H.C. Andersen

Sang for de danske Kunstnere

Mel. Menuetten af Elverhøi.

Eet er der, Eet, som ei forgaaer;

Det fylde vore Tanker!

Det staaer, saalænge Verden staaer,

Og her et Hjerte banker!

Det Skiønne, – den Guds Herlighed,

Hvorefter Alting higer,

Det Aftryk af Guds Kiærlighed

I alle Livsens Riger.

Ved Farver og ved Meiselslag

Det Skiønne give Møde!

I Kunst, den klare Solskins Dag,

Fremad fra Morgenrøde!

Hvor Aandens Pintseflamme kom,

Vil Aandens Liv sig røre;

Der mange Veie er til Rom;

Skytsenglen os kan føre!

Er der paa Søens Bund nedlagt

Et Frø, – det Intet holder!

Det spirer, trænger frem med Magt,

Og engang Blomst udfolder!

Hvad godt og herligt er, vil groe,

Det bryder Skal og Skranke.

Med Barnesind vi paa det tro

Og Gud er i den Tanke.

Det er ei om, hvor Vuggen gik,

Men om vort Snilles Stade;

Sin Phidias jo Norden fik

Fra Lille Grønnegade!

Det Skiønne Seiren i sig veed,

Men Gud alene Æren!

Det Skiønne, al vor Kiærlighed,

Vort Liv, vor hele Væren!

Sang for de danske Kunstnere

Først kendte tryk: lejlighedstryk, sunget 31. marts 1860 ved kunstakademiets præmieuddeling. BFN 809. (jf. »Sang til Kongen«, sunget ved samme lejlighed (BFN 808; se side 324)).

325
Menuetten af Elverhøifra J.L. Heibergs romantiske skuespil Elverhøi, V,1, 1828, med musik af Fr. Kuhlau.
Det Skiønnetidens ideal var foreningen af det gode, det sande og det skønne, hvor kunstarterne repræsenterede det sidste.
Aandens Pintseflammejf. Apostlenes Gerninger 2,1-4.
Der mange Veie er til Romvariant af talemåden eller ordsproget: alle veje fører til Rom (her: idealet, det skønne); dets oprindelse og betydning er ukendt.
Skrankeafgrænsning, grænse.
Sin Phidias … Lille Grønnegadeden danske billedhugger Bertel Thorvaldsen voksede op i det daværende Lille Grønnegade.
PhidiasFidias; berømt græsk billedhugger fra Athens storhedstid, anden halvdel af 400-tallet f.Kr.

Del

[Sassy_Social_Share]