H.C. Andersen

Phantasier og Skizzer

1831

Höi- og Velbaarne Hr. Etatsraad

H. C. Ørsted,

Ridder af Dannebrogen og Dannebrogsmand, Professor

ved Kjøbenhavns Universitet etc.

af den inderligste Taknemmelighed for hans hjertelige

Opmuntring og faderlige Raad,

med Hengivenhed og Høiagtelse

helliget

af

Forfatteren.

(Til Læserne)

Dichter lieben nicht zu schweigen,

Wollen sich der Menge zeigen,

Lob und Tadel muß ja seyn.

Göthe

(Til Recensenterne)

»Dom maa der til; men den, der dømmer,

Bør mindes vel, Geniets Frugt

Er kun et endeligt Product,

Der, født af Tiden, med den svømmer,

Han vaage for Critikkens Sag,

Før han et enkelt Værk berømmer;

Men overveie Nat og Dag,

Før han – – fordømmer.

Thi det er let at rive ned;

Det er ei heller svært at tage;

Men vanskeligt, i Tabets Sted,

At give det Forglemtes Mage

Og frelse hvad der bli’er tilbage.«

Gjenganger-Breve

Hvad jeg elsker

Det vilde Bryst maa saares, mens det saarer;

Den kjække Ørn maae over Fjeldet gaae.

Sig Hjertet øve maa i Fryd og Taarer.

Hvo skildred’, hvad hans Øie aldrig saae?

Oehlenschläger

Jeg elsker Havet, naar det stormer vildt!

Jeg elsker det, naar Fladen ligger mildt,

Og Maanen speiler sig i Dybets Blaae.

Jeg elsker Bjergene, jeg aldrig saae!

De store Floder og de dybe Dale.

Jeg elsker Skovens grønne Sommersale!

Den tause Nat med al sin Stjerne-Hær,

Og Aftenrøden i sit stærke Skjær!

Den hvide Riimfrost paa den nøgne Green;

– Men hade – nei, jeg hader ikke Een!

Jeg hader kun hver bitter, grusom Lyst!

Jeg hader Syndens Tanke i mit Bryst!

Jeg hader Mysticismens Pave-Baand!

Men elsker Barnet og hver barnlig Aand.

Jeg elsker Tanken i sin stolte Gang,

Og Tonekunsten med sin Længsels Sang!

Jeg elsker Blomsten med sin friske Duft,

Og Fuglen i den rene, frie Luft!

Jeg elsker Vennen, høit som Himlens Blaae!

Og Qvinden – – ja! een eneste jeg saae,

Og hun var Brud – det var jo ret en Lyst! –

Jeg elsker denne Længsel i mit Bryst!

Jeg elsker Graven med sin dybe Fred,

Og Tanken om den store Evighed! –

Havblik

Ἴδε, πῶς ϰῦμα θαλάσσης

ἁπαλύνεται γαλήνη.

Anacreon

Har Du seet Havet i en klar og stille Nat,

Naar Fladen ligger som et Speil saa glat,

Hvor Himlens halve Kugle, stjerneklar,

Afbilder sig i Fladens dunkle Glar,

Og i det Grændseløse mellem begge,

Som Centrum staaer den lette Bølge-Snekke?

Hvad følte Du vel da? – Du smælted’ hen i Lyst,

Thi hvad dit Øie saae, stod ogsaa i dit Bryst! –

Hiin Hav- og Himmelkugle, vel i Formen mindre

Men aandig klar, sig hvælver i vort Indre.

– Imellem to Uend’ligheder sat,

Vort Intets Nat

Og Himmel-Evigheden,

Staaer Mennesket herneden,

Og Centrum er vort Liv, et lille Blomster-Blad,

Der skiller tvende Evigheder ad. –

– Hiint store Rum, hvis Grændse ei er givet,

Hiin Evighed før Livet,

– Hvor ene Anelsen, hvor det Guddommelige,

Et Billed’ skaber i det dunkle Rige,

Et Billed’, som er kun paa Fladen sat,

Thi under den er Dybets store Nat;

Men høit, høit over os, hvor Tanken salig skjælver,

Den sande, store Evighed sig hvælver,

Hvor Mennesket som Aand, i luttret Lyst,

Og med en Verden i sit Bryst,

Sig svinger, som nu Nattens Stjerne-Skarer,

Om hine Soles Sol, der Alt opklarer,

Hvorfra hvert Liv, hver Straale først gik ud,

Hiint store Faderbillede, vor Gud!

Avis aux lectrices

Und wenn Du schiltst und wenn Du tobst,

Ich werd’ es geduldig leiden;

Doch wenn Du meine Verse’ nicht lobst,

Laß ich mich von dir scheiden.

H. Heine

Jeg savner noget! – skal jeg Navnet sige?

Det er just ikke af en sjelden Slags;

Jeg savner – ja – en lille, bitte Pige –

Ak, Herre Gud! nu leer man ad mig strax!

Tør jeg da aldrig elske, aldrig sværme?

Hvad? Er jeg ikke gammel nok dertil?

Gud veed, jeg vil jo ei en Sjæl fornærme,

Nei holde af, det er jo det jeg vil!

Enhver Poet, selv ganske smaae Personer

Har sig en Kjærest; – det maa være rart!

Man er ulykkelig, man sukker og man daaner,

O, jeg maa med! og jeg maa med lidt snart.

Men endnu har jeg ingen ret i Sigte,

At jeg kan blive for min Længsel qvit;

Gud veed, jeg sværmer nok for mine Digte,

Men Herre Gud, det er mig dog for lidt!

Nei jeg maa eie – hvad jeg nu vil sige –

En Kjæreste, saa faaer vist Hjertet Ro;

En lille, kun en ganske lille Pige,

Thi jeg er stor nok for os begge to!

O, kom! lad ei det søde Haab mig svigte;

Thi Kjærlighed dog klæder Folk saa net.

Men Du maa rose alle mine Digte,

Thi jeg slaaer op, saa snart Du glemmer det!

Den fremmede Fugl

Soll ich dir die Gegend zeigen,

Mußt du erst das Dach besteigen.

Göthe

Seer Du Huset med de røde Bjelker i den hvide Muur?

Rundt om kneise stolte Bøge i den store frie Natur.

Seer Du hist, bag Brombærhækken, Drengen med det aabne Blik?

Ene tumler han sig, lystig efter muntre Drenge-Skik;

Men nu standser han og lytter, thi høit oppe paa en Green,

Sidder der en Fugl og synger, o en lille, deilig een!

Ret som Guld og skjønne Perler skinner Hoved jo og Krop,

Og den selv er ikke større end en fyldig Rosenknop.

Drengen og den lille Sanger blive snart fortrolig her,

Og de skiftes til at synge i det røde Aftenskjær.

Men i Drengens Hoved spøger mange rare Eventyr,

Dem han alle vil fortælle for det lille smukke Dyr;

Men see, Fuglen kan dem alle, selv han saae det paa sin Flugt,

Ingen kan som han fortælle, nei, det er dog alt for smukt!

Men det er ei nok med dette, den kan ogsaa hexe lidt;

Tusind Mile kan den flyve, mens den siger »qvirrevit!«

See den flyver, og den kommer, Drengen er saa sjæleglad,

Sjældne Frøkorn bringer Fuglen, indsvøbt i et Rosenblad.

I hvert Frø er skjulte Kræfter, knap er et i Jorden lagt,

Før et Trylleslot der voxer i sin hele, stolte Pragt.

Taget er af Morgenrøde, Søilerne er Bjergets Snee,

Og igjennem Slots-Portalet kan man ind i Himlen see!

Men et andet Frøkorn svulmer til en deilig Sommersky,

Og med Dreng og Fugl den svæver over Skov og Mark og By,

Seiler ind i Aftensolen, o den er saa rød og stor!

Stiger derpaa ind i Himlen, hvor den gode Gud jo boer;

Seer de mange, mange Stjerner, der som hvide Blomster staae,

Jesubarnet og Guds Engle med de store Vinger paa.

Skyen daler atter med dem, bringer dem til Skovens Krat,

Hvor de smukke Alfer lege i den lyse Sommer-Nat,

Og hvor Aanden af hvert Blomster, der henvisner Aar for Aar,

Segment not found: faaer det aldrig ud / faaer det aldrig ud <dfn data-term="faaer det aldrig ud" data-definition="finder aldrig ud af det." ref="txtcmnt-197-02"/></dfn>

Atter nu i Midnats-Timen duftende for Øiet staaer.

Fra et Frøkorn stiger hurtigt frem en Palme, høi og stor,

Drengen der med Fuglen sidder, Træet meer og mere groer;

Høit det voxer over Skoven, over Skyen mod sin Gud,

Breder stolt sin grønne Krone over hele Jorden ud.

Fjerne Lande, fjerne Have, seer han dybt dernede staae,

Dog imellem Jord og Himmel underlig han længes maae.

Over Skyen, høit deroppe, Hjertet vil mod Jorden ned,

Og fra Jorden vil det atter søge hist – hvad det ei veed.

Saadan svinder Aar og Dage, Barnets søde Sorg og Lyst,

Øiet bliver da til Flamme, thi det brænder i hans Bryst.

Fuglen flyver, Fuglen kommer, og den flyver bort igjen;

See, da sidder han ved Stranden, stirrer over Fladen hen;

Øiet seer kun Hav og Himmel; Alt er det umaalte Blaae;

Ingen Ø og ingen Skyer, for det trætte Øie staae.

Men see hist, en sneehvid Svane nærmer sig mod Kysten her,

Og sin kjære Fugl han kjender i den stolte Svane der.

See, en Blomsterbaad den trækker, bunden ved sit Vinge-Par!

Og en underdeilig Pige den jo med i Baaden har.

Fra det barnlig’ kloge Øie strømmer Freden i hans Bryst;

Kjærlighed –! O Hjertet svulmer – Du er meer end jordisk Lyst!

Tanken styrker, Tanken knuser, Jord og Himmel er saa nær!

Alle gode Aander juble i det klare Morgenskjær.

Skoven mere grøn sig hvælver, Alt er Duft og Alt er Sang,

Og der kysses og der drømmes, og der kysses nok engang!

Uger svinde som Minutter, Aaret er en Sommer-Nat,

Hvor kun Glædens Alfer lege i det friske, grønne Krat.

Hvad kan Svanen bringe mere end en trofast Hjertenskjær?

Blomsterbaaden gynger atter, hvad mon vel den bringer her?

Det er meget meer end Perler, meget meer end Sølv og Guld;

Søde Englebørn den bringer, hele Baaden er jo fuld!

Moderen dem ømt omfavner, Faderen er Barn med dem,

Og de begge to er bange, at de flyve fra dem, hjem;

Flyve op til Himmerige, til de andre Børn hos Gud,

Thi et Nu – og Engle-Vingen voxe kan fra Skuldren ud!

Fuglen kaster Svanehammen, er den lille Fugl igjen,

Og den flagrer og den synger, smukt i Barnehimmelen.

Trylleslottet stiger atter af det lille Blomster-Frø,

Og til Solens Land de seile henad Himlens store Sø;

Palmen voxer, og i Kronen, gynger Børneflokken glad,

Og med Alferne de skabe Baade af et Rosenblad.

Manden seer sin Barnehimmel og sin første Kjærlighed,

Som to klare Stjerner funkle de i Aandens Blomsterbed.

Men i Svanehammen stiger han i det umaalte Blaae,

Og som Sandet dybt i Havet seer han Verdner for sig staae.

Alt er kun een Guddoms Tanke, Alt er kun een Kjærlighed!

Aanden svulmer, Hjertet synker til sin Barnehimmel ned. –

Men saa sært sig Verden tumler, det er ret en broget Drøm!

Aarene, som Draaber, svinde i den store, stride Strøm.

Gjennem samme Tidens Prisme hver betragter Livet her,

Men vi see det ikke altid gjennem samme Farveskjer. –

Taus og ene sidder Manden ved den kolde Marmorsteen,

Børn og Hustrue ere døde, Fuglen synger ei paa Green.

Øiet seer hen over Havet, hvor den røde Sol gaaer ned;

»Mon dog aldrig Svanen kommer? Faaer dog Hjertet aldrig Fred?«

Og saa inderlig han længes, træt er Hjertet af at slaae,

Men der dykker ingen Svane op fra Havets dunkle Blaae.

– Dog, hvad er det hist som svæver i det milde Aftenskjær?

See, paa Svanens hvide Vinger kommer Dødens Engel her;

Hvad han synger, synes Manden han har hørt som Barn engang,

Og en mægtig Hjemvee føler Hjertet ved hiin Barndoms Sang.

Fuglen kan ei bringe mere fra det underfulde Land,

Derfor er det Englen kommer til den trætte Vandringsmand;

Begge stige de i Baaden, glide fra den snevre Bugt,

Og i Aftnens sidste Straale sees den, som en Stjerne smukt.

Men naar Baaden reent er svunden er han i det bedre Hjem,

Og de store, hvide Vinger voxne er’ fra Skuldren frem.

Bruden i Rörvig Kirke

(Et sjællandsk Sagn)

– – – en Skjæbne, som end hænger

I Stjernerne, begynde skal i Nat.

Shakspear’s Romeo og Julie

I.

Klart skinner Maanen paa den nøgne Kyst.

I Præstegaarden er nu Alt saa tyst;

Dog, tyst og stille er det stedse der,

Thi i den øde Egn den ligger her

Paa Tangen, som gaaer langt hist ud i Havet,

Hvor Kirken staaer i Sandflugt halv begravet.

Hvem nærmer sig? – Med stærke Skridt de gaae.

Det er en Skare Mænd med Kapper paa!

Men under Kappen blinker Staalet frem;

Den gamle Præst de gjæste i hans Hjem. –

Alt ryster Porten ved de stærke Slag;

Selv Spurven vækkes under Husets Tag

Og flagrer, bange, fra sin lille Rede,

Til Lyngen paa den sorte Hede.

II.

Med Fader-Blik og sølvgraat Haar,

Den gamle Præst nu hos dem staaer;

Men taus som Aander er hver Mand;

De pege mod den nøgne Strand,

Hvor Kirken hæver sin røde Muur,

I den døde Natur.

Han kjender i dem et fremmed Folk;

De vise ham Guld og den skarpe Dolk,

De bede og true – nu drage de bort,

Og Præsten følger i Kjortel sort.

Fast holder han Bibelen under sin Arm,

Men Hjertet banker i Oldingens Barm;

De bane sig Vei gjennem Sandet,

Til Kirken ved Vandet.

III.

Rundtom er alt saa øde, man seer kun den nøgne Strand,

Hvor Tangen flagrer i Vinden, henad det hvide Sand.

Saa underligt Bølgerne synge og over Dybet gaae,

De svulme, som Hjertet der længes, derfor de briste maae.

I Maanskinnet stiger Skummet, det hvide Bølge-Liig;

Den hvidgraa Maage flygter med bange, hæse Skrig,

Og slaaer mod Kirke-Ruden sit stærke Vinge-Par.

See Kirken den er oplyst, som aldrig før den var,

Og huult og dæmpet stiger derinde Sangen frem,

Det er, som Tone-Bølgen kom fra de Dødes Hjem.

IV.

Af fremmede Mænd er hele Kirken fuld,

De straale sært i Vaaben og i Guld;

Kun tyndt er Skjægget om den brune Kind,

De hylle sig i deres Kapper ind;

Med Raslen Sværdene mod Gulvet slaae;

Man seer en Qvinde ene blandt dem staae,

Halv er hun Barn kun, halv en voxen Møe,

Og Øiet er en dyb, en kulsort Sø,

Hvor Sjælen stormer, og hvor Bølgens Gang

Ei dæmper Hjertets dybe Orgelklang.

Hun er saa bleg og dog saa navnløs smuk;

Paa Læben svæver Smertens bundne Suk;

Men hun er smykket, som en Konges Brud,

Fromt knæler hun og beder til sin Gud;

Saa underligt det mørke Øie brænder,

Og næsten vrider hun de spæde Hænder.

Hos hende staaer en Yngling, høi og stolt,

Han er i Første-Pragt, men Blikket koldt;

Saa mørkt han stirrer her paa Pigen kun,

Og ligner ret et Liig, saavel som hun,

Han leder hende taus til Altret frem;

Den gamle Præst skal der velsigne dem.

Ak aldrig viede han to saa smukke;

Og aldrig hørte han saa dybe Sukke,

Sligt Sorgens-Bryllup aldrig før han saae.

Som Aander rundtomkring de andre staae,

Kun een, den mægtigste man blandt dem seer,

Hvor kun det fule Smiil om Læben leer,

Med raske Skridt til Altret træder frem,

Han vexler Ringene imellem dem.

– I Kirken er det tyst, som i en Grav,

Man hører kun det nære, barske Hav.

Nu toner hendes »Ja!« – saa dybt det klang,

Ret som den Døende der sukker sidste Gang.

Høit stiger Sangen nu mod Kirkens Bue,

Det er saa sært, at Hjertet ret maa grue!

Og atter bliver Alt igjen saa tyst,

At Bølgen høres kun mod Sandets Kyst.

V.

Ved Crucifixet Præsten sværge maa,

Ved Hjertets Fred, ved Himlens høie Blaae,

Ved Dagens Lys, ved Kraftens høire Haand,

Ved Jesu Christ, Gud og den hellig’ Aand,

Ved Alt hvad her og hist ham møde maae,

At han vil evig dølge hvad han saae.

Ei speide det, som kun er klart for Gud;

Først da, de fører ham paa Heden ud,

Hvor Himlen hvælver sig saa blaae og rolig,

Og hvor han snart seer Hjemmets stille Bolig.

VI.

Ad ukjendte Veie, gjennem det dybe Sand,

Vender igjen tilbage den gamle Mand;

Fra Kirkens Rude seer han Lysstraalen spille,

Men derinde, er Gravens evige Stille.

Skjult vil han vente den kommende Dag.

Ved Stranden ligger et Skib med det russiske Flag.

Saa underligt svulmer hans Bryst – o evige Gud!

Som han lytter, falder i Kirken et Skud –

Det runger sært i Natten gjennem Hvælvingen hen,

Men snart bliver der atter et Dødsstille igjen.

Nu aabnes Kirkedøren, og see – Mand for Mand

Haste de alle bort, ned mod den nøgne Strand;

Der tales, men Præsten ei fatter de fremmede Ord;

Vildt Kapperne flagre i Vinden – de stige ombord.

Alt svulme de stolte Seil og Skibet flyver fra Land.

See ved Maanlyset Mændene der! – men den gamle Mand

Knæler bag Kirken og læser sit Fadervor,

Og aabner derpaa Døren til Kirkens Chor.

VII.

Hvert Spoer er her forsvundet, som Læbens sidste Sang;

Dog see – en Krudtdamp bølger igjennem Kirkens Gang,

Og Gulvets Fliser ligge jo ganske løse her;

Den gamle Præst sig bøier, og da han løfter hver,

Seer han den sorte Kiste – der har man Pigen lagt.

Et deiligt Liig! hun ligger dræbt, i sin Brudedragt.

Ramt er hun af en Kugle, tæt ved det venstre Bryst,

Hør, derfor sukker Bølgen rundtom den døde Kyst;

– Men Skibet er forsvundet fra Horizontens Rand,

Og roligt skinner Maanen henad den hvide Strand.

Taaren

– – hiin store Fader gav

Blomsten Dug og Øiet Taarer.

F. H. Guldberg

Mit Hjerte er en Himmel graae,

Hvor Sorgerne som Kloder staae;

Saa underlig er deres Gang,

Derfor er Barmen dem for trang.

Græd kun, ja græd, saa faaer Du Ro!

Hver Taare, er en Verden jo;

En Verden fuld af Sorg og Lyst,

Der ruller fra det snevre Bryst.

Og har Du grædt dit Øie træt,

Da bliver Du om Hjertet let,

Thi Sorgen, om den end er stor,

I hine Taare-Verdner boer!

Og troer Du vel, at han som glad

Seer Krybet paa det mindste Blad,

Han, som det Hele stræber til,

At han en Verden glemme vil?

Havfruen ved Samsöe

(Et Sagn)

Die Meerfrau steigt aus den Wellen –

H. Heine

Det er sildigt alt paa Aft’nen, Stormen stiger meer og meer,

Bølgen vælter sig mod Kysten, hvor man Fiskerhytten seer.

O, der er saa luunt derinde, gamle Mutter sidder her,

Og ved Fyrrepindens Flamme bøder hun paa Garnet der.

Hist i Krogen ligger Katten, den er ei i Ungdoms Vaar,

Sildehoveder den spiser af et gammelt Potteskaar.

Lav er Døren, uden Lukke ryster den ved Stormens Kast,

Skjøndt den nok saa godt er bunden med en gammel Strikke fast.

Hør – nu rasler det derude, gamle Fatter kommer hjem;

Gud skee Lov, han kom den Gamle! Søen er i Aften slem.

Men, hvor han er bleg og stille, Skyer paa hans Pande staae;

Han sin gamle Klædning kaster, tager Søndags-Stadsen paa.

Haaret børster han med Haanden; see, hans Øie ruller vildt;

Undrende hans gamle Qvinde trykker ham i Haanden mildt.

Hende kan han ikke dølge, hvad der driver ham afsted;

»Jeg maa bort! til Dannerhoffet; før faaer jeg ei nogen Fred.

Havfruen igjen jeg hørte, det er nu den tredie Gang;

Hvis jeg dvæler længer, vil hun synge snart min Dødningsang.

Hvert af hendes Ord jeg husker, o det klang saa stort, saa smukt!

Snart skal Jubelklokken klinge over Belte, Sund og Bugt,

Og en Prinds skal fødes Danmark, fuld af Snille, fuld af Mod;

Han skal nævnes fjerde Christian, af den oldenborgske Rod.

Under ham vil Danmark blomstre, og hans Værk vil ei forgaae!

Som en Konge, Helt og Fader skal han blandt de Danske staae!«

Saa den gamle Fisker taler, griber Knortestaven fat,

Vandrer saa afsted fra Hytten, frygter ikke i Storm og Nat;

Men han skotter sky til Stranden, – aldrig Veien var saa lang –

Havfruen i Dybet dukker; Stormen synger nu sin Sang. –

2.

I Røg og Damp staaer Bugt og Sø,

Paa Bølgen glider Havets Mø;

Sin Helt hun seer paa Dækket staae;

Høit om hans Daad vil Harpen slaae:

»Kong Christian stod ved høien Mast

I Røg og Damp.

Hans Værge hamrede saa fast,

At Gothens Hjelm og Hjerne brast;

Da sank hvert fjendtligt Speil og Mast

I Røg og Damp.

Fly, skreg de, fly, hvad flygte kan!

Hvo staaer mod Danmarks Christian,

I Kamp?!«

Fra Fader-Øiet strømmer det røde Helteblod,

Men han har Seiren vundet og hævet Danmarks Mod.

See, Fjendens Skare flygter – og gjennem Sund og Belt

Den glade Havfrue synger om Seiren og sin Helt.

3.

Aarhundreder forsvinde i Tidens dybe Grav.

See, Natten er saa stille, speilklar er Fjord og Hav;

Dampskibet glider hurtigt, langs Samsøes grønne Kyst,

Maskineriet larmer, forresten Alt er tyst.

De Passagerer sove paa Dækket Natten væk,

Enhver har godt indsvøbt sig i Kappe og i Sæk;

De snorke og de sove Enhver paa sin Maneer.

Styrmanden staaer ved Roret og hen mod Kysten seer,

Thi hist, hvor Øen høiner sig i den salte Sø,

Der sidder bleg og gammel, hiin Havets kjendte Mø.

Det lange Haar er hvidnet, og ligner bleget Tang,

Og mat, som Bølgens Skvulpen er hendes sidste Sang.

»Trehundred’ Aar er svundne, fra først jeg Lyset saae!

Min Barm ei længer svulmer, og Lokken er saa graae!

Snart paa min Gravhøi voxer den lysegrønne Tang,

Mit Minde da forsvinder, som nu min Aften-Sang.

Til Skum jeg snart forvandles – – kun eet gjør mig saa vee:

Ak, aldrig skal jeg mere hans Helteaand da see!

Jeg sang jo ved hans Vugge, jeg sang i Kjøgebugt,

Jeg græd i Issefjorden, da Danmarks Sol var slukt!«

– Den gamle Styrmand lytter – han hører hvert et Ord.

De Passagerer vaagne. – Det kuler stærkt fra Nord.

– Havfruen er forsvunden, forstummet hendes Sang,

Men Skum der sees paa Bølgen og paa det brune Tang.

Luftaanden

Ich singe mit schwerem Herzen.

Sieh doch einmal die Kerzen,

Sie leuchten in dem sie vergehn.

Göthe

Mellem det Dybe og Høie

Blev en Luftaand født. Med funklende Øie

Saae han det store Univers sig hvælve,

Men underligt hans Tanke maatte skjælve;

Hans Sjæl var Kjærlighed;

Den var en Higen uden Ro og Fred;

Et Hjerte – ja, et Hjerte søgte han at møde!

Rundt om sig saae han Stjerneskaren gløde,

Den rullede jo med ham, reen og klar;

Da løftede han kjækt sit Vingepar

Og svang sig mod det første Stjernelys;

Det var vor Jord; – men med sit kolde Vinter-Gys,

Den store Masse truende gled frem,

Hvor Menneskeaander, fjernet fra sit Hjem,

Klæbed’ i Dynd under Taage og Damp,

Og løftede Vingen i gavnløs Kamp;

Da svang han sig høit, Sollyset nær,

Men de varmende Straaler, det flammende Skjær,

Forsvandt, som en Elskendes Ord;

Og han saae kun en rullende Jord.

Da fløi han mod Tankens yderste Fjerne,

Men hver blinkende Stjerne

Var uden Hjerte, og hvor han saae,

Rullede kun Kloder i det umaalte Blaae,

Da svulmede hans Bryst, og i Toner det klang.

– Det kalder nu Mennesket: Sphærernes Sang.

Den skjönne Grammatica,

eller:

Badens latinske Grammatik

(Skizzeret, som en rørende, claurensk Novelle)

Cappriccio

læser Du – – –

Mit Digt, som Fanden læser Bibel,

Saa blier jeg blandt de Godtfolk Beet,

Der stave Poesiens Fibel.

Wilster

1.

I Fædre og Mødre! der gives en Bog, der kalder sig Badens latinske Grammatik; det er denne farlige, overspændte Læsning, for et sværmende Hjerte, jeg vil gjøre Eder opmærksom paa. Lader Eders Døttre aldrig faae denne Bog i Hænderne, den er endnu værre end Claurens og alle hans Efterfølgeres Noveller; jo, jeg kjender den nok! Jeg veed hvad den har virket paa mig og paa mange andre! og den er saa meget desfarligere for Damer, da den heelt igjennem er skreven i Prosa og kun, paa de meest indgribende Steder, smykket med aandige Vers i classiske Gevanter. Det undrer mig, at ingen af de overfølsomme Digtere, om jeg tør bruge dette Adjectiv, har benyttet sig af denne rige Guldgrube; her var noget til at vande ud! – Hvilken broget Phantasie-Verden ligger der ikke i hele den latinske Grammatik! hvilket Colos-Billede af en rørende Liebes-Geschichte! – Den begynder hverken med en stormfuld Nat eller en Dal, hvor Kilderne risle, nei! med eet føres vi ind i Verdens-Livet; Bogstaverne, disse løse, men skarpttegnede Væsner, der saa mægtigt virke ind paa det Hele, staae selvlydende og medlydende for os, ret som Menneskene, og kun faae ere de selvlydendes Tal.

2.

Hvad kan der siges om den skjønne Grammaticas Barndom? »Den paradisiske Lyksalighed har ingen Historie.« Dog hendes første Omgivning maae vi kjende. Nominativ er Mama, denne eneherskende Dame, fra hvem Alt gaaer ud; Genitiv er Husets Førstefødte, Besidderen af alt, Mamas Hjerte, Papas Pengeskrin, kort sagt, den hele Eiendoms; Dativ, ja, hvem skulde det vel være, uden vor Heltinde selv, for hvis Skyld det Hele skeer; Accusativ er den ulykkelige Papa, hvem det altid gaaer ud over; Vocativ er den gamle Vægter, der raaber udenfor, og Ablativ et fattigt Barn, de har taget i Huset, et Art Cendrillon, der maa varte alle de andre op. Det gik den skjønne Grammatica, som andre Børn, det første Blad af hendes Liv lignede ogsaa det første i Abcen; (Barnet øver sig her i de selvlydende Bogstaver, lige fra A til Æ, før det tager fat paa de medlydende og pludrer sit ab, eb, ib, ob, ub, ba, be, bi, bo, bu; og der ligger meget i disse simple Ord, kunde man bare ret forklare dem! det er jo Alt hvad den lille Verdensborger fortæller os om den nye Verden, han er traadt ind i, og hvad Indtryk den har gjort paa ham); som sagt, hun havde det første Livets Blad tilfælles med andre Børn, men der fulgte nu ikke mere af den venlige Abc, Billederne manglede. – Man begyndte allerede at sørge for hendes Dannelse. Ordenes Retskrivning og Etymologien, Distinctionstegnene og Talens Dele maatte nødvendigviis gaae forud, som et Slags Forstandsøvelse, til hun endelig sattes i en Skole, hvor hun dog aldrig kom længer, end i den første Declinations Classe, men fik her nogle græske Endelser, der gav hendes Characteer det heroiske Sving, der gjør enhver Digter det let, at skildre hende interessant; iøvrigt gjorde hun her Bekjendtskab med mange Jevnaldrende i de fem Declinations-Classer. (Orpheus der gik i anden og Æneis i tredie, var hendes første Kjærlighed, men det er kun Børne-Eventyr). Endnu kjendte hun ikke Substantivernes Kjøn med Hensyn til Bemærkelsen, Rang og Forhold smeltede sammen, Clauren vilde kalde hende: »ein unbefangen Kindchen.« Snart begyndte Tiden at comparere hendes Alder og Væxt, hun stod, »en fyldig Rosenknop, der længtes efter at aabne sig.«

Første Gang flød den hede Dug, fra Øiets Himmel, ned paa Kindens røde Roser, da man vilde lære hende Numeralia eller Talordene; hvorfor dræbe Livets Blomster med at regne? Mon for at tælle Minutterne, hun skulde vente den Elskende, eller Stjernerne, der skulde blive Vidne til hendes Suk og Taarer? De kunde dog aldrig tælles!

Snart lærte det unge, aabne Hjerte, at Verden ikke var een lille Familie, men at der gaves baade een: jeg, Du, han, hun, vi, I, og de; at » Pronomen er et Ord, som lader sig bruge i Stedet for nomen substantivum (pro nomine), og forandres ved Declina tion.« Drømmeverdenen var passeret, nu begyndte det verbale, og altsaa det egentlige i Romanen, hvis første Capitler kunde kaldes: om Modi og tempora verborum.

3.

»Der Mensch hat hier dritthalbe Minutten, eine zu lächeln, – eine zu seüfzen – und eine halbe zu lieben; den in mitten in dieser Minutte stirbt er,« siger Jean Paul, og han har bestemt kjendt den skjønne Grammatica. Hr. Lieutnant Amo, en bleg, sværmerisk, johanneschoppenhauersk Helt, saae hende, hun saae ham, og – »Amor ist ein Schelm!« – den skjønne Grammatica skjænkede ham det første Jordbær af sin lille Have, satte det aromatiske Bær mellem sine blændende, hvide, alabastes Tænder, og lod ham der bide det halve af det, skjønt hun aldrig havde læst den samme Situation hos Clauren, mod hvem hun her gjorde sig skyldig i Plagiat. Der stode de nu begge to, Lieutenant Amo og den skjønne Grammatica; hendes Øie saae i hans og hans i hendes, og det var sødt. – Jasmin-Hytten duftede, Maanen seilede stor og rund over deres Hoveder, de svævede begge i Himlen, og Venskab vaagede for dem paa Jorden; det tænkte de, og glemte Digterens sande, herlige Ord:

»At drømme sig en Ven blandt Verdens Luxer,

Er med en Blomster-Stilk at binde sine Buxer

Veninden, et Pronomen gentile, som skulde give tilkjende hvorfra nogen kom, var sovet ind, den grusomme Onkel Hr. Moneo, der var kommen for at føre den skjønne Grammatica med sig til Staden, overraskede dem; Amo flygtede over Havemuren, og nu begyndte da Skarlagens-Prædikenen; i alle tempora og modi blev hun nu, med det Onde og med det Gode, paamindet om, at lade sin Amo fare, og tænke smukt videre frem. Den gamle Professor Lego, der havde tredie Rang, var et godt Partie, og Tante Audire, som stedse havde Ørene med sig, vidste at fortælle om Pengeskriin, Obligationer og deslige; desuden stod Manden i stor Anseelse, og elskede saa inderlig den skjønne Grammatica; ham skulde hun altsaa have! Han var et godt Subjekt og hun det passende Prædikat. Hun var jo nu i den Alder, at hun burde kjende Livets Syntaxis; aktiv eller passiv, hun kunde være hvad hun vilde, men tage ham skulde hun, og deri var hele det qvindelige Slægtskab enigt, skjøndt de ellers i aandelig Henseende vare verba defectiva.

4.

Hr. Lego var kun nogle og 40 Aar og i Grunden ikke saa styg, naar han var vadsket, ja, havde endogsaa »etwas Kindisches« hos sig, naar det kom over ham; men den skjønne Grammatica, ak! hun kunde dog ikke elske ham; og Tante Audire sagde, at det var en Grille, en daarlig Forfængelighed hos det gode Pigebarn. Hr. Lego havde nemlig, som et verbum transitivum, sine to Objecter; den skjønne Grammatica, der som vi Alt veed, staaer som Dativ i Romanen, var hans Objectum personæ, og hans Studeringer vare hans Objectum rei; hun vilde nu altsaa ikke taale at Manden deelte sin Kjærlighed og Tanke mellem dem begge to.

Hvor sværmede han ikke for hende! hvor inderlig »kindisch« bad han hende ikke, at være hans Objectum personæ! med Taare og Suk kjæmpede hun imod, men nu stormede hele Familien ind, og bad hende smukt at tænke paa: temporum rette Brug og Følger, og det var et Under, at det følende Hjerte ikke brast.

Hun maatte tømme den bittre Skaal; Skjæbnen og hendes egen Familie vilde det; hun maatte drikke Jaord. Næste Morgen modtog hun en Billet fra Hr. Amo, der sagde hende hans Fortvivlelse; han var ikke Menneske længer, hans Mod var knuust, og han vilde derfor søge Heltedøden. Han gik i fremmed Krigstjeneste.

5.

Hensjunken i stille Smerte, sad nu den skjønne Grammatica paa sit lille Værelse, hendes Beslutning var fattet, forladt vilde hun flygte og opsøge den Elskede; for ham vilde hun stride, som Rosa for den svage Emil!1 ogsaa hun skulde da modtage Honeur af den hele Parade, falde for ham, og sødt sværmende udaande sin skjønne Sjæl:

»Der mit Kornblumen durchflochtenen Dornenkranz – der Blumen blau – es deutet auf Treue! – Ich habe Farbe gehalten, und der Dornen sind mir reichlich geworden – Des Lebens Höchstes ist die Liebe

6.

Bryllupsdagen nærmede sig, men den skjønne Grammatica var forsvunden. Sit lange Haar havde hun afskaaret, og indsvøbt i simpelt Maroqin vandrede hun ud i den vide Verden; da lærte hendes fromme Sjæl baade at kjende: ut og quod; fra By til By drog hun afsted for at finde sin Amo, men forgjæves. Ofte knugede Sorgen tungt hendes Bryst, og da følte hun ret levende det sidste Exempel i 11te Regel om Dativus med verbo: »faciendum id nobis, quod parentes imperant.« Men de sorte Skygger forsvandt snart igjen, thi i Kjærligheds Rødt svævede Amo forbi det taarefyldte Øie. Saaledes kom hun, i een af hine yndige Aftener, hvoraf Naturen har saa faae, men Romanerne saa mange, til en deilig Bøgeskov; udmattet af Dagens Vandring satte hun sig ned paa det friske, grønne Teppe; alle kjære Erindringer vaagnede i hendes Sjæl; Fuglene declinerede: spes, spei, spei, spem, efter den femte Declination, og Kilderne boblede deres: ille, illa, illud; da blev ogsaa hun ganske »kindisch«; Hjertet maatte udaande sig i Toner, og hiin naive Sang fra Barndommens Dage duftede fra hendes Læber:

»Mascula sunt, torris, lapis, orbis, vectis, aqualis,

Glis, collis, follis, pollis, – – –«

Længer kom hun ikke, da styrtede Taarerne ud af hendes Øine, men Hjertet var lettet, og hun vandrede videre.

7.

Interjectionerne, disse Proteus-Skikkelser, der følger ethvert talende Menneske fra Vuggen til Graven, kjendte hun nu i alle deres Forvandlinger. Interjectiones gaudentis & ridentis vare kjære Barndoms-Venner, i brogede, luftige Gevandter, med friske Blomsterkrandse om Haaret havde de været med i alle Barnets Lege. Den rødmende Approbantis, i Haabets grønne Dragt, havde jo lagt hendes Haand i den elskende Amo’s; med den blege Dolentis og higende Vocantis vandrede hun nu omkring for at finde ham eller Dødens faste Silentium præcipientis, der vilde sætte »pax« paa hendes Grav; derfor bar hun med et stille Sind sin Skjæbne, og naar den kolde Verden spottede hendes Længsel og blege Kind, forandrede hun paa sig Digterens Ord:

»Barbarus hic ego sum, quia non intelligor ulli

8.

Men det vil blive for vidtløftigen at gjennemgaae alle hendes fata; 50 tydske Lommebøger kunde have godt af hende; jeg vil kun bemærke, at hun aldrig fandt sin Amo; han var vistnok blegnet paa Valpladsen, og havde der udaandet sit: triste vale. – Klostret var nu den sidste Tilflugt for den skjønne Grammatica, og med et Hjerte, endnu fuldt af Kjærlighed, besluttede hun at tilbringe sine Dage inden for dets skumle Mure; men hendes Kræfter manglede hende, hvor skulde hun naae hen til dette Fredens Sted. Da lod Tilfældet, Skjæbnen eller de romerske Guder, en gammel Nonne fra Vartou finde den Ulykkelige i en afsides Krog, langt fra Livets Østergade; hun tog hende med til det venlige Asyl, det rolige Kloster, hvor Krusemynterne groe bag de solbrændte Ruder, og hvor de fromme Nonner synge deres Hymner og tænke paa de svundne Dage.

9.

»In diesen heiligen Hallen« henrandt nu hendes øvrige Dage, og det er interessant at see hende i de venlige Nonners Kreds, og høre hvor de i de lange Vinteraftener tale om Supinum og Gerundium, og om Ablativus consequentiæ og Pleonasmus. Ofte tænkte den skjønne Grammatica paa sin Elskede, og conjungerede i Tankerne den elskede Amo i alle Modi, og de Gamle ærede hendes Trofasthed. – Een Aften følte hun sig saa underlig opløftet, hendes Øie flammede, Liremanden spillede uden for: »Vi binde Dig en Jomfrue-Krands,« og alle Nonnerne flød hen i Taarer; men den skjønne Grammatica hævede sig, talede om Prosodien, Stavelsernes Qvantitet i Almindelighed, og de forskjellige Versearter, da følte hun sig sit Endeligt nær; alle Nonnerne knælede om hende og bad høit:

»Antistes, vates, adolescens, autor & augor«

men hun sang, som sin Svanesang, hele den romerske Almanak, bad endnu et lille amare, og var ikke mere.

10.

Indsvøbt i hvidt Papiir laae hun paa Baaren; Maanen skinnede ind af de smaae Vindues-Ruder; da nærmede de fromme Vartou-Nonner sig, som sande interjectiones dolentis, og istemte tre Gange deres ! væ! væ! til den sidste af Skaren, den længe ønskede, Silentium præcipientis fremsagde sit venlige pax; men den skjønne Grammaticas Navn vil endnu længe nævnes blandt den studerende Ungdom, thi de romerske Guder, der ikke ere ganske stødte fra Regjeringen, skjænkede hendes Manes Nøglen til det sjunkne Romas Porte, og enhver som følger hende tro, vil hun vise alle dets gyldne Skatte.

Kun løseligt har jeg skizzeret denne, den skjønne Grammaticas Historie, men jeg haaber, at det dog vil være nok for at vise, hvor farlig denne sværmeriske Bog er og maae blive for det unge, ubevæbnede, qvindelige Hjerte, og at nu alle Fædre og Mødre omhyggeligt vil skjule for deres Døttre Alt, hvad der hedder:

GRAMMATICA LATINA.

Jylland

Fra Eiderens Strøm til Skagens nøgne Banker

Den jydske Halvø krummer sig mod Nord; –

– Den fede Hjord i Kløverengen vanker,

Og Stimer myldre i den dybe Fjord.

Sørgespillet Svend Grathe

Da Oldtid kun var nyfødt Skum paa Tidens stolte Vove,

Laae Jylland, som et Vildnis stort, med dybe, sorte Skove;

Een Skov det hele Land kun var, hvor stolte Ege groede,

De stærke, tykke Grene fast sig om hinanden snoede;

Og Ørnen bygged’ Rede her, og Ulven grov sin Hule,

Men ingen Snekke gled endnu forbi mod Nordens Thule;

Og intet Øxeslag der faldt, en Dæmring laae der inde,

Og Secler svandt, før Skoven saae sin første Mand og Qvinde.

Den vilde Kraft fandt her sit Hjem, Naturen stod ei ene,

Og Fuglene saa lystigt sang fra Skovens grønne Grene.

– Men dybt fra Havet Taagen steeg, saa skarp og dog saa stille,

Den slukked’ Solens Ild, man saae ei længer Straalen spille.

Da isned’ Blomst og Græs og Krat, selv Skovens stærke Stammer,

Og Bølgen steeg og kjæmpede mod Jordens rødblaae Flammer.

Med Hyl sig styrted’ Skovens Dyr, fortvivlet, ud i Havet,

Og Mennesket drog fra et Hjem, som Bølgerne begraved’.

Den vilde Jordbrand angreb Alt, hver Fugl, hver Rovdyr døde,

Som Lava damped’ Ahlen. – – Alt i Secler var et Øde.

Da voxte Lyngen høi og sort, med fiolette Blommer,

Med Skove Landets Østkant stod, smukt i den varme Sommer,

Og Fuglen kom, med lystig Sang, og byggede sin Rede,

Og Mennesket et Eden fandt, her bag den sorte Hede;

Og Kjæmper færdedes og faldt – og Troskab fandt sin Arne,

Og Sangeren var Folket kjær, det lære vi af Hjarne.

Paa Heden holdte Kongen Ting, og Hornet kaldte sammen,

Saa manget kraftigt Ord blev talt, og Natten svandt i Gammen; –

Og hele Slægter svandt, som den, med deres stolte Drømme,

Men Maanen seiled’ taus, som nu, paa Tidens Vexels Strømme.

Den saae dem plante Christi Kors, den hørte Munkens Sange,

Mens Bølgen brødes, end som nu, mod Skagens hvidgraae Tange.

Den saae hiin stolte Ridder-Tid, den saae dens Borge gløde,

Den saae Niels Ebbesen, som Helt, for Danmarks Frelse bløde. –

– Den lyser endnu bleg og rund, som Tidens store Øie,

Paa Jyllands skovbekrandste Kyst og lyngbegroede Høie,

Seer Vesterhavet med sin Storm, der kuer Egens Grene,

Mens Fredens Blomster voxe smukt om Heltens Bautastene.

Hjertetyven

Man sætte Hjerte for, man sætte Hjerte bag,

En Tyv er dog en Tyv, det er en afgjort Sag.

Wessel

Bekjendt er Amor jo; det slemme Skarn!

Man ham afmaler som et deiligt Barn

Med Piil og Bue, samt med store Vinger;

Men det jo næsten som en Fabel klinger,

Hvor kan man tro han saadan vilde gaae,

Nei, Gud bevares! han har Klæder paa;

Og for hver Gang han et Partie vil stifte,

Saa veed han snildt sin hele Dragt at skifte.

Den unge Pige allerhelst ham seer

Klædt, som Student, hvad eller Officeer;

Og disse, ja, det falder nu saa lige!

De see ham atter allerhelst som Pige.

I Grunden er han, ja, fra Taa til Top,

En Tyveknægt, der burde klynges op.

– Den første Gang jeg saae ham for mit Øie,

Var jeg endnu en Dreng og gik i Trøie;

Jeg leged’ Skjul med nogle andre Børn,

Ved Plankeværket stod en Rosentjørn,

Der krøb jeg ind, man kunde mig ei finde,

Thi ganske stille sad jeg jo derinde;

Da kom vor Naboes Lise – og hvad meer?

Vor Indqvartering – han, den smukke Officeer!

Men hvad de talte om, det veed jeg ikke,

Kun saae jeg alle Roserne at nikke,

Og midt i een af dem, som hang

Ud over Plankeværket – tænk en Gang!

Der sad – ja ganske underligt det klinger!

Der sad en Officeer, knap som en Finger,

Med Knebelsbarter, Sabel og Kasket,

Der ligned’ Officeren paa en Plet!

Jeg saae, hvor Rosen gyngede i Vinden,

Saa at den Lise slog paa Næsen og paa Kinden,

Derfor den store Officeer den brød,

Og Lise tog den, men var ganske rød.

Vips, fløi en Sommerfugl paa smukke Vinger,

Det Amor var – og med sin lille Finger

Han bød mig være taus med hvad jeg saae;

Thi der blev kysset, og jeg saae derpaa!

Jeg siden traf den lille Amor ofte,

Snart var han silkeklædt, snart i en Vadmels Kofte;

Men jeg, som ældre, mærkede nu snart,

At, hvad han gjorde, var just ei saa rart,

Thi lovede jeg høit, i hvor det vilde gaae,

Paa mig han skulde aldrig Fingre faae.

Det svoer jeg høit, den Tid jeg gik til Præsten,

Og nu – ja, vil I bare høre Resten! –

– Ved Bondebyen, hist hvor Præsten boer,

Er der en Hasselskov, den er ei stor,

Men Øiet taber sig i Jordbær-Vrimlen,

Der kom jeg just i Dag, – høit Solen stod paa Himlen,

Bag Buskene en Bondedreng jeg saae,

Der gik og samled’ Jordbær paa et Straae,

Jeg samled’ selv mig Haanden fuld og spiiste;

Den Lille mig sit fulde Græsstraae viiste,

Og som vi stod’, kom vi i Passiar;

Da var det, som man mig i Hjertet skar,

Jeg blev saa løierlig – høit lo Krabaten,

Thi Bondedrengen var den lille Satan.

Det var ei Jordbær, nei! men Hjerter smaae,

Han alle havde trukket paa sit Straae;

Det mærkede jeg nu, og mellem disse,

Mit eget arme Hjerte var tilvisse!

Jeg skjændte, græd og bad, men høit han lo,

Og svarede mig kun et kort: »jo, jo!

See, disse Hjerter jeg i Dag har faaet,

Og dit, det er det sidste her paa Straaet.«

Paa disse Ord især han lagde Vægt,

Og løb saa bort, den slemme Tyveknægt!

Jeg løb saa godt jeg kunde, strax bag efter,

Og skreg, og skreg igjen af alle Kræfter,

Men altfor snart han mig af Øie kom.

Nu kan jeg tænke, løber han vel om,

Fra Dør til Dør, med sine stjaalne Hjerter,

Og hvad især der allermeest mig smerter,

Faldbyder mit til baade den og den;

Nu maa jeg see at stjæle et igjen!

Hvis ingen kan og vil mig et forære?

Thi hjerteløs, det kan jeg ikke være!

Spillemanden

»Ruhig mag ich euch erscheinen,

Ruhig gehen sehn.

Eurer Augen stilles Weinen

Kann ich nicht verstehn.«

Schiller

I Landsbyen gaaer det saa lystigt til,

Der holdes et Bryllup med Dands og Spil;

Der drikkes Skaaler i Viin og Mjød,

Men Bruden ligner en pyntet Død.

Ja død hun er for sin Hjertenskjær,

Thi han er ikke som Brudgom her,

I Krogen han staaer med Sorgen sin,

Og spiller saa lystig paa Violin.

Han spiller til Lokkerne blive ham graae,

Han spiller saa Strængene briste maae,

Til Violinen, med Sorg og Gru,

Han trykker mod Hjertet reent itu.

Det er saa tungt, saa knusende tungt,

At døe mens Hjertet endnu er ungt!

Jeg mægter ei længer at see derpaa!

Jeg føler det gjennem mit Hoved gaae.

See Mændene holde ham fast i Favn –

– Men hvorfor nævne I mig ved Navn?

Vor Herre bevare Enhvers Forstand!

Jeg selv er en fattig Spillemand.

Aftendæmring

Ein stiller Friede kommt auf mich,

Weiß nicht wie mir geschehn.

Göthe

See, Aftnen er saa stille, og Himlen er saa blaae!

Nu sove alle Blomster og alle Fugle smaae;

De nikke og de drømme, forstyr ei deres Lyst!

En Verden der jo bygger, selv i det mindste Bryst.

I Drømme svinger Lærken sig i den friske Luft,

Og hvad hvert Blomster føler, det aander ud i Duft.

Den hele, vide Verden med sine Verdner smaae,

Og alle Himlens Himle, jo i mit Hjerte staae;

Jeg føler Øiet græde, og svimler dog af Lyst;

Jeg kunde salig trykke hver Skabning til mit Bryst!

See, alle Stjerner blinke – og Aftnen smelter bort;

– Lad Stormene kun stige og klæde Natten sort,

Sov sødt og drøm, I Fugle! – drøm kun I Blomster smaae!

I Hjertet er der stille, og der er Himlen blaae!

Bögetræet

»Träume sind Schäume

Hist staaer et Bøgetræ paa Høien ene;

Afhugget har man jo dets bedste Grene,

Sært ryster Toppen paa den stakkels Fyr;

Han vist fortæller gamle Eventyr,

Om Elskende og andet saadant noget,

Hør kun! – forstod’ vi bare Sproget!

»Høi og stolt jeg Kronen bar!

Ægte jo min Stamme var!

Mine Børn, de stolte Grene,

Havde Alting paa det Rene,

Fik ei Skjænd og fik ei Huk,

Drak kun Sol og Morgen-Dug;

Alt har jeg som Moder gjort!

De maae blive noget stort!

Tænkte jeg – det kan ei feile!

Som en Skibsmast, hver skal seile

Lystigt over salten Vande,

See og sees i fjerne Lande!

Men af tretten jeg har havt,

Een blev kun et Kosteskaft!

Gjærdestave blev de tre,

Men de ni, o bittre Vee!

De fik dog den værste Ende,

De blev kun til Pindebrænde!«

Börnene og den graa Morlille

Der dö väl månnga bubblor bort

Som glänste för min syn;

Men nya växa innan kort

Med lika bild af skyn.

Franzén

I Hjertet sidder en lille Person,

Han gestikulerer saa saare,

Men det er ækelt hvor føelsom han er,

Han svømmer bestandigt i Taare.

Han digter allene de rørende Ting,

Ak! Vand er vist Tanken og Tonen,

Thi, tænk! vore Øine staae tidt under Vand,

Skjøndt de er’ saa langt fra Personen.

Han maa ei slippe i Verden ud,

Saa blev der først Graad og Jammer,

Vort Bryst skal være hans Fangetaarn,

Og Hjertet hans Fængselskammer.

Han sidder jo luunt inden Vægge der,

Skjøndt evigt og altid han skraaler:

»Her er saa snevert! o ud! derud!

Hvor Himlen og Sollyset straaler!«

– Nei, saa gaaer det meget bedre til

hos dem, som boe i vor Pande;

Vel er det Tagkammer lidet og lavt,

Dog rummer det godt maa man sande!

Thi der er’ tusind’ velsignede Smaae,

Ja tusinde til, og lidt flere,

Der synge og springe ved Dag og Nat,

(hos visse de mindre genere);

Det er Phantasiens levende Smaae,

De kjende ei Savn eller Længsel;

Ja tidt gjør’ de Nar af den lille Person,

Der sidder i Hjertets Fængsel.

De kan de deiligste Eventyr,

Og naar vi Mennesker læse,

Saa spille de strax, som Comedie Alt,

Her lige over vor Næse.

Ja, tidt kan de udvide Kammeret selv,

saa mange alt føle en Svimlen,

Men tænk dog ogsaa, hvor høit det gaaer!

Det gaaer gjennem hele Himlen;

Saa høit, saa høit over Sol og Planet,

Ja, langt paa den anden Side!

Hvorledes de ellers kan gjøre Sligt,

Ja, det maa vor Herre vide!

– Men vil’ de gjøre for stort et Spring,

Hvad eller Spektakel og Trætte,

Da kommer Fornuften, en graa Morlil,

Hun bringer dem snarlig tilrette.

Tidt tysser hun ogsaa, og er lidt vred

Paa ham, som i Hjertet græder,

Men ofte hun trøster, da synge de Smaae,

saa smukt om Himmelens Glæder.

Men Dagene svinde og Aarene gaae,

Om selv de er’ nok saa mange,

Da bliver det Fængsel i Hjertet her,

For svagt til at holde sin Fange,

Det Tagkammer selv er i skrøbelig Stand,

Det taaler ei Børnenes Springen,

Den gamle Morlille dem tager i Favn,

Som Moder, hun glemmer slet ingen;

Og Hjertets Lille, det Længsels Barn,

Er nærmest ved hendes Hjerte,

Saa barnligt, saa trygt det hviler der,

Og glemmer sin Sorg og Smerte;

Da er hun ei længer en graa Morlil,

Med Furer og Sorg paa sin Pande,

Nei ung og blomstrende hæver hun sig

Til Himlens lysende Lande.

Phantasiebillede

Mein dunkles Herze liebt dich,

Es liebt dich und es bricht,

Und bricht und zuckt und verblutet,

Aber du siehst es nicht.

H. Heine

Uden Græs og Blomster, uden høie Fjelde,

Kun et øde Sand-Revl mod Havets Vælde,

Strækker Odden sig her, sørgende, stor!

Det golde Klittag i Sandet groer,

Hvor de sorte Vrag titte frem, omviklet med Tang,

Og skue Bølgerne fødes og døe, under Stormens Sang.

Nu tændes Fyret – det røde Skjær over Dybet gaaer;

Klar er Himlen, – Stjerne ved Stjerne staaer,

Og hist ude over de svulmende Vande

Flyver en Snekke mod fjerne Lande;

Men hist paa Tangens yderste Pynt, mod Bølgens Slag,

Sidder et Barn, han holder sig fast ved et Vrag,

Og blæser Bobler, brogede, smukke,

Mens Bølgerne briste, foran ham, med dybe Sukke. –

Han seer i Boblen Barndommens Lykke og Drømme,

Seer Farverne vexle saa smukt, i Luftningens Strømme;

Seer Ungdommens Længsel og Kjærligheds jublende Lyst,

Medens underligt, rundtomkring paa den øde Kyst,

De sorte Vrag hæve sig op fra det hvide Sand,

Og luftige Aander svæve hen ad den barske Strand;

De synge om Kjærligheds Lykke,

Og Bølgerne synge med dem, medens de smykke

De knuste Vrag, med Krandse af Tang.

Men Barnet forstaaer ei den dybe Sang;

Han blæser Bobler for Livets Færdsel, for Hjertets Fred,

For Troskab og for – hvad ei selv han veed.

Og Bølgerne svulme, og hans Hjerte som de, –

Og de rive ham med – men Stjernerne see

Den sidste Boble endnu paa Luftningens Strømme,

Det er Hjertets Længsel, dets flammende Drømme,

Den stiger – og brister nu bort.

– Men Bølgerne rulle evigt fort!

Den nye Spröite

»Les plaisirs sont divers.«

En Sprøite har vi faaet nu,

Der sprøiter saa det er en Gru!

Vor hele Bye er sjæleglad,

Den evig see paa Sprøiten gad,

Og paa dens store, tykke Straale;

Men Sprøiten kan det ikke taale!

Ak, hvor den Sprøite er os kjær!

Den er jo alle lige nær!

Og baade Pige, Dreng og Svend,

Faae Lov at gaae paa Torvet hen,

Thi der er Tromme jo og Fløite,

Hver Gang vi prøve med vor Sprøite!

Ved Raadhuus-Døren sidder ned

Den hele, høie Øvrighed,

Og alle Byens Damer staae

I Vinduet og see derpaa,

Mens Drengene af Glæde straale,

Og vandes af den store Straale.

Den Sprøite, ja den Sprøite her,

Den sætter Liv dog i enhver!

Selv jeg, saa tidt jeg Sprøiten seer,

Det er, som Hjertet i mig leer,

Jeg glemmer Trommen selv og Fløiten,

Thi al min Tanke er i Sprøiten!

Hytten

Her i Tid, og hist i Evighed,

Eet er ene nødigt: Kjærlighed.

Baggesen

Hvor Bølgen høit mod Kysten slaaer,

En ganske lille Hytte staaer,

Men rundt om paa det hele Næs,

Man finder ei en Plet med Græs,

Kun Himmel, Hav og nøgent Sand

Omgiver Hyttens Drømmeland;

Der kan man Paradiset finde,

Thi Kjærligheden boer derinde.

Ei Sølv, ei Guld man finder der,

Men to, som har hinanden kjær,

See Kys og Smiil paa Læben leer,

Og Øiet dybt i Øiet seer;

De tale ei det mindste Ord,

Glemt er den hele, store Jord,

Med al dens Kamp, dens Fryd og Smerte,

Her svulmer Hjerte kun mod Hjerte.

Skildvagten2

»Lui, lui, et toujours lui

Casimir Delavigne

Aft’nen er taaget – døsigt Lygterne brænde;

Kun paa sin Støi og sin Larm kan man kjende

Det store Paris.

Den brogede, larmende Vrimmel, paa Bølgernes Viis,

Fremtrænger sig vildt gjennem Stræde og Gade.

Hist staaer et Palads med pragtfuld Façade,

Men kun svagt, gjennem Taagen, dæmrer den straalende Krands

Af Lampernes flammende Glands.

Hvem er vel Eier af hiin Pragt, man seer?

»Un cavalier,« man veed ei meer.

Ved Porten staaer en Graaskjæg i Gevær,

Han tjente engang i den store Keisers Hær, –

Forresten man om ham veed meget mindre;

Men saae man i den gamle Krigers Indre,

Da for vort Blik,

En svunden Verden, stor og klar opgik.

»Hvor underligt forandres Alt med Tiden!«

– Saa drømmer han. – »Her stod jeg just! dog, det er længe siden.

Mit Bryst var fuldt af store Ungdoms Drømme;

Da bruste Blodet – ja, i vilde Strømme

Flød Frankrigs Blod,

Men Friheds-Træet grønt og herligt stod,

Og jeg var hærdet; nu jeg gammel er og blød.

Toulon var Fjendens. Seier eller Død

Vi med vor yngste Officeer da svore,

Thi han – han var Napoleon den Store.

– Med ham gik Frankrigs yngste Helte-Flokke

Hen over Alpelandets Kjæmpeblokke,

Bestandigt opad, opad i den skarpe Vind,

Som vilde vi i Himlen ind!

Han gik foran, vi fulgte Mand for Mand,

Hvor før kun Mulen steeg paa Fjeldets Rand,

Og gjennem Iis og Snee og skarpe Vinde,

Vi vidste Fjenden, og vor Seir at finde;

Der midt imellem Kamp og Dødens Flamme,

Han stod den Samme.

Skjøndt Kugler fløi om ham i Dagens Dyst.

»Om han blev dræbt!« – det gjøs i hvert et Bryst,

Thi Gud og han vor Tanke var i Leiren,

Og begge gav os Seiren.

Hvor jublede jeg høit med Folke-Vrimlen,

Da Keiser-Navnet tonede mod Himlen;

– Smaae-Fuglene paa Fjeldets Tind,

Saae stolt til Konge-Ørnen ind;

Da stormede vi gjennem Busk og Hække,

Og Konger kaared’ han, hvis Kraft de vilde knække.

Selv Havets Slange, skjøndt den bister lo,

Dog frygtet Konge-Ørnens stærke Klo;

En evig Troskab, Venskab høit de svore,

Og glemte dog saa snart den Eneste – den Store!

Ud over Reden voxte det stolte Vinge-Par,

For lidet ham det store Frankrig var;

Han var Europas Helt – Europa var hans Rige,

Hans Stjerne kjendte kun, at synke, eller stige.

»Mod Moskov! – Moskov!« høit han bød,

Men stolt det reiste sig i Flamme-Glød,

Kun Ild og Aske inddrak vore Lunger,

Til Bjerge svulmed’ Brandens røde Tunger,

Alt blev til Ild, selv Liget i sin Grav,

Og Lykkens Stjerne svandt i dette Flamme-Hav.

– Hver Dag skjød Ruslands Jordbund Hære frem,

Dog havde vi nok faaet Bugt med dem!

Det Vintren var, og ei Kosakkens Landse,

Der røved’ Frankrig sine bedste Krandse.

Kun Iis og Snee stod for vort matte Blik;

Ja Neglene fra Kjødet gik,

Mens Børn og Kvinder, Alt – dog taus jeg være maae;

Hvad Øiet dengang saae,

Tør nu mit gamle Hoved ikke tænke paa! –

Jeg blandt de Saarede paa Vognen laae;

Een Flod og Riger var imellem Fædrelandet;

Stærk Strømmen gik, tynd Isen var paa Vandet;

Hver Vogn, hver Hest vi synke saae;

Kun enkelt kunde man hiin Side Bredden naae,

De matte Hænder vi fra Vognen strakte frem,

Man saae det ei, thi »hjemad! hjem!«

Det lød, det trængte i mit Hjerte;

Jeg styrted’ mig fra Vognen i min Smerte,

Men Isen brast; – – dog Strømmen hæved’ atter,

– En Haand mig fatter –

Det var NapoleonsHan var min Redningsmand,

Og jeg saae Frankrig, saae mit Fødeland.

Fri stod jeg der, men ham man Haanden bandt;

Europas Sol bag Elbas Skove svandt.

Men synke kan ei det som Gud opreiser,

Og Folket selv ham kaarede til Keiser;

Der maatte til den hele Spurve-Vrimmel,

For at forjage Ørnen fra sin Himmel.

Han kom – – mit Hjerte vilde mig af Barmen!

Min Hustru holdt den Spæde frem paa Armen;

Velsignelse fløi fra hans Helte-Blikke,

Han kom igjen – han glemte Frankrig ikke!

– Men Frankrig glemte ham – det gav ham bort til Havet;

Ei Fædrelandet har sin første Helt begravet.

– Mod Fjeldet stolt den høie Bølge slaaer,

Men den er bristet længst, naar Fjeldet staaer;

Det synker ei, hvad engang Gud opreiser!

Europa glemmer ei min store Keiser!« –

Saadan den gamle Skildvagt drømmer nu.

»Hvad græder Du? –

Lidt vaade er de gamle Øienlaage,

Dog, det er mueligt Aft’nens kolde Taage ...

Tys, stille dog! glem nu den Store!

Hist gaaer en lille Een med Sabel og med Spore,

Derfor ei Mere!

Husk, gamle Graaskjæg, Du skal presentere

Hjemvee

Warum wurde auf den schmutzigen Erdenkloß ein Geschöpf mit unnützen Lichtflügeln geklebt, wenn es in die Geburtscholle zurückfaulen sollte, ohne sich je mit den ätherischen Flügeln los zu winden?

Jean Poul

Om Aft’nen i det lille, snevre Kammer,

Naar Alt er stille, i mit Bryst det flammer!

En mægtig Længsel fylder al min Tanke,

Af Hjemvee føler jeg mit Hjerte banke,

Og jeg maa græde, skjøndt jeg er en Mand,

Thi her, har Hjertet intet Fædreland!

Naar Kunsten aabner mig sit store Rige,

Den samme Længsel føler jeg da stige,

Enhver Musik, hver Sang der naaer mit Hjerte,

Gjenvækker denne bittre, søde Smerte,

Men Hjemmet finder jeg dog aldrig her,

Mit Hjem er der, hvor jeg kun ikke er!

Seer jeg den friske Skov, de grønne Dale,

Da føler jeg, hvad ei jeg kan udtale,

Seer jeg det stolte Hav og Aftenrøden,

Da længes Hjertet mægtigt efter Døden!

Dog nei! det er ei Døden, nei, et Hjem, –

Et Hjem, hvis Navn jeg ei kan stamme frem.

Den jydske Hede i Regnveir

Röslein, Röslein, Röslein roth,

Röslein auf der Heiden.

Göthe

Ak, Himlen staaer med Graat i Graat!

Og Regnen rusker nu saa smaat;

See, Heden hist og her sig høiner,

Men Lyng og Lyng og Lyng man øiner;

Hver grønlig Plet gjør Hjertet glad,

Skjøndt Græsset ligner Andemad.

Saa tungt i Sandet Vognen gaaer,

Og Lyngen ind mod Hjulet slaaer;

To Smaa-Børn vogte Faar ved Veien,

Hør, Drengen blæser paa Skalmeien,

Imedens fromt hans Søsterlil,

En Psalme synger os dertil.

Hun ogsaa andre Viser veed,

Selv den, om: »Roat, som faldt ned« –

– Men tys! hvem er det som sig nærmer?

Det er’ Nomade-Folk, som sværmer;

Zigeunere de er’ paa Tydsk,

Men kaldes Kjeltringer paa Jydsk.

See, Konen her er ikke styg!

Hun bærer Vuggen paa sin Ryg;

Den Lille sover der og drømmer,

Skjøndt Regnen over Vuggen strømmer;

De andre Unger ved Siden gaae,

De tradske godt, skjøndt de er’ smaae.

Hvem veed –? Selv Tanken gjør saa godt;

Maaskee jeg her – skjøndt Alt er graat,

Skal deres Preciosa møde,

Den fine, line, søde, bløde!

Hvor er hiin Sol paa Hedens Nat?

Mon hun er alt i Hullet sat?

Hvile paa Heden

– – – den nøgne Hede,

Som er sin egen Grændse – –

Grundtvig

Sørgende, stor ligger foran os

Den sortbrune Hede;

En enkelt Enebærbusk hæver sig lysegrøn

Frem mellem Lyngen.

Rundtom er Bakker og Høie,

Der som en Bjergryg sig strækker langs gjennem Landet.

Men ved hver Skrænt,

Ja ved Hjulsporet selv,

Fremtrænger den rødgule Ahl.

Det er, som glede vi over en Klode, der uddød

Laae under os; en sørgende Grav;

Men Fuldmaanen skinner saa smukt paa den dunkelblaae Himmel,

Hvor de underligt formede Skyer

Glide henad, som svømmende Bjerge.

Alt er saa stille!

Man hører kun Vognhjulets Skuren

Dybt i den sandede Vei,

Men stille sidde de Reisende, indsvøbt i Kapper,

Thi skarp blæser Vinden fra Vest

Over den øde, sortbrune Hede.

Her ligger et Huus,

Eensomt, midt i den ubeboede Egn,

Faldefærdigt og lavt;

Ret som et Vrag i det blik-stille Hav,

Staaer det foran os.

I løse, natlige Dragt

Viser Huusmoderen sig;

Hæslig er hun, gammel og bruun;

Skjødesløst hænger det lasede Skjørt

Om de skarpe, knoklede Lænder.

Snart gjør hun Ild med den tørrede Lyng;

See hun puster, og Røgen

Hvirvler kulsort i Veiret,

Og Flammen kaster sit rødlige Skjær

Paa det magre, rynkede Ansigt.

Udenfor Huset leire vi os,

Lave vor Punsch og sidde, som Guder

Stolt, paa den sortbrune, slumrende Jord,

Der seiler med Maanen i Luften.

Den Gamle griner saa smaat og nipper

Til Punschen hun fik, og fortæller

Om Spaniolerne, som

Her i Krigens Tid havde været;

Hvordanne de fremmede Gjæster, som ingen forstode,

Sloge Leir her paa Heden;

Hvordan de ofte græde som Børn

Og nævnede Hjemmet;

Snart dandsed’ og sprang i de maanklare Aftner,

Og sang deres fremmede, hjemlige Sange,

Langt fra Hjemmet, allene,

Paa den øde, sortbrune Hede. –

Vort Maaltid endt.

Vi sidde paa Vognen igjen

Og nikke Farvel til den Gamle,

Der spøgelseagtigt stirrer paa os og nikker igjen.

Men bag Døren

Titter en halvvoxen Pige nysgjerrig frem;

Forundret seer hun paa os, gaber og strækker

De dovne, deilige Lemmer,

Saa Kjolen, hun løst har slængt om sig,

Gaaer bort fra den fyldige Skulder

Og viser os Marmor paa Heden.

Drengen og Moderen paa Heden

Det Grønne, Blaae og Røde var kun Tant, –

Maaskee det Sorte turde være Sandt.

C. Wilster

O siig mig dog, kjær Moder, hvad aldrig Du har sagt,

Naar skal jeg see min Fader? Er han i Jorden lagt?

Ei før Du mig fortalte, hvem dog min Fader var,

Derfor saa sære Drømme, jeg tidt om Natten har!

Var ei min Fader Konge? – Tidt tænker jeg derpaa!

Og hvorfor skal vi evig paa denne Hede gaae?

Hvor er’ de sorte Skove, hvor der var Dands og Sang?

Hvor er’ de store Bjerge, som jeg har seet engang?

O siig, hvor er min Fader? O siig mig, hvem han var!

Thi underlige Drømme jeg tidt om Natten har!

O siig mig dog, kjær Moder, kan Du min Drøm forstaae?

I Nat da var det for mig, som jeg min Fader saae!

Regnbuen stod foran mig, af tvende Bjerge holdt,

Men oppe under Buen min Fader svæved’ stolt;

Om Halsen hang en Kjæde, og han en Krone bar,

Og Engle fløi omkring ham, paa hvide Vinge-Par.

Jeg saae ham ad mig vinke, det Hele var saa klart;

O, siig mig dog, kjær Moder! siig finde vi ham snart?

Ti stille med din Drømmen! Du Alt for stort har tænkt!

I Ungarn hvor Du fødtes, der blev Din Fader hængt.

Stolt var han, som en Konge, selv da han hængtes op!

Nu har de sorte Ravne fortæret længst hans Krop.

Da jeg brød ud af Hullet, Du ved mit Hjerte laae – –

Nu, bliv ei bleg om Kinden! – Nu! – vil Du bare gaae!

Længsel med Potterne

»Lad Fovlen flyv’,

Lad Taagen dryv« –

Sallingboe Hyrdesang

Hist hvor man kun seer Lyngen groe,

Der laves Jydepotter jo!

Der laves store, laves smaae,

Paa Vognen snart de pakked’ staae,

Og see, med Potter rigt begavet,

Den reiser langveis over Havet.

Ak see, nu kjører den afsted!

Og Pottefaderen er med;

Hans lille Dreng ved Døren staaer,

Med nødbrun Kind og gule Haar,

Han seer paa Vognen, som nu kjører,

Og sært det i hans Bryst sig rører.

Han føler, nei, han veed ei hvad!

Med Potterne han reise gad,

At see Soldater, Skov og By,

Med Kirketaarne høit mod Sky;

Ja Havet med de stærke Strømme,

Og Alt, hvad han kun saae i Drømme.

Phantasie ved Vesterhavet

Herlige Hav!

Ved din svulmende Barm har jeg hjemme.

Ingemann

Er disse høie, sorte Masser Fjelde?

Nei! fremad styrte de med Vælde,

Og Sneens Dynger paa den høie Tinde,

Snart stige, snart forsvinde!

– Er det da Skyer, som i Dalen svæve,

Og nu med eet sig høit mod Himlen hæve?

Nei, det er Havet! – hør dets dybe Sang,

Ei hørte Øret før slig Orgelklang,

Den ryster Sjæl og Tanke,

Thi her er alting stort og uden Skranke.

– Hvad gjemmer Du, o Bølge, i Dybets Bugt?

Hvad saae Du paa Din stolte Flugt?

Hvad hørte Du? – Du Jordens Vugge, Jordens Grav!

Herlige Hav!!!

– Din Bølge saae ved Nordens Pol

Den ei synkende Sol,

Iisbjergenes evige Lag!

Den følte Æquators brændende Dag;

Den hviled’ stille, udbredt som et Klæde

Om Øen, hvor Pilene græde!

Den hørte paa Klippens, paa Sandets Kyst,

Hvad dybt der sig rører i Menneskets Bryst;

Den sang jo omkap med hver Fugl paa Green,

Og gik over Perler og Dødningebeen.

Den skued’ ved Luftningens Strømme ved Stormens Chor,

Verden saa undrende stor!

Ja stor Du hæver Dig selv i Din Vugge og Grav,

Herlige Hav!

Og dog, hvad er vel Du, mod Himlens store Sø,

Hvor Jorden staaer kun, som en lille Ø,

Hvor Sol og Maane, ja, hvor hver en Stjerne,

Som Øer ligge udspredt i det Fjerne!

Og hvad er atter denne store Vrimmel?

Een Draabe kun i den uendelige Himmel!

– Nu fatter jeg først klart hvad Døden bringer

Paa Cherub-Vinger!

Thi bruus kun, vilde Hav, opløft Din Kjæmpe-Vove,

Med Dig og Stormen, jeg min Gud vil love!

Malerie fra Jyllands Vestkyst

Den hela jorden likner här ett lik,

Och himlen står, liksom en mördare,

I blodig skrud, betraktande sitt offer.

Atterbom

Man seer ei Træ, ei Busk, selv Lyngen vil ei groe,

Fra Sandet pipper frem et Græsstraae eller to;

Sandklitter reise sig, de vexle Dag for Dag,

Og rundtom stikke frem de nøgne, sorte Vrag.

Foruden Grændse Havet udstrakt for os staaer,

Speilklart og glat det er, saa langt som Øiet naaer,

Strandbredden er belagt med Stene, store, smaae,

Og alle runded’ smukt, see, røde, hvide, blaae!

Hist komme Fiskere, de gaae til Havet froe;

En herlig Slægt det er, med Marv i hver en Kno.

Nu læses først en Bøn, fromt folder sig hver Haand,

Saa ile de med Christ, Gud og den hellig Aand.

Den gamle Mor paa Klinten staaer,

Saa graat som Sand er hendes Haar!

Hun drikker Solens Ild saa smaat,

Og skutter sig, det gjør saa godt.

Men som hun ret paa Havet seer,

Strax hendes gustne Ansigt leer,

Thi ude, hist paa Bølgens Hjem,

En prægtig Seiler glider frem,

Men uden Roer og uden Mast;

Den borer sig i Sandet fast,

Det Dødningskibet er man seer,

Thi see – – – nu er det ikke meer.

Da knæler fromt den gamle Mor,

Hun læser høit et Fadervor,

Og siger: »Gud! til os Du see!

Lad det paa vores Kyst dog skee!

De drukne vist, den hele Flok,

Men vi skal leve, veed Du nok!«

Blikstille hviler Havet, tyst som de Dødes Hjem,

Men underligt fra Dybet en Susen stiger frem,

De mange Fiskerbaade med Bytte, højt i Lag,

See, hvor de søge Kysten, med stærke Aareslag.

Med eet sig Floden hæver, den stiger meer og meer,

Den grumset, sorte Bølge, høi, som et Bjerg, man seer.

Vel hundred’ Favne reiser den sig med Gny og Larm,

Men Brændingen den knuser til Støvregn i sin Harm.

Dog gjennem hver en Brænding, hver Fiskerbaad nu gik,

Stift holdt hver Fisker Aaren, hver saae med Ørnens Blik;

Nu springe de i Søen, de drage Baaden frem,

Saa slæbe deres Qvinder det rige Bytte hjem;

Dybt bøiet under Vægten de gaae med deres Smaae,

Mens Manden mørk og stille ved Stranden seer derpaa.

– Hvad svæver over Dybet? Hvi er saa taus hver Mand?

Det er et Skib i Havs-Nød, det driver stærkt mod Land.

See, Masten er alt kappet, i Brændingen det staaer,

Et Nu – og Kjæmpebølgen det knuust mod Kysten slaaer.

Men see! Mandskabet klynger sig om den store Mast,

Høit op paa Land den hvirvles, ved Bølgens stærke Kast.

Er’ de nu frelst? – Nei, Bølgen dem river atter med,

See Masten, hvor den ruller, den knuser hvert et Leed.

Nu styrter den i Dybet, man hører intet Suk.

– Snart tier Storm og Bølge, og Natten er saa smuk,

Da ligger Stranden broget med Vare og med Stads,

Havgasserne da juble, og gjør’ et stort Galads.

Digterskibet

O wer nicht zuweilen zu viel und zu weich empfindet, der empfindet gewiß immer zu wenig.

Jean Poul

Vidt i det Uendelige

Strækker sig det stolte Hav,

Lystigt glide Skib og Baade

Over denne aabne Grav;

Tusind’ Flag i Luften vaie,

Hvilken Vrimmel, hvilken Lyst,

Hvor de dreie, hvor de krydse,

De vil naae den grønne Kyst.

Der er Een, han bringer Steenkul,

Denne holsteensk Smør og Ost,

Een har Korn, Een Fleskeskinker,

Andre herlig Viin og Most;

Og hver Skipper har en Kone,

Hun er ham hans bedste Last;

Vuggen med den lille Unge

Surret er til Skibets Mast.

Hør de synge, hør de snakke,

Andre sove nok saa trygt,

Men eet Skib mod Strømmen seiler,

Det er stolt og herligt bygt:

Kjøl og Planker ere Tidens

Ege, rykked’ op med Rod,

Masten selv er Kundskabs-Træet,

Som i Edens Hauge stod;

Seilene er Dagens Skyer,

I det røde Aftenskjær,

Og med friske Blomsterkrandse

Alt er herligt pyntet her.

Skjalden ene staaer ved Roret,

Det en Harpe er af Guld,

Og i Bølgens Brænding toner

hver en Stræng saa underfuld.

Aander sig i Luften boltre,

synge i den milde Vind;

Skjalden seer med Aandens Øie

Salig i Guds Himmel ind;

Han tør Fortids Kyst beseile,

Alt oplives der paa ny,

Fremtid selv staaer som en Stjerne,

Bag den lette Morgensky;

Høit han i Begeistring synger

Himlens Fred og Jordens Lyst,

Thi det store Heles Billed’,

Lever, aander i hans Bryst.

Mængden, som nu ogsaa seiler,

Finder det er broget Stads,

Lytter lidt, men passer derpaa

Sine Oste, sin Seilads.

Livets Færdsel, Alt om Skjalden,

Hæver sig til Poesie,

Ja selv det, der i hans Indre

Knuse vil al Harmonie;

Bølgen stiger, Hjertet svulmer,

Skyer henad Himlen gaae;

Hjertets dybe, stærke Banken

Kan han selv ei ret forstaae;

Og et mægtigt Savn han føler

Selv midt i sin bedste Lyst,

Ene staaer han mellem Aander,

Uden et beslægtet Bryst,

Ene er han i sin Himmel,

Intet Hjerte mod ham slaaer,

Ene er han i sin Smerte,

Ene han i Døden staaer!

Hjertet vil et Hjerte møde –

Nu han klart sin Længsel veed,

Og han styrter sig i Vrimlen,

Styrter sig fra Skibet ned,

Bølgen lukkes – – Skibet seiler

Fremad med sin Aandehær,

Men fra Himlen funkler Stjernen

I det blege Aftenskjær.

Manden fra Paradiis

En komisk Fortælling

Man schreibet von Paris, es habe kein Gefahr, –

– Til Paradiis fra os er nu fast ingen Fart. –

Holbergs »Peder Paars«

Der var engang en Enke –

Dog nei! – – jeg maa mig først betænke;

Hun havde været det, men var nu gift paany,

Med Een fra Thy;

(Det maae vi ikke glemme).

– En Aftenstund, da Manden ei var hjemme,

Sad hun med Haanden under Kind,

Selv Theemaskinen var en Smule sovet ind,

(Den ellers sang en Tone, reen og klar,

Og førte tidt ved Bordet den bedste Passiar).

Fra Jordens Taageland,

Fløi Tankerne til hendes første Mand;

Hun kunde ei den søde Sjæl forglemme,

Og ak! den anden var jo ikke hjemme,

– »Du har det godt!« udbrød hun, »fri for Nød

Du sidder i det abrahamske Skjød,

Og seer til os, der i den snevre Stue

Maa plages slemt af Hoste og af Snue!«

Hun taug og faldt igjen i Tanker,

Da hører hun, hvor det paa Døren banker;

Hun skotter hen til Krogen;

»Uh! er der Nogen?«

(Thi hun var bange for – ja det var hele Tingen –

At see en Aand i den, der havde før slet ingen).

Nu banker det igjen, og saa gaaer Døren op – –

Men det er ingen Aand, nei Een med Kjød og Krop!

Det er en Haandværkssvend, der nu har sprængt sit Buur,

Og gaaer fra By til By og seer paa Guds Natur;

Han gjør Visitter kun, for ei at smægte,

Sligt kalder man: at fægte.

Han var, det saae hun nok, en sælle Een,

Der gik i dette Liv paa sine egne Been;

Og som han sagde det, der noget laae i Tonen,

Der rørte Konen.

Hun spurgte ham, hvorfra han kom, hvorhen han gik;

Og Svaret, som hun fik,

Det var: han drog paa Bursche-Viis,

Nu gjennem Tydskland til Paris. –

Da blev hun i sit Hjerte glad,

Hun dækked’ op med Øl og Mad,

Og sagde: »Sæt sig dog, og spiis!

Hvad, reiser han til Paradiis?

O, Herre Gud! i dette Land

Der har jeg jo min første Mand;

Hils ham fra mig og fra vor Datter,

Og hils ham ogsaa lidt fra Fatter!«

Da mærkede Skjelmen, at ei vor Viv

I Geographien var meget stiv,

At hende klang paa ligeviis

De Navne: Paris og Paradiis.

Thi faldt han strax i Talen ind:

»Jeg kjender ham, det gode Skind.« –

– »Ak!« udbrød da hans Hjertenskjær:

»I altsaa før har været der!

Hvor lever dog den søde Skat?« –

– »Ak det er ilde med ham fat!

Jeg var der for en Maaned siden;

Da sleed han meget suurt paa Tiden,

Stod tidlig op, kom seent i Seng,

Og var de Andres Hunde-Dreng!

Hvad Tøi han fik i Gravens Nat,

Gik strax itu det tynde Pjat!

Af Kjoler har han ikke een,

Og tænk, han gaaer med bare Been!« –

De Ord i hendes Hjerte stak som Syle,

Og hun begyndte gyseligt at hyle,

Fik nu, og det i største Hast,

En Byldt af baade løst og fast;

Ja Skjorter, Strømper, uldne Sokker,

(Og jeg veed Pokker), –

Og bad, mens Øiet stod i Vand:

»O bring det til min salig Mand,

Og siig: jeg sender meer afsted,

Naar jeg kun seer en Leilighed!

Ak ja! ak ja! det er dog haardt,

Han der skal gaae til Spot og Tort!«

Da Knøsen havde spiist sig mæt,

Han loved’ at besørge det,

Tog Bylten, takkede og gik;

Men Konen sad med vaade Blik;

Thi vil vi springe nogle Timer frem

Til hendes Mand kom hjem,

(Jeg mener ham, den sidste,

Den første, veed I, staaer paa Dødens Liste). –

»Nu, jeg kan hilse Dig fra salig Thiis,«

(Saa heed den første Mand; o det er slemt,

Jeg Navnet har i Førstningen forglemt!) –

»Her var nys Een, der gik til Paradiis! –«

Og nu fortalte hun om ham, som alt var gaaet,

Og hvad han havde med paa Reisen faaet.

Men Manden fatted’ snart den hele Ting,

Og i et Spring han sadlede sin allerbedste Hest,

Og foer afsted, som Skyerne i Blæst.

Han vilde, sagde han til Konen,

Dog tale selv en Smule med Personen.

Det var en deilig Nat med Maaneskin og Sligt,

Der klæder endnu bedre i et elegisk Digt,

Høit Nattergalen slog, og Uglen peb Discant!

Og hvad der her var bedst – den rette Vei han fandt,

Hvor Tyven gik afsted i Maanens blege Straale.

(Thi mere Lys en Tyv i Grunden ei kan taale) –

Nu vil vi da med Tyven gaae!

Saasnart han saae

Een foer afsted som bare Fanden,

Han tænkte ganske ret: der har vi Manden,

Og kastede sin Bylt i Grøften nær ved Krattet,

Og satte sig derved, thi han var fattet.

Med skyldfrit Sind han vilde sig forskandse,

Og sang om grønne Jomfru-Krandse,

Idet han stirrede paa Nattens klare Himmel,

Til Manden kom og standsede sin Skimmel,

Og spurgte, uden megen anden Snakken,

Om ei han havde seet en Mand med Bylt paa Nakken,

Og for at give Sagen mere Vægt,

En Tyveknægt. –

»Jovist!« var Svaret: »nylig saae jeg Een,

Der gjorde lange Been,

Saasnart han saae, I vilde ham indhente,

Svandt han i Skoven, hurtig, som en Glente;

Men skynd jer lidt, saa kan I Knægten fange;«

Den anden takkede ham mange Gange,

Og bad ham holde lidt paa Hesten.

(Nu veed I Resten) –

Den gode Mand i Skoven sprang,

Men Tyven sig paa Hesten svang,

Tog Bylten med, »hyp, – vil du gaae!«

Det var en Lyst at see derpaa. –

Udmattet, stønnende og bister

Kom Manden som en vred Philister,

Men tænk jer nu hans store Skræk,

Da ogsaa Hesten her var væk.

Han raabte: »hov!« han raabte: »hei!«

Men Tyven løbet var sin Vei.

– Da ingen anden var tilstede,

Fik Maanen hele Mandens Vrede.

»Paa slig en Daad Du skinne kan;

O tvi Dig an!

Har Du ei hørt, en Tyvehæler

Rangerer lige med en Stjæler.

Jo, jo, Du er en deilig Een!« –

Saa gik han hjem paa sine Been.

»Naa, traf Du ham?« saa spurgte Konen;

Men Manden havde nedstemt Tonen,

Og sagde: »Jo, min kjære Skat,

Jeg fik ham dog til Lykke fat!

Vor bedste Hest jeg gav ham med,

At han kan komme lidt afsted!«

– Da blev hans Kone ganske mild:

»O lille Mand, hvor Du er snild!

Det maa man dog de Mandfolk skjænke,

At de kan tænke!«

Moralen, som man finder,

Er, at der gives dumme Qvinder;

Dog – Mændene i samme Farve spille,

Men, de kan bedre tie stille!

Stormen

– – – Skibet

Med matte Vinger,

En Spurv i Hvirvelvind.

Oehlenschläger

Som i en Søvn ligger Luften og Havet,

Ingen Bølge man seer,

Kun døsigt svulmer Fladen og synker igjen;

En enkelt Luftning gaaer, som en Skygge,

Over de slappe, hængende Segl;

Men den hvidgraae Maage

Flyver i Kredse om Skibet

Og med hæse Skrig den fortæller

Hvad Dybet nu drømmer. –

En Kastevind griber i Seilet,

Med Larmen det svulmer, men synker døsigt igjen,

Som den trætte Vandrer,

Der kaldes ved Midnat fra Leiet,

Vaagner, men sover atter igjen, –

– Nu dæmrer Natten og fjernt i Nordvest

Staaer et Bjergland af Skyer hvor Stormene bygge;

Det stiger med Mørket,

Og Lynstraalen leger, som glødende Lava,

Over Bjergenes Rygge.

Nu Havet er vakt af sin dybe Slummer,

See, Bølgen dandser til Stormenes Sang

Men sort, og med sølvhvidt Skum er den klædt,

Og underligt dybt og veemodigt den sukker,

Thi den veed, at i Nat,

Mangen livsglad Søgut og trofaste Søn

Skal den trykke, som Liig, iiskold og hvid,

Fast til sit Hjerte.

See derfor svulmer dens Barm og de store Taarer

Falde som Støvregn hen over Skibet.

Men høit deroppe,

Høit i den gyngende Mast,

Sidder den modige Skibsdreng, hans Lokker flagre,

Og stille skuer han over de svulmende Bølger.

– Aldrig før saae Du Havet saa mørkt,

Aldrig Lynet saa klart;

Som Fjeldmasser hænge de truende Skyer

Over vort Hoved’,

Og Havet løfter med stærke Arme

Skibet, som var det en Fjer kun,

Høit, saa høit det slynges i Luften,

Som skulde det knuses mod hine Fjelde;

Men Menneske-Hjertet klynger sig fast til sin Gud,

Og ved hver truende Bølge, det løftes

Høiere, nærmere ham,

Algodhedens Fader.

Dybene sukke med Skyens Bjerge,

Dog mere dybt

Sukker eet Hjerte, et Ungdoms-Hjerte.

Seer Du i Stormen, Skibsdrengen høit

I den svaiende Mast?

Veed Du hans Længsel og Savn,

Hvad Hjertets Brændinger tone?

»I Hytten hos min Moder

Der var dog ei mit Hjem

Bestandig vilde Hjertet,

Kun frem og altid frem.

Min Moders Hjord jeg græssed’

Da i den grønne Dal,

Men Hjertet følte Længsel

Til Skovens Bøgesal.

Først græd jeg høit af Glæde,

Saa længtes jeg igjen,

Og Hjertet fløi da atter

Til Hyttens Hjemstavn hen.

Nu misted’ jeg min Moder,

Det knuste Barnets Lyst;

Jeg ene stod i Verden,

Med Smerten i mit Bryst.

I Dalen var saa snevert,

Jeg stræbte modigt frem,

Men oppe høit paa Bjerget

Var heller ei mit Hjem.

Da saae jeg Havet for mig,

Og Himlen var saa blaae,

Det var, som al min Længsel

Bag Horizonten laae.

Da foer jeg over Bølgen,

Til fjerne Lande frem,

Men ingen, ingen Steder

Fandt Hjertet der sit Hjem.

Og dog kan Hjemmet findes

Paa denne store Jord,

Men Hjertet tør ei sige

Det dybe Trolddoms Ord.« –

Saa toner det dybt i hans Bryst, uden Ro, uden Fred.

– Og Skibet flyver i Stormen, over Bølgen, afsted.

Cometen 18343

Saa rædsom en Historie

Jeg aldrig har oplevet.

Ingemann

Lad Verden tee sig nok saa lærd, foruden som forinden,

Naar først Cometen viser sig, den ryger dog af Pinden.

Saa seer man, den er ei solid, men saa er det for silde,

Nu lapser den sig alt for fælt, og derfor gaaer det ilde.

Ja, hører nu, hvordan det gaaer, og hvad der snart vil hænde,

Thi siden faae vi neppe Tid, at see paa Verdens Ende.

– Omtrent naar Tappenstregen slaaer,

Naar Vægteren paa Gaden gaaer,

Og synger høit mod Skyen,

Mens Flyveposten flagrer over Byen,

Da viser sig Cometen stor og rød,

Men hver Mand troer: »O det har ingen Nød,

Den gaaer nok over!«

Selv Byens Magistrat med denne Tanke sover.

– Men ak! Cometen kjender ei til Hvile,

I hvert Minut den løber hundred’ Mile;

Den mod vor Jord fremrykker,

Men slaaer os ikke lige strax i Stykker,

Nei, den gjør os en anden stor Fortred,

Den ta’er vor Jord paa Slæbetouget med.

»Ak!« sukke gamle Folk, og falde hen i Daanen:

»Hvi løb den ikke heller af med Maanen!«

– »Und immer weiter, hop, hop, hop

Vi fare Alle i Galop;

Men at vor Jord saaledes galoperer,

Just ei generer,

Man holder meget jo af Galopade,

Paa Baller, som paa Østergade;

Man kjender Touren, holder let Balancen;

Men Jorden – ak! den taber Contenancen.

Ved disse nye Spring

Den glemmer reent at dreie sig omkring.

Fra Maribo man hører Klager,

»Som Mange megen Skræk indjager;«

Man mærker, det er ilde fat,

Cometen bli’er i Bladet sat.

Men ak! den løber dog afsted,

Og Jorden – ja, den løber med.

Da mærker man, selv hos det mindste Noer,

At Dandse-Organet i Hjertet boer,

Thi Hjertet hopper fra Bryst til Hals,

Som i Wiener-Vals.

– Snart er’ vi Solen ganske nær,

Af Hede tabe vi vort Veir;

Enhver gjør Vind – men ak, for lidt.

Med de bekjendte korte Trit,

Og Arme, som Græshoppe-Been,

De unge Damer løbe hver og een,

Gjør Vind paa Gaden op og ned,

Men Luften bliver lige heed.

– Tilsidst vi Solen dog passere,

Men mange fede Folk crepere,

Og Bladene, ak ja! – de komme slemt tilkort,

Thi alt hvad Vand er, tørres ganske bort.

Men lad det gaae med Verden som det vil!

Man vænner sig dertil.

Snart gaaer enhver til sine gamle Skikke,

Man frygter ikke,

Man holder Baller, drikker Thee og snakker.

– Jeg takker!!!

Men ei Cometen falder os i Talen;

Tilsidst faaer den dog Lyst at røre os med Halen,

Men neppe er det skeet,

Saa gaaer det galt med Jord og med Comet;

O, kunde vi Halen dog englisere,

Saa skulde vi ikke saa brat crepere!

Betænk, hvilken »fürgterlig Ildebrand

– Fælt sprutter Jorden af polemisk Vand,

Men ei det nytter, den gaaer reent itu,

Men kan det trøste, nu

Saa gaaer det ei Cometen meget bedre,

Thi den og vi med Alt gaae da til vore Fædre. –

O hvilket Virvar dog i vor Natur!

I Nakken faae vi den chinesiske Muur,

Ja Rundetaarn og selv Theatret vælter,

I Taschenbücher man paa Gaden ælter,

Og tænk en Gang – de brænde!

Nu hører man et Knald, og saa har Verden Ende. –

Men som en Phønix, mærk mit Ord,

Snart af Cometen og vor Jord

En Klode danner sig paa ny,

Med Folk og Fæ, med Mark og By;

Men deres Storhed ei vi fatte,

Mod dem er’ vi kun Padehatte;

Forstanden tred’ve Grader naaer,

(Mod dem var Plato selv et Faar).

De skrive, skrive, og studere,

Spadsere

I Luften, grave dybt i Jorden,

Da finde de baade i Syd og Norden,

Ret tydeligt Spoer af en Verden før,

Og det er vores, som det sig bør.

Man finder Folk – ja hele Lag,

Med Ordner baade for og bag,

Men man tør ikke Personerne røre,

Thi de ere skjøre. –

Ja, hvad som findes, selv mindste Kat,

Betragtes strax som en gylden Skat.

Saaledes Kjære,

Vi komme engang i Agt og Ære,

Faae Plads paa Museet, i Kirke og Slot;

Som Antiqviteter de os vil vise;

O lader os alle Cometen prise!

Naar Enden er god, er jo Alting godt!

Lille Lise ved Brönden

»Unschuld, nur wenn du dich nicht kennest, wie die kindliche, dann bist du eine; aber dein Bewustseyn ist dein Tod.«

Jean Poul

Tæt ved Huset Brønden staaer,

Lille Lise til den gaaer,

Stirrer tankefuld derned,

Thi hun af sin Moder veed,

At man her fra Brøndens Vand

Trækker Børnene i Land;

Ja, hun selv, som her nu staaer,

Kom derfra for fire Aar,

Og en Broder tog’ de nys,

Ham, som faaer saa mange Kys.

Stivt hun ned i Brønden seer;

»Mon der nu er ingen fleer?

Eller sidde hver og een,

Skjult bag Brøndens Kampesteen?

Rigtignok har Søster sagt,

At os Børn har Storken bragt,

At han har bag Redens Tjørn,

Piger og smaae Drenge-Børn;

Men hvor skiller han de Smaae,

Naar de ei har Klæder paa?

Nei, de boe i Brønden her!

Jeg har selv jo været der;

O, nu kan jeg ogsaa see,

Een igjennem Vandet lee!

Hun som lille Lise staaer,

Og har ogsaa gule Haar.

Kunde jeg dog bare faae,

Kun den mindste af de Smaae!

De er’ meget bedre der,

End min dumme Dukke her!«

Poetisk Note til Digtet: Erindringsblad fra Hovedstaden4

Ehret die Frauen! sie flechten und weben

Himmlische Rosen ins irdische Leben.

Schiller

Alverden mig belærer, man mener det saa godt!

Ja selv i Morgenposten besynges jeg saa smaat;

Een er jeg al for barnlig, en anden al for rask,

Men enig’ er’ de begge, at jeg fortjener Dask.

Jeg havde løst skizzeret et enkelt Compagnie,

(Den ædle, sande Qvinde gaaer Skudet jo forbi!)

Var Digtet ikke kraftigt, er Skylden dog ei min,

Det er et sjeldent Stykke, at gjøre Vand til Viin.

Som sagt, mod Compagniet jeg brugte Pen og Blæk,

At Mundens Hurtigpresser dog kunde faae et Knæk,

Men der skal store Kræfter, just til saa grov en Tvæt,

Og med den bedste Villie det gik dog ei saa let.

Hvordan jeg vendte Stoffet, hvordan jeg tog det fat,

Saa fandt jeg ikke andet, end hvad man kalder: »Pjat

Og tænk, nu er der Mandfolk ved hines Compagnie,

Der ere blevne vrede, fordi de reent gik frie;

Vel kan jeg ikke nægte, da Sagen er bekjendt,

At til den ægte »Pjatten« de har et stort Talent,

Skjøndt de er lidt borneerte, og uforskammet her,

At troe, naar fem man dadler, saa gjælder det Enhver.

De vil ei tie stille, de trænge daglig frem,

Ak, vil de bare vente, jeg skal nok bruge dem!

Jeg samler Characterer til et og andet Digt,

Snart skal jeg dem benytte, og det ei blot af Pligt!

Reise-Capriccio

immer sehnt sich fort das Herz,

Ich weis nicht recht, ob himmelwärts;

Fort aber will es hin und hin,

Und möchte vor sich selber fliehn.

Göthe

Farvel, du stolte Hav med al din Vælde!

Jeg saae dine Bølger faae Liv og svulme til Fjelde.

Din Sang var saa dyb, som steeg den i Smerte;

Og dog har du intet levende Hjerte!

Nei, kold og død du styrter med Vælde

Dine skummende Fjelde. –

Her har ei Hjertet sit Hjem!

Nei, over Hederne frem,

Til de grønne Skove, de blomstrende Vange,

Lystig afsted, med jublende Sange!

Herlige Land! – romantiske Egne!

Piger, som ingen Digter kan tegne,

– – Hvorfor vil jeg ile?

– Den jydske Amor har ingen Pile!

Fyen

– »Der er godt at være.«

Wilster

Ved Tanken om min Føde-Ø,

Forsvinder hver en Smerte!

Den favnes af den stolte Sø,

Og kaldes »Danmarks Hjerte.«

Her havde Freia fordum Bo,

Nu flyer hun disse Kyster,

Thi ellers havde Øen to,

– Nys saae jeg hendes Søster.

Kjærlighed

Kjærlighed er stærk som Døden, –

– Skjøn som Morgenrøden.

Oehlenschläger

See Solen blusser saa elskovsrød!

Den lægger sit Hoved i Bølgens Skjød.

Dog, hvem kan skildre det ret med Ord!

Tilbedende tier den hele Jord,

Kun Blomsterne nikke i Vinden,

De kysse hinanden paa Kinden.

I Bugten, hist hvor Sivene groe,

Der gynge i Baaden de Elskende to;

I Havet, i Øiet og høit i det Blaae,

Alle tre Steder jo Himle staae,

Men allerherligst blandt disse,

Er Øiets Himmel tilvisse.

Den Himmel eier det reneste Blaae,

Og Tankerne der, som Stjerner staae;

Der skuer man klart i Aandernes Land!

Man føler sig Barn og dog en Mand;

Hver Tanke mod Himlen sig taber,

Og Hjertet troer paa sin Skaber.

Digteren og Amor

Liebe wirkt dieses alles und noch mehr.

Wieland

DIGTEREN

Jeg min Kjærlighed maa dølge,

O det gjør mit Hjerte Vee!

Vi er’ skildt ved Land og Bølge;

Hun kan ei min Længsel see.

AMOR

Ei en Digter maa forsage!

Han har Perler, Sølv og Guld,

Aanden seirer alle Dage,

Amor er sin Digter huld.

DIGTEREN

Jeg kan ei med hende tale,

Drikke Liv af hendes Blik,

Flagre, som den bange Svale,

Tro om Hjemmet, hvor hun gik;

Skue dybt i hendes Hjerte,

Vinde Haabets Himmel-Fred;

– Nu – nu glemmer hun min Smerte,

Og min dybe Kjærlighed.

AMOR

Lad ei Modet ganske svigte!

Hvem er lykkelig som Du?

Du kan tale gjennem Digte,

Sige hver en Tanke nu.

Du for Verden tør bekjende,

Hvad hun allerede veed,

Ingen troer det gjælder hende;

Hun forstaaer Din Kjærlighed.

Du kan lade alting trykke.

»Det er Digte,« siger Folk;

Men hos hende – tænk Din Lykke!

Der skal jeg nok være Tolk.

Hjertets Melodier

Himmelhoch jauchzend,

Zum Tode betrübt,

Glücklich allein

Ist die Seele, die liebt.

Göthe

I.

To brune Øine jeg nyelig saae,

I dem mit Hjem og min Verden laae,

Der flammede Snillet og Barnets Fred; –

Jeg glemmer det aldrig i Evighed!

II.

Min Tanke er et mægtigt Fjeld,

Der over Himlene gaaer;

Mit Hjerte er et Hav saa dybt,

Hvor Bølge mod Bølge slaaer.

Og Fjeldet løfter Dit Billed

Høit over Himlenes Blaae,

Men selv Du lever i Hjertet,

Hvor dybe Brændinger gaae.

III.

Du gav mig Blomster, hvis de lege kunde,

Da vandt jeg atter Lunets frie Lyst,

Men nei, de aabne meer den dybe Vunde,

Og sprede Giften i mit unge Bryst.

IV.

En Digter-Verden er saa navnløs stor!

Den hvælver sig høit over Himlens Bue;

Hver Sol og Stjerne i dens Luft-Hav boer,

Og ingen Tanke kan den overskue;

Dog kan Dig Intet i det store Rige,

Mit Hjertes dybe Kjærlighed udsige.

V.

Henvisned’ er de Blomster Du mig gav,

Men fra de Dødes Grav

Staae Aander frem, i Livets dunkle Gange.

Gjenkjend dem her, i mine bedste Sange.

VI.

(Ørkenens Søn)

Den vilde Hengst jeg tumler,

Vi flyve paa Sletten afsted,

Men Hjertet slipper dog ikke

Den stærke Kjærlighed.

Som Solen brænder i Sandet,

Saa brænder det dybt i mit Bryst;

Det er som Hjertet vil sprænges

Af Længsel og af Lyst!

Saa høi og saa stor er Himlen,

Med Sol og Stjerner paa,

Dog rummer den ei den Flamme,

Mit Hjerte dølge maa!

Der brænder mig Ild i Blodet,

Flyv, vilde Hengst, afsted!

Mit unge Hjerte sprænges

Af haabløs Kjærlighed.

VII.

Jeg elsker Dig – Dig, som jeg ei tør sige!

Du staaer som Tanken i mit Drømmerige,

Du skaber Aanden i hver dristig Sang,

Thi svulmer Hjertet, ret som Bølgens Gang,

Og brister stolt – thi Skjalden er en Gud;

Du er jo Brud – og lykkelig som Brud.

VIII.

Man har et Sagn – et Eventyr:

Hvert Musling-Dyr,

Der bygger i den dybe, salte Sø,

Naar det har skabt sin Perle maa det døe.

– O Kjærlighed! Du blev mit Hjerte givet,

Og Perlen koste vil sin Skabning Livet.

Det Förste og det Sidste

Tanker i vingede Flugt, jeg skimter liig svømmende Lande,

Og som de svæve forbi, tegner jeg dristig dem ned!

C. Hauch

Et Syn jeg saae paa Tankens stærke Strøm,

Det var saa klart, det var ei nogen Drøm!

Det var et Syn, der males ei ved Ord.

Jeg saae vor Jord

Fra Tidens første Pulse-Slag,

Til Dommens sidste, store Dag.

– Alt var en giftig Dunst, der var ei Liv at haabe,

Men Kraften bød, og Taagen blev en Draabe,

Een Draabe kun, men dog en Verden stor,

En Verdens Kugle, hvor

Sig Liv udvikled’, og igjen de faste Former brast

Og blev en Grundvold fast,

I Bølgen dybt begravet;

Da steeg, som nøgent Skjær, det første Bjerg af Havet.

Det nøgne Skjær blev til en Ø, med Græs og Krat,

Og Øen blev et Fjeld i Bølgen sat,

Der rundt om sig saae atter Øer stige;

Saa steeg fra Bølgen frem det første Verdens Rige.

Og Alt var Liv og Blomst og Frugt;

Gud saae det selv og fandt det viist og smukt,

Og skabte Mennesket. – Jeg saae den første Mand,

Og Alt var Duft og Sang paa Bølge, Luft og Land;

Men hvad han følte, alle Hjertets Drømme,

Mens ene han gik over Tidens Strømme,

Steeg, som en Verden, fuld af Aandens Glæder,

Høit mod hiint Land, hvor intet Øie græder.

Det er ei godt at Mennesket er ene,

Det vidste Gud, og som fra Bøgens Grene

Udvoxer Green, og atter Blad ved Blad,

Saa samled’ sig et Folk, – og Folket skiltes ad;

Og der blev Krig og Fred,

Og der var Haab og Sorg og Kjærlighed. –

Jeg saae min Nutid komme og forgaae,

Og mangen Gaade opløst for mig laae;

Men Verdens Lande kjendte Øiet neppe,

Thi mangen Stad blev nu en øde Steppe,

Og manget Land blev Sø, og Søer atter Land,

Og Byer reiste sig fra Strand til Strand;

Kunst blev Natur;

Og Aanden kjendte ingen jordisk Muur; –

Alt var udviklet, Alt var moden Frugt.

Her til, og ikke meer, gik Støvets Flugt!

Alt Jordisk ældes maa, hver Sol, hver Stjerne,

Det Nære og det Fjerne;

Alt sagtne vil sin Gang, dets Kraft vil standse!

Jeg saae det visne hen som Blomsterkrandse.

Ei længer svulmede det stolte Hav,

Der kom ei Blomst, ei Græs – Alt var en Grav,

Hvor ingen Luftning steeg og svandt igjen;

Selv Solen blev en Kugle, uden Glands;

Som Taage hang den stolte Stjernekrands;

Alt smuldrede hen.

Og Mennesket – hvert Øie maatte briste!

Jeg saae den sidste,

Det sidste Menneske paa Jordens store Grav, –

Og da nu han tillukkede sit Øie,

Fløi ingen Tanke mere mod det Høie,

Men Alt var Chaos i det store Himmel-Hav.

Men Chaos svandt, som Støv-Gran, for mit Blik,

Og hver en salig Aand til Gud indgik,

Og Alt var Gud, og Salighed – og Myriader,

Og Himlen sang: »Halleluja, vor Fader!«

Pauli 1. Cor. 15, 42-44

Legemet, som døer – »det saaes i Forkrænkelighed, det opstaaer i Uforkrænkelighed, – det saaes i Skrøbelighed, det opstaaer i Kraft – det saaes et naturligt Legeme, det opstaaer et aandeligt Legeme

Naar Jordelarven brister

med sine skjøre Baand,

Et aandigt Legem slutter

sig om den stærke Aand;

Det er de samme Former,

men i en nyfødt Vaar,

Og luftigt, klart og herligt,

det kjendte Billed staaer.

– I Træ, i Fjeld og Bølge

bevæger sig en Aand;

Troe ikke den forsvinder

for Dødens kolde Haand!

Dens Aander dristigt forme

sig over Jordens Kyst,

Til Legemet for Aanden,

der voxte i vort Bryst.

Den stærke Aand i Druen

og Rosens friske Duft,

Vil forme sig til Læber,

frisk’ som den rene Luft;

Hver Flamme-Aand, alt Aandigt

i Fjeldets Marmorsteen,

Sig runder smukt til Skuldre,

til Arme, Bryst og Been.

Hver Bølge-Aand, hver Guddom

i Solens Straaleskjær,

Vil smelte venlig sammen

og danne Øiet her;

Den luftige, lette Taage,

der over Engen gaaer,

Sit Aandige vil skjænke

til lange Bølge-Haar.

Men hvert et Suk herneden,

af Længsel og af Lyst,

Med Tone-Verdnen, formes

til Hjerte i vort Bryst.

– Hvem løste mig hiin Gaade,

hvoraf mon sligt jeg veed?

Jeg lærte det af hende,

min første Kjærlighed!

Studier efter Naturen

I.

Fände sich ein Niederländer hier,

Er nähme wahrlich gleich Quartier,

Und was er sieht, und was er mahlt,

Wird hundert Jahre nachgezahlt.

Göthe

Solen skinner i Naboens Gaard, Husene ere saa lave,

Gaarden har Plads til en Møding kun og en trealens Have.

Haven er i sin egen Maneer, den har slet ingen Gange,

Men den eier een Stikkelsbær-Busk, der er saa god, som saa mange!

Mutter i Dag har næstendeels skjult baade Møding og Have,

Thi sine Sengklæder, paa et Stillads, har hun i Solen, den brave!

Ungerne sole sig ogsaa lidt, ligge paa Dyne og Pude,

Hver har i Haanden et Smørrebrød, som de fortære derude;

Smørret smelter i Solens Brand, – Søvnen over dem daler –

Gaardhanen stikker sit Hoved frem, bryster sig stolt og galer.

II.

Die Mühle dreht ihre Flügel,

Der Sturm, der sauset darin.

Adalbert von Chamißo

Vort Landskab her er næsten fladt;

Men Maanen skinner jo i Nat!

Dog, hvad vi ved dens Lys har seet,

Er kun, at Alt gaaer ud i Eet.

Forgrunden maae vi blive ved;

Der er lidt høit paa dette Sted;

Veirmøllen, som vi skal forbi,

Gjør, at vi faae et Malerie.

Saa lystigt alle Hjul nu gaae;

Et Lys man seer bag Lugen staae,

Og Svenden bærer Sækken bort;

Hans Kammerater spille Kort;

Ølkanden midt paa Bordet staaer.

See, Møllevingen, hvor den gaaer!

Men mellem Skyer Maanen leer,

Og fornemt paa det Hele seer.

Nu kommer der en Byge-Regn,

Den skygger os den halve Egn,

Og hver en Hest og hver en Ko

Forstyrres i sin søde Ro;

Og da paa Marken ei er Læ,

De staae, som var de gjort af Træ.

Dog, Maanens Lys er ikke slukt,

Thi see, en Regnbue hvælver smukt.

Regnbuen over Møllen staaer,

Det er, som Vingen mod den slaaer,

Og under Mølle-Husets Tag,

Der sover til den lyse Dag

Vor Møllers lille syvaars Dreng;

Høit under Bjelken er hans Seng;

Han ene sover der, som sagt,

Thi Moder er i Jorden lagt.

Han hører Hjulene at gaae,

Og deres Støi kan han forstaae;

Han titter gjennem Rudens Glar,

Og seer det store Vinge-Par.

Høit vil de stige mod det Blaae,

Men kan kun i en Cirkel gaae;

De flyve Dag og Nat og Aar –

Men Møllen dog paa Bakken staaer.

III.

Hvad jeg skued’ med mit Øie,

Tegned’ jeg med Blæk og Pen.

Christian Winther

Den gothisk-gamle Kirke5 er sjunken for vort Blik,

Og Mand er Barnet vorden, der ved Ruinen gik.

Der er saa tomt og øde, hver Steen er revet hen,

Men i Graabrødrelille6 gaaer Taarnet her igjen.

Ungdommeligt det hæver sin Tinde høit mod Sky,

Og seer paa Markeds-Vrimlen i Odins gamle By.

Et Selskab staaer deroppe, de see sig rundt omkring;

De finde, Jord og Himmel har mange smukke Ting.

Det fyenske Land de prise, og det af Hjertens Lyst,

Det maa jo ret begeistre hver ærlig Fyenboes Bryst.

– Ja Fyen er ret et herligt Land!

Det kan dog ingen nægte.

Der vexler Skov og Mark og Strand,

Og Hjertet her er ægte!

Selv Navnet Fyen, betyder fiin,

Og vil saa meget sige,

At Fyen, det er en Hauge fiin,

For hele Danmarks Rige!

Den glade Kreds beskuer nu Egnens Herlighed,

Dog een, hvad end de skue, seer kun sin Kjærlighed;

Hans Blik mod Syden søger, mod Østersøens Strand,

Der bygger hun, som ene gjør Fyen til Hjertets Land;

Men Lyngets sorte Banker staae om det kjære Sted,

Hvor ingen Blomster voxe for deres Kjærlighed.

Livet en Dröm

Der Mensch –

Träumt sein ganzes Seyn und Thun,

Bis zuletzt die Träum’ entschweben.

Calderon (übersetzt von Gries)

Til Vennen

Du kjender Grunden til min dybe Smerte,

Du kjender hver en Tanke i mit Bryst;

Jeg holder fast ved Dig med Sjæl og Hjerte,

O vær mig tro, i Smerte og i Lyst!

Mit stolte Haab, jeg saae som Boble briste,

O lad mig ikke Venskab ogsaa miste!

Dit aabne Blik, Dit barnlig’ rene Hjerte,

Og hun – vor Søster – bandt mig fast til Dig;

Nu er hun død – jeg saae Din stille Smerte,

Imens Din Læbe vilde trøste mig. –

– – O Broder, Livets bedste Bobler briste,

O lad mig ei Dit stærke Venskab miste!

Nei, Du er tro! – hvor mildner Du min Smerte!

– Mens nu Du trykker broder-ømt min Haand

Med Blik mod Blik, og Hjerte imod Hjerte,

En mægtig Tanke stiger for min Aand,

Den bringer Fryd og Veemod uden Lige,

Og hvad den seer, vil Læben Dig udsige.

1.

I det store Verdens-Rum, over Sol og over Stjerne,

Høit, hvor ingen Tanke naaer, i det Blaae, umaalte Fjerne,

Leve gjennem Evighed Aandehærens Myriader,

Fuld af Kraft og Kjærlighed, skabt af Naadens store Fader.

Deres Kamp Begeistring er, deres Længsel Kjærligheden;

Begge voxe Stund for Stund, gjennem hele Evigheden.

Feile de, da straffer Gud hine faldne Aandeskarer,

De maae slumre, slumre dybt; – men det kun Minutter varer.

Kort kun standses Aandens Flugt, snart den atter fri kan svæve,

Drømmen i hiin Straffe-Søvn, det er Livet her vi leve.

Er endogsaa Drømmen smuk, eie vi al jordisk Lykke,

Den er dog en Skygge kun, mod hiint Liv, hvor vi skal bygge!

Døden her, er Livet hist, snart er Straf og Drøm tilende,

Men i Drømmen her, kun svagt Aanden kan sig selv gjenkjende.

2.

Døden kalder. – Sprængt er det jordiske Baand.

Drømmen er endt. Fri svæver den mægtige Aand,

Mindes sin Drøm og svimler i svulmende Lyst.

Nu er hun hans! – See, Bryst imod Bryst,

Læbe ved Læbe, og Øie mod Øie,

Svæve de elskende Aander gjennem det Høie.

Een er kun Tanken, een deres Stræben;

Som Toner flyde Drømmen fra Læben,

Drømmen om Jordlivet her,

Den vi drømme enhver:

»Underligt jeg nylig drømte,

og jeg var – jeg veed ei hvor!

Jeg var i et Legem fængslet,

var ei længer fri og stor;

Følte Tvivl og Sorg og Længsel,

som den aldrig føles her,

Til en Klode var jeg bundet,

Hjemmet var saa snævert der.

Dunst og Taage, livløs Glimmer,

var dens hele Herlighed;

Jeg var Barn, og jeg blev Yngling,

kjendte ei til Kjærlighed;

Saae ei Dig, nei ung og modig

i min tunge Larvedragt,

Fyldt med Anelse om Himlen,

spøgte jeg med Jordens Pragt;

Loe af Sorgen, som af Glæden,

»Kaadhed« kaldtes det at lee,

Thi for Støvets tunge Larve

Hjertet kan ei Hjertet see.

Underlig mit Indre brændte,

sært jeg tumlet mig omkring,

Tidt mit unge Hjerte blødte,

men det var kun Hverdags-Ting.

Da engang – jeg klart det mindes,

Jorden stod i Sommer-Pragt,

Dig jeg fandt, og mig Du ligned’,

Fængslet under Larvens Dragt.

Men, alt første Gang vi mødtes,

følte jeg, at det var Dig;

Og jeg saa Din Kind at rødme,

skjøndt Du kjendte ikke mig.

Du var min, i Sjæl og Tanke,

inderlig jeg bad til Gud;

Ei jeg kunde mig løsrive,

skjøndt Du var en andens Brud.

Dog jeg vilde Flammen dæmpe,

nøde Hjertet til at lee,

Men vi maatte atter mødes,

mødes til vor bittre Vee!

I Dit barnlig, fromme Øie,

Sjælens dybe Stemme laae,

Aldrig dog Din Læbe sagde,

hvad jeg i Dit Øie saae.

Pligten var Dig høi og hellig,

og vi maatte skilles ad;

Dybt Du græd – men kun som Søster, –

aldrig blev mit Hjerte glad.

Dig jeg leved’, Dig jeg tænkte,

Du kun i mit Hjerte laae,

Livet var saa langt, saa bittert,

Dig jeg aldrig mere saae.

Tidt jeg sang i stille Smerte,

– Ungdoms-Lunet var forbi;

Mængden hørte Sangen stige,

kaldte Smerten: Poesie!

Saadan svandt der Aar og Dage,

Døden bar jeg i mit Bryst.

– Døden endte Nattens Drømme,

og jeg vaagner nu i Lyst;

Du er min! vi skal ei skilles,

mægtig svulmer Tankens Strøm;

Alle Himlens Himle tone:

»Jordelivet er en Drøm!««

See Claurens: Das Lebens Höchstes ist die Liebe.

Skrevet i Foraaret 1830.

Fremsagt af Jfr. Jørgensen paa Hr. og Mad. Winsløws Aften-Underholdning, paa det Kgl. Theater, den 7de Marts 1830.

Da Digtet selv allerede er mere bekjendt og læst, end denne Ubetydelighed fortjener, vil jeg ikke her byde Læseren det anden Gang.

Graabrødre-Kirke i Odense.

Hr. Cancellieraad Hempel i Odense har, til stor Prydelse for denne By, paa sin Gaard ladet opføre, af en Deel af de Steen, der var i den gamle Graabrødre-Kirke, et astronomisk Taarn, og kaldet det til Erindring om hiin: Graabrødrelille.

1

See Claurens: Das Lebens Höchstes ist die Liebe.

2

Skrevet i Foraaret 1830.

3

Fremsagt af Jfr. Jørgensen paa Hr. og Mad. Winsløws Aften-Underholdning, paa det Kgl. Theater, den 7de Marts 1830.

4

Da Digtet selv allerede er mere bekjendt og læst, end denne Ubetydelighed fortjener, vil jeg ikke her byde Læseren det anden Gang.

5

Graabrødre-Kirke i Odense.

6

Hr. Cancellieraad Hempel i Odense har, til stor Prydelse for denne By, paa sin Gaard ladet opføre, af en Deel af de Steen, der var i den gamle Graabrødre-Kirke, et astronomisk Taarn, og kaldet det til Erindring om hiin: Graabrødrelille.

Phantasier og Skizzer, 1831

Samlingen udkom 10. januar 1831. BFN 109

192
Höi- og Velbaarnetitulatur; af høj stand, af fornem slægt.
Ridder af Dannebrogenperson, som er blevet tildelt Dannebrogordenen, ridderorden indstiftet af Christian 5.
Dannebrogsmandperson, som er blevet tildelt Dannebrogordenens laveste hæderstegn, sølvkorset.
helligettilegnet.
193
Dichter lieben … Göthe(tysk) Digtere elsker ikke af at tie / Vil vise sig for mængden, / Ros og ris er jo nødvendig; de tre første verslinjer af Goethes digt »An die Günstigen« i Goethe’s neue Schriften, bind 7, 1800; hvor H.C. Andersen skriver »seyn«, har Goethe »sein«.
Recensenternekritikerne, anmelderne.
berømmerroser.
Gjenganger-Brevecitat fra »Afskrift af Knud Sjællandfars i Paradis skrevne Testamente, dets syvende Artikel« fra H. Hertz’ anonymt udgivne Gjenganger-Breve eller poetiske Epistler fra Paradis, 1830; hvor H.C. Andersen skriver »svømmer,«, »han – fordømmer«, »Sted,« og »Forglemte«, har Hertz »svømmer.«, »han et stort Talent fordømmer« og »Førglemte«.

Hvad jeg elsker

Først kendte tryk i Phantasier og Skizzer. BFN 110

194
Det vilde Bryst … OehlenschlägerDet vilde Bryst maa saares, mens det saarer; / Den kiække Ørn maa over Fieldet gaae. / Sig Hiertet øve maa i Fryd og Taarer. / Hvo skildred, hvad hans Øie aldrig saae?; citat fra Oehlenschlägers digt »Til min Læser« fra Digtninger, 1811, s. 193.
Hvohvem.

Havblik

Først kendte tryk i Kjøbenhavns-Posten, nr. 231, 1. oktober 1830 (BFN 101). Optaget i Phantasier og Skizzer. Sidstnævnte udgave følges her.

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

1951: til titlen er knyttet følgende note: Meddeelt af Forfatteren, som Prøve paa den alvorlige Deel af Digtsamlingen: »Phantasier og Skizzer.« | 3-4: intet motto | 5: stille < rolig | 7: Hvor < Og | 9: Grændseløse < Grændseløse, | 10: Bølge-Snekke < Bølgesnekke | 11: – Du smælted’ < Du smelted’ | 12: Bryst! – < Bryst. | 13: mindre < mindre, | 19: Blomster-Blad < Blomsterblad | 20: ad. – < ad. | 23: – Hvor < Hvor | 24: Billed’ < Billed | 29: Lyst, < Lyst | 34: Faderbillede, < Faderbillede – ,
195
havblikblank vandflade, havet ved vindstille.
Ἴδε, πῶς ϰῦμα … Anacreon(græsk) Seer du Havets stolte Bølge / Jævnes til en rolig Flade?; citat fra Anakreons ode nr. 37 i S. Meislings oversættelse fra 1826. Det sidste græske ord i dativ, men citatet (γαλήνη) mangler det dertilhørende iota subscriptum (γαλήνῃ). Dette findes i Meislings oversættelse
Glarglas.
(Bølge-)Snekkeegentlig mindre sejlskib.

Avis aux lectrices

Først kendte tryk i Kjøbenhavns flyvende Post, nr. 38, 29. marts 1830 (BFN 80). Optaget i Phantasier og Skizzer. Sidstnævnte udgave følges her. BFN 109

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

1962-6: intet motto | 10: Gud! < Gud, | strax! < strax? | 12: Er < er | 18: O, < O | og < o | snart. < snart! | 27: O, < O | 30: saa snart < saasnart
196
Avis aux lectrices(fransk) meddelelse el. advarsel til læserinderne.
Und wenn … Heine(tysk) Og hvis du skælder ud og hvis du raser, / Vil jeg tålmodigt lide det igennem; / Men hvis du ikke roser mine vers, / Lader jeg mig skille fra dig; citat fra H. Heine Buch der Lieder, 1827, afsnittet »Die Heimkehr«, nr. 60; hvor H.C. Andersen skriver »Du«, »werd’« og »Verse’«, har Heine »du«, »werd« og »Verse«.
Men Du maa … glemmer detjf. den indledende vignet af Heine, se ovenfor.

Den fremmede Fugl

Først kendte tryk i Phantasier og Skizzer. BFN 111

197
Soll ich … Göthe(tysk) Skal jeg vise dig egnen, / Må du først stige op på taget; citat fra Goethe »Buch der Sprüche« fra West-östlicher Divan, 1819.
faaer det aldrig udfinder aldrig ud af det.
(Slots-) Portaletporten.
hvert Blomsterhver blomst.
198
umaalteuendelige.
199
dykker ingendukker ingen.

Bruden i Rörvig Kirke (Et sjællandsk Sagn)

Først kendte tryk i Phantasier og Skizzer. BFN 112

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

200,10den ligger < det ligger
202,36stolte Seil < stolt Seil
200
Et sjællandsk Sagnjf. Thiele 2, I, s. 194 f.
en Skjæbne … Juliecitat fra P.T. Foersoms oversættelse af Shakespeares kærlighedstragedie Romeo and Juliet, 1595 (dansk Romeo og Julie, I,4, 1811); hvor H.C. Andersen skriver »Skjæbne« og »I Stjernerne«, har Foersom »Skiebne« og »i Stiernerne«.
Sandflugtdet, at store mængder sand flyttes af vinden.
Alt ryster Portenporten ryster.
201
Første(-Pragt)fyrste.
fulestygge, onde.
202
dølgeskjule.
speideundersøge.
Stillestilhed.

Taaren

Først kendte tryk i Kjøbenhavns flyvende Post, nr. 110, 13. september 1830 (BFN 97), som det andet af tre under overskriften »Pröve af Phantasier og Skizzer af H. C. Andersen« med den tilhørende note: »Denne Samling af Digte vil udkomme til Nytaar«. Optaget i Phantasier og Skizzer. Sidstnævnte udgave følges her.

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

2052-4: intet motto | 9: Du < du | 10: Taare, < Taare | 13: Du < du | 14: Du < du | 16: Taare-Verdner < Taare-Verd’ner | 17: Du < du
205
hiin store Fader … Guldbergfra anden strofe af F. Høegh-Guldbergs »Aftenøieblikket« i Samlede Smaating i bunden og ubunden Tale, anden del, 1815.
underligforunderlig, vidunderlig.
stræber tilegentlig forsøger at nærme sig.

Havfruen ved Samsöe (Et Sagn)

Først kendte tryk i Kjøbenhavns flyvende Post, nr. 81, 7. juli 1830 (BFN 92). Optaget i Phantasier og Skizzer. Sidstnævnte udgave følges her.

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

206,14Aften slem. < Aften slem.«

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

2061: titlen: ved er sat med mindre skrift | 2: ingen undertitel | 3-4: intet motto | 6: Fiskerhytten seer. < Fisker-Hytten seer; | 7: O, < O | 13: Hør – < Hør, | 14: kom < kom, | i Aften < iaften | 17: vildt; < vildt! | 19: afsted; < afsted: | 20: Dannerhoffet < Dannerhoffet | faaer jeg < jeg faaer | 21: Havfruen < Havfruen | 22: Dødningsang < Dødning-Sang | 24: Jubelklokken < Jubel-Klokken | 26: Christian, < Christian | 31: – aldrig < aldrig | 32: i < til | dukker; < dukker, | 33: 2. < pausestreg indsat | 34: Sø, < Sø;
2073: Kong < Kong | 7: fjendtligt < fjendtlig | 10: Christian, < Christian | 11: Kamp?! < Kamp? | 14: See, < See | 16: 3. < pausestreg indsat | 19: hurtigt, < hurtigt | 23: Maneer. < Maneer, | 25: Thi hist, < Thi, hist | 26: gammel, < gammel | 27: hvidnet, < hvidnet | bleget < blegnet | 28: Og mat, som Bølgens Skvulpen < Men mat som Bølge-Sqvulpen | 29: Trehundred’ Aar er < Tre hundred’ Aar er’ | saae! < saae; | 31: den < det | 32: Aften-Sang, < Aften-Sang! | 34: hans Helteaand < hans Helte-Aand | 36: Issefjorden, < Issefjorden
206
Et Sagnjf. Thiele 1, 1, s. 5 f.
Die Meerfrau … Heine(tysk) Havfruen står op af bølgerne; citat fra H. Heine Buch der Lieder, 1827, afsnittet »Die Heimkehr«, nr. 12.
alt paapå.
bøder … paa Garnetreparerer fiskegarnet.
dølgeskjule.
fjerde Christian … Rodkong Christian 4. var i lige linje beslægtet med hertug Christian af Oldenburg, dansk konge fra 1448-1481 under navnet Christian 1.
207
Kong Christian … i KampKong Christjan stoed ved høien Mast, / I Røg og Damp. / Hans Værge hamrede saa fast, / At Gothens Hielm og Hierne brast. / Da sank hvert fiendtligt Speil og Mast / I Røg og Damp. / Flye, skreg de, flye, hvad flygte kan! / Hvo staaer for Danmarks Christian, / I Kamp?; første strofe af J. Ewald »Romance« fra syngespillet Fiskerne, 1779, med musik af J.E. Hartmann.
Gothe(ns)goter; person fra Götaland i Sverige, svensker.
Hvohvem.
Speilspejl, agterspejl; den brede flade, der afslutter et skibs bagende over vandlinjen.
Flyflygt.
Sækstort, løsthængende klædningsstykke.
Til Skum jeg snart forvandlesjf. fx B.S. Ingemann De Underjordiske, 1817, hvori det bl.a. hedder: »Men jeg [havfruen] maa bortsvæve / Paa vildene Søe, / Kan du ei til Jord og til Himmel mig hæve, / Da maa jeg som Havskummet døe« (s. 107).
gjør … veegør mig ondt, volder mig smerte.
Kjøgebugtjf. Slaget i Køge Bugt 4. oktober 1710.
IssefjordenIsefjord på Sjælland; konkret historisk forlæg har ikke kunnet lokaliseres.
kulerblæser.

Luftaanden

Først kendte tryk i Phantasier og Skizzer. BFN 113

208
Ich singe mit … Göthe(tysk) Jeg synger med tungt hjerte. / Se engang lysene, / De lyser, ved at de forgår; citat fra Goethes digt »Ergebung« fra »Buch der Liebe« fra West-östlicher Divan, 1819; hvor H.C. Andersen skriver »in dem«, har Goethe »indem«.
umaalteuendelige.
Sphærernes Sangmeget smukke toner, der ifølge ældre forestillinger var frembragt af himmellegemernes bevægelser, men som ikke var hørlige for mennesker.

Den skjönne Grammatica, eller:

Badens latinske Grammatik (Skizzeret, som en rørende, claurensk Novelle)

Først kendte tryk i Phantasier og Skizzer. BFN 114

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget (førsteudgaven indeholder en rettelsesliste; disse rettelser markeres nedenfor med (R))

209,7Godtfolk Beet < Godtfolk beet
211,3Modi < Modis (R)
211,23gentile < gentilia (R)
212,7transitivum < transitiva (R)
213,4drog hun afsted < drog han afsted
213,15illud; < illud
213,29Amo’s; < Amo’s
214,19Supinum og Gerundium < Supinis og Gerundiis (R)
214,20Ablativus < Ablativis (R)
209
Badens latinske GrammatikJacob Baden Grammatica latina det er Anviisning til det latinske Sprog, udgivet til Skolernes Brug i Dannemark og Norge, 1782, kommer i 8 udgaver frem til 1841; hvor intet andet er nævnt, henvises i det følgende til førsteudgaven.
claurensksom i de platte og sentimentale historier af den tyske forfatter H. Clauren (pseudonym for K.G.S. Heun).
Cappricciocapriccio, muntert musikstykke i fri form.
læser Du … Wilsterfra C.F.E. Wilsters digt »Commentar og Apologie. Til Carl Frederik Güntelberg« fra Digtninger, 1827, s. 80.
blier jeg … Beetbringes jeg i forlegenhed el. knibe.
Fibelabc, lærebog.
Gevant(er)gevandt; lang, vid klædning.
Liebes-Geschichte(tysk) kærlighedshistorie.
selvlydendevokalisk; her: som vokaler; jf. Grammatica latina, § 5-7.
medlydendekonsonantisk; her: som konsonanter; jf. § 8-12.
Nominativ … Ablativjf. § 36.
Nominativgrammatisk kasus, som typisk udtrykker, at et substantiv el. substantivisk udtryk fungerer som subjekt i en sætning.
Genitivgrammatisk kasus for et substantiv el. substantivisk udtryk, der udtrykker et ejendoms- el. tilknytningsforhold.
210
Dativgrammatisk kasus, der typisk udtrykker, at et substantiv el. substantivisk udtryk er indirekte objekt for et verbum el. er styret af visse præpositioner.
Accusativakkusativ; grammatisk kasus, der typisk udtrykker, at et substantiv el. substantivisk udtryk er direkte objekt for et verbum el. er styret af visse præpositioner.
Vocativvokativ; grammatisk kasus, som anvendes ved tiltale.
Ablativgrammatisk kasus for et substantiv el. et substantivisk udtryk, der typisk udtrykker retning bort fra noget el. omstændigheder som sted, middel, måde el. årsag.
Cendrillon(fransk) Askepot; jf. C. Perraults eventyr »Cendrillon« fra samlingen Les Contes de ma mère l’Oye (gåsemors fortællinger), 1697 (dansk »Askepot eller Den lille Glas-Tøffel« fra Fee-Eventyr, 1820), og C.G. Étiennes lyriske tryllespil med musik af N. Isouard Cendrillon, 1810 (dansk Cendrillon eller Den lille grønne Sko, 1812, opført første gang på Det Kgl. Teater samme år).
Abcenabc’en, dvs. en lærebog.
Ordenes Retskrivningjf. §§ 13-19, »Om Ordenes Retskrivning eller Orthographie«.
Etymologienlæren om ordenes oprindelse; jf. § 14.
Distinctionstegneneskilletegnene, interpunktionstegnene; jf. § 20, »Distinctions-Tegnene«.
Talens Delesvarer til ordklasser; jf. § 21-29, »Om Talens Dele eller partes orationis«.
Declinations Classebøjningsklasse; gruppe af fx substantiver, der bøjes på samme måde; jf. § 37-39, »Om Declinationen«.
OrpheusOrfeus; i græsk mytologi sanger og profet, søn af Apollon og musen Kalliope.
Æneisden romerske forfatter Vergils romerske nationalepos Æneiden, ca. 30-19 f.Kr. (udkom på dansk 1824-1826); her vel fejl for Æneas: trojansk helt, søn af Anchises og Afrodite.
Substantivernes Kjøn med Hensyn til Bemærkelsenjf. § 47, »Om Substantivernes Kiøn i Henseende til Bemærkelsen«.
Bemærkelsenbetydningen.
ein unbefangen Kindchen(tysk) et frimodigt, ubekymret lille barn.
comparerekomparere; egentlig at gradbøje adjektiver og adverbier.
Numeralianumeralier; jf. § 73, »Om Numeralia eller Talordene«.
Pronomen er et Ord … Declinationcitat fra § 74, »Om Pronomen«; hvor H.C. Andersen skriver »nomen substantivum«, har Baden »nomen«.
nomen substantivum(latin) substantiv.
pro nomine(latin) i stedet for substantivet.
211
Modi og tempora verborumverbernes måde og tid; grammatiske kategorier el. former af et verbum, udtrykker henholdsvis den talendes holdning til det, der siges, og hvornår verbets handling finder sted; jf. § 86-91, »Om Modis Verborum«, samt § 92, »Om Tempora Verborum«.
Der Mensch … PaulDer Mensch hat hier dritthalb Minuten, eine zu lächeln – eine zu seufzen – und eine halbe zu lieben; denn mitten in dieser Minute stirbt er (tysk) Mennesket har her to et halvt minut, et til at smile – et til at sukke – og et halvt til at elske; for midt i dette minut dør han; citat fra Jean Paul (pseudonym for J.P.F. Richter) Hesperus, 4. Hundposttag, 1795.
Amo(latin) jeg elsker; jf. § 98.
johanneschoppenhauerskjf. den tyske populærforfatter Johanna Schoppenhauer.
Amor ist ein Schelm(tysk) Amor er en skælm.
alabastesmarmorlignende, halvgennemsigtig gipsart.
stodestod.
At drømme … Buxercitat fra S. Meislings oversættelse af C. Gozzis såkaldte eventyrspil L’Augellino belverde, 1765, (»Den lille grønne Fugl« fra Dramatiske Eventyr af Carlo Gozzi, 1821); hvor H.C. Andersen skriver »Verdens Luxer« og »Blomster-Stilk« har Meisling »Verdens mange Luxer« og »Blomsterstilk«; H.C. Andersen har tidligere ladet linjerne trykke som en del af »Digterblomster, og Aforismer« i Tillægsblad, af Moerskabs-Læsning og Curiosa, 9. juli 1830 (BFN 94).
Luxergavtyve.
gentilebøjning af gentilis (latin) slægts-; jf. § 76, f.
Moneo(latin) jeg lægger på sinde; her nok: jeg tugter; jf. § 99.
Skarlagens-Prædikenengardinprædiken, moralprædiken; lang, moraliserende redegørelse el. irettesættelse.
Lego(latin) jeg læser; jf. § 100.
tredie Rangetatsråd.
Audirebøjning af audio (latin) jeg hører; jf. § 101.
Subjekt … Prædikatjf. § 136-138.
Subjekther: den el. det, der siges noget om.
Prædikather: det, der siges om subjektet.
Syntaxissyntaks; måde, hvorpå ord sættes sammen til helheder, fx sætninger; jf. § 136-174, »SYNTAXIS eller Ordenens Sammenføjelse i Talen«.
aktiv … passivjf. § 136.
aktivden form af verbet, der optræder i sætninger, hvor subjektet er den handlende.
passivden form af verbet, der optræder i sætninger, hvor subjektet er genstand for en handling.
verba defectiva(latin) ufuldstændige verber; verber, som kun kan bøjes i et begrænset antal former; jf. § 110, »Om Verbis Defectivis«.
212
etwas Kindisches(tysk) noget barnligt.
verbum transitivumtransitivt verbum; verbum, som foruden subjekt har et objekt knyttet til sig i en sætning.
Objectum personæ(latin) personobjekt; jf. § 142.
Objectum rei(latin) tingsobjekt; jf. § 142.
temporum rette Brug og Følgertidernes rette brug og følger; jf. § 161, »Om Temporum rette Brug«, samt § 162, »Om Temporum rette Følge (de recta consecutione temporum)«.
tømme den bittre Skaaljf. Matthæus 26,39.
drikke Jaordbekræfte den indgåede forlovelse ved at skåle.
Rosa … Emilpersoner i Claurens Des Lebens höchstes ist die Liebe, Dresden 1825 (dansk Kjærlighed er Livets høieste Lykke, 1824).
Der mit Kornblumen … Liebe(tysk) Tornekransen med gennemflettede kornblomster – blå blomster – det tyder på troskab! – Jeg har holdt farven, og tornene er blevet rigelige for mig – Livets højeste er kærligheden!; citat fra Clauren Des Lebens Höchstes ist die Liebe (dansk Kjærlighed er Livets høieste Lykke, 1824); tysk original har ikke kunnet lokaliseres.
213
Maroqinmaroquin; fint gedeskind, der især bruges til bogbind.
kjende: ut og quodskelne mellem de to latinske konjunktioner, som begge (bl.a.) kan betyde at, og vide, hvornår den ene skal foretrækkes for den anden; jf. § 164, »Reglerne om at: ut, quod, quin«.
det sidste Exempel … imperantdette eksempel i § 155, »Om Dativus med Verbo«, findes først i femteudgaven fra 1821, hvori afslutningen lyder: »Vi bør giøre det, som vore Forældre byde, faciendum id nobis, quod parentes imperant«; citatet er fra Plautus Stichus, 1,54.
spes … spembøjninger af spes (latin) håb.
efter den femte Declinationjf. § 44 »Om den femte Declination«.
ille, illa, illudhankøn, hunkøn og intetkøn af ille (latin) hin, den.
Mascula … pollis(latin) hankønsord er brand [træstykke, der har været ild i], sten, cirkel, løftestang, vaskefad, hasselmus, bakke, blæsebælg, (fint) mel; jf. § 48 »Om Substantivernes Kiøn i Henseende til Endelsen«, 3. regel, pkt. B, 2. undtagelse; den her citerede rækkefølge findes dog først i femteudgaven fra 1821.
Interjectionerneudråbsordene; jf. §§ 134-135, »Om Interiectionibus«.
Proteus(Skikkelser)i græsk mytologi en havmand, som især er kendt for sin evne til at forvandle sig.
gaudentisbøjning af gaudeo (latin) jeg er glad; jf. § 135, a.
ridentisbøjning af rideo (latin) jeg ler; jf. § 135, b.
Gevandterlange, vide klæder.
Approbantisbøjning af approbo (latin) jeg samtykker, jeg godkender; jf. § 135, i.
Dolentisbøjning af doleo (latin) jeg sørger, jeg lider; jf. § 135, d.
Vocantisbøjning af voco (latin) jeg kalder; jf. § 135, g.
Silentium præcipientis(latin) den manendes stilhed; her måske nærmere: manende stilhed; jf. § 135, m.
pax(latin) fred; jf. eksemplet i § 135, m.
Barbarus hic … ulli(latin) jeg er en barbar her, for ingen forstår hvad jeg siger; citat fra Ovids Tristia, 5,10.
214
fata(latin) ord, udsagn; tilskikkelser, skæbnebestemte hændelser.
Valpladsenslagmark, kampplads.
triste vale(latin) et vemodigt levvel; citat fra Ovids Heroides, 13,14.
VartouVartov; stiftelse for ældre oprettet af Christian 4. i 1607; stiftelsen havde 1666-1934 til huse på hjørnet af Farvergade og Vestervoldgade i København.
ØstergadeKøbenhavns mondæne strøggade.
Asylinstitution, hvor nødlidende, især børn og gamle, fik pleje (og bolig).
In diesen heiligen Hallen(tysk) i disse hellige haller; Sarastros arie fra anden akt af Die Zauberflöte, opera i 2 akter fra 1791 med musik af Mozart og tekst af E. Schikaneder (dansk Tryllefløjten, opført første gang på Det Kgl. Teater 1826).
Supinum og Gerundiumforskellige bøjningsformer af verber; jf. § 165, »Om Supinis«, og § 166, »Om Gerundiis«.
Ablativus consequentiæ(latin) følgens ablativ (se note til s. 210).
Pleonasmus(latin) pleonasme, redundans; jf. § 174, »Om Pleonasmus, saavel den virkelige som den, der ikkun synes saa«.
conjungere(de)bøje (et verbum).
Liremandenlirekassemanden.
Vi binde Dig en Jomfrue-Krandsfolkesang, der synges af to brudepiger i Friedrich Kinds opera Der Freischütz, III,1, 1821, med musik af C.M. v. Weber (dansk Jægerbruden; opført første gang på Det Kgl. Teater 1822).
Jomfrue-Krandskrans, som unge piger bar som tegn på jomfruelighed.
Prosodien(læren om) rytme, klang, betoning og tonehøjde i talen; jf. §§ 175-182, »PROSODIA eller om Stavelsernes rette Tone og Lyd«.
Stavelsernes Qvantitet … Versearterjf. § 177, »Almindelige Regler om Stavelsernes Quantitet«, samt § 181, »Om de forskjellige Versearter«.
Antistes, vates … augor(latin) ypperstepræst, spåmand, yngling, ophavsmand og varseltyder; hvor H.C. Andersen har »augor«, er den korrekte latinske form »augur«; citatet har ikke kunnet lokaliseres i Gramatica latina.
den romerske Almanakplaceret i slutningen af Grammatica latina, umiddelbart før øvelsene.
Svanesangi ældre tid troede man, at sangsvanen sang sin klagende sang, når den skulle dø.
amare(latin) at elske.
ve, klage.
215
Manes(latin) her: sjæl.

Jylland

Først kendte tryk i Phantasier og Skizzer. BFN 115

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget (førsteudgaven indeholder en rettelsesliste; disse rettelser markeres nedenfor med (R))

216,7Oldtid < Oltid
216,14Secler < Cecler (R)
216
Fra Eiderens … Grathefra C.J. Boyes »Sang for danske« fra sørgespillet Svend Grathe, 1825, med musik af C.E.F. Weyse, 1826.
vankervandrer.
Vovebølge.
grovgravede.
Snekkemindre sejlskib.
Nordens Thuleet fjerntliggende sted (højt mod nord); Norden, Skandinavien.
Seclersekler; århundreder.
Jordbrandegentlig brand under jordens overflade.
Ahlenbrunt, hårdt lag af sand og sten, som ligger lige under jordens overflade, og som gør det vanskeligt for andre vækster end lyngen at gro.
fiolette Blommerviolette blomster.
Arneegentlig åbent ildsted; her: hjem.
Hjarnesagnhistorisk skjald, som pga. sit mindedigt over sagnkongen Frode den Fredegode blev ophøjet til konge.
(holdte Kongen) Tingforsamling af indflydelsesrige personer, der holder rådslagning og afgør retssager.
Gammenglæde, fryd.
217
Niels EbbesenEbbesens drab af grev Gerhard 3. af Holsten i 1340 indledte kampen mod de holstenske panthavere; Ebbesen døde i kamp senere 1340.
Bautasten(e)aflang sten, der, stillet på højkant og delvis nedgravet, står som grav- el. mindesten.

Hjertetyven

Først kendte tryk i Phantasier og Skizzer. BFN 116

219
Man sætte … Wesselsidste replik i J.H. Wessel Kierlighed uden Strømper, V,4.
Amorden romerske kærlighedsgud, ofte fremstillet som et drengebarn med bue og pil.
Fabelher: noget opdigtet, påfund, skrøne.
et Partie vil stiftegøre to mennesker forelskede; bringe en forlovelse e.l. i stand.
hvad ellereller.
gik i Trøieudtryk for, at man endnu blot er en (halvstor) dreng.
Knebelsbarterhver af de to dele af et (kraftigt, udstående) overskæg.
220
Vadmels Koftetrøje af groft, hjemmevævet uldklæde.
Thi (lovede)derfor.
Passiarsamtale.
tilvissehelt bestemt, utvivlsomt.

Spillemanden

Først kendte tryk i Phantasier og Skizzer. BFN 117

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

222,5verstehn.« < verstehn.
222
Ruhig mag … Schiller(tysk) Rolig må jeg synes Dem / Rolig gå se / Deres øjnes stille gråd / Kan jeg ej forstå; citat fra Schillers »Ritter Toggenburg« (Ridder Toggenburg) fra Musen-Almanach für das Jahr 1798, 1797; hvor H.C. Andersen skriver »euch« og »gehen sehn.« har Sciller »Euch« (Dem) og »mag ich sehn;« (må jeg se).
Mjøddrik af vand, gæret honning og krydderier.

Aftendæmring

Først kendte tryk i Moerskabs-Læsning og Curiosa, 30. juli 1830 (BFN 95). Optaget i Phantasier og Skizzer. Sidstnævnte udgave følges her.

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

223,15Aftnen < Aften

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

2231: titlen: Aftendæmring < Aftenvandring, paa de jydske Vange i godt Veir | 2-4: intet motto | 5: See, < See | stille, < stille | blaae! < blaa! | 6: smaae; < smaa; | 7: nikke < sove | Lyst! < Lyst!, | 8: bygger, < bygger | 9: i den < op i den | 11: hele, < hele | 12: Himle, < Himle | staae; < staae: | 13: Lyst; < Lyst, | 15: See, < See | smelter < smælter | 16: – Lad < Lad | 17: smaae! < smaae, | 18: der < der | blaae! < blaa!
223
Ein stiller … Göthe(tysk) En stille fred sænker sig over mig / Ved ikke, hvad der er sket med mig; citat fra Goethes digt »Jägers Abendlied« fra Goethe’s Schriften, bind 8, 1789, trykt første gang under titlen »Jägers Nachtlied« i Teutschen Merkur, 1776.
hvert Blomsterhver blomst.

Bögetræet

Først kendte tryk i Kjøbenhavns flyvende Post, nr. 110, 13. september 1830 (BFN 96), som det første af tre under overskriften »Pröve af Phantasier og Skizzer af H. C. Andersen« med den tilhørende note: »Denne Samling af Digte vil udkomme til Nytaar«. Optaget i Phantasier og Skizzer. Sidstnævnte udgave følges her.

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

224,24bittre Vee < bittre vee

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

2245: Fyr; < Fyr, | 6: Eventyr, < Eventyr | 7: noget, < noget; | 8: forstod’ < forstod | Sproget! < Sproget: | ej blank linje efter Sproget! | 13: Huk < Hug | 14: Morgen-Dug; < Morgen-Dug. | 15: Moder gjort! < Fader gjort. | 16: stort! < Stort, | 17: jeg < jeg, | feile! < feile. | 18: Skibsmast, < Skibsmast | 19: salten < salte | 20: Lande! < Lande! – | 21: tretten < tretten, | 24: o < – o | 25: Ende, < Ende: | 26: Pindebrænde!« < Pindebrænde.
224
Träume sind Schäume(tysk talemåde) drømme er skum.
Gjærdestavelodrette træstave i et gærde.
Veesmerte; ulykke, sorg.

Börnene og den graa Morlille

Først kendte tryk i Læsefrugter, bind 48, aprilhæftet 1830 (BFN 83). Optaget i Phantasier og Skizzer. Sidstnævnte udgave følges her.

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

225,13staae tidt < staae lidt

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

2251: titel: graa < graae | 2-6: intet motto | 7: Hjertet < Hjertet | 8: Han < han | 9: hvor < saa | 10: Han < han | Taare. < Taare; | 14: Skjøndt < skjøndt | 15: maa < bør | 16: Saa < saa | 18: Og < og | Fængselskammer < Fængsels Kammer | 20: Skjøndt evigt < skjøndt evig | 21: derud < der ud | 22: Hvor < hvor | straaler!« < straaler!!!« | 24: dem, < dem | 26: Dog < dog | 28: Ja < ja | 32: De < de | 33: Ja < Ja, | 34: Der < der | 36: Og < og
2262: Her < her | 5: gaaer! < gaaer, | 6: Det < det | 8: Ja, < ja | 10: Ja, < ja | 12: Hvad < hvad | Spektakel < Spectakel | 13: graa < graae | 14: Hun < hun | tilrette < til rette | 15: ogsaa, < ogsaa | 16: Paa ham, < paa ham | 17: Smaae, < Smaae | 20: Om < om | 22: For < for | Fange, < Fange. | 24: Det < det | 26: Som < som | 27: Barn, < Barn | 28: Er < er | 30: Og < og | 32: Med < med | 33: Nei < Nei, | 34: Til < til | Lande. < Lande, | efter Lande. følger fire linjer: Der skuer hun klart over Død og Grav, / langt i det Uendelige; / Dog, Saligheden hun føler hist, / kan jordiske Læber ei sige.
225
Der dö väl … Franzén(svensk) Der dør vel mange bobler bort / Som glinsede for mit syn; / Men nye vokser inden kort (tid) / Med samme billede af himlen; 2. strofe af F.M. Franzéns digt »Nyårs-Visa. 1797« fra Skaldestycken, bind 2, 1828, s. 251 f.; hvor H.C. Andersen skriver »månnga«, har Franzén »många«.
226
alt føleføler.
Hvad ellereller.
Trættestrid, skænderi.

Phantasiebillede

Først kendte tryk i Phantasier og Skizzer. BFN 118

227
Mein dunkles … Heine(tysk) Mit mørke hjerte elsker dig, / Det elsker dig og det brister, / Og brister og skælver og forbløder, / Men du ser det ikke; citat fra H. Heine Buch der Lieder, 1827, afsnittet »Die Heimkehr«, nr. 60.
Snekkemindre sejlskib.
fortvidere.

Den nye Spröite

Først kendte tryk i Phantasier og Skizzer. BFN 119

228
Les plaisirs sont divers(fransk) fornøjelserne er forskellige.

Hytten

Først kendte tryk i Phantasier og Skizzer. BFN 120

229
Her i Tid … BaggesenJens Baggesens digt »Det eene Fornødne« fra »Balders Igienkomst, eller Digte til Nanna« i tidsskriftet Danfana, oktober-december 1816, s. 341; hvor H.C. Andersen skriver »ene nødigt: Kjærlighed«, har Baggesen »eene nødigt: Kiærlighed«.

Skildvagten

Først kendte tryk i Kjøbenhavns flyvende Post, nr. 57, 12. Mai 1830 (BFN 88). Optaget i Phantasier og Skizzer. Sidstnævnte udgave følges her.

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

231,25Moskov!« høit han bød, < Moskov! høit han bød,«
232,37presentere!« < presentere!

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

2301: intet notetegn knyttet til titlen | 2-3: intet motto | 7: Viis, < Viis | 9: Palads < Pallads | 10: svagt, gjennem Taagen, < svagt gjennem Taagen | 13: cavalier,« < cavalier, | meer. < meer.« | 18: Blik, < Blik | 22: Ungdoms Drømme; < Ungdoms-Drømme, | 23: bruste < bruuste | 27: Fjendens < Fiendens | 30: Frankrigs yngste Helte-Flokke < Frankrigs yngste Helte-Flokke, | 31: Kjæmpeblokke < Kjæmpe-Blokke | 33: ind! < ind; | 34: ingen note
2312: Rand, < Rand; | 5: Der < Der, | Kamp og Dødens < Død og Kampens | 6: Samme. < Samme, | 9: Gud og han < Gud og han | 12: Himlen; < Himlen, | 13: Smaae-Fuglene < Smaa-Fuglene | Tind, < Tind | 16: han < han | 17: lo < loe | 18: frygtet < frygted’ | Klo < Kloe | 22: For lidet < Forlidet | 24: synke, < synke | 27: Ild < Røg | 31: – Hver < Hver | 33: Vintren < Vint’ren | 35: Kun < – Kun | 37: Kvinder < Qvinder | maae; < maa; | 39: paa! – < paa.
2321: laae; < laae: | 4: vi < jeg | 5: hiin < hin | 10: brast; – – dog < brast – dog, | hæved’ < hæver | 14: bandt; < bandt, | 16: det < det, | 20: Barmen! < Barmen, | 23: Frankrig ikke! < Frankrig ikke; | 25: ej blank linje efter begravet. | 29: Europa < Europa | 31: »Hvad græder Du? – < »Hvad, græder Du? | 33: mueligt < muligt | Taage … < Taage. | 34: Tys, < Tys! | 35: Een < En
230
Lui, lui … Delavigne(fransk) ham, ham, og altid ham; citatet, hvis ophavsmand H.C. Andersen i Samlede Skrifter. Femtende Bind, 1854, ændrer til Victor Hugo, har ikke kunnet lokaliseres.
Un cavalier(fransk) kavaler, herre.
staaer … i Geværi aktiv militærtjeneste.
den store Keiser(s)Napoleon 1.
Friheds-Træetsymbol på den politiske frihed, især under den franske revolution.
Toulon … Napoleon den Storeden franske Middelhavsby Toulon, øst for Marseille, blev i 1793 besat af den engelsk-franske hær, men blev generobret af revolutionære tropper anført af den unge kaptajn Napoléon Bonaparte, den senere Napoleon 1.
231
Mulenskyen, bygen, tågen.
Tindtinde.
MoskovMoskva, hvortil Napoléon under felttoget i Rusland når 14. september 1812.
232
Elba(s)italiensk ø mellem fastlandet og Korsika, hvor Napoleon efter sin abdicering opholdt sig fra april 1814 til februar 1815.
gav ham bort til Havethentydning til øen Skt. Helena, hvortil Napoleon blev forvist i 1815, og hvor han døde i 1821.
presenterepræsentere; gøre honnør ved holde gevær el. sabel frem for sig i lodret stilling.

Hjemvee

Først kendte tryk i Phantasier og Skizzer. BFN 121

233
Warum wurde … Poul(tysk) Hvorfor blev der limet en skabning med nyttesløse lysvinger til den smudsige jordklode for blot at rådne tilbage ned i fødejorden, uden nogen sinde at vride sig løs med de æteriske vinger?; citatet findes i Jean Paul’s Geist; oder Chrestomathie der vorzüglichsten, kräftigsten und gelungensten Stellen aus den sämmtlichen Schriften des Jean Paul Friedrich Richter. Vierte, unveränderte, und nach den Originalien ganz genau abgedruckte, Auflage, 1821, »4. Innere Geisterwelt«; Jean Paul er pseudonym for J.P.F. Richter.

Den jydske Hede i Regnveir

Først kendte tryk i Tillægsblad, af Moerskabs-Læsning og Curiosa (tillæg til Fyens Stifts Avis, og Avertissementstidende), 9. juli 1830 (BFN 94). Optaget i Phantasier og Skizzer. Sidstnævnte udgave følges her.

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

2342-4: intet motto | 5: Ak, < Ak | staaer < staar | Graat! < Graat, | 8: Men Lyng < Men Lyng, | 11: gaaer < gaar | 12: slaaer < slaar | 15: Søsterlil, < Søsterlil | 18: »Roat < Roat | ned« < ned | 20: er’ < er | sværmer; < sværmer, | 21: er’ < er | 22: Kjeltringer < Kjeltringer | 26: strømmer; < strømmer, | 27: gaae, < gaae; | 28: er’ < er | 30: Maaskee < Maaskee, | graat < Graat | 33: Sol < Soel
234
Röslein … Göthe(tysk) Lille rose, lille rose, lille rose rød / Lille rose på heden; omkvædet af Goethes digt uden titel i Von deutscher Art und Kunst, Hamburg 1773; hvor H.C. Andersen skriver »roth«, har Goethe »rot«.
Skalmeienskalmeje; folkeligt træblæseinstrument med et mundstykke, der minder om oboens.
Roat, som faldt ned12. juni 1827 omkom tårnlinedanseren Christian Roat ved et styrt, da tovet bristede under hans nedstigning fra Rosenborg Slots højeste tårn; visen, sandsynligvis en skillingsvise, har ikke kunnet lokaliseres.
Kjeltringerkæltringer; sigøjnere.
Preciosatitelfiguren, en sigøjnerkvinde, i den tyske forfatter P.A. Wolffs musikdrama Preciosa, 1821, med musik af C.M. v. Weber; opført første gang på Det Kgl. Teater 1822.
hun er althun er.
Hullethundehullet, fængslet.

Hvile paa Heden

Først kendte tryk i Phantasier og Skizzer. BFN 122

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

237,26igjen. < igjen;
236
den nøgne … Grundtvigfra Sigurds indledende replik til anden samtale af N.F.S. Grundtvigs »Sigurd og Brynhild« fra Optrin af Norners og Asers Kamp, 1811, s. 75.
Ahlbrunt, hårdt lag af sand og sten, som ligger lige under jordens overflade, og som gør det vanskeligt for andre vækster end lyngen at gro.
237
knokledeknoglede, benede.
Spaniolerne … Krigens Tidi forbindelse med Napoleonskrigene allierede Danmark sig med Napoleon 1.; under krigene med englænderne sendte kejseren i marts 1808 fransk-spanske hjælpetropper under overkommando af J.B. Bernadotte til Fyn.

Drengen og Moderen paa Heden

Først kendte tryk i Phantasier og Skizzer. BFN 123

238
Det Grønne … Wilsterde sidste to verslinjer i C.F.E. Wilsters digt »Den Fortvivlede. Af en ufuldendt Fortælling« fra Digtninger, 1827.
Naarhvornår.
længstfor længst.
Hullethundehullet, fængslet.

Længsel med Potterne

Først kendte tryk i Phantasier og Skizzer. BFN 124

239
Fovlenfuglen.
dryvdrive.
Sallingboe Hyrdesanghar ikke kunnet identificeres.
Jydepotteruglaserede lerpotter fremstillet i de jyske landsogne.

Phantasie ved Vesterhavet

Først kendte tryk i Phantasier og Skizzer. BFN 125

240
Herlige Hav … Ingemanncitatet har ikke kunnet lokaliseres.
Skrankeafgrænsning, grænse.
Cherub(-Vinger)kerub; englelignende væsen, som ifølge Det Gamle Testamente står vagt om Gud og Paradisets Have.
Thiderfor.
(Kjæmpe-)Vovebølge.
lovelovprise.

Malerie fra Jyllands Vestkyst

Først kendte tryk i Læsefrugter, bind 48, junihæftet, 1830 (BFN 90). Optaget i Phantasier og Skizzer. Sidstnævnte udgave følges her.

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

242,3himlen står < himlen stàr
242,32siger: »Gud! < siger: Gud!
243,3Dødes < Dødens

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

2422-5: intet motto | 6: groe, < groe; | 7: pipper < pippe | 11: er, saa langt < er saalangt | naaer, < naaer; | 15: Kno. < Knoe | 17: hellig < Hellig | 18: Mor < Moer | 19: Haar! < Haar; | 22: Men < Men, | 27: fast, < fast. | 29: see – – – < see – | meer. < meer! | 30: Mor < Moer | 32: Gud! < Gud, | 33: skee! < skee.
2432: nok! < nok!!! | 4: frem, < frem; | 5: Bytte, < Bytte | 6: Kysten, < Kysten | Aareslag < Aare-Slag | 8: høi, < høi | Bjerg, < Bjerg | seer. < seer, | 11: Dog < Dog, | 12: Blik; < Blik. | 14: hjem; < hjem. | 21: om < til | 22: hvirvles, < hvirvles | 23: Er' < Er | Nei, < Nei | 25: Dybet, < Dybet – | 26: – Snart < – – Snart | er saa smuk, < staaer saa smuk; | 28: juble, og gjør' < juble og gjør | efter Galads følger to linjer: De takke høit vor Herre, som saae dog til dem lidt, / Og ønske, Dødningskibet maa vise sig ret tidt.
242
Den hela jorden … Atterbom(svensk) den hele jord ligner her et lig, / og himlen står, ligesom en morder, / i blodigt skrud, betragtende sit offer; citat fra første eventyr i P.D.A. Atterboms Lycksalighetens ö. Sagospel i fem äfventyr, 1824; hvor H.C. Andersen skriver »likner«, har Atterbom »liknar«.
Dødningskibetifølge folketroen et spøgelsesskib, der varsler forlis.
243
Gnystøj.
Hvihvorfor.
(Masten) er alter.
Havgasserneher: beboerne langs kysten.
Galadskalas; egentlig stor og overdådig fest.

Digterskibet

Først kendte tryk i Nyt Repertorium for Moerskabslæsning, bind 2, nr. 5, 19. maj 1830 (BFN 89). Optaget i Phantasier og Skizzer. Sidstnævnte udgave følges her.

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

244digtet er ikke opdelt i strofer, og der er ikke linjeskift mellem de enkelte linjepar (5-6, 7-8, 9-10 …) | 2-4: intet motto | 6: Strækker < strækker | 8: Over < over | 10: Hvilken < hvilken | 11: krydse, < krydse! | 12: De < de | 14: Denne < denne | 18: Hun < det | Last; < Last, | 20: Surret < surret | 24: Det < det | 26: rykked’ < rykked | 28: Som i Edens Hauge stod; < som i Edens Hauge stod, | 29: Skyer, < Skyer | 30: I < i | Aftenskjær < Morgenskjær
2451: Det < det | 7: Salig < salig | 9: paa ny < paany | 10: Stjerne, < Stjerne | 11: Bag < bag | 14: Billed’, < Billed | 15: Lever < lever | 17: Finder < finder | 19: Sine < sine | 20: Færdsel < Færsel | Skjalden, < Skjalden | 21: Hæver < hæver | 23: Knuse < knuse | 24-27: linjerne findes ikke | 28: Og < Thi | 29: Selv < selv | Lyst, < Lyst: | 31: Uden < uden | et < eet | 33: Intet < intet | 35: Ene < ene | staaer! < staaer; | 37: Nu < nu
2462: Styrter < styrter | 4: Fremad < fremad | 6: I < i
244
O wer … Poul(tysk) O den som ikke til tider føler for meget og for blødt, han føler sikkert altid for lidt!; citat fra Jean Paul (pseudonym for J.P.F. Richter) »Neunter Reise-Anzeiger« fra Palingenesien, 2. bind, 1798.
Steenkulkul, der har et højt indhold af kulstof, og bl.a. bruges som brændsel og til fremstilling af koks og tjære.
Kundskabs-Træet … stodjf. 1. Mosebog 2,9 ff.

Manden fra Paradiis. En komisk Fortælling

Først kendte tryk i Kjøbenhavns flyvende Post, nr. 39, 31. marts 1830 (BFN 81). Optaget i Phantasier og Skizzer. Sidstnævnte udgave følges her.

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

247,20»fri for Nød < »fri for Rød
248,24I altsaa før < I Altsaa før
249,13mener ham, < mener han,
250,16gode Mand < gode i Mand

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

2472: undertitel: komisk < comisk | under undertitlen: (Fremsagt af Jfr. Jørgensen paa Aften-Underholdningen for Capellets Enkekasse, paa det Kongelige Theater, den 28de Marts 1830). | 3-5: intet motto | 7: betænke; < betænke: | 8: paany < paa ny | 9: Een < En | 10: ej blank linje efter glemme). | 12: Kind, < Kind; | 14: (Den < Den | Tone, < Tone | 15: Passiar) < Passiar | 16: Taageland, < Taageland | 17: Fløi Tankerne < Madammens Tanker fløi | 19: hjemme, < hjemme. | 20: hun, < hun: | 24: taug < taug, | 26: Krogen; < Krogen: | 29: den < den | 30: Nu < – Nu | op – – < op, | 31: Een < En | Krop! < Krop; | 33: til By < til By, | 34: Visitter < Visiter | 35: at < at | ej blank linje efter at fægte.
2481: Han < – Han | 2: Been; < Been, | 4: Der < Som | Konen. < Konen; | 5: ham, < ham: | 7: drog < drog, | 8: Tydskland til Paris. – < Tydskland til Paris. | 10: dækked’ < dækked | 11: dog, < dog | 12: Hvad, < Hvad? | 13: O < Ak | 15: mig < mig, | 17: Skjelmen < Skjælmen | 19: ligeviis < lige Viis | 20: Paradiis. < Paradiis; | 27: siden; < siden, | 30: Hunde-Dreng! < Hunde-Dreng; / Mod ham er jeg en pyntet Herre, / Thi han har ei en Trævl desværre! | 31: fik < bar | 32: itu < itu, | 34: Been!« – < Been!« | 38: løst og fast; < Løst og Fast, | 40: Pokker), – < Pokker),
2492: Mand, < Mand! | 4: Leilighed! < Leilighed. | 8: loved’ < loved | 11: frem < frem, | 12: hjem, < hjem; | 13: sidste, < sidste; | 14: første < første | Liste). – < Liste). | 15: Thiis < Thiis | 16: o < – o | 17: forglemt!) – < forglemt!) | 18: Een, < En | Paradiis! – < Paradiis! | 21: fatted’ < fatted | 22: linjeskift efter Spring | han < Han | 26: Nat < Nat, | 27: Digt, < Digt; | 28: peb Discant! < peeb Discant, | 29: bedst – < bedst, | 30: Straale. < Straale; | 31: taale) – < taale). | 32: gaae! < gaae. | 33: saae < saae, | 34: Een foer afsted < En foer til Hest afsted, | 35: der har vi Manden, < »Der har jeg Manden!« | 36: Grøften < Grøften,
2501: om < derfor om | Jomfru-Krandse < Jomfrue-Krandse | 3: kom < kom, | 4: Snakken, < Snakken: | 6: Og < Og, | 7: Tyveknægt. – < Tyveknægt. | 8: »Jovist!« var Svaret: < »Jo vist!« var Svaret, | Een < En | 10: indhente, < indhente; | 11: Svandt han < Han svandt | hurtig, < hurtig | Glente; < Glente. | 12: fange;« < fange!« – | 15: Resten) – < Resten). | 18: med, »hyp, – < med – hyp, | gaae!« < gaae! | 21: Manden < Manden, | Philister, < Philister; | 28: kan; < kan! | 31: Stjæler. < Stjæler? | 32: Een!« – < En!« | 33: Saa < – Saa 251                  3: de kan tænke!« < de kan tænke!« – | 5: Qvinder; < Qvinder, | 6: Dog – < Dog, | 7: Men, de kan bedre tie stille! < Men de kan bedre tie stille!
247
Man schreibet … Paarscitat fra tredje bogs første sang i Holbergs En Sandfærdig Ny Viise Om Peder Paars Som giorde en en Reyse fra Callunddorg [sic!] til Aars, Skreven til Lægedom, Trøst og Husvalelse for alle got Folk, som lide Kaars og Modgang her i Verden, 1719, udgivet undet psudonymet Hans Mikkelsen; hvor H.C. Andersen skriver »Paris« og »Paradiis«, har Holberg »Paris« og »Paradis«.
Man schreibet … Gefahr(tysk) Man skriver om Paris, at det ingen fare har.
Theemaskinentil opvarmning af vand ved bordet, samovar.
Passiarsamtale.
abrahamske Skjødjf. Lukas 16,23.
for ei at smægtefor ikke at lide nød, sulte.
fægteskaffe sig til dagen og vejen på mere el. mindre tilfældig måde.
248
sællesølle.
Bursche-Viispå samme måde som de tyske studenter, der var berygtede for at opføre sig ustyrligt i flok.
Skjelmenskælmen; bedrager, forbryder.
Thi (faldt)derfor.
Hunde-Drengegentlig dreng, der passer (jagt)hunde; her: opvarter, stikirenddreng.
Kjole(r)frakkelignende mandsdragt med ærmeopslag og vide skøder.
249
besørgesørge for.
som alt varsom var.
elegisk (Digt)vemodig, klagende, sørgelig.
250
Skimmelhest med spættet hårlag.
Philisterfilister; egentlig person fra det folkeslag, som i ca. 1200 f.Kr. bosatte sig i det sydlige Palæstina, og som ifølge Det Gamle Testamente var israelitternes hovedfjende; også om person, man betragter som snævertsynet spidsborger.
tvi (Dig an)udtryk for afsky og foragt.

Stormen

Først kendte tryk i Phantasier og Skizzer. BFN 126.

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

253,29Men Hjertet følte < Men Hjerte følte
252
Skibet … Oehlenschlägerfra Oehlenschlägers digt »Til Havet« i kapitel 29 af Øen i Sydhavet, 1824.
Seglsejl.
vaktvækket.

Cometen 1834

Først kendte tryk i Kjøbenhavns flyvende Post, nr. 29, 8. marts 1830 (BFN 78). Optaget i Phantasier og Skizzer. Sidstnævnte udgave følges her.

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

255,31Jfr. Jørgensen < Jfr. Jorgensen

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

2551: intet notetegn knyttet til titlen | 2-4: intet motto | 9: nu, < nu | 24: ej blank linje efter Slæbetouget med. | 25: Folk, < Folk | 31-32: ingen note
2566: ej blank linje efter omkring. | 12: ej blank linje efter løber med. | 17: er’ < er | 27: tilkort < til kort | 28: ej blank linje efter ganske bort. | 31: enhver < Enhver igjen | 39: O, < O
2572: Ildebrand,« < Ildebrand«, | 3: – Fælt < Fælt | 7: ej blank linje efter Fædre. – | 12: en Gang < engang | 13: Nu < – Nu | 21: Plato < Plato | 27: ej blank linje efter sig bør. | 31: skjøre. – < skjøre. | 32: Ja, < Ja | 37: Antiqviteter < Antiquiteter
255
Cometen 1834Halleys komet, som dog først passerede jorden i 1835.
Saa rædsom … Ingemanncitat fra B.S. Ingemann »Korsridderen«, Digte, 1. del, 1811, s. 78; hvor H.C. Andersen skriver »aldrig«, har Ingemann »ikke«.
lapseregentlig pynter sig (overdrevent).
Tappenstregenmilitært signal, som om aftenen angiver, at tropperne skal begive sig til ro.
FlyvepostenJ.L. Heibergs tidsskrift Kjøbenhavns flyvende Post, udgivet 1827, 1828 og 1830.
falde hen i Daanenbesvimer.
Hvihvorfor.
Und immer weiter, hop, hop, hop(tysk) og stadigt videre, hop, hop, hop!; citat fra strofe 23 i G.A. Bürgers spøgelsesballade »Lenore« i Göttinger Musenalmanach auf das Jahr 1774, s. 214 ff., et digt, der inspirerede megen skrækromantik i tiden op mod 1800.
256
Galopadegalop; hurtig runddans i 2/4-takt med hoppende bevægelser.
ØstergadeKøbenhavns mondæne strøggade.
Contenancenfatningen, selvbeherskelsen.
Noernor; sødt el. hjælpeløst lille barn.
Hjertet hopper … Wiener-Valswienervalsen danses hurtigt.
creperesprænge i luften, eksplodere; også i betydningen omkomme.
englisereanglisere; egentlig give en hest en højre haleføring ved det at overskære halens bøjemuskel (efter engelsk skik).
257
fürgterlig Ildebrandjf. C.F. Reisers Historiske-Beskrivelsse over den Mærkværdige og meget fyrgterlige store Ildebrand 1728, 1784.
Taschenbücher(tysk) lommebøger; her måske rejsebøger i lommeformat.
Phønixifølge græsk mytologi en fugl, som efter en vis tid brænder sig selv op, men derpå genopstår af sin egen aske.
Folk og Fæmennesker og (hus)dyr.
PlatoPlaton.
skjøreskrøbelige.

Lille Lise ved Brönden

Først kendte tryk i Nyt Repertorium for Moerskabslæsning, bind 2, nr. 2, 28. april 1830 (BFN 86). Optaget i Phantasier og Skizzer. Sidstnævnte udgave følges her.

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

2582-4: intet motto | 6: Lise < Lise | 10: Land; < Land, | 15: Stivt < »Stivt | seer; < seer, | 17: een, < een | 18: Skjult < Skjult’ | 22: Drenge-Børn; < Drenge-Børn, | 23: Smaae < smaae | 25: her! < her, | 26: har selv jo < jo selv har | 29: Lise < Lise
258
Unschuld, nur … Jean Poul(tysk) Uskyld, kun hvis du ikke kender dig, som den barnlige, så er du en; men din bevidsthed er din død; citat fra Jean Paul (pseudonym for J.P.F. Richter) Flegeljahre. Eine Biographie, bind 3, nr. 38 »Marienglas«, 1804; hvor H.C. Andersen skriver »nur wenn«, »kennest« og »Bewustseyn«, har Jean Paul »nur, wenn«, »kennst« og »Bewußtsein«.
skillerskelner, ser forskel på.

Poetisk Note til Digtet: Erindringsblad fra Hovedstaden

Først kendte tryk i Phantasier og Skizzer. BFN 127

259
Ehret die … Schiller(tysk) Ær kvinderne! de fletter og væver / Himmelske roser ind i det jordiske liv; de to første linjer af Schillers digt »Würde der Frauen« (kvindernes værdighed) i Musen-Almanach für das Jahr 1796, 1795; hvor H.C. Andersen skriver »sie«, har Schiller »Sie«.
Erindringsblad fra HovedstadenFørst kendte tryk i Kjøbenhavns-Posten, nr. 223, 22. september 1830 (BFN 100; se side 183).
Morgenposten … saa smaati Nyeste Morgenpost, nr. 267, 24. september 1830, omtales »Erindringsblad fra Hovedstaden« med ordene: »Man tør haabe, at det »Komiske« Samlingen [Phantasier og SkizzerSklizzer] skal indeholde, vil være af bedre Gehalt, end Prøven [»Erindringsblad fra Hovedstaden«]«. Erindringsblad fra Hovedstaden: Først kendte tryk i Kjøbenhavns-Posten, nr. 223, 22. september 1830 (BFN 100; se side 183).
Hurtigpresse(r)egentlig mekanisk trykkemaskine.
Tvæthård behandling, medfart.
borneerteindskrænkede, snævertsynede.

Reise-Capriccio

Først kendte tryk i Phantasier og Skizzer. BFN 128

260
(Reise-)Capricciomuntert musikstykke i fri form.
immer sehnt sich … Göthe(tysk) Altid længes hjertet bort, / Jeg ved ikke rigtigt, om det er mod himlen; / Men af sted vil det, af sted og af sted, / Og vil flygte fra sig selv; citat fra Goethe »Buch der Sprüche« fra »West-östlicher Divan« i Goethe’s Werke. Vollständige Ausgabe letzter Hand, bind 1, 1827; hvor H.C. Andersen skriver »weis«, »recht,« og »möchte«, har Goethe »weiss«, »recht« og »mögte«.
Vangemarker.
Amorden romerske kærlighedsgud, ofte fremstillet som et drengebarn med bue og pil.

Fyen

Først kendte tryk i Phantasier og Skizzer. BFN 129

261
Der er … Wilsteraf C.F.E. Wilster »Sang for Danske« fra Digtninger, 1827, skrevet til konkurrencen om en ny dansk nationalsang 1819.
Freiakærlighedsgudinden i nordisk mytologi.
Bobolig, hjem.
flyerflygter fra.
hendes Søsterifølge nordisk mytologi havde Freja ingen søstre, kun broderen Frej.

Kjærlighed

Først kendte tryk i Phantasier og Skizzer. BFN 130

262
Kjærlighed er stærk … Oehlenschlägerførste og tredje linje af Walthers arie fra første akt af Oehlenschlägers Sovedrikken, 1808, s. 37; opført første gang på Det Kgl. Teater 1809, med musik af C.E.F. Weyse.
tilvissehelt bestemt, utvivlsomt.

Digteren og Amor

Først kendte tryk i Kjøbenhavns flyvende Post, nr. 139, 19. november 1830, som det første af »Tvende Smaadigte« (BFN 104). Optaget i Phantasier og Skizzer. Sidstnævnte udgave følges her.

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

2642-3: intet motto | 7: skildt < skilt | 9: ej blank linje før Amor | 10: forsage! < forsage, | 11: Guld, < Guld. | 14: ej blank linje før Digteren | 18: Hjemmet, < Hjemmet | 20: Himmel-Fred; < Himmel-Fred; – | 23: ej blank linje før Amor | 24: svigte! < svigte,
2653: gjælder < gjelder | 6: Digte,« < Digte«,
264
Amorden romerske kærlighedsgud, ofte fremstillet som et drengebarn med bue og pil.
Liebe wirkt … Wieland(tysk) kærlighed udvirker alt dette og mere til; citat fra vers 117 af C.M. Wieland Die Erste Liebe. An Psyche, 1774; verset lyder i sin helhed: »Die erste Liebe wirkt dies alles und noch mehr«.
dølgeskjule.
gjør … Veegør ondt, volder smerte.
forsagefortvivle, miste modet.
huldhengiven.

Hjertets Melodier

Først kendte tryk i Phantasier og Skizzer. BFN 131-137. Undtagelse herfra er »Man har et Sagn – et Eventyr«, hvor først kendte tryk er under titlen »Perlen« i Kjøbenhavns flyvende Post, nr. 139, 19. november 1830 (BFN 105), som det andet af »Tvende Smaadigte«; optaget i Phantasier og Skizzer, sidstnævnte udgave følges her.

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

267,7I. < 1.
268,7Hjertes < Hjertets

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket (BFN 105)

26912: Perle < Perle,
267
Himmelhoch jauchzend … Göthe(tysk) Himmelhøjt jublende, / Til døden bedrøvet, / Lykkelig kun / er den sjæl, der elsker; citat fra Goethes digt »Dieselbe«, trykt første gang uden titel i tredje akt af dramaet Egmont, 1788; hvor H.C. Andersen skriver »betrübt,« og »liebt«, har Goethe »betrübt –« og »liebt«.
Vundesår.
268
dølgeskjule.
269
Thi (svulmer)derfor.
et Sagnet egentligt sagnforlæg har ikke kunnet lokaliseres, men digtet er muligvis inspireret af C. Winthers »Sonet« fra Digte, 1828.

Det Förste og det Sidste

Først kendte tryk i Phantasier og Skizzer. BFN 138

270
Tanker i vingede … Hauchfantasiens første replik i Carsten Hauchs »Søfarten« i Athene, december, 1816; hvor H.C. Andersen skriver »Flugt, jeg skimter« og »ned!«, har Hauch »Flugt jeg skimter,« og »hen.«.
Dunstdamp, tåge.
Det er ei godt … enejf. 1. Mosebog 2,18.
271
Støvets Flugtmenneskets stræben.

Pauli 1. Cor. 15, 42-44

Først kendte tryk i Phantasier og Skizzer. BFN 139

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

272,3i Kraft – < i Kraft
272,4Legeme.« < Legeme.
272
Pauli … aandeligt Legemejf. Første Korintherbrev 15,42-44; ordlyden fra kong Frederik 6.s Det Nye Testamente fra 1819 er: »det saaes i Forkrænkelighed, det opstaaer i Uforkrænkelighed; (...) det saaes i Skrøbelighed, det opstaaer i Kraft; der saaes et sandseligt Legeme, der opstaaer et aandeligt Legeme«.
Jordelarvenmenneskekroppen.
skjøreskrøbelige.
aandigtoversanseligt, hinsides det materielle.

Studier efter Naturen

Først kendte tryk af »Solen skinner i Naboens Gaard, Husene ere saa lave« i Læsefrugter, bind 48, aprilhæftet 1830, under titlen »Skizze efter Naturen« (BFN 82); optaget i Phantasier og Skizzer; sidstnævnte udgave følges her. Først kendte tryk af »Vort Landskab her er næsten fladt« i Kjøbenhavns flyvende Post, nr. 110, 13. september 1830, under titlen »Veirmöllen paa Bakken« (BFN 98), som det tredje af tre under overskriften »Pröve af Phantasier og Skizzer af H. C. Andersen« med den tilhørende note: »Denne Samling af Digte vil udkomme til Nytaar«; optaget i Phantasier og Skizzer; sidstnævnte udgave følges her. Først kendte tryk af »Den gothisk-gamle Kirke er sjunken for vort Blik« i Phantasier og Skizzer, BFN 140.

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykkene (BFN 82 og 98)

2743-7: intet motto | 8: lave, < lave; | 9: Have. < Have; | 11: mange! < mange, | 13: Sengklæder, < Sengklæder | brave! < brave. | 19-21: intet motto | 27: Der < Her
274
Fände sich ein … Göthe(tysk) Befandt der en nederlænder sig her, / ville han straks slå sig ned, / og hvad han ser, og hvad han maler, / vil i hundrede år blive genfortalt; citat fra Goethes digt »Landschaft« fra Gedichte, 1827; hvor H.C. Andersen skriver »sieht,« og »mahlt«, har Goethe »sieht« og »malt«.
Stilladsstativ.
Die Mühle … Chamißo(tysk) Møllen drejer sine vinger, / Stormen suser i dem; citat fra de Chamissos sang »Windmüllerlieder II« i Moosrosen, Taschenbuch für 1826 (i Gedichte, 1831, under titlen »Die Müllerin«); hvor H.C. Andersen skriver »Mühle dreht«, har Chamisso »Mühle, die dreht«.
275
Glarglas.
Hvad jeg skued’ … Wintherde sidste to verslinjer i C. Winthers »Vinterlandskab« fra Digte, 1828; hvor H.C. Andersen skriver »skued’« og »Tegned’«, har Winther »skued« og »Tegned«.
276
gothisk-gamlefra middelalderen; ærværdige.
vordenblevet.
hiinførstnævnte.
Odins gamle ByOdense; Odense stammer fra det gammeldanske ord Othenswi, der betyder »Odins vi«, hvor vi betegner en nordisk, hedensk helligdom.
haugehave.

Livet en Dröm

Først kendte tryk i Phantasier og Skizzer. BFN 141

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

277,5von Gries < bon Gries
279,42er en Drøm!«« < er en Drøm!«
277
Der Mensch … Gries(tysk) Mennesket – / Drømmer hele sit væren og gøren, / Indtil drømmene til sidst svæver bort; citat fra J.D. Gries’ tyske oversættelse af den spanske dramatiker P. Calderón de la Barcas La vida es sueño, 1636, Das Leben ein Traum i Schauspiele von Don Pedro Calderon de la Barca. Uebersetzt von J. D. Gries, bind 1, 1815, s. 280 (dansk Livet en Drøm, 1838); hvor H.C. Andersen skriver »Der Mensch«, har Gries »der Mensch«.
umaalteuendelige.
278
Dunstdamp, røg, tåge.
Larvedragtmenneskekroppen.
Støvets tunge Larvemenneskets ydre, kroppen, i modsætning til det indre, ånd og sjæl.
279
alt (første Gang)allerede.
Veesmerte; ulykke, sorg.
Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
Del/henvis til værket

Indhold

[tilegnelse] (Til Læserne) (Til Recensenterne) Hvad jeg elsker Havblik Avis aux lectrices Den fremmede Fugl Bruden i Rörvig Kirke Taaren Havfruen ved Samsöe Luftaanden Den skjönne Grammatica, eller: Badens latinske Grammatik Cappriccio 1. 2. 3. 4. 5. 6. 7. 8. 9. 10. Jylland Hjertetyven Spillemanden Aftendæmring Bögetræet Börnene og den graa Morlille Phantasiebillede Den nye Spröite Hytten Skildvagten Hjemvee Den jydske Hede i Regnveir Hvile paa Heden Drengen og Moderen paa Heden Længsel med Potterne Phantasie ved Vesterhavet Malerie fra Jyllands Vestkyst Digterskibet Manden fra Paradiis Stormen Cometen 1834 Lille Lise ved Brönden Poetisk Note til Digtet: Erindringsblad fra Hovedstaden Reise-Capriccio Fyen Kjærlighed Digteren og Amor Hjertets Melodier I. II. III. IV. V. (Ørkenens Søn). Den vilde Hengst jeg tumler VII. VIII. Det Förste og det Sidste Pauli 1. Cor. 15, 42-44 Studier efter Naturen I. II. III. Livet en Dröm

Del

[Sassy_Social_Share]