Saa mangen Nat jeg hen til Vinduet gik

Og saae hvor Fløien sig i Vinden dreied’,

Hen over Søen fløi de Længsels Blik,

Den mit og mine Børns det bedste eied’;

Hans Grav det var, jeg saae, men vidste ei,

Nu Tiden ridser Vished i mit Hjerte.

Dansk, trofast var Din Sjel, som stolt Din Vei,

Sov sødt, vi sees, hvor Livet ei har Smerte.