Pen og blækhus

Der blev sagt i en digters stue idet man så på hans blækhus der stod på bordet: »Det er mærkeligt, alt hvad der dog kan komme op af det blækhus! Hvad mon nu det næste bliver? Ja, det er mærkeligt!«

»Det er det!« sagde blækhuset. »Det er ubegribeligt! Det er det jeg altid siger!« sagde det til pennefjeren og til hvad andet der på bordet kunne høre det. »Det er mærkeligt, alt hvad der kan komme fra mig! Ja, det er næsten utroligt! Og jeg ved virkelig ikke selv hvad det næste bliver når mennesket begynder at øse af mig. Én dråbe af mig, den er nok til en halv side papir, og hvad kan der ikke stå på den? Jeg er noget ganske mærkeligt! Fra mig udgår alle digterens værker! Disse levende mennesker som folk tror at kende, disse inderlige følelser, dette gode humør, disse yndige skildringer af naturen – jeg begriber det ikke selv, for jeg kender ikke naturen, men det er nu engang i mig! Fra mig udgik og udgår denne hærskare svævende, yndige piger, kække riddere på fnysende gangere, Per Døver og Kirsten Kimer! Ja, jeg ved det ikke selv! Jeg forsikrer Dem, jeg tænker ikke ved det!«

»Det har De ret i!« sagde pennefjeren, »De tænker slet ikke, for tænkte De, da ville De forstå at De kun giver væske! De giver væde så at jeg kan udtale og synliggøre på papiret det jeg har i mig, det jeg skriver ned. Pennen er det som skriver! Derom tvivler intet menneske, og de fleste mennesker har da lige så god indsigt i poesien som et gammelt blækhus!«

»De har kun lidt erfaring!« sagde blækhuset. »De er jo knap en uge i tjenesten og allerede halvt opslidt. Bilder De Dem ind at De er digteren! De er kun tyende, og mange af den slags har jeg haft før De kom, og det både af gåsefamilien og af engelsk fabrik. Jeg kender både fjerpen og stålpen! Der er mange jeg har haft i tjeneste, og jeg vil få mange endnu når han, mennesket som gør bevægelserne for mig, kommer og skriver ned hvad han får ud af mit indvendige. Jeg gad nu nok vide hvad det første bliver han løfter ud af mig!«

»Blækbøtte!« sagde pennen.

Sent på aftenen kom digteren hjem, han havde været i koncert, hørt en udmærket violinspiller og var ganske opfyldt og betaget af dennes mageløse spil. Det havde været et forbavsende væld af toner han havde fået ud af instrumentet: Snart lød det som klingende vanddråber, perle på perle, snart som kvidrende fugle i kor, som bruste stormen igennem en granskov. Han troede at høre sit eget hjerte græde, men i melodi som den kan høres i en kvindes dejlige røst. Det havde været som om ikke blot violinens strenge klang, men strengestolen, ja, skruer og sangbund! Det var overordentligt! Og svært havde det været, men set ud som en leg, som om buen kun løb frem og tilbage hen over strengene, man skulle tro at enhver kunne gøre det efter. Violinen klang af sig selv, buen spillede af sig selv, de to var det som gjorde det hele, man glemte mesteren der førte dem, gav dem liv og sjæl. Mesteren glemte man, men på ham tænkte digteren, ham nævnte han og nedskrev sin tanke derved:

»Hvor tåbeligt om buen og violinen ville hovmode sig over deres gerning! Og det gør dog så tit vi mennesker, digteren, kunstneren, opfinderen i videnskaben, feltherren. Vi hovmoder os – og alle er vi dog kun instrumenterne Vorherre spiller på, ham alene æren! Vi har intet at hovmode os over!«

Ja, det skrev digteren ned, skrev det som en parabel og kaldte den »Mesteren og instrumenterne«.

»Der fik De Deres, madam!« sagde pennen til blækhuset da de to igen var ene. »De hørte ham vel læse op hvad jeg havde skrevet ned!«

»Ja, hvad jeg gav Dem at skrive!« sagde blækhuset. »Det var jo et hib til Dem for Deres hovmod! At De ikke engang kan forstå at man gør nar af Dem! Jeg gav Dem et hib lige fra mit indvendige! Jeg må dog kende min egen malice!«

»Blækholderske!« sagde pennen.

»Skrivepind!« sagde blækhuset.

Og enhver af dem havde bevidstheden om at de havde svaret godt, og det er en behagelig bevidsthed at vide at man har svaret godt, det kan man sove på, og de sov på det. Men digteren sov ikke! Tankerne vældede frem, som tonerne fra violinen, trillende som perler, brusende som stormen gennem skoven, han fornemmede sit eget hjerte deri, han fornemmede glimtet fra den evige mester.

Ham alene æren!