Dig synger Bølgen høit paa Strand,

Vort Fædreland!

Dig synger Skoven, Himlens Blaae,

Det gyldne Korn, de Blomster smaae,

Hver Høi, hvor Bautastene staae,

O Fædreland!

»Hvor findes der et Hjem saa smukt?«

Det toner høit fra Land og Bugt.

Du hæver Tankens stolte Flugt

Hos Viv og Mand.

Syng selv din Roes, fra Strand til Strand,

O Fædreland!

Dog, høiere end Himlens Blaae,

Din grønne Skov, de Blomster smaae,

For Kongen vore Hjerter slaae,

O Fædreland!

Med os han deler hver en Sorg,

Men Glæden i hans Kongeborg

Den deelte vi saa mangen Gang

Med Jubelsang!

Maria! Danmarks bedste Lyst,

Vor Konges Fryd!

Du deler Tanken i hans Bryst,

For Dig er Fryd paa Danmarks Kyst,

Du hæver Glæden i vort Bryst

Til Jubellyd.

To elskte Døttre staae Dig nær;

De er, som Du, hans Hjerte kjær;

For Eder Danmarks Hjerte slaaer

I evig Vaar.

Nær havde Dødens Engel nys,

Med Flamme-Kys,

Knuust dit og Danmarks første Haab,

Men Himlen hørte Hjertets Raab,

Og der blev Fryd i hvert et Bryst

Paa Danmarks Kyst. –

Mens Oprør hærger fremmed Vang,

Fra Danmark toner Fredens Sang,

Den svulmer høit i festlig Klang

Fra hvert et Bryst.