Originalsprog

Vælg sprog

H.C. Andersen

Af Smaavers

II. Til den, det rammer

I Sympathi eller Antipathi

Dypper Du Pennen,

Pynter paa Staklen, men hundser Geni,

Alt som Du er Vennen;

Din Magt er »Bladet« Du skriver i,

Din Svaghed er – Pennen.

III. Norge

Norge, Du Sagnland med Skjønhed og Vælde,

Lysende Fremtid,

Svulmende Fosser og skovgroede Fjelde,

Luften saa frisk og saa kryddret af Birken!

Hjertet løfter sig her som i Kirken,

Broderland! Storhedsland! herlige Norge!

Lille Pouls Tale ved Bedsteforældrenes Sølvbryllupsfest

(Den lille Dreng, som fremsagde Verset, var den Gang kun halvtredje Aar.)

Vil De nu være stille i Stuer og Sale,

Saa siger lille Poul sin store Tale!

Jeg er den ældste af de yngste to,

Kan bedst holde Tale, kan I tro.

Jeg tømmer i Dag Sølvbryllups-Kruset

Og gratulerer for hele Huset,

Fra unge og gamle, fra store og smaa.

Jeg har mine bedste Klæder paa,

Og mødte jeg ganske dem foruden,

Saa kunde man tro, jeg var Elskovsguden,

For jeg er velskabt og sød og lille.

Men det var ej det jeg sige vilde!

– Min Tale den er som et Træ der gror,

Det har af Ønsker et Blomsterflor,

Og hver en Blomst, baade lille og stor,

Har jeg kysset paa; saa sandt jeg tror

Bag hvert lille Blad et Kys der bor

Til Bedstefa’er og Bedstemo’er.

Det knalder med Hurra i Stuer og Sale.

– Det er lille Pouls store Tale.

Drengen og Hundehvalpen

DRENGEN

En velopdragen lille Hund

Skal følge med og holde Mund!

Vi lege, at vi kjøre nu,

Og Kudsk er jeg og »Spoervogn« Du!

Med det Onde og med det Gode

Ta’er Du en Ting med det Onde,

saa støder Du snart paa Grund;

Ta’er Du en Ting med det Gode,

med Hjerte og Barnemund,

Saa følger Dig hele Verden,

selv den arrigste lille Hund.

Stormfloden

(Den 13de November 1872)

Stormen fløi ud med Dødsbud og Rædsler,

Østersøes-Dybet den løfted’ fra Leiet,

Bølgerne steeg som i Syndflodens Tid;

Diger og Høider med Skove og Byer

Sletted’ den ud som paa Dommedags Bud.

Rædsler og Nød fyldte Øre og Hjerte.

Hvorfor sligt Ulykkes Væld, og hvortil?

Vee os, naar gudløs vi staae i vor Smerte:

»Har vi ei Gud, hvad har vi vel da.«

Guds Røst i Stormen, i Havdybets Vande

Taler just til os, kalder os til Ham!

Der gaaer en Lysning gjennem vort Hjerte,

Saa vi forglemme vort smaalige Jeg;

Og vi forstaae, vi er Een – een Familie,

Eet Folk, eet Hjerte, hver Fattig og Riig.

Gud kom med Stormfloden ind i hvert Hjerte; –

Prøvelsens Tid er Opløftelsens Tid!

Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF

Først kendte tryk i For Romantik og Historie, bind 8, april 1872. BFN 1019-1020

Indhold

Til den, det rammer Norge Lille Pouls Tale ved Bedsteforældrenes Sølvbryllupsfest Drengen og Hundehvalpen Med det Onde og med det Gode Stormfloden

Af Smaavers

II.

Til den, det rammer

III.

Norge