Sangene i Festen paa Kenilworth , romantisk Syngestykke i tre Acter
1836
| ELISABETH, Dronning af England | ||
| DUDLEY, Greve af Leicester | ||
| VARNEY, hans Staldmester | ||
| EMMY | Mad. Kragh | |
| TRESSILIAN, Adelsmand | ||
| TONY FOSTER, Castellan paa Cumnor-Place | ||
| JEANETTE, hans Datter | ||
| GREVEN AF SUSSEX | ||
| MYLORD AF BURLEIGH | ||
| ALASCO, Alchymist | ||
| GILES GOSLING, Vert i den sorte Bjørn | ||
| MICHAEL LAMBOURNE, hans Fætter, en Eventyrer | ||
| HOLEDEY, en gammel Skolemester | ||
| DICKIE, en Dværg | ||
GOLDTHRED, Kræmmer
BOB, Kirkebetjent
|
fra Byen Cumnor |
|
| EN MINSTREL | ||
| MORITS, en gammel Tjener paa Cumnor-Place |
Første Act
Krostue i den sorte Bjørn
Hvis Sorgen mørkne vil dit Blik,
Et hjælper, tro mig, paa en Prik,
Drik!
Det Middel kan ei feile.
Og drikke, det er ei saa svært,
Det Middel har os Noah lært,
Og han forstod at seile!
Han seilede paa Viin og Vand,
Men hver for sig, min gode Mand!
Husk det! thi det er vigtigt
Og rigtigt.
I troe, naar Flasken ret er tom,
At hele Stuen dandser om –
I feile!
Nei, det er os, som seile!
No 2
Vise
1.
Brødre, meget langt herfra
Over salten Vande,
Reiser sig Amerika Med de gyldne Strande.
Det er der Fugl Phønix boer;
Guld og Sølv paa Marken groer,
Og i Skovens Skygge
Stegte Duer bygge.
Hvor frydeligt!
Gud, hvor det er nydeligt!
Skade, at Amerika
Ligge skal saa langt herfra!
2.
Der gaaer Solen aldrig ned,
Stegt er hver Castanie,
Der er Alting Kjærlighed,
Kilderne Champagne!
Giver der man Hjertet hen,
Faaer man strax ni, ti igjen,
Og paa Mark og Enge
Blomstrer der kun Penge.
Hvor frydeligt!
Gud, hvor det er nydeligt!
Skade, at Amerika
Ligge skal saa langt herfra.
No 3
Qvintet
Hiin Skjønhed maa jeg kjende,
Jeg har ei Frygt, ei Gru!
Ha! det maa være hende.
Hun er da funden nu!
Jeg veed nok, hvad der vanker,
Og hvad med ham vil skee.
Gud, hvor mit Hjerte banker,
Dig Emmy! skal jeg see!
Tillad, jeg med maa drage,
Om end det koster Blod;
Mig Eventyr behage,
Og dristigt Ungdoms Mod.
Saa mange der vil følge,
Kan gjerne komme med.
Jeg vil dem ei fordølge,
De kommer galt afsted.
Den Fremmede vil følge,
Han kommer galt afsted.
Velan! vi vandre sammen.
Vi gaae til Cumnor Slot.
Glück zu!
BOB
Jeg siger Amen!
Jeg skjælver alt saa smaat!
Ja, prøv at vandre sammen
Til skumle Cumnor Slot!
Paa Daarskab følger Skammen:
Jo, det vil gaae Jer godt!
Kun Daarskab frygter Skammen,
Det sikkert gaaer os godt.
En oplyst, prægtig Sal paa Cumnor-Place
No 4
EMMY. JEANETTEDuet
Glæde, paa din lette Ganger
Vil jeg flyve rask afsted!
Skovens vingeklædte Sanger
Synger smukt om Kjærlighed.
La, la, la!
Han, som skjærmer Borg og Hytte,
Vil hver barnlig Sjæl beskytte!
Blomsten dufter, Hjertet drømmer!
Fryd min Barm igjennemstrømmer.
La, la, la!
Du gode Barn! jeg holder meget af dig! (kysser hende paa Panden).
Himlens Gud dem Held forlene!
Jeg ved dem er lykkelig!
Disse Perler, disse Stene
Til en Krands sig smukt forene!
See! hvor godt de klæde mig.
La, la, la!
Glæde! I hans Arm jeg iler.
Fryd bevinger mine Fjed!
Salig ved hans Bryst jeg hviler,
Paradisets Engel smiler
Til vor rene Kjærlighed.
Alle Engle dem ledsage,
Bringe Hjertet Fryd og Fred!
Sorgens Skygger de forjage.
Gid alle Fremtids Dage
Ikkun aande Kjærlighed.
No 5
Hvad Hjertet her sig klynger til,
Det lægges snart i Kiste;
Selv Venskab er et Gaadespil,
Hvor Traaden let kan briste.
Den bedste Drøm dog, Hjertet veed,
Det Drømmen er om Kjærlighed.
Den skal man drømme jo som ung,
Hvert Hjerte til den trænger,
Den er saa smuk og dog saa tung,
At tidt den Hjertet sprænger.
Dog, – bort med Suk,
Med Drøm og Klage!
Snart stiger Solen ung og smuk
Og sender mig et Lys fra bedre Dage!
– Ja hun skal frelses – og ved mig – o Lyst!
Jeg bringer dig tilbage
Min Emmy! – til din Faders Bryst!
No 6
Qvintet
Afsted! Du skal mig følge!
Kom, Frelsens Tid er kort!
Os Nattens Vinger dølge.
Ha, hjælp!
Nei, Du maa bort!
Ved Dybets røde Luer!
Ha, fly herfra paa Stand.
Mit Hjerte aldrig gruer,
Selv ei paa Dødens Rand.
Hvad er det hist jeg skuer?
Ha, Du est Dødens Mand!
Jeg vil ham kjækt forsvare!
Forræder, Dig jeg seer.
Betænk dit Liv, din Fare!
Dig, Usling, jeg beleer!
Hævnen og Harmen
Syde i Barmen!
Ha, Du skal bløde,
Blodigen bøde!
Straffen Du seer!
Hold inde! jeg det byder!
Før var jeg Eder kjær!
Ha, mægtigt Blodet flyder
I hver en Aare her.
Jeg hendes Bøn adlyder,
Den smelte maa Enhver!
Jeg hendes Bud adlyder,
Uvis er Kampen her.
O gjerne jeg adlyder
Den søde Stemme der.
Jeg hendes Bud adlyder,
Thi hun er Dronning her.
Jeg elsked’ Dig med trofast Hjerte,
Du var min Sjæls udkaarne Brud –!
Alt er forbi! o bittre Smerte!
Min Qval kun Døden slukker ud.
Du kom, som Paradisets Slange,
Med Snedighed Uskyld Du bandt.
Og Skjændsel, her hun blev din – Fange!
Ei Faderen sin Datter fandt.
Jeg er uskyldig i din Vrede,
Dog ei jeg vil forsvare mig,
Dit stolte Mod Dig vil forlede,
Ha, frygt en Arm, som knuser Dig!
Døm ei, hvad ei endnu Du fatter!
Naar Morgenrøden stiger hist,
Min Fader høit sin Lykke skatter,
Som fulgte Sorgens korte Frist!
O Gud! nei han har tabt sin Datter!
Det Bud ham bringer Døden vist!
Ei ret jeg Sammenhængen fatter,
Men hun er deilig, det er vist!
Forhadte Gjæst, vi mødes atter,
Da rammer Sværdet dybt og vist!
O følg!
Ak, nei!
Hør Vennens Stemme!
Jeg lyder Kjærlighedens Røst.
Kom til dit Hjem!
Her er jeg hjemme!
Saa gaaer jeg uden Haab og Trøst!
Haabet mig vinker, afsted, afsted!
Snart vil han komme til Kjærlighed.
Barmen sig bølger af Haab og Lyst.
Saligt at trykke sin Ven til sit Bryst.
Svinder I Drømme! afsted, afsted!
Hjertet maa glemme sin Kjærlighed!
Barmen sig bølger, o svundne Lyst!
Styrk med dit Minde det blødende Bryst.
Ud i det Frie! afsted, afsted!
Førend jeg brænder af Kjærlighed.
Barmen sig bølger, o sælsom Lyst.
Himmel! at trykke den Glut til sit Bryst!
Bort fra mit Øie! afsted, afsted!
Ei skal Du rose vor Gjæstfrihed.
Barmen sig bølger til Hævnens Lyst,
Snart skal den kjølnes i blødende Bryst!
No 7
Duet
Du, Kjærlighed, gjør Hjertet glad,
Hver salig Drøm gjenfødes!
Det er saa tungt at skilles ad!
Men dobbelt sødt at mødes.
I Vintermulm gaaer Solen ned,
Og alle Blomster svinde;
Men evigt Blomsten: »Kjærlighed«
Staaer frisk i Hjertets Minde.
Gjennem Dal over Høi
Til min Glæde jeg fløi,
Mig vinked et Blus i dit Øie –
Og jeg saae mod det Høie
Med Længsel og Savn,
Til jeg sank i din Favn!
Liden Fugl under Tag
Mig forkyndte dit Komme fra Svalen –
Og den bragte min Dag
Og min Lyst –
– Og med Iil over Dalen
Fløi jeg saligt og tyst
Til dit glade, dit bankende Bryst!
– Og den sang over Dalen
Og dens liflige Røst
Vakte Glæde og Haab i mit Bryst.
Ja Elskov aander i vor Barm,
Med Lyst fra Edens Dage!
Bort Jorden flyer med Sorg og Harm –
Kun Himlen bli’er tilbage.
Hver Tanke flyver let og glad!
Hver salig Drøm gjenfødes!
Det er saa tungt at skilles ad,
Men dobbelt sødt at mødes.
Hellig, hellig, er din Flamme,
Underfulde Kjærlighed!
Livets Træ, med Kjæmpestamme,
Paa dit Altar skygger ned.
Under Himlens klare Bue,
Aander Livet til din Priis;
Alles Blik med Andagt skue
Mod dit fjerne Paradiis.
Krostuen i den sorte Bjørn
No 8
Finale
Bacchus er den største Mand,
Det kan aldrig feile,
Bacchus! til dit Trylleland,
Vi paa Vinen seile!
Der jeg om min Alen glad
Slynger dine Ranker;
Stirrer paa det grønne Blad,
Og faaer stolte Tanker.
Bacchus er den største Mand o. s. v.
Den er Dig dit Kongespiir,
Bacchus det fornemmer,
Siger da: min Krones Ziir,
Er dog denne Kræmmer!
Solens Næse har Karmin,
Elsker Oldtids Skikke,
Maanen er saa bleg og fiin
Den tør ikke drikke!
Bacchus er den største Mand,
Det kan aldrig feile.
Bacchus! til dit Trylleland
Vi paa Vinen seile!
Leve Bacchus! – høit i Chor
Priser ham den hele Jord!
Anden Act
Dronningens Slot
No 9
Harm og Hævn i Hjertet brænde,
Det til Lei’sters Vee skal ende,
Til hans Venners dybe Fald!
Harm og Hævn i Hjertet brænde,
Det til Lei’sters Vel skal ende,
Til hans Fjenders dybe Fald!
Vi de Stoltes Mod skal bøie!
For vor høie Dronnings Øie
De i Støvet synke skal!
No 10
Aria med Chor
Fredens Palme huldt omskygge
Dig, mit elskte Fædreland!
Alfer i dens Krone bygge,
Sprede Held fra Strand til Strand.
Stolten Hav, hvis Bølger larme
Op imod dit høie Bryst,
Kraftigt skal med Brudgoms Arme,
Favne Dig i salig Lyst.
Saga skal din Hæder tyde,
Og Kartovens Torden lyde
Seirende fra Kyst til Kyst.
Saga skal din Hæder tyde, o. s. v.
No 11
Held Dig, vor Dronning! Paa Land og paa Bølge
Toner dit Navn!
Seier og Jubel er i dit Følge,
Tolke din Hæder fra Kyst og fra Stavn!
Troskab frembærer det seirende Banner,
Kjæmper for Dig.
Troskab i Fred ved din Throne stander,
Stærk, som i Krig!
Leicesters Værelse
No 12
Ha! Tvivl mit Hjerte sønderriver!
Hvo dæmper Stormen i mit Bryst?
Hvor er et himmelsk Lys, som giver
I Nattens Mørke, Haab og Trøst,
Og ender Kampen i mit Bryst,
Mellem Stolthed og Kjærligheds Lyst! –
Du stille Dal, som skued
Min lyse Blomstervaar,
Hvor er din Sol, som lued
Paa Barnets gule Haar?
Du Bæk, jeg smiled over
I barnlig Munterhed,
Hvor rulle dine Vover?
Du tog min Lykke med.
Ak, falsk er Høiheds Klippe
I Dybets stærke Strøm!
Thi kan ei Hjertet slippe
Sin Ungdoms fagre Drøm.
Ha, Tvivl mit Hjerte sønderriver! o. s. v.
Dog bort fra mit Øie,
Bedaarende Syner! I flye!
Jeg skuer et Lys i det Høie,
En Stjerne bag dæmrende Sky.
Afsted da med Mod!
Ha! leder min Fod,
I Nattens lysende Terner!
Bevinget og fri,
Paa svimlende Sti,
Jeg følger de evige Stjerner!
No 13
Duet
ALASCO. LEICESTERNaar Natten stiger, Himlen dog
Staaer over Bjerg og Dale.
Den aabner os sin lukte Bog,
Hvor Stjernehære tale.
Ha, mørk er Skjæbnens Gaadeskrift,
Som Nattens dunkle Himmel!
Hvo tyder Fremtids Storbedrift
I Stjernehærens Vrimmel?
Formast Dig ei! det Evighøie
Seer kun den Troende paa Jord.
Ak! Haabet lyser for mit Øie,
Men Tvivlen følger i dets Spor.
Du Evige, bag Nattens Stjerne,
Du som i Lysets Tempel boer,
Send os en Straale fra det Fjerne,
Til Haab og Trøst paa dunkle Jord!
Cumnor-Place. Emmys Værelse
No 14
Ungdoms-Hjertet vil sig glæde,
Bort med Sorg!
Her har Munterhed sit Sæde,
Hjertet er dets Kongeborg.
Snart er endt min Længsel!
Fra mit skumle Fængsel
Skal jeg Lei’ster følge
Over Themsens Bølge;
Og i Hoffets Glands,
Medens Fløiter klinge,
Rask med ham mig svinge
I den muntre Dands.
Ungdoms-Hjertet vil sig glæde, o. s. v.
Tys fra Øen,
Over Søen,
Lyder Hornets Klang!
Ved hans Side
Skal jeg ride;
Under
Toner Jægersang!
Nu med min Lei’ster
Jeg flyver afsted;
Min Fader jeg gjæster;
O Salighed!
Elskede Fader!
Alt Du forlader,
Paa Emmys Bøn!
O Fædrene Hjem,
Hvor Minderne tale,
Din Himmel er skjøn!
See de gamle Sale!
Hør, Fløitens Lyd,
I de stille Dale
Et Eccho af Barndommens Fryd!
Ungdoms Hjertet vil sig glæde, o. s. v.
En Plads i Skoven ved Værtshuset
No 15
Finale
Deiligt dufter hvert et Blad;
Deilige Skjærsommer!
Alle Knopper skilles ad,
Yndelige Blommer!
Griller flyv kun eders Vei,
Flyv med Ravn og Ugle!
Hjertet synger sit »Juchhei!«
Med de andre Fugle!
Alt er Jubel, Alt er Sang,
Hvilken Lyst og Glæde!
Under Skovens grønne Hang
Vil vi tage Sæde.
I Suus og Bruus gaaer Alting op,
Sig selv man neppe hører.
Hist Vogn ved Vogn jo kjører –
See her en Gjøglertrop.
Deiligt dufter hvert et Blad, o. s. v.
»Min Dronning Held og Lykke!«
»Min Dronning –!« Herre Gud!
Det er saa svært et Stykke,
Jeg faaer det aldrig ud.
I skal, forklædt som Kjæmpe,
Ved Slots-Portalen staae.
Det volder stor Ulempe,
At Talen ei vil gaae.
I har jo Talegave,
Faaer svære Klæder paa;
Sæt mig i Eders Mave!
Jeg der soufflere maa.
Ja, under Bjørneskindet
Du sidder meget godt!
Ak, hvor det letted’ Sindet,
Jeg grued’ alt saa smaat.
Den Lille hjælper gjerne,
Ved Dig han bliver stor –!
Jeg være vil din Hjerne,
Der dybt i Maven boer.
Deiligt dufter hvert et Blad, o. s. v.
Alle juble de i Glæde,
Jeg alene – jeg maa græde!
Hvad mon vel den Gamle vil?
Mon hun ogsaa Vers skal sige?
Det er ingen graa Morlil –
Nei, en ung, en deilig Pige!
Mig Jeanette Foster sender,
Selv hun ei kan komme med!
Du fra hende Tegnet kjender –?
Jeg gaaer med i hendes Sted.
Godt, jeg fatter din Besked.
Men forklar mig rigtigt dette?
Hvorfor kommer ei Jeanette?
For sin Frue ei hun tør.
Aldrig saae jeg denne før.
Naadens Gud, Du mig bevare!
Led den arme Flygtnings Fjed!
Før mig gjennem Flugt og Fare
Til mit Hjertes Kjærlighed.
Trygt i Farens Stund Du stole
Kun paa mig; i hvor det gaaer!
Tro mig, bag den simple Kjole
Tidt et ærligt Hjerte slaaer!
Ei det rigtigt er med hende!
Noget stikker under her!
O, hvad gav jeg for at kjende
Den forklædte Pige der.
1.
Hvor der vindes Laurbærkrandse,
Stolt jeg vove vil min Landse!
Uforfærdet
Svinge Sværdet,
Møde Fjenden som en Mand.
Faren kjækt i Øiet skue,
Juble midt i Kampens Lue!
Ufortrøden
Trodse Døden
For mit elskte Fædreland!
2.
See, de raske Kjæmper mødes,
Spyd og Sværd mod Skjoldet stødes!
Med de Skjønnes
Smiil at lønnes –
Haab! som gjør dem Seiren let!
Landser brydes; Brynier klinge,
Seiren ryster alt sin Vinge!
Kampen kroner,
Mens den toner
Jubel for Elisabeth!
Romance
1.
Hyrden græsser sine Faar,
Gjærdet er hans Throne,
Solen Purpur om ham slaaer,
Maanen er hans Krone.
Hvad mon vel han tænker paa?
Længe taus han stod og saae
Frem i Aftenstunden.
Hjertet veed,
Kjærlighed
Er det fagreste Træ i Lunden.
Hjertet veed, o. s. v.
2.
Kongens Datter, stolt og fiin,
Staaer i Kongeborgen;
Silke, Guld og Hermelin
Skjule ikke Sorgen.
Tanken, som en Fugl saa let,
Flyver, bliver aldrig træt,
Synger: »jeg har fundet!«
Hjertet veed,
Kjærlighed
Er det fagreste Træ i Lunden.
Hjertet veed, o. s. v.
»Vind og Blomst, svar, hver især,
Kommer hun dog ikke?«
Vinden hvisker: »Hun er nær!«
Blomsterne de nikke.
Skjult en Sti fra Slottet gaaer,
Fuglen høit bag Krattet slaaer:
»Han har hende funden!«
Hjertet veed,
Kjærlighed
Er det fagreste Træ i Lunden!
Ha! see hist imellem Vrimlen
Jage to tilhest afsted!
Varney! Foster! Gud i Himlen!
Qvinder gjør de ei Fortræd!
Under Skovens dunkle Bøge
Her blandt Vrimlen vil’ vi søge.
:|: Seer Du hende? :|:
Vee mig, vee! hvis de mig kjende!
See, hvor fælt den Ene gloer!
Han sit Blik paa hende hæfter.
Hvem er det, I søge efter?
Vil I ha’ min gamle Mo’er?
Hvorfor staaer Du reent og tier?
Seer du ei, der er en Frier!
Seer Du hendes Aasyn ei?
Hvo, som søger, han skal finde!
De har neppe godt isinde!
Hvem er disse? Hvilke Blikke?
Sikkerligt, det feiler ikke,
Hun er taget denne Vei!
Hvorfor speide her I Tvende?
Skal vi gjøre jer Besked?
See mig til de raske Svende!
Kommer det Jer ellers ved?
Vil I Klammeri opvække?
Stille! slaae Jer kun til Ro!
Eders Mod vi nok skal knække!
Dumme Pak! min Harm I ægge!
Hundred’, modige mod to.
Det er rigtigst at fortrække:
Her er Hundred’ jo mod to!
Slige Skikke
Taales ikke!
Strax I Frække
Skal fortrække!
Aldrig saae vi saadan Færd!
Ei for Helved’
Selv jeg skiælved!
Blodet syder –
Vei jeg bryder
Gjennem Flokken med mit Sværd!
Bort! jeg raader –
Ei det baader
Os at trodse!
Kun en Tosse
Kjæmper ene med en Hær!
Guds Hærskare!
See min Fare!
Du forsvare,
Du bevare
Skjult den stakkels Emmy her!
Hvilket Møde!
See de gløde!
Øiet brænder,
Ak det ender
Blodigt vist med Kamp og Sværd!
Lidt Spectakel til Forandring,
Gjør imellem ganske godt!
Nu afsted igjen paa Vandring!
Lad os prøve det saa smaat.
Nu afsted igjen paa Vandring!
Lad os prøve det saa smaat!
Til Kenilworth! til Glædens Fest,
De Griller at forjage!
Til Fods, til Hest,
Som hver kan bedst,
Med lystig Sang vi drage!
Mod Glædens Maal gaaer Foden let –
Vort Løsen er Elisabeth!
Og Ecchos Røst
Skal jublende gjentage
Vor Lyst!
Tredie Act
Slottet Kenilworth
No 16
Glædens Jubeltoner stige
Til vor høie Dronnings Priis!
Sorgen hendes Blik maa vige!
Kjærlighed er hendes Rige –
Engelland dens Paradiis.
(Et Værelse, anviist Tressilian)
No 17
Duet
TRESSILIAN og EMMYHa! jeg seer det – bittre Smerte!
Svundne Tid, hvor er din Lyst?
Haab, som daarede mit Bryst,
Sluk din Fakkel i mit Hjerte! –
Vel! som Broder vil jeg staae!
Skjærme Dig paa Livets Bølge.
Kom! til Dronningen Du følge!
Emmy, kom! Du frelses maa!
Nei! o før mig ei til hende!
Skræk og Fare truer der.
Ene mellem Haab og Minde,
Lad den arme Sværmerinde
Dvæle med sin Smerte her!
Ha! Du frelses maa i Nøden!
Stærk og trofast er min Arm!
O, Du fører mig til Døden!
– Blodet sprænge vil min Barm!
Hurtigt paa Flugt da! Emmy afsted!
Frygt ikke Faren, Vennen er med!
Ak, jeg er lænket, bunden min Fod!
Her er min Elskov, her er mit Mod!
Du er et Siv for Vindes Spil!
Hvor er den Eeg, Du hælder Dig til?
Storm over Sivet let farer hen,
Emmy i Himlen eier en Ven!
Vel, saa bliv! jeg kan ei hade,
Ak, og ei forlade Dig!
Ven, Du vil mig ei forlade?
Jo, naar Du er lykkelig!
Grumme Skjæbne! lad din Harme
Bryde sig mod dette Bryst!
O, men hende skaan, den Arme!
Sødt hun aande Liv og Lyst!
Driv min Baad, Du vilde Bølge,
Knuus den mod din høie Strand!
O, men stille Luftning følge
Emmys Snekke tryg i Land!
Venlig Trøst mod Skjæbnens Harme
Boer i et beslægtet Bryst;
Sødt ved Venskabs milde Varme
Fødes atter svunden Lyst!
Trofast Ven paa Verdens Bølge
Stirrer mod den sikkre Strand,
O, gid Fredens Engel følge
Gjennem Stormen ham iland!
Glædens Jubeltoner stige, o. s. v.
En Grotte i Haven
No 18
1.
Lystigt afsted! fra Bjerg og Dal
Høit lader Hornene klinge!
Eccho flyver fra Skovens Sal
Hid paa Stormenes Vinge.
Hesten vrindsker – det toner paa Vang –
Hjorten vi reise ved Hornets Klang!
Trarah! trarah! trarah!
Flygtende jager Vildtet bort –
Hurtigt afsted, nu er det vort!
Hurra! hurra! hurra!
2.
Herlige Liv! i grønne Væng,
Rundtom Glæderne smile!
Flora breder sin Blomsterseng,
Der skal Jægerne hvile!
Hist bag Løvet det rører sig snelt:
Dyret flygter fra Skovens Telt –!
Trarah! trarah! trarah!
Lystige Jæger! din Ro var kort:
Efter dit Vildt! nu er det vort!
Hurra! hurra! hurra!
No 19
Sextet
Bort herfra! Du skal mig følge!
Intet dølge!
Vredens vilde Flamme-Bølge
Ruller i mit Blod.
Hil Dig, Dronning! stor og god!
Under Skovens grønne Krone,
Reises Dig en Blomsterthrone,
Glæden lyser for din Fod!
Lei’ster, Lei’ster! han skal møde!
Ha, hvor hendes Kinder gløde!
See, hvor Barmen hæver sig!
Dronning!
Intet dølg for mig!
Svar! Du kjender denne Pige?
Ha! maaskee hun alt er Viv!
Hurtigt! svar, Ulykkelige!
Viid, det gjælder her dit Liv!
Bort I Høiheds Gjøgle-Drømme!
Emmy! Dig jeg frelse vil!
Kun min Lige kan mig dømme!
I har ingen Ret dertil.
Frækt Du trodse tør min Vrede?
Griber ham! – i Fængslet, nede
Hvor ei Dagens Straaler naae,
Skal Dit falske Hjerte slaae.
Han er skyldfri! skyldfri –! tro mig!
Ene jeg er skyldig her.
Qvinde! sælsom er din Færd!
Siig, hvad skal din Tale sige?
»Alt han veed« – saa var dit Ord.
Haab og Trøst mit Hjerte svige!
Skjul mig i dit Dyb, o Jord!
Tilgiv! Angst og Skræk omsnoe mig!
Har jeg dette sagt –? Ak ja!
Det var ikke Sandhed da.
Ha, hvorledes skal det ende!
Hvad har denne Qvinde sagt?
Hvo er hun, en Glædes Fjende,
Som den mørke Strid har vakt?
Ha, hvorledes skal det ende?
Han mit Hjertes Harm har vakt –
Ak, men Hjertet er min Fjende,
Og med den Utro i Pagt!
Ha, hvorledes skal det ende?
Hvad har denne Qvinde sagt?
Arme Barn! din Lykkes Fjende
Har til Kenilworth Dig bragt!
Ha, hvorledes skal det ende?
Lei’ster! hvad har Qvinden sagt?
Kan Du ikke Stormen vende
Med din Smiger-Tales Magt?
Ha, hvordan det end vil ende,
Emmy! hvad Du end har sagt,
Tro jeg bliver! Mig fra hende
Skiller ingen jordisk Magt!
Høie Dronning! I tilgive!
Jeg er skyldig, ene jeg!
Himmel! ikke hans jeg bliver!
Er der ingen Frelsens Vei?
Maa han slig en Skræk Dig volde?
Ak, jeg kan det ei udholde!
Dronning! viis Barmhjertighed!
Ak, uskyldig vist hun leed!
Vee Dig, hvis Du Sandhed dølger!
Er hun ei din Ægteviv?
Hun er min, og mig hun følger!
Ved min Ære, ved mit Liv!
Vee Dig, skiændige Bedrager!
Hævnen rammer dybt og vist.
Retfærds Engel Dig anklager
Over Stjernebuen hist!
Ha, Du skjændige Bedrager!
Ei hun offres skal din List!
Retfærds Engel mig anklager
Over Stjernebuen hist!
Hans Du er – hans Bud Du lyde
Qvinden følge skal sin Mand!
Ei dit Naades-Ord Du bryde!
Frels mig fra mit Livs Tyran!
See! Den Armes Blikke tyde,
At han er en grum Tyran!
Mylord! til et sikkert Sted
I den arme Skabning føre!
Dybt maa hendes Skjæbne røre –
Stakkels Barn! Du følger med!
Tvivl og Frygt i Barmen gløde,
Alt – hun sagde – Lei’ster veed.
Er han troløs, skal han bøde
For sin falske Kjærlighed!
Tvivl og Frygt i Barmen gløde –
Hun maa bort fra dette Sted!
Lei’ster! Svaghed er din Brøde,
Svaghed er din Kjærlighed! –
Tvivl og Frygt i Barmen gløde!
Jeg maa følge hendes Fjed!
Ak! Elisabeth! min Brøde
Er jo ene Kjærlighed!
Frygt og Haab i Barmen gløde!
Alt – hun sagde – Lei’ster veed.
Lei’ster! ha! det kaldes Brøde
Hvad Du kalder Kjærlighed!
Tvivl og Frygt i Barmen gløde!
See, vor Dronning stirrer vred!
Ak, men Kjærlighedens Brøde
Dømme hun med Kjærlighed!
No 20
Hil Dig Dronning! atter mild
Freden i dit Aasyn smiler.
See den muntre Glædes Ild!
Rundt fra Høi til Høi den iler.
Bjerg og Dal, i Bølgefavn,
Er et Eccho af dit Navn.
Elisabeths Værelse
No 21
Terzet
Ha! Dudleys Hustru! Din hun er, Forræder!
Døe skal Du med din falske Viv!
Du mig bedrog –! bag dine Rosenkjæder
Sig bugted’ Slangen om mit Liv.
Nei, ingen Taare meer mit Øie væder!
Troløse! for min Dom Du staaer. –
Ei Naadens Straale til din Brøde naaer!
Ak, Hjertets Stemme her forstummer!
Glem ei, den største Hævn er Ædelmodighed!
Du kjender ei den bittre Qval og Kummer,
Der tynger paa min Isse ned!
Skee, hvad der maa! I Dødens Slummer
Jeg bliver tro min Kjærlighed!
Vær stærk, vær stor! høit gaaer din Vei!
Et mægtigt Folk staaer ved dit Hjerte!
Ja! – Himmel! – Nei!
Du kjender ei den Smerte,
Som til min Barm har fundet Vei!
Jeg veed, hvad ikkun I tør vide –
Længst Eders Blik mig det har sagt!
Ha! denne Svaghed! hans Foragt!
For hende maa jeg staae til Side!
O Himmel! dertil er det bragt! –
Jeg dræbe vil min Smerte!
Trofaste Gamle! – Ha, vær stærk mit Hjerte!
Grev Lei’ster tag dit Sværd!
En falsk, en snedig Færd
Elisabeth kan glemme!
Det Gode, som hun fandt,
Af Mindet ei forsvandt:
I hendes Barm en Stemme,
En venlig Tolk det vandt.
Din Daad Du ei forsvare,
For Dommens Skranke kaldt!
– Du ærligt Alt forklare –!
Og jeg tilgiver alt!
Jeg føler Savn og Smerte,
Ei bitter Nag og Had.
Ak, Stemmen i mit Hjerte
For ham saa kjærligt bad!
Hun seirede – med Smerte!
For stor til Hævn og Had.
Et stolt, et ædelt Hjerte
For ham i Stilhed bad!
Hun rørtes ved min Smerte,
For stor til Hævn og Had,
Ak, Emmys ædle Hjerte
For mig i Stilhed bad!
Et langt, mørkt Gallerie paa Slottet
No 22
Aria
En Kraft mig gjennemstrømmer,
Og stolt mit Hjerte slaaer!
Kun Eet det mægtigt drømmer,
Kun Eet for Tanken staaer!
Min Hæder og min Lykke,
Og Hævnens søde Lyst!
Ha! mellem Lys og Skygge
Staaer Haabet i mit Bryst!
Fortuna, fagre Qvinde!
Du er min kaarne Viv.
Kun Du kan Hjertet vinde,
Du er min Elskerinde,
Dig offrer jeg mit Liv!
No 23
Finale
(Man hører et frygteligt Brag af det nedstyrtende Gallerie. Det toner med Eccho fra de dybe Gange. Foster staaer bleg og bevidstløs stirrende frem for sig).Hvor er Emmy? Du mig svare!
Rædsel tyder mig dit Blik!
Død!
O, Himlens Engleskare!
Ah! hvor tyst vi nu det fik! –
Tys! – jeg hører
Klage –! see, hun Armen rører! –
Nei! o nei!
Kom! o kom! I tør ei dvæle! –
Ha! hvorhen?
Ad denne Vei!
Jeg vil bede! – jeg vil knæle –!
Bønnen – o! jeg kan den ei –!
Vee! det klang som Dybets Torden!
Rædsel knuger Hjertet fast.
Eccho rulled under Jorden,
Som dens dybe Grundvold brast.
Emmy! lad mig frelst Dig finde!
Hun er knust! – o vee mig! vee!
Skrækkeligt! den arme Qvinde!
Haabet maatte brat forsvinde!
Ei sin Viv han meer skal see!
Elskov! ak! dit Sørgeminde,
Kun din Grav vi skulde see!
Frelst hun er!
Gud!
Ei den Grumme
Fanged Uskyld i sit Net!
Døden lod ham brat forstumme,
Styrtet fra det skjøre Bræt.
Nær jeg stod, jeg saae ham falde!
Dybets Røst jeg hørte gjalde!
Helved krævede sin Ret.
Helved krævede sin Ret!
Elskte Viv! o høie Lykke!
Dig jeg tør til Hjertet trykke!
Saligt efter tunge Savn!
Bryst mod Bryst og Favn i Favn! –
Himmel! hvilket Syn at skue!
Lei’sters Hustru ved hans Bryst!
Lad mig soles i din Lue.
Ædle Ven! o deel min Lyst!
O, fortær mig, Hævnens Lue!
Skjul mig Jord! for denne Lyst!
Høie Dronning!
Haab og Minde
Blomster strøe for Eders Fjed!
Gyldne Drøm! din Taage svinde!
England er min Kjærlighed! –
Emmy! – o! farvel min Glæde!
Glem mig ei, min Ungdoms Ven.
Ingen Graad skal Øiet væde!
Jeg har seet din Lyst, din Glæde!
Over fjerne Bølger hen!
Aldrig seer Du mig igjen.
Hil vor Dronning! Held og Lykke
Blomstre her i Fredens Hjem,
I din Trones milde Skygge,
Under Naadens Vinge frem!
Hellig Samklang os forbinde
Til din Priis, o Herskerinde!
Over Bølge, Fjeld og Skov
Toner din og Englands Lov.
Henvis til værket
H.C. Andersen: Sangene i Festen paa Kenilworth, romantisk Syngestykke i tre Acter. 1836. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 11: Skuespil II 1836-1842. 2005. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-04-01
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.