Sang ved Frøken Louise Ipsen’s og Hr. C. St. A. Bille’s Bryllup, den 8. Juni 1859

I Hedelandet Blomsten stod,

Før han endnu den kjendte,

En Lillie slank med Rosenblod,

En Skat, som Himlen sendte;

Han gik i Sjælland, snart han saae,

Han var for Blomsten Manden;

De To, som skal hinanden faae,

De finde nok hinanden!

I Vimmelskaftet, ikke sandt,

Hvor Kirken staaer med Duen,

Der ligeoverfor han fandt

Sin Blomst, nu er hun Fruen;

De sidde her ved Bryllupsbord,

Sang runger gjennem Salen,

Som Guldbaand flagre Sangens Ord,

Saa festligt om Pokalen.

Dit »DAGBLAD«, som et Viinløv smukt,

Sig snoe og strøe Dukater,

De, som en meget omspurgt Frugt,

Gjør godt i Huus og Stater;

Lagt op til Hjertets Guld saa puurt,

Hvad er da meer at vinde?

Jo, Lykkens Blomst og Sundheds Urt!

Gid de groe med herinde.

Længst Lærke, Gjøg og Nattergal

Sang, tømrende sig Reden;

Som de vi her i Brudesal

Besynge Kjærligheden;

Naar Vintren ender Fuglens Qvad,

Det er ei meer det samme,

Just Mand og Hustru sidde glad

Med Sang ved Arnens Flamme.

For Mand og Hustru varer ved

Og voxer Troskabs Lykke.

– Nu er i Sangen her det Sted,

At Stolene vi rykke

Og reise os med Glasset fyldt:

Et Hurra, ubesløret!

Gid hele Verden staae forgyldt,

Især ind i Humeuret!