En Paraplui det er et luftigt Væsen,

Som oftest har den otte lange Been;

Den tidt af Silke er, hvo ei er kræsen,

Af Nankin, Cambrigds og kan have een.

Den hører næsten til Fornødenheder.

Den conservere skal vor Pynt og Stads;

Sin Eier mangen Plage den bereder,

Jeg har for den havt mangen artig Spas.

Engang jeg gik saa smukt paa Østergade

Med splinter-funkelnye Paraplui;

Jeg havde kjøbt den i ▶den franske Lade

Hos Herr Nabrin◀, der har saa svært et Rye.

Det regned snart; jeg lod mig dog ei skrække,

Jeg Fjenden bød et vandtæt Silkeskjold;

Men Blæsten var vel haard, den vilde trække

Det lette Væsen bort, den lede Trold!

Da jeg til Hjørnet kom af Hallandsaasen,

Gav Vinden opad et forsvarligt Træk.

Ei hjalp, hvordan jeg dirigered Kaasen,

Min Regnafleder havde alt en Læk.

Den franske Stads jeg altsaa maatte bære

Med brukne Been og Arme til Nabrin:

Den hele Stads var mig en kostbar Lære:

At fine Pynt er stundom og trop fin.

En anden Gang jeg nær fik banket Ryggen

Fordi jeg Hatten stødte af en Mand;

Men raske Been, beskyttede af Lykken,

Hjalp velbeholden mig fra Farens Rand.

Jeg glemt har mange, mange Parapluier.

Snart her, snart der, fik sjeldent dem igjen;

En slem Geschichte er det Vei’r med Byger,

Er Regnen standset, let man glemmer den.

Som oftest saa uheldigt traf det gjerne,

At jeg i Solskin slæbte paa mit Skrog,

Og naar det mig mod Regnen skulde skjærme,

Stod det sædvanligt hjemme i en Krog.

Jeg ogsaa tidt har laant et saadant Meubel

Ud til en eller anden gammel Ven,

Men kan man troe det, skjøndt det ei var Pøbel,

Kom Parapluien sjældent hjem igjen.

Nok sagt om denne store Landeplage,

Min sidste troer jeg blev i Bellevue;

Jeg aldrig mere vil i mine Dage

Bortkaste Penge til en Paraplui!