Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz etc. etc., i Sommeren 1831
1831
I
Ingen Fortale. Havet. Floden Trave. Lübeck. Mariekirken. Dødningedandsen. Wandsbeck.
»▶(tysk) den, der rejser, har noget at fortælle. Citat fra Matthias Claudius’ (1740-1815) digt »Urians Reise um die Welt«. Trykt i Voßischer Musenalmanach. Poetische Blumenlese für das Jahr 1786, 1786, s. 166.Wenn jemand eine Reise thut,
So kann er was verzählen,«
siger Claudius◀(tysk) den, der rejser, har noget at fortælle. Citat fra Matthias Claudius’ (1740-1815) digt »Urians Reise um die Welt«. Trykt i Voßischer Musenalmanach. Poetische Blumenlese für das Jahr 1786, 1786, s. 166., men om Nogen vil høre det, bliver en anden Sag.
Vi leve i en Tid, hvor store Verdensbegivenheder følge Slag i Slag paa hinanden, hvor der i eet Aar udvikler sig mere, end før i hele Decennierflertal af decennium: årti.; Meteor følger Meteor paa den politiske Himmel, hvorledes faaer man da Tid til, at lægge Mærke til den enkelte, opadstræbende Psyche(græsk) sjæl. Afbildes i den græske mytologi i fugleskikkelse eller som en ung pige med sommerfuglevinger, ofte fremstillet sammen med kærlighedsguden Amor (Eros).? – Verden handler nu, den arbeider for den kommende Digter-Slægt, der skal gjøre vor Nutid udødelig. Men voxer Vingen, vil ogsaa Fuglen flagre, og om der er Krig eller Fred, Bryllup eller Begravelse, synger den sin Sang, til dens Digterhjerte brister; der findes altid een eller anden beslægtet Sjæl, der midt i den store Verdens travlhed vederqvægesvederkvæge. Lindre, forfriske. ved dens Toner, og mere kan den lille Himmelborger jo ikke forlange. Men er det nu en forfængelig Fugl, og saadan een ere de fleste unge Poeter, saa vil han trække Tilhørere, være original, og qviddrer da tidt med et ganske andet Næb, end det vor Herre gav ham; det hjælper virkelig undertiden! jo mere barokkekunstfærdig. de poetiske Skrig blive, desto Flere lægge Mærke til ham; han samler sig et Publicum; den Ene viser sig mere original end den Anden, thi hvem vil ikke høres, naar han først er traadt op som Sanger.
Det gik mig, naar jeg skal være aabenhjertig, ogsaa ganske saaledes, da jeg tænkte paa at fortælle denne min Reise; det maa blive paa en original Maade, besluttede jeg, og havde ogsaa saaledes arangeret det Hele, og det før jeg reiste; faaet Læserinderne og Læserne satte ned, og vilde nu give dem hele Reisen dramatisk; dette var, tænkte jeg, en ny Maneer at have en Reisebeskrivelse paa. Det skulde saaledes være et Reise-Drama med Ouvertureindledning til musikstykke., Prolog og Mellemacter. I Mellemacterne skulde Publikum være satirisk, men i Prologen vilde jeg selv være det. Ouverturen maatte blive for fuldt Orchester; det forsamlede Folk paa Toldbodenbetegner egentlig den bygning, hvor toldopsynet holder toldeftersyn. Her brugt i bredere forstand om alle de til et toldsted hørende bygninger og områder. vilde jeg bruge som tyrkisk Musiklarmende musik præget af slaginstrumenter., Bølgerne skulde spille et brusende Crescendo(italiensk) vokse. Musikalsk betegnelse for gradvist stigende tempo., og Fuglene og de unge Damer paa Langelinie, udtone Afskedens bløde Adagio(italiensk) langsomt, mageligt. Tempobetegnelse i klassisk musik, der angiver et langsomt tempo.. Paa Dampskibet fandt jeg vel Passagerer, jeg i en Hast kunde gjøre til Instrumenter, og mit eget Hjerte skulde faae Lov til, at spille en lille Harpe-Solo. Jeg tænkte at der saaledes, i denne Ouverture fra Kjøbenhavn til Lübeck, kunde blive Afvexling nok. Ved Travemündeby ved floden Traves udmunding i Østersøen, nord for Lübeck. skulde Prologen begynde, og ved Lübeckby i det østlige Holsten, nord for Hamburg. Stykket selv, hvor da Eventyr ved Eventyr, sceneviis, skulde knytte sig til hinanden. Paa den Maade havde jeg endnu ikke seet nogen Reisebeskrivelse, saaledes skulde denne blive, – og jeg reiste.
Fremmede Stæder med fremmede Mennesker fulgte paa hinanden, en ny Verden aabnede sig mellem Bjergene for mig, Guds herlige Natur omgav mig, der var slet ingen paatagen Originalitet, og dog saae den ganske original ud, idet den kun var sig selv. Mon dette dog i Grunden ikke skulde være det Rigtige, tænkte jeg, og før jeg ret vidste af det, var alle de selvskabte, originale Ideer dampet bort, og jeg tænkte: jeg vil give det, som jeg selv har faaet det, bliver det ikke originalt, saa ligger det i, at jeg selv er en Copie, og det er dog ikke rimeligt; thi naar det ene Blad paa et Træ ikke er en Copie af det andet, skulde da Mennesket, i sin hele Naturlighed, være det? Ouverture, Prolog og Mellemacter ere saaledes tabte, men derfor kan man nu gjerne blive siddende; jeg vil aabne mit Hjerte og vise der den brogede Række Billeder, Reisen fremtryllede. Vi spænde ingen Lagen udder menes et lærred til fremvisning af skyggebilleder. paa Væggen, det gjør saa megen Uleilighed, vi have de hvide Blade i Bogen, her staae nu Billederne, rigtignok kun med løse Træk, men man husker paa, det er jo ogsaa kun Skyggebilleder af Virkeligheden. Man finder Sletter og Bjerge, Byer og Phantasiestykkerbetegnelse for en fortælling, der er rig på eventyrlige indslag og hændelser. Betegnelsen er dannet efter Ernst Theodor Amadeus Hoffmanns (1776-1822) Fantasiestücke in Callot’s Manier, 1814-1815. »Callot’s« hentyder til den franske grafiker Jacques Callot (1592/93-1635), der i sine værker dels skildrer krigens rædsler, dels groteske karnevalsscener m.m., selv enkelte smaae Partier, afridsede i en Hast med Pen og Blæk. Digteren viger ikke for Maleren!
En Forgrund med en Smule Grønt,
Et Træ – men det maa være kjønt!
En Luft, og saa er det forbi,
Saa har man strax et Malerie!
Men til et Digt? – hvad skal der meer?
Her strax man et for Øiet seer.
Men nu gaaer Dampskibet »Prindsesse Wilhelmine« til Lübeck.
Kysten seiler allerede! mon den vil tage Forspring, for at vi ikke skulle løbe fra den? Nei, det er os! den sorte Røgstøtte staaer op af Røret; Hjulene kløve Vandspeilet, og der staaer en lang Fure efter os i Søen!
»O reise! reise!« det er dog den lykkeligste Lod! og derfor reise vi ogsaa Alle; Alt reiser i det hele Univers! selv den fattigste Mand eier Tankens vingede Hest, og bliver den svag og gammel, tager Døden ham dog med paa Reisen, den store Reise, vi alle reise. Bølgerne rulle fra Kyst til Kyst; Skyerne seile hen ad den store Himmel og Fuglen flyver med over Mark og Enge. Vi reise Alle, selv de Døde i deres stille Grave, flyve med Jorden rundt om Solen. Ja, »reise,« det er en fix Idee hos det hele Univers, men vi Mennesker ere Børn, vi ville endogsaa lege »at reise,« midt under vores og Tingenes store, naturlige Reise.
Havet laae for mig som et Speil, ikke en Bølge krusede den store Flade. O det er herligt, at flyve hen imellem Himmel og Hav, medens Hjertet synger sin Længsel og Lyst, og Aanden seer de betydningsfulde, vexlende Klangfigurerde såkaldte chladniske klangfigurer. Hvis man med en violinbue stryger på kanten af en jævn glasplade dækket med et tyndt lag sand, danner lydsvingningerne mønstre i sandet. Fænomenet blev først iagttaget af den tyske fysiker Ernst Florens Friedrich Chladni (1756-1827) og senere udforsket og omfortolket af Hans Christian Ørsted (1771-1851). der opstaae ved disse Tonebølger.
Hjertet og Havet er dog underligt beslægtet! Havet er Jordklodens store Hjerte; derfor bruser det saa dybt i den stormende Nat, derfor fylder det vort Bryst med Veemod eller Begeistring, naar den klare Stjernehimmel, dette Evighedens store Billede, viser sig i den rolige Flade. Himlen og Jorden speile sig i Havet, som i vort Hjerte, men Menneskehjertet bliver aldrig saa roligt som dette, naar først Livets Storme har rystet dets Indre. Dog, vor Levetid her, er kun en lille Tid af det store Verdens Legemes; i Øieblikke glemme vi vor Smerte, selv den dybeste, i Øieblikke glemmer ogsaa det store Hav sine Storme, og for et Verdenslegeme ere Uger og Dage kun Øieblikke. Men jeg bliver jo ret snaksom! saaledes fortalte jeg ogsaa engang for et lille Barn, jeg sad med paa Skjødet, mange Historier, som jeg selv fandt smukke, meget smukke! Barnet saae mig ind i Ansigtet med store Øine, jeg troede ret at mine Historier gjorde det lykkeligt, thi jeg begyndte selv at more mig ved at fortælle for det lille, opmærksomme Barn. Paa det interessanteste Sted afbrød jeg mig selv og sagde: »hvad synes Du?« og Barnet svarede: »Du snakker saa meget!« Maaske gaaer det ogsaa saaledes med Dig, kjære Læser? Men tænk, vi have nu ogsaa imidlertid seilet over hele Østersøen; passeret Stævns Klint med sin vandrende Kirkeder tænkes på Højerup Kirke fra 1200 i Stevns Herred, som længe var truet af nedstyrtning på grund af havets udhuling af klinten. Et sagn fortæller dog, at dette ikke vil ske, da kirken »hver Julenat hopper ... et Hanefjed længer ind i Landet«, Thiele 1, 1, 83., Møens hvide Kridtbjerge, hvor Skoven alt begyndte at grønnes, og Laaland selv, hvor det røde Fyr brændte i den halvdunkle Nat. Solen er atter staaet op, og det var smukt at see, men de fleste Passagerer sov, idet de vist tænkte som Arv: »Morgenen er meget smuk, naar den kun ikke kom saa tidlig paa Dagenfigur, der hyppigt optræder i Ludvig Holbergs (1684-1754) komedier, fx Den honette Ambition. Comoedie udi Tre Acter, trykt i Den Danske Skue-Plads, bd. 5, 1731 og opført på Det Kongelige Teater 22. august 1749. Citatet stammer dog ikke fra Holberg, men kan være en skuespillerimprovisation, H.C. Andersen har hørt på teatret. Figuren Arv forekommer også i Adam Oehlenschlägers (1779-1850) Kanariefuglen. Lystspil, 1813, opført 12. marts 1813 på Det Kongelige Teater, men heller ikke her har citatet kunne eftervises.!«
Endelig stege de da frem fra Underverdenen, den Ene efter den Anden; Dækket blev den frie Conversationssal, hvor man turde gaae og komme, som man vilde; Tankerne gjorde det samme, og Hjertet nynnede her et, der et andet, men jeg hørte det nok.
I den gyngende Baad, paa den svulmende Sø,
Jeg sad hos min Kjærligheds Møe;
Begeistrende Lyst!
Hun lagde Hovedet op til mit Bryst,
Jeg slyngede Armen om hende,
Følte Kyssene brænde,
Brænde paa Læben og Kinden,
Mens Seilet svulmede i Vinden;
Og hun trykked min Haand, og ved Læbe og Blik,
Troskab jeg fik.
Vi skildtes – jeg saae hendes Smertens Graad.
Jeg blev ved min gyngende Baad.
– Gud veed om hun nu har det Hele glemt?
Det var dog slemt!
Paa den speilklare Havflade maa Hjertet drømme om sin Kjærlighed! der er Intet i den hele Natur, der mere viser et legemligt Billede af dette Livets hellige Mysterium, end det store, herlige Hav, der som Himlen omslutter den hele Jord og viser det Uendelige i sin rolige Flade. Kjærlighed er ogsaa et Dyb, som Havet, i hvis Grund Livet og Døden bygger, medens Haabet lader sine rigtladte Snekkeregentlig betegnelse for et mindre krigs- eller handelsskib med sejl. Her brugt som poetisk betegnelse for skibe som sådan. flyve fra Kyst til Kyst.
Jeg saae paa det store Hav og følte mig lykkelig, der stod en Berliner ved siden af mig og sagde Berliner-Witz(tysk) berlinsk vid. – han følte sig ogsaa lykkelig! – Dampskibet foer afsted, vi nærmede os Land og saa – saa bleve de Andre ogsaa lykkelige!
Det var ellers meget nær ved, at vi ikke havde fundet Indløbet til Trave118 km lang flod i den tyske delstat Slesvig-Holsten; se kort.; en tyk Taage havde lagt sig over den hele Kyst, men Lykken var med os, vi traf det rette Punkt, kom ind, og nu stod det hele Taageland bagved os.
Det var som et Tæppe rullede op. I Forgrunden laae det smukke Badehuus og det høie Fyrtaarn, rundt om strakte sig grønne Marker og Skove, og den varme Sommerluft strømmede os imøde. Hjemme i Danmark vare Skovene kun i Knop, da vi igaar seilede bort; hvilken mærkelig Overgang! Til Venstre strakte sig Halvøen Priwallca. 3 km lang halvø ved Traves udmunding., hvor Qvæget gik halv ud i Vandet, og viste os et levende pottersk Maleriehentydning til den hollandske maler Paulus Potter (1625-1654), der især er kendt for realistiske dyremalerier. med den store Luftbaggrund og de herlige Dyrgrupper. Til Høire laae Travemünde med sine røde Tage, rundt om fra Vinduerne tittede Hoveder frem af Mænd og Piger, der saae ret smukke ud i det Fjerne. Ak ja, »det Fjerne!« det er dog Livets magiske Trylleland, dette aandelige Fata morganaluftspejling., der bestandig flytter sig, naar man kommer nærmere. I det Fjerne ligger Barndommens Drømme og Livets Forhaabninger, i det Fjerne glattes Rynkerne af den furede Pande, og den graae Moerlille staaer som en sundhedsblomstrende Pige. Maaskee gik det saaledes her med de Skjønne i Travemünde.
Trave blev nu smallere; Dampskibet syntes næsten at ville indtage dens hele Brede. Snart saae vi det syvtaarnede LübeckLübeck er kendt som byen med de syv tårne (die Stadt der sieben Türme), fordi man på lang afstand kan se de i alt syv tårne på fem af byens kendte kirker: Marienkirche, Dom, St. Jakobi Kirche, St. Petri Kirche og St. Aegidien Kirche. titte frem imellem Skov og Eng; men det legede underligt »Tagfatleg, der går ud på at en af deltagerne skal fange en af de andre, som derefter bliver den, der skal fange.,« snart var det her, snart der, og snart – – »ja, hvor blev Skriveren afupræcist citat fra Ludvig Holbergs (1684-1754) komedie Hexerie eller Blind Allarm. Comoedie udi 5 Acter, 1731, V, 1. Trykt i Den Danske Skue-Plads, bd. 4, 1731 og opført på Det Kongelige Teater 28. oktober 1750.?« Saa laae det under det grønne Bord, som Naturen her har dækket med Skove og frodige Græsgange. De mange Bugter gjøre, at man ikke ret veed, om man reiser til eller fra Byen. Saaledes seile vi ogsaa paa Livets store Strøm, hvor vi da ere saa barnagtige at falde i Graad, ja endogsaa at tvivle paa Styrmanden, fordi vore Ønskers Maal, ligesom Lübeck, lege »Tagfat« med os; det er dog den rigtige Vei vi gaae, men vi kjende ikke Strømmens Løb, da vi kun een Gang seile op ad Livets Trave.
Hvilket afvexlende Malerie! Hvilken levende Idyl er ikke den hele Egn! Her danner Floden en lille Bugt; her er et Fiskerleie, hvor Garnene hænge udspændt mellem Træerne i Solen; hist paa Bakken hæver sig en Landsby med sin Kirke, og i Floden selv, mellem de grønne Siv, bruser Dampskibet, der mellem andre Sager har en Poet ombord, og hvor der er en Poet, der tager altid Naturen sit bedste Ansigt paa, thi Naturen er en Dame, og det en gammel Dame, hun var til før Methusalemudtryk for stor ælde. Metusalem var blandt de første efterkommere af Adam og opnåede ifølge 1. Mosebog 5,27 at blive 969 år gammel., og vil altsaa gjerne behage, gjerne beundres og hvad der her virker mest, gjerne besynges! – Men nu har jeg sat mig paa det Punkt, her skal hun ingen Sang have, og altsaa faaer hun ingen!
»Jetzt muß man Deutsch sprechen(tysk) nu må man tale tysk.!« sagde jeg, da jeg havde det ene Been paa Skibsbroen i Lübeck, og mærkede den tydske Luft blæse mig lige ind i Ansigtet. Rundtom i Buskene sang Fuglene en stor Velkomstsang til os, og det var ganske paa dansk, ganske som hjemme hos os! de tænkte vel, at vi ikke vare det tydske Sprog mægtigebeherskede det tyske sprog.. Der var derfor heller ikke en Sjæl af Passagererne, der takkede dem derfor.
Hvad der ellers især fraperedefrappere. Forbløffe, komme bag på. mig, var at de ganske smaae, lübskefra Lübeck. Unger snakkede Tydsk, og det meget bedre end jeg, der dog har staaet mig saa godt deri til Examen. »Det maa være kloge Børn!« tænkte jeg, »saa smaae, og dog saa ferme i Tydsken!« – Jeg kom strax til at tænke paa det bekjendte, kloge, ▶Christian Heinrich Heinecken (1721-1725), hvis evner gjorde ham så bemærkelsesværdig, at han i 1724 (ikke 1722) blev ført til København i audiens hos Frederik 4. (1671-1730, konge af Danmark og Norge 1699-1730) og hans familie, hvor han demonstrerede sin indsigt i numismatik, genealogi, anatomi, flere sprog osv. Citatet, der er upræcist angivet, stammer fra den danske oversættelse af Heineckens lærer Christian von Schöneichs biografi Merkværdigt Æreminde om det fordum kloge og lærde Lybekske Barn Christian Henrich Heineke, hans Christelige Levnet og Død. Hvorudi omstændelig berettes hans Fødsel, sieldne Opdragelse, forundringsværdige Fremgang i hans Videnskaber, lykkeligen fuldendte berømmelige Reyse til og fra Dannemark, samt særlige Afsked fra denne Dødelighed, 1722, s. 100 ff.lübske Barn, der 1722 havde Audients hos Frederik IV. og om hvem der staaer i Skrifterne, at det sagde: »Allerdurchlauchtigstedannet af det tyske Durchlaucht, der er en tiltaleform til fyrster og kongelige (højhed)., stormægtigste Konge, allernaadigste Konge og Herre! lyksalig er denne Dag, paa hvilken mig svage Pattebarn vederfaresovergå, hænde. den allerunderdanigste Devotionhengivenhed, underdanighed. at adorerebeundre. Deres Kongelige Majestæt o.s.v.« – og tilsidst: » permettez moi Sir! que je base la main de votre Majesté & le bord de votre habit royal(fransk) tillad mig, Deres Majestæt, at jeg kysser Deres Majestæts hånd og sømmen af Deres kongelige klædning.!«◀Christian Heinrich Heinecken (1721-1725), hvis evner gjorde ham så bemærkelsesværdig, at han i 1724 (ikke 1722) blev ført til København i audiens hos Frederik 4. (1671-1730, konge af Danmark og Norge 1699-1730) og hans familie, hvor han demonstrerede sin indsigt i numismatik, genealogi, anatomi, flere sprog osv. Citatet, der er upræcist angivet, stammer fra den danske oversættelse af Heineckens lærer Christian von Schöneichs biografi Merkværdigt Æreminde om det fordum kloge og lærde Lybekske Barn Christian Henrich Heineke, hans Christelige Levnet og Død. Hvorudi omstændelig berettes hans Fødsel, sieldne Opdragelse, forundringsværdige Fremgang i hans Videnskaber, lykkeligen fuldendte berømmelige Reyse til og fra Dannemark, samt særlige Afsked fra denne Dødelighed, 1722, s. 100 ff. derefter blev han tørstig og det blev ham tilladt at patte. – Dette er, som bekjendt, en meget sandfærdig Historie.
Gud veed om ellers de andre lübske Børn ere saa stive i Frandsken som dette »svage Pattebarnbetegnelse for et barn, der stadig dier. Heinecken levede det meste af sit korte liv af mælk, han drak hos en amme, der fulgte ham. Mod slutningen af sit liv forsøgte han at overgå til en almindelig kost uden held.,« de saae mig i det mindste ud til allehaande.
Gjennem en gammel hvælvet Port med tykke Mure paa Siderne traadte vi nu ind i den frie Hanse-Stadthansestad. Betegnelse for en række byer, primært tyske, der var medlemmer af det såkaldte Hanseforbund, der i perioden ca. 1300-1600 spillede en afgørende rolle i den nordeuropæiske handel.:
Lübeck
Her mellem de spidsgavlede Huse, snevre Side-Gader, og i Erindringen, der kaster et historisk Gevantbetyder det, som man vinder omkring sig. Betegnelse for lang og vid beklædning. om det Hele, troer man sig flyttet Aarhundreder tilbage i Tiden; disse kantede Bygninger, disse Steenhelte paa Raadhusetopført i perioden 1226-1586. Regnes for at være et hovedværk i tysk middelalderarkitektur., og malede Billeder paa Glasruden af den gamle KirkeLübecks domkirke. Opført 1173-1247 og ombygget 1266-1341., vi kom forbi, saae ogsaa saaledes ud, da Jørgen WollenweberJürgen Wullenwever (1492-1537), fra 1533 borgmester i Lübeck. Var blandt andet involveret i Grevens Fejde (1534-1536) i Danmark, hvor han som borgmester for Lübeck forsøgte at styrke byens position i Østersøen ved at udnytte, at Danmark efter Frederik 1.s død i april 1533 var kongeløst. Forsøget mislykkedes, og Wullenwever måtte gå af i 1535. Han blev herefter tilfangetaget og henrettet. her kunde tale et kraftigt Ord med. At Kirkerne staae aabne, bringer ogsaa til at tænke paa Catholicismen her, og mangt et Billede fra den Tid, skjøndt det ikke er et Kunstværk, griber os dog ved sin poetiske Idee, eller sin Ælde.
Jeg var i Maria-KirkenMarienkirche. Opført 1250-1350., saae det berømte astronomiske Uhrværkuret, der stammede fra 1405, blev ødelagt af de allieredes bomber under 2. Verdenskrig (1940-1945) og er i dag erstattet af et nyt, der adskiller sig markant fra det oprindelige. og den endnu berømtere Cyclus af Malerier, man kalder »Dødningedandsenen ca. 30 meter lang frise i Marienkirche. Udført omkring 1463 (under ledelse) af den tyske maler og billedskærer Bernt Notke (1440-1509)..« Enhver Stand, enhver Alder, fra Paven til Barnet i Vuggen, seer man her inviteret til Dødens Cotillonkotillon. Fransk selskabsdans fra slutningen af 1600-tallet med skiftende ture efter den opførendes opfindsomhed. Særlig populær i Frankrig i anden halvdel af 1700-tallet. Fik i 1800-tallet karakter af selskabsleg., og alle i Costume fra den Tid, hvori de ere malede, som skal have været i Aaret 1463billedrækken i Marienkirche følges af en tekst, der afsluttes med ordene: »Anno Domini MCCCCLXIII in vigilia Assumcionis Marie«, hvilket er latin for dagen før Maria himmelfart 1463. Maria himmelfart er en katolsk helligdag, der altid falder 15. august, så den præcise datering er 14. august 1463. Det angives dog ikke, om datoen markerer værkets begyndelse eller afslutning.; under hver Person staaer et plattydskbetegnelse for dialekterne i det nordtyske område. Ordets oprindelse er omdiskuteret. Vers, en Dialog mellem de Dandsende, som dog ikke ere de oprindelige gamle Riim, men et nyere poetisk Forsøg fra 1701i 1701 blev den slidte billedfrise erstattet af en ny, der dog tog udgangspunkt i originalen. Den ledsagende plattyske tekst blev derimod erstattet af en helt ny og på højtyske aleksandrinere affattet tekst af Nathanael Schlott (1666-1703).. Det forekom mig, som Maleren havde lagt et ironisk Smiil i den dandsende Beenradsskelet. Ansigt, der ret syntes at ville sige til mig og hele Selskabet, som gik her og gjorde Bemærkning over den: »I troe nu, at I staae stille, eller i det høieste spadsere om i Mariakirken og see paa de gamle Billeder. Eder har Døden endnu ikke oppe til Dandsen, og saa dandse I dog allerede allesammen med mig! Fra Vuggen begynder den store Dands. Livet er som Lampen, der ogsaa begynder at brænde ud, idet den tændes! Saa gammel som Enhver af Eder er, saa mange Aar har jeg alt dandset med Eder, hver har sine forskjellige Toure, og den Ene holder Dandsen længere ud end den Anden, men Lysene brænde ud imod Morgenstunden og saa synke I Alle trætte om i mine Arme; – det kaldes at døe«.
Rundtom i Murene stode Epitaphier(latin) epitafium. Mindetavle over afdøde, ofte en familie, anbragt på en kirkevæg., og i Gangene laae Liigstene med ulæselige Inskriptioner og halv udslettede Herrer og Fruer; saaledes saae jeg en stor Steen med en drabelig Ridder paa, der holdt det store Slagsværd i Haanden, og dog taalte, at den nye Slægt traadte ham paa Næsen, saa at hans Ansigtstræk og det lange Skjæg snart vare udslettede. – Han og alle disse stille Naboer, hvis Navne nu ere forsvundne, som Inscriptionerne, have engang lystigt tumlet sig deroppe i den gamle Stad, mangen Gang spadseret paa den grønne Vold, hørt Fuglene synge og tænkt paa Udødelighed. – Det gamle Raadhuus staaer endnu med sine smaae Taarne og den store Hansesalmødesal for de velstående hanseatiske købmænd.; Torvet ligger imellem dette og Kirken, hvor den nye Menneskevrimmel tumler sig. Fra Maria-Kirken gik jeg ud i den store Gudskirke, der dog er anderledes gammel og stor; det er en Hvælving! den prædiker selv, naar alt Andet tier. Husene paa begge Sider af Gaden stode mig, som Stolerader, som kjøbte eller leiede Familiestole, hvor ogsaa selve Huustyendet havde Plads. En Tordenskye, der var trukken op over os, begyndte imidlertid sin Prædiken, den var kun kort, men der laae dog Meget i dens Tale.
I Selskab med en Dansk og to Nordmænd forlod jeg om Aftenen det gamle Lübeck; Solen gik saa smukt ned og den grønne Skov duftede, saa det var en Lyst! Hvor der dog kan ligge megen Poesie i saadan en stille Aften! Landeveien – ja den var ogsaa paa sin Maade poetisk, den forekom mig at være Veien til Parnassetbetegnelse for digtningens ophøjede verden eller et sted / en personkreds hvor den herskende mening dannes inden for fx politik, kultur eller videnskab., knuddret og ujevn, Gud veed hvor saa mange slippe uden at brække Halsen, thi den Ene vælter her efter den Anden, jeg var selv en Gang nær ved det.
I Morgenstunden kom vi da Alle med hele Lemmer til Wandsbeckse kort.. Her har Claudius levet og digtetden tyske forfatter Matthias Claudius (1740-1815) levede en stor del af sit liv i Wandsbeck, hvor han i 1770 overtog udgivelsen af bladet Der Wandsbecker Bothe, der under hans redaktion udkom indtil 1775. Fra og med 1775 begyndte Claudius udgivelsen af sine samlede værker under titlen ASMUS omnia sua SECUM portans oder Sämmtliche Werke des Wandsbecker Bothen, 1775-1812 (latin/tysk: Asmus, der bærer alt sit med sig eller samlede værker fra Wandsbecker Bothen).; jeg tænkte paa Andreas og AnselmusAndres og Asmus. Henholdsvis en fiktiv karakter og Claudius’ synonym for sig selv, både under udgivelsen af Der Wandsbecker Bothe og sine samlede værker benyttede Claudius sig af navnet Asmus. Under dette navn skrev han begge steder en række breve til den fiktive Andres, hvori han fremlægger sine meninger om en række emner., Solen skinnede mig ind i Ansigtet, saa Vandet kom mig i Øiet. Nær havde jeg kjørt forbi den Bygning hvor Tallotteriet trækkes, uden at lægge Mærke til den, men der ere da Tanker nok her alligevel, der som usalige Aander svæve om dette Sted og hyle over det uløstekan både betyde uindløst og uforløst, dvs. usalig.Mammonmateriel ejendom, rigdom eller penge, især opfattet som noget ondt eller moralsk fordærvende, jf. Lukas 16,13: »Ingen slave kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon«.. Claudius og Tallotteriet – det er dog to Mærkeligheder ved en lille By, og vor Herre veed, de ligne slet ikke hinanden! Men jeg vil ikke tale ondt om Lotteriet, Livet selv er et stort Lotterie, der igjen har mange Underafdelinger, og nogle af disse ere ganske poetiske.
Lotteriet
Et Kys, som Indsats, gav jeg nys,
Og bad, som Udtræk, om det samme,
Men fik en Ambeto forbundne numre i lotteri, der tilsammen giver gevinst., tvende Kys,
Mit unge Hjerte stod i Flamme!
Nu blev min Tanke Ternentre forbundne numre. viet,
Jeg satte Liv og Haab paa Spil,
Og tænk, jeg sprængte Lotteriet,
Nu faaer jeg Udtræk naar jeg vil!
Og Kys – især i Ungdoms Alder,
Dog staae, om ogsaa Coursen falder.
Men det kan nu kun en Ægtemand synge, Digteren derimod – ja han har Lov til at skrive det.
Nu saae vi Hamborgs Taarne; de reiste sig høit i Veiret, ligesom for at see om vi ikke kom snart, og Solen skinnede paa dem og paa os, ligesaa smukt som ved noget andet keiserligt Indtog.
II
Hamborg. En simpelenkel. Her også i betydningen fattig. Historie. Theatret. Besøg udenfor Byen. Drømmen. En Idyl. De to Characterer.
Ligesom Kjøbenhavn har ogsaa Hamborg hævet sig fra et Fiskerleie til en stor Stad. – Mellem de usle Fiskerhytter ved Elbens Bred lod Carl den storeKarl den Store (742/747-814), konge i Frankerriget fra 768, konge af Longobarderriget fra 774 og tysk-romersk kejser fra 800. opreise Borgene Hochbuchiikke fundet. og HammenburgHammaburg. Grænseborg anlagt af Karl den Store. Byen Hamburg begyndte i begyndelsen af 800-tallet at vokse frem omkring Hammaburg., der under Otto den 3dieOtto 3. (980-1002), tysk konge fra 983 og tysk-romersk kejser 996-1002. alt var en ved Søefart bekjendt, Flekke. Saaledes voxte den fra Barn til Yngling, og traadte kraftfuld frem som Mand mellem de mægtige Hansermedlem af Hanseforbundet (Hansaen), en sammenslutning af byer, der ca. 1300-1600 spillede en afgørende rolle i den nordeuropæiske handel..
Jeg følte ordentlig en dyb Respekt for den gamle Stad, som de snevre Gader og Menneskevrimmelen vedligeholdt. Jeg troer vor Kudsk kjørte os Gade op og Gade ned, for at imponere os ved Byens Storhed, thi det varede en lille Evighed før vi kom til »Hôtel de Bavière«(fransk) Hotel Bayern. paa »neue JungfernstiegNeuer Jungfernstieg, (tysk) nye jomfrutrappe. Gade i Hamburg, der blev anlagt 1827. Beliggende på vestsiden af den kunstige sø Binnen-Alster.« hvor vi steeg af. Her, inde i Byen selv, tager Byen sig herlig ud, idet Alsteren53 km lang biflod til Elben. Opdæmmes i Hamburg til de to kunstige søer Außen-Alster og Binnen-Alster., der er bred og stor, ligesom skiller den gamle Stad fra den nye. De høie Taarne speile sig i Vandet, hvor der flyde Svaner og gynge Baade med pyntede Mennesker. »Jungfernstieg« vrimler af Spadserende; langs hermed ligger Hôtel ved Hôtel, hvor Dørene ere pyntede med Kelnere(tysk) tjener., Oberkelnere(tysk) overtjener. og Oberkelneres Oberkelnere. Fra Sweitserpavillonen bruser et Musikchor, og her, samt ved den anden saakaldte Alsterpavillon sidde hele Grupper af Avis- og Chocoladeslugere. Berlin har ikke en Gade, som denne! Deres »Unter den Linden(tysk) under lindene. Berlins hovedstrøg.,« mangler Vandpartiet, og dette er og bliver dog alletider en vigtig Skjønheds-Reqvisit.
Men vi ville ikke dvæle her, men gjemme Besøget til om Aftenen, naar Alt er oplyst, skjøndt det nok kan taale, at man seer det ved Dagen. Vi vove os ind i Vrimlen, mellem Droskerdrosche. Hestetrukken vogn, der kan lejes til transport af personer., raabende Handelsmænd i det Smaae, Blomster-Piger fra VierlandeneVierlande. Landskab ved Hamborg bestående af fire kirkesogne. og travle Pengemænd fra Børsen. Det seer ud som det var een eneste Boutik! saaledes følger den ene Boutik paa den anden. Gaderne krydse hinanden, og nedad imod Elben, finder man nogle, hvor Entreen er igjennem en Forstue, og hvor der neppe kan boe noget Menneske, der overskrider en vis Peripherieperiferi. I matematisk sammenhæng betegnelse for omkreds, her i betydningen tykkelse., uden han maa leve derinde for bestandig. Jeg stak Hovedet ind i nogle af dem, men turde ikke komme længere, thi de mindede mig ret levende om en Drøm jeg engang havde: hvorledes Husene paa Kjøbenhavns Østergade, hvor jeg spadserede, ogsaa gave sig til at spadsere, men saaledes med Ansigterne imod hinanden, at Gaden fik Udseende af disse Hamborgergader, og da den endnu gjorde et Skridt til, sat jeg indeklemt mellem Væggene og kunde hverken komme frem eller tilbage, hvilket er temmeligt genertgenerende..
Dog legede Børnevrimmelen fornøiet inde, i denne halvdunkle Hamborger-Verden, og to Smaae:
»– – ▶upræcist citat fra 3. strofe af H.C. Andersens eget digt »Aften-Landskab«, trykt i Repertorium for Moerskabslæsning, nr. 13, 12. august 1829 (BFN 36).med Sundhedskind,
Ridsed’ i Jorden med en Pind,
De ridsed’ sig Gaard og Høienlofthøjenloft. Fornem sal, højsal. Anden etage i middelalderligt træhus.,
Mens Moder lapped’ paa Faders Koftkofte. Hofte- eller knælang trøje af stof eller skind..«
Et fattigt Liig blev begravet, fire Karle bare Kisten og Konen fulgte; de havde Møie med at komme igjennem den snevre Gade, Veien var trang; ingen Solstraale skinnede der ned, først da de kom ud paa den bredere Gade, faldt Sollyset paa den fattige Kiste. Jeg hørte en Historie om denne Begravelse, der er poetisk rørende, da den er Sandhed.
Inde i den snevre Gade, høit oppe paa et ligesaa snevert Kammer, laae det fattige Liig; Konen sad og græd over det, hun vidste ingen Udvei til at faae det begravet; Vinduet stod aabent, da fløi der en lille Canariefugl ind og satte sig ved Hovedet af Liget og gav sig til at synge: det gjorde et underligt Indtryk paa Konen, hun kunde ikke græde længer, hun syntes, den maatte være kommet ned fra vor Herre. Fuglen var tam, den lod sig strax fange, og da hun nu fortalte en Naboerske det og viste hende Fuglen, erindrede denne sig, at hun kort før havde seet i Avisen et Avertissement om en Canariefugl, der var flyvet bort.
Det var denne, og Konen fandt der menneskekjærlige Hjerter, som hjalp hende den Døde i Jorden.
Byen er gjennemskaaren af Canaler; her i dette Qvarteer, saae jeg nogle, der saae mig ud, som sande Kloaker. Høie Huse paa begge Sider, men ingen Gade, kun den smale Canal, saa langt man kunde see for de udbyggede Altaner. Paa disse hang og laae der alle Slags, og dybt nede løb, eller rettere krøb, det smudsige Vand. En af disse Altaner eller Skuur i dette Chaos, var malet grøn, og her sad en tyk Madamme ved Theebordet, og nød den skjønne Natur.
Hvor lys og luftig er ikke Peer Madsens Gangberygtet smøge mellem Østergade og Grønnegade i København, der lå omtrent hvor den nuværende Ny Østergade går, indtil den blev nedlagt i 1872. i Kjøbenhavn, mod disse! denne vilde i Hamborg blive nobiliteretadle, ophøje til adelstanden. til en meget anseelig Gade.
Vil man ellers her om Sommeren undgaae Menneskevrimlen, som man næsten træffer overalt, vil man slaae sig fra Verden, saa maa man gaae i Theatret, her finder man ikke mange; langt fra hinanden sidde de blege Eneboere i de store Loger.
Huset er stort og prægtigt, fire Etager og et Parterregruppe af tilskuerpladser bagest på gulvet i et teater., hvis Gang bag om Bænkene er saa bred at der godt kunne dandses Galopadehurtig runddans i 2/4-takt med hoppende bevægelser.. Hele det Indvendige er hvidt med Forgyldning, der oplyses af en brilliant Lysekrone. Man spillede »Der Freischütz.«opera af den tyske komponist Carl Maria von Weber (1786-1826). Operaens libretto, der er skrevet af Friedrich Kind (1768-1843), blev oversat til dansk af Adam Oehlenschläger (1779-1850) med titlen Jægerbruden, Syngespil af Kind, 1821. Der Freischütz blev uropført i Berlin i 1821 og året efter, 27. april 1822, på Det Kongelige Teater. Allerede i 1820 havde Weber under en koncertrejse ladet ouverturen til Der Freischütz opføre på Det Kongelige Teater. Decorationerne vare fortræffelige og især stod UlvesvælgetWolfsschlucht. Slugt hvor en del af handlingen i Der Freischütz udspiller sig., med Hensyn til Maskinerie og Arrangement, over vort her hjemme. Det var et dybt Klippesvælg, hvor Maanen skinnede ned, og de røde Lygtemændlysfænomen over moser o.l. Lygtemanden er ifølge folketroen et overnaturligt væsen (undertiden genfærdet af en uretfærdig landmåler), som menes at frembringe dette lys med en lygte for at lede eller lokke nogen i en bestemt retning, jf. Thiele 2, II, s. 298-299. hoppede i deres magiske Runddands. Flammer sloge op af Jorden, og den vilde Jæger, et Lufttransparentgennemsigtig. Her i betydningen: gennemskinnelig kulisse (tæppe) på en teaterscene., en Gruppe af Skyer, der dannede sig til disse vilde Skikkelser, foer over Scenen. Mindre heldig var en stor Drage, der viste sig og spyede Ild i det den foer bort. Jeg kom til at tænke paa Ulyses von IthacaLudvig Holbergs Ulysses Von Ithacia Eller En Tydsk Comoedie, trykt i Hans Mikkelsens Comoedier Sammenskrevne for Den Danske Skueplads, bd. III, 1725. Opført i sommeren 1724 på Lille Grønnegadeteatret og siden på Det Kongelige Teater 8. juli 1750. Komedien parodierer de omvandrende tyske teatertruppers bombastiske stykker.. Ved Actens Slutning steeg ikke den levende Samielkarakter i Der Freischütz. Friederich Kind kalder ham »der schwarze Jäger« (den sorte jæger), mens han i Adam Oehlenschlägers oversættelse optræder som »en Skovaand«. frem af Dybet, nei en frygtelig Kjæmpeskikkelse, der udfyldte hele Scenen, han greb med sin uhyre Haand Max og Casperkarakterer i Der Freischütz. To jægere, der tjener arveførster (dvs. skovfoged med arveret til embedet) Kuno., der laae livløse paa Gulvet, medens det Hele var effectfuld oplyst med en stærk, rød Ild. Ellers var Samiel her, slet ikke godt costumeret, han saae ud som en rød Husar. En Demoiselle GnedNina Gned (1811-1874), tysk operasanger. gav Gjæsterolle, som Agathekarakter i Der Freischütz, datter af arveførster (dvs. skovfoged med arveret til embedet) Kuno., hun sang smukt, havde vist megen Skole, men skabede sig hver Gang der blev klappet. Mit danske Øie og Øre var ikke vandt til denne tydske Sædvane endnu, siden saae og hørte jeg det overalt. Hver Gang der blev applauderet neiede hun; noget, der maa rive enhver ud af Illusionen. Efter den store Arievirtuos solosang med (orkester)akkompagnement i operaer, oratorier, syngespil eller lignende. med Lommetørklædet, der her blev svinget med megen beregnet Ynde, og hun vilde kaste sig i Armene på Max, klappede man, hvorfor hun gjorde en Bevægelse frem, neiede og kastede sig saa i Armene paa den stakkels Elsker, der havde et heelt Publicum mellem sig og den Elskedes Følelser.
Kunst er det Modsatte af Natur, men derfor er Kunst ikke Unatur, den er snarere det ideale Billede af Naturen; man skal glemme det er Kunst, men hvorledes kan man det, naar en Kunstner eller Kunstnerinde nedværdiger sig til, at glemme det Naturlige i Kunsten for et usselt Bifaldsklap. Lovet være Himlen og de Enkeltes renere Smag, der har sørget for, at vi ikke kjende til Sligt paa vor Scene, undtagen ved Concerter, hvor man ogsaa har disse pantomimiskedannet af pantomime. Forestilling, hvor en eller flere optrædende udtrykker stemninger eller handlingsforløb ved at mime, evt. med musikledsagelse. Prologer og Epiloger, der deles hver i fire Marscher: Høire, Venstre, Midten, og saa Retirade-Marschkan betyde både tilbagetog og lokum., den sidste er da naturlig! –
Da jeg næste Gang var i Theatret, blev jeg opvartet med et Melodrama efter det Franske: Cardillac oder das Stadtviertel des Arsenals; det er bearbeidet efter Hoffmanns bekjendte Fortælling: Frøken ScuderyHeinrich Wilhelm Stichs (1790-1823) Cardillac, oder Das Stadtviertel des Arsenals. Melodrama in 3 Abteilungen mit Ballets, 1824 (Cardillac eller arsenalkvarteret), der er en oversættelse af Antony Béraud (1792-1860) og Léopold Chandezons (pseudonym, år ej fundet) Cardillac ou le quartier de l’arsenal. Mélodrame en trois actes, 1824. Forlægget herfor er Ernst Theodor Amadeus Hoffmanns novelle »Das Fräulein von Scuderi. Erzählung aus dem Zeitalter Ludwig des Vierzehnten«, trykt i Taschenbuch für das Jahr 1820 der Liebe und Freundschaft gewidmet, 1819.. Det var en fæl Comedie! – OliversOlivier Bußon. Rolle udførte Hr. Jacobiikke identificeret., der, som man fortæller, har frit Støvler og Skoe af Skomagerlauget i Hamborg, fordi han spillede Hans Sachs(1494-1576), tysk digter og skomagermester. Den mest berømte i gruppen af digtende og syngende håndværksmestre. Richard Wagner (1813-1883) gjorde Hans Sachs til hovedperson i sin opera Die Meistersinger von Nürnberg, 1868.; hvorfor han egentligt har faaet dem, begriber jeg ikke, men det er maaskee gaaet det respective Skomagerlaug, ligesom en gammel Borgermand, jeg har kjendt, der, naar han i Privat-Theatret saae sin Datter spille, lukkede Hænderne sammen og sagde: »Vor Herre maae vide, hvor hun hitter paa alt det, hun siger!« De har vel ogsaa troet, at Jacobi hittede paa al det Smukke han sagde, og da de nu alle vare Skomagere, ligesom Hans Sachs, og maaskee ogsaa Poeter derimellem, (ikke, som Hans Sachs) har de tænkt: »Heute dir, morgen mir(tysk) i dag dig, i morgen mig.!« hvem veed hvad Jacobi kan lægge os i Munden, hvis vi ogsaa engang komme paa Scenen.
I de fleste Theaterblade seer man altid, at der den og den Aften var et herligt Trekløver paa Scenen; Trekløver ere saaledes der ganske almindelige! jeg fandt kun en to Kløver, men den var ganske fuldendt i sine Blade; livsfrisk og charakteristisk, det ene Blad hedte JostJohann Karl Friedrich Jost (1789-1870), tysk skuespiller., det andet Madam MädelJulie Louise Johanne Mädel (1801-1850), tysk skuespiller.. Han udførte CardillacRené Cardillac, guldsmed., hun Frøken ScuderysMagdaleine von Scuderi, forfatter (karakterens historiske forlæg er den franske Madeleine de Scudery (1607-1701). Rolle.
Fra Theatret ville vi gaae til den botaniske Have, skjøndt jeg saae det første om Aftenen, den sidste derimod om Morgenen; men de store Drivhuse forekomme mig at være et passende Overgangsled fra Theatret til den frie Natur.
Beliggenheden er herlig! man troer sig langt borte fra Hamborg, og saa ligger dog kun den gamle Voldgrav og de planerede Volde med deres Blomsterpartier og Træer imellem. Jordbærrene stode alt i Blomster, og de smaae Fugle qvidrede til mig fra Hækkene: »mærker Du alt, Du reiser mod Syden!«
Hvor følte jeg mig ikke uvidende, inde i de store Drivhuse mellem de fremmede Blomster og Væxter! der var en Hamborger-Dame med, hun havde samme Feil, som jeg, og det endogsaa udenfor Drivhusene. Der stod her en heel Flok Blomster, »hvor nydeligt!« udbrød hun, »nu har jeg aldrig seet saa sjeldne Blomster! De ere da fra Amerika?« Nei, desværre, det var kun Mark-Blomster, tagne ved Pøseldorfden gang lille by ved Hamborg, nu forstad. tæt uden for Hamborg.
Fra den Botaniske Have vandrede jeg ud gjennem PalmaillePalmaille, gade i Altona. i Altona, hvor jeg nød den første smukke Udsigt over Elben og kom saaledes til Ottensenden gang lille by ved Altona, nu del af byen.. Det bekjendte Træ paa Kirkegaarden faldt mig strax i Øinene, jeg stod ved KlopstocksFriedrich Gottlieb Klopstock (1724-1803), tysk digter. Opholdt sig 1751-1770 i København og oppebar til sin død en pension fra den danske stat. Grav.
Jeg har engang læst om en reisende Engelænder, der da han første Gang var Vidne til en katholsk Kirkeprocession, og saae det hele Folk knæle, ogsaa uvilkaarlig bøiede sig, skjøndt han ikke vidste, om det var en Gud, en Helgen eller noget ganske menneskeligt de bøiede sig for; det gik mig næsten lige saadan her! jeg kjender kun lidet til Klopstock, thi hans Messiadedannet af Messias. Spiller på titlen på det berømte græske epos Iliaden, der traditionelt tillægges Homer. Der Messias er titlen på Klopstocks hovedværk, der udkom i bogform 1751-1773. Værkets 3 første sange (af i alt 20) blev publiceret i 1748 i tidsskriftet Neue Beyträgen zum Vergnügen des Verstandes und des Witzes og gjorde med et Klopstock berømt., ja jeg vil ærligt tilstaae det, har jeg aldrig læst, saadant et stort Heltedigtepos, fortællende digt, der beskriver og priser en helts bedrifter. har mig noget afskrækkende! det var i Grunden mere Klopstocks Navn, end hans Værker, der vakte den alvorlige, dybe Følelse her ved hans Grav. Det var det udødelige Navn, der fik mit Hjerte til at banke stærkere.
Guds frie Natur vinkede mig længere ud! – Deilige grønne Haver ligge langs med Elben, Dampskibet gled stolt paa Floden, og den sorte Røg bølgede hen over Vandfladen. Her er smukt! Dog det har tusinde fortalt før jeg! Hvem har ikke været i Rainvilles Havehaveanlæg i Altona i fransk stil, anlagt 1799 af den franske emigrant César Lubin Claude Rainville (1767-1845). Anlægget bestod frem til 1867., paa Blankeneseden gang lille skipper- og fiskerby ved Elben ca. 7 km fra Altona., seet »das schøne Marianchenikke identificeret.,« etc. etc., ja alle, hvem der slet ingen Idee have om det sachsiske Schveits, sige at dette skal ligne meget. Elben er i det mindste den samme og her endogsaa bredere! –
Fuglene sang og Blomsterne nikkede, og det i saadan en Mængde, at da jeg i Tusmørke kom igjen til Hamborg, syntes jeg, at paa hele »JungfrauenstiegJungfernstieg, (tysk) jomfrutrappe; promenade i Hamburg beliggende på sydvest-siden af den kunstige sø Binnen-Alster. Kendt siden 1680.« bevægede sig kun lystige Fugle og nikkende Blomster.
Man skal jo lægge Mærke til hvad man drømmer de første Gange man sover paa et fremmed Sted, thi der skal være Betydning deri. – Jeg slukkede mit Lys, saae endnu engang ud af det aabnede Vindue, paa de mange Spadserende, hørte Musikken fra Pavillonen, thi Vinden bar Tonerne over Alsteren, og gik saa hen at hvile mig, for at samle Kræfter til at flagre længere ud i Verden.
Jeg drømte jeg var en lille Fugl,
Der fløi over Land og Bølge,
Hvad Hjertet følte, hvad Øiet saae,
Jeg ikke forstod at dølge.
Jeg sang hver Tanke dybt i mit Bryst,
Jeg sang mine Sorger og Glæder,
Jeg svang mig over det brusende Hav
Og alle de fremmede Steder.
En Morgen sad jeg paa Træets Green,
Og qvidrede glad mine Sange;
Rundt om i Græsset de Blomster stod’
De vare saa smukke, saa mange.
Men een var i Duft og Farveskjær
Den smukkeste, maatte man sande,
Paa hende jeg saae, for hende jeg sang,
Og glemte de fremmede Lande.
Hos hende jeg vilde bygge og boe,
Jeg vilde Vingerne miste,
Jeg vilde qvidre min bedste Sang,
Til Hjertet engang maatte briste.
Hun bøiede sig i Vinden bly,
Jeg rørte ved Blomster Kjolen,
Jeg Tanken forstod i Bladets Duft,
Det rødmed’ i Morgensolen.
Og Blomsten bøied’ sit Hoved ned,
Jeg husker det Hele saa nøie;
Jeg syntes at læse min Kjærlighed
I hendes trofaste Øie.
Da kom der en Jæger, saa ung og smuk,
Han havde sin Bøsse paa Nakken,
Han tog min Blomst og satte den pænt
I Knaphullet, foran paa Frakken.
En Dugdraabe faldt fra Blomstens Blad,
Jeg troede, det var en Taare,
Da sang jeg og tænkte, saa skyder han mig!
Jeg ønskede Døden saa saare.
End dufter Blomsten saa smukt som før,
Den føler i Frakken sig hjemme!
Jeg flyver afsted fra By til By,
O, kunde jeg Blomsten dog glemme!
Jeg sørger – men synger dog meer end før,
Hver Gang jeg flagrer paa Vangen,
Saa kommer der vel en Jæger engang,
Og skyder mig midt under Sangen!
Men vi ville lade den Fugl flyve!
Det var alt paa den fjerde Dag jeg var i Hamborg; om Eftermiddagen gik den saakaldte »Postkutsche(tysk) postvogn.« til Braunschweig, jeg havde Nummer 11, men der var næsten en tyve Passagerer, der alle stode grupperede med Kapper, Æsker og andre Reise-Atributer, ved »hohen Brücke(tysk) den høje bro.«, hvor vi skulde stige i Vognen.
Gaden her, – ja det var en Hamborger Gade, snever og dunkel med en uhyre Trængsel, Støi og Raab, dog midt i al dens Prosa laae et lille, idyllisk Partie.
Sidehusene havde mange Udbygninger og Kanapper, imellem to af disse var opslaaet et lille Brædeskuur, der var saa lavt, at intet Menneske kunde staae opreist derinde, og saa smalt, at der kun var Plads til een Stol og ikke mere. Herinde sad et Par gamle Ægtefolk, en Skomager med sin Kone. Værktøiet laae i Vinduet og imellem dette og den bageste Væg, indtog Manden den hele Plads, den gamle Kone sad tæt ved Siden af ham med sin Strikkestrømpe, og saa kom Gadedøren; hun maatte nødvendigviis først træde ud af Huset, naar Manden skulde ud.
De sadde virkeligt der, som Dukker i et lille Glasskab, og saae meget glade og lykkelige ud, snakkede og loe, i det de saae paa os, der een ad Gangen blev puttet ind i den store Postvogn.
Jeg kom i en af Bivognenevogn, der fulgte den egentlige postvogn, når der var flere rejsende, end denne kunne rumme., hvor jeg fik en Engelænder og to Hamborgere til Selskab, den ene af disse var en Jøde.
»Nu skal vi s’gu’ være interessante!« var det første han sagde, i det han neppe var kommet til Sæde i Vognen, og saae alt meget fornøiet til os allesammen.
»Vort Hamborg er dog en kjøn By, en riig By!« og nu begyndte han at fistuleredet at synge med fistelstemme, det vil sige en mandsstemme, der synger i et unaturligt højt leje.:
» ▶(tysk) Hamborg på Elbens enge, / Hvor er du statelig at skue. Citat fra den afsluttende sang i Georg Nikolaus Bärmanns (1785-1850) skuespil Bürgertreue. Ein vaterstädtisches Schauspiel in drei Akten, 1828 (borgertroskab).Stadt Hamburg in der Elbe-Auen,
Wie bist du statlich anzuschauen◀(tysk) Hamborg på Elbens enge, / Hvor er du statelig at skue. Citat fra den afsluttende sang i Georg Nikolaus Bärmanns (1785-1850) skuespil Bürgertreue. Ein vaterstädtisches Schauspiel in drei Akten, 1828 (borgertroskab).!«
Jeg blev ogsaa ganske fornøiet, idet jeg tænkte, som Fanden, naar det gaaer ilde, »der faaer jeg da een Sjæl! ham kan jeg vist bruge.« Jeg bad ret i mit Hjertes Inderste, at den unge Mands Originalitet maatte vende sin Søndags-Sideegentlig betegnelse for den indre, fede side på en steg, der spises om søndagen. Her i betydningen: bedste side. ud, og i dette Haab nynnede jeg med:
»Heil über dir Hammonia!«
(tysk) Hil dig, Hammonia. Citat fra ovenstående sang. Hammonia er Hamburgs skytsgudinde.
Saaledes rullede vi da ud af det gamle Hamborg.
Jeg nævnede Digteren HeineHeinrich Heine (1797-1856), tysk digter. Skrev blandt andet „Die Harzreise“, 1825 som H.C. Andersen læste før rejsen. Trykt i Der Gesellschafter oder Blätter für Herz und Geist, januar/februar, 1825 og året efter optaget i 1. bind af Heines Reisebilder..
»Heine,« sagde han, »ja, Heine er en stor Mand i Poesien, og Broderen en stor Mand paa BørsenHeines onkel, Salomon Heine (1767-1844), var en fremtrædende finansmand.! men jeg holder ikke af hans Vers, for de ere saa korte. Vips faaer man een over Næsen, og saa er det Digt forbi!«
»Ja,« sagde den anden Hamborger, »han er altid saa rask med at give over Næsen! der har han skrevet, at Romerne og disse Italienere ere saa smukke og saa regelmæssige i Ansigterne, og at vi Tydskere have »Kartoffel-Gesichterikke identificeret..« – »Have vi Kartoffel-Gesichter?« sagde han og viiste mig sit Ansigt, der rigtignok, naar jeg skal være ærlig, ikke var saa ganske uliig denne Jordvæxt. »Jeg vilde ikke,« vedblev han, »for aldrig det, reise med saadant et Menneske, før man vidste et Ord derom, kunde der blive skrevet en heel Bog om een!«
»Nummer to!« tænkte jeg, »her har jeg den anden Sjæl!« – Hvilke Characterer for min Reise! Lidt efter lidt ville de mere udvikle sig, de kunne gjøre godt i 3die Capitel.
Vi vare imidlertid ved den første Station, men – der gik de begge to, begge Sjælene!
Det kan rigtignok genere en Forfatter, saaledes at miste sine to første Characterer, uden endnu at have benyttet dem – – – dog vi ville ikke lade os genere, vi reise videre!
III
Vierlandene. Den Reisende og Hedeboeren. Skolejomfruen. Lyneborg. Alferne paa Heden.
Vi vare nu i Vierlandene; smaae Canaler krydsede hinanden, Alt stod saa frodigt Grønt, Kirsebærtræerne havde sat Bær, skjøndt det kun var den 21de Mai. Alt, rundt om var en stor Kjøkkenhave, og det er det da ogsaa for Hamborg og den hele Omegn.
Tæt ved Veien laae pyntelige Huse, og enkelte havde Glasmalerie paa de smaae Ruder. Børn, Piger og Drenge, med kloge Øine løbe langs med Vognen og vilde sælge os Blomster, vi fik, for en Ubetydelighed, baade Bouketter og Krandse.
En Reise gjennem Vierlandene til Harzen, er dog et ret levende Billede paa det hele Menneskeliv! – Den frodige, grønne Natur her, hvor Beboerne roligt sove inden for Dæmningerne, uden at drømme om den uroelige Strøm, der hvert Øieblik kan bryde ind over dem, forekom mig som den lykkelige, livsgrønne Barneverden, hvor der ogsaa overalt voxe Kirsebær og Blommer, store Sabelærtersukkerært. og brogede Blomster. Men neppe ere vi komne ud af dette lykkelige Land, over Virkelighedens Elb-Strøm, saa ligger Livets store Lyneborger-Hede foran os, der dog heller ikke er saa slem, som den er udskregen for; her voxe ogsaa grønne Skove, og ere disse vel kun Naaletræer, saa give de dog Skygge, man finder ogsaa her Mennesker, og Fuglene qvidre smukt paa de grønne Engpartier, og bag ved hele det store Hedeland reiser sig Himlens høie Harzbjerge, hvor selv de solbelyste Skyer, ligge som Taage dybt under os.
Ved Zollenspicker, TodesJohan Clemens Tode (1736-1806), dansk læge og forfatter. Fødeby, der ligger paa en Øe mellem Elben og ElmenauIlmenau; se kort. – Børsenhalle: Hamburger Börsenhalle, tysk handelsavis., kom vi alle i en stor Færge og seilede nu over Elbfloden, der løb med en uhyre Fart mod Hamborg, ret som den havde tusinde Nyheder fra de bøhmiske Bjerge, den skulde have indrykket i Børsenhalle.
Vi stege i Land og stode nu paa engelsk Grund i Kongeriget HannoverHannover var i 1814 blevet ophøjet til et kongerige, men egentlig selvstændighed opnåedes først i 1837, da Hannover frigjordes fra en i 1714 indgået personalunion med Storbritannien..
Indtil Winsen, en hannoversk Flekke, ved en lille Flod, var Egnen endnu ret taalelig. Paa det første Gadehjørne her, havde Maleren skrevet med store hvide Bogstaver Byens Navn »Winsen« og ved Siden af dette sat et stort Comma, for ligesom at antyde, at der nok kunde siges lidt mere om denne Stad, end det blotte Navn.
Byens Indvaanere sadde paa en Trappe og drak Thevand, vi kyssede paa Fingrene af Damerne, og de nikkede igjen, saa fortroligt, som vi vare gode Bekjendtere; Solen gik ned bag det gamle Kirketaarn og gav os alle røde Kinder i det vi rullede afsted til den store Hede-Egn.
Den var ikke saa slem endnu paa denne Side Lyneborg! De unge Grantræer stode med friske hvidgrønne Skud; den hele Skov saae ud, som en Vrimmel af Juletræer med Smaae-Lys, kun Presenternegave. manglede.
Vi rullede fort, mellem Sand og Graner.
Den Reisende
Ingen Bjerge, intet Hav,
Himlen disse Egne gav,
Kun den lyngbegroede Slette,
Sand og Graner, ja kun dette,
Stort og vidt mit Øie skuer,
Til hvor Horizonten buer.
Hedeboeren
Hav og Bjerge Gud mig gav.
Himlen er det store Hav;
Hvilket Hav er stort som dette?
See, det favner jo min Slette,
Og, som dybt fra Søens Rige,
Stjernerne, som Lillier stige!
Bjerge! – Er ei Bjerge her?
Seer Du disse Skyer der?
Stolt de reise sig med Vælde.
Der er Liv i disse Fjelde!
Hen ad Himlens Hav de seile,
Siig, hvad disse Bjerge feile?
Fra de 20 Reisende, der droge ud fra Hamborg vare vi alt sammensmeltede til 6; og sad nu Hjerte ved Hjerte i den store »Postkutsche«; vi dannede paa en Maade en Hjerter-Sex, i det her vare tre Hjerter paa hver Side. Det ene Hjerte, det vil da sige, med legemlig Fouteral og Tilbehør, var en ung Student fra Hamborg, fuld af Lune og Indfald; han fandt at vi just nu udgjorde en lille Familiekreds, og denne burde dog kjende sine Medlemmer indbyrdes. Vore Navne blev der ikke spurgt om, men vort Fædreland; hver fik Navn efter en mærkeligbemærkelsesværdig. Mand eller Qvinde der, og saaledes udgjorde vi en Kreds af berømte Mennesker. Jeg hedte som Dansk ThorvaldsenBertel Thorvaldsen (1770-1844), dansk billedhugger.; min Nabo, en ung Englænder, SchakspeareWillam Shakespeare (1564-1616), engelsk digter.; Studenten selv kunde ikke være mindre end Claudius; men med vore tre Gjenboere kom han dog i nogen Forlegenhed, den ene var en attenaarig Pige, der fulgte med sin Onkel, en gammel Apotheker fra Braunschweig han nødtes tilsidst at kalde hende Frøken Mummebestemt type tysk øl, der kendes fra middelalderen. Allerede i 1492 eksporterede bryggeren Christian Mumme fra Braunschweig således Mumme til England og Holland. og Onkelen Hendrik LøveHeinrich der Löwe (ca. 1129-1195), hertug af Bayern og Sachsen.; men den sidste af Passagererne blev ganske anonym, eftersom vi ingen berømte Folk kunde finde i den ellers meget saltbringendeder hentydes til Lüneburgs saltproduktion, der tidligere gav byen betydelige indtægter. Hvornår saltkilderne blev opdaget vides ikke, men den første omtale af dem (og byen Lüneburg) stammer fra 956. By Lyneborg, hvor hun var fra. Hun blev altsaa Stedbarn, og det lod, som hun ofte var bleven behandlet saaledes, thi hun smilede ganske forunderlig veemodig, da vi ikke kunde optage hende med et Navn i Samfundet. Just herved kom jeg til at betragte hende nøiere; hun var henimod de 50, havde en bruun Hud og nogle Ar af Koppernekopper er en smitsom, akut virussygdom med udslæt i form af blærer som efterlader vansirende ar over hele kroppen.; men i det mørke Øie laae der noget interressant, noget dybt veemodigt, selv naar hun smilede. Vi hørte at hun holdt Skole for nogle unge Piger i Lüneborg, levede stille der, i et lille Huus, og havde nu for første Gang, men kun paa nogle Dage, været i Hamborg. Jeg hørte hende næsten ikke tale et Ord den hele Vei, men hun smilede venligt af vort Spøg og saae ret saa godmodig glad paa den unge Pige, hver Gang denne hjerteligt loe af hvad der blev sagt.
Mellem alle vi andre snaksomme blev hun mig just interressant ved sin Taushed. Først da vi rullede ind paa Lyneborgs snevre Gader, hvor Husene stode i Maanelyset, saa klosteragtige, saa gamle og spidsgavlede, hørte jeg hende første Gang tale: »Nu er jeg hjemme!« sagde hun.
Vi stege ud af Vognen, den gamle Apotheker bød hende sin Arm, for at følge hende hjem, det var tæt herved; vi andre gik med. Klokken var omtrent 11, Alt var saa stille i den underlige gamle By, der var mig saa ganske fremmed; spidsgavlede Huse, Kanapper og Udbygninger rundtom i det skarpe Maaneskin. Vægteren gik med en stor Skralde, som han snurrede med, sang derpaa sit Versvægterne, der var en slags opsynsmænd, afpatruljerede gaderne om natten, hvor de passede gadebelysningen og sang de såkaldte vægtervers, der angiver, hvad klokken er. og snurrede igjen. »Velkommen, Jomfrue!« sagde han midt under Sangen, og hun nikkede og nævnte hans Navn, idet hun traadte op af den høie Steentrappe; her boede hun. Jeg saae hende neie til Afsked og forsvinde bag Døren.
Da siden efter Postillionenpostkusk. blæste, og vi skulde ind i Vognen igjen, saae jeg Lys paa hendes Værelse; en Skygge gik over Gardinet, det var hende, der saae efter os ved Vinduet. Nu var den Reise forbi for hende, som hun maaskee i flere Aar havde glædet sig til, muligt staaer den som et af de lyseste Punkter i hendes eensformige Liv, og hun vil sidenefter, mange Gange nyde den i Erindringen. Der ligger virkeligt noget Rørende i saadan en gammel Piges stille Klosterliv; hvem veed hvilken Orm der gnaver dette Hjerte; der ere Følelser og Tanker, vi ofte ikke kunne betroe vore kjæreste Venner. Imorgen skulde hun maaskee begynde med Skolen igjen, høre Børnene i les verbes réguliers(fransk) de regelmæssige verber.. – »Aimer, aimant, aimé«bøjningsformer af det franske verbum: at elske. – – hvor der dog kan ligge mange Erindringer i saadant et regelmæssigt Verbum.
Vi rullede ud af Lyneborg, uden at have seet nogen af dens Mærkværdigheder; ikke engang Skinken af det berømte Sviin, der for 800 Aar siden opdagede Saltkilderneifølge overleveringen blev Lüneburgs saltkilder opdaget, da en jæger forfulgte et vildsvin gennem mudder og krat på det sted, hvor Lüneburg ligger i dag. Vildsvinet blev træt og lagde sig for at sove. Da solen herefter brød igennem og lyste på svinet, lyste dets børster med en hvid farve. Jægeren dræbte vildsvinet og opdagede, at den hvide farve skyldtes, at svinet var dækket af salt, der stammede fra jorden. Fra det navnkundige svin blev en skinke gemt, der blev udstillet i en glaskasse med tilhørende latinske vers (jf. Ludwig Bechstein Deutsches Sagenbuch, 1853, s. 265 f.)..
Saltværket og Kalkbrudene saae vi dog i Flugten udenfor Byen, men det var rigtignok paa samme Maade, som Bürgers Leonore»Lenore«. Digt af Gottfried August Bürger (1747-1794). Trykt i Göttinger Musenalmanach. Poetische Blumenlese auf das Jahr 1774, 1774, s. 214 ff., der saae Byer og Marke flyve forbi i Maaneskinnet.
Vi vare atter sex i Vognen; den ledige Plads var optaget af en Kjøbmand, der skulde til Dresden; saaledes dannede vi endnu en Hjerter Sex, idet vi atter befandt os paa Heden.
Vognens eensformige Skuren i Sandet, Vindstødene i Grenene og Postillionens Musik-Stykker smeltede imidlertid sammen til en søvnbringende Vuggesang, den ene af Passagererne nikkede med Hovedet efter den anden, selv vore Blomsterbouqvetter, der vare stukne ind i Vogngjemmerne efterlignede den samme Bevægelse, hver Gang Vognen gav et Stød. Jeg lukkede Øinene og aabnede dem igjen, idet jeg halv blundede og vistnok drømte. Mit Øie faldt især paa een af de store Nelliker i den Bouqvet jeg havde faaet mig i Vierlandene; alle Blomsterne duftede stærkt, men jeg syntes at den i Duft, som i Farve, overgik alle de andre; og hvad der var det meest curiøsekuriøs; mærkværdig eller ualmindelig., midt i Blomsten sad et lille, luftigt Væsen, ikke større end et af dens Blade, og saa gjennemsigtigt, som et Glas; det var dens Genius; thi i enhver Blomst boer en saadan lille Aand, der lever og døer med den. Hans Vinger havde samme Farve som Nellikens Blade, men de vare saa fine, at de saae ud, som var det kun det røde Skjær, der faldt fra Blomsten i Maanelyset; guulgule Lokker, finere end Støvfrøet, glede ned over Skuldrene og bølgede i Vinden.
Da jeg nu saae nøiere paa de andre Blomster, mærkede jeg at han ikke var den eneste, i hver Blomst gyngede et saadant lille Væsen, hvis Vinger og luftige Klædning var som et Farveskjær af den Blomst hvori de levede. De gyngede hver paa de lette Blade i Duft og Maanelys, sang og loe, men det var som naar Vinden gaaer sagte hen over den stemte Æolsharpeharpe, som vinden får til at spille. Opkaldt efter Aiolos (lat. Æolus), vindenes herre i græsk mytologi..
Snart kom hundrede og atter hundrede andre Alfer, i ganske andre Gevandter og Skikkelser, ind af det aabne Vindue paa Vognen; de kom fra de dunkle Graner og fra Hedeblomsterne. Hvor blev der ikke en Snakken, en Syngen og Dandsen! de sprang mig tidt lige over Næsen og undsaae sig ikke ved at opføre en Runddans midt paa min Pande. Disse Gran-Alfer saae ellers ud, som sande Vildmænd med Spyd og Landse, og dog vare de luftige, som den fine Taage, der i Morgensolen dufter fra den beduggede Rose. De deelte sig i forskjellige Partier og spillede nu hele Comoedier, som mit Reiseselskab troede at drømme; hver fik sit Stykke.
For den muntre, livfulde Student fra Hamborg var Scenen i Berlin; en heel Skare Alfer formummede sig som tydske Studenter, og nogle vare sande Philisterfilister; betegnelse for en person, hvis tankegang er indsnævret til det materielle og småborgerlige., med lang Pibe i Munden og en Stok som en Kølle ved Siden af sig; de stode i lange Rækker, det var et Collegiumkollegium, her: forelæsning.; een af Gran-Alferne steeg som den levende HegelGeorg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831), tysk filosof. op paa Cathedret og talte saa lærd og indviklet, at jeg slet ikke kunde følge med.
Et andet Partie legede paa vor Engelænders Læber, dandsede og kyssede hinanden, og saa var det for ham, som han kyssede sin Hjertensallerkjæreste, følte hendes Kind hvile op til sin, og saae hende ind i det kloge, kjærlige Øie.
For den unge Pige fra Braunschweig spillede de derimod en alvorlig Scene af hendes eget Liv; Taarene trillede hende ned over Kinderne, og de smaae Alfer smilede og speilede sig i hver, saa at hver Taare der faldt i Drømme, viiste et uskyldigt Smiil.
Den gamle Apotheker vare de værst ved, fordi han havde traadt en af Blomsterne itu, der var faldet ned i Vognen, og derved dræbt en af de smaae Alfer; de satte sig paa hans Ben, og saa blev det for ham i Drømme, som om han slet ingen havde, men hoppede paa Stumpen hen ad Braunschweigsse kort. Gader, hvor alle Naboer og Fremmede stode og saae paa ham; men saa gjorde det dog de smaae Skabninger ondt, og de lode ham faae Benene igjen, og ovenikjøbet et Par store Vinger, saa han kunde flyve høit op over Hendrik Løves KobberløveHeinrich der Löwe rejste i 1166 Löwendenkmal (Löwe-mindesmærke) ved borgen i Braunschweig, der stammer fra 1100-tallet. og St. BlasiiDom St. Blasius, opført 1173-1195 og navngivet efter Skt. Blasius, der ifølge legenden var biskop i Armenien og led martyrdøden i 316. høie Kirketaarn, og det fornøiede ret den gamle Apotheker, saa han loe høit i Drømme.
Kjøbmanden fra Dresden havde de skabt den hele Hamborger-Børs, med Jøder og Christne; og sat Coursen saa høi, som den endnu aldrig bliver, og som kun saadanne luftige Puds kunne bringe i Stand i Drømme. Mig syntes de ikke at lægge Mærke til, før længe efter de andre; »denne lange blege Mand,« sagde da en af dem, »er en Digter! skal han da ingen Ting see?«
»Han seer jo os! det kan vist være nok for ham!«
»Skal vi ikke ogsaa lade ham see hvad vi see! saa vil han synge smukt derom for de andre Mennesker, naar han vaagner.«
De holdt ellers noget længe Raad, om jeg var værd at optages i deres Forsamling, men da de nu ingen bedre Digter havde her, saa fik jeg da Adgangskort. De smaae Alfer kyssede mig paa Øinene og Ørene, og da var det, som jeg blev et nyt og bedre Menneske.
Jeg saae ud paa den store Lyneborgerhede, som jo gjælder for at være saa hæslig, Herre Gud, hvor Folk snakke! ja de tale som de see og høre til. Hvert Sandskorn var et glimrende Klippestykke; det lange Græsstraae, der hang fuldt af Støv ud paa den brede Landevei, var den nydeligste macadamiseredebelagt med knuste sten i tre lag og med hældning af hensyn til afløb for vand. Metoden er opfundet af skotten John Mc-Adam (1756-1836) i begyndelsen af 1800-tallet. Vei for de smaae Alfer; fra hvert Blad tittede saadant et lille, smilende Ansigt frem. Granerne saae ud som fuldendte Babeltaarnetårn i Babylon, der skulle nå helt op til himlen. Ifølge 1. Mosebog 11,1-9 havde indbyggerne i Babylon oprindelig kun et sprog, men da Gud så, at de magtede at bygge et tårn, der rakte til himlen, spredte han det babylonske folk og gav dem forskellige sprog, så de ikke kunne fungere som ét folk., der vrimlede af Alfer, fra de nederste brede Grene til den høie Top, hele Luften var opfyldt af de forunderligste Skikkelser, og alle klare og hurtige som Lyset. Fire à fem Blomstergenier rede paa en hvid Sommerfugl, de havde jaget op af sin Søvn, medens andre byggede Slotte af den stærke Duft og den fine Maanestraale. Den hele store Hede var en Trylleverden, fuld af Underværker; hvor kunstigt var ikke hvert Blomsterblad vævet! hvilken Masse af Liv laae der ikke i den grønne Granspire! hvert Støvgran havde sin forskjellige Farve og særegne Sammensætning, og hvilken Uendelighed i den store Himmel oven over.
Sagnet siger, at kun ved et Menneskes trofaste Kjærlighed og ved den christne Daab kan Havfruen faae en udødelig Sjælmuligvis en hentydning til Bernhard Severin Ingemanns (1789-1862) De Underjordiske. Et bornholmsk Eventyr (1817) hvori der fortælles om havfruen Vanda, der gennem sin kærlighed til mennesket Sigurd og den kristne dåb opnår en udødelig sjæl. Med »Sagnet« kan H.C. Andersen også mene den tyske forfatter Friedrich de la Motte Fouqués (1777-1843) novelle »Undine«. Trykt i Die Jahreszeiten. Ein Vierteljahrschrift für romantische Dichtungen, Frühjahrsheft, 1811, s. 188 ff. Oversat til dansk af Adam Oehlenschläger som »Undine« og trykt i Eventyr af forskiellige Digtere, bd. 1, 1816.; de smaae Blomster-Alfer forlange ikke saa meget; en Angerens eller Medlidenheds Taare fra det menneskelige Hjerte, er den Daab, der kan give dem Udødelighed, og derfor søge Alferne saa gjerne til Mennesket, og naar det fromme, gudhengivne Suk stiger fra vort Bryst, hæve de sig paa dette til Gud, thi ogsaa saaledes komme de ind i den store, deilige Himmel og voxe til Engle under Evighedens mægtige Sollys.
Duggen begyndte at falde, jeg saae de luftig-lette Genier tumle sig paa de store Vanddraaber; mange Digtere fortælle, at Alferne bade sig i Duggen; men hvor kan det lette Væsen, der dandser paa Tidslens Fnug, uden at bevæge det, trænge igjennem den haarde Vandmasse; nei, de stode op paa den runde Draabe, og naar denne saa trillede rundt under deres Fødder og det lette Gevandt flagrede i Luften, saae de ud, som det nydeligste Miniatur-Billede af Fortuna paa sin rullende Kuglepersonificering af tilfældet i romersk mytologi; i gængs tale kaldet lykkens (eller skæbnens) gudinde. Fremstilles stående på et hjul eller en kugle, der symboliserer lykkens omskiftelighed..
Med eet følte jeg en sittrende Bevægelse i hele Luften, jeg foer op, og det Hele var forsvundet, men Blomsterne duftede stærkt, og gjennem Karetvinduet bøiede sig nogle friske, grønne Birkegrene. Postillionen havde pyntet den hele Vogn med Grønt, efterdi det var Pindsemorgenpinse er en kristen højtid den syvende søndag efter påskedag. Falder i maj eller juni. Pinsemorgen er morgenen på den første dag i pinsen, der altid er en søndag.. Den gamle Apotheker strakte sig i Vognen og sagde: »man kan dog drømme her!« men hverken han eller de andre tænkte paa, at jeg var indviet i deres Drømme.
Solen stod op, vi sadde Alle tause, jeg troer vi stille holdt vor Kirkegang, medens Fuglene sang Pindsehymner og Hjertet selv holdt os den bedste Froprædikendannet af det tyske früh: tidlig. Prædiken ved tidlig morgenmesse..
I Uelzense kort. gik Folk til Kirke da vi kom her. Solen brændte som en Ild, vi vare næsten halvdøde da vi naaede Gifhornse kort. og endnu vare der 4 Mile til Braunschweig. Jeg følte mig saa træt, at jeg neppe gad seet ud af Vognen, da vi kunde øine Harzbjergene med BrockenBloksbjerg. Det højeste bjerg i Harzen på 1142 m, hvor heksene ifølge folketroen samlede sig.; endelig vare vi ved Maalet, jeg fandt Hvile og Vederqvægelse i Hôtel d’Angleterre(fransk) Hotel England..
IV
Braunschweig. »Drei Tage aus dem Leben eines Spielers.« En Fortsættelse af Samme. Moderen og Sønnen. Vandring i Byen. Afreise. Den gamle Skolemester.
»Hvad spilles der paa Theatret i Aften?« spurgte jeg.
»O, ein wunderschönes Stück(tysk) Åh, et vidunderligt stykke.!« sagde Kjeldersvenden. »Drei Tage aus dem Leben eines Spielers.«Jean Jacques Louis Angelys (1787-1835) Drei Tage aus dem Leben eines Spielers. Melodrama in 3 Aufzüge, 1827 (tre dage af en spillers liv), der er en bearbejdelse af Victor Henri Joseph Bahrain du Canges (1783-1833) skuespil Trente Ans, ou La Vie d’un Joueur. Mélodrame en trois Journeés, 1827.
Jeg vidste det var et Efectstykke, der havde gjort Opsigt i hele Tydskland, men stærkere end Cardillac troede jeg dog det ikke kunde være. Skjøndt jeg næsten var halvkogt af Dagens Hede, og saa træt af den velsignede Postkutsche, at jeg knap kunde røre mig, gik jeg i Theatret
Stykket var ikke inddeelt i Acter, men i Dage, mellem hver var der et Tidsløb af 15 Aar. To Dage holdt jeg ud, men saa kunde jeg ikke længere. Tilskuerne bleve formelig spændte paa Pinebænken, og tænk nu, mig arme Menneske, der alt var som mørbanket af Reisen.
Den første Dag endte da med, at Spilleren tog Livet af sin gamle Fader, den anden Dag gik det ud over et ganske uskyldigt Menneske, som han skjød en Kugle gjennem Livet; – jeg følte Blodet koge i mig, og ventede da, at paa den tredie Dag maatte det gaae ud over Tilskuerne med. Jeg var frygtelig tilmode; kun i Galeislavernedet er uklart, hvilket værk Andersen hentyder til, men det kan være et af følgende: 1) Gallej-Slaven eller den sønlige Kjerlighed. Drama i fem Akter. Oversat til dansk i 1797 af Enevold de Falsen (1755-1808) efter Fenouillot de Falbaires (1727-1800) L’honnéte criminel ou l’amour, 1790 og opført første gang på Det Kongelige Teater 24. marts 1797. 2) De to Galeislaver, eller Møllen ved St. Aldervon. Drama i tre Acter med Chor og Dands. Oversat til dansk af Georg Julius Johnsen Liebe (1788-1845) efter Karl Gottlieb Theodor Winklers (1775-1856) Die beiden Galeeren-Sclaven, oder: Die Mühle von Saint Aldervon. Melodrama in drei Akten, der er en bearbejdning af Pierre François Adolphe Carmouche (1797-1868) m.fl.s Les deux forçats, ou la meunière du Puy-de-Dome, mélodrame en trois actes, 1822. Hells oversættelse findes i Dramatisches Vergißmichnicht aus den Gärten des Auslanders nach Deutschland verplanzt, bd. 2, 1824. Den danske oversættelse blev trykt i Nyeste Samling af Skuespil, til Brug for Den Kongelige Danske Skueplads og for Privat-Theatre, bd. 2, 1825 og opført på Det Kongelige Teater 30. september 1825. 3) Galejslaven Alamontade. Oversat til dansk i 1805 af Klaus Reenberg Thoring (1768-1832) efter Johann Heinrich Daniel Zschokkes (1771-1848) Alamontade, 1802. har jeg følt noget lignende.
Jeg gik hjem, men overalt saae jeg Udskud af Menneskeheden, sønderknuste Mødre og fortvivlede Spillere. Jeg fik saadan en Afsky for Kort, at jeg strax brændte et Bundt uskyldige Visitkort, jeg havde kjøbt i Hamborg, blot fordi de havde Navnet Kort.
Mit Sind var i Oprør, jeg forsøgte paa at synge Vuggeviser for at dæmpe det; ja, jeg satte mig tilsidst ned og fortalte mig selv et Børne-Eventyr, som Du ogsaa maa høre, min Læser.
»Saalænge Kjøbenhavnerne endnu ere ganske smaae Rollinger, og ikke have været længer ude i Verden end til DyrehavenJægersborg Dyrehave, stor park nord for København, der går tilbage til den dyrehave Frederik 3. indrettede 1699 og som efterfølgeren Christian 5. udvidede året efter. og Frederiksberg, og deres Bedstemoder eller Amme fortæller dem, om fortryllede Prindser og Prindsesser, Guldbjerge og talende Fugle, saa drømmer det lille Hoved om dette deilige Phantasieland, og seer ud over Havet, der gaaer sammen med Himlen, mellem den danske og svenske Kyst. Derude maa det ligge, tænke de, og udmale sig nu saa herligt denne nye Verden; men de blive ældre, komme i Skole, faae fat paa ▶Jacob Riises (1791-1872) Haandbog i Geographien for den studerende Ungdom, 1819-1820 og/eller Lærebog i Geographien til Brug for Skolerne, 1821.Rises Geographie◀Jacob Riises (1791-1872) Haandbog i Geographien for den studerende Ungdom, 1819-1820 og/eller Lærebog i Geographien til Brug for Skolerne, 1821., og med eet slaar den dem det hele Phantasieland itu, de see – bag Havet ligger Preussentidligere hertugdømme og kongerige i det nuværende Tyskland, Polen, Litauen og Hviderusland. og hele Tydskland og det første er ikke andet end det bare Sand. Dog, nok herom, vi ville blive ved Phantasielandet. Her levede for mange Tider siden, længe endnu, før man drømte om mit Forfatterskab og »drei Tage aus dem Leben eines Spielers,« en gammel sølvgraae Konge, der havde saadan en Tiltroe til Verden, at han ikke kunde tænke sig, at noget Menneske kunde sige en Løgn, ja en Løgn stod ham som saadant et Phantasiebillede, at han i Raadet lovede, at give sin Datter og det halve Rige til den, der kunde sige ham en Ting, han maatte indsee, dog var en Løgn.
Alle hans Undersaatter lagde sig efter Løgn, men den gode Konge tog Alt for Sandhed. Da blev han tilsidst ganske melankolsk, græd og tørrede Øinene i sin kongelige Kaabe, idet han sukkede: »skal jeg dog aldrig kunne sige: Det er Løgn!«
Saaledes glede Dagene hen; da kom der en Morgen en smuk, velvoxen Prinds, der elskede Prindsessen og var elsket igjen; i 9 Aar havde han lagt sig efter Løgn, og haabede nu at vinde hende og Riget. Han sagde til den gamle Konge, at han ønskede sig anbragt som Gartner-Svend, og Kongen sagde: »ja nok, min Søn!« og førte ham ned i Haugen.
Her stod især Grønkaalen i en deilig Væxt, men den unge Prinds trak paa Næsen og sagde: »Was ist das(tysk) hvad er det??«
»Det er Kaal, min Søn!« sagde Kongen.
»Kaal? – I min Moders Kaalhave, er den saa stor, at der kan staae et Regiment Soldater under hvert Blad«.
»Det er meget muligt,« sagde Kongen; »Naturens Almagt er stor, og der gives megen Forskjellighed i Væxten.«
»Ja saa vil jeg ikke være Gartner,« svarede Prindsen; »lad mig hellere blive Din Ladefoged.«
»See her er min Lade! har Du seet en større og skjønnere?«
»Større? Jo, saa skulde Du see min Moders! Tænk Dig, da man byggede den og Tømmermanden sad øverst oppe og huggede med sin Øxe, fløi denne af Skaftet og før den rørte Jorden havde en Svale bygget Rede i Hullet, lagt Æg og klægget Ungerne ud. Ja, det troer Du vel er Løgn, min Konge?«
»Nei saa mæn gjør jeg ei! den menneskelige Kunst gaaer vidt; hvorfor skulde Din Moder ikke kunde have saadan en Lade?«
Saaledes gik det fortvidere., men Prindsen fik hverken Riget eller den deilige Prindsesse; de tæredes derfor begge hen af Sorg og Længsel, thi Kongen havde svoret: »Ingen faaer min Datter, uden han kan sige mig en Løgn!«
Aldrig kunde dog hans gode Hjerte troe en saadan; ja, da han til sidst døde og kom ned i den store Marmorkiste, fik han dog ingen Ro og man siger, han vandrer endnu om paa Jorden, som en usalig Aand, fordi han aldrig fik sin Længsel stillet.«
Saalangt var jeg kommen i Historien, altsaa til Enden, da bankede det paa min Dør; jeg raabte: »Herein(tysk) kom ind.!« – og – tænk min Overraskelse! der stod den gamle Konge for mig, med Krone paa Hovedet og Scepter i Haanden.
»Jeg hørte Dig memorereindprente sig noget og systematisk lære det udenad. mit Livs Historie,« sagde han, »og dette har kaldt mig til Dig. Veed Du maaskee en Løgn, der kan skaffe mig Ro i Graven?«
Jeg søgte at fatte mig, sagde hvorledes jeg var kommen til at fortælle mig selv hans Levnet og Bedrifter, og nævnede nu: »Drei Tage aus dem Leben eines Spielers.«
»Fortæl mig den!« sagde han »jeg holder meget af det Frygtelige; jeg er jo selv, som Aand, frygtelig paa mine gamle Dage!«
Jeg begyndte at fortælle, gik Scene for Scene igjennem, og viste ham dette Malerie af Menneskelivet; da forklaredesat være forklaret betyder at have noget afklaret, lykkeligt eller fredfyldt over sig. hans Træk, han greb min Haand og sagde i Begeistring: »Det er en Løgn min Søn! Saaledes gaaer det ikke til i Verden; men nu er jeg forløst! Takket være Du, der fortalte mig dette! takket være Luis Angely, der bragte det paa Scenen, men velsignet være Victor Dücange, der lavede denDrei Tage aus dem Leben eines Spielers. Melodrama in 3 Aufzüge er Jean Jacques Louis Angelys tyske bearbejdelse fra 1827 af Victor Henri Joseph Bahrain du Canges skuespil Trente Ans, ou La Vie d’un Joueur. Mélodrame en trois Journeés, 1827.. Nu faaer jeg Ro i Graven!« – og derpaa forsvandt han.
Det kunde blive et deiligt Stykke, tænkte jeg, om denne Historie blev dramatiseret. Hvilke Characterer! især den gamle Konge, der slet ingen har; hans barnlige Tiltro til Verden; den ulykkelige Prinds, der røg af Pinden, skjøndt han i 9 Aar havde lagt sig efter Løgnen; Prindsessen, der ingen Mand fik, ogsaa Aanden, den gamle Konge, der til sidst bliver forløst ved et Tydsk Melodrama. Ja, jeg forudseer det, det bliver dramatisk, thi det er det!
Da jeg næste Morgen vaagnede, stod hele dette Eventyr for mig som en Drøm, jeg begyndte nu min Udflugt i Staden, der seer meget stille og fredelig ud.
Her begyndte alle Vinduerne at gaae ind ad og Blomster-Potterne ud ad. Tjenestepigerne flagrede i brogede Cattuns-Kaaberkattunskåbe; kåbe, der er fremstillet af tæt vævet bomuldsstof. gjennem Gaderne, og Smaaebørnene skrege »Her’ Jøs’Herre Jesus.!« til hvert andet Ord de sagde. Volden er planeret, og man spadserer her i lange Aleer, og finder smukke Blomsterpartier, som man nok tør see, men ikke røre. – Jeg besøgte MarrHeinrich Marr (1797-1871), tysk skuespiller., en ypperlig Acteur ved Hof-Theatret her i Braunschweig, hvor han tillige er Regisseur, han boede udenfor »FalleberthorFallerslebertor, byport (nu nedlagt) og bro over Okerfloden i Braunschweig.«, et historisk Sted fra det 15de Aarhundrede, eller rettere, til den Tid; thi da samledes her hvert syvende Aar, alle Omegnens Fyrster og mægtige Herrer, hvor de toge Deel med Folket i Dands og Lystighed. Man kastede da der Terninger om Alt, selv om at faae sig en Kone, men den som fik høiest Øine maatte ogsaa ægte hende. Rundt om i de brogede Telte sadde de fornemme Damer i al deres Puds og saae paa den lystige Menneskevrimmel udenfor. Nu var alt ganske forandret; en lang Allee, med Lyststeder paa begge Sider, laae for mig; nogle ærlige Braunschweiger-Borgere gik her roligt og nød Morgenstunden, uden at tænke paa, at maaskee deres Tip-Tip-Tipoldemoder her var sat paa Spil i sin blomstrende Alder, ligesom nu en Barnekappe eller et Syeskrin.
Det var anden Pintsedagpinse er en kristen højtid, der fejres den syvende søndag efter påskedag. Består af 1. og 2. pinsedag., Klokkerne ringede og alle Folk strømmede til Sanct Blasius’s Domkirke; jeg fulgte Strømmen; Orgelet bruste igjennem de høie Hvælvinger, Menigheden sang, og de gamle braunschweig’ske Hertuger laae i Støv og Aske nede i deres Kobber- og Marmorkister. Det er alt, hvad jeg der, efter mit korte Besøg, kan fortælle, men det er Sandhed.
Efter Gudstjenesten var der en Brudevielse. Det var et smukt Par; men hvad der især greb mig var det underlige Udtryk af Glæde og Veemod, der laae i Brudens Blik; hun syntes at søge nogen, i det hun skred op til Altret.
»Han er her vist i Kirken,« hvidskede to Qvinder, der stode ved Siden af mig.
»Den stakkels Eduard! – ja han er her vist!«
Der gik et Lys op for mig; men jeg var vis paa han var der ikke; havde det været en Johanne SchoppenhauersJohanna Schopenhauer (1766-1838), tysk forfatter. Roman, saa havde han nok staaet, dødbleg bag en Pille og seet paa Brudevielsen, her var det derimod Virkelighed; han var der ikke, men hvor –?
Moderen
Hvad kommer Du fra Kirken her?
Vil Du ei see paa Stadsen der?
I Dag staaer liden Grethe Brud,
Men Du er bleg! Du gode Gud!
Du seer jo ganske saadan ud,
Som da – o Gud jeg græde maa!
Som Lille, Du i Græsset laae,
Et giftigt Dyr stak der Din Fod;
Døds-Smerten i Dit Ansigt stod;
Ak, dobbelt den jeg med dig leed.
Din Fod jeg grov i Jorden ned,
Og Jorden suged’ Giften ud; –
Saa har han gjort den gode Gud!
Sønnen
Ja, Moder, Jorden hjælper der!
I Hjertet er nu Giften her,
Jeg føler den – forbarm Dig Gud!
Din Jord vil suge Giften ud.
O, grav det syge Hjerte ned,
Det hjælper jo, saa faaer jeg Fred!
»Es ist eine alte Geschichte, doch bleibt sie immer neu(tysk) det er en gammel historie, men den hænder igen og igen (forbliver lige ny). Citat fra Heinrich Heines digt »Ein Jüngling liebt ein Mädchen«, nr. 39 i »Lyrisches Intermezzo« fra Buch der Lieder, 1827.;« siger Heine. Jeg gik ud af den gamle St. Blasius, saae paa de ridderlige Epitaphier i Muren og de gammeldags Bygninger, der laae rundt om i Gaderne. Det gamle Raadhuus var forvandlet til en Viinkjelder, men stod endnu i sin hele gothiskemiddelalderlig; også betegnelse for tidlig middelalderlig stil. Ærværdighed med den store murede Altan, og mellem hver Pille en fyrstelig Herre med sin Gemalinde, udhugget i Legemsstørrelse i Stenen.
Paa Slotspladsen laae Alt i Gruusslottet i Braunschweig (»Grauer Hof«) brændte under en mindre opstand i 1830 og blev herefter nedrevet. Et nyt residensslot, der stod færdigt i 1837, blev opført samme sted., en Mængde Mennesker arbeidede paa, at rive de sidste Rester ned og at lægge Stenene i Hobe. En Sidebygning, der benyttedes som Vagtstue, stod endnu; Brætter vare slagne for de sønderbrudte Vinduer, og op af Væggen saae man paa Spoer af den sorte Røg. Inde imellem Gruset sadde nogle Barnepiger, og mens Børnene legede der, sang de Barcarolen af: den StummeDaniel François Esprit Aubers (1782-1871) opera La muette de Portici, 1828 med tekst af August Eugène Scribe (1791-1861) og Germain Delavigne (1790-1868). Oversat til dansk af Johan Ludvig Heiberg (1791-1860) i 1830 som Den Stumme i Portici. Opera i fem Acter. Barcarolen, dvs. gondolsangen, forekommer i værkets 2. akt og synges af den neapolitanske fisker Masaniello.. De tænkte vidst mindst paa, hvilken poetisk Figur de gjorde med denne Sang paa dette Sted. De smaae Unger, som her legede, vil maaskee engang fortælle for deres Børn, som den første, fjerneste Erindring de have, om dette Slots Ødelæggelse; da staaer her et nyt og herligere, eller, hvad der er rimeligere, da er her Promenade, og en ny Børnevrimmel hopper om under den gamle, blaae Himmel.
I en Udkant af Byen, ved een af Portene, ligger en smuk, stor Have, der tilhører en Kjøbmand KrauseDietrich Wilhelm Krause (1773-1845).; den staaer aaben for enhver, og paa Husets Facade læser man »Salve Hospes!«(latin) velkommen (vær hilset) gæst. Her var en Skov af Sydens Blomster og Frugttræer, der plantede i store Ballier, stode rundt om Huset. – Alt var Blomster og Duft. Fra en Plads i Haven, der gik ned til en Arm af Ocker-FlodenOker; 105 km lang biflod til Aller., havde man et af de venligste Landskaber, man kan drømme sig.
Det var en Blegdamareal, hvor man bleger tøj., en stor Eng, der var guul af Blomster; noget borte laae Lyststeder mellem Bøge og høie Popler, og ude paa Horizonten reiste Harzen sig med Brocken, der som en graa Uveirssky hævede sig op imellem de andre solbelyste Skybjerge, – det var et fuldendt Malerie! I Bjergene selv har man kun Baggrund uden Forgrund, og i Sletterne det Omvendte, Forgrund nok, men ingen Baggrund; her vare begge Dele, som man kunde ønske sig det. – Jeg saae en ung Maler, der skizzerede sig Luft-Partiet. Folk spadserede forbi, uden at lægge Mærke til ham; det skulde have været hjemme hos os, saa nær Byen! – Jeg erindrer, at een af vore berømte Landskabsmalere har fortalt mig, at da han en Aften gik langs med Pebling-Søensø i København, der blev dannet i middelalderen for at sikre vandstanden i voldgravene. for at studere Luften, og glædede sig ved dens deilige Afspeiling i Vandfladen, som han derfor saae ned i, samlede der sig en Vrimlen af Mennesker om ham, og alle spurgte de: »Er der Nogen druknet!«
I Maaneskin spadserede jeg forbi Heinrich Løves gamle Slot, den store Kobber-Løve stod roligt paa sit Fod-Stykke, og saae ind paa Slottet paa den ny Menneske-Slægt, der i Soldater-Uniform kiggede ud af alle Vinduer; medens Folk kom fra Theatret, hvor der var spillet »Das Irrenhaus in DijonFriedrich Ludwig Wilhem Meyers (1758-1840) Das Irrenhaus zu Dijon. Oder: Der Wahnsinnige. Melodrama in drei Aufzügen (galeanstalten i Dijon eller den vanvittige), først trykt 1833. Stykket er en oversættelse af Antony Béraud (1792-1860) m.fl.s Le Fou, drama en 3 actes, 1829.« et fransk Melodrama, der skal slaae Sparto tilovergå. »Drey Tage aus dem Leben eines Spielers«. Folk saae ogsaa lidt fordægtige ud, i det de kom der fra, og man sagde at der vare to Damer og en ung Officeer, der havde faaet Krampe. De skulde, ligesom jeg, have fortalt hinanden Børne-Eventyr eller sjunget Vuggeviser, saa var det nok gaaet over. –
Den 25de Mai, tredie Dagen efter min Ankomst, forlod jeg Braunschweig med »Schnellpostenden hurtigtgående postvogn.« og kom her i Selskab med to unge Lieutenanter, der reiste Incognitoinkognito, under falsk navn for at hemmeligholde ens virkelige identitet., som Majorer, og strax gjorde mig til Professor, og da det ingen Rangskatdatidens rangsystem indebar (efter 1764), at medlemmer af rangklasserne betalte skat i forhold til deres rang, dog ikke hvor en rang fulgte med et embede. kostede, fandt jeg mig deri, med kristelig Taalmodighed; desuden havde vi en Tjenestepige med, paa en 40 Aar, der skulde møde sit Herskab i Goslar, og en gammel, original Skolemester, hvem vi nærmere skulle lære at kjende. Pigen havde en Characteer, der stod mellem det Melankolske og Sanguiniskeifølge den græske filosof Hippokrates (ca. 460-ca. 370 f.Kr.) og den græsk-romerske læge Klaudios Galenos (ca. 129-ca. 199) findes der fire temperamenter, hvoraf et altid er fremtrædende hos det enkelte menneske: det sangvinske (optimistisk), det melankolske (tungsindigt), det koleriske (heftigt) og det flegmatiske temperament (sindigt). Hvilket temperament, der hos den enkelte er fremherskende, afgøres af blandingsforholdet mellem de fire grundlæggende legemsvæsker, der hver især svarer til et temperament: blod, sort galde, gul galde og slim.; hun kom hvert Øieblik i Taare over, at der just den Dag var det aarlige, store Skydelag i Braunschweig, som hun saa gjerne vilde have bivaanetvære til stede ved, overvære., men nu var dette det tredie Aar, at hun paa denne Livsens Dag, skulde være paa Reise.
Ved den første Station skildtes jeg ved mit Reise-Selskab paa Skolemesteren nær; vi kom nu ind i en mindre Vogn, hvor der kun var Plads for fire Personer; Hjerterne kom saaledes legemlig nærmere, og jeg havde nu kun een Figur til at beskjæftige mig med. Han var er Mand paa henved de 60, en lille, spinkel Skabning, levende Øine og en sort Fløiels Calotkalot; lille, skålformet tætsiddende hue, der dækker det øverste af issen. Bæres af katolske gejstlige og af jødiske drenge og mænd. paa det smalle Hovede. Det var det udtrykte Billede af Jean Paulspseudonym for Johann Paul Friedrich Richter (1763-1825), tysk digter. Schulmeisterlein, Wuz fra Auenthalhentydning til Jean Pauls fortælling »Leben des vergnügten Schulmeisterlein Maria Wutz in Auenthal. Eine Art Idylle« (den velfornøjede lille skolemester Maria Wutz’ liv i Auenthal), trykt i anden del af Die unsichtbare Loge, 1793 (den usynlige loge).. Min Skolemester her var ellers fra en lille hannoversk Stad, og vilde besøge er gammel Ven i Goslar, og skulde, ligesom jeg, for første Gang bestige Bjerge. Han var een af de lykkelige Mennesker, hvis Nøisomhed allierer sig med Phantasien og slynger Blomster om enhver Stub, for hvem den snevre Stue udvider sig til et Feeslot, og som kan suge Honning af den mindste Blomst. Med næsten barnagtig Stolthed fortalte han om sin lille By, der for ham stod, som denne Verdens Centrum; den var ogsaa i den sidste Tid stegen i Culturen, havde et Privat-Theater. –
»Ja,« sagde han, »det skulde De see! – Der ere nu ingen Mennesker, der skulde falde paa, at her før havde været en Stald! Baasene ere malede med Violiner og Fløiter af vor gamle Maler; og Musikken selv – ja, den er saamæn ganske god for saadan en lille By! to Violiner, en Klarinet og saa en stor Tromme; det gaaer meget net! Jeg veed eller ikke hvordan det kan være, men Musik gaaer dog løierligt ind til Hjertet, og jeg kan ret tænke mig de smaae Guds Engle i Himmerige. Men vi give os nu heller ikke af med disse Hokus-pokusbetegnelse for en handling, aktivitet eller praksis som er eller opfattes som udspekuleret, bedragerisk eller uden substans. Sandsynligvis en fordrejning af det latinske hoc est corpus (verum dei), der betyder: dette er Guds sande legeme. og Trillariersammensætning af trille og arier., som de have i Braunschweig og Berlin, nei, vor gamle Graver, som staaer for Musikken, giver os en god ærlig Polskpolskdans. En række pardanse, som i 1500- og 1600-tallet bredte sig fra Polen til det øvrige Europa. og en Molinaskyfolkedans i to fjerdedelstakt, der var yndet i begyndelsen af 1800-tallet. På dansk kaldet mølledans efter det franske moulin, der betyder mølle. mellem Acterne, vore Fruentimmer nynne med og vi Gamle slaae Tacten paa Gulvet med vore Stokke; det er ret en Fornøielse!«
»Og hvorledes gaaer det nu med Spillet?« spurgte jeg.
»Herligt! og jeg skal sige Dem, for at nu de som spille, kan faae Mod til at træde frem for os alle sammen, saa blive de forud saa smaat vænnet til det ved Prøverne, og ved General-Prøven maa derfor ethvert Huus levere to Tjenestefolk, for at Bænkene kan være fulde, og de der spille kan faae Courage(fransk) mod.!«
»Det maa jo ret være en Glæde – –!«
»En Glæde,« afbrød han mig, »ja, vi fornøie os alle i vort Hjertes Eenfoldighed og misunde dem ikke i Berlin. Men vi have ogsaa deilige Tepperscenedekoration, kulisse. og Presentationerscenisk arrangement.! paa det forreste have vi nu Byens Sprøite; og saa staaer Straalen, ligesom den er i Naturen, lige op af Soufleurens Hul. – Men altsammen malet, nydeligt malet! Vort Gade-Teppe er det pæneste, der har vi vor egen Byes Torv, og det er saa tydeligt, at Enhver kan see sit eget Huus, der maa saa spilles hvad Stykke det skal være! – Det værste vi har, er med den lille Jernlysekrone; Lysene ere saa slemme til at dryppe, saa om der ogsaa ere nok saa mange Mennesker samlede, bliver der dog altid et stort Hul under Lysekronen. En anden Feil, – for jeg er ikke den Mand der vil rose Alt – en anden Feil er det, at mange af vore Fruentimmer, naar de agere, og saa de staae paa Theatret og kunne kjende nogen nede paa Bænkene, saa fnise de strax og nikke ned. Men Herre Gud, det er jo kun ogsaa Fornøielse det Hele! –«
»Men nu, naar der ingen Comedie er om Vinteren, maa det da være meget stille i deresdvs. Deres. lille By? – de lange Aftener – –!«
»O, de gaae meget deiligt; min Kone, begge Børnene og Pigen sætte sig da til at spinde, og naar saa alle fire Rokkene gaae, læser jeg høit for dem, saa lider Arbeidet bedre, og vi vide ikke, hvor Tiden bliver af. Juleaften museat spille mus. Spillet består i, at en gruppe deltagere spiller om at tilegne sig så mange nødder eller pebernødder som muligt. En udvalgt sendes udenfor, mens de resterende enes om, hvilken af de fremlagte (peber)nødder, der er musen. Den udvalgte kommer da ind igen og må forsyne sige, indtil han tager musen, hvorefter turen går videre til en anden deltager. vi om Pebernødder og spille om Æbleskiver, medens de fattige Børn synge udenfor Døren om Juleglæden og det lille Barn Jesus, og da kan ret Vandet komme mig i Øinene, skjøndt jeg er saa inderlig fornøiet.«
Saaledes gled Talens Strøm hurtig frem, medens Vognen bevægede sig meget langsom i den sandede Vei. Efterhaanden traadte Bjergene ud af deres Taageskikkelser, som stærke, stolte Masser begroede med mørke Graneskove, Kornmarkerne bugtede sig malerisk ind mellem dem, og Goslar, den gamle kaiserlige, frie Rigsstad laae for os. Alle Tagene vare belagte med Schiffersteenskiffer. Grå eller sort, finkornet bjergart, som let spalter i tynde flager, opstået ved omdannelse eller sammenpresning af lerholdige aflejringer., hvorved Byen, der ligger indesluttet mellem Bjerge, faaer et underligt mørkt Udseende. Her havde engang Sædet været for de tydske Konger og Keisere, her vare Rigsforsamlinger holdte, og Riger og Landes Skjæbne afgjorte – nu, ja nu er den bekjendt af sit Bjergværk og af Heine’s Reisebilleder; her spillede Digteren Blomstertyv og Hjertetyvder hentydes til »Die Harzreise«, der efter at have været trykt i Der Gesellschafter oder Blätter für Herz und Geist, januar/februar 1825, blev optaget i bd. 1 af Reisebilder, 1826. I afsnittet om Goslar fortæller Heine, hvordan han stjal blomster fra et vindue, hvor han havde set en smuk, ung pige, og hvordan han senere så hende igen og endte med også at stjæle et kys., – en Historie, som de agtbare Borgere i Goslar, slet ikke vilde kjendes ved, og gjorde altid et meget suurt Ansigt, naar jeg sagde: Heine. Lad mig derfor være lidt forsigtigere.
Her skildtes jeg fra min hannoverske Skolemester, i det Haab, at vi atter skulde samles paa Bloxbjerghentydning til folketroens forestilling om, at heksene ved midsommer samles på Bloksbjerg, det danske navn for bjerget Brocken; jf. Thiele 2, 3, s. 180 f.. Han drog til høire, jeg til venstre, hvor jeg opslog min Bopæl i »Der Keiser von Rusland.«(tysk) Ruslands kejser.
V
Goslar. Bjergværket. Edderkoppen. Sagnet om den skjønne Mathilde. Ilse. Brocken.
Selv om man af Naturen er intet mindre, endalt andet end. Helt, bliver man, som Reisebeskriver, dog altid Helten i sin egen Reise; men hvad er Helten uden Øl og Madhentydning til Johan Herman Wessels (1742-1785) Kierlighed uden Strømper. Et Sørge-Spil i Fem Optog, 1772. Replikken, der falder i 5. optog, 3. optrin er tillagt karakteren Mads og lyder: »Jeg har ey Bidden smagt, jeg har ey drukket Draaben / I denne gandske Dag, og uden Øl og Mad / Er Helten ingen Ting«.? Vil man reise og nyde Naturen og Verden, maa man ogsaa nyde lidt af det Solide, der her virkeligt udgjør en vigtigere Ingrediens af Velbehagelighed, end man troer, ja en Englænder har endogsaa meent, at det var Umagen værd at reise for at faae Appetit og derpaa tilfredsstille denikke identificeret.. – Jeg følte noget Lignende, fulgte derpaa den indre Stemme, og da jeg havde stoppet Munden paa den med Mad, gik jeg ud for at see de goslarske Mærkværdigheder.
Luften var mig saa underlig trykkende, jeg kunde ordentligt lugte Bjergværks-Duftenlugt af svovl (svovlbrinte)., der har noget tilfælleds med den, man fortæller, Fanden parfümerer medDjævelen forbindes traditionelt med flammer og svovl. Sammenknytningen skyldes muligvis Johannes Åbenbaring 20,7: »Og Djævelen, som forførte dem, blev styrtet i søen af ild og svovl, hvor også dyret og den falske profet er, og de skal pines dag og nat i evighedernes evigheder«., naar han gaaer vred fra et Sted. Men, siden jeg nævner Fanden maa jeg strax fortælle, før jeg glemmer det, at een af Goslars første Mærkværdigheder, er en Present af denne berømte Mand. Der staaer nemlig midt paa Torvet et stort Metalbækken, der gjennem Rør, bestandigt fyldes med Vand, og som Indbyggerne, naar der er Ild løs, bruge istedetfor Stormklokke, idet de slaae paa det, saa det kan høres over Byen. Dette Fad, siger Sagnet, har Fanden engang ved Nattetid bragt hidH.C. Andersens fortælling er ikke lokaliseret andetsteds.; jeg rørte ved det, og fandt, at det var meget forsvarligt Arbeide.
Raadhuset laae tæt herved, mørkt og gammeldags, med alle sine mægtige Keisere opstillede udenpaa! de stode i første Etage med Krone paa Hovedet, Scepter i Haanden, og alle stærkt illumineredefarvelagte. som et Nürnbergerbilledeet massefremstillet billede af dårlig kvalitet.. Jeg saae en gammel Bjergmand, der viiste sit lille Datter-Barn disse drabelige Helte, efter hvem hun nu tænker sig alle Jordens Konger og Keisere, som saadanne alvorlige Steenmænd med Sværd og Krone, og det lille Fornuftsvæsen indseer allerede, at det er intet Blomsterlivlet, ubekymret liv. at være Konge, saaledes at staae med den tunge Krone Nat og Dag, uden paa Raadhuset og vaage over Lov og Ret.
Jeg husker nok, hvorledes jeg ogsaa selv, som Lille, ikke havde bedre Idee, og hvorledes jeg især grundede over hvad Sprog en Konge og Dronning nu egentlig talte; thi de kunde jo neppe tale, som vi andre simple Mennesker; da jeg derfor engang digtede en Comedie, hvori der kom saadanne to, mægtige Væsner for, grundede jeg længe, til endelig et Lys gik op for mig. Jeg tog da nogle Ordbøger, skrev et Ord ud af en, og et af en anden, og sammensatte nu et Slags Caudervelskkaudervælsk. Uforståelig blanding af brokker fra forskellige sprog. af Dansk, Tydsk, Fransk o.s.v., som jeg lod min Konge tale, thi jeg tænkte, saadan en Mand maa kunde mange Sprog, og altsaa vise sig med lidt af hvert! Gud veed hvad den lille Pige her tænkte om deres Sprog, hun glemte i det mindste ganske sit, ved at see saa mange Keisere paa engang.
Da jeg gik igjennem Gaderne saae jeg paa flere Huse Madonna med Barnet, men mange Steder vare de overkalkede som Muren. Der laae mig noget Veemodigt i, saaledes at see disse halv forfaldne Steenbilleder, der stode mig som Mumier fra en svunden Tidsalder; ogsaa de have engang levet og hersket, skjønt fremsprungne i denne døde Steen. Det var mig ogsaa, som de hvidskede: »Det er ikke nu som før, da Keiseren og Folket bøiede sig for os! men Goslar er heller ikke som før, Kronen er her falden af mit og Keiserens Hoved!«
En større Varighed have dog disse døde Masser, tænkte jeg, da Byen laae bagved mig og jeg stod for første Gang ved et Bjerg. Det var Rammelsberg, bekjendt ved sit Bjergværk, i hvilket der skal være mere Bygningstømmer end i alle Husene i Goslar. Hele den Side, der vendte imod Veien, bestod meest af Schiffersteen, hvorved Bjerget fik mig Udseende af en uhyre Bygning, der var afbrændt og styrtet sammen. Luften selv havde noget svovlet, brændt ved sig, og Vandet, der gjennem Afløb kom ud af Bjerget, hvor det var benyttet, saae ganske ockerguult ud.
Den norske Bonde kalder den tykke, blaahvide Taage, der tidt staaer indsluttet mellem Bjergsiderne: »Ulddotteruldtotter.,« og jeg veed intet Navn der er mere characteristisk; det saae virkeligt ud, som en uhyre Masse af den finest kartedeløsne, rense og udrede uldfibre ved hjælp af særlige redskaber før spinding. Uld, var blæst ind i den dybe Huulvei og laae der, op over de mørke Graner.
Hvor man stiger ned i Bjergværket gik en Deel unge Arbeidere og trillede de raae Ærtsmassererts. Malm, det vil sige en geologisk dannelse, der indeholder et grundstof, ofte et metal, eller et mineral i en mængde, så udnyttelse kan betale sig ud i en gravet Fordybning; vi fik en Fører, han tændte sin Lampe, aabnede nu en stor Dør og – jeg følte mig ganske underlig om Hjertet – vi traadte ind. Et lille Stykke endnu var Gangen Muurværk, men snart hvælvede sig kun de kantede Fjeldstykker rundt om; vi stege dybere og dybere ned. Bjergmænd med deres Lamper mødte os; »Glück auf(tysk) lykke til, lykke på vejen. Traditionel bjergmandshilsen.!« var den gjensidige Hilsen, medens Alt rundtom var stille som i Graven. Gangene her syntes at være af Malm; Ertset skinnede snart grønt, snart kobberrødt frem i Stenen. En Kjøbmand fra Goslar var fulgt med mig, jeg holdt mig fast til ham, skjøndt der kun var et smalt Bræt at gaae paa. Vi maatte tidt bøie os ganske dybt for de nedhængende Fjeldblokke; den ene Gang krydsede den anden, og Føreren syntes ofte at blive reent borte for os. Med eet brusede det over vore Hoveder, det var, som hele Bjerget styrtede sammen. Jeg sagde ikke et Ord, men knugede mig fast til min Ledsager, der nu fortalte mig, at det var en Sluse oven over man aabnede, der satte et Hjul i Bevægelse, hvorved Ertsstykkerne bleve heisede op fra de nederste Gruber.
En Afgrund aabnede sig ved Siden af os. Vi kunde ved Lampelyset ikke oversee det hele, store Hjul, som Vandet bruste ud over. Jeg veed ikke ret om dette eller de store Grotter, hvor Ertset blev arbeidet løs ved Ild, var mig det mest Maleriske. De røde Flammer sloge høit iveiret og belyste de sorte Bjergmænd rundt om; jeg lænede mig op til Klippevæggen og begyndte at vænne mig til den fremmede Verden, der just var skjøn ved sin hele Frygtelighed.
Det er dog en underlig Modsætning der er imellem Sømandens afvexlende og Bjergmandens eensformige Liv. Med svulmende Seil flyver han over det herlige Hav fra Kyst til Kyst; lystigt vrimler det i den fremmede Havn af travle Mennesker. Snart blæser der en Storm, saa Masten styrter og Skibet kastes som et Legetøi omkring af de stærke Bølger, snart er det igjen blikstille, og han hviler sig høit oppe i Mastkurvenkurv, balje eller platform anbragt på masten som udkigspost. og seer ud i det grændseløse Rum, mellem Hav og Himmel. For Bjergmanden derimod glider den ene Dag som den anden. Dybt nede i den sorte Grube sidder han ved sin Lampe og hamrer Ertset ud af Bjerget, stille og halvdunkelt, som her i hans Hjem, bliver det ogsaa i hans Indre; kun Søndagen bringer nogen Forandring, da tager han en bedre Dragt paa, gaaer i Kirke og seer Solen skinne mildt ind i den og i sit Hjerte. Maaskee kommer han ogsaa om Eftermiddagen ind til Goslar, hører der Aviserne, og tænker saa paa, hvor underlig Folk storme derude i Verden; vil maaskee ogsaa, dersom han endnu er ung, flyve derud og tumle sig imellem de andre, – men Mandag sidder han dog atter dybt nede i Gruben ved sin Lampe og bruger Hammeren – og saaledes gaaer det fortvidere, fortsætte på samme måde., til en fremmed Haand slaaer det sidste Hammerslag paa hans Liigkiste.
Da vi atter stege ud af Bjerget, skinnede Solen smukt over de unge Graner, hvor Regndraaberne laae, som Perler paa de lysegrønne Skud. Det var mig som jeg næsten aldrig havde seet noget venligere, end disse solbelyste Bjergsider og den klare Himmel, saa stor var Overgangen fra den sorte Grube til den sommerklare Natur.
En lille Sti førte os uden om Goslar. Der voxte høit Græs nede i Voldgraven og den tykke Stads Muur var næsten skjult bag Buske og Krat. Vi besteeg der »der Zwingerbetegner oprindeligt en turneringsplads mellem ydre og indre borgmur i en tysk middelalderborg. Senere anvendt om fx dele af slotsbygning beliggende på en gammel turneringsplads, her således om tårnet.,« et stort rundt Taarn fra Keisernes Tid. Murene ere 22 Fod tykke. I den første Etage havde man i den senere Tid ladet dem sprænge, og saaledes faaet indrettet Beboelsesværelser i selve Muren. Øverst oppe var der en stor Sal, hvor Borgerne i Goslar pleiede at holde Bal og Lystighed. En stor Edderkop spandt sin Væv tæt ved Døren, og saae paa mig og en vindighurtig. Flue, der surrede mig om Næsen i det jeg kom ind. Ellers kan jeg ikke sige at denne sexbenede Væver var noget smukt Malerie paa Væggen, dog naar man tager ham poetisk kan han altid blive et Billede, der kan hænges op i mit Reise-Gallerie.
Edderkoppen
Kan Du mindes Dig, skjøn Flue!? –
Her var Lys sat i Lampetter,
Engelskdandsturdans. og Menuetterhøjtidelig dans i moderat 3/4-takt.
Dandsed’ blev i denne Stue.
Smaae og Store, Tykke, Smalle,
Svang sig her saa vel tilfredse,
Ogsaa Du fløi om i Kredse,
Og var smukkest af dem Alle.
Under Bjelken sad jeg stille,
Følte Hjertet i mig brænde.
– Nu har Lystigheden Ende,
Ingen Violiner spille.
Dandsen er Din bedste Glæde!
Jeg en Dandsesal har vævet,
See, det er jo, som den svæved’!
Vil Du Gulvet kun betræde.
Atter Lystighed og Gammenglæde.
Klinge skal i denne Stue.
Lette, ungdomsmuntre Flue,
Kom, saa vil vi dandse sammen!
Hovedkirken i Goslar er nedbrudt, kun et Capel staaer endnu, og i dette gjemmes Resterne af Kirkens fordums Herligheder. En gammel Kone førte os derind og gav Forklaring over disse Skatte. Tæt indenfor Døren var den hellige Christoffer afmalet i colosalsk Størrelse, hvor han stod i Vandet med Jesubarnet paa sine SkuldreChristoforus (græsk) betyder: den, der bærer Kristus. Ifølge legenden ville den særdeles stærke Christoffer kun tjene den mægtigste herre. Efter at have tjent kejseren og Djævelen fulgte han en eremits råd om at tjene Kristus ved at bære rejsende over en flod. En nat bar han et barn over floden. Barnet viste sig at være Kristus selv, og som et tegn blomstrede Christoffers stav.. »Det var Folk den Gang!« sagde den gamle Kone, idet hun troede at »der großer Christoph(tysk) den store Christoph. Udtrykket spiller på den gamle kones udtryksform, men kan samtidig også være en hentydning til Heinrich Heines afsluttende digt i »Lyrisches Intermezzo« i Buch der Lieder: »Die müssen noch stärker seyn / Als wie der heil’ge Christoph« (Heine Historischkritische Gesamtausgabe der Werke, udg. af Manfred Windfuhr, bd. 1, 1975, s. 203).« virkelig havde været saa lang og bred, som han her saae ud.
I en aaben Kiste laae en qvindelig Figur, formet i Sandsteen; det skulde være ▶Andersens kilde er den lille fortælling »Quedl das Hündlein« fra brdr. Grimms Deutsche Sagen, bd. 2, 1818, s. 182 f. H.C. Andersen følger fortællingen så tæt, at der flere steder nærmest er tale om en oversættelse. Kun den sidste del af fortællingen, at Mathilde selv blev den første abbedisse, mangler hos brdr. Grimm, men her har H.C. Andersen muligvis blandet fortællingen sammen med historiske data, da det virkelig var en Mathilde, der var den første abbedisse i klosteret i Quedlinburg. Det var dog ikke en datter af Heinrich 3., men derimod en datter af Otto 1. den Store (912-973), hvis mor, Mathilde den Hellige (ca. 895-968), grundlagde klosteret.den skjønne Mathilde, en Datter af Keiser Heinrich den III.; hun var saa smuk, at hendes egen Fader forelskede sig i hende, hvorfor hun bad Gud, at han med eet vilde gjøre hende ret hæslig; da meldte Fanden sig, og lovede at han skulde forvandle Faderens Kjærlighed til Had, naar hun vilde tilhøre ham for stedse. Hun indgik Contracten, paa den Betingelse, at dersom han ikke fandt hende sovende de 3 første Gange han kom til hende, da skulde hun være ham quit.
For at holde sig vaagen tog hun Silke og Naal, og broderede nu et kosteligt Klæde, medens hendes lille Hund Qvedl sad hos hende. Hver Gang hun faldt i Søvn, og Djævelen nærmede sig, gjøede strax det troe Dyr, og hun var atter vaagen og munter ved sit Arbeide. Da Djævelen saaledes saae sig narret og nu maatte opfylde sit Løfte, lod han sin hæslige Kloe gaae over hendes Ansigt, saa den smukt hvælvede Pande blev nedtrykt, og den kongelige Næse bred og flad, den lille Mund rev han ud til begge Ørene, og aandede paa de smukke Øine, saa de saae ud som Bly og Taage. Keiser Heinrich fik nu Afsky for hende, hun byggede sig et Abbedie, som hun efter den troe Qvedl kaldte QvedlingburgQuedlinburg; se kort., hvor hun selv var den første Abbedisse◀Andersens kilde er den lille fortælling »Quedl das Hündlein« fra brdr. Grimms Deutsche Sagen, bd. 2, 1818, s. 182 f. H.C. Andersen følger fortællingen så tæt, at der flere steder nærmest er tale om en oversættelse. Kun den sidste del af fortællingen, at Mathilde selv blev den første abbedisse, mangler hos brdr. Grimm, men her har H.C. Andersen muligvis blandet fortællingen sammen med historiske data, da det virkelig var en Mathilde, der var den første abbedisse i klosteret i Quedlinburg. Det var dog ikke en datter af Heinrich 3., men derimod en datter af Otto 1. den Store (912-973), hvis mor, Mathilde den Hellige (ca. 895-968), grundlagde klosteret..
Den gamle Kone, der viiste os Steenbilledet, vidste ellers ikke ret, om det forestillede hende i hendes Skjønhedsdage, eller i den følgende Tid, da Fanden havde havt Fingre paa hende; jeg var meest for det sidste.
Keiser Heinrich IIIHenrik 3. (1017-1056), tysk konge fra 1039, tysk-romersk kejser fra 1046..’s Kirkestol har ogsaa en Plads her, jeg satte mig i den og saae nu paa hans og de to andre Keiseres BillederKonrad 1. (d. 918), østfrankisk (tysk) konge fra 911 og Frederik 1. Barbarossa (1122-1190), tysk konge fra 1152, tysk-romersk kejser fra 1155. paa Ruderne i det store Kirkevindue. De saae mig ret saa levende ud, idet Lyset spillede igjennem den brogede Malning.
I Muren var der en gammel Inscription, som ingen af os ret kunde udlægge. »Ja, var min Broder, Doctoren, her,« sagde min Ledsager; »han vilde forklare os Alt hvad der staaer! Han er en lærd mand, meget lærd, ja« – sagde han til mig, »han er ligesaa lærd som De!«
»Den Stakkel!« tænkte jeg; men jeg sagde det ikke.
Om Aftenen gik jeg omtrent den samme Tour igjen omkring Byen, men jeg var ene; det var Maaneskin, stille paa Gaderne, og Husene kastede stærke, sorte Skygger. Vandet pladskede eensformigt i det store Kobberbækken, og de gamle Keisere stode saa alvorlige med Haanden paa Sværdet og saae frem for sig. Det forekom mig da, som jeg stod i en af de fortryllede Byer, jeg som Lille havde hørt om i mangt et Eventyr; Bjergtaagen, der laae rundt om Byen, syntes mig den magiske Kreds, der var slaaet uden om, og at naar den blev sprængt, vilde Alt igjen vaagne op til sit forrige Liv. Da vilde der atter blive Lystighed og Støi paa Gaderne, de gamle Keisere vilde træde ned af Murene til det forsamlede Folk, som bøiede sig for Madonna, der sad i en Glorie af brændende Lamper. Sandsteensbilledet, der skulde forestille Prindsesse Mathilde, vilde reise sig af den skjøre Kiste, og faae Kjød og Blod, og den troe Qyedl vilde bjæffe lystigt igjen, saa ingen skulde falde i Søvn naar de onde Magter nærmede sig.
Det var, som Vandets eensformige Pladsken mumlede det stærke Troldoms Ord, der kunde løse det Hele af sin magiske Forstening, og jeg forstod den mægtige Tone Hieroglyphgådefuldt tegn, der ved den rette tydning kan udfri det bundne.: »naar Du har sovet, vil dette vaagne!« og det var Sandhed! thi da jeg næste Morgen traadte ud paa Gaden, skinnede Solen smukt paa Husene, der slet ikke saae spøgelseagtige ud, og i Vinduet, lige over for, tittede et smilende Pigeansigt frem, der bedre end tusinde trykte Proclamationerproklamation. Højtidelig, offentlig erklæring. forkyndte, at ingen magisk Forstening laae over det gamle Goslar.
Paa Opera-Theatret i Berlin gives der en Ballet: »die neue AmazoneWenzel Robert Graf Gallenbergs (1783-1839) ballet Die schöne Arsene oder die neue Amazone, der bygger på Franz Seydelmanns (1748-1806) opera Die schöne Arsene, 1779.,« hvori der blandt andet forekommer en Flod-Seilads. Baaden ligger stille og gynger, men Bagtæppet glider bestandig over Scenen og viser saaledes hvordan Egnen forandrer sig, eftersom de seile. Naar man nogle Øieblikke har seet derpaa er det ganske skuffende, man troer selv at seile med. Dersom det samme Experiment her lod sig gjøre, skulde Du, min Læser, ogsaa faae at see, hvorledes den deilige Egn forandrede sig, alt som jeg flagrede videre.
Goslar laae bag ved mellem Bjergene, Veien løb forbi en Mølle, hvor den lystige Svend sloges i Døren med Pigen, for at faae sig et Kys. – En steil Banke, hvor den gule Ocker-Jord skinnede frem, hævede sig tæt derved med Ruinen af et gammelt Vagttaarn. Nu blev Udsigten større, Ockerdalen med sine Smeltehytterstørre eller mindre bygning ved et bjergværk, hvor smeltning foretages. laae her om os. Den sorte Røg hvirvlede i Veiret og stak underlig af til den blaahvide Taage om Bjergene. Inde i Hytterne brændte den stærke røde Ild, og det smeltede Metal løb som Lava, med grønne og hvide Flammer, i en Rende hen over Gulvet.
Et Partie staaer mig saa levende i min Erindring, at jeg troer, jeg kan aande det ned her paa Papiret, naar kun saa de der betragte Billedet, selv ville illuminere det med Phantasiens brogede Farver.
Det beegsorte Affald danner et lille Bjerg udenfor det rødtagede Huus; tæt ved bruser Ocker-Floden hen over de store Stene; en gammel Bjergmand triller sin Bør over den lange smalle Broe, og i Baggrunden, midt i den hvidgraae Damp, stige grønlige Røgstøtter i Veiret; de komme fra »SchweffelhaufenSchwefelhaufen, (tysk) svovldynger.,« nogle opkastede Høie, hvori er gjort en stærk Ild, saa det gule Svovl syder ud af Jorden.
En lille Sti førte os over Mark og Enge, ind i den grønne Løvskov, der snart igjen forsvandt for de gamle, mørke Graner. Rundt om trængte Kilder frem, saa Jorden paa flere Steder stod i et Morads og min Fører plumpede i til Knæene. Vi mødte nogle vandrende Studenter i hvide Reisekitler og med Blomster paa Huen; et andet Partie havde tre til fire store Hunde med og syntes ikke uliig Carl MoorsKarl Moor, hovedpersonen i den tyske forfatter Friedrich von Schillers (1759-1805) skuespil Die Räuber. Ein Schauspiel, 1781. Oversat til dansk af Mathias Rahbek som Røverne. Et Sørgespil, 1801 og opført på Det Kongelige Teater første gang 15. august 1823.Drabantersoldat i en fyrstelig persons livvagt. Kan også blot betegne en følgesvend eller en soldat som sådan.. Skoven gjenlød af Piben og Raaben; ellers saae og hørte jeg ingen andre Fugle i den store, stille Natur.
Af Ruinen Harzburg var der for lidt at see, og af Buske rundt om, for meget, saa der næsten slet ingen Udsigt blev.
Vi indhentede et vandrende Postbud, der skulde til Blanckenburg, han fortalte os, at her paa denne Vei havde, indtil de sidste 2 Aar, været saa mange »Spitzbuben(tysk) forbrydere.« og at det endnu ikke altid var saa sikkert om Natten, og forunderlig var det, da han fortalte det, blev Skoven mig med et langt tættere, langt dunklere, og altsaa ogsaa, langt mere høitidelig.
Et Tordenveir trak op og den første Salve rullede mellem Bjergene i det jeg traadte ind i Flecken Ilsenburgse kort..
Det grevelige Slot ligger smukt, men seer noget forfaldet ud Nelderne voxte høit op mod Muren, hvorfra de røde Steenbrokker laae nedstyrtede i Floden.
Brocken var ganske indhyllet i den store Tordensky, der slyngede sine Lyn ned mellem Granerne; dog besluttede jeg efter nogle Timers Hvile, at bestige Bjerget.
En nye Fører meldte sig, Tordenen var forbi og vi droge afsted igjennem den deilige Ilsedal. – »Deilige?« Hvor lidet ligger der dog ikke i de døde Ord? Dog Maleren selv kan jo ikke med sine levende Farver gjengive Naturen i sin hele Storhed, hvorledes skulde da Digteren formaae det ved Ord? Nei, kunde Toner blive legemlige, kunde man male med Toner, som med Blæk og Pen, da vilde man kunde fremstille det Aandige, det der griber Hjertet, naar det legemlige Øie seer en ny og underdeilig Natur.
Med en stormende Fart løb Ilsefloden ved Siden af os; høie Bjerge bevoxne med Graner laae paa begge Sider. Den nøgne Klippe Ilsensteinse kort., med et stort Jernkors19. oktober 1814, på etårsdagen for afslutningen af Folkeslaget ved Leipzig, hvor omkring 100.000 mistede livet, lod grev Anton zu Stolberg-Wernigerode (1785-1854) et kors opsætte på Ilsenstein til minde om de faldne i kampen mod Napoleon 1.s (1769-1821) tropper. paa sit høieste Punkt, reiste sig lodret i Vejret; det gjorde ondt i Nakken, at see op til denne Høide, og dog søger Øiet dybt nede efter den, naar man staaer paa Brocken. Den modsatte Side er en Klippevæg af et lignende Ydre, Alt antyder, at disse Fjelde, ved en stor Jord-Revolution, ere splittede fra hinanden, og herved have dannet et Leie for Ilsefloden. ▶Andersens kilde til sagnet om prinsesse Ilse og hendes brudgom er fortællingen »Ilse. Die Bewohnerin des Ilsensteins« fra Johann Carl Christoph Nachtigals (1753-1819) Volcks-Sagen. Nacherzählt von Otmar, 1800, s. 169 ff. Historien findes også i brdr. Grimms Deustche Sagen, bd. 1, 1816, s. 407 f., hvor den bærer titlen »Jungfrau Ilse«.I dette mægtige Fjeld, siger Sagnet, lever den deilige Prindsesse Ilse, der ved Morgensolens første Straaler, stiger ud og bader sig i den klare Flod; lykkelig er den, der finder hende her, men kun faae have seet hende, thi hun frygter det menneskelige Blik, skjøndt hun er god og venlig.
▶i 1. Mosebog 6,9 ff. fortælles det, hvordan Gud mistede tålmodigheden med menneskene og deres ondskab og derfor besluttede sig for at lade alle mennesker omkomme i en mægtig oversvømmelse (syndfloden). Kun den udvalgte Noa, dennes familie og et par af alle dyr skulle overleve i en ark bygget til formålet. Da Noa var i sikkerhed, lod Gud det regne til alt liv var udslettet på jorden.Da Syndfloden udslettede Menneskene af Jorden◀i 1. Mosebog 6,9 ff. fortælles det, hvordan Gud mistede tålmodigheden med menneskene og deres ondskab og derfor besluttede sig for at lade alle mennesker omkomme i en mægtig oversvømmelse (syndfloden). Kun den udvalgte Noa, dennes familie og et par af alle dyr skulle overleve i en ark bygget til formålet. Da Noa var i sikkerhed, lod Gud det regne til alt liv var udslettet på jorden., stege ogsaa Nordsøens Vande høit, høit op i Tydskland, den skjønne Ilse flygtede da med sin Brudgom◀Andersens kilde til sagnet om prinsesse Ilse og hendes brudgom er fortællingen »Ilse. Die Bewohnerin des Ilsensteins« fra Johann Carl Christoph Nachtigals (1753-1819) Volcks-Sagen. Nacherzählt von Otmar, 1800, s. 169 ff. Historien findes også i brdr. Grimms Deustche Sagen, bd. 1, 1816, s. 407 f., hvor den bærer titlen »Jungfrau Ilse«. fra de nordlige Lande her hen imod Harzen, hvor Brocken syntes at tilbyde dem Tilflugt. Endelig stode de paa denne uhyre Klippe, der ragede frem over det svulmende Hav, de omliggende Lande vare skjulte under Bølgerne; Hytter, Mennesker og Dyr vare forsvundne. Ene stode de, Arm i Arm og saae ned paa Bølgerne, der brødes mod Klippen. Men Vandet steeg endnu høiere, forgjæves søgte de efter en ubedækket Fjeldryk, hvor de kunde stige op paa Brocken, der laae som en stor Ø i det stormende Hav. Da bævede Fjeldet under dem, en uhyre Spalte aabnede sig der, og truede at rive dem bort, endnu holdt de hinanden i Hænderne, Sidevægene bøiede sig fremad og tilbage; de styrtede begge ned i den brusende Bølge. Efter hende fik Ilse-Floden sit Navn, og i den haarde Klippe boer hun endnu med sin Brudgom.
Vi kom dybere ind i Skoven, Veien begyndte, at slynge sig op ad Brocken, den nedgaaende Sol kunde ikke skinne ind mellem de tætte Graner, rundt om laae Kulsvierhytterperson, der har det som sit erhverv at fremstille trækul., der hyllede Alt i en blaalig Røg, det Hele fik et stille, underligt, romantisk Præg; det var et Malerie der stemmede Sjælen til Veemod.
Kulbrænderen
Mellem Skovens Graner her
Skinner Ildens røde Skjær;
Kulsort Røg fra Hytten gaaer;
Foran Ilden Svenden staaer,
Og belyst af Træets Glød,
Seer han ud, halv sort, halv rød;
Han de store Masser vender,
Dybere det brænder.
Lænet til sin Løfte-Stang,
Nynner han en gammel Sang:
»Granen voxer Aar for Aar,
Altid lige grøn den staaer,
Som min Kjærlighed saa skjøn,
Altid grøn, men dunkelgrøn!«
Sangen ingen Trøst ham sender,
– Dybere det brænder.
Veien gik mere og mere opad; rundt om laae uhyre Fjeldblokke. Ilsefloden styrtede sig over de store Fjeldmasser og dannede Vandfald ved Vandfald, snart var Flodleiet presset ind imellem to snevre Klipper, hvor da den sorte Strøm kogte med sneehvidt Skum, snart brusede det bredt og herligt mellem omstyrtede Graner, og rev de store, grønne Grene med sig.
Alt, som vi kom høiere blev Flodleiet mindre, Strømmen tabte sig i Kildevæld, og tilsidst saae man kun de store Vanddraaber, der piblede frem mellem Mosset.
Her fik jeg Idee om en nordisk Kjæmpehøi, ret i det store! Brocken er en saadan. Steen ligger dynget paa Steen, og en underlig Taushed hviler over det Hele. Ingen Fugl qviddrer i de lave Graner; rundtom voxe hvide Grav-Blomster i det høie Mos, og Stene ligge i Masser paa Bjergtoppens Side.
Vi vare nu heroppe, men Alt var Taage. Vi stode i en Sky.
Fra Gjestgivergaarden her, brusede et Musikchor os imøde, der var en 40 Reisende, og et Partie af disse havde taget Instrumenter med og spillede lystigt af Fra-DiavoloAubers komiske opera Fra Diavolo, ou L’hôtellerie de Terracine, 1830 med libretto af Scribe. Oversat til dansk af Thomas Overskou (1798-1873) som Fra Diavolo, eller Værtshuset i Terracina. Syngespil i 3 Akter, 1831 og opført første gang på Det Kongelige Teater 19. maj 1831., Den StummeAubers opera La muette de Portici, 1828 med libretto af Scribe og Delavigne. Opført på Det Kongelige Teater første gang 22. maj 1830 i Johan Ludvig Heibergs oversættelse med titlen Den Stumme i Portici. og andre bekjendte Sager.
Halvfjerde tusinde, pariser Fodmåleenheden fod fastsattes lokalt. En fransk fod var fastsat til 0,324838 m, mens en dansk fod frem til 1835 målte 0,31407 m. Grunden, til at Andersen anvender sig af pariserfod, er sandsynligvis, at det er denne enhed, der bruges i den turistguide, som han benyttede sig af: Friedrich Gottschalk Taschenbuch für Reisende in den Harz, 1806, ny udgave 1817., over Havfladen, midt i en Sky, men bag en femfods tyk Muur, sad jeg her i det lille Værelse og opvarmede mig ved den hede Kakkelovn. Madrasserne i Sengen ere stoppede med Tang fra Danmark, jeg kunde altsaa hvile mig paa dansk Grund, høit oppe i den fremmede Skyhimmel.
Køerne bleve drevne hjem, de havde Klokker paa, og det lød smukt; men udenfor var Alt endnu Taage; det begyndte at blæse, og Vinden jog Skyerne, som om det var en Faarehjord, hen over Bjergtoppen. Tre reisende Damer, der havde store Hatte paa Hovedet, løbe om derude og plukkede hvide Brocken-Blomster, Skyerne strøge dem om Benene, det saae ud, som Hexescenen i Macbethhentydning til de tre hekse i åbningsscenen i William Shakespeares tragedie Macbeth, 1606. Oversat til dansk af Niels Rosenfeldt (1761-1804) med samme titel og trykt i William Shakspears Skuespil, oversatte paa Dansk efter de Engelske Originaler, bd. 1, 1790. Oversat på ny i 1816 af Peter Thun Foersom (1777-1817) som Macbeth. Tragedie i 5 Acter og opført på Det Kongelige Teater 15. november 1817..
Det bankede paa min Dør, – og ind traadte den gode Skolemester, jeg havde reist sammen med fra Braunschweig, vi skulde altsaa dog træffe sammen paa Bloxbjerg. Med den gamle Ven, han besøgte i Goslar, var han alt en to Timer tidligere, end jeg, kommen her op, og havde alt gjort Bekjendtskab med flere af de Reisende, der alle, efter hans Sigende, vare meget nette og høflige Mennesker. Han var saare lykkelig og viiste mig hvormange Vers han alt havde skreven ud af Brockenbøgerne, og som han vilde bringe dem hjemme.
Som bekjendt findes her, og paa hvert mærkeligt Sted i Tydskland, der besøges af Fremmede, en Bog, hvori de skrive deres Navn, ofte komme der ogsaa hele Vers, og det var et Udvalg af disse, han alt havde udskrevet sig.
I Bogen fandt jeg to danske Venners og flere Bekjendteres Navne. Der var ogsaa Tegninger deri, Geniet havde viist sig paa mange Maader; og hvormange har ikke her drømt om Udødelighed, da de skreve deres Navn; nu, Herre Gud! blive alle disse udødelige, saa bliver jeg det med!
Skolemesteren forestillede mig for sin Ven, men denne behagede mig slet ikke, han saae mig saa stille og intetsigende ud, i det han dog arbeidede paa, at lægge Characteer i sit Ansigt; det var et af de Mennesker der, havde han været Doctor, og med denne sin sædvanlige Mine, følt Patienterne paa Pulsen, sat sig ned og – tiet stille, saa havde man sagt: »han tænker!« skjøndt jeg vilde troe, han just gjorde en Pause deri.
Vi bleve imidlertid kaldte udenfor, hvor det hele Selskab var forsamlet. Musikanterne havde taget Plads øverst oppe paa Taarnet, og alle de andre Reisende forsynet sig med Kosteskafter, Stænger og Ildskufferskovl til at fjerne gløder og aske fra ilden med.; de inviterede os til en stor Hexedands i den dæmrende Aftenbelysning. Den ene tog den anden i Haanden, smaae og store, tykke og tynde, sloge Gjækken løsdet at lade sin munterhed og glæde komme til udtryk ved at feste og have det sjovt., og det lystige Intermezzokortere eller mindre vigtig episode i et forløb af begivenheder. begyndte.
Instrumenterne paa Taarnet
Vi ere froeglade., I ere froe,
Vi blæse og I brumme,
Saa saae vi af Fra-Diavolo,
Af BrudenWebers opera Der Freischütz, 1821 med libretto af Friederich Kind. Kinds libretto blev oversat til dansk af Oehlenschläger som Jægerbruden, Syngespil af Kind, 1821. og den Stumme.
CHOR
Dolorem furca pellas ex(ukorrekt latin) du kan drive smerten ud med en fork. H.C. Andersen spiller på Jens Baggesens (1764-1826) halve omskrivning af et citat fra Horats’ (65-8 f.Kr.) Epistler 1.10.24: »Naturam expellas furca, tamen usque recurret« (latin: du kan drive naturen ud med en fork, den kommer alligevel altid igen) til »Naturam furca pellas ex / Hun kommer dog igien, den Hex« (Baggesen »En ny og Sandfærdig Historie, om Oprindelsen til Bog-Censur; hvorlunde den blev opfunden af en gammel Borgemester i Kallundborg, som ikke kunde lide, at man 100 Aar i Forveien havde fortalt en meget uskyldig Historie«, Minerva, et Maanedsskrift, august 1786, s. 223).;
Det kan jeg som en Lexe!
Jeg er en Hex, Du er en Hex,
Vi ere alle Hexe!
FJELDBLOKKEN
Dands kun! jeg ligger, som en Steen,
Kan ei min Glæde stamme,
– Men naar af jer er ikke een
Er jeg endnu den samme.
ALFERNE
Vi sidde her bag Blomstens Blad –
Hvor deres Dands os more!
De bære sig saa klodsed’ ad;
O Gud, hvor de er’ store!
ELSKEREN
Høit over Skyen staaer jeg her,
Dog Hjertet maa bekjende:
Jeg var dog Himlen mere nær,
Den Gang jeg var hos hende!
CHOR
Vi sætte Skjæbnen U for Xomvending af gammel talemåde: at sætte X for U (V), dvs. at ombytte romertallet 10 med romertallet 5 for at bedrage.
Vi skal den nok correxe;
Jeg er en Hex, Du er en Hex,
Vi ere alle Hexe.
Saaledes brusede de fort, først henimod Midnat blev alt roligt i Huset.
Maanen begyndte at trænge gjennem Taagen, og kastede sin hvide Straale ind i det lange, snevre Kammer, jeg kunde ikke sove og gik derfor op paa Taarnet, for at nyde Udsigten. Hvem der engang i Drømme har svævet hen over jorden og seet Landene, med Byer og Skove, dybt under sig, har en fjern Idee om denne ubegribelige Herlighed. Begsorte laae de granbegroede Bjerge dernede under mig, hvide Skyer, belyste af Maanen, foer som Aander, henad Bjergenes Side! der var ingen Grændse; Øiet tabte sig i en Uendelighed; Byer med deres Taarne, Kulbrænderhytterne med deres Røgstøtter ragede frem i det gjennemsigtige Taageslør, som Maanen belyste. Det var en Phantasiens Drømmeverden, der her laa levende for mig. Dybt nede i de sorte Skove havde i Næverettens Tidbetegnelse for en lovløs tilstand hvor selvtægt og vold hersker. Bruges især om middelalderlige forhold i Tyskland (på tysk kaldet faustrecht). H.C. Andersen sigter med udtrykket til middelalderens Tyskland. mangen Ridder med sine Svende ligget paa Luur efter Kjøbmanden, der bragte sine kostbare Vare fra Stad til Stad; hist, hvor nu intet Spor var paa den høie Klippe, havde Borgen reist sig, høi og stærk med Mure og Taarne, og gjenlydt af Lystighed i de lange Vinteraftener. Taagerne stege høiere og høiere mellem de sorte Bjerge; i underlige Skikkelser formede Skyerne sig derude. Der, tænkte jeg, der i den vide Omkreds voxer Trylleblomsten, Harzbeboernes »Wunderbluhme(tysk) vidunderblomst. Om denne særlige blomst fortælles der i Nachtigal s. 145 ff. En jæger fandt en dag højt på et bjerg en ganske speciel blomst, som han plukkede. Efterfølgende fandt han flere glinsende sten, som han samlede op. Samtidig tabte han blomsten og kunne ikke finde den igen, men en dværg fortalte ham, at blomsten var uhyre meget værd. Da han senere vendte hjem, var stenene på grund af blomstens kraft blevet forvandlet til guld. Fortællingen findes også i brdr. Grimms Deustche Sagen, bd. 1, 1816, s. 391 ff.,« som mangt et barnligt Hjerte endnu, i from Eenfoldighed, søger. Kun Een havde funden den, men han kjendte den ikke selv, før den var tabt; jeg søgte den ikke her, jeg følte den voxe i mit Hjerte, Englene havde lagt Frøet der, da jeg endnu slumrede i Vuggen, den voxede, den udbredte sin magiske Duft, Phantasien, denne Livets herlige Blomst udfoldede sig mere i mit Hjerte, og jeg hørte og saae en ny og større Natur om mig.
Høit paa Spidsen af Ilsenstein stod den deilige Prindsesse Ilse, bestraalet af det stærke Maanelys; de sjunkne Borge hævede sig igjen, og Lyset flammede gjennem de brogede Ruder; mellem de sorte Graner reiste sig Klostrenes røde Mure og gothiskegotisk. Stilmæssig betegnelse for et bygningsværk med smalle, spidse og opadstræbende former. Kan også i bredere forstand blot betyde middelalderlig. Taarne; Sjælemessernebetegnelse for den romersk-katolske kirkes messe for de afdøde, hvor der bedes for den afdødes sjæl i skærsilden. løde, og Jagthornet klang med syvfold Ekko mellem Bjergene. Fjernt, hvor Hackel begrændsede Horizonten, steeg det sjunkne Røverslot op af den dybe Mose; Bjergene aabnede sig for mit Blik, og jeg saae i den dybe Kløft Keiser Frederik bag det store Steenbord, hvori hans lange, røde Skjæg er voxet fastFrederik 1. Barbarossa (1122-1190), tysk konge fra 1152, tysk-romersk kejser fra 1155. Ifølge folkebogen om Frederik Barbarossa fra begyndelsen af det 16. århundrede sidder han dybt inde i Kyffhäuser-bjerget ved et bord, som hans røde skæg (Barbarossa er italiensk for Rødskæg) er vokset fast til, og vil en dag atter rejse sig. Sagnet var oprindeligt knyttet til Frederik 2. (1194-1250), men bliver med folkebogen knyttet til Frederik Barbarossa.; over tusinde sorte Dverge arbeidede i de dybe Haller, og slæbte det glimrende Metal i store Bunker, medens mit Øie, i det vide Fjerne, hvor Synskredsen tabte sig paa de preussiske og braunschweigske Sletter, krigerske Hære droge forbi, men de vare som Taagen og sank som den, kun eet lysende Punkt stod tilbage, men det var som en Stjerne, der straalede klart over den hele Slette, og lyste endnu, efterat den ogsaa sank bag Horizonten, og jeg glemte de andre herlige Tryllebilleder, ved Tanken om den store Keiser.
Da susede det under Taarnet og jeg saae en Hær af forvoxne Spøgelser og menneskelige Skikkelser svinge sig i lystig Ringdands paa Bjerget, idet de strakte deres Kosteskafter og Træsabler ud over Bjergene, langt ud, for at kradse og vidske det klare Lys bort fra den sjunkne Stjerne, men de kunde ikke naae, og sprang i frugtesløs Harme op og ned, idet de grinede fælt til mig. Der var Folk, baade med Sværd og Landse, Pen og Blæk, og Ordenskjæder paa de smukke Kjoler; og de loe ad mig og sagde: »Du tør dog ikke sige hvem Du seer, Digterlil, tag Dig iagt! Brødet voxer ikke paa Træerne, hold Dig fast at Du ikke skal dumpe – hei!« og nu stak de igjen efter den høie Himmel, hvor Stjerneskjæret lyste klart og herligt, og som de dog aldrig kunde naae.
Klokken var omtrent halv 3, da Pigen kaldte paa mig, for at see Solen staae op, de fleste vare allerede udenfor, indsvøbt i Kapper og Kaaber. Med Tørklæder om Hovedet stod den underlige brogede Gruppe af Mennesker, fra høist forskjellige Steder, alle med een Tanke: »nu staaer Solen op.«
Det var som vi stode paa en Ø, thi Skyerne laae nede under os, saa langt vi kunde see, som et uhyre, svulmende Hav, der med Eet var sat ud af al Bevægelse. Intet rødt Morgenskjær stod paa den blaa Himmel oven over; Solen hævede sig uden Straaler, som en stor blodig Kugle, først da den var over Horizonten strømmede det klare Lys ud over Skyhavet.
Vor gamle Skolemester stod med foldede Hænder, sagde længe ikke et Ord, men smilede saa tilfreds; endelig udbrød han: »gid jeg havde Moder og Børnene her; – ja den gamle Ane (deres Tjenestepige) det vilde fornøie hende lige ind i Sjælen! Herre Gud, her var saamæn god Plads for dem alle sammen. Det tænker jeg ogsaa altid paa, naar jeg seer noget rigtigt smukt; her var dog nu god Plads for saa mange gode Venner, vare de her, saa kunde de ogsaa have godt af det.«
Alt som Solen steeg høiere, begyndte de lette Skyer at dampe bort, Ætherenæter; betegnelse for det rene, luftformige stof som ifølge klassisk filosofi og fysik fylder himmelrummet. Kan også blot betegne det store himmelrum. ligesom indsugede dem, medens Vinden drev de tungere ned imellem Bjergene, der som Øer nu reiste sig i det store Sky-Hav. Snart blev Alt klarere og klarere, vi saae Byer og Kirketaarne, Marker og Enge, som de nydeligste Miniaturbilleder, rundt omkring. En saa herlig Morgen havde det ikke før i Aar været paa Brocken. Vi saae tydelig Magdeburg med sine Taarne, Halberstad og Qvedlingburg. Taarnene paa den høie Domkirke i Erfurt, Bjergslottene: die Gleichen og Wilhelms Höhe ved Cassel, foruden en Vrimmel af mindre Stæder og Flekker rundtom.
Jeg klattrede op paa det saakaldte Hexealter og den ti Fod høie »Teufels CanzelHexenaltar og Teufelkanzel, (tysk) heksealteret og Djævelens prædikestol; klippepartier på Brocken.,« drak af det iiskolde Vand, der strømmer fra HexebrøndenHexenbrunnen; en kilde på Brocken., fik mig en Brockenbouqvet, som Pigen satte mig paa min Mütze(tysk) hue, især brugt om studenterhue., sagde Farvel til de nye Bekjendtere deroppe, og især til den gode, gamle Skolemester, der havde syntes saa godt om det hele Selskab her, at han bad mig, og dem Allesammen, først at skrive i hans Stambogbog, hvori venner og bekendte samt højtstående eller kendte personer, som bogens ejer traf, fx på en dannelsesrejse, skrev et vers, en sentens eller tegnede en tegning., at han kunde vise dem hjemme alle de fremmede, gode Mennesker, han her havde levet med, vi skrev næsten alle, mit var det eneste Danske, og saa skildtes vi ad.
Jeg havde sluttet mig til en Familie fra Hamborg, og tjente nu de unge Damer som opvartende Kammerjunker, naar Stien, der førte ned, blev altfor romantiskvildt og storslået., hvorfor man til Gjengjeld bød mig en af deres leiede Bjergheste.
Føreren gik foran, Skridt for Skridt fulgte Karavanen efter, og det lille Æsel, der bar Reisetøiet, sluttede Truppen. Vi havde hver faaet os en grøn Green i Haanden, og med den dreve vi vor langsomme Pegasusen vinget hest i græsk mytologi. I renæssancen opstår forestillingen om Pegasus som symbol på digterisk kraft og inspiration på baggrund af myten, hvor Pegasus med sin hov får kilden Hippokrene til at springe på musernes bjerg, Helikon. Her dog blot et poetisk udtryk for hest., der imellem syntes at ville gjøre sig det altfor mageligt. Veien gik snart ind igjennem den tykke Skov, snart ved Fjeldskrænten, hvor vi da saae de mindre Bjerge dybt nede med deres sorte Graner; de toge sig ud som Bakker, hvorpaa man havde plantet Kartofler, der reiste deres lave, grønne Top iveiret. Det underlige lette Slør, der laae over det Hele under os, tog sig ud, som var det et stort grønt Glas, vi saae den hele Herlighed igjennem. Mellem enkelte snevre Fjeldvægge stod Taagen presset sammen i en Sky, man kunde ikke see Gjenstandene nedenunder den, og dog laae den saa luftig og let, at Øiet følte, den maatte være fiin som Luften selv.
Fuglene begyndte at synge, Duggen laae i klare Draaber paa Blomsterne og Solen skinnede paa det store prægtige Landskab derude. Verden er dog smuk! Hvilken uendelig Herlighed, fra den mindste Blomst med sin Duft, til mit Hjerte med dets flammende Tanker og atter fra dette til den store Jordklode, med de herlige Bjerge og de svulmende Have!
Hvad bryder Hjertet sig om hvad Blomsten drømmer, idet den dufter saa veemodigt stærkt i Morgenduggen, der er noget langt Større, noget langt Vigtigere, der sætter dette i Bevægelse; hvad bryder Verden sig igjen om det enkelte Hjertes Længsel og Blomsterduft; mægtigere Lidenskaber, et heelt Folks Kamp og Undergang, Revolutioner i Naturen og Menneskelivet, ere dennes Drøm og Tanke.
Morgenen var saa smuk, derfor sang ogsaa Fuglene, derfor duftede Blomsterne, og mit Hjerte selv opløste sig i Duft og Sang, og Verden, den store herlige Verden – følte og hørte lige meget til dem alle tre. Men den eier ogsaa bedre Blomster end de, der her voxe; den eier Oplysningensforestillingen, om at mennesket i kraft af sin fornuft kan komme til sand indsigt i verden og sig selv og dermed gøre sig fri af vrangforestillinger, er en af 1700-tallets hovedidéer. Blomst, hvis Duft gjennemtrænger Alt, forædler og styrker det; den kjender en mægtigere Sang, end Fuglens her paa Grenen, Frihedensidéen om den individuelle ret til frihed for ydre tvang og til at tro og tænke frit er en af oplysningstidens grundlæggende forestillinger. Den kom til udtryk i Den Amerikanske Uafhængighedserklæring (Declaration of Independence) 1776, Den Franske Revolution 1789 og Julirevolutionen 1830. store Morgensang; og Hjertet – det drømmende Digterhjerte, med sin Længsel og Smerte, hvad er dette imod et heelt Folks, et begeistret Heltehjertes sidste, stærke Slag for Liv og Fædreland; det arme PolenPolen havde mod slutningen af 1830 rejst sig mod den russiske undertrykkelse. Resultatet blev Novemberopstanden, der varede fra 29. november 1830 til november 1831. Opstanden begyndte på officersskolen i Warszawa og bredte sig derefter til hele Polen og resulterede i, at man erklærede den russiske kejser Nikolaj 1. (1796-1855, kejser fra 1825) for afsat og Polen for en selvstændig nation. Kampene fortsatte indtil november 1831, hvor russerne med stor brutalitet slog opstanden ned.!
Nær havde jeg digtet en Sang til Folket: »uden Fædreland,« endnu føler jeg Trang dertil, men – hvad kan den hjælpe dem! – jeg faaer desuden tidt et underligt Anfald af gediegen Fornuft, saaledes nu i dette Øieblik, og det er ret en Lykke for et ungt, brusende Gemyt, der saa let lader sig henrive af det glimrende Store, uden at tænke paa Politik, Forhold og Enden paa det Hele.
Ved Elbingerodese kort., en lille Bjergstad, sagde jeg Levvel til mit Reiseselskab. Tæt ved Broen, der førte over Floden, stod en Liremandmand, der spiller på et strengeinstrument, hvis strenge sættes i svingning ved hjælp af et hjul med et håndtag, der drejes med den ene hånd, mens den anden hånd passer tangenterne. og spillede »Adieu Français!«(fransk) farvel, franskmænd. Melodien er ikke identificeret. – Et Slags Skjermbræt var opreist ved Siden af ham og bemalet med Karikaturer, PjerotPjerrot; enfoldig figur fra den italienske maskekomedie commedia dell’arte., HarleqvinHarlekin; figur fra den italienske maskekomedie commedia dell’arte. Oprindeligt en grov, enfoldig figur, siden fiffig og drilagtig., Liniedandserelinedanser. og Kunstberidereartist, som i cirkus og lignende optræder som kunstrytter.. En Flok Bønderbørn med bare Fødder stode og stirrede derpaa, medens Solen skinnede paa dem og de store Bjerge langt borte; det var virkelig en Situation, hvorover man kunde skrive en lang poetisk Afhandling, og sætte oven over: »Natur og Kunst.«
Snart reiste de nøgne Klippevægge sig paa begge Sider, en lille Sti løb langs med den smalle Flod, jeg var i Rübelandse kort., et Navn man udleder af »Räuberland(tysk) røverland.,« fordi her paa en af Klipperne, i gamle Dage laae et Røverslot, men som nu er forsvundet, paa Voldgravene nær.
Den hele Natur rundtom havde noget Imponerende, den syntes mig endogsaa at see saa storagtigsom føler sig hævet over andre og optræder overlegent eller overdrevent selvtilfreds. ned paa mig, at jeg tilsidst tog Papiir og Blyant frem, for at vise den, jeg dog var dens Overmand.
Du stolte Fjeld, hvor barsk Du truer der,
Jeg sætter Dig dog ind i Verset her!
Du lille Flod, som bruser vildt afsted,
Hvor stærk Du løber, tager jeg Dig med!
Selv Fuglen her imellem Engens Blommer,
Der flagrer bort, saasnart han seer jeg kommer;
– Hvad, tænker han, at undgaae mig ved Sligt?
Jeg vil – og han maa qviddre i mit Digt.
Alt lyder mig, hvorpaa jeg Blikket fæster;
En Digter er en farlig Hexemester!
Hist staaer en Pige! – nøgne, hvide Been,
En deilig Væxt, slank som en Vidiegreenvidjegren, tynd, bøjelig gren, især af pil.,
Hun vadsker Liinlinned. – men vender Ryggen til.
Nu, mon hun ei sit Ansigt vise vil?
Ha, hvad er det! – har Tryllestaven svigtet,
Hun trodser! vel! – hun skal dog ind i Digtet,
som der hun staaer, jeg hende tage vil,
Nu skal hun staae og vende Ryggen til.
Her er det Hele, Lyset smukt med Skyggen,
Og Pigen, som nu altid sees paa Ryggen!
Paa hiin Side Landsbyen Rübeland førte en lille Bjergstie op til den Fordybning i Fjeldet, hvor man træder ind i BaumannshulenBaumannshöhle, opdaget i 1536 af Friedrich Baumann (d. 1536).; her fandt jeg to andre Reisende; hver af os fik en tændt Lampe; Føreren gik foran og vi stege ind i denne forstenede Phantasieverden.
Indgangen var gjennem et lavt Hul, der saae ud som Ræven havde gravet det; vi kunde ikke gaae opreiste. Det var, som vi kom ind i Ruinerne af en gammel Borgkjelder, hvor Murene vare halv nedstyrtede. Vanddraaberne faldt med eensformig Pladsken, ellers var Alt dødsstille. Vi klattrede, hver for sig, med Lampen i Haanden, ned af de vaade Stiger; rundt omkring, under og over os, var det et kulsort Mørke, Lampelyset viiste os kun den smalle Stige, der ikke syntes at faae Ende; det underlige Uvisse, hvor dybt der var under os, gjorde det langt rædsommere end det virkeligt var. Naar man kun holdt sig fast, naar man kun passede, at træde til den rette Side, nu med det venstre Been, nu med det høire, og naar kun saa Stigen ikke gik i Stykker, var der slet ingen Fare, ellers kunde vi let brække Halsen, var den bestandige Forsikkring, Føreren gav os.
Hvor Mennesket i Grunden er eenssidigt, i Ordets hele Betydning! Vi see dagligt den største Afgrund over os, og en milevid rundtom os, men ingen af disse sætte os i Ængstelse, derimod den langtmindre, naar den gaaer nedad, faaer os til at svimle; nedad, det er en Side, vi have al Respect for; og dog maae vi alle nedad, der finde vi først Ro og Hvile.
Fra Hule til Hule stege vi dybere ned; snart var der saa snevert og lavt, at vi maatte gaae enkeltviis med bøiet Ryg under de nedhængende Kalksteensmasser, snart saa høit og stort, at vi ved vore Lamper ikke kunde see Sidevæggene.
Man viiste os sex forskjellige Afdelinger, men foruden disse, vare der uendelig mange, mindre Huler, som ikke alle ere undersøgte, muligt staae de i Forbindelse med BielshulenBielshöhle, opdaget i 1672 og navngivet efter bjergryggen Bielstein, hvor hulen findes., ja strække sig endogsaa dybt ind under Harzen.
Rundtom gabede disse dybe, mørke Afgrunde os imøde; rundt om hang de forunderligste Stalaktitternedhængende drypsten; en istaplignende kalkdannelse som opstår i huler, hvor der afsættes kalk fra nedsivende grundvand., der dog ikke alle, saa ganske svarede til de Gjenstande Føreren forklarede de skulde ligne. Jeg troer, at jeg ogsaa har Phantasie, men jeg kunde dog ikke blive enig med ham! der vare ellers tusinde Ting, han ikke frempegede, der laae langt mere Betydning i. Et Orgel, en Thronhimmel, og en Fane, som Drypstene saaledes havde dannet, vare de tre meest lignende Figurer; men herved vil jeg ikke sætte ududsætte, kritisere. paa denne mægtige Natur-Phantasie. Alt det som man her især beundrer ere jo kun Efterligningen af hvad der mere fuldkomment viser sig i Naturen, de originale Stalaktitter, hvortil man ikke finder noget lignende, skulde jeg dog ogsaa troe ere interessante; de forekom mig, som betydningsfulde Hieroglypherhieroglyf; et stiliseret billedsymbol som betegner et ord, en stavelse eller en lyd., der gjemte Nøglen til de største Natur-Hemmeligheder.
Et Kildevæld sprudlede ved vore Fødder, vi drak af det rene, klare Vand; den ene af de Reisende fandt her, en Dyreknokkelknogle., som han med megen Opmærksomhed betragtede, og forsikkrede nu, at det vist kunde være en Alderdoms Levning; jeg havde intet derimod, thi det saae livagtig ud, som et Kobeen, og Køerne ere en gammel Slægt.
Hulen har ellers sit Navn efter dens Opdager. En Bjergmand ved Navn: ▶H.C. Andersens oplysninger er ukorrekte. Hulen blev opdaget i 1536 og ikke i 1670, og Baumann tilbragte tre og ikke to døgn i hulen, før han fandt ud.Baumann var det, som 1670 først besøgte den, for at søge om Erts; han fandt intet, og vilde nu vende tilbage, men kunde ikke finde Udgangen. To Dage og Nætter krøb han omkring, før han fandt den, men var da saa afkræftet paa Sjæl og Legeme, saa greben af Angest og Hunger, at han døde kort efter, men fik dog først gjort opmærksom paa Hulens indre, forunderlige Struktur◀H.C. Andersens oplysninger er ukorrekte. Hulen blev opdaget i 1536 og ikke i 1670, og Baumann tilbragte tre og ikke to døgn i hulen, før han fandt ud..
Den ulykkelige Baumanns Skjæbne og Følelser her, gjennembævede mig saa levende, ved denne Labyrinth af Huler og Svælg, at mit Hjerte bankede langt stærkere, jeg følte hvad han havde maattet føle her, ene overgivet til Skræk og Hungers Død; først da jeg saae det klare Dagslys, Guds blaa Himmel, følte jeg mig atter vel og mellem de Levende.
Det var som jeg vaagnede op af en hæslig Drøm, og som nu alle de underlige, uformede Skrækkebilleder laae forstenet bag ved mig; Solen skinnede mig atter ind i Øie og Hjerte.
Antiquarenoldgransker., hvis Bekjendtskab jeg havde gjort her i Hulen, vilde til Qvedlinburg samme Aften, og lagde sin Vei over Blankenburg, vi bleve saaledes Reisekammerater. Han kjendte en Sti over Markerne, der vilde spare os en Halvmiils Omvei, vi klattrede derfor op ad Klinten, der her ikke var høiere, end den ragede lidt over en Mølle, der laae underneden, hvor Vandet brusede over det store Hjul. Det var et meget godmodigt Menneske, hvis Livs Lyksalighed hang ved en gammel Mynt; hvert Øieblik tog han sit Kobeen frem, og forsikkrede, at det maatte være af en af Hunnerneasiatisk nomadefolk af usikker oprindelse, der optræder i Europas historie i perioden ca. 375-ca. 455. Ved deres fremtrængen i slutningen af 300-tallet satte hunnerne folkevandringerne i gang.; intet Landskab, tilstod han mig, havde det Smilende, det aandige Smukke, som en saadan Antiqvitetantikvitet; betegner en brugsgenstand eller kunstgenstand som har kultur- eller kunsthistorisk værdi, og som oftest er ældre end 100 år. Her brugt som betegnelse for en genstand fra oldtiden.; han spurgte mig, om vi ogsaa samlede paa Alderdoms Levningeroldtidsminder, genstande fra oldtiden. i Danmark; jeg maatte fortælle ham hvad jeg vidste, og da jeg begyndte, at omtale vore Kjæmpehøie og Offerstene, hvoraf man slet ingen seer her i Tydskland, fik han ordenlig Respect for vort Hjem, og priiste mig lykkelig, der levede paa dette Saga-Land. Han vilde endelig have mig med til Qvedlinburg, for at see Slottet, de gamle Kirker og alle de mange Mærkværdigheder der. Tænk, der var endnu en af de 6 Krukker, i hvilke Christus ved Brylluppet i Cana, havde forvandlet Vand til Viinhentydning til Johannes 2,6-11 hvor det fortælles, at Jesus ved et bryllup i Kana, da værtens egen vinbeholdning slap op, forvandlede vandet fra seks vandkar til vin., et Stykke af den af Johannes’s Fingere, som han havde peget paa Christushentydning til evangeliernes fortælling om, hvordan Jesus kom til Johannes Døberen for at blive døbt. Der tænkes særligt på Johannes 1,29-34. med, en Flaske af Mutter Marias egen Melk, Jord fra Golgathanavnet på det sted, hvor Jesus blev korsfæstet, jf. Matthæus 27,33., Træ af Christi Kors o.s.v., og hvad der især var mærkeligt, den Kam, som Heinrich FuglefængerHeinrich 1. (ca. 875-936), hertug af Sachsen fra 912, tysk konge fra 919. Ifølge overleveringen fik Heinrich, der var en ivrig jæger, tilnavnet Fuglefænger (der Vogler), fordi han opholdt sig på en fuglefangerplads (Vogelherd), da han modtog budskabet om, at han skulle være konge. Se fx brdr. Grimms Deutsche Sagen, bd. 2, 1818, s. 154. havde brugt til at kjæmme sit Skjæg med. Dog alle disse Herligheder fristede mig ikke, min Længsel stod til den store Natur.
Ved den første Kro inviterede jeg min Vandringsmand at drikke et Glas Viin med mig; her traf vi en ung Rytter, en meget veltalende Herre fra Omegnen, det var en smuk Mand og han havde en smuk Hest at ride paa, men jeg mærkede snart, at det ikke gik an, at nævne Rytter og Hest paa eengang, naar jeg ikke vilde sige en Pleonasmeforbindelse af ord, der unødigt gentager samme betydningsindhold.; vi fulgtes alle 3 et Stykke gjennem Skoven, men da der ikke blev sagt noget Interessant fra nogen af Siderne, kan jeg heller ikke fortælle noget, i hvor gjerne jeg ellers vilde, og saaledes kom jeg da til Blankenburg. Ved Porten spurgte jeg om Navnene paa de bedste Gjæstgiversteder; man nævnede iblandt andre, »Der weisse Adler(tysk) den hvide ørn.«, og jeg valgte den, thi Ørnen var jo Jupitershovedguden i romersk mytologi. Ørnen optræder ofte som en attribut til Jupiter. og NapoleonsNapoleon 1. (1769-1821), kejser af Frankrig 1804-1814 og 1815. Optog ørnen som hærens tegn og et symbol på det af kejseren ledede Frankrig. Fugl; – et indbydende Skildt! men som Gjæstgiveren neppe havde tænkt paa, da han lod det male over sin Dør. Jeg fik et Værelse med en malerisk Udsigt. Ligeoverfor havde jeg til Gjenboer, to Studenter med røde Græker-»Mützen«, og skotske »Schlafröcke(tysk) slåbrokker.«. Store Folianterbog i folioformat; normalt betegnelse for en meget stor bog. laae paa Bordet, og Personerne selv ud af Vinduet med deres lange Piber, medens det gamle Slot Blankenburg, der er bygget paa et Bjerg, hævede sig høit over Husets Tag, der laae som Forgrund for den smukke Theaterdecoration.
Med nogle studiosi theologiae(latin) teologiske studenter. fra Osterode, hvis Bekjendtskab jeg havde gjort paa Brocken, og som nu ogsaa boede i »der weisse Adler« gik jeg til Slottet, der udgjør Byens tredie Deel; thi Byen deles i Slottet, Byen selv og Haverne udenfor Staden. Slottet skal have 215 Værelser, og alle decorerede og møblerde i den ældste Stiil; en stor Bibliotheks-Sal, uden Bøger, og nogle Malerier, hvoriblandt et Portrait af »den hvide Damealmindelig brugt betegnelse for de kvindelige genfærd klædt i hvidt, der gennem tiden ofte er blevet berettet om på slotte og herregårde. Om den hvide dame og Blankenburg Slot skriver Friedrich Gottschalk, forfatter til Andersens rejseguide: »Auch ist die weiße Frau, das Hausgespenst des Berliner Schloßes, welche auch auf diesem erscheinen soll, hier in Lebensgröße zu finden« (Friedrich Gottschalk Taschenbuch für den Reisende in den Harz, 2. udg., 1817, s. 90)..« Vi kom til Porten, men her var opslagen en Placat, at da Bygningen var under Reparation (eftersom det skal være Residens for den nuværende Hertug af Braunschweig) maatte ingen engang komme ind i Slotsgaarden; vi gjorde endnu nogle Forsøg, om at faae det Indre at see, men forgjæves, vi maatte da lade os nøie med den smukke Udsigt fra Terrassen, hvor byen Blankenburgse kort. med sine røde Tage, laae nede mellem Skoven og de grønne Haver, som Kirsebær paa et Kaalblad.
VII
Ruinen Regenstein. Skræderkonen. Roßtrappe. Vandring til Alexisbad.
Klokken fire om Morgenen vare vi paa Benene igjen, vore Brockenbouquetter sadde endnu ganske friske paa vore »Mützer«, en qvindelig Fører ventede udenfor, og saaledes droge nu, vi 6 studiosi(latin) studenter. ud af Byen til Ruinerne af det gamle Bjergslot Regensteinresterne af borgen Regenstein, der første gang omtales i 1169., der ligger tæt uden for Blankenburg. Marken stod i een Dug, det var det stærke Sollys, der fik Øinene til at løbe i Vand paa Græs og Blomster; vi gik gjennem en Allee af Kirsebærtræer, hoppede over den vaade Mark, i det vi lystigt, hver sang sin Vise. Fuglene toge Exempel af os, saa den hele Egn gjenlød af Studenter og Fugletrimulantertremolant; bævende, vibrerende lyd i sang eller musik ved hurtig gentagelse af samme tone..
Vi stege nu op ad Klippen, hvis øverste Top udgjør Ruinen af Slottet Regenstein; Muurværket er forsvundet, men Alt hvad der er hugget ind i Klippen selv, staaer som en mægtig Kjæmpe-Mumie og fortæller om gamle Tider, skjøndt det ikke kan sige et Ord. – Det var mig saa imponerende, saa stort, at jeg ikke selv ret vidste af det, før Blyanten bevægede sig i min Haand, og ridsede det kolossale Billede af i Dagbogen, jeg blev Tegner uden nogensinde at have faaet en Times Underviisning. Dybtnede laae Markerne, som Beed i en Kjøkkenhave, Bonden bag sin Plov var et Sneglehuus, der krøb hen ad Jorden. Kirken, der er hulet i Klippen, hvælver sig endnu fast i Aarhundreder, men den er kun en stor Hule, uden Form; Værelserne, hvor der havde været Sovesteder, er kun Fordybninger i Fjeldet, hvor den store Steenmasse hænger ud over Hovedet, vi kastede Stene ned i de dybe Brønde, og vare næsten tilsinds at gaae derfra, før vi hørte Faldet.
»Dersom Stenene her kunde tale«, sagde jeg, »hvad vilde de ikke kunne fortælle os, at være skeet her, i den lange Tid fra Heinrich Fuglefænger anlagte Borgen, til jeg kom fra Dannemark og saae dens Ruiner; da kunne vi vist give Bidrag til WallensteinsAlbrecht Eusebius Wenzel von Wallenstein (1583-1634), tysk kejserlig hærfører under Trediveårskrigen (1618-1648). Skildret af Schiller i dennes Wallenstein ein dramatisches Gedicht, 1800. Oversat til dansk af Knud Lyne Rahbek som Wallenstein. Et dramatisk Digt, 1816. Historie og til Trediveaarskrigensamlebetegnelse for en række krige i Det Tysk-Romerske Rige i 1618-1648, hvor også en række udefrakommende stater, blandt andet Danmark, var indblandet.; da skulde vi vist høre artige Historier fra SyvaarskrigenDen Preussiske Syvårskrig. Betegnelse for krigen i Centraleuropa i årene 1756-1763. De krigsførende parter var Østrig, Frankrig, Rusland og Sverige mod Preussen, der fik støtte fra Storbritannien., og jeg kunne vist ogsaa faae Idee til et eller andet ridderligt Digt.« – Som jeg sagde det, nikkede Blomsterne rundt om med deres store Hoveder, og saae ret saa dumme og stolte ud derved, ligesom de vilde sige: »ja Du har Ret! ville vi tale, da skulle vi fortælle!« og saa vidste de dog ingen Ting, de vare alle Aars-Unger, alle skudt i Veiret, med deres Blomsterstængel, i dette Foraar.
Vi toge Plads høit oppe paa den øverste Spids af Fjeldet, der danner Kirkens Loft, og saae nu fornøiede ud i den vide Verden. Nede under os havde for Aarhundreder siden Messesangen tonet og Lamperne brændt om Madonnas hellige Billede; nu sadde vi, som profane Fugle, men dog uden at tænke noget Ondt derved, og sang Opera-Viser og sagde Vittigheder, saa godt enhver kunde. Jeg maatte fortælle om Dannemark og om Havet – Havet, som det herlige Bjergland her ikke kjender; men hvorledes beskriver man Havet for Een, som aldrig har seet det? Jeg vidste intet bedre at ligne det med, end den store blaa Himmel, naar man kunde spænde den ud over den flade Mark til Horizontens Grændse, da vilde det være et Hav. Det lod, som de opfattede dette Billede.
Med Øie og Tanke ligesom inddrak jeg den vide Udsigt, her fra det gamle Bjergslots Ruiner. Jeg saae ned i Dybet og lukkede saa Øinene, naar jeg havde seet, for ligesom at prøve, om jeg havde opfattet den hele Dybde; men naar jeg atter aabnede Øiet og saae ned, var det dog langt dybere, end jeg forestillede mig, Udstrækningen til alle Sider rundt om var langt større end Erindringen kunde omfatte. Jeg gjennemgik det hele Billede Tanken eiede, og sammenlignede det saa med Virkeligheden. Kjøbsteder og Flækker reiste sig da rundt om paa den store Udstrækning, Bjergene med deres Skove, Blankenburg med sit Slot, og selv de smaae Menneske- og Dyr-Figurer dybt nede, traadte da stærkere frem. – Regenstein selv med sine snevre Værelser, sammenstyrtede Brønde og Trapper, der kun førte fra den frie Luft op i det samme Element, fik, som et Billed for sig selv, sin egen Plads i min Erindrings Pantheon(af græsk pantheion) viet til alle guderne; antikt tempel på Marsmarken i Rom viet til alle guder og oprindelig tænkt som helligdom for kejser Augustus egl. Gajus Julius Caesar Octavian (63 f.Kr.14). Det nuværende kompleks er rejst i 120’erne, men grundlæggelsen fandt allerede sted i 27 f.Kr. I 609 indviet til kirke for Jomfru Maria og martyrer. Her brugt i betydningen helligdom.. Enhver Ruin staaer dog som et legemligt Kjæmpe-Eposepos (af græsk eipein, sige). Betegner et heltedigt, der beskriver store nationale bedrifter med baggrund i sagn m.m., der fløtter os tilbage i Tiden til andre Mennesker og andre Skikke; jo høiere Græsset voxer i Riddersalen, jo langsommere Floden glider over de omstyrtede Piller, desstørre Poesie finder Hjertet i dette Steen-Epos, engang vil Ruinen ganske forsvinde, selv de sidste Spor af Regensteins udhuggede Fjeldstykker ville smuldre og nedstyrte, men da vil Sagnet om Stedet leve længe endnu, ligesom endnu Erindringen om mangt et Værk af de Gamle, der aldeles er forsvundet.
Endnu i denne Formiddag vilde vi til »Roßtrappe«(tysk) hestespor; klippeparti, der har fået sit navn efter en fordybning i klippen, der ligner en meget stor hestesko., en af Harzens mest romantiske Egne. Vi sagde Farvel til det gamle Bjergslot, en lille Sti, der snoede sig imellem den med Krat bevoxne Fjeldkløft, bragte os tilbage til Blankenburg, hvorfra vi endnu et Stykke fulgte den brede Landevei, der var beplantet med gule, udsprungne Roser. Vor qvindelige Fører, som vi deelte vor Frokost med, blev snaksom og fortalte os nu i den frie Natur sin huuslige Lykke og Lidelse. Manden dyrkede Skræderkunsten, men var født for noget høiere end Bordet, hvorpaa han sad; for to Aar siden var der en Henrettelse her i Egnen, den havde vakt hans slumrende Evner, han var bleven Poet, havde skrevet Morderens hele Liv og Endeligt i en sørgelig Vise, der var stilet saaledes, som det var Forbryderen selv, der sang den paa sin sidste Udflugt, og gik paa Melodien: »Vi binde dig en Jomfrukrandsførste vers af en »Folkesang« fra Oehlenschlägers (1779-1850) oversættelse af Friedrich Kinds (1768-1843) libretto til Webers opera Der Freischütz, 1821. Sangen fremføres af to brudepiger (i Oehlenschlägers oversættelse Jægerbruden, Syngespil af Kind, 1821, på s. 69 f.). Første vers lyder hos Kind: »Wir winden dir den Jungfernkranz«..« »Den fortjente han dog 4 Daler ved!« sagde Konen, »og ifjor 2, ved een over en Jordemoder, der druknede i et Gadekjær. Versekunsten giver mere af sig, end Naalen, men den har gjort, at han er bleven saa urimelig og holder saa meget af Taaren; nu er der ikke mere at skrive om, og Naalen gidder han ikke brugt, saa det seer galt ud, naar jeg ikke fortjente med at føre de Reisende om. – Der« afbrød hun sig selv og pegede til venstre ind over Markerne »der ligger: Djævelsmuren, som Fanden har bygget dengang han og vor Herre strede om Herredømmet paa JordenTeufelsmauer. En flere kilometer lang sandstenskam i det nordlige Harzen, der strækker sig fra Blankenburg til Ballenstadt. Fortællingen om, hvordan Teufelsmauer blev til, findes i Nachtigal s. 175 ff. Det fortælles, at Gud engang for længe siden førte en hård og langvarig kamp med Djævelen om herredømmet over jorden. Efter lang tids strid blev man enige om en deling, og Djævelen byggede da Teufelsmauer for at adskille sin del fra Guds.. –«
Ja, ved Siden af os reiste sig denne underlig formede Bjergryg, der seer ud som Ruiner af en uhyre Skandse, og strækker sig saa langt bort. Øiet kan følge den. Sagnet siger, at Satan ikke skal have været tilfreds med at have faaet Herredømmet over den halve Jord, og da at have fornyet Striden, hvorfor han reent maatte miste det, og hans stolte Skandse blev nedstyrtet; Andre fortælle, at den er opreist af de onde Aander, som en Muur mod Christi Lære, at denne ikke skulde udbrede sig længer; men Stenene maatte briste for det levende Ord.
Da jeg ellers udspurgte Skræderkonen om det ikke var mueligt, at lære den ædle Versekunst, betroede hun mig, at hendes Mand havde en gammel tydsk Psalmebog, og den tog han mange Steder af, og alle de bedste Riim, derfor havde ogsaa alle hans Viser noget Aandeligt ved sig, der gjorde dem saa rørende.
Vi forlode nu Landeveien, kom over Mark og Enge ind i de grønne Løvskove; aldrig har jeg hørt saa mange Nattergale, som her. – Solen stod høit paa Himlen, men de syntes ikke at mærke det inde i de tætte Buske. – Gud veed, hvor Folk kan falde paa at sige om denne Sang, at det er Længsel og Klage; nei, det er intet mindrealt andet.; Nattergalen har just italienske Manerer; det meste er Triller og Løb med Stemmen; den klager slet ikke, den synger af fuld Hals sine stolte Bravour-Arier. Saa ligger der noget langt mere Dybt og Høitideligt i Droslens Sang; den fløiter os en nordisk Kjæmpevisepå H.C. Andersens tid fællesbetegnelse for de anonyme middelalderballader, folkeviserne., simpelenkel., men rørende, naar den i Morgenstunden sidder paa den mosgroede Bautasteenaflang sten der, stillet på højkant og delvis nedgravet, står som grav- eller mindesten. hjemme i Dannemark.
Snart aabnede sig en videre Udsigt, den deilige Thale-Dal laae for os med sin vide Udstrækning; nu skulde vi til at bestige Bjergene, vi hvilede os først for at samle Kræfter. Det gik »Berg auf(tysk) op ad bjergsiden.;« vi bleve ganske afkræftede, medens to hvide Sommerfugle, i store flagrende Rund-Dandse, fulgte med os heelt der op, og syntes at spotte os svage Menneskebørn. Øverst oppe forlode vi vor qvindelige Fører og fik en mandlig istedet, der levede heroppe; han tog sin Pistol, og efter at vi havde smagt hans »Birchenwasser(tysk) birkevand, most af birketræets saft.«, der bruser som Champagne, fulgte vi ham til den saakaldte Roßtrappe, det vildeste, det meest romantiske Punkt i hele Harzen.
Lodret gaae de høie Klippestykker ned i den dybe Afgrund. Man seer ind i en stor herlig Bjergnatur, hvor Fjeld reiser sig ved Fjeld med dunkle Granskove, og i Dybet, hvor man svimler ved at stirre ned, bruser Bodefloden; vi saae en Skare Reisende dernede, men de saae ud, som Blomster i et Bed. Broen over Floden var et Legetøi, som dannet af en enkelt Vidiegreen; man afskjød en Pistol, og den lød ved sit Echo imellem Bjergene, som den stærkeste Torden. Man viiste os i Klippevæggen en Fordybning, der havde Udseende af en colosalsk Hesteskoe og efter hvilken Stedet her har sit Navn. Den lille Dreng, der fulgte med Føreren herhen, drak med sin hule Haand af Regnvandet, der havde samlet sig her, i det Phantasien viiste ham, maaskee klarere end os, ▶fortællingen om den skønne kongedatter Emma og den uhørt stærke kæmpe Bohdo findes i Nachtigal s. 179 ff., hvor den bærer titlen »Roßtrappe«. H.C. Andersen udelader enkelte træk i sin gengivelse, fx at Bohdo i floden forvandles til en sort hund, der bevogter Emmas krone.Sagnet om den flygtende Prindsesse, den deilige Emma fra Riesengebirge. Engang, som Ældre, vil han følge Faderen i Embedet, som Fører, og ogsaa roligt fortælle, hvorledes der her, for mange tusinde Aar siden, levede Kjæmper og Troldmænd, der reve de hundredaarige Ege op ad Bjergene og brugte dem til Kjøller, hvormed de myrdede Børn og Qvinder; han vil fortælle om den store Bodo, der elskede den deilige Emma, forfulgte hende her til, hvor hun lod sin Hest springe over; men da vil han ikke, som nu, selv see det store, herlige Billede, med Barne-Phantasiens Farver. Nu seer han hende med den store, tunge Guldkrone og det flagrende Gevandt, flyve paa sin Hest fra Bjerg til Bjerg, fra Klippe til Klippe, gjennem Dale og Skove, saa at de høie Ege og Bøge styrte for Hestens Hov, og den vilde Bodo, bag efter, saa Ildfunkerne(ild)gnister. flyve fra Fjeldets Stene og lyse rundt om i Dalene. Nu er hun her ved Afgrunden, hun seer Dybet foran sig, hvor Floden bruser skummende frem over Fjeldstykkerne, og dog synes den modsatte Fjeldspids mere fjern fra hende end dette uhyre Dyb; bag ved hører hun Bodos Hest og i Fortvivlelsens Angest anraaber hun den Evige over sig, trykker de skarpe Sporer ind i Siden paa Hesten, der sætte sin Fod fast ind i Fjeldet, saa det staaer i Aartusinder, og med et Spring flyver over den dybe Afgrund – og hun er frelst, kun den gyldne Krone ruller af hendes Hoved i Dybet, i Strømmens Hvirvler, hvor den vilde Bodo følger efter og ligger knust paa de haarde Klippestykker◀fortællingen om den skønne kongedatter Emma og den uhørt stærke kæmpe Bohdo findes i Nachtigal s. 179 ff., hvor den bærer titlen »Roßtrappe«. H.C. Andersen udelader enkelte træk i sin gengivelse, fx at Bohdo i floden forvandles til en sort hund, der bevogter Emmas krone..
Alle disse Phantasiens Drømme ville dufte bort, den Lille vil ogsaa engang, som Faderen, rolig staae og fyre sin Pistol af, og maaskee i det høieste beregne, hvor stor Indtægten kan blive i Dag af det reisende Selskab. Men Drømme ere jo Blomster! der ere jo onde og gode! Blomster maae dufte bort, men der komme nye op af den gamle Stamme! For den nye Børnevrimmel vil ogsaa Prindsessen med den gyldne Krone og den flyvende Hest jage forbi, de ville ogsaa, som nu denne Lille stirre i Bodefloden, og troe at see det røde Guld skinne frem gjennem Vandet, der engang var saa stort og dybt, at en Dykker steeg ned for det forsamlede Folk, og fandt ogsaa den gyldne Kronefortællingen om den omkomne dykker findes i fortællingen »Roßtrappe« Nachtigal s. 179 ff., som han hævede saa høit, at de saae Spidserne over Fladen, den var tung og stor; to Gange faldt den af hans Hænder, Folket raabte til ham, at han endnu engang skulde stige ned i Dybet, han gjorde det – en Straale af Blod skjød op gjennem Vandet, man saae aldrig ham eller den gyldne Krone.
Her forlod jeg de lystige Candidaterkandidater; det samme som studiosi (studenter). og drog videre frem i den store, smukke Verden. Tæt under Fjeldet laa Blechhytternesammenblanding af tysk og dansk. Den tyske betegnelse er Blechhütte, der er en smeltehytte, hvor metallet adskilles fra malmen ved smeltning., hvor jeg skulde forbi, jeg behøvede altsaa ingen Fører; man svingede med Hatten til Afsked for mig, og lod Lommetørklæderne flagre, da de saae mig halvnede; det var ganske underligt at modtage deres Levvel, vistnok det sidste i dette Liv; thi hvorledes skulde alle vi, atter samles i denne Verden. Der ligger noget saare interressant i dette: at mødes, kjendes og derpaa skilles for stedse.
Snart var jeg under Roßtrappe, Bodefloden brusede foran mig, over de store Stene, og paa den anden Side løb Landeveien forbi de rødtagede Huse, men jeg saae ingen Bro; – over skulde jeg, men hvorledes? Jeg løb længe langs med Flodbredden, men saa langt jeg kunde see, til begge Sider, var der ingen anden Overgang, end at vade ud, eller springe fra Fjeldstykke til Fjeldstykke, jeg valgte det sidste, men kom ikke længer, end midt i Floden, hvor Strømmen brusede paa begge Sider om den store Steenblok jeg stod paa. – Her tog ellers den hele Egn sig bedst ud, og havde jeg været Maler, saa havde jeg taget Papiret frem, først antydet med nogle fine Streger den uendelige, store Dal med sine Byer og Kirketaarne, derpaa anlagt, med stærkere Omrids de venlige Bygninger, hvor just Røgen slog ned om de røde Tage, og forrest malet det vilde Bjergpartie med Granerne og den brusende Bodeflod; – jeg var nu ikke Maler, jeg saae i dette Øieblik paa det Hele, kun for at finde en Bro, som jeg da tilsidst opdagede et godt Stykke derfra, hvor Floden gjorde en Bøining.
Da jeg kom til Blechhütterne og nærmede mig Vertshuset, troede jeg at en fjendtlig Hær havde slaaet Leir derinde. Der var et Spektakel, som om Stole og Borde bleve kastede mellem hinanden; jeg traadte ind i den store Stue og hele Mandskabet bestod i – fire Studenter fra Jenaby ved floden Saale, 40 km øst for Erfurt i den tyske delstat Thüringen. Jena var i årene omkring år 1800 et åndeligt centrum og hjemsted for den såkaldte Jena-romantik.. De vare fuldkommen i Burschedragtdragt båret af medlemmer af de tyske studenterforeninger, de såkaldte Burschenschaften (tysk: kammeratskab), der var opstået i Tyskland i midten af 1810’erne. Den første Burschenschaft blev stiftet i Jena i juni 1815, men efter at en student i marts 1819 myrdede forfatteren August von Kotzebue (1761-1819), blev de tyske Burschenschaften forbudt., og havde hver en grøn Egekrandsen krans af grønt egeløv brugtes undertiden til at betegne digterværdighed eller anden udmærkelse (i stedet for laurbærkrans) eller som her til at betegne en bakkanalisk stemning (i stedet for vinløv). om Hovedet, hvorfra Haaret hang dem, i lange Lokker, ned over den hvide, broderede Halskrave. – De sang alle af fuld Hals og trommede i Bordet med Ølflasker, saa Glas og Tallerkener dandsede derved. De saae ellers ret godmodige ud, og gjorde en Pause i deres musikalske Øvelse, da jeg traadte ind. Snart kom vi i en Samtale; de vilde gjøre en Brockenreise og havde vandret paa deres Fod hertil fra Jena. Da de hørte, at jeg var dansk, og Student, fik jeg mange Spørgsmaal; de spurgte om vi ingen »Burschenschaften« havde, og hvilken Farve jeg bar, og da jeg forsikkrede dem, at vi intet af dette kjendte, viiste de mig deres Hue, og fortalte, at de bare SandsKarl Ludwig Sand (1795-1820), tysk student fra Jena, som myrdede Kotzebue, der blev anset for at repræsentere den politiske reaktion. Sand blev henrettet i 1820, men hyldet som martyr af studenterne. Farve. Om jeg kjendte Sand! og nu flammede deres Øine i det de sagde, hvilket herligt Menneske han havde været; de vare Børn, da han blev henrettet, men de huskede ham godt, erindrede ret levende, da hans Hoved faldt for Bøddelsværdet.
Deres Forestillinger om Dannemark vare ellers meget ufuldkomne: saaledes troede de, at kun den lavere Classe her, talede det danske Sprog, men at fransk blev brugt af Hoffet og de mere Dannedelangt op i 1700-tallet var det almindeligt, at hoffet og overklassen kunne konversere på fransk. Tysk blev i en vis udstrækning brugt som administrationssprog, blandt andet på grund af de mange indvandrede tyskere blandt adelen og i embedsmandsstanden. Dansk har dog aldrig været begrænset til »den lavere Classe«, og på H.C. Andersens tid var forholdet mellem de to sprog markant ændret til fordel for dansk..
Da jeg nævnede Oehlenschläger for dem, spurgte de om vi havde nogen af hans Stykker oversatte; jeg svarede, at vi havde dem i Originalen, og nu bleve de ikke lidet forundrede ved at høre, at Oehlenschläger var danskde tyske studenters fejlagtige antagelse skyldes sandsynligvis, at Oehlenschläger kort tid forinden havde udsendte sine værker i en tysk oversættelse. Udgaven fylder 18 bind og bærer titlen Schriften. Zum erstenmale gesammelt als Ausgabe letzter Hand, 1829-1830., at han levede i Dannemark, og skrev der. Jeg maatte beskrive dem, hvorledes han saae ud, fortælle dem om ham og hans Arbeider; og da de hørte jeg kjendte Digteren personlig, og at han paa denne Tid var i Tydskland, saae de mig ret venlig i Ansigtet, og da vi skildtes ad, forærede den ene mig sin Egekrands, som han tog af sit Hovede og satte paa min »Mütze«; rimeligviis fik jeg den for Oehlenschlägers Skyld.
Min Vei gik nu til Gernrodese kort., men dersom en reisende Harpespillerske ikke havde taget sig af den fredelige Vandrer, saa havde jeg da løbet vild i den grønne Løvskov. Jeg spurgte, om hun ikke var fra »Riesengebirge«, men hun var fra en anden Kant og slet ikke i Familie med LafontainesRiesengebirge er det tyske navn for bjergkæden Karkonosze på grænen mellem Polen og Tjekkiet. H.C. Andersen hentyder her til den tyske forfatter August Heinrich Julius Lafontaines (1758-1831) fortælling »Die Harfenistin, oder die Liebe auf dem Riesengebirge«, trykt i sammes Moralisches Erzählungen, bd. 2, 1794, s. 3 ff. Oversat til dansk i 1800 af Andreas Svendsen (1757-1802) som »Harpespillerinden, eller Kjerlighed paa Riesebjergene« og trykt i Lafontaine Moralske Fortællinger, bd. 2, 1800, s. 269 ff.. Da hun havde ført mig paa den rette Vei, satte hun sig ned paa en Steen, under en stor Nødebusk, og spillede mig ovenikjøbet et Stykke til, og saa skildtes vi ad, hun med Harpen paa Ryggen, og jeg med Harpen i Hjertet, begge i den Hensigt at synge for Verden.
Skove og Enge vexlede med hinanden, jeg saae ogsaa en gammel Borgruin inde imellem det høie Krat; den saae meget skrøbelig ud og pyntede dog saa smukt, just ved sin store Faldefærdighed. Det var som Ossiangælisk skjald; angiveligt ophavsmand til de ossianske heltekvad, som James Macpherson (1736-1796) udgav i Fingal, 1762, Temora, 1763, og The Works of Ossian, 1765. En dansk oversættelse af dele af Macphersons Ossiandigte udkom i 1792 ved Andreas Christian Alstrup (1763-1821). 1807-1809 udkom Steen Steensen Blichers (1782-1848) mere omfattende oversættelse Ossians Digte I-II. havde meent denne, da han sang: »Her ryster Tidslen eensom sit Hoved, og Ræven seer ud af Vinduetunøjagtigt citat fra Blichers Ossian-oversættelse. Citatet stammer fra afsnittet »Carthon« og lyder: »Tidslen rystede der sit ensomme Hoved: og Vinden hvinte i Stene-Mos. Ræven keeg ud fra Vinduerne; det lange Græs bølgede om hans Hoved« (Ossians Digte, bd. 2, 1809, s. 183)..« Det var de sidste Rester af Slottet Lauenborgresterne af en borg fra 1500-tallet, der endnu findes i den nye del af den tyske by Lauenburg an der Elbe..
Gernrode er en lille, rolig Flekke, jeg saae næsten intet Menneske paa Gaden, men i et lille Huus stod Vinduet aabent og jeg hørte en qvindelig Stemme synge smukt om Kjærlighed. Jeg lyttede, og da den Usynlige ikke lod sig see, tog jeg Egekrandsen af min Hue, og efter at have gjemt et af Bladene, lagde jeg stiltiende Krandsen ved Døren, til Tak for Sangen, og vandrede saa ud af Byen. Veien hæver sig steilt opad en Bjergside, den lerede, gule Jord stak stærk af til den violetblaa Himmel, nogle gamle Koner og lasede Børn kom med Brændeknipper paa Ryggen, de havde samlet sig i Skoven; jeg satte mig ned og skrev i min Dagbog, en Bi snurrede i en Blomst ved Siden af, og saaledes vare alle Figurerne paa dette Malerie i Beskjæftigelse.
Da jeg nærmede mig Mägdesprung(tysk) pigespring. gik Solen ned, det var ganske halvdunkelt paa Veien mellem Bjergsiderne, men Lyset faldt desto stærkere paa Trætoppene, der kastede lange, sorte Skygger. Jeg indhentede her to Skoledisciple, den ene fra Berlin, den anden fra Magdeburg, som jeg havde været sammen med paa Brocken; de var i deres Ferie fra Skolen flagret ud i den store Natur.
Vi mødte ogsaa en Drabantsoldat i en fyrstelig persons livvagt. Kan også blot betegne en følgesvend eller en soldat som sådan. paa Landeveien, der saae ud, som han var sprungen lys levende ud af en Røverhistorie; men han gjorde os intet, da han fandt, at vi vare saa mandstærke; vi gjorde heller ikke ham noget, og saa var den Artighedhøflighed. betalt.
Snart saae vi det sorte Jernkors paa Klippen over os, hvorfra en ung Pige, eftersom ▶H.C. Andersen tænker sandsynligvis på fortællingen »Der Jungfernsprung« (jomfruspringet) i brdr. Grimms Deutsche Sagen, bd. 1, 1816, s. 418 f. Her fortælles om en skøn jomfru, der kom til et kloster. En klosterbroder skulle vise hende området, men han blev betaget af hendes skønhed og ville gribe fat i hende. Hun flygtede og nåede på sin flugt til en dyb kløft, som hun kastede sig i. I faldet greb Guds engle hende og sørgede for, at hun kom uskadt ned.Sagnet fortæller, styrtede sig ned, da den førsteligefyrstelige. Elsker satte efter hende; dog fandt hun ikke Døden, Gud lod Vinden bære hende sagte ned, hvor de vilde Brombær voxe mellem Fjeldstykkerne◀H.C. Andersen tænker sandsynligvis på fortællingen »Der Jungfernsprung« (jomfruspringet) i brdr. Grimms Deutsche Sagen, bd. 1, 1816, s. 418 f. Her fortælles om en skøn jomfru, der kom til et kloster. En klosterbroder skulle vise hende området, men han blev betaget af hendes skønhed og ville gribe fat i hende. Hun flygtede og nåede på sin flugt til en dyb kløft, som hun kastede sig i. I faldet greb Guds engle hende og sørgede for, at hun kom uskadt ned.. Om Egnen efter dette Sagn har faaet Navnet Mägdesprung er jeg uvis. Ottomar fortæller oshentydning til fortællingen »Der Mägdesprung« i Nachtigal s. 195 ff., at der legede to Risepigerkæmpepiger. her paa den steile Fjeldryg; den ene hoppede over den store Afgrund, hvor nu Veien gaaer, men den anden fandt dog Springet lidt betænkeligt; hun dvælede lidet, men sprang derpaa til, saa at der blev et Aftryk af hendes Fod i Stenen. En Bonde, der gik og pløiede, saae det og loe af den store Dame, hvorfor hun tog ham med Oxe og Plov op i sit Forklæde, og bragte med sig hjem i Bjerget.
Skjøndt jeg som et stort fornuftigt, confirmeretaf konfirmation, dvs. en kirkelig handling, hvor man bekræfter sin dåb. Her brugt i betydningen: En, der ved, hvad han skal tro og ikke tro. Menneske, ret vel vidste, at det Hele kun var Landsby-Phantasie, at ingen Bjergdame var hoppet over her, eller noget menneskeligt Væsen sprunget ned, uden at brække Halsen, maatte jeg dog noget nøiere betragte Stedet, der ret maa gribe Enhver, som elsker den store Natur.
Det er ikke blot de stolte Fjeldmasser med deres uoverseeligeuoverskuelige, uendelige. Skove, de høie Buske, der slynge sig over den brusende Flod, eller den døde Steenmasse af en halv nedfalden Bygning, der gjør en Egn romantisk, først naar den, just ved denne sin Natur, har et eller andet Sagn, faaer det hele sin fuldkomne magiske Belysning, der ret hæver det for Sjælens Øie, da faae de døde Masser Liv, det er ikke længer en tom Decoration, der bliver Handling, ethvert Blad, enhver Blomst staaer da som en talende Fugl og Kilden som et syngende Springvand, der slaaer sine evige rislende Acorder til dette Aandernes Melodrama.
Egnen rundt om, blev mig dobbelt smuk ved sine Sagn; der var ogsaa Liv og Bevægelse her paa Veien; vi mødte Kulbrændere med mørke, characteristiske Ansigter, og Bønderpiger, der saae ud som Mælk og Blod. Floden SilkeSelke. brusede sladdrende forbi; den fortalte vist, hvad vi nok selv saae: at det Hele var saare godthentydning til Skabelsesberetningen i 1. Mosebog 1-2, hvor det flere steder hedder, at Gud betragtede sit værk og så, at det var godt..
Snart hørte vi Larmen af de talrige Værksteder; vi stege op til den mærkelige Jernobeliskstenstøtte med fire sider, der spidser til opefter og ender i en lille pyramide. Typisk rejst som udsmykning eller mindesmærke og ofte forsynet med indskrifter., som Hertugen 1812 her har opreist over sin afdøde Fader; den er heel af Jern, og skal være den høieste i Tydskland. Vi skreve vore Navne paa den, med Blyant, ligesom saa mange andre havde gjort.
»At blive udødelig,« det er dog en Tanke, der, selv paa det meest barnagtige, lyser frem fra det arme Menneskebryst!
Snart vil Regn og Snee udslette denne Blyants Udødelighed, og en ny Slægt vil skrive deres Navne istedet, til selv Obelisken ogsaa bliver udslettet af Tiden. Saaledes søge vi ogsaa, paa Livets Reise, at skrive vor Navn paa Verdens store Obelisk, hvor det ene Navn maa vige for det andet, til denne store Skrivetavleskoleeleverne skrev på hver sin lille skiffertavle. Når noget nyt skulle skrives, blev det tidligere skrevne visket ud. selv gaaer i Gruus. Gud veed, hvilket Navn der vil staae som det sidste? Rimeligviis Bygemesterens, der reiste den til sin egen Ære og det Heles Forskjønnelse.
I Alexisbadkurbadested i Selke-dalen, grundlagt 1810. vare endnu ingen Gjæster komne, de pleiede først at indtræffe i de varme Sommermaaneder. Kilden var i en tempelformet Bygning, hvor man steg ned af brede Steentrapper. Der sad en ung Pige med sin Leerkrukke, det var Rachel ved Brøndeni 1. Mosebog 29 fortælles om Jakobs rejse til sin morbror Laban, hvis datter Rakel, han møder ved en brønd. Jakob blev siden gift med Rakel.; Manden, der rakte os Vandet, var ogsaa hvad man her i Dannemark kalder en lang Labanfar til Lea og Rakel og svigerfar til Jakob. Ifølge 1. Mosebog 29 snød Laban Jakob. Jakob elskede Rakel og skulle efter aftale med Laban arbejde 7 år mod at få hende. Men Laban gav ham i stedet Lea, Rakels søster, til kone, og derfor måtte Jakob arbejde i yderligere 7 år. I almindelig sprogbrug betegner en laban en uopdragen, fræk eller uforskammet (ung) mand.. Skoledisciplene og jeg, stode, som tørstige Kameler, der vare trætte af Dagens Hede og Vandringen, saa vi tilsammen, fuldkomment, dannede et bibelsk Malerie.
Tæt herved ligger Flekken Hartzgerodese kort., her vilde jeg overnatte. Det, der meest behagede mig her, var, at Klokken gik til ellevevar henimod elleve. om Aftenen, da jeg indtraf; jeg skulde altsaa kun være her i en fire til fem Timer. Ellers var det virkelig en rar By! – Gud bevares! Gaderne vare brolagt med sort- og hvidt-aaret Marmor.
Jeg følte en uhyre Ilen hos mig, for at komme bort igjen, ja jeg ønskede virkelig, at kunne »sove i Galop!« og faae Tiden til at løbe med i samme Tempo.
VIII
Situations-Billeder paa Vandringen til Eisleben. Morten Luther. Reise til Halle. Merseburg.
Det er en forunderlig Ilen med Alt, der lever i mig, og egentlig udgjør min Grund-Characteer! jo interessantere en Bog er mig, jo mere iler jeg for at have den gjennemlæst, for at have det hele Indtryk; paa selve min Reise er det ikke ret det Nærværende, der glæder mig, jeg iler efter noget Nyt, for atter at komme til et andet; hver Aften jeg lægger mig til Hvile, higer jeg efter den næste Dag, ønsker at den var, og naar den kommer, er det dog en Fremtid længer borte, der beskjæftiger mig. Døden selv har mig noget Interessant, noget Herligt, fordi en nye Verden da aabnes for mig. Hvad mon det egentligt er, mit urolige Jeg iler efter?
Livsfrisk og herlig stod den vaargrønne Natur rundt om, og aandede Glæde og Ro, medens der ligesom laae et dunkelt Florløst vævet stof, der fx bruges som slør for ansigtet. over mit Hjerte; dog, tænkte jeg, hvorfor misunde de friske, brogede Blomster? Lad dem dufte, de ville om nogle Maaneder være visne; Kilden, som sladdrer nu saa lystig, forgaaer i Havet og dette selv, der svulmer i sin Storhed, vil dunste bort. Lad Solen spille med sine hede Straaler, ogsaa den vil med Himlen, ældes som et Klæde, naar mit Hjerte, der nu smelter hen i Veemod over sine egne Drømme, livsglad, med salig Stigen, jubler mod det Uendelige.
Endnu denne Morgen havde jeg ingen Ro paa mig, jeg forlod Harzgerode; det ene Billede vexlede med det andet, idet jeg flagrede det forbi, kun enkelte Smaa-Partier afprægede sig, som nette Genre-Stykkergenremalerie. Tidens nye, yndede genre, ofte opbygget om en anekdotisk situation fra det borgerlige hverdagsliv. i min Erindring; saaledes staaer ved Königerodese kort. en stor, nøgen Mark for mig; der laae tæt ved en Korsvei et lille Vertshuus; Vinduerne vare murede ind i Væggen, og kun en enkelt Rude var til at aabne; der holdt en pyntelig, tyk, sund Bonde udenfor paa sin Hest og drak en Snaps, som den magre, taterguletater er almindeligvis en (nedsættende) betegnelse for sigøjner. Her i betydingen: meget gule. Krokone rakte ham gjennem den aabne Rude. Det var en Situation som jeg har seet før, baade paa Malerier og i Tegninger, og som derfor greeb mig dobbelt, her i Virkeligheden. Et andet Billede, der vistnok for Mange, er høist ubetydelig, og staaer ligesaa levende for mig, som Udsigten fra Brocken og Roßtrappe, ja næsten mere, var omtrent en Miil fra dette, sidste Sted.
I Klaus, en Landsby der bestaaer, jeg troer af 3 Huse, gik jeg ind i Vertshuset, det er det ene af disse tre; Alt var her saa malerisk, men saa ganske af den hollandske Skoleogså kaldet det nederlandske maleri, livsskildringer præget af frodig realisme. En af inspirationskilderne til tidens genremaleri, som dog båndlægger frodigheden., at jeg dog helst ønskede at see det paa Lærredet. En Kattekilling væltede sig foran mine Been, to Hanekyllinger sloges paa Gulvet, og Opvartningspigen, der i Grunden var smuk og ganske bondeklædt og bondesund, rakte mig med saadan en Ligegyldighed et Glas Melk, som det var en Barmhjertigheds Gjerning, og ændsede mig derpaa saalidet, at hun traadte hen for Speilet og holdt sit Toilet, løste sit lange Haar og lod det falde ned over Skuldrene og Ryggen. Jeg seer det levende endnu og ønsker, at Du, min Læser! seer det med; thi det var ikke saa ilde!
I en to a tre Timer gik jeg fort, uden at møde et Menneske. Snart var Veien saa bred, som ti andre, snart saa smal, at kun een Vogn kunde kjøre der. Jeg løb da ogsaa vild, spurgte derfor to anseelige Bøge, der saae mig ud til at være Landsmænd, om Veien, men de rystede med Toppen og vidste ingen Ting. Ved en Eng traf jeg da et menneskelig Væsen, en Hyrde, en virkelig, ægte Hyrde, med Taske og Stav, ja ovenikjøbet med en Straaehat paa Hovedet, der saae ud til at have været brugt mangen god Gang i en Hyrde-Entré paa Theatret. Han saae virkelig godt ud i det Fjerne, med den store Vrimmel af Faar omkring sig; men man maatte ogsaa kun see ham i det Fjerne, nærved saae han, og alle hans Undersaatter, lidt formeget schateredeat lave skygger på en tegning eller lignende. Her brugt i betydningen snavsede. ud. Han sad paa en Steen, under en forvoxen Eeg, og begge de store, glubske Hunde laae foran og saae ham saa klogt ind i Øinene.
Den rette Vei fik jeg da at vide; men længe blev jeg ikke paa den, saa var jeg midt inde i en Kornmark, hvor der kun var en meget, lille Sti, der somme Steder ikke selv ret vidste til hvad Kant den vilde gaae. En lille Bondepige mødte mig der, og bad mig sige sig Vei til en Naboby, hvis Navn jeg aldrig havde hørt, men med den bedste Villie kunde jeg ikke.
Stien førte mig til en lille Landsby, hvor der, paa en stor Plads udenfor et Huus, var Dands og Lystighed. Det var ganske unge, halvvoxne Piger, der indbyrdes valsede sammen efter Violin, som en gammel hjulbenet OrpheusOrfeus. I græsk mytologi sanger og profet, søn af Apollon og musen Kalliope. spillede paa. Mødrene og alle Byens qvindlige Ældste, sadde paa Havebænke rundt om, med Hænderne i Skjødet, og saae derpaa, uden at lægge Mærke til den Fremmede, der stod tæt ved. Maaskee tænkte den ældste Morlille, der sad her med den lille sorte Hætte over de graae Haar, paa sin faure Ungdom, da hun, ogsaa sprang efter Violinen under Guds blaa Himmel. Nu vare de Spring forbi, ja den bedste Dandser laae muligt, for længe siden, og sov under den kjølige Græstørv, og sprang altsaa endnu mindre.
Men Billede paa Billede trætter, Barnet selv bliver kjed af at bladre i den meest brogede Billedbog, vi ville altsaa ikke nu strax see flere, skjøndt det følgende var smukt, meget smukt. Jeg gad nok beskrive det maleriske Leimbachse kort., der laae tæt ved, inde i Dalen, næsten indhyllet i Røg, og skjult bag de høie Banker af sort Affald. Jeg gad nok vise den steile Huulvei, der næsten gik brat ned imod Kirketaarnet, og hvor dog en stor Pakvogn med fire Heste slæbtes opad; men som sagt, det trætter; jeg vil dennegang fortælle ganske simpelt, paa den almindelige Maneer, for at baade Læseren og jeg kan hvile os.
»Leimbach, en aaben Mediatstadt(tysk) mediatby; by, der ikke var direkte underlagt kejseren, men en mediat, dvs. en fyrste, der igen var underlagt en højerestående fyrste., med 660 Indvaanere, Kobbersmelteovne, Sølvhytter, Raadhuus etc. etc.«
Det følgende Sted tage vi paa samme Maade; det er ogsaa meget beqvemt! »Mansfeldse kort., en halv Fjerdingveien kvart dansk mil. Svarer til 1,883 km. fra Leimbach, har 1600 Indvaanere og et Gjæstgiversted: »zum braunen Hirsch(tysk) den brune hjort..«« –
– Nu har jeg udhvilet mig! jeg veed ikke om Læseren har? Vi ere imidlertid nu ved Eislebense kort..
Mellem høie, grønne Bakker
Reiser sig den lille By,
Solen kaster lange Straaler,
Bag den brune Sommersky,
Skinner paa de høie Taarne, –
Alle Byens Klokker gaae,
Og paa Gader og i Stræder,
Folk i Søndagsklæder staae.
Munkene med Sang og Faner,
Træde ud af Byen der;
Hvad har dette at betyde?
Er det Fest og Høitid her?
Hist to høie Herrer komme,
De og Følget er tilhest,
Hertugen med Bispen er det,
Som i Dag er Byens Gjæst.
Hist paa Muren, tæt ved Porten,
Hvor det dog er broget der!
Mænd og Qvinder, Børn og Gamle,
Ligge, staae og sidde her.
See, en Bjergmand med sin Kone,
Stille, midt i Vrimlen staaer;
Deres lille Dreng ved Siden,
Har et deiligt hvidguult Haar.
Fromt han folder sine Hænder,
Seer paa hele Stadsen her,
Fyrstens Sabel, Bispens Kjole,
De behage ham især;
Underligt hans Hjerte brænder,
Tanken flagrer hid og did.
– Folk der boe hiin Side Bjerget,
Kom for denne Stads at see.
Mellem høie, grønne Bakker
Reiser sig den lille By,
Solen kaster lange Straaler
Bag den brune Sommersky,
Skinner paa de høie Taarne,
– Men det er nu stille her,
Ingen Bisp og ingen Hertug
Seer jeg holde Indtog der.
Underligt dog Hjertet banker,
Glemmer for en Stund sin Vee.
Hvad vil jeg, hvad vil de andre
I den lille By da see?
»Bispens Kjole, Fyrstens Sabel« –
Det er nu kun Støv og Gruus!
Nei, vi komme hver som Pil’grim,
For at see et fattigt Huus.
Snever er den lille Gade,
Det er ret som Alt var dødt!
Her de gamle Bjergfolk boede,
Her den lille Dreng blev født.
– Bisp og Hertug ere glemte,
Byens Mure er’ i Gruus.
Alt igjen sig atter reiser,
staaer man i det lille Huus.
Byen havde mig noget saare venligt. En lille Dreng legede udenfor den gamle Kirke, og ridsede med Kridt paa de store Kampestene; maaskee de samme ogsaa have været LuthersMartin Luther (1483-1546), tysk kirkereformator. Skrivertavle, da han legede herLuther blev født i Eisleben, men familien flyttede til Mansfeld året efter hans fødsel.. Raadhuset har et kantet, dunkelt Udseende, ligesom hans Tidsalder; det har rimeligviis seet ganske saaledes ud i hans Tid, som nu, derimod har Huset, hvor han blev fødthuset brændte i 1689, men blev genopbygget i 1693 i en noget ændret skikkelse., undergaaet en Deel Forandringer. Det benyttes nu som Skole. Paa et Vindue staae Luther og MelanchtonPhilipp Melanchton (1497-1560), tysk luthersk reformator, pædagog, filolog og teolog. i Glasmalerienu nedtaget og opbevaret i Luthers »Geburtsstube« (fødestue)., og over Døren læses, rundt om et illumineret Basreliefrelief med figurer, der kun er svagt ophøjede. med Luthers Portrait:
» ▶(tysk) Luthers lære er Guds værk / Derfor vil den aldrig nogensinde forgå (vige). Verbet »weyht« i 2. linje citeres i reglen som »vergeht«. Hvis H.C. Andersen har skrevet rigtigt af, kan formen »weyht« evt. tolkes som »weicht« (viger).Gottes Werck es Luthers Lehr,
Darum weyht sie nimmer mehr◀(tysk) Luthers lære er Guds værk / Derfor vil den aldrig nogensinde forgå (vige). Verbet »weyht« i 2. linje citeres i reglen som »vergeht«. Hvis H.C. Andersen har skrevet rigtigt af, kan formen »weyht« evt. tolkes som »weicht« (viger).!«
Der stod en gammel Bonde paa Gaden med sin Kone, han stavede hende Verset, og jeg kunde see paa deres Ansigt, hvilken Masse af dyb og herlig Poesie, der laae dem i hvert Ord; thi deres Blik opklaredes forunderligt, og da han sagde det sidste, var det, som han havde sagt en Engels Aabenbaring, og de troede det.
▶Jean Pauls udtalelse om Luther findes trykt i Taschenbuch für Damen auf das Jahr 1822, 1822 og lyder: »Luther! Du gleichst dem Rheinfalle! Wie stürmst und donnerst du gewaltig! Aber wie auf seinem Wassersturme unbewegt die Regenbogen schweben, so ruht in deiner Brust der Gnadenbogen des Friedens mit Gott und Menschen unverrückt, und du erschütterst deine Erde, aber nicht deinen Himmel«.»Luther!« siger Jean Paul, »Du ligner RhinfaldetRheinfall, Europas største vandfald, 150 m bredt og 23 m højt.! hvor mægtigt stormer og tordner Du ikke! men ligesom Regnbuerne svæve ubevægelige paa dets Strøm, saaledes hviler ogsaa Naadens Bue, Freden med Gud og Menneskene, i dit Bryst; Du ryster kun din Jord, men ikke din Himmel◀Jean Pauls udtalelse om Luther findes trykt i Taschenbuch für Damen auf das Jahr 1822, 1822 og lyder: »Luther! Du gleichst dem Rheinfalle! Wie stürmst und donnerst du gewaltig! Aber wie auf seinem Wassersturme unbewegt die Regenbogen schweben, so ruht in deiner Brust der Gnadenbogen des Friedens mit Gott und Menschen unverrückt, und du erschütterst deine Erde, aber nicht deinen Himmel«.!«
Det er poetisk smukt; men dog laae der mig her, med den Tone og det Udtryk, hvormed den Gamle sagde til sin Kone om Luther: »det var en Mand!« noget langt større, rigtigere og stort. Jeg troer, at Jean Paul selv vilde have fundet det samme, om han havde hørt det!
Luther »det var en Mand!« derfor brød han Pavedommets AagLuther kritiserede en lang række ting ved den romersk-katolske kirke, blandt andet tanken om at man kan købe sig til fritagelse fra sine synder (aflad), og var en helt central skikkelse i Reformationen, der førte til dannelsen af de protestantiske kirkesamfund.; derfor sang han:
» ▶(tysk) Den, der ikke elsker vin, kvinder og sang, / Forbliver en nar hele sit liv. Disse linier tillægges traditionelt Luther, men de findes ikke i hans forfatterskab. Givetvis stammer tanken, at Luther skulle være ophavsmand, fra det anonyme digt »Devise an einen Poet« i Matthias Claudius’ (1740-1815) Der Wandsbecker Bothe, nr. 75, 12. maj 1775, hvor de sidste tre vers lyder: »Wer nicht liebt Weib Wein und Gesang, / Der bleibt ein Narr sein Lebelang / Sagt Doctor Martin Luther«. Sandsynligvis skyldes digtet Johann Heinrich Voss (1751-1826).Wer nicht liebt Wein, Weiber und Gesang,
Der bleibt ein Narr sein Leben lang◀(tysk) Den, der ikke elsker vin, kvinder og sang, / Forbliver en nar hele sit liv. Disse linier tillægges traditionelt Luther, men de findes ikke i hans forfatterskab. Givetvis stammer tanken, at Luther skulle være ophavsmand, fra det anonyme digt »Devise an einen Poet« i Matthias Claudius’ (1740-1815) Der Wandsbecker Bothe, nr. 75, 12. maj 1775, hvor de sidste tre vers lyder: »Wer nicht liebt Weib Wein und Gesang, / Der bleibt ein Narr sein Lebelang / Sagt Doctor Martin Luther«. Sandsynligvis skyldes digtet Johann Heinrich Voss (1751-1826).!«
Derfor slog han Blækhuset i Hovedet paa Mørkets Fyrsteifølge overleveringen blev Martin Luther, da han i 1521-1522 opholdt sig på Wartburg, generet af Djævelen. Luther var i gang med en oversættelse til tysk af Det Nye Testamente, da Djævelen opsøgte ham for at forpurre arbejdet. Luther handlede resolut og jog Djævelen væk ved at kaste sit blækhus efter ham. Historien fortælles første gang i Martin Zeillers Topographia Superioris Saxoniae, Thüringiae, Misniae, Lusatiae etc. Das ist Beschreibung der Vornehmsten vnd Bekantesten Stätt, vnd Platz, in Churfürstenthum Sachsen, Thüringen, Meissen, Ober und Nieder-Laußnitz vnd einverleibten Landen, 1650, s. 66.; thi som en tydsk Digter siger: jeg troer Børne, »Blæk og Trykkersværte ere de farligste Vaaben imod Fanden, de ville engang ganske forjage ham fra VerdenKarl Ludwig Börne (1786-1837), tysk forfatter. Citatet stammer fra hans aforisme nr. 137, der lyder: »Ja, Luther hatte es verstanden, als er dem Teufel das Tintenfaß an den Kopf geworfen! Nur vor Tinte fürchtet sich der Teufel, damit allein verjagt man ihn« (Ludwig Börnes gesammelte Schriften, udg. af Alfred Klaar, bd. 4, 1899, s. 176).«.
X
Reise igjennem Halle og Merseburg til Leipzig. Den blinde Moder. Invaliden. Nicolai-Kirken. Gellerts Grav. Auerbachs Keller. Italiensk Opera. Poniatowskys Mindesteen.
I den sachsiske »Eilwagen(tysk) hurtigvogn.« rullede jeg, ved Midnat, ud af det gamle Eisleben. De første grønne Viinbjerge hilsede mig med den opstaaende Sol. Postillonenkusk på en postvogn. blæste smukt det ene Stykke efter det andet. Vi kom forbi to store Indsøer, hvor de grønne Bjerge og de røde Skyer speilede sig i den stille Flade. Der laae ogsaa en gammel Ridderborg, kantet og taarnet, med høie Mure og Grave. Her var et deiligt Echo; vi holdt et Øieblik stille, Postillonen blæste, og fra Bjergene lød næsten hele Stykket igjen. Jeg har aldrig hørt saa mange Toner gjentagne af Echoet. Denne deilige Morgen glemmer jeg ikke; men den staaer jo ogsaa udsat paa Musik, i min Erindrings Billedsamling. Postillon og Echo gave den hele Egn en høiere Skjønheds Potens, hvorved, muelig, den lærde Stad Hallese kort., siden tabte; den saae mig saa snever, saa uhyggelig ud. Saalefloden var et skident, guult Vand; og Byens Gader – enkelte, i det mindste – troer jeg ikke vare brolagte. Udenfor Universitets-Bygningen stod en Vrimmel af Studenter, med Collegiehefterkollegiehæfte. Studiehæfte til notater. under Armen og Tobakspiber i Munden. Paa Gaderne mødte vi flere, og rundt om i Vinduerne laae lignende Minervæ Sønnerstudenter. Minerva er i romersk mytologi gudinde for visdom., idetmindste antog jeg dem derfor.
Bønderkonerne, der sadde paa Torvet og solgte deres Varer, havde mig ellers nogle ganske forunderlige taterbruneegl. brun som en sigøjner; meget brun. Ansigter; jeg havde nær gaaet hen til den første den bedste og rakt hende min Haand, i den Tanke, at det var en Zigeunerske, der kunde sige mig hvor stort Honorar jeg fik i Penge og Udødelighed, for alt hvad jeg i denne Verden endnu kunde tænke og skrive.
Veien til Merseburgse kort. var beplantet med Kirsebærtræer, Byen selv mørk og snever som Halle; men dog et Besøg værd, for sin gamle gothiske DomkirkeMerseburg Dom. Blev påbegyndt i 1015..
Man fortalte mig ellers der, ▶fortællingen om den tyvagtige ravn, almindeligvis kaldet Die Rabensage, kendes fra rektor i Merseburg Georg Möbius’ (1616-1697) Neue Merseburgische Chronica in drey Bücher abgetheilet, 1668. Fortællingen findes i 2. bogs 12. kapitel. Den omtalte biskop er ifølge Möbius Thilo von Trotta (1443-1514), der i 1466 blev biskop i Merseburg.et Folkesagn, ganske en Historie a la Gaza ladra(italiensk) som den tyvagtige skade. Hentydning til den italienske komponist Gioacchino Rossinis (1792-1868) opera La gazza ladra, 1817 med libretto af Giovanni Gherardini (1778-1861). Librettoen blev oversat til dansk af Niels Thoroup Bruun (1778-1823) som Skaden eller Uskylds Sejr, 1824 og opført til Rossinis musik på Det Kongelige Teater 19. februar 1824.. En Biskop her, havde ladet sin Tjener uskyldig henrette, men da han siden opdagede, at hans Yndlingsravn var Tyven, henfaldt han i Melancholie, lod Fuglen indespærre i et Jernbuer, og sætte ud til Spot og Skjændsel, ja, bestemte endogsaa en Capital, hvorfor Raadet i Merseburg, til evig Tid skulde underholde en Ravn, der maatte lære at raabe Tjenerens Navn: Jacob. Saa snart en Ravn nu døer, gaaer det med den, som med Dalai Lamade tibetanske buddhisters overhoved., og Paven, der bliver strax holdt Raad og valgt en anden◀fortællingen om den tyvagtige ravn, almindeligvis kaldet Die Rabensage, kendes fra rektor i Merseburg Georg Möbius’ (1616-1697) Neue Merseburgische Chronica in drey Bücher abgetheilet, 1668. Fortællingen findes i 2. bogs 12. kapitel. Den omtalte biskop er ifølge Möbius Thilo von Trotta (1443-1514), der i 1466 blev biskop i Merseburg..
Der sad endnu, sagde man, thi jeg kunde ikke finde det, saadant et uskyldigt sort Dyr og raabte »Jacob« uden at drømme om hvorfor han havde fri Bolig og Kost, og maaskee uden at være i Familie med den biskoppelige Tyveknægt, for hvis Skyld dette Ravne-Legat var stiftet.
Solen brændte hedt da vi rullede ud af Byen, for at naae den tydske BogladeLeipzig var centrum for bogudgivelser i Tyskland.: Leipzig. Ved Grændsen her havde Bommanden en lang Stang med en Pung paa, ligesom de endnu findes her i Kirkernetil indsamling af penge blandt menigheden (kollekt)., men Stangen her var længere, han stak den ud af Vinduet ind i Vognen, der holdt udenfor, og fik sin Tribut deri. En Familie gav ham urigtige Penge og kjørte til; nu kom han styrtende ud i temmelig dyb Morgendragt, skjøndt det var høit op paa Dagen, svingede sin bepungede Landse, og forfægtede Loven og dens Holdelse, og Manden havde jo Ret.
Egnen rundt om, saae meget dansk ud, her var endnu et Skovpartie, siden tabte Alt sig i en uoverseelig Slette, som Menneskeblod har beskrevet med Udødelighedens ZiffreH.C. Andersen hentyder til Folkeslaget ved Leipzig 16.-19. oktober 1813, hvor 500.000 deltog, og 100.000 mistede livet. Frankrig led her et afgørende nederlag til Sverige, Preussen, Østrig og Rusland..
Den blinde Moder
»Trommen hvirvler. De er’ nær!
Mægtigt suse Hærens Faner.«
– »Moder, det er Vinden her,
Der gaaer gjennem Skovens Graner.«
– »Hører Du ei Hestens Hov?
Rustvogn tæt ved Rustvogn kjører.«
– »Veien gaaer i denne Skov,
Det er Reisende Du hører!«
»Stille Barn, de er’ os nær!
Vinden suser ei i Granen.
Seer Du ei den hele Hær?
Stolt Din Fader bærer Fanen.
Nei, det er ei Nattens Blæst,
Eller fremmed Mand, der reiser,
Foran Hæren, paa sin Hest,
Rider jo den store Keiser!«
»For mit Øie er det Nat,
Men i Mulmet ham jeg kjender.
Barn jeg føler mig saa mat,
Fold Du mine gamle Hænder!
Vinden suser gjennem Fanen,
Mildt Din Fader vinker der,
Barn, o sæt mig her ved Granen,
Døden, føler jeg, er nær!«
Det var en underlig Følelse der greb mig idet jeg kjørte hen over den store, uoverseelige Leipziger-Slette, hvor enhver Landsby er saa mærkeligbemærkelsesværdig. i Krigshistorien. Her havde Napoleon væretNapoleon 1. (1769-1821) ledte de franske tropper i Folkeslaget ved Leipzig 16.-19. oktober 1813, hvor Frankrig blev slået., her havde den store Feldtherre tænkt og følt. Kornet bølgede frodigt over den uhyre Kampplads; ingen Vundesår. læges dog saa let som den store Naturs! der behøves kun et Foraar, for at smykke den ældste Ruin med Blomster og Grønt. Man arbeidede paa en ny Landevei, jeg saae Menneskebeen og Kugler man havde fundet ved Gravningen. Under et Træ sad der en gammel Karl med et Træbeen; han havde vist seet lidt mere her, end Kornet der nu bølgede foran ham, hørt en dybere Sang end den Fuglene qvidrede paa Grenene over ham. Med sin lille Pibe i Munden hvilede han sig her og tænkte paa gamle Dage.
Invaliden
Røgsky ved Røgsky over Marken laae;
De røde Ildsvælg Øiet ene saae.
Sært dundred’ Jorden under Hestens Hov,
Som var det Stormen i en Gran-Skov.
Mand tæt ved Mand vi stod’, kun »frem!« det lød;
Min Broder faldt – han fandt en Heltedød.
Jeg følte Intet – Intet Hjertet rørte.
Den dybe Tromme-Hvirvel kun jeg hørte,
Trompetens Stød – vi bruste vildt afsted –
Da faldt min Hest, mit ene Been gik med;
Hen over os den hele Hær nu gik,
Jeg veed ei meer, det sortned’ for mit Blik!
Da jeg blev vakt, var Alt saa tyst, saa tyst!
O, denne Stilhed knugede mit Bryst.
Mit Been var Ild – af Tørst min Læbe brændte,
Jeg laae blandt Liig, men intet Træk jeg kjendte.
Det sildigt var, jeg følte Nattens Blæst,
Nær ved mig vrinskede en saaret Hest;
Der laae en Franskmand, dybt hans Dødssuk lød,
»Napoleon« han nævned’ og var død.
Jeg vilde bede – hævede mit Blik,
Men Døden atter over Hjertet gik;
Jeg veed ei selv, hvor længe der jeg laae, –
Det første som igjen mit Øie saae,
Det var en Mand, indsvøbt i Kappen her,
Han jog to Ravne bort, der sad mig nær.
Jeg saae dem, hørte deres hæse Skriig;
Jeg var et Liig jo, mellem døde Liig.
Taus Manden stod, hans Ansigt ei jeg saae;
Den store Kappe høit om Kinden laae.
Han saae mod Himlen, Alt var Skyer der, –
Da lyste der med eet et Stjerneskjær.
»Mon étoile!«(fransk) min stjerne. jeg hørte han brød ud.
Han bøiede sig dybt, som for sin Gud;
Den store Kappe bort fra Skuldren gik,
Jeg saae det aabne, stolte Helteblik;
Et Suk steeg fra mit Bryst, da saae han ned,
Men taug – han taug – jeg glemte hvad jeg leed,
Men glemmer aldrig dette dybe Blik.
Han bredte Kappen over mig – og gik.
Jeg laae imellem Liv og Død henstrakt.
Mit Hjerte bad – og Redning blev mig bragt.
– Den franske Leir var nær, der kom jeg hen,
Men ei den tause Mand jeg saae igjen;
Ham var det dog, der Liv og Hjelp mig gav!
Maaskee nu Græsset voxer paa hans Grav:
Maaskee han lever – lever langt herfra,
Er lykkelig – mit Hjerte siger ja!
Vi kjørte over Elsterfloden, i hvilken Poniatowsky fandt sin DødJózef Antoni Poniatowski (1763-1813), polsk general og statsmand. Deltog i Folkeslaget ved Leipzig 16.-19. oktober 1813 på fransk side, men druknede hårdt såret i Elsteren under tilbagetoget.; man viiste mig i Forstaden de forskjellige Stillinger den fjendtlige Armee her havde taget, hvor man havde sprængtredet i stormende ridt. igjennem Haverne, og hvor Napoleon havde trukket sig tilbage.
Leipzig selv gjorde et behageligt Indtryk paa mig, det er en stor, venlig By, Hovedgaderne ligne meget vor Østergade, men de ere bredere, og hvad der gjør dem smukkere, mere lige. Jeg troer der boe 2 à 3 Boghandlere i hver Gade; overalt hang der Skabe med Bøger, og i de store, blanke Glasvinduer, Kobber og Billeder. Paa Gaderne løbe Burscher med lange Piber i Munden og Collegie-Hefter under Armen; nogle havde deres tydske Original-Dragt paa, de store hvide Buxer, den korte Frakke, og de lange Lokker ud over den hvide Krave.
Jeg besøgte Nicolai-KirkenNikolaikirche. Påbegyndt 1165, ombygget 1784-1797.. Her ere Malerier af OeserAdam Friedrich Oeser (1717-1799), tysk maler og billedhugger. Arbejdede med ombygningen og nydekoreringen af Nikolaikirche 1784-1797 i nyklassicistisk stil.; et der forestillede »Christus ved BrøndenAdam Friedrich Oesers billede »Jesus und die Samariterin« med motiv fra Johannes 4,5-26. Her fortælles om Jesu møde med en samaritansk kvinde ved en brønd.« behagede mig især; om det maatte behage mig, veed jeg ikke, da jeg ikke endnu har spurgt nogen Kunstdommer derom; i Kuppelen over Alteret var malet en svævende Engel, det syntes ikke at være Malerie, men et levende Væsen. De høie Hvælvinger bleve just støvede af; man havde reist nogle kunstigekunstfærdige. Stilladser, og fra disse reiste sig en uhyre lang Stige, høit op, som en Skibsmast, og øverst oppe paa dette vaklende Sæde sad en Mand, ligesom ▶hentydning til Adam Oehlenschlägers digt »Sigrid med Sløret«. Heri fortælles blandt andet om den lille svartalf Puds, der siddende for enden af en stang fejer det øverste af en bjerghule: »Skjøn Sigrid kan endnu ei Skurken [Puds] skue; / Høit sidder han paa Stangen, holder fast, / Og feier til af yderste Formue« (Oehlenschlägers samlede Digte, bd. 3, 1823, s. 159).Puds i »Sigrid med Sløret« og feiede af yderste Formueevne., det saae malerisk nok ud, men lidt »fürchterligtaf det tyske fürchterlich: frygtelig. Her i betyningen frygtindgydende.«. Det forekom mig næsten, som Manden var sat derop, for at Kirken ved ham og hans tilsyneladende Fare, skulde see høiere ud, end den egentlig var.
I et lille Aflukke her, viiste man os en gammel Prædikestol, som Luther skal have prædiket paa; jeg reiste mig paa Taaspidsen for at naae saa høit, at jeg dog kunde lægge Hænderne, hvor han maa have lagt sine.
Fra den gamle Kirke vandrede jeg ud af Byen til GellertsChristian Fürchtegott Gellert (1715-1769), tysk forfatter. Grav.
En flad, simpel Steen med hans Navn og Døds-Aar laae derover, ved Siden var plantet et Rosentræ, og rundt om stod et lavt Gitter, hvor de Mange der havde besøgt Digterens Grav, havde skrevet og skaaret deres Navne; jeg skrev ogsaa mit.
Rundt om vare mange, langt pynteligere Grave, der gjemte vist langt fornemmere Folk end Gellert, men ingen fremmed Haand havde skrevet sin Erindring der, selv de jerngittrede Kapeller rundt om, stode kun som en Muur, der tjente til at omslutte den simple Digter-Grav. Her var Digteren den fornemste, ved ham fik dette Sted med sin Døde, Interresse. Hertugen af Weimar har saaledes bestemt, at GöthesJohann Wolfgang von Goethe (1749-1832), tysk forfatter. og SchillersFriedrich von Schiller (1759-1805), tysk forfatter. Liig skulle staae paa hver Side af hans, i det kongelige Capel. Saaledes kan Mennesket faae sig en Regnbue, naar det staaer mellem Solen og den brusende Fosafsnit af et vandløb, hvor vandet styrter fra et højt til et lavere niveau i terrænet, eller hvor vandet på grund af indsnævring eller større fald har stærk strøm..
De andre friske Grave rundtom, vare ellers saa underligt pyntede, man havde foruden Blomster og Krandse, besat dem med Citroner og Appelsiner, og nogle af disse vare skaarne i Stykker; fra Krandsen flagrede lange Baand med Guld- og Sølv-Fryndser, der, naar denne hele Stads var noget gammel, saae ganske hæsligt ud. Paa Baandene vare Vers aftrykte, deels selvgjorte, deels valgte af bekjendte Digtere, saaledes fandt jeg paa et, HøltysLudwig Heinrich Christoph Hölty (1748-1776), tysk digter.:
» ▶(tysk) I dag springer i forårsdansen, / Endnu den glade dreng, / I morgen vajer dødskransen / Allerede på hans grav. Citat fra 2. strofe af Höltys posthumt udgivne digt »Lebenspflichten« (livspligterne). Trykt som nr. 62 i Christ. Lud. Heinr. Höltys sämtliche hinterlaßne Gedichte, bd. 1, 1782, s. 196 ff.Heute hüpft im Frühlings-Tanz,
Noch der frohe Knabe,
Morgen weht der Todtenkranz
Schon auf seinem Grabe◀(tysk) I dag springer i forårsdansen, / Endnu den glade dreng, / I morgen vajer dødskransen / Allerede på hans grav. Citat fra 2. strofe af Höltys posthumt udgivne digt »Lebenspflichten« (livspligterne). Trykt som nr. 62 i Christ. Lud. Heinr. Höltys sämtliche hinterlaßne Gedichte, bd. 1, 1782, s. 196 ff.!«
At en Grav smykkes med en enkelt Krands, finder jeg smukt og betydningsfuldt; Tømmermanden sætter jo ogsaa sin Krands med det brogede Flitterguld, paa Husets Tag, naar den hele Bygning er reist, hvorfor skulde vi da ikke, ligesom han, ogsaa her sætte en Krands, Graven er dog Taget paa vor Jordlivs Bygning, først naar denne er klappet til, er den fuldkommen reist.
Der blev just et Liig begravet her paa Kirkegaarden; det var en gammel Snedker, der maaskee selv havde kjøbt Træet til sit snevre Sovekammer. Kisten blev baaren paa Mændenes Skuldre, og var ogsaa pyntet med Blomster, Citroner og Appelsiner; der var en stor Trængsel af Børn og Fruentimmer, dog kom jeg temmelig nær Graven, hvor Chordrengene sang med barnlige Stemmer, medens Solen begyndte at gaae ned bag de høie Popler.
Da jeg om Aftenen ene vandrede gjennem Gaderne i den fremmede By, for at finde til Hôtel de Bavière, gik jeg vild og kom saaledes til »Auerbacher-Keller,« der, som bekjendt er mærkelig ved Dr. Faust, der her, efter Sagnet, foer ud af et Vindue, ridende paa et Viinfadifølge overleveringen skulle Faust i 1525 have erhvervet sig et vinfad ved at flytte det ud fra Auerbachs Keller i Leipzig ved at ride på det som en hest. Fausts ridt blev skildret af Andreas Bretschneider, der i 1625 malede to billeder med tilhørende tekst i Auerbachs Keller. Herfra vandrede fortællingen om Faust og vintønden over i de hyppigt udgivne folkebøger om Faust.. Jeg gik derned, for dog at have været i det mærkeligbemærkelsesværdig.e Værelse, hvor denne Historie havde passeret; dette var meget lille, og havde kun det ene Vindue, hvorigjennem Faust var reden bort. Paa Betrækkene var den hele Begivenhed afmalet, Skade, at de vare lidt for sorte og utydelige.
Her sad ellers tre gamle Personer i en dyb Disputheftig meningsudveksling.; jeg troer det var om det Ubegribelige, at en Trekant, dog i Grunden er en halv Fiirkant; det lod til, at de ogsaa paa Vinens Dunster vilde flyve endnu længere, end ud af Vinduet. Tilsidst begyndte de at synge, som Frosch og Branderkarakterer i Goethes Faust. Eine Tragödie. Erster Teil, 1808. i Göthes Faust: » ▶(tysk) der var en rotte i kælderreden. Første vers fra en sang i Goethes Faust. Eine Tragödie. Erster Teil, 1808. Sangen fremføres af karakteren Brander i kapitlet »Auerbachs Keller in Leipzig«.es war eine Ratt’ im Kellernest◀(tysk) der var en rotte i kælderreden. Første vers fra en sang i Goethes Faust. Eine Tragödie. Erster Teil, 1808. Sangen fremføres af karakteren Brander i kapitlet »Auerbachs Keller in Leipzig«.!« det vil sige, de sang just ikke denne, men Situationen var den samme; saa at jeg hvert Øieblik skottede til Døren, om ikke Mephistopheles kom med Doctorenden fristende og forførende djævel, som Doctoren, dvs. Faust, indgår en kontrakt med..
Den italienske Opera-Trup fra Dresden var her i Leipzig, og gav alt, ved min Ankomst deres tiende Forestilling. Jeg saae: »Tell« af RossiniRossinis opera Guillaume Tell, 1829 med libretto af Étienne de Jouy (1764-1846) og Hippolyte Bis (1789-1853). Jouy og Bis’ libretto blev oversat til dansk som Wilhelm Tell. Opera i fire Akter, 1842 af Thomas Overskou og opført første gang på Det Kongelige Teater 4. september 1842 til Rossinis musik. Wilhelm Tell er en europæisk sagnfigur og schweizisk nationalhelt, om hvem det blandt andet fortælles, at han (under tvang) beviste sine fantastiske evner som skytte ved med en pil at skyde et æble af sin søns hoved. Se fx brdr. Grimms Deutsche Sagen, bd. 2, 1818, s. 227 ff.: Stykket er i fire Acter, men da det, uden Forkortninger, vilde blive for langt og trættende, baade for Tilhørerne og de Syngende, havde man, ligesom ved »Menneskeslægtens Ødelæggelse«hentydning til Johan Ludvig Heibergs Recensenten og Dyret. Vaudeville, opført første gang 22. oktober 1826 på Det Kongelige Teater, udg. 1827. I stykket (I, 7) har den 60årige student Trop forfattet en tragedie med titlen Menneskeslægtens Ødelæggelse., skaaret det midt overi ovennævnte værk af Heiberg har Trop afleveret sin Menneskeslægtens Ødelæggelse til indbinding hos bogbinder Pryssing. Under en samtale med denne beslutter Trop sig for at få sin tekst delt i to, da han mener, det vil øge værkets poularitet., saa at man den ene Aften, saae de to første Acter, og den næste Gang, de to sidste. Man blev altsaa nødt til at betale dobbelt, for at see det hele Stykke. Jeg var der begge Aftener, og fik da saa noget Heelt ud deraf.
Ikke et Ord blev talt, Dialogen var Recitativfriere sanglig deklamation af replik eller monolog i opera, oratorium eller lignende., men naar Recitativer synges med det Udtryk, som de bleve her, ere de ingenlunde trættende. Signorsignóre, (italiensk) herre.Zeziikke identificeret. var en fortræffelig Tell, havde et smukt Udvortes, og røbede ogsaa Tanke og Spil, noget som man fandt mindre af, hos Signorasignóra, (italiensk) frue.Palazzesiikke identificeret., der udførte Mathildesen østrigsk prinsesse, der elsker og genelskes af schweizeren Arnold. Partie; men hun sang smukt, havde Skole, Ynde og Styrke, bare hun ikke havde gjort saa mange Grimasser, lagt Hovedet saameget tilbage, hver Gang hun slog Triller og gjorde de kunstige Løb med Stemmen. Publikum modtog hende med stormende Klap og Bifald, thi hun var meget afholdt, og traadte nu første Gang frem, efter at have ligget af Fluenzainfluenza..
En Signor Rubiniikke identificeret. sang Arnoldssøn af den patriotiske schweizer Melchtal. Arnold elsker og genelskes af den østrigske prinsesse Mathilde. Partie, jeg siger sang, thi der var ikke Tanke om Spil. Det var mig en kunstig Marionet, der kun havde to Bevægelser med Armen; lige ud, og saa Haanden paa Hjertet; men der var et smukt Tone-Orgel i den gode Mand!
Hvor blødt og udtryksfuldt klang mig ikke det italienske Sprog, det er Toner selv, der ere forstenede til Ord; – hvor smukt maa det ikke klinge, i den stille Nat, under den sydlige Himmel, at høre disse Toner, tolke Kjærlighed! – Kjærlighed! – hu! hvor hæsligt haardt og snurrende klinger dog paa Dansk, dette Ord, der skal udsige det meest Aandige i Sjæl og Tanke. »Kjærlighed!« – o, han har slet ikke kjendt og følt den, som opfandt dette hæslige, skurrende Ord. – Det har vist været en gammel, gnaven Papa, der misundte de unge Hjerter deres salige Drømme, og nu som en Lænkehund snærrede af deres, som han kaldte det: »Kjærlighed.« –
Hvad Musikken til: Tell, angaaer, hørte jeg den kun eengang, desuden er der sagt og skrevet saa meget om den, til dens Fordeel, at min Mening bliver saa god, som ingenat jeg lige så godt kan lade være at sige min mening.. Den forekom mig, at være i en anden Genre, end den Rossini før har componeret i, og næsten troer jeg, det er dette, der har fraperet Mange, mere end Compositionen selv. Mig behagede den ikke saa meget, som Barberen i SevillaGioacchino Rossinis opera Il barbiere di Siviglia, 1816 med libretto af Pietro Cesare Sterbini (1795-1863) efter Pierre-Augustin Caron de Beaumarchais’ (1732-1799) skuespil af samme navn fra 1775. Sterbinis libretto blev oversat til dansk af Niels Th. Bruun som Barberen i Sevilla. Syngestykke i to Acter, 1821 og opført til Rossinis musik på Det Kongelige Teater 14. september 1822.; den har vel en herlig Terzetkomposition for tre stemmer., en Duet og nogle Chor, der gribe enhver, men ingen af disse have dog det characteristiske, som f.E. Don Baziles Arie om Bagtalelsei operaen (I, 2) planlægger musiklæreren don Basilio sammen med dr. Bartolo, hvordan de skal forpurre en eventuel kærlighedsforbindelse mellem grev Almaviva og den smukke Rosina. Midlet skal være bagtalelse, og don Basilio synger en arie herom., denne synes mig et sandt Mesterstykke. Orpheus fik Træer og Stene til at dandse ved sit Spilifølge den græske mytologi blev sangeren Orfeus gift med Eurydike. Da hun døde af et slangebid, sang Orfeus så smerteligt, at Hades, dødsrigets hersker, lod ham stige ned og hente sin elskede. Orfeus brød dog Hades’ bud om, at han ikke måtte vende sig om og se på hende, før de var helt ude af dødsriget og tabte derfor Eurydike for altid. Herefter trak Orfeus sig tilbage til skovene, hvor hans klagesang rørte selv stenene., og der ligger virkeligt noget heri; Musik har en forunderlig Kraft til at sætte Liv i Dødt, noget, som de fleste Opera-Texter overtyder os om. Tonerne kaste ligesom et poetisk Gevandt om det Hele. Dog forekom Tell mig, her i denne aandige Paaklædning, saa underlig sammenkrympet, det var ikke den schiller’ske Helteskikkelsehentydning til hovedpersonen Wilhelm Tell i Schillers skuespil Wilhelm Tell. Schauspiel, 1804. Oversat til dansk af Knud Lyne Rahbek i 1805 som Vilhelm Tell. Skuespil..
Klokken var ikke ni endnu, da Operaen var endt, jeg besøgte da Reichenbachs Havehaven, oprindeligt anlagt i den franske havestil, er navngivet efter bankieren Christian W. Reichenbach, der købte stedet i 1815 og omlagde den i den engelske stil. for at see Stedet, hvor Poniatovsky, fandt sin Død i Elsterfloden. Haven her, tilhører en riigKjøbmand Gerhardtikke identificeret., der lader sig betale for at see dette Sted.
Her, imellem disse høie Træer, sprængte den haardt saarede Helt, forfulgt af den overlegne Fjende. Det er næsten utroeligt, at nogen kunde drukne i dette ubetydelige, smalle Vand! en Grædepiil var plantet paa det Sted, han havde sat ud med Hesten, og nogle Skridt derfra, hvor de havde fundet hans Liig, stod en lille, simpel Støtte, der overalt var beskreven, især med Landsmænds Navne; et Stykke var ganske hugget bort af Stenen, man sagde, at her havde staaet Vers, som den sachsiske Regjering havde fundet for frit, og derfor skaffet bort. Det gaaer ogsaa forvidt, naar Stenene kunne talehentydning til Lukas 19,40, hvor Jesus afviser en gruppe farisærere, der har bedt ham om at irettesætte sine disciple, med ordene: »Jeg siger jer: Hvis de tier, vil stenene råbe«.!
En underlig Aftendæmring laae over Stedet, jeg tænkte paa KosciuskoTadeusz Ko´sciuszko (1746-1817), polsk general og nationalhelt. Deltog i Polens forsvar under Ruslands angreb i 1792 og ledte den efterfølgende opstand i 1794. Som Wilhelm Tell kæmpede Ko´sciuszko for sit lands frigørelse fra en fremmed magt., Polens Wilhelm Tell, paa det ulykkelige Rige, der som et Landkort er klippet i Stykker; paa det arme, kjæmpende Folk – – En lille Fugl hoppede paa Grenen tæt ved og qviddrede, men det var ganske svagt, han frygtede vist Censur og Stikbrevehemmelig skrivelse indeholdende en efterlysning af en person, der af øvrigheden ønskes arresteret., det klang saa dæmpet, men jeg syntes at høre den døende Polaks Kampsang:
»Noch ist Polen nicht verloren(tysk) endnu er Polen ikke fortabt. Tysk oversættelse af førstelinjen i den polske nationalhymne (siden 1927) »Mazurek Da˛browskiego« ( D ˛abrowskiegomazurka), forfattet af Joséf Wybicki (1747-1822) i 1797. Sangen er opkaldt efter den polske general Jan Henry Da˛browski (1755-1818).!«
– Var ethvert begeistret Hjerte saadan en lille Fugl, og Tanker og Følelser dens Toner, hvilke Sange vilde da ikke Luften gjenlyde af! men, hvor mangen Heinrich Fuglefænger vilde der da ikke opstaae, hvilken Jagt vilde der da ikke blive – – – – – – – – – – – – – – – – – – dog, »ikke en Spurv falder til Jorden, uden vor himmelske Faders Villiejf. Matthæus 10,29, hvor Jesus siger følgende til sine disciple: »Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den«.!«
– Med Kjæmpe-Skridt gaae vi en ny og bedre Tid imøde; men Europa maa have udkjæmpet, den vilde Lava maa først syde fra Bjerget, før det kan bære Fredens, Frugtbarhedens frodige Ranker. En fornuftig Frihed, en naturlig Oplysning vil da udbrede sin milde Sommervarme over Landene, da vil det nye Gimlei nordisk mytologi de lykkelige slægters bolig i den verden, der opstår efter Ragnarok. stige bag det kjæmpende Ragnarokr!i nordisk mytologi navnet på den sidste store kamp mellem aser og jætter, hvor den gamle verden går under. men vor Tidsalder er interressant! den vilde Gjæring i Naturen og Menneskelivet, er det ogsaa herligt at opleve! vi virke jo alle med til det store Maal. Mangt et vildt, brusende, romantisk Gemyt vil maaskee misunde os! hvor vil man ikke undres over meget, ryste med Hovedet, smile og atter nikke tilfreds, naar de faae Fingre paa vore Dagblade, der da eie Sagn fra gamle Tider; maaskee trykkes da mange Ting af, som Curiosakuriosa, flertal af kuriosum (latin). Mærkværdig eller pudsig detalje, genstand, person, fænomen eller forhold., men hvilke! Ja, – der er grumme meget! Lad os her, for en Afvexlings Skyld, kaste opslå op. og see. Vi tage det første Stykke paa den Side, nu det andet paa den, og læse – – naturligviis mener jeg ikke, at dette er noget Curiosum, det er tilfældigt, hvad der falder.
»Don MiguelMaria Evarist Miguel (1802-1866), portugisisk regent i perioden 1828-1834. Miguel, der var forlovet med sin niece Maria 2. da Glória (1819-1853), opkastede ved et kup sig selv til enevældig leder af Portugal. Hans regeringstid var præget af borgerkrig mod de liberale, der blev ledet af Miguels storebror og Marias far, Pedro 1. af Brasilien. Efter en årrække måtte Miguel give fortabt. Hans herredømme var genstand for flere artikler i Kjøbenhavns-Posten i sommeren 1831. har faaet Rosen af Paven, som Tegn paa den christeligste Konge!«
»▶upræcist citat fra rubrikken »Conversations- og Nyheds-Post« i Kjøbenhavns-Posten, nr. 168, 19. juli 1831. I rubrikken refereres og kommenteres et cirkulære, der 2. maj 1831 er sendt til redaktørerne af de preussiske blade og aviser.Geheimestatsminister v. Klewitz har ladet omsende en lithographeret Circulaire til Redacteurerne af de offentlige Blade i Preussen, og anbefaler disse, ei allene at opfatte Censurlovenes Bogstav, men ogsaa deres Aand. Redacteurerne maae nok fortælle historiske Facta, men de maae ikke ved Fortællinger af revolutionaire Begivenheder, paa en omstændelig, eller vel endog paa en lovprisende Maade fremstille Oprørs- og Opstands-Scener.« – »De maae ikkenedsættekritisere, skrive nedsættende om. fremmede Regjeringer, der staae i venskabeligt Forhold til den preussiske Stat.« – »Redacteurerne anbefales stedse, at fremstille, eller optage fra andre Tidsskrifter, Exempel paa Hengivenhed for Ordens Vedligeholdelse etc., urolige Bevægelsers sørgelige Følger for personlig Sikkerhed, Handel og Handtering o.s.v. o.s.v.◀upræcist citat fra rubrikken »Conversations- og Nyheds-Post« i Kjøbenhavns-Posten, nr. 168, 19. juli 1831. I rubrikken refereres og kommenteres et cirkulære, der 2. maj 1831 er sendt til redaktørerne af de preussiske blade og aviser.«
« – – – føler den store Interesse for – – men – – – –«
»Lindberg«Jacob Christian Lindberg (1797-1857), dansk teolog, filolog og numismatiker. – dog, hans Subscriptions-Plan til Maanedskrift for ChristendomMaanedsskrift for Christendom og Historie, udg. af Jacob Christian Lindberg, 1831-1832.kommer vist i samme Bind somer at regne for lig med.MünchhausenKarl Friedrich Hieronymus Freiherr von Münchhausen (1720-1797), tysk baron. Kendt for at underholde sin gæster med farverige skrøner. Mod baronens vilje blev flere af skrønerne (anonymt) offentliggjort i Berliner-tidsskriftet Vademecum für lustige Leute i 1781 og 1783. En udvidet engelsk oversættelse af disse skrøner blev i 1785 udsendt af Rudolf Erich Raspe (anonymt) under titlen Baron Munchhausen’s Narrative of his Marvellous Travels and Campaigns i Russia, 1785. Bogen kom i et nyt oplag i 1786, der dannede grundlag for Gottfried August Bürgers (1747-1794) tyske oversættelse Wunderbare Reisen zu Wasser und Lande, Feldzüge und lustige Abentheuer des Freyherrn von Münchhausen, 1786. Som Raspe udvidede Bürger selv samlingen, både i 1786 og igen i 1788. En dansk oversættelse kom i 1802 med titlen Lystigt Post- og Reise-Vademekum muntre Reisende helliget af Monsieur Hemmkengryper, forhenværende Kammertjener hos Hr. von Münchhausen, og udgivet af hans skoggerleende Arvinger. og Robertus von Agerkaalperson i en folkebog hvoraf første danske udgave udkom i 1724 med titlen Uglspils Overmand eller Robertus von Agerkaal., man troer det er Satirespøg. og ikke Alvor i Aaret 1831.
– – – – – – – –.
X
Afreise. Meissen. Den første Dag i Dresden. Dahl og Tieck.
Efter et Ophold af tre Dage, forlod jeg det venlige Leipzig, hvor jeg havde lært at kjende flere, herlige Mennesker. Mit Reiseselskab med Schnellposten bestod af to unge Herrer fra Frankfurt an der Oder og en gammel Doctor; denne var temmelig bevandret i den danske Literatur, og spurgte, da han hørte mit Navn, om jeg var i Familie med Forfatteren til »det døende Barndigt af H.C. Andersen, trykt under mærket »H – –« i Kjøbenhavns-Posten, nr. 76, 25. september 1827 (BFN 13); jf. ANDERSEN bd. 7, s. 71..« Jeg svarede ham da, at det var mig selv, og nu spurgte han mig ganske naivt, om jeg havde mistet en Lille, den Gang jeg skrev det, da han ikke kunde tænke, at jeg som ungt Menneske ellers kunde føle Sligt; han blev da noget forundret ved at høre, at dette Barn alt var fra min Skolegang, hvor jeg midt under »Katál, Katlákatál, kataltá (hebraiske bøjningsformer) han har dræbt, du har dræbt.,« følte og skrev det.
I den dunkle Aften rullede vi forbi Jagdslottet Hubertsburgtidligere kurfyrsteligt jagtslot i Sachsen. Opførslen blev påbegyndt i 1721., med sin store Have; Mengs’sAnton Raphael Mengs (1728-1779), tysk maler. Pensel skal lokke mange Fremmede til Slotscapellet, vi havde ingen Tid, og savnede da heller ikke Malerier, det ene Stykke afvexlede med det andet, naar vi saae gjennem det aabne Vindue paa Vognen. Her var en Kroe med Reisende, Karlen stod med sin store Lygte i Døren, – det var et Natstykkemaleri, hvor motivet er skildret efter solnedgang, ofte i månelys eller ved kunstig belysning., RembrantRembrandt Harmensz van Rijn (1606-1669), nederlandsk maler, raderer og tegner. skal have efterlignet denne Maneer. Her saae man en sumpet Eng i Morgenbelysning, nogle Vildænder pladskede mellem de grønne Siv, en Maneer RuysdaelSalomon van Ruysdael (1600/1603-1670), nederlandsk landskabsmaler. har efterlignet. Her laae en Flekke med halv nedstyrtede Mure; i Forgrunden, under et stort Træ, sad et Par unge Folk og kyssede hinanden, – det var en Maneer – jeg selv gjerne gad efterligne.
Alt som vi nærmede os Meissense kort., fik Egnen et mere romantisk Udseende. Fjelde begyndte at reise sig, og de havde en ganske anden Characteer, end de i Harzen. I rødgule Steenmasser, begroede med unge Bøge, hang de ud over vort Hoved; paa den anden Side af Veien laae de grønne Viinbjerge, med rødtagede Huse paa, og nedenfor slyngede Elben1165 km lang flod. Udspringer i Riesengebirge i Tjekkiet og løber ud i Nordsøen nordvest for Hamburg; se kort. sig i maleriske Bugter. Skibe bleve ved Folk og Heste trukne op ad Floden, medens andre, med svulmende Seil, pilede ned ad, paa Strømmen.
Meissen selv har snevre Gader, og saae mig saa uhyggelig ud, man maa med den, ligesom med ethvert herligt Malerie, ikke sætte Øinene tæt til, man maa betragte det Hele i Afstand. Uden en særdeles Anbefaling fra Dresden, kan man ikke faae den store PorcellainfabrikMeissen er kendt for sin porcelænsproduktion, der blev grundlagt i 1700-tallet og dermed er Europas ældste. I 1710 blev byens porcelænsfabrik grundlagt af kurfyrst August 2. Mocny (1670-1733). at see, jeg maatte altsaa lade mig nøie med en ringe Deel derfra, en meget ringe Deel, det vil sige, de Kopper, jeg i Vertshuset drak min Kaffe af; og fra denne lille Prøve, selv med Phantasie og den bedste Villie, kan jeg ikke indlade mig paa nogen Notitser om det hele Fabrik.
DomkirkenMeissen Dom. Grunddelen af kirken blev opført ca. 1240-1400. er en herlig, gothisk Bygning, Solen skinnede ind af de høie Vinduer, hvor en lille Fugl, der var kommen ind, flagrede og slog med Vingerne paa Ruden, for at komme ud. Det var min egen Barndomsverden jeg saae! Barndommen er ogsaa saadan en hellig, stor gothisk Kirke, hvor Solen skinner smukt gjennem de brogede Ruder, hvor enhver dunkel Krog vækker en mægtig Følelse, og hvor det simpleste Billede, ved sin Belysning og ved Sagnet, faaer en langt dybere Betydning. Hverdagslivet viser sig her i sine Søndagsklæder, Gud og Verden ligge hinanden langt nærmere, og dog flagrer Hjertet, som den lille Fugl her i Kirken, efter den nye Fremtid udenfor, hvor maaskee en Jæger venter bag Busken for at skyde den et Hagel gjennem Vingerne.
Veien fra Meissen til Dresden er beplantet med Akasier og Pæretræer, Markerne staae med Kaal og Kartofler, det er en heel Kjøkkenhave! venlige Bjerghøider med Viinranker og Løvskove, ligge paa begge Sider, og bag ved danner Meissen selv, der ligger høit med sit Slot og sin gothiske Kirke, det herligste Punkt i hele Billedet; en muret Broe over Elben reiser sig nedenfor Byen, hvor Folk kjøre og gaae, uden at tænke paa, mindre, gjøre sig til af, det Liv de just herved give det Hele.
Jo længere man kommer herfra, deshøiere blive Bjergene, og snart seer man, som gjennem et blaaligt Slør, det tydske Florents: Dresden, ligge foran med sine høie Taarne og Kupler.
I en lille Landsby, der laae ganske romantisk, her ved den bugtede Elbflod, holdt vi udenfor en Kroe. Om Vinduerne snoede sig et Espalierståltråd eller tremmeværk af træ der er sat op på en husmur, så man kan binde frugttræer og prydplanter fast til det. af Roser; runde og fyldige, som barnlige Pige-Hoveder tittede de ind i Stuen, hvor Postkarlene sadde i deres nye brandgule Uniformer med blaae Kraver, og med Trompeten paa Ryggen. Der stod Landviin i store Glaskruus paa Bordet, og nogle Smaabørn legede med en lille Hund, der dandsede paa Bagbenene med en Blomsterkrands om Hovedet.
Her fik jeg de første Mark Jordbær, i Dannemark vare de vist neppe endnu i Blomster!
Postillonen blæste, og – – med de sidste Jordbær i et Drueblad, holdt jeg udenfor Dresdense kort; rummer blandt andet bydelene Neustadt og Altstadt.. Ved Porten her, blev mit Pas mig affordret, og jeg fik et Opholdskort istedet. Neustad saae mig ret anseelig ud; jeg havde tænkt mig den ganske anderledes, men da jeg kom til AugustusbroenAugustusbrücke, forbinder det nye og det gamle Dresden. Broen har gennem tiden flere gange skiftet udformning, men der har siden 1200-tallet været en bro der, hvor den ligger i dag., som jeg kjendte saa godt af Kobberfra kobberstik., var det mig, som jeg eengang i Drømme havde været her før. Elben væltede sine gule Bølger hen under de stolte Buer; der var Liv og Færdsel paa Floden, men endnu mere paa Broen; Vogne og Ryttere joge midt ad den, og paa begge Sider var der en stor Forskjellighed af Vandrende; omtrent midt over Floden, stod paa een af de Udbygninger, der danne de enkelte Buer, en Christus paa Korset, jeg troer den er af Malm. Nu kom vi da til Altstadt, det egentlige Dresden, de bryhlske TerrasserDie Brühlsche Terrasse, promenade med et vældigt trappeanlæg langs Elben, anlagt 1739-1748 som privat lysthave til den saksiske statsmand og greve Heinrich von Brühl (1700-1763). Området blev åbnet for offentligheden i 1814. med deres brede Trapper laae tilvenstre og den catholske KirkeHofkirche; barok, katolsk katedral, opført 1738-1754 under ledelse af den italienske arkitekt Gaetano Chiaveri (1689-1770). Hofkirche er Sachsens største kirkebygning. med sine Taarne tilhøire og midt for, Porten, der førte os ind i selve Byen.
Dresden stod mig som Overgangspunktet mellem Nord- og Sydtydskland, og det har ogsaa en blandet Characteer af begge; det var den sidste, store Stad jeg imod Syd skulde faae at see i Tydskland, denne Tanke faldt mig ind og gjorde, at jeg med et Slags Veemod rullede ind i den kjære By.
I Hôtel de Russie vilde mine to Frankfurter tage ind, jeg besluttede da at gjøre Selskab, og fandt mig siden ret godt derved.
Byen havde mig noget indtagende venligt, jeg følte mig strax hjemme. Min første Udflugt var til vor berømte Landskabsmaler DahlJohan Christian Clausen Dahl (1788-1857), norsk landskabsmaler.. Jeg havde intet Anbefalings-Brev med, men som Dansk, var jeg inderlig velkommen. Hvor megen Interesse, selv Tidsopoffrelse, viiste han ikke mig og sine andre Landsmænd, der vare der paa samme Tid, som jeg. Om Aftenen skulde han med to Nordmænd til TieckLudwig Tieck (1773-1853), tysk digter.; den store Digter vilde denne Aften læse for en Vennekreds; da jeg nu havde Anbefalings-Brev med til ham, fra IngemannBernhard Severin Ingemann (1789-1862), dansk digter., desuden før havde skrevet Digteren til, indbød han mig at følge med, men bad mig nu ikke spilde Tiden hos sig, men gaae i catholsk Kirke; – det var just denne Dag Corpus domini FestenCorpus Christi, (lat.) Kristi legeme. Betegnelse for den katolske Kristi Legems- og Blodfest, der falder anden søndag efter pinse. Festen, der afholdes for at fejre brødets forvandling i nadveren, blev indstiftet lokalt i 1246 og udbredt til hele den katolske kirke i 1264.; de fleste Ceremonier vare vel nu forbi, men jeg vilde faae Castraternekastrat. En kastrat er en kastreret mand. Ved at lade sig kastrere inden stemmen gik i overgang, kunne de såkaldte kastratsangere opnå en stemme, der i skønhed kunne måle sig med eller overgå sangerinders og i styrke, kraft og udholdenhed måle sig med mandsstemmer. at høre.
Jeg fandt snart Veien over de brühlske Terrasser, som vrimlede af Spadserende; der var saa meget smukt at see, den store Augustusbro med sin Menneskevrimmel, Elben med sine Skibe og de grønne Viinbjerge langs med den! men jeg havde ingen Tid, jeg maatte skynde mig.
Nu stod jeg i den catholske Kirke. Hvor stor og lys! Musikchoret bruste over mit Hoved; paa alle Altrene brændte Lys, og rundt om i Sidecapellerne og i de store Gange knælede Folket. Den kongelige Familie var i Kirken, jeg saae Kongen bede med megen Iver; tre Præster i Guldmors Dragtsilketøj, hvor indvævede guldtråde danner bølgeformede striber. stode ved Alteret, og mange smaae Drenge, i røde Kjoler med en hvid, kort Skjorte over, svingede Røgelsekarrene. Castraterne sang, det var ikke Mandens, men heller ikke Qvindens Stemme; det var underlige bløde Moltoner; der laae noget saa dybt, veemodigt i deres Sang, som var det Hjertets hele Længsel, der udtalte sig i Toner; de gjorde et ganske forunderligt Indtryk paa mig, men jeg følte mig slet ikke glad.
Ved Hovedalteret var en idelig Bevægelse, som forstyrrede det høitidelige Indtryk det Hele gjorde paa mig. Chordrengene kom og gik med store Lys, og Præsterne bøiede sig hvert Øieblik og ringede med deres Sølvklokke.
Sveitsereschweiziske lejetropper (de såkaldte schweizergarder) var efterspurgte i især 14- og 1500-tallet og fandtes i en række europæiske lande. I dag resterer kun én schweizergarde, hvis funktion det er at bevogte Vatikanpaladset og paven. i gule Klæder, med store Sølvstokke, gik om i Gangene for at holde Rolighed og passe paa, at Bukkene vel bleve skilte fra Faareneat sortere de(t) gode fra de(t) dårlige; jf. Matthæus 25,31-32, hvor det hedder: »Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene«.. Folk kom og gik, men Alt skete meget stille. Jeg saae bøhmiske Koner og Piger, der vist havde været paa Torvet med deres Vare, de kom ind i Kirken, med deres Kurv eller Byldt, knælede i Gangen, læste deres Rosenkrandskrans, som almindeligvis består af fem store perler, hver adskilt af ti mindre. Bruges til at holde regnskab med en serie katolske bønner til Jomfru Maria. og gik derpaa i største Hast bort.
I Capellerne knælede Mænd og Qvinder for Madonnas Billede, og i mangt et Ansigt saae jeg den inderligste Hengivelse og Tilbedelse. Solen skinnede gjennem Vinduerne og blandede sig underligt med Skjæret af de mange Lys og den duftende Røgelse; der laae virkelig noget deri, som ved Musikkens Tonehav, snart fandt Vei til Hjertet.
Kl. var 7 om Aftenen, da jeg med Dahl og de to unge Nordmænd begav mig til Tieck; jeg skulde nu see og kjende den Digter, hvis aandelige Jeg, saa tidt og mægtigt havde beskjæftiget mig; jeg tænkte ikke paa hans gestiefelte KaterLudwig Tiecks Der gestiefelte Kater. Ein Kindermärchen in drey Akten, 1797. Udgivet under pseudonymet Peter Leberecht. Først oversat til dansk i 1838 af Adam Oehlenschläger som »Den bestøvlede Kat« (Digtninger af Ludwig Tieck, bd. 1, 1838). og Prinds ZerbinusLudwig Tiecks Prinz Zerbino oder die Reise nach dem guten Geschmack, gewissermaßen eine Fortsetzung des gestiefelten Katers. Ein Spiel in sechs Aufzügen, 1799. Først oversat til dansk i 1838 af Adam Oehlenschläger som »Prinds Zerbino, eller Reisen til den gode Smag« (Digtninger af Ludwig Tieck, bd. 1, 1838)., hans deilige AlfeverdenLudwig Tiecks (1773-1853) eventyrfortælling »Die Elfen«, trykt i Phantasus. Eine Sammlung von Mährchen, Erzählungen, Schauspielen und Novellen, bd. 1, 1812. Oversat til dansk af Adam Oehlenschläger som »Alferne« (Eventyr af forskiellige Digtere, bd. 1, 1816). og de herlige Noveller, nei, Alt smeltede mig hen i Manden selv, i Tydsklands Tieck; den Mand, der staaer som Mester for en heel Skole, den romantiske Poesie, den Digter der staaer Göthe nærmest i Alder, Værd og Beundring hos sine Landsmænd.
Det var intet stort Værelse vi kom ind i. Her sad Familien om Thebordet med en Deel Fremmede, meest Udlændinge. Jeg havde Ingemanns »Ole Navnløse«Bernhard Severin Ingemanns Huldre-Gaverne eller Ole Navnløses Levnets-Eventyr fortalt af ham selv, 1831. med fra Digteren selv, samt mine »Phantasier og Skizzerdigtsamling af H.C. Andersen. Udgivet 10. januar 1831 (BFN 109); jf. ANDERSEN bd. 7, s. 191 ff..« Dahl forestillede de to Nordmænd og mig, som sine Landsmænd, og Digteren hilste os venligt og bød os velkommen; da jeg derpaa gav ham Bøgerne og Ingemanns Brev, tog han mig venlig i Haanden, spurgte om det var mig, der havde skrevet »FodreisenH.C. Andersens egen Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829, udgivet 2. januar 1829 (BFN 22); jf. ANDERSEN bd. 9, s. 165 ff.?« og da jeg bejaede det, sagde han mig noget forbindtligt, bød mig ret velkommen i Tydskland og spurgte til Ingemann, som han holdt meget af. Hvilket Udtryk laae der ikke i hans Blik! aldrig har jeg seet et mere aabent Ansigt; hans Tone var saa godhjertig, og saae man ham ind i de store, klare Øine, maatte man ganske betroe sig til ham; det var ikke blot Digteren jeg elskede, Manden blev mig nu kjær! ja saaledes havde jeg tænkt mig ham, naar jeg læste Alferne; – men saa ofte har mine Drømme slaaet feil, at jeg undertiden atter tænkte: i Virkeligheden er det maaskee, en stiv fornem »HofrathHofrat, (tysk) hofråd. Ældre dansk/tysk titel.,« og dette vilde ganske have stødt mig bort. Saaledes er ogsaa min Forestilling om Göthe, og dette overvandt min Lyst til, at see den store Digter; hvem jeg tænker mig hæver sig herligst naar man seer ham, ligesom Kirketaarnene, i Afstand. Saaledes er det ikke med Tieck; har man været hos ham en halv Time, da glemmer man Digteren for Mennesket.
Selskabet bestod ellers af Folk fra forskjellige Steder paa Kloden, her var een fra Amerika, en anden, der havde reist Verden rundt, her vare norske, tydske o.s.v., jeg var den eneste fra Dannemark.
Tieck elsker HolbergLudvig Holberg (1684-1754), dansk digter., som han har i en gammel tydsk Oversættelse, hvoraf han undertiden oplæser og det ganske fortræffeligt! jeg hørte ham denne Aften læse anden Deel af Shakespeares Henrik den FjerdeWilliam Shakespeares skuespil Henry IV, 1596-1598. Shakespeares værker blev inden for en kort årrække to gange oversat til tysk. Første gang ved Christoph Martin Wieland (1733-1813), der i perioden 1762-1766 udsendte sin prosaoversættelse af Shakespeare’s theatralische Werke. Wielands oversættelse blev fulgt (og erstattet) af August Wilhelm Schlegels (1767-1845) metriske oversættelse af Shakespeare’s Dramatische Werke, 1797-1810.. Han bruger, ikke at nævne Personerne, naar han læser, men han spiller hver, saa at man strax hører hvem det er. Især de comiske Scener gav han ganske mesterlig, og det var umuligt andet, end lee over FalstaffJohn Falstaff. Hovedperson i to af William Shakespeares skuespil: Henry IV, 1596-1598, oversat til dansk af Peter Thun Foersom (1777-1817) som Kong Henrik den Fierde og trykt i William Shakspeare’s Tragiske Værker, bd. 3-4, 1815-1816. The Merry Wives of Windsor, 1597-1598, oversat til dansk af Adolph Engelbert Boye (1784-1851) som De muntre Koner i Windsor. Et Lystspil, 1829 og opført første gang på Det Kongelige Teater 9. marts 1830. og Madame RaskenfartMistress Quickly i The Merry Wives of Windsor. I Adolph Engelbert Boyes danske oversættelse, som var den eneste, der fandtes på H.C. Andersens tid, hedder hun dog Madam Rap, så navnet er skabt af H.C. Andersen til lejligheden..
Da vi brøde op om Aftenen, bad Tieck mig, ofte at besøge sig, imedens jeg var i Dresden, og forberedede mig især paa den Nydelse, der endnu forestod mig med det sachsiske Schweitz og med Billedgalleriet; dette var uheldigviis tillukket, da Malerierne bleve arangerede paa nye, men Dahl havde lovet, næste Morgen at bringe mig derop, hvor dog de bedste Sager alt vare ophængte. Jeg sagde Tieck god Nat, Dahl viiste mig paa den rette Vei hjemad – det var den første Dag i Dresden.
XI
Billedgalleriet. Linchkeschen Bade. »Das grüne Gewölb.« Rustkammer. Udflugt til det sachsiske Schweitz. Pillnitz. Liebethaler Grund. Lohmen. Ottowalder Grund. Amor som Fører. Bastey. Ulvesvælget. Hohenstein. Kuhstall.
Med Dahl, vor danske Gesandt og de to unge Nordmænd, gik jeg nu op paa Billedgalleriet. I nogle Værelser laae Malerier langs ud af Gulvet, men i de fleste vare de alt ordnede og ophængte. Hvilken Masse af Kunstværker! det ene Billede fortrængte det andet, kun det enkelte, blev tilbage i Erindringen. Det er virkeligt formeget Godt paa eengang, og efterlader derfor, ligesom et Slags aandelig Slaphed; omtrent, som naar man læser for mange Aphorismerkort, præcis og fyndig formulering af en (filosofisk el. moraliserende) tanke, fremsat uden argumentation. paa eengang af SenecaLucius Annaeus Seneca, kaldet Seneca den Yngre (4 f.Kr.-65), romersk filosof, forfatter og politiker., Jean Paulpseudonym for Richter, Johann Paul Friedrich (1763-1825), tysk digter. eller RochefoucouldFrançois de La Rochefoucauld (1613-1680), fransk forfatter og moralfilosof..
Hvad skal jeg omtale først af de store Enkeltheder, der gjorde det dybeste Indtryk paa mig? Dog, kan der være Spørgsmaal? Raphaels MadonnaDen Sixtinske Madonna, malet 1513-1514 af den italienske maler og arkitekt Raffaello Santi (Rafael) (1483-1520). Maleriet, der blev skabt til pave Julius 2.s (1443-1513) grav eller kirken Sao Sisto i Piacenzo, blev i 1754 købt af kurfyrst August 3. af Sachsen (1697-1763). Maleriet befinder sig i dag på Staatliche Kunstsammlungen Dresden (Gemäldegalerie Alte Meister).. Jeg gjennemfløi Værelserne for at finde dette Billede, og da jeg stod foran det – – frapperede det mig slet ikke. Det var mig et venligt Qvinde-Ansigt, men ikke skjønnere, end jeg ofte havde seet lignende. Er dette det Verdens berømte Billede, tænkte jeg, og vilde overraskes ved at see det, men det blev mig dog det samme. Det forekom mig endogsaa, at flere Madonnabilleder, flere qvindelige Ansigter her paa Galleriet, vare mig langt smukkere; jeg gik nu tilbage til disse, – men da faldt Sløret mig fra Øinene, de vare mig nu malede Menneskeansigter, thi jeg havde seet det Guddommelige selv. Jeg traadte atter hen for hende, og nu først følte jeg det uendelige Sande og Herlige i dette Billede. Der er Intet der frapperer, Intet der blænder, men jo opmærksommere man betragter hende og Jesubarnet, jo guddommeligere blive de. Et saa overjordisk, barnligt Ansigt, eier ingen Qvinde, og dog er det den rene Natur. Det forekom mig som ethvert fromt, uskyldigt Pigeansigt, havde nogen Lighed med dette, men at dette var Idealet, hvorefter de andre stræbte. Ikke Kjærlighed, men Tilbedelse vakte dette Blik. Nu blev det mig klart, hvorledes den fornuftige Catholik kan knæle for et Billede. Det er ikke Farverne paa Lærredet han tilbeder, det er Aanden, Guddomsaanden, der aabenbarer sig legemlig her, for det legemlige Øie, medens de mægtige Orgeltoner bruse over ham og løse Sjælens Dissonanser, saa at der vorder Harmonie imellem det Jordiske og det Evige.
Tiden har bleget Farverne paa Billedet, men dog synes Alt at leve; den store Glorie af Englehoveder bag ved, udvikler sig meer og meer, og i Jesubarnets Blik samler sig det hele store Udtryk; et saadant Blik, saa klogt et Øie, har intet Barn, og dog er det den naturlige Barnlighed her, der saa mægtigt griber os! og nu de elskelige Englebørn nedenfor! de staae som et smukt Billede paa den jordiske Uskyldighed; i barnlig Ro seer den Yngre frem for sig, medens den Ældre hæver Blikket til det Himmelske over sig. Dette ene Billede vilde gjøre Galleriet berømt, ligesom dette ene, var nok til at gjøre sin Mester udødelig. I samme Værelse hang endnu tre Mesterværker; her var Correggio’s NatNatten, malet 1522-1530 af den italienske maler Antonio Allegri (ca. 1489-1530), kaldet Correggio efter sin fødeby. Billedet findes i dag på Staatliche Kunstsammlungen Dresden (Gemäldegalerie Alte Meister)., en poetisk Idee, herligt opfattet og udført. Lyset udstrømmer fra Jesus over alle de andre rundt om. Især frapperede mig en qvindelig Figur, der holder Haanden for Øiet, og vender sig halv bort fra det stærke, blændende Lys. De fleste sætte jo dette Stykke øverst blandt denne store Mesters Arbeider, men jeg foretrækker dog den hellige SebastianMadonna med den hellige Sebastian, malet 1523-1524 af den italienske maler Antonio Allegri. Billedet findes i dag på Staatliche Kunstsammlungen Dresden (Gemäldegalerie Alte Meister)., der ogsaa har Plads i dette Værelse. Hvilke herlige Grupper af Engle! de svæve ned, paa de lette Skyer, om den fromme Martyr med det rolige, begeistrede Blik. Endnu var her et Stykke, som jeg troer at turde kalde det fjerde, til hine gudsbesjælede Billeder: en Christus, af Carlo DolciKristus velsigner brød og vin, malet o. 1680 af den italiensk maler Carlo Dolci (1616-1686). Billedet findes i dag på Staatliche Kunstsammlungen Dresden (Gemäldegalerie Alte Meister).; Høihed og Lidelse vare sammensmeltede i det ædle, gudhengivne Ansigt.
Jeg gik fra Værelse til Værelse, og saae den store Kunstherlighed, men altid maatte jeg tilbage til disse fire Skatte, til Raphaels Madonna og Correggio’s Englegrupper.
Dog bevarer jeg endnu, fra mit første Besøg paa Galleriet, Indtrykket af andre herlige Stykker.
»Dommedag,« malet af RubensPeter Paul Rubens (1577-1640), flamsk maler. Der er tale om en skitse på Staatliche Kunstsammlungen Dresden (Gemäldegalerie Alte Meister) til maleriet Das kleine jüngste Gericht, (tysk) Den lille dommedag, ca. 1820 der hænger på Alte Pinakothek i München., hvor han har anbragt sine tre Koner, i Portrait; de to hæve Englene op i Himlen, den tredie derimod slæber Djævelen ned i Dybet. Rubens selv sidder paa sin Grav. Ingen synes at lægge Mærke til ham, han er i dybe Tanker, rimeligviis grunder han paa, hvor han skal hen, og venter nu rolig sin Skjæbne.
Paa et Billede af Bassano, der forestillede »ArkenJacopo dal Ponte (navnet Bassano taget efter fødebyen) (ca. 1510-1592), italiensk maler. Der er sandsynligvis tale om en kopi af billedet Dyrenes indtog i Arken (Entree des animaux dans l’arche), som hænger på Louvre-museet i Paris.,« var der det Pudseerlige, at Svinet blev først ført ind, og fik saaledes den bedste Plads.
Den hellige Magdalene af BatoniDen bodfærdige Magdalene, malet af den italienske maler Pompeo Girolamo Batoni (1708-1787). Billedet var oprindeligt i Staatliche Kunstsammlungen Dresden (Gemäldegalerie Alte Meister), men gik tabt under 2. Verdenskrig (1940-1945)., var deilig, kun forekom hun mig, at see lidt for verdslig ud, ja endogsaa, at kokettere med sin Hellighed. En gammel Oberst, vi traf der paa Galleriet, sagde ogsaa meget rigtigt, at hun saae ud til, at hun nok kunde have tjent nogle Aar endnu.
Aandelig træt af at nyde denne Herlighed, og legemlig af at gaae omkring der, forlod jeg Galleriet, for snart igjen at besøge det.
I det kongelige Theater var ingen Skuespil, eftersom de Spillende, i Sommermaanederne, næsten alle vare paa Reise. Udenfor Byen: »am Linckeschen Badepopulær offentlig have med musikunderholdning og det nærliggende og yndede Volkstheater am Linckeschen Bade.,« gave de tilbageblevne, deres Skuespil. En ung Dame, Alexandrine GebhartAlexandrine Gebhard, tysk skuespiller, datter af den tyske skuespiller Friedrich Albert Gebhard (1781-1861) og den tysk-russiske skuespiller Marie Hedwig Gebhard (1785-1857). fra Hoftheatret i PetersburgSankt Petersborg, Ruslands næststørste by og på H.C. Andersens tid Ruslands hovedstad. Har ændret navn flere gange. I 1914 ændredes navnet til Petrograd, i 1924 til Leningrad og først i 1991 fik byen sit oprindelige navn igen., gav Gjæsterolle, som Christine i: »Die Königin von sechzehn Jahren, oder Christines Liebe und EntsagungEugène Scribe har aldrig skrevet et stykke med dette navn. Der er derimod tale om Theodor Hells (1775-1856, pseudonym for Karl Gottlieb Theodor Winkler) Die Königin von sechzen Jahren oder: Christines Liebe und Entsagung. Drama in zwei Aufzüge, der er en bearbejdelse af den franske dramatiker Jean François Alfred Bayards (1796-1853) La Reine de seize Ans, Comédie Mêleé de Couplets, en deux Actes, 1828. Hells oversættelse findes i Dramtisches Vergißmichnicht aus den Gärten des Auslanders nach Deutschland verplanzt, bd. 8, 1831. H.C. Andersen oversatte i 1833 Bayards stykke som Dronningen paa 16 Aar. Drama i to Acter. Opført på Det Kongelige Teater 29. marts 1833.,« en tydsk Bearbeidelse efter een af ScribesVaudevillersyngestykke med vægt på intrigen.. Theatret havde megen Lighed med vort paa VesterbroeDansk Sommertheater, opført 1802 af James Price (1761-1805). Fra 1833 Vesterbros Nye Morskabstheater., og laae ved Elben i en lille Skov, hvor der var Musik og Telte. Familier fra Dresden sadde rundt om i den grønne Natur og nøde Forfriskninger, medens nogle spadserede og andre seilede i de brogede Gondoler paa Elben. Det Hele var et Slags Charlottenlunds-Sceneområde nord for København. Blev tidligt et yndet udflugtssted på grund af de naturskønne områder i Dyrehaven og det nærliggende forlystelsessted Dyrehavsbakken..
Den unge Skuespillerinde gjorde megen Lykke, og fortjente det; hun gav Rollen med en Ynde, en Fiinhed, der røbede den tænkende Qvinde.
Til Slutningen fik vi et Slags Ballet: Der Faßbinderitalieneren Antonio Barchiellis (1755-ca. 1818) intermezzo Der Faßbinder, 1798 (tysk: bødkeren)., hvis Indhold havde megen Lighed med det gamle Syngestykke: Bødkerende franske forfattere Nicolas-Médard Audinot (1732-1801) og Antoine François Quétants (1733-1823) syngestykke Le tonnelier. Opera-comique, 1765 med musik af den franske komponist Pierre Alexandre Monsigny (1729-1817). Teksten blev i 1780 oversat til dansk af Hans Gram (1754-1804) som Bødkeren. Et lystigt Synge-Stykke i een Handling og opført med Monsignys musik på Det Kongelige Teater 27. oktober 1780.. Balletmesteren, Hr. Gärtnerikke identificeret., raabtes frem, Teppet rullede op, alle de Dandsende stode i halv Rundkreds, med den Fremkaldte i Midten, han gjorde en Attitude, lagde Haanden paa Hjertet og skabede sig uhyre og saa – klappede og loe man, det var Enden paa det Hele.
Det var en deilig Aften udenfor! Musiken klang saa betydningsfuld bag de grønne Hække. Jeg tog mig en Gondol, for at seile ned ad Elben hjem. Augustusbroen speilede sig i Vandet, og Dresden selv reiste sine høie Taarne og Kupler op i Luften; det var Skyggebilleder paa en gylden Grund. Alt som Baaden gled længere fra den lille Skov, hendøde Musiken i Vinden; et Ildblus brændte nedenfor de brühlske Terrasser, hvor jeg snart steg i Land. Her oppe var en Vrimmel af Spadserende; Jasminerne duftede stærkt, og nede i Baadene sang nogle lystige Matroser Bacarolen af den StummeAubers opera La muette de Portici, 1828 med libretto af Scribe og Delavigne. Opført på Det Kongelige Teater første gang 22. maj 1830 i Johan Ludvig Heibergs oversættelse med titlen Den Stumme i Portici. Opera i fem Acter. Barcarolen, dvs. gondolsangen, forekommer i værkets 2. akt og synges af den neapolitanske fisker Masaniello..
Hvilken Afvexling bragte mig ikke hver Dag, hver Time, her i denne kjære By! Hvilken Masse af Ideer og Følelser gjennemstrømmede mig, i de 9 Dage jeg tilbragte her! fra Morgen til Aften tumlede jeg mig om, og hvert Øieblik saae jeg noget Nyt. Man anbefalede mig, at see »Das grüne GewölbDas grüne Gewölbe, (tysk) den grønne hvælving; det barokke kunstkammer i Residenzschloß Dresden blev opført og indrettet for Frederik August 1. den Stærke (1670-1733), kurfyrste af Sachsen 1694-1733, konge af Polen 1697-1706 og 1709-1733 som August 2. Mocny, af arkitekten Matthäus Daniel Pöppelmann (1662-1737).,« Leietjeneren skaffede Selskab, hvoriblandt vare to Danske, foruden jeg, vi vandrede da hen paa Slottet. »Das grüne Gewölb« er en Suite af Værelser, der, med Hensyn til deres Bestemmelse, have megen Lighed med vort Rosenborg Slotslot i København, opført 1606-1634 for Christian 4. (1577-1648, konge af Danmark og Norge fra 1596).. De vare ellers slet ikke grønne, og ingen vidste heller ret, hvorfra de havde faaet dette Navn. Der vare mange store Borde af Mosaik med Blomster og Frugter; de sachsiske Kongers Billeder hang paa Væggen i Legems Størrelse; her vare Bægere af Sølv og Guld, og et heelt Gemak med Legetøi, af Perler og Ædelstene. Ægte Perler, i deres naturlige Skikkelse, vare anbragte, som det Ledemodled. Her dog snarere: legemsdel., de lignede meest, Sammenbindingen var af Sølv eller Guld. En Perle var saaledes Mave, en anden Hoved eller Been, o.s.v. Jeg saae Luthers Ring og hele Skabe fulde af Ædelstene og Kostbarheder, der laae her saa døde, og intetsigende med al deres Glimmer, at jeg var færdig at fortvivle over al den velsignede Rigdom, der slet ikke interesserede mig. Havde Væggene ikke været af Speilglas, og jeg der, til en Afvexling, kunde see mit eget Ansigt, med hele sin udtalte Kjedsommelighed, og morede mig ved denne, i al Nøisomhed, saa havde det seet ret slemt ud.
Mere end »das grüne Gewölb,« morede mig »das Rustkammer(tysk) rustkammeret, våbensamlingen.,« Vaaben var ophængt ved Vaaben i de store Værelser; mangen berømt Ridehest, der havde baaret en kongelig Prinds paa sin Ryg, stod her udhugget i Træ, malet og pyntet med Sadel og Bidsel; men endskjøndt Manden, der viiste os om, tidt erklærede, at det var en dansk Hest, Træbilledet forestillede, greb det mig dog lige dybt. Konger og Riddere i Vox, stode, som fortryllede Drabanter, rundt om ved Dørene, og stirrede med deres døde Øine paa os. Der vare hele Skabe fulde af Pile og Pistoler; jeg saae en Tromme af Menneskeskind; jeg saae den Rustning Gustav Adolph havde baaret, Dagen før han faldt ved LützenGustav 2. Adolf (1594-1632, svensk konge fra 1611). Faldt under Slaget ved Lützen 6. november 1632, hvor svenske tropper besejrede den tyske kejsers styrker., og en Sadel, Napoleon havde redet paa o.s.v., o.s.v.
Hele Natten derefter drømte jeg ikke om andet, end Dolke og Knive, mægtige Voxbilleder og store Træheste, saa jeg slet ikke havde det godt.
Jeg længtes ogsaa efter det sachsiske Schweitz; næste Dag blev da bestemt til, at begynde denne Udflugt.
Det var en smuk Morgen! jeg gik i den catholske Kirke. Altarlysene vare tændt og der laae i et af Capellerne en deilig Gruppe af Børn, smaae Piger og Drenge, der sang med barnlige Stemmer, idet Solen skinnede ind paa Madonnas Billede. Jeg lænede mig op til en Pille, medens Sangen og Orgeltonerne bølgede over mig. En gammel fattig Mand, klædt i Pjalter, men med den dybeste Sønderknuselse i sit mørke, barske Ansigt, laae dybt nedbøiet i Gangen, som om han ikke havde Mod til at nærme sig Alteret; det var oprigtig Anger, der stod i hans Træk; han saae imod Jorden og læste sin Rosenkrands, medens Børnevrimlen, fromt uskyldigt, sang deres Morgensang, jeg maatte ogsaa i mit Hjærte knæle for min Gud. Det var mig, som Sangen og Orgelets Toner smeltede sammen til mægtige Livsbilleder, der glede hen forbi mig. Om nu dette Hele var kun en Drøm, tænkte jeg, om jeg nu maaskee er hjemme i Dannemark, sover og drømmer mig i denne fremmede Stad mellem Bjerge; drømmer disse Orgeltoner og Børnenes fromme Sang, medens den fattige Betler knæler ved Siden af mig for Guds Moder. Nei jeg drømte ikke det, og dog drømte Hjertet! ogsaa dette opløste sig her i Toner; thi Hjertet er en Verden, hvor Følelserne, disse qvidrende Fugle, bygge Rede, hvor Kjærlighedens lette Kolibri synger, men synger kun eengang, og da bliver Hjertet en Memnons Støtteegl. Memnonkolosserne; to kolossalstauer forestillende den egyptiske farao Amenopis 3. (1391-1353 f.Kr.), der oprindelig stod ved Amenopis 3.s nu forsvundne dødstempel ved Nilens vestbred i Theben. Et jordskælv i 27 f.Kr. slog en revne i den ene statue, hvorfra der hver morgen lød en tone. Da man troede, at statuerne forestillede den græske sagnkonge Memnon, sagde man, at det var Memnon, der hilste sin mor Eos, morgenrødens gudinde., hvor Tonerne altid vækkes ved Sangens stærke Morgenlys. I Kjærlighed blev Mennesket skabt; Kjærlighed er vort Hjem, og derfor bliver enhver Musik en Kuhreihnbetegnelse for schweiziske hyrdemelodier., der gjenvækker Erindringen om Hjemmet! Jeg maatte rive mig løs fra mine Drømme; man ventede mig ved Elben, hvor vor Gondol laae; Udflugten til det sachsiske Schweitz skulde nu skee, snart svulmede Seilet i Vinden, de raske Aareslag kløvede Vandspeilet, mit Reiseselskab sang og loe, jeg maatte ogsaa lee med, medens de vakte Livserindringer i mit Hjerte, brødes i skjærende Dissonanser ved denne bratte Overgang fra Drøm til Virkelighed. Men saa var jeg ogsaa et Menneske igjen, ligesom de andre.
Vi kom forbi flere store Baade, der vare fyldte med Landsbyfolk, Piger og Koner, som havde været i Dresden med Mælk, de laae i forskjellige Grupper og tildækkede sig for Solen, medens Vinden kun lidet rørte sig i Seilet; Konerne vare ganske guulbrune i Ansigterne, Pigerne derimod røde og hvide, med livlige, mørke Øine; jeg tænkte paa »die Donaunixen(tysk) donauhavfruerne. Muligvis hentydning til de fire havfruer Erlinde, Lindane, Hirmione og Elissa i den tyske forfatter Karl Friedrich Henslers (1759-1825) Das Donauweibchen. Ein romantisch-komisches Volksmährchen mit Gesang in drey Aufzügen, nach einer Sage der Vorzeit, 1798. Sat i musik af den tyske komponist Ferdinand Kauer (1751-1831) og opført på tysk på Det Kongelige Teater 27. juli 1827.,« og forestillede mig nu disse landlige Skjønne som Elbflodens Hersker- inder; jeg saae een af de venligste ind i de store sorteblaae Øine, og strax foer der hele Dusin Romanser og Balladerfortællende digte, enten folkeviser fra middelalderen eller digte inspireret af disse. igjennem mit Hoved. Viinbjergene fik et friskere Grønt, Granskovene noget mere dunkelt, og alle de rødtagede Bygninger paa Bjergskrenterne, stode mig som Nisser, der havde mistet deres Liv i det stærke Sollys.
Ved Slottet i Pillnitzslot ved Dresden, bygget som sommererresidens for kurfyrster og konger af Sachsen. Slottet blev 1720-1723 udvidet med to kinesisk inspirerede barokpavillioner og 1788-1826 med Neues Palais i japansk stil., den sachsiske Konges Sommer-Residents, stege vi i Land; den hele Bygning seer saa chinesisk ud, som om den hørte hjemme paa et Par Thekopper, og ikke i den smukke, tydske Bjergnatur. En Spisesal gaaer igjennem den hele Hovedbygning, Loftet hæver sig i en Kuppel, der hviler paa 20 fritstaaende Søiler, og de hvide Arabeskerornament af fantasifuldt sammenslyngede, stiliserede blomster- eller bladranker, ofte symmetrisk. paa de lyseblaae Vægge, giver det Hele et lyst og venligt Anstrøg. Staaer man ellers midt i Slotsgaarden, hvor man har de fire Palladser for sig, med deres chinesiske Kobbertage, da behøver man ikke megen Phantasie for at tænke sig i Tschung-ting-fuChonqing (Chungking). By i det sydvestlige Kina. Fu betyder by. eller ved Bredden af JangtsekjangChang Jiang (af europæerne kaldet Yangtze Kiang). Kinas største flod.. Fra et af Vinduerne saae jeg et fedt, rundt Ansigt titte ud med en lang Tobakspibe, og det bares mig for, som han maatte høre til Dynastiet ZingTsin-dynastiet, 249-206 f.Kr.. De andre Reisende fandt ellers, at det var et smukt Slot, og jeg fandt det samme, thi saa stort et Stykke chinesisk Legetøi havde jeg endnu aldrig seet; jeg blev ogsaa ganske poetisk derved og sang i et væk:
Kang-HiKangxi (K’ang-hsi). Betegnelse for en kinesisk regeringsperiode 1661-1722. Kina blev i denne periode ledet af kejser Xuanye (1654-1722), der derfor er bedst kendt som Kangxikejseren., HoanghoHuang He. Kinas næstlængste flod, kaldet Den Gule Flod., Kong-Fut-TseeKong Fuzi (551-479 f. Kr.), kinesisk filosof og lærer.
Qvang-tschewGuangzhou. Sydkinesisk handels- og industriby., MandsjuManchu. Stamme i det sydlige Manchuriet., Makao-Thete fra den tidligere portugisiske koloni (indtil 1999) Macao på Kinas sydkyst..
Om det er godt chinesisk skal jeg ikke kunde sige, men det sidste haver man da directe fra China.
Vor Vei gik nu gjennem en venlig lille Landsby, ud i den deilige, frie Natur; snart nærmede vi os »Liebethaler Grund(tysk) dal.;« en herlig, lang Fjelddal! oven over, paa begge Sider, ere Marker og Enge, men man drømmer ikke derom. Gule og graae Steenmasser, hvor Krattet voxer omkring, reise sig paa begge Sider, Floden Wesenitzbiflod til Elben; se kort. strømmer her igjennem. Arbeidsfolk brøde Sandsteen i Fjeldet, den store Steenblok hang over deres Hoved og truede med at styrte ned paa dem. Man havde sagt os, at vi skulde følge Gangstien ligefrem, for at komme til Lohmense kort., men vi toge feil; alt som vi gik blev Dalen mere og mere snever, Fjeldvæggene rykkede nærmere sammen, vi kunde kun gaae een ad Gangen paa den snevre Sti, der snart gik over nedfaldne Klippestykker, snart ind imellem Rørene, der voxte paa Flodbredden. Kun enkelte Solstraaler faldt ned imellem Klipperne, der saaledes stode halv i dæmret, halv i en stærk Belysning; en underlig Stilhed hvilede over det Hele, der greb mig i Sjælens Inderste; de bleve ogsaa alle saa tause. Vi vendte om igjen, søgte os en Fører i Møllen og vilde nu, fra oven, see ned i den stille, romantiske »Liebethaler Grund,« vi alt havde lært at kjende i sin dybeste Helligdom.
Lad os dvæle her i Dalen!
Intet bedre Sted vi finde.
Her ved Møllen vil’ vi sidde
Under disse gamle Linde;
Vandet styrter over Hjulet,
Hør, hvor bruser det derude!
Og den smukke Møllerdattersandsynligvis en allusion til Wilhelm Müllers (1794-1827) digtkreds »Die schöne Müllerin. (Im Winter zu lesen)« (tysk: den skønne møllerske). Trykt i Gedichte aus den hinterlassenen Papieren eines reisenden Waldhornisten, bd. 1, 1821. Digtkredsen blev i 1823 sat i musik af Franz Schubert (1797-1828).
Titter gjennem Vinduets Rude;
Uskyld boer paa hendes Pande,
Troskab i det milde Øie.
Mig og Egnen, kan jeg mærke,
Hun betragter meget nøie.
Stolte Fjelde, graae og røde,
Her langs Flodens Bred sig strække.
Solen skinner, Fuglen synger
Over Træer, Blomst og Hække;
Hvilket Landskab! lad os dvæle!
Alt jo stemmer her til Glæde;
Og dog ængstes jeg saa saare,
Det er, som jeg maatte græde. – –
Hør det er, som Fuglen qvidred’:
»Mine Unger er’ mig røved’,
Man har skudt min stakkels Mage,
Derfor synger jeg bedrøvet.«
Fjeldet malerisk sig hæver, –
Nyligt styrted’ der et Stykke,
Og en Faders Bryst det knuste,
Ellers ingen – hvilken Lykke!
Deiligt skinner Sommersolen,
Skinner paa den halve Klode,
Lige varmt og lige venligt
Paa de Onde, som de Gode.
Det er ret, som Møllehjulet
Sang og bruste, mellem andet:
»Jeg har hørt et Barnehjerte
Briste under mig i Vandet.«
Pigen selv – – o lad mig græde!
Denne Bitterhed og Smerte
Lever ikke rundt omkring mig,
Nei, kun i mit eget Hjerte.
I Naturen og Verden ere ingen Dissonanser, den ene opløser sig i den anden, og i vort eget Bryst maae vi søge den sidste, der kun løses ved den høiere MesterGud..
Hiint smukke Fjeldpartie, hvor Steenblokkene hænge i vilde Skikkelser ned over Vandrerens Hoved, havde ikke eiet disse skarpe, maleriske Former, var ikke det øverste Stykke styrtet ned; men det kostede et Menneske Livet – Livet? Er det ikke den store Regnemester tilladt at udslette et urigtigt Tal i sit Regnestykke, der kunde bevirke en Feil i det Hele?
Vi gik langs med den høie Fjeldskrænt, og saae ned i Dalen, der laae mig som et mægtig Billede paa mit eget Hjerte, stille og dunkel med den brusende Flod, medens Solen skinnede varmt og smukt oven over, paa de bølgende Kornmarker og paa Veien, hvor Børnene legede og tumlede sig.
Ved Mühlsdorfse kort. stege vi ned ad Fjeldveien, en Bro gik over Wesenitz-Floden, og vi vare i Flekken Lohmen. Den har før været en lille Stad, og har endnu mange Kjøbstedrettigheder; Slottet hæver sig paa en fremragende Klippe, høit over Floden; begge Hovedbygningerne ere forbundne ved en Altan, der er anlagt paa en Klippespids, hvorfra man seer ud i den deilige, romantiske Omgivning. Paa en Tavle her, læser man en rimet Inscription, der fortæller, at for 50 Aar siden styrtede en ung Landmand ned, der havde lagt sig til at sove her paa Altanen, men skjøndt han faldt fra en Høide af 76 Fod31,4 cm. Det omtalte fald er altså på næsten 24 meter. Måleenheden fod blev ugyldig i Danmark med indførslen af metersystemet 4. maj 1907., slap han, ved Guds Bistand, dog lykkelig.
Ikke langt herfra ligger Kirken; man siger, at den er een af de skjønneste Landsbykirker i hele Sachsen. Den havde mig noget saare venligt; en frisk Grav var nylig kastet, det hvide Sand strøet paa, men Vinden havde revet Blomsterne af Graven, jeg samlede dem igjen til en Krands og lagde dem paa den, en lille Fugl qviddrede i Træet tæt ved, som om den vilde sige mig Tak; han havde vist seet og kjendt den stille Sover, der her hvilede sit trætte Hoved i den kjølige Jord.
Fra de Dødes Hvilested gik vi til de Levendes. Tæt ved en Park, hvor en Mængde snaddrende Ænder svømmede, laae Vertshuset; vi traadte ind i Stuen - ja, her var noget for en Maler! Endeel Bønder sadde i en Gruppe og spillede Kort; o, det var ganske characteristiske Ansigter! Pigen kom just med Lys ned af den høie Trappe, der førte fra Sideværelser herind; Skjæret af Lyset faldt paa det ungdomsfriske Ansigt, der skottede hen til de Fremmede. To Qvinder spillede Harpe og sang; de grebe i Strengen, som en Stormvind og sang med nogle skrigende Stemmer: » ▶(tysk) hjerte, mit hjerte, hvorfor (er du) så sørgmodig? Citat fra visen »Heimweh nach der Schweiz« af Johann Rudolph Wyss den yngre (1782-1830). Trykt i Alpenrosen. Ein Schweizer-Almanach auf das Jahr 1811, 1811.Herz, mein Herz, warum so traurig◀(tysk) hjerte, mit hjerte, hvorfor (er du) så sørgmodig? Citat fra visen »Heimweh nach der Schweiz« af Johann Rudolph Wyss den yngre (1782-1830). Trykt i Alpenrosen. Ein Schweizer-Almanach auf das Jahr 1811, 1811.?« saa vi bleve alle ganske traurige derved. Snart dampede Aftensmaden paa Bordet, det var nogle stegte Ænder, som vare ganske ærværdige ved deres Alder; Verten stod i en smuk, alvorlig Stilling med Armene over Kors og saae paa os og paa Ænderne, med en Mine, som om ingen af Delene ret smagte ham. Vi gik til Ro, – men lad os springe Natten over her! jeg havde nok af den i Virkeligheden. Natur og Kunst havde her gjort en Geniestreg; den første havde nemlig skabt mig for lang, den sidste derimod, Sengen for kort; jeg spillede af Fortvivlelse Nattevandrer, kom ned i den store Gjæstestue, men her saae det altfor romantisk ud! rundt om paa Halmknipper slumrede der nogle Drabanter med tykt, sort Skjæg; en hæslig, sort Bulbiderlavbenet hund med brede kæber og fladtrykt næse. Typisk brugt af jægere til at standse og fastholde vildtet., der saae ud som en slidt Kuffert, styrtede mig med en brølende Krigssang imøde, saa jeg som en klog General vendte Ryggen til. Udenfor regnede det i store Strømme, og pladskede, som om det vilde sige: »See, saadan gik det til ved Syndflodeni 1. Mosebog 6-8 fortælles det, at Gud i vrede over menneskenes ondskab lod en mægtig flodbølge oversvømme jorden..« Dagen begyndte at grye, men ikke Haabet om at vandre til Bjergene. Det var det første slette Veir, jeg endnu havde paa min Reise, og derfor fandt jeg det endogsaa ret interessant; det bliver vel bedre op paa Dagen, tænkte jeg, og neppe var en Time gaaet, saa regnede det mindre; vi toge Mod til os, og med en lille 10 Aars Bondedreng som Fører, begave vi os nu paa Reisen, for gjennem Ottowalder Grund at bestige BasteyBastei. Bjerg på 130 m med et yndet udsigtspunkt.. Den lille Dreng løb med bare Fødder, loe og snakkede i et væk, og det forekom mig næsten, som han havde en Skjelm bag Øretskælm bag øret. Fast vending med betydningen at være spøgefuld eller underfundig., som det var den lebendige(lys)levende, livlig.Amorden romerske kærlighedsgud, ofte fremstillet som et drengebarn med bue og pil., der var bleven vor Fører, bliver han kun ikke Forfører, tænkte jeg, og der randt mig mange af hans slemme Streger i Tanker.
»Den lille snottede, der løber om med Pile,« kalder Wesselhentydning til den dansk-norske forfatter Johan Herman Wessels (1742-1785) Kierlighed uden Strømper. Et Sørge-Spil i Fem Optog, 1772. Omtalen af Amor som en snottet knægt findes i 4. optog, 1. handling og lyder: »Viig lille snottede! som skyder Folk med Pile«. ham, og ærgerligt er det i Sandhed, at saadan en lille Hvalp skal have Ret til at spidde store, voxne Folk. De som faae hinanden, siger man rigtignok, strax hjælpe hinanden Pilene ud igjen, og saa gaaer al Kjærligheden over, men de andre beholde Pilen i Hjertet, og da er det ofte dødeligt.
Regnen begyndte imidlertid igjen, men kun ganske smaat; vi stege trappeviis dybere og dybere ned i en Fjelddal, det var Ottowalder Grund. I de meest forunderlige Skikkelser hævede Fjeldvæggene sig paa begge Sider, deiligt begroede med Urter og broget Mos; Buske og Træer stode i maleriske Grupper mellem Kløfterne, dybt nede styrtede en lille Bæk, og oven over os saae vi kun en enkelt Gang, et lille Stykke af den graae Skyhimmel. Snart gik Klippevæggene saa tæt sammen, at vi kun kunde gaae een ad Gangen, tre uhyre Fjeldblokke vare nedstyrtede ovenfra, og dannede en naturlig Hvælving, under hvilken vi maatte gaae, her var ganske dunkelt! jeg saae lidt mistænkelig til vor lille Udgave af en Fører, der lystigt hoppede foran med sin Hasselstok i Haanden.
Dalen blev nu med et bredere, for atter at blive smal; den Lille viiste os: Das steinerne Haus(tysk) stenhuset.; en Mængde Steenblokke, der see ud som Tage og ligge over nogle Huler, hvor Omegnens Beboere, i Krigens Tid, skulle have skjult deres Eiendomme; vi betraadte »die Teufelsküche(tysk) djævlekøkkenet.,« en vild Klippekløft, hvor de sammenstyrtede Fjeldmasser have dannet en lang, skorsteensagtig Aabning. Jeg saae op igjennem den, nogle Skyer foer just forbi deroppe, og det var som et spøgelseagtigt Væsen skyndte sig bort, ud i den frie Luft.
Snart vege Fjeldene tilbage, en viid Dal udbredte sig. Den hvidblaae Taage hang i lette Skyer om Bjergtoppene, Himmelen og Jorden syntes at vilde smelte sammen til een stor Fjeldmasse. Stedse gik det fremad, og stedse forandrede sig Naturens store Panorama rundt om os. Den lille Amor vidste ret god Besked, han vilde ikke lede os vild; man dømmer ogsaa altfor strængt om Kjærlighedens Geniusånd..
Amor som Förer
Jeg er ei saa slem jeg lader,
Det enhver dog sande maa!
Til sin Moder og sin Fader,
Fører jeg jo alle Smaae.
Paa hans Knæ de ride Ranke,
Hele Verden til dem leer,
De er’ deres Moders Tanke –
Hvis er Skylden vel, det skeer?
Det er min, thi jeg er Fører;
– Naar de siden voxe til,
Deres Hverdagsliv mig rører,
Thi begynder jeg mit Spil.
Een faaer Sommerfugle-Vinger,
Flagrer da paa Psycheifølge romersk mytologi Amors elskede. I forbindelse med Psyche fremstilles Amor som yngling, men navnet Amor bruges også – som her – om den lille vingede gud med pilekoggeret: Cupido. Psyche er i græsk mytologi en personifikation af sjælen, ofte fremstillet som en ung kvinde med sommerfuglevinger. Viis,
Adam jeg sin Eva bringer,
Bygger dem et Paradiis.
Lad dem flagre, lad dem bruse,
Vi med Bryllup ende vil!
Men hvor Godtfolk er tilhuse,
Komme gjerne Godtfolk til.
Een ad Gangen, smukt jeg bringer,
Ofte ogsaa to à tre,
Det er Engle – deres Vinger
Kan man rigtigt nok ei see!
Naar de siden blive trætte,
Baade Store selv og Smaae,
Hjelper ogsaa jeg tilrette,
Allesammen sove maae.
Hver et kjøligt Kammer finder,
Hver – man spørger ei om hvem;
Jeg en Blomsterkrands dem bringer,
Og saa sover jeg hos dem!
Veien gik bestandig opad mellem tætte Graner, den hvide Sky-Taage hang tæt ved vort Hoved; en stor, smuk Bygning laae for os, det var Vertshuset paa »Bastey;« thi her er høit, meget høit! Du maa sætte et Par Kirketaarne ovenpaa hinanden, og saa ikke blive svimmel ved at staae paa denne yderste Spids. Her er et Rækværk for, Du falder ikke! – Det lange hvidgule Baand dernede, som ikke seer bredere ud for dit Øie, end Flisestenene paa Gaden, er Elbfloden; det bruungule Pileblad, Du troer at see flyde ovenpaa, er et langt Flodskib; Du kan ogsaa, men kun som Punkter, see Mændene paa det! – Prøv at kaste en Steen ud i Elben, Du maa anvende din hele Kraft, den falder dog her, paa denne Side, i Græsset. Landsbyerne ligge dernede, som Legetøi paa et Markedsbord. Hist hæve Königsteinbjerg på 312 m. og Liliensteinbjerg på 415 m. sig halvt op i Sky-Taagen; men see, den fordeler sig! Solstraalerne falde paa Pfaffensteinbjerg på 427 m. og Kuppelbjergene!betegnelse for en række kuppelformede bjerge i bjergkæden Erzgebirge. det hele Skytæppe ruller op, og i det blaalige Fjerne seer Du de böhmiske Rosenbergeikke lokaliseret. og GeisingbjergetGeisingberg, 824 m. i Erzgebirgebjergkæde på grænsen mellem Tyskland og Tjekkiet.. Tæt ved os, mod Venstre, reise sig kun vilde Fjeldstykker fra den dybe Afgrund, og op af Dybet hæver sig en muret Pille, hvorpaa hviler en Bro, der forbinder »Bastey« med das Felsenschloss(tysk) klippeslottet. Der er tale om ruinerne af fæstningen Felsenburg Neurathen, sandsynligvis bygget i den sene middelalder.. Det er ganske dunkelt i Klippesvælget under os; Føreren viser os Spor i Fjeldet, at her før have levet Mennesker; vi see de indhuggede Kløfter, hvor de levede og tumlede sig. Det seer ud, som den store Fjeldmasse var sprængt, som en mægtig Natur-Kraft her havde forsøgt at spalte vor stolte Jordkugle.
Stien snoede sig langs den dybe Afgrund, Fjeldvægge og Kløfter vexlede med hinanden; nu vare vi i en dunkel Skov, nu paa en aaben Kjørevei; der var en Afvexling, som Læben bliver træt af at beskrive. Fra en Klippe styrtede en lille Bæk sig ned; den faldt saa høit oppe fra, at man kunde gaae ind imellem Klippevæggen og den brusende Strøm; her bagved var en dyb Hule, hvor man kun saae Vandmassen, der styrtede ned udenfor.
Den hele Natur var mig et stort lyrisk, dramatisk Digt, i alle mulige Versemaal. Bækken skjændte, i de fortræffeligste Jamberversefod bestående af en kort eller ubetonet og en lang eller betonet stavelse., over de mange Stene, der laae den iveien, Klipperne stode saa brede og stolte, som respective Hexametereheksameter. Versemål med seks fødder der overvejende består af daktyler, det vil sige en versefod bestående af én lang eller betonet og to korte eller ubetonede stavelser.. Sommerfuglene hvidskede Sonetterdigt bestående af 14 verslinjer på hver 11 stavelser, opdelt i to kvartetter og to terzetter. Kendt blandt andet fra den italienske digter Francesco Petrarcas (1304-1374) kærlighedssonetter til Laura i Canzoniere (udg. Posthumt 1470). til Blomsterne, idet de kyssede deres duftende Blade, og alle Sangfuglene qviddrede, hver med sit Næb, i sapphiskeopkaldt efter Sapfo, en kvindelig græsk lyriker fra 600-tallet f.Kr. og alceiskeopkaldt efter den græske digter Alkaios (ca. 630-ca. 580 f.Kr.). Versearter. Jeg derimod – taug og vil ogsaa her tie.
Vi kom til Brandt, et Fjeldparti, med en herlig Udsigt til Königstein og Pirnase kort.. En lille Flod snoede sig i den dybe Dal, den var kun, som en hvid Traad paa den grønne Plads. En Hytte, bygget af Træernes Bark, indbød os til Hvile, medens en rynket Morlille – om det var Skovens Fee, skal jeg ikke kunde sige – samlede nogle Riisqviste sammen, gjorde Ild, og skaffede os saaledes Thevand. Til Tak derfor gjorde jeg hende til en Røverhex, og os til hendes vilde Sønner.
Veien gik nu til Hohnstein, men først vilde vi gjøre en lille Afstikker, for at see det barokkestilarten barok er kendetegnet ved det svulmende og pompøse. Her endvidere anvendt som betegnelse for noget, der afviger fra det almindelige. Natur-Parti ved »Teufelsbrücke.«(tysk) djævlebroen. Fanden har virkelig Smag! ethvert Sted der bærer hans Navn, eller hentyder paa ham, har det meest Pikanteher: slående, iøjnefaldende.! det er de meest romantiske Egne man har sat i Forbindelse med hans Interesse. Som sagt, han har Smag, og det er da een god Egenskab. Den Vogn, som hælder, skyde alle efter, siger et gammel Ordsprog; alle tale ondt om Fanden, de tænke slet ikke paa, at han jo opfylder sin Pligt. Det er nu eengang hans Embede, at forføre Menneskenes Børn. Han er Prøvestenen i denne Verden, det er ved ham vi skal luttres for det Bedre; han er denne Kamp og Flamme, dette »aspera« paa Farten »ad astram«per aspera ad astra, (latin) gennem vanskeligheder til stjernerne., og har her altsaa en vigtig, fortjenstfuld Rolle i Livets store Drama.
»Teufelsbrücke« er ligesom kastet hen over et Svælg mellem to lodrette Klipper; det er Fjeldet, der her er spaltet fra sin øverste Spids, ned til den grønne Eng; men hele Aabningen er kun af en 4 à 5 Alens62,77 cm. Brede. Nogle Skridt herfra er ogsaa en lignende dyb Spalte; men denne gaaer i underlige Zikzak og danner ligesom et Slags Gang. Ved Digteren Kind har dette Sted faaet en egen Interesse, idet han her har henlagt Besværgelses-Scenen i JægerbrudenFriedrich Kind forfattede librettoen til Webers opera Der Freischütz, 1821. Den omtalte besværgelsesscene finder sted i den såkaldte Wolfssclucht (ulveslugt) og udspilles i stykkets 2. akt.. Denne dybe Spalte her, er det fra Theatret bekjendte »Ulvesvælg;« men ligner intet mindrealt andet., end den Decoration man viser der; det vilde ogsaa være meget vanskeligt, at fremstille dette, saaledes som det er her i Virkeligheden. Fra Klippens øverste Spids stiger man, gjennem dette, ned i Dalen; man kan kun gaae een ad Gangen, saa nær ere Fjeldstykkerne hinanden; snart klattrer man ned af en Stige, snart finder man Trin huggede ind i Fjeldet selv, og allernederst staaer man da i en snever Hule, hvor der ikke er Plads til flere, end tre eller fire Mennesker.
»Hilf Samiel(tysk) hjælp, Samiel. Jægeren Kaspars hyppigt gentagne replik i Der Freischütz. Hermed påkalder han sig der schwarze Jäger (den sorte jæger) Samiel, som han har forskrevet sig til.!« raabte vi, da vi endnu kun vare den halve Vei nede; thi her syntes at være bundløst. Hvergang vi kom omkring et Fjeldstykke, som vi troede at skjule Udgangen, laae der endnu en stor Dybde under os.
Endelig traadte vi da ud – dog, saaledes kunne vi ikke forlade Ulvesvælget!
▶i Der Freischütz har jægeren Kaspar solgt sig selv til Samiel mod at få syv troldkugler til sin bøsse. De seks første kugler vil altid ramme det mål, Kaspar ønsker. Den syvende tilhører Samiel, og kun han ved, hvem eller hvad den rammer. I 2. akt støber Kaspar troldkugler.Troldkugler her jeg støbe vil;
Samiel! Samiel! hjælp nu til.
Lystigt vi kogletrylle, hekse. ved Stormens Hviin,
Sex ere mine, den syvende Din◀i Der Freischütz har jægeren Kaspar solgt sig selv til Samiel mod at få syv troldkugler til sin bøsse. De seks første kugler vil altid ramme det mål, Kaspar ønsker. Den syvende tilhører Samiel, og kun han ved, hvem eller hvad den rammer. I 2. akt støber Kaspar troldkugler..
– Første Skud er saa godt som Dit,
Det skal ramme hver Jesuitmunk, der tilhører den katolske orden Jesu Selskab, grundlagt 1534 af Ignatius af Loyola (1491-1556). Her brugt om ortodoks, selvretfærdig person..
Og naar nu dette ret er skeet,
Gjælder det andet, hver slet Poet;
Skjøndt, betænker jeg deres Færd,
Er’ de jo neppe Krudtet værd.
Lykkens Fugl skal da Skudet faae,
Poppegøien jeg skyde maa.
Tredie Kugle, hvor den er med,
Falder hver Sorg og hver Fortræd.
Fjerde? Skal gaae med Pik og Pakmed rub og stub.,
Lige i Hjertet paa Løgn og Snak.
Men den femte? Hvem gjelder den vel,
Een, som jeg ikke vil skyde ihjel,
Nei, kun stække ham Vingerne lidt,
– Amor – til Tak for hans sidste Visit.
Sjette? Ja, den maa være saa fix,
At den kan gjøre mig Din til Nix(tysk) nikse, havfrue..
Snart vare vi ved Hohnsteinlille bjergby omkring borganlæg fra 1353; se kort., en lille Bjergstad med et Slot. I dets skumle Hvælvinger have tilforn været Fængsler; jeg fandt her en frisk duftende Rose, som nogen vist nylig havde tabt, den gjorde her et langt mægtigere Indtryk paa mig, end om den, i det klare Sollys, havde gynget paa den grønne Green over den luftklare Bæk.
Vort næste Besøg gjaldt SchandauBad Schandau. Mindre by med kurbadested; se kort., en venlig lille Stad tæt ved Elben, omgiven af høie Bjerge og Sandsteensklipper, der ere bevoxne med Naaletræer! her er en Sundhedsbrønd og et Badehuus. Vi saae ingen af disse; derimod vare vi i Kirken, hvor man paa Væggen, oppe ved Alteret, seer de Aar antegnede, i hvilke Elben er steget herind; nogle Gange har Vandet endogsaa gaaet over Alteret, og høit op om Prædikestolen. I Vertshuset fandt jeg en Comedie-Placat; her var denne Aften Skuespil i den lille By, der spilledes Kotzebue’s »HussitterneKotzebues drama Die Hussiten vor Naumburg im Jahre 1432. Ein vaterländisches Schauspiel mit Chören in fünf Acten, trykt 1803 i Kotzebues Neue Schauspiele. Oversat til dansk i 1805 af Niels Th. Bruun som Hussiterne eller Naumburgs Beleiring. Drama med Chor i fem Acter og opført på Det Kongelige Teater 30. januar 1806.,« og man bad det ærede Publicum, at levere Børnene dertil; disse vilde rimeligviis ikke mangle, og altsaa heller ikke Tilskuere; thi hvem vilde ikke hen, at see sin lille Søn eller Datter spille Comedie. Man fandt det vist ogsaa meget smagløst af os, hellere at vilde see nogle døde Klipper og Skove, end det deiligste Stykke der endnu var spillet i Schandau.
Vi stode atter i den frie Natur! en bred Kjørevei, langs med en lille Flod, mellem de grønne Skove, førte os ind i den vilde Fjeldegn; Damerne bleve nu, i Bærestole førte opad Klippestien, vi andre bare os selv, og saaledes kom vi, omtrent paa een Tid, til Maalet for denne Dags Vandring. En høi, hvælvet Klippehal laae for os, det var Kuhstall(tysk) kostald. Klippehulen er 11 m høj, 17 m bred og 24 m dyb.. Det seer i første Øieblik ud, som den var opført ved Menneskehaand; men naar man nærmere betragter den stolte Masse, føler man, at kun Naturen kan opføre slig en Kjæmpebygning. I Trediveaarskrigensamlebetegnelse for en række krige i Det Tysk-Romerske Rige i 1618-1648, hvor også en række udefrakommende stater, blandt andet Danmark, var indblandet. skal Omegnens Beboere her have søgt Tilflugt; her havde de en stor Deel af deres Qvæg, hvorfor Stedet skal have faaet dette sit Navn. Det begyndte at regne, men vi sadde tørre under det store Portalbetyder egentlig indgang. Her brugt i betydningen fremspring.; medens en Regnbue hvælvede sig herligt ud over Skoven, og mellem de modstaaende Klipper. Aldrig har jeg seet saa stærke Farver, aldrig en saa herlig Regnbue, det var ikke blot i Luften den viiste sig, nei, den gik langs ned af Klippevæggen, og rundede sig, dybt under os, paa Toppen af den sorte Granskov; den var en fuldkommen Cirkel. En gammel Mand, i en lugslidtluvslidt; så slidt at luven, det vil sige den side af et stykke stof eller tøj, der vender udad, er væk., graa Frakke, sad paa en Steenblok ved Indgangen af Hallen og spillede for os; flere Strænge vare sprungne paa hans Harpe, Dissonans fulgte paa Dissonans; men saae man paa den Gamle, hvis Liv vist ogsaa lignede dette Harpespil, da blev der Harmonie i det Hele. Dissonanserne opløste sig til Veemod i mit Hjerte.
En smal Vei, ligesom hulet gjennem Fjeldet, førte os ud til en tredie Side af dette Klippeportal; nøgne Steenvæge reiste sig paa begge Sider, vi maatte op ad Stiger og Trapper for at komme til Fjeldets øverste Spids. Den første Hule kaldes: das Wochenbett(tysk) barselsengen., fordi, ulykkelige Mødre, i Krigens Tid, her bragte deres Børn til Verden. Stien snoede sig tæt ved den dybe Afgrund; vi kom over en lille Bro til et andet Fjeldparti; her var malet en stor Sax, Stedet kaldes »SneiderlochSchneiderloch, (tysk) skrædderhul.,« og skal have været et Tilflugtssted for en Røverbande, hvis Anfører havde lært Skrædderprofessionen; men fik siden Lyst til at sprætte Folk op, istedetfor gamle Kjoler. For at komme ind deri og ud igjen, maatte man gaae paa Hænder og Fødder, og det havde virkeligt noget frygteligt ved sig, her i den dæmrende Aftenbelysning, at see den ene efter den anden krybe ud af det dybe Hul, høit oppe mellem to gabende Afgrunde. Her var ellers et herligt Echo, det gjentog Ordene en 6 à 7 Gange. Tæt ved ligger »Pfaffenloch«(tysk) præstehul. Den omtalte åbning i fjeldet kaldes egentlig Pfaffenklunst. Ifølge overleveringen skulle en katolsk præst på et tidspunkt være flygtet fra sine sognebørn, der havde bekendt sig til de reformerte hussitter. Præsten gemte sig ved den omtalt åbning, men blev opdaget og styrtet i dybet (jf. Alfred Meiche Sagenbuch der Sächsischen Schweiz und ihrer Randgebiete, 1991, s. 131)., en Aabning i Fjeldet, gjennem hvilken en Præst, under Religions-Forfølgelsender tænkes på Trediveårskrigen (1618-1648), der havde karakter af religionskrig, idet stridens kerne som udgangspunkt var forholdet mellem katolikker og protestanter i Det Tysk-Romerske Rige og kejserens magt over rigets fyrster., blev nedstyrtet. Jeg stirrede ned i Dybet, det var fuldkommen Nat der, medens Himlen oven over, endnu stod rød af den nedgaaende Sol. Før vi atter kom ned, maatte vi paa Hænder og Fødder krybe gjennem »die krumme Caroline(tysk) den krumme/krogede Caroline.,« en meget bugtet Hule, der førte tilbage til Fjeldstien. Ingen Steder har jeg ellers seet en saadan Mængde Navne, som her i Kuhstall, ikke engang i »Veiviseren« er der saa Mange! Den hele Klippehal, indvendig og udvendig, paa enhver Plet, var et broget Malerie af bare Navne; nogle vare endogsaa huggede ind og saa tjærede og indbrændte bag efter. Nogen Uleilighed har dog denne Udødelighed kostet.
Som Curiosa vil jeg ellers anføre to Vers, jeg fandt i een af de Bøger, hvori de Reisende her tegne deres Navne. Een havde nemlig skrevet, idet han var kommen her op:
» ▶(tysk) Det er sket! det er sket! / Jeg har set den guddommelige Kostald.Es ist geschehn! es ist geschehn!
Ich habe den götliche Kuhstall gesehen◀(tysk) Det er sket! det er sket! / Jeg har set den guddommelige Kostald.!«
En anden, der havde læst dette Vers, skrev derunder:
» ▶(tysk) Jeg har læst det! jeg har læst det! / Der har været en okse i kostalden.Ich habe gelesen! ich habe gelesen!
Es ist ein Ochs in Kuhstall gewesen◀(tysk) Jeg har læst det! jeg har læst det! / Der har været en okse i kostalden.!«
XII
Vandring ind i Böhmen. Tilbagereisen over Pirna. Sonnenstein. De sidste Dage i Dresden.
Ved det tidlige Daggry vare vi alle paa Benene igjen; Natleiet havde vel ikke været det bedste, men dog upaaklageligt. »Hôtel de Kuhstall,« om man kan kalde det saaledes, er meest opreist af raae Planker; der blev redet os en Familieseng midt paa Gulvet, en stor Klippe ragede, som en Skorsteen, ind igjennem Værelset, hvor vi, i vore Klæder, sov Side om Side, medens Damerne vare puttede op paa Loftet i en lignende Seng. Fuglene qviddrede lystigt, men de havde vistnok ogsaa sovet bedre, end vi, idetmindste havde de den Seng, de vare vante til. Taage-Skyerne hang den hele Natur som Søvn i Øinene, saa den heller ikke saae meget fornøiet ud. Endelig brød da Solen igjennem, men jeg var ganske træt af de evige Gran-Skove, der selv i den bedste Belysning, saae mig saa kolde og stive ud. Veien gik over Bassaltstykkersort, ofte hård og glaslignende vulkansk bjergart., i en bestandig Zikzak opad; vi kom saaledes til »kleine Winterberg.«Kleiner Winterberg, 500 m. Her skal ▶August 1. (1526-1586, kurfyrste af Sachsen fra 1553). H.C. Andersens fortælling er ikke lokaliseret.Kurfyrst August af Sachsen 1558 have forfulgt en mægtig Hjort indtil den yderste Rand af Klippen; Kurfyrsten stod paa den smalle Sti under Fjeldet, Dyret derimod herovenfor, forfulgt af Hundene; det var i Begreb med at springe ned paa ham, og da maatte han styrte ned i den dybe Afgrund; der var kun et Middel til Frelse, at skyde Dyret; han lagde an og var lykkelighavde heldet med sig.. Sønnen lod siden efter oprette, paa dette Sted, et Jagthuus, der endnu staaer, og hvis Tag er prydet med dette Dyrs Takker◀August 1. (1526-1586, kurfyrste af Sachsen fra 1553). H.C. Andersens fortælling er ikke lokaliseret..
Efter en noget trættende Vandring, holdt da Grantræerne op og vi stode mellem grønne, herlige Bøge; rundt om sprang Kilder frem i den frodige Jordbund, endnu nogle Skridt, og vi stode 1780 Pariser-Skridtmåleenheden fod (skridt) fastsattes lokalt. En fransk fod var fastsat til 0,324-838 m, mens en dansk fod frem til 1835 målte 0,31407 m. Formodentlig benytter H.C. Andersen sig af pariserfod, fordi den anvendes i den turistguide, som han benyttede sig af: Friedrich Gottschalk Taschenbuch für Reisende in den Harz, 1806, ny udgave 1817. over Havfladen. Hvilken Uendelighed laae der rundt omkring os! Dybt nede i den skovbegroede Afgrund slyngede Elben sig, som et smalt Baand, der tabte sig ved Dresden, hvis Kupler og Taarne hævede sig foran Meissens blaalige Bjerge. Herligst var det dog imod Böhmen; aldrig har jeg tænkt mig dette dunkelblaae Skjær ved Bjergene! som et forstenet Hav laae de for mig, og ude i den fjerne Horizont, reiste sig »Riesengeberge«Riesengebirge, det tyske navn for bjergkæden Karkonosze på grænen mellem Polen og Tjekkiet. med deres Snee, som et luftigt Skyland, hvor man øinede til Colmberg, skjøndt der ligge fire og tyve Mile imellem. Tunge Skyer gik hen ad Bjergenes Side, hist laae et Parti ganske i Skygge, medens et andet hævede sig i det klare Solskin. Ogsaa i mit Hjerte skinnede Solen, medens tunge Skyer fore hen over denne indre Verden. Der ligger noget mægtigt Gribende i, saaledes at overskue et stort Land; hvor mangt et Hjerte banker ikke af Længsel eller Glæde, dybt dernede i Dalen, hvor mangen en Taare falder ikke brændende heed, høit over Skyen paa de stolte Bjerge! Kunde man læse i Hjertet paa den fremmede Mand, der sidder hist mellem Lyngen, hvilken Idyl eller Eposgenrebetegnelser, der også fungerer som indholdsbestemmelser. Idyl (af græsk eydillion, lille billede) dækker som litterær genre over skildringer af et roligt og ukompliceret liv. Epos (af græsk epos, ord, fortælling) betegner et heltedigt, der beskriver store nationale bedrifter med baggrund i sagn m.m. vilde man da finde! han seer ned paa det venlige Landskab under de vilde Fjeldmasser, og paa de bølgende Skyer, der snart skjule, snart aabne sig, og vise dette Fredens Paradiis.
Høit paa Bjerget hvor Skyerne gaae,
Hvor de sorte Graner staae,
Hvor Kilden risler fra Fjeldets Stene,
Sidder jeg ene;
Snart er Fjeldet en Ø.
Skyerne staae, som en uhyre Sø.
Nu skilles de her
Og i Sollysets Skjær,
Seer jeg dernede den grønne Vang.
Der var jeg engang,
Der, hvor Fuglene slaae,
Hvor de brune Hytter staae,
Hvor Røgskyer, blaalige hvide,
Hvirvle ad Bjergets Side.
Et Hjem fandt jeg der,
Jeg fandt en Hjertenskjær.
Tanke og Sjæl følte jeg brænde
Ene for hende.
Hun elskede mig – hun var tro,
Tro – derfor skildtes vi to.
Hun var Brud – dernede de bygge
I Hytten, hist hvor Egene skygge,
Hvor Røgskyer hen over Toppene bølge.
Hun sin Tanke maa dølge,
Hun tør ei tænke paa mig.
Dog drømmer Hjertet kun Dig!
Synd jeg dynger paa Synd i min Smerte.
Du kun boer i mit Hjerte,
– O du Skyernes bølgende Hav,
Skjul mig min Kjærligheds Grav!
Tidt kan en enkelt Melodie, vi kun høre eengang, gjøre et saa mægtigt Indtryk paa vor Sjæl, at den midt under vor Verdens Travlhed, synes at tone for os igjen, uden at vi derfor kan synge den høit, i hvor levende den bruser gjennem vort Indre; saaledes gaaer det mig ogsaa med de herlige Natur-Scener, det Tonestykke, fremtraadt i Farver med Lys og Skygge, jeg lærte at kjende paa nogle Timers Vandring i de böhmiske Bjerge. Det gjorde maaskee ogsaa meget, at det her var det sydligste Parti jeg skulde faae at see; at jeg, efterat have været her, bestandigt vendte hjem ad mod Norden. I den deiligste Solbelysning ligger det hele Landskab i min Erindring, jeg seer levende hvert Punkt, og som de svundne Melodier, toner det ofte gjennem min Sjæl, uden jeg derfor ret kan udtale det i Toner og Sang. Jeg seer den store Plet i Skoven, med de omhuggede Graner, hvor man sagde os, at nu traadte vi over Grændsen; jeg seer den solbrændte Böhmerpige, med det hvide Klæde om Hovedet og de bare Fødder, vi mødte i den mørke Granskov; og nu det vilde Fjeldparti: »PrebischthorEuropas største, naturligt forekommende klippebro.;« hvor vi stode under den stolte Klippebue, som den mægtige Naturaand, kjækt havde hvælvet over vort Hoved. Jeg seer de uoverseeligeuendelig, uoverskuelig. sorte Skove dybt under os, og de fjerne Bjerge med deres Snee, som de stærke Solstraaler belyste. »Kun ned i denne Dal, og saa ikke længer!« tænkte jeg, »og dog aabne sig bag hine Bjerge en endnu skjønnere Dal, hvor man øiner Tyrolsalpeområde i Østrig og Italien. Grændse, hvor man alt indaander Italiens Luft paa de høie Bjerge. Kun ned i denne Dal, og da hjemad – hjemad imod Norden, for maaske aldrig at vende her tilbage! aldrig see Bjergene mere med deres sorte Skove, høit i de hvidblaae Skyer; jeg kom ret til at betragte Hjemmet i sin største Skygge; jeg saae ret levende Østergade paa en sludfuld Efteraarsdag, hvor de smaae og store Mennesker løbe travle op og ned. Istedetfor Fuglenes Sang, hørte jeg den intetsigende Sqvalderskvalder, støj (af fuglestemmer)., de ferskeblottet for originale og interessante træk. Kritiker, den Bitterhed og fornemme Tone, hvormed de alle ville opdrage mig. Digteren er en lille Fugl, der maa qviddre sine Sange, men er han ikke en Konge-Ørn, som Mængden frygter, eller en Svale, som de blindt hen troe, ikke at turde anfalde, maa han ogsaa taale, at enhver Dreng, der faaer det i Sinde, tør kaste en Steen efter ham.
Havde jeg været ene her mellem Fjeldene, jeg havde da turdet græde, og der vilde da vist have vaagnet Billeder, fra Hjemmet, i mit Hjerte, der igjen havde forsonet mig med Verden. Vi løbe ned ad den steile Bjerg-Skraaning, hvor Stien slyngede sig i store Bugter; gjennem »die heiligen Hallen(tysk) de hellige haller.,« et romantisk Fjeldparti under Bjerget, kom vi til den brede Landevei her i Skoven, böhmiske Bønder kjørte forbi, store stærktbyggede Stude trak Vognene, Skoven gjenlød af Øxeslag, vi kom forbi flere Brændehuggere, der under Sang og Trallen fældede Træer. Böhmerne have et medfødt Hang til Musik, næsten hver Bonde spiller Violin eller blæser Fløite. Dette alene gjør mig Folket kjært, thi hvem der elsker Musik, maa ogsaa have et aabent og godt Hjerte. Tonerne ere dog den Irisbueregnbue., der forbinder Himlen med det Jordiske. Farve, Tone og Tanke ere dog i Grunden det store Alts Treenighed. Det Jordiske udtaler sig i Potensenkraft. af de forskjellige Farver, og disse aabenbare sig igjen, aandigt, i de mægtige Toner, der atter gjemme Nøglen til Hjertets dybeste Gjemme! det er ene Tonerne, der mægte at løse de dybe Tanke-Gaader, der tidt vækkes i vor Sjæl.
Vi kom forbi et lille venligt Huus med rødmalet Træværk og Viinranker op ad Muren; der sad en lille solbrændt Dreng, med sølvhvidt Haar, og øvede sig paa en gammel Violin, maaskee bliver denne Lille engang en stor Virtuos, frappererforbløffe, komme bag på. Verden ved sit Spil, beundres og hædres, medens en hemmelig Orm gnaver ham alle de grønne Blade af Livets Træ.
Skoven tabte sig imidlertid mere og mere, Veien løb imellem vilde Klippevægge, en lille Flod bidrog til at give det hele Parti Afvexling, Vandmølle laae ved Vandmølle, hvor store Planker og Stene bleve savede igjennem; paa flere Steder fandt vi, til Overgang over Floden, kun et lille Bræt, der var uden Rækværk. Endelig traadte vi ind i den böhmiske Grændseby »Hirniskretschen.«Herrnskretschen; se kort.
Alt, rundt om mig, havde en ganske nye Charakteer! det Hele bar et fremmed, eiendommeligt Præg; jeg seer endnu saa levende, under de guulgraae Klipper med det grønne Krat, de nette, rødmalede Huse, med deres Træ-Altaner, høie Trapper og Rækværker, Christus-Billedet, eller Madonna, over Døren, der, i hvor slet de vare malede, dog gav mig det Hele et interessant Anstrøg. Jeg seer endnu de mange Koner, de muntre Piger og Drenge, der stode med nøgne Fødder ved Flodbredden og trak med lange Stænger de store Brændestykker, der fløde i Vandet, op paa Land. Jeg seer den gamle guulbrune Böhmerkone ved den aabne Rude, der hilsede os i den hellige Joseph og MariasJosef og Maria. Jesu far og mor. Navn. Jeg seer det underlige, brogede Billede med de friske Blomsterkrandse, der midt paa Torvet, hvor en gammel Bonde knælende læser sit Ave Marie(latin) Hil dig Maria; katolsk bøn til Jomfru Maria., og hvor den smukke, unge Pige gaaer forbi, neier dybt og gjør Korsets Tegn.
Det var Billedet af den hellige NepomuckJohannes Nepomuk (ca. 1340-1393), bøhmisk gejstlig og martyr, helgenkåret i 1729., Böhmernes Skytspatronhelgen, som efter den katolske tro menes at beskytte et særligt område., jeg her saae. Det var mig ellers ganske underligt at tænke, at jeg nu var i et Land, hvor jeg gjaldt for en Kjætter. Den catholske Kirke i Dresden med sine Ceremonier og sin Kirkemusik, flyttede mig ikke saa nær den pavelige Stol, som dette Helgenbillede i den frie Natur, og den gamle Kones catholske Hilsen.
Vi gik et Stykke langs Elben, hvor vi stødte paa østerrigske Grændse-Soldater; de sang af »den Stumme i Portici,« og den bekjendte Melodie fik mig til at drømme mig nærmere Hjemmet, end jeg her var. Tre böhmiske Roerkarle ventede med en Gondol, der igjen skulde føre os tilbage til Sachsen. Vinden blæste i Seilene; Bjerge med Skove reiste sig paa begge Sider, vi kom forbi flere, større Skibe, med Tømmer og Planker, dybt inde fra Böhmen; vi saae tæt ved Elbbredden et stort Steenbrud, der har Interesse især for Danske, da der her skal være brudt Stene til Christiansborg Slot. Ikke langt herfra reiste sig, ud over Stien, der løb langs med Elben, et Fjeld, der i Afstand, af Naturen, dannede ganske forunderligt, Ludvig d. XVI.’sLudvig 16. (1754-1793) fransk konge 1774-1792. Blev dømt og henrettet for forræderi i forbindelse med Den Franske Revolution i 1789. Büste, og havde ogsaa Navn herefter; der var det hele Udtryk i Ansigtet, og den store Alonceparykallongeparyk. Paryk, der kom på mode hos mænd ved det franske hof omkring 1650. Er oftest hvidpudret, med midterskilning og lange, nedhængende slangekrøller. hang rundt om det kjæmpemæssige Hoved; kom man tæt under Klippen, da blev det Hele utydeligt, og man saae kun de vilde Fjeldstykker oven paa hinanden, med grønne Buske i de dybe Kløfter.
Ved Schandau stege vi i Land, for samme Aften at være i Dresden; men vi havde endnu et Fjeldparti at besøge, det bekjendte Lilienstein. Lodrette reiste sig de stolte Klippeblokke, vi stode alt ved deres Fod, under de gamle Linde, der ogsaa tilbød deres Skygge for Friedrich IIFrederik 2. den Store (1712-1786), konge af Preussen 1740-1786.. En Mængde Fodstier krydsede hinanden, snart sank vi ned i det dybe Sand, snart maatte vi stige næsten lodret op af Trin, der vare huggede ind i Klippen. Over et gabende Svælg laae der en lille Træbroe, Stien bugtede sig meer og meer, endelig stode vi da paa den øverste Spids, der er en stor Flade, af næsten hele Klippens Omkreds, begroet med Gran og Fyr. Paa en fremspringende Klippe stod en Søile, til Minde om Aaret 1708, da Kong Friederich AugustFrederik August 1. den Stærke (1670-1733), kurfyrste af Sachsen 1694-1733, konge af Polen 1697-1706 og 1709-1733 som August 2. Mocny., Kurfyrst af Sachsen, besteg Lilienstein. Hvilken herlig Udsigt har man ikke herfra ud over Schandau til de böhmiske Bjerge! Dybt nede, mellem de solbelyste grønne Enge løb Elbfloden, og paa hiin Side viiste sig Flekken Königstein under det stolte Fjeld, hvorpaa selve Festningen ligger. Hele Egnen under disse Bjerge er, som bekjendt, mærkelig afbemærkelsesværdig ved.▶29. august 1756 marcherede Frederik 2. den Stores tropper ind i Sachsen, hvilket blev begyndelsen til Den Preussiske Syvårskrig 1756-1763. Efter indledende vanskeligheder vandt den preussiske hær en række overbevisende sejre.Friederich d. II.’s lykkeligemed heldigt udfald. Krigstog 1756◀29. august 1756 marcherede Frederik 2. den Stores tropper ind i Sachsen, hvilket blev begyndelsen til Den Preussiske Syvårskrig 1756-1763. Efter indledende vanskeligheder vandt den preussiske hær en række overbevisende sejre. mod Sachserne, som han her indesluttede og tvang til Overgivelse.
Hverken Lilienstein eller Königstein forekommer mig ellers, i Afstand, at have noget malerisk smukt for Øiet, de vare mig altfor rundede; de reiste sig begge som to uhyre Tærter, hvor Skovene ovenpaa kunne gjælde for Sokatsukat, syltede skaller fra visse tykskallede citrusfrugter., og Bygningerne selv, med deres røde Tage, for Stads der var sat paa Kagen. Vor Fører fortalte os, at her, dybt i Lilienstein, ikke gik saa rigtigt til, her laae en uhyre Skat, som de onde Aander bevogtedeifølge overleveringen skal Lilienstein indeholde en stor mængde gulddukater. Flere historier fortælles om de folk, der har forsøgt at tilegne sig skatten, fx om en flok skattegravere, der ved nattetide ville prøve at fremgrave den berømte skat, men blev afbrudt af et dyr med brændende gab, der bevogtede nøglen til bjerget. Forsøget mislykkedes ganske; jf. Alfred Meiche Sagenbuch der Sächsischen Schweiz und ihrer Randgebiete, 1991, s. 105 f.. Tidt saae Skipperne, der i den maanklare Nat seilede ned ad Elben, Lysflammer bevæge sig heroppe, og den eenlige Vandrer, hvis Vei faldt her forbi ved Nattetid, hørte dybe Drøn i Fjeldet. Det var Aanderne, der løftede og tumlede de uhyre Rigdomme.
En lille Sti, langs med Elben, under de høie Klippevægge, fører ned imod Pirnase kort.. Vi kom forbi Bastey; de Reisende deroppe saae os kun ud, som sorte, bevægelige Punkter paa den himmelhøie Fjeldspids. Ved flere Steenbrud stode Trætavler opslagne, hvorpaa læstes en Advarsel, at ingen maatte opholde sig længer der, end det var nødvendigt, da ofte Steenblokkene reve sig løse og styrtede ned; vi saae flere Fjeldstykker ligge adspredte her i Dalen. Snart kom vi til venlige Bønderhuse, med store Kjøkken- og Humlehaver, Kirsebærrene vare modne, og hang røde og saftige bag de grønne Blade. Det venlige Pirna hævede sig med sine røde Tage paa den anden Flodbred, og Solen kastede de sidste Straaler paa det høie Bjergslot SonnensteinSchloß Sonnenstein, beliggende på bjerget Sonnenstein. Borganlægget, der nævnes første gang i 1269, blev i 1460 ombygget til et egentligt slot., der hæver sig tæt ved Byen. I en stor Færge bleve vi satte over Elben og traadte nu ind i den smukke, venlige By; den skal have henved 5000 Indvaanereindbygger., og saae ogsaa ret anseelig ud. Den gothiske, store Hovedkirke hævede sig stolt med sine gamle Glasmalerier i de spidse Vinduer; Espalier med deilige, fyldige Mosroserroseart, hvis stilk og bæger er besat med moslignende udvækster. snoede sig op ad Væggene paa flere Huse.
En høi Trappe førte op til Altanen foran Sonnenstein, hvorfra man saae ud over den store Elbflod til Dresden. Næsten fra hele Tydskland sendes Vanvittige her hen, hvor de da erholde den bedste Pleie, og ofte deres Sundhed igjen.
En ganske underlig Følelse maa gribe Enhver ved et Besøg indenfor disse Mure, der indeslutter en Verden for sig, en Verden, der er revet ud af sin naturlige Bane, hvor derfor den livsgrønne Spire sammenkrymper eller udvikler sig til en aandelig Vanskabning. Phantasien, denne Livets bedste Cherubifølge 1. Mosebog 3,24 er keruberne engle, der med flammesværd bevogter indgangen til Paradisets Have, for at menneskene ikke skal kunne nå Livets Træ., der tryller os et Eden i Ørkenens Sand, der løfter os paa sine stærke Arme over den dybeste Afgrund, over det høieste Bjerg, ind i Guds herlige Himmel, er her en frygtelig ChimæreChimaira. I græsk mytologi et ildspyende uhyre, sammensat af tre dyr: fortil en løve, i midten en ged og bagtil en slange., hvis Medusa-HovedMedusa er i græsk mytologi den ene af tre skrækindjagende gorgoner, hvis blik forstener alle. Den græske helt Perseus dræbte hende og gav det afhuggede hoved til gudinden Athene, der satte det i sit skjold, Ægiden. forstener Fornuftens Tanke, og aander en magisk Kreds om det ulykkelige Offer, der da er tabt for Verden.
Seer Du det lille, fiirkantede Værelse med det jerngittrede Vindue høit oppe? Midt i Halmen, paa Gulvet, sidder den nøgne Mand, med det sorte Skjæg og med en Straaekrands om Hovedet, den er hans Krone; en vissen Tidsel, han fandt i Halmen, er hans Scepter; han slaaer efter Fluerne, der surre om ham; thi han er Konge, han er Despot, Fluerne ere hans Undersaatter, de have gjort Oprør, siger han, de ville have hans Hoved, de ere trængte derind, han begriber ikke selv hvorledes; men han føler, hvor de storme derinde, men kunne dog ikke rive ham det af Skuldrene.
Her nærmer sig os et Fruentimmer, hun har været smuk, men Smerten har forstyrretødelagt, fordrejet. hendes Træk. »Jeg er Tasso’s Leonoreifølge overleveringen elskede den italienske renæssancedigter Torquato Tasso (1544-1595) prinsesse Leonore d’Este, søster til Alfonso 2., hvem Tasso tjente under. Denne kærlighed ledte til, at Tasso blev mere eller mindre afsindig og måtte tilbringe syv år i fængsel. Senere forskning har dog sandsynliggjort, at der aldrig har været en kærlighedshistorie mellem Tasso og Leonore.; Heine har ogsaa besjunget migHeine har ikke skrevet noget digt om Leonore. Meningen er, at den vanvittige kvinde ser sig selv som den for digteren uopnåelige kærlighed (som Leonore var det for Tasso). Adskillige digte i Heines Buch der Lieder, 1827 handler om en umulig eller uopnåelig kærlighed.! ak ja, der ere mange Digtere som have sjunget om mig, og det kan ret kildre et qvindelig Hjerte! det er min Triumph; der var ogsaa Een, men han kunde ikke besynge mig, og saa skjød han sig i Hjertet og det var da ligesaa godt som en Sang, – nu er hele Verden blevet gal af Kjærlighed til mig, og derfor er jeg taget herud paa dette fremmede Slot; men de ere nu ogsaa her allesammen blevne gale af at see paa mig; men jeg kan jo ikke gjøre derved!«
Ved det aabne Vindue sidder en ung, bleg Mand, han støtter Hovedet paa Armen og seer ud paa den røde Aftenhimmel og paa Skibene, der med udspændte Seil i Vinden, glide opad Elben! At vi nærme os, forstyrrer ham ikke i hans Betragtninger, han anseer sin hele Tilværelse for en Drøm, erindrer sig en lykkeligere Tid han har oplevet, betragter nu os og den hele Natur, kun som Drømmebilleder.
Een har den Fixe-Idee, at han troer, at kunne høre ethvert bankende Hjertes Pulseslag, at kunne høre det briste i Døden – det brister for ham, i de vildeste Toner, saa han bliver rasende. Man binder ham i en Stol, der ved Hjul kan sættes i en hvirvlende Omdreining. Med et vildt Skrig suser han rundt, til Bevidstheden forgaaer ham, og man da standser Hjulet.
Men bort med disse frygtelige Billeder, Vognen venter alt, der i et Par Timer fører os tilbage til Dresden.
Tæt udenfor Byen, ved en Sump, saae jeg for første Gang i mit Liv, en Lygtemandlysfænomen over moser og lignende. Lygtemanden er ifølge folketroen et overnaturligt væsen (undertiden genfærdet af en uretfærdig landmåler), som menes at frembringe dette lys med en lygte for at lede eller lokke nogen i en bestemt retning. Jf. Thiele 2, II, s. 298-299.; den hoppede lystigt, i en hvidblaae Flamme, hen ad Jorden; det var alt ganske mørkt da vi rullede ind i Byen.
Kun tre Dage havde jeg endnu at blive her, og der vare endnu mange Ting at see, meget jeg endnu eengang vilde besøge. Som Skyerne i en stormende Nat, jage disse Dages Billeder forbi min Sjæl; hver Time bragte mig noget Interessant. Jeg var paa Billedgalleriet, saae endnu engang de store Mesteres Værker og indprægede mig de herlige Billeder i Sjælen, hørte Messe i den catholske Kirke, og besteg endnu til Afsked, Bjergene i »plauenscher Grunddal i nærheden af Dresden; se kort.,« en romantisk Egn tæt udenfor Dresden, der mindede mig om »Rübelandse kort.,« skjøndt den er langt rigere paa Afvexling end dette Harzparti. Veien løb mellem de bratte Klipper, der var en Flod, som dannede et Vandfald, og tæt ved laae en Mølle, Kulsviere kjørte ind i Skoven, og oppe paa Fjeldskrænten sad en lille Dreng og vogtede Gjeder, der var ikke et Malerie i hele Billedgalleriet i Dresden, hvor Figurerne kunde være bedre anbragte, end disse vare det her. En qvægende Ro laae over det venlige Landskab; det var som Fjelde, Skove og Blomster drømte om en sydligere Himmel, medens Floden rislede fort mellem Stenene og sang den hele Natur en mægtig, søvnbringende Vuggesang. Dresden selv laae saa venlig, mellem de grønne Viinbjerge; det hele Landskab var et Billede paa Barnets Fred, paa det uskyldige Hjertes romantiske Drømmerier. Mange foretrække TharandTharandt; se kort. for plauenscher Grund, andre denne for hiin; jeg veed ikke hvilket Parti jeg skal træde over paa, begge havde mig noget Eiendommeligt, noget, der ret gjorde, at man fandt sig vel her. Belysningen af en Egn, og Belysningen i vor egen Sjæl, i det vi betragter den, virker saa uendeligt meget. Plauenscher Grund med sin bugtede Vei under Klipperne, hvor der er Liv og Færdsel, forekommer mig mere levende, og synes at fremvise en mere mandlig Characteer, hvorimod Tharand, med sin Ruinden nævnte ruin er efter en borg, der blev opført i 1200-tallet. Fra begyndelsen af 1500-tallet blev borgen ikke længere benyttet og forfaldt derfor., sin speilklare Sø og sin dybe Eensomhed, har noget mere passivt, noget mere qvindeligt.
Jeg kom ret til at tænke paa den gamle Skolemester og maatte sige med ham: »Her er god Plads, her kunde dog mange Mennesker have godt af den Herlighed!« men hvor faa ere dog ikke de, der see alt det Prægtige, hvormed Gud har smykket vor Jord. I Grunden er der dog kun liden Forskjel mellem Mennesket og Hunden, der, lænket til sit Huus, kun formaaer at gjøre et Par Spring paa sin sædvanlige Tumleplads.
Endnu havde jeg ikke seet Bibliotheket og Antikkerneoldsager, genstande fra antikken.; Overbibliothekaren, Hofraad EbertFriedrich Adolf Ebert (1791-1834), overbibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek i Dresden., en hjertelig Mand, hvem vores MolbechChristian Molbech (1783-1857), bibliotekar, historiker og filolog. Udgav i 1821-1822 rejsebeskrivelsen Reise giennem en Deel af Tydskland, Frankrige, England og Italien i Aarene 1819 og 1820, der delvist dækker H.C. Andersens rejserute. havde anbefalet mig til, viiste mig her megen Forekommenhedimødekommenhed.. Alt var pynteligt og lyst, Gulvene i de store Sale vare polerede som Speile, og gjennem Vinduerne – – ja, her glemte jeg rigtignok den hele lærde Verden rundt om! Hvilket Panorama derude! Bjerge med lysegrønne Viinranker og bagved, de sorte Granskove; Elben, der slyngede sig i store Bugter, hvor Baadene seilede med deres hvide Seil, hvor de store Tømmerfloder glede ned ad Strømmen; kun et Par Karle med bare Fødder, korte hvide Beenklæder, aaben Skjorte og en hvid Straahat paa Hovedet, styrede den hele Bræde-Masse. Det er umuligt, at man kan have Sands for Bøgerne her, naar man seer denne Natur i det klare Solskin udenfor.
At Dresden, som Overgangspunktet mellem det nordlige og sydlige Tydskland, ogsaa kan vise hiints Characteer, fik jeg da en Idee om den næst sidste Formiddag, jeg opholdt mig her. Det var koldt, saa jeg frøs! Regnen strømmede ned, og alt fik et mørkt, nordligt Udseende; Dragere løbe gjennem Gaderne med Portechaiserbærestol., hvor Damen tittede ud bag de røde Gardiner. Elben saae ud som Kaffe, guul og tyk. Næsten ingen viiste sig paa Gaderne.
Regnen rusker, Himlen er graa,
Fjernt i Taage Bjergene staae;
Elben flygter fra Böhmer-Land,
Leeret guult er det dybe Vand.
Svøbt i Kappen Soldaten gaaer
Hist paa Broen, hvor Korset staaer.
Hjertet ei tænker paa Storm og Regn,
Tanken er i hans Føde-Egn.
Deiligt skinner ham Solen der,
Der er jo ogsaa hans Hjertenskjær!
Hende han tænker – men hvad gjør hun?
Qvinden – ja hun er en Qvinde kun,
Troskab, det er en Flod saa fuulful. Grim, frastødende.,
Let den bliver som Elben guul! –
Op paa Dagen blev det atter sommerklart og sommervarmt; Menneskevrimmelen bevægede sig igjen paa de brühlske Terrasser, hvor Træerne duftede nu, forfriskede af Regnen. Musiken brusede der oppe, og Gondoler, Baade og Skibe krydsede hinanden paa Elben. Et lille Selskab af Norske og Danske havde Dahl samlet sig denne Aften; han var en munter, elskelig Vert, vi talte alle dansk og drømte os tilbage i Hjemmet ved det herlige Hav. Sildig skildtes vi ad, næste Dag droge nogle mod Øst, andre mod Vest, to gik til Rom og Neapel – jeg – triste dictu(latin) sørgeligt at sige. – til Berlin.
Den sidste Morgen i Dresden hilsede mig nu. Jeg maatte ud for endnu at høre de herlige Toner bruse under Kirkehvælvingen, for endnu engang at see de grønne Viinbjerge i Morgenbelysning.
Dagen var saa smuk, den hele Egn ved Elben laae i det herligste Sollys; det var mig, som om Alt havde taget Søndagsklæder paa, for at sige mig Lev vel! men derved kom jeg ogsaa mere til at føle den. Der blev ingen Messe givet i den catholske Kirke, kun Orgelet spillede sine simple Melodier; men det var jo Afskedssangen, de sidste dybe Toner, jeg muligt i min Levetid hørte her. I een af Skriftestolene saae jeg en gammel Præst med et ærværdigt Ansigt, en ung Pige knælede paa den anden Side Gitteret og skriftede; jeg ønskede mig ogsaa en Ven, en Fader, jeg ret kunde udgyde de Følelser for, der saa mægtigt brusede i mit Hjerte ved Afskeden fra det kjære fremmede Sted, der ikke længere var Hjertet fremmed.
Hvad jeg ikke undseer mig ved at betroe Papiret, hvis Blade dog ere Midas-Sivifølge græsk mytologi blev den frygiske kong Midas bedt om at være dommer i en musikkonkurrence mellem Pan og Apollon. Midas udråbte Pan som vinder, hvorefter Apollon forvandlede Midas’ ører til æselører, da dette dyr i antikken ansås for at være særdeles umusikalsk. Midas skjulte sine ører godt, men hans barber opdagede dem, hvorefter han ved en flod gravede et hul, hvori han hviskede Midas’ hemmelighed. Sivene spredte herefter hemmeligheden., der udsladdre det igjen for Verden, kan jeg dog vilde skjule for Menneskene, naar jeg selv møder dem; jeg blev som Yngre saaledes spottet for min naturlige Følsomhed, der dog ikke var Følerie, at jeg selv spillede Langboltlangbold. Boldspil med to hold hvor det ene holds spillere skiftes til at slå en bold ud over banen og løbe frem til banens modsatte ende og tilbage igen samtidig med at det andet holds spillere prøver at ramme dem med bolden. med mit eget Hjerte og de bedste Følelser, for ikke at gjælde for en følende Nar mellem de andre fornuftige Mennesker; den samme isnende Skræk overfalder mig tidt endnu, naar mit Hjerte bliver sig selv, og jeg gjør da tidt et comisk Ansigt, for at man ikke skal see, at jeg græder. Saaledes skammede jeg mig ogsaa her, da jeg kom at sige Dahl Lev vel! at han skulde mærke, hvor inderlig bedrøvet jeg var; jeg loe og spøgte, til jeg kom ud i den frie Luft, saa blæste der mig Sand i Øinene, saa de ganske løb i Vand. Dahl gav mig ved Afskeden nogle Tegninger til Erindring, og en Skizze i Oliefarve, for at jeg dog kunde sige, at jeg havde noget han havde malet; det hele Stykke var saa stort, at jeg kunde skjule det i den flade Haand. Næste Sommer, sagde han, seer jeg vist Danmark, og alle Venner og Bekjendtere, han gav mig Haanden til Levvel! »Det er paa dansk! og dette,« tilføiede han, idet han kyssede mig paa Kinden, »er paa tydsk! vi sees vistnok oftere i denne Verden.«
Jeg kunde ikke nu sige Levvel til Tieck, jeg maatte løbe om i Guds frie Luft, indtil de brogede Verdensbilleder rundt om igjen begyndte at afspeile dem i Hjertet og Tanken; thi disse ere som Havet, naar det der stormer, kan ingen Stjerne afspeile sig der, men seer man først de grønne Kyster, og Hverdagslivets rødtagede Huse vise sig i Fladen, saa er det ogsaa roligt igjen.
Tieck modtog mig i sit Arbeidsværelse, saae mig saa hjerteligt ind i Ansigtet med sine store, kloge Øine; jeg gjorde mig stærk, da jeg følte den nyligt dæmpede Veemod langt stærkere vende tilbage. Han syntes at have Godhed for mig, roste de af mine Sager, han kjendte, og da jeg ingen Stambog førte med, skrev han mig paa et løst Ark Papiir disse Linier til Erindring om sig.
»▶(tysk) Husk også på mig i det fjerne; bliv ved at vandre vel til mode og munter på poesiens vej, som De har betrådt så smukt og modigt. Tab ikke modet, når nøgtern kritik vil ærgre Dem. Hils den dyrebare Ingemann og alle venner og vend engang igen, frisk, rask og rigtbegavet af muserne tilbage til os i Tyskland. Dresden d. 10de juni 1831. Deres sande ven, Ludwig Tieck; jf. H.C. Andersen ALBUM II, s. 491 f.Gedenken Sie auch in der Ferne meiner; wandeln Sie wolgemüth und heiter auf dem Wege der Poesie fort, den Sie so schön und muthig betreten haben. Verlieren Sie nicht den Muth, wenn nüchterne Kritik Sie ärgern will. Grüssen Sie den theuren Ingemann und alle Befreundeten und kehren Sie uns bald einmahl frisch gesund und reichbegabt von den Musen nach Deutschland zurück◀(tysk) Husk også på mig i det fjerne; bliv ved at vandre vel til mode og munter på poesiens vej, som De har betrådt så smukt og modigt. Tab ikke modet, når nøgtern kritik vil ærgre Dem. Hils den dyrebare Ingemann og alle venner og vend engang igen, frisk, rask og rigtbegavet af muserne tilbage til os i Tyskland. Dresden d. 10de juni 1831. Deres sande ven, Ludwig Tieck; jf. H.C. Andersen ALBUM II, s. 491 f..
Dresden, d. 10de Junius 1831.
Ihr wahrer Freund
Ludwig Tieck.«
Jeg sagde ham Lev vel! Ingen Fremmede saae derpaa, og derfor turde jeg nok græde; han trykkede mig til sit Hjerte, spaaede mig en lykkelig Fremtid som Digter, og – tænkte vist, at jeg var et langt bedre Menneske end jeg er. Hans Kys glødede paa min Pande, jeg veed ikke hvad jeg følte, men jeg elskede alle Mennesker; maatte jeg engang som Digter kunde skjænke Verden noget, hvorved jeg kunde vise den store Digter, at han ikke tog Feil af den Fremmede!
Klokken var 6 om Aftenen, da jeg med »Schnelposten« kjørte fra Dresden; jeg saae nu for sidste Gang den catholske Kirke og de brühlske Terasser, idet vi foer forbi. Fra Augustusbroen søgte mit Øie hen over Elben til Dahls Huus, jeg troede at see ham i det aabne Vindue.
Snart laae ogsaa Neustadt bag ved os, Marker og Enge strakte sig paa begge Sider; vi vare ni i Vognen, og i dette Keglespil sad jeg, som Ni-Kongekeglekonge. Den midterste og største af de ni kegler i keglespil. Her i betydningen: den fineste i et selskab., i Midten; Gud veed, tænkte jeg, hvem Døden først rammer af os? Os alle bliver det da ikke paa eengang, men maaskee Hjørnekeglerne. I det ene Hjørne sad en ung russisk Woivodvoivod. Ældre slavisk betegnelse for lederen af en militær enhed. Visse steder også brugt som betegnelse for prins/fyrste. Senere hen blev voivod brugt som betegnelse for en provinsguvernør.; han kom fra Paris, gik over Dresden og Berlin til Bremen, og vilde derfra til Italien; han holdt ikke meget af den korteste Vei! I det andet Hjørne sad en Englænder, der roste meget Dannemark, hvor han havde været, og sagde, at det manglede ikke andet, end at det skulde være engelsk, for at blive den første Perle i Europas Krone; men jeg takkede ham ikke for Complimenten. I det tredie en reisende Skuespiller, men hvorfra, veed jeg ikke, og i det fjerde, en ung Uldhandler med sin endnu yngre Kone, de kom fra Rhinegnen og skulde nu bosætte sig i Berlin, det var kun 14 Dage siden de havde Bryllup, og derfor kyssede de hinanden i et væk, legede med hinandens Hænder og citerede af Don Carloskarakter i Schillers skuespil Dom Karlos. Infant von Spanien, 1787. Oversat til dansk i 1830 af Knud Lyne Rahbek som Don Carlos, Infant af Spanien og opført på Det Kongelige Teater 20. september 1831., ellers var det meget gode Folk, der trakterede mig baade med Viin og Carbonadekarbonade. Flad klump af hakket kalve- eller svinekød der (paneres og) steges.; den midaldrende Bedstemoder var med, jeg havde hende lige bag ved mig, og hørte hendes Jamren, da Egnen begyndte at blive flad, thi hun havde slet ikke den Idee, som Jeppe Berg og hans Naboer: at Jorden var flaktitelpersonens far i Holbergs komedie Erasmus Montanus Eller Rasmus Berg. Comoedie udi Fem Acter. Trykt i Den Danske Skueplads, bd. 5, 1731 og opført på Det Kongelige Teater 9. juli 1751. I stykket forsvarer Erasmus Montanus indædt, at jorden er rund og ikke flad (flak), som Jeppe Berg og landsbyens øvrige beboere hævder., men den begyndte her at vaagne hos hende, paa denne hendes første Reise til Berlin. Selv sad jeg imellem en Præst og – – nær havde jeg sagt, en Præstinde. Jeg troer bestemt, det var »der Gott und die Bajadere(tysk) guden og hetæren (skøgen). Hentydning til Goethes digt »Der Gott und die Bajadere. Indische Legende«, trykt i Musen-Almanach für das Jahr 1798, 1797.!«.
Her manglede altsaa ikke paa Selskab, Egnen var ogsaa skjønnere end den paa Lyneborg-Hede; men ingen Characterer udviklede sig ret, ingen Alfer legede her i Drømme, og den berlinske Sirokscirocco (italiensk), varm ørkenvind fra Sahara, der oftest i sensommeren kan blæse op over middelhavsegnene. Her brugt spøgende om den tyske blæst. blæste mig alt saa megen Prosa i Sjælen, at min hele Tilværelse paa denne Nat- og Dagreise blev ligesom de andre Vegetations-Menneskers, en bestandig Bølgegang i at sove og være vaagen; det Hele forekommer mig som en Drøm, hvori de otte Kegler, det vil sige Passagererne, staae som menneskelige Figurer uden Betydning, By fulgte paa By, medens den hele Egn, lidt efter lidt, gik over fra en fyldig, sundhedsblomstrende Natur, til den personificerede Svindsotældre betegnelse for sygdom, der medfører, at patienten taber sig. Ofte brugt om lungetuberkulose.. Kun enkelte Billeder træde ret frem af dette Drømme-Chaos. Jeg seer saaledes en flad Egn i den dæmrende Sommernat, hvor der laae en Kjøbstad, man kaldte den GrosenhainGroßenhain; se kort.; der var en Kirke, hvor alle Vinduer og Døre vare tilmurede, det Hele dannede en huul Steenhvælving, hvor ingen kunde komme ind, og man fortalte, at det var skeet i Pestens Tidpesten har flere gange hærget Europa, mest voldsomt i årene 1347-1352 hvor omkring 25 % af Europas befolkning omkom. Den sidste epidemi i Danmark ramte København i 1711, hvor 20.000 af byens 60.000 indbyggere døde.; her vare de Syge bragte hen, og da den sidste lukkede sit Øie, tillukkede man ganske Kirken, som man ikke siden turde aabne.
Jeg seer tydelig i JüdeborgJüterbog; se kort. den fede Vertinde med det betydningsfulde Smiil over min Uvidenhed, da jeg pegede paa en Ridderfigur af Steen, som var anbragt udenfor, paa det gamle Raadhuus. Ethvert Barn kjendte jo »der alte Mauritius(tysk) den gamle Mauritius. Mauritius led ifølge overleveringen martyrdøden i 300-tallet, da han som kristen soldat nægtede at deltage i hedenske ofringer.,« meente hun. Jeg var nok den første, der havde gjort hende dette forunderlige Spørgsmaal.
Jeg seer den verdensberømte Mølle ved SanssouçiSanssouci; slot i Potsdam (se kort), opført 1745-1747 som sommerresidens for Frederik 2. den Store. I nærheden af slottet blev i 1736 opført en mølle, der dog forfaldt med årene, således at der i 1790 kunne opføres en ny og stærkere mølle sammesteds. Møllen blev kendt for den fortælling, som opstod kort efter Frederik 2. den Stores død og som berettede, at Frederik skulle have været så irriteret over larmen fra møllen, at han forsøgte at købe den for at rive den ned. Da mølleren ikke ville sælge, truede Frederik ham med sin kongelige magt. Mølleren afviste dog Frederik med, at loven var på hans side, og dermed blev møllen stående., der dreiede saa langsomt sine store Vinger, som kunde den af bar Storagtighed over sin Navnkundighed ikke længer gaae rundt, som de andre borgerlige Møller; men jeg fik dog her lidt Grønt for Øiet, her var endogsaa en Indsøe, lette Baade med hvide Seil gyngede paa Havelfloden. Sanssouçi hævede sig paa sine Terrasser og stirrede paa det stive Potsdam; det saae saa militairt, saa snorlige ud. Jeg seer det store Slot med den lange Colonadekolonnade. En eller flere rækker af søjler, der bærer et tag eller et halvtag., en Række af Piller, med de mange Grupper og Statuer, og de levende Soldater, der ogsaa saae ud som Statuer, smukt formede, baade af vor Herre og Skræderen, og ikke mindre vel dresserede af Corporalen.
Potsdam giver virkeligt en ret god Forsmag paa Berlin, kun har Berlin knap et grønt Straae uden for sine Porte, naar jeg undtager hvad der er drevet op ved Commando; men Byen selv er da ogsaa drevet op paa samme Maade.
Det var alt Aften da vi rullede ind paa dens Gader, der laae med deres hele Uendelighed foran og paa Siderne af os. Alt saae mig saa fornemt ud! Det imponerede ved sin Storhed, Alt var Rigdom og Pragt; alle Mennesker syntes mig endogsaa saa pyntede.
»Det er dog ikke Søndag i Dag?« spurgte jeg. Nei, det var Løverdagældre navn for lørdag. i Almanakkenbog med kalender og forskellige astronomiske oplysninger. Ofte indeholder den også (simple) fortællinger eller andre kulturelle, religiøse eller. meteorologiske oplysninger knyttet til de enkelte dage, måneder el. årstider., men Berlin saae altid ud som det maatte være Søndag Eftermiddag.
Hvor skulde jeg her opslaae min Bolig? da svævede for mig den gamle Konge og »drey Tage aus dem Leben eines SpielersDrei Tage aus dem Leben eines Spielers. Melodrama in 3 Aufzüge, (tysk) tre dage af en spillers liv. Melodrama fra 1827 i tysk bearbejdelse ved Jean Jacques Louis Angely (1787-1835) efter Victor Henri Joseph Bahrain du Canges (1783-1833) skuespil Trente Ans, ou La Vie d’un Joueur. Mélodrame en trois Journeés, 1827.,« som vi alle kjende fra Capitlet om Braunschweig. Luis Angely, Oversætter af »drey Tage etc.« og Forfatter til mange Vaudeviller, eier i Berlin »der Kaiser von Rusland«(tysk) Ruslands kejser. er et af de første Hôtellerbedste, fineste.; hvor kunde jeg altsaa være i Tvivl om at vælge et Sted. Her vilde jeg, og her burde jeg tage ind.
XIII
Berlin. Adalbert von Chamisso. Theatrene. Thiergarten. Billedgalleriet. Reiseselskabet. Tre Dage af en Tyveknægts Liv. Fuglen. Ende paa Reisen.
Snorlige Gader, Palaipalæ. ved Palai,
Man bliver træt af at gaae og at see,
Pæne Soldater – den første jeg saae,
Følte jeg gjennem mit Hjerte gaae,
Og jeg brød ud: »hvilken Krop, hvilke Been!
Gud, hvor det dog er en nydelig een!«
»Unter den Linden(tysk) under lindene. Berlins hovedstrøg.« Alverden gik,
(Det er dog smukkest i Kobberstikbillede, der fremstilles ved, at et motiv indgraveres i en kobberplade, hvorefter pladen sværtes og aftørres, så der kun er sværte i indgraveringen. Herefter trykkes pladen ved hjælp af en presse mod fugtigt papir.):
Gaderne støve, og Ungdommen med,
Ak, det gjør Øinene stor Fortræd!
Ægte berliner Witz(tysk) berlinsk vid. finder man her,
Dette er Resultatet af min Flagren om den første Dag i Preussens Hovedstad, dersom det ikke er poetisk nok, maa man erindre, at det er et ægte Berliner-Barn, født midt i Sandet! Jeg kan ikke gjøre ved det, men Sandhed er det, Berlin behagede mig slet ikke! Alt er lagt an paa at frappere, dog ere Husene ikke høie, men trukne ud, for at Gaderne kunne være des længere; det var mig, som Theater-Decorationer; man sagde ogsaa, at Byen tog sig bedst ud om Vinteren, altsaa ved Lys; det er rimeligt! naar man kommer fra Bjergene, har seet disse Naturens Kjæmpebygninger, saa bliver dog hele denne Storhed her saa lille, de smukke Former behage vel Øiet; men det Hele staaer dog saa huult! og jeg kan nu eengang ikke ▶H.C. Andersen distancerer sig her fra Johan Ludvig Heibergs æstetik, som satte digtningens formelle kvaliteter højere end indholdet. Henrik Hertz (1797/98-1870) tilsluttede sig Heibergs synspunkt i de anonymt udgivne Gjenganger-Breve eller poetiske Epistler fra Paradis, 1830, der blandt andet indeholder et angreb på »hellig Andersen«, der særlig kritiseres for sine »plumpe Bommerter mod Grammatik« (s. 33). H.C. Andersen svarede igen i sine Vignetter til danske Digtere, 1832.ansee Formen – venia verbo!sit venia verbo, (latin) hvis jeg må sige det sådan. – for det Første◀H.C. Andersen distancerer sig her fra Johan Ludvig Heibergs æstetik, som satte digtningens formelle kvaliteter højere end indholdet. Henrik Hertz (1797/98-1870) tilsluttede sig Heibergs synspunkt i de anonymt udgivne Gjenganger-Breve eller poetiske Epistler fra Paradis, 1830, der blandt andet indeholder et angreb på »hellig Andersen«, der særlig kritiseres for sine »plumpe Bommerter mod Grammatik« (s. 33). H.C. Andersen svarede igen i sine Vignetter til danske Digtere, 1832..
Soldaterne vare som støbte, havde en vis Anstand, lignede næsten vore Officerer, kun vare de lidt større, end de fleste af disse.
Med et Anbefalings-Brev fra vor ØrstedHans Christian Ørsted (1777-1851), dansk fysiker og naturfilosof. besøgte jeg Digteren Adalbert von Chamisso; han er, som bekjendt, en Franskmand af Fødsel, har været Officeer, gjort siden, som Naturkyndig, en Reise Verden rundt, og er nu i Berlin ansat ved den botaniske Have. Jeg var meget begjærlig efter at see ham, Forfatteren til Peter Schlemils wundersame GeschichteAdalbert von Chamisso (1781-1838), født i Frankrig, som hans familie måtte forlade på grund af Den Franske Revolution i 1789. Blev tysk officer, botaniker og digter. Forfatter til blandt andet Peter Schlemihls wundersame Geschichte, 1814 (Peter Schlemihls vidunderlige historie).; jeg traadte ind og – Peter Schlemil selv stod levende for mig, idetmindste den selv samme Skikkelse, der staaer paa Kobberetkobberstik. i Bogen. En høi mager Figur med lange, graae Lokker ned over Skuldrene, og med et aabent, godmodigt Ansigt; han var i en bruun SchlaffrockSchlafrock, (tysk) slåbrok., og en Vrimmel af rødmussede Børn legede om ham. Med den inderligste Hjertelighed bød han mig Velkommen, og jeg havde nu een Bekjendt i den fremmede By.
Om Aftenen gav man i Operahuset Webers: OberonWebers opera Oberon or The Elf Kings Oath. Romantic Opera in three Acts, 1826 med libretto af James Robinson Planché (1796-1880). Librettoen blev oversat til tysk i 1826 af Karl Gottlieb Theodor Winklers (1775-1856) som Oberon, König, der Elfen. Romantische Feenoper in drei Aufzüge og til dansk i 1831 af Adam Oehlenschläger (1779-1850) som Oberon. Romantisk Tryllespil i tre Akter. Opført med Webers musik på Det Kongelige Teater 31. januar 1831.; jeg var meget glad derover, og skjøndt jeg fik mig en Plads til »gesperter Sitzgesperrter Sitz, (tysk) reserveret plads.,« var jeg dog een af de første. Her var det jo, jeg ret skulde faae Idee om en Opera, see Decorationsmaleriet behandlet, som en Kunst for sig, og hvad Maskinerie kan være. Til Ouverturen raabte man Dacapo(af italiensk: daccapo) forfra, igen., Teppet rullede op, og medens den gjentoges paa ny havde man Leilighed til at betragte den pragtfulde Decoration og de nydelige Grupper. Oberon laae ikke her i en solid Seng, som hos os; nei, den hele luftige Hal var begroet med Lilier og i een af disse laae han i det gyngende Bæger, og rundt om i de andre Lilier stode smilende Genier(af latin: genius) ånd., medens de mere voxne svævede om i lette, luftige Dandse. Enhver Decoration var saaledes et Kunststykke, ligesom ogsaa Arrangementet af det Hele, men Maskineriet – mirabile dictu(latin) forunderligt at sige. – Maskineriet var, i Forhold til Midlerne, slet. Jeg kalder det slet, at Skyerne blive paa Halvveien, saa Genierne maatte hjelpe dem paa Gled, at man, i den ellers herlige Havdecoration i 2den Act, hvor Luften var skuffende tro, kunde oven for Luft-Tepperne see lige ind paa Loftet, naar man sad paa anden Bænk, midt for i Parkettet. Den hele Luftbelysning var her saa herlig, man saae Stjernerne lidt efter lidt komme frem, bare Loftet ikke var kommet med, saa havde det været velsignet! Med Forvandlingerne gik det ogsaa lidt galt, og i Havet ved AstrakanAstrakhan, russisk havneby ved Det Kaspiske Hav. saae man en Maskinkarl gaae over Vandfladen, der frapperede mig meget, skjøndt jeg kjendte dette Experiment her hjemme fra. Man sagde mig ellers, at det aldrig var gaaet saa uheldigt, som denne Aften, at Maskineriet her var et sand Kunstværk, – det var altsaa et Uheld denne Aften, men jeg kan dog ikke lade være at anføre det; sligt kan altsaa dog finde Sted paa Berlins store Theater, hvor Midlerne ere saa mægtige, hvad skulle vi da sige om vort lille, hvor disse næsten ere ingen. En Madam Walkertysk operasanger. Ikke nærmere identificeret., født Gehse, første Sangerinde ved Hoftheatret i Dresden, spillede Reziadatter af kalif Haroun Al Rachid. Rezia elsker den kristne ridder Huon af Bordeaux.. Spillet – ja, jeg tør ikke træde frem som Kritiker, men ved de fleste Sangerinder kan man nok, ved dette, sætte et Spørgsmaalstegn. Hun neiede ogsaa paa tydsk Maneer hver Gang der blev klappet, og da hun ved Stykkets Slutning blev fremkaldt, var hun rørt, – og det var vist naturligt, thi hun gav sig neppe af med at spille, hun sagde nogle Ord til os, om sin Taknemmelighed, og at hun kom snart igjen; dog hendes Sang var herlig. Hr. BaderKarl Adam Bader (1789-1870), tysk operasanger. spillede og sang HuonsHuon af Bordeaux, kristen ridder, der elsker Rezia. Parti; det er en smuk Mand, hos hvem jeg fandt baade Skuespilleren og Sangeren. En Pas de deuxballetdans for to; består traditionelt af en fælles indledende dans (adagio), en herresolo, en damesolo og til sidst en fælles afsluttende dans (coda). af Hr. og Madam TaglioniPaul Taglioni (1808-1884), italiensk-tysk balletdanser og Marie Taglioni (1804-1884), svensk-italiensk balletdanser og søster til Paul., samt en af Mademoiselle St. Romainikke identificeret. og Hr. Stullmüllerikke identificeret. gjorde, hvad man her hjemme kalder det: stormende Lykke, og de fortjente vist dette Bifald.
Med Hensyn til Maskineri, gik det ellers heldigere i Königstätisches Theater, her var jeg nogle Aftener efter, og saae »▶(tysk) et stort romantisk tryllespil af Adolph Bäuerle med nye dekorationer og nyt maskineri.ein großes romantisches Zauberspiel von Adolph BäurleAdolf (egl. Johann Andreas) Bäuerle (1786-1859), østrigsk forfatter., mit neuen Decorationen und neuer Maschinerie◀(tysk) et stort romantisk tryllespil af Adolph Bäuerle med nye dekorationer og nyt maskineri.,« betitlet: Lindane oder der Pantoffelmacher im FeenreichBäuerles komiske syngestykke Lindane oder die Fee der Haarbeutelschneider oder die Pantoffelmache im Feenreich, 1824 (Lindane eller hårpungsskrædderen eller tøffelproducenten i feriget) med musik af den tyske komponist Friedrich August Kanne (1778-1833).. Det var et sandt Miskmask af Ingenting, en Vandsuppe farvet med smukke Melodier, og pyntet ud med Decorationer, som Boller og Grønt. Jeg troer næsten at have drømt noget lignende, idetmindste var her den løse Sammenhæng, som der sædvanlig er i Drømme. Af Melodierne udmærkede sig især en Grædeduet, en Spindevisealmuevise, der synges under spindingen. og et stort Syngenummer, der vist var sammensat af en 40 forskjellige Melodier af Jægerbruden, den Stumme, Don JuanWolfgang Amadeus Mozarts (1756-1791) opera Don Giovanni fra 1787 med libretto af den italienske forfatter Lorenzo da Ponte (1749-1838). Librettoen blev oversat til dansk i 1807 af Lauritz Kruse (1778-1839) som Don Juan. Opera i tvende Akter og opført til Mozarts musik på Det Kongelige Teater 5. maj 1807. o.s.v., som Mademoiselle Vioikke identificeret., et udmærket Subjectsubjekt. Person. for Scenen, udførte. Jeg saae ellers her de to bekjendte Komikere, SchmelkaHeinrich Ludwig Schmelka (1777-1837), tysk skuespiller. og SpitzederJoseph Spitzeder (1795-1832), tysk operasanger., hvoraf den sidste udførte »der Pantoffelmacher(tysk) tøffelproducenten.,« en ærlig Borgermand, der paa sin Bryllupsdag faaer et Brev, at hans Fætter ligger for Døden og ufortøvet maa komme til ham, men derpaa, i Reisen gjennem Skoven, hvor han, paa KrähwinklerKrähwinkel, tysk pendant til det danske Pærekøbing, der er indbegrebet af en lille dansk provinsby, opfattet som et sted præget af snæversyn og provinsialisme. Maneer, fører en Veiviser af Træ med sig, bliver opsnappet af en Fee, der faaer ham saa kjær, at hun tilsidst giver ham sin Tryllestav, hvorved Tilskueren da faae endeel Decorationer og Forvandlinger at see, lige fra: »Tivoliforlystelsesetablissementet Tivoli-Vauxhall ved Paris.,« til en Dampvogn med Passagerer der seiler i Luften, og en heel Telt-Decoration, der springer ud af et Bæger.
I det tredie Theater her, det egentlige, saakaldte »Schauspielhaus(tysk) skuespilhus.,« fik jeg den gamle DewrientLudwig Devrient (1784-1832), tysk skuespiller. at see, som Onkel BrandJean Jacques Louis Angelys Onkel Brand. Lustspiel in 3 Aufzüge, 1830 der er en bearbejdelse af den franske forfatter Charles Antoine Guillaume Pigault Lebruns (1753-1835) Le Major Palmer, Drame, en trois Actes, en prose, 1797. Heri forekommer den invalide husar Brandt., i et Lystspil af samme Navn, efter det Franske; med den største Natur og Sandhed gav han denne Characteer, dette Bruushoved med det herlige Hjerte. Hans Udvortes, Spil og hele Costume gjorde et saa levende Indtryk paa mig, at det endnu er mig, som jeg længe havde levet med den gode Hr. Brand, som jeg i det virkelige Liv maatte have staaet i Forbindelse med ham; jeg kan ikke tænke mig Dewrient i nogen anden Rolle, uden jo hans Onkel Brand maa skinne igjennem, og dog er dette ikke Tilfældet, han skal give sine Characterer megen Forskjellighed; Schylock i Shakespears: »Kjøbmanden fra Venedigen rig jøde i William Shakespeares The Merchant of Venice, 1596-1597. Oversat til dansk i 1792 af Niels Rosenfeldt (1761-1804) som Kiøbmanden af Venedig og trykt i William Shakspears Skuespil, oversatte paa Dansk efter de Engelske Originaler, bd. 2, 1790. På ny oversat i 1827 af Knud Lyne Rahbek som Kiöbmanden af Venedig. Lystspil i Fem Acter og opført første gang på Det Kongelige Teater 18. januar 1828.,« nævner man, som hans førstebedste. Rolle.
I en stor Stad er det saaledes ret behageligt, at der er flere Theatre at vælge imellem, men naar der gives gode Stykker samme Aften paa dem alle, kan man ogsaa komme i Kamp med sig selv, thi mere end høist to Stæder kan man jo da ikke gaae; dette følte jeg ret her en Aften; det franske Selskab gav, i »Schauspielhaus,« tre Vaudeviller af Scribe. 1) La dévote(fransk) den fromme. Scribe har aldrig skrevet et stykke med denne titel, men der er muligvis tale om M. Poizeaux’ franske oversættelse La Dévote, comédie en 3 actes fra 1756 af Christian Fürchtegott Gellerts (1715-1769) Die Betschwester, Ein Lustspiel in drey Aufzügen. Trykt i Gellerts Lustspiele, 1747.; 2) la famille RiquebourgScribes drama La Famille Riquebourg, ou Le mariage mal assorti, Comédie-Vaudeville en un Acte, 1831. Oversat til dansk af Johan Ludvig Heiberg 1831 (trykår 1832) som Familien Riquebourg. Drama i een Act og opført på Det Kongelige Teater 30. december 1831., og 3) Les premieres amoursEugène Scribes drama Les premiéres Amours ou Les Souvenirs d’Enfance. Comédie-Vaudeville en un Acte, 1825. Oversat til dansk af Johan Ludvig Heiberg i 1831 (trykår 1832) som Den förste Kjærlighed. Lystspil i een Act og opført på Det Kongelige Teater 10. juni 1831.; i »Charlottenburg« spilledes Lystspillet: »der Fächer«(tysk: viften). Oversættelse af den italienske forfatter Carlo Goldonis (1707-1793) komedie Il ventaglio, 1765. Oversætteren er ikke identificeret. og Possen(tysk) farce.»der Nasenstüberden tyske forfatter Ernst Benjamin Salomon Raupachs (1784-1852) drama Der Nasenstüber. Posse in drei Aufzügen (næsestyveren), først trykt 1835.;« i »Königstätisches Theater« »das Mädchen aus der Feenwelt oder der Bauer als Millionärden østrigske forfatter Ferdinand Jakob Raimunds (1790-1836) drama Das Mädchen aus der Feenwelt oder Der Bauer als Millionär. Romantische Original Zaubermärchen mit Gesang, in drei Aufzügen, 1826 (pigen fra feverdenen eller bonden som millionær).,« og i Operahuset havde de den berømte Ballet: »die neue Amazone.«balleten Die schöne Arsene oder die neue Amazone med musik af den tyske komponist Wenzel Robert Graf Gallenberg (1783-1839). Bygger på Franz Seydelmanns (1748-1806) opera Die schöne Arsene, 1779. Hertil kom endnu, at Chamisso havde inviteret mig med sig til ThiergartenTiergarten, (tysk) dyrehave. Stort parkområde i Berlin. I 1844 åbnedes Tiergartens berømte zoologiske have., hvor han vilde indføre mig mellem Berlins skjønne Aander; jeg stod virkelig, som Herkules paa Skilleveieni den græske forfatter Xenophons (ca. 425-354 f.Kr.) Memorabilia (latin: mindeværdige hændelser) gengives en fortælling af sofisten Prodikos, hvori den græske halvgud Herakles (latin: Hercules) som ung står over for valget mellem to veje: slethedens og godhedens, personificeret ved to kvinder. Almindelig talemåde om at stå over for et vanskeligt valg. og – – fulgte Chamisso. I Thiergarten fandt jeg ellers slet ingen vilde Dyr, det var alle tamme Berlinere, meget godmodige og venlige Mennesker. Her var foranstaltet en lille Fest i Anledning af Digteren HoltoysKarl von Holtei (1798-1880), tysk digter og skuespiller. Hjemkomst fra Darmstad, hvor han havde holdt Oplæsninger, og hans Kone, der er engageret ved »Königstätisches Theater,« havde givet Gjæsteroller.
La Motte-FouquéFriedrich de La Motte Fouqué (1777-1843), tysk forfatter., Raupach, ClaurenHeinrich Clauren, pseudonym for Carl Gottlieb Samuel Heun (1771-1854), tysk forfatter. og StreckfußKarl Streckfuß (1778-1844), tysk forfatter og oversætter. vare alle paa Reise, ellers vilde jeg her have kunnet gjort deres Bekjendtskab, dog vare her endnu mange, hvem jeg ret glædede mig ved at træffe sammen med. Jeg fik Plads mellem Chamisso og ZimrochCarl Joseph Simrock (1802-1876), tysk forfatter., en ung Digter, der havde vakt megen Opmærksomhed ved et politisk Digt: »drey Tage und drey Farben,« for hvilket han var bleven sat ud af sit EmbedeJoseph Simrocks digt »Drei Tage und drei Farben«, (tre dage og tre farver), i hvilket han hylder Julirevolutionen, der fandt sted i Frankrig i dagene 27.-29. juli 1830 (de tre dage). De tre farver hentyder til farverne i trikoloren: rød, hvid og blå (skabt under Den Franske Revolution i 1789, i dag Frankrigs nationalflag). Trykt 14. september 1830 i Der Freimüthige oder: Berliner Conversationsblatt, nr. 183, s. 719. Digtet medførte, at Simrock ved kabinetsordre fra kongen blev fjernet fra sit embede., men nød en almindelig Agtelse og ventede atter at blive indsat igjen. Her traf jeg ogsaa Digteren HoffmannsE.T.A. Hoffmann. Ven, den bekjendte HitzigJulius Eduard Hitzig (1780-1849), tysk forfatter og kriminalassessor. Har skildret vennen Hoffmann i sin Aus Hoffmanns Leben und Nachlaß, 1823. og gjorde Bekjendtskab med Wilibald Alexispseudonym for Georg Wilhelm Heinrich Häring (1798-1871), tysk forfatter. (Häring) der med megen Inderlighed talte om Danmark, og de glade Timer han der havde tilbragt hos Oehlenschlæger. Det er en ganske egen, behagelig Følelse, i et fremmed Land at høre tale godt om sit Fædreland, da føler man først ret, at man dog er Been af dets Been, og Kjød af dets Kjød, saa at enhver Roes og enhver Dadel, der gaaer paa dette, ogsaa synes at tilfalde os, der dog kun er en lille Deel deraf; dog det gaaer vel her som altid, man sætter Fædrenelandet i den ene Vægtskaal og sig selv i den anden.
Aftenen foer hen, under Oplæsninger, Sang og Lystighed, havde jeg her eiet St. Peters-Brillerat have evnen til at kunne se ind i menneskers inderste. Bygger på forestillingen om Sankt Peter, der som vogter af himlens dør (ifølge Matthæus 16,19 får Peter nøglerne til himlen af Jesus) vurderer alle mennesker ud fra deres gode og onde gerninger. eller von Tütz’sPeregrinus Tytz, karakter i Hoffmanns Meister Floh. Ein Märchen in sieben Abentheuern zweier Freunde, 1822.2 microskopiske Glas, hvorved man kunde see ind i Folk, hvad de tænkte, da vilde dette Berliner Capitel blive det interessanteste i Reisen her mellem en Kreds af »Kaloi kai Agatoikaloi kai agathoi, (græsk) de smukke og de gode. I betydningen gentlemen.;« da ville vi see hvorledes der i et Hoved spøgede en heel »Liebes Roman(tysk) kærlighedsroman.,« her et Bind nydelige Smaa-Digte, der Politik, her Polemik, der – – – ja her var vel ogsaa et Hoved, som slet ingen Ting havde.
Her var ellers meget, der ganske flyttede mig hjem i Danmark, især den inderlige Kjærlighed, hvormed de nævnede deres Konge, og hvis Skaal var een af de første vi drak.
Først sildig ud paa Aftenen skildtes vi ad. Natten bragte Søvn og Hvile, og den næste Dag nye Ting, jeg endnu ikke havde seet.
Museet staaer kun aabent visse Dage om Ugen, men for Fremmede tilstædes der til enhver Tid Adgang, naar de kun vise Castellanenkastellan. Borgfoged, slotskommandant. deres Pas. Bygningen har noget imponerende for Øiet, en høi Trappe indtager næsten den hele Façades Bredde, Colonnersøjle. og Buer reise sig smukt der oppe, hvor man træder ind i en Rotunderund bygning eller sal., ziretprydet. med Antikkereantikke statuer eller buster., en Suite af Værelser aabne sig med disse herlige Alderdoms Levningeroldtidsminde.. Smag og Elegance udmærker det Hele. En Trappe høiere træder man ind i det store Billedgallerie, der i kongelig Pragt overgaaer baade det i Dresden og i Kjøbenhavn, men i Værd derimod ikke maaler sig med disse.
Gulvene vare polerede, og Tjenerne i nye, sølvtredsedesølvtresse, vævet el. snoet bånd med indvævede sølvtråde. Bruges til pynt på især uniformer.Liberierdragt bestående af frakke, knæbukser, hat, strømper og sko, båret som uniform af en tjener eller en chauffør ved et hof eller et herskabshus. stode ved Dørene; iøvrigt fandt man her Malerier af de førstebedste. Mestere, kun var det mig paafaldende, den Mængde af hæslige Ideer jeg her fandt udført. Saaledes var der af Jeronimus Bosch tre sammenhængende Stykker, der forestillede: Skabelsen, DommedagHieronymus Bosch (ca. 1450-1516), nederlandsk maler. Der er sandsynligvis tale om (en kopi af) triptykonet Dommedag, der i dag befinder sig på Akademie der bildenden Künste i Wien. og Helvede, hvor Dommedag fremviiste saa fæle Billeder, at jeg ikke gider udpege dem i deres hele Væmmelighed. Jeg stødte paa flere end ▶Hugo van der Goes (ca. 1435/1440-1482), nederlandsk maler. Der er sandsynligvis tale om billedet Kristi tårer, der i dag findes på Bode Museum i Berlin.et Christus-Hoved af Hughe van d’Goes◀Hugo van der Goes (ca. 1435/1440-1482), nederlandsk maler. Der er sandsynligvis tale om billedet Kristi tårer, der i dag findes på Bode Museum i Berlin., der vistnok kunne gjælde for Mesterstykker, som greben lige ud af Naturen, men her var den udført indtil Ækelhed. Tornekronen var trykket Forløseren dybt ind i Hovedet, saa de store Bloddraaber trængte frem; enhver Aare var svulmet, Læberne selv sorteblaae, og tunge Sveddraaber laae, i væmmelig Naturlighed, over det hele Ansigt. Det havde mig noget Oprørende. Det er det poetiske i Smerten, Maleren skulde udtrykke, ikke det prosa Hæslige! – jeg kan ikke glemme de fæle Billeder; de staae mig endnu langt mere levende, end Guido Reni’s »Fortuna;«(1575-1642), italiensk maler. Der er tale om (en kopi af) billedet Fortuna, der i dag findes på Vatikanmuseerne i Rom.van Dycks »den hellige Aands SendelseAnthony van Dyck (1599-1641), flamsk maler. Der er tale om billedet Den hellige ånds sendelse (også kaldet Pentecost) fra ca. 1618-1620. Findes i dag på Bildergalerie på Sanssouci-slottet i Potsdam.,« og Michel Angelo’s »Christi Begravelse,«Michelangelo Buonarroti (1475-1564), italiensk maler, billedhugger, arkitekt og digter. Der er tale om (en kopi af) billedet Begravelsen, der i dag findes på National Gallery i London. Billedet er ikke med sikkerhed af Michelangelo. jeg her saae.
Fem Dage i det store Berlin flyve hen som en Nysen, man veed kun i Grunden, det begyndte og fuldendte; dog fik jeg nok af de Mile lange Gader, den velsignede Støv, og den megen Berliner-Witz der tidt bragte mig til at tænke paa den kjøbenhavnske Kjældermands-Sygeældre betegnelse for særlig type ordspil, fx: spørgsmål: »I hvilket Spil er der mindst Kort?«, svar: »Skuespil« (nr. 10 i Udvalgt Samling af friske Kjældermænd, udg. af Mads Foss, 1831)., der ▶kældermændene kom på mode omkring 1830, hvilket medførte en række udgivelser i begyndelsen af 1830’erne, fx Fætter Toms Spisekunst, i Viser paa bekjendte og yndede Melodier, med Tilgift af Nogle splinternye Kjældermænd, udg. af H.N. Jørgensen, 1831.i Vinter grasseredegribe om sig. Ofte brugt negativt. hos os◀kældermændene kom på mode omkring 1830, hvilket medførte en række udgivelser i begyndelsen af 1830’erne, fx Fætter Toms Spisekunst, i Viser paa bekjendte og yndede Melodier, med Tilgift af Nogle splinternye Kjældermænd, udg. af H.N. Jørgensen, 1831.. Paa Politikammeret, hvor jeg maatte personlig melde mig før min Afreise, spurgte man mig ogsaa, efter at have seet i mit Pas, at jeg var født i Fyen: om jeg var en Finlænderud over manglende kendskab til den nordiske geografi bygger misforståelsen også på, at på tysk udtales y i navne ofte som i.?
Chamisso var den sidste jeg sagde Levvel! paa hans Bord fandt jeg en Mængde ▶titler på folkebøger, dvs. anonyme, underholdende romaner eller fortællinger der i pris og sprog henvender sig til den jævne befolkning. Bygger typisk på eventyr- eller sagnstof.gamle Venner: Tristan og IsaldeTristan og Isolde findes ikke som folkebog på dansk. Fortællingen om det unge, til døden elskende par, kendes fra et fransk (ca. 1175) og et tysk forlæg (1210). Allerede i 1226 blev fortællingen oversat til oldislandsk som Tristrams saga., Keiser Octavianusførste danske tryk stammer sandsynligvis fra 1597, men er i dag tabt. Ældste bevarede udgave er fra 1658 og bærer titlen En skiøn lystig Historie / Om Keyser Octaviano / Hans Hussfrue / Raadgiffveris falske Beretning oc Indskiudelse / Bleff fordreffven udi Landflyctighed / aff sin kiere Hosbonde Keyser Octaviano / sampt / hvorledis hendis tvende Børn bleffve hende frastaalne / den ene aff en Løve / den anden aff en stor Abe / den Tid hun i sin Elendighed laa oc soff ved en Brønd / udi en mørck Vildsom Skow: Disligeste hvorledis de omsier underlig ere tilsammen komeff / oc indbyrdis bekynt / hos den fromme Konning Dagobertum udi Franckerige., Peder med Sølvnøglen og den skjønne Magdeloneældste danske tryk er sandsynligvis fra 1583, men er i dag tabt. Ældste bevarede tryk er fra 1690 og bærer titlen En meget kortvillig Historiæ Om Den skiønne Magelone / en Konges Daatter af Neaples / Oc En Ridder / som bleff kaldet Peder med Sølf-Nøglen / en Grevis Søn udaff Provincia.◀titler på folkebøger, dvs. anonyme, underholdende romaner eller fortællinger der i pris og sprog henvender sig til den jævne befolkning. Bygger typisk på eventyr- eller sagnstof., og jeg kunde mærke paa dem, at de vidste her mere end jeg, de saae mig saa smilende ud, maaskee havde Digteren lovet at give dem nye Klæder og nye Manerer, at de kunde igjen komme ud i Verden og det i godt Selskab. Før vi skildtes ad, skrev Digteren mig dette lille Inpromtuimpromptu. Kort, improviseret digt. til Erindring, som jeg her vil hefte til mit Skyggebillede af Berlin.
» ▶(tysk) O lader os, i denne dystre, bange tid, / Hvor højtopsvulmende med larm historiens strøm / Sprænger det længe stængte, hårde lag af is, / Det nye liv iblandt ruiner bryder frem, / Og verden under storme sig forvandle vil, / O lader os, I venner – trindt dør sangen hen, / Og ingen lytter til vort muntre strengespil – / Trods alt, mod sangens skønne gudegave tro, / I rene hjerter hæge om den, så måske / Vi isgrå barder hilse kan endnu engang / Med højsang solen, som den mørke sky / Vil sprede og beskinne en forynget jord. / Profetisk, venner, hæver jeg det fulde glas / På at en anden sangertid må stunde til; jf. H.C. Andersen ALBUM I, s. 252 f.O lasset uns in dieser düstern, bangen Zeit,
Wo hochanschwellend donnernd der Geschichte Strom
Die starre, langgehegte Eisesdecke sprengt,
Das neue Leben unter Trümmern bricht hervor,
Und sich in Stürmen umgestalten will die Welt,
O lasset uns, ihr Freunde – rings verhallt das Lied
Und unserm heitern Saitenspiele lauscht kein Ohr –
Dennoch die Göttergabe des Gesanges treu
Im reinen Busen hägen, wehren, daß vielleicht
Wir hochergraute Barden einst die Sonne noch
Mit Hochgesang begrüßen, welche das Gewölck
Zertheilend die verjüngte Welt bescheinen wird.
Prophetisch, Freunde, bring ich dieses volle Glas,
Der fernen Zukunft einer andern Liederzeit◀(tysk) O lader os, i denne dystre, bange tid, / Hvor højtopsvulmende med larm historiens strøm / Sprænger det længe stængte, hårde lag af is, / Det nye liv iblandt ruiner bryder frem, / Og verden under storme sig forvandle vil, / O lader os, I venner – trindt dør sangen hen, / Og ingen lytter til vort muntre strengespil – / Trods alt, mod sangens skønne gudegave tro, / I rene hjerter hæge om den, så måske / Vi isgrå barder hilse kan endnu engang / Med højsang solen, som den mørke sky / Vil sprede og beskinne en forynget jord. / Profetisk, venner, hæver jeg det fulde glas / På at en anden sangertid må stunde til; jf. H.C. Andersen ALBUM I, s. 252 f..«
Hjemveien gik gjennem Brandenborger-ThorBrandenburger Tor. Den eneste bevarede byport omkring det gamle Berlin. Porten, der blev opført 1788-1791 efter tegninger af den tyske arkitekt Carl Gotthard Langhans (1732-1808), markerer overgangen mellem Øst- og Vestberlin., jeg kastede et Levvel til Seirens Gudinde, der med sine stolte Malmhesteoven på Brandenburger Tor findes en statue forestillende sejrsgudinden Viktoria kørende et firspand. Udført af den tyske billedhugger Johann Gottfried Schadow (1764-1850). havde seet ganske andre Scener end jeg. I sine unge Dage skal hun have været stillet saaledes, som om hun kjørte ud fra Berlin, men da hun virkelig gjorde Alvor af det, og tog endogsaa lige til Parisi oktober 1806 indtog Napoleon 1.s (1769-1821) tropper Berlin. De franske tropper nedtog statuen og sendte den til Paris, hvorfra den først kom tilbage i 1814., lod man hende transportere tilbage og opstille med Ansigtet ind imod Byen, og det er vist ogsaa bedre, at Seiren drager ind i en By, end den skal drage ud af den.
Mit Reiseselskab bestod denne Gang af en Bager, to Møllerbørn, det vil sige en han og en hun, den sidste kunne vi kalde »die schöne Müllerinnallusion til Wilhelm Müllers (1794-1827) digtkreds »Die schöne Müllerin. (Im Winter zu lesen)« (den skønne møllerske). Trykt i Gedichte aus den hinterlassenen Papieren eines reisenden Waldhornisten, bd. 1, 1821. Digtkredsen blev i 1823 sat i musik af Franz Schubert.;« desuden var der en gammel Gouvernante og en – ja, enten var det en ægte Skrædder, eller en uægte Poet, maaskee begge Dele tilsammen. Vi glædede os alle over de grønne Træer saalænge vi havde nogen at see paa, over det smukke Sommerslot Charlottenburgtysk barokslot. Opført i flere etaper i perioden 1695-1790., hvor Floden Spree382 km lang biflod til den tyske flod Havel. slyngede sig mellem en grøn Eng, der strax igjen forsvandt for Sand og Granpartier.
Spandauborganlæg ved Berlin, hvis ældste dele stammer fra midten af det 11. århundrede. I dag også navnet på vestlig forstad til Berlin. hilsede os med sine høie, gamle Mure; næsten alle Indvaanerne der, idetmindste de vi saae, vare i Soldater-Uniform; Preussen er virkelig et Soldaterland, hvor Berlin er den store Caserne; jeg lagde ellers Mærke til en gammel spandauer Graaskjæg, der lænede sig op til Rækværket ved Floden; han kunde vist have fortalt mangt et Krigs-Eventyr, viist for vort aandelige Øie mangen Kamp i de dybe Skove og paa de uoverseelige Sletter. Han nikkede os venligt »god Morgen!« og vi rullede bort fra den gamle By.
Solen brændte som Ild, og Egnen begyndte at vende sin slidte Side udad; det var som vi kjørte over et Landkort, saa flad laae det Hele, ja tilsidst krøb den skjønne Natur ind ibegrænsede sig til. et Græsstraae, der hist og her pippede frem. Bageren, som leed uhyre af Hede, og Frygt for Cholerakolera. Meget smitsom, akut tarminfektion der medfører opkastninger og diarré, og som ubehandlet kan føre til kredsløbssvigt og død i løbet af få dage. Kolera spredte sig med stor hast over store områder omkring 1830., pustede og stønnede. Han førte en 5 à 6 Flasker Viin med, hvorpaa var noget, han kaldte Choleradraaberdråber, der angiveligt skulle kunne modvirke kolera., og som han tømte den ene efter den anden, først gav han sig til at jodle af Fortvivlelse, det klang som et radbrækket Jammersskrig, tilsidst, da Flaskerne bleve mere luftigeluftfyldte, dvs. tomme., blev han ogsaa ganske poetisk og gav sig til at declamere, det var nogle »frygtelige Digte« om Døden, Satan og den hvide Konevariation over benævnelsen den hvide dame, der er en almindelig brugt betegnelse for de kvindelige genfærd klædt i hvidt, der gennem tiden ofte er blevet berettet om på slotte og herregårde.. Alt gik i een Tone.
Nu kom Solen ind i Vognen med, for at see paa denne Herlighed, Veien begyndte at støve, saa at vi maatte trække Vinduerne op; der sadde vi nu, 6 Sjæle i 6 ½ Legeme, thi Bagerens kunde godt gjælde for halvandet. Han kom i Affekt, de klare Vanddraaber trængte frem i hans Ansigt, hans Nabo, den unge poetiske Skræder, sad bleg af Varme og sagde ved hvert Vers: »jöttlichberlinsk udtale af gottlich, (tysk) guddommeligt.!« Den gamle Gouvernante saae saa fornem ud og lugtede i et væk til en Citron, medens jeg forsøgte paa alle Maader at strække mine arme Been, som jeg borede ind mellem »die schöne Müllerinn« og hendes Broder, der sov og nikkede i Søvne, som to Koblommerengkabbelejer. paa Marken naar det blæser lidt. Bageren tog det for Bifaldsnik, og hævede Stemmen endnu stærkere, da foer der et kulsort Hoved, med Bjæf og Skrig, ud af Gouvernantens Sypose, her var hendes Hund gjemt, da ingen Hunde maae komme i Vognen, den havde forholdt sig rolig den lange Tid forud, men tabte nu Taalmodigheden; den gav nogle Bjæf, saa de sovende Sødskende, og vi andre halvdøde foer op i Vognen og joge alle Hovederne ind i det store Næt, der hang under Loftet med vore Stokke, Paraplyer og andre Smaasager. »Die schöne Müllerinn« havde ogsaa stukket et stort Papiir derop med hvidt Puddersukker, der nu brød løs, og overøste den arme Bager, der i Ansigtet saae ud som et levende Kildevæld. Til Lykke vare vi tæt ved en By, jeg troer, PeesinPessin. Se kort., her fandt han da Trøst og vi andre Præliminærernebegyndelse. til at hvile sig, det vil sige, fik sat os ned, saa blæste Postillonen, og vi stuvedes igjen ind i vort vandrende Fængsel. Bageren talede nu ikke længer i Vers, men ved Idee-Association kom han fra Gouvernantens Hund til Göthes Faust, hvor især Hundeni Goethes Faust. Eine Tragödie. Erster Teil, 1808 optræder en sort puddelhund, der i kapitlet »Studierzimmer« viser sig at være en af den fristende og forførende djævel Mephistopheles’ skikkelser. havde været forbandet god; han havde seet dette Stykke i Berlin, og satte det ligesaa høit, som Rollas DødKotzebues sørgespil Die Spanier in Peru oder Rollas Tod. Ein romantisches Trauerspiel in fünf Akten, 1796. Oversat til dansk af Niels Th. Bruun (1778-1823) som Pizarro eller Rollas Død, 1817 og opført første gang på Det Kongelige Teater 30. maj 1818. Ved oversættelsen benyttede Bruun sig også af Richard Brinsley Sheridans (1751-1816) engelske bearbejdning af Kotzebues tyske original (Pizzarro. A Tragedy, 1799)., der var hans Favorit-Stykke, thi han havde engang i sin Ungdom været med i det, som en Vildmand. »Die schöne Müllerinn« og jeg underholdt os med at tale om de forskjellige Slags Oste, og jeg steg temmelig i hendes Agtelse, da jeg lærte hende Maaden at tilberede fyensk Skjørostsurmælksost.. Det gik imidlertid fort i susende Galop, og hver Gang jeg tittede ud af Vognen, saae jeg hvidt Sand og sorte Granskove, saa at den eneste poetiske Blomst, der her kunde fremspire i mit Hjerte, var denne preussiske Sandblomst.
Ja, Preussen var et deiligt Land,
Ifald der var lidt mindre Sand,
Og flere grønne Skove!
Dog nu – nu skrive alle Mand,
Thiderfor.trænger man jo ret til Sandpå H.C. Andersens tid, hvor man ikke kendte trækpapir, strøede man sand fra en sandbøsse (»Sandhuus«) ud over en nyskreven side for at få blækket til at tørre.,
Og Sandet bør man love.
Ja, skrev man end i tusind Aar,
Saa raskt, som nu til Dags det gaaer,
I det Uendelige,
Og Preussen stod, som Sandhuus her,
Var der dog Sand nok til Enhver,
Og det vil meget sige!
Den »jötliche« Skrædder sad vist ogsaa i poetiske Tanker, men da han havde faaet Plads mellem Benet og Kjødet, det vil sige, Gouvernanten og Bageren, maatte han skyde Svanehals, for at see gjennem Vinduet, og da vi just kom forbi en stor Tidsel, der her stod som et Frugtbarhedens Symbol, lispedelæspede. han, med et Blik paa Bageren, som han vilde vise sit Bekjendtskab til Literaturen:
» ▶(tysk) lille rose, lille rose, lille rose rød / lille rose på heden. Upræcist citat fra et digt uden titel af Goethe. Trykt første gang i Johann Gottfried von Herders (1744-1803) Von deutscher Art und Kunst, 1773. Senere optaget i sammes Volksliedern, 1779 med titlen „Röschen auf der Heide“ og i Goethes Schriften, 1789 med den endelige titel »Heidenröslein«.Röslein, Röslein, Röslein roth,
Röslein auf der Heide◀(tysk) lille rose, lille rose, lille rose rød / lille rose på heden. Upræcist citat fra et digt uden titel af Goethe. Trykt første gang i Johann Gottfried von Herders (1744-1803) Von deutscher Art und Kunst, 1773. Senere optaget i sammes Volksliedern, 1779 med titlen „Röschen auf der Heide“ og i Goethes Schriften, 1789 med den endelige titel »Heidenröslein«..«
Men standsede derpaa meget forlegent og saae ned paa sit Lommetørklæde, som han legede med, idet han formodentligt frygtede, at Bageren skulde ansee dette Udbrud for en Alusionallusion. Hentydning. paa sig, thi han sad ogsaa her i Sandet, med et Ansigt rødt og rundt, som en »Röslein roth, Röslein auf der Heide.«
Vi kjørte bestandigt fremad; det var som et evigtgrønt Stykke Cattunkattun. Tæt vævet bomuldsstof., med hvide Pletter, var udspændt i Karretvinduet, ingen Afvexling i den hele Egn. Gud give jeg nu havde sidste Act af: »drey Tage aus dem Leben eines Spielers,« som jeg gik fra, den kunde have gjort godt her. Vi kom forbi et Sted, hvor der i gamle Dage havde staaet en Galge, men dette Phantasiestykkebetegnelse for en fortælling, der er rig på eventyrlige indslag og hændelser. Betegnelsen er dannet efter Hoffmanns Fantasiestücke in Callot’s Manier, 1814-1815. »Callot’s« hentyder til den franske grafiker Jacques Callot (1592/93-1635), der i sine værker dels skildrer krigens rædsler, dels groteske karnevalsscener m.m. var da ogsaa borte, jeg maatte da selv til at skabe, og saaledes fremstod:
Tre Dage af en Tyveknægts Liv
Den første Dag – jeg husker det godt!
Det var paa Marken, foran et Slot,
Man hængte Een i en Galge der;
Og det var min Fader, denne her.
Min Moder man ind i Hullethundehul, fængsel. jog,
Men dirke hun kunde det sellesølle. Skrog,
Hun løb til Skoven, mig tog hun med,
Og vi kom begge ret godt afsted.
Den Gang var jeg kun en Unge.
Den anden Dag – ja Tiden jo gaaer!
Da var jeg saadan en nitten Aar.
Jeg blev forlibt – jeg var ei klog!
Nær havde jeg blevet et ærligt Skrog.
Hvad Kjæresten vilde, det vilde jeg med,
Men hun gjorde Nar af min Kjærlighed,
Hun var som de andre af Evas Slægtkvinde.,
Jeg blev da igjen en Tyveknægt,
Og det skal jo nogen være!
Den tredie Dag – ih nu, lad gaae!
Jeg maa vel slægte min Fader paa.
Af Sult min Moder forlængst gik bort,
Men jeg, jeg gjør det nu mere kort –
Lidt høit jeg hele mit Liv har tænkt,
Nu kommer jeg høit – nu bliver jeg hængt.
Maaskee min Kjæreste seer herpaa,
Hun er her med Manden og alle de Smaae,
At see hvor Tyven kan dingle!
Den dunkle Nat bragte os da et Eventyr, eller rettere, en comisk Scene, kun Skade, at den var mere dramatisk end episkfortællende., og altsaa ikke saa godt lader sig fortælle, som udføreopføre.. Udenfor en af de smukke to Etages Gjæstgivergaarde, med riflede Piller i Muren og smukke Façader, man finder paa Veien mellem Berlin og Hamborg, holdt vi stille for at skifte Heste. Vi stege alle, paa Gouvernanten og hendes Skjødehund nær, ud af Vognen, for at vederqvæge os i den pyntelige Gjæstestue. Den gamle Dame faldt imidlertid i Søvn, drømte maaskee om sin grønne Ungdom, da ogsaa hun var en Rose, thi enhver Hyben har jo været denne Blomst. Endelig vaagner hun, der ere ingen uden hun og Hunden i Vognen, hun stirrer ud, alt er mørkt og dødsstille, intet Lys skinner gjennem Vinduerne paa Gaarden. Hestene er spændte fra Vognen, ingen Mennesker ere herude, hun udstøder et Skrig, man er reist bort og har glemt hende, midt i det preussiske Sand, ene sidder hun her midt paa Landeveien, i den mørke Nat!
Vi vare alle inde i Gjæsteværelset der vendte ud til den modsatte Side af Huset, der var ikke bleven spændt for endnu, eftersom vi skulde hvile her endnu nogle Minuter; vi hørte Skriget og foer nu alle ud af Huset for at hjælpe, vi styrtede til Karreten, reve Døren op; men nu blev hendes Skræk større, thi hun troede at det var nogen, der vilde overfalde hende. Hun skreg, Hunden gjøede, og vi raabte hverandre i Munden, for at faae en Forklaring, som det da ikke blev saa meget let at erholdefå..
Snart rullede vi igjen afsted! – De preussiske Veie ere herlige, det er, som kjørte man paa et Stuegulv, men Egnen – – jeg troer man, i en geometrisk Proportion bedst, kan gjøre den tydelig.
De preussiske Veie forholde sig til Egnen her, som Egnen mellem Hamborg og Lübeck, til Veien der. Det er rigtignok haardt sagt, men det er ogsaa haardt at maatte see saa meget Sand, og ikke mindre, at kjøre mellem Hamborg og Lübeck.
Endelig kom vi da til MechlenburgsMecklenburg; se kort. Grændse! Landet her er en smilende Oase, midt i Ørkenen. Her saae vi atter ordentlige Træer, Ege og Bøge; Kornet bølgede paa Marken; jeg drømte mig midt i Sjælland.
LudwigslüstLudwigslust; se kort.med sit SlotSchloß Ludwigslust. Barokslot beliggende ved byen af samme navn. Opført 1772-1776 under ledelse af den tyske arkitekt Johann Joachim Busch (1720-1802)., sin store Hauge og de brede Alleer laae for os. Et Vindue stod aabent i Gjæstgivergaarden, hvor vi droge ind, en Spurv satte sig paa det, og qviddrede lystigt – jeg veed ikke hvad, men baade Fuglen selv, og Organet jeg hørte, forekom mig bekjendt, det var bestemt den samme lille Person, der den sidste Morgen jeg var i Dannemark qviddrede udenfor mit Vindue, men som jeg den Gang heller ikke forstod; skulde det være en Recensentkritiker, anmelder.?
Gjerne vilde jeg nu male, baade i Vers og Prosa, hvorledes vi fra Ludwigslüst foer igjennem den ene By efter den anden, hvor der i Grunden intet var at see, men det kunne vi da, i alle Tilfælde selv bøde paa; gjerne vilde jeg tegne den romantiske Egn ved LauenborgLauenburg; se kort., hvor der rigtignok, hverken vare Skove eller Floder, Bjerge med Viinranker og Ruiner, og dog var den romantisk. Det var uhyre Sandbanker, og atter Sandbanker! det saae ud, som Havet nyligt var skyllet bort og havde efterladt disse. Snart var Veien saa bred, at den ikke selv vidste hvor den egentlig endte, snart løb den ind mellem disse hvide Bjerge, hvor Vognen sank dybt i og kom næsten ikke af Stedet. Betænk desuden, at det var Maaneskin, og at vi ikke saae eller hørte til et levende Væsen udenfor os. Som sagt, jeg vilde male dette, jeg vilde male Hamborg og Lübeck paa Tilbagetouren, nu jeg er kommen i Ro, indenfor Kjøbenhavns Volde, men idet jeg griber Pennen, sidder igjen den lille Fugl udenfor Vinduet og qviddrer, ligesom før jeg reiste bort, og som den qviddrede i Ludwigslüst. Jeg troer endogsaa den siger det selvsamme; det er nu tredie Gang. Det maa være en Recensent, for han sætter mig i slet Humeur! Der komme altsaa ingen Skyggebilleder flere, ikke engang af det herlige Hav, der heller ikke var i godt Humeur, da jeg tog hjem, men det klædte det godt, dette mørke Blik, den raske Kuling, der greb i Seilet, og hvirvlede den sorte Røgstøtte op i Luften; Kjøbenhavns Taarne hævede sig foran os, de saae mig saa spidse, saa satiriske ud, som vare de et Billede paa de Penne, der maaskee ville kradse paa mine Skyggebilleder.
Maleren gaaer ud i Guds Natur, afridseraftegne. sig der, det enkelte Træ, det enkelte Blad, der ved sin Skjønhed eller særegne Characteer tiltrækker sig hans Opmærksomhed, samler sig saaledes en Mængde Studier, der siden anbringes i hans Compositioner. Digterens Skizzebog, er derimod hans eget Hjerte, her afpræge sig de store Livsbilleder, der siden fremtræde i hans Værker. Jeg har, med det bedste Sindelag, bragt mine Venner og – Uvenner, disse løse Skizzer, disse Skyggebilleder af en lille Reise paa 6 Uger. Saaledes som jeg saae hver Enkelthed, bringer jeg den, før det Hele nu snart smelter sammen, kun til et eneste Stykke i mit Liv: et smukt Sommerlandskab med det blikstille Hav, de fremmede Lande med deres Mennesker og de høie Bjerge, med Skovene mellem de lette Taageskyer.
Endnu qviddrer Fuglen udenfor, ikke en ærlig Sang kan den synge, nei kun pippe og hugge er alt hvad den kan. Nu vil jeg strax afbryde, men dette »Levvel,« er noget ganske Egent; det er underligt, saaledes at lade sine Tanker og Drømme flagre ud i Verden! mangen Een vil vist finde, at jeg virkelig gav hvad jeg saae og følte, medens Andre tage Billederne frem, som var det en Skolestiil de skulde gaae igjennem for at finde Feilene! her er en Streg for krum, her een for lige, her er glemt et Comma, o.s.v. Bitterhed, Fornemhed og Strænghed, ere den unge Digters Opdragere! tre saadanne Mestere, maae jo ret kunde bringe noget frem, eller – – udslette det hele.
Mangen lille Fugl, der synger i Skoven, vilde sikkert, dersom den saaledes skulde staae Skoleret hver Gang den sang, snart tie og sørge sig ihjel bag de grønne Hække, men Digteren – –
Ei Roes, ei Dadel standse maa hans Flugt,
Ved Storm og Solskin bliver Blomsten Frugt!
[Kort]
[Tyskland 1]
I de tilfælde, hvor en lokalitet på grund af kortets størrelseforhold ikke har kunnet medtages, er det i kommentaren angivet, hvor det befinder sig i forhold til den nærmeste på kortet angivne by.
I. Ingen Fortale. Havet. Floden Trave. Lübeck. Mariekirken. Dødningedandsen. Wandsbeck.[første afsnit]LübeckII. Hamborg. En simpel Historie. Theatret. Besøg udenfor Byen. Drømmen. En Idyl. De to Characterer.III. Vierlandene. Den Reisende og Hedeboeren. Skolejomfruen. Lyneborg. Alferne paa Heden.IV. Braunschweig. »Drei Tage aus dem Leben eines Spielers.« En Fortsættelse af Samme. Moderen og Sønnen. Vandring i Byen. Afreise. Den gamle Skolemester.V. Goslar. Bjergværket. Edderkoppen. Sagnet om den skjønne Mathilde. Ilse. Brocken.VI. Morgen. Digterens Magt. Baumannshulen. Antiqvaren. Blanckenburg.VII. Ruinen Regenstein. Skræderkonen. Roßtrappe. Vandring til Alexisbad.VIII. Situations-Billeder paa Vandringen til Eisleben. Morten Luther. Reise til Halle. Merseburg.X. Reise igjennem Halle og Merseburg til Leipzig. Den blinde Moder. Invaliden. Nicolai-Kirken. Gellerts Grav. Auerbachs Keller. Italiensk Opera. Poniatowskys Mindesteen.X. Afreise. Meissen. Den første Dag i Dresden. Dahl og Tieck.XI. Billedgalleriet. Linchkeschen Bade. »Das grüne Gewölb.« Rustkammer. Udflugt til det sachsiske Schweitz. Pillnitz. Liebethaler Grund. Lohmen. Ottowalder Grund. Amor som Fører. Bastey. Ulvesvælget. Hohenstein. Kuhstall.XII. Vandring ind i Böhmen. Tilbagereisen over Pirna. Sonnenstein. De sidste Dage i Dresden.XIII. Berlin. Adalbert von Chamisso. Theatrene. Thiergarten. Billedgalleriet. Reiseselskabet. Tre Dage af en Tyveknægts Liv. Fuglen. Ende paa Reisen.[Kort over Tyskland]
Henvis til værket
H.C. Andersen: Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz etc. etc., i Sommeren 1831. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Gunilla Hermansson, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen, Nicolas Reinecke-Wilkendorff & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 14: Rejseskildringer I 1826-1842. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-04-01
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.