▶Paa Kongens Nytorv stod et gammelt Huus

Paa Kongens Nytorv stod et gammelt Huus,

Der reistes under Frederik den Femte:

Den kongelige danske Skueplads◀.

En ringe Bygning, intet Fest-Palads,

I Ringhed dog det store Minder gjemte;

Et kraftigt Kunstens Liv og Dygtighed

Med Hæders Navne lyste til os ned;

Hvad herligt er, ei synker til det Glemte.

»Bliv til, Du danske Scene!« – Holberg bød,

Og den fremstod, den stod som klippegrundet;

Hans Vid og Lune gjennem Huset lød,

Sin Molière havde Norden fundet!

Hans Tid, dens Daarskab og vor egen med,

Som han den saae med Snillets Blik, det rene,

Fremstilled’ han, – indvied’ dette Sted;

Sit Aandens Guld gav han den danske Scene.

Bag Biens Braad laae Honning sød og god!

Og sund lød Latteren, og lys blev Tanken.

– Thalia her som Herskerinde stod,

Alene hun. – – Da aabnede sig Skranken,

Og Melpomene hævede sin Røst.

Den høie Alvor, Hjertets stærke Banken

Ved Alt, hvad stort er, fyldte sært vort Bryst.

Hvad Evald drømte kun, blev virkeligt

Ved Nordens Shakespeare, Adam Oehlenschläger.

Selv Oldtids Gru blev til et Skjønheds Digt,

Der løfter Sindet, mens det dybt bevæger.

Fra Sagas Tavle fremsprang ved et Bliv

Lyslevende med Kjød og Blod og Liv

Jarl Hakon, Palnatoke, Valborg. Hævet

Fra Muldet funkled’ for os Oldtids Guldhorn,

Og Nordens Storhed Hjertet gjennembæved’.

– Med Nordens Grankvist og en Krands af Korn

Stod Melpomene – vied’ Scenen ind,

Hvor alt det Store nu i Skjønhed leved’,

Mens ude vexled Solskin, Veir og Vind.

Smyk danske Skueplads din Tempel-Tind

Med Masken, som Thalia Holberg rakte,

Og sæt ved Masken Melpomenes Dolk,

Den, som hun for et glad, taknemligt Folk

Sin Skjald, vor Adam Oehlenschläger bragte!

Mal Digter-Navne i et Blomsterflor,

Guirlanden, som sig slutter til de Tvende.

Hør Melodier, Danskhed i dem boer,

I dem vi Schulz og Weyse, Kuhlau kjende!

See, for det Guldstøv, ▶Galeotti gav

Og Tidens Flod os tog, et nyt er vorden,

En Mimens◀ Rigdom, fuld af Poesi

Fra Napoli op til Hardangerfjorden.

– Den Rigdom har den danske Skueplads.

Da først den aabnedes, al Kraften, Kronen,

Dens Styrke, Sammenhold og Bliven ved:

Det laae i Hjertet for den hos Nationen.

Theatret blev et festligt, hjemligt Sted.

– »Ei blot til Lyst«, den Indskrift øverst kom,

Og Digter, Kunstner, Publikum forstode

Det Tankesprog og værnede derom

I Templet for det Skjønne, Sande, Gode.

Lidt efter lidt forandrer Tiden hver,

Det Gamle skifter om. – O, gid den Lykke,

Velsignelse og Virkekraft, som her

Det gamle Huus har eiet, stadig bygge

Og bringe Glæde, Alvor, Lyst og Mod!

Som gunstigt Varsel Holberg Krandsen bære,

Vor ældste Digter, dog i evig Vaar.

Han som for mere nu end hundred’ Aar

Har aabned’ Skuepladsen, Holberg være

Den, som igjen ved Lunets rige Kaar

Indvier Scenen, – ham den første Ære!