Paa den yderste Dag
Den helligste Dag her blandt alle Livets Dage er den, vi døe paa; det er den yderste Dag, den hellige store Forvandlings Dag. Har Du rigtigt, alvorsfuldt tænkt over denne mægtige, visse, sidste Time her paa Jorden?
Der var en Mand, en strængt Troende, som han kaldtes, en Stridsmand for Ordet, der var ham en Lov, en nidkjær Tjener af en nidkjær Gud. – Døden stod nu ved hans Seng, Døden med det strænge, himmelske Aasyn.
»Timen er kommen, Du skal følge mig!« sagde Døden og rørte med sin iiskolde Finger hans Fødder, og de iisnede, Døden berørte hans Pande, derpaa hans Hjerte, og det brast derved og Sjælen fulgte Dødsengelen.
Men i de faa Secunder forud, mellem Indvielsen fra Fod til Pande og Hjerte, gik som et Havs store tunge Bølger, Alt hvad Livet havde bragt og vakt, henover den Døende. Saaledes seer man med eet Blik ned i det svimlende Dyb og omfatter, i eet Tankelyn, den umaadelige Vei; saaledes seer man med eet Blik, i een Sum, den talløse Stjernevrimmel, kjendende Kloder og Verdner i det vide Rum.
I et saadant Øieblik gyser den forfærdede Synder og har Intet at hælde sig til, det er, som sank han ud i en uendelig Tomhed! – Men den Fromme hælder sit Hoved til Gud og giver sig, som Barnet, hen i »
Men denne Døende havde ikke Barnets Sind, han følte, han var Mand; han gjøs ikke, som Synderen, han vidste, han var den rette Troende. Paa Religionens Former i al deres Strænghed havde han holdt; Millioner, vidste han, maatte gaae den brede Vei til Fordømmelsen; med Sværd og med Ild kunde han have ødelagt deres Legemer her, som alt deres Sjæl var det og
Og Sjælen gik med Dødsengelen, men eengang endnu saae den hen til Leiet, hvor
»Det er Menneskelivet!« sagde Dødsengelen.
Alle Skikkelser saaes mere eller mindre
Det var Dyret, som vi Alle bære paa, Dyret, som er voxet fast i Mennesket, og det hoppede og det sprang og vilde frem, og hver holdt Klæderne tæt om det, men de Andre reve tilside og raabte: »Seer Du! see! Det er ham! det er hende!« og den Ene blottede den Andens Elendighed.
»Og hvad var Dyret hos mig!« spurgte den vandrende Sjæl; og Dødsengelen pegede hen for sig paa en stolt Skikkelse, og om dens Hoved viste sig en broget Glorie med skinnende Farver, men ved Mandens Hjerte skjulte sig Dyrets Fødder,
Og som de vandrede frem, skreg store Fugle fælt fra Træernes Grene; med lydelige Menneskestemmer skreg de: »Du Døds-Vandrer, husker Du mig!« – det var alle de onde Tanker og Begjæringer fra hans Livs Dage, som raabte til ham: »husker Du mig!« –
Og Sjælen giøs et Øieblik, thi den
»
»Det er hvert uforsigtigt Ord, Du lod falde, og som saarede din Næstes Hjerte langt dybere, end Stenene nu saare din Fod!«
»Det tænkte jeg ikke over!« sagde Sjælen.
»
»Alle have vi syndet!« sagde Sjælen og løftede sig atter. »Jeg har holdt
Og de stode ved Himlens Port, og Engelen, Indgangens Bevogter, spurgte: »
»Jeg har strængt opfyldt alle Bud! jeg har ydmyget mig for Verdens Øine, jeg har hadet og forfulgt det Onde og de Onde, de, som gaae den brede Vei til den evige Fordømmelse, og jeg vil det endnu, med Ild og med Sværd, dersom jeg
»Du er altsaa een af
»Jeg! – Aldrig!«
»
»Jeg er Christen!«
»Det kjender jeg ikke i din Tro og dine Gjerninger. Christi Lære er Forsoning, Kjærlighed og Naade!«
»Naade!« klang det gjennem det uendelige Rum, og Himlens Port aabnede sig, og Sjælen svævede mod den aabne Herlighed.
Men Lyset, der udstrømmede, var saa blændende, saa gjennemtrængende, at Sjælen veeg tilbage, som for et draget Sværd; og Tonerne klang saa bløde og gribende, ingen jordisk Tunge kan udsige det, og Sjælen bævede og bøiede sig dybere og altid dybere, men den himmelske Klarhed trængte ind i den, og da følte og fornam den, hvad den aldrig før saaledes havde følt, Byrden af sin Hovmod, sin Haardhed og Synd. – Det blev saa klart inden i den.
»
Og Sjælen følte sig blændet af det rene himmelske Lys, afmægtig sank den, saaledes syntes det, dybt, rullet i sig selv; nedtynget, umoden for Himmeriges Rige, og i Tanken om den strænge, den retfærdige Gud, vovede den ikke at udstamme: »Naade!«
– Og, da var Naaden der, den ikke ventede Naade. –
Guds Himmel var i hele det uendelige Rum, Guds Kjærlighed gjennemstrømmede den i uudtømmelig Fylde.
»Hellig, herlig, kjærlig og evig
Paa den yderste Dag
Trykt første gang i Historier, der udkom den 5. april 1852.
BFN 608/II,229-232/VII,142-143.
Tekstrettelser i forhold til trykforlægget
41,1 | Fod!« < Fod! |
39 | |
din Villie skee med mig | central nytestamentlig tankegang; jf. Matthæus 6,10, Lukas 10,21 og 22,42. |
altid vilde blive det | altid ville forblive det. |
Støvbilledet | dvs. den forgængelige krop. | 40 |
de gamle franske Haver | haver holdt i streng geometrisk stil. |
formummede | maskerede, forklædte. |
Paafuglens Fødder | kendt for deres hæslighed. |
kjendte Stemmerne | genkendte stemmerne. |
I vort Kjød … intet Godt | jf. Romerbrevet 7,18. | 41 |
Dømmer ikke … dømmes | jf. Matthæus 7,1. |
Loven og Evangeliet | Gamle og Nye Testamente. |
Hvo er Du | hvem er du. |
mægter det | magter det. |
Mahomed(s) | religionsstifteren Muhammed (ca. 570-632). |
Hvo, som … Sværdet | Matthæus 26,52. |
Øie for Øie … Tand | 2. Mosebog 21,24. |
Hvad godt … selv | jf. Romerbrevet 7,19. | 42 |
vorde Du | skal du blive. |
Del
Henvis til værket
H.C. Andersen: Paa den yderste Dag. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen[INFO OM 18-binds-udgaven 2003-2009...] for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk
Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0) Draft, not for public accession