Det Land, hvor Kunsten bygger,

Hvor Skjønheds Døttre boe,

Hvor Olietræet skygger,

Og tunge Druer groe,

Hvor milde Vinde lufte,

Hvor Bjergene er’ blaae,

Orangehaver dufte,

Det Land vi Alle saae.

Vi hørte Melodier,

Vi saae Sanct Peters Dom,

Coreggios Malerier –

Alt – thi vi saae jo Rom.

Og nu, Madonna mia!

Vi er’ jo atter der.

Det bedste Osteria

Har vi os udsøgt her.

See! fyldte Foglietter

Ved Messinglampen staae;

Presciutto frem man sætter,

Vi Ponte molle faae.

»Wo ist der kleine Bravo?«

I »Schnitzelbank« han staaer.

Man ham og Monte cavo

Nok ud paa Aft’nen faaer.

Hvad Nyt? Skal Sligt man ændse,

Thi det har neppe Hold!

Da Venus i Firenze

Og Vaticans Apol

Skal giftes, som man siger,

De smukke Børn vil faae,

Der strax til andre Riger

Fra Pavestaten gaae!

Hvad Gammelt da? jeg spørger

Her Himlen er saa blaa;

Cypressen evig sørger,

Hvor Oldtids Rester staae.

Som Ild er Qvindens Øie,

Og Sjel i Sangen boer.

Her kneise Romas Høie,

Her Pinietræet groer.

Her Thorvaldsen har hjemme,

Han rækker Dig sin Haand.

Dansk Hjerte, dansk hans Stemme,

Og Hellas Kunstneraand.

Vort Held vi vil udtrykke –

Vi kom til Roma hen.

Dog, den har større Lykke,

Som kommer der igjen!