Da Du paa Leiet laae i Smerte,

Med Taalmod i Dit fromme Sind,

Bad hele Danmark i sit Hjerte,

Mens Taaren bølged’ paa vor Kind:

»O giv Du os vor Søster atter!

Giv Danmarks Fader snart sin Datter!«

Og Herren læste i vort Hjerte,

Han saae Dit fromme stille Sind,

Og lindred’ Din og Danmarks Smerte,

Og tørred’ Taaren af vor Kind;

Han gav os da vor Søster atter,

Han gav Forældrene en Datter!

Thi er her Fryd i Danmarks-Rige,

Dig elsker jo det hele Folk;

Og Takkens glade Sange stige

Fra Læberne, som Hjertets Tolk.

Ei længer skal de Danske græde,

Thi Danmark har beholdt sin Glæde!