Det er en god Vise, som der er megen Sandhed i.

Jeg kan en anden, der ogsaa er god og sand.

Saa underligt dreier sig Lykken om,

Sletingen sin Skjæbne kan vide;

Den skinnende Boble er skjør og tom,

Paa den tør man ikke lide.

Hvo er Dig Borgen,

At ei imorgen

Du øves og prøves skal i Sorgen.

Alt skifter om!

I fy! det er en dum Vise. Lad os ikke faae flere Vers af den!

Men om den nu bedst passer til Stedet og er som skreven for at lægges her under den sidste Skaal.

Ja saa min Sjæl! Glas og Kruus ere tømte, men der ligger mere i Kjælderen. Det vil være en god Invention, Frands, at kalde et Par Flasker endnu herop.

Øllet er tappet af Tønderne, den spanske Viin er drukken ud! ja mine Venner, hvorfor ikke sige Tingen som den er: idag er det sidste Gang vi ere her sammen. Den rige Frands Melchiorsen har sat al sin Rigdom overstyr, men i godt Lag og med ærlige, trofaste Venner.

Det er Løgn, min Engel! jeg mener, din Fattigdom er Løgn, vi ere trofaste Venner.

Din Tale gaaer mig i Hovedet og jeg har et svagt Hoved, jeg kan ikke taale Meget, veed Du.

Hvad har Du nu for med os, Frands, du rige Mand i Evangeliet.

Jeg er ikke tilsinds at anrette nogen Komedie, det er den rene Sandhed, jeg aabenbarer; min Rigdom er gaaet, alle min Faders store Midler; jeg har ikke handlet tænksomt nok, Uheld er ogsaa stødt til; saalunde spiller Lykken med os!

Der er noget Besynderligt udi din Tale, Frands Melchiorsen.

Huske I, da vi første Gang samledes her i Spisestuen, Gulvet fra min Faders Tid var her endnu?

Det var belagt med blanke Kroner, hele Byen talte derom, det var et godt Vidnesbyrd om den store Rigdom.

En død Kapital; jeg lod den blive levende! ogsaa den er væk. For en Maaned siden sagde min Bogholder mig at Kassen var tom; Aagerkarle maatte igjen fylde den; men nu trænge de paa. Gaarden her, det lille Landsted paa Frederiksberg, eet og andet godt Vrag-Stykke af det rige Kjøbmandsskib har jeg endnu, jeg kan klare mig og i Ærlighed begynde forfra. Jeg har min Ungdom og jeg har Eder, mine Venner.

Det er forfærdeligt!

Det er udenfor al Historie og Tradition.

O nei, Jakob! husk den rige Oluf Bagger i Odense. I sin Velstand brændte han Kaneel i sin Kakkelovn, da Kongen første Gang hædrede ham med et Besøg, og ved det næste brændte han Beviserne for de Penge, han havde laant sin Konge. Der var stor Rigdom, men den vendte sig om udi Fattigdom.

Ja den Udgang har jeg aldrig kunnet forstaae, og Dig, Frands, forstaaer jeg heller ikke i Dag.

Da Oluf Bagger kom i Trang og blev gammel, vilde ingen af hans Børn tage sig af ham, siger Sagnet; han kaldte da alle sine Børn for sig, viste dem et stort tungt Skrin og lovede Den, som agtede kjærligst at sørge for ham til hans Død, skulde eie hvad der laae gjemt; saa vilde de Alle pleie ham; da saa den Gamle var død og Skrinet aabnet, laae deri en Stok med Paaskrift:

– »Hvo som giver, til han tigger, Skal slaaes til han ligger!«

Det fortjener ogsaa et saadant Fæhoved. Det er nu en sandfærdig Historie, men med Dig er det anderledes, Du er en Harcellist, Frands, Du vil binde os Noget paa Ærmet.

Jeg siger Eder, jeg er en ruineret Mand! men derfor springer jeg ikke i Stranden.

Men det gjør jeg, Hjerte-Broder! Du skylder mig fra igaar to hundred Kroner, jeg vandt i Spil, dem maa jeg have, og dem skal jeg have.

Mit Landsted er da nok mere end to hundred Kroner værd.

Det kan der være deelt Mening om!

Jeg troer ikke Verden staaer til Paaske! Du ubetænksomme Ødeland! ja det vilde jeg sige til Dig om Du var min egen Søn eller Broder. Det sortner for mine Øine! jeg faaer ganske ondt. Jeg maa hjem til mit, for at samle mig. Jeg har ondt af Dig! Det er ingen Fornøielse at komme fra Velstand ned i trange Kaar; men jeg skal ikke være Dig til Byrde. Vorherre veed, naar vi sees igjen.

Jeg bliver her i Byen og Du ogsaa.

Jeg gaaer sjelden ud.

Men jeg kommer til Dig!

Spild ikke Tiden med Visiter, Frands! bryd Dig ikke om at komme til mig! jeg har saa ondt af Dig! – Ræk mig Armen, Ditlev, Du sidder dog og siger ikke et Ord. Jeg er daarlig. Kommer Du? Ditlev! (Tager Ditlev under Armen og gaaer.)

Ditlev er ikke at stole paa! han kan ikke holde Mennesket oppe, falder han. Jeg maa følge med. Farvel, Frands!

Ja vi To sees imorgen! det er Torsdag, da spiser jeg altid hos Dig.

Imorgen! sagde jeg dog ikke, da jeg kom, at imorgen maa jeg til Roeskilde, det er min Fasters Navnedag. Men en anden Torsdag sees vi! jeg er din oprigtige Ven! – (Gaaer.)

Den Ene gaaer efter den Anden.

Og Du med, Jakob! – I kommer ikke til mig igjen!

Jeg kommer; kan Du tvivle.

Tak! jeg skjønner paa det.

Allerede imorgen skal Du see mig! og jeg skal tage et Par af de andre Venner med.

Behøves ikke!

Ja vi maae da have Vidner til Underskrift af Contracten, ikke om det lille Landsted paa Frederiksberg, der er ingen Lysthavende til det, Havejorden er suur, det Hele dyrt at holde, men jeg vil nok have Deel i Gaarden her. Det tale vi om imorgen, nu skal dette ikke foraarsage Uleilighed.

Nu kjender jeg Dig, Jakob!

Du feiler i din Mening om mig, Frands, men jeg agter ingenlunde at moralisere for Dig i de Omstændigheder, Du er falden udi. »Kommt Morgen!« siger Tydsken. (Gaaer.)

Og Du har sat Dig! Du gaaer ikke med de Andre?

Nei, ikke lige i Øieblikket, men om lidt! Du veed nok, at jeg kan ikke hjælpe Dig, jeg har ikke en Døit. Dit Venskab var mit Levebrød. Det gjør mig ligesaa ondt for Dig som for mig selv! Din Ulykke er ogsaa min!

Du har en fornøielig Aabenhjertighed, men er en god Fyr.

Jeg er et godt Stykke ældre end Du. Jeg har seet Dig i baldyret Barneklokke med Skjærf om Livet og en Top i Haanden, som Du er afcontraferet derinde i Stuen næst ved. Din Fader gav mig Plads ved sit rige Bord, og da han døde og Du sad som Huusherre, bad Du mig endnu venligere end han at blive siddende; han var i al sin Godhed den rige, gunstige Herre, Du blev en god Kammerat og jeg fik igjen Ungdom ved Dig. Sligt glemmer man ikke!

Jeg fik Dig i Arv fra min Fader.

Og nu kan Du bruge al den Arv, Du har faaet, men jeg veed rigtignok ikke hvad Gavn jeg kan være Dig til; maaskee kan jeg give et Par gode Raad.

I trang Tid ere gode Raad dyre.

Først, slip ikke Dig selv, saa slipper Vorherre Dig ikke! hold paa Humeuret, og lad saa staae til!

Det vil jeg.

Det Klogeste, jeg kan tænke mig for Dig –, ja, det er ikke saa galt! Du er kjøn, forstaaer at arte Dig vel; Du kan gjøre et godt Partie! Det vil være Dig let at faae en rig Kone, der kan hjælpe Dig op. See Dig om, Du er jo i Alderen til at fatte Elskov.

Fatte Elskov! Jørgen, Dig vil jeg sige det. Jeg har i mit Hjerte den inderligste Attraa! –

Du har allerede Kjæreste?

Ja!

Pinedød! det er jo prægtigt! – Hun er rig!

Hun er saa smuk, saa velsignet, saa elskelig!

Og har Penge!

Ikke en Skilling.

Det er forbandet lidt.

Det er ogsaa utaaleligt altid at skulle see paa Skillingen!

Men det er galt ikke at gjøre det.

Dig vil jeg betroe det Hele. Fra Pulpituret i Nicolai Kirke, hvor jeg har min Faders Kirkestol, saae jeg hver Søndag en tarvelig klædt Kone med sin unge Datter bivaane Høimesse og Aftensang. Engang have de været velhavende, nu ere de i ringe Kaar og leve stille og arbeidsomme i en lille Leilighed i »Prammandens Gang«. Den unge Pige er saa smuk, saa uskyldig, saa tugtig opdragen, som nogen Jomfru kan være. Jeg kunde ikke faae hendes Billed ud af min Tanke, da fik jeg den Invention at leie et Kammer ligeoverfor. I henved en Maaned har jeg der tilbragt mangen Aften- og Morgentime; jeg har iagttaget deres stille Færd. Gaden er saa smal, at strækker man Haanden ud af Vinduet, kunne vi trykke hinanden i Hænderne.

Naa, og det have I da gjort. Frands! Frands!

Aldrig talte vi saa meget som to Ord med hinanden. Tungen er endnu ikke løst i vor stumme Kjærlighed. Hun er et Mønster for Alle, from, uskyldig, deilig som en Guds Engel!

Naturligviis!

Allerede tidlig den første Morgen, idet hun kom hen til Vinduet for at vande sine Blomster, hun har en heel Mængde, mødtes ganske tilfældigt vore Øine; hun blev blussende rød, saae jeg, hun traadte tilbage; jeg blev saa varm med Eet. –

Og siden have I gjort Bekjendtskab?

Vi have endnu aldrig vexlet et Ord sammen, men i al den sidste Tid, Morgen og Aften, naar jeg var der omme i min lille Stue, bemærkede jeg, at hun puslede med sine Blomster, pleiede og vandede dem mere end det var fornødent, og stod jeg skjult i en Krog, kunde jeg i Speilet iagttage, at hun saae over til mit Vindue som hun søgte mig der.

Og hvad skal der saa komme ud af alt Det?

Bryllup haaber jeg. Hun har ikke Noget og jeg har ikke Noget, lige Børn lege bedst!

Ja, naar I kunne lege med Sand i et Potteskaar og sige, det er Middagsmad. Du skal ikke invitere mig; kan jeg forresten være Dig til nogen Nytte, saa er jeg til din Tjeneste. Men følg mit fornuftige Raad, tag fat paa solid Gjerning og opgiv Kjærligheden i Prammandens Gang.

Kjærligheden just holder mig oppe, giver mig Mod til at leve og bestille Noget. Det er ikke for mig selv alene, det er ogsaa for hende.

Stakkels Frands! (Gaaer.)

Han er en ærlig Karl; hans Hjerte er godt, men det er ikke ungt, som mit. Gjerne forlader jeg dette store, tomme Huus og flytter ganske hen i min lille Stue i Prammandens Gang; der lyser Metas velsignede Ansigt over til mig. Hendes Moder har neppe Tanke om min Attraa. Min gode Invention vil jeg haabe er lykkedes; jeg tvivler ikke om at jo Lisbeth Isenkræmmers har kløgtigt røgtet sit Ærende. Kjærlighed gjør opfindsom.

Kjære, unge Herre! ak, jeg veed ikke hvorledes det er med mig. Et Par af hans Venner, der nys gik herfra, talte saa forblommede Ord, de sagde – jeg veed ikke hvad de sagde.

Det er forbi med Rigdommen her, sagde de vel.

Ja, noget Saadant var det.

Du sad hjemme her i Huset, før jeg blev født; Du er et gammelt Træ, groet ind her; Du skal blive paa dette Sted. Ingen skal lade Dig flytte, det skal jeg hævde og fastholde.

Er det sandt, hvad jeg hørte og forstod, den rige Hr. Melchiorsens Søn er bleven en fattig Mand.

Ingen raader for Lykken, den vender sig ofte om, og for mig har den vendt sig; men saa Meget har jeg endnu ihænde, at mine Huusfolk ikke ved mig skulle lide Uret, hver af dem kan nøiagtig faae sin tingede Løn, og som sagt, Du, Else, flytter ikke ud under fremmedt Tag; Savn skal Du heller ikke kjende. Det store Billed inde i Salen, det af den italienske Mester –

Det deilige, store Billed, hvad det?

Det faaer nu en meget bedre Plads, end her; det kommer paa Kongens Slot; jeg har igaar kjøbslaaet; Billedet gaaer derop, ikke for rede Penge, men mod en lille, aarlig Sum, saalænge Else Mogensdatter lever. Det skal være din Pension her fra Huset; Pengene udbetales til Dig. O græd dog ikke, jeg vil saa gjerne gjøre Dig glad.

O Herre, jeg har selv nok, til i Tarvelighed at henleve de faa Dage, der endnu ere tilbage for mig.

Du vil endnu opleve at see mig udi Velstand. Og jeg forlader jo ikke Byen, jeg forlader kun dette Huus, der ikke længer kan blive mit.

Men vort lille Landsted ude paa Prindsens Amager.

Paa Frederiksberg; ja, ogsaa det maa jeg see at skille mig ved.

O nei, gjør det ikke! der er Lykke ved Haven der. Meer end engang hørte jeg Eders Fader sige: »Gaaer det nogensinde min Søn ilde, saa groer der for ham et Brødtræ ude i Haven ved Landstedet.«

Jeg forstaaer mig ikke paa at være Urtegaardsmand. Og saaledes har min Fader heller ikke meent det. Han holdt saa meget af det lille Sted.

Endnu i hans Dødsstund var hans Tanke derude; hans sidste forstaaelige Ord var: »ude i Haven«. –

Nu er min Fader i en bedre Have, i Paradisets. Mit Brødtræ maa jeg selv plante mig; Vorherre give det Solskin og Dig med i dit Hjerte. (Gaaer.)

Brug dog Fod og Fingre, Meta! denne Krands Hør maa være spundet af før Middag. Lad Blomsterne i Vinduet skjøtte sig selv; det er nu tredie Gang i Dag Du har været ved dem.

Blomsterne ere min eneste Glæde.

Ja, i de sidste tre Uger har Du faaet en stor Kjærlighed for de Blomster, men jeg holder ikke af det. Der skal Du altid varte dem op, og ligeoverfor boer et ungt Menneske, der ikke bestiller Andet end staaer og glaner paa Dig. Det kan jeg ikke lide!

Vi kunne da ikke forbyde ham at see herover.

Vi kunne hænge et Gardin for, og det gjør jeg.

Han seer vist herover paa Huset efter Fløiet for at vide Vinden.

Vinden! ja, den vil nok snart vende sig for ham, spaae ikke alle Julemærker feil.

Kjender Du ham?

Ja vist kjender jeg ham. Det er den unge Hr. Melchiorsen, Søn af den rige Kjøbmand.

Men hvorledes kommer han til at boe her i Prammandens Gang.

Det er Fixfaxeri! Han mener det ikke ærligt. Du er en kjøn, velopdragen Pige, det kan enhver Mand see og vel ogsaa nok blive varm om Hjertet ved, men mener han det ærligt, saa gaaer han til mig, som Moder, siger: »I kjender mig vel, jeg kan ernære Eders Datter og bærer en dydig Kjærlighed til hende.« Det siger man, men gjør ikke Fixfaxeri og staaer og glaner ind af Vinduet.

Hvor kan Du være saa vred paa det stakkels unge Menneske.

Ja Stakkel! det bliver han nok snart, er jeg bange for. Hans Fader, det var en Mand! Hvergang det var Hans Majestæt Kongens Fødselsdag, gav han de Fattige et kosteligt Maaltid med Risengrød og Oxesteg; hver fik en Pot Øl. Huset var solidt; Gulvet i Spisestuen belagt med blanke Kroner.

Men udi saadan Velstand kan man da ikke kalde den unge Hr. Melchiorsen en Stakkel.

Udi saadan Velstand! men Faderen er død, og Frands Melchiorsen, der endnu kun er en opløben Dreng, har skaltet og valtet, gjestereret og smidt Penge ud til alle Sider, uden Tanke eller Forstand. Uheld er der ogsaa stødt til; det er gaaet med to af hans Skibe, som det gik med din salig Faders. Det vil slet ikke undre mig, om jeg en skjøn Morgen hører at Frands Melchiorsen er en Stodder.

Men da vil hans Venner hjælpe ham.

Venner! og hjælpe! – Jo, Du kjender godt Verden. Hjælp Dig selv, saa hjælper Vorherre Dig, men ikke de Andre; det er min Erfaring. Som den rige Mands Søn kom han ikke til os, og for en fattig Peer Eriksen har jeg ikke opdraget min Datter! Vi sidde smaat i det, hvilket ikke blev sjunget for min Vugge. Din Fader var en ganske velhavende Mand, men da han forgik med Fartøiet, vi havde, saa sad jeg med Dig, som jeg sad og sidder.

Men baade din Familie og min Faders have jo godt tilbedste og kunne hjælpe!

De gjorde ikke Noget af sig selv, og jeg er for stolt til at tigge. Tæring efter Næring er mit Valgsprog. Jeg flyttede ind i denne fattige Leilighed og har stridt og stræbt. Jeg har spundet og vundet, saa Huden er bleven mig haard i Fingerspidserne. Men jeg haaber til Gud, at der vil komme en bedre Tid, idetmindste for Dig mit Barn. (Man hører Musik, Melodi af »Rigoletto«, ligeoverfor.) Hør, nu begynder han igjen derovre med sin Gniden paa Violen. Det er nu bare for at Du skal høre ham.

Han spiller saa smukt, saa rørende! jeg hører det saa gjerne.

Men,det skal Du ikke. Put Bomuld i Ørerne og lad Rokken snurre! (Drager Meta hen til Rokken og sætter sig derpaa selv og spinder.) Mel. af Lulu: »Slunken Edderkop«. Kuhlau.

Intet Du eier etc.

Rigdom jeg eier etc.

Det banker!

Kom ind!

Lisbeth Smaahandlers træder ind.

God Dag, I hjertenskjære, flittige Mennesker!

Velkommen herinde, Lisbeth! tag den høie Skammel og sid ned. Hvad Nyt i Byen?

Megen Vellyst. De Høifornemme kjøre paa Operaen, Menigmand løber til von Qvoten, og saa er her en Gjestereren! Jens Skipper havde en Smaus igaar paa fyrretyve Personer.

Da engang min salig Mand kom hjem med Ladning fra Malaga, havde vi en Smaus paa to og tredive Personer, det var den Gang, det gjør jeg ikke nu ved at spinde Hør.

Det er vel I nævner Hør; jeg har just med mig en Prøve, om I har Lyst at kjøbslaae.

Ei! den er saa fiin som Silke. Den bliver mig for dyr.

I faaer den for Spotpriis. Otte Skilling Pundet.

Det er ikke muligt! den er fire Gange saa Meget værd.

Men jeg kan overlade Eder den for saa ringe Priis som jeg siger.

Den er da ikke stjaalet.

Den, der bragte mig den, har ærligt kjøbt samme, det kan jeg række mine tre Fingre iveiret paa.

Det er jo en mageløs Handel! jeg kjøber strax saameget som I har. Meta, tag ud af Skabet Flasken med den spanske Viin, det er den sidste, jeg har endnu siden min Mand foer paa de Lande, den har holdt længe ud, Meta og jeg smage den ikke. Nei, hvor den Hør er fiin og blød, den spinder sig selv.

Eders Sundhed, Mo’er Skippers! den Viin er delicat, som den fineste Rosin. Ogsaa lille Metas Sundhed. (Drikker.)

Jeg siger saa mange Tak!

I har rigtignok to velsignede Øine og en deilig Skabning, det kan ikke blive skjult ihvor indgetogen I end lever og boer. Jeg veed hvad jeg veed!

Den Hør krilrer mig baade i Øine og i Fingre! troer I, Lisbeth, at jeg herefter endnu kan faae af samme Slags og til samme Priis.

Hvorfor ikke! naar I selv vil.

Det kan I da nok vide at jeg vil. Tag endnu et lille Glas.

Jeg er ikke vant til spansk Viin! den er stærkere end Mjød, den gaaer til Hovedet! (Drikker.)

I Fortrolighed! hvor har I Hørren fra? Den, der sælger den, maa jo slet ikke forstaae sig paa den udmærkede Vare.

Jeg maa ikke sige det! – Men naar I spørger mig, er det ligesom om det vilde ud af mine Sidebeen. Jeg troer sandelig at den spanske Viin stiger mig til Hovedet.

To smaa Glas har I kun faaet. Naa, hvem er det saa?

Derovre boer han! – Frands Melchiorsen.

O, min Gud!

Hvad for Noget! hvad har han med Hørren at gjøre?

Hans Hjerte sidder i hans Hals for lille Meta; han er ganske betagen af Kjærlighed til hende.

Det er Fixfaxeri! var der Ærlighed og Grundighed hos ham, saa kom han og talte med mig. Siig mig nu Rub og Stub.

Forleden Dag kom han ind i min Bod og kjøbte Smaasøm; det kan gjerne være at det kun var for at faae Leilighed til at tale med mig. Han talte og jeg talte; det ene Ord tog det andet. Han har saadant et rart, rigtigt ungt Ansigt og Noget saa aabenhjertigt og deeltagende. Han spurgte om mine Omstændigheder og om Eders Omstændigheder, og jeg svarede som der er at svare, at vi ikke ligge paa den lade Side, at I er et Mønster paa Flid her i Gaden, men alligevel kan I dog ikke skaffe lille Meta en ny Søndagskjole.

Det var ilde talt af Eder.

Ilde talt! det foer mig lige ud af mit deeltagende Hjerte, og han tog det ganske op i sit. Er det ikke baade fiint og galant af ham, at han strax derpaa gik hen og kjøbte Hør til høi Betaling for at I kunde faae den af ham til Spotpriis.

Det gode Menneske!

Saaledes hænger det sammen.

Ja, ikke et Ord er fordreiet. Men nu kommer Nachspielet, det har jeg fra en Karl udi hans Tjeneste. Han er ødelagt! idag gav han sidste Gang stort Traktement for Snyltegjesterne. Han har falleret! Eet og Andet er vel endnu kort Tid tilbage, Guldringe, Brystnaale og Mobilier, har jeg hørt –!

Ak, at han er bleven saa ulykkelig!

Hvad sagde jeg! Løn, som forskyldt.

Et Par Guldfjer er der endnu, pluk I dem, Mo’er Gertrud!

Og alt Det siger I mig lige i Ansigtet! skammer I Eder ikke! – Tag den Hør igjen, den snærer mig ind i Fingrene! jeg skal Intet have fra den Kant. Og glaner han igjen herover, skal jeg tage en Haandsprøite og straale ham ind i Øinene.

Naa, naa! godt Ord igjen!

Ja, det skal I faae! I er en slet Person! I tør byde mig, at jeg skal være Kjeltring, at jeg skal plukke og pille den sidste Guldfjer af ham. Det er en saa overvældende Uartighed mod mig, at vare mine Klæder skaarne som min salig Mands, saa smed jeg Eder ud af Døren.

I er grov!

I fornærmer mig i min Fattigdom.

»Fattigdom og Hoffærd,« det er en Komedie paa den danske Skueplads; jeg har seet den, men jeg tænkte ei at den agereredesi Prammandens Gang. Kro sig kun, Mo’er Skippers! Jeg vidste ikke, at Hun var af Porcellain hentet fra China. (Gaaer.)

Maa jeg bede om at dette er hendes sidste Visit i mit Huus! Jeg har ærgret mig. Komme til mig med Sligt!

Hun har en slem Tunge, men det unge Menneske har dog vist meent det godt.

Nævn mig ikke ham! Han jager mig herud af Gaden. Jeg bliver ikke længer her, hvor jeg nu har levet i fjorten Aar. Jeg vil ikke have det Gjenboskab!

Men Moder!

Væk fra Vinduet med Blomsterne!

Men de ere saa smukke, de trives saa godt!

Ja, de trives! nu forstaaer jeg det: de skal pleies, det er for at gloe derover. Ind med Dig i Kammeret og tag Rokken med. Ikke et Muk! (Støder hende ind i Værelset tæt ved.) I »sorte Christians Krog«, ved Kongens Have, er en Leilighed uden Gjenboer, den vil jeg strax gaae hen at see paa.

Mo’er Lisbeth bliver længe derinde! bare hun bærer sig kløgtig ad. Hvor mit Hjerte banker, jeg har ingen Ro! Der er hun. Naa, hvad Glædeligt har I at sige mig?

Jeg faaer Guulsot! den gamle Bavian! Stort skal det være.

Hvorlunde er det gaaet?

Først var Alt fedt og godt mellem os; jeg skulde sidde; jeg fik spansk Viin og en Slidder for en Sladder; men neppe har jeg sagt at Hørren kom fra Eder, saa var Hundred og Eet ude!

Men I skulde jo slet ikke nævne mig!

Det slap mig nu ud af Munden! Datteren gjorde det ingen Skade paa; Moderen kneisede op, som en Kat med et Aalehoved.

I har fordærvet Alt for mig.

Saa det er den Tak jeg faaer! Her er Eders Hør, jeg gaaer ikke oftere i de Ærender.

Men Meta? Hvad sagde hun, hvad gjorde hun? Har Du ikke det Mindste at sige mig om hende.

Ikke et Muk. Og det siger jeg Eder, unge Herre, steger I herefter Kartofler i den hede Aske, saa kan I selv rage dem ud, jeg gjør det ikke. (Gaaer.)

Hvad griber jeg nu til! ogsaa her har jeg handlet taabeligt i at give min Lykke i Hænderne paa denne Kone, nu er Alt fordærvet. – Men der er jo Metas Moder! hun laaser Døren i. Hun kommer her om Hjørnet; jeg vil vove at tale til hende. Gid at jeg maa kunne lægge mine Ord saa at de faae en god Indgang i hendes Hjerte.

Tør jeg, som Eders Gjenbo i Gaden, sige en ærbødigst Godmorgen!

Gjør Eder ingen Uleilighed!

Tør jeg tale et Par Ord med Eder.

Undskyld, jeg har ingen Tid.

Det er for mig et Par vigtige Ord, jeg har at fremføre.

Jeg veed, hvad I har at fremføre og jeg veed, hvad jeg har at svare. Naar I, Hr. Frands Melchiorsen, sidder igjen varmt inden Vægge i Eders Faders gamle Gaard, hæderlig og honnet, saa henvend Eder til mig, som Moder, men ikke før, og dermed Punktum! (Gaaer.)

Det var tydeligt nok. Nu kan jeg dreie mig en Strikke af Hørren her og hænge mig selv i den, eller gaae ud paa Langebro og styrte mig i den dybe Strøm. Nei, nei! det er Cujoneri ikke at kunne bære de tunge Dage, Vorherre tilskikker os. Jeg maa vinde Meta og med hende kommer igjen Lykken!

Du her, Frands! jeg troer Du grubliserer.

Jeg tænker paa mine Vilkaar. Det er nærved at gaae mig saa galt som det kan gaae. Hvad troer Du er klogest, endnu at vente paa Lykken, eller at gaae hen og springe ud fra Langebro.

Vandet er koldt, Frands, det vil ikke smage Dig, især om Du tager for stor en Mundfuld; men jeg har ikke Tid til Passiar, nu slog Klokken Tolv paa Nicolai Uhr, jeg skal til Middags-Collas hos Lars Ley, den rige Brygger, Humlekongen, som han kaldes. Farvel, Frands! god Lykke hos Kjæresten.

Der er Døren lukket for mig. I dette Øieblik talte jeg med Moderen, hun sagde mig det kort og tydeligt: »naar I sidder igjen varmt inden Vægge i Eders Faders gamle Gaard, hæderlig og honnet, saa henvend Eder til mig, som Moder, men ikke før, og dermed Punktum!«

Saa skynd Dig at blive en rig Mand! Du er ung og freidig! gak ud i den vide Verden.

Hvorhen?

Veed Du hvad! jeg faaer en god Tanke. Du har vel i Behold din Faders Handelsbøger?

Dem giver Spekhøkeren ikke Meget for.

Du har dem?

Jeg har dem.

Mangen Gang hørte jeg din Fader beklage sig over store Tab, han havde lidt i Hamborg, men han sagde ogsaa at flere af de fallerede Kjøbmænd vare igjen komne i gode Kaar og nok vilde betale. See efter i Bøgerne. Tag Papirerne frem og reis til Hamborg.

Du har Ret, jeg husker, at min Fader har sagt det, jeg veed med Sikkerhed, han der har store Summer tilgode. Det er et godt Fingerpeg, Du giver mig, Jørgen. Endnu iaften reiser jeg. I otte Dage kan jeg over Land være der.

God Lykke!

Paa den stoler jeg, den fylde mine Lommer og da kjøber jeg mig et Skib, farer paa Spanien og bliver igjen den rige Hr. Melchiorsen!

Det under jeg Dig! Du er et Menneske, jeg holder af. Farvel, Frands! (Gaaer.)

Det var en heldig Tanke, han vakte! men Meta? – Hvorledes klarer jeg for hende min pludselige Forsvinden og Udebliven, hvorledes kan jeg uden Mellembud underrette hende? Lad see! ja! imorgen stiller jeg mig reiseklædt ved Vinduet, det er Søndag, hun gaaer i Kirke, der maa hun høre om mig. Endnu idag vil jeg besøge Præsten, anmode ham om at han efter hver Søndags Froprædiken beder for en ung Mand, der er gaaet paa Reise! Meta vil forstaae at det gjælder mig; ogsaa hun vil bede for mig; jeg troer det, jeg veed det, uagtet vi endnu aldrig talte et Ord med hinanden.