H.C. Andersen

Poesien

Mel. »Der er et yndigt Land.«

Der er et herligt Land,

Det kaldes Poesien;

:|: Det naaer i Himlen op, :|:

Det rummes i en Rosenknop,

Og Hjerte-Melodien

:|: Boer paa dets grönne Strand. :|:

Der faaes det rige Guld,

Hvorved Du Verdner vinder;

Der bliver Hjertet ungt;

Og er Dig Livet altfor tungt,

Du Jacobsstigen finder

Til Himlen underfuld.

Der til et Skjönheds Digt

Sig Hverdags-Livet hæver;

Du föler, Gud er nær.

Det Forbigangne lever der;

Den stærke Tænker bæver,

Saa stort er her, saa rigt!

Hvor Verden savner Ord,

Her liden Fugl har Sange;

Held Dig, som der blev Drot!

Ved Dig, alt Sandt og Skjönt og Godt,

– Trods Paradisets Slange

Slaaer Glorie om vor Jord!

Det Aandens Hindostan,

Det Hjem for Melodien,

Det Pagtens Land med Gud,

Som staaer, naar Verdner slettes ud,

Det kaldes Poesien,

Det Lysets Fædreland!

[uden fælles titel]

Slaaentjörnen

Vor Junker kom i Skoven, der Grethe han saae,

hun gik og samled’ Jordbær, hun trak dem paa Straae,

de modneste, de bedste, hvert friskt sødt,

»ei Grethelil!« saa talte han, »det var jo heldigt mødt,

jeg vil hjælpe med at plukke!«

»Det rødeste, det bedste, jeg fandt denne Stund,

det sødeste, meest friske, det groer paa din Mund,

du veed ei selv din Rigdom, jeg seer den,

og derfor vil jeg hjælpe dig, jeg er en ærlig Ven,

jeg vil hjælpe med at plukke!«

I Skoven stod en Slaaentjørn, den hørte derpaa,

før Junkeren det vidste, i Tjørnen han laae,

og Grethe løb, hun smiilte: »jo, jo Tak!«

den Slaaentjørn havde tornet Green, og alle Torne stak:

»jeg vil hjælpe med at plukke!«

Rosen

See Sørgetoget gjennem Gyden gaaer,

det er et deiligt Solskin, Lærken slaaer,

paa Kistelaaget er en Rose lagt,

den unge Brud til Graven bliver bragt.

I Gyden her, som Barn hun leged glad,

ved Hyldetræet hist som Brud hun sad,

ved Stenten der de skildtes, da han gik,

ved Stenten der om ham hun Dødsbud fik.

Hvad drømte Rosen vel i Knoppen nys,

hvad drømte den ved Solens første Kys,

og ved det sidste glødende Farvel?

hvad drømmer den paa Kistens sorte Fjel?

See, Hørren staaer saa slank og fri

See, Hørren staaer saa slank og fri,

Hvor blomstrer hele Flokken!

Hver Klokke der har Melodi,

Men uden Knevl er Klokken;

Du hører ei dens »ding, ding, dang!«

Nei, ikke nu – men først engang,

Naar Hørren ret har lidt og stridt,

Og ligger som Papiret hvidt; –

En Tonemester paa det slaaer,

En Fjer er Troldomsstaven,

Hvad Blomsten følte, synligt staaer,

I Klang det fra Papiret gaaer,

Liv svinger sig fra Graven.

Poesien

Først kendte tryk: den femte af ni sange i lejlighedstrykket Festen for Adam Oehlenschläger. Den 14. November 1849, Oehlenschlägers 70-års fødselsdag. BFN 555

140
Der er et yndigt LandOehlenschlägers nationalsang fra 1819 med melodi fra ca. 1835 af H.E. Krøyer.
Jacobsstigenjf. 1. Mosebog 28,12.
Held (Dig)her brugt som ønske om held og lykke.
Drotkonge, hersker.
Paradisets Slange1. Mosebog 3,1 ff.
HindostanHindustan; egentlig oprindelig betegnelse for Nordindien, landområdet mellem Vindhyabjergene og Himalaya; her: vidunderlige, eventyrlige rige.
Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
Del/henvis til værket

Indhold

[uden fælles titel] Rosen See, Hørren staaer saa slank og fri

Del

[Sassy_Social_Share]