Saa er vi sammen da igjen ved Bordet,

Sidst var det ved det store grönne Bord

Og der hver af os skulde före Ordet,

Her kun enhver som vil, skal have Ord,

Og give Taler, Viser, eller Stemme,

Enhver jo giver efter sine Kaar;

Og nu er vi gemytlige og hjemme,

Vi er Studenter fem og tyve Aar!

Vel mödes vi i Ny og Næ paa Gaden,

At sige, naar i samme By vi boe,

Men de som leve langt fra Vagtparaden,

Kan knap paa Möde og paa Venskab troe,

Derfor löd Opraab, derfor skete Manen,

Om Möde her, som der i Brevet staaer,

Champagnen knalder nu paa Skydebanen,

Her er vi efter fem og tyve Aar!

Historien har faaet rige Blade

Fra den Gang vi til Artiums Bordet gik,

Erindringer, de tunge og de glade,

For Verden og os selv, staae for vort Blik:

Saa riig en Tid, at vi kan kaldes Gamle,

Og i vort Hjem, hvor Brödfrugts Træet staaer,

Vi kan i Kredsen som vi om os samle,

Fortælle om de fem og tyve Aar!

De fleste af os fik en lille Kone,

Maaske en stor, og det er ogsaa godt,

Og saa en Börneflok omkring sin Throne,

Og man er riig, selv om man har det smaat;

Og man har Aands og Legems Mad og Drikke,

Man har sin egen Kraft, hvordan det gaaer,

Og saa har man en Ven, man veed det ikke,

Vi er saa mange fra det samme Aar!

Mens Tidens Aand er gjennem Verden draget,

Vi voxte meer til Hjemmets Jordbund fast,

Det bruste om os under Vingeslaget,

Hver Gang det Gamle for det Nye brast,

Men Eet ei brast, og derom vil vi sjunge,

Vort Baand, der fra Examens Bordet naaer.

Og nu er vi iaften Alle unge,

Studenter kun paa fem og tyve Aar!