Naar Øiet hæver sig mod Himlens Bue,

Vi Livet der, som i et Huulspeil skue;

Skybjerge danne sig i Solens Flamme,

De vexle Form, men blive dog de samme.

De flygte brat paa Luftens stærke Strømme,

Saa svinder ogsaa Livet og dets Drømme.

Men alt, hvad her er stort i Form og Aand,

Det tegner Clio ned med trofast Haand,

Og Slægt til Slægt bevarer tro dets Minde,

Thi ei det sande Store kan forsvinde.

Naar da Iisblomsten paa vor Rude staaer,

Og Kunsten tryller os den svundne Vaar,

Da vinker Templet, som en Blomster-Have,

Hvor Aander stige fra de sjunkne Grave.

Alt Stort og Smukt, som svandt, oplives atter,

Og Tidens Vexel vækker Graad og Latter.

– Hist kjæmper Viggo, Rolf er ei forladt;

Kong Lear paa Heden staaer i Storm og Nat;

Vi see begeistret Jeanne d’Arc at stride,

Og ▶Valborg blegner ved sin Axels Side◀.

Saa viser os den høie Melpomene

Hver fældet Eeg fra Livets store Scene;

Skarpt brydes Lyset i Thalias Speil,

Der viser Tidens Daarskab og dens Feil,

De sjunkne Borge sees med gyldne Fløie,

Og Helte vandre over Østens Høie;

Men Smukt i Dalen staae de Blomster smaae,

De Roser røde og Kjærminder blaae;

Hvad Skjalden føler i sin Fryd og Smerte,

Udspringer jo, som Blomster fra hans Hjerte;

Beskedent de for Kjæmpeskaren vige,

Men er en Deel dog af det store Rige;

Thi samler Svada hver, og kjærligt fletter

Dem i Guirlander, Krandse og Bouketter,

Hun tolker deres Farvespil og Duft,

Mens Stjernen blinker i den rene Luft.

O ædle Folk, hvis Bifald er min Stræben,

Hvad dybt jeg føler bæver mig paa Læben,

Alt aabnes Hauen, hvor med Skaber-Bliv,

Det svundne Store kaldtes tidt til Liv,

Men Helten hilser ei med Sværd og Landse,

Jeg har kun pyntet lidt med Blomsterkrandse,

Jeg Eder Svadas Blomster bringe maae,

Dog I vil ei min simple Krands forsmaae!