H.C. Andersen

Poetiske Pennepröver

At døe – det er dog sært at tænke paa!

Men grumme lidt det Hele vi forstaae;

Det er saa stort og smukt hvad Døden skjænker,

Ja, meget meer end nogen Digter tænker.

Ja saae vi det kun klart med Aandens Blik,

Vi Alle ligestrax i Graven gik,

Men vi er’ Børn jo kun paa denne Side,

Og Børn maae ikke Alt paa eengang vide.

Vor Jord og Himmelbuen

mig som en Urne staaer,

Min Kjærlighed den gjemmer

naar ei mit Hjerte slaaer;

Dens Legeme var Sangen,

hvert Blad hensmuldre vil,

Men Sjælen den vil leve

naar intet Blad er til.

I de hellige Guders Lund

Toner Luren i Nattens Stund;

Flammer lyse mod Skovens Krone,

Medens dybe Sange tone,

Og bag Helligdommens Gange

Staaer den tause, bundne Fange.

Alt nu tier; –

Taus Præstinden ham indvier

Til den bittre Offerdød.

Ja, som Freia er hun smuk;

Men hun dæmper sit Hjertes Suk.

Roligt stirrer det mørke Øie;

Fangen skuer mod det Høie,

Sært det i hans Hjerte flammer –

Men det kolde Staal ham rammer;

Blodet strømmer, –

Sjælen alt om Freia drømmer,

Øiet paa Præstinden seer.

Jo mere tung af Frugt en Green er vorden,

Des dybere den bøier sig mod Jorden.

Naar Du med Tankens Blik henover Kloden drog,

Opslagen laae Naturens store Bog,

Paa hvert et Blad et Underværk Du saae.

Det store Verdens Hav foran Dig laae,

Med al sin Kraft, sin Rigdom og sin Vee;

Og Bjergene med Skyer og med Snee,

De grønne Stepper, Ørknen med sit Sand,

De dybe Skove og den blomsterklædte Strand.

Hver er et herligt Blad med Livsens Sprog,

Der samles i et Heelt: Naturens Bog;

Hvor Mennesket med al sin Kamp og Id,

Hver stor Bedrift, hver svunden Tid,

Staaer, som et Skilletegn for ret at fatte

Hiin store Bog, med alle sine Skatte.

Ja, stort og herligt er vort Jorderige!

Men tør, paa Tankens Flugt Du dristig stige

I det Umaalte, mellem Verdner frem,

Da – nei, Du kan ei tælle dem!

Vor Jord hensvinder da for Dine Blikke,

Den er et Punkt – – dog nei, det er den ikke!

Den er en Verden, underfuld og stor!

Med Bjerge, Have, ja med Aanders Chor,

Men Aanden, i sit Støv, med jordisk Svimmel

Seer kun, som Punkter paa den høie Himmel

Hiin Hær af Verdner i den klare Nat,

Hvor Jorden taber sig for Øiet brat,

Thi at omfatte Alt med Aandens Blikke

I al sin sande Storhed, kan den ikke,

Hver Klode, som et Punkt den seer, og svimler dog;

Hvad, om den saae hver Universets Bog,

Hver enkelt Verden, som vi Jorden see –?

Dog, det vil skee!

Eengang er Aanden moden, stærk dertil,

Den i sin Storhed Alt omfatte vil.

Som nu, den seer vor Jord med sine Skatte,

Den Universets Verdner skal omfatte;

Som stolte Kloder, ei som svage Prikke

Det Hele stiger frem for Aandens Blikke.

Vise

Mel. Der vanker en Ridder mellem grønne Træer.

Paa Volden ret som Alfer de Veirmøller staae

Blandt Roser og yndelige Blommer,

De stande Alle med Vinger paa

Og hilse mit Haab i Skjærsommer.

Hvor kan I saa stille paa Voldbakken staae

Blandt Roser og yndelige Blommer,

O svinger Jer Alle høit i det Blaae,

Og hent mig mit Haab i Skjærsommer.

O gid jeg dog bare en Veirmølle var

Blandt Roser og yndelige Blommer,

Saa fløi jeg afsted paa mit Vingepar,

Langt bort til mit Haab i Skjærsommer.

Poetiske Pennepröver

Først kendte tryk i Læsefrugter, bind 52, aprilhæftet 1831. BFN 153-158

293
Alt nu tier … indvierjf. Oehlenschlägers »Guldhornene« fra Digte 1803, vers 142-144.
294
FreiaFreja; kærlighedsgudinden i nordisk mytologi.
vordenblevet.
Veesmerte; ulykke, nød.
Idstræben, gerning.
Umaalteuendelige.
i sit Støvi sin forgængelige krop.
Svimmelsvimmelhed.
295
Der vanker … Træersang fra J.L. Heibergs romantiske skuespil Elverhøi, II,7, 1828, med musik af Fr. Kuhlau; opført første gang på Det Kgl. Teater 1828.
vankervandrer.
yndelige Blommeryndige blomster.
Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
Del/henvis til værket

Indhold

Vise. Mel. Der vanker en Ridder mellem grønne Træer.

Del

[Sassy_Social_Share]