Sølvbryllupsklokker ringe. Hør!

To Hjerter særligt banke.

Det kjære Fyen med Odense

Sig løfter i vor Tanke:

Sølvbryllupsparrets Barndomshjem,

Med Have ned til Aaen,

Hvor der i Sproget lød saa blødt:

»Ska’ vi ’tte ne’ i Baa’en!«

Vi roe hen over »Klokkedyb«,

Langs Engen hos »Blegmanden«;

De Festens To tidt mødtes her,

Men kjendte ei hinanden.

Paa »Nedergade« voxte han,

Hun ved »Albani-Kirken«;

Og Ingen saae i dem et Par

Og deres Fremtids Virken.

Han kom til Kongens Kjøbenhavn,

I Gavn og Navn han groede;

Kunstfærdig, dygtig var han; ja,

Det Alle snart forstode.

Dog manglede han Eet, og det

Er meer end Ædelstene;

▶I Bib’len staaer: »det er ei godt,

At Mennesket er ene!◀«

Det Bedste skeer! Tilfældigviis,

Saa Talemaaden siger,

En Dag traadt’ i Boutiken ind

To Byesbørn, unge Piger.

Et kjært og kostbart Smykke var

Forsvundet, de beskrev det.

Kom Nogen her og faldbød det,

De bad om, at her blev det!

Og Juveleren kjendte strax

Juvelen i sin Stue.

Hun gik, han fulgte – og tilsidst,

– Ja, hun blev Husets Frue.

Han, Snille, Dygtighed, hun mild

Med Barnesind og Tanke,

Trofast og aaben, from og god,

Huuslivets Vedbend-Ranke.

Paa Kongens Nytorv staaer et Huus

Med gamle Tiders Hygge,

Med Kakkelovnens lune Krog,

Med riig Boutik og Lykke;

Med Juleglæde, der er Børn,

Og Hjertets Holdensammen

I Alvors Tid, i Prøvelser,

I Livets Lyst og Gammen.

Der boe de To fra Odense,

De Byesbørn, lykkelige.

Hvor der er Kjærlighed og Tro,

Er Solskin fra Guds Rige.

Idag er Fest, just Hjertets Fest,

Sølvbryllupsklokker ringe.

Vai, Dannebrog, til de Hurra,

Vi Brudeparret bringe!