer jeg!

    FRUEN (fører ham hen i Forgrunden).

    Jeg vil selv være deres Moder! deres lyksalige Moder! Dands nu med Mikke! – Men siig mig een Ting! hvad er Bestemmelsen!

    CHRISTIAN

    At jeg vil dandse, Frue! –

    (river sig løs, og iler mod Døren hvor han møder Gabriele.)

    Fjerde Scene

    DE FORRIGE. GABRIELE
    FRUEN

    Hvor han er elskelig, Frue!

    BEDSTEMODER

    Kald mig ikke Frue, jeg er kun gamle Bedstemoder.

    FRUEN

    Naar man har saadanne Børn og gjør saadant Selskab, saa er man altid Frue!

    CHRISTIAN (til Gabriele).

    De dandser ikke! heller ikke med mig! –

    GABRIELE

    Quelle chaleur! (kaster sig i en Sopha ved Døren. Christian tager en Gyngestol og de ere snart i livlig Samtale).

    FRUEN (til Bedstemoder, heelt i Forgrunden).

    Reiser han over til Ostindien! – Havde jeg et Ord at sige, jeg sagde: bliv! man skal være patriotisk! bruge Pengene i Fædrenelandet og lade en Anden passe Landet derovre! han gifter en dansk Pige, her er nydelige Piger. De gjør en stor Huusholdning. Jeg skal hjælpe! Min Mand og jeg have altid de bedste Tjenestefolk. Vi see dem ikke efter i Skudsmaalsbogen. Jeg gaaer phrænologisk frem, jeg føler mine Folk paa Organerne, og min Mand tager dem ind og magnetiserer dem:

    Ved Magnetisme og Phrænologie,

    Kjendes Tjenestefolk uden paa og inden i.

    Det Vers er af min Mand.

    BEDSTEMODER

    Hvem er det at Christian taler saa meget med.

    FRUEN (med Lorgnet).

    Een af de Spanske!

    BEDSTEMODER

    Spanske.

    FRUEN

    Sønnedøttre og Bedstefader. Her boer i Hotellet denne Don Salamanka, Spaniol-Emigrant; de er gaaet bag af Dandsen derovre og nu dandse de Theater-Dands!

    BEDSTEMODER

    Hun er nydelig!

    FRUEN

    O ja – af den Couleur, a la røget Meerskums Pibehovede! Den store Sangerinde, som ogsaa er her paa Ballet, finder jeg meget nettere! Og om hendes Sang har jeg læst, at da hun i Odense saae den store Raadstue-Sal tog hun bare een Lyd, men den kom strax i den fyenske Avis (neier). Lætitia, et korsikansk Fruentimmer, var Moder til Napoleon, men De er Bedstemoder til en Ducatmand! Jeg maa have sat Mikke paa ham. (iler ind i Balsalen.)

    Femte Scene

    BEDSTEMODER. CHRISTIAN. GABRIELE. MARIA
    BEDSTEMODER

    Gud veed hvad Tungemaal han taler med den Spanske! jeg neier kun! Maria! – Nei! Du er dog det yndigste paa hele Ballet; men hvad feiler Dig? – Du skal dandse! med Christian!

    Mel. af Grisar: La folle.

    La, la, la!

    MARIA

    Dandse med mig. Nei!

    BEDSTEMODER

    La, la, la!

    MARIA

    Mig han husker ei!

    Jeg var saa sjæleglad,

    Men han mig aldrig bad,

    Ei en eneste Dands.

    De to – et fremmed Lands,

    Og Sangerinden, hun –

    De har ham sødt henrevet.

    BEDSTEMODER

    Ja Høflighed har krævet,

    De maatte æres saa;

    Det vil Du nok forstaae!

    MARIA (seer Gabriele)

    Der atter, begge to.

    BEDSTEMODER

    Mit Barn, Du skjælver jo,

    Hvad skal jeg om Dig troe!

    (trykker den grædende Maria til sit Hjerte.)
    CHRISTIAN (med et Blik hen imod Maria).

    Marias Sorg jeg vil ikke,

    Ved den mit Hjerte før brast,

    Dog Spaniens Skjønheds Nellike

    Mig holder for evig fast.

    MARIA (tager Rosen af sit Bryst og plukker den itu).

    Du lytted hvor Du sad,

    Flyv hen da, Blad for Blad!

    BEDSTEMODER

    Vær glad!

    MARIA (gjentager hendes Ord).

    Jeg glad!

    CHRISTIAN

    En Dands!

    GABRIELE (reiser sig).

    Monsieur.

    CHRISTIAN

    En eneste lille Dands! Saadan igjennem hele Livet! –

    GABRIELE (tager imod hans Arm og vil træde ind i Balsalen).

    Sjette Scene

    DE FORRIGE. HELE BALSELSKABET
    GREVEN (fører Amanda).

    Prrr! min Ven! Alting er ude, alle Vinduer oppe, for at lufte! Beed! bøi Dig! knæl! og vor elskværdige Sangerinde giver os een af sine udødelige Romanzer!

    EN DEEL AF SELSKABET (bedende).

    En Romanze!

    AMANDA

    Her paa Ballet!

    (Hun omringes af de Bedende.)
    FRUEN (fører Mikke hen til Bedstemoder).

    Det er Mikke! – Hold Dig rank, min Venus-Unge! – Hun ligner mig op ad Dage i den Alder. Kunstkjendere sige ogsaa, at jeg endnu har noget af Antiken, naar jeg holder Hovedet paa denne Maade! –

    AMANDA

    Jeg synger ikke! –

    AMANDAS MODER (med en stor Skjødehund paa Armen).

    Min Datter synger kun plastisk-dramatisk! – og saa elsker hun dette det alleryndigste, sødeste Lille! Den har ogsaa Menneske-Tanke. (kjæler for Hunden; Amanda ligesaa).

    CHOR

    Mel. af Ravnen: »Under Sang«.

    De vil synge: »pjangi padre!«

    Den af Norma, som De veed,

    Eller een af Gazza ladre.

    Vi er bar Lyksalighed.

    AMANDAS MODER

    Der er Intet af Vestale,

    Hendes Norma vækker Gru! Norma har to Børn til Hale,

    Og maa gives med et Hu.

    CHOR

    »Casta diva!« – og med Krandse

    Lønnes Festens Nattergal.

    AMANDA (peger paa Seraphine).

    Beed de hende om at dandse –

    Dands jo passer paa et Bal –

    En Cachucha!

    FLERE

    En fra Spanien.

    CHRISTIAN (til Amanda).

    Giv min Fest sin største Glands!

    AMANDA

    Husk! – paa Bal er som Champagnen

    Just den skjønne spanske Dands.

    GREVEN

    Mine Damer! mine Herrer!

    Slutter Kreds, vi haabe tør.

    BEDSTEMODER (seer paa Maria).

    Du min Gud! – Det sig forværrer!

    Hun er bleg, som aldrig før!

    CHOR

    Alt for høit sin Sang hun sætter.

    DON HUBERTO

    Quelle façon! (gjør Tegn til Sønnedøttrene)

    CHRISTIAN

    Mit Haab De veed!

    CHOR

    De ta’er begge Castagnetter,

    Der er ingen Fornemhed.

    Mel. af Toreadoren.

    Seraphine og Gabrielle dandse spansk Dands, under denne synger
    CHOR

    Det er den spanske Dands,

    Siger mig min danske Sands!

    Hvilken Sveining,

    Neining,

    Dreining!

    O, saa gratiøst.

    Sødt henbævende,

    Saligt svævende,

    Frem de ile

    Smile, –

    Det er pompøst!

    CHRISTIAN SAMMEN

    Hjertet banker,

    Fyldt af Tanker,

    Saligt svulmende,

    Smerte dulmende. –

    MARIA

    Hvilke Blikke,

    De ham skikke

    Dandsen trædende.

    Jeg staaer grædende.

    CHOR (dandsende med).

    Ei jeg sandser!

    Selv jeg dandser.

    Hun forvolder det!

    Dandsen trolder det! – ak!

    ALLE (jublende).

    Brave! brave! mageløst!

    SERAPHINE. GABRIELE. DON HUBERTO

    Monsieurs! Mesdames!

    CHRISTIAN (til Greven).

    Er det ikke med de Spanske ligesom med Italienerne, naar man raaber Kis! saa faaer man det nok engang?

    GREVEN

    Bis!

    CHRISTIAN

    Jeg veed det! men det er mig der gjør »Kiis!« for jeg er forliebt.

    GREVEN (hvidsker).

    Gabriele! Jeg besørger Presenten.

    CHRISTIAN

    Det surrer i mit Hoved ligesom Fluer.

    GREVEN

    Ja, spanske Fluer! – men hvad gjør det! – Penge! Landsted ved Strandveien! De gjør Indbydelse!– De ligger paa Landet, De ligger paa Vandet, etc. etc. etc. – Og saa har de hende! Penge gjør Alt! –

    CHRISTIAN (faaer en Tanke).

    Det er Midnat nu! og Dandsen med Smaaversene begynder! Jeg trak et Nit! – Tak Skjæbne! og det ordentlig Tak! (Til Greven) Lad Ingen savne mig!

    (Tjenerne aabne igjen Fløidørene til Balsalen.)
    FRUEN (til Mikke).

    Det var en meget upassende Dands paa det bare Stuegulv, det er min Mening.

    GREVEN

    Mine Herrer og Damer, nu begynder Dandsen, hvor Skjæbnen spiller »Amors og Balletmesterens Luner«. Jeg har Nummer Eet. Voila! hver læser høit og tydeligt, helst udenad?

    Orchestret spiller: Op til Dands, til Dands. (Greven træder frem paa Gulvet; med Declamation.)

    Her staaer jeg udsat for Critik,

    Og der er slemme Tunger.

    AMANDA (siger efter sin Devise paa Ramse)

    Skytsenglen Du ved Siden fik,

    Og Nattergalen sjunger.

    GREVEN (spøgende).

    Saa synger jo dog Nattergalen.

    AMANDA

    Efter Devise!

    EN GAMMEL HERRE

    Jeg har ei meer min gamle Ro,

    Mit Hjerte er i Pjalter.

    MARIA (siger sin Devise saa at man hører at hendes Tanker ere langt borte).

    Sæt til Auction det hele Bo

    Og hold dem en Forvalter.

    BARONEN

    Jeg vælger Dem paa Dandsens Viis,

    De lyser som min Stjerne.

    DAMEN

    Og jeg, jeg siger ikke nei,

    Endskjøndt jeg vilde gjerne.

    EN HERRE

    Uendeligt stort var Tabet,

    Om ikke jeg traadte frem,

    DAMEN

    Jeg sværmer for Borgerskabet,

    Derfor jeg dandser med Dem!

    EN TYK HERRE

    Ak!

    SERAPHINE

    Tak!

    EN HERRE

    Jeg dandser langt, jeg dandser kort,

    Til Dands er hele Skroget.

    DAMEN

    Forkjølelsen jeg dandser bort,

    Og det er altid Noget.

    EN HERRE

    Jeg er en Guldfugl, svær at naae,

    Mig gribe ikke mange.

    GABRIELE (staaer et Øieblik forlegen og udbryder)

    Mon dieu! jeg ikke kan tale danske Poesien. –

    HERREN

    Men Dandse-Poesien, og det er noget bedre.

    GREVEN

    Til Orden!

    HERREN (læser Gabrieles Vers).

    En Graaspurv med lidt Bogguld paa,

    Jeg dog for Spøg vil fange.

    C’est une bètise!

    EN UNG MAND

    Jeg seer en Kind, saa frisk og rød, –

    Vil hun en Dands mig skjænke?

    MIKKE

    Ja Gud skee Lov, min Mand er død,

    Og jeg er blevet Enke.

    FRUEN

    Det er nydeligt med de Smaa-Digte. Jeg maa have nogle fra Conditoren, naar jeg skal have Bal. Mikke sagde sit yndigt! –

    EN HERRE

    Dame! Vil De Haand mig give?

    DAMEN

    Herre! hvad skal Enden blive!

    Jugendfeuer-Gallop«; de dandse ind i Balsalen; imidlertid siger)
    CHRISTIAN

    Og min Devise, den er: Penge nok! (iler ud.)

    Syvende Scene

    Gade udenfor

    (Man hører Dandsemusikken lyde herned; lidt efter kommer)
    CHRISTIAN

    Det er en deilig Musik! og saa er der Illumination med røde og gule Gardiner. Det er et gentilt Bal. Det er hos mig der er Bal, og saa staaer jeg paa Gaden og seer op. Var jeg ikke saa vis paa, at jeg er vaagen, vilde jeg troe at jeg drømte, saa underligt gaaer det til, og er det for mig. Jeg er virkelig her og der og Straalemester tillige. Jeg er inde i Dandsesalen og dog inde i Stuen hos Bedstemoder, der ikke kan finde sig i al den Rigdom og Herlighed. Maria er bedrøvet fordi jeg ikke dandser med hende; jeg veed det, og dog maa jeg dandse med den Anden, som jeg ikke kan tale med, og taler dog med og forstaaer. Det er Øinene, det er – Hun er saa deilig, saa guddommelig. Kjærlighed er noget ligesom hvidt Øl med Rosiner, det maa knalde af, ellers gaaer Flasken. – Penge det maa jeg have! Penge, for at skaffe hende saa megen Lykke – at hun maa elske mig! – Penge nok! – ja det skulde jeg have ønsket strax, saa havde jeg nu havt to Ønsker tilbage. Men hvor er Manden for det Hele! – Nu skal vi see han driver ikke i Nat – og jeg kommer ikke til Penge! – det maa jeg! – Sæt at han ikke kom, at han var i Spøgelseklubben, de have vel een! der seer det da ikke sort ud, der er alt hvidt. – Hvide Herre! Der staaer han! Deres Høiønskelighed! jeg kommer med mit tredie Ønske! –

    Ottende Scene

    DAGDRIVEREN

    Paa Strømmen jeg seer med Tankeblik,

    Jeg synes at den har Stemme;

    Der seiler et Blad med en Kunst-Critik,

    Saa vaad, saa bred og saa hjemme!

    Der flyder Haabet, lidt grønt Salat,

    Og Pinden fra Lykkens Medister,

    Som Løfterne af en Valgkandidat,

    Det bobler og bobler og – brister.

    CHRISTIAN

    Altsammen i Rendestenen. – Turde jeg ikke tillade mig! – –

    DAGDRIVEREN

    En Gadedriver, som bliver Aand,

    Har mangen alvorlig Time,

    Og blev jeg ei holdt af Midnattens Haand,

    Saa troer jeg, jeg kunde besvime!

    CHRISTIAN

    Deres Høiønskelighed! De havde fuldkommen Ret, da De sagde, at jeg ikke forstod at ønske.

    DAGDRIVEREN

    Og nu hvad klogere, hvad bedre da?

    Udtal dit Ønske – det som er vor Lykke.

    CHRISTIAN

    Det klogeste og bedste et Menneske kan ønske: Penge nok!

    DAGDRIVEREN

    Det er for lidt for Dig, for lidt for mig!

    CHRISTIAN

    Ja saa bemærkede De nok ikke at jeg sagde: nok! Penge nok! uden dem er der ingen Effect, man lægges ikke Mærke til, kommer ikke op i Verden. Man har ikke det, der slaaer!

    DAGDRIVEREN

    Til det behøves Penge ei som Ramme,

    Dertil Du bruge den bengalske Flamme.

    CHRISTIAN

    Bengalske Flamme! gjør den saa meget!

    DAGDRIVEREN

    For den et Hurra gaaer i alle Havne,

    Men jeg iaften nævner ingen Navne.

    CHRISTIAN

    Ja saa! –

    DAGDRIVEREN

    Mel. Ein Heller und ein Baßen.

    1.

    Skaf den bengalske Flamme,

    Saa gjør Du strax Effect.

    Hvad der gaaer over Stregen,

    Det kommer bedst af Legen.

    Ak, meget Bestialsk

    Er deiligt – i Bengalsk.

    2.

    Ja den bengalske Flamme

    Den slaaer, som Samson slog,

    Saa hele Menuetten

    For den ta’er til Kasketten!

    Ak, meget Bestialsk

    Er deiligt – i Bengalsk!

    CHRISTIAN

    Jeg vil ikke modsige Dem siden jeg er Supplikant.

    GJENFÆRDET

    Den bengalske Flamme, som gjør det Bedste,

    Er tidt hos Doctoren Vogn og Heste

    Og holde Munden, betænksom klog;

    De klingende Vers i den hule Bog,

    Den gamle Vane fra Top til Rod,

    En Trødske der skinner for Kornmod,

    Ja Folkegunst og andet det samme,

    Er ene og alene den bengalske Flamme.

    CHRISTIAN

    Han har taget ind at snakke paa; han skal nok til Prøvevalg!

    DAGDRIVEREN

    Kortsynede, indbildske Adams-Slægt,

    Du løber efter den røde Effect;

    Du Flamme stærk, som en Verdens-Aand,

    I Dig dandse Halte og Lamme;

    Du giver Stjerner, Du giver Baand – –

    CHRISTIAN

    Ja luur den bengalske Flamme!

    Vil De saa give mig mit tredie Ønske: Penge nok! –

    (Fra Hotellet lyder Dandse-Musik af en Søndag paa Amager: »Kom min Skat«.)
    DAGDRIVEREN

    1.

    Gaae Din Vei! Hør Dandsen kalder Dig;

    Træd den kjønt og frist ikke mig!

    CHRISTIAN

    Dandse! ja bag af Dandsen jeg gaaer nok snart,

    Faaer jeg ei Penge og det i en Fart.

    DAGDRIVEREN

    Altsaa Rigdommen søger Du just,

    Det som er Føde for Møl og for Rust.

    CHRISTIAN

    Jeg gik fra Ballet ud paa din Nattevei,

    Og dog Du hører mig ei.

    DAGDRIVEREN

    Nei!

    CHRISTIAN

    2.

    Naar jeg nu lover Dig at til hver Nattefest

    Skal Du indbydes som Gjæst.

    DAGDRIVEREN

    Saa maa jeg svare og sukkende give Svar:

    Østergade til Eie mig har.

    CHRISTIAN

    Du har lokket mig! Du har daaret mig!

    Hvorfor hørte jeg Dig!

    DAGDRIVEREN

    Jeg gaaer min Nattevei, gaae Du din Dandsevei!

    CHRISTIAN

    Ønsket opfylder Du ei?

    DAGDRIVEREN

    Nei!

    (forsvinder).

    Niende Scene

    BLAKE staaer pludselig ved Christians Side og lægger Haanden paa hans Skulder.
    BLAKE

    Men jeg!

    CHRISTIAN

    Du! – hvo er Du! – Nabo! De her? hvad har De hørt?

    BLAKE

    Din Nød, din Trang –! og jeg hjælper.

    CHRISTIAN

    De –! ja, for hvor store Procenter! – De kan ikke! jeg maa have Fortunati Pung.

    BLAKE

    Den skal Du faae!

    CHRISTIAN

    Hvad behager?

    BLAKE

    Paa eet Vilkaar.

    CHRISTIAN (med Skræk).

    Hr. Blake! – Saa har dog Maria Ret! De er – De er –?

    BLAKE

    Marskandiser! sælger gamle Møbler! bytter gamle for ny! Jeg vil bytte.

    CHRISTIAN

    Hvad vil De bytte!

    BLAKE

    Følg med og Du skal forstaae mig.

    CHRISTIAN

    Jeg tør ikke.

    BLAKE

    Giv mig Din Haand min Kjære,

    Følg med et Øieblik!

    Jeg dig til Hjælp vil være,

    Træd ind i min Boutik.

    CHRISTIAN

    Jeg vil –! nei! – jeg vil ikke!

    Lad vær’ at friste mig! –

    Jeg husker hendes Blikke,

    Og jeg maa følge Dig!

    BLAKE

    Kom! jeg Dig Hjælp vil give.

    CHRISTIAN

    Jeg kan mig ei løsrive!

    BLAKE

    Jeg Lykkens Vei Dig viser.

    CHRISTIAN

    Nu vel, Hr. Marskandiser –!

    BEGGE TO
    CHRISTIAN

    Det kan ei andet være –!

    Det briste eller bære –

    Det er et Øieblik!

    BLAKE

    Saa kom, følg med, min Kjære!

    Jeg Dig til Hjælp vil være,

    Træd ind i min Boutik.

    Tiende Scene

    Stor Marskandiser Boutik

    Paa Væggene Portrætter i fuld Størrelse, Mændene have Alonge-Paryk, Damerne deres Bologneser paa Armene. Rococco-Meubler; lidt tilbage en blaamalet Dragkiste med buede Been; en Kakkelovn med Tromle og Messingknapper; nærved, paa en Forhøining et Automat. Musikken spiller Nonne-Dandsen i »Robert«.
    BLAKE og CHRISTIAN
    BLAKE

    Kom! og vent mig her! – om to Minuter er jeg igjen tilbage!

    CHRISTIAN

    Ja, tak skal De have! men De husker jeg er Vært! jeg har Bal!

    (Blake gaaer)

    Ellevte Scene

    CHRISTIAN ene.

    Saa gaaer han, og jeg staaer midt i Boutikken! Lampen er da ved at sige god Nat. (den blusser pludseligt op og Alt er i stærk Belysning.) – Ja, saadan skal det være! God Morgen! nei! det var da en Forsamling, et heelt Meubel-Vartou! det ene Stykke staaer paa Skjødet af det andet? (Musik af Robert begynder igjen.) Hvad behager! jeg bliver saa underlig! (Paa forskjellige Steder i Gulvet skinne frem røde Hoveder, som fra Guldmynter) Hvad er det! – rød Kat! Kis! – er jeg ikke alene! (vender sig til den anden Side) Rød Krebs, som nikker, fy! – Og Skilderierne paa Væggen; nu neie de ogsaa! det er et velopdraget Meublement! men jeg holder ikke af den Opdragelse, den er ikke naturlig! – Ærværdige blaa Dragkiste løfter sine gamle Been! Kakkelovn med Messingknapper skyder Tromle! Det er Indbildning, det de kalde Phantasie! men jeg holder ikke af Phantasie for jeg har formegen. Tidt naar jeg paa Gaden gaaer i mit eget Tommerom, synes jeg ogsaa der er Liv i Tingene! Skorstenene raabe ned til mig: »vi ere de nyttige Borgere, vi sørge for Maven og for NæringsdriftenVand-Renderne tænker jeg mig som Rodemestere, de overjordiske og de underjordiske Rodemestere! – Vandposten han er Sundheds-Oldermand, med Træ-Uniform og om Vinteren med Straa-Pels og med Istap i Munden. Skildtene derimod ere de poetiske Gemytter, der er mig noget ganske rørende i at see afmalet en Spegesild, hældende sig op til en Smørfjerding! Brostenene ere Massen! »lad os bare ikke komme ind af Vinduerne og sige vor Mening« sige De. Hr. Massen har Mening, og Hr. Massen er ikke at spøge med! (farer op) hvad er det! Nei det er ikke Indbildning (Meublerne røre sig igjen). – Troldtøi! – Det er Blodet, som løber om og laver Historier! – (peger paa Automatet) han derhenne kunde man blive forskrækket for, – men jeg bliver ikke forskrækket! – det er en Kunstdukke, som man kan sætte i Bevægelse, dersom der ikke er sprunget Noget inden i den! – Her hænger Nøglen! – den passer. (trækker Automatet op) Hør hvor Uhrværket gaaer! Han har en Skralde i Maven! – det er Kunst Altsammen. See hvor han rører Arme og Been! det er godt gjort! meget godt! – Han sætter Hornet for Munden! – Men der er ingen Vind. (Automatet blæser) – Vind! – (Automatet træder ned af Fodstykket) – Staae! – det er min Indbildningskraft! – Hr. Blake! Hr. Blake!

    AUTOMATET (er traadt midt frem i Stuen og blæser nu paa sit Horn Melodien: Nu är vi på Maskeraden!)
    CHRISTIAN

    Den Blaa!

    (Hele Meublementet er nu i Liv og Røre, Christian synger dertil)

    Dragkisten dandser,

    den blaa, den blaa!

    Kakkelovn med Tromle

    kan gaae, kan gaae!

    Gamle Portrætter

    saa graa, saa graa,

    Træde Menuetter

    til den blaa, den blaa!

    (Fra Kaminen kommer, under Musik af »Brama og Bajadere«, en stor Ildtang springende frem til midt paa Gulvet, her løfter den sit ene Been høit mod Loftet paa uskjøn Dandserinde-Maneer og ender med tilhørende Perrouet; ved Synet deraf gaaer Christian fra Maal og Mæle. – Blake træder ind, og Alt staaer igien roligt paa sin Plads).

    Tolvte Scene

    BLAKE, med Viin og Glas. CHRISTIAN
    BLAKE

    Hvad feiler Dig! Du ryster! – frygter Du for at være alene?

    CHRISTIAN

    Nei, naar man bare maa være det ordenlig! og saa man gik i sit lovlige Kald! men det gjør jeg egentligt ikke iaften! Det er ellers et løierligt Meublement de har, Hr. Blake! Selv Ildklemmen! ja, det var livagtig Ballet-Solo! aldeles uden Skjørt! – Hu! jeg troer, jeg har den rystende Syge!

    BLAKE

    Denne Viin skal gjøre Dig godt.

    CHRISTIAN

    Jeg har nok allerede drukket formeget paa Ballet! – Ballet! – Det var om Penge jeg kom! hvor dyre ere de?

    BLAKE

    Drik!

    CHRISTIAN

    De vil skaffe mig for alle Tider Penge nok, men hvad forlanger De af mig?

    BLAKE

    Tag dit Glas! – Gabrieles Skaal!

    CHRISTIAN

    Gabriele! – ja jeg maa være riig, uhyre riig! men hvad skal jeg give igjen! Hvad skal jeg love –?

    BLAKE

    At Du aldrig vil synge! aldrig tralle lystigt op! – ikke andet.

    CHRISTIAN

    Aldrig synge –! hvad vinder De derved?

    BLAKE

    Lad mig om det!

    CHRISTIAN

    Aldrig tralle! Men det kan jeg ikke –, det sidder mig her til Venstre – for jeg har i Grunden saadant et godt Humeur! det er det! –

    BLAKE

    Men det tør ikke være! det maa kjøles af, sættes i Hvile, dannes! – kom! – op til mit Hjerte! – Min Haand er en Dæmper paa Dit Bryst; – Du skal føle, hvor jeg gjør det kjøligt og stille!

    CHRISTIAN

    Det traller dog op! »dik! dik!« og det maa dikke derinde!

    BLAKE (viser et Guld-Uhr).

    Dette giør det bedre! – ved hvert »dik, dik!« forstaaer Du, falder der en Guld-Skilling i Din Lomme, – Penge! altid Penge! Din Lomme er Fortunati Pung!

    CHRISTIAN

    Men om jeg glemte nu mit Løfte og sang – ja, nynnede bare en lille bitte een –!

    BLAKE

    Det gjør Du ikke! derfor sørger jeg.

    Mel. Finale af Norma.

    Dette Glas Du nu skal tage,

    Denne Drue skal Du smage,

    Sol fra Paradisets Dage

    Giver den dit unge Blod.

    CHRISTIAN

    Aldrig synge, aldrig tralle.

    Gaae saa stille blandt dem Alle,

    Fordrer Du, jeg Dig forstod!

    BLAKE

    Hjerteslaget standser ikke,

    Mekanismen den vil dikke,

    Paa Din Lykke vil jeg drikke,

    Penge nok er Lykkens Rod.

    (De drikke)
    BEGGE TO

    Rigt som Blad paa Vinens Ranker

    Fyldes jeg med lyse Tanker,

    Hver en Puls i Livslyst banker,

    Jeg har Villie, jeg har Mod!

    CHRISTIAN

    Nu vel, saa læg da Haanden paa mit Hjerte –!

    BLAKE

    Kom op til mit!

    (omfavner ham.)
    CHRISTIAN

    Din Haand er kold! – Det sortner for mit Øie!

    (Baggrunden aabner sig; en deilig Regnbue viser sig i den klare, skyfrie Luft. Genier med hvide Vinger bære en skinnende, med Stjerner besat Liigkiste; i denne ligger et stort, blomstrende Rosentræ; fire Genier holde som Baldachin over det et udspændt Sørgeflor; de gaae i Sørgemarsch under følgende Chor:)

    Mel. af Jensen: »Am Grabe der Frommen«.

    Rosentræ, Du friske, smukke,

    Med din rige Blomster-Pragt,

    Graven skal sig om Dig lukke,

    Du er alt i Kiste lagt.

    Solens Lys saa varmt og herligt

    Kyssede Dig broderkjærligt!

    Nu Du sænkes skal i Muld,

    Døden kjøbte Dig for Guld!

    CHRISTIAN (med fravendt Blik).

    Det er for mig, som om de begravede mit glade Ungdoms Sind.

    (i det Genierne sætte Kisten paa Jorden, falder Sørgefloret over Roserne.)
    BLAKE

    Tag nu det kostelige Kunstværk! dik! dik! – hør hvor det gaaer. Kjæden er tung, tung, fineste Guld! den holder fast, saa fast!

    (Blake hænger den om hans Hals, et smerteligt Suk lyder gjennem Luften, Regnbuen brister, Kisten synker i Jorden og i dens Sted sees et stort omvendt Overflødigheds Horn, hvorfra Penge vælte ud og danne en Guld-Flod; ildfarvede Dæmoner dandse om den og slaae Messingbækner; Portrætter og Meubler ere i lystig Dands; et usynligt Chor gjentager Sangen fra første Act: »Alt man for Penge kan faae!« imidlertid siger)
    BLAKE

    See fra Guldhornet strømmer

    Penge nok, Penge nok,

    Ned af Guld-Floden svømmer

    Verdens Svane, Fuglen »Rok.«

    CHRISTIAN (synker om).

    Tredie Act

    Strandveien

    (i Forgrunden den fremspringende Fløi af en prægtig italiensk bygget ny Villa; øverst i Verandaen sidder Gabriele i rigt chinesisk Costume og leger med Guldfiske i et Glas; paa den modsatte Side er en Brønd, i Baggrunden Havet. Aften Belysning.)

    Første Scene

    CHRISTIAN, GREVEN, BARONEN, DON HUBERTO og FLERE VENNER i prægtige chinesiske Dragter; de sidde om et Bord hvorpaa staaer en brændende Punsche-Bolle.
    CHOR

    Mel. af Zampa.

    Her ved Søen blank og blaa,

    I en Sommer Aften, smuk, som faa,

    Ellevild vi juble hver

    Om Bollens Blus, under Havens Træer.

    :|: Drik ud hver Taar,

    Deiligt da Verden staaer! :|:

    BARONEN

    Venner dog! denne Sang passer ikke,

    Chinesisk Sang og nikke, nikke – –!

    CHORET (gjentages.)
    BARONEN

    Stille, mine Herrer! det er reent udenfor Costumet! vi ere jo Chinesere iaften! vi maa blive i Charactererne.

    GREVEN

    Men Ballonen der (peger paa Bollen.) har baaret os ud over den chinesiske Muur! nei, ikke ham! (peger paa Christian der sidder som sjælløs mellem dem.) Thing tsu! Du gjør for meget af Din Rolle, og man kan ogsaa gjøre for meget af en Ting.

    BARONEN

    Nu har vi hele Ugen havt Fest paa Fest og hver Aften en ny Characteerdragt, det er just det moersomme! igaar vare vi Alle Amagere og sang: »Ama’er Mo’er giv mig Gulleroer!« iforgaars vare vi franske Soldater: »En avant marchons!« og forud vare vi italienske Fiskere: »La Biondina in gondoletta« og »te voglio bene assai!« og nu ere vi Chinesere, og det skulle vi ogsaa være! den yndige Pe, (peger paa Gabriele.) sidder paa Terrassen og holder mellem de smalle Fingere den gyldne Pind, som leger med Guldfiske.

    GREVEN (til Gabriele.)

    Stig ned og leeg med den store Guldfisk her! ved Confucius, jeg troer han er syg.

    CHRISTIAN

    Drik! syng!

    GREVEN

    Tsing – pe!

    DON HUBERTO

    Ma fille!

    CHOR (Gabriele dandser dertil.)

    Mel. af Prindsen af China.

    Af Porceleen er vore Taarne,

    Med Tippen i Skyens Sløer,

    Meer høi er Du høibaarne

    Og langt mere skjør.

    Bim! bim! bim! bim!

    Tsangt schu i Atlask,

    Nankin og Peking!

    Du store Chineser,

    Hør paa vor Sang.

    CHRISTIAN

    Lad mig i Ro!

    GREVEN

    Elskværdigste af alle Mennesker! see dog paa hende! (peger paa Gabriele.) hvor hun er smuk i denne Dragt! altid smuk! det var hun igaar som Amagerpige, det var hun, som Marketenderske, den skjønneste Regimentets Datter, – som Fiskerpige, – som Maritana! det er for hendes Skyld dog alle disse Feste, disse Udklædninger.

    CHRISTIAN

    Bryd Dig ikke om mig!

    GABRIELE

    Min Ven!

    CHRISTIAN

    Jeg er syg.

    GABRIELE (lægger sin Haand paa hans Hjerte.) Ikke syg! det dikker!
    CHRISTIAN

    Ja, ja! –

    GREVEN

    Du lider af formegen Lykke! den vælter over Dig. Penge nok, Venner nok, Rigdommene styrte ind. Du arver, Du vinder i Lotteriet, selv naar Du ikke spille i det, og tager Du Nummer paa en Pude, faaer Du Puden og Brodeusen med! Humeur bare! Tenor! op med en Vise! den om Kukkeren.

    BARONEN

    Men den passer ikke til Costumet!

    GREVEN

    Det er det samme, naar bare Visen er god!

    Mel. »Fallera Kukkuk.«

    BARONEN (Sang med Chor.)

    1.

    Hvor Skoven dog er frisk og stor,

    Kukkuk

    Skovmærker der, og Jordbær groer.

    Kukkuk!

    I Træets Bark er Mærke sat,

    Der fik jeg Kys en maanklar Nat,

    Kukkuk! faldera! kukkuk!

    2.

    I Maaneskin er smukt at gaae,

    Kukkuk!

    I Skov ved Solskin ligesaa,

    Kukkuk!

    Af Kukkeren jeg vide faaer,

    Hvor mange Kys og Leveaar,

    Kukkuk! faldera! Kukkuk!

    3.

    Gjør ikke Verden Dig for tung,

    Kukkuk!

    Husk paa Du er kun eengang ung,

    Kukkuk!

    Skovmærker groer og Jordbær groer,

    Og Kukkeren veed naar og hvor.

    Kukkuk! faldera! kukkuk!

    GREVEN (gjentagende Ordene).

    »Gjør ikke Verden Dig for tung, husk paa Du er kun eengang ung!« det er Moralen, min Ven. (en Tjener bringer en ny Bolle.) »en nyfødt Sol i Østen gløder, forsamler jer I Fiskermænd

    CHRISTIAN

    Ved Stranden!

    GREVEN

    Ved Stranden, væk! skal vi alle Mand væk!

    BARONEN

    Hil Dig Flamme!

    CHRISTIAN

    Under Skrænten! føi mig!

    GREVEN

    Føie Dig! i Alt! skjøndt vi sidde jo deiligt! naa! Lykkens Yndling, hvad feiler Dig! Du bliver mere og mere trist! man kan ogsaa være lystig som Chineser! hvad mangler! har Du ikke Magt over Alting! Har Du ikke faaet mig til at elske Strandveien, siden vi selv have faaet Landsted herude! rumler jeg ikke med Glæde den halve brolagte Miil og seer Kjøbenhavn forsvinde bag en Stikkelsbærbusk! vilde jeg ikke rumle herud, selv paa Længselsvogn, hvor man sidder og venter paa Een – og saa paa een, – og een endnu – til Vognen er fuld og Kudsken kjører. – O Længselsvogn.

    CHRISTIAN

    Kjør!

    GREVEN

    Hvad forlanger Du! Vil Du til Regimentet, Du kan stille Dig! Du kan komme i Landsthing! vil Du være Exellence?

    CHRISTIAN

    Gaae dog!

    GREVEN

    Og Du kommer efter – bien! vi gaae! Ja, men i Procession: Først Flammen! Moses brændende Søile, saa Jephtas unge Datter. Ja, det er Hebraisk for Dig, og det skulde være Chinesisk! »klinger smaa Pagoder!« Slaa ikke din Ungdom ihjel. (ordner Toget.)

    BARONEN

    Mel. af Prindsen af China.

    Livets Blomst er Ungdomsalder,

    Gjør ikke den Fortræd,

    Tage Verden som den falder,

    Du falder ellers med.

    Sang i Huset,

    Viin i Kruset!

    Viid og Lune,

    Øine brune,

    Elskovs Glorier,

    Smaa Historier,

    Det er Ungdoms Navneklud!

    (Choret falder ind og gaae i Procession med Dands forbi Christian.)

    Af Porcelain er vore Taarne,

    Med Tippen i Skyens Slør!

    Bim, bim, bim!

    Anden Scene

    CHRISTIAN (ene).

    Som chinesiske Dukker nikke de til Alt hvad jeg siger. Jeg selv er blevet een af Dukkerne paa Bedstemoders Dragkiste. Chinesere! de lyde mig! mine Penge lyde de. Penge kan Alt! prægtigt, som i Eventyret er mit Slot voxet op. Med Guld kan jeg beslaae hver Sorg, sige til den: gaae og sov paa Fløiels Puder! men den gaaer ikke at sove; jeg selv kan det ikke! – – Hvad hjælper mig alle Rigdomme, hvad hjælper mig Penge nok, naar jeg ikke er glad, ikke kan være det. (lægger Haanden paa sit Bryst.) Her er saa underligt huult – aabent – det er som om jeg følte den kolde Trækvind. – Det trykker mig her! før var jeg aldrig syg. – Jeg gik nys ind i mit Lønkammer, jeg aabnede Skrinet hvor mine gamle Skorsteensfeier-Klæder laae – i dem var jeg lystigere – friere! men fattig – ikke mægtig, som nu. Jeg veed ikke, men det kom over mig! jeg tog de fattige Klæder paa – da hørte jeg Vennerne og jeg skammede mig – og kastede den Silke Mandarin-Dragt over. Den dobbelte Klædning er det, som gjør mig syg. Bort med denne Maskerade! (kaster Silkedragten og staaer i sine Skorsteensfeier-Klæder.) Saa fattig var jeg eengang! Nei Ingen maa see mig saaledes! – Jeg har Guldkjæden! og Mekanismen gaaer! dik! dik! ved hvert Dik falder en Guldmynt til den Rige! Hvo er som jeg saa rig og saa – slet ikke lykkelig! (gaaer mod Huset.)

    Tredie Scene

    CHRISTIAN. MARIA. BEDSTEMODER
    BEDSTEMODER

    Christian! ja, saaledes seer jeg Dig helst!

    CHRISTIAN

    Hvorfor ere I ikke pyntede?

    MARIA

    Disse Klæder vare engang vore bedste Søndagsklæder, som Du saae os saa gjerne i. Det var i de gode Dage.

    CHRISTIAN

    Gode! Har I kjendt dem bedre før nu.

    BEDSTEMODER

    Ja, bedre, lykkeligere! – Men Du er jo ogsaa i dine rigtige, rare Klæder, hvori Du var vor egen velsignede Christian.

    CHRISTIAN

    Naar var jeg bedre end nu?

    BEDSTEMODER (mildt bedrøvet)

    Dengang, da Du ikke talte saaledes til Maria og Din gamle Bedstemoder! Hvad er al Din Rigdom nu mod den i vor lille Stue i Kjælderen. Vi vare saa glade ved Dig og Du ved os. Da var Du ogsaa let at fornøie; en Smule Aal var Din Livret og paa Fødselsdagen fik Du Din Chocolade, det var en Fest, saa stor, saa riig! og vore skikkelige Naboer kom – O, der kan være saa megen Lykke i den Fattiges Stue og ogsaa der ere prøvede Venner! O Christian, see paa Din gamle Bedstemoder, see, som Du dengang saae.

    MARIA

    Vi sad i vor lille Stue, Du pegede paa Bog-Hylden og sagde: »der har jeg en Skat i hvad de tænkte og skrev!« Du tog min og Bedstemoders Haand: »jeg har en Skat i Eders Kjærlighed!« sagde Du. »Jeg har en Skat, en Rigdom i Gud!« og Dine Øine lyste.

    BEDSTEMODER

    Ja, da var Du riig!

    MARIA

    Der stod paa Bordet foran os et Rosentræ saa fuldt af Blomster, »det er ligesom Christians Hjerte!« sagde vi.

    CHRISTIAN

    Begravet!

    Mel. af »I due foscari.«

    BEDSTEMODER og MARIA

    Glade Sange, o saa mange

    Sang Du naar vi sammen sad,

    O den Tid og disse Sange!

    Mindet gjør mig barneglad.

    Aldrig da om Rigdom bad vi,

    Bedre var der ingensteds,

    Rundt om Kakkelovnen sad vi,

    Alle tre saa veltilfreds.

    Det var Lykke, det var Glæde,

    Munter Skjæmt fløi hid og did!

    Kunde jeg tilbage græde

    Dog hiin lykkelige Tid!

    CHRISTIAN (hen for sig)

    Penge nok!

    BEDSTEMODER

    Du er syg Christian, og Du bliver det meer! dette forstyrrede Liv med Gilder og Vildskab, det kan Ingen holde ud. Dag og Nat slaae hinanden ihjel og tage Din Søvn og Sundhed. Du er ikke mere Dig selv. Du er saa stille, kold, vred!

    CHRISTIAN

    Ja, ja, Bedstemoder! Du er en gammel Kone! jeg har ogsaa tænkt paa det, tænkt paa Dig! mine lystige Venner, Tummelen i mit Huus er ikke for Dig! Du trænger til Ro; jeg vil sørge for Dig! jeg har sørget for Dig! – Jeg har leiet Dig ind hos Fiskeren iSkovshoved. Du faaer Dit eget Kammer, Maria faaer sit – hun kan være hos Dig! jeg har glemt at sige Dig det. Imorgen er Alt istand!

    BEDSTEMODER

    Christian! vil Du jage Din gamle Bedstemoder bort! støde mig ud af Dit Huus! miste Maria! vi to, som af alle Mennesker meest holde af Dig?

    MARIA

    Nei, nei, Bedstemoder! det vil han ikke.

    CHRISTIAN (vender sig bort).
    BEDSTEMODER

    Mine Dage er ikke mange Christian! lad mig blive hos Dig! og synes Du, at jeg skjænder, at jeg ikke er billig mod Dig! husk paa at jeg er en gammel Kone! bær over med mig, men stød mig ikke bort. Jeg kan ikke skilles fra Dig!

    CHRISTIAN

    Gaae nu til Sengs! faae hende til at sove, Maria! og imorgen –!

    BEDSTEMODER

    Imorgen vil Du jage mig fra Dig!

    MARIA

    Det bliver Bedstemoders Død!

    La tourterelle af Beltjen.

    BEDSTEMODER

    Mange Dage

    Har tilbage

    Ei Din gamle Bedstemo’er

    Du mig give

    Jeg maa blive

    Her hvor mit hele Hjerte boer.

    MARIA

    Jeg kan det ei udholde!

    Maatte see, hun i Taarer staaer,

    Hende Smerte forvolde

    I Livets sidste Aar,

    Staae som den Hjertekolde,

    Der hvor et Hjerte slaaer.

    CHRISTIAN (vender sig bort.)
    BEDSTEMODER

    Ei Du hører!

    Ei Dig rører

    Min Graad, min Angst! Du veed ei den.

    Jeg maa Dig savne

    Jeg skal Dig favne

    Hos Gud deroppe! vi sees igjen.

    (gaaer med Maria.)

    Fjerde Scene

    CHRISTIAN (alene).

    I gamle Tider vilde hun have gjort mig blød, da brast jeg strax i Graad, barnagtig var jeg! Jeg vil ikke plages! – more mig vil jeg – og kan jeg – jeg er jo riig! – Baller, Udklædninger, Venner! – jeg er træt! – tom! – Verden er dog ikke rigtig! den har ikke Glæde nok! – dik! dik! Mekanismen gaaer – men Tiden kryber Sneglegang. – Jeg pidsker den afsted! Penge nok! med dem er jeg Verdens Herre! – (man hører Musik, et lille Huus stiger op af Jorden tæt ved ham) Hvad er det for et Muldvarpe-Skud! –

    Femte Scene

    CHRISTIAN, LÆREMOER FOR SOT OG SYGER (kommer ud og prygler et lille Uhyre. Hun er gammeldags klædt).
    LÆREMOER

    Din lede Unge, jeg skal lære Dig at lyde! (kaster den ind i Huset). Læs ordenlig derinde. (Sangen lyder til Melodien af den gamle belgiske Studenter-Sang: Valete Studia.)

    LÆREMOER (siger Ordene til den.)

    A, A, A!

    Snart flyve vi herfra

    Den lille Podagra.

    Hans Paulun er store Taa,

    Der han Trommehvirvel slaae,

    Tram, tram, tram!

    Til Graven gaaer det da,

    Den lille Podagra

    Ta’er Manden med. Hurra!

    E, E, E!

    Snart skal min Flugt I see!

    En Gigt med Av og Vee.

    Han føle skal mit Vingeslag,

    Jeg baxer ham ved Nat og Dag,

    Tram, tram, tram!

    I Ryg og Lænd er mit District,

    Der jager jeg og gjør min Pligt,

    Hurra for Flyvegigt.

    I, I, I –!

    CHRISTIAN

    Hvem er hun?

    LÆREMOER (neier).

    Læremoer!

    CHRISTIAN

    Hvad er det for et Huus!

    LÆREMOER

    Det lille Pesthuus, for Sot og Syger.

    CHRISTIAN

    Hvad skal det her!

    LÆREMOER

    At de Smaa strax kunne være ved Haanden.

    CHRISTIAN

    Hvilke Smaa.

    LÆREMOER

    Gigt, lille Forstoppelse, Podagra, Chiragra, Snue, Hoste, Tandpine, gammel Mands Syge, Hypochondri, Kakexi, Sting, daarlig Mave, Skrofler, Pleures – –!

    CHRISTIAN

    Hvor er de! hvad vil De!

    LÆREMOER

    De er der i Huset! De vil varte Dig op, – een ad Gangen, een ad Gangen, men siden skal Du nok faae to à tre! naar de ere artede!

    CHRISTIAN

    Viig fra mig – der er Penge! gaae!

    LÆREMOER

    Penge! ha, ha, ha! hjælper ikke! (raaber ind i Huset) han vil give os Penge! (Latter indenfor). Alle mine Gjæslinger maa lee! –

    CHRISTIAN

    Jeg river ned den hele Øglerede!

    LÆREMOER

    Saa løber den op og bliver til Dueslag, tag Dig iagt for Duerne.

    (Huset skyder pludselig op.)
    ET LILLE UHYRE (stikker Hovedet frem).

    Nu gik jeg løs, Mama! farvel! (flyver ind i Villaen).

    LÆREMOER

    Ak, Sot og Syge! der fløi han det lille Fæ! (løber jamrende om) ak ja! ak ja! lille Fæhoved! – Apoplexi! Apoplexi! ham var det. Han slaaer ihjel derinde! det er din egen Skyld! – og jeg havde gjemt ham for din egen Mund! – Kom ned alle mine Kyllinger!

    (Huset synker til Jorden igjen.)
    CHRISTIAN

    Penge skal Du faae, Penge nok! jeg deler med Dig!

    LÆREMOER

    Vi bruge ingen Penge Farlille; men vi bruge Dig!

    CHRISTIAN

    Jeg flytter bort, bliv Du, og lad Skarntyden voxe til Skov omkring dit lede Huus. –

    LÆREMOER

    Flytter Du! – Pas vel paa Padehattene! hvor de skyde op, der kommer ogsaa mit Huus! ha! ha! – boer Du paa det høie Taarn, hvor Vinden blæser, der svinger jeg ogsaa mine Kyllinger syv Gange rundt. – Nu maa jeg ind og ave dem og lave dem! Gigt og Podagra er snart færdig!

    (gaaer ind i Huset, hvor Sangen lyder endnu stærkere. Huset synker.)

    Sjette Scene

    CHRISTIAN

    Du lede Tudse! – ja det var ei andet, der hopper den i Græsset, og Huset sank! – det var et Febersyn, Indbildning kun –! jeg vil gaae til Vennerne! men først i andre Klæder! – Til Vennerne! det banker i mit Hoved! jeg trænger til at sove! min bedste Ven bliver Barndoms-Vennen, Ole Lukøie.

    (gaaer henimod Huset; en tilhyllet Skikkelse træder ham imøde).

    Syvende Scene

    CHRISTIAN. DEN UBEKJENDTE
    DEN UBEKJENDTE

    Din Seng staaer redt, Natlampen tændt,

    Men han – han kommer ikke.

    CHRISTIAN

    Hvo kommer ikke?

    DEN UBEKJENDTE

    Den gamle og dog evig ung,

    Med Hvile og med Drømme!

    CHRISTIAN

    Ole Lukøie!

    DEN UBEKJENDTE

    Fra Dør til Dør, fra Seng til Seng,

    Han gaaer ved Aftenbønnen,

    Og skinner Middagssolen varm,

    Høstfolkene han gjæster,

    De strække sig ved Aaens Bred,

    Hvor sprukne Piil sig hælder,

    Hvor Fiskene i Stimer staae,

    Og af Lukøie seete paa

    De ogsaa lukke Øine.

    CHRISTIAN

    Hvorfor siger Du mig det?

    DEN UBEKJENDTE

    Fordi jeg bedst dog kjender ham,

    Og han og jeg er Brødre!

    Seer Du, ved Stranden sidder han,

    Til Dig han kommer ikke.

    OLE LUKØIE (Sees under Hyldebusken, hvor han sidder og blæser Sæbebobbler af Kridtpiben, træder saa ud paa Vandfladen, der gynger med ham idet han dandser til Havfruernes Sang).

    Mel. af Oberon.

    HAVFRUERNE

    Maanen skinner saa klar og stor,

    Havfladen er som et udstrakt Flor;

    Luften stille, sødt bragt i Blund,

    Ganske som dybt paa Havsens Bund.

    Høit vi synge

    Det lyder smukt!

    See vi gynge

    Med Bølge Flugt!

    DEN UBEKJENDTE

    Hver Fugl, hver Blomst han gav et Kys,

    Kun Nattergal og Natviol,

    Dem bad han være vaagne.

    Let gaaer han hen ad Havets Speil

    Til Skibene der ude,

    Ned i Kahyt og op i Mærs

    Veed han at finde Veien.

    Han dandser paa den blanke Søe,

    Til Dig han kommer ikke!

    CHRISTIAN

    Hvem er Du Fremmede!

    DEN UBEKJENDTE

    Hans Broder er jeg, har jeg sagt,

    Og jeg – jeg kommer altid!

    Ti Tusind længes efter mig,

    Naar hundrede mig frygte. –

    (slaaer Kappen til Side, det er en gammel Mand med hvidt Skjæg og en Lee i Haanden).
    CHRISTIAN

    Døden!

    DEN UBEKJENDTE

    Jeg kommer fra dit rige Huus,

    Der er saa tyst derinde,

    Du hører kun Marias Graad,

    Den Anden græder ikke!

    CHRISTIAN

    Hvo græder ikke!

    DEN UBEKJENDTE

    Du hørte nylig Ravnen skreeg.

    Du saae han fløi fra Huset

    Dødsfuglen. Død er Bedstemoder! –

    Men Du vil nok Dig trøste,

    Hun var jo gammel! – hører Du

    Hvor lystig hist ved Stranden,

    Chinesisk Sang og Klokkespil,

    Din glade Maskerade –!

    Der dandser hun, Din Kjærlighed,

    Og Bollen staaer i Flamme!

    Træd Dandsen der og det Du vil,

    Imidlertid Maria

    Forladt af Dig, forglemt af Dig,

    Gaaer hen til Bedstemoders Grav,

    Og græder – luger Græsset af –

    Og vandrer saa sin tause Gang,

    Til mig – hvor Pilen hælder!

    (træder hen imod Christian).
    CHRISTIAN

    Viig fra mig! Skræk og Rædsel! – jeg frygter Dig! – men jeg er stærk, og mit Hjerte slaaer!

    DEN UBEKJENDTE

    Dit Hjerte blev begravet i

    En Strøm af Guld – dødt er det, dødt.

    CHRISTIAN

    Bort!

    DEN UBEKJENDTE

    Kun Rædsel kan Dit Hjerte naae,

    Da føler Du det skjælver,

    Men Himlens Pragt og Havets Blaa,

    Og Skoven, som sig hvælver

    Til Kirke, hellig underfuld,

    Ja Blomstens Duft og Skyens Guld,

    Er Dig et Intet – lagt i Muld

    Er Ungdoms Sind og Munterhed –

    Og Du – Du selv skal med »derned!«

    (synker i Jorden).

    Ottende Scene

    CHRISTIAN (ene).

    Derned! døe! døe! fra alt mit Guld – fra mine Penge nok! – Hvad hjælpe de mod ham, mod alle Onder! hvad skaffe de mig? Tomhed, Angst og Skræk. Jeg vil ei være her! – jeg tør ei være her! snart voxer op den vaade Padehat, et Dueslag for alle Piner, i Mængde som Fluer om den Riges Bord! – er det min Magt, min Rigdoms Magt! (Paa Muren viser sig i Skyggebillede en lille Skorsteensfeier, der dandser efter Melodien: Sundhed og godt Humeur). En Melodi, en gammel Sang gaaer gjennem mine Tanker (grundende for at nynne den) Tre Tusinde, fire Tusinde, fem Tusinde Species! – Penge, Penge! nei, jeg kan ei Ordene og synge lystigt meer som før – Rædsel griber mig! – O hvor det trykker her! bort! bort dermed! (River Guldkjæden af og kaster den langt bort). Nu er jeg fri! – og fattig! fattig! – Slottet staaer endnu og jeg har Penge. – (Skyggebilledet dandser igjen paa Muren). »Sundhed og godt Humeur!« – jeg har det ikke! tungt, tungt endnu ligger det her; (lægger Haanden paa sit Hjerte og griber Kjæden, som hænger der endnu). Jeg har den endnu! jeg kastede den fra mig! – nei, nei! – mit stakkels Hoved! – Jeg har det tunge Guld! jeg holder Kjæden her i min Haand! min Rigdom hænger ved den, min Lykke i dette Liv! min Angst og Rædsel, bort! (holder Kjæden ud over Brønden). Og naar jeg kaster den, da svinder Slottet, Pengene vifte bort som Avner for Vinden, og Vennerne og Glæden – nei! Sot og Syge, Døden –!

    USYNLIGT CHOR

    Graven Dig vil kalde,

    Til Støv skal Støvet falde,

    Vorde til Muld – Ha!

    Hvad er dit Guld da! –

    CHRISTIAN

    (Han slipper i Forfærdelse Guldkjæden, den falder i Brønden; man hører en dyb Raslen). Den faldt, – min gode eller onde Stjerne faldt! – (fra Stranden lyder den chinesiske Musik). Musikken klinger endnu! – og paa mit Hjerte! vee mig! fra Dybet flyver den tilbage! som Sot og Syge hænger den fast! som Kjærets vaade Frø ligger den paa mit Hierte. Jeg kan ei slippe den! ei blive fri! – fri, er mit eneste Ønske! – Jeg har endnu et tredie Ønske! – O, var jeg i Byen, paa Gaden – det er jo Midnat nu! Hvorledes naaer jeg dog derind! – Min Fod er bundet fast – jeg kan ei komme bort! – Min Gud! – (seer op.) Der kom en Stjerne frem! – saa klar! – jeg kjender den, jeg saae den mangen Aften fra Kjælderskuret med Maria og Bedstemoder! – Bedstemoder er død! – jeg dræbte hende ikke! hun var en gammel Kone! – Der gik en Sky for Stjernen! O Hjerte-Angst! Hvo sidder paa min Skulder, paa mit Bryst! – Den vaade tunge Sky! den synker, den rører ved min Pande! rundt om mig er Skyer og Taage; – en Muur, omkring mig! og Midnats-Timen gaaer! Jeg frelses ikke. (Scenen er imidlertid ganske tilhyllet med Skyer) Det er som Vinden bandt mig, det er som Skyerne holdt mig! – Jeg kunde engang en Psalme, en Sang! – jeg synes Bedstemoder bad den iaftes – nei, det er jo Uger – de lange, rige Dage og Nætter siden.

    (siger halv drømmende, medens Orchestret spiller sagte Melodien fra 1. Act:)

    Under Søvnens Vuggeklæde

    Trygt det fromme Hjerte slaaer,

    Og maa Du i Drømme græde,

    Ved din Seng en Engel staaer;

    Gjennem Drømme Gud kan tale,

    Rulle op en Verden stor.

    Bort fra Jord til Himlens Sale

    Bære os vort Fadervor!

    (Skyerne have atter hævet sig, og man er paa Østergade).

    Niende Scene

    CHRISTIAN. DEN HVIDE SKIKKELSE staaer der.
    DEN HVIDE

    Du søger mig!

    CHRISTIAN

    Du her? Jeg her! saa er jeg ei forladt! mit tredie Ønske har jeg! Fri mig fra min Hjerteangst og Skræk! Tag Guld og Rigdomme fra mig! det trykker her! – og lad mig blive som jeg var, tilfreds og glad! – giv mig mit deilige Humeur, min lille Stue, Bedstemoder, Maria, Alt som det var før! det var velsignet godt! – Men det kan Du ikke!

    DEN HVIDE

    Det er Dit sidste Ønske!

    CHRISTIAN

    Mit sidste, mit eneste! – Som mangen fattig Mand jeg troede, at Penge nok var det Bedste; nei det er det ikke! Tilfredshed med sin Lod, Sundhed og godt Humeur, det er den bedste Rigdom! Det havde jeg. O giv mig det igjen! –

    DEN HVIDE

    Seer Du der skyder op en Rosenhæk

    Saa fuld af Blomster, og en deilig Stjerne,

    Min Livets Perle straaler allerøverst.

    (En Rosenbusk med en straalende Perle er skudt op af Jorden. Musik af Mendelsohn-Bartholdy’s »Sommernatsdrømmen«.)
    CHRISTIAN

    Og jeg – Det løsner om mit Bryst! jeg aander lettere! Men Tiderne, som gik og hvad de bragte, de komme ei tilbage – Mit Hjerte det var dødt – og jeg var ikke god –! Maria! Bedstemoder! –

    DEN HVIDE

    Min Livets Perle har jeg atter fundet,

    Og Du, Du gav mig den! tag Blomsterne,

    Det unge, glade Hjertes friske Roser,

    Der boer en Skat i hver, og den er Din!

    CHRISTIAN (kaster sig paa en Steen op til Hjørnehuset).

    O, jeg kan græde! græde gjør saa godt!

    DEN HVIDE (kaster den ene Rose efter den anden paa hans Skjød.)

    I denne Rose ligger Ungdoms Sindet!

    I denne Rose Sundheds dyre Skat!

    I denne Dit lyksalige Humeur!

    Og her er Nøisomhedens rige Rose,

    Og her har Du en Rose i Maria,

    Og her i Bedstemoders Kjærlighed!

    I denne Rose see den store Rigdom,

    Bog-Hylden gjemmer, kys den Blad for Blad!

    Og her er Roser for hver Ven saa tro.

    Hos Fattig som hos Riig kan Roser groe!

    (forsvinder).
    CHRISTIAN

    Men disse er som mine, uden Rod! –

    (holder Hænderne for Ansigtet og Scenen forvandler sig til)

    Bedstemoders Stue

    (Christian ligger uforandret, med Hænderne for Ansigtet og med Skjødet fuldt af Blomster, men det er i Bedstemoders Lænestol han ligger, Maria knæler foran og kaster den ene Rose efter den anden i hans Skjød; Bedstemoder staaer hos ham med Kaffe og Presenter; de ere begge i deres Søndagsklæder. Øverst paa Stoleryggen sees Ole Lukøie med den udspændte Paraplui.)
    MARIA

    God Morgen, Christian, jeg gratulerer!

    BEDSTEMODER

    God Morgen, min søde Dreng, jeg gratulerer!

    OLE LUKØIE

    God Morgen, jeg gratulerer!

    (slaaer Parapluien ned.)
    CHRISTIAN (springer op).

    Hvad er det! hvad var det! Bedstemoder! Maria! jeg har drømt det Hele! – (jublende fra 1ste Act).

    Mel. af »De to Dage«.

    Sundhed og godt Humeur tillige,

    Det er den bedste Skat Du kan faae,

    Hvad hialp hele Jorderige,

    Kunde af Glæde Dit Hjerte ei slaae!

    Hvad giver Livet først god Couleur,

    Sundhed og rigtig et godt Humeur!

    MARIA

    Hvad gaaer der af Dig? Du er jo ellevild! – alle mine Roser lader Du falde paa Gulvet!

    BEDSTEMODER

    Og Du er sovet ind iaftes i den gamle Lænestol! – i dine Skorsteensfeierklæder.

    CHRISTIAN

    O Bedstemoder, og Maria! jeg har jer begge to.

    MARIA og BEDSTEMODER

    Og her er Presenterne!

    CHRISTIAN

    Lad mig kysse dine Hænder, Bedstemoder! om Forladelse, jeg var ikke god! – men det var Ole Lukøie! – og Dig Maria kunde jeg saadan lade staae! men det var Ole Lukøie! – jeg bar mig rigtig nok godt ad; men det var Ole Lukøie! – Godt Humeur og være et skikkeligt Menneske, det er rigtignok mere end at have Penge nok og være en Greve-Ven! – det lærte jeg da af Ole Lukøie!

    MARIA

    Hvad har Du drømt Christian? –

    CHRISTIAN

    At jeg slet ikke holdt af Dig og at jeg slet ikke var lykkelig! men nu er jeg vaagen og nu kan jeg sige Dig, at jeg holder af Dig, Maria! søde Maria! min egen lille Maria! og Bedstemoer!

    BEDSTEMODER

    Hans Øine lyse, det er fordi det er hans Fødselsdag.

    CHRISTIAN

    Ja, jeg er rigtignok født paa ny! jeg har lært at være glad i hvad jeg har. Ole Lukøie er min Ven og hans Broder vil ogsaa være det, naar han kommer paa den store Fødselsdag, i det andet Hjem, hvor ogsaa milde Øine hilse os! Hurra! det er deiligt at leve! det er deiligt at døe! at troe paa Verden og vor Herre! – Tak skal Du have lille Ole Lukøie.

    ALLE TRE

    Nøisomhed

    Har Hjertefred,

    Hvor den er givet,

    Der rummer Livet

    Lyksalighed!

    Ole Lukøie

    Eventyr-Comedie i tre Acter

    Opført første gang 1. marts 1850 på privatteatret Casino i Amaliegade. Casino var oprindelig et vintertivoli, oprettet af Georg Carstensen og åbnet 1847. Etablissementet gik fallit, måtte 1848 omdannes til teater og søge om bevilling til at opføre lystspil, folkekomedier og vaudeviller. H.W. Lange blev teatrets første direktør. Casino blev også brugt som koncertsal. Det lukkede 1939.

    Ole Lukøie udkom første gang 8. marts 1850. BFN 564

    Partiturer: Casino 0278 Orkesterbiblioteket (kun instrumentalstemmer). KT-A 0894 Orkesterbiblioteket (fra Det Kongelige Teaters Musikarkiv; Sufflørparti i C II, 128).

    Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

    21,3Troesbekjendelse! < Troesbekjendelse
    24,12ham; < ham
    24,211./Vægterne < Vægterne
    26,4Baggrunden.) < Baggrunden.
    39,6hverandre, < hverandre
    49,11Dands, < Dands
    50,20i mit < mit
    57,20Niende < Ottende
    58,21»Don Juan« < Don »Juan«
    59,17Tiende < Niende
    59,23»Robert«. < »Robert«
    60,1Ellevte < Tiende
    60,4Belysning.) < Belysning.
    61,2Maskeraden!) < Maskeraden!
    61,20Tolvte < Tiende
    62,23Hjerte! < Hjerte?
    65,4Chor:) < Chor:
    66,4Verandaen < Veranden
    66,6Belysning.) < Belysning.
    68,26Brodeusen < Brødeusen
    70,25saa < Saa
    76,28derinde. < derinde
    76,29Studia.) < Studia.
    82,10hvor < Hvor
    82,29»derned!« < derned!«
    83,11dandser < dandse
    83,25da! – / CHRISTIAN < da! – / (Han
    85,8»Sommernatsdrømmen«.) < »Sommernatsdrømmen«.
    86,7Paraplui.) < Paraplui.
    86,13gratulerer! < gratulerer
    86,18Dage < Dage,

    »Marie« er overalt rettet til »Maria«

    12
    Automatapparat, der efterligner levende væsener.
    SalamankaSalamanca, provins i Nordvestspanien.
    Pengedjævleonde ånder, der vækker pengebegær.
    14
    Mel. af Brylluppet ved Comosøenterzettino fra I akt af H.C. Andersens og F. Gläsers opera, 1849. Se ANDERSEN bd. 12, s. 374 og noter hertil. Trykte noder: Franz Gläser, H.C. Andersen Brylluppet ved Como-Søen. Klaveerudtog af Komponisten. Nr. 1-10. Nr. 3, Terzettino. E-noder: Brylluppet ved Como-Søen.
    Doctoreældre flertalsform.
    Mekanikher vel: doktoreren, reparation.
    15
    skikkeligrespektabel, anstændig.
    16
    som han begyndersådan som han begynder.
    GuldmedaillenMedaljen for Ædel Daad blev stiftet 1793.
    rarunderlig.
    uendeligt nydeligtsærdeles nobelt.
    17
    falder … paa detfår den ide.
    ogsaa kommer Dudu kommer også.
    18
    (Lang)shawlsjal.
    Vestetøistof til veste.
    Tridserruller under møbler.
    Tøikram.
    Mel. af »De to Dage«»Bon Français Dieu te rècompense«, af romancen »Un pauvre petit Savoyard« fra I,1 af L. Cherubinis syngestykke Les Deux Journées, 1800, med tekst af J.-N. Bouilly; oversat af N.T. Bruun, opført på Det Kongelige Teater 1803. Trykte noder: Ole Lukøie (serien Vaudeviller og Operaer opførte paa Kjøbenhavns Theatre, Lose, nr. 5; forkortet Vaudeviller og Operaer, 5), s. 2. E-noder: Ole Lukøje.
    Liv-Viseyndlingsvise.
    19
    Ved Ildløs er Skorsteensfeieren Manden for det Heleved brand spillede skorstensfejeren en vis rolle: »Stadens Skorsteensfeiere ere ved deres Instrux paalagte, saavel ved Skorsteens- som ved Huusild, strax at møde ... ved Brandstedet, og Enhver af dem at medbringe Folk, forsynede med Kugler, Touge og Koste, for der at forrette alt hvad dem enten af Brandmajoren eller andre Vedkommende befales, og til deres Tjeneste henhører« (Reglement for det kiøbenhavnske Brandcorps, 1818, s. 45).
    holde udslå til.
    20
    kjend … fraskeln mellem.
    Foderal(udvortes) hylster.
    Mel. af Stradella»Raus, mit dem Nass aus dem Fass«, drikkevise fra II,5 af F. von Flotows opera Alessandro Stradella, 1844, opført på Vesterbroes Theater 1858 (tysk gæsteoptræden). Trykte noder: Vaudeviller og Operaer, 5, s. 3; klaverpartitur til Stradella findes. E-noder: Ole Lukøje.
    stikke derier skjult (eller åbenlyst) til stede i det; det beror på.
    Absalonkong Davids søn, jf. 2. Samuelsbog 14,25.
    21
    Guldkalvenjf. 2. Mosebog 32.
    Penge er Altafledt af talemåden: penge er ikke alt; jf. Evald Tang Kristensen Danske ordsprog og mundheld, skjæmtesprog, stedlige talemåder, ordspil og samtaleord, 1890, s. 239: »For penge får man alt uden Himmerig«.
    Rørepostyr, støj.
    falsk Blakeif. Saxo 11,14 opfordrede en mand ved navn Blakke Knud den Hellige (konge 1080-1086) til at tage til Odense, hvor Blakke ville berolige den oprørske mængde. Kongen fulgte rådet, men Blakke ophidsede tværtimod odenseanerne mod kongen. Under en messe i St. Albani kirke dræbte de ham foran alteret.
    22
    Mel. Frage nicht warum ich trauresynges af Charlotte i Fr. Schillers skuespil Der Parasit, 1803, IV,4. Trykte noder: Vaudeviller og Operaer, 5, s. 4; Danm. Melod. IV, nr. 274. E-noder: Ole Lukøje.
    23
    Foderaleturkassen.
    24
    Vægterpibefløjte, med hvilken vægteren tilkaldte assistance eller signalerede ildebrand.
    Østergadedel af Strøget (dengang »Routen«), hvor byens unge lapse promenerede.
    Mel. … Her i Jordens Jammerdal»Hier im ird’schen Jammertal«, Kaspars drikkevise fra I,1 af C.M. von Webers opera Der Freischütz, 1821, med tekst af J.F. Kind; dansk Jægerbruden, oversat af Oehlenschläger, opført på Det Kongelige Teater 1822. Trykte noder: Rung bd. 1, s. 153; klaverpartitur til Der Freischütz findes. E-noder: Jægerbruden.
    25
    Brandtrommentromme, der brugtes til brandalarm.
    Peer Madsens Gangen nu forsvundet gyde i København; med samme beliggenhed som den nuværende Ny Østergade, lukket med port mod Østergade og åben mod Grønnegade; dengang berygtet for prostitution og lyssky småhandel.
    Mel. … rolig Nat»Buona sera, mio Signore«, (italiensk) god aften, min herre; fra II,5 af Rossinis opera Il barbiere di Siviglia, 1816, dansk Barberen i Sevilla efter Beaumarchais’ komedie; oversat af N.T. Bruun, opført på Det Kongelige Teater 1822. Trykt klaverpartitur til Il barbiere di Siviglia findes.
    26
    Husbond … Sengmed allusion til strofe 3, vers 1-4 i Vægterversene, forordnet 1683: »Om du vil tiden vide, / husbonde, pig’ og dreng, / da er det på de tide, / man føjer sig i seng«.
    Melodramaindslag, hvor musik ledsager replikkerne; her fra II,4 af H. Marschners opera Hans Heiling, 1833, med tekst af E. Devrient, opført på Det Kongelige Teater 1836. Trykt klaverpartitur til Hans Heiling findes.
    hivegå og hænge.
    Slamkistebeholder, hvori faste stoffer i især kloakvand bliver holdt tilbage og bundfælder sig.
    Fut i Skorstenenskorstensild.
    smøreprygle.
    27
    figurligt taltbilledligt talt.
    Brettetrendestensbrættet.
    Mel. … Naar Møen bliver Kone»Willst Bräutchen heim du führen«, fra I akt af Fr. Kuhlaus opera Lulu med tekst af C.F. Güntelberg, opført på Det Kongelige Teater 1824. Trykte noder: Rung bd. 2, s. 6. E-noder: Lulu.
    28
    Nummer trekøbenhavnsk navn fra 1840’erne for Johann Strauss d. æ., »Annen-Polka« op. 117, der stod som nr. tre i de nodebøger, H.C. Lumbyes danseorkester brugte. Trykte noder: Johann Strauss d. æ., Sämtliche Werke in Wiedergabe der Originaldrucke udg. af Ernst Hilmar. Tutzing, Schneider, 1987. Bd. 5, s. [22]; de første takter ses desuden i e-noder: En Nat i Roeskilde/»Kjøbenhavner! »Nummer tre««.
    Dandsebodegl. dansegulv; lokale med offentlig dans.
    ude fra TivoliTivoli lå uden for voldene, der blev sløjfet ca. 1857-1890.
    Futsjov.
    29
    Lumbyes SelskabDa Tivoli åbnede 1843, blev H.C. Lumbye leder af koncertsalens orkester.
    kjed aftrætte af.
    Jernbane … RoeskildeTivolis jernbanekarrusel, et attraplokomotiv, der trak en række åbne vogne. Karrusellen blev skjult trukket af en hest. Jernbaneforbindelsen København-Roskilde blev indviet 1847.
    imidlertidimens.
    altidhele tiden.
    Mel. … Fuglekongen gratulerer»Schau der Herr mich an als König« (tysk, i Oehlenschlägers oversættelse:) »Fuglekongen gratulere« (bydemåde), tenorsolo (Kilian) fra Jægerbruden, afslutter I akts »Introduktion«. Trykt klaverpartitur til Der Freischütz findes.
    30
    flauåndløs.
    Kunstkritikder sigtes næppe til noget bestemt tidsskrift eller dagblad.
    31
    Speciesi 1850 to rigsdaler.
    daarligtdumt.
    Mel. af Regimentets DatterMaries sang »Chacun le sait, chacun le dit« (fransk, i Th. Overskous oversættelse:) »Det regiment, som overalt« fra I,4 af La fille du régiment, syngespil, 1840, af G. Donizetti, tekst af J.H.V. de Saint-Georges og J.F.A. Bayard; opført på Det Kongelige Teater 1840. Trykte noder: Rung bd. 3, s. 39; klaverpartitur til La fille du régiment findes. E-noder: Regimentets Datter.
    om den ogom den også.
    32
    Kjælderskur(et)overbygning over en kælderhals.
    33
    Mel. … Til Sol gaaer optyvenes vise fra I,3 af syngestykket Hugo og Adelheid med musik af Fr. Kuhlau, tekst af C.J. Boye; opført på Det Kongelige Teater 1827. Trykte noder: Zinck 2, årg. 6, bd. 2; klaverpartitur til Hugo og Adelheid findes. E-noder: Hugo og Adelheid.
    Magistratenøvrigheden, der styrer en bys anliggender.
    Mel. … Sjelden Penge»Notte e giorno faticar«, (italiensk, i L. Kruses oversættelse:) »Sielden Penge, Prygl desfleer«, Leporellos introduktionsarie, I,1 af Mozarts opera Don Giovanni, 1797; libretto af L. da Ponte; dansk Don Juan; oversat af Laurids Kruse. Opført på Det Kongelige Teater 1807. Trykte noder: Rung bd. 1, s. 60; klaverpartitur til Don Giovanni findes. E-noder: Don Juan.
    34
    Opholdskortbevis for opholdstilladelse.
    (Aande-)Paspå H.C. Andersens tid havde man indenlandske pasbestemmelser for passage mellem landsdelene.
    35
    Mel. af Jeannot og Colin»Au son des musettes«, (fransk, i N.T. Bruuns oversættelse:) »Hvor Fløiterne klinge«, omkvæd i duetten »Tous mes plaisirs étaient les siens«, dansk »Hans var hver Glæde, som jeg nød«, II, 7 af syngestykket Jeannot et Colin, 1814, med musik af Nicolo Isouard; tekst af C.-G. Etienne; dansk Jeannot og Colin eller Fosterbrødrene, opført på Det Kongelige Teater 1818. Trykte noder: Vaudeviller og Operaer, 5, s. 5; klaverpartitur til Jeannot et Colin findes. E-noder: Ole Lukøie.
    36
    Fristerendjævelen.
    killerkilder.
    37
    Dal hulde SøvnMasaniello: »Ferme tes yeux, la fatigue t’accable«, (fransk, i J.L. Heibergs oversættelse:) »Træthed betvang Dine vaagende Blikke« fra IV,3 af Aubers opera La muette de Portici, 1828; tekst af E. Scribe og G. Delavigne; dansk Den Stumme i Portici, opført på Det Kongelige Teater 1830. Trykte noder: Rung bd. 2, s. 57; klaverpartitur til La muette de Portici findes. E-noder: Den Stumme i Portici.
    39
    Mel. … Paa jer Post»Réveillons, réveillons«, kor og soli (»morceau d’ensemble«) fra II,4 af D.F.E. Aubers syngespil Le domino noir, 1837, med tekst af Scribe; dansk Eventyret paa Maskeraden eller Den sorte Domino ved Th. Overskou, opført på Det Kongelige Teater 1839. Trykt klaverpartitur til Le domino noir findes.
    Fyrlivlighed, lidenskabelighed.
    Scherezade(s)kvindelig hovedperson i rammefortællingen til de arabiske eventyr Tusind og én nat, dansk 1745 efter franskmanden Gallands oversættelse fra 1704, den første europæiske. Kong Shahriyar har dræbt sin dronning, der har bedraget ham, og som hævn over kvindekønnet gifter han sig med den ene unge pige efter den anden og dræber dem efter bryllupsnatten. Men den kloge og modige vesirdatter Scheherezade, der gifter sig med ham, redder livet ved nat efter nat at fortælle ham uafsluttede eventyr.
    40
    gentilflot, nobel.
    om spanske Piger … sigersang fra I akt af lystspillet Farinelli, tekst af J.H.V. de Saint-Georges og A. de Leuven, musik af forskellige komponister; dansk oversættelse ved J.L. Heiberg; opført på Det Kongelige Teater 1837. E-noder: Farinelli.
    Skræderens Gilde … Barnetjf. Mau 8995a.
    41
    vistsikkert.
    42
    Mel. … Hvilken Nød, hvilken Qval»Que de mal, de tourment«, sang fra I,2 af D.F.E. Aubers syngestykke La fiançée, 1829, med tekst af E. Scribe; dansk Bruden, oversat af J.L. Heiberg, opført på Det Kongelige Teater 1831. Trykte noder: Rung bd. 2, s. 71; klaverpartitur til La fiançée findes. E-noder: Bruden.
    Maleuruheld.
    43
    Tjadderensnakken.
    Sees Røg … Ild»Der går ikke røg af en brand, uden der har været ild i den«, Mau 4316.
    Naar de ikkebare De ikke.
    saligafdøde.
    44
    Quelle chaleur(fransk) sikken varme.
    gifterægter.
    gjør en stor Huusholdningfører stort hus (med megen selskabelighed osv.).
    Skudsmaalsbog(en)autoriseret bog, indført 1838 til kontrol af tyende, med herskabets oplysninger om personens opførsel, ansættelse osv.
    phrænologiskden tyske fysiolog F.J. Gall grundlagde i 1700-tallet frenologien, en lære, som går ud på ved undersøgelse af kraniets form at bestemme en persons drifter og sjælelige evner.
    45
    LætitiaLætitia Bonaparte, mor til den franske kejser Napoleon 1.
    Mel. La folleromance af den belgiske komponist A. Grisar. Trykte noder: Vaudeviller og Operaer, 5, s. 7. E-noder: Ole Lukøie.
    48
    Mel. … Under Sangkor fra II. akt af H.C. Andersens trylleopera Ravnen med musik af J.P.E. Hartmann, opført første gang 29. oktober 1832 på Det Kongelige Teater. Jf. ANDERSEN bd. 10, s. 274 og noter hertil.
    pjangi padre»Padre, tu piangi?« (italiensk) Fader, du græder? fra gallerpræstinden Normas dialog med faderen, druidernes ypperstepræst Oroveso, i slutscenen af V. Bellinis opera Norma, 1831, tekst af F. Romani; oversat af Oehlenschläger, opført på Det Kongelige Teater 1840.
    Gazza ladreLa gazza ladra, titlen på opera, 1817, af G. Rossini, på dansk Skaden eller Uskylds Seir (også Den tyvagtige Skade), opført på Det Kongelige Teater 1824.
    Intet af Vestaleder hentydes formentlig til G.L.P. Spontinis opera La Vestale, 1807, med tekst af V.J.E. de Jouy; dansk Vestalinden, opført på Det Kongelige Teater 1844. La Vestale handler ligesom Norma om en præstindes forbudte kærlighed, men i modsætning til Norma bliver den kvindelige hovedperson tilgivet og de to elskende formælet.
    Norma … to Børntil prokonsulen Pollione, som repræsenterer den romerske besættelsesmagt, har Norma haft et hemmeligt elskovsforhold, som har ført til to børn; dem overvejer hun at dræbe, for at de ikke skal blive romerske slaver.
    gives med et  Huudføres, så hun vækker gru.
    Casta diva»Casta diva che inargenti« (italiensk): »Jomfruelige gudinde, som forsølver«; i Oehlenschlägers oversættelse: »Klare Maane, som forsølver«, cavatine af Norma, I,4. Trykte noder: Rung bd. 3, s. 50; klaverpartitur til Norma findes. E-noder: Norma.
    Nattergalpublikum gav den af H.C. Andersen beundrede svenske sangerinde Jenny Lind tilnavnet »den svenske nattergal«. I 1845 udførte hun på Det Kongelige Teater Normas parti i Norma, jf. Mit eget Eventyr uden Digtning ved H.Topsøe-Jensen, 1942, s. 138.
    Cachuchahurtig spansk dansk i tredelt rytme; udføres af en solodanser med kastagnetter.
    49
    Quelle façon(fransk) sikken manér; hvilken form (»Quelle façon?« kan betyde »hvordan?«).
    Fornemhedafvisende holdning, blaserthed.
    Mel. … Toreadoreni de foreliggende partiturer til Ole Lukøie ses ikke noget tema fra Edvard Helsteds balletmusik til A. Bournonvilles Toreadoren. Balletten blev opført på Det Kongelige Teater 1840. I Casinos sufflørparti til Ole Lukøie ses et løst nodebilag, betitlet »Spansk Dans«; det indeholder »Malaguena« og »La Cachucha«. Hovedtemaet fra den sidste ses i La Cachucha, spansk Dans, Wilhelm Hansen (Nordisk Musik Bibliotek, nr. 611).
    pompøstprægtigt.
    skikkesender.
    50
    Bis(italiensk) da capo.
    Kiiskissemisseri.
    forliebtforelsket.
    Presentengaven.
    spanske Fluerspiller på betydningen: pulveriseret spansk flue, et lægemiddel, hvis blod indeholder et ætsende, blæredannende stof, cantharidin; det blev brugt som »afledende middel«, der skulle påvirke én del af legemet for at indvirke positivt på en anden, sygelig del. Anvendtes blandt andet mod sindsforvirring.
    Dandsen med Smaaverseneformentlig kotillon, selskabsdans fra 1800-tallet, med uddeling af små gaver eller tegn, fx ordner, hvorved de deltagende damer eller herrer udpegede deres dansepartner. Ved ordnerne kunne der være vedhæftet en lille seddel (devise) med et vers.
    Nitnitte.
    51
    Amors og Balletmesterens LunerDanmarks ældste ballet, 1786, af den italienske danser og koreograf V. Galeotti, grundlæggeren af Den Kongelige Ballet.
    Op til Dands, til Dandsmotto til H.C. Andersen »En splinterny Dandsevise (Ved Indvielsen af et nyt Huus) til Melodien »Kom lieber Mai«(»Spil lystigt paa Violen«)«. Trykt første gang som udateret lejlighedstryk 1832, muligvis ved indvielsen af Botanisk Museums nye auditorium og museumsbygning. (BFN 1055). Melodi, 1791, af W.A. Mozart til C.A. Overbecks vise »Komm lieber Mai«, 1775, dansk »Kom maj, du søde, milde«.
    52
    Mon dieu(fransk) min gud.
    Bogguldtyndt udhamret guld, bladguld.
    C’est une bètise(fransk) det er en dumhed.
    Gud skee Lov, min Mand er dødvise, hvis melodi bruges i sc. 20 af J.L. Heibergs vaudeville Den otte og tyvende Januar, opført 1826 på Det Kongelige Teater. Jf. også »December« i H.C. Andersen Aarets tolv Maaneder, Tegnede med Blæk og Pen, 1832 (BFN 211), ANDERSEN bd. 7, s. 432.
    53
    Herre! hvad skal Enden bliveformentlig allusion til sang med denne titel i  5. sc. af J.L. Heibergs lystspil Kong Salomon og Jørgen Hattemager, opført på Det Kongelige Teater 1825. Sangen parodierer kavatinen »Ensom er jeg, dog ej ene« fra II akt af P.A. Wolffs lyriske drama Preciosa, 1821, med musik af Carl Maria von Weber, opført på Det kongelige Teater 1822.
    Jugendfeuer-Gallopop. 90 af Johann Strauss d.æ. Noder: Johann Strauss d.æ. og Franz Keyper: Kiedebro Klokke, Galopp/ efter Strauss (18--). (Samling af nye og yndede Dandse for Pianoforte, 3. samling nr. 18).
    Jugendfeuerungdomsild, ungdommelig ild.
    her og der … Straalemester tilligeallusion til talemåden »Man kan ikke på én gang være her og der og strålemester tillige«, dvs. man kan ikke være flere steder på én gang.
    Straalemesterden brandmand, der ved ildebrand betjente brandsprøjten.
    finde sigføle sig veltilpas.
    hvidt Øl med Rosinersatte man rosiner til hvidtøl, dvs. ufiltreret øl, fremstillet af hvidmalt, ville det gære videre; og proppen ville knalde af, hvis flasken ikke skulle springe.
    driverdriver om.
    54
    Pinden … Medistertræpind, der blev sat for enden af en stoppet pølse for at lukke den, pølsepind; også (som her) om noget af ringe værdi.
    55
    bengalske Flammefarvet fyrværkerilys.
    Mel.: Ein Heller und ein Baßen(tysk: en skilling og en slump penge) vise af Albert Graf von Schlippenbach, 1830. Melodien er en østprøjsisk folkemelodi (ved Schäffer). Trykte noder: nr. 264 i Allgemeines deutsches Kommersbuch udg. af Friedrich Silcher og Friedrich Erk, Lahr in Baden, 1929.
    gjør … Effectvækker opsigt.
    Samson slogDommernes Bog 13-16.
    hele Menuettenhele molevitten.
    Supplikantperson, der ansøger (ydmygt) om noget.
    56
    Trødskeråddent træ, der ofte kan virke selvlysende pga. svampeangreb.
    for (Kornmod)som om det var.
    Kornmodglimt i horisonten af lyn, der er så langt væk, at tordenen ikke høres.
    andet det sammeandet af samme skuffe.
    taget indtaget i brug, lagt sig efter.
    snakke paaovertale ved ihærdig snak, besnakke.
    Adams-Slægtmenneskene.
    Kom min Skatduet fra sc. 4 af Johanne Luise Heibergs vaudeville En Søndag paa Amager, 1848. Trykte noder: Da. Vaud. bd. 2, s. 48. E-noder: En Søndag paa Amager.
    Møl og … Rustjf. Matthæus 6,19.
    58
    Fortunati Punghentyder til folkebogen Fortunatus, ældste udg. 1575, trykt som folkebog 1783 og senere. Helten Fortunatus er i besiddelse af en ønskepung.
    Mel. … Giv mig Din HaandDon Juans og Zerlinas duet »Là ci darem la mano« fra I,9 af Mozarts opera Don Giovanni, 1787, libretto af L. da Ponte; dansk Don Juan, oversat af L. Kruse, opført på Det Kongelige Teater 1807. Trykt klaverpartitur til Don Giovanni findes.
    59
    Alonge-Parykparyk med lange nedhængende lokker.
    Bologneserlanghåret, hvid skødehund.
    Dragkistekommode med store skuffer.
    Automatse note til s. 12.
    Nonne-Dandsenballetmusik fra III akt af Robert le diable, opera, 1831 af G. Meyerbeer, tekst af E. Scribe og G. Delavigne; dansk Robert af Normandiet, opført på Det Kongelige Teater 1833. Scenen viser døde nonner, der danser efter at være manet op af deres grave.
    60
    (Meubel-)VartouVartov Kirke, bygget 1753-1755 som kirke for stiftelsen Vartov Hospital, et alderdoms- og plejehjem i Løngangsstræde-Farvergade, var 1839-1872 rammen om N.F.S. Grundtvigs præstegerning og hans meget besøgte gudstjenester.
    eget Tommeromegne tanker.
    Næringsdriftendrift til at skaffe sig næring til livets opretholdelse.
    Vand-Rende(rne)rende, der fører vand til en by (vandforsyning).
    Rodemestereforskellige betydninger, fx 1) person, der leder et hold arbejdere. 2) person, der har forskellige kommunale hverv i et bykvarter, bl.a. skatteopkrævning, 3) person der gennemroder skraldebøtter o.lign. for at finde jern, gamle klude osv.
    Smørfjerdingbeholder, der kunne rumme ¼ tønde smør.
    Skraldetræinstrument, der frembringer en høj, skraldende lyd, når det svinges.
    61
    Nu är vi på Maskeradenpå dansk med titlen »Den Blaa«, jf. sangbogen Den lille Sanger, 1850, bd. 1, s. 163. Melodien er kendt fra M. Giørups vise »Dansken har Sejer vundet«, Danm. Melod. bd. 1, nr. 22. Komponist ukendt.
    Musik af »Brama og Bajadere«fra D.F.E. Aubers opera Le Dieu et la bayadère, 1830, med tekst af E. Scribe; oversat af Th. Overskou, opført på Det Kongelige Teater 1833. Temaet er ikke lokaliseret.
    Bajaderetempeldanserinde.
    Perrouetpirouette, dansetrin, hvor den dansende hvirvler rundt på ét ben.
    ordenligrigtigt.
    den rystende Sygekoldfeber.
    62
    til Venstredvs. i hjertet.
    tørbør.
    64
    Mel. Finale af Normaduetten »Già mi pasco ne’ tuoi sguardi«, fra II,7 af Norma (»Scena e Duetto«: »In mia mano alfin tu sei«) er ikke fra finalen; denne følger umiddelbart efter. Se note til s. 48.
    65
    Genier(flertal af »genius«) ånder.
    Mel. … Am Grabe der FrommenNoder: Niels Peter Jensen (1802-1846) Am Grabe der Fromme (for fire mandsstemmer, findes på Det Kongelige Bibliotek i manuskript).
    altallerede.
    Rokfabelfugl af kolossal størrelse og styrke, kendt fra Tusind og én nats eventyr.
    66
    (Punsche)-Bollebowle.
    Mel. af Zampavisen »Au plaisir, à la folie«, i Th. Overskous danske oversættelse »Hvert Minut for Fryd vi lever«, fra finalen af I akt, takt 202 ff. Zampa, L.-J.-F Hérolds komiske opera, 1831, blev opført på Det Kongelige Teater 1832. Trykte noder: Rung bd. 2, s. 85; klaverpartitur til Zampa findes. E-noder: Zampa.
    Characterernerollerne.
    67
    gjør … afgør ud af.
    Ama’er Mo’er giv mig Gulleroerse Børnerim ill. af Frants Henningsen. Forord af J. Krohn. I-III. 1906-1908, bd. III, s. 6. Også i Folkekalender for Danmark 1861, s. 114. Ses ikke hos Thiele.
    Amagermo’eramagerkone, frugt- og grønthandlerske, tit fra Amager.
    En avant marchons(fransk) fremad, marsch. Fra omkvædet til »La Parisienne«, fransk nationalmarsch, 1830. Tekst af C. Delavigne, musik af D.F.E. Auber.
    La Biondina in gondoletta(italiensk) den blonde pige i den lille gondol, venetiansk arie af F. Paër.
    te voglio bene assai»Io te voglio bene assaje«, (italiensk) jeg elsker dig meget, vise, 1839, af R. Sacco med melodi af Filippo Campanella; siges at have indledt den neapolitanske sangtradition, canzone napoletana.
    Fingereældre flertalsform.
    ConfuciusKong Fuzi (551-479 f.Kr.), kinesisk tænker og lærer.
    Ma fille(fransk) min pige.
    Mel. af Prindsen af China»Clochettes de la pagode«, (fransk, i C.F. Güntelbergs oversættelse:) »Smaa Klokker i vor Pagode«, kor, der indleder første og afslutter sidste akt af Le cheval de bronze, trylleopera, 1835, af D.F.E. Auber, teksten af E. Scribe. Dansk Prinsen af Kina, opført på Det Kongelige Teater 1836. Trykte noder: partitur til Le Cheval de Bronze findes.
    Tippenspidsen.
    Nankinden kinesiske by Nanking eller Nanjing.
    68
    Amagerpigevel Lisbet, den ene af hovedpersonerne i Johanne Luise Heibergs vaudeville En Søndag paa Amager, 1848. Fru Heiberg havde haft succes i denne og de tre nedenfor nævnte roller.
    Marketenderskeden unge marketenderske Marie, hovedperson i Regimentets Datter.
    FiskerpigeFenella, den kvindelige hovedperson i Den Stumme i Portici.
    Maritanagadesangersken i Don César de Bazan, 1844, lystspil af de franske dramatikere Philippe François Pinel Dumanoir og D’Ennery (egl. Adolphe Philippe); dansk Don Cæsar de Bazan, oversat af N.C.L. Abrahams, opført på Det Kongelige Teater 1846.
    tager … Nummertrækker nummer i tallotteriet.
    Brodeusenbroderersken.
    69
    Mel. Fallera Kukkuksangen »Es blies ein Jäger«, med mel. af den tyske komponist Christian August Pohlenz (1790-1843). Trykte noder: Vaudeviller og Operaer, 5, s. 9. E-noder: Ole Lukøje.
    en nyfødt Sol … Fiskermænd»Amis, la matinée est belle«, Masianellos barcarole fra Den Stumme i Portici, begyndelsen af II akt.
    70
    stille Digmelde dig frivilligt (til militærtjeneste i stedet for en anden).
    Landsthingførstekammeret i det danske parlament 1849-1953; folketinget var andetkammeret. At blive valgt til landstinget krævede, da det blev indført, en vis indtægt.
    bien(fransk) godt.
    Moses brændende Søilejf. 2. Mosebog 13,21-22.
    Jephtas unge DatterDommerbogen 11,30-40.
    Hebraiskuforståeligt.
    klinger smaa Pagoderallusion til kor fra Prindsen af China, I,1 og sidste akt, slutscenen: »Smaaklokker i vor Pagode / Klinger som I kunne bedst ...«, jf. note til s. 67; »klinger« er her imperativ.
    Pagode(r)kinesisk (eller indisk) tempelbygning, som har karakter af tårn.
    Togetoptoget.
    Mel. af Prindsen af China»J’ai pour guide en voyage / la folie et l’amour«, i Güntelbergs oversættelse »Paa min Reise mig ledsager / Elskov og Munterhed«, prinsens romance fra I akt af Prindsen af China. Trykte noder: Zinck 2, årg. 11, bd. 2. E-noder: Prinsen af Kina.
    71
    Navneklud»læreklud«, broderet klud med fx alfabetet og talrækken, evt. også navnet på den, der har broderet; blev tit indrammet og hængt op.
    lydeadlyder.
    73
    Mel. af »I due foscari«(italiensk) De to Foscarier (Foscari er et slægtsnavn); fra Verdis opera, 1844, opført af italienske sangere på Hofteatret 1846. Sangen er udeladt i de tilgængelige partiturer til Ole Lukøie; metrum svarer til »Ah! si, il tempo che mai non s’arresta«, terzet og kvartet fra II akt, takt 173 ff. af scenen, der indledes med »Ah padre«. I due foscari blev opført af italienske sangere på Hofteatret 1846. Trykt klaverpartitur til I due Foscari findes.
    74
    billigrimelig.
    La tourterelle(fransk) turtelduen, sang med melodi, 1851, af den hollandske komponist Mathias Joseph Hubert (Jos) Beltjens, tekst af Lélu. Trykte noder: Vaudeviller og Operaer, 5, s. 11. E-noder: Ole Lukøie.
    76
    Læremoerkvindelig lærer for småbørn (i asyl, pogeskole).
    belgiske Studenter-Sang»Valete Studia« fra 1500-tallet, stammer fra den belgiske universitetsby Leuvens studentermiljø. Trykte noder: Ole Lukøie (i serien Vaudeviller og Sangspil, Wilhelm Hansen, nr. 202), s. 11; også i Nederlandske og franske Folke-Sange og Melodier, 2. udg. ved A.P. Berggreen, 1864, I: »Nederlandske Folke-Sange og Melodier«, nr. 46. E-noder: Ole Lukøje.
    77
    Podagragigt i fødderne, især storetåen.
    Pauluntelt.
    baxerbokser, slår.
    Flyvegigtgigt, som flytter sig rundt i kroppen.
    Pesthuushospital for pestsmittede.
    Sotom sygdomme, især farlige eller smitsomme.
    78
    Chiragragigt i hænderne.
    gammel Mands Sygesygdomme, der tit følger med alderen, fx åreforkalkning.
    Kakexiafmagring.
    Skroflerkirtelsyge.
    Pleuresformentlig fejl for pleurs (fransk) tårer, evt.: rindende øjne; måske pleurésie (fransk: sidesting), brystbetændelse.
    de ere artededer er sat skik på dem.
    Apoplexihjerneblødning med lammelse.
    for din egen Mundspecielt til dig.
    79
    svinger jeg … mine Kyllingerjf. Tang 3291, 3292, fangeleg, hvor en af deltagerne er heks. Der synges »Jeg svinger mine Kyllinger«, og deltagerne stiller derefter heksen forskellige spørgsmål, som hun besvarer, stadig mere truende. Det ender med, at heksen skal fange en af deltagerne.
    80
    Mel. af Oberon»O! wie wogt es sich schön auf der Fluth« (tysk, i Oehlenschlägers oversættelse:) »Hvor livsaligt at flyde paa Vand!», havfruernes sang fra II akts finale af C.M. von Webers opera Oberon, 1826, med tekst af J.R. Planché efter Chr. M. Wielands versfortælling, 1780. Opført på Det Kongelige Teater 1831. Trykte noder: Zinck 2, 7. årg., bd. 2; klaverpartitur til Oberon findes. E-noder: Oberon.
    81
    Mærsplatform omkring toppen på et sejlskibs undermaster, hvorfra der kunne holdes udkig.
    83
    vifteblæser.
    85
    Musik af Mendelsohn-Bartholdy’s Sommernatsdrømmenvistnok finalens alfekor af F. Mendelssohn Bartholdys musik, 1843 (ouverturen dog 1826), til Shakespeares lystspil A Midsummer Night’s Dream, 1595-1596, dansk Sommernatsdrøm, 1816, senere: En Skærsommernatsdrøm; opført på Det Kongelige Teater 1879. Mendelssohn Bartholdys komposition fik den danske titel »Sommernatsdrømmen«. If. Dagbøger III s. 39 har H.C. Andersen formentlig set en tysk opførelse i 1846.
    86
    Mel. af »De to Dage«se note til s. 18.
    ellevildher nok: fra forstanden.
    87
    Presenternegaverne.
    Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
    Del/henvis til værket

    Indhold

    Første Act Første Scene. Mel. af Brylluppet ved Comosøen: »Himlen er i vort Bryst«. Anden Scene Tredie Scene Fjerde Scene Femte Scene. Østergade. Mel. af Jægerbruden: »Her i Jordens Jammerdal.« Sjette Scene Syvende Scene Ottende Scene Niende Scene Tiende Scene. Mel. af Hugo og Adelhaid: »Til Sol gaaer op.«. Mel. af Don Juan: »Sjelden Penge«. Ellevte Scene. Stuen hos Bedstemoder Tolvte Scene Anden Act Første Scene. Mel. af den sorte Domino: »Paa jer Post.« Anden Scene Tredie Scene Fjerde Scene Femte Scene Sjette Scene Syvende Scene. Gade udenfor Ottende Scene Niende Scene. Mel. af »Don Juan«: Giv mig din Haand. Tiende Scene. Stor Marskandiser Boutik Ellevte Scene Tolvte Scene Tredie Act. Strandveien Første Scene. Mel. »Fallera Kukkuk.« Anden Scene Tredie Scene. Mel. af »I due foscari.«. La tourterelle af Beltjen. Fjerde Scene Femte Scene Sjette Scene Syvende Scene. Mel. af Oberon. Ottende Scene Niende Scene Bedstemoders Stue

    Del

    [Sassy_Social_Share]