Da Danmarks Bøgeskov sprang ud,

Saa sprang vi med, men over Søen,

Og hvor vi kom, stod Vaaren Brud

Saa skjøn som i vort Hjem paa Øen;

Og Skoven dufted’, Fuglen sang,

Og det var ret den danske Stemme;

Nu i Paris – den Vei var lang –

Nu er’ vi ganske hjemme!

Det er ei Skov, det er ei Strand,

Hvortil sig Hjertet mægtigt binder;

De findes og i fremmed Land,

Men ikke Ungdoms kjære Minder;

Ved dem faae Blomster, Søe og Træer

Den dybe, underfulde Stemme; –

O, havde vi dog Alle her,

Hvem vi har kjær derhjemme!

Men ingen Veemod paa vor Flugt –

Kom lad os Alle Glasset fylde!

I Verden er saa meget Smukt,

Og alt det Smukke vil vi hylde!

Den første Skaal bør Danmark faae:

Der fik vi Liv, der fik vi Hjerte,

Og Danmark tænker Hjertet paa,

I Glæde som i Smerte!

Til allersidst, hvad synes De?

Vor egen Skaal vi kunne drikke!

Hvo veed naar vi hinanden see, –

Jeg idetmindste veed det ikke!

Skaal for de Store, for de Smaae,

Skaal for de Tykke, for de Tynde!

Vil Viin og Vise ei forslaae,

Vi forfra kan begynde!