Sölvbrylluppet den 18de October 1851

▶Og det var Adolph Drewsen,

Som ung Jurist han stod,

Han beiled’ til liden ▶Ingeborg,

Af den collinske◀ Rod◀.

Erindringer, de bittre og de söde,

I lyse Billeder gaae nu forbi!

Erindre I det förste kjære Möde,

Strandmöllen, Skoven, Aftnens Trylleri?

Erindre I saa Brudeklokkens Kimen,

Og Mynsters Tale og hvor Orglet löd;

:|: Saa hellig glad og alvorsfuld var Timen,

I skov- og sö-omkrandste Sölleröd. :|:

Erindre I, ja det er længesiden,

Endogsaa over fem og tyve Aar,

Da i den gamle Gaard, i Friertiden,

For Digteröiet endnu klart det staaer!

Hun ved sit Sybord sad og livligt talte,

Han stod med Frakke paa med mange Slag.

:|: I Digter-Hjertet Billedet sig malte,

Thi synge vi derom paa denne Dag! :|:

Erindre I den By ved lille Belte,

Nu har den Navn som Danmarks Seiersstad,

Der liden Jonna sig i Huset mældte,

Med Öine blaa og Kindens Rosen-Blad.

Erindre I den gamle Gaard, den spanske,

Som Carl Bernhard har i en Roman?

:|: De Aftner der, saa levende, saa danske?

End grönnes Linden der ved Linds Altan. :|:

Erindre I det Tydske for det Jydske,

Den Badereise, som blev gjort til Ems?

Med Heibergs der slog Dansken reent det Tydske,

I vare ganske som i Eders Hjems.

Det var i Politikens Uskylds Dage,

Og den Gang Vaudevillen her var Alt.

:|: »De svandt, de svandt de glade Barndoms Dage!«

O gid, at aldrig – – her er Noget galt! :|:

Hvor mange Börn hans Hjerte maa omfatte,

Det Fröken Bremer alt har skrevet om;

I den collinske Have Gud ham satte

Til Gartner og et Skjönheds Flor der kom,

Slyngplanter og Guirlander, grönne Tepper,

Selv Strandens Maager her hidbragte han;

:|: Han lader Borrer voxe frem paa Skræpper,

Og det er meer end selv Naturen kan! :|:

Der Perler er, hvis Værd vi heelt ei fatte,

Saa sjældne, gjennemsigtig’ som et Vand,

Og her er een, vi heelt ei kunde skatte,

För Straalen ret kom frem fra Aandens Land.

Et smukt Naturspil ville vi först sige,

En Aandens Perle blev det riig og stor,

:|: Hvor Alt er Hjerte heelt og uden Lige,

Ja, Du det er, Du Sölvbrud! hör vort Chor! :|:

De sidste Aar har meget omkalfatret,

Smidt om, fört ind, vendt baade op og ned,

Vi tabte meer, end Pladser i Theatret,

Men mere stærk blev Hjemmets Kjærlighed.

Dog nu har vi vel faaet nok af Sangen,

Endskjöndt den taler Hjertets gamle Maal.

:|: En Sang er dog en Blomsterkrands paa Stangen,

I det der drikkes Festens förste Skaal! :|:

Men efter förste Skaal den anden kommer,

En Skaal for Oldemo’er og Oldefa’er;

To friske Træer i Livets Eftersommer,

To Gamle, som den Unges Ungdom har!

De Festens Stjerner ved vort glade Gilde,

De Hjertets Rod for Brudgom og for Brud,

:|: De smile gjennem Taarer, glade, milde,

De opfyldt see den Bön, de bad til Gud! :|:

Den förste Skaal! den, for de kjære Unge,

Som levet har i fem og tyve Aar.

Dem prise vi med Hjerte og med Tunge,

Saa Sangen over Vold og Vænge gaaer.

Gud lad os Alle leve længe sammen!

Paa Jorden her er meget godt at boe;

:|: Og naar vi skilles her, i Guds Navn, Amen!

Vi mödes, samles glade som I To! :|: