Israels Folk forsamlet var i Skolen;

Ind af Ruden skinned Sommersolen,

Rabbi Mejer stod paa Talerstolen,

Silkekjolen

Faldt om ham i prægtigt Draperi.

Vandringen i Ørk’nen han udmalte,

Manna blev hvert Ord, hans Tunge talte,

Hjertets Sprog sødt Hjerterne husvalte;

Mod den hvalte,

Høie Himmel svang sig Tanken fri.

»For den unge Slægt hæv Eders Bønner!

Jehova med Canaans-Landet lønner;

I de friske Skud vort Haab sig grønner,

Vore Sønner

Høste vil den Sæd, vi har nedlagt!«

Mens han talte, kom i broget Skare

Folk mod Byen, tvende Liig de bare,

Bølgen kun sit dræbte Rov lod fare;

Siig, hvo vare

Disse Liig? O, Rabbi! Israels Pragt!

Rabbis Sønner, kyndige i Loven,

Kraftige, som Cederen i Skoven;

Øinene var’ Stjernen liig deroven,

Under Voven

Slukt, udslukt, nu kun det døde Leer.

Ei fra Dødens Cherub vristes Rovet.

Rabbis Hustru bøiede sit Hoved:

»Herren gav, han tog, han være lovet!«

Sødt hensoved’

Laae de, for ei her at vaagne meer.

Over hendes Øines bedste Glæde

Bredte hun det hvide Dødning-Klæde,

Græd, det er en Trøst at kunne græde,

Nu indtræde

Saae hun Rabbi, og hun smilte da.

Kjærligt han paa Panden kyssed’ hende,

Dagen og dens Virken var tilende,

Og han hjalp Sølvlamperne at tænde.

Snart de brænde.

»Mine Sønner gaaet er herfra?

Siig, hvorfor de ikke er herinde?

Ei jeg kunde dem i Skolen finde,

Der de savnedes jo ingensinde.«

Rabbis Qvinde

Svarede: »De ere tæt herved!«

Nadver-Dugen hun paa Bordet lagde,

Bægeret med Viin hun Manden rakte,

Gud han takked’ for hvad Dagen bragte;

Atter sagde

Han: »Kald begge mine Sønner ned!«

Hun mod Himlen saae, som en Forklaret;

Qvindens Tro ei briste kan som Glaret.

»De er ikke langt herfra!« hun svared’,

»Sødt bevaret

Er for os vor Stammes Blomsterblad.«

Rabbi smilte, var saa vel tilmode,

Livets bedste Timer for ham stode,

Herren takked’ han for alt det Gode.

Denne Klode

Er velsignet. Takkebøn han bad.

»Kald dog mine Sønner!« – »Tilgiv Kjære!«

Sagde hun: »Du maa mig først belære,

Du er min Forstand, mit Lys, min Ære, –

Maa mig være

Her forundt et Spørgsmaal?« – »Tael Du kun!«

– »Et Klenodie, der knap fik Mage,

Blev betroet min for nogle Dage;

Hjem igjen vil Eieren det tage:

Skal tilbage

Jeg vel give denne sjeldne Skat?« –

– »Kan om Sligt Du spørge, Israels Datter?

Tage i Betænkning? Giv det atter!« –

– »Rabbi, ei min Sjælekamp Du fatter,

Jeg det skatter,

Det har fyldt min Tanke Dag og Nat!«

»Giv tilbage hvad Dig ei tilhører!« –

Med sin Læbe hun hans Kind berører,

Kjærligt, mildt hun ham til Leiet fører,

Der afslører

Hun de kjære Liig; de blunde sødt.

»Mine Sønner! O hvad er min Brøde!

Mine Sønner!« Og hans Taarer fløde;

»Livets Aften er mig nu saa øde,

Døde, døde

Ere de! mit Haab, mit Alt er dødt!«

Og hun bort sig vendte ved hans Klage,

Følte Gud i sig paa Prøvens Dage.

»Rabbi, Du jo lærte nys mig Svage,

Giv tilbage

Hvad dets Eier fordre kan med Ret!

Hvis jeg vægred’ mig, en Synd jeg voved!«

Rabbi Mejer hævede sit Hoved:

»Herren gav, han tog, han være lovet!

Sødt hensoved’

Er de Fromme! Støvet vorde Muld!«

Og han følte Trøst og Haab derinde,

Ja, et Sjæle-Mod, som ingensinde:

»Den, som Gud velsigne vil, han finde

Skal en Qvinde,

Trofast, prøvet, som det rene Guld!«