H.C. Andersen

Sang ved Sølvbryllupsfesten

Den 10. Februar 1872

Mel. Menuetten i »Elverhøi«.

Sølvbryllupsklokker ringe. Hør!

To Hjerter særligt banke.

Det kjære Fyen med Odense

Sig løfter i vor Tanke:

Sølvbryllupsparrets Barndomshjem,

Med Have ned til Aaen,

Hvor der i Sproget lød saa blødt:

»Ska’ vi ’tte ne’ i Baa’en

Vi roe hen over »Klokkedyb«,

Langs Engen hos »Blegmanden«;

De Festens To tidt mødtes her,

Men kjendte ei hinanden.

Paa »Nedergade« voxte han,

Hun ved »Albani-Kirken«;

Og Ingen saae i dem et Par

Og deres Fremtids Virken.

Han kom til Kongens Kjøbenhavn,

I Gavn og Navn han groede;

Kunstfærdig, dygtig var han; ja,

Det Alle snart forstode.

Dog manglede han Eet, og det

Er meer end Ædelstene;

I Bib’len staaer: »det er ei godt,

At Mennesket er ene!«

Det Bedste skeer! Tilfældigviis,

Saa Talemaaden siger,

En Dag traadt’ i Boutiken ind

To Byesbørn, unge Piger.

Et kjært og kostbart Smykke var

Forsvundet, de beskrev det.

Kom Nogen her og faldbød det,

De bad om, at her blev det!

Og Juveleren kjendte strax

Juvelen i sin Stue.

Hun gik, han fulgte – og tilsidst,

– Ja, hun blev Husets Frue.

Han, Snille, Dygtighed, hun mild

Med Barnesind og Tanke,

Trofast og aaben, from og god,

Huuslivets Vedbend-Ranke.

Paa Kongens Nytorv staaer et Huus

Med gamle Tiders Hygge,

Med Kakkelovnens lune Krog,

Med riig Boutik og Lykke;

Med Juleglæde, der er Børn,

Og Hjertets Holdensammen

I Alvors Tid, i Prøvelser,

I Livets Lyst og Gammen.

Der boe de To fra Odense,

De Byesbørn, lykkelige.

Hvor der er Kjærlighed og Tro,

Er Solskin fra Guds Rige.

Idag er Fest, just Hjertets Fest,

Sølvbryllupsklokker ringe.

Vai, Dannebrog, til de Hurra,

Vi Brudeparret bringe!

Sang ved Sølvbryllupsfesten. Den 10. Februar 1872

Først kendte tryk: lejlighedstryk, sunget ved Anton og Ida Michelsens sølvbryllup. BFN 1016

425
Menuetten i »Elverhøi«fra J.L. Heibergs romantiske skuespil Elverhøi, V,1, 1828, med musik af Fr. Kuhlau.
Ska’ vi ‘tte ne’ i Baa’en(fynsk dialekt) skal vi ikke ned i båden.
Klokkedybsagnomspundet parti af Odense Å; i »Bemærkninger« fra Samlede Skrifter. Syv og Tyvende Bind, 1868 (BFN 974), skriver H.C. Andersen om klokkedybet: »Klokkedybet er udsprunget af Folketroen om Aamanden i Odense Aa og Sagnet om Kirkeklokken, der svang sig ud fra Albani Kirketaarn«; jf. Thiele 1, 2, s. 29 f., hvor det dog er klokkerne i Skt. Knuds Kirke, der flyver, fordi man ringede for stærkt med dem.
(Langs Engen hos) »Blegmanden«mand, der driver et blegeri, hvor tøj efter vask blev lagt til tørre og bleget i solen; her lokalitet på åens sydside, nu del af byen.
Nedergadei Odense centrum.
Albani-KirkenSankt Albani; indviet til Vor Frue og senere til den engelske helgen Skt. Albanus; placeret ved det sydvestlige hjørne af Albani Torv, nedrevet 1539.
I Bib’len staaer … ene!jf. 1. Mosebog 2,18.
To Byesbørn, unge PigerErnestine Saxthorf og Ida Michelsen; i dagbogen for 10. februar 1872 noterer H.C. Andersen: »[Borgmester L.C.] Larsen udbragte en Skaal for Ernestine Saxdorf, den unge Pige der blev nævnet i min Sang, der kom ind i Juvelerens Boutik. Det var en Fremtids Comentar naar man senere gjennemgik alle mine Skrifter«.
426
Kongens Nytorv staaer et HuusMichelsen boede i Gothersgade ved Kongens Nytorv i København.

Del

[Sassy_Social_Share]