På den yderste dag
Den helligste dag her blandt alle livets dage er den vi dør på. Det er den yderste dag, den hellige store forvandlings dag. Har du rigtigt, alvorsfuldt tænkt over denne mægtige, visse, sidste time her på jorden?
Der var en mand, en strengt troende, som han kaldtes, en stridsmand for ordet, der var ham en lov, en nidkær tjener af en nidkær Gud. – Døden stod nu ved hans seng, Døden med det strenge, himmelske åsyn.
»Timen er kommet, du skal følge mig!« sagde Døden og rørte med sin iskolde finger hans fødder, og de isnede, Døden berørte hans pande, derpå hans hjerte, og det brast derved, og sjælen fulgte dødsenglen.
Men i de få sekunder forud, mellem indvielsen fra fod til pande og hjerte, gik som et havs store tunge bølger alt hvad livet havde bragt og vakt, hen over den døende. Således ser man med ét blik ned i det svimlende dyb og omfatter i ét tankelyn den umådelige vej, således ser man med ét blik, i én sum, den talløse stjernevrimmel, kendende kloder og verdener i det vide rum.
I et sådant øjeblik gyser den forfærdede synder og har intet at hælde sig til, det er som sank han ud i en uendelig tomhed! – Men den fromme hælder sit hoved til Gud og giver sig, som barnet, hen i »
Men denne døende havde ikke barnets sind, han følte han var mand. Han gøs ikke som synderen, han vidste han var den rette troende. På religionens former i al deres strenghed havde han holdt, millioner, vidste han, måtte gå den brede vej til fordømmelsen, med sværd og med ild kunne han have ødelagt deres legemer her, som alt deres sjæl var det og
Og sjælen gik med dødsenglen, men engang endnu så den hen til lejet hvor
»Det er menneskelivet!« sagde dødsenglen.
Alle skikkelser sås mere eller mindre
Det var dyret som vi alle bærer på, dyret som er vokset fast i mennesket, og det hoppede, og det sprang og ville frem, og hver holdt klæderne tæt om det, men de andre rev til side og råbte: »Ser du! Se! Det er ham! Det er hende!« og den ene blottede den andens elendighed.
»Og hvad var dyret hos mig?« spurgte den vandrende sjæl, og dødsenglen pegede hen for sig på en stolt skikkelse, og om dens hoved viste sig en broget glorie med skinnende farver, men ved mandens hjerte skjulte sig dyrets fødder,
Og som de vandrede frem, skreg store fugle fælt fra træernes grene, med lydelige menneskestemmer skreg de: »Du dødsvandrer, husker du mig?« – det var alle de onde tanker og begæringer fra hans livs dage som råbte til ham: »Husker du mig?«
Og sjælen gøs et øjeblik, thi den
»
»Det er hvert uforsigtigt ord du lod falde, og som sårede din næstes hjerte langt dybere end stenene nu sårer din fod!«
»Det tænkte jeg ikke over!« sagde sjælen.
»
»Alle har vi syndet!« sagde sjælen og løftede sig atter. »Jeg har holdt
Og de stod ved himlens port, og englen, indgangens bevogter, spurgte: »
»Jeg har strengt opfyldt alle bud! Jeg har ydmyget mig for verdens øjne, jeg har hadet og forfulgt det onde og de onde, de som går den brede vej til den evige fordømmelse, og jeg vil det endnu, med ild og med sværd, dersom jeg
»Du er altså en af
»Jeg! – Aldrig!«
»
»Jeg er kristen!«
»Det kender jeg ikke i din tro og dine gerninger. Kristi lære er forsoning, kærlighed og nåde!«
»Nåde!« klang det gennem det uendelige rum, og himlens port åbnede sig, og sjælen svævede mod den åbne herlighed.
Men lyset der udstrømmede, var så blændende, så gennemtrængende at sjælen veg tilbage, som for et draget sværd. Og tonerne klang så bløde og gribende, ingen jordisk tunge kan udsige det, og sjælen bævede og bøjede sig dybere og altid dybere, men den himmelske klarhed trængte ind i den, og da følte og fornemmede den hvad den aldrig før således havde følt, byrden af sin hovmod, sin hårdhed og synd. – Det blev så klart inden i den.
»
Og sjælen følte sig blændet af det rene himmelske lys, afmægtig sank den, således syntes det, dybt, rullet i sig selv, nedtynget, umoden for Himmeriges rige, og i tanken om den strenge, den retfærdige Gud, vovede den ikke at udstamme: »Nåde!«
– Og, da var nåden der, den ikke ventede nåde.
Guds himmel var i hele det uendelige rum, Guds kærlighed gennemstrømmede den i uudtømmelig fylde.
»Hellig, herlig, kærlig og evig
Henvis til værket
H.C. Andersen: På den yderste Dag. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 2: Eventyr og Historier II 1852-1862. 2003. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-10-02. Sproglig moderniseret af Andrea Steengaard under tilsyn fra Finn Gredal Jensen.
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.