Ei Templer, reist’ af Støvets Haand,

Omfatte ham, Alverdens Aand,

Som skabte Himles Himle.

Gud Herren boer i Stormens Magt,

I Lilliens Duft, i Nattens Pragt,

Hvor Tanken selv maa svimle.

Templet er, hvor selv vi ville!

Helligt stille.

Hjertet leder,

Altardugen det udbreder.

Ham Mennesket har Templer sat;

Der tolkes Livets rige Skat,

Thi vandre vi til Kirke.

Oplyst, forbedret, saliggjort,

Vi gaae derfra, for godt og stort

Hver i sin Stand at virke.

Hvo i Aand og Sandhed dyrke,

Finder Styrke, Vinder Dage.

Gud er mægtig i de Svage!

Gud, lad os tidt med christent Sind

Gaae ydmygt i din Kirke ind,

Og høre Sandheds Lære.

Naar Graven gjemmer vore Been,

Staaer Kirken her med Steen paa Steen,

Dig nye Slægter ære;

Men hvad her vor Sjæl blev givet

Fødte Livet,

Det tilbeder

Dig igjennem Evigheder!