H.C. Andersen

Scene af: Røverne i Vissenberg i Fyen

Et dramatisk Digt

1822

(Kroestue.)

KNUD VISSENBERG, HENNING AASUM, ULRIK og ROLLER sidde omkring et Bord, hvorpaa staaer Brændeviin og Glas. JØRGEN KLO sidder med et Glas Brændeviin og varmer sig ved Kaminen. (De ere alle Røvere.)
ULRIK

– Hvor voxer den da?

ROLLER

Under alle Galger.

Den giver fæle Jammertoner fra sig

I det den trækkes op, og man vil sige –

Dog det er sikkert gammel Kjerlingsladder

At disse Toner er saa skrækkelige,

At de gjør’ Mennesker og Dyr afsindig’.

Det kommer vel af hypokondert Blod,

Hvad eller og af Frygt; thi den gjør meget.

ULRIK

Hvorledes seer Alrunen ud?

ROLLER

Den ligner,

Men i det Mindre, Kroppen af et lille

Utyske; thi da den er spaltet, seer

Det ud som om den havde tvende Been.

Den bringer jordisk Lykke, Alt, hvad man

Vil ønske sig. Kort sagt, den er saa god

Som een af de saakaldteGalgemænd,

Der gjør den samme Nytte.

ULRIK

Groer da ikke

Alrunen her i Danmark?

ROLLER

Nei, det troer

Jeg ikke; men i Tydskland findes mange.

Her er Jordbunden alt for flad til at

Frembringe slige ædle Væxter.

KNUD

Det

Er ikke andet end den rene Sladder,

Hvad du fortæller om Alrunen, Ulrik!

Jeg har selv eiet een; men hvad jeg end

Og gjorde, hjalp det ei; det Hele er

Kun Overtro og Snak fra Ammestuer.

Vort Haandværk er lidt meer solidt end sligt.

Det fylder Pungen og er frit og muntert!

Samvittighed – besøger ikkun svage Nerver,

Saadanne Folk, som gyse for en Smaating.

Det er ei værd at lægge Alt paa Hjertet.

Gjør Kongerne, som føre Krig, vel det?

De tænke ikke over paa, hvormangen

Uskyldigs Død de ere Aarsag til,

Hvormangen Søn de rive fra Forældre,

Hvormangen Brudgom fra sin Brud, og Mand

fra Viv og Børn; de ere døve mod

Den grændseløse Jammer. Herskesyge,

Ærgjerrighed, det er den Djævels Navn,

Som driver dem – os Guldet, ofte Nøden!

Vi kan, saa godt som de, forsvare i

Den anden Verden, hvad vi have gjort! –

ALLE RØVERNE (imellem sig.)

Knud taler Sandhed!

JØRGEN KLO

Har jeg ikke stedse

Sagt Eder: Knud har mere af Forstanden,

End alle vi, og er desuden snedig,

Kjæk, dristig, som en Røver jo bør være,

Hvis han skal slaae sig lidt honet igjennem –?

Saa har jeg derfor ofte tænkt, og tænker

Endnu som saa, at slig en Karl, som Knud,

Var værd at lyde. Thi med brave Karle,

Som Jer og mig, han kunde drive vidt –

ROLLER (afbryder.)

Hvad mener du?

JØRGEN KLO

Captainen har formeget

Af det man kalder nu Samvittighed.

Hvor meget herligt Bytte gaaer ei Glip

For disse Narrestregers Skyld? – Forbød

Han os ei Alle ordentligt forleden

At plyndre eller røve Mindste fra

De tvende Kjøbmænd, som reed her igjennem,

Med over firehundrede Rigsdaler

I rene Sølv, fordi han havde hørt,

At det var deres hele Arvepart?

Hvad ragede det os? – Saa gjør han ofte.

I veed det selv og har vel ofte harmet

Jer over det, saavel som jeg? – Desuden,

Jeg og Captainen har en gammel Regning,

Som vi maae have afgjort med hinanden.

I huske vel for tre Aar siden, i

Den strænge Vinter, da han døde, Martin?

Captainen var ei hjemme, og vi andre

Gik planløs om, for Tidsfordriv, i Skoven.

Kun Korno ene var i Hulen, da

Han hørte Klokkeringen i den Gang

Som gaaer langs under Landeveien;

Saa gav han strax Signal, og vi blev’ samled’.

Du, Roller! var jo med?

ROLLER (bejaer det med et Nik.)
JØRGEN KLO

Os fulgte Lykken!

Kun Qvinder, Kudsken og en fornem Herre,

Sad i den fuldbepakte Reisevogn.

Et herligt Bytte! – Alle faldt, som Ax

For Bondens Lee! – Det eneste, som leved,

Var kun et lille Kræ, hvis Skrigen rørte

Jer alle, uden mig. Hver anden fik

Benauelse og bad for Ungen; thi

Den var som Melk og Blod. Saa sagde jeg:

»Lad mig faae Klo i den!« Og siden den Tid

Har I jo kaldt mig Jørgen Klo; – det har

Jeg taalt for Broderskabets Skyld. Jeg tog

Da Ungen fast i Benene, og slængte

Den hen mod Vognen, saa at Hjernen sprøited’

Hen paa Jer andre blege Spøgelser.

Captainen blev som rasende, da han

Blev underrettet om det. Lod han mig

Ei kaste ned, dybt i det fæle Hul,

Hvor Martin spøger? Blot fordi jeg havde

Skilt Ungen ved sin Smule Liv! Jeg tier,

Men, naar da Flammen først engang udbryder,

Den slukkes ei; før maa den hele Bygning

Gaae ned i Gruus, maa styrte sammen!

KNUD

Siig,

Hvor fører vel den lange Præken hen?

JØRGEN KLO

Da Isen er nu eengang brukket; vel! ....

(seer mistroisk omkring sig.)

Jeg tør vel troe Jer Alle, Kammerater? –

Min Dolk har kildret Mange, saa at de

Har glemt at reise sig. Det har og Eders.

Man kunde muligt falde paa, ifald

Vi ikke nu forstaae at handle, derfor

At give os et Strømpebaand af Jern

Og skjønne Halsbind af den gule Hamp.

Og da min Hals har endnu ingen Lyst

At vide om jeg veier mange Lispund,

Saa maa man tænke paa sin Sikkerhed.

Derfor i Korthed, uden mange Ord:

Afveien med Captainen! Knud istedet!

HENNING

Er det dit Alvor, Jørgen?

JØRGEN KLO

Er du ikke døv,

Har du vel kunnet hørt det af min Tale!

HENNING (vil gjennembore ham med sin Kniv.)

Saa far til Helvede ...!

KNUD (holder ham tilbage.)

Lad være, Henning!

De klare Draaber ...

(peger paa Brændevinen.)

... aabne Hjertet, men

Tillukke Øiet. Naar han først har sovet

En halv Dags Tid, saa gaae de Griller over.

JØRGEN (rasende.)

Er det min Løn? Er dette Broderskab?

I Satans Kjeltringer! Gid Helveds Svælg

Opsluge Eder levende, for Mænd

I ere! – Feige Uslinger! At tage

Indvolden ud af Kufferter, at dræbe

En Reisende, naar I er tre imod ham,

Opdirke Laase, fange Egnens Piger,

Som uden Modstand falde Jer til Brystet:

Det kan I nok! Men tænke, trænge ind

I andres Planer, kan I ikke. Døde

Kjødhoveder! Jeg frygter ikke for Jer!

Hvis I har Lyst, saa kom! Min Bjørnekloe

Skal ryste Liv i Eder!

HENNING (rækker ham roligt et Glas Brændeviin.)

Drik, min Broder!

Den megen Skrigen taer paa Lungerne!

JØRGEN (støder det bort.)

Dit Hjerteblod, det vil jeg drikke!

ROLLER

Stille!

Jeg mærker, at du ikke taaler Heden.

Nu, det er Synd; saa kjøl dig af derude

I Maaneskinnet; lad mig hjelpe dig!

(tager Jørgen med Magt om Livet, saa han ikke kan afværge det, og bærer ham udenfor.)
JØRGEN (rasende.)

Ha, Djævler! Helveds Yngel! Roller! Satan!

(Pause.)
ROLLER (kommer tilbage.)

Nu ligger han ret blødt og godt derude

I Muddergrøften og udspyer sin Harme

Omkap med Snogene. Jeg hørte, hvor

Ham Frøerne tilqvækked’ et »Velkommen!« –

Det har ei Fare, han er engang vant

Til Fugtighed: saa slukkes Flammen, som

Han sagde, og den hele Bygning vil

Da ikke styrte sammen.

(skjænker og drikker.)

Paa hans Sundhed!

Scene af: »Røverne i Vissenberg i Fyen. Et dramatisk Digt«

Trykt første gang i Harpen. Et Æsthetisk Tidsskrift, udgivet af A.P. Liunge, 3. årg., nr. 32, der udkom 9. august 1822. Uopført. Røverne i Vissenberg blev indleveret til Det Kongelige Teater marts 1822, men forkastet 16. juni. Hovedkilden til dramaet er Thiele 1, 2, s.11-14. BFN 1.

63
VissenbergVissenbjerg, sogn ca. 10 km vest for Odense. Sagnet fortæller, at en røverbande her havde dybe gange under landevejene, og at der i røverkulens loft hang klokker, som ringede, når nogen kørte forbi, jf. Thiele 1, 2.
64
Rollernavnet optræder i Jens Baggesens epos Thora fra Havsgaard, 1814-1816, og i Adam Oehlenschlägers Hroars Saga, 1817.
Galger … Jammertonertil planten alrune af natskyggefamilien har der været knyttet stor overtro. Roden har ofte en tvedelt, menneskelignende form og mentes at bringe rigdom, beskyttelse mod sygdom osv. Helst skulle den opgraves ved midnatstid på en galgebakke. Når roden blev trukket op af jorden, udstødte den et så frygteligt skrig, at den, der trak den op, faldt død om; man måtte derfor grave roden næsten helt fri og binde den fast til halen af en sort hund, som man i sikker afstand kaldte til sig.
Kjerlingsladderkællingesnak.
Hvad eller ogeller også.
Galgemændfynsk dialektord; ifølge folketroen et overnaturligt væsen, som opbevaredes i en flaske og skaffede sin ejermand penge.
65
i Tydsklandi middelalderen trivedes alrunen ikke i Nordeuropa.
hvad jeg end Og gjordehvad jeg så gjorde.
Ammestuerbarnekamre.
ikkunkun.
honetordentligt.
Saa har jegsådan har jeg.
67
et lille Kræjf. Thiele 1, 2.
Benauelsebeklemthed, benovelse.
rasendevanvittig.
brukketbrudt.
Lispund1 lispund = 8 kg.
69
engangtrods alt.

Del

[Sassy_Social_Share]