Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz etc. etc., i Sommeren 1831
I
Ingen Fortale. Havet. Floden Trave. Lübeck. Mariekirken. Dødningedandsen. Wandsbeck.
»
So kann er was verzählen,«
siger Claudius
Vi leve i en Tid, hvor store Verdensbegivenheder følge Slag i Slag paa hinanden, hvor der i eet Aar udvikler sig mere, end før i hele
Det gik mig, naar jeg skal være aabenhjertig, ogsaa ganske saaledes, da jeg tænkte paa at fortælle denne min Reise; det maa blive paa en original Maade, besluttede jeg, og havde ogsaa saaledes arangeret det Hele, og det før jeg reiste; faaet Læserinderne og Læserne satte ned, og vilde nu give dem hele Reisen dramatisk; dette var, tænkte jeg, en ny Maneer at have en Reisebeskrivelse paa. Det skulde saaledes være et Reise-Drama med
Fremmede Stæder med fremmede Mennesker fulgte paa hinanden, en ny Verden aabnede sig mellem Bjergene for mig, Guds herlige Natur omgav mig, der var slet ingen paatagen Originalitet, og dog saae den ganske original ud, idet den kun var sig selv. Mon dette dog i Grunden ikke skulde være det Rigtige, tænkte jeg, og før jeg ret vidste af det, var alle de selvskabte, originale Ideer dampet bort, og jeg tænkte: jeg vil give det, som jeg selv har faaet det, bliver det ikke originalt, saa ligger det i, at jeg selv er en Copie, og det er dog ikke rimeligt; thi naar det ene Blad paa et Træ ikke er en Copie af det andet, skulde da Mennesket, i sin hele Naturlighed, være det? Ouverture, Prolog og Mellemacter ere saaledes tabte, men derfor kan man nu gjerne blive siddende; jeg vil aabne mit Hjerte og vise der den brogede Række Billeder, Reisen fremtryllede.
En Forgrund med en Smule Grønt,
Et Træ – men det maa være kjønt!
En Luft, og saa er det forbi,
Saa har man strax et Malerie!
Men til et Digt? – hvad skal der meer?
Her strax man et for Øiet seer.
Men nu gaaer Dampskibet »Prindsesse Wilhelmine« til Lübeck.
Kysten seiler allerede! mon den vil tage Forspring, for at vi ikke skulle løbe fra den? Nei, det er os! den sorte Røgstøtte staaer op af Røret; Hjulene kløve Vandspeilet, og der staaer en lang Fure efter os i Søen!
»O reise! reise!« det er dog den lykkeligste Lod! og derfor reise vi ogsaa Alle; Alt reiser i det hele Univers! selv den fattigste Mand eier Tankens vingede Hest, og bliver den svag og gammel, tager Døden ham dog med paa Reisen, den store Reise, vi alle reise. Bølgerne rulle fra Kyst til Kyst; Skyerne seile hen ad den store Himmel og Fuglen flyver med over Mark og Enge. Vi reise Alle, selv de Døde i deres stille Grave, flyve med Jorden rundt om Solen. Ja, »reise,« det er en fix Idee hos det hele Univers, men vi Mennesker ere Børn, vi ville endogsaa lege »at reise,« midt under vores og Tingenes store, naturlige Reise.
Havet laae for mig som et Speil, ikke en Bølge krusede den store Flade. O det er herligt, at flyve hen imellem Himmel og Hav, medens Hjertet synger sin Længsel og Lyst, og Aanden seer de betydningsfulde, vexlende
Hjertet og Havet er dog underligt beslægtet! Havet er Jordklodens store Hjerte; derfor bruser det saa dybt i den stormende Nat, derfor fylder det vort Bryst med Veemod eller Begeistring, naar den klare Stjernehimmel, dette Evighedens store Billede, viser sig i den rolige Flade. Himlen og Jorden speile sig i Havet, som i vort Hjerte, men Menneskehjertet bliver aldrig saa roligt som dette, naar først Livets Storme har rystet dets Indre. Dog, vor Levetid her, er kun en lille Tid af det store Verdens Legemes; i Øieblikke glemme vi vor Smerte, selv den dybeste, i Øieblikke glemmer ogsaa det store Hav sine Storme, og for et Verdenslegeme ere Uger og Dage kun Øieblikke. Men jeg bliver jo ret snaksom! saaledes fortalte jeg ogsaa engang for et lille Barn, jeg sad med paa Skjødet, mange Historier, som jeg selv fandt smukke, meget smukke! Barnet saae mig ind i Ansigtet med store Øine, jeg troede ret at mine Historier gjorde det lykkeligt, thi jeg begyndte selv at more mig ved at fortælle for det lille, opmærksomme Barn. Paa det interessanteste Sted afbrød jeg mig selv og sagde: »hvad synes Du?« og Barnet svarede: »Du snakker saa meget!« Maaske gaaer det ogsaa saaledes med Dig, kjære Læser? Men tænk, vi have nu ogsaa imidlertid seilet over hele Østersøen; passeret
Endelig stege de da frem fra Underverdenen, den Ene efter den Anden; Dækket blev den frie Conversationssal, hvor man turde gaae og komme, som man vilde; Tankerne gjorde det samme, og Hjertet nynnede her et, der et andet, men jeg hørte det nok.
I den gyngende Baad, paa den svulmende Sø,
Jeg sad hos min Kjærligheds Møe;
Begeistrende Lyst!
Hun lagde Hovedet op til mit Bryst,
Jeg slyngede Armen om hende,
Følte Kyssene brænde,
Brænde paa Læben og Kinden,
Mens Seilet svulmede i Vinden;
Og hun trykked min Haand, og ved Læbe og Blik,
Troskab jeg fik.
Vi skildtes – jeg saae hendes Smertens Graad.
Jeg blev ved min gyngende Baad.
– Gud veed om hun nu har det Hele glemt?
Det var dog slemt!
Paa den speilklare Havflade maa Hjertet drømme om sin Kjærlighed! der er Intet i den hele Natur, der mere viser et legemligt Billede af dette Livets hellige Mysterium, end det store, herlige Hav, der som Himlen omslutter den hele Jord og viser det Uendelige i sin rolige Flade. Kjærlighed er ogsaa et Dyb, som Havet, i hvis Grund Livet og Døden bygger, medens Haabet lader sine rigtladte
Jeg saae paa det store Hav og følte mig lykkelig, der stod en Berliner ved siden af mig og sagde
Det var ellers meget nær ved, at vi ikke havde fundet Indløbet til
Det var som et Tæppe rullede op. I Forgrunden laae det smukke Badehuus og det høie Fyrtaarn, rundt om strakte sig grønne Marker og Skove, og den varme Sommerluft strømmede os imøde. Hjemme i Danmark vare Skovene kun i Knop, da vi igaar seilede bort; hvilken mærkelig Overgang! Til Venstre strakte sig Halvøen
Trave blev nu smallere; Dampskibet syntes næsten at ville indtage dens hele Brede. Snart saae vi
Hvilket afvexlende Malerie! Hvilken levende Idyl er ikke den hele Egn! Her danner Floden en lille Bugt; her er et Fiskerleie, hvor Garnene hænge udspændt mellem Træerne i Solen; hist paa Bakken hæver sig en Landsby med sin Kirke, og i Floden selv, mellem de grønne Siv, bruser Dampskibet, der mellem andre Sager har en Poet ombord, og hvor der er en Poet, der tager altid Naturen sit bedste Ansigt paa, thi Naturen er en Dame, og det en gammel Dame, hun var
»
Hvad der ellers især
Gud veed om ellers de andre lübske Børn ere saa stive i Frandsken som dette »svage
Gjennem en gammel hvælvet Port med tykke Mure paa Siderne traadte vi nu ind i den frie
Lübeck
Her mellem de spidsgavlede Huse, snevre Side-Gader, og i Erindringen, der kaster et historisk
Jeg var i
Rundtom i Murene stode
I Selskab med en Dansk og to Nordmænd forlod jeg om Aftenen det gamle Lübeck; Solen gik saa smukt ned og den grønne Skov duftede, saa det var en Lyst! Hvor der dog kan ligge megen Poesie i saadan en stille Aften! Landeveien – ja den var ogsaa paa sin Maade poetisk, den forekom mig at være Veien til
I Morgenstunden kom vi da Alle med hele Lemmer til
Lotteriet
Et Kys, som Indsats, gav jeg nys,
Og bad, som Udtræk, om det samme,
Men fik en
Mit unge Hjerte stod i Flamme!
Nu blev min Tanke
Jeg satte Liv og Haab paa Spil,
Og tænk, jeg sprængte Lotteriet,
Nu faaer jeg Udtræk naar jeg vil!
Og Kys – især i Ungdoms Alder,
Dog staae, om ogsaa Coursen falder.
Men det kan nu kun en Ægtemand synge, Digteren derimod – ja han har Lov til at skrive det.
Nu saae vi Hamborgs Taarne; de reiste sig høit i Veiret, ligesom for at see om vi ikke kom snart, og Solen skinnede paa dem og paa os, ligesaa smukt som ved noget andet keiserligt Indtog.
II
Hamborg. En simpelenkel. Her også i betydningen fattig. Historie. Theatret. Besøg udenfor Byen. Drømmen. En Idyl. De to Characterer.
Ligesom Kjøbenhavn har ogsaa Hamborg hævet sig fra et Fiskerleie til en stor Stad. – Mellem de usle Fiskerhytter ved Elbens Bred lod
Jeg følte ordentlig en dyb Respekt for den gamle Stad, som de snevre Gader og Menneskevrimmelen vedligeholdt. Jeg troer vor Kudsk kjørte os Gade op og Gade ned, for at imponere os ved Byens Storhed, thi det varede en lille Evighed før vi kom til »
Men vi ville ikke dvæle her, men gjemme Besøget til om Aftenen, naar Alt er oplyst, skjøndt det nok kan taale, at man seer det ved Dagen. Vi vove os ind i Vrimlen, mellem
Dog legede Børnevrimmelen fornøiet inde, i denne halvdunkle Hamborger-Verden, og to Smaae:
»– –
Ridsed’ i Jorden med en Pind,
De ridsed’ sig Gaard og
Mens Moder lapped’ paa Faders
Et fattigt Liig blev begravet, fire Karle bare Kisten og Konen fulgte; de havde Møie med at komme igjennem den snevre Gade, Veien var trang; ingen Solstraale skinnede der ned, først da de kom ud paa den bredere Gade, faldt Sollyset paa den fattige Kiste. Jeg hørte en Historie om denne Begravelse, der er poetisk rørende, da den er Sandhed.
Inde i den snevre Gade, høit oppe paa et ligesaa snevert Kammer, laae det fattige Liig; Konen sad og græd over det, hun vidste ingen Udvei til at faae det begravet; Vinduet stod aabent, da fløi der en lille Canariefugl ind og satte sig ved Hovedet af Liget og gav sig til at synge: det gjorde et underligt Indtryk paa Konen, hun kunde ikke græde længer, hun syntes, den maatte være kommet ned fra vor Herre. Fuglen var tam, den lod sig strax fange, og da hun nu fortalte en Naboerske det og viste hende Fuglen, erindrede denne sig, at hun kort før havde seet i Avisen et Avertissement om en Canariefugl, der var flyvet bort.
Det var denne, og Konen fandt der menneskekjærlige Hjerter, som hjalp hende den Døde i Jorden.
Byen er gjennemskaaren af Canaler; her i dette Qvarteer, saae jeg nogle, der saae mig ud, som sande Kloaker. Høie Huse paa begge Sider, men ingen Gade, kun den smale Canal, saa langt man kunde see for de udbyggede Altaner. Paa disse hang og laae der alle Slags, og dybt nede løb, eller rettere krøb, det smudsige Vand. En af disse Altaner eller Skuur i dette Chaos, var malet grøn, og her sad en tyk Madamme ved Theebordet, og nød den skjønne Natur.
Hvor lys og luftig er ikke
Vil man ellers her om Sommeren undgaae Menneskevrimlen, som man næsten træffer overalt, vil man slaae sig fra Verden, saa maa man gaae i Theatret, her finder man ikke mange; langt fra hinanden sidde de blege Eneboere i de store Loger.
Huset er stort og prægtigt, fire Etager og et
Kunst er det Modsatte af Natur, men derfor er Kunst ikke Unatur, den er snarere det ideale Billede af Naturen; man skal glemme det er Kunst, men hvorledes kan man det, naar en Kunstner eller Kunstnerinde nedværdiger sig til, at glemme det Naturlige i Kunsten for et usselt Bifaldsklap. Lovet være Himlen og de Enkeltes renere Smag, der har sørget for, at vi ikke kjende til Sligt paa vor Scene, undtagen ved Concerter, hvor man ogsaa har disse
Da jeg næste Gang var i Theatret, blev jeg opvartet med et Melodrama efter det Franske:
I de fleste Theaterblade seer man altid, at der den og den Aften var et herligt Trekløver paa Scenen; Trekløver ere saaledes der ganske almindelige! jeg fandt kun en to Kløver, men den var ganske fuldendt i sine Blade; livsfrisk og charakteristisk, det ene Blad hedte
Fra Theatret ville vi gaae til den botaniske Have, skjøndt jeg saae det første om Aftenen, den sidste derimod om Morgenen; men de store Drivhuse forekomme mig at være et passende Overgangsled fra Theatret til den frie Natur.
Beliggenheden er herlig! man troer sig langt borte fra Hamborg, og saa ligger dog kun den gamle Voldgrav og de planerede Volde med deres Blomsterpartier og Træer imellem. Jordbærrene stode alt i Blomster, og de smaae Fugle qvidrede til mig fra Hækkene: »mærker Du alt, Du reiser mod Syden!«
Hvor følte jeg mig ikke uvidende, inde i de store Drivhuse mellem de fremmede Blomster og Væxter! der var en Hamborger-Dame med, hun havde samme Feil, som jeg, og det endogsaa udenfor Drivhusene. Der stod her en heel Flok Blomster, »hvor nydeligt!« udbrød hun, »nu har jeg aldrig seet saa sjeldne Blomster! De ere da fra Amerika?« Nei, desværre, det var kun Mark-Blomster, tagne ved
Fra den Botaniske Have vandrede jeg ud gjennem
Jeg har engang læst om en reisende Engelænder, der da han første Gang var Vidne til en katholsk Kirkeprocession, og saae det hele Folk knæle, ogsaa uvilkaarlig bøiede sig, skjøndt han ikke vidste, om det var en Gud, en Helgen eller noget ganske menneskeligt de bøiede sig for; det gik mig næsten lige saadan her! jeg kjender kun lidet til Klopstock, thi hans
Guds frie Natur vinkede mig længere ud! – Deilige grønne Haver ligge langs med Elben, Dampskibet gled stolt paa Floden, og den sorte Røg bølgede hen over Vandfladen. Her er smukt! Dog det har tusinde fortalt før jeg! Hvem har ikke været i
Fuglene sang og Blomsterne nikkede, og det i saadan en Mængde, at da jeg i Tusmørke kom igjen til Hamborg, syntes jeg, at paa hele »
Man skal jo lægge Mærke til hvad man drømmer de første Gange man sover paa et fremmed Sted, thi der skal være Betydning deri. – Jeg slukkede mit Lys, saae endnu engang ud af det aabnede Vindue, paa de mange Spadserende, hørte Musikken fra Pavillonen, thi Vinden bar Tonerne over Alsteren, og gik saa hen at hvile mig, for at samle Kræfter til at flagre længere ud i Verden.
Jeg drømte jeg var en lille Fugl,
Der fløi over Land og Bølge,
Hvad Hjertet følte, hvad Øiet saae,
Jeg ikke forstod at dølge.
Jeg sang hver Tanke dybt i mit Bryst,
Jeg sang mine Sorger og Glæder,
Jeg svang mig over det brusende Hav
Og alle de fremmede Steder.
En Morgen sad jeg paa Træets Green,
Og qvidrede glad mine Sange;
Rundt om i Græsset de Blomster stod’
De vare saa smukke, saa mange.
Men een var i Duft og Farveskjær
Den smukkeste, maatte man sande,
Paa hende jeg saae, for hende jeg sang,
Og glemte de fremmede Lande.
Hos hende jeg vilde bygge og boe,
Jeg vilde Vingerne miste,
Jeg vilde qvidre min bedste Sang,
Til Hjertet engang maatte briste.
Hun bøiede sig i Vinden bly,
Jeg rørte ved Blomster Kjolen,
Jeg Tanken forstod i Bladets Duft,
Det rødmed’ i Morgensolen.
Og Blomsten bøied’ sit Hoved ned,
Jeg husker det Hele saa nøie;
Jeg syntes at læse min Kjærlighed
I hendes trofaste Øie.
Da kom der en Jæger, saa ung og smuk,
Han havde sin Bøsse paa Nakken,
Han tog min Blomst og satte den pænt
I Knaphullet, foran paa Frakken.
En Dugdraabe faldt fra Blomstens Blad,
Jeg troede, det var en Taare,
Da sang jeg og tænkte, saa skyder han mig!
Jeg ønskede Døden saa saare.
End dufter Blomsten saa smukt som før,
Den føler i Frakken sig hjemme!
Jeg flyver afsted fra By til By,
O, kunde jeg Blomsten dog glemme!
Jeg sørger – men synger dog meer end før,
Hver Gang jeg flagrer paa Vangen,
Saa kommer der vel en Jæger engang,
Og skyder mig midt under Sangen!
Men vi ville lade den Fugl flyve!
Det var alt paa den fjerde Dag jeg var i Hamborg; om Eftermiddagen gik den saakaldte »
Gaden her, – ja det var en Hamborger Gade, snever og dunkel med en uhyre Trængsel, Støi og Raab, dog midt i al dens Prosa laae et lille, idyllisk Partie.
Sidehusene havde mange Udbygninger og Kanapper, imellem to af disse var opslaaet et lille Brædeskuur, der var saa lavt, at intet Menneske kunde staae opreist derinde, og saa smalt, at der kun var Plads til een Stol og ikke mere. Herinde sad et Par gamle Ægtefolk, en Skomager med sin Kone. Værktøiet laae i Vinduet og imellem dette og den bageste Væg, indtog Manden den hele Plads, den gamle Kone sad tæt ved Siden af ham med sin Strikkestrømpe, og saa kom Gadedøren; hun maatte nødvendigviis først træde ud af Huset, naar Manden skulde ud.
De sadde virkeligt der, som Dukker i et lille Glasskab, og saae meget glade og lykkelige ud, snakkede og loe, i det de saae paa os, der een ad Gangen blev puttet ind i den store Postvogn.
Jeg kom i en af
»Nu skal vi s’gu’ være interessante!« var det første han sagde, i det han neppe var kommet til Sæde i Vognen, og saae alt meget fornøiet til os allesammen.
»Vort Hamborg er dog en kjøn By, en riig By!« og nu begyndte han at
»
Wie bist du statlich anzuschauen
Jeg blev ogsaa ganske fornøiet, idet jeg tænkte, som Fanden, naar det gaaer ilde, »der faaer jeg da een Sjæl! ham kan jeg vist bruge.« Jeg bad ret i mit Hjertes Inderste, at den unge Mands Originalitet maatte vende sin
»Heil über dir Hammonia!«
Saaledes rullede vi da ud af det gamle Hamborg.
Jeg nævnede Digteren
»Heine,« sagde han, »ja, Heine er en stor Mand i Poesien, og
»Ja,« sagde den anden Hamborger, »han er altid saa rask med at give over Næsen!
»Nummer to!« tænkte jeg, »her har jeg den anden Sjæl!« – Hvilke Characterer for min Reise! Lidt efter lidt ville de mere udvikle sig, de kunne gjøre godt i 3die Capitel.
Vi vare imidlertid ved den første Station, men – der gik de begge to, begge Sjælene!
Det kan rigtignok genere en Forfatter, saaledes at miste sine to første Characterer, uden endnu at have benyttet dem – – – dog vi ville ikke lade os genere, vi reise videre!
III
Vierlandene. Den Reisende og Hedeboeren. Skolejomfruen. Lyneborg. Alferne paa Heden.
Vi vare nu i Vierlandene; smaae Canaler krydsede hinanden, Alt stod saa frodigt Grønt, Kirsebærtræerne havde sat Bær, skjøndt det kun var den 21de Mai. Alt, rundt om var en stor Kjøkkenhave, og det er det da ogsaa for Hamborg og den hele Omegn.
Tæt ved Veien laae pyntelige Huse, og enkelte havde Glasmalerie paa de smaae Ruder. Børn, Piger og Drenge, med kloge Øine løbe langs med Vognen og vilde sælge os Blomster, vi fik, for en Ubetydelighed, baade Bouketter og Krandse.
En Reise gjennem Vierlandene til Harzen, er dog et ret levende Billede paa det hele Menneskeliv! – Den frodige, grønne Natur her, hvor Beboerne roligt sove inden for Dæmningerne, uden at drømme om den uroelige Strøm, der hvert Øieblik kan bryde ind over dem, forekom mig som den lykkelige, livsgrønne Barneverden, hvor der ogsaa overalt voxe Kirsebær og Blommer, store
Ved Zollenspicker,
Vi stege i Land og stode nu
Indtil Winsen, en hannoversk Flekke, ved en lille Flod, var Egnen endnu ret taalelig. Paa det første Gadehjørne her, havde Maleren skrevet med store hvide Bogstaver Byens Navn »Winsen« og ved Siden af dette sat et stort Comma, for ligesom at antyde, at der nok kunde siges lidt mere om denne Stad, end det blotte Navn.
Byens Indvaanere sadde paa en Trappe og drak Thevand, vi kyssede paa Fingrene af Damerne, og de nikkede igjen, saa fortroligt, som vi vare gode Bekjendtere; Solen gik ned bag det gamle Kirketaarn og gav os alle røde Kinder i det vi rullede afsted til den store Hede-Egn.
Den var ikke saa slem endnu paa denne Side Lyneborg! De unge Grantræer stode med friske hvidgrønne Skud; den hele Skov saae ud, som en Vrimmel af Juletræer med Smaae-Lys, kun
Vi rullede fort, mellem Sand og Graner.
Den Reisende
Ingen Bjerge, intet Hav,
Himlen disse Egne gav,
Kun den lyngbegroede Slette,
Sand og Graner, ja kun dette,
Stort og vidt mit Øie skuer,
Til hvor Horizonten buer.
Hedeboeren
Hav og Bjerge Gud mig gav.
Himlen er det store Hav;
Hvilket Hav er stort som dette?
See, det favner jo min Slette,
Og, som dybt fra Søens Rige,
Stjernerne, som Lillier stige!
Bjerge! – Er ei Bjerge her?
Seer Du disse Skyer der?
Stolt de reise sig med Vælde.
Der er Liv i disse Fjelde!
Hen ad Himlens Hav de seile,
Siig, hvad disse Bjerge feile?
Fra de 20 Reisende, der droge ud fra Hamborg vare vi alt sammensmeltede til 6; og sad nu Hjerte ved Hjerte i den store »Postkutsche«; vi dannede paa en Maade en Hjerter-Sex, i det her vare tre Hjerter paa hver Side. Det ene Hjerte, det vil da sige, med legemlig Fouteral og Tilbehør, var en ung Student fra Hamborg, fuld af Lune og Indfald; han fandt at vi just nu udgjorde en lille Familiekreds, og denne burde dog kjende sine Medlemmer indbyrdes. Vore Navne blev der ikke spurgt om, men vort Fædreland; hver fik Navn efter en
Mellem alle vi andre snaksomme blev hun mig just interressant ved sin Taushed. Først da vi rullede ind paa Lyneborgs snevre Gader, hvor Husene stode i Maanelyset, saa klosteragtige, saa gamle og spidsgavlede, hørte jeg hende første Gang tale: »Nu er jeg hjemme!« sagde hun.
Vi stege ud af Vognen, den gamle Apotheker bød hende sin Arm, for at følge hende hjem, det var tæt herved; vi andre gik med. Klokken var omtrent 11, Alt var saa stille i den underlige gamle By, der var mig saa ganske fremmed; spidsgavlede Huse, Kanapper og Udbygninger rundtom i det skarpe Maaneskin. Vægteren gik med en stor Skralde, som han snurrede med,
Da siden efter
Vi rullede ud af Lyneborg, uden at have seet nogen af dens Mærkværdigheder; ikke engang
Saltværket og Kalkbrudene saae vi dog i Flugten udenfor Byen, men det var rigtignok paa samme Maade, som
Vi vare atter sex i Vognen; den ledige Plads var optaget af en Kjøbmand, der skulde til Dresden; saaledes dannede vi endnu en Hjerter Sex, idet vi atter befandt os paa Heden.
Vognens eensformige Skuren i Sandet, Vindstødene i Grenene og Postillionens Musik-Stykker smeltede imidlertid sammen til en søvnbringende Vuggesang, den ene af Passagererne nikkede med Hovedet efter den anden, selv vore Blomsterbouqvetter, der vare stukne ind i Vogngjemmerne efterlignede den samme Bevægelse, hver Gang Vognen gav et Stød. Jeg lukkede Øinene og aabnede dem igjen, idet jeg halv blundede og vistnok drømte. Mit Øie faldt især paa een af de store Nelliker i den Bouqvet jeg havde faaet mig i Vierlandene; alle Blomsterne duftede stærkt, men jeg syntes at den i Duft, som i Farve, overgik alle de andre; og hvad der var det meest
Da jeg nu saae nøiere paa de andre Blomster, mærkede jeg at han ikke var den eneste, i hver Blomst gyngede et saadant lille Væsen, hvis Vinger og luftige Klædning var som et Farveskjær af den Blomst hvori de levede. De gyngede hver paa de lette Blade i Duft og Maanelys, sang og loe, men det var som naar Vinden gaaer sagte hen over den stemte
Snart kom hundrede og atter hundrede andre Alfer, i ganske andre Gevandter og Skikkelser, ind af det aabne Vindue paa Vognen; de kom fra de dunkle Graner og fra Hedeblomsterne. Hvor blev der ikke en Snakken, en Syngen og Dandsen! de sprang mig tidt lige over Næsen og undsaae sig ikke ved at opføre en Runddans midt paa min Pande. Disse Gran-Alfer saae ellers ud, som sande Vildmænd med Spyd og Landse, og dog vare de luftige, som den fine Taage, der i Morgensolen dufter fra den beduggede Rose. De deelte sig i forskjellige Partier og spillede nu hele Comoedier, som mit Reiseselskab troede at drømme; hver fik sit Stykke.
For den muntre, livfulde Student fra Hamborg var Scenen i Berlin; en heel Skare Alfer formummede sig som tydske Studenter, og nogle vare sande
Et andet Partie legede paa vor Engelænders Læber, dandsede og kyssede hinanden, og saa var det for ham, som han kyssede sin Hjertensallerkjæreste, følte hendes Kind hvile op til sin, og saae hende ind i det kloge, kjærlige Øie.
For den unge Pige fra Braunschweig spillede de derimod en alvorlig Scene af hendes eget Liv; Taarene trillede hende ned over Kinderne, og de smaae Alfer smilede og speilede sig i hver, saa at hver Taare der faldt i Drømme, viiste et uskyldigt Smiil.
Den gamle Apotheker vare de værst ved, fordi han havde traadt en af Blomsterne itu, der var faldet ned i Vognen, og derved dræbt en af de smaae Alfer; de satte sig paa hans Ben, og saa blev det for ham i Drømme, som om han slet ingen havde, men hoppede paa Stumpen hen ad
Kjøbmanden fra Dresden havde de skabt den hele Hamborger-Børs, med Jøder og Christne; og sat Coursen saa høi, som den endnu aldrig bliver, og som kun saadanne luftige Puds kunne bringe i Stand i Drømme. Mig syntes de ikke at lægge Mærke til, før længe efter de andre; »denne lange blege Mand,« sagde da en af dem, »er en Digter! skal han da ingen Ting see?«
»Han seer jo os! det kan vist være nok for ham!«
»Skal vi ikke ogsaa lade ham see hvad vi see! saa vil han synge smukt derom for de andre Mennesker, naar han vaagner.«
De holdt ellers noget længe Raad, om jeg var værd at optages i deres Forsamling, men da de nu ingen bedre Digter havde her, saa fik jeg da Adgangskort. De smaae Alfer kyssede mig paa Øinene og Ørene, og da var det, som jeg blev et nyt og bedre Menneske.
Jeg saae ud paa den store Lyneborgerhede, som jo gjælder for at være saa hæslig, Herre Gud, hvor Folk snakke! ja de tale som de see og høre til. Hvert Sandskorn var et glimrende Klippestykke; det lange Græsstraae, der hang fuldt af Støv ud paa den brede Landevei, var den nydeligste
Duggen begyndte at falde, jeg saae de luftig-lette Genier tumle sig paa de store Vanddraaber; mange Digtere fortælle, at Alferne bade sig i Duggen; men hvor kan det lette Væsen, der dandser paa Tidslens Fnug, uden at bevæge det, trænge igjennem den haarde Vandmasse; nei, de stode op paa den runde Draabe, og naar denne saa trillede rundt under deres Fødder og det lette Gevandt flagrede i Luften, saae de ud, som det nydeligste Miniatur-Billede af
Med eet følte jeg en sittrende Bevægelse i hele Luften, jeg foer op, og det Hele var forsvundet, men Blomsterne duftede stærkt, og gjennem Karetvinduet bøiede sig nogle friske, grønne Birkegrene. Postillionen havde pyntet den hele Vogn med Grønt, efterdi det var
Solen stod op, vi sadde Alle tause, jeg troer vi stille holdt vor Kirkegang, medens Fuglene sang Pindsehymner og Hjertet selv holdt os den bedste
I
IV
Braunschweig. »Drei Tage aus dem Leben eines Spielers.« En Fortsættelse af Samme. Moderen og Sønnen. Vandring i Byen. Afreise. Den gamle Skolemester.
»Hvad spilles der paa Theatret i Aften?« spurgte jeg.
»
Jeg vidste det var et Efectstykke, der havde gjort Opsigt i hele Tydskland, men stærkere end Cardillac troede jeg dog det ikke kunde være. Skjøndt jeg næsten var halvkogt af Dagens Hede, og saa træt af den velsignede Postkutsche, at jeg knap kunde røre mig, gik jeg i Theatret
Stykket var ikke inddeelt i Acter, men i Dage, mellem hver var der et Tidsløb af 15 Aar. To Dage holdt jeg ud, men saa kunde jeg ikke længere. Tilskuerne bleve formelig spændte paa Pinebænken, og tænk nu, mig arme Menneske, der alt var som mørbanket af Reisen.
Den første Dag endte da med, at Spilleren tog Livet af sin gamle Fader, den anden Dag gik det ud over et ganske uskyldigt Menneske, som han skjød en Kugle gjennem Livet; – jeg følte Blodet koge i mig, og ventede da, at paa den tredie Dag maatte det gaae ud over Tilskuerne med. Jeg var frygtelig tilmode; kun i
Jeg gik hjem, men overalt saae jeg Udskud af Menneskeheden, sønderknuste Mødre og fortvivlede Spillere. Jeg fik saadan en Afsky for Kort, at jeg strax brændte et Bundt uskyldige Visitkort, jeg havde kjøbt i Hamborg, blot fordi de havde Navnet Kort.
Mit Sind var i Oprør, jeg forsøgte paa at synge Vuggeviser for at dæmpe det; ja, jeg satte mig tilsidst ned og fortalte mig selv et Børne-Eventyr, som Du ogsaa maa høre, min Læser.
»Saalænge Kjøbenhavnerne endnu ere ganske smaae Rollinger, og ikke have været længer ude i Verden end til
Alle hans Undersaatter lagde sig efter Løgn, men den gode Konge tog Alt for Sandhed. Da blev han tilsidst ganske melankolsk, græd og tørrede Øinene i sin kongelige Kaabe, idet han sukkede: »skal jeg dog aldrig kunne sige: Det er Løgn!«
Saaledes glede Dagene hen; da kom der en Morgen en smuk, velvoxen Prinds, der elskede Prindsessen og var elsket igjen; i 9 Aar havde han lagt sig efter Løgn, og haabede nu at vinde hende og Riget. Han sagde til den gamle Konge, at han ønskede sig anbragt som Gartner-Svend, og Kongen sagde: »ja nok, min Søn!« og førte ham ned i Haugen.
Her stod især Grønkaalen i en deilig Væxt, men den unge Prinds trak paa Næsen og sagde: »
»Det er Kaal, min Søn!« sagde Kongen.
»Kaal? – I min Moders Kaalhave, er den saa stor, at der kan staae et Regiment Soldater under hvert Blad«.
»Det er meget muligt,« sagde Kongen; »Naturens Almagt er stor, og der gives megen Forskjellighed i Væxten.«
»Ja saa vil jeg ikke være Gartner,« svarede Prindsen; »lad mig hellere blive Din Ladefoged.«
»See her er min Lade! har Du seet en større og skjønnere?«
»Større? Jo, saa skulde Du see min Moders! Tænk Dig, da man byggede den og Tømmermanden sad øverst oppe og huggede med sin Øxe, fløi denne af Skaftet og før den rørte Jorden havde en Svale bygget Rede i Hullet, lagt Æg og klægget Ungerne ud. Ja, det troer Du vel er Løgn, min Konge?«
»Nei saa mæn gjør jeg ei! den menneskelige Kunst gaaer vidt; hvorfor skulde Din Moder ikke kunde have saadan en Lade?«
Saaledes gik det
Aldrig kunde dog hans gode Hjerte troe en saadan; ja, da han til sidst døde og kom ned i den store Marmorkiste, fik han dog ingen Ro og man siger, han vandrer endnu om paa Jorden, som en usalig Aand, fordi han aldrig fik sin Længsel stillet.«
Saalangt var jeg kommen i Historien, altsaa til Enden, da bankede det paa min Dør; jeg raabte: »
»Jeg hørte Dig
Jeg søgte at fatte mig, sagde hvorledes jeg var kommen til at fortælle mig selv hans Levnet og Bedrifter, og nævnede nu: »Drei Tage aus dem Leben eines Spielers.«
»Fortæl mig den!« sagde han »jeg holder meget af det Frygtelige; jeg er jo selv, som Aand, frygtelig paa mine gamle Dage!«
Jeg begyndte at fortælle, gik Scene for Scene igjennem, og viste ham dette Malerie af Menneskelivet; da
Det kunde blive et deiligt Stykke, tænkte jeg, om denne Historie blev dramatiseret. Hvilke Characterer! især den gamle Konge, der slet ingen har; hans barnlige Tiltro til Verden; den ulykkelige Prinds, der røg af Pinden, skjøndt han i 9 Aar havde lagt sig efter Løgnen; Prindsessen, der ingen Mand fik, ogsaa Aanden, den gamle Konge, der til sidst bliver forløst ved et Tydsk Melodrama. Ja, jeg forudseer det, det bliver dramatisk, thi det er det!
Da jeg næste Morgen vaagnede, stod hele dette Eventyr for mig som en Drøm, jeg begyndte nu min Udflugt i Staden, der seer meget stille og fredelig ud.
Her begyndte alle Vinduerne at gaae ind ad og Blomster-Potterne ud ad. Tjenestepigerne flagrede i brogede
Det var
Efter Gudstjenesten var der en Brudevielse. Det var et smukt Par; men hvad der især greb mig var det underlige Udtryk af Glæde og Veemod, der laae i Brudens Blik; hun syntes at søge nogen, i det hun skred op til Altret.
»Han er her vist i Kirken,« hvidskede to Qvinder, der stode ved Siden af mig.
»Den stakkels Eduard! – ja han er her vist!«
Der gik et Lys op for mig; men jeg var vis paa han var der ikke; havde det været en
Moderen
Hvad kommer Du fra Kirken her?
Vil Du ei see paa Stadsen der?
I Dag staaer liden Grethe Brud,
Men Du er bleg! Du gode Gud!
Du seer jo ganske saadan ud,
Som da – o Gud jeg græde maa!
Som Lille, Du i Græsset laae,
Et giftigt Dyr stak der Din Fod;
Døds-Smerten i Dit Ansigt stod;
Ak, dobbelt den jeg med dig leed.
Din Fod jeg grov i Jorden ned,
Og Jorden suged’ Giften ud; –
Saa har han gjort den gode Gud!
Sønnen
Ja, Moder, Jorden hjælper der!
I Hjertet er nu Giften her,
Jeg føler den – forbarm Dig Gud!
Din Jord vil suge Giften ud.
O, grav det syge Hjerte ned,
Det hjælper jo, saa faaer jeg Fred!
»
Paa Slotspladsen
I en Udkant af Byen, ved een af Portene, ligger en smuk, stor Have, der tilhører en
Det var en
I Maaneskin spadserede jeg forbi Heinrich Løves gamle Slot, den store Kobber-Løve stod roligt paa sit Fod-Stykke, og saae ind paa Slottet paa den ny Menneske-Slægt, der i Soldater-Uniform kiggede ud af alle Vinduer; medens Folk kom fra Theatret, hvor der var spillet »
Den 25de Mai, tredie Dagen efter min Ankomst, forlod jeg Braunschweig med »
Ved den første Station skildtes jeg ved mit Reise-Selskab paa Skolemesteren nær; vi kom nu ind i en mindre Vogn, hvor der kun var Plads for fire Personer; Hjerterne kom saaledes legemlig nærmere, og jeg havde nu kun een Figur til at beskjæftige mig med. Han var er Mand paa henved de 60, en lille, spinkel Skabning, levende Øine og en sort Fløiels
»Ja,« sagde han, »det skulde De see! – Der ere nu ingen Mennesker, der skulde falde paa, at her før havde været en Stald! Baasene ere malede med Violiner og Fløiter af vor gamle Maler; og Musikken selv – ja, den er saamæn ganske god for saadan en lille By! to Violiner, en Klarinet og saa en stor Tromme; det gaaer meget net! Jeg veed eller ikke hvordan det kan være, men Musik gaaer dog løierligt ind til Hjertet, og jeg kan ret tænke mig de smaae Guds Engle i Himmerige. Men vi give os nu heller ikke af med disse
»Og hvorledes gaaer det nu med Spillet?« spurgte jeg.
»Herligt! og jeg skal sige Dem, for at nu de som spille, kan faae Mod til at træde frem for os alle sammen, saa blive de forud saa smaat vænnet til det ved Prøverne, og ved General-Prøven maa derfor ethvert Huus levere to Tjenestefolk, for at Bænkene kan være fulde, og de der spille kan faae
»Det maa jo ret være en Glæde – –!«
»En Glæde,« afbrød han mig, »ja, vi fornøie os alle i vort Hjertes Eenfoldighed og misunde dem ikke i Berlin. Men vi have ogsaa deilige
»Men nu, naar der ingen Comedie er om Vinteren, maa det da være meget stille i
»O, de gaae meget deiligt; min Kone, begge Børnene og Pigen sætte sig da til at spinde, og naar saa alle fire Rokkene gaae, læser jeg høit for dem, saa lider Arbeidet bedre, og vi vide ikke, hvor Tiden bliver af. Juleaften
Saaledes gled Talens Strøm hurtig frem, medens Vognen bevægede sig meget langsom i den sandede Vei. Efterhaanden traadte Bjergene ud af deres Taageskikkelser, som stærke, stolte Masser begroede med mørke Graneskove, Kornmarkerne bugtede sig malerisk ind mellem dem, og Goslar, den gamle kaiserlige, frie Rigsstad laae for os. Alle Tagene vare belagte med
Her skildtes jeg fra min hannoverske Skolemester, i det Haab, at vi atter skulde
V
Goslar. Bjergværket. Edderkoppen. Sagnet om den skjønne Mathilde. Ilse. Brocken.
Selv om man af Naturen er
Luften var mig saa underlig trykkende, jeg kunde ordentligt lugte
Raadhuset laae tæt herved, mørkt og gammeldags, med alle sine mægtige Keisere opstillede udenpaa! de stode i første Etage med Krone paa Hovedet, Scepter i Haanden, og alle stærkt
Jeg husker nok, hvorledes jeg ogsaa selv, som Lille, ikke havde bedre Idee, og hvorledes jeg især grundede over hvad Sprog en Konge og Dronning nu egentlig talte; thi de kunde jo neppe tale, som vi andre simple Mennesker; da jeg derfor engang digtede en Comedie, hvori der kom saadanne to, mægtige Væsner for, grundede jeg længe, til endelig et Lys gik op for mig. Jeg tog da nogle Ordbøger, skrev et Ord ud af en, og et af en anden, og sammensatte nu et Slags
Da jeg gik igjennem Gaderne saae jeg paa flere Huse Madonna med Barnet, men mange Steder vare de overkalkede som Muren. Der laae mig noget Veemodigt i, saaledes at see disse halv forfaldne Steenbilleder, der stode mig som Mumier fra en svunden Tidsalder; ogsaa de have engang levet og hersket, skjønt fremsprungne i denne døde Steen. Det var mig ogsaa, som de hvidskede: »Det er ikke nu som før, da Keiseren og Folket bøiede sig for os! men Goslar er heller ikke som før, Kronen er her falden af mit og Keiserens Hoved!«
En større Varighed have dog disse døde Masser, tænkte jeg, da Byen laae bagved mig og jeg stod for første Gang ved et Bjerg. Det var Rammelsberg, bekjendt ved sit Bjergværk, i hvilket der skal være mere Bygningstømmer end i alle Husene i Goslar. Hele den Side, der vendte imod Veien, bestod meest af Schiffersteen, hvorved Bjerget fik mig Udseende af en uhyre Bygning, der var afbrændt og styrtet sammen. Luften selv havde noget svovlet, brændt ved sig, og Vandet, der gjennem Afløb kom ud af Bjerget, hvor det var benyttet, saae ganske ockerguult ud.
Den norske Bonde kalder den tykke, blaahvide Taage, der tidt staaer indsluttet mellem Bjergsiderne: »
Hvor man stiger ned i Bjergværket gik en Deel unge Arbeidere og trillede de raae
En Afgrund aabnede sig ved Siden af os. Vi kunde ved Lampelyset ikke oversee det hele, store Hjul, som Vandet bruste ud over. Jeg veed ikke ret om dette eller de store Grotter, hvor Ertset blev arbeidet løs ved Ild, var mig det mest Maleriske. De røde Flammer sloge høit iveiret og belyste de sorte Bjergmænd rundt om; jeg lænede mig op til Klippevæggen og begyndte at vænne mig til den fremmede Verden, der just var skjøn ved sin hele Frygtelighed.
Det er dog en underlig Modsætning der er imellem Sømandens afvexlende og Bjergmandens eensformige Liv. Med svulmende Seil flyver han over det herlige Hav fra Kyst til Kyst; lystigt vrimler det i den fremmede Havn af travle Mennesker. Snart blæser der en Storm, saa Masten styrter og Skibet kastes som et Legetøi omkring af de stærke Bølger, snart er det igjen blikstille, og han hviler sig høit oppe i
Da vi atter stege ud af Bjerget, skinnede Solen smukt over de unge Graner, hvor Regndraaberne laae, som Perler paa de lysegrønne Skud. Det var mig som jeg næsten aldrig havde seet noget venligere, end disse solbelyste Bjergsider og den klare Himmel, saa stor var Overgangen fra den sorte Grube til den sommerklare Natur.
En lille Sti førte os uden om Goslar. Der voxte høit Græs nede i Voldgraven og den tykke Stads Muur var næsten skjult bag Buske og Krat. Vi besteeg der »
Edderkoppen
Kan Du mindes Dig, skjøn Flue!? –
Her var Lys sat i Lampetter,
Dandsed’ blev i denne Stue.
Smaae og Store, Tykke, Smalle,
Svang sig her saa vel tilfredse,
Ogsaa Du fløi om i Kredse,
Og var smukkest af dem Alle.
Under Bjelken sad jeg stille,
Følte Hjertet i mig brænde.
– Nu har Lystigheden Ende,
Ingen Violiner spille.
Dandsen er Din bedste Glæde!
Jeg en Dandsesal har vævet,
See, det er jo, som den svæved’!
Vil Du Gulvet kun betræde.
Atter Lystighed og
Klinge skal i denne Stue.
Lette, ungdomsmuntre Flue,
Kom, saa vil vi dandse sammen!
Hovedkirken i Goslar er nedbrudt, kun et Capel staaer endnu, og i dette gjemmes Resterne af Kirkens fordums Herligheder. En gammel Kone førte os derind og gav Forklaring over disse Skatte. Tæt indenfor Døren var
I en aaben Kiste laae en qvindelig Figur, formet i Sandsteen; det skulde være
For at holde sig vaagen tog hun Silke og Naal, og broderede nu et kosteligt Klæde, medens hendes lille Hund Qvedl sad hos hende. Hver Gang hun faldt i Søvn, og Djævelen nærmede sig, gjøede strax det troe Dyr, og hun var atter vaagen og munter ved sit Arbeide. Da Djævelen saaledes saae sig narret og nu maatte opfylde sit Løfte, lod han sin hæslige Kloe gaae over hendes Ansigt, saa den smukt hvælvede Pande blev nedtrykt, og den kongelige Næse bred og flad, den lille Mund rev han ud til begge Ørene, og aandede paa de smukke Øine, saa de saae ud som Bly og Taage. Keiser Heinrich fik nu Afsky for hende, hun byggede sig et Abbedie, som hun efter den troe Qvedl kaldte
Den gamle Kone, der viiste os Steenbilledet, vidste ellers ikke ret, om det forestillede hende i hendes Skjønhedsdage, eller i den følgende Tid, da Fanden havde havt Fingre paa hende; jeg var meest for det sidste.
I Muren var der en gammel Inscription, som ingen af os ret kunde udlægge. »Ja, var min Broder, Doctoren, her,« sagde min Ledsager; »han vilde forklare os Alt hvad der staaer! Han er en lærd mand, meget lærd, ja« – sagde han til mig, »han er ligesaa lærd som De!«
»Den Stakkel!« tænkte jeg; men jeg sagde det ikke.
Om Aftenen gik jeg omtrent den samme Tour igjen omkring Byen, men jeg var ene; det var Maaneskin, stille paa Gaderne, og Husene kastede stærke, sorte Skygger. Vandet pladskede eensformigt i det store Kobberbækken, og de gamle Keisere stode saa alvorlige med Haanden paa Sværdet og saae frem for sig. Det forekom mig da, som jeg stod i en af de fortryllede Byer, jeg som Lille havde hørt om i mangt et Eventyr; Bjergtaagen, der laae rundt om Byen, syntes mig den magiske Kreds, der var slaaet uden om, og at naar den blev sprængt, vilde Alt igjen vaagne op til sit forrige Liv. Da vilde der atter blive Lystighed og Støi paa Gaderne, de gamle Keisere vilde træde ned af Murene til det forsamlede Folk, som bøiede sig for Madonna, der sad i en Glorie af brændende Lamper. Sandsteensbilledet, der skulde forestille Prindsesse Mathilde, vilde reise sig af den skjøre Kiste, og faae Kjød og Blod, og den troe Qyedl vilde bjæffe lystigt igjen, saa ingen skulde falde i Søvn naar de onde Magter nærmede sig.
Det var, som Vandets eensformige Pladsken mumlede det stærke Troldoms Ord, der kunde løse det Hele af sin magiske Forstening, og jeg forstod den mægtige
Paa Opera-Theatret i Berlin gives der en Ballet: »
Goslar laae bag ved mellem Bjergene, Veien løb forbi en Mølle, hvor den lystige Svend sloges i Døren med Pigen, for at faae sig et Kys. – En steil Banke, hvor den gule Ocker-Jord skinnede frem, hævede sig tæt derved med Ruinen af et gammelt Vagttaarn. Nu blev Udsigten større, Ockerdalen med sine
Et Partie staaer mig saa levende i min Erindring, at jeg troer, jeg kan aande det ned her paa Papiret, naar kun saa de der betragte Billedet, selv ville illuminere det med Phantasiens brogede Farver.
Det beegsorte Affald danner et lille Bjerg udenfor det rødtagede Huus; tæt ved bruser Ocker-Floden hen over de store Stene; en gammel Bjergmand triller sin Bør over den lange smalle Broe, og i Baggrunden, midt i den hvidgraae Damp, stige grønlige Røgstøtter i Veiret; de komme fra »
En lille Sti førte os over Mark og Enge, ind i den grønne Løvskov, der snart igjen forsvandt for de gamle, mørke Graner. Rundt om trængte Kilder frem, saa Jorden paa flere Steder stod i et Morads og min Fører plumpede i til Knæene. Vi mødte nogle vandrende Studenter i hvide Reisekitler og med Blomster paa Huen; et andet Partie havde tre til fire store Hunde med og syntes ikke uliig
Af Ruinen Harzburg var der for lidt at see, og af Buske rundt om, for meget, saa der næsten slet ingen Udsigt blev.
Vi indhentede et vandrende Postbud, der skulde til Blanckenburg, han fortalte os, at her paa denne Vei havde, indtil de sidste 2 Aar, været saa mange »
Et Tordenveir trak op og den første Salve rullede mellem Bjergene i det jeg traadte ind i Flecken
Det grevelige Slot ligger smukt, men seer noget forfaldet ud Nelderne voxte høit op mod Muren, hvorfra de røde Steenbrokker laae nedstyrtede i Floden.
Brocken var ganske indhyllet i den store Tordensky, der slyngede sine Lyn ned mellem Granerne; dog besluttede jeg efter nogle Timers Hvile, at bestige Bjerget.
En nye Fører meldte sig, Tordenen var forbi og vi droge afsted igjennem den deilige Ilsedal. – »Deilige?« Hvor lidet ligger der dog ikke i de døde Ord? Dog Maleren selv kan jo ikke med sine levende Farver gjengive Naturen i sin hele Storhed, hvorledes skulde da Digteren formaae det ved Ord? Nei, kunde Toner blive legemlige, kunde man male med Toner, som med Blæk og Pen, da vilde man kunde fremstille det Aandige, det der griber Hjertet, naar det legemlige Øie seer en ny og underdeilig Natur.
Med en stormende Fart løb Ilsefloden ved Siden af os; høie Bjerge bevoxne med Graner laae paa begge Sider. Den nøgne Klippe
Vi kom dybere ind i Skoven, Veien begyndte, at slynge sig op ad Brocken, den nedgaaende Sol kunde ikke skinne ind mellem de tætte Graner, rundt om laae
Kulbrænderen
Mellem Skovens Graner her
Skinner Ildens røde Skjær;
Kulsort Røg fra Hytten gaaer;
Foran Ilden Svenden staaer,
Og belyst af Træets Glød,
Seer han ud, halv sort, halv rød;
Han de store Masser vender,
Dybere det brænder.
Lænet til sin Løfte-Stang,
Nynner han en gammel Sang:
»Granen voxer Aar for Aar,
Altid lige grøn den staaer,
Som min Kjærlighed saa skjøn,
Altid grøn, men dunkelgrøn!«
Sangen ingen Trøst ham sender,
– Dybere det brænder.
Veien gik mere og mere opad; rundt om laae uhyre Fjeldblokke. Ilsefloden styrtede sig over de store Fjeldmasser og dannede Vandfald ved Vandfald, snart var Flodleiet presset ind imellem to snevre Klipper, hvor da den sorte Strøm kogte med sneehvidt Skum, snart brusede det bredt og herligt mellem omstyrtede Graner, og rev de store, grønne Grene med sig.
Alt, som vi kom høiere blev Flodleiet mindre, Strømmen tabte sig i Kildevæld, og tilsidst saae man kun de store Vanddraaber, der piblede frem mellem Mosset.
Her fik jeg Idee om en nordisk Kjæmpehøi, ret i det store! Brocken er en saadan. Steen ligger dynget paa Steen, og en underlig Taushed hviler over det Hele. Ingen Fugl qviddrer i de lave Graner; rundtom voxe hvide Grav-Blomster i det høie Mos, og Stene ligge i Masser paa Bjergtoppens Side.
Vi vare nu heroppe, men Alt var Taage. Vi stode i en Sky.
Fra Gjestgivergaarden her, brusede et Musikchor os imøde, der var en 40 Reisende, og et Partie af disse havde taget Instrumenter med og spillede lystigt af
Halvfjerde tusinde,
Køerne bleve drevne hjem, de havde Klokker paa, og det lød smukt; men udenfor var Alt endnu Taage; det begyndte at blæse, og Vinden jog Skyerne, som om det var en Faarehjord, hen over Bjergtoppen. Tre reisende Damer, der havde store Hatte paa Hovedet, løbe om derude og plukkede hvide Brocken-Blomster, Skyerne strøge dem om Benene, det saae ud, som
Det bankede paa min Dør, – og ind traadte den gode Skolemester, jeg havde reist sammen med fra Braunschweig, vi skulde altsaa dog træffe sammen paa Bloxbjerg. Med den gamle Ven, han besøgte i Goslar, var han alt en to Timer tidligere, end jeg, kommen her op, og havde alt gjort Bekjendtskab med flere af de Reisende, der alle, efter hans Sigende, vare meget nette og høflige Mennesker. Han var saare lykkelig og viiste mig hvormange Vers han alt havde skreven ud af Brockenbøgerne, og som han vilde bringe dem hjemme.
Som bekjendt findes her, og paa hvert mærkeligt Sted i Tydskland, der besøges af Fremmede, en Bog, hvori de skrive deres Navn, ofte komme der ogsaa hele Vers, og det var et Udvalg af disse, han alt havde udskrevet sig.
I Bogen fandt jeg to danske Venners og flere Bekjendteres Navne. Der var ogsaa Tegninger deri, Geniet havde viist sig paa mange Maader; og hvormange har ikke her drømt om Udødelighed, da de skreve deres Navn; nu, Herre Gud! blive alle disse udødelige, saa bliver jeg det med!
Skolemesteren forestillede mig for sin Ven, men denne behagede mig slet ikke, han saae mig saa stille og intetsigende ud, i det han dog arbeidede paa, at lægge Characteer i sit Ansigt; det var et af de Mennesker der, havde han været Doctor, og med denne sin sædvanlige Mine, følt Patienterne paa Pulsen, sat sig ned og – tiet stille, saa havde man sagt: »han tænker!« skjøndt jeg vilde troe, han just gjorde en Pause deri.
Vi bleve imidlertid kaldte udenfor, hvor det hele Selskab var forsamlet. Musikanterne havde taget Plads øverst oppe paa Taarnet, og alle de andre Reisende forsynet sig med Kosteskafter, Stænger og
Instrumenterne paa Taarnet
Vi ere
Vi blæse og I brumme,
Saa saae vi af Fra-Diavolo,
Af
Det kan jeg som en Lexe!
Jeg er en Hex, Du er en Hex,
Vi ere alle Hexe!
Dands kun! jeg ligger, som en Steen,
Kan ei min Glæde stamme,
– Men naar af jer er ikke een
Er jeg endnu den samme.
Vi sidde her bag Blomstens Blad –
Hvor deres Dands os more!
De bære sig saa klodsed’ ad;
O Gud, hvor de er’ store!
Høit over Skyen staaer jeg her,
Dog Hjertet maa bekjende:
Jeg var dog Himlen mere nær,
Den Gang jeg var hos hende!
Vi
Vi skal den nok correxe;
Jeg er en Hex, Du er en Hex,
Vi ere alle Hexe.
Saaledes brusede de fort, først henimod Midnat blev alt roligt i Huset.
Maanen begyndte at trænge gjennem Taagen, og kastede sin hvide Straale ind i det lange, snevre Kammer, jeg kunde ikke sove og gik derfor op paa Taarnet, for at nyde Udsigten. Hvem der engang i Drømme har svævet hen over jorden og seet Landene, med Byer og Skove, dybt under sig, har en fjern Idee om denne ubegribelige Herlighed. Begsorte laae de granbegroede Bjerge dernede under mig, hvide Skyer, belyste af Maanen, foer som Aander, henad Bjergenes Side! der var ingen Grændse; Øiet tabte sig i en Uendelighed; Byer med deres Taarne, Kulbrænderhytterne med deres Røgstøtter ragede frem i det gjennemsigtige Taageslør, som Maanen belyste. Det var en Phantasiens Drømmeverden, der her laa levende for mig. Dybt nede i de sorte Skove havde i
Høit paa Spidsen af Ilsenstein stod den deilige Prindsesse Ilse, bestraalet af det stærke Maanelys; de sjunkne Borge hævede sig igjen, og Lyset flammede gjennem de brogede Ruder; mellem de sorte Graner reiste sig Klostrenes røde Mure og
Da susede det under Taarnet og jeg saae en Hær af forvoxne Spøgelser og menneskelige Skikkelser svinge sig i lystig Ringdands paa Bjerget, idet de strakte deres Kosteskafter og Træsabler ud over Bjergene, langt ud, for at kradse og vidske det klare Lys bort fra den sjunkne Stjerne, men de kunde ikke naae, og sprang i frugtesløs Harme op og ned, idet de grinede fælt til mig. Der var Folk, baade med Sværd og Landse, Pen og Blæk, og Ordenskjæder paa de smukke Kjoler; og de loe ad mig og sagde: »Du tør dog ikke sige hvem Du seer, Digterlil, tag Dig iagt! Brødet voxer ikke paa Træerne, hold Dig fast at Du ikke skal dumpe – hei!« og nu stak de igjen efter den høie Himmel, hvor Stjerneskjæret lyste klart og herligt, og som de dog aldrig kunde naae.
VI
Morgen. Digterens Magt. Baumannshulen. Antiqvaren. Blanckenburg.
Klokken var omtrent halv 3, da Pigen kaldte paa mig, for at see Solen staae op, de fleste vare allerede udenfor, indsvøbt i Kapper og Kaaber. Med Tørklæder om Hovedet stod den underlige brogede Gruppe af Mennesker, fra høist forskjellige Steder, alle med een Tanke: »nu staaer Solen op.«
Det var som vi stode paa en Ø, thi Skyerne laae nede under os, saa langt vi kunde see, som et uhyre, svulmende Hav, der med Eet var sat ud af al Bevægelse. Intet rødt Morgenskjær stod paa den blaa Himmel oven over; Solen hævede sig uden Straaler, som en stor blodig Kugle, først da den var over Horizonten strømmede det klare Lys ud over Skyhavet.
Vor gamle Skolemester stod med foldede Hænder, sagde længe ikke et Ord, men smilede saa tilfreds; endelig udbrød han: »gid jeg havde Moder og Børnene her; – ja den gamle Ane (deres Tjenestepige) det vilde fornøie hende lige ind i Sjælen! Herre Gud, her var saamæn god Plads for dem alle sammen. Det tænker jeg ogsaa altid paa, naar jeg seer noget rigtigt smukt; her var dog nu god Plads for saa mange gode Venner, vare de her, saa kunde de ogsaa have godt af det.«
Alt som Solen steeg høiere, begyndte de lette Skyer at dampe bort,
Jeg klattrede op paa det saakaldte
Jeg havde sluttet mig til en Familie fra Hamborg, og tjente nu de unge Damer som opvartende Kammerjunker, naar Stien, der førte ned, blev altfor
Føreren gik foran, Skridt for Skridt fulgte Karavanen efter, og det lille Æsel, der bar Reisetøiet, sluttede Truppen. Vi havde hver faaet os en grøn Green i Haanden, og med den dreve vi vor langsomme
Fuglene begyndte at synge, Duggen laae i klare Draaber paa Blomsterne og Solen skinnede paa det store prægtige Landskab derude. Verden er dog smuk! Hvilken uendelig Herlighed, fra den mindste Blomst med sin Duft, til mit Hjerte med dets flammende Tanker og atter fra dette til den store Jordklode, med de herlige Bjerge og de svulmende Have!
Hvad bryder Hjertet sig om hvad Blomsten drømmer, idet den dufter saa veemodigt stærkt i Morgenduggen, der er noget langt Større, noget langt Vigtigere, der sætter dette i Bevægelse; hvad bryder Verden sig igjen om det enkelte Hjertes Længsel og Blomsterduft; mægtigere Lidenskaber, et heelt Folks Kamp og Undergang, Revolutioner i Naturen og Menneskelivet, ere dennes Drøm og Tanke.
Morgenen var saa smuk, derfor sang ogsaa Fuglene, derfor duftede Blomsterne, og mit Hjerte selv opløste sig i Duft og Sang, og Verden, den store herlige Verden – følte og hørte lige meget til dem alle tre. Men den eier ogsaa bedre Blomster end de, der her voxe; den eier
Nær havde jeg digtet en Sang til Folket: »uden Fædreland,« endnu føler jeg Trang dertil, men – hvad kan den hjælpe dem! – jeg faaer desuden tidt et underligt Anfald af gediegen Fornuft, saaledes nu i dette Øieblik, og det er ret en Lykke for et ungt, brusende Gemyt, der saa let lader sig henrive af det glimrende Store, uden at tænke paa Politik, Forhold og Enden paa det Hele.
Ved
Snart reiste de nøgne Klippevægge sig paa begge Sider, en lille Sti løb langs med den smalle Flod, jeg var i
Den hele Natur rundtom havde noget Imponerende, den syntes mig endogsaa at see saa
Du stolte Fjeld, hvor barsk Du truer der,
Jeg sætter Dig dog ind i Verset her!
Du lille Flod, som bruser vildt afsted,
Hvor stærk Du løber, tager jeg Dig med!
Selv Fuglen her imellem Engens Blommer,
Der flagrer bort, saasnart han seer jeg kommer;
– Hvad, tænker han, at undgaae mig ved Sligt?
Jeg vil – og han maa qviddre i mit Digt.
Alt lyder mig, hvorpaa jeg Blikket fæster;
En Digter er en farlig Hexemester!
Hist staaer en Pige! – nøgne, hvide Been,
En deilig Væxt, slank som en
Hun vadsker
Nu, mon hun ei sit Ansigt vise vil?
Ha, hvad er det! – har Tryllestaven svigtet,
Hun trodser! vel! – hun skal dog ind i Digtet,
som der hun staaer, jeg hende tage vil,
Nu skal hun staae og vende Ryggen til.
Her er det Hele, Lyset smukt med Skyggen,
Og Pigen, som nu altid sees paa Ryggen!
Paa hiin Side Landsbyen Rübeland førte en lille Bjergstie op til den Fordybning i Fjeldet, hvor man træder ind i
Indgangen var gjennem et lavt Hul, der saae ud som Ræven havde gravet det; vi kunde ikke gaae opreiste. Det var, som vi kom ind i Ruinerne af en gammel Borgkjelder, hvor Murene vare halv nedstyrtede. Vanddraaberne faldt med eensformig Pladsken, ellers var Alt dødsstille. Vi klattrede, hver for sig, med Lampen i Haanden, ned af de vaade Stiger; rundt omkring, under og over os, var det et kulsort Mørke, Lampelyset viiste os kun den smalle Stige, der ikke syntes at faae Ende; det underlige Uvisse, hvor dybt der var under os, gjorde det langt rædsommere end det virkeligt var. Naar man kun holdt sig fast, naar man kun passede, at træde til den rette Side, nu med det venstre Been, nu med det høire, og naar kun saa Stigen ikke gik i Stykker, var der slet ingen Fare, ellers kunde vi let brække Halsen, var den bestandige Forsikkring, Føreren gav os.
Hvor Mennesket i Grunden er eenssidigt, i Ordets hele Betydning! Vi see dagligt den største Afgrund over os, og en milevid rundtom os, men ingen af disse sætte os i Ængstelse, derimod den langtmindre, naar den gaaer nedad, faaer os til at svimle; nedad, det er en Side, vi have al Respect for; og dog maae vi alle nedad, der finde vi først Ro og Hvile.
Fra Hule til Hule stege vi dybere ned; snart var der saa snevert og lavt, at vi maatte gaae enkeltviis med bøiet Ryg under de nedhængende Kalksteensmasser, snart saa høit og stort, at vi ved vore Lamper ikke kunde see Sidevæggene.
Man viiste os sex forskjellige Afdelinger, men foruden disse, vare der uendelig mange, mindre Huler, som ikke alle ere undersøgte, muligt staae de i Forbindelse med
Rundtom gabede disse dybe, mørke Afgrunde os imøde; rundt om hang de forunderligste
Et Kildevæld sprudlede ved vore Fødder, vi drak af det rene, klare Vand; den ene af de Reisende fandt her, en
Hulen har ellers sit Navn efter dens Opdager. En Bjergmand ved Navn:
Den ulykkelige Baumanns Skjæbne og Følelser her, gjennembævede mig saa levende, ved denne Labyrinth af Huler og Svælg, at mit Hjerte bankede langt stærkere, jeg følte hvad han havde maattet føle her, ene overgivet til Skræk og Hungers Død; først da jeg saae det klare Dagslys, Guds blaa Himmel, følte jeg mig atter vel og mellem de Levende.
Det var som jeg vaagnede op af en hæslig Drøm, og som nu alle de underlige, uformede Skrækkebilleder laae forstenet bag ved mig; Solen skinnede mig atter ind i Øie og Hjerte.
Ved den første Kro inviterede jeg min Vandringsmand at drikke et Glas Viin med mig; her traf vi en ung Rytter, en meget veltalende Herre fra Omegnen, det var en smuk Mand og han havde en smuk Hest at ride paa, men jeg mærkede snart, at det ikke gik an, at nævne Rytter og Hest paa eengang, naar jeg ikke vilde sige en
Med nogle
VII
Ruinen Regenstein. Skræderkonen. Roßtrappe. Vandring til Alexisbad.
Klokken fire om Morgenen vare vi paa Benene igjen, vore Brockenbouquetter sadde endnu ganske friske paa vore »Mützer«, en qvindelig Fører ventede udenfor, og saaledes droge nu, vi 6
Vi stege nu op ad Klippen, hvis øverste Top udgjør Ruinen af Slottet Regenstein; Muurværket er forsvundet, men Alt hvad der er hugget ind i Klippen selv, staaer som en mægtig Kjæmpe-Mumie og fortæller om gamle Tider, skjøndt det ikke kan sige et Ord. – Det var mig saa imponerende, saa stort, at jeg ikke selv ret vidste af det, før Blyanten bevægede sig i min Haand, og ridsede det kolossale Billede af i Dagbogen, jeg blev Tegner uden nogensinde at have faaet en Times Underviisning. Dybtnede laae Markerne, som Beed i en Kjøkkenhave, Bonden bag sin Plov var et Sneglehuus, der krøb hen ad Jorden. Kirken, der er hulet i Klippen, hvælver sig endnu fast i Aarhundreder, men den er kun en stor Hule, uden Form; Værelserne, hvor der havde været Sovesteder, er kun Fordybninger i Fjeldet, hvor den store Steenmasse hænger ud over Hovedet, vi kastede Stene ned i de dybe Brønde, og vare næsten tilsinds at gaae derfra, før vi hørte Faldet.
»Dersom Stenene her kunde tale«, sagde jeg, »hvad vilde de ikke kunne fortælle os, at være skeet her, i den lange Tid fra Heinrich Fuglefænger anlagte Borgen, til jeg kom fra Dannemark og saae dens Ruiner; da kunne vi vist give Bidrag til
Vi toge Plads høit oppe paa den øverste Spids af Fjeldet, der danner Kirkens Loft, og saae nu fornøiede ud i den vide Verden. Nede under os havde for Aarhundreder siden Messesangen tonet og Lamperne brændt om Madonnas hellige Billede; nu sadde vi, som profane Fugle, men dog uden at tænke noget Ondt derved, og sang Opera-Viser og sagde Vittigheder, saa godt enhver kunde. Jeg maatte fortælle om Dannemark og om Havet – Havet, som det herlige Bjergland her ikke kjender; men hvorledes beskriver man Havet for Een, som aldrig har seet det? Jeg vidste intet bedre at ligne det med, end den store blaa Himmel, naar man kunde spænde den ud over den flade Mark til Horizontens Grændse, da vilde det være et Hav. Det lod, som de opfattede dette Billede.
Med Øie og Tanke ligesom inddrak jeg den vide Udsigt, her fra det gamle Bjergslots Ruiner. Jeg saae ned i Dybet og lukkede saa Øinene, naar jeg havde seet, for ligesom at prøve, om jeg havde opfattet den hele Dybde; men naar jeg atter aabnede Øiet og saae ned, var det dog langt dybere, end jeg forestillede mig, Udstrækningen til alle Sider rundt om var langt større end Erindringen kunde omfatte. Jeg gjennemgik det hele Billede Tanken eiede, og sammenlignede det saa med Virkeligheden. Kjøbsteder og Flækker reiste sig da rundt om paa den store Udstrækning, Bjergene med deres Skove, Blankenburg med sit Slot, og selv de smaae Menneske- og Dyr-Figurer dybt nede, traadte da stærkere frem. – Regenstein selv med sine snevre Værelser, sammenstyrtede Brønde og Trapper, der kun førte fra den frie Luft op i det samme Element, fik, som et Billed for sig selv, sin egen Plads i min Erindrings
Endnu i denne Formiddag vilde vi til »
Ja, ved Siden af os reiste sig denne underlig formede Bjergryg, der seer ud som Ruiner af en uhyre Skandse, og strækker sig saa langt bort. Øiet kan følge den. Sagnet siger, at Satan ikke skal have været tilfreds med at have faaet Herredømmet over den halve Jord, og da at have fornyet Striden, hvorfor han reent maatte miste det, og hans stolte Skandse blev nedstyrtet; Andre fortælle, at den er opreist af de onde Aander, som en Muur mod Christi Lære, at denne ikke skulde udbrede sig længer; men Stenene maatte briste for det levende Ord.
Da jeg ellers udspurgte Skræderkonen om det ikke var mueligt, at lære den ædle Versekunst, betroede hun mig, at hendes Mand havde en gammel tydsk Psalmebog, og den tog han mange Steder af, og alle de bedste Riim, derfor havde ogsaa alle hans Viser noget Aandeligt ved sig, der gjorde dem saa rørende.
Vi forlode nu Landeveien, kom over Mark og Enge ind i de grønne Løvskove; aldrig har jeg hørt saa mange Nattergale, som her. – Solen stod høit paa Himlen, men de syntes ikke at mærke det inde i de tætte Buske. – Gud veed, hvor Folk kan falde paa at sige om denne Sang, at det er Længsel og Klage; nei, det er
Snart aabnede sig en videre Udsigt, den deilige Thale-Dal laae for os med sin vide Udstrækning; nu skulde vi til at bestige Bjergene, vi hvilede os først for at samle Kræfter. Det gik »
Lodret gaae de høie Klippestykker ned i den dybe Afgrund. Man seer ind i en stor herlig Bjergnatur, hvor Fjeld reiser sig ved Fjeld med dunkle Granskove, og i Dybet, hvor man svimler ved at stirre ned, bruser Bodefloden; vi saae en Skare Reisende dernede, men de saae ud, som Blomster i et Bed. Broen over Floden var et Legetøi, som dannet af en enkelt Vidiegreen; man afskjød en Pistol, og den lød ved sit Echo imellem Bjergene, som den stærkeste Torden. Man viiste os i Klippevæggen en Fordybning, der havde Udseende af en colosalsk Hesteskoe og efter hvilken Stedet her har sit Navn. Den lille Dreng, der fulgte med Føreren herhen, drak med sin hule Haand af Regnvandet, der havde samlet sig her, i det Phantasien viiste ham, maaskee klarere end os,
Alle disse Phantasiens Drømme ville dufte bort, den Lille vil ogsaa engang, som Faderen, rolig staae og fyre sin Pistol af, og maaskee i det høieste beregne, hvor stor Indtægten kan blive i Dag af det reisende Selskab. Men Drømme ere jo Blomster! der ere jo onde og gode! Blomster maae dufte bort, men der komme nye op af den gamle Stamme! For den nye Børnevrimmel vil ogsaa Prindsessen med den gyldne Krone og den flyvende Hest jage forbi, de ville ogsaa, som nu denne Lille stirre i Bodefloden, og troe at see det røde Guld skinne frem gjennem Vandet, der engang var saa stort og dybt, at
Her forlod jeg de lystige
Snart var jeg under Roßtrappe, Bodefloden brusede foran mig, over de store Stene, og paa den anden Side løb Landeveien forbi de rødtagede Huse, men jeg saae ingen Bro; – over skulde jeg, men hvorledes? Jeg løb længe langs med Flodbredden, men saa langt jeg kunde see, til begge Sider, var der ingen anden Overgang, end at vade ud, eller springe fra Fjeldstykke til Fjeldstykke, jeg valgte det sidste, men kom ikke længer, end midt i Floden, hvor Strømmen brusede paa begge Sider om den store Steenblok jeg stod paa. – Her tog ellers den hele Egn sig bedst ud, og havde jeg været Maler, saa havde jeg taget Papiret frem, først antydet med nogle fine Streger den uendelige, store Dal med sine Byer og Kirketaarne, derpaa anlagt, med stærkere Omrids de venlige Bygninger, hvor just Røgen slog ned om de røde Tage, og forrest malet det vilde Bjergpartie med Granerne og den brusende Bodeflod; – jeg var nu ikke Maler, jeg saae i dette Øieblik paa det Hele, kun for at finde en Bro, som jeg da tilsidst opdagede et godt Stykke derfra, hvor Floden gjorde en Bøining.
Da jeg kom til Blechhütterne og nærmede mig Vertshuset, troede jeg at en fjendtlig Hær havde slaaet Leir derinde. Der var et Spektakel, som om Stole og Borde bleve kastede mellem hinanden; jeg traadte ind i den store Stue og hele Mandskabet bestod i – fire Studenter fra
Deres Forestillinger om Dannemark vare ellers meget ufuldkomne: saaledes troede de, at
Da jeg nævnede Oehlenschläger for dem, spurgte de om vi havde nogen af hans Stykker oversatte; jeg svarede, at vi havde dem i Originalen, og nu bleve de ikke lidet forundrede ved at høre, at
Min Vei gik nu til
Skove og Enge vexlede med hinanden, jeg saae ogsaa en gammel Borgruin inde imellem det høie Krat; den saae meget skrøbelig ud og pyntede dog saa smukt, just ved sin store Faldefærdighed. Det var som
Gernrode er en lille, rolig Flekke, jeg saae næsten intet Menneske paa Gaden, men i et lille Huus stod Vinduet aabent og jeg hørte en qvindelig Stemme synge smukt om Kjærlighed. Jeg lyttede, og da den Usynlige ikke lod sig see, tog jeg Egekrandsen af min Hue, og efter at have gjemt et af Bladene, lagde jeg stiltiende Krandsen ved Døren, til Tak for Sangen, og vandrede saa ud af Byen. Veien hæver sig steilt opad en Bjergside, den lerede, gule Jord stak stærk af til den violetblaa Himmel, nogle gamle Koner og lasede Børn kom med Brændeknipper paa Ryggen, de havde samlet sig i Skoven; jeg satte mig ned og skrev i min Dagbog, en Bi snurrede i en Blomst ved Siden af, og saaledes vare alle Figurerne paa dette Malerie i Beskjæftigelse.
Da jeg nærmede mig
Vi mødte ogsaa en
Snart saae vi det sorte Jernkors paa Klippen over os, hvorfra en ung Pige, eftersom
Skjøndt jeg som et stort fornuftigt,
Det er ikke blot de stolte Fjeldmasser med deres
Egnen rundt om, blev mig dobbelt smuk ved sine Sagn; der var ogsaa Liv og Bevægelse her paa Veien; vi mødte Kulbrændere med mørke, characteristiske Ansigter, og Bønderpiger, der saae ud som Mælk og Blod. Floden
Snart hørte vi Larmen af de talrige Værksteder; vi stege op til den mærkelige
»At blive udødelig,« det er dog en Tanke, der, selv paa det meest barnagtige, lyser frem fra det arme Menneskebryst!
Snart vil Regn og Snee udslette denne Blyants Udødelighed, og en ny Slægt vil skrive deres Navne istedet, til selv Obelisken ogsaa bliver udslettet af Tiden. Saaledes søge vi ogsaa, paa Livets Reise, at skrive vor Navn paa Verdens store Obelisk, hvor det ene Navn maa vige for det andet, til denne store
I
Tæt herved ligger Flekken
Jeg følte en uhyre Ilen hos mig, for at komme bort igjen, ja jeg ønskede virkelig, at kunne »sove i Galop!« og faae Tiden til at løbe med i samme Tempo.
VIII
Situations-Billeder paa Vandringen til Eisleben. Morten Luther. Reise til Halle. Merseburg.
Det er en forunderlig Ilen med Alt, der lever i mig, og egentlig udgjør min Grund-Characteer! jo interessantere en Bog er mig, jo mere iler jeg for at have den gjennemlæst, for at have det hele Indtryk; paa selve min Reise er det ikke ret det Nærværende, der glæder mig, jeg iler efter noget Nyt, for atter at komme til et andet; hver Aften jeg lægger mig til Hvile, higer jeg efter den næste Dag, ønsker at den var, og naar den kommer, er det dog en Fremtid længer borte, der beskjæftiger mig. Døden selv har mig noget Interessant, noget Herligt, fordi en nye Verden da aabnes for mig. Hvad mon det egentligt er, mit urolige Jeg iler efter?
Livsfrisk og herlig stod den vaargrønne Natur rundt om, og aandede Glæde og Ro, medens der ligesom laae et dunkelt
Endnu denne Morgen havde jeg ingen Ro paa mig, jeg forlod Harzgerode; det ene Billede vexlede med det andet, idet jeg flagrede det forbi, kun enkelte Smaa-Partier afprægede sig, som nette
I Klaus, en Landsby der bestaaer, jeg troer af 3 Huse, gik jeg ind i Vertshuset, det er det ene af disse tre; Alt var her saa malerisk, men saa ganske af
I en to a tre Timer gik jeg fort, uden at møde et Menneske. Snart var Veien saa bred, som ti andre, snart saa smal, at kun een Vogn kunde kjøre der. Jeg løb da ogsaa vild, spurgte derfor to anseelige Bøge, der saae mig ud til at være Landsmænd, om Veien, men de rystede med Toppen og vidste ingen Ting. Ved en Eng traf jeg da et menneskelig Væsen, en Hyrde, en virkelig, ægte Hyrde, med Taske og Stav, ja ovenikjøbet med en Straaehat paa Hovedet, der saae ud til at have været brugt mangen god Gang i en Hyrde-Entré paa Theatret. Han saae virkelig godt ud i det Fjerne, med den store Vrimmel af Faar omkring sig; men man maatte ogsaa kun see ham i det Fjerne, nærved saae han, og alle hans Undersaatter, lidt formeget
Den rette Vei fik jeg da at vide; men længe blev jeg ikke paa den, saa var jeg midt inde i en Kornmark, hvor der kun var en meget, lille Sti, der somme Steder ikke selv ret vidste til hvad Kant den vilde gaae. En lille Bondepige mødte mig der, og bad mig sige sig Vei til en Naboby, hvis Navn jeg aldrig havde hørt, men med den bedste Villie kunde jeg ikke.
Stien førte mig til en lille Landsby, hvor der, paa en stor Plads udenfor et Huus, var Dands og Lystighed. Det var ganske unge, halvvoxne Piger, der indbyrdes valsede sammen efter Violin, som en gammel hjulbenet
Men Billede paa Billede trætter, Barnet selv bliver kjed af at bladre i den meest brogede Billedbog, vi ville altsaa ikke nu strax see flere, skjøndt det følgende var smukt, meget smukt. Jeg gad nok beskrive det maleriske
»Leimbach, en aaben
Det følgende Sted tage vi paa samme Maade; det er ogsaa meget beqvemt! »
– Nu har jeg udhvilet mig! jeg veed ikke om Læseren har? Vi ere imidlertid nu ved
Mellem høie, grønne Bakker
Reiser sig den lille By,
Solen kaster lange Straaler,
Bag den brune Sommersky,
Skinner paa de høie Taarne, –
Alle Byens Klokker gaae,
Og paa Gader og i Stræder,
Folk i Søndagsklæder staae.
Munkene med Sang og Faner,
Træde ud af Byen der;
Hvad har dette at betyde?
Er det Fest og Høitid her?
Hist to høie Herrer komme,
De og Følget er tilhest,
Hertugen med Bispen er det,
Som i Dag er Byens Gjæst.
Hist paa Muren, tæt ved Porten,
Hvor det dog er broget der!
Mænd og Qvinder, Børn og Gamle,
Ligge, staae og sidde her.
See, en Bjergmand med sin Kone,
Stille, midt i Vrimlen staaer;
Deres lille Dreng ved Siden,
Har et deiligt hvidguult Haar.
Fromt han folder sine Hænder,
Seer paa hele Stadsen her,
Fyrstens Sabel, Bispens Kjole,
De behage ham især;
Underligt hans Hjerte brænder,
Tanken flagrer hid og did.
– Folk der boe hiin Side Bjerget,
Kom for denne Stads at see.
Mellem høie, grønne Bakker
Reiser sig den lille By,
Solen kaster lange Straaler
Bag den brune Sommersky,
Skinner paa de høie Taarne,
– Men det er nu stille her,
Ingen Bisp og ingen Hertug
Seer jeg holde Indtog der.
Underligt dog Hjertet banker,
Glemmer for en Stund sin Vee.
Hvad vil jeg, hvad vil de andre
I den lille By da see?
»Bispens Kjole, Fyrstens Sabel« –
Det er nu kun Støv og Gruus!
Nei, vi komme hver som Pil’grim,
For at see et fattigt Huus.
Snever er den lille Gade,
Det er ret som Alt var dødt!
Her de gamle Bjergfolk boede,
Her den lille Dreng blev født.
– Bisp og Hertug ere glemte,
Byens Mure er’ i Gruus.
Alt igjen sig atter reiser,
staaer man i det lille Huus.
Byen havde mig noget saare venligt. En lille Dreng legede udenfor den gamle Kirke, og ridsede med Kridt paa de store Kampestene; maaskee de samme ogsaa have været
»
Darum weyht sie nimmer mehr
Der stod en gammel Bonde paa Gaden med sin Kone, han stavede hende Verset, og jeg kunde see paa deres Ansigt, hvilken Masse af dyb og herlig Poesie, der laae dem i hvert Ord; thi deres Blik opklaredes forunderligt, og da han sagde det sidste, var det, som han havde sagt en Engels Aabenbaring, og de troede det.
Det er poetisk smukt; men dog laae der mig her, med den Tone og det Udtryk, hvormed den Gamle sagde til sin Kone om Luther: »det var en Mand!« noget langt større, rigtigere og stort. Jeg troer, at Jean Paul selv vilde have fundet det samme, om han havde hørt det!
Luther »det var en Mand!« derfor
»
Der bleibt ein Narr sein Leben lang
X
Reise igjennem Halle og Merseburg til Leipzig. Den blinde Moder. Invaliden. Nicolai-Kirken. Gellerts Grav. Auerbachs Keller. Italiensk Opera. Poniatowskys Mindesteen.
I den sachsiske »
Bønderkonerne, der sadde paa Torvet og solgte deres Varer, havde mig ellers nogle ganske forunderlige
Veien til
Man fortalte mig ellers der,
Der sad endnu, sagde man, thi jeg kunde ikke finde det, saadant et uskyldigt sort Dyr og raabte »Jacob« uden at drømme om hvorfor han havde fri Bolig og Kost, og maaskee uden at være i Familie med den biskoppelige Tyveknægt, for hvis Skyld dette Ravne-Legat var stiftet.
Solen brændte hedt da vi rullede ud af Byen, for at naae
Egnen rundt om, saae meget dansk ud, her var endnu et Skovpartie, siden tabte Alt sig i en uoverseelig Slette, som
Den blinde Moder
»Trommen hvirvler. De er’ nær!
Mægtigt suse Hærens Faner.«
– »Moder, det er Vinden her,
Der gaaer gjennem Skovens Graner.«
– »Hører Du ei Hestens Hov?
Rustvogn tæt ved Rustvogn kjører.«
– »Veien gaaer i denne Skov,
Det er Reisende Du hører!«
»Stille Barn, de er’ os nær!
Vinden suser ei i Granen.
Seer Du ei den hele Hær?
Stolt Din Fader bærer Fanen.
Nei, det er ei Nattens Blæst,
Eller fremmed Mand, der reiser,
Foran Hæren, paa sin Hest,
Rider jo den store Keiser!«
»For mit Øie er det Nat,
Men i Mulmet ham jeg kjender.
Barn jeg føler mig saa mat,
Fold Du mine gamle Hænder!
Vinden suser gjennem Fanen,
Mildt Din Fader vinker der,
Barn, o sæt mig her ved Granen,
Døden, føler jeg, er nær!«
Det var en underlig Følelse der greb mig idet jeg kjørte hen over den store, uoverseelige Leipziger-Slette, hvor enhver Landsby er saa
Invaliden
Røgsky ved Røgsky over Marken laae;
De røde Ildsvælg Øiet ene saae.
Sært dundred’ Jorden under Hestens Hov,
Som var det Stormen i en Gran-Skov.
Mand tæt ved Mand vi stod’, kun »frem!« det lød;
Min Broder faldt – han fandt en Heltedød.
Jeg følte Intet – Intet Hjertet rørte.
Den dybe Tromme-Hvirvel kun jeg hørte,
Trompetens Stød – vi bruste vildt afsted –
Da faldt min Hest, mit ene Been gik med;
Hen over os den hele Hær nu gik,
Jeg veed ei meer, det sortned’ for mit Blik!
Da jeg blev vakt, var Alt saa tyst, saa tyst!
O, denne Stilhed knugede mit Bryst.
Mit Been var Ild – af Tørst min Læbe brændte,
Jeg laae blandt Liig, men intet Træk jeg kjendte.
Det sildigt var, jeg følte Nattens Blæst,
Nær ved mig vrinskede en saaret Hest;
Der laae en Franskmand, dybt hans Dødssuk lød,
»Napoleon« han nævned’ og var død.
Jeg vilde bede – hævede mit Blik,
Men Døden atter over Hjertet gik;
Jeg veed ei selv, hvor længe der jeg laae, –
Det første som igjen mit Øie saae,
Det var en Mand, indsvøbt i Kappen her,
Han jog to Ravne bort, der sad mig nær.
Jeg saae dem, hørte deres hæse Skriig;
Jeg var et Liig jo, mellem døde Liig.
Taus Manden stod, hans Ansigt ei jeg saae;
Den store Kappe høit om Kinden laae.
Han saae mod Himlen, Alt var Skyer der, –
Da lyste der med eet et Stjerneskjær.
»
Han bøiede sig dybt, som for sin Gud;
Den store Kappe bort fra Skuldren gik,
Jeg saae det aabne, stolte Helteblik;
Et Suk steeg fra mit Bryst, da saae han ned,
Men taug – han taug – jeg glemte hvad jeg leed,
Men glemmer aldrig dette dybe Blik.
Han bredte Kappen over mig – og gik.
Jeg laae imellem Liv og Død henstrakt.
Mit Hjerte bad – og Redning blev mig bragt.
– Den franske Leir var nær, der kom jeg hen,
Men ei den tause Mand jeg saae igjen;
Ham var det dog, der Liv og Hjelp mig gav!
Maaskee nu Græsset voxer paa hans Grav:
Maaskee han lever – lever langt herfra,
Er lykkelig – mit Hjerte siger ja!
Vi kjørte over Elsterfloden, i hvilken
Leipzig selv gjorde et behageligt Indtryk paa mig, det er en stor, venlig By, Hovedgaderne ligne meget vor Østergade, men de ere bredere, og hvad der gjør dem smukkere, mere lige. Jeg troer der boe 2 à 3 Boghandlere i hver Gade; overalt hang der Skabe med Bøger, og i de store, blanke Glasvinduer, Kobber og Billeder. Paa Gaderne løbe Burscher med lange Piber i Munden og Collegie-Hefter under Armen; nogle havde deres tydske Original-Dragt paa, de store hvide Buxer, den korte Frakke, og de lange Lokker ud over den hvide Krave.
Jeg besøgte
I et lille Aflukke her, viiste man os en gammel Prædikestol, som Luther skal have prædiket paa; jeg reiste mig paa Taaspidsen for at naae saa høit, at jeg dog kunde lægge Hænderne, hvor han maa have lagt sine.
Fra den gamle Kirke vandrede jeg ud af Byen til
En flad, simpel Steen med hans Navn og Døds-Aar laae derover, ved Siden var plantet et Rosentræ, og rundt om stod et lavt Gitter, hvor de Mange der havde besøgt Digterens Grav, havde skrevet og skaaret deres Navne; jeg skrev ogsaa mit.
Rundt om vare mange, langt pynteligere Grave, der gjemte vist langt fornemmere Folk end Gellert, men ingen fremmed Haand havde skrevet sin Erindring der, selv de jerngittrede Kapeller rundt om, stode kun som en Muur, der tjente til at omslutte den simple Digter-Grav. Her var Digteren den fornemste, ved ham fik dette Sted med sin Døde, Interresse. Hertugen af Weimar har saaledes bestemt, at
De andre friske Grave rundtom, vare ellers saa underligt pyntede, man havde foruden Blomster og Krandse, besat dem med Citroner og Appelsiner, og nogle af disse vare skaarne i Stykker; fra Krandsen flagrede lange Baand med Guld- og Sølv-Fryndser, der, naar denne hele Stads var noget gammel, saae ganske hæsligt ud. Paa Baandene vare Vers aftrykte, deels selvgjorte, deels valgte af bekjendte Digtere, saaledes fandt jeg paa et,
»
Noch der frohe Knabe,
Morgen weht der Todtenkranz
Schon auf seinem Grabe
At en Grav smykkes med en enkelt Krands, finder jeg smukt og betydningsfuldt; Tømmermanden sætter jo ogsaa sin Krands med det brogede Flitterguld, paa Husets Tag, naar den hele Bygning er reist, hvorfor skulde vi da ikke, ligesom han, ogsaa her sætte en Krands, Graven er dog Taget paa vor Jordlivs Bygning, først naar denne er klappet til, er den fuldkommen reist.
Der blev just et Liig begravet her paa Kirkegaarden; det var en gammel Snedker, der maaskee selv havde kjøbt Træet til sit snevre Sovekammer. Kisten blev baaren paa Mændenes Skuldre, og var ogsaa pyntet med Blomster, Citroner og Appelsiner; der var en stor Trængsel af Børn og Fruentimmer, dog kom jeg temmelig nær Graven, hvor Chordrengene sang med barnlige Stemmer, medens Solen begyndte at gaae ned bag de høie Popler.
Da jeg om Aftenen ene vandrede gjennem Gaderne i den fremmede By, for at finde til Hôtel de Bavière, gik jeg vild og kom saaledes til »
Her sad ellers tre gamle Personer i en dyb
Den italienske Opera-Trup fra Dresden var her i Leipzig, og gav alt, ved min Ankomst deres tiende Forestilling. Jeg saae:
Ikke et Ord blev talt, Dialogen var
En Signor
Hvor blødt og udtryksfuldt klang mig ikke det italienske Sprog, det er Toner selv, der ere forstenede til Ord; – hvor smukt maa det ikke klinge, i den stille Nat, under den sydlige Himmel, at høre disse Toner, tolke Kjærlighed! – Kjærlighed! – hu! hvor hæsligt haardt og snurrende klinger dog paa Dansk, dette Ord, der skal udsige det meest Aandige i Sjæl og Tanke. »Kjærlighed!« – o, han har slet ikke kjendt og følt den, som opfandt dette hæslige, skurrende Ord. – Det har vist været en gammel, gnaven Papa, der misundte de unge Hjerter deres salige Drømme, og nu som en Lænkehund snærrede af deres, som han kaldte det: »Kjærlighed.« –
Hvad Musikken til: Tell, angaaer, hørte jeg den kun eengang, desuden er der sagt og skrevet saa meget om den, til dens Fordeel,
Klokken var ikke ni endnu, da Operaen var endt, jeg besøgte da
Her, imellem disse høie Træer, sprængte den haardt saarede Helt, forfulgt af den overlegne Fjende. Det er næsten utroeligt, at nogen kunde drukne i dette ubetydelige, smalle Vand! en Grædepiil var plantet paa det Sted, han havde sat ud med Hesten, og nogle Skridt derfra, hvor de havde fundet hans Liig, stod en lille, simpel Støtte, der overalt var beskreven, især med Landsmænds Navne; et Stykke var ganske hugget bort af Stenen, man sagde, at her havde staaet Vers, som den sachsiske Regjering havde fundet for frit, og derfor skaffet bort. Det gaaer ogsaa forvidt,
En underlig Aftendæmring laae over Stedet, jeg tænkte paa
»
– Var ethvert begeistret Hjerte saadan en lille Fugl, og Tanker og Følelser dens Toner, hvilke Sange vilde da ikke Luften gjenlyde af! men, hvor mangen Heinrich Fuglefænger vilde der da ikke opstaae, hvilken Jagt vilde der da ikke blive – – – – – – – – – – – – – – – – – – dog, »
– Med Kjæmpe-Skridt gaae vi en ny og bedre Tid imøde; men Europa maa have udkjæmpet, den vilde Lava maa først syde fra Bjerget, før det kan bære Fredens, Frugtbarhedens frodige Ranker. En fornuftig Frihed, en naturlig Oplysning vil da udbrede sin milde Sommervarme over Landene, da vil det nye
»
»I – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – !
»
« – – – føler den store Interesse for – – men – – – –«
»
– – – – – – – –.
X
Afreise. Meissen. Den første Dag i Dresden. Dahl og Tieck.
Efter et Ophold af tre Dage, forlod jeg det venlige Leipzig, hvor jeg havde lært at kjende flere, herlige Mennesker. Mit Reiseselskab med Schnellposten bestod af to unge Herrer fra Frankfurt an der Oder og en gammel Doctor; denne var temmelig bevandret i den danske Literatur, og spurgte, da han hørte mit Navn, om jeg var i Familie med Forfatteren til »
I den dunkle Aften rullede vi forbi Jagdslottet
Alt som vi nærmede os
Meissen selv har snevre Gader, og saae mig saa uhyggelig ud, man maa med den, ligesom med ethvert herligt Malerie, ikke sætte Øinene tæt til, man maa betragte det Hele i Afstand. Uden en særdeles Anbefaling fra Dresden, kan man ikke faae
Veien fra Meissen til Dresden er beplantet med Akasier og Pæretræer, Markerne staae med Kaal og Kartofler, det er en heel Kjøkkenhave! venlige Bjerghøider med Viinranker og Løvskove, ligge paa begge Sider, og bag ved danner Meissen selv, der ligger høit med sit Slot og sin gothiske Kirke, det herligste Punkt i hele Billedet; en muret Broe over Elben reiser sig nedenfor Byen, hvor Folk kjøre og gaae, uden at tænke paa, mindre, gjøre sig til af, det Liv de just herved give det Hele.
Jo længere man kommer herfra, deshøiere blive Bjergene, og snart seer man, som gjennem et blaaligt Slør, det tydske Florents: Dresden, ligge foran med sine høie Taarne og Kupler.
I en lille Landsby, der laae ganske romantisk, her ved den bugtede Elbflod, holdt vi udenfor en Kroe. Om Vinduerne snoede sig et
Her fik jeg de første Mark Jordbær, i Dannemark vare de vist neppe endnu i Blomster!
Postillonen blæste, og – – med de sidste Jordbær i et Drueblad, holdt jeg udenfor
Dresden stod mig som Overgangspunktet mellem Nord- og Sydtydskland, og det har ogsaa en blandet Characteer af begge; det var den sidste, store Stad jeg imod Syd skulde faae at see i Tydskland, denne Tanke faldt mig ind og gjorde, at jeg med et Slags Veemod rullede ind i den kjære By.
I Hôtel de Russie vilde mine to Frankfurter tage ind, jeg besluttede da at gjøre Selskab, og fandt mig siden ret godt derved.
Byen havde mig noget indtagende venligt, jeg følte mig strax hjemme. Min første Udflugt var til vor berømte
Jeg fandt snart Veien over de brühlske Terrasser, som vrimlede af Spadserende; der var saa meget smukt at see, den store Augustusbro med sin Menneskevrimmel, Elben med sine Skibe og de grønne Viinbjerge langs med den! men jeg havde ingen Tid, jeg maatte skynde mig.
Nu stod jeg i den catholske Kirke. Hvor stor og lys! Musikchoret bruste over mit Hoved; paa alle Altrene brændte Lys, og rundt om i Sidecapellerne og i de store Gange knælede Folket. Den kongelige Familie var i Kirken, jeg saae Kongen bede med megen Iver; tre Præster i
Ved Hovedalteret var en idelig Bevægelse, som forstyrrede det høitidelige Indtryk det Hele gjorde paa mig. Chordrengene kom og gik med store Lys, og Præsterne bøiede sig hvert Øieblik og ringede med deres Sølvklokke.
I Capellerne knælede Mænd og Qvinder for Madonnas Billede, og i mangt et Ansigt saae jeg den inderligste Hengivelse og Tilbedelse. Solen skinnede gjennem Vinduerne og blandede sig underligt med Skjæret af de mange Lys og den duftende Røgelse; der laae virkelig noget deri, som ved Musikkens Tonehav, snart fandt Vei til Hjertet.
Kl. var 7 om Aftenen, da jeg med Dahl og de to unge Nordmænd begav mig til Tieck; jeg skulde nu see og kjende den Digter, hvis aandelige Jeg, saa tidt og mægtigt havde beskjæftiget mig; jeg tænkte ikke paa hans
Det var intet stort Værelse vi kom ind i. Her sad Familien om Thebordet med en Deel Fremmede, meest Udlændinge. Jeg havde
Selskabet bestod ellers af Folk fra forskjellige Steder paa Kloden, her var een fra Amerika, en anden, der havde reist Verden rundt, her vare norske, tydske o.s.v., jeg var den eneste fra Dannemark.
Tieck elsker
Da vi brøde op om Aftenen, bad Tieck mig, ofte at besøge sig, imedens jeg var i Dresden, og forberedede mig især paa den Nydelse, der endnu forestod mig med det sachsiske Schweitz og med Billedgalleriet; dette var uheldigviis tillukket, da Malerierne bleve arangerede paa nye, men Dahl havde lovet, næste Morgen at bringe mig derop, hvor dog de bedste Sager alt vare ophængte. Jeg sagde Tieck god Nat, Dahl viiste mig paa den rette Vei hjemad – det var den første Dag i Dresden.
XI
Billedgalleriet. Linchkeschen Bade. »Das grüne Gewölb.« Rustkammer. Udflugt til det sachsiske Schweitz. Pillnitz. Liebethaler Grund. Lohmen. Ottowalder Grund. Amor som Fører. Bastey. Ulvesvælget. Hohenstein. Kuhstall.
Med Dahl, vor danske Gesandt og de to unge Nordmænd, gik jeg nu op paa Billedgalleriet. I nogle Værelser laae Malerier langs ud af Gulvet, men i de fleste vare de alt ordnede og ophængte. Hvilken Masse af Kunstværker! det ene Billede fortrængte det andet, kun det enkelte, blev tilbage i Erindringen. Det er virkeligt formeget Godt paa eengang, og efterlader derfor, ligesom et Slags aandelig Slaphed; omtrent, som naar man læser for mange
Hvad skal jeg omtale først af de store Enkeltheder, der gjorde det dybeste Indtryk paa mig? Dog, kan der være Spørgsmaal?
Tiden har bleget Farverne paa Billedet, men dog synes Alt at leve; den store Glorie af Englehoveder bag ved, udvikler sig meer og meer, og i Jesubarnets Blik samler sig det hele store Udtryk; et saadant Blik, saa klogt et Øie, har intet Barn, og dog er det den naturlige Barnlighed her, der saa mægtigt griber os! og nu de elskelige Englebørn nedenfor! de staae som et smukt Billede paa den jordiske Uskyldighed; i barnlig Ro seer den Yngre frem for sig, medens den Ældre hæver Blikket til det Himmelske over sig. Dette ene Billede vilde gjøre Galleriet berømt, ligesom dette ene, var nok til at gjøre sin Mester udødelig. I samme Værelse hang endnu tre Mesterværker; her var
Jeg gik fra Værelse til Værelse, og saae den store Kunstherlighed, men altid maatte jeg tilbage til disse fire Skatte, til Raphaels Madonna og Correggio’s Englegrupper.
Dog bevarer jeg endnu, fra mit første Besøg paa Galleriet, Indtrykket af andre herlige Stykker.
»
Paa et Billede af
Aandelig træt af at nyde denne Herlighed, og legemlig af at gaae omkring der, forlod jeg Galleriet, for snart igjen at besøge det.
I det kongelige Theater var ingen Skuespil, eftersom de Spillende, i Sommermaanederne, næsten alle vare paa Reise. Udenfor Byen: »am
Den unge Skuespillerinde gjorde megen Lykke, og fortjente det; hun gav Rollen med en Ynde, en Fiinhed, der røbede den tænkende Qvinde.
Til Slutningen fik vi et Slags Ballet:
Det var en deilig Aften udenfor! Musiken klang saa betydningsfuld bag de grønne Hække. Jeg tog mig en Gondol, for at seile ned ad Elben hjem. Augustusbroen speilede sig i Vandet, og Dresden selv reiste sine høie Taarne og Kupler op i Luften; det var Skyggebilleder paa en gylden Grund. Alt som Baaden gled længere fra den lille Skov, hendøde Musiken i Vinden; et Ildblus brændte nedenfor de brühlske Terrasser, hvor jeg snart steg i Land. Her oppe var en Vrimmel af Spadserende; Jasminerne duftede stærkt, og nede i Baadene sang nogle lystige Matroser
Hvilken Afvexling bragte mig ikke hver Dag, hver Time, her i denne kjære By! Hvilken Masse af Ideer og Følelser gjennemstrømmede mig, i de 9 Dage jeg tilbragte her! fra Morgen til Aften tumlede jeg mig om, og hvert Øieblik saae jeg noget Nyt. Man anbefalede mig, at see »
Mere end »das grüne Gewölb,« morede mig »
Hele Natten derefter drømte jeg ikke om andet, end Dolke og Knive, mægtige Voxbilleder og store Træheste, saa jeg slet ikke havde det godt.
Jeg længtes ogsaa efter det sachsiske Schweitz; næste Dag blev da bestemt til, at begynde denne Udflugt.
Det var en smuk Morgen! jeg gik i den catholske Kirke. Altarlysene vare tændt og der laae i et af Capellerne en deilig Gruppe af Børn, smaae Piger og Drenge, der sang med barnlige Stemmer, idet Solen skinnede ind paa Madonnas Billede. Jeg lænede mig op til en Pille, medens Sangen og Orgeltonerne bølgede over mig. En gammel fattig Mand, klædt i Pjalter, men med den dybeste Sønderknuselse i sit mørke, barske Ansigt, laae dybt nedbøiet i Gangen, som om han ikke havde Mod til at nærme sig Alteret; det var oprigtig Anger, der stod i hans Træk; han saae imod Jorden og læste sin Rosenkrands, medens Børnevrimlen, fromt uskyldigt, sang deres Morgensang, jeg maatte ogsaa i mit Hjærte knæle for min Gud. Det var mig, som Sangen og Orgelets Toner smeltede sammen til mægtige Livsbilleder, der glede hen forbi mig. Om nu dette Hele var kun en Drøm, tænkte jeg, om jeg nu maaskee er hjemme i Dannemark, sover og drømmer mig i denne fremmede Stad mellem Bjerge; drømmer disse Orgeltoner og Børnenes fromme Sang, medens den fattige Betler knæler ved Siden af mig for Guds Moder. Nei jeg drømte ikke det, og dog drømte Hjertet! ogsaa dette opløste sig her i Toner; thi Hjertet er en Verden, hvor Følelserne, disse qvidrende Fugle, bygge Rede, hvor Kjærlighedens lette Kolibri synger, men synger kun eengang, og da bliver Hjertet en
Vi kom forbi flere store Baade, der vare fyldte med Landsbyfolk, Piger og Koner, som havde været i Dresden med Mælk, de laae i forskjellige Grupper og tildækkede sig for Solen, medens Vinden kun lidet rørte sig i Seilet; Konerne vare ganske guulbrune i Ansigterne, Pigerne derimod røde og hvide, med livlige, mørke Øine; jeg tænkte paa »
Ved
Om det er godt chinesisk skal jeg ikke kunde sige, men det sidste haver man da directe fra China.
Vor Vei gik nu gjennem en venlig lille Landsby, ud i den deilige, frie Natur; snart nærmede vi os »Liebethaler
Lad os dvæle her i Dalen!
Intet bedre Sted vi finde.
Her ved Møllen vil’ vi sidde
Under disse gamle Linde;
Vandet styrter over Hjulet,
Hør, hvor bruser det derude!
Og
Titter gjennem Vinduets Rude;
Uskyld boer paa hendes Pande,
Troskab i det milde Øie.
Mig og Egnen, kan jeg mærke,
Hun betragter meget nøie.
Stolte Fjelde, graae og røde,
Her langs Flodens Bred sig strække.
Solen skinner, Fuglen synger
Over Træer, Blomst og Hække;
Hvilket Landskab! lad os dvæle!
Alt jo stemmer her til Glæde;
Og dog ængstes jeg saa saare,
Det er, som jeg maatte græde. – –
Hør det er, som Fuglen qvidred’:
»Mine Unger er’ mig røved’,
Man har skudt min stakkels Mage,
Derfor synger jeg bedrøvet.«
Fjeldet malerisk sig hæver, –
Nyligt styrted’ der et Stykke,
Og en Faders Bryst det knuste,
Ellers ingen – hvilken Lykke!
Deiligt skinner Sommersolen,
Skinner paa den halve Klode,
Lige varmt og lige venligt
Paa de Onde, som de Gode.
Det er ret, som Møllehjulet
Sang og bruste, mellem andet:
»Jeg har hørt et Barnehjerte
Briste under mig i Vandet.«
Pigen selv – – o lad mig græde!
Denne Bitterhed og Smerte
Lever ikke rundt omkring mig,
Nei, kun i mit eget Hjerte.
I Naturen og Verden ere ingen Dissonanser, den ene opløser sig i den anden, og i vort eget Bryst maae vi søge den sidste, der kun løses ved
Hiint smukke Fjeldpartie, hvor Steenblokkene hænge i vilde Skikkelser ned over Vandrerens Hoved, havde ikke eiet disse skarpe, maleriske Former, var ikke det øverste Stykke styrtet ned; men det kostede et Menneske Livet – Livet? Er det ikke den store Regnemester tilladt at udslette et urigtigt Tal i sit Regnestykke, der kunde bevirke en Feil i det Hele?
Vi gik langs med den høie Fjeldskrænt, og saae ned i Dalen, der laae mig som et mægtig Billede paa mit eget Hjerte, stille og dunkel med den brusende Flod, medens Solen skinnede varmt og smukt oven over, paa de bølgende Kornmarker og paa Veien, hvor Børnene legede og tumlede sig.
Ved
Ikke langt herfra ligger Kirken; man siger, at den er een af de skjønneste Landsbykirker i hele Sachsen. Den havde mig noget saare venligt; en frisk Grav var nylig kastet, det hvide Sand strøet paa, men Vinden havde revet Blomsterne af Graven, jeg samlede dem igjen til en Krands og lagde dem paa den, en lille Fugl qviddrede i Træet tæt ved, som om den vilde sige mig Tak; han havde vist seet og kjendt den stille Sover, der her hvilede sit trætte Hoved i den kjølige Jord.
Fra de Dødes Hvilested gik vi til de Levendes. Tæt ved en Park, hvor en Mængde snaddrende Ænder svømmede, laae Vertshuset; vi traadte ind i Stuen - ja, her var noget for en Maler! Endeel Bønder sadde i en Gruppe og spillede Kort; o, det var ganske characteristiske Ansigter! Pigen kom just med Lys ned af den høie Trappe, der førte fra Sideværelser herind; Skjæret af Lyset faldt paa det ungdomsfriske Ansigt, der skottede hen til de Fremmede. To Qvinder spillede Harpe og sang; de grebe i Strengen, som en Stormvind og sang med nogle skrigende Stemmer: »
»
Regnen begyndte imidlertid igjen, men kun ganske smaat; vi stege trappeviis dybere og dybere ned i en Fjelddal, det var Ottowalder Grund. I de meest forunderlige Skikkelser hævede Fjeldvæggene sig paa begge Sider, deiligt begroede med Urter og broget Mos; Buske og Træer stode i maleriske Grupper mellem Kløfterne, dybt nede styrtede en lille Bæk, og oven over os saae vi kun en enkelt Gang, et lille Stykke af den graae Skyhimmel. Snart gik Klippevæggene saa tæt sammen, at vi kun kunde gaae een ad Gangen, tre uhyre Fjeldblokke vare nedstyrtede ovenfra, og dannede en naturlig Hvælving, under hvilken vi maatte gaae, her var ganske dunkelt! jeg saae lidt mistænkelig til vor lille Udgave af en Fører, der lystigt hoppede foran med sin Hasselstok i Haanden.
Dalen blev nu med et bredere, for atter at blive smal; den Lille viiste os:
Snart vege Fjeldene tilbage, en viid Dal udbredte sig. Den hvidblaae Taage hang i lette Skyer om Bjergtoppene, Himmelen og Jorden syntes at vilde smelte sammen til een stor Fjeldmasse. Stedse gik det fremad, og stedse forandrede sig Naturens store Panorama rundt om os. Den lille Amor vidste ret god Besked, han vilde ikke lede os vild; man dømmer ogsaa altfor strængt om Kjærlighedens
Amor som Förer
Jeg er ei saa slem jeg lader,
Det enhver dog sande maa!
Til sin Moder og sin Fader,
Fører jeg jo alle Smaae.
Paa hans Knæ de ride Ranke,
Hele Verden til dem leer,
De er’ deres Moders Tanke –
Hvis er Skylden vel, det skeer?
Det er min, thi jeg er Fører;
– Naar de siden voxe til,
Deres Hverdagsliv mig rører,
Thi begynder jeg mit Spil.
Een faaer Sommerfugle-Vinger,
Flagrer da paa
Adam jeg sin Eva bringer,
Bygger dem et Paradiis.
Lad dem flagre, lad dem bruse,
Vi med Bryllup ende vil!
Men hvor Godtfolk er tilhuse,
Komme gjerne Godtfolk til.
Een ad Gangen, smukt jeg bringer,
Ofte ogsaa to à tre,
Det er Engle – deres Vinger
Kan man rigtigt nok ei see!
Naar de siden blive trætte,
Baade Store selv og Smaae,
Hjelper ogsaa jeg tilrette,
Allesammen sove maae.
Hver et kjøligt Kammer finder,
Hver – man spørger ei om hvem;
Jeg en Blomsterkrands dem bringer,
Og saa sover jeg hos dem!
Veien gik bestandig opad mellem tætte Graner, den hvide Sky-Taage hang tæt ved vort Hoved; en stor, smuk Bygning laae for os, det var Vertshuset paa »Bastey;« thi her er høit, meget høit! Du maa sætte et Par Kirketaarne ovenpaa hinanden, og saa ikke blive svimmel ved at staae paa denne yderste Spids. Her er et Rækværk for, Du falder ikke! – Det lange hvidgule Baand dernede, som ikke seer bredere ud for dit Øie, end Flisestenene paa Gaden, er Elbfloden; det bruungule Pileblad, Du troer at see flyde ovenpaa, er et langt Flodskib; Du kan ogsaa, men kun som Punkter, see Mændene paa det! – Prøv at kaste en Steen ud i Elben, Du maa anvende din hele Kraft, den falder dog her, paa denne Side, i Græsset. Landsbyerne ligge dernede, som Legetøi paa et Markedsbord. Hist hæve
Stien snoede sig langs den dybe Afgrund, Fjeldvægge og Kløfter vexlede med hinanden; nu vare vi i en dunkel Skov, nu paa en aaben Kjørevei; der var en Afvexling, som Læben bliver træt af at beskrive. Fra en Klippe styrtede en lille Bæk sig ned; den faldt saa høit oppe fra, at man kunde gaae ind imellem Klippevæggen og den brusende Strøm; her bagved var en dyb Hule, hvor man kun saae Vandmassen, der styrtede ned udenfor.
Den hele Natur var mig et stort lyrisk, dramatisk Digt, i alle mulige Versemaal. Bækken skjændte, i de fortræffeligste
Vi kom til Brandt, et Fjeldparti, med en herlig Udsigt til Königstein og
Veien gik nu til Hohnstein, men først vilde vi gjøre en lille Afstikker, for at see det
»Teufelsbrücke« er ligesom kastet hen over et Svælg mellem to lodrette Klipper; det er Fjeldet, der her er spaltet fra sin øverste Spids, ned til den grønne Eng; men hele Aabningen er kun af en 4 à 5
»
Endelig traadte vi da ud – dog, saaledes kunne vi ikke forlade Ulvesvælget!
Samiel! Samiel! hjælp nu til.
Lystigt vi
Sex ere mine, den syvende Din
– Første Skud er saa godt som Dit,
Det skal ramme hver
Og naar nu dette ret er skeet,
Gjælder det andet, hver slet Poet;
Skjøndt, betænker jeg deres Færd,
Er’ de jo neppe Krudtet værd.
Lykkens Fugl skal da Skudet faae,
Poppegøien jeg skyde maa.
Tredie Kugle, hvor den er med,
Falder hver Sorg og hver Fortræd.
Fjerde? Skal gaae
Lige i Hjertet paa Løgn og Snak.
Men den femte? Hvem gjelder den vel,
Een, som jeg ikke vil skyde ihjel,
Nei, kun stække ham Vingerne lidt,
– Amor – til Tak for hans sidste Visit.
Sjette? Ja, den maa være saa fix,
At den kan gjøre mig Din til
Snart vare vi ved
Vort næste Besøg gjaldt
Vi stode atter i den frie Natur! en bred Kjørevei, langs med en lille Flod, mellem de grønne Skove, førte os ind i den vilde Fjeldegn; Damerne bleve nu, i Bærestole førte opad Klippestien, vi andre bare os selv, og saaledes kom vi, omtrent paa een Tid, til Maalet for denne Dags Vandring. En høi, hvælvet Klippehal laae for os, det var
En smal Vei, ligesom hulet gjennem Fjeldet, førte os ud til en tredie Side af dette Klippeportal; nøgne Steenvæge reiste sig paa begge Sider, vi maatte op ad Stiger og Trapper for at komme til Fjeldets øverste Spids. Den første Hule kaldes:
Som Curiosa vil jeg ellers anføre to Vers, jeg fandt i een af de Bøger, hvori de Reisende her tegne deres Navne. Een havde nemlig skrevet, idet han var kommen her op:
»
Ich habe den götliche Kuhstall gesehen
En anden, der havde læst dette Vers, skrev derunder:
»
Es ist ein Ochs in Kuhstall gewesen
XII
Vandring ind i Böhmen. Tilbagereisen over Pirna. Sonnenstein. De sidste Dage i Dresden.
Ved det tidlige Daggry vare vi alle paa Benene igjen; Natleiet havde vel ikke været det bedste, men dog upaaklageligt. »Hôtel de Kuhstall,« om man kan kalde det saaledes, er meest opreist af raae Planker; der blev redet os en Familieseng midt paa Gulvet, en stor Klippe ragede, som en Skorsteen, ind igjennem Værelset, hvor vi, i vore Klæder, sov Side om Side, medens Damerne vare puttede op paa Loftet i en lignende Seng. Fuglene qviddrede lystigt, men de havde vistnok ogsaa sovet bedre, end vi, idetmindste havde de den Seng, de vare vante til. Taage-Skyerne hang den hele Natur som Søvn i Øinene, saa den heller ikke saae meget fornøiet ud. Endelig brød da Solen igjennem, men jeg var ganske træt af de evige Gran-Skove, der selv i den bedste Belysning, saae mig saa kolde og stive ud. Veien gik over
Efter en noget trættende Vandring, holdt da Grantræerne op og vi stode mellem grønne, herlige Bøge; rundt om sprang Kilder frem i den frodige Jordbund, endnu nogle Skridt, og vi stode 1780
Høit paa Bjerget hvor Skyerne gaae,
Hvor de sorte Graner staae,
Hvor Kilden risler fra Fjeldets Stene,
Sidder jeg ene;
Snart er Fjeldet en Ø.
Skyerne staae, som en uhyre Sø.
Nu skilles de her
Og i Sollysets Skjær,
Seer jeg dernede den grønne Vang.
Der var jeg engang,
Der, hvor Fuglene slaae,
Hvor de brune Hytter staae,
Hvor Røgskyer, blaalige hvide,
Hvirvle ad Bjergets Side.
Et Hjem fandt jeg der,
Jeg fandt en Hjertenskjær.
Tanke og Sjæl følte jeg brænde
Ene for hende.
Hun elskede mig – hun var tro,
Tro – derfor skildtes vi to.
Hun var Brud – dernede de bygge
I Hytten, hist hvor Egene skygge,
Hvor Røgskyer hen over Toppene bølge.
Hun sin Tanke maa dølge,
Hun tør ei tænke paa mig.
Dog drømmer Hjertet kun Dig!
Synd jeg dynger paa Synd i min Smerte.
Du kun boer i mit Hjerte,
– O du Skyernes bølgende Hav,
Skjul mig min Kjærligheds Grav!
Tidt kan en enkelt Melodie, vi kun høre eengang, gjøre et saa mægtigt Indtryk paa vor Sjæl, at den midt under vor Verdens Travlhed, synes at tone for os igjen, uden at vi derfor kan synge den høit, i hvor levende den bruser gjennem vort Indre; saaledes gaaer det mig ogsaa med de herlige Natur-Scener, det Tonestykke, fremtraadt i Farver med Lys og Skygge, jeg lærte at kjende paa nogle Timers Vandring i de böhmiske Bjerge. Det gjorde maaskee ogsaa meget, at det her var det sydligste Parti jeg skulde faae at see; at jeg, efterat have været her, bestandigt vendte hjem ad mod Norden. I den deiligste Solbelysning ligger det hele Landskab i min Erindring, jeg seer levende hvert Punkt, og som de svundne Melodier, toner det ofte gjennem min Sjæl, uden jeg derfor ret kan udtale det i Toner og Sang. Jeg seer den store Plet i Skoven, med de omhuggede Graner, hvor man sagde os, at nu traadte vi over Grændsen; jeg seer den solbrændte Böhmerpige, med det hvide Klæde om Hovedet og de bare Fødder, vi mødte i den mørke Granskov; og nu det vilde Fjeldparti: »
Havde jeg været ene her mellem Fjeldene, jeg havde da turdet græde, og der vilde da vist have vaagnet Billeder, fra Hjemmet, i mit Hjerte, der igjen havde forsonet mig med Verden. Vi løbe ned ad den steile Bjerg-Skraaning, hvor Stien slyngede sig i store Bugter; gjennem »
Vi kom forbi et lille venligt Huus med rødmalet Træværk og Viinranker op ad Muren; der sad en lille solbrændt Dreng, med sølvhvidt Haar, og øvede sig paa en gammel Violin, maaskee bliver denne Lille engang en stor Virtuos,
Skoven tabte sig imidlertid mere og mere, Veien løb imellem vilde Klippevægge, en lille Flod bidrog til at give det hele Parti Afvexling, Vandmølle laae ved Vandmølle, hvor store Planker og Stene bleve savede igjennem; paa flere Steder fandt vi, til Overgang over Floden, kun et lille Bræt, der var uden Rækværk. Endelig traadte vi ind i den böhmiske Grændseby »
Alt, rundt om mig, havde en ganske nye Charakteer! det Hele bar et fremmed, eiendommeligt Præg; jeg seer endnu saa levende, under de guulgraae Klipper med det grønne Krat, de nette, rødmalede Huse, med deres Træ-Altaner, høie Trapper og Rækværker, Christus-Billedet, eller Madonna, over Døren, der, i hvor slet de vare malede, dog gav mig det Hele et interessant Anstrøg. Jeg seer endnu de mange Koner, de muntre Piger og Drenge, der stode med nøgne Fødder ved Flodbredden og trak med lange Stænger de store Brændestykker, der fløde i Vandet, op paa Land. Jeg seer den gamle guulbrune Böhmerkone ved den aabne Rude, der hilsede os i den hellige
Det var Billedet af
Vi gik et Stykke langs Elben, hvor vi stødte paa østerrigske Grændse-Soldater; de sang af »den Stumme i Portici,« og den bekjendte Melodie fik mig til at drømme mig nærmere Hjemmet, end jeg her var. Tre böhmiske Roerkarle ventede med en Gondol, der igjen skulde føre os tilbage til Sachsen. Vinden blæste i Seilene; Bjerge med Skove reiste sig paa begge Sider, vi kom forbi flere, større Skibe, med Tømmer og Planker, dybt inde fra Böhmen; vi saae tæt ved Elbbredden et stort Steenbrud, der har Interesse især for Danske, da der her skal være brudt Stene til Christiansborg Slot. Ikke langt herfra reiste sig, ud over Stien, der løb langs med Elben, et Fjeld, der i Afstand, af Naturen, dannede ganske forunderligt,
Ved Schandau stege vi i Land, for samme Aften at være i Dresden; men vi havde endnu et Fjeldparti at besøge, det bekjendte Lilienstein. Lodrette reiste sig de stolte Klippeblokke, vi stode alt ved deres Fod, under de gamle Linde, der ogsaa tilbød deres Skygge for
Hverken Lilienstein eller Königstein forekommer mig ellers, i Afstand, at have noget malerisk smukt for Øiet, de vare mig altfor rundede; de reiste sig begge som to uhyre Tærter, hvor Skovene ovenpaa kunne gjælde for
En lille Sti, langs med Elben, under de høie Klippevægge, fører ned imod
En høi Trappe førte op til Altanen foran Sonnenstein, hvorfra man saae ud over den store Elbflod til Dresden. Næsten fra hele Tydskland sendes Vanvittige her hen, hvor de da erholde den bedste Pleie, og ofte deres Sundhed igjen.
En ganske underlig Følelse maa gribe Enhver ved et Besøg indenfor disse Mure, der indeslutter en Verden for sig, en Verden, der er revet ud af sin naturlige Bane, hvor derfor den livsgrønne Spire sammenkrymper eller udvikler sig til en aandelig Vanskabning. Phantasien, denne Livets bedste
Seer Du det lille, fiirkantede Værelse med det jerngittrede Vindue høit oppe? Midt i Halmen, paa Gulvet, sidder den nøgne Mand, med det sorte Skjæg og med en Straaekrands om Hovedet, den er hans Krone; en vissen Tidsel, han fandt i Halmen, er hans Scepter; han slaaer efter Fluerne, der surre om ham; thi han er Konge, han er Despot, Fluerne ere hans Undersaatter, de have gjort Oprør, siger han, de ville have hans Hoved, de ere trængte derind, han begriber ikke selv hvorledes; men han føler, hvor de storme derinde, men kunne dog ikke rive ham det af Skuldrene.
Her nærmer sig os et Fruentimmer, hun har været smuk, men Smerten har
Ved det aabne Vindue sidder en ung, bleg Mand, han støtter Hovedet paa Armen og seer ud paa den røde Aftenhimmel og paa Skibene, der med udspændte Seil i Vinden, glide opad Elben! At vi nærme os, forstyrrer ham ikke i hans Betragtninger, han anseer sin hele Tilværelse for en Drøm, erindrer sig en lykkeligere Tid han har oplevet, betragter nu os og den hele Natur, kun som Drømmebilleder.
Een har den Fixe-Idee, at han troer, at kunne høre ethvert bankende Hjertes Pulseslag, at kunne høre det briste i Døden – det brister for ham, i de vildeste Toner, saa han bliver rasende. Man binder ham i en Stol, der ved Hjul kan sættes i en hvirvlende Omdreining. Med et vildt Skrig suser han rundt, til Bevidstheden forgaaer ham, og man da standser Hjulet.
Men bort med disse frygtelige Billeder, Vognen venter alt, der i et Par Timer fører os tilbage til Dresden.
Tæt udenfor Byen, ved en Sump, saae jeg for første Gang i mit Liv, en
Kun tre Dage havde jeg endnu at blive her, og der vare endnu mange Ting at see, meget jeg endnu eengang vilde besøge. Som Skyerne i en stormende Nat, jage disse Dages Billeder forbi min Sjæl; hver Time bragte mig noget Interessant. Jeg var paa Billedgalleriet, saae endnu engang de store Mesteres Værker og indprægede mig de herlige Billeder i Sjælen, hørte Messe i den catholske Kirke, og besteg endnu til Afsked, Bjergene i »
Jeg kom ret til at tænke paa den gamle Skolemester og maatte sige med ham: »Her er god Plads, her kunde dog mange Mennesker have godt af den Herlighed!« men hvor faa ere dog ikke de, der see alt det Prægtige, hvormed Gud har smykket vor Jord. I Grunden er der dog kun liden Forskjel mellem Mennesket og Hunden, der, lænket til sit Huus, kun formaaer at gjøre et Par Spring paa sin sædvanlige Tumleplads.
Endnu havde jeg ikke seet Bibliotheket og
At Dresden, som Overgangspunktet mellem det nordlige og sydlige Tydskland, ogsaa kan vise hiints Characteer, fik jeg da en Idee om den næst sidste Formiddag, jeg opholdt mig her. Det var koldt, saa jeg frøs! Regnen strømmede ned, og alt fik et mørkt, nordligt Udseende; Dragere løbe gjennem Gaderne med
Regnen rusker, Himlen er graa,
Fjernt i Taage Bjergene staae;
Elben flygter fra Böhmer-Land,
Leeret guult er det dybe Vand.
Svøbt i Kappen Soldaten gaaer
Hist paa Broen, hvor Korset staaer.
Hjertet ei tænker paa Storm og Regn,
Tanken er i hans Føde-Egn.
Deiligt skinner ham Solen der,
Der er jo ogsaa hans Hjertenskjær!
Hende han tænker – men hvad gjør hun?
Qvinden – ja hun er en Qvinde kun,
Troskab, det er en Flod saa
Let den bliver som Elben guul! –
Op paa Dagen blev det atter sommerklart og sommervarmt; Menneskevrimmelen bevægede sig igjen paa de brühlske Terrasser, hvor Træerne duftede nu, forfriskede af Regnen. Musiken brusede der oppe, og Gondoler, Baade og Skibe krydsede hinanden paa Elben. Et lille Selskab af Norske og Danske havde Dahl samlet sig denne Aften; han var en munter, elskelig Vert, vi talte alle dansk og drømte os tilbage i Hjemmet ved det herlige Hav. Sildig skildtes vi ad, næste Dag droge nogle mod Øst, andre mod Vest, to gik til Rom og Neapel – jeg –
Den sidste Morgen i Dresden hilsede mig nu. Jeg maatte ud for endnu at høre de herlige Toner bruse under Kirkehvælvingen, for endnu engang at see de grønne Viinbjerge i Morgenbelysning.
Dagen var saa smuk, den hele Egn ved Elben laae i det herligste Sollys; det var mig, som om Alt havde taget Søndagsklæder paa, for at sige mig Lev vel! men derved kom jeg ogsaa mere til at føle den. Der blev ingen Messe givet i den catholske Kirke, kun Orgelet spillede sine simple Melodier; men det var jo Afskedssangen, de sidste dybe Toner, jeg muligt i min Levetid hørte her. I een af Skriftestolene saae jeg en gammel Præst med et ærværdigt Ansigt, en ung Pige knælede paa den anden Side Gitteret og skriftede; jeg ønskede mig ogsaa en Ven, en Fader, jeg ret kunde udgyde de Følelser for, der saa mægtigt brusede i mit Hjerte ved Afskeden fra det kjære fremmede Sted, der ikke længere var Hjertet fremmed.
Hvad jeg ikke undseer mig ved at betroe Papiret, hvis Blade dog ere
Jeg kunde ikke nu sige Levvel til Tieck, jeg maatte løbe om i Guds frie Luft, indtil de brogede Verdensbilleder rundt om igjen begyndte at afspeile dem i Hjertet og Tanken; thi disse ere som Havet, naar det der stormer, kan ingen Stjerne afspeile sig der, men seer man først de grønne Kyster, og Hverdagslivets rødtagede Huse vise sig i Fladen, saa er det ogsaa roligt igjen.
Tieck modtog mig i sit Arbeidsværelse, saae mig saa hjerteligt ind i Ansigtet med sine store, kloge Øine; jeg gjorde mig stærk, da jeg følte den nyligt dæmpede Veemod langt stærkere vende tilbage. Han syntes at have Godhed for mig, roste de af mine Sager, han kjendte, og da jeg ingen Stambog førte med, skrev han mig paa et løst Ark Papiir disse Linier til Erindring om sig.
»
Ludwig Tieck.«
Jeg sagde ham Lev vel! Ingen Fremmede saae derpaa, og derfor turde jeg nok græde; han trykkede mig til sit Hjerte, spaaede mig en lykkelig Fremtid som Digter, og – tænkte vist, at jeg var et langt bedre Menneske end jeg er. Hans Kys glødede paa min Pande, jeg veed ikke hvad jeg følte, men jeg elskede alle Mennesker; maatte jeg engang som Digter kunde skjænke Verden noget, hvorved jeg kunde vise den store Digter, at han ikke tog Feil af den Fremmede!
Klokken var 6 om Aftenen, da jeg med »Schnelposten« kjørte fra Dresden; jeg saae nu for sidste Gang den catholske Kirke og de brühlske Terasser, idet vi foer forbi. Fra Augustusbroen søgte mit Øie hen over Elben til Dahls Huus, jeg troede at see ham i det aabne Vindue.
Snart laae ogsaa Neustadt bag ved os, Marker og Enge strakte sig paa begge Sider; vi vare ni i Vognen, og i dette Keglespil sad jeg, som
Her manglede altsaa ikke paa Selskab, Egnen var ogsaa skjønnere end den paa Lyneborg-Hede; men ingen Characterer udviklede sig ret, ingen Alfer legede her i Drømme, og den berlinske
Jeg seer tydelig i
Jeg seer
Potsdam giver virkeligt en ret god Forsmag paa Berlin, kun har Berlin knap et grønt Straae uden for sine Porte, naar jeg undtager hvad der er drevet op ved Commando; men Byen selv er da ogsaa drevet op paa samme Maade.
Det var alt Aften da vi rullede ind paa dens Gader, der laae med deres hele Uendelighed foran og paa Siderne af os. Alt saae mig saa fornemt ud! Det imponerede ved sin Storhed, Alt var Rigdom og Pragt; alle Mennesker syntes mig endogsaa saa pyntede.
»Det er dog ikke Søndag i Dag?« spurgte jeg. Nei, det var
Hvor skulde jeg her opslaae min Bolig? da svævede for mig den gamle Konge og »
XIII
Berlin. Adalbert von Chamisso. Theatrene. Thiergarten. Billedgalleriet. Reiseselskabet. Tre Dage af en Tyveknægts Liv. Fuglen. Ende paa Reisen.
Snorlige Gader,
Man bliver træt af at gaae og at see,
Pæne Soldater – den første jeg saae,
Følte jeg gjennem mit Hjerte gaae,
Og jeg brød ud: »hvilken Krop, hvilke Been!
Gud, hvor det dog er en nydelig een!«
»
(Det er dog smukkest i
Gaderne støve, og Ungdommen med,
Ak, det gjør Øinene stor Fortræd!
Ægte
Og den er kostbar, tro mig, især
Hvis den med »Schnellposten« skulde herfra,
Blev den for dyr ved sin Tyngde, ak ja!
»R« bliver snurret, man siger »mein Jott,«1
Ellers er Folket meget godt.
Byen – ja vendt paa kryds eller tvers,
Bliver for stor til at sætte i Vers.
Moral
Mærk dig: Moralen er saare fiin,
Som man faaer ud af det store Berlin!
Dette er Resultatet af min Flagren om den første Dag i Preussens Hovedstad, dersom det ikke er poetisk nok, maa man erindre, at det er et ægte Berliner-Barn, født midt i Sandet! Jeg kan ikke gjøre ved det, men Sandhed er det, Berlin behagede mig slet ikke! Alt er lagt an paa at frappere, dog ere Husene ikke høie, men trukne ud, for at Gaderne kunne være des længere; det var mig, som Theater-Decorationer; man sagde ogsaa, at Byen tog sig bedst ud om Vinteren, altsaa ved Lys; det er rimeligt! naar man kommer fra Bjergene, har seet disse Naturens Kjæmpebygninger, saa bliver dog hele denne Storhed her saa lille, de smukke Former behage vel Øiet; men det Hele staaer dog saa huult! og jeg kan nu eengang ikke
Soldaterne vare som støbte, havde en vis Anstand, lignede næsten vore Officerer, kun vare de lidt større, end de fleste af disse.
Med et Anbefalings-Brev fra vor
Om Aftenen gav man i Operahuset
Med Hensyn til Maskineri, gik det ellers heldigere i Königstätisches Theater, her var jeg nogle Aftener efter, og saae »
I det tredie Theater her, det egentlige, saakaldte »
I en stor Stad er det saaledes ret behageligt, at der er flere Theatre at vælge imellem, men naar der gives gode Stykker samme Aften paa dem alle, kan man ogsaa komme i Kamp med sig selv, thi mere end høist to Stæder kan man jo da ikke gaae; dette følte jeg ret her en Aften; det franske Selskab gav, i »Schauspielhaus,« tre Vaudeviller af Scribe. 1)
Aftenen foer hen, under Oplæsninger, Sang og Lystighed, havde jeg her eiet
Her var ellers meget, der ganske flyttede mig hjem i Danmark, især den inderlige Kjærlighed, hvormed de nævnede deres Konge, og hvis Skaal var een af de første vi drak.
Først sildig ud paa Aftenen skildtes vi ad. Natten bragte Søvn og Hvile, og den næste Dag nye Ting, jeg endnu ikke havde seet.
Museet staaer kun aabent visse Dage om Ugen, men for Fremmede tilstædes der til enhver Tid Adgang, naar de kun vise
Gulvene vare polerede, og Tjenerne i nye,
Fem Dage i det store Berlin flyve hen som en Nysen, man veed kun i Grunden, det begyndte og fuldendte; dog fik jeg nok af de Mile lange Gader, den velsignede Støv, og den megen Berliner-Witz der tidt bragte mig til at tænke paa den kjøbenhavnske
Chamisso var den sidste jeg sagde Levvel! paa hans Bord fandt jeg en Mængde
»
Wo hochanschwellend donnernd der Geschichte Strom
Die starre, langgehegte Eisesdecke sprengt,
Das neue Leben unter Trümmern bricht hervor,
Und sich in Stürmen umgestalten will die Welt,
O lasset uns, ihr Freunde – rings verhallt das Lied
Und unserm heitern Saitenspiele lauscht kein Ohr –
Dennoch die Göttergabe des Gesanges treu
Im reinen Busen hägen, wehren, daß vielleicht
Wir hochergraute Barden einst die Sonne noch
Mit Hochgesang begrüßen, welche das Gewölck
Zertheilend die verjüngte Welt bescheinen wird.
Prophetisch, Freunde, bring ich dieses volle Glas,
Der fernen Zukunft einer andern Liederzeit
Hjemveien gik gjennem
Mit Reiseselskab bestod denne Gang af en Bager, to Møllerbørn, det vil sige en han og en hun, den sidste kunne vi kalde »
Solen brændte som Ild, og Egnen begyndte at vende sin slidte Side udad; det var som vi kjørte over et Landkort, saa flad laae det Hele, ja tilsidst
Nu kom Solen ind i Vognen med, for at see paa denne Herlighed, Veien begyndte at støve, saa at vi maatte trække Vinduerne op; der sadde vi nu, 6 Sjæle i 6 ½ Legeme, thi Bagerens kunde godt gjælde for halvandet. Han kom i Affekt, de klare Vanddraaber trængte frem i hans Ansigt, hans Nabo, den unge poetiske Skræder, sad bleg af Varme og sagde ved hvert Vers: »
Ja, Preussen var et deiligt Land,
Ifald der var lidt mindre Sand,
Og flere grønne Skove!
Dog nu – nu skrive alle Mand,
Og Sandet bør man love.
Ja, skrev man end i tusind Aar,
Saa raskt, som nu til Dags det gaaer,
I det Uendelige,
Og Preussen stod, som Sandhuus her,
Var der dog Sand nok til Enhver,
Og det vil meget sige!
Den »jötliche« Skrædder sad vist ogsaa i poetiske Tanker, men da han havde faaet Plads mellem Benet og Kjødet, det vil sige, Gouvernanten og Bageren, maatte han skyde Svanehals, for at see gjennem Vinduet, og da vi just kom forbi en stor Tidsel, der her stod som et Frugtbarhedens Symbol,
»
Röslein auf der Heide
Men standsede derpaa meget forlegent og saae ned paa sit Lommetørklæde, som han legede med, idet han formodentligt frygtede, at Bageren skulde ansee dette Udbrud for en
Vi kjørte bestandigt fremad; det var som et evigtgrønt Stykke
Tre Dage af en Tyveknægts Liv
Den første Dag – jeg husker det godt!
Det var paa Marken, foran et Slot,
Man hængte Een i en Galge der;
Og det var min Fader, denne her.
Min Moder man ind i
Men dirke hun kunde det
Hun løb til Skoven, mig tog hun med,
Og vi kom begge ret godt afsted.
Den Gang var jeg kun en Unge.
Den anden Dag – ja Tiden jo gaaer!
Da var jeg saadan en nitten Aar.
Jeg blev forlibt – jeg var ei klog!
Nær havde jeg blevet et ærligt Skrog.
Hvad Kjæresten vilde, det vilde jeg med,
Men hun gjorde Nar af min Kjærlighed,
Hun var som de andre
Jeg blev da igjen en Tyveknægt,
Og det skal jo nogen være!
Den tredie Dag – ih nu, lad gaae!
Jeg maa vel slægte min Fader paa.
Af Sult min Moder forlængst gik bort,
Men jeg, jeg gjør det nu mere kort –
Lidt høit jeg hele mit Liv har tænkt,
Nu kommer jeg høit – nu bliver jeg hængt.
Maaskee min Kjæreste seer herpaa,
Hun er her med Manden og alle de Smaae,
At see hvor Tyven kan dingle!
Den dunkle Nat bragte os da et Eventyr, eller rettere, en comisk Scene, kun Skade, at den var mere dramatisk end
Vi vare alle inde i Gjæsteværelset der vendte ud til den modsatte Side af Huset, der var ikke bleven spændt for endnu, eftersom vi skulde hvile her endnu nogle Minuter; vi hørte Skriget og foer nu alle ud af Huset for at hjælpe, vi styrtede til Karreten, reve Døren op; men nu blev hendes Skræk større, thi hun troede at det var nogen, der vilde overfalde hende. Hun skreg, Hunden gjøede, og vi raabte hverandre i Munden, for at faae en Forklaring, som det da ikke blev saa meget let at
Snart rullede vi igjen afsted! – De preussiske Veie ere herlige, det er, som kjørte man paa et Stuegulv, men Egnen – – jeg troer man, i en geometrisk Proportion bedst, kan gjøre den tydelig.
De preussiske Veie forholde sig til Egnen her, som Egnen mellem Hamborg og Lübeck, til Veien der. Det er rigtignok haardt sagt, men det er ogsaa haardt at maatte see saa meget Sand, og ikke mindre, at kjøre mellem Hamborg og Lübeck.
Endelig kom vi da til
Gjerne vilde jeg nu male, baade i Vers og Prosa, hvorledes vi fra Ludwigslüst foer igjennem den ene By efter den anden, hvor der i Grunden intet var at see, men det kunne vi da, i alle Tilfælde selv bøde paa; gjerne vilde jeg tegne den romantiske Egn ved
Maleren gaaer ud i Guds Natur,
Endnu qviddrer Fuglen udenfor, ikke en ærlig Sang kan den synge, nei kun pippe og hugge er alt hvad den kan. Nu vil jeg strax afbryde, men dette »Levvel,« er noget ganske Egent; det er underligt, saaledes at lade sine Tanker og Drømme flagre ud i Verden! mangen Een vil vist finde, at jeg virkelig gav hvad jeg saae og følte, medens Andre tage Billederne frem, som var det en Skolestiil de skulde gaae igjennem for at finde Feilene! her er en Streg for krum, her een for lige, her er glemt et Comma, o.s.v. Bitterhed, Fornemhed og Strænghed, ere den unge Digters Opdragere! tre saadanne Mestere, maae jo ret kunde bringe noget frem, eller – – udslette det hele.
Mangen lille Fugl, der synger i Skoven, vilde sikkert, dersom den saaledes skulde staae Skoleret hver Gang den sang, snart tie og sørge sig ihjel bag de grønne Hække, men Digteren – –
Ei Roes, ei Dadel standse maa hans Flugt,
Ved Storm og Solskin bliver Blomsten Frugt!
[Kort]
[Tyskland 1]
I de tilfælde, hvor en lokalitet på grund af kortets størrelseforhold ikke har kunnet medtages, er det i kommentaren angivet, hvor det befinder sig i forhold til den nærmeste på kortet angivne by.
»mein Gott!«
Hoffmanns Meister-Floh.
Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz etc. etc., i Sommeren 1831
Udkom den 19. september 1831.
BFN 162
Det ubetitlede digt om Berlin »Snorlige Gader, Palai ved Palai«, som indleder kapitel XIII blev udgivet første gang i Læsefrugter, bind 52, juni 1831. BFN 160; jf. ANDERSEN bind 7 s. 297.
Tekstrettelser
H.C. Andersens egne rettelser ifølge listen i førstetrykkets rettelsesliste [s. 225] angives med (A)
| 66,2 fn | Crescendo < Krescendo (A) < Cresendo |
| 67,18 | er en < er er |
| 67,5 fn | Wilhelmine« < Wilhelmine |
| 67,3 fn | skulle (A) < skal |
| 68,17 fn | Øieblikke. < Øieblikke |
| 69,1 | stege (A) < steeg |
| 69,16 | saae (A) < saa |
| 71,2 | lübske (A) < lybske |
| 71,11 | la main < le main |
| 71,13 | patte. < patte.« |
| 71,16 | Frandsken < Fransken |
| 72,11 | døe«. < døe. |
| 72,19 | have (A) < har |
| 74,5 fn | vis < hvis |
| 75,18 | et ligesaa< er ligesaa |
| 75,10 fn | som sande Kloaker (A) < som sande Kloakker |
| 77,4 | Comedie < Comemedie |
| 77,13 fn | planerede (A) < planere |
| 80,1 | en Jæger engang (A) < en Jæger-Gang |
| 84,2 | og Indfald < og og Indfald |
| 86,4 | Maanelys < Maanlys |
| 89,3 | Samme < samme |
| 89,4 fn | Phantasieland < Phansieland |
| 92,16 fn | mig. < mig.” |
| 93,14 | ridderlige (A) < riderlige |
| 93,12 fn | maaskee < maa-maaskee |
| 94,17 | Stykke, og < Stykke og |
| 94,20 | in Dijon < i Dijon |
| 95,9 fn | Courage < Korage (A) < Kurage |
| 96,11 | Aftener —!« < Aftener —! |
| 96,10 fn | Sædet < Sæder |
| 96,7 fn | Digteren < Digterne |
| 96,1 fn | Der Keiser < der Keiser |
| 99,23 | afvexlende < afvexlende- |
| 99,9 fn | Kirke < Kirken |
| 100,16 | sige < sig |
| 101,4 fn | III.s < III. |
| 103,13 fn | Af < »Af |
| 103,19 | det < het |
| 104,5 | igjennem < gjennem |
| 106,5 fn | gjorde < gjorte |
| 115,21 | Golgatha < Golgotha |
| 115,13 fn | fulgtes < fulgte |
| 116,3 | Osterode < Osterrode |
| 117,12 | gjenlød < gjenlod |
| 117,15 | hugget (A) < hukket |
| 119,3 | bragte < bragt |
| 119,4 fn | Nattergale < Nattergaler |
| 119,5 | med < med med |
| 120,6 | Bautasteen (A) < Bausteen |
| 120,11 | «; vi < .« vi |
| 121,2 | Bodo < Bode |
| 121,21 | stirre < stirrer |
| 121,2 fn | saae < saa |
| 123,12 fn | lasede (A) < lassede |
| 124,17 fn | hele < Hele |
| 126,1 | VIII < IX. |
| 126,19 | sladdrer < sladdre |
| 127,11 fn | vidste < viste |
| 128,20 | Hirsch.«« < Hirsch.« |
| 130,1 fn | Verden«. < Verden. |
| 131,3 | Auerbachs Keller < Auerbach Keller |
| 131,5 | Eilwagen« < Eilvagen« |
| 131,11 fn | Honorar (A) < Honnorar |
| 133,8 | nær!« < nær! |
| 135,14 | fürchterligt < Fürchterligt |
| 135,2 fn | aftrykte < aftrykke |
| 136,15 fn | Skade < skade |
| 136,14 fn | Disput < Desput |
| 136,10 fn | war < var |
| 136,3 fn | for langt < forlangt |
| 136,1 fn | saa (A) < saae |
| 137,9 fn | Genre (A) < Gener |
| 137,2 fn | sit (A) < hans |
| 138,15 | hugget < hukket |
| 139,5 | men < Men |
| 139,6 | Afvexlings < Afvexling |
| 139,11 | Konge < Kong |
| 139,3 fn | Robertus von (A) < Albertus |
| 140,187,1 | X < XI. |
| 140,21 | Siv, < Siv |
| 141,15 | viser sig her (A) < viser her |
| 142,25 | intet (A) < ingen |
| 142,26 | velkommen (A) < Velkommen |
| 143,8 | Hjertets < Hjertes |
| 143,13 fn | aandelige Jeg < hvis aandelig jeg |
| 144,3 | bød < bad |
| 145,1 | XI < XII. |
| 145,5 | Kuhstall (A) < Kuhstahl |
| 145,18 | frapperede (A) < fraperede |
| 145,11 fn | frapperer < fraperer |
| 146,15 | frapperede (A) < fraperede |
| 147,11 | Entsagung,« < Entsagung, |
| 149,19 | vort < vor |
| 152,14 | ned ad < ned af |
| 152,15 | Flekken < Flekkeen |
| 152,5 fn | Sideværelser < Sideværelset |
| 153,12 | sort < sorte |
| 153,16 | Syndfloden.« < Syndfloden. |
| 153,20 | Dagen, tænkte < dagen, tægte |
| 153,4 fn | maleriske < malerisk |
| 154,10 | Teufelsküche < Teuhelsküche |
| 156,16 fn | virkelig < virkeligt |
| 158,10 | Badehuus < Badehuns |
| 159,4 fn | götliche (A) < göttiche |
| 159,2 fn | »Ich habe gelesen! < Ich habe gelesen |
| 160,1 | XII < XIII. |
| 160,4 fn | blaalige < blaaelige |
| 161,5 | fore < foer |
| 162,5 | vor < hvor |
| 163,3 | ad < af |
| 163,7 | gjenlød af < gjenlød |
| 163,22 | frapperer < fraperer |
| 163,17 fn | hele < Hele |
| 164,10 fn | Friedrich < Friederich |
| 167,13 | end < en |
| 170,20 | Dresden, < Dresden |
| 170,5 fn | Neustadt < Neustad |
| 171,19 | nær havde jeg sagt < nær havde sagt |
| 173,1 | XIII < XIV. |
| 173,22 | sætte i < sætte |
| 174,6 fn | Gled < gled |
| 176,13 fn | han < har |
| 177,9 fn | Værelser < Værelse |
| 178,14 fn | vidste < vidst |
| 178,8 fn | lasset < lasses |
| 178,7 fn | Strom < Strom, |
| 179,17 | Gouvernante og en - ja, < Gonvernante og en Bager og en - ja, |
| 180,7 | Affekt < Effekt |
| 182,8 fn | en af < et af |
| 182,6 fn | Façader < Façade |
| 183,8 | Gjæsteværelset < Gjæsteværelser |
| 183,18 | gjøre < gjør |
| 66 | |
| Wenn jemand … siger Claudius | (tysk) den, der rejser, har noget at fortælle. Citat fra Matthias Claudius’ (1740-1815) digt »Urians Reise um die Welt«. Trykt i Voßischer Musenalmanach. Poetische Blumenlese für das Jahr 1786, 1786, s. 166. |
| Decennier | flertal af decennium: årti. |
| Psyche | (græsk) sjæl. Afbildes i den græske mytologi i fugleskikkelse eller som en ung pige med sommerfuglevinger, ofte fremstillet sammen med kærlighedsguden Amor (Eros). |
| vederqvæge(s) | vederkvæge. Lindre, forfriske. |
| barok(ke) | kunstfærdig. |
| Ouverture | indledning til musikstykke. |
| Toldbod(en) | betegner egentlig den bygning, hvor toldopsynet holder toldeftersyn. Her brugt i bredere forstand om alle de til et toldsted hørende bygninger og områder. |
| tyrkisk Musik | larmende musik præget af slaginstrumenter. |
| Crescendo | (italiensk) vokse. Musikalsk betegnelse for gradvist stigende tempo. |
| Adagio | (italiensk) langsomt, mageligt. Tempobetegnelse i klassisk musik, der angiver et langsomt tempo. | 67 |
| Travemünde | by ved floden Traves udmunding i Østersøen, nord for Lübeck. |
| Lübeck | by i det østlige Holsten, nord for Hamburg. |
| Vi spænde ingen Lagen ud | der menes et lærred til fremvisning af skyggebilleder. |
| Phantasiestykke(r) | betegnelse for en fortælling, der er rig på eventyrlige indslag og hændelser. Betegnelsen er dannet efter Ernst Theodor Amadeus Hoffmanns (1776-1822) Fantasiestücke in Callot’s Manier, 1814-1815. »Callot’s« hentyder til den franske grafiker Jacques Callot (1592/93-1635), der i sine værker dels skildrer krigens rædsler, dels groteske karnevalsscener m.m. | 68 |
| Klangfigurer | de såkaldte chladniske klangfigurer. Hvis man med en violinbue stryger på kanten af en jævn glasplade dækket med et tyndt lag sand, danner lydsvingningerne mønstre i sandet. Fænomenet blev først iagttaget af den tyske fysiker Ernst Florens Friedrich Chladni (1756-1827) og senere udforsket og omfortolket af Hans Christian Ørsted (1771-1851). |
| Stævns Klint … Kirke | der tænkes på Højerup Kirke fra 1200 i Stevns Herred, som længe var truet af nedstyrtning på grund af havets udhuling af klinten. Et sagn fortæller dog, at dette ikke vil ske, da kirken »hver Julenat hopper ... et Hanefjed længer ind i Landet«, Thiele 1, 1, 83. |
| Arv … Dagen | figur, der hyppigt optræder i Ludvig Holbergs (1684-1754) komedier, fx Den honette Ambition. Comoedie udi Tre Acter, trykt i Den Danske Skue-Plads, bd. 5, 1731 og opført på Det Kongelige Teater 22. august 1749. Citatet stammer dog ikke fra Holberg, men kan være en skuespillerimprovisation, H.C. Andersen har hørt på teatret. Figuren Arv forekommer også i Adam Oehlenschlägers (1779-1850) Kanariefuglen. Lystspil, 1813, opført 12. marts 1813 på Det Kongelige Teater, men heller ikke her har citatet kunne eftervises. | 69 |
| Snekke(r) | egentlig betegnelse for et mindre krigs- eller handelsskib med sejl. Her brugt som poetisk betegnelse for skibe som sådan. |
| Berliner-Witz | (tysk) berlinsk vid. |
| Trave | 118 km lang flod i den tyske delstat Slesvig-Holsten; se kort. |
| Priwall | ca. 3 km lang halvø ved Traves udmunding. | 70 |
| pottersk Malerie | hentydning til den hollandske maler Paulus Potter (1625-1654), der især er kendt for realistiske dyremalerier. |
| Fata morgana | luftspejling. |
| det syvtaarnede Lübeck | Lübeck er kendt som byen med de syv tårne (die Stadt der sieben Türme), fordi man på lang afstand kan se de i alt syv tårne på fem af byens kendte kirker: Marienkirche, Dom, St. Jakobi Kirche, St. Petri Kirche og St. Aegidien Kirche. |
| Tagfat | leg, der går ud på at en af deltagerne skal fange en af de andre, som derefter bliver den, der skal fange. |
| ja, hvor blev Skriveren af? | upræcist citat fra Ludvig Holbergs (1684-1754) komedie Hexerie eller Blind Allarm. Comoedie udi 5 Acter, 1731, V, 1. Trykt i Den Danske Skue-Plads, bd. 4, 1731 og opført på Det Kongelige Teater 28. oktober 1750. |
| til før Methusalem | udtryk for stor ælde. Metusalem var blandt de første efterkommere af Adam og opnåede ifølge 1. Mosebog 5,27 at blive 969 år gammel. |
| Jetzt muß man Deutsch sprechen | (tysk) nu må man tale tysk. |
| vare … mægtige | beherskede det tyske sprog. | 71 |
| frapere(de) | frappere. Forbløffe, komme bag på. |
| lübske | fra Lübeck. |
| lübske Barn … royal | Christian Heinrich Heinecken (1721-1725), hvis evner gjorde ham så bemærkelsesværdig, at han i 1724 (ikke 1722) blev ført til København i audiens hos Frederik 4. (1671-1730, konge af Danmark og Norge 1699-1730) og hans familie, hvor han demonstrerede sin indsigt i numismatik, genealogi, anatomi, flere sprog osv. Citatet, der er upræcist angivet, stammer fra den danske oversættelse af Heineckens lærer Christian von Schöneichs biografi Merkværdigt Æreminde om det fordum kloge og lærde Lybekske Barn Christian Henrich Heineke, hans Christelige Levnet og Død. Hvorudi omstændelig berettes hans Fødsel, sieldne Opdragelse, forundringsværdige Fremgang i hans Videnskaber, lykkeligen fuldendte berømmelige Reyse til og fra Dannemark, samt særlige Afsked fra denne Dødelighed, 1722, s. 100 ff. |
| Allerdurchlauchtigste | dannet af det tyske Durchlaucht, der er en tiltaleform til fyrster og kongelige (højhed). |
| Pattebarn | betegnelse for et barn, der stadig dier. Heinecken levede det meste af sit korte liv af mælk, han drak hos en amme, der fulgte ham. Mod slutningen af sit liv forsøgte han at overgå til en almindelig kost uden held. |
| vederfare(s) | overgå, hænde. |
| Devotion | hengivenhed, underdanighed. |
| adorere | beundre. |
| permettez moi … royal | (fransk) tillad mig, Deres Majestæt, at jeg kysser Deres Majestæts hånd og sømmen af Deres kongelige klædning. |
| Hanse-Stadt | hansestad. Betegnelse for en række byer, primært tyske, der var medlemmer af det såkaldte Hanseforbund, der i perioden ca. 1300-1600 spillede en afgørende rolle i den nordeuropæiske handel. |
| Gevant | betyder det, som man vinder omkring sig. Betegnelse for lang og vid beklædning. |
| Raadhuset | opført i perioden 1226-1586. Regnes for at være et hovedværk i tysk middelalderarkitektur. |
| den gamle Kirke | Lübecks domkirke. Opført 1173-1247 og ombygget 1266-1341. |
| Jørgen Wollenweber | Jürgen Wullenwever (1492-1537), fra 1533 borgmester i Lübeck. Var blandt andet involveret i Grevens Fejde (1534-1536) i Danmark, hvor han som borgmester for Lübeck forsøgte at styrke byens position i Østersøen ved at udnytte, at Danmark efter Frederik 1.s død i april 1533 var kongeløst. Forsøget mislykkedes, og Wullenwever måtte gå af i 1535. Han blev herefter tilfangetaget og henrettet. |
| Maria-Kirken | Marienkirche. Opført 1250-1350. |
| det berømte astronomiske Uhrværk | uret, der stammede fra 1405, blev ødelagt af de allieredes bomber under 2. Verdenskrig (1940-1945) og er i dag erstattet af et nyt, der adskiller sig markant fra det oprindelige. |
| Dødningedandsen | en ca. 30 meter lang frise i Marienkirche. Udført omkring 1463 (under ledelse) af den tyske maler og billedskærer Bernt Notke (1440-1509). |
| Cotillon | kotillon. Fransk selskabsdans fra slutningen af 1600-tallet med skiftende ture efter den opførendes opfindsomhed. Særlig populær i Frankrig i anden halvdel af 1700-tallet. Fik i 1800-tallet karakter af selskabsleg. |
| Aaret 1463 | billedrækken i Marienkirche følges af en tekst, der afsluttes med ordene: »Anno Domini MCCCCLXIII in vigilia Assumcionis Marie«, hvilket er latin for dagen før Maria himmelfart 1463. Maria himmelfart er en katolsk helligdag, der altid falder 15. august, så den præcise datering er 14. august 1463. Det angives dog ikke, om datoen markerer værkets begyndelse eller afslutning. |
| plattydsk | betegnelse for dialekterne i det nordtyske område. Ordets oprindelse er omdiskuteret. |
| som dog ikke … 1701 | i 1701 blev den slidte billedfrise erstattet af en ny, der dog tog udgangspunkt i originalen. Den ledsagende plattyske tekst blev derimod erstattet af en helt ny og på højtyske aleksandrinere affattet tekst af Nathanael Schlott (1666-1703). |
| Beenrad(s) | skelet. | 72 |
| Epitaphi(er) | (latin) epitafium. Mindetavle over afdøde, ofte en familie, anbragt på en kirkevæg. |
| Hansesal | mødesal for de velstående hanseatiske købmænd. |
| Parnas(set) | betegnelse for digtningens ophøjede verden eller et sted / en personkreds hvor den herskende mening dannes inden for fx politik, kultur eller videnskab. |
| Wandsbeck | se kort. |
| Her har Claudius … digtet | den tyske forfatter Matthias Claudius (1740-1815) levede en stor del af sit liv i Wandsbeck, hvor han i 1770 overtog udgivelsen af bladet Der Wandsbecker Bothe, der under hans redaktion udkom indtil 1775. Fra og med 1775 begyndte Claudius udgivelsen af sine samlede værker under titlen ASMUS omnia sua SECUM portans oder Sämmtliche Werke des Wandsbecker Bothen, 1775-1812 (latin/tysk: Asmus, der bærer alt sit med sig eller samlede værker fra Wandsbecker Bothen). |
| Andreas og Anselmus | Andres og Asmus. Henholdsvis en fiktiv karakter og Claudius’ synonym for sig selv, både under udgivelsen af Der Wandsbecker Bothe og sine samlede værker benyttede Claudius sig af navnet Asmus. Under dette navn skrev han begge steder en række breve til den fiktive Andres, hvori han fremlægger sine meninger om en række emner. | 73 |
| uløst(e) | kan både betyde uindløst og uforløst, dvs. usalig. |
| Mammon | materiel ejendom, rigdom eller penge, især opfattet som noget ondt eller moralsk fordærvende, jf. Lukas 16,13: »Ingen slave kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon«. |
| Ambe | to forbundne numre i lotteri, der tilsammen giver gevinst. |
| Terne(n) | tre forbundne numre. | 74 |
| simpel | enkel. Her også i betydningen fattig. |
| Carl den store | Karl den Store (742/747-814), konge i Frankerriget fra 768, konge af Longobarderriget fra 774 og tysk-romersk kejser fra 800. |
| Hochbuchi | ikke fundet. |
| Hammenburg | Hammaburg. Grænseborg anlagt af Karl den Store. Byen Hamburg begyndte i begyndelsen af 800-tallet at vokse frem omkring Hammaburg. |
| Otto den 3die | Otto 3. (980-1002), tysk konge fra 983 og tysk-romersk kejser 996-1002. |
| Hanser | medlem af Hanseforbundet (Hansaen), en sammenslutning af byer, der ca. 1300-1600 spillede en afgørende rolle i den nordeuropæiske handel. |
| Hôtel de Bavière | (fransk) Hotel Bayern. |
| neue Jungfernstieg | Neuer Jungfernstieg, (tysk) nye jomfrutrappe. Gade i Hamburg, der blev anlagt 1827. Beliggende på vestsiden af den kunstige sø Binnen-Alster. |
| Alster(en) | 53 km lang biflod til Elben. Opdæmmes i Hamburg til de to kunstige søer Außen-Alster og Binnen-Alster. |
| Kelner(e) | (tysk) tjener. |
| Oberkelner(e) | (tysk) overtjener. |
| Unter den Linden | (tysk) under lindene. Berlins hovedstrøg. |
| Droske(r) | drosche. Hestetrukken vogn, der kan lejes til transport af personer. |
| Vierlandene | Vierlande. Landskab ved Hamborg bestående af fire kirkesogne. |
| Peripherie | periferi. I matematisk sammenhæng betegnelse for omkreds, her i betydningen tykkelse. | 75 |
| genert | generende. |
| med Sundhedskind… | upræcist citat fra 3. strofe af H.C. Andersens eget digt »Aften-Landskab«, trykt i Repertorium for Moerskabslæsning, nr. 13, 12. august 1829 (BFN 36). |
| Høienloft | højenloft. Fornem sal, højsal. Anden etage i middelalderligt træhus. |
| Koft | kofte. Hofte- eller knælang trøje af stof eller skind. |
| Peer Madsens Gang | berygtet smøge mellem Østergade og Grønnegade i København, der lå omtrent hvor den nuværende Ny Østergade går, indtil den blev nedlagt i 1872. |
| nobilitere(t) | adle, ophøje til adelstanden. | 76 |
| Parterre | gruppe af tilskuerpladser bagest på gulvet i et teater. |
| Galopade | hurtig runddans i 2/4-takt med hoppende bevægelser. |
| Der Freischütz | opera af den tyske komponist Carl Maria von Weber (1786-1826). Operaens libretto, der er skrevet af Friedrich Kind (1768-1843), blev oversat til dansk af Adam Oehlenschläger (1779-1850) med titlen Jægerbruden, Syngespil af Kind, 1821. Der Freischütz blev uropført i Berlin i 1821 og året efter, 27. april 1822, på Det Kongelige Teater. Allerede i 1820 havde Weber under en koncertrejse ladet ouverturen til Der Freischütz opføre på Det Kongelige Teater. |
| Ulvesvælget | Wolfsschlucht. Slugt hvor en del af handlingen i Der Freischütz udspiller sig. |
| Lygtemænd | lysfænomen over moser o.l. Lygtemanden er ifølge folketroen et overnaturligt væsen (undertiden genfærdet af en uretfærdig landmåler), som menes at frembringe dette lys med en lygte for at lede eller lokke nogen i en bestemt retning, jf. Thiele 2, II, s. 298-299. |
| (Luft)transparent | gennemsigtig. Her i betydningen: gennemskinnelig kulisse (tæppe) på en teaterscene. |
| Ulyses von Ithaca | Ludvig Holbergs Ulysses Von Ithacia Eller En Tydsk Comoedie, trykt i Hans Mikkelsens Comoedier Sammenskrevne for Den Danske Skueplads, bd. III, 1725. Opført i sommeren 1724 på Lille Grønnegadeteatret og siden på Det Kongelige Teater 8. juli 1750. Komedien parodierer de omvandrende tyske teatertruppers bombastiske stykker. |
| Samiel | karakter i Der Freischütz. Friederich Kind kalder ham »der schwarze Jäger« (den sorte jæger), mens han i Adam Oehlenschlägers oversættelse optræder som »en Skovaand«. |
| Max og Casper | karakterer i Der Freischütz. To jægere, der tjener arveførster (dvs. skovfoged med arveret til embedet) Kuno. |
| Demoiselle Gned | Nina Gned (1811-1874), tysk operasanger. |
| Agathe | karakter i Der Freischütz, datter af arveførster (dvs. skovfoged med arveret til embedet) Kuno. |
| Arie | virtuos solosang med (orkester)akkompagnement i operaer, oratorier, syngespil eller lignende. |
| pantomimiske | dannet af pantomime. Forestilling, hvor en eller flere optrædende udtrykker stemninger eller handlingsforløb ved at mime, evt. med musikledsagelse. |
| Retirade(-Marsch) | kan betyde både tilbagetog og lokum. | 77 |
| Cardillac … Scudery | Heinrich Wilhelm Stichs (1790-1823) Cardillac, oder Das Stadtviertel des Arsenals. Melodrama in 3 Abteilungen mit Ballets, 1824 (Cardillac eller arsenalkvarteret), der er en oversættelse af Antony Béraud (1792-1860) og Léopold Chandezons (pseudonym, år ej fundet) Cardillac ou le quartier de l’arsenal. Mélodrame en trois actes, 1824. Forlægget herfor er Ernst Theodor Amadeus Hoffmanns novelle »Das Fräulein von Scuderi. Erzählung aus dem Zeitalter Ludwig des Vierzehnten«, trykt i Taschenbuch für das Jahr 1820 der Liebe und Freundschaft gewidmet, 1819. |
| Oliver(s) | Olivier Bußon. |
| Hr. Jacobi | ikke identificeret. |
| Hans Sachs | (1494-1576), tysk digter og skomagermester. Den mest berømte i gruppen af digtende og syngende håndværksmestre. Richard Wagner (1813-1883) gjorde Hans Sachs til hovedperson i sin opera Die Meistersinger von Nürnberg, 1868. |
| Heute dir, morgen mir | (tysk) i dag dig, i morgen mig. |
| Jost | Johann Karl Friedrich Jost (1789-1870), tysk skuespiller. |
| Madam Mädel | Julie Louise Johanne Mädel (1801-1850), tysk skuespiller. |
| Cardillac | René Cardillac, guldsmed. |
| Scudery(s) | Magdaleine von Scuderi, forfatter (karakterens historiske forlæg er den franske Madeleine de Scudery (1607-1701). |
| Pöseldorf | den gang lille by ved Hamborg, nu forstad. |
| Palmaille | Palmaille, gade i Altona. | 78 |
| Ottensen | den gang lille by ved Altona, nu del af byen. |
| Klopstock(s) | Friedrich Gottlieb Klopstock (1724-1803), tysk digter. Opholdt sig 1751-1770 i København og oppebar til sin død en pension fra den danske stat. |
| Messiade | dannet af Messias. Spiller på titlen på det berømte græske epos Iliaden, der traditionelt tillægges Homer. Der Messias er titlen på Klopstocks hovedværk, der udkom i bogform 1751-1773. Værkets 3 første sange (af i alt 20) blev publiceret i 1748 i tidsskriftet Neue Beyträgen zum Vergnügen des Verstandes und des Witzes og gjorde med et Klopstock berømt. |
| Heltedigt | epos, fortællende digt, der beskriver og priser en helts bedrifter. |
| Rainvilles Have | haveanlæg i Altona i fransk stil, anlagt 1799 af den franske emigrant César Lubin Claude Rainville (1767-1845). Anlægget bestod frem til 1867. |
| Blankenese | den gang lille skipper- og fiskerby ved Elben ca. 7 km fra Altona. |
| das schøne Marianchen | ikke identificeret. |
| Jungfrauenstieg | Jungfernstieg, (tysk) jomfrutrappe; promenade i Hamburg beliggende på sydvest-siden af den kunstige sø Binnen-Alster. Kendt siden 1680. | 80 |
| Postkutsche | (tysk) postvogn. |
| hohen Brücke | (tysk) den høje bro. |
| Bivogn(ene) | vogn, der fulgte den egentlige postvogn, når der var flere rejsende, end denne kunne rumme. |
| fistulere | det at synge med fistelstemme, det vil sige en mandsstemme, der synger i et unaturligt højt leje. |
| Stadt Hamburg … | (tysk) Hamborg på Elbens enge, / Hvor er du statelig at skue. Citat fra den afsluttende sang i Georg Nikolaus Bärmanns (1785-1850) skuespil Bürgertreue. Ein vaterstädtisches Schauspiel in drei Akten, 1828 (borgertroskab). |
| Søndags-Side | egentlig betegnelse for den indre, fede side på en steg, der spises om søndagen. Her i betydningen: bedste side. | 81 |
| Heil… | (tysk) Hil dig, Hammonia. Citat fra ovenstående sang. Hammonia er Hamburgs skytsgudinde. |
| Heine | Heinrich Heine (1797-1856), tysk digter. Skrev blandt andet „Die Harzreise“, 1825 som H.C. Andersen læste før rejsen. Trykt i Der Gesellschafter oder Blätter für Herz und Geist, januar/februar, 1825 og året efter optaget i 1. bind af Heines Reisebilder. |
| Broderen en stor Mand paa Børsen | Heines onkel, Salomon Heine (1767-1844), var en fremtrædende finansmand. |
| der har han … Kartoffel-Gesichter | ikke identificeret. | 82 |
| Sabelært(er) | sukkerært. |
| Tode(s) | Johan Clemens Tode (1736-1806), dansk læge og forfatter. |
| Elmenau | Ilmenau; se kort. – Børsenhalle: Hamburger Börsenhalle, tysk handelsavis. |
| paa engelsk … Kongeriget Hannover | Hannover var i 1814 blevet ophøjet til et kongerige, men egentlig selvstændighed opnåedes først i 1837, da Hannover frigjordes fra en i 1714 indgået personalunion med Storbritannien. | 83 |
| Present(erne) | gave. | 84 |
| mærkelig | bemærkelsesværdig. |
| Thorvaldsen | Bertel Thorvaldsen (1770-1844), dansk billedhugger. |
| Schakspeare | Willam Shakespeare (1564-1616), engelsk digter. |
| Mumme | bestemt type tysk øl, der kendes fra middelalderen. Allerede i 1492 eksporterede bryggeren Christian Mumme fra Braunschweig således Mumme til England og Holland. |
| Hendrik Løve | Heinrich der Löwe (ca. 1129-1195), hertug af Bayern og Sachsen. |
| saltbringende | der hentydes til Lüneburgs saltproduktion, der tidligere gav byen betydelige indtægter. Hvornår saltkilderne blev opdaget vides ikke, men den første omtale af dem (og byen Lüneburg) stammer fra 956. |
| Ar af Kopperne | kopper er en smitsom, akut virussygdom med udslæt i form af blærer som efterlader vansirende ar over hele kroppen. |
| sang derpaa sit Vers | vægterne, der var en slags opsynsmænd, afpatruljerede gaderne om natten, hvor de passede gadebelysningen og sang de såkaldte vægtervers, der angiver, hvad klokken er. | 85 |
| Postillion(en) | postkusk. |
| les verbes réguliers | (fransk) de regelmæssige verber. |
| Aimer … aimé | bøjningsformer af det franske verbum: at elske. |
| Skinken af det … Saltkilderne | ifølge overleveringen blev Lüneburgs saltkilder opdaget, da en jæger forfulgte et vildsvin gennem mudder og krat på det sted, hvor Lüneburg ligger i dag. Vildsvinet blev træt og lagde sig for at sove. Da solen herefter brød igennem og lyste på svinet, lyste dets børster med en hvid farve. Jægeren dræbte vildsvinet og opdagede, at den hvide farve skyldtes, at svinet var dækket af salt, der stammede fra jorden. Fra det navnkundige svin blev en skinke gemt, der blev udstillet i en glaskasse med tilhørende latinske vers (jf. Ludwig Bechstein Deutsches Sagenbuch, 1853, s. 265 f.). |
| Bürgers Leonore | »Lenore«. Digt af Gottfried August Bürger (1747-1794). Trykt i Göttinger Musenalmanach. Poetische Blumenlese auf das Jahr 1774, 1774, s. 214 ff. |
| curiøs(e) | kuriøs; mærkværdig eller ualmindelig. | 86 |
| Æolsharpe | harpe, som vinden får til at spille. Opkaldt efter Aiolos (lat. Æolus), vindenes herre i græsk mytologi. |
| Philister | filister; betegnelse for en person, hvis tankegang er indsnævret til det materielle og småborgerlige. |
| Collegium | kollegium, her: forelæsning. |
| Hegel | Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831), tysk filosof. |
| Braunschweig(s) | se kort. |
| Hendrik Løves Kobberløve | Heinrich der Löwe rejste i 1166 Löwendenkmal (Löwe-mindesmærke) ved borgen i Braunschweig, der stammer fra 1100-tallet. |
| St. Blasii | Dom St. Blasius, opført 1173-1195 og navngivet efter Skt. Blasius, der ifølge legenden var biskop i Armenien og led martyrdøden i 316. | 87 |
| macadamiserede | belagt med knuste sten i tre lag og med hældning af hensyn til afløb for vand. Metoden er opfundet af skotten John Mc-Adam (1756-1836) i begyndelsen af 1800-tallet. |
| Babeltaarn(e) | tårn i Babylon, der skulle nå helt op til himlen. Ifølge 1. Mosebog 11,1-9 havde indbyggerne i Babylon oprindelig kun et sprog, men da Gud så, at de magtede at bygge et tårn, der rakte til himlen, spredte han det babylonske folk og gav dem forskellige sprog, så de ikke kunne fungere som ét folk. |
| Sagnet siger … udødelig Sjæl | muligvis en hentydning til Bernhard Severin Ingemanns (1789-1862) De Underjordiske. Et bornholmsk Eventyr (1817) hvori der fortælles om havfruen Vanda, der gennem sin kærlighed til mennesket Sigurd og den kristne dåb opnår en udødelig sjæl. Med »Sagnet« kan H.C. Andersen også mene den tyske forfatter Friedrich de la Motte Fouqués (1777-1843) novelle »Undine«. Trykt i Die Jahreszeiten. Ein Vierteljahrschrift für romantische Dichtungen, Frühjahrsheft, 1811, s. 188 ff. Oversat til dansk af Adam Oehlenschläger som »Undine« og trykt i Eventyr af forskiellige Digtere, bd. 1, 1816. | 88 |
| Fortuna paa sin rullende Kugle | personificering af tilfældet i romersk mytologi; i gængs tale kaldet lykkens (eller skæbnens) gudinde. Fremstilles stående på et hjul eller en kugle, der symboliserer lykkens omskiftelighed. |
| Pindsemorgen | pinse er en kristen højtid den syvende søndag efter påskedag. Falder i maj eller juni. Pinsemorgen er morgenen på den første dag i pinsen, der altid er en søndag. |
| Froprædiken | dannet af det tyske früh: tidlig. Prædiken ved tidlig morgenmesse. |
| Uelzen | se kort. |
| Gifhorn | se kort. |
| Brocken | Bloksbjerg. Det højeste bjerg i Harzen på 1142 m, hvor heksene ifølge folketroen samlede sig. |
| Hôtel d’Angleterre | (fransk) Hotel England. | 89 |
| O, ein wunderschönes Stück | (tysk) Åh, et vidunderligt stykke. |
| Drei Tage … Spielers | Jean Jacques Louis Angelys (1787-1835) Drei Tage aus dem Leben eines Spielers. Melodrama in 3 Aufzüge, 1827 (tre dage af en spillers liv), der er en bearbejdelse af Victor Henri Joseph Bahrain du Canges (1783-1833) skuespil Trente Ans, ou La Vie d’un Joueur. Mélodrame en trois Journeés, 1827. |
| Galeislaverne | det er uklart, hvilket værk Andersen hentyder til, men det kan være et af følgende: 1) Gallej-Slaven eller den sønlige Kjerlighed. Drama i fem Akter. Oversat til dansk i 1797 af Enevold de Falsen (1755-1808) efter Fenouillot de Falbaires (1727-1800) L’honnéte criminel ou l’amour, 1790 og opført første gang på Det Kongelige Teater 24. marts 1797. 2) De to Galeislaver, eller Møllen ved St. Aldervon. Drama i tre Acter med Chor og Dands. Oversat til dansk af Georg Julius Johnsen Liebe (1788-1845) efter Karl Gottlieb Theodor Winklers (1775-1856) Die beiden Galeeren-Sclaven, oder: Die Mühle von Saint Aldervon. Melodrama in drei Akten, der er en bearbejdning af Pierre François Adolphe Carmouche (1797-1868) m.fl.s Les deux forçats, ou la meunière du Puy-de-Dome, mélodrame en trois actes, 1822. Hells oversættelse findes i Dramatisches Vergißmichnicht aus den Gärten des Auslanders nach Deutschland verplanzt, bd. 2, 1824. Den danske oversættelse blev trykt i Nyeste Samling af Skuespil, til Brug for Den Kongelige Danske Skueplads og for Privat-Theatre, bd. 2, 1825 og opført på Det Kongelige Teater 30. september 1825. 3) Galejslaven Alamontade. Oversat til dansk i 1805 af Klaus Reenberg Thoring (1768-1832) efter Johann Heinrich Daniel Zschokkes (1771-1848) Alamontade, 1802. |
| Dyrehaven | Jægersborg Dyrehave, stor park nord for København, der går tilbage til den dyrehave Frederik 3. indrettede 1699 og som efterfølgeren Christian 5. udvidede året efter. |
| Rises Geographie | Jacob Riises (1791-1872) Haandbog i Geographien for den studerende Ungdom, 1819-1820 og/eller Lærebog i Geographien til Brug for Skolerne, 1821. | 90 |
| Preussen | tidligere hertugdømme og kongerige i det nuværende Tyskland, Polen, Litauen og Hviderusland. |
| Was ist das? | (tysk) hvad er det? |
| fort | videre. | 91 |
| Herein | (tysk) kom ind. |
| memorere | indprente sig noget og systematisk lære det udenad. |
| forklare(des) | at være forklaret betyder at have noget afklaret, lykkeligt eller fredfyldt over sig. |
| takket være Luis Angely … lavede den | Drei Tage aus dem Leben eines Spielers. Melodrama in 3 Aufzüge er Jean Jacques Louis Angelys tyske bearbejdelse fra 1827 af Victor Henri Joseph Bahrain du Canges skuespil Trente Ans, ou La Vie d’un Joueur. Mélodrame en trois Journeés, 1827. |
| Cattuns-Kaabe(r) | kattunskåbe; kåbe, der er fremstillet af tæt vævet bomuldsstof. |
| Her’Jøs’ | Herre Jesus. |
| Marr | Heinrich Marr (1797-1871), tysk skuespiller. | 92 |
| Falleberthor | Fallerslebertor, byport (nu nedlagt) og bro over Okerfloden i Braunschweig. |
| anden Pintsedag | pinse er en kristen højtid, der fejres den syvende søndag efter påskedag. Består af 1. og 2. pinsedag. |
| Johanne Schoppenhauer(s) | Johanna Schopenhauer (1766-1838), tysk forfatter. | 93 |
| Es ist … neu | (tysk) det er en gammel historie, men den hænder igen og igen (forbliver lige ny). Citat fra Heinrich Heines digt »Ein Jüngling liebt ein Mädchen«, nr. 39 i »Lyrisches Intermezzo« fra Buch der Lieder, 1827. |
| gothisk(e) | middelalderlig; også betegnelse for tidlig middelalderlig stil. |
| laae Alt i Gruus | slottet i Braunschweig (»Grauer Hof«) brændte under en mindre opstand i 1830 og blev herefter nedrevet. Et nyt residensslot, der stod færdigt i 1837, blev opført samme sted. |
| Barcarolen af: den Stumme | Daniel François Esprit Aubers (1782-1871) opera La muette de Portici, 1828 med tekst af August Eugène Scribe (1791-1861) og Germain Delavigne (1790-1868). Oversat til dansk af Johan Ludvig Heiberg (1791-1860) i 1830 som Den Stumme i Portici. Opera i fem Acter. Barcarolen, dvs. gondolsangen, forekommer i værkets 2. akt og synges af den neapolitanske fisker Masaniello. |
| Kjøbmand Krause | Dietrich Wilhelm Krause (1773-1845). |
| Salve Hospes | (latin) velkommen (vær hilset) gæst. |
| Ocker(-Floden) | Oker; 105 km lang biflod til Aller. | 94 |
| Blegdam | areal, hvor man bleger tøj. |
| Pebling-Søen | sø i København, der blev dannet i middelalderen for at sikre vandstanden i voldgravene. |
| Das Irrenhaus in Dijon | Friedrich Ludwig Wilhem Meyers (1758-1840) Das Irrenhaus zu Dijon. Oder: Der Wahnsinnige. Melodrama in drei Aufzügen (galeanstalten i Dijon eller den vanvittige), først trykt 1833. Stykket er en oversættelse af Antony Béraud (1792-1860) m.fl.s Le Fou, drama en 3 actes, 1829. |
| slaae Sparto til | overgå. |
| Schnellposten | den hurtigtgående postvogn. |
| Incognito | inkognito, under falsk navn for at hemmeligholde ens virkelige identitet. |
| Rangskat | datidens rangsystem indebar (efter 1764), at medlemmer af rangklasserne betalte skat i forhold til deres rang, dog ikke hvor en rang fulgte med et embede. |
| Pigen havde … Melankolske og Sanguiniske | ifølge den græske filosof Hippokrates (ca. 460-ca. 370 f.Kr.) og den græsk-romerske læge Klaudios Galenos (ca. 129-ca. 199) findes der fire temperamenter, hvoraf et altid er fremtrædende hos det enkelte menneske: det sangvinske (optimistisk), det melankolske (tungsindigt), det koleriske (heftigt) og det flegmatiske temperament (sindigt). Hvilket temperament, der hos den enkelte er fremherskende, afgøres af blandingsforholdet mellem de fire grundlæggende legemsvæsker, der hver især svarer til et temperament: blod, sort galde, gul galde og slim. |
| bivaane(t) | være til stede ved, overvære. | 95 |
| Calot | kalot; lille, skålformet tætsiddende hue, der dækker det øverste af issen. Bæres af katolske gejstlige og af jødiske drenge og mænd. |
| Jean Paul(s) | pseudonym for Johann Paul Friedrich Richter (1763-1825), tysk digter. |
| Wuz fra Auenthal | hentydning til Jean Pauls fortælling »Leben des vergnügten Schulmeisterlein Maria Wutz in Auenthal. Eine Art Idylle« (den velfornøjede lille skolemester Maria Wutz’ liv i Auenthal), trykt i anden del af Die unsichtbare Loge, 1793 (den usynlige loge). |
| Hokus-pokus | betegnelse for en handling, aktivitet eller praksis som er eller opfattes som udspekuleret, bedragerisk eller uden substans. Sandsynligvis en fordrejning af det latinske hoc est corpus (verum dei), der betyder: dette er Guds sande legeme. |
| Trillarier | sammensætning af trille og arier. |
| Polsk | polskdans. En række pardanse, som i 1500- og 1600-tallet bredte sig fra Polen til det øvrige Europa. |
| Molinasky | folkedans i to fjerdedelstakt, der var yndet i begyndelsen af 1800-tallet. På dansk kaldet mølledans efter det franske moulin, der betyder mølle. |
| Courage | (fransk) mod. |
| Teppe(r) | scenedekoration, kulisse. |
| Presentation(er) | scenisk arrangement. | 96 |
| deres | dvs. Deres. |
| muse | at spille mus. Spillet består i, at en gruppe deltagere spiller om at tilegne sig så mange nødder eller pebernødder som muligt. En udvalgt sendes udenfor, mens de resterende enes om, hvilken af de fremlagte (peber)nødder, der er musen. Den udvalgte kommer da ind igen og må forsyne sige, indtil han tager musen, hvorefter turen går videre til en anden deltager. |
| Schiffer(steen) | skiffer. Grå eller sort, finkornet bjergart, som let spalter i tynde flager, opstået ved omdannelse eller sammenpresning af lerholdige aflejringer. |
| Heine’s Reisebilleder … Hjertetyv | der hentydes til »Die Harzreise«, der efter at have været trykt i Der Gesellschafter oder Blätter für Herz und Geist, januar/februar 1825, blev optaget i bd. 1 af Reisebilder, 1826. I afsnittet om Goslar fortæller Heine, hvordan han stjal blomster fra et vindue, hvor han havde set en smuk, ung pige, og hvordan han senere så hende igen og endte med også at stjæle et kys. |
| samles paa Bloxbjerg | hentydning til folketroens forestilling om, at heksene ved midsommer samles på Bloksbjerg, det danske navn for bjerget Brocken; jf. Thiele 2, 3, s. 180 f. |
| der Keiser von Rusland | (tysk) Ruslands kejser. | 97 |
| intet mindre, end | alt andet end. |
| hvad er Helten … Mad | hentydning til Johan Herman Wessels (1742-1785) Kierlighed uden Strømper. Et Sørge-Spil i Fem Optog, 1772. Replikken, der falder i 5. optog, 3. optrin er tillagt karakteren Mads og lyder: »Jeg har ey Bidden smagt, jeg har ey drukket Draaben / I denne gandske Dag, og uden Øl og Mad / Er Helten ingen Ting«. |
| en Englænder … tilfredsstille den | ikke identificeret. |
| Bjergværks-Duften | lugt af svovl (svovlbrinte). |
| Fanden parfümerer med | Djævelen forbindes traditionelt med flammer og svovl. Sammenknytningen skyldes muligvis Johannes Åbenbaring 20,7: »Og Djævelen, som forførte dem, blev styrtet i søen af ild og svovl, hvor også dyret og den falske profet er, og de skal pines dag og nat i evighedernes evigheder«. |
| Dette Fad … bragt hid | H.C. Andersens fortælling er ikke lokaliseret andetsteds. |
| illuminerede | farvelagte. |
| Nürnbergerbillede | et massefremstillet billede af dårlig kvalitet. |
| Blomsterliv | let, ubekymret liv. | 98 |
| Caudervelsk | kaudervælsk. Uforståelig blanding af brokker fra forskellige sprog. |
| Ulddotter | uldtotter. |
| karte(de) | løsne, rense og udrede uldfibre ved hjælp af særlige redskaber før spinding. |
| Ærts(masser) | erts. Malm, det vil sige en geologisk dannelse, der indeholder et grundstof, ofte et metal, eller et mineral i en mængde, så udnyttelse kan betale sig | 99 |
| Glück auf | (tysk) lykke til, lykke på vejen. Traditionel bjergmandshilsen. |
| Mastkurv(en) | kurv, balje eller platform anbragt på masten som udkigspost. |
| fort | videre, fortsætte på samme måde. | 100 |
| der Zwinger | betegner oprindeligt en turneringsplads mellem ydre og indre borgmur i en tysk middelalderborg. Senere anvendt om fx dele af slotsbygning beliggende på en gammel turneringsplads, her således om tårnet. |
| vindig | hurtig. |
| Engelskdands | turdans. |
| Menuet(ter) | højtidelig dans i moderat 3/4-takt. | 101 |
| Gammen | glæde. |
| den hellige Christoffer … paa sine Skuldre | Christoforus (græsk) betyder: den, der bærer Kristus. Ifølge legenden ville den særdeles stærke Christoffer kun tjene den mægtigste herre. Efter at have tjent kejseren og Djævelen fulgte han en eremits råd om at tjene Kristus ved at bære rejsende over en flod. En nat bar han et barn over floden. Barnet viste sig at være Kristus selv, og som et tegn blomstrede Christoffers stav. |
| der großer Christoph | (tysk) den store Christoph. Udtrykket spiller på den gamle kones udtryksform, men kan samtidig også være en hentydning til Heinrich Heines afsluttende digt i »Lyrisches Intermezzo« i Buch der Lieder: »Die müssen noch stärker seyn / Als wie der heil’ge Christoph« (Heine Historischkritische Gesamtausgabe der Werke, udg. af Manfred Windfuhr, bd. 1, 1975, s. 203). |
| den skjønne Mathilde … Abbedisse | Andersens kilde er den lille fortælling »Quedl das Hündlein« fra brdr. Grimms Deutsche Sagen, bd. 2, 1818, s. 182 f. H.C. Andersen følger fortællingen så tæt, at der flere steder nærmest er tale om en oversættelse. Kun den sidste del af fortællingen, at Mathilde selv blev den første abbedisse, mangler hos brdr. Grimm, men her har H.C. Andersen muligvis blandet fortællingen sammen med historiske data, da det virkelig var en Mathilde, der var den første abbedisse i klosteret i Quedlinburg. Det var dog ikke en datter af Heinrich 3., men derimod en datter af Otto 1. den Store (912-973), hvis mor, Mathilde den Hellige (ca. 895-968), grundlagde klosteret. |
| Keiser Heinrich den III | Henrik 3. (1017-1056), tysk konge fra 1039, tysk-romersk kejser fra 1046. |
| Qvedlingburg | Quedlinburg; se kort. |
| de to andre Keiseres Billeder | Konrad 1. (d. 918), østfrankisk (tysk) konge fra 911 og Frederik 1. Barbarossa (1122-1190), tysk konge fra 1152, tysk-romersk kejser fra 1155. | 102 |
| (Tone) Hieroglyph | gådefuldt tegn, der ved den rette tydning kan udfri det bundne. |
| Proclamation(er) | proklamation. Højtidelig, offentlig erklæring. |
| die neue Amazone | Wenzel Robert Graf Gallenbergs (1783-1839) ballet Die schöne Arsene oder die neue Amazone, der bygger på Franz Seydelmanns (1748-1806) opera Die schöne Arsene, 1779. | 103 |
| Smeltehytte(r) | større eller mindre bygning ved et bjergværk, hvor smeltning foretages. |
| Schweffelhaufen | Schwefelhaufen, (tysk) svovldynger. |
| Carl Moor(s) | Karl Moor, hovedpersonen i den tyske forfatter Friedrich von Schillers (1759-1805) skuespil Die Räuber. Ein Schauspiel, 1781. Oversat til dansk af Mathias Rahbek som Røverne. Et Sørgespil, 1801 og opført på Det Kongelige Teater første gang 15. august 1823. |
| Drabant(er) | soldat i en fyrstelig persons livvagt. Kan også blot betegne en følgesvend eller en soldat som sådan. |
| Spitzbuben | (tysk) forbrydere. |
| Ilsenburg | se kort. | 104 |
| Ilsenstein | se kort. |
| et stort Jernkors | 19. oktober 1814, på etårsdagen for afslutningen af Folkeslaget ved Leipzig, hvor omkring 100.000 mistede livet, lod grev Anton zu Stolberg-Wernigerode (1785-1854) et kors opsætte på Ilsenstein til minde om de faldne i kampen mod Napoleon 1.s (1769-1821) tropper. |
| I dette mægtige Fjeld, siger Sagnet … Brudgom | Andersens kilde til sagnet om prinsesse Ilse og hendes brudgom er fortællingen »Ilse. Die Bewohnerin des Ilsensteins« fra Johann Carl Christoph Nachtigals (1753-1819) Volcks-Sagen. Nacherzählt von Otmar, 1800, s. 169 ff. Historien findes også i brdr. Grimms Deustche Sagen, bd. 1, 1816, s. 407 f., hvor den bærer titlen »Jungfrau Ilse«. |
| Da Syndfloden … Jorden | i 1. Mosebog 6,9 ff. fortælles det, hvordan Gud mistede tålmodigheden med menneskene og deres ondskab og derfor besluttede sig for at lade alle mennesker omkomme i en mægtig oversvømmelse (syndfloden). Kun den udvalgte Noa, dennes familie og et par af alle dyr skulle overleve i en ark bygget til formålet. Da Noa var i sikkerhed, lod Gud det regne til alt liv var udslettet på jorden. | 105 |
| Kulsvier(hytter) | person, der har det som sit erhverv at fremstille trækul. |
| Fra-Diavolo | Aubers komiske opera Fra Diavolo, ou L’hôtellerie de Terracine, 1830 med libretto af Scribe. Oversat til dansk af Thomas Overskou (1798-1873) som Fra Diavolo, eller Værtshuset i Terracina. Syngespil i 3 Akter, 1831 og opført første gang på Det Kongelige Teater 19. maj 1831. |
| Den Stumme | Aubers opera La muette de Portici, 1828 med libretto af Scribe og Delavigne. Opført på Det Kongelige Teater første gang 22. maj 1830 i Johan Ludvig Heibergs oversættelse med titlen Den Stumme i Portici. | 106 |
| pariser Fod | måleenheden fod fastsattes lokalt. En fransk fod var fastsat til 0,324838 m, mens en dansk fod frem til 1835 målte 0,31407 m. Grunden, til at Andersen anvender sig af pariserfod, er sandsynligvis, at det er denne enhed, der bruges i den turistguide, som han benyttede sig af: Friedrich Gottschalk Taschenbuch für Reisende in den Harz, 1806, ny udgave 1817. |
| Hexescenen i Macbeth | hentydning til de tre hekse i åbningsscenen i William Shakespeares tragedie Macbeth, 1606. Oversat til dansk af Niels Rosenfeldt (1761-1804) med samme titel og trykt i William Shakspears Skuespil, oversatte paa Dansk efter de Engelske Originaler, bd. 1, 1790. Oversat på ny i 1816 af Peter Thun Foersom (1777-1817) som Macbeth. Tragedie i 5 Acter og opført på Det Kongelige Teater 15. november 1817. |
| Ildskuffe(r) | skovl til at fjerne gløder og aske fra ilden med. | 107 |
| sloge Gjækken løs | det at lade sin munterhed og glæde komme til udtryk ved at feste og have det sjovt. |
| Intermezzo | kortere eller mindre vigtig episode i et forløb af begivenheder. |
| froe | glade. |
| Bruden | Webers opera Der Freischütz, 1821 med libretto af Friederich Kind. Kinds libretto blev oversat til dansk af Oehlenschläger som Jægerbruden, Syngespil af Kind, 1821. |
| Dolorem furca pellas ex | (ukorrekt latin) du kan drive smerten ud med en fork. H.C. Andersen spiller på Jens Baggesens (1764-1826) halve omskrivning af et citat fra Horats’ (65-8 f.Kr.) Epistler 1.10.24: »Naturam expellas furca, tamen usque recurret« (latin: du kan drive naturen ud med en fork, den kommer alligevel altid igen) til »Naturam furca pellas ex / Hun kommer dog igien, den Hex« (Baggesen »En ny og Sandfærdig Historie, om Oprindelsen til Bog-Censur; hvorlunde den blev opfunden af en gammel Borgemester i Kallundborg, som ikke kunde lide, at man 100 Aar i Forveien havde fortalt en meget uskyldig Historie«, Minerva, et Maanedsskrift, august 1786, s. 223). |
| sætte Skjæbnen U for X | omvending af gammel talemåde: at sætte X for U (V), dvs. at ombytte romertallet 10 med romertallet 5 for at bedrage. | 108 |
| Næveret(tens Tid) | betegnelse for en lovløs tilstand hvor selvtægt og vold hersker. Bruges især om middelalderlige forhold i Tyskland (på tysk kaldet faustrecht). H.C. Andersen sigter med udtrykket til middelalderens Tyskland. |
| Wunderbluhme | (tysk) vidunderblomst. Om denne særlige blomst fortælles der i Nachtigal s. 145 ff. En jæger fandt en dag højt på et bjerg en ganske speciel blomst, som han plukkede. Efterfølgende fandt han flere glinsende sten, som han samlede op. Samtidig tabte han blomsten og kunne ikke finde den igen, men en dværg fortalte ham, at blomsten var uhyre meget værd. Da han senere vendte hjem, var stenene på grund af blomstens kraft blevet forvandlet til guld. Fortællingen findes også i brdr. Grimms Deustche Sagen, bd. 1, 1816, s. 391 ff. |
| gothisk(e) | gotisk. Stilmæssig betegnelse for et bygningsværk med smalle, spidse og opadstræbende former. Kan også i bredere forstand blot betyde middelalderlig. |
| Sjælemesse(rne) | betegnelse for den romersk-katolske kirkes messe for de afdøde, hvor der bedes for den afdødes sjæl i skærsilden. |
| Keiser Frederik … voxet fast | Frederik 1. Barbarossa (1122-1190), tysk konge fra 1152, tysk-romersk kejser fra 1155. Ifølge folkebogen om Frederik Barbarossa fra begyndelsen af det 16. århundrede sidder han dybt inde i Kyffhäuser-bjerget ved et bord, som hans røde skæg (Barbarossa er italiensk for Rødskæg) er vokset fast til, og vil en dag atter rejse sig. Sagnet var oprindeligt knyttet til Frederik 2. (1194-1250), men bliver med folkebogen knyttet til Frederik Barbarossa. | 110 |
| Æther(en) | æter; betegnelse for det rene, luftformige stof som ifølge klassisk filosofi og fysik fylder himmelrummet. Kan også blot betegne det store himmelrum. |
| Hexealter … Teufels Canzel | Hexenaltar og Teufelkanzel, (tysk) heksealteret og Djævelens prædikestol; klippepartier på Brocken. |
| Hexebrønden | Hexenbrunnen; en kilde på Brocken. |
| Mütze | (tysk) hue, især brugt om studenterhue. | 111 |
| Stambog | bog, hvori venner og bekendte samt højtstående eller kendte personer, som bogens ejer traf, fx på en dannelsesrejse, skrev et vers, en sentens eller tegnede en tegning. |
| romantisk | vildt og storslået. |
| Pegasus | en vinget hest i græsk mytologi. I renæssancen opstår forestillingen om Pegasus som symbol på digterisk kraft og inspiration på baggrund af myten, hvor Pegasus med sin hov får kilden Hippokrene til at springe på musernes bjerg, Helikon. Her dog blot et poetisk udtryk for hest. |
| Oplysningen(s) | forestillingen, om at mennesket i kraft af sin fornuft kan komme til sand indsigt i verden og sig selv og dermed gøre sig fri af vrangforestillinger, er en af 1700-tallets hovedidéer. | 112 |
| Friheden(s) | idéen om den individuelle ret til frihed for ydre tvang og til at tro og tænke frit er en af oplysningstidens grundlæggende forestillinger. Den kom til udtryk i Den Amerikanske Uafhængighedserklæring (Declaration of Independence) 1776, Den Franske Revolution 1789 og Julirevolutionen 1830. |
| det arme Polen | Polen havde mod slutningen af 1830 rejst sig mod den russiske undertrykkelse. Resultatet blev Novemberopstanden, der varede fra 29. november 1830 til november 1831. Opstanden begyndte på officersskolen i Warszawa og bredte sig derefter til hele Polen og resulterede i, at man erklærede den russiske kejser Nikolaj 1. (1796-1855, kejser fra 1825) for afsat og Polen for en selvstændig nation. Kampene fortsatte indtil november 1831, hvor russerne med stor brutalitet slog opstanden ned. |
| Elbingerode | se kort. |
| Liremand | mand, der spiller på et strengeinstrument, hvis strenge sættes i svingning ved hjælp af et hjul med et håndtag, der drejes med den ene hånd, mens den anden hånd passer tangenterne. |
| Adieu Français | (fransk) farvel, franskmænd. Melodien er ikke identificeret. |
| Pjerot | Pjerrot; enfoldig figur fra den italienske maskekomedie commedia dell’arte. |
| Harleqvin | Harlekin; figur fra den italienske maskekomedie commedia dell’arte. Oprindeligt en grov, enfoldig figur, siden fiffig og drilagtig. |
| Liniedandser(e) | linedanser. |
| Kunstberider(e) | artist, som i cirkus og lignende optræder som kunstrytter. |
| Rübeland | se kort. |
| Räuberland | (tysk) røverland. |
| storagtig | som føler sig hævet over andre og optræder overlegent eller overdrevent selvtilfreds. | 113 |
| Vidiegreen | vidjegren, tynd, bøjelig gren, især af pil. |
| Liin | linned. |
| Baumannshulen | Baumannshöhle, opdaget i 1536 af Friedrich Baumann (d. 1536). | 114 |
| Bielshulen | Bielshöhle, opdaget i 1672 og navngivet efter bjergryggen Bielstein, hvor hulen findes. |
| Stalaktit(ter) | nedhængende drypsten; en istaplignende kalkdannelse som opstår i huler, hvor der afsættes kalk fra nedsivende grundvand. |
| sætte ud | udsætte, kritisere. |
| Hieroglyph(er) | hieroglyf; et stiliseret billedsymbol som betegner et ord, en stavelse eller en lyd. |
| (Dyre)knokkel | knogle. |
| Baumann … forunderlige Struktur | H.C. Andersens oplysninger er ukorrekte. Hulen blev opdaget i 1536 og ikke i 1670, og Baumann tilbragte tre og ikke to døgn i hulen, før han fandt ud. |
| Antiquar(en) | oldgransker. | 115 |
| Hunner(ne) | asiatisk nomadefolk af usikker oprindelse, der optræder i Europas historie i perioden ca. 375-ca. 455. Ved deres fremtrængen i slutningen af 300-tallet satte hunnerne folkevandringerne i gang. |
| Antiqvitet | antikvitet; betegner en brugsgenstand eller kunstgenstand som har kultur- eller kunsthistorisk værdi, og som oftest er ældre end 100 år. Her brugt som betegnelse for en genstand fra oldtiden. |
| Alderdoms Levninger | oldtidsminder, genstande fra oldtiden. |
| Christus ved … til Viin | hentydning til Johannes 2,6-11 hvor det fortælles, at Jesus ved et bryllup i Kana, da værtens egen vinbeholdning slap op, forvandlede vandet fra seks vandkar til vin. |
| han havde peget paa Christus | hentydning til evangeliernes fortælling om, hvordan Jesus kom til Johannes Døberen for at blive døbt. Der tænkes særligt på Johannes 1,29-34. |
| Golgatha | navnet på det sted, hvor Jesus blev korsfæstet, jf. Matthæus 27,33. |
| Heinrich Fuglefænger | Heinrich 1. (ca. 875-936), hertug af Sachsen fra 912, tysk konge fra 919. Ifølge overleveringen fik Heinrich, der var en ivrig jæger, tilnavnet Fuglefænger (der Vogler), fordi han opholdt sig på en fuglefangerplads (Vogelherd), da han modtog budskabet om, at han skulle være konge. Se fx brdr. Grimms Deutsche Sagen, bd. 2, 1818, s. 154. |
| Pleonasme | forbindelse af ord, der unødigt gentager samme betydningsindhold. |
| Der weisse Adler | (tysk) den hvide ørn. |
| Jupiter(s) | hovedguden i romersk mytologi. Ørnen optræder ofte som en attribut til Jupiter. |
| Napoleon(s) | Napoleon 1. (1769-1821), kejser af Frankrig 1804-1814 og 1815. Optog ørnen som hærens tegn og et symbol på det af kejseren ledede Frankrig. |
| Schlafröcke | (tysk) slåbrokker. |
| Foliant(e)r | bog i folioformat; normalt betegnelse for en meget stor bog. | 116 |
| studiosi theologiae | (latin) teologiske studenter. |
| den hvide Dame | almindelig brugt betegnelse for de kvindelige genfærd klædt i hvidt, der gennem tiden ofte er blevet berettet om på slotte og herregårde. Om den hvide dame og Blankenburg Slot skriver Friedrich Gottschalk, forfatter til Andersens rejseguide: »Auch ist die weiße Frau, das Hausgespenst des Berliner Schloßes, welche auch auf diesem erscheinen soll, hier in Lebensgröße zu finden« (Friedrich Gottschalk Taschenbuch für den Reisende in den Harz, 2. udg., 1817, s. 90). |
| Blankenburg | se kort. | 117 |
| studiosi | (latin) studenter. |
| Ruinerne … Regenstein | resterne af borgen Regenstein, der første gang omtales i 1169. |
| (Fugle)trimulant(er) | tremolant; bævende, vibrerende lyd i sang eller musik ved hurtig gentagelse af samme tone. |
| Wallenstein(s) | Albrecht Eusebius Wenzel von Wallenstein (1583-1634), tysk kejserlig hærfører under Trediveårskrigen (1618-1648). Skildret af Schiller i dennes Wallenstein ein dramatisches Gedicht, 1800. Oversat til dansk af Knud Lyne Rahbek som Wallenstein. Et dramatisk Digt, 1816. |
| Trediveaarskrigen | samlebetegnelse for en række krige i Det Tysk-Romerske Rige i 1618-1648, hvor også en række udefrakommende stater, blandt andet Danmark, var indblandet. |
| Syvaarskrigen | Den Preussiske Syvårskrig. Betegnelse for krigen i Centraleuropa i årene 1756-1763. De krigsførende parter var Østrig, Frankrig, Rusland og Sverige mod Preussen, der fik støtte fra Storbritannien. | 118 |
| Pantheon | (af græsk pantheion) viet til alle guderne; antikt tempel på Marsmarken i Rom viet til alle guder og oprindelig tænkt som helligdom for kejser Augustus egl. Gajus Julius Caesar Octavian (63 f.Kr.14). Det nuværende kompleks er rejst i 120’erne, men grundlæggelsen fandt allerede sted i 27 f.Kr. I 609 indviet til kirke for Jomfru Maria og martyrer. Her brugt i betydningen helligdom. |
| (Kjæmpe-)Epos | epos (af græsk eipein, sige). Betegner et heltedigt, der beskriver store nationale bedrifter med baggrund i sagn m.m. |
| Roßtrappe | (tysk) hestespor; klippeparti, der har fået sit navn efter en fordybning i klippen, der ligner en meget stor hestesko. | 119 |
| Vi binde dig en Jomfrukrands | første vers af en »Folkesang« fra Oehlenschlägers (1779-1850) oversættelse af Friedrich Kinds (1768-1843) libretto til Webers opera Der Freischütz, 1821. Sangen fremføres af to brudepiger (i Oehlenschlägers oversættelse Jægerbruden, Syngespil af Kind, 1821, på s. 69 f.). Første vers lyder hos Kind: »Wir winden dir den Jungfernkranz«. |
| Djævelsmuren … paa Jorden | Teufelsmauer. En flere kilometer lang sandstenskam i det nordlige Harzen, der strækker sig fra Blankenburg til Ballenstadt. Fortællingen om, hvordan Teufelsmauer blev til, findes i Nachtigal s. 175 ff. Det fortælles, at Gud engang for længe siden førte en hård og langvarig kamp med Djævelen om herredømmet over jorden. Efter lang tids strid blev man enige om en deling, og Djævelen byggede da Teufelsmauer for at adskille sin del fra Guds. | 120 |
| intet mindre | alt andet. |
| Kjæmpevise | på H.C. Andersens tid fællesbetegnelse for de anonyme middelalderballader, folkeviserne. |
| simpel | enkel. |
| Bautasteen | aflang sten der, stillet på højkant og delvis nedgravet, står som grav- eller mindesten. |
| Berg auf | (tysk) op ad bjergsiden. |
| Birchenwasser | (tysk) birkevand, most af birketræets saft. |
| Sagnet om den … de haarde Klippestykker | fortællingen om den skønne kongedatter Emma og den uhørt stærke kæmpe Bohdo findes i Nachtigal s. 179 ff., hvor den bærer titlen »Roßtrappe«. H.C. Andersen udelader enkelte træk i sin gengivelse, fx at Bohdo i floden forvandles til en sort hund, der bevogter Emmas krone. | 121 |
| Ildfunker(ne) | (ild)gnister. |
| en Dykker steeg ned … gyldne Krone | fortællingen om den omkomne dykker findes i fortællingen »Roßtrappe« Nachtigal s. 179 ff. |
| Candidater | kandidater; det samme som studiosi (studenter). |
| Blechhytter(ne) | sammenblanding af tysk og dansk. Den tyske betegnelse er Blechhütte, der er en smeltehytte, hvor metallet adskilles fra malmen ved smeltning. | 122 |
| Jena | by ved floden Saale, 40 km øst for Erfurt i den tyske delstat Thüringen. Jena var i årene omkring år 1800 et åndeligt centrum og hjemsted for den såkaldte Jena-romantik. |
| Burschedragt | dragt båret af medlemmer af de tyske studenterforeninger, de såkaldte Burschenschaften (tysk: kammeratskab), der var opstået i Tyskland i midten af 1810’erne. Den første Burschenschaft blev stiftet i Jena i juni 1815, men efter at en student i marts 1819 myrdede forfatteren August von Kotzebue (1761-1819), blev de tyske Burschenschaften forbudt. |
| en grøn Egekrands | en krans af grønt egeløv brugtes undertiden til at betegne digterværdighed eller anden udmærkelse (i stedet for laurbærkrans) eller som her til at betegne en bakkanalisk stemning (i stedet for vinløv). |
| Sand(s) | Karl Ludwig Sand (1795-1820), tysk student fra Jena, som myrdede Kotzebue, der blev anset for at repræsentere den politiske reaktion. Sand blev henrettet i 1820, men hyldet som martyr af studenterne. |
| kun den lavere Classe … de mere Dannede | langt op i 1700-tallet var det almindeligt, at hoffet og overklassen kunne konversere på fransk. Tysk blev i en vis udstrækning brugt som administrationssprog, blandt andet på grund af de mange indvandrede tyskere blandt adelen og i embedsmandsstanden. Dansk har dog aldrig været begrænset til »den lavere Classe«, og på H.C. Andersens tid var forholdet mellem de to sprog markant ændret til fordel for dansk. |
| Oehlenschläger var dansk | de tyske studenters fejlagtige antagelse skyldes sandsynligvis, at Oehlenschläger kort tid forinden havde udsendte sine værker i en tysk oversættelse. Udgaven fylder 18 bind og bærer titlen Schriften. Zum erstenmale gesammelt als Ausgabe letzter Hand, 1829-1830. | 123 |
| Gernrode | se kort. |
| Riesengebirge … Lafontaines | Riesengebirge er det tyske navn for bjergkæden Karkonosze på grænen mellem Polen og Tjekkiet. H.C. Andersen hentyder her til den tyske forfatter August Heinrich Julius Lafontaines (1758-1831) fortælling »Die Harfenistin, oder die Liebe auf dem Riesengebirge«, trykt i sammes Moralisches Erzählungen, bd. 2, 1794, s. 3 ff. Oversat til dansk i 1800 af Andreas Svendsen (1757-1802) som »Harpespillerinden, eller Kjerlighed paa Riesebjergene« og trykt i Lafontaine Moralske Fortællinger, bd. 2, 1800, s. 269 ff. |
| Ossian | gælisk skjald; angiveligt ophavsmand til de ossianske heltekvad, som James Macpherson (1736-1796) udgav i Fingal, 1762, Temora, 1763, og The Works of Ossian, 1765. En dansk oversættelse af dele af Macphersons Ossiandigte udkom i 1792 ved Andreas Christian Alstrup (1763-1821). 1807-1809 udkom Steen Steensen Blichers (1782-1848) mere omfattende oversættelse Ossians Digte I-II. |
| Her ryster … Vinduet | unøjagtigt citat fra Blichers Ossian-oversættelse. Citatet stammer fra afsnittet »Carthon« og lyder: »Tidslen rystede der sit ensomme Hoved: og Vinden hvinte i Stene-Mos. Ræven keeg ud fra Vinduerne; det lange Græs bølgede om hans Hoved« (Ossians Digte, bd. 2, 1809, s. 183). |
| Lauenborg | resterne af en borg fra 1500-tallet, der endnu findes i den nye del af den tyske by Lauenburg an der Elbe. |
| Mägdesprung | (tysk) pigespring. |
| Drabant | soldat i en fyrstelig persons livvagt. Kan også blot betegne en følgesvend eller en soldat som sådan. | 124 |
| Artighed | høflighed. |
| Sagnet fortæller … Fjeldstykkerne | H.C. Andersen tænker sandsynligvis på fortællingen »Der Jungfernsprung« (jomfruspringet) i brdr. Grimms Deutsche Sagen, bd. 1, 1816, s. 418 f. Her fortælles om en skøn jomfru, der kom til et kloster. En klosterbroder skulle vise hende området, men han blev betaget af hendes skønhed og ville gribe fat i hende. Hun flygtede og nåede på sin flugt til en dyb kløft, som hun kastede sig i. I faldet greb Guds engle hende og sørgede for, at hun kom uskadt ned. |
| førstelige | fyrstelige. |
| Ottomar fortæller os | hentydning til fortællingen »Der Mägdesprung« i Nachtigal s. 195 ff. |
| Risepiger | kæmpepiger. |
| confirmeret | af konfirmation, dvs. en kirkelig handling, hvor man bekræfter sin dåb. Her brugt i betydningen: En, der ved, hvad han skal tro og ikke tro. |
| uoverseelige | uoverskuelige, uendelige. |
| Silke | Selke. |
| det Hele var saare godt | hentydning til Skabelsesberetningen i 1. Mosebog 1-2, hvor det flere steder hedder, at Gud betragtede sit værk og så, at det var godt. |
| (Jern)obelisk | stenstøtte med fire sider, der spidser til opefter og ender i en lille pyramide. Typisk rejst som udsmykning eller mindesmærke og ofte forsynet med indskrifter. | 125 |
| Skrivetavle | skoleeleverne skrev på hver sin lille skiffertavle. Når noget nyt skulle skrives, blev det tidligere skrevne visket ud. |
| Alexisbad | kurbadested i Selke-dalen, grundlagt 1810. |
| Rachel ved Brønden | i 1. Mosebog 29 fortælles om Jakobs rejse til sin morbror Laban, hvis datter Rakel, han møder ved en brønd. Jakob blev siden gift med Rakel. |
| Laban | far til Lea og Rakel og svigerfar til Jakob. Ifølge 1. Mosebog 29 snød Laban Jakob. Jakob elskede Rakel og skulle efter aftale med Laban arbejde 7 år mod at få hende. Men Laban gav ham i stedet Lea, Rakels søster, til kone, og derfor måtte Jakob arbejde i yderligere 7 år. I almindelig sprogbrug betegner en laban en uopdragen, fræk eller uforskammet (ung) mand. |
| Hartzgerode | se kort. |
| gik til elleve | var henimod elleve. | 126 |
| Flor | løst vævet stof, der fx bruges som slør for ansigtet. |
| Genre-Stykke(r) | genremalerie. Tidens nye, yndede genre, ofte opbygget om en anekdotisk situation fra det borgerlige hverdagsliv. |
| Königerode | se kort. |
| tatergule | tater er almindeligvis en (nedsættende) betegnelse for sigøjner. Her i betydingen: meget gule. | 127 |
| den hollandske Skole | også kaldet det nederlandske maleri, livsskildringer præget af frodig realisme. En af inspirationskilderne til tidens genremaleri, som dog båndlægger frodigheden. |
| schatere(de) | at lave skygger på en tegning eller lignende. Her brugt i betydningen snavsede. |
| Orpheus | Orfeus. I græsk mytologi sanger og profet, søn af Apollon og musen Kalliope. | 128 |
| Leimbach | se kort. |
| Mediatstadt | (tysk) mediatby; by, der ikke var direkte underlagt kejseren, men en mediat, dvs. en fyrste, der igen var underlagt en højerestående fyrste. |
| Mansfeld | se kort. |
| Fjerdingvei | en kvart dansk mil. Svarer til 1,883 km. |
| zum braunen Hirsch | (tysk) den brune hjort. |
| Eisleben | se kort. | 130 |
| Luther(s) | Martin Luther (1483-1546), tysk kirkereformator. |
| da han legede her | Luther blev født i Eisleben, men familien flyttede til Mansfeld året efter hans fødsel. |
| Huset, hvor han blev født | huset brændte i 1689, men blev genopbygget i 1693 i en noget ændret skikkelse. |
| Melanchton | Philipp Melanchton (1497-1560), tysk luthersk reformator, pædagog, filolog og teolog. |
| Glasmalerie | nu nedtaget og opbevaret i Luthers »Geburtsstube« (fødestue). |
| Basrelief | relief med figurer, der kun er svagt ophøjede. |
| Gottes Werck … | (tysk) Luthers lære er Guds værk / Derfor vil den aldrig nogensinde forgå (vige). Verbet »weyht« i 2. linje citeres i reglen som »vergeht«. Hvis H.C. Andersen har skrevet rigtigt af, kan formen »weyht« evt. tolkes som »weicht« (viger). |
| »Luther!« siger Jean Paul … Himmel | Jean Pauls udtalelse om Luther findes trykt i Taschenbuch für Damen auf das Jahr 1822, 1822 og lyder: »Luther! Du gleichst dem Rheinfalle! Wie stürmst und donnerst du gewaltig! Aber wie auf seinem Wassersturme unbewegt die Regenbogen schweben, so ruht in deiner Brust der Gnadenbogen des Friedens mit Gott und Menschen unverrückt, und du erschütterst deine Erde, aber nicht deinen Himmel«. |
| Rhinfaldet | Rheinfall, Europas største vandfald, 150 m bredt og 23 m højt. |
| brød han Pavedommets Aag | Luther kritiserede en lang række ting ved den romersk-katolske kirke, blandt andet tanken om at man kan købe sig til fritagelse fra sine synder (aflad), og var en helt central skikkelse i Reformationen, der førte til dannelsen af de protestantiske kirkesamfund. |
| Wer nicht liebt Wein… | (tysk) Den, der ikke elsker vin, kvinder og sang, / Forbliver en nar hele sit liv. Disse linier tillægges traditionelt Luther, men de findes ikke i hans forfatterskab. Givetvis stammer tanken, at Luther skulle være ophavsmand, fra det anonyme digt »Devise an einen Poet« i Matthias Claudius’ (1740-1815) Der Wandsbecker Bothe, nr. 75, 12. maj 1775, hvor de sidste tre vers lyder: »Wer nicht liebt Weib Wein und Gesang, / Der bleibt ein Narr sein Lebelang / Sagt Doctor Martin Luther«. Sandsynligvis skyldes digtet Johann Heinrich Voss (1751-1826). |
| Derfor slog … Fyrste | ifølge overleveringen blev Martin Luther, da han i 1521-1522 opholdt sig på Wartburg, generet af Djævelen. Luther var i gang med en oversættelse til tysk af Det Nye Testamente, da Djævelen opsøgte ham for at forpurre arbejdet. Luther handlede resolut og jog Djævelen væk ved at kaste sit blækhus efter ham. Historien fortælles første gang i Martin Zeillers Topographia Superioris Saxoniae, Thüringiae, Misniae, Lusatiae etc. Das ist Beschreibung der Vornehmsten vnd Bekantesten Stätt, vnd Platz, in Churfürstenthum Sachsen, Thüringen, Meissen, Ober und Nieder-Laußnitz vnd einverleibten Landen, 1650, s. 66. |
| Børne … fra Verden | Karl Ludwig Börne (1786-1837), tysk forfatter. Citatet stammer fra hans aforisme nr. 137, der lyder: »Ja, Luther hatte es verstanden, als er dem Teufel das Tintenfaß an den Kopf geworfen! Nur vor Tinte fürchtet sich der Teufel, damit allein verjagt man ihn« (Ludwig Börnes gesammelte Schriften, udg. af Alfred Klaar, bd. 4, 1899, s. 176). | 131 |
| Eilwagen | (tysk) hurtigvogn. |
| Postillon(en) | kusk på en postvogn. |
| Halle | se kort. |
| Collegiehefte(r) | kollegiehæfte. Studiehæfte til notater. |
| Minervæ Sønner | studenter. Minerva er i romersk mytologi gudinde for visdom. |
| taterbrun(e) | egl. brun som en sigøjner; meget brun. |
| Merseburg | se kort. |
| sin gamle gothiske Domkirke | Merseburg Dom. Blev påbegyndt i 1015. |
| et Folkesagn … valgt en anden | fortællingen om den tyvagtige ravn, almindeligvis kaldet Die Rabensage, kendes fra rektor i Merseburg Georg Möbius’ (1616-1697) Neue Merseburgische Chronica in drey Bücher abgetheilet, 1668. Fortællingen findes i 2. bogs 12. kapitel. Den omtalte biskop er ifølge Möbius Thilo von Trotta (1443-1514), der i 1466 blev biskop i Merseburg. |
| a la Gaza ladra | (italiensk) som den tyvagtige skade. Hentydning til den italienske komponist Gioacchino Rossinis (1792-1868) opera La gazza ladra, 1817 med libretto af Giovanni Gherardini (1778-1861). Librettoen blev oversat til dansk af Niels Thoroup Bruun (1778-1823) som Skaden eller Uskylds Sejr, 1824 og opført til Rossinis musik på Det Kongelige Teater 19. februar 1824. | 132 |
| Dalai Lama | de tibetanske buddhisters overhoved. |
| den tydske Boglade | Leipzig var centrum for bogudgivelser i Tyskland. |
| ligesom de endnu findes her i Kirkerne | til indsamling af penge blandt menigheden (kollekt). |
| Menneskeblod … Ziffre | H.C. Andersen hentyder til Folkeslaget ved Leipzig 16.-19. oktober 1813, hvor 500.000 deltog, og 100.000 mistede livet. Frankrig led her et afgørende nederlag til Sverige, Preussen, Østrig og Rusland. | 133 |
| mærkelig | bemærkelsesværdig. |
| Her havde Napoleon været | Napoleon 1. (1769-1821) ledte de franske tropper i Folkeslaget ved Leipzig 16.-19. oktober 1813, hvor Frankrig blev slået. |
| Vunde | sår. | 134 |
| Mon étoile | (fransk) min stjerne. |
| Poniatowsky fandt sin Død | Józef Antoni Poniatowski (1763-1813), polsk general og statsmand. Deltog i Folkeslaget ved Leipzig 16.-19. oktober 1813 på fransk side, men druknede hårdt såret i Elsteren under tilbagetoget. |
| sprængt | redet i stormende ridt. | 135 |
| Nicolai-Kirken | Nikolaikirche. Påbegyndt 1165, ombygget 1784-1797. |
| Oeser | Adam Friedrich Oeser (1717-1799), tysk maler og billedhugger. Arbejdede med ombygningen og nydekoreringen af Nikolaikirche 1784-1797 i nyklassicistisk stil. |
| Christus ved Brønden | Adam Friedrich Oesers billede »Jesus und die Samariterin« med motiv fra Johannes 4,5-26. Her fortælles om Jesu møde med en samaritansk kvinde ved en brønd. |
| kunstige | kunstfærdige. |
| Puds i »Sigrid med Sløret« … yderste Formue | hentydning til Adam Oehlenschlägers digt »Sigrid med Sløret«. Heri fortælles blandt andet om den lille svartalf Puds, der siddende for enden af en stang fejer det øverste af en bjerghule: »Skjøn Sigrid kan endnu ei Skurken [Puds] skue; / Høit sidder han paa Stangen, holder fast, / Og feier til af yderste Formue« (Oehlenschlägers samlede Digte, bd. 3, 1823, s. 159). |
| Formue | evne. |
| fürchterligt | af det tyske fürchterlich: frygtelig. Her i betyningen frygtindgydende. |
| Gellert(s) | Christian Fürchtegott Gellert (1715-1769), tysk forfatter. |
| Göthe(s) | Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832), tysk forfatter. |
| Schiller(s) | Friedrich von Schiller (1759-1805), tysk forfatter. |
| Fos | afsnit af et vandløb, hvor vandet styrter fra et højt til et lavere niveau i terrænet, eller hvor vandet på grund af indsnævring eller større fald har stærk strøm. |
| Hølty(s) | Ludwig Heinrich Christoph Hölty (1748-1776), tysk digter. | 136 |
| Heute hüpft… | (tysk) I dag springer i forårsdansen, / Endnu den glade dreng, / I morgen vajer dødskransen / Allerede på hans grav. Citat fra 2. strofe af Höltys posthumt udgivne digt »Lebenspflichten« (livspligterne). Trykt som nr. 62 i Christ. Lud. Heinr. Höltys sämtliche hinterlaßne Gedichte, bd. 1, 1782, s. 196 ff. |
| Auerbacher-Keller … Viinfad | ifølge overleveringen skulle Faust i 1525 have erhvervet sig et vinfad ved at flytte det ud fra Auerbachs Keller i Leipzig ved at ride på det som en hest. Fausts ridt blev skildret af Andreas Bretschneider, der i 1625 malede to billeder med tilhørende tekst i Auerbachs Keller. Herfra vandrede fortællingen om Faust og vintønden over i de hyppigt udgivne folkebøger om Faust. |
| mærkelig | bemærkelsesværdig. |
| Disput | heftig meningsudveksling. |
| Frosch og Brander | karakterer i Goethes Faust. Eine Tragödie. Erster Teil, 1808. |
| es war eine Ratt’im Kellernest | (tysk) der var en rotte i kælderreden. Første vers fra en sang i Goethes Faust. Eine Tragödie. Erster Teil, 1808. Sangen fremføres af karakteren Brander i kapitlet »Auerbachs Keller in Leipzig«. |
| Mephistopheles kom med Doctoren | den fristende og forførende djævel, som Doctoren, dvs. Faust, indgår en kontrakt med. |
| »Tell« af Rossini | Rossinis opera Guillaume Tell, 1829 med libretto af Étienne de Jouy (1764-1846) og Hippolyte Bis (1789-1853). Jouy og Bis’ libretto blev oversat til dansk som Wilhelm Tell. Opera i fire Akter, 1842 af Thomas Overskou og opført første gang på Det Kongelige Teater 4. september 1842 til Rossinis musik. Wilhelm Tell er en europæisk sagnfigur og schweizisk nationalhelt, om hvem det blandt andet fortælles, at han (under tvang) beviste sine fantastiske evner som skytte ved med en pil at skyde et æble af sin søns hoved. Se fx brdr. Grimms Deutsche Sagen, bd. 2, 1818, s. 227 ff. |
| Menneskeslægtens Ødelæggelse | hentydning til Johan Ludvig Heibergs Recensenten og Dyret. Vaudeville, opført første gang 22. oktober 1826 på Det Kongelige Teater, udg. 1827. I stykket (I, 7) har den 60årige student Trop forfattet en tragedie med titlen Menneskeslægtens Ødelæggelse. |
| skaaret det midt over | i ovennævnte værk af Heiberg har Trop afleveret sin Menneskeslægtens Ødelæggelse til indbinding hos bogbinder Pryssing. Under en samtale med denne beslutter Trop sig for at få sin tekst delt i to, da han mener, det vil øge værkets poularitet. | 137 |
| Recitativ | friere sanglig deklamation af replik eller monolog i opera, oratorium eller lignende. |
| Signor | signóre, (italiensk) herre. |
| Zezi | ikke identificeret. |
| Signora | signóra, (italiensk) frue. |
| Palazzesi | ikke identificeret. |
| Mathilde(s) | en østrigsk prinsesse, der elsker og genelskes af schweizeren Arnold. |
| Fluenza | influenza. |
| Rubini | ikke identificeret. |
| Arnold(s) | søn af den patriotiske schweizer Melchtal. Arnold elsker og genelskes af den østrigske prinsesse Mathilde. |
| at min Mening … som ingen | at jeg lige så godt kan lade være at sige min mening. |
| Barberen i Sevilla | Gioacchino Rossinis opera Il barbiere di Siviglia, 1816 med libretto af Pietro Cesare Sterbini (1795-1863) efter Pierre-Augustin Caron de Beaumarchais’ (1732-1799) skuespil af samme navn fra 1775. Sterbinis libretto blev oversat til dansk af Niels Th. Bruun som Barberen i Sevilla. Syngestykke i to Acter, 1821 og opført til Rossinis musik på Det Kongelige Teater 14. september 1822. |
| Terzet | komposition for tre stemmer. |
| Don Baziles … Bagtalelse | i operaen (I, 2) planlægger musiklæreren don Basilio sammen med dr. Bartolo, hvordan de skal forpurre en eventuel kærlighedsforbindelse mellem grev Almaviva og den smukke Rosina. Midlet skal være bagtalelse, og don Basilio synger en arie herom. |
| Orpheus … ved sit Spil | ifølge den græske mytologi blev sangeren Orfeus gift med Eurydike. Da hun døde af et slangebid, sang Orfeus så smerteligt, at Hades, dødsrigets hersker, lod ham stige ned og hente sin elskede. Orfeus brød dog Hades’ bud om, at han ikke måtte vende sig om og se på hende, før de var helt ude af dødsriget og tabte derfor Eurydike for altid. Herefter trak Orfeus sig tilbage til skovene, hvor hans klagesang rørte selv stenene. | 138 |
| den schiller’ske Helteskikkelse | hentydning til hovedpersonen Wilhelm Tell i Schillers skuespil Wilhelm Tell. Schauspiel, 1804. Oversat til dansk af Knud Lyne Rahbek i 1805 som Vilhelm Tell. Skuespil. |
| Reichenbachs Have | haven, oprindeligt anlagt i den franske havestil, er navngivet efter bankieren Christian W. Reichenbach, der købte stedet i 1815 og omlagde den i den engelske stil. |
| Kjøbmand Gerhardt | ikke identificeret. |
| naar Stenene kunne tale | hentydning til Lukas 19,40, hvor Jesus afviser en gruppe farisærere, der har bedt ham om at irettesætte sine disciple, med ordene: »Jeg siger jer: Hvis de tier, vil stenene råbe«. |
| Kosciusko | Tadeusz Ko´sciuszko (1746-1817), polsk general og nationalhelt. Deltog i Polens forsvar under Ruslands angreb i 1792 og ledte den efterfølgende opstand i 1794. Som Wilhelm Tell kæmpede Ko´sciuszko for sit lands frigørelse fra en fremmed magt. |
| Stikbrev(e) | hemmelig skrivelse indeholdende en efterlysning af en person, der af øvrigheden ønskes arresteret. |
| Noch ist Polen nicht verloren | (tysk) endnu er Polen ikke fortabt. Tysk oversættelse af førstelinjen i den polske nationalhymne (siden 1927) »Mazurek Da˛browskiego« ( D ˛abrowskiegomazurka), forfattet af Joséf Wybicki (1747-1822) i 1797. Sangen er opkaldt efter den polske general Jan Henry Da˛browski (1755-1818). |
| ikke en Spurv … Villie | jf. Matthæus 10,29, hvor Jesus siger følgende til sine disciple: »Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den«. |
| Gimle | i nordisk mytologi de lykkelige slægters bolig i den verden, der opstår efter Ragnarok. |
| Ragnarokr | i nordisk mytologi navnet på den sidste store kamp mellem aser og jætter, hvor den gamle verden går under. | 139 |
| Curiosa | kuriosa, flertal af kuriosum (latin). Mærkværdig eller pudsig detalje, genstand, person, fænomen eller forhold. |
| kaste op | slå op. |
| Don Miguel | Maria Evarist Miguel (1802-1866), portugisisk regent i perioden 1828-1834. Miguel, der var forlovet med sin niece Maria 2. da Glória (1819-1853), opkastede ved et kup sig selv til enevældig leder af Portugal. Hans regeringstid var præget af borgerkrig mod de liberale, der blev ledet af Miguels storebror og Marias far, Pedro 1. af Brasilien. Efter en årrække måtte Miguel give fortabt. Hans herredømme var genstand for flere artikler i Kjøbenhavns-Posten i sommeren 1831. |
| Geheimestatsminister v. Klewitz har ladet omsende … | upræcist citat fra rubrikken »Conversations- og Nyheds-Post« i Kjøbenhavns-Posten, nr. 168, 19. juli 1831. I rubrikken refereres og kommenteres et cirkulære, der 2. maj 1831 er sendt til redaktørerne af de preussiske blade og aviser. |
| nedsætte | kritisere, skrive nedsættende om. |
| Lindberg | Jacob Christian Lindberg (1797-1857), dansk teolog, filolog og numismatiker. |
| Maanedskrift for Christendom | Maanedsskrift for Christendom og Historie, udg. af Jacob Christian Lindberg, 1831-1832. |
| kommer vist i samme Bind som | er at regne for lig med. |
| Münchhausen | Karl Friedrich Hieronymus Freiherr von Münchhausen (1720-1797), tysk baron. Kendt for at underholde sin gæster med farverige skrøner. Mod baronens vilje blev flere af skrønerne (anonymt) offentliggjort i Berliner-tidsskriftet Vademecum für lustige Leute i 1781 og 1783. En udvidet engelsk oversættelse af disse skrøner blev i 1785 udsendt af Rudolf Erich Raspe (anonymt) under titlen Baron Munchhausen’s Narrative of his Marvellous Travels and Campaigns i Russia, 1785. Bogen kom i et nyt oplag i 1786, der dannede grundlag for Gottfried August Bürgers (1747-1794) tyske oversættelse Wunderbare Reisen zu Wasser und Lande, Feldzüge und lustige Abentheuer des Freyherrn von Münchhausen, 1786. Som Raspe udvidede Bürger selv samlingen, både i 1786 og igen i 1788. En dansk oversættelse kom i 1802 med titlen Lystigt Post- og Reise-Vademekum muntre Reisende helliget af Monsieur Hemmkengryper, forhenværende Kammertjener hos Hr. von Münchhausen, og udgivet af hans skoggerleende Arvinger. |
| Robertus von Agerkaal | person i en folkebog hvoraf første danske udgave udkom i 1724 med titlen Uglspils Overmand eller Robertus von Agerkaal. |
| Satire | spøg. | 140 |
| Det døende Barn | digt af H.C. Andersen, trykt under mærket »H – –« i Kjøbenhavns-Posten, nr. 76, 25. september 1827 (BFN 13); jf. ANDERSEN bd. 7, s. 71. |
| Katál, Katlá | katál, kataltá (hebraiske bøjningsformer) han har dræbt, du har dræbt. |
| Hubertsburg | tidligere kurfyrsteligt jagtslot i Sachsen. Opførslen blev påbegyndt i 1721. |
| Mengs(’s) | Anton Raphael Mengs (1728-1779), tysk maler. |
| Natstykke | maleri, hvor motivet er skildret efter solnedgang, ofte i månelys eller ved kunstig belysning. |
| Rembrant | Rembrandt Harmensz van Rijn (1606-1669), nederlandsk maler, raderer og tegner. |
| Ruysdael | Salomon van Ruysdael (1600/1603-1670), nederlandsk landskabsmaler. |
| Meissen | se kort. |
| Elben | 1165 km lang flod. Udspringer i Riesengebirge i Tjekkiet og løber ud i Nordsøen nordvest for Hamburg; se kort. | 141 |
| den store Porcellainfabrik | Meissen er kendt for sin porcelænsproduktion, der blev grundlagt i 1700-tallet og dermed er Europas ældste. I 1710 blev byens porcelænsfabrik grundlagt af kurfyrst August 2. Mocny (1670-1733). |
| Domkirken | Meissen Dom. Grunddelen af kirken blev opført ca. 1240-1400. |
| Espalier | ståltråd eller tremmeværk af træ der er sat op på en husmur, så man kan binde frugttræer og prydplanter fast til det. | 142 |
| Dresden | se kort; rummer blandt andet bydelene Neustadt og Altstadt. |
| Augustusbroen | Augustusbrücke, forbinder det nye og det gamle Dresden. Broen har gennem tiden flere gange skiftet udformning, men der har siden 1200-tallet været en bro der, hvor den ligger i dag. |
| af Kobber | fra kobberstik. |
| de bryhlske Terrasser | Die Brühlsche Terrasse, promenade med et vældigt trappeanlæg langs Elben, anlagt 1739-1748 som privat lysthave til den saksiske statsmand og greve Heinrich von Brühl (1700-1763). Området blev åbnet for offentligheden i 1814. |
| den catholske Kirke | Hofkirche; barok, katolsk katedral, opført 1738-1754 under ledelse af den italienske arkitekt Gaetano Chiaveri (1689-1770). Hofkirche er Sachsens største kirkebygning. |
| Landskabsmaler Dahl | Johan Christian Clausen Dahl (1788-1857), norsk landskabsmaler. |
| Tieck | Ludwig Tieck (1773-1853), tysk digter. |
| Ingemann | Bernhard Severin Ingemann (1789-1862), dansk digter. |
| Corpus domini Festen | Corpus Christi, (lat.) Kristi legeme. Betegnelse for den katolske Kristi Legems- og Blodfest, der falder anden søndag efter pinse. Festen, der afholdes for at fejre brødets forvandling i nadveren, blev indstiftet lokalt i 1246 og udbredt til hele den katolske kirke i 1264. |
| Castrat(erne) | kastrat. En kastrat er en kastreret mand. Ved at lade sig kastrere inden stemmen gik i overgang, kunne de såkaldte kastratsangere opnå en stemme, der i skønhed kunne måle sig med eller overgå sangerinders og i styrke, kraft og udholdenhed måle sig med mandsstemmer. | 143 |
| Guldmors Dragt | silketøj, hvor indvævede guldtråde danner bølgeformede striber. |
| Sveitsere | schweiziske lejetropper (de såkaldte schweizergarder) var efterspurgte i især 14- og 1500-tallet og fandtes i en række europæiske lande. I dag resterer kun én schweizergarde, hvis funktion det er at bevogte Vatikanpaladset og paven. |
| at Bukkene vel bleve skilte fra Faarene | at sortere de(t) gode fra de(t) dårlige; jf. Matthæus 25,31-32, hvor det hedder: »Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene«. |
| Rosenkrands | krans, som almindeligvis består af fem store perler, hver adskilt af ti mindre. Bruges til at holde regnskab med en serie katolske bønner til Jomfru Maria. |
| gestiefelte Kater | Ludwig Tiecks Der gestiefelte Kater. Ein Kindermärchen in drey Akten, 1797. Udgivet under pseudonymet Peter Leberecht. Først oversat til dansk i 1838 af Adam Oehlenschläger som »Den bestøvlede Kat« (Digtninger af Ludwig Tieck, bd. 1, 1838). |
| Prinds Zerbinus | Ludwig Tiecks Prinz Zerbino oder die Reise nach dem guten Geschmack, gewissermaßen eine Fortsetzung des gestiefelten Katers. Ein Spiel in sechs Aufzügen, 1799. Først oversat til dansk i 1838 af Adam Oehlenschläger som »Prinds Zerbino, eller Reisen til den gode Smag« (Digtninger af Ludwig Tieck, bd. 1, 1838). |
| hans deilige Alfeverden | Ludwig Tiecks (1773-1853) eventyrfortælling »Die Elfen«, trykt i Phantasus. Eine Sammlung von Mährchen, Erzählungen, Schauspielen und Novellen, bd. 1, 1812. Oversat til dansk af Adam Oehlenschläger som »Alferne« (Eventyr af forskiellige Digtere, bd. 1, 1816). |
| Ingemanns »Ole Navnløse« | Bernhard Severin Ingemanns Huldre-Gaverne eller Ole Navnløses Levnets-Eventyr fortalt af ham selv, 1831. |
| Phantasier og Skizzer | digtsamling af H.C. Andersen. Udgivet 10. januar 1831 (BFN 109); jf. ANDERSEN bd. 7, s. 191 ff. | 144 |
| Fodreisen | H.C. Andersens egen Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829, udgivet 2. januar 1829 (BFN 22); jf. ANDERSEN bd. 9, s. 165 ff. |
| Hofrath | Hofrat, (tysk) hofråd. Ældre dansk/tysk titel. |
| Holberg | Ludvig Holberg (1684-1754), dansk digter. |
| Shakespeares Henrik den Fjerde | William Shakespeares skuespil Henry IV, 1596-1598. Shakespeares værker blev inden for en kort årrække to gange oversat til tysk. Første gang ved Christoph Martin Wieland (1733-1813), der i perioden 1762-1766 udsendte sin prosaoversættelse af Shakespeare’s theatralische Werke. Wielands oversættelse blev fulgt (og erstattet) af August Wilhelm Schlegels (1767-1845) metriske oversættelse af Shakespeare’s Dramatische Werke, 1797-1810. |
| Falstaff | John Falstaff. Hovedperson i to af William Shakespeares skuespil: Henry IV, 1596-1598, oversat til dansk af Peter Thun Foersom (1777-1817) som Kong Henrik den Fierde og trykt i William Shakspeare’s Tragiske Værker, bd. 3-4, 1815-1816. The Merry Wives of Windsor, 1597-1598, oversat til dansk af Adolph Engelbert Boye (1784-1851) som De muntre Koner i Windsor. Et Lystspil, 1829 og opført første gang på Det Kongelige Teater 9. marts 1830. |
| Madame Raskenfart | Mistress Quickly i The Merry Wives of Windsor. I Adolph Engelbert Boyes danske oversættelse, som var den eneste, der fandtes på H.C. Andersens tid, hedder hun dog Madam Rap, så navnet er skabt af H.C. Andersen til lejligheden. | 145 |
| Aphorisme(r) | kort, præcis og fyndig formulering af en (filosofisk el. moraliserende) tanke, fremsat uden argumentation. |
| Seneca | Lucius Annaeus Seneca, kaldet Seneca den Yngre (4 f.Kr.-65), romersk filosof, forfatter og politiker. |
| Jean Paul | pseudonym for Richter, Johann Paul Friedrich (1763-1825), tysk digter. |
| Rochefoucould | François de La Rochefoucauld (1613-1680), fransk forfatter og moralfilosof. |
| Raphaels Madonna | Den Sixtinske Madonna, malet 1513-1514 af den italienske maler og arkitekt Raffaello Santi (Rafael) (1483-1520). Maleriet, der blev skabt til pave Julius 2.s (1443-1513) grav eller kirken Sao Sisto i Piacenzo, blev i 1754 købt af kurfyrst August 3. af Sachsen (1697-1763). Maleriet befinder sig i dag på Staatliche Kunstsammlungen Dresden (Gemäldegalerie Alte Meister). | 146 |
| Correggio’s Nat | Natten, malet 1522-1530 af den italienske maler Antonio Allegri (ca. 1489-1530), kaldet Correggio efter sin fødeby. Billedet findes i dag på Staatliche Kunstsammlungen Dresden (Gemäldegalerie Alte Meister). |
| den hellige Sebastian | Madonna med den hellige Sebastian, malet 1523-1524 af den italienske maler Antonio Allegri. Billedet findes i dag på Staatliche Kunstsammlungen Dresden (Gemäldegalerie Alte Meister). |
| en Christus, af Carlo Dolci | Kristus velsigner brød og vin, malet o. 1680 af den italiensk maler Carlo Dolci (1616-1686). Billedet findes i dag på Staatliche Kunstsammlungen Dresden (Gemäldegalerie Alte Meister). |
| Dommedag … Rubens | Peter Paul Rubens (1577-1640), flamsk maler. Der er tale om en skitse på Staatliche Kunstsammlungen Dresden (Gemäldegalerie Alte Meister) til maleriet Das kleine jüngste Gericht, (tysk) Den lille dommedag, ca. 1820 der hænger på Alte Pinakothek i München. |
| Bassano … Arken | Jacopo dal Ponte (navnet Bassano taget efter fødebyen) (ca. 1510-1592), italiensk maler. Der er sandsynligvis tale om en kopi af billedet Dyrenes indtog i Arken (Entree des animaux dans l’arche), som hænger på Louvre-museet i Paris. |
| Den hellige Magdalene af Batoni | Den bodfærdige Magdalene, malet af den italienske maler Pompeo Girolamo Batoni (1708-1787). Billedet var oprindeligt i Staatliche Kunstsammlungen Dresden (Gemäldegalerie Alte Meister), men gik tabt under 2. Verdenskrig (1940-1945). | 147 |
| Linckeschen Bade | populær offentlig have med musikunderholdning og det nærliggende og yndede Volkstheater am Linckeschen Bade. |
| Alexandrine Gebhart | Alexandrine Gebhard, tysk skuespiller, datter af den tyske skuespiller Friedrich Albert Gebhard (1781-1861) og den tysk-russiske skuespiller Marie Hedwig Gebhard (1785-1857). |
| Petersburg | Sankt Petersborg, Ruslands næststørste by og på H.C. Andersens tid Ruslands hovedstad. Har ændret navn flere gange. I 1914 ændredes navnet til Petrograd, i 1924 til Leningrad og først i 1991 fik byen sit oprindelige navn igen. |
| Die Königin … Entsagung | Eugène Scribe har aldrig skrevet et stykke med dette navn. Der er derimod tale om Theodor Hells (1775-1856, pseudonym for Karl Gottlieb Theodor Winkler) Die Königin von sechzen Jahren oder: Christines Liebe und Entsagung. Drama in zwei Aufzüge, der er en bearbejdelse af den franske dramatiker Jean François Alfred Bayards (1796-1853) La Reine de seize Ans, Comédie Mêleé de Couplets, en deux Actes, 1828. Hells oversættelse findes i Dramtisches Vergißmichnicht aus den Gärten des Auslanders nach Deutschland verplanzt, bd. 8, 1831. H.C. Andersen oversatte i 1833 Bayards stykke som Dronningen paa 16 Aar. Drama i to Acter. Opført på Det Kongelige Teater 29. marts 1833. |
| Vaudeville(r) | syngestykke med vægt på intrigen. |
| vort paa Vesterbroe | Dansk Sommertheater, opført 1802 af James Price (1761-1805). Fra 1833 Vesterbros Nye Morskabstheater. |
| Charlottenlund(s-Scene) | område nord for København. Blev tidligt et yndet udflugtssted på grund af de naturskønne områder i Dyrehaven og det nærliggende forlystelsessted Dyrehavsbakken. |
| Der Faßbinder | italieneren Antonio Barchiellis (1755-ca. 1818) intermezzo Der Faßbinder, 1798 (tysk: bødkeren). |
| Bødkeren | de franske forfattere Nicolas-Médard Audinot (1732-1801) og Antoine François Quétants (1733-1823) syngestykke Le tonnelier. Opera-comique, 1765 med musik af den franske komponist Pierre Alexandre Monsigny (1729-1817). Teksten blev i 1780 oversat til dansk af Hans Gram (1754-1804) som Bødkeren. Et lystigt Synge-Stykke i een Handling og opført med Monsignys musik på Det Kongelige Teater 27. oktober 1780. |
| Hr. Gärtner | ikke identificeret. |
| Bacarolen af den Stumme | Aubers opera La muette de Portici, 1828 med libretto af Scribe og Delavigne. Opført på Det Kongelige Teater første gang 22. maj 1830 i Johan Ludvig Heibergs oversættelse med titlen Den Stumme i Portici. Opera i fem Acter. Barcarolen, dvs. gondolsangen, forekommer i værkets 2. akt og synges af den neapolitanske fisker Masaniello. |
| Das grüne Gewölb | Das grüne Gewölbe, (tysk) den grønne hvælving; det barokke kunstkammer i Residenzschloß Dresden blev opført og indrettet for Frederik August 1. den Stærke (1670-1733), kurfyrste af Sachsen 1694-1733, konge af Polen 1697-1706 og 1709-1733 som August 2. Mocny, af arkitekten Matthäus Daniel Pöppelmann (1662-1737). | 148 |
| Rosenborg Slot | slot i København, opført 1606-1634 for Christian 4. (1577-1648, konge af Danmark og Norge fra 1596). |
| Ledemod | led. Her dog snarere: legemsdel. |
| das Rustkammer | (tysk) rustkammeret, våbensamlingen. |
| Gustav Adolph … Lützen | Gustav 2. Adolf (1594-1632, svensk konge fra 1611). Faldt under Slaget ved Lützen 6. november 1632, hvor svenske tropper besejrede den tyske kejsers styrker. | 149 |
| Memnons Støtte | egl. Memnonkolosserne; to kolossalstauer forestillende den egyptiske farao Amenopis 3. (1391-1353 f.Kr.), der oprindelig stod ved Amenopis 3.s nu forsvundne dødstempel ved Nilens vestbred i Theben. Et jordskælv i 27 f.Kr. slog en revne i den ene statue, hvorfra der hver morgen lød en tone. Da man troede, at statuerne forestillede den græske sagnkonge Memnon, sagde man, at det var Memnon, der hilste sin mor Eos, morgenrødens gudinde. |
| Kuhreihn | betegnelse for schweiziske hyrdemelodier. |
| die Donaunixen | (tysk) donauhavfruerne. Muligvis hentydning til de fire havfruer Erlinde, Lindane, Hirmione og Elissa i den tyske forfatter Karl Friedrich Henslers (1759-1825) Das Donauweibchen. Ein romantisch-komisches Volksmährchen mit Gesang in drey Aufzügen, nach einer Sage der Vorzeit, 1798. Sat i musik af den tyske komponist Ferdinand Kauer (1751-1831) og opført på tysk på Det Kongelige Teater 27. juli 1827. |
| Romanser og Ballader | fortællende digte, enten folkeviser fra middelalderen eller digte inspireret af disse. |
| Slottet i Pillnitz | slot ved Dresden, bygget som sommererresidens for kurfyrster og konger af Sachsen. Slottet blev 1720-1723 udvidet med to kinesisk inspirerede barokpavillioner og 1788-1826 med Neues Palais i japansk stil. | 150 |
| Arabesk(er) | ornament af fantasifuldt sammenslyngede, stiliserede blomster- eller bladranker, ofte symmetrisk. |
| Tschung-ting-fu | Chonqing (Chungking). By i det sydvestlige Kina. Fu betyder by. |
| Jangtsekjang | Chang Jiang (af europæerne kaldet Yangtze Kiang). Kinas største flod. |
| Dynastiet Zing | Tsin-dynastiet, 249-206 f.Kr. |
| Kang-Hi | Kangxi (K’ang-hsi). Betegnelse for en kinesisk regeringsperiode 1661-1722. Kina blev i denne periode ledet af kejser Xuanye (1654-1722), der derfor er bedst kendt som Kangxikejseren. |
| Hoangho | Huang He. Kinas næstlængste flod, kaldet Den Gule Flod. |
| Kong-Fut-Tsee | Kong Fuzi (551-479 f. Kr.), kinesisk filosof og lærer. |
| Qvangtschew | Guangzhou. Sydkinesisk handels- og industriby. |
| Mandsju | Manchu. Stamme i det sydlige Manchuriet. |
| Makao-The | te fra den tidligere portugisiske koloni (indtil 1999) Macao på Kinas sydkyst. |
| Grund | (tysk) dal. |
| Wesenitz | biflod til Elben; se kort. |
| Lohmen | se kort. | 151 |
| den smukke Møllerdatter | sandsynligvis en allusion til Wilhelm Müllers (1794-1827) digtkreds »Die schöne Müllerin. (Im Winter zu lesen)« (tysk: den skønne møllerske). Trykt i Gedichte aus den hinterlassenen Papieren eines reisenden Waldhornisten, bd. 1, 1821. Digtkredsen blev i 1823 sat i musik af Franz Schubert (1797-1828). | 152 |
| den høiere Mester | Gud. |
| Mühlsdorf | se kort. |
| Fod | 31,4 cm. Det omtalte fald er altså på næsten 24 meter. Måleenheden fod blev ugyldig i Danmark med indførslen af metersystemet 4. maj 1907. |
| Herz, mein Herz… | (tysk) hjerte, mit hjerte, hvorfor (er du) så sørgmodig? Citat fra visen »Heimweh nach der Schweiz« af Johann Rudolph Wyss den yngre (1782-1830). Trykt i Alpenrosen. Ein Schweizer-Almanach auf das Jahr 1811, 1811. | 153 |
| Bulbider | lavbenet hund med brede kæber og fladtrykt næse. Typisk brugt af jægere til at standse og fastholde vildtet. |
| Syndfloden | i 1. Mosebog 6-8 fortælles det, at Gud i vrede over menneskenes ondskab lod en mægtig flodbølge oversvømme jorden. |
| Bastey | Bastei. Bjerg på 130 m med et yndet udsigtspunkt. |
| Skjelm bag Øret | skælm bag øret. Fast vending med betydningen at være spøgefuld eller underfundig. |
| lebendig(e) | (lys)levende, livlig. |
| Amor | den romerske kærlighedsgud, ofte fremstillet som et drengebarn med bue og pil. |
| Den lille snottede … Wessel | hentydning til den dansk-norske forfatter Johan Herman Wessels (1742-1785) Kierlighed uden Strømper. Et Sørge-Spil i Fem Optog, 1772. Omtalen af Amor som en snottet knægt findes i 4. optog, 1. handling og lyder: »Viig lille snottede! som skyder Folk med Pile«. | 154 |
| Das steinerne Haus | (tysk) stenhuset. |
| die Teufelsküche | (tysk) djævlekøkkenet. |
| Genius | ånd. |
| Psyche | ifølge romersk mytologi Amors elskede. I forbindelse med Psyche fremstilles Amor som yngling, men navnet Amor bruges også – som her – om den lille vingede gud med pilekoggeret: Cupido. Psyche er i græsk mytologi en personifikation af sjælen, ofte fremstillet som en ung kvinde med sommerfuglevinger. | 155 |
| Königstein | bjerg på 312 m. |
| Lilienstein | bjerg på 415 m. |
| Pfaffenstein | bjerg på 427 m. |
| Kuppelbjergene | betegnelse for en række kuppelformede bjerge i bjergkæden Erzgebirge. |
| Rosenberge | ikke lokaliseret. |
| Geisingbjerget | Geisingberg, 824 m. |
| Erzgebirge | bjergkæde på grænsen mellem Tyskland og Tjekkiet. |
| das Felsenschloss | (tysk) klippeslottet. Der er tale om ruinerne af fæstningen Felsenburg Neurathen, sandsynligvis bygget i den sene middelalder. | 156 |
| Jambe(r) | versefod bestående af en kort eller ubetonet og en lang eller betonet stavelse. |
| Hexameter(e) | heksameter. Versemål med seks fødder der overvejende består af daktyler, det vil sige en versefod bestående af én lang eller betonet og to korte eller ubetonede stavelser. |
| Sonet(ter) | digt bestående af 14 verslinjer på hver 11 stavelser, opdelt i to kvartetter og to terzetter. Kendt blandt andet fra den italienske digter Francesco Petrarcas (1304-1374) kærlighedssonetter til Laura i Canzoniere (udg. Posthumt 1470). |
| sapphiske | opkaldt efter Sapfo, en kvindelig græsk lyriker fra 600-tallet f.Kr. |
| alceiske | opkaldt efter den græske digter Alkaios (ca. 630-ca. 580 f.Kr.). |
| Pirna | se kort. |
| barok(ke) | stilarten barok er kendetegnet ved det svulmende og pompøse. Her endvidere anvendt som betegnelse for noget, der afviger fra det almindelige. |
| Teufelsbrücke | (tysk) djævlebroen. |
| Pikante | her: slående, iøjnefaldende. |
| aspera … ad astram | per aspera ad astra, (latin) gennem vanskeligheder til stjernerne. |
| Alen(s) | 62,77 cm. | 157 |
| digteren Kind … Jægerbruden | Friedrich Kind forfattede librettoen til Webers opera Der Freischütz, 1821. Den omtalte besværgelsesscene finder sted i den såkaldte Wolfssclucht (ulveslugt) og udspilles i stykkets 2. akt. |
| intet mindre | alt andet. |
| Hilf Samiel | (tysk) hjælp, Samiel. Jægeren Kaspars hyppigt gentagne replik i Der Freischütz. Hermed påkalder han sig der schwarze Jäger (den sorte jæger) Samiel, som han har forskrevet sig til. |
| Troldkugler her … den syvende Din | i Der Freischütz har jægeren Kaspar solgt sig selv til Samiel mod at få syv troldkugler til sin bøsse. De seks første kugler vil altid ramme det mål, Kaspar ønsker. Den syvende tilhører Samiel, og kun han ved, hvem eller hvad den rammer. I 2. akt støber Kaspar troldkugler. |
| kogle | trylle, hekse. |
| Jesuit | munk, der tilhører den katolske orden Jesu Selskab, grundlagt 1534 af Ignatius af Loyola (1491-1556). Her brugt om ortodoks, selvretfærdig person. |
| med Pik og Pak | med rub og stub. |
| Nix | (tysk) nikse, havfrue. | 158 |
| Hohnstein | lille bjergby omkring borganlæg fra 1353; se kort. |
| Schandau | Bad Schandau. Mindre by med kurbadested; se kort. |
| Hussitterne | Kotzebues drama Die Hussiten vor Naumburg im Jahre 1432. Ein vaterländisches Schauspiel mit Chören in fünf Acten, trykt 1803 i Kotzebues Neue Schauspiele. Oversat til dansk i 1805 af Niels Th. Bruun som Hussiterne eller Naumburgs Beleiring. Drama med Chor i fem Acter og opført på Det Kongelige Teater 30. januar 1806. |
| Kuhstall | (tysk) kostald. Klippehulen er 11 m høj, 17 m bred og 24 m dyb. |
| Trediveaarskrigen | samlebetegnelse for en række krige i Det Tysk-Romerske Rige i 1618-1648, hvor også en række udefrakommende stater, blandt andet Danmark, var indblandet. |
| Portal | betyder egentlig indgang. Her brugt i betydningen fremspring. |
| lugslidt | luvslidt; så slidt at luven, det vil sige den side af et stykke stof eller tøj, der vender udad, er væk. | 159 |
| das Wochenbett | (tysk) barselsengen. |
| Sneiderloch | Schneiderloch, (tysk) skrædderhul. |
| Pfaffenloch | (tysk) præstehul. Den omtalte åbning i fjeldet kaldes egentlig Pfaffenklunst. Ifølge overleveringen skulle en katolsk præst på et tidspunkt være flygtet fra sine sognebørn, der havde bekendt sig til de reformerte hussitter. Præsten gemte sig ved den omtalt åbning, men blev opdaget og styrtet i dybet (jf. Alfred Meiche Sagenbuch der Sächsischen Schweiz und ihrer Randgebiete, 1991, s. 131). |
| Religions-Forfølgelsen | der tænkes på Trediveårskrigen (1618-1648), der havde karakter af religionskrig, idet stridens kerne som udgangspunkt var forholdet mellem katolikker og protestanter i Det Tysk-Romerske Rige og kejserens magt over rigets fyrster. |
| die krumme Caroline | (tysk) den krumme/krogede Caroline. |
| Es ist geschehn… | (tysk) Det er sket! det er sket! / Jeg har set den guddommelige Kostald. |
| Ich habe gelesen … | (tysk) Jeg har læst det! jeg har læst det! / Der har været en okse i kostalden. | 160 |
| Bassalt(stykker) | sort, ofte hård og glaslignende vulkansk bjergart. |
| kleine Winterberg | Kleiner Winterberg, 500 m. |
| Kurfyrst August af Sachsen … Takker | August 1. (1526-1586, kurfyrste af Sachsen fra 1553). H.C. Andersens fortælling er ikke lokaliseret. |
| var lykkelig | havde heldet med sig. |
| Pariser-Skridt | måleenheden fod (skridt) fastsattes lokalt. En fransk fod var fastsat til 0,324-838 m, mens en dansk fod frem til 1835 målte 0,31407 m. Formodentlig benytter H.C. Andersen sig af pariserfod, fordi den anvendes i den turistguide, som han benyttede sig af: Friedrich Gottschalk Taschenbuch für Reisende in den Harz, 1806, ny udgave 1817. |
| Riesengeberge | Riesengebirge, det tyske navn for bjergkæden Karkonosze på grænen mellem Polen og Tjekkiet. | 161 |
| Idyl eller Epos | genrebetegnelser, der også fungerer som indholdsbestemmelser. Idyl (af græsk eydillion, lille billede) dækker som litterær genre over skildringer af et roligt og ukompliceret liv. Epos (af græsk epos, ord, fortælling) betegner et heltedigt, der beskriver store nationale bedrifter med baggrund i sagn m.m. | 162 |
| Prebischthor | Europas største, naturligt forekommende klippebro. |
| uoverseelig(e) | uendelig, uoverskuelig. |
| Tyrol(s) | alpeområde i Østrig og Italien. |
| Sqvalder | skvalder, støj (af fuglestemmer). |
| fersk(e) | blottet for originale og interessante træk. | 163 |
| die heiligen Hallen | (tysk) de hellige haller. |
| Irisbue | regnbue. |
| Potens(en) | kraft. |
| frappere(r) | forbløffe, komme bag på. |
| Hirniskretschen | Herrnskretschen; se kort. |
| Joseph og Maria(s) | Josef og Maria. Jesu far og mor. | 164 |
| Ave Marie | (latin) Hil dig Maria; katolsk bøn til Jomfru Maria. |
| den hellige Nepomuck | Johannes Nepomuk (ca. 1340-1393), bøhmisk gejstlig og martyr, helgenkåret i 1729. |
| Skytspatron | helgen, som efter den katolske tro menes at beskytte et særligt område. |
| Ludvig d. XVI.(’s) | Ludvig 16. (1754-1793) fransk konge 1774-1792. Blev dømt og henrettet for forræderi i forbindelse med Den Franske Revolution i 1789. |
| Alonceparyk | allongeparyk. Paryk, der kom på mode hos mænd ved det franske hof omkring 1650. Er oftest hvidpudret, med midterskilning og lange, nedhængende slangekrøller. |
| Friederich II | Frederik 2. den Store (1712-1786), konge af Preussen 1740-1786. |
| Friedrich August | Frederik August 1. den Stærke (1670-1733), kurfyrste af Sachsen 1694-1733, konge af Polen 1697-1706 og 1709-1733 som August 2. Mocny. | 165 |
| mærkelig af | bemærkelsesværdig ved. |
| Friederich … Krigstog 1756 | 29. august 1756 marcherede Frederik 2. den Stores tropper ind i Sachsen, hvilket blev begyndelsen til Den Preussiske Syvårskrig 1756-1763. Efter indledende vanskeligheder vandt den preussiske hær en række overbevisende sejre. |
| lykkelig(e) | med heldigt udfald. |
| Sokat | sukat, syltede skaller fra visse tykskallede citrusfrugter. |
| her laae … bevogtede | ifølge overleveringen skal Lilienstein indeholde en stor mængde gulddukater. Flere historier fortælles om de folk, der har forsøgt at tilegne sig skatten, fx om en flok skattegravere, der ved nattetide ville prøve at fremgrave den berømte skat, men blev afbrudt af et dyr med brændende gab, der bevogtede nøglen til bjerget. Forsøget mislykkedes ganske; jf. Alfred Meiche Sagenbuch der Sächsischen Schweiz und ihrer Randgebiete, 1991, s. 105 f. |
| Pirna | se kort. |
| Sonnenstein | Schloß Sonnenstein, beliggende på bjerget Sonnenstein. Borganlægget, der nævnes første gang i 1269, blev i 1460 ombygget til et egentligt slot. |
| Indvaaner(e) | indbygger. |
| Mosrose(r) | roseart, hvis stilk og bæger er besat med moslignende udvækster. | 166 |
| Cherub | ifølge 1. Mosebog 3,24 er keruberne engle, der med flammesværd bevogter indgangen til Paradisets Have, for at menneskene ikke skal kunne nå Livets Træ. |
| Chimære | Chimaira. I græsk mytologi et ildspyende uhyre, sammensat af tre dyr: fortil en løve, i midten en ged og bagtil en slange. |
| Medusa-Hoved | Medusa er i græsk mytologi den ene af tre skrækindjagende gorgoner, hvis blik forstener alle. Den græske helt Perseus dræbte hende og gav det afhuggede hoved til gudinden Athene, der satte det i sit skjold, Ægiden. |
| forstyrret | ødelagt, fordrejet. |
| Tasso’s Leonore | ifølge overleveringen elskede den italienske renæssancedigter Torquato Tasso (1544-1595) prinsesse Leonore d’Este, søster til Alfonso 2., hvem Tasso tjente under. Denne kærlighed ledte til, at Tasso blev mere eller mindre afsindig og måtte tilbringe syv år i fængsel. Senere forskning har dog sandsynliggjort, at der aldrig har været en kærlighedshistorie mellem Tasso og Leonore. |
| Heine har ogsaa besjunget mig | Heine har ikke skrevet noget digt om Leonore. Meningen er, at den vanvittige kvinde ser sig selv som den for digteren uopnåelige kærlighed (som Leonore var det for Tasso). Adskillige digte i Heines Buch der Lieder, 1827 handler om en umulig eller uopnåelig kærlighed. | 167 |
| Lygtemand | lysfænomen over moser og lignende. Lygtemanden er ifølge folketroen et overnaturligt væsen (undertiden genfærdet af en uretfærdig landmåler), som menes at frembringe dette lys med en lygte for at lede eller lokke nogen i en bestemt retning. Jf. Thiele 2, II, s. 298-299. |
| plauenscher Grund | dal i nærheden af Dresden; se kort. |
| Rübeland | se kort. |
| Tharand | Tharandt; se kort. |
| med sin Ruin | den nævnte ruin er efter en borg, der blev opført i 1200-tallet. Fra begyndelsen af 1500-tallet blev borgen ikke længere benyttet og forfaldt derfor. |
| Antikker(ne) | oldsager, genstande fra antikken. | 168 |
| Hofraad Ebert | Friedrich Adolf Ebert (1791-1834), overbibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek i Dresden. |
| Molbech | Christian Molbech (1783-1857), bibliotekar, historiker og filolog. Udgav i 1821-1822 rejsebeskrivelsen Reise giennem en Deel af Tydskland, Frankrige, England og Italien i Aarene 1819 og 1820, der delvist dækker H.C. Andersens rejserute. |
| Forekommenhed | imødekommenhed. |
| Portechaise(r) | bærestol. |
| fuul | ful. Grim, frastødende. | 169 |
| triste dictu | (latin) sørgeligt at sige. |
| Midas-Siv | ifølge græsk mytologi blev den frygiske kong Midas bedt om at være dommer i en musikkonkurrence mellem Pan og Apollon. Midas udråbte Pan som vinder, hvorefter Apollon forvandlede Midas’ ører til æselører, da dette dyr i antikken ansås for at være særdeles umusikalsk. Midas skjulte sine ører godt, men hans barber opdagede dem, hvorefter han ved en flod gravede et hul, hvori han hviskede Midas’ hemmelighed. Sivene spredte herefter hemmeligheden. |
| Langbolt | langbold. Boldspil med to hold hvor det ene holds spillere skiftes til at slå en bold ud over banen og løbe frem til banens modsatte ende og tilbage igen samtidig med at det andet holds spillere prøver at ramme dem med bolden. | 170 |
| Gedenken Sie auch… | (tysk) Husk også på mig i det fjerne; bliv ved at vandre vel til mode og munter på poesiens vej, som De har betrådt så smukt og modigt. Tab ikke modet, når nøgtern kritik vil ærgre Dem. Hils den dyrebare Ingemann og alle venner og vend engang igen, frisk, rask og rigtbegavet af muserne tilbage til os i Tyskland. Dresden d. 10de juni 1831. Deres sande ven, Ludwig Tieck; jf. H.C. Andersen ALBUM II, s. 491 f. |
| Ni-Konge | keglekonge. Den midterste og største af de ni kegler i keglespil. Her i betydningen: den fineste i et selskab. | 171 |
| Woivod | voivod. Ældre slavisk betegnelse for lederen af en militær enhed. Visse steder også brugt som betegnelse for prins/fyrste. Senere hen blev voivod brugt som betegnelse for en provinsguvernør. |
| Don Carlos | karakter i Schillers skuespil Dom Karlos. Infant von Spanien, 1787. Oversat til dansk i 1830 af Knud Lyne Rahbek som Don Carlos, Infant af Spanien og opført på Det Kongelige Teater 20. september 1831. |
| Carbonade | karbonade. Flad klump af hakket kalve- eller svinekød der (paneres og) steges. |
| Jeppe Berg … Jorden var flak | titelpersonens far i Holbergs komedie Erasmus Montanus Eller Rasmus Berg. Comoedie udi Fem Acter. Trykt i Den Danske Skueplads, bd. 5, 1731 og opført på Det Kongelige Teater 9. juli 1751. I stykket forsvarer Erasmus Montanus indædt, at jorden er rund og ikke flad (flak), som Jeppe Berg og landsbyens øvrige beboere hævder. |
| der Gott und die Bajadere | (tysk) guden og hetæren (skøgen). Hentydning til Goethes digt »Der Gott und die Bajadere. Indische Legende«, trykt i Musen-Almanach für das Jahr 1798, 1797. |
| Sirok | scirocco (italiensk), varm ørkenvind fra Sahara, der oftest i sensommeren kan blæse op over middelhavsegnene. Her brugt spøgende om den tyske blæst. |
| Svindsot | ældre betegnelse for sygdom, der medfører, at patienten taber sig. Ofte brugt om lungetuberkulose. |
| Grosenhain | Großenhain; se kort. |
| Pestens Tid | pesten har flere gange hærget Europa, mest voldsomt i årene 1347-1352 hvor omkring 25 % af Europas befolkning omkom. Den sidste epidemi i Danmark ramte København i 1711, hvor 20.000 af byens 60.000 indbyggere døde. |
| Jüdeborg | Jüterbog; se kort. | 172 |
| der alte Mauritius | (tysk) den gamle Mauritius. Mauritius led ifølge overleveringen martyrdøden i 300-tallet, da han som kristen soldat nægtede at deltage i hedenske ofringer. |
| den verdensberømte Mølle ved Sanssouçi | Sanssouci; slot i Potsdam (se kort), opført 1745-1747 som sommerresidens for Frederik 2. den Store. I nærheden af slottet blev i 1736 opført en mølle, der dog forfaldt med årene, således at der i 1790 kunne opføres en ny og stærkere mølle sammesteds. Møllen blev kendt for den fortælling, som opstod kort efter Frederik 2. den Stores død og som berettede, at Frederik skulle have været så irriteret over larmen fra møllen, at han forsøgte at købe den for at rive den ned. Da mølleren ikke ville sælge, truede Frederik ham med sin kongelige magt. Mølleren afviste dog Frederik med, at loven var på hans side, og dermed blev møllen stående. |
| Colonade | kolonnade. En eller flere rækker af søjler, der bærer et tag eller et halvtag. |
| Løverdag | ældre navn for lørdag. |
| Almanak(ken) | bog med kalender og forskellige astronomiske oplysninger. Ofte indeholder den også (simple) fortællinger eller andre kulturelle, religiøse eller. meteorologiske oplysninger knyttet til de enkelte dage, måneder el. årstider. |
| drey Tage … Spielers | Drei Tage aus dem Leben eines Spielers. Melodrama in 3 Aufzüge, (tysk) tre dage af en spillers liv. Melodrama fra 1827 i tysk bearbejdelse ved Jean Jacques Louis Angely (1787-1835) efter Victor Henri Joseph Bahrain du Canges (1783-1833) skuespil Trente Ans, ou La Vie d’un Joueur. Mélodrame en trois Journeés, 1827. |
| der Kaiser von Rusland | (tysk) Ruslands kejser. |
| første (Hôteller) | bedste, fineste. | 173 |
| Palai | palæ. |
| Unter den Linden | (tysk) under lindene. Berlins hovedstrøg. |
| Kobberstik | billede, der fremstilles ved, at et motiv indgraveres i en kobberplade, hvorefter pladen sværtes og aftørres, så der kun er sværte i indgraveringen. Herefter trykkes pladen ved hjælp af en presse mod fugtigt papir. |
| berliner Witz | (tysk) berlinsk vid. | 174 |
| ansee Formen … for det Første | H.C. Andersen distancerer sig her fra Johan Ludvig Heibergs æstetik, som satte digtningens formelle kvaliteter højere end indholdet. Henrik Hertz (1797/98-1870) tilsluttede sig Heibergs synspunkt i de anonymt udgivne Gjenganger-Breve eller poetiske Epistler fra Paradis, 1830, der blandt andet indeholder et angreb på »hellig Andersen«, der særlig kritiseres for sine »plumpe Bommerter mod Grammatik« (s. 33). H.C. Andersen svarede igen i sine Vignetter til danske Digtere, 1832. |
| venia verbo | sit venia verbo, (latin) hvis jeg må sige det sådan. |
| Ørsted | Hans Christian Ørsted (1777-1851), dansk fysiker og naturfilosof. |
| Adalbert von Chamisso … Geschichte | Adalbert von Chamisso (1781-1838), født i Frankrig, som hans familie måtte forlade på grund af Den Franske Revolution i 1789. Blev tysk officer, botaniker og digter. Forfatter til blandt andet Peter Schlemihls wundersame Geschichte, 1814 (Peter Schlemihls vidunderlige historie). |
| Kobber(et) | kobberstik. |
| Schlaffrock | Schlafrock, (tysk) slåbrok. |
| Webers: Oberon | Webers opera Oberon or The Elf Kings Oath. Romantic Opera in three Acts, 1826 med libretto af James Robinson Planché (1796-1880). Librettoen blev oversat til tysk i 1826 af Karl Gottlieb Theodor Winklers (1775-1856) som Oberon, König, der Elfen. Romantische Feenoper in drei Aufzüge og til dansk i 1831 af Adam Oehlenschläger (1779-1850) som Oberon. Romantisk Tryllespil i tre Akter. Opført med Webers musik på Det Kongelige Teater 31. januar 1831. |
| gesperter Sitz | gesperrter Sitz, (tysk) reserveret plads. |
| Dacapo | (af italiensk: daccapo) forfra, igen. |
| Genie(r) | (af latin: genius) ånd. |
| mirabile dictu | (latin) forunderligt at sige. | 175 |
| Astrakan | Astrakhan, russisk havneby ved Det Kaspiske Hav. |
| Madam Walker | tysk operasanger. Ikke nærmere identificeret. |
| Rezia | datter af kalif Haroun Al Rachid. Rezia elsker den kristne ridder Huon af Bordeaux. |
| Hr. Bader | Karl Adam Bader (1789-1870), tysk operasanger. |
| Huon(s) | Huon af Bordeaux, kristen ridder, der elsker Rezia. |
| Pas de deux | balletdans for to; består traditionelt af en fælles indledende dans (adagio), en herresolo, en damesolo og til sidst en fælles afsluttende dans (coda). |
| Hr. og Madam Taglioni | Paul Taglioni (1808-1884), italiensk-tysk balletdanser og Marie Taglioni (1804-1884), svensk-italiensk balletdanser og søster til Paul. |
| Mademoiselle St. Romain | ikke identificeret. |
| Hr. Stullmüller | ikke identificeret. |
| ein großes … Maschinerie | (tysk) et stort romantisk tryllespil af Adolph Bäuerle med nye dekorationer og nyt maskineri. |
| Adolph Bäurle | Adolf (egl. Johann Andreas) Bäuerle (1786-1859), østrigsk forfatter. |
| Lindane … Feenreich | Bäuerles komiske syngestykke Lindane oder die Fee der Haarbeutelschneider oder die Pantoffelmache im Feenreich, 1824 (Lindane eller hårpungsskrædderen eller tøffelproducenten i feriget) med musik af den tyske komponist Friedrich August Kanne (1778-1833). |
| Spindevise | almuevise, der synges under spindingen. |
| Don Juan | Wolfgang Amadeus Mozarts (1756-1791) opera Don Giovanni fra 1787 med libretto af den italienske forfatter Lorenzo da Ponte (1749-1838). Librettoen blev oversat til dansk i 1807 af Lauritz Kruse (1778-1839) som Don Juan. Opera i tvende Akter og opført til Mozarts musik på Det Kongelige Teater 5. maj 1807. |
| Mademoiselle Vio | ikke identificeret. |
| Subject | subjekt. Person. |
| Schmelka | Heinrich Ludwig Schmelka (1777-1837), tysk skuespiller. |
| Spitzeder | Joseph Spitzeder (1795-1832), tysk operasanger. |
| der Pantoffelmacher | (tysk) tøffelproducenten. |
| Krähwinkler | Krähwinkel, tysk pendant til det danske Pærekøbing, der er indbegrebet af en lille dansk provinsby, opfattet som et sted præget af snæversyn og provinsialisme. | 176 |
| Tivoli | forlystelsesetablissementet Tivoli-Vauxhall ved Paris. |
| Schauspielhaus | (tysk) skuespilhus. |
| gamle Dewrient | Ludwig Devrient (1784-1832), tysk skuespiller. |
| Onkel Brand | Jean Jacques Louis Angelys Onkel Brand. Lustspiel in 3 Aufzüge, 1830 der er en bearbejdelse af den franske forfatter Charles Antoine Guillaume Pigault Lebruns (1753-1835) Le Major Palmer, Drame, en trois Actes, en prose, 1797. Heri forekommer den invalide husar Brandt. |
| Schylock … Kjøbmanden fra Venedig | en rig jøde i William Shakespeares The Merchant of Venice, 1596-1597. Oversat til dansk i 1792 af Niels Rosenfeldt (1761-1804) som Kiøbmanden af Venedig og trykt i William Shakspears Skuespil, oversatte paa Dansk efter de Engelske Originaler, bd. 2, 1790. På ny oversat i 1827 af Knud Lyne Rahbek som Kiöbmanden af Venedig. Lystspil i Fem Acter og opført første gang på Det Kongelige Teater 18. januar 1828. |
| første | bedste. |
| La dévote | (fransk) den fromme. Scribe har aldrig skrevet et stykke med denne titel, men der er muligvis tale om M. Poizeaux’ franske oversættelse La Dévote, comédie en 3 actes fra 1756 af Christian Fürchtegott Gellerts (1715-1769) Die Betschwester, Ein Lustspiel in drey Aufzügen. Trykt i Gellerts Lustspiele, 1747. |
| la famille Riquebourg | Scribes drama La Famille Riquebourg, ou Le mariage mal assorti, Comédie-Vaudeville en un Acte, 1831. Oversat til dansk af Johan Ludvig Heiberg 1831 (trykår 1832) som Familien Riquebourg. Drama i een Act og opført på Det Kongelige Teater 30. december 1831. |
| Les premieres amours | Eugène Scribes drama Les premiéres Amours ou Les Souvenirs d’Enfance. Comédie-Vaudeville en un Acte, 1825. Oversat til dansk af Johan Ludvig Heiberg i 1831 (trykår 1832) som Den förste Kjærlighed. Lystspil i een Act og opført på Det Kongelige Teater 10. juni 1831. |
| der Fächer | (tysk: viften). Oversættelse af den italienske forfatter Carlo Goldonis (1707-1793) komedie Il ventaglio, 1765. Oversætteren er ikke identificeret. |
| Posse(n) | (tysk) farce. |
| der Nasenstüber | den tyske forfatter Ernst Benjamin Salomon Raupachs (1784-1852) drama Der Nasenstüber. Posse in drei Aufzügen (næsestyveren), først trykt 1835. |
| das Mädchen … Millionär | den østrigske forfatter Ferdinand Jakob Raimunds (1790-1836) drama Das Mädchen aus der Feenwelt oder Der Bauer als Millionär. Romantische Original Zaubermärchen mit Gesang, in drei Aufzügen, 1826 (pigen fra feverdenen eller bonden som millionær). |
| die neue Amazone | balleten Die schöne Arsene oder die neue Amazone med musik af den tyske komponist Wenzel Robert Graf Gallenberg (1783-1839). Bygger på Franz Seydelmanns (1748-1806) opera Die schöne Arsene, 1779. |
| Thiergarten | Tiergarten, (tysk) dyrehave. Stort parkområde i Berlin. I 1844 åbnedes Tiergartens berømte zoologiske have. |
| Herkules paa Skilleveien | i den græske forfatter Xenophons (ca. 425-354 f.Kr.) Memorabilia (latin: mindeværdige hændelser) gengives en fortælling af sofisten Prodikos, hvori den græske halvgud Herakles (latin: Hercules) som ung står over for valget mellem to veje: slethedens og godhedens, personificeret ved to kvinder. Almindelig talemåde om at stå over for et vanskeligt valg. |
| Holtoy(s) | Karl von Holtei (1798-1880), tysk digter og skuespiller. |
| La Motte-Fouqué | Friedrich de La Motte Fouqué (1777-1843), tysk forfatter. |
| Clauren | Heinrich Clauren, pseudonym for Carl Gottlieb Samuel Heun (1771-1854), tysk forfatter. |
| Streckfuß | Karl Streckfuß (1778-1844), tysk forfatter og oversætter. |
| Zimroch | Carl Joseph Simrock (1802-1876), tysk forfatter. | 177 |
| drey Tage und drey Farben (…) sit Embede | Joseph Simrocks digt »Drei Tage und drei Farben«, (tre dage og tre farver), i hvilket han hylder Julirevolutionen, der fandt sted i Frankrig i dagene 27.-29. juli 1830 (de tre dage). De tre farver hentyder til farverne i trikoloren: rød, hvid og blå (skabt under Den Franske Revolution i 1789, i dag Frankrigs nationalflag). Trykt 14. september 1830 i Der Freimüthige oder: Berliner Conversationsblatt, nr. 183, s. 719. Digtet medførte, at Simrock ved kabinetsordre fra kongen blev fjernet fra sit embede. |
| Hoffmann(s) | E.T.A. Hoffmann. |
| Hitzig | Julius Eduard Hitzig (1780-1849), tysk forfatter og kriminalassessor. Har skildret vennen Hoffmann i sin Aus Hoffmanns Leben und Nachlaß, 1823. |
| Wilibald Alexis | pseudonym for Georg Wilhelm Heinrich Häring (1798-1871), tysk forfatter. |
| St. Peters-Briller | at have evnen til at kunne se ind i menneskers inderste. Bygger på forestillingen om Sankt Peter, der som vogter af himlens dør (ifølge Matthæus 16,19 får Peter nøglerne til himlen af Jesus) vurderer alle mennesker ud fra deres gode og onde gerninger. |
| Tütz(’s) | Peregrinus Tytz, karakter i Hoffmanns Meister Floh. Ein Märchen in sieben Abentheuern zweier Freunde, 1822. |
| Kaloi kai Agatoi | kaloi kai agathoi, (græsk) de smukke og de gode. I betydningen gentlemen. |
| Liebes Roman | (tysk) kærlighedsroman. |
| Castellan(en) | kastellan. Borgfoged, slotskommandant. |
| Colonne(r) | søjle. |
| Rotunde | rund bygning eller sal. |
| ziret | prydet. |
| Antikkere | antikke statuer eller buster. |
| Alderdoms Levning(er) | oldtidsminde. |
| sølvtredse(de) | sølvtresse, vævet el. snoet bånd med indvævede sølvtråde. Bruges til pynt på især uniformer. |
| Liberi(er) | dragt bestående af frakke, knæbukser, hat, strømper og sko, båret som uniform af en tjener eller en chauffør ved et hof eller et herskabshus. |
| første | bedste. | 178 |
| Jeronimus Bosch … Dommedag | Hieronymus Bosch (ca. 1450-1516), nederlandsk maler. Der er sandsynligvis tale om (en kopi af) triptykonet Dommedag, der i dag befinder sig på Akademie der bildenden Künste i Wien. |
| et Christus-Hoved af Hughe van d’Goes | Hugo van der Goes (ca. 1435/1440-1482), nederlandsk maler. Der er sandsynligvis tale om billedet Kristi tårer, der i dag findes på Bode Museum i Berlin. |
| Guido Reni’s »Fortuna;« | (1575-1642), italiensk maler. Der er tale om (en kopi af) billedet Fortuna, der i dag findes på Vatikanmuseerne i Rom. |
| van Dycks … Sendelse | Anthony van Dyck (1599-1641), flamsk maler. Der er tale om billedet Den hellige ånds sendelse (også kaldet Pentecost) fra ca. 1618-1620. Findes i dag på Bildergalerie på Sanssouci-slottet i Potsdam. |
| Michel Angelo’s »Christi Begravelse« | Michelangelo Buonarroti (1475-1564), italiensk maler, billedhugger, arkitekt og digter. Der er tale om (en kopi af) billedet Begravelsen, der i dag findes på National Gallery i London. Billedet er ikke med sikkerhed af Michelangelo. |
| Kjældermand(s-Syge) | ældre betegnelse for særlig type ordspil, fx: spørgsmål: »I hvilket Spil er der mindst Kort?«, svar: »Skuespil« (nr. 10 i Udvalgt Samling af friske Kjældermænd, udg. af Mads Foss, 1831). |
| i Vinter grasserede hos os | kældermændene kom på mode omkring 1830, hvilket medførte en række udgivelser i begyndelsen af 1830’erne, fx Fætter Toms Spisekunst, i Viser paa bekjendte og yndede Melodier, med Tilgift af Nogle splinternye Kjældermænd, udg. af H.N. Jørgensen, 1831. |
| grassere(de) | gribe om sig. Ofte brugt negativt. |
| Fyen … Finlænder | ud over manglende kendskab til den nordiske geografi bygger misforståelsen også på, at på tysk udtales y i navne ofte som i. |
| gamle Venner … Magdelone | titler på folkebøger, dvs. anonyme, underholdende romaner eller fortællinger der i pris og sprog henvender sig til den jævne befolkning. Bygger typisk på eventyr- eller sagnstof. |
| Tristan og Isalde | Tristan og Isolde findes ikke som folkebog på dansk. Fortællingen om det unge, til døden elskende par, kendes fra et fransk (ca. 1175) og et tysk forlæg (1210). Allerede i 1226 blev fortællingen oversat til oldislandsk som Tristrams saga. |
| Keiser Octavianus | første danske tryk stammer sandsynligvis fra 1597, men er i dag tabt. Ældste bevarede udgave er fra 1658 og bærer titlen En skiøn lystig Historie / Om Keyser Octaviano / Hans Hussfrue / Raadgiffveris falske Beretning oc Indskiudelse / Bleff fordreffven udi Landflyctighed / aff sin kiere Hosbonde Keyser Octaviano / sampt / hvorledis hendis tvende Børn bleffve hende frastaalne / den ene aff en Løve / den anden aff en stor Abe / den Tid hun i sin Elendighed laa oc soff ved en Brønd / udi en mørck Vildsom Skow: Disligeste hvorledis de omsier underlig ere tilsammen komeff / oc indbyrdis bekynt / hos den fromme Konning Dagobertum udi Franckerige. |
| Peder med Sølvnøglen og den skjønne Magdelone | ældste danske tryk er sandsynligvis fra 1583, men er i dag tabt. Ældste bevarede tryk er fra 1690 og bærer titlen En meget kortvillig Historiæ Om Den skiønne Magelone / en Konges Daatter af Neaples / Oc En Ridder / som bleff kaldet Peder med Sølf-Nøglen / en Grevis Søn udaff Provincia. |
| Inpromtu | impromptu. Kort, improviseret digt. |
| O lasset uns … | (tysk) O lader os, i denne dystre, bange tid, / Hvor højtopsvulmende med larm historiens strøm / Sprænger det længe stængte, hårde lag af is, / Det nye liv iblandt ruiner bryder frem, / Og verden under storme sig forvandle vil, / O lader os, I venner – trindt dør sangen hen, / Og ingen lytter til vort muntre strengespil – / Trods alt, mod sangens skønne gudegave tro, / I rene hjerter hæge om den, så måske / Vi isgrå barder hilse kan endnu engang / Med højsang solen, som den mørke sky / Vil sprede og beskinne en forynget jord. / Profetisk, venner, hæver jeg det fulde glas / På at en anden sangertid må stunde til; jf. H.C. Andersen ALBUM I, s. 252 f. | 179 |
| Brandenborger-Thor | Brandenburger Tor. Den eneste bevarede byport omkring det gamle Berlin. Porten, der blev opført 1788-1791 efter tegninger af den tyske arkitekt Carl Gotthard Langhans (1732-1808), markerer overgangen mellem Øst- og Vestberlin. |
| Seirens Gudinde … Malmheste | oven på Brandenburger Tor findes en statue forestillende sejrsgudinden Viktoria kørende et firspand. Udført af den tyske billedhugger Johann Gottfried Schadow (1764-1850). |
| tog endogsaa lige til Paris | i oktober 1806 indtog Napoleon 1.s (1769-1821) tropper Berlin. De franske tropper nedtog statuen og sendte den til Paris, hvorfra den først kom tilbage i 1814. |
| die schöne Müllerinn | allusion til Wilhelm Müllers (1794-1827) digtkreds »Die schöne Müllerin. (Im Winter zu lesen)« (den skønne møllerske). Trykt i Gedichte aus den hinterlassenen Papieren eines reisenden Waldhornisten, bd. 1, 1821. Digtkredsen blev i 1823 sat i musik af Franz Schubert. |
| Charlottenburg | tysk barokslot. Opført i flere etaper i perioden 1695-1790. |
| Spree | 382 km lang biflod til den tyske flod Havel. |
| Spandau | borganlæg ved Berlin, hvis ældste dele stammer fra midten af det 11. århundrede. I dag også navnet på vestlig forstad til Berlin. |
| krøb den skjønne Natur ind i | begrænsede sig til. |
| Cholera | kolera. Meget smitsom, akut tarminfektion der medfører opkastninger og diarré, og som ubehandlet kan føre til kredsløbssvigt og død i løbet af få dage. Kolera spredte sig med stor hast over store områder omkring 1830. |
| Choleradraaber | dråber, der angiveligt skulle kunne modvirke kolera. |
| luftige | luftfyldte, dvs. tomme. | 180 |
| den hvide Kone | variation over benævnelsen den hvide dame, der er en almindelig brugt betegnelse for de kvindelige genfærd klædt i hvidt, der gennem tiden ofte er blevet berettet om på slotte og herregårde. |
| jöttlich | berlinsk udtale af gottlich, (tysk) guddommeligt. |
| Koblommer | engkabbelejer. |
| Peesin | Pessin. Se kort. |
| Præliminær(erne) | begyndelse. |
| Göthes Faust … Hunden | i Goethes Faust. Eine Tragödie. Erster Teil, 1808 optræder en sort puddelhund, der i kapitlet »Studierzimmer« viser sig at være en af den fristende og forførende djævel Mephistopheles’ skikkelser. |
| Rollas Død | Kotzebues sørgespil Die Spanier in Peru oder Rollas Tod. Ein romantisches Trauerspiel in fünf Akten, 1796. Oversat til dansk af Niels Th. Bruun (1778-1823) som Pizarro eller Rollas Død, 1817 og opført første gang på Det Kongelige Teater 30. maj 1818. Ved oversættelsen benyttede Bruun sig også af Richard Brinsley Sheridans (1751-1816) engelske bearbejdning af Kotzebues tyske original (Pizzarro. A Tragedy, 1799). |
| fyensk Skjørost | surmælksost. | 181 |
| Thi | derfor. |
| trænger … til Sand | på H.C. Andersens tid, hvor man ikke kendte trækpapir, strøede man sand fra en sandbøsse (»Sandhuus«) ud over en nyskreven side for at få blækket til at tørre. |
| lispede | læspede. |
| Röslein, Röslein… | (tysk) lille rose, lille rose, lille rose rød / lille rose på heden. Upræcist citat fra et digt uden titel af Goethe. Trykt første gang i Johann Gottfried von Herders (1744-1803) Von deutscher Art und Kunst, 1773. Senere optaget i sammes Volksliedern, 1779 med titlen „Röschen auf der Heide“ og i Goethes Schriften, 1789 med den endelige titel »Heidenröslein«. |
| Alusion | allusion. Hentydning. |
| Cattun | kattun. Tæt vævet bomuldsstof. |
| Phantasiestykke | betegnelse for en fortælling, der er rig på eventyrlige indslag og hændelser. Betegnelsen er dannet efter Hoffmanns Fantasiestücke in Callot’s Manier, 1814-1815. »Callot’s« hentyder til den franske grafiker Jacques Callot (1592/93-1635), der i sine værker dels skildrer krigens rædsler, dels groteske karnevalsscener m.m. | 182 |
| Hul(let) | hundehul, fængsel. |
| selle | sølle. |
| af Evas Slægt | kvinde. |
| episk | fortællende. |
| udføre | opføre. | 183 |
| erholde | få. |
| Mechlenburg(s) | Mecklenburg; se kort. |
| Ludwigslüst | Ludwigslust; se kort. |
| med sit Slot | Schloß Ludwigslust. Barokslot beliggende ved byen af samme navn. Opført 1772-1776 under ledelse af den tyske arkitekt Johann Joachim Busch (1720-1802). |
| Recensent | kritiker, anmelder. |
| Lauenborg | Lauenburg; se kort. | 184 |
| afridse(r) | aftegne. |