Skibet
Vaudevillelet, tit satirisk lystspil med indlagte sange, hvortil melodierne oftest er lånt andetsteds fra. Genren stammer fra Frankrig og blev i 1820’erne af J.L. Heiberg gjort til en dansk guldalderspecialitet. i een Act
1831
| JONATHAN SCHMIDT, Kjøbmand i Kjøbenhavn | |
| EDUARD HÜGEL, fransk Søofficeer, hans Skolekammerad | |
| FRU SCHØNNING, en ung Enke | |
| SAHS, Læge | |
| NICOLAI, Schmidts Tjener |
(Scenen er i Kjøbenhavn).
Første Scene
JONATHAN. EDUARDDu er altsaa i Dag kommen her til Byen? Nu, hvordan lever man? Giv mig Din Haand! O, jeg kan ikke sige Dig, hvor det glæder mig at see Dig!
Jeg kom hertil for en Times Tid siden; strax søger jeg Dig op, og finder Dig i dette Huus, der erindrer mig om saa mange kjære Venner – –! Det er nu en 10 à 11 Aar siden jeg forlod Dannemark.
Hvor Tiden løber, og vi med den! – Ja, der er løbet meget Vand i Stranden siden vi sadde paa de haarde Skolebænke i
Ja, dengang drev vi godt!
Nei, Du husker feil! Jeg var meget flittig, og fik næsten hver Dag mit »
– Og jeg fortjente det ved Langboldt og andre ædle Øvelser. VarDu den første i Skolen, saa var jeg den første paa Legepladsen.
– Men i de solide Ting? – Jo! husker Du ogsaa, hvad man kald-te Dig. »Feieren!« Det Navn
Nu ja, der var Ild i mig, jeg kunde ikke evig hænge over Bogen, men det kunde Du, og derfor kaldte man Dig: »Læsehesten.«
Læsehesten! – Ja, jeg husker det nok! Men det var dog et Slags Ærestitel. Der var stor Forskjel imellem os!
»Feieren« og »Læsehesten!« – Ha, ha, ha! – Ja, der var en stor Forskjel!
Kun Prygl i Skolen for mig vanked’,
Men leged’ vi, – jeg stod mig bedst.
Jeg gav da Bank, og Du blev banket,
Du, Skolens første Læsehest!
Det er saa rørende at tænke!
Ak, Vandet mig i Øiet staaer.
O Barndom, Livets lykkeligste Aar!
Ja, som Børn har man ingen Ting at tænke paa; man er som
Og jeg er født her, men det er nu ti Aar siden jeg forlod Byen.
Men hvor har Du da tumlet Dig al den Tid?
I fremmede Lande! – paa Verdenshavet! – Jeg er Søofficeer i fransk Tjeneste. Jeg har været i
Skjæbnen har vel spillet lystig Langboldt med vor bedste herlufholmske Boldtspiller?
Som man vil tage det! – og Du?
Jeg? – Ja Du troer vel endnu, at jeg er en Læsehest, en død Klump, som i Skolen? Jo vist! Nei, jeg har Forstand, jeg har Lykke – jeg er nu snart en af Byens første Kjøbmænd! – mine Speculationer lykkes, og
Nu, jeg gratulerer! (afsides) Han gjør altsaa ikke andet, end hænger i sine Kjøbmandsbøger, mærker jeg nok!
Det skulde jeg troe! – Jeg har taget min Onkels Handelshuus! Det er en god
Dersom Du er elsket, saa gratulerer jeg!
For Fanden, tvivler Du derpaa! Jo, jeg er elsket! Jeg bliver en lykkelig Mand – hele Byen taler derom. – Jeg haaber ellers ganske vist, at Du gjør mig den Ære at blive her til Brylluppet. Næsten det halve Kjøbenhavn kommer her.
Med Bruus og Brag, med Sang og Spil,
Min Bryllupsdag jeg stolt vil hædre.
:|: Det rygtes vil! :|:
Jo meer
I Havnen vil man heise Flag, –
O, gid det bare var paa Tiden!
Jo mere Larm hans Bryllupsdag,
Desmindre venter han sig siden!
– Nu, jeg takker for Indbydelsen! Naar jeg blot ikke generer her?
Genere? Hvor kan Du tale om Sligt! Du skal flytte herind. Mit Huus er stort nok, og det ligger smukt! – Men see, der har vi allerede een af de Fremmede! –
Anden Scene
SAHS. JONATHAN og EDUARDDet er Dr. Sahs! Det var vel, jeg skulde just tale med ham.
Lad mig ikke genere Dig!
Den gode Doctor, det er da første Gang i hans Liv, at han er langsom!
Man har den Ære at være i Mode! I enhver Gade har jeg nogle Kunder, og Tiden løber før man veed det.
En Doctor maa flyve ved Dag og ved Nat
Blandt Roser og yndelige
Ja Syge og Sunde vil have ham fat,
Ham, Livets og Haabets Skjærsommer.
Ved Vuggen og Kisten jo Doctoren staaer
Blandt Roser og yndelige Blommer,
Han er der naar man kommer, han er der naar man gaaer,
Og høster derfor i Skjærsommer!
Ja, det er sandt! Uden dem kan man hverken leve eller døe. – De bliver dog ikke vred?
Vred?! Jo, saa kjender De mig ret! Apropos, min Kone er for lidt siden kommen med
Nei!
Der er kommet et Skib på Rheden, directe fra
Hvad siger De? – – Dersom de nu bare passe paa, at de ikke lodse
Vær De kun ikke bange! Øvrigheden har for længe siden taget sine Forholdsregler. Skibet er lagt under Quarantaine
Det var længe nok! Ja, man kan ikke være forsigtig nok med Sligt!
Men hvem er denne Herre der? Er det ogsaa en Kjøbmand.
Det er en Søofficeer i fransk Tjeneste; en gammel Skolekammerad, som det fornøier mig kan faae at see den Figur, jeg her gjør.
Min Herre, en Ven af mine Venner er ogsaa min Ven! – De vil blive her i Kjøbenhavn?
Det veed jeg endnu ikke rigtigt!
Det vilde være mig en Fornøielse! Saa fik jeg et Huus mere, og jeg holder meget af et godt Huus og et behageligt Selskab. Mine Besøg ere ellers altid indrettede til bestemte Tider.
Ja, hos mig er det bestandig ved Frokosttiden.
Nu, hvorledes gaaer det?
Det veed jeg ikke, det maa jo De sige mig!
Er Du syg?
Nei, endnu har hverken Doctoren eller jeg mærket dertil, skjøndt jeg lader ham hver Dag see til mig.
Det er jo herligt!
O, ja! som Du vil. Sundheden fremfor Alt! naar man er riig, er det saa temmeligt nødvendigt at være frisk, dersom man vil have nogen Fornøielse.
Men Frokosten venter nok! Skulde vi ikke tilbords? Snart komme nok alle Gjæsterne.
Ja, De har Ret, det gjør de vist! (til Eduard). Kom min Ven, saa vil jeg forestille Dig for Damerne! – Nu, ingen
For Damerne? Hvad tænker Du paa! – Jeg er jo halv i Reiseklæder. Jeg har endnu ikke mit Tøi – – –
Dit Tøi? – Min Gud, hvor ere alle mine
Jeg, Hr. Cap’tain,
Haaber at Du Dig slet ikke generer;
:|: Hvad Du befaler, strax skal det skee. :|:
– De, min Hr. Doctor, lyde min Stemme,
Spise og Drikke man aldrig maa glemme,
Skal vi nu ikke til Frokosten see?
Jeg maa jo lyde;
Her tør De byde!
Jeg har desuden en stor Appetit.
Paa Jaords Festen
Er der for Resten
Ei Tid til Hvile.
Timerne ile!
Vær her i Huset, som Huset var Dit!
Vi vil os begge recommandere,
Ei med vor Tale længer genere –
Jeg har desuden en stor Appetit.
Vær her i Huset, som Huset var Dit!
Tredie Scene
EDUARD, strax derpaa NICOLAISiden vi vare i Skole sammen, er min Ven forvandlet fra en Klodrian til en sand
Maa jeg have den Ære at vise Dem Deres Værelse. Er der ellers noget De ønsker?
Ah, Du er min Kammertjener! Nu, vi komme nok ud af det!
Du maa gaae hen for mig i Skibet; Du veed jo nok, paa Vestergade? Der er mit
Er Herren ikke kommen
Jo, jeg holder meest af at reise paa denne Maade, der træffer man altid Selskab. Jeg traf der en ganske fortræffelig lille Dame, der var saa
Jo gjerne! (læser paa Kortet.) »Ed – Ed – du – –«
Eduard Hügel, Søofficeer i fransk Tjeneste!
Hvad? De er Hr. Eduard Hügel?
Du kjender mig?
Jeg veed ikke! Men for 10 Aar siden var her et ungt Menneske, en meget skikkelig Fyr, kun noget
Man husker det endnu?
Nei, det er nu glemt; men jeg har, hvad man nu kalder det, et godt Hoved! jeg husker meget. Det var paa et Bal – ikke sandt? Der var en ung Dame paa en 16 Aar, som ikke vilde dandse med dem, og da hun saa siden dandsede med en anden, udfordrede De denne anden paa Pistoler næste Morgen –?
Ja, den Dands har skaffet mig mange mørke Timer! Den stakkels Schønning! Han var min Ven! Jeg seer ham endnu i sit Blod. Jeg maatte forlade Byen; jeg gik med et
Ja, saaledes endte det!
Ja det faldt meget herligt ud,
Hun fik derved en Mand med Penge,
Og han – han fik en deilig Brud,
Kun Skade, han ei leved’ længe!
En Typhus han
Vor Doctor sagde: »vær ei bange!«
:|: Men
Og saadan gaaer det for saa mange! :|:
De vil snart faae den unge Enke at see.
Naa, det fornøier mig! – men gjør nu hvad jeg bad Dig om.
Ja gjerne! (afsides.) Men jeg kan dog ikke lade være med at tænke paa, at Hr. Schmidt inviterer ham til Brylluppet!
Jeg troer Du falder i Tanker! Skynd Dig lidt, der ere flere Ting, jeg vilde bede Dig om.
Jeg løber – – (gaaer.)
Fjerde Scene
Man har ikke bedraget mig; hun er Enke, hun er fri! Ti Aars Landflygtighed maa udsone min Brøde, og jeg haaber, hun vil see mig igjen med Venlighed. Endnu har jeg ikke spurgt om hende, men her komme jo en stor Deel Fremmede i Dag, maaskee min gode Stjerne forunder mig, at Mathilde ogsaa kommer her. Ja, jeg vil modtage min Vens Tilbud, jeg vil blive her. Gud, naar jeg tænker paa, at jeg allerede i Dag skal see hende, saa banker mit Hjerte saa stærkt, jeg har næsten ikke Mod – – Mod? jeg, en Mand, en Søofficeer –!
Vær stærk mit Bryst, hvad griber dig vel her?
Hvad frygter jeg, den frie Verdens Borger!
Hvert andet Land var Hjertet lige nær;
Ti Aar svandt hen i Glæder og i Sorger.
Atter seer jeg den Fædrene Strand,
Det elskte Hjem – – o bort med Klage!
Der, hvor man elsker, der er vort Fædreland!
Nu føler jeg, at jeg er vendt tilbage!
Gud, hvem er den Dame, der kommer? Hvor mit Hjerte banker! Det er jo hende! Det er Mathilde! Hvilken Lykke! Hun kommer, og hun er ene – !
Femte Scene
FRU SCHØNNING og EDUARDHvor kjedsommeligt er det ikke at maatte være nødt til at modtage hele Byen, høre paa de forslidte Gratulations Talemaader – –. (Seer Eduard.) Ah! allerede een af Gjæsterne!
Ja, Mathilde, det er mig! De har ikke glemt mig?
Eduard Hügel – –!
Ja Frue, det er Eduard, deres første
Gud! hvad vil De? De er vist ikke uvidende om, hvad der har tildraget sig, siden vi sidst saae hinanden?
Jeg indtraf i dette Øieblik; men
Hr. Hügel – –!
Jeg veed vel, at det ikke er det, der vil bestemme Dem, men jeg anraaber kun deres Ædelmodighed! Giv mig deres Haand, og jeg troer, at jeg har kjøbt den let med alle de Ulykker jeg har udstaaet.
– Lad os tale om noget andet! – Det glæder mig ret hjerteligt at see Dem igjen, at finde en gammel Ven, som jeg frygtede at have mistet for stedse. Ja, jeg vil ikke nægte det, jeg har været bedrøvet for Dem; thi – ja vi ere jo nu ældre – jeg tør nok sige det, De var mig kiær.
De elskede mig!? De elsker mig endnu?
Endnu den samme brusende Mand, som før! Dog, det er vel nu kun Spøg, og det morer Dem at tage fat, hvor De slap for ti Aar siden. Deres Characteer er for flygtig – –
Jeg var kun 18 Aar, da jeg forlod Dem. – Den Stand, jeg valgte mig, og endnu mere Aarene, har forandret min Characteer. Ja, Frue, Krige og Skibbrud, alle disse frygtelige Scener, der danne en Sømands Liv, tæmme hans Lidenskaber og efterlade ham ikke mere Styrke, end den der er nødvendig til at gaae Faren imøde; Vanen, at udsætte sit Liv, gjør dette ligegyldigt for ham; Nødvendigheden, at maatte hjælpe hinanden gjensidig, gjør ham menneskelig og barmhjertig, og troe mig Frue, uagtet Sømandens
Nu vel, dersom det er sandt! Dersom De virkelig har bevaret et oprigtigt Venskab for mig, saa viis mig dette, ved at forlade mig.
Og hvorfor?
Fordi jeg ikke bør – ikke maa taale Deres Nærværelse her.
Min Gud! Hvad mener De hermed?
Jeg vil være ærlig og ligefrem imod Dem! jeg er Enke, jeg har en Søn, hvis Fremtid jeg maa sørge for; ikke min, men hans Lykke bør jeg betænke! – En ulykkelig Proces truer os, og kun ved eet Middel kan jeg bevare ham hans Formue!
Nu vel –!
Jeg er Moder – o herlige Lyst!
Det elskte Barn, der laae ved mit Bryst,
Eier kun mig – Lad Drømmen forgaae! –
Ja, jeg dets Held grundfæste maa.
Haabet forsvinder som Rosens Vaar!
– Qvinden er bunden, fri Manden staaer,
Verdens Dom tør han stolt
Hun maa dølge sit Hjertes Vee!
Jeg har givet mit Ord og det er i Dag, i denne Dag, at jeg vil vise mig for Verden, som Hr. Schmidts Brud. Hvert Øieblik kan jeg vente de indbudne Gjæster.
Og De troer, at jeg rolig skulde see derpaa?
Der er intet andet for; Tiden tillader hverken Dem eller mig at forandre det! jeg gaaer nu paa mit Værelse, til de Fremmede komme.
Jeg udfordrer Deres Brudgom!
For at vi igjen kan blive skilt ad i ti Aar?
Gud, hvad erindrer De mig om!
Vær fornuftig! Hvad der skal skee, kan ikke forandres, og elsker De mig virkelig, saa gaae bort herfra! Gjør Intet, der kan bringe mig i Folkemunde! Glem mig, og jeg vil glemme, hvad De har sagt, og hvad De har gjort imod mig.
O Mathilde! – De vil det? Nu, saa siig mig kun eet eneste Ord! Men ved den alvidende Gud, siig mig Sandhed! Elsker De mig ikke? – (griber hendes Haand.) O siig det! Visheden derom vil styrke mig i min Ulykke! Elsker De mig?
Gud! – Det kan jo nu ikke blive anderledes.
De elsker mig?
Jeg – hader Dem ikke! – Men nu ikke et Ord, nu aldrig mere herom! Tænk paa, jeg tilhører – jeg skal tilhøre en Anden!
O jeg seer det, De elsker mig! – Lev vel, lev vel! Nu glemmer jeg Dem aldrig! (vil ile ud).
Sjette Scene
JONATHAN. DE FORRIGEIh, for Pokker! Hvor vil Du hen? Hvem løber Du for? See, det er min Kjæreste! Maa jeg have den Ære at forestille Dig for hende?
Jeg har allerede den Ære at kjende denne Herre!
Jeg?
Det lader sig ikke gjøre! Herren sagde i dette Øieblik, at han endnu i Dag var nødt til at reise paa Landet, for at opfylde et Løfte mod en Ven.
Hvad er det for noget? Din Ven kan jo vente – – Har Du ikke lovet mig at
Nu vel, vil Du vide det –?
Ja Gud vil jeg saa! – Skjøndt Du ogsaa, som sagt, gjerne kan lade være, thi jeg slipper Dig ikke. Naar mit Bryllup er forbi, tager Du med mig og min Kone ud paa Landet; vi ville kun være os tre, det kan blive deiligt! Der er fortræffeligt Fiskerie, – dog, det er sandt, Du er ingen Elsker af at fiske; nu, saa kan Du jo jage paa mine Enemærker! Eller, naar jeg gaaer ud, kan Du imidlertid blive hjemme hos min Kone og holde hende med Selskab og fortælle hende om Din Reise.
Afslaae det min Herre, afslaae det, jeg beder Dem!
Og hvorfor? Jeg er meget lykkelig ved at modtage min Vens Indbydelse!
Det vidste jeg nok! (Til Fru Schønning.) Det er bestemt for Deres Skyld han følger med!
Nei! og jeg ønsker ikke, at han kommer med!
O, hvad er det for noget! – og hvorfor?
Det synes mig, at De maa kunne gjætte det, og skaane mig for at sige mere –
Du skal ikke bryde Dig derom, hun er en lille Smule stræng i visse Capitler –! (Til Fru Schønning.) Min Ven har været saalænge i Paris; nu har han nok sagt Dem lidt Smigreri, saadan noget, som hører til Dagens Tone der, hvor han kommer fra, og strax bliver De heftig!
Smigreri –! – De har vist ikke glemt Grunden, hvorfor Hr. Capitainen for 10 Aar siden maatte forlade sit Fædreneland?
Troer De, at jeg skulde være mistænkelig? – nei, jeg har ogsaa noget af dette franske – – og jeg elsker Dem, jeg elsker Dem dog virkeligt!
Dersom jeg virkelig var elsket, skulde man være mere beredt paa at opfylde mine Ønsker, og ikke sætte mig i den ubehagelige Stilling, hvor jeg nu er.
Hun blev
Syvende Scene
Ja, jeg elsker hende endnu! elsker hende af mit hele Hjertes Fylde! Hvor mægtigt har hun ikke grebet ind i mit hele Liv. Nei, jeg kan ikke skilles fra hende! – Hun har viist mig bort! Og jeg skulde adlyde? Nei, jeg kan ikke! jeg kan ikke! – Hun afskyer min Nærværelse; min inderlige Kjærlighed skulde mishage hende? – Nei! sagde hun ikke, at hun ikke hadede mig, og tør jeg ikke udlægge dette til det Modsatte? Ja, om hun ikke havde sagt det med Ord, sagde da ikke hendes første Blik det, da hun saae mig? Hendes Haandtryk? – Ja, det er nok! Jeg veed, hun elsker mig – hun gifter sig med mig! – Men hvordan? Hvordan bærer jeg mig ad med Jonathan? – Han fortjener hende ikke! han er en tom, forfængelig Nar! – men, hvorledes maa jeg handle? – Hvor er min gamle Dristighed? – Er jeg ikke længer Sømand! Nu alle Seilene til! jeg maa til Maalet!
Amor med Flamme-Piil,
Hvidsker med venligt Smiil:
»Hjertet bør aldrig
Maalet jeg snart skal naae,
Jeg har jo Vinger paa,
:|: Seiren jeg vandt alle Dage!« :|:
Lystelig flyve maa
Under de stormende Vinde!
Amor ved Roret staaer,
Sikkert han Havnen naaer,
:|: Haabet maa aldrig forsvinde! :|:
Ha, der kommer Nogen! Maaskee en Allieret! Nei, det er Doctoren.
Ottende Scene
SAHS og EDUARDHvad? Nu skulde jeg ud til Skibet? Nei! siig, at Du ikke har truffet mig. Det er nok, naar mine Colleger gaae derud. De kan nok give Rapport uden mig. Det er
Jeg skal nok sige det!
Gaae saa ogsaa hen paa Posthuset og see at
Ah, hvad hører jeg! Fru Sahs var altsaa min smukke Reisefælle!
Nu, her træffer jeg jo endnu vor fremmede Landsmand! – Det var en herlig Frokost og hvor langt ypperligere vilde den dog have været, dersom De havde deelt den med os. De kunde have fortalt os saa mange interessante Ting om Deres Reiser. Maa jeg spørge, hvor De har tumlet Dem omkring?
O, i den halve Verden! Fra Frankrig til Amerika, fra Kap til Smyrna, og derfra – –
Smyrna!? – Smyrna! hvor kommer De nu allersidst fra?
Allersidst? Ja, allersidst kommer jeg jo egentlig fra Skibet – – dog, det er Spøg; De mener vel –
Spøg! det er en Fandens Spøg! fra Skibet? Skibet! Veed da Ingen, at De er taget her hen?
Nei, det behøves jo ikke! Jeg tog en
Fra Skibet! fra Skibet der ligger paa Rheden! Hvad har De giort!
Skibet paa Rheden? – Det fra Smyrna?
Ja, kjære, kjære Menneske! – og De kommer her, hvor der er stort Selskab.
Fortræffeligt! (høit) Kjære Doctor, De er den Eneste, der endnu veed det! –
Min Herre! – Min Herre! – hele Selskabet – Byen –
O nei, fortæl dem det ikke! Jeg gaaer nu til Fruen, for at hente hende til Selskabet. (gaaer).
Niende Scene
O, Du store Gud! – Hvad skal vi gjøre? Hvilken Uforsigtighed af ham! Han kan
Tiende Scene
SAHS, JONATHAN SCHMIDT og GJÆSTERNEHr. Schmidt! Hr. Schmidt!
Tillad vi synge lidt!
Ja Sang, kun Sang
Kan tolke denne Gang
Vort Hjertes inderste Behag
Paa denne kjære Jaordsdag.
– Vi faae vel ret et stort
Hav Tak! hav Tak!
O, hvilken Skraal og Snak!
O vee! o vee!
Kan snart vi Fruen see?
Hun kommer strax;
Forfriskninger skal bringes hid,
Vi paa vor Sundhed drikke vil!
Hr. Schmidt! Hr. Schmidt! o. s. v.
Stille, stille! syng dog ikke. Jo mere de synge, desmere Luft trække De jo i Dem!
Hvad er der paafærde, Hr. Doctor! »
Hvor kan De spøge? Ja, De veed det ikke! – Den unge Officeer her – kommer fra Skibet, fra Skibet, som ligger under Quarantaine.
Hvad siger De – –?
Vilde han ikke tage mig i Haanden! Saa nær var han ved at give mig den! Du gode Gud!
Og jeg – jeg gav ham Haanden imorges, men – ja, det var en Lykke, jeg havde Handskerne paa. (kaster dem bort) uden disse havde jeg været
Inde i dette Værelse.
I dette Værelse?!
Jeg skjælver og jeg gruer!
Ak, vee! os Pesten truer!
Hr. Doctor, pas dog paa!
Vi Døren spærre maae!
Han
Jeg skjælver og jeg gruer!
Men Himmel! deres Brud! – –
Afsted! afsted! afsted!
Hvad kan vi ikke frygte!
Der er han! – lad os flygte,
Vi Døren spærre maae!
Ellevte Scene
DE FORRIGE, EDUARD og FRU SCHØNNING (Eduard fører hende ved Haanden, alle udstøde et Skrig, idet de see dem, og flygte ud af Døren, som de slaae i).Tolvte Scene
EDUARD og FRU SCHØNNINGHvad betyder det?
Jeg veed det i Sandhed ikke! Jeg kom paa deres Hr. Brudgoms Befaling, for at hente Dem, og tillige at sige, at jeg er bestemt paa at adlyde Dem i at reise bort for stedse.
Jeg tager ikke Feil, man lukker Døren for os.
Hvad betyder det? At flygte for vore Øine!
En herlig Fest
De føler Utaalmodighed.
Ak, De maa mig tilgive!
Med vilde Hyl man flygted’ der,
Man lod os begge ene her – –
– Dog, jeg har Tid at blive!
Himmel! denne Rolighed! denne parodierende Tone over min Frygt – –! Det er en List af Dem.
Jeg maa tilstaae det, i første Øieblik maa dette falde Dem ind.
Lad Dem
Feire til min bittre Vee!
Kun ved List kan Amor seire,
Dette Bryllup kan ei skee,
Men da jeg, skjøndt nok saa gjerne,
Ei kan fjerne det fra Dem,
Dem jeg da fra det vil fjerne,
Saadan maa man her gaae frem!
Jeg veed ikke, hvilke Midler De har anvendt; men den, som saaledes kan tilsidesætte Agtelsen for mig, kan ikke elske mig!
Tillad mig dog at retfærdiggjøre mig! Lad mig forklare Dem – –
De har fornærmet mig, og jeg kan, jeg bør ikke høre, hvad De maaskee nu i en Hast vil sætte sammen, for at undskylde Deres upassende Spøg.
De vil ikke høre mig, ikke see mig? Nu vel! Jeg gaaer ind i Deres Værelse, og lover Dem at blive der, indtil De selv kalder mig tilbage. (gaaer.)
Trettende Scene
Hvilken Forvovenhed! Hvortil mon dette Hele skal lede? Jeg vil dog vide det. (gaaer hen til Bordet og ringer med Klokken) Er der ingen?!
Hvorfor mon jeg bange tænker
Mig et Fængsel her?
Kun et Fængsel Hymen skjænker
Bag de grønne Træer.
:|: Men hvorfor Taarer her?
Selv jeg valgte disse Lænker!
– Du mit Hjertes Drøm,
Synk i Tidens Strøm! :|:
Hvad betyder det? Et Brev! – Jeg maa dog see, hvad det vil sige. (tager det.) »Til Hr. Capitain Eduard Hügel!« Det er til ham! – Jeg kan dog ikke læse hans Breve! – Nu, maaskee dette giver mig Lys i Sagen.
Fjortende Scene
EDUARD og FRU SCHØNNINGDe kalder allerede paa mig! De vil tale med mig?
Nei, ingenlunde!
Nu vel, saa vender jeg om igjen.
Bliv! her er et Brev til Dem, man har stukket igjennem Vinduet.
Et Brev? (aabner det.) Ah, det er fra Doctoren.
Gud, er det muligt!
Tro ikke et Ord!
Vær uden Frygt, man feiler her,
Jeg skal Dem alle Ting forklare;
Skibet, der truer os med Fare,
Gjæstgivergaarden Skibet er.
(Mærk Dem forresten:
Der er ei Pesten)
Det staaer paa Grund paa Vestergade,
Mange Kahytter i Skibet er’;
See, fra dette kommer jeg her,
Og, som jeg haaber, uden Skade!
Og Doctoren er narret? –
Ja, Frue! det var paa en Maade en lykkelig Feiltagelse! – Tillader De, jeg læser Brevet ud? »Jeg maa melde det for Øvrigheden, det er en Forsigtighed, en Nødvendighed, De indseer, og vil tilgive mig. Huset have vi maattet besætte, og før om 40 Dage kan De ikke slippe ud.«
40 Dage!
Synes Dem, Frue! at denne téte a téte bliver en Smule for lang? O, for mig vil Tiden flyve med Ørnevinger!
Det er uædelt af Dem, De vil sætte mig i denne Forlegenhed.
»
Det er altsaa Dem, jeg har at takke for, at jeg er bleven indspærret her i Huset – –?
Dersom min Uforsigtighed har paalagt Dem Lænker, maae De dog indrømme mig, at jeg har været saa ædel, at deeltage i samme Fangenskab.
Jeg er vred!
Iøvrigt er det kun en lille Hævn, naar jeg ret tænker paa dem, som De har berøvet deres Frihed!
Jeg anbefaler Dem at tie med Alt, hvad der kan hentyde paa Deres Kjærlighed.
Nu, min ædle Frue, De har at befale! Saa ville vi da tale om andre Ting; vi ere jo nu nødte til at være 6 Uger sammen, vi maae da see at finde paa Midler til at fordrive Tiden; for mig vil den nu let gaae, i Selskab med en Dame med saamegen Aand og Ynde – Gud bevares! jeg nævner jo ingen. Det vil være let for Dem at give Conversationen noget
Siig, hvad De vil, men jeg svarer Dem sandelig ikke!
Det forlanger jeg ikke engang! Jeg seer Dem, og det er mig nok. Kun for Dem ene er jeg bedrøvet. En Sømand har kun faae aandelige Hjælpemidler
Vil om min Reise her De høre?
Ønsker De heller lidt Politik?
Eller en Sang? – Alt vil jeg gjøre!
De holder, troer jeg, af Musik?
– Bøger fra Verdens Riger!
Maa jeg vel læse for Dem? – Ja?
Saa
Det er ei mig der taler da!
Hvad er her for Bøger?
Læs, om De vil! men jeg hører ikke efter!
Saa meget desbedre, saa behøver jeg ikke at være undseelig ved min slette Oplæsning. (aabner en Bog.) Her er tredie Bind af Baggesens Værker
»
Hvad Du selv engang dog undte mig!
Grumt Du hvert et Smiil mig vil unddrage,
Hvert et
Lindrende tør Taaren meer ei trille;
Sukket tør ei stamme meer Dit Navn;
Selv
Der betroede Himlene mit Savn
Hvad er det for noget?
Hvad det er? Det er Digtene til Nanna; nu skal De høre videre – –
Jeg vil ikke høre det!
Holder De maaskee mere af Heines?
»
Die hat
Der Andre liebt eine Andre,
Und hat sich mit dieser vermählt.
Das Mädchen heirathet aus Aerger
Den ersten besten Mann,
Der ihr in den Weg gelaufen,
Der Jüngling ist übel d’ran.
Es ist ein alte Geschichte,
Doch bleibt sie immer neu;
Und wem sie just passiret,
Dem bricht das Herz entzwei
O, nei! lad os tale om noget Andet.
Ih, med Glæde! – Skal vi tale om, hvorledes vi bedst kunne inddele Tiden her paa dette Sted, det er altid godt, at have sin Dag inddeelt; enhver Ting maa have sin Tid. Jeg holder meget af Orden.
Virkelig?
Ja, De kan sandelig troe, jeg har mange gode Egenskaber, som De ikke kjender! I Verden foretrækker man nu et elskværdigt,
Jeg forstaaer Dem! – men De talte om, hvorledes vi skulle inddele vor Tid.
Altsaa, dette behager Dem mere, end at høre om mine gode Egenskaber.
De sagde, at De holdt af Orden.
Ja, Frue! det har jeg altid gjort, selv da jeg var en lille Dreng; og dersom jeg engang er saa lykkelig at komme til at have min egen Huusholdning, saa har jeg rede for denne en bestemt Plan, fra hvilken jeg ikke vil vige et Haarsbrede. For det første, thi der er Intet jeg hader mere end Bagtalelse og Sladder, vil jeg altsaa ikke boe i nogen lille By.
De foretrækker altsaa Kjøbenhavn?
Ja, Frue! Jeg vil boe paa Kongens Nytorv, thi der en en viid Udsigt; jeg vil intet
Virkelig!
Troer De, at jeg vil lade min kjære, lille Kone gaae til Fods!
Hun kunde jo let blive syg eller træt,
Nei, hun skal ei gaae!
En
Vi kjøbe os maae!
Saa flagre vi
– O, siig: hvilken Vogn skal jeg tage?
Hvad tænker De paa! De vil have et Huus paa Kongens Nytorv –! en Landauer – –
De foretrækker altsaa en Landauer! Ja, den er ogsaa bedst, og den er nødvendig, thi vi ville have et
Hver Aften i Comoedien! – nu, paa den Maade vil De da snart blive
Ødelagt? Frygt ikke derfor! men vi talte ikke om min Formue, men om min Lykke. Lad os komme til min Kone! De seer os nu begge to, den ene ved Siden af den anden, idet vi læse noget smukt af Baggesen,
Hvad siger De? –
Uagtet deres Vrede, uagtet min nye Feil, kan De ikke tvivle om min Kjærlighed, selv min sidste Opførsel, er dem et Beviis derpaa. Min Uforsigtighed har sat Dem i en ubehagelig Stilling, men kun for at De kan lære at kjende ham, som de foretrækker for mig.
Den, som vil ikke
Han er ei værd med dem at leve!
Jeg føler Hjertet saligt bæve.
Jeg er hos Dem og i mit Hjem.
Ei Tiden slukte Elskovs Flammen;
Os Skjæbnen atter har bragt sammen,
:|: Og trofast er jeg til min Grav, Dem,
Hjemmet og det stolte Hav! :|:
De elsker mig! Det har De sagt mig.
O Gud! der komme Nogen!
Maaskee for at give os vor Frihed!
Allerede!
Jeg forlanger ikke at høre mere!
Femtende Scene
DE FORRIGE. SAHS og JONATHANNu, gode Ven, gaae Du kun frem!
Nei, at gaae først det bør sig Dem!
Vi ere godt forsynet her.
Os kan ei Smitten komme nær!
Gaae til!
Gaae til!
Nei her De maae
Paa Embedsvegne foran gaae!
Som Læge giver De Raport!
Gud veed en Læge har det haardt!
Gaae til! gaae til!
Men seer jeg ret?
Paa Knæ –!
Ja, det er noget net!
Min Ven! Madam! hem, hem, hem, hem!
Vil De dog ei gaa hen til dem!
Er Nød og Fare først begyndt,
Saa bliver Venskab meget tyndt!
Jeg synes ellers min Ven er noget for nærgaaende.
Vi beskjæftigede os med Dem, og bleve enige om, at vor Proces, Deres og min, maatte begyndes paa ny, dersom vi ikke kunne komme venskabelig overeens!
Hvad betyder det?
Jeg skal forklare Dig det!
I Quarantaine her vi maae
Hele sex Uger holde Stuen,
Hvad
Æren byder mig ægte Fruen.
:|: Hvis ei som Brudgom jeg gik herfra,
Hvad vilde Byen sige da? :|:
Men, Du seer, min Ven, dette kan ikke saaledes
Ligesom Du befaler! – Jeg er til Tjeneste!
Ja! jeg vil slaaes med Dig! men ikke før om 6 Uger, naar Du har endt din Quarantaine! Æren kan være god nok; men dens Cours er lav – og Sundheden
Jeg skal strax forklare Dem Alt! (hun rækker Eduard Haanden.)
Amor har seiret! (nynner af Oberon
Sextende Scene
DE FORRIGE. NICOLAI (med Eduards Tøi.)Her er Deres Tøi!
Tøi? Tøi? rør det ikke! smid det! – nei! Du ulykkelige Menneske! – Hvor er Du kommen ind?
Ih, af Bagdøren til Strædet!
Hvem har givet Dig Tøiet? Ulykkelige!
Madammen i Skibet.
Madammen? Hvad for en Madamme? Kommer Du fra Skibet?
Ja, der sagde Herren jeg skulde gaae hen!
Fra Skibet, hvor De har været?
Ja, hvor jeg har været! Det er jo rigtignok ikke saa brillant som »
Skibet paa Vestergade?
Ja, hvilket andet? Den Gjæstgivergaard har jeg kjendt fra min Ungdom, og da jeg kom med Posten, lod jeg mit Tøi bringe derhen.
Men min Gud er De ikke kommen fra Smyrna med Skibet, som ligger paa Rheden, og som jeg – ikke har visiteret?
Nei, Gud bevares! jeg er kommen med den agende Post! Ja, jeg troer jeg har nogle Erindringer fra Postvognen! Disse Handsker og smaae Sager, som en ung Dame der gav mig i Forvaring, og hvis
Hvad seer jeg! Det er min Kones! – Nu det er mig kjært! – Jeg tvivler ikke om, at jeg har den Ære at see en
Til Deres Tjeneste! Nu, det er mig en sand Fornøielse! Jeg skal have den Ære at aflægge mit Besøg!
O! umag Dem ikke! Disse Bekjendtskaber med Damerne paa Postvognen, ere af en delicat Natur! Byen her er slem til at lave Historier –
Rigtig! – Ja, det gaaer ikke an, men jeg tager min smukke Brud med og besøger min Doctor og hans Frue! Det har De vist intet imod? Maaskee De imidlertid vil levere hende dette og bringe min underdanige Hilsen!
Hr. Schmidt!? Hvad siger De hertil?
Vi tales ved! – – Min Brud!
Vaudeville
Lad være Børn, at stride,
Nu Fruen har bestemt!
Sæt Grillerne tilside,
Lad Alting være glemt!
Gid Himlen Glæde
Til Alle og Enhver,
Gid alle Sorger ligge
I Quarantaine her.
Gid Himlen o. s. v.
Mit Haab slog Klik, desværre,
Naa, der vil snakkes godt!
Dog haaber jeg vor Herre,
Betænker mig saa smaat!
Gid aldrig det maa
Med Handelen især,
Let kan Profitten ligge
I Quarantaine der!
Gid aldrig o. s. v.
I Skibet var ei Pesten
Meer, end den finder her.
Dog føler jeg for Resten,
At noget smitted’ der.
Jeg saae i Pigens Blikke,
De ramte mig især;
Jeg føler Hjertet ligge
I Quarantaine der!
Han saae i Pigens Blikke o. s. v.
Gid gamle Danmarks Rige,
Hvor Kjærligheden boer,
Fra Slægt til Slægt maa stige
I Velstand og i Flor;
Vi svigte Kongen ikke,
Vi er’ hans Hjerte kjær;
Gid Freden altid ligge
I Quarantaine der!
Vi svigte Kongen ikke o. s. v.
Der gives mangt et Stykke,
Der døer med Aft’nen hen,
Mens andre har den Lykke,
At gaae – og gaae igjen!
Gid Skjæbnen da
For dette nu især,
At I vil ofte ligge
I Quarantaine her!
Gid Skjæbnen o. s. v.
Henvis til værket
H.C. Andersen: Skibet. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 10: Skuespil I 1822-1834. 2005. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-04-01
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.