Pigen som trådte på brødet
Du har vel hørt om pigen som trådte på brødet for ikke at smudske sine sko, og hvor ilde det da gik hende? Det er både skrevet og trykt.
Hun var et fattigt barn, stolt og hovmodig, en dårlig
»Nu læser oldenborren!« sagde lille Inger, »se, hvor den vender bladet!«
Som hun nu voksede til, blev hun snarere værre end bedre, men køn var hun, og det var hendes ulykke, ellers var hun nok blevet knubset anderledes end hun blev det.
»Der skal
Og det gjorde hun rigtignok.
Nu kom hun ud på landet at tjene hos fornemme folk, de var imod hende som om hun kunne være deres eget barn, og som sådan blev hun
Et års tid havde hun været ude, så sagde hendes herskab til hende: »Du skulle dog engang besøge dine forældre, lille Inger!«
Hun gik også, men for at vise sig, de skulle se hvor fin hun var blevet. Men da hun kom ved
Nu gik der igen et halvt års tid.
»Du skulle dog en dag gå hjem og se til dine gamle forældre, lille Inger!« sagde hendes husmor. »Der har du et stort
Og Inger tog sin bedste stads på og sine nye sko, og hun løftede sine klæder og gik så forsigtig for at være ren og pæn om fødderne, og det var jo ikke at bebrejde hende! Men da hun kom hvor stien gik over mosegrund, og der stod vand og søle et langt stykke vej, så smed hun brødet i sølen for at træde på det og komme tørskoet over, men idet hun stod med den ene fod på brødet og løftede den anden, sank brødet med hende dybere og dybere, hun blev ganske borte, og der var kun at se et sort boblende kær.
Det er historien.
Hvor kom hun hen? Hun kom ned til
Mosekonen var hjemme, bryggeriet blev den dag beset af Fanden og hans oldemor, og hun er et gammelt, meget giftigt fruentimmer, der aldrig er ledig. Hun tager aldrig ud uden at hun har sit håndarbejde med, det havde hun også her! Hun syede
Hun så Inger, holdt så sit brilleglas for øjet og så endnu engang på hende: »Det er en pige med anlæg!« sagde hun, »jeg udbeder mig hende til en erindring om besøget her! Hun kan blive et passende
Og hun fik hende. Således kom lille Inger til helvede. Der farer folk ikke altid lige lukt ned, men de kan komme ad en omvej når de har anlæg.
Det var et forgemak i en uendelighed, man blev svimmel der ved at se fremad og svimmel ved at se tilbage, og så stod her en
»Det har man fordi man vil være ren om fødderne!« sagde hun til sig selv. »Se, hvor de glor på mig!« jo, de så alle på hende, deres onde lyster lyste dem ud af øjnene og talte uden lyd fra deres mundvig, de var forfærdelige at se.
»Mig må det være en fornøjelse at se på!« tænkte lille Inger, »jeg har et kønt ansigt og gode klæder!« og nu drejede hun øjnene, nakken var for stiv dertil. Nej, hvor var hun tilsølet i mosekonens bryghus, det havde hun ikke
Værst af alt var hende dog den gruelige sult hun fornemmede. Kunne hun da ikke bøje sig og bryde et stykke af brødet hun stod på? Nej, ryggen var stivnet, arme og hænder var stivnet, hele hendes krop var som en stenstøtte, kun sine øjne kunne hun dreje i hovedet, dreje helt rundt så at de så bagud, og det var et fælt syn, det. Og så kom fluerne, de krøb hen over hendes øjne, frem og tilbage, hun blinkede med øjnene, men fluerne fløj ikke, for de kunne ikke, vingerne var pillet af dem, de var blevet krybdyr. Det var en pine og så den sult, ja, til sidst syntes hun at hendes indvolde åd sig selv op, og hun blev så tom indeni, så gyselig tom.
»Skal det vare længe ved, så holder jeg det ikke ud!« sagde hun, men måtte holde ud, og det blev ved at vare ved.
Da faldt der en brændende tåre ned på hendes hoved, den trillede over hendes ansigt og bryst lige ned til brødet, der faldt en tåre endnu, der faldt mange. Hvem græd over lille Inger? Havde hun ikke oppe på jorden en mor? Bedrøvelsens tårer som en mor græder over sit barn, når altid til det, men de løser ikke, de brænder, de gør kun pinen større. Og nu denne ulidelige sult og ikke at kunne nå brødet hun trådte med sin fod! Hun havde til sidst en fornemmelse af at alt inde i hende måtte have spist sig selv op, hun var som et tyndt, hult rør der drog hver lyd ind i sig. Hun hørte tydeligt alt hvad der oppe på jorden angik hende, og det var ondt og hårdt hvad hun hørte. Hendes mor græd rigtignok dybt og bedrøvet, men sagde dertil: »
Hendes mor og alle deroppe vidste om hendes synd, at hun havde trådt på brødet, var sunket igennem og blevet borte; kohyrden havde fortalt det, han havde selv set det fra skrænten.
»Hvor du har bedrøvet din mor, Inger!« sagde moren, »ja, det tænkte jeg nok!«
»Gid jeg aldrig var født!« tænkte Inger derved, »det havde været mig langt bedre. Det kan ikke hjælpe nu at min mor
Hun hørte hvorledes hendes herskab, de skikkelige folk der havde været som forældre mod hende, talte: »Hun var et syndefuldt barn!« sagde de, »hun agtede ikke Vorherres gaver, men trådte dem under fødderne, nådens dør vil blive hende trang at lukke op!«
»De skulle have
Hun hørte at der blev sat ud en hel vise om hende, »Den hovmodige pige der trådte på brødet for at have pæne sko«, og den blev sunget landet rundt.
»At man skal høre så meget for det! Og lide så meget for det!« tænkte Inger, »de andre skulle rigtignok også straffes for deres! Ja, så blev der meget at straffe! Uh, hvor jeg pines!«
Og hendes sind blev endnu mere hårdt end hendes skal.
»Hernede skal man da ikke blive bedre i det selskab! Og jeg vil ikke være bedre! Se, hvor de glor!«
Og hendes sind var vredt og ondt mod alle mennesker.
»Nu har de da noget at fortælle deroppe! – Uh, hvor jeg pines!«
Og hun hørte at de fortalte hendes historie for børnene, og de små kaldte hende den ugudelige Inger – »hun var så ækel!« sagde de, »så fæl, hun skulle rigtig pines!«
Der var altid hårde ord i barnemunde mod hende.
Dog en dag som harme og sult gnavede inde i hendes hule skal, og hun hørte sit navn nævne og sin historie fortalt for et uskyldigt barn, en lille pige, fornemmede hun at den lille brast i gråd ved historien om den hovmodige, stadselystne Inger.
»Men kommer hun aldrig mere op?« spurgte den lille pige.
Og der blev svaret:
»Hun kommer aldrig mere op!«
»Men når hun nu vil bede om forladelse og aldrig gøre det mere?«
»Men hun vil ikke bede om forladelse!« sagde de.
»Jeg vil så gerne at hun gjorde det!« sagde den lille pige, og var ganske utrøstelig. »Jeg vil give mit dukkeskab når hun må komme op! Det er så gyseligt for den stakkels Inger!«
Og de ord nåede lige ned i Ingers hjerte, de ligesom gjorde hende godt. Det var første gang at der var en som sagde: »Stakkels Inger!« og ikke føjede det mindste til om hendes fejl. Et lille uskyldigt barn græd og bad for hende, hun blev så underlig derved, hun havde gerne selv grædt, men hun kunne ikke græde, og det var også en pine.
Som årene gik deroppe, nede var der ingen forandring, hørte hun sjældnere lyd derovenfra, der blev talt mindre om hende. Da fornemmede hun en dag et suk: »Inger! Inger! Hvor har du bedrøvet mig! Det sagde jeg nok!« Det var hendes mor som døde.
Hun hørte sit navn stundom nævne af sit gamle herskab, og det var de mildeste ord at husmoren sagde: »Mon jeg nogensinde ser dig igen, Inger? Man ved ikke hvorhen man kommer!«
Men Inger begreb da nok at hendes skikkelige husmor aldrig kunne komme hvor hun var.
Således gik der igen en tid, lang og bitterlig.
Da hørte Inger igen sit navn nævne og så oven over sig ligesom to klare stjerner skinne. Det var to milde øjne som lukkede sig på jorden. Så mange åringer var gået fra dengang den lille pige græd utrøstelig over »stakkels Inger«, at det barn var blevet en gammel kone, som nu Vorherre ville kalde til sig, og netop i denne stund, da tankerne fra hele livets sum løftede sig, huskede hun også hvorledes hun som lille barn havde måttet græde bitterligt ved at høre historien om Inger. Den tid og det indtryk stod så lyslevende for den gamle kone i hendes dødstime at hun ganske højt udbrød: »Herre, min Gud, mon ikke også jeg som Inger tit har trådt på din velsignelsens gave og ikke tænkt derved, mon jeg ikke også er gået med hovmod i mit sind, men du har i din nåde ikke ladet mig synke, men holdt mig oppe! Slip mig ikke i min sidste stund!«
Og den gamles øjne lukkedes, og sjælens øjne åbnedes for det skjulte, og da Inger var så levende i hendes sidste tanker, så hun hende, så hvor dybt ned hun var draget, og ved det syn brast den fromme i gråd, i Himmeriges rige stod hun som barnet og græd for stakkels Inger! De tårer og de bønner klang som et ekko ned i den hule, tomme skal der omsluttede den fængslede, pinte sjæl, denne overvældedes af al den aldrig tænkte kærlighed ovenfra: En Guds engel græd over hende! Hvorfor blev det hende forundt? Den pinte sjæl ligesom samlede i tankerne enhver jordelivsgerning den havde øvet, og den bævede i gråd som Inger aldrig havde kunnet græde den. Bedrøvelse over sig selv fyldte hende, hun syntes at for hende kunne aldrig nådens port åbnes, og idet hun i sønderknuselse erkendte det, lyste i det samme en stråle ned i afgrundssvælget, strålen kom med en kraft stærkere end solstrålen, der optør snemanden som drengene rejste i gården, og da, langt hurtigere end snefnugget der falder på barnets varme mund, smelter hen som dråbe,
I dage og uger voksede og svulmede disse lydløse sange, de måtte komme til udbrud ved det første vingeslag i god gerning, en sådan måtte øves!
Nu kom den hellige julefest. Bonden rejste tæt ved muren en stang og bandt et utærsket havreknippe derpå at himlens fugle også kunne have en glad jul og et glædeligt måltid i denne frelserens tid.
Og solen stod op julemorgen og skinnede på
Vinteren tog alvorlig fat, vandene var dybt frosne, fuglene og skovens dyr havde deres trange tid på føden. Den lille fugl fløj hen på landevejen, og dér i sporene af slæderne søgte og fandt den også hist og her et korn, på
I vinterens forløb havde fuglen samlet og givet så mange brødsmuler at de vejede op tilsammen med hele det brød som lille Inger havde trådt på for ikke at smudske sine sko, og da den sidste brødsmule var fundet og givet bort, blev fuglens grå vinger hvide og bredte sig ud.
»Der flyver hen over søen en terne!« sagde børnene der så den hvide fugl. Nu dykkede den sig ned i søen, nu løftede den sig i det klare solskin, den skinnede, det var ikke muligt at se hvor den blev af, de sagde at den fløj lige ind i solen.
Henvis til værket
H.C. Andersen: Pigen, som trådte på Brødet. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 2: Eventyr og Historier II 1852-1862. 2003. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-10-02. Sproglig moderniseret af Andrea Steengaard under tilsyn fra Finn Gredal Jensen.
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.