H.C. Andersen

Pebersvendens nathue

Der er i København en gade som har det underlige navn »Hyskenstræde«, og hvorfor hedder den det, og hvad har det at betyde? Det skal være tysk, men der har man gjort tysken uret: »Häuschen«, skulle man sige, og det betyder: små huse. Disse der dengang, og det i mange åringer, var ikke stort andet end træboder, næsten som vi nu ser dem stillet op på markederne. Ja, lidt større vel og med vinduer, men ruderne var af horn eller blæreskind, thi den tid var det for dyrt at have glasruder i alle huse, men det er også så langt tilbage i tiden at oldefars oldefar, da han fortalte derom, også kaldte det: i gamle dage; det er flere hundrede år siden.

De rige købmænd i Bremen og Lübeck drev handelen i København. Selv kom de ikke herop, de sendte deres svende, og de boede i træboderne i »Småhusenes gade« og holdt udsalget af øl og krydderi. Det var nu så dejligt det tyske øl, og der var så mange slags, bremer-, prysing-, emserøl – ja, Braunschweiger-Mumme, og så alle de krydderier, sådanne som safran, anis, ingefær og især peber, ja, det var nu det betydeligste her, og derfor fik de tyske svende i Danmark navnet: pebersvende, og det var en forpligtelse de måtte indgå hjemme, at de heroppe ikke turde gifte sig. Mange af dem blev så gamle, selv måtte de sørge for sig, pusle om sig, selv slukke deres ild, om de havde nogen. Nogle blev sådanne enlige, gamle karle med egne tanker og egne vaner. Efter dem kalder man nu hver ugift mandsperson der er kommet i nogenlunde sat alder, en »pebersvend«. Alt det må man vide for at forstå historien.

Man gør løjer med pebersvenden, siger han skal have nathue på, trække den ned over øjnene og gå at lægge sig:

»Skære, skære brænde,

o ve de pebersvende –

til sengs med dem en nathue går,

de selv der’ lys må tænde!« –

Ja, det synger man om dem! Man spotter pebersvenden og hans nathue – just fordi man kender så lidt til ham og til den – ak, den nathue skal man da aldrig ønske sig! Og hvorfor ikke? Ja, hør!

Omme i småhusenes gade, i de ældste tider, var der ingen brolægning, folk trådte i hul ved hul som i en opkørt hulvej, og snævert var der: Boderne stod op til hinanden og så nær genbos at i sommertiden spændtes tit et segl over gaden fra en bod til en anden, og så lugtede der imellem så krydret af peber, safran og ingefær. Bag disken stod ikke mangen ungersvend, nej, det var mest gamle fyre, og de var nu slet ikke, som vi tænker os, klædt med paryk eller nathue, med skægsbukser, vest og kjole knappet helt op, nej, sådan gik oldefars oldefar klædt, og sådan er han afmalet. Pebersvendene havde ikke råd til at lade sig afmale, og det havde dog nok været værd nu at eje et billede af en af dem således som han stod der bag disken eller i højtidsdagene vandrede til kirken. Hatten var bredskygget og højpuldet, og tit stak en af de yngste svende en fjer i sin. Den uldne skjorte blev skjult ved en nedslået linnedkrave, trøjen sad snævert knappet til, kappen løs ovenover, og bukserne gik lige ned i de bredsnudede sko, for strømper bar de ikke. I bæltet sad madkniven og skeen, ja, der sad endnu en stor kniv til at forsvare sig med, og den gjordes tit behov i de tider. Sådan netop gik klædt på festdagene gamle Anthon, en af småhusenes ældste pebersvende, kun havde han ikke den højpuldede hat, men en kabuds og under den en strikket hue, en rigtig nathue, den havde han så ganske vænnet sig til, den blev altid på, og han ejede hele to af den slags. Han var just til at male, han var så pindmager, så rynket om mund og øjne, havde lange knoklede fingre og gråbuskede øjenbryn. Over det venstre øje hang der en hel tot, kønt var det vel ikke, men det gjorde ham så kendelig. Man vidste om ham at han var fra Bremen, men der var han egentlig ikke fra, der boede hans herre, selv var han fra Thüringen, fra den stad Eisenach, tæt under Wartburg. Derom talte gamle Anthon ikke meget, men han tænkte derpå des mere!

De gamle svende i gaden kom ikke meget sammen, hver blev i sin bod, der tidlig på aftenen lukkedes, og da så der sort ud, der kom kun et mat lysskær ud gennem den lille hornrude på taget, hvor indenfor, som oftest på sin seng, den gamle karl sad med sin tyske sangbog og kvædede sin aftensalme, eller han gik endnu langt ud på natten og puslede med hvad der kunne være. Morsomt var det bestemt ikke, fremmed i et fremmed land er en bitterlig stand; man kommer slet ingen ved uden man skulle stå dem i vejen.

Tit når det var rigtig sort nat udenfor med regn og rusk, kunne her være så skummelt og øde. Lygter så man ikke uden den eneste og meget lille der hang netop ud for den ene ende af gaden foran den hellige jomfrus billede der var malet på muren. Man hørte vandet ordentligt skvulpe og plaske mod bjælkeværket nær ved, ud for Slotsholm, som den anden ende af gaden vendte imod. Sådanne aftener blev lange og ensomme tog man sig ikke noget for: Pakke ud og pakke ind, gøre kræmmerhuse og polere vægtskåle er ikke nødvendigt hver dag, men så tager man sig andet for, og det gjorde gamle Anthon, han syede selv på sit tøj, lappede på sine sko. Når så endelig han kom til sengs, ja, så beholdt han, efter sædvane, nathuen på, trak den endnu lidt længere ned, men snart igen trak han den op for at se om ikke lyset var vel slukket, han følte på det, klemte vægen, og så lagde han sig igen og om på den anden side og fik igen nathuen ned. Men tit kom så i det samme den tanke: Mon vel i den lille ildpotte nede hvert kul var helt udbrændt, tilbørlig dæmpet, en lille gnist kunne der endnu være blevet, den kunne tænde og gøre fortræd. Og så stod han op af sin seng, krøb ned ad stigen, trappe kunne den ikke kaldes, og når han så kom til ildpotten, var der ikke gnist at se, og han kunne vende om igen. Men tit kom han kun halvvejen, så var han uvis om jernstangen var sat for døren, om krampen var for skodderne, ja, så måtte han ned på de tynde ben. Han frøs, tænderne klaprede da han krøb i seng, for kulde kommer først rigtig skrap når den ved den skal væk. Dynen trak han højere op over sig, nathuen mere ned over øjnene og vendte nu tankerne bort fra dagens handel og besvær, men det blev ikke til behagelighed, for da kom gamle minder og hang sine gardiner op, og de har sommetider knappenåle som man stikker sig på. »Av!« siger man, og stikker de ind i det blodige kød og brænder, så kan man få tårer i øjnene derved, og det fik også gamle Anthon tit, der kom hede tårer, de klareste perler. De faldt på sengedynen eller på gulvet, og da klang de som om en smertens streng sprang, så hjertefuldt. De fordunstede nok, de blussede op i flamme, men de belyste da et livsbillede for ham, det der aldrig forsvandt af hans hjerte. Tørrede han så øjnene med nathuen, ja, så knustes tåren og billedet, men kilden til det var og blev, den lå i hans hjerte. Billederne kom ikke som de fulgte i virkeligheden, oftest kom de smerteligste, også de glad vemodige lyste frem, men just de kastede nu de stærkeste skygger.

»Dejlig er bøgeskoven i Danmark!« sagde man, men dejligere løftede sig dog for Anthon bøgeskoven i egnen ved Wartburg. Mægtigere og mere ærværdige syntes ham de gamle ege oppe om den stolte ridderborg, hvor slyngplanterne hang hen over klippens stenblokke. Sødere duftede æbletræernes blomster dér end i det danske land, levende følte og fornemmede han det endnu. En tåre trillede, klang og lyste: Han så tydeligt i den to småbørn, en dreng og en pige, lege. Drengen havde røde kinder, gule krøllede hår, ærlige blå øjne, det var den rige kræmmers søn, lille Anthon, ham selv. Den lille pige havde brune øjne og sort hår, kæk og klog så hun ud, det var borgmesterens datter Molly. De to legede med et æble, de rystede det og hørte hvorledes kernerne raslede indeni. Æblet skar de over og fik hver et stykke. De delte kernerne mellem sig og spiste dem, på én nær, den skulle lægges i jorden, mente den lille pige.

»Så skal du se hvad der kommer ud af det, der kommer noget som du slet ikke tænker dig, der kommer et helt æbletræ, men ikke lige straks!«

Og kernen plantede de i en urtepotte, begge to var ivrige dermed. Drengen gravede hul i jorden med sin finger, den lille pige lagde kernen ned, og begge to dækkede jorden til.

»Nu må du ikke i morgen tage den op for at se om den har fået rod,« sagde hun, »det må man ikke! Det gjorde jeg med mine blomster, kun to gange, jeg ville se om de groede, da havde jeg ikke bedre forstand, og blomsterne døde!«

Urtepotten blev hos Anthon, og hver morgen, hele vinteren så han til den, men der var kun den sorte jord at se. Nu kom foråret, solen skinnede så varmt, da pippede der frem i urtepotten to små grønne blade.

»Det er mig og Molly!« sagde Anthon, »det er yndigt, det er mageløst!«

Snart kom der et tredje blad; hvem betyder det? Ja, der kom et og et endnu! Hver dag og uge blev det større og større, planten blev et helt træ. Og dette, alt sammen, afspejlede sig nu i en eneste tåre, der knustes og forsvandt, men den kunne komme igen fra vældet – fra gamle Anthons hjerte.

Nær ved Eisenach strækker sig en række stenede bjerge, ét runder sig frem og har hverken træer, buske eller græs, det kaldes Venusbjerget. Derinde bor fru Venus, en afgudskvinde fra hedensk tid, fru Holle, kaldtes hun, det vidste og ved endnu hvert barn i Eisenach. Ind til sig havde hun lokket den ædle ridder Tannhäuser, minnesangeren fra Wartburgs sangerkreds.

Lille Molly og Anthon stod tit ved bjerget, og engang sagde hun: »Tør du banke på og sige: Fru Holle! Fru Holle! Luk op, her er Tannhäuser!« men det turde Anthon ikke. Molly turde det, dog kun de ord: »Fru Holle! Fru Holle!« sagde hun højt og tydeligt, resten talte hun således hen i vinden, så utydeligt, at Anthon var vis på hun ikke havde sagt noget egentligt. Så kæk så hun ud, så kæk som når hun sommetider med andre småpiger traf sammen i haven med ham, og de da alle ville kysse ham just fordi han ikke ville kysses, og slog fra sig, hun alene vovede det.

»Jeg tør kysse ham!« sagde hun stolt og tog ham om halsen. Det var hendes forfængelighed, og Anthon fandt sig deri, tænkte slet ikke derover. Hvor var hun yndig, hvor var hun kæk. Fru Holle i bjerget skulle også være dejlig, men den dejlighed havde man sagt, var det ondes forførende skønhed. Den højeste dejlighed derimod var en sådan som fandtes hos den hellige Elisabeth, landets beskyttende helgeninde, den fromme thüringske fyrstinde, hvis gode gerninger gennem sagn og legende forherligede her så mangt et sted. I kapellet hang hendes billede med sølvlamper om – dog hun lignede slet ikke Molly.

Æbletræet de to børn havde plantet, voksede år for år, det blev så stort at det måtte plantes ud i haven i den friske luft, hvor duggen faldt, hvor solen skinnede varmt, og det fik kræfter til at stå vinteren imod med, og efter vinterens hårde tryk var det ligesom om det af glæde i foråret satte blomster. I høsten havde det to æbler, ét for Molly, ét for Anthon, mindre kunne det ikke godt være.

Træet havde skyndt sig frem, Molly voksede som træet, hun var frisk som en æbleblomst, men længe skulle han ikke se på den blomst. Alting skifter, alting veksler! Mollys far forlod det gamle hjem, og Molly fulgte med, langt bort – ja, i vor tid er det ved dampen kun nogle timers rejse, men dengang brugte man mere end nat og dag til at komme så langt østerpå fra Eisenach, det var helt i den yderste kant af Thüringen, til den stad der endnu kaldes Weimar.

Og Molly græd, og Anthon græd – alle de tårer, ja, de randt nu i en eneste tåre, og den havde glædens røde, dejlige lys. Molly havde sagt ham hun holdt af ham mere end af al herlighed i Weimar.

Der gik et år, der gik to, tre, og i al den tid kom to breve, det ene bragte fragtmanden, det andet havde en rejsende med. Det var en vej, lang, tung og i bugter, forbi stæder og byer.

Hvor tit havde ikke Anthon og Molly sammen hørt historien om Tristan og Isolde, og så ofte havde han tænkt derved sig og Molly, skønt navnet Tristan skulle betyde at »han var født dem i sorg«, og det passede ikke på Anthon, han ville heller aldrig som Tristan kunne få i tanke, »hun har glemt mig!« men Isolde glemte jo også heller ikke sin hjertens ven, og da de begge var døde og jordede på hver sin side af kirken, voksede lindetræerne fra gravene hen over kirketaget og mødtes blomstrende der. Det var så smukt, syntes Anthon, og dog så sørgeligt – men sørgeligt kunne det ikke blive med ham og Molly, og så fløjtede han en vise af minnesangeren, Walther von der Vogelweide:

»Under linden ved heden –!«

Og især klang så dejligt i den:

»Ud for skoven, i den stille dal,

tandaradai!

sang dertil en nattergal!«

Den vise kom ham altid på tunge, den sang og fløjtede han i den måneklare nat da han til hest i den dybe hulvej red af sted for at nå til Weimar og gæste Molly. Han ville komme uventet, og han kom uventet.

Velkommen fik han, vin fuldt op i bægeret, muntert selskab, fornemt selskab, en hyggelig stue og en god seng, og dog var der slet ikke som han havde tænkt og drømt sig. Han forstod ikke sig, han forstod ikke de andre, men vi kan forstå det! Man kan være i huset, i familie, og gror dog ikke fast, man samtaler som man samtaler i en postvogn, kender hinanden som man kender hinanden i en postvogn, generer hinanden, ønsker at man var af sted, eller at vor gode nabo var af sted. Ja, sådan noget fornemmede Anthon.

»Jeg er en ærlig pige!« sagde Molly til ham, »jeg vil selv sige dig det! Meget har forandret sig siden vi var sammen som børn, det er anderledes udenom og indeni. Vane og vilje har ikke magt over vort hjerte. Anthon! Jeg vil ikke have en uven i dig, nu jeg snart er langt borte herfra. – Tro mig, jeg har en god tanke for dig, men holde af dig som jeg nu ved at man kan holde af et andet menneske, det har jeg aldrig gjort! – Det må du finde dig i! – Farvel, Anthon!«

Og Anthon sagde også farvel. Der kom ikke tåre skabt i hans øjne, men han fornemmede at han ikke længere var Mollys ven. Den gloende jernstang og den frosne jernstang bider huden af vor læbe med lige fornemmelse for os når vi kysser den, og han kyssede lige stærkt ind i kærlighed som i had.

Ikke et døgn var Anthon om at nå hjem igen til Eisenach, men hesten han red på blev også spoleret.

»Hvad siger det!« sagde han, »jeg er spoleret, og jeg vil spolere alt hvad der kan minde mig om hende: fru Holle, fru Venus, du hedenske kvinde! Æbletræet skal jeg knække og brække, rykke op med rod, aldrig skal det blomstre mere og sætte frugt!«

Men træet blev ikke lagt øde, selv var han lagt øde og lå i feber på sin seng. Hvad kunne hjælpe ham op igen? Der kom en medicin der kunne det, den bitreste der findes, den der ryster op i den syge krop og den krympende sjæl. Anthons far var ikke længere den rige købmand. De tunge dage, prøvelsens dage, stod for døren, ulykken væltede ind, som store søer kom den i det engang rige hus. Faren blev en fattig mand, sorg og ulykke lamslog ham. Da fik Anthon andet at tænke på end kærestesorg og at være vred på Molly. Han måtte nu være far og mor i huset, han måtte ordne, hjælpe, tage ordentligt fat, selv ud i den vide verden og tjene for sit brød.

Til Bremen kom han, prøvede nød og tunge dage, og de gør sindet hårdt eller blødt, tit alt for blødt. Hvor langt anderledes var dog verden og menneskene dér end han havde tænkt sig i barndoms tid. Hvad var ham nu minnesangernes viser, kling og klang, mundsvejr! Ja, det var hans mening sommetider, men andre tider klang de sange ham inde i sjælen, og han blev from i sind.

»Guds vilje er den bedste!« sagde han da, »godt var det at Vorherre ikke lod Mollys hjerte hænge ved mig, hvad skulle det have ført til nu da lykken således har vendt sig. Hun slap mig før hun vidste eller tænkte på dette omslag fra velstands dage der forestod. Det var en Herrens nåde mod mig, alt er sket på det bedste! Alt sket viseligt! Hun kunne ikke derfor, og jeg har været hende så bittert fjendsk!«

Og åringer gik; Anthons far var død, fremmede boede i fædrehuset. Anthon skulle dog se det igen, hans rige herre sendte ham i rejseærinde, og da kom han gennem sin fødeby Eisenach. Det gamle Wartburg stod uforandret deroppe på fjeldet, med »Munken og Nonnen« i stenblokken. De mægtige egetræer gav samme omrids til det hele som i barndomstid. Venusbjerget skinnede nøgent gråligt frem i dalen. Gerne havde han sagt: »Fru Holle, fru Holle! Luk bjerget op! Så bliver jeg dog der på hjemmets grund!«

Det var en syndig tanke, og han slog kors for sig. Da sang en lille fugl fra busken, og den gamle minnevise kom ham i tanke:

»Ud for skoven, i den stille dal,

tandaradai,

sang dertil en nattergal!«

Han huskede på så meget, her ved sin barndoms by, den han genså gennem tårer. Fædrehuset stod som før, men haven var omlagt, en markvej førte hen over et hjørne af den gamle havegrund, og æbletræet, det han ikke havde fået ødelagt, stod der, men uden for haven, på den anden side af vejen, dog solen skinnede på det som før, og duggen faldt på det som før, det bar rigelig frugt, der bøjede grenene ned mod jorden.

»Det trives!« sagde han, »det kan det!«

En af de store grene på det var dog knækket, kåde hænder havde gjort det, træet stod jo ved alfarvej.

»Man bryder af dets blomster uden at sige tak, man stjæler af frugten og knækker grenene. Her kunne siges, dersom man kan tale om et træ som om et menneske: Det var ikke sunget for træets vugge at det skulle sådan stå. Det begyndte sin historie så smukt, og hvad kom der ud af den? Forladt og glemt, et havetræ på grøften, ved mark og landevej! Der står det uden læ, rusket og knækket! Det visner vel ikke deraf, men med årene bliver blomsterne færre, frugterne ingen og til sidst – ja, så er historien ude!«

Det tænkte Anthon dér under træet, det tænkte han mangen nat i det lille ensomme kammer i træhuset i fremmed land i småhusenes gade i København, hvorhen hans rige herre, købmanden i Bremen, havde sendt ham og betinget at han ikke måtte gifte sig.

»Gifte sig! Ho, ho!« lo han så dybt og underligt.

Vinteren var kommet tidlig, det frøs skrapt. Udenfor var en snestorm så at enhver der kunne det, holdt sig inden døre. Derfor var det også at Anthons genboer ikke lagde mærke til at hans bod hele to dage ikke blev åbnet, han selv slet ikke viste sig, hvem gik ud i det vejr når man kunne lade være?

Det var grå, mørke dage, og i boden, hvor ruderne jo ikke var af glas, blev kun tusmørke og bælgmørk nat. Gamle Anthon havde i to dage slet ikke forladt sin seng, han ejede ikke kræfter dertil. Det hårde vejr ude havde han længe fornemmet i sine lemmer. Forladt lå den gamle pebersvend og kunne ikke hjælpe sig, knap kunne han række til vandkrukken, den han havde stillet uden for sengen, og den sidste dråbe var også drukket. Det var ikke feber, ikke sygdom, det var alderdommen der lammede ham. Det var næsten som stadig nat om ham, deroppe hvor han lå. En lille edderkop, den han ikke kunne se, spandt tilfreds og travlt sit spindelvæv hen over ham, som skulle der dog vaje lidt nyt, friskt sørgeflor dersom den gamle lukkede sine øjne.

Så lang og døsende tom var tiden. Tårer havde han ikke, smerte ikke heller. Molly var slet ikke i hans tanke. Han havde en fornemmelse af at verden og dens tummel ikke mere var hans, at han lå uden for den, ingen tænkte på ham. Et øjeblik syntes han at fornemme hunger, også tørst, – ja, han fornemmede den! Men ingen kom at vederkvæge ham, ingen ville komme. Han tænkte på dem der vansmægtede, huskede hvorledes den hellige Elisabeth da hun levede her på jorden, hun, hans hjemstavns og barndoms helgeninde, den ædle hertuginde af Thüringen, den højfornemme frue steg selv ind i den fattigste vrå og bragte den syge håb og vederkvægelse. Hendes fromme gerninger lyste ind i hans tanker, han huskede hvorledes hun kom og talte trøstens ord til dem der led, badede den lidendes sår og bragte den hungrige føde, skønt hendes strenge husbond vrededes derover. Han huskede sagnet om hende, hvorledes da hun kom med den fuldpakkede kurv hvori var vin og føde, hendes husbond, der bevogtede hendes skridt, trådte frem og i vrede spurgte hvad det var hun dér bar, hun da i skræk svarede: »Det er roser jeg har plukket i haven«, han rev dugen af, og miraklet var sket for den fromme kvinde, vinen og brødet, alt i kurven lå forvandlet til roser.

Således levede helgeninden i tankerne hos gamle Anthon, således stod hun lyslevende for hans matte syn, foran hans seng i den ringe træbod i det danske land. Han blottede sit hoved, så hende ind i de milde øjne, og alt rundt om var glans og roser, ja, disse selv bredte sig ud så duftende, en egen dejlig æbleduft fornemmede han, et blomstrende æbletræ så han det var, det strakte sig hen over ham, det var træet han med Molly havde plantet som lille kerne.

Og træet dryssede sine duftende blade ned på hans hede pande og kølede den. De faldt på hans forsmægtende læber, og det var som styrkende vin og brød, de faldt på hans bryst, og han følte sig så let, så tryg til at blunde.

»Nu sover jeg!« hviskede han stille, »søvnen gør godt! I morgen er jeg karsk og rigtig oppe igen! Dejligt! Dejligt! Æbletræet plantet i kærlighed, ser jeg i herlighed!«

Og han sov.

Dagen derpå, det var den tredje dag boden var lukket, sneen føg ikke mere, søgte genboen over til gamle Anthon, der slet ikke viste sig. Han lå udstrakt død med sin gamle nathue trykket mellem hænderne. Den fik han ikke på i kisten, han havde jo endnu en, ren og hvid.

Hvor var nu de tårer han havde grædt? Hvor var de perler? I nathuen blev de – de ægte går ikke af i vasken – med huen blev de gemt og glemt – de gamle tanker, de gamle drømme, ja, de blev endnu i pebersvendens nathue. Ønsk dig ikke den! Din pande vil den gøre alt for hed, få pulsen til at slå stærkere, bringe drømme som var de virkelighed. Det prøvede den første som fik den på, og det var dog et halvhundrede år efter, og det borgmesteren selv, der sad med kone og elleve børn, godt inden vægge. Han drømte straks om ulykkelig kærlighed, fallit og knap tæring.

»Hu, hvor den nathue varmer!« sagde han og rev den af, og der trillede en perle og atter en perle, der klang og lyste. »Det er gigten!« sagde borgmesteren, »det gnistrer mig for øjnene!«

Det var tårer, grædt for et halvhundrede år siden, grædt af gamle Anthon fra Eisenach.

Hver som siden fik den nathue på, fik rigtignok syner og drømme, hans egen historie blev til Anthons, det blev et helt eventyr, det blev mange, dem kan de andre fortælle, nu har vi fortalt det første, og med det er vort sidste ord: Ønsk dig aldrig pebersvendens nathue.

Del

[Sassy_Social_Share]