Et Huus blev reist ved Konge-Sind og Hjerte,

Der Armods Sön aftörrede sin Graad,

Der Tanken löfted’ sig fra Savn og Smerte,

Og ud derfra han gik til gavnfuld Daad.

Paa Husets Flag og Fane staaer afmalet,

Et Barn ved Moderbrystet ömt husvalet,

Bikuben tætved Billed er paa Fliden.

Udfold Dig Fane over denne Bolig,

Udfold Dig over denne unge Kreds,

Der lever, lærer, leger her fortrolig,

Og seer en Fremtid glad og veltilfreds.

Nævn Huset kun Barmhjertighedens Hjem,

Dets Börn i Gud og Dygtighed gaae frem!

Velsignelse og Lykke fölge dem!

Imellem fattigt Græs og Urt

Tidt blomstrer Skjönheds Rose,

Og Liliens Bæger reent og puurt

Staaer frem fra vildsom Mose.

Spörg ikke om hvor Planten groer,

Men hvad af Gud der i den boer.

Gud, vor Fader, mild og stor!

Ja, mellem fattigt Græs og Urt etc.

Til Dig, vor Fader, Takkesangen stige,

For Din uendelige Kjærlighed!

Hil Landets Konge, Held det hele Rige!

Rundtom derfra om Hjertelag vi veed.

Ja Solskinsstraaler styrkende og milde,

I eet Aarhundred’ strömmede herhid.

Et Secel svinde, og Brödre ville

Paaskjönnende see Frugter fra vor Tid.

Löft Dig vor Sang, löft Dig paa Svanevinger,

Bland Dig med Barnets, som her klinger.

Held dette Hjem, og Held hver dets Velgjörer,

Herre! Du Bönnen hörer.

Fader – Du milde – Du Magtens Herre!

Styrk os! leed os! Fader!