Om Sygeleiet sad Dit Hjertes Kjære,

Dit Faderblik var fuldt af Kjærlighed,

Du bad dem hvile, bad dem rolig’ være,

Thi længer ei Du nogen Smerte leed.

Du smilede; de saae Dig blunde stille,

Og drømte Livshaab af den Søvn, Du nød,

Men da Din Haand de trofast kysse ville,

Da var den kold – da saae de, Du var død!

Ja død! – hensovet fra hver Jordlivs Smerte,

For karsk og salig hos Din Gud at staae,

Du var Apostel i Dit Ord og Hjerte,

Vor Frelsers Mildhed i Dit Øie laae.

O gid Din Fred, Dit Sind til dem nedstige,

Hvis Hjerte bløder, hver som Haab ei veed,

Til hver, som skal forkynde Christi Rige! –

– Vor Lærers Bud var Fred og Kjærlighed.