Her Form og Tanke sødt hinanden møde;

Hvoraf blev Du vel skabt paa Jordens Kyst?

Af Vaarens friske Snee og Morgenrøde,

Og Engle aanded Livet i dit Bryst.

Du smiler selv fra Hækkens grønne Blade,

Som Englen smilte til det første Par!

I Morgenduggen Blomsterne sig bade,

En Draabe kun Du paa dit Blomster har.

Er det en Taare, Alfen græd, og sukked,

Fordi Du er saa smuk og dog skal døe?

Med Ungdoms Fylde, Bladene halv lukked,

Sødt drømmende, Du staaer paa Jordens Ø.

Hvad drømmer Du? Din Drøm ei kjender Smerte,

Dit Liv er Kjærlighed, din Sjæl er Duft,

Dit Hele er et saligt Digter-Hjerte,

Der Himlen seer, hvor Andre see kun Luft.