H.C. Andersen

Ravnen eller Broderprøven

Trylle-Opera i tre Acter

1832

Opført første gang 29. oktober 1832

Før jeg havde læst den geniale Tieck’s Arbeider, blev jeg ved Meislings Oversættelse bekjendt med Gozzi; hele den romantiske Verden traadte mig nu op i et klarere Lys, manget Eventyr blev mig mere betydningsfuldt, Figurerne i de gamle Malerier fik Liv og traadte dramatisk op i Virkeligheden. Da jeg ikke kunde læse Gozzi i Original-Sproget, maatte jeg være tilfreds med at nyde i tydske Oversættelser de Stykker, Meisling endnu ikke har skjænket vor Litteratur; min Kjærlighed til Digteren blev ved hvert Stykke større, og jeg følte med Hoffmann, at her var den rigeste Grube af herlige Opera-Sujeter, som det er at undres over endnu saa lidet ere blevne benyttede.

Gozzi kan betragtes som Italiens Shakespeare, hans »il corvo« viser os det aandelige Broderskab mellem ham og Englands Digter-Titan. Vi føle os selv revne ind i Aandeverdenen, det Overnaturlige bliver her naturligt og, som i den virkelige Verden om os, griber det Comiske ind i det meest Tragiske og hæver derved Total-Indtrykket.

»Operadigteren,« siger Hoffmann, »maa ligesaagodt som Componisten componere det Hele i sit Indre, det er kun den tydelige Bevidsthed af bestemte Melodier, de bestemte Toner af de medvirkende Instrumenter, kort, det sikkre Herredømme over Tonernes indre Rige, der adskiller Digter og Componist;« men saaledes føler ogsaa Digteren sig bunden, hans Arbeide kan egentlig kun blive en Skizze, som Tonerne give Liv og Farve.

Gozzis fem Acts Maske-Comedie »il corvo«, eller som det kaldes: tragicomiske Eventyr, er det jeg her bruger som Opera; gid den maa vise min Kjærlighed for Digteren og Kunsten. I enkelte Ting var jeg nødt til at afvige fra ham, saaledes har jeg ladet tre Havfruer bringe Jennaro hans skrækkelige Dom, hvor det hos Gozzi er talende Duer i Træet. Uhyret, der truer Millos Liv, vilde paa vor Scene tage sig latterlig ud, jeg har derfor i dette Sted valgt Vampyrer, hvorved der ogsaa bliver Leilighed til et characteristisk Chor.

At Gozzis Navn er et af de første Opera-Sujets er almindelig bekiendt; hvorvidt jeg nu har været heldig i at behandle det, vil Indtrykket af det Hele vise. Kjærlighed for selve Tingen har bevæget mig til dette lidet taknemmelige Arbeide, hvor sikkert ene Dadel – dersom jeg har forsyndet mig – vil blive min Deel.

  • MILLO, Fyrste af Frattombrosa
    Hr. Kirchheiner
  • JENNARO, hans Broder
    Hr. Schwartzen
  • NORANDO, en mægtig Magus, Fyrste i Damascus
    Hr. Holm
  • ARMILLA, hans Datter
    Jfr. Zrza
  • PANTALONE
    Hr. Foersom
  • BRIGHELLA
    Hr. Rosenkilde
  • TRUFFALDINO
    Hr. Dr. Ryge
  • TARTAGLIA
    Hr. Phister
  • SMERALDINA
    Jfr. Nielsen
  • DERAMO, en Luftaand
    Mad. Winsløw
  • Chor af Element-Aander, Vampyrer, Hoffolk, Krigere, Sømænd og Folket
  • Solodandsen udføres af Hr. Dandsedirecteur Bournonville, Mad. Kretzmer, Mad. Bauer, Jfr. Werning og Jfr. Møller.

Første Act

Scenen forestiller en dyb Bjerghule, hvor ELEMENT-AANDERNE ere i fuld Virksomhed; GNOMERNE hamre Metallet ud af Fjeldet, saa Hammerslagene give Gjenlyd i de hvælvede Gange; KILDENS ALFER sidde i forskjellige Grupper og synes at fortælle Eventyr for Bølgerne, medens SYLPHER og SALAMANDERE tumle sig i lystige Dandse. Paa et fremspringende Fjeldstykke sees NORANDO i en pragtfuld østerlandsk Dragt, en Skare Element-Aander bringe ham deres Hyldest og kostelige Skatte.
CHOR

I Bjerget bygge de Gnomer smaae,

Saa lysteligt der de Malmet slaae,

Salamandren løfter sin røde Vinge,

Fra Flintestenen dens Unger springe,

Som Gnister de tumle sig ud og ind,

Og ride med Sylphen paa Hvirvelvind!

KILDENS ALFER

Tys! tys! I Bølger smaae,

Saa rene blaae!

Hvad der rører sig i Fjeldet,

Risler det fra Kildevældet,

Syng det for de Blomster smaae,

De vil Eders Sprog forstaae!

CHOR AF ELEMENT-AANDER (som bringe Norando deres Hyldest).

Gyldne Frugter, Perler klare

Offrer Dig vor Alfeskare!

NORANDO (grundende).

Kamp og Fare Øiet skuer;

Mig en ukjendt Rædsel truer,

Dog, jeg blodigt stride vil

I det store Gaadespil!

CHOR

Ild og Bølge, Luft og Fjeld,

Synge Dig Norando, Held!

DERAMO (med flere Alfer styrte ind og afbryde).
DERAMO

Paa Stormens Vinge

Jeg svang mig hid et Skrækkens Bud at bringe;

Hvad Du har tabt, Dig Intet her erstatter,

Viid, at Armilla – –

NORANDO

Ha! – min Datter!

DERAMO

Hun stod paa Slottet, skued’ over Havnen,

Da kom et Skib, en Yngling sad i Stavnen;

Han bragte sjeldne Sager, sagde Rygtet –

For dem at see, Din Datter steeg ombord,

Og strax, forrædersk imod Pligt og Ord,

Han løfted’ Anker – –

NORANDO og CHORET

Er med hende flygtet –?

DERAMO

Ja flygtet! – Røvet fra sin Faders Bryst,

Hun gjennem Taarer seer mod Hjemmets Kyst.

NORANDO (farer forbittret frem).

Ha, standser den Frække!

Hvirvler i Dybet den flygtende Snekke,

Synger ham Hævnen i Stormens Brag,

Naar han omklamrer det synkende Vrag!

DERAMO, samt CHOR AF HAV- OG LUFTAANDER

De høie, sorte Bølger, med Skum saa hvid som Snee,

Vi væltede mod Skibet og sang i Stormen »Vee!«

Men stolt det trodsed’ Bølgen, som brød sig mod dets Bryst,

Og Røveren alt nærmer sig Hjemmets grønne Kyst!

NORANDO (grundende).

Var det den Rædsel, jeg i Aanden skued’?

Den Fare, som mig trued –?

(rasende).

Er Armen bunden?

Er Kraften svunden?

Nei, han skal bøde, For Hævnen bløde!

I Qvaler ende!

Og tungt erkjende

Hvad han forbrød.

(iler ud).
CHOR

Ha, Hævn og Død!

————

(Scenen forandres til en Havn, omtrent en Miil fra Residentsen. Musikken udtrykker et Uveir, der under Choret og PANTALONES efterfølgende Monolog aftager meer og meer. En Galei lægger ind i Havnen; PANTALONE og en Deel Matroser lande med en Baad og slaae Telte op paa Strandbredden).
CHOR AF MATROSER (i det de med stærke Aareslag arbeide imod Strømmen).

Naar Bølgerne dandse om Merset lidt

Og synge saa Plankerne knage,

Naar Skroget bliver for Roret qvit,

Saa har vi kun lidet tilbage;

Men tager Søen den hele Klat,

Ja saa god Nat!

Saa seile vi alle derneden om,

Men den Vei mange til Himlen kom!

PANTALONE (til Matroserne, som reise Telte op).

Nu, rap jer, I Hunde! at Prindsessen kan faae Tag over Hovedet paa Landjorden; vel er hun godt tiltaklet, men hun er en daarlig Seiler! hun holder ikke Søen. (træder frem i Forgrunden). Naa, der vil blive en Glæde og Fornøielse i det hele Frattombrosa! og hvor Prindsessen vil gjøre store Øine, naar hun faaer at see, hvad Ende Seiladsen tager. Ja, det er Broderkjærlighed! ja, det er en Mand den unge Prinds, gid jeg blive en vindtør Landkrabbe, om han ikke er af den ægte Sort. Hvor Folk nu vil passiare! ja, om hundred Aar sidde maaskee de gamle Kjærlinger og fortælle den hele Begivenhed, som en anden løgnagtig Historie.

Vise

Morlille sidder med Briller paa,

Fortæller om gamle Dage;

De Rollinger lytte, store og smaae,

De høre om Trold og om Drage.

»Uh! Uh!«

– I Bjerget der sidder en fangen Mø,

Da kommer en Prinds over salten Sø,

Og snart maae Troldene sukke,

Thi han løber af med den Smukke!

Nu holdes der Bryllup paa Prindsens Slot,

I Stadsen er han en Mester;

Med røde Roser og Æblecompot

Tracteres de fornemme Gjester.

»Uf! Uf!«

Høit klappe i Haanden de Rollinger smaae,

Hvor det dog er rart at tænke paa!

Thi hun kom høit paa en Throne,

Og Prindsen fik sig en Kone.

Men det er sandt, her kan det ikke passe i det Hele, thi min Prinds giver hende til Broderen, som en anden Skjenk, men det er honet! – ja jeg kjender min Dreng! har jeg ikke ogsaa selv opdraget ham? jeg? ja lige fra Vuggen af har han været det bedste Hjerte og den rene Ærlighed. Aldrig har jeg endnu hørt ham sige en Løgn; Slog han som lille Purk en Kop itu, eller kneb et Æble, aldrig var han den, der skulde hjælpe sig med det Pjankerie, som min salig Kone, Gud glæde hende, der havde været hans Amme, lærte ham: »Søde Mama, det var Katten, det var Bussemanden!« nei, han sagde reent ud: »det var mig, det var mig, jeg beder om Forladelse, jeg skal aldrig gjøre det mere!« – See, saadan var han, og saadan er han! jeg veed bedst, hvad det har kostet ham, at stjæle Prindsessen, men her gjaldt det jo Broderens Liv –! Og hun bliver nok fornøiet! ja hun maa blive det, dersom ikke hendes kongelige Hoved er gjort af Pap, med Respekt at sige. – Men see, der kommer min Prinds med den bedrøvede Due, naa, nu vil her nok blive en Tuden, jeg vil derfor gaae agter ud i det Grønne.

(gaaer ind i Skoven).
JENNARO og ARMILLA (stige i Land).
ARMILLA

Sorg og Smerte

Aande i mit bange Hjerte;

Fader, Alt har mig forladt!

JENNARO

Græd dog ikke!

Aftør Dine vaade Blikke,

Solen stiger i Din Nat.

ARMILLA

Ingen trofast Alf mig følger,

Røvet fra min Faders Bryst;

Havet vælter sine Bølger,

Mellem mig og Hjemmets Kyst!

JENNARO

Stands dog Dine dybe Sukke!

Glæden staaer med Blomster smukke!

Friske Krandse flettes atter,

Haabet staaer i Vaarens Pragt.

ARMILLA

Kjend i mig Norandos Datter,

Skjælv ved Tanken om hans Magt!

JENNARO

Lad hans Vrede mig kun ramme,

Ei jeg frygter Hævnens Flamme,

Naar kun Du tilgiver mig!

ARMILLA

Grumt Du spotter mig i Nøden.

Er da Frelse kun i Døden,

Der jeg da vil søge Dig!

JENNARO

Hør mig, Prindsesse! hør mig denne Gang.

Vel kan mit Ord ei ganske hæve Brøden,

Dog skal jeg da staae mere skyldfri for Dig!

ARMILLA

Hvad Forsvar kan Du vel fremføre her?

Som Kjøbmand kom Du til min Faders Land

Med sjeldne Sager, kostelige Perler,

Og da jeg tryg i Skibet steeg ombord,

For selv at see, hvad Rygtet mig fortalte,

Du løfted’ Anker, styred’ over Dybet –

Ak, aldrig seer jeg meer mit Fædreland!

JENNARO

Græd ei Armilla! lad mit Ord Dig trøste,

Jeg er ei Røver, nei, Fyrst Millos Broder,

Han, som behersker dette skjønne Land.

ARMILLA

Bedrager!

JENNARO

Efter Handlingen at dømme,

Er jeg en grum, en frygtelig Corsar!

Men hør mig blot. Min Broder er mig kjær,

Kjær som mit Liv, som mine Øines Lys,

Jeg elsker ham saa høit et Hjerte kan,

Og derfor har jeg vovet Alt for ham,

Ja, Æren selv. Hør mig! De skjulte Magter

Har kjædet os et selsomt, grusomt Spil.

Min Broder, Landets Drot og Førstefødte,

Har fra sin Ungdom altid elsket Jagten;

For tre Aar siden, som han jog i Skoven,

Fandt han, dybt i dens Tykkeste, et Gravsted,

Af sneehvidt Marmor; mens han saae derpaa,

Fløi der fra Buskene en kulsort Ravn;

Rask greb han Buen, Pilen fløi fra Strengen,

Og Ravnen styrted’, sprællede i Døden,

Dens røde Blod faldt paa det hvide Marmor,

Og gjennem Skoven lød et Tordenskrald.

Da fremsteg Ravnens frygtelige Eier,

En grusom Trold med Hævnen i sit Blik;

Med rynket Bryn og rædsom Flamme-Tale,

Udslyngede han sin Forbandelse:

At til min arme Broder fandt en Qvinde,

Der var saa hvid, som denne Marmorsteen,

Saa rød, som Ravnens Blod, og havde Lokker,

Der vare sorte, som dens Fjederham,

Han skulde i vanvittig Angst og Smerte

Tilbringe Dag og Nat. – Forstenet stod

Min arme Broder, stirrede paa Ravnen.

Med Magt vi maatte føre ham til Slottet,

Hvor snart vi saae den grumme Dom opfyldes.

ARMILLA

I Sandhed, sælsomt!

JENNARO

Rundt i alle Byer

Jeg sendte Speidere, men uden Nytte!

Slig sjelden Skjønhed ingen kunde finde.

Ak, Tiden svandt, og intet Haab jeg saae.

Da kom en Aftenstund en gammel Mand,

Min Skjæbnes gode Aand, han nævned’ Dig.

At hos Norandos Datter Frelsen var,

At Du – at ene Du os løse kunde

Hiin grumme, blodige Forbandelse!

– Nu lærte Gubben mig, hvordan jeg skulde

Forklædt som Kjøbmand, lokke Dig paa Skibet.

Din Smertens Graad, Din Afsky for min Brøde,

Min Anger, Alt, Armilla, Aarsag er,

At jeg først nu den sande Grund Dig siger.

ARMILLA

Du vil ei skuffe mig?

JENNARO

Ved Himlen, nei!

Jeg har alt afsendt Iilbud til min Broder,

Snart han og Rigets Ædle møde vil;

Tillad imidlertid, jeg er den Første,

Der byder Dig, som Dronning, her velkommen.

Du kan tilgive, og Du vil det vist!

En grum Nødvendighed er Skyld i Alt:

Der var ei anden Frelse for min Broder.

ARMILLA

Ulykkelige! – ja, jeg kan tilgive.

Dit Mod, Din Ømhed for en Broders Liv

Selv vækker høi Beundring i mit Hjerte.

– Min Fader gav mig aldrig Fader-Kys,

Jeg kjender kun hans Magt, hans mørke Blik,

O vee Dig! vee! – –

JENNARO

Du alt tilgiver mig?

Det seer jeg i Dit fromme, milde Øie,

Og han er frelst! min Broder har jeg frelst!

Nu frygter jeg ei nogen Livets Fare.

ARMILLA

Ulykkelige! frygt min Faders Hævn!

Uforsonlig, grum og kold

Stiger han fra Bjergets Vold,

Aander Liv i Træ og Stene,

At til Hævn de sig forene.

Paa hans Bud sig Bølgen vælter,

Fjeldet smelter!

Skyens Ild og Hvirvelvind,

Lyde maa hans Bud: Forsvind!

Hvor Du flyer bag Skovens Hække,

Selv i Jordens dybe Skjød,

Over Bølgen paa Din Snekke,

Følger han med Hævn og Død;

Alt hans vilde Hær jeg skuer,

Hjertet gruer!

Kamp og Undergang Dig truer,

Ak, selv under Kirkens Buer,

Du hans Magt ei undgaae vil!

Arme Yngling, Du mig rører,

Hævnens Aander Du tilhører,

Døden er Du viet til. –

(Hun gaaer ind i sit Telt).

————

JENNARO

Hver Blomst, hvert Blad, de Bølger rene, klare,

Tilhvidske mig: Du skal dit Mod bevare!

Ja frygt ei Fare!

Lysets Skare

Barnlig Uskyld vil forsvare!

PANTALONE (iler ind).

Hurra! Lykken falder os paa Næsen, som hun var et Kirsebær! – O, Deres kongelige Høihed! hvilken Nyhed! jo nu ere vi ret komne under Passaten!

JENNARO

Hvad er det Pantalone?

PANTALONE

O lutter Glæde og Fornøielse! og dog en Ubetydelighed! alt ligesom man vil tage det! men for hans Majestæt – – o! o! jeg kunde slaae en Kolbøtte af bare Glæde, dersom saadanne barnlige Krumspring anstod en Admiral for Flaaden!

JENNARO

Hvad er der hændet Dig?

PANTALONE

Jeg veed nu ikke hvordan det er, men naar jeg bliver rigtig glad, saa kan det krille mig lige ude i Finger-Enderne, det er som de vilde snakke med, ja Been og Arme, hele Kroppen vil pluddre med – –

JENNARO

Men siig dog, hvad det er!

PANTALONE

Ja hør nu engang! hør nu min egen Prinds, da De discourerede med hendes kongelige Høihed, tænkte jeg som saa: Det rager ikke Dig Pantalone, hvad De snakke om, og saa trak jeg mig efter min forbandede Skyldighed bort; gik derfor agter ud og tænkte paa Brylluppet og al den Lystighed, vi have i Vente; men kommer der mig ikke saa en Jæger til Hest – ja Hesten det var et Dyr! hille den Onde – –! hvad jeg vilde sige! vel er jeg kun en Sø-Qvabbe, men jeg har været i den fine Verden! hører jeg ikke med til Hoffet? Har jeg ikke været baade til Thevands-Slaberas og adelige Parade-Selskaber? Jo, jeg har seet Heste før! men saadan en Hest, med saadan en Skabelon og saadanne Manerer, har jeg aldrig seet!

JENNARO

Det er da ret en Sjældenhed. Nu vel,

Den maa Du see at faae mig til min Broder.

PANTALONE

Ja, det var just det, jeg tænkte! men der er mere endnu! Jægeren havde den nydeligste Falk, som nogen Prindsesse vil bære paa sin hvide Haand! grøn og guul paa Vingerne, og rød og blaa i Toppen! men det er dog det Mindste ved den! – den tog i Flugten – tænk bare! i Flugten! – den tog en Agerhøne med hver Klo, en Sneppe med Næbet og med Halen – – ja, det klinger rigtig nok lidt utroligt, men om det saa gjælder min Knap – med Halen tog den en Fasan.

JENNARO

Du kan vel flere slige Eventyr.

PANTALONE

Eventyr? Gid jeg aldrig mere maa stikke i Søen, om jeg her laver Dem noget Eventyr! fire Fugle tog Falken i eet Slag. Ja, den Falk og Hest! lægge vi disse to Rariteter til Prindsessen, vil det blive et Kløverblad, der gjør vor naadigste Konge til den lykkeligste Mand i hele Frattombrosa.

JENNARO

Men troer Du, Pantalone, Jægeren

Vil skille sig ved disse Sjeldenheder?

PANTALONE

Han baade vil og har gjort det. Troer Deres kongelige Høihed, at jeg er saadant et Fæ, at jeg skulde lade slig en Prise gaae fra mig? Nei, jeg vidste jo nok, hvilken Plaseer det vilde være Dem, at bringe Deres kongelige Broder denne Foræring. Jeg underhandlede strax med Jægeren, som var en ægte Flynder, man kunde faae ham, hvorhen man vilde; baade Hest og Falk blev min for en Spotpriis, jo, jeg har Anlæg til Handelen! Naar jeg engang kommer paa Vartpenge, vil jeg sætte mig ned, og handle med alle de Ordner og Complimenter, jeg nu faaer ved Hove, naar jeg kommer hjem med dem og vort Tyvegods, den velsignede, deilige Prindsesse.

JENNARO

Du er en Sladdrer! – Nu, den Falk og Hest

Vil sikkert glæde Millo; derfor Tak!

Jeg giver Dig det Doppelte igjen

Af hvad Du har lagt ud ved denne Handel.

PANTALONE

Nei, hvad er det nu for noget? De vil betale, betale doppelt! nei, vil man høre? Har ikke min salig Kone givet Dem Bryst? Har De ikke redet Ranke paa mine Knæ, og været bange for mit lange Skjæg? Og har jeg ikke nu i 30 Aar faaet mit Brød i Deres Huus, og jeg skulde ikke holde af Dem og vise et lille Gran af Taknemlighed? – Nei, Hesten og Falken er Deres! har jeg kommanderet Dem, da De var en lille En, lad mig da ogsaa snakke med nu, De er stor! O, hvor mit gamle Hjerte dandser! hvilke glade Dage skal vi ikke nu alle faae! men snak saa ikke mere om at betale, betale doppelt – –

JENNARO

Nu, vel, jeg vil beholde det in mente!

PANTALONE

Ja behold De in mente alt det Gode, De har gjort mod mig, men kom aldrig at laane een og saa sige, det er saa meget som ti; nei, det er kun lave Renter af en gammel Gjeld. O, jeg kunde næsten forglemme Respecten og trykke min kongelige Dreng op til mit gamle Hjerte.

JENNARO (trykker hans Haand).

Du kjære Gamle! ja jeg holder af Dig.

PANTALONE

Og hele Verden holder af Dem, og det maa den! det maa den, ellers var den ikke værd at krydse i. – O hvor er jeg glad! – Signalet om Deres Ankomst har jeg for længe siden givet; jeg tænker, at snart Fyrsten og det halve Frattombrosa kommer her, for at tage imod os. (iler ud).

JENNARO
(Recitativ)

Opfyldt er nu mit Haab, min bittre Længsel,

Snart Millo, aabner jeg dit Smertens-Fængsel,

De dunkle Magters Hævn er nu fuldbragt,

Og atter stiger Solen i sin Pragt.

(Cavatine)

Hvorfor kan jeg ei udsige

Tanken i mit glade Bryst?

O, det er, som Jordens Rige

Var for snevert for min Lyst.

Glæde, Tak og søde Drømme

Smelte hen i Harmonie,

Og paa Tankens stærke Strømme

Svæve de mod Himlen frie!

(Musikken udtrykker hans inderlige Sjæle-Glæde, han synker hen i Drømmerier, da pludselig tre Havfruer hæve sig frem paa Bølgerne)
ALLE TRE

Vee dig, Jennaro! vee!

DEN FØRSTE
(Melodrama)

Den stolte Falk, Du nylig fik, skal ei Din Broder glæde;

Den Næbbet i hans Øine slaaer, saa at han Blod skal græde!

Men bringer Du ham Falken ei, tør Du det aabenbare,

Strax bliver Du en Marmorsteen, fortvivl nu i Din Fare!

JENNARO

Ha, hvad er det! fra Bølgens Strømme

I varsle mig i fæle Drømme!

ALLE TRE

Vee Dig, Jennaro! vee!

DEN ANDEN
(Melodrama)

Den stolte Hest, Du nylig fik, vil ei Din Broder glæde,

Thi naar han sætter sig paa den, er Døden brat tilstede!

Men bringer Du ham Hesten ei, tør Du det aabenbare,

Strax bliver Du en Marmorsteen, fortvivl nu i Din Fare!

JENNARO

Fordømte Skare! – Dybets Gjøgle-Værk!

Min Arm er stærk –

(drager sit Sværd).
ALLE TRE

Vee Dig, Jennaro! vee!

(Melodrama)

Og Pigen selv, Du røvet har, skal ei Din Broder glæde,

Hans Bryllups-Nat Vampyrerne, som Gjæster, er’ tilstede.

Men bringer Du ham Pigen ei, tør Du det aabenbare,

Strax bliver Du en Marmorsteen, fortvivl nu i Din Fare!

(De forsvinde).
JENNARO

Vee, hvad har jeg hørt, jeg Arme!

Himlen kan sig ei forbarme!

Dybets vilde, røde Flammer

Kalde mig til Skræk og Jammer!

Vee mig! vee! det var ei Drømme!

Hist de sank i Dybets Strømme!

I mig, om mig endnu toner

Dommens dybe Rædsels Toner!

Blodet isner, Tanken svinder!

Ingen Frelsens Vei jeg finder;

Kun Fortvivlelse og Død

Vinke mig fra Dybets Skjød!

(knæler).

Høie Magter, see min Smerte!

Vanvid bruser i mit Hjerte!

Døden isner alt mit Blod.

Styrk min Sjæl, skjænk Kraft og Mod!

(Bag Scenen høres Musik og Jubel af Folket, som nærmer sig med Fyrst Millo).
CHOR

Hil Dig Millo! hil Jennaro!

JENNARO

Alt de komme!

Haabets Blomster-Liv er omme,

Mig de dufte aldrig meer!

Dødens gustne Beenrad leer,

Vinker mig derned, derned,

I det kolde Hvilested!

————

MILLO med KRIGERE og FOLKET
CHOR

Der er Fryd i Kongeborgen,

Glæden har beseiret Sorgen!

See dens høie, stærke Kjærte,

Flammer nu i Kongens Hjerte,

Lyser over Bjerg og Høie

Smelter Sorgen i hvert Bryst;

Hil Dig Millo! hil Jennaro!

Folkets Haab, og Folkets Lyst!

MILLO (omfavner Jennaro).

O elskte Broder! Du har Frelsen fundet!

Hvert Nattens Slør mig er med eet forsvundet!

JENNARO

O glade Lyst!

Jeg hviler atter ved min Broders Bryst!

CHOR

See hvor herligt!

Tro og kjærligt,

Begge hvile Bryst mod Bryst!

– Hil Jennaro! hil Dig Millo!

Folkets Glæde, Folkets Lyst!

MILLO

Broder, Du mig Frelsen bringer!

JENNARO (afsides).

Vee! jeg ei min Qval betvinger!

Lysets høie, stærke Skare,

Frels os alle af vor Fare;

Hør mit Hjertes bange Raab!

(leder Armilla frem).

Skjænk min Broder Liv og Haab!

MILLO og ARMILLA

Underligt mit Hjerte slaaer;

Thi hvad mine bedste Drømme

Viste mig i Luftens Strømme,

Levende for Øiet staaer!

CHOR

Hvid som Marmor, rød som Blod,

Staaer hun der med Lokker sorte!

JENNARO

Ha, det lyser for mit Mod!

End er Frelsen ikke borte!

ARMILLA

Underligt mit Hjerte bæver!

MILLO

Alt er salig Harmonie!

JENNARO

Eet, kun eet, for Tanken svæver.

Høie Magter, staae mig bi!

CHOR

Der er Fryd i Kongeborgen!

Glæden har beseiret Sorgen!

(De drage bort i Triumph).

Anden Act

En Balkon paa et Slot i Nærheden af Staden

TRUFFALDINO med en stor Kikkert. BRIGHELLA
TRUFFALDINO

Jeg græder Brighella! seer Du? O den gode Konge! o den forbandede Ravn! før Kongen kom til at skyde det slemme Dyr, var han saadan en blomstrende Yngling, havde saadan et kongeligt Corpus. Ak! ak!

BRIGHELLA

Men hvorfor græder I dog? Nu er jo alting godt igjen. Prinds Jennaro har bragt ham en Prindsesse, der er hvid som Marmor og rød som Blod; nu er jo hele Trolddommen hævet!

TRUFFALDINO

Stille, siger jeg! stille! jeg repeterer Sorgen, saa føler jeg desmere ved Glæden.

BRIGHELLA

Ja, vel var det, at vi fik Glæde igjen! den evige Graad og Suk er meget kjedsommelig! jeg er en komisk Person, jeg kan ikke altid græde! og kom jeg der bare engang med mit eget Ansigt, saa tog jeg mig ud som en Flaske Viin paa en Liigkiste! komme der flere slige Ulykker, saa pakker jeg ind, for jeg og hele min Person er ikke beregnet paa saadant noget!

TRUFFALDINO

Tal ikke saadant Brighella! tal ikke saadant! mit Hjerte er saa gyselig rørt over al den store Lykke! jeg er saa glad, at jeg ordentligt er ganske bange for, at der snart møder en Ulykke, thi det rigtige Gode kan ikke holde længe ud! ak ja! ak ja! – Nu komme de vist snart! herfra vil jeg kunne see dem i Kikkerten! Kongen og det halve Rige er ude at tage imod den deilige Prindsesse. (tager sin Kikkert og seer ud).

BRIGHELLA

Hvor jeg skal lee! og hvor jeg skal snakke for den lange Tid, jeg har maatte holde mig!

TRUFFALDINO

Jeg er saa bange for, at de slet ikke komme, eller at Prindsessen ikke har den tilbørlige Skjønhed – o ja, o ja!

BRIGHELLA

Hvem vil nu tænke paa sligt! Ere ikke alle Ulykkerne nu forbi? Og komme der flere Forordninger ud, at ingen maa lee, saa pakker jeg som sagt ind; lad kun dem blive, som have Lyst til at græde.

Vise

1.

Bort fra Byens snevre Muur!

Ud, ja ud, i Guds Natur.

Lystig over Mark og Vang

Svinger Fuglen sig med Sang,

Kom vi vil ham følge,

Flyve over Bølge!

2.

Hvad skal Griller, Suk og Vee?

Nei, vi skabtes til at lee!

Livet, Verden, Guds Natur,

Det er intet Fangebuur!

Her er Alt jo Glæde,

Kan da Hjertet græde?

3.

Bliver Barmen Dig for trang,

Syng en rask, en munter Sang,

Og paa Melodiens Flugt

Seer Du atter Livet smukt,

Vil med Fuglen følge,

Flyve over Bølge!

————

TRUFFALDINO (som seer ud).

Endnu kan jeg ingen see! – men, det er vel ogsaa mueligt, at de komme fra Søekanten! troer Du ikke, Brighella? (han træder frem i Forgrunden og stiller sin Kikkert paa Spectatores). Uh! hvor det seer sort ud. Havet er uroeligt!

BRIGHELLA

Men seer I noget til dem der?

TRUFFALDINO (som bestandig seer ud).

Nei! – jo! der kommer en Seiler. Hun stryger godt! – O nei, det var en Strandmaage! (seer i Veiret). Der ere mange i Høiden.

BRIGHELLA

Laan mig Kikkerten, maaskee jeg lettere opdager!

TRUFFALDINO

Hvor der maae være underlige Ting dernede paa Havets Bund!

PANTALONE (styrter ind).

Staae de ikke der og sladdre begge to! men Truffaldino! Brighella!

TRUFFALDINO

Pantalone! hvad, er I der? Og Prindsessen og den hele Flok? –

PANTALONE

O jeg blæser af det hele Compagnie! er ikke min egen Prinds, den velsignede Jennaro bleven gal! reent gal! neppe har den Ene faaet Forstanden, saa kastes den over Bord hos den anden!

TRUFFALDINO

Over Bord?

PANTALONE

Ja, havde jeg ikke der skaffet Prindsen en Hest – O, der var ikke saadan en Hest ved hele Hoffet! den gjorde Krumspring som en Dandser! og saa en Falk, der kunde tage fire Fugle i eet Slag! Der var nu Prindsen, i Førstningen, saa forhippet paa denne Present, som han vilde give Broderen; men med eet bliver han melankolsk, og da fyrst Millo strækker Haanden ud, for at modtage den kostelige Falk – tænk da engang –!

TRUFFALDINO og BRIGHELLA

Nu da!

PANTALONE

Hvad gjør han ikke! – strax trækker han Kniven fra Bæltet og skjærer Hovedet af det velsignede Dyr. Saadan en Raritet, der kunde fange Vildænder med Halen!

TRUFFALDINO

Han er gal! – Ak, den velsignede Prinds.

BRIGHELLA

Tænkte jeg det ikke nok! – jo, her faaer man aldrig Lov at lee!

PANTALONE

Men, væk med Falken! – Lad Falken gaae over Bord! men Hesten – tænk bare! – det skjønneste og modigste Dyr i Verden! – og der var nu ogsaa Hans Majestæt saa lykkelig over dette Dyr, og Prindsen, min egen Gut, undte ham den af Hjertet, det veed jeg! men ret som jeg holder Stigbøilen, og Majestæten vil stige op, trækker Prindsen sin Sabel og hugger Dyret saaledes over Forbenene, saa de sagde: »knak!« og jeg havde nær sagt det samme med; for det elendige Bæst væltede paa sine to lige over paa mig! o min Prinds! min egen kjære Dreng! –

TRUFFALDINO

Ak, jeg faaer saadan en Bævelse!

BRIGHELLA

Nu vil der da for første Gang blive Splid og Uenighed mellem Brødrene!

PANTALONE

Truffaldino! vi to kjende hinanden. Vi har leget som Rollinger og ladet Papiirsbaade seile i Vandballen! I har holdt Eder til Landjorden, jeg har stukket i Søen, men det gamle Kammeratskab har holdt ved. I har Grunkerne – vær mig en Ven! – I maa rykke ud. Alle mine Penge gik med paa de to Bæster, der nu ere spolerede!

TRUFFALDINO

Rykke ud?

PANTALONE

Ja, en lumpen Pose Zekiner, for at jeg kan stikke den i Næven paa en Doctor, der kan drive den onde Aand ud af min Hjertens Dreng, min egen Øiesteen! thi han er ikke mere den samme!

TRUFFALDINO

Zekiner! – Pantalone! – Du kjender mig! Vi har leget som Rollinger, vi har ladet Papiirsbaade seile i Vandballen; jeg har holdt mig til Landjorden og Du har stukket i Søen, men naar har Du seet mig rykke ud med Zekiner? Nei, jeg kan kun græde! græde! O den velsignede Prinds! o! o!

PANTALONE

Vil I ikke hjælpe, saa kan I ogsaa lade være at skraale, og praie af fra mit Fartøi! jeg seiler min egen Søe.

TRUFFALDINO

Maa jeg ikke føle? – Maa jeg ikke græde i saa store Elendigheder? O Brighella, ræk mig Armen, jeg er saa mat, saa mat! –

PANTALONE

Vil I da slet ikke hjælpe?

TRUFFALDINO

Jo, græde vil jeg! græde! – maaskee den onde Aand da viger!

PANTALONE

O, den gjør Fanden! – Skraal, naar I vil! men det siger jeg Eder, I er ingen Søegut! Eders Hjerte er tørt, som en Stokfisk! I kan ikke føle.

(gaaer).
BRIGHELLA

Ja, nu pakker jeg ind til Reisen! gjør I det samme, Truffaldino!

TRUFFALDINO (med et Blik mod Himlen).

Jeg ikke føle?!

(de gaae).

Sal paa Kongens Slot

MILLO (ene).
(Recitativ)

Hvo kan min Smerte lindre!

En Rædsels-Tanke voxer i mit Indre;

Som nu, saa var han ingen Tid!

Jennaro, ha! nu først jeg fatter klart Din Id.

Du elsker hende selv! – o vilde Smerte!

Armilla elsker han, o brist mit Hjerte!

Men kan han? Kan han? Altid broderøm,

Mit Liv han trylled’ til en venlig Drøm!

Men hun er skjøn – hans Hierte flammer,

Hvad er ham da hans Broders Nød og Jammer.

(Cavatina)

1.

Vi vare Brødre før i Fryd og Smerte,

Ved Blodets Baand, ved Venskabs stærke Lyst,

Jeg lod ham læse Tanken i mit Hjerte,

Og aabent stod for mig hans Broder-Bryst.

2.

End lyser Solen med den samme Flamme,

Og Skoven grønnes, Havets Bølge slaaer,

Alt er som før, kun han er ei den samme!

Hvad her jeg tabte, aldrig meer jeg faaer.

(synker hen i Veemod, hvorfra han snart gaaer over til den vildeste Smerte).

Nei, jeg kan ei dæmpe

Flammen i mit Bryst!

Ei med Kraft bekjæmpe

Hævnens vilde Lyst!

Han er ei den samme,

Som han før mig var,

Nei, en fjendtlig Flamme

Mig ham røvet har! –

Vee, naar Straffen kommer!

Skal jeg end forgaae,

Kongen staaer som Dommer,

Retfærd seire maa!

ARMILLA (træder ind).
MILLO

Armilla! – nei, jeg kan ei ganske troe,

At ogsaa dette rene Blik bedrager!

Dog han – – han elskede mig før saa høit,

Saa broderømt, som ogsaa jeg ham elsked’.

ARMILLA

Hvad fattes Dig? Dit Øie gløder sært.

Betroe Dig til mig.

MILLO

Elsker Du ham ei?

Armilla, siig mig, elsker Du ham ei?

ARMILLA

Hvem mener Du? – Jeg fatter ei Din Tale!

MILLO

Jennaro elsker Dig! Du ham igjen!

O, siig det kun, at jeg min Qval kan fatte.

ARMILLA

Hvad sælsom Tanke vækkes i Din Sjæl?

MILLO

Som nu, saaledes var han aldrig før!

See, eensomt sniger han sig om paa Slottet;

Han er jo bleg og Øiet fuldt af Graad,

Han kan ei skjule Stormen i sit Indre!

Du veed hans Smerte, skjuler den for mig –

Ja, elsker ham maaskee? Ha, bittre Tanke!

ARMILLA

Nei, Millo, nei! – selv ham Du vist miskjender!

Og jeg – ja Konge! ei jeg dølger det,

Skjøndt jeg er Qvinde; ene Dig jeg elsker!

Dit Billede jeg saae i mangen Drøm,

Og ukjendt er mig ei Din Daad, Dit Hjerte!

MILLO

Du elsker mig! – O, siig det nok engang!

Kun mig Du elsker?

ARMILLA

Ene Dig jeg elsker! –

Og, som det største Pant herpaa – nu vel!

Naar Du det vil, jeg følger Dig til Altret!

MILLO

Armilla! Pige! – Hvad, det vil Du gjøre?

Selv om jeg bad Dig, end i denne Dag?

I denne Time –?

ARMILLA

– Tro jeg følger Dig!

Det har jeg lovet, ledet af mit Hjerte.

MILLO

O Kjærlighed, hvor hæver Du mit Indre!

1.

Kjærlighed, Du stærke Flamme,

Som gjør ene Himlen stor!

Læben kan Dig ei fremstamme,

Skjøndt Du dybt i Hjertet boer!

ARMILLA

2.

Navnløs Fryd mig gjennembæver;

Alt, o Alt er Kjærlighed!

Selv i Blomstens Duft den lever,

Den i Solen flammer ned.

MILLO

3.

Fuglen synger den i Skoven,

Og for den er Himlen blaa!

ARMILLA

Ja, den straaler ned fra oven,

Blinker fra de Stjerner smaae.

BEGGE

4.

Salig Fryd og salig Glæde,

Som ei tolkes kan med Ord!

Hele Himlen er tilstede

Paa vor lille, snevre Jord!

————

MILLO

Armilla! – o, jeg fatter ei min Fryd!

Med Dig opfyldes mine bedste Drømme.

ARMILLA

O, sikkert, sikkert, er Jennaro tro!

Skjøndt ei jeg kan hans Særhed ret forklare.

Kun Dig han elsker!

MILLO

Nævn ham ikke for mig!

Da isner Blodet! – Før var han mig kjær,

To Brødre fandtes ei, som vi, paa Jorden!

ARMILLA

For Dig han voved’ Æren selv og Livet,

Hvor kan Du da saa haardt miskjende ham?

MILLO

Miskjende ham – – O, gid det var min Brøde!

Men nei! han elsker Dig. Selv Tanken dræber!

Hans Særhed og hans Qval har røbet ham.

– Men tys! der kommer han. Med sagte Fjed

Han sniger sig igjennem Buegangen.

Var han uskyldig –? Nei, han er det ikke!

– Bag Søilen hist jeg skjuler mig – og Du –

Ja, Du maa tale til ham – jeg vil lytte.

For Dig udfolder han sit skjulte Indre;

Og jeg skal vide om han er mig tro,

Om jeg skal elske, eller blodigt hade.

Du vil Armilla?

ARMILLA

Jeg Dig lover det!

(Millo skjuler sig).

————

JENNARO (træder ind; han er dybt indsluttet i sig selv).
JENNARO

Hvor findes der en Frelsens Vei for ham?

Naar Bryllups-Klokken snart fra Kirken toner,

Hvorledes skal jeg kunde frelse ham?

Vampyrerne hans Hjerte-Blod vil drikke!

O, mat af Sorg mit arme Hoved’ er.

Jeg kan ei tænke, kan ei Redning finde!

(seer Armilla).

Armilla! vee mig, har hun hørt mit Ord!

Jeg føler alt den kolde Marmor-Isnen!

ARMILLA (nærmer sig).

Saa sorrigfuld! – I er ei meer den samme!

Hvad har med eet forandret Eder saa?

O, siig mig Grunden! Frygter I min Fader?

Er det Norandos Magt I frygter for?

JENNARO (afsides).

Vee, hun har hørt mit Ord!

(høit).

O, tro ei det!

Her er jeg sikker. Ei jeg frygter ham.

ARMILLA

O, siig da mig, hvad eller siig til Millo

Den skjulte Grund til Eders dybe Smerte.

Alt kan endnu vist blive godt som før,

Vær glad! det er i Dag min Bryllups-Dag,

Den Bryllupsdag, som I saa varmt har ønsket,

Bedrøv ei mig, opir ei Millos Vrede!

JENNARO

Du ægter ham i Dag? I denne Dag!

ARMILLA

Det har jeg lovet, ledet af mit Hjerte.

JENNARO

O nei, Armilla! nei! O gjør det ei!

Ved Sjælens Salighed, jeg beder Dig,

Fuldbyrd ei dette Bryllup, fly min Broder!

Han eller jeg maa døe – – Hvad har jeg sagt!

Vee! vee mig!

MILLO (træder frem).

Vee! nu fatter jeg dit Indre!

MILLO

Blodet syder, Barmen brænder!

Hævnen snart sin Straale tænder.

Bristet er hvert Broder-Baand,

Bristet ved Forræder-Haand!

JENNARO

Blodet syder, Barmen brænder!

Ak, saa grumt Du mig miskjender.

Ingen skal min Uskyld see,

Paa min Grav selv toner Vee!

ARMILLA

Blodet syder, Barmen brænder!

Fader, her din Magt jeg kjender;

Flammen i Jennaros Bryst,

Tændte Du af Hævnens Lyst!

MILLO

Skjælv! thi klart Din Id jeg skuer;

Men jeg frygter ei for Dig!

JENNARO

Kun for Dig mit Hjerte luer!

Kan vel Du miskjende mig?

ARMILLA

Ædle Brødre strider ikke!

JENNARO

Skal da Uskyld her forgaae!

MILLO

Fly fra mine vrede Blikke!

Alt i Dag vi skilles maae.

JENNARO

Broder, knus ei den, der lider!

Alt er kun en Rædsels-Drøm;

Husk dog hine svundne Tider!

Altid var jeg tro og øm!

MILLO

Kom Armilla! lad os ile;

Bryllupskjærten flammer klart!

JENNARO (stiller sig i Veien).

Aldrig, nei! –

MILLO

Ha, Hævnens Pile Dig,

Forræder, ramme snart!

ALLE TRE

Blodet syder, Barmen brænder! o. s. v.

ARMILLA

Lyse Magter i det Høie,

Naadig I bønhøre mig!

MILLO (til Jennaro).

Kom ei mere for mit Øie,

Eller Døden venter Dig!

JENNARO

Millo, Broder, føl min Smerte –!

MILLO

Ha! i Dit Forræder-Hjerte

Brænder der en syndig Lyst!

– Kom Armilla!

ARMILLA

Jeg Dig følger!

JENNARO (i det Millo iler ud med Armilla).

Vanvids vilde Flamme-Bølger

Vælte i mit piinte Bryst!

(han synker hen i Smerte).

O Broder, Broder, Du er tabt for mig!

Jeg kan ei frelse Dig!

DE TRE HAVFRUER (vise sig og true).

Vee Dig, Jennaro! vee!

JENNARO

Atter kan jeg skue

Dybets Aander true,

Høre Hævnens Vee!

HAVFRUERNE

Vee Dig, Jennaro! vee!

(De forsvinde).
JENNARO

Ja, vee! thi Natten stiger snart paa kulsort Vinge,

Vampyrerne sig mod hans Leie svinge,

Og ved den røde Bryllups-Kjærte,

De suge Blodet af hans unge Hjerte!

Alt nærmer Tiden sig – hør Klokken klinger;

Den til et Bryllup og en Liigfest ringer!

Altar-Ilden straaler klar

Gjennem Kirke-Rudens Glar,

Medens Klokkens dybe Klang

Blander sig med Folkets Sang.

Oldinge og Mødre staae,

Løfte frem de kjære Smaae

Og af Vaarens Blomster-Flor,

Offres der, ved Jubel-Chor.

– Han frelses maa! hvis ei, lad da mit Hjerte isne!

Jeg har alt seet min bedste Krands at visne!

Min Broder hader mig – – Alt voves maa!

(grunder).

Jeg veed, at her skal gaae

En lønlig Gang dybt under Slottets Buer;

Den længst er sjunken, men med dette Sværd,

Til slig en Færd,

Jeg graver mig en Vei, hvor Døden truer!

Og naar han blunder, jeg som Vagt vil staae.

Lad Dybet komme! Uskyld seire maa!

(iler ud).

En prægtig Søile-Gang til Capellet

CHOR og DANDS (medens Scenen smykkes med Guirlander og Krandse).

Under Sang og glade Dandse,

For vor Fyrste og hans Brud,

Smykke vi med Blomster-Krandse

Disse stolte Haller ud!

(Solodans).1
TARTAGLIA (stammende).

Stille, ingen Støi og Trætte,

Vil I have Lov at staae!

Jeg Tartaglia med Rette

Her i Dag befale maa.

(Mængden trænger meer og meer til).
CHOR

Toget kommer! hvilke Glæde!

Kunde jeg dog bare see!

SMERALDINA (en gammel, naragtig Dame imellem Mængden).

Hr. Captain, vil De tilstede –?

Hr. Captain – O vee, o vee! –

Her man staaer blandt hele Skrabet,

Bliver puffet bruun og blaa!

TARTAGLIA

Jeg – Captain ved Borgerskabet,

Veed, hvad Skjønhed ydes maa.

(til Mængden).

Væk I Bengler! væk I Tærner!

(til Smeraldina).

Skjønne Donna, træd kun frem!

SMERALDINA (pathetisk).

Hr. Captain! ved Himlens Stjerner,

Aldrig skal jeg glemme Dem!

CHOR

Vi for Ingen vige ville!

TARTAGLIA (fører Smeraldina frem).

Her i Fronten skal I staae!

CHOR

Stod’ dog bare alle stille,

Saa blev ingen bruun og blaa!

(Processionen til Kirken begynder. Præster og Pager aabne Toget, Millo og Armilla gaae under en Thronhimmel. Et Tog af festligklædte Hoffolk og Drabanter følge).
CHOR

Hil Dig Millo! hil Armilla!

Høit toner vor Sang for de Elskende to!

De leve! De leve!

Mens Fuglene qviddre og Blomsterne groe.

————

(Musikalsk Mellem-Act)

Tredie Act

(Et Værelse foran MILLOS Sovekammer) CHOR og DANDS AF VAMPYRER (De fremstilles som smaae Svartalfer, med store, sorte Flaggermuus-Vinger og Maske uden Tænder, med tykke, røde Læber).
CHOR

I susende Hvirvel, i surrende Dands,

Vampyrerne flygte for Sol-Lysets Glands!

Naar Natten er stille, naar Alting er tyst,

Vi suge os fast til den Sovendes Bryst,

Og naar han aander i dybe Drømme,

Vi drikke af Hjertets varme Strømme;

Naar Dagen da stiger i straalende Glands,

Vi flygte i susende, surrende Dands!

DEN FØRSTE

I den lune Sommer-Nat,

Brændte Lampe-Lyset mat,

Og paa Leiets Bolstre blaae,

Der en deilig Pige laae.

Sundheds Blomst paa Kinden stod,

Og jeg drak det røde Blod,

Laae ved hendes hvide Bryst; –

O, det var en sjelden Lyst.

CHOR

I susende Hvirvel etc.

DEN ANDEN

Tys! tys! værer stille! –

Lytte vi nu Alle ville.

Snart han sover! Millo sover!

Vi hans varme Blod skal drikke.

Stille! stille! røb os ikke.

CHOR

Stille! stille!

Lytte vi ville.

Vækker ham ikke!

Da skal vi drikke

Livet og Blodet. Stille dog! tys!

Sødere slumrer han jo ved vort Kys!

(De lytte ved Forhænget, der skiller Scenen fra Millos Sovekammer).
JENNARO (arbeider sig igjennem Gulvet, med en Fakkel i den ene Haand og Sværdet i den anden).

Du Evige, hav Tak, det lykkedes!

Udmattet er jeg af det tunge Arbeid.

Den gamle Gang forlængst var styrtet sammen;

Jeg maatte bane mig en Vei dernede

Igjennem Gruus og Stene. Vee mig nu,

Om alt jeg kom for seent! – Om han var dræbt!

O høie Himmel, frels Uskyldigheden!

VAMPYRERNE

Stille! stille!

Lytte vi ville.

JENNARO (bliver dem vaer).

Hist staaer den sorte fæle Igle-Slægt,

Og ryster dorsk de stygge, store Vinger.

Algode Himmel, giv mig Kraft og Mod,

At jeg min elskte Broders Liv maa frelse!

VAMPYRERNE

Nu slumrer han sødt,

Og medens vor Vinge

Ham Kjøling skal bringe,

Vi suge Blodet saa varmt og rødt!

– Men stille dog! tier!

JENNARO (styrter sig ind imellem dem med draget Sværd).

Dig, Naadens Himmel! dette Slag jeg vier!

(Ved Slaget af hans Sværd brister Forhænget, som hænger for Sovekammeret; Vampyrerne forsvinde, Jennaro staaer som lynslagen med Sværdet i Haanden; Millo træder frem).
MILLO

Forræder! klar er nu Din Færd!

Du trænger frem med Hævnens Sværd,

Og mens jeg er i Søvnen bundet,

Du myrder mig med djævelsk Lyst!

JENNARO (stirrende paa den Plet, hvor Vampyrerne forsvandt).

Forsvundet! – Alt forsvundet!

Det blev med eet saa tyst.

MILLO

Forræderi!

Staaer ingen Kongen bi?

Hvo vaager i min Fare?

JENNARO

Fortvivl min Sjæl, jeg tør mig ei forsvare!

CHOR AF VAGTEN

Tro Din Kriger-Skare

Vil dit Liv forsvare!

Forræderen skal bøde!

I Døden bløde!

JENNARO

Jeg er uskyldig, tro mit Ord!

MILLO

Uskyldig, Du? – Ha, Frække!

Din Id er endt paa denne Jord!

CHOR AF GILDINGER

Det er Jennaro! – Ha, den Frække!

Hvor kom han her – –?

(opdager de fra Gulvet opgravne Stene og Gruus).

En Vei han banede sig der;

Sin Broder har han villet dræbe.

JENNARO

Sandheds Ord er paa min Læbe!

Broder, for Din Frelse ene,

Brød jeg gjennem Gruus og Stene! –

– vee, hvad har jeg sagt, jeg Arme!

MILLO

Du tør spotte i min Harme!

Døe Forræder!

CHOR

Døe, Forræder!

JENNARO

Dine Sorger, Dine Glæder

Altid før jeg deelte tro,

Intet skilte da os to.

Saae Jeg Ønsket i dit Øie,

Drog jeg over Bjerg og Høie,

Thi Din Lykke var min Lyst;

Troer Du da, jeg i Dit Bryst

Kunde støde Dødens Sværd?

MILLO

Saa forklar Din sære Færd!

Viis Dig reen for mine Blikke!

JENNARO

Himmel, nei! jeg kan det ikke!

Broder! jeg uskyldig er.

MILLO

Længer ei Du spotte her!

(til Vagten).

Bringer ham fra mine Blikke!

Han skal døe!

CHORET

Ja, døe paa Stand.

JENNARO

Millo! nei, det kan Du ikke!

(med den inderligste Smerte).

Broder, Liv og Fædreland

Skal mit unge Hjerte miste!

Alt i Dødens Nat vil briste,

Naar jeg snart har Øiet lukt,

Broder, Livet er saa smukt!

Jeg er ung, mit Hjerte flammer –!

CHORET

Sært mig rører al hans Jammer!

MILLO

Vel, forklar Dig! – Kan Du ei,

Er der ingen Frelsens Vei!

JENNARO

Nei, saa maa jeg bløde!

Vandre til de Døde!

Kastet er mit Tærningspil,

Blodigt Du det angre vil!

MILLO (giver Vagten et Tegn).

Afsted!

CHORET (til Jennaro).

Viis os Din Uskyldighed!

(i det de vil føre ham bort, river han sig løs, træder hen mod Millo, og siger med Høitidelighed og Smerte).

O Broder! Broder! Døden vil Du jeg skal lide.

Nu vel! men Du og Verden skal min Uskyld vide!

Jeg er uskyldig! – Klart jeg seer Din Anger og Din Smerte;

Men Du det vil – Lad isne da mit Hjerte!

For Dig jeg røvede Armilla!

For Dig at glæde, tog jeg Falk og Hest!

Vel har jeg Falken dræbt,

Ja, Hesten selv jeg viede til Døden!

Din Bryllups-Fest jeg grusomt vilde standse,

Og nærmer mig nu her, i denne Nat,

Foran Dit Leie, med mit dragne Sværd;

Og dog, o Broder! er jeg her uskyldig!

Norandos grumme Magt er Skyld i Alt!

Hør nu, hvad han og Dybet mig har varslet.

(Melodrama)

»Den stolte Falk, Du nylig fik, skal ei Din Broder glæde!

Den Næbet i hans Øie slaaer, saa at han Blod vil græde.

Men bringer Du ham Falken ei! tør Du det aabenbare!

Strax bliver Du en Marmorsteen, fortvivl nu i Din Fare!«

(med et Skrig).

O Lysets Gud!!!

(Scenen bliver pludselig mørk, man hører et underjordisk Bulder; Jennaro bliver fra Foden til Knæet til hvidt Marmor).
MILLO (vender sig bort).

Ha, hvad er det! O Skræk!

JENNARO

O, fly mig ei! nu maa Du Dommen høre!

»Den stolte Hest, Du nylig fik, skal ei Din Broder glæde!

Thi, naar han sætter sig paa den, er Døden brat tilstede!

Men bringer Du ham Hesten ei, tør Du det aabenbare,

Strax bliver Du en Marmorsteen, fortvivl nu i Din Fare!«

(underjordisk Bulder. Jennaro forvandles indtil Brystet, til hvidt Marmor).
MILLO (styrter forfærdet henimod ham).

Stands Broder! stands! – O siig ei meer!

Du er uskyldig! – Gud!

JENNARO

Nei, jeg maa tale,

Thi Marmorkulden isner alt mit Indre!

»Ja Pigen selv, Du røvet har, skal ei Din Broder glæde,

Hans Bryllups-Nat Vampyrerne, som Gjæster, er tilstede!

Men bringer Du ham Pigen ei, tør Du det aabenbare,

Strax bliver Du en Marmorsteen – –«

(underjordisk Bulder).

Jeg isner! Døden! Broder!!!

(Jennaros Hoved forvandles til Marmor).
MILLO (kaster sig fortvivlet ned foran Statuen).
CHORET

Skræk og Rædsel os betage!

Død og Jammer Øiet seer.

Bange lyder Folkets Klage;

Vor Jennaro er ei meer!

MILLO (hæver sig i Veiret).

O, lad mig ene med min bittre Smerte! –

Jennaro! Broder! jeg har myrdet Dig!

Fortvivl, min bange Sjæl! jeg har ham dræbt!

– Forkynd for Folket, at han var uskyldig!

Forkynd hans ædle Daad og Millos Brøde!

Her vil jeg døe! her, tæt ved dette Bryst,

Som elsked’ mig, men som jeg grumt har myrdet!

CHOR

Skræk og Rædsel o. s. v.

(de trække sig bort).
MILLO (knæler ned foran Jennaro.)

Øiet er lukt!

Lysets Flamme slukt!

Marmorkold og hvid,

Han staaer; dog mild og blid,

Som før, hans Læbe smiler!

Han sover! – sover? nei!

Han vaagner ei!

Jeg har ham dræbt, o Smerte!

Fortvivl mit Hjerte!

NORANDO (aabenbarer sig for ham, han holder en Dolk i Haanden).
(Melodrama)

Kong Millo, stands Din Smertes vilde Udbrud!

I Skjæbnens Bog stod Ravnens Død optegnet,

Forbandelsen, Armillas Ran, Din Qval,

Selv Straf for mig, for Hævnen i mit Hjerte!

MILLO

Norando, Du ene

Kan Frelsen forlene!

Til Dig kun jeg flygter;

Thi Lyset jeg frygter,

Det hører mig ei

Paa min blodige Vei!

NORANDO (nærmer sig).

Jennaro frelses kan! (for sig) grusomme Dom!

Men Stjernerne det vil. (til Millo). tag denne Dolk,

Og stød den dybt, dybt i Armillas Hjerte!

Men her! paa dette Sted! og hendes varme Blod

Oplive vil det kolde Marmorbilled.

(peger paa Jennaro).

– Selv hun maa straffes, thi hun glemte mig!

(rækker ham Dolken).
MILLO

Hun er Din Datter! hun er min Viv!

O Grumme, dræb mig! tag mit Liv!

NORANDO

Der er ei anden Vei til Frelse her.

Hun dræbes maa! men kan Du ikke?

Da bær Din Qval, jeg føler den, som Du!

(forsvinder).
MILLO

O vee! min Dom jeg opfyldt seer!

(kaster Dolken bort)

Der er ei Redning meer!

(han synker fortvivlet ned paa Jorden).

————

(Musikken udtrykker hans dybe Smerte; efter nogle Øieblikke træder Armilla bleg og langsomt ind, hun nærmer sig Millo, bøier sig sorgfuld og med Kjærlighed over Brødrene).
ARMILLA

O Millo! Millo!

MILLO (farer sammen ved at see hende, og viser med Haanden, at hun skal forlade ham).

Ha, Armilla! – bort!

Fly dette Sted, hvor Dødens Rædsler true!

ARMILLA

Nei, Millo! nei! nu er jeg altid Din!

Hver Sorg og Smerte bør jeg med Dig dele.

Din Qval er min, med Dig jeg lide vil!

O Millo! O Jennaro!

MILLO

Vee mig arme!

ARMILLA

Kom Elskede! Jennaro frelses maa!

Kom! vi vil begge ile til Damascus,

Og bede der min Fader os tilgive!

Min Graad vil røre ham – Jennaro frelses!

Og aldrig mere skal vi skilles da!

MILLO

Ulykkelige! – O, Du veed det ei!

Du fatter ei den grændseløse Jammer.

– Din grumme Fader kjender ei til Naade!

Selv har jeg seet ham, hørt hans Rædselsord.

Her stod han. Her lød hans Forbandelse!

Seer Du den slebne Dolk paa Gulvet hist?

Veed Du hans Ord, da han mig rakte den?

»Jennaro frelses kan! tag denne Dolk,

Og stød den dybt, dybt i Armillas Hjerte!

Men her paa dette Sted! og hendes varme Blod

Oplive vil det kolde Marmor-Billed!« –

O grumme Fader! nei, det skal ei skee,

Selv vil jeg døe, døe ved min Broders Hjerte.

ARMILLA

Hjertet isner! Tanken flammer!

Grumme Fader, skue vor Jammer,

– Frels Jennaro! jeg vil bøde!

Du jo vil, at jeg skal bløde –

(hun kaster sig ned og omfavner Jennaros Statue).

Naade! Frelse! tag mit Liv!

(i det Øieblik Armilla hæver Dolken mod sit Bryst, ruller et Tordenbrag gjennem Slottet; Norando aabenbarer sig og griber Armillas Haand; i samme Nu oplives Jennaro atter, og Alt omkring dem toner Trylle-Melodier).
JENNARO. ARMILLA og MILLO

Flamme-Drømme

Hjertet gjennemstrømme!

Alt er Melodie!

NORANDO

Natten er forbi.

Straffen er endt!

Tungt I maatte bøde!

Naaden er sendt fra Lysets Morgenrøde.

Det Hemmelige er fuldbragt,

Og Mildhed hæve vil min Magt.

Den dræbte Ravn oplives atter.

Forsvunden er nu Troldens Harm.

Armilla, Du min elskte Datter!

Kom, hvil Dig ved min Fader-Barm.

ARMILLA

Jeg aander Livet!

Du har tilgivet!

O Millo! o Jennaro! jeg maa græde!

Jeg rummer ei mit Hjertes store Glæde!

MILLO og JENNARO

Armilla! elskte Broder! jeg fatter ei min Lyst!

Min Barndoms glade Himmel er atter i mit Bryst.

NORANDO (forener Millo og Armilla).

Nu er jeg Fader atter!

Modtag min Datter!

ARMILLA, MILLO og JENNARO

O Salighed, o Lykke!

Ei Læben kan udtrykke

Den høie Guddoms Lyst,

Der fylder dette Bryst.

(Under deres jublende Glæde forvandles Scenen, paa et Vink af Norando, til et glimrende Feeslot. Hele Hoffet og Folket strømmer til, festligt klædt).
ALMINDELIGT CHOR og DANDS

Natten er svunden,

Solen oprunden!

Morgenens Skyer som Roser staae.

Blomsterne dufte og Fuglene slaae!

Kjærligheds Glæde, Kjærligheds Lyst

Toner fra Himmel, fra Bølge og Kyst.

PANTALONE (i det han træder ind).

O søde Glæde, hvad maa jeg see!

Ak jeg maa græde! og jeg maa lee!

TRUFFALDINO

Ak Pantalone, jeg græder alt!

Med saadan Lykke det vist gaaer galt!

BRIGHELLA

Nu tør jeg atter dog lee engang,

Og lystig tralle en munter Sang!

Vort Liv er Glæde,

Gid Pokker græde!

Ha, ha, ha, ha!

Jeg Fryd kun sandser,

Og leer og dandser,

Tra, la, la, la!

PANTALONE

»Nu holdes der Bryllup paa Fyrstens Slot,

I Stadsen er han en Mester!

Med røde Roser og Æblekompot

Tracteres de fornemme Gjæster,

Uf! uf!

Høit klappe i Haanden de Rollinger smaae;

Hvor det dog er rart at tænke paa!

Thi Prindsen blev paa sin Throne,

Og Fyrsten fik sig en Kone.«

CHOR og DANDS

Kjærligheds Glæde, Kjærligheds Lyst

Toner fra Himmel, fra Bølge og Kyst!

* En Yngling med fire Bajaderer.

1

* En Yngling med fire Bajaderer.

Ravnen eller Broderprøven

Trylle-Opera i tre Acter (efter Gozzis tragicomiske Eventyr)

Udkom første gang 26. oktober 1832. Opført første gang 29. oktober 1832 på Det Kongelige Teater til ære for dronning Marie af Hessen-Kassel (1767-1852) og arveprinsesse Caroline (1793-1881), der begge havde fødselsdag 28. oktober. BFN 196

Partitur: KT-A0292. Orkesterbiblioteket. Trykte noder: J.P.E. Hartmann Ravnen. Trylle-Opera i III Acter … Opus 12. Arrangeret for Pianoforte af Componisten, Lose & Olsen, 1839. Forlægget er Il corvo, maskekomedie fra 1761 af den italienske komediedigter Carlo Gozzi (1720-1806).

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

247,33reent ud: < reent ud;
250,4for Dig! < for Dig
257,9Vee Dig, < Vee, Dig
267,1Armilla < [pausestreg] / Armilla
281,5Fare!« < Fare!
281,17Fare!« < Fare!
281,28Marmorsteen – –« < Marmorsteen – –
284,29langsomt < langtsomt
239
HartmannJ.P.E. Hartmann (1805-1900), dansk komponist.
240
Tieck(’s)L. Tieck (1773-1853), tysk forfatter af fantastiske og eventyrlige fortællinger; også dramatiker.
Meisling(s)H.C. Andersens rektor i Slagelseårene Simon Meisling (1787-1856) oversatte, hhv. i 1821 og 1825, dramatiske eventyr og maskekomedier af Gozzi, bl.a. Il corvo (jf. C. Gozzi Italienske Maske-Comoedier, 1825).
HoffmannE.T.A. Hoffmann (1776-1822), tysk romantisk eventyrdigter.
førsteher nok: værdigste.
(Opera-)Sujetteremner, stof for kunstnerisk behandling.
Shakespeareden engelske dramatiker William Shakespeare (1564-1616).
(Digter-)Titanhimmelstormer; geni.
Operadigteren … Componist»Ich behaupte, der [Operndichter] muss eben so gut gleich alles im Innern komponieren, wie der Musiker, und es ist nur das deutliche Bewusstsein bestimmter Melodien, ja bestimmter Töne der mitwirkenden Instrumente, mit einem Worte die bequeme Herrschaft über das innere Reich der Töne, die diesen von jenem unterscheidet« (fra E.T.A. Hoffmanns skrift »Der Dichter und der Komponist«, 1813, jf. hans Sämtliche Werke in sechs Bänden, bd. IV, Frankfurt a.M., 2001, s. 110-111).
characteristisksæregent.
242
Hr. KirchheinerJohan Frederik Kirchheiner (1798-1865), kongelig skuespiller.
Hr. SchwartzenJulius Schwartzen (1802-1875), kongelig skuespiller og operasanger.
Hr. HolmH.P. Holm (1794-1854), kongelig skuespiller.
Jfr. ZrzaCharlotte Eleonore Zrza (1797-1862), kongelig operasanger.
Hr. FoersomChr. M. Foersom (1794-1850), kongelig skuespiller.
Hr. RosenkildeChr. Niemann Rosenkilde (1786-1861), kongelig skuespiller, fremtrædende komiker.
Dr. RygeJohan Chr. Ryge (1780-1842), fremtrædende kongelig skuespiller, læge.
Hr. PhisterJ. L. Phister (1807-1896), kongelig skuespiller, fremtrædende komiker.
Jfr. Nielsenen jomfru Nielsen med debut 1825 på Det Kongelige Teater er nævnt i Aumont & Collin, 3. afsnit s. 32.
Mad. WinsløwSophie Jacobine Winsløw, f. Schaltz (1800-1876), kongelig skuespiller.
Jfr. HegerElisabeth Holst f. Heger (1811-1891), kongelig skuespiller; g. 1834.
Mad. LarcherFrederikke Nicoline Larcher, f. Lange (1812-1892), kongelig skuespiller.
Jfr. Haackkan være Augusta Haack (formentlig f. ca. 1814), senere g. Boye; datter af skuespilleren A.C.W. Haack (1788-1821) og sangerinden Anna Sophie Franciska Haack, f. Aubertin (1787-1860).
Element-Aanderelementarånder; ånder, som mentes at opholde sig i et af de fire elementer jord, luft, vand, ild og være udtryk for dets naturkraft.
Hr. Dandsedirecteur BournonvilleAugust Bournonville (1805-1879), Det Kongelige Teaters balletmester 1830-1861 og 1865-1877.
Mad. KretzmerAndrea Marie Kretzschmer, f. Møller (1812-1889), kongelig solodanser.
Mad. BauerCharlotte Amalie Bauer, f. Weyle (1800-1882), kongelig solodanser.
Jfr. WerningMarie Werning, kongelig solodanser 1826-1837.
Jfr. Møllerej identificeret.
244
Gnomer(ne)underjordiske dværgagtige væsener, jordånder.
Alferelverfolk.
Sylpherluftånder.
Salamander(e)elementarånd, der symboliserer ilden som element.
245
Snekkemindre skib.
246
Galeiantikt krigsskib med en række årer i hver side.
Mers(et)platform rundt om toppen af undermasterne på sejlskibe.
bliver for Roret qvitmister roret.
den hele Klathele molevitten.
tiltakletgjort sejlklar.
holder … Søenklarer sig på havet, er sødygtig.
247
Morlille siddere-noder: Ravnen.
Stadsenaf: stadse, dvs. pynte overdådigt op.
rarther måske: sært.
Skjenkgave.
knebrapsede.
249
Naar kunnår bare.
250
kosteligekostbare.
Corsarsørøver.
kjædetsammenføjet.
251
skuffeholde for nar.
Snart han ogsnart han også.
imidlertidmåske: i mellemtiden.
vistbestemt.
253
Passatenøstlig vind, der mellem vendekredsene blæser fra samme verdenshjørne næsten hele året rundt; billedligt om gunstig lejlighed.
discourerede meddiskuterede med.
hille den Onde»hille« angav oprindelig, at man sværgede ved noget helligt, men brugtes efterhånden også, når man svor ved fanden.
254
gjælder min Knapgælder mit hoved.
skille sig vedskille sig af med.
Priseskib eller varer, der lovligt beslaglægges af en krigsførende magt.
Plaseerfornøjelse.
Flynderfjols.
Vartpengeventepenge, dvs. ydelse, man får som tjenestemand, hvis ens stilling bliver inddraget, og man ikke får tilbudt en anden. Her måske blot: pension.
255
Complimenteræresbevisninger.
Sladdrersnakkehoved.
257
tør Du det aabenbarevover du at afsløre det.
258
Altallerede.
Mig de duftefor mig dufter de.
259
Endendnu.
Underligtforunderligt.
261
Corpus(ikke nødvendigvis korpulent) krop.
pakker … indpakker sammen, bryder op.
262
for den lange Tidtil gengæld for den lange tid.
Bort fra Byens snevre Muure-noder: Ravnen.
263
Spectatorestilskuerne.
264
ret sombedst som.
Bæstdyr.
rykke udtræde til med hjælpemidler.
265
Zekin(er)italiensk guldmønt; prægedes indtil 1822, afløstes af dukaten (speciedukaten = 2 1⁄2 rigsdaler, almindelig (kurant) dukat = 2 rigsdaler). Zekinen er ofte nævnt i Tusind og én nats eventyr.
praie afafbryde kontakten med et skib, afmønstre, idet sømandsudtrykket »praje« vil sige, at man signalerer eller råber (oftest til et andet skib) for at få kontakt.
Stokfisktørfisk.
266
Idstræben.
Cavatinacavatine, kortere, enkelt opbygge arieform.
270
hvad ellereller.
opir ej … Vredetir ham ikke; få ikke hans vrede til at flamme op.
274
Guirlanderblomsterranker.
Bajadererher kurtisaner; egl. tempeldanserinder.
trænger … tiltrænger sig sammen, skubber på.
Togetoptoget.
Skrabetpøbelen.
275
Benglerlømler.
Tærnertjenestepiger.
pathetiskhøjtideligt.
Drabanteren fyrstes livvagter.
276
Svartalferi nordisk folketro småvæsener, der lever på jorden og i vandet. Snorres Edda skelner mellem de himmelske lysalfer og de jordiske svartalfer. De sidste har man også opfattet som onde ånder, der skader menneskene.
I susende Hvirvele-noder: Ravnen.
Bolstrepuder, hynder; også: pudevår.
278
Gildingerkastrater, eunukker.
279
Dine Sorger, Dine Glædere-noder: Ravnen.
280
Kastet er mit Tærningspil»Terningen er kastet« (»Jacta est alea«) var ifølge den romerske historiker Sveton Cæsars ord, da han 49 f.Kr. gik over floden Rubicon og dermed indledte borgerkrig mod Pompejus.
283
forlenegive, skænke.
286
glimrendestrålende.
Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
Del/henvis til værket

Indhold

[fortale] Første Act Anden Act En Balkon paa et Slot i Nærheden af Staden Sal paa Kongens Slot En prægtig Søile-Gang til Capellet Tredie Act

Del

[Sassy_Social_Share]