Naar Du med Tankens Blik henover Kloden drog,

Opslagen laae Naturens store Bog,

Paa hvert et Blad et Underværk Du saae.

Det store Verdens Hav foran Dig laae,

Med al sin Kraft, sin Rigdom og sin Vee;

Og Bjergene med Skyer og med Snee,

De grønne Stepper, Ørknen med sit Sand,

De dybe Skove og den blomsterklædte Strand.

Hver er et herligt Blad med Livsens Sprog,

Der samles i et Heelt: Naturens Bog;

Hvor Mennesket med al sin Kamp og Id,

Hver stor Bedrift, hver svunden Tid,

Staaer, som et Skilletegn for ret at fatte

Hiin store Bog, med alle sine Skatte.

Ja, stort og herligt er vort Jorderige!

Men tør, paa Tankens Flugt Du dristig stige

I det Umaalte, mellem Verdner frem,

Da – nei, Du kan ei tælle dem!

Vor Jord hensvinder da for Dine Blikke,

Den er et Punkt – – dog nei, det er den ikke!

Den er en Verden, underfuld og stor!

Med Bjerge, Have, ja med Aanders Chor,

Men Aanden, i sit Støv, med jordisk Svimmel

Seer kun, som Punkter paa den høie Himmel

Hiin Hær af Verdner i den klare Nat,

Hvor Jorden taber sig for Øiet brat,

Thi at omfatte Alt med Aandens Blikke

I al sin sande Storhed, kan den ikke,

Hver Klode, som et Punkt den seer, og svimler dog;

Hvad, om den saae hver Universets Bog,

Hver enkelt Verden, som vi Jorden see –?

Dog, det vil skee!

Eengang er Aanden moden, stærk dertil,

Den i sin Storhed Alt omfatte vil.

Som nu, den seer vor Jord med sine Skatte,

Den Universets Verdner skal omfatte;

Som stolte Kloder, ei som svage Prikke

Det Hele stiger frem for Aandens Blikke.