Skagen
Vi ville besøge denne »Danmarks Afkrog«, Sandørkenen mellem to brusende Have, Byen, som ikke har Gade eller Stræde, høre Maager og Vildgæs opfylde Luften med Skrig hen over de bevægelige Sandklitter og
Fra Kjøbenhavn med Dampskib, i een Nat, naaer Du Aalborg og derfra i faa Timer Frederikshavn, Udgangspunktet for vor Skildring. »Deroppe er jo alting fladt!« siger Du, »Fladstrand var det gamle Navn for Frederikshavn, og Navnet er nu overført paa
Endnu et Stykke Nord for Frederikshavn have vi Landevei, og rundt om Kornmarker, men snart er det Gode forbi, og vi komme over knoldet Lynghede, hvor Veisporene, i Aaringer overgroede med Lyng, tidt ere at foretrække for de hverandre krydsende, dybe Sandveie; to Mile ere lagte tilbage og vi ere ved Landsbyen Jerup.
Veiret er godt, vi have Lavvande, det maa benyttes, nu skal det med hurtigere Fart gaae de tre Miil, vi endnu have Nord paa. Een af Jerups Bønder, der kjender
Vi ere ud for Fiskerleiet
I vor Tid bestaaer Byen af tre Dele, Vesterby, Østerby og det fra dem en halv Miil borte ved Nordsøen liggende Høien eller Gammel Skagen. Her lod hollandske og skotske Skippere bygge og indvie St. Laurentius en Kirke i gothisk Stiil, den længste og betydeligste i hele Vendsyssel; nu er den begravet i de høie Sandklitter, kun Taarnet sees og vedligeholdes som Sømærke. Mellem Kirken og Østerby fandtes en hundred Favne bred Sø, fem til sex Favne dyb, med Gjedder og Karudser, rundt om var Marker, Kjær og Krat, men de ødelagdes; Stormen tog fat i den sandede Grund, man standsede ikke Ødelæggelsen, Sø og Moser fyldtes med Havets
Vi forlade Havstokken, kjøre op i Klitterne, hen over dem, hvor de ere lavest, Vei kan man ikke kalde det, Veisporet lukkes strax i det dybe, bløde Sand og næsten umærkelig bevæge vi os fremad; her ligger et Huus halv skjult af en Sandklit, derovre et andet; mørke, tjærede Træbygninger med Straatag; derhenne skinne et Par røde Tage, her løfter sig et Plankeværk, Sandet er nærved at faae det under sig; Luftstrømmene bringe en stærk Lugt af tørrede Fisk; et heelt Espalier af Flynder næsten skjuler os den større Gaard. Børn og Fruentimmer ligge i Sandet og sole sig, de ligge, hvor vi skulle frem, men vi komme saa langsomt afsted at de i al Magelighed kunne løfte og flytte sig. Hist og her i Sandet staae Vragstumper, og der ved Huset, hvor en lille Kartoffelhave er indpælet og omsluttet med Tougværk, staaer en
Man gaaer paa det friske Grønsvær under skyggende Løvtræer, hvor Fuglene synge, og kun et Skridt udenfor og vi maae arbeide os frem gjennem det dybe bløde Sand, hvor den stadige Vandring gjør Skagboen kroget i Lænderne og tilvænner ham en egen Maade at løfte Benene paa. Vi naae Præstegaarden; Huus og Have see saa indbydende ud, deilige Blomster og smukke Børn see vi og nær herved er
Altsom vi komme mere Nord paa i Byen, rykke Husene hinanden nærmere; her ligger Gjæstgivergaarden omgivet af Plankeværk og Have, Træer, Hyldebuske og Stokroser skygge op om Vinduerne og gjøre halvdunkelt i Stuen, man har formeget af det Grønne, men er iøvrigt godt indqvarteret, kun at Sovekamrene synes gamle
»Føre Sladder til Torvs,« den Talemaade kan ikke anvendes i Skagens By, her er intet Torv, men man kan føre Sladder paa Bakke. Hist paa en af de høieste Klitter, mellem Huse og Kartoffelagre, hvoroppe man seer ud over Kattegattet og ind imellem Huse og Sandhøider til det nye og gamle Fyrtaarn, samles i godt Veir Fruentimmerne; her er deres Forum, Byens eneste Samlingsplads, Caffeèn hvor Blæsten dreier sin Lirekasse, Regnbygen staaer for Skjænken og
Vi rumle hen over en haard, stenet Grund mellem magre Kornagre og elendig Græsning og holde foran det nye Taarn, der angives at være 140 Fod og har en Lysvidde til fire en qvart Miil, Kong
Hvilket Skue ud over de udstrakte Vande! hvilken Susen, naar i Efteraaret Stormene fare hen over denne Menneskebolig med en Tonefylde, hvorved de oprørte Haves dybe Rullen forsvinder. Høie Sandklitter ligge mod Nord i Halvkreds om Taarnet og naar vi ere over disse, staae vi paa den lange smalle Rullesteens Revle, der kaldes Grenen og have endnu en Fjerdingvei til dens yderste Spidse.
Vi vare her en stille Solskins-Dag. Her var over et halvhundred Fiskere, ogsaa Qvinder, ude at drage Vaad fra Nordsøen og fra Kattegattet. Garnene laae mange, mange Aareslag ude. Hvilket
Vi gik ud paa Grenens yderste Rand, der runder sig med en lille Svip Sandpynt mod Øst, ikke større end at kun eet Menneske kunde staae der og prøve, at Bølgerne fra Nordsøen slog hen over den ene Fod, og Bølgerne fra Kattegattet slog over den anden, man saae tydeligt de to Vande mødes; Nordsøen havde stærkest Kraft. Herfra, ud under Vandet, mod Nord og Nordvest, strækker sig, som to lange Følehorn, en heel Miil ud i Havet, Skagens farlige Rev. Gjennemtrængende Skrig af talløse Søfugle fylde Luften, den dybe Summen i det umaadelige Havsvælg, Dønningens Rullen og Bryden, der slaaer os over Fødderne, og dertil Skuet ud over Havets i Luft hensvindende Flade, virker svimlende, man vender sig uvilkaarlig for at see, om man har fast Land endnu bag ved sig og ikke staaer ude paa Havdybet, en Orm kun for disse Skysværme af skrigende Fugle.
Hvor nu de tunge Bølger vælte, laae engang Gammel Skagen; Beboerne maatte Aar for Aar flytte deres Huse ind i Landet, til hvor de nu ligge langs den med slebne Rullesteen opfyldte Strand. Derhen ville vi, det er en heel Miil herude fra Grenen, vi maae igjen tilbage gjennem »Vester-« og »Østerby,« forbi Plantagen, hen over magre Kornmarker og fattig Græsning, men her stode engang Klitter, gamle Folk erindre det endnu, og hvor vi nutildags see Klitter, huske de, laae dyrket Land og Mosestrækning. Vi komme forbi
Herinde mellem Klitterne strækker sig endnu Kornland og Hede. Vi saae den afskrællede Lyngtørv reist i Stakke, de saae i Afstand ud som en heel Leir; man fortalte, at i
Snart naaede vi de foran os opfygede Sandbanker, bedækkede hist og her med Klittag og Marehalm, et Gravdække hen over Skagens mægtige Kirke; imellem den og Byen gik tidligere en
»Vor Herre har nu lukket her dette sit Huus, vi maae reise ham et nyt andetsteds.«
Den 5te Juni 1795 blev
Med en egen Følelse, som ved Askehøiderne over Pompeji, staaer man her ved denne tilfygede begravne Kirke. Blytaget er brækket af; det hvide Sandmeel, glødende i den hede Sol, ligger skjulende hen over Kirkens Hvælvinger; i Gravnat derinde er Alt skjult, gjemt og af Slægter glemt, til engang Vestens Storme maaskee bortfyge de tunge Sanddynger, og Solstraalen igjen lyser ind gjennem de aabne Vinduesbuer, hen paa Billederne i Choret; den lange Række Portraiter af Skagens
Hele Kysten er et Mosaik af Rullesteen, dem Havet har slebet flade og runde; hvad vilde de kunde fortælle, om de fik Lyd og Tale-Evne! Hvormange Aartusinder hengik siden Iis og Vand bar dem til denne Kyst og gav dem deres glatte smukke Form!
Klitterne langs Stranden løfte sig høiere; Maretørvens sorte Lag skinner frem i det hvide Sand; altid eet og det samme, Hav og Klitter, Vrag og skrigende Søfugle; man møder maaskee et eensomt vandrende Postbud; han søger sin Vei ude i Havstokken, hvor Bølgerne have klappet Sandet fast, eller han stavrer hen over Steenlaget; stiger Søen, er det et stormende Veir vesterfra, maa han søge Veien inde i de dybe tunge Klitkrumninger, hvor kun Klitharer er hans Selskab; han maa kjende de farlige Grunde, hvor Væld og Bække grave Faldgruber og Qviksandet uden Redning sluger ham; en heel
Følge vi Vestkystens Klitter og Leerskrænter herfra ned mod
Herfra over Mark, Hede og Klitter ud i Nordsøens Havstok, kommer man, om vi saa tør sige, den historiske Vei heelt ud til Skagens Green; snart forbi leerede Skrænter, henover Sandmiler og ind paa udstrakt Græsgang, hvor den buskhøie duftende Porse og den himmelblaae
Gjennem Plantagen, gjennem Vester- og Østerby naae vi det nye Fyrtaarn; det lyser over de dybe Vande, naar de hvile og naar Stormene fare hen over det og Menneske-Hjertet synger:
»
Et Hav er en Draabe,
Han ene kan redde
Og gjennem Mandens Mod og Kløgt kommer Redningen, næst Gud.
Følg os herop i et stormende Veir, naar Skibet sidder fast derude i Sandet, og Bølgerne brydes mod Plankerne. Sit eget Liv vover den kjække Skagbo, det kunne alle Aaringer heroppe fortælle os; Mod og mandig Villie mægter vel ikke at bryde hver Skranke, men da overflyver Kløgten den. Forlad Din Stue i den mørke Nat! det er en Storm, saa stærk, at Du ikke hører det rullende Hav, Vindens stærke Kast møder Dig, idet Du træder ud; det fygende Sand og de skarpe Smaasteen pidske Dit Ansigt tilblods. Du fornemmer over Dig og om Dig en Kraft, som synes mægtig til at suge Havet op; det er en buldrende Lyd, som udfoldede sig over Dig et Verdens-Telt. Arbeid Dig op paa Klitterne i dette Mulm! sniig Dig mellem Vindkastene frem, Du fornemmer, naar Du har naaet herop, thi Søens salte Fraade flyver Dig i Øinene og først lidt efter lidt vænnet til Mulmet, skimter Du det skumkogende Hav; og mere gjennemtrængende end Søefuglenes skjærende Skrig lyder til Dig Nød-Raab, Fortvivlelsens Skrig; da lysner det, Natfaklen tændes, og ud over Vandet kastes en Raket fra Land hen over Skibet; ved Faklens Blaalys seer Du Fartøiet boret fast i Sandet; de tunge fraadende Bølger vælte sig mod det, og over det; Menneskene derude løbe i Dødsangst mellem hverandre, enkelte holde sig fast i Tougværket, den næste Bølge, som løfter sig, kan falde knusende, saa at Planker og Bjælker blive Spaaner i Havstokken; men Redning er bragt, en Finger, der bliver en heel Haand, som bærer de Strandede frelste i Land. Ved Raketten er bundet en Line, den er falden hen over Skibet, ved Linen drages et stærkere Toug derud, Forbindelse er bragt tilveie mellem Landjorden og de Skibbrudne, og snart flyver Redningsstolen frem og tilbage mellem Land og Kyst. De Frelste føres til Skagens By, Byen uden Gade eller Stræde, men hvor under Straatag i det tjærede Huus findes stærke Arme og varme Hjerter. Udholdenhed, Mod og Hengivenhed er Skagboens og Vestklitboens Natur; Havgusen gjør kolde Hænder, men »kolde Hænder, varme Hjerter!« siger Ordsproget.
Udholdenhed vil dæmpe Sandflugten, Plantagens unge
Ewald.
- 1
Ewald.
↩
Skagen
Trykt første gang i Folkekalender for Danmark, 1860, 9. årg., s. 46-58. Udkom i december 1859. BFN 800
Rejseskitsens baggrund er H.C. Andersens Jyllandsrejse 12. juni-12. september 1859. Besøget i Skagen fandt sted den 17.-18. august.
Forkortelser
Olavius Olaus Olavius | Oekonomisk-physisk Beskrivelse over Schagens Kiøbstæd og Sogn, 1787 |
Tekstrettelser
188,15 | Kattegattet < Kattegatet |
189,13 fn | Margrethe, < Margrethe; |
191,7 fn | Halvmiil < Havmiil |
187 | |
den tilfygede … Kirke | kirken, Sankt Laurentius, er fra begyndelsen af 1400-tallet og blev nedlagt i 1795; den var forfalden og man opgav at redde den fra sandflugten. |
Pompeji(s) | antik romersk by, begravet ved Vesuvs udbrud i 79 e.Kr. |
Citadellet | anlagt til værn for havnen 1627, funktionen ophørt 1864; Frederikshavn fik købstadrettigheder 1818. |
Knivsholt, Flade Banker og Bangsbo | Knivholt og Bangsbo er middelalderlige hovedgårde syd for Frederikshavn, oprettet henholdsvis 1419 og o. 1364 (nævnt første gang), mens Fladestrand (Flade Banker) var et fiskerleje oprindeligt underlagt de to hovedgårde. |
Fru Jerichaus Danmark | billedhuggeren Jens Adolf Jerichaus (1816-1883) polskfødte hustru Elisabeth Jerichau Baumann (1819-1881) malede i 1851 Danmark som en kvinde, der med Dannebrog over skulderen skrider frem over en moden kornmark. |
Hirtsholmene | Hirsholmene 7 km nordøst for Frederikshavn; dannet af store sten efterladt af isen under sidste istid. |
Tordenskjolds Ly | Peder Jansen Wessel (1690-1720), dansk-norsk viceadmiral, adlet Tordenskiold 1716; havde kommandoen på briggen (snauen) Ormen i kampen mod den styrkemæssigt overlegne svenske flåde ud for Fladstrand 1. maj 1712 under Den Store Nordiske Krig (1709-1720). | 188 |
Skagens yderste Spidse | Grenen. |
Havstokken | lang, regelmæssig vold, der aflejres på stranden ved bølgeslaget. |
Amphibie(reise) | dyr som lever både på land og i vand. |
Klittag | planten hjælme. |
Sandmeels-Høie | sandmiler, ubevokset banke af flyvesand; jf. Olavius s 45: »de svære Sandmiile eller Meele«. |
Aalbæk | mellem Skagen og Frederikshavn. | 189 |
Medusaer | vandmænd, gopler. |
konstige | kunstfærdige. |
Fyrtaarnene | det gamle, kaldet det hvide fyr, var fra 1745, det nye, kaldet det grå fyr, blev opført i 1857-1858 med N.S. Nebelong som arkitekt. |
Maretørv | martørv, et geologisk lag under klit eller marsk, af stor betydning som brændstof, jf. Olavius s. 323 ff. |
Byens Oprindelse | oprindeligt et fiskerleje; Kronen havde gods på stedet, og i 1355 bekræfter et tingsvidne, at en fordums konge havde givet bonden Thorkil Skarpe mark til græsning, hvorefter flere flyttede til. |
Erik Glipping | Erik 5. Glipping (ca. 1249-1286, konge fra 1259). |
1284 … plyndret af Nordmændene | kilden er ikke fundet. |
Dronning Margrethe | Olavius henviser på s. 2 til Holbergs Geographie. 5. del s. 413 (Compendium geographicum in usum studiosae juventutis, 1733), som fastslår byens købstadsprivilegier til midten af 1300-tallet; byen fik dog først købstadprivilegier 1413, året efter Margrete 1.s død (1353-1412). |
henveire(nde) | blæse væk. | 190 |
Gallion-Figur | galionsfigur, træfigur som svarer til skibets navn og er anbragt på dets stævn. |
Walter Scott | engelsk forfatter (1771-1832). |
Ziir | pynt. |
Byfogede(ns) | en byfoged var underdommer, politimester og ofte også borgmester. | 191 |
den nye Kirke | opført 1839-1841 efter tegning af dansk klassicismes førende arkitekt Chr. Fr. Hansen (1756-1845), som også var arkitekt for Vor Frue Kirke i København. |
Pulpitur(et) | ophøjet, lukket galleri med siddepladser i en kirke. |
Ruf | dækskur. |
Havgus(en) | kold, tæt tåge. |
»Sladderbakken« | folkeetymologi, Svallerbakken. | 192 |
Frederik den Syvende(s) | Frederik 7. (1808-1863, konge fra 1848). |
Vaaningshuus | beboelseshus. |
Lindsefyr | fyr med linse, der samler lysstrålen; opfundet 1819. |
Moderateur-Lampe | lampe med reguleringsindretning. |
Dræt | (fiske)fangst. |
Katfisk, Taderfisk | malle (svensk), blæksprutte (jysk). |
Fiskeqvase(r) | (sejl)skib med dam til levende fisk. |
Mollusker | bløddyr. | 193 |
en større Gaard … Herregaard | muligvis den middelalderlige Lun(d)holm, ødelagt af sandet og erstattet af en ladegård; if. Olavius s. 73 var der intet tilbage. |
de sidste Fisk | jf. Olavius s. 71 f., der omhandler hans besøg i 1780. |
Sagnet om en gammel Gaard | jf. Olavius s. 73 f. |
Krigen mod Engllænderne | 1807-1814. |
Soldater-Barakker | østkysten blev kraftigt armeret under krigen. |
(Kirke-)Vase | vej anlagt på sumpet terræn; vejen var if. Olavius s. 45 tilføget allerede på hans tid. | 194 |
Kirken … nedlagt | kilderne nævner ikke den lille ceremoni. |
Raadmænd og Borgermestere med deres Bomærke | jf. Olavius s. 5. |
Altertavle | jf. Olavius s. 53; den blev solgt 1811 sammen med en del af det øvrige inventar. |
Maria med Barnet | billede stående over altertavlen if. Olavius s. 53. |
Eventyret om Prindsessen | »La belle au bois dormant« fra Charles Perraults Historires ou contes de temps passé, 1697, (dansk i N.Th. Bruun Fee-Eventyr. Læsning for Børn og Gamle, 1820, »Prinsessen i den sovende Skov«. Samlingen bærer nu titlen Gåsemors fortællinger). | 195 |
Brudeskare … forsvunden | kilden er ikke fundet. |
svensk Flaade | Skagen var besat af kejserlige tropper 1628-1629 og af svenske 1644-1645 og 1657-1658, men fra land, bortset fra svensk kaperi; i 1676 blev byen dog beskudt af svenske orlogsskibe. |
Hjørring | vest for Frederikshavn, syd for Hirtshals. |
»Løkken« | fiskerleje på vestkysten syd for Hirtshals. |
Børglum-Kloster | 20 km sydvest for Hjørring, anlagt o. 1100; oprindeligt præmonstranserkloster, overtaget af kongen fra 1540. 1669 overgik klostret til privateje; i 1859 var ejeren cand.jur. Chr. Michael Rottbøll (1805-1894), hos hvem H.C. Andersen boede 30. juli -10. august. |
Sphinx | fabelvæsen med menneskehoved og dyrekrop. |
Vildmosen | Store Vildmose 20 km nordvest for Ålborg. |
Gentiana | entian. |
Biskop Scavenius | Laurids Mortensen Scavenius (1589-1655) var fiskersøn, men endte som biskop over Roskilde stift; han var produktiv som forfatter, jf. Olavius s. 9. |
Mathematikeren Scavenius | Claus (Nicolaus) Lauridsen Skavbo (Scavenius), hvis far var rådmand i Skagen, var 1555-1564 professor i matematik ved Københavns Universitet, derefter i fysik til sin død 1590; fødeår ukendt. | 196 |
Den Gud … redde | citat fra Johs. Ewalds (1743-1781) syngespil Fiskerne, 1779, 1. handling, 5. optrin. | 197 |
Dryader | skovnymfer. |