H.C. Andersen

Paa Langebro

Folkekomedie med Chor og Sange i fire Acter

1864 Opført første gang 9. marts 1864
  • JAKOB HOLMEGAARDHr. Rasmussen
  • THYGE SOPHIESENHr. Hansen
  • ULRIK MOMMESENhans Venner-Hr. Neumann
  • JØRGEN BARNEKOVHr. Andersen
  • DITLEV STRUHHr. Jansen

Scenen er i Kjøbenhavn, Hamborg og i det Holstenske;

Tiden for Noget over hundred Aar siden.

Mellem hver Act tænkes hengaaet omtrent otte Dage.

Første Act

Spisestuen i Frands Melchiorsens Huus

FRANDS, JAKOB, THYGE, ULRIK, DITLEV og JØRGEN sidde om Bordet med Viin foran sig og synge:

Mel. af Slottet ved Ætna. Marschner.

Stem nu i, saa det kan runge!

Glasset er til Randen fyldt.

Vi er’ Allesammen unge,

Hele Verden staaer forgyldt.

Tidsnok kommer Grubleriet,

Verden gjør En stiv og tung;

Dette Glas er Glæden viet,

Ungdommen skal være ung.

Ung igjennem hele Livet,

Det er just den bedste Spas.

Er et godt Humeur Dig givet,

Livet er et stort Collas!

JAKOB

Det er en god Vise, som der er megen Sandhed i.

FRANDS

Jeg kan en anden, der ogsaa er god og sand.

Mel. af en Ødeland: »Jeg drømte, jeg hisset ved Søen sad.«

Saa underligt dreier sig Lykken om,

Sletingen sin Skjæbne kan vide;

Den skinnende Boble er skjør og tom,

Paa den tør man ikke lide.

Hvo er Dig Borgen,

At ei imorgen

Du øves og prøves skal i Sorgen.

Alt skifter om!

JAKOB

I fy! det er en dum Vise. Lad os ikke faae flere Vers af den!

FRANDS

Men om den nu bedst passer til Stedet og er som skreven for at lægges her under den sidste Skaal.

THYGE

Ja saa min Sjæl! Glas og Kruus ere tømte, men der ligger mere i Kjælderen. Det vil være en god Invention, Frands, at kalde et Par Flasker endnu herop.

FRANDS

Øllet er tappet af Tønderne, den spanske Viin er drukken ud! ja mine Venner, hvorfor ikke sige Tingen som den er: idag er det sidste Gang vi ere her sammen. Den rige Frands Melchiorsen har sat al sin Rigdom overstyr, men i godt Lag og med ærlige, trofaste Venner.

ULRIK

Det er Løgn, min Engel! jeg mener, din Fattigdom er Løgn, vi ere trofaste Venner.

THYGE

Din Tale gaaer mig i Hovedet og jeg har et svagt Hoved, jeg kan ikke taale Meget, veed Du.

JAKOB

Hvad har Du nu for med os, Frands, du rige Mand i Evangeliet.

FRANDS

Jeg er ikke tilsinds at anrette nogen Komedie, det er den rene Sandhed, jeg aabenbarer; min Rigdom er gaaet, alle min Faders store Midler; jeg har ikke handlet tænksomt nok, Uheld er ogsaa stødt til; saalunde spiller Lykken med os!

JAKOB

Der er noget Besynderligt udi din Tale, Frands Melchiorsen.

FRANDS

Huske I, da vi første Gang samledes her i Spisestuen, Gulvet fra min Faders Tid var her endnu?

JØRGEN

Det var belagt med blanke Kroner, hele Byen talte derom, det var et godt Vidnesbyrd om den store Rigdom.

FRANDS

En død Kapital; jeg lod den blive levende! ogsaa den er væk. For en Maaned siden sagde min Bogholder mig at Kassen var tom; Aagerkarle maatte igjen fylde den; men nu trænge de paa. Gaarden her, det lille Landsted paa Frederiksberg, eet og andet godt Vrag-Stykke af det rige Kjøbmandsskib har jeg endnu, jeg kan klare mig og i Ærlighed begynde forfra. Jeg har min Ungdom og jeg har Eder, mine Venner.

ALLE

Det er forfærdeligt!

JAKOB

Det er udenfor al Historie og Tradition.

FRANDS

O nei, Jakob! husk den rige Oluf Bagger i Odense. I sin Velstand brændte han Kaneel i sin Kakkelovn, da Kongen første Gang hædrede ham med et Besøg, og ved det næste brændte han Beviserne for de Penge, han havde laant sin Konge. Der var stor Rigdom, men den vendte sig om udi Fattigdom.

JAKOB

Ja den Udgang har jeg aldrig kunnet forstaae, og Dig, Frands, forstaaer jeg heller ikke i Dag.

FRANDS

Da Oluf Bagger kom i Trang og blev gammel, vilde ingen af hans Børn tage sig af ham, siger Sagnet; han kaldte da alle sine Børn for sig, viste dem et stort tungt Skrin og lovede Den, som agtede kjærligst at sørge for ham til hans Død, skulde eie hvad der laae gjemt; saa vilde de Alle pleie ham; da saa den Gamle var død og Skrinet aabnet, laae deri en Stok med Paaskrift:

ULRIK

– »Hvo som giver, til han tigger, Skal slaaes til han ligger

Det fortjener ogsaa et saadant Fæhoved. Det er nu en sandfærdig Historie, men med Dig er det anderledes, Du er en Harcellist, Frands, Du vil binde os Noget paa Ærmet.

FRANDS

Jeg siger Eder, jeg er en ruineret Mand! men derfor springer jeg ikke i Stranden.

JAKOB

Men det gjør jeg, Hjerte-Broder! Du skylder mig fra igaar to hundred Kroner, jeg vandt i Spil, dem maa jeg have, og dem skal jeg have.

FRANDS

Mit Landsted er da nok mere end to hundred Kroner værd.

JAKOB

Det kan der være deelt Mening om!

ULRIK

Jeg troer ikke Verden staaer til Paaske! Du ubetænksomme Ødeland! ja det vilde jeg sige til Dig om Du var min egen Søn eller Broder. Det sortner for mine Øine! jeg faaer ganske ondt. Jeg maa hjem til mit, for at samle mig. Jeg har ondt af Dig! Det er ingen Fornøielse at komme fra Velstand ned i trange Kaar; men jeg skal ikke være Dig til Byrde. Vorherre veed, naar vi sees igjen.

FRANDS

Jeg bliver her i Byen og Du ogsaa.

ULRIK

Jeg gaaer sjelden ud.

FRANDS

Men jeg kommer til Dig!

ULRIK

Spild ikke Tiden med Visiter, Frands! bryd Dig ikke om at komme til mig! jeg har saa ondt af Dig! – Ræk mig Armen, Ditlev, Du sidder dog og siger ikke et Ord. Jeg er daarlig. Kommer Du? Ditlev! (Tager Ditlev under Armen og gaaer.)

THYGE

Ditlev er ikke at stole paa! han kan ikke holde Mennesket oppe, falder han. Jeg maa følge med. Farvel, Frands!

FRANDS

Ja vi To sees imorgen! det er Torsdag, da spiser jeg altid hos Dig.

THYGE

Imorgen! sagde jeg dog ikke, da jeg kom, at imorgen maa jeg til Roeskilde, det er min Fasters Navnedag. Men en anden Torsdag sees vi! jeg er din oprigtige Ven! – (Gaaer.)

JAKOB

Den Ene gaaer efter den Anden.

FRANDS

Og Du med, Jakob! – I kommer ikke til mig igjen!

JAKOB

Jeg kommer; kan Du tvivle.

FRANDS

Tak! jeg skjønner paa det.

JAKOB

Allerede imorgen skal Du see mig! og jeg skal tage et Par af de andre Venner med.

FRANDS

Behøves ikke!

JAKOB

Ja vi maae da have Vidner til Underskrift af Contracten, ikke om det lille Landsted paa Frederiksberg, der er ingen Lysthavende til det, Havejorden er suur, det Hele dyrt at holde, men jeg vil nok have Deel i Gaarden her. Det tale vi om imorgen, nu skal dette ikke foraarsage Uleilighed.

Mel. af Ravnkilde.

Naar Lykken viser Hale,

Og Verden af os gjøer,

Hvad hjælper Trøste-Tale –?

Jeg vil mig anbefale,

Hold paa et godt Humeur!

FRANDS

Nu kan jeg aldrig trænge,

Erfaring er jo Guld!

Trofaste, brave Drenge,

I give Lærepenge,

Alt har jeg Posen fuld.

Nu kjender jeg Dig, Jakob!

JAKOB

Du feiler i din Mening om mig, Frands, men jeg agter ingenlunde at moralisere for Dig i de Omstændigheder, Du er falden udi. »Kommt Morgen!« siger Tydsken. (Gaaer.)

FRANDS (til Jørgen).

Og Du har sat Dig! Du gaaer ikke med de Andre?

JØRGEN

Nei, ikke lige i Øieblikket, men om lidt! Du veed nok, at jeg kan ikke hjælpe Dig, jeg har ikke en Døit. Dit Venskab var mit Levebrød. Det gjør mig ligesaa ondt for Dig som for mig selv! Din Ulykke er ogsaa min!

FRANDS

Du har en fornøielig Aabenhjertighed, men er en god Fyr.

JØRGEN

Jeg er et godt Stykke ældre end Du. Jeg har seet Dig i baldyret Barneklokke med Skjærf om Livet og en Top i Haanden, som Du er afcontraferet derinde i Stuen næst ved. Din Fader gav mig Plads ved sit rige Bord, og da han døde og Du sad som Huusherre, bad Du mig endnu venligere end han at blive siddende; han var i al sin Godhed den rige, gunstige Herre, Du blev en god Kammerat og jeg fik igjen Ungdom ved Dig. Sligt glemmer man ikke!

FRANDS

Jeg fik Dig i Arv fra min Fader.

JØRGEN

Og nu kan Du bruge al den Arv, Du har faaet, men jeg veed rigtignok ikke hvad Gavn jeg kan være Dig til; maaskee kan jeg give et Par gode Raad.

FRANDS

I trang Tid ere gode Raad dyre.

JØRGEN

Først, slip ikke Dig selv, saa slipper Vorherre Dig ikke! hold paa Humeuret, og lad saa staae til!

FRANDS

Det vil jeg.

JØRGEN

Det Klogeste, jeg kan tænke mig for Dig –, ja, det er ikke saa galt! Du er kjøn, forstaaer at arte Dig vel; Du kan gjøre et godt Partie! Det vil være Dig let at faae en rig Kone, der kan hjælpe Dig op. See Dig om, Du er jo i Alderen til at fatte Elskov.

FRANDS

Fatte Elskov! Jørgen, Dig vil jeg sige det. Jeg har i mit Hjerte den inderligste Attraa! –

JØRGEN

Du har allerede Kjæreste?

FRANDS

Ja!

JØRGEN

Pinedød! det er jo prægtigt! – Hun er rig!

FRANDS

Hun er saa smuk, saa velsignet, saa elskelig!

JØRGEN

Og har Penge!

FRANDS

Ikke en Skilling.

JØRGEN

Det er forbandet lidt.

FRANDS

Det er ogsaa utaaleligt altid at skulle see paa Skillingen!

JØRGEN

Men det er galt ikke at gjøre det.

FRANDS

Dig vil jeg betroe det Hele. Fra Pulpituret i Nicolai Kirke, hvor jeg har min Faders Kirkestol, saae jeg hver Søndag en tarvelig klædt Kone med sin unge Datter bivaane Høimesse og Aftensang. Engang have de været velhavende, nu ere de i ringe Kaar og leve stille og arbeidsomme i en lille Leilighed i »Prammandens Gang«. Den unge Pige er saa smuk, saa uskyldig, saa tugtig opdragen, som nogen Jomfru kan være. Jeg kunde ikke faae hendes Billed ud af min Tanke, da fik jeg den Invention at leie et Kammer ligeoverfor. I henved en Maaned har jeg der tilbragt mangen Aften- og Morgentime; jeg har iagttaget deres stille Færd. Gaden er saa smal, at strækker man Haanden ud af Vinduet, kunne vi trykke hinanden i Hænderne.

JØRGEN

Naa, og det have I da gjort. Frands! Frands!

FRANDS

Aldrig talte vi saa meget som to Ord med hinanden. Tungen er endnu ikke løst i vor stumme Kjærlighed. Hun er et Mønster for Alle, from, uskyldig, deilig som en Guds Engel!

JØRGEN

Naturligviis!

FRANDS

Allerede tidlig den første Morgen, idet hun kom hen til Vinduet for at vande sine Blomster, hun har en heel Mængde, mødtes ganske tilfældigt vore Øine; hun blev blussende rød, saae jeg, hun traadte tilbage; jeg blev saa varm med Eet. –

JØRGEN

Og siden have I gjort Bekjendtskab?

FRANDS

Vi have endnu aldrig vexlet et Ord sammen, men i al den sidste Tid, Morgen og Aften, naar jeg var der omme i min lille Stue, bemærkede jeg, at hun puslede med sine Blomster, pleiede og vandede dem mere end det var fornødent, og stod jeg skjult i en Krog, kunde jeg i Speilet iagttage, at hun saae over til mit Vindue som hun søgte mig der.

JØRGEN

Og hvad skal der saa komme ud af alt Det?

FRANDS

Bryllup haaber jeg. Hun har ikke Noget og jeg har ikke Noget, lige Børn lege bedst!

JØRGEN

Ja, naar I kunne lege med Sand i et Potteskaar og sige, det er Middagsmad. Du skal ikke invitere mig; kan jeg forresten være Dig til nogen Nytte, saa er jeg til din Tjeneste. Men følg mit fornuftige Raad, tag fat paa solid Gjerning og opgiv Kjærligheden i Prammandens Gang.

FRANDS

Kjærligheden just holder mig oppe, giver mig Mod til at leve og bestille Noget. Det er ikke for mig selv alene, det er ogsaa for hende.

JØRGEN

Stakkels Frands! (Gaaer.)

FRANDS (alene).

Han er en ærlig Karl; hans Hjerte er godt, men det er ikke ungt, som mit. Gjerne forlader jeg dette store, tomme Huus og flytter ganske hen i min lille Stue i Prammandens Gang; der lyser Metas velsignede Ansigt over til mig. Hendes Moder har neppe Tanke om min Attraa. Min gode Invention vil jeg haabe er lykkedes; jeg tvivler ikke om at jo Lisbeth Isenkræmmers har kløgtigt røgtet sit Ærende. Kjærlighed gjør opfindsom.

Huusholdersken, gamle Else Mogensdatter træder ind.
ELSE

Kjære, unge Herre! ak, jeg veed ikke hvorledes det er med mig. Et Par af hans Venner, der nys gik herfra, talte saa forblommede Ord, de sagde – jeg veed ikke hvad de sagde.

FRANDS

Det er forbi med Rigdommen her, sagde de vel.

ELSE

Ja, noget Saadant var det.

FRANDS

Du sad hjemme her i Huset, før jeg blev født; Du er et gammelt Træ, groet ind her; Du skal blive paa dette Sted. Ingen skal lade Dig flytte, det skal jeg hævde og fastholde.

ELSE

Er det sandt, hvad jeg hørte og forstod, den rige Hr. Melchiorsens Søn er bleven en fattig Mand.

FRANDS

Ingen raader for Lykken, den vender sig ofte om, og for mig har den vendt sig; men saa Meget har jeg endnu ihænde, at mine Huusfolk ikke ved mig skulle lide Uret, hver af dem kan nøiagtig faae sin tingede Løn, og som sagt, Du, Else, flytter ikke ud under fremmedt Tag; Savn skal Du heller ikke kjende. Det store Billed inde i Salen, det af den italienske Mester –

ELSE

Det deilige, store Billed, hvad det?

FRANDS

Det faaer nu en meget bedre Plads, end her; det kommer paa Kongens Slot; jeg har igaar kjøbslaaet; Billedet gaaer derop, ikke for rede Penge, men mod en lille, aarlig Sum, saalænge Else Mogensdatter lever. Det skal være din Pension her fra Huset; Pengene udbetales til Dig. O græd dog ikke, jeg vil saa gjerne gjøre Dig glad.

ELSE

O Herre, jeg har selv nok, til i Tarvelighed at henleve de faa Dage, der endnu ere tilbage for mig.

Mel. af den hvide Dame. Boyeldieu.

Tunge, bittre Dage komme,

Dem jeg aldrig troede kom;

Før min Tid var omme,

Dreiede sig Lykken om.

Fremmede skal her nu huse,

O, det vil mit Hjerte knuse,

Gid at jeg i Graven laae.

Hvorfor skal jeg leve og vide

Min Herres Søn i Nød;

Den Sorg til skulde jeg lide,

Ulykken Alt nedbrød.

Gud give jeg var død!

FRANDS

Du vil endnu opleve at see mig udi Velstand. Og jeg forlader jo ikke Byen, jeg forlader kun dette Huus, der ikke længer kan blive mit.

ELSE

Men vort lille Landsted ude paa Prindsens Amager.

FRANDS

Paa Frederiksberg; ja, ogsaa det maa jeg see at skille mig ved.

ELSE

O nei, gjør det ikke! der er Lykke ved Haven der. Meer end engang hørte jeg Eders Fader sige: »Gaaer det nogensinde min Søn ilde, saa groer der for ham et Brødtræ ude i Haven ved Landstedet.«

FRANDS

Jeg forstaaer mig ikke paa at være Urtegaardsmand. Og saaledes har min Fader heller ikke meent det. Han holdt saa meget af det lille Sted.

ELSE

Endnu i hans Dødsstund var hans Tanke derude; hans sidste forstaaelige Ord var: »ude i Haven«. –

FRANDS

Nu er min Fader i en bedre Have, i Paradisets. Mit Brødtræ maa jeg selv plante mig; Vorherre give det Solskin og Dig med i dit Hjerte. (Gaaer.)

En lille tarvelig Stue hos Gertrud Skippers

GERTRUD sidder og spinder, META staaer ved sine Blomster.
GERTRUD

Brug dog Fod og Fingre, Meta! denne Krands Hør maa være spundet af før Middag. Lad Blomsterne i Vinduet skjøtte sig selv; det er nu tredie Gang i Dag Du har været ved dem.

META

Blomsterne ere min eneste Glæde.

GERTRUD

Ja, i de sidste tre Uger har Du faaet en stor Kjærlighed for de Blomster, men jeg holder ikke af det. Der skal Du altid varte dem op, og ligeoverfor boer et ungt Menneske, der ikke bestiller Andet end staaer og glaner paa Dig. Det kan jeg ikke lide!

META

Vi kunne da ikke forbyde ham at see herover.

GERTRUD

Vi kunne hænge et Gardin for, og det gjør jeg.

META

Han seer vist herover paa Huset efter Fløiet for at vide Vinden.

GERTRUD

Vinden! ja, den vil nok snart vende sig for ham, spaae ikke alle Julemærker feil.

META

Kjender Du ham?

GERTRUD

Ja vist kjender jeg ham. Det er den unge Hr. Melchiorsen, Søn af den rige Kjøbmand.

META

Men hvorledes kommer han til at boe her i Prammandens Gang.

GERTRUD

Det er Fixfaxeri! Han mener det ikke ærligt. Du er en kjøn, velopdragen Pige, det kan enhver Mand see og vel ogsaa nok blive varm om Hjertet ved, men mener han det ærligt, saa gaaer han til mig, som Moder, siger: »I kjender mig vel, jeg kan ernære Eders Datter og bærer en dydig Kjærlighed til hende.« Det siger man, men gjør ikke Fixfaxeri og staaer og glaner ind af Vinduet.

META

Hvor kan Du være saa vred paa det stakkels unge Menneske.

GERTRUD

Ja Stakkel! det bliver han nok snart, er jeg bange for. Hans Fader, det var en Mand! Hvergang det var Hans Majestæt Kongens Fødselsdag, gav han de Fattige et kosteligt Maaltid med Risengrød og Oxesteg; hver fik en Pot Øl. Huset var solidt; Gulvet i Spisestuen belagt med blanke Kroner.

META

Men udi saadan Velstand kan man da ikke kalde den unge Hr. Melchiorsen en Stakkel.

GERTRUD

Udi saadan Velstand! men Faderen er død, og Frands Melchiorsen, der endnu kun er en opløben Dreng, har skaltet og valtet, gjestereret og smidt Penge ud til alle Sider, uden Tanke eller Forstand. Uheld er der ogsaa stødt til; det er gaaet med to af hans Skibe, som det gik med din salig Faders. Det vil slet ikke undre mig, om jeg en skjøn Morgen hører at Frands Melchiorsen er en Stodder.

META

Men da vil hans Venner hjælpe ham.

GERTRUD

Venner! og hjælpe! – Jo, Du kjender godt Verden. Hjælp Dig selv, saa hjælper Vorherre Dig, men ikke de Andre; det er min Erfaring. Som den rige Mands Søn kom han ikke til os, og for en fattig Peer Eriksen har jeg ikke opdraget min Datter! Vi sidde smaat i det, hvilket ikke blev sjunget for min Vugge. Din Fader var en ganske velhavende Mand, men da han forgik med Fartøiet, vi havde, saa sad jeg med Dig, som jeg sad og sidder.

META

Men baade din Familie og min Faders have jo godt tilbedste og kunne hjælpe!

GERTRUD

De gjorde ikke Noget af sig selv, og jeg er for stolt til at tigge. Tæring efter Næring er mit Valgsprog. Jeg flyttede ind i denne fattige Leilighed og har stridt og stræbt. Jeg har spundet og vundet, saa Huden er bleven mig haard i Fingerspidserne. Men jeg haaber til Gud, at der vil komme en bedre Tid, idetmindste for Dig mit Barn. (Man hører Musik, Melodi af »Rigoletto«, ligeoverfor.) Hør, nu begynder han igjen derovre med sin Gniden paa Violen. Det er nu bare for at Du skal høre ham.

META

Han spiller saa smukt, saa rørende! jeg hører det saa gjerne.

GERTRUD

Men,det skal Du ikke. Put Bomuld i Ørerne og lad Rokken snurre! (Drager Meta hen til Rokken og sætter sig derpaa selv og spinder.) Mel. af Lulu: »Slunken Edderkop«. Kuhlau.

Paa Skammelen skal Du Dig sætte,

Spinde til Tenen er fuld;

Det er det eneste Rette,

Flid er det Samme som Guld.

Intet Du eier,

Hjulet sig dreier.

Spind!

Lykken vind!

Den er din ved dit Spind!

META

Rokkehjulet sig dreier,

Foden bliver ei træt;

Hjertet en Rigdom eier,

Ungdomsglad ødsler det.

Rigdom jeg eier.

Hjulet sig dreier.

Flyv, Tanke snar,

Til den Ven, Du har.

GERTRUD

Intet Du eier etc.

META

Rigdom jeg eier etc.

META

Det banker!

GERTRUD

Kom ind!

Lisbeth Smaahandlers træder ind.

LISBETH

God Dag, I hjertenskjære, flittige Mennesker!

GERTRUD (der ivrig bliver ved at spinde).

Velkommen herinde, Lisbeth! tag den høie Skammel og sid ned. Hvad Nyt i Byen?

LISBETH

Megen Vellyst. De Høifornemme kjøre paa Operaen, Menigmand løber til von Qvoten, og saa er her en Gjestereren! Jens Skipper havde en Smaus igaar paa fyrretyve Personer.

GERTRUD

Da engang min salig Mand kom hjem med Ladning fra Malaga, havde vi en Smaus paa to og tredive Personer, det var den Gang, det gjør jeg ikke nu ved at spinde Hør.

LISBETH

Det er vel I nævner Hør; jeg har just med mig en Prøve, om I har Lyst at kjøbslaae.

GERTRUD (betragter Hørren, som Lisbeth giver hende).

Ei! den er saa fiin som Silke. Den bliver mig for dyr.

LISBETH

I faaer den for Spotpriis. Otte Skilling Pundet.

GERTRUD

Det er ikke muligt! den er fire Gange saa Meget værd.

LISBETH

Men jeg kan overlade Eder den for saa ringe Priis som jeg siger.

GERTRUD

Den er da ikke stjaalet.

LISBETH

Den, der bragte mig den, har ærligt kjøbt samme, det kan jeg række mine tre Fingre iveiret paa.

GERTRUD

Det er jo en mageløs Handel! jeg kjøber strax saameget som I har. Meta, tag ud af Skabet Flasken med den spanske Viin, det er den sidste, jeg har endnu siden min Mand foer paa de Lande, den har holdt længe ud, Meta og jeg smage den ikke. Nei, hvor den Hør er fiin og blød, den spinder sig selv.

LISBETH (tager Glasset, som Meta har skjenket i)

Eders Sundhed, Mo’er Skippers! den Viin er delicat, som den fineste Rosin. Ogsaa lille Metas Sundhed. (Drikker.)

META

Jeg siger saa mange Tak!

LISBETH

I har rigtignok to velsignede Øine og en deilig Skabning, det kan ikke blive skjult ihvor indgetogen I end lever og boer. Jeg veed hvad jeg veed!

GERTRUD

Den Hør krilrer mig baade i Øine og i Fingre! troer I, Lisbeth, at jeg herefter endnu kan faae af samme Slags og til samme Priis.

LISBETH

Hvorfor ikke! naar I selv vil.

GERTRUD

Det kan I da nok vide at jeg vil. Tag endnu et lille Glas.

LISBETH

Jeg er ikke vant til spansk Viin! den er stærkere end Mjød, den gaaer til Hovedet! (Drikker.)

GERTRUD

I Fortrolighed! hvor har I Hørren fra? Den, der sælger den, maa jo slet ikke forstaae sig paa den udmærkede Vare.

LISBETH

Jeg maa ikke sige det! – Men naar I spørger mig, er det ligesom om det vilde ud af mine Sidebeen. Jeg troer sandelig at den spanske Viin stiger mig til Hovedet.

GERTRUD

To smaa Glas har I kun faaet. Naa, hvem er det saa?

LISBETH

Derovre boer han! – Frands Melchiorsen.

META

O, min Gud!

GERTRUD

Hvad for Noget! hvad har han med Hørren at gjøre?

LISBETH

Hans Hjerte sidder i hans Hals for lille Meta; han er ganske betagen af Kjærlighed til hende.

GERTRUD

Det er Fixfaxeri! var der Ærlighed og Grundighed hos ham, saa kom han og talte med mig. Siig mig nu Rub og Stub.

LISBETH

Forleden Dag kom han ind i min Bod og kjøbte Smaasøm; det kan gjerne være at det kun var for at faae Leilighed til at tale med mig. Han talte og jeg talte; det ene Ord tog det andet. Han har saadant et rart, rigtigt ungt Ansigt og Noget saa aabenhjertigt og deeltagende. Han spurgte om mine Omstændigheder og om Eders Omstændigheder, og jeg svarede som der er at svare, at vi ikke ligge paa den lade Side, at I er et Mønster paa Flid her i Gaden, men alligevel kan I dog ikke skaffe lille Meta en ny Søndagskjole.

GERTRUD

Det var ilde talt af Eder.

LISBETH

Ilde talt! det foer mig lige ud af mit deeltagende Hjerte, og han tog det ganske op i sit. Er det ikke baade fiint og galant af ham, at han strax derpaa gik hen og kjøbte Hør til høi Betaling for at I kunde faae den af ham til Spotpriis.

META

Det gode Menneske!

GERTRUD

Saaledes hænger det sammen.

LISBETH

Ja, ikke et Ord er fordreiet. Men nu kommer Nachspielet, det har jeg fra en Karl udi hans Tjeneste. Han er ødelagt! idag gav han sidste Gang stort Traktement for Snyltegjesterne. Han har falleret! Eet og Andet er vel endnu kort Tid tilbage, Guldringe, Brystnaale og Mobilier, har jeg hørt –!

META

Ak, at han er bleven saa ulykkelig!

GERTRUD

Hvad sagde jeg! Løn, som forskyldt.

LISBETH

Et Par Guldfjer er der endnu, pluk I dem, Mo’er Gertrud!

Mel. af Brama og Bayaderen. Auber.

»Vær min Veninde i Nød!«

Saa han i Klage udbrød.

Stakkels Fyr!

Alt er overstyr!

Kun lidt han har,

Den Rest

Er bedst

Vi Andre ta’er.

Pluk nu af de sidste Fjer;

Snart har den Stakkel ei fleer.

Pas paa,

Det skal dog gaae!

Saa bliver han til Alvor vakt,

Og fromme Tanker i ham lagt.

GERTRUD

Og alt Det siger I mig lige i Ansigtet! skammer I Eder ikke! – Tag den Hør igjen, den snærer mig ind i Fingrene! jeg skal Intet have fra den Kant. Og glaner han igjen herover, skal jeg tage en Haandsprøite og straale ham ind i Øinene.

LISBETH

Naa, naa! godt Ord igjen!

GERTRUD

Ja, det skal I faae! I er en slet Person! I tør byde mig, at jeg skal være Kjeltring, at jeg skal plukke og pille den sidste Guldfjer af ham. Det er en saa overvældende Uartighed mod mig, at vare mine Klæder skaarne som min salig Mands, saa smed jeg Eder ud af Døren.

LISBETH

I er grov!

GERTRUD

I fornærmer mig i min Fattigdom.

LISBETH

»Fattigdom og Hoffærd,« det er en Komedie paa den danske Skueplads; jeg har seet den, men jeg tænkte ei at den agereredesi Prammandens Gang. Kro sig kun, Mo’er Skippers! Jeg vidste ikke, at Hun var af Porcellain hentet fra China. (Gaaer.)

GERTRUD (i Døren).

Maa jeg bede om at dette er hendes sidste Visit i mit Huus! Jeg har ærgret mig. Komme til mig med Sligt!

META

Hun har en slem Tunge, men det unge Menneske har dog vist meent det godt.

GERTRUD

Nævn mig ikke ham! Han jager mig herud af Gaden. Jeg bliver ikke længer her, hvor jeg nu har levet i fjorten Aar. Jeg vil ikke have det Gjenboskab!

META

Men Moder!

GERTRUD

Væk fra Vinduet med Blomsterne!

META

Men de ere saa smukke, de trives saa godt!

GERTRUD

Ja, de trives! nu forstaaer jeg det: de skal pleies, det er for at gloe derover. Ind med Dig i Kammeret og tag Rokken med. Ikke et Muk! (Støder hende ind i Værelset tæt ved.) I »sorte Christians Krog«, ved Kongens Have, er en Leilighed uden Gjenboer, den vil jeg strax gaae hen at see paa. (Gaaer.)

Gade

Frands gaaer op og ned.
FRANDS

Mo’er Lisbeth bliver længe derinde! bare hun bærer sig kløgtig ad. Hvor mit Hjerte banker, jeg har ingen Ro! Der er hun. Naa, hvad Glædeligt har I at sige mig?

LISBETH

Jeg faaer Guulsot! den gamle Bavian! Stort skal det være.

FRANDS

Hvorlunde er det gaaet?

LISBETH

Først var Alt fedt og godt mellem os; jeg skulde sidde; jeg fik spansk Viin og en Slidder for en Sladder; men neppe har jeg sagt at Hørren kom fra Eder, saa var Hundred og Eet ude!

FRANDS

Men I skulde jo slet ikke nævne mig!

LISBETH

Det slap mig nu ud af Munden! Datteren gjorde det ingen Skade paa; Moderen kneisede op, som en Kat med et Aalehoved.

FRANDS

I har fordærvet Alt for mig.

LISBETH

Saa det er den Tak jeg faaer! Her er Eders Hør, jeg gaaer ikke oftere i de Ærender.

FRANDS

Men Meta? Hvad sagde hun, hvad gjorde hun? Har Du ikke det Mindste at sige mig om hende.

LISBETH

Ikke et Muk. Og det siger jeg Eder, unge Herre, steger I herefter Kartofler i den hede Aske, saa kan I selv rage dem ud, jeg gjør det ikke. (Gaaer.)

FRANDS

Hvad griber jeg nu til! ogsaa her har jeg handlet taabeligt i at give min Lykke i Hænderne paa denne Kone, nu er Alt fordærvet. – Men der er jo Metas Moder! hun laaser Døren i. Hun kommer her om Hjørnet; jeg vil vove at tale til hende. Gid at jeg maa kunne lægge mine Ord saa at de faae en god Indgang i hendes Hjerte.

Gertrud Skippers kommer.
FRANDS

Tør jeg, som Eders Gjenbo i Gaden, sige en ærbødigst Godmorgen!

GERTRUD

Gjør Eder ingen Uleilighed!

FRANDS

Tør jeg tale et Par Ord med Eder.

GERTRUD

Undskyld, jeg har ingen Tid.

FRANDS

Det er for mig et Par vigtige Ord, jeg har at fremføre.

GERTRUD

Jeg veed, hvad I har at fremføre og jeg veed, hvad jeg har at svare. Naar I, Hr. Frands Melchiorsen, sidder igjen varmt inden Vægge i Eders Faders gamle Gaard, hæderlig og honnet, saa henvend Eder til mig, som Moder, men ikke før, og dermed Punktum! (Gaaer.)

FRANDS

Det var tydeligt nok. Nu kan jeg dreie mig en Strikke af Hørren her og hænge mig selv i den, eller gaae ud paa Langebro og styrte mig i den dybe Strøm. Nei, nei! det er Cujoneri ikke at kunne bære de tunge Dage, Vorherre tilskikker os. Jeg maa vinde Meta og med hende kommer igjen Lykken!

Jørgen Barnekov gaaer forbi.
JØRGEN

Du her, Frands! jeg troer Du grubliserer.

FRANDS

Jeg tænker paa mine Vilkaar. Det er nærved at gaae mig saa galt som det kan gaae. Hvad troer Du er klogest, endnu at vente paa Lykken, eller at gaae hen og springe ud fra Langebro.

JØRGEN

Vandet er koldt, Frands, det vil ikke smage Dig, især om Du tager for stor en Mundfuld; men jeg har ikke Tid til Passiar, nu slog Klokken Tolv paa Nicolai Uhr, jeg skal til Middags-Collas hos Lars Ley, den rige Brygger, Humlekongen, som han kaldes. Farvel, Frands! god Lykke hos Kjæresten.

FRANDS

Der er Døren lukket for mig. I dette Øieblik talte jeg med Moderen, hun sagde mig det kort og tydeligt: »naar I sidder igjen varmt inden Vægge i Eders Faders gamle Gaard, hæderlig og honnet, saa henvend Eder til mig, som Moder, men ikke før, og dermed Punktum!«

JØRGEN

Saa skynd Dig at blive en rig Mand! Du er ung og freidig! gak ud i den vide Verden.

FRANDS

Hvorhen?

JØRGEN

Veed Du hvad! jeg faaer en god Tanke. Du har vel i Behold din Faders Handelsbøger?

FRANDS

Dem giver Spekhøkeren ikke Meget for.

JØRGEN

Du har dem?

FRANDS

Jeg har dem.

JØRGEN

Mangen Gang hørte jeg din Fader beklage sig over store Tab, han havde lidt i Hamborg, men han sagde ogsaa at flere af de fallerede Kjøbmænd vare igjen komne i gode Kaar og nok vilde betale. See efter i Bøgerne. Tag Papirerne frem og reis til Hamborg.

FRANDS

Du har Ret, jeg husker, at min Fader har sagt det, jeg veed med Sikkerhed, han der har store Summer tilgode. Det er et godt Fingerpeg, Du giver mig, Jørgen. Endnu iaften reiser jeg. I otte Dage kan jeg over Land være der.

JØRGEN

God Lykke!

FRANDS

Paa den stoler jeg, den fylde mine Lommer og da kjøber jeg mig et Skib, farer paa Spanien og bliver igjen den rige Hr. Melchiorsen!

JØRGEN

Det under jeg Dig! Du er et Menneske, jeg holder af. Farvel, Frands! (Gaaer.)

FRANDS

Det var en heldig Tanke, han vakte! men Meta? – Hvorledes klarer jeg for hende min pludselige Forsvinden og Udebliven, hvorledes kan jeg uden Mellembud underrette hende? Lad see! ja! imorgen stiller jeg mig reiseklædt ved Vinduet, det er Søndag, hun gaaer i Kirke, der maa hun høre om mig. Endnu idag vil jeg besøge Præsten, anmode ham om at han efter hver Søndags Froprædiken beder for en ung Mand, der er gaaet paa Reise! Meta vil forstaae at det gjælder mig; ogsaa hun vil bede for mig; jeg troer det, jeg veed det, uagtet vi endnu aldrig talte et Ord med hinanden.

Mel. af Le Pardon de Ploermel.Meyerbeer.

O Kjærlighed!

Giv mig Besked,

Tal med din Klokkestemme.

Viis Du mig Vei!

Jeg frygter ei,

Din Talisman jeg eier.

Jeg reiser ud,

Med mig er Gud,

Dybt i mit Bryst det klinger

Som Glædes-Sang,

Som Klokkeklang,

Der til mit Bryllup ringer!

Anden Act

Børsen i Hamborg

CHOR af Handelsmænd

Mel. af Faust. Gounod.

Børscours, Vexler, Statspapirer,

Obligationer vi leve i;

Kjøb, Salg, Assurance,

Op og ned, og dog i Balance!

Her Kuben er, travl er hver Bi.

Guldets søde Honning vi lave.

Vi flyve ud og ind her i

Rigdommens gyldne Have.

Beregn, betænk, læg til, tag fra!

Du Regnekunsten lære!

Med Pengeposen har Du da

Alverdens Magt og Ære.

FRANDS (er traadt ind).

Det er Hamborg Børs! hvor det suser og summer i Handelens store Bikube! Hvor skal jeg nu finde mine Folk! Til hvem henvender jeg mig? Den unge Mand derhenne synes at have Kjendskab til de Fleste; han siger et Par Ord til hver; han hører hjemme her. Høistærede! tør jeg tale et Par Ord med Eder. (Under denne Replik ringes med en stor Klokke og Mængden fordeler sig i andre Sale.)

SCHWARTZKÜMMEL

Hvad er til Tjeneste.

FRANDS

Jeg er en Fremmed! jeg kommer her i Forretninger, veed ikke Besked, hvor og til hvem jeg har at henvende mig.

SCHWARTZKÜMMEL

Her har I Manden!

Mel. af Barberen i Sevilla. Rossini.

Jeg er just den Første, som Commissionair,

Ja, jeg!

Schwartzkümmel, Navnet kjender Enhver.

Mellem de søgte, jeg søges især; Ja just jeg.

:|: Handelsmænd, Skippere – til alle Stænder

Rækker jeg Hænder,

Kjøber Papirer, sælger igjen.

Ærede Ven!

Jeg er til Tjeneste, jeg er at lide paa,

Tager jeg Tingen fat, Tingen maa gaae. :|:

FRANDS

Der har jeg jo ret Held med mig! – Maa jeg altsaa begynde med et Par Spørgsmaal. Hvorledes staaer det med Huset Krambe & Philip?

SCHWARTZKÜMMEL

Det er et solid Huus. De træffer her paa Børsen den ældre Philip.

FRANDS

Lever endnu Kjøbmand Peter Martens?

SCHWARTZKÜMMEL

Han er i bedste Velgaaende og Huset i Tiltagende.

FRANDS

Herman Silkehandler?

SCHWARTZKÜMMEL

Er en rig Mand.

FRANDS

Huset Fabian van der Pleurs.

SCHWARTZKÜMMEL

Er igjen blevet eet af de meest anseete udi Staden. Tre Gange spillede han Fallit, det forøger Capitalen! ha, ha! han har Grunker, som han har Mave; der kommer han, rund og fed som en Æbleskive, der har faaet Been. Har I Forretninger med ham og de tidligere nævnte respectable Huse, da er jeg til Tjeneste! prompte og billig.

FRANDS

Jeg tager derimod! Vil I da tale med Huset Krambe & Philip, med Peter Martens og Silkehandler Herman, de ville kjende den gamle Kjøbmand Melchiorsen i Kjøbenhavn, ham ere de en Deel Penge skyldige. Siig Dem at jeg, Sønnen af Hr. Melchiorsen, er her og at jeg nærmere skal aflægge Besøg hos hver især.

SCHWARTZKÜMMEL

Ja saa! – dette er nu ikke de bedste Forretninger i hvilke I er kommen her, unge Herre. Jeg skal imidlertid overtage Sagen. Tal selv med van der Pleurs, der har I ham. Om en Qvart Time skal jeg være her igjen. (Gaaer.)

FRANDS

Alt gaaer godt! mine Skyldnere ere velhavende Folk, der kunne og ville betale.

Van der Pleurs træder ind.

FRANDS

Om Forladelse! det er nok Hr. Fabian var der Pleurs, jeg har den Ære at tale med.

VAN DER PLEURS

Van der Pleurs!

FRANDS

Jeg er en Fremmed –!

VAN DER PLEURS

Det seer jeg.

FRANDS

Mit Navn vil forhaabentligt være Dem bekjendt: Frands Melchiorsen.

VAN DER PLEURS

Hvad?

FRANDS

Frands Melchiorsen!

VAN DER PLEURS

Kjender det ikke.

FRANDS

Min Fader var Peter Melchiorsen i Kjøbenhavn; jeg veed, han havde Handelsforbindelser med van der Pleurs i Hamborg.

VAN DER PLEURS

Muligt!

FRANDS

Det er ganske vist. Jeg medbringer Udskrift af min Faders Handelsbøger, og tilstrækkeligt Vidnesbyrd om at jeg er Sønnen og Universalarvingen.

VAN DER PLEURS

Hvad angaaer det mig!

FRANDS

Der findes noteret i Bøgerne mere end een Pengesum, jeg som eneste Arving efter min salig Fader har at hæve hos Eder.

VAN DER PLEURS

Fra hvad Tid?

FRANDS

For fem Aar tilbage.

VAN DER PLEURS

Da stod min Formue i Concours og mine Creditorer bleve retligt indkaldte til at modtage Afbetalingen med fem Procent; har man ikke dengang accepteret Betalingen, er det ikke min Skyld.

FRANDS

Men I er senere bleven en rig Mand.

VAN DER PLEURS

Gud skee Lov!

FRANDS

Og jeg er bleven fattig.

VAN DER PLEURS

Beklager!

FRANDS

Tør jeg uleilige Eder med at gjennemlæse disse Papirer.

VAN DER PLEURS

De komme ikke mig ved!

FRANDS

I vil da ikke tvinge mig til at gaae Rettens Vei, føre Proces –?

VAN DER PLEURS

Proces mod mig?

FRANDS

See Eders gamle Handelsbøger efter og I vil erkjende –

VAN DER PLEURS

Jeg har ingen gamle Handelsbøger.

Mel. »Hans Naber, ih hebb et ju togebracht.«

Jeg er den rige van der Pleurs,

Et Navn af Klang paa Hamborg Børs.

I kommer til kort,

Gaa bare strax bort,

Thi ellers sætter jeg Haardt imod Haardt!

(Gaaer.)
FRANDS

Hvilken Opførsel! – de Andre vil jeg da haabe høre til en ganske anden Sort; ellers seer det kun daarligt ud for mig.

Schwartzkümmel kommer tilbage.

SCHWARTZKÜMMEL

Unge Herre, det gaaer ikke! I sætter hele Børsen i Bevægelse. Huset Krambe & Philip sige at de ikke have staaet i Handels-Forbindelse med Eders Fader, Peter Martens erklærer Eder for at være fra Forstanden og Herman Silkehandler anfører at Eders Moder, i en Række af Aar staaer i Gjæld hos ham for kostbare Kniplinger og Silketøier, hun har faaet.

FRANDS

Hvad er det I siger?

SCHWARTZKÜMMEL

I kommer ikke til Penge her; I kommer til Gjæld og den vil man have betalt. Skal jeg give Eder et godt Raad, see til itide at slippe bort.

FRANDS

Fordi jeg vil gjøre min Ret gjældende.

SCHWARTZKÜMMEL

De Andre ville ogsaa gjøre deres Ret gjældende. Jeg varer Eder ad.

FRANDS

Men er her ingen Retfærdighed!

SCHWARTZKÜMMEL

Fru Justitia raader tilfulde, men før hun kan dømme udi Eders Sag, haver I Meget at klare. I vil blive holdt i Forvaring. Lyd mit Raad, see til at komme herfra. Jeg forlanger intet Honorar for min Tjeneste. – Reis bort; reis hjem! – der har I allerede en Rettensbetjent.

RETSBETJENTEN

Hedder I Frands Melchiorsen.

FRANDS

Det er mit Navn.

RETSBETJENTEN

Fra Kjøbenhavn?

FRANDS

Ja!

RETSBETJENTEN

Og Pas?

FRANDS

Det har jeg.

RETSBETJENTEN

Godt! vil I saa følge med mig. I Rettens Navn.

FRANDS

Hvorhen!

RETSBETJENTEN

Til Raadhuset.

FRANDS

Hvad der?

RETSBETJENTEN

Kost og Logis indtil Øvrigheden har hørt fra Kjøbenhavn hvem I egentlig er. Det vil blive langvarigt!

SCHWARTZKÜMMEL (tilhvisker ham).

See til i Trængselen at smutte bort! – Forsigtig.

CHOR AF HANDELSMÆND,

som under Støien og Larmen fylde Scenen, de gjentage Choret hvormed Acten begyndte.

Børscours, Vexler, Statspapirer, etc.

Scenen forandres til den lille Stue hos Gertrud Skippers.
META (sidder ved Spinderokken).

Nu spiller han ikke mere derovre! Gud veed hvor i Verden han nu færdes.

Mel. af Rigoletto »La donna è mobileVerdi.

Mens jeg spandt Hørren fiin,

Klang her hans Violin.

Tonerne rørte mig,

Til ham de førte mig,

Svævende, bævende,

Til ham sig hævende;

Endnu de synes at klinge forbi.

Altid jeg nynner paa den Melodi.

La, la, la, la! –

Mo’er Gertrud træder ind.

GERTRUD

Meta, tænk Dig! den rige Lars Ley kommer i Besøg. Humlekongen kommer her i vor fattige Stue.

META

Hvad vil han hos os!

GERTRUD

Ja, hvad vil han. Nylig mødte jeg ham paa Torvet, han gaaer saa modest og dog saa almægtig; jeg fik en Hilsen af ham, saa vennehuld; han standsede og sagde, at han endnu idag vilde aflægge mig et Besøg i et vigtigt Anliggende.

META

Hvad kan det være.

GERTRUD

Han sælger ikke Hør, han lader ikke spinde –, – men jeg har mine egne Tanker med hvad hans Hensigter kunne være.

META

Dog ikke for at frie til Dig, Moder! Ja, Du er endnu ganske kjøn –!

GERTRUD

Mig! – Nei Gud give han friede til Dig. Jeg troer det.

META

Gud frels mig!

GERTRUD

Mel. Skotsk Folkevise.

Husk, jeg er gammel, døer jeg nu,

Man kan ei Timen vide,

Forladt og ene staaer da Du,

Har Ingen ved din Side.

Let snuble kan en Barnefod,

Thi knudret er hernede.

Gud sende Dig en Husbond god,

Derom med mig Du bede.

META

Skal jeg bede Vorherre om en god Husbond, saa bliver det ikke om Lars Ley! nei, saa veed jeg nok – –!

GERTRUD

Nævn mig Ingen! jeg kjender din Tanke! stille! der er Nogen i Forstuen. Meta, gaa ind i dit Kammer.

META

Lad mig være udenfor den Sag, han har at tale med Dig om.

(Gaaer ind i Sideværelset.)
GERTRUD

Mit Hjerte sidder heroppe! jeg er ganske underlig ved det Besøg, gid det maa føre Meta og mig ind i Glæde og Velstand. Men jeg vil dog ikke lade ham formærke hvor glad jeg er, og idag skal han ikke see Pigebarnet, det finder jeg tugtigt og sømmeligt. Det banker. Kom ind!

LARS LEY (træder ind).

Det er Lars Ley, som kommer her, mere behøver jeg vel ikke at sige Eder.

GERTRUD

Jeg siger saa mange Slags Tak for Æren! Vil I ikke tage Plads.

LARS LEY

Jeg har, som I veed, min egen Gaard og sidder udi stor Drift.

GERTRUD

I er en af Stadens meest agtede og velhavende Borgere.

LARS LEY

Jeg kan sige, at jeg forsyner Staden med det bedste hjemmebryggede Øl, og jeg forsender samme.

GERTRUD

Deiligt Øl! jeg sætter det over Bremer og Rostokker.

LARS LEY

Jeg har en Have udenfor Østerport.

GERTRUD

Jeg har kigget ind over Plankeværket.

LARS LEY

Jeg har en Stol i Kirken.

GERTRUD

Ved Siden af den rige Hr. Melchiorsens.

LARS LEY

Han er væk og Sønnen med. Jeg sidder der. Og jeg har mit eget Gravsted.

GERTRUD

Bevare Eder Gud længe fra at hvile der.

LARS LEY

Det er ogsaa min Tanke, Mo’er Skippers! Jeg er jo ved bedste Huld, har en god Appetit, kan tømme en Kande. Det er fornøieligt at have godt til Bedste! det har jeg, Skjæppen er fuld, og naar jeg nu tager mig en Kone, saa veed jeg ikke der er mere at have.

GERTRUD

En Mand som I behøver visseligt ikke at søge længe.

LARS LEY

Jeg har seet mig om; jeg kjøber ikke Humlen i Sækken. Flane-Jomfruer, der med Ørenringe og Silkebaand i Toppen træde ud i Dandsen, agter jeg ikke at kaare! Jomfruer, der forlange deres Morgen-Kaffe og en Karosse for at fare til Gyldenlund, heller ikke –!

GERTRUD

I handler som en tænksom Mand.

LARS LEY

Gjætter I hvor jeg har vendt mine Tanker hen?

GERTRUD

Vistnok til en hæderlig Skjønjomfru!

LARS LEY

Jeg har ikke seet hende paa Dyrehavs Bakken eller i Dandseboden. Nei, i Kirken har jeg seet hende, saa ærbar som en Matrone og deilig som en Pintselilie.

GERTRUD

Jeg forstaaer ikke hvem I mener.

LARS LEY

Jeg beiler udi Tugt og Høviskhed til Eders Jomfru Datter.

GERTRUD

Til min Meta? det fattige Barn! hvad skal jeg svare.

LARS LEY

I skal svare, at nu er den Sag i sin Rigtighed. Vil I saa lade den hjerte Jomfru træde herud.

GERTRUD

Det løber Vir for mig, Hr. Lars Ley! jeg maa først tale udi Eenrum med hende. Hun og jeg maae jo ogsaa raadføre os med den gode Gud.

LARS LEY

Ja, det kan snart være gjort. Jeg skal gjerne træde til Side, – eller, – ja, Svigermoder og min forhaabentlige Trolovede kunne jo henad Dagen see ind hos mig forat vide hvorlunde det har sig i Stuerne, med Indbo, Uldent og Linned; Bryggeriet er en heel Herlighed at see – og før I saa gaae derfra, kan jo Sagen være bragt i Orden.

GERTRUD

O, min Gud! jeg er ganske overvældet. Jeg staaer ligesom paa et Vippebræt. Alene Anstand og det Sømmelige forlanger dog et Par Dages Tid til Overveielse. Jeg skal strax tale med min Datter.

LARS LEY

Nu kan I jo glæde hende med den Efterretning, og da I vil helst at jeg ikke hører paa det, saa kan jeg gaae. Jeg skal lade min Dreng bringe Eder en Bimbel af mit stærke Marts-Øl. Formeld min Respect hos Kjæresten. Hun er den søde Urt, jeg er Humlen! saaledes brygger man Øl, Gertrud Skippers. (Nikker og gaaer.)

GERTRUD

Meta! Meta!

META (stikker Hovedet ud af Døren).

Er han borte.

GERTRUD

O, du Lykkens Kreatur! Lars Ley har beilet til dig!

META

Moder, Du forskrækker mig.

GERTRUD

Blodrød bliver Du, det er rigtigt! det sømmer sig en ærbar Jomfru. Himmelen hænger fuld af Violiner for os begge To.

META

Jeg fatter ikke din Tale! hvad vilde han her?

GERTRUD

Fæste dig til Brud har jeg jo sagt.

Mel. »Hurra, min Jente«.

Det var for mig som en Engel kom,

Fryd han bragte Med hvad han sagde.

Hans Talegave, den strømmed’ som

:|: Mælk og Honning. :|:

Nu er det endt med vor Spinden Garn,

Nu bliver Du, mit søde Barn,

:|: Humledronning! :|:

META

Mo’er! har Du paa mine Vegne sagt Ja!

GERTRUD

Ikke klart og tydeligt til ham, men i mit Hjerte har jeg sagt Ja, ja, ja! Du gaaer ind til Rigdom og Herlighed. Bort med Spinderokken! Du bliver baaren i Portechaise. Jeg faaer min gode Kakkelovnskrog. Alt, hvad jeg drømte og bad om, gaaer op for mig paa mine gamle Dage.

META

Moder! Moder!

GERTRUD

Have udenfor Porten, egen Kirkestol og egen Begravelse, søde Barn, vi skulle ligge i egen Begravelse!

META

Ja, i den vil jeg snart blive lagt, om du tvinger mig til at ægte det Menneske.

Mel.»Je pars demain«. Herold.

Jeg gjør det ei!

Hvad kan den Rigdom sige,

Naar aldrig jeg i Hjertet bliver glad.

Jeg heller leve vil som gammel Pige,

See Haabets Blomst henvisne Blad for Blad.

Jeg veed min Vei!

GERTRUD

Kom ikke med Snak! det er den Laban derovre, Du har i Hovedet! nu er han jo væk, denne Frands Melchiorsen! han kan blive Stodderkonge og gratulere Nytaar hos Folk, der sidde udi Velstand. (Gaaer.)

META

Jeg er saa inderlig bedrøvet. (Følger efter.)

Scenen er i det Holstenske.

(Landevei forbi et gammelt høiadeligt Slot; foran ligger Kroen: »sorte Margrethe.« Lyn og Torden, Vinden suser, Regnen strømmer ned.)
FRANDS MELCHIORSEN

Mel. af Fiorella. Auber.

Det er et Veir med Lyn og Torden,

Det regner saa det skyller ned!

Vildfaren er jeg vorden,

Jeg ikke Veien veed.

De stærke Lynblink næsten blende,

Og strax derpaa er mulmmørk Nat,

Saa ingen Gjenstand er at kjende.

Jo, det er rigtig deiligt fat!

Det nytter ikke at klynke! og ret betænkt maa jeg være glad fordi det er saadant et Veir; det dæmper Lysten hos dem til at sætte efter mig. Jeg benyttede mig af Trængselen, slap bort fra Betjenten, kom ud paa Gaden, afsted, det var et godt Løb! Men hvor er jeg? et Stykke fra Hamborg, træt og gjennemblødt! Her faaer neppe nogen Reutendiener Fingre i mig. Og det er det hele Udbytte af Reisen! – Skinner ikke der et Lys. Her ligger et Huus, en Gaard! – (Det lyner.) God Belysning! Jeg er virkelig ved en Kro! det er dog et Held i Uheld. (Banker paa.) Hov! luk op!

KROMANDEN (aabner et Vindue.)

Hvem der?

FRANDS

En Reisende.

KROMANDEN

Til Hest?

FRANDS

Tilfods.

KROMANDEN

Her er ikke Plads. Hele Huset er fyldt med Fremmede.

FRANDS

Lad mig komme under Tag, Regnen skyller ned.

KROMANDEN

Har jeg ikke sagt at Huset er fyldt.

FRANDS

Jeg kan ligge paa Straa, jeg kan sidde i en Stol ved Kakkelovnen.

KROMANDEN

Han gjør en Støi, som om han var en fornem Herre! jeg maa see ham efter. (Lukker Vinduet.)

FRANDS

Monstro han kommer og lukker mig ind. Jeg er træt, jeg trænger til Hvile; en Bænk maa der dog være at strække sig paa!

KROMANDEN (med en stor Lygte.)

Nu skal jeg lyse op for Eder.

FRANDS

Giv mig Tag over Hovedet og giv mig Aftensmad!

KROMANDEN (sagte).

Han har hverken Koffert eller Randsel! hvad er det for en Karl?

FRANDS

Svar mig! I har jo Krohold?

KROMANDEN (sagte).

Fornem Tone har han. Hvor hører I hjemme?

FRANDS

I Kjøbenhavn!

KROMANDEN

Ja saa, hm! hm! en Kjøbenhavner! rare Mennesker! – men jeg har ingen Plads for Eder! hele Huset er fyldt, hvert Kammer, hver Seng. I Stalden staaer Qvæget Side om Side og paa Høloftet ligge Qvægdriverne.

FRANDS

Jeg finder nok en Plads! Lad os bare ikke discutere herude i dette Veir.

KROMANDEN

Jeg tænker over. Seer I! ja jeg kan ikke vise det med Lygten; lige op til Kroen ligger det herskabelige Slot, som vi kalde det, der boer ikke et Menneske; jeg har Opsigt over det, jeg har alle Nøglerne; der er Værelser nok.

FRANDS

Kan I indqvartere mig der?

KROMANDEN

Ja, det er en ringe Sag! men – –

FRANDS

Naa? –

KROMANDEN

Der er saa forfærdeligt eensomt.

FRANDS

Des roligere sover jeg.

KROMANDEN

I skal faae varm Aftensmad og gode Drikkevarer!

FRANDS

Det er jo prægtigt! lad os bare ikke vente.

KROMANDEN

Kun fem Minuter! jeg maa hente Nøglen og Fødevarerne. (Sagte.) En Kjøbenhavner! han skal paa Slottet. (Gaaer ind i Kroen.)

FRANDS

Han gaaer! han gjør maaskee Nar ad mig! han har ingen Plads og saa har han et heelt Slot. Tys! jeg gjør ham Uret, der er han igjen.

MINCHEN (med et Lys i Haanden, seer ud af Døren).

Regner det? Hvad behager? Er her Nogen?

FRANDS

Du er jo nydelig, mit Barn!

MINCHEN

Uh! fy! lad være! Hvem er Han?

FRANDS

En stakkels Reisende, man ikke vil lukke ind.

MINCHEN (belyser ham).

Han er kjøn og saa ung!

FRANDS

Kan Du ikke lide det?

MINCHEN

Jo! Han har et rigtigt rart Ansigt. I skal sove paa Slottet, sagde Herren. I er vist en Kjøbenhavner?

FRANDS

Det er jeg.

MINCHEN

Et rigtigt godt Menneske! det seer I ud til! unge Herre, sov ikke paa Slottet.

FRANDS

Og hvorfor ikke det?

MINCHEN

Jeg tør ikke sige det.

FRANDS

Jo til mig.

MINCHEN

Det spøger deroppe; derfor er det at Herskabet er flyttet bort; og hver Gang en Fremmed sover der om Natten, – uh, det er gyse ligt! –

FRANDS

Hvad skeer saa?

MINCHEN

Der kommer et Spøgelse.

FRANDS

Og det?

MINCHEN

Mel. af den hvide Dame. Boyeldieu.

Ved Midnat gjennem Slottets Sale

Et gammelt Spøgelse skal gaae,

Det sukke kan, men ikke tale,

Og det er rødt fra Top til Taa.

Det med Barbeerkniv for Dig staaer

Og sæber ind dit Skjæg og Haar.

Kniv det tager,

Det dig rager;

Og før det i Østen dager,

Skaldet Du fra Slottet gaaer!

FRANDS

Skaldet! det vil ikke klæde mig! skal der barberes, da vil jeg hellere barbere Spøgelset.

MINCHEN

Tal ikke saa ugudeligt og lad være at gaae derop!

FRANDS

Du vil kun narre mig! Du selv er en Trold, det kan jeg see i begge dine Øine.

MINCHEN

Jeg vil slet ikke see paa Ham!

KROMANDEN (med Lygte og en stor fyldt Kurv).

See saa! her er Fødevarer! Minchen, tag Kurven, jeg bærer Kruset. Den Reisende skal sove inat oppe paa Slottet.

MINCHEN

I det Mørke?

KROMANDEN

Her er jo Lygte! –

FRANDS

Jeg faaer Aftensmad og en god Seng?

KROMANDEN

Grevelig! jeg vil ønske I maa sove godt! flere Kjøbenhavnere have sovet der og drømt behageligt!

MINCHEN

Det kjønne, unge Menneske!

KROMANDEN

Hold Mund! (Sagte.) En Kjøbenhavner tog min Kjæreste fra mig! – han skal barberes! (Det tordner.)

FRANDS

Jeg troer Tordenveiret kommer igjen tilbage.

KROMANDEN

Kun et Par Skridt og saa er vi under Tag.

ALLE TRE

Mel. af Bruden fra Lammermoor. Bredal.

Det lyner, det tordner!

For Øiet det sortner;

Vi skynde os maae.

I Luften det tuder,

Paa Tage og Ruder

Nu Haglene slaae!

(De gaae ind i Slottet, Uveiret tager til.)
Scenen forandres til et stort gammelt Værelse paa Slottet. (Kamin, Rococco-Meubler, en Mængde Portraiter; midt paa Væggen er et Billed af en Mand i middelalderlig Dragt, ganske rødklædt; han har Noget af Till Uglspil i sit Ydre; i sin ene Haand holder han en stor rød Pose.) FRANDS, KROMANDEN og MINCHEN træde ind.
KROMANDEN

Her ere vi da! nu hurtigt Lysene tændte og Kurven pakket ud.

FRANDS

Fortræffeligt! En kongelig Seng, bred og stor med røde Damaskes Gardiner.

KROMANDEN

Til Tjeneste.

FRANDS

Men hvorfor boer Ingen her i denne smukke Eiendom?

KROMANDEN

Det grevelige Herskab har flere Slotte. Dette Sted behager ikke den naadige Frue; man taler om at her spøger. I er dog ikke bange.

FRANDS

De Levende gjøre os Fortræd, ikke de Døde, det er min Tro.

KROMANDEN

Den er meget god, og Fødevarerne ere gode. Kroen ligger jo tæt ved Slottet, I er ikke langt fra Mennesker, dernede er altid Folk oppe.

FRANDS

Det omtalte Spøgeri af hvad Art er det?

MINCHEN (som er ivrig beskæftiget med at dække Bordet).

Jeg er færdig at tabe Tallerkenen!

KROMANDEN

Dumt Vaas! det er jo endnu ikke Spøgelsetid og den Reisende er aldeles ikke bange.

FRANDS

Fortæl mig hvad man veed, at jeg kan indrette mig derefter.

KROMANDEN

Ja, det er saadan fra gammel Tid! – hvorledes er det? Minchen!

MINCHEN

Her boede for over hundrede Aar siden en Herremand, der var saa ryggesløs og ugudelig! –

KROMANDEN

Her blev sviret og drukket til langt ud paa Natten; aabent Taffel blev her holdt; her var endnu ingen Kro; mange fremmede Reisende fik Plads ved Herremandens Bord.

FRANDS

Men det var jo i høieste Grad gjestfrit og smukt.

MINCHEN

Ak nei, det var Altsammen af det Onde. Tænk, naar de stakkels Mennesker havde faaet lidt over Tørsten, saa bleve de bundne til Stolen og en af Herremandens værste Companer, der agerede Barbeer, sæbede dem ind, baade Skjæg og Hoved, ragede hvert Haar af dem, og naar de saa om Morgenen saae sig i Speilet vare de Skaldepander.

FRANDS

Men naar de ikke drak!

MINCHEN

De bleve barberede alligevel. Engang kom her en from, gammel Biskop, og selv ham handlede de ligesaa ugudeligt med; joge ham ud af Slottet, til Spot og Spee. »Skaldepande, Skaldepande!« raabte Drengene efter ham.

FRANDS

Og til Straf spøger nu den ugudelige Herremand?

MINCHEN

Han lod fra fremmedt Land forskrive sin Marmorliigkiste; den blev sat ind derovre i Kirken, hvor den endnu staaer; da den kom der, gik om Aftenen den ugudelige Herremand derover med sine Svirebrødre, vilde og gale som de vare; selv satte han sig i Kisten og drak sin Begravelses Skaal, men i samme Stund tog den Onde ham og der kom Skræk over de Andre, kun ikke over den fæle Compan, der havde forhaanet den fromme Bisp.

KROMANDEN

Der paa Væggen hænger et Billede, som man siger fremstiller Companen; han holder Barbeerposen i Haanden.

FRANDS

Og Skikkelsen af ham er det der viser sig her?

KROMANDEN

Sludder og Sladder og lavet Historie er det Hele!

MINCHEN (løfter Hænderne.)

Husbond! Husbond!

FRANDS

Jeg skal sige imorgen om han ligner Billedet! Jeg troer, det er et Portrait af Till Uglspil, saalunde staaer han afkontraferet forud i Bogen.

KROMANDEN

God Appetit og qvægsom Hvile!

MINCHEN

Læs Eders Aftenbøn!

ALLE TRE

Mel. af Røverborgen. Kuhlau.

Det er ud paa Natten silde,

Bordet her staaer vel besat;

Mad og Hvile smage ville.

Nu god Nat! god rolig Nat!

(Kromanden og Minchen gaae.)
FRANDS

Et godt dækket Bord! en prægtig gammel Stue! her er ganske hyggeligt. Jeg er træt, jeg er sulten. (Sætter sig til Bords og spiser.) Det Skjønneste og Bedste har jeg dog her i mit Hjerte. Meta, deilige, jomfruelige Meta! jeg har en Forvisning her, at min stumme Kjærlighed er hørt, forstaaet og gjensvaret. Jeg læste engang i en gammel Bog, at en viis Græker havde sagt og skrevet om Ægteskab, at ethvert Menneske var som en Halvkugle, der trillede ud i Verden, trillede og trillede, for at finde sin anden Halvdeel; Mange traf sammen, der ikke passede, men Mange mødtes ogsaa svarende til hinanden, for at rulle forenede i evig Lykke. Min Halvdeel er Meta og jeg er hendes. (Klokken slaaer Tolv.) Hvor den gamle Klokke har en stærk Klang! det er som om den talte; den melder at det er Midnat. Døren vil jeg laase for onde Mennesker, ikke for de Døde, de have noget Større og Bedre at virke for, end at pusle om og skræmme os. Vinden hyler, Regnen strømmer ned. Jeg er træt, kan neppe holde mine Øine aabne.

(Han har sat sig; en dæmpet Musik lyder; Billedet paa Væggen træder ud af Rammen og nærmer sig med afmaalte Skridt. Et Vindhyl, en stærk Accord i Orchestret, Frands farer op.)

Hvad er det! – Billedet!

SKIKKELSEN (tager Barbeertøiet frem af Posen.)
FRANDS

Hvad vil Du, Djævleværk?

SKIKKELSEN (peger paa en Stol at Frands skal sætte sig).
FRANDS

Du trænger meer dertil end jeg. Sid Du!

SKIKKELSEN (staaer ubevægelig).
FRANDS

Du selv skal prøve Kniven! saa sandt Gud hjælper mig!

(Styrter hen i mod Skikkelsen; i samme Øieblik forsvinder dens Skjæg og Hovedhaar, som var det raget af. Stærk Accord i Orchestret.)

(Melodrama.)

SKIKKELSEN

Din Villies Tærning

Rullede, blev Gjerning;

Nu er jeg raget,

Haaret taget.

Hvad Ondt jeg øved’

Ugudelig,

Har selv jeg prøvet

Nu ved Dig.

Hu! det er ilde

At spøge naar man ikke vilde,

Ingen Ro saa silde.

Du løste mig,

Men jeg kan ei belønne Dig,

Her er ei Skatte gjemte.

– Eet jeg glemte!

Død Mand veed hvad der er i Jorden lagt.

Giv Agt!

En sød Fortrøstning mægter jeg at give:

Rig som din Fader skal Du blive!

Saasnart Du er i Kjøbenhavn igjen,

Den sidste Dag i Ugen gaaer Du hen

Paa Langebro, der møder Du en Ven,

Der siger Dig hvor Du din Rigdom finder,

Den ei forsvinder.

(Skikkelsen er heelt traadt ind i Rammen, et Lyn slaaer ned, splintrer den og river det malede Billede itu.)
FRANDS

Ha! hvilket Lyn! her slog det ned! det gamle Billede er sønderflænget! det Billede, der stod i denne Stund, traadt ud af Rammen, lige her foran mig; jeg drømte ikke! det talte til mig klart og tydeligt:

»Paa Langebro, der møder Du en Ven,

Der siger Dig hvor Du din Rigdom finder!«

Jeg hørte det, jeg Synet saae,

Jeg troer derpaa.

Snart kommer Solen skinnende klar,

Morgenstund Guld i Munden har.

Solen er oppe, Humeuret med,

Lystig afsted!

Deiligt at troe:

Lykken sidder paa Langebro!

Tredie Act

Langebro med Udsigt henad Strømmen mod Knippelsbro

EN GAMMEL SOLDAT med et Træbeen sidder paa Broen, FRANDS MELCHIORSEN gaaer op og ned. Klokkerne ringe; det er ved Solnedgang.
FRANDS

Jeg er i Kjøbenhavn allerede fra igaar Aftes, og her paa Langebro har jeg nu gaaet fra den tidlige Morgen. Jeg har seet Skildvagterne komme og igjen blive afløst ved Blaataarn og ovre ved Krudttaarnet; jeg har staaet og gaaet, seet opad Strømmen mod Knippelsbro; det er blevet Middag, det er blevet Aften, Klokkerne ringe til Solnedgang; min Lykkestjerne er længst nede, her kommer ingen Ven.

Mel. Bien loin de la ville. Labarre.

Tiden længst er omme,

Dagen her jeg drev,

Vennen vil ei komme,

Som mig lovet blev;

Vennen, jeg har ingen,

Snart er Skaalen tømt!

Det er hele Tingen,

Jeg har ikkun drømt,

Og endnu har Troen,

At Miraklet skeer.

Her jeg gaaer paa Broen,

Ei jeg Vennen seer.

DEN GAMLE MED TRÆBENET (strækker Haanden ud).

En gammel Krigsmand beder.

FRANDS (rækker ham en Skilling).
DEN GAMLE

Tak, Herre, tak! (Sagte.) Det er fjerde Gang idag han giver mig; han kommer og gaaer, det er som om han ogsaa hørte til Broen.

FRANDS

Hvor smukt de røde Skyer bestraale Taarnet og Husene. Klokkerne klinge saa festligt!

DEN GAMLE

Han har ikke en eneste Gang seet paa mig. Gud veed hvad han grubliserer over.

FRANDS

Det Syn jeg saae, det var saa tydeligt, meer end en Drøm; jeg hørte Ordene: »Paa Langebro Du møde vil en Ven, der siger Dig hvor Du din Rigdom finder.«

DEN GAMLE

Det er maaskee ikke rigtigt fat med Mennesket.

FRANDS

Men kommer ikke der Jakob Holmegaard, den Nærigste af alle mine falske Venner. Skulde han bringe mig Lykken? Ja, det gaaer jo underligt til i denne Verden.

Jakob Holmegaard træder ind.
FRANDS

God Aften, Jakob!

JAKOB

Frands Melchiorsen!

FRANDS

Du kjender mig da igjen?

JAKOB

Ulykkesfugl! Naa, saa Du er vendt tilbage! Har Du faaet Penge?

FRANDS

Endnu ikke en Døit.

JAKOB

Tohundrede blanke Kroner skylder Du mig! Du lovede mig Pant i en Deel af din Faders Gaard; jeg fik det ikke skriftligt.

FRANDS

Mit lille Landsted paa Frederiksberg overlader jeg Dig heelt.

JAKOB

Nei siger jeg og Nei har jeg sagt! Det kjøber Ingen, det er forfalden, Haven tilgroet og suur. Idag er Løverdag, Søndag hviler Retten, paa Mandag har Du mig med en Prokurator. Part i din Faders Gaard og skriftligt!

FRANDS

Det er Alt hvad Du har at sige mig?

JAKOB

Ja, hvad Andet?

FRANDS

Er der ikke Noget, Du skal betroe mig?

JAKOB

Betroe? Betal først din Gjæld.

FRANDS

Du forstaaer mig ikke! Har Du Ingenting at sige mig, Noget, Du har fornummet – drømt? –

JAKOB

Drømt! – jeg husker aldrig hvad jeg drømmer.

FRANDS

Du har ikke seet en rød Skikkelse?

JAKOB

Kommer Du fra en Sviir eller er det ikke rigtigt i dit øverste Stokværk?

Mel. af »Han gaaer paa Commers«.

Her paa Broen Vindens Pust

Staaer En lige ind i Nakken,

Her er ikke Stedet just

Til Discours og megen Snakken.

Jeg imorgen er hos Dig,

Du har godt af at Du sover,

Klarer saa din Gjæld til mig.

Staa ei nu og held Dig over

Broens Rækværk. Der er Vand.

(Idet han gaaer.)

Han er fuld, den unge Mand!

FRANDS

Dagen er omme, Forhaabningernes Tid er omme, som en Nar har jeg drevet her den hele Dag.

DEN GAMLE

En stakkels gammel Krigsmand!

FRANDS

Her er min sidste Skjerv!

DEN GAMLE

Tak, Herre!

FRANDS

Der kommer Maanen frem! den skinner paa den stærke Strøm. Dernede seer det dybt og mørkt ud, som saae jeg ind i min Fremtid! –

DEN GAMLE

Jeg veed ikke –! det unge Menneske har et godt Ansigt, – men han seer tungsindig ud. Jeg gad nok vide hvorfor han har gaaet her hele den udslagne Dag.

FRANDS

I Strømmen derude staaer paa Colonnen det gamle Vartegn, en Qvindeskikkelse, der kysses af en Svane, det er som Maaneskinnet gav dem Liv; flyv hen til mig og siig mig Trylleordet, der løfter Skatten!

DEN GAMLE

Jeg taler til ham! Herre, forund mig kun et Ord!

FRANDS

Hvad vil Du? tal!

DEN GAMLE

Ja, det er jo noget næsviist af mig! men I seer saa god ud, I bliver ikke vred for mit Spørgsmaal.

FRANDS

Nei, ingenlunde!

DEN GAMLE

Jeg sidder og undrer mig over at vi To, som idag have været de første her paa Broen, nu ogsaa ere de sidste. Jeg er her for at bede om en Skilling i Guds Navn, men I, unge Herre –, ja det kommer jo rigtignok ikke mig ved.

FRANDS

Du har Ret, jeg har gaaet her hele Dagen, og det kan nok undre Dig.

DEN GAMLE

I saae meget gladere ud imorges end nu, da Dagen er forbi.

FRANDS

Jeg har gaaet og ventet paa en Ven, der skulde møde, men ikke kom.

DEN GAMLE

Det er stor Uret af ham at give Eder Løfte og saa ikke holde det. Han kunde da sende Afbud.

FRANDS

Løfte har han just ikke givet. Ja jeg veed ikke engang hvorledes han seer ud eller hvem han er. Troer Du paa Drømme?

DEN GAMLE

Drømme?

FRANDS

Ja jeg har drømt, drømt forunderligt, som var det en Virkelighed, at jeg her idag paa Langebro skulde møde en Ven, en sjelden Ven.

DEN GAMLE

Naa I har drømt det! ja saa er Manden undskyldt. Saa I troer paa Drømme! hvad har jeg ikke drømt! havde jeg al den Rigdom jeg har seet i Drømme, saa var jeg den rigeste Mand i Kjøbenhavn, ja paa Christianshavn med! Men jeg er ikke saadan en Nar, at jeg troer paa Sligt. Om Forladelse, for hvad jeg siger.

FRANDS

Men jeg drømte saa levende, at jeg næsten troer jeg var vaagen.

DEN GAMLE

Ja, det kjender jeg nok! jeg har drømt saa omstændelig, at jeg kunde gaae lige til at tage Herligheden, naar den var der; og for en Drøms Skyld vil I spilde en heel Ungdoms-Dag. O, jeg maa lee!

FRANDS

Paa denne Dag, paa dette Sted skulde jeg møde Venner, der sagde mig Ting af stor Vigtighed.

DEN GAMLE

Det er ikke otte Dage siden, da drømte jeg saa levende, som vi To staae her paa Broen, at jeg laae i min Slagbænk og ikke kunde falde i Søvn; det blev saa lyst omkring mig, der stod hos mig en gammel, venlig Mand, han lignede min salig Fader. »Anton!« sagde han, »læg vel Mærke til hvad jeg siger, tro ikke at det er Drøm! tag en Spade, gaa ud paa Prindsens Amager ved Slottet Frederiksberg, gaa Falkoneergaarden forbi, den første Sti derfra fører til en lille Laage, der ligger ud mod Veien et lille grønmalet Landsted mellem beskaarne Buxbomhækker – –

FRANDS (sagte).

Min Faders Landsted!

DEN GAMLE

Der boer Ingen. Gaa dristig ind i Haven; to Skridt fra det store Pæretræ staaer en Træhusar foran en Rosenhæk –

FRANDS

Nøiagtigt!

DEN GAMLE

Grav tæt ved den tilvenstre, og Du støder paa en Steenplade, skaf denne bort, der ligger gjemt en Skat. Ingen Levende veed derom. Den er din!«

FRANDS

Velsignet! Deiligt! Den er der.

DEN GAMLE

Ja, i Drømmen! Var det ikke omstændelig drømt?

FRANDS

Og hvad gjorde Du saa, da Du næste Dag vaagnede?

DEN GAMLE

Jeg gik her ud og satte mig paa Broen som jeg er vant til. Jeg vidste jo, der kom ikke Noget ud af Drømmeriet. Nei, vil Vorherre hjælpe mig, saa kommer det nok paa anden rimelig Maade.

FRANDS

Maaskee! Hver Smaaskilling har jeg givet ud, men en blank Krone har jeg! Din Fortælling har igjen sat mig i Humeur. Gjør Dig en glad Aften; Du er vel daglig her paa Langebro. Jeg tænker at vi sees igjen! God Nat!

(Gaaer hurtigt.)
DEN GAMLE

En Krone! – saa stor en Mønt! han var bestemt ikke rigtig i Hovedet. Men et meget behageligt Menneske, et rart Ansigt, og jeg har studeret Ansigterne, det er min Tidsfordriv, mit Levebrød. Her er Boutiken, her er Contoret, jeg tager Bropenge af gode Mennesker. Jeg gad vide, om jeg med alle de Penge jeg har drømt om, vilde føle mig mere tilfreds end jeg nu er.

Mel. af den gamle Borg. Della Maria.

Livet det er meget godt,

Naar det tages med Fornuften;

Man skal glæde sig i Smaat

Og fornøiet trække Luften.

Naar man rigtig vil see til,

Finder man, hver har sin Plage,

Ogsaa sine gode Dage.

Her er ingen Grund til Klage.

Dagen jeg nu ende vil

Med en Smule Kortenspil,

Thi det er en afgjort Sag,

Jeg blev lidt for rig idag.

Stuen hos Gertrud Skippers

GERTRUD

Jeg veed ikke hvad jeg skal troe og tænke! Meta gjør mig Sorg. Det er ilde fat med hende. Hun spiser ikke, hun sover ikke; den nye Søndagskjole, jeg gav hende, fik ikke et Smiil frem i hendes Ansigt. – Han derovre, denne Frands Melchiorsen, er borte og bliver borte; det er da eet Gode, og derfor bliver jeg her i Leiligheden. Han har sat alle sine Midler til og er dragen ud af Landet, det har jeg ogsaa sagt til Meta. I denne Aften kommer Lars Ley, han vil have Sagen afgjort og at der imorgen ved Høimesse kan lyses til Bryllup. Jeg er ganske betagen, troer jeg ikke ogsaa, at jeg gaaer og snakker høit med mig selv. Meta! Meta!

Meta træder ind.
META

Her er jeg, Moder.

GERTRUD

Men søde Barn, Du seer elendig ud, Du er bleg som et Liig.

META

Du kaldte paa mig.

GERTRUD

Du har grædt!

META

Moder, Moder! gid jeg var død!

GERTRUD

Tal dog ikke saa ugudeligt! Man kan tidsnok komme i sin Grav. Vorherre forlade mig hvad jeg siger! Du er min eneste Glæde.

META

Forund mig at blive hos Dig i hvad Du kalder Fattigdom, – lad mig døe hos Dig!

GERTRUD

Siig dog ikke saadanne Ord! Lykken lukker Døren op for Dig, Du kan gaae lige ind i Velstand og tage din Moder med! ja, for min Skyld skal Du ikke gaae, men for din egen. Jeg kan ikke forstaae Dig, jeg kan ikke finde Traaden –!

META

Den ligger dog saa nær – al min Tanke, hele mit Hjerte er hos ham – der er borte.

GERTRUD

Hvad veed Du fra ham? Har I talt sammen?

META

Aldrig! men jeg er forvisset om hans Kjærlighed og om hans Troskab.

GERTRUD

Nu har han været bort i Dage og Uger.

META

Moder, husker Du? Det var Søndag Morgen, han stod reiseklædt ved Vinduet. Vi gik til Kirke; der bad Præsten for en ung Mand her af Staden, en ung Mand, der gik paa Reise i et for ham vigtigt Anliggende. Hver Søndag er bleven bedet med de samme Ord.

GERTRUD

Det kan være for ham og det kan være ikke for ham, det veed jeg ikke! men det veed jeg, Frands Melchiorsen har Ingenting og man maa som gifte Folk have Noget at leve af.

META

Det vil han vide at skaffe. Moder, min egen søde Moder! mit Hjerte gaaer itu, smeder Du mig til Lars Ley; hellere springer jeg ud fra Langebro. Moder! Moder!

GERTRUD

Du er syg, Du er i Feber, stakkels Barn! Du er groet lige ud af mit Hjerte. Men at lade en saadan Mand som Lars Ley fare, det er Daarskab af Dig og mig.

META

Du gav mig Livet, saa tag det da igjen!

GERTRUD

Nei, Meta, Barn! Du river mig ud af mig selv! Det er da ogsaa en voldsom Kjærlighed! saaledes har jeg ikke kjendt den hos din salig Fader og den var inderlig ægteskabelig.

META

Moder!

GERTRUD

See dog ikke paa mig med det Ansigt! Du har en Magt over mig! – bliv bare frisk og sund og glad igjen! – Du skal have din Villie! –

META

Tak og Velsignelse!

GERTRUD

Men hvorledes skal jeg kunne sige det til Hr. Lars Ley?

META

Jeg vil sige ham det! og Dig vil jeg sige Tak, tusindfold Tak! Du har løftet en tung Steen fra mit Hjerte.

Mel. af Klærkevænget. Herold.

I den tause Nat jeg sad

Paa min Seng; til Gud jeg bad;

Tungt mit Hjerte led og stred,

Moder, Du min Kjærlighed!

Dig bedrøve skulde jeg!

Ægte ham jeg kunde ei.

Jeg var ved at synke hen,

Du har løftet mig igjen!

GERTRUD

Ja naar Du faaer din Villie, saa er jeg en god Moder, men en klog Moder er jeg ikke, det siger jeg! – Det banker, der har vi ham. Vær saa artig, træd ind.

Lars Ley træder ind; han har i Haanden to store Alterlys, smykkede med Silkebaand.
LARS LEY

Skyldigste Tjener, Mo’er Skippers, og min Hjerte Jomfru.

META (neier).

Hjerte – Herre!

LARS LEY

Hun siger Hjerte.

GERTRUD

I er en Hædersmand!

LARS LEY

Det maa vel bekræfte sig, naar jeg sætter to saadanne Alterlys frem, hvert er som en lille Humlestang, dem giver jeg til Vor Frue Kirke, de skulle tændes til Vielsen.

GERTRUD

Ak, Hr. Lars Ley! – (i det hun vil skjule sin Forlegenhed.) I seer overordenlig vel ud. Hvor I maa være sund!

LARS LEY

Takker Gud og mit gode Øl. Men hvad siger I om Lysene, man kan tænde dem naar man vil!

GERTRUD

Jeg kan ikke stille mine Ord, for jeg har ikke Ord! – Ak, Hr. Lars Ley!

LARS LEY

I finder det er en stor Lykke, jeg forunder Eders kjære Jomfru Dotter, og Glæden overvælder Eder!

GERTRUD

Ja, en overvættes Lykke og mig en Livsens Glæde! – men der er Omstændigheder –.

LARS LEY

Dem springe vi over!

GERTRUD

Min Datter selv vil sige Eder hvad der maa siges.

META

Ja, vil I forunde mig at jeg taler med Eder aabent og ærligt, lige ud af mit Hjerte!

LARS LEY

Hvad har min Hjerte Jomfru at betroe mig?

META

Jeg har raadført mig med Gud og mit Hjerte; det er mig klart og vist, jeg kan ikke blive Eders Hustru.

LARS LEY

Hvad er der iveien?

META

At jeg ikke har Elskov i mit Hjerte for Eder!

LARS LEY

Ikke Andet! I faaer nok Elskov naar I flytter ind til min Velstand.

META

Jeg takker for Æren af Eders Andragende, men jeg maa besvare det med Nei!

LARS LEY

Nei, til Lars Ley! hi, hi! I er saare skjemtefuld.

META

Aldrig talte jeg med mere Alvor end i dette Øieblik.

GERTRUD

Velbaarne, agtværdigste Monsieur Ley! hun mener, hvad hun siger. Tvinge hende gjør jeg ikke, men en Hjertesorg er det mig, at I ikke bliver min Svigersøn.

LARS LEY

Jeg er i Forbandelse! det er en Umulighed. Kom hjem og see ret mit Bryggeri, see i Kister og Skabe, see hvad Mand I faaer, Hjerte Jomfru.

META

Om I var rigere end Kongen selv, jeg har ikke Elskov til Eder, og faaer den aldrig!

GERTRUD

Jeg beder om Forladelse, for hvad Barnet siger.

LARS LEY

Bed I ikke mig om Forladelse, men lad hende gjøre det. Taaler I slige Pigenykker?

GERTRUD

Hun har sagt mig med Taarer, at hun bliver ulykkelig!

LARS LEY

Ulykkelig ved at faae et Bryggeri, Velstand og en af Stadens velmeriterede Borgere. Der er nok ikke Orden i Eders Hoved-Kammer. – Jeg fandt Jomfruen tækkelig, agtbar og værdig –.

GERTRUD

Ak, jeg fattige Menneske!

LARS LEY

Jeg behøver bare at strække Haanden ud, saa hænger der en Jomfru ved hver Finger.

META

Jeg ønsker Eder den Allerbedste! og at I ikke bærer Nag til mig.

LARS LEY

Her staaer jeg nu med de to store Lys –! men de skal tændes og det i næste Uge – der er mere end een fiin Jomfru, som kysser paa Fingre for at blive Madam Lars Ley.

Mel. af Lulu. Kuhlau.

Vor Stadsmusikanters Datter

Lisbeth Lest,

Hun spiller Viol som sin Fatter,

Og er saa modest.

Hun er ingen Nar,

See hende jeg ta’er. –

I Trompet blæser Fa’er!

Paa begge Alterlys kan jeg strax sætte L. L., Lisbeth Lest, Lars Ley; vi høre allerede sammen i Bogstaverne. Nu gaaer jeg. Bag efter kommer tyndt Øl. Skaal! (Gaaer.)

GERTRUD

Han blev vred, og jeg kan ikke fortænke ham deri! bare Du aldrig fortryder denne Time!

META

Fortryde! min Fremtid vilde være bleven forgyldt Elendighed, mit Hjerte var gaaet itu, nu er det saa let, en tung Steen er væltet fra det.

GERTRUD

Et godt Giftermaal –!

META

Skal det komme, saa kommer det, men spørg ikke om Kjæresten er rig eller fornem, spørg om han er god, om han holder af mig og jeg af ham.

GERTRUD

Han kommer ikke, og jeg bliver gammel og kan ikke gjøre Gavn.

META

Saa arbeider jeg for os begge To!

GERTRUD

Og naar Du saa bliver syg! –

META

Og naar saa Himlen falder ned og slaaer Kjøbenhavn istykker –! Det skeer ikke. Jeg er saa glad, og det skal Du ogsaa være, min egen, søde Moder! i Tilfredshed er Velstand. Nu Rokkene frem! nu skulle vi spinde, vinde, og være rigtig glade!

(Drager Moderen med sig.)
GERTRUD (idet hun følger.)

Jeg vil ikke pukke paa Dig, men paa mig selv, indad!

Scenen forandres til Haven ved Frederiksberg. Alt er vildt tilgroet; en Træhusar staaer op foran nogle gamle Taxushække, tæt ved er et blomstrende Rosentræ, tilhøire en Laage ud til Veien. Over Trætoppene seer man Frederiksberg Slot.
FRANDS (træder ind).

Hvor mit Hjerte banker! jeg er gaaet for stærkt. Her er Stedet. Maanen skinner deiligt, som i gamle, lykkelige Dage! men Haven selv hvor er den forandret. Buxbom og Taxus-Hække skyde Grenene vilde ud, engang stode de snorlige beskaarne og i Gangene laae rød-gule Smaasteen. Men det er ikke for at falde udi Tanker, at jeg er kommen her. Der staaer Træhusaren, der det store Rosentræ, det har mange Blomster iaar. Der tilhøire skal Rigdommen ligge, om Drøm bliver Virkelighed. Jeg maa hente en Spade, den pleier at staae i det lille Skuur. (Gaaer derind.)

(Ude fra Veien lyder lystig Sang af hjemvandrende unge Mennesker.)

Mel: »Tidt faaer jeg naar jeg drikker.«

Lad Flaskerne kun knalde,

Hurra!

Vi synge, sladdre, tralle,

Hurra!

See til I ikke falde,

Hurra!

Vi er’ lidt fulde Alle,

Hurra!

(Under Sangen er Frands igjen vendt tilbage.)
FRANDS

De ere lystige derude paa Veien; jeg ønsker helst der Ingen var, og dog gaaer jeg i mit lovlige Kald, er paa min egen Grund. Nu fjerner Sangen sig; jeg er alene. Om faa Minuter veed jeg om jeg er rig igjen eller kun en taabelig Drømmer!

(Gaaer hen mod Rosenhækken og sætter Spaden mod Jorden, i samme Øieblik staaer Thyge udenfor Laagen, helder sig over den og raaber til ham.)
THYGE

God Aften, Frands!

FRANDS

Hvem er det?

THYGE

De ere Alle fulde! men jeg er ikke fuld!

FRANDS

Hvor kommer Du her, Thyge?

THYGE (idet han træder ind i Haven).

Jeg har bare flyttet lidt fra Viinkjælderen op i Qvisten!

(Peger paa sit Hoved.)
FRANDS

Du kommer fra en Sviir.

THYGE

Fy! det er en Ubehagelighed, at de unge Mennesker svire! hørte Du hvor de skraalte! jeg gad ikke gaae med dem; jeg holdt mig tilbage, jeg holdt mig ved din Laage og saa kjendte jeg Træhusaren, og saa troede jeg at han var dobbelt, men saa saae jeg det var Dig!

FRANDS

Den Fornøielse havde Du.

THYGE

Fornøielse igjen! Er det Nøglen til Viinkjælderen Du holder paa? (Peger paa Spaden.) Det er en stor Nøgle. Skal jeg lukke op? Alting løber rundt ligesom det havde en Sviir; jeg stiller mig med Nøglen, og naar Kjælderdøren kommer forbi, stikker jeg Nøglen ind.

FRANDS

Den Fuldmands Vittighed kjender jeg nok.

THYGE

Kjender Du? Ja, i Nøden skal man kjende sine Venner, og Du er jo i Nøden. Folk sagde, Du var i Hamborg, men det er Løgn. Jeg er Thyge Sophiesen.

FRANDS

Vær mig bare ikke Thyge Brahe og gjør denne Dag til en Tycho Brahes Dag.

THYGE

Kalder Du det Dag! det er jo det deiligste Maaneskin til at gaae i med sin Kjæreste. – Frands, nu har jeg Dig –, Du er en Hykler, Du er en Moralist! fy! – Du har en lille Kjæreste derinde! Nu gaaer jeg –! jeg kan godt gaae den lige Landevei!

Mel. af Fanchon. Himmel.

Rask gaaer jeg nu til Byen,

Lige forud ligger den;

Fuldmaanen høit fra Skyen

Vil være min Følgesvend.

Frands! Frands!

Bliv hos Kjæresten i Lunden,

Jeg kan see og ikke see!

Stol paa mig, jeg holder Munden,

Maanen den kan lee!

FRANDS

Gaa din Vei!

THYGE

Det skal jeg.

Gaa og kys,

Jeg er tys.

FRANDS

Snik, Snak!

THYGE

Mange Tak,

Tak!

(Gaaer.)
FRANDS

Nu er han borte, han løber afsted og kukker som Gjøgen. Nu til mit Arbeid! der blomstrer Rosenhækken, der gjemmes Skatten. Min Fader gjentog oftere de Ord: Gaaer det engang min Søn galt, saa groer der et Brødtræ for ham ude i Haven ved Landstedet; i hans Dødsstund var hans Tanke her og hans sidste forstaaelige Ord vare: – »ude i Haven!« – det falder mig som Skjæl fra Øinene! I Himlens Navn. (Sætter Spaden til Jorden.) Jorden er blød at grave i! Allerede støder Spaden imod! og see her! Jorden bort. Her ligger en Steenplade! – stor og bred og tung! – Et Skriin! – om det var som Oluf Baggers Skriin –! i det laae kun en Kjep og bittre Ord til Børnene, der ventede en Skat! – maaskee det samme her! jeg har fortjent det over min Ungdoms-Tankeløshed. (Bøier Knæ.)

Er Lykken mig huld,

Løfter jeg af Muld

Det rige Guld,

Bliver jeg igjen den rige Mand,

Lys mig da i Hjerte og Forstand!

Led mig! før mig i det Rette.

Ikkun Dette.

Venter mig Skuffelse, tunge Savn,

I det Godes Navn

Jeg stræbe vil,

Giv mig Kraft dertil.

(Løfter Skrinet.) Hvor det er tungt! maaskee kun fyldt med Steen. (Bryder det op.) Guld! O, hvilken Rigdom!

(Under denne Replik komme igjen Thyge og Svirebrødrene som drillende Aander ved Skattegraveriet.)

Mel. af 500000 Teufel: »Ihr Schornsteinfeger, seid Ihr da!«

THYGE

Vi liste frem i Maanens Glands.

CHOR

Frands!

FRANDS (talende).

Hvem der! Hvad vil Du, Thyge?

THYGE

En Serenade, Sang og Dands –!

CHOR

Frands!

THYGE

Tys! tys! tys!

CHOR

Kys! kys! kys!

THYGE

Jeg fik dem til at vende om.

Vi uden Instrumenter kom,

Vor Serenade maa I faae,

Derpaa vi stille ville gaae!

CHOR

»Guddommelige Usynlighed

Jeg elsker Dig med stor Besked1

FRANDS

Her staaer jeg deiligt med min Skat –!

Saa mange Tak! god rolig Nat!

Tæppet falder hurtigt.

Fjerde Act

Et stort Værelse hos Frands Melchiorsen

ELSE MOGENSDATTER træder ind med den gamle Tigger.
ELSE

Naa, hvad synes Eder nu om de Stuer I har seet? Hvilken behager Eder bedst?

DEN GAMLE

Det ene Stads-Gemak er kjønnere end det andet! hele Huset er som et Slot; og Loftet her troer jeg er af Nøddetræ; Speilglas i Væggen, Gulvet glat, saa at det er mig svært at staae paa eet Been. Men hvad gaaer det mig an? Hvorfor har man kaldet mig herop?

ELSE

Jeg kan betroe Eder det. Den af de Stuer, I har seet og synes bedst om, vil blive Eders, kun ikke denne.

DEN GAMLE

Jeg forstaaer ikke et Ord af hvad I siger. Er I Konen her i Huset?

ELSE

Jeg er kun gamle Else Mogensdatter; mit Herskab er den unge Hr. Melchiorsen, som vil tale med Eder og gjøre Eder vel. Han er god som Dagen er lang.

DEN GAMLE

Jeg kjender ham ikke! Hvorfra kjender han mig?

ELSE

Fra Langebro! han gik der en heel Dag i stor Tungsindighed, men I satte ham i godt Humeur, han har fortalt mig det.

DEN GAMLE

Var det Hr. Melchiorsen! han gav mig en blank Krone, han har et rart Ansigt.

ELSE

Hans Hjerte er endnu bedre! han vil vise Eder Taknemlighed.

DEN GAMLE

Taknemlighed! hvorfor?

ELSE

Det vil han selv sige Eder. I skal blive her i Huset til Eders Dødsdag og den haaber jeg er ikke saa snart.

DEN GAMLE

Paa aaben Gade, ved Langebro hører jeg hjemme.

ELSE

Men I kan blive syg. Vi gamle Mennesker, I som jeg, kunne have godt af et hyggeligt Hjem i vore sidste Dage, og det vil I her faae!

DEN GAMLE

Det er en meget fornøielig Drøm, bare jeg vaagner.

Huusvennerne storme ind.

Mel. af Festen paa Kenilworth:

»Bacchus er den største Mand.« Weyse.

CHOR

Hurra for Frands Melchiorsen,

Han er vendt tilbage.

Vi har savnet tungt vor Ven

Mange, lange Dage.

JAKOB

Frands har Papegøien skudt,

Det er meget vigtigt.

Vi blev ei til Festen budt,

Det er ikke rigtigt.

CHOR

Hvor er Frands, vor gamle Ven,

Jeg kan ham ei savne!

O, jeg er saa glad igjen,

Jeg maa ham omfavne.

ULRIK

Frands Melchiorsen er igjen kommen tilbage, og gamle trofaste Venner ere igjen tilbage.

ELSE (halv sagte).

Nu ryger Skorstenen, nu komme Snyltegjesterne.

THYGE

Han har ikke takket os for Serenaden, tys, tys! kys, kys! vi listede af saa stille, saa uforstyrrende.

Mel. Mary Blane.

Vi har ham lidt fixeret

Den forrige Løverdag;

Paa Frederiksberg leveret

Ham Hjertets Favnetag.

Vi gav ham Serenade,

Alt efter min Instrux;

Thi Frands, det maa man lade,

Han er en rigtig Lux!

ELSE

Hr. Frands Melchiorsen er ude i Byen og jeg veed ikke naar han kommer hjem.

JAKOB

Vi gaae ind i Spisestuen, der staaer vel Bordet dækket efter vante Skik?

ELSE

Der er anden Opdækning og Døren lukket.

ULRIK

Tak! saa gaae vi ind i Tobaksstuen, der kunne vi vente.

VENNERNE (idet de storme derind).

Hurra for Frands Melchiorsen,

Han er vendt tilbage.

Lad mig favne Dig, min Ven,

Efter Savnets Dage.

Scenen forandres til Stuen hos Gertrud Skippers. META og GERTRUD komme søndagsklædte, de have deres Psalmebog i Haanden.
META

Saa ere vi nu hjemme!

GERTRUD

Meta! jeg har sandelig ikke dine unge Been. Hvor Du tog Fart hjem fra Kirken! Det var en opbyggelig Froprædiken.

META

Der var saa festligt, der var saa helligt i den store Kirke.

GERTRUD

De gule Voxlys skinnede pragtfuldt i Messing Lysekronerne, Psalmesangen og Orgelværket klang med hinanden, og saa de mange Mennesker i from Andagt.

META

Det var første Gang imorges, at Præsten ikke længer bad for den unge Mand, der var gaaet paa Reise.

GERTRUD

Det undgik mig, det hører ikke til min Andagt.

META

Præsten holdt en Takkebøn for den unge Mand, som Vorherre i Naade havde ført hjem til Lykke og Velsignelse.

GERTRUD

Det er jo godt, det er gaaet ham vel!

META

Idet Taksigelsens Ord bleve sagte, løftede jeg mine Øine, de faldt paa den gamle Kirkestol i Pulpituret, og der sad Frands Melchiorsen, han saae i det Samme ned paa mig, hvor var hans Ansigt fromt og mildt! –

GERTRUD

Du slog da strax dine Øine ned?

META

Ja Moder, thi det var som Solen havde skinnet ind i dem, og ogsaa jeg takkede Vorherre for det unge Menneskes Lykke og Hjemkomst.

GERTRUD

Det var jo kjønt af Dig! – Meta! Meta! gaa dog ikke i de Drømme og Indbildninger! jeg maa lukke dine Øine op, inden det er altfor silde. Sandheden maa frem, om den skal gjennem mine Sidebeen.

META

Du forskrækker mig!

GERTRUD

Frands Melchiorsen er allerede for otte Dage siden igjen kommen til Staden, han har klaret sin Gjæld, han skal atter have Midler og tager ordenligt fat paa Forretningerne – det veed jeg fra en troværdig Mand.

META

Det er jo glædelige Tidender!

GERTRUD

O ja, for ham! og det er ogsaa godt, meget godt, at han bliver en eftertænksom Mand – Du er en forstandig Pige, tag din Fornuft sammen ved hvad jeg maa sige Dig. Hele Ugen har der været travlt i Hr. Melchiorsens Huus; der gjøres store Foranstaltninger; næste Søndag vil Du nok høre derom fra Prædikestolen, dersom ikke Kongebrev er løst. Hans Trolovede skal være en meget rig Pige fra Hamborg. Saaledes staaer Sagerne. Ja jeg maa jo give Dig Underretning! – stakkels Barn! – Siig dog Noget, synk ikke saaledes sammen! hvad siger Du?

META

Gud glæde ham og hans gode Kjæreste!

GERTRUD

Han er et Skarn, siger jeg! –

META

Siig ikke et Ord om ham. Mig har han intet Løfte givet, mig har han aldrig sagt et Ord.

GERTRUD

Men dog gjort den Fortræd han kunde! jeg saae ham, da vi gik ud af Kirken; han var tæt ved; det var derfor Du tog Fart; jeg har mine Øine med mig! Du gjorde det Rette; men han, det siger jeg endnu en Gang, han er et Skarn!

Frands Melchiorsen, festligt klædt, træder pludseligt ind.
GERTRUD (udbryder).

Frands Melchiorsen!

FRANDS

Guds Hilsen her i Huset, Mo’er Skippers! I har under givne Betingelser tilladt mig et Besøg.

GERTRUD

Hvad har I at sige, Monsieur!

FRANDS

Da sidst vi mødtes var Eders Ord, at I vidste hvad jeg havde at sige og I vidste hvad I havde at svare: da sagde I mig, at naar jeg sad igjen varmt inden Vægge i min Faders gamle Gaard, hædret og honnet, kunde jeg i mit Hjertes Attraa henvende mig til Eder, som Moder.

GERTRUD

Det sagde jeg.

FRANDS

Min Faders Gaard staaer nu gjældfri, Vorherre har igjen forundt mig Velstand og Midler, han har ved Prøvelse styrket min Eftertanke til at bruge min Rigdom vel. Lad mig dele den med Eders Jomfru Datter! jeg beder om hendes Haand.

GERTRUD

Men I er jo forlovet, Hr. Melchiorsen! det siger hele Byen, forlovet med en hamborgsk Jomfru.

FRANDS

Var der Sandhed deri, da stod jeg ikke her. Punktligt har jeg opfyldt Eders Forlangende, og i mit Hjem er Alt indrettet og ordnet.

GERTRUD

I taler tilvisse som en brav Mand, og det vilde være stor Uret af mig at betvivle hvad I siger. Men I kjender jo ikke min Meta; hun er et godt Barn, en retskaffen Pige, men derfor er det dog ikke sikkert at hun og I passe sammen.

FRANDS

Det er min Forvisning og Tro fra jeg første Gang saae hende. Hun er groet ind i mit Hjerte.

GERTRUD

Det er deiligt sagt! det er maaskee ogsaa Guds Villie, jeg vil samtale med min Datter. Kom til os om otte Dage, da skal I høre Besked.

FRANDS

Otte Dage! jeg veed vel at det er Skik her i Staden, efter streng Tugt og Sædvane maa en Beiler vente saa lang Tid, men hvorlænge har jeg ikke ventet taus og stille; i mere end fire Gange otte Dage har I kjendt mit Hjertes Tilbøielighed og I maa jo ogsaa kjende Eders Datters Hjerte. Har hun nogen Godhed for mig, saa slaa itu de otte lange Vinterdage! (Til Meta.) Efter Form og Forskrift har jeg henvendt mig til Eders Moder, Alt efter hendes Villie, nu kommer jeg, aaben og ærlig og ligefrem til Eder – vil I dele Godt og Ondt med mig.

GERTRUD (træder imellem).

Hr. Melchiorsen! frist dog ikke Barnet! hvor kan hun svare paa det, første Gang I taler med hende. Jeg skatter Æren, I viser vort ringe Huus, jeg kan ikke have mod Partiet, men unge Piger have deres egne Tanker og Meninger; de vide ikke hvad de ville, de overlægge og betænke.

META

Nei Moder, jeg betænker slet ikke! –

GERTRUD

Barn, har Du glemt al Ærbarhed!

META

Han elsker mig! Og da Du hører paa det, Moder, hvorfor skulde jeg da ikke i denne hellige Stund sige at jeg holder af ham igjen!

FRANDS

Meta! min egen søde Meta! Gud velsigne Dig for hvad Du siger. Det er de første Ord jeg har hørt af Dig, de blive i vort Hjerte til evig Tid.

GERTRUD

Skammer Du Dig ikke, Barn, at sige Sligt saa høit og tydeligt ved den første Visit.

FRANDS

Meta, saa er Du nu min!

META

Hvor jeg har lidt og sørget for Eders Skyld!

FRANDS

Det skal jeg gjengjælde Dig hundredefold.

META

Frands! –

FRANDS

Dine Ord ere som Musik! dine Øine ere saa klare, deilige at see ind i! Det er mig som om vi havde kjendt hinanden i alle Aar tilbage! –

GERTRUD

Det er som om Alt var klappet og klart!

FRANDS

Det er det ved Eders Velsignelse, og den giver I os.

GERTRUD

Det kommer saa hovedkulds!

FRANDS

Tak! tak! I giver mig hende! det er sandt, her er min Fæstens-Gave! min Moder bar som Trolovet denne Ring; hun bestemte den igjen for Den, jeg kaarede.

GERTRUD

I Du Forbarmede! det er en stor Kostbarhed, en saadan havde Humlekongen ikke at vise frem! den er altfor kostelig!

FRANDS

Endnu en Bøn! flyt ind i mit Huus!

GERTRUD

Det er grumme meget! det er altfor meget! man maa tænke derover.

FRANDS

Man tænker, – man har tænkt, – og saa følger I med!

GERTRUD

Det var rart! lade Alting staae her som det staaer! nei, nogen Orden maa der dog være!

FRANDS

Den allerbedste! Eders Hjem er nu hos mig. Notarius har jeg talt med, Liste over Gjesterne har jeg opskrevet!

META

Før I vidste at I havde Bruden?

FRANDS

Jeg vidste jeg havde hende!

Mel. fra første Acts Slutning: »O Kjærlighed!«

Som Klokkeklang,

Som Fuglesang,

Det jublede herinde

Dybt i mit Bryst;

Den søde Lyst,

Du er min troe Veninde.

ALLE TRE

Kun Gud kan see,

Hvad der vil skee,

Fra denne Stund til næste;

I Vel og Vee

Hans Villie skee!

Han vil for os det Bedste.

META

I Kirken mødtes vi første Gang, i Bønnen fra Prædikestolen laae vor Vexelsang, vor Tale, nu først faaer den Ord.

FRANDS

Med dette Kys løser jeg vor stumme Kjærlighed. (Kysser Meta.) Vi har saa meget at tale om! kom nu til dit Hjem, Vorherre velsigne din Indgang!

META

Du vil jo nok, Moder!

GERTRUD

Jeg er ved at dreie rundt! Naa, i Guds Navn! men lad mig dog faae min Paraply med! og Du din Psalmebog, den bringer Lykke og Velsignelse.

FRANDS

Notarius er kaldet, Venner indbudte, (med en Bevægelse ud mod Publicum.) De, som deeltagende have fulgt mig, svigte ikke. Musiken skal klinge.

Mel. af Rigoletto. Verdi.

META

Mens jeg spandt Hørren fiin,

Lød smukt din Violin,

Toner blev Tankens Bro

Mellem os To.

FRANDS

Nu staaer vor Jaords-Fest; Venner er’ budt til Gjest.

GERTRUD

O hvilken Herlighed!

Tak, søde Kjærlighed!

FRANDS (til Meta).

Kom, lad i Dands os To

Gaae Livets Langebro,

Huske, at vi paa den

Finde i Gud en Ven.

ALLE TRE

Brudeskjenk bringe hver.

FRANDS (fører Meta frem mod Publicum).

Een kun vi ønske her:

Venners Deeltagelse,

Eders især.

ALLE TRE

Venners Deeltagelse,

Eders især!

Af Holbergs de Usynlige.

1

Af Holbergs de Usynlige.

Paa Langebro

Folkekomedie med Chor og Sange i fire Acter. Efter Musæus og Kotzebue; (Eventyret »Den stumme Kjærlighed«)

Opført første gang 9. marts 1864 på privatteatret Casino i Amaliegade. Casino var oprindelig et vinteretablissement, oprettet af Georg Carstensen, åbnet 1847; lejet af teaterdirektøren H.W. Lange og omdannet til teater 1848. Casino blev også brugt som koncertsal. Det lukkede 1939. Paa Langebro udkom første gang 1. april 1864. BFN 876

Partitur: Casino 0139, Chr. Brandt. Dateret 4. marts 1864. Orkesterbiblioteket

Stykket grunder sig på eventyret »Stumme Liebe« af den tyske forfatter J.K.A. Musäus (1735-1787), jf. hans Volkmärchen der Deutschen, 1782-1786, München, 1976, s. 498-578, men især på skuespillet Der Rothmantel, 1817, af den tyske dramatiker August von Kotzebue (1761-1819).

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget:

370,1mobile < emobile
371,23formærke < for mærke
395,6din!« < din!
333
Langebrovar tidligst anlagt et stykke nordligere end den nuværende Langebro; den lå i linje med byens vold i sydvest, i forlængelse af den nuværende Langebrogade på Christianshavn, og førte over Kalvebodsstrømmen til Christians Brygge.
334
Hr. Carl PriceCarl Price d. y. (1839-1909), skuespiller ved Casino og ved Det Kongelige Teater.
Hr. Rasmussensandsynligvis Theodorus Findanus Rasmussen (1814-1893), skuespiller ved Casino fra 1854.
Hr. Hansensandsynligvis Edvard Hansen (1820-1874), skuespiller ved Casino 1849-1855 og 1856-1860.
Hr. NeumannSophus Neumann (1846-1912), skuespiller ved Casino.
Hr. Andersenmåske Théodor Andersen (1835-1909), skuespiller ved Casino.
Hr. Jansenikke identificeret.
Fru Hansenikke identificeret, kunne evt. være Erhardine Hansen, f. Rantzau (1815-1893).
Fru B. SmidthBetty Christiane Smidt, f. Christensen (1818-1892), skuespiller med tilknytning til Casino.
Fru HagenAmalie Hagen, f. Price (1831-1892), skuespiller ved Casino.
Prammandens Gangogså kaldt Fælles Gang, udgik fra Ny Adelgade nr. 6; blev sløjfet 1873-1874. »Gang« var betegnelse for en snæver gyde, der førte fra en gade til en anden.
Fru Rasmussensandsynligvis Wilhelmine Luplau Rasmussen (1813-1868), skuespiller ved Casino.
Commissionairperson, som i eget navn afslutter handeler for en anden.
Hr. AlbrechtHeinrich Albrecht (1829-1890), skuespiller ved Casino.
Hr. BornemannHans Chr. Bornemann (1812-1866), skuespiller ved Casino.
Frk. LercheCamilla Lerche (1836-1914), skuespiller ved Casino.
Hr. HagenCarl Hagen (1816-1871), skuespiller ved Casino.
Hr. A. SmidtAnthon Smidt (1809-1868), skuespiller ved Casino.
Hr. Chr. Møllerevt. skuespilleren Christian Møller (1830-1916).
ReutendienerReitendiener, (tysk) om Hamburgs ridende ordenspoliti; også betegnelse for byens retsbetjente.
Hr. Carlsenikke identificeret.
336
Mel. af Slottet ved Ætna»Golden brennt die volle Traube«, i Oehlenschlägers danske oversættelse »Gylden svulmer fulde Drue«, kor, der indleder I akt af H. Marschners opera Das Schloss am Aetna, 1836, med tekst af A. Klingemann. Opført på Det Kongelige Teater 1837. Trykt klaverpartitur findes.
Collaskalas, gilde.
Mel. … Jeg drømte, jeg hissetfra I,9 af Ferdinand Raimunds eventyrkomedie Der Verschwender, 1834, dansk En Ødeland, oversat af Kr. Mantzius m.fl., trykt 1849, opført på Casino samme år. Musik af P. Heise. H.C. Andersens oversættelse fra 1838 blev ikke opført eller trykt i hans levetid.
underligtforunderligt.
Borgengarant.
337
Inventionpåfund.
rige Mand i Evangelietkan referere til flere bibelsteder såsom: Matthæus 19,23-24, Lukas 12,16-21, 16,1-13, 16,1931.
handlet tænksomthandlet fornuftigt.
338
Oluf Baggerom storkøbmanden Ole Bager (o. 1521-1602) fortæller H.C. Andersen i »Brudstykke af en Udflugt i Sommeren 1829. Odense og dens Omegn«, Kjøbenhavnsposten 17. september 1829, at Frederik 2. (konge 1559-1588) havde lånt penge af ham under Syvårskrigen. Da kongen gæstede ham og undrede sig over, at han fyrede med det kostbare krydderi kanel, lovede han, at han næste gang ville bruge et endnu mere kostbart og kongen velbehageligt brændsel. Da Frederik 2. igen kom på besøg, brændte Bager alle gældsbeviserne. Her berettes også om hans senere fattigdom og historien om børnenes arv. Jf. desuden Thiele 1, 2, s. 113, og Hans Ellekilde »H.C. Andersen og de fynske folkesagn«, Anderseniana, 2. rk. III:1, 1955, s. 89-90.
339
Hvo som giver … liggerDgO II, R 1223.
Harcellistdrillepind.
Strandenhavet.
Verden staaer til Paaskejf. sc. 5 af L. Holbergs komedie Jule-Stue, 1724, og I,3 af hans Hexerie eller blind Allarm, trykt 1731, opført 1750.
340
falder hanhvis han falder.
Navnedagden dag i almanakken, der har det samme helgennavn som personens døbenavn.
341
Mel. af RavnkildeNiels Ravnkilde (1823-1890), komponist og musiker. Melodien er ikke identificeret.
mig anbefaletage afsked.
trængelide nød.
Alt (har jeg)allerede.
Kommt Morgen»Komm morgen wieder« (tysk) kom igen i morgen, »Morgen kommt Rath und That«, i morgen kommer råd og dåd, tysk talemåde.
Døitskilling (egl. nederlandsk mønt).
Barneklokkeunderkjole til småbørn.
Topsnurretop, som barnet får til at dreje rundt med en pisk.
afcontraferetportrætteret.
342
ere gode Raad dyrejf. DgO VII:1, 7199.
lad … staae tilgå dristigt fremad.
Attraastærk lyst, længsel.
343
Pulpituretgalleri med siddepladser i kirke; tit særlig siddeplads (kirkestol) for en enkelt familie.
Nicolai KirkeKøbenhavns vistnok ældste kirke, på Nikolaj Plads i indre by.
Aftensangeftermiddagsgudstjeneste.
344
lige Børn lege bedstDgO VII:1, 5583.
345
tingedeaftalte.
346
Mel. af den hvide Dame»Pauvre dame Marguerite«, (fransk, i Th. Overskous danske oversættelse:) »Hurtigt svandt min Ungdoms Glæder«, Margarethas sang fra II,1 af F.A. Boïeldieus opera La dame blanche, 1825, med tekst af Scribe, opført på Det Kongelige Teater 1826. Trykte noder: Rung bd. 2, s. 29; klaverpartitur til La dame blanche findes. E-noder: Den hvide Dame.
husebo.
bliveforblive.
Prindsens Amagerfor at fremme havebruget indkaldte Christian 2. i 1516 hollandske bønder, der fik jord på Amager. 1651 gav Frederik 3. 20 amagerbønder lov til at bosætte sig ved Allegade i »Ny Hollænderby«. O. 1670 opførte dronning Sophie Amalie på Frederiksberg Runddel en lystgård, som senere blev overladt til kronprins Frederik (Frederik 4., konge 1671-1730) og fik navnet Prinsens Gård. På Valby Bakke opførte Frederik 4. 1700-1703 et lystslot; det fik navnet Friederichs Berg, og byen ved slotsbakkens fod kom til at hedde Frederiksberg. Bønderne i Ny Hollænderby blev slottets leverandører af fødevarer.
skille mig vedskille mig af med.
347
Der skal Du altid(misbilligende) sikken du hele tiden skal.
vistsikkert.
Fløietvejrhanen.
vide Vindenvære klar over vindretningen.
Julemærkermærker, der i de tolv juledage (fra 25. december til 6. januar) var sat under loftsbjælken, og som viste, hvordan vejret ville blive i årets tolv måneder.
348
Fixfaxerikneb, uærlig handling.
gjestereretfestet.
349
en fattig Peer Eriksenen sølle, fattig fyr.
forgikgik under.
have … tilbedstehar penge, har sparet op.
Tæring efter NæringDgO VII:1, 8446.
Melodi af Rigoletto»La donna è mobile«, (italiensk) kvinden er flygtig, arie fra III,2 af G. Verdis opera Rigoletto, 1850, med tekst af F.M. Piave, opført på på Hofteatret af italienske sangere 1854. Trykte noder: Rung bd. 4, s. 133; klaverpartitur til Rigoletto findes. Enoder: Rigoletto/»Kvinden er flygtig«.
Mel. … Slunken Edderkop»Meister Vliegenschreck sitzt auf der Lauer«, heksenes spindevise der indleder II,2 af Fr. Kuhlaus opera Lulu med tekst af C.F. Güntelberg, opført på Det Kongelige Teater 1824. Trykte noder: Rung bd. 2, s. 11, Folkets Sangbog udg. af N.K. Madsen-Stensgaard, 1903, nr. 492. E-noder: Lulu.
350
snarhurtig.
Vellystvellevned, luksus.
von Qvotender sigtes til den tyske teaterdirektør Salomon Paulsen von Qvoten (ca. 1690-ca. 1750) eller snarere hans søn Julius Henrik von Qvoten. Faderen, oprindelig »okulist, steen og bruk schnieder [brokskærer] samt tand brecker«, havde fra 1718 kongeligt privilegium til at opføre komedier. De blev spillet i Skræddernes Lavshus i Brolæggerstræde og betragtedes som konkurrenter til dansk teaterliv. Holberg parodierer i komedierne Hexerie eller blind Allarm (se ovf.) og Ulysses von Ithacia, opført 1724, trykt 1725, deres svulstige spillestil. Sønnen fortsatte faderens aktiviteter, åbnede 1747 i St. Kongensgade en »priviligeret tysk og dansk Skueplads«. Også den var tænkt som konkurrent til det danske teater, hvis rammer fra 1748 var Nicolai Eigtveds teaterhus på Kongens Nytorv, fra 1770 kaldt Den Kongelige Danske Skueplads.
Smaussmovs, overdådigt gilde.
352
Skabningskikkelse.
indgetogentilbagetrukket.
253
udmærkedefremragende.
Ærlighedhæderlighed.
Grundighedsoliditet; fornuft.
354
Nachspieletdet ubehagelige efterspil.
ødelagtruineret.
har fallereter gået fallit.
Mobilierindbo.
355
Mel. af Brama og Bayaderen»Dès qu’une amie à recours«, (fransk, i Th. Overskous oversættelse:) »Var en Veninde i Nød«, arie fra II,3 af D.F.E. Aubers opera Le Dieu et la bayadère, 1830, med tekst af E. Scribe; dansk Brama og Bajaderen, opført på Det Kongelige Teater 1833. Trykte noder: Zinck 2, 10. årg., bd. 1; partitur til Le Dieu et la bayadère findes. E-noder: Brama og Bayaderen.
Bayadere(n)tempeldanserinde.
vare mine Klæder … Mandsdvs. hvis jeg var en mand.
saligafdøde.
Fattigdom og HoffærdHolbergs komedie Don Ranudo de Colibrados eller Fattigdom og Hoffart, trykt 1745, opført 1752.
Hoffærdhovmod.
agereredessåledes i manuskriptet.
356
har ærgret miger blevet forarget.
sorte Christians Krognavnet på en folkelig ølhave, der lå på hjørnet af Dronningens Tværgade op mod Kongens Have; blev også brugt som stedsbetegnelse, nærmest som et gadenavn.
357
var Hundred og Eet udevar spillet tabt; i kortspillet 101 vinder den spiller, der først når 101 points.
saa atsådan at.
358
honnetpæn, hæderlig.
Langebro … styrte mig udselvmord ved drukning var ret almindelige; lig, der var bjerget i havnen eller ved Kalvebod Strand, blev henlagt til identifikation i Druknehuset ved Langebro.
359
Handelsbøgerregnskabsbøger (til bogholderi).
Spekhøker(en)detailforhandler af viktualier, smør, æg, brød og andre dagligvarer.
360
I otte Dagepå otte dage.
farer paasejler i fragtfart til og fra.
klarerforklarer.
Mellembudmellemmand.
Froprædikenførste morgengudstjeneste.
Mel. af Le Pardon de Ploermel»Ce tintement que l’on entend«, (fransk) den klokkeklang, som man hører, terzet fra slutningen af I akt af G. Meyerbeers opera Dinorah ou Le pardon de Ploërmel, 1859, tekst af komponisten samt M. Carré og J. Barbier. H.C. Andersens kladde til en oversættelse med titlen »Dinorah eller Valfarten til Plöermel« beror på Det Kongelige Bibliotek. Trykt klaverpartitur til Le pardon de Ploërmel findes.
Talismangenstand med beskyttende eller lykkebringende kraft, der kan bæres som amulet.
363
Mel. af Faustmåske fra markedsscenen, der indleder II akt af C.F. Gounods opera Faust, 1859, med tekst af J. Barbier og M. Carré; oversat af A. Hertz, opført på Det Kongelige Teater december 1864. Trykt klaverpartitur til Faust findes.
364
Mel. af Barberen i SevillaFigaros kavatine »Largo al factotum« fra I akt af Il barbiere di Siviglia, opera, 1816, af G. Rossini, tekst af Cesare Sterbini efter P.-A.C. Beaumarchais’ komedie; dansk Barberen i Sevilla, oversat af N.T. Bruun, opført på Det Kongelige Teater 1777. Trykt klaverpartitur til Il barbiere di Siviglia findes.
365
billigher nok: på rimelige betingelser.
367
Mel. »Hans Naber, ick hebb et ju togebracht.«(nedertysk) Hans Nabo / Sidemand, jeg har bragt det [dvs. glasset] til dig. Trykte noder: En Landsbyhistorie, s. 6 (Vaudeviller opførte paa Kjøbenhavns Theatre arrangerede for Pianoforte med Text, nr. 22). E-noder /En Landsbyhistorie.
368
Fru Justitia(latin) retfærdighed; romersk gudinde for retfærdighed. Justitia fremstilles i senere europæisk tradition med en vægt og med bind for øjnene. Vægten er oprindelig knyttet til den græske gudinde Themis. At Justitia skulle dømme med bind for øjnene har ikke rod i antikkens forestillinger.
370
Mel. … La donna è mobilese note til s. 349.
modestbeskedent.
vennehuldvenligt hengiven.
371
Mel. Skotsk Folkevise»My lodging is on the cold ground«, (engelsk) min bolig er på den kolde jord. Trykte noder: English, Scotch and Irish Popular Songs and Melodies, nr. 34.
hernededvs. på jorden.
formærkefornemme.
372
Bremer … Rostokkerde tyske ølsorter var af en bedre kvalitet end de danske.
Have udenfor Østerportdet var allerede i 1700-tallet almindeligt, at velhavere og almindeligt forretningsdrivende købte ejendomme med haver uden for voldene.
have … til Bedstehave sparet sammen.
Skjæppe(n)kar, der rummer en skæppe, dvs. lidt over 2 l.
Flane(-Jomfruer)forfløjen kvinde.
373
Karossekarrossen, en solid, lukket vogn, afløste som offentlig transportmiddel bærestolen. Den var udbredt som hyre- og lejevogn.
GyldenlundCharlottenlund slotshave. Navnet skyldes adelsmanden Ulrik Frederik Gyldenløve, der 1671 overtog området efter Frederik 3. Et værts- og lysthus blev drevet her; og Charlottenlund var ved siden af Dyrehaven mål for københavnernes udflugter op gennem 1800-tallet. I sommersæsonen var der telte og musik i slotshaven.
Dyrehavs BakkenKirsten Piils kilde i Jægersborg Dyrehave blev i 1700-tallet et valfartssted; omkring det samlede Dyrehavsbakkens forlystelser sig med tiden, og stedet blev en hovedattraktion for københavnerne.
Dandsebod(en)egl. dansegulv; offentligt danselokale.
i sin Rigtighedafgjort.
løber Virløber sur.
snarthurtigt.
374
Vippebrætvippe.
Bimbelbimpel, lille tønde, dunk.
Marts-Ølblev drukket i marts og kunne være mere eller mindre stærkt, her i landet erstattet af påskebryg og påskeøl. Martsøl, »Märzen Bier«, fremstilles i Østrig og Tyskland.
Formeld min Respectoverbring mine ærbødige hilsener.
den søde Urtden væske, der ved ølbrygning fremstilles ved mæskning, dvs. opblødning og kogning af tørret byg (malt); den koges derefter med humle.
Kreaturskabning.
Himmelen … Violinertysk talemåde om stor lykke: »der Himmel hängt voller Geigen«.
Mel. Hurra, min Jentevise fra den dramatiske idyl Til Sæters, 1850, af den norske forfatter C.P. Riis, opført på Casino 1850. Melodien er en norsk folkemelodi. Trykte noder: Folkets Sangbog udg. af N.K. Madsen-Stensgaard, 1903, nr. 604 (»Fanø ligger i Vesterhav«).
Mælk og Honningjf. 2. Mosebog 3,8.
375
Portechaisebærestol.
Begravelse(familie)gravsted, kapel.
Mel. »Je pars demain«(fransk) jeg tager af sted i morgen, romance, sunget af Adolphe i I,7 af L.J.F. Hérolds syngespil Marie, 1826, med tekst af F.A.E. de Planard; oversat af Th. Overskou, opført på Det Kongelige Teater 1830. Trykte noder: Zinck 2, 7. årg. bd. 2; klaverpartitur til Marie findes. E-noder: Marie.
Stodderkonge … gratulere Nytaarligesom latinskolens elever i juledagene »sang for døre« uden for velstående borgeres huse og fik penge for indsatsen, gik tiggerne på landet fra gård til gård, men fik som regel mad og ikke penge.
Stodderkongeperson, der havde politimyndighed over en kreds af tiggere og løsgængere; tit var han selv tigger.
376
Mel. af Fiorella»J’entends et la grèle et la pluie« (fransk, i Th. Overskous oversættelse:) »Her hører jeg blæsten og regnen«, couplets (nr. 8) fra D.F.E. Aubers komiske opera, 1826, med tekst af E. Scribe, oversat af Th. Overskou. Opført på Det Kongelige Teater 1838. Trykte noder: Zinck 2, 12. årg., bd. 1; klaverpartitur til Fiorella findes. E-noder: Fiorella.
377
Fornem Tone har hanher nok: han er fin på den.
rareher måske: løjerlige.
378
Opsigt overtilsyn med.
379
tørbør.
380
Mel. af den hvide Dame»D’ici voyez ce beau domaine«, (fransk) i Th. Overskous oversættelse »Den gamle Borg, i Skovens Skygger«, duet med kor fra I,5 af La dame blanche, 1825. Trykte noder: Rung bd. 2, s. 27; klaverpartitur til La dame blanche findes. E-noder: Den hvide Dame.
381
Mel. af Bruden fra Lammermoor»Mens Skyernes Fjelde« fra I akt, scenen »Ulfsfjeldet«, af H.C. Andersens romantiske syngestykke, 1832, med musik af Ivar F. Bredal (BFN 183), jf. ANDERSEN bd. 10, s. 181 f.
Till Uglspiltitlen på en senmiddelalderlig europæisk folkebog med grove og muntre beretninger om narren af samme navn; udkom første gang i Danmark i midten af 1500-tallet. Jf. Danske Folkebøger fra 16. og 17. Aarhundrede udg. af J.P. Jacobsen, J. Olrik og R. Pauli, 1915-1936. Bd. XI: Uglspil, 1930.
382
færdiglige ved.
384
aabent Taffelåbent hus med spisning.
Companerkumpaner.
Men naarmen hvis.
385
Barbeerposenpose til barbersager.
qvægsomvederkvægende.
Mel. af Røverborgenkvintetten »Mørket dækker Land og Vove« fra II akt af Kuhlaus og Oehlenschlägers syngespil Røverborgen; opført på Det Kongelige Teater 1814. Trykt klaverpartitur til Røverborgen findes.
386
Græker … Halvdeeljf. Platon Symposion 189A-193A, Aristofanes’ bidrag til diskussionen om Eros’ væsen.
Melodramaher: indslag, hvor musik ledsager replikkerne.
387
ilde … ikke vildemå være allusion til J.H. Wessels komiske fortælling »Herremanden«, 1775: »Sligt lærer hvert utugtigt Skarn, / At ikke skaffe Næsten Barn, / Skønt Næstens Kone gierne vilde. / Og det er ilde. / At Næstens Kone gierne vilde«.
Morgenstund Guld i Munden harMau 6590.
389
Blaataarnegl. Frederiksholms Arrest ved Langebro, tjente som fængsel for kongelige embedsmænd og skuespillere og var altså bevogtet; skal ikke forveksles med det i 1700-tallet nedrevne Københavns slots Blåtårn, hvor Leonora Christina sad fængslet.
Krudttaarnetkan være et af krudttårnene på Christianshavns Vold: tårnet i Charlotte Amalies Bastion (opf. 1744-1745 af C.E.D. von Oetken) eller tårnet i Enhjørningens Bastion (ca. 1750).
Knippelsbrolidt nord for Langebro; forbandt Slotsholmen med Brogade på Christianshavn.
Mel. Bien loin de la ville(fransk) meget langt fra byen; melodien er ikke lokaliseret i Th. Labarres komiske opera Les deux familles, 1831, med tekst af F.A.E. Planard; dansk De to Familier. Operaen blev opført på Det Kongelige Teater 1833. Titlen er måske forvekslet med »C’est dans sa campagne charmante, loin de la ville et de la cour«, arie og kor fra I akt.
391
ikke en Døitikke en klink.
Prokuratorsagfører.
Stokværketage.
392
Mel. af »Han gaaer paa Commers«»Sov nu vel, Hr. Peder Knap«, vise, der afslutter I akt af J.N. Nestroys vaudevillekomedie »Einen Jux will er sich machen«, 1842, dansk bearbejdelse ved Carl Borgaard, opført på Casino 1851.
Discourssamtale; diskussion.
heldlæn.
Colonne(n)fritstående søjle.
Vartegn … Svanei den sydøstlige del af havneløbet, på den såkaldte Havfrugrund, der blev fjernet 1865, var der i 1611 blevet opsat en stensøjle med en mytologisk figur, Leda med Svanen, som kaldtes byens vartegn; den blev nedtaget 1798.
393
næsviistsom uopfordret og på påtrængende måde gør sig klog på en sag.
394
Slagbænkbænkformet kiste, der, når den lukkes op, kan bruges som seng.
Falkoneergaarden … Landstedgård, hvor man opdrættede og afrettede falke; Falkonergården, som lå på en strækning uden landsteder, blev opført i 1600-tallet, hvor den nuværende Falkonér Allé ender (nr. 114 B); hed oprindelig Jægerhuset.
Træhusarbemalede træfigurer var almindelige i 1700-tallets barokhaver.
395
omstændeligdetaljeret, udførligt.
Bropengeafgift for færdsel over bro.
Mel. af den gamle Borg»Prendre le tems comme il vient«, (fransk, i R. Frankenaus oversættelse:) »Tage Verden som den er« fra D. della Marias syngespil Le vieux château, 1798, med tekst af A.-V. Duval; »tems« = »temps«, dvs. tid; dansk Den gamle Borg eller Mødet, opført på Det Kongelige Teater 1805. Sangen synges af Burbando i sidste scene før finalen. Trykte noder: Favoritvise af den gamle Borg oversat til Della Marias Musik af Dr. Frankenau, Sønnichsen, s. 2 f.
396
betagenbevæget, overvældet.
398
Mel. af Klærkevænget»Souvenir du jeune âge«, (fransk, i Th. Overskous danske oversættelse:) »Om mit Hjem staaer et Minde«, romance fra finalen af I akt af Le pré aux clercs, dansk Klerkevænget, syngestykke, 1832, af L.-J.-F Hérold, tekst af E. de Planard; oversat af Th. Overskou, opført på Det Kongelige Teater 1834. Trykte noder: Zinck 2, 11. årg., bd. 1. E-noder: Klerkevænget.
399
Humlestangstang, der er så tyk, at den kan bruges til støtte for humleranker.
stille mine Ordformulere mig.
400
Andragendehenvendelse, anmodning.
401
tækkeligindtagende.
agtbarhæderlig.
værdigrespektabel.
fattigestakkels.
402
Mel. af Lulu»Naar Møen bliver Kone« (»Willst Bräutchen heim du führen«) fra I,2 af Lulu (se note til s. 27). Trykte noder: Rung bd. 2, s. 6; klaverpartitur til Lulu findes. E-noder: Lulu.
Stadsmusikanter(s)byens musiker med privilegium på at spille ved festlige lejligheder.
modestærbar, beskeden.
Bag efter kommer tyndt Øljf. DgO II, 14426.
403
pukke paaskælde ud; kritisere.
Taxus(-Hække)taks, stedsegrønt træ.
Mel. Tidt faaer jeg naar jeg drikkerarie fra syngespil Haine aux femmes, 1811, med musik af forskellige komponister, her D. della Maria; tekst af J.-N. Bouilly; dansk Fruentimmerhaderen, oversat af N.T. Bruun, opført på Det Kongelige Teater 1811. Trykte noder: Fra Teatrene bd. 1, s. 39. E-noder: Fruentimmerhaderen.
405
Mel. af Fanchonformentlig »Fort! las die Leyer klinge« (tysk, i N.T. Bruuns oversættelse:) »Rask! lad din Lire klinge!« arie (Fanchon) fra II akt af Fr. Himmels syngestykke Fanchon, das Leyermädchen, 1804, med tekst af Aug. v. Kotzebue; dansk Fanchon, Lirespillerinden; opført på Det Kongelige Teater 1814. Trykte noder: F.H. Himmel Arie af Fanchon, Lose; klaverpartitur til Fanchon findes.
406
ofteretit og ofte.
407
Mel. … Ihr Schornsteinsfeger, seid Ihr da(tysk) I skorstensfejere, er I der. Fra 500,000 Teufel, 1863, posse (dvs. farce) af Eduard Jacobson (1833-1897), musik af G. Michaëlis.
Guddommelige Usynlighed … med stor BeskedHarlekins serenade fra II,6 af Holbergs komedie De Usynlige, trykt 1731, opført 1747.
med stor Beskedkraftigt, vedholdende.
410
Mel. … Bachus er den største Mandfra H.C. Andersens og C.E.F. Weyses syngestykke Festen paa Kenilworth, 1836, slutningen af I akt. Jf. ANDERSEN bd. 11, s. 45. Trykt klaverpartitur til Festen paa Kenilworth findes.
ikke rigtigtikke som det skal være.
411
Nu ryger Skorstenennu kan/skal han igen være spendabel.
Mel. Mary Blanemelodien har afrikanske (ætiopiske) rødder; sangen blev brugt i de amerikanske såkaldte Blackface Minstrel Shows med sang- og dansenumre; de opstod i 1840’erne, blev opført af hvide skuespillere med sortsværtede ansigter og gav som regel et urealistisk, tit nedværdigende billede af de sorte og deres tilværelse. Trykte noder: Barfoed Møller s. 249.
fixerethaft til nar.
Luxgavtyv.
413
ordenligtrigtigt.
eftertænksomforstandig, besindig.
Kongebrevbevilling til at indgå ægteskab uden forudgående lysning i kirken.
417
Fæstens-Gavegave fra manden til hans tilkommende, efter at han har givet hende ægteskabsløfte.
kosteligkostbar.
rart(ironisk) nydeligt.
Notariusembedsmand, der opsætter ægteskabskontrakter.
Mel. … O Kjærlighedse note til s. 360, Mel. af Pardon de Ploermel.
419
staaer vor Jaords-Festfejres vores forlovelsesfest.
Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
Del/henvis til værket

Indhold

Første Act. Spisestuen i Frands Melchiorsens Huus. En lille tarvelig Stue hos Gertrud Skippers. Gade Anden Act. Børsen i Hamborg Scenen er i det Holstenske. Tredie Act Langebro med Udsigt henad Strømmen mod Knippelsbro Stuen hos Gertrud Skippers. Mel. af 500000 Teufel: »Ihr Schornsteinfeger, seid Ihr da!« Fjerde Act. Et stort Værelse hos Frands Melchiorsen. Mel. af Festen paa Kenilworth:. »Bacchus er den største Mand.« Weyse. Mel. af Rigoletto. Verdi.

Del

[Sassy_Social_Share]