Poetiske Pennepröver
At døe – det er dog sært at tænke paa!
Men grumme lidt det Hele vi forstaae;
Det er saa stort og smukt hvad Døden skjænker,
Ja, meget meer end nogen Digter tænker.
Ja saae vi det kun klart med Aandens Blik,
Vi Alle ligestrax i Graven gik,
Men vi er’ Børn jo kun paa denne Side,
Og Børn maae ikke Alt paa eengang vide.
Vor Jord og Himmelbuen
mig som en Urne staaer,
Min Kjærlighed den gjemmer
naar ei mit Hjerte slaaer;
Dens Legeme var Sangen,
hvert Blad hensmuldre vil,
Men Sjælen den vil leve
naar intet Blad er til.
I de hellige Guders Lund
Toner Luren i Nattens Stund;
Flammer lyse mod Skovens Krone,
Medens dybe Sange tone,
Og bag Helligdommens Gange
Staaer den tause, bundne Fange.
Taus Præstinden ham indvier
Til den bittre Offerdød.
Ja, som
Men hun dæmper sit Hjertes Suk.
Roligt stirrer det mørke Øie;
Fangen skuer mod det Høie,
Sært det i hans Hjerte flammer –
Men det kolde Staal ham rammer;
Blodet strømmer, –
Sjælen alt om Freia drømmer,
Øiet paa Præstinden seer.
Jo mere tung af Frugt en Green er
Des dybere den bøier sig mod Jorden.
Naar Du med Tankens Blik henover Kloden drog,
Opslagen laae Naturens store Bog,
Paa hvert et Blad et Underværk Du saae.
Det store Verdens Hav foran Dig laae,
Med al sin Kraft, sin Rigdom og sin
Og Bjergene med Skyer og med Snee,
De grønne Stepper, Ørknen med sit Sand,
De dybe Skove og den blomsterklædte Strand.
Hver er et herligt Blad med Livsens Sprog,
Der samles i et Heelt: Naturens Bog;
Hvor Mennesket med al sin Kamp og
Hver stor Bedrift, hver svunden Tid,
Staaer, som et Skilletegn for ret at fatte
Hiin store Bog, med alle sine Skatte.
Ja, stort og herligt er vort Jorderige!
Men tør, paa Tankens Flugt Du dristig stige
I det
Da – nei, Du kan ei tælle dem!
Vor Jord hensvinder da for Dine Blikke,
Den er et Punkt – – dog nei, det er den ikke!
Den er en Verden, underfuld og stor!
Med Bjerge, Have, ja med Aanders Chor,
Men Aanden,
Seer kun, som Punkter paa den høie Himmel
Hiin Hær af Verdner i den klare Nat,
Hvor Jorden taber sig for Øiet brat,
Thi at omfatte Alt med Aandens Blikke
I al sin sande Storhed, kan den ikke,
Hver Klode, som et Punkt den seer, og svimler dog;
Hvad, om den saae hver Universets Bog,
Hver enkelt Verden, som vi Jorden see –?
Dog, det vil skee!
Eengang er Aanden moden, stærk dertil,
Den i sin Storhed Alt omfatte vil.
Som nu, den seer vor Jord med sine Skatte,
Den Universets Verdner skal omfatte;
Som stolte Kloder, ei som svage Prikke
Det Hele stiger frem for Aandens Blikke.
Vise
Paa Volden ret som Alfer de Veirmøller staae
Blandt Roser og
De stande Alle med Vinger paa
Og hilse mit Haab i Skjærsommer.
Hvor kan I saa stille paa Voldbakken staae
Blandt Roser og yndelige Blommer,
O svinger Jer Alle høit i det Blaae,
Og hent mig mit Haab i Skjærsommer.
O gid jeg dog bare en Veirmølle var
Blandt Roser og yndelige Blommer,
Saa fløi jeg afsted paa mit Vingepar,
Langt bort til mit Haab i Skjærsommer.