Sang ved Fru Malle Drewsens Fødselsfest paa Silkeborg, den 5te August 1853

Om Jylland Mange det kun veed,

»Der gjør man Jydepotter!«

De veed ei Landets Deilighed,

Det Høiland ret for Skotter,

Det Schwarzwald med Skov-Eensomhed,

En Skjønhed værd at males,

Og tales om det første Sted,

Om Silkeborg der tales.

Dampvognen snart paa jernlagt Vei

Her flyver over Heden,

Det bliver Faa, som standse ei

Ved dette danske Eden.

Her groer en By og groe den vil,

Den er alt godt paa Veie;

Hver anden jydsk By kommer til

For Silkeborg at neie.

For ni Aar siden fik den Liv

Ved mandig Kraft og Snille;

Hos Manden stod og staaer en Viv,

Hans Solskin mildt og stille.

Den Sum af Ægtekjærlighed,

Der giver Livet Glorie,

Blev hans, og kommer ikke ved

Vor Silkeborgs Historie.

Dog ved det Solskin, hun har bragt,

Blev’ Tankens Spirer fremmed’,

Fra Qvinden, fra den blide Magt,

Just hjemligtgjøres Hjemmet;

Og derfor, gjennem Tidens Flugt,

Den lader groe det Bedste,

I Sange hendes Navn sig smukt

Til Silkeborg skal fæste.

Den unge Slægt ved Guden-Aa

En Sang om hende qvæder,

De til »Fru Malles Bænk« vil gaae,

Til hendes Yndlings Steder,

Ud til »Olymp« til »Kilderne«,

Ud her, hvor vi os leire.

Her Lykkens Dage tidt hun see,

Tidt hendes Fest vi feire.

En Venneviv det er en Skat,

En Guldmønt hele Livet,

En Lykkens Blomst i Hjemmet sat,

For alle Tider givet.

For hende lyde her vor Sang,

Lad høit Musiken klinge;

Vi hende under Skovens Hang

Et trefold Hurra bringe!