See, Hørren staaer saa slank og fri

See, Hørren staaer saa slank og fri,

Hvor blomstrer hele Flokken!

Hver Klokke der har Melodi,

Men uden Knevl er Klokken;

Du hører ei dens »ding, ding, dang!«

Nei, ikke nu – men først engang,

Naar Hørren ret har lidt og stridt,

Og ligger som Papiret hvidt; –

En Tonemester paa det slaaer,

En Fjer er Troldomsstaven,

Hvad Blomsten følte, synligt staaer,

I Klang det fra Papiret gaaer,

Liv svinger sig fra Graven.