H.C. Andersen

Sang i Anledning af Hs. Majestæt Kongens allerhøieste Nærværelse i det kongelige Theater, den 24de Marts 1858

Mel. Menuetten af »Elverhøi«.

Saa smukt os Kæmpevisen sang

Om Kjærlighed i Norden,

Dens Styrke og dens Troskab klang

I Sagn vidt over Jorden;

Den har i Danmark fæstet Rod.

Det er ved Gjerning tolket;

Her Konge-Styrken, sund og god,

Er Kjærlighed i Folket.

Ja, Folkets Aand og Hjerte-Lag

Er en Usynlig Kirke,

Der straaler frem paa Alvors Dag,

Et herligt Dannevirke.

Dybt Konge-Hjertet det forstod,

Skrev det til Skjoldemærke.

– Vi er’ ved Dig, vor Konge god,

I Sammenholdet stærke!

Gud holde over Dig sin Haand

Og over Danmarks Rige.

Han løsne altid Smertens Baand

Og lade Sygdom vige;

Da, Konge, sees i Huus og Stad,

Som Festblus, Hjerte-Flammen;

Kom mellem os, kom tidt og glad,

Vor Styrke voxer sammen!

Af [uden fælles titel]

Vexelsang ved Kilden

1.

Sankt Hans du bringer os Sommertid,

din Fest skal staa i det Grønne;

Stadsen koster os ikke en Hvid,

Kukker og Drossel synge: Kom hid!

Alle Smaapiger er kjønne!

Kjønnere gjør dem nu Kildens Væld.

Lykke og Held!

Lykke og Held!

Det vilde Skovæble trives.

Hexene flyve henover Vang,

Hesten er kun en Humlestang.

Klog Mand trækker da med sin Kabuds,

seer ei derpaa, seer ei derpaa.

Bonden tænder paa Marken Blus,

saa kan ei Sot og Syge ham naa!

Hil være Sanct Hans!

Hil være Sanct Hans!

2.

Snart komme alle de Stjerner smaa,

de blinke smukt ned fra oven;

Nattergalene høre vi slaa,

Kjærestefolk med hinanden gaa,

der er saa dejligt i Skoven.

Sammen de vandre til Kildens Væld.

Lykke og Held!

Lykke og Held!

Ei skjønnere Aften gives.

Rumlende, tumlende kommer en Flok,

nogle paa Krykke, andre med Stok;

Skillinger blanke de kaste paastand,

i Kildens Vand, i Kildens Vand.

Sundheds Urt er den bedste Urt,

den er langt meer end Guldet purt.

Hil være Sanct Hans!

Hil være Sanct Hans!

3.

Sanct Hans, du bringer os Sommertid,

din Fest skal staa i det Grønne.

Stadsen koster os ikke en Hvid;

Kukker og Drossel synge »Kom hid!«

Alle Smaapiger er kjønne;

Kjønnere gjør dem nu Kildens Væld.

Lykke og Held!

Lykke og Held!

Det vilde Skovæble trives.

Lykke og Held!

Lykke og Held!

Det vilde Skovæble trives.

Lykke og Held!

Lykke og Held!

Slutnings-Sang og Dands

Nu er her i Skoven en Stilhed og Fred;

dog tys! Hør Sang af hjemvandrende Skarer.

Hør enkelte Stemmer:

Hallo, kom med!

Hallo, kom med!

Ekkoet svarer Hallo, kom med! Kom med!

Og atter Stilhed!

Stilhed! Nat!

Deilige klare opløftende Nat!

Til et helligt Sted staar nu indviet fraoven

Skoven!

Deilig er Skoven!

Deilig er Skoven!

Til et helligt Sted staar nu indviet fraoven

Skoven;

Deilig er Skoven!

Deilig er Skoven!

† Henriette Wulff

(Paa Dampskibet »Austria«, den 13de Septbr.)

I det brændende Skib, paa det rullende Hav,

I Rædsler, som ei vi udholde at høre,

Har Du lidt, har Du endt, har Du fundet din Grav,

Dødsmaaden og Kampen naae aldrig vort Øre!

Du dristige, kraftfulde Sjæl, Du Dig holdt

I et skrøbeligt Legem; høit stod Du i Vrimlen,

Og aldrig dit ildfulde Hjerte blev koldt;

Her Faa kun forstod Dig, men Flere i Himlen!

Du var mig en Søster deeltagende stærk,

Min Sjæl holdt Du oppe, naar Verden mig traadte,

Du kjendte, forstod mig, og det er dit Værk,

At tit jeg ei sank, naar synke jeg maatte.

Det Falske, det Tomme, det Bjældeklangs Smaa

Har Hobens Beskyttelse, bæres af Strømmen,

Dens Løb ei forandres –, Skumbølgerne gaae,

Og Jordlivet gaaer, – det er endt snart, som Drømmen!

Farvel min Veninde fra Barndommens Aar!

Du var mig meer god, end jeg det fortjente,

Nu har Du stridt ud –; hos en Broder Du staaer,

Med hvem alt paa Jorden Dig Længsel foreente.

Din Kiste blev Havet, det rullende Hav,

Og Indskriften over Dig staaer i vort Hjerte,

Din Sjæl er i Himlen, der Herren Dig gav

Lyksalighed tifold for Dødsstundens Smerte.

I det brændende Skib, paa det rullende Hav,

I Rædsler, som ei vi udholde at høre,

Har Du lidt, har Du endt, har Du fundet din Grav,

Dødsmaaden og Kampen naae aldrig vort Øre!

Sang paa Sölvbryllupsfesten

Den 24 October 1858

Saa hurtigt flyver Tiden,

Man selv det knap forstaaer,

Nys leged’ man som liden,

Nu graaner alt vort Haar,

Men Kjærlighed udfolder

En indre, stadig Vaar,

Et Blomsterflor, der holder

Igjennem alle Aar!

Hvad bittert var, forsvinder,

Hvad tungt var, bliver let,

Man faaer en Skat af Minder,

Og Livet skeer sin Ret;

Man lærer det at skatte,

Og Prøvelserne med,

En Krands Gud om det satte,

Og den er Kjærlighed.

Og hvor i den To mødes,

Og troligt holde ud,

Et Aandens Samliv fødes,

Fra her og ind til Gud,

Det siger Eders Øie,

Det hvisker Eders Mund,

Det jubler mod det Høie,

Den dybe Hjertegrund.

See, rundt om sidde Mange,

Endnu fra første Fest,

Sølvbryllups-Festens Sange

Istemmer gammel Gjest;

Og Fader er tilstede,

Som før paa dette Sted,

Ak, hvad var Festens Glæde,

Naar ikke han var med!

Nu er Sølvbryllups Sommer

Med Børnekredsens Vaar,

Guldbryllups-Festen kommer

Om fem og tyve Aar.

Paa Sangens Svanevinge

Faaer Ordet dobbelt Magt,

I Sang lad »Hurra« klinge,

Gusta og Gottlieb bragt!

Sang i Anledning af Hs. Majestæt Kongens allerhøieste Nærværelse i det kongelige Theater, den 24de Marts 1858

Først kendte tryk: lejlighedstryk. BFN 773

303
Kongen(s)kong Frederik 7.
Menuetten af »Elverhøi«fra J.L. Heibergs romantiske skuespil Elverhøi, V,1, 1828, med musik af Fr. Kuhlau.
Kæmpevisenfolkevisen, balladen.
Dannevirkefæstningsanlæg i Slesvig, hvis ældste dele stammer fra 650; udbygget i flere omgange. Det mistede sin militære betydning i 1300-tallet, men blev et nationalt symbol under Treårskrigen, 1848-1850.
Skjoldemærkemærke el. figur på en krigers skjold; (heraldisk mærke på et) våbenskjold.
Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
Del/henvis til værket

Indhold

Af [uden fælles titel] Slutnings-Sang og Dands † Henriette Wulff Sang paa Sölvbryllupsfesten Den 24 October 1858

Del

[Sassy_Social_Share]