Psalmer ved første Gudstjeneste i Holmens Kirke, efter dens Istandsættelse den 20de Marts 1836
För Prædiken
Ei Templer, reist’ af
Omfatte ham, Alverdens Aand,
Som skabte Himles Himle.
Gud Herren boer i Stormens Magt,
I Lilliens Duft, i Nattens Pragt,
Hvor Tanken selv maa svimle.
Templet er, hvor selv vi ville!
Helligt stille.
Hjertet leder,
Altardugen det udbreder.
Ham Mennesket har Templer sat;
Der tolkes Livets rige Skat,
Oplyst, forbedret, saliggjort,
Vi gaae derfra, for godt og stort
Hver i sin Stand at virke.
Finder Styrke, Vinder Dage.
Gud er mægtig i de Svage!
Gud, lad os tidt med christent Sind
Gaae ydmygt i din Kirke ind,
Og høre Sandheds Lære.
Naar Graven gjemmer vore Been,
Staaer Kirken her med Steen paa Steen,
Dig nye Slægter ære;
Men hvad her vor Sjæl blev givet
Fødte Livet,
Det tilbeder
Dig igjennem Evigheder!
Efter Prædiken
Skabningens Herre, Dig vil vi vor Lovsang frembære!
Mennesket selv er et Tempel, indviet din Ære!
Du hos os boer,
Herre, unævnelig stor!
Du var, Du er og vil være!
Jordlivets Lykke henvisner og bøies, som Sivet,
Du er vor Støtte, hos Dig findes Trøsten og Livet!
Saligheds Daab,
Livets Fortrøstning og Haab
Alle ved Sønnen er givet!
Salige Tanke, udtal Dig i aandelig Psalme.
Jeg skal ei døe!
Dybt i min Sjæl er et Frø,
Det