H.C. Andersen

Sangene

i Festen paa Kenilworth, romantisk Syngestykke i tre Acter

1836

  • ELISABETH, Dronning af England
    Jomf. Zirza
  • DUDLEY, Greve af Leicester
    Hr. Sahlers
  • VARNEY, hans Staldmester
    Hr. Kirchheiner
  • EMMY
    Mad. Kragh
  • TRESSILIAN, Adelsmand
    Hr. Schwartsen
  • TONY FOSTER, Castellan paa Cumnor-Place
    Hr. Schneider
  • JEANETTE, hans Datter
    Jomf. Kofod
  • GREVEN AF SUSSEX
    Hr. Faaborg
  • MYLORD AF BURLEIGH
    Hr. Hviid
  • ALASCO, Alchymist
    Hr. Cetti
  • GILES GOSLING, Vert i den sorte Bjørn
    Hr. Holm
  • MICHAEL LAMBOURNE, hans Fætter, en Eventyrer
    Hr. Phister
  • HOLEDEY, en gammel Skolemester
    Hr. Hansen
  • DICKIE, en Dværg
    Hr. Waltz
  • EN MINSTREL
    Hr. Sahlgreen
  • MORITS, en gammel Tjener paa Cumnor-Place
    Hr. Brock

Første Act

Krostue i den sorte Bjørn

CHOR AF GJÆSTER (meest Haandværksfolk fra Byen Cumnor).

Hvis Sorgen mørkne vil dit Blik,

Et hjælper, tro mig, paa en Prik,

Drik!

Det Middel kan ei feile.

Og drikke, det er ei saa svært,

Det Middel har os Noah lært,

Og han forstod at seile!

Han seilede paa Viin og Vand,

Men hver for sig, min gode Mand!

Husk det! thi det er vigtigt

Og rigtigt.

I troe, naar Flasken ret er tom,

At hele Stuen dandser om –

I feile!

Nei, det er os, som seile!

No 2

Vise
LAMBOURNE

1.

Brødre, meget langt herfra

Over salten Vande,

Reiser sig Amerika Med de gyldne Strande.

Det er der Fugl Phønix boer;

Guld og Sølv paa Marken groer,

Og i Skovens Skygge

Stegte Duer bygge.

GOLDTHRED

Hvor frydeligt!

Gud, hvor det er nydeligt!

CHOR

Skade, at Amerika

Ligge skal saa langt herfra!

LAMBOURNE

2.

Der gaaer Solen aldrig ned,

Stegt er hver Castanie,

Der er Alting Kjærlighed,

Kilderne Champagne!

Giver der man Hjertet hen,

Faaer man strax ni, ti igjen,

Og paa Mark og Enge

Blomstrer der kun Penge.

GOLDTHRED

Hvor frydeligt!

Gud, hvor det er nydeligt!

CHOR

Skade, at Amerika

Ligge skal saa langt herfra.

No 3

Qvintet

LAMBOURNE

Hiin Skjønhed maa jeg kjende,

Jeg har ei Frygt, ei Gru!

TRESSILIAN (afsides).

Ha! det maa være hende.

Hun er da funden nu!

GOLDTHRED

Jeg veed nok, hvad der vanker,

Og hvad med ham vil skee.

TRESSILIAN

Gud, hvor mit Hjerte banker,

Dig Emmy! skal jeg see!

(træder frem.)

Tillad, jeg med maa drage,

Om end det koster Blod;

Mig Eventyr behage,

Og dristigt Ungdoms Mod.

LAMBOURNE

Saa mange der vil følge,

Kan gjerne komme med.

GILES GOSLING (til Tressilian).

Jeg vil dem ei fordølge,

De kommer galt afsted.

CHOR

Den Fremmede vil følge,

Han kommer galt afsted.

LAMBOURNE (til Tressilian).

Velan! vi vandre sammen.

TRESSILIAN

Vi gaae til Cumnor Slot.

GOLDTHRED

Glück zu!

BOB

Jeg siger Amen!

GILES GOSLING

Jeg skjælver alt saa smaat!

CHOR

Ja, prøv at vandre sammen

Til skumle Cumnor Slot!

Paa Daarskab følger Skammen:

Jo, det vil gaae Jer godt!

TRESSILIAN og LAMBOURNE

Kun Daarskab frygter Skammen,

Det sikkert gaaer os godt.

En oplyst, prægtig Sal paa Cumnor-Place

No 4

EMMY. JEANETTE Duet
EMMY

Glæde, paa din lette Ganger

Vil jeg flyve rask afsted!

Skovens vingeklædte Sanger

Synger smukt om Kjærlighed.

La, la, la!

(hun seer sig i Speilet).
JEANETTE

Han, som skjærmer Borg og Hytte,

Vil hver barnlig Sjæl beskytte!

EMMY

Blomsten dufter, Hjertet drømmer!

Fryd min Barm igjennemstrømmer.

(hun dandser omkring).

La, la, la!

(talende):

Du gode Barn! jeg holder meget af dig! (kysser hende paa Panden).

JEANETTE

Himlens Gud dem Held forlene!

Jeg ved dem er lykkelig!

EMMY (for Speilet).

Disse Perler, disse Stene

Til en Krands sig smukt forene!

See! hvor godt de klæde mig.

La, la, la!

EMMY

Glæde! I hans Arm jeg iler.

Fryd bevinger mine Fjed!

Salig ved hans Bryst jeg hviler,

Paradisets Engel smiler

Til vor rene Kjærlighed.

JEANETTE

Alle Engle dem ledsage,

Bringe Hjertet Fryd og Fred!

Sorgens Skygger de forjage.

Gid alle Fremtids Dage

Ikkun aande Kjærlighed.

(De gaae ind i Sideværelset).

No 5

TRESSILIAN

Hvad Hjertet her sig klynger til,

Det lægges snart i Kiste;

Selv Venskab er et Gaadespil,

Hvor Traaden let kan briste.

Den bedste Drøm dog, Hjertet veed,

Det Drømmen er om Kjærlighed.

Den skal man drømme jo som ung,

Hvert Hjerte til den trænger,

Den er saa smuk og dog saa tung,

At tidt den Hjertet sprænger.

Dog, – bort med Suk,

Med Drøm og Klage!

Snart stiger Solen ung og smuk

Og sender mig et Lys fra bedre Dage!

– Ja hun skal frelses – og ved mig – o Lyst!

Jeg bringer dig tilbage

Min Emmy! – til din Faders Bryst!

No 6

Qvintet
TRESSILIAN

Afsted! Du skal mig følge!

Kom, Frelsens Tid er kort!

Os Nattens Vinger dølge.

EMMY

Ha, hjælp!

TRESSILIAN

Nei, Du maa bort!

(Lambourne og Foster komme til med dragne Sværd.)
FOSTER

Ved Dybets røde Luer!

Ha, fly herfra paa Stand.

TRESSILIAN

Mit Hjerte aldrig gruer,

Selv ei paa Dødens Rand.

VARNEY (kommer til fra Baggrunden).

Hvad er det hist jeg skuer?

(kjender Tressilian).

Ha, Du est Dødens Mand!

(trænger ind paa ham).
LAMBOURNE (stiller sig til Forsvar).

Jeg vil ham kjækt forsvare!

TRESSILIAN (til Varney).

Forræder, Dig jeg seer.

VARNEY (til Tressilian).

Betænk dit Liv, din Fare!

(til Lambourne)

Dig, Usling, jeg beleer!

ALLE (idet de trænge ind paa hinanden).

Hævnen og Harmen

Syde i Barmen!

Ha, Du skal bløde,

Blodigen bøde!

Straffen Du seer!

(De fægte).
EMMY (til Varney og Foster.)

Hold inde! jeg det byder!

(til Tressilian).

Før var jeg Eder kjær!

ALLE

Ha, mægtigt Blodet flyder

I hver en Aare her.

TRESSILIAN

Jeg hendes Bøn adlyder,

Den smelte maa Enhver!

VARNEY

Jeg hendes Bud adlyder,

Uvis er Kampen her.

LAMBOURNE

O gjerne jeg adlyder

Den søde Stemme der.

FOSTER

Jeg hendes Bud adlyder,

Thi hun er Dronning her.

TRESSILIAN (til Emmy).

Jeg elsked’ Dig med trofast Hjerte,

Du var min Sjæls udkaarne Brud –!

Alt er forbi! o bittre Smerte!

Min Qval kun Døden slukker ud.

(til Varney).

Du kom, som Paradisets Slange,

Med Snedighed Uskyld Du bandt.

Og Skjændsel, her hun blev din – Fange!

Ei Faderen sin Datter fandt.

VARNEY

Jeg er uskyldig i din Vrede,

Dog ei jeg vil forsvare mig,

Dit stolte Mod Dig vil forlede,

Ha, frygt en Arm, som knuser Dig!

EMMY (til Tressilian).

Døm ei, hvad ei endnu Du fatter!

Naar Morgenrøden stiger hist,

Min Fader høit sin Lykke skatter,

Som fulgte Sorgens korte Frist!

TRESSILIAN (for sig selv).

O Gud! nei han har tabt sin Datter!

Det Bud ham bringer Døden vist!

LAMBOURNE

Ei ret jeg Sammenhængen fatter,

Men hun er deilig, det er vist!

VARNEY og FOSTER (med Haanden paa Sværdet).

Forhadte Gjæst, vi mødes atter,

Da rammer Sværdet dybt og vist!

TRESSILIAN (til Emmy).

O følg!

EMMY

Ak, nei!

TRESSILIAN

Hør Vennens Stemme!

EMMY

Jeg lyder Kjærlighedens Røst.

TRESSILIAN

Kom til dit Hjem!

EMMY

Her er jeg hjemme!

TRESSILIAN

Saa gaaer jeg uden Haab og Trøst!

EMMY

Haabet mig vinker, afsted, afsted!

Snart vil han komme til Kjærlighed.

Barmen sig bølger af Haab og Lyst.

Saligt at trykke sin Ven til sit Bryst.

TRESSILIAN

Svinder I Drømme! afsted, afsted!

Hjertet maa glemme sin Kjærlighed!

Barmen sig bølger, o svundne Lyst!

Styrk med dit Minde det blødende Bryst.

LAMBOURNE

Ud i det Frie! afsted, afsted!

Førend jeg brænder af Kjærlighed.

Barmen sig bølger, o sælsom Lyst.

Himmel! at trykke den Glut til sit Bryst!

VARNEY og FOSTER

Bort fra mit Øie! afsted, afsted!

Ei skal Du rose vor Gjæstfrihed.

Barmen sig bølger til Hævnens Lyst,

Snart skal den kjølnes i blødende Bryst!

No 7

Duet
LEICESTER

Du, Kjærlighed, gjør Hjertet glad,

Hver salig Drøm gjenfødes!

EMMY

Det er saa tungt at skilles ad!

LEICESTER

Men dobbelt sødt at mødes.

BEGGE

I Vintermulm gaaer Solen ned,

Og alle Blomster svinde;

Men evigt Blomsten: »Kjærlighed«

Staaer frisk i Hjertets Minde.

LEICESTER

Gjennem Dal over Høi

Til min Glæde jeg fløi,

Mig vinked et Blus i dit Øie –

EMMY

Og jeg saae mod det Høie

Med Længsel og Savn,

Til jeg sank i din Favn!

Liden Fugl under Tag

Mig forkyndte dit Komme fra Svalen –

Og den bragte min Dag

Og min Lyst –

LEICESTER

– Og med Iil over Dalen

Fløi jeg saligt og tyst

Til dit glade, dit bankende Bryst!

EMMY

– Og den sang over Dalen

Og dens liflige Røst

Vakte Glæde og Haab i mit Bryst.

Ja Elskov aander i vor Barm,

Med Lyst fra Edens Dage!

LEICESTER

Bort Jorden flyer med Sorg og Harm –

Kun Himlen bli’er tilbage.

BEGGE

Hver Tanke flyver let og glad!

Hver salig Drøm gjenfødes!

Det er saa tungt at skilles ad,

Men dobbelt sødt at mødes.

Hellig, hellig, er din Flamme,

Underfulde Kjærlighed!

Livets Træ, med Kjæmpestamme,

Paa dit Altar skygger ned.

Under Himlens klare Bue,

Aander Livet til din Priis;

Alles Blik med Andagt skue

Mod dit fjerne Paradiis.

Krostuen i den sorte Bjørn

No 8

Finale
CHOR AF GJÆSTER

Bacchus er den største Mand,

Det kan aldrig feile,

Bacchus! til dit Trylleland,

Vi paa Vinen seile!

GOLDTHRED

Der jeg om min Alen glad

Slynger dine Ranker;

Stirrer paa det grønne Blad,

Og faaer stolte Tanker.

CHOR

Bacchus er den største Mand o. s. v.

BOB

Den er Dig dit Kongespiir,

Bacchus det fornemmer,

Siger da: min Krones Ziir,

Er dog denne Kræmmer!

CHOR

Solens Næse har Karmin,

Elsker Oldtids Skikke,

Maanen er saa bleg og fiin

Den tør ikke drikke!

Bacchus er den største Mand,

Det kan aldrig feile.

Bacchus! til dit Trylleland

Vi paa Vinen seile!

Leve Bacchus! – høit i Chor

Priser ham den hele Jord!

Anden Act

Dronningens Slot

(Thronsal. Leicester og Sussex staae med deres Tilhængere, hver paa sin Side af Thronen).

No 9

SUSSEX’S PARTIE

Harm og Hævn i Hjertet brænde,

Det til Lei’sters Vee skal ende,

Til hans Venners dybe Fald!

LEICESTERS PARTIE

Harm og Hævn i Hjertet brænde,

Det til Lei’sters Vel skal ende,

Til hans Fjenders dybe Fald!

ALLE

Vi de Stoltes Mod skal bøie!

For vor høie Dronnings Øie

De i Støvet synke skal!

No 10

Aria med Chor
ELISABETH

Fredens Palme huldt omskygge

Dig, mit elskte Fædreland!

Alfer i dens Krone bygge,

Sprede Held fra Strand til Strand.

Stolten Hav, hvis Bølger larme

Op imod dit høie Bryst,

Kraftigt skal med Brudgoms Arme,

Favne Dig i salig Lyst.

Saga skal din Hæder tyde,

Og Kartovens Torden lyde

Seirende fra Kyst til Kyst.

CHOR

Saga skal din Hæder tyde, o. s. v.

No 11

CHOR AF HOFFOLK

Held Dig, vor Dronning! Paa Land og paa Bølge

Toner dit Navn!

Seier og Jubel er i dit Følge,

Tolke din Hæder fra Kyst og fra Stavn!

Troskab frembærer det seirende Banner,

Kjæmper for Dig.

Troskab i Fred ved din Throne stander,

Stærk, som i Krig!

Leicesters Værelse

No 12

LEICESTER

Ha! Tvivl mit Hjerte sønderriver!

Hvo dæmper Stormen i mit Bryst?

Hvor er et himmelsk Lys, som giver

I Nattens Mørke, Haab og Trøst,

Og ender Kampen i mit Bryst,

Mellem Stolthed og Kjærligheds Lyst! –

Du stille Dal, som skued

Min lyse Blomstervaar,

Hvor er din Sol, som lued

Paa Barnets gule Haar?

Du Bæk, jeg smiled over

I barnlig Munterhed,

Hvor rulle dine Vover?

Du tog min Lykke med.

Ak, falsk er Høiheds Klippe

I Dybets stærke Strøm!

Thi kan ei Hjertet slippe

Sin Ungdoms fagre Drøm.

Ha, Tvivl mit Hjerte sønderriver! o. s. v.

Dog bort fra mit Øie,

Bedaarende Syner! I flye!

Jeg skuer et Lys i det Høie,

En Stjerne bag dæmrende Sky.

Afsted da med Mod!

Ha! leder min Fod,

I Nattens lysende Terner!

Bevinget og fri,

Paa svimlende Sti,

Jeg følger de evige Stjerner!

No 13

Duet ALASCO. LEICESTER
ALASCO

Naar Natten stiger, Himlen dog

Staaer over Bjerg og Dale.

Den aabner os sin lukte Bog,

Hvor Stjernehære tale.

LEICESTER

Ha, mørk er Skjæbnens Gaadeskrift,

Som Nattens dunkle Himmel!

Hvo tyder Fremtids Storbedrift

I Stjernehærens Vrimmel?

ALASCO

Formast Dig ei! det Evighøie

Seer kun den Troende paa Jord.

LEICESTER

Ak! Haabet lyser for mit Øie,

Men Tvivlen følger i dets Spor.

BEGGE

Du Evige, bag Nattens Stjerne,

Du som i Lysets Tempel boer,

Send os en Straale fra det Fjerne,

Til Haab og Trøst paa dunkle Jord!

Cumnor-Place. Emmys Værelse

No 14

EMMY

Ungdoms-Hjertet vil sig glæde,

Bort med Sorg!

Her har Munterhed sit Sæde,

Hjertet er dets Kongeborg.

Snart er endt min Længsel!

Fra mit skumle Fængsel

Skal jeg Lei’ster følge

Over Themsens Bølge;

Og i Hoffets Glands,

Medens Fløiter klinge,

Rask med ham mig svinge

I den muntre Dands.

Ungdoms-Hjertet vil sig glæde, o. s. v.

Tys fra Øen,

Over Søen,

Lyder Hornets Klang!

Ved hans Side

Skal jeg ride;

Under Lide

Toner Jægersang!

Nu med min Lei’ster

Jeg flyver afsted;

Min Fader jeg gjæster;

O Salighed!

Elskede Fader!

Alt Du forlader,

Paa Emmys Bøn!

O Fædrene Hjem,

Hvor Minderne tale,

Din Himmel er skjøn!

See de gamle Sale!

Hør, Fløitens Lyd,

I de stille Dale

Et Eccho af Barndommens Fryd!

Ungdoms Hjertet vil sig glæde, o. s. v.

En Plads i Skoven ved Værtshuset

(Haandværksfolk, Borgere og Bønder strømme til. Nogle Gjøglere have taget Plads i Forgrunden. Skolemester HOLEDAY og Dvergen DICKIE sidde under et Træ. Zigeunere komme).

No 15

Finale
ALMINDELIGT CHOR

Deiligt dufter hvert et Blad;

Deilige Skjærsommer!

Alle Knopper skilles ad,

Yndelige Blommer!

Griller flyv kun eders Vei,

Flyv med Ravn og Ugle!

Hjertet synger sit »Juchhei!«

Med de andre Fugle!

DICKIE

Alt er Jubel, Alt er Sang,

Hvilken Lyst og Glæde!

GOLDTHRED

Under Skovens grønne Hang

Vil vi tage Sæde.

(sætter sig med Bob).
BOB

I Suus og Bruus gaaer Alting op,

Sig selv man neppe hører.

Hist Vogn ved Vogn jo kjører –

See her en Gjøglertrop.

CHOR

Deiligt dufter hvert et Blad, o. s. v.

HOLEDAY (declamerende).

»Min Dronning Held og Lykke!«

»Min Dronning –!« Herre Gud!

Det er saa svært et Stykke,

Jeg faaer det aldrig ud.

DICKIE

I skal, forklædt som Kjæmpe,

Ved Slots-Portalen staae.

HOLEDAY

Det volder stor Ulempe,

At Talen ei vil gaae.

DICKIE

I har jo Talegave,

Faaer svære Klæder paa;

Sæt mig i Eders Mave!

Jeg der soufflere maa.

HOLEDAY

Ja, under Bjørneskindet

Du sidder meget godt!

Ak, hvor det letted’ Sindet,

Jeg grued’ alt saa smaat.

DICKIE

Den Lille hjælper gjerne,

Ved Dig han bliver stor –!

Jeg være vil din Hjerne,

Der dybt i Maven boer.

CHOR

Deiligt dufter hvert et Blad, o. s. v.

(Dands af Zigeunere)
EMMY (Forklædt og med Maske, hun søger Holeday).

Alle juble de i Glæde,

Jeg alene – jeg maa græde!

HOLEDAY (seer paa hende).

Hvad mon vel den Gamle vil?

Mon hun ogsaa Vers skal sige?

EMMY (gaaer hen til Holeday og aftager for ham Masken).
DICKIE (idet han stirrer hende ind under Hætten).

Det er ingen graa Morlil –

Nei, en ung, en deilig Pige!

EMMY (til Holeday).

Mig Jeanette Foster sender,

Selv hun ei kan komme med!

Du fra hende Tegnet kjender –?

Jeg gaaer med i hendes Sted.

HOLEDAY

Godt, jeg fatter din Besked.

Men forklar mig rigtigt dette?

Hvorfor kommer ei Jeanette?

EMMY

For sin Frue ei hun tør.

DICKIE (som betragter hende).

Aldrig saae jeg denne før.

EMMY (for sig).

Naadens Gud, Du mig bevare!

Led den arme Flygtnings Fjed!

Før mig gjennem Flugt og Fare

Til mit Hjertes Kjærlighed.

HOLEDAY

Trygt i Farens Stund Du stole

Kun paa mig; i hvor det gaaer!

Tro mig, bag den simple Kjole

Tidt et ærligt Hjerte slaaer!

DICKIE

Ei det rigtigt er med hende!

Noget stikker under her!

O, hvad gav jeg for at kjende

Den forklædte Pige der.

(Dands af Hyrder og Hyrdinder)
CHOR AF HARNISKKLÆDTE RIDDERE

1.

Hvor der vindes Laurbærkrandse,

Stolt jeg vove vil min Landse!

Uforfærdet

Svinge Sværdet,

Møde Fjenden som en Mand.

Faren kjækt i Øiet skue,

Juble midt i Kampens Lue!

Ufortrøden

Trodse Døden

For mit elskte Fædreland!

2.

See, de raske Kjæmper mødes,

Spyd og Sværd mod Skjoldet stødes!

Med de Skjønnes

Smiil at lønnes –

Haab! som gjør dem Seiren let!

Landser brydes; Brynier klinge,

Seiren ryster alt sin Vinge!

Kampen kroner,

Mens den toner

Jubel for Elisabeth!

(Vaabendands)
EN MINSTREL Romance

1.

Hyrden græsser sine Faar,

Gjærdet er hans Throne,

Solen Purpur om ham slaaer,

Maanen er hans Krone.

Hvad mon vel han tænker paa?

Længe taus han stod og saae

Frem i Aftenstunden.

Hjertet veed,

Kjærlighed

Er det fagreste Træ i Lunden.

CHOR

Hjertet veed, o. s. v.

MINSTRELEN

2.

Kongens Datter, stolt og fiin,

Staaer i Kongeborgen;

Silke, Guld og Hermelin

Skjule ikke Sorgen.

Tanken, som en Fugl saa let,

Flyver, bliver aldrig træt,

Synger: »jeg har fundet!«

Hjertet veed,

Kjærlighed

Er det fagreste Træ i Lunden.

CHOR

Hjertet veed, o. s. v.

MINSTRELEN

»Vind og Blomst, svar, hver især,

Kommer hun dog ikke?«

Vinden hvisker: »Hun er nær!«

Blomsterne de nikke.

Skjult en Sti fra Slottet gaaer,

Fuglen høit bag Krattet slaaer:

»Han har hende funden!«

Hjertet veed,

Kjærlighed

Er det fagreste Træ i Lunden!

(Almindelig Dands)
DICKIE (idet han seer ud).

Ha! see hist imellem Vrimlen

Jage to tilhest afsted!

EMMY (reiser sig halvt op).

Varney! Foster! Gud i Himlen!

(hun tager ihast Masken paa).
DICKIE (bemærker hendes Uro).

Qvinder gjør de ei Fortræd!

VARNEY og FOSTER (komme til, de snige sig speidende om mellem Mængden).

Under Skovens dunkle Bøge

Her blandt Vrimlen vil’ vi søge.

:|: Seer Du hende? :|:

EMMY

Vee mig, vee! hvis de mig kjende!

DICKIE

See, hvor fælt den Ene gloer!

Han sit Blik paa hende hæfter.

Hvem er det, I søge efter?

Vil I ha’ min gamle Mo’er?

(til Emmy).

Hvorfor staaer Du reent og tier?

Seer du ei, der er en Frier!

VARNEY (til Foster).

Seer Du hendes Aasyn ei?

FOSTER

Hvo, som søger, han skal finde!

DICKIE

De har neppe godt isinde!

CHORET

Hvem er disse? Hvilke Blikke?

FOSTER

Sikkerligt, det feiler ikke,

Hun er taget denne Vei!

CHORET (til Varney og Foster).

Hvorfor speide her I Tvende?

Skal vi gjøre jer Besked?

VARNEY

See mig til de raske Svende!

Kommer det Jer ellers ved?

CHORET

Vil I Klammeri opvække?

VARNEY og FOSTER

Stille! slaae Jer kun til Ro!

CHORET

Eders Mod vi nok skal knække!

VARNEY

Dumme Pak! min Harm I ægge!

Hundred’, modige mod to.

FOSTER

Det er rigtigst at fortrække:

Her er Hundred’ jo mod to!

CHORET (trænger ind paa dem).

Slige Skikke

Taales ikke!

Strax I Frække

Skal fortrække!

Aldrig saae vi saadan Færd!

VARNEY

Ei for Helved’

Selv jeg skiælved!

Blodet syder –

Vei jeg bryder

Gjennem Flokken med mit Sværd!

FOSTER

Bort! jeg raader –

Ei det baader

Os at trodse!

Kun en Tosse

Kjæmper ene med en Hær!

EMMY

Guds Hærskare!

See min Fare!

Du forsvare,

Du bevare

Skjult den stakkels Emmy her!

FRUENTIMMERNE

Hvilket Møde!

See de gløde!

Øiet brænder,

Ak det ender

Blodigt vist med Kamp og Sværd!

(Varney og Foster hugge sig igjennem, og forlade Scenen).
GOLDTHRED

Lidt Spectakel til Forandring,

Gjør imellem ganske godt!

HOLEDAY

Nu afsted igjen paa Vandring!

Lad os prøve det saa smaat.

CHORET

Nu afsted igjen paa Vandring!

Lad os prøve det saa smaat!

ALMINDELIGT CHOR (idet de bryde op).

Til Kenilworth! til Glædens Fest,

De Griller at forjage!

Til Fods, til Hest,

Som hver kan bedst,

Med lystig Sang vi drage!

Mod Glædens Maal gaaer Foden let –

Vort Løsen er Elisabeth!

Og Ecchos Røst

Skal jublende gjentage

Vor Lyst!

Tredie Act

Slottet Kenilworth

(En aaben Søilegang)

No 16

CHOR

Glædens Jubeltoner stige

Til vor høie Dronnings Priis!

Sorgen hendes Blik maa vige!

Kjærlighed er hendes Rige –

Engelland dens Paradiis.

(Et Værelse, anviist Tressilian)

No 17

Duet TRESSILIAN og EMMY
TRESSILIAN

Ha! jeg seer det – bittre Smerte!

Svundne Tid, hvor er din Lyst?

Haab, som daarede mit Bryst,

Sluk din Fakkel i mit Hjerte! –

Vel! som Broder vil jeg staae!

Skjærme Dig paa Livets Bølge.

Kom! til Dronningen Du følge!

Emmy, kom! Du frelses maa!

EMMY

Nei! o før mig ei til hende!

Skræk og Fare truer der.

Ene mellem Haab og Minde,

Lad den arme Sværmerinde

Dvæle med sin Smerte her!

TRESSILIAN

Ha! Du frelses maa i Nøden!

Stærk og trofast er min Arm!

EMMY

O, Du fører mig til Døden!

– Blodet sprænge vil min Barm!

TRESSILIAN

Hurtigt paa Flugt da! Emmy afsted!

Frygt ikke Faren, Vennen er med!

EMMY

Ak, jeg er lænket, bunden min Fod!

Her er min Elskov, her er mit Mod!

TRESSILIAN

Du er et Siv for Vindes Spil!

Hvor er den Eeg, Du hælder Dig til?

EMMY

Storm over Sivet let farer hen,

Emmy i Himlen eier en Ven!

TRESSILIAN

Vel, saa bliv! jeg kan ei hade,

Ak, og ei forlade Dig!

EMMY (rørt).

Ven, Du vil mig ei forlade?

TRESSILIAN (smertelig).

Jo, naar Du er lykkelig!

Grumme Skjæbne! lad din Harme

Bryde sig mod dette Bryst!

O, men hende skaan, den Arme!

Sødt hun aande Liv og Lyst!

Driv min Baad, Du vilde Bølge,

Knuus den mod din høie Strand!

O, men stille Luftning følge

Emmys Snekke tryg i Land!

EMMY

Venlig Trøst mod Skjæbnens Harme

Boer i et beslægtet Bryst;

Sødt ved Venskabs milde Varme

Fødes atter svunden Lyst!

Trofast Ven paa Verdens Bølge

Stirrer mod den sikkre Strand,

O, gid Fredens Engel følge

Gjennem Stormen ham iland!

(Tressilian iler bort).
CHOR (Som ved Actens Begyndelse, men udenfor).

Glædens Jubeltoner stige, o. s. v.

En Grotte i Haven

(Rundt om Statuer. Paa den ene Side styrter Vandet ned i et Bassin)

No 18

CHOR AF JÆGERE

1.

Lystigt afsted! fra Bjerg og Dal

Høit lader Hornene klinge!

Eccho flyver fra Skovens Sal

Hid paa Stormenes Vinge.

Hesten vrindsker – det toner paa Vang –

Hjorten vi reise ved Hornets Klang!

Trarah! trarah! trarah!

Flygtende jager Vildtet bort –

Hurtigt afsted, nu er det vort!

Hurra! hurra! hurra!

2.

Herlige Liv! i grønne Væng,

Rundtom Glæderne smile!

Flora breder sin Blomsterseng,

Der skal Jægerne hvile!

Hist bag Løvet det rører sig snelt:

Dyret flygter fra Skovens Telt –!

Trarah! trarah! trarah!

Lystige Jæger! din Ro var kort:

Efter dit Vildt! nu er det vort!

Hurra! hurra! hurra!

(de gaae bort).

No 19

Sextet
ELISABETH

Bort herfra! Du skal mig følge!

Intet dølge!

Vredens vilde Flamme-Bølge

Ruller i mit Blod.

(hun river Emmy med sig, der vakler og synker ned, saa at Dronningen maa holde hende).
CHOR AF HOFFOLK (som træde ind i Grotten).

Hil Dig, Dronning! stor og god!

Under Skovens grønne Krone,

Reises Dig en Blomsterthrone,

Glæden lyser for din Fod!

ELISABETH

Lei’ster, Lei’ster! han skal møde!

CHOR

Ha, hvor hendes Kinder gløde!

See, hvor Barmen hæver sig!

LEICESTER

Dronning!

ELISABETH

Intet dølg for mig!

Svar! Du kjender denne Pige?

Ha! maaskee hun alt er Viv!

(Leicester staaer som lynslagen ved at see Emmy).
ELISABETH

Hurtigt! svar, Ulykkelige!

Viid, det gjælder her dit Liv!

LEICESTER (for sig).

Bort I Høiheds Gjøgle-Drømme!

Emmy! Dig jeg frelse vil!

(med Stolthed til Elisabeth).

Kun min Lige kan mig dømme!

I har ingen Ret dertil.

ELISABETH

Frækt Du trodse tør min Vrede?

Griber ham! – i Fængslet, nede

Hvor ei Dagens Straaler naae,

Skal Dit falske Hjerte slaae.

EMMY (hæver sig med Anstrængelse).

Han er skyldfri! skyldfri –! tro mig!

Ene jeg er skyldig her.

ELISABETH

Qvinde! sælsom er din Færd!

Siig, hvad skal din Tale sige?

»Alt han veed« – saa var dit Ord.

LEICESTER

Haab og Trøst mit Hjerte svige!

Skjul mig i dit Dyb, o Jord!

EMMY

Tilgiv! Angst og Skræk omsnoe mig!

Har jeg dette sagt –? Ak ja!

Det var ikke Sandhed da.

CHORET

Ha, hvorledes skal det ende!

Hvad har denne Qvinde sagt?

Hvo er hun, en Glædes Fjende,

Som den mørke Strid har vakt?

ELISABETH

Ha, hvorledes skal det ende?

Han mit Hjertes Harm har vakt –

Ak, men Hjertet er min Fjende,

Og med den Utro i Pagt!

BURLEIGH

Ha, hvorledes skal det ende?

Hvad har denne Qvinde sagt?

Arme Barn! din Lykkes Fjende

Har til Kenilworth Dig bragt!

SUSSEX (spottende).

Ha, hvorledes skal det ende?

Lei’ster! hvad har Qvinden sagt?

Kan Du ikke Stormen vende

Med din Smiger-Tales Magt?

LEICESTER (for sig).

Ha, hvordan det end vil ende,

Emmy! hvad Du end har sagt,

Tro jeg bliver! Mig fra hende

Skiller ingen jordisk Magt!

VARNEY (trænger sig frem, og knæler for Dronningen).

Høie Dronning! I tilgive!

Jeg er skyldig, ene jeg!

EMMY (farer op).

Himmel! ikke hans jeg bliver!

Er der ingen Frelsens Vei?

(omslynger Dronningens Fødder).
ELISABETH

Maa han slig en Skræk Dig volde?

EMMY

Ak, jeg kan det ei udholde!

Dronning! viis Barmhjertighed!

CHOR

Ak, uskyldig vist hun leed!

ELISABETH (til Varney).

Vee Dig, hvis Du Sandhed dølger!

Er hun ei din Ægteviv?

VARNEY (med Haanden paa Brystet).

Hun er min, og mig hun følger!

Ved min Ære, ved mit Liv!

PAA EENGANG
EMMY (hæftig).

Vee Dig, skiændige Bedrager!

Hævnen rammer dybt og vist.

Retfærds Engel Dig anklager

Over Stjernebuen hist!

LEICESTER (til Varney).

Ha, Du skjændige Bedrager!

Ei hun offres skal din List!

Retfærds Engel mig anklager

Over Stjernebuen hist!

ELISABETH (til Emmy).

Hans Du er – hans Bud Du lyde

Qvinden følge skal sin Mand!

EMMY (for Dronningens Fødder).

Ei dit Naades-Ord Du bryde!

Frels mig fra mit Livs Tyran!

CHOR

See! Den Armes Blikke tyde,

At han er en grum Tyran!

ELISABETH (til Burleigh).

Mylord! til et sikkert Sted

I den arme Skabning føre!

BURLEIGH

Dybt maa hendes Skjæbne røre –

Stakkels Barn! Du følger med!

(fører Emmy bort).
PAA EENGANG
ELISABETH (afsides).

Tvivl og Frygt i Barmen gløde,

Alt – hun sagde – Lei’ster veed.

Er han troløs, skal han bøde

For sin falske Kjærlighed!

VARNEY

Tvivl og Frygt i Barmen gløde –

Hun maa bort fra dette Sted!

Lei’ster! Svaghed er din Brøde,

Svaghed er din Kjærlighed! –

LEICESTER

Tvivl og Frygt i Barmen gløde!

Jeg maa følge hendes Fjed!

Ak! Elisabeth! min Brøde

Er jo ene Kjærlighed!

SUSSEX

Frygt og Haab i Barmen gløde!

Alt – hun sagde – Lei’ster veed.

Lei’ster! ha! det kaldes Brøde

Hvad Du kalder Kjærlighed!

CHOR

Tvivl og Frygt i Barmen gløde!

See, vor Dronning stirrer vred!

Ak, men Kjærlighedens Brøde

Dømme hun med Kjærlighed!

No 20

CHOR

Hil Dig Dronning! atter mild

Freden i dit Aasyn smiler.

See den muntre Glædes Ild!

Rundt fra Høi til Høi den iler.

Bjerg og Dal, i Bølgefavn,

Er et Eccho af dit Navn.

(De drage bort).

Elisabeths Værelse

(Leicester knæler for Elisabeth, hans Kaarde ligger ved hans Fødder. Elisabeth skjuler sit Ansigt med sine Hænder. Burleigh staaer taus med korslagte Arme).

No 21

Terzet
ELISABETH

Ha! Dudleys Hustru! Din hun er, Forræder!

Døe skal Du med din falske Viv!

Du mig bedrog –! bag dine Rosenkjæder

Sig bugted’ Slangen om mit Liv.

(i det hun forgjæves søger at skjule sin Smerte).

Nei, ingen Taare meer mit Øie væder!

Troløse! for min Dom Du staaer. –

Ei Naadens Straale til din Brøde naaer!

(hun vender sig fra Leicester, som derpaa reiser sig).
BURLEIGH (nærmer sig).

Ak, Hjertets Stemme her forstummer!

Glem ei, den største Hævn er Ædelmodighed!

ELISABETH

Du kjender ei den bittre Qval og Kummer,

Der tynger paa min Isse ned!

LEICESTER (for sig).

Skee, hvad der maa! I Dødens Slummer

Jeg bliver tro min Kjærlighed!

(Burleigh fører Dronningen med Ærbødighed frem i Forgrunden).

Vær stærk, vær stor! høit gaaer din Vei!

Et mægtigt Folk staaer ved dit Hjerte!

ELISABETH

Ja! – Himmel! – Nei!

Du kjender ei den Smerte,

Som til min Barm har fundet Vei!

BURLEIGH

Jeg veed, hvad ikkun I tør vide –

Længst Eders Blik mig det har sagt!

ELISABETH

Ha! denne Svaghed! hans Foragt!

For hende maa jeg staae til Side!

O Himmel! dertil er det bragt! –

Jeg dræbe vil min Smerte!

Trofaste Gamle! – Ha, vær stærk mit Hjerte!

(til Leicester.)

Grev Lei’ster tag dit Sværd!

En falsk, en snedig Færd

Elisabeth kan glemme!

Det Gode, som hun fandt,

Af Mindet ei forsvandt:

I hendes Barm en Stemme,

En venlig Tolk det vandt.

Din Daad Du ei forsvare,

For Dommens Skranke kaldt!

– Du ærligt Alt forklare –!

Og jeg tilgiver alt!

Jeg føler Savn og Smerte,

Ei bitter Nag og Had.

Ak, Stemmen i mit Hjerte

For ham saa kjærligt bad!

BURLEIGH

Hun seirede – med Smerte!

For stor til Hævn og Had.

Et stolt, et ædelt Hjerte

For ham i Stilhed bad!

LEICESTER

Hun rørtes ved min Smerte,

For stor til Hævn og Had,

Ak, Emmys ædle Hjerte

For mig i Stilhed bad!

Et langt, mørkt Gallerie paa Slottet

(I Baggrunden stiger man op til et mindre, som fører til Emmys værelse)

No 22

Aria
VARNEY

En Kraft mig gjennemstrømmer,

Og stolt mit Hjerte slaaer!

Kun Eet det mægtigt drømmer,

Kun Eet for Tanken staaer!

Min Hæder og min Lykke,

Og Hævnens søde Lyst!

Ha! mellem Lys og Skygge

Staaer Haabet i mit Bryst!

Fortuna, fagre Qvinde!

Du er min kaarne Viv.

Kun Du kan Hjertet vinde,

Du er min Elskerinde,

Dig offrer jeg mit Liv!

No 23

Finale (Man hører et frygteligt Brag af det nedstyrtende Gallerie. Det toner med Eccho fra de dybe Gange. Foster staaer bleg og bevidstløs stirrende frem for sig).
TRESSILIAN (iler ind).

Hvor er Emmy? Du mig svare!

Rædsel tyder mig dit Blik!

FOSTER (uden at forandre en Mine).

Død!

TRESSILIAN

O, Himlens Engleskare!

(holder Hænderne for Øinene).
FOSTER (trækker Veiret dybt).

Ah! hvor tyst vi nu det fik! –

(stirrer gjennem Aabningen ned i Dybet).

Tys! – jeg hører

Klage –! see, hun Armen rører! –

(farer tilbage).

Nei! o nei!

DICKIE (kommer ilende fra Baggrunden).

Kom! o kom! I tør ei dvæle! –

TRESSILIAN (farer op).

Ha! hvorhen?

DICKIE

Ad denne Vei!

(trækker Tressilian bort med sig).
FOSTER

Jeg vil bede! – jeg vil knæle –!

Bønnen – o! jeg kan den ei –!

(han folder Hænderne til Bøn og synker halv ned. Fra alle Døre strømme Folk til).
CHOR

Vee! det klang som Dybets Torden!

Rædsel knuger Hjertet fast.

Eccho rulled under Jorden,

Som dens dybe Grundvold brast.

(Elisabeth, Leicester, Burleigh og Hoffolk ile ind).
LEICESTER

Emmy! lad mig frelst Dig finde!

(stirrer ned i Dybet).

Hun er knust! – o vee mig! vee!

(synker ned mellem Ridderne).
ELISABETH

Skrækkeligt! den arme Qvinde!

BURLEIGH

Haabet maatte brat forsvinde!

Ei sin Viv han meer skal see!

CHORET

Elskov! ak! dit Sørgeminde,

Kun din Grav vi skulde see!

TRESSILIAN (kommer med Emmy paa sine Arme. Dickie følger).

Frelst hun er!

CHOR

Gud!

TRESSILIAN

Ei den Grumme

Fanged Uskyld i sit Net!

Døden lod ham brat forstumme,

Styrtet fra det skjøre Bræt.

DICKIE

Nær jeg stod, jeg saae ham falde!

Dybets Røst jeg hørte gjalde!

Helved krævede sin Ret.

CHOR

Helved krævede sin Ret!

LEICESTER (omfavner hende).

Elskte Viv! o høie Lykke!

EMMY

Dig jeg tør til Hjertet trykke!

BEGGE

Saligt efter tunge Savn!

Bryst mod Bryst og Favn i Favn! –

CHOR

Himmel! hvilket Syn at skue!

Lei’sters Hustru ved hans Bryst!

DICKIE

Lad mig soles i din Lue.

EMMY (rækker ham Haanden).

Ædle Ven! o deel min Lyst!

FOSTER (for sig).

O, fortær mig, Hævnens Lue!

Skjul mig Jord! for denne Lyst!

(gaaer bort).
LEICESTER og EMMY (nærmer sig ærbødigt Elisabeth).

Høie Dronning!

ELISABETH

Haab og Minde

Blomster strøe for Eders Fjed!

(afsides).

Gyldne Drøm! din Taage svinde!

England er min Kjærlighed! –

TRESSILIAN

Emmy! – o! farvel min Glæde!

EMMY

Glem mig ei, min Ungdoms Ven.

TRESSILIAN

Ingen Graad skal Øiet væde!

Jeg har seet din Lyst, din Glæde!

Over fjerne Bølger hen!

Aldrig seer Du mig igjen.

(iler bort).
ALMINDELIGT CHOR

Hil vor Dronning! Held og Lykke

Blomstre her i Fredens Hjem,

I din Trones milde Skygge,

Under Naadens Vinge frem!

Hellig Samklang os forbinde

Til din Priis, o Herskerinde!

Over Bølge, Fjeld og Skov

Toner din og Englands Lov.

NO NOTES ADDED. CHECK THE MARKUP IN DIV TYPE COMMENTS
Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
Del/henvis til værket

Indhold

Første Act Krostue i den sorte Bjørn No 2. Vise No 3. Qvintet En oplyst, prægtig Sal paa Cumnor-Place No 4. Duet No 5 No 6. Qvintet No 7. Duet Krostuen i den sorte Bjørn No 8. Finale Anden Act Dronningens Slot No 9 No 10. Aria med Chor No 11 Leicesters Værelse No 12. No 13. Duet Cumnor-Place. Emmys Værelse No 14 En Plads i Skoven ved Værtshuset No 15. Finale Tredie Act Slottet Kenilworth No 16 (Et Værelse, anviist Tressilian) No 17. Duet En Grotte i Haven No 18 No 19. Sextet No 20 Elisabeths Værelse No 21. Terzet Et langt, mørkt Gallerie paa Slottet No 22. Aria No 23. Finale

Del

[Sassy_Social_Share]