H.C. Andersen
Fra Illustreret Tidende 1860

Passions-Skuespillet i Oberammergau i 1860

Aldrig glemmer jeg Passions-Skuespillet i Oberammergau, saaledes som det overtraf al min Forventning. Jeg kunde forud ikke tænke mig, uden som forargeligt, at see Jesus fremstillet paa Scenen, men saaledes som det skete her, i from Tro, fuld af Inderlighed og med en saa utrolig Skjønhed, faldt alt Forargeligt bort, man følte sig grebet, kom i Stemning og blev revet med.

Den i Theater- og Skuespil-Konst kyndige og berømte Eduard Devrient har om disse Forestillinger skrevet en interessant Bog: »Das Passions-Schauspiel im Dorfe Oberammergau in Oberbaiern 1850«, den vi særdeles anbefale at læse. – Hver, som mener, at det Hellige bliver vanhelliget ved at bruges paa et Theater, ja, »han komme her hen for at see og belæres«. Det er et Ønske, vi gjentage, thi i Sandhed, dette hele religiøse Skuespil har en Storhed, en Uskyldighed, Noget saa forunderligt Gribende, at selv den meest Profanerende maa forstumme og erkjende, at det her er ingen Leg, men et Vækkelses-Middel, – Lidelseshistorien, ligesom illustreret ved Parallelsteder fra det gamle Testamentes Begivenheder, bliver levendegjort for os, de to Testamenter smelte sammen i en Heelhed. Hvor hverdags, smaa og ringe blive ikke da de sædvanlige Theaterstykker mod denne Menneskehedens store Tragedie!

Hvert tiende Aar gjentages dette Folkeskuespil, i vor Tid den sidste Levning af Middelalderens »Mysterier«. Fra Slægt til Slægt er Spil og Handling gaaet i Arv, en kort Tid bleve de henlagte, men da i Aaret 1633 en pestagtig Sygdom angreb hele Egnen, besluttede Menigheden til Erindring om Befrielsen fra dette Onde, at gjentage til Opbyggelse og Bestyrkelse i Tro og christelig Vandel deres fromme Skuespil. Det er nu omtrent halvhundrede Aar siden, at dette fik et nyt og høiere Opsving, idet en Geistlig fra det nærliggende Kloster Ettal bearbeidede den gamle Text og bortskar de burleske Scener med Djævelen; en fattelig, ikke uheldig Musik, blev af Landsbyens Organist underlagt Ordene.

Folkeskuespillet, siger Devrient, maa i Tidernes Løb kunne udvikle sig efter dette Mynster, en Skueplads udvikle sig, hvor Folket saaledes faaer at see og kjende sit Lands Historie, Slægternes Kamp og Fremadskriden, ikke læse sig til det af Bøger! –

Passions-Skuespillet i Oberammergau tog iaar sin Begyndelse den 28de Mai, og vedvarer endnu, omtrent eengang ugentlig, indtil den 16 September. Fra München derhen er Reisen ikke besværlig, i een Time naaer man paa Jernbane til Starnberg, hvor et Dampskib, i et lignende Tidsmaal, fører over Søen; denne Vei toge vi for at overvære Forestillingen, der gaves den anden Juli. Uagtet vi kom to Dage forud, var Dampskibet overfyldt og ved Landingsstedet Seeshaupt stor Trængsel og Støi for at erholde Plads i een af de mange forskjellige Befordringer, som her fandtes; vi opnaaede at erholde en Eenspænder og strax gik det afsted i Skylregn og stegende Solskin, over Murnau, hvor Mange søgte Natteqvarteer, og ind i Bjergene forbi Klosteret Ettal. Veien var overfyldt af Kjørende og Gaaende, »Valfart«-Vandrende kom syngende og bedende; endelig, efter sex Timers god Kjørsel, saae vi Kirken i Oberammergau skinne foran os; Klokkerne klang og Geværskud løde, saa Bjergene gave Eccho. Her var et Liv og Røre inde i Husene og udenfor, Kjøbstadfolk og Bønder, Damer i Crinoline og Bønderpiger i deres Nationaldragt, bevægede sig imellem hverandre. Som en kjær Gjest, ikke som en Fremmed, modtoges og herbergeredes for en ringe Betaling Enhver, som kom. Beboerne leve mest af at skære i Træ, nu hvilede alt Arbeide, det var deres Tiaarsfest, den de Fremmede saa langt borte fra kom for at tage Deel i. Mine Venner i München havde skrevet og sørget for, at jeg blev ganske fortræffelig optaget. Stedets Præst Daisenberger, der har skrevet og udgivet Oberammergaus Historie, modtog mig med stor Gjestfrihed, jeg fik en lys, stor Stue; Gangen udenfor var smykket med Bøger og fromme Billeder. Her fra Vinduerne kunde jeg see næsten omkring i hele Byen, hvis Huse prangede med Helgenbilleder, malede al fresco. Uagtet det igjen tog paa at regne, blev Færdselen udenfor lige livlig. Gaden saae ud, ovenfra, som havde den en bevægelig Brolægning af udspændte brogede Paraplyer; Omnibus fulgte paa Omnibus, den ene mere overfyldt end den anden. Jeg mødte endeel Bekjendte og Venner ogsaa fra Kjøbenhavn, saaledes fra det kongelige Theater Hr. Eckardt og Hr. Scharff, fra Berlin den berømte Skuespillerinde Charlotte v. Hagen, nu Baronesse von Ofen. Byens Folk syntes ret at glæde sig ved at høre, man kom rigtig langt borte fra til deres Fest, og da jeg nævnede mit Fædreland Danmark, vidste man Besked derom, eet af deres egne Byesbørn, en født Oberammergauer, var jo for mange Aar siden reist til Kjøbenhavn og blevet der, hans Navn var Blankensteiner, jeg erindrer baade ham og hans Boutik paa Kjøbmagergade.

Hele Natten lød Sang og Musik udenfor, der var stor Bevægelse, men ingen Vildskab. Det regnede om Morgenen, da Pastor Daisenberger førte mig til Theatret, der af Bjelker og Bræder var reist paa en smuk grøn Eng udenfor Byen. Signalskud løde, Trængselen derud var stor; Mødre bare deres smaa Børn, som i fuld Stads med flettet Haar snart skulde optræde i de levende Billeder eller agere Jerusalems Ungdom; jeg spurgte en lille Pige, klædt i Hvidt med Krands om Haaret, hvad hun forestillede, og hun svarede i Bondedialect: »a Genus«, en Genius skulde hun være. Tilskuerpladsen rummer 6000 Mennesker, desuagtet er det dog hændet denne Sommer, at flere Tusinder ere komne til, end der kunde indlades, og man har den paafølgende Dag maattet gjentage Forestillingen.

Klokken var halv otte, da vi kom herud, en halv Time efter vilde Passions-Skuespillet begynde, og kun afbrudt ved een Times Hvile, vedvare indtil Klokken fem om Eftermiddagen. Man havde forundt mig, at jeg Aftenen forud valgte min Plads, jeg havde saaledes en af de bedste, midt for, hvor jeg og nogle andre Gjester hver fik en Stol at sidde paa. Det regnede, Ingen turde benytte Paraply, da denne tog Udsigten bort for dem bag ved, altsaa sadde vi der i Regnen, og man fortalte, at ved de første Forestillinger iaar havde det sneet, saa at Snefnokkene fygede hen over Scenen. Regnen holdt imidlertid snart op, men Himlen var bedækket med Skyer, Vinden susede hen over os, Fuglene kom og fløi igjen; det hele store Bjerglandskab med Skove, Græsgange og Byer saae vi rundt om os; jeg maatte tænke paa de gamle indiske Skuespil i det Frie, hvor »Sakuntala« blev opført. Foran os, hvor Orchestret var besat med musicerende Bjergboer, hævede sig Skuepladsen, hvis forreste Deel, der strakte sig i hele Tilskuer-Rækkens Brede, var Scenen for Choret og Chorførerne, der traadte op fra hver Side, og stillede sig saaledes, at den høieste stod i Midten og derpaa den mindre og atter den mindre. – Sang, Recitativ og Chorførerens Tale indledte og forbandt den storartede Handling, med en Virkning som Chorene i de græske Tragedier, om hvilke det Hele ogsaa særligt erindrede. Her løde smukke Stemmer, et godt Foredrag og Alt udførtes med en forbausende Nøiagtighed.

Midt paa selve Scenen var reist det egenlige Theater med bevægeligt Forhæng, Coulisser, Bagtæpper og Soufitter, Alt hvad der hører til Sceneforandring. I Frontespicen var afmalet Troen, Haabet og Kjærligheden. Theatret selv begrændsedes paa hver Side af en smal Bygning med Altan, paa hvilke ogsaa forskjellige Scener af Lidelseshistorien fremstilledes; Bygningen til Høire for Tilskuerne antydede Ypperstepræstens Huus, i Bygningen tilvenstre boede Pilatus; fra begge Huse hvælvede sig en stor Bue, gjennem hvilken man saae ind i Jerusalems Gader. Tilskuerne havde saaledes, paa en Maade, fem forskjellige Skuepladse for sig, og dertil endnu den store aabne Forgrund, hvor Choret virkede; alle bleve benyttede, snart enkeltviis, snart i Forening, eftersom Handlingen forlangte det.

Chorføreren, en smuk, ung Mand, med ædel Gang og Holdning, traadte op. Chorsangen blev ligesom illustreret ved levende Billeder fra det gamle Testamente. Personerne, selv fireaars Børn, stode her saa ubevægelige og saa længe, som jeg aldrig har oplevet det før.

Indtoget i Jerusalem begyndte med jublende Børn, der svingede Palmegrene, Christus i lilla Tunika og mørkerød Kappe, ridende paa et Esel, kom igjennem Jerusalems Gader, hvor brogede Tepper bredtes ud for ham. Hans Holdning var ædel, en hellig Alvor lyste fra det smukke Ansigt, ligesom han ogsaa ved Haaret og Skjæget mindede om de gamle Mesteres Billeder. Man fornam, at Fremstilleren var gjennemtrængt af Tro og dyb Alvor. Gjennem hele den store Handling viste han en Ro, en Skjønhed, der maatte gribe Enhver. Ingen Skuespiller, selv den største, kunde gjøre ham det efter. Det var ikke Komediespil, det var en hellig Stemning, en Leven ind i Christus-Mennesket. Man fortalte os, at de Personer, som Menigheden eenstemmigt overdroge de hellige Roller, maatte være af pletfri Vandel og at navnlig Fremstilleren af Christus altid førend Passions-Skuespillets Begyndelse nød Alterens Sacramente til Indvielse; iaar var det en ung Billedskærer Schauer; man sagde, at den aandelige og legemlige Anstrengelse i den Grad betog ham, at han efter Forestillingen ikke mægtede at nyde Noget eller tale med Nogen, førend han i Eensomhed i Bjergene havde samlet sig.

Da efter Indtoget i Jerusalem Christus jog Kræmmerne ud af Templet, fløi de frigjorte Duer hen over os Tilskuere, ud i Guds frie Natur, der forunderligt smeltede sammen med det konstige Sceneri. I rig Afvexling fulgte nu Begivenhederne: det høie Raads Anslag, Afskeden i Bethania og Nadverens Indstiftelse; Alt ordnet med konstnerisk Haand, Dragterne dertil rige og correcte. De større Grupper bestode af flere hundrede Personer, fortræffeligt stillede og af stor malerisk Virkning; især udmærkede sig Fremstillingen af den unge Tobias, der ledsaget af Engelen forlader sit Fædrehuus; ligesaa smukt var Billedet med Job, omgivet af sine Venner.

Rask skred den dramatiske Handling fremad; Forræderiet af Judas indlededes ved Billedet af Joseph, der sælges af sine Brødre. Judas selv blev fremstillet med gribende Sandhed; mesterlig var Maaden, hvorpaa han i Synedriet besaae og talte Sølvpengene; man følte sig rystet ved hans Fortvivlelse og Død; her var ikke Tanke om at virke paa Tilskuerne, at gjøre glimrende Udgange og vinde Bifald, Fremstilleren gjennemlevede i sig selv hvad Judas havde lidt. Med lignende Sandhed og dramatisk Kraft blev Pilatus givet af den Mand, som, sidst for ti Aar siden, havde udført Christus.

Scenerne, hvor Jesus føres fra Herodes til Pilatus, kunde forkortes, her var for megen Gjentagelse, imidlertid faldt Replikkerne Slag i Slag; Synedriet, Folkescenerne, bleve givne med dramatisk Liv, man skulde ikke troe, at det var Bønder, som opførte dette Skuespil. Jeg talte med et par Theaterkyndige, Konstnere fra Tydsklands betydeligste Theatre, og de gjentoge i Overbeviisning, hvad allerede Devrient har bemærket, at hver dygtig Scenearrangeur endnu kunde lære en heel Deel ved at komme til Oberammergau og drage Nytte af at see, hvorledes Folkemasserne her ordnedes og bevægedes paa Scenen i den femdeelte Skueplads med sin store Forgrund. Snart lød Dialogen fra de aabne Altaner, snart bevægede de Spillende sig i Dybden af det midterste Theater, snart gjennem de aabne Gader og frem i Forgrunden, Scenen aabnede og lukkede sig vexelviis; Skrigene: »Giv os Barrabas fri!« rungede bag Scenen, rungede fra Folket i Gaden og fra den aabne Plads, og her bar Christus sit Kors, da han med de bundne Røvere vandrede til Golgatha, Menneskevrimlen var overvældende stor og dog traadte i denne saa tydeligt frem: Disciplene, Jesu Moder og Marie Magdalene; – de Scener, hvori Christus blev haanet og spottet, gaves med en Skjønhed, saa at Intet virkede forstyrrende paa Stemningen, men pinlig, neppe til at udholde, var Korsfæstelsen; altfor naturlig, lige til Blodet om Naglerne, blev den fremstillet. Over en halv Time hang den Korsfæstede der, og uskjønt var det at see, da Soldaterne knuste Røvernes Been og joge Spydet i Siden paa Christus, saa at Blodet strømmede ud.

Derimod opløftende og givet med Inderlighed og Forvisning var Dødsøieblikket, hvor Frelseren bøiede sit Hoved. Lydløst blev der rundt om, og uagtet Nedtagelsen af Korset, i sin rystende Naturlighed, varede vist et Qvarteer, hørte man kun hist og her den undertrykte Graad.

Vi havde ved den hele Forestilling havt afvexlende Regn og Blæst, hele Tiden graat Veir, men tilfældigt, idet Christus sænkedes i Graven, brød Solen frem og belyste Skuepladsen, Tilskuerne, den hele Egn; Fuglene sang og fløi hen over os; det var et Øieblik, man aldrig glemmer!

Under Lidelses-Scenerne var Choret iført sorte Silkekapper, ved Opstandelsen viste det sig atter i broget Klædning og jublede Lovsangen. Det hele Skuespil var som en Kirkegang, hvor Prædiken ikke blot hørtes, men blev seet levendegjort; opbygget gik vist Enhver herfra, opfyldt af den Kjærligheds Sjæl, der gav sig selv hen for ufødte Slægter.

Ingen vild Lystighed hørtes, Fodgængere, i store Skarer, droge afsted; Vogn fulgte paa Vogn, der blev mere og mere stille i Landsbyen, som var det en hellig Festaften. Menneskehedens store Tragedie havde vi fornummet, et storartet Folkeskuespil havde vi seet opført; – nye Slægter, om Aartusinder, skulde maaskee saaledes, men i større Fuldendthed, see fremstillet Rigers og Verdens hensvundne Begivenheder.

Bjergtoppene skinnede i Solglands, et Alpehorn klang fra Græsgangene; det blev Aften, det blev den stille, stjerneklare Nat.

Passions-Skuespillet i Oberammergau i 1860

Trykt første gang i Illustreret Tidende, 1. bind nr. 47, 19. august 1860 s. 385-386.

BFN 811

200
Oberammergaulandsby i Voralpen i Bayern sydvest for München (se kort), hvor der siden 1634 med enkelte undtagelser hvert tiende år har været opført spil over Jesu lidelseshistorie fra maj til september. Hver af de ca. 100 opførelser varer fra morgen til aften og varetages af lokale amatører.
Eduard Devrient(1801-1877), skuespiller og dramaturg.
Profanere(nde)vanhellige.
Mysterierordet betegner i antikken hemmelige, kultiske handlinger, som kun de indviede deltager i; den kristne middelaldertradition bruger ordet om kirkespil, især om Jesu lidelse og død.
201
herberge(redes)indkvartere.
DaisenbergerJoseph Alois Daisenberger (1799-1883), sognepræst i Oberammergau fra 1845 til sin død; ændrede i samarbejde med Devrient i 1850’erne passionsspillenes form.
Oberammergaus HistorieGeschichte des Dorfes Oberammergau, Oberbayerisches Archiv 20, 1858.
al fresco(italiensk) på det friske, dvs. maleriet udføres på det våde murpuds.
Omnibushestetrukket offentligt transportmiddel.
Hr. Eckardt og Hr. Scharffvenneparret skuespiller Lauritz Eckhardt (1829-1889) og balletdanser Harald Scharff (1836-1912), begge ansat ved Det Kgl. Teater.
Charlotte v. HagenCharlotte von Hagn (1809-1891), tysk skuespillerinde, gift 1846-1851 med godsejer Alexander von Oven.
202
Blankensteiner … paa Kjøbmagergadepå den tid C.A. Blankensteiner, kunst- og legetøjshandel, nr. 68, nu nr. 7.
Genus(latin) køn (navneord).
Genius(latin) ånd.
Snefnokkenesnefnuggene.
»Sakuntala«den indiske digter Kalidasas skuespil om denne sagnprinsesse er Indiens berømteste litteraturværk (300-400 tallet); dansk oversættelse ved Martin Hammerichs, 1845.
Recitativmellemting mellem tale og sang.
203
Soufittersoffitter, nedhængende teaterdekorationer (forestiller loft, himmel o.l.).
Frontespice(n)frontispice, gavllignende forparti.
PilatusPontius Pilatus, romersk statholder (præfekt) i Judæa på Jesu tid, if. historikeren Josefus i årene 26-36.
Tunikavid romersk underklædning.
Indtoget … ud af TempletMarkus 11,1-11 og 11,1518 og parallelsteder i de øvrige evangelier.
konstigekunstfærdige.
det høie Raads Anslag … Nadverens Indstiftelsejf. Markus 14,1-2, 14,3-9 og 14,12-31.
204
TobiasTobits Bog er en af Det Gamle Testamentes apokryfe bøger. Tobias forlader sit barndomshjem som »Prolog und Vorbild«, dvs. fortale og forbillede (præfiguration) for Jesu afsked med moder og venner.
Jobifølge Jobs Bog er han omgivet af sine venner, men de håner ham for hans lidelser, som siden hen Jesus hånes.
Forræderiet af Judasjf. Markus 14,10-11.
Josephjf. 1. Mosebog 37.
Synedrietdet højeste jødiske råd, »Rådet«.
fra Herodes til Pilatusjf. Lukas 23; Herodes Antipas (ca. 20 f.Kr.- ca. 45 e.Kr.) herskede siden 4. f.Kr. over Galiæa og Peræa.
Giv os Barrabas frijf. Markus 15,11-15.
Golgathajf. Markus 15,22.
Korsfæstelsenjf. Markus 15,24-28.
Spydet i Sidenjf. Johannes 19,34.
205
sænkedes i Gravenjf. Markus 15,42-47.

Del

[Sassy_Social_Share]