Poesien

Mel. »Der er et yndigt Land.«

Der er et herligt Land,

Det kaldes Poesien;

:|: Det naaer i Himlen op, :|:

Det rummes i en Rosenknop,

Og Hjerte-Melodien

:|: Boer paa dets grönne Strand. :|:

Der faaes det rige Guld,

Hvorved Du Verdner vinder;

Der bliver Hjertet ungt;

Og er Dig Livet altfor tungt,

Du Jacobsstigen finder

Til Himlen underfuld.

Der til et Skjönheds Digt

Sig Hverdags-Livet hæver;

Du föler, Gud er nær.

Det Forbigangne lever der;

Den stærke Tænker bæver,

Saa stort er her, saa rigt!

Hvor Verden savner Ord,

Her liden Fugl har Sange;

Held Dig, som der blev Drot!

Ved Dig, alt Sandt og Skjönt og Godt,

– Trods Paradisets Slange –

Slaaer Glorie om vor Jord!

Det Aandens Hindostan,

Det Hjem for Melodien,

Det Pagtens Land med Gud,

Som staaer, naar Verdner slettes ud,

Det kaldes Poesien,

Det Lysets Fædreland!